Afsluttende Bemærkninger til ovenstaaende Indlæg af Etatsraad Rasmussen.

Da jeg antager, at Historisk Tidsskrifts Læsere ere grundig trætte af at høre tale om Frederik IV's Landmilits og Stavnsbaandets Indførelse, skal jeg vel vogte mig for at skrive en ny længere Artikel om deune Sag. Jeg ser oven i Kjøbet ej heller nogen Grund til at gjøre det, da Etatsraad Easmussen, saa vidt jeg kan skjønne, ikke i sit sidste Indlæg har fremført et eneste nyt Datum imod den Opfattelse, jeg har gjort gjældende. Nogle faa Bemærkninger ville derfor være mig tilstrækkelige.

Med Hensyn til det ene Hovedpuukt i Bondestandens Stilling, Spørgsmaalet om Herremændenes Udskrivningsret, hvorpaa der i den nyere Tid er blevet lagt saa stor Vægt, er min ærede Modstander nu kommen mig saa meget imøde, som jeg vel kan forlange. Han indrømmer, at Herremændenes Eet til at vælge Soldater ikke havde stor Betydning som en Følge af Sessionernes Kassationsret, og at disse havde Magt til at fremtvinge, at de Eekrutter bleve stillede, som de vilde have. (Se ovenfor S. 160.)

Derimod er vor Uenighed om, hvorvidt Frederik har indført Stavnsbaandet eller ikke, som det synes ulægelig. Det Haab, jeg havde havt om at kunne overbevise Etatsraad Easmussen, er slaaet komplet fejl. Idet jeg ved hans nye Indlæg nødes til at komme tilbage dertil, skal jeg begynde med at fastslaa følgende, der formentlig fremgaar klart af Debatten.

Det staar fast, at der — bortset fra det i 1702 hævede Vornedskab — ikke førend Forordningen af 4. Febr. 1733 er udstedt nogen Forordning eller Kundgjørelse, som ligefrem taler om Bøndernes Pligt til at blive et vist Antal Aar ved Fødestavnen, og der findes lige saa lidt noget Kongebud under Frederik IV, der giver Herremændene Ret til at forbyde Bønder paa deres Gods at flytte, naar de opsagde deres Tjenestei rette Tid og paa lovlig Maade. (Se Etatsraad E.'s egne Ord S. 167.) Tvert imod har man en Række Udtalelser af Mænd i forskjellige Stillinger, der klart og skarpt gaa ud paa, at det var en grov Krænkelse af den lovlige Orden, naar Herremændene nægtede eller havde nægtet Bønderne i slige Tilfælde at flytte, med andre Ord, naar de faktisk bandt dem til Stavnen. Det har været mig en stor Tilfredsstillelse, at min ærede Modstander indrømmer, at disse Ytringer pege i den Retning, jeg har paastaaet, og at de for saa vidt tale for mig; men han mener dog at kunne sætte sig ud over dem, idet han siger (S. 174), „at han ikke kan tillægge slige Meningsytringerafgjørende Betydning, fordi de ikke ore baserede paa en grundig Behandling af de foreliggende Spørgsmaal". Jeg tilstaar. dette forbavser mig. Lad os se, hvem er det, der har fremsat disse Udtalelser, — vel at mærke de eneste samtidigeVidnesbyrd, vi have —, og hvor fremsættes de? Det er Amtmænd og Krigskonimissærer, altsaa de Mænd, som netop i største Detalj havde med Landmilitsen at gjøre og bedre end nogen anden — ogsaa langt bedre end min ærede Modstander — kjendte Meningen af de forskjellige Lovbestemmelser og Kundgjørelser, som stode i Forbindelse dermed, og det er KristianVl's Konselj, af hvis Medlemmer Ivar Rosenkrantz og Ludvig Plessen en Række Aar netop i Landmilitsens Tid havde været Stiftamtmænd (og Amtmænd) i Viborg og Aarhus Stifter. Det er fremdeles ikke løst eller i Forbigaaende, at de lade deres Opfattelse komme frem, det er i Erklæringer, de afgive som Embedsmænd, netop fordi de saa eller havde set Herremændene krænke den lovlige Orden. Skulle saadanne Erklæringer kun have Vægt, naar de ere ledsagede af en udførlig juridisk Udvikling?Det er en Mening, jeg antager, min a;rede Modstander

