Liv-, Est- und Curländisches Urkundenbuch, begründet von F. G. v. Bunge, im Auftrage der baltischen Ritterschaften und Stadte fortgesetzt von Hermann Hildebrand. Band 7. 1423 Mai—1429 Mai. Riga 1881. XXXII + 608 SS. 4°.

Efter 8 Aars Afbrydelse fremtræder i ovennævnte 7de Bind af det liflandske Diplomatarium en Fortsættelse af F. G. v. Bunges bekjendte Værk, som denne naaede at føre frem indtil Aaret 1423. Hvor han slutter, har den nye Udgiver, Dr. H. Hildebrand, taget fat, og efter 9 Aars uafbrudte Undersøgelseri indenlandske og fremmede Arkiver er det lykkedes ham at samle et Materiale, som er i Stand til at fylde mere end 10 Bind og derved sikre Diplomatariets fortsatte og regelmæssigeUdgivelse i kronologisk Orden. Der er ingen Tvivl om, at denne Arbejdsmaade har været lønnende for Udgiveren og frugtbringende for Historieforskeren. Der er herved opnaaet,at man paa ét Sted finder samlet Alt, hvad der fra de forskjelligste Kilder kan hentes til Oplysning om Landets politiskeog sociale Udviklingshistorie indenfor en vis given Tid. Mange Tvivl om Bestemmelsen af de talrige udaterede Breve ere herved strax løste, Alt er indordnet paa det Sted, hvor det hører hjemme, og enhver Benytter af Værket maa være glad ved — takket være den af Udgiveren viste Resignation i ni samfulde Aar at afholde sig fra at forelægge Publikum Eesultateraf sit Arbejde — at vide sig sikret mod, at et nyt Bind mulig kunde bringe vidtløftige Tillæg og Rettelser. Det er

saaledes med üblandet Glæde, at man modtager denne Fortsættelseaf et Værk, som ogsaa for Danmarks politiske Historie har saa stor Betydning, saameget mere som Udgiveren i enhver Henseende saavel med Hensyn til Behandlingen af Texten som i Bedaktionen af de ypperlige Indholdsfortegnelser foran hvert Brev, i Henvisninger til trykte Breve, i Undersøgelsen om AktstykkersÆgthed og de udaterte Breves Indordning viser sig at staa jævnsides med Tysklands mest anerkj endte Diplomudgivere.

Det Tidsrum, som bliver behandlet i dette Bind, 1428_— 1429, hører ikke til de mest fremtrædende eller epokegjørende i den liflandske Ordensstats Historie. Tvertimod — i Henseende til Ordenens ydre Politik hersker der et fuldstændigt Vindstille. Ovenpaa de rystende Begivenheder, som Polens og Lithauens Angreb paa de forenede tysk-liflandske Ordener havde fremkaldt, trængte Landet til Eo, og netop Begyndelsen af det behandlede Tidsrum danner Indledningen til en foreløbig¹ til alle Sider sikret Fred. Saaledes styrket i ydre Henseende kunde Ordenen med Kraft fortsætte den Politik, der ligesom en rød Traad snor sig gjennem dens indre Historie — Kampen mod alle de Elementer, som hindrede Lifland i nogensinde at blive en samlet og enig Stat under et fælles Overhoved. Det var et fuldstændigt Virvar af Kræfter, som her stode mod hinanden: Bisper, der ikke alene krævede Uafhængighed som souveræne Fyrster, men endog gjorde Fordring paa Overhøjhed over Ordenen, Ridderskaber, som i samlede og sluttede Masser hævdede deres af en Konge af Danmark erhvervede Eettigheder og paastode at være selvskrevne Mæglere i enhver Strid mellem Landsherrerne; endelig Stæder, som ved deres inderlige Forbindelse med Hanseforbundet fulgte en selvstændig ydre Politik og mere og mere fjernedes fra de for hele Landet fælles Interesser. Det var en stor Opgave, som Ordenen saaledes havde sat sig og utrættelig stræbte at føre til Ende, at samle alle disse Kræfter til en Enhed og skabe et stærkt og mægtigt Værn mod Østens fremtrængende Magter.

