X rofessor Daae har ved at meddele et par optegnelser af Povl Helgesen i et exemplar af Saxes historie, i Kristen Pedersens udgave, (foran s. 227) atter henledet opmærksomheden på denne mærkelige forfatter. Der turde derfor være anledning til ligeledes at fremdrage et hidtil, som det synes, upåagtet skrift, der utvivlsomt hidrører fra hans hånd, og det så meget mere som dets affattelse netop synes i tiden at måtte falde nær sammen med hine notiser og overhoved at finde et velkomment tilknytningspunkt i. dem.

Det pågældende skrift er i året 1595 udgivet af den gottorpske bibliothekar Erpold Lindenbrug og trykt i Leyden med følgende titel: »Historia compeudiosa ae succincta serenissimorum Daniæ regum: ab incerto auctore conscripta;nunc vero usqve ad Christianum IV deducta, primuinqvein lucem edita, opera et studio K. L.» Det er tilegnet den danske konge, men den lille fortale giver ingen oplysning om, hvorfra udgiveren har fået den «übekendteforfatters« håndskrift; ved Mollers Cimbria literata ledes man på spor efter, at det endnu findes i bibliotheket i Hamborg. Hans o fortsættelse« begynder med kong

Kristian IFs regering, strax efter en kort almindelig karakteristikaf ham, og er i randen udtrykkelig betegnet som sådan («continuatio»). I den lille kvartudgave fylder den oprindelige krønike de første 55, fortsættelsen de næste 9 sider. Kun don første har nogen selvstændig interesse.

Det er en fuldstændig Danmarks krønike, fra de ældste tider af, ordnet efter konger. De første ni konger, fra Dan til Frotho Geffmild, tælles; derefter fortsættes rækken til Kristoffer af Bajern, uden at texten følger med tallet; udgiveren har derimod tilføjet det i randen og når op til 100. Endelig kommer de tre Oldenborgere med angivelse af mimer 101 — 103 (se Tillæg).

At forfatteren til denne krønike er dansk, ses strax på navnene. Man støder således på navneformer som Tveskæg, Blodtand og Blotand, Ladelaas, Haldan hin stærke, Lodbrog, Klag, Barn, Gratemosæ, Hadersleff (registret har Hadersleben) osv. .Saxes Tophogicum nemus gengives ved Topsmv Ure: Hansestædernes navn udledes af ordet høns (sml. Hvidtfeld: Hønsestæderne). Nærmere kan det siges, at forfatteren er fra rigets østligste lande; han nævner i Kristoffers tid kun, at Skåne blev pantsat, og han fremdrager stærkt enhver bcroring medSverig; unionen træder i skriftets sidste del helt i forgrunden.

Endelig kan det siges om forfatteren, at han er katholik: han fremhæver de bekendte nationale martyrers helligdom og for sin samtids vedkommende polemiserer han heftigt mod reformationen.

Når disse indicier alt stærkt tyder på Povl Helgesen som forfatter, så må enhver tvivl om, at han i virkelighedenhar skrevet bogen forsvinde, når man sammenligner de sidste afsnit med Skiby-krøniken. Hele sider stemmer ordret overens med denne og også i de foregående afsnit

er der slående lighedspunkter (som når i begge skrifter Erik af Pommern og Kristoffer af Bajern siges at være sønner af to søstre). Der kan kun være tale om at afgøre,hvorvidt Lindenbrugs krønike ligesom Hans Henriksens og Peder Olsens (for sin sidste selvstændige dels vedkommende)er et uddrag af Skiby-krøniken eller et selvstændigtskrift af samme forfatter¹).

For at besvare dette spørgsmål vil det. først og fremmest være nødvendigt at se sig om efter tidsmærker i krønikens text. S kiby-krønikens fortælling (om Oldenborgerne) er som bekendt nedskreven til forskellige tider, den første del 1524, det sidste 10 år efter; genealogien antages at være nogle år ældre²). Er nu den fuldstændige Danmarkshistorie samtidig eller er den af ældre datum ?

