Det var i begyndelsen og midten af det 18de århundrede ikke blot Holberg, der klagede over, at de studerendes udenlandsrejser, som før havde været en nødvendighed, nu vare blevne en modesag, og at den største del af de unge mennesker, der opholdt sig i fremmede lande, der lærte mere ondt end godt, ligesom mange af dem drog hjemmefra så uvidende og umodne, at de i udlandet kun gjorde deres fædreland skam. Klager herover møder os allevegne, og kong Christian Vl's regering har i disse udenlandsrejser set så stor en ulempe, at den forsøgte at forhindre eller indskrænke dem ved en anordning af 15. Marts 1743. Her forbydes det dem, der ere fødte i DanmarkogNorge, at rejse udenlands, før de have været indskrevne ved universitetet i København og der hørt forelæsninger. Men de, som ere af adel, eller som ikke ville søge emploi ved kirke, skole eller ved universitetet, skulle være frie for deposits og kunne nøjes med en privat examen hos en filosofisk professor. Den 1. April udstedtes der endvidere en kundgørelse for hertugdømmerne og grevskaberne, hvorved disses studerende opfordredes til at

besøge Københavns universitet, og der lovedes dem, som studerede her, fortrin ved befordring til gejstlige og verdsligeembederfremfor dem, der studerede ved fremmede akademier¹). — Når kongen mente at måtte lade det blive ved at udtale et ønske, var grunden den, at et pålæg om at studere i København her vilde have grebet ganske anderledes ind i de studerendes forhold end i kongeriget; ti de slesvigske og holstenske studenter vare så godt som alle gåede til Kiel eller andre tyske universiteteroghavde i det højeste søgt en kort tid til Københavnforat lære det danske sprog ret, hvis de ikke vare dette mægtige og dog ønskede ansættelse i de danske egne af Slesvig. Dette var f. eks. tilfældet med den bekendte J. B. Bluhme, der afsluttede sine studier i København,fordihan vilde øve sig i Dansk, da han den gang tænkte at søge ansættelse i Tønder amt. Men dertil kom, at den såkaldte deposits eller examen artium ikke toges ved de tyske universiteter, og undervisningen i de slesvigske og holstenske skoler var ordnet efter en anden plan end i de danske, så denne examen ikke godt kunde kræves af de studenter, som kom derfra. Under 11. Maj udstedtes der da et reskript til universitetet, at disse studenter skulde, »uden nogen examen enten depositioniselleri anden måde for rektor og professorer at aflægge, på sædvanlig måde mellem cives academicos Hafniensesimmatrikuleresog admitteres til lectiones publicas og andre exercitia academica». — Det synes næsten, som om universitetet har gjort indsigelse mod således at modtagestudenternefra hertugdømmerne uden noget som helst

---

1) Allen: Det danske sprog i Slesvig I, 391—394, Patentet 1. April 1743 er trykt i Dan. bibl. YIL 432 f. Smlgn. Matzen: Universiteteta retshistorie I, 54.

vidnesbyrd, ti et nyt reskript af 7. Juni gentager vel det forrige, men tilføjer dog, at studenterne skulle medbringe en attest fra rector scholæ eller fra gejstlig og verdslig øvrighed, samt udvælge sig en privatpræceptor. Universitetethavdesåledes fået tre forskellige slags studerende: de, der havde underkastet sig den sædvanlige deposits, de adelige, der havde taget en «kakkelovnsexamen», og endelig studenterne fra hertugdømmerne, der slet ingen examen havde taget, men vare immatrikulerede efter en slags dimissionsattest. — Men vare disse sidste herved priviligeredefremfor de danske og norske studenter, stode de tilbage i en vigtig henseende, idet de ikke havde adgang til stipendier. I denne henseende havde de også i forvejenværetuheldigt stillede; det forholdsvis unge universitetiKiel havde ikke en sådan rigdom af stipendier som det københavnske, og når studenter fra hertugdømmerne drog til Rostok, Jena eller andre tyske universiteter, vare de også der, ligesom i København, fremmede gæster, der ingen understøttelse fik; men livet i de små tyske byer var billigere end i København, og de Slesvigere og Holstenere,somnu kom dertil, klagede over, at de ikke kunde skaffe sig opholdet «på dette dyre sted».

Den 2. Januar 1745 indgav en slesvigsk student, H. P. Koch, en degnesøn fra Haderslevegnen, et andragende til kongen om, at det måtte tillades ham og hans landsmænd at nyde stipendier lige med danske og norske studenter. Men som de slesvigske studenter ikke tog deposits, således mente han, det kunde heller ikke forlanges af dem, at de skulde tage philosophicum, der var som en fortsættelse af den første examen, og som efter den måde, hvorpå undervisningenihertugdømmernes skoler var ordnet, vilde falde dem meget vanskelig. Han androg derfor på, at der måtte

forholdes ined Slesvigerne som med studenterne fra de priviligerede skoler (Trondhjem og Fredriksborg) der fik adgang til kommunitetet ved at gøre et exercitium styli for præpositus eller privatpræceptoren, og da indleverede testimonium herom og om deres opførsel l). — Der kunde vel være adskillige vanskeligheder ved at gå ind på dette andragende, og universitetet kunde med rette nære betænkelighedervedat give studenterne fra hertugdømmerne et så stort fortrin for de danske og norske studenter, at de skulde have lige adgang med dem til stipendierne, men være fri for de examiner, der ellers betingede denne adgang. Men på den anden side forelå her et spørgsmål, som man skulde antage, at enhver kunde se, vilde få den største betydning for fremtiden, så meget mere, som hele Christian Vl's politik drejede sig om at sikre Slesvig for den danske krone. Selv om man ikke kan forlange, at der i den tid skulde være nogen følelse for, hvad det vilde sige at bevare Slesvigs danske nationalitet, kunde man vente, at alle vilde have indset, af hvilken betydning for statens enhed det vilde være, at de tilkommende embedsmændfikderes uddannelse ved Københavns loyale universitet i stedet for i den by, der var den hertugeligholstenskeregeringssæde, og de vanskeligheder, der stilledesigi vejen for de slesvigske studenters adgang til stipendierne, vare ikke større, end at de med nogen god villie kunde være ryddede af vejen. — Kongen synes også at have ønsket, at dette kunde ske; han sendte Kochs

