Landmilitsen og Stavnsbaandet.

I det sidst udkomne Hæfte af Historisk Tidsskrift har Professor Holm iinødegaaet de Indvendinger fra min Side, der ere optagne i samme Hæfte, imod hans Artikel i Tidsskriftets 4. Bind, Pag. 529_—619, om Frederik den Fjerdes Landmilits og Stavnsbaandet.

Naar jeg nu tager til Gjenmæle i denne Sag, kan jeg ikke komme bort fra, at ligesom Godseierne havde en Pligt til at stille Soldater til Landmilitsen, naar Vacance fandt Sted, enten fordi en Karl var udygtig til Soldatertjeneste, eller fordi han attraaedes til Gaardfæste, — saaledes maatte de ogsaa have Eet til at vælge Stedfortræderne blandt det i Lægdet, og i fornødent Fald af det paa deres andet Jordegods værende Mandskab. Forordningen af 30. December 1702 §1 udtaler dette, synes mig, tydeligt nok, og samme Forordnings § 18 slutter saaledes: „Skulde og nogen Bonde understaae sig at fordølge, huse eller hæle de Karle, som Proprietarier ved næste holdende Session ville lade enrollere, da ansees de skyldige derfor efter Forordningen af 14. Juni 1701." Her siges jo,

---

1) I Betragtning af, at Etatsraad Rasinussens Poiemik er rettet mod im Afhandliug at' et Medlem af Historisk I'orenings Bestyrel.se, liar man ikke villet naegte at optage dette Indlaeg her i Tidsskriftet, skjont man oilers i Eegelen maa anse et enkelt Replikskifte for tilstraekkeligt. Med naervaerendo Indlaeg og de dertil knyttede Bemsrkainger maa Bestyrelsen imidlertid betragte denne Polomik som afsluttet her. Red.

at Godseiernes Villie havde noget at betyde i disse Forhold, og man maa vel erindre, at det tjenstdygtige Mandskab af Bondestanden paa et Jordegods var forpligtet til at taale Udskrivning,samt at en Godseier skulde levere Soldater fra sine egne Lægder af den derværende Befolkning, som fandtes brugbar til Militairtjeneste.

Men denne Eet til at vælge Soldater havde dog ikke stor Betydning, da Sessionen kunde kassere det fremstillede Mandskab, indtil der leveredes Soldater, som fandtes antagelige, og dette havde den Magt til at fremtvinge.

Jeg skal derfor ikke opholde mig længere herved, men
gaae over til Spørgsmaalet om Tiden for Stavnsbaandets Indførelse,
der er denne Sags Hovedpunkt.

Min paa Stampes Erklæringer støttede Bemærkning om, at Godseiernes Forpligtelse til at skaffe Soldater til Landmilitsen nødvendig medførte, at de maatte have en Magt over Befolkningen, der gjorde det muligt for dem at opfylde Forpligtelsen, modsiges med Spørgsmaalet om, hvorledes jeg da kommer ud af det med Forholdene i Norge, „hvor Godsejerne nøjagtig havde samme Pligt", idet her henvises til Forordningen af 28. Februar 1705 §§ 24, 35 og 36.

I denne Anledning skal jeg bemærke, at da Eettigheder og Pligter ere correlate Begreber, maatte hiin Paastand formentlig i og for sig være vel begrundet. Lovgivningen fordrede jo, som foran yttret, at Godseierne skulde fra deres egne Lægder skaffe Mandskab til Landmilitsen, altsaa maatte den ogsaa give dem Midler ihænde, saa at de kunde efterkomme Fordringen, naar ellers Eet og Skjel skulde ske Fyldest.

Med Hensyn til de norske Forhold har jeg Følgende at
anføre:

Den ældste Forordning, jeg kjender om Landmilitsen i Norge, er af 27. Januar 1666, der er overensstemmende med en lignende Forordning af 4. Juli 1664 for Danmark og, som jeg tidligere har viist, gaaer denne ud paa, at Soldatertjenesten var en personlig Pligt for Bondestanden, begrændset ved Landets Inddeling i Lægder, uden at Godseierne ved den opnaaede nogen Magt over Befolkningen, men blot havde et Hverv ligt

det, de, dengang Stavnsbaandet blev hævet ved Forordningen
af 20. Juni 1788, maatte overtage som Lægdsforstandere.

Det i Forordningen af 27. Januar 1666 etablerede Princip for Udskrivningen til den norske Landmilits blev opretholdt ved Forordningen af 18. September 1671, dog med den Forandring, at Lægder, der manglede Mandskab, skulde rekruteres fra Sognets andre Lægder, og gik derpaa temmelig uforandret over i Forordningen af 28. Februar 1705, til hvilken der iøvrigt blev føiet en og anden Bestemmelse hentet fra de danske Udskrivningslove, forsaavidt de vare anvendelige paa Forholdene i Norge. Lægdernes Eiore havde efter denne Forordning ingen Udskriveingsret, som de ei heller behøvede, da der ikke paahvilede dem nogen Forpligtelse, hverken til at ordne Lægderne eller til at skaffe Soldater, naar brugbare Folk ikke fandtes i samme; — disse bleve da, som det hedder i Forordningens §6, „tagne ud af det Læg-, som det meste unge Mandskab findes udi, og skal der betales af Lægget, han gaar for, aarlig 6 Kigsdaler," — hvilket iøvrigt nærmere bestemmes ved samme Forordnings § 25, hvor det hedder: „Skulde der ingen dygtige unge Karle i det vacante Læg findes, da skal alle de andre unge Karle, som findes i den Proprietaries eller Eiermands andet Gods i næste Læg eller i næste Sogn, Præstegjæld eller Skibsrede, hvor nogen Forandring i Kullen begjæres eller prætenderes, sig for Sessionen indstille."

Ved særlige Privilegier vare enkelte Distrikter, saasom Nordlandene og Ousgaards Gods ved Frederikshald, samt forskjellige Personer, til Exempel Arbeidere ved Bjærgværkerne og tildeeis ved Savbrugene, med Flere, fritagne for Udskrivning i Fredstid, men Lægderne, hvortil Vedkommende hørte, skulde dog stedse vedligeholdes med tjenstdygtigt Mandskab. Reskript 31. Oktober 1721.

