Til hvilken Æt hørte Niels Ebbesøn?

Side 443

lokjøndt vor Adels Genealogi og Personalhistorie saa langt fra kan siges at have været forsømt, at don tværtimod til sine Tider, og da navnlig i det 17. og 18. Aarhundrede, har havt en Mængde flittige, mere eller mindre dygtige Dyrkere, er dog det Udbytte, der kan drages af disses store Arbcider, i flere Henseender paafaldende ringe. Allerede med Hensyn til de opbevarede Slægttraditioner staae vi langt tilbage for Udlandet; vi savne ganske Sidestykker til de mangfoldige Ætter, der føre deres Armer tilbage til Vilhelm Erobrerens Helte, til Carl den Stores Dage, til romerske Patricierslægter osv. Medens vore Naboer, de Svenske, kunne møde med Slægter, der gjøre Krav paa at nedstammefra .Regner Lodbrog eller endog fra — Pharaonerne i Ægypten J), saa naae den danske Adels Slægttavler kun i ganske enkelte Tilfælde tilbage til Tiden for det 14. Aarhundrede, selv om al historisk Kritik lægges paa Hyldenog de overleverede Efterretninger tages for gode Varer. For Størsteparten af de gamle Adelsslægters Vedkommende

1) See Slægtorne Bååt og Aminoff i Aureps «Sven ski Adolns Åttar- Taflor. I p. 364 og 40.

Side 444

haves der aldeles ingen Optegnelser om deres Oprindelse og Resten fristes man til at dele i to Grupper, nemlig dem, der for sig hævde en reen dansk Herkomst, i Reglen ved som Slægtens Ætmand at opføre en ved dens Stamsæde hoilagt Hedning, og dem , der mene at være indvandrede fra Udlandet og det ufravigelig altid enten med Erik af Pommern eller Christoffer af Bayern. Denne Inddeling ramlerdog rigtignok ganske sammen ved blot den allerflygtigsteKritik, idet de formeentlig indvandrede Slægter ofte have været her i Landet længe for det 15. Aarhundrede og de foregivne Hedninger have, efter deres Plads paa Stamtavlerne at dømme, som oftest levet i det 14. og 15. Aarhundrede, altsaa paa en Tid, da saavel Hedenskab som Høilægning forlængst var afskaffet. En nøiere Kritik vil da ogsaa vise, at alle vore Stamtavler i Virkeligheden ere temmelig eens; de ere fyldige og paalidelige for Tiden efter 1450, hvorimod de kun for de færreste Slægters Vedkommenderække ud over denne Tid og de Efterretninger, de da bringe, ere lige sparsomme i Omfang som i Indhold. Men denne Begrændsning er let forklarlig.

Det egentlige Skelet til alle Stamtavler over den ældre Adel, saaledes som de nu foreligge, skyldes de adelige Damers genealogiske Optegnelser, de saakaldte Slægtebøger. Disse Bøger give fortræffelige Oplysninger om de paa ForfatterindernesTidlevende Generationer af Adelen og deres indbyrdes Slægtskabsforhold, Oplysninger, som i høi Grad vidne om den livlige Forbindelse, der bestod mellem Adelenindbyrdesselv fra fjerntliggende Landsdele. Endvidere indeholde de ret gode Meddelelser om de 3—43^—4 næstforegaaendeSlægtled,men oftest heller ikke mere, neppe fordi Traditionerne her hørte op, men snarere fordi det laa udenfordisseBøgers Plan at give mere. De vare nemlig langt

Side 445

mindre Frugten af en virkelig Kjærlighed til eller InteresseforSlægthistorien end Resultatet af en bestemt Mode, nemlig Annetavlerne. Medens i den katholske Tid et enkeltVaabeneller høist to, det fædrene og det mødrene, ansaaes for tilstrækkeligt til paa Liigstenen at betegne den Afdødes adelige Byrd, blev det en af de første Følger af Adelens fuldstændige Udsondring fra de andre Stænder og Antagelse af faste Slægtnavne, at de tidligere enkelte Vaabenafløstesaf hele Ahnerækker af 4, 8, 16, ja tilsidst 32 og flere Vaaben. Disse anbragtes ikke blot udhugne paa Liigstene eller Epitaphier, men ogsaa paa HovedgaardenesMure,udskaarne paa Meubler eller i Kirkerne, malede paa Malerier, kobberstukne i de trykte Liigprædikener, kort sagt, overalt, hvor det paa nogen Maade lod sig gjøre. Det var da i første Kække Formaalet for Slægtebøgerne og de dermed i Forbindelse staaende Vaabenbøger, at de skulde tjene som Materiale til Udarbeidelse af saadanne Ahnetavler. Det vilde være for vidtløftigt her at føre et egentligt Beviis herfor, men det vil formodentlig ogsaa være tilstrækkeligt blot at henpege paa, at disse Slægtebøger opstaae ved Midten af det 1(5. Aarhundrede, samtidig med Ahnetavlernes Indførelse eller rettere sagt nogen Tid efter denne, da Trangen til dem havde gjort sig gjældende, og atter forsvinde sammen med Ahnetavlerne ved Udgangenafdet 17. Aarhundrede, formodentlig fordi den af Kong Christian V. indstiftede nye Adel af nærliggende Grunde ikke interesserede sig for Ahnetavler og disses Opstillingogsaafor de tiloversblevne gamle Slægters Vedkommendeefterfaa Generationer blev mere og mere umulig paa Grund af de indgaaede Familieforbindelser med den nye Adel; — og at Slægtebøgerne yderst sjeldent indeholde andre Oplysninger end de reent genealogiske, hist og her

Side 446

mod en Henviisning til Hvidtfeldts Krønike eller en Gravskrift,hvorimodder kun yderst sjeldent x) er Spor af, at Forfatterinderne have benyttet det overordentlig rige Materiale,somdengang endnu fandtes spredt hele Landet over i de talrige private Brevkister, hvad de neppe vilde have undladt,hvisde havde været drevne til deres Arbeide af virkelighistoriskSands. Ogsaa den Omstændighed, at SlægtebøgernesForfatterinderalle henhøre til Høiadelen (Lisbet Bryske, Jytte Gyldenstjerne, Anne Krabbe, Sophie Brahe, Tale Ulfstand osv.), taler for den ovenfor fremsatte FormodningsRigtighed,thi Fattigdommen hos den lavere Adel forbød Luxus med Hensyn til Ahnetavlerne som paa andre Omraader.

Endelig forklares heraf de ellers paafaldende Huller, som hist og her træfles i Slægtebøgernes Efterretninger, selv fra Tidsrum, der ligge umiddelbart før Forfatterindernes Levetid. Et godt Exempel herpaa er Hr. Søren Norbys til Dato uopklarede Herkomst. Samtiden maa selvfølgelig have vidst god Besked om denne mærkelige Mands nærmeste Slægt og det kan ikke feile, at jo denne Viden ad mere end een Vei er naaet til Slægtebøgernes Forfatterinder, men forgjæves søger man hos dem Oplysning derom, thi ingen af de gode Damer har brudt sig om at optegne en saa overflødig Kundskab. Hr. Søren var jo nemlig ikke gift, han kunde saaledes ikke faae Plads i en Ahnetavle og derfor maa Efterverdenen nu nøies med den Oplysning, hans Navn og Vaaben give, ialtfald indtil et eller andet heldigt Tilfælde leder os videre frem.

Men gaaer man nu ud fra, at Slægtebøgernes virkelige

1) f. Ex. • Viffert Seefoklts fsedrene og raodrene Aimer udarbeidet af Axel Urne Jorgenson* (Kgl. Bibl., Tliotts Manuscripter 4° No. 1888_1, men betegnende nok, er Forfatteren her heller ikke en Danie.

Side 447

Formaal først og fremmest var at tjene til Udarbeidelse af Ahnetavler for Samtiden, en Opgave, der altsaa maa indskrænke sig til genealogiske Optegnelser for Tidsrummet fra Slutningen af det 15. til Midten af det 17. Aarli., saa maa det indrømmes, at Forfatterinderne have løst denne Opgave fortræffeligt. Man sammenligne blot deres Arbeide med de tarvelige Efterretninger, som det 18. Aarhundredes mere historisk anlagte Genealoger have efterladt om deres Samtid, og man vil faae et godt Begreb om, hvor fattige vore Stamtavler vilde have taget sig ud, om vi ikke havde havt Slægtebøgerne.

