Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 4 (1883 - 1884) 1

2. Christian den Fjerde og Vornedskabet.

Johannes C. H. R. Steenstrup

Som bekjendt havde Kong Christian den Fjerde Tanken
henvendt paa Vornedskabets Afskaffelse og forhandlede i Juni
1634 ved Eigsmarsken Jørgen Urne med Eigsraaderne og

Side 522

Adelen om alle vornede Sønners Frigivelse. Forslaget mødte dog kun en lunken Modtagelse, idet kun tre Jordegodsejere tiltraadte det übetinget, medens en Snes andre knyttede forskjelligemer eller mindre vanskeliggjørende Konditioner til Forslaget og 16 aldeles afsloge at opgive den Frihed, deres Forfædre havde havt i mange højlovlige Kongers Tid. VornedskabetsOphør vilde formentlig være Herremændene til største Fordærvelse, efterdi en stor Del åf Godset var højt forskyldt og man havde stor Trang til Bøndernes Ægt og Arbejde; meget Gods vilde i saa Fald blive øde og übesat og Adelens egen Avling ikke blive dreven, uden Herremændene skulde holde mange Plove og Folk til deres største Skade. Saaledes bar ri^^o-t-io-^ tit- „™i™™4-rt rp„„i,„ rtr,vm ;„„„„ "cv,-,™+ ~\r«/i^-,-,c! VIUMUIttU JL V.O VCIIIICIIUC idIIJVC UCII VJCuilg JUglu J.'iugfc iIJLOUUUO nu dette Forslag har været kjendt og berømmet af mange Forfattere, saasom allerede af Christian den Fjerdes Samtidige Arent Berntsen og Osterssøn Weylle og senere af flere Historikere(Engelstoft har udgivet samtlige herhen hørende Aktstykkeri Skandinavisk Litteraturselskabs Skrifter 1813, 9de Aarg. S. 1—52),1—52), har man derimod ikke fæstet Opmærksomhedenved, at Kongen tolv Aar senere gjorde et nyt Forsøg paa i alt Fald paa Kronens Godser at faa Vornedskabet til at ophøre ved at tilstaa Bønderne Eet til at afkjøbe det. Hos ældre Forfattere synes dette Forsøg mærkelig nok slet ikke omtalt og først i vore Dage er det blevet kortelig nævnt af enkelte Historikere *). Da disse imidlertid ikke udførligere have belyst Forslagets Indhold og da der i Gehejmearkivet er bevaret ikke faa Dokumenter om denne Sag og dens Skæbne2), vil formentlig en kort Fremstilling af Sagens Gang have noget Krav paa Interesse.

Den 30. Maj 1646 udgik der'et saalydende Brev til Lensmændenei


1) Saaledes af Hammerich, Danmark under Adelsvælden IV. 104, 353, og af C. Christensen, Hørsholms Historie S. 47.

2) De fleste findes samlede i Pakken Danske Samlinger Nr. 877: ved den ovenstaaende Meddelelse er tillige benyttet forskjellige kgl. Breve i Sjællandske Tegneiser og nogle' Lensregnskaber og Kentemesterregnskaber.

Side 523

mændeneiSælland, Laaland, Falster og Møn om vornede
Sønner:

Eftersom vi naadigst haver kvit og løs givet saa mange af vore og Kronens Bønder i Dit Len for deres Fødested, som os udi 6 næst følgende Aar ville give derfor 60 Edl., nemlig 10 Edl. aarligen, saa at deres Børn og Efterkommere til evig Tid skal være fri for Dele og beholde deres Gaarde og Huse, de paabor, til evindelig Eje, da bede vi Dig og naadigst ville, at Du fornævnte Bønder udi Dit Len det forstændiger og med dennem paa vore Vegne handler og siden om Din Forretning med dem Din udførlig Erklæring i vores Cancelli indskikker. Hvis Penge Du og derfor af nogen opbergendis vorder, dem skal Du til gode Eede udi vores egen Kammer lade levere, hvor Du og tilbørligen derfor skal blive kvitteret.