Efter Forordningen af 28. Februar 1705 var Tjenestetiden bestemt til 9 Aar, men ved Keskript af 29. Januar 1707 blev den forlænget paa übestemt Tid for Soldater, der vare udskrevne fra Lægder, som manglede Mandskab; — de skulde „ved Kegimentet blive staaende, indtil det unge Mandskab opvoxer og til Enrollering dygtig beftndes".

Den første Paragraf af Forordningen af 30. December 1702 for Danmark er ingenlunde, som Professor Holm mener, „mutatis mutandis ordret svarende" til § 24 i Forordningen af 28. Februar 1705 for Norge, thi medens Forordningen af 1702 forudsætter, at det er Godseierne, der skulle være betænkte paa at skaffe Soldater istedetfor Folk, der ei vare tjenstdygtige, nævner Forordningen af 1705 § 24 aldeles ikke Godseierne i dette Forhold, men overlader Sagen til Anordning og Befaling af General-Commandoen for Militsen samt Vicestatholderen i Norge (Forordningens §2 og 40, jfr. Forordningen af 1702, Post 15).

Det eneste mig bekjendte Tilfælde, i hvilket der kunde være Tale om, at de norske Godseiere skulde skaffe Soldater til Landmilitsen, var, naar de ønskede en indrulleret Karl til en Gaards „Bøxel", Forordningen 28. Februar 1705 §24; de skulde da samtidig med Anmeldelse herom til Amtmanden og Kapitainen ad interim præsentere en anden dygtig Karl. Seer man hen til, hvad der i Forordningens foregaaende Paragraf og i Reskript af 20. November 1739 bestemmes om Forholdene, naar en Odelsgaard tilfaldt en Soldat, eller denne ønskede at bøxle¹) enGaard, skulde man antage, at Godseieren iet saadant Tilfælde selv maatte skaffe Karlen, altsaa hverve en saadan, men den efterfølgende Artikel synes dog at tale for, at den endelige Stedfortræder kunde udtages af Sessionen blandt det Mandskab, der fandtes paa Jordegodset.

For lignende Tilfælde i Danmark findes tilsvarende Bestemmelser
i Forordningerne af 27. December 1701, Post 5,
Art. 4 og 30. December 1702 § 1.

Forordningen af 19. Februar 1701, der efter min Mening begrunder Stavnsbaandet, er alene givet for Danmark, og det er mig ikke vitterligt, at den er udvidet til at være gjældende for Norge. Forholdene førte med sig, at der ikke af Hensyn til Landmilitsen i dette Kongerige havdes Brug for Forordningen,forsaavidt den fremkaldte et Stavnsbaand. Naar den derimod skulde være givet alene for god Politiorden, behøvede man den sikkerlig ligesaa meget i Norge som i Danmark. At

---

1) eller bygsle o: fæste.

den ikke kom til at gjælde for Norge, synes mig derfor at være et übedrageligt Tegn paa, at der med den tilsigtedes noget Andet og Mere, end min ærede Modstander vil indrømme.

De danske og norske Forhold i Henseende til Værnepligten vare overensstemmende i det Punkt, at denne Pligt paahvilede Bondestanden, men forskjellige derved, at i Danmark var det Godseierne, der maatte skaffe Soldater, naar disse manglede for et vacant Lægd, for hvilket Ansvar de norske Godseiere vare fritagne; jeg kjender i alt Fald ikke nogen Lovbestemmelse for Norge, der svarer til Forordningerne af 4. Marts 1712, 6. September 1713 og 8. Februar 1724 samt Reskripterne af 31. Oktober 1712 og 17. November 1719 og flere for Danmark.

Lægdernes Forpligtelse til at skaffe Soldater er ingenlunde, som min ærede Modstander maaske antager, identisk med Godseiernes Forpligtelse i saa Henseende; af Lovsteder saasom Forordningerne af 27. Januar 1(366, 5. Februar 1685 §7 og 10. September 1687, norske Lov 3—143_—14 — 26, Eeskripterne af 4. December 1686, 29. Januar 1707 og 8. August 1738 er det klart, at der ved Lægder forstaaes disses Brugere eller maaske rettere disses Beboere, og at det var dem, der i Norge maatte levere Soldater.

Da Laigdernes Eiere i Norge ikke havde Forpligtelse til at skaffe Soldater, var der ingen Anledning til, at de skulde have en saadan Magt over Befolkningen, som de danske Godseiere behøvede paa Grund af den uheldige Maade, hvorpaa der rekruteredes til den danske Landmilits.

Forholdet i Danmark var jo saaledes, at kun Bønderne vare værnepligtige, men Godseierne vare ansvarlige for deres Tilstedeblivelse, eller, oru man hellere vil, for, at det fornødne Mandskab havdes. Naar det stod i Mandskabets Magt at flytte, saa meget det vilde, blev Retsforholdet aldeles forrykket, idet Værnepligten i Virkeligheden gik over paa Godseierne, thi disse maatte jo skaffe brugbare Soldater, naar saadanne ikke fandtes i Lægderne.

Det er denne Forpligtelse for Godseierne,, der har fremkaldt

Den Formening om Sagen, som Generalprocureur Stampe har udtalt i sine „Erklæringer", og som jeg har sluttet mig til, er saaledes i god Overensstemmelse med Forholdene i Norge, hvor Stavnsbaandet ikke hvilede paa Befolkningen saaledes som i Danmark, hvis Godseiere vare raadige over dette Forhold, men Flytningsfriheden var forresten i Norge langt fra at være uden Indskrænkninger. Allerede Forordningen af 28. Februar 1705 § 12 nægtede unge Karle Ret til Flytning henimod den Tid, da Udskrivning til Soldatertjeneste skulde foretages, og Plakaterne af 31. Januar 1744 § 4 og 2. Januar 1777 § 3 indeholde Bestemmelser, der gaae i lignende Retning. Endnu mere bestemt fremtræder dog den norske Tyendelov af 9. August 1754, hvis § 6 paabyder, at de Unge af Bondestanden skulle forblive i det Sogn, hvor de ere fødte, saa længe de der kunne faa Tjeneste; Noget, der stærkt minder om §18 i Forordningen ;if 4. Februar 1733 for Danmark¹). De tre sidstnævnte Forordninger for Norge ere imidlertid fra en langt senere Tid end Frederik den Fjerdes Dage og angaae saaledes kun ganske indirekte den Sag, der her er Gjenstand for Behandling.

