J. Nellemann: Ægteskabsskilsmisse ved kongelig Bevilling. En retshistorisk Undersøgelse. Kjøbenhavn 1882. 130 SS.

Medens vor Lovgivning har bevaret en gammeldags Strenghed i Henseende til at tilstede Ægteskabsskilsmisse, har Administrationen i Løbet af det sidste Aarhundrede uddannet en Bevillingspraxis, i Følge hvilken Danmark nu henhører til de Stater, i hvilke Adgangen til Skilsmisse er lettest. Thi medens det andetsteds er Undtagelse og til Dels sjelden Undtagelse, at Skilsmisse sker i Følge Bevilling, sker den hos os kun undtagelsesvis i Følge Dom, men regelmæssig ved Bevilling. Dette store Omfang, hvori Skilsmisse ved Bevilling forekommer, er en Ejendommelighed i vor Ret, hvis historiske Udvikling den foreliggende Afhandling skildrer paa en lige saa grundig som tiltalende Maade. Jeg skal tillade mig at fremhæve nogle Hovedpunkter i Forfatterens Udvikling.

Forfatteren erklærer det simpelthen for en retshistorisk Vildfarelse, naar Justitsministeriet i den Forestilling, som gik forud for kgl. Eesol. 28. Decbr. 1864, har udtalt, at den gjældendeEeti Henseende til Bevillingers Meddelelse i gteskabssagerharudviklet af Kongens Myndighed som summus episcopus. Denne Bemærkning giver Anledning til at spørge: Hvad forstaas overhovedet ved Kongens saakaldte „overbiskoppeligeMyndighed"hos os? Naar man ved det fremhævede Udtryk kun vil betegne en Bestanddel af Kongens Myndighed som Statshersker, nemlig den ham som saadan forfatningsmæssigtilkommendeRaaden i den danske Folkekirkes Anliggender,deri samtlige vore Grundlove har affødt Bestemmelsen om, at Kongen skal bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion,saaskjønner jeg ikke rettere, end at Udtrykket, retlig set, er højst uskyldigt, men ogsaa højst intetsigende; thi der gjælder ingen særlige Regler om den Virksomhed, Kongen udfolder i den nævnte Egenskab. Naar man derimod, som undertiden fra kirkelig Side sket, betragter Kongens overbiskoppeligeMyndighedsom en saadan, der ligger udenfor Forfatningen og øves uafhængig af dens Forskrifter, altsaa

udgjør en Slags gejstlig Herskermagt i Modsætning til den verdslige, en Pavemyndighed ved Siden af Kongemagten, da maa det bestemt hævdes, at Kongen aldrig bar været Indehaver af en saadan overbiskoppelig Myndighed her i Landet. RetsgrundlagetforKongens Myndighed i den evangelist-lutherske Kirkes Anliggender var fra først af den kjøbenhavnske Reces 30. Oktober 1536, som var en rent statsretlig Akt, i det den selv kalder sig en „Kigens Constitution, Skik og Ordinantie, samtykt af den udvalgte Konge, Rigens Raad, Adel, Kjøbstadmænd,Bondeog menige Almue, som nu til denne almindelige Rigsdag forsamlede ere". I hele Tidsrummet fra 1536 til 1660 lader der sig dernæst, som ogsaa Forfatteren fremhæver, ikke paavise en eneste Akt, som med Sikkerhed godtgjør, at Kongen øvede sin Myndighed i den danske evangelisk-lutherske Kirkes Anliggender udenfor de almindelige statsretlige Regler og Former. I det højeste kan den ejendommelige Maade, paa hvilken den latinske Kirkeordinans 2. Septbr. 1537 forberedtes og udstedtes, betragtes som et Forsøg paa at tiltage sig en overordentlig Myndighed i kirkelige Anliggender, der imidlertid maa anses frafaldet ved Udstedelsen af den rette Ordmans, „givet i Odense udi almindelig Rigens Herredag" og beseglet baade af Konge og Rigens Raad den 14. Juni 1539. Efter Kongeloven 14. November 1665 Artt. 1 og 6 var dernæst ogsaa al Kongens Ret og Pligt i kirkelige Sager en utvivlsom Be- Kttiuuael af hans forfatningsmæssige Kongemagt, og naar Fdg. 7. Maj 1783 i Præmisserne fremhæver, at Gud har betroet Kongen højeste Opsyn over sin kristelige Kirke i disse Riger og Lande, da staar denne Udtryksmaade slet ikke i Strid med det anførte, da Fdg. kun henviser til den Ophavsgrund for Kongens Myndighed i kirkelige Sager, som selve Kongelovens Indledning paaberaaber sig som Grundlag for Kongens Myndighedoverhovedet.At dernæst ogsaa efter Grundloven Kongens Myndighed i kirkelige Anliggender kun kan øves i det Omfang og i de Former, som Grundloven hjemler og paabyder,kander formentlig ikke være Tvivl om. Ligesom altsaa overhovedet Kongens forfatningsmæssige Myndighed som summusepiscopuskun har givet sig Vidnesbyrd i selve KongelovensogGrundlovens

