jjegivenheucrne i årene 1720_—21 horer til do punkter i vor historie, som granskningen i de sidste menneskealdere jævnlig er vendt tilbage til. Og det med rette. Rent videnskabeligt skal hele opfattelsen af Sønderjyllands politiskeudviklingi de sidste fire århundreder her stå sin prove, eftersom vendepunktet ikke kan forstås uden nøje kendskab til de forhen gennemløbne stadier, og for nutidens •ig fremtidens offenlige mening hævder det endnu sin store betydning. Vel er nemlig Sonderjyllands statsretlige stilling tor 20 år siden igen bleven underkastet en fuldstændig forandring, men heller ikke denne kan dog anses for at være den sidste og endelige, så vist som den savner både le historiske og de nationale forudsætninger, som ellers udgør grundlaget for de moderne kulturstaters sammensætning.Ligesombefolkningen i hertugdømmets nordlige halvdel derfor ingenlunde har opgivet håbet om, at det tyske folk i en måske nær fremtid vil gøre sig fortrolig med tanken om at genoptage forholdet til sine nordiske frænder til fornyet overvejelse og endelig afgørelse, sålodes

må Jet holden fast, at det endnu ingenlunde er ligegyldigt, men tværtimod i et givet øjeblik kan blive af den storste betydning, hvorledes den historiske ret for 1864 opfattes. Der ligger altid i retten, selv i den krænkede ret. en magt. Om denne magt er stor eller lille, om den kan gore sig gældende eller bliver overset, om den efterhånden taber sig og dor bort eller den pludselig rejser sig igen og vejer op imod andre magter i livet, det kan intet menneskeafgoreeller forudsige. Men den. som har rettens magt på sin bide, skal være den sidste til at lade hånt om den. Dersom det kunde lykkes at overbevise det tyske folk og dets ledende mænd om, at det ved at løsrive Sønderjylland fra moderlandet har krænket den historiske ret, da vilde meget være vundet, da vilde der kunne nås et grundlag for en fremtidig forståelse. Hos et folk, :>om selv har bragt så store ofre for at genvinde sin historiske ret, må nødvendigvis den fejlagtige tro, at det også i Sonderjylland havde en sådan adkomst, i hoj grad træde hindrende i vejen for en anerkendelse af den nationale ret, hvis tilværelse det ikke bestrider. Det er vistnok en fejl. at man fra dansk side efter den sidste ulykkelige afgørelse af vort lange mellemværende med Tyskland helt har forsømtatgenoptage dette spørgsmål til drøftelse. Det anses fra tysk side for en uomtvistelig kendsgerning, at Danmarks nye kongehus statsretlig ingen adkomst havde til Slesvig forud for aftalerne i London og at den danske nationalitet i Nordslesvig altså er at betragte som en fremmed plante på rigets grund. Kunde denne opfattelse bringes til at vige for en anerkendelse af det sande forhold,athertugdømmet var et dansk kronland halvandet hundrede år for Londonprotokollen affattedes, og et dansk len tilbage til den tidlige middelalder, da det udgjorde en

del af det danske kongerige, uden nogensinde at hawværetknyttettil det tyske rige, endog blot forbigående, — så kan det håb ikke udelukkes, at denne erkendelse vilde kunne få betydning for fremtiden.

En fuldstsendig redegorelse for den historiske krisis 1720^—21, eller rettere 1713_—21, vil kun kunne gives i en udforlig Senderjyllands historie, som tillige omfatter do nsennest foregaende arnundreder. Mangfoldige trade er her saledes slyngede ind i hinanden og udviklingen er sa. mangeartet, at et kortfattet tilbageblik vil vsere utilfredsstillende. Her skal opgaven derfor indskrsenkes til en undersogelse af solve arvehyldingen ]>a Gottorp og hvad der star i forbindidse med den, medens det ma va^re forbelioldt et fremtidigt arbejde at indordne den i ra?kken af de politiske begivenheder.

For at få et klart billed af hvad der tildrog sig på Gottorp den 4. Sept. 1721 vil det være nodvendigt at opredeselve begivenheden og forberedelserne til den i deres mindste enkeltheder. Hvert ord i de pågældende aktstykker må vejes og provos efter tidens sprogbrug; hver historisk forestilling, som i dem påberåbes, må fores tilbage til hvad der dengang forelå og¹ var almenheden tilvæns'eligt. Forst ad denne vej vil det være muligt at overvinde de uklarhederog tilsyneladende modsigelser, som efter den nyere tids talrige og modstridende fortolkninger skulde synes af måtte lindes både i aktstykkerne og selve akten. Alle disse kommentarer fra årene 1844 til 1804, som oftest affattede i en skarp polemisk form, gor et næsten forvirrendeindtryk, når man gennemgår dem under i't. Diselvsammeord tages i modsat mening, de historiske allusioneropfattes

sioneropfattesforskelligt, og de kendsgerninger, som ikke lader sig afvise, kong Fredrik IV's hele optræden ved denne lejlighed, angribes på det heftigste fra helt modsattesynspunkter. Der er under slige omstændigheder intet andet for end at begynde undersøgelsen fra grunden af, uden andet hensyn til foregående arbejder i samme retning end det, der i hvert enkelt tilfælde kan tilkomme de tilvejebragte positive oplysninger, eller det, der nodvendigvismå tages til almen bekendte, fra dansk eller tybk side så at sige officielt fremsatte påstande.

Den 3. Juni 1720 sluttedes freden i Fredriksborg (^tokholin), ved hvilken Sverig lovede ode ne s'opposer direeteinent ni indirectement å ce qui sera stipulé en faveur du roi de Dannemarc, concernant le dit duché de Slesvig, par les deux puissances mediatrices, qui ont concouruau present traité —». Disse to mæglende magter, Frankrig og England, garanterede herefter den danske krone den evige besiddelse af hertuo'dommet. Den 26. Juli lovede kong Georg for sig og efterfølgere «de lui (å sa majeure de Daanemark) garantir et conserver dans une pos&ession continuelle et paisible la partie du duché tie Sleswik, hujuellc Sa Maj. Danoise a entre les mains, et de la déiWidre le mieux possible contre tous et chacun, qui tacheroit de la troubler_—», og den 18. Avgust ratificerede kong Ludvig XV sin afsendings Lofte i Stokholm, at «le roi a bien voulu ... accorder å cette couronne (de D.) ... la garantie du duché de Sleswik, promettant ... de maintenirle roi de D. dans la possession paisible de la partie ducale du dit diu-hé —». Denne sidste garanti ankom dog forse så sent, at traktatens ratifikationer kunde udvexlesden 23. Oktober og freden kundg^res den 13. Xovembe

vember1). Samtidig var hertugen af Gottorp ved et kejserligtedikt
af 9. Avgust genindsat i sin inedejendomsret
til Holsten fra årets udgang.

Strax: efter begyndte man i det kongelige tyske kancelli at overveje, hvorledes Sønderjyllands fremtidige stilling skulde være og under hvilke former den skulde modtage sin højtidelige indvielse. Disse overvejelser fakler i to snipper, den første i vinteren 1720^—21, den anden i eftersommeren 1721, umiddelbart forud for hyldingens iværksættelse. Imellem begge falder uden al tvivl et sidste fors og på at opnå en mindelig overenskomst med Gottorperne.

Det måtte påhvile det tyske kancelli, som på én gang var udenrigsministerium og højeste regeringskollegium for hertugdommerne og grevskaberne, at fremkalde og formulere disse overvejelser, og det ses da også, at man her har sat siy i bevægelse strax efter fredens endelige stadfæstelse. -Alan henvendte sig forst til de statsretlige rådgivere, som havde stottet regeringen i dens langvarige kampe mod huset Gottorp. Justitsråd Frans v. Hagen, som indtog •len fersto plads i kancelliet næst efter oversekretæren, gehejmeråd Kristian Sehestedt, opsøgte den kongelige historiograf Amthor, som dengang opholdt sig i København. De to mænd repræsenterede i forening omtrent al ■ien viden om Sønderjyllands forhold i de sidste menneskeuldere, som overhoved på den tid fandtes.

Hagens fader var 'kommen ind i kancelliet 1(3(37 og havde her været eu betroet mand indtil sin død 1701; han selv havde i en række år stået i den diplomatiske tjeneste og var derpå bleven kancelliråd og arkivar i kancelliet(1705).

---

1) A.Hojer, Friedrich IV. Leben, II 20.

celliet(1705).Amthor var juridisk professor i Kiel, indtil lian i året 1713 sluttede sig til den danske sag og blev medlem af den ny oprettede regeringskommission for hele hertugdømmet Slesvig; året efter udnævntes han til kongelig historiograf og fik adgang til de gottorpske og kongelige arkiver for at fore den literære kamp mod hertughuset. I denne lagde han megen dygtighed, stor historisk kundskabog et ivrigt dansk sindelag for dagen. Han dode iovrigt, for forhandlingerne om indlemmelsens form og udstrækning var tilendebragte (den 21. Februar 1721).

Amthors skriftlige svar på Hagens mundlige forespørgsler er bevaret (Tillæg 1, dat. 21. Tsov. 1720). Han har bedet ham om at gjennemgå sine optegnelser for at se, hvilke former der forhen havde jværet i brug ved hvidingen, ligesom han skulde udtale sig om hyldingseden osv.: endvidere har han .dusket en fremstilling af Sønderjyllands historiske forhold til rigets højeste domstol. I forste henseende henviser Amthor i sit svar til mulige optegnelser fra 1(384, da kong Kristian V modtog hele hertugdømmets hylding under lignende forhold som nu, men udtaler iovrigt, at der i Liinigs «Eeiehs;irchiv» må findes mangfoldige exempler på hyldingsceremonier fra samtiden og den nærmeste fortid. Med hensyn til eden indskærper han, hvad det her især må komme an på. Alle bor aflægge den, adel og uadel, særlig stædernes råd og gejstligheden, og den bør affattes således, at den afskærer alle reservationes mentales. Kongen skal hyldes som eneste herre og suveræn arvekonge og dette skal også gælde hans kongelige arvinger og descendenter; den som ikke vil allægge en sådan ed, vil derved udpege sig selv som ildesindet. Eden bor aflægges skriftlig under hånd og segl.

Med hensyn til hojesterets forhold til SonderjyHand

var Amthor hildet i en beklagelig historisk fejltagelse. Det har åbenbart været kancelliets ønske at finde en historisk hjemmel for udvidelsen af denne domstols jurisdiktiontil hertugdømmet, men Amthor stod i den formening,at højesteret svarede til de middelalderlige landsting,og oplyste, at hertugdømmet havde havt sit særlige ting på Urnehoved. Han overså herved, at højesteret har udviklet sig af kongens retterting og danehoffet, til hvilket sager kunde indankes fra de almindelige ting, også i Sønderjylland. Privilegiet af 1524, hvorved dette forhold ophørte, antog han derfor for at have været rettet mod fremtidige mulige misbrug, istedenfor at det i virkeligheden var rettet mod et ældgammelt historisk fællesskab. Alligevelfrarådede Amthor ikke übetinget at indføre appel til højesteret, men han mente nærmest, at den burde begrænsespå samme måde som den holstenske adels appel til rigskammerretten. Imidlertid synes hans historiske oplysninger i dette punkt strås at have dræbt den fuldt berettigede tanke at genoplive et fællesskab, som havde sin naturlige forudsætning i det fælles grundlag for lovgivningen.

Idet der iovrigt ikke er grund til at dvæle ved enkelthedernei Amthors forslag og betragtninger, skal kun hans opfattelse af hertugdømmets politiske fremtid endnu fremhæves.På den ene side lægger han da hovedvægten på, at hele den hidtilværende forfatning er fuldstændig ophævet.Kongen er enevældig herre og bor ikke stadfæste nogen stands særrettigheder, alting afhænger for fremtiden af hans frie bestemmelse: «Dann da dureh die «esrenwårtigeVerånderung antiqua rerum facies in den vornehmstenHauptstilckeii gåntzlich aufgehoben ist, so werden die Herrn Edelleute und andere Unterthanen alles was

ilinen von alton Privilegien gelassen wird, um so viel eher vor einer biossen koniglichen grace annehmen.« På den anden side or det et hovedpunkt, at alt fællesskab med Holsten er fuldstændig og for bestandig afskaffet. Han formoder nok, at den slesvigske adel vil bede om at få sine privilegier stadfæstet, således som det forhen havde været tilfældet ved hyldingerne: <>doch glaube ich nicht, dass sie (die- Noblesse) sich so weit vergehen und auf einc priltendirte Fortsetzung der ehemaligen Communion verfallenwerde». Skulde det imidlertid ske, så kan han alt i forvejen tænke sig, hvilke grunde den vil anføre, og vil med lethed påtage sig at modbevise dem.

Nogen tid efter blev der skrevet til de to gamle og erfarne statsmænd T. B. Jessen og K. Gensch v. Breitenau (10. Beooinber, Tillæg 2^x)). Den forste af disse, en præstesønfra Store Vi ved Flensborg, dengang 72 år gammel, havde som oversekretær i det tyske kancelli havt en væsenlig ud i hvad der skete i året 1684; han havde derpå været binet i udlandes og var fra 1713 præsident i den slesvigskeoverret og regeringskommission. Breitenau var en olding, som i 50 år havde været regeringens konsulen; i de statsretlige sporgsmål i hertugdommerne; han var oprindeligkommen hertil som hertugen af Plons repræsentanti det oldenborgske anliggende, men var bleven vunden fer den kongelige tjeneste og havde vistnok forfattet så godt bom hele den lange række stridsskrifter fra den følgendemenneskealder. Han havde nu i mange år boet i

---

1) Den i dette af Sekestedt parafercde og vistuuk ogsa affattede reskript givno frerustilling af dot ved freclen skabte retsgrundlag¹ og kongeus hcnsigter cr ikke uden interesse, da dct senere gik over i det forste iidkast til iudieiumelsespatentet.

Lybek, men var endnu stadig, i sit 84. ar, dansk hgohejmeråd
»1).

T. B. Jessens svar er dateret «foran Gottorp, den 18. December«, og altså skrevet strax efter modtagelsen af det kongelige reskript. Det begynder med en gentagen lykønskning til den opnaaede endelige fred og de dertil knyttede garantier: «dasz die gottlieho Allmacht Ew. Konigl. Maytt. zu langen und spåten Zeiten, und Dero Konigl. Nachkommen bis zu dem Ende der Welt die Fruelite sothanen Friedens bei hochstbegliiekter Eegieraug geniessen lassen wolle!>

Hvad arveliyldingen angår, da udtaler lian sig for at. lade den foregå uden sammenkaldelse af ridderskabet, ved kongelige deputerede på de forskellige steder; det vil være mindre bekosteligt og dog tilstrækkeligt. De hertugelige embedsmænd må dog i forvejen have erklæret sig for, enten at ville anse sig for Loste fra deres tidligere troskabsed (på grund ;;f d\?t forrige herskabs brud på traktaterne, landets inddragelse efter krigens ret og dets ldgamle af et dansk len) eller at ville opgive embed og bestilling og da stå frit lig andre ikke edfæstede indbyggere og med dem deltage i arveliyldingen. En vægring af denne må medfore udvandring.

Med hensyn til stædernes og landskabernes ældre privilegier og retssædvaner tilråder han som en nådessag at stadfæste dem, ligesom det skete 1G84; men samtidig må det indskærpes, at ingen fremmed ret, særlig ikke kejserretten, således som det hidtil er sket, for fremtiden må påberåbes for domstolene, hvor kun kong Valdemars lovbog og de hjemlige forordninger har gyldighed. Auvokaternesantal

---

1) Begge de UÆvnte mænd døde først i slutningen af uret I7r»l.

katernesantalbor begrænses; de bør aflægge en forpligtendehyldingsed eller forlade landet, og der bor sættes en alvorlig straf for dem på at indblande fremmed ret i deres procedure. Den offenlige orden, som er kommen i forfald i hertugdømmet, må skærpes og politiet styrkes.

Medens Jessen som regeringspræsident således tager sagen praktisk og nøjes med en faktisk afskaffelse af landdagen og enhver politisk selvstændighed, går Brcitenau som gammel statsretsforfatter ind på en omhyggelig undersøgelse af alle herhen horende retsforhold; han gennemgår formerne for en tilknytning af landet, fremsætter formodninger om de vanskeligheder, som vil møde, og giver sine råd med hensyn til måden at overvinde dem. Desværre synes enkelte af hans indlæg at være gået tabte, men der er dog bevaret nok, enten i original eller i andres referat, til at man deraf kan få en tydelig forestilling om hele hans opfattelse af de pågældende spørgsmål.

Hans forste brev er af 17. December og indeholder en forespørgsel om meningen med den kongelige ordre. Sagen er af vigtighed, siger han, da et helt hertugdømmes stat ligesom skal indrettes fra nyt af, og den er så meget vanskeligere, som det ikke er bekendt, om kongen, som mange holder for, tænker på at inkorporere hertugdømmet i Danmarks krone og for fremtiden regere det i alt som andre provinser i kongeriget, eller at beholde det som et separat hertugdømme, som det har været i nogle hundred år, under en særlig kongelig ene-arveregering. Dette sidste, mener han, vil mærkelig lette det hele forehavende og af visse åbenbare grunde (»klar vorhandene Ursachen») være mest svarende til kongens interesse. Endvidere ønsker han en udtrykkelig tilkendegivelse af, om han kun skal udtale sig om de forhen hertugelige indbyggeres, eller

tillige om ridderskabets hylding, hvilket sidste vil være
det vigtigste og det vanskeligste.

Dette brev fremkaldte et nyt reskript, ved hvilket det blev tilkendegivet Breitenau, at han skulde udtale sig både om ridderskabets og de menige indbyggeres hylding og indsende et projekt til eden for hver især, ligesom han skulde fremsætte sine betragtninger over begge de berørte former for hertugdømmets tilknytning og deres konsekvenser.

Breitenaus svar indsendtes den 7. Januar 1721 og bestod af en storre afhandling på 30 foliosider, der nu synes tabt¹), og et endnu bevaret postskriptum på godt G foliosider. Efter kancelliets senere referat (Tillæg C) indeholdt hovedafhandlingen folgende punkter.

Der bor udstedes et patent til ridderskabet, ligesom det skete 1684,. for at meddele det kongens hensigt og forberede det på den fastsatte hyldingshojtidelighed; et udkast fandtes hoslagt.

Gejstligheden og stæderne skal aflægge eden for kongelige kommissarier; de nye stæder ligesom de ældre, der var repræsenterede på landdagene. Indbyggerne i amterne og landskaberne skal ligeledes sværge, særlig de godsejere som står i hertugelig tjeneste. Vil de hverken sværge eller sælge deres godser, skal disse sekvestreres.

