Et Par Erindringer fra Christian VIII's Tid.

Nedskrivningen af de nedenfor følgende Erindringer har en ganske tilfældig Anledning. len Artikel i Dagbladet for 30te April 1884: «J. N. Madvig og den slesvigske Delingstanke» tillægges der mig «en sørgelig Tilbøjelighed til at lade mine Visdomsraad komme frem paa Tidspunkter,dade ikke kunne benyttes, og til at tie, netop naar man trængte til en Raadgiver og navnlig til en Fører», og denne Bebrejdelse sættes mærkværdigt nok i Forbindelse med Omtalen af to Tilfælde, i hvilke det dog forekommer mig aldeles soleklart, at jeg har handlet og talt i rette Tid, idet jeg dels 1850 som Minister gjorde og indstændigt anbefalede et bestemt Forslag om en Udvej til at komme ud af Forviklingen med Tyskland og var villig til at paatage mig min Del af Ansvaret for Betrædelsenafdenne Udvej, dels i 1848 førend nogen Anden tog Ordet mod Forfatningsudkastet af 28de Januar og tog det med fuld Virkning¹). Det kunde ikke falde mig ind

---

1) En af de allerførste Dage, efter at Forfatningsudkastet var udkommet, traf jeg, der ikke hørte til nogen af de nærmere forbundne politiske Kredse, jeg erindrer ikke ifølge hvilken Opfordring, i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen med Clausen, L. X. Hvidt. Tscherning. Lehmann, Monrad, Ploug og Høven (Kunsthistorikeren) til Samtale og Forhandling om Udkastet og om den hele Stilling. Stemningen var trykket, og efter at tilsidst Hvidt under de øvriges Taushed eller svage Modsigelse (stærkest fra Høvens Side) havde udtalt, at Folket savnede Mod og Kraft og ikke kunde bringes i Bevægelse, skiltes man stille ad. Jeg gik, efter at have ytret til et Par af de tilstedeværende, at jeg ikke kunde berolige mig hermed, umiddelbart hjem og skrev det Stykke, der blev trykt i Fædrelandet for 4de Februar.

at tage til Gjenmæle mod en saadan Anklage. Det var aabenbart, at Forfatteren, hvad det første Punkt angik, havde sammenblandet og forvexlet mit Andragende til Statsraadet i 1850 med dets iøvrigt saare vel motiverede Udgivelse i Tryk 1883; for det andet Punkts Vedkommende gaar Artiklens Forfatter vel ikke ud fra, at jeg burde have bekjæmpet Forfatningsudkastet, førend det blev til og offentliggjordes, men han paastaar dog, at der havde paahviletmigen særlig Forpligtelse til tidligere politisk Optræden.«UnderChristian VIII», siger han, «holdt han (Madvig) sig tilbage, uagtet den store Lærde nød høj Anseelsehosdenne Konge, o Han mener altsaa, at jeg burde have brugt denne høje Anseelse til ved politiske Kaad gjennem Pressen eller i en mere fortrolig Form at indvirkepaaKongen. Det er kun Skade, at jeg, hvad saa end Kongen maa have dømt om min Lærdom, ikke besad den mindste Gran af den Anseelse hos ham, der kunde have bevæget ham til at lægge Vægt paa politiske Ytringerafmig og til ikke at finde dem überettigede og, hvis de paatrøngte sig ham nærmere, i højeste Grad anstødelige.Menhertil kom Manglen af en anden absolut nødvendigForudsætning,nemlig den Tro hos mig selv, at jeg under de givne Forhold havde Eaad og Anvisninger at fremføre, som ikke kunde ventes fra anden Side. Jeg

---

1) En af de allerførste Dage, efter at Forfatningsudkastet var udkommet, traf jeg, der ikke hørte til nogen af de nærmere forbundne politiske Kredse, jeg erindrer ikke ifølge hvilken Opfordring, i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen med Clausen, L. X. Hvidt. Tscherning. Lehmann, Monrad, Ploug og Høven (Kunsthistorikeren) til Samtale og Forhandling om Udkastet og om den hele Stilling. Stemningen var trykket, og efter at tilsidst Hvidt under de øvriges Taushed eller svage Modsigelse (stærkest fra Høvens Side) havde udtalt, at Folket savnede Mod og Kraft og ikke kunde bringes i Bevægelse, skiltes man stille ad. Jeg gik, efter at have ytret til et Par af de tilstedeværende, at jeg ikke kunde berolige mig hermed, umiddelbart hjem og skrev det Stykke, der blev trykt i Fædrelandet for 4de Februar.

