Nogle Undersøgelser om Fæstebondens Retsforhold i ældre Tid.

De i det Følgende meddelte Studier over de danske Fæstebønders retlige Stilling have ikke til Formaal at behandle alle Fæsteforholdets Sider og saaledes give en udtominende Skildring af Fæsterens juridiske Stilling lige over for sin Husbond og det Offentlige. Det vilde i Virkeligheden være at stille sig en altfor stor Opgave og at give et helt Afsnit af den danske Bondestands Historie. Jeg vil i det Følgende kun fremdrage enkelte Sider af Fæsteforholdet, nemlig saadanne, som jeg mener allermest trænge til en Belysning, fordi de i Virkeligheden give Hovedpunkter for Betragtningen af Fæsterens Stilling. De Sider, som jeg vil bestræbe mig for at belyse, høre da ogsaa til dem, der især ere blevne mistydede af tidligere Forfattere.

Jeg bør i øvrigt bemærke, at disse Undersøgelser, der her for første Gang offentliggjøres, for den største Dels Vedkommende ere foretagne for en længere Aarrække siden. I mine «Studier over Kong Valdemars Jordebog_•>, hvis første Halvpart udkom i Aaret 1873, hentyder jeg til de Resultater om Landgildens Karakter og Uforanderlighed,

Side 656

som jeg ved en Række Undersøgelser af forskjellige EjendommesHistorie og af Lenenes Jordebøger var kommet til, og som her meddeles. Dette Emne, lige som ogsaa andre Sider af Fæsterens Stilling, for hvilke der redegjøres i det Folgende, har jeg desuden behandlet i Forelæsninger paa Universitetet i Foraaret 1883 og i et Foredrag i Videnskabernes Selskab den 18. Februar 1887.

Oversigt over Indholdet.

1. Nogle indledende Bemærkninger om Bedømmelsen af Bondestandens Forhold i ældre Tider. S. 656. — 2. Betegnelserne Landbo, Bryde og Fæstebonde. 3. 662. — 3. Uddannelsen af Livsfæste. S. 665. — 4. Stedsmaal eller Indfæstning. S. 674. •— 5. Landgildens Uforanderlighed; tidligere Forfatteres Stilling til dette Spørgsmaal. S. 680. — 6. Hvad lære Jordebøgerne over Krongodset om Landgildens Uforanderlighed? S. 690. — 7. Afvigelser eller formentlige Undtagelser fra Reglen om Landgildens Uforanderlighed. S. 697. — 8. Undersøgelsens Resultat. 3. 704. — Tillæg: Landgildens Størrelse til forskjellige Tider paa Ejendomme under Dueholm Kloster og Roeskilde Domkirke. S. 710.

1. Nogle indledende Bemærkninger om Redømmelsen af Bondestandens Forhold i ældre Tider.

For at betegne i hvilken Retning Undersøgelsen vil
gaa, skal jeg til Indledning fremsætte nogle Bemærkninger.

Det turde vist være übestrideligt, at Historikere i det sidste halve Aarhundrede og med dem de fleste andre Betragtere af Fortiden — Jurister, Statsakonorner, Politikere,Digtereeller folkelige Fortællere — have med en

Side 657

egen Forkjærlighed fremhævet Bondestandens Underkuelse i Middelalderen og under Adels- og Enevælden. Der har været en fremherskende Tilbøjelighed til at fremstille Bondens oprindelige Frihed som meget betydelig og dernæsttilved Betragtningen af Bøndernes senere Historie at tage Parti for Bonden imod hans Husbonde, hvad enten denne var Prælat, Herremand eller Konge. At dette Standpunkt har været medført af en i Nutiden raadende politisk eller social Retning, vil ganske sikkert ikke blive nægtet. Som Hovedfejl, der derved ere blevne begaaede, maa vel især nævnes følgende. Man har været altfor villig til at forklare den uheldige og tilsidst ulykkelige Stilling, til hvilken Bønderne vare gledne ned, som en Folge af de højere Stænders forsætlige Undertrykkelse, medens man ikke har set, i hvor høj Grad den økonomiskeMiserei alt Fald paa flere Tidspunkter tillige havde rammet Herremanden og de højerestaaende i Samfundet.Manburde derfor have bemærket, at Bondens uheldige Stilling ikke var en Følge af en vilkaarlig tilføjet Uret, men ikkun hidrørte fra Samfundets Uforstand paa, hvorledes Forholdet rettelig og bedst burde ordnes, en Mangel paa Indsigt, som det imidlertid som oftest delte med hel« den civiliserede Verden. Eller det er blevet overset, at Sagen i Grunden stillede sig saaledes, at et Lovbud oprindelig havde været klogt og tidssvarende, medens de forandrede Tider og Tilstande efter Haanden havde hindret, at det længere virkede i sit oprindelig tilsigtedegode-Øjemed. Endelig kan det ikke nægtes, at man tidt i en besynderlig Grad har overset, at Lovregler og Bestemmelser, som vi dadle hos Fortiden, findes i fuld Flor endnu i vore Dage, kun at f. Ex. hvad der for Aarhundredersidenfordredes som en Pligt lige over for Husbonden,nuer

Side 658

bonden,nueren Pligt' mod Staten. Netop ved dette
sidste Punkt er der Grund for os til at dvæle.

Der er vist næppe nogen Historiker eller i det hele nogen Forfatter, der i en saadan Grad som C. F. Al len har bidraget til, at denne Art Vildfarelser have slaaet Rod og ere blevne udbredte blandt os Danske. Allens ensidige Standpunkt har ofte været omtalt, men man har dog næppe ret gjort sig klart, i hvilken Grad-hans Skildring er uretfærdig baade mod Adelen og Kongerne, hvorved ogsaa hans Bedømmelse af selve Landets Styrelse og Lovgivning meget ofte bliver übillig. Jeg skal her blot exempelvis nævne et Punkt, som hidtil ikke har været fremdraget,, og som forekommer mig særlig betegnende. Jeg sigter til Allens Skildring af den Undertrykkelse, som paa Reformationstiden blev Selvejerne til Del. Saa vidt gik det, at "Begrebet om fri jordegen Bondeejendom aldeles forsvandt af Lovene, som derefter ikkun omtale saadanne Selvejerbønder, som besade deres Gaarde med ufuldkommen Ejendomsret. Denne Indskrænkning i Ejendomsretten bestod fornemmelig deri, at Selvejerbonden ikke maatte sælge sin Gaard til hvem han vilde, ikke afhænde nogen enkelt Del af den, ikke benytte Skovene paa sin Grund efter eget Tykke, og at han i Overtrædelsestilfælde kunde sættes fra Gaarden, som da overdroges til en af Medarvingerne«¹). Mon da nu virkelig de her nævnte Indgreb i Bondens tidligere Frihed vare saa betydelige, at man kau medtage dem som Dele af Bondens Undertrykkelseshistorie

Selvejerbonden maatte ikke sælge sin Gaard til hvem
han vilde, idet det nemlig var ham forbudt at sælge til

1) Allen, Haandbog i Fædrelandets Historie (7de Udgave), 373.

Side 659

Adelsmand, og for saa vidt Gaarden var arvet, kunde han ikke sælge den til andre Bønder uden først at have lovbudtdentil sine nærmeste Frænder. Om begge disse Forbud gjælder det-nu imidlertid, at de ikke skrev sig fra det 16de Aarhundrede, men vare langt ældre. Saa langt tilbage, som vore Lovkilder række, har det været hævdet, at ingen fri Mand skulde sælge sin arvede Ejendom, forindenhanhavde tilbudt sine nærmeste Frænder at kjøbe den, og Hensigten hermed var at sikre Familierne BevarelsenafEjendommene, at knytte disse til Slægten og derved tillige at bevare den Stand, Slægten og Ejeren regnede sig. Paa denne Maade virkede dette Bud endnu i det 16de Aarhundrede og var altsaa netop et Lovbud til Gunst for Selvejeren, netop en Retsregel af lignende Natur som den højt besungne norske Odelsret. Forbudet imod, at Herremænd og Gejstlige kjøbte Bøndergods,varopstaaet under Valdemar Atterdag eller Margrete,ogdet var hidført af en velbegrundet Frygt for, at Selvejergods skulde helt forsvinde, hvorved baade Kongens Indgjæld vilde mindskes og Kongens Magt synke i lige saa høj Grad, som de privilegerede gejstlige og verdslige Stormænd vilde stige i Magt derved, at de inddrog Bondegodsetunderderes Indflydelse x). Denne Betydning havde Lovreglen i højeste Grad i det 16de Aarhundrede, og ogsaa vor Tid kjender Begrænsninger i Henseende til, hvem Selvejerens Jordejendomme kunne overdrages. SaaledeskunneBøndergaarde ikke sælges til Herremænd for at indlægges under Hovedgaardsjorden; en Selvejer kan ikke sammenlægge sin Jord med en anden Selvejergaards Jord, saafremt en Gaard derved nedlægges, og ingen kan

1) Jfr. foran S. 379 ff.

Side 660

omdanne sit Selvejergods til Len, Stamhus eller Fideikommis.Endeligvilde en saa udstrakt Eet til Expropriationsomden, vor Tid hjemler, ganske sikkert i det 16de Aårhundrede være bleven anset som en grov og hensynsløsIndgribeni Privatmands Eje.

Den anden foran nævnte Indskrænkning var den, at Selvejerbonden ikke maatte afhænde nogen enkelt Del af sin Gaard. Gaardene bleve ikke udstykkede mellem Arvingerne,men en enkelt besad Ejendommen, af hvilken han intet kunde afhænde uden Kongens Tilladelse. Der er ikke Tvivl om, at det ved denne Lovregel har været tilsigtet at hindre, at Kronen skulde gaa glip af sine Skatter eller andre Rettigheder af Ejendommene, idet Besidderen,efter Haanden som Dele solgtes bort, vilde kunne miste sin Evne til at efterkomme Pligterne mod det Offentlige. Men disse Hensyn staa saa nøje i Forbindelse med Bondens eget Tarv og hans Slægts Bedste, at det er fuldkommen urigtigt kun at betone Kronens Fordel derved. Den nyere Lovgivning om Udstykning fremhæver bestemt begge Hensyn, saaledes naar det i Plakat af 2. August 1786 hedder, at en Gaard ej maa svækkes saaledes, at den ej kan ernære en Gaardmands Familie, eller naar Indledningentil Frdng. 3. Decbr. 1819 udtaler, at stor Udparcelleringbringer Forvirring i Matriklen og uforholdsmæssigFordeling af de offentlige Byrder, foruden at den forringer Ejendommenes Kraft til at ernære deres Besiddere.Nutiden har tinere Midler at virke med paa Grund af sin mangfoldige, vidt forgrenede Administration og sin gjennemførte Protokollering; Lovreglerne kom dengang til at lyde skarpere og übøjeligere. Men ogsaa vor Tid lægger jo betydelige Hindringer i Vefen for Udstykning. Til enhverUdstykning fordres Indenrigsministeriets Tilladelse;

Side 661

ved en Bondegaard skal der ordentligvis blive tilbage en Hovedparcel paa mindst 20 Tønder Land; en Parcel, der ved Udstykningen udlægges som Hovedparcel, skal inden et Aar bebygges, Jorderne skulle opmaales, boniteres og Hartkorn og Gammelskat fordeles; Omkostningerne ved enhver Udstykning ere ret betydelige osv.^x).

Naar det endelig hedder, at Bonden ikke maatte benytteSkovene paa sin Grund efter eget Tykke, da var Hovedreglen i det 16de Aarhundrede denne, at Bonden ikke maatte forhugge Skovene til Upligt. Stundom forstodes det saaledes, at han kun maatte hugge til eget Brug og ej til Salg, og stundom saaledes, at Udvisning af Lensmandeneller hans Betjent forinden skulde finde Sted; i enkelte Landsdele saa Kongen helt gjennem Fingre med Tilsynet²). Men vi, der leve i de oplyste Aarhundreder, burde i Stedet for at dadle Retsregler af denne Natur, vel snarere prise Regeringen for den kloge Forsynlighed, hvormedden tog sig af Landets Skovvæxt. Netop paa de Tider tog Sandflugten Overhaand i en foruroligende Grad, og der maatte gribes stærkt ind for at redde baade Markjorderog Enge³). Naar man opfatter Lovbud som de nævnte som Indskrænkninger i Ejendomsretten, overser man jo desuden, hvorledes i Nutiden ved Forordning af 27. Septbr. 1805 saa godt som alle Landets Skove forvandledestil Fredskov, som hverken kan helt omhugges eller forhugges saaledes, at ung Skov ikke kan opelskes paa den ved naturlig Besaaning. og at det i denne Lov er paabudt, at enhver Skov ti Aar efter et Ejerskifte skal staa under

1) Jfr. Gram, Den danske Formueret, I, 284 ff.

2) Juridisk Tidsskrift XVIII, 204 ff.

3) Troels Lund, Danmarks og Xorges Historie, Indre Historie, I, 40 ff.

Side 662

Statens Tilsyn, hvorhos der i den Tid kun maa hugges i
Skoven til Ejerens og Godsets Fornødenhed.

Det niaa vist derfor indrømmes mig, at det er et grundurigtigt Synspunkt, man er kommen ind paa, naar man har opstillet disse Begrænsninger i Selvejerens Ret som en blot af Lyst til Undertrykkelse hidført Ordning. De bundede lige saa meget i en Bestræbelse for at bevare Selvejerstanden, og de vare i flere Henseender særdeles vel betænkte, ja vi træffe i vor Tid enkelte af de samme Lovbud igjen enten uforandrede eller i et ikke meget ændret Udseende.

2. Betegnelserne Landbo, Bryde og Fæstebonde.

Det Retsforhold, i hvilket paa Provinslovenes Tid Landboen (o: Fæsteren) stod til sin Husbond, var som bekjendt af en temmelig usammensat Natur. Det kan betegnes som en ren Jordleje, indgaaet paa 1 Aar med en Opsigelsesfrist paa henved tre Fjerdingaar, nemlig fra Marie Messe (15. Aug.) til Torsdag efter Paaskeugen, da Fraflytning og Tiltrædelse fandt Sted. Bygningerne paa Grunden vare Landboens, og han modtog ingen Kvægbesætning af sin Husbond. Bry den var en Art Forpagter, som gjerne sad paa den større Gaard; han ydede ikke en fast Afgift, men en Kvotapart af Aarets Afgrøde, og i Trækdyr, Kvægbestand og Redskaber kunde der bestaa et vist Fællesskab mellem ham og Husbonden x).

Heri foregik der nu i Løbet af Middelalderen Forandringer,
hvorhos nye Benævnelser opstod og de gamle
fik en ændret Betydning.

Den almindelige Betegnelse for, hvad vi nu kalde en

1) Joh. Steenstrnp, Studier over K. V. Jordebog, 68 fif.

