Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 6 (1886 - 1887) 1

Om den ved kongeloven fastsatte arvefølge.

Af

A. D. Jørgensen

Side 241

Den tidligere almindelige opfattelse af kongelovens arveregler er i Schlegels danske statsret kort og fyndig udtrykt i de ord, med hvilke han indleder sin fremstilling: «arvefølgen er på det nøjeste bestemt i kongeloven):. I henved 200 år fremkom der neppe nogen antydning af mulige tvivlsmål i den henseende.

Denne sikkerhed hidrørte dog, som det synes, mere fra et overfladisk kendskab til lovens ordlyd med dens mange indskærpende gentagelser, såvel som fra dens forfatters berømmelse som skarpsindig statsmand, end fra et omhyggeligt studium af alle dens enkelte bestemmelser. I alle tilfælde er det temmelig mådeligt bevendt med klarheden i de tilfælde, hvor en virkelig fortolkning er forsøgt.

At en sådan fortolkning kan have sine vanskeligheder er ikke så underligt. Loven blev affattet på en tid, da det danske sprog endnu var lidet udviklet (il at give et klart og utvetydigt udtryk for de herhen hørende begreber, og den omstændighed, at den holdtes hemmelig, indtil den slægtalder, som kunde have havt adgang til paa første

Side 242

hånd at få pålidelig vejledning til dens rette forståelse, var gået bort, bidrog selvfølgelig i høj grad til at vanskeliggøredenne. Det ses da også, at strax den første videnskabsmand,som gav sig i lag med loven, om end kun ved at oversætte den paa tysk og latin, tager fuldstændig fejl af et hovedpunkt i dens fortolkning. Det var slotspræsten i Gliickstadt, N. P. Sibbern, som opholdt sig nogle måneder i København strax efter kongelovens første udgivelse (1709) og stod i personligt forhold til udgiveren, gehejmearkivar Fredrik Rostgård. Han skrev kort efter sit bekendte »Bibliotheca historica dano-norvegica», og kunde her endog meddele Schumachers latinske text af kongeloven, altså efter en afskrift, som Rostgård må have givet ham. Ikke dos mindre ledsagede han sit optryk af den danske text med en ny selvstændig oversættelse på latin, og denne blev senere optrykt af andre, medens Schumachers egen ikke senere påagtedes.

Hvor uklart man i virkeligheden opfattede kongelovens formentlig så klare bestemmelser, viser sig også i et andet betegnende træk. Ved grundlovsforhandlingerne i Norge i året 1814 var det fra først af meningen at bevare den gamle arvefølge, hvorfor også alle de herhen hørende artikler i kongeloven in extenso var optagne i Adlers og Falsens grundlovsforslag. Men i det mere kortfattede forslag, som opnævnes efter Sverdrup, var det forsøgt at sammentrænge disse bestemmelser i en kort formel, og den måde, hvorpå dette var sket, viser noksom, at koncipisten har taget fejl af selve lovens grundtanke.

Der vil senere blivo lejlighed til at komme tilbage til disse misforståelser i deres enkeltheder; her må det være nok at henpege på, at den første videnskabelige fremstillingaf Danmarks statsret, den af J. Fr. V. Schlegel

Side 243

(1827), slet ikke kommer ind paa det punkt, som faktisk havde givet anledning til misforståelser og, som det snart skulde vise sig, kunde volde fortolkningen meget alvorlige bryderier. Heller ikke den bekendte sagkyndige anmeldelse af Schlegels skrift i «månedsskrift for literatur» (af prof. L. Engelstoft) indlod sig på disse spørgsmål.

Kort efter gjorde imidlertid udsigterne i kongehuset disse spørgsmål brændende. Ved Fredrik 6/s død kom en ny linje af mandsstammen på tronen, medens dog også denne samtidig tegnede til at skulle udslukkes i en ikke fjern fremtid. Den gængse opfattelse af kongelovens arveordning var ikke i tvivl om, at i så tilfælde Kristian B.'s søstre og deres børn under alle omstændigheder vilde gå forud for Fredrik 6.'s døtre og søster, hertuginden af Avgustenborg. Den 2. April 1840 skrev kaucellipræsident Stemann til A. S. Ørsted: «Jeg formener, at tronen da — (d. e. ved kronprinsens død, dersom den indtraf efter alle hans faders søskendes) — v:l tilfalde prinsesse Charlottes døtre fremfor kong Fredrik G.'s døtre; thi da tronfølgen nu er gået over til den yngre linje af kong Fredrik 5/s sønner, kan den ikke gå tilbage til den ældre linje, førend den yngre er ganske uddød—». I sin påtegnede bemærkning tiltrådte -Ørsted aldeles denne mening.

Det samme var tilfældet med selve hertugen af Avgustenborg. Den 2. April 1845 skrev han til P. Hjort i Sorø, at der ingen tvivl kunde være om Hessernes arveret i Danmark ved mandsstammens afgang, og at kun en ophævelse af kongeloven vilde kunne forandre dette forhold

Imidlertid var der dog fra en anden side rejst tvivl



1) Stemanns billet i geh. arkivet. Droysen u. Samwer, Die danische Politik soit 1806, s. 391.

Side 244

om, hvorvidt denne arveret var uafhængig af alle kommendetilfældigheder. Allerede i året 1840 henledede daværende amtmand på Gottorp L. N. Scheele kongens opmærksomhed på visse udtryk i kongeloven, som efter hans mening klarlig viste, at ved rnandsstammens afgang den nærmeste dalevende kvindelige agnat vilde være at foretrække for alle andre arvinger. Dersom altså den sidste mand af slægten kom til at overleve begge kongens søstre, medens der endnu var en kongedatter af en tidligerelinje i live, da vilde hun have fortrinsret for alle kognater. Fra hende vilde tronen da atter gå i arv til hondes nærmeste slægtning.

Politisk havde denne opfattelse af arveretten selvfølgelig den betydning, at den kunde gøre hertugen af Avgustenborg til mandsstammens umiddelbare arving, idet det under så tvivlsomme forhold vilde blive forholdsvis let at opnå alle vedkommendes afkald imod visse begunstigelser.

Kong Kristian 8. kunde imidlertid ikke tilegne sig Scheeles opfattelse af lovens mening; hans statsretlige konsulent, den tyske Dr. Tabor, gjorde vel kun et temmeliguheldigt forsøg på at modbevise den, men bedre lykkedesdet for professor J. E. Larsen, der i sine forelæsninger 184546 gik ind på en drøftelse af de to muligheder. Resultatet var dog ingenlunde tilfredsstillende; det viste sig, at den ældre opfattelse formentlig kun kunde fastholdesved at ofre kongelovens gamle anseelse for klarhed og uomtvistelig sikkerhed; det gik endog i meget høj grad ud over dens forhen så højt priste bestemmelser. Avgustenborgernesynes for sent at være blevne opmærksomme på dette fortolkningsspørgsmål; men at det i alle tilfælde senere var dem bekendt, fremgår af prinsen af Nørs ytring

Side 245

i hans Erindringer, at det vilde have været en brugelig udvej af de politiske konflikter «die zweifelhaften paragraphendes konigsgesetzes so zu interpre.tiren, dasz die kognatische erbfolge ira konigreich mit der agnatischen in den herzogthiimern zusammenfiel»1).

Da i året 1849 forhandlingerne om arvefølgen optoges med stormagterne, gav Scheele på opfordring af førsteministeren A. W. Moltke en udførlig fremstilling af sin opfattelse, ligesom han nu blev udtrykkelig imødegået i en lignende udtalelse af Larsen i forening med Wegener. I sine statsretlige forelæsninger kom Larsen desuden igen tilbage til spørgsmålet, hvis politiske betydning først faldt bort ved tronfølgeloven af 31. Juli 1853. Resultatet af overvejelserne sammenfattes imidlertid af professor Aschehoug — og som det synes med fuld føje — i de ord, «at kongelovens arveregler i visse stykker, navnlig med hensyn til, hvorvidt kvindelige agnater havde fortrinsret for kognaterne, var meget utydelige« 2).

Ved fremdragelsen af Peder Schumachers latinske udkasttil kongeloven 3) er der nu imidlertid kommen et nyt moment ind i undersøgelsen. Latinens koncise betegnelser og almen kendte tekniske udtryk letter i høj grad opfattelsenaf lovgiverens tanke og kan i alle tilfælde bringe en afgørelse af det spørgsmål, om alle lovens enkeltheder er klart gennemtænkte eller ikke. At fordringerne i så henseende må kunne stilles højt, må forlods formodes allerede af den grund, at kongelovens affattelse viser sig at have været genstand for åringers overvejelser og de



1) Aufzeichnungen, s. 25.

2) Aschekoug, Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814, s. 581.

3) Kongeloven og dens forhistorie: aktstykker. 1886.

Side 246

skarpsindigste mænds samråd. Indtil det modsatte bevises, må det være tilladt at gå ud fra, at det er lykkedes disse mænd, og da særlig Schumacher, at tilvejebringe en lovtext,hvis fortolkning kan frigøres for ethvert tvivlsmål.

Det er næsten uforståeligt, at den latinske form for loven — hvad enten man nu vilde kalde den en oversættelse eller et forste udkast — aldrig er bleven benyttet til dette øjemed. Som ovenfor omtalt forelå den trykt i en meget benyttet håndbog i dansk historie, retshistorie, statsvidenskab og literatur, og den omtaltes som håndskrift i gehejmearkivet af Schlegel. Alligevel synes det hverken at være faldet Scheele eller Larsen ind at sammenligne lovkonripistens latinske udtryk på de omtvistede steder. Noget egenlig nyt vilde de selvfølgelig heller ikke have opdaget i den; men den finhed i udtrykket og den klarhed i betegnelsen, som helt igennem er ejendommelig for den, vilde dog sikkert have fremtvunget den erkendelse, at man ikke uden videre kan gå ud fra hele artiklers hensigtsløshed eller indre modsigelse. Og det næste skridt vilde da ufejlbarlig have været, at man havde fundet den rette fortolkning.

Denne har imidlertid endnu den dag idag sin store betydning, ikke blot fordi kongeloven er et monumentalt værk af høj rang i vor historie, men også fordi dens arvebestemmelser vil kunne få praktisk anvendelse i private forhold, ved len og stamhuse. Spørgsmålet skal derfor her igen optages til fornyet drøftelse i hele sit omfang, idet fremstillingen af den formentlig rigtige fortolkning stilles foran, kritiken af de tidligere forfattere, hvis imødegåelse ellers vilde nøde til jævnlige gentagelser, samles på ét sted bagefter.

