Frederik III og Enevældens Indførelse.

Side 715

Dpergsmaalet om den rette Forstaaelse at" den Maade, hvorpaa Enevselden indfortes i Danmark 1660, er i den seneste Tid paa ny optaget til nejere Dreftelse. Deter Justitsraad Bruun, der har vEren derfor, og alle ville indrerameham,at hvad der tidligere forelaa i Literaturen, ikke gjorde hans Undersogelser overfladige. Paa adskillige Punkter har han sikkert ogsaa berigtiget sine Forgaengeres Anskuelser, men hvad der kan tvistes om, er, hvorvidt han har staaet tilstraekkelig frit overfor Sagen, og om hans store Interesse for Frederik 111 og hans Tilbejelighed til at. ville rense Kongen for de forskjellige imod ham rejste Beskyldninger, saaledes som den har vist sig ien Rsekke af hans senere Skrifter, ikke maa siges at have fort ham for vidt. I en Afhandling i dette Tidsskrifts 5. Rsekke 2. Bind vendte han sig navnlig imod Fr. HammerichsAnklageimod Frederik 111 (i Nordisk Universitets- Tidsskrift 3. Bind 1857) for at have misbrugt den ham ved Arveregeringens Overdragelse givne Magt til paa en «maaske juridisk forsvarlig, men moralsk forkastelig»^x)

1) Arif. St. S. 163.

Side 716

Maade at have indført den übegrænsede Enevælde. Han søgte at godtgjøre, at det fri Arverige i og for sig betød ilet samme som Enevælden, og at den saakaldte Arveenevoldsaktaf1661 kun var en retlig Følge af, hvad der var foregaaet paa Stændermodet 1660^J); Frederik 111 havde, efter hvad han selv havde lovet og hvad der ellers \ay sket, ingen hverken juridisk eller moralsk Grund til at dele sin Magt mcd andre Statsfaktorer. Der var ved Bruuns Afhandling det übetinget fortjenstlige, at han efterviste,atProvisional-Ordonnancen af 4. Novbr. 1660, som man hidtil havde tillagt stor Betydning, fordi Kongen i den skulde have lovet at indkalde Stænderne, kun var et Projekt, ikke nogen af Frederik 111 udfærdiget Forordning. Men for øvrigt var hans Fremstilling ikke ;saa udtømmende og overbevisende, at man kunde vente, at hans Opfattelse for Fremtiden vilde blive den almengjældende. GehejmearkivarJorgensenudtalte da ogsaa lejlighedsvis i Forordet til sin Udgave af Aktstykker vedrørende Kongeloven og dens Forhistorie (1886), at. Kongeloven «efter hele sit Indholdsaalangt fra er on Indfrielse af de med Stænderne ved Arvehyldingen og Haandfæstningens Kassation i Oktober1660trufne Aftaler, at den tværtimod maa siges at ville have været uden retligt Grundlag", hvis ikke HyldingsbreveneafJanuar 1661 vare komne imellem: «de indeholdtiVirkeligheden

1) Det vilde vistnok være det rigtigste at lade denne Betegnelse af Mødet afløse det moderne, men i Samtiden ikke brugte Ord .Rigsdag. ])et store Møde af Stænderne 1536 kaldtes Eigsdag (Kolderup-Rosenvinge, Samling af gamle danske Love IV, 161), men senere gik denne Benævnelse aldeles af Brug. Man talte kun om Stændermøder eller, naar Modsætningen mellem de almindelige og provinsielle Møder skulde fastslaas, da om de første som Generalmøder (se for tidligere Møder f. Ex. den sjællandske Landebog, Univ. Bibi., Add. Fol. 96, og for Mødet 1660 Acta Consistorii 16. Soptbr.).

Side 717

holdtiVirkelighedenefter moderne politisk Sprogbrug et
Plebiscit som Stadfæstelse paa et fuldbyrdet Statskup«.
Foranlediget herved har Justitsraad Bruun for nylig atter
taget til Orde og i et selvstændigt Skrift
Indforelse i Danmark og Kongelovens Tilblivelse« (Kbh.
1887) søgt at hævde sin tidligere Opfattelse.

I alt væsentligt er dette Skrift dog kun en Gjentagelse af, hvad han tidligere havde bragt from; der findes i det ingen nye Argumenter af større Betydning, men Paastandene ere snarest mere tilspidsede. Og naar han dadler Historikerne for næppe altid at have draget Grænsen skarpt nok imellem, hvad der er Historie og hvad der er liet, kunde man vistnok med mere Grund bebrejde ham, at han ikke har taget tilstrækkeligt Hensyn til den historiske Baggrund. I alt Fald indtil den seneste Tid har dog den historiske Fortolkning af statsretlige Akter været opretholdt ogsaa af Juristerne, og de Forudsætninger, hvorpaa Akterne hvilede, været med til at bestemme Opfattelsen af disse.

Hvorom alting er, Spørgsmaalet om Forstaaelsen af Begivenhedernes Sammenhæng 1660 og deres yderligere Udvikling indtil Kongelovens Givelse 1665 er saa vigtigt for Opfattelsen ikke alene af Frederik 111 og hans Raadgivere,men ogsaa af hele det Grundlag, hvorpaa vort Lands Forfatning hvilede i henved 200 Aar, at en videre Drøftelse af det formentlig ikke er überettiget. Den følgendeUndersøgelse skal nu lige saa lidt som Bruuns indladesig paa de almindelige sociale og politiske Forhold, der bevirkede, at Enevælden kunde indføres og kunde bestaa; hvad der derimod skal være dens Hovedopgave, er at søge at fastslaa, hvad vi virkelig vide, og at belyse den virkelige Betydning af de forskjellige Stadier i Udviklingens

Side 718

Gang. Til Grund for den har derfor ligget et Forsøg paa en Berigelse og en kritisk Vurdering af Kilderne. Meget vil sikkert altid blive dunkelt, fordi det har beroet paa Samtalerog mundtlige Forhandlinger, om hvis Indhold Hovedmændenepersonlig ikke have efterladt skriftlige Meddelelser;nye originale Hovedaktstykker ere ikke heller fundne og ville næppe heller kunne findes, derimod ville adskillige nye Koncepter og nogle hidtil ikke paaagtede Optegnelser af samtidige vistnok fremme Forstaaelsen^x). Men mest har dog Opmærksomheden været rettet paa dels at adskille,hvad vedkommende Kilde kunde antages at give en nogenlunde sikker Oplysning om derved, at dens Forfatter selv har været Vidne dertil, fra det, som kun var Formodninger,låse Referater eller Beretninger paa anden eller tredje Haand²). dels at lade den daværende danske Statsretkaste Lys over Forholdene.

1) Det er en beklagelig Mangel, at adskillige af de vigtigste Indlæg kun ere bevarede i Afskrifter. Originalerne vilde ofte kunne have indeholdt Vink til Belysning af den oprindeligste Form, Affatterne in. ru. Af samtidige Optegnelser, som ikke tidligere ere tilstrækkelig paaagtede, skal især henledes Opmærksomheden paa »En kort Underretning om Stændernes Supplication til hans kgl. Maj. om Riget til et Arverige at gjøre>, der er en Dagbog over Begivenhederne, fra 8.^— 18. Oktober (Xy kgl. Saml. 4to 1053 b), nogle Uddrag af en Protokol over Møder af Kjøbenhavns Magistrat (og 32 Mæud?) (GI. kgl. Saml. Fol. 908). og den østrigske Gesandt Baron GoeV Breve (Ark. i Wien; en Afskr. af Brevet af 2. Novbr. i Allenske Sager Nr. '21).

2) At man kun i riuge Grad kan bygge paa Frederik Gabels Beretninger (trykte i Suhms nye Saml. I og III; Originalkoncepterne i Geh. Ark., Pakken Kongeloven), er anerkjendt af alle. Mere übetinget Tillid har man fæstet til Slanges Historie om Regeringens Forandring udi Danmark, 1720 (GI. kgl. Saml. Fol. 905). og den er ogsaa saa vigtig, at den snarere havde fortjent at trykkes ond Langebeks Fremstilling, der hviler paa Slanges Historie og paa Kilder, som vi ellers endnu have. Slange har som Ihændehaver af sin Fader Peder Villadsem Papirer vidst god Besked om :neget, vi nu ikke kjende til paa første Haand. Men han staar ikke übetinget til Troende. Fremstillingen af de sjællandske Provsters Valg er næppe fuldt korrekt (se Historisk Caiender I, 234 ff. Acta synod. Boskildensia 28. Aug. 1660, Ny kgl. Saml. 4to 11711, og Erik Olsen Torm har været paa Mødet i Kjøbenhavn efter d. 15. Septbr., thi hans egh. Underskrift findes paa en Koncept af S. Oktober (Ny kgl. Saml. Fol. 649). For de Møder, Peder Villadsen ikke selv har deltaget i, saaledes Udvalgsmødet 14. Oktober, kan han ikke have gjort Optegnelser af egen Erfaring, hvilket bevirker, at Slanges Beretning herom maa optEuges med mere Kritik. For alle Optegnelser gjælder det, at Referater af Taler maa modtages med stor Forsigtighed.

Side 719

Som en Baggrund for Begivenhederne i Efteraaret 1660 har det dog været nødvendigt at kaste et Blik paa nogle hidtil til Dels mindre paaagtede Foretagender fra Frederik lll's Side, der allerede før 1660 pege i Retning af hans Planer om at udvide sin og sit Dynastis Magt, og som paa en JVJaade fik deres endelige Afslutning ved Arveregeringens og Enevældens Indførelse.

I.

Frederik 111 havde, som bekjendt, ikke ved Fødslen t'aaet nogen Udsigt til at erhverve Danmarks Trone. 1608 var ogsaa hans ældre Broder Prins Christian bleven valgt til sin Faders Efterfølger. Selv havde han senere faaet Besiddelsen af Stifterne Bremen og Verden, men han havde ikke ladet sig nøje dermed. Skjont der var stor Anledning for Kongehuset til ikke at indlade sig paa Delinger af Hertugdømmerne, især efter at den gottorpske Linie havde skaffet sig Anerkjendelse af FørstefødselsrettensIndførelse,havde Hertug Frederik dog sikret sig Udsigt til Dele af Hertugdommerne. Da han 1642 stod i

Side 720

Begreb med at gifte sig, havde han opnaaet sin Faders Samtykke til, at han, hvis Prins Christian efterlod Arvinger,skuldehave Segeberg og Hanerau Amter som sin Arvedel af Hertugdømmerne foruden den livsvarige BesiddelseafAmtet Svabsted. I Oktober 1(343 var et nyt Arveforlig blevet oprettet; Frederiks Andel var bleven ham bekræftet allerede for det Tilfælde, at Prins Christian efter Faderens Dod indtraadte i den fulde Regering af Kiget og Fyrstendømmerne; den var desuden blcven forøget med ■orskjellige Godser og Stæder, og alt var blevet ham tilsikretforham og hans mandlige Livsarvinger¹). Men hans ældre Broders Sygelighed henledte dog snart stærkest hans Tanker paa Tronfolgon i Danmark. Han ønskede ikke at afvente Prinsens Dod, thi Efterretninger fra Danmarkgikud paa, at Stemningen ikke var ham gunstig, og at der vilde rejse sig store Vanskeligheder, førend han kunde opnaa Regeringen, hvis Broderen skulde dø uden Arvinger. 1 \o\ember IG4G gjoide han derfor forskjellige Skridt hos Christian IV og Prinsen for at bevæge Kongen til hos de da bamlede Eigsraader at opnaa en Forsikring oin hans fremtidige Valg. Hvad han vilde, var altsaa en Slags Fordobling af det skete Kongevalg; Tronfølgen skulde i Kongens levende Live sikres ikke alene Kongens ældste, mon ogsaa hans næstældste Søn. Men det er interessant at lægge Mærke til, at han i Instruxerne for sin HofmarskalkJasperv. Oertzen betoner Xabokongerigernes Exempel, «soin især tragte efter, at de ere sikre paa en fremtidig Successor i Tilfælde af mange uventede Dødsfald

1) Christian IV's egh. Breve ved Biicka o<_^r Fridericia 1641 —1644 S. 223 if. Geh. Ark., Kgl. Testamenter og Dispositioner Nr. 2. ■j a. 4a.

Side 721

fald»J). Nabokongerigerne, det var Sverig og England,
hvor Tronfølgen var arvelig: det var dette Forbillede, som
allerede nu fristede Frederik2).

Der kunde imidlertid ikke være Tale om, at Christian IV kunde sætte noget saadant igjennem hos Rigsraadet, allermindst paa det Tidspunkt, og Kongen foreslog ikke heller noget derom.

Ved Christian IV's Død udebleve nu vel ikke ganske de af Frederik ventede Vanskeligheder, men han besteg dog Tronen, om end bunden stærkere end sine Forgængere. Her skal nu ikke dvæles ved de forskjellige bekjendte Skridt af Frederik 111, hvorved Rigsraadet tilsidesattes og dets Indflydelse efterhaanden svækkedes, som Korfus Ulfeldts Fald, Anvendelsen af fremmede især under Krigen med Sverig³) og Undladelsen af at besætte de ledige .Rigsembeder og Rigsraadsposter efter 1657; ikke heller skal hans Indsættelse af Kommandanter i Fæstningerne paa Bekostning af Lensmændenes Myndighed nærmere omtales⁴). Hvad her derimod for det første skal mindes om, er hans Foretagender for at stille sig og sit Kongehus friere overfor Norge, Hertugdømmerne og Bornholm, og dernæst om Muligheden af en Statsomvæltningsplan 1658.

Da Frederik 1646 søgte at sikre sig sit Valg, omtalte
han kun Danmark os1 ikke Norge. Det or næppe sandsynligt,atdette

1) Ini3truxerne af 2. og 6. Novbr. 164(3 samt ot uilat. Udkast til en Skrivelse til Kongen (Geh. Ark., Dan. Kong. Hist. Nr. 116. Bremen S^Tr. 36).

2) I det anf. ud.it. Udkast har først staaet, at liau ønskode, at der maatte lægges ham en sikker Grund «wegen kiinftiger Successien am Konigreich Danemark«. Ordet Succession er rettet til Election.

3) Jvt. Hist. Tilaskr. 5. B, Y, 635 fT.

4) Se Breve fra Ove (Ijedde om Helsingborg Fæstning af 20. Juni. 1. Septbr. og 30. Oktbr. 1655 (Skaanske Indlæg).

Side 722

synligt,atdetteskyldtes en Forglemmelse, snarere stod allerededaTanken for ham om Norge som hans Arverige. Ved hans Kongevalg kom Spørgsmaalet frem. Rigsraadet frygtede hans Fordringer i denne Henseende; Adelen forlangte, at der i Haandfæstningen skulde optages en Bestemmelse om, at «Norges Rige er og bliver under Danmark som et Len under Kronen, som det altid har været«¹), og det mentes, at Frederik en Tid holdt sig officielt tilbage for ikke at maatte nøjes med Titel af Hertug. Dog opgav han, til Overraskelse for mange, i Maj Kravet paa Norge som Arverige²) og lod sig vælge saavel til Norge som til Danmark.Deter bekjendt nok, at Spørgsmaalet kom frem i en alvorligere Form 1649 og 1650, da Kongens Søn HertugChristianskulde vælges til Tronfølger. Frederik 111 fordrede, at Prinsen kun skulde betegnes som valgt «til denne Krone« og" ikke «til Danmark og Norge« eller »disse Riger og Lande». Gejstligheden og den største Del af Borgerskabet fulgte hans Ønske, medens Rigsraad og Adel, Universitetet og Sorø Akademi samt Christianshavn valgte ham til begge Kongeriger. Sagen synes dog at være bleven ordnet ved et Kompromis, idet Kongens Gjenbrev til Rigsraad og Adel kom til at lyde paa, at han var valgt til »Konge at være og blive udi Danmark og Norge«, medens det til Gejstligheden og Universitetet kun lød paa, at han var valgt til <. Regimentet»³). Imidlertid er der stor Sandsynlighed for, at Frederik 111 alt andet end

1) Adelens ludlæg af 17. April 1648 (Rigsraadsbreve i Kancelliark.).

2) Den franske Resident Hcnnequins Breve til d"Avaux og Servien, 4. April, 3. og 16. Maj (rdenrigsminist. Ark. i Paris).

3) Jvfr. Danske Magazin 3. R. IV, 82. Nyt hist. Tidsskr. V, 397 f. Thott Fol. 841. Aschehoug, Statsforfatn. i Danmark og Norge S. 3(33.

Side 723

opgav Fordringen paa, at Norge skulde betragtes som hans Slægts Arverige. I Aaret 1656 forfattedes et statsretligtSkriftmed Titel «Norges Arve-Kige«; dette vrimledeafskarpe Angreb paa de Danske, især den danske Adel, omtalte med Sympathi Christiern Jl og opstillede den Sætning, ;it Norge var de rette Arvingers og Kongers Odelsgods; det gik endog saa vidt, at det antydede, at Kaareriget Danmark snarere burde rette sig efter ArverigetNorgeend omvendt. Nyere Undersøgelser have nu paavist, at Forfatteren til dette Skrift ikke, som tidligere antaget, har været en Nordmand, men tværtimod en Dansk, sandsynligvis Jens Dolmer, der netop paa denne Tid fik en aarlig Pension for at give sig af med historiske Studier. Skriftet blev overleveret til Kongen og vistnok af denne indlemmet i hans Bibliothek, et mærkeligt Tegn paa, i hvilken god Jordbund dets Tanker vare faldne trods dets voldsomme Udfald mod Danmark l).

Medens Frederik 111 saaledes sogte at løsne Norge fra dets statsretlige Forbindelse med Danmark for at kunne hævde det nøjere for sin Slægt, meder man lignende Tendenser hos ham og hans Kaader med Hensyn til Slesvig.

1 Modsætning til de ønsker, han havde næret, da han var Christian IV's yngre Son, blov det en af Frederiklll's første Planer som Konge at faa Førstefødselsrettenindført i Hertugdømmerne. Sagen forhandledes i August og September 1648 mellem Kongen og de slesvigholstenskeRaakr, men først 24. Juli 1650 undertegnedes Arvestatutet. Det var ikke noget nyt, naar Frederik 111 bekræftede dette paa egen Hiiand for Slesvigs Vedkommendeog

1) Skriftet er trykt i Budstikken VI, 441—552. Jvfr. G. Storms Afhandling i Ncrsk hist. Tidsskr. 2. R. IV, 114 tf. Om Jens Dolmer se desuden Clirist. IV's egli. Breve 1641—1(541 S. 24 f.

Side 724

mendeogikke søgte Rigsraadets Samtykke, thi det samme havde Christian IV gjort ved Primogeniturens Indførelse af den gottorpske Linie. Men ikke desto mindre har det sin Interesse at se den Motivering, med hvilken de slesvigholstenskeLandraader i Juni IGSO tilraadede Kongen ikke at søge Rigsraadets Samtykke. Medens Statholderen Christian Rantzau henviste til Forholdet med Gottorp, Kaj Ahlefeldt bemærkede, at Slesvig vel var et dansk Len, men noje forenet med Holsten, hvorfor Kongen kunde gjore det af egen Magt, og Heinrich Blome paastod, at Slesvig var inkorporeret med Holsten, gjorde de lærde Raader, Reimar Dorn, Johan Helm, Frants Stapel og Jakob Steinmann, den juridiske Paastand gjældende, at jus primogenituræ hørte til majora regalia, og at Rigsraadetingen jura majestatis havde¹). Det vil ses, at Tankegangen i en ikke ringe Grad var farlig for Slesvigs Forbindelse med den danske Krone, Frederik 111 var vel ikke ansvarlig for den, men har næppe modsagt den. De slesvig-holstenske Raader vedbleve at spille en betydelig Rolle under hans Regering.

En langt alvorligere Situation med Hensyn til Sønderjyllandindtraadteimidlertid 1058 efter Freden i Roskilde, da Hertugen af Gottorp "jorde Fordring paa Løsningen af Lensforholdet til Danmark. 3. April forespurgte Frederik111Rigsraadet, om det mente, at Hertugens BegjæringomAfstaaelsen af Lenshojheden og al anden Rettighedoverdet

1) Frederik Ill's Brev til Landraaderne og Kansleren, 2. Aug. 1618. Raadernes Protokol og Betaenkning af 5. Septbr. 1648 sarut deres Protokol af 14. Juui 1650 (Geh. Ark., Overretsark., Kgl. Axvehus Nr. 9). Jvfr. Falck, Saniml. der wichtigsten Urkunden, welche auf das Staatsreclit der Herzugthiiiaer Schleswig u. Holstein Bezug haben S. (jB. 157 ff.

Side 725

tighedoverdetganske Hertugd-emme Slesvig kunde bevilges.Rigsraadetsvarede den nseste Dag, at det slesvigske Len var et saadant Regale og kosteligt Klenodie, at det kun i hojeste Ned kunde afstaas, men at man dog hellere maatte gjtfre det end udssette sig for at beholde den svenske Hser i Danmark. Det vakte vistnok en ikke ringe Overraskolse, da Frederik 111 som Svar herpaa den 10. April med Beklagelse af den haarde Nedvendighed af Afstaaelsen til Gottorp tillige udtalte, at ban ikke kunde forstaa, hvorledes den halve Del kunde forblive hos Kronen, naar den anden halve Del var aftraadt. «Vi formene," lagde han til i sin egenhaendige Skrivelse, «begge Dele at vsere lige Kondition undergivne, som ikke formedelst den gemene Regering kan adskilles, eftersom billigt eragtes, at vor kongelige Linie som den seldste dot sarame som den gottorpske reciproquement bevilges, saa at vort Hus ikke skulde vsere vaerre Kondition end hans Kjserlighed undergiven.» Man kan meppe andet end give de tilstedevaerendeniRigsraader Ret, naar de i deres Svarskrivelse herpaa af 17. April under skarp Betoning af den Forpligtelse,dehavde til at udtale deres sande Mening, beklagedeKongensForlangende, «heist efterdi herved intet naas, som Eders kgl. Maj. saa vel som hans kgl. Hojhed Prinsen jo allerede haver og er omforsikret; Riget separeresogsaaherved slet fra Eders Maj.'s Interesse i Fyrstendemmet,somdet ellers at maintenere hajst er obligeret».Mendesuagtet mente Rigsraaderne, at hvis disse Motiver ikke syntes Kongen vsegtige nok til at bevaege ham til at opgive sin Beslutning om ikke at ville aftrgede Souverseniteten til Gottorp, med mindre den ogsaa afstodes til hans mandlige Linie, saa vilde de hellere give deres Samtykke end udsaette Landet for en lterigere Indkvarteringafden

Side 726

teringafdensvenske Hær¹). Kongen lod sig ikke rokke; han fastholdt sin Fordring med Henvisning til, at den fælles Regering i Slesvig ikke kunde føres af ham og hans Arvinger uden lige Respekt og Autoritet, som den gottorpskeLinieopnaaede 2), og 2. Maj afstod han med RigsraadetsSamtykketil sig selv som Hertug af Slesvig og sine samtlige mandlige Descendenter Hertugdømmet Slesvig«cumdominio recto et utili, wie auch sonderlich sublimi superioritatis plenissimo jure, die Souverainitåt genant», dog at Slesvigs Grænser bleve uforandrede og intet af Hertugdømmet afstodes til andre³).

At dynastiske Hensyn her have gjort sig gjældende hos Frederik 111 paa en saadan Maade, at han derved kom til at tilsidesætte Danmarks Riges og Krones Tarv, synes det umuligt at nægte. Det er ikke godt at forstaa, at Ligheden i Fællesregeringen skulde være et vigtigere Moment end Betydningen af at bevare det halve Slesvig i statsretlig Forbindelse med Danmark. Men Kongen havde opnaaet at blive fuldstændig (rit stillet overfor Rigsraadet for sig og sine Arvinger med Hensyn til Slesvig.

Ved Udgangen af samme Aar kom en anden Del af Riget ind under Kongehusets umiddelbare Besiddelse, idet Bornholms Indbyggere, efter at være frigjorte for det svenske Herredømme, overdroge Landet med dets Renter og Indkomster til Kongen og hans Arvinger til «evindelig Arv og Ejendom at følge«. I Maj 1659 tog Frederik 111 £)en under sin og sine Arvingers Beskyttelse⁴). Der kan

1) Rigens Raads Breve, Fase. 62.

2) Nyt hist. Tidsskr. 111, 666.

3) Xordalbingische Studien IV, 154 ff.

4) Thurah, Beskrivelse over Bornholm S. 249—52.

Side 727

ikke være nogen Tvivl om, at hvad der her skete, var i
Strid med Haandfæstningen, særlig dens § 3.

Under alt dette moder der os Tegn til, at Kongen har haft endnu mere omfattende Planer for med Hensyn til selve Kongeriget. Spændingen mellem ham og Adelen var under og efter den første svenske Krig voxet hojere end nogensinde tilforn. De svenske Embedsmænd og Officerer,somopholdtsig i Danmark, havde ogsaa modtaget et bestemt Indtryk af Adelens Misfornøjelse med Kongen¹). Karl Gustav selv havde endog af Henrik Bjelke, der dog var Frederik IIFs betroede Mand, hørt mærkelige Udtalelser i denne Retning; Kigsadmiralen havde vel rost Kongen, men tilføjet: Gud naade os, gid man var herfra med Ære, Dronningen er ingen Dansk god, hun har Magten over Kongen a). Holler ikke Frederik 111 havde paa sin Side, da han i Marts IGSB havde haft Enesamtaler med den svenske Konge paa Frederiksborg, skjult den forhaandenværendeTilstand;hanvar vel ikke gaaet nærmere ind derpaa, men havde især dvælet ved Handelens Tilstand,,AdelensMisbrugaf dens Friheder og Nødvendighedenafattræde op derimod; han havde tillige fremstilletdetsom,at Rigsraadet var paa hans Side mod

1) Jvjt. følgende Ytringer i det svenske Rigsraads Møde 19. Maj 1658: Krister Bonde: Alle Ulfeldterne og Billerne mod Kongen, Friis ligeledes, Skeelerne og Ove G-jedde mod Kongen, Urne mod Kongen, Parsberg i 10 Aar ikke ved Hoffet. Lindenov, Jørgen Brahe, Christen Skeel, Urup. Gabriel Oxenstjerna: Omnes, quibuscum locutis, male contenti cum rege (Protokol i det svenske Rigsarkiv).