Side 663

Fæster, var som alt sagt paa Landslovenes Tid som ogsaa senere i Middelalderen: Landbo. Fæstæ betød i de gamle Love at slutte Kontrakt, fæstæ dernæst Pladsen, Stedet, Jorden, som fæstes bort, og det baade Gaardmandens og Husmandens (Gaardsædens). Man vil af folgende Exempler kunne se, hvorledes dette Ord trænger sig frem og bliver anvendt: i Aarhusbogen fra c. 1300 tales om «dimidium fæstæ, integrum fæstæ»; Brev af 1340: alt mit Gods cum duobus garthsæta fæster; Brev af 1390: 2 colonias landbofestædictas; i Optegnelser fra 14de_—15de Aarhundrede i Necrologium Eipense: bona in parochia Hughum dicta fæstyghgaarth; unum ertikfestæ in Lipsthorpmark; Brev i Dueholms Diplomatarium 1421: unam curiam dictam Lanbofesth l). I Slutningen af Middelalderen var Fæstebondei Forening med Landbo bleven den almindelige Betegnelsefor, hvad vi nu kalde en Fæster (hvilken Form af Ordet er langt yngre). Samtidig var der foregaaet den Forandring i Fæstebondens Stilling, at Bygningerne i alt Fald delvis vare blevne Tilbehør til Grunden, og at der vist ofte overlodes Fæsteren enkelte Stykker Kvæg, imod at de ogsaa fandtes tilstede ved Afleveringen.

Men ogsaa Brydens Stilling var bleven forandret, hvad der stod i Forbindelse med den forandrede Ordning af alt Landbrug. Man var begyndt at samle det spredte Gods til mere sammenhængende Ejendomme. Forpagtning gik i høj Grad af Brug, og selv de større Gaarde bleve nu fæstede bort for en vis Afgift. Brydenavnet vedblev at bestaa, men det var nu Benævnelse for Fæsteren 2) og

1) Langebeks Diplom. (Goh. Ark.) 25. Mart. 1340, 6. Decbr. 1390. Scriptores E. D. V, 546. VI, 430, 432. Dueholms Dipl., 49, 112.

2) Pyens Vedtægt 1492 (Geh. Aarsber. V, 79): hvor som bonde oc brydiæ haffue fællitz skouw sammen, ther nyde hwer udi fælde, som lian hatf'wer i grunden. Frederik den Førstes Forordning 1523: ingen Bryde, soin haver stedt og fæstet af vor og Kronens Kirkens, Ridders .. . nogen Gaard .... skal ikke fæstes af sin Gaard og udvises (Danske Magazin IV, 224). Kongebrev 1524: hver 20 Bonder, Bryder og Krone Tjenere giver 30 Mark Danske (Nye D. Mag. I, 213). Kongebrev for Taasiuge 1551: er han jordegon Bonde, have forbrudt sin Gaard til Kronen, er han Brydie, skal han rømme sin Gaard (Danske Mag. 3. E. IV, 86— 87). 1578 beordres en Lensmand at lade en Bonde indskrive i Jordebogen for en Bryde Bonde (Jur. Tidsskrift XVIII, 242). I Aaret 1580 stævnede Jørgen Nielsen i Eisum Lægdsmændene, som havde lagt hans Tjener, en fattig Bolsmand, i Madskat med Selvejerbønderne, hvortil de mente sig berettigede i Kraft af, at han boede paa jordegent Bondegods. Men ved Landstingsdom af 30. Juli 1580 dømtes, at da han ikke er en Selvejerbonde, men sidder paa en Andens Gods og er Brydie, skal han ikke lægges i Læg¹ med Selvejerbønder, men taxeres med andre Bønder. GI. Kgl. Saml. Folio 1185.

Side 664

især for den, som sad paa den større Gaard. Følgende
Oplysning vil kunne tjene til Vurdering af, hvor stor
Brydens Gaard vel kunde være.

Den bekjendte Ridder Poul Laxman paa Vallen gjorde 1495 et Skifte med Esrom Kloster og overdrog da til dette bl. a. 17 Gaarde og Gaardsæder i Højby By og Sogn i Odsherred. Hovedgaarden svarede 2 Pund Byg, de andre sædvanligst 1, IVa eller 2 Pund, tilsidst nævnes fire Brydegaarde, og hver af Bryderne «giver 4 Pund Korn hvert Aar til Landgilde, Halvdelen Rug og Halvdelen Byg; og hver af dem haver 1 Gaardsæde til sin Gaard, og hver Gaardsæde giver 2 Skilling Grot Penninge hvert Aar til Landgilde« 1). Saaledes svarer Bryden her en Landgilde, der er endog dobbelt saa stor som den, Hovedgaarden svarer, og til at drive denne større Avl har han Hjælp af en Gaardsæde. Flere gamle Ordforklaringer sige da ogsaa.

1) O.Nielsen, Codex Esromensis, 217. Saaledes opføres de ogsaa i Jordebogen 1497 ib. S. 276.

Side 665

at Bryde er den Bonde, som har Jord til to Plove. Endeligbelyses Brydens Stilling ogsaa ved den Bestemmelse i Skraaen for St. Sørens Gilde i Eønninge, at Bryden maa komme selv fjerde til Landsbyens Gilde, Landboen selv anden 1).

Det maa vel saaledes anses for bevist, at i det 15de og 16de Aarhundrede Bryden er Fæsteren paa de større Bondegaarde. I øvrigt synes det, som om dette Navn især forekommer i Midten af Riget, paa Fyen og i Sjælland.

3. Uddannelsen af Livsfæste.

Paa Keformationstiden træffe vi Livsfæstet som en befalet Ordning af Fæsteforholdet. I Følge den almindelige Fremstilling af Livsfæstets Udvikling skal det allerede i Middelalderens senere Aarhundreder være blevet ret sædvanligt at betinge sig ved Fæstekontrakter, at Fæstemaalet skulde vare et længere Antal Aar. Der haves »flere Exempler paa Lejekontrakter indgaaede paa 2 til 24 og flere Aar» — siger Estrup 2) —, og Lejetageren var saaledes bleven sikret i sin Stilling, medens tidligere Fæstemaalet vel stiltiende fortsattes, saalænge Opsigelse ikke fandt Sted, men Husbonden dog med behørig Varsel kunde fordrive Bonden. Herved skulde da Indledningen være gjort til Bortfæstelsen paa Livstid, saaledes som den var fastslaaet i det 16de Aarhundrede. I denne Opfattelse er der indløbet forskjellige Urigtigheder, og der vil være Grund til at fremsætte følgende Bemærkninger.

Ved Livsfæste forstaas som bekjendt et Fæstemaal,
hvorved Brugeren faar Eet over Gaarden og Grunden

1) Bendz, Kømringe og Kolfsted Sogne, 105.

2) Samlede Skrifter 111, 247.

Side 666

for sin Livstid. Det kunde synes overflødigt at indskærpe, at den for Livstid berettigede maa være selve Jordens Bruger, men det er i vor historiske Literatur hidtil blevet overset, at der naturligvis ikke skabes et Livsfæste, fordi en anden end Ejeren faar for Livstid en Rettighed over Bondegodset eller med andre Ord, fordi Bonden faar en ny Husbond, som er livsvarig afgiftsberettiget. Lige saa lidt som der f. Ex., naar en Lensmand faar Livsbrev paa et Len, derved sker den Forandring i Bøndernes Stilling, at de blive Livsfæstere, lige saa lidt er det Tilfældet, naar Bondegods lejes bort til en Husbond paa dennes Levetid. Det er som sagt næsten overflødigt at bemærke dette, men da Fejltagelse i denne Henseende dog stadig indløber ■ — saaledes hos Estrup, Stemann, Christensen (Hørsholm) —, er det nødvendigt engang at pege derpaa, saa meget mere, som man derved har overset Betydningen af et andet, saare vigtigt Forhold, nemlig Godsudlejningen i det 14de og 15de Aarhundrede. Jeg skal derfor dvæle ved denne Sag.

I Estrups Afhandling nævnes saaledes som Exempel paa en Kontrakt om Fæste paa længere Aaremaal, at Ridder Jakob Olufsøn 1377 lejede af St. Clare Kloster i Roeskilde alt dets Gods paa Møen paa 6 Aar mod en Afgiftaf 13 Skilling Grot i de første 2 Aar og 3 Mark Sølv i de næste 4 Aar; døde han forinden, skulde Klosteretstrax have Ejendommen tilbage. Tre Aar senere lejede han Klosterets Gods i Alleslev og Tjørnehoved i Baarseherred paa 6 Aar for 8 Skilling Grot med Ret til at sætte Bønderne ind og af¹). Ved den nævnte Kontrakt faar ganske rigtig Ridder Jakob Olufsøn dette Bondegods

1) Suhra. Historie af Danmark XIV, 47, 86, 508.

Side 667

overdraget paa visse Aar, men han faar aabenbart ikke nogen anden Rettighed over det end den at oppebære Bøndernes Præstationer; han fæster ikke selv Gaardene, og det er følgelig urigtigt at nævne det som Exempel paa Bortfæstelse paa et vist Antal Aar. Af lignende Art er et ligeledes anført Brev af 1389, hvorved Marie Kloster i Roeskilde udlejer til Folryth Skinkel og Hustru Gods i Rynkeby paa 16 Aar imod, at de skulle give 6 Pund Sæd J).

Af Christensen (Hørsholm) anføres et Brev, hvorved Lyder Kale 1358 faar af Voerkloster paa Livstid dettes øde Gods i Hansted liggende og dets Gods i Kanstrup Mark for 1 Pund Byg aarlig. Fremdeles faar han samme Aar en Gaard i Hansted og tre i Raadved for Livstid imod 5 ørte Korn²) og 1359 dets Gods i Yding Sogn og i Birk imod en Afgift af 5V2 øre Korn, ligeledes for Livstid. Af mange Grunde omhandles her ikke noget Livsfæste. For det første er her Tale om flere Gaarde og Ejendomme, og ikke om Besiddelsen af en enkelt Gaard; dernæst er Afgiften saa lille, at der ikke derved kan være tænkt paa den af selve Brugeren ydede Præstation. Endelig er Hr. Lyder Kale jo ingenlunde en Fæstebonde, men en mægtig Ridder. Af samme Art er en Kontrakt, hvorved Jakob Troelsøn af Voerkloster 1394 lejer 2 Gaarde og 1 80l i Hansted for sin og Hustrus Livstid 3). Af de Grunde, som nys ere nævnte, og da Hr. Jakob Troelsøn Hase var en god Ridder og Besidder af Stensballe, er her ikke Tale om Livsfæste.

1) Suhni, XIY_S 253.

2) Ckristensen, Agrarhistoriske Studier 103. JEldste Archivreg. I, 185, 195, jfr. 91.

3) iElclste Archivreg. I. 195.

Side 668

Af Stemann *) er som et tidligt Exempel paa Livsfæste blevet anført, at i Aaret 1371 Befalingsmanden paa Slottet Kalve Johannes Pelæ af Kannikebordet i Aarhus lejede paa sin Livstid dets Gods i Voer i Rougsø Herred mod en aarlig Afgift af 3 Ører Sæd; hvad han kunde forbedre Godset med paa Bygninger, Kvæg, Sæd, Halzfæ og Holzkorn, skulde være Kannikernes. Af Aarhuskannikernes Jordebog ses, at de i Voer havde Gods, der dreves af to Bryder, som plejede at yde 12 Øre Sæd²). Det synes dog klart, at Meningen med, at Slotshøvdingen paa Kalvø lejer Godset, ikke er den, at han vil dyrke Jorden med egne Hænder, og følgelig er der ikke Tale om et Livsfæste. Sandsynligvis vil han heller ikke drive Jorden ved Forvaltere; han vil for Livstid være de to Bønders Husbond og oppebære deres Ydelser imod at svare en Afgift til Kannikerne.

Efter at Betydningen af de anførte Retsforhold saaledeser bleven tolket, vil man let se, at følgende Retshandlernetop have et lignende Indhold. Den 27. Juli 1311 forpagtede Peter Mule af St. Agnete Kloster i Roeskildetre Gaarde i Gjørlev og Ulstrup med ialt 27 Skilling Jord paa et Tidsrum af 5 Aar, forudsat at han levede, imod at han derfor skulde betale 34 Mark gangbar Mønt. Den 11. Juli 1379 forpagtede en Borger i Slangerup samme Klosters Gods i Sundbylille, saaledes at han skulde istandsætteog bygge det og de første to Aar efter hinanden erlægge 2 Pund Rug og Byg, 1 Lam, 1 Gaas, 2 Høns; derefter skulde Afgiften forhøjes med 1 Pund Rug og Byg og han beholde det for Livstid. Vor Frue Kloster i

1) Stemann, Ketshistorie 588.

2) Ser. IV, 498, jfr. 434.

Side 669

Roeskilde forpagtede den 22. Januar 1387 alt sit Gods i Thorslef til Magnus Lang og hans Hustru Cæcilie (altsaa vel for begges Levetid) for 1 Læst Sæd. St. Agnete Kloster lejede 1391 sit Gods i Glim, Provestorp og Bregentvedtil Erkedegn i Eoeskilde Peder Lykke for Livstid, imod at han i tre Aar Intet gav, men satte de øde Byguingeri Stand; senere skulde han betale en halv Tønde Smør og et Pund Sæd. Samme Kloster forpagtede til Væbneren Peder Steen sit Gods i Sundbylille og Oppe- Sundby, mod at han betalte i det første Aar to Pund Byg, senere to Pund Kug, to Pund Byg (1393). I Begyndelsenaf det 15de Aarhundrede havde Ridder Andreas Jakobsen af Egede Sorø Klosters Gods i Broby til Leje for to Mark Sæd i 12 Aar *).

Hvad den Kontrakt paa 24 Aar angaar, som Estrup og efter ham Christensen (Hørsholm) anfører, da forholder det sig hermed saaledes, at det ved et Sognevidne af 1460 blev bevidnet, at «Peer Nielsen boedhe y Enløff paa Lyom Closters Godts, huilket Godts ther nhu Mattis Nielsen paa boer y fyretiuffue samfeldig Aar, oc bruchte til thet forneffnde Godts 2 Ottinge Jord offuer forneffnde Mark saa lenge som han ther boede ■>. Et manglende Komma har her vist ladet Estrup antage, at den nuværendeBruger Mattis Nielsen boer der i Følge en Kontraktpaa «fyretiuffue •: Aar, medens hvad der udsiges kun er dette, at den tidligere Bruger Peer Nielsen faktisk havde boet paa Ejendommen i dette Antal Aar (jfr. de følgende Ord: y thi fyretyffue Aar, thet forneffnde Peer

1) Langebeks Diplom. Sulim XI, 671, XIV, 72, 178, 286, 317. Scriptores R. D. IV, 487.

Side 670

Nielsen ther paa boede)1). Endelig er Tallet jo ikke 24,
men 40.

Alle de af de nævnte Forfattere anførte Exempler paa, at Fæstegaarde overdroges i Fæste paa længere Aaremaal, angaa saaledes helt andre Forhold. Disse Retshandler give os Oplysninger af hel anden Art, nemlig om, i hvilken Grad det var blevet Sædvane, at Besiddere af Jordegods lejede eller forpagtede dette bort til Andre²).