Det er en vanskelighed ved besvarelsen af dette spørgsmål,at den nu kun kendes i den mangelfulde afskrift, som Lindenbrug har benyttet³). Skiby-krøniken kan undersøges i sin oprindelse ud af selve forfatterens grundskriftmed sine rettelser og tilføjelser, medens vi her ad anden vej må komme til at afgøre, hvad der har stået i den oprindelige text og hvad der skyldes senere indskud og randbemærkninger. Thi at sådanne findes, måtte man ikke blot efter forfatterens velbekendte arbejdsmåde forlods formode, men man vil ikke ret vel kunne undgå strax ved

---

1) Kørdam, Historiske kildeskrifter, I, 1—107: Skiby-krøniken; 385_—435: Hans Henriksens uddrag og foitsættelse. Sml. '2. række 11, 10.

2) Paludan-Muller i Hist. tidsskr. 3. række, I, 18— 37.

3) Dette håndskrift, Hamburger Stadtbibliothek, M. S. Hist. 21. 4 , hai velvillig været udlånt hertil. Det er kun lidet yngre end originalen, men taget af en temmelig ukyndig skriver: meget or derfor rettet af en samtidig hånd, andet af liindenbrug. Dennes navn findes på titelbladet.

den første opmærksomme gennemlæsning at lægge mærke til tiere af dem. At afskriften uden videre har optaget dem i texten, er ikke andet end hvad man kunde vente; mon dette nøder os til den største varsomhed ved benyttelsenaf de forskellige tidsmærker.

Hvor løst og übehændigt indskuddene er satte ind i den oprindelige text, ses strax i begyndelsen af det her optrykte stykke, ved opgivelsen af Kristians tiltrædelsesår: <.hæc electio facta est a. d. 1448». Denne notis afbryder nemlig, hvor den nu står, den naturlige sammenhæng, medens den slutter sig til et tidligere sted (electus est auteui etc), der dog selv synes at være et indskud; den må da antages at være indsat lier som en randbemærkning, hvis plads afskriveren har forfejlet. Det samme er tilfældet med årstallene for Sverigs erobring og tab under kong Hans. Nu er der først fortalt, at der var neppe tre år (vix triennium) mellem de to begivenheder, og derpå følger en betragtning over de forhold, som medførte dette beklagelige resultat. Men sammenhængen afbrydes strax ved opgivelsen af de to årstal, 1497 og 1501, der jo end neppe kan have været forfatteren nærværende, da han nedskrev sin oprindelige fortælling med dens tidsangivelse.

Endelig møder vi årstallet for Ditmarskertoget, på samme uheldige måde indskudt i texten, der derved taber sin sammenhæng: «uno tantum bello Ditmarsiensi fuit infortunissimus, [ ], übi superis non faventibus feruntur periisse multi homines» etc.

Mindre let at opdage, om end formentlig lige så utvivlsomt, er et indskud i sætningen om kong Hans¹ s forhold til Sverig, som er ført uforandret over i Skibykrøniken.Nu hedder det: »Qvod siValdemari etc. regna

fuissent tam incruenta, tamqve procul a tyrannide et violentia,adhuc fortasse illibatum trium regnorum foedus durasset, ni si populi alioqvin ad seditionem nati obstitisset perfidi_a.» Det vil let ses, at der her gives to modsatte forklaringer af bruddet på unionen: de første kongers hårdhed og troløshed, og det svenske folks oprørske sind; men kun den første har noget at gøre med kong Hans's retfærdiggørelse. Sætningen er desuden i virkeligheden alt afsluttet foran «nisi», og dette slutter sig ikke til eftersætningen,men måtte følgerigtig have sluttet sig til forsætningenmed et «efc», hvis det oprindelig havde havt sin plads i denne forbindelse. Det rimeligste er, at forfatteren senere har tilføjet det i randen.

Det mest afgørende af krønikens tidsmærker er det udtryk, som bruges om kong Fredrik I: nuper defunctus» (s. 336); det må selvfølgelig være nedskrevet omtrent ved samme tid som Skiby-krøniken afsluttedes (1533^—34). Men hele det punktum, i hvilket det forekommer, gør brud på fremstillingens sammenhæng og mangler i Skiby-krøniken (Eørdarn, s. 30, øverst). Der er tale om kong Hans's regering og modsætningen mellem den første tid, i hvilken han forfulgte den kirkelige stand, og den sidstis da han yndede den; derpå roses hans klogskab og mildhed mod sine mænd. Et sideblik til de senere tiders klerkeforfølgelser frembød sig her af sig selv, når forfatteren gennemlæste sit manuskript, men hans bemærkning falder ikke des mindre helt ud af den oprindelige stil. Der vil da ikke kunne sluttes noget af dette sted ni. h. t. affattelsestiden.