delte mod mange Utilfredsheden over Kongens Svaghed ved Prinsen af Augustenborgs Udnævnelse til kommanderendeGenerali Hertugdømmerne og i Behandlingen af don slesvigske Sprogstrid baade før og efter Hjort-Lorenzens Optræden i Stænderforsamlingen, men denne Utilfredshed fandt et tilstrækkelig stærkt Udtryk uden min Indblanding; hvilken Plan der skulde lægges til at ordne hele Statens ug- Monarchiots Anliggender, og ad hvilken Vej, med hvilke Midler og Kræfter den skulde gjennemføres, derom havde jeg paa mit Stade ligesaa lidt formaaet at danne mig en klar og fast Overbevisning, som jeg fandt den hos andre; hvad jeg maaske havde forud for adskillige Eaadgivere og Ordførere var en dybere Følelse af Problemets Vanskeligheder.Jeg&aa, at Spørgsmaalet om Monarchiets OpretholdelseigjennemSikringen af Arvefølgens Enhed og Bestræbelsenefteren mere udviklet konstitutionel Statsform uafbrudt krydsede hinanden og ligesom spændte Ben for hinanden; jog følte, at selv under Forudsætning af BevarelsenafMonarchiets Helhed — og man erindre sig, at alle dengang forlangte denne, og at f. Ex. O. Lohmann saare stærkt betonede Holstens Henhøren under den danske Krone -- vare Tilvejebringelsen af en frugtbar Fællesforfatningforde danske og de tyske Landsdele en yderst vanskelig Opgave, selv naar Slesvigs statsretlige, nationale og administrative Forhold vare ordnede, et i sig selv næsten uoverskueligt Arbejde.

Jeg trængtes langsomt og usikkert henimod Forestillingenom Monarchiets Bevarelse gjennem en Personalunionimellem Kongeriget og det danske og blandede Slesvig med Holsten - Lauenborg og den rent tyske Del af Slesvig, men var ikke blind for, at den Kongemagt og .Regjering, der fra Fortiden havde modtaget den bestaaende

Helstat, ikke vel kunde indlede en saadan Omregulering og Udsondring uden at tvinges dertil af en voldsom Kystelse.Hvorvidt jeg indtil 1846 (det eiabne Brev om Arvefølgen) og i de to paafølgende Aar var kommen i Eftertænkning af disse Spørgsinaal, kan jeg nu umulig sige med Sikkerhed, men saa meget er vist, at jeg ikke havde færdige Raad at give og udtale; men at en Forfatningsom den, der stilledes i Udsigt ved Udkastet af 28de Januar 1848, var en Fornedrelse for det danske Folk og vilde føre til den danske Stats Undergang som dansk, var mig intet øjeblik tvivlsomt, og derfor talte jeg da.

Saalidet nu den her ovenfor omtalte Artikel i Dagbladet end iøvrigt frister mig til videre Ytringer, har den dog — og dette er den eneste Grund, hvorfor jeg er kommen tilbage til at omtale den — givet mig en Anledning til i Tanken at gjennemgan de Berøringer, jeg udenfor mit specielle Embede havde med offentlige Anliggender og Forhold i Christian VIII's Regjeringstid, og da derved et Par Erindringer dukkede op, som, om de end ikke i sig selv berøre vigtige Begivenheder, dog yde et vist Bidrag til Charakteristik af Tilstande og Personligheder, har jeg sammenstillet dem paa de følgende Sider.

Det være mig tilladt at begynde med en almindelig Bemærkning om mit hele Forhold til Ivong Christian VIII, for saa vidt jeg virkelig kan siges at have staaet i noget andet Forhold end det, hvori enhver Undersaat og Embedsmand stod til Landets Hersker.

Kong Christian VIII har været mig en mild og naadigHerre,men uden at Afstanden mellem Enevoldsfyrsten og den endnu til den yngre og lavere Klasse, de extraordinæreProfessorer,henhørende Universitetslærer paa nogen Maade forrykkedes. Jeg tror gjerne, at han i Følge