Side 247

Til grund for arvetallet skal efter kongelovens artikel 39 lægges «et rigtigt slægtregister», affattet efter de anmeldelser om fødsler i arvehuset, som skal indsendes til kongen og besvares med et documentum insinuationis. Dette slægtregister vil altså komme til at omfatte alle de individer, som overhoved er eller har været til med arveret til riget, ordnede genealogisk fra stammefaderen kong Fredrik 3. nedad gennem tiderne.

For at dette slægtregister imidlertid kan være fuldt "rigtigt« i lovens mening, må hvert søskendehold med de deraf opståede linjer ordnes strængt efter førstefodselens ret: først brødrene efter alder, derpå søstrene efter alder, den ældste søster efter den yngste broder. Denne orden foreskrives nøjagtig og mange gange i kongeloven. Art. 31 siger: »blandt dem, som ere lige udi samme linje, [skal] altid kønnet først agtes og siden alderen, så at sønnen stedse går for datteren, og siden den ældre foregår den yngre, hvilket altid skal tages i agt« (snil. 32. 33. 34). Art. 28: «masculo sexui sua perpetuo prærogativa constet, et deinde inter pares eodem lineæ et sexus jure major natu semper minorem præcedat.» Det er en selvfølge, at alle de personer, som er afgåede ved døden uden endnu levende afkom, helt bør udslettes af slægtregistret, da dette ikke skal indeholde fortidens historie, men nutidens og fremtidens ret.

1 det således anlagte slægtregister oranes nu arvegangen ikke efter nærmeste slægtskabsforhold mellem de til enhver tid levende personer af arvehuset, men strængt efter linje følgen. Dette er et hovedpunkt i loven og dets tilsidesættelse, den egenlige grund til al den forvirring, som er kommen ind i dens fortolkning; det skal derfor her først og fremmest eftervises i alle sine konsekvenser.

Side 248

Først omtales da i almindelighed linjerne som dem, der følge efter hinanden i arvetallet. Således alt i lovens indledning. Kigsråd og stænder, hedder det, har givet arverettighed «til os og de af os såsom hovedet og første ejer nedstigende mand- og kvindelinjer», — og de har overdraget kongen selv at bestemme, hvorledes med arvefølgen og «arvelinjernes ordenlig på hinanden følgendo rad blandt mand- og kvindekøn skulde forholdes«.

I art. 23 hedder det endvidere: «Dersom kongen ved doden afgår og den næste i linjen til arvesukcessionen udi regeringen er da ude af riget«, så skal han ufortøvet komme tilstede; gør han ikke det, da følger <>den næste efter ham i linjen«. Og i den følgende artikel siges, at prinser og prinsesser af arvehuset har rang og sæde, (.ligesom linjerne udviser dem at være næst til arvesukcessionen udi regeringen».

Dernæst udtales det udtrykkeligt som engrundreg el, at al arvegang rinder sted efter linjer. ..Skal og i arvetalletsrad at mærke alt linjerne nøje tages i agt«, siger art. 28, «så at der ikke for alderens skyld springes af linje i linje, men sønnen træder strax i faderens sted". På latin udtrykkes det således: «in successione rite designanda linearum ratio habetur (!tc.»; eller endnu bestemterei det officielle uddrag af 1670: «Tota successio secundum lineas designatur«1). Dette gentages derefterden ene gang efter den anden: art. 32: linearum itidem habita semper ratione; art. 33: linearum sernper ordine et inter pares in eadem linea sexus et ætatis discrimine observato; art. 34: lineali semper successione; ea linearum serie; art. 35: neqve de linea in lineam transilire licet,



1) Se Tillægi't.

Side 249

sed primæ secunda, secundæ tertia, tertiæ qvarta, et sic deinceps, substituitur. I art. 38 siges, at det foster, som fødes efter faderens død, «strax nyder sin tilbørlige sted og rad i arvetallet» (debitum sibi lineæ ordine ae serie locum occupat). Idet der i art. 39 tages bestemmelse om førelsen af en slægtebog, siges det at være for at forebygge «tvist og irring i alderen eller konfusion blandt linjerne».

At denne grundregel nu også følges i det enkelte ved at; udfinde den nærmeste arving blandt de til enhver tid levende personer, kan endelig med sikkerhed eftervises af lovens enkelte bestemmelser, både for de mandlige og de kvindelige linjer.

Først kommer da efter Fredrik 3.'s død hans ældste
søn prins Kristian, og efter ham «de af hannem nedstigen
de mandlige linjer". Det kommer nerved ikke i
betragtning, om han selv i sukcessionsøjeblikket er i live
eller er afgået ved døden (art. 29). Her gælder det da i
særdeleshed, hvad der er sagt i den foregående artikel, at
der ikke for alderens skyld må springes af linje i linje:
sønnen træder strax i faderens sted, og imedens
udi den første mandlige linje nogen mandsperson findes,
skal den anden mandlige linje intet kunne arve, og så
fremdeles linje efter linje o. I henhold hertil skal altså
hele prins Kristians mandlige slægt være uddød indtil
sidste mand, før nogen af hans søskende eller deres afkom
kan arve.

Derefter kommer umiddelbart den anden søn prins Georgs mandlige linjer, hvis de overlever Kristians: (ten efter anden, mand efter mand, linje efter linje, imedens mand af mand er tilovers».

I disse bestemmelser er det da tydeligt nok udtalt,
at mændene holder deres plads i linjen med en übegrænset

Side 250

«repræsentationsret», d. e. arvings arvings ret til at »repræsentere«den afdøde arving, træde i hans sted. Regeringen går fra farfader til sønnesøn med forbigåelse af yngre son, fordi den ældre søns søn rykker op i sin faders plads; og på samme måde til en ældre afdød broders søn med forbigåelseaf en yngre broder; til en ældre afdød farbroders søn med forbigåelse af en yngre farbroder, o. s. v.

Men at det selvsamme finder sted for de kvindelige
liujers vedkommende, fremgar af felgende bestemmelser.

Ved mandsstammens afgang arver den sidste konges sønnedatter forud for hans egne døtre (art. 31). Var sønnen nemlig ikke død før sin fader, vilde tronen være gået i arv til ham, og fra ham til hans datter, ikke til hans søster. At datteren nu træder op i sin faders sted, viser, at repræsentationsretten også gælder kvinden, i alle tilfælde overfor en fader.

Dør den sidste konge uden afkom, «da skal den prinsesse af blodet, som hannem på fædrenestammen hører næst til, arvesukcessionen udi regeringen være hjemfalden » (32); den latinske text har her det tekniske udtryk «agnata proxima». Denne regel, som den her fremsættes, er, løsreven fra sin sammenhæng, ikke uden en vis tvetydighed, ligesom det da også er den, der har givet anledning til de modstridende fortolkninger. Er nemlig den oprindelig nærmeste agnata ikke mere i live i det øjeblik, da den sidste mand dør, da kan det se ud som et åbent spørgsmål, hvorvidt hendes afkom ifølge repræsentationsretten træder i hendes sted, eller den derefter følgende nærmeste agnata skal træde til.

Spørgsmålet afgøres med fuld sikkerhed af den næste
artikel (33). Her hedder det nemlig: »Dernæst skal den

Side 251

sidste konges næste frænke og slægt, som dog er udi de af os ved sønnerne nedstigende kvindelinjer, arveligen udi regeringen sukcedere.« Den latinske text har også her det bestemte tekniske udtryk: «non existente agnata, cognataproxima succedito etc.» Hvorledes man her end vil bære sig ad med at finde denne cognata — noget, som vi selvfølgelig senere vil komme tilbage til, —, så er det afgjort, at loven her må tale om stammemoderen til en kvindelig linje.

Med denne artikel er nemlig mulighedernes række indenfor sønnernes afkom udtømt; den næste (35) går ud fra hele stammens afgang og døtrenes tiltrædelse («er da vore sønners linjer, mandkøn og kvindkøn, ganske uddød, da kommer raden til prinsesserne, vore døtres linjer«). Men loven kan fornuftigvis ikke gå ud fra, at der efter maridsstammens afgang aldrig skulde findes mænd i kongeslægten, at der kun skulde findes cognatæ, ingen cognati. Den stående sprogbrug krævede endog, at det hver gang udtrykkelig fremhævedes, at kviadernes afkom var både mænd og kvinder, medens der ved mændenes afkom gøres bestemt forskel mellem de to tilfælde. Således i artikel 27: <■ imedens mand af mand er tilovers, så længe skal hverken kvinde af mand, ej heller mand eller kvinde af kvinde kaldes« (sml. 36). Når altså art. 33 ikke har formlen: cognatus vel cognata eller lignende, men simpelthen cognata proxima, i lighed med agnata proxima, da kan man heraf med vished slutte, at der ikke er tale om at udpege en enkelt person blandt de til en vis given tid levende medlemmer af kongehuset, men en stammemoder til den nærmest arveberettigede kvindelinje, ligegyldigt om denne stammemoder endnu er i live eller ikke.

Således fortsættes der da også yderligere. Efter sønnerneshele

Side 252

nernesheleslægt kommer raden til døtrenes linjer: «og først til prinsesse Anna Sofia såsom den ældste og hendes børn og børnebørn i tusende led; siden til de andre, alt en efter anden«. Her er der selvfølgelig tale om personer, som til den tid tænkes at være dede for mange tider siden, uden at dette udtrykkelig fremhæves, da den modsattemulighed jo ikke kunde udelukkes.

Men fra disse sidste led i arvetallet, hvis natur er utvivlsom, falder der da atter lys tilbage på det tidligere «agnata»: når alle de utallige kvindelinjer betegnes efter kvinder, da er det helt igjennem stammemødrene, der er tale om; med andre ord, der gives her som ved de mandlige linjer en übetinget repræscntationsret. Udtrykkene «nulla relicta filia, lader han da ingen døtre efter sig», og «non cxistente agnata-i betyder derfor ikke, at kvinder af det nævnte slægtskab på et givet tidspunkt ikke findes i live, men at sådanne hverken findes i live eller repræsenterede af levende afkom.

De ord i ext rakten af 1670: «tota successio secundum
lineas ordinatur» gælder altså i fuldeste omfang og i
strængeste forstand.

Det må dernæst undersøges, i hvilken orden de to køn kaldes til arvefølgen. Formelt var lovgiveren i den henseende stillet aldeles frit; han kunde for så vidt lade linjerne følge efter hinanden i aldersorden, hver linje til dens fuldstændige afgang, uden noget fortrin for det ene køn fremfor det andet. Denne arvegang vilde dog have havt sine store misligheder, dels fordi den var så grundforskellig fra den i de tyske lande gældende agnatiske orden og altså næsten umuliggjorde erhvervelser dér. dels fordi en jævnlig regering af kvinder var vanskelig at forene med absolutismen i den af kongeloven påtænkte

Side 253

form; den vilde enten føre til en konstitution eller til
despoti.

