3. Efterslæt af Efterretninger om Historiografen Vitus Bering.

Neppe vilde jeg være kommen tilbage til det i Overskriften nævnte Emne, hvormed Iste Bind af nærværende Række af Hist. Tidsskrift aabnedes, hvis Dr. J. Fridericia ikke i Kigsarkivet i Stockholm havde fundet nogle ret interessante ny Oplysninger om Planen til at gjøre Vitus Boring til svensk Historiograf. Disse Oplysninger har nævnte Videnskabsmand for flere Aar siden velvillig stillet til min Raadighed. Jeg mener da, at de bør komme for Lyset, og idet det herved sker, benytter jeg Lejligheden til at medtage nogle andre hidtil oversete Smaanotitser vedrørende Berings Livsforhold eller hans Værkers Skjæbne.

Som det vil erindres, havde Kong Carl Gustav under et Ophold paa Vitus Berings Ejendom Lundegaard tidlig paa ForaaretIGSS gjort den belevne og højt dannede Ejermands Bikjendtskab,og ved den Lejlighed tilbudt, ham at blive svensk Historiograf. Bering havde svaret, at han kunde være meget tilbøjelig til at modtage en saadan Post, dersom der raaatte blive ham anvist Indtægter, hvoraf han kunde leve, naar han mistede, hvad han havde fra Danmark, og naar han maatte blive fritagen for at skildre sit Fædrelands Ydmygelse, men derimod maatte holde sig til andre Partier af Sverigs berømmeligeHistorie. Det er dette Forslag, der indtrængende støttes ved følgende Forestilling fra den svenske Konges højt betroede

Mænd, Sten Bjelke og Peder Julius Coyet, der i Anledning af
de Underhandlinger, som Roskilde-Freden foranledigede, i Slutningenaf
Marts 1658 opholdt sig i Kjøbenhavn l).

Stormechtigste Konungh,
Allernådigste Herre,

Att Eders Kongl. May:^u wij medh denna war vnderdanigste skrifwelsze antrade, dar till hafwer Osz beweckt breffbriugaren Vitus Beringer, som for detta Kongl. May:^ttz i Danmark Hisloricuswarit hafwer och annu Cauonicus i Roskildh ar. Hwilken sasom E:^s Kongl. M:ⁿ sigh nadigst hafwer latit behaga for desz Historico har effter att wela brucka og empioyera: Altsza erkannar han sadan Konglig ynnest och nade medh storsta wyrdnad och emoth E:^s Kong. M:" pa dedh vnderdanigste sigh betackar; b'nskandes dar iempte att vare uthi den Estat, att han sadan tianst saledes fortrada kunde. som dedh sigh ilgnade och borde. Men efftersom han, noga ofwerlaggiandes, hwad sadan charge egentligh fordrar, Rthskillige swarigheter diir uthi for sigh finner, enkannerligen diir han nagot angaende Dansche wilsendet skulle skiifwa (hwilkedh han sasora Historicus icke wal kunde forbyga), aldenstundh han detta antingen medh sitt faderneslands blame och forkleningh gora mßste, eller och icke medh den vivacitet och vigeur, som dedh sigh borde E:^s Kongl. 3L^tz glorieuse actioner och bedriffter, om hvilke hele warlden bctygar, uthi detta falledh vthfora kunne, hwar aff dedh ene honom hoos hans nation, dedh andre hoes E:^s Kongl. M-.*', bade tu hoos alle riittsinnige och sannings alskande skulle straffwardighgora. Dar till och detta kommer, att Historic! nampnet pa. Swensche sijdan honom hoos sine Landzman till afwentyrs stor i?widie och haat fororsaka kunne och latteligen tillfalle gifwa vnder denne piwtexten honom uthur Canoaicaten i Roskildhatt sattia: Sa ar han genom slijke considerationer mechta embarasserdi&h, sa att han icke weeth, huruledes han sadan bestallningh wal antaga kan. Likwiil emedan han stor begarligheettill E:^s Kongl. M:^tz tianst och desz foruthan en stor

---

1) Orig. i det svenske Rigsarkiv, Acta Danica.