de Beretninger, han modtog, regnede mig til de Universitetslærere,derved Fagdygtighed noget overskred Middelhøjdenogvar vel anset hos de studerende, med hvem de daværende Examensindretninger satte mig i en mere omfattendeForbindelse;men mine filologiske, især kritiske og grammatiske Studier laa de videnskabelige Retninger, med hvilke Kongens Dannelse havde nogen Berørelse, for fjernt til at vække nogen personlig Interesse. Christian VIII forenede med den hos en Konge prisværdige Paaskjønnelse af enhver aandelig Dygtighed, der kunde gavne Folket og hæve dets Agtelse udad, en vis Opmærksomhed for hvad der kunde forhøje hans Anseelse som Videnskabens og Kunstens Beskytter; saavel i denne Henseende som ved deres Studiers Art ligesom ogsaa ved Alder og opnaaet Stilling stode af Universitetslærere H. C. Ørsted og Brøndstedhamnærmest, men imellem dem og mig optoges adskilligePladseraf andre, som Kolderup-Rosen vinge og Forchhammer. for ikko at nævne dem, der ved Opposition fjernedes, som Clausen og Schouw. Professorer fra Kiel behandledes som Gjæster og som staaende i Forhold til den tyske Presse med noget større Opmærksomhed end de kjøbenhavnske, men det gjaldt som almindelig Regel, at Kongen holdt al Politik udenfor sin personlige BerørelsemedVidenskabsmænd og ikke tillod dem at overskridedenher dragne Grænse. Som Medlem af VidenskabernesSelskabhavde jeg i det Par Aar, i hvilke Prins Christian tor sin Tronbestigelse var Selskabets Præsident. Lejlighed til at se ham i de Møder, ved hvilke han var tilstede, ligetom jeg deltog i det aar lige Møde i Prinsens Palais paa Amalienborg, i hvilket en saare lidet betydende Behandling af Selskabets meget indskrænkede Budget foretogesogendtes med en kort Konversation, medens der

indbragtes The; ved ingen af disse Lejligheder opstod der nogen Tilnærmelse imellem Prinsen og mig udover en enkelt Bemærkning under Forhandlingen og Konversationen; nogen Adgang til ellers at nærme mig Prinsen eller siden Kongen uden særlig Kaldelse havde jeg, der levede stille i meget indskrænkede Kaar, slet ikke, og en Kaldelse fandt kun Sted ved et Par aldeles übetydelige Anledninger, som jeg nedenfor skal nævne. Jeg erindrer, at jeg én Gang har været tilsagt til Prinsens Taffel og nogle Gange til en musikalsk Soirée og The hos Kongen; Sorgenfri Slot har jeg ikke betraadt i Christian VIII's Tid. Man vil skjønne, at min Adgang til at øve politisk Indflydelse paa Kong Christian VIII var meget ringe. At jeg i visse Retninger, især hvad angik det slesvigske Forhold og en nær Sammenslutningimellemde nordiske Folk, rigtignok med bestemt Udelukkelse af dynastiske Unionstanker, nærede Anskuelser, der ikke havde Kongens Bifald, forblev ham ikke übekjendt, heller ikke ved mine egne Ytringer.

Christian VIIFs første Regjeringsdag medførte for mig Anledningen til en vis politisk Optræden, denne Gang paa en Maade, der vistnok ikko kunde være den nye Konge übehagelig, men dog ingenlunde bragte mig nærmere til ham. Da jeg om Formiddagen den 3die December 1839 fra det indre af Byen gik op imod min Bolig paa Nørregade,mødtemig ved Metropolitanskolen daværende Professor (eller Lektor) Abrahams (senere Conferentsraad og Notarius publicus), overmaade betagen og forskrækket over et stort Antal Studenters urolige og støjende Optrøden i UniversitetetsForhal,hvorfra de raadsloge om at drage ud til Amalienborg for at hilse den nye Konge med Hurraraab og uden Tvivl tillige med politiske Ytringer. Da jeg maatte være enig i, at et saadant improviseret Tog, forudenhvadder

udenhvadderiøvrigt lod sig indvende derimod, kun kunde give Anledning til Uorden og Sammenstød med Politi og Vagter, gik jeg strax, medens Abrahams fortsatte sin Vej, ind i Forhallen op paa den store Trappe og bad om og lik Ordet. Ved kort og fyndigt at forestille de forsamlede, dels hvor lidet sømmeligt det var lige udenfor den Bolig, i hvilken Frederik Vl's nys afsjælede Legeme laa og hans Enke sad i Sorg, at bringe hans Efterfølger en særlig Ovation foruden den Hilsen, der faa -Øjeblikke i Forvejen tilbørlig havde besvaret hans Udraabelse til Konge, dels hvor lidet det tilsigtede Togs Hensigt var klaret og dets mulige Gang og Forleb kunde beregnes, lykkedes det mig at formaa de tilstedeværende til at opgive det hele og adspredesig.Til samme Dags Aften sammenkaldtes nu af de yngre Førere for den oppositionelle Presse, derimellem især Lehman og Monrad, de akademiske Borgere til et Mede i Hotel d'Angleterre's store Sal for at vedtage en Adresse, i hvilken Christian VIII, som Giveren af den norske Grundlov, skulde opfordres til at skjænke Danmark en lignende fri Forfatning. Gjennemtrængt af den Overbevisning,atdet paa ingen Maade tilkom de virkelige akademiske Borgere, det vil sige dem, der endnu benyttedeUniversitetettil deres videnskabelige Forberedelse og Uddannelse, og som hverken besad en erhvervet Selvstændighedellertil afsluttede Studier havde føjet praktisk Livserfaring, ved en saadan Lejlighed at gaa i Spidsen for Folket og udtale dets Meninger og -Ønsker, og derhos overtydet om, hvor umuligt det var for Kongen i dette Ojeblik at binde sig ved et Tilsagn med Hensyn til en saa saare vanskelig Opgave som Tilvejebringelsen af en konstitutionel Forfatning for det daværende danske Monarchi,enOpgave, ved hvilken den de allerfleste Deltagere