Dette Brev blev den 3die Juni s. A. efterfulgt af et andet, hvori yderligere indskærpedes, hvilken stor Frihed, som tilforn ikke haver været at erlange, der nu tilbydes Bonden, og hvori det paalægges Lensmanden at gjøre sit Bedste til, at det Meste derfor efter Enhvers Formue bringes til Veje, dog udi det Eingeste 60 Edl., hvilke skulle indbetales i Kongens eget Kammer. Endelig suppleredes disse Breve den 26de Juni s. A. med følgende „aabne Brev over al Sælland, Møn, Laaland og Falster anlangende vordnede Sønner":

Hilse Eder alle og enhver, vore og Kronens Tjenere, som bygge og bo over alt [Kjøbenhavns Len] evindelig med Gud og vor Naade. Eftersom vi nogen Tid forleden vores Naadige [Brev] til os elskelig [Oluf Brockenhus til Hjulebjerg vor Mand Tjener og Befalingsmand paa vort Slot Kjøbenhavn] haver ladet udgaa, at han med Eder paa vore Vegne skulde handle om hvis Enhver af Eder for Frihed for sit Fødested, dog paa sex Aars Tid, vilde udgive, da efterdi vi ingenlunde paatvivler, at enhver af Eder, som hos sig betænker og overvejer, hvad stor Frihed I herved frem for Eders Forfædre erlanger og bekommer,jo noksom erkjender den store Naade, Eder af os herudinden betees, saa ville vi Eder dog alle og enhver endnu ydermere hermed have forsikret, og hvis Eder ved fornævnte vores Lensmandpaa vore Vegne over vores forrige naadige Breve er

Side 524

bleven lovet og tilsagt anlangende Frihed for Eders Fødested imod en Summa Penges Erlæggelse, kongeligen og tilbørligen af os og vore Efterkommere udi alle Maader skal blive holdet og efterkommet, hvorfor vi og dette endnu til Alles Efterretning haver villet ladet forkynde.

At der bag ved dette Forslag laa en oprigtig Trang til at ville hjælpe Bonden af med et trykkende Aag og at derfor Brevenes Formaning om, at Bonden skulde tage Sagen vel under Overvejelse, er oprigtig ment, derom synes der ikke Grund til at tvivle; Kongen havde for ofte lagt sin gode Interesse for Bønderne for Dagen. Paa den anden Side er det let forstaaeligt, at Kong Christian under Landets store Pengetrang efter den sidste Krig kan have forsøgt paa ogsaa at benytte dette Middel til at skaffe Penge ind i det tomme Skatkammer. Af den Iver, hvormed Lensmændene rykkes om at indberette om Sagens Fremgang og fremsende de forventede Summer, ligesom ogsaa af flere Udtryk i Lensmændenes Breve, faar man det Indtryk, at ogsaa den ventede økonomiske Vinding har spillet en Bolle. Det synes som om Kongen havde ment, at han maatte kunne tillægge sig en mere personlig Eaadighed over de indkomne Beløb. Det hedder i de første Breve, at Pengene skulde indbetales i „vores egen Kammer", hvorfor ogsaa Lensmanden paa Frederiksborg Len betaler de første Summer i Kongens Kammer, ikke i Kenteriet; der foreligger ogsaa en af Kong Christian IV. egenhændig den 22de Jan. 1647 undertegnet Kvittering for en paa Kjøbenhavns Slots Len frikjøbt Bonde. Men iøvrigt hedder det allerede i Brev til Lensmændene af 15. Oct. 1646 , at de med allerforderligste skulle erklære, hvad der af saadanne Penge er indkommet og i Rentekamret indleveret.

