Ludvig Daae: Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg. Universitetsprogram i Anledning af Christiania Universitets Holbergsfest 1884. 92 + VI + 18 SS.

Side 640

Da Universitetet i Christiania havde besluttet at fejre Tohundredaarsdagen for Holbergs Fødsel ved en akademisk Fest, blev det overdraget Professor Dr. L. Daae at forfatte Festskriftet. „Efter nogen Betænkning" — skriver Forfatteren — „besluttede jeg at gjøre et Forsøg paa at gjenindsætte en Mand, som baade kan fortjene Xavn af Holbergs nære Aandsfrænde, og soin aabenbart har paavirket denne, paa den Plads, der synes at tilkomme ham ogsaa i vor egen Literaturs Historie, uden at der dog hidtil i denne Henseende er ydet ham Retfærdighed." Denne Mand er den i Overskriften nævnede Dr. med. Johan Lauremberg, en Eostocker af Fødsel, der fra 1623 til sin Død 1658 var Professor i Matheraatik og Ingenieurvidenskaben ved Sorø Akademi.

Dette Valg af Emne maa vistnok betegnes som særdeles heldigt, ikke blot fordi det har Nyhedens Interesse, men ogsaa fordi det er lykkedes den lærde og flittige Forfatter trods den saare begrændsede Tid, der var levnet ham til Samling af Materialeog Udarbejdelse, at yde et vigtigt Bidrag til den dansknorskeFællesliteraturs Historie og at give en tiltalende og let læselig Skildring af den gamle Humanists og Satirikers Livsforholdog literære Virksomhed. Er det end vel muligt, hvad Forfatteren selv antyder, at den korte Frist, der var ham givet, ikke har tilladt ham at faa alt med, hvad der kunde tjene til Emnets Oplysning, saa forringer dog denne Omstændighed ikke i nogen væsentlig Grad Arbejdets Værd, da det er kjendeligt

Side 641

nok, at det er lykkedes Forfatteren at faa de Hovedsynspunkter klart belyste, der ere de karakteristiske for Laurembergs Stillingi Literaturen, særlig som Holbergs Forgjænger og Forbilledei visse Ketninger af dennes forøvrigt langt mere omfattendeog langt betydningsfuldere Skribentvirksomhed.

Det første Synspunkt, hvorunder Forfatteren fremstiller Lauremberg, er som Humanist, og han benytter Lejligheden til at gjøre nogle lige saa interessante som træffende Bemærkninger om den Rolle, som Latinskrivningen og særlig Affattelsen af latinske Vers spillede i ældre Tid, ikke blot hertillands, men i hele den dannede Del af Europa. Med Føje ytrer han. at en Granskning af den nylatinske Literatur vil give et langt rigere Udbytte, end de fleste ere tilbøjelige til at antage, og at mellem Forfatterne af hin Literatur, der nu er saa godt som overgivet til Glemselen, findes mange, der dels give ypperlige Bidrag til Tidens Historie, dels ogsaa formedelst den inderlige Tilegnelse af Antikens Aand, hvoraf de ere baarne. ere vel skikkede til at aabne Læserens Øje for en fortroligere Forstaaelse af de gamle Mønstre selv.

I denne Forbindelse maa det være Anmelderen tilladt at fremsætte en Tanke, som oftere har sysselsat ham under Læsningenafvore Landsmænds latinske Skrifter fra Fortiden. Skulde det ikke være muligt til Skolebrug at faa udgivet en Anthologi af slige Arbejder? Det kan ikke være nogen Tvivl underkastet, at det for en kyndig Mand vil være muligt at foretage en Samling af latinske Læsestykker, saavel i Prosa som' i Poesi, der vil kunne afgive et, baade hvad Indhold og Form angaar, for de unge højst tiltalende og lærerigt Stof til Læsning i deres Skoletid, og som, fordi Tankegangen og Indholdetliggerdem nærmere, end hvad der maa hentes fra OldtidensLiteratur,i ikke ringe Maal vil bidrage til, at noget af den Øvelse i Latinlæsning kan gjenvindes, som vore Fædre besad i langt højere Grad end den Slægt, som nu lever. Det vil i Sandhed være en lidet ønskelig Tilstand, om den Tid skulde komme, da alt hvad Fortiden har efterladt, skrevet paa det latinske Sprog, ogsaa af de dannede skulde betragtes paa samme Maade, som vi nu se paa, hvad der er skrevet paa