Med hensyn til det slesvigske ridderskab udtalte Breitenau, at det burde skilles fra det holstenske, og han udførte denne tanke på 4 foliosider, ligesom han medgav en formel for dets hyldingsed. De tidligere privilegier for

---

1) Det fandtes endnu 1848 i det tyske kancellis arkiv; se Wegener, om den evige forbindelse mellem Slesvig og Danmark, i Antislesv.-holst. fragmenter X 26.

linje og lave mente han burde stadfæstes ved kongen>
nærværelse på Gottorp.

Endelig udtalte han sig om den mulighed, al hertugen af Gottorp vilde sende nogen for at protestere mou hyldingen, samt om hertugerne af Sønderborgs eventuelhfordring på medforlening med hertugdømmet; men dissi' udtalelser findes ikke refererede.

Det tilføjede postskriptum (Tillæg 3) gik ind pa
spørgsmålet om Sonderjyllands tilkommende regeringsform.
<.Da hertugdømmet under de nuværende forhold
ikke kan vedblive at være forenet med Holsten,
siger han, kommer det især an på det spørgsmål, om det
er bedre for kongens interesse, respekt og gloire at indlemmedet
i kongeriget Danmark og regere det
ligesom alle dette riges øvrige provinser, eller
at beholde og beherske det som et særligt, for sig
selv bestående suverænt hertugdømme.« For oat
inkorporere og unere hertugdømmet med Danmarks krone»
taler nu efter Breitenaus mening tre ting, medens
grunde taler derimod. Først kongelovens 19. artikel, der
bestemmer, at alt, hvad der erhverves af nogen konge,
skal blive uadskilleligt hos kongeriget og gå i arv til
mænd og kvinder. Endvidere den omstændighed, at det
er et ældgammelt dansk len og derfor kan siges at være
vendt tilbage til lensherren. Endelig fordi regeringen i su
fald vil være simplere og billigere: et par landsdommere
med appel til højesteret, rentekammeret i København osv.
Disse gruiiue afkræfter han dog selv ved at gøre gældende,at
Sønderjylland fra 132G har et udtrykkeligt privilegiumpå
ikke at blive forenet med kongeriget, hvilket
privilegium ikke er ophævet ved kongeloven, men syneatvære
udtrykkelig stadfæstet af kong Fredrik 111 ved

Sønderborgernes forlening til fælles hånd. Med hensyn til det ældgamle forhold forud for forleningen afviser han derimod den historiske betragtning og hævder, at regeringsformener et politisk, ikke et historisk spørgsmål. Hensynet til regeringens 'billigere indretning afviser han som underordnet for en stor poteutat.

Efter denne mildest talt svage kritik af de tre første grunde, går han over til de «uovervindelige vanskeligheder og hindringer», som stiller sig i vejen for indlemmelsen. Hele landets stat måtte der vendes op og ned på; en ny lovbog måtte indføres (således som det jo uden vanskelighed havde fundet sted i kongeriget få år tilforn) og en del gamle skikke aflægges; indbyggerne vilde beklage sig bittert over alt dette og overløbe kongen med forestillinger osv. Af denne grund, fortsætter han, har heller ikke Frankrig. Savoyen og Østrig indlemmet deres ny erobrede lande i de ældre, men har ladet dem vedblive at bestå i dere> forrige stand med hensyn til love og administration; Alt vil stille sig langt simplere, dersom dette ligeledes udføres i Sønderjylland; overretten på Gottorp kan vedblive at bestå, dermed er det hele gjort; lovgivningen kan da efterhånden egaliser es imellem de forhen adskilte dele af hertugdømmet.

For sin anskuelse anfører han endelig «en anden hemmelig og vigtig grund« af kongeloven, men «af visse sonderlige grunde« vil han ikke vove sig så langt ud med sine forklaringer.

Til slutning udtaler Breitenau sig for, at kongen bør forandre sin titel således, at han kalder sig «suveræn hertug til Slesvig, også hertug til Holsten osv.», i modsætningtil de andre hertuger (af Sønderborg), som kalder sig «af Slesvig» paa grund af de små len, som de endnu

ej or, eller den fordring på fælles-hånden, som de præten -
dorer. Han drofter endelig spørgsmålet om det fremtidige
forhold til hertugen i Holsten osv.

Kongen takkede den 18. Januar for de modtagne udførlige udtalelser, men beder Breitenau nærmere at angive, hvad han mener med sine hentydninger til kongelovens hindring for Sønderjyllands indlemmelse, samt til forholdenes ordning i Holsten.

Herpå svarede Breitenau igen under 4. Februar med et brev på 12 foliosider. Desværre indeholdes besvarelsen på hovedspørgsmålet dog ikke heri, men var tilføjet på et (tabt) bilag, vistnok for kun at læses af kongen personlig. Han har i dette bilag anført «eine und andere leicht begebliche casus», «wodurch die Sache verhoffentlich satsam wird erklårt sein», og beder kongen om undskyldning for sin frimodighed (Tillæg 4). Derpå går han over til andre spørgsmål, som senere er faldne ham ind. Således kunde der være tale om at henvise det slesvigske ridderskab med sine døtre til det lille Johannes kloster ved Slesvig, medens det holstenske vilde beholde tre store frøkenklostre for sig. Denne konsekvens af ophævelsen af det samlede ridderskab vilde han dog anse for unødvendig, da man flere steder i Tyskland har fællesskab om klostre mellem lande, der har helt forskelligt herskab. Efter derpå at have drøftet fordelene ved fortsat fællesskab i regeringen i Holsten, ender han med at fremsætte det spørgsmål, som han mener må klares, om hertugerne af Gottorp i henhold til overenskomsterne fra tiden før 1G57 skal beholde en eventuel arveret til Sønderjylland, og om dette i så tilfælde skal være len eller suverænt hertugdømme? Af besvarelsen heraf vil det tildels afhænge, om kongen fremdeles kan give dem titel af "hertuger af Slesvig«.

Det er ikke vanskeligt at se og vil senere blive nærmere eftervist, at Breitenaus betænkeligheder ved en fuldstændig indlemmelse er begrundede i Sønderborgernes, især de plønske hertugers af kong Kristian V stadfæstede arveret. Kongelovens anseelse og ukrænkelighed vilde da efter hans anskuelse engang i tiden kunne komme til at lide et skår, når det kongerige, hvis udelelighed den hævder, dog skulde komme til deling mellem forskellige arvinger.

Denne opfattelse er i god konsekvens af Breitenaus stilling til hele denne sag; han havde selv været med til at sikre PLenerne deres ret til forlening med fælleshånden på Sønderjylland. At spørgsmålet om hertugdømmets fremtid nu af de krigsførende magter var afgjort som rent politisk, var for ham kun den ene side af sagen; den vedbliver for ham bestandig tillige at være en indviklet retssag, som skal paadømmes efter legitimitetens love. Idet kongen påberåbte sig at have erhvervet det suverænehertugdømme Slesvig-Gottorp med krigens ret, var det jo ikke blot fuldstændig og for bestandig tabt for den regerende hertugslægt (med mindre den kunde erobre det tilbage), men selvfølgelig også for alle dens eventuelle arvinger,og den suveræne konge måtte frit kunne fastsætte arvefølgen i det hele genforenede hertugdømme. For Breitenau dukkede derimod bestandig forestillingen om de bagved liggende slægttraktater op: Sønderjylland vedblev at være Oldenborgernes slægtarv, medens Danmark var kong Frederik lll's arv for alle tider. Efter denne betragtningmåtte dette hertugdømme altså konsekvent være undtaget fra den øvrige verdens politiske vilkår: ved en eller anden transaktion at kunne komme ind under andre statsretlige forhold; ellers kunde jo suveræne lande erobres, len forbrydes og inddrages, rigslande til- og fradommesfyrsterne;

dommesfyrsterne;kun her skulde en afgørelse være
umulig!

Der er opbevaret en række bemærkninger af kong Fredrik IV til Breitenaus skrivelser, uvist fra hvilken tid. Kongen udtaler sig i det hele om hyldingen og dens ønskeligsto form (Tillæg 5). Af særlig interesse er her hansofte gjentagne bemærkning om inkorporationen. Han er (.platter diugs« for de tre grunde, som Breitenau havde opstillet for indlemmelsen i kongeriget, og o kan slet ikke finde», at de sex. andre kan opveje dem: «alligevel finder jeg sagen af den importance, at man ikke behøver strax ai forandre dette (Slesvig som separat suverænt hertugdumme), men lidt efter lidt, og således at overretten i Slesvig ret vel indtil videre kan beholdes istedenfor en regering».

Endelig den 20. Marts indleverede de to assessorer i det tvske kancelli, Frans von Hagen og Fredrik Esmarch (en præsteson fra Klægsbøl ved Tønder, som havde stået i kancelliet fra 1684), på oversekretæren Kristian Sehestedts ordre, en forestilling til kongen på grundlag af alle de indkomne betænkninger (Tillæg 6). De mente, at man i det hele burde folge Breitenaus råd, særlig med hensyn til Slesvigs selvstændighed, idet de dog ikke indlod sig på hans statsretlige betragtninger. Særlig mærkelig er dog kun deres ytring om de protesterende godsejeres behandling. Breitenau havde tilrådet at sekvestrere godserne ligesom i 1(384, men de tilråder at konfiskere dem: »såsom det nu forholder sig ganske anderledes end i 1684, da den hertugelig - slesvigske del nu er garanteret hans kgl. maj. for evig, medens der til hin tid slet ikke var udsigt til sligt, således at altså sagerne nu, gud være lovet, er kommen i en helt anden gænge».

Hermed endte disse forhandlinger, som i det hele havde en rent foreløbig karakter, for først at genoptages i Avgust måned. Måske afbrødes de tildels for om muligt at skaife en mindelig overenskomst med Gottorperne tilveje, hvorved jo det hele spørgsmaal vilde simplificeres meget. Men de fra denne side opstillede fordringer forekom de danske statsmænd alt for vidtgående. Den 17. Maj krævede gehejmeråd Bassewitz i samtale med den danske afsending Westphalen i Riga: Pirmeberg og Segeberg, arveretten til Pien, bispedømmet Lybek i 6 slægtled og understøttelse til tronfølgen i Sverig. svarede, at disse forslag var «trop absurdes pour y faire quelque reflexioa serieuse», et bevis på, at Danmark følte sig sikkert i sin politiske stilling. Det er iøvrigt vel værd at lægge mærke til, hvorledes Bassewitz ved denne lejlighed omtalte ridderskabet. Det vilde, sagde han, ved alle midler modsætte sig et forlig på dette grundlag, o massen sie lieber den Herzog am Bettelstab sterben und das Konigreich Danemark in lichter Lohe brennen sehen mochten, als die Trennung des Schleswigschen von dem Holsteinisehen und in dem Herzogthum Schleswig die Aufhebung der gomeinschaftlichen Eegierung».

Kort efter optoges hoffet og regeringen af andre anliggender.Efter kongens formæling med Anna Sofie var hendes svoger Ulrik Adolf Holstein bleven storkansler (Juni) og strax efter ledsagede han kronprinsen til Tyskland til formælingen med Sofie Magdalene af Brandenburg - Kulmbach(3. Juli). Hyldingen på Gottorp blev derefter udsat til deres tilbagekomst, der fandt sted i de sidste dage af Avgust, Det ny formælede par blev ledsaget til Gottorp af den danske og slesvigske adel og modtoges her af

kongen og dronningen (den 28. Avgust). Hyldingen fandt
derefter sted den 4. September. —

Af de i vinteren 1720_—21 førte forhandlinger fremgår det med tilstrækkelig tydelighed, hvorledes alle parter etter freden i Fredriksborg opfattede Sønderjyllands stilling. Om to ting var alle enige: først, at hertugdømmet var bleven politisk adskilt fra Holsten; dernæst, at det var kommen i væsenlig samme stilling som 1684, under den danske konges suveræne højhed og i hans suveræne eje. Vi skal et øjeblik dvæle noget nærmere ved disse to kendsgerninger.

Fællesskabet med Holsten var indtil 1720 et hovedpunkt i Sønderjyllands offenlige ret. Oprindelsen dertil la langt tilbage i tiden, i middelalderen. Den holstenske adel, ført af sin stridbare greveslægt, havde erobret landet op til Kolding, ligesom den forhen havde underkastet sig det vendiske land Vagrien og ligesom den senere underkastede sig det frie Ditmarsken; navnet Holsten og Holstenere («Holster») omfattede politisk, og for adelens vedkommende også socialt, det hele land fra Hamborg til Lybek og Ribe. Efter Erik af Pomerns ihærdige kampe fremtrådte Sønderjylland dog igen som en selvstændig politisk landsdel, et dansk len, og i kong Kristian l's håndfæstning 1460 betragtedes de to lande som sideordnede og lige berettigede i et politisk fællesskab, hvert med sine ejendommeligheder og sin statsretlige stilling.

Først 100 år efter indtrådte der en yderligere udviklingog udklaring af disse forhold. Det politiske samliv med Danmark havde draget begge lande over imod kongerigetog Sønderjyllands overvægt i forbindelsen var nu kendelig i alle forhold. I kong Fredrik IFs tid fastslås hertugdømmernes offenlige ret for lange tider. På landdageni

dageniFlensborg 1564 vedtages faste regler for fællesregeringen,medens stændernes ret til at begrænse hertugslægtensarveret til landenes regering hævdes; Hans af Sønderborg kunde ikke opnå hylding som «regerende herre». For fremtiden skiftes de «valgte« hertuger til at fere forsædeti fællesregeringen et år ad gangen. Hver styrer sine amter med tilhørende gejstlighed og stæder, men hele adelen med sit bøndergods, og do gamle stæder i politisk og judiciel henseende, sorterer under en fælles regering. Overfor denne står landretten som fælles øverste domstol og landdagen som deltager i den almindelige lovgivning og udskrivningen af skatter; den tager sig af det fælles forsvarsvæsen og repræsenterer landene udadtil. Delingen af amterne opfattes som politisk betydningsløs, landene udgør retlig et eneste politisk «korpus».

Fa år efter udgav de regerende hertuger en landretsordning, som fastsatte reglerne for retsplejen, og i året 1579 afgjordes den mangeårige lensstrid om Sønderjylland ved forliget i Odense. Når undtages dette sidste, som igen ophævedes ved freden i Koskilde 1658, holdt dette grundlag for den offenlige ret sig væsenlig uforandret indtil okkupationen af de gottorpske lande i året 1713.

Alle var, som vi så, efter Fredriksborgfreden enige om, at dette nu måtte opgives, og det blev i virkeligheden fuldstændig opgivet. Det var ingenlunde en nødvendig folge af territorialforandringen. Fællesskabet i regeringen havde ikke sin forudsætning i en ligelig fordeling af landområdet;den kongelige del havde tværtimod siden 1564 været 1/31_/3 mindre end den gottorpske, da Sønderborgernes del var udskilt af den. Der vilde altså principielt intet have været til hinder for fremdeles at betragte de to hertugdømmersom ét politisk korpus, med en fællesregeriug for

adelsgodset osv., samt en fælles politisk repræsentation og
organisation; forandringen vilde da være indskrænket til,
at kongen nu sad inde med en overvejende del af amterne.

Det manglede ikke på forsøg i denne retning. Ridderskabets stemning er tilstrækkelig karakteriseret i de foran citerede jtringer af Bassewitz, i en almindeligere form fremtræder tanken i en samtidig supplik fra «silintliche des H. Schleswig eingesessene Unterthanen». Dette mærkelige aktstykke, hvis oprindelse neppe mere kan efterspores, begynder med en lykønskning til freden og erhvervelsen af det hele hertugdømme, og går ud på at få det gamle justitskancelli (i Glykstadt) genindsat. Ansøgerne beder kongen betænke, at når det ene af de to fyrstendømmer lider, det andet nødvendigvis vil gå til grunde med det. hvorfor de besværger ham ved Kristi vunder: «denen anitzo sich sonder Zweifel håufig findenden Uindverderblichen Vorschlågen wegen allerhand Neuerungen kein Gehor geben, vielmehr es zum soulagement der armen Eingesessenen beider Fiirstenthlimer . . . bei dem alten, wobei es sich gottlob seit einigen seculis so wohl befunden, lassen».

Men dette skete ikke, og at det ikke skete må der tillægges den storste vægt. Hvad der skete var, at Sønderjylland exkorporeredes af det politiske korpus Slesvig-Holsten. Holsten vedblev at hvile på det gamle retsgrundlag; der var fremdeles en fællesregering med den gamle myndighed, og alle de gamle aftaler og retssædvaner vedblev at bestå. Men Sønderjylland var ikke mere indbefattet under dette fællesskab, det havde kun én «regerende herre«, både for amterne og for adelen. Det var den middelalderlige erobring af det danske hertugdomme, som Holsten hermed havde tabt.

Hermed var da Sønderjylland foreløbig uden politisk

forbindelse til nogen side; det ejedes af kongen som suverænlandsherre og det måtte stå til ham som «første erhverver^ (primus acquirens) at fastsætte dets fremtidige skæbne. Ikke blot de gottorpske amter havde han vundet, ikke blot fællesdelen var han bleven eneherre over, også den gamle kongelige del havde han erhvervet i en anden forstand og til en fuldere ejendomsret end den, hvormed den forhen havde tilhørt den kongelige linje. Hele hertugdømmethavde forhen, ligesom endnu Holsten, tilhørt det oldenborgske hus, således at visse linjer stillede de for tiden »regerende herrer-, men arvegangen var fastsat og hele slægtens arveret i mandsstammen anerkendt. Dette var nu forbi for hele Senderjyllands vedkommende, efterat kongen og Danmarks krone havde fået det garanteret af de krigsførende magter og udskillelsen af dot gamle retsforholdderefter havde fundet sted. At de danske statsmændopfattede sagen således, fremgår tydeligt nok af alle de bevarede udtalelser.

Sagen stod væsenlig ligesom ved indlemmelsen 1084: til denne gik man stadig tilbage i tanken. Vel havde det tyske kancelli øje for, at der var kommen et nyt politisk moment ind ved garantierne, men det fremdrog dog med forkærlighed alt, hvad der dengang var ble ven fastsat og projekteret; man gik endog med Breitenau ind på at foreslå det samme patent og den samme edsformel ved hyldingen, kun med de nødvendigste forandringer.

Hvad der dengang var sket, var aldeles simpelt og klart en genoprettelse af det ene udelte hertugdømme, uden al forbindelse med Holsten, men tillige uden tilknytningtil noget andet politisk korpus. Det hedder i patentet af 28. Juni 1684, at kongen har inddraget den hertugelige del af Slesvig og forenet den med sin egen, hvorfor indbyggerne(ridderskab

byggerne(ridderskabosv.) skal aflægge hyldingseden til ham som deres eneste suveræne landsherre; og i eden siges der, at den gælder kongen og lians «retmæssige arvesukcessoreri regeringen».

