|
Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 4 (1883 - 1884) 1P. Hasse: Die Quellen des Ripener Stadtrechts. Untersuchungen zur dänischen und lübschen Rechtsgeschichte. Hamburg u. Leipzig 1883. 85 SS.V. A. Secher Side 480
Når man fra prof. Hasses tidligere arbejder kender hans tilbojelighed for, at omordne det hidtil an tagne aldersforhold for vore historiske kilder, eller for, at gore dem til yngre tiders falsknerier, påskonner man, at der ikke i den ovennævnte bog gores lignende forsøgx). Ligeledes udmærker den sig frem for professorens tidligere arbejder ved, at der er lagt vind på et nogenlunde naturligt sprog, idet forfatteren har undladt som ellers at vise energien i sin overbevisning ved at indflette i stilen en del unødvendige og hojst overdrevne kraftudtryk. Bogen betegner således i forskellige henseender et lille fremskridt. Hertil må det også regnes, at forf. denne gang har øvet storre kritik end han plejer over for, hvad han har trot at kunne meddele af den slags indskydelser, som vi alle kunne få en del af, men som man dog ellers skammer sig over i næste ojeblik og særlig vel vogter sig for at fremsætte på tryk. Det er denne gang enestående i forf.s bog, at læse en slutningsrække som denne (s. 9): „Da das Eipenerrecht lateinisch abgefasst ist, liegt die vermutung nahe (?!), dass auch eine lateinisch geschriebene landrechtsaufzeichnung benutzt worden sei". Heldigvis fojer forf. selv til: „aber diese vermutung lasst sich in nichts stutzen". I anledning af delle må man mindes, at forf. tidligere2; deraf, at jyske lov er „skrivæn å danskæ" , drager slutningen, at den oprindelig er affattet på latin, — altså lige den omvendte, men forøvrigt lige gode logik. Prof. Hasses
arbejde handler s. 56—69 om talionsprincipet 1) Det er dog kun med et resigneret suk, at forf. opgiver dem: •an dem datum des stadtrechts 1269 ist nicht zu ruttein« — siger han s. 2 om Eiberretten. 2) Schleswiger stadtrecht s. 54, jfr. min anmældelse i Hist. tidssk. V, 2, 217. Side 481
Deter en alt fra Kofod Anchers og Rosenvinges*) tid bekendt sag, at lybsk ret (L) er blevet benyttet ved affattelsen af Riberretten af 1269 (R), og Rosenvinge fremhsever, at 24 af de 60 (59) artikler i R mere eller mindre ordret ere tagne fra L. Forf. forer nu undersegelsen noget vide re og Soger pa, 55 sider gennem en temmelig langtrukken raekanisk sammenstilling af forinenlige parallelsteder fra L, R, Jyske lov, Andreas Sunessons bearbejdelse af Skanske lov, Kobenhavns byretter fra 1254 og 1294, Tors artiklers latinske tekst og latinske forordningerfra det 13. arh. samt forskellige nordtyske dokumenter,at godtgore, at affatteren af R har arbejdet med en tekst af L som monster pa den made, at han foruden en del artikler, som ingen bei*oringspunkter harmed L, ikke blot har optaget ssetninger af L ordret, saledes som alt Rosenvinge pavistedet, men ogsa i artikler. i hvilke vitterlig dansk ret er fremstillet, har benyttet form og vendinger fra L for at skaffe udtryk for de danske retssaetninger. Heri har forf. nu sikkert ret, nar man tager saetningen i sin almindelighed, men iniod forf.s anvendelse i det enkelte ma der pa mange punkter gSres indsigelse. Han fastholder s. 2 sin anskuelse om tiden ved ar 1269 som „gerade jene zeit, in weleher das Schleswiger . . . stadtrecht eben entstanden war, in der tiberhaupt die stadtegrttndungin Danemark vox sich ging", uden at tage hensyn til, at denne teori efter kilderne er blevet imodegat af A. D. Jorgensen2) med de vsegtigste grunde, og ligesom forf. tidligerefandt det utroligt, at man i Danmark kunde have byinstitutioneruden at have laert dem i Lybsek3), saledes sporger han ogsa med hensyn til Riberretten ikke forst om: hvad der i den ma vsere dansk ret? men: hvad kan pa en eller anden made bringes i forbindelse med lybsk ret? om dette erklseres sa, at deter hentet i Lybsek, uden hensyn til, at det maske lettere forklares ved sammenligning med den ovrige danske 1) Anchers jur. skr. 2, 664 og Rosenvinge: Gml. love 5, XXXVI fg. 2) I afhandlingen: Slesvigs gamle stadsret, i arbog. f. nord. oldk. 1880. 3) Hist. tidssk. V, 2 s. 210. Side 482