Og nu de til de egentlige Stamtavler for enkelte SlægtersVedkommende (f. Ex. Galt, Krag, Hack, Skave, Thott, Gjedde, Trolle etc.) som en Art Supplement — for at tilveiebringeForbindelse med en eller anden i Slægtens Traditioneromtalt mærkelig Mand — tilføiede Rækker af Slægtled, hvor hver enkelt Mand udmærker sig ved kun at efterlade sig een Søn, der saa atter kun har een Sen osv., — ja saa ere disse Efterretninger ganske vist kun altfor ofte opdigtede eller ereialtfald mangelfulde og indeholdegrove Forsyndelser saavel mod Chronologi som mod Genealogi, men de kunne dog ikke uden videre bortkastes. De Feil, vi troe at opdage nu, kunne maaskee i adskillige Tilfælde hidrøre fra, at to Mænd af forskjellig Slægt have ført samme Navn og vi nu kun kjende den ene, medens Slægtebogen sigter til den anden, for ikke at tale om de genealogiske og chronologiske Forstyrrelser, som kunne opstaaederved, at Slægtebøgerne give Oplysninger om en os übekjendt Mand, dem vi henføre til hans os af Actstykker bekjendte Sønnesøn af samme Navn. Endelig ere ikke alle usandsynlige Efterretninger usande; man vilde i vore Dage upaatvivlelig ikke betænke sig paa at stemple don Slægtebogsom

Side 448

bogsomhoist upaalidelig, der i samme Generationsrække opførte to Mænd, om livem vi kunde godtgjere, at den ene var død 1427, medens den anden endnu levede 1557, eller opførte som Farfader til denne sidste en Mand, som vi kunde bevise blev nævnt allerede i Breve fra 1379, og dog behøver man kun at eftersee Stamtavlen over Slægten Bille i vore Dage for at overbevise sig om, at begge disse Angivelser kunne være rigtige, saa usandsynlige de end ved første -Oiekast tage sig ud. Preben Bille-Brahe, den første Greve af dette Navn, døde nemlig først 1857, medenslians Farfader Axel Bille var født 1659; og ved Siden af Greven og hans Søskende har paa Stamtavlen Plads en Premierlieutenant Holger Bille, hvis Tipoldefader var Brodertil Grevens Tipoldefader, men han døde 1727, altsaa V) 0 Aar før sin, genealogisk talt, samtidige Frænde.

AlleredeKlevenfeldt spotter over Slægtebøgernes »Kjærlingesnak», men den følgende Undersøgelse om Niels Ebbesons Herkomst vil vise os et godt Exempel paa, hvor vanskeligt selv denne vistnok lige saa vrantne Pebersvend som fortræffelige Genealog havde ved at opgive »Kjærlingesnakken», samt et Exempel paa, at Slægtebøgerne forlængst have angivet et rigtigt Spor, det senere Tiders Genealoger ganske have ladet ligge.

Tre forskjellige Adelsætter have ifølge Slægtebøgerne
gjort Krav paa Niels Ebbesøn, nemlig Slægterne Galt,
Bild og Strangeson.

Enhver har, om ikke andetsteds fra saa fra Ingemanns
Koman »Prinds Otto af Danmark«, hørt, at Helten fra
Nørreriis var »af de Galters Blod» 1).

1) At der i en historisk Roman fra den nyeste Tid »Valdemarstoget« af H. F. Ewald tindes en anden Antydning od Niels Ebbesøns Herkomst skyldes dens Forfatters Kjendskab til Resultatet af de her foreliggende Undersøgelser.

Side 449

Ingemann har atter directe eller inuirecte jest afKlevenfeldts Stamtavler i Geheime-Archivet, der ere Hovedkilderne for alle Undersøgelser vedrørende den gamle Adels Genealogi, idet Klevenfeldt ikke blot har benyttet de fleste tidligere Slægtebøger og genealogiske Arbeider, men derefter rettet og suppleret det indvundne Udbytte ved Hjælp af originale Breve og Actstykker. Don Filtre, han saaledes har anvendt, har dog ikke særlig givet gode Resultater for Galternes Vedkommende, thi Klevenfeldts Stamtavle over denne Slægt begynder saaledes:

Denne Stamtavle har Klevenfeldt fia Lucoppidans
Slægtebog, men medens den ved første -Øjekast ikke seer

Side 450

særlig mistænkelig ud, fordi den ingen Aarstal vedføier, saa bliver det fuldstændig übegribeligt, at en Genealog som Klevenfeldt har kunnet lade den blive staaende, efter at han i do senere vedføiede Noter har fastslaaet dens første Mands Levetid til 1320 og den sidstes til 1448, thi otte Slægtled i dette Tidsrum af 120 Aar er accurat dobbelt saa mange, som der kan antages at have været i Virkeligheden. Her var god Anledning for den salig Herre til at udraabe «Kj_{rlingesnak»,saameget} som Stamtavlen, hvad vi ret strax skulle see, har voldet ham Bryderi nok, men nei, han indskrænker sig til den Bemærkning: «med disse Gradusblivervel at contentere« og Andre have efter ham taget Stamtavlen for gode Varer, thi den har i vore Dage nydt den ufortjente Ære at blive trykt lige saa urigtig som den er eller om mulig endnu værre¹). Thi urigtig er den, uden at man dog kan tilføie «fra Ende til anden», idet Enderne nok omtrent blive det eneste rigtige paa den, da baade Ebbe Galt 1320 og Hr. Mogens Ebbesøn 1448 samt Kanniken Niels Lavesøn ere historisk kjendte Personer, hvorimod hele Restens Existents er høist tvivlsom. Kun et Par af Navnene klinge bekjendte, nemlig Hr. Valdemar Albrechtsøn og Torben Jakobsøn. En Ridder af Navnet Valdemar Albrechtsøn nævnes ofte i Aarene 1401_—23 og hans Segl findes endnu under adskillige Breve fra denne Tid. Klevenfeldt har selv i sin Segl-Samling to Afbildningerafsamme, som begge vise en gaaende kronet Løve, Slægten Ebersteins Vaaben: men den Mand, vi kjende af dette Navn, hører altsaa slet ikke hjemme paa de Galters

1) Samlinger til Jydsk Historie og Topograpki IV p. 78. Forfatteren til •Familien Rosenkrantz's Historie I.« er mere forsigtig", lian udelader alk' de ældre Slægtled af sin Galt-Stamtavle (anf. Sted p. 125).

Side 451

Stamtavle. Torben Jakobsen passer endnu slettere ind i Stamtavlen. Han kaldes andetsteds*) Torben Jakobsøn Sparre paa Abrahamstrup, men den eneste historisk kjendte Mand af dette Navn levede i Begyndelsen af det 16. Aarh.; Stamtavlen sigter dog neppe til ham, men snarere til et tidligere Medlem af Sparre Slægten, f. Ex., hans Farfader, men da han hed Torben Jensen og hans Husfrue hed Cathrine og ikke var en Galt, men førte en paa en Green siddende Krage, den sjællandske Slægt Krags Yaaben, saa miste vi dog den Støtte for Stamtavlens Rigtighed, som vi skulde søge i Navnet Torben Jakobsøn. Tilføielsen • paa Abrahamstrup i) gjør desuden kun Torben Jakobsøn endnu mere mistænkelig, thi der kjendes vel to Høvedsmændpaadette Slot i det 15. Aarhundrede af Navnet Torben, men de hørte begge til Slægten Bille, vare ikke Sønner af en Jakob og ei heller indgiftede i Slægten Galt-). Vi staae saaledes ikke blot aldeles fremmede for de fleste af de paa den anførte Galt-Stamtavle opførte Personer, men vi savne ovenikjøbet adskillige tildeels fremragende Mænd, som før Hr. Mogens Ebbesøns Tid førte Galt- Vaabnet, og da navnlig de tre Brødre Hr. Oluf Lavesøn, Kannik i Roskilde, Hr. Mogens Lavesøn og Hr. Jens Lavesøn,afhvilke navnlig de to sidste, der bogge sad i Rigens Raad, nævnes særdeles ofte i Breve fra 1380^—1408.