---

1) Andragendet, der er skrevet på Tysk, h"nde3 i Gelieimeark., yæll. indlæg, 28. April 1745 tilligemed en påtegning af C. Kali, der vax ansøgerens privatpræceptor. — Om H. P. Koen se I. Barfods falsterske gejstlighed I, 196. Han døde som sognepræst for Horbelev og Falkerslev 1806 efter at have v.rret præst i 55 år.

andragende til konsistoriets betænkning; den skrivelse, hvorved dette skete, kendes ikke; men de påfølgende forhandlingervisenoksom, at professorerne ere blevne stærkt alarmerede og have havt en følelse af, at det let kunde blive alvor med at indrømme Koch og hans landsmænd, hvad de ønskede.

H. Gram, der det år var rector magnificus, oplæste først Koens ansøgning i konsistoriet, hvor man blev enig om at gøre alt muligt for at bevare kommunitetet for den højt trængende norske og danske ungdom. De andre stipendier, der for det meste vare oprettede af private, mente man ikke, det havde nogen nød med; men just fordi kommunitetet var et kongeligt beneficium, havde kongerne al tid tiltaget sig en vis ret derover. — Den næste dag, d. 14. Januar, udsendte rektor et cirkulære til konsistoriets medlemmer *). Han mente, at indrømmelsen af Kochs andragende vilde have de sørgeligste følger; det vilde ende med, at de danske og norske studenter fordrevesfrakommunitetet, hvor allerede en stor mængde pladser vare optagne af privilegerede, og han vil, at det skal tilrådes kongen at fritage studenter fra hertugdømmerneforat studere i København, når de ikke have råd til det, især da de ikke ville tage de forordnede examiner, hvorfor de ikkun nytte til «at fordærve og forarge vores egen juventutem academicam og skaffe os in consistorio flere ansøgninger om dispensationer fra legibus fundationis Regiæ på halsen». — Hvad Gram havde antydet om det store antal, der var privilegeret på kommunitetet, udviklede den teologiske professor M. Wøldike videre. Ved en

---

1) Bilag 1. — Begge bilag ere trykte efter en pakke konsistorieakter i det kgl. bibl., Kaliske saml. fol. nr. 151.

beregning, der dog synes at være gjort vel rundelig, fik han ud, at der var 60 privilegerede pladser, så det teologiske fakultet kun kunde besætte 40. Endvidere gør han opmærksom på, at universitetet aldeles ingen indtægterharfra hertugdømmerne. Præsterne der svare hverken studieskat eller cathedraticum x), lige så lidt som de ved ordinatiouen løse testimonium publicum. — Hans kollega, J. F. Reuss, foreslår derfor, at hvis disse afgifter kunde pålægges præsterne i hertugdømmerne, kunde deraf oprettes et stipendium for slesvigske og holstenske studenter2).— Til Grams og Wøldikes vota henholdt de fleste professorer sig; men ingen udtaler sig skarpere end Holberg. Han kan aldeles ingen forskæl se på Holsten og Slesvig. Begge disse lande, siger han, have ens jura så vel in civilibus som in ecclesiasticis, så man fristes til at tro, at han ikke har vidst, at jydske lov gjaldt i Slesvig. Vilde man give de slesvigske studenter adgang til stipendierne, vilde de fra Holsten og grevskaberne forlangedetsamme. Desforuden kan deraf flyde mange flere vanskeligheder, end man i en hast kan ta^nke på. — Men det mærkeligste ved hele denne forhandling er, at det, som har givet Holberg anledning til at bruge disse stærke ord, er et votum af en født Tysker, C. L. Scheidt, der var indkaldt fra Gettingen 1738 for at blive informator for kronprinsen og prof. juris. Denne mand foreslog, hvad der i vore øjne synes det eneste fornuftige, at

---

1) Ved anordn. 18. Majts 1732 pålagdes det præsterne i Danmark og Norge at Bvare cathedraticum til universitetet, ligesom de hidtil havde svaret til biskoppen, og studieskatten skulde herefter udredes også af præsterne, ligesom den hidtil havde været ydet af kirkerne. Denne afgift beløber sig til 6—70006^—7000 rd. årlig.

2) Bilag 1, hvor også de andre professorers vota findes.

efterdi Slesvig var et i Danmarks krone inkorporeret land, skulde der geres forskæl mellem Slesvigere og Holstenere: disse sidste skulde udelukkes fra stipendierne, men Slesvigernehavelige adgang til dem med Danske og Norske; men så måtte det forlanges af dem, at de underkastede sig examen philosophicum. — Scheidts votum tiltrådtes af en anden fedt Tysker, G. Detharding.

