Af de Omdannelser og Forbedringer af Vaabnene og de dermed i Forbindelse staaende Forandringer i Hærvæsenet, der fandt Sted i Slutningen af det femtende og videre i Løbet af det sextende Aarhundrede, have de, som angaa det svære Skyts, alt længe og i vid Udstrækning været Gjenstand for Efterforskning, hvorimod de, som angaa Haandvaabnene, have været det mindre. Til en vis Grad har dette ej heller været übilligt; thi om end baade det svære Skyts og Haandvaabnene udvikledes ved de Opfindelser,der i Almindelighed laa til Grund for Vaabnenes Omdannelser og Forbedringer, saa skete det dog i ulige Maal. Fremskridtet var ved det svære Skyts strax saa stort, at det maa siges at have været det betydeligste paa Vaabnenes Omraade lige fra hin Tid, da Krudtvaabnene første Gang fremtraadte, og indtil i vort Aarhundrede det riflede Skyts blev opfundet, idet den videre Udvikling derefter kun gjaldt mere underordnede Detailler. Derimodvar det først langt senere, at Haandskydevaabnene bleve saaledes forbedrede, at de endelig kunde indføres

som den hovedsagelige Bevæbning for Fodfolket, og det var saaledes det svære Skyts, og ikke Haandvaabnene, der i det sextende Aarbundrede blev et af de virksomste materielle Midler til at omskabe Middelalderens Tilstande til den nyere Tids.

Dog træffe vi ogsaa med Hensyn til Haandskydevaabnene mærkelige Fremtoninger. Ved Siden af de Fremskridt, der viste sig at blive varige, træffe vi enkelte Forsøg eller Bestræbelser, der særlig tiltrække sig Opmærksomhed, fordi Aarsagen til, at de ikke førte til noget endeligt Resultat, ikke var deres forfejlede Retning, men derimod dels, at visse Forudsætninger, der for en Del betingede et heldigt Udfald, ikke overalt vare tilstede, dels at der endnu ved selve Vaabnene manglede Noget, som først en senere Tid bragte. Blandt hine Forsøg ere særlig de mærkelige, der gjordes hos os paa at indføre Geværer som gjennemgaaende Bevæbning for Fodfolket, altsaa paa at give Haandskydevaabnene i taktisk Henseende en Betydning, som de forst langt senere opnaaede. Forsøgene førte hos os til Oprettelsen af store, gjennemgaaende med Geværer bevæbnede Fodfolksafdelinger paa et meget tidligt Tidspunkt, og der synes tillige at være det Ejendommelige ved dem, at medens Udviklingen paa Hærvæsenets Omraade i hin Tid hos os ellers kun fremtræder som en Gjentagelse af, hvad der havde fundet Sted udenlands, saa synes hine Forsøg virkelig at have haft Rod herhjemme, som vi ville søge at paavise det.

Ifølge de Beretninger, som haves, synes Haandskydevaaben,indrettede til Krudt, for første Gang ret at have gjort sig gjældende i aaben Mark paa den franske Konge Karl VIII's Tog til Italien 1494—1495. Det berettes, at denne Konge i sin Hær havde et betydeligt Antal sveizerskeLejetropper,

zerskeLejetropper,blandt hvilke der til hver 1000 Mand, som vare bevæbnede med lange Spyd og Hellebarder, var knyttet en Fænnike eller Underafdeling, bevæbnet med Krudtskydevaaben, medens der i det egentlige franske Fodfolkalene fandtes Skytter med Armbrøster. Det italienske Fodfolk var formentlig saaledes bevæbnet og ordnet, at de Soldater, som dannede Slagordenens første Geled, havde lange Spyd, som de i Dækstilling holdt støttede paa venstre Arm, medens Spydets bageste Ende var fæstet i Jorden. Det andet Geled bar Skjolde og korte Spyd med et bredt Blad (Partisaner), og Soldaterne stak eller huggede med disse over det første Geleds Skuldre. De, som vare opstillede længer tilbage, havde Staalbuei¹. Beretningerne dvæle fortvinsvis ved de Bodrifter, som det franske lansebevæbnedeRytteri udførte i Slaget ved Fornuovo; men om end dette Rytteri her gjorde Udslaget, maa dog en meget væsentlig Del i det heldige Udfald tilskrives det sveizerske Fodfolk baade i dette Si ag og i tiere af de paafølgende Begivenheder i Felttoget¹).

I alle Tilfælde steg Tilliden til Bevæbningen med Krudtskydevaaben efterhaanden, især i de franske og spanske Hære. Det berettes saaledes, at Spanierne 1524 havde mange Skytter med Krudtskydevaaben, og da Frants I af Frankrig 1534 oprettede en Slags Nationalmilits, som skulde tælle 42000 Mand, bestemtes der, at 12000 af hine skulde være bevæbnede med Krudtskydevaaben, de øvrige med Spyd og Hellebarder. Buer og Armbrøster synes dermed at have ophort at udgjøre væsentlige Bestanddele

---

1) Jfr. Mémoircs de Philippe de Comrnvncs, Paris 1881, Bde Boet, 14de Kap. o. ti St. Muligt gjorde dog Krudtvuabnene sig stærkt gjældende alt ved Mnrten 1475 ifølge den -h af Sveizerne antagne Bevæbning (smstds. ste Bog, 3<lie Kup.i.

af det iranske Fodfolks Bevæbning 1). Derimod synes man i Tydskland ikke at have gaaet saa rask frem. I det Mindste findes det fastsat i Kejser Karl V's Krigsartikler af Aar 1543, Punkt 30, at der ikke maatte tindes flere end 50 Hageskytter i hver Fænnike, denne beregnet til 400 Mand²).

I hvilken Grad man her i Danmark har fulgt med i Udviklingen ved dens Begyndelse, kan ikke nejagtigt angives. Der haves for lidet berettet, til at man kan drage bestemte Slutninger med Hensyn til Aarhundredets første Halvdel. Det ses, at under Kjøbenhavns Belejring 1523 har en Del ai Forsvarerne været bevæbnet med Krudtskydevaaben, thi omtrent 1524 er der af Stadens Penge betalt Mester Hans Vincke 288 Mark, som Byen var ham skyldig for Hagebøsser³). I de Inventarielister, som ere blevne opbevarede fra hin Tid, saaledes navnlig de Lister, der ere forfattede i Anledning af Slottenes Overdragelse til Kronen ved Reformationen, findes der ogsaa nævnt et, dog i Beglen ikke stort, Antal Hagebøsser og lignende blandt Krigsmateriellet paa Slottene; men ogsaa dette beviser kun lidet, da Benævnelsen Hagebøsser ogsaa gjaldt de sværere Haandskydevaaben, der alene vare brugelige ved Belejringer samt til Sos, og altsaa ikke i egentlig Forstand henhørte til Fodfolkets Udrustning.