deel aff sin wålfårdh uthi sitt Huus i Lunden nedsatt hafwer: Ty åstimdar han dedh E:^s Kongl. M:^v nådigst måtte behag-a hononi i stalledh for Historid bestållningh med något Canonicat, som framdeles i Londische Stifftedh kunde vacant och o'ppedh blifwa, benåda: Dår medh han da uthi rooligheet kunne blifwa boendes, och sitt vppehålle hafwa, skrifwandes såsom en E:^s Kongl. M:^tz vndersåthe antingen antiquitates Gothico-Vandalicas, dår till mange effterråttelszer han vidh hånden hafwer, eller Bellum Polonicum, och slijke saker eleganti carmine, hwarigenoni E:^s Kongl. May:^tz Heroische actioner posteriteten tillborligen skole kundgiorde blifwa. Hwilkedh E:^s Kongl. May:" i vnderdånigheet att kunna insinuer_-a, hafwer han foretagit till E:^s Kongl. May:^u sielff sigh att begifwa och aff Osz begårt, dedh Wij honom formedelst wår vnderdånigste intercession dår till anledningh gifwa wille. HwarfOr kunne hoos E:^s Kongl. May:** Wij icke vnderlåta medh wår vnderdånigste foreskrifft att komma, odniiukeligst bediandes. dedh E:^s Kongl. May:^tl i nåder wille hans desiderier vpptaga och den forsåkringh fatta, att hvvad Kongl. ynnest i sådan måtto honom nu w ederfahres, han Beringer dedh således tuiwåndandeswarder, att E:^s Kongl. May:** dår aff nådigst behagh och åthnoye hafwa lårer, halst effter uthi denne Hans odmiuke begåran sielff desz generositet sigh mårkia låter, och han desz foruthan gode tiånster att kunna gora nogsampt for desz beromdelårdom och skickeligheet capabel år, såsom dedh Eders Kongl. May:" siålff nådigst domandes warder. Wij twifle icke, att ju E:^s Kongl. May:*' denne wår intercession med nåder formårckier,hålst effter wij forsåkrade åre om E:^s Kongl. May:^tz nådige benågenheet emoth honom och alle perszoner aff slijka qvaliteter og gåfwor. Vthi denne vnderdånige tillforsiclit sluthe Wij. och E:^s K. M:^u Gudz Alzwoldige beskydd till låugwarigt och lyckeligt Regemente troovnderdånigst befalle och forblifwe, så lange wij lefwe,

Allernådigste Konungh
Eders Kongl. May:tz

Allervnderdanig'sta och trognaste
vndersater
Sten Bielke mpp. P. J. Covet.

Aff Kopenharnbn den
30. Martij A" 1658.

Det her fremsatte Forslag maa man antage, at Carl Gustav i alt Fald i Hovedsagen har billiget, da man finder, at han virkelig — hvad hidtil har været übekjendt — har tillagt Vitus Bering et Kanonikat og et Vikarie i Lund som Løn for forventede Tjenester. I den svenske Rigsregistratur findes nemlig følgende Brev:

Wij Carll Gustaff etc. Giore witterligit, at wij hafwe af guust och nåde vndt och effterlåtit, efftersom wij och her med och i detta wårt oppne Brefz Krafft i anseende af den huld och troheet, som wår troo vndersåthe Vitus Bering osz, wår Elskelige Gemal och Lijfzarfwingar sampt Sweriges Crono stedze bewijsandes worder, honom vndt och effterlåtit den Præbenden Hwellinge och deQ vicariaten eller Altare S. Annce, som Salomon (jiUtfeldt tilforene hafft hafwer och vnder Lunderis i Skåne Capitell belegne, desz inkomster at nyttia, bruka och behålla på samrna sett och wilkor, som den forrige possessoren sådant innehafft och åthniutit hafwer och the andeliga godzen fSrr detta effter Capitels ordningen are hafde och nyttiade wordne. "Wij biude och befalle fordenskul etc. Goteborg, 25. Haj 1658.

Ved de saaledes fremkomne Oplysninger bliver der noget mere, end det ved første Øjekast synes, i den af Provst Vitus Bering i Ollerup i hans „Delineatio stirpis Beringianæ" fremsatte, noget skrydende Bemærkning om hans ældre Navnefælle, nemlig at „Vitus Bering blev en berømmelig Professor i 3 Kongeriger Tid efter anden, først i Frankrige, dernæst i Sverig, for det tredie tilsidst i Danmark, og Laureatus Poeta i Rom". Thi er end denne Bemærkning ingenlunde korrekt, saa er det dog nu godtgjort, at Bering til forskjellig Tid virkelig har oppebaaret Løn fra de nævnte Riger¹).