Efter at have modtaget sit første cirkulære, udsendte Gram et nyt d. 28. Januar¹). Han vil øjensynligt ikke lade sig belære i statsret af Scheidt, men udvikler, hvorledesSlesvigal tid har været en del af Danmarks rige. Betydningen af inkorporationen var derfor kun, at kongen ophævede den tidligere deling af landet og de overenskomster,dersom følge deraf vare sluttede, så han nu i Slesvig udøvede den samme suverænitet som i Danmark. Man skulde tro, at han fra disse præmisser måtte komme til samme slutning som Scheidt. Men dette er langt fra. Hovedsagen er, siger han, om Fredrik 11, kommunitetets grundlægger, har regnet sin del af Slesvig med til Danmarksrige,og dette spørgsmål besvarer han med et bestemt nej! og anfører en hel række af regeringsforholdsregler,dervise,

---

1) Bilag 2. Dette beskaeftiger sig tillige med en anden sag: Bestillingerne som kongelig og universitetsbogtrykker herte sanimen, fordi der var henlagt et lille vikariat til den kongelige bogtrykker, og dette var tillige betaling for at vaere universitetsbogtrykker. Nu bavde kongen uden at sporge universitetet givet bogtrykker Hoepfner exspektance pa at blive sin bogtrykker, hvorover professorerne falte sig kraenkede. Gram rader dog til, at universitetet ligeledes skal antage Hoeplher, da deter bedst at gore de bonne grace, hvad man dog siden skal gore de mauvaise grace og • dertil utak have ■, som der star i salmen. — Selv af den del af Grams skrivelae, der angar Kochs ansagning, er i bilag 2 kun den Mstoriske udvikling meddelt, da det ovrige i alt vaesentligt henholder sig til hans forrige cirkulaere.

regler,dervise,at hverken han eller nogen senere dansk konge har havt denne betragtning af Slesvig. For os ser denne opregning ud som en fortegnelse over kongernes synder i denne retning, for Gram synes den kun at være en velkommen motivering for at fraråde at give Slesvigere adgang til kommunitetet. Hertil føjer han endnu et par uddrag af konsistoriets akter, der vise, at denne sag to gange tidligere har været for, i årene 1(305 og 1687. — I øvrigt mener Gram, at det ikke er værd i skrivelsen til kongen at tale enten om det store antal privilegerede, der dog enten vare Danske eller Norske, eller om, at hertugdømmerneintetbidrage til universitetet, omendskont «det var største synd, om præsterne i Danmark og Norge, der bære en stor byrde i at kontribuere af deres indkomster til universitetet, skulde se deres børn udstedte fra de beneficia, kongen har stiftet for dem, .... og at man i deres sted skulde indtage andre, der ingen slig byrde bære, et quidem contra fundationem». Derimod skulde det tilrådes at fritage alle studenter fra hertugdømmerne og grevskaberne for examen philosophicum. — Nu sluttede de øvrige professorer sig til rektor. Af deres vota skal kun anføres slutningen af Holbergs, der formentlig røber et mærkeligt snævert syn for betydningen af hele denne sag. Han skriver: «I øvrigt drister jeg mig til at sige dette (hvilket dog bliver udenfor erklæringen), at hvis nogen tænker, at Slesvicensium admissio ad beneficia academica vil kontribuere til universitetets styrke og lustre, så ville de finde, at dette hellere vil blive til byrde, såsom derved alene vil indtrækkes de aller fattigste og fast stoddere.Ejat tale om, at andre Tyskere ved extorqverede attester sub nomine Slesvicensium kan hidkomme, hvilket

ikke er at frygte i henseende til Danske og Norske, efterdi
målet reber dem.»

Den erklæring, universitetet afgav, kendes ikke, men under 23. April udstedtes der et reskript til H. P. Koch, at han og andre studenter fra hertugdømmerne og grevskaberne må være dispenserede fra examen philosophicum og dog 2 år efter deres deposition tage examen theologicum; men i henhold til den af rektor og professorer afgivne erklæring kan der ikke gives dem adgang til benelicia l).

Skulde der i året 1745 nævnes to mænd, om hvem man kunde tro, at de måtte erkende betydningen af at hævde den danske nationalitet i et til Danmarks krone horende land, måtte det vel være Gram og Holberg, og især den sidste. Og dog viser ovenstående, at ingen af dem har havt endog en anelse om, at her var en sag, det var værd at gore noget for. De slesvigske studenter ere for dem kun tyske studenter, der ville fortrænge de danske, og da en Tysker, der formodentlig kun har vidst lidt besked med, at Slesvigs befolkning var dansktalende, udtaler, hvad man skulde tro, der kun hørte almindelig sund sands til at se var det rette, blive mænd med så varmt et dansk hjærte som Gram og Holberg formelig irriterede derved. — Der er i denne blindhed noget, der al tid vil blive uforståeligt. Men når vi finde den også der, hvor vi snarest skulde vente klarsynethed, må det gore os dobbelt forsigtige, nar vi beskylde kongerne og deres rådgivere for ved deres mangel på nationalfølelse at have kaldt de ulykker over landet, som vi have oplevet. Ingen, end ikke de bedste og klogeste, \idste den gang,

---

1) Keskriptsamlingeu.

at Slesvig blev fortysket, eller anede, hvad det kunde
føre til.