I de ikke faa Krigsartikler, som haves fra Christian IIFs
Tid4), findes ingensinde bestemte Fordringer opstillede
med Hensyn til Bevæbningen af Fodfolket, og det er kun

---

1) Bonaparte (Fave): Etudes sur le passe et l'avenir do l'artilleric 111, 221.

2) Hmtzenbergiv: Kriogo3 Ordnung. Dresden 1594. uSt. k<d. Bibi.)

3) Kjøbenhavns Diplom. I, 344.

4) In'.scallung- diT bestellteu Dienner 1515—1551). Geli. Ark.

rent undtagelsesvis, at Hageskytter overhovedet ere nævnte. Herpaa kan der dog ej heller bygges nogen Slutning; thi blandt Andet gjorde den Omstændighed, at Mandskabet i de hvervede Hære tildels udrustede sig selv, det vanskeligt at opnaa netop den bestemte Bevæbning, som man helst ønskede, naar ikke de samme Hærstyrker i lang Tid holdtes under Vaaben. Under Christian 111 hengik der vel kun faa Aar, i hvilke større eller mindre Troppestyrker ikke vare sammendragne, men det var sjeldent de samme i længere Tid. Do toges i Tjeneste, naar de politiske Forholdvare truende, og afskedigedes snart igjen, naar Forholdenehavde forandret sig.

I Modsætning til Inventarielisterne, Krigsartiklerne og lignende Aktstykker gjore Beretningerne om forskjellige Kampe i Grevens Fejde det Indtryk, at Krndtskydevaabnene have været tilstede i ikke ringe Antal blandt Fodfolkot. Saaledes synes det utvivlsomt at fremgaa af Beretningerne, at Skytter med hine Vaaben i et ikke übetydeligt Antal ere blevne anvendte ved Broslagningen ved Trenis don 10. Okt. 1534 og under den paafolgende Fægtning ved Lybæk den 12. Okt. Navnlig synes dor at ligge en Bekræftelse herpaa i den Koes, som Hertugen, senere Christian 111, udtaler over Lansknægtenes Mod i et Brev til Landgrev Philip af Hessen, idet han siger, at Lansknægtene «havde holdt sig vel, ikke skyet Fjendens svære Skyts, men med deres Rør og halve Hager hængt i, som Hundene i et Svin eller en Kalv, indtil de fik deres Villie«¹). Ogsaa i Slaget ved Øxnebjerg synes Fodfolkets Skydevaabon at have haft nogen Andel i Kantzaus Sejr. Den rigtignok

---

1) Paludan-Mullor: Grevens Fejde I. 278. Aktstykker til Givvens Fejde. Anden Saml. 43.

meget korte Beretning, som haves om dette Slag, synes nemlig, efter hvad der kjendes til hine Tiders taktiske Fremgangsmaader, ikke ret vel at kunne fortolkes paa anden Maade, end at det grevelige Kvtteris Angreb blev afslaaet fornemmelig ved Fodfolk.

Naar de hertugelige Tropper efter den udtalte Anskuelse indtogo et Standpunkt, forskjelligt fra de kejserlige Hæres, saa var dette dog ikke Andet, end hvad der ogsaa synes at have fundet Sted hos de lybske Tropper, deres Modstandere. At ogsaa disse have haft ikke faa Skytter og -Ovolse i at bruge dem, synes nemlig at fremgaa særligt af Beretningen om Fægtningen ved Wittenburg i Mecklenburg i Juli 1534^x). Dette kan dog ikke undre, thi de paa begge Sider anvendte Tropper vare hovedsagelig hvervede i de samme Landsdele rundt om i Nordtvdskland.

En videre og meget stærk Udvikling i Fodfolkets
Brug af Haandskydevaaben foregik i alle Tilfælde kort
efter under Frederik 11.

Gjennemgaas Bestallingerne, der ere antegnedc som udstedte under Christian 111 og Frederik II angaaende Hvervinger af Fodfolk²), ses det, at medens der under Christian 111 altid er Tale om Knægte, er der under Frederik 11 fra Syvaarskrigens Begyndelse omvendt i Keglen kun Tale om Hageskytter eller Skytter.

Ue optegnede Bestallinger, der angaa Hvervingen af
Fodfolk, ere nemlig følgende:

---

1) Paludaii-Miiller: Gre\ens Fejde. I. 274. Aktstykker til Grevens Fejde. Forsti.' Samling, U>2.

2) Bestalling der lu-stellten Diemier, 15-15-51): Kcjåsti.".- k<",n. Maj. bestellten Kathe ete. 1554—73. Geli. Ark.

Modens der ikke i do hor nævnte Bestallinger findes oinhandlot dot Fodfolk, som optraadto i Begyndelsen af Syvaarskrigen, formentlig fordi dot or blevet hvervet umiddelbart af den daværende øverstbefalende, Greven af Sclnvartzburg, der nærmest synes at maatte opfattes som en Slags Entrepreneur for Felttoget, ses, at omtrent fra dot Tidspunkt, da et andet Forhold indtraadte med Hensyn til don Øverstbefalende, er det med faa Undtagelser alene Hageskytter, der nævnes i Bestallingerne.

Vod hine Hvervinger af Hageskytter i et Antal, der In bor op til mange Tusinde, er der foregaaet en fuldstændig Forandring med Hensyn til Udrustningen af den største Del af Fodfolket; thi at der vod Udtrykket en Fænnike Hageskyttor eller Skytter virkelig er ment en Underafdeling, i hvilken mindst Enhver, der ikke var Befalingsmand, havde et Gevær som den væsentligste Del af Udrustningen, derom haves Vidnesbyrd i flere Bestallinger. Vi kunne saalodo.s henvise til den under 14. Oktbr. 1566 udstedte

---

1) 1509 i.V).

Bestalling for Veit v. Salzwedel, i hvilken der udtrykkelig siges, at han skulde hverve 300 Skytter og 20 Dobbeltbesoldede,fortrinsvis dog til den for Kaspar Uthermarck udstedte, idet den bærer den Paategning, at alle senere Bestallinger i Reglen skulde udfærdiges overensstemmende med samme. Den er mærket med Aarstallet 1567 og har ellers intet Datum, medens Tidspunktet iavrigt ikke nærmerekan bestemmes efter Pladsen i Registranten, da Bestallingerne langtfra ere indførte i nøje kronologisk Orden. I denne Bestalling¹) er det fastsat, at der i Hageskyttefænniken, der skulde bestaa af 450 Mand, kun maatte findes 21 veludrustede Dobbeltbesoldede «med korte Værger«, saasom Hellebarder og Slagsværd, men Ingen med Fjederspyd, hvilket Udtryk sandsynligt sigter til en Art Spyd. der den Gang hyppigt brugtes til Vildsvinejagt, og hvis Klinge, ligesom Bladet paa Nutidetis Lommeknive, var indrettet til at bøjes om og lægges ned i Skæftet.