Hvad er da Hensigten med denne Art Retshandler, og mellem hvem indgaas de? De synes især at angaa Kirkegods og fremfor Alt Klostergods — en enkelt Gang Bispegods —, og det er gjerne en Adelsmand, som modtager Godset i Leje paa sin og Hustrus Levetid (dog kun saa længe Enken er ugift). Ved at indgaa en saadan Retshandel opnaar Udlejeren, at Godsets Vedligeholdelse og Besættelse med Fæstere kommer til at paahvile en Anden; man sparer desuden at holde en Foged eller Tilsynshavende maaske paa et fjernt Sted og faar en anset Mand til at være Bøndernes Forsvarer. Forpagteren skal kun yde en bestemt Afgift i Korn eller Penge, men beholder selv de øvrige Afgifter samt Bøndernes Hoveri, Ægt og Retten til Gjæsteriet.

Til Belysning af, hvor stor Afgiften af saadant udlejet
Gods var, skal jeg her hidsætte et Exempel, som er

1) Scripteres R. D. VIII, 57.

2) Endnu et Par Exempler skulle her hidsættes. Peder Fæliug, Slotshøvding paa Kjøbenhavns Slot, lejer 1408 af Koeskilde Domkirke 3 80l i Maaløv for 2 Læster Sæd og 2 Mark Sølv for hans og Hustrus Levetid. 1418 lejer han alt dens Gods i Borød for G Pund Korn og 4 Tønder Havre (Arn. Magn. Fase. 44 Nr. 14, 15). Biskop Oluf Mortensøn overdrager 1482 Jørgen Eud og Hustru og Søn for deres Livstid imod en aarlig Afgift en Del Kirkens Gaarde og Gods. Barner, Familien Kosenkrantz, Dipl. 156.

Side 671

temmelig oplysende. Kirstine Pedersdatter, som var Enke efter Væbneren Aage Steegh, og Sønnen Petrus Steegh, Kannik i Eoeskilde, skænkede 1431 til St. Bartholomæi Alter i Roeskilde Domkirke bl. a. to Gaarde i Uglestrup, Voldborg Herred, hvilke gave hver 3 Pund Sæd og 3 Skill. Grot. Ti Aar efter lejede Altrets Vikar dem ud til en Væbner Jep Halfvegge, som lover at give i aarlig Landgildeinden Mikkelsdag 3V2 Sk. Grot i saadanne Penge, som i Sjælland gjæve og gængse ere, og 6 Pund Byg, godt og ydeført inden Kyndelmisse. Det hedder i Brevet: jeg skal begge Gaarde vel bygte og besætte i god Maade holde, have dem i mit eget Værge og Forsvar, ikke forhøjeLandgilden ydermere, end som den dertil været haver, og ikke lægge Bønderne nogen uvane Skatter, Tynger, Beder eller Arbejde uppaa, ikke gjæste dem uskjellige. Naar han eller jeg afganget er, eller jeg ikke skulde holde disse Artikler, skulle Gaardene uhindret komme til BartholomæiAlter igjen, og skulle de da være saa vel bygte og besætte og i saa god Maade og end heller i bedre end som de nu er l).

Differentsen mellem Fæsterens Afgift og Lejerens Afgift er her kun 21,2¹,/₂ Skilling, som altsaa er Lejerens Fortjeneste. Men dernæst oppebærer han tillige af Fæsteren de mindre Bede, har Ret til Gjæsteri og til Dagsværk af Bonden, imod at han saa paa den anden Side sørger for, at Gaarden er besat og vel vedligeholdt.

Afgiften har i øvrigt i dette Tilfælde været forholdsvisstor. Andre af de ovenfor anførte Exempler vise os en langt mindre Ydelse og synes at tilsige Forpagteren en større Fordel. Formodentlig have de gejstlige Stiftelser

1) Arn. Magn. Samling Fase. 36 Nr. 16, 19.

Side 672

ved denne Art Retshandler ogsaa mangen Gang tilkjøbt
sig ansete Mænds Beskyttelse.

Denne Godsleje fortjente ganske sikkert engang at gjores til Gjenstand for et nøjere Studium, eftersom den aabenbart har haft en stor Betydning for Bondens faktiske Stilling i Middelalderen og for den begyndende Samling af større Godser. Den er et Vidnesbyrd om, hvor vanskeligt det faldt de gejstlige Stiftelser at styre det meget spredte Gods, og hvor gjerne paa den anden Side Adelen onskede at blive raadig over Bondegods, vistnok især for at benytte Bønderne til det Hoveri, som efter Haanden blev mere og mere nødvendigt.

Ved den foran givne Redegjørelse er det blevet paavist,at de Exempler, som man har anført paa, at Fæstekontrakteri Middelalderen have lydt paa længere Aaremaal,i Virkeligheden ikke indeholdt dette. Fæstekontrakter ere i det Hele ikke bevarede fra disse Tider. Overenskomstenafsluttedes mundtlig, og Vilkaarene vare i Reglen saa velbekjendte for alle i Landsbyen eller Egnen, foruden at der derom fandtes fornøden Opgivelse i Jordebogen, saa at Tvivl næppe kunde rejse sig. Imidlertid skal det ingenlunde hermed være sagt, at Fæstetiden faktisk varede i et kortere Tidsmaal. Tværtimod har det vistnok været det sædvanlige, at Bonden vedblev at sidde i Gaarden for sin Livstid. Men heri foregik der en Forandring paa Christian IFs Tid — hvorfor man vistnok maa tillægge denne Konge et noget større Initiativ paa dette Omraade, end hidtil har været antaget —, i det han i sin gejstlige Lov c. 101 fastslog, at Landboen skulde fæste paa 10^—12 Aar længere eller kortere, som man kunde forenes om, ligesom han ogsaa, hvad Kronens Gods angaar, meget hyppigt fæstede Gaardene bort paa Mandens, Hustruens

Side 673

og et Barns Levetid, ja han udgiver endog oftere de saakaldteEvigdomsbreve eller hvad vi nu kalde Breve om Overdragelse til Arvefæste, saaledes at Gaarden gaar i Arv, saa længe Afkom findes 1).

Heri skete saa den store Omvæltning umiddelbart efter Frederik den Førstes Tiltrædelse af Regeringen, da han ved Forordningen af Christi Himmelfartsdag 1523 fastslog, at ingen Bryde, som bygger og forbedrer sin Gaard og redelig udgiver Skyld, Landgilde. Gjæsteri, Sagefald og andre smaa Eedsle, og er sin Husbond hørig og lydig, og ikke forhugger Skoven uskjellig eller lejer og fæster fra Gaarden Ager, Eng eller Fiskeri, skal fæstes af sin Gaard eller deraf udvises, den Stund han holder disse Artikler 2). Denne Regel gaar over i Recesserne, hvor det efter Haanden tilføjes, at Enken skal blive siddende i Gaarden indtil næste Fardag, ja paa Kronens Gods endog til hun gifter sig igjen, da hendes Mand maa fæste paa ny (se herom næste Afsnit).

Ved denne overordentlig vigtige Anordning er der altsaa gjort den Forandring i Fæsterens og hans Husbondsindbyrdes Rettigheder og Forpligtelser og Raadighedsforholdetover Jorden, at medens Ejeren tidligere havde frie Hænder med Hensyn til, hvor længe han vilde lade Bonden vedblive at besidde Gaarden — dog mindst et Aar —, har Bonden nu vundet en Ret til at vedblive Besiddelsen for Livstid. Bonden havde — for saa vidt han da ikke var vorned — bevaret sin Ret til at opsige

1) Sulrni, Nye Samlinger I, 89. Angaaende Klagerne over, at Kong Christian blandede sig i Adelens Forbold til deres Fasstere, se Frederik I's Haandfcestning art. 12, 13, jfr. Allen, Nord. Kigers Historie IV, 2, 44.

2) Danske Magazin IV. 22 i.

Side 674

Fæstet og drage bort, naar han vilde x), medens Husbonden ikke var i Stand til at forjage en Fæster, som i øvrigt efterkom sin Fæstepligt. Denne Side af Sagen fortjener at fremhæves, fordi den sædvanlig overses, og fordi man da bedre kan forstaa, at der til Gjengjæld for den af Bonden erhvervede Ret kan opstaa eller kan vedligeholde sig en tilsvarende Forpligtelse for Bonden til at skulle blive paa Gaarden, med andre Ord et Vornedskab eller et Forbud imod vilkaarlig Opsigelse.

4. Stedsmaal eller Indfæstning.

For den ældre Tids Vedkommende, saa længe Fæstemaalet kun betragtedes som indgaaet paa et Aar, omtales det ikke, at Bonden ved Kontraktens Afslutning erlagde noget Beløb. Maaske gaves der ogsaa da en Art Haandpenge som Bevis for Kontraktens Indgaaelse, men den har sikkert været übetydelig. Senere bliver Indfæstningen saa at sige en nødvendig Ydelse ved Fæstets Overtagelse og har den bestemte Betydning, at Lejemaalet er varigt tilsikret. Arent Berntsen udtaler derfor ogsaa (11, 122), at Stedsmaalet er Bonden «til saadan Forsikring og Befæstelse paa samme Gaards Besiddelse, at ingen hannem derfra kan forstøde eller mod hans Villie udkjøbe», saa længe han opfylder sine Forpligtelser som Fæster. «Med mindre Husbonden begjærer Gaarden for sig selv at bruge, og da bliver Bonden sit Stedsmaal igjengivet.» Ogsaa denne sidste Praxis viser, hvorledes Indfæstningen er som en Kjobesum for Retten til at blive i rolig Besiddelse af Gaarden.

1) Først paa Enevældetiden, som jeg her ikke beskjæftiger mig med, opkovn en Tvang for Bonden, jfr. Frdg. 28. Januar 1682 art. 17, hvis Bud dog hurtigt blev modificeret.

Side 675

Stedsinaalets Virkning strakte sig kun saa længe den samme Bonde besad Ejendommen; og denne Kontraktens personlige Karakter kunde give Anledning til at antage, at Stedsmaalet maaske ogsaa maatte fornyes, naar Husbonden var bleven en anden. At dette en enkelt Ganger sket, er vist nok. En Bonde Jep Madsen fæstede saaledes en Gaard af Axel Juul, der havde den i Værge, for 16 Daler, men da nogen Tid efter Gaarden kom til Niels Skeel, fæstede Bonden den paa ny for 5 Daler. Derpaa bortskiftedes Gaarden, og der afkrævedes saa Bonden 24 Daler i Indfæstning, og da han ikke vilde betale denne Sum, udfæstedes han af Gaarden. Men nu gik Bonden til Kong Christian 111, som bød Vedkommende lade Bonden i Fred¹). Et i samme Aar paakjendt Tilfælde, hvor der var affordret Selvejerbønder Indfæstning, fortjener ikke at anføres i denne Sammenhæng 2).

Snarere kunde man anføre, at paa Frederik den AndensTid
den Misbrug stundom synes at have indsneget

1) Se Kongebrev 1551 i Garnle Domnie I, 139. Kancellieta Brevbeger 1551-55, ved Bricka, S. 29.

2) For (let Forste fordi der or Tale om Selvejerbonder. Men derliaest angaar den paaberaabte Dom nseppe det Tilfselcle, at der forlanges Indfsestning, fordi en ny Lensmand er konimon paa Lenet; Grunden var snarere den, at Gaarden var gaaet i Arv. Wulf Pogwisch, der indstsevncr Bonderne, var i Aaret 1551 ikke nogen ny ankommet Lensmand — livilket heller ikke siges i Domnien —, men han havde besiddet Trojborg fra 1582 som Forlening af Bisp Iver Munk og fra 1540 som Kongens Lensmand (se Kr. Erslev, Danmarks Len og Lensmtend, S. 137). Der er saaledes kun Tale om en Afgift ved Arveovertagelse af en Selvejergaard, hvad der andensteds bedder Husbondhold. Fremdeles taber Dommen i det Hele en Del af sin Beviskraft som Vidnesbyrd om dansk Praxis, eftersom den angaar Trojborg Len, og da der paa Kettertinget sad baade slesvig-bolstenske Landraader og danske Eigsraader. Koscnvinge, Domme I, 139 ff.

Side 676

sig, at Lensmændene krævede en mindre Afgift af Bønderneved Tiltrædelsen af Lenet. I et Brev af 22. Juli 1579 for Bornholm udtaler Kongen nemlig, at han har erfaret, at Kronens vornede Bønder og Tjenere have været besværede med, naar nogen ny Lensmand er kommen til Landet, at skulle fæste paa ny eller give ham noget til en Bekjendelse, hvilken ulovlige Paalæg og Beskattelse vi allevegne her udi Riget have aflagt; hvorfor han forbyder, at saadan Afgift kræves *). Det lader saaledes til, at der ogsaa andetsteds i Landet havde indsneget sig en saadan Misbrug, hvorom jeg dog ikke har Oplysning af andre Kilder; de mig bekjendte Exempler angaa et noget andet Forhold. Naar nemlig übebyggede øde Jorder lejedes bort til Bønder, der vare bosatte i andre Gaarde, betragtede Lensmændene dette Lejemaal som kun indgaaet for den Tid, da samme Lensmand havde Lenet inde, hvorimod der maatte fæstes eller lejes paa ny af den følgende Besidder. Ved en Række af Kongebreve til de forskjellige Len indskærpesdet paa Christian lll's, Frederik ll's og ChristianIV's Tid, at tiltrædende Lensmænd ikke i saadanne Tilfælde maa afkræve Bønderne nogen ny Indfæstning 2).

Ved Recesserne af 1551 c. 10 og 1558 c. 43 blev der
tillagt Fæsteres Enker Ret til at blive boende til næste

1) Hiibertz, Aktstykker til Bornholms Historie, 481: besvserede . . . at skulle faste paany ..., desligesto ... med Senge at udgive til Slottet, hvilken ulovlige Paalaeg og Beskattelse ... Den sidste Klausul angaar vel uagtet Singularisformen begge de fordredo

2) Kancelliets Brevbøger 1551-55, 369, 397. Brev 27. Marts 1572 for Kavnsborg Len, 7. Maj 1579 for Haldsted Kloster, 23. Oktbr. 1579 for Aalholm Slot, 10. Juni 1596 for Dragsholm Len (Fynske og Sjællandske Keg.).

Side 677

Fardag uden at fæste paany 1). Med Hensyn til Kronens Gods vandt Fæsterens Familie en yderligere og betydelig Begunstigelse, i det Forordningen 23. Oktober 1565 tillod Enken at beholde Gaarden uden Inclfæstning, saa længe hun levede og ikke giftede sig 2). Et Kongebrev af 1579 til Lensmanden paa Bornholm gjentager denne Regel³); derimod er der ikke nogensinde udkommet et Lovbud om, at ogsaa Private skulde være überettigede til at tage Indfæstning.Naar Christensen (Hørsholm) uden videre overførerReglen til at gjælde alt Bondegods, er dette uhjemlet; han anfører da ogsaa p]xempler paa, at der paa Privates Gods krævedes Indfæstning af Enker 4). Forfatteren burde først bevise, at Loven forbød Private saadant, forinden han havde Ret til at betragte disse Tilfælde som Exempler paa begaaet Ulovlighed. I Christian V's Danske Lov 3—13^—13^—4 tillades det alle Enker at blive siddende uden Indfæstning, men dette var en ny Regel, saaledes som det klart ses af Forarbejderne til Loven 5).