2) Raadsmødet 19. Maj: Rex: De H. Bielke quomodo laudaverit Christ. (Chri&t. IV) et Principem juvenem (Chr.st. IVs Søn Christian V?). Hic rex quoque bonus, sed gud nåd oss. Den, som warar med ahran litir ifrån. Eegina nemini Dano bona, regit regem etc.

Side 728

Adelen¹). Da var dot, at i Maj visse Antydninger, der stammede fra Frederik 111, gave Karl Gustav Anelser om Planer fra den danske Konges Side om en Statsomvæltning.Etafde Punkter i Roskildefreden, som Frederik 111 ikke fuldt havde opfyldt, var Bestemmelsen om, at der skulde udleveres til Sverig 2000 Ryttere. Kun omtrent USO Ryttere vare blevne udleverede, og Kongen havde forgjævesforeslaaet,atResten skulde erstattes med 500 Ryttere og 500 Dragoner (en Slags beredne Infanterister)²). Flere Gange i April havde Kongen sagt private Samtaler med den ene af de svenske Kommissærer, Rigsraaden Sten Bjelke, uden at dog noget vigtigt var kommet frem³). Men omtrent den 13. Maj sendte han i Hemmelighed Prins Christians Lærer, Villum Lange, der hidtil aldeles ikke var bleven benyttet i Forhandlingerne, til Sten Bjelke. Hvad vi vide om Samtalen mellem dem, er kun det, at Lange talte om »Kongens Stat« i Forbindelse med Kongens-Ønskeomikke at ville udlevere de fordrede Ryttere. Men Bjelkes Beretning om Samtalen var en saadan, at Karl Gustav øjeblikkelig antog, at Frederik lll's Hensigt var at beholde Rytterne for ved Hjælp af dem at forvandleDanmarktilet Arverige og gjøre sig selv til absolut Konge⁴). I Møder med sit Raad i Goteborg den

1) Raadsinedet 19. Maj: Eecitata? lit. Bielkens (so ndfr.). Rox: Dixit, ([iiod locutus cum rege ct declinaverit haec. Ministri roajores dixerint se velle inquirere in nobilinm actiones. Senatores a sua jtarte .... Eex: Cum rege Dania? locutus de commercii situatione, accijs etc.

2) Steu Bjelke og Cojet til Karl Gustav, 12. Maj (Svenske Rigsark.i.

3) Bjelke til Karl Gustav, 14. April.

4) Desværre bar Sten Bjelkes Brev af 13. Haj til Karl Gustav ikke været til at finde i det svenske Rigsarkiv. Dets Indhold kjendes af følgende: I den svenske Rigsraadsprotokol for 18. Maj hedder det: Talte Kgl. jlaj. om den Uenighed mellem Kongen afDanm. og hans Stænder. La\stes Sten Bjelkes Haandbiev af 13. Maj. Rex: Quuni rex Daniæ velit conversionem. '"[værendum an hoc patiamur. I Protokollen for 19. Maj hedder det: Grev Per Brahe: Non svadebo, ut permittatur rex Daniæ aequirere vires per arfrijke, nec pati potcst Svecia, ut status ibi e/ertat et se facit absolutum. Endelig hedder det i Karl Gu stavs Brev af 22. Haj til Sten Bjelke: Wij hafvve af Edert Bieef af d. 13. Maj ersedt, huad Langius (han kaldes i Bjelkes Brev af '20. Maj Prinsens Præceptor) ha.'wer med Eder i secreto taalt sit oin Kongens Stat som. the Ryttare, wij hafwe formedelst fredzulutet af hanom at fordra. Wij kunne icke annat afftaga an, at sådant hafwer något synnerligit in recessu, och at Ivonungen motto hafvra naget i sinnet emot een deel af Standerne och for den skull till sin intentions effter^yek iviliii behålla bemelte Kyttf.ro (Den svenske Rig3registratur).

Side 729

18. og 19. Maj overlagde han Betydningen for Sverig af en saadan Revolution i Danmark. Det er ikke mserkeligt, at Kesultatet af Overvejelsen blev, at en saadan Forogelse af den danske Konges Magt kun kunde vaere skadelig for Sverig; det besluttedes, at Sten Bjelke skulde fraraade Frederik 111 saadanne Skridt, og at man i Nedsfald skulde tage de danske Stsender under sin Beskyttelse. Men den danske Konge havde imidlertid ikke vovet sig ud over de gjorte Antydninger; han havde forholdt sig tavs og tilbageholden,daBjelked. 18. Maj havde en ny privat Samtalemedha m¹). Sandsynligheden ter dog vistnok siges at vsere for, at Karl Gustav og hans Raad ikke have taget fuldstsendig fej] af Frederik Ill's Tanker, tilslerede som de da som saa ofte ellers have vseret. Det fortjener ogsaa at bemgerkes, at de danske Rigsraader i de samme Dage, nemlig 12. Maj, indstajndig havde opfordret Kongen til at opfylde Fredens Bestemmelser om Rytternes Udlevering; de havde advaret imod dem, der muligvis fan dies rede

1) Bjelkes Brev af 20. Maj.

Side 730

med andre Raad, men som hverken forsiode Landets Tilstandellerhavdenoget
deri at søge eller tabe1).

Spurgte man Samtiden, hvem dwi antog, der havde den største Indflydelse hos Kongen og mest fjernede ham fra Rigsraad og Adel, var Svaret ikke tvivlsomt. Man nævnede adskillige af de Mænd, Kongen havde bragt med fra Bremen, især Gabel og Theodor Lente, forskjellige Officererog militære Embedsmænd, som Generalavditøren Poul Tscherning-), men først og fremmest dvælede dog Tanken ved Dronning Sofie Amalie³). Den livslystne, lidenskabelige og magtsyge Dronning stammede fra et Fyrstehus, hos hvilket netop samtidig ganske de samme Tendenser gjorde sig gjældende, som brøde frem i Danmark under hendes og hendes Ægtefælles Regering. Der var ikke alene Lighed i de Forlystelser, som adspredte hendes Broders, Hertug Georg Vilhelm af Brunsvig-Lyneborgs og hendes eget Hof, Fyrværkerierne, de mythologiske Balletter,Slædefarterne, Jagterne og de landlige Festligheder. Men Georg Vilhelm havde ligesom Frederik 111 skabt sig en Kreds af unge Raadgivere, til Dels Udlændinge, han lod inddrive Skatter før Landdagenes Bevillinger og lod landsherreligeResolutioner træde i Steden for Landdagsafskedene. En lignende Politik førte den anden Broder Ernst August,

1) Rigens Raads Breve, Fase. 62.

2) Jvfr. Hist. Tidsskr. 5. R. V, 631 ff. Karl Gustav ventede at høre nærmere om Frederik lll's før omtalte Planer af Gabel. Ogsaa de slesvig-holstonske Raader opfattedes som Modstandere af Rigsraadet i politiske Spørgsmaal, især Friedrich v. Ahlefeldt, der antoges at 3taa i venskabeligt Forhold til Dronningen (Sten Bjelkes Breve til Karl Gustav, 29. Marts og 8. April 1658; det svenske Rigsarkiv).

3) Jvfr. Henrik Bjelkes ovfr. S. 727 anførte Ytring, Hist. l'idsskr. 5. R. V, 602. Nyerup, Efterretn. om Frederik 111 S. 302 og GoeV Brev af 2. \ovbr. 1660.

Side 731

medens den tredje Broder, som stod i nærmest Forbindelse med Sophie Amalie, den excentriske Johan Frederik, kaldte sig Kejser i sit Land og i sin Bekræftelse af sit Lands Privilegier indskød Sætningen: »saafremt de ikke ere til Skade for min høje Fyrsteret, min Landshejhed og Territorialmagt«x).

Den brunsvigske Fyrsteslægt var paavirket af franske
Tendenser; den var et af Gjennemgangsledene for Absolutismens
Indtrængen i Danmark.

II.

Endnu inden Fieden med Sverig var sluttet i Kjøbenhavn,var Spørgsmaalet om Stændernes Indkaldelse blevet drøftet mellem Kongen og Rigsraadet. Frederik 111 havde 1. Februar 1660 forespurgt Kaadet, om det ikke var hensigtsmæssigtmed Stændernes Bevilling at paalægge en Konsumptionsafgift paa Vin, fremmed 01, Mel, Malt og saadanne andre Varer, som indførtes uden Told og Accise, og Rigsraadet havde 6. Febr. tilraadet en saadan Afgift, naar forinden Stændernes Betænkning og Samtykke var indhentet²). 1 Løbet af Sommeren havde Kjøbenhavns By gjentagne Gange mindet om Iværksættelsen af de Privilegier,som vare givne Staden 24. Marts 1659, og som blandt andet gik ud paa, dels at Kjøbenhavn skulde holdes for en fri Rigens Stand, der ved to Borgere sammen med Borgmestrene skulde give sin Stemme og sit Samtykke til alt, hvad der overvejedes med Hensyn til Rigets bedste, dels at der krævedes Stadens Samtykke til Paalæg af Told

1) Spittler, Ge&chichte d. Fiirstenthums Hannover 11, 181 f. 228 ft'. 261 ff. 295 f. 306 ff.

2) Rigens Eaad& Breve, Fasc. 63.

Side 732

og Accise. Det var især i en Skrivelse af 18. Juli, at Borgemestre og Raadmænd samt de 32 Borgere og de udvalgte Repræsentanter for Lavene bestemt havde forlangt,at de «maatte faa Frugten af Friheden at fornemmei Steden for den Ufrihed, de indtil denne Dag havde haft,» at den forrige Toldrulle maatte blive ophævet for Kjøbenhavns Indbyggeres Vedkommende som given uden Stadens Samtykke, og at de lige med Adelen maatte være fri for Told, Accise og anden Tynge, indtil slige Afgifterbleve bevilgede af dem og Adelen. Paa denne Skrivelsevar der ikke blevet givet noget Svar, ligesom allerede deres tidligere Indlæg havde faaet en noget kølig Modtagelsefra Regeringens Side*). Fornyede Forhandlinger mellem Kongen og Rigsraadet om Midler til Militsens Underhold havde imidlertid ført til, at Rigsraadet 1. Aug. paany havde tilraadet Stændernes snarlige Indkaldelse²), og under 5. Aug. udstedtes saa Breve til de forskjellige Stænder om at indfinde sig i Kjobenhavn 8. Septbr., for Adelens og Bispernes Vedkommende ved personligt Møde, for Præsteskabets, Universitetets, Kjobstædernes og af disse særlig Kjøbenhavns og Christianshavns Vedkommende ved valgte Repræsentanter³).

Da det ikke er Hensigten her at fortælle hele StændermødetsHistorie, skal der gaas hurtig hen over dets forste Stadier. Rigshofmesteren Joakim Gersdorf betonede i sin Indledningstale paa Slottet den 10. Septbr., at Stændernevare sammenkaldte for at forhandle om Midler til Kongens og Kongehusets Underhold, til at bringe Militsen, Flaaden og Fæstningerne paa Fode og til at betale Gjælden.Det

1) Nielsen, Kjøbenhavns Diplomat. I, 702—4. 715—25.

2) Kigens Raads Breve, Fase. 00.

3) fcjæll. Tegn. .Nielsen, Kjøbenhavns Diplomat. VI, 346.

Side 733

den.Detvar de samme Formaal, hvorfor Stændermøder ofte fer vare udskrevne. Nyt var det derimod, naar han tilføjede, at Kongen havde deputeret nogle Rigsraader til at forhandle med Stænderne, «saa at den ene lige med den anden skulde bære Byrden«¹). Hvad hermed var ment, viste sig den følgende Dag, da de tre deputerede Rigsraader, Gunde Rosenkrands, Otte Krag og Peter Reedtz, overleverede et Forslag, der gik ud paa, at alle Stænder skulde for en vis Tid bevilge noget lideligt af hvad enhver brugte, behøvede og fortærede²). I et til Adelsstandens deputerede overgivet særligt Forslag var det præciseret derhen, at Adelen"skulde erklære, hvor meget den vilde bevilge for en vis Tid at udgive for sine egne Personer, Hustruer, Børn, Folk, Tyende og Ugedagstjenere^y).

Forslaget om en Konsumptionsafgift, hvilende ligelig paa de forskjellige Stænder, og saaledes at Adelens Medlemmerikke vare fritagne for den, var alttaa fremsat af Kongen i Eniglied med Eigsraadet. Det viste sig imidlertidsnart, at Adelsstanden ingenlunde var rede til at følge Kongens og Rigsraadets Opfordring. Dens første Erklæringaf 12. Septbr. gik ud paa at hævde Skattefriheden for dens egne Personer, daglige Tjenere og Ugedagsbønder, hvorimod den tilbød af fri og godvillig Affektion at forære Kongen til St. Hansdag lige saa meget, som den foreslaaede Afgift kunde beløbe sig til for dens Tjenestefolk og dens Ugedagstjenere⁴). Dette Forslag fastholdtes dog ikke. Under Forhandlingerne med de andre Stænder, hvor der faldt de noksom bekjendte talrige drøje Ord paa begge

1) Knud Wulfs Dagbog hos Riegels, Femte Christians Hist. S. 30.

2) Danske Saml. 2. E. 11. 101.

3) Forslaget tindes hos Slange.

4) Erklæring af 12. Septbr. hos Slange.

Side 734

Sider, indsaa Adelen Nødvendigheden af at gjøre Indrømmelser.I et nyt Indlæg af 19. Septbr. tilbød den, skjønt Konsumptionen «skar saa dybt i Privilegierne», for en Tid af 3 Aar at give af fremmed Q\ og Vin samt af alle andre Varer, som den kjøbte i Kjøbstæderne til sit Underhold,det samme som de andre Stænder; derimod forlangte den Frihed for Afgift af hvad den forbrugte paa sine Gaarde paa Landet, <>thi ellers er der siden ingen videre Forskjel paa en Adelsmand og en Bonde«¹). 21. Septbr. gik Adelen saa meget videre, at den til Gjengjæld for den forlangte begrænsede Konsumptionsfrihed bevilgede 15 Edl. aarlig for hver 10 af dens Tjenere'²). Endelig 30. Septbr. vedtog Adelsstanden en Erklæring, hvorved den lovede i 3 Aar at betale Konsumption af hvad Rug, Mel og Malt den forbrugte paa sine Gaarde. Den havde saaledes opgivetsit tidligere Standpunkt, Oluf Parsberg bemærkede i sin Dagbog, «at nu var der ingen Undersked«, og Bevillingensenkelte Poster vare endog højere end hvad de andre Stænder havde bevilget for deres Vedkommende; det var nu Adelen, som forlangte den samme højere Taxt betalti Kjøbstæderne, som den vilde give paa Landet³).

Adelen havde gjort et Forsøg paa at vende Kampen
om, den havde villet vise en større Offerberedvillighed end

1) Holberg, Danmarks Eiges Hist. 111, 287 tf.

2) Xøyagtig Efterretning om Souverainitetct, Kbhvn. 1760, S. 18. "Deimo ■Efterretning« er vistnok Brudstykker af en Dagbog af Peder Yilladsen; kun en Afskrift af den. ikke Originalen, (som en Bomærkning i Danske Saml. 2. E. 11. 91 kunde give Anledning til at tro) lindes i Geh. Ark.. Souveræniteten Kr. 16 b. Bevillingen er udateret, men findes i alle Afskrifter sammen med Erklæringen af 21. Septbr. om Stempelpapiret og maa ogsaa uden Tvivl henføres til den Dag.

3) Adelens Bevilling i Afskr. i GI. kgl. Saml. 4*° 2700. Jvfr. Danske Saml. 2. R. 11, 93.

Side 735

de andre Stænder, og det blev disses Sag at ønske Afgiftennedsat,
hvilket forebragtes i et Indlæg af 4. Oktbr.x).

Denne Uenighed vilde vel sagtens kunne være bleven bragt ud af Verden, og Stændermødet være blevet sluttet, som de uindviede ventede det²), hvis ikke større Begivenheder,delsallerede indtraadte, dels forberedte, vare komne hindrende i Vejen derfor. Hvad her først maa mærkes, var et Slags revolutionært Skridt fra Gejstlighedens og Borgerstandens Side. Efter de bestaaende Privilegier kunde kun Adelen, Universitetet, Bisperne og Kjøbenhavn gjøre Fordring paa en übetinget personlig Skattefrihed³). Den menige Gejstlighed⁴) og de øvrige Kjøbstæder havde vel opnaaet en Sædvaneret til at bevilge extra ordinære Kontributioner,mendenne Sædvaneret havde ingen bestemt lovlig Gyldighed, og den gjaldt i alt Fald ikke Told og Accise. Ikke desto mindre havde disse Stænder i Dagene mellem den 12. og 15. Septbr. sammen med Bisperne sluttet en «Konjunktion« med Kjøbenhavn, som gik ud paa en Forening under denne Stads Frihed, det vil sige, de havde paa egen Haand aftalt, at Hovedstadens PrivilegiumpaaTold - og Accisefrihed ogsaa skulde gjælde dem, saaledes at de og Kjøbenhavn kun vilde være villige til at bevilge Konsumptionen, saafremt Adelen ogsaa bevilgededen.De vikle i dette Tilfælde "deponere deres

1) Riegels S. 72 ff.

2) Se Borgmester Tliomas Brodcrsons Brev af 1. Oktbr. i Birckorods Dagbøger ved Molbeck S. 60.

3) Om Bispernes og Universiteteta Skattefrihed so Nyt hist. Tidsskr. IV, 124 og Matzen. Kjøbenhavns Universitets Retshistorie I, 337.

4) Jeg kan ikke følge Asehehoug S. 420 i at antc.ge Gejstligheden for skattefri i Henhold til Kirkeordinansen. Jvfr. Nyt hist. Tidsskr. IV, 120.

Side 736

Privilegier, saa vidt dette Konsumptionsforslag angik« Ij, i ovrigt og for Fremtiden altsaa forbeholdende sig dem. Denne Konjunktions Betydning laa nu imidlertid ikke saa meget i Stillingen overfor Konsumptionsforslaget som deri, at der herved var tilvejebragt en almindelig Forbindelse mellem de lavere Stænder i Modsætning til Adelen. Det var Gejstlighedens Formand, Biskoppen Dr. Hans Svane, der havde sat denne Konjunktion igjennem. Hvad de lavere Stænder forte i deres Skjold, viste sig snart. IndenforBorgerstandenforelagdes et Forslag, der gik ud paa at opgive Koiihumptionsafgiften, som man kun havde Interesseafat bruge imod Adelen, men i og for sig ikke var stemt for, og erstatte det forventede Udbytte af den ved en fuldstændig Forandring af hele Statens Finansvæsen og Bestyrelse. Der skal ikke her gaas nærmere ind paa dette Forslags Detailler; hvad der skal fremhæves, er kun, at det mere end noget andet viser, at Borgerstanden eller i alt Fald dens Ledere havde Ojet aabent for hvad der trykkede ikke alene den selv, men ogsaa Bondestanden, og at den tænkte sig en Omdannelse af Statsforfatningen, saaledes at Repræsentanter for de forskjellige Stænder traadte til som Deltagere i den Magt, Rigsraadet hidtil havde haft, idet de skulde give deres Samtykke til de vigtigste Kegeringsanliggender. Forslaget bærer Datum 17. Septbr., men er sikkert ikke blevet overleveret'²). 1 dets Sted traadte et andet, mere maadeholdent Forslag fra Borgerstandens Side, som i sin endelige Skikkelse vel forudsatteenKonsumptionsafgift, men dog hovedsagelig lagde

1) Danske Saml. 2. R. 11, 102 f.

2) Afskrifter hos Ehuman (Dagbog med Aktstykker i Geli. Ark., Souverænitoteu Nr. 16 o og i Ludvig Pouch's Samlinger i My kgl. Saml. Ful. 649. Trykt i Suhms nye Saml. 11, 2, 115 ff.

Side 737

Vægt paa en Forandring af Krongodsets og Lenenes Administration.AlleLen burde sættes paa Kegnskab eller forpagtes til dem, som vilde give mest, Ladegaardenes Jorder burde uddeles til Bonder eller borttbrpagtes og Kronens Bønder give Penge i Steden for Ægt og Arbejde¹).

Dette Forslag, som blev underskrevet og vedtaget d. 25. Septbr., overbragtes den følgende Dag til Kongen af Hans Nansen og flere, men var næppe fremkommet uden Samraad med Gejstlighedens Førere, særlig Svane²). Det betegner et Vendepunkt i Stændermødet og i hele den tidligere Sædvane derved, at det umiddelbart leveredes til Kongen med Forbigaaelse af Eigsraadet. og derved at det tilsigtede en Forandring i Haandfæstningen; thi Meningen maatte utvivlsomt være, at ikke adelige alene skulde have Adgang- til at blive Forpagtere af Lenene. Men det har ogsaa sin Interesse ved at vise Borgerstandens ønske om, at Kronens egne Indtægter først og fremmest skulde forøges, Kongen opnaa en friere Raadighed over dem og Beskatningen træde i anden Kække.

Om Kongens Svar til Overbringerne vi;le vi intet bestem
t3), men det føltes i Almindelighed af Stænderne, at
Haandfæstningens Baand paa Kongen med Hensyn til

1) Trykt i Nøyagtig Efterretning¹ 8. 21 ff. En tidligere Eedaktion af *20. Septbr. hos Kiegels S. 57 ff.

2) Jeg følger her Ehuimins Beretning (Dansko Saml. 2. E. 11, 117). Da Forslaget kun var Borgerstandens, tør man næppe antage Slanges Beretning om, at Svane var med ved Overbringelsen, og at Gejstligheden og- Borgerskabet ledsagede Ordførerne Par ved Par.

3) Jeg tør ikke heller her übetinget følge Slanges Beretning, hvorefter Kongen henviste til Haandfæstningen og til, at Eigsraadets Samtykke krævedes til Forandringer i den: i.'.og er det intet usandsynligt i et saaclant Svar.

Side 738

Statsindtægterne hindrede hans frie Benyttelse af disse og
nødvendiggjorde de højere Skatter 1).

Medens saaledes de lavere Stænders Misfornøjelse var
>kfprpet, forberedtes langt vigtigere Begivenheder.

III.

Om Eftermiddagen d. 26. Septbr. overbragte Christoffer (rabel til Biskop Svane et af Kongen egenhændig skrevet og med hans lille Signet forsynet Brev. Udskriften var rettet baade til Biskoppen og til Hans Nansen. Det lød saaledes:

Kjære, tro Mænd. Vi ere og blive Eder for Eders beviste tro Tjeneste og Nidkjærhed alle Tider med Naade bevaagen, og overlade vi til Eder selv, hvem iblandt de andre I ville aabenbare, hvad som er blevet aftalt, naar I ikke gjore Valg paa andre end dem, som 1 kjende og finde tjenlige. Dog ville vi siden gjerne vide, hvo de blive. Vagten angaaende, da holde vi det utjenligt endnu formedelst Ombrage, ikke des mindre ville vi derpaa videre blive betænkte. Thuresen er os velbekjendt, og approbere vi Eders Forsæt, hvad ham aiigaar, som baade fornødent og tjenligt. I maa se til, at hvad der skal gjøres, det bliver gjort snart, thi Ophold bliver skadelig; dersom de andre vinde Tiden, kunne de maaske vinde mere. Værer enige og sagtmodige, vi ere og blive Eder alle Tider en naadig Konge. Betalende Eder Gud.

Kjøbenhavns Slot den 26. Septbr. Anno 1660.

Friderich2).

1) Jvfr. den saakaldte Lerclieske Dagbog (Danske Haml. 2. R. 11, LO5).

2) Brevet tindes kun bevaret i Afskrift hos Slange, det er derefter trykt i Hist. Calender 11, 417 f. og siden i Båden, Danmarks Riges Hist. IV, 467 f. Af Hensyn til dets Vigtighed er det dog paa ny trykt lier. Paa dets Ægthed er der ingen Grund til at tvivle.

Side 739

Dette Brev er det eneste umiddelbart fra Samtiden stammende Bevis paa Aftaler mellem Kongen og de lavere Stænders Førere inden den store Forandring i Oktober. Hvad der ellers er berettet derom, har til Kilde den næste Generations Beretninger. Frederik Gabel lægger hele Æren for Initiativet til Omvæltningen over paa sin Fader; men hans Beretninger ere selvmodsigende med Hensyn til den kronologiske Rækkefølge^l) og give intet sikkert om de første Aftaler, selv om adskillige Træk maaske kunne være rigtige. Et paalideligere Indtryk gjør Slanges Fortælling. Efter denne staar Kongen som Midtpunktet i hele Foretagendet. Før Stændermødet har han taget sin Beslutning om, at Haandfæstningen i det mindste skal forandres, om ikke helt hæves. Han overvejer først med Hannibal Sehested, hvorledes han skal tage Rigens Len og Indkomster fra Adelen til sig. Dernæst kalder han Svane til sig paa Frederiksborg for at spørge ham, hvorledes Haandfæstningen kan blive forandret eller tilintetgjort, uden at han bryder sin Ed; han faar til Svar, at de, som havde bundet ham, atter maatte loso ham. Endelig taler Kongen med Hans Nansen paa Kjøbenhavns Slot og giver ham en egenhændig Befaling om at konferere med Svane. Gabel gaar nu som Bud mellem Kongen og hans fortrolige, men hverken Svane eller Nansen véd før Mødet, at Hannibal Sehested er Medvider.