Endnu mærkeligere og oplysende er dog den under 2. Marts 1567 for Johan Klark udstedte Bestalling med tilsvarende Revers af 4. Marts²), da der i disse tydeligt udtales, at af de 4 Fænniker Hageskytter., som dannede det Regiment, for hvilket han bestaltedes som Oberst, og som det overdroges ham at skaffe tilveje, skulde hver Fænnike bestaa af 250 Mand, af hvilke enhver skulde være forsynet med en Bøsse og en Stormhue, medens der aldeles ikke er Tale om Dobbeltbesoldede. Denne Inddeling af Regimentet, hvorved det baade i Henseende til Ordning og Udrustning i det Væsentligste blev ens med Nutidens Batailloner i mange Hære, fortjener ogsaa særlig at bemærkes; thi om end Bestallingerne ikke nøjere

---

1) Meddelt soin Bilag 1.

2) Bilag '2, og 'i.

oplyse, hvorvidt den for Kaspar Uthermarck udfærdigede virkelig er taget til Mønster, som dens Paategning lyder, saa kan det dog ses, at det i saimne fastsatte Normaltal af 450 Mand for Hageskyttefænnikens Styrke i Reglen ikke er blevet fulgt ved Hvervingerne fra Sommeren 1567 og indtil Krigens Slutning. Hyppigt forekomme Antallene 500 eller 1000, der bedre vilde passe med den Styrke, som er fastsat for Fænniken i Johan Klarcks Regiment. Dog turde det være noget tvivlsomt, om man i Almindelighedskulde have erkjendt, at Fænniker paa 400, 450 og 500 Mand, som de i Reglen forekomme paa de tidligereTidspunkter, maatte være for store, naar Fænniken alene bestod af Skytter.

Den danske Hær indtog i alle Tilfælde paa Syvaarskrigens Tid et Standpunkt, der laa langt fremme paa den Bane, som Europas Hære senere skulde betræde, saa langt, at det endog i Forhold til disse maa erkjendes for at have været for langt fremme, og saa at man atter efter Krigen en Stund maatte forlade det.

At man kom til at indtage dette Standpunkt, og at man atter forlod det, synes dog at kunne forklares ved en Betragtning af de forskjellige, da anvendte Vaabens Ejendommeligheder.

Af de blanke Vaaben egnede Hellebarder, Partisaner. Tohaandssværd og lignende korte Værger sig mindst til at være Bevæbning for de fleste Soldater under Kampen i aaben Mark. De kunde nemlig ikke benyttes, uden at den Person, dor fægtede med dem, gav sig Blottelser, og fremforAlttillod de ikke nogen tæt Slagorden. Navnlig Hellebarderne kunde under Storme paa Befæstninger være til megen Nytte ved de Kroge og Hager, der fandtes pna dette Vaaben og kunde anvendes til at berøve Fjenden

hans Dækningsmidler eller tage fat i lians Stormstiger, og tildels lignende Hensyn kunde gjore sig gjældende ved et Haandgemæng med Rytteri; men under den sædvanligst forekommende Kamp i aaben Mark, hvor Fodfolkets Hovedopgave var at modstaa Rytteriets sluttede Indhug, stode de aabenbart tilbage i Anvendelighed. Vi finde derfor disse Vaaben i Slutningen af Middelalderen og Begyndelsenafden nyere Tid neppe nogensinde anvendte som almindelig Bevæbning for Fodfolket. Det blev kun anset for hensigtssvarende at have nogle af dem til Anvendelse,naarSlagordenen var brudt, og Kampen bleven til et Haandgemæng, og de Krigsmænd, der vare udrustede med hine Vaaben, stilledes ikke forrest i de tætte Slagordener,menlængere tilbage og navnlig i Nærheden af Fanerne. Derhos anbragtes ogsaa stundom forholdsvis flere med Hellebarder Bevæbnede i de mindre Hobe, der som Avantgarder eller lignende fægtede særskilt, da d«'r her snarere kunde blive Anvendelse for dem. Af denne Betragtning, der alt tidligt blev gjort gjældende, navnlig af Sveizerne, fulgte, at hine Vaaben fortrinsvis ble ve Befalingsmændenes og Drabanternes Udrustning, medens Udrustningen med blanke Vaaben for den store Masse af Fodfolket blev det lange Spyd og en Stødkaarde, de to Vaaben, som tilsammen udgjorde den for alle Tilfælde mest egnede Bevæbning, det lange Spyd ved Rytteriets første Indhug, saaledes som det erkjendtes i den af det spanske Fodfolk oprindelig i Slutningen af det 10. eller Begyndelsen af det 17. Aarhundrede fremsatte, senere med Urette paa Rytteriet overførte Talemaade, at det lange Spyd var Vaabnenes Dronning¹), Stodksmrden i Haaudgomænget,saaledessom

---

1) Haandskriftet GI. kgl. Siiml. 4to, Nr. 1853, fol. S:!.

gomænget,saaledessomdet ved liere Lejligheder havde
vist sig.

Alt som Krudthaandvaabnenes Indretning forbedredes, s;ia at de bleve mere og mere anvendelige i aaben Mark, fremtraaclte dog med voxende Styrke det Spørgsmaal, i hvilket Antal disse Vaaben, der ikke kunde betjenes af Soldaten i Forening med det lange Spyd, skulde indtræde i Udrustningen. Som vi have paavist det i det Foregaaonde,var der i Frankrig og flere Steder strax en vis Tilbojelighed til at lade Forholdstallet mellem Skytterne <>g den hele Styrke blive forholdsvis stort, men særligt ved de kejserlige Hære førte Overvejelserne ikke til nær saa store Forholdstal. Det Bestemmende i saa Henseende var ikke, at Krudthaandvaabnene ikke formaaede at skyde temmelig langt, thi ifølge samtidige Optegnelser¹) var Viserskudsafstanden ved hine Vaaben omtrent ved Slutningenaf det l(j. Åarhundrede 130^—140 Skridt, og den storste Skudvidde c. 800, derimod do væsentlige Mangler, at Betjeningen var temmelig langsom, Træft'esikkerhedeii ringe og Indtrængelsen ikke stor nok i Begyndelsen af Aarhundredet overfor de med Harnisk dækkede Ryttere. Med Hensyn til Træffesikkerhed søgte man vel at bøde paa Manglen, der tildels hidrørte fra, at Vaabnene fattedes gode Sigtemidler, ved at fordre Skydning paa kort Hold, saa at Skytterne ikke maatte give Ild, førend de kunde se det Hvide i -Øjnene paa Fjenden, og ved at fordre, at der skulde sigtes paa Foden af den fjendtlige Slagorden²); men dette var ikke tilstrækkeligt, thi til det Øvrige kom ofte Fejl ved Vaabnene og Mangel paa Ovelse. Det findes

---

1) IMogo TU'ano otter Angivelserne hos Tave. 111, :)01 tig.