1) Jfr. GI. Domme 11, 86.

2) Danske Magazin VI, 57 ff.

3) Hiibertz, Aktstykker 482. Brevet angaar kun Forholdet mellem Lensmanden og Kronens Bønder og Tjenere.

4) Saalodes en Klage ovor Jomfru Lisbeth Friis paa Yosnæsgaard, hvilken i det Hele gaar ud paa, at in^en gode Mænds Tjenere dér udi Herredet er saaledes medhandlet og tribuleret af deres Husbonder som Vosnæsgaards Tjenere; det af en Enke fordrede Stedsmaal betegnes som stort og übilligt, men ikke som ulovligt. Topogr. Samling, Vosnæsgaard Xr. 2. — Klagen ovar Mogens Gyldenstjerne (ib. Varbjerg Xr. 87 a) angaar en Halvgaard, der er Kirkegods og ligger til Lindberg Kirke, skattende aarlig til Kirken og Præsten, og er vel altsaa opfattet som ikke rammet af Reglen om Kronens Gods.

5) Se Vindings Udkast til Lovbogen 1669 med Lassens Anmærkninger S. 406 (Geb. Ark.): Enker ere pligtige at fæste deres Gaard efter deres Mænds Død . . . End paa Kongens Gods, efter kongl. Benaadning, skal saa holdes, at naar nogen Bonde dør og afgaar, da maa hans efterladte Hustru uden al Indfæstning besidde Gaarden med al sin Tilliggelse al den Stund, hun sidder Enke og umandet.

Side 678

Den samme Forfatter paastaar, at end ikke Kongerne respekterede Enkens Eet til at blive i Gaardene. Ligesom dette paa Forbaand maa synes aldeles usandsynligt, saaledes viser det sig ved en nærmere Prøvelse, at de herfor anførte Data intet bevise. Der nævnes saaledes et Brev af 15. Marts 1608 til Joakim Biilow paa Frederiksborg. Dets Ordlyd er følgende:

at vi naadigst have bevilget, at Laurits Klausens Hustru udi Ellingegaard der udi Frederiksborg Len boendes maa efter hendes Husbondes Død og Afgang hendes Livstid og saa længe hun lever for en billig Indfæstning saa og for det sædvanlige Landgilde, aarligen af for^ne Gaard plejer at gange, nyde og beholde for^ne Ellingegaard, de nu samtligen udi bor, saa ingen hende imod hendes Villie skal eller maa af for^ne Gaard udfæste. Og skal hun herhos bepligtet være at give og gjøre af for^ne Gaard aarligen den Ægt, Arbejde og al anden Herlighed, som for^ne hendes Husbonde til lor^ne vort Slot Frederiksborg hid indtil gjort og givet haver. Thi bede vi Dig og ville, at Du for^ne Laurits Klausens Hustru efter for^ne hendes Husbondes Død for^ne Ellingegaard at fæste, efter som foran skrevet staar, lader være næst for nogen anden. Gjørendes hende derpaa ingen Forhindring udi nogen Maade.

Enhver vil se, at dette Brev er af en ejendommelig Art, idet Ellingegaards Besidder slet ikke er død endnu; han sikrer sig hos Kongen, at hans Enke maa blive siddendei Gaarden for Livstid, hvortil han hverken selv saa lidt som Lensmanden eller Kongen har ment, at han har nogen Ret efter Loven, og det bevilges da ogsaa alene

Side 679

imod at Enken svarer Indfæstning. Besiddelsen har sikkertværet af ejendommelig Art; den bar medført egne Ydelser med «Ægt, Arbejde og anden Herlighed« til FrederiksborgSlot, med andre Ord Ellingegaard var slet ikke nogen almindelig Fæstegaard, om der end baade gaves Indfæstning for den og svaredes Landgilde af den. Nej ganske vist ikke — thi Ellingegaard var en gammel Hovedgaard, som Frederik II 1561 havde erhvervet af Væbneren Laurids Iversen tillige med dens fire Gaardsæder for Porten liggende x).

Samme Forfatter anfører ligeledes et Kongebrev af 10. Decbr. 1625 til Hans Lindenov paa Kallundborg, »at efterdi Bonden i Birkendegaard i hans Len er død og Prinsen maaske er tilsinds den til en af Hoftjenerne at ville forlene, da skal han Enken deri lade blive besiddende og Gaarden ikke bortfæste, til han erfarer hans fyrstelige Naades Villie derom« (Sjæll. Tegneiser). < Her forudsættes altsaa — siger Christensen — at Enken kunde sættes ud og Gaarden bortfæstes til en anden.) Men derved indskyder man noget i Brevet, som aldeles ikke behøver at ligge deri; Lensmanden faar Ordre om ikke at fæste Gaarden bort, naar han har Ret dertil, f. Ex. naar Enken frivillig fratræder den eller gifter sig paa ny. —

Ligesom i vore Dage var det ogsaa i ældre Tid et ingenlunde sjældent Tilfælde, at Enker med Gaarde indgik nyt Ægteskab. 1 Roeskildegaards Regnskab af 1583 anføres saaledes i Alt 41 Tilfælde af ny Indfæstning, og ved omtrent en Trediedel af disse (12) findes den oplysende Tilføjelse: og skal han have Enken.

Indfæstningen var og maatte naturligvis være übestemt.

1) Knudsen, Danmark i Middelalderen, 101.

Side 680

I Lensanordningen af 1557 havde Christian 111 kun indskærpet,at man ikke krævede for høj Indfæstning, men et skjelligt og tilbørligt Værd. Den 11. August samme Aar domte Kongen, at Bønderne paa Fejø og Femø, uagtet de paastod, at de fra gammel Tid kun havde givet 3 Gylden af Gaarden, skulde betale, hvad de til enhver Tid kunde blive enige med Lensmanden om 1).

5. Landgildens Uforanderlighed; tidligere Forfatteres Stilling til dette Spørgsmaal.

Den vigtigste af de Præstationer, som Bonden skulde yde, var som bekjendt Landgilden, og her møder os et af de vigtigste Spørgsmaal ved Betragtning af Fæstebondens Retsforhold, nemlig dette, om Landgilden var en uforanderlig Afgift, som ikke kunde fordres forhøjet, hverken lige over for den Fæster, som engang havde stedet Ejendommen, eller af den, som senere overtager Gaarden. Nu omstunder kan som bekjendt en Ejer af en Fæstegaard betinge sig en Afgift af en hvilkensomhelst Størrelse, og han bindes kun af de Hensyn, der raade i alle økonomiske Forhold, nemlig Frygten for og Hensynet til, at han ved at fordre for meget vil kunne bringe Fæsteren i et økonomisk Tryk, som Husbonden dog selv i Længden vil tabe ved, eller at han ikke vil kunne faa nogen til at overtage Gaarden.

Den Sætning, at Landgilden er en uforanderlig Afgift,
maa nødvendigvis have en overordentlig Betydning og
drage de mærkeligste Følger med sig.

Ejeren skal jo altsaa have uforanderlig den samme
Indtægt af Jorden, og der skal intet Hensyn tages til de

1) Ryge, Peder Oxe 100.

Side 681

faldende eller stigende Priser paa Jord eller paa Agerprodukter.Ligeledes skal det ikke have nogen Betydning, at Jorden er arbejdet i Vejret, at ugunstige Vandforhold ere hævede, eller at Jorden er draget mere ind i Omsætningenved, at Egnen er bleven stærkere bebygget og mere beboet. Der er muaske opstaaet en Kjobstad eller Havn i Nærheden, saa at der er Sikkerhed for at faa Produkterneafsatte til den højest mulige Pris. Eller den Sædart, som dyrkes, har maaske faaet en ny Værdi, eller den ny Kultur, som man har begyndt paa denne Jord, er helt lykkedes, — og dog bliver Ejeren ikke berettiget til at faa ud over sin gamle Landgilde, hvilken med andre Ord er bleven som en uforanderlig paa Ejendommen hvilende Kanon.

Fra statsokonomisk Standpunkt er Sætningen saa mærkelig, at man bor se den i dens hole Kækkevidde. Man kan desuden være vis paa, at Bundethed og Tvang her maa føre til Tvang paa andre Omraader. Kan Ejeren ikke faa saa høj Afgift, som han efter den Indtægt, der tilfalder Brugeren, m.ia tro sig berettiget til, vil han t. Ex. let fristes til at arbejde paa, at der altid findes en Bruger, det vil sige: man vil stræbe efter at tilvejebringe et Vornedskab. Kontraktsfriheden vil desuden soge at skaffe sig Luft paa Maader, som maaske ere mindre heldige, i det Ejeren vil soge at forhøje, hvad der er ham tilladt at forhøje. Hoveriet, Gjæsteriet og andre Ydelser, der ere übestemte eller kun delvis bestemte, ville let voxe.

Spørgsmaalet om, hvorvidt Landgilden var uforanderlig,har
været ofte omhandlet i vor Litteratur. Ældre
Forfattere som Hertzholm og Stampe gaa ud fra, at

Side 682

Landgilden var uforanderlig¹); Estrup er den første, som har bestridt Sætningens Almindelighed, i det han især hævder, at der maa skælnes mellem en Lov, som ikke kan eller tor overtrædes, og en Sædvane, Ira hvilken der ikke gjerne afviges, ogsaa fordi Afvigelsen medfører Miskredit og Tab. Man kan formentlig ikke paastaa, at Ejeren skulde være retlig bunden ved den Landgilde, som hidtil var svaret, og især kunde han forandre den ved en ny Fæsters Tiltrædelse. Dernæst mener han, at de jordegne Banders Afgift var uforanderlig²).

Rosenvinge har derimod hævdet, at Landgilden var uforanderlig^y), og nærmest til ham slutter sig C. F. AVegener⁴). En Kække interessante og grundige Undersogelscr over Forholdene paa Gisselfeld har Etatsraad Rasmussen givet i sit Skrift om dette Gods; hans Studiers Resultat peger übetinget nærmest hen paa, at Landgilden er uforanderlig, men Forfatteren erklærer dog til Slutning, at dette Sporgsmaal endnu er hojst tvivlsomt⁵). Christensen (Horsholm) fremsætter en hel Del Bemærkninger pro et contra; hans endelige Mening synes at være, at Landgilden vel efter Lov og Ret burde have været en uforanderlig Afgift, men at dette aldeles ikke overholdtes hverken af Kongen, af Herremændene eller andre Husbonder 6).

1) Hertzholni. Parerga de servitutc 152 f. Stampe, Erklæringer V. 183.

2) Estrup, Saml. Skr. 111, 273. Historisk Tidsskrift VI, 295. Nærmest til Estrup, dog med end skarpere Betoning af Friheden til at forøge Afgiften ved Fæsteforandring slutter N(iels Levinsejn sig i Nogle Bemærkninger oinTvangsafløKning af Fæsteforholdet, 8 f.

3) Gamle Domme I, S. XXVIII f., 11, S. XVIII f.

4) Annaler f. Nord. Oldk. 1855, 72.

5) O. F. C. Rasmussen, Optegnelser om Gisselfeld 126 f., 162 f., 417.

6) Agrarhist. Studier 110 f.

Side 683

Inden jeg nu gaar over til nærmere at undersøge Spørgsmaalet, vil jeg bestemt gjøre opmærksom paa følgende Punkter. Naar man vil undgaa Vildfarelse og komme til Klarhed i Sagen, maa man gjøre sig Rede for, hvilke Afgifter og hvilke Afgiftsydere der er Tale om. Vi kunne ikke medtage Selvejere, thi det er ikke deres Stilling, hvorom der er Tale. Deres Afgift kaldtes maaske Landgilde, men den var ikke nogen Jordlejeafgift; det var Skatter eller Præstationer til Kongen. Ikke heller kunne vi medtage Skyld, der gaves af Grunde i Kjobstæderne; det er ikke Fæste, og Byens Tarv maatte medføre et Tilsyn med, at dens Jordomraade benyttedes paa den for Næringsveje og Bedrift fordelagtigste Maade¹).

Etatsraad Rasmussen har med Hensyn til Gisselfeld Gods paa Peder Oxes Tid bemærket, at ved Omdeling af Jorderne til nogle Byer og forskjellige Gaarde ere Afgifterneblevne forandrede, men som det synes uden i det Hele at være forøgede. »Af flere Gaarde paa Godset vare Afgifterne ved Peder Oxes Død i 1575 ganske saaledes, som de havde været i 1527, af andre vare de tilsyneladendelavere, for nogle Gaardes Vedkommende derimodhøjere, uden at Grunden hertil kan opgives.» En Sammenligning mellem Jordebøgerne for 1575 og 1657 udviser ligeledes, at Afgifterne have været uforandrede for mange Graarde; for enkelte Gaarde ere de omsatte til andre Ydelser, der efter de bekjendte Taxter have samme Værdi,

1) Med Hensyn til Afgifter af Grunde i Byer kan lier iøvrigt bemærkes flere Forbud imod, at den fra gammel Tid svarede Afgift forhøjes, se Hertug Valdemars Brev for Slesvig 1289 (Langebeks Diplom.), Kjøbenhavns Stadsret 1294 c. 10t3, Vedel Simonsen, Odense Bys Historie I. 2, 131, 148, Samlinger til Fyens Historie og Topograplii V, 31.

Side 684

for andre er der sket Forandringer. Naturalafgifterne ere aldrig forhøjede, men stundom nedsatte; derimod ere Pengeafgifterne forøgede for en Del Gaarde. Kun for ét Tilfældes Vedkommende kan man ved en anden Kilde oplyseom Grunden til Forhøjelsen, i det der nemlig var lagt et Vænge til Ejendommen. «Tingsvidnet viser, hvorledes Landgilden af en fra ældre Tid skyldsat Ejendom tilsyneladendekunde forøges, uden at dette virkeligt skete, og giver derved et Vink om, hvor varsom man maa være med at drage Slutninger af Uoverensstemmelser, der findes i gamle Jordebøger»¹).

Et af de Tilfælde, der har vakt Etatsraad Rasmussens Betænkelighed, er et Brev af 1577 om et Mageskifte mellem Kronen og Fru Anna Lunge, en Taxationsforretningover alt det hidhørende paa Sjælland og Langeland liggende Gods. Med Hensyn til Kongens Gods findes ved 4 Huse, kaldet Osterskovs og Vesterskovs Huse, bemærket, a( en Afgift er paasat; t. Ex.: <• Rasmus Nielsen giver til Landgilde 1 Tønde Torsk, gjer en Ugedag; nok er paasat 1 Tønde Torsk, 1 Lam, 6 Snese tørre Torsk«. I Henseendetil Fru Annas Gods er der ved en Gaard paasat 1 Gaas, 2 Hons, ved en anden 9 Skilling, ved en tredie 2 Mark Gjæsteri, 1 Lam, 1 Gaas. Saaledes kunde der synes at være paasat Landgilde. Etatsraad Rasmussen udtaler heroin, at «her ingen Grund er til at betvivle, at dette er en virkelig Forhøjelse af Afgifter for tidligere skyldsat Jord«. Det forekommer mig dog, at dette Aktstykkeslet ikke egner sig til at modbevise, hvad der foran er hævdet. For det første kan det bemærkes, at den Afgift, som er bleven paalagt, har en meget ringe

1) Easinussen, Optegnelser om Gisselfeld 127—129.