Saagodtsom hele Stamtavlen er altsaa, saavidt vi kunne skjønne, urigtig og det er derfor ikke saa mærkeligt, at Klevenfeldt har meget vanskeligt ved at henføre til den de faa historiske Oplysninger, som han Tid efter anden har fundet til Slægtens ældre Historie, hvorimod det er mere

1) f. Ex. i Stamtavlen i Saml. til .Jydsk Hist. o.sj Top.

2) Wegener: Hist. .KfYerretniuger <.'in Abraham.^_Tiip Gaisrd 1 p. 22 og 42.

Side 452

mærkeligt, at det slet ikke synes at være faldet ham ind at vrage den hele og forsage paa at opstille en bedre Stamtavle.Med Hensyn til Niels Ebbesøn har han først en Anmærkning saalydende: «Niels Ebbesøn skrives at være cihjelslagen 1342, er uden Tvivl og Ebbe Galtes Søn» og lidt derefter en anden Notits af dette Indhold: «Har været ('Landsdommer i Lolland, skal være ham, som, for at »befrie sit Fæderneland af Grev Geerts Tyranni, slog beiimeldteGreve ihjel i Kanders 1340, skal siden være ihjel'.slagen 1342 for Lundenæs i en Skjærmydsel, han der o holdt med de Holster", men da Stamtavlen indeholder hele to Niels Ebbesønner, er Klevenfeldt i Tvivl om, til hvilken af dem han skal knytte sine Anmærkninger. Først have de været henforte til den ældre, derefter ere de førte ned til den yngre, men af let forklarlige Grunde passe de heller ikke rigtig paa denne, og efter en tredie Anmærkning,der lyder saaledes: «Dersom Hr. Niels Ebbesøn, der »ihjelslog Grev Geert tempore Valdemari 4ti og hvorom nok »hos Hvidtfeldt og Andre, har ut putatur været af de Gal«tersFamilie, har han sine dubio varet Ebbe Albretsøus (skal vel være Valdemarsøns) Søn », opfører han ham paa sin Stamtavle som en Søn af Ebbe Galt ValdemarsSen: dog heller ikke denne Plads tilfredsstiller Klevenfeldt,han udstreger atter denne sidste Niels Ebbeson og tilføier ved den sidstnævnte Anmærkning "Om ellers »denne hele Kecension er at følge, snarere første Ebbes Søn. »som skal nævnes i Krøniker 1320," og dermed flytter han saa atter samtlige Anmærkninger fra den yngre tilbage til den ældre Niels Ebbesøn.

har der overhovedet i Slægten Galt været to PersonerafNavnet
Niels Ebbesøn? Den ældre har kun Hjen.melpaasin
Plads i det Tilfælde, at der andetsteds fra

Side 453

kunde skaffes Beviis for, at Grev Geerts Banemand var den 1320 levende Ebbe Galts Søn. Den yngre, der er opfort som en Broder til Hr. Mogens Ebbesøn paa Rubjerggaam, siges at have været Landsdommer paa Lolland og LehnsmandpaaAalholm. Der fortælles endvidere om ham, at han var med Kong Christiern I. i Rom og der i Pavens Nærværelse udtalte det fromme ønske, at han blot en eneste Dag maatte være Pave, for at han kunde bansætte de svenske Oprørere saaledes, at de alle til Hobe skulde døe af Sult som Fluer. Han har altsaa været god Patriotnoktil at slaae en Grev Geert ihjel, naar han blot ikke var kommen et Aarhundrede for seent til Verden, om han da overhovedet nogensinde har existeret. Thi endogsaaheromhar en anseet Historiker reist Tvivl^J), og det maina drømmes, at det endnu ikke er lykkedes at finde ham i et eneste historisk Actstykke. Da Klevenfeldt imidlertidgjørGrev Geerts Drabsmand til Landsdommer paa Lolland, kan der vel neppe være Tvivl om, at hele Formodningenomhans Herkomst fra Slægten Galt skyldes en Forvexling med den foregivne yngre Niels P^bbesøn. Bliver nu ogsaa denne Sidstes Exittens tvivlsom, ja, saa kan der neppe anføres anden Hjemmel for at henregne

1) Paludan Muller i Hist. Tidsskrift 5. E. 2. B. ;i. 041, der mener, at Niels Ebbesøn er en Forvexling med Broderen Hr. Mogens Ebbesøn eller snarere en anden Broder Anders Ebbesøn, idet P. M. under Henviisning til Stamtavlerne i Saml. til Jydsk Hist. og TopogTaplii og Barners Familien Rosenkrantz's Hist. I udtaler, at den Sidste var Lehnsrnand paa Aalholm, men. den Første paa Koldinghuus. Mogens Ebbesøn var imidlertid 1462 og 1486 Lehnsniand paa Aalholm (Barner p. 288, Klevenfeldts Seglsaml., Galt), hvorimod Anders Ebbesøn, der 1457 var Lehnsmand paa Kavnsborg paa Lolland, ved sin Død havde Kolding Lehn (Barner p. 122 Diplomatariet); om ogsaa han tidligere har været Lehnsmand paa Aalholm, skal jeg lade være usagt.

Side 454

Niels Ebbesøn af Nørreriis til Slægten Galt end den Omstændighed,atder levede en Ebbe Galt i Begyndelsen af det 14. Aarhundrede. Han nævnes i Aarene 1326_—39 x) og er sagtens forskjellig fra den Ebbe Jensen Galt, som 1356 nævnes i Skaane²), thi denne Sidste var ikke Ridder,hvorimodden Første kaldes «Hr.» Ebbe Galt. Nu eiede ganske vist Hr. Ebbe Gods i Gjern, Hids og HovlbjergHerreder,altsaa i Naboherreder til Sabro Herred, hvor Nørreriis skal have ligget, men da han ogsaa eiede Gods i saa fjerntliggende Herreder som Hindsted og Gisluin,bliverdette inaaskee reent tilfældige Naboskab dog lovlig ringe Hjemmel for at opføre Niels Ebbesøn som en Son af Ebbe Galt, saa meget mindre som der har været Tvivl om, hvor Nørreriis egentlig laa, og vi ikke i de faa Oplysninger, som ellers haves til Niels Ebbesøns Historie, kunne finde nogen Støtte for et saadant Slægtskab.

Klevenfeldt anfører ved Slægten Bilds Stamtavle følgendeAnmærkning: »Niels Jepsøn ihjelslog den kullede Greve, Somme sætte ham Niels Ebbesøn af de Galter, Nogle af de Strangesønner«; og her paatrænger sig strax don Tanke, at det er en eller anden Afbildning af et Vaabenskjold, som man har antaget for at være Niels Ebbesonis, der har givet Anledning til den Slutning, at han var en Bild eller Strangesøn, thi begge disse Slægter forte omtrent samme Vaaben: et tværdelt Skjold og paa Hjelmen to Vesselhorn; vel var der Forskjel i Farverne, idet Bildernes var deelt af Sort og Sølv, Strangesønnernes

1) Soiipt. Ker. Dan. VII p. 357. Ældste Arch. Keg. log 11.

2) Ellt-n Gøyes Jonlebog i Gch. Arch.

Side 455

af Selv og Blaat, men denne Forskjel giver sig ikke til - kjende paa en ufarvet Afbildning fra hin Tid, f. Ex. et Segl eller paa en Gravsteen, eftersom den nu brugelige heraldiske Farveskravering er af langt nyere Oprindelse.

Formodningen om, at en saadan Afbildning staaer bagved Niels Ebbesøns Henførelse til disse to Slægter, bestyrkes ved, at en "Memorial over danske Adelsslægter» x), efter at have beskrevet det Strangesønske Vaaben og angivet det dertil hørende Hjelmtegn at være en Paafuglefjer mellem to Vesselhorn, der hvert er besat med tre Paafuglefjer 2), tilføier: «og menes, at Niels Ebbesøn til Nørrese haver været af denne Slægt, som 1340 slog Grev Geert af Holsteen ihjel i Kanders, thi dette Vaaben førte han, dog uden Fedre, og dermed gjorde en kort Ende paa en langvarig

Altsaa, man vidste, hvilket Vaaben Niels Ebbesen havde ført og derefter henførte sagtens Fyenboerne ham til Slægten Bild, Jyderne ham til Slægten Strangesøn, thi den sidste var en ligesaa udpræget jydsk Æt, som Bilderne en fyensk. Da nu Niels Ebbesøn var en Jyde og ingen Fyenbo, saa kunne vi lade Bilderne heelt ude af Betragtning.