ret, og forst resten får så lov til at være dansk. Flere eksemplerherpå ville blive fremdragne i det følgende, her skal kim som prøve på, hvor nojsoni forf. er, når det gælder om at finde afhængighedspuukter mellem L og B, nævnes, at hele overensstemmelsen mellem E § 2, som „wieder deutlich im wortlaut" er afhængig af L 1,53, og dette sted består i en så almindelig vending som: übi factnm fuit honricidinm, i hvilken ordene i E § 2 endda står i en anden orden end i L 1,53. Vi skulle nu anfore en prove pa, hvorledes affatteren af K tilegner sig den ydre form i L for at gyde nyt indhold i den, idet vi stille en artikkel fra R og en fra L ved siden af hinanden: E §49. Qvicunqve habuerit possessione s1), unde census datur annuatim, et si ille, qvi eas conduxerat, non persolverit censum infra 15 dies post tempus solucionis videlicet post festum beati Johannis baptistæ et festum beati Andreæ, si domesticus super ipso voluerit conqveri, persolvat domestico 4 solidos, advocato 4 solidos, civitati 4 solidos. L 1,87. Qvicunqve håbet areani to wichbelde rechte, unde datur census annuatim, et si possessor areæ censum non dederit 14or diebus post pascha vel 14or diebus post festum beati Michaelis, si dominus areæ vult exeqvi coram advocato, is qvi censum non dedit tempore statuto, advocato 4or solidos oomponet et censum dabit duplo. Hertil fojer den
yngre et liberam habeat
potestatem domesticus recipiendi pretium sui census
Her ses det, hvor noje E holder sig til den lybske form, medens den dog afviger fra den lybske ret på væsenlige punkter. Fordelingen af bøderne til bonden (sagsøgeren), fogdenog byen er jo almindelig i vore byretter, og st. Hans og Andreæ dag synes at være almindelige danske betalingsterminer: 1) Forf. indskyder her efter et meningsløst : suas, som hverken findes i håndskriftet eller i Eosenvinges og Anchers udgaver. Side 483
midsommers- eller arnegælden betaltes til st. Hans dag, og kongensstudkorn skulde leveres Andreæ dag1). Men er dette således, burde det have drevet forf. til videre undersøgelser. Da affatteren af E ofte har arbejdet med L som monster og søgt sine vendinger i den uden at medtage indholdet af den lybske retssætning, opstår det sporgsmål, om han også overalt, hvor han optager sætninger, enslydende med dem i L, har villet indføre lybsk ret? den mulighed kan ikke på forhånd afvises, at der kunde findes ensartede retssætninger i dansk og lybsk ret uden at overensstemmelsen beror på lån, og at affatteren af E har benyttet sig af L, fordi det var den lettestemåde at få udtryk på latin for den danske retssætning. Forf. påstår således (s. 39), at E§7, som bestemmer, at borger, som har grundejendom i byen, ikke må sælge den til kirker, klostre, bisper eller adelsmænd (milites), men skal sælge den til borgere og bortgive pengene, har L 1, 26 til „deutlichequelle". Forf. omtaler imidlertid ikke alene ikke, at denne sætning også findes i yngre danske byretter, som ikke have benyttet L eller E, men heller ikke, at den kendes fra den med E samtidige Købh. byret 1256 § 132) jfr. 1294 §70g9. — At forholdet mellem E og L kunde være som nys nævnt, bestyrkes ved, at teksten til E ifølge det originale pergamentsblad,som nu findes på det kongelige bibliotek, indfattet i ramme mellem to glasplader, må være en i bogskrift udført hjemlig udarbejdelse, som er blevet forelagt kongen til stadfæstelsepå danehoffet i Nyborg 1269, i det bladet kun til slutning i det kongelige kancelli i kursivskrift har fåt en antedateretpåtegning herom 3). 1) Steenstrup: Studier over Yald. jordebog 145, 167. 2) Her forbydes det vel kun at sælge til: princeps aut milites vel homo dominormn, qvi vulgariter dieitur herræmæn, men L 1, 26 taler også kun om: ecclesiæ. I Kbh. byret 1294 §7 er reglen aldeles almindelig: grundejendom må kun sælges til-borgere. 3) På denne måde har jeg (jfr. Kinch: Ribe bys historie indtil reform, s. 82) i en indledning til et aftryk af den såkaldte Erik glippings almindelige byret i Univers, jub. dske. samfunds »blandinger« forklaret modsigelsen mellem indledningen (bogskrift som den øvrige tekst) til E, hvor det fortællende meddeles, at kong Erik på danehoffet i Nyborg 1269 den 26. juni stadfæstede denne byret, og slutningspåtegningen (kursivskrift), i hvilken kongen taler personlig: «Vi stadfæste disse ovenskrevne bestemmelser o. s. v. datum anno, die et loco supra dietis«. Min forklaring har været så heldig at vinde prof. Hasses bifald (s. 7). Han omtaler, at jeg har gjort opmærksom, på modsigelsen, og fortsætter så: »Der widerspruch lost sich jedock leicht«, hvorpå han udvikler hin forklaring, men da den ligger så lige for hånden, havde det dog været passende, om han havde antydet, at også jeg havde fundet den, i stedet for at fremstille det, som om han selv havde gjort en ny opdagelse. Side 484