Side 642

Syrisk eller Arabisk. Derved vilde den historiske Traad, der knytter os til Fortiden, for en ikke ringe Del være brusten, og den store Mængde vilde voxe endnu fastere i den Indbildning,somallerede nu er saa fristende, nemlig at den Tid, man selv lever i, har opfundet al Visdom, medens Sandheden er, at vi bygge paa mange Slægters udholdende Tankearbejde, og at ingen forstandig behøver at skamme sig ved at lære af de gamle, da de have tænkt dybere over mange Ting, end vi i vor Avis- og Jernbanetid give os Stunder til. Vilde en ivrig klassisk Filolog indvende, at de nyere Latinisters Sprog er for let og for meget dannet efter en nyere Tids Tankesæt til at give de unge tilstrækkeligt Hovedbrud, da vilde jeg anbefaleensaadan at læse den i Prof. Daaes her anmeldte Skrift aftr}*kte latinske Satire af Lauremberg, da jeg føler mig temmeligforsikretom, at han selv nok skal løbe paa Grund, inden han naar igjennem den. Endelig vilde Optagelsen af fædrelandske Emner i det latinske Læsestof, som bydes vor Skoleungdom, i ikke ringe Grad afvæbne en Indvending mod Latinen, som undertiden høres, og som under politiske Forhold, som mulig forestaa, kan faa Aktualitetens Vægt —• en Indvending,somfor ikke længe siden er udtalt af en bekjendt fædrelandssindet og varmtfølende Mand paa følgende Maade: „Latinen burde efter min fulde Overbevisning aldrig være Grundlaget for Almendannelsen hos de saakaldte lærde, fordi den ved sin hele tomme, tiade, slibrige og tidt ugudelige Literaturharværet og er dødbringende for det menneskelige og især dræbende for vor nordiske Folkelighed, og, saa vidt muligt, skiller de lærde fra det menige Folk." Her er selvfølgelig ikke Stedet for at indlede en Debat om Latinens Betydning for den lærde Dannelse overhovedet; heller ikke skal her dvæles ved den Ensidighed, hvoraf ovenstaaende Ytring aabenbarterpræget. Det er nok at bemærke, at ikke faa, hvis Stemme dog i andre Forhold have Vægt, maaske nære samme Anskuelse, og at derfor Forholdsregler ikke bør afvises, hvorved ikke blot hin Indvending tildels kan afvæbnes, men ogsaa et forebyggende Skridt kan gjøres til at skaane Fremtiden for det übodelige Tab, som det utvivlsomt vilde være, om man

Side 643

frivilligt gav Afkald paa det rige Dannelsesstof, som den i det
latinske Sprog affattede Literatur frembyder.

Fra denne lille Exkurs, som Prof. Daaes Omtale af den nylatinske Literatur har givet os Anledning til, vende vi os atter til Lauremberg. Blandt hans humanistiske Værker nævner Forf. hans Konpiq nkeouaa, et græsk Digt, skrevet i Anledningaf hans Broders Bryllup og fremstillende KjærlighedsgudindensEejse til Kostock, men i Virkeligheden gjengivende Laurembergs egne Indtryk fra en længere Sørejse — et Skrift, som vakte meget Bifald hos samtidige Kjendere. Ideen i dette Digt kalder os i Erindring et mærkeligt og smukt latinsk Bryllupsdigt, skrevet 50 Aar tidligere af den dansk - latinske Digter, M. Hans Jørgensen Sadolin (Præst i Flintinge i ThorebySogn paa Laaland), af hvilket jeg skal tillade mig at hidsætte Hovedindholdet, saa meget mere som det kan tjene til at illustrere, hvad ovenfor er bemærket om den nylatinske Literatur. Digtet, der er skrevet i Anledning af Kong Frederik ll's Bryllup med den unge Sofie af Meklenborg 1572, dvæler ved Forberedelserne til Brylluppet omtrent paa følgende Maade: Kygtet udbreder sig, at Kong Frederik vil hente sig en Brud fra Tydskland; Havets gamle Guddomme, Nereus og Thetis, og hvad de andre Havguder hedde, hæve deres Hoveder af det vaade Dyb i glad Forventning; Freden er gjenoprettet i Norden,ingen Sky skal fordunkle Bryllupsglæden. Tiden nærmer sig, en Flok raske Sømænd vinde Sejl i Kaa, da melder Triton,idet han stryger Vandet af sit vaade Skjæg, at en dejlig Jomfru nærmer sig Stranden, fulgt af et glimrende Følge. Jomfruen bestiger Skibet, Ankeret lettes, Sejlene udspændes for den friske Brise; da istemme Nymferne en Sang til den unge Kongebrud: Vær from og god, Kirker og Skoler skal du beskytte. Videnskaberne skal du fremhjajlpe, for Enker og de moderløse skal du sørge; din Afkom skal høste den Velsignelse,du saar. Medens Nymferne saaledes ledsage Skibet med deres Sange, lægger det an ved Falsters Kyst; Sejlene synke, Ankeret falder, en Skare af Landets ædelbaarne modtagerBruden; Falster og det nære Laalacd fryder sig. Da ile Venus, Juno og ilinerva, med Forglemmelse af gammel