Nogen tid efter nedskrev kongen imidlertid sin vilje med hensyn til hertugdømmets fremtidige retsforhold (22. November 1084). Det fremgår heraf, at han anså sig for ligeså utvivlsom herre over Sønderjylland, som hans fader ved kongelovens affattelse var herre over Danmark og Norge; som første erhverver af landet disponerer han derfor over det på selvsamme måde. «Vi haver til os taget, siger han, hans (hertugens) anpart af benævnte fyrstendom Slesvig og med vores andel kombineret og sammenføjet», og han vil derfor pålægge sine efterfølgere aldrig at tillade, at det igen bliver adskilt og delt, «men at det til evig tid udi et samlet corpo udelt, uadskilt og usepareret, under kongernes, vore arvesukcessorers regering forbliver«. Ingen prins bør derfor nogensinde have len eller appanage i hertugdømmet, men hellere i kongeriget, når det skal være; der bør ikke mere holdes landdag, »eftersom det strider imod den kongelige suverænitet og højhed« 1).

At kong Fredrik IV kendte denne disposition, som var udstedt i to exemplarer, af hvilke det ene var nedlagt på Rosenborg, det andet uden tvivl fandtes i hans egne gemmer²), fremgår tilstrækkelig af indledningen til hans egne regeringsregler for sin søn, idet han her giver sig selv det vidnesbyrd at have fulgt sin faders råd og efterladteanvisninger. Blandt andet sigter han herved utvivlsomttil dette brev og den senere tilføjede efterskrift:

---

1) Kong Chr. Vs Testamenter, ved J. J. A. Worsaae.

2) Deter tilligemed en raskke audre lignende dispositioner fra arveprius Fredriks bo komuieu til gehcjuioarkivet.

»Dette er siden i så vidt forandret ved restitutionen af
hertug Kristian Albrekt 1689, hvilken sag vi vil befale
gud og tiden.«

Men selv om det således var givet, at kong Fredrik IV tilsigtede det samme som hans fader havde tilsigtet, så var det dog ingenlunde en følge deraf, at han skulde nøjes med at bruge de samme former eller nøjes med de samme forholdsregler, som havde stået til hans rådighed. Tværtimod, erfaringen fra hin tid talte derimod. Han havde derfor skaffet sig de store magters garantier og han stræbte efter tillige at skaffe sig Gottorpernes frivillige afkald. Da dette ikke lykkedes, måtte han nej es med en betryggende anerkendelse fra indbyggernes side, og opmærksomheden henvendtes derfor igen på den forestående hylding som en akt af gennemgribende betydning. Landet skulde ved denne lejlighed samtykke i kongens opfattelse af hertugdømmets nye statsret. Fra dette synspunkt tages sagen igen under overvejelse ud på eftersommeren 1721.

Det svage punkt i tilknytningen af 1084 var oprettelsenaf et suverænt hertugdømme under kongen og «hans retmæssige efterfølgere», uden nærmere angivelseaf arvefølgen og uden en til exkorporationenaf det politiske korpus «Slesvig-Holsten» svarende inkorporation i Danmark. Vel var begge dele givne i den 1684 indførte faktiske regeringsform og i kongens testamentariske disposition, som efter den i Danmark bestående statsret var fuldt forpligtende; men den mulighed var dog ikke udelukket, at man engang i tiden vilde kunne påstå, at arvefølgen ingenlunde var bleven forandret ved hertugdømmets konsolidering, men endnu var agnatisk i linjefølge indenfor hele huset Oldenborg.Denne mangel undgik ikke opmærksomheden, da

man nu igen kom tilbage til at tage sagen op til fornyet
overvejelse, og den blev derfor lykkelig undgået ved indlemmelsen1721.

Fortjenesten heraf tilkommer, såvidt man kan se, så godt som udelukkende oversekretæren i det tyske kancelli Kristian Sehestedt. Han var en søn af Kristoffer Sehestedt til Xislevgård på Fyn, af den gamle sønderjydske slægt med tre søblade, gehejmeråd i kong Kristian V:s tid. Som oversekretær i tyske kancelli efter Jessen (fra 1701) var han tillige udenrigsminister, og efterat være optagen i gehejmeråd et (1708) fik han en betydelig indflydelse på rigets politik. I forening med Ditlev Vibe, som var oversekretær i det danske kancelli, repræsenterede han en udpræget national politik i kongens råd, i modsætning til de mere eller mindre evropæiske strømninger, som iovrio-t gjorde sig gældende ved hove. De styrtedes sidst på året 1721 ved Holstein -Holsteinborgs voxende indflydelse, og Seheste^t, som havde giftet sig til Ravnholt, tilbragte derefter do sidste 20 år af sit liv som stiftamtmand på Fyn*).

Det skal nu her være opgaven i det enkelte at eftervise, hvorledes det lykkedes Sehestedt som leder af det tyske kancelli og den, der havde referatet af alle didhenhørende sager i konsejlet, at give hyldingen samme både skarpe og fyldige præg som det, han som udenrigsminister havde givet forhandlingerne om en endelig bilæggelse af det sønderjydske spørgsmål.

---

1) Hojer. 1 157. 292. osv. Danske Atlas 111 474. VI 633. Hist. tidskr. 5. række 111 20 f. Udsigt over de danske rigsarkivers historie, s. tiOf. 268 f.

Da i året 1815 det statsretlige forhold mellem Sønderjylland og Holsten igen fik betydning i anledning af den i forbundsakten af 8. Juni s. år fastsatte bestemmelse, at der i alle forbundsstater skulde indføres «eine landståndische Verfassung», var det i virkeligheden gået fuldstændig iglemme. Man forbavses ved at gøre sig bekendt med den tids overvejelser mellem danske statsmænd. Præsidenten i det tyske kancelli Otto Moltke, yngre søn af Adam Gottlob Moltke på Bregentved, syslede hele den følgende vinter i al stilhed med det spørgsmål, hvorvidt de gamle landsprivilegier hjemlede Slesvig en ret til deltagelse i en eventuel forfatning for Holsten, uden at kunne komme til klarhed over det. Han lod kancelliets arkivar, historikeren Henrik Behrmann gennemgå akterne fra 1721 og give en fremstilling af de historiske tildragelser og deres retlige fortolkning, og skønt denne udførte sit hverv med dygtighed , lykkedes det dog ikke Moltke selv at komme til nogen klarhed på dette punkt. Man kan måske sige, at denne omstændighed er bioven skæbnesvanger for os. Den bragte kancellipræsidenten, hvis danske sindelag og hengivenhed for kongehuset var hævet over al tvivl, til i hele sin lange embedstid at holde alle de historiske dokumenter tilbage, ligesom han efter evne forhindrede, at den statsretlige strid optoges fra dansk side. Hans tvivl bredte sig til de andre statsmænd, som ikke på første hånd havde studeret spørgsmålet, og som det synes til selve de regerende konger.

Tingen var den, at man i 1815 og senere savnede det nødvendige kendskab til tidligere tiders politiske forhold.Ligesom man var uvidende om lensforholdenes rette betydning, havde man tabt traditionen om de ældre konstitutionelleformer. Moltke fremsætter derfor alt den

indvending mod indlemmelsen, som senere først og sidst blev gjort gældende af de slesvigsholstenske jurister, at arvehyldingen ikke havde fundet sted i de gamle kongelige amter og at deres forhold til den danske krone, såvel som deres statsretlige forhold i det hele, altså ikke var bleven paavirket af begivenhederne 1721. Denne del af hertugdømmetvar heller ikke indbefattet i den senere transaktion med Rusland, og grundlaget for dens offenlige ret var altså stadig suverænitetsdiplomet af 1658 og de arvelove, som dengang havde været gældende. Om denne tap drejer sig i virkeligheden hele den anti-danske opfattelse, idet den Løvrigt antager en dobbelt form: enten bliver den stående herved og tilkender altså kongehuset en übegrænset arveret til den gottorpske del, eller den går videre og påstår, at denne 1721 indlemmedes i den kongelige og tillige med denne gik ind under en fælles arvelov i Oldenborgernesagnatiske

Det vil i det følgende blive godtgjort, at begivenhederne 1721 både i deres helhed og i alle deres enkeltheder går ud på det modsatte, på en fuldstændig kuldkastelse af hele den ældre statsret og dens arvelove; men først og fremst vil det da være nødvendigt at fjerne den af Moltke fremsatte tvivl om, hvorvidt den kongelige del droges med ind under forandringen.

Når denne tvivl overhoved har kunnet komme op, og når den, som det synes, aldrig fra dansk side mødte det rette afgørende svar, da var det fordi den konstitutionelle tradition var så aldeles afbrudt. Det væsenlige ved hyldingen1721 var ikke den ed, som blev aflagt i de gottorpskeamter, men den som landets adel aflagde på Gottorp; den første var nemlig (statsretlig) en troskabsed, aflagt af undersåtterne til deres konge, den anden en politi

litisk hyldingsed, aflagt af hertugdømmets repræsentationog forpligtende på dets vegne. Men repræsentationen stod for hele hertugdømmet, også den kongelige del, og hvad den gik ind på forpligtede alle indbyggerne; troskabsedenvar derimod selvfølgelig overalt i de kongelige stæder og amter bleven aflagt strax efter tronskiftet (1699) og behøvede ingen gentagelse 1721.

Thi hvad var det for en forsamling, som hyldede kong Fredrik IV på Gottorp den 4. September 1721? Skønt ordet ikke bruges, eller vel endog omhyggelig undgås, må den dog utvivlsomt kaldes en land dag, således som man plejede at indkalde den til hyldingen. En betragtning af forholdenes udvikling i den henseende vil tilfulde godtgøre

Lige fra valgrettens tid var det en vedtagen skik, at ethvert hertugskifte konstateredes af en landdag. Den nye hertug fremstillede sig til hylding og stadfæstede landenes privilegier: det var en akt, som svarede til kongevalget og håndfæstningens vedtagelse i kongeriget.

Kong Kristian V var den første, som afnødte stænderneen hyldingsed uden selv at være tilstede på landdagen og uden at stadfæste privilegierne i deres tidligere udstrækning.Den 2. Juni 1671 underskrev adelen og borgerstandenhyldingseden på et landdagsmøde i Eensborg, medens kongens stadfæstelsesbrev er dateret samme dag i København. Det er underskrevet «an Eides statt» og givet stænderne efter aflagt arvehylding; privilegierne stadfæstesmed forbehold af den i Slesvig indførte suverænitet og den i Holsten indførte førstefødselsret. I de brugte formler får hele den gamle statsret, med landdagen som en omfattende repræsentation, endnu sit traditionelle udtryk,således som det gentages i århundredernes løb, efter

at almuen forlængst faktisk er udelukket: »Prælaten.
Kitter, Mannen, Kathe, Stådte, Einwohner der Fiirstenthiimeretc.
»1).

Ved det næste hertugskifte indkaldtes der ligeledes til et hyldingsmøde (17. Avgust 1695); men navnet «landdag» er nu alt ilde set af de regerende herrer, det kaldes «eine absonderliehe convocation». Ikke desmindre er det rettet til <■Prælaten, denen von der Ritterschaft, Stådten und gesammten Standen miserer Furstenthumer«. Imidlertid hindrede den strax efter udbrydende langvarige strid mellem de to regerende herrer udførelsen af det kundgjorte forsæt, og hverken den unge hertug Fredrik eller han^ umyndige søn Karl Fredrik eller kong Fredrik IV modtog den traditionelle hylding med privilegiestadfæstelsen. Denne var dog ingenlunde opgiven af stænderne, og neppe var det kommen til et forlig imellem fyrsterne, for ønsket om en landdag atter fremsattes med stor styrke.

I Kieler omslag efter hellig tre konger 1708 vedtog ridderskabet en forestilling til kongen og hertugen om forskellige anliggender, først og fremst imod den påtænkte ophævelse af fællesskabet og for indkaldelsen af en landdag til hylding og privilegiernes stadfæstelse. Adelen giver en vidtløftig fremstilling af hertugdømmernes forfatningshistorie tilbage til 1460, kalder sig selv for «stænder« og appellerer til herrernes kærlighed til deres »indfødte undersåtter, prælater, ridderskab, landskab, stæder og stænder».

Det ses heraf, at de virkelig repræsenterede stænders

---

1) En ejendoinmelig, nieget betegnende formel bruges i konvokationdpatentet af 2. Sept. 1(339: „Praelaten, Eitter, iStiidte und gesaminte Stande, denen auf unser Purstenthiimer Landtagen zvi erscheino und allda iiblicher u. hergebrachter Gewohnheit nach Stelle u. Sutfragia zu fiihren oblieget u. zustehet —".

antal nu er yderligere indskrænket, idet stædernes repræsentantermangler. Det var i henhold til freden i Travendal af 18. Avgust 1700, i hvis tredje afsnit fællesskabet var begrænset til »Prælaten, Ritterschaft und gewissermassen iiber einige Stådte»; Gottorperne havde alt tidligere søgt at udelukke den borgerlige stand. En endelig bindende aftale sluttedes i den henseende i Altona den 17. Juli 1709, i den store «reces«, som skulde ende åringers stridighederog indføre en endelig modus vivendi. Det hedder her i fjerde afsnit, at prælater og ridderskab fremdeles står under de to herrers fælles regering; stæderne nævnes ikke mere. I hemmelige tillægsartikler aftalte raderne endvidere, at man ikke mere vilde bruge ordet landdag, men derimod nok kunde gå ind på et møde med prælater og ridderskab til forhandling af offenlige anliggender¹).

Dette sidste forsæt blev dog ikke bragt til udførelse: thi da adelens repræsentanter holdt på at få en virkelig landdag istand, indkaldtes den ved patent af 14. Sept. 1711 til møde i Rensborg. Den skulde bestå af »Prælaten u. Ritterschaft samt und sonders». Der holdtes da også virkelig en regelmæssig landdag med tiltale og svar, klager og forhandlinger, hvorefter de kongelige og hertugelige kommissærer afgav endelig besked på det, næstfølgende omslag i Kiel, den 25. Januar 1712. Ridderskabets første begæring var udskrivningen af en hyldingsdag for at privilegiernekunde blive stadfæstede, og denne begæring blev ingenlunde afslået, men som tidligere udskudt i en uvis fremtid. Den 27. April næstefter ratificerede de regerende herrer hver for sig de afgivne svar og samtidig stadfæstedes

---

1) Falck, Sammlungen z. Kunde des Vaterlandes I 241 - 316. (Smi. reces i Eensborg 1712, k. 7, der viser, at freden i Travendal fortolkedes som anført. Falck, Urkunden. s. 258.)

landenes privilegier omtrent i samme omfang som det var sket af kong Kristian V i året 1671. Det genoptagne mode sluttedes derpå definitivt den 4. Juni af de kongelige og hertugelige kommissærer: «allermaaszen dann also zugleichhiemit auf special k. u. f. ordre die bisdaherige Land-Tags-Versamlung im Namen Gottes geschlossen«. Endelig gav kongen under 19. Juli s. år adelen en ny forsikringom, at det ingenlunde var hans agt, som det var bleven forstået i Kiel, aldrig mere at lade holde landdagsforsamlinger:«aller maaszen auch Dero allergnådigste Meinungkeines Weges dahin ginge, alle Landtags Versamlungen nach diesem in totum aufzuheben». Det samme forklarede hertugen¹).

Samtidig blev der truffet en anden aftale mellem de to regenter. Ved forliget i Hamborg den 5. Januar 1711 enedes man om for fremtiden at fastholde den fortolkning, at fællesskabet gjaldt det adelige gods og dets ejere, uanset om disse var af adel eller ikke, således at som følge heraf også de borgerlige godsejere personligt kom ind under den fælles regering og den fælles jurisdiktion. Denne omfattede herefter altså igen såvel adelige som borgerlige, ligesom før freden i Travendal, kun at de borgerligegodsejere nu var trådte i stedet for stæderne «i visse forhold". Da derfor et par år efter den skarpsindige statsretslærerAmthor gav en udforlig fremstilling af ridderskabetsretsforhold, udtalte han sig for, at man nu konsekventmåtte tilkalde de uadelige godsejere til landdagen. Denne som en repræsentation for hele landet og befolkningenskulde jo bestå af fællesregeringens «stænder», og medens stæderne var udskudte af fællesjurisdiktionen, var

---

1) Jensen u. Hegewisch, s. 225_—50.

nu de borgerlige godsejere optagne i den. løvrigt oplyses det her, at sådanne i virkeligheden jævnlig var mødte på landdagene, ligesom det alt havde gammel hævd, at de henhørte under fællesjurisdiktionen; kun den udtrykkelige indkaldelse havde man efter gammel skik undgået¹). Ved hyldingen 1684 underskrev godsejerne sammen med ridderskabet.

Der kan da efter det her oplyste ikke ret vel være tvivl om, at den til hyldingen på Gottorp indkaldte forsamling i virkeligheden var en landdagsforsamling. Patentet af 22. Avgust 1721 indkaldte »Prælaten, såmtliche von der Ritterschaft und andere, so einige adeliche Guter im Herz. Schleswig besitzen», og som formål opgives hyldingen af kongen som eneste landsherre; kun navnet er undgået, således som man så gerne vilde det. Derimod afslog man ikke uden videre hertil at knytte en almindelig stadfæstelse af privilegierne og det tillodes stænderne at indgive et memorial med de traditionelle klagemål over rettens pleje og skattebyrden. Bønnen om fremtidige landdage i Sønderjylland blev ikke uden videre afslået, men som sædvanlig besvaret i svævende udtryk.

Når denne forsamling derfor hyldede kong Fredrik IV, så var det ikke enkelte mænd, hver i sit eget navn og på egne vegne, men det var hertugdømmets stænder. Der siges udtrykkeligt i patentet, at kongen vil, for at nå sit mål at forene den gottorpske del med den kongelige: »vonden gesamten eingesessenen Standen unseres Herzogth. Schleswig, als Prælaten, der Ritterschaft, Stådten, Amts- und Landschafts-Einwohnern und Unterthanendie

---

1) Historischer Bericht von der Schl.- Hoist. Kitterschaft, 1714, s. 79 f. 73.

thanendiealleinige Erb-Huldigung einnehmen»; desuden vil han løse de gottorpske undersåtter fra deres tidligere ed og tage dem under sin regering og i sin troskabsed. Samme tanke udtales, om man vil endnu tydeligere, i et noget senere reskript til generalsuperintendenten,idet det under 30. December s. år pålægges ham også at edfæste præsterne i de forhen fælles distrikter, som man hidtil havde glemt. Her lyder indledningen således: «Als wir nach ohnlångst eingenommener Erb- Huldigung s o w o h1 von Prælaten undßitterschaft d e & ganzen Herzogth. Schleswig als denen iibrigen geist- und weltlichen Standen in denen gewesenen fursti. Schleswigschen Stådten, Am tern und Landschaftenvor gut befinden» osv. Hyldingen svarer altså fuldstændig til de politiske garantier fra Englands og Frankrigs side, omfattende hele hertugdømmet. Denne hylding var en politisk akt, foretagen af hertugdømmets eneste repræsentation, ved en traditionel fiktion forestillendesamtlige stænder. For yderligere tydeligheds skyld og af praktisk-politiske grunde afkræver man derefterogså de stænder, som har været udelukkede fra repræsentationen, fordi de var henlagte under de enkelte hertugers særlige regering, den tilsvarende ed, men vel at mærke kun for så vidt som de forhen har stået under gottorpsk højhed og altså har været edfæstede til den fortrængtemedregent. En tilsvarende edfæstelse af de kongeligedistrikter vilde have været meningsløs.

