1. Hafnæ — ikke Hafnælag.

I næsten alle Skrifter og Undersøgelser, som omhandle vort Ledingsvæsen i Middelalderen, vil man finde angivet, at det Lægd af Bønder, som skulde stille en Mand til Tjeneste ombord i Ledingsskibet, hed dels Hafnæ dels Hafnælag, ja flere Forfattere have lagt en egen Forkj ærlighed for den sidste Betegnelse for Dagen. Fra de videnskabelige Arbejder —af Kofod Ancher, Velschow, Allen¹) — er Udtrykket Hafnælag, som alt jævnlig benyttedes af Huitfeldt, Osterssøn Weylle o. A., gaaet over i vore Skole- og Haandbøger, og Betegnelsen er saaledes bleven optaget i den almindelige Viden. Ved nærmere Prøvelse tror jeg dog det maa erkjendes, at Ordet Hafnælagh aldrig har været til.

For det Første maa den Omstændighed vække nogen Tvivl om et saadant Navns Existents, at allerede den første Del af Ordet, Hafnæ, jo betyder et Lægd, det Consortium af Selvejere og Landboer, der skiftevis skulde sende en Mand ud paa Hærskibet;Ordets sidste Del betyder ligeledes et Lægd og kommer derfor til at staa temmelig unyttigt. Hafnælagh kunde man

---

1) Her kunde ogsaa mine egne Studier over Kong Valdemars Jordebog nsevnes, eftersom jeg i det Mindste paa et Sted (S. 189) har benyttet Formen Hafhaslagh.

efter Ordets egen Bygning og i Analogi til Ex. med Hjonælagh,Foreningen af Ægtefæller, Hjon, snarere have Grund til at tyde som den Kreds af Hafnæ, der sammenlagdes til at udgjøre et Skipæn og som udredede et Skib (flere Steder i Sverrig hed et saadant Lægd Skiplagh); men denne Betydning har Ordet ikke. Dernæst frembyde de gamle Kilder følgende mærkelige Forhold. Jydske Lov har i Kapitlerne 1—201_—20 i tredie Bog Hafnæ mange Gange og kun paa ét Sted læses: ha/næ lagh. Eriks Sjællandske Lov 111. 18, Kong Valdemars Jordebog, Forordningerne af 1251, 1283 og 1284, Thord Degns Artikler, den saakaldte Ledingsret, en Del Aktstykker fra 14. Aarh. (se om disse Steenstrup, Studier over K. V. Jordebog S, 197 j Anm.) — alle disse Kilder have paa omtrent halvfjerdsindstyveforskjellige Steder ikkun Formen Hafnæ. Saaledeser da hint Sted af Jydske Lov en enestaaende Undtagelse, og dette lyder saaledes (111. 1):

Thar lethiug biuthæs, e swa manghæ sum i en hafnæ æræ, tha faræ hwær theræ sit ar ... Styræs man ma ængi man nøthæ til at faræ i lething, e methæn annen man ær i hafnæ lagh mæth ham thær æi hawær faræt sithen hin for. Æn wil nokær før man faræ for annæn, thær hans hafnæ brothær ær, thet ma styræ man æi for menæ.

Man læser her „hafnæ lagh" sammen som ét Ord, men det ses let, at der ikke foreligger nogen Nødvendighed herfor og at man kan slippe for at danne en Betegnelse, som ellers ikke forekommer, ved at læse Lovstedet saaledes, at Styresmandikke skal nøde nogen Mand til at fare i Leding, saalænge „anden Mand er i Hafnæ lagt med ham" (er lagt i Lægd med ham), der endnu ikke efter Tur har gjort Tjeneste. Lagh er med andre Ord Participium af læggæ, og Betegnelsen „i Hafnæ lagt" er kun en udførligere Form for hvad der kort efter kaldes Hafnæbroder¹). At lagh i Jydske Lov bruges som

---

1) I Eosenvinges Udgave findes: i hafnælagh. ther meth hanuni; Udgiveren tilføjer i en Anmærkning, at de fleste Haandskrifter udelade ther. hvilket Ord ogsaa synes temmelig overflødigt, hvorledes man saa end tyder hafnaJagh.

Participium af lseggas, ses af de naermest Mgende Kapitler 111. 5: gialdas swa wita3 sum withser ser lagh, 6: laghdagh thasr skipssr war forlagh; jfr. I. 17: thaet war sei i faelsegh lagh; 52: laghdagh af thingi lagh. Man kan dernaest af Provinslovenepaavise lignende Betegnelser om at „la3gge" Personeri Fsellesskab eller Lsegd eller lsegge dem ud deraf, se saaledes Jydske Lov I. 6: ser thet barn lagh i fselik mseth them, Vald. Sj. L. I. 1 § 12: han lsegaer sin born af faelsegh . . . the laegiae them i faslegh, § 21: [born] sera? sei lagh i fselsegh (jfr. fremdeles Thorsens Udgave S. 96).

Det skjønnes saaledes ikke rettere, end at ogsaa Jydske Lov kun kjender Hafnæ, eller med andre Ord, at Hafnælagh ikke findes i nogen Kilde. Det staar endnu kun tilbage at oplyse, at man i Middelalderen slet ikke læste Hæfnælagh i det nævnte Lovsted og at Mistydningen, saavidt ses, først er fremkommet i Slutningen af det 16de Åarhundrede. Den gamle latinske Oversættelse af Jydske Lov, der udkom 1504, men som ganske sikkert skriver sig i det Mindste fra det 14de Åarhundrede, har her: quamdiu alius inveniri potest in illo haffnæ, altsaa i Overensstemmelse med den her givne Tolkning. Den gamle plattydske Text af Loven, hvilken udkom 1486, men vist er forfattet i Slutningen af 14de Aarh., gjengiver den danske Text saaledes: noch we in der hauene is. Det er med andre Ord først i Udgaven af 1590, den reviderede danske Text, at vi finde: ere i Haffnelag met hannem, og ligeledes har Blasius Ekenbergers plattydske Oversættelse, der udkom 1593: in deme Haffne Lage. At dette er en Misforstaaelse, turde formentlig fremgaa af den Kække af Grunde, som ere anførte i det Foregaaende, og Formen Hafnælagh bør vist derfor overgives til Glemsel.