På lignende måde forholder det sig med et lignende udbrud i anledning af Ditmarskerkrigen 1500. Der fortælles,at stormændene efter rygtet ved deres tilbagekomst havde besluttet at dele kirkens gods og at dette var grundentil

entilderes ulykke. Hertil er da fejet den for forfatterenstid
naturlige bernserkning, at fremtiden vil vise, hvorvidtLutheranerne
skal fa sterrc held. At imidlertid ogsa
den er senere indskudt, fremgar af det felgende, der slutter
sig n#je til hvad der er fortalt om selve nederlaget: «uno
tantum bello D. fuit (Johannes) infortunatissimus
caeterum bello navali erat fortunatior ....»

En sammenligning med Skiby-krønikon er på dette sted vanskelig, da texterne er ikke så lidt forskellige (Rørdam I, 2o f.). Rygtet om den påtænkte plyndring af kirkens ejendomme motiveres mod, at adskillige var befængte med det Hussitiske kætteri, og deres planer udmales med bitter humor. Deretter følger anvendelsen på Lutheranerne, dog med udeladelse af ordene: «studiorum, literarum, disciplinarum». Sammenknytningen mellem de to slags krige mangler helt, da Skiby-kroniken jo har årbogsform.

Endvidere nævnes kong Kristian il og hans tyranni lige foran i den forhen omtalte sætning om unionskongerne, der har faet tilføjelsen: nisi populi etc. Det hedder her: «ljvod si Yaldemari, Margaretæ, Erici, Christophori, Christierni qvoq\c secundi regna fuissent tam incruenta» etc. Skiby-kroniken har det samme, kun at det istedenfor Christierni qvoqve secundi hedder Christierniqve secundi. ]Sår det her er eftervist, at samme punktum har modtaget et senere indskud, som helt forrykker meningen, må det vistnok indrømmes at ligge nær at antage, at også dette kongenavn er senere tilføjet. Gennemløb forfatteren engang sit ældre håndskrift med pen i hånd, var det så at sige umuligt ai gå hen over dette sted uden at tilføje den sidste tyranniske konges navn.

Disse forskellige udbrud er nemlig kun en genklang
af hele skriftets slutning, dette korte, men voldsomme

udfald mod den fordrevne konge. Og at heller ikke dette tilhører det oprindelige arbejde, synes indlysende. Der er intet somhelst fortalt fra tiden efter kong Hans's død, der gives ingen motivering af den skånselsløse dom over sønnen, den udslynges kun i de vildeste og mest hensynsløseudtryk. Den rolige humane fremstilling af de to første Oldenborgere er pludselig forsvunden og fortællingen, som har ført 102 konger frem for læserens blik, ender pludselig iet harmskrig over den sidste i rækken. Enhver vil føle det disharmoniske i denne slutning og være tilbøjeligtil at tilskrive den en senere tilføjelse. Man kommeruvilkårlig til at tænke på året 1524, da Povl Helgesen bestemte sig til at skrive videre på sin Danmarks historie. Han tog da først det ældre arbejde frem og tilføjede hvad der faldt ham i pennen¹); derpå lagde han det til side og begyndte sin vidtløftigere fremstilling forfra. Dermed vilde det stemme, at de fleste af de foran nævnte indskuder optagne i Skiby-krøniken; den, som nævner kong Fredrik I, derimod ikke.

Hvad der yderligere tyder på en tidligere tid for affattelsenaf den hele krønike til kong Hans's død, er beklagelsenover at unionen er brusten ved de Svenskes medfødte troløshed og lyst til oprør og frafald. Dette vilde Povl Helgesen neppe have fremhævet så stærkt efter blodbadet 1520. En udtrykkelig ytring hensætter os desudentil en tidligere tid. Efter ulykken i Ditmarsken brast forbindelsen, siger han, «rebellantibus Danis Stenone et Svantone proditoribus perfidissimis, maximo in hodiernumdiem utriusqve regni detrimento». Udtrykket svarer

---

1) I afslutningen af kong Hans's historie, der endnu er skrevet med større mådehold, fortæller han, at han har en afridsning af kongens og dronningens epitafium i Odense.

til lians udbrud ved foreningens grundlæggelse: «qvod utinam durasset in hodiernum usqve diein!« Han synes ligesom at have opgivet håbet om en fornyelse efter 1501 og hans vrede træffer derfor Sturerne, af hvilke han end ikke nævner den sidste (fra 1512), med hvem der da vel neppe endnu var ført afgørende forhandlinger, da han skrev.