Side 644

Tvist, til Flintinge Præstegaard, hvor Muser og Chariter alt længe ere husvante, og bede Digteren istemme en Sang til Kongebrudens Ære, osv. Paa denne Maade bliver Forfatteren ved og beskriver smukt, hvorledes Kong Frederik iler sin Brud imøde, hvorledes Kjøbenhavns Digtere berede sig til en Velkomstsang,og Præsterne melde deres Menigheder den Lykke, Gud havde ladet vederfares Folket¹).

Naar Prof. Daae siger, at Laurembergs „Antiquarius" er udgivet i Lyon 1622, da vil det sikkert i dette Tilfælde være rigtigere at oversætte Lugdunum ved Leiden. Tillige kan erindres om, hvad Thomas Bang etsteds beretter, at Skriftet er udgivet uden Forfatterens Vidende og Vilje²). Laurembergs „Graecia antiqua", der først blev udgivet efter hans Død, antager Daae, maa henføres til Tiden før haus Komme til Danmark. Dette forholder sig dog neppe saa. I den Thottske Manuskriptsamling Nr. 538, Fol., findes nemlig: „ Joh. Laurenbergii Hypotyposis geographiæ Græciæ cum mappis et figuris delineatis, dedicata Holigero Rosenkrantzio, græce" (Codex membr. elegantiss.). Laurembergs Dedication af Værket til Holger Rosenkrautz leder Tanken hen paa den Tid, da disse Mænd vare komne i nærmere Forbindelse derved, at Lauremberg i Sorø var Lærer for flere af Holger Rosenkrantz's Søuner. For mig ligger et utrykt latinsk Brev, dat. Sorø den 12. Januar 1626, hvorved L. indbyder R. til at staa Fadder til sin nyfødte Søn; og vore Samlinger gjemme tiere Breve omtrent fra samme Tid, der vidne om den dybe Ærbødighed, som Lauremberg nærede for hin lærde og gudfrygtige Adelsmand, hvis hele Liv dannede en mærkelig Modsætning ti! det, som saa mange af hans Standsfæller førte, og som har givet Lauremberg Anledning til en saa stræng Dom over Adelen i sine Satirer³).

1) Jo. Geo. Sadolinus, De nuptiis inclyti Dan. Regis Friderici II etc. (se mit Skrift, Mester Jørgen Jensen Sadolin, S. 107^—8).

2) Thomæ Bangii Observationuna philologicarum libri duo (Hafu. 1640), Præfatio.

3) Blandt de Forhold hos Adelen, som have sat Laurenibergs satiriske Pen i Bevægelse, er ogsaa Klædedragten — disse mærkelige, lange Buxer, der gik helt op under Armene, og det lange Haar, en Mode, der endnu kjendes fra Billeder af Adelsmænd, malede i hin Tid. Skulde det forøvrigt ikke være netop denne for os saa besynderlige Dragt, der endnu har bevaret sig i visse Egne af Norge? Det er nemlig i det hele mærkeligt, i hvilken Grad de hos os nu saa godt som aflagte, men i Norge for en Del bevarede, Nationaldragter blandt Almuen afspejle for længst hendøde højere stillede Slægters Moder.

Side 645

Blandt de Hverv, som vare betroede Lauremberg under hans Ophold her i Landet, var ogsaa at optage Kort over forskjellige Dele af Danmark. Desværre er det ikke lykkedes Forf. af det foreliggende Skrift at paavise Resultater af denne hans Virksomhed, og et meddelt Kongebrev fra 1645 gjør det ogsaa sandsynligt, at store Frugter har Laurembergs Virksomhed som Korttegner ikke baaret. Men ligesom vi i "VVorms Monumenta Danica (1643) dog finde et af Lauremberg tegnet Kort over den minderige Egn mellem Sorø og Ringsted med Sigersted, Habors Høj osv., saaledes er det rimeligt, at andre Levninger af hans chartographiske Arbejder ved nøjere Eftersøgning maatte kunne findes. I det hele er det et Savn, at ingen kyndig nogensinde har taget sig over at give en grundig Oversigt over de Kortarbejder, som fra Tid til anden have været foretagne her til Lands. Et saadant Arbejde ledsaget af graphiske Fremstillinger vilde have sin Interesse. Uden Tvivl vil Søkortarkivet kunne give adskillige gode Bidrag¹).

