J. Paludan: Det høiere Skolevæsen i Danmark, Norge og Sverig. En sammenlignende historisk Fremstilling, udarbeidet efter Opfordring af Bestyrelsen for det Letterstedtske Fond. Kjøbenhavn 1885. XVIII + 809 SS.

Idet jeg henleder Læsernes Opmærksomhed paa det ovennævnteArbejde, er det ikke fordi jeg har sat mig som Opgave at give en indgaaende Kritik deraf. Jeg fremsætter kun nogle Betragtninger, som Læsningen af dette Værk har fremkaldt,

og knytter dertil nogle Bemærkninger vedkommende dets Anlæg
og Form.

Det er en almindelig og vistnok berettiget Klage iblandt vore Studerende, at det er forbundet med store Vanskeligheder at vinde Overblik over de forskjellige Fagvidenskabers Udviklingshistorieherhjemme. For saa vidt som der holdes Forelæsningerover disse Videnskabers Historie ved Universitetet — og det er vistnok langt fra over dem alle —, ere disse i Eeglen udarbejdede efter store tyske eller franske Værker, som give udførlige Fremstillinger af de vedkommende Fags Udvikling i de store Kulturlande, men som indeholde lidet eller intet om, hvad Danmark har ydet paa disse Omraadei¹). Dette Forhold niaa, naar man vil bruge et mildt Udtryk, betegnes som sørgeligt. Men det vilde dog have staaet endnu slettere til i denne Henseende, dersom ikke N. M. Petersen havde skrevet sine „Bidrag til den danske Litteraturs Historie": jeg maa dog her strax tilføje: „og naar han saa blot ikke var glemt". Jeg har, efter at jeg igjennem de Studerende er bleven gjort opmærksom paa dette Misforhold, i de sidste Aar anstillet Undersøgelse derom nærmest ved Samtaler med Fagmænd,og har indvundet det sørgelige Udbytte af disse Undersøgelser,at meget faa af dem vide, at dette Værk er til, og

---

1) Man kan takke don livlige Forbindelse imelleni Europas Videnskabsmsend i det 16. og 17. Aarhundrede, med det latinske Sprog som Melleinled, for, at vi dog for denne Periodes Vedkommeude ere blevne tagne med i de store kulturkistoriske Oversigtsarbejder. Men medens Latinen dengang var os et Middel, hvorved vi kuude gjore os gjseldende overfor Udlaudet, er den nu i vore Dage bleven en Hindring for Studiet af vor seldre videnskabelige Litteratur. Vore Fagmaend kunne nteppe laese disse Skrifter fra det 16. og 17. Aarhundrede. Mange videnskabelige Udtryk forstaa de slet ikke. Derfor skyder man disse Arbejder til Side med den Paastand, at der er ingeir Ting i dem, uden at man aner, hvor sorgelig denne Falliterklsering er. Man overlader andre Arbejdet: derfor var det ikke os men Tyskerne, der forst paaviste Niels Hemmingsens Betydning paa Naturrettens Ouiraade, og derfor var det ikke os men Tyskerne, der farst nsevnede Jak. Madsen Aarhus som „der alteste Phonetiker der Neuzeit".