Tilfældigvis er jeg truffen paa en til Frederik den Fjerdes Regjering indgiven Erklæring om Udskrivningen til Landmilitsen, i hvilken forekommer Forslag om at ordne Sagen i Danmark paa samme Maade som i Norge, men desværre blev der intet Hensyn taget dertil.

Uagtet J. L. Lybecker, Udgiver af Applications-Udtog, Kjøbenhavn1775, næppe kan anføres som en fremragende Jurist, vil det dog ikke kunne bestrides, at han maa have havt godt Kjendskab til Lov og Ret, og naar han i bemeldte Udtog 2. Bind, Pag. 278, om Forordningen af 28. Februar 1705 siger:

---

1) Hermed kan saminenholdes folgende Udtalelse fra Slutningen af forrige Aarhimdrede af Generalprocureur Christian Colbjornsen: • Man kan ikke uden at fornaegte Sandheden iniodsige, at Forordningen af 9. August 1754, i Forening ined Landmilice- Anordningerne for Norge, stavubinder Bondestanden i dette Rige og iinderkaster deu en saa vilkaarlig Bohandling, at saniuie ei kan bestaa med sand Borger-Frihed.« Berg: Don norske H:er Pag. 58.

„Dette er meget forskjelligt fra den i Danmark værende Forfatning'',fortjener
saadant dog her at fremdrages.

Den betydelige Forskjel, der var paa Eekruteringen til Landmilitsen i Danmark og Landmilitsen i Norge, navnlig efter at Forordningen af 22. Februar 1701 var emaneret, gjør det begribeligt, at der i hvert af Kongerigerne maatte opstilles højst forskjellige Regler for Sagens Berigtigelse. I Norge behøvedes ingen Forandring, i Danmark havde man allerede 30 Aar forud begyndt med at gjøre Godseierne ansvarlige for, at det fornødne Mandskab havdes. Denne uheldige Ordning, som man ikke vilde fravige, fremkaldte Forordningen af 19. Februar 1701, der, efter hvad jeg tidligere har oplyst, stod i nøieste Forbindelse med Landmilitsen og var udgaaet som en nødvendig Forløber for denne ifølge det Forslag om Landmilitsen, som i Aaret 1700 blev indgivet af den dertil nedsatte Kommission.

I denne Forordning har jeg troet at finde en Indskrænkning i Mandskabets Flytningsfrihed, og denne Anskuelse kan jeg ikke fravige. At der i Frederik den Fjerdes Tid faktisk har hvilet et Stavnsbaand paa den danske Bondestand, antager jeg tidligere at have godtgjort, og det ligger derfor nær at søge oplyst, hvorpaa det lovligt har kunnet bogrundes. Ifald Betingelserne for Meddelelse af Skudsmaal var€> optagne i Forordningen af 22. Februar 1701, vilde min ærede Modstander næppe have sagt, at <]e vare saa betydningsløse med Hensyn til Landmilitsen, som han nu paastaaer, men jeg maa bede erindret, at de to Forordninger af 19. og 22. Februar 1701 maa efter deres Oprindelse betragtes som en samlet Lovbestemmelse, der af reent praktiske Hensyn er deelt i to Afdelinger, hvoraf den ene er publiceret et Par Dage før den anden.

Da der nu i Forordningen af 19. Februar, der gjør Meddelelseaf Skudsmaal til Betingelse for enhver Flytning, forekommerden Bestemmelse, at der udfordres ikke blot Husbondens Begjæring til Sognepræsten, men tillige hans Tilladelse til Flytning for Mandspersoner af en vis Alder, forinden de kunne faa Skudsmaal, medens Tilladelse ikke er betinget for Andre, vil man, naar der kan lægges en rimelig Betydning i denne

Bestemmelse, ikke med Grund kunne paastaa, at den er intetsigende.Det forekommer mig, at den netop er af megen Bet }^{r dning,} idet Tilladelse til Flytning efter min Opfattelse blot angaaer dem, der kunne udskrives til Landmilitsen.

I det af Professor Holm i hans Afhandling i Historisk Tidsskrift 5.K. 4. Bd., Pag. 608 nævnte Forslag fra Christian den Femtes sidste Tid om Gjenoprettelse af en Landmilits hed det: for at „facilitere Udskrivelsen" maatte Præsterne „ingenlunde føie dennem, som paa Andres Gods sig ville begive, med Skudsmaal og Skriftesedlers Meddelelse uden Proprietarernes eller deres, som Godset, hvorpaa de født er, til brugelig Pant have. Villie og Tilladelse".

Dette Forslag har sikkerlig været benyttet af Otto Krabbe og Overkrigskommissair Braem ved Udarbeidelsen af deres Udkast til Forordningen af 19. Februar 1701, hvori det hedder, at der til Skudsmaal skal benj-ttes „stemplet Papir til 24 Skilling dansk for en Mandsperson, og 12 Skilling dansk for en Qvindesperson, og skal Husbonden først derpaa skrive Personens Afsked-Pas og Tilladelse, at han maa flytte med videre, og derhos gjøre en skriftlig Begjæring til Sognepræsten paa Stedet, at han vil meddele Personen sit Skudsmaal".

Den Forskjel, der er paa Forslaget og Forordningen bestaaer altsaa deri, at det efter hint er Husbonden paa Fødestedet, hvis Villie og Tilladelse er Betingelse for Flytning, medens det efter Forordningen er Vedkommendes rette Husbond, hvis Tilladelse udfordres. Medens Forslaget saaledes lader Fødestedet være afgjørende med Hensyn til, hvem der er rette Husbonde, fastsætter Forordningen Opholdsstedet paa den Tid, den første Altergang foregaaer, som bestemmende i saa Henseende.

Professor Holm indrømmer, at Forslaget, hvis det uforandretvar gaaet over i Udkastet, og dette derpaa givet Lovskraft,vilde have indført et virkeligt Stavnsbaand for Alle i Udskrivningsaldei-en, og heri er jeg enig med ham, men at Forandringeni Texten fuldstændig skulde have tilintetgjort Betydningenaf den begge Steder forekommende Betingelse for Flytning,nemlig

ning,nemligHusbondens Tilladelse dertil, — det kan jeg
ikke erkjende.