Undersøgelser af den fremhævede art finder man imidlertidikke hos forf., og sporgsmålet om forholdet mellem E og L er derfor ikke endelig løst i hans bog. Men slige undersøgelservilde ganske vist også have krævet et mere indgående og systematisk studium af vore og de øvrige nordiske retskilderend forf. stadig har kunnet overvinde sig til at foretage. Han benytter end ikke de bidrag til forståelsen af E 1269, som kan fås af den yngre Ex) eller af oversættelserne af disse to tekster, sko'nt han derved vilde have undgåt flere grove fejl i retshistoriens elementærsætninger, se ndfr. s. 492 og 493. Jeg påviste i min anmældelse af „Das Schleswiger stadtrecht" 2), at forf. stadig lod ude af betragtning de af vore retskilder, som ikke ere skrevne eller oversatte på latin eller nedertysk, og på dette punkt er der i forf.s ovennævnte bog intet fremskridt at spore, endnu stadig hylder han sætningen: Danica sunt, non leguntur3). De sællandske retsbøger tager han intet hensyn til ved undersøgelsen af, hvad der er dansk ret; skånske 3) På denne måde har jeg (jfr. Kinch: Ribe bys historie indtil reform, s. 82) i en indledning til et aftryk af den såkaldte Erik glippings almindelige byret i Univers, jub. dske. samfunds »blandinger« forklaret modsigelsen mellem indledningen (bogskrift som den øvrige tekst) til E, hvor det fortællende meddeles, at kong Erik på danehoffet i Nyborg 1269 den 26. juni stadfæstede denne byret, og slutningspåtegningen (kursivskrift), i hvilken kongen taler personlig: «Vi stadfæste disse ovenskrevne bestemmelser o. s. v. datum anno, die et loco supra dietis«. Min forklaring har været så heldig at vinde prof. Hasses bifald (s. 7). Han omtaler, at jeg har gjort opmærksom, på modsigelsen, og fortsætter så: »Der widerspruch lost sich jedock leicht«, hvorpå han udvikler hin forklaring, men da den ligger så lige for hånden, havde det dog været passende, om han havde antydet, at også jeg havde fundet den, i stedet for at fremstille det, som om han selv havde gjort en ny opdagelse. 1) Om E §51 bemærker forf. s. 52, at den af ændringer i L 1,49 foretager »eine im anfang so einschneidend, dass sie den ganzen sinn åndert«, i det E § 51 har: suas, hvor L 1, 49 har: aliqvas eller, efter nogle håndskrifter, »noch deutlicher •: alterius. Men nu har den yngre E også alterius, uden at forf. forklarer dette. 2) Hist. tidsskr. V, 2 s. 218. 3) Der er denne gang ikke slet så mange trykfejl i danske ord som. i forf.s forrige bog; s. 43 lin. 13: wæra am læs: wæræ æm. I anførslerne af årsberet. fra Geh. ark. skriver forf. konsekvent hele bogen igennem: Aaresberetninger! Side 485
lov benyttes kun i A. Sunessons latinske bearbejdelse, og denne går endogså i forts ojne for en „kodifikation" (!!) af „das åltere recht" o: den almen danske (s. 57). Selvfølgelig er de øvrige nordiske retskilder heller ikke til for forf. Hans måde at
benytte vore retskilder på har dog denne Qvicunqye alii
posuerit insidias nocte vel die et ipsum rebus suis
Prof. Hasse finder det ikke ret tydeligt, hvilken forbrydelse der her er ment (s. 31). Dansk ret tillader at slutte både til hærværk og ran, og det sidste ligger nærmest efter udtrykket despoliare. Da der desuden ikke er tale om indtrængen i hus eller gård, „so mochte ich am liebsten hier handran verstehen, J. 1. 2, 40; 44". Nu var rigtignok Eiberret berygtet for sin strænghed, men at den skulde straffe en forbrydelse som ran eller håndranmed livsstraf og lige med groft tyveri, vilde dog gå over alle grænser og stride mod alle andre loves bestemmelser om straf for denne forbrydelse. J. 1. 2, 44, som definerer håndran,siger udtrykkelig, at håndran er den eneste slags ran, hvor minimumsbestemmelsen af værdien (V2 mark pendinge), for at nævninger skulle sværge, ikke kommer til anvendelse, fordi synspunktet for håndran nærmest er det vanærende ved at blive behandlet på den måde (for thy thet ær meræ skam at vårthæ svå rænt), og tilfojer, at håndran kan begås ved at tage en übetydelighed som 2 handsker, som anden mand holder i hånden1). Denne omstændighed burde have vakt betænkelighederhos forf. J. 1. omtaler rigtignok ikke specielt nogen straf for håndran, men dette skulde dog ikke have forvirretham, da J. 1. 2, 47 giver den almindelige regel, at: „hvilken mand, som falder for ransdele med nævning, er skyldig at rette til bonden (9: sagsøgeren), som fælder ham, 3 mark og 3 mark til kongen", og J. 2, 61 sætter samme bøde 1) Overset af Sylow. Den materielle bevisteoris udviklingshistorie i danske ret, 1878, s. 134. Side 486