Det viste sig snart, at Gram havde havt ret, når han mente, at det var kommunitetet, der var i fare, og at de andre stipendier nok skulde forsvare sig selv. Hvad der gjorde det muligt at afvise Kochs ansøgning, var, at han havde forlangt for meget, både ved at søge adgang til stipendier i almindelighed, og ved at søge den for alle studenter både fra begge hertugdømmerne og fra fyrstendømmerne.Men 12 år senere tilstodes der virkelig de slesvigske studenter adgang til kommunitetet ved et reskript af 20.Oktober 1758, sålydende: «Da undersåtterne udi vort hertugdømme. Slesvig hos os allerunderdanigst har anholdt, at deres børn måtte delagtiggøres i det københavnske kommunitets beneficia, når de sig ved universitetet i vores kongelige residencestad København opholde til deres studeringersfortsættelse, så, siden vi af landsfaderlig omsorg ikke ville have dem anset for andet, end hvad de virkeligenere,nemlig rette Danske og fødte inden vort rige Danmarks grænse, bemeldte kommunitets alumni nu også ere blevne langt flere, nemlig i steden for 100 146, er hermed vores allernådigste villie og befaling, at de indfødteSlesvicenses ikke mindre end andre Danske og Norske skal herefter antages til at nyde kosten på klosteret, al den stund deres egenskaber og omstændigheder i andre henseender ere sådanne, som universitetets fundats med sig fører, og deres troværdig befundne testimonia udvise, at de ikke ere egentlige såkaldte Holstenere, men Slesvigereaf fødsel — Da her ikke var tale om at give

---

1) Saell. tegn. 1758 nr 484. 1 reskriptsaraliugen og Matzeus universitetets retshistorie J, 56 findes indholdet angivet.

Slesvigerne almindelig adgang til stipendier, kom sagen ikke konsistoriet ved; ti kommunitetet bestyredes af det teologiske fakultet alene, og reskriptet var stilet til dette. Derimod er der vist nok ikke indhentet nogen betænkning fra dette i forvejen. Det blev bestemt at udstede reskriptet på et konseilsmøde d. 13. August, hvor der forhandledes adskillige universitetet vedkommende spørgsmål¹).

Når der som motiv for resolutionen anføres, at undersåtternei Slesvig have søgt om adgang for deres børn, da sigtes der formodentlig til lignende andragender som H. P. Kochs; det var ikke ualmindeligt, at der tilstodes endog udlændinge, der i længere tid studerede i København,adgang til kommunitetet. Dot kongelige reskript må egentlig opfattes som en fortolkning af kommunitetsfundatsensbestemmelser. Denne tillader kun, at studenter af den danske og norske nation nyde godt af stipendiet, og kongen tilkendegiver nu, at den hidtilværende opfattelse af denne bestemmelse, hvorefter Slesvigerne skulde være udelukkede, er urigtig, da de ere lige så gode Danske som de i kongeriget fødte studenter. En sådan fortolkning

---

1) I Saell. intll. 20. Okt. 1758 fiudes en koncept, der synes at va?re forslag, som universitetets patron, J. li. Holstein, bar medbragt i konseilet. Don indeholdor dels konce])ten til reskr. om Slesvigerne, dels til en skrivelse til konsistoriet, at deter kongens alvorligo villie, at det inden arets udgang skal lade executores for Arne Magnussens bo gore rede og rigtighed for de dette tilhorende manuskripter og penge, og ondelig til on skrivelse til det tcologiske fakultet. at det skal gore forslag til nye compendia logicos et nietapliysices ved de daglige evelser pa kommunitetet. — Kun ved do to forste af disse udkast er der i marginen tilskrevet: -apteres*, og do udkom begge som reskripter d. 20 Oktbr. — I det teologiske fakultets deliberationsprotokol (universitetsark.) ses det, at skrivelscn er modtaget, men ikke noget om, at der er afgivet betsenkning i forvejen.

måtte Kongen være berettiget til at give netop for dette, det kongelige huses stipendium, uden at det var fornødent derom at indhente nogen erklæring fra fakultetet, som bestyrede det, medens det næppe kunde være faldet ham ind at træffe en lignende bestemmelse for de af private oprettede stipendier 1).

Men hvad der gjorde det ulige lettere i året 1758 at optage Slesvigerne, end det havde været 13 år tidligere, var, at kommunitetets formuesforhold begyndte at komme i bedre orden, og at alumnernes antal bestandig udvidedes. I selve året 1758 oprettedes der således 10 nye pladser, og som reskriptet selv udtaler, var der siden 1745 i alt oprettet 46 sådanne, og antallet vedblev at forøges, så der 1777 var 200²). Dette forhold måtte i høj grad svække de betænkeligheder, som endnu 1745 kunde næres ved at forøge de adgangsberettigedes antal. — Da reskriptet intet

---

1) I en kommitebetsenkning, der afgaves d. 10. Oktbr. 1851 (Madvig, Sehouw, Eschricht, C. T. Engelstoft, Borneraann), gores der en anden betragtning gseldoude. Det hedder her ora re9kr. 20. Oktb. 1758, at dette vel kun handler om klosteret, «nion livad enten der ses hen til den i reskriptet angivne grand (sa som undersatterne i Slesvig ikke her anses for andet, end hvad de virkelig eie, neralig rette Danske, fodte indenfor rigots grsenser) eller til beskaffenkeden af den sa3rlige uuderstottelse, hvorom reskr. saerlig handler, kan det ikko betvivles, at den regel. der grelder med hensyn til kommunitetsbeneficiet, ma v;Bre den almindelige x-egel med hensyn til stipendier* (Linde: Universitetsmeddelelsor I, 226). Dette raisonnement vilde man ikke have ladet gnelde 100 ar tidligere, man vilde da sikkert have forlangt, at en pravelse af hvert enkelt stipendiums fundats skulde afgore, hvem der kunde fa, adgang dertil, og om man end matte indremme kongen en re:t til at fortolke kommunitetets fundats, vilde man sikkort have fundet det utilbarligt, hvis han havde tiltaget sig denno ret overfor andre stipendier.