Side 685

Størrelse. Hvis vi benytte den Beregningsmaade, som selve Brevet anvender, er der paa Kongens Gods til de 127V2 Tønde Hartkorn bleven føjet i paasat Landgilde vist omtrent BV2 Td. Hartkorn og til Modpartens 123V-2 Td. i alt omtrent 33^l/2l _/2 Td. Hartkorn. P^orhojelsen er, som man ser, meget lille. Der er endvidere den Mærkelighed ved denne paasatte Afgift — saaledes som allerede EtatsraadRasmussen har gjort opmærksom paa —, at den udtrykkeligaf Vurderingsmændene holdes adskilt fra den anden Landgilde, og at den ikke regnes med, naar Hartkornetog Godsets Værdi skal udfindes. Og fremdeles er det aabenbart slet ikke givet, at det er en simpel Forhøjelseaf Landgilden af den samme Jord. De fire Mænd, for hvem Forhojelsen er størst, ere slet ikke Gaardmænd, men Husmænd og Ydere af Hoveri (Ugedag). Om den sidste af dem staar der: »Jens Finsøn giver til Landgilde 10 Skæpper Eug, 6 Skæpper Byg, gjor 1 Ugedag, nok af en Have, som han haver indtaget paa Skoven, 1 Otting Smør, som er liannem nylig paasat». Her findes saaledes Angivelse af Grunden, hvorfor der er paasat ham Landgilde,og mon der ikke for de andre har været samme Anledning? Ja, man behøver næsten ikke at gjætte, thi ved Slutningen af dette Stykke staar: «iblandt disse 7 Huse og Boliger findes der 4, som er .Rasmus Nielsen, Jesper Hansen, Hans Jensen og Jens¹) Finsøn, som haver Humle Haver«; men det er netop disse fire Bønder, som have faaet forhøjet Afgift, og saaledes synes dette Paalæg at skrive sig fra de i Kongens Skov indtagne Humlehaver.

1) Hans rinsøn staar her; men i det Foregaaende er lian kaldet Jens. Akstykker til Oplysning af Danmarks indre Forhold 11, 21 f.

Side 686

Man har fremdeles oftere anført i denne Sammenhæng,at flere Kildesteder udtrykkelig sige, at det skal have sit Forblivende ved den gamle Landgilde, og at dermeden Undtagelse fra den almindelige Regel om, at Parternefrit kunde ordne dette Forhold, maatte foreligge. Frederik I gav saaledes Bønderne paa Fejø et Brev om, at de skulde udgive slig Landgilde, som de af gammel Tid gjort haver. Denne Bestemmelse bliver paaberaabt i en Dom af 1557 af Bønderne paa Femø, og der indrømmesdem den samme Ret¹). Det forekommer mig dog i høj Grad urigtigt at paaberaabe sig slige Udtalelser som Begunstigelser eller Undtagelser. Vi finde jo i et stort Antal af Tilfælde fra disse Tider de mest klare Sætninger af den almindelige Lov og Ret anførte i specielle Bud. Det gjælder om først at se, hvorvidt Bøndernes Modpart havde forlangt en Landgilde af anden Art eller en forøget Landgilde, og dernæst om denne forøgede Landgildeikke havde sin bestemte Grund, f. Ex. i en Lettelse eller Lempelse paa anden Maade eller i, at der var blevet tillagt Bønderne ny Jord eller større Andel i Fælled eller Skov. Dette er i disse Tilfælde ikke oplyst. Netop for saadanne smaa -Øers Vedkommende vilde det jo saa let indtræde, at Lensmanden kunde ønske f. Ex. at undlade Gjæsteriet eller at faa Hoveribyrden afløst, saaledesat Afgiftspræstationerne forhøjedes. Endelig indeholderBrevet selv det bedste Bevis for, hvor nyttigt eller nødvendigt det er at udtale saadan Sætning, thi Bønderne vilde nu oven i Kjøbet paastaa, at denne Uforanderlighed skulde udstrække sig til Indfæstningen, hvad der dog naturligvis ikke blev godkjendt. Netop derfor bliver den

1) Ryge, Peder Oxe 100.

Side 687

Slutning ogsaa usikker, som man har ment at kunne drage af et Brev, hvorved Kong Christian I 1454 tillod de fattigeVornede paa Reersø i Helsinge Sogn — hvilken dengangvar en 0, men nu er en Landtunge — af synderlig Gunst og Naade i Betragtning af deres Armod, Tynge og Anfald, at de «maa og skulle blive ved deres gamle Eedsle og Afgift, saa at enhver dere skal aarlig give en halv Tønde Smør af de to Kør, som de have til Gaardholds Pendinge, og hver dc-re 2 Skilling Grot til Dagværks Pendinge, og hver dere slaa en Dag paa Ornomme Engen og ingen ydermere Dagværk at gjøre enten paa Ager eller Eng», og den Tønde Sild, som de nu om stunde pleje at give til vort Slot Kallundborg, eftergives dem, indtil Kongen anderledes tilsiger¹).

Som man ser, ei her Tale om Præstationer af ejendommelig Natur, saaledes Dagsværk baade præsteret in natura og Afløsning derfor. Lensmanden har ønsket disse omsat til andre Præstationer eller har krævet Mere, formodentlig paa Grund af Uligheden med, hvad der ydedes af Naboerne i Nærheden, eller fordi der senere ogsaa var tilstaaet Bønderne andre Begunstigelser, men Kongen bevilger, at det skal blive ved denne Ordning, som har gammel Tid for sig; tilmed gjør han et Afslag paa deres Ydelser af 1 Tønde Sild. Endelig udvise de senere Konfirmationer af følgende Konger, at Afgiften holder sig uforandret i Art og Størrelse igjennem Tiderne.

Saftningen om, at Landgilden er uforanderlig og at en Forøgelse af den er ulovlig, er bleven hævdet ved flere Domme. Saaledes komme 1537 Bønderne paa Kronens Gods Gudum Kloster paa Eettertinget og klage

1) Suhm, Samlinger 11, 1, '205.

Side 688

over, at der fordredes Høns, Gæs og Lam af dem, hvad der forhen ikke var sædvanligt, men var dem paalagt med Bisp Iver Munks Tilladelse og Samtykke, som da havde samme Kloster i Forsvar. Der blev da dømt, at de skulde give saadan Skyld og Afgift, som af Arilds Tid havde været Sædvane, og at de ikke skulde besværes med Høns, Gæs og Lam, som dem nu nylig paalagt er over deres rette Landgilde¹). Dette turde desuden vise, at ogsaa Smaaredslen olier de smaa Bede omfattes af Keglen om Uforanderlighed; kun er der jo med Hensyn til disse den Forskjel, at de som oftest ikke nævnedes i Overdragelsesbrevene,menunderforstodes som ydede i Forhold til den opgivne egentlige Landgilde og efter Egnens Brug. Den bedste Maade, hvorpaa man kan overbevise sig om LandgildensUforanderlighed,er imidlertid at forfølge de enkelte Ejendommes og Gaardes Historie og se, hvilke Afgifter de have svaret paa forskjellige Tidspunkter. Jeg har gjort dette i mangfoldige Tilfælde og har overalt kun kunnet overbevise mig om, at Landgilden var uforanderlig. Hvad Krongodset angaar, skal jeg særlig behandle Forholdene,saaledessom de belyses af Lenenes Jordebøger, i det følgende Stykke. Med Hensyn til Landgilden paa Gods, som tilhørte Private og som fra dem gik over i Kirkens Besiddelse, vil jeg henvise til den Sammenstilling, som findes trykt ved Enden af denne Afhandling; den maa tjene som-Prøve paa de Sammenligninger, jeg har foretaget. Den forste Liste indeholder Opgivelse af Afgifterneafen Del Gaarde, som IGI4 laa til Dueholm Kloster og ere opførte i dette Lens Jordebog, og dermed or sammenstillet Landgilden af disse Gaarde, da de et

1) Gamle Domme 11, 4.

Side 689

Par Aarhundreder tidligere overdroges til Klostret. Det er naturligvis kun en mindre Del af Lenets Ejendomme, hvis Historie kan forfolges, men dem, som jeg har kunnet finde, har jeg opført. Den anden Liste meddeler en lignendeOpstillingaf Landgilden af Gaarde under Roeskilde Domkirke, saaledes som den angives i Jordebogen af 1568; dermed sammenholdes saa Landgilden af de samme Ejendomme,dade af Private overdroges til Kirken et Aarhundredetidligere.Jeg har for begge Listers Vedkommendekuntaget Hensyn til saadanne Ejendomme, hvor Identiteten maatte være utvivlsom, bl. a. fordi Klostret eller Kirken kun ejede én Gaard i don nævnte By eller paa det angivne Sted. Det vil af disse Sammenstillinger fremgaa, at Landgildens Størrelse holder sig konstant, ligemeget om Gaardene ere i Privates¹), i Kirkens eller i Kronens Besiddelse.

1) Christensen (Hørsholm). S. 115, tinder det ikke rimeligt, at man har respekteret Forbudet mod at forhøje Landgilden paa de Privates Godser samtidig med, at dette stadig tilsidesattes paa Krongodset. Urigtigheden af den sidste Paastand vil blive vist i det følgende Afsnit. Med Hensyn til Privates Gods opgiver Forf. kun to Exempler paa en saadan Overtrædelse, tagne af Eske Broks Dagbog for 1613 (udgiven af Vedel Simonsen). S. 26 noterer Eske, at en Bonde, som ægter Enken, stal give i ludfæstning 60 Kigsdaler og en Oxe at betale til Mikkelsdag; indtil da beholder han Gaarden *for det gammel Bondeskyld, og siden skulle sættes for Skyld og Landgilde«. Det er vilkaarligt heri at ville se en Forhor else; der kan lige saa vel være Tale om en Ændring eller om en nærmere kontraktmæssig Ordning af Ejendommens Præstationer, baade Hoveri, Gjæstning og Landgilde; dernæst henvises dci" til en Taxering. S. 28 omtales, at en Bonde, som allerede besidder en Gaard, fæster en anden; »den Gaard, han ibor, beholder han hendes Livstid (altsaa vist Bondens og hans Enkes Livstid) for det gamm?l Landgilde". Her er slet ikke Tale om nogen Forhøjelse.

Side 690

6. Hvad lære Jordebøgerne over krongodset om Landgildens Uforanderlighed ?

Jordebøgerne vare i gamle Dage et Kravsgrundlag for, hvad Bonden skyldte, og det hvad enten hans Husbond var Kongen, Adelsmanden eller andre. Naar der er Tvist om Landgildens Størrelse eller Art, er Jordebogen det afgjorende Bevismiddel*). Bonden stævnes til at yde, hvad han er indskrevet for i Jordebogen, og han paastaar, at der kræves mere af ham, end han staar skrevet for. Er han opfort for jat svare mere, end han tror sig forpligtettil, da stævner han Lensmanden til at faa det forandret.Sker der en Forhøjelse af hans Afgift, bliver det tilfojet i Jordebogen; fra Rentekammeret udgaar der en Ordre til Lensmanden om, at det skal ændres i Jordebogen.Bevilges der Nedsættelse, indføres det ligeledes i Jordebogen. Exempelvis skal her nævnes, at det den 2. Nov. 1588 befales, at da Kronens Tjenere i Laugø efter den afdøde Konges Tilladelse nu af 14 Oldinge ere ansatte til anden Landgilde, i det den første havde været for hej, nu ogsaa Forandring maatte foretages i Jordebogen (Sjæll. Tegn.). Da nogle Bønder, som Kronen havde faaet til Magelæg af Fru Karen Krabbe, 1579 beviste med hendes Jordebog, at de vare satte højere paa Landgilde end før Mageskiftet, udgik der kongeligt Brev til Henrik Below paa Koldinghus om, at »det udi Jordebogen maa forandres, saa de herefter ikke skulle aarligen give mere til Landgilde,end som de gav udi Fru Karens hendes Tid. Bedendedig

1) Se saaledes Dom af 1555 hos Rosenvinge 11, 153, jfr. I, 167, hvor •en gammel Jordbog paa Bygholms Tilliggelse«, skrevet 1514, paaberaabes, og endnu ældre Jordbøger fremæskes, uden at de dog komme tilstede.

Side 691

dendedigog ville, at Du det udi Jordebogen lader forandreog
med ydermere Landgilde ikke besværer dem, end
som de tilforn givet haver» x).

Den paa Lenet forefundne Jordebog over Kronens Gods — af hvilken der aarlig indsendtes en Kopi til Rentekammeret sammen med Lensregnskabet over de uvisse Indtægter (Sagefald, Vrag, Indfæstning, P'orlov o. s. v.) — var som en Konto mellem Kongen og Bonden. Ogsaa af den Grund er Betegnelsen Konto maaske ret passende, at der gjerne var sørget for, at Jordebogsoptegnelsen havde en vis historisk Karakter, saaledes at man baade saa' den oprindelige Afgift og det, hvormed denne i Aarenes Lob kunde være forøget eller formindsket. Det er ikke faa uvisse eller uinddrivelige Fordringer, som en saadan Jordebogopfører. Vi skulle anføre nogle Exempler. I Jordebogenfor Ørum Len af 1580 staar Dover Mølle anfort med 18 Tønder Mel, men har længe været øde og kan ikke give uden 8 Tønder, som skal regnes: i Jordebogen 1651 hedder det, at den har af gammel Tid skyldt 8 Tender Byg, men da den i langsommelig Tid har været øde, overdroges den fra 1624^—27 afgiftsfrit til en Mand, og nu svares der 4 Tønder Byg og 2 Tønder Havre af den Jord, som tilligger, I Dueholm Jordebøger af 1614 og 1617 staar: Indkomstsalt af Læsø af c. 25 Personer c. 25 Tønder Salt, hvilket der Intet er af at bekomme, men ikke desto mindre finde vi i Jordebogen af 1651 de selvsamme Personer — der vel da vare døde maaske for en eller flere Menneskealdere siden — opførte med Bemærkning om, at «dette Salt haver udi Mands Minde ikke været givet, og ej man kan faa at vide, hvorledes

1) Jydske Tegneiser, 13. Oktober 1579.

Side 692

dermed egentlig sammelseder», og i Jordebogen 1614 staar antegnet: "disse Saltkjedler paa Læsø, hvor af den Salt skulde gives her til Kloster, berettes nu mesten Parten at være øde».