lovensogGrundlovensForskrifter om. at Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke, men ikke i noget Indbegreb af Eegler, der særlig omhandle og ordne hans Virksomhed i den nævnte Egenskab, saaledes maa vi ogsaa ganske tiltræde ForfatterensforanførtePaastand, at Kongens Myndighed til at bevilge Ægtefæller Skilsmisse ikke i nogen Henseende kan betragtessomet Udtryk for hans overbiskoppelige Myndighed i Egenskab af de kirkelige Anliggenders forfatningsmæssige Styrer.

Det er nemlig klart af Forfatterens Fremstilling, at den administrative Skilsmisse i det væsentlige er indført af politiske Hensyn i Strid med den religiøse Bevidsthed, der netop fastholdtGrundsætningen om, at Skilsmisse kun burde kunne finde Sted af lovlig Aarsag ad retlig Vej. Det bedste Bevis herpaa frembyder den Kjendsgjerning, at der i hele Kong Kristian Vl.s Tid ikke meddeltes en eneste Skilsmissebevilling, hvilket var i fuld Overensstemmelse med den principielle Opfattelse, som det theologiske Fakultet hævdede i alle sine Erklæringer, Men den religiøse Opfattelse maatte her som paa andre Punkter vige for de verdslige Hensyn, der jævnlig kunde friste Monarken til i Kraft af sin uindskrænkede Enevælde at meddele en Bevilling „uanset, hvad Betænkende de gejstlige ved Universitetet derimod havde indgivet". Og jo mere den religiøse Bevidsthed afkræftedes i den saakaldte Oplysningstid,desto mere maatte de politiske Hensyn til „HjærternesHaardhed" trænge sig frem. Følgen heraf blev, at Cancelliet indstillede de mest betydningsfulde gteskabsskilsmissespørgsmaaltil Afgjørelse uden saa meget som at høre de kirkelige Myndigheder. Den mest skjæbnesvangre Bevilling i denne Materie, som vi nedenfor komme tilbage til, meddeltes saaledes i Henhold til Erklæringer, indhentede fra Hof- og Stadsretten og Højesteret, uden at nogen gejstlig Avtoritethavde faaet Lejlighed til at ytre sig i Sagen, skjønt der i Højesterets Erklæring omnævnes saadanne Argumenter som, „at Christi Lære alene angaar divortia privata, og at den følgelig ikke hindrer Staten eller Regenten i at kunne ophæve Ægteskaber endog formedelst andre Aarsager end dem, Skriften

ommelder". Paabuddet af gejstlig Mægling mellem stridende Ægtefæller i Fdg. 18. Oktbr. 1811, der til Dels skyldes SjællaudsBiskops Henvendelse til Kongen, staar som et tarveligt Vidnesbyrd om de kirkelige Myndigheders efterfølgende Forsøg paa at hindre Skilsmissespørgsmaalets fuldstændige Profanering.