for ran. Det vil overhovedet ikke være muligt i vore love at finde en hqjere bøde for ran end 3 mark og følgelig heller ikke for håndran. Forf. har imidlertid ikke villet subsumere håndran under ran og har da efterset sin sidste tilflugt: A. Sunesson, og da der heller ikke her fandtes noget om håndran, har han slat sig til ro hermed. Nu bestemmer imidlertidSkånske 1. §158: „foræ håndran skal bøtæ pre mark", fuldstændig i overensstemmelse med J. 1. 2, 47 og 61, og her har forf.s formenlige kilde til Sk. 1.: A. Sunesson, spillet ham et puds: den til § 158 svarende § 107 hos A. Sunesson omtalerikke den forsto, n}rs anførte linje af Sk. 1. § 158, men kun slutningen, der drejer sig om et specielt tilfælde af håndran: at tage fra anden mand hans innam (o: fremmede kreaturer, som han fra sin mark er i færd med at drive i hus) og bestemmernaturligvis også herfor en bøde af 3 mark. Samme bøde for håndran har også Vald. sæll. lov 2, 41 og Eriks sæll. lov 2, 46. Et løst blik i de på dansk skrevne retskildervilde altså have kunnet give forf. absolut vished for, at forbrydelsen i R § 22 ikke kan være håndran, og en flygtig undersøgelse af f. eks. de norske retskilder vilde yderligere have stadfæstet dette, se Brandts afhandling om „Nordmændenesgamle strafferet": „tremarksboden var den regelmæssige bod for de ringere fredsbrud, således navnlig for håndran "1). Men i virkeligheden er det let at bestemme den forbrydelse,som omtales iE§ 22. Ved udtrykket „insidias ponere "2) er det tilstrækkelig betegnet, at der sigtes til, hvad der på dansk kaldes stimandsfærd, og en tilsvarende regel haves også i J. 1. 3, 67, der definerer stighæman som den, der „ligger i skov eller skjul eller på hede eller på alfarveje og røver fra ridende eller gående og søger de gærninger i skjul og Ion", jfr. J. 1. 3, 64. At forf., som det tor antages,ikke forstår den danske tekst, er ikke grund nok til at J. 1. 3, 67 er blevet overset, ti Eckenbergers nedertyske 1) (Norsk) hist. tidssk. 4, 349 og 2. ræk. 4, 62. 2) Der star ikke, som forf. s. 31 siger: insidias parare. Side 487
oversættelse siger udtrykkelig: „stygsinan wert ein stratenrover geheten". Dernæst vilde det dog have været meget nær liggendei Wildas: „Strafrecht der Germanen" at gennemlæse afsnittetom „raub" s. 907 —17. Forf. vilde så s. 917 have fundet anført J. 1. 3, 67. Her fastsættes livsstraf og tab af hovedlod for den stimand, som gribes på fæxsk gærning; i andet fald skulde han erstatte skaden, bøde bonden 40 mark og være i kongens vold. Også heri er der god overensstemmelse med R § 22, og der er derfor ingen grund til med forf. at søge oprindelsentil livsstraffen i R § 22 i L 1, 77. Hvad nu endelig håndran selv angår, så er der næppe nogen vanskelighed ved at udfinde, efter hvilken § i R denne forbrydelse skal straffes. R§39 bestemmer bøden for den „qvicunqve alii aliqvam rem sine consensu et voluntate ipsius surripuerit, si convictus fuerit cum 2 bonis viris, qvi præsentes fuerunt". Forf. finder det „auf den ersten blick nicht klar. welches verbrechen in R39 gemeint sei. Doch zweifle ich nicht, dass hier das delikt, welches das Mbsche recht als misgrepebezeichnet, gemeint sei" (s. 35 jfr. 17). Hvis forf. har ret i sin formodning, er meningen i R§39 rigtignok udtrykt hojst übehændig, jfr. det af forf. anførte sted i Liib. IL B. 1,152: si qvisqvam alterius bona pro suis acceperit, qvod vulgariter dicitur mislegrip. R§39 nævner imidlertid intet om, at tilegnelsenskulde være sket ved en fejltagelse, ja idet den taler om manglende consensus og voluntas, antyder den snarere, at tilegnelsen har fundet sted mod ejerens udtrykkelige protest, og dette bestyrkes yderligere ved at artiklen forudsætter det tilfælde, at to vidner have været tilstæde ved forbrydelsens begåelse;ved disse kan ikke godt tænkes på andre end sådanne, som i handlingens ojeblik af den fornærmede ere blevne opfordredetil at være vidne til det skete. Når hertil kommer, at handlingen betegnes med surripere, kan der ikke godt være tale om, at R § 39 skulde tænke på en handling af vanvare, der må netop være tænkt på det med personlig vold forbundne ran, eller håndran. Endelig er det ikke til at forstå, at forf. med sin forståelse ikke har jævnført R § 39 med J. lov 2, 40, som bl. a. netop taler om det tilfælde, at den for ran sigtede Side 488