At kontrollere denne Beretning i alle dens Detailler lader sig ikke gjøre; men en kritisk Betragtning kan dog anstilles med Hensyn til Hannibal Sehested. Denne Mand besad netop den Gang ikke faa Betingelser for at have Kongens Gunst; han havde været en Hovedmand ved

1) Suhras nye Saml. I, 280 f. 111, 2f.

Side 740

Fredsslutningen i Kjøbenhavn, og han havde tilendebragt Underhandlingerne i Stockholm om Vederlaget for Bornholm.Hansynes ogsaa i sine Velmagtsdage i Slutningen af Christian IV's Tid at have været en Talsmand for at forøge Kronens Indtægter af Lenene, og hans betydelige Indsigt i Finanssagpr gjør det rimeligt nok, at Kongen har taget ham paa Raad med om de nødvendige Forandringerforat skaffe flere Penge. Kort i Forvejen, d. 21. Aug., havde han faaet sin Pension forøget til 6000 Rdl.^l), og den bekjendte Fortælling om hans Ytring ved Stændermødets Begyndelse til de fynske Deputerede, at Mødet betød: vil du ikke, saa skal du²), tyder ogsaa paa, at han i visse Henseender har været indviet i Kongens Planer om Forandringer i den bestaaende Tilstand. Men han havde paa Grund af sin Fortid ingen paalidelige Venner; han kunde næppe lede Sagerne, hvorhen han vilde, snarere maatte han rette sig efter andre for at sætte sig selv fast³). Og han følte sig saa lidt sikker i

1) Danske Magaz. 3. E. I, 312.

2) Birohorods Dagbøger S. 61.

3) Jvfr. Goés' Karakteristik af ham i Brevet af 2. Novbr.: Er istem Subjectuni. Avelches man zu solchen Dingen adkibiren kann, es stehet aber seine Sache bei Hof also, dass er besorglich offter den inclinationibus ihren Lauf lassen als denselben salutaria consilia opponiron wird kunnen; es ist auch, wann man seine Klagen an- Loret, mit ibm also umgangen worden, dass es nicbt ein Wunder sein mbchte, wann er die Gelegenheit annåhme, etiam cum aliqua immutatione rerum, ex depressione sua ab infortuniis zu emergiren. Mit mir, als dem er weiss, dass icli ibm gutes gonne und aucb einige gnte Dienste getban, tractirt er sonsten confidenter. Er hat auch Perspicacita't genug, dass er in arcana et medullas negotiorum penetrire und erkenne, wo eines und anderes bafft. Ich håbe unterschiedlich verspiiret, dass er viel Dinge, so er selbsten improbiret, so bingeben lassen, weil er sich nicht getrauet es zu andern oder seitie Sentiments dariibcr zueroffnen, gegen mir vorwendond, man miisse dieses und jenes anjetzo gehen lassen, mit der Zeit konne man es hernachher remediren.

Side 741

sin Stilling ved Hoffet, at han netop i Midten af Septbr. stod i Begreb med at forlade Danmark for atter at tage Ophold i de spanske Nederlande*). Derfor er det ikke sandsynligt, at han har hørt til Kongens allernærmeste Kreds. Thi havde han allerede i de Dage vidst, at en total Forandring af Statsstyreisen, der medførte hans egen Udnævnelse til Kigens Skatmester, umiddelbart forestod, vilde han næppe have tænkt paa at vende sit Fædreland Ryggen.

Det er da Svane, Nansen og Gabel, der blive tilbage som Frederik lll's egentlige fortrolige, og dette stemmer neje med Kongens Brev af 26. September. De hemmelige Aftaler, der omtales i dette, kunne ikke liave drejet sig om Lensspørgsmaalet, der da allerede var en offentlig Sag; der er ingen Tvivl om, at det er Planen om ArveregeringensOverdragelse, som her for første Gang meder os. Efter hele Frederik lll's ovenfor skildrede Politik før 1660 kan man vistnok med en ikke ringe Grad af Sandsynlighedantage ham selv for Hovedophavsmanden til Planerne. Som et Vidnesbyrd om hans Omvæltningstanker turde det maaske ogsaa fremhæves, at han den 8. Septbr., Dagen for Stændermødets Aabning, havde udnævnt GeneralmajorEggerich Johan Lubbes, der i sin Tid havde staaet under ham i Bremen Stift, til Kommandant i Kjøbenhavn;hans Regiment var ogsaa blevet forlagt fra Gliickstadt til Hovedstaden²). øjeblikket var kommet,

1) Kongens Anbefalingsbreve for ham til Statholderen Marquis (Jaracena af 17. og til Karl II af 25. Septbr. (Aualånd. Concepte). Jvfr. Becker, Saml. t. Frederik lll's Hist. I, 199.

2) Nielsen, Kjøbenhavns Diplom. VI, 349. Vdat. Brev fra Heinrich Voss, Stadsmajor i Gliickstadt. til Kongen (Krigskollegiets indkomne Sager, Oktbr. 1(3(30).

Side 742

hvor Kongen ansaa det for muligt at forandre ogsaa selve
Danmark til sin Slægts arvelige Besiddelse.

Kongen stod som Hoved for en Sammensværgelse. De indviede havde hidtil ført hemmelige Forhandlinger, til Dels ved natlige Sammenkomster; Tiden var nu kommen til at udvide de sammensvornes Kreds; det gjaldt at haste, men Overilelse var dog farlig. lal Hemmelighed underrettedes nu forskjellige af Gejstlighedens og Borgerstandens fornemste Medlemmer om hvad der forestod; Stadshauptmanden Frederik Thuresen traf Forberedelser til at forstærke Borgervagterne; Kongen befalede, at Adelens Tjenere ikke maatte bære Vaaben, og de adelige subalterne Officerer fjernedes fra Byen under Paaskud af en forestaaende Generalrnønstring^l); af Rigsraadorne indviedes maaske ogsaa nu Generalfeltmarskalk Hans Schack, der i August var bleven Medlem af Rigsraadet, og som kort efter havde faaet en Gave af Kjøbenhavns By paa 4000 Rdl.²), i Planerne. Da man frygtede for, at den sjællandske Gejstlighed, skræmmet af adelige med, at Præsterne skulde miste deres Tiender, hvis Adelen mistede sine Len, skulde svigte deres befuldmægtigede, kaldte Svane dem i Hemmelighed sammen til Roskilde nogle Dage fer det sædvanlige Landemode d. 10. Oktbr. Provsten i Slagelse, Peder Villadsen, der skal have været Svanes hejre Haand³), mødte ved denne Sammenkomst og fik sine Standsfæller til at udstede en ny Fuldmagt d. 4. Oktbr., hvorved de godkjendte, hvad deres Repræsentanter fremdeles vilde beslutte⁴).

Medens nu de uindviede blandt Stændernes deputerede

1) Slange.

2) Den kjøbenhavnske Protokol (GI. kg]. Saml. Fol. 908).

3) Jvfr. Hist. Calender I, 236.

4) Slange.

Side 743

vare optagne af Adelens Forslag om en forhøjet Konsumptionsafgift og af forskjellige andre Forslag¹), og Rigsraadet var sysselsat med Indlæg om Militsens Reduktionog med at opfordre Kongen til at besætte de ledige Rigsraadsposter²), var der, sandsynligvis af Hans Nansen, blevet opsat et Forslag til en Erklæring af Borgerstanden med Datum 4. Oktbr. Det begyndte med en uskyldig Indstilling om, at hvis Borgerstandens tidligere Forslag om Rigets Pengevæsen (uden Tvivl Forslaget af 25. Septbr. om Lenene) blev antaget, der da maatto udnævnes en Rigens Bogholder, som daglig kunde forestille Kongen og Rigsraadet den finansielle Stilling. Derefter udtaltes der imidlertid pludselig, at da Stænderne formodentlig snart skulde adskilles og de udenbysboende hj en forløves, saa vilde de ikke undlade at takke Kongen for ved dette Møde at have villet hore deres Mening og for hans Heltemodunder Kjøbenhavns Belejring. For ru at knyttes fastere sammen med Kongen havde de enstemmig besluttetat anerkjende denne for en ret Arveherre og hans Børn og Arvinger efter ham, saaledes at Danmark og Norge skulde blive fri Arveriger til evig Tid, og saaledes at der ikke skulde være Tale om noget Kongevalg, saalængenogen af den kongelige Stamme var i Live³).

Dette Indlæg, nøgternt og bestemt affattet, forudsatte
vel Rigsraadets vedblivende Bestaaen, men havde for øvrigt
ikke med et Ord omtalt Stændernes Rettigheder og Privilegier.At

1) Se bl. a. Kapitlernes Forslag, «som dog ikke blev Kongen leveret formedelst den Revolution, som derpaa fulgte". Afskr. hos Rhuman.

2) Danske Saml. 2. R. 11, 93. Indlæg af ti. Oktober (Rigens Raads Breve, .Fase. 63).

3) Afskr. i GI. kgl. Saml. Fol. 907 efter Orig. kos, Hjelmstjerne.

Side 744

vilegier.AtForslagsstillerens Mening imidlertid var, at Arvoriget ikke kom i nogen Modstrid med saadanne Privilegier,freingaar af, at samme Dag havde Kjøbenhavns befuldmægtigede sammen med de 32 Mænd opsat en Suplik til Kongen, hvori de med Beklagelse af, at de ikke havde modtaget noget Svar paa deres Andragende af 18. Juli, indstændig anmodede om, at Stadens Privilegier maatte komme i fuldkommen Brug, baa at den ikke besværedesmed nogen Told, Accise eller anden Tynge imod disse Privilegiers Ordlyd l).

Forslaget af 4. Oktbr. om Arveregeringen blev imidlertid kun til et, Udkast. Under de nærmest paafolgende Dages hemmelige Forhandlinger mellem Gabel og de indviede af Gejstligheden og Borgerstanden, hvis Antal efterhaanden forogedes²), omændredes Udkastet. Stemningen hos Borgerstanden var imidlertid bleven yderligere ophidset imod Kigsraadet og Adelen ved, at der var blevet trykt en Forordning om Stempelpapir, som stemmede med Adelens, men ikke med Borgerstandens Forslag. Sandsynligvis efter Samraad med Kongen nægtede Kjøbenhavns Borgemestre og Kaad at forkynde den paa Tinge³). Benyttende sig af Ojeblikket besluttede de sammensvorne at lade Dækket falde den 8. Oktbr.

Denne Begivenhed indlededes i et Møde af Kjøbenhavns Borgmestre, Kaad og 32 Mænd, hvor man paa Forslag af de to Borgmestre Hans Nansen og Christoffer Hansen vedtog sammen med Gejstligheden og den øvrige Del af Borgerstanden at tilbyde Kongen Arveriget, < enhvers Privilegieruforkrænkede

1) Afskr. i GI. kgl. Saml. Fol. 907 efter O rig. hos Hjelmstjerne.

2) Xøyagtig Efterretn. S. 3G—39. Slange.

3) Danske Saml. 2. R. 11. 118. IN'øyagtig Efterretn. S. 39. Slange.

Side 745

vilegieruforkrænkede«¹). Meddelelse herom sendtes dereftertil Svane, der imidlertid havde samlet Gejstligheden til Møde i Konventhuset, medens Borgmestrene selv overbragteForslaget til Borgerstanden, der var samlet i Bryggernes Lavshus. Efter en Tale af Hans Nansen, der navnlig drejede sig om Adelens Overgreb og Nødvendighpdenaf at skabe bedre Tilstande i Higet, hvorved de fattige Indbyggere kande hjælpes og de lavere Stænder vinde Kongens Gunst²), blev enkelte Kjøbstaddeputeredes Modstand overvunden og Forslaget vedtagot. Svane og Biskoppen af Aalborg Anders Andersen kom nu som Udsendingetil Borgerstanden fra Gejstligheden og bragte Forslaget tilbage til deres Stand. Svane holdt vistnok nu en Tale, hvori han i skarpe Udtryk angreb Rigsraadet og Adelen³); Forslaget blev vedtaget og underskrevet⁴). hvorpaa Gejstligheden drog samlet til Borgerstandens Mødested. Først n;i underskreve Borgerstandens deputerede5).

1) Den kjøbonkavnske Protokol (GI. kgl. Saml. Fu". :..)8).

2) Knud TVulfs Referat hos Riegels S. ?>9 f., som her er fulgt, har desuden, at Xansen sagde, at der skulde overdrages Kongen Arveriget, for at han kunde blive »en absolut Konge cg regerende Herre . Har han virkelig brugt disse Ord, istemme de kun slet med lians Forslag; men det vilde ikke være rigtigt at tillægge slige Referater Paalidelighod efter Ordene. Aftryk'ket hos Eiegels er heller ikke fejlfrit. Jeg har derfor ikke optaget disse Ord i min Text.

3) Svanes Tale henlægges af Slange til Modet med Borgerstanden, men næppe med Rette. Knud Wulf har intet oru den.

4) En Koncept af 8. Oktbr., enslydende med det endelig vedtagne Forslag og egenhændig underskrevet af Svane, Hans Rhuman, Erik Olsen, Peder Villadsen og 2 andre Provst':.¹ tindes i Ludvig Pouch's Saml. i Xy kg]. Saml. Fol. 649.

5) Riegels S. 40. Danske Saml. 2. R. li, lusf. Originalen lindes i Geh. Ark., Souver&'uiteten Xr. 1 b.

Side 746

Det vedtagne Forslag var rettet til Rigsraadet. Det var forskjelligt fra Udkastet af 4. Oktbr. ved en fyldigere og mere udmalet Lovprisning af Kongens Fortjenester; det nævnede ikke som hint Norge, hvad der maaske havde værot Kongen imod, men talte kun om »det, som Hans Maj. med Stændernes Valg havde bekommet». Men var det saaledes i visse Henseender mere imødekommende mod Kongen, saa mindede det paa den anden Side om en konstitutionel Stat som Sverig og den Glæde, som dette Riges Stænder den Dag i Dag følte over i sin Tid at have overdraget Kongen Arveretten, og det opfordrede sluttelig Rigsraadet til at overbringe Kongen Forslaget i de andre Stænders Kærværelse med Begjæring om, at han vilde erholde enhver Stand ved sine tilbørlige Privilegier og ved en skriftlig Revers forsikre Stænderne, at ved en saadan Forandring kun det skulde blive forfremmet, som var Gud til Ære og Riget til Gavn.

Forslaget var utvivlsomt udgaaet fra Kjøbenhavns Bys Repræsentanter, omend sikkert aftalt med Svane, hvem vel adskillige af Rettelserne i det oprindelige Udkast skyldtes. Det stærke Udtryk, som Hovedstadens Mænd havde brugt, da do vedtoge det, «enhvers Privilegier uforkrænkeden, og hvorved de naturligvis fortrinsvis havdt.tænkt paa Kjøbenhavns egne Privilegier, fandtes ikke, men kun det svagere utilbørlige Privilegier»; det var jo ogsaa langtfra Meningen, at Adelens Privilegier skulde staa urorte. Men Tanken i Forslaget var: Kongen som Arvekonge, bunden ved Stændernes «tilbørlige« Privilegier og vod en skriftlig Revers.

Forslaget blev udfærdiget i 3 Exemplarer, af hvilke
Kongen skal have faaet et, medens Hovedexemplaret
samme Aften leveredes af to af Kjøbenhavns 32 Mænd,

Side 747

Frederik Thuresen og Hans Pedersen Klein, til RigshofmesterenJoakim Gersdorf som Formand for Rigsraadet: han skal strax have samlet Rigsraaderne om sin Sygesengfor at overveje den overraskende og skæbnesvangre Meddelelse^x).

Den følgende Dag gik forholdsvis rolig hen; kun overbragtenogle af Kjøbenhavns deputerede en skriftlig Protesttil Kongen imod den trykte Forordning om Stempelpapir '²). Rigsraadet lod derimod ikke høre fra sig. Da besluttedeStænderne d. 10. Oktober at gae, angrebsvis til Værks. Efter at der var gjort Meddelelse til Kjøbenhavns Raad (og 32 Mænd?) om det passerede, og efter at det af disse var blevet vedtaget samdrægtig at fortsætte Værket³), forsamledes Gejstligheden og Borgerskabet paa det islandske Kompagnihus og droge derfra til Eigsraadets Mødesal paa Raadstuen i Bygningen ved Holmens Bro. Kongen og Dronningen betragtede dem fra Vinduerne paa Slottet. De fik Opfordring til at komme igjen om Eftermiddagen; denne Opfordring blev senere begrænset derhen,at nogle faa skulde komme. Men ikke desto mindre mødte de alle og tiltvang sig næsten Adgang⁴). Otte Krag meddelte mundtlig Rigsraadets afvisende Svar: det

1) Riegels S. 40. Danske Saml. "2. R, 11, 106.

2) Nøjagtig Efterretn. S. 45ff. Danske Saml. '2. E. 11, 106. Det er til denne Dag, at Nøjagtig Efterretn. S. 47 henfører det bekjendte Møde mellem Otte Krag og Hans Nansen paa Slotsbroen. En dog ikke ganske samtidig Beretning, som findes i Afskrift i Kiels Universitetsbibliotbek, med Titel: Gninc.ursaclien der heutigen Danischen Veranderung und neueingefiihrten Konigl. Erbregierung, henfører dog Otte Krags Trusol om Blaataarn og Nansens Svar derpaa i en anden Form til en tidligere Lejlighed.

3) Den kjøbenhavnskc Protokol (GI. kgl. Saml. Fol. 908).

4) Danske Saml. 2. R. 11, 107. 118. Dagbogen iNy kgl. Saml. 4*° 1053 b.

Side 748

var navnlig motiveret med, at Forslaget ikke var begrundet i Kongens Proposition til Mødet, og at de deputerede savnede Fuldmagt dertil af deres Mandanter; i alt Fald burde Overvejelser derom opsættes, indtil de ledige Rigsembeder og Rigsraadsposter vare besatte. Efter en kort Forhandlingmellem Svane og Otte Krag, hvor Bispen forgjæves forlangte Svaret skriftligt, erklærede Svane, at nu maatte Stænderne uden Betænkning soge Kongen¹). Dette blev Signalet til, at de deputerede forlode Raadstuen og be-12'avesig Slotspladsen til Kongen. Denne var ikke til Stede, men Hannibal Sehested, der her træder frem for første Gang under Begivenhederne, bad dem vente lidt. Omtrent en halv Time senere kom Kongen og modtogdem umiddelbart efter i den saakaldte grønne Sal. Svane var Ordfører og overgav Kongen det originale Aktstykke,som Rigsraadet havde tilbageleveret; Hans Nansen skal have sluttet sig til Biskoppen paa Kjøbenhavns Vegne. Da Talerne havde endt, takkede Kongen, der i Mellemtidenhavde spadseret frem og tilbage og kun talt med Hannibal Sehested; han ytrede blot faa Ord og lovede Svar den næste Dag²).

Rigsraadets Udtalelser om ISodvendigheden af de ledig«¹ Raauspladsers Besættelse bragte endnu samme Aften en Del af Borgerskabet til at opsætte et Forslag til Kongenom at udfylde Raadet med to af Gejstligheden og iire af Borgerstanden 3). Forslaget var helt igjennem præget

1) Danske Saml. 2. E. 11, 108 f. Optegnelse (i Langebeks Afskr.) i GI. kg-1. Saml. Fol. 907.

2) Danske Saml. 2. R 11, 109 i.

3) Afskrifter i GI. kgl. Saml. Fol. t.»u 7 og Ny kgl. Saml. Fol. 619 (hvor det af Poucli kaldes: Et Forslag af en Del af Borgerskabet).

Side 749

af en mod Adelen fjendtlig Tone og forudsatte jo HaandfæstningensOmændring, men det var dog næppe udgaaet fra de med Kongens Planer fortrolige Mænd, thi i Omtalenaf Adelens uheldige Regimente fandtes et Udfald mod Hannibal Sehested som tidligere Statholder i Norge. Der findes heller intet Tegn til, at det er blevet vedtaget.

Under disse Dages bevægede Begivenheder havde den ostrigske Gesandt i Kjobenhavn, Baron Goes, der var en Ven af Joakim Gersdorf, gjort alt for at hidføre en Forsoningog mindelig Overenskomst. Han havde stræbt at paavirke »Svane, hvem han betegner som en heftig og voldsom Natur, ved at minde om, at det var hans Pligt som gejstlig at forebygge Voldsomheder; han havde henvendtsig til Hannibal Sehested, men navnlig havde han efter Aftale med Rigshofmesteren s.ogt at lbrmaa Kongen til at besætte de ledige Rigsraadspladser, inden Kaadet tog sin endelige Bestemmelse. Han havde ogsaa et Øjeblikfaaet Lofte af Kongen derom, kun skulde Rigsembedernevedblive at staa ledige; men den næste Morgen (Dagen kan ikke angives) havde han til si;.i Sorg erfaret, at Kongen paa ny havde ændret sin Bestemmelse og først forlangte Rigsraadets Beslutning. Han mente, at det var Dronningen, der her havde sejret over Kongens fredsommeligereTilbøjeligheder 1). Om det var saa, olier Frederik 111 kun vilde trække Tiden ud, kan ikke afgjores. Vist er det, at Kongens Forholdsregler ikke tydede paa fredelige Tanker. Snarest maa man tro, at man ved Hoffet var klar over, at man stod overfor en ligefrem Statsomvæltning,at det vilde være bedst at iklæde denne lovlige Former, men at der ikke kunde være Tale om at opnaa

1) Goes" Brev af 2. Xovbr

Side 750

saadanne uden at udfolde en Magt, som i paakomrnende Tilfælde kunde gaa over til Handling. Thi en saadan Magtudfoldelse blev de følgende Dages Begivenhed. Det kan her mærkes, at naar der har været Uenighed om, hvorvidt Overgangen fra Arveregeringen til Enevoldsmagten kan kaldes et Statskup, saa bør det ikke glemmes, at selve Arveregeringens Indførelse foregik under Trusler om Vold: Rigsraadets og Adelens Samtykke blev ikke givet frivillig, men afnodt af Kongen, støttet til Borgervæbningen i Kjøbenhavn og til de hvervede Tropper, væsentlig under tyske Officerers Befaling.

Allerede den 10. Oktober om Aftenen bleve Vagterne paa Voldene og i Gaderne fordoblede. Den næste Morgen Kl. 9 bleve Portene lukkede, fordi man frygtede for, at Adelen skulde rejse og Stændermodet saaledes opløses. Borgerskabet i hvert af Stadens Kvarterer fik Ordre til at være rede, naar Stormklokken kaldte. Krudt og Kugler fortieltes til Borgervæbningen, der gik Rygter om, at Rytteri blev trukket sammen omkring Hovedstaden*). Samtidig udstedtes der gjennem Krigskollegiet Ordrer af den betydningsfuldeste Natur til forskjellige Officerer. Alle løde paa strængeste Hemmelighedsfuldhed, alle angik de Aarvaagcnhed i Anledning af den forestaaende Statsforandring,Aarvaagenhed baade overfor indre Uroligheder og ydre Angreb, alle gik de ud paa det med Haandfæstningenstridende, at Fæstningerne skulde holdes Kongen og det kongelige Hus til Haande. Kommandanten i Kronborg,Oberstlieutenant Stockmann, skulde af yderste Ævne beskytte nævnte Fæstning, Kongens Søn, Ulrik Frederik

1) Danske Saml. 2. R. 11, 110. Becker I, 204 ff. Riegels S. 44. Extract aus Kopenhagen 13. Oktober (Gch. Ark., Soiiveræniteten Xr ltiff.).

Side 751

GyldenLeve, tage Kommandoen over hele Rytteriet paa Sjælland, Generalmajor Friederich Ahlefeldt holde god Vagt i Nakskov og tage Befaling over Militsen i Smaalandene,Generallieutenant Claus Ahlefeldt begive sig til Nyborg og ordne Militsen paa Fyn, Generalmajor Fuchs passe paa Bornholm, Generalmajor Tramp begive sig til Jylland og tage Kommandoen over det derværende Rytteri og Feltmarskalk Eberstein værne om Kongehusets Interesseri Hertugdammerne. Alle de forskjellige Landsdele vare saaledes fordelte til betroede Mænd 1).

«Her gik Banghed og Rædsel an for somme», det er det ikke overraskende Udtryk, hvormed den nyborgsko deputerede Knud AVulf betegner Stemningen den 11. Oktober -). Mange frygtede Blodsudgydelse; Udbrud fra adelige om, at de hellere vilde miste Livet end give deres Samtykke til de andre Stænders Forslag, gik fra Mund til Mund³). Forgjæves bestemte Rigsraadet sig til at sende sit Dagen i Forvejen givne mundtlige Svar skriftlig til de andre Stænder 4), forgjæves søgte det Forhandlinger med Kongen. Samme Aften modtog det et Bud fra ham, at det snart maatte tage sin Beslutning; de andre Stænder trængte paa Svar, og han vilde være undskyldt, hvis noget andet fulgte efter 5).

1) Ordrerne findes i Afskr. 'Ox archivo cuncellariæ militaris i GI. kgl. Saml. Fol. 907. De have til Overskrift: Ordre betreffend die vigilance bei sich erhebender changement dVEstat. At de ere afsendte, frerngaar af Ebersteins Svarskrivelse uf 19. Oktbr. (Krigskollegiets indkomne Sager).

2) Eiegek S. 44.

3) Danske Saml. 2. E. 11, 110.

4) Original med Datum 11. Oktbr. 13 Rigsraader have underskrevet det i Gersdorfs Hus. Jorgen Sefeld formedelst Svaghed «paa min Seng- (Kigen.s Raads Breve, Fasc. 63).

5) Danske Saml. 2. R. 11, 03.