Kong Fredrik 3. gav da også det mandlige køn store prærogativer. Først det allerede omtalte, at brødrene i hvert søskendehold har aldersfortrinnet for søstrene: alene det vilde under iøvrigt lige vilkår sikre mændene en stadig overvægt. Men dernæst bestemmer kongeloven, at alle kvinders arveret fuldstændig skal hvile, sålænge der findes mænd af mænd i c.e fra kongens sønner nedstigende linjer; sønnernes mandlige linjer udgør altså en fælles mandsstamme, saledes at den ældste broders kvindelinjer tilsidesættes for den yngres mandslinjer.

Det er en konsekvens af dette de mandlige linjers fortrin, at ved mandsstammens afgang den sidste linje lader kongedømmet gå over til nærmeste kvinde; den mand, med hvem hele fædreneslægten udslnkkes, er som sin tids eneste mand af mand hele arvehusets fornemste medlem, den som efter lovens udtryk har førstefødselsretten. Hans stilling svarer på en måc.e til »første erhverver« (Fredrik 3.); slægten, som begjndte med en enkelt mand, er i ham igen indskrænket til en enkelt.

Som forhen eftervist, gælder det nu om at finde den kvinde, som selv eller i sin æt står tronen nærmest. Først kommer da sidste mands livsarvinger, de nedstigende linjer. Har kongen havt flere børn, da tilfalderarven det ældste, d. v. s. den ældste søn, og da denne jo i så tilfælde må være død, siden Jaderen ellers ikke vilde have været den sidste mand, følger hans ældste datter. Dette tilfælde omtaler kongeloven udtrykkelig i art. 31. Selvfølgelig kan der dog tænkes endnu andre kombinationer, som imidlertid let vil kunne bringes ind

Side 254

under de samme regler. Den afdøde søn kunde således muligvis have havt flere børn, deriblandt atter en søn, som havde efterladt døtre. Disse vilde da selvfølgelig atter gå forud for deres faders søstre.

Endnu mere sammensat vilde forholdet blive, dersom den sidste mand efterlod afkom af to afdøde sønner, f. ex. døtre af den ældste og sønnedøtre af den anden. I så tilfælde vilde den ældstes døtre have fortrinnet, medens repræsentationsretten kun kunde give de sidste fortrinnet for deres faders søstre, men ikke for medlemmer af en ældre linje.

Efterlader den sidste mand slet intet afkom, da går tronen til hans nærmeste agnata (32). Altså først til en søster (den ældste først), derpå ældste farbroders sønnedatter eller datter, derpå farsøster, derpå farfars broders nodstigende linje o. s. v. Det er klart, at alle arvehusets kvindelinjer nedstammer fra agnatæ, fra døtre af mandsstammens mænd; man vil kunne gå helt tilbage til første erhverver uden at støde på andre. Tilfældet, som det forelå ved mandsstammens faktiske afgang i året 1863, viser det i et exempel. Nærmeste agnata var i det øjeblik den sidst«1 mands faster, prinsesse Charlotte af Hessen. Den næste var hans oldefader Fredrik 5/s ældste søns (Kristian 7.'s) ældste sønnedatter, prinsesse Karoline; dernæstkom hendes søster Vilhelmine. Den fjerde var sidste mands oldefaders sønnedatter, Louise Avgusta af Avgustenborg;derpå hans egne tre døtre: Sofie Magdalene af Holsten-Gottorp (Sverig), Vilhelmine Karoline og Louise, begge formælede Hessen. Disse syv agnatæ var ved mandsstammens afgang enten selv i live eller repræsenteredeved afkom; alle de ældre linjer af sønnernes slægt var uddøde. Dertil kom så de to kvindelinjer, som nedstammedefra

Side 255

stammedefraførste erhverver s døtre. Ingen kvindelinje
kunde efter sagens natur nedstamme fra en cognata1).

Det tilfælde, som kongelovens art. 33 omtaler, at der ingen agnata af den sidste mand er til, medens dog sønnernesefterslægt ikke er uddød, vilde ikke kunne være indtrådt ved den første mandsstammes afgang; men det kan indtræde på senere tidspunkter. Hvis man vilde gå ud fra, at kongelovens arvefølge var forbleven i kraft efter mandsstammens afgang, vilde der, fraregnet Fredrik 6.'s barnløse døtre, i tiden have været 5 kvindelinjer, eller 5 slægter, nedstammende fra hin mandsstammes agnater, med arveret til tronen. Sæt da, at den første af dem havde tiltrådt kongedømmet, men efter kortere eller længere tid var uddød på mandsstammen. Den sidste mands agnatæ vilde da have fulgt ham i regeringen, indtil hele slægtens afgang. Sæt, at man således var kommen til



1) Fredrik 3. I Kristian 5. Anna Sofie. Fredrikke Amalie. "Sachsen. *Gottorp. Fredrik 4. Kristian 6. Fredrik 5. J Kristian 7. Fredrik. Sofie Vilhelmine. Louise. Magdalene. *Hex.se>i. *Hessen. *Gottorp (Sverig). Fredrik 6. Louise A. Kristian 8. Charlotte. * Avgu- * Hessen. stenborg. Karoline. Vilhelmine. Fredrik 7. t1863.

Side 256

den sidste mand eller kvinde af hele denne slægt og nu skulde gå tilbage til hovedstammen for at få en ny arveberettigetslægt, den nemlig, hvis stammemoder var nærmeste agnata af den regerende, nu uddøende slægts stammemoder.Hun, stammemoderen til den nye slægt, vilde da være den sidste konges (eller dronnings) cognata, såvist nemlig som hun er en agnata af den oprindeligemandsstamme, til hvilken den regerende kvindestamme stod i kognatisk slægtskabsforhold. Og dette vilde senere gentage sig for hver gang et slægtskifte måtte foretages. Man vilde da få lovens fulde skala: «filia», — «agnata s — i. cognata, nempe qvæ in fæmineis istis reperitur lineis, t|væ a nobis per filios nostros stemma deducuntn.

Derefter kommer så kong Fredrik 3.'s døtre og deres
slægter på samme måde som de andre kvindelige linjer.

Således bestemmes det altså, hvilken kvinde der ved mandsstammens afgang eller ved et fuldstændigt slægtskifte skal arve tronen. Spørgsmålet bliver nu, hvorledes der skal forholdes med arvefølgen efter hendes død, eller, hvad der er det samme, hvorledes den person af hendes dalevende slægt skal udfindes, som er rette ihændehaver af hendes arveret, dersom hun måske selv alt forlængst or afgået ved døden, når »raden kommer til hende».

I den henseende bestemmer kongeloven tydeligt og gentagne gange, at staminemoderens afkom skal ordnes i linjer efter hendes bcrns tal, og at disse t'olger efter hinanden, linje efter linje, i den orden, som en gang for alle er fastsat efter ken og alder. Art. 31: den sidste konges .... detre, ferst den itldste og bendes nedstigende linjer, en efter anden, linje efter linje, og blandt dem, som ere lige udi samme linje, altid kennet ferst agtes og siden alderen, sa at sennen

Side 257

stedse går for datteren og siden den ældre foregår den yngre, hvilket altid skal tages .i agt.» Ligeså 32. 33. 34. Til nærmere påvisning i det enkelte siger endvidere art. 35: «den ældre datters datter i tusende led skal altid foregå den yngre datters søn og datter, og må ikke springes af linje i linje, men den anden linje bie efter den første, den tredje efter den anden, den fjerde eftsr den tredje, og så fremdeles.•» Denne linjedeling efter børnenes tal fortsættes for kvindernes vedkommende uforandret i de følgende led, medens den derimod brydes, så snart en søn af arvehuset får flere sønner. T så tilfælde kommer han til for sin efterslægt at indtage samme stilling som første erhverver (Fredrik 3.) indtager til sin, idet sønnernes mandlige linjer tilsammen udgør en fælles mandsstamme, altså med mændenes fortrin for alle kvinder. Disse derimoddanner kvindelinjer med samme arvefølge, som er beskreven ved forste slægt (art. 36).

Der ma pa dette sted noje laegges maerke til, at en sadan felles mandsstamme ikke kan stiftes af stammemoderen, men forst af hondes (eller en senere kvindes) san. Kongelovens ord or i den henseende Mdstsendig klare: (35) .... «og ma ikke springes af linjo i linje ... .; (36) men dersom arvesukcessionen udi regeringen kommer til en datters sen og han lader mandlige arvinger efter sig. da skal med de af hannem nedstigtnde mandlige linjer alting forholdes, som vi om de af os nedstigende mandlige linjer forordnet haver ....» Har altsa en sukcederende kvinde flere sinner, da danner liver af dem en selvstsendig linje, der ma vsere uddod i begge ken, far den ngeste kan komme til arv.

Grunden hertil er ikke vanskelig at udfinde. Det
vilde have været et grovfc brud på hele tankegangen i den

Side 258

nye arvefølge, om det skulde tillades en udenfor arvehuset stående mand at give en ny kongeslægt navn og våben, og dette vilde jo ske, dersom en kvinde gennem flere sønner kunde grundlægge et nyt arvehus. Det vilde da i virkeligheden ikke være hende, den danske prinsesse, men hendes ægtefælle, den fremmede prins, som vilde komme til at stå som «første erhverver» af den danske trone for en fremmed slægt. Hvad der siges i den følgende artikel (37): «det er datrene og døtrenes barn og børnebørn i evindelig rad, som arvesukcessionen udi regeringen skal tilhøre, og ikke døtrenes mænd», — det må også gælde ethvert andet forhold til kongedømmet og arvehuset. Først den af en dansk prinsesse fødte mand kan blive stifter af en ny mandsstamme.

Men endnu mere; det er ikke engang givet, at hin prinsesses sønner havde samme fader. Kongeloven er absolut ligegyldig for den af ægtefællerne, som ikke står i arvetallet; den kræver kun lovligt ægteskab. Har en konge flere børnekuld, da går de yngre sønner af et senere ægteskab selvfølgelig foran døtrene af et tidligere på selvsammemåde som ellers. Det samme er tilfældet for arvehusets kvinder; men herved kan det forhold indtræde, at hendes arveberettigede sønner tilhører to eller flere forskellige slægter. Alene af denne grund vilde det være genealogisk umuligt at danne en fælles mandsstamme af disse efterkommere. Man vil altså f. ex. have følgende:


DIVL2638
Side 259

Antages N. her at være en mand, da vil ved hans ældste søns død den yngre og hans slægt følge, forudsat at en af dens mænd overlever ham; den ældstes datter med hendes børn vil blive forbigået. Er N. derimod en kvinde, da vil hendes ældste søn efterfølges af sin datter og henles slægt, som i det givtie tilfælde atter vil danne en mandsstamme. Dør den ældste søn før sin moder, vil hans datter indtage hans plads i arvetallet.