Sammenholdes nu alt dette mod den af Daae fremdragne kendsgerning, at Povl Helgesen har ejet et exemplar af den i året 1514 udgivne Saxo og alt året efter har indfort optegnelser om samtidige begivenheder i den, da synes det klart, at det netop har været fremkomsten af dette enestående værk, som han neppe forhen havde havt lejlighed til at gøre bekendskab med, der har gjort ham til historisk forfatter. Både som humanist og som patriot måtte han få et mægtigt indtryk af denne nationale skat og det lå nær for en mand med hans opladte åndelige sans og bevægelige sind strax at give sig til at gøre uddrag af hele denne strålende kongerække, for så at fore fortællingen ned igennem de følgende tider, til unionen og dens oplosning.

For tiden efter Saxo har Povl Helgesens hovedkilde været den såkaldte dansk-svenske krønike indtil 1415 (Scriptores s. D. I, 387^—98), hvis text endog på et enkelt sted kan suppleres af ham¹). Under Erik af Pommern nævner han ligefrem en «Svecorum chionicon«. I sin fremstilling tager han jævnlig hensyn til Sverig og Svenskernes opfattelse af kongerne, hvad der jo svarer godt både til hans politiske standpunkt og til hans fødsel i Halland, af en svensk moder, og et tidligt lærlingeforhold til Skara.

---

1) Kong Valdemars tilnavn står to steder in blanco (392 kog :!95 x) og Langebek formoder, at der begge steder har stået Atterdag. Men det var •durus«, »reprobus".

Størst interesse har overhoved selvfølgelig hans rent personlige udtalelser om personer og forhold. Unionen er en hovedsag for ham og han træder derfor frem med sin selvstændige opfattelse af historien fra Valdemar Atterdags tid af. Strax begyndelsen bærer præg af hans kraftige veltalenhed. «Valdemarus cognomento reprobus, hedder det, fertur fuisse versutissimus, avarissimus et audacissimus, qvi cum offendisset regnum pauperrimum, scilicet a patre 3110 spoliatum, ab hostibus Alemanis vastatum, a qvibus tum etiam rnultæ arces possidebantur, mira vafricie vindicavit e possidentium manibus, minima sagvinis jactura, principio regni sui» —. Dette udføres kort efter videre, idet også skyggesiderne i hans regering fremhæves. — Om Margrete siger han: — »mulier crudelissima ae inferno digna Svecorum sententia, verum Danorum opinione christiana ae religiosa valde, et adeo potentia, fortuna, victoriis, divitiis ae prudentia gloriosa, ut fortunatissimos viros videtur non solum æqvasse, verum etiam longe superasse.« Efterat have fortalt om hendes gteskab sen, samt kampen ved Asie og Stokholms overgivelse, fortsætter han: «Sicqve obtento universo regno gloriose regnavit pepegitqve foedus illud solemne, qvod tria regna conjunxit, qvod utinam durassefc in hodiernum usqve diern. Ictum enim erat foedus hac lege, ut in electione regum alternis vicibus haberet Svecia primum suffragium, Dada vero alternis» etc.

På lignende måde udtaler han sig om de følgende«,
konger, alt efter det forskellige emne.

Hvad der især giver dette lille skrift et højt værd, er dets forhold til den mærkelige forfatters evrige skrifter og hele hans offenlige virksomhed. Medens vi i Skibykrønikenbliver vidne til hans lidenskabelige deltagelse i

tidens store politiske og kirkelige brydninger, ser vi ham her som den varmtfølende patriot og lærer, der sysler med fædrelandets historie for dens egen skyld. Selv henreven ved den første læsning af Saxes værk gør han uddrag af oldtidens og middelalderens vildsomme historie til brug ved sin undervisning¹); han fremstiller unionens tilblivelse og uheldige udvikling, mere upartisk end nogen anden forfatter, stående mellem de to hovedfolk, som han ved fødselen tilhorer.Han mager det så, at der går netop 100 konger forud for Oldenborgerne, med hvilke en ny tidsalder synes at være oprunden; imod dem er de Svenskes modstand überettiget, de er milde, retsindige og dog våbendjærve høvdinger.