Slægtebogsforfatterinderne gave sig, som alt bemærket, i Reglen ikke af med Studiet af gamle Documenter og beskæftigedesig altsaa heller ikke med sphragistiske Undersøgelseraf de vedhængende Segl; det er derfor meest sandsynligt,at

1) Geh. Arch.: Gouoalogisk heraldisk Scslskabs Samling, Generalia Nr. 05.

2) Disse Paafuglefjer, der ellers kjendes fra saamange andre danske Adelsvaaben f. Ex. Bille, Eosenkrantz, Kaas, End etc. etc., liar jeg ikke fundet i et cnesto Strauge.san-Segl; de bsere alle kun to Vesselhorn paa Hjelmen, forsaavi It de da overhovedet vise Hjelmtegnet.

Side 456

synligt,atman i forrige Tider har vidst Besked med
Niels Ebbesøns Gravsted og fra dette kjendt hans Vaabenmærke.

Slaegten Strangesen herte fortrinsviis hjemme i Vendsysselog Thy og har vistnok i den katholske Tid havt sit Leiersted i Vestervig Klosterkirke. Nu findes der i denne Kirke kun een Liigsteen over en Strangesen, nemlig over den 1423 afdode Kidder Niels Strangesen, men Forbindelsenmellem Klostret og Slaegtens Medlemmer (foruden Hr. Niels selv, ogsaa hans Barn Hr. Strange Nielsen og Fru Margrete, Claus Eriksans Efterleverske, samt SvigersennenMogens Pederson Glob) var dog livlig nok *) til, at man kan antage, at Klosterkirken liar ruminet flere af disses afdode Frsender. Det var da ogsaa netop i VestervigKirke, at man sogte Niels Ebbesmis Grav. I Thisted Avis for 19de Oct. 1884 har nemlig en Indsender meddeeltet Brudstykke af et gammelt, af en af Vestervig KlostersEiere Peder Nielsen Molderup forfattet Manuscript "Beskrivelse over Vestervig Kloster» saalydende: <>Aar 1424 er salig Hr. Niels Ebbesen nedsat i Vestervig Kirke tilligemed sin Frue Ingeborg Wollers Datter udi den sondre Gang under den store Gravsteen med Munkebogstaver og fandtes disseNavne paa en Stette hos samme Capel: Hr. Niels Ebbesmi og Eller P^bbesen. Denne Niels Ebbesen er don navnkundige Mand, som ihjelslog Grev Geert Magnus i Kanders 1340 At det virkelig er Niels Ebbesen, her er begravet, kan endog bevises af et Pergament, som var et Skjrtde paa en Begravelse i Vestervig Kirke, som Ebbesmi havde tilkjobt sig, dog var det lsenge efter hans

1) so K-egistratiP'en over Vestervig Klcstors Breve. ÆMsff Arck. Ee-. 111.

Side 457

Død, at han blev nedsat her i Vestervig Kirke, thi Aars
tallet var 1424.»

Denne Meddelelse, der fra Thisted Avis gik over til kjøbenhavnske Blade, blev hurtig efterfulgt af en Rettelse, der gjorde opmærksom paa, at den omtalte store Gravsteen var den 1423 afdøde Hr. Niels Strangesøns og ikke Niels Ebbesøns. Samme Gravsteen, der er afbildet i Klevenfeldts <(Nobilitas Daniae ex monumentis«, bærer følgende i Kammenindhugne Indskrift: „Hic . jacet . d(omihi(u)s . Nicolajns) . strafn)gess(on). miles . qui. obiit. an(n/o . d(omi)ni. »i . cd . xx . iii . cufm) . vxore . sua . dfomilna . ingeburg(is) . filia. folradi . dose(n)rades . q(ue) . o(biit) . anfn/o . (m) . xl. cu(m).ut(ro)ru(m)q(ue) .progefnfte . orfa)te .pro). eis." Og paa Midten det Strangesenske Vaaben: et deelt Skjold og paa Hjelmen to Vesselhorn, og den Slutning ligger derfor nær. at hele Beretningen om Niels Ebbesøns Vaaben og Slægtskabmed de Bilder eller Strangesønner hidrører fra en feilagtigAntagelse om, at det var ham, der l.aa begravet under Hr. Niels Strangesøns Liigsteen. Imidlertid bør man ikke for hastig forkaste Molderups Beretning. At Datiden ikke opholdt sig over, at den Afdøde paa Liigstenen ikke kaldes Niels Ebbesøn, men Niels Strangesøn, kan ikke forundre os, thi man har jo ikke opfattet dette sidste Navn som en Angivelse af, at den Afdødes Fader hed Strange til Fornavn, men simpelthen som Slægtnavn, der ikke udelukkedeMuligheden af, at Faderen kunde have været f. Ex. en Ebbe Strangesøn. Langt senere kaldte Slægtens Medlemmer sig snart ved Slægtnavnet, snart uden dette, saaledes den 1577 afdøde Eier af Nørholm. der baade kaldersig Otte Strangesøn og Otte Clausen. Thi Datiden har jo aabenbart læst Indskriften paa Stenen, og nuar den trods det paa denne anførte Aarstals Uoverensstemmelsemed

Side 458

melsemedNiels Ebbesøns Dødsaar fastholder, at Stenen or hans, saa maa der have været en ældre Tradition orn hans Begravelse i Kirken, en Tradition, sorn først er blevenbragt i Forbindelse med Hr. Niels Strangesøns Liigsteen,efter at den virkelige Liigsteen over Niels Ebbesøn var forsvundet, og da søger at bortforklare Uoverensstemmelsenved at tyde Aarstallet som ikke angaaende hans Dod, men hans Nedsættelse i Vestervig Kirke. Klevenfeldt or da ogsaa kommen til samme Resultat; ogsaa han har hort om den Vestervigske Tradition og skriver da først (stadig ved Slægten Galts Stamtavle og henvisende til Lucoppidan): «Hr. Niels Ebbesøn (miles med Aarstal sine dubio 1424) med sin Frue, Fru Ingeborg Wollersdatter, begraven i Vestervig Klosters Kirke under en stor graa Steen udi den sønderste Gang i det østre Capel»; derefter tilføier han: »Dette er uret anført, thi de her omrørte er on Strangeson, som jeg selv paa Stedet har erfaret 1751, Fruens Navn or ogsaa tildeels galt; sees altsaa, hvor lidet paa fremmede Relationer kan bygges«, men faaer dog atter Betænkelighed, udstreger denne Tifejelse og skriveristedet: • Anno 1751 fandtes disses Grav ikke i Vestervig Kirke, kan dog vel være, at den har været der forhen, men en Strangesen og Frue var der begravet og Monumentet af mig aftegnet».

Er det Fortællingen om Støtten med Navnene Hr. Niels Ebbeson og Eller Ebbesøn samt det gamle Skjøde paa Begravelsen, der har gjort Klevenfeldt forsigtig? Begge Dele vare sagtens alt forsvundne 1751, ellers havde Klevenfeldtnok fortalt os lidt om dem, og det kan saaledes neppe lonne sig i vore Dage at søge efter dem i VestervigKirke, mon vi maae da vende os til do faa samtidige

Side 459

Efterretninger om Niels Ebbesøn, som haves, for i dem at
søge Beviser for eller imod Traditionen.