Arvefølgen i sin helhed bevæger sig altså, når man vil se ud over store tidsrum, i to hovedretninger, udgående skiftevis fra en stammefader og en stammemoder. Fra stammefader en kommer først en mandsstamme, som udtømmes linje efter linje til sidste mand. Der er da en række kvindelinjer tilbage, udgående fra rnandsstammens døtre, lige op til stammefaderens egiiQ dotre. Af disse arver først den sidste mands nærmeste pårørende, først i nedstigende, derpå i sideløbende linje. Fra denne kvinde som stammemoder udgår der da et antal indbyrdes uafhængige linjer, af hvilke hver følgende først træder til arven efter den foregåendes fuldstændige afgang. Så snart imidlertid arven tilfalder en mand — og mændene går i hvert slægtled foran kvinderne — og denne efterlader sig mandlige linjer, ophører den fra stammemoderen udgående arvegang, idet denne søn bliver stammefader til en ny slægt efter de samme regler som den oprindelige «første erhverver«.

Dersom nu en sådan ny stamme bliver talrig, så vil i virkeligheden alle sidelinjer og ældre kvindelinjer tabe enhver rimelig udsigt til arvefølgen og denne gå frem til altid ny slægter; men dersom den kun blomstrer i få slægtled og i enkelte linjer, vil ved dens afgang arvetallet

Side 260

atter vende tilbage til den ældre hovedstamme og dens
forgreninger, linje efter linje.

Kongelovens arvebestemmelser gør strax ved den første gennemlæsning et indtryk af forsynlighed og vederhæftighed, som udelukker enhver mistanke mod deres tilstrækkelighed eller tydelighed. Samme tanke gentages så ofte og så indtrængende, at man uvilkårlig beroliges med hensyn til den fremtid, der skal sikres ved disse lovregler. Og således har loven kunnet glæde sig ved et grundfæstet renommé gennem lange tider, som et mønster på en udtømmende

Efter hvad der i det foregående er fremsat, er denne ros tilvisse vel begrundet; men det udelukker ikke, at væsenlige tvivlsmål har været rejste imod den. Hvad der således er fremkommen af misforståelser og mistydninger, samler sig dog alt om det ene punkt, hvorvidt loven taler om de til enhver tid levende medlemmer af kongehuset eller den går ud fra en übetinget gennemført repræsentationsret. I den henseende er misforståelserne lige så gamle som offenlighedens kendskab til loven.

N. P. Sibbern oversætter (1716) kongelovens art. 32 således: »sollte er (der letzte konig) aber keine lebendige Princeszinnen nachlassen, so soli diejenige Pr. von Gebliite etc.», eller på latin: »qvodsinec filias relinqvat superstites, ea princeps sangvinis etc.». Her har den danske text: «lader han da heller ingen døtre efter sig», koncepten: »nulla relicta filia» —. Det indskudte ord «lebendig«, «superstites», indeholder her den hele misforståelse, der senere sættes i system. At art. 33 hos Sibbern som det næste led i arvefølgen sætter »proxima agnata», medens

Side 261

Schurnacher har det modsatte: «non existente agnata, cognataproxima
succedito«, viser at hele anlæget her er
misforstået.

Det såkaldte Sverdrupske grundlovsudkast hviler på den samme misforståelse. «Har den sidste konge, hedder det her, ingen beslægtede af mandkøn på sværdsiden, da arver hans egen datter tronen. Har han ingen datter, da arver agnaternes døtre. Ere ingen sådanne til, da arver kognaternes sønner og tilsidst kognaternes døtre«l). Her forstås der åbenbart det samme ved «agnaternes døtre» og «kognater»; thi ellers vilde der slet ingen plads blive til de første kognater i almindelig forstand (de kvindelige agnaters børn). Koncipisten har da tænkt sig det som Sibbern: først kommer en agnata, hvis en sådan er til; hvis ikke, en cognatus; er heller ikke nogen sådan til, en cognata.

Det er dog først Scheele, som har forsøgt nærmere
at eftervise berettigelsen af en sådan eller lignende opfattelse.
Hans tankegang er følgende.

Man misforstår kongeloven, når man går ud fra, at den kun kender modsætningen mellem agnater og kognater helt i almindelighed, således at det første kun indbefatter sværdsiden, mand af mand, det andet kvinderne og deres afkom; den skelner tværtimod tydeligt nok mellem agnati, agnatæ og kognater (af begge køn). Således strax i art. 27: dimedens mand af mand (agnatus) er tilovers, skal hverken kvinde af mand (agnata), ej heller mand eller kvinde af kvinde (kognater) kaldes, og aldeles ingen af mødrenestammen kronen arve, sålænge på fædrenestammen nogen livsarving findes, så at endog kvinde af mand



1) Y. Nielsen, Bidrag til Korges historie i 1814, I, 161

Side 262

(agnata) skal gange for mand af kvinde (cognatus) *. Endvidere i art. 36: "kortelig, mand af mand går først for kvinde af mand, og siden kvinde af mand går for mand og kvinde af kvinde». — Meningen heraf er, efter Scheele, at først skal alle levende agnati have et übetinget fortrin for alle kvinder og kvinders afkom, derpå den nærmeste levende agnata på samme måde for alle kognater.

Dette fandt han yderligere bestyrket i 3233, der efter hans opfattelse ligeledes skelnede mellem agnater og kognater og udtrykkelig anviste de sidste en plads efter den næste agnata («den prinsesse af blodet, som ham på fædrenestammen horer næst til»).

Schecle slutter sin bevisførelse med at henpege på del harmonisko i kongelovens anlæg, når hans opfattelse lægges til grund; de enkelte artiklers indhold bliver da folgende:


DIVL2640

Imod Dr. Tabor, som holdt på kongelovens übetingede repræsentationsret, bemærkede han, at denne ingensteds var udtalt, men at tværtimod den omstændighed, at den var påberåbt ved mandsstammen, måtte tale mod dens gyldighed i almindelighed.

Det vil, efter hvad der foran er udviklet, ikke være
vanskeligt af selve kongelovens ordlyd at tilbagevise Scheeles
fortolkninger.

Der er først den ulempe ved dem, at de to formentligebeviser
ikke viser det samme. Efter art. 27 og 36
skulde agnata altid gå forud for kognaterne, men efter 32

Side 263

skulde nærmeste agnata følge den barnløse konge, og derefter hendes slægt, altså med forbigåelse af muligvis endnu levende andre agnatæ. Til dette sidste holdt Scheele sig, idet han gjorde gældende, at dersom Charlotte af Hessen overlevede Fredrik 7., vilde hun og hendes slægt erhverve tronen, altså med udelukkelse af Fredrik 6.'s døtre, selv om disse overlevede hende; medens de derimod måtte foretrækkes for Charlottes børn, dersom hun ikke selv oplevede mandsstammens afgang. At det var en stor mislighed ved fortolkningen af art. 27, at den således dog kun fik relativ gyldighed, er en selvfølge, og det så meget mere, som det var dens formentlige bestemmelse, at alle agnatæ skulde foretrækkes for kognaterne, der lettest kunde modtage en rationel begrundelse.

Det forholder sig nemlig neppe således, som professor Larsen har påstået, at præsumptioneu übetinget er imod de kvindelige agnatcrs fortrinsret. (Den grund, siger han, ifølge h\ilken man, med udelukkelse af kognater og kvindelige agnater i de nærmere linjer, kalder de mandlige agnater i de fjernere linjer til tronen, kan aldeles ikke komme i betragtning til fordel for de kvindelige agnater i modsætning til kognaterne, eftersom det jo er afgjort, at kronen ikke ved de kvindelige agnater kan bevares for mandsstammen, da kvindelige agnater kun ville skabe kognatiske linjer.»

Man savner her en nærmere angivelse af lovgiverens formentlige grund til at ville bevare mandsstammen fremforkvindelinjerne. Den kan enten have været politisk eller personlig; rimeligvis var den begge dele. Politisk var det, som foran fremhævet, en fordel at have den agnatiske arvefølge, da den var gældende i kronens tyske lande (1665 ligeledes i Sønderjylland),, altså vilde sikre deres

Side 264

forbindelse med kongerigerne; personligt måtte første erhverver sætte pris på at bevare sin egen (fædrene-)slægt og sit våben så længe som muligt i den værdighed, han havde erhvervet. Men begge disse grunde kunde til en vis grad gøres gældende også for agnatæ. Den offenlige ret i Tyskland var ikke fremmed for den tanke at stede agnata til arv i len eller fideikommis, medens den udelukkerkognaterne, og ingen kunde jo vide, om ikke Fredrik 3/s mandsstamme kunde blive den længstlevende i huset Oldenborg og således engang i tiden komme til at sidde inde med hele dets arv. Det kunde da muligvis få betydning, om en agnata besteg tronen efter dens afgang, eller om man strax kom til kognaterne. Også personligt kunde det tænkes, at lovgiveren vilde lægge vægt herpå. Det forhold, at kongedøtre af hans slægt, fedte prinsesser af Danmark, kunde blive undersåtter under en konge af fremmed oprindelse, måske af en übetydelig slægt og ukendt med rigernes forhold, for ikke at sige fjendlig sindet (Fredrik 3.'s døtre blev kort efter lovede til Gottorpog Sverig), kunde nok have noget afskrækkende for den mand, i hvis hånd det lå efter eget tykke at ordne den fremtidige arvefølge. Han kunde da foretrække at bestemme, at ingen kognat kunde komme på tronen, så længe en kvinde af hans egen slægt endnu var i live. Det vilde kaste en forøget glans over ham som første erhverver af arveretten, om hans kongeskjold først kunde brydes over den sidste, være sig mand eller kvinde, som var født med dets mærke.

Anvendelsen af dette ræsonnement vanskeliggøres dog betydelig ved den indbyrdes modstrid mellem de to grader i agnatæ's fortrin. Lettest vilde det i hvert tilfælde falde, dersom alle agnatæ skulde gå forud for kognaterne, således

Side 265

som også art. 27 efter Scheeles opfattelse udsiger, medens det idetmindste fra lovgiverens personlige standpunkt vilde tabe sin vægt under den modsatte forudsætning. — Men vi fritages heldigvis for det hele dilemma, idet begge de formentlige beviser for de kvindelige agnaters fortrin viser sig at være illusoriske.