at endnu færre have nogen Anelse om, at det indeholder nogen Vejledning til Studiet af deres Videnskabers Historie. Og hvad angaar Udlaanot af dette Værk paa Universitetsbiblioteket, har jeg fundet, at det i Keglen kun søges af dem, der have taget Skolelærer- eller Skolelærerindeexamen og af dem, der forberede sig til sproglige Magisterkonferenser. Men Forklaringenligger vel ikke saa fjærn. Da Kjøbenhavns Universitet for faa Aar siden holdt sin firehundrede Aars Jubelfest, holdtes der endnu ikke ved denne Landets eneste videnskabelige Højskolenogen sammenhængende Forelæsning over dansk Litteratur - og dansk Sproghistorie, noget, man dog skulde tro, at det danske Folk havde et billigt Krav paa. Dette er der dog raadet Bod paa i de sidste Aar, idet det sproghistoriske Studiumhar taget et glædeligt Opsving og drives med en sjælden Ihærdighed og Dygtighed, lige som ogsaa den ene af de nye ansatte Docenter i dansk Litteraturhistorie baade ved Forelæsningerog Øvelser arbejder paa at indhente det forsømte, medens den anden for Tiden ved Sygdom er forhindret i at gjøre sine meget omfattende. Kundskaber frugtbringende for de Studerende. Men dermed er der dog ikke sikret Fagvidenskabernes Historie en fyldestgjørende Behandling, da man ikke kan fordre, at Docenteni almindelig Litteraturhistorie skal være i Besiddelse af den specielle Fagdannelse, som en saadan Behandling maa forudsætte. Jeg skal dog ikke her føre denne Undersøgelse videre; jeg indskrænker mig til at paapege dette Misforhold og vender mig nu til det, der ligger nærmest for i denne Anmeldelse,nemlig Opdragelsens eller Pædagogikens Historie i Danmark, idet }eg forudskikker den Bemærkning, at det ikke maa glemmes, at den, naar den ellers er rigtig behandlet, skal give os en Afspejling af de store aandelige Brydninger, som Slægterne have gjennemgaaet i de løbende Tider. For først at give et Exempel paa, hvorledes den tidligere har været behandlethos os, skal her tages et Afsnit af S. Heegaards iøvrigt fortrinlige Værk om Opdragelsen¹). S. 580 skriver han om Opdragelsens Historie under Christian IV:

---

1) S. Heegaard: Om Opdragelse. Kbh. 1880. Det her anførte Afsnit er uforandret i den nye Udgave.

■ Kristian den fjerdes (1588—1648) rastløse Virksomhed omfattede ogsaa Undervisningsvæsenet. Universitetets Indkomster forøgedes, og nye Professorater bleve oprettede, saa at der kunde holdes Forelæsninger over Historie, Geografi og Naturvidenskaber, som tidligere havde været forsømte. En botanisk Have og et Anatomitheater oprettedes; til astronomiske lagttagelser opførtes »Kunde Taarn», og Regensen byggedes til Bolig for uformuende Studenter. Latinskolernes Virksomhed søgte han at fremme dels igjennem Skoleanordningen af 1604 og Skolereglementet af 1631 (eller 1632), dels igjennem en Forbedring af Lærebøgerne: desuden blev der ved Latinskolerne i Roskilde, Ribe, Aarhus, Lund og Kristiania oprettet Gymnasier, som dannede en Overgangsform til Universitetet. Ved Siden af Frederik den andens lærde Skole i Sorø blev der sammesteds grundet et ridderligt Akademi (1623). for at de unge adelige kunde finde den Undervisning og Uddannelse i Hjemmet, som de paa hin Tid i stort Antal søgte ved fremmede Universiteter. Ved Oprettelsen af Akademiet benyttede Kongen især den lærde Holger Rosenkrantz (1574^—1642), som iøvrigt virkede meget for Oplysning dels som Forfatter, dels ved at samle unge Mænd om sig og vejlede dem i deres Studier og endelig ved Rejsestipendier til Studerende og Gaver til Skolerne. Paa sit Gods skjænkede han en Bondegaard til Almueskole. Almueundervisningen var fremdeles kummerlig, og den aandelige Bevægelse til Gunst for Modersmaalet, som begyndte med Reformationen, tabte efterhaanden sin Betydning. Tysk var under de fleste af Kongerne Hofsprog, og Latin anvendtes i den største Del af Literaturen. ■