Når der således ikke med føje kan rejses tvivl om, at hyldingen i året 1721, for så vidt som den foretoges af ridderskabet, var politisk forpligtende for hele hertugdømmet,så bliver spørgsmålet altså, hvad den gik ud på, hvilke forpligtelser den indeholdt. Hvad lovede stænderne

og hvad lovede kongen; var nogen berettiget til at gøre
indsigelse og gjorde nogen indsigelse?

Det kongelige patent af 22. Avgust og edsformlen af 4. September 1721 har som bekendt været underkastede en talløs række fortolkninger; hvert ord og hver vending er ble ven vejet atter og atter, uden at man dog, som det synes, på noget punkt er nået til fuld enighed om den rette forståelse. Hovedgrunden hertil er uden al tvivl den fælles, at man har villet fortolke rent logisk og sprogligt uden det tilbørlige hensyn dels til tidens talebrug i det hele, dels til de dengang foreliggende faktiske vendinger i politisk diskussion i særdeleshed. Det vil imidlertid formentlig vise sig, at de to mærkelige aktstykker vel er tunge og indviklede i formen, men efter tidens tankegang klare i deres udtalelser og koncise i deres afgørelse. De foreligger i forskellige bearbejdelser, lige fra de første udkast af Breitenau til den endelig vedtagne form. Hver af disse bearbejdelser har sit særlige præg, sin bestemt gennemførte opfattelse af hyldingens betydning, en omstændighed, som selvfølgelig i hej grad letter forståelsen af den endelige redaktion. Det er en ikke uvæsenlig mangel ved de ældre danske fortolkningsforsøg, at dette forhold ikke i dem er bleven opdaget og fremstillet¹).

Breitenaus udkast til eden (Tillæg 7) går ud på at hylde kongen som «alleinigen souverainen Besitzer und Erb-Eegent des ganzen Herzogth. Schleswig>, «alleinigen souverainen Herzogen zu Schleswig«: intet videre; intet

---

1) Koncepterne fandtes ved akterne fra K584. som dog også, var bleven gennemgåede 184 G.

om efterfølgere, intet om en forandret statsretlig stilling. Dette projekt billigede de to assessorer i det tyske kancelli i deres forestilling af 26. Marts som formentlig tilstrækkeligt.

Svarende hertil redigerede Esmarch derpå efter Breitenausudkast et patent til stændernes indkaldelse. Det er skrevet på den originale koncept til det tilsvarende patent af 28. Juni 1684 og indeholder kun de nødvendige forandringerheri. Indledningen nævner den ved patent af 30. Juli 1714 foretagne okkupation af de gottorpske lande, både i Slesvig og Holsten, og optager iøvrigt den i reskript til Jessen og Breitenau (af 10. Dec. 1720) givne fremstilling af freden og de i den indeholdte garantier for hele hertugdommetSlesvig og kongens hensigt at forene den gottorpske del med den kongelige under sin arveregering. Til gengæld lover han at stadfæste stændernes «wohlhergebrachte Freiheitenund Gerechtigkeiten». Om tanken med dette patentkan der ingen tvivl være; når kongen siger, at han ved freden har fået garanteret «die ewige und ruhige Besitz- und Beherrschung des ganzen Herzogth. Schleswigs umi folglich auch des hiebevor gewesenen fursti. Antheils (fur) Uns und Unsere Konigl. Erb-Successores an der Regierung», og når han siger, at han i kraft af denne fred vil tage de tidligere gottorpske undersåtter »unter unserer konigl. souverainen und alleinigen Erb-Regierung», så er det ligefrem, at han tænker sig et suverænt hertugdømme Slesvig, garanteret kongerne af Danmark; hyldingen skal fra landets egen side stadfæste dette. Tilbudet om derimodat stadfæste frihedsbrevene slår yderligere den historiskudviklede selvstændighed fast. Når den fremtidige arvefølge slet ikke nævnes, da ligger det deri, at den selvfølgeligmå

følgeligmåfastsættes af den suveræne konge og at det
ikke trænger til nogen redegørelse for undersåtterne.

Disse udkast undergik imidlertid en ikke uvæsenlig forandring i kancelliet, uvist efter hvis initiativ; rimeligvis er det dog alt denne gang selve oversekretæren, som har taget sagen for. De ny koncepter er skrevne med en almindelig skriverhånd og senere atter rettede af Sehestedt

Eden er her fuldstændig omarbejdet, henimod den virkelig brugte formel. Først og fremst er den bragt i direkte forhold til patentet som en politisk akt. Breitenaus projekt gik ud på, at eden ydes i henhold til den ved freden trufne afgørelse; det nye derimod konstaterer, at kongen har fundet for godt ved sit patent: «das vorhin gewesene fursti. Antheil des Herzogth. Schleswigs mit dem ihrigen zu vereinigen und auf ewig zu inkorporiren», såvel som at tilkendegive ridderskabet, at det har at indfinde sig personlig hos ham for at tages i hans «alleinige Pflicht». Eden går derefter ud på, at vedkommende for sig og arvinger sværger til kongen som eneste suveræne landsherre, såvel som til lians kongelige arvesukcessorer i regeringen efter kongeloven.

Den tilsvarende form af patentet er mindre modificeret. Den har samme indledning, kun at okkupationen af Holsten udelades af omtalen som uvedkommende. Dernæst forstærkes udtrykket: «selbigen Antheil mit dem unsrigen zu vereinigen» ved tilføjelsen »und zu inkorporiren». De andre forandringer er uvæsenlige (Tillæg 8).

Sehestedts rettelser går ud på følgende. Patentet får en anden indledning; påberåbelsen af patentet 1714 udeladesog der hentydes kun til «de i tryk udkomne skrifter», af hvilke det fremgår, at «hertugen af Holsten« til trods

for de højtideligste forsikringer har indladt sig i forståelse med kongens fjender og overgivet Tønning til dem, samt oprettet en traktat til deling af hans lande; Karl Fredrik har, efter at være kommen til skels år og alder, godkendt alt hvad der således er sket. Dernæst kommer den mærkeligetilføjelse til omtalen af, at kongen således har fundet sig foranlediget til at tage hertugens del af Sønderjylland i besiddelse: »als ein in beschwerlichen Zeiten unrechtuiiissigerWeise von der Krone Danemark abgerissenes pertinens».Endelig er der tilføjet, at provsterne skal indfinde sig på Gottorp (sammen med adelen), medens de øvrige embedsmænd og indbyggere (ligesom efter de tidligere udkast)skal aflægge eden for de beskikkede kommissarier.

Eden er selvfølgelig bragt i overensstemmelse hermed. Den vigtige passus om Sønderjyllands ældgamle forhold til kronen er indsat på et særdeles heldigt sted: kongen har ved patentet «das vorhin gewesene fiirstl. Antheil des Herzogth. Schleswigs mit dem ihrigen zu vereinigen und dero Krone als ein altes injuria temporum abgerissenes Stiick auf ewig wieder zu incorporiren fur gut befunden». De andre rettelser fremhæver kun yderligere edens betydning; handlingen kaldes ikke blot at træde i kongens "alleinige PHicht«, men også den «gewohnlichen Erb - Huldigungseid in behoriger Form abzulegeiiD. Ligeledes optages i eden den almindelige form for troskabsforholdet, hvorved den bringes over imod embedseden: (so gelobe ich) . . . «Ihr. Konigl. Majest. und Dero Konigl. Erb-Hauses Nutzen, Bestes und Vortheil in allem aussersten Fleisses suchen und befordern, Schaden und Nachtheil aber, aller Moglichkeit nach, warnen, verhllten und abwenden«.

Det vil let ses, at de to aktstykker ved disse forandringervar

andringervarbragte til at sige noget langt mere end der fra først af var udtrykkelig udtalt i dem, selv om den samme tanke i det væsenlige lå til grund for begge former. Vi skal i det enkelte gennemgå disse forandringer i deres sammenhæng og efter deres samstemmende betydning.

Formelt er der da først den forandring, at eden, som jo er det egenlig forpligtende dokument, kommer til at påberåbe sig patentet og derved tilegner sig dets indhold. Eden aflægges ikke, som først påtænkt, fordi der er sluttet en fred af et vist indhold, men fordi der har fundet en indlemmelse sted ved et kongeligt patent; dette støtter sig da atter til freden og garantierne. Samtidig hermed udelades løftet om, at stændernes frihedsbreve skal stadfæstes; ed og patent skal nu kun indeholde en forpligtelse for stænderne, ikke noget løfte til dem.

Det andet sæt forandringer har et hertil svarende reelt indhold. En simpel edfæstelse, foranlediget ved en fuldbyrdet erobring og foretagen på en landdag, vilde ikke have bragt Sønderjylland i noget direkte statsretligt forholdtil Danmark; det var en sag udelukkende mellem kongen og hertugdømmet. Idet derimod eden henholder sig til patentet som en statsretlig akt, som en foretagen sammenknytning af hidtil adskilte landsdele, rettes opmærksomhedenpå noget mere; det bliver meningenat foretageen politisk forandring ud over den ved krigen og dens umiddelbare følger nodvendiggjorte. Denne landdagsedens grundlovgivende karakter, om dette udtryk tor bruges, henpeges der også til i det indskudte udtryk, at det er den sædvanlige arvehyldingsed. Man har vel fra tysk side gjort gældende, at der herved netop sigtedes til, at den hele handling var lig alle de foregående af samme

art, at intet nyt tilsigtedes¹). Men udtrykket betyder ikke dette; det er den ved slige lejligheder, ved tiltrædelsenaf en ny regent sædvanlige arvehylding. Således skriver hertug Fredrik efter sin tiltrædelse til kongen (6. Marts 1695), at han som sin faders »rechtmåssigerLandes-Successor und Nachfolger in der Regierungnvil kræve »die gewohnliche Erbhuldigung»²). Den hylding, som krævedes i året 1721, kunde nu ingenlundemed hensyn til sit indhold kaldes «sædvanlig»; thi det var henved et par hundred år siden nogen hertug var bleven hyldet som eneregent, og endnu længere siden nogen var ble ven hyldet som hertug i Sønderjylland alene. Derimod var den en hylding som andre, både her i landet og udenlands, således som de var «sædvanlige» ved en ny tiltrædelse.

Optagelsen af dette udtryk i eden er således en udtrykkelig tilkendegivelse af mødets retstiftende karakter, idet det iøvrigt selvfølgelig intet indeholder om den stiftede rets indhold. Kongen kan for så vidt godt hyldes som enehertug i modsætning til sin tidligere egenskab af delingshertug; men der kan også være sigtet til at han fra nu af står i et helt nyt retsforhold til landet, at han ikke mere er dets hertug, men dets konge.

Om det er det ene eller det andet, afgøres af de iovrigt brugte udtryk og da først og fornemmelig af den udtrykkelige tilkendegivelse af, at kongen har villet indlemmeSønderjylland i sin krone, som et i onde tider løsrevet le de mod. Indførelsen af dette i eden og patentet er det egenlig afgørende moment i den nye

---

1) Xeues staatab. Mag. IX 254 ff.

2) „Kurtze, jodoch griindliche Anzeige" etc. (Febr. 1*396), p. 54.

redaktion, den uomtvistelige kærne i Sehestedts tilføjelser; han har her grebet det lykkelige ord, som ikke kunde misforstås, ikke kunde bortfortolkes, medens alle de andre udtryk, hvor vel valgte de end er, levner plads til senere mistydning.

Endnu så sent som i året 1847, efter at grundene for og imod disse aktstykkers retstiftende karakter syntes at være udtømte, kunde man fra tysk side fremsætte det spørgsmål: Wann ist der Antheil Schleswigs injuria temporum der Krone abgerissen? — og besvare det med en påvisning af, at der herved sigtedes til freden i Roskilde 1658^l).

Intet kan være mere oplysende med hensyn til den lethed, hvormed man i hin tid kom ud over de historiske undersøgelser; det har sit sidestykke i den hårdnakkethed, hvormed man i adskillige år modsatte sig anerkendelsen af lex regia som den danske kongelov. Men dette exempel viser da også, hvor utilstrækkelig en blot sproglig eller en fra moderne historiske begreber udgående fortolkning af historiske aktstykker er. Der foreligger nemlig fra selve samtiden den mest uimodsigelige fortolkning af de brugte udtryk, og den foreligger således, at den med sikkerhed kan siges at have været samtiden så fuldt nærværende som nogen anden af de politiske fraser, der dengang betegnede partiernes synspunkter og formål.

Året efter at den danske historiograf Amthor havde udgivet sin bekendte »Historischer Bericht von dem vormaligenundgegenwårtigen Zustande der Schleswig- Holsteinischen Ritterschaft», skrev han «auf allergnådigstemBefehl»en lignende bog under titel: «In jure et

---

1) Xordalbingiscue Studien, IV 833 ff'.

facto gegriindeter Beweis der vielfaltigen Treulosigkeiten, so das . . . Konigl. danische Haus von dera fiirstl. Holstein(rorttorfischenbishererlitten» (1715). Titelen fortsaetter efter tideus skik med at angive som bogens yderligere indhold, at der i den udforlig skal eftervises, «dasz das Herzogthum Schleswig durch ofFenbare Rebellionen und bose Intriguen der damaligen Holsteiner von der Krone Dane mark zum erstenmal abgerissen» —. Der gores i denne bog udfarlig rede for Senderjyllands politiskehistorie.Det var oprindelig en dansk landsdel ligesomNorrojylland,sproget det samme osv. Ved Holstenernes arge ranker <»g voldsomheder blev det lesrevet i aret 1326 og en lov forfattet, som gik ud pa at hindre dets genforeningmedkronen. Man lavede det til et hertugdemme, et iiarvelenn, «ikke uden en uoprettelig skade for kronen»; «en sa herlig provins» «skulde aldrig kunne falde tilbage til sin gamle retmaessige herre». Selvfolgelig tillsegger forfatteren ikke denne forbigaende bestemmelse, som oplifevedesfaar oftcr, nogon betydning. Da hertug Henrik af Sonderjylland dede 1375, fortssetter nan, bavde Danmarksrigeret til igen at inddrage bans saledes ledigbleviielenog at indlemme det i kronen¹). Senere skilles det da atter fra riget, indtil det efter Adolfs dad kommer tilbago, men efter Kristian I's delvis skilles derfra. Han anforer en samtidig forfatter, som spaede rettelig, at det engang vilde sandes, hvor ilde man havde set sig for, «als man das Herz. Schleswig, welches der Krone wieder zugefallen war, aufs neue davon abreissen lassen». Det ses da heraf, at Amthor holder selve bortforleningen,

---

1) Side 9: H., iler .... verstarb und also dem Reiche D. so viol melir Keclit hinterliess, sein nunmehro vacant gevvordenes feudum Avieder einzuzichon und der Krone zu incorporiren.

selv om den delvis sker til kongens person som hertug, for en løsrivelse fra kronen. Derimod bruger han ved omtalen af hvad der skete 1658 intet hertil sigtende udtryk,hvadder jo er ganske naturligt, da ophævelsen af lensforholdet kun var et nyt led i en kæde, hvis blotte tilværelse var kongerigets übodelige skade. Ved indtagelsen afTønning, Gottorpernes sidste faste plads nord forEjderen, blev derimod «der Krone Danemark ein Dorn aus dem Fuss gezogen« (S. 73). Hermed ender de dels voldsomme, dels fredelige forsøg på fra Holsten af at løsrive Sønderjyllandfrakronen; Gottorps hertuger fortsætter de Rensborgskegreversbestræbelser; kampen har været stående i 400 år. Forfatteren kommer tilsidst tilbage til sine påstande,atSønderjylland ved forraden af de daværende Holstenere »zuerst von Danemark als seinem naturlichen Korper abgerissen sei»., at de følgende Gottorpere har fortsatsammeværk og fuldendt det ved deres forbund med Sverig. Men herved har de tillige skrevet deres egen dom. Det hedder i den hemmelige traktat med Stenbok af 21. Januar 1713, at det er let at forudse, at man fra dansk side vil tage Tennings overgivelse for et fredsbrud, (■und nicht nur die fursti. Lande feindlich tractiren, sondernselbigegar unter seine Botmåssigkeit bringen und sie des Herrn Herzogs Carl Friedrich Durchl. gånzlich zu entziehen bedacht seini>, hvorfor man som løn for hvad der således voves betinger sig Pinneberg og Segeberg fra Danmarkskrone.Efter denne selvskrevne dom, mener Amthor, vil det da også nok gå hertugslægten (S. 144. 143).

De udtryk og vendinger, som den kongelige historiografher bruger, var selvfølgelig almindelig bekendte blandt samtidens politiske mænd. Skriftet var officielt, den danske konges politiske program; i krigsårene, da udsigterne jævnligskiftede,

ligskiftede,var selvfølgelig disse tanker bleven drøftede atter og atter mellem modstanderne, den indfødte adel og de kongelige embedsmænd, kongens og Gottorpernes partigængere.Indenfor dette ordforråd måtte man altså søge de betegnende, for alle forståelige udtryk i den endelige afgørelse af striden.

Med dette for øje vil ingen heller nu kunne misforstå patentets og edens ord. Kongen fortæller (ligesom Amthor), at han ved Gottorpernes onde intriger »bewogen worden, des Herzogen Carl Friedrich zu Holstein gehabten Antheil iin Herz. Schleswig als ein in beschwerlichen Zeiten unrechtmåssiger Weise von der Krone Danemarkabgerissenes Pertinens wieder in Possession zu nehmen«; samt at han efter de modtagne garantier har besluttet »selbigen Antheil mit dem unserigen zu vereinigenund zu incorporiren«¹). Edsformularen gengiver tanken heri således, at kongen ved sit patent har fundet for godt »das vorhin gewesene fursti. Antheil des Herz. Sehleswig mit dem ihrigen zu vereinigen und De ro Krone als ein altes injuria temporum abgerissenes Stlick auf ewig wieder zu incorporiren«. Det forhold,som

---

1) Den danske kommissionsbetænkning af 1846 søgte med urette at tillægge dette dobbelte udtryk en særlig betydning ved at fortulke det som: „forene den hertugelige del med den kongelige og (sammen mod den) at inkorporere den i kronen". Dette strider mod al sproglig logik og imod tidens bevislige talebrug. Således siger Holberg i sin „Danmarks og Norges beskrivelse" (s. 720), at det ene kommissariat (landetatens) er inkorporeret med det andet (søetatens). I bestemmelser for vajsenbuset (22. Juli 1720) fritager kongen alle dem for personlig skat, som sig der opholder eller dermed er inkorporerede. I 1594 er kongen enig med stænderne i at erklære, at de to hertugdømmer er således „unirt und einander incorporiret", at de ikke kan skilles, osv. (Waitz, Urkunden II 94).

hold,somgenoprettedes, er tilstanden før 1326, da hertugdømmetudskiltes fra kongeriget, da det blev vedtaget, at samme mand ikke måtte være hertug og konge. Nu derimodslås det fast, at netop samme mand skal være herre og konge i begge lande, det er Danmarks krone, som vinder sit gamle len tilbage for evige tider. Om landet så skal styres særskilt eller som del af kongeriget, bliver det den enevældige konges sag at bestemme, det har intet med hyldingen at gøre.