Fortællingen er sammentrængt, men i høj grad livlig og anskuelig, og forfatteren har for største delen brugt den igen i sin større krønike, om end ordnet anderledes. Adskilligt kommer dog mere til sin ret i den ældre forbindelse og falder her naturligere og med større fynd.

Det er velgørende for billedet af den fremragende historiske personlighed, at dette skrift kan lægges ved siden af de sonere. Det viser, at han ikke først gik til historien, da han troede at have brug for dens vidnesbyrd imod sine fjender, men at det var en gammel kær syssel for ham at optegne, hvad mindeværdigt der havde tildraget sig. og at han forlængst var fortrolig også med fortidens kroniker.Forud for den lidenskabelige, voldsomme og hensynsløsepartimand går der en varmt bevæget, men for alle humane og patriotiske idealer åben lærefader. Først da unionen »druknede i blod» og de højeste åndelige interesserforekom ham at gå deres undergang imøde under

---

1) Håndskriftets titel er: Compendiosa et succincta regum Danur historia, in hoc congesta, ut studiosi cnjitsinam memoriam ucljuvarent.

reformatorernes stormløb, forbitredes og formørkedes hans sind og han brød frem med en ustyrlighed, men tillige med en åndelig kraft og højhed, som gør ham til en så mærkelig personlighed i vor historie, en af de mærkeligste i et helt århundrede.

Paludan-Miiller, der frem for de fleste var fortrolig med Povl Helgesens virksomhed som forfatter og agitator, har som bekendt ytret, at hans krønike med alle sine store fortrin oer en plet på den danske historieskrivning og kaster en hæslig skygge over hans karakter": «han vendte sig som en vejrhane for ethvert vindstød af sin egen lidenskabelighed; han forfulgte sine modstandere med et blindt og bittert had», og flere af hans beretninger er vitterlig usandfærdige¹).

Denne dom er utvivlsomt for hård. Povl Helgesen kan snarere kaldes en tragisk skikkelse i vor historie, en af de mænd, som i blind troskab mod deres ungdoms idealerkaster sig i kamp mod alt det nye, som vil frem og som de ikke selv har del i. Han stod engang i en rig og smuk virksomhed som en af humanismens forkæmpere, sysselsat med fædrelandets store fortidsminder og begejstret for en ærlig sammenslutning af de nordiske folk under Oldenborgernes milde og retfærdige regering. Men han var for svag til at bære de brustne forhåbninger. Som han så Nordens enhed lide sit sidste store skibbrud i kong Kristians troløshed, således troede han i reformationens fremgang at se hole den gamle kulturs undergang, råhedenssejr over den gamle dannelse og oplysning. Disse ulykker lod ham tabe besindelsen og henfalde til den brutalefordømmelsessyge, som skæmmer hans senere skrifter. Havde han havt større selvbeherskelse og overlegenhed og

---

1) Hist. tidsakr. 3. række. I, 53.

i gerningen vist, at høj kirkens og den gamle dannelses mænd stod over frihedens forkæmpere, da vilde hans indlægbåde dengang og nu have havt en anden vægt og kastet større glans over de besejrede; nu, da han i en lidenskabelighed, som grænser til råhed, og i en partiskhed,som grænser til usandfærdighed, kaster sig ind imellemsine ringeagtede modstandere, fremkalder han kun følelsen af, at den tragiske konflikt, der rammer ham, her som så ofte åbenbarer menneskets skrøbelighed. Vor egen bevægede tid har på dette område for rige erfaringer til ikke at se, at både modstandernes haddingsnavn «Povl Vendekåbe.) og en mindre erfaren tids dom, at hans skrift er «en plet på den danske historieskrivning« er uretfærdige;men dot vil ikke kunne negtes, at Povl Helgesen var en af de mænd, som trods al begavelse og alle gode forudsætninger er for små til i en heftig bevæget tid at bevare deres karakter uskadt og deres sag uplettet.