Tyge Becker^l) udleder af Kvitteringen for Mandeboden for Grev Geerts Drab den Slutning., at Niels Ebbesøn var nær beslægtet med den mægtige Marsk Stig Andersøn (Hvide) den yngre. Han citerer til Støtte herfor Hvidtfeldts Krønike p. 469, hvor det hedder: «Dog finder jeg af en Kvittants, som Greve Henrik og Greve Claus have udgivet Aar 1351 til Hr. Johan Limbek, at han haver betalt dem 500 Mrk. Lybsk, som han haver annammet af Hr. Stig Andersøn og han haver sonet for om deres Faders Død, hvorfor de kvit lade forskrevne Hr. Johan Limbek, dog at Hr. Stig Andersøn hannem betaler igjen, hvilket er et Tegn til, at Niels Ebbesøns Slægt og Venner have maattet bøde for samme Greve, han ihjelslog«; men pag. 505 gjentagerHvidtfeldt denne Meddelelse lidt anderledes. Der hedder det: «Anno 1351 die Galli & Lucæ Confessorum haver Grev Henrik og Claus af Holsteen og Stormarn udgiveten Kvittants til Hr. Johan Limbek, at de have annammetaf Hr. Stig Andersøn 500 Mrk. Lybsk, som fornævnteHr. Stig Andersøn havde sonet om med Niels Ebbesøns Venner for Grevernes Faders Død, og derfor lade de fornævnte Hr. Johan Limbek saavelsom Hr. Stig Andersønkvit for fornævnte Sone, dog at Hr. Stig betaler Hr. Johan Limbek fornævnte Penge igjen.» Udtrykket «havde sonet om med Niels Ebbesøns Venner» synes at tyde paa, at Hr. Stig snarere optraadte som Mellemmand paa Niels Ebbesøns Slægt og Venners Vegne, ligesom Hr. Johan Limbek paa Grevernes Vegne²), saa at Hr. Stig ikke

1) Maanedsskriftet Orion I p. 25.

2) Ogsaa Udtrykkene i Suhms Danmarka Historic XIII p. 250 tyde paa (let samme; (let hedder der ora Hr. Stig: «da denne havde mcd !Niels Ebbesens Venner gjort en Sone med Greverne for deres Faders Grev Geerts Dod"; men Suhm har da ogsaa kun sin Meddelelse fra Hvidtfeldt.

Side 460

selv behøvede at være blandt Niels Ebbesøns Nærmeste. Synderlig varmt har Forholdet mellem de to da heller ikke været, thi som bekjendt angiver Hvidtfeldt, at en medvirkendeAarsag til Drabet var, at Niels Ebbesøn ansaa sig forurettet ved en Dom, som Greven havde afsagt i en Trætte om Jordegods mellem ham og Hr. Stig Andersøn¹).

Langt bedre Oplysninger lader der sig imidlertid udledeaf et Par originale Actstykker, som Tyge Becker har ladet trykke 1857 i Danske Magazin²), men uagtet denne Personalhistoriker ellers ikke var bange for at opføre et hoit Huus paa en lille Grund, har han besynderlig nok her indskrænket sig til at ledsage Brevene med en kort Indledning,gaaende ud paa, at bemeldte Breve, hvad Tiden angaaer, kunne vedrøre vor Niels Ebbesøn, men at «et saa almindeligt Navn kan paa samme Tid være ført af Flere». Dette lyder særdeles forsigtigt, men Paastanden om, at »Niels Ebbesøn» var et almindeligt Navn, er rigtignoktemmelig løs Tale; det var saa langtfra et almindeligtNavn, at saafremt den Anskuelse er rigtig, at Landsdommeren Niels Ebbesøn Galt aldrig har existeret, vil man neppe kunne paapege en eneste dansk Adelsmandhverken før eller senere af Navnet Niels Ebbesøn foruden Grev Geerts Drabsmand³). Det er saaledes ikke

1) Hvidtfeldt p. 468.

2) 3. R. 5.8. p.86 ff.

3) Høiesteretssagfører Bagger har i Saml. til Jydsk Hist. og Topogr. 9. B. p. 835 meddeelt et Thingsvidne fra Kinds Herredsthing af 1483, i hvilket nævnes en »Niels Jebbissøn«, der dog ikke kan være vor Nick Ebbesøn allerede af den Grund, at hans Levetid falder senere. Om denne • Niels Jebbissøn* har heddet Niels Ebbesøn eller Niels Jepsøn er vanskeligt at afgjøre, i Ældste Arch. Reg. II 244 kaldes lian Niels Sebbesøn. Navnene Eb"be og Jep maae ikke sammenblandes, det første oversættes i latinske Breve og i Seglene altid ved Ebbo, det sidste ved Jacobus. Niels Jeppissøn maa forøvrigt have hørt til Slægten Munk med Viinranken, thi hans Sønner Christen og; Jens Nielsøn førte denne Æts Vaaben, og Jens Nielsøn var Farfader til den i Thingsvidnet nævnte Hr. Jens Madsøn.

Side 461

blot muligt, at den i disse Breve omtalte Niels Ebbeson netop er den rette, men det er i høi Grad sandsynligt, og selve Brevenes Indhold stadfæster kun dette. Det første Actstykke er et paa Vendsyssel-Thing af nogle Geistlige, de to Riddere Henrik og Ove Melsøn (der vare Brødre og hørte til samme Slægt som den mægtige Drost Laurids Jonsøn) samt en stor Deel andre Adelsmænd udgivet Thingsvidne, lydende, at «Therkillus Hwall» dersteds for dem havde fremførtThingsvidner, at han havde skjødet sit Gods i «Arnstorp»og «Smithstorp» til en vis Lammiin paa »Nicholaus Ebbysonsi) Vegne paa det Vilkaar, at «Nioholaus Ebbyson» skulde gjore og gjengjælde Terkel Hval et fuldt og tilfredsstillendeVederlag efter Voldgift af de to førnævnte Riddere, og skete dette ikke, skulde Handelen være uden Gyldighed.

Terkel Hval har altsaa tilskjødet Gods til Niels Ebbesøn, der senere skulde give ham andet Vederlag derfor, men i Mellemtiden passerer der Et eller Andet, der gjør Opfyldelsen af denne Forpligtelse usikker, og Terkel Hval skynder sig da at faae den skete Handel beskrevet ved at fremføre paa Thinge de Vidner, som vare tilstede ved Handelens Afslutning.

Dette skeer i Februar 1343, og det ligger da nær at antage, at det er Niels Ebbesøns Deel, der foranlediger Terkel Hval til at tage Thingsvidnet, og det selv om Nielses Død ikke kan sættes til November 1342, men til November 1340, thi de daværende urolige Tider have sagtens gjort det vanskeligt for Terkel at faae samlet sine Vidner før

Side 462

olier have maaskee endog heelt forhindret Afholdelsen af
Herredsthing i de mellemliggende Aar.

Af det følgende, af Tyge Becker meddelte Actstykke see vi da ogsaa, at samme Niels Ebbesøn ialfald var død 1347. Dette er nemliget nyt Thingsvidne fra samme Thing, udstedt i Januar 1347, om, at «Esgerus Ebbyson dictus Krogh« paa Niels Ebbesøns Arvingers Vegne pantsatte Gods i «Tholstorp», «Hæsylbek», «Søndærbinzlæf», «Skysby» og «Nørræharyslæf» for 23 Mark Sølv til «Thorkillus» Hval, og at denne derpaa afstod og skjødede til Esge Ebbesøn paa Niels Ebbesøns Børns Vegne alt sit Gods i «Arnzstorp'> og «Smystorp», som han tilforn havde tilskjødet Lamyn Jakobsøn paa Niels Ebbesøns Vegne, hvorimod Torkild til evig Tid skulde beholde i rolig Hævd det Gods i «Thalnstorp» og «Bakætorp», som han forhen havde faaet af Niels Ebbesøn. Endelig løste Thorkild Niels Ebbesøns Forlovere, nemlig Erik Nielsøn, Danmarks Konges Marsk, Poul Glob, Esge Ebbesøn og Peder kaldet Munk den yngre, fra det Forløfte, de i denne Sag havde udgivet til hans Søn Niels Hval paa hans Vegne.