2) Arontseho: Ein Biich o. s. v. 153 (St. kgl. Bibi.).

saaledes udtalt, at Bøsserne ikke gjorde synderlig Skade, naar de vare blevne varme, da Kuglerne saa ikke længer passede tilstrækkelig godt, og at man derfor gjorde rettest i ikke at lade Skytterne skyde oftere end 5 til 6 Gange. Selv et tyndt Harnisk skulde ikke kunne gjennemtrænges, naar Bøssen var bleven varm¹). Ligeledes om det end kan paavises, at der undertiden er blevet holdt Øvelser i Skydning med Soldater-), forhindrede dog selvfølgelig den Omstændighed, at Hæren hovedsagelig først hvervedes ved Udbrudet af en Krig, at slige øvelser kunde have en storre, almindelig Betydning.

Af alt dette og den sjælelige Virkning, som Rytteriets Angreb maatte udøve paa dem, der kun vare bevæbnede med saa usikkre Vaaben. fulgte, at Skytterne som Regel ikke kunde gjøre Andet, naar Angrebet kom, end at affyre deres Skud og saa løbe tilbage og søge Tilflugt bag de lange Spyd. Det kunde vel hændes, at den første Salve, som Skytterne afgav, bragte den forreste Trop Ryttere til at standse, men naar en anden Trop saa strax igjen anfaldt, saaledes som det sædvanligt skete, kunde Skytterne hverken tilstrækkeligt hurtigt faa ladet paany eller yde passende Modstand med Kaarderne. Den taktiske Regel, at Skytterne efter den første Salve skulde Løbe tilbage, var altsaa gjennemsnitlig rigtig, og det var de lange Spyd, af hvis Modstandsevne Afgj øreisen væsentlig afhang.

Dette bevirkede, at man i de Hære, der vare bestemte
til nærmest at optræde i Lande, hvor det jevne Jordsmon

---

1) Haandskriftet GI. kgl. Saml. 4-to, Nr. 185:¹;, fol. 77.

2) I Kongebrev af 8. Jnli 1578 paalagdes dot Lensmanden paa Kronborg, Jolian Tanbe. at lade opsaette en Skive der ved Slottet. som de menige Kmegte, der udgjorde Slottets Besaetning, undertidcn kunde ove nig i at skyde til Maals efter. (Sjnell. Tegn. XIV, 96.)

i <let Helo begunstigede Rytteriets Optræden, var temmelig varsom med at ombytte de spydbevæbnede Knægte med Skytter. Anderledes stillede Sagen sig paa den nordiske Syvaarskrigs Kamppladse. Det almindeligt i Sverrig forekommendeJordsmon tillod ikke at danne de store og dybe Slagordener, der vare sædvanlige i Mellemeuropa, og forhindredefor en ikke ringe Del Rytteriets sluttede Optræden i storre Masser. Her var det Skytterne, som i Skovene og iblandt de for Hestene ugangbare Stenmasser overalt fandt Dækning og derfor vare de bedst anvendelige. Der skulde kun et for Forholdene aabent Øje til at erkjende dette.

Hvem det egentlig er, der har besiddet dette og givet Stodet til den for Krigen i Sverrig hensigtssvarende Forandring i Fodfolkets Udrustning i den danske Hær, kan vel ikke siges med Sikkerhed, men det ligger nær at formode, at det var Daniel Rantzau eller muligt Frands Brokkenhus, som Erkjendelsen skyldes, siden Forandringen pludselig indtraadte i 1565, det samme Aar, da Daniel Rantzau blev Feltoberst og i Forbindelse med Frands Brokkenhus fik den største Indflydelse paa Alt, hvad dor angik Krigen.

Maaske er det en Tilfældighed, maaske er det virkelig et Udtryk for den større Rolle, som det danske Fodfolk spillede i Syvaarskrigens senere Aar, at af de Basreliefter, som pryde Frederik IFs Grav i Roskilde, fremstille de, som angaa Ditmarskerkrigen og Begivenhederne ved Elfsborg og Halmstad 1563, nærmest Rytteriets Optræden, i Modsætning til de Basreliefter, som angaa Begivenhederne ved Bahus 1565, Aggershus 1567 og Varberg 1569. Saavel paa Basrelieffet som paa Billedet hos Resen angaaende sidstnævnte Kamp, men kun paa disse, ses enkelte danske Fænniker, der helt bestaa af ikke-spydbevæbnede Soldater.

Udenfor Danmark synes det kun at have været i den svenske Hær, at lig'nende Forhold fremtraadte, her dog ikke ganske som Følge af den samme Erkjendelse, men snarere af andre Aarsager. Ifølge Adlersparre« Fremstilling^J) var der fra 15(36 et af de tre Regimenter, som udgjorde Hærens Fodfolk, der udelukkende var bevæbnet med Bøsser, medens i de to andre Regimenter kun noget under Halvdelen vare Skytter, medens alle Regimenterne havde en Normalstyrke af 12 Fænniker paa c. 500 Mand. Aarsagen til, at det ene Regiment bestod af Skytter, angives at have været, at der ikke kunde tilvejebringes den Udrustning med blanke Vaaben og navnlig med Harnisker, som særlig det første Regiment havde, og som svarede til den af Erik XIV alt ved Felttogets Begyndelse fastsatte Plan, ifølge hvilken der i Fænniken skulde tindes 272 Personer med Hellebarder, Spyd og Harnisk, en Plan, som Kongen bestemt fastholdt under hele sin Regeringstid, saa at han afslog en til ham i 1568 af Rigsraaderne Peder Brahe og Hogenschild Bjelke rettet Begjæring om at lade alle Fodfolkssoldater aflægge Harnisket og blive udrustede som Skytter.

Andetsteds end her og i Sverrig synes en tilsvarende Bestræbelse efter at omdanne Fodfolkets Ordning og Bevæbning ikke at have fundet Sted saa tidligt, og da den hos os tillige synes opstaaet snarest af Overbevisning om det Nyttige ved den, er det rimeligt, at den hos os virkelig fremtræder som det tidligste Spor af den Udvikling hos Fodfolket, der endelig kom til fuld Gyldighed under Trediveaartkrigen.