bliver ene om at have. Jeg kan ikke andet end særlig nævne, at den ene af de Mænd, som. afgav Erklæringen i Konseljet,nemlig Ivar Eosenkrantz, stod i Spidsen for det danske Kancelli og altsaa nærmest var, hvad en Justitsminister er i vore Dage. Tror Etatsraad Rasmussen virkelig, at man kan afvise en saadan Mands Erklæring om, hvad der var gjældende Eet i et overordentlig vigtigt Forhold, som en løs Privatmening!Foruden at hans og de andre Embedsmænds Udtalelserdreje sig om Forholdene i Frederik IV's Tid, viser KonseJjets Erklæring af 26. August 1732 tillige, hvorledes Forordningen af 5. Marts 1731 maa forsi aas. Naar det i denne Betænkning hedder, „at Herremændene i Landmilitsens Tid ikke havde mere Ket til at holde en Karl mod sin Vilje paa Godset,, end de nu have", skulde man synes, at det er et uigjendriveligt Vidnesbyrd om, at de ikke havde den Eet i 1732, og at altsaa Forordningen af 5. Marts 1731 ikke kan have givet dem denne Eet, mon at det, denne Forordning (ligesom den af 19. Februar 1701) vilde forhindre, var, at Bønderkarlene trode, at de, naar det behagede dem, kunde opsige deres Tjenesteog flytte fra et Gods til et andet; de maatte kun gjøre det ved de lovlige Skiftetider, og de skulde have Pas og Skudsmaal. Imidlertid, end ikke her maa Konseljets Ord efter Etatsraad Easmussens Mening have nogen Vægt (Side 168). Det er kun en Meningsytring om Forstaaelsen af et Lovsted, som man glat væk kan sætte sig ud over. Med andre Ord, Konseljet har ikke vidst, hvad der var Tanken med den Forordning,det selv havde været Fader til! Og saadanne Undermaalerehave Ivar Eosenkrantz og Brødrene Plessen været!

Jeg for min Del tilstaar, at naar jeg har slige Vidnesbyrd fra de mest kompetente Sider for mig, rinder jeg det en paafaldende Dristighed hos min ærede Modstander, naar han i skarp Modsætningtil dem fastholder, hvad han tror at kunne faa ud ved Fortolkningen af forskjellige Lovbestemmelser, som vitterlig maa have været forbavsende hullede og utydelige, naar de skulle give Støtte for Læren om Stavnsbaandets lovlige Existens. Saaledes som Etatsraad Easmussen i sin første Artikel imod mig fortolkedeForordningen af 19. Februar 1701, fik han, saa vidt man

kunde se, ganske vist paa en ret sindrig Maade et Stavnsbaaudud af den, men uheldigvis var det kun ved en Sammenblandingaf Ordene „Soldat og Rytter", der betegnede hvervedeSoldater, med de udskrevne Landmilitssoldater. Nu ser jeg. at han vil have Bestemmelsen om Soldat og Eytter forklaretpaa en anden Maade. Men idet han dog fastholder sin Paastand om, at denne Forordning indeholdet et Paabud om et Stavnsbaand, bliver det en nødvendig Slutning deraf, at Forordningen har indfort et Stavnsbaand for alle Mandspersoner efter den første Altergang hele Livet igjennem. Andet kan man efter hans Fortolkning af den ikke faa vi af den. Han har ganske vist gjort et Forsøg paa at værge sig imod, at man trækker denne for ham übehagelige Konsekvens, idet han uden videre opstiller den Saftning, at Stavnsbaandet, som Forordningenindførte, bortfaldt for udtjente Soldater. Men hvoraf véd han det? Det er et komplet Postulat. Forordningen har ikke et Ord derom, don taler ikke om andre aftakkede Soldater end de hvervede (se min Artikel i 5. Bind S. 610).