i Mødet i det enkelte aldeles übekjendte norske Forfatning allermindst kunde tjene til Forbillede, og endelig i Følelsen af, at en resultatløs Demonstration kun vilde virke forstyrrendepaaForholdet imellem Kongen og Folket og paa hans Stemning ligeoverfor den akademiske Ungdom, gik jeg op i Mødet og fraraadedo indstændig det hele Skridt. Jeg hørtes med Opmærksomhed, og skjønt det ikke lykkedesmigat stanse det hele Forehavende, som jo ikke beroede paa Vedtagelse ved Afstemning efter bestemte Kegler og med Begrænsning af Stemmeberettigelsen, bevægedejegdog en stor Del til at holde sig tilbage og betog den hele Sag meget af dens Betydning. Da nu paa dette Møde tillige det Sporgsmaal var rejst, hvorledes StudenterstandensvirkeligeGrænse skulde udfindes og Studenternes Mening finde et paalideligt Udtryk, fremkaldtes der herved en yderligere, i Møder og trykte Artikler fortsat ForhandlingomStudenterstandens formelle Organisation, der foranledigedemigtil Udgivelsen af et lille Skrift under Titlen "Et Par Ord om Studenteranliggender». Hvad jeg deri alvorlig og indstændig udtalte baade om Studenterne selv og om de ofte 50aarige Politikere, der under StudenternavnethverveTilhængere mellem de yngre, fastholder jeg endnu i det væsentlige og kunde vel ønslre adskilligt deraf overvejet af den nuværende Slægt. Jeg havde den Glæde, at min alvorlige, men oprigtige og velmente Tiltale ikke i mindste Maade skadede mig i mit Forhold til Studenterne; med Kolleger og Venner ved Universitetet har jeg i hine Dage, dog først efter at jeg havde talt og skrevet, vexlet Ord og Tanker om disse Gjenstande, mest med fuld Tilslutning:mellemmig og Regjeringsmænd, endsige Kongen, er aldrig faldet et Ord om den hele Sag.

I Sommeren 1840 skrev jeg i Medfør af min EmbedspligtIndbydelsesskriftet

pligtIndbydelsesskriftettil Universitetsfesten i Anledning af Kongens og Dronningens Kroning. Indholdet var «Blik paa Oldtidens Statsforfatninger med Hensyn til Udviklingen af Monarchiet og en omfattende Statsorganisme o. Der var ingen Opfordring til at komme ind paa politiske Betragtningerover Nutiden, men Afhandlingens Slutningsord betegnedotydeligt nok Forfatterens Standpunkt: «men denne Kamp (som det senere Monarchi havde at bestaa) gik ud paa baade at rense og befæste det og at udfinde de Maader og Former, under hvilke Kongedømmet efter de forskjellige Tiders og Folks Art kunde være et Kongedømme i og med Folkets Aand».

Ikke længe efter Christian VIII"s Tronbestigelse ankom til Kjøbenhavn den ansete Kunstkjender og Kunsthistoriker Baron Rumohr, Medlem af det slesvig-holstcnske Kidderskab,mensædvanlig levende i Udlandet under mindre gunstige .økonomiske Forhold, med hvem Kongen som Prins havde gjort Bekjendtskab paa sin italienske Kejse. Uden Tvivl foresvævede der Rumohr ønsket og Haabet om en betydelig Stilling hos den kunstelskende Konge som Bestyrer af de offentlige Samlinger og Kunstanstalter; men Kongen tiltraadte sin Regjering med Anerkjendelsen og Udtalelsen af Nødvendigheden af Sparsomhed i alle Retninger og havde maaske i Hensynet til andre Mænd eller til Rumohrs Væsen og Charakter Grund til mindre Imødekommen, end der var ventet. Til Tilbudet om Overbestyrelsenafden kongelige Kobberstiksamling føjedes derforkunForsædet i en Kommission, der gjennem den tidligere Finantsminister, da Overkammerherre Møsting som Chef for det store kongelige Bibliothek, nedsattes til at undersøgo dette Bibliotheks Haandskriftsamling, foranledigeFortegnelserderover