En saadan Fremstilling kunde raaaske tilfredsstille, dersom den fandtes i en større Haandbog i Fædrelandshistorien, men hvor er den dog ikke flad, naar Spørgsmaalet gjælder OpdragelsensHistorie. Er det ikke som naar en Forfatter skulde give os en Fremstilling af Agerbrugets Udvikling i Danmark, og han saa istedetfor fortalte os om, hvorledes man byggede Lader. For yderligere at fremhæve Skjævheden i denne Fremstillingskal her endnu tilføjes, at man faar forholdsvis mere at vide af Forfatteren om, hvad Ernst den Fromme af Gotha eller en Fyrst Eakoczi i Ungarn har gjort for sit Skolevæsen, end om, hvad Christian IV har gjort for sit. Man maa dog med Forundring spørge, om der da slet ikke har været nogen aandelig Bevægelse her i Landet paa den Tid, om da ingen af de nye Ideer, der kom frem dengang i Udlandet netop paa Opdragelsens Omraade, naaede herind og optoges og omsattes

paa en ejendommelig Maade her hos os. Vi skulle senere komme tilbage dertil og her kun foreløbig fremhæve, at Tidsrummet156 0^—1648 er den vigtigste Periode i den nyere Tids Kulturhistorie, idet den har en grundlæggende Betydning for hele den følgende Udvikling. Vi" vende nu tilbage til Heegaard og hans Fremstilling for at give en Forklaring af, hvorledes den har faaet denne Form.

Vi have til ISTabo imod Syd et stort, livligt og driftigt Kulturfolk, som særlig godt forstaar, hvad Oversigt og Overblikharat betyde for et Kulturliv, og udrustet, som det er, med fortrinlige aandelige Kræfter finder det altid Tilfredsstillelseforsin Trang i denne Retning. Aar efter Aar eller i ethvert Tilfælde med meget korte Mellemrum fremkommer det ene store Værk efter det andet, som giver Udsigt over den fremskridende Udvikling paa Kulturlivets forskjellige Omraader¹). Vi maa beundre denne mærkelige Arbejdskraft, der styrkes og regelbindes under en grundig videnskabelig Kritiks Tugt, men vi maa ikke være blinde for, at den trykker og lammer vor egen. Der er en stor Fare i dette, at man altid kan gaa til disse Værker og søge sine Oplysninger. Man vænnes derved altfor let til at forvexle Excerpering med videnskabeligt Studium,ogderved sløves Ævnen til selvstændig Forskning. Uden om sin Fremstilling af Pædagogikens Historie i Danmark har Heegaard en fortrinlig Ramme, der giver en klar og tydelig Oversigt over Skolebevægelserne hos de store Kulturfolk. Den har til Grundlag K. v. Raumers og K. Schmidts Geschichte der

---

1) Saa vidt jeg ved, er der den Bestemmelse ved flere udenlaudske Univorsiteter, at de, som enske at disputere, skulle, naar dereg Afhandling er antagen, ferst underkaste sig en Prove dels i Filosofiens Historie, eller dog niaaske kun i et enkelt Afsnit deraf, og dels i deres Fagvidenskabs Historie i deres Faedreland. Maaske vilde det vaere heldigt, om en lignende Bestemmelse blev optaget ved vort Univorsitet. Dersoin det ellers ikke blev en ren Skinprove, vilde den vistnok blive vanskelig nok at komine over baade for Examinator og Examinand. Man taenke f. Ex. paa en Examination i Filosofiens og de filosofiske Sttidiers eller den theologiske Portolknings Historie i Danmark.