Ligesom jeg saaledes maa fastholde Umuligheden af at fortolke Forordningen af 19. Februar 1701 paa den af min ærede Modstander anførte Maade, saaledes maa jeg stadig finde det naturligt at opfatte Forordningen af 30. Decbr. 1702 § 21 som pegende paa Flytningsfriheden. Det er ikke nøjagtigt, hvad han siger S. 169. at denne § er aldeles tilsvarende til den af 4. Febr. 1733 § 23; det er saaledes værd at lægge Mærke til, at man i den sidstnævnte § ikke finder de Ord, med hvilke den anden ender: „Og skulde nogen hindre de fri Karle at flytte i anden Mands Tjeneste, naar de, som meldt e::, deres Tjeneste lovlig opsagt have, d,i skal de anses efter næst forbemeldte Lovens 9. Art. pag. 554." Efter Stavnsbaandets Indførelse 1733 passede et saadant Sted unægtelig slet ikke mere.

Naar Etatsraad E. netop i Forbindelse hermed stærkt fremhæver (S. 170) det utænkelige i en Ordning, hvorefter Mandskabetskulde kunne unddrage sig Værnepligten ved at flytte ind paa et andet Jordegods, da træffer det sig saa uheldigt for ham, at han atter her har klare Vidnesbyrd imod sig. Jeg

har, hvad der maa være undgaaet hans Opmærksomhed, i min Afhandling om Frederik IV's Landmilits o. s. v. (Hist. Tidsskr. V. 4. S. 603) fremhævet Udtalelser af Krigskommissærer, der vise, at netop slige — og det aldeles lovlige — Flytninger fandt Sted, og at do lagde Udskrivningen store Hindringer i Vejen.

Ikke mindre har Etatsraaden Uret, naar han vil frakjejide det Vidnesbyrd om Flytningsfriheden Vægt, som jeg har anført i min Replik (S. 613) ved at nævne en Kontrakt mellem Grev C. D. Reventlow og hans unge Godsmandskab, hvorefter de forpligtede sig til at blive paa Godset, imedens han hvervede Soldater til at træde i Stedet for de Rekruter, der skulde stilles fra Godset. Der er ikke, som min ærede Modstander fremstiller det, Tale om nogle enkelte Karle, der fik Stedfortrædere ved de hvervede Soldater, og som Grev Reventlow derfor lod forpligte sig til at blive paa Godset, da de ellers ved at sættes i Klasse med udtjente Karle kunde flytte, hvorhen de vilde. Det er det unge Mandskab paa Godset i Almindelighed, han af Godsejerhensyn har villet holde tilbage, idet han, benyttende sig af Uviljen imod Krigstjenesten, har tilbudt det, at de skulde slippe for at komme til Session derved, at han hvervede et vist Antal. Man har da, mener jeg, god Ret til at spørge, hvorfor han skulde have indladt sig paa en saadan Kontrakt, hvis der var et Stavnsbaand.

Ved Siden af, hvad Etatsraad R. har ment at kunne faa ud ad Lovfortolkningens Vej, har han atter lagt megen Vægt paa den af Stampe allerede fremsatte Sætning, at naar Godsejernehavde den Pligt at stille Rekruter, maatte de ogsaa have Ret til at holde disse paa Godset for at kunne opfylde deres Pligt. Ligesom det nu i Almindelighed er klart, hvad jeg allerede tidligere har fremsat, at en saadan Fornuftslutning ingen Vægt har, naar der er positive Vidnesbyrd om, at Regeringenikke viste Herremændene dette Hensyn, saaledes har jeg nævnt, at Herremændene i Xorge havde den samme Pligt, uagtet der vitterlig intet Stavnsbaand var der oppe. Idet Etatsraad R. bestemt benægter dette, har han paastaaet (S. 162), at jeg havde Uret i at sige, at den norske Landmilitsforordniug af 28. Febr. 1705 § 24 mutatis mutandis ordret svarer til Forordningenfor

ordningenforden danske Landmilits af 30. Decbr. 1702 § 1.
Jeg nødes til som Svar derpaa at aftrykke de tvende Paragrafer,skjønt
de desto værre ere temmelig lange.

Forordn, af 30. Decbr. 1702 § 1.

Forordn, af 28. Febr. 1705 § 24.