undskylder sig med, „at han fæk thet rnæth wåthæ, swå at han hngthæ, at thet war hans eghet, æth han fæk thet mæth hans wiliae, thær å kallær", men det tilfojes rigtignok, at hvis dette bevises, bødes der kun til den private, ikke til det offenlige,medens R §39 i overensstemmelse med de almindelige regler har ransbøde både til den private og det offenlige. At R§39 har villet ændre den klare regel iJ. lov. 2, 40, kan ikke antages uden tvingende grunde, og forf. har slet ingen anført. Hvis forf. i sin bog havde holdt sig til en ren, lydlig analyse af R i dens forhold til L uden at ville åbne storre udsigter for læseren, vilde han have leveret et arbejde, som vel ikke havde haft nogen stor betydning, men dog altid kunde have hævdet sin plads. Nu indlader han sig imidlertid jævnlig på enkelthederne i den danske retshistories system, og det viser sig da stadig, at det fremdeles skorter ham på de historiske, sproglige og juridiske forudsætninger for ikke at støde an mod helt elementære sætninger. Forsåvidt dette ikke alt er fremgåt af det foregående, ville følgende anmærkninger ikke efterlade nogen tvivl i så henseende: Side 13 får forf. ud, at derved „super hoc (om manddrab) convictus" i R § 1 sigtes til en „ergreifen auf handhafter tat", en forståelse, der maa forundre enhver, som fra talløse andre steder og da ikke mindst fra Riberretten selv1) véd, at convictus belyuer:overbevist, og derfor i de ældre oversættelser gengives med: forvunden. Forf.s betydning skal fremgå af modsætningen mellem R §1 og R §2, som taler om manddraberen, der „in facto non deprehensus fuerit", medens R §1 handler om den, der er „convictus". Modsætningen kommer dog kun frem, når man med forf. anfører begyndelsen af R§ 2 og udelader resten. R § 1 fastsætter livsstraf for den, som bliver forvunden (convictus)for manddrab; R§2 taler derimod ikke om straf for denne, men kun om proceduren mod den drabsmand, som ikke gribes i gærningen. Convictus maa følgelig forstås her, som 1) Se §§5, 16, 22, 29, 39, særlig § 59: describitur convictus et omni jure esse privatus et exclusus. Side 489
i alle andre
retskilder, idet den, som gribes i gærningen,
selvfølgeligogså Side 14 "burde forf. have nævnt, at livsstraffen for drab „infra civitatis nostri marchiam" i E§ 1 kun er en ringe skærpelse af reglen, som nævnes i J. 1. 3, 22, hvorefter drab i købing er übodemål, og at E §1: „si fugerit pace sua privattis et pro ipso cognati nihil satisfaciunt" frembyder storre formel overensstemmelse med J. 1. 3,22: „æn flyr han frithløs, tha bøtæ frændær svå sum fyrræ ær saght" end med lybsk ret, med hvilken den kun har fælles udtrykket: infra civitatis marchiam. Side 16 påstår forf., at han i sin bog om Slesvigs byret s. 81 fg. har påvist, at nævninger til trods for retshistorikernes mening findes omtalt i denne byret. Det anførte sted var netop et af de mange, som jeg havde noteret mig til brug ved min anmældelse af hin bog men lod ligge1), fordi jeg ikke vilde trætte dette tidsskrifts læsere med en uendelighed af polemik mod påstande, sorn ikke ere det papir værd, på hvilke de ere trykte. Da forf. imidlertid sætter pris på sin formenlige opdagelse, må jeg her belyse dens værdi. Det er ved hjælp af Slesv. byret §§ 27 og 28 han vil finde sine nævninger. §27 lyder: Item qvicqvid habent discordiæ civis et ruricola, purgent se mutuo duodeno juramento. Et si est causa de manhælgh, civis frater conjuratus purgaDit se de convivio conjuratorum; ruralis vero purget se cum suis cognatis. I §28 hedder det:
Hvis en bonde har
gjort ran (rapina) pa en borgers ejendom Ifølge § 27 skal, siger forf., bonden rense sig cum suis cognatis, § 28 kræver legitimi et domestici purgatores, og § 27 giver så den almindelige regel: „qvicqvid juramento" (se ovfr.). „Darunter versteht man bisher eideshelfer schlechthin", men med urette: byretten „scheidet deutlich zwischen den cognatiund 1) Se Hist. tidsk. V. 2, 213. Side 490
natiundden sonstigen domestici purgatores. Erstens') sind die kjønsnævn (J. 1. 1, 1), letzteres die herredsnævn. Fiir beide ist die zahl 12 vorgeschrieben." I løbet af det 13. årh. var netop herredsnævningernes kompetence blevet udvidet. 1 Torsartikler§ 152) hedder det endnu mere „verallgenieinert": In ([vacunqve
Inereth vel villa forensi facta fuerit rapina, in