Side 752

Den næste Dag. medens der holdtes Bøn fra Prædikestolen til Gunst for Stændernes Forehavende, sluttede Universitetet sig til Forslaget om Arveregeringen. Dets Repræsentanter havde ved Mødets Begyndelse knyttet sig noje til Adelen og gjort Fordring paa Skattefrihed i Henhold til Universitetets Privilegier; senere havde de trukket sig tilbage fra Forhandlingerne. Nu ilede Rektor og Professorer med at lykønske Kongen, idet de dog ikke undhde spydig at omtale, at de kun gjennem Kygtet vare blevne bekjendte med hvad der var foregaaet 1).

Truslerne vare imidlertid begyndte at virke paa Rigsraadet. Om Eftermiddagen den 12. Oktober overleverede det Kongen en Erklæring, hvori det samtykkede i, at Kongen og hans Mandslinie fik Arveret til Riget, dog at det skete efter Overvejelse af et fiudt besat Rigsraad og efter Samraad med de tilstedeværende adelige, og saaledes at enhver Stand bevarede sine forrige Privilegier übeskaarne og ukrænkede'-). Denne Begrænsning af Arveretten til Mandslinien tilfredsstillede imidlertid ikke Kongen; den fuldstændige Tilslutning til de lavere Stænder var den Fordring, han stillede.

Den 13. Oktober kom Sagen til et endeligt Resultat. Kl. 10 om Formiddagen fik Gejstligheden og Borgerskabet Bud om at mode paa Slottet. Spændingen i Hovedstaden havde samlet en stor Menneskemængde paa Slotspladsen, ii'jcnncm hvilken Gejstligheden og Borgerskabet bevægede sig. Da de vare komne ind i Riddersalen, gik Hannibal Sehested og Hans Schack dem i Møde og spurgte, paa hvilken Maade de vilde overdrage Riget til Kongen.

1) Matzen, Kbhvns Universitets Retshistorie 1, 326 f. Indlaeget af 12. Oktbr. (Goh.Ark., Souverfleniteten Xr. 2i.

2) Kiegels S. 84 f.

Side 753

Svane svarode: Som et fuldkomment Arverige for ham og dot ganske kongelige Hus, paa Sværdsiden og Spindesiden, Herre og Frøken. Denne Besked blev overbragt til Kongen og derefter til Rigsraadet^x).

Raadet følte nu, at Modstand ikke længere var mulig. Medens Stænderne ventede paa Slottet, underskreves en Erklæring, hvorved Rigsraadet samtykkede i at gjøre Riget arveligt for Kongen og hans Arvinger af Mands- og Kvindelinien; Raadet vilde heri "konformere sig efter den Maade. som samtlige Stænder med hverandre vedtage. Dog at Riget bliver udelt under den Konge, som næste Arving er, alle Stænders Privilegier i alle Maader hermed uforkrænkede« 2).

Sehested og Schack bragte Meddelelse om Rigsraadets Eftergivenhed tilbage til Kongen. Imidlertid havde ogsaa Adelen indfundet sig, og da Raaderne vare komne op paa Slottet, førte Henrik Bjelke Stænderne ind i Audienssalen. Statholderen i Norge, Niels Trolle, tog first Ordet paa Rigsraadets og tillige paa Adelens Vegne^d); han har uden Tvivl holdt sig til Raadets Erklæring. Derefter overdrog Svane baade paa Gejstlighedens og Borgerstandens Vegne Kongen Arveriget og nedbad Lykke og Velsignelse over det skete, hvilket Ønske Forsamlingen istemmede. Bispen sluttede dog ikke hermed, men begjærede, at nu, da Riget var overdraget til Kongen som Arverige, den gamle Haandfæstning maatte tilintetgjøres og Regeringenindrettes i en anden Form end hidtil⁴); efter den

1) Danske Saml. 2. E. 11, 112. Dagb. iNy kgl. Sanil. 4*° 1053 b.

2) Riegels S. 87. Originalen i Geh. Ark., Souverjeuiteteu Nr. 3.

3) Nogen Erklaßring fra Adelena Side er ikke bevaret og or na-ppo heller afgiven.

4) Xy kgl. Samling 4*<» 1053 b.

Side 754

nyborgske deputeredes Beretning udtalte han endog, at Kongen med alle Stænderne vilde «noget igjen som en ny Reces formere« l). Nansen frembar derefter en Lykønskningtil Kongen, vistnok fra Kjebenhavn, idet han lagde til, med en Henvisning til Stadens Privilegier, at Repræsentanterfor den gejstlige og verdslige Stand burde have en Stemme med i Raadet ~).

Paa disse Udtalelser svarede Niels Trolle og Hannibal Sehested, at Stænderne kunde vælge nogle af de deputerede til at forhandle med Rigsraadet om Regeringens Forandring. Denne Udtalelse var i Konsekvens af Rigslaadets Erklæring, men passede ikke Svane. Han indstillede det derfor til Kongen at bestemme derom efter sin naadigste Vilje: men Hannibal Sehested slog dog fast, at det nu var kommet saa vidt, at det stod enhver frit tor at sige rent ud, hvad han mente³). Kongen selv vtrede vistnok kun nogle faa Ord, der indeholdt en Tak for den skete Overdragelse af Arveriget og en Forsikring om, at der snarest skulde tages videre Bestemmelse om Regeringen 4).

Dermed var den vigtige Sammenkomst paa Slottet

1) Riegels S. 45. Der kan ikke være nogen Tvivl oin, at Ordet forbedre er en Fejl for: formere.

2) Riegels S. 45.

3) Ny kgl. Sainl. 4° 1053 b. At Hannibal Sehested har holdt en officiel Talo paa Kongens Vegne, frerngaar ogsaa af Oberst Mikkel Skovs Optegnelser, hvorefter han ltk>2 ikke kunde skaffe nogen Afskrift af den (.Rigens Kaads Breve, Fase. 63). Om de Aktstykker angaaende Stændermødet, som Mikkel Skov dengang laante den kgl. Historiograf, Vitus Bering, jvfr. Hist. Tidsskr. 5. R. I, 53 f. Skov synes for øvrigt at have pralet med sin Andel i Statsomvæltningen (Dan. Magaz. 3. R. I. 285).

4) Riegels S. 45.

Side 755

sluttet, og Gejstlighed og Borgerskab droge tilbage til deres
Forsamlingssted.

IV.

Med Begivenhederne den 13. Oktober var den første Akt i Statsforandringen afsluttet. Riget var blevet et Arverige i Frederik IlFs Slægt. Hvad laa der heri, hvilke Følger indesluttede denne Forandring i og for sig?

Kongen havde modtaget Arveriget paa Grundlag af to skriftlige Aktstykker, Rigsraadets samt Gejstlighedens og Borgerskabets Overdragelsesbreve. Af disse var Rigsraadets übetinget det vigtigste. Eigsraadet repræsenterede. naar der ingen Konge var, Danmarks Rige; det havde underskrevet Haandfæstningen sammen med Kongen, det havde bundet Kongen, det var nærmest det, som atter kunde løse ham. Det var nu ved sin sidsto Erklæring af 13. Oktober gaaet ind paa de lavere Stænders Opfordring af 8. Oktober om i deres Nærværelse at overdrage Kongen Arveriget med Begjæring om Privilegiernes Opretholdelse for alle Stænder; det havde talt om «alleo Privilegierne i Steden for om «de tilbørlige» ; det havde ikke medtaget Fordringen om en skriftlig Revers, men det havde paa den anden Side forudsat en Forhandling mellem Stantierne om Regeringsmaaden og tillige gjort Rigets Udelelighed og Privilegiernes Opretholdelse til Betingelse. Om Kongens Stilling var der i det store og hele ingen væsentlig Uoverensstemmelse mellem Rigsraadets Brev og Stændernes Forslag til det. Heller ikke ved de paa Mødet paa Slottet faldne Udtalelser var nogen storre Disharmoni kommen til Orde; kun havde Svane overladt noget mere til Kongen, end Niels Trolle og, mærkelig nok, ogsaa Hannibal Sehested synes at have gjort.

Side 756

Overdragelsen af Arveriget var saaledes ikke sket uden Betingelser^J). Ved at modtage det i denne Form modtog Frederik 111 det paa de givne Betingelser; han kunde ikke retmæssig frigjøre sig for dem uden atter at loses af sin Modpart.

Men i selve Arveregeringen laa der mere end det blotte Ophør af Kongevalget, mere end den blotte Sikkerhed for Tronfølgen i Frederik lIFs Slægt. Rigets hele lovbundne Forfatning var knyttet til Kongevalget.

Først og fremmest var det en Følge af Valgriget, at Kongen ikke ejede Riget. Det var Rigsraadet, som efter Haandfæstningen ved Tronledighed tog Rigets Slotte i Besiddelse, det var det, som fortrinsvis valgte Kongen og saaledes beklædte ham med hans Myndighed, uden dets Samtykke kunde Kronens Gods ikke afhændes; det begrænsede stærkt Kongens Raadighed over Krongodsets o: Lenenes Bestyrelse'²), Rigsraadet var kort sagt det blivende, Kongen det vekslende. Rigsraadet kunde kaldes Indehaver af Souveræniteten 3), Kongen var ikke souveræn Konge.

1) I Modsætning hertil hævder Bruun (især S. 56), at den, .hvem Arverettigheden er given, den, hvem den tilkommer, han staar fri lige over for de Undersaatter, han har arvet, han har selv Magt til at fastsætte de Vilkaar, under hvilke han vil regere dem, Folket er bundet til, hvad han bestemmer, den frie Arvekonge or uindskrænket o: enevældig Konge«. Men hvis dette var Tilfældet, saa var alt sket ved Overdragelsen af Arveriget den 13. Oktober. Bruun synes imidlertid selv at have Følelsen af, at det ikke var saa, thi han regner ikke de herom opsatte Dokumenter, i.sær Rigsraadets Erklæring af 13. Oktober, med blandt de 4 Dokumenter, han betegner som de eneste Aktstykker af <• retligt, statsretligt, bindende og forpligtende Indhold' (S. 13). Hvorfor ikke, naar Kongen fra den 13. Oktober var enevældig Konge ?

2) Hndfæstn. § 46.

3) Jeii3 Bjelke sagde 1607 som Aktor i Sagen mod Jørgen Dybvad, at Rigsraadet var i Besiddelse af den højeste Magt (Danske Mag. 4. R. 11, 136). Raadmx'.ndene i Kjøbstæderne aflagde i alt Fald i det 16. Aarhundrede Ed til Kongen og Eigsraadet (Hist. Tidaskr. V, 75). Til sine Tider dukkede dog Forestillingen op om »Danmarks Riges Stænder« som den højeste Myndiglnd i Landet (jvfr. Aschehoug S. 433 ff. Bruun, Gunde Rosenkrantz; S. 27).

Side 757

Hele denne Statsordning forandredes ved Arveregeringens Indførelse. Det laa allerede i det Udtryk, at Arveriget var overdraget ikke alene til Kongens Efterfølgere, men ogsaa til Kongen selv. Der var slaaet en Streg over hans Valg, han regnedes for at have modtaget Kronen ved Arv, han besad den og Eiget i Kraft af egen Ret, ikke i Kraft af en overgiven Myndighed. Saaledes var hele den højeste Myndighed, som tidligere havde tilhørt Eigsraadet, gaaet over til Kongen; alle de Rettigheder, det havde haft i Kraft af denne højeste Myndighed, vare tilfaldne ham; Kongen var bleven souveræn.

Det var derfor i og for sig intet Overgreb, naar Kongen hurtig efter Arveregeringens Overdragelse kaldte sig souveræn Konge og omtalte sin Souverænitet i samme Aandedræt som sin Arveret¹). Frederik 111 havde, som ovenfor omtalt, 1658 opnaaet Souverænitet over den kongeligeDel af Slesvig; det havde betydet, at Lensforholdet til Danmark var løst; de Rettigheder, som den danske

1) Bruun har (Enevældens Indførelse S. 37 ff. 59 ff.) samlet en Række Exempler herpaa, men er ikke gaaet nærmere ind paa Betydningen af Ordet Souvorænitet. Han er tilbojelig til uden videre at gjøre det enstydigt med absolut Magt i dette Ords moderne Betydning. Tager man derimod Ordet Souverænitet paa den ovenfor skildrede Maade og Kongens Souverænitet som Modsætning til Rigsraadets øverste Myndighed, kan man godt forstaa, at Peder Villadsen den 5. Oktbr. talte om Ønsket om at regeres hellere af én end af mange (Slange; jvfr. Bruun S. 35). For at Nansen og Svane den 8. og 14. Oktober have brugt Udtrykkene • absolut Konge« og ■Enevolds-Herredømme", foreligger der derimod intet fuldgyldigt Bevis.

Side 758

Krone havde haft over ham, vare ophævede. Paa en noget lignende Maade stillede Forholdet sig med hans nye Souverænitet. Men lige saa lidt som Souveræniteten over Slesvig gav ham Enevælde i Hertugdømmet, hvor tværtimodalle Stændernes Rettigheder vare blevne bekræftede ved Souverænitetsakten, lige saa lidt gav den ham i og for sig den absolute Magt i Kongeriget. Thi Souverænitet var et dobbeltsidigt Ord: det pegede op ad som Betegnelsefor Frihed for en Overherre a), og det pegede ned ad med Tendens til at betegne übegrænset Herredømme over Undersaattcrne. Men disse to Betydninger behøvede ikke übetinget at følges ad, og om den sidste af de to BetydningersRækkevidde var der end langtfra fuld Enighed i Datidens Statsret.

Souveræniteten eller, som den hyppigere kaldtes, Majestætsrettenvar, som bekjendt, i den nyere Tid skarpest bleven formuleret af Franskmanden Bodin (f 1596); den bestod efter ham i den højeste Myndighed over Borgere og Under - saatter, og dens Ihændehaver var ophøjet over alle Love; Monarken kunde ophæve alles, baade privates og Korporationers,Privilegier; det kunde vel være hensigtsmæssigt for ham at tage en Rigsforsamling med paa Raad, men dens Beslutninger havde ingen som helst bindende Betydning. Kun i privatretlig Henseende havde Souveræniteten sine Grænser; den personlige Frihed og Ejendomsret burde erkjendes for ukrænkelig. Bodins Principer havde spillet en overordentlig Rolle; de havde været Gjenstand for heftigeliterære Kampe, men fuldstændig trængte igjennem vare de ikke. De fleste politiske og statsretlige Forfattere

1) Hermed maa sammenholdes de ofte forekommende Udtryk »fri Arvekonge», 'frit Arverige».

Side 759

i det 17, Aarhundrede havde vel bekjendt sig til Souverænitetsprincipet,men de havde afstumpet det og erklæret sig imod Absolutismen. Hensynet til den kejserlige Myndighed,som man baade ønskede at hævde som souveræn, og hvis Begrænsning i mange Henseender man dog maatte indramme, havde, særlig i Tyskland, ført Statsretslærerne til at hævde Muligheden af enten en Indskrænkning i eller en Deling af Souveræniteten uden Ophævelse af dette Begreb; adskillige Forfattere forudsatte Muligheden af baade Indskrænkningen og Delingen l). Vel havde Philip Bogislav von Chemnitz i sit under Navn af Hippolithus a Lapide 1640 udgivne Skrift rettet et Grundstød mod KejserensFordring paa Souverænitet, fordi han manglede Enemagten, men hans Henlæggelse af Souveræniteten over det romerske Rige til de samlede Rigsstænder, der tilmed hver for sig vare begrænsede af deres Landsstænder, gav den dog ikke Præget af noget übetinget absolut. I den seneste Tid havde ganske vist Englænderen Thomas Hobbes givet Souverænitetsprmcipet en ny og overraskende Udvikling,men det kunde næppe siges, at hans Theorier vare trængte fuldt igjennem.

Efter Datidens statsretlige Begreber kan det altsaa ikke paastaas, at Souverænitet übetinget faldt sammen med Enevælde. I England var Ordet ogsaa hyppig blevet brugt som en Betegnelse for de kongelige Prærogativer, uden at Kongen dog havde absolut Magt, og hvad der særlig fortjener at bemærkes, en af Frederik lll's statsretligeAutoriteter, Dr. Dietrich Reinkingk, som stod i Spidsen for Regeringskancelliet i Gltickstadt, havde i sine

1) Jvfr. Gierke, Johannes Althusius und die Entvvicklung der naturrechtlichen Staatstheorien. Berlin 1880, S. 151 ff.

Side 760

Skrifter x) forsvaret den indskrænkede Souverænitet. Hertil kom, at Frederik 111 kun havde faaet sin Souverænitet som en Følge af sin Arveret. Hele Europa over existerede der imidlertid Arveriger med en Deling af den -øverste Magt; Kongen selv var souveræn Arveregent i Hertugdømmerneog dog bunden af Stændernes Privilegier. De lavere Stænders Forslag havde mindet om Sverig, hvo.r Kongen trods sin Arveret ved sin Tronbestigelse afgav en Kongeforsikring. Rigsraadets tidligere Souverænitet havde heller ikke været übegrænset, men tværtimod bunden ved Love og Privilegier; Frederik IIFs nye Souverænitet var kun fastslaaet opadtil, ikke nedadtil. Men Udtrykkets Tvetydighed kunde blive farlig.

I hvert Tilfælde havde Frederik 111 ved sin Arveret og sin Souverænitet opnaaet en betydelig udvidet Magt. Først og fremmest havde han opnaaet Eneret over Krongodset;han kunde nu gjennemfore en Omordning af Lensvæsenet, saaledes at Indtægterne i en langt højere Grad gik i Kronens Kasse end tidligere, og saaledes at Kronbondernes Kaar kunde forbedres 2). Paa dette Punkt laa jo netop en af de svage Sider ved den tidligere Forfatning,som mest havde forarget de lavere Stænder; der er næppe Tvivl om, at disse have haft et klart Begreb om, hvad Arveregeringen betød i denne Henseende. Men Grænsen var ikke klar, ogsaa andre Rettigheder kunde regnes som tilfaldne Kongen, og hele Rigsraadets Meddelagtighedi

1) Især Tractatua de regimine seculari et ecclesiastico, 2. ed., Marburg 1632. Ogsaa hans Skrift Biblische Policej, Frankfurt 1653, var affattot i stændersk Aand: det var dediceret til Frederik 111 og omtalte Forf.'a Samtaler med denne, medens han var rkebiskop Bromen.

2) Herved kan man bt forstaa Bøndernes Andragende af 15. Novbr.. uden som Bruun (S. 40) deri at se et Bevis paa Kongens Enevælde.

Side 761

delagtighediRegeringen med Kongens Mangel paa Frihed til at besætte dets ledige Pladser og de højeste Rigsembedermed hvem han vilde, var i alt Fald i højeste Grad rokket.

Saaledes var det klart, at Haandfæstningen aldeles ikke længere kunde svare til Forholdene. Den var efter sin Natur en Overenskomst som Betingelse for Kongens Valg; den maatte falde, naar Kongen ikke længere skulde tænkes som valgt. Men Haandfæstningen var desuden væsentligst en Kodifikation af Rigsraadets Rettigheder; vel indeholdt den tillige en Del af Adelens Privilegier, men i statsretlig Henseende var den overvejende Kontrakten mellem Konge og Rigsraad. Rigsraadets Myndighed var brudt, Haandfæstningens Opretholdelse var en Umulighed. Men heller ikke dens Ophævelse betød en fuldstændig Enevælde.

En ny Forfatning kunde jo optage adskillige af Haandfæstningens Bestemmelser. Imod Enevælden stod desuden en sædvanemæssig Udvikling, som ikke bimlede i Haandfæstningerne, og endvidere de enkelte Stænders Privilegier, hvis Bestaaen man havde betinget sig.

Den sædvanemæssige Udvikling, som her sigtes til, var Stændermødernes særlig i den sidste Generation stegne Betydning. Haandfæstningerne fra Christian 111 af havde udeladt de gamle Bestemmelser om, at der hørte Ridderskabetsog nogen Almues Samtykke til Paaiæg af Landeskatter,(i Landets i) Vedtagelse til Udstedelse af Love. Kun Rigsraadet delte fra den Tid af den ordinære skattebevilgendeog lovgivende Myndighed med Kongen. Rigsdagen1536, hvor den store Rigens Konstitution blev given efter Samraad med alle Stænder, betegnedes allerede den

Side 762

Gang som en Uregelmæssighed¹) og drog ingen Konsekvenserefter sig. Af og til kunde vel i den følgende Tid Repræsentanter for en enkelt Stand indkaldes til Overvejelseom Anliggender, som angik den. Mere regelmæssige Stændermøder udviklede sig dog ikke heraf. Det var Trangen til extraordinære Tilskud af de enkelte Stænder, ydede paa en forskjellig Maade af hver af disse efter deres særligeIndtægters Vilkaar, Tilskud, der i Modsætning til Landeskatterne fik Navn af Kontributioner, som væsenligst skabte noget, der lignede en Stænderinstitution. Paa lignendeMaade havde Landsstænderne i de tyske Landsdele og Territorier tidligere udviklet sig; kun havde disse faaet en langt fastere Skikkelse, fordi der ikke dér fandtes noget, som svarede til vort Kigsraad. Men ligesom Bevillingerne dér havde været et væsentligt Grundlag for Stænderinstitutionen,men snart vare blevne ledsagede af Stændernes Ret til at fremsætte Besværinger (gravamina), saaledes havde ogsaa i Danmark Stændernes Klager og Forslag til deres Afhjælpning sluttet sig til Bevillingerne af Kontributioneme.Det er ikke her Hensigten nærmere at skildre Stændermodernes Udvikling, men deres Historie var 1660 kun forholdsvis ung.

Bortset fra forskjellige tidligere mindre Tillob var det først fra 1638, fra Pengenøden i Christian IV's sidste Dage, at de vare blevne en regelmæssig Sædvane. Baade Adelen og Borgerstanden havde sogt at benytte dem til deres Fordel. Der var heller ikke udeblevet Forsøg paa at forandre Sædvane til lovlig Ordning. I 1648, da Frederik lll's Haandfæstning forhandledes, havde Adelen i sit Foi^lag til denne ikke alene optaget Bestemmelserne

1) Xye Danske Magazin 111, 3.

Side 763

fra Frederik I's Haandfæstning om Landets Samtykke til Love og Kjøbstædernes Frihed for Paalæg af ny Told, Accise eller anden Besværing, men ogsaa forlangt, at ingen ny Lov, hvorved Landsens Fundamentalvæsen og Statuter kunde lide Skade, maatte udgaa uden Stændernes Samtykke¹). Adelens Forslag vare imidlertid ikke blevne optagne i Haandfæstningen. Derimod vare i de Kjøbenhavn 1658 lovede og 1659 givne Privilegier for første Gang Kigens Stænder forudsatte som en Statsinstitution, og Hovedstadens Andragender om Privilegiernes Ikrafttræden havde ogsaa givet Anledning til, at Kigsraadet i et Indlæg til Kongen af 14. Novbr. 1658 havde tilraadet, at der «oin Stænders Forsamling, bestaaende af et vist Antal af Adel af hver Provins, af Bisperne af alle Provinser, vist Antal af højlærde af begge Universiteter, nogle Provster af hver Provins, nogle deputerede af Kjøbenhavn og andre fornemmeKjøbstæder, visse Ordinanser maatte forfattes og antages, saa og determineres Tiden til deres Konvokation og Sagerne, hvorover med dem delibereres skulde, at alting med desto større Enighed og samlet Raad kunde tilgaa, som andensteds ved Rigs- og Herredage og deslige StændernesForsamling med Frugt og Nytte praktiseres«)²).

Hvad Rigsraadet her havde foreslar.et, var, at en hel ny Forfatning skulde indføres i Danmark i Lighed med Forholdene i Udlandet. Det var en Slags Abdikation fra Raadets Side i Foleisen af, at Magten gled det ud af Hænderne; men Forslaget kom ikke videre end paa Papiret.Stænderinstitutionen vedblev at være en Sædvaneinstitutionuden at være sikret ved Love, uden bestemt

1) Adelens Indlæg af 17. April 1648 (Eigsraadsbrcve i Kancelliark.).

2) Eigens Eaads Breve. Fase. 62.

Side 764

Ordning, uden bestemt Magtfuldkommenhed. Der var ingen Garantier for Stændernes Ret til at bevilge Kontributioner eller extraordinære Afgifter, ingen lovhjemlet Ret for dem til at fremsætte Besværinger og Reformforslag. Men ikke desto mindre var Stændernes raadgivende og delvise skattebevilgendeMyndighed gaaet over i den almindelige Bevidsthed;der var et almindeligt ønske om at give den en fastere Form. Idet den ikke var begrundet i Haandfæstningen,og idet Stænderne ingensinde havde spillet den Rolle som i 16(>0, tænkte man sig don overlevende Haandfæstningenog Valgriget. Som det snart skal ses, fremkom der ogsaa fra Regeringens Side Tegn paa, at den i alt Fald ikke havde en modsat Mening.

En fastere Støtte havde de enkelte Stænder i deres Privilegier. For Adelens Vedkommende beroede de væsentligpaa Haandfæstningens Bestemmelser, men dog, hvad den sociale Stilling angaar, tillige paa adskillige Recesser og Forordninger. De øvrige Stænder havde ikke nogen samlet Kodifikation af deres Privilegier; men Universitetet havde sin Fundats, Gejstligheden kunde paaberaabe sig adskillige Bestemmelser i Kirkeordinansen, de fleste Kjøbstæderfik enkeltvis deres Privilegier stadfæstede ved hver Konges Tronbestigelse. Vigtigst vare dog de Privilegier, som Kjøbenhavn havde opnaaet i den allerseneste Tid. Med Iver og Frihedsbegejstring havde Hovedstaden kæmpet for deres Iværksættelse, og de havde været det Midtpunkt, om hvilket de lavere Stænder havde samlet sig. Det er her af ikke ringe Betydning, at det var Kjøbenhavns By, der havde taget Initiativet til at tilbyde Arveregeringen; den havde gjort det med en bestemt Begjæring om, at de »tilbørlige« Privilegier maatte blive hævdede. Delte den, ligesom den øvrige Del af Borgerskabet og Gejstligheden,

Side 765

end ikke Kigsraadets -Ønske om, at «alle» Privilegier maatte blive ukrænkede, saa tænkte den sig paa den anden Side ingenlunde, at den ny Kongemagt skulde staa fuldstændigfri med Ret til at lade være at give Privilegier eller give dem og saa have Lov til at ophæve dem, hvad Time den vilde det. Privilegierne vare i det hele den Tanke, hvorom Stænderne forenede sig, da Arveregeringen var overdragen; efter al Sandsynlighed havde Kongen ogsaa givet et ligefremt Tilsagn om dem¹).