Jeg skal villig indrømme, at der hverken i Forordningerne af 19. og 22. Februar eller i Forslaget til disse udtrykkeligt siges, at Husbonden kunde nægte Pas, men naar det hedder i Forordningen af 19. Februar, at Husbondens Tilladelse til Flytning er fornøden, mener jeg, at den naturlige Forstaaelse heraf maa være, at Flytning ogsaa kan nægtes.

Forordningens Bestemmelse med Hensyn til Eyttere og aftakkede Soldater, sorn Professor Holm tillægger megen Betydning, forstaaer jeg blot saaledes, at disse Personer, som hidtil ikke havde behøvet Skudsmaal, nu ogsaa skulde være forsynede med samme.

Professor Holm vil ikke tillægge Forordningen nogen Betydning, der gaaer i Retning af Tvang paa Bondestanden, og anseer den blot som en almindelig Tyendelov, men deri troer jeg, at han fe iler.

Det er imidlertid ikke blot Ordlyden i Forordningen, dens nære Forbindelse med Laudmilitsen, og hvad jeg iøvrigt herom foran har yttret, som jeg støtter mig til, men skal til Bestyrkelse for min Opfattelse anføre Forordningen af 5. Marts 1731, der efter sit hele Indhold vil indskrænke Mandskabets Flytningsfrihed, og dog i saa Henseende kun bestemmer, at Forordningen af 19. Februar 1701 skal overholdes. Saafremt denne Forordning ikke skulde forstaaes saaledes. at den paabød en Indskrænkning i Flytningsfriheden, vilde Forordningen af 5. Marts 1731 ligefrem være betydningsløs. — men at Eegjeringen i 1781 antog, at denne Tvang havde været tilstede og paf.lagt for Landmilitsens Skyld, viser Konsejlets Indstilling, hvori siges, at Tvangen paa Bondestanden var bortfalden efter Forordningen af 30. Oktober 1730 derved, at Landmilitsen blev ophævet, — og at man, af Hensyn til Landbruget vilde opretholde en saadan Tvang.

Jeg seer nok, at Professor Holm formener, at Godsejerne ikke efter Forordningen af 5. Marts 1731 havde Eet til at nægte en Flytning, men jeg seer ikke, hvorledes han bringer dette i Harmoni med Forordningens Ord og Mening. Det siges

jo udtrykkeligt i denne Forordning, at da det er at befrygte, at Mandskabet, efter at Landmilitsen var ophævet, „maatte fatte de Tanker at være satte i en saadan Frihed, at de kunde opsige deres Tjeneste og flytte fra et Gods til et andet", — saa paabydes, at der med Flytningen skal forholdes efter Forordningen af 19. Februar 1701. Forordningens Hensigtvar jo efter dens Overskrift „at holde det unge Mandskabved Jordegodset i Danmark," og Konsejlets Forslag indledes saaledes: „Allerunderdanigst Forestilling, hvorved det unge Mandskab paa Jordegodset kan blive conserveret og dervedmange Proprietariers Skade og Kuin forekommes, saa og Hans Majestæts Tjeneste ved Militsen til Vands og Lands mærkeligbefordres."

Intet af detto vilde have været til at opnaa, hvis Mandskabet kunde have nyttet, saa meget det lystede, blot det iagttog at begjære Pas hos Godseierne og Skudsmaal hos Sognepræsten. Der bliver først Mening heri, naar det forudsættes, at Flytning kunde nægtes.

Ogsaa dette, at Forordningen for en Flytning uden behørig Rigtighed bestemmer, at Vedkommende skal straffes som Kømningsmand. viser klarlig, at her foreligger en langt større Forseelse end en blot Forsømmelse, og anderledes kunde saadant jo ikke betragtes, naai Skudsmaal var til at faa ved et simpelt Forlangende desangaaende.

Konsejlets Udtalelse herom i 1732, som Professor Holm støtter sig til, er alene en Meningsyttring om Forstaaelse af et Lovsted, men ikke, som Professoren i sin Afhandling, Hist. Tidskr. 5. K. 4. Bind, Pag. 613 siger, en authentisk Fortolkning.

Endvidere kan jeg ikke undlade atter at henlede Opmærksomhedenpaa Forordningen af 4. Februar 1733, hvorved Landmilitsenblev gjenindført, og paa de Forhandlinger, der i Anledningaf denne Forordning fandt Sted mellem Kongen og hans Ministerium (Mnemosyne 2. Bind, Pag. 104 og flg.). Forordningenvilde sikkerlig aldrig været given i den Skikkelse, hvori den udkom, hvis der ikke i Frederik den Fjerdes Dage havde hvilet et Stavnsbaand paa den danske Bondestand. Det er dog utænkeligt, at Christian den Sjette og hans Raadgivere

skulde have gjort sig skyldige i en saa paafaldende Modsigelse; som ligger deri, at medens Forhandlingerne gaa ud paa at udfindeen Maade, hvorpaa Landmilitsen kunde blive lempeligere for Befolkningen, end den hidtil havde været, og medens ForordningensPræmisser sige, at dette tilsigtes, — skulde Kesultatetblive, at man satte Lovlighedens Stempel paa Noget, man forud havde betegnet som skadeligt og som Følge af Misbrug,og endogsaa gik saa vidt, at der paalagdes Bondestanden et forhen ukjendt Stavnsbaand. Naar man derimod gaaer ud fra, at dette tidligere har været tilstede, er der fuld Overensstemmelsemellem Forordningens Motiver og dens Indhold.

Med lidt Kjendskab til de ældre tarveligt affattede Udskrivninglov e seer man let, at Forordningens Koncipist har været godt inde i disse og nøie kjendt deres Anvendelse, saa at han har vidst i et for den Tid godt Lovsprog at gjengive, hvad der var Lovgiverens Mening, og denne synes at gaa ud paa en Ordning, der var overensstemmende med de faktiske Forhold, saaledes som disse efterhaanden havde udviklet sig i Frederik den Fjerdes Tid, dog med nogle Lempelser for Mandskabet.