anledigeFortegnelserderoverudarbejdede og trykte og overveje, hvad der af Samlingen kunde egne sig til at udgives ved offentlig Forsorg. Foruden Rumohr kom Kommissionen til at bestaa af Overbibliothekaren Werlauff, den især som Kjender af Zend og Pehlevi bekjendte Orientalist Professor Ohlshausen fra Kiel samt mig, dengangvedSiden af mit Professorat tillige Universitetsbibliothekar;Sekretær ved det kongelige Bibliothek, JustitsraadBøllingskulde føre Protokollen ved Forhandlingerne. Vi samledes hos Rumohr i Kvistetagen i det da saakaldte macevoyske Palais i Bredgaden, og Forhandlingen førtes i det første Møde i en foreløbig Konversationsform overvejendepaaTysk, i hvilket Sprog Rumohr og Ohlshausen alene kunde udtrykke sig. I det andet Mode begyndte Balling, en grunddansk Mand, Oplæsningen af et ProtokoludkastpaaTysk, men afbrades efter et Par Linjer af mig med den Bemærkning, at dette vel kun var en til Lettelse for d'Herrer Rumohr og Ohlshausen forfattet Oversættelse, da den egentlige Protokol over Forhandlingerne i Kjobenhavnomet særligt kongerigsk Statsinstitut nødvendig maatte føres paa Dansk. Herimod gjorde Rumohr og Ohlshausen Indvendinger, og Werlauff, der ikke kunde benægte min Anskuelses Berettigelse, vilde dog med sin sædvanlige svage Fredsommelighed, der gik af Vejen for enhver Strid overfor en formodet overmægtig Indflydelse, give efter. Jeg erklærede da, at jeg, hvis Kommissionsprotokollenskuldeføres paa Tysk, øjeblikkelig vilde bude mig fritagen for Deltagelse i Kommissionen. Dette virkede,ogdet vedtoges uden videre Indvending, at KommissionensofficielleSprog skulde være Dansk. Men Beslutningenfikikke stor Betydning; efter et Par Møder

rejste Rumohr forstemt tilbage til Dresden, og Ohlshausen gik tilbage til Kiel; Kommissionens Virksomhed som saadanophørteog hendøde. Ohlshausen bevarede dog sin Interesse tor en Del af Opgaven, og ved hans Arbejden og Forhandling med Werlauff, ved hvilke nylig afdøde ProfessorHermansenog Professor Mehren kaldtes til Medvirkning,fuldendtesog udgaves i tre Dele et Katalog over Bibliothekets orientalske Haandskrifter. Rumohr og Ohlshausenhabileadskillig Berøring med Kongen, jeg ingen.

I Anret 1843 foretoges som bekjendt det første skandinaviske Studentertog til Upsala, der i ikke ring*! Grad bekymrede Kongen ved Tanken om Farer af alvorligereArt, olier dog om Übesindigheder, der kunde volde übehagelige Forviklinger. Kongen troede, at Betænkelighedernekunde formindskes, naar en indflydelsesrig og populær liiiversitetslærer fulgte med som advarende og tilbageholdende Styrer. Opfordringen til sit paatage sig dette Hverv rettedes først, jeg ved ikke i hvilken Form, til Clausen, der ellerb ingenlunde var persona grata. Da lian afslog Opfordringen, kom Etatsraad J. O. Hansen, Medlem af Direktionen for Universitetet, en Mand, der forst i tiere Aar som Foresat og tilsidst som Departementschefuuder mig i Kultusministeriet altid bevarede mig Irofast Velvilje og Godhed, op til mig paa Universitetsbibliotheketog anmodede mig fra Kongen om at følge med Toget. Da jeg ligesaavel som Clausen indsaa, at Studenterne meget let vilde gjennemskue, i hvilken EgenskabProfessoren var med, og betragte ham med Mistænksomhed,og nærede den Overbevisning, at han, hvis der virkelig blev Spørgsmaal om at optræde imod uheldige Skridt, intet vilde udrette og paa den anden Side let paadrage sig Klager over at have svigtet den viste Tillid

og ikke at have været paapassende nok, bad jeg mig i al
Underdanighed, men paa det bestemteste, fritagen, hvormedSagen