Dette sidste Thingsvidne giver imidlertid ikke blot den Efterretning, at den deri nævnte Niels Ebbesøn var død 1347, efterladende sig Børn; men der lader sig ogsaa deraf udlede, til hvilken Slægt han hørte. Den Esge Ebbesøn, kaldet Krog, der paa Thinget møder paa BørnenesVegne, maa nemlig antages at have været disses Værge, og altsaa deres nærmeste Slægt paa fædrene Side, det vil her sige deres Farbroder; men samme Esge Ebbesønkjendes andetsteds fra. »Esgerus Ebbesøn», Ridder, var saaledes tilligemed en Strange Ebbesøn 1355 anden Søndag efter Paaske nærværende paa Ketterthinget i Aalborg,da Kong Valdemar udstedte det bekjendte Vidne

Side 463

angaaende Skagens første Bebyggelse¹). Hr. Esges Segl findes endnu under dette Vidne; det viser et Skjold med Omskriften s. esgeri ebbys militis, og Skjoldet bærer — Strangesonnernes tværdelte Vaabenmærke. Strange EbbesønsSegl mangler nu, men det fandtes endnu paa KlevenfeldtsTid og er aftegnet i hans Seglsamling; ogsaa det viste Strangesøn-Vaabnet med Omskriften: s. str(ang)onis ebbonis. Disse to Brødre, Hr. Esge og Strange Ebbesøn, ere saaledes utvivlsomt af Stegten Strangesøn, og vel kunde der, da Hr. Esge Ebbesøn ikke 1355 kaldes med Tilnavnet Krogh, reises en svag Tvivl om, hvorvidt han ogsaa var identisk med Niels Ebbesøns Børns Værge; men ogsaa denne Tvivl lader sig heldigviis fjerne, thi 1367 skjøder «Esgerus Croch miles.) sin Hovedgaard Mothorp »in parochia bilstæthe« (Hassing Herred) med Tilliggende, hvoriblandt to Gaarde, som han havde kjøbt af Provsten i Vestervig Kloster, til Kong Valdemar-). Seglet under dette Brev findes endnu, det er vel en Deel medtaget af Tidens Tand, men viser dog tydeligt Strangesønnernes Vaabenskjold.

I dette sidste Skjøde see vi Esge Ebbesøn nævnt i Forbindelse med Vestervig Kloster, og det er derfor ikke usandsynligt, at ogsaa han her havde udseet sig sit Leiersted;men man kommer da til at mindes Molderups Fortællingom en «Støtte» med Navnene Hr. Niels Ebbesøn og Eller Ebbesøn, thi hvis denne Indskrift har været udhuggetmed Minuskel-Bogstaver, saaledes som Tilfældet er med Indskriften paa den endnu bevarede Gravsteen over

1) Geh. Arch. Samling Xørre Jylland 28 b: jvfr. Ældste Arch. Re<r. I p. 101.

2) Geh. Arch. Topogr. Samling paa Pergament: Ha3sing HerreJ Nr. 7.

Side 464

Hr. Niels Strangesøn, kan man ikke benægte den Sandsynlighed,der
er for, at eller, dbkfon er en Feillæsning af
efter, tbbtlon.

Nu, herom og om den hele Molderupske Fortælling faaer Enhver tro, hvad han vil; kun den Indvending, at hele denne Fortælling maaskee i Virkeligheden angik Niels Ebbesøn af Slægten Strangesøn, men ikke Grev Geerts Banemand, kan der ikke tillægges nogen Vægt, thi da vi ikke kunne bevise Tilværelsen af en anden Niels Ebbesøn i den danske Adel hverken før eller senere, er Sandsynligheden for, at der samtidig i Jylland skulde have været to Adelsmænd af dette Navn, der ovenikjøbet begge skulde være døde ved Aar 1340, saa ringe, at den ganske rolig kan lades ude af Betragtning. Sikkert bliver det, at den eneste historisk kjendte Niels Ebbesøn lever paa Grev Geerts Tid, hører til Slægten Strangesøn, og var død 1347, ja sandsynligviis alt 1343; og da vi i Thingsvidnet 1347 blandt denne Niels Ebbesøns Forlovere — og altsaa gode Venner og Slægtninge — træffe den fra Kæmpevisen om Grev Geerts Drab velkjendte Poul Glob, ligesom han og hans Slægt ogsaa, som vi ret strax skulle see, synes at have været nær beslægtet med Niels Bugge paa Hald og den fra Kæmpevisen kjendte Æt Frost, ja, saa bliver det næsten til Vished, at samme Niels Ebbesøn ogsaa er Grev Geerts berømte Banemand.

Der kan dog endnu reises et Par Indvendinger. For det Første tænker man sig i Keglen Niels Ebbesøn som en fattig Adelsmand, der vel var af god Herkomst, men ellers kun af ringe Anseelse. Dette passer ikke ret paa Niels Ebbesøn Strangesøn, thi han har neppe været fattig, aldenstund hans Slægt eiede betydeligt Gods i Vendsyssel, Thy, paa Mors eta, og dernæst har det ikke skortet ham

Side 465

paa Anseelse, thi hans Forlovere ved den tidt omtalte Handelereforudenhans Broder Esge lutter ansete Mænd. Rigsmarsken Erik Nielsøn er Stamfader for den talrige og mægtige Slægt Gyldenstjerne og var selv en betydelig Mand, der var besvogret med Slægterne Vendelbo, Limbek,Kosenkrantzo.s. v.: at han har været nøie knyttet til Strangesønnerne, sees ogsaa af,, at senere to af hans Døttre bleve gifte med Medlemmer af denne Slægt (Strange Pedersøn og Hr. Elef Elefsøn). Poul Glob, der med sine fem Brødre hørte til de rigeste og mægtigste Mænd i Thy og Vendsyssel, maa ogsaa ved Slægtskab have været knyttet til Strangesønnerne, da den ovennævnte Hr. Elef Elefsøn tog Arv sammen med Poul Glob, ligesom ogsaa Poul Globs og Eske Ebbesøns Navne staae umiddelbart efter hinanden i det Brev, Kong Valdemar 3. Jan. 1340 i Roskilde udgav til Adelen¹). Den sidste af Forloverne, Peder Munk den yngre, var ligeledes en anseet Mand. Han var 1364 Ridder, men hørte forøvrigt ikke til nogen af de mere kjendte Munk-Slægter, thi hans Segl viser et paa langs deelt Skjold. I Stamtavlerne over Slægten StrangesønsældsteGenerationertræffes desuden kun store Navne; i selve Niels Ebbesøns Slægtled og hans Faders og FarfaderstræffeviHustruer af Navnene Limbek, Bugge og Glob; Bugge skulde være hans mødrene Æt²). Disse Angivelsereremaaskeemindre paalidelige, men vist er det, at hans Broder Strange Ebbesøn alt 1340 var en Mand af Betydning, thi i det Mageskifte som Grev Geerts SønnergjordemedHertug Valdemar om Nørre og Sønder Jylland hedder det efter en Bestemmelse om, at Greverne

1) Hvidtfeldt p. 477.

2) jvfr. Barner: Fain. Kosenkrantz's Historie p. 47.

Side 466

skulde antvorde Hertugen Mors, som de havde pantsat til de Rantzover: «Skal vi og antvorde det, Strange Ebbesen haver, eller ikke, det skal staae til Hertug Albrets Ord af Sachseni> 1). Men hvoraf slutter man, at Niels Ebbesøn var en mindre anseetMand? Af at han kun var Væbner? Ja, i Ingeinanns Romaner vrimler der ganske vist af Riddere og de gyldne Sporer klirre Side op og Side ned, men det svarer ikke rigtigt til Virkeligheden. Det var kun de færresteAdelsmænd,deropnaaede Ridderværdigheden, og selv i de ineest indflydelsesrige Ætter træffe vi Mænd, der baade ved Rigdom og Anseelse indtog en fremragende Plads blandt deres Standsfæller, men desuagtet levede og døde uden at opnaae Horretitlen. Det er ikke rimeligt, at Grev Geert havde gjort saa meget Væsen af Mels Ebbesøn, som han. rigtignok kun efter Visens Beretning, gjorde, om denne havde været en fattig, ukjendt Adelsmand, og endnu mindrerimeligterdet, at Jordegods i det 14. Aarhundrede var saa indbringende, at en fattig Adelsmand kunde stille 47 (eller efter nogle Angivelser endog 87 Svende) paa Benene; der skulde som bekjendt i en langt senere Tid 312 Tdr. Hartkorn Jordegods til for at taxeres til at stille blot een rustet Rytter til Landets Krigstjeneste, og er end dette just ingenlunde det samme som at holde en rustet Svend til egen Tjeneste, saa have vi til Gjengjæld fra en Niels EbbesensegenLevetidnærmere

1) Hvidtfeldt p. 475. Staaer mon denne Besternnielse i Forbindclse med, at bans Broder havde draebt Grevernes Fader? laltfald er der ikke Tale om nogen saadan Voldgiftsmand for nogle andre i Brevet ntßvnte jydske Adelsinsends Vedkommende, hvero Greverne havde frataget deres Gods: om dem liedder det kun: -Yderniere saa skal Hr. UfFe Nielsen bekorame hans Steenhuus igjen, og Anders Jenson skal have sit Faeste igjen til Essendrup og Peder Mnnk skal have sit Fseste igjen til Halebeck.- (Denne Peder Mnnk er forskjellig fra Niels Ebbcsons fornsevnte Forlover af pamme Navn.)