Af det, som Prof. Daae har fremdraget vedrørende Joh. Laurembergs literære Virksomhed, har Afsnittet om hans satiriske og dramatiske Digtning uden Tvivl vakt størst Opmærksomhed,særligStykket om hans plattydske Satirer, hvilket ejendommelige Arbejde ogsaa i den nyere Tid har fremkaldt flere Monographier i Tydskland. Det er navnlig ved disse Satirer (Skjæmtedigte) i hans Modersmaal, at Lauremberg har faaet Krav paa at kaldes Holbergs Forgjænger. En nærmere Paavisning heraf skal Anni. dog ikke indlade sig paa, men i saa Henseende henvise til Prof. Daaes Fremstilling og de meddeltePrøver.Kun

1) Prof. Daae omtaler (S. 17—18) ogsaa kortelig M. Christen Hansen Ribars (som han mindre rigtig kalder Christen Jensen R.) og Joh. Mejers samtidige Kortarbejder. Til de Henvisninger som ere givne, kan tilføjes Dansko Mag. 4. R. V, 79—82.

Side 646

deltePrøver.Kunom den noget gaadefulde, samtidige dauske Oversættelse af de plattydske Satirer skal her tilføjes nogle Bemærkninger. Da Nyerup for mange Aar siden meddelte en Prøve af den i „Den danske Digtekunsts Historie" 111, 84_—94, udtalte han den Formodning, at Lauremberg selv kan have været Oversætteren. Denne Antagelse forkaster Daae med Rette¹); thi skjønt han antager, at Lauremberg nok har forstaaetogkunnet

1) Eu anden Vildfarelse af Nyerup er der ogsaa Grund til at berigtige. Denne mener nemlig, at naar 01. Borck i sin Dissertatio 7ma de Poetis, efter at have nævnet Søren Terkelsen og Anders Bording, tilføjer: «Supervenit Johannes Wilhelmius, et is in Hexaemero suo graviter disertus«, at derved saa betegnes Joh. Lauremberg, der paa Titelbladet til sine plattyske Satirer kalder sig Hans Willmsen L. Det er imidlertid ikke saa. Hin Johannes Wilhelmius er derimod en ganske anden; men da han ogsaa var en Mand mod ret betydelige poetiske Evner, skjønt man forgjæves vil søge hans Navn i vore Literaturlexica, skal jeg hidsætte følgende Oplysninger om ham. Hans Villumsen var født i Odense (Index tertius til Pet. Joh. Eesenii Bibliotheca) og Søn af Villein Lucassen, en Hollænder, der i besværlige Tider med sin Hustru Barbara Arntsdatter og tre Børn var dragen til Danmark og havde nedsat sig i Odense, hvor han senere blev Eaadmand og døde 12te Januar 1617, medens hans Hustru levede til 1643 (Mumine, St. Knuds Kirke, S. 317: Bloch, Fyns Gejstligheds Hist. I, 309). Disse. Ægtefolk havde 3 Sønner og 4 Døtre. Sønnen Hans boede efter Faderens Død hos Moderen i Odense, og synes at have været velhavende, da han 1632 tegnede sig for et anseligt Fattigbidrag (Meddelelse fra Biskop Engelstoft). Da en af hans Søstre blev Enke, tog han hende og hendes Børn i Huset, i hvilken Anledning han selv forblev ugift (Bloch, s. Skr. I, 310). Senere blev han Generalproviantmester i Fyn og døde den 27de Oktober 1671. I Resens Bibliothek fandtes et større haandskrevet digterisk Arbejde af ham med Titel: Hexaemeron, og i det store kgl. Bibliothek mides endnu en rimet Parafrase af Davids Salmer af ham (ligeledes i Haandskrift), hvilken udmærker sig ved en for hin Tid ualmindelig let og behagelig Versification (se mit Skrift And. Chr. Arrebos Levned og Skrifter I, 234_—5. Ny kirkehist. Saml. I, 270-2. Saml. t. Fyns Hist. og Topogr. HI, 302. Suhins Saml. I, 2, 17). Af hvad der her er oplyst om Digteren Hans Villumsen fremgaar, at det sikkert er urigtigt, naar der i Christoffer Jensen Lidovius's hdskr. Hist. Reg. Scholæ Frideri- burg, siges, at han er den Jahaimes Wilhelini, der 1646 blev dimitteret af Mag. Albert Bartkolin fra Frederiksborg Skole. - Oiii Hans Villumsen i Odense bemrerker Biskop Engelstoft forovrigt: «Jeg finder ham naevnt som Debitor til Gymnasiet 1652. men kan ikke se, hvad Idraet han drev: mulig fortsatte han Moderens Handel og Kjobmandsskab i den Gaard i Overgade, Nr. 5, hun ejede. ■ Generalproviantraester synes han ferst at vsere bleven efter 1660.