Efter Syvaarskrigens Afslutning synes mm i Danmark

---

1) Kgl. Vit. Hist. ech.Ant. Aoad. HanJlingar 111, 293 flg.

snart at være vendt tilbage til den tidligere Ordning, at dømme efter de antegnede Bestallinger, som da udstedtes for nogle Oberster, idet der i disse Bestallinger forlangtes af hine Befalingsmænd, at de paa nærmere Forlangende skulde,hverve et Eegiment Knægte paa 10 Faner¹), samt efter en udateret Liste²) angaaende Officierer, antagne 1576^—78, idet der i denne af de 5 i samme opførte Hevedsmænd kun findes en, der skulde hverve 600 Skytter, medens de andre vare antagne som Høvedsruænd for en Fænnike Knægte eller flere, og den eneste nævnte Oberst er antaget som saadan for et Regiment paa 10 Fænniker Knægte. Man synes dermed at være vendt tilbage fra den Ordning, der, hvor hensigtssvarende den end kunde være i Sverrigs særegne Jordsmon, dog ikke ret passede, hvis Hæren skulde optræde andre Steder. Vistnok har man med Hensyn til de danske Hærstyrker henimod Slutningen af Frederik ll's Regjering hyldet den da almindelige Anskuelse, at det ikke var muligt med Fodfolketat danne nogen god og stærk Slagorden, navnlig mod Rytteriet, naar der ikke fandtes i det Mindste lige saa mange Spydbcvæbnede som Skytter, og at man i de fleste Tilfælde endog var bedst betrygget, naar de med Spyd og Harnisk udrustede Soldater udgjorde to Trediedele af Styrken³).

I den svenske Hær anvendtes under Krigen med
Rusland som en Fortsættelse af den begyndte Bevægelse

---

1) Bestallingerne for Obersterne Balthazar v. Wolff, Eustachius v. Wolff og Johan v. Holle 1571 (Regist. kon. Maj. best. Rathe 1555 — 74. fol. 309 v.).

2) Kriegssachon tenipore Fr. 11. Fasc. 2 (Geli. Ark.). Der er i samme naevnt 8 »Capitainer • uden niermere Angivelso af den St}'rke. de skuldo fore.

3) Haandskriftet Gl. kgl. Saml. 4t0.. Xr. 1853, fol. 37.

den største Del af Fodfolket som Skytter. Men Fodfolkets Modstandsevne paa de Krigsskuepladse, hvor Kampene da foregik, blev kun forringet, og uagtet man endnu en Stund ved transportable Hindringsmidler, der skulde erstatte de lange Spyd, søgte at hæve Manglerne og beholde den gjennemgaaendeUdrustning med Bøsser, vilde det dog ikke lykkes, og fra Aaret 1606 synes atter den sædvanlige Ordning at have været gjenindført.

Den Hindring, der stillede sig imod, at Fodfolkets gjennemgaaende Bevæbning med Geværer kunde fortsættes uafbrudt, var ikke selve Vaabnet, men derimod den Omstændighed,at man endnu hverken havde opfundet Noget, der lignede den senere Tids Bajonetter, eller at benytte Patroner, saa at Ladningen af Vaabnet optog en uforholdsmæssigTid. Vaabnets Tyngde har ikke været nogen Hindring, thi kan det end maaske siges, at de dobbelte, enkelte og halve Hager, der vare de almindelige Haandvaabeni det sextende Aarhundredes første Halvdel, og som dannede en systematisk ordnet Kække Vaaben, der alle brugtes i Befæstninger¹), medens alene Halvhagerne anvendtes til Feltbrug, vare forholdsvis tunge Vaaben, saa foregik dog i Frederik ll's Tid en Forandring, der bragte Fodfolket et betydeligt Skridt frem med Hensyn til Bøssens Bekvemhed, idet man i Fodfolkets Bevæbning efterhaanden forlod Hagerne og indførte lettere Vaaben, der vare mere haandteiiige og fuldstændigt beregnede paa at bruges paa fri Haand, i Modsætning til Hagerne, paa hvilke en Ansats,der

---

1) Dette syncs sicrlig tydeligt at fremgaa af (let Paalseg, som uuder S. April 1548 blev givet Borgerno i den da befoestede By Krempo, om at de skulde anskaffe sig fornoden Bevaßbning, idet enhver af deiu skulde tilstraebe at vsero forsyuet med en Dobbelthage, en Helhago eller en Halvhago til Bedsto for Faestningen og dern selv (Inlendisch Eegistrant 1548. Kgl. Bibl., Thottske Samling, Fol., Nr. 327).

sats,derrimeligvis har givet Hagerne deres Navn, var
beregnet paa at skaffe Geværet Støtte under Affyringen.

Svære Hagebosser anvendtes endnu i Frederik IFs Tid ved Belejringer og til Sos, og flere Exemplarer af meget svære Hager findes endnu fra hin Tid i Artilleriets Samling i Kjobenhavn; derimod ere de egentlige Soldatervaaben, som findes fra samme Tid, af den nyere Art. De udmærke sig ved den lange, brede Kolbe, som da var blevet den almindelige, navnlig ved Geværer med Luntelaa s¹), have iovrigt et kantet Løb, Luntelaas, Træladestok med Kende, men endnu et forholdsvis stort Kaliber.

Som Særbenævnelse for de nyere Vaaben brugtes Ordet .<ltøi-i>. Det ældste Aktstykke, i hvilket Forfatteren heraf har bemærket Forekomsten af denne Benævnelse, er det ovenfor S. 493 nævnte Brev om Kampen den 12. Oktbr. 1534; derefter findes det i et Kongebrev af 1544 om en Udskrivning af Borgere i Odense²) og iet Aktstykke, som augaar en Forsendelse i Aaret 1555 af et Par «Rør>; fra Borgermesteren i Flensborg til Hertug Hans³). Ifølge den under 4. Januar 1565 udstedte Befaling om Udskrivning i Jylland og paa Oerne af 12,210 Mand skulde enhver af de Udskrevne mode enten med et godt Ror og en Kaarde (»Degen«) eller andre gode Værger⁴). Derefter forekommer Ordet ikke sjeldent, saaledes i Brev af 8. Febr. 1505 til Odense By⁵) og i Brev af 23. Juni 1566 til Almuen i Malmohus-, Landskrone- og Helsingborg-Len⁶).

Det synes herefter sandsynligt, at den nye Bevæbning

---

1) Jvf. Otto Blom: Kristian IVs Artilleri 70 flg.