Hvad der siges i art. 27 (og 36), er nemlig ikke, at agnatæ skal foretrækkes for kognater, men at de fra Fredrik 3/s sønner nedstigende kvindelinjer skal gå forud for hans døtre og deres linjer. Hele bestemmelsen lyder nemlig på latin: «usqve adeo marium progenies fæmiarum stemmata excludit, ut etiam fceminæ ex maribus præcedant mares ex fæminis», hvad der på dansk or gengivet ved: 0 aldeles Ingen af modrenestammen (skal) kronen arve, så længe på fædrenestammen nogen livsarving findes, så at endog kvinde af mand skal gange for mand af kvinde«. 1 den senere extrakt er hele denne passus udeladt, da den i virkeligheden gentages i den følgende artikel i mere bestemte udtryk; havde den havt selvstændig betydning, måtte den selvfølgelig her have været medtagen.

Det må nu vistnok indrømmes, at den danske lovtext på dette sted bruger svævende udtryk, eller rettere sagt udtryk, som ikke er nåede til at få almindelig borgerret i sproget: lovgiveren burde have talt latin eller have forklaretsig nærmere på dansk. Imidlertid er meningen klar nok og den er også korrekt udtrykt. Mødrenestammenbetyder den del af arvehuset, som nedstiger fra første erhverver gennem en stammemoder, fædrenestammen den, hvis stammefader var hans søn; de to udtryk svarer altså til det latinske: fæminarum stemmata og marium progenies. Udtykket «kvinde af mand skal gange for mand af kvinde«, sigter da også til de bestemte steder i slægtregistret, hvor

Side 266

slægt udskiller sig fra slægt, og skal ikke anvendes på hvert enkelt tilfælde. »Kvinde af mand« er (ligesom det latinske fæminæ ex maribus) overgangen fra mandsstammen(sennernes stammer) til kvindestammerne, medens omvendt «mand af kvinde« er de mandsstammer, som har deres oprindelse fra kongens egne døtre. Der ligger i den hele udtalelse intet om agnata's fortrin for cognatus.

Endnu tydeligere ses det af art. 36, hvor samme tanke gentages. Her skal uimodsigeligt ikke gives arveregler, men kun gentages, at første erhververs æt falder i tre grupper: mand af mand, kvinde af mand, og mand og kvinde af kvinde. (»Korteligen: mand af mand går først for kvinde af mand, og siden kvinde af mand går for mand og kvinde af kvinde.")

Men falder dette bevis for agnata's fortrin således bort, så vilde, dersom det andet skulde vise sig mere holdbart, sagen forholdsvis stille sig gunstigere for Scheeles opfattelse; thi den vilde derved frigøres for det dilemma, der var den medfødt. Men heller ikke art. 32 udsiger i virkeligheden, hvad Scheele formodede. Forudsætningen for hans fortolkning var nemlig, at 32 gav arveregler for agnata, 33 derimod for kognat er ne, men som vi har set, nævner 33 kun cognata (frænke og slægt). Der er altså ikke nogen modsætning, men en parallelisme; loven nævner en række kvinder som arvinger (filia ultimi possessoris, agnata, cognata, filia nostra) i en vis rækkefølge, men viser derved tilstrækkelig, at den ikke vil udpege den enkelte arving blandt de nulevende, men den stammemoder, blandt hvis linjer arvingen skal søges. Dermed falder hele Scheeles opfattelse bort som uholdbar.

Idet det imidlertid mislykkedes for professor Larsen at
samle et fyldestgørende bevis mod denne indvending imod den

Side 267

gængse opfattelse af kongeloven, fremgik der af hans undersøgelse nærmest en fuldstændig konfusion af spørgsmålet.At sandsynligheden, alt vel overvejet, var imod Scheele, fremgik tydeligt nok af hans deduktion; men denne havde dog så mange svage punkter og havde i så høj grad svækket tilliden til kongelovens tydelighed, at man nødvendigvis måtte ende med at erklære spørgsmålet for uløseligt efter hans præmisser. Vi skal nu i det enkelte følge ham på hans vej i forsvaret for sin anskuelse,den samme, som i det foregående er eftervist som den utvivlsomt rigtige.

Imod de kvindelige agnaters arveret taler da først den bestemmelse i art. 28, at efter mandsstammens afgang først de fra sønnerne og derefter do fra døtrene nedstigende kvindelige linjer arver kronen, linje efter linje. Dette udtryk synes at udelukke et spring til en fjernere linje, fordi en nærmere ikke har sin stammemoder i live *).

Vistnok forholder dette sig således, men noget egenligt bevis indeholder det dog ikke. Det er notorisk, at mændene bryder linjernes orden, således som disse ellers skulde følge, og hvis der i det foregående var givet en almindelig bestemmelse om agnatæ's fortrin, således som Scheele forudsa.'tter, vilde dette forbehold meget vel her kunne være taget: det er jo netop linjernes felgeorden, som i det følgende nærmere præciseres, og også her finder Scheele sin tanke stadfæstet i de brugte udtryk.

Som anden grund anfører prof. Larsen, at art. 31 efter den mandlige slægt kalder den sidste konges sønners døtre og deres linjer, om nogen findes, hvis ikke, da hans egne døtre, først den ældste og hendes nedstigende



1) J. E. Lirsen, Statsretlig'; foredrag og afhandlinger efter 1848, s. 29 fl.

Side 268

linjer, siden de andre og deres nedstigende linjer o. s. v.: dier kaldes altså ikke blot døtrene, men også de af dem stiftede linjer, til sukcession i den orden, som repræsentationsrettengiver linjerne, og denne følgeorden er udtrykkeligenikkun gjort afhængig deraf, at den mandlige slægt af sværdsiden er uddød, og ikke tillige deraf, at der ingen kvindelig agnat existerer.»

Også dette forholder sig ganske rigtigt, men det beviser heller intet. At de nævnte døtres linjer har repræsentationsret, bestrides jo netop og kan altså ikke forudsættes. Den næste artikel begynder: «lader han da heller ingen dotre efter sig», hvad der jo nærmest tyder på, at hun ved hans død skal være i live for at udelukke «den næste prinsesse af blodet«.

Af større vægt er Larsens tredje grund, den nemlig, at efter art. 34 sønnernes hele slægt skal være uddød, før kong Fredrik 3.'s egne døtre kan komme til arven, skønt de dog selv uimodsigeligt er agnatæ. Hvis altså nogen af disse døtre havde overlevet ikke blot deres brødre, men også disses eventuelle døtre, medens der ingen sønner var. så vilde 32 komme i modstrid med 34, idet efter den sidste hine døtres børn skulde gå forud for deres bedstefaders søstre, medens 32 vilde give disse fortrinet som agnatæ.

Fejlen ved dette bevis er den, at det går ud fra, hvad Larsens hele behandling af loven grundig har rystet: tilliden til dens gennemskuelige klarhed og følgerigtighed. En modsigelse som den påpegede må selvfølgelig ikke kunne indsnige sig i et nøje og modent gennemtænkt lovarbejde;men indeholdes der virkelig så store unøjagtighederi kongeloven, som Larsen tror at finde, så falder ethvert bevis fra en mulig modsigelse som denne bort af

Side 269

sig selv; thi at Fredrik 3. ikke gik ud fra eller vilde gå ud fra, at hans døtre skulde overleve hele hans mands - stamme og dens døtre, er klart nok. En sådan modsigelsevilde i alle tilfælde henhøre til de let tilgivelige forsyndelser mod theoretisk nøjagtighed.

Det må således formentlig indrømmes, at disse tre beviser nærmest kun er sandsynlighedsbeviser for den ældre af Schlegel hævdede opfattelse. Det må komme til at bero på den vægt, med hvilken Scheeles argumenter tilbagevises, i hvor vidt Larsen skal kunne hævde denne opfattelses berettigelse.

Med føje gør han da først opmærksom på den modsigelse, Scheele gør sig skyldig i ved ud af art. 27 at bevise alle kvindelige agnaters forret, og af 32 kun den nærmestes blandt dem, som er i live. Men han tager fejl, når han kalder det en «hovederindring», der kun trænger til nærmere støtte i bemærkninger mod de enkelte beviser. Er nemlig modsigelsen i de to bestemmelser uløselig, da ligger det dog foreløbig nærmere at antage, at den ene er fejlagtig og den anden rigtig, end at de begge skulde være fejlagtige. Borttager man altså det logiske grundlag for den ene uden at kunne rokke den anden, har man i virkeligheden bidraget væsenlig til at støtte denne ved at berøve den en farlig medbejler.

Larsen vender sig først imod art. 27 og iScheeles forståelseaf udtrykket: »kvinde af mand går for mand af kvinde-). Han fremsætter her den formentlig ene rigtige forklaring, men han gør det på en sådan måde, at der derved afstedkommes uoverstigelige vanskeligheder på andre punkter. m<Fædrenestammen» og «mødrenestammen», siger han, som forekommer i slutningen af art. 27, betyder ingenlunde det samme som agnater og kognater; meh

Side 270

fædrenestammen er de fra Fredrik 3.'s sønner og mødrenestammende fra hans døtre nedstigende linjer.» Andenstedsgår han nærmere ind herpå. «Foreløbigen må kongelovens særegne sprogbrug nøje mærkes. Således betegneudtrykkene fædrenestamme o.s. v. Endog »sværdsidenshvorved man ellers altid plejer at betegne de mandligeagnaters linje, synes at være taget i en lignende omfattende betydning som fædrenestammen; jfr. art. 28, 31 og 36 l).»

Denne beskyldning mod Peder Schumachers danske lovtext trætter langt ud over målet. Hvad for det første «sværdsiden» angår, da bruges det overalt i den almindelig vedtagne betydning, ligesom det på de angivne steder gengiver det latinske mares ex maribus. Ved fædrenestammen er der den mærkelighed, at det ikke har sit tilsvarende på latin, det indskydes på dansk til nærmere betegnelse. Klarest fremtræder det i artikel 32, hvor det latinske agnata gengives ved «prinsesse af blodet, som ham på fædrenestammen horer næst til». Her ligger oprindelsen klart for; den sidste konge og den kvinde, som kaldes, skal hore hinanden til på fædrenestammen, do skal med andre ord være af samme fædrenestamme, il. e. agnater.

I 28 siges da videre, at når regeringen engang tilfalderkvindekjønnet, <>da træde først frem de af os på fædrenestammen ved sønnerne nedstigende kvindelinjer, og derefter omsider de, som af os på mødrenestammen ved dotrene nedstige». Latinen har her kun per filios og per rilias, så stammerne er kun tilføjede til yderligere tydeliggørelse.Tanken er da også aldeles den samme som i



1) Anf. st. s. 03, 20 H.