2) Reinhardt: Kommunitetets historie, s. G9.

nævner om, at de slesvigske studenter skulde underkaste
sig de sædvanlige examiner, må det antages, at de have
fået adgang til kommunitetet uden at tage disse.

1.

Høje og velædlc, højærværdige og højstærede hrr. collegæ.

Hosfølgcnde supplique, som fra det kongelige kancelli er skikket til universitetets allerunderdanigste erklæring, blev igår fremlagt og læst i consistorio, og da besluttet, at den skulde omkringgå til påtegning, hvorved man vilde forhåbe, at summe venerabilis facultas theologica skulde gøre det bedste med sine velgruudedc tanker og allerunderdanigste forestilling til Hans kgl. majestæt, især til at forsvare og efter vores samtliges allerunderdanigste pligt stræbe at se det højkongelige beneficiumaf kommunitetet (de andre beneficia forsvare sig nok selv) handhævet for disse tvende kongerigers store og talrige, ja liøjsttrængende ungdom, til hvilken alene sådant beneficium af fundatore kong Frederico 2do af højlovlig ihukommelse med alle efterfølgende kongers konfirmationer er alene bleven gjort og perpetuerct. Jeg indstiller, om derved bør eller ikke tales om, det højstbeineldte kgl. beneficium er nu på en tid lang bleven så anseligen indskrænket, beskåret og formindsket for dem. der tilforn nøde del deri, formedelst de mange pladser, som med kateketer, missionariis, waisenhusets skolemestre p. p. vare besatte, over hvilke dog efter mit tykke ej så megen besværing og klagemål kan falde i henseende til, at sådanne dog var alle af dansk og norsk nation, som der vilde falde, hvis kommunitetet skulde nu blive tilfælles for ungdommen af fyrstendømmerne extra et prætor expressam regiæ fundationis litteram. Jeg sætter nu, at denne Hans Peter Koch, som supplicererej alene for sig, men for samtlige sine landsmænd, skulde nå sin ansøgning, og der således kom hul på tingen, er jeg vis og forsikret om. at det ej vilde vare længe, før end

hver en dansk og norsk blev udkastede, og om et år eller to vilde lige så stor klage og larnentation høres af Slesvicensibus og Holsatis, at de ej kunde få plads i klosteret for den mængdes skyld af privilegerede, som man nu dagligen haver af Danis et Norvegis.

Overalt, da erindrer jeg mig ingensteds at have læst eller hørt noget løfte af kgl. majestæt at vær« gjort til fyrstendømmernes ungdom her ved akademiet at nyde nogen beneficia, men vel at nyde kongelig nåde til anden forfremmelse, og synes mig af det kgl. patent d. d. 1. April 1743 (som herhos til behagelig eftersyn følger) at kunne slutte, dem ikke at være absolute pålagt herhid til universitetet at komme, med mindre deres lejlighed og omstændighederne tillode her at kunne underholde sig ligesom ved andre fremmede akademier. Sinteniahl (verba sunt Augustissimi) es mit unserer allerhochsten auf die Wohlfahrt unserer Unterthanen unveranderlicher Absicht streiten wiirde, wenn daraus fur einige Schaden oder Nachtheil envachsen sollte. Mit ringe votum er derfor allerunderdanigst ikke at tilråde Hans majestæt at forandre noget i den af allerhøjst bemeldte Hans majestæt konfirmerede kommuuitetsfundation eller andre til den danske og norske ungdom destine rede beneficiis, men heller betyde dem af fyrstendømmerne, der var så fattige, at de her ej kunde på dette dyre sted subsistere, at dem måtte være tilladt at studere på andre steder, helst de endogså vægre sig ved at være vore legibus academicis med examine philosophico o. desl. underkastede, hvorved de ikkun nytte til at forarge og fordærve vores egen juventutem academicam og skaife os in consistorio flere ansøgninger om dispensation fra legibus fundationis Regiæ på halsen.

Jeg forbliver med største ergivenhed samtlige højstærede
herrers tienstskvldigste tiener

tjenstskyldigste tjener

11. Gram

København d. L4. Januar 1745

Jeg er i henseende til indlagte supplik af samme tanker
som magnificus dominus rector, men mener, at i den allerunderdanigsteerklæring

underdanigsteerklæringogså dette kunde meldes, at Ds. kgl. majestæts tyske provinser konkurrere i slet ingen måde til dette kongelige universitets vedligeholdelse, da der hverken af kirker eller præster betales studieskat eller cathedraticum eller penge af ordinandis eller nogen anden ting, hvorover det er billigt, at Danmark og Norge, som alene bære byrden, også alene skulle nyde beneficia.

2. Studiosi fra de tyske provinser ere allernådigst dispenserede fra examine artium, søge også at nyde beneficia uden examine philosophico: dersom det blev dem allernådigst bevilget, så var deres vilkår bedre og lettere end studiosorum fra Danmark og Norge, så som disse ikke blive aflagt med beneficiis foruden at have bestået disse prøver, og således kunde anse sig for at være fornærmede.

3. Når studiosi fra de tyske provinser bleve antagne til at nyde kosten på klosteret foruden at have aflagt prøve udi examine philosophico, så kunde de også ikke blive baccalaurei, og således ej holler holde de årlige disputationer, som ere anbefalede i den kongelige fundations art. 66.