2) Aktstykker, udg. af Fyens Stifts lit. Selskab I, 77

3) Dipl. rlensbonrense 11, 621.

4) Tegn. o. a. L. VIII, 199 flg.

5) Aktstykker, udg. af Fyens Stifts lit.Selskab, I, 78 flg.

6) Tegn. o. a. L. VIII, 537.

har været ret almindelig under Syvaarskrigen, og at Indførelseni
Hæren af de nye Vaaben er foregaaet efterhaanden
under denne.

At Fodfolkets Geværbevæbnede vedblivende benævntes «Hageskytter», undertiden ogsaa blot «Skytter«, indeholder ingen Modsigelse; thi i enkelte Aktstykker fra Syvaarskrigens Tid udtales det udtrykkelig, at «Hageskytterne» skulde være bevæbnede med «Eør», saaledes netop i den førnævnte for Skotten Johan Klarck udstedte Bestalling af 2. Marts 1567. Ogsaa fra en sildigere Tid haves Aktstykker, af hvilke det fremgaar, at Hageskytterne vare bevæbnede med «Rør», saaledes Brev af 3. Juli 1574 L).

I det før nævnte Brev af 8. Febr. 1505 til Odense By synes det endnu at være stillet frit, om Bevæbningen skulde være Hager eller Iler; men dette Aktstykke er ogsaa, saa vidt Forfatteren har bemærket, det sidste, i hvilket Hager endnu udtrykkelig ere nævnte som Bevæbning til Brug i aaben Mark.

Dels om Geværet, som det almindeligt brugtes, dels om dets Tilbehør faas en god Forestilling af en endnu tilværende Kladde til en Kontrakt, affattet 1508 med en Kjøbmand i Antwerpen om Levering af 2,000 Lunteror-). Kontrakten viser, at Kalibret skulde være saaledes, at der gik 20 Kugler paa et Pund (hollandsk). Rorene skulde leveres overensstemmende med en Provo, som Kjobmanden havde tilstillet Rigshofmesteren, men dog, ulig Prøven, vare übronzerede og uforgyldte. De skulde derhos være ;'gepally3tert» , hvorved der formentlig forsiaas, at de skulde have en nøjagtig Boring efter det opgivne Kaliber.

---

1) Sjæll. Tegn. XII, 294 %.

2) Kriegssachon tempore Fr. II (Cieh. Ark.t.

Til hvert Kor skulde der leveres en stor og en lille Krudtliaske,overtrukne med Læder, og for hvert Rer med sine 2 tilhorende Flasker skulde der betales 3 gamle Joachimsdalere.

Andet Tilbehør findes ikke nævnt, der er saaledes ikke Tale oin Gafler til Lunterørene, saa at det tør forudsættes. at de vare bestemte til ganske at betjenes i frit Anslag. Der er ej heller her saalidt som andetsteds nogen Antydning til, at det geværbevæbnede Fodfolk har haft et Bandoler med Træcylindre til Ladninger, saaledes som det forekommer hos den paafølgemle Tids Musketerer.

Ovennævnte Antegnelser i Forbindelse med, at der i den førnævnte Bestalling for Johan Klerck med Hensyn til Dækvaaben kun er forlangt, at Skytterne skulde have en Stormhue, gjør det sandsynligt, at Hageskytterne i det danske Fodfolk have været udrustede omtrent som de, der findes afbildede i Jacob de Geyns bekjendte Værk fra ICO8¹). det vil sige, at Skytten, foruden Røret, i hvis Skæfte Ladestokken var anbragt paa den sædvanlige Maade, bar et stort Krudthorn, bestemt til Ladningerne, der ved Haandvaabnene i Reglen svarede til halv Kuglevægt²), et lille Krudthorn, bestemt til Fængkrudtet, og en Læderpung til Kugler, alle tre befæstede ved en Livrem eller et Belte. I dette båres desuden et Reserveforraad af Lunter og iøvrigt en lang Kaarde eller et Sværd. Af Dækvaaben bærer Skytten hos Jacob de Geyn alene en Stormhue (Hjem uden Visir).

At der blandt det danske Fodfolk ogsaa er forekommetet
ikke ganske übetydeligt Antal af Soldater, der vare

---

1) Jakob do Geyn: Waffenhandlung. Grauenhagen 1608.

2) Arentsehe: Em Buch o. s. v. 143 og 146 (St. Kgl. Bibi.).

udrustede med Hjullaasgeværer, saaledes som der maaske kan være Grund til at antage¹), findes Ikke angivet ide af Forfatteren benyttede Kilder. At Udtrykket Fyrrør eller lignende ikke altid absolut betegner et Gevær med Fyrlaas eller Hjullaas, synes at fremgaa af det fornævnte Bestalling for Johan Klarck sammenholdt med lians rievers, idet der for det Gevær, med hvilket hans Soldater skulde være bevæbnede, i den forste kun bruges Betegnelsen «langes liohr«, i den anden Betegnelsen «Feuer Kohr».

At der dog til Trods for det i det Hele taget vidt fremskredne Standpunkt, som det danske Fodfolk indtog, endnu noget ind i Frederik IFs Tid muligt har været Armbrostbevæbnede i Hæren, dog noppe blandt de hvervede Tropper, kan ikke benegtes. Mindre Vægt har det i saa Henseende, at der i nævnes Personer'-), ansatte til at renholde og tilse Armbrøster, som Kongen havde, forfærdige saadanne, hvis det forlangtes, og efter Omstændighederne udfore, hvad vi vilde kalde Træarbejder med indlagt Elfenben (Arbejder «mit Verbeinen«); thi de Armbrøster, som Kongen besad, maa vel nærmest betragtes som en Samling, hovedsagelig af Luxusvaaben. Ej heller det har vistnok stort at sige, at Armbrøster ere nævnte i Frederik IFs Gaardsret af 15G2 Pkt. 73),7³), thi allerhøjst kan man vel deraf uddrage den Slutning, at Armbrøster undtagelsesvis have forekommet som Bevæbning for Adelens Husfolk.

Af større Betydning synes det derimod at være, at
der endnu haves en Slags Formular4), der er udateret,

---

1) Jvf. Otto Blom. Kristian IVs Artilleri 60.

2) Elias Armborstierer, ansat 1554 (Bestallung der bestellten Dienner 1545-1553); Hans Schenck, ansat 1572 (Kog. Ko 11. Maj. best. Iliithe 1555-1574, fol. Dl5).

3) Kolderup Kosenvinge: Samling af gamle danske Love V, 38.