placito „Dem entspriclit aufs genaueste" Slesv. byr. § 28 (se ovfr.). Forf. antager altså, at der ved duodecimum juramentum, som skal præsteres med domestici purgatores, menes herredsnævninger,og han føjer til, at der ved tilsætningen: legitimi, henvises til on landrets bestemmelser over valget af herredsnævninger.— Hele denne udvikling forsynder sig imidlertid på det groveste mod velbekendte sætninger i den danske retshistorie.Det er en af de trivielleste ting i vort retssprog, at duodecimum juramentum betyder tyltered ligesåvel som duodenum juramentum (i Slesv. byr. § 27) eller sacramentum, duodena manus, duodenarium juramentum o. s. v., alt terminologier, som forf. kan finde hos A. Sunesson3). Han burde dog vide, at herredsnævninger hedde: denominati eller nominati de hæreth, se den latinske overs. af J. 1. 8,64, Tors art. §36: næfninge vel denominati. Der er dernæst i Slesv. byr. §§ 27 og 28 ikke spor af nogen modsætning mellem cognati og „die sonstigen domestici purgatores". §27 bestemmer simpelthen, at trætte mellem borger og bonde afgores ved tyltered. Er det mauhælgssag,skal borger rense sig med gildebrødres ed, bonde med frændered (konsnævn), og § 28 siger, at bonde, som ikke er grebet i ranet på færsk gærning, skal værge sig med (en almindelig)tyltered ved sin egen (sogne) kirke, dog at der gives sikkerhed for, at han stiller lovlige og hjemlige mededsmænd (o: som kender bonden)4). Forf. tror dernæst, at der til en 1 Erstercs? 2) Forf. skriver 12, men anfører 15. 3) Schlyters latinske glossarium til Skånelagen, s. 632; Hosen vinge i Tyt jur. ark. 21, 156. 4) Der er intet mærkeligt ved denne tilføjelse, se J. 1. 3, 62: givæ tolf mæns eth, hvilkæ han må fangæ i thæt kirkisokæn, thær han bor i, ok tho laghfastæ mæn. Eckenberger oversætter aldeles rigtig. Se Rosenvinges afhandling om eden o. s. v. i Nyt jur. ark. 21, 137 %. Side 491
tyltered (konsnævn) kræves 12 niededsmænd, skont det er en vel bekendt sag, at man svor selvtolftex), hvad der jo også siges mange steder i lovene selv, endogså hos Andreas Sunesson,se § 33. Det formenlige lighedspunkt mellem konsnævn og herredsnævn, tallet 12, falder således bort. Hvor fuldstændig bundløst forf. står, fremgår endelig af sammenstillingen mellem Tors art. §15 og Slesv. byr. § 28. Han tror, at disse to lovbestemmelser,som bægge handle om ran (rapina), anvende herredsnævninger som bevismiddel. Han aner ikke, at på jysk retsområde var det altid ransnævninger, der svore om ran, når nævninger kom til anvendelse, og således har reglen været til de seneste tider lige fra Slien til Skagen2). Forf. siger fremdeles:„Die herredsnævn sind zu wahlen, je drei aus jedem viertel der hårde des beklagten, dem entspricht durchaus: ad propriani ecclesiam3), da sich hardesviertel und kirchspiel decken (s. J. 1. 2, 624)." Denne sætning er fuldstændig uden mening. Slesv. byr. §27 giver jo ikke nogen regel om udvælgelse af de formenlige herredsnævninger; den siger kun, at tyltereden skal aflægges i sognekirken (ad propriam ecclesiam), og man kunde desuden efter forf.s logik ligesåvel sige, at § 28 „durchaus"svarer til J. 1. 2, 51, hvorefter ransnævninger skulde være 8 i tallet, 2 af hver fjærding. Af det anførte er det klart, at forf. ikke har kunnet rokke Paulsens påstand5) om, at der i den Slesv. byret ikke findes spor af nævninger. Side 16 —21
meddeler forf. bemærkninger om nævninger 4) Der er intet mærkeligt ved denne tilføjelse, se J. 1. 3, 62: givæ tolf mæns eth, hvilkæ han må fangæ i thæt kirkisokæn, thær han bor i, ok tho laghfastæ mæn. Eckenberger oversætter aldeles rigtig. Se Rosenvinges afhandling om eden o. s. v. i Nyt jur. ark. 21, 137 %. 1) Rosenvinge a. s. 157 flg. Larsen: Den slesvigske kriminalproces, 1862, s. 30. 2) Se Larsen a. s. s. 17; Stemann: Schleswigs recht u. gerichtsverf. im 17. jahrh. s. 6 med tilhørende tingbogsuddrag, og hundreder af Norrejyske tingbøger i amts- og byarkiver. 3) I Slesv. byr. § 28. 4) Skal være 3, 64. 5) Saml. skr. 2, 219. Paulsen regner ikke sandemænd (Slesv. byr. § 57) til nævninger. Side 492
gore forskel på dominere, nævninger og vidner. Nævningerne danne „zwolfmannengericht" eller „zwolfgericht", og forf. taler om „zweier zeugen urteil"(!), udtryk som ville få hårene til at rejse sig på enhver jurists hoved. Som eksempel på forf.s udviklingerher kan anføres følgende sætning om nævningerne: ..Der zum gericht als urteiler berufene inusste nach E§ 2 sein: vicinus ex parte utraqve, übi factum fuit homicidium." Hvis man ikke alt havde sét prof. Hasses logik præstere det utrolige, vilde man ikke kunne fatte, hvorledes én mand kan være vicinusex parte utraqve1). Nu derimod véd man, at prof. Hasse og hans logik ikke besidder noget alibi. Side 24 tror
forf., at man kan begå tyveri (den hemmelige
Side 35 — 36.