Kongens første Brev til Lensmanden var noget utydeligt i Bestemmelsen om, hvor meget der kunde erholdes for den enkelte Sum paa 60 Rdl. Kunde den Bonde, som havde voxne Sønner, ved et saa stort Beløb frikjøbe baade sig selv og Sønnerne, eller gjaldt Friheden kun Bonden og hans senere fødte Sønner? Da der opstod Tvivl herom, udgik der en kongelig' Fortolkning af hint Brev, den 25de Januar 1647:

Side 525

Vores Naades Mening er ikke anderledes end, at de Bønder, som i saa Maade 60 Edl. til os lader erlægge, skulle for dennem og deres Børn, som de efter den Dag bekommendes vorder, nyde samme vores Benaadning og Frihed; mens hvis Børn, som de tilforn avlet have, skulle sig selv saadan Frihed tilforhandle, saafremt de den agter at nyde.

De indbbne Svar ere meget oplysende og vise, hvor lidt praktisk Forslaget havde vaeret. Om den forlangte Losningssumend ikke kan kaldes urimelig stor, synes den dog, naar henses til de davserende trykkede okonomiske Tilstande, at vaere sat for hoj og dernsest i livert Fald at have den Fejl, at Summen var ens for Alle, saa at baade en velstaaende Gaardbesidder og en fattig Tjenestekarl skulde betale 60 Rdl. (eller endog Mere, thi Summen skulde jo heist opfattes som Minimum). I Kronborg,Frederiksborg og Abrahamstrup Len loskjobte sig i Alt 15 (1 for 75, 2 for 70; 1 for 64; 6 for 60 Bdl.), i Eingsted Kloster Len 7, i Antvorskov Len 1, i Kjobenhavns Len 3; paa de andre Len, — og der foreligger Oplysning fra de allerfleste af disse — kjobte ingen deres Frihed. Indberetningerneere naturligvis interessantest, naar de indeholde Oplysningom Grunden til Forsogets slette Udfald. Forst og fremmest var der Manglen af Formue. Fra Elmelundegaard paa Mon skrives saaledes, at der „aldeles ingen er bleven befundens, som slig Frihed vilde sig tilforhandle i nogen Maader mens de paa det underdanigste ere begjaerende, at de fattige Folk ved den gamle Saedvane og Skik naadigst maatte forblive" (12. Jan. 1647). Jorgen Sefeld paa Kingstedkloster skriver, at Bonderne „alle og hver, smaa og store, gjerne vilde kjebe sig 10s, dersom de ellers vidste Middel til Pengene at bringe til Veje, mens formedelst dem mangier Penge, haver jeg ikke bekommetendnu den forste Termin uden alene af 7 Personer etc." (14. Febr. 1647). Christoffer Urne, Lensmand paa Dragsholm, indberetter, at Banderne erklaere, at de ikke „ere ved de Middel, de saaledes kunne dennem frikjobe, ville og heller blive paa Kong Maj. og Kronens Gods der udi Lenet end andensteds sig opholde og nedersaette" (1. Sept. 1646). Med Brevet fialger tvende Tingsvidner fra Odsherred og Dragsholm Birk, der

Side 526

ere omtrent enslydende; i det første hedder det: Menige Almue, som da tilstede var paa egne og samtlige Herredsmænds Vegne, svarede, at de takkede deres allernaadigste Herre og Konge og christelig Øvrighed for stor Naades Tilbud og hjertelig ønsked deres Middel at være saa gode, at de saadan Frihed og Naade kunde erlange. Medens eftersom de hid indtil og endnu dagligenbemødes med stor Skat, Tynge og Udgift, som de med største Besværlighed og en Del ikke kan afstedkomme, foraarsagesde at nøies med den Skæbne og Frihed, Gud og Lykken haver dem tilføjet, indtil Gud denneni bedre Middel beskjærer; forhaabendes underdanigste at nyde en naadig Herre og Konning,de som fattige Undersaatter kjendes underdanigste Hans Kgl. Maj. pligtige, hørige, lydige Tjenere indtil Døden (Tingsvidneaf 10. Oct. 1646; Tingsvidnet fra Dragsholm Birketing er af 16. October).