V.

Den 13. Oktobr. om Aftenen ble ve alle Rigsraader i Hast kaldede til Kongen; han vilde se Haandfæstningen, men Raadets Exemplar var ikke til at finde²). Muligvis var dette en medvirkende Aarsag til, at der endnu samme Aften Kl. 10 udstedtes en kongelig Ordre til adskillige af Raadet og Stænderne om at møde den næste Dags Formiddag Kl. 10 paa Kjøbenhavns Slot³).

Det var Kongen og ikke Raadet og Stænderne, der her udvalgte deres befuldmægtigede. Denne Forskjel havde dog næppe nogen stor Betydning. Kongen havde jo ogsaa valgt Raadets Kommissærer ved Mødets Begyndelse, men ganske vist vare de udnævnte nu andre end de tidligere, tilmed de fire yngste i Anciennitet, Peter Eeedtz, Henrik Bjelke, Sivert Urne og Hans Schack, af hvilke i alt Fald

1) Se Poiichs Optegnelser. Jvfr. Bruun S. 40.

2) Danske Saml. 2.E. 11, 93. Forskjelligo Rygter mente enten, at Korfits Ulfeldt havde gjemt det uden Rigsraadets Vidende (den ovfr. anf. Beretning i Kiels Universitetsbibl. i, el.er at Otte Krag havde skaffet det af Yejen (Iris og Hebe 1806. o, 33).

3) Suhms nye Saml. 11, 2, 130 f.

Side 766

den sidste vistnok borte til Kongens nære Venner¹). Af Adelens fire Repræsentanter, Henning og Otte Pogwisch, Ove Juel og Hans Friis, var i det mindste Ove Juel tidligerevalgt som deputeret af Standen selv²); han og Hans Friis hørte til de ivrigste Aristokrater³). For Gejstlighedenmødte tre Bisper, deriblandt naturligvis Standens Fører Hans Svane, men ikke Peder Villadsen, for Kapitlerneto Fuldmægtige, Hans Rhurnan og Ludvig Pouch, der sikkert ikke horte til den uindskrænkede Kongemagts Venner⁴), for Kjobenhavn de to selvskrevne Borgmestre Hans Nansen og Christoffer Hansen sammen med Frederik Thuresen, der oftere havde fungeret paa Stadens Vegne, og endelig for den øvrige Borgerstand 4 Borgmestre fra Odense, Ribe, Aarhus og Viborg.

Det tor efter denne Sammensætning af Udvalget ikke paastaas, at Kongen paa egen Haand har udsøgt sig en særlig velsindet og fuldkommen paalidelig Kreds; rimeligere er det, at Valget i det store og hele er faldet paa Stændernes naturlige Repræsentanter.

Ordren til dem gik ud paa, at de «med hverandre
udi Venlighed og Sagtmodighed skulde konferere, hvorledes

1) Henrik Bjelkes politiske Stilling i Tiden før og efter 1660 er saa rig paa i alt fald tilsyneladende Selvmodsigelser, at man maa være varsom med at udtale sig bestemt om den.

2) Danske Saml. 2. K. 11. 95.

3) Om Ove Juel se Suhms nye Saml. 11, 2, 131; om Hans Friis lians Sammenstød med Thuresen i Udvalgsmødet efter Slanges Beretning.

4) For Hans Rhnmans Vedkommende afgive dels hans trykte, dels hans utrykte Optegnelser Beviset for hans Stemning (se hans Dagbog og Danske Saml. 2. R. 11, 133): Ludvig Pouchs Samlinger (Xy kgl. Saml. Fol. 649) indeholde Udkast af ham til en foraudret Haandfæstning, hvorefter blandt andet Landeskatter ikke skulde kunne paahvgges uden Stændernes Samtykke.

Side 767

de eragtede den i Dag ved Guds Bistand sluttede Sag om Arveriget paa bedste Maner videre bør at angaas, saa at alting dermed uden Forhaling kan sluttes, fornemmeligen Gud til Ære, os og vort kongelige Hus til Reputation og og Fædrelandet saa vel som Undersaatterne til Gavn og Fremtarv. Og hvad I udi saa Maader til samtlige StændernesFornøjelse befinde tjenligt, det have I samtligen med hverandre at slutte og under Eders Hænder give beskrevet,saa at alting udi Samdrægtighed uden Ophold jo før jo bedre bliver tilendebragt.«

Der er i denne Ordre noget, som minder om Kigsraadets Beslutning af 13. Oktober. Som forudsat i denne skulde Stænderne med hverandre og Eigsraadet «antage« noget om Regeringsmaaden. Udvalget skulde optræde paa Stændernes Vegne. Trods Arveregeringens Overdragelse tænkte Kongen sig disse som besluttende.

Om Formiddagen den 14. Oktober begyndte da den
vigtige Udvalgsforhandling1). Udvalgets Medlemmer vare

1) Indtil den seneste Tid bar vor eneste Kilde til deniie Udvalgsforbandling vseret Slanges Beretning (trykt fyldigst i Langebeks Udkast til Souveramitcts Historien ved J. H. Bang S. 112 ff.). For at benytte den niaa man dog erindre, at Slanges Hjerumelsmaiul, bans Fader Peder Villadaen, ikke deltog i Modet og altsaa kun bar baft sin Beretning paa anden Haand. Derfor kunne bans Keferater af Talerne ikke übetinget staa til Troeude. Bruun bar mi i sit sidste Skrift (Enevseldens Indforelse S. 20 f.) fremdraget en ny og ssrdeles vigtig Kildo. nemlig Liulvig Poucbs Optegnelser fra selve Modet (Ny kgl. Saml. Fol. 649). Uer kan naeppe vaere nogen Tvivl, at man maa give disse Optegnelser, bvis Forfatter bar kunnet vide fuld Besked, og som basre alle Spor af at vaere nedskrevne under Modet, Fortrin for Slanges Beretning. Deter derfor underligt, at Bruun kun bar benyttet dom i saa ringe Grad, nemlig kun for at bestemme Betydningen af Ordet Eeces, og endda ikke medtaget det vigtigste Bidrag i dem til dette Spargsmaals Belysning, og ellers i sin Omtale af Udvalgets Forbandlinger nresten udelukkende boldt sig til Slange (anf. Skr. S. 22. 51 ff.)- — Pouchs Optegnelscr ere for ovrigt ofte noget vanskelige at forstaa. Jeg raeddeler dem som Tillseg til denne Afhandling.

Side 768

paa selve denne Dag blevne forøgede med en Repræsentant for Universitetet, Mag. Villum Lange, sikkert en Ven af Kongehuset; det var en Belønning for den fra Universitetetoverbragte Lykønskning 1). Forhandlingerne indlededesved to Propositioner, sandsynligvis forebragte af de kommitterede Rigsraader paa Kongens Vegne. Af disse angik den første Spørgsmaalet, om den nødvendige nye Hyldingsed skulde afgives til Kongen af de tilstedeværende Stænderdeputerede, eller den skulde opsættes, indtil ogsaa do fraværende kunde være til Stede. Propositionen gav ikke Anledning til videre Uenighed. Man vedtog at overladedet til Kongens Afgjørelse med en Henstilling om, at det var det bedste, at Eden aflagdes strax af de tilstedeværende,der vare Repræsentanter for de fleste Undersaatter,og at siden Resten enten forskreves til Møde i den Anledning eller aflagde den ved næste Herredag.

Den anden Propositions Ordlyd er ikke opbevaret, men maa have angaaet Spørgsmaalet om Haandfæstningens Skæbne. Det maa ogsaa have været ved Begyndelsen af denne Propositions Behandling, at Villum Lange efter Slanges bekjendte Fortælling gav sig til at tale om de forskjellige Forfatninger i Europa. Slange har vistnok Ret i at antage, at det mere maa have skyldtes Lyst til at vise Lærdom end Oppositionsaand; men hvis Svane af den Grund har faaet Forhandlingerne afbrudte til efter Aftensangog Lange fjernet fra Mødet²), har det vel til Dels

1) Bruun, anf. Skr. S. 16. Acta Consistorii 15. Oktober.

2) Udvalgets Slntningserklæring har i Originalen, skreven med Peter Reedtz' Haand (Geh. Ark., Souveræniteten Nr. 4 a), ikke Langes Underskrift.

Side 769

været begrundet i hans hele uvenlige Stemning mod Uni
versitetetJ).

Der var under de fortsatte Forhandlinger ét, som alle vare klare over: Haandfæstningen i dens gamle Form kunde ikke bevares. Men lige saa bestemt gik man ud fra, at en ny Forfatningslov maatte oprettes.

Vistnok det første Forslag, der fremsattes, lød paa, at Kongen skulde fritages fra de Fundamentallove, som han havde været bunden til ud over hvad c.cr passede sig for en Arvekonge, men saaledes, at han igjen gav en Revers om at holde enhvers Privilegier, saa vidt de ikke strede imod Arverettigheden; endvidere skulde han løses fra den Ed, han havde aflagt paa Haandfæstningen, for saa vidt som den stred imod den ny samtykkede Regeringsformogjura hæreditaria regum et mijestatis. Fra anden Side rejste der sig Stemmer for, at Haandfæstningen skulde kasseres, men en ny Forfatning oprebes, kun under et andet Navn, som Reces eller lignende. Da tog Hans Svane Ordet for, at naar Haandfæstningen var overleveret til Kongen, skulde man vel oprette noget nyt, men ellers overlade alt til Kongens Vilje. Spørgsmaalet var nu imidlertid,hvadog hvor meget dette nye skulde indeholde. Svane vilde vistnok have det indskrænket til Sikring af Rigets Udelelighed og Forbud mod Indførelse af nogen ny Religion²); Diskussionen gik imidlertid videre; man talte om nyerhvervede Landes Stilling, man begyndte at drøfte Detailler i Arvefølgen, og ved denne Lejlighed var det vel ogsaa, at efter Slanges Beretning de adelige fremsatteKravpaa alle deres gamle Privilegier og krænkede

1) Jvfr. Histor. Calender I, 296 ff.

2) Man kan her forene Slanges Beretning med Pouchs Optegnelser.

Side 770

de borgerlige Repræsentanter ved at betegne sig som fri og frelse, hvilket gav Anledning til skarpe Udfald fra Svanes, de kjobenhavnske Borgmestres og især Frederik Thuresens Side. Hos adskillige var Stemningen for at tage Haandfæstningen for sig og foreslaa Forandringer i den¹), men Henrik Bjelke talte for, at man skulde opfordre Kongen til at gjøre det. Andre ønskede, at man kun skulde slaa enkelte Bestemmelser fast og opsætte Resten til næste Herredag eller anden belejlig Tid; Kongen kunde da i Mellemtiden skaffe sig Oplysninger. Endelig sejrede det Standpunkt, som gik ud paa, at man .skulde overlade Kongen at give den ny Forfatning, dog saaledes, at Samraadderommed Stænderne forudsattes. Der var stillet et Forslag, som lod omtrent saaledes: Det er fornødent, at Kongen remitteres fra sin Ed, og at Haandfæstningen overleveres ham til Forandring udi alt det, som han videre udi den er forbunden, end en Arvekonge (Tillægsforslag: og Souveræn) med Billighed kan tilkomme, udi al Underdanighedformodende,at han derimod lader formere en Reces, saaledes som det kan være ham, Riget og samtlige StændernetilGavn og Gode og (Tillægsforslag: efter derom naadigst gjorte kongelige Tilsagn) enhver Stand med tilbørligePrivilegiernaadigst forsyner. Det forekom imidlertidSvane,at Kongen herved blev for stærkt bunden til Haandfæstningen, og han foreslog derfor, at de ovenfor med Kursiv trykte Ord skulde udelades. Hans Mening trængte ogsaa igjennem, og efter at forskjellige ndringsforslagtilen Formning af den sidste Del af Erklæringenforgjævesvare bragte paa Bane, enedes man

1) Efter Pouchs Optegnelser kunde man fristes til at tro, at Svane skulde have talt derfor, men det maa dog vistnok kun antages, at han har givet et Slags Eeferat af andres Forslag.

Side 771

om det første Afsnit med Undtagelse af den udstemte Sætning, om at udelade Punktet om Privilegierne og om i Steden derfor at udtale, at Recessen burde være Kongen, Riget og enhver Stand især til Gavn og til det gemene bedste.

Resultatet af Forhandlingerne var altsaa blevet, at man havde vedtaget Haandfæstningens Ophævelse uden selv at foreslaa nogen ny Forfatning, end sige binde Kongentil nogen saadan, men dog saaledes, at man forudsatte, at Kongen vilde give en ny Reces, der skulde være ham selv og hver Stand til Gavn og fælles bedste. Man havde end ikke gjentaget sin Opfordring til Kongen om at udstedePrivilegier, men Grunden hertil var sikkert ikke, hvad de nærmest følgende Dages Forhandlinger viste, at at man vilde opgive dem, men kun den, at man tænkte sig dem indesluttede i Recessen¹). Og i dette Ord Reces laa, som der er særlig Grund til at lægge Vægt paa, at man ventede, at den ny Forfatning skulde blive Resultatet af Overvejelserne med Stænderne²). Man gik kort sagt

1) Jvfr. Danske Saml. 2. K. 11, 119.

2) Bruun har saa vel i sin første Afhandling- (Hist. Tidsskr. 5. E., 11, 653 f.) som i sit sidste Skrift (Enevældens Indførelse S. 18—24) underkastet Betydningen af Ordet Eeces en vidtløftig Drøftelse, øjensynlig i Erkjendelse af dets Vigtighed; han er sluttelig naaet til det Resultat, at det "betyder »noget andet ond on Grundlov, nemlig en omfattende Civillov, indeholdende tillige do forskjellige Stænders Privilegier-. Hele hans Undersøgelse drejer sig imidlertid om en Reces' Indhold; han har overset, at det særlige ved Ordet Reces i Modsætning til en anden Lov aldeles ikke ligger i dens Indhold, men i Maaden, hvorpaa den er given. En Reces kan være en politisk Grundlov eller e.i Civillov, men hvad den altid er, det er en Forordning eller en Aftale, given som Slutning paa en Forhandling, der har fundet Sted paa et Møde mellem Kongen og Rigsraadet eller Stænderne (overført kan det ogsaa bruges om andre Møder, f. Ex. Resen, Frederichs den Andens Krønicke S. 42). Saaledes var den almindelige euro- pseiske Betydning af Ordet (se Du Cange, Glossariuin V, 1845. S. 616: Recessus codex deliberationum in dietis seu conventibus liabitarum, ideo sic dictus quod scribi soleat, antequarn a conventibua recedant proceres congregati. Jvfr. Ordet Hanaerecesse): saaledes var ogsaa den dauske Betydning af det. Der liar i det hele nseppe tidligero hersket nogen TVivl herom (se Vidensk. Selsk. Ordbog: Keces, en Rigsdags-Beslutuing, en Forordning, en Lov, givet paa enßigsdag (A recedendo, fordißigsdagen derpaa hasvedes). Der vil sikkert ikke kunne findes noget Exempel paa, at Ordet Reces er brugt efter 1660 som Betegnelse paa nogen Lov eller Lovsaraliug; det gik ud af det danske juridiske Sprog sanimen rned Rigsraadet og St.Tiiderne. Fur Opfattelsen af Ordet paa den Tid er det ogsaa af Interesse at se det brugt i § 17 af det latinske Udkast til Kongeloven, livorefter Kongen ikke maa finde sig i at bindes ved 'pactis, conditionibus, stipulationibus aut Capitnlationibus, ut vocant, et Recessibus« (Jorgensens Udg. S. 51). Af Vigtighed er ogsaa en Ssetning i Pouchs Optegnelser: Haandfoetningen kasseres; en ny oprettes alio nomine Recess; heraf ses det tydelig, at Sprogbrugen ofto blandede Haandfaestning og Reces samnion formedelst deres failles Oprindelsesmaade som Frugt af en Aftalo mellem Konge og Rigsraad. Deter derfor maerkeligt at se Bruuns'Udtalelse (S. 19), at -naar man ved Aaret 1660 talte oni en Reces, taenkte ingeu derved paa en Haandftestning eller en Forfatnings-Lov, Tidens almindelige Sprogbrug gaar imod on saadan Tanke«. — Naar -En tro Patriot* i sit Forslag (Bruun S. 23) taler oin «en Reces, forfaerdiget ved dertil deputerede •, er i alt Fald Rigsraadets Medvirkning ikke udelukket.

Side 772

ud fra, at Kongen skulde begrænse sin egen Magt paa
Grundlag af Stændernes Raad; det var Forudsætningen
for at Løse ham fra hans tidligere Ed.

Udvalget havde handlet paa Stændernes Vegne¹); efter Forhandlinger, der tydelig viste, at der i og for sig i Overdragelsen af Arveregeringen ikke laa Overdragelsen af Enevælden, var det gaaet vidt i sin Tillid til Kongen; han var nu kun umiddelbart bunden ved sit Løfte om at

1) Hvad der skete senere ved Haandfæstningens Udlevering, var mere en Udførelse end en Godkjendelse af Udvalgets Beslutning. Jeg kan derfor ikke være enig med Bruun (S. 25) om kun at kalde dets Erklæring en Kommissionsbetænkning.

Side 773

ordne den ny Regering og vistnok tillige ved et Tilsagn om at udstede Privilegier for Stænderne^l), men tillige dog middelbart ved den Forudsætning, der ledsagede Fritagelsen for hans tidligere Ed. Og at Stænderne ikke helt havde abdiceret, at man tænkte sig, at de vedblivende skulde samles til Møder, havde ogsaa vist sig ved Svaret paa den første Proposition, hvorefter den førstkommende Herredag kunde være en passende Tid til en ny Edsaflæggelse; Meningen heraf kunde nemlig kun være, at man ventede, at Stænderne da som saa ofte i den senere Tid skulde møde sammen med Rigsraadet²).

VI.

Det næste Skridt maatte være, at Udvalgets Beslutninger
bleve bragte til Udførelse.

Haandfæstningen skulde først overleveres til Kongen; men Hovedexemplaret, den egentlige Original, var, som før bemærket, ikke til at finde. Man maatte derfor nøjes med en Paategning paa et andet Exemplar, som dog ogsaa havde Kongens Underskrift, om, at Originalen og alle Gjenparter skulde være annulerede, tilintetgjorte og holdte for døde og magtesløse, og at Kongen skulde være kvit og fri for sin derpaa aflagte Ed udi alle Maader uden nogen Exception. Denne Erklæring blev den 16de Oktbr.

1) Udenforstaaende fik dot Indtryk, at Kongen var Erteherre over, hvorledes Privilegierne skulde vaere, og at man indtil den ny Reces' Givelse skulde holde sig til Jydske Lov 05 Kirkeordinansen (Dagbogen iNy kgl. Sainl. 4to 1053 b).

2) Bruun (S. 17) vil ganske vist kun tago Ordet Herredag i dets strengt tekniske Betydning som Domstol; men hvad havde da Staenderne der at gjare? Et andet Sted i Pouchs Optegnelser er der ogsaa Tale oin at opssette Overvejelser til Herredagene.

Side 774

først underskreven af 15 Rigsraader i Rigshofmesterens Hus og derefter bragt op paa Slottet, hvor 54 Adelige samt de i Kjøbenhavn tilstedeværende befuldmægtigede for de andre Stænder underskreve den¹). Den saaledes paategnede Gjenpart af Haandfæstningen blev den 17. Oktober overleveret til Kongen paa Slottet af Peter Reedtz i Raadets, Adelens og alle de Stænderdeputeredes Nærværelse.Der blev derpaa holdt Lykønskningstaler af Svane og Nansen. Bispen nedbad Himlens Velsignelse, og Nansen udtrykte Haabet om, at Kongen stedse vilde være Borgerstandenvel affektioneret. Saa tog Kongen Ordet, lovede at regere som en kristelig Konge og at tilfredsstille enhver Stand saaledes, at ingen skulde have Grund til at klage²); efter Ove Juels Beretning gav han en ligefrem Forsikring om Privilegiernes Opretholdelse og Forbedring³).

Tilbage stod Arvehyldingen. Kongen havde bestemt sig for, at den allerede nu skulde forrettes af de tilstedeværendeStænderrepræsentanter. Den 17. om Eftermiddagen forkyndte Herolder paa alle Kjøbenhavns Gadehjørner, at Kongen skulde hyldes den næste Dag⁴). Denne Akt foregiksaa den 18. Oktober paa Slotspladsen; Vejret var smukt, og en stor Menneskemasse var til Stede som Tilskuere.Peter Reedtz fungerede som Kansler; han oplæste en Tale, hvori Kongen først takkede for Kongerigets Overgivelsetil ham og hans Arvinger som et frit Arverige. Det hed derpaa videre i hans Tale efter den trykte officielleBeretning: «Hans kgl. Majestæt lover hermed alle og enhver sine Undersaatter ikke alene at ville regere

1) Aarsberetn. fra Geheimearch. 11, 122.

2) Danske Saml. 2.R. 11, 94. Riegels S. 48. Nøyagtig Efterretn. S. 51.

3) Hist. Tidsskr. 3. R. 111, 591.

4) Riegels S. 48 f.

Side 775

fremdeles som en kristelig Arvekonge og naadig Herre, men endogsaa at ville lade med det allerførste oprette og forfærdige saadan en Regeringsform og Maade, at alle hans kgl. Majest.'s Arve-Undersaatter i disse Kongeriger skulle hos Hs. kongl. Majestæts Arvinger og Efterkommere have en kristelig og mild Regering at forvente og derpaa fuldkommenvære forsikrede« l). Derpaa løstes Undersaatterne fra deres tidligere Ed, og den nye Arveed blev aflagt.

Peter Reedtz' Tale frembyder den Interesse, at Kongen ikke havde ladet sin Repræsentant bruge Ordet Reces, men at der dog paa Kongens Vegne var givet Lefte om den snarest mulige Udfærdigelse af en Regeringsform, som kunde sikre Undersaatterne en kristelig og mild Regering i Fremtiden. Frederik 111 havde herved taget den ny Forfatning i sine Hænder paa en Maade, der gik ud over, hvad Stænderudvalget havde tænkt sig, thi Ombytningen af Ordet Reces med Ordet Regeringsform var næppe tilfældig; men han havde vedblivende givet Løfte om en Forfatning, som kunde sikre Undersaatterne, at Magten ikke vilde blive misbrugt.

Det er betegnende for den nye Tingenes Tilstand, at Rigsraadet strax traadte fuldstændig tilbage. Dets Magt var brudt, det ophørte med at gjore Lidstillinger til Kongen, og denne trykkede Seglet paa dets Afmagt, da han den 20. Oktober om Aftenen, ledsaget af Hannibal Sehested, Christoffer Gabel, Kancellisekretæren Erik Krag

1) Relation anlangende den Arverot, som Hs. kgl. Majestæt ... er bleven tilboden og overgiven. (Kbh.) Knud Wulf har en lidt anden Version paa Eeedtz' Tale (Eiegels S. 51), men Relationens Udtryk maa absolut foretrækkes, da de næsten ordret stemme med Kongens Brev til Stænderne i Norge af Kl. Novbr. og i alt Fald ere en officiel Gjengivelse. Forskjellen viser den Varsomhed, hvormed man maa benytte Referater af Taler.

Side 776

og maaske flere andre, indfandt sig i Kaadstuen og lod alle Raadets Breve bære op paa Slottet^l). Ganske anderledesstillede det sig med Stænderne. I de nærmest følgendeDage efter den 13. Oktbr. havde disse været sysselsattemed travl Overvejelse af Forslag til Sikring af deres Rettigheder. Det er ikke her Stedet til at gaa nærmere ind paa de fremsatte Forslag; kun nogle Hovedtræk skulle mærkes.

Man kan adskille to Stadier i disse Overvejelser. Først var der Tale om at forpligte Kongen eller lade ham forpligtesig selv ved en Række samlede almindelige Bestemmelser.Der blev indenfor Borgerstanden opsat et Udkast til en saadan Reces, som var bygget over den tidligere Haandfæstning, men udelod dennes for Kongemagtenmest trykkende Bestemmelser og i øvrigt paa de væsentligste Punkter satte Adel, Gejstlighed og Borgerstandeller samtlige Stænder i Steden for Rigsraad og Adel. Det var en ren stændersk konstitutionel Forfatning, som her var Tale om, men Forslaget vandt ikke almindelig Tilslutning indenfor Borgerstanden og kunde naturligvis endnu mindre vinde Kongens Samtykke²). Ogsaa andre Forslag fremkom i lignende Retning, men fik heller ingen praktisk Betydning³); lige saa lidt var dette Tilfældet

1) A. D. Jørgensen, Udsigt over do danske Kigsarkivers Historie S. 246. Jvfr. ogsaa Gersdorfs Svar d. 19. Oktober til den nederlandske Gesandt Pieter Vogelsangli, at ban ikke vidste, om Rigsraadet bestod endnu eller ikke (Brieven tusschen Johan de "VVitt etc VI, 502).

2) Trykt i Suhms nyo Saml. I, 238 ff. En Afskr. i Geh. Ark. (Souveræniteten Nr. 16 m) har følgende Eandnote: -Begjæring, hvilken alle Borgere Stænder ikke kunde forenes, uddragen af Haandfæstningen, og befaldt Majest. ikke heller_■..