4) Pakken A, 1, 10, div. Sager, Jlilitairvæsenet beuæffonde. Geli. Ark

men nærmest maa henføres til Sy vaar skrigen s Tid, og i hvilken det blandt Andet befales Lensmændene at drage om til de aabne Kjøbstæder og sammen med Byfogden paase, at der blandt de Borgere, der udskreves, ikke stilledesuduelige og vanføre Folk, men kun vaabenføre og duelige Karle, som havde godt Værge, Harnisk, Rør, Spyd, Lansespids eller Armbrøst.

Paa den anden Side maa Armbrøsterne være blevne sjeldne, i det Mindste hos Hovedstadens Borgere, paa et kun lidt riildigere Tidspukt; thi i Kongebrevet af 18. August 1573^a) angaaende Mønstring og Udskrivning i Kjebenhavn nævnes af Vaaben kun lange Rør, Spidser (Spyd), Hellebarder, Degnor og andre »gode Værger«.

Bilag 1.

AYir Friederich etc. Bekennen vnd thuen kundt etc, das uir gegemvertigen Caspar Vthermarck zu Ynsern haubtraan bostelt vnd angenhoinen, Thuen auch solchs kraft disz, das er A^Tns vud Ynsern l?eiclien zum besten ein fendlein hackenschutzen funfthalbhundert starck dhenisch vnd deuthsch durch einander. dar untlier nuur 21 wolgeruster doppelt Soldner mit kurtzen wehren, alsz Hellparten vnd Schlachtschwertern vnd keinen federspiessen sein sollen, annehmen vnd lierein ins Eeich befurdernsolle, Vnd sol den deuthschen knechten ausz Vnser Chammer von Vnszerra Rhentmeister Monatlicli 30 tage vor ein Monat gerechnet, funf zusampt dem hacken, alsz den sechsten guiden entreicht, Vnd den dheniscnen nach geschicklicheit vnd gelegenheit Ihre besoldung geniacbt vnd gegeben werdenn.

---

1) Kjobh. Dipl. I, 456.

Dem haubtman aber versprecken wir Monatlich auf seiuen leib zehen sold, auf einen Trabanten zwelm soldtynd eineu Jungen ein soldt, Vnd solchs alles kraft diesz Vnszers ofnen briefs, Gelange denmach an allen vnd jeden etc.

Xota.

Xach dieser bestellung sollen liernach alle dergleich registrirt
werden. Es geschebe den von den hern Rbeten ein auszdriicklich
ander beuhel.

Eelaxor Franciscus Brockenlmsz.

(Reg. Kon. Maj. beat. Riithe 1555—74, ful. 244.)

Bilag 2.

Jo/tan Klerick Bestellung.
Actum Fridericksburg den 2 Martij a0- d. Im 67.

Wir Friderich etc. Timen kundt etc. Nachdem wir durch vnsern Yettern des konings von Scliweden vlieindtlich vberfall vnd mber ander vnleidliche zunotigung zu vnuerbeigenglicb noturft der gegenwehr gedrungen Ynd \ns also in oifenbare kriegsrustung anfangs wider Inibe setzenn vnd begeben lnussen. Er auch bei dermassen langwirigcn kriegsvbung vnd in seinem Vbermutt vorharret, Vnd mlier lust an Yergiessung Christliches Bluts vnd verderbung Landt^ynd Leutt, Als zum lieben friden hett, darzu aucli alle billiche vnnd zu widderbringung des lieben fridens dienliche mittel vorechtlich vnd trutziglich ausschlegt, Das wir vns demnacb zu raberer dempffung solches seines stoltz vnnd zuuor bej cinem Christlichen Potentaten nicht vill erhorten vbermuts, wie aucli zu bescliutzung vnser Eeicli, Land vnd Leutte, widerumb auffs neu stercken vnd dennassen thettlichen Yberfall abzuwehren vorfassen mussen, Dass wir demnach gegenwertigdem Erbarn vnd Manliafft. vnserm Obristen, vnd L. g. Johan Klerck in gnedigsten beuehl aufferlegt. Thun aucli solchs in Krafft dieser vnser Bestallung Das er vns vnd vnserm Eeich zum besten vier fendlein hackenschutzen jedes dritte halb hundert starck, derenn ein jeder mitt einem gutten langenElior vnd sturmhauben verselm sein soli, in Frankreich.

Enirelandt, oder Schottlandt wo er die zubekornen mit den alk'rersten bewerben, annhemen, vnd anbier zu scbiff in Miser Keicli befurdern solle, Dargegen seindt wir guedigst erbotig, das wir vns auch krafft dieses brieffs binnitt vorsprechen,einein jeden unter angeregt. hackenschutzen, der in der Musterung guth geraacht wird, Monat. Zehendehalben x) fransosische francken, jeder vor xxvj ji vnser gutten deniscben runden muntz gerccb.net. zu besoldung vnd zu underbalten, vnd von der Zeit an, das sie von ime zu schiff gebracbt vnnd alhir ju vnser Reich anlang. werden, neben den scbiffsleuten mit notturffigen essen vnd Trincken versehen wie auch der schiiisheurvnd fracbt stehen vnd ablegen zulassen, liiermit guedigst /usagen vnd verscbreiben.

Darzu wollen wir imhe auch nebeu seiner Person drej liaubtleutb halten, vnd irahe vnd denselben jeden anderhalb hundert francken vnd auff jedes haubtiuaus Leutenant sechsigk francken, dem fendrich sechsigk francken, dem "Weebell vier vnd zwantsigk francken, aufn Corporal xviij francken, auff einen \om Adell oder sonst einen erfarnen Krigsman, deren dan auff cm jeder Fendlein zum hochsten nicht vber Zehen sollen passirt werden, vierzehu fraucken vnd auff einen schreiber vnter einem j'jdcn fendlein zwantzig francken, alles obgesatzter wehrung in Miser ruuden denisch. muntz guedigst entrichten vnnd bezalen hissen, Ynd soli von gedachtem Ynserm haubtman von dem uelde als wir imhe zu der Xotturft vbermachen lassen einem Jed. vnter gemelt. Kriegsleuthen die er obgesatzter massen bewerben vnnd annliemen wirdt, ein ilonat soldt auff die Ha ud gegeben werden, der inhen dan hernacher Zeit der ersten munsteruug in der bezalung uidervnib soli gekurtz vnd abgezog. verden. Es soli aber ir monat nicht chr, als wan sie allhir auff dlienisch. bod. angelangt, angehen, vnnd dreisig tage auff jeden monat gerechnet werden,

rnnd sollen dargegen dieselben haubt, beuehlichs vnnd
kriegsleutt. als durch imhe angenhommen verpflichtt vnnd geh.iltensein
vns vnd vnserm Heichen wider vnser feinde zeitt

---

1) Rettet ved Ovoi'strogniny til Zohend.

ires werend. dienstes getrewlich zudienen. vnd sich bej gantzen vnd halben fendlein, gantzen vnd halben Rotten, vrie solchs die nottuifft erfurdert, auffriclitig. kriegsleutten gebuertt gutwillig vnd vnvveigerlich gebrauchen lassen, Wie sie vns deu derlialber in ilirer aukunft naeh kriegsgebrauch geburlich eidts gelubd vnd pflicht tliun vnd leisteu werdeu, "Welchs alles wir so vill vns solchs betreffen thutt, bej gntera koniglich. glauben vnuerrucktzuhalten loben vnd versprechen, ohn gefherde, In vrkundt diesz briolfs den wir mit vnsern eignen bandt vndtherschrieben. Ynd mit vnserm aufgedruckten Secrett besiegeln lassen.