Side 647

staaetogkunnettale Dansk, finder han det dog lidet sandsynligt,athan skulde have vovet sig- ind paa Forfattervirksomhedidet ham oprindelig fremmede danske Sprog. Men han gjør intet Forsøg paa at paavise nog^en samtidig dansk Kimsmed, hvem Oversættelsen med Sandsynlighed kan tillægges, Jeg skal derfor vove et saadant Forsøg.

Efter min Mening er der ingen, som det ligger nærmere at tænke paa, end den bekjeudte M. Hans Michelsen Bavn, Rektor i Slagelse, ikke blot fordi han var saa øvet i dansk Versification, at man godt kan tiltro ham et saadant Arbejde, men ogsaa fordi han bevislig stod Lauremberg nær^l), og endelig— hvad der er Hovedsagen — fordi en af Hovedpersonernei Laurembergs Skjæmtedigte. Aalke Quaks, efter hvad jeg mindes, ogsaa forekommer i et eller flere af Versene i Eavns Ehythmologia Danica (1649), altsaa inden den danske Oversættelse af Laurembergs „Veer Schertz Cledichte'' endnu var udkommen paa Dansk²). Da den danske Oversættelse af Skjæmtedigtene nu ikke findes i noget af Kjøbenhavns Bibliotheker,kan jeg ikke nærmere paavise Forholdet, men maa henstilledet til andres Undersøgelse at prøve min Formodnings Rigtighed, der, som mig synes, ogsaa vinder noget i Sandsynlighedderved,

1) Se min Afhandling om M. Hans Michelsen Havn i Hist. Tidsskr. 3. K,, IV, 570-1.

2) Den danske Oversættelse udkom 1652 og samtidig en Udgave af den tydske Original. Joh. Moller anfører en ældre Udgave af Originalen fra 1648, som nu ikke mere haves. Men denne Efterretning forkastes af Daae paa Lappenbergs Autoritet (se det her anmeldte Skrift, S. 44, Xot. 1). Naar Ravn imidlertid i et Skrift, der udkom 1649, kunde rime om en af Hovedpersonerne i -Veer Schertz Gedichte', er det Bevis nok paa, at Originalen allerede da maa have foreligget trykt.

Side 648

lighedderved,at Peder Syv, som satte høj Pris paa Kavns
rhythmologiske .Forsøg, ogsaa fremhæver de fire danske Skjæmtedigtesom
ypperlige poetiske Arbejder.

Af Enkeltheder kunde der maaske nok endnu være et og andet at bemærke i -Anledning af Prof. Daaes smukke Monograph i^l); men jeg skal dog standse her, da det ikke har været min Hensigt at gjøre dybere Studier over Emnet, men kun at henlede danske Læseres Opmærksomhed paa Skriftet, og som Ven af Literaturhistorien at bringe en Tak derfor.

1) S. 40—42 er saaledes meddelt Uddrag af eu niaerkelig Skildring af sociale Forhold i Danmark i Slutningen af Christian IV's Tid efter et Haandskrift i det svenske Eigsarkiv; den fortjener at li»ses; men naar Udgiveren S. 41, Lin. 22 har laest • Lserdom og perfect •, da bor det sidste Ord sikkert rettes til Profect (Fremgang). — Naar Forf. S. 59, Not. 2 omtaler det som en Kjendsgjerning, at et Par af Danmarks Konger ikke skulle have forstaaet Dansk; da veed jeg ganske vist ikke, hvem der taenkes paa; men naar det oftere har vaeret paastaaet, at Christian 111 ikke forstod Dansk, da beror det sikkerlig paa en Overdrivelse eller Misforstaaelse. Forskjellige Kjendsgjeminger, som det imidlertid vilde blive for vidtloftigt her at anforo, men som jeg maaske ved en anden Lejlighed skal komme tilbage til, gJore det i hojeste Grad sandsynligt for ikke at sige fuldkomrnen sikkert, at denne Konge maa have forstaaet Dansk. En anden Sag er det, om ban har talt Sproget. Derfor vil det vsere vanskeligere at fere noget Bevis.

Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 5 (1885) 1

Ludvig Daae: Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg. Universitetsprogram i Anledning af Christiania Universitets Holbergsfest 1884. 92 + VI + 18 SS.