Da Forordningen af 30. December 1702 § 21 anføres som Bevis for, at Mandskabet paa et Jordegods havde fuld Flytningsfrihed, skal jeg henvise til en Note i min Afhandling, Hist. Tidsskr. 5. E. 5. Bd., Pag. 591, hvor jeg gjør opmærksom paa, at en aldeles tilsvarende Bestemmelse findes i Forordningen af 4. Februar 1733 §23. og der kan den kun forstaas saaledes, at den gaaer ud paa at fastsætte, til hvilket Jordegods en Karl skulde betragtes som henhørende paa den Tid, Forordningen emanerede, men har intet at gjøre med fremtidige Flytninger, hvilket i øvrigt stadfa^stes ved Forordningen af 9. December 1735 § 1.

Da de samme Bestemmelser saaledes forekomme i begge førstnævnte Forordninger, der bleve udgivne for at ordne den Landmilits, der kort forud for den første og ved den sidste blev indført, har jeg troet, at Forordningen af 1702 maatte forstaaes ligesom Forordningen af 1733. Denne Formening finder jeg yderligere bekræftet ved Forordningen af 27. Marts 1725 Post 6 angaaende de ved Forordningen af 8. Februar

1724 indførte Reserveruller. Det hedder nemlig her, at det unge Mandskab skulde optages i Kullerne efter de i Forordningen af 30. December 1702 Post 21 foreskrevne Regler og altsaa efter samme Forordnings §23 fremstilles for den først afholdendeSession til Bedømmelse om Vedkommendes sandsynlige Tjenstdygtighed. Endvidere siges, at der med dem, der begive sig til et andet Gods" — altsaa efterat de vare opførte i Reserverullerne— skulde stricte forholdes efter Forordningen af 19. Februar 1701. Det seer saaledes ud til, at det kun var, naar der blev Tale om en ny Ordning af Landmilitsen, at Lovgiverenfandt Anvendelse for Bestemmelsen i Forordningen af 30. December 1702 §21: —jeg kjender i alt Fald intet andet Lovbud, i hvilket der henvises hertil, og det forekommer mig desuden, at Bestemmelserne i § 21 staa i Strid med Forordningens§23, naar den forklares saaledes, at den fastsætter fuld Flytningsfrihed, thi i §23, som paabyder Affattelse af Reserveruller for Krongodserne og Strølægderne over alle unge Karle fra 14 til 35 Aar, siges der udtrykkeligt, at denne Foranstaltningtræffes, for at der til enhver Tid kan vides, hvilket tjenstdygtigt Mandskab, der findes i Lægderne. Hensigten med Reserverullerne vilde ikke opnaaes, naar Mandskabet kunde rlytte, saa meget det ønskede, blot efter en simpel Opsigelse til Vedkommende, i hvis Tjeneste de stode. Man maa her vel erindre, at naar slig Flytning var tilladelig, kunde Mandskabet unddrage sig Værnepligten ved at flytte ind paa et andet Jordegods,thi de kunde da ikke efter Flytningen udskrives for de Lægder, i hvis Reserverulle de vare optagne, dengang de præsenteredesfor Sessionen og fik Vedtegning om Tjenstdygtighed, og det kan forudsættes, at Mandskabet under saadanne Omstændighedervilde drage til Steder, hvor de mindst vare udsattefor

Naar man tager i Betragtning, at Forordningerne af 30. December 1702 § 23 og 8. Februar 1724 § 4 fastsætte samme Straf for den Godseier, der udelader en Karl af Reserverullen,som for den, der tilbageholder en Karl, som attraaes af de Militære til Soldatertjeneste, skulde man dog synes, at en Optagelse i Reserverullen maatte tillægges nogen Betydning

overfor Mandskabet, og i den Henseende turde et Eeskript af 15. April 1710 være afgjørende, idet her paabydes: „at Forordningenom Passer og Skudsmaal af 19. Februar 1701 paauy skal forkyndes og Enhver derved tilholdes, sig den 11 Artikel i Landmilits-Forordningen af 22. Februar 1701 at lade være efterrettelig: — saa og at Ingen, enten de ere enrollerede eller tjeae paa Landet, og ere faldne til at lade sig enrollere, undviger eller forstikker sig fra det Sted, hvor de i saa Maader henhøre, og de, som herimod kunde have handlet, strax at forføie sig til Stedet igjen".

Det var altsaa ikke blot de virkelige Soldater, paa hvem Forordningen af 22. Februar 1701 § 11 var anvendelig, men ogsaa de, der vare „faldne.^faldne til at lade sig enrollere". hvilket da i hvert Fald maatte kunne siges om dem, der vare anførte i Keserverullen og undergivne Behandling ved Sessionen i Henhold til Forordningen af 30. December 1702.

Den hidtil antagne Mening om, at Optagelse i Beserveruller
havde samme Betydning for Mandskabet med Hensyn til
Flytning som selve Indrullering, er formentlig saaledes hævdet-

Professor Holm meddeler, at Forordningen af 30. Deebr. 1702 § 21 er anvendt ved en Lejlighed, hvor den er forstaaet i modsat Eetning af, hvad jeg har antaget som dens rette Forstaaelse. Til Eegeringen indkom nemlig i 1716 Klage over, at en G-odseier, Grev Eeventlou, imod Forordningen havde ladet to Karle, som fra hans Jordegods vare indflyttede paa Byttergodset, borttage og faaet dem gjorte til Soldater for sine Lægder. Grev Eeventlous Erklæring, som blev indhentet, gik ud paa, at han for at forskaane det unge Mandskab paa sine Godser for Udskrivning havde for egne Midler hvervet 50 Karle, hvorimod det unge Mandskab havde forpligtet sig til at forblive paa hans Godser, indtil de maatte behøves enten til Hans Majestæts Tjeneste eller til Gaardes x\ntagelse, og da de to Karle vare deriblandt, fordrede lian, at det skulde forblive ved den foregaaede Ir d rulle ring. Den Omstændighed, at disse Karles Værnepligt var afgjort ved Stedfortrædere, maatte imidlertidbevirke, at de vare at sætte i Klasse med udtjente Soldater,os* deres Flytning kunde derfor ikke nægtes. Dette