3) Se forskjelligo Forslag i Poueli3 Samlinger (Ny kgl. Saml. Fol. 649). Hertil hører ogsaa «En tro Patriots« Forslag (trykt hos Eiegels S. 102; jvfr. Bruun S. 23. 31).

Side 777

med en saakaldt Memorial, der sandsynligvis var udgaaet fra kjabenhavnske deputerede, og som var en Blanding af et almindeligt Reformforslag og Udkast til en kongelig Revers, hvori ogsaa Stændernes Samtykke til Forordningers Udstedelse, til Møntens Forandring og til Udførselsforbud var krævet¹).

Hurtig forlod man imidlertid denne Forslagsrække og vendte sig til Andragender om Privilegier for hver enkelt Stand. Principet i Rigsraadets Erklæring af 13. Oktober om alle Privilegiers Bevarelse indsaa selv AJelen. at den maatte opgive; man rtiaatte nævne, hvad man vilde have for Særrettigheder. Kun Universitetet, Kjobenhavn og til Dels Kapitlerne gjorde heri en Undtagelse.

Allerede den 15. Oktbr. begyndte Stænderne at overvejedisse Spergsmaal. Adelen var hurtigst færdig. Ved samme Lejlighed som Haandfæstningen var bleven leveret Kongen tilbage, altsaa den 17., havde Christoffer Urne paa sin Stands Vegne overgivet dens Fordring?!'²). Samme Dag havde Universitetet vedtaget en Suplik til Kongen, i hvilken det bad om Stadfæstelse paa alle sine Privilegier, da de ikke formentes at stride imod Kongers Souverænite t³). Omtrent samtidig fremsatte Gejstliglieden og Kapitlernehver deres ønsker⁴), Borgerstanden delte derimod sine Forslag i to Indlæg, af hvilke det første, hvis Datum ikke kjendes, udgik fra alle Kjobstæder, det sidste med

1) GI. kgl. Saml. Fol. 907. Dens første Paragraf lod: Kjøbenhavns Privilegier strax at komme i sin fulde Brug.

2) Afskr. bl. and. hos Rlmnian med Randbemærkninger af de deputerede, som skulde bedømme Forslaget.

3) Jvfr. Suhms nye Saml. I, 237. Bruun S. 86 f. Acta Consistorii 17. Oktober.

4) Afskr. bl. and. hos Elm man af de udat. Forslag.

Side 778

Datum 24. Oktbr. kun fra de sjællandske og smaalandske^l). Kjøbenhavn indgav først saa sent som 24. Marts 1661 et Andragende om Privilegiernes Stadfæstelse med Beklagelse over, at Staden intet Svar havde faaet paa sine tidligere Begjæringer²).

I Gejstlighedens og Kapitlernes Forslag forekom der ingen egentlige Forfatningsspørgsmaal. Derimod fordrede Universitetet, ved at forlange alle sine Privilegier stadfæstede,ogsaa-sin Skattefrihed anerkjendt. Vigtigst vare dog Adelens og Borgerstandens Andragender. Adelen ønskede Retten til at blive Rigsraader og Rigsembedsmænd forbeholdt for sig; den forlangte endvidere, foruden sine sociale og okonotniske Standsforrettigheders Bekræftelse, at der ingen Skatter maatte paalægges dens Bønder uden Rigsraadets og samtlige Stænders Samtykke³). BorgerstaudensHovedtanker var en større Lighed mellem Stænderne,Fjernelse af de Baand, der hidtil havde hvilet paa vlen selv og paa Handelen, Ret for Byerne til selv at udnævnederes Magistrater; men hertil kom Ønsket om Ophævelseaf Vornedskabet for Kronens Bønder og endvidere Begjæringen om, at de Love og Recesser, som herefter

1) Afskr. hos Rhuinan, til Dels med Randbemærkninger, med Datum 23. Xovbr., bestaaende af 84 Punkter, men med følgende Slutningsbemærkning: • Eftersom disso 34 Poster tilforn a parte ere indleverede, nemlig de 15 vare Sjælland. Jylland, Fyn, Laaland, Falster og Moen alle enige om. medens de 19 Poster vare Sjælland, Laaland, Fahter og Møen desforuden alle enige om, saa efterdi der nu ingen Svar derpaa er erlanget, ere alle fornævnte 34 Poster sammendragne og overgivne til Kansler P. Reedtz med Anmodning om, at han vil overgive dem til Kongen«. De 19 sidste Punkter ere nu dem, som ere trykte i Suhms nye Saml. I, 221 ff. med Datum 24. Oktober.

2) Afskr. i GI. kgl. Saml. 4*° 2700.

3) Jvfr. Bruun S. 30.

Side 779

skulde udgaa, maatte forelægges Stænderne, førend de
bleve trykte, for at hver Stand kunde tilkjendegive sine
Fornødenheder1).

Ser man bort fra, hvad der i disse Forslag angik Særinteresser og Reformer i Administrationen, er der to Punkter, som væsentligst falde i -Øjnene. Man vil have Privilegier for hver Stand, og man vil have Stændermøder afholdte. Der var Forskjel paa, hvad man foreslog henvisttil disse Stændermøder; Adelen vilde have dem til at være skattebevilgende; i Borgerstandens sidste Forslag taltes der nærmest om dem som raadgivende med Hensyn til Lovgivningen; det var Stænderinstitutionens hidtidige Übestemthed, som mærkedes endnu. Men om selve Stændermødernes fortsatte Bestaaen hersktde der ingen Tvivl i disse Forslag; man tænkte sig dem ;aa lidt i Strid med den nye Regeringsform, at i et af Udkastene til et almindeligt Reformforslag taltes der i Indledningen, underlig nok, om, at der var overdraget Kongen «et absolut Gouvernement«,medens der dog i et af de sirlige Punkter foresloges, at Stænderne skulde gjere Indstillinger om Besættelsenaf de ledige Rigsembeder og Rigsraadspladser²). Og i en ny Begjæring fra Kapitlerne om deies Privilegiers Stadfæstelse, der blev vedtagen saa sent som den 21. Novemberog tre Dage efter overleveret til dea nye Kansler Peter Reedtz, til Sekretæren Erik Krag og til Hans Svane, som da var bleven Medlem af Regeringen, oiidroges bl. a.

1) Jvfr. Bruun S. 32.

2) Trykt iios Riegels S. 90 ff. med Datum 30. Oktbr.; det er maaske urigtigt, men saa sikkert som Bruuu (S. 30) mener det, er det dog naippe; man kunde nok tale om Haandfæstningernea Kassation trods det, som var sket den 16. Oktober. Thi endnu langt senere kasserede man den jo om igjen.

Side 780

om, at Kapitlerne maatte have «deres Assessorem in conventibus publicis, som deres Interesse kan tage udi Agt, saa vel som andre Stænder, og iblandt Gejstligheden beholdederes fri Stemme«^J).

Men man havde ikke glemt sit ønske om, at den ny Statsordning skulde have en ny Reces til Grundlag. Man ventede den som Afslutning paa Stændermødet eller i alt Fald som umiddelbar Frugt af dets Overvejelser. Da Kjøbstæderne ikke havde faaet noget Svar paa deres to forskjellige ovenfor omtalte Indlæg, bestemte de sig den 21. Novbr. til at sammenfatte dem til et nyt, indeholdende alle de tidligere Punkter; de betegnede deres Indlæg som en Begjæring om Stadfæstelse paa Privilegierne og om Afskaffelse af, hvad der i forrige Recesser og Mandater var til Skade for dem, med ønsket om, at Recessen maatte saaledes «modereres», at alting maatte geraade til det gemene bedste og ingen af Stænderne til Skade eller Forkleining. Hertil knyttedes Anmodningen om Svar, for at de kunde komme hjem²). Og da Kapitlernes før omtalte Andragende den 24. November overraktes til den nye Regerings Mænd, udtrykte Overbringerne Ønsket om, at Andragendet «i vor Fraværelse, da modus regiminis skal foretages og den nye Reces formeres, maatte foretages og vi derom forsikres». De fik Lofte derom og forlode derpaa Kjøbenhavn³).

Hvorledes havde imidlertid Kongens Stilling været til
de forskjellige Forfatningsspørgsmaal, som saaledes laa for?

1) Afskr. hos Ehunian.

2) Afakr. bl. and. hos Rhuman. Jvfr. Bruun S. 23 f. Indlasget blev dateret 23. Xovbr. (se ovfr. S. 778).

3) Daiisko Saml. 2. E. 11, 130.

Side 781

Han havde foreløbig i Gjerningen vist, at Samraad med Stænderne og disses Samtykke til nye Skattepaalæg i og for sig ikke stred imod hans Arveregering og Souverænitet.Stænderne vare ikke blevne sendte hjem, da Arvehyldingen var foregaaet. Den 26. Oktbr. var Joakim Gersdorf bleven udnævnt til Kigens Drost og Peter Keedtz til Kansler; i Instruktionerne for begge fandtes et Paabud om, at de med Flid og Troskab skulde forrotte, hvad der befaledes dem «enten mundtlig eller skriftlig saa vel fremmedeGesandter som ogsaa indvortes Stæn lerne at proponere «¹). I Reedtz' Ed af samme Dag fandtes en lignendeSætnin g²). To Dage efter fik <«alle her i Staden af alle Stænder tilstedeværende deputerede« Brev om at befuldmægtige nogle af hver Stand til den næste Dag at forhandle om, hvorledes Soldatesken til Hest og Fods bedst kunde underholdes, og den ene Stand sig ikke mere end den anden med Billighed kunde have at besvære; Kongen vilde siden efter befunden Beskaffenhed vids at resolvere sig derom³). Stændernes Udvalg traadte sammen den næste Dag, og paa Forslag af Adelen ened?s man om at foreslaa en Hovedskat; hver Stand gjorde Udkast til en Taxt for sine Medlemmer⁴). En Forordning om Hovedskat bygget herpaa udkom saa den 5. Novbr., «san:tykt af de her tilstedeværende Stænders deputerede')⁵). Men Kongen havde ikke taget Hensyn til den i Bevillingen udtalte Forventning om, at Konsumptionsafgiften, Stempelpapirspaalæget og

1) Aarsberetn. fra Geheimearcb. 11, 158—60. Bruun har (Hist. Tidsskr. 5. R. 11, 678) søgt at afkræfte Betydningen h eraf, men næppe rned Held.

2) Geh. Ark., Griffenfelds Sager, Fase. 7.

3) Brev af 28. Oktober lAfskr. i Bigens Eaads Breve, Faso. 63).

4) Riegels S. 98. Danske Saml. 2. E. 11, 123.

5) Sjæll. Tegn.

Side 782

Indkvarteringen til Gjengjæld vilde blive afskaffede¹). Det var ogsaa kun kommitterede, valgte dels af Kongen selv, dels, efter Fuldmagt fra denne, af Svane og Nansen, hvem det den 6. Novbr. blev overdraget at forhandle om Konsumptionsskatte n²). Men da Forordningen om den, gjældendefor en Tid af 3 Aar, udkom den 18. Novbr., erklæredesden for given «med samtlige Stænders endrægtige Samtykke», og den indeholdt ikke højere Taxter end dem, som Borgerstanden i sin Tid var gaaet ind paa³). Ogsaa den under 28. Novbr. udstedte Forordning om Stempelpapirbetegnedes som en «med samtlige tilstedeværende Stænders Samtykke« sket Forandring af Forordningen af 1. Oktober⁴). Hvad Indkvarteringens Afskaffelse angaar, da blev Haabet derom ikke virkeliggjort, men dens ligelige Fordeling gjordes til Gjenstand for vidtløftige Forhandlinger med Stænderne i November Maaued⁵).

Nogen bestemt Anerkjendelse af Stændernes besluttendeMyndighed kan saaledes vel ikke siges at have foreliggetfra Regeringens Side; men den havde vedblivende forhandlet mod dem og paaberaabt sig deres Samtykke til Skattepaalæg. Intet heri tydede paa, at der kun skulde være Tale om Overgangsforanstaltninger, eller paa, at det var for sidste Gang i umindelige Tider, at Stænderne vare traadte sammen. Man havde en klar Følelse af det store Brud med Fortiden, der laa i, at Eigsraadets tidligere store Magt var knækket, men næppe nogen udenfor Kongens snævreste Kreds anede endnu, at ogsaa Stændermødernevare

1) Riegels S. 100 f.

2) Bruun S. 44 f.

3) Sjæll. Reg.

4) Sjæll. Reg.

5) Danske Saml. 2. R. 11, 123 ff. og mange Aktstykker lios Rliuman

Side 783

mødernevareskrinlagte. Regeringens Optræden havde
ikke peget i den Retning.

Noget Tilsagn fra Kongens Side om Stændermødernes Vedvaren, foruden Omtalen af dem i de far nævnte lnstruxer og Kanslerens Ed, forelaa dog ikke. Anderledes stillede Sagen sig med Privilegierne og Regeringsformen.

At der vilde blive udstedt Privilegier, havde Regeringen ikke givet nogen Anledning til ;it tvivle paa. Til Kongens tidligere Udtalelser i denne Retning var nu kommet Modtagelsen af Stændernes forskjellige Forslag, til Dels ledsaget af ligefremme Tilsagn, saaledes overfor Kapitlerne^x). Men da Mødet opløstes i Slutningen af Novbr. og Begyndelsen af Decbr. ved, at de deputerede efterhaanden rejste bort, var man ikke kommen synderlig videre. Hvornaar de Kommissærer udvalgtes, som skulde gjennemse Forslagene, og hvem de vare, or hidtil ikke oplyst²).

Stænderne havde jo imidlertid ventet, at Privilegierne skulde indbefattes i den nye Regeringsform, som Kongen havde lovet, men der blev intet som helst alvorligt foretaget i denne Retning. Kongen var optaget af to andre Hovedgjenstande for hans Opmærksomhed, Omordningen af Administrationen og Sikringen af hans nyerhvervede

Der var nu ganske vist dem, som tænkte sig, at en samlet Række Bestemmelser om Administrationen foreløbig skulde træde i Steden for en egentlig Regeringsform. Det var saaledes visnok Meningen, naar Sekretæren i StatskollegietFrands Rasch kaldte sit Projekt til Kollegiernes

1) Se ovfr. 5.780. Jvfr. Brieven tus&chen Johati de Witt etc. VI, 502.

2) Kommissaerernes Randnoter til Adelena og Borgerstandens Forslag findes i flere Afskrifter, bl. and. hos Rhumau.

Side 784

Ordning, der blev Grundlaget for Udkastet til den saakaldteProvisionalordonnans, for <>Regierungs-Policey»^x). Men en saadan Kodifikation traadte ikke ud i Livet. Kongen udnævnte derimod de nye Kollegiemedlemmer og udstedte Bestallinger og Instruxer for dem. Der er her ikke Anledning til at gaa nærmere ind paa hele denne Organisation; kun bør det mærkes, at Regeringen virkeliggjordeen af de Tanker, som havde været ledende for de lavere Stænder under hele Statsomvæltningen: de forskjelligeStænder bleve repræsenterede i Regeringsraadene, og dette gjaldt ogsaa om Statskollegiet, der i adskilligt kan betegnes som det gamle Rigsraads Arvetager²).

Nok saa ivrig var imidlertid Kongen for at faa sin egen Magt omgiven med saa mange Garantier som muligt og tillige for at forege dens Xavno, dens Attributer og den selv.

VII.

I hvilken Grad Frederik 111, da han modtog Arveriget, har været klar paa, at han vilde føre den nye Regeringsformud til dens yderste Konsekvens, den übetingede Absolutisme,er det ikke muligt at afgjøre. Der var dem, som troede, at Kongen personlig var en Ven af en Tilstand,der mere svarede til de fleste andre Arverigers i Europa, men at navnlig Dronningen paavirkede ham i enevældig Retning³). Vist er det, at der frembed sig

1) Jvfr. Bruun i Hist. Tidsskr. 5. E. 11, 664 f. og i Enevaeldens Indforelse S. 6.

2) Jvfr. Bruun i Hist. Tidsskr. 5. R. 11, 660 og mine Bemaerkninger i Tilskueren 1886 S. 767.

3) He Gotis' Brov af 2. Novbr. At soge nsermere at bestemme de forskjcllige ledende Personligheders Stilling til Forfatningssporgsmaalet er mod de forhaandenvasrende Kilder et frugteslost Arbejde.

Side 785

adskillige Trin, paa hvilke Kongen kunde standse uden at give noget bort af sin Myndighed. Selve Ordet Souverænitetvar i Datidens Forestillinger i den Crrad tvetydigt,at et politisk Indlæg, som skal være forfattet af den tyske Kancellisekretær Testman nogen Tid efter 1660 *), taler om Christian IV og Gustav Adolf som souveræne Konger; ovenfor er det set, at selv Ordet absolut kunde forbindes med Tanken om Stændernes vedblivende Indflydelsepaa Besættelsen af de højeste Embeder. Sandsynlighedentaler ogsaa for, at der har været Vaklen og Uenighed indenfor de ledende Personligheders Kreds. Men Kesultatet blev, at ltegeringen, i Steden for at standse, gik stærkere og stærkere frem, indtil den 1665 endte, hvor den ikke kunde komme videre, ved Kongelovens übegrænsedeEnevælde. Man kan ikke frikjende den for at have brugt Tvetydigheden i Ordet Souverænitet som en Bro for sig paa sin Bane.

Eerst gjaldt det imidlertid at faa den skete Arvehyldingstadfæstet. Den 20. Oktobr. mødte Hans Nansen i Bryggernes Lavshus og tilkjendegav Borgerstandens deputerede,at det var Kongens Befaling, at naar de kom hjem, skulde de sammenkalde Borgmestre og Raad samt Borgerskabet,hver i sin By, og opfordre dem til under Stadens Segl at udstede en Stadfæstelse paa Arvehyldingen²). SaadanneAkter, byggede over en bestemt af Regeringen opsat Formular³), udstedtes derpaa i den nærmest følgendeTid af en Række Kjebstæder⁴). Men den 20.

1) (jell. Ark., Souverseniteten Xr. 16 1. Om ludlaeget se nsermere nedenfor.

2) Optegnelse i Thott Fol. 855 a.

3) Afskr. i Rigens Raad« Breve, Fase. 63.

4) Aktstykker i Geh. Ark., Souveræniteten Xr. 4b.

Side 786

Oktbr. udgik der ogsaa Breve, hvorved den anden Arvehyldingberammedes til den 14. Novbr.; den skulde foretagesaf dem, som havde været fraværende forrige Gang, blandt andre da ogsaa Repræsentanter for Bondestanden, ligesom Skik og Brug havde været ved tidligere Hyldinger. Den nye Hylding fandt Sted den 15. Novbr.; den foregik ikke offentlig, men i Riddersalen paa Slottet, hvor Kanslerenholdt en Tale af samme Indhold som forrige Gang^x). Loftet om den snarlige Oprettelse af en Regeringsform, der kunde give Undersaatterne Garantier for Fremtiden, var altsaa blevet fornyet, og i et Brev af 16. Novbr. til Stænderne i Norge udstedte Kongen under sin egen Haand en lignende Forsikring'²). Til Gjengjæld lod han den følgendeDag alle de tilstedeværende Rigsraader, adelige og Stænderdeputerede udstede en ny Erklæring om HaandfæstningensKassatio n³).

Regeringen havde tænkt paa en fyldigere Kundgjørelsefra Stændernes Side. Der findes en Koncept til en saakaldt »fuldstændig Akt«, hvorved «alle Stænder saa vel som menige Almues udnævnte Fuldmægtige« paa egne, Mandanters og Arvingers Vegne stadfæste den overdragne Arverettighed, erklære Haandfæstningen for tilintetgjort og endvidere, da Regimentets rette Styrke og Kongens fornemste Velstand bestaar i, at Rigerne og Landene ikke deles, «ville til Hs. kongl. Maj. allerunderdanigst remitterethave sligt ved en sær Arveforordning at præcavere og forebygge". Denne Koncept kom imidlertid aldrig

1) Danske Saml. 2. R. 11, 127 f.

2) Fogtmanu, Rescripter I, 8. Bruun S. 12 f. Ordene: oprette og forfærdige en Regeringsform, vare dog her forandrede til: indrette en Regeringsform.

3) Bruun S. 11 f.

Side 787

videre end til at være en Koncept¹). Foruden hvad andre Betænkeligheder man kan have haft ved den, synes der ogsaa at have været den, at man tænkte sig Arvereglerne optagne i den ny Regeringsform og ikke vilde udstede dem som en særlig Forordning²).

Imidlertid vilde man ikke nøjes med de Akter, der forelaa. Arvehyldingerne, Rigsraadets Erklæring af 13. Oktbr., Stænderudvalgets Betænkning af 14. Oktbr. og Haandfæstningens Kassation af 16. Oktbr. og 17. Novbr. vare endnu for lidt. Der stod i dem intet om det, som i alt Fald efterhaanden var blevet Maalet, nemlig den absoluteRegering;der var uhyggelige Rester tilbage af Baand paa Kongens Magt, af Forudsætninger om PrivilegiernesKonfirmationog Udstedelsen af en Reces³). Derforopsattesder

1) Afskr. i GI. kgl. Saml. 4*° 2700.

2) Ved Punktet om Arveforordningen har Åi'skr. følgende Randnote: • Det skal udi Regeringsform indføres«.

3) Der findes to Steder, hvor Regeringen har brugt Ordet absolut Regering i Slutningen af Oktbr. og i Novbr. Den ene Gang er i den officielle trykte Relation om Arveretten, som maa være udkommen inden d. 27. Oktbr. Det er til dens Brug af Ordet absolut Regering, at Frederik Gabels Fortælling knytter sig om, at -absolut« blev sat ind ved Korrekturen i Steden for • arvelig«; Generulauditør Poul Tscherning skal have bragt Ordre til Trykkeriet derom fra Christoffer Gabel (Suhras nye Saml. I, 232). Fortællingen lyder upaalidelig; men det er værdt at lægge Mærke til, at Goes i et Brev af ti. Novbr. (ny Stil, altsaa 27. Oktbr.) beretter, at Tscherning har sendt ham et Exemplar af Relationen, og at han vist er Forfatter til den. Anden Gang findes Ordet i et Brev fra Frederik 111 til Hertug Gustav Adolf af Meklenborg af 13. Novbr. (Bruun S BO). Intet af Stederne afgiver jo noget Bevis for Kongens retlige Besiddelse af Enevælden. Dette kan heller ikke siges om Udtrykkene i Taler og Festskrifter fra denne Tid, hvoraf flere er anførte af Bruun i Hist. Tidskr. 5. R. 11, 698 f. De ere til Dels laante fra Romerretten og kunne som rhetoriske Blomster ikke tages saa nøje; de veje ikke meget som Tegn paa Opfattelsen af det skete i Sammenligning med Stændernes Indlæg.

Side 788

foropsattesderet nyt Udkast til et aabent Brev, som vistnok var tænkt udfærdiget endnu i Novbr., medens Adelen og de Stænderdeputerede vare tilstede i Kjøbenhav n¹). Der var her ikke Tale om den menige Almue, det vil sige Bønderne, men kun om «Danmarks Riges Indbyggere af adelig, gejstlig og borgerlig Stand paa egne Vegne og som Fuldmægtige efter den os meddelte Instrux». Udkastet gik nu ud paa, at disse paa Grund af Manglerne ved det tidligere Valgrige, hvorimellem ogsaa fremhævedes, at mægtige Naboer letteligen kunde paatvinge Riget et ukjært Valg, og Fordelen ved, at Regeringen i Freds- og Fejdetid blev administreret af ét Hoved, havde, utvungne og uden nogen Tilskyndelse fra Kongens Side, af egen fri Vilje og god Betænkende hyldet, svoret og bekræftet Frederik111.-Arverettighed til Danmarks og Norges Riger, samt absolut Regering» for ham og hans Arvinger; de konfirmerede endvidere ved dette aabne Brev alle de Akter, som vare skete fer og efter Arvehyldingen, og gave Afkald paa Haandfæstningen som død og magtesløs, ligeledes paa Prins Christians Valgbrev og Provisional-Dispositionen af 9. Juni 1651, saa vel som paa alt hvad der udi Recessenog(Kirke-)Ordinansen stred imod jura majestatis og hvad ellers siden 1648 var sluttet af Rigens Raad i Overensstemmelse med Haandfæstningen, og som kunde hentydes at være imod Arveretten og Souveræniteten; de lovede dernæst at forsvare Arverettigheden, og da DanmarksogNorges Rigers Sekuritet og Forsvar var overdragettilKongens naadigste Disposition, saa henstillede de til ham, ikke alene hvorledes Regeringen herefter

1) Afskr. i GI. kgl. Saml. 4° 2700.

Side 789

skulde anstilles, men endog hvorledes Sukcessionen bedst kunde forsynes, hvilken sidste Vilje skulde være dem og deres Efterkommere som en Lov og offentlig Forordning og efterkommes i alle sine Klavsuler formedelst Arvehyldingen,saaat Kongens ægte Arveefterkommere ikke skulde turberes i Besiddelsen af Regeringen, men tværtimod forsvaresmodalle uden- og indenlandske Fjender.

Man mærker let den store Forskjel imellem Udtrykkene i denne Koncept og i den forrige. Den enevældige Tankes Udvikling ligger klart for Dagen. Hvor der i den første Koncept kun tales om Arveretten, tales her om Regeringens Administration af ét Hoved, om absolut Regering og om Souverænitet, her tales om Opgivelse af alle Bestemmelser i Recessen og i Kirkeordinansen, som stride mod Majestætsrettighederne, her overdrages det til Kongen ikke blot at bestemme Arvefølgen, hvis Ordning ved Kongens sidste Vilje skal være en Lov, men ogsaa alene at ordne, hvorledes Regeringen skal anstilles.