Skjønt Bering saaledes maa siges 1658^—60 at have været i svensk Tjeneste, formindskede denne Omstændighed dog ikke den Yndest hos Frederik 111 og Christian V, som han senere kunde glæde sig ved. Hans Historie minder i saa Henseende noget om Hannibal Sehesteds. At den almindelige Bevidsthed

---

1) Om Frankrig se Hist. Tidsskr. 5. R. I, 641.

har tillagt Bering en ualmindelig Indflydelse paa de højeste Steder, turde frerngaa af, hvad den bekjendte M. Søren Povlsen Gotlænder i Slangerup 1664 fortæller om en Præst i hans Provsti, der ikke var ganske rigtig i Hovedet, og hvis Forvirringbl. a. ytrede sig derved, at han paa Prædikestolen, efter at have bedet for Kongen og det kongelige Hus, ogsaa bad for „de lii-e store, saasom himmelske Fyrster", nemlig Ærkebispen (Svane), Sekretæren (Erik Kragh), M. Vitus Bering og Kansleren (Peder Reetz), og for de fire jordiske Fyrster, af hvilke dog kun to nævnedes, nemlig Hans Schack og Otto Powisch l).

Det er bekjendt, at i den nærmeste Menneskealder efter 1660 gik mange Adelsgodser over i borgerlige Hænder ved den yderlige Forarmelse, hvori saa mange Adelsslægter nedsank som Følge af Godsernes Ødelæggelse under Krigen og de adelige Privilegiers Indskrænkning. Flere af den lærde Stand opnaaede derimod — om end ikke altid til nogen varig Glæde for dem selv — at blive Besiddere af slige Godser, der udlagdes dem for Fordringer i insolvente Adelsboer. Et herhen hørende Aktstykke vedrører Vitus Bering. I „Sjælandske Indlæg" findes nemlig et Andragende til Kongen, dat. 9. Juli 1663, hvorved Margrete si. Dr. Jørgen Fuirens, Peder Scavenius paa Universitetets Vegne, Vitus Bering paa sine umyndige Børns Vegne, Hans Svane paa Præsteenkekassens Vegne, og Anne si. Dr. Jacob Matthiesens ansøge om kgl. Konfirmation paa det Pant i Jordegods, der var udlagt dem som Sikkerhed for Penge, de havde indestaaende i Selsø Gods. Ansøgningen blev bevilget ved kgl. aabent Brev af 13. Juli s. A. Sagens videre Gang kan imidlertid ikke her forfølges.

Det fortjener maaske at nævnes, hvad Hr. Cand. polit. Wa d har henledet min Opmærksomhed paa, at af Berings vittige Fadderbrev findes ogsaa en Afskrift med den rigtige Datering (27. Juni 1664) i Jens Bircherods hdskr. Dagbog for 1664, indeholdende enkelte, om end ikke meget betydelige Afvigelser fra den udgivne Text.

Da det Spørgsmaal efter Berings Død laa for, hvorledes

---

1) Kirkehist. Saml. 3. E. 111, 87

hans efterladte Haandskrift til „Floms Danicus" kunde koinnie frem for Lyset, ses baade hans Enke og hans Svigersøn, Bolle Luxdorph, at have konkurreret om at faa dette Hverv overdragetpaa Grund af de pekuniære Fordele, som autoges at være knyttede dertil. Prof. Dr. E. Holm har henledet min Opmærksomhedpaa, at i Sekretariatsprotokollen for 1676^—77 i Geh.- Ark. findes Extrakter af de derom indgivne Andragender tilligemedde kgl. Kesolutioner. Da begge Dele ere kortfattede, kunne de her anføres:

Gertrud afg. Vitus Berings begjærer, at hende og hendes Børn til Arv og Eje maa forundes det Jordegods, som af Hs. Kgl. Maj. til hendes Mand til et historisk Værk at lade trykke er blevet udlagt, og at der andre Midler maa forordnes til dette Brug, som og en anden befales til det at forfærdige; desligeste at hun og hendes Børn i lige Maade maa nyde den Gaard i Farum til Ejendom, som Hs. Kgl. Maj. hendes Mand givet haver. Den 1. Maj (1676).

Afslaget, efterdi him bekjender det historiske Yserk ej
udi Vserk at kunne stille. Den 10. Maj.