4. Når studenter fra de tyske provinser studere på tyske universiteter, så få de der ingen hjælp af stipendiis- og benenciis, som på de steder ere stiftede, men må der subsistere på deres egen bekostning, så at ved at studere her og ikke nyde beneficia academica blev deres vilkår slet ikke ringere, end de ere ved hvilketsomhelst tysk universitet, især da alle docentes her ved dette kongelige universitet dagligen bevise sig ganske villigen at lade alle dem, som det begære, høre deres collegia gratis.

5. For at oplyse, hvad magnif. dominus rector har rneldet, hvor indskrænket og formindsket alumnorum tal er, som nyde beneficium mensæ regiæ efter facultatis theologicæ valg, vil jeg opregne, hvor mange de ere, som nyde på nærværende tid kloster formedelst et eller andet beneficium:

Altså er der af de 100 koster, som af kong Frederik 11,
salig og højlovlig ihukommelse, ere stiftede, ikke flere tilbage,

---

1) Dette tal er altsa udkoniniet ved, at "Woldike liar regnet de 3 pladser, sora nu ikke vare besatte, nied. Exspektanterne niener han fonnodentlig at kunne tage med, fordi de forste ledige pladser skulde bessettes rued deiu. Nar dor tales oni koster, er dette uegentligt, da bespisningen 1736 var «»mbyttet rued en pengeydelse. — Oni privilegierne se Eeinhardts kornmunitetshistorie, s. 53. Det ovenstaende viser, at der var Here af disse, end her er antaget.

som kunde bruges til at understøtte andre studerende fra disse tvende hele kongeriger deres fattigdom end som 40. — Det var hårdt, skulde dette tal endnu formindskes. — Jeg ser da hverken billighed i de tyske studenters petito, ej heller nogen måde, på hvilken de kunne hjælpes, uden så var, at tallet af infonnatoribus på det kgl. waisenhus, som nyder koster, blev reduceret til 2, også den ene kost, som ved kgl. allernådigst reskript af 23. Avgust 1743 er reserveret til den ældste kateket ved Holmens kirke, kunde komme til en alumni brug. Så kunde disse tre koster lægges til fattige studiosis fra hertugdømmernepå samme måde som Fredericiburgences nyde deres koster. Og således i det ringeste exercitia komme på bedre fod, som nu formedelst de mange dispensationer ikke nær så vel som i fordums tid florerer. Dispenserede fra exercitier i kommunitetet ere de 4 informatores på waisenhuset, kateketer 3, famuli bibliothocæ Regiæ have 3 koster, fanmlus bibliothecæAcademicæ 1, merabra seminarii Grønlandici 3, gør tilsammen14 dispenserede, nyligen var der 17. Hvorover det sker, at når en eller anden alumnus enten af forsømmelighed eller forfald bliver borte, det da ser meget øde ud paa kommunitetet. ,_r w„,,-.

M. Wøldike.

Jeg er aldeles enig med rektor og dr. "Wøldike.

C. Thestrup.

H. Stampe.

S. F. Bloch.

P. Kofod Ancher »).

Jeg mener det samme som magnificus dominus rector og Hans højærværdighed hr. dr. Wøldike. Et eneste ord tager jeg mig den frihed at lægge til. Var det ikke rådeligt at gøre kongen allerunderdanigst det forslag til at få noget fra studenteraf Holsten, nemlig at det kunde ikke være übilligt, at

---

1) M.Woldike, prof, theol. 1731, f 1750. — C. Thestrup, prof, raathematura inferiorum 1722, prof. jur. extraord. 1739, f 1750. — H. Stainpe, prof, philos. 1741, assessor i det juridiske fakultet og konsistoriet 1743. — S. P. Bloch, prof, theol. 1741, t som Suellands stiftsprovst 1753. — P. Kofod Ancher, prof. jur. 1741.

af kirkerne og præsterne og ordinandi der blev årlig betalt noget til vores universitet, ligesom studieskatten og cathedraticumher betales af alle kirker og præster i Danmark og Norge? Dette kunde være et stipendium for de holstenske studiosos. og hele sagens indretning kunde ikke finde nogen diffikultet. Men så længe de tyske provinser ikke bærer noget af byrden, er det ikke billigt, at de skal have del i benelicia.

J. F. Reuss l).

Vor die aus dem Herzogthum Holstein uud denen Grafschaften gebiirtige studiosos vermuthe ich allerdings, konne das beueficiura Regiuni nicht gehoren, wcilen solche Lande provincial Kegis, nicht Regni sind. Da aber Schleswig ein der Krone incorporirtes Land ist, so kann ich raeinestheils nicht absehen, qvo jure vel colore juris Slesvicenses von dom Genuss sothanes beneficii konnten ausgeschlossen werden, falls nach Ihro Hochenviirdigkelt, Herrn Dr. Eeuss Vorschlag man die Prsestanda, wozu sich die Prediger verstehen, dorten introduciren konnte. Das einzige konnte nieines Erachtens solche 11 Slesvicensibus, die beneficia bei unserer Academie geniessen wollen, nicht eingestanden werden, dasz sie das Examen philosophicum vorbeygehen und also melioris conditionis als Dan; und Norwagi seyn wollen.

C. L. Scheidt,

G. Detharding 2).

Jeg finder hr. justitsråd Scheidts votum angående Slesvicenses, når samme vil, som billigt er, snbmittere sig examini philosophico, af sådan vigtigbed, at det ej kan forbigås. løvrigt holder mig til magnifici domini rectoris og Hans højærværdighed hr. dr. Wøldikes grundige forklaringer.