Pådagogik foruden nogle danske Monografier, der paa et Par enkelte nær ere udarbejdede efter tyske Kilder. For saa vidt har Arbejdet ikke krævet anden Kraftanstrængelse end den, der forudsættes for at kunne indordne Stoffet i den Form, den historiske Fremstillings Begrænsning fordrede. Men da han naaede frem til Behandlingen af de danske Forhold, stod han stille. Det var ikke. fordi der ikke var Stof nok, men det laa übearbejdet hen, eller for saa vidt som det var bearbejdet, kunde han ikke faa Øje paa det. Hans eneste Kilde til det ovennævnte Afsnit af Opdragelsens Historie er „A. H. Niemeyers Grundsætninger for Opdragelse og Undervisning. Med et Tillæg af F. H. Guldberg, 2. Del, Kbh. 1801." Han havde ingen Anelse om, hvormeget der er fremdraget netop til Belysningen af Christian IV's Tidsalder i de firsindstyve Aar, som ligge imellem det nævnte Værk og vore Dage. Heegaard var en flittig Mand, der ikke blev træt af at søge Oplysninger og Vejledning hos de Mænd, han ansaa for særlig kyndige paa Opdragelsens Omraade: det er derfor højst sandsynligt, at disse Mænds Kjendskab til det foreliggende Stof har været lige saa begrænset. Men det skal fremhæves til hans Undskyldning, at han ikke selv havde valgt sig den Opgave, at skrive om Opdragelsen.Detvar et offentligt Hverv, der var ham overdraget,oghan optog det med en sjælden Ihærdighed og satte sine bedste Kræfter ind derpaa. Hans Afhandling om OpdragelsensMaalog Methode vil blive staaende som et af de bedste Arbejder, der ere fremkomne herhjemme paa PædagogikensOmraade.Men Opdragelsens Historie kunde han ikke magte. Men som det her gik med Opdragelsens Historie, saaledesgaardet med alle de andre Videnskabers Historie herhjemme,maaskemed Undtagelse af en ganske enkelt. Og naar man saa gjør sig bekjendt med de store Oversigter, som fremkomme i Udlandet over Videnskabernes Historie hos de forskjellige Kulturfolk, vil man, som ovenfor bemærket, som oftest forgjæves søge Danmarks Xavn. Grunden dertil er ikke don, som man saa ofte fremhæver, at vi blive oversete, men Grunden er den, at man intet ved derom. Skylden er vor egen. Selv have vi hidindtil vidst, meget lidt derom, og vi

kunne ikke fordre, at Fremmede skulle gjøre Arbejdet for os. Men saa vidt maa et lille Kulturfolk ikke lade det komme. Det maa atter og atter minde Verden ikke blot om, hvad det yder for Øjeblikket, men ogsaa om, hvad det har ydet i do forskjellige tidligere Perioder. Det har Betydning ikke blot udadtil men ogsaa indadtil, naar det gjælder om, at styrke et Folks nationale Selvfølelse. Man har igjennem de store IndustriudstillingerfaaetBeviser for, hvad Danmark har kunnet yde, selv om det ikke har været stærkt repræsenteret, og de trykte Oversigter, som man flere Gange i Anledning af disse eller lignende Udstillinger har ladet udarbejde over forskjellige Grene af den industrielle Virksomhed eller over Ydelser paa lignende nærboslægtede Omraader herhjemme, have særlig bidragettilat henlede Udlandets Opmærksomhed paa vort lille Land. Men paa Åandslivets Omraade i snævrere Forstand have vi hidindtil i høj Grad savnet Bestræbelser i lignende lletning. Maatte det ikke vare for længe, inden vi begyndte at tage denne Opgave op. C. Nyrop har i sine fortrinlige ArbejderpaaIndustriens og Lavsvæsenets Omraade tilfulde godtgjort,atStoffet er rigt nok til Stede, naar man blot har Interesse for at drage det frem; skulde det samme da ikke ogsaa gjælde for de forskjellige Fagvidenskabers Vedkommende?^l)

Hvad Skolens og Opdragelsens Historie angaar, har Dr. Paludans store Værk dog nu for en meget væsentlig Del raadet Bod paa de ovenfor paapegede Mangler og Skjævheder. Forfatterenhar stillet sig den Opgave, at give en fuldstændig Fremstilling af det højere Skolevæsen i de tre nordiske Riger særlig i det 19. Aarhundrede samt en dorpaa bygget Sammenstillingaf dets nuværende Tilstand i alle tre Lande. En selvstændigBehandling af Skolens Historie før dette Aarhundredes Begyndelse ligger altsaa udenfor Planen. Hvad Værkets Anlæg