I andre Tingsvidner lyder især Tilfredsheden med Kongen som Herskab; saaledes hedder det omtrent med enslydende Ord fra Strandby Birk, Hammer Herred og Baarse Herred (under Vordingborg Len), at menige Almue „svarede, at de aldrig kunde bekomme en bedre og naadigere Herre end som Hans Majestæt", hvorfor Lensmanden indberetter med den noget fatalistiske Vending, at de svarede, „at de dog skulde blive og bo ensteds og at de aldrig kunde faa en bedre og naadigere Herre end Kongen er" (Tingsvidner af 10. Juli, 3. Aug., 4. Aug., Indberetning af 4. Nov. 1646). Flemming Ulfeldt paa Holbæk Slot skriver, at „der haver aldeles Ingen fremkommet, som sig vilde fri kjøbe, mens alle samtlig svarede, at de vare fri nok, thi de tjente en god Herre og Konning" (16. Jan. 1647).

Der er ingen Grund til at tvivle om, at Lensmændene jo
have paa bedste Maade virket for, at Bønderne skulde beslutte
sig til at kjøbe sig fri1). Flere af dem ses oftere at have


1) C. Christensen, der ikke har kjendt dc her benyttede Aktstykker, bar derfor ikke Ket i den Udtalelse i sin Bog om Horsbolm S. 47, at der intet Spor er til, at Lensmrendene bare fulgt Kongens gjentagne Opfordringer om at beraege Bonderne til at modtage Tilbudet.

Side 527

kaldt Bønderne for sig-, og man mærker desuden, at de føle, at Kongen er interesseret i den hele Sag1). Paa den anden Side faar man Indtrykket af at de tvivle om at Forslaget vilde faa Held med sig, og en Enkelt, Christoffer TTme paa Dragsholm, skriver endog tilbage, at det var godt, at Ingen havde kjøbt sig fri: „er det Hans Majestæt ikke gavnligt, at nogen sig her paa dette Len fra deres Fødested dennem fri kjøber, om de endskøndt havde Formue dertil; thi derover af Mangel for vornede Sønner kunde en stor Del af Gaardene blive übesat og øde, formedelst en Del af Godset er saa meget højt forsat paa Landgildet, dertilmed en meget skarp Egn allevegne her udi Lenet" (den 22. Jan. 1651).

Endelig blev der af Frederik den Tredie gjort Ende paa den hele Plan. I Brev til Lensmændene af 30. Dec. 1650 forlanger han indsendt en rigtig Fortegnelse paa, hvor mange vornede Sønner der har frikjøbt sig i Lenet, „vil og derhos naadigste, at her efter ingen vornede Sønner efter fornævnte naadigste Anordning for Betaling af Eder skal løsgives; medens de, som for deres Fødested fri at være begjærer, haver derom hos os selv at gjøre underdanigste Anordning, og ville vi os paa enhvers underdanigste Begjæring, som fri at være søger og sig anmelder, vidre naadigst vide at resolvere".


1) Jfr. Brev af 28. Oct. 1646 fra Sivert Urne til Otte Krag. og et saalydende Postscriptum i et Brev fra den Samme til Krag, dateret Tryggevælde 12. Nov. 1646 : „Kjære Broder, jeg haver igaar havt alle Kgl. Maj. Bønder her i Lenet her inde og forholdt dem, orn nogen var, som vilde kjøbe sig .Frihed, og er nu den tredie Gang jeg dennem det haver forholdt, baade til Tinge saa vel som her paa Stedet, mens der er aldeles ingen befunden, som haver det været begjærende; at Du vilde vel gjøre og have det i Hukommelse, om der bliver videre efter spurgt her fra Lenet." løvrigt havde Sivert Urne den særlige Grund til at vise sin Iver, at han 1634 havde været mellem dem, der bestemt modsatte sig Vornedskabets Afskaffelse.