Saasom paa mange Steder Proprietarierneej have givet Amtmændenetilkjende, før Sessionen er holdet, hvad Karle de til Bøndergaardes Fæste behove, at andre i deres Sted efter Forordningenaf den 27. Decbr. 1701 igjen til Exercice kunde præsenteres,den største Del af Kapitainerneej heller haver givet Proprietariernetilkjende, førend Sessionenholdes, hvilke Karle de formente at være udygtige og burde kasseres, at de kunde være betænkt paa, andre i deres Sted at forskaffe og for Sessionen at lade præsentere: Saa ville Vi hermedallernaadigst have anordnet og befaleb, at saavel Vores Grever og Friherrer, som andre Proprietarierskal tiltænkte være, naar nogen errolleret Karl til BondegaardsFæste behøves, det for Amtmanden og Kapitainen, enhveri sin Distrikt strax at tilkjendegive,og da ad interim en anden dygtig Karl i dens Sted, som til Fæste forlanges, at præsentere.Saa skal og Obersterne hermed allernaadigst være anbefaletat tilholde Kapitaincrne at tilkjendegive vedkommende Grever, Friherrer, Amtmænd og Proprietarier,samt Lægdsmænd for Strøgodset,hvilke Karle de formene at være udygtige, enten formedelst Sygdom, Skade, Alderdom eller i andre Maader, paa det af de dygtigsteKarle

Kapitainerne skal altid, førend Sessionen begynder, angive dem, som kunde eragtos at være udygtigeog burde kasseres, paa det naar Sessionen holdes der kunde tænkes paa, andre i deres Sted at forskaffes og for Sessionen at præsenteres,og ville Vi hermed allernaadigsthave anordnet og befalet, at saavel Vores Grever og Friherrersom andre Proprietarier eller Selvejere over deres Gaarde skal tiltænkte være, naar nogen enrolleret Karl til Bondegaards Bøxel (o: Fæste) behøves, det for Amtmanden og Kapitainen, enhver i sin Distrikt strax at tilkjende give, og da ad interim en anden dygtig Karl i dens Sted, som til Bøxel forlanges, at præsentere. Saa skal og Obersterne hermed allernaadigst være anbefalet at tilholde KapitaineTne at tilkjendegivevedkommende Ejermand over Godset, Amtmand, Foged, Sorenskriverog Lægdsmand, hvilke Karle de formene at være udygtige,enten formedelst Sygdom, Skade, Alderdom eller i andre Maader, paa det af de dygtigste

tigsteKarlei Stedet kan komme og til næstholdende Session til Enrollering og de Deputerede i Sessionen deres Approbation vorde præsenteret. Kapitainerne skal ellers, enhver for sit Kompagni, indgive til Obersterne 6 Uger, før Sossionen holdes, en rigtig Liste ved Nummer paa begge Slags Angivelserog Forandringer og enhverOborst derefter for sit Regimentderaf en rigtig Extrakt under sin Haand til Landkommissarien at indgive, paa det at han kan vide 4 Uger, førend Sessionen holdes, hvad Forandringer der kan være, at han desbodre kan vide ved Plakater i hver Stift at regulereTiden og hvor mange Dage Sessionen paa hver Sted behøver, at Officererno og Landmanden ej skal vorde opholdet, men strax expederes

Karle i Stedet kan komme og til næstholdende Session til Enrolleringog de Deputerede i Sessionenderes Approbation vorde præsenteret. Kapitainerne skal ellers, enhver for sit Kompagni, indgive til Obersterne 6 Uger, før Sessionen holdes, en rigtig Liste ved Nummer paa begge Slags Angivelser og Forandringer, c>g enhver Oberst derefter for sit Regimentderaf en rigtig Extrakt under sin Haand til Krigskommissærenindsende, paa det at han kan vide 4 Uger, førend Sessionen holdes, hvad Forandringer der kan være, at han desbedro kan vide ved Plakater i hver Stift at regulereTiden, og hvor mange Dage Sessionen paa hvor Sted behøver, at Officererne og Landmanden ej skal vorde opholdet, men strax expoderes.