Side 467

sensegenLevetidnærmerestaaende Periode en Efterretning,derviser,at et saa stort Antal Svende, som Visen angiver Niels Ebbesøns Følge at være, var meget ualmindeligt.Omdennoksom bekjendte Fru Johanne ndersdatterpaaAsdal,der Andet siges at have siddet i Kigens Raad og 1463 i et Brev skal kaldes Kongens Lehnsmand i Vendsyssel, fortælles der i Iver Juels Familieoptegnelser¹) som en Mærkelighed, at hun førte 24 Svende. Der kunde vel indvendes, at ikke alle Svendene,dervaremed paa Randerstoget, lehøvede at være Niels Ebbesøns egne, at andre Adelsmænd med deres Svende kunde have deeltaget deri, men Visen, som jo er vor eneste Kilde til Beretningerne om Begivenhederne ved Drabet,tyderikkederpaa, idet selve Drabet efter den synes at være skeet saa hurtigt ovenpaa Undsigelsen, at der ikke kan have været Tid til at soge Hjælp hos Andre; Visen havde heller neppe undladt at navngive de øvrige Deeltagere,omderblandt disse havde været andre Herremænd: men der kan af dens Beretning kun fanes ud, at det vaj" Niels PJbbeson og hans egne »Hofmænd), som udførte Drabet.

Findelig har man maaskee sluttet big til Niels EbbesønsringeKaar af den Omstændighed, at hans Eiendom Norreriis eller Norringriis hverken før eller senere forekommersomselvsta^ndig Adelsgaard og altsaa formeentlig kun har været en meget übetydelig Eiendom. Herved komme vi til den væsentligste Indvending, som der, saavidtskjønneskan, kan reises mod at henføre Helten Niels Ebbesøn til Slægten Strangesøn, den nemlig, at han hørte hjemme i Sabro Herred ved Aarhus, hvor nu bemeldteGaardsom

1) Danske Samlinger til Historie, Topograpki etc. I p. 51.

Side 468

meldteGaardsomoftest antages at have ligget, medens Slægten Strangesøn var en gammel Vendsyssel-Æt, hvorforogsaaalt det i de fornævnte Thingsvidner omtalte Gods, tilhørende den Strangesønske Niels Ebbesøn, laa i Horns, Borglum og Vennebjerg Herreder. Nu er det vel et stort Sporgsmaal, om man, naar Talen er om det 14. Aarhundrede,kandanne sig en Mening om Eiermandens Kaar af hans Hovedgaards Størrelse, da Hovedgaardene paa den Tid wst gjennemgaaende vare lige saa smaa, som de vare talrige.Rigdommenbestod dengang nærmest i Bøndergods, der havde den Ulempe, at det var spredt, undertiden det.halve Land over, alt eftersom de afdøde Slægtninge havde boet nær eller fjern, efter hvem det var arvet. Bestræbelsen for ved Ivjøb og Mageskifte at samle BøndergodsetomkringHovedgaardene, hvilken Bestræbelse siden forte til, at hele Bønderbyer nedlagdes og deres Jorder indlemmedes i Hovedgaardenes Tilliggende, var neppe dengangmereend i sin allerførste Vorden. Niels Ebbesøn kan saaledes godt have været en rig Mand, selv om hans Hovcdgaard, ialtfald i vore Oine, var en mindre Eiendom. i'llcro skulde man snarere tro, at Norringriis har været on usædvanlig stor Eiendom, eftersom dens Navn er naaet ned til vor Tid, thi paa ganske faa Undtagelser nær, skrev Adelen i det 14. Aarhundrede sig ikke saaledes til en bestemtHovedgaard,som det senere hen blev Skik og Brug, og det er kun afSkjøder og Skiftebreve, at vi hist og her have Efterretninger om Hovedgaardenes Eiere i Tiden før 1400; men det vilde maaskee ogsaa blive saare vanskeligt at skaffe et fyldestgjørende Beviis for, at Niels Ebbesøn virkelig har eiet en Gaard af Navnet Norringriis. Lige saa lidt som jeg imidlertid skal give efter for den Fristelse, der kunde være til at opholde sig ved Navneligheden mellemNorringriisog

Side 469

lemNorringriisogden Hovedgaard, som tilhørte BrodersønnenHr.Niels Strangesøn, nemlig Norrinstoft (nu NordentoftiHassing Herred), lige saa lidt skal jeg drage selve Norringriis og Angivelserne om dens Beliggenhed i Sabro Herred i Tvivl, aldenstund man virkelig træffer Niels Ebbesønenenkelt Gang i denne Egn. 1337 bekjender nemlig Niels Ebbesøn paa Aabo Syssels Thing at have paa Niels Pedersøns Vegne af Eefs pantsat Jon Rampi paa Stig AndersensVegneGods i Søby og Vadsted¹), hvilke to Byer ligge i Gjern Herred, kun et Par Miil fra det bekjendte Voldsted med den tusindaarige Eeg.

Imidlertid er der jo slet Intet i Veien for, at Niels Ebbesøn kan have eiet Gods saavel sønden som norden for Limfjorden, og det kunde i de Tider meget godt være hans egen fædrene Arv altsammen; men ellers kan det Vendsyssel-Gods have været af hans eget Arvegods, medens han kan have tilgiftet sig Godset i Sabro Herred. Da Niels Ebbesøn, som det snart skal sees, havde en Son ved Navn Peder Nielsøn, kan man jo opstille den Gisning, at han var gift med en Pedersdatter, Søster til den fornævnte Niels Pedersøn til Refs, for hvem Niels Ebbesøn optræder, og at hun, da Niels Pedersøn har Gods i. Gjern Herred, har tilbragt Niels Ebbesøn Gods i Naboherredet Sabro; her kan han da maaskee have taget Bopæl, fordi der blandt dette Gods var en Hovedgaard, hvad der mulig ikke fandtes blandt hans fædrene Arv; han havde jo mindst to Brødre, om ikke tiere Søskende.

Men hele dette Svogerskab er kun en Gisning, der
staaer paa meget svage Fødder; der kan end ikke meddeles

1) Ældste Arcb. Reg. 111 p. 865. Er det denne Handel, der bar givet Anledning til den Trætte mellem Mai sten Hr. Stig Andersøn og Niels Ebbeson, som Hvidtfeldt omt;iler?

Side 470

nærmere Oplysning om bemeldte Niels Pedersøn eller hvad det er for et Refs, han skriver sig til, men Manden har ialtfald det Fortrin fremfor den Svoger, Hr. Ove Hals, som Kæmpevisen tillægger Niels Ebbesøn, at han utvivlsomt har existeret, hvilket er mere end jeg drister mig til at paastaae om Hr. Ove Hals.

Resultatet af den foranstaaende vidtløftige Fremstillingbliver da i Korthed dette. Der kjendes af historiske Doeumenter kun en eneste dansk Adelsmand af Navnet Niels Ebbesøn og han er af Slægten Strangesøn; hans Levetidog Død falder, saa vidt man kan skjønne, nøie sammenmed den fra Krøniken kjendte Niels Ebbesøns og der er saaledes den største Sandsynlighed for, at begge ere een og samme Person. Tilbage staaer da kun at kaste et Blik paa hans Slægtninge og da navnlig paa hans egne Børn, thi at han havde Børn, vides jo af Thingsvidnet af 1347. Der kjendes imidlertid kun to af disse Børn, nemligto Sønner ved Navn Peder Nielsøn og Tage Nielsen. De forekomme i et af Ridderne Hr. Eluf Elufsøn og Hr. Johan Skarpenberg udstedt Brev, som af Tyge Becker er meddeelt i Danske Magazin sammen med de førnævnte Thingsvidner. I dette Brev, der er udateret, men synes at skrive sig fra Tiden omkring 1400, vidne de nævnte to Riddere, at de have dagtinget imellem beskedne Mænd Peder Nielsøn og Tage Nielsøn, Brødre, paa den ene Side og Per Kid, Svend Jensen og Jes Hval paa den anden Side om de Breve, som Terkel Hval fik af Niels Ebbesøn, i saa Maade, at Peder og Tage Nielsøn skulle have disse Breve igjen for 21 Mark Sølv, af hvilke Penge Hr. Johan Skarpenberg har betalt Per Kid og Jes Hval 14 lødige

Side 471

Mark. Desværre lader der sig ikke for Tiden mere oplyse om den ene af disse Brødre, Peder Niebøn. Vi kjende ikke nogen Peder Nielsøn med Strangesøn-Vaabnet og Navnetselv er for almindeligt til, at man kan gaae efter det alene¹).