Kort efter Studentertoget stiftedes i Kj ©benhavn af en Del ældre og yngre, der interesserede sig for en Befæstelseog Udvidelse af det aandelige Samkvem og den gj_ensidige Velvilje imellem de nordiske Folk, det skandinaviskeSamfund, der skulde virke ved Sammenkomster og Foredrag. Jeg deltog i Stiftelsen og holdt i et af de første Møder d. 27 Januar 1844 i Hotel Phønix et Foredrag,der kort efter tryktes: «Om Skandinavismens Forholdtil den almindelige Kultur«. I Følge den Opfatning, jeg stedse har fastholdt og stræbt at gjøre gjældende, fremhævede jeg ved Siden af Opfordringen for de nordiske Folk til kraftig at hævde deres Ejendommelighed og Selvstændighedtillige stærkt, i Modsætning til forfængelig og selvkjærlig Nordiskhed, vor hele nu bestaaende Kulturs Sammenhæng med og Afhængighed af de almindelige og centrale europæiske Kulturstrømninger og historiske Forudsætningerog Nødvendigheden af, hvis vi vilde udrette og betyde noget, at fastholde og fortsætte denne Sammenhæng.Foredraget blev modtaget med ikke ringe Opmærksomhedog Velvilje, men den bestemte Stilling, som jeg da indtog og siden har bevaret ligeoverfor visse Ensidighederog Overdrivelser, bevægede under det paafølgende selskabelige Aften sin aaltid O. Lehmann, der førte Forsædet, til at indklæde Takken til mig i en Skaal for »Moderation i Moderation«. Jeg havde været ham og hans nærmeste Venner for maadeholden. Forholdet imellem mig og den daværende Opposition var derved betegnet i videre Omfang end blot ved Hensyn til Foredragets specielle Indhold.

Samfundets Virksomhed blev ikke betydelig, og jeg deltog
ikke synderlig deri.

En langt vigtigere og betydeligere Lejlighed til en offentlig Virksomhed udenfor min specielle Embedskreds fik jeg omtrent samtidig ved Deltagelse i de afgjørende Forhandlinger om det lærde Skolevæsen og det nærmest dermed i Forbindelse staaende Afsnit af Universitetsundervisningen,den saakaldte anden Examen. Dette Anliggende,navnlig Spørgsmaalet om Udjævningen og Tilvejebringelsenaf et rigtigere Forhold mellem det klassiskfilologiske,det realvidenskabelige og det modern-sproglige Element, havde staaet paa Dagsordenen i længere Tid og var med stor Varme forhandlet fra 1830 af, Forhandlinger, i hvilke jeg havde deltaget med udførlige, alvorlige og indgaaende Bidrag i det da indflydelsesrige »Maanedsskrift for Litteratur«. Temmelig pludselig og i det ringeste for mig uden foregaaende Vink opfordrede Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler uden nogetsomhelst officielt Kommissorium H. C. Ørsted, J. F. Schouw og mig til at samles med den i nogle fortrolige Møder til Drøftningaf Sagen. Denne Drøftelse lededes fra Direktionens Side aldeles overvejende og saa godt som udelukkende af Hansen, idet den ogsaa af Alder svækkede Engelstoft, skjønt nominelt første og styrende Medlem, i denne anden Periode af hans Funktion i Direktionen var uden Indflydelse,og den lærde og elskværdige Ketshistoriker Kolderup-Kosenvinge næppe havde arbejdet sig dybt ind i Spørgsrnaalene og ikke ved Fasthed i Anskuelser eller dialektisk Kraft var Hansen voxen. Jeg tør vel sige, at de af mig i 1832 og 1833 givne Antydninger, i hvilke navnlig ogsaa Ophævelsen af anden Examen og Henlæggelsenaf dens naturvidenskabelige Bestanddele i

fyldigere Skikkelse til Skolerne bestemt vare foreslaaede, lagdes til Grund og dannede Udgangspunktet for Forhandlingerne,der i Hansens private Bolig førtes med en Raskhed og Udholdenhed, som ganske vist maatte trætte og næsten overvælde de ældre Deltagere. Resultatet blev igjennem Direktionens Forestilling til Kongen den provisoriskeUndervisningsplan for nogle lærde Skoler af 1844. Planens Prøvelse ved Metropolitanskolen samt Skolerne i Odense og Kolding overdroges det H. C. ørsted, mig og Professor Velschow at kontrollere ved at overvære Afgangsexamen, hvilket Hverv vi udførte i Aarene 1845 til 1848. Disse Examensrejser vare for mig en kjær Anledningtil nærmere at knytte det Forhold til ørsted, som havde taget sin Begyndelse i Redaktionen af »Maanedsskriftfor Litteratur».