Jeg vil herefter ovorlade Laeseren at domme om EtatsraadKasraussens
Paastand, at disse Paragrafev ingenlunde
mutandis" svare til hinanden. Der er, som en liver
ser, ingen anden Forskjel, end at nogle Udtryk nedvendigvis
maatte blive noget forskjellige som en Fslge af, at medens
Selvejerne vare forsvindende i Danmark, udgjorde de i Norge et
meget stort Tal, saa at mangfoldige Laegder bestod af dera, et
Forhold, der selvfolgelig i adskillige Enkeltlieder frernkaldte
Forskjel ved Ordningen af de tvende Landmilitser og ogsaa
gjorde en Forordning sora den af 19. Februar 1701 raindrc
nodvendig der end i Danmark. I begge Paragrafferne stilles,
som det fremdeles vil ses, Godsejerne aldeles ens. Men hvad
kan da vaere mere forbavsende, end at min aerede Modstander
paastaar, at „medens Forordningen af 1702 forudsaetter, at
deter Godsejerne, der skulle V33re betaenkte paa at skaffe Soldater
i Stedet for Folk, der ej vare tjonstdygtige, uaevner
Forordningen af 1705 § 24 aldeles ikke Godsejerne i dette

Forhold". De to aftrykte Paragraffer nævne udtrykkelig ganske paa samme Maade Godsejerne som dem, der foruden Embedsmændog Lægdsmænd skulde have Underretning om, hvilke Karle der vare utjenstdygtige, for at der i disses Sted kunde blive stillet nye Eekrutter. Ligger der ikke deri en klar Antydningaf, at det var en Forpligtelse for Godsejerne i Norge som i Danmark at skaffe saadanne tilveje?

Medens min ærede Modstander — og det altsaa sikkert med Urette — benægter de norske Godsejeres Forpligtelse til at stille Soldater, indrømmer han, at det paahvilede Lægderne i Norge, og han mener, at det var Brugerne eller Beboerne af disse, der maatte levere Soldaterne (S. 163). Sæt nu, at han havde Ret; heri ogsaa for Lej]sendingernes (Fæstebøndemes) Vedkommendepaa de private Godser, hvordan bliver saa Forholdet? Vi faa da f. Ex. under den store nordiske Krig, da hver Fuldgaardudgjorde et Lægd, de faa Opsiddere, der havde en saadan Gaard som Eje eller i Fæste, gjorte ansvarlige for, at der blev stillet en Soldat for Lægdet. Men hvilken Magt havde de, hvis de selv f. Ex. vare ældre Mænd uden voxne Sønner, til at sikre sig, at en Tjenestekarl i Lægdet kunde stilles som Soldat? Stavnsbaand var der ikke, og naar nu de, der vare i den værnepligtige Alder, flyttede bort til Lægder, hvor de ikke vare udsatte for Udskrivning, blev Stillingen for FuldgaardensEjere eller Brugere netop den, som Etatsraad E. mener, er utænkelig i Danmark. Naar han finder det utroligt, at Proprietærerne i dette sidste Land kunde have Forpligtelse til at stille Soldater uden at have et Stavnsbaand til Hjælp, hvorledes kan han da linde det mindre utroligt, hvad han selv siger, var Tilfældet, at nemlig Lægdernes Beboere eller Brugere havde samme Pligt. Allevegne, hvor et La3gd ved Fortidens Hærordninger l)lev gjort ansvarligt for at stille en Rekrut, er den Vanskelighed kommet frem, som man efter Stampes lidet heldige Exompel har ment, gjorde Antagelsen af et Stavnsbaand i Danmark nødvendig allerede under Frederik IV. Hvorfor, fristes man til at spørge, har det da ikke ogsaa — bortset fra Vornedskabets Omraade — existeret under Kristian V i den Tid, denne lod Proprietærerne være ansvarlige for, at

der blev skaffet Landsoldater? Det hele rorhold danner et Sidestykke til, at Herremændene baade i Danmark og i Norge raaatte betale Skatter for de øde Bøndergaarde, uagtet de i de vornedfri Dele af Staten ingen Magt havde til at faa disse Gaarde besatte. Naturligvis virkede Følelsen af Vanskeligheden ved Udskrivningen under Kristian VI med til, at Kegeringen indførteStavnsbaandet, og i Norge fremkaldte den senere Tvangsforholdsregler,der vare af beslægtet Natur, men paa Grund af Proprietærgodsets ringe Udbredelse dog havde en ulige mildere Karakter. Under Frederik IV derimod viste Virkningerne af det slette Lægdssystem i den Henseende sig endnu kun som grove Misbrug. At det allerede dengang havde havt Stavnsbaandets lovlige Indførelse som Konsekvens, har min ærede Modstander ligesaa lidt kunnet bevise ved sit sidste Indlæg, som det er lykkedes ham eller nogen anden tidligere.