Men heller ikke dette Udkast blev nogensinde forelagt dem, hvem det var tiltænkt; den Formodning ligger ikke fjern, at man har taget i Betænkning at forelægge det for Stænderne. Regeringen valgte en anden Vej til at faa sig sin Magt godkjendt i den Udstrækning, som den ønskede.Efter rimeligvis at have indhentet Statskollegiets Betænkning, opsatte Kongen et saakaldt Instrument eller en pragmatisk Sanktion om sin Arveret til Danmarks og Norges Riger, som skulde underskrives af alle Rigsraader, de fleste adelige, alle Bisper, Kapitularer, Provster, Præster og Professorer ved Universitetet samt af Borgmestreog Raadmænd og to fornemme Borgere i hver By paa dens Vegne. Dette Aktstykke fik Datum: Kjøbenhavn10.

Side 790

havn10.Januar 1661, men sendtes om til Underskrift i
Landet af vedkommende stændervis1).

Denne Arveakt er bygget over det sidst omtalte Udkast. Det afviger derfra — bortset fra Forskjellen i, hvem der skulde underskrive den, og fra underordnede Ting — i følgende Punkter: Arverettighed og absolut Eegering er blevet til: Arverettighed samt alle jura majestatis, absolut Eegering og alle Regalia; Arverettighed og Souverænitet er blevet til: Arverettighed, Souverænitet og absolut Regering; Lov og Forordning (oro Arvefølgen) er blevet til: Fundamental-Lov; der omtales ikke alene Sukcessionen, men ogsaa en eventuel Formyndenegering som Gjenstand for denne Fundamentallov. Tillige siges det, at Kongen har erklæret, at Førstefødselsretten skal oprettes ved den kongelige Arvesukcession, Riget ikke deles og Kongens andre ægte Arvinger have en aarlig Apanage.

Vare Udtrykkene i det sidste af de to Udkast allerede skærpede i enevældig Retning, saa betegner Arveakten af 10. Januar 1661 en yderligere Udvikling. Den nye Magts Attributer ere opregnede med saa mange Navne som muligt; Urokkeligheden af Arvesukcessionens Bygning er forsagt betegnet ved Udtrykket Fundamentallov. Sammenlignes de to Udkast og den endelige Akt, ere de et Vidnesbyrd om Udviklingen af Kongens og Regeringens Planer eller maaske kun om Væksten af deres Mod til at aabenbare dem.

Men Arveaktens statsretlige Interesse ligger i en Sammenligning mellem den og de tidligere Akter. Ingensindefør havde der fra Stændernes Side i bindende Akter været Tale om Overdragelsen af absolut Regering, alle

1) Bruun S. 75 ff.

Side 791

Majestætsrettigheder og alle Regalia. I Modsætning til Kigsraadets Erklæring af 13. Oktober og Udvalgets Erklæringaf 14. Oktober var der ikke udtalt nogen som helst Forudsætning, nogen som helst Begjæring om Stadfæstelse paa Privilegier eller Udstedelse af en Reces. Naar der i Erklæringerne af 16. Oktober og 17. Novbr. kun var talt om Haandfæstningens Kassation, taltes her tillige om Ophævelseaf Prins Christians Valgbrev, Formynderordningen af 9. Juni 1651 og hvad der i andre Love stred mod Arveretten og Majestætsrettighederne. Og endelig var i Steden. for Kongens Løfte af den 17. Oktober og 16. Novemberom en Regeringsform, der skulde sikre Undersaatterne en mild og kristelig Regering, kun omtalt en Erklæring af ham om Rigets Udelelighed; det var for øvrigt uden Indskrænkning overladt ham at ordne Regeringen. Efter Underskriften af denne Akt stod Kongen übetinget langt friere end tidligere. Og dog kunde man fristes til at sige, at der alligevel bestod Grænser for hans Magt. Havde Majestætsrettigheder og absolut Regering betydet den fuldstændige Ophøjelse over alle Love, hvorfor gave da Stænderne kun Afkald paa enkelte bestemte saadanne og paa enkelte Bestemmelser i Recessen og Kirkeordinansen? Og naar der taltes om, at Kongens sidste Vilje skulde være en Fundamentallov, betød da ikke Udtrykket: sidste Vilje det samme som et Testamente, og kunde det gaa paa andet end Arvebestemmelserne? Kunde det vel omfatteOrdningen af Regeringen, eller var denne ikke snarest stillet mindre urokkelig end Arvefølgen?

Men hvorom alting er, Arveakten var, skjønt i FormenenStadfæstelseserklæring,
dog i Realiteten noget nyt.
Faa Aar efter betegnede den kongelige Arkivar Peder

Side 792

Schutnacher den som Enevoldsarveregeringsakten¹), det samme Ord, som senere fandtes i Indledningen til FrederikIV'sUdgave af Kongeloven. Ingen af de tidligere Akter kunde nogen være faldet paa at betegne saaledes. Men ogsaa fra selve de Dage, den underskreves, foreligger der et Bevis paa, at man har tillagt den stor Betydning som en ny Akt. Den kejserlige Resident i Kjøbenhavn, Baron Goés, skrev den 19. Januar 1661 til sin Herre²): »Kongen har ladet opsætte et Aktstykke, som alle Stænder, enhver for sig, skulle underskrive; det skulde vel være den samme Akt, kun noget bedre oprettet, som den, ved hvilken Stænderne overdroge Kongen og hans Hus Arverettentildette Rige, men som jeg hører, thi jeg har hidtil ikke kunnet faa noget at se, findes der i den mange og meget betænkelige Udtryk, hvorom der i den forrige Akt ikke har været den ringeste Tale, især oin Souverænitetenogom at være absolut, hvilket har foraarsaget saa meget mere Eftertanke, som Adelens Privilegier ikke endnu ere udkomne. Stænderne bekjende og erklære deri, at de utvungne og unødte have overdraget Kongen Arveretten og hvad dertil hører; dette vil hos mange næsten optages som en Undskyldning, man ikke har bedt om; men ingen siger det imod eller lader sig mærke med sine Følelser, saa meget mindre, som det hedder sig, at Sekretær Erik Krag, der lader dette Instrument underskrive, har Ordre til nøje at berette, hvad enhver har sagt derom, eller hvorledes han har stillet sig dertil. Jeg har ogsaa kunnet mærke paa de fornemste, at Gemytterne paa ny ere blevne saarede ikke lidt herved." Goés har uden Tvivl truffet

1) Ueli. Ark., Griffenfelds Embedspapirer.

2) Brev af 29. Januar 1661 (Ark. i Wien).

Side 793

det rette ved sine Bemærkninger. Lige saa lidt som i Oktober Arveregeringen var overdraget o utvungent» af Rigsraad og Adel, lige saa lidt underskreves Enevoldsarveregeringsakten,somden med Rette fortjener at kaldes, i Januar «utvungent» spredt om i Landet. Enevældens Tryk var begyndt at hvile over Danmark.

Den 24. Juni 1661 udstedtes dog de længe ventede Privilegier. De udstedtes til Adel, Gejstlighed, Kjøbenhavnog den øvrige Borgerstand¹); derimod fik Kapitlerne og Universitetet ingen₂). For Adelen vare de en Skuffelse; vel fik den en Kække af sine sociale Rettigheder, blandt hvilke i Særdeleshed den betydningsfulde Hals- og Haandsretover sine Bønder, stadfæstede; men selv bortset fra, at der ikke paa noget Punkt var sikret den nogen Del i den egentlige Statsstyrelse, var ogsaa Skattefriheden for dens Bønder gjort afhængig af, at Statens Tarv ikke fordrede dens Ophævelse. Indtrykket var derfor, at denne Ret saa godt som var kuldkastet³); det var en Overraskelsetrods alt, hvad der var foregaaet, og det var naturligt nok, at Adelen ikke ønskede Privilegierne offentliggjortepaa Tryk⁴). Gejstligheden og Borgerstanden havde mere Grund til at være fornøjede; de vare frigjorte for Lensmændenes Overhøjhed, de havde faaet Benævnelsen ufri ryddet af Vejen, og forskjellige af de Særrettigheder, f. Ex. med Hensyn til Tiendefrihed af nyafbrudte Bendergaardeog

1) Adelens, Gejstlighedens og Borgerstandens Privilegier hos Fogtman, Rescripter I, 38 ff.. Kjøbenhavns i Nielsen, Kjøbenhavns Diplomat I, 770 ff.

2) Nogle Optegnelser (i GI. Kgl. Saml. Fol. 907 efter en Afskr. hos Hjelmstjerne) tyde dog paa, at Privilegier for Universitetet have været under Overvejelse.

3) GoeV Brev af 23. Juli 1661 (Ark. i Wien).

4) Becker I, 256.

Side 794

gaardeogtil Oxenhandelen, som Adelen hidtil havde nydt til deres Skade, vare blevne hævede. Derimod vare kun faa af deres større politiske Reformforslag, f. Ex. om BøndernesVornedfrihed, om Provinsmøder af Kjøbstæderne eller om Repræsentanter for Borgerstanden ved Hoffet, blevne realiserede. Da Fuldmægtige fra en Del sjællandske Kjøbstæder i Begyndelsen af 1661 havde holdt et Møde uden kongelig Tilladelse, havde de faaet en skarp Advarsel mod at gjøre noget lignende i Fremtiden¹). Haabet om, at den skete Statsforandring skulde medføre en Lettelse i deres Byrder og Skatter havde ogsaa hurtig vist sig illusorisk.

Mest Grund til at glæde sig havde Kjobenhavn. Foruden den ny store materielle Fordel, som bestod i Gaven af Roskilde Len til Ejendom, havde Staden faaet de fleste af de 1659 tilstaaede Privilegier bekræftede. Dog var der den Forskjel, at i den Paragraf, som bestemte, at der ikke skulde paalægges Staden højere Told end Adelen, var Sætningen om dens Samtykke til Toldpaalæg udeladt. Derimod var det vedblivende godkjendt, at Kjøbenhavn skulde være en fri Rigens Stand, der, naar Kongen fandt for godt at sammenkalde Stænderne, skulde deliberere og give sin Stemme med de andre.

Statsretlig set havde Kongen ved Udstedelsen af disse Privilegier til Dels indfriet en af de Forudsætninger, der laa til Grund for hans nye Magt. Rigsraadets Fordring d. 13. Oktober om alle Privilegiers Stadfæstelse maatte anses for bortfalden ved de senere Begivenheder, og han var Herre over, hvorledes Privilegierne skulde være. Men han havde rigtignok slet ikke udstedt saadanne Privilegier

1) Brev til Hugo Liitzow af I.Marts 1661 (Fogtman, Kescripter I, 31).

Side 795

for Kapitlerne og Universitetet, disse Korporationer, som nok kunde regnes ind under Gejstligheden, men dog havde en Særstilling. Kapitlerne i det mindste havde Grund til at klage, thi det var lovet dem under Forhandlingerne i November; Harmen over det brudte Løfte viser sig i en Optegnelse af Mag. Hans Rhuman, der ender saaledes: «In summa in omnibus regis voluntas suprema juris lex est. Da ere Kapitlerne i Danmark og Norge annullerede, Slottene nedbrudte, Lenene afhændede til fremmede og andre Jøder og Hollændere. Et in terris pressura»¹).

Hvad Spørgsmaalet om Stændermøder angik, var den ovenfor anførte Sætning i Kjøbenhavns Privilegier det eneste Sted, hvor saadanne omtaltes. Ligefrem Frygt kan næppe have bevirket, at man optog den fra den gamle Redaktion; snarere har det været Tilfældet, at man endnu paa dette Tidspunkt ikke var klar over, hvorvidt man virkelig vilde gjennemføre Enevælden i den Grad, at man slet ikke mere vilde sammenkalde Stænderne. Der findes flere Tegn paa, at i alt Fald ikke alle indenfor Regeringens Kreds endnu havde brudt med Tanken om Opretholdelsen i en eller anden Form af den Institution, som i Løbet af den sidste Generation umærkelig var gaaet over til at blive et Led i Statsforfatningen.

I nogle bevarede Brudstykker af en anonyms Udkast til en Ordning af den øverste Administration, som vistnok skriver sig fra Begyndelsen af 1661, tales om, at de samledeKollegier i Nødsfald under Kongens Fraværelse eller Sygdom maa indkalde Stænderne²). I et andet tysk Udkasttil

1) Optegnelse ved Rhumana Afskrift af Kapitlernes Indlæg af 21. Novbr.

2) Afskr. i Eostgaardske Saml. 4*° 13. Jvfr. Hist. Tidsskr. 5. R. 11, 670 f.

Side 796

kasttilen Forordning om Tronfølgen og en eventuel Formynderregering, som i alt Fald er ældre end 1665 l), bestemmes, at Formynderne skulle aflægge Ed paa at føre Styrelsen saaledes, at de haabe at kunne forsvare deres Forvaltning for Kongen, Dronningen «og samtlige Kollegier og Stænder«. Hvis Prinsesserne gifte sig, medens der ingen Konge er i Live, skulle de modtage et Udstyr af »Regeringen og Stænderne«. Endelig hedder det, at naar det er af Interesse for hele Riget, skal Formynderregeringen i den unge Konges eller Dronnings Navn udskrive en almindelig Rigsdag for at overveje om Militsen, Skatkammeretog andre for Arvelandene og Rigerne højstnodvendigeSager. At Formynderregeringen eller Kollegierneefter disse Udkast fik Ret til at udskrive Stænderne eller en Rigsdag, viser ikke, at man ikke tænkte sig den som mulig under en Konges egen Styrelse, thi hans Ret dertil behøvede ikke at betegnes.

Dog stode Stændermøder som en højst usikker Mulighed.I det tidligere nævnte Udkast til en «Regierungs- Policey«, som er Grundlaget for den saakaldte Provisional- Ordonnans, er der ved det Sted, hvor Rigsstændernes Sammenkaldelse omtales, tilføjet med en anden Haand: «wo es notig ist»²). At Modstanden mod dem var stærk

1) Bruun bar S. 90 ff. givet et Udtog af dette Udkast eftcr en Afskr. i Thott 4to 1636; en anden Afskr. fiudes i Geh. Ark., Souveraeniteten Nr. 16 x, men er ikke medtaget i Jorgensens Udgave af Aktatykker vedrorende Kongelovens Forhistorie. Staenderne omtales flere Gange i Udkastet end anfort i Bruuns Udtog.

2) Randnoterne til Udkastet (Geh. Ark., Souveræniteten Nr. 16 k) frembyde i flere Henseender ikke ringe Interesse; de ere skrevne med forakjellige Hænder, til Dels adskillige Aar efter 1660, hvilket tyder paa, at Udkastet vedblivende har spillet en vis Rolle. Saaledes er der i Indledningen efter "Erbkonigreichen- tilføjet: »und Fiirstenthum Sleswig«. I Udkastet tales om, at Kongen har til Hensigt at opfore en Bygning nserved Slottet for de 5 Kollegier; en Randnote foreslaar at anvende Borsen dertil, en senere (vel efter 1665) tilfejer: -Numehr aber die Bibliothck-. Man kunde vsere fristet til hist og her at spore Griffenfolds Haand i Koterne; men jeg tor ikke sige det med Sikkerhed.

Side 797

ved Hoffet, viser ogsaa den store Varme, hvormed SekretærTestinan — bag hvem man antog, at Vicestatholderen i Fyrstendømmerne Frederik Ahlefeldt stod —, nogle Aar efter 1660 tog Ordet for dem og bekæmpede det modsatte Standpunkt, idet han foreslog en hyppig tilbagevendende Eigsforsamling i Lighed med det engelske Parlament¹).

Fuldstændig klar over den politiske Situation kunde endnu dog ingen være. Thi der manglede ét, Kongen havde ikke indfriet sit Løfte om Udstedelsen af en Regeringsform. Privilegierne vare givne enkeltvis til hver Stand. Vilde Regeringsformen komme og da hvorledes?

1) Udkastet findes i Geh. Ark., Souveraaniteten Nr. 161. Bemserkningen om Testman og Frederik Ahlefeldt skyldes en Eandnote af Frederik Gabel. Briuin har Ret i at sige (Hist. Tidaskr. 5. R. 11, 673), at det maa vaere skrevet efter 1660; man kunde tilfoje nogle Aar efter, da der tales om, at Souveraeniteten har bestaaet »etzliche Jahre». Men ban liar ikke Ret i, at der ikke er Tale om nogen Rigsdag. hvis Medleninier vaslges af Staenderne, men kun om en Notabelforsamling, hvis Medlemmer vaelges af Kongen. Begyndelsen synes vel at tillade en saadan Forklaring, men senere kaldes Forsamlingen -der ganze Ausschuss dcs Landes-, og den sammenlignos med det engelske Parlament; intet Steel tales om Kongens Ret til at vaelge Medlemmerne, men kun om bans Myndighed til at udskrive den, lede den og hjemsende den. Forf. advarer mod at folge det Exempel, der er givet af Fyrster som Christiern 11, Erik XIV og Karl I; disse forte ikke deres Regering efter Rigets Fundamentallove, men efter Kaprice og spaendte deres Souversuitet for bojt. Efterfolgelsesvasrdige Monstre paa Regenter ere derimod Henrik IV af Frankrig, Christian IV og Gustav Adolf; ingen har i vor Tid fort Regeringen med mere Autoritet °und also auch souverainer* end de, men de forandrede intet i Rigets overleverede Love og Skikke, betoge ikke Undersaatterne deres Privilegier og vare navnlig ikke bange for Rigsforsamlinger.

Side 798

VIII.

Ligesom Enevælden i Virkeligheden voxede ud af Arveretten,
saaledes kom Regeringsformen, der bragte Enevælden
i System, til at voxe ud af Arveforordningen.

Noget af det mest paatrængende for Frederik 111 var selvfølgelig ogsaa at ordne Arvefolgen. Han havde faaet Ret til at gjøre det ved en sidste Viljesakt, et Testamente, der skulde gjælde som en Grundlov. Endnu inden alle de forskjellige Exemplarer af Arveakterne vare undertegnede^x), havde han bestemt sig til at indhente sine slesvig-holstenske Juristers, det gliickstadtske Regeringskancellis Mening om Sukcessionen og om mulige Formynderregeringer. Hans Brev herom af 26. Marts 1661 besvaredes 21. April med et Votum, der begyndte med at fastslaa Sætningen: Rex unicus esto som forste «Thema'> og dernæst gav en Række Oplysninger og Raad om Arvefølgen, som foresloges ordnet ved en Kongelov, en Lex regia, en særlig Række Bestemmelser for Kongeslægtens Arvefølge i Modsætning til de almindelige Arvegangsregler; Loven burde hedde Lex regia Fridericiana efter den første Erhverver af Arveretten; tillige gjordes Forslag om Formynderregering. Dette Votum ledsagede en Skrivelse, hvori man undskyldte, at man ikke havde udformet sine Forslag til en Lov, men der var mange tvivlsomme Tilfælde, som man ikke kjendte Kongens Mening om; Kancelliet ønskede ogsaa gjærne først at se de Forslag, som Kongens i Danmark værende Raader sikkert vilde gjere₂).

1) Bruun S. 78 f.

2) Jørgensen, Kongeloven og dens Forhistorie S. 4—27.4_—27. Mærkeligt er det, at efter en Fortegnelse af Christoffer Lindenov og Frederik Wulf, dat. 8. Maj 1676, over de Papirer, som de 28. Marts havde registreret i Griffenfelds Bolig, fandtes der: «Des Cancelers und der Rahte zu Gliickstadt ohnmassgebliclie Meinung iiber der koniglicben Erbsuccession und Vormundscbaft der ininderjiibrigen Herrn-, dat. Gliick3tadt 17. Maji 1661. Der er tilfojot en Paategning om, at Indkeget er benlagt til Kongens egne Akter i bans Kabinet, Caps. Estats Coll. sub Nr. 98.

Side 799

Det var ikke første Gang, at Udtrykket Lex regia var blevet brugt efter Statsforandringen. I den Tale, som Professor Henrik Ernst holdt paa Sorø Akademi den 8. Novbr. 1660, havde han med en fra Digesterne laant Sætning¹) talt om, at «Senatus populusque Danicus» havde wlege regia de novo imperio lata» overdraget Frederik 111 «omne imperium suum et potestatem*²). Her var det dog Folkets Overdragelse af Magten, som var kaldet for en Kongelov³); senere og for første Gang i den nævnte Betænkning var det omvendt det kongelige Arvestatut, der betegnedes saaledes. Thi Indholdet for Kongeloven var endnu kun tænkt som Arvereglerne. Derfor handlede Regeringskancelliets Forslag heller ikke om Forfatningen, undtagen for saa vidt det gik ud fra Kongens Enemagt; der var dog ikke glemt visse Hensyn til ikke at gjøre Kongemagten ilde lidt af det danske Folk.

Frederik 111 forlangte imidlertid, at Kancelliet skulde indsende et ligefremt Forslag til Lov, og efter forskjellige vexlede Skrivelser skete dette ogsaa den 5. Decbr. 1661, men dette Forslag synes ikke bevaret⁴). Muligvis har der kort efter været opsat en Kongelov, hvis der ved den Lex

1) Ulpian i Dig. 1, 4, 1.

2) Panegyricus, quo Fridericolll gratulatur regia et eqvestris cademia per Henricum Ernstium. Jvfr. Hist. Tidsskr. 5. K. 11, 698 f.

3) Paa lignende Maade havde den tyske Jurist Bon. Carpzov kaldt den Haandfæstning, hvorved de tyske Kejsere fik Magten overdraget, for Lex regia (In Legeni Regiam Germanorum Commentarius juridico-historico-politicus, 1640, S. 22).

4) Jørgensen S. 27—32.

Side 800

Regia seu Constitutio pragmatica, der betegnedes af ArkivarenFrederik
Wulf som liggende i Kanslerens Kabinet,
skal forstaas en af Kongen udfærdiget Lov1).

Under alle Omstændigheder havde man vistnok ogsaa i Kjebenhavn arbejdet paa Udstedelsen af en Arvelov. Herhen hører rimeligvis det Udkast til en Forordning om Arvefølgen og Formynderregeringen, som er omtalt ovenfor, men som var temmelig løst affattet²), og det andet bestemtere formulerede Udkast, som bar Titel af Lex Regia Friderici Tertii eller Lex Regia Fridericiana³). Skjønt dets Navn er det, som det slesvig-holstenske Regeringskancelli havde foreslaaet, er der dog megen Grund til at tvivle paa, at det er Kancelliets Forslag⁴). Udkastet falder i to Dele. Den første Del handler i det væsentlige om Arvefølgen og kunde for den Sags Skyld gjerne være forfattet i Gliickstadt; men dens første Paragraf angaar Foreningen mellem Danmark og Norge, saaledes som den har bestaaet siden Dronning JVlargretes Tid; dens evige Bestaaen anbefales indtrængende til Kongens Arvinger. Det er den eneste Gang, man i alle herhen hørende Aktstykker moder denne Forening som omtalt; det er ikke sandsynligt, at den har været Gjenstand for de gliickstadtske Raaders Opmærksomhed.

Endnu mindre sandsynligt bliver det dog, at dette

1) Jvfr. Jargensen S. ivf. 32, og Bruun S. 84 f. 126. Hvad F. Wulf har ment, og hvornaar ban har gjort sin Optegnelse, syues mig, ligesom Bruun, meget tvivlsorat. Jeg tor derfor ikke, som Jorgensen, bestemt antage, at der har vseret udfserdiget en Kongelov for den endelige; to saadanne udferdigede Kongelove har dog Jorgensen ikke talt om, som Bruun gaar ud fra (S. 89f.j.

2) Se S. 796.

3) Jørgensen S. 33-37.

4) Jeg kan saaledes ikke slutte mig til Bruun (S. 86), der helder til den Mening, at det er Kancelliets Forslag.

Side 801

Lovudkast er det slesvig-holstenske Kancellis, naar man ser paa dets anden Del. Denne handler nemlig om Rigets Forfatning: «de administratione et regimine horum regnorurn«.Om en saadan Forfatning var, os bekjendt, Kancellietaldrig blevet opfordret til at sige sin Mening. Derimodvar det meget rimeligt, at den overvejedes i Kjøbenhavn;Regeringsformen manglede jo endnu ganske.

Denne anden Del har nu sin Interesse ved at være det første Fprsøg paa at udforme de Tanker om Kongemagten, som senere bleve nærmere udviklede og godkjendte ved den egentlige Kongelov. Desværre kan det ikke nøjere bestemmes, fra hvilken Tid dette Udkast stammer; ellers vilde vi have et godt Middel til at kjende det Tidspunkt, paa hvilket de absolutistiske Ideer vare blevne i den Grad herskende ved det danske Hof, at, som her foreslaaet fastsat, Kongen skulde være fri for Lovenes Bud, undtagen for denne Kongelovs¹), og have Eneretten til at give, ophæve og forandre Love, til at erklære Krig og slutte Fred og til at paalægge Skatter og Afgifter.

Dette Udkast er det sidste bekjendte af dem, som
ikke fik umiddelbar praktisk Betydning. Derefter staa vi
overfor selve Kongeloven.

Men af Kongeloven findes en latinsk Redaktion, hvis Karakter har været Gjenstand for de mest modsatte Meninger.Den findes første Gang trykt i Sibberns Bibliothecahistorica Dano - Norvegica, Hamborg og Leipzig 1716, S. 345—64, men er nu udgiven efter on Original i Gehejmearkivet, som er skreven med Schumachers Haand, i A. D. Jørgensens »Kongeloven og dens Forhistorie« S. 38^—67. Medens Jørgensen hævder, at den er et Udkast,altsaa

1) Paragrafen heroin er dog senere overstreget.