maa Grev Reventlou have indseet, og han har derfor ladet Vedkommende forpligte sig til at forblive paa Godset i en übestemt Tid, men det er meget tvivlsomt, om en slig Forpligtelsekunde ansees som lovlig. Frederik den Fjerde havde ophævet Vornedskabet, og det kunde næppe være hans Villie, at der retsgyldig skulde kunne stiftes et privat Forhold af lignende Beskaffenhed. Hertil kom, efter hvad der under Sagen blev oplyst, at Vacancerne i de to Lægder vare fremkomne ved, at Greven udløste Indrullerede, som han attraaede til Gaardfæste. Hele Arrangementet synes at være ulovligt. Det hedder, at Greven havde fritaget Karlene for Udskrivning for at bruge dem til Soldatertjeneste eller som Gaardfæstere. At fritage en Karl for Udskrivning for at benytte ham til Soldatertjeneste er en Modsigelse, og at tilbageholde en Karl for leilighedsvis at benytte ham som Gaardfæster var ulovligt, thi kun for LandmilitsensSkyld kunde en Karl nægtes Pas. De af Greven anførte Grunde for den trufne Forholdsregel synes derfor at være løse Paastande, og der er eiheller ved Sagens Afgjørelse taget mindste Hensyn hertil. At Greven for sine Eiendommes Tarv kunde ønske at sikre sig Tilstedeblivelse af 50 Karle, som han ansaa for paalidelige, og at han for at opnaa dette vilde bringe et Offer, var let forstaaeligt, men hvorledes han uden Nødvendighed har kunnet faa hvervede Folk antagne som Soldater for sine Lægder, er mindre til at forstaa, thi dette stred mod Lovgivningen. Forordningen 27. December 1701 § 25 og Reskript 31. Juli 1720.

Det er saaledes naturligt, at Sagen maatte gaa Grev Reventlou
imod, hvad enten Forordningen af 30. December 1702
skulde forstaaes paa den ene eller den anden Maade.

Ved de Undersøgelser, jeg har foretaget, er jeg mere og mere blevet bestyrket i den Mening, at Regjeringen, saavel i Frederik den Fjerdes som i Begyndelsen af Christian den Sjettes Tid, har betragtet Forordningen af 19. Februar 1701 som et Lovbud, der gav Godseierne den Magt over Befolkningen, som de behøvede for at fyldestgjøre deres Forpligtelse med Hensyn til Landmilitsens Rekrutering, og denne Magt kan kun have bestaaet i, at de vare berettigede til at nægte Flytning,

naar de mente at have Brug for Mandskab til Anvendelse i Landmilitsen. I denne Henseende er den foran citerede Forordningaf 30. December 1702 § 18 — som mig synes — temmelig afgjørende. At Godseierne udvidede denne Magt og überettiget nægtede Flytning, er noget Andet, og det er vistnoksaadanne Overgreb, der gave Anledning til de fleste Klager over Misbrug i disse Forhold.

• Denne Magt fik dog næppe nogen praktisk Betydning, forinden Godseierne bleve tvungne til at skaffe Soldater for vacante Lægder. Den Maade, hvorpaa den første Udskrivning foregik, udkrævede ikke en saadan Tvang, men Forordningen af 30. December 1702 viser, at der meget snart efter Landmilitsens Oprettelse opstod Strid om, til hvilket Gods en Karl skulde betragtes som henhørende.

Forholdet blev iøvrigt yderligere fæstnet ved Indførelse af de i det Foregaaende omtalte Eeserveruller, der havde været benyttede paa Krongodserne og i Strølægderne i en Snes Aar, før de ved Forordningen af 8. Februar 1724 bleve paabudne for alt det øvrige Jordegods.

Jeg haaber saaledes at have vrist, at det ikke er grebet ud af Luften, naar jeg har søgt at gjøre den Anskuelse gjældende, at der i Frederik den Fjerdes Tid ifølge Lovgivningen har hvilet et Stavnsbaand paa den danske Bondestand.

Professor Holm gjør opmærksom paa, at Konsekvensen af min Opfattelse angaaende Stavnsbaandets Indførelse vilde føre til den Urimelighed, at Bønderne af Mandkjøn efter deres første Altergang vilde være stavnsbundne for hele Livet, naar de ikke vare aftakkede Soldater. — Jeg indrømmer, at min Fremstilling herom har en Mangel, thi jeg burde udtrykkelig have tilføiet, at, da Forordningen af 19. Februar 1701 for en væsentlig Del er givet af Hensyn til Landmilitsen, maatte heraf følge, at ligesom Stavnsbaandet bortfaldt for udtjente Soldater, saaledes maatte dette ogsaa være Tilfældet for Personer,der vare over Udskrivningsalderen, maaske ogsaa for Krøblinge og Andre. der vare absolut udygtige til Soldatertjeneste;— dog maa erindres, at det ikke var Godseierne, men de Sessionsdeputerede, der havde at afgjøre, om en Soldat

var tjenstdygtig. At jeg har forudsat dette, fremgaaer iøvrigt af, hvad jeg i min Afhandling i Historisk Tidsskr. 5. R. 5. Bd., Pag. 589 og 596 har anført om Grunden til Stavnsbaandet og om dets Varighed.