E§s3 bestemmer i næsten ordret overensstemmelse Si qvis nocte per vicos civitatis vagatur et ab aliqvo detentus merit et detentori pecuniam exhibuerit et judici et consulibus præsentatus non fuerit, et hoc probari poterit, detentor persolvet advocato (3 marcas et civitati 6 marcas. Man skulde nu tro, at meningen måtte være den samme i bægge retter, nemlig at udtale en forpligtelse for den, som griber en nattesværmer på gaden, til at aflevere ham til foged og råd, og at bestemme bøde for ham, hvis han tager mod betaling af urostifteren for at lade ham slippe. Således er bestemmelsen også blevet forståt både i den ældste -) (Eriks aim. byret) og yngre oversættelse, af hvilke den fo'rste har til overskrift:„Om natgang". Vor forf. har imidlertid en helt anden. Ved tilfojelse af sætningen: „(si) judici .... poterit" a) har E bragt overensstemmelse til veje med den danske landret. „Es 1) I E § 2 hedder det: vicini 12 ex parte utraqve o. s. v. citentur o. s. v. ad discernendum et invenire, qvi reus sit ipsius mortis. 2) Hva som gar om nat i bysaens strsedhse sellaer pa gadse ok vurthser han gribsen af nagser man ok jaettser thsen paenning, thjer ham grep, ok vurthser aai let for domser ok rathmsen ok tkset ma bevissss, thasn ham grep, givse byasn sasx mark ok fogdsen ssex mark psenningae. 3) Den findes dog naasten ordret i L 1, 66. Side 493
gestattet also ein anhalten und zurzahlungzwingen auf der strasse, wenn ein erkenntniss von vogt und rat voraufgegangen *) ist, welches dazu berechtigt. Es ist das deutlich das verfahren der privatpfåndung, des dånischen nam, welche nach richterlicherkannter erlaubnis die beitreibung einer schuld an der person des schuldners gestattet J. 1. 2, 59; 102"; byrettenhar kun fordoblet J. l.s bøde for ulovlig nam (ran) til 6 mark. — Det er ikke godt at vide, om man skal le eller græde over denne udvikling. Hvor er der i E §53 tale om dom af foged og råd? Forf. må mene, at der ved „præsentatusnon fuerit" er sigtet til en fordring, for hvilken der ikke er givet dom, så at nam'et bliver ran og bøden 6 mark, men dette er jo dog fuldstændig vildt; subjektet til: fuerit er: qvis. Dernæst er ransbøden efter dansk ret 3 og ikke 6 mark, se ovfr. s. 486. Endelig må man mindes, at nam var et retsinstitut,som lovgivningen i det 13. årh. ikke yndede og derfor søgte at indskrænke så meget som muligt i sin anvendelse. I overensstemmelse hermed bestemmer J. 1. 2, 59, som forf. anfører,men ikke kan have læst, at selv udenfor en mands gårdsled skulde man tage nam „lønlik ok æi opænbarlik", jfr. Eriks sæll. 1. 3, 26: „han å svå nam at takæ, at hin ser æi å, thær å", og kommer ejeren til og vil tage namet tilbage, „tha skal hin aflatæ thæt, han næmt havær". Herefter er det aldelesutænkeligt, at man skulde kunne overfalde den mand, for hvis ojne man ikke måtte vise sig, når man tog nam, personligpå gaden og tage nam af ham. Porf. har misforståt såvel læren om nam som E § 53. Side 40 vil forf.
med analogien fra nævningers opnævnelse Side 48. E§49 bestemmer en bøde for dem, som have fæstet eller lejet fæsteejendomme (possessiones, unde census datur) og ikke betale sin afgift inden forfaldstid, nemlig st. Hans og st. Andreæ dag (trykt ovfr. s. 482). — Forf. har nu opdaget, at der her er tale om en jordskyld (grundzins) og fremhæver, at E § 49, som er dannet efter L 1, 87, har ændret 1) Vorausgegangen ? Side 494
dennes forfaldsterminer i andre, „und es ergiebt sich daraus, dass dieser in Eipen tibliche stadtgrunzins identiseh ist mit dem mitsommerschoss und heerdschoss, der sonst in diinischen stadten sich lindet", hvorhos forf. henviser til Steenstrups studier over Vald. jordebog s. 144 —46 og til fr. 28. juli 1282 § 6. — Heri er der nu for det fo'rste 3 grove fejl: 1. arnegælden eller midsommersgælden var som bekendt ikke en jordskyld, men en personlig skat, hvad der til overflod ligger i ordet arne-gæld og desuden udtrykkelig er fremhævet af Steenstrup på det af forf. anførte sted. 2. fr. 1282 §6 handler ikke om midsommers (arne) gæld, men om kongens studkorn, som er noget helt andet, og dette kunde forf. desuden have sluttet sig til deraf, at Steenstrup ikke nævner fr. 1282 a. s., men s. 167 ved omtalen af stud. 3. skatten hedder midsommersgæld, fordi den betaltes ved midsommerstid, og den blev følgelig ikke betaltst. Andreæ dag (30. novb.), se Steenstrup s. 145 og den yngre K § 114. — Dernæst er det mærkeligt, at der ikke hos forf. er vakt mistanke mod hans forklaring ved, at Steenstrup s. 146, hvor han opregner de byretter, i hvilke arnegælden nævnes, ikke anfører E § 49 men den yngre E§ll4, hvor Eiberrettens bestemmelse om arnegæld også findes. Den census, som nævnes i E § 48, er, som teksten selv, naturlig forståt, viser, ikke andet end leje- eller fæsteafgiften, som ejeren selv hæver, og ikke en offenlig afgift, og dette kunde forf. desuden have sét i den yngre E §49, som. har en tilføjelse til den ældre, hvori omtales ejerens befojelse til at hæve sin lejeafgift (pretium sui census) i debitors hus i fogdens og rådets nærværelse, se ovfr. s. 482. Samme forståelse har såvel den gamle oversættelse (Eriks ahn. byret): Hvå, som havær