Skjønt det ovenanførte Exempel viser, at der undertiden indhentedes Betænkning fra Retterne, særlig Tamperretteu, inden Skilsmissebevillinger meddeltes, var dog Meddelelsen deraf en rent administrativ Handling, og den i og for sig besynderligeMening, som nogle Tyskere have opstillet og villet drage betydningsfulde Konsekvenser af, at den skulde være en Udøvelse af en dømmende Myndighed, har ikke fjærneste Hjemmel i hele vor Rets Historie. Men derimod fremgaar det klart af Forfatterens Fremstilling, at de første Skilsmissebevillinger,der hos os ikke forekomme før en rum Tid efter Enevældens Indførelse Aar 1682 flg., regelmæssig toge deres Udgangspunkt fra de lovbestemte Skilsmisseaarsager og ligesom udfyldte Reglerne derom. Den administrative Skilsmisse virker paa denne Maade nærmest som et Supplement til den judicielle. Saaledes gives der Bevilling til Skilsmisse, hvor lovlig Skilsmissegrundforeligger, men Ægtefællen er for fattig til at bære Omkostningerne ved Skilsmissedoms Erhvervelse. Eller der dispenseres fra en lovbestemt Betingelse for Skiismissedouis Erhvervelse, saasoni Tidsfristen, i hvilken den ene Ægtefælle skulde vente paa den andens Tilbagekomst. En mere omfattendeog selvstændig Betydning opnaaede først Skilsmissebevillingernead anden Vej, nemlig med Separationsbevillingerne som Udgangspunkt. At disse, af hvilke en enkelt alt forekommeri 1687, men som blive hyppigere fra 1720, kunde efterfølges af en endelig Skilsmissebevilling, naar gtefællernehavde separeret i nogen Tid, uden at der var Udsigt til Gjenforening, statueredes første Gang ved kgl. Resolution 18. Juni 1790, som danner det kritiske Moment i hele SkilsmissebevillingensHistorie. Thi derefter er Ævret at anse som opgivet; Ægtefællerne faa Adgang til at faa Ægteskabet ophævetaf ingen anden Grund end den, at de ere enige derom. Denne Adgang er ogsaa bevaret i den norske Bevillingspraxis

efter 1814, som iøvrigt, efter hvad Forfatteren oplyser, har udviklet sig paa en mindre naturlig og konsekvent Maade, idet den altid kræver en Overenskomst mellem Ægtefællerne som Betingelse for Skilsmissebevillingens Meddelelse.

Hvilken overordentlig Betydning den kgl. Resolution 18. Juni 1790 har havt som Grundlag og Udgangspunkt for Skilsmissernes stærke Fremgang i Løbet af det sidste Aarhundrede, vil bedst oplyses ved en statistisk Sammenstilling af de Talstørrelser, Forfatteren har meddelt. Gjennemgaar man i Cancelliets rotuli Skilsmissebevillingerne siden 1771, viser det sig, at de før 1790 kun meddeltes aldeles enkeltvis, men efter 1790 massevis, 14, 16, 24 ad Gangen. Og sammenstiller man Femaaret 1772_—76 med Femaaret 1872^—76, viser det sig, at der i førstnævnte gjennemsnitlig gaves 1,4, men i sidstnævnte 188 Skilsmissebevillinger om Aaret; i Femaaret 1777_—81 gaves gjennemsnitlig 1,6, i Femaaret 1877 —81 200 aarlige Bevillinger af den anførte Art. I Løbet af et Aarhundrede er dette en mindre hyggelig Fremgang, og man kan ikke andet end nære Betænkelighed ved en udover det absolut fornødne udstrakt Bevillingsmyndighed, naar man ser, hvilken skæbnesvanger Eftervirkning en enkelt Bevilling kan øve som Udgangspunkt for en hel Bevillingspraxis. Itfaar hertil kommer, at Kongens Myndighed til at opløse Ægteskaber i Følge den bestaaende Eet er aldeles übegrænset, idet den ved Grundloven 1866 § 32 er bevaret i sit hele forhenværende Omfang, hvorefter Eeglen var, at Kongen kunde tilstaa Skilsmissebevilling, naar det syntes ham rigtigt, saa turde der kanske nok være Grund til at ønske denne übundne Bevillingsfriheds Øvelse, netop paa dette i kirkelig, social og politisk Henseende lige betydningsfulde Omraade ordnet ved bestemte Lovregler.