Saaledes vil man se, at Jordebogen har en vis konservativeller historisk Karakter, og denne Jordebogens Uforanderlighed viser sig da ogsaa med Hensyn til Pengeafgiften.Som bekjendt vare Møntforandringer i det 16de og 17de Aarhundrede ret hyppige. Skulde nu for hver Gang en saadan skete, hver eneste Afgift i Penge i den hele Jordebog ændres, vilde det ikke blot medføre stor Ulejlighed, men ogsaa al Jævnførsel med ældre Jordebøger besværliggjøres^x). Derfor ændredes Mønten som oftest ikke, og Betaling og Afregning skete paa den Maade, som der angives i Roeskildegaards Jordebog 1583^—1584, at Mønten hos hver Mand i Jordebogen anført er beregnet, som før gik, og udi Summarum over samme Jordebog er tillagt 1 Album paa hver Skilling og siden gjort til lybske Mønt, som udi Extrakten er indført. 1 Kallundborg Len havde man — saaledes som det ses af Jordebogen af 1642 — ikke holdt sig denne Regel efterrettelig, og tidligere Skriverepaa Slottet havde af Misforstand forandret Skillingen i Jordebøgerne, saa at hvor i gamle Jordebøger fandtes 1 Skilling, skulde nu i denne sidste Jordebog findes 2 Skilling og end mere at være indført, hvorfor Rentekammeret nægtede at give Kvittans. Der udgik da kongelig Ordre til Jørgen Sefeldt og Niels Trolle om at tage Bønderne for sig og konferere deres Beretning med de gamle Jordebøger.Af

1) Brev om Bønderne paa Hven 1581 (Danske Magazin 11, 216): de skulle yde Landgilde som i gammel Tid, .undertagendes hvad Penninge Skyld belanger, skulle de give, som andersteds her udi Higet bevilget er, siden Mønten blev omsat«.

Side 693

bøger.AfBønderne fik de imidlertid enten ingen eller saare ringe vis Efterretning, hvorimod de fik god Hjælp af de to tidligere og den nuværende Slotsskriver samt af Kopier af ældre Jordebøger — af hvilke de «havde raadelig befundet at følge en for Anno 1605, som var den ældste af alle dem, som os leveret blev». "Pengene er allesteds reducerede til den Valeur, som findes i de Jordebøger1605 og 1610, og efter dem er der nu korrigeret og allesteds beregnet 16 Sk. til Marken, 6 Skæpper Rug til Tønden o. s. v.» 1). Saaledes bragtes da en ny Jordebogfor Lenet til Veje.

Efter disse almindelige Bemærkninger om Jordebøgernes Art og Natur vil man se, at de give en nogenlunde let Adgang til at prøve, om Afgifterne holdt sig uforanderlige, eller om man vilkaarlig kunde fordre stigende Præstationer af Bonden. Jeg har foretaget en Række Sammenligninger mellem Jordebøger fra forskjellige Tider paa samme Len, og de Resultater, som jeg er kommet til, ere de efterfølgende. Jeg bør udtrykkelig bemærke, at jeg foruden de to Aar, som angives, ogsaa har sammenholdt forskjellige Jordebøger fra mellemliggende Tider.

Aalborg Slots Len. Jeg har sammenlignet Jordebogen fra 1562 med Jordebogen af 1622, og Resultatet er dette, at Landgilden er uforandret den samme, hvad alle Varepræstationer angaar; jeg har ikke noteret nogen Forskjel af Betydning. Pengeydelserne ere derimod forskjellige, begrundet i den forandrede Mønt. Stundom findes en Afgift Kopendinge paalagt, men da er en tidligere Præstation af Kør bortfaldet. I øvrigt maatte der 1622 gjøres betydelige Afslag i den Landgilde, som kunde fordres.

1) Se disse Koinmissaerers Erklaering af 7. Aug. 1642 ved Jordebogen.

Side 694

Dueholm Len. Ved at sammenholde Jordebøgerne fra 1614 og 1617 og fra 1651 vil man iagttage Følgende. Af de almindelige Landgildeafgifter er Intet blevet forøget. Jeg har kun noteret paa det saakaldte Skarpenbergs Gods et Sted, hvor Forhøjelse er tilstede, i det af en Gaard i Sejersløv Landgilden er forøget med 1 Faar og 1 Lam, men herved er at mærke, at dette findes opført efter den øvrige Landgilde — blandt hvilken der ogsaa er Lam —, og dernæst vil det ses af den i Bogen ved Siden af staaende Hartkornsberegning, at Tillæget ikke regnes med blandt det, der bestemmer Hartkornsmaalet. Denne Præstation synes saaledes at være paalagt af særegne Grunde; maaske er en Eng midlertidig lagt til Gaarden. Derimod viser Bogen, at Tærskepenge (1 Mark) mange Steder og især Spindepenge (4 Skilling) er blevet Bønderne paalagt, hvad der utvivlsomt kun vil sige, at disse Præstationer ikke længer ydes in natura, men ere afløste mod en Pengeafgift. Naar Skovvognspenge svares, anføres de derimod med samme Beløb i begge Bøger.

Krogen. Ved at sammenholde Jordebegerne af 1610 og 1650 finder man strax som gjennemgaaende Regel, at Gaardene give de samme Ydelser, at Sognenes Summa er den samme, ja endog hele Jordebogens. Thi 1610 angives Summaen saaledes:

Side 695

og i 1650 er Afgiften kun voxet med 12 Mark og 1 Svin! Alle de andre 19 Afgiftssorter ere uforandret de samme, ikke en Skæppe Rug eller en Høne, en Gaas, en Flynder eller et Æg er kommet til. Udenfor den egentlige Landgilde holdes hele Tiden 1 Sk., 2 Sk. eller 4 Skilling Skriverpenge. — Af Forhøjelserne kunne mærkes: Laurids Jørgensen i Nellerup giver foruden sin gamle Landgilde 1/₂ Tønde Smør, 3 Mark 5 Sk. 1 Alb. »forhøjet anno 1603 af en Jord af 13 Oldinger taxeret skal give aarligen 4 Mark«. Fremdeles paa flere Steder »forhøjet anno 99 af Jens Pedersen af et Hus ved Maammme Skovled 3 Mark«, «Knud Olsen af et Hus forhøjet 98 IV2 $■», «af et Hus forhøjet 1598» 0. s. v. Saaledes skyldes Forhøjelserne stadig Forøgelse af Brugsretten.

Kai lundborg Slot. Det er alt foran fortalt, hvorledes der ved Affattelsen af Jordebogen af 1642 blev taget Hensyn til de ældre Jordebøger, og hvorledes denne netop blev affattet som de ældre. Sammenholdes nu den nye Jordebog med Jordebogen af 1579^—80, overbevises man ogsaa om, at de 60 Aar saa godt som ikke have medført nogen Forandring. Jeg har kun noteret nogle enkelte Forskelligheder, et Steds 1k Tønde Eug, et andet Sted 20 Æg mere, af en Gaard 3 Pund Byg mere. Lige over for den i øvrigt konstante Uforanderlighed have disse faa Undtagelser jo Intet at sige, og man tager næppe Fejl i at antage, at de hidrøre fra en Tilvæxt i Jordtilliggendet.

Roeskildegaard. Mellem Jordebøgerne af 1601 og og 1660 er der næppe nogen Forskjel. I den enkelte By kan stundom en Gaard have nogen Forhøjelse af Landgilden,medens en anden sammesteds har noget mindre, saaledes at Byens Summa dog bliver den samme. Kun en Omfordeling af Jorden har da fundet Sted (dog maaske

Side 696

ogsaa en Omvurdering af de enkelte Gaardes Ydelsesevne,
der dog ikke har forøget hele Byens Byrde: se herom
næste Afsnit).

Vestervig Kloster. Jordebogen af 1616 sammenholdtmed den af 1652 viser følgende Forhold. Som Regel er Landgilden overalt den samme, men flere Steder, saaledes ved Gjettrup og Helligsø Sogne, findes et Tillæg af Flæsk og Tømmertræpenge, nemlig IV2 Pund Flæsk og 10 Sk. 2 Alb. Tømmertræpenge af hver Gaard. Andenstedsfindes dog denne Afgift svaret 1616, men ikke 1652 (se saaledes Gaarden i Sindrup). Disse Afgifter høre jo ganske sikkert ikke til 'den almindelige Landgilde, men ere aabenbart svarede for Benyttelse af Skov til Olden og Træhugst. Fremdeles findes en Gaard i Villerup opført med »1 Pund Smør for anden« mere end tidligere. Med Hensyn til Forstaaelsen heraf bemærkes, at man undertidenfinder opført i Jordebøgerne foruden det reglementeredeMalt eller Smør: 1 Pund Malt eller Smør for anden. En Indførsel i Ørum Slots Jordebog af 1580 viser Betydningen: Item Malt, som findes indskrevet for anden, er bevilget nogen af Tjenerne at maa udgive for Lyng og Tørv, de var pligtig at hjemage, og for Møg at udage, og naar man samme Ægt igjen er begjærende af Gaarden, da vil de forskaanes for Malt. Saaledes vil det ses, at her er Tale om en Afløsningsydelse, ikke om et nyt Paalæg. Afkortninger ere hyppige i denne af Sandflugt hærgede Egn. Saaledes er østeragger 1652 fritaget for Skovsvin, som de «af Arilds Tid» og endnu 1616 havde udgivet. Fremdeles findes Forandringer i Ydelsen, f. Ex. af Aalumgaard,hvoraf der af gammel Tid var ydet V2 Tønde Smør og 250 Hvillinger og i 1614 blev afkortet efter Kongens Befaling V 2 Tønde Smør og derimod igjen paasat 1 Tønde

Side 697

Byg, 250 Hvillinger, tilsammen 1 Tønde Byg, 500 Hvillinger(saaledes
bemærket i Jordebog 1651—52).

Ørum Slots Jordebøger af 1580 og 1651 fremvise ingen Forskjel i Landgildens Størrelse. I Stedet for Pund sættes to Tønder, i Stedet for 4 Hestegjæsteri: 4 Tønder Havre.

Den foretagne Sammenligning turde vist nok saaledes have godtgjort, at det saa langt tilbage, som vi kjende Jordebøger over Kronens Gods, har været fast Regel, at den Afgift, for hvilken en Bondegaard var indført i Jordebogen, skulde uforandret vedblive at være den samme, med mindre der lagdes mere Jord til Ejendommen eller der tilstodes Bonden særegne Brugsrettigheder eller andre Fordele. Dette var en Ret, som Bønderne som Stand havde vundet over den Del af Landets Jord, som var i Kronens Eje og som fæstedes bort til Bønder.

7. Afvigelser eller formentlige Undtagelser fra Reglen om Landgildens Uforanderlighed.

Der staar endnu tilbage at undersøge en Kække Tilfælde, da der kunde synes at foreligge bestemte Brud paa Reglen om, at Jordebogsafgiften ikke forandredes, eller i hvilke ganske særegne Forhold kom frem.

Her maa da for det Første bemærkes, at en Fæster altid svarede en større Jordebogspræstation end en Selvejer—hvorimod Fæsteren kun betalte halv saa stor Skat som den jordegne Bonde —, og at der som Fi?lge heraf altid blev paalagt en Ejendom, som overgik fra Selveje til Fæste, større eller flere Ydelser. Det mest bekjendte Exempel paa en saadan Forhøjelse af en stor Mængde Ejendommes Afgifter er den Forandring, som foregik i Jylland, efter at Deltagelsen i Skipper Klements Oprør

Side 698

havde bevirket, at saa mange Bønder forbrød deres Gods, og kun saa faa havde været i Stand til at kjøbe dem tilbagex).Paa Christian lll's Tid hører man derfor idelig Tale om den paasatte Landgilde som forskjellig fra den tidligere svarede, ja den er endog Gjenstand for særegne Ketshandler. Saaledes pantsætter Kong Christian 111 1546 til Erik Banner, Danmarks Eiges Marsk, alt det paasatte Landgilde af det forbrudte Bondegods, som endnu ikke er gjenkjøbt i Hindstedherred²). Ved ikke at paaagte ForskellenmellemSelvejerens og Fæsterens Landgilde er man ofte kommen til at drage falske Slutninger; saaledes har man villet se en Forhøjelse af denne Afgift i de Udtryk i et Brev af Frederik II til Bønderne paa Hven: »dog skulle de ikke forhøjes eller omsættes paa Skyld eller Landgilde« (1581). Forholdet var imidlertid dette — saaledessomallerede Eosenvinge har paavist —, at Bønderne havde udgivet sig for at være Selvejere, men kunde ikke

1) Ogsaa udenfor Jylland mærkes Følgerne af Bondebevægelsen 1585 og Plyndringen af Adelens Gaarde. Kristian 111 befaler 26. Marts 1553, at efter at 13 Oldinge have erklæret sig om, hvorvidt «vore Undersaatte > i Glostrupby (Ods Herred) havde den Ejendom at bruge, at de kunde udgive den paasatte Landgilde, som Knud Gyldenstjerne dem med forhøjet havde, og have udsagt, at hver Bonde er sat for ot halvt Pund Korn og 7 Skæpper Havre for højt efter den Ejendom, som de havde at bruge, fritages de for, hvad de saaledes ere taxerede for højt for (Uddrag af Brevet i Kancelliets Brevbøger 231). Det klare Udsagn om, at en Lensmand tidligere, og aabenbart med god Eet, havde forhøjet Bøndernes Landgilde, hvilken Forhøjelse nu paa lige saa regelmæssig Vej nedsættes noget, tyder sikkert hen paa, at der er overgaaet Bønderne en Straf. Om Tiltale og Straf over de sjællandske Bønder, der deltoge i Eejsningen 1534^—35, se Pal. Muller, Grevens Fejde I, 371 f.

2) Danske Magazin 4. 8,. I, 209 f., jfr. 44. Kancelliets Brevbøger 1551—1555 ved C. F. Bricka 60, 67, 214. Ældste Archivreg. ni, 248.

Side 699

bevise det, hvorfor det forbydes dem at nyde Gaardene som jordegne Bøndergaarde. Naar det saa endvidere tilføjes,atde dog ikke skulle forhøjes paa Landgilde, «men her efter give, som de til des og i gammel Tid givet haver, og derover ikke med ydermere besværes, uden vi selver anderledes lade forordne og tilsige«, da er denne Bemærkning af den Grund saare forklarlig, i det ved OvergangfraSelvejendom til Fæste Landgilden forhøjedes¹).

Her kan fremdeles anføres, at det naturligvis kun er en tilsyneladende Undtagelse fra Eeglen om Uforanderlighed, naar en øde og übebygget Jord lejes bort i visse Aar afgiftsfrit — hvad der meget ofte var Tilfældet —, imod at den efter denne Tids Forløb enten sættes for en saadan Landgilde, som der sædvanlig ydes der i Sognet, eller imod at der udredes den Landgilde, som tidligere gaves. Exempler herpaa ere meget almindelige²).

Fra Eeglen om Landgildens Uforanderligbed kunde der dog synes at maatte gjøres en bestemt Undtagelse, hvilken ved nøjere Betragtning vil vise sig begrundet i selve Forholdets Natur og ikke i nogen Vilkaarlighed fra Husbondens Side.

Vi sætte det Tilfælde, at en Bonde klager over, at han staar for en Landgilde, som er alt for høj i Forhold til hans Ejendoms Jordtilliggende. Efter at Undersøgelse har fundet Sted, viser det sig virkelig, at han har mindre Jord end den, der ligger til andre Gaarde i Byen, der

1) Danske Magazin 11, 216, jfr. Eosenvinge, Gamle Domroe 11. S. XX.