(Eog. Kun. Maj. best. Eiithon 1555-1574, fol. 247.)

Bilag 3.

Icli Johann Clarich aus Schottlandt, Bekenne vnd thne kundt hiermitt offentlich vor Jedennenmglicherm, Naclulem die Kon. Ma^tf- zu Dennemarck Norwegenn etc. mein gnedigster Konnig vnnd Herr micli nacli Frankreich, Engelandt vnnd Schottlamidt gnedigst abgefertigtt, vnnd miv inn gnedigstonn beuhell aufferlegtt,zn noturf Ihrer Kon. 31ⁿ- itzigenn Kriegs Expedition widder dem Koning vonn Schwedenn, vier fendleina guter geubtei" Hackenscliutzenn. jedes dritthalb hundert starck, derenn einn jeder niitt einem guttenn feur Eohr vnnd Shomhaubenn versehen,zubcwerbenn vnd anzunehmen, vnnd dieselbenn auffs allerfurdlichste als muglich zu Schiffe an hero ius Eeich Dennemarckennzu befurderenn, die danu Ihre Kon. M^u auch geburlichvnderhalt vnnd monatlich zu bezalenn gnedigst versproch. alles auff masze vnnd vnderhalt wie solchs in Ihrer Kon. M"mirdaruber gegebenen gnedigstenn Bestallung weittcr begrift'en vnnd enthalten, Alsz håbe gegenn hochstgemelte Ire Kon. MMvnndderselben Keicho Ich mich hinwider verpflishtett, Thu auch solchs kiomitt in krafftt dieses meines ausgegebenen Eeuerses, Das Ich hochstgedachter Koninglichen Ma^tt- zu Dennemarck vnnd dersclbennEeichenn, mit allem Haubtbeudichs vnnd KriegsLeuthenn, die ich auff solch erlangte Koningliche bestallung annhe.men werde. soli vnd \vill svider Ihrer Mⁿ- vheinndt dem Konine" vonn

Schwedenn, bisz zu ausgang dieser itzigenn Kriegs Expedition, vnnd so lang Ihre MM^{1 *-} sie vnnd mich nichtt werdenn abdanckenn lassenn, gegen denn inn der Bestallung specifirten vnnderhaltt, getrewlich vnud vmveigerlich dienenn, vnud vns bei ganntzenn vnnd halbenn fendleinn, ganntzenn vnnd halben Rottenn, wie solchs die notturfft erfurdertt, vnnd auffrichtigenn ehrlichenn kriegsleuthenn yebuertt vnnd woll anstehett. gutwillig gebrauchennlassenn. Wie Ich vnnd sie die sambtlichenn kriegsleuth. inn vnnser ankunfftt alhir im Reich solchs inn zeitt der erstenn Munsterung- Ih rer M^u zum Yberflus lobenn vnnd schwerenn sollenn,

Xach dem Ire Kon. Mⁿ- mir auch wegenn des einenu monatsolts denn Ihre M^tf- denn kriegsleuth. bei der annhennmgdurch mich erlegcnn zulassenn gewilligt, \xiq auch zu meiner zerung vnnd speisung vnnd vnnderhaltung der kriegsleuth. uuff denn Schiifenn, damitt sie vbergebracht werdenn sollenu. ein tausendt zwoihundert thaier bar vber zustellenn vnnd daruberdurch Ihrenn vnderthanenn vnd Burgermeister alhier zu Coppenhagen Marcus Hessenn, durch den "Wechsell geen andorff Scchstausendt thaier gnedigst vbermach. lassenn, Alsz soli vnnd will Ich, das Ich mich auch bei meinenn Ehrenn vnnd guttglaubenn verptiichte, inn meiner Aviderkunfft, bei der erstenn Muusterung von soleher Summa der 7200 thaller, Ihrer Muverordentenvolstendige vnnd gnugsame rechnung thuenn, vnnd wasz mir solch Koningliche Bestallung weisen wirdtt, mitt vnudertheuigstenn vleisz getrewlich. verrichtenn, leistenn vnnd crfolgen, Ich soli vnnd will mich auch mit solehen beworbenennvier fendlein Hackennschutzenn inn nechstkunfftigen Monatt Juni dieses itzlauffcndenn Jhars alhir inn Ihre M^ft- Ueich Denncmarckenn vennittelst Gottlicher gnadenn gewisslicli widerumb einstellenn. Weill Ihre Kon. MvM^u mir auch zu der notturfft, das gemelte kriegsleuth. vmb souiell gewisser anhero gebracht werdenn mogenn, auff die Schiffe darin sie vbergesetztt werdenn sollen,. Iren gnedigstenn Zulasz auff zwei Hundert Last Saltz, durch Ihrer M^lt Strome, nach der Narua zu bringenn, vnnd zu dem behuff Ihre Konnigliche paszporttenn gnedigst mittheilenn laszsenn, Als gerede vnnd gelobe Ich dargegenn, das

Ich in der kanndhiiig mit denn Schiffernn, Ihrer Kon. Mttbestesmitt vnnderthenigstem vleisz in acht habenn wolle vnnd solle, Das sie auff solche Ihrer M^u- begnadung vmb souiell geringer frachttgeldtt behandeltt, oder aber solchs was sie ausserhalb soleher Koningliche erlaubmis, wie anndere die sich gemelter Naruischenn farth gleicher gestaldtt gebrauchenn zuerlegennschuldig seinn Avurdenn, Ihnenn an der fraclitt solle defalcirt vnnd gekurtztt werdenn, ohne argelist vnnd gefherde. Zu vrkundt der warheitt hab ich diesenn Keuersz mitt eigner hanndtt vnndterschriebenn vnnd mit meinem gewonlichenn Secrett besiegeldtt, Actum Coppenhagenn, denn 4 Monats tag Marty, ao'a⁰' d. Im Siebenn vnnd sechtzigsten.

Joane Clark.

(Kriegssacken tempore Friderici 11, Fase. 2.)