I Aaret 1846 udvirkede Universitetsdirektionen, at der bevilligedes mig en Understøttelse af 400 Rd. til en Rejse i Tyskland; Rejsens Formaal var, efter hvad der var in confesso imellem Direktionen og mig, og som tydelig fremgik baade af Beløbet og Tiden, paa hvilken Rejsen tiltraadtes, nemlig den sidste Dag af Juli, hvor ogsaa i Tyskland Ferierne vare indtraadte eller stode for Døren, alene at skaffe mig, der i flere Aar havde arbejdet yderst anstrengende, en Forfriskelse og tillige Lejlighed til baade at udvide Blikket ved et om end flygtigt Bekjendtskab med fremmede Forholdog Gjenstande og at komme i nogen personlig Berøringmed tyske Videnskabsmænd, da jeg indtil den Tid aldrig med Undtagelse af Vejen fra Ystad til Malmø og af Kullen havde sat min Fod paa fremmed Grund (^— indtil 1845 ikke engang udenfor Bornholm og Sjælland —). Den hurtige Rejse over Berlin, Dresden, Prag, W:ien, Salzburg, Miinchen, Heidelberg, Frankfurt, Gottingen og Hamborg i

Forbindelse med to nære Venner bragte mig endda ikke saa ringe Udbytte (derimellem personligt Bekjendtskab med Savigny, Boockh, C. F. Hermann o. a.) og fik en vis pikant Tilsætning ved lagttagelse af det Indtryk, som det aabne Brev om Arvefølgen havde vakt i Tyskland, ligesom jeg fra de vestlige Egne hjembragte en stærk Forudfølelse af de tyske Enhedsbestræbelser og deres Gravitation henimod Preussen. I Holsten modtoges jeg af Efterretningerne om Demonstrationer og stærk Spænding. Dagen, førend jeg ankom til Kiel, eller samme Dag var Advokat Ohlshausen derfra ført som Arrestant til Eendsborg, og den gamle, i ISachsen fødte Filolog Nitzsch, den eneste som jeg under disse Forhold besøgte, var yderst nedtrykt, rigtignok ogsaa i Følge et forudgaaet haardt Sygdomsanfald. Om Natten hørte jeg udenfor det Hotel, hvor jeg overnattede, et længe vedvarende, meget stærkt Spektakel og Kattemusik: næste Dag erfarede jeg, at Spektaklet havde gjældt den nye fra Kjobenhavn ankomne Kommandeur for det i Kiel garnisonerende Jægerkorps, for hvilket man havde ønsket at se en Oberst Zachow, der siden optraadte i Insurgentar.meen,sat i Spidsen.

En ret charakteristisk lille Begivenhed, der næsten saa ud som et personligt Sammenstød med Kongen, indtraf for mig ved Nytaar 1847. Som bekjendt havde en Lauenborger,Dr.jurisOstwald med temmelig ringe litterære Adkomstervidstatskaffe sig Adgang til Christian VIII som en i den tyske Stats- og Lehnsret særdeles kyndig og kløgtig Mand, der egnede sig til at gjennemføre og forsvareKongensoghans Eegjerings Anskuelser om ArvefølgenogLehnsforholdenei Holsten og Slesvig mod HertugenafAugustenborgsPaastande, og han kaldtes til Kjøbenhavn for der at udarbejde sine Deduktioner og

Indlæg. Optrædende med stor Suffisonce omgav lian sig ved Laan fra Bibliothekerne med et stort Apparat a; navnlig ældre tyske Statsskrifter og Kildesamlinger, medens lians egne Udarbejdelser syntes at skride temmelig langsomtfrem.EfterVedtægt og udtrykkelig Forskrift skulde ved Universitetsbibliotheket, til Ordenens Vedligeholdelse, alle udlaante Bøger tilbageleveres ved Juleferiens Begyndelse;menherfraskete med Hensyn til alle, der med nogen Rimelighed kunde forudsættes beskjæftigede med litterære Arbejder, som de vilde fremme i Ferien, den Undtagelse,atdeblot behøvede at forevise de laante Boger os¹ 2'ive et nyt Bevis, dateret fra den første UdlaaningsdaginæsteAar. Heroin underrettede jeg personlig paa Bibliotheket i velvillig Form Dr. Ostwald, der havde nogle og,tredive Bind laante hjem, med Henvisning til den nævnte Udvej. Da han ingen Notits tog af denne Tilkendegivelse, sendte jeg Bibliothekets Bud til ham med hoflig Opfordring til at efterkomme, hvad god Orden krævede. Doktoren svarede Buddet uartigt og erklærede kort efter selv paa Bibliotheket, at han havde Hs. Majestæt Kongens Tilladelse til at have saa mange Bøger, han vilde, og saa længe, han vilde, fra Bibliothekerne uden at generes af disses Vedtægter.MeddenErklæring, at Hs. Majestæt, hvis han befalede nogen Forandring i Keglerne for min Embedsførelse,udenTvivlvilde lade mig dette meddele igjennem mine Foresatte og ikke igjennem en Fremmed, for hvem Undtagelsen skulde ske, tilkjendegav jeg Dr. Ostwald, at Bøgerne, hvis han ikke uopholdelig tilbageleverede dem, vilde blive ham afkrævede ad Rettens Vej ved en Fogedforretning,omhvisUdforelse jeg traf Aftale med en Overretsprokurator (Damkier). Næste Dag modi og jeg en