B. J. Buchwald3).

---

1) J. F. Reuss, en Wiirteniberger, prof. theol. o? hofpræst 173 H. generalsuperintendent i hertugdømmerne 1749, universitetskansler i Tiibingen 1757, f 1777.

2) C. L. Scheidt, indkaldt fra Gottingen 1738. prof. juris og informator hos kronprinsen, forlod Danmark 1749, | 17(31. — G. Detharding, indkaldt fra Rostok 1733, prof. med., f 1747.

3) B. J. Buchwald, prof. med. 1737, f 1763.

Jeg bifalder ganske magnificum rectorem og hr. dr. Wøldikc og ønsker, at begges momenta udi erklæringen omstændeligen bliver indførte. Derimod entrerer jeg ikke udi det forslag om at paalægge cleresiet udi førstendømmerne Studii skat, hvilket sora en novitet vilde foraarsage store lamentationer. Jeg giør ei heller herudi nogen forskiæl mellem Slesvig og Holsten: thi begge førstendømmer have i henseende til vort Universitet fra dets første stiftelse været udi lige situation: begge have eens jura saavel in civilibus som in ecclesiasticis. Fundatsen taler aleene om begge Rigers studiosis, og seer man i alle forordninger, hvorunder førstendømmerne befattes, at begge specificeres, saa at det stedse heeder: Vores Riger og førstendømmer. Skulde nu de Slesvigske Studiosi admitteres til Stipendia Academica, var det noget nyt og usædvanligt, og enden deraf blev, at Holsten og Grevskaberne vilde paastaa samme ret. Desforuden kand af saadan forandring flyde mange vanskeligheder, ia flere, end man i en hast kand tænke paa¹).

L. Holberg.

P. Horrcbow.

J. F. Eamus.

J. P. Anchersen 2).

Jeg kan i denne hast ikke overtænke denne vigtige sag
noksom, men vil i næste consistorio indkomme med mit ringe
voto. C. Kali3).

C. Kali3).

Siden plurima vota ere allerede imod supplikantens ansøgning,
så er jeg for ringe til at sige donnem imod.

B. Møllmann4).

---

1) Holbergs votum er gengivet med hans egen skrivemåde, der har den mærkelighed, at han skriver de fleste hovedord med små begyndelsesbogstaver, hvad der ellers den gang ikke var almindeligt.

2) P. Horrebow, prof. mathematum superiorum 1714, f 1764. — J. ¥. Ramus, prof. mathematum inferiorum, 11769. — J.P. Anchersen, bibliotekar 1733, prof. philos. 1736, prof. eloqventiæ 1737, t 1765.

3) C. Kali, en Berliner, pageinformator 1735, informator hos kronprinsen 1738, og s. å. prof. lingvæ Orientalis, f 1775.

4) B. Mollmann, prof. antiqvitatum patriæ samt vicarius for Hol- berg, der var kvæstor, 1741; prof. historianun et geographiæ 1754, f 1778. — Han var en Flensborger, og lians votum er vel et suk over, at han ikke kunde skaffe sine landsmænd bedre vilkår.

2.

Uddrag af en cirkulærskrivelse fru Gram
af 28. Januar 1745.

.... At nu en del af mine hojstaerede kolleger ere af den mening, at siden Slesvig er et inkorporeret land til kronen, sa kan med ingen jure eller colore juris Slesvicences udelukkes fra hojbeineldte beneficium, det nil de forlade mig, om jeg ej saledes Ivan forsta. Ti saledes som hertugdommet Slesvig nu er, liar det og virkeligen vaeret inkorporeret og vaeret et ledemodaf Danmarks krone i de alleraeldste tider, og aldrig tilhort nogen anden krone eller regenter end kongen af Danmark. Hvilket med nok som overflodige skrifter af alle s*culis er bevist: og at kongers sonner liar vaeret foiient med enten helt eller en part deraf, liar vjeret pa samme made, som ogsa regum ifllii bleve forlente med andre st}^Tkker, si, som Lolland, Langeland etc., hvoraf de ligeledes kaldtes hertuger. At siden disse regum filii have extenderet dette beneficium eller feudum Daniae videre, end de burdt, og praetenderet det til arv og eje, er nok som bleven demonstreret at have vaeret uret og abus. og har kongen af Danmark derved aldrig kunnet tabt sin ret; lige sa licit er den ogsa tabt ved de divisiones ducatus Slesvicensis,som ere skete under Oldenborgicis regibus, Johanne et Frederico I, Christiano 111 et fratribus etc., og hvo ved ikke. at den insul Alsen horer virkelig under Danmarks krone og til dette rige, ornendskont en prins og hertug af regis Christiani111 posteris besidder en del deraf. Ti samme land Alsen haver aldrig nogen ticl vaeret til Slesvig regnet. — Alt, hvad derfor hojstsalig rex Fredericus IV haver gjort og tilvejebragtmed det hertugdom Slesvig, var at ophaeve divisionen og tage det stykke tilbage, som var tildelt regis Frederici I san hertug Adolpho og bans posteris, og at eje det med samme

---

4) B. Mollmann, prof. antiqvitatum patriæ samt vicarius for Hol- berg, der var kvæstor, 1741; prof. historianun et geographiæ 1754, f 1778. — Han var en Flensborger, og lians votum er vel et suk over, at han ikke kunde skaffe sine landsmænd bedre vilkår.

ret, som Hans majestæt ejede sin egen del; hvorved og faldt af sig selv, at de unions- og koinraunionsforeninger, som imellem forrige konger og disse Gottorpienses vare sluttede hertugdømmet Slesvig angående i henseende til modum gubernandi,jurium regalium exercitium, bleve kasserede, og kongen bekom frie hænder i landet at indføre og øve med al rette den samme suverænitet som i Danmark. Hvilket var og det samme, som højlovlig ihukommelse kong Christian V stræbte efter og virkeligen iværksatte i de åringer, medens Hans majestætholdt hertugdømmet sekvestreret, og havde fast foresat sig således at kontinuere på samme fod, som det nu er, men måtte afstå det igen ved det bekendte Altonaer forlig.