---

1) Dersom man vilde gjøre et Forsøg med en Udsigt over f. Ex. Sproggranskningens, Oldforskningens, Mathematikens eller Fysikens Historie her i Danmark, vilde man dog rnaaske kunne overbevise sig selv og Verden om, at vi som Kulturfolk have en egen Opgave at løse paa disse Omraader og ogsaa have løst den.

angaar, udtaler han selv, at det inaaske kunde have været rettest helt igjénnem at behandle alle tre Landes Skolevæsen under et, inddele Stoffet efter visse Hovedpunkter i Skolens Organisation og parallellisere den historiske Udvikling indenfor disse. Havde han valgt denne Fremgaugsmaade, vilde han vistnok have sikret sig langt flere Læsere udenfor de egentlige Fagmænds Kreds. Den solide Grundighed, som er ejendommeligfor Forfatteren, gjør sig ogsaa gjældende overalt i dette Arbejde, men denne Grundighed har medført, at han i visse Afsnit kommer til at brede sig for meget i Enkeltheder; man savner faste Holdepunkter og har Vanskelighed ved at vinde Overblik. Jeg skal dog ikke i denne Henseende gaa i Rette med Forfatteren, saa meget mindre som jeg forudsætter, at Hovedafsnittet af dette Værk vil blive Gjenstand for indgaaende Anmeldelser i de pædagogiske Tidsskrifter.

Forud for sin Skildring af Udviklingen i det 19. AarhundredeharDr.Paludan givet en længere Indledning. Han har følt, at han begyndte, saa at sige, paa bar Grund, naar han ikke søgte sit Udgangspunkt længere tilbage i Tiden, og lian giver derfor en Udsigt over Skolevæsenets Udvikling siden dets Grundlæggelse i Middelalderen. Han har her lagt Stoffet til Eette med megen Omhu. Fremstillingen er klar og tydelig, og Hovedpunkterne i Udviklingen ere godt betonede. Han viser, hvorledes Middelalderens Skole som et Led af Kirken var Staten uvedkommende, og at den formelle theologiske Dannelsevardenseneste Formaal. Forholdet var ens overalt, den eneherskende katholske Kirke med det samme — det hellige, latinske — Sprog og med de samme Love dannede et stort Fællesrige, der ikke lod Ruin tilovers for nationale Ejendommeligheder.FørstmedBogtrykkerkunsten kom der større Flugt i Tankelivet, og Humanismens Ideer førte en ny Luftning hen over de stillestaaende Vande. Fra den Tid af begynder den Uro og Spaltning paa Skolevæsenets Omraade, som har fortsat sig ned til vore Dage. Kampens første Maal var Skolens FrigjørelsefraKirkensEneherredømme. I de fleste protestantiske Lande naaede man frem til en virkelig Reform af Skolevæsenet, idet det lagdes ind under Statens Højhed, og de inddragne

kirkelige Midler anvendtes til Skolevæsenets Fremme. Men det nærmeste Tilsyn med Skolen vedblev dog ogsaa efter ReformationenatværeGejstligheden betroet, og Præstedannelsen var endnu igjennem lange Tider Hovedformaalet. Skolefagene forøgedeshellerikke:Christendom, Latin, lidt Dialektik og Ehetorikvareendnualt. Kampens næste Maal var UndervisningsmethodensForandring,idetman istedetfor Middelalderens døde formelle Dannelse krævede en mere real. Men efterhaanden som Udviklingen skrider frem, begynder det praktiske Liv at stille sine Fordringer til Skolen. Man nøjedes ikke længer med at. fordre en Forandring i Undervisningsmethoden, man krævede ogsaa en Forøgelse af Skolefagene. En væsentlig Del af denne Kamp føres i det 16. og i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede. Forfatteren har med Rette fremhævet, at de pædagogiske Bevægelser i denne Periode indeholde Spiren til alle de senere Aarhundreders Skolereformer¹). Skjønt han i