Hertil svarer da nojagtig den udtrykkelige anerkendelse af kongerigets arvefølge. Det oprindelige udkast (Breitenaus) udtalte sig aldeles ikke om arvefølgen, men nøjedes med en anerkendelse af kongen som «arveregent ». Den ældste redaktion af den nye formel har formen: cKonigl. Erbsuccessoren in der Keglerung vigore legis regiæ»; Sehestedt har rettet det til «secundum ten or em legis regiæ». Begge disse udtryk forekommer som betegnelse for retsbestemmelser i visse aktstykker, som f. ex. i fredstraktaten i Fontainebleau: juxta tenorem pacis Westphalicæ, vigore tractatus W. — Således siger kongen også 22. November 1712 i brev til kurfyrsten af Sachsen, at hans søn «vigore legis regiæ» under visse forhold har nærmeste ret til tronfølgen¹). «Secundum tenorem » er dog om muligt endnu tydeligere eller indeholdt måske efter Sehestedts mening en nuance, som han foretrak, idet det kun henviste til kongelovens bestemmelser som regulerende arvefølgen, medens «vigore» kunde synes at henvise til den som adkomst.

Det vil være overflødigt at dvæle ved de fortolkninger
af den nævnte passus, som blev fremsatte fra slesvigholstenskside

---

1) Geheime Registratur 1712, s. 363 ff.

holstensksidefor at undga at anerkende «lex regia» som brugt om den danske kongelov, der dengang forela trykt under denne titel. At det skulde sigte til patentet eller til arveloven af 1650 er fuldstsendig meningslest. Af sterre vaegt er den alt af Behrmann fremsatte pastand, at hele udtrykket gar pa det folgende, ikke pa det foregaende: i< ... Erbsuccessoren in der Regierung secundum tenorem legis regise treu hold und gewartig sein». Det skulde da tyde pa den i kongeloven fastsatte absolute lydighedspligt.

Men også denne fortolkning er dog aldeles håbløs. Undersåtternes übetingede lydighedspligt var i året 1721 ikke mere underkastet nogen tvivl og kunde ikke være genstand for et edeligt løfte. Troskabseden var absolut og havde alt dengang været det i lange tider. Skulde påberåbelsen af den i kongeloven formentlig indeholdte übetingethed have nogen betydning, måtte det vel være i modsætning til enhver konstitutionel ret, altså en opgivelse af den politiske frihed. Men en sådan existerede faktisk ikke mere, ingen vidste bedre end landdagens medlemmer, at den var fuldstændig voldgivet kongens enevælde. Alligevel var man lige nær efter som før denne arvehylding og strax efter kunde man uden at møde nogen tilrettevisning gentage den gamle bøn om landdage. Kongeloven var som bekendt heller ingenlunde nogen hindring for afholdelsen af møder af en så tam natur, hvad der jo faktisk viste sig 1831.

Det er heller ikke så, at selve edens text taler for denne forståelse; thi ganske vist sætter den af ridderskabetbrugte trykte blanket et komma foran «secundum» osv., men et andet oplag af blanketten, som i stort antal brugtes i amterne, mangler dette komma, ligesom det ikke findes i hertugen af Glyksborgs håndskrevne ed.

Med andre ord: kommasætningen har her, som overhoved
dengang, været bogtrykkerens eller skriverens sag og beviserintet.

Desuden kan der ingen tvivl være om, hvorledes denne vending er indkommen i eden. Den almindelige troskabsed (embedsed) havde lige fra 1660 overalt i kongens riger og lande lydt på suverænitet, absolut dominium osv., og desuden forpligtet den sværgende til at bidrage til at overføre denne regering på kongens «rechtmåssige Erbsuccessoren (in der Regierung)». Således hed det også i hyldingseden 1684 (rechtm. E. in d. R.). Samme tanke skulde nu finde sit udtryk i hyldingseden 1721, men den skulde have et fuldt og utvetydigt udtryk; derfor ombyttes «rechtmas sige E.» med en anførelse af den gældende arvelov: «E. in der R. secundum t. 1. r.». Denne formel var ej heller ukendt i kancelliet. Det hedder i Kristian V's instrux for konsejlet (som Sehestedts fader altså havde havt til rettesnor i sit embed), idet kongelovens ukrænkelighed indskærpes, at ministrene skal tragte efter, «damit sothane lex regia ... unverbriichlich observiret, ... mithin die dadurch befestigte souveraine Erb - Regierung dieser Konigreiche und Landen . . . fiir uns und unsere konigl. Erb- Successoren nach Verordnung mehr besagter legis regiæ unverånderlich ... beibehalten werde»^x).

Anvendelsen af kongeloven på arvefølgen i Sønderjyllandhavde alt engang tilforn været genstand for en offenlig drøftelse. Da kong Kristian V efter sin svoger Kristian Albrekts død 1694 forespurgte, om der var et testamente efter ham, ved hvilket arvefølgen ordnedes, fik

---

1) (Gaspari) Urkunden und Materialien I3lf. Instruien er ker fejlagtig henført til Fr. 4, skønt kongen kalder Fr. 3 for sin fader.

han et afvisende svar af sin unge søstersøn hertug Fredrik: ingen havde vel forlangt at se et testamente ved hans, kongens, tronbestigelse. Kongen svarede, at inan på Gottorpmeget vel kendte kongeloven, men at han ikke vidste af, om der existerede en lignende familielov for hertugslægten.Det var nemlig vel almindelig bekendt, at der forhen havde været udstedt arvelove med fastsættelse af førstefødselsretten, stadfæstede af kongen for Sønderjyllands og af kejseren for Holstens vedkommende, men disse love måtte anses for ophævede ved den i 1658 opnåede suveræniteti det danske hertugdømme. Fra det øjeblik af kunde hver af de regerende herrer fastsætte frit, hvorledes der skulde forholdes med arvefølgen i hans del af Sønderjylland,og kongen forlangte derfor at få at vide, om den afdøde hertug ikke havde taget bestemmelser til fordel for sin yngre søn, hvis naturlige værge han som morbroder måtte siges at være.

Fra disse forudsætninger må striden 1695 opfattes. Den ældre hertug Fredrik af Gottorp havde meget vel forståetden ret, han således havde erhvervet, og havde også virkelig stadfæstet førstefødselsretten i et testamente; hans ældste søn skal arve alle hans lande, hedder det, «einhalt des in unserm fursti. Hause eingefiihrten, auch nachgehends von Kaysern zu Kaysern beståtigten, nunmehro auch von uns im Fiirstenthum Schleswig aus unbeschrankter souverainenMacht bestårkten und erneuerten juris primogenituræ «¹). Men på selvsamme måde, forklares det fra kongelig side, har kong Fredrik 111 fastsat arvefølgen i kongeloven. Dette gav anledning til følgende polemik, samtidig med at efterhånden den i det foregående antydede

---

1) Anmerkungen iiber die Nachricht ete. (1t)96) Beilage Nr. 9.

opfattelse klaredes. Den kongelige forfatter (Breitenau?) skriver først i «Nachricht wegen der zwischen Ihr. K. M. zu Danemark und Herzog Fr. erwachsenen Irrungen» (1695), at hertugens udtalelse om, at der ikke blev fremlagtnoget kongeligt testamente ved regeringsskiftet 1670, er meget nærgående: «nachdem lex regia Danica zu Gottorf nicht unbekannt, und dieser Punkt aus Ihr. Hoheit der Princessin des Herzogs Frau Mutter Eheberedung und der dabei stipulirten Renunciation vor so lange Zeit den fursti. Ministris schon sattsam bekannt gewesen» (s. 21).2¹).

Dertil svarede den gottorpske forfatter i sine «Anmerkungen iiber die Nachricht etc.» (1696), at han ikke vidste, at der 1670 var bleven gjort noget for at legitimere kongen: »dannwas anjetzo in vorgedachter Schrift de lege regia Danica angefiihret, davon haben Ihro Hochf. Durchl. so wenig Nachricht, als Sie. auch annoch abzusehen vermogen, wie lex regia Danica im Herzogth. Schleswig einzufiihren sein moge» (s. 8 f.).

Strax efter udkom det kongelige svar («mit konigl. Vorwissen und Approbation zum Druck befordert»): Kurze, jedoch griindliche Anzeige — (Februar 1<396): «Was dabeide lege Danica angefiihret wird, als ob nemlich, nach des Schriftstellers Meinung, solche ratione des Herz. Schleswigkeine Statt finden konne? verdiente wohl eine scharfe Antwort, . . . indem ihme als einem vermuthlich erfahrnen Bedienten billig nicht unbekannt sein sollen, dasz hier nicht de nomine legis regise, sondern de dispositione legislatoristanquam testatoris die Frage, under dera Konig Eriedrich 111 wohl nicht zu disputiren gemeinet sein

---

1) Dette forholdt sig ganske rigtig, da Kristian Albrekt ved sin formæling 1667 blev gjort bekendt med kongeloven og sin bruds afkald på anden arveret end den i hin lov hjemlede.

wercle, ob Ihre Mayest. dergleichen Disposition, wie in Regardder Kron Danemark, also auch des Herzogthurns Schleswig und Ihres daran habenden Antheils machen konnen?» (s. 9).

Herpå svaredes da atter fra gottorpsk side («Wahrhafter Bericht» ctc., Marts 1G96, s. 35 f.), at man havde forstået lex regia Danica om den danske lovbog, ikke om nogen kongelig disposition, som ingen kunde være så gal («so beraubten Verstandes») at ville gøre indsigelse imod¹).

Derom var der altså enighed, at kongeloven strax ved sin udstedelse havde fået gyldighed for den kongelige del af Sønderjylland, således at arvefølgens orden og landets udelelighed herved var grundlovmæssig fastsat. Selvfølgelig kunde den dog ikke skabe nogen ny eller yderligere adkomst for kongeslægten i sin helhed, selve arveretten tilkom kun mandsstammen, selv om det modsatte af og til blev påstået, som i forhandlingerne med Plon 1G65.

Det må derfor også indrømmes, at »Erbsuccessoren secundum tenorem legis regiæ», dersom det stod ene eller skulde forklares blot efter sin ordlyd, vilde kunne lade en tvivl tilbage med hensyn til arverettens omfang; selv om denne ansås for begrænset til mandsstammen, tør det ikke benegtes, at udtrykket kunde være bleven brugt i henholdtil opfattelsen fra 1695. Men det kunde aldrig have fundet sted i den forbindelse, i hvilken det kommer 1721. Når det bruges samtidig med påberåbelsen af gamle historiskeminder om den danske krones, Sønderjylland omfattenderet, og når det sættes ind i edsformularen uden

---

1) Senere ytringer gentager kun det samme: „Aut\vort-Schreiben" (Maj 1(596) s. 28. „Conspectus causaruni", p. 13.

nogen udtrykkelig indskrænkning som en fortolkning af det vage: »rechtmåssige Erbsuccessoren», så er eller var for hin tids mennesker enhver somhelst tvivl om dets rette forståelse udelukket.

Det kan da i det hele siges, at de fleste udtryk og vendinger i aktstykkerne fra 1721 vanskelig enkeltvis kan fastholdes som utvetydige betegnelser for fastslåede politiske eller statsretlige begreber, således som man fra begge sider forudsatte og søgte at fastholde i striden i fyrrerne. Der er noget tvetydigt ved ordene: genforene, inkorporere, lex regia osv. . Men det som giver fortolkningen sit faste uomtvistelige grundlag, er henvisningen til det historiske forhold som skal genoprettes, det forhold, at Danmarks konge som sådan også er Sønderjyllands hertug. Er dette givet, da er der ingen strid imellem de iflæng brugte udtryk: «ai: genforene den gottorpske del med den kongelige«, »at inkorporere de to dele med hinanden" og «at inkorporere den gottorpske del i Danmarks krone som et løsrevet pertinensi). Da falder også kongelovens arvefølge af sig selv. Enhver anden fortolkning må nødvendigvis støde an på afgørende punkter og vise sig uigennemførlig.

Endelig, og også dette må der tillægges en ikke ringe betydning, stadfæster hele det ved hyldingen brugte ydre apparat den i akt styk kerne nedlagte og gradvis skarpt udformede tanke.

Man nøjedes ikke med at indkaldede gamle «stænder«, d. v. s. »prælat og ridderskab«, men føjede dertil de borgerligegodsejere, ja i sidste øjeblik også de gottorpske provster. Meningen hermed var utvivlsomt den at få repræsentanter for de traditionelle stænder. Således fremstilles det også på det bekendte »slesvigske bæger», et guldbæger, som dronningen kort efter forærede kongen til hans halvhundredårigefødselsdag

årigefødselsdag(11. Oktober 1721). Her ses nemlig kongen på sin trone, foran hvilken tre mænd knæler, en adelsmand,en præst og en borgerlig; derover står: « Stændernei fyrstendømmet Slesvig hylde kong Fr. IV, 172.1, 4. Sept...¹).

Det andet træk er dette, at ikke som i 1684 statholderen, men kongen selv og hans gehejmeråd med rigets storkansler i spidsen modtog hyldingen. Det fastsættes ved resolution dagen fer hyldingen, på Sehestedts referat af en række tvivlsomme punkter. Ligeledes måtte ridderskabet, der efter gammel skik skulde have lov til at fremsætte sine jonsker i anledning af hyldingen, gøre dette skriftlig og forinden til konsejlet, for at dette kunde fjerne utilborlige anmodninger, som end ikke måtte fremsættes, end sige kunde indrømmes. Først efterat eden var aflagt for ministeriet og den egenlig politiske akt således til ende, førtes ridderskabet af statholderen, som selv var bleven edfæstet, ind til kongen og kronprinsen (Tillæg 9. 10).

Endvidere var det kongelige patent af 22. Avgust forsynetmed et ?egl, som for første gang fremstillede Sønderjyllandsvåbenmærke i hovedskjoldet, blandt kronens suverænelande; det var taget ud af mellem skjoldet, hvor det havde havt sin plads ved siden af Holstens tre mærker. Det er ofte bleven fremdraget, at denne forandring ai' våbenet fandt sted dengang, alt Andreas Hojer tillægger det den rette betydning; men man har ikke været opmærksompå, at selve indlemmelsespatentet også i den henseende var bragt i fuld harmoni med sig selv. Det må i den henseende vel huskes på, at de andre mærker i

---

1) Slesvigske provinsialefterretninger 1287 med tavle (A. D. Jørgensen, 4(J fortællinger, s. 280_1.

hovedskjoldet dengang forklaredes som tilhørende rigets øvrige lande: løven med de ni søblade ("Goternes konge«) tillagdes Nørrejylland, Lindormen (»Vendernes konge«) Fyn, de tre Laver Sælland, løven med øxen Norge. Det samme våben sattes samtidig i den bekendte store frontespice over kancelliporten og på de våbenskjolde, som anbragtes i kancellibygningens arkivhvælvinger, idet iøvrigt de enkelte mærker her ligeledes enkeltvis brugtes til at betegne de forskellige landsdele.

Også den ved hyldingen brugte og for fremtiden indførte kirkebøn giver vidnesbyrd om opfattelsen af den fremtidige arvefølge. Ved reskript af 7. December 1720 til generalsuperintendent Th. Dassow i Rensborg var det alt slået fast, at kirkebønnen overalt i Sønderjylland skulde være ens, kun omfattende kongen og hans hus, med udeladelse af hertugen af Gottop. der efter gammel skik også i de kongelige amter havde været medoptagen i bønnen; det hedder: «So befehlen wir Dir hiermit an, dasz, da wir. .. keine weitere offentliche Furbitte ... als allein auf uns und unser konigliches Erbhaus gleich in unserem Konigreich Danemark geschiehet eingerichtet und (iberall uniform abgelesen wissen wollen» ..., så skal han indsende et projekt til en sådan bøn. I hyldingsprotokollen findes nu den fremtidige bøn indført; den lyder på kongen, kronprinsen og kongens broder prins Karl, de tre eneste mænd af slægten, hvorpå den fortsætter: «lass dir in Gnaden befohlen sein die koniglichen Erbprincessinnen samt dem ganzen hochloblichen ko ni gi. Erb-Hause».

Endelig var det heller neppe tilfældigt, at netop den
4. September valgtes til hyldingsdag; det var 12 års dagen
efter kongelovens udgivelse i trykken, forsynet med en

kongelig kundgørelse, der skulde danne et supplement til selve det historiske aktstykke. Denne udgivelse havde som bekendt vakt stor opmærksomhed, ligesom den havde været overvejet og forberedt mange år i forvejen. Det lå derfor nær til yderligere forherligelse af denne grundlov at fastsætte hyldingen i Sønderjylland til samme dag. Kronprinsen og hans unge hustru ankom til Gottorp den 28. Avgust og hele hoffet drog bort den 5. September, så on tidligere dag vilde ellers være falden naturligere.

Som alt hVre gange anført sluttede der sig til hyldingon på Gottorp en slags landdagsforhandling, idet konferensråd Ditlev Reventlov som prælat for hertugdømmet Slesvig (cl. e. provst for det adelige St. Johanneskloster, det eneste i hertugdømmet) og derved formand for ridderskabet indleverede et bønskrift til kongen. Som alt omtalt havde det i forvejen været forelagt konsejlet, men afleveredes umiddelbart til kongen «mit allertiefsten Respekt", hvorfor denne lovede «in konigl. Gnaden», »dasz oine allergewierigste Resolution erfolgen solle».