Ceremonimester Lyxdorph begjærer for sig og sine Arvinger til Ejendom at maa nyde, for det historiske Værk forsvarligen at lade forfærdige, det Jordegods, til Vitus Bering derfor var udlagt, saa vel [som] og den Gaard i Farum, i Steden for to eller tre Gaarde, som bemeldte Bering af forskrevne Gods saaet haver.

Bevilget, dersom Lyxdorph det historiske Værk vil hule
forfærdige, som det bør at være.

Til den sidst anførte Resolution slutter sig den i Iste Bind, S. 89, meddelte kgl. Befaling af 20. Maj 1676 til Luxdorphom at affordre Berings Stervbo „de dauske Kongers Krøniker" og snarest mulig befordre samme til Trykken, naar de først vare gjennerasete af dertil udnævnte Kommissærer. Luxdorph tog sig med megen Iver af Sagen, thi under 3. Juni 1676 indgav han en Ansøgning om, at Kongen vilde lade sig behage at ordinere Kommissærer „til at revidere de danske

Kongers Krøniker, som si. Vitus Bering haver forfærdiget, og allernaadigst befale dem at gjøre det til Ende til en vis Tid, som lettelig- synes at kunne forrettes udi to Maaneders Tid eller mindre". Tillige gjorde han Forslag paa de Mænd, som formentes egnede til dette Hverv, og det var de samme, som under 23. Juni s. A. virkelig bleve udnævnte, med Undtagelse af at Luxdorph havde foreslaaet M. Villum Lange i Steden for Dr. Thomas Bartholin¹).

Som en klog Mand, der kjender den menneskelige Skrøbelighed, havde Luxdorph foreslaaet, at der skulde sættes Kommissærerne en vis Tid til Fuldendelse af Gjennomsynet. Men dette Punkt blev dog forbigaaet i Kommissoriet, og Følgen blev som bekjendt, at Sagen trak saaledes i Langdrag, at Luxdorph aldrig fik Enden paa den at se. I Aaret 1683 maa der imidlertid have været Udsigt til, at Trykningen kunde gaa for «ig i en nær Fremtid. Jeg skal her minde om, at nuværende Oehejmearkivar Jørgensen i sin Tid i Tidsskriftet „For Ide og Virkelighed" 1869, S. 294_—95, under Oplysninger om „en paatænkt Udgave af Vedels Saxo under Christian V" ogsaa meddelte et kgl. Reskript af 27. Marts 1683 til Rentekammeret, hvori det hedder: „Vide maa I, at vi allern. haver bevilget, at et Tusende Ris Papir ? som vores Kancelliraad og Kammersekretær Bolle Luxdorph til Sørupgaard har fornøden til de gamle danske Kongers Krønike at lade trykke paa, maa toldfri hid indpassere". Hertil bemærker Jørgensen: „Hvad der blev trykt paa denne halve Million Ark Papir, er ikke godt at vide, Saxos Krønike var det i alle Tilfælde ikke". Efter hvad der nu foreligger, kan der neppe rejses Tvivl om, at det er Berings Værk, angaaende hvis forestaaende Trykning der er Tale. Men det var jo dog først efter Luxdorphs Død, at Værket endelig 1699 udkom fra det Bogtrykkeri, som Kingo havde anlagt i sin Bispegaard i Odense²).

Til Slutning kan det endnu berøres, at af den Biografi af

---

1) Luxdorphs Ansogning tindes i Sjael. Indlseg 1676 B.; jvfr. det kgl. Kommissorium af 2?>. Juni 1676 i lste Bind, S. 94—95.

2) Jvfr. Engelstoft, Odense Bys Historie, 2. Udg., S. 574.

Mag. Peder Bering, Sognepræst i Yerninge og Kjøng i Fyn. som findes hos Bloch, Den fynske Gejstligheds Historie 11, 256 ff., fremgaar, at denne Mand, der var langt ude beslægtet med Vitus Bering, blev antagen til Lærer for dennes Sønner og efter hans Død fremhjulpen af Vitus Berings formaaende Venner, saa lian ikke blot 1676 blev Sognepræst i Verninge, men ogsaa senere ved den ovennævnte Bolle Luxdorphs Hjælp fik Kjøng Sognekald annekteret til Verninge, hvorved han opnaaede at nyde Indtægten af to Præstekald, som ellers baade før og siden have bestaaet som særskilte Embeder.