---

1) Men Skolestriden i den nævnte Periode er kun en Udløber af alle de andre store Bevægelser paa Livets forskjellige Omraader. Jeg skal her minde om H. Baudrillarts Udtalelser i hans Værk: • J.Bodin et son temps. Paris 1853. • Han skriver (Prefage Pag. Vil—V11I): .Peut-étre ceux qui n'ont pas étudié de pres cette grand époque si troublée. s'étonneront-ils d'y trouver déjå tant de pensées qui leur semblaient contemporainea, tant de problémes qui leur paraissaient ncs d'hier. Ils sétonneront de voir que le XVIe siecle aeu ses communistos, ses apotres de la démocratie ses partisans de l'autorité absolue ou tempérée, ses défenseurs niernes tie la théorie des trois pouvoirs, ils s'étonneront qu'on ait discuté alors passionnément et subtilement, comme de nos jours, cos questions sur la société et sur l'Etat, que les generations, ignorantes du passé, s'imaginent å tour de role, agiter pour la premiere fois. Cet étonnement peut avoir quelque utilito. Il est bon de s'apercevoir qu'on a des aieux. ■ Omsat paa Dansk vil det omtrent kunne siges saaledes: Det stolte 19. Aarhundrede regner sig det til Ære, at det har stillet de mange Problemer. Sagen er dog nok den, at de fleste af dem have været stillede for længe siden. Men det skulde være dette Aarhundredes Ære, at det fik dem løste, og dermed har det maaske lange Udsigter. Vi have det forud for Fædrene i det 16. og 17. Aarhundrede, at vor Synskreds er ganske anderledes vid, end deres var, men derfor hg vi ogsaa Konsekvenserne af disse Problemer i langt større Om- fang, og derved bliver Løsningen nok ikke lettere. Dertil kommer, at man i vort Aarhundrede har brudt med Traditionen paa saa mange Punkter og kastet Fædrenes Erfaringer overbord: men <lerined skyder man ingen Gjenvej; thi disse kunne ikke und van-es. Der er derfor saa meget desto større Opfordring til at søge at gjenvinde dette Tab igjennem de kulturhistoriske Oversigter, som vi saa længe have savnet.

det Hele taget har et godt Blik for Udviklingen paa dette Tidspunkt, burde han dog maaske have betonet Udviklingsvilkaarenenogetstærkere.Hvad Datidens fremragende Skolemænd,somTrotzendorf,Eatich, Comenius, og hos os Jakob Madsen Aarhus og Jens Dinesen Jersin, kæmpede for uden at kunne føre det igjennem, det blev glemt og atter Aarhundreder derefter optaget som noget nyt, man aldrig havde kjendt før. Men Grunden til, at de ikke kunde føre deres Ideer frem til Sejr, men kun naaede til at paapege dem, den laa ganske naturlig i Tidsforholdene. Thi først maatte Tankelivets Yilkaar retvendes, og dertil skulde man naa frem ad ganske andre Veje. Kampen maatte først føres igjennem paa Filosofiens Omraade, og siden skulde Pædagogiken optage Udslagene og føre dem ind i Skolen. Det er Benaissanceus Filosofi, særlig som den fremtræder med Eamismen i Frankrig, Tyskland og ogsaa her i Norden, der har Æren for, at have sprængt FormalismensSkranker.Herhave vi, om man vil, den negative Side af Kampen. Det er Kampen for Tankens Eet, der frigjør Videnskaberne for Skolastikens Lænker; først efter denne Frigjørelsekundedeudfolde sig i fuld Overensstemmelse med deres Udviklingslove og træde i Forhold til det praktiske Liv, og alt eftersom Tiden krævede det, kunde de finde Plads indenfor Skolefagenes Eække. Og atter her maatte Kampen om Methoden for deres Udvikling først gjennemføres paa FilosofiensOmraade.MenKampen for Tankens Eet var ogsaa en Kamp for Tankens Eet til at træde frem i den Form, der er den naturligst og ligger den nærmest, det er Kampen for Modersmaalets Eet. Overalt i Evropa, hvor denne Kamp var oppe, kom der et ejendommeligt nationalt Moment ind. Det er denne Bevægelse, der er fremme paa Christian IV's Tid. Men