eghændom, som ær jorthægoths, thær arligæ som den yngre:
Fester en hus
elder jordh af en anden for årlig rente och skyld,
Der er endnu
mange påstande i forf.s bog, som kunde Side 495
for meget for læseren. Jeg skal derfor endnu kun knytte nogle bemærkninger til forf.s ytringer om Kosenvinges udgave af Eiberretten, og dernæst til hans egen, der følger med bogen som tillæg. Bosenvinge skal efter forf. s. 4 have lagt den senere omarbejdelse af Kiberretten i 123 artikler til grund. Nu er der ganske vist meget at udsætte på Eosenvinges udgaver af vore love, men så bagvendt, som forf. påstår, har han dog ikke båret sig ad. Selv et flygtigt blik i Eosenvinges udgave måtte have overbevist ham om, at netop det omvendte af det, han antager, er tilfældet. Eosenvinge siger selv1): „Den gamle Eiberret på latin er trykt som den egenlige tekst *. ... hvor den nyere .... har de samme kapitler, ere afvigelserne i den latinske tekst angivne i noterne o. s. v.", og udførelsen svarer aldeles hertil. Hvorledes Eosenvinge tydeligereskuldekunne udtrykke, hvad han har gjort, er ikke godt at vide. — De mange og store huller, som originalens tekst,nu viser, har forf. i sin udgave i[] udfyldt efter Anchers, medens det har været hans hensigt iøvrigt at levere et bogstavretaftrykaf originalen endog i yderligheder som skilletegnene,anvendelsenaf u og v, i og j, store og små bogstaver og lignende pedanterier. Jeg skal nu ikke gå i rette med ham, fordi han ikke med nqjagtighed har angivet, hvad der endnu kan læses af teksten, og hvad ikke, fordi det pågældende pergamentsstykke er borte2); når man ikke har originalbrevet ved hånden under korrekturen, og dette er så omfangsrigt som det foreliggende og hullernes antal desuden er så stort, kunne fejl heri umulig undgås. Ikke heller skal jeg dadle forf., fordi han ikke i henhold til sin egen plan har fat alle retskrivningssvingme d3); heller ikke heri vil trykfejl kunne 1) Gamle danske love 5, XXXII. 2) Der skal i stedet for det af forf. angivne læses: §4 lin. 3: neces]sitate; § 9 lin. 3: [ipsujm; § 11 lin. 7: discordi[a]; § 14 lin. 3: fue[rit], si convict[us, 1. 6: q[ui uero cujltro; § 19 1. 7: c[um; o. s. v. 3) Indledning læs: XH°, Cristoforj; §2 1.11 læs: admittatur; §13 1.7 læs: baiulare; § 34 1. 2 læs: uendiderit; § 38 1. 4 og §49 1. 50g6 læs: IIHor ligesom §59 lin. 12 og 13. Der kan heller ikke, som forf. gor, gores forskel på —ci— og —ti—, f. eks. estimacio og licentia. Håndskriftet skriver i bægge tilfælde fuldstændig Side 496
undgås, men fejl i denne henseende vilde ban dog snarere have nndgåt, om han havde fulgt de af Waitz1) opstillede og i det væsenlige af alle ansete udgivere i hans eget fædreland godkendte regler for udgivelse af latinske aktstykker fra middelalderen.Værreer det derimod, at forf. har forsynet Riberrettenstekstmed en del, ofte meningsforstyrrende, fejl, som man ikke finder i Anchers og Eosenvinges udgaver. Således: §13 lin. 6: juris et, læs: juris est; håndskriftet har: e, som kun kan opløses: est2), og således også §52 lin. 2; §24 lin. 1: si qvis alii crimen imputaverit, læs: furti crimen; lin. 4: tumulabitur,håndskr.har fejlagtig: tumulabetur■; §27 står alle 4 steder: promissio, og ikke, som forf. 2 steder angiver: prommissio; lin. 6: Mos, læs: per Mos: § 28 lin. 2: Uh officio, læs: in illo officio; §80 lin. 3: rø7«7hominus, læs: n?c/«7hominus; §33 lin. 1: ad gvécunque, læs: ad ; § 48 lin. 3: duohus, læs: duobus', §49 lin. 1: possessiones suas, se herom ovfr. s. 482; lin. 2: illa, qvi, læs: ille, qvi; § 50: domo .... eam .... ipsum, læs: ipsam. Mon forf. ikke, alt velovervejet, havde gjort bedre i ikke at ville levere en ny udgave af Riberretten? I hvert fald ere de tidligere af Rosenvinge og Ancher at foretrække for hans. — Rosenvinge har delt § 13 i 2 §§ og får derved 60 §§ ud, medens forf. har 59; jeg har ovenfor citeret efter forf.s inddeling. Til slutning skal jeg udtale en beklagelse over, at det arbejde og den tid, som prof. Hasse synes at ville anvende på behandlingen af vore retskilder, bringer et så forsvindende ringe udbytte, fordi han ikke vil lære vort gamle sprog og ikke vil tilegne sig forudsætningerne for at kunne tale med om ganske almindelige retssætninger uden at begå de groveste fejltagelser. Vor retshistorie har så få dyrkere, at det altid vil være et savn, at arbejde, som er tiltænkt den, går så godt som fuldstændig til spilde. v » Whpr 3) Indledning læs: XH°, Cristoforj; §2 1.11 læs: admittatur; §13 1.7 læs: baiulare; § 34 1. 2 læs: uendiderit; § 38 1. 4 og §49 1. 50g6 læs: IIHor ligesom §59 lin. 12 og 13. Der kan heller ikke, som forf. gor, gores forskel på —ci— og —ti—, f. eks. estimacio og licentia. Håndskriftet skriver i bægge tilfælde fuldstændig 1) I Sybels Histor. zeitsehr. 4. bd. 2) Wattenbach: Anleitung zur lat. Palæographie, 3. ausgb. s. 63. |