Side 271

det forrige tilfælde: (de kvindelinjer, som (d. e. hvis starnmemødre) har deres fædreneslægt i kongehuset«, som er kongernes agnatæ, og de kvindelinjer, som gennem deres raødreneslægt hører til huset. Selvfølgelig er der herved set bort fra, at strængt taget lovgiverens døtre står i samme slægtskabsforhold som alle senere kongedøtre;loven vil have et skelnemærke imellem dem og lader derfor «stammen» praktisk taget først begynde ved børnene, »første erhververs« sønner og døtre. Men på selv samme måde må det da forklares, at koncipisten i art. 27 har udvidet betegnelsen «fædrenestammen» til disse kvindelinjers fjerneste efterslægt; det er en konsekvens, som ikke er vanskelig at forstå fra lovgiverens standpunkt, ved den hele slægts udspring. Noget ganske andet vilde det være, om man vilde tage dette som ordets egenlige betydning, der kan overføres på dets forekomst andre steder, så det altså overalt skulde betyde henholdsvis sønnernesog døtrenes efterkommere. Dette vilde jo helt stride mod ordenes dannelse og almindelige betydning: «fædrenestamme» peger tilbage til oprindelsen, ikke fremad til efterslægten.

Medens denne mistydning af ordets mening, som vi snart vil få at se, har sine meget mislige følger, er det af mindre betydning, at Larsen giver en hejst uklar udtydningaf de sidsto ord i art. 27: «Det er blot som en konsekvens heraf tilføjet, siger hau, at «endog kvinde af mand skal gange for mand af kvinde«, og disse udtryk synes således kun at skulle tilkendegive, at den kvinde, som hører til Fredrik 3.'s sønnelinje, eller den hele kvindelinje, som er stiftet af mand, skal foretrækkes for de mandlige kognater i de linjer, som er stiftede af kvinde eller kong Fredrik 3.'s døtre. Vistnok er dette

Side 272

uheldigt affattet, da disse udtryk her er tagne i en anden bemærkelse end den almindelige, hvori de forekommer få linjer foran, men de øvrige tydelige hovedbestemmelser i loven synes dog ikke derved at burde kunne rokkes1).«

Det er åbenbart, at forfatteren heller ikke her har søgt efter talemådens naturlige oprindelse, men holder sig til den barokke modsætning mellem betydning i almindelighed og på dette sted. Kongeloven har ikke selv forskyldt dette, thi den bruger den ene gang efter den anden ordet «mand» og «kvinde« særlig om de personer, som stifter linjer, og i denne betydning må det tages her. iiKvinde af mand« er da ikke enhver senere kvinde af mandstammens afkom eller alle disse kvinder tilsammen, men det er en kvinde (og hendes linje), som nedstammer fra sværdsiden, medens «mand af kvinde« er en mand (og hans linje) af Fredrik 3.?s døtres slægt. Denne mangel på skarphed i opfattelsen af det sproglige fremhæves her kun, fordi den får så megen betydning i det før fremhævede tilfælde.

Må det imidlertid siges, at professor Larsen, til trods for manglerne ved hans grundes overbevisende forståelighed, har godtgjort, at kongeloven ikke i art. 27 forbeholder agnatæ et übetinget fortrin for kognaterne, så fremtræder Scheeles påstand på, at det efter art. 32 er forbeholdt den nærmeste levende agnata, med des større vægt, befriet for modsigelsen i art. 27. Og hor lider da også i virkeligheden Larsens bevisførelse et fuldstændigt skibbrud.

Han begynder med selv at anføre, hvad der taler for
Scheeles påstand. "Art. 32 kalder, hedder det, når den
sidste konge ingen døtre efterlader sig, den prinsesse



1) Anf. st. s. :rø.

Side 273

af blodet til arv, som på fædrenestammen hører kongen næst til, uden at omtale døtres afkom, og først derefter nævner art. 33 de fra Fredrik 3.'s sønner nedstigende kvindelinjer, hvoraf altså meningen kunde siges at måtte være, at når mandsstammen var uddød, skulde først kaldes den sidste konges sønnedatter og døtre, art. 31, dernæst i mangel af så nær beslægtede agnater den derefter nærmeste kvindelige ag nat, art. 32, og endelig, når ingen kvindelige agnater existerede, de til Fredrik 3.'s sønners linjer henhørende kognater, art. 33. Denne sidste artikel synes derhos ved en modsat fortolkningbåde at blive overflødig og urigtig; overflødig, fordi alle de personer, som hører under dens bud, allerede også er indbefEittede under de kvindelige agnaters linjer eller afkom, som nævnes i de tvende foregående artikler, og art. 33 vilde altså for så vidt ikke bestemme andet eller mere end disse artikler, hvis disse allerede uden nogen indskrænkning havde kaldet slige kognater til arv; og urigtig, fardi de personer, som artiklen nævner, da ikke skulde arve dernæst, d. e. efter de i de foregående artikler nævnte personer, men mellem disse og fremfor disse efter det fortrin, som kunde tilkomme den linje, hvortil de hørte; således skulde f. ex. den sidste kongesønsdattersøn eller datterdatter, som indbefattes under art. 33, da ikke arve næst efter kongens dottre og andre kvindelige agnater, men fremfor disse som deres morfaders repræsentanter.»

Herimod bemærker nu Larsen selv følgende: «Hvad art. 32 angår, da kan det for det første meget vel antages, at der ved «døtre« er ment ikke blot disse selv, men som noget, der forstod sig af sig selv efter den foregående artikel, også deres linjer eller afkom. Når man dernæst

Side 274

vil have, at «prinsesse af blodet, som ham på fædrenestammenhører næst til«, skal betyde den efter kongens datter nærmeste kvindelige agnat, da stemmer dette ikke med kongelovens øvrige eller artiklens egen sprogbrug. Denne betydning ligger nemlig hverken i udtrykkene «pr. af blodet«, som artiklen selv viser, da den forudsætter, at der også kan gives pr. af blodet på mødrenestammen; og ej heller i det tilføjede «på fædrenestammen», der kun betyder Fredrik 3.'s sønners descendenter, både agnaterog kognater. Og endelig vil art. 33, selv når den forståspå den (foran) fremstillede måde, dog indeholde en åbenbar urigtighed, idet den kun kalder en kvindesperson som arveberettiget, uagtet der i det forudsatte tilfælde meget .vel kan existere en mandsperson, som er nærmere, thi også mellem flere kognater, der er søskende, skal broder altid foretrækkes for søster. Hvis f. ex. ved den nuværende inandsstammes ophør også de kvindelige agnater vare uddøde, vilde uden alt spørgsmål prinsesse Charlottes ældste datter være den næste frænke og slægt, som betegnesi art. 33; men det er efter andre tydelige tilkendegivelseri kongeloven (28, 30, 34) aldeles utvivlsomt, at prinsesse Charlottes søn dog i så fald skulde foretrækkes for enhver af døtrene. — Det synes således at måtte erkendes, at kongelovens koncipist ved at ville exempelvis udvikle anvendelsen af de almindelige regler, er faret noget vild ved affattelsen af art. 32 og 33, og disse artikler er vistnok ingenlunde af den beskaffenhed, at de kan omstødede klare bestemmelser, som loven på de andre steder har fremsat x).»

Det synes mærkeligt, at den tanke ikke er falden



1) Anf. st. s. 31, 33 fl.

Side 275

prof. Larsen ind, at han her har ophobet en sådan række modsigelser, tildels meningsløsheder, at præsumptionen absolutmå blive for, at det er ham, der misforstår, ikke Griffenfeld, der forvrøvler sig. Larsen går ud fra, at art. 32 og 33 omhandler de selvsamme personer, nemlig kvinderne af sønnernes stammer; 32 er ikke indskrænket til agnatæ, 33 gælder også prinsesse Charlottes døtre, ja den sidste konges descendenter.

Under denne forudsætning falder loven altså pludselig ud fra sin skarpsindige gang gennem de kommende tiders muligheder for at gentage en enkelt artikels indhold med andre ord og at udtale, at dette skal indtræde efter det foregående (det samme)! Det kan man vel næppe kalde «at fare noget vild ved affattelsen», det er at forudsætte en meningsløshed.

Dernaßst falder prof. L. pladselig selv ned til det af ham så stærkt bestridte standpunkt, at loven giver sig af med at udpege individer istedenfor linjer. Ud fra denne forudsætning vender han sig endog polemisk imod loven og bebrejder den, at den glemmer, at der længere ude i slægten også kan være mænd og at disse burde været nævnte. Konsekvent måtte han jo iøvrigt kneve det samme i art. 32, når dens omfang skal være den samme. Selvfølgelig kræver han dog ikke dette, da han int3get vel indser, at de to artikler fornuftigvis må betegne forskellige kredse af arvinger, om ikke for andet, så for det <«dernæst«, som forbinder dem; men han mistvivler om at kunne finde det afgørende i modsætningen og mener da, at det er koncipisten, so in er skyld deri.

En noget ædrueligere kritik vilde her have kunnet
retlede ham, selv om det selvfølgelig er langt lettere nu
at se sammenhængen med den latinske text for øje. Først

Side 276

burde han da ikke have ladet sig vildlede af ordet ■■isedrenestamme» og have lukket tfjet for, at der ved dette udtryk i art. 32 nodvendigvis ma tsenkes p& agnata, saledes som Scheele rigtig havde forstaet det. Dernaest burde han ikke have forargedes over ordet «frsenke» som on unejagtighed eller forglemmelse, men, da han engang var bleven opmserksom p& dcnne ejendommelighed (den var undg&et ham i hans forehesninger for 1848 og heller ikke bemaerket af Scheele), burde han have set, at dette rummelige ord her blev et nedvendigt mellemled mellem sidste konges agnata og forste erhververs datter. Hele artiklens ordlyd viser, at det forholder sig saledes. Han vilde da ikke have behevet at opgive sin opfattelse af reprsesentationsretten eller sin tro pa lovgiverens evne til at kunne holde de simpleste ting ude fra hinanden.

Der er vistnok god grund til at anse det for et held, at de to modsatte fortolkninger af kongelovens arveregler ikke til sin tid kom offenlig frem, så striden mellem dem skulde have været udkæmpet med så lidet fyldestgørende våben.

Som der fortælles, at Peder Schumacher først vandt kongens yndest ved at skrive et nyt udkast til et diplomatiskaktstykke, således kan der ingen tvivl være om, at han jo i høj grad befæstede sig i denne yndest ved sit nye udkast til en kongelov. Sammenlignet med det ældre1), som dog uden tvivl var frugten af de mest erfarne rådgiveressamarbejde, betegner det et overordenligt fremskridt.Tanken i det, lovgiverens ønske med hensyn til arvefølgens ordning, er den samme, men hvad der i Schumachersudkast



1) Se Kongeloven og dens forhistorie, s. T-o tf.