Skjøndt jeg ganske vist, som min ærede Modstander bemærker,nærmest anseer Sagen som et Lovfortolkningsspørgsmaal,overseer jeg ingenlunde de Argumenter imod min Fortolkningaf Forordningen af 19. Februar 1701 og andre om Landmilitsen udgivne Lovbud, som hentes fra samtidige Udtalelserom Sagen, men jeg kan ikke tillægge slige Meningsyttringerafgjørende Betydning, naar de ikke ere baserede paa en grundig Behandling af de foreliggende Spørgsmaal. Anderledesstiller det sig med Meddelelser om faktiske Forhold, naar de efter Omstændighederne kunne antages som paalidelige. Til saadanne troer jeg ogsaa at have taget Hensyn, men maa iøvrigt gjøre opmærksom paa, at det ikke er alle Vidnesbyrd fra hin Tid, der samstemme i, at Godseierne ei kunde forhindre Bønderkarles Flytning. Professor Holm erkjender selv, at Godseierne have brugt (misbrugt) Landrailitsanordningerne ti} at holde Karle tilbage i Lægderne, og det vides ikke, at der fra Regjeringens Side paa en eftertrykkelig Maade er skredet ind for at forhindre saadant. De fleste Stridigheder om Landmilitsenhidrørte fra, at Godseierne ikke efter Pligt og Skyldighedleverede forsvarlige Soldater, og dette tog Regjeringen sig af, saasom ved Forordningerne af 14. Juni 1701 og 27. Marts 1725 Post 1 Art. 3. — Dersom det virkelig havde forholdtsig saaledes, at en Godseier under ingen Omstændighedhavde Ret til at nægte Flytning, havde der fra RegjeringensSide været lige saa god Grund til her som ved hin Ulovlighed at optræde med et udtrykkeligt Lovbud derimod, og at Regjeringen har været bekjendt med, at Mandskab imod dets Villie blev holdt tilbage paa Jordegodserne, viser Professor Holms Meddelelser herom, men jeg kjender intet saadant Lovbudfra Frederik den Fjerde, og det er mig ikke vitterligt, at Spørgsmaalet har været prøvet ved Domstolene. Det første mig bekjendte Lovbud, der gaaer i saadan Retning, er Forordningenaf 4. Februar 1733 § 18, der bestemte, at en Karls

Flytning ei kunde nægtes, naar Husbonden ikke formaaede at
skaffe ham en passende Tjeneste.

Jeg maa derfor fastholde, at en Godsieer — enten ifølge den Betydning, som jeg tror, at der kan tillægges Forordningen af 19. Februar 1701, eller efter en af Forholdene fremkaldt Nødvendighed,, der havde sin Grund i Godseiemes übetingede Forpligtelse til at skaffe Soldater — var i Frederik den Fjerdes Tid berettiget til at nægte Pas, naar vedkommende Karl agtedes anvendt til Indrullering eller var optagen i Beserverullen, — dog kunde Flytning ikke nægtes, naar en Karl overtog Gaardfæste paa et andet Jordegods, men vel at mærke, naar „den Proprietarius, som fæster ham Gaarden, eller Karlen selv kan skaffe saa god en Karl igjen i den Fæstendes Sted, som ei alene er dygtig til Exercitien, men endog kan forestaae Bondens Avling". Forordningen 27. December 1701 Afd. V. Art. 4.

Konsejlets Forslag til Forordningen af 5. Marts 1731 forekommer mig iøvrigt i og for sig at maatte være afgjørende. Som tidligere bemærket siges her med rene og klare Ord, at der, før Landmilitsen blev ophævet ved Forordningen af 30. Oktober 1730, havde været en saadan Tvang paa Bondestanden, som senere er givet Navn af Stavnsbaandet, og at den var bortfalden derved, at Landmilitsen blev ophævet.

Det er forresten ret mærkeligt, at de samme Mænd, der som Medlemmer af Konsejlet indgave Forslag til Forordningen af 5. Marts 1731, et Aars Tid derefter erklærede, at Godseierne ikke paa Grund, af Landmilitsen kunde hindre en Karls Flytning, thi deres Magt hertil var jo netop Kjendetegnet paa Tvangen,, Stavnsbaandet. Jeg har forsøgt paa at forklare denne Modsigelse som hidrørende fra en Unøjagtighed hos Meddeleren i Mnemosyne, men skal ikke modsige Professor Holm, naar han ei vil anse denne Forklaring som fyldestg j_ørende. Forøvrigt skal jeg tilføie, at de Udtalelser af Konsejlets Medlemmer, som lindes i deres Erklæring af 1732 (Mnemosyne 11. 96) om den Skade, Landmilitsen havde forvoldt Bondestanden, ere i fuld Overensstemmelse med deres Yttringer i Forslaget til Forordningen af 5. Marts 1731.

Professoren anerkjender imidlertid Forslagets Paalideliglied og opstiller ikke Andet derimod, end at Konseilet ved den Tvang, der omtales i Forslaget, niaa have ment den Misbrug, der gik i Svang med Landmilitsanordningerne. Dette afkræfter imidlertid ikke det Bevis, Aktstykket afgiver om selve Forholdets Beskaffenhed, men viser kun den formodede Oprindelse dertil. Det staaer urokket, at Tvangen havde været tilstede i Frederik den Fjerdes Tid, og jeg troer at have tilstrækkeligt vist, hvorledes den blev stadfæstet ved den Forordning, som udkom efter Indstillingen. Paafaldende vilde det være, hvis Konsejlet ogsaa her skulde have foreslaaet, at et alene ved Misbrug fremkaldt Forhold fremdeles skulde bestaa, men som lovligt.

At Anordningerne om Landmilitsen ere blevne misbrugte til Skade for Bondestanden, skal jeg ikke modsige, men jeg kan ikke tro paa, at denne Misbrug i Frederik den Fjerdes Tid er gaaet til en saadan Yderlighed, at Godseierne imod al Lov og Ret og med Regjeringens fulde Vidende have kunnet bringe Bondestanden i en saadan Tilstand, at der med Føie kunde siges, at Mandskabet „hverken turde flytte fra Lægdet eller sig derfra bortsnige, og var altsaa ikkun Navnet af Vornedrettigheden ophævet, men i Gjerning og i sig selv var Mandskabet mere bundet, end det nogensinde tilforn havde været". At Forholdene virkelig vare saaledes, kan dog ikke betvivles, og jeg mener, at Aarsagen dertil maa udledes af en Lovgivning, der forøvrigt erkjendes at være saare uheldig.

Jeg maa dog, da Professor Holm anerkjender det ovennævnte Aktstykkes Paalidelighed, antage, at han vil være enig med mig i, at her foreligger et utvivlsomt Vidnesbyrd om, at der i Frederik den Fjerdes Tid faktisk har hvilet et Stavnsbaand paa den danske Bondestand, og at dette er en Følge af Landmilitsen, eller rettere sagt af den Maade, hvorpaa Rekruteringen til denne var ordnet. Vore Anskuelser om Sagen afvige formentlig kun deri, at medens Professoren mener, at Forholdet alene var en Følge af Misbrug, holder jeg for, at det havde sin Hjemmel i Lovgivningen.