---

1) Men Skolestriden i den nævnte Periode er kun en Udløber af alle de andre store Bevægelser paa Livets forskjellige Omraader. Jeg skal her minde om H. Baudrillarts Udtalelser i hans Værk: • J.Bodin et son temps. Paris 1853. • Han skriver (Prefage Pag. Vil—V11I): .Peut-étre ceux qui n'ont pas étudié de pres cette grand époque si troublée. s'étonneront-ils d'y trouver déjå tant de pensées qui leur semblaient contemporainea, tant de problémes qui leur paraissaient ncs d'hier. Ils sétonneront de voir que le XVIe siecle aeu ses communistos, ses apotres de la démocratie ses partisans de l'autorité absolue ou tempérée, ses défenseurs niernes tie la théorie des trois pouvoirs, ils s'étonneront qu'on ait discuté alors passionnément et subtilement, comme de nos jours, cos questions sur la société et sur l'Etat, que les generations, ignorantes du passé, s'imaginent å tour de role, agiter pour la premiere fois. Cet étonnement peut avoir quelque utilito. Il est bon de s'apercevoir qu'on a des aieux. ■ Omsat paa Dansk vil det omtrent kunne siges saaledes: Det stolte 19. Aarhundrede regner sig det til Ære, at det har stillet de mange Problemer. Sagen er dog nok den, at de fleste af dem have været stillede for længe siden. Men det skulde være dette Aarhundredes Ære, at det fik dem løste, og dermed har det maaske lange Udsigter. Vi have det forud for Fædrene i det 16. og 17. Aarhundrede, at vor Synskreds er ganske anderledes vid, end deres var, men derfor hg vi ogsaa Konsekvenserne af disse Problemer i langt større Om- fang, og derved bliver Løsningen nok ikke lettere. Dertil kommer, at man i vort Aarhundrede har brudt med Traditionen paa saa mange Punkter og kastet Fædrenes Erfaringer overbord: men <lerined skyder man ingen Gjenvej; thi disse kunne ikke und van-es. Der er derfor saa meget desto større Opfordring til at søge at gjenvinde dette Tab igjennem de kulturhistoriske Oversigter, som vi saa længe have savnet.

Heegaard bar ingen Anelse derom; han véd kun at fortælle, at den aandelige Bevægelse til Gunst for Modersmaalet, som begyndtemedReformationen,tabte efterhaanden sin Betydning. Og dog naaede man paa den Tid frem til at faa en latinsk Grammatik paa Dansk. Den Grammatikstrid, som dette Forsøg fremkaldte, endte med at Modersmaalet fik indrømmet en beskedenPladsvedUndervisningen i Latinskolernes nederste Klasser. Men den omtalte Grammatik blev efter nogle faa Aars Forløb atter skudt til Side, og Latinen sad endnu i Højsædeioveret Aarhundrede derefter. Naar Dr. Paludan i sin Fremstilling af dette Beformforsøg paaviser, hvorledes det er fremkaldt ved de tilsvarende Skolebevægelser i Tyskland, kunde han have tilføjet, at vi herhjemme dog paa en Maade ogsaa have haft noget at yde til Gjengjæld, idet nogle af de nye Skolebøger, som Christian IV lod udarbejde i Anledning af Skolereformen, endnu i Midten af det 17. Aarhundrede indførtes i tyske Skoler. For at nævne et bestemt Tidspunkt kan f. Ex. henvises til den Magdeburgske Skoleforordning fra IGSB, der optog Stephanii Colloqvia majora og Bartholini Ethica¹). Forfatterenhariet tidligere Afsnit vod at omtale Oprettelsen af Herlufsholm Skole henvist til den Indflydelse, der udgik fra Wurteraberg, hvis Klosterskoler vistnok have tjent som Forbilleder.EnlignendePaavirkning fra Udlandet kunde han have paapeget ved Oprettelsen af Sorø adelige Akademi. Det er en fransk Indflydelse, der gjør sig gjældende ved Oprettelsen af de ridderlige Akademier; men Sorø har dog vistnok ikke umidddelbart havt sit Forbillede i Frankrig. Det er sandsynligt,atdet var „Collegium illustre" i Tiibingen, der foresvævede Christian IV, da han grundlagde denne soranske Stiftelse'²).