Side 802

kast,altsaaaffattet før den danske Lovtext, paastaar Bruun, at den er en Oversættelse af den danske Text, altsaa affattet efter den. Spørgsmaalet har en statsretlig og en ren historisk Betydning. Den statsretlige Betydningligger i, at hvis Jørgensen har Ret i sin Opfattelse, kan man, som han har gjort det i en særlig Afhandling¹), benytte den latinske Redaktion som Hjælpemiddel til at forstaa Kongelovens ofte omtvistede Udtryk med Hensyn til Arvefølgen. Rent historisk set gjælder Spørgsmaalet Griffenfeld. Er den latinske Text, skreven og rettet som den er med hans Haand, et Udkast, der i det væsentlige stemmer med den egentlige Kongelov, da er der herved ført et Bevis for, at Traditionen har Ret i at betegne ham som Kongelovens Koncipient, eller i alt Fald for, at han har haft en væsentlig Del i dens Affattelse. Er den kun en Oversættelse, vide vi endnu ikke mere om KongelovensForfatter end tidligere.

Bruuns ene Hovedargument ligger i det rent sproglige.Han dvæler ved den latinske Texts Ordrigdom og Gjentagelser, den tager sig, efter hans Mening, i Sammenligningmed den danske ud som en Parafrase af denne, flere Steder som en ren deklamatorisk Parafrase, det er Rhetorik og Lovsprog blandet imellem hinanden²). Ad denne Vej kan man dog næppe komme til noget sikkert Resultat. Kan de forskjellige Sprogs Karakter, Tilbøjelighedentil at søge klassiske Forbilleder og Vendinger, have gjort sig gjældende ved en Oversættelse, kan det paa den anden Side heller ikke benægtes, at Schumacher i et Udkast kan have ønsket at vise sin latinske Dannelse overforsin

1) Hist. Tidsskr. 5. R. XI, 241 ff.

2) Bruun S. 108.

Side 803

forsinlærde Konge. Her vil vel altid nærmest blive Tale
om et Skjøn.

Dernæst mener Bruun, at det vist ikke let vilde falde nogen ind i Kjøbenhavn, i Kongens, i Kegeringens umiddelbare Nærhed at koncipere en saadan Lov i et andet Sprog end Modersmaalet¹). Men efter al Sandsynlighed er jo, som ovenfor vist, det ældre latinske Udkast til Lex regia Fridericiana forfattet i Kjøbenhavn. Man erindre ogsaa, hvorledes næsten alle statsretlige Skrifter vare affattede paa Latin; et første Udkast paa dette Sprog kunde derfor falde let i Pennen.

Et tredje Argument fra Bruuns Side er følgende: Vi have ikke én Kedaktion af Schumachers latinske Text, men tre. Den ældste er Schumachers egenhændige i Gehejmearkivet med hans mange Eettelser og Varianter. Den næste er et Haandskrift i det st. kgl. Bibliothek, ogsaa skrevet med Schumachers egen Haand²); den har optaget de allerfleste Varianter, men dog ladet nogle staa uafgjorte, skrevne over den tidligere Redaktion. Den tredje er endelig Sibberns nu übekjendte Forlæg; den viser tydelig sin afsluttede, næsten legale Form ved, i Modsætning til de to ældre Redaktioner, at begynde med Kongens fulde Titel og ende med Underskriften «Datum in Arce Nostra Haffniæ die 14. November A. 1665 sub sigillo Nostro Friderich. Ad Mandatum S. R. Majestatis proprium P. Schumachers Sibbern kan ikke paa egen Haand have bragt Begyndelsen i rigtig Form og føj et Datum og Underskrift til³).

Her er forsøgt et positivt Bevis; men det holder ikke
Stik, thi dets to sidste Led ere højst usikre. Det omtalte

1) Bruun S. 112.

2) Ny kgl. Saml. Fol. 872

3) Bruun S. 97—105.

Side 804

Haanclskrift paa det st. kgl. Bibliothek er efter en aldeles overvejende Sandsynlighed ikke skrevet af Schumacher selv; Skrifttrækkene ligne ikke hvad vi ellers kjende fra hans Haand, hele Indtrykket er ganske forskjelligt fra Originalen i Gehejmearkivet, som det dog efter Bruuns Mening skulde være omtrent samtidigt rned; ogsaa Orthografienerafvigend e¹). Det er uden Tvivl en Afskrift efter Originalen i Gehejmearkivet eller efter en Afskrift af den; Afskriveren har temmelig vilkaarlig rettet Texten efter Varianterne eller beholdt disse for sig. Paa lignende Maade forholder det sig med en anden Afskrift, som findes i Universitetsbibliotheket i Rostgaards Samling²). Den er skreven med en Haand, der stærkt ligner Haandskriftets paa det st. kgl. Bibliothek, men der er foretaget Rettelser i den af Rostgaard selv, øjensynlig efter Originalen i Gehejmearkivet.Detinteressante er nu, at i denne Afskrift er Kongens Titel senere udfyldt og Underskriften, som Sibbern har den, tilføjet med Rostgaards Haand. Afskriftenfindesi et Bind, der betegnes som Latinæ versionesLegisRogiæ, og som indeholder, foruden endnu en renskrevet Afskrift af Schumachers latinske Redaktion, forskjellige Udkast til Oversættelse af Frederik IV's FortaletilKongeloven, hvoriblandt én med Grams Haand, samt endvidere den anden hos Sibbern trykte latinske Oversættelse³). Sandsynligvis staar denne Samling i Forbindelsemeden mulig af Rostgaard paatænkt Udgave af

1) Schumacher skriver saaledes gjennemgaaende: hæres, det st. kgl. Bibl.'s Hdskr. har: heres. Forskellen i Orthograh'en har for ovrigt Bruun selv haft Øje for (S. 98).

2) 4to 14.

3) Trykt hos Sibbern under den dansko Text S. 866^—442. Det er derfor højst tvivlsomt, om Sibbern, som Bruun mener (S. 104), selv liar forfattet denne Oversættelse.

Side 805

en latinsk Oversættelse af Kongeloven; han har dertil ogsaa ønsket at benytte Sehumachers Redaktion, hvad enten han nu har betragtet den som et Udkast eller en Oversættelse. Det tør nu ikke siges, at Sibbern har benyttetdenneSamling, da der findes nogle smaa Forskjellighedermellemhans Aftryk og Afskrifterne deri; men i alt Fald beviser Sibberns Titel og Underskrift ikke længere noget, naar han kan have haft et Forlæg, der ligesom Kostgaards har haft denne Titel og denne Underskrift vilkaarligtilføjede.

Saaledes kan der næppe tillægges Bruuns Argumenter til Fordel for, at Sehumachers latinske Eedaktion skulde være en Oversættelse, afgjørende Beviskraft. Spørgsmaalet er nu: hvad taler der for, at den er et Udkast?

Den danske Text stemmer flere Steder nøjere med Varianterne og Eettelserne i den latinske Kedaktion end med dennes første Skikkelse. Saaledes i § 10^l) og i § 37²), men i Særdeleshed i§6. Her mangler i den oprindelige latinske Text et helt Stykke³), som findes i den danske Text; det er imidlertid senere sat til i den latinske. Sandsynligheden taler imod en Skjødesløshed i Oversættelsen og for, at Rækkefølgen er: først den latinske Text, saa Tilføjelsen, endelig den danske Text.

1) Den latinske Text: proxinius_'sangvinis Eegii Princeps, qvi qvidem heic in Kegno doinicilium sedemqve rerum, ae fortunanim suarum constituit. Varianten: sangvinis Eegii e stirpe nostra Princeps liic in Eegno præsens coininoraturusqve. Den danske Text: den neste Kongens Frende blant Printzerne aff Blodet aff Voris needstigende Linier, som her i Eiget or og altid kand bliffve tilstede.

2) Den latinske Text: Filiarum liberis. Rettelsen: Filiabus et filiarum liberis. Den danske Text: Døttrene og dottrenes Børn og Børnebørn.

3) Nemlig Slutningen om Kongens Eneret til at bruge alle Eegalier

Side 806

Den latinske Text har i § 17 en langt vidtløftigere Form end den danske; Vidtløftigheden kan ikke her kaldes Rhetorik; der opregnes Navne paa forskjellige Slags Forpligtelser, hvormed en Konge kan være bunden (den danske Text har kun: i hvad Navn det og have kan); Stændernes Overdragelse af Enemagten til Kongen nævnes paa ny. Sandsynligheden er for, at den kortere Form er den yngste.

Vigtigst til Belysning af det omstridte Spørgsmaal ere
dog nogle Randnoter med Schuinachers Haand, som findes
ved den latinske Redaktion.

I §32 har Texten: nulla relicta filia, hvortil følgende Randnote: rep[etatur] ex prin[cipali ?]^J) paragr. ult[imi] possess[oris]. 1§33 har Texten: Non existente Agnata, hvortil Noten: Sic etiam hoc loco, ut mihi qvidem nunc videtur. Den danske Text har i § 32 kun: Lader han da heller ingen Døtre efter sig, men i § 33: Dernæst skal den sidste Konges næste Frænke. Hvis den danske Text var den oprindelige, vilde det være urimeligt, at der for en Oversætter kunde være eller kunde have været nogen Tvivl om at optage Ordene ultimi possessoris. Man kan derimod uden for stor Dristighed slutte, at man har ladet den danske Text optage Rettelsen i § 33, men at man derimod ikke har fundet det nødvendigt i § 32.

1 Bruun forklarer (S. 116) Afkortelsen som: priucipio og autager, at § 31 og § 82 »paa et tidligere Stadium af Lovens Tilblivelse« kunne have været én Paragraf. Men Bruun mener jo ellers (f. Er. S. 113, hvorefter Oversættelsen skal være gjort til Brug for Kancelliet i Gliickstadt, altsaa efter en gyldig Form af Loven), at Schumacher har oversat efter den endelige danske Text. Man kunde imidlertid forstaa § 31, hvor omtales Mandsliniens eventuelle Uddøen, som Hovedparagrafen og § 32 som en Underafdeling under den; i saa Fald kunde princ. være en Afkortning af principali.

Side 807

§ 26 har en Bemærkning i den latinske Text, som ikke findes i den danske. Den er, som Bruun siger, en Slags Motivering af den Brøde, som det erklæres for at være, naar nogen tilsniger sig en Myndighed, der er til Skade for Kongens Enevoldsherredømme, og gaar ud paa, at det ikke kan forudsættes, at Kongen selv har villet indrømme nogen en saadan Myndighed^l). Schumacher har vaklet med Hensyn til, hvor Bemærkningen skulde anbringes, men har desuden i Randen skrevet Ordet: superflua²). Som allerede anført, findes nu Bemærkningen ikke i den danske Text. Man kan derfor her umulig tænke paa en Oversættelse; der vilde i sav Fald ikke have været nogen Grund til at sætte den omtalte Sætning ind og saa senere betegne den som overflødig. Den naturlige Forklaring er, at den er bortfalden i den danske Text, fordi den efter nogen Vaklen og Overvejelse syntes overflødig.

Resultatet af denne Undersøgelse turde derfor være, at en overvejende Sandsynlighed taler for at antage den latinske Text for ældre end den danske i den endelige Form, hvori denne nu kun er os bekjendt. Det tør endviderefastslaas, at Schumacher har haft en væsentlig Indflydelsepaa Kongelovens Affattelse, idet, i alt Fald de mange Varianter og Rettelser, som lindes i den latinske Text, og som spores i den endelige Lov, skrive sig umiddelbartfra

1) Først har der staaet: neque unqvam præsuinendum, Eegem voluisse qvidpiam cum Majestatis dispendio concedere; dette blev rettet til: neque enim putandum (saaledes har Orig., ikke som trykt i Udg. S. 58 Anm. 2: propedum) etc. Hele Sætningen blev clerpaa overstreget og i en lidt anden rorm indsat lidt nedenfor.

2) Denne Kandnote er uheldigvis ikke medtaget i Udgaven (S. 58), hvorved den er undgaact Brums Opmærksomhed.

Side 808

delbartfraham. Og om end den Mulighed ikke kan udelukkes, at han har afskrevet den ferste latinske Redaktionefter en andens Arbejde^l), saa er dette dog ikke rimeligt. Det er Schumacher og kun Schumacher, der møder os lige fra den latinske Text og til Lovens Paraferingog den danske Renskrift. Traditionen har næppe taget fejl ved at gjøre ham til Kongelovens Forfatter²).

Den 14. Novbr. 1665 underskrev Frederik 111 Kongeloven.Denomfattede Bestemmelser baade om KongedornmetsMagtfyldeog om Arvefolgens Ordning. Den betegnede sig selv i sin Helhed som en uforanderlig

1) Ordet Imperium i den første Eedaktion er ved Rettelserne næsten altid blevet til dominium; ligeledes er der i Rettelserne (til §16 og § 17) en kjendelig Ængstelse for at lade Ordet Ordines blive staaende.

2) Mærkes kan det ogsaa, at lian, som ovfr. S. 798 f. sot, har haft en Betænkning fra dot gliiekstadtske Kancelli om Arvefølgen liggende i on at' sine Skuffer, og at der i en anden af disse fandtes • einige Collectanea Potri Schumacheri de successione in Regno untor seiner Hånd in fine untorschrieben* (den ovfr. nævnte Fortegnelse). — I Griffi-nfelds Papirer fandtes desuden i Følge en anden Fortegnelse af Christoffer Lindenov og Frederik Wulf, opsat 3. Maj over de 21. Marts registrerede Sager, et »Project. Yoluntatis scu Dispositionis Ultimsv Sac. Reg. Majestatis, wie es der Regier- undt vormundtsehafft Avegen soli gehalten werden«. I Randen af Fortegnelsen er tilføjet følgende Note: -NB. ist an ihro Ko. Mayst. selbsten allerunterth. Extradirt worden. NB. dero hobe displ. (?i, das es ist von Hr. Griffenfeld nicht besser monagiret worden« (Geh. Ark., Griffenfelds Sager. Fase. 39). Dette Udkast til et kongeligt Testamente blev gjort til Gjenstand for Omtale i Forhaivt over Griffenfeld samme Dag; det hedder herom i Protokollen : Om det Te3tament nouiine Regiæ Majestatis saa skulde [efter G.'s Svar] af Hans Maj. visselig \ære underskrevet, og blev Brev Griffenfeld befalot at henlægge i Arkivet (Griffenfelds Sager. Fase. 2; jvfr. Vaupell, Rigskansler Grev Griffenfeld 11, 119). Her kan dog næppe være Tale om et Testamente af Frederik 111. men det maa dreje sig om et Udkast af Christian V (maaake i Henhold til Kongelovens § 9i.

Side 809

Fundamentallov, skjent Enevoldsarveregeringsakten, naar den fortolkedes strengt efter sin Ordlyd, vistnok kun kunde siges at ophøje den vordende Arveforordning til en saadan.Denkaldte sig endvidere for en Regeringsform; hervedhavdeKongen paa en Maade endelig indfriet sit Løfte om dennes Udstedelse; men medens det Løfte, han havde givet herom den 18. Oktober 1660 lød paa t-saadan en Eegeringsform og Maade, at alle Arveundersaatter skulle have en kristelig og mild Regering at forvente og derpaa fuldkommeligen være forsikrede«, hed det nu, at den givne Regeringsform og Arvesukcession var en saadan, «som sligt et Enevolds-Arve-Kongedømme og Regimente det endeligen fordrer og udkræver». I Virkeligheden gav Kongeloven heller ikke Undersaatterne nogen som helst anden Garanti end Bevarelsen af den kristelige Tro efter den augsburgske Konfession og af Rigets Udelelighed. Den fra sit 14de Aar myndige Konge var stillet over alle menneskelige Love, med Ret til at give, ophæve og forandrealleLove undtagen Kongeloven, til at indsætte og afsætte alle Embedsmænd, til at erklære Krig og slutte Fred, til at paalægge Told og Skatter og til at ordne Kirkevæsenet og Gudstjenesten. Al Magt og Ret hvilede i Kongens Haand, han kunde ikke bindes af nogen Ed eller Forpligtelse. Derved havde i Virkeligheden ogsaa de fire Aar i Forvejen udstedte Privilegier mistet deres statsretlige Betydning; Kongen kunde hæve eller forandredem,naar han vilde; kun privatretlig, i Forholdet mellem Mand og Mand, stode de urokkede. Stænderne havde ventet sig noget andet. Men selve Begrebet Stændersomrummende visse Korporationer med sikrede Rettighederhavdeikke længere nogen retsgyldig Plads i den

Side 810

danske Forfatning1); endnu mindre kunde der være Tale
om Stændermøder 2).

Kongeloven havde ikke noget Forbillede i nogen europæisk Forfatning; den var nærmest bygget over de Souverænitetsprinciper, som Thomas Hobbes havde udviklet³). Absolutismen havde ved den i Theorien naaet et Højdepunkt, som ragede op over ethvert andet Lands i det daværende civiliserede Verden.

Hvis denne Undersøgelses Resultater ere rigtige, havde
Udviklingens Gang altsaa omtrent været følgende:

Frederik IIFs hemmelige Planer om Arveregeringens Erhvervelse bragtes til Virkeliggjørelse den 13. Oktbr. 1660 ved et frivilligt Samtykke fra Gejstlighedens og BorgerstandensSide, men ved en under Trusel om Vold afnødt Indvilgelse fra ttigsraadets og Adelens Side. Ved Arveregeringenopnaaede han ikke alene Kronens Arvelighed i sin Slægt, men ogsaa en betydelig forøget Magt; dog var denne Magt begrænset af Stændernes Privilegiers Bevarelse;han gav vistnok ogsaa Tilsagn herom. Haandfæstningenmaatte

1) Jvfr. Andreas Højer, Jus Publicuru, det er Statsret for Danmark, Korge og Fyrstendømmerne, Christiania 1783, S. 4.

2) Et Bevis paa Misfornøjelsen endnu længe efter med Stændermødernes Ophør findes i Jens Bircherods Dagbøger S. 60: -Det Møde, som i Dag anfangedes i Kjøbenhavn, var baade det første ug det sidste Stændernes Møde, som er bleven holdt i Danmark udi min Livstid; ja vel en mærkelig Konvent og Sammenkomst, hvis Slutning faldt omsider saaledes ud, at vi, der skulle have vort Brød og Bopæl i dette Rige, maa aldrig vente saadanne Møder flere, i hvilke Stændernes Vota skulde faa noget at sige: men vi maa alle med hinanden bekvemme os til ex Unius suprema et arbitraria potestate at dependere«.

3) Jvfr. Tilskueren 1886 S. 766.

Side 811

fæstningenmaatteimidlertid forandres; Stænderne gave nu Kongens Magt en yderligere Forøgelse ved den 14. Oktoberat beslutte dens fuldstændige Kassation; denne Beslutninghavde dog til Forudsætning Forventningen om, at han med Stændernes Samraad vilde udstede en ny Forfatning,som tænktes at skulle indeholde Privilegier, uden at dog hverken Forfatningens eller Privilegiernes Indhold nærmere var angivet. Kongen hyldedes som Arvekonge den 18. Oktober og afgav til Gjengjæld et Løfte om Oprettelsenaf en Regeringsform, der kunde sikre Undersaatternemod Misbrug af Magten. Han var ikke gaaet ind paa Forudsætningen om, at Forfatningen skulde gives med Stændernes Samraad; men han vedblev faktisk at anerkjende Stænderinstitutionens Bestaaen og gav ved Reformenaf Administrationen de lavere Stænder Plads i de nye Kollegier. Først i Januar 1661 lod han sig ved Enevoldsarveregeringsaktenoverdrage absolut Magt samt übetinget Ret til paa egen Haand at ordne den nye Regering; af Løfter var kun bleven staaende en Forsikring om, at Riget ikke skulde deles. I Juni 1661 udstedtes Privilegier for Stænderne, hvilke dog saa godt som ingen politiske Rettighederindeholdt. Ved Kongelovens Underskrift 14. Novbr. 1665 oprettedes den nye Regeringsform, men uden væsentligeGarantier for Undersaatterne og med Ret for Kongen til at forandre og hæve alle Love og Forordninger, altsaa ogsaa de udstedte Privilegier. Stænderne indkaldtes først henved 200 Aar senere under ganske forandrede Forhold.

Tillæg. Optegnelser af Dr. Ludvig Pouch om Stænderudvalgets Møde den 14. Oktbr. 1660.

(I Ny kgl. Saml. Fol. 649; jvfr. ovfr. S. 767 ff.J

Ima prop,

Om Homagium strax aff præsentibus solenniter skal præsteris
eller, til de andre kunde forsamlis, opsettiss.

Remitteris til hanss k. M. egen naadigste villie oc decision. Ellerss siunis gott, det strax foretagis, anseende Stenderne alleuegne fra ere tilstaede eller deriss fuldmect., oc de andre enten til Herredage eller andensteds, huor oc naar det behager, aff hanss Mayst. dertil . kunde forscriffuis.

2. At hanss Mayst. exinieris fra de fundamental lowe, som hand videre har vaerit obligeret, end en arffuekonge competerer, saa vijt at hand sig igien reverserer en huer sine privilegier at conservere, oc den ed, hand har giort baade i haandfestningerne oc ellerss, fra libereris, saa vijt som den strider imod den ny regeringsform, som nu er samtyckt, oc iura haereditariorum regum et majestatis.

a) saa vijt de icko
stride imod den
Kongl. arffuerettighed.

K.Suan: Efftor
handfestningens
Extradition at
oprette noget nyt
oc ellerss alt remitteris

Mayss. villie a).

Det at remittere til hanss Mayts egen
gode villie.

1. Haandfestningen extraderis oc casseris.

2. En ny Oprettiss alio nomine Recess aut
slig [?]•

NB. Riget ingenlunde at divideris eller til
anden religion.
Oin riget med andre lande eller herskaffter
fonneeris, dem at annexeris som
til et [?] Kongerige.
Huilcben aff Frøckenerne skal Succedere,
den allerede giffte eller den yngre, som
hienirae er?

NB. Suan: At tage handfestningen for sig
oc derudi corrigere eller forandre.
Bielke. Det af M. at begære.

Hviss ellers videre til Ri- gets gaffn kunde forfalde, som nu i hast icke kand erindriss, det at conservere til Herre- dage eller anden beleilig tid oc hanss K. 11. naadigst derom sig lade informere.

NB.
Haandfestningena) at extraderis
oc casseris vndtagen huiss
Christeligt, billigt oc ræt oc
ingen Stand til præjuditz eractes
kand b) at gerade effter
hans K. M. egen Naadigsteb).

Concl.

1. Er fornøden, at hanss K. M. sin Eed remitteris, oc haandfestningen offuerleveris c) til forandring vdi alt det, som høystbem. hans K. May^Bts Person videre derudj forbunden er, end en arffuekonge d) med billighed kand tilkomme c), vdj

ald vnderdanighed formodende, at hanss K. M. dereffter^a) lader formeere en Eecess. saalediss som det kand være Hans K. M., Riget oc b> samptlige Stenderne b^ til gaffn c_> oc d)_gode oc e>enhuer Stand med tilbørlige Privilegier Xaadigst forsiuner d\

R. Suan: Obligare regem
til håndfæstningen, excludi putat
illa abf>.

NB. en ltecess, saalediss som en huer i særdelished kand være til gaffn oc fornøielse oc Stenderne i gemeen til beste og¹ con ser vation.

Aut oc Huer Stand med tilbørlig privilegier oc friheder derimod saalediss at forsiunes, at de ingen aff Stenderne ere til nogen præjuditz oc skadet, men sig henstrecke til huers nytte oc fornøielse oc det algemeene bestis conservation oc en god, fuldkommen oc tryg eenighed oc samdrectighed imellom alle Stenderne b\

Er fornøden, at hanss K. M.
sin Eed remitteris oc Haandfestningenoffuerleweris,

ald vnderdanighed formodende, at hanss K. M. derimod lader formeere en Recess, saaledis som det kand være hans K. M., Eiget oc en huer Stand i sær til gaffn oc det gemeene beste.

Stilliss til hanss K. M. egen naadigst betenckende, om høystbem. K. Mayst. nu strax vil tage Eeden af de herværende Stender, som eractiss at være de fleeste, oc at de, som befindes icke nu tilstæde at være, siden ved forscriffuelse eller til førstkommende Herredage i ligemaade deriss ed aflegge

NB.

Causæ tur[barum?] et rnutationis

1. Haandfestningens wbillige
artikler.

2. wfrij Mand et alia i Kecessen.

3. O: Kr: haarde tale oc ord til Stederne i Brøggerslaghuset:Ingen haffde nogen privil., Geistl. eller verdslig,eller noget at sige uden Rigens Eaad, Adelen, saadan oc Kiøbenhaffns by. Item O: Juel: Icke Kongen

selff kan imponere Adelen
noget.

H. Gyld: Adelen er fød til
frihed, de andre haffuer
ingen frihed.

Pr. Eantzow.

Chr. Scheel.

a—a) Senere tilføjet i Randen.

a) Herover er tilføjet: alle exemplaria mcd K. Haand vnderskreffne.

b—b) er understreget,

c—c) er understreget og indklamret.

d) Et Tegn henfører hertil eu Tilføjelse paa de to Lægs sidste Side: oc Souverain.

a) Over dette Orel er skrevet: derimod.

b—b) Herover er skrevet: en huer Stand isser oc samptlig i geineeu.

c) Herover er skrevet: beste.

d—d) er understreget.

e) Omtrent hertil er ved et Tegn knyttet en senere Tilskrift: effter derom Naadigst giorde Kongel. tilsaffn.

f) Ved et Tegn er dette benfort til det S. 813 c—cc^—c indklamrede.

g) Herover er skrevet: forderuelse.

h) Paa Laegenes sidste Side findes folgende Tilfojelser, som vistnok hare berben: Nobilium oc buerss privilegier til beste. oc buer til sine tilborlige privilegiers conservation, oc en huer privilegiers bekreftelse efter derom gjorte Kongel. tilsaffn.

i) Her rindes nogle, vel senere tilskrevne Optegnelser om Kapitlernes Saeranliggender og Forbandlinger derom med Erik Krag.

Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 6 (1886 - 1887) 1

Frederik III og Enevældens Indførelse.

I.

II.

III.

IV.

V.

VI.

VII.

VIII.

Tillæg. Optegnelser af Dr. Ludvig Pouch om Stænderudvalgets Møde den 14. Oktbr. 1660.