Imidlertid lededes denne Politik, som havde sit rette
Forum i Rom, ikke altid med den fornødne Overlegenhed og

Kløgt; særlig i de 6 Aar, som her behandles, vinde de biskoppeligeDiplomater den ene Sejr efter den anden over OrdenensPolitikere, og ved Udgangen af Tidsrummet staa de som Sejrherrer paa alle Punkter. Ikke alene havde de hindret, at Bispestolene besattes med de af Ordenen begunstigede Kandidater,men endog en forhen tabt Position havde de formaaet at tilbageerobre, idet Pave Martin V bevægedes til at tilbagekaldeden af hans Forgænger i Aaret 1394 udstedte Bulle, ved hvilken Ærkestiftet i Eiga stilledes i Afhængighedsforhold til Ordenen. Det var den saakaldte Habitstrid, der tilsyneladendekun drejede sig om, hvorvidt Stiftets Gejstlige skulde bære den sorte eller hvide Dragt, men i Virkeligheden havde en ganske anden Eækkevidde, idet den væsentlig gik ud paa at afgjøre, om Stiftet skulde vedblive at være et selvstændigt Augustinerstift eller et afhængigt tysk Ordensstift. I en klar og sammentrængt Indledning har Udgiveren givet en Oversigt over denne interessante Strid, som yder et godt Indblik i det 15 de Aarhundredes diplomatiske Finesser og stadig minder En om, at Diplomatien er en gammel Kunst, som til alle Tider har havt sine Mestre og sine Dilettanter.

Den, som i det foreliggende Bind søger Oplysninger til dansk Historie, vil ikke blive skuffet. Disse for Danmark saa betydningsfulde Aar, da Erik af Pommern og de holstenske Grever stævnedes for Kejserens Domstol, og i hvilke den skæbnesvangre Krig med Holstenerne og Hansestæderne udbrød, ere endnu kun lidet kjendte i Detaillerne. Med Glæde modtager man derfor de ikke uvigtige Bidrag, som det nye Bind af det lifiandske Diplomatarium yder til en nærmere Forstaaelse af hin mærkelige Periode. Om Kong Eriks Eejse til Polen og Tyskland, om Krigen med Hansestæderne og særlig om de liflandske Stæders Stilling til denne erfare vi meget, som dels supplerer, hvad der allerede forhen var kjendt, dels udfylder Huller, som de for disse Aar endnu ikke udgivne Hanserecesser gjøre saa meget desto føleligere. Idet vi med Hensyn til Erik af Pommerns Eejse henvise til den i dette Tidsskrift foretagne Undersøgelse, skulle vi i det Følgende tilføje nogle Meddelelser om Stædernes Politik.

Det er allerede ovenfor berørt, at de liflandske Stæder træde samlede op som en Enhed i den udvortes Politik, ofte i Modsætning til Ordensstaten. Særlig maa det fremhæves, at de i alle Handelsspørgsmaal indtoge en selvstændig Holdning, som dog ikke altid dikteredes af Lubeck men oftest styredes af egennyttige og private Handelsinteresser. Da Erik af Pommern i Avgust Maaned 1428 forlod Danmark, havde han kort forinden — 15de Juni — afsluttet et Forsvarsforbund med en Del af Hansestæderne, som tilsyneladende sikrede Freden i Norden for en længere Tid¹). Ogsaa de liflandske Stæder tiltraadte Forbundet, og i Maj 1424 sendtes deres Stadfæstelsesbrev til Lubeck. Det naaede imidlertid aldrig sit rette Bestemmelsessted. Det snart indtrædende kølige Forhold til de nordiske Eiger gjorde de lybske Kjøbmænd lidet tilbøjelige til at lade Forbundet give nogetsomhelst Livstegn fra sig, og Stadfæstelsesbrevet blev da liggende under Laas og Lukke hos to lybske Borgere i over 5 Aar — en stadig Gjenstand for Eaadslagninger mellem de liflandske Stæder om, hvad man skulde gjøre med det. Trods gjentagne Beslutninger om dets Tilintetgjørelse ses det at have været ilive endnu ind i Aaret 1429 (Nr. 802).

Det var den paany udbrudte Krig mellem Erik af Pommern og de holstenske Grever, som nødvendiggjorde denne Forsigtighed fra Liibecks Side. Den 6te Avgust 1424 (Nr. 172) var Grev Henrik af Holsten vendt tilbage fra Besøget i Ofen med den alt Andet end tilfredsstillende kejserlige Voldgiftskendelse, ifølge hvilken Slesvig skulde tilfalde Kong Erik. At man i Hansestæderne alleredestrax havde den rette Forstaaelse af, hvorhen Forholdene vilde føre, vise forskjellige Skrivelser fra Revals Sendebud i Lubeck,Tideman Vos. „Da de holstenske Herrer ikke ville bøje sig for Kjendelsen," skriver han, „maa man vente, at Krigen bryder ud paa ny. Men hvis Kong Erik da tror at kunne bevæge Stæderne til at hjælpe sig, saa vil han blive skuffet, thi

---

1) Livlånd. Urknndenbuch VII. Nr. 1 indeholder et Bidrag til Forbundets

det vil stride fuldstændigt imod deres Interesser¹)." Det varede to Aar, inden denne Profeti gik i Opfyldelse; men da det endelig i Efteraaret 1426 var lykkedes Grev Henrik at formaa de vendiske Stæder til at erklære Kongen Krig og til saaledes at bryde Forbundet, maatte det være af ikke ringe Vigtighed for begge de krigsførende Magter at sikre sig de liflandske Stæders Hjælp eller — for den danske Konges Vedkommende — i det mindste Neutralitet²). Disses Holdning er nu af ikke ringe Interesse. Den giver atter et Vidnesbyrd om, hvor løst det store Forbund var knyttet sammen og i hvor høj Grad det, man i Almindelighed betegner som hanseatisk Politik, i Virkelighedenkun var de vendiske Stæders eller rettere sagt Ltibecks.