Supplikken, som få dage efter fulgtes af en anden (af 9. Sept.), gik ud på de almindelige punkter, nedsættelse i kontribution, ret til at affatte testamenter osv., og berørte kun ét politisk spørgsmål, afholdelsen af landdage. Det havde været en stående begæring i de sidste halvhundrede år, men nedsattes her til det mindst mulige. I indledningen udtales, at adelen håber på at bevare sine gamle privilegier i samme forhold som det holstenske ridderskab, forst og freinst de fra arildstid holdte sønderjydske landdago. Det hedder herom således:

»Ergeben die Patenta, dasz in dem Herz. Schleswig

von Alters her Landtage allergnådigst ausgeschrieben, woselbstendie herrschaftlichen Propositiones Prælaten und Kitterschaft, Standen und Stådten zu ihrer allerunterthånigstenResolution eroffnet, welche dagegen ihre etwa gehabte gravamina in aller Submission vorgetragen und nachdem alles in genugsame Deliberation gezogen, ein gewisses Conclusum und so genannter Landtagsschluss gemacht worden, dergleichen annoch am 25. Jan. 1712 abgegebenund nachgehends am 27. April eodem von Ew. Konigl. Majeståt allergnådigst ratificiret worden. Wann nun hierauf die Wiederherstellung des so hochst nothigen Credits, folglich auch des ganzen Landes Wohlfahrt mit beruliet, als gelanget an Ew. Konigl. Maj. Prælaten und Kitterschaft allerunterthånigstes Bitten: Sie geruhen auch hinfiihro in diesem Herzogthum dergleichen Landtage ausschreibenzu

Svaret herpå lød således: «dasz . . .Ihre Konigl. Maj., wann Sie die Conjunkturen von der Bescliaffenheit finden solten, dasz ein Landtag in den Herzogthiimern auszuschreiben die Nothwendigkeit erfordern wilrde, Sie alsdann fernerweit Dero allergn. Resolution dieseswegen Dero getreuen Prælaten und iibrigen von der Ritterschaft kund thun und solchenfalls das benothigte verfugen lassen wollen».

Svaret på begge supplikker meddeltes under 17. September;,det var affattet på kongens vegne og under hans segl, men kun underskrevet af Sehestedt. Under 8. Juli 1722 supplicerede ridderskabet derfor igen om at få resolutionenudstedt af kongen selv, under hans egen hånd: men det tilstodes ikke. Året efter, den 19. Marts 1723, bad ridderskabet i begge hertugdømmer om en stadfæstelse af de givne tilsagn ved privilegiernes stadfæstelse, den 27. April 1712. Kongen havde dengang i almindelige udtryk

stadfæstet adelens gamle rettigheder med de af kong Kristian V opstillede indskrænkninger og «nach Maasgebungdessen, so bei der in diesem und vorigem Jahr gehaltenen Landtagsversamlung verhandelt worden«, d. v. s. med underkendelse af enhver politisk magtfuldkommenhed. Alligevel var en ban fra ridderskabet i begge hertugdømmerom at få dette privilegium gentaget, en meget naiv misforståelse af stillingen. Efter hyldingen 1684 havde det slesvigske ridderskab indgivet en begæring om privilegiernes stadfæstelse og deri som første punkt andragetpå, at "das Fiirstenthum Schleswig mit dem HerzogthumHolstein quo ad corpus nobilitatis vermoge der uralten Privilegien ewig und unzertrennlich bei einander bleiben«. Derpå og på flere lignende punkter var der bleven svaret, at «viel puncta darin enthalten, so wider dem actum homagialem wie auch der souverainitet Ueffen, als zweiifeln Sie (I. K. M.) nicht, sie hinkiinftig in Überreichungder Supplikken sich besser vorsehen wiirden». I den samtidig givne stadfæstelse af de slesvigske privilegier indførtes da ligeledes forbeholdet om den suveræne eneregering«und dem alibier anjetzo an uns erneuertem und vorgangenem actui homagiali« (14. Juli 1(584).

I året 1723 fik ridderskabet imidlertid end ikke noget direkte svar. Som et indirekte, skarpt afvisende, må det betragtes, at der månedsdagen efter udgik en Jiongelig kundgørelse om stadfæstelse af alle privilegier og benådninger i de forhenværende gottorpske lande.

Kongen siger heri: »nachdem wie bereits vorlångst in dem vormahligen fiirstl. Antheil des Herz. Schleswig die uns rechtmåssig gebiihrende wirklichePossession und also die Einwohner daselbst zu unsern Unterthanen auf- und angenommen, wir auch

allergnådigst fur gut und nothig befunden haben, dasz gedachten unsern Unterthanen iiber die ihnen vorhin ab fiirstl. Seiten ertheilte Octroyen und Privilegien zu ihrer desto mehrerer Sicherheit und Erhaltung des nothigen Credits, auch nunmehro befindenden Umstånden nach unsere gnådigste Confirmation ertheilet werde» osv.^x). Det kunde ikke miskendes, at der i denne kundgørelse, samtidigmed at ridderskabets supplik blev henlagt, lå en bestemt underkendelse af dets ret til at få sine gamle privilegier stadfæstede. For kongens opfattelse er det ligeledes mærkeligt, at han få dage efter (den 24. April) nedskrev sit bekendte testamente, hvis bestemmelser næsten i hver paragraf ånder en så dyb uvilje og mistillid til ridderskabet²). I en ny supplik, affattet i det følgende års Kieler omslag, den 31. Januar, beder ridderskabet derpå kun om en offenlig deklaration om at det slesvigske ridderskabendnu har sine gamle (materielle) forrettigheder; men heller ikke dette toges til følge. Først efter tronskiftet stadfæstedes som bekendt det slesvigske ridderskabs privilegier,for så vidt de ikke stred mod den suveræne eneregering(12. Marts 1731). Samme dag stadfæstedes det holstenske ridderskabs privilegier, selvfølgelig uden dette forbehold. De havde nu mistet al politisk betydning.

Om opfattelsen af den ved indlemmelsen skabte retstilstandforeligger der alt fra de nærmeste år talrige vidnesbyrd;her skal kun et par nævnes. Kongens opfattelse fremlyser tilstrækkelig af de foran fremhævede ord i kundgørelsenaf 19. April 1723; hans tilegnelse af den gottorpskedel kaldes her: »die uns rechtmåssig gebiihrende

---

1) For rentekamnierets vedkoinmende udstedt under 19. April, for kancelliets under 15. Maj 1723.

2) M. Steenstrups Danske månedskrift, 18G5, I .31.

Possessiori'>. Han går herved tilbage til rigets gamle ret
til sit injuria temporum løsrevne ledemod.

Ligeså siger den slesvigske prælat Ditlev Reventlov i en ansøgning om toldfrihed for sit gods Schmoel i Holsten: «Ew. K. Maj. haben zu Dero unsterblichen gloire, nachdem das Herz. Schleswig in Dero konigl. Erbreiche und Lan den wiederum incorporiret word en, denen von der Ritterschaft dieses Herzogthums allergnådigste Freiheit verstattet, zu Copenhagen so wohl als in denen iibrigen Provincien das liberum commercium zu fiihren und die von denen Giithern kommenden Wahren dos innern Zolls wegen frei zu debittiren etc.» Ansøgningen, som stod i modstrid med denne indledning, blev afslået ved resolution af 8. Maj 1722.

Endelig bør også de senere forhandlinger mellem Danmark og hertugen af Kiel her tages i betragtning. Som bekendt begav Karl Fredrik sig kort efter freden i Fredriksborg til Peter den stores hof for her at finde en stotte imod Danmark og for sine fordringer på arvefølgen i Sverig (som Karl KITs søstersøn); han fik løfte på tsarens datter og hjælp imod de tre kongeriger. Fra nu af udvikledes der en travl virksomhed i diplomatien for at danne et forbund imod Danmark og at tvinge det til enten at udlevere Sønderjylland eller at give fuldt vederlag for det.

Det vil her især være af betydning at dvæle ved de tilbud, som blev gjorto i året 1725, efter Peter den stores død. Forholdene syntes dengang at stille sig så ugunstige for Danmark, at kongen efter overkrigssekretær (d. e. krigsminister)Gabels råd gjorde forslag om et ækvivalent, der dog ikke blev modtaget. Senere gik man igen fra det, hvad der var så meget lettere, som det ikke var gået den

regelmæssige vej gennem kancelliet (Maj 1725:). Et par måneder efter fremkom de hertugelige råder Bassewitz og Stambcke med et modforslag: Fredrik IV skulde ikke blot beholde Sønderjylland, men også have det hertugelige Holsten imod at afstå Norge, som da ved Karl Fredriks tronbestigelse i Sverig vilde blive forenet med dette rige (16. Juli). Efter at dette forslag var bleven forkastet som latterligt, fremkom der i årets slutning et andet, efter hvilket kongen for Sønderjylland skulde give Oldenborg og Delmenhorst, Segeberg amt, arvefølgen i Plan, Sønder- Ditmarsk, Femern og Fredriksort. På dette tidspunkt havde imidlertid situationen imellem stormagterne klaret sig så vidt, at man kunde lade oversekretairen i det tyske kancelli. Frans v. Hagen, udstede en cirkulærdepeche til de danske afsendinge, i hvilken enhver tanke om at give vederlag for Sønderjylland blev tilbagevist; kongen stolede på sin ved garantierne erhvervede ret (12. Januar 172(5²).

Det danske forslag af Maj 1725 findes ikke i de udenlandske registranter og viser sig også herved at savne den officielle karakter, som de andre forhandlinger har. Derimod findes der blandt gottorpske sager vedkommende disse forhandlinger et udkast, som øjensynligt hidrører fra denne tid. Det nævner et vederlag, som i flere punkter ligner det i December 1725 fra hertugelig side foreslåede, men gør endnu videre gående tilbud. Her vil der dog kun være anledning til at dvæle nærmere ved hvad der siges om arvefølgen³).

---

1) Hojer, Fr. IV, II 113 f

2) S ml. Hojer, II 122. Her efter „geheime Registratur" og Westphalens relationer fra Kusland.

3) Tillæg nr. 11. Koncepten, som er skødesløst henkastet på brækket papir, i to løse læg, er etatsråd H. K. Strykes hånd. Han var indtil sommeren 1725 hertugelig afsending i Wien. (Om ham: Chronik der Universitiit zu Kiel 1858, s. 40 f.) Det formodede tidspunkt for affattelsen stadfæstes af en i slutningen forekommende, igen udslettet bemærkning, hvorefter man var i okkupationens 13. ar (fra Februar 1713).

Kongen, siges der, insisterer på, Sønderjylland, men vil i vederlag for dette byde: Oldenborg og Delmenhorst; Bremen og Verden eller pengevederlag derfor; Segeberg amt og stæderne Lytkenburg, Oldeslo og Heiligenhafen; Pløn, tfantzau og die Wildniss; Femern, Helgoland og Fredriksort med to miles omkreds. Fremdeles vil kongen sikre det hertugelige hus den übestridte arveret til det kongelige Holsten efter mandsstammens afgang og altså opgive sit tvetydige, mod den gamle arveorden stridende forhold til Sønderborgerne.

Endelig skulde der tages bestemmelse om arveretten til Sønderjylland og til kongerigerne Danmark og Norge. Kongen erklærede sig her villig til højtidelig at anerkende hertugslægtens arveret til kongerigerne efter kong Kristian V's slægt af mand- og kvindekøn. Kongeloven påbød nemlig, at kronen for det tilfælde, at Fredrik lll's sønners efterkommere alle var uddøde, skulde gå til hans ældste, derefter til den næstældste datters slægt. Nu var imidlertid den ældste datter Anna Sofies efterkommere, kurfyrstehuset i Sachsen, gået over til den katholske tro og havde derved efter kongeloven tabt deres ret til arvefølgen, medens Fredrik lll's yngre søn Georg var død barnløs. Gottorperne, som nedstammede fra den næstældste datter Frederikke Amalie, måtte derfor være nærmest til tronfølgen efter Kristian V's hus.

Men idet kong Fredrik IV nu med sin modpart stiller
sig på standpunktet før Sønderjyllands indlemmelse, det
eneste, som hertugen anerkender, lover han tillige som

---

3) Tillæg nr. 11. Koncepten, som er skødesløst henkastet på brækket papir, i to løse læg, er etatsråd H. K. Strykes hånd. Han var indtil sommeren 1725 hertugelig afsending i Wien. (Om ham: Chronik der Universitiit zu Kiel 1858, s. 40 f.) Det formodede tidspunkt for affattelsen stadfæstes af en i slutningen forekommende, igen udslettet bemærkning, hvorefter man var i okkupationens 13. ar (fra Februar 1713).

første erhverver af den gottorpske del, at denne såvel som den kongelige del skal følge kongerigerne i arvegang efter Kristian V's samlede slægt. Gik altså hertugen ind på dette forlig, da var kongen villig til at se bort fra sin erhvervelse af Sønderjylland ved freden med Sverig, de opnåede garantier og den foretagne indlemmelse. Han erhvervede det da fra ny af ved et mageskifte med den atter anerkendte hertug. Men han erhvervede det som det, det var: et fuldkommen suverænt land. Fra dette øjeblik af kunde han personlig disponere aldeles frit over det; men han tilkendegiver nu, at lige så vist som han vil lade det gå i arv til alle kong Kristian V's efterkommereaf begge kan, lige så vist vil han derefter lade det gå videre til Gottorperne, der arver kongerigerne. Med andre ord: han tilsikrer Gottorperne, at han ikke vil misbruge den ved mageskiftet erhvervede übetingede dispositionsrettil at forandre, hvad der engang er fastsat, indførelsen af kongelovens arvegang dér hvor den vil komme dem til gode. Hvad der her tilbydes, dækker for Sønderjyllands vedkommende altså fuldstændig, hvad der alt var erhvervet 1720_—21, men i formen gøres det muligt for modparten at se bort derfra og slutte traktaten uden nogen anerkendelse af det skete.

Men viser således dette danske forslag, at man end ikke dér, hvor man gjorde de videst gående indrømmelser, langt ud over, hvad der ellers blev budt, kunde tænke sig andet eller mindre end en fuldstændig tilslutning af hertug-, dømmet til moderlandet, så ligger det samme i det gottorpskeforslag af Juli 1725. Dette gik nemlig ud på en erhvervelse af Norge for hertughuset: «å perpetuité tant pour luy (Karl Fredrik) que pour ses heritiers masculins et femelles». Det nævnes end ikke, men forudsættes selvfølgeligsom

følgeligsomgivet, at da også overdragelsen af Sønderjyllandvilde gælde for bestandig. — Med andre ord: striden drejede sig dengang kun om, hvorvidt Danmarks konge skulde have det suveræne hertugdømme, eller det igen skulde gå tilbage til den forrige deling og alle de ældre retsforhold. Men derom var alle enige, at beholdt Fredrik IV det hele, da var det for alle hans efterkommere »efter kongelovens indhold«'.

Det var da også denne ordning, som opnåedes ved det gottorpske hus's højtidelige afkald på al ret til Sønderjylland til fordel for kongen af Danmark og hans kronarvinger« evig tid (31. Maj 1773).

Der er i det foregående intet hensyn taget til de andre hertuger af det fælles-oldenborgske hus, den samlede linje Sønderborg, hvis formentlige arvekrav netop er kommen til at spille en så fremtrædende rolle i den nyere tid. Vi skal nu underkaste alle herhen hørende forhold en samlet undersøgelse.

Oldenborgernes arveret til Sønderjylland var som bekendt første gang bleven anerkendt af alle vedkommende ved hyldingen i Ribe 1460. Det er ikke des mindre en stor fejltagelse, når man har villet gå ud fra, at denne arveret her tillige fik sin endelige form og begrænsning, den gennemgik tværtimod i tidernes løb de mest indgribende

Efter håndfæstningen 1460 anerkendtes Kristian 1 og hans brødre som rette arvinger til hertugdømmet efter deres morbroder, Adolf af Schauenburg, men de anerkendte til gengæld stændernes ret til at vælge en enkelt hertug blandt slægtens mænd. Denne ret blev tilsidesat ved

første hertugskifte, rnen dog ikke anderledes end at valgets form opretholdtes; begge Kristians sønner, Hans og Fredrik,valgtes til samhertuger. At de senere til en vis grad delte landet, forandrede ikke retlig dette forhold.

Ved omvæltningen 1523 afsattes kong Kristian II som hertug og hans farbroder Fredrik beholdt da alene det hele. Efter hans død valgtes hans sønner under ét til hertuger, men ved den endelige opgørelse af arven udelukkedes ikke des mindre den yngste fra skiftet imod en affindelse i penge. 20 år efter, 1564, afslog stænderne rent ud en anerkendelse af kong Kristian lIFs sønner som samhertuger; de modsatte sig vel ikke en affindelse af Hans med Als osv., men kun den ældste broder, kong Fredrik II valgtes og hyldedes som regerende hertug.

Således stod sagerne, da forliget i Odense sluttedes mellem kongen og de tre «regerende herrer» om Sønderjyllands fremtidige lensforhold (25. Marts 1579). Det bestemtes herved, at kongen skulde forlene hertugerne af Holsten og deres mandlige efterkommere med Sønderjylland og Femern, dog undtagen de allerede affundne og dem, som havde givet afkald. Derved udelukkedes kongens brødre fra dette forlig, som kun omfattede Fredrik II og hertugerne Hans af Haderslev og Adolf af Gottorp, der sad i fællig med hertugdømmet.

Dette moment er bleven overset endog i Stemanns «Greschichte des offentlichen und Privat-Eechts des Herz. Schleswig». Selve aktstykkerne taler dog tydelig nok; kongens brødre nævnes ikke med et ord og de ved forliget vedtagne formularer kender kun kongen og riget på den ene og de tre regerende hertuger på den anden side.

Den få år i forvejen (1573) udstedte "Landgerichtsordnung»,
hertugdømmernes grundlov for den borgerlige

retsforfatning, er udgået fra den selvsamme opfattelse. Den er given af kong Fredrik II af Danmark og Norge, Johan den ældre og Adolf, arvinger til Norge, «alle Herzogen zu Schleswig, Holstein etc, Gevettern und Gebriidern,» og rettet til «allen und jeden Prælaten, denen von der Ritterschaft, Stadten, Communen und sonst allen und jeden Eingesessenen unserer Fiirstenthurner Schl. und Holstein etc.» Til slutning tages der forbehold for alle interesserede parter, således: «Jedoch soli diese Landgerichtsordnung . . . uns Konig Friedrichen und dem Reiche Danemarken an der Hoheit und Lehenwahr des Fiirstenth. Schl. und des Landes Femern, wie auch neben Ihr. K. W. uns Herzogen Johansen dem Eltern und Herzog Adolf zu Schl.-Holst. etc. an unserm daran hergebrachten Besitz und Gerechtigkeit, und dann den Standen und unsern såmtlichen getreuen Unterthanen in unsern Furstenthiimern an ihren Privilegien und Freiheiten, so von uns confirmirt und beståtigt, ganz unvorfånglich und unschådlich sein.»