Men hvad enten Sagen forklares paa den ene eller paa den anden Maade, kommer man dog til det Besultat, at Stavnsbaandet er ældre end fra Christian den Sjettes Tid, og jeg seer ikke rettere, end at dets Oprindelse maa henføres til et af Frederik den Fjerdes første Regjeringsaar, nemlig 1701.

Den Mening, der i en nyere Tid har været den almindelige, nemlig at Stavnsbaandet er indført i 1724 samtidig med Reserverillerne paa Proprietærgodset, turde saa fuldstændig være gjendreven af Professor Holm, at en yderligere Omtale desangaaende vil findes overflødig.

Efter at Foranstaaende var nedskrevet og indleveret til Optagelse i Historisk Tidsskrift, er jeg bleven opmærksom paa et Eeskri.pt af 4. Oktober 1720 og en kongelig Resolution af 18. Februar 1726, hvorefter Eiere af Lægder i Norge, som „ikke beboes af nogen Bonde", skulde for egne Midler skaffe Soldater til samme, naar de bleve vacante.

Denae Bestemmelse blev senere omgaaet, hvilket Generalprocurør Christian Colbjørnsens ovenfor anførte Yttring viser, og dette udtales derhos i Præmisserne til Forordningen af 1. November 1799, ved hvilken Forordningen af 1705 blev ophævet. Om selve dette Forholds Beskaffenhed findes iøvrigt fra det norske Generalitet og Kommissariats-Kollegium en Udtalelse, der er optagen i Kancelliets Forslag af 4. Oktober 1799 til ovennævnte Forordning af 1. November samme Aar, og hvori blandt Andet siges om de saakaldte privilegerede Lægder i Norge:

„De udenfor Bondestanden værende Eiere af disse privilegeredeLægder tilegne sig, paa Gi-rund af den Forpligtelse selv at skulle holde deres Lægder besatte med Soldater eller Dragoner, Ret over det unge Mandskab, som fødes paa deres Grund, hvoraf følger, at alt saadant Mandskab, som ikke afgivestil Besættelse af Lægderne og saaledes enrolleres, er tabt for den kongelige Tjeneste og for Militair-Etaten samt for

den mod sine Underhavende ædel tænkende Lægdseier, og gaaer reent fri, medens enhver anden Bondekarl i Compagni-Districtet udenfor Proprietair-Lægderne bliver i Følge Anordningerne indførte i Kullerne og maa paa en eller anden Maade tjene, saa at disse Lægders egne Mandskabs Kaar ere mere fordelagtigeend de øvrige Bønderkarles.

Den haarde og egennyttige Lægdseier øver derimod, under Paaskud af at maatte forsikre sig Folk til at besætte vacante Lægder med, en Magt over sit unge Mandskab, der er haardere end det ved Forordningen af 20. Juni 1788 for Danmark ophævede Stavnsbaand, da han tvinger dette til at forblive paa hans Gods eller Grund og til at tjene sig paa Vilkaar, han behager at foreslaa, og bruger Afgivelse til Soldat som et Tvangsmiddel mod den Opsætsige men Fritagelse for Krigstjeneste som vn Belønning- for den mere Føielige, samt, naar ingen af en Eiers egne Lægder er vacant og han dog anseer det nødvendigt at statuere et Exempel, paatager sig at besætte andre Proprietairers Lægd, hvilket übehindret kan skee, da de Regler, som i Henseende til alle andre unge Menneske r s Enr olie ring ere Sessions-Deputationen foreskrevne, ei gjælde her, men Eieren af et privilegeret Lægd kan fremstille, hvem han vil af sit unge Mandskab til Besættelse af det vacante Nummer, kun at det er en tjenstdygtig

Til de i Reskriptet af 4. Oktober 1720 ommeldte og saakaldte privilegerede Gaarde henregnes ei alene virkelige Avlsgaarde, hvilke som saadanne dyrkes og bruges af Kjøbmænd og andre Kjøbstadborgere, men tillige de Gaarde, hvilke, endskjøndt Avlingen overlades til en Anden, ere Eierne nyttige med Hensyn til deres øvrige Xæringsveie."

Indstillingen oplyser tilfældigvis, hvorledes der kan være Tale om tjenstpligtigt Mandskab paa en Gaard, der „ikke beboesaf nogen Bonde", idet der meddeles, at den første Anledning,der har været til at sætte Sagen i Bevægelse er den, at en Kjøbmand, der eiede en saadan Gaard, havde besværet sig over, at han ei kunde skaffe Soldater, da kun den ene af de Husmænd, der boede paa hans Grund, havde en Søn, og

da denne ikke var ældre end 13 Aar, kunde han ei anvendes
til Soldatertjeneste.

Da Forordningen af 28. Februar 1705 og andre mig bekjendte Lovbud fra den første Halvdel af forrige Aarhundrede ikke lægge andre Baand paa den norske Bondestands Flytningsfrihed end, at der nægtes de unge Mænd Eet til at forlade Lægderne henimod den Tid, da Udskrivningen til Soldatertjenesten skulde foregaa, maa jeg fremdeles antage, at en saadan Tvang som den, der skildres af C4eneralitetet og Kommissariats-Kollegiet, ikke har fundet Sted i Frederik den Fjerdes og Christian den Sjettes Tid, men ved Forordningen af 9. August 1754 var der, som foran omtalt, indført en Tvang paa det unge Mandskab, som ikke var mindre end Stavnsbaandet i Danmark.

Forholdet paa de egentlige Jordegodser saa vel som paa Bønderlægderne synes efter Udtrykkene i Forordningen af 1. November 1799 at have været langt heldigere for Bondestanden, og den Mening, jeg tidligere har udtalt om, at Godseierne i Norge ikke, saaledes som i Danmark, havde Forpligtelse til at skaffe Soldater for vacante Lægder, findes formentlig bekræftet ved de ovenfor anførte Yttringer i Forslaget af 4. Oktober 1799 om Udskrivningen i Almindelighed, modsat Udskrivningen for de privilegerede Lægder.

Mærkeligt er det imidlertid at see, hvorledes Forpligtelse til at skaffe Soldater for et Lægd i Norge ogsaa der havde en Tvang i Følge med sig, der uden at Sandheden trædes for nær kunde kaldes et Stavnsbaand.