Side 277

machersudkaster klart gennemtænkt og anordnet i sine mindste enkeltheder, det er i det tidligere kun løst skitseret.Mange tvivlsmål måtte kunne rejses imod disse regler, ja de vilde endog på næsten de fleste afgørende punkter kunne drages til forskellige sider. Således bestemmesdet, at efter mandsstammens afgang den kvinde skal være dronning, som er den sidst afdøde mand nærmest«i. blod og efter denne lovs bestemmelse». Skal nu her sønnedatteren eller datteren gå forud P For mandsfctammensvedkommende hævdes repræsentationsretten, men vil den her kunne geres gældende? Schumacher afgør spørgsmålet, der måske slet ikke er faldet den tidligere koncipist ind, ved en udtrykkelig fremhævelse af sønnedatteren.

Der bestemmes derpå tydeligt, at mellem søstre alderen gør udslaget, ikke blot for dem, mon også for deres børn, så den yngre søsters søn skal stå tilbage for den ældres datter, medens derimod i hvert enkelt søskendehold kønnet atter skal gøres gældende.

Loven vender sig derpå til de tilfælde, da sidste mands liedstigende slægt er uddød og man må gå til ■ cognatæ a latere«. Her bestemmes da, at repræsentationsrettenaltid nøje skal tages i agt, således at den kvinde, sorn kommer af en mand (retro in stirpe a mare oriunda), skal gå forud for cognata a femina, om denne end er ældre og nærmere i grad beslægtet med den sidste dronning. Hvorledes man i det enkelte vildo have klaret denne arvefølge, er vanskeligt at forstå; det ser næsten ud, som om der efter mandsstammens afgang kun kunde tænkes dronninger. Hovedreglen, som skal sammenfatte det hele, bidrager ikke til yderligere klarhed: efter enhver konges eller dronnings dod kommer den, sjin var den

Side 278

afdøde nærmest i orden og slægt. Fremkomsten af en ny
mandsstamme er ikke forudsat som mulig.

Som det synes var det først efter mange betænkeligheder at kong Fredrik 3. kasserede sit testamente for al oprette et nyt; der lå tiere år imellem. Schumacher* system var imidlertid udviklet til den yderste nøjagtighed, og selv hans formulering af enevældens theorier var langt skarpere og sikrere end den tidligere. Hvorvidt han her var rådgiver eller kun tjener, vides der intet om; har han selv havt nogen del i den tanke, at landets stænder skulde fuldstændig udelukkes fra al deltagelse i styrelsen af deres anliggender og miste enhver garanti for domstolenes uafhængighed og den personlige sikkerhed, da har han jo selv hårdere end nogen anden måttet bøde derfor. Som skarpsindig retslærd har han i kongeloven sat sig et varijjt mindesmærke.

Dette gælder da først og fornemmelig lovens oprindelige latinske form. Hvert enkelt lille afsnit fremtræder her med en klarhed og en udtømmende nøjagtighed, der er lige langt fra pedantisk vidtløftighed og orakelmæssi^. korthed. Der gives fuld og tydelig besked på, hvad lovgiveren har villet i hvert enkelt tilfælde, og han skyr ingen gentagelse for at forebygge misforståelser; men hvad der såledos skal siges, siges ikke des mindre med få ord og i lette, ofte elegante og skønne vendinger.

Det var en ikke let opgave at oversætte denne lovtext på dansk. Modersmålet havde ikke disse exakte udlryk, hvis betydning var alle nærværende, det var tungt i sine omskrivninger og uøvet i sin sætningsbygning. Schumacher måtte selv være betænkt på at danne ord og talemåder, som kunde gengive det almindelige retssprog^ videnskabelige begreber.

Side 279

Disse vanskeligheder er vistnok tilstrækkelige til at forklare, at selv skarpsindige mænd omsider for vild i kongelovens fortolkning. Der fulgte den et mærkeligt uheld i så henseende. Affattet på latin egnede den sig fortrinlig til sit øjemed, at være en international lovbog for alle de slægter, som efterhånden vilde fremgå af det danske kongehus. Men så blev det bestemt at lade den komme offenlig frem som en dansk lov og gøre den tilgængelig for alle undersåtterne. Hvad don herved tabte j teknisk sikkerhed, vilde den vinde ved at blive diskuteret, kommenteret og bearbejdet. Dens arveregler vilde blive drøftede og juristerne vilde sætte Lien i videnskabeligt

Men intet af dette skete; loven blev tværtimod liggende som en hemmelighed, indtil alle de var døde, som kendte dens oprindelse og vilde have kunnet give en •-ivtenti.sk fortolkning af dens danske udtryk. Den latinske text opbevaredes vel som en kuriositet, men ingen lagde mærke til dens betydning for lovens fortolkning. —

Af lovgiveren, kong Fredrik 3., giver kongeloven det b-ainm^ billed, som det vi kender af hans historie. Det er ?n magtkær og selvgod mand, som tror, at det vil være og blive godt, når kun én mand bestandig har magt til at råde for alt. Men det er tillige en patriotisk mand, som sætter fædrelandets tarv højt. Den arvefølge, han fastsætter, er derfor ikke så meget beregnet på at bevare hans navn og våben, som at sikre rigerne en tryg fremtid, afskære al anledning til tvist og tvivl og iøvrigt lade forsynetråde. Det opstilles derfor som en übrødelig grundsætning-,at hverken rigerne eller de tilliggende lande må deles, og som betingelse for kongedemt lets tiltrædelse

Side 280

stilles det at bekende sig til rigernes religion og tage
stadigt ophold i dem.

Som enhver pludselig statsomvæltning skod den af Fredrik 3. iværksatte over målet. Man måtte se at komme bort fra de. alt for flydende forhold, under hvilke statsstyrelsen, lovgivningen, den dømmende myndighed, skatteydelsen og statshusholdningen, tronfølgen, — kort, hele det oftenlige liv bevægede sig i traditionelle, men übestemte og überegnelige former. Så faldt man til den modsatte yderlighed: der skulde aldrig kunne savnes en øjeblikkelig afgorelse af ethvert somhelst spørgsmål; tronen skulde aldrig kunne- være ledig, og når den beklædtes af en kun loårig dreng eller pige, skulde uf denne ene person al lovgivning kunne foretages, enhver retskendelse fældes og enhver statsbeslutning fattes med utvivlsom og øjeblikkelig retsvirkning. Med hensyn til arvefølgen toges der intet hensyn til de mange überegnelige forhold, der kunde indtræde. Med en noget sterre tillid til fremtiden vilde kong Fredrik 3. have kunnet overlade det til den sidste mand af slægten at udnævne sin efterfølger blandt de nærmeste frænder, således som han overlod det til enhver døende konge at ordne formynderskabet for en umyndig arving; det vilde kunne blive af den sterste betydning for bevarelsen af alle kongens lande eller for erhvervelsen af andre. Men frygt for fremtidens usikkerhed overvejede, som det synes, alle andre hensyn. Kongeloven skulde være en forfatningslov og en arvelov for alle tider; det er den store svaghed, overfor hvilken al dens skarpsindighed og forsynlighed er bleven til skamme.

Tillæg.

I. Kongelovens arveregler.

(Det latinske udkast og den danske l'ivtextj

27. Ita nunc1), qvo ordine sperari unicuiqve Imperium liceat, paucis indicabimus. Primo igitur ante omnes Mascula proles legitimo thoro et justo matrimonio suscepta æterna serie in Imperium succedito, et qvanidiu Mares ex Maribns superstites, taiudiu neqvo Fæminæ ex Maribus neqve Mares aut Fæminæ ex Fæminis ad Imperium -) ullo prætextu vocantor; et usqve adeo Maritim progenies Fæminarum stemmata excludit, ut etiam Fæminæ ex Maribus præcedant Mares ex Fæminis.

27. Saa ville Yi nu, all tvist og striid at forekomme og at affverge, korteligen her anordne, i huad rad og paa huad maade og manneer Een effter anden i sin tid Arffveligen udj Regieringen haffver at succedere. Skall derfor Sverdsiden udj ret*: lowlig Egteskab aftiet altid farst Arffvesuccessionen udj Kegieringen tillhøre, og imedens Mand aff Mand er tillott'vers, saa lenge skall huereken Qvinde aff Mand ey heller Mand eller Qvinde aff Qviude kaldes, og alldeelis ingen af MømeStammen Kronen arffve, saa lenge paa FæderneStammeu nogen LifsArffving findes, saa at end och Qvinde aff Mand skall gange for Mand aff Qvinde.

28. In successione rite designandalinearum ratio habetor, ita ut ob ætateni nunqvam transeatur de linea in lineam, sed filius statim subeat in locumpatris, et qvamdiu in prima masculæ stirpis linea masculus ex masculo superstes,

ex secunda linea nemo ad sceptrumvocetur,
et sic deinceps
linea post lineam. Deficiente
demum linoali suocessione agnaticalinealem
cognaticam substituiuius.Cumqve
ita ad foeminumsexum
Imperium rerumqvesumma
devolvitur. primo
fnemineæ lineæ, qvarum a Nobis
per Filios nostros stemma descendit,et
tandem, his deticientibus,ad
ultimum, qvæ a Nobis
per Filias nostras stemma deducunt,succedimto,
linea post liiit'aiu,PRDIOGENITUKÆ

numobservatojure, ita qvidcm
ut MAKES ex 3Jaribus semper
iiutecedant, ae niasculo sexui
>.iia perpetuo pra)rogativa con-
et deinde intcr pares
».'••dem lineæ et sexus jure
MAIOK NATT semper MINO]U\Mpræcedat.

28. Skall og i Arffvetallets Kad at mercke alt Linierne nøye tages i agt, saa at der icke for Alderens skyld springes aff Linie i Linie, mens Sønnen træder strax i Faderens sted, og imedens udj den første Ufannlige Linie nogen Mands-

Persohn tindes, skall deu anden Mannlige Linie intet kunde arffve, og saa fremdeelis Linie effter Linie. Naar da endeligen Arffvesuccessionen udj Regieringentil] Qvindekiønnet falder, da træde først frem de aff Os paa Færnestamrnen ved Sønnerneneedstigende og dereffter omsider de, som aff Os paa MørneStainmen ved Døttrene needstige, alt Linie effter Linie, Een effter anden, og Førsteføddes Kett altid taget i agt. saa at, korteligen, Sverdsidenaltid gaar for, de MannligeLinier altid først, og saa blant dem, som ere lige i Linie og Kiøn, den Eldere stedse foregaar den yngere og niuder Forstefødis Rett.