Det samme fastholdes udtrykkelig senere; det hedder i den reviderede landretsordning af 1636, at der tages forbehold for kong Kristian IV og riget, hvad angar lenshojheden, «"\vie auch neben Ihr. K. Wiirden Uns Herz. Friedrich zu Schl.-Hoist, an unserer daran hergebrachten Erbgerechtigkeit, auf Maasse, wie solches allerseits in den 1579 zu Odensehe aufgerichteten Vertragen verabschiedet», og endelig for stsender og undersatter. Landets offenlige ret kender kun de regerende hertuger, lensherren og folket, — ikke de andre hertuglinjer.

Alligevel optog kongerne deres nære frænder på
Sønderborg i forleningen; de forlenedes selvstændig med
deres lille del af Sønderjylland og med fælleshånden på

det hele hertugdømme. Heri lå der et løfte om eventuel forlening med dette for det tilfælde, at de virkelige lensmænds mandsstammer begge skulde uddø. Uddøde det ene, da vilde deraf kun følge, at det andet fik eneregeringen.

Således stod det, tiltrods for Sønderborgernes indsigelser, indtil der atter indtrådte en forandring ved suverænitetsdiplomerne af 2. Maj 1658, ved hvilke forliget i Odense ophævedes. De to regerende hertughuse, det kongelige og det gottorpske, ejede nu Sønderjylland med fuld suverænitet, dog kun for mandsstammernes levetid; den gensidige arveret blev lige så lidt afskaffet som fællesskabet i regeringen. Efter de suveræne huses afgang vilde lensforholdet atter indtræde.

Kort efter blev imidlertid kongen ligeledes suveræn arvekonge i Danmark og Norge og det blev for fremtiden ikke let at skelne mellem hans forskellige adkomster. Den opfattelse fremsættes således lejlighedsvis, at kvindelinjen har arveret til det kongelige Sønderjylland¹), medens til andre tider Sønderborgernes arveret til denne del forud for Gottorperne omtales som selvfølgelig. 1 virkeligheden indtrådte der dog ingen forandring i det gamle forhold og kongehuset kunde ej heller være tjent med at forandre det; thi blev den kongelige del allodium, måtte det samme finde sted for den gottorpske, da adkomsten var den samme. Den danske politik gik da også meget snart over til at eftertragte dennes erhvervelse i åben kamp som den lideligsteudgang af hele dette utidssvarende forhold. Sålænge Danmark var et valgrige havde kongerne i deres egenskabaf hertuger havt fælles interesse med Gottorp i at

---

1) 1665 mod Pløn (Konimissionsbetænkningen af 1846;.

fastholde lensforholdet og den særlige arvegang; nu var
det modsatte tilfældet.

At opfattelsen (udenfor krigstilstanden) var den ældre uforandrede, at kun mandsstaminen var arveberettiget, haves der tilstrækkelige vidnesbyrd om. Således hedder det i traktaterne mellem kong Kristian V og hertugen af Pløn om et mageskifte for Oldenborg (1671) stadig, at de forskellige aftaler gælder for hertugen og hans «Leibs LehnsErben« på den ene, og kongen, hans «Erbsuccessores in der Eegierung und Lehns Erben»> på den anden side, og det hvad enten talen er om Oldenborg, Pien (i Holsten) eller Nørborg (i Sønderjylland). Således loves der hertugerne af det len, som skal overdrages dem på Als, en begrænsning af kontributionen til 4 rdl. af hver plov, og dette lover kongen for sig og de nævnte arvinger. Ligeledes siges det udtrykkeligt, at dette len efter den hertugelige lensstammes afgang skal falde tilbage til «lhr. K. M. zu Danemark, dero konigl. Erbsuccessoren in der Eegierung und Lehns-Erben«¹), ligesom Oldenborg omvendt skal falde tilbage til Pløn.

Endnu 30 år efter udelukker man ikke den samme opfattelse. I tillægstraktaten til freden i Travendal, som sluttedes i Hamborg den 12. Juli 1701, forbeholdt Gottorperne sig en eventuel arveret til Sønderborgernes len på Als: «Ihre Durchl. behalten sich ... eventualiter den in Gottes Hånden stehenden auf diese Lande ledigen Anfall bevor, so weit sie aldann dazu berechtiget sein werden». Det ses, at man ikke uden videre har anerkendt denne ret, men heller ikke har kunnet negte den²).

---

1) Ostwald, Zar Wurdigung, II 62. 64.

2) Falck, Urkunden, s. 248.

Heller ikke gjordes der 1709 forskel på de to hertugdømmer med hensyn til arveretten, da det sachsiske kurfyrstehus efter kongens anmodning antog titlen: «arving til Danmark og Norge«, men urigtigt hertil føjede hele den øvrige kongetitel og derfor måtte gøres opmærksom på, at kongelovens arveret for de kvindelige linjer ikke gjaldt for hertugdømmerne¹).

Men ligesom man officielt fastholdt den gamle begrænsning af arveretten til kun at gælde mandsstammen, således fastholdtes også opfattelsen af Sønderborgerne som stående udenfor den nærmeste arvegang, der var forbeholdt de to regerende huse indbyrdes. Således siger A. Hojer i sin lille Danmarks historie (1718), at hertug Hans af sin broder iik Als, Ærø osv. i appanage, og «hat hernach das Sunderburgische Haus gestiftet, davon alle appanagirte Linien zu Sunderburg, Norburg, Glticksburg und Plon abstammen» (s. 259 f.). Ligeledes kalder han i striden om Oldenborg kongen og hertugen af Gottorp tilsammen for «den nærmeste linje«, medens hertugen var beslægtet med greven i »nærmeste grad» (s. 508); han opfatter altså rigtigt begge de regerende linjer som en helhed, som siddende i sameje.

Breitenau, som endnu i året 1724 udgav et stridsskrift i denne sag, går ud fra det samme. Hertug Hans, siger han, sad i mange år med sin del af Holsten uden at tænke på forlening, indtil han blev opmærksom på, at stænderne påstod at have fri valgret efter de regerende huses afgang; derfor søgte han en forlening til fælles hånd «wegen der kilnftigen Succession». Begge de regerende landsherrer var forlenede med hele Holsten in solidum (ligesom i

---

1) A. Hojer, I 16(3.

Sønderjylland), men efter begges afgang vilde den oprindeligearveret igen kunne gøres gældende. Indtil da er Pløn simpelthen en del af den kongelige del, stående under den fælles regering₁).

Til trods herfor brugtes, som forhen antydet, en enkelt gang Sønderborgernes arveret polemisk imod Gottorp - erne; det var fra dansk side til en vis grad klog politik at forbeholde denne ordning som mindre farlig end Gottorpernes eneregering, der kunde blive i høj grad fordærvelig for riget.

Hertugen afGottorp havde under 24. Maj 1661 sluttet et forbund med Sverig, hvori der fandtes en hemmelig artikel, som gik ud på, at hertugen, for det tilfælde, at Danmark skulde bukke under i en ny krig: «an diesen Fiirstenthumern koniglichen Theils habenden Eecht sich nichts \volien begeben, besondern ihro und ihren Successorensolches allerdings wollen reservirt haben». Dette blev senere bekendt og foreholdtes selvfølgelig Gottorperne som et fjendligt skridt, sigtende på en deling af de kongelige lande. (Nachricht von I. K. M. wider des Herz. zu Gottorp Durchl. habenden rechtmåssigen Beschwerden und Anspruchen, 1683, s. 10). Fra hertugelig side svaredes herpå, at der kun havde været tænkt på arveretten; gik Danmark til grunde i kampen med Sverig, vilde Gottorp kun have sin arveret reserveret, for at «die Herzogthiimer in keine fremde Hånde transportiret werden mochten» (Beantwortung der Schrift: Nachricht etc. 1684, s. 18). Men i de «auf konigl. allergnådigsten Befehl» i det følgendeår udgivne «Anmerkungen» til dette skrift siges

---

1) Griindlicher Berickt von der fursti. Holstein-Plonischon streitigen Successions-Sache. Kopenhagen 1724, s. 86 f. (At Breitenau er forfatter, ses af hans relation til kongen af 17. Nov. s. år.)

herimod: »Gesetzt, dasz das konigl. Antheil an den HerzogthiimernSchleswig Holstein durch was Zufall es auch sein mogen, wåre erlediget worden, was hatte ein Herzog zu Holstein Gottorf fur Erbgerechtigkeit daran zu prætendiren gehabt, indem Zeit der getroffenen Allianz noch mehr als 20 andere Herzoge zu Schleswig Holstein, so Ihr. K. M. nåher verwandt und folglich zu beriihrten Landenem nåheres Recht fiir (vor) H. Gottorf gehabt, im Leben gewesen?Man siehet die geflissene Begierde hieraus, nicht nur der konigl. Familie, sondern auch andern unschuldigen Vettern das ihrige zu entziehen. Dårum sich nicht zu verwundern, weim die Heiligen bisweilen das Wachs wieder holen und das unrechte Gut zu Zeiten wieder verloren geht» l).

Hvad der her fremsættes som selvfølgeligt, strider åbenbart mod de gamle arvelove, som Gottorperne havde for sig. Men det vilde heller ikke være ble ven fremsat fra dansk side, hvis ikke man kunde have sagt «Zeit der getroffenen Allianz». Der var i virkeligheden ingen forandring indtrådt med hensyn til antallet af mænd i det Sønderborgske hus; der levede endnu i 1685 ligesom i 1661 en hel snes af dem. Men nu var deres arveret tabt ved indlemmelsen 1684 og kongens disposition over hertugdømmet som et uafhængigt ledemod i de kongelige arvelande. Det kunde nu kun frarives kronen med magt eller ad de politiske forhandlingers vej, ikke ved arv.

Imidlertid kom restavrationen 1689 og ved den genindførelsenaf
den ældre ret; 1721 den gentagne indlemmelse.Dermed
var atter hertugslægternes eventuelle

---

1) S.7f. Der står „^das Wachs wieder holen:' (gentage), men der bør sikkert læses som anført: igen hente.

arveret ophævet, ligesom i 1684 jure belli, via facti. At
det således var vitterligt for alle, skal nu nærmere eftervises.

Breitenau kom i sine betragtninger over den forestående hylding, som vi har set, gentagne gange ind på Sønderborgernes stilling. «Eine andere secrete wichtige råson ex lege regia» var imod den fuldstændige indlemmelse, mente han, og da kongen ønskede at lære denne at kende, skrev han nærmere derom. Dette svar er dog tabt, ligesåvel som hans hovedskrivelse, og den antydning, Hagen og Esmarch giver i den henseende, viser kun, at han har tænkt sig, at disse hertuger muligvis vilde mode ved hyldingen: «sich etwa wegen der Mitbelehnung des Herz. Schleswig angeben mochten».

Da Breitenaus gode råd imidlertid slet ingen betydning fik, eftersom ingen meldte sig til forlening, er det af mindre betydning, at hans udtalelser er tabte, da det i realiteten er let at se, hvad de gik ud på. Ved ophævelsen af Odense-forliget i året 1658 var hele forleningssagen overladt til kongen og riget, fra 1660 af altså til den enevældige konge. Forsøget på 1663 at nå til en ny aftale med Sonderborgerne mislykkedes; kongen vilde have lensbrevet udstedt på dansk og Odense - forliget uomtalt, men hertugerne krævede opfyldelsen af de gamle former.

Kong Kristian V gjorde derpå brug af sin ret til at negte en fornyelse af forleningen, han lod kun udstede forelobige tilståelser for at en begæring derom var fremsat, ligesom han lod hertugerne i uforstyrret besiddelse af deres len. De medlemmer af slægten, som ingen len havde, udelukkedes aldeles.

Således stod sagerne, da Breitenau, dengang «Gensch»,
kom til København for på hertugen af Pløns vegne at

slutte aftalerne om Oldenborg (Marts 1671). I disse optoges,ved-siden af overdragelsen af Nørborg med en del af Als og Ærø til Pløn, en udtrykkelig tilsikring af, at kongen vilde forlene disse hertuger med fælleshånden på Sønderjylland efter gammel skik, derimod ikke de andre linjer: «Ihr. K. M. ... wollen Ihre f. D. zu Schl. H. Piben und dero Leibs Lehns Erben ... mit dem Herz. Schleswig und Lande Femern denen alten hergebrachten Ceremoniis, Lehenbrieffen und Vertrågen nach gnådig belehnen, jedoch dasz sie sich auch, wie devoten Vasallen gebiihret, betragen. Wegen der iibrigen Agnaten fursti. Sunderburgischer Linienhaben I. K. M., auf nochmaliges bewegliches Ansuchen, sich auf die deswegen vorhin im monat Octobri nåchstverwichenertheilte konigl. Resolution abermals bezogen«¹).

Denne forlening kom dog aldrig til udførelse; og da der sluttedes en endelig overenskomst om udførelsen af de gjorte aftaler (28. Maj 1680), nævntes den end ikke, ligeså lidt som den aftalte, men ikke udførte medforlening i Holsten.Derimod udstedtes der fra nu af «mutsedler» til alle medlemmer af huset Pløn, altså en anerkendelse af, at de havde søgt forleningen²). Således under 30. Juli 1672 for Joakim Ernsts fire sønner; under 26. December 1676 for de tre efterlevende efter deres broder Bernhards død; 9. Marts 1700 for brødrene Joakim Fredrik og Kristian Karl efter deres fader Avgust, og 25. Juli s. år

---

1) Ostwald, a. skr. s. 51.

2) „Mutsedlen" (af at „nmte", „anmode om" lenet) betegnede arveretten som liggende helt udenfor de nærmest forlenede slægters kreds. Da Fr. IV 1707 forlenedes med Oldenborg, meldte Gottorp sig til „die eventuale Mitbelehnung zur Anwartschaft"; men da huset 1681 havde afstået arveretten efter kongehuset til Pløn og alle dets frænder (Sønderborgerne), måtte Gottorp nøjes med „einem biossen Muthzettel" (Hojer, I 149).

for dennes to efterlevende brødre i anledning af tronskiftet. Omtrent samtidig gaves der imidlertid et mutbevis for brødrene Filip Ernst og Kristian Avgust afGlyksborg efter deres fader Kristian, først af kong Kristian V, den 7. Juli 1699, derpå igen af Fredrik IV, den 18. Maj 1700.

Få år efter døde Hans Adolf af Pløn og efterlod sig
en sønnesøn Leopold Avgust, som under 17. Juli 1705 fik
et mutbens, men alt døde året efter.

Der levede nu følgende mænd af huset Pløn. Joakim Fredrik af Norborg, som havde mutbevis på forleningen, og en søn af hans afdøde broder Kristian Karl i ægteskab med en adelig dame, Fredrik Karl, kaldet Karlstein; han holdtes ikke for jævnbyrdig af sine slægtninge. Desuden en fætter Johan Ernst Ferdinand, som havde fået Rethwisch i Holsten, men på grund af sin katholske trosbekendelse ikke af kongen ansås for berettiget til at modtage et dansk len eller lensbevis.

Ved hyldingen på Gottorp mødte tre hertuger af det Sønderborgske hus: Joakim Fredrik af Nørborg, Filip Ernst afGlyksborg og Kristian Avgust af Avgustenborg¹). Ingen af dem gjorde indsigelse imod det kongelige patent, hvorved adskillelsen af en del af Sønderjylland fra kronen betegnedes som en i onde tider foretagen løsrivelse, og tilknytningen af den i henhold til de politiske begivenheder kundgjordes. De kunde selvfølgelig ikke være i tvivl om, at en fornyet «løsrivelse», d. v. s. bortforlening, måtte betragtes som en umulighed.

Et udtrykkeligt afkald på formentlige arvekrav tænkte
man ikke på at forlange af dem; selve den akt, som foretogesfor

---

1) P. L. Bramlorfs dagbog over prins Kristians forrnælingsrejse 1721 (gehejniearkivet).

togesforderes øjne, var en fornegtelse af alle slige arvekrav.Deres
nærværelse ved den højtidelige handling var
afkald nok.

Konsekvensen af dette forhold var, at de af dem, som tillige var private godsejere, i denne egenskab aflagde hyldingseden sammen med de adelige og uadelige godsejere. Skete dette, da vilde det mere end noget andet betegne begge parters opfattelse af den nye ret; skete det ikke, da vilde det la udseende af og kunne siges, at den fyrstelige byrd havde fritaget dem for en almindelig forpligtelse.

Spørgsmålet forhandledes af konsejlet og forelagdes kongen til resolution den 3. September. Det bestemtes, at eden skulde af kræ ves de to fyrstelige godsejere, hertugerne af Glyksborg og Avgustenborg, i deres hjem, før den almindelige hyldingsakt begyndte. Der haves forskellige koncepter til eden, i hvilke kun det er mærkeligt, at den oprindelige hentydning til at de er lensmænd — (hvad der heller ikke var rigtigt for Kristian Avgust's vedkommende) — fjernedes.

Kristian Sehestedt mødte derpå i deres bolig og fik deres underskrift, hvorefter de dagen derpå var tilstede ved præsentationen for kongen. Kristian Avgust, der var dansk general og gift med en Danneskjold, blev ved denne lejlighed ridder af elefanten. Filip Ernst blev efter sin hjemkomst noget foruroliget over sin ed og bad kongen om en afskrift af den, men hans udtalelser og kongens svar kendes iøvrigt ikke. Da han to år efter indsendte sit testamente til kongelig stadfæstelse, foretoges denne «aus konigl. und hoher oberlandesherrlicher Macht und Authoritet», ikke som forhen «oberlehnsherrlicher»; enhvertale om et lensforhold var udeladt af testamentet.

Herved var Glyksborg bragt i samme forhold som de andre ikke - forlenede linjer, hvis testamenter stadig var bleven stadfæstede «aus konigl. vollenkommener Macht und Hoheit»._— At der iøvrigt ideto hertugers edsaflæggelse lå en fuldstændig anerkendelse af alt hvad der var foregåetog tilsigtet ved hyldingen, derom nærede selvfølgelig ingen nogen tvivl, hverken dengang eller i de følgende hundrede år.

Der kunde muligvis være spørgsmål om Joakim Fredriks stilling, men i virkeligheden var den dog lige så klar som de andres; en undladelse af at protestere imod den hele handling, ja en deltagelse i ceremoniellet, var uforenelig med en retsgyldig indsigelse. Men iøvrigt havde dette spørgsmål ingen praktisk interesse, da han døde fa måneder efter (25. Januar 1722) uden at efterlade sig børn.

Hele slægten var nu altså indskrænket til den katholske Ferdinand, der ikke var anerkendt som arveberettiget i Sønderjylland og iøvrigt ingen børn havde, og den unge Fredrik Karl, der ikke var anerkendt som legitim. Kongen stod altså temmelig frit overfor fremtiden og han benyttede i rigt mål denne frihed. Han kunde erklære huset Pløn for retlig uddød med Joakim Fredrik, og derefter inddrage Nørborg i henhold til traktaten af 1671; men Pløn og Sæbygård på Ærø vilde da gå i arv til de andre linjer af huset Sønderborg som gammelt lensgods. Derved vilde måske en ny linje blive lensberettiget i Sønderjylland.