2) Ser. K. Dan. IV, 851 (1624): lod opbygge en Gaard af raa Eod; — naar første Fæster dør, sættes for tilbørlig Landgilde. VI, 497 (1416): 3 Aar uden Afgift, derpaa som af andre Ejendomme der i Sognet. Sjæll Eeg. 1. Sept. 1591: øde og forfalden Gaard, 3 Aar kvit og frit uden Laudgilde, Ægt og Arbejde mod at opbygge den, derpaa Ægt og Arbejde, som der af Arildstid deraf er ganget.

Side 700

udrede samme Afgift; men det findes ogsaa, at en anden Gaard netop besidder et Jordstykke ud over hvad der er det sædvanlige, og som efter disse Regler maatte bevirke, at hans Afgift blev forhøjet med en lige saa stor Sum som den, hvormed den klagende Fæsters Landgilde burde nedsættes. Der er vist ikke Tvivl om, at i et saadant Tilfælde Forholdet uden videre vil blive ordnet saaledes, at Landgilden forhøjes for hin Gaard, hvis Landgilde ikke svarede fuldt efter dens Jordtilliggende, medens det nedsættesfor den anden Gaards Vedkommende. I alt Fald vil dette sikkert blive Folgen, hvor Gaardene have samme Husbonde.

Dette Resultat bør man aldeles ikke undre sig over. Det staar i nojeste Forbindelse med det overalt bestaaende Markfællesskab. I Følge det kommunale Lighedsforhold ug det delvise Selvstyre, som hidførtes af denne Ordning, vilde det ligefrem være en Bonde uforstaaeligt, om han skulde svare mere end den Nabo, der havde samme Vilkaar, eller at en Nabo, der havde større Jordtilliggende, skulde svare samme Afgift som han. Man har ikke Grund til at dadle det som en Art Misundelse; man maa huske paa, i hvor mange Henseender netop Landgildens Størrelse kom til at have Indflydelse paa den Præstation eller Skat, som Bonden skulde yde, eller i det Beløb, hvormed han med sine Naboer skulde deltage i et paabudt Fællessammenskud af Byen.

Naturligvis maatte en Forandring af Landgilden blive end mere nødvendig, hvor en hel Omrebning af en Bys Jorder fandt Sted og det gamle Grundlag for alle Udredelserblev omstødt. Det er med dette for -Øje, at man maa forstaa og tyde en Række Kongebreve, hvor ikke mindre en Foregelse end en Formindskelse af Landgilden

Side 701

omtales. Det er som bekjendt en staaende Klage fra Bøndernes Side snart i en, snart i en anden By eller Egn, at de e:re satte for højt paa Landgilde. Der udgaar da Ordre om, at Lensmanden ved Kommissarier eller Oldinge skulle lade Forholdet undersøge og foretage en Udjævning. Saaledes klage Kronens Tjenere til Nykjøbing Slot paa Falster til Frederik II over, at de vare satte for højt paa Landgilde, og Kongen paabyder den 18de August 1570 uvillige Oldinge at granske, hvad Ejendom til hver Gaard tilligger, og hvad Landgilde gives; han beordrer dem dernæsttil at afslaa og formindske Landgilden, hvor nogen Ejendom er sat for højt, og at forhøje, hvor nogen Gaarde have den Ejendom at bruge, som mere Landgilde kan taale, end der allerede af gives. De skulde gjøre en endeligBesked, «saa at Kronen sker Skjel og Bønderne kunne blive \ed», og naar Godset saaledes sat er, skulde de lade det i Jordebogen indskrive, at det siden altid dereftermaa blive holdt¹).

Det er aabenbart en Misforstaaelse heri at ville se en Kegel om, at Landgilden lod sig forhøje. Man vil ved lidt nøjere Betragtning let blive var, i hvor høj Grad begrænsetdette Tilfælde er, og hvor mange Forhold der have Indflydelse paa Af gj øreisen. Da Bønderne paastaa, at de ere satte for højt paa Landgilde, opstiller Kongen som Modfordring, at det skal prøves, om ikke nogle ere satte for lavt, og at de alle skulle af Oldinge ansættes til, hvad der er en passende Afgift af den Jord, de have. En saadan Ordning er en ligefrem Følge af Markfællesskabet.Den enkelte Fæster besidder en bestemt Kvotapartaf Byens Jord; Vurderingen af den hele Bys Afgiftsevnekan

1) Ryge, Feder Oxe 244.

Side 702

evnekanhave været fuldkommen rigtig og passende, men derimod er der blevet paalignet den Part, som er tilfaldet vedkommende Fæster, en uforholdsmæssig stor Afgift; i saa Fald maa Kongen eller Husbonden være fuldt berettigettil samtidig med, at et Afslag af denne Ejendoms Ydelse tillades, at fordre en Forøgelse af de Lodders Afgift,som ere anslaaede for lavt. Desuden er det jo muligt, at simpelthen en Forandring af visse Naturforhold, f. Ex. et Vandlobs forandrede Leje, har medført Tab for den ene Ejendom, men en lige saa stor Vinding for Naboejendommen, hvortil der billigvis ved en Ændring i Præstationerne bor tages Hensyn. Det maa fremdeles erindres, at Landgilden var bleven en Art Hartkornsberegning,saaledes at Jordernes Værdi ved Salg og Mageskifteberegnedes efter Afgiften, og saaledes at der ved Ydelser af Landsbyens Bønder, ved Rettigheder over Byens Fælled toges Hensyn dertil. En Nedsættelse i den enkelte Bondes Afgift vilde derfor kun delvis afhjælpe Übilligheden, naar ikke tillige den begunstigede Bondes Afgift forhojedes. Endvidere maa med Hensyn til dette Kongebrevbemærkes, at her jo ikke er Tale om en vilkaarlig Forogelse fra Kongens Side, men om en saadan, som uvillige Oldinge efter Skjøn have anslaaet Ejendommen til. Endelig hævdes netop Landgildens Uforanderlighed som Princip ved Bestemmelsen om, at Ansættelsen »siden altid derefter maa blive holdt«.

Det anførte Kongebrev er kun ét Exempel taget iblandt mange Breve fra Frederik ll's og især fra KristianIV's Tid, hvor Kongerne paa samme Maade søge at afhjælpe Bøndernes Klage. Disse Klager lyde ret jævnligen,og Kongerne ere meget tilbøjelige til altid at søge

Side 703

at faa dem undersøgte og afhjulpne¹). For ligesom at appellere til Bøndernes egen Afgjørelse, udtages stadig Folk af deres egen Midte til at bestemme Jordernes Afgiftsevne,og for at standse übillige Klagemaal stiller Kongen den Fordring op, at da ogsaa de, som ere satte for lavt paa Landgilde, skulle give mere²). Ja det bliver efterhaanden Praxis, da Klagerne ere ustandselige, og da selv Omtaxationerne ikke tilfredsstille, at Kongen betinger sig, at ved Forandringen dog «Jordebogen i sin Summarumforbliver, som den nu er»³).

Saaledes vil det ses, at Forhøjelse af Landgilde, saaledes som den i disse Tilfælde finder Sted, kun er foranlediget ved en Formindskelse paa anden Landgilde, og at i hvert Fald Kronen aldrig vilkaarlig forøger eller bestemmer Præstationen af den enkelte Gaard; det overlades til et Skjøn af særlig kyndige og med Egnens Forhold bekjendte Mænd.

I det Foregaaende er oftere bleven paavist, hvorledes Landgilden var bleven en Slags Hartkornsansættelse for Landets Jorder, hvad der maatte bidrage til at holde den uforanderlig. Naar der gjordes et Afslag paa Afgiften og ikke blot et midlertidigt, men et saadant, som optoges i Jordebogen, medførte dette en Forringelse af Ejendommens Værdi i Omsætningen, og man kan derfor forstaa, at det i et nylig anført Kongebrev af 26. Marts 1622 hedder: dog skulle vore Lensmænd nøjagtig Bevis paa forrige

1) Kancelliets Brovboger 217, 250. Archivreg. I, 247, 253.

2) Se Breve 26. Marts 1622, 29. Juni 1623. 4. Maj 1638.

3) Se Breve 14. Febr. 1628, 12. Marts 1637, 7. Juni 1642, 19. Dec. 16-43, 15. Febr. 1647. De i denne og forogaaeude Anmaerkning nsevnte Breve ere anforte af Christonsen (Horsholm) 114.

Side 704

Landgilde hos Lenet beholde, om nogen Landsejere i Fremtiden paa Keb vilde dele, at vores Rettighed der efter den rette gamle Landgilde kunde hævdes, medmindre andre Landsejere Afslag paa deres Landgilde og gjøre ville eller gjort have. — Omvendt kunde en Forhøjelse af Landgilden jo benyttes til at give Ejendommen en tilsyneladendehøjere Værd; dette er Grunden til, at den «paasatteLandgilde« holdes udenfor Taxationen ved Mageskifter,saaledes som det ovenfor anførte Exempel viser (S. GBS).

8. Undersøgelsens Resultat.

Resultatet af den foregaaende Undersøgelse er da dette, at Bønderne i Danmark havde vundet den Ret lige over for deres Husbonder, at der ikke turde fordres en højere Landgilde af deres Jord end den, der var opført i Jordebogen, og som havde været svaret fra gammel Tid. Den danske Bonde havde et Privilegium paa, at al Bondejord kun skulde yde en engang for alle bestemt Afgift i Landgilde, hvilken Ejeren ikke kunde forhøje. Og naar jeg kalder denne Ret et Privilegium, er det en Betegnelse, som ikke skyldes min Opfindelse. Efter de skaanske Provinsers Afstaaelse blev der paa den svenske Konges Befaling udarbejdet i Stockholm et Aktstykke, som kaldes «De skaanske Stænders Privilegier og der til hørige og nyttige Akter» (1664), hvilket or skrevet i et Sprog, som ikke ret er hverken svensk eller dansk. I disse Privilegiers Art. 5 hedder det:

hvad danske Bønder i gemen anbelanger, har det
været deres største Privilegium, at hverken Kongen, Adelsmandeneller

Side 705

mandenellerde Gejstlige have kunnet belagt en Bonde
med større Skat, end i gamle Jordebøger er fundetx). —

Hvis vi ville kaste et Blik paa Udviklingen i Norge, ville vi i meget træffe Lighed med de danske Forhold. I dette Land blev Kontrakten om Fæste (Bygsel) i den ældre Tid indgaaet paa et eller snarest tre Aar, hvad der vist i Virkeligheden altid forstodes saaledes, at Forholdet efter denne Tid ganske vist kunde hæves, men faktisk dog vedblev for Lejlændingens Levetid, naar ikke særlige Forhold eller Misligholdelse traadte til. Afgiftens — Landskyldens — Størrelse bestemtes efter Egnens Sædvane, om den end, juridisk talt, ganske beroede paa Parternes Overenskomst.. Imidlertid var der en Omstændighed, som bestemt bidrog til at give Landskylden en uforanderlig Karakter, nemlig at Ledingsbyrden fordeltes i Forhold til hver Ejendoms Landskyld; thi dette maatte medføre en bestemt Ulyst til at forhøje denne sidste og saaledes paadrage Ejendommen en større Skattepligt. Derfor maatte da en efter Parternes frie Overenskomst fastsat Indfæstningssum engang for alle ved Jordens Bortfæstning raade Bod paa det stillestaaende i Landskylden.

Ved Reces af 1539 blev det fastsat, at Landskyld og Leding skulde bestemmes ved 6 Mænds Skjøn i Forhold til Jordens Afkastning, og her forudsættes altsaa, at Parterneikke havde Frihed til at indrette deres Kontrakter, som de vilde, og fastslaa Afgiften efter Overenskomst; Ejendommen skulde vurderes hertil ved 6 Mænd. Imidlertidvar dette ganske sikkert ikke nogen ny Bestemmelse; Landskylden var allerede længe for dette Tidspunkt bleven

1) Jeg har for en Del Aar siden afskrevet disse Privilegier efter et Exemplar i Kigsarkivet i Stockholm. Den her nævnte Artikel er anført i Sarnlingar till Skånes Historia 1870, 93.

Side 706

en fast og uforanderlig Grundbyrde paa Jorden, ligesom Ledingen, der rettede sig derefter, og som jo ogsaa oprindelighavde været en aarlig vexlende Ydelse, indtil den allerede i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede antog Karakteren af en fast Ydelse. Med Hensyn til Fæstets Varighed var vel Livsfæste altid faktisk forudsat, men saa længe Erindringen om, at Bygselkontrakt kun gjaldt for 3 Aar, holdt sig, kunde det ikke undgaas, at egennyttige Jorddrotter af og til benyttede sig af den strænge Ret til ved de tre Aars Udlob at fordrive Lej lændingen eller dog alene lade ham blive siddende imod ny Indfæstning. Imod dette vende Christian III"s Recesser sig ved at forbyde at drive Bonden fra Gaarden uden Lovmaal og Dom eller at tvinge ham til at bygsle paany hvert tredie Aar, — med andre Ord — Livsfæstet var blevet indført.

Fra den Tid og indtil Christian V's Lov var det saaledes Regel, at Bygsien skulde være livsvarig, og at den aarlige Afgift (Landskylden) lige saa vel som den hvert tredie Aar erlagte Kjendelse skulde være indskrænket til en vis lovbestemt Størrelse. Derimod kunde der i første Tage eller Bygselsum kræves saa meget, som Parterne kunde forenes om: dog indeholder Recessen af 1578 en Regel om, at Kongens og Kirkens Ombudsmænd ikke skulde beskatte Nogen over Billighed. Forbudet imod at forhoje eller formindske Landgilden uden efter 6 Mænds Skjon stadfæstes ofte lige indtil N. L. 3—14—14 x).

Ved hermed at sammenholde Fæsteforholdets Historie
i Danmark vil man se, hvorledes Udviklingen har været
helt parallel. Fra en mere almindelig Kontraktsfrihed er

1) Jfr. Fr. Brandt, Forelæsninger over den norske Eetshistorio I, 296 f.

Side 707

man kommet til en ved Lovbud bestemt ufravigelig Ordning,og det faktisk vedvarende Fæste er blevet et paabudtLivsfæste. Landskylden har fra gammel Tid været en uforanderlig Afgift, hvilken snart drager den i Danmarkukjendte Tredieaarstage ind under en lignende Uforanderlighed.Bygselsummen er ligesom den danske Indfæstningganske overladt til Kontraktsfriheden. Endelig findes der i Norge en Lovregel om, at Landskylden kun kunde forøges eller formindskes efter 6 Mænds Skjøn; vi have intet tilsvarende Bud; men i Praxis var det altid Tilfældet, at hvor Klage over en uforholdsmæssig Afgift fremkom, det ved Skjøn og Vurdering af Kommissærer, Oldinge, Naboer eller Andre fastsloges, hvor meget Ejendommenkunde svare i Landgilde.