Tage Nielsen lønner det sig bedre at forfølge, thi hans Navn er lige saa sjeldent som Faderens. 1338 var han Dronningens Foged i Sender Herred paa Mors²) og har formodentlig alt da eiet Jordegods her, mulig Frøslevgaard.1402har han sammen med (sin Fætter) Niels Strangesøn forseglet et Brev til Vitterlighed³). Aaret efter pantsatte han sit Gods i Vester Grønning i Salling Herred til den førnævnte Hr. Johan Skarpenberg⁴). 1406 nævnes Tage Nielsøn samt Brødrene Jep og Paine Kirt og PræstenHartvigEvertsøn som Samfrænder til Fru Gro, GevertBerlinsDatter, Mogens Villadsens Hustru, idet de i denne Egenskab samtykke i det, Skjøde, som nævnte Dame i September i Aalborg gav Dronning Margrete paa HovedgaardenSkodorpmed mere Gods i Hundborg Herred⁵). I den følgende Maaned holdt Kong Erik sit Bryllup i Lund med den engelske Prindsesse Philippa, og her har Tage Nielsensikkertværet nærværende og har ved denne Leilighed erholdt Kidderslaget, thi Aaret efter nævnes han som Bidderogudstedte da sammen med Strange Nielsøn og Flere et Vidne af Mors Nørre Herreds Thing om, at Fru Elne, Hr. Ebbe Strangesøns Efterleverske, gav Rolstorp Gaard

1) Jeg liar i mine Samlinger over tyve forskjellige danske Adelsmssnd af Xavnet Peeler Nielsen i Tiden mellem 1340^—1410.

2) O. Nielsen: Dueholms Diplomatarium p. 59.

3) Samme Sted p. 10.

4) Ældste Årcli. Eeg. II p. 347.

5) Geh. Arch. Jylland 112; jfr. Ældste Arch. Rog. I p. 14—15.

Side 472

paa Mors til Dueholm Kloster¹), Hr. Tage maa dengang have været en gammel Mand, da hans Fødsel senest kan sættes vedAaret 1340; hans ene Fætter, Hr. Ebbe Strangesøn,varda forlængst alt død og den anden, Hr. Niels Strangeson, havde en voxen Søn, den ved denne Leilighed forekommende Strange Nielsøn. Men det er da ogsaa sidste Gang, vi træffe Hr. Tage i Live; mulig har han dog endnu levet nogle Aar, thi først 1422 faae vi Vished for, at han var død. Dette Aar gav nemlig hans Enke, Fru Cecilie Esgesdatter, en Deel Gods paa Mors til Dueholm Klostermodfri Bolig i Klostret og Foder til tre Køer samt mod, at der efter hendes Død læstes Messer for hendes og hendesForældresSjæle. Gavebrevet er bl. A. beseglet afHr. Niels Strangesøn og dennes Svigersøn Mogens Pedersøn (Glob)²), der selv boede paa Mors, hvor han eiede HovedgaardenDamsgaard.Samme Aar skjænkede hun sin SøstersønJensFrost til Frøslevgaard alt sit Arvegods i Mors, Thy og Nørre Jylland, dog undtagen hvad hun havde givet til Kirker og Klostre, mod at Jens Frost svarede hende en aarlig Afgift³). Fru Cecilie var altsaa sagtens dengang selv barnløs, men mulig er det dog, at hun har havt en Søn, thi ifølge Danske Atlas⁴) tilhørte Frøslevgaard 1419 en Jens Tagesøn, men han er mulig allerede død samme Aar, thi Jens Frost skrives 1419 til Frøslevgaard⁵). Endnu mange Aar efter Fru Cecilies Død, nemlig i 1493, udstedtes der et Thingsvidne om, at Fru Sidsel, Hr. Tage Nielsøns Efterleverske, pantsatte Hr. Niels Strangesøn to

1) Dueholms Dipl. p. 107.

2) Dueholms Dipl. p. 12.

3) Qvartalsskriftet Orion II p. 10.

4) V p. 581.

5) Sammesteds. Dueholms Dipl. p. 14.

Side 473

Gaarde i Guddenis i Hassing Herred¹). Ligesom Hr. Niels niaatte hjælpe sin Fætter i Pengeforlegenhed, saaledes har dennes Enke vendt sig til ham i samme Ærinde, men det er ikke saa mærkeligt endda, thi Hr. Niels Strangesøn synes ogsaa at have været Fætter til hende selv, idet hun var en Datter af Hr. Niels Strangesøns og Hr. Tage NielsensFarbroder,den tidtnævnte Hr. Esge Ebbesøn. HendesSøstersønJens Frost var nemlig ifølge sin DattermandAlbertSkeels Testamente af 1471 -) en Søn af Peder Nielsen til Tander up og denne Sidstes Hustru en Datter af Esge Ebbesøn, som saaledes ogsaa bliver Fru Cecilie Esgesdatters Fader, og jeg kjender ikke flere Adelsmænd af dette Navn end Hr. Esge Ebbesøn Krog. Et saadant Ægteskab i forbudne Led tinder vel sin Forklaring ved de daværende lovløse Tider, hvis man ikke vil gaae ud fra, at Vedkommende have erhvervet geistlig Dispensation; der kan ialtfald paapeges analoge Tilfælde³).

De directe Efterkommere af Niels Ebbesøn ere saaledes sandsynligviis uddøde i andet eller tredie Led. Broderen Hr. Esge Ebbesøn eller Esge Krog havde foruden de to Døttre en Søn, der ligesom Faderen hed Esge Krog eller Croch. Han har forseglet det forhen omtalte, af Faderen 1365 udstedte Skjøde til Kong Valdemar, men hvor han senere or bleven af, vides ikke.

Derimod efterlod den tredie Broder Strange Ebbesøn
sig en større Efterslægt. Sønnen, den oftere nævnte, i
Vestervig Kirke begravne Hr. Niels Strangesøn og dennes

1) Ældste Arch. Keg. I p. 227.

2) V. S. Skeel: Optegnelser om Familien Skeel \<. 356.

3) Hr. Peder Ludvigsøn (Eberstein), der 1374 ejede Tybjerggaard. var gift rned sin Farbroders Datter Cecilie Henriksdatter af Tybjerggaard. (Barnor: Familien Eosenkrantz"s Historie p. 43.)

Side 474

Son, Hr. Strange Nielsøn, der ved Giftermaal erhvervede don gamle Hovedgaard Nørholm, som derefter blev SlægtensHovedsæde, vare endnu fremragende og ansete Mænd, men efter at Sidstnævntes Søn Ebbe Strangesøn havde plettet sit gamle Skjold ved sin Deeltagelse i Mordet paa Hr. Poul Laxmand, er det, som om Lykken var vegen fra Ætten; don hensank til en beskeden Plads blandt Smaaadelenog dens sidste Skud, Fru Karen, Hans Langes, med hvem Ætten 1607 udslukkedes, faaer i Slægtebøgerne det Skudsmaal, at hun «skikkede sig ilde,» saa den Skjændsel, som overgik hendes Børn, vel var Arv efter hende.

Dog lad os gjemme Beretningen herom til Slægten Langes Historie og her slutte med den Bemærkning, at de eneste nulevende Descendenter paa Spindesiden af Niels Ebbesøns Slægt, som kunne paavises, ere de i Bondestanden levende Efterkommere af Hans Langes og Fru Karen Strangesøns Datter Dorte Lange og dennes Husbond Bendix Norby til Urup, om hvem der kan eftersees i Samlinger til jydsk Historie og Topographi 111 p. 411 fif.

Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 5 (1885) 1

Til hvilken Æt hørte Niels Ebbesøn?