Billet Ira Statssekretær Adler med Anmodning om en Samtale i Anledning af dette Anliggende. I denne Samtaleytredehansig meget uforbeholdent om Dr. Ostwalds Væsen og Optræden, men tilføjede, at Kongen, til hvem Doktorenstraxhavdehenvendt sig, dog ønskede, at jeg skulde lade Sagen falde og lade Ostwald beholde Bøgerne uden videre Formalitet. Jeg svarede, at jeg ved stiltiende at gjore dette vilde fole mig krænket i min Ære som Embedsmandogkompromitteretligeoverfor mine Medarbejdere ved Bibliotheket, der alle kjendte Sagen, men at det hele jo meget let lod sig ordne, naar Hs. Majestæt enten gjennem Universitetsdirektionen eller umiddelbart fra Kabinettetlodmigsin Vilje tilkjendegive. Da Statssekretæren derpaa bemærkede, at Kongen nødig i eget Navn vilde foretage noget i denne Sag, svarede jeg, at jeg vilde være tilfreds med, at Statssekretæren i en privat Skrivelse tllkjendegavmig,athan vidste, at Hs. Majestæt uden at billige Dr. Ostwalds Optræden dog ikke ønskede, at der skulde foretages noget imod ham til Opretholdelse af Bibliotheksvedtægten med Hensyn til Tilbageleveringen ved Nytaar; uden i det ringeste ved en saadan Skrivelse at kunne retfærdiggjore mit Tilbagetog, kunde og vilde jeg ikke undlade at gaa videre. Adler lovede mig herom Besked næste Dag, naar han havde talt med Kongen; hørte jeg intet fra ham, var han ikke bleven bemyndiget til nogen skriftlig Ytring. Da intet Brev indløb, lod jeg Fogedforretningen foretage, ved hvilken de reqvirerede Bøger udleveredes med Undtagelse af 7de Hæfte af AdvokatHeibergsdengangbekjendte Bliitter-), om hvilket Ostwald ved Forretningen erklærede, at det var beroende i Hs. Majestæts private Kabinet.

Derfra kom det ikke i min Embedstid (indtil 1848) tilbage, og jeg antager, at Bibliothekets Exemplar af «Sehl.-Holst. 81. o endnu er ufuldstændigt. Paa Udredelse af OmkostningernevedFogedforretningenlod jeg ingen Paastand nedlægge. Ostwald udeblev derefter fra Universitetsbibliotheket,ogjegmærkede ikke videre til den hele Sag. Under Samtalen med Adler, der varede temmelig længe i den venskabeligste Form, ytrede jeg min Forundring over, at Kongen i et sligt Anliggende vilde benytte en saa lidet prøvet Mand i Steden for at paalægge en dygtig dansk, forud med fremmed Statsret og Lehnsret i Almindelighed bekjendt Retslærd, som J. E. Larsen eller Krieger, at sætte sig ind i Sporgsmaalets Specialiteter, hvilket de uden Tvivl vilde gjøre dygtigere og paalideligere end Ostwald. Adler svarede med betegnende Skuldertræk og Miner og ytrede, at jeg vel vidste, at hans høje Herre havde visse SvaghederogAntipathier.

Jeg sagde ovenfor, at jeg et Par Gange specielt var bleven kaldet til Kong Christian. Dette skete begge Gange ved Kongens Haandbibliothekar, Etatsraad Thiele. Den ene Gang var der Spørgsmaal om at forcslaa en latinsk Indskrift paa en Fortjenstmedaille, som skulde slaas, et Hverv, der var let at udfore; lidt vanskeligere var den anden Opgave, at foreslaa en latinsk Indskrift paa et beskedent Mindesmærke, som Kongen vilde lade rejse paa hans fraskilte Gemalindes, Frederik Vll's Moders Grav i Rom ikke længe efter hendes Død. Af Thiele underrettetom, i hvilken Anledning han troede at Kongen vilde tale med mig, var jeg forberedt paa varsomt at forebringe det vanskeligste Spørgsmaal, hvorledes den afdøde skulde betegnes, da en Hentydning til hendes ægteskabelige Stil-

Ung ikke var passende. Jeg foreslog at betegne hende som Prinsesse af Mecklenborg og som Moder til den danske Tronarving. Forslaget til den hele Indskrift billigedes derpaa af Kongen. Den Indskrift, jeg 1869 læste paa Stenen paa den lille tyske Kirkegaard bagved Peterskirken, stemte imidlertid ikke ganske med mit Udkast.