Ved det foran Udviklede er da ogsaa Fortolkningen af følgende Bestemmelse i Danske Lov given. I 3—13^—13^—14 læses: «ingen Bonde skal være pligtig til at levere andet, enten i Vare eller i Penge, end som han staar for i Jordbogen», og Ørsted forstaar denne Jordbog som den til enhver Tid efter Brugskontrakten affattede Jordbog. Er denne Tydning rigtig, indeholder Lovstedet altsaa ikke nogen Indskrænkning i, hvor høj Landgilde der kan fordres;Godsejeren kan stipulere sig, hvilken Afgift han vil. Men herimod lader sig indvende, at Bestemmelsen da bliver temmelig overflødig, eftersom Enhver jo er pligtig til at opfylde sine Kontrakter. Den økonomiske Forfatter, Sognepræst 0. D. Liitken¹), har derimod hævdet, at der særlig tænkes paa den Jordebog, der 1664 brugtes som Grundlag for den da indførte Matrikel; i den havdes som en normal Jordebog for alle Landets Ejendomme. I saa

1) Juridisk Tidsskrift, udgivet af A S. Ørsted, VIII. 228 f., X, 194 f.

Side 708

Fald vilde altsaa Lovstedet give den Regel, at Landgildens Størrelse ikke var undergivet Parternes Raadighed, men fastsat engang for alle, hvilket ogsaa er den af Liitken hævdede Mening. Den forudgaaende Undersøgelse vil allerede bestemt nok have vist, hvad «Jordebogen» er, nemlig Fortegnelsen over den uforanderlige Præstation, der svares af de enkelte Ejendomme. Jordebogen er ikke fra noget enkelt Aar og staar ikke, hvad Ydelsen angaar, i Forhold til en bestemt Kontrakt. Man brugte i ældre Tid slet ikke at indgaa Fæsteforholdet ved skreven Kontrakt,og selv i det 16de og 17de Aarhundrede vare Breve herom meget sjældne; det var dernæst ikke Kontrakten, der bestemte Jordebogens Indhold, men omvendt Jordebogen,der fastslog, hvad Bonden skulde yde. Lovgiveren vilde saaledes slet ikke kunne komme ind paa en Tankegangsom don, Ørsted hævder. Men lige saa lidt er der tænkt netop paa Jordebogen af 1664, saaledes som Liitken antager. Jorde bogen er en blivende, staaende Afgiftsfortegnelse,hvis Aarstal er ligegyldigt.

Naar det nu siges, at det i Grunden ikke har synderligBetydning, om Landgilden var uforanderlig eller ikke, da den Husbonde, der vilde forøge sine Fæsteres Byrder, havde Midler nok dertil, uden at han behøvede at gribe til en Forhøjelse af denne Afgift^x), da vidner en saadan Udtalelse om, i hvilken Grad man kan overse netop et Hovedpunkt i Betragtningen af vore ældre agrariskeForhold. Hvorledes vil man naa til en Opfattelse af Bøndernes Retsforhold og økonomiske Stilling i ældre Tid uden ved først at fastslaa enkelte Hovedpunkter, og som et af disse turde man vel regne dette, at al Bondejord i

1) Christensen (Hørsholm), Agrarh. Studier I, 115.

Side 709

Stedet for at være undergivet Kontraktsfriheden ansaas for at være belagt med en for alle Tider uforanderlig Kanon. Er dette Resultat først sikret, da kan man med des større Tryghed vende sig til Undersøgelsen af de andre Spørgsmaal, saaledes om hvorvidt der ovedes et Tryk paa Bonden i andre Henseender, altsaa med Hensyn til de Præstationer, hvis Størrelse og Omfang formentlig stod til Husbondens Forgodtbefindende. Og er Landgilden en uforanderlig Afgift, da kan man ogsaa forstaa, at Husbondenkunde ønske at have noget friere Hænder med Hensyn til Gjæsteri eller Hoveri.

løvrigt har man ganske Uret i at tro, at Husbonden kunde med Hensyn til Hoveri og Gjæsteri fordre saa meget, som han vilde. Ogsaa hvad dissi Præstationer angaar, var der bestemte Grænser fastskiaede enten ved kongelige Anordninger eller ved, hvad der var Skik og Brug i Egnen eller paa det enkelte Gods^l). Det hedder i Nutiden saa ofte, at Hoveriet i gamle Dage var übestemt.Ja, det følger af Forholdets Natur, at en saadan Præstation som Ægter, Dagsværk og andet Hovarbejde altid maa have noget übestemt ved sig. Man ser det saa klart af de Tvistemaal, der kunde opkomme om Hoveriet, i det man t. Ex. stredes om, hvorvidt Bønderne skulde medbringe Redskaber eller ikke, og dernæs': om de under Arbejdet skulde have Kost; derefter opstod Spørgsmaalet, om de skulde have 01, ja til sidst om øllet skulde være

1) Den ganile Regel oin, at man ikke maa gjseste Bonderne uskjellige, liavde faaet adskLlligc Kongebud til Vejlodning, se saaledes Krag, Christian Ill's Historie 11, 261; Gamlo Domme I, 198, 256; Vedel Simonsen, Euderne 11, 105; Danske Kancelliregistranter 1535—1550, 379; Kancelliets Brevboger 1551 — 1555, 21, 108, 294.

Side 710

dansk eller tydsk. Men ikke des mindre var Hoveriet paa en anden Maade bestemt, i det det vidstes, hvor mange Dage man skulde arbejde, hvor mange Langægter og korte Ægter man skulde gjere o. s. v.

Naar jeg her ikke har behandlet Dagsværket, ligesom heller ikke Gjæsteriet, da er Grunden den, at der om samme vanskelig vil kunne gives mere bestemte juridiske Regler, saaledes at man vilde komme ind paa en almindeligere Betragtning af Bondens ekonomiske Stilling, hvad der har ligget udenfor min Opgave. Hoveriet var ordnet saa forskjelligt paa de enkelte Godser og i de enkelte Egne, at der ikke let vilde kunne gives en almindelig Regel om dets Forhold til Ejendommens Størrelse eller om Formen, hvori det præsteredes.

Landgilde af Ejendomme under Dueholm Kloster i Aaret 1614, sammenliguet med den i ældre Tider svarede.

Suui Udgangspunkt er benyttet Jordebogen for Dueholm af 1614, der bevares i Gehejinearkivet, og med denne er sammenholdt de Overdragelsesdokumenter og andre Aktstykker, som findes i Dueholms Diplomatarium, udgivet af Dr. O. Nielsen. — Det bemærkes, at 1 Pund Korn er = 2 Tønder, 1 Læst Korn = 24 Tønder.

H}'ldig i Tødse Sogn paa Mors. Af en Stug Jord, en
801. 2 Tønder Eug. — 1439: en Jord liggendes hos Hyldighe
og skylder 1 Pund Eug til aarlig Skyld (3. 33).

Se mb i Hvidbjerg Sogn, Kefs Herred. Af en Gaard 12 Tønder Byg, 1 Svin. 6 Mark Gjæsteri. — 1515: en Gaard, liggendes i Semby i Eefsherred. giver til aarlig Skyld 6 Pund Korn, 4 Snese Aal og Skovsvin etcetera (S. 81).

Jes trup i Lyngs Sogn, Kefs Herred. Af en Gaard 12

Side 711

Tønder Byg, 1 Svin, 1V2 Daler Gjæsteri. — 1472: en Gaard
liggende i Lyngs Sogn i Eyestrop, giver til aarlig Skyld en
halv Læst Korn iS. 83).

Heltborg i Eefs Herred, en 801, 4 Tønder Byg. —
1472: en Gaard, liggendes i Heltborrig i Thy, skylder til
aarlig Skyld 3 Pund Korn (S. 87).

Hassing i Hassing Herred, en 801, 2 Tønder Byg. —
1515: et 80l i Hassingby, giver til aarlig Skyld 1 Pund Korn
etcetera (S. 81).

Villerslev i Hassing Herred, en Gaard, 12 Tønder Byg,
1 Svin, 2 Daler Gjæsteri. — 1495: en Gaard i Villerslæ, giver
6 Pund Korn til aarlig Skyld med andre Bede (S. 88).

Tor up i Hundborg Herred, en Gaard, 4 Tønder Byg,
1 Pund Smør, 1 Svin. — 1493: en Gaard i Tordropp, til
aarlig Skyld 2 Pund Byg med andre smaa Bede (S. 93;.

Frøkjær i Hillerslev Herred, en 801, 4 Tønder Byg, V2 Daler Gjæsteri. — 1493: i Frøkier, 1 Pund Byg, med andre smaa Bede (S. 93). Nota: Der var taget Jord fra den Gaard lidi Agerholm nomine Dalgaard og lagt til Frøkier, fordi giver de hver 2 Pund ordei til Skyld etc. (S. 92).

Stentoft i Hillerslev Herred, en liden Gaard, 4 Tønder Byg, 1 Svin, V2 Daler Gjæsteri. — 1493: en øde Gaard, kaldes Stientofft, to Pund Byg med andre smaa Bede (S. 93).

Vilsbøl i Hillerslev Herred, en Gaard, 4 Tønder Byg
1 Pund Smør, 1 Svin, 2V2 Mark Giæsteri. — 1493: i Viilsbøøll,
to Pund Byg med andre smaa Bede (S. 93).

Kabelstoft i Hillerslev Herred, en 801, Sand haver gjort Skade paa Ejendommen, Byg 2 Tønder, Smør 1 Pund. — 1493: en Gaard kaldes Kabelstofft, giver 2 Pund Byg til aarlig Skyld, med andre smaa Bede (S. 93).

Kaase i Hillerslev Herred, en hel Gaard, giver 12 Tønder Byg, 1 Pund Smør, 1 Svin, V2 Tønde Gjæsteribyg; en anden hel Gaard, giver 6 Tønder Byg, 1 Pund Smør, 1 Svin, 1V₂ Tønde Gjæsteribyg. — 1435: 3 Gaarde i Kaasse, give hver 3 Pund Korn til Skyld (S. 119—120).

Side 712

Aarup paa Hannæs, en hel Gaard, 12 Tønder Byg, 1
Svin, 2 Daler Gjæsteripenge. — 1439: en Gaard i Syndher
Aarup paa Hannees, skylder 6 Pund Korn til Afgift (S. 3).

Landgilden i Anret 1568 af forskjellige Ejendomme, tilhørende Roeskilde Domkirke, sammenlignet med den i ældre Tider svarede.

I det Følgende sammenstilles den Landgilde, som er opgivet i: Jordbog paa alt Eoeskilde Kapitels og Domkirkens Indkomst og Keute efter Kong. Maj. vor allernaadigste Herres Begjæring af Kapitel paa det flitteligste skreven og overset anno 1568 (Arn. Magn. Samling Nr. 876 4to), med den Landgilde, der nævnes i de gamle Adkomstbrevc, som Kapitlet og Kirken besad, og som nu forvares i den Arn. Magn. Samling eller ere trykte.

Bona altaris Oatherine juni o ris. En Gaard i Thorslundmagle, Smørum Herred. 3 Pund Byg, 2 Sk. grot. — 1436 giver Xicholaus Esberni dictus Byllæ, armiger, in honorem beate Katarino „unam curiam in Thorslunde magle, de qua dantur 3 pondera annone cum 2 /3 grot" (Fase. 37 Nr. 19).

Jordskyld udi Trælle-borg. En Gaard gav tilforn 6 Sk. grot. som Kong. Maj. Krigsfolk nu haver afbrændt og Possessor faar der Intet af. — Samme Gavebrev: unam curiam in Trælleburff in Skania, de qua datur 6 fi grot.

Bona altaris Marie Magdalene. En Gaard i Svogerslev i Sømme Herred. 1 Pund liug. 1 Pund Byg, 1 Sk. grot. — Mageskiftebrev af 1459, hvorved der skjødes til Marie Magdalene Alter en Gaard i Svogerslev, skylder 2 Pund Korn og 1 Skill. grot til aarlig Landgilde (Fase. 43 Nr. 11).

Bona altaris beati luonis. En Gaard i Lyngerup
i Horns Herred. 1 Pund Rug, 1 Pund Byg. — 1470 mageskifterVæbneren
Niels Portman til Altret en Gaard i Lyngenip,hvilken

Side 713

nip,hvilken„giver til aarligt Landgilde 2 Pund Korn, halvt
Eng og halvt Byg" (Fase 40 Xr. 5).

Bona alt ar is Trinitatis in sacello regi o. To Gaarde i Vindinge hos Vordingborg give hver 6 Sk. grot; en øde Jord sammesteds giver 3 Sk. grot. — Kristian I's Fundats 1464 for sit Kapel i Roeskilde Domkirke: Item tre Gaarde i Vindinge hos Vordingborg, give 3 lødig¹ Mark (Diplom. Christierni Primi S. 160). En lødig Mark =5 Skill. Grot, se Osterssøn "Weylle, Glossar, Mark; Scliarling, Pengenes synkende Værdi 11.

En Gaard i Vetterslev i Ringsted Herred. 4 Pund Byg,
4 Skill. grot. — Fundatsen 1464: 2 Gaarde i Vetterslev, hver
giver 2 Pund Byg, 1 Fjerdg. Smør, V2 Svin.

En Gaard i Sigerslev, Stevns Herred. 2 Pund Byg, 1
Mark Penge. — 1464: en Gaard i Sigerslev, 2 Pund Korn,
1 lybsk Mark.

En Gaard i Torkildstrup, Voldborg Herred. 2 Pund Rug
2 Pund Byg, 1 lødig Mark. — 1464: en Gaard i Torkild
strup, giver 4 Pund Korn og 1 lødig Mark Penninge.

Bona altaris S. Anne in sacello regio. En Gaard i Vridsløsemagle i Smørum Herred, 4 Pund Byg. En anden Gaard, 2 Pund Byg. — Fundatsen 1464: til S^J.. Anne Altere, to Gaarde i Vridsløse, den ene giver 4 Pund Korn og 2 Sk. grot, den anden 2 Pund Korn og 1 Sk. grot.

En Gaard i Høielse, Ramsø Herred. 2 Pund Byg. —
1464: en Gaard i Høielse giver 2 Pund Byg og 2 Sk. grot.

To Gaarde i Salby, R fan sø Herred. Den ene 3 Pund Byg, den anden 1 Pund Byg. — 1464: to Gaarde i Salby gamle, den ene giver 3 Pund Byg og 2 Sk. grot; den anden giver 1 Pd. Byg og 1 Sk. grot.

Eire Gaarde i Soderup, Sømme Herred. Hver giver 1 Pd.
Rug, 1 Pd. Byg. — 1464 : fire Gaarde i Soderup, hver giver
2 Pund Korn og 1 Sk. grot,

Bona altaris er uc is. En Gaard i Xørrehvalsø, i VoldborgHerred.
1 Pund Rug, 1 Pund Byg, 1 Lam, 1 Gaas, 4
Høns. — Biskop Johannes (1431—48) grunder dette Altar og

Side 714

skjænker bl. a. det nedenfor nævnte Gods (Fase. 39 Nr. 1): en
Gaard i Hvalsø nørre, giver 2 Pund Sæd.

En Gaard i Ølby i Ramsø Herred. 3 Pund Byg, 1 Lam,
1 Gaas, 4 Høns. — En Gaard i Ølby, 2 Pund Sæd.

En Gaard i Veileby, Skippinge Herred. 2 Pund Eug, 2
Pund Byg, 2 Sk. grot. — En Gaard i Veileby, 4 Pund.

Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 6 (1886 - 1887) 1