Ved at anerkende Fredrik Karl som legitim kunde han derimod komme videre ved forlods aftaler. Det vilde desuden se ilde ud, om Fredrik IV året efter at have kronet sin adelig fødte hustru til Danmarks dronning,

vilde underkende sønnen af en hertug og hans ægteviede
hustru som legitim arving i Danmark.

Under 7. November (1722) udstedte da også Fredrik Karl en revers til kongen, hvorefter han forpligtede sig til som vederlag for den kongelige anerkendelse at give afkald på Als og Ærø, for så vidt de tilhørte huset Pløn, «und selbige I. K. M. und dero konigl. Hause zu ewigem Erb und Eigenthum iiberlassen«. Indtil han kan tiltræde arven i Pløn skal kongen overlade ham nogle af de Nørborgske

Efter at denne revers var bleven stadfæstet af hertugens formyndere, Detlev Reventlov og v. John, deklareredes han på Københavns slot tillige med sin søster som legitime medlemmer af huset Sønderborg og et legitimationspatent udstedtes under 18. December af kongen som "supremus feudi dominus totiusque familiæ caput». Kort efter fik han udlagt Kørborg og Melsgård på Als og Sæbygård og Gudsgave på Ærø. Om en forlening eller mutbevis var der selvfølgelig ikke tale.

I året 1729 døde derpå hertugen af Rethwisch, som havde gjort fordring på Pløn, medens kongen holdt det besat med tropper og lod det administrere. Han satte derpå Fredrik Karl i besiddelse af det hele hertugdømme i Holsten og fik så til gengæld de sønderjydske godser formelt afståede (3. Oktober 1729). Dermed ophørte slægtens forhold til det danske hertugdømme; den uddøde som bekendt 1761 med Fredrik Karl.

Der haves endnu et hidtil upåagtet vidnesbyrd om kong Fredrik IV's opfattelse af Plønernes ret.. Det kunde jo ikke negtes, at denne slægt havde erhvervet sig en selvstændig ret til en eventuel arvefølge i Sønderjylland, og ingen kunde vide, om den engang i tiden kunde blive

lige så farlig som Gottorpernes tegnede til at skulle blive. Da han derfor i Breitenaus skrift om arvefølgen i Pien stødte på en bemærkning om det hertugelige arkiv på slottet i Pløn, skrev han til forfatteren og pålagde ham at sætte sig i besiddelse af dette arkiv, udtage alt hvad der vedkom det oldenborgske forlig i original og kopi, lige til registraturer og protokoller, og sende det til København.

En så radikal fremgangsmåde kunde Breitenau selvfølgelig ikke godkende. «Erstlich ist E. K. M. bei der ganzen Sache habendes Absehen ohne allen Zweifel dahin gerichtet, geheimer raisons halber keine Nachricht von der ehemals vorgewesenen Oldenburgischen Successionsstreitigkeit und dariiber mit dem fursti. Hause Plon errichtetem Vergleiche in dem plonischen Archiv weiter zu lassen, sondern allsolches daselbst wo moglich zu supprimiren und in die Vergessenheit zu bringen, welchen Zweck aber zu erreichen bewandten Dingen nach und um folgender Ursachen willen eine pur lautere Unmoglichlichkeit sein diirfte.« Aktstykkerne var alt for bekendte, de fandtes f. ex. også hos Gottorperne osv.; det vilde være vanskeligt at få fat i arkivet og det vilde kuldkaste de påstande, man stadig havde fremholdt, at besættelsen af Plan havde fundet sted «aus blosser Absicht auf das bonum publicum»; kejseren vilde tage sig af modparten m. m. (17. Nov. 1724).

Ordningen af den nørborgske sag 1729 borttog endelig
den ængstelse, som Breitenaus legitimistiske anskuelser
havde holdt kongen i med hensyn til disse traktater.

Kort efter Ferdinand af Rethwisch døde hertug Filip Ernst af Glyksborg (12. November 1729). Sønnen Fredrik henvendte sig strax til sekretæren Jakob Gorritz i det tyske kancelli i København, dengang gehejme registrator,

for at få gode råd med hensyn til hvad han nu havde at foretage. Denne svarede under 17. December, at hans fader havde søgt lenets fornyelse inden år og dag både efter sin faders og efter kong Kristian V's død, og det samme måtte han gøre; derefter vilde han strax fa mutbeviset.Imidlertid indkom hans ansøgning ikke; Gorritz sendte ham den 14. Januar 1730 afskrift af den ældre, men derved blev det. Kong Fredrik IV døde så den 12. Oktober og kort efter er ansøgningen konciperet i Rensborgog indleveret i København (28. Nov. 1730 og 14. Jan. 1731). Der kan neppe være tvivl om, at man har fået betænkeligheder i konsejlet imod at forny disse mutbeviser i den gamle form og at det hele derved er gået i stå, indtil den nye konge havde besteget tronen og omgivet sig med helt nye mænd. Derefter udstedtes der et mutbevisefter den gamle form, den 5. Marts 1731; det lovede altså forlening med hertugdømmet Glyksborg og med den fælles hånd på Sønderjylland. Ugedagen efter stadfæstedes ridderskabets privilegier, ligeledes i strid med den af den afdøde konge fastholdte praxis.

Brugen af den gamle formel i mutsedleu («fælleshånden»)varutvivlsomt en uagtsomhed eller måske snarere frugten af et misforstået retfærdighedshensyn hos den unge? konge, som var tiltrådt med en stærkt udpræget tendens til at rette faderens formentlige fejl. Efter 1721 at tale om en «fælleshånd» på Sønderjylland var uforsigtigt, ligesomdet var en forunderlig uagtsomhed, at man i de nye segl i kollegierne tildels igen indførte det ældre våben med de sønderjydske løver i midtskjoldet. A. Hojer har endog i sin historie omtalt det som en almindelig foranstaltning,hvad det ingenlunde var; thi f. ex. det kongeligereskript til overretten på Gottorp med meddelelse om

kong Fredriks død viser det fra 1721 brugelige våben i den nye konges segl. Begge former brugtes således i adskilligeår samtidig, indtil formen fra 1721 atter blev enerådende.

At man ligeledes senere følte det som et misgreb, at forleningen i den gamle form var bleven opfrisket, viste sig ved det næste kongeskifte. Den 7. Oktober 1746 ansøgte hertug Fredrik om lenets fornyelse og kancelliet foreslog at gentage brevet fra 1731. Men i konsejlet blev man opmærksom på, at hertugen denne gang havde forsømt at nævne sin broder Karl Ernst, som 1731 havde været medoptagen i brevet, og det bestemtes derfor at «so wird soleher in der Antwort auch mit Stillschweigen iibergangen» (konsejl på Jægersborg, 28. Oktober, Schulin). Endelig udstedtes det sidste reskript «statt eines Muthzpttelsn under 7. Avgust 1767 for hertug Fredriks søn Fredrik Henrik Vilhelm. Da han døde 1779 uden at efterlade sig sønner, hjemfaldt som bekendt hans land til kronen og forleningerne ophørte. De eneste to efterlevende linjer af huset Sønderborg, nemlig Avgustenborg og Beck, havde ateng laet nogen forlening eller noget lensløfte af enevaldskongerne, lige så lidt som de havde ejet lensjord. Ldet de frivillig afstod Glyksborg len til kronen, opgav de tillige al udsigt til at gå ind i Glyksborgernes i sig selv så tvivlsomme ret.

Der står kun tilbage i få træk at eftervise, at den opfattelse af Sønderjyllands forhold til den danske krone, som de danske historikere i vort århundrede er gået ud fra og har hævdet overfor de Avgustenborgske påstande, altid har været gjort offenlig gældende og ingensinde er

bleven modsagt af folk, som var fortrolige med de pågældendeforhold.

Den lovkyndige historiker Andreas Hojer, der selv som tilskuer på nærmeste hold — (han var i krigsårene i huset hos gehejmeråd J. G. Holstein og blev 1721 kongelig historiograf) — havde oplevet indlemmelsen, udtalte sig senere i sine statsretlige forelæsninger om sit hjemlands Sønderjyllands olfenlige ret. Den mest afgørende udtalelse er i den henseende hans svar på spørgsmålet, om Holsten er et mand- eller tillige et kvindelen. Dette spørgsmål, siger han, er vigtigt, da det beror derpå, hvorlænge det skal forblive i sin forbindelse med Danmark og Slesvig: «ifald den kongelige mandsstamme skulde uddø, hvis det da er mandlen, så blev det adskilt fra Danmark og Slesvig; er det derimod kvindelen, da er der længere håb, at det længere kan forblive i den kongelige familie«*). Altså kun «længere»; Slesvig derimod vil følge Danmark også ud over kvindelinjen.

Om Slesvig siges der, at det er suverænt og arveligt til kvinder («kvindelen»): «Da fyrstendømmet Slesvig blev indlemmet under enevoldsherredømmet, har fyrsterne skriftligerkendt enevældet, og quod semel placuit, semper placebit.» Om titlen »arving til Norge«, som hertugerne fører, hedder det: (denne titel strider også imod enevoldsregeringen,som af alle hertugerne er erkendt, forsåvidt som deri arveretten er fastsat år 1665, da kongeloven i Danmark og Norge blev indført, .... så de appanagerede fyrster ej kan vente nogen arvedel i disse riger.» Hertugenaf Kiel kan derimod arve som medlem af Fredriklll's arvehus. I året 1722 fratoges titlen den da

---

1) A. Hojer, Jus publicum, s. 117 (4. kap. 30. sp.)

deklarerede hertug af Pløn og således kan den også fratages de andre. Og endelig erklærer Hojer, at kongen efter at enevoldsherredømmet indførtes i Sønderjylland kan "indlemmedet med Danmark«, om han behager, d. e. gøre det til provins. Derimod kan han ikke afhænde det fra kronen, siden han er bunden ved kongelovens kapitel 19¹).

En anden forfatter, som havde særligt kendskab til Sønderjylland, Erik Pontoppidan, behandler det som en del af Danmarks rige. Hans «Marmora Danica» har to dele: 1) Sælland og Fyn, og 2) Slesvig og Jylland (udkom 1739—41). Da han derpå i året 1760 overrakte kong Fredrik V sin bog om det gamle København (Origines Havnienses), udtalte kongen ønsket om en hel rigsbeskrivelse,et værk, som længe havde stået på dagsordenen, og Pontoppidan lovede at lægge hånd på værket. Tre år efter udkom det første bind af «den danske Atlas, eller kongeriget Danmark med dets naturlige egenskaber osv.». I fortalen gøres der her rede for værkets plan og det betragtessom en selvfølge, at det skal omfatte Slesvig med. Således nævner han blandt tidligere arbejder Dankwarths Landesbeschreibung «for så vidt fyrstendømmet Slesvig angår«(p.XXIV), og såvel i den historiske fortælling som i den geografiske beskrivelse og det hosfølgende kort er grænsen for riget sat ved Ejderen. Om begivenheden 1721 siger han, at det fyrstelige huses «forrige del af Slesvig eller Sønder-Jylland blev kronen på ny indlemmet og til dets

---

1) Sst. s. 41 f. 33. (3. kap. 3. sp.; 2. kap. 25. sp.; 3. kap. 4. sp.) Om Sønderborgernes arveret udtaler lian sig i sin Fr. IV's historie ved omtalen af Fredrik Karls deklaration til hertug og „rechtmåssiger Lehen- und Erbfolger aller derer Erbstiicke, woza die appanagirten Schl.-Holst. Fursten, konigl. Linie, der Geburt nach einiges gegrilndetes Amvartschaftsrecht haben" (II 79).

betegnelse de to løver ... forsat i rigets store våben såsom på sit rette sted» (s. 352). Den oprindelige plan for værket blev da også fastholdt til det sidste, og i året 1781 udkom den syvende og sidste del af »den danske Atlas», indeholdende «hertugdømmet Slesvig«.

En tredje sønderjydsk forfatter, advokaten J. F.Hansen, borgemester i Sønderborg, som havde adgang til de bedste kilder, udtaler sig i sin «vollståndige Staatsbeschreibung des Herz. Schleswig» (1770) således om hertugdømmets statsretlige stilling: «1713 bekam der Konig v. Danemark den gottorfischen Antheil dieses Herz. durch das Eecht des Krieges, wurde 1720 durch den nordischen Frieden geruhiger Besitzer davon und ist seitdem allein souverainer Herzog zu Schleswig gewesen.» Efter kongeloven skal både kongerigerne og alle senere erhvervede lande, »mithin insbesondere das Herz. Schleswig, wie der Konig es jetzo besitzt, bei dem zu einer jeden Zeit regierenden Konige zu Dånem. u. Norw. fiirs klinftige ungetrennt und ungetheilt sein und bleiben» (s. 9 f.).

Endelig kan her endnu nævnes en forfatter, hvis kendskab til sønderjydske forhold ligeledes var gammelt, nemlig digteren Johannes Evald. Ligesom hans fader var født i Mellemslesvig i det gottorpske Tønder amt og først senere som præst var kommen til København, således gik han selv i Slesvig skole (fra 1754). I året 1770 skrev han en række brudstykker af en fortælling <(Panthakak» og i disse tales der gentagne gange om slesvigske forhold; tiden er årene nærmest efter 1720. Panthakak var født i byen F.*, hvorved der sigtes til Fredriksstad. Da en fremmed, som han på sine rejser træffer på, spørger om han er født i Danmark, svarer han: »ja, i Senderjylland, i F.*»; han kaldes en «jydsk student«; den som undrer

sig over, at lian ikke kunde sove fastende, «må ikke kende vore landsmænds, de gode Jyders natur«. Da han ikke strax forlanger mad, klager digteren over «den utidige og barnagtige undseelse, hvorved især vore unge landsmænd udmærker sig så kendeligt fra alle andre nationer og i besynderlighed fra deres naboer, de Tyske». Panthakak fattede den mistanke til sin vært, at han var «en hemmeligtilhænger af den kielske gross-fyrste, og i den henseendeformodenlig vilde fritte ham ud, hvorledes Slesvigernevar fornøjede med den nye regering ... Han besluttede derfor helligt at være sin konge tro og ikke på pinebænken selv at røbe det allermindste af alt det, som kunde give nogen oplysning i denne sag. Så rosværdigt som dette forsæt var, så var det dog næsten overflødigt; thi sandt at sige, så vidste den gode P. ikke meget af denne forandringi regeringen eller af dens virkninger på hans landsmænds gemytter o 1).o¹).

Disse udtalelser har vel i og for sig ikke nogen synderlig vægt, men de viser dog, hvor aldeles man tager fejl ved at påstå, at Senderjyllands rette forhold til kongeriget ikke var gået op for den almindelige bevidsthed. Tværtimod; man var aldeles på det rene med dette forhold, og det ikke fordi man skødesløst kaldte alle kongens lande, også Norge og Holsten, for danske, men fordi man vidste, at det stod i et ganske særligt forhold til kronen, at det var en del af det dansk-norske rige.

Udtalelserne fra konger og statsmænd svarer hertil. Under 20. Oktober 1758 reskriberede Fredrik V til Københavnsuniversitet, at indfødte Slesvigere skulde have adgang til at nyde klosteret, «da de ikke er Holstenere, men rette

---

1) Evalds samlede 3krifter VI 285 f. 298. 309.

Danske og fødte inden Danmarks riges grænser«. Da to år senere 100 års dagen for arveregeringens indførelse skulde højtideligholdes, reskriberedes der derom til overrettenpå Gottorp, «da det var kongens umiddelbare vilje, at det samme skulde ske i hertugdømmet». Søndagen den 12. Oktober skulde det overalt kundgøres for menighederne, men torsdagen den 16. Oktober, årsdagen for håndfæstningenskassation, skulde den egenlige højtidelighed foregå «som på de store festdage».

Endelig kan her mindes om A. P. Bernstorffs forestilling til kongen ora kongedatteren Louise Avgustas tilkommende formteling. Skulde kongeslsegtens mandsstamme i en nser fremtid udd«, hvad der antoges at vaere fare for, sa vil der opsta store vanskeligheder; thi vel er det sa, at kongedatteren da vil arve Danmark, Norge og Slesvig, men ikke derudover: «Memand kann die erblichen Rechte Tiiro konigl. Hoheit der Prinzessin L. A. auf Daneinark und Norwegen und auf das Herz. Schleswig verkeivnen» .... «Es ist unlaugbar, dasz in demselben Falle obgedachte Prinzessin die Erbin von alien Staaten, so ganz Danemark ausmachen, sein wiirde, doch Holstein ausgenommen. Dieses als ein ohnstreitiges Reichs - Mannlehen wiirde von den konigl. Landern abgerissen und dem nachsten Lehens- Erben zu Theil werden, und wo bleiben dann die gliicklichen Folgen des Austauscliungs - GescMfts?» — Han anbefalede derfor et oegteskab med den nsermeste lensarving, prinsen af Avgustenborg (19. Februar 1779).

Fra senere tid skal kun anføres korig Fredrik VFs notis af 2. November 1814 i Wien: «At forene Slesvig med Holsten for derved at tilvejebringe et større og kraftfuldere direktorat, finder ingenlunde mit bifald. For det første vilde det være aldeles imod konstitutionen, da hertugdømmetSlesvig

dømmetSlesvighorer til det danske rige og næsten er
aldeles dansk» osv. Konstitutionen er kongeloven, under
hvilken Sønderjylland var henlagt1).

Samtidig begyndte allerførst hertug Fredrik Kristian af Avgustenborg at opdage sine formentlige fordringer på hertugdømmerne, ja på selve kongerigerne med, og det tyske kancelli begyndte at gruble over begivenhederne 1721 uden at kunne forklare dem. Traditionen i den danske regering havde fastholdt den bestående statsret, men den havde glemt begrundelsen, og det skulde vise sig så vanskeligt at genfinde den, at tvivlen imidlertid undergravede den dyrt erhvervede sikkerhed. Det er ikke her stedet at undersøge, hvilke rødder denne tvivl har i det foregående århundrede. Politisk var det vistnok nærmest det meget lovpriste mageskifte, ved hvilket Holsten opnåede samme enhed som Slesvig, medens Kiels universitet blev kongeligt. Men i sin dybeste grund var ulykken den, at genforeningen var enevældens værk, at statsretten ikke var bleven omsat i en levende ret ibr den .genvundne befolkning, at virkeligheden ikke svarede til, hvad digteren så frejdig fortæller om manden fra Gottorp amt, at han overalt, hvor han færdes i verden, kalder sig for «Sønderjyde». Århundreders udvikling tyngede her på en tidsalder, som manglede øje for folkets sprog og nationale liv.

---

1) Wegener, Danmarks hist. i det 19. årh., s. 432. Møsting kalder samtidig kongeloven „das constitutionelle Gesetz", „die Constitution des Keichs¹' (Slesv. pr. efterr. 4. 219).