29. Ae ut omnia ita clare »t perspicue ob oculos ponantur, ut nemo deinceps ulla veri specie obscuriorum ambiguitatein verborum in hac LEGIS KEGLE parte causari possit. Nos LIBERORUMnostrorum bussingulatimappositis, velut cxemplo, rem totam illustrabimus:Qvandocunqve I>EO ita visum, ut hane tot vk-essitudinibus fortunæ obnoxiaiucoronam cum æterna illa et C(tlesti comiiiiitemus,

Filius noster natu maximus Princeps CHRISTIANITS supremihujus nostri et absoluti Imperii Regnorum cunctarumqve ditionum rerumqve adeo ae fortunarura nostrarum omnium ex asse hæres esto. adeo qvidem,ut qvamdiu in descendentibusab eo Masculæ stirpis lineis (etiamsi fortassis humanitusEi qvid acciderit, anteqvamImperii hæreditas ipsi obvenerit) Masculus superstes, neqve Princeps GEORGIUS ejusve lineæ neqve ejus sorores earumve lineæ illam vel minimamhorum Regnorum ditionumqvenostrarum petere possint.

29. Og paa det at jo alting saa klart maa for øyne stilles, at ingen i fremtiden med nogen billigheds skin skal kunde forevendenogen tvistige ords vanskelighedi denne KongeLowens forordning, da ville Vi den med Yoris eygen Kongelige Børns naffne i sær, saasom til Exeinpel,forklare. Naar Vi derfor effter Guds villie og behag denne Jordiske Krone imod den ævige og himmelske afflegge og forbytte, da skall danniarckesog

ckesogNorges og- alle Vore Landes fuldkomne, übundne, høyestfuldmegtige Eenevolds- Kongedømme og herskab Voris Førstefødde S fin Printz Christian arffveligen til Ih øre, saa at, saa lenge udj de aff hannem needstigendeMan ulige Linier (enddoghånd kunde være ved døden aff'gangen, førend Arffvesuccessionenudj liannem virckligen vaar hiembfalden)nogen Mannlig Arffving findes, huercken Printz Georg og lutns Linier eller hans Systre og deris Linier den all erringeste part aff Vore Kiger og Lande arffve.

30. ExstincUi denmtn omni mascula prole Principis ('HKISTIANI.secunnus noster Filius Princeps GEORGIUS et descendensc,b Eo mascula progenies in absoluti hujus nostri hnperii plenum et indivisum Jus succedito,modo qvo ante dictum, linea post lineam, masculus post masculum. observata inter pares eoiem lineæ et sexus privilegio ætatis prærogativa, ita ut seniper MAIOR frater minorem præcedat, <jvamvis ille

ante devolutum ad Patrem iraperiuniet Patre adhuc privato, hic Patre REGE uatus sit; Idemqve prorsus, si qvi deincepsNOBIS Filii nascentur, de iis pariter dictum definitumqveesto.

30. Er da den Manlige Slegt aff Printz Christians Sønnerog SønneSønner udj tusinde Leed uddød, da træde først frem Voris anden Sums Printz Georgs Manlige Linier og besiddeVore Eigers og Landes EenevoldsKongedømmes magt till ævindelig arff, alting uskifftetog udeelt. som før er sagt, alt Een effter anden, Mand effter Mand. Linie effter Linie, imedens Mand aff Mand er till— offvers, Alderen taget i agt aleene blant dem, som ere lige i samme Linie og Kiøn, saa at den Eklore Broder altid fo ved rages den yngre, om endskiøntden

skiøntdenF.ldre vaar fød, førendhans Fader bleff Kouge, og derimod den yngre afflet aff sin Fader, effterat Arffvesuccessionenudj Regieringen virckligenvaar hannem hiembfalden; Og skall effter foreskreffne maade med alting lige saaledis forholdes, om Gud ydermeere Vons Egteskab med fleere Mannlige Arffvinger velsignede.

31. Si omues (qvocl DEUS omen avertat) Mares ex Maribus defecerint, tam RGIS ULTIMI POSSESSORIS NEPTIS EX FILIO, si qvæ fuerit, sin minus, FILIA absoluti hujus Xostri Imperii hæres e.sto, primo natu maxima et huius lineæ, deinde cæteræ, observato semper inter pares in eadem linea primo sexus tum ætatis disorimine, ita ut perpetuo Filius Filiam præcedat et tum deniqve luajor minorem.

31. Skulde det da hende sig (huilcket Gud Naadeligen forbiude), at all den Manlig Slegt aff Sverdsiden alldeelis vaar uddod, da skall Arffvesuccessionen udj Regieringen tillhøre den sidste Konges Sønners døttre og deris Linier, om nogen tindes, huis icke, da hans eygue døttre, først den Eldste og hendes needstigende Linier, siden de andre og deris needstigende Linier, Een effter anden, Linie effter Linie, og blant dem, som ere lige udj samme Linie, altid Kjønnet først agtes og siden Alderen. saa at Sønnen stedse gaar for daatteren, og siden den Eldere foregaar den yngere, huilcket altid skall tages i agt.

32. Nulla relicta filia Ij,
AGNATA PKOXIMA in Imperiumsuccedito
et hujus nepotesneptesqve,

tesneptesqve,linearuni itidem habita semper ratione, raox sexus, inde ætatis, uti jam dictum.

32. Lader hånd da heller
ingen døttre effter sig, da skall
den Prinizesse aff Blodet, som

hannem paa FædenieStanirnen hører nest till, Arffvesuccessionenudj Regieringen være hiembfalden og hendes Linier, een effter anden, paa den maade. som før er s.igt.

33. N'on existente Agnata 1), COGNATA PROXlMAsuccedito, nempe qvæ in Færaineis istis reperitur lineis, qvæ a NOBIS per Filios nostros stemraa deducunt, et hujus deinde liberi nepotesqve in infinitum, linearum semper ordine et inter pares in eadeiu linea sexus ae ætatis discrimine observato, uti sæpe inculcatum.

33. Dernest skall den sidste Konges neste Frencke og Slegt. som dog er udj de aff Os ved Sønnerne needstigende Qvinde- Linier, Arffveligen udj Regieringen succedere, og hendes Børn og Børnebørn effter hende. Een efter anden, Linie effter Linie, paa den maade, som før er forklaret.

34. Omni demuni Masculorumprogenie ae universa Filiorumnostroruni sobole Mascula et Fætninea exstincta, tune ad Principes FILIAS nostras, et descendentes ab his lineas successioet absoluti hujus nostri Imperii hæreditas pertineto et primo ad Principem ANN" AM SOPHIAM tanqvam natu maximamet hujus nepotes neptesqve in infinitum. inde ad CÆTERAS FILIAS NOSTRAS lineali serapersuccessione et observato inter pares in eadem linea primo sexus deinde aitatis privilegio,Filius ante Filiam et

Major natu ante Minoreni. Et q\oad e stirpe nostra qvisqvam Miperstes, sive mas sive fæmina,hæreditario utiqve jure illi Imperium deferetur ea linejvumserie, qvam modo percensuimus.

34. Er da Voiis Sønners Linier Mannkiøn og Qvindkion gandske uddød, da komme Råddentill Pvintzesserne Vores døttres Linier, og føvst till Printzessen Anna Sophia saasomden Eldste og hendes Børn og Børnebørn i tusinde Leed; siden till de andre, alt Een effter anden, Linie effter Linie, saa at dog stedse blant dem. som ere lige udj samme Linie agtes Kiønne" først, og siden Alderen, Søn for Daatter og siden den Eldre for den yngre;

og imedens Een af Yoris Blod er tilloffvers, hører disse Kigers og Landes EenevoldsKongedømmeog Herskab samme Printz eller Printzesse arffveligentill. Linie efter Linie, Een efter anden.

3-^. Filiæ Majoris tilia neptisqve, etiamsi longissirao gradu sit, semper Filiæ Minoris filium tiliamqve præoedito; neqve de linea in lineam transilire licet, tsfd primæ secunda, secundæ tertia, tertiæ qvarta, et sic deinceps, siibstituitor.

35. Den Eldre daatters daatter i tusinde Leed skall altid foregaa den yngre daatters Søn og daatter, og maa icke spring-es aff Linie i Linie; men den anden Linie bie effter den første, den tredie effter den anden, den fierde effter den tredie, og saa freindeelis.

30. Sed si ud Filiæ h'liuni
sen Mareni ex fcemina Imperii
pervenerit, atqve hic
Masculani prolem reliqverit. tum
de Maribus l) ab eo descendentibuseadem,
qvæ de Mascula
a Nobis descendente stirpe constituimus,dicta
sunto, observatasemper
Masculi sexus et
primogenituræ piærogativa, adeo
ut Mares ex Maribus præcedant
Fæminas ex Maribus, et Fæmiiiæex

miiiæexMaribus præcedant Mures et Fæminas ex Fæminis, omniaqve porro uti in antescriptisperspicue

36. 3leu dersom Arffvesuccessionenudj kommer til een Daatters Søn, og hånd lader Mannlige ArffvingereJi'ter sig, da skall med de aff haimeni needstigende Mannlige Linier alting forholdes,saa som AVi om de aff Os needstigende 3Janlige Linier forordnet haffver, at alle de aff hannem kommende paa Færne- Stammen og Sverdsiden skulle da fremfor alle andre arffveligen udj Kegieriijgeii succedere, Een effter anden, Linie effter Linie, den Eldre altid for den yngre, saa at, korteligen, Mand aff Mand gaar først for Qvinde aff Mand, og siden Qvinde aff

Mand gaar for Mand og Qvinde aff Qvinde, og de mest videre med alting forholdes, som før er sagt.



1) Tilskrevet: tempestive dissidiis omnibus übviam ituri.

2) Rettet til: Regnorum horum successionom.



1) Anmærkning i Randen: rep. ex princ. [laragr. ult. possess.



1) Anmærkning i Randen: iSic etium hoc h<co, nt tnihi >{videni nuin vivetur.



1) Tilskrevet: et masculims lineis.

II. Uddrag af kongelovens arveregler.

forfattet af Peder Schumacher 1670.

4. Primo ante omnes Mascula proles æterna serie suecedit, et qvamdiu Mares ex Maribus superstit.es, taradiu neqve fæminæ ex Maribus, neqve Mares aut Fæminæ ex Fæminis succedunt.

5. Tota Successio secuiidum linear designatur, ita ut ob ætatem nunqvarn tmnseatur de linea in Jineam, sed rilius statiin subeat in locum Patris, et qvamdiu in prima mascula* stirpis linea masculus ex masculo superstes. ex secunda linea nemo ad sceptrum vocatur, et sic deinceps Jinea post lineain. Deficiente demum lineali successione agnatica, linealis cognatica substituitur. Cuinqvu ita ad Fæmineum sexum rerum Summa devolvitur, primo Fæmineæ lineæ quarum å Divo Frid. 3tio per fllios stemma descendit et tandem, his deficientibus, qvæ a Divo Frid. 3tio gloriosæ meruoriæ per Filias stemma deducunt, linea post lineam, Primogenituræ æteinum observato jurc.