Hovedkvæstionen bliver derfor, om kong Fredericus 11, som virkelig besad sin del af hertugdømmet Slesvig, regnede denne sin del til Danmarks rige? Jeg siger: Nej! hverken han eller nogen af hans formænd eller efterkommere. Ti ellers havde de ikke givet Slesvig en sær characterem i deres tittel, eller i så mange betydelige ting ligesom nu distingveret det fra riget. Kongen (1) kalder sig endnu hertug i Slesvig. (2) Haver en ogen statholder og et andet slags gouvernement i Slesvig end i sit kongerige Danmark. (3) Haver ikke indført sin danske lov, ikke heller sin danske kirkeritual i Slesvig. (4) Men at den jydske lov, dog kun tildels, bliver der brugt, or sket i kong Valdemar Ils tid, fordi divisionen ej endnu var sket og Slesvig demembreret, og fordi biskoppen af Slesvig var med at gøre bemeldte lov. (5) Haver de højpriselige sidste tvende Konger, Fredericus IV og Christianus VI, konfirmeretvisse privilegia for stænderne i hertugdømmet Slesvig af sådant slags, som efter suveræniteten anno 1660 er i Danmark ganske ophævede, ja tilladt dem (foruden deres her i riget kasserede jydske lovbog) at beholde fremdeles deres landesgerichtlicheOrdnung etc. (6) Haver Slesvig det samme kancelliden dag idag er som hertugdømmet Holsten og grevskaberne,og er ikke af rege Frederico IV eller rege ChristianoVI bleven henlagt til den danske krones kancelli. Og hvis dette hertugdømme var inkorporcret til kronen (da man ellers tilstår og véd, at det ejes med samme ret og suverænitet

som kronen), så måtte jo ej lov, ej jurisdictio ecclesiastica et
politica, ej kancelli, ej mange andre ting være adskilte.

Herved kan jeg ej undlade at anføre en passage af vores
gamle actis Academicis. som findes in anno 1605 a. d. 27. Februarii,
hvilken lyder ord til anden såleles:

Actum est de studiosis ex Ducatu Slesvicense et Holsatia, qvi regi parent, anne otiam adinittendi ad mensain Kegiaiu in communitate. — Eesponsuin: Fundatiouem esse pro iis, qvi sunt nati in Regno Dauiae, qviqve ibidem' praesint scholis et ecclesiis; ideo multos rejectos fuisse a pitc memoriae Nicolao Kaasio, imo qvosdam commendatos a regina matre et rejectos.

Hvoraf vi ser, at det er ikke den første gang, det sligt er bleven søgt af Slesvicensibus, og at den salig kansler N. Kaas, som var selv den, der forfattede fundatsen under sin højtsalige herre kong Frederico 11, og selv tilligemed rigshofrnesteren næst kongen som principes senatus havde den underskrevet og beseglet, fortolkede den retteligen således, og ikke engang vilde reflektere på dronningens intercession in minorennitate Christiani IV til at vige det ringeste derfra.

.... Jeg erindrer mig og herved det, som jeg i min ungdom hørte fortælle af salig lir. confessionario Lintrup¹-), nemlig at salig dr. Masius 2) havde fore også i sin tid at trække de slesvigske og holstenske studenter her ind til vores universitet; men at dette faldt bort af sig selv ved det, at de kongelige ministre forestillede ham, at sligt ikke vilde gå an uden store qverelis, med mindre man havde beneficia at trække dem hid med, eftersom her var langt dyrere end i Kiel, Jena og Wittenberg. Jeg har søgt herom i vore protokoller og acter, om noget de hoc consilio Masiano at finde og endelig fundet efterfølgende in actis consistorii anni 1687 d. 4. Junii:

§ 7. Professor Masius proponeredo en allerunderdauigst
memorial at matte blive opsat til Hans kgl. majestaet, at

---

1) S. Lintrup, confessionarius og prof, tlicol. 1725, afskediget som conf. og dod 1731.

2) H. G. Masius, hofprsodikant og prof, theol. 1656, f 1709.

alle studiosi udi Slesvig og Holsten matte vorde tilholdt pa Kebenhavns universitet deres studia at fortssette, sa fremt de i sin tid skulde nyde beneficia og promotioner i bemeldte Slesvig og Holsten, berettede derhos, at en del af de IIOJO ministre havde forsikret hannem at ville contribuere til en nadig expedition. Professores befandt det meget tjenligt og gavnligt for akademiet, og at en koncept derom blev omskikket til dominos professores¹).

Siden bar jeg vel gennembladet ikke alene samme protokol, bvori dette stir, men endogsa alle de efterfolgende, men ej fundet ord eller toddel om, at nogen koncept er forevist, eller det mindste siden den tid nsevnt af Masio eller andre om studiosis Slesvicensibus ....

---

1) Begge de hor at Gram meddelte notitser ere trykte i Slesvigske provinsialefterretninger 111, 6^—9, konf. Werlauff: Prisskrift om det danske sprog i Slesvig, s. 76.