Som videnskabelig Meddelelsesform havde Modersmaalet
ikke forraaaet at gjøre sig gjældende; det maatte først arbejde
sig frem i Litteraturen, dyrkes og uddannes særlig igjenneiu

---

1) Freimiithige Jahrbiicher d. allgeru. deutsch. Volkssckulen VIII, 2.H. S. 118-20.

2) Hist. Tidsskr. 4. K., IV, S. 31-86.

Digtekunsten. Først da kunde Latinen ophøre at være Fællessprogog afløses af de store Kultursprog. Fransk blev DiplomatietsSprog under Ludvig XIV, og fra Slutningen af det 17. Aarhundrede kunde man i Tyskland høre Universitetsforelæsningerpaa Modersmaalet. Men medens denne Udvikling for Modersmaalets Vedkommende foregik udenfor Skolen, og medens paa samme Tid de reale Videnskaber paa deres Udviklingsgang stedse førtes det praktiske Liv nærmere og paa mange Maader traadte i dets Tjeneste, "fik Reaktionen, især fra den orthodoxe Gejstligheds Side, i den anden Halvdel af det 17. Aarhundrede endnu engang Overtaget indenfor Skolevæsenets Omraade og standsede Reformerne, indtil Pietismen og efter den Rationalismenatter tage Kampen op i det følgende Aarhundrede og føre Udviklingen ind i et nyt Spor, ad hvilket Realismen truer med at sprænge den humanistiske Dannelse og løbe ud i ensidigFagdannelse. Skolestridighederne paa Christian IV's Tid bidrog væsentlig til at vække Sansen for Modersmaalets Udvikling.Dette har I)r. Pahidan ogsaa fremhævet, men han burde maaske tillige have gjort opmærksom paa, at ligesom man i dette Tidsrum fik en latinsk Grammatik paa Dansk, saaledes naaede man ogsaa under den samme Konge frem til at faa udarbejdet en dansk Grammatik. Er. Pontoppidan fik først trykt sin Grammatica Danica 1668, men han siger selv. at dette Arbejde dengang havde ligget hen i tyve Aar. Det havde altsaa delt Skæbne med Arrebos Hexaemeron. Man maa nu vel erindre, at det, at et Skrift ikke var trykt, betød i det 17. Aarhundrede ikke det samme som, at det ikke var kjendt. Hvad endelig Pietismen angaar, indskrænker Forfatteren sig til at fremhæve dens Betydning for Skolereformen i Tyskland, medens han ikke gjør Forsøg paa at vise, hvorledes og ved hvem denne Retnings pædagogiske Grundsætninger førtes frem herhjemme. Han kunde her have nævnet Biskop Jak. Lodberg i Fyen (f 1731) og henvist til Fundatsen for Mulernes Skolestiftelsei Odense fra 1720, i hvilken den nævnte Livsretning vistnok har fundet sit ejendommeligste Udtryk her hos os (se derom Hofmans Fundatser V, S. 205_—7).

Men jeg skal ikke føre disse Bemærkninger videre; de skulle ikke rette nogen Bebrejdelse imod Forfatteren, men kun ledsage den Tak, der herved bringes ham for hans store og betydningsfulde Arbejde, der i lange Tider vil blive staaende som den nordiske Skolehistories Hovedværk.