Paa et Møde i Volmar i Januar Maaned 1427 vare de liflandske Stæder blevne enige om at afslaa Liibecks Opfordring til Deltagelse i Kampen, derimod erklærede de sig villige til at yde en maanedlig Pengehjælp. Dennes Størrelse skulde nærmere aftales mellem Sendebud fra begge Parter (Nr. 572). Dorpat foreslog, at man kun skulde sende et enkelt Sendebud: et større Gesandtskab kunde let vække stor Opsigt og hindre ethvert Tilbagetog („ruggetoch") fra deres Side (Nr. 573). I April Maaned enedes man endelig med de vendiske Stæders Afsendinge om, at de liflandske Stæder skulde yde samme Pengehjælp som de andre indtil Mikkelsdag, efter den Tid kun 2000 Gylden maanedlig.

Skjønt man saaledes tilsyneladende havde opretholdt Forbundet,var der dog ét Punkt, som man vel havde indrømmet men i Virkeligheden ikke agtede at overholde. Det var det for alle Stæderne saa vigtige Spørgsmaal om Sejladsens Frihed. Skulde Liibeckerne kunne føre Krigen lykkelig til Ende, saa maatte det ske ikke alene ved en heldig Krigsførelse men ved en fuldstændig Afspærring af det fjendtlige Land, en Slags Blokade, som efterhaanden maatte udmatte det til Døde. Men her skiltes de fælles og de særskilte Interesser i en uopløselig

---

1) „wante dat zere teghen de stede weren," Breve af Bog 14 Avg. 1424. Nr. 172 og 174.

2) Liibecks og Kong Eriks Skrivelser af a/na/n og 15/n 1426. Nr. 534 og 548.

Modsætning. Hvor nær laa det ikke for de liflandske og de preussiske Kjøbmænd netop under en Krig, hvor Norden var fuldstændig afspærret fra Forbindelsen med Vesten, at drage Fordel af det uhindrede Handelssamkvem særlig med Sverig. Da derfor Høvedsmændene for de finske Slotte og fra Stockholm i Foraaret 1427 rette Forespørgsler til Keval om dettes Holdningunder Krigen, saa lyder Svaret meget beroligende. De vide ikke Andet, end at Forholdet mellem dem og Kongen er godt og venskabeligt. „Kommer Eders Bønder til vor Stad," hedder det, „saa maa de sælge og kjøbe hvad de behøve"; naturligvisventer man saa en lignende Behandling fra Modpartens Side¹). Det betød altsaa kun lidt, at man ligeoverfor Ltibeck erklærede at have indstillet al Handel med de nordiske Kiger, naar man alligevel under Haanden — ja endog aabenbart — høstede alle de Fordele af Krigen, som man kunde faa.

I Længden kunde dog en saadan Fremgangsmaade ikke betale sig; den maatte føre til et Brud med begge de krigsførende Magter. Snart vidste man da heller ikke, hvem man mest skulde frygte — enten Liibeckernes eller de danske Udliggere. Da den store biskayiske Flaade i Juli Maaned 1427 efter det uheldige Slag i Sundet blev opsnappet af de Danske, gik det ligesaameget ud over de liflandske Stæders Skibe som over Liibeckernes, og kort efter blev oven i Kjøbet i selve Østersøen ikke mindre end 9 rigtladede Skibe fra Eeval erobrede af svenske Udliggere, og Byttet delt i Skjærgaarden. Forgjæves vare alle Klager, man høstede endog kun Spot, idet Biskop Magnus af Aabo skrev til Raadet i Eeval, at han beklagede deres store Tab i samme Grad, som han ansaa dem for sin Konges Velyndere (Nr. 707). Samtidig søgte Hansestædernes Udliggere at hindre alt Handelssamkvem med Sverig og Finland, Hapsal blev plyndret og opbrændt af dem. Selvfølgelig lammedes under saadanne Forhold tilsidst enhver Virksomhed, kun under stærk Convoy og i store Flaader vovede man at sende Handelsskibe gjennem Østersøen og Sundet til Nordsøen.

---

1) Ogsaa Ordensmesteren erklærede, at han ikke vilde overholde Forbudet, „na deme de lande vry weren." Nr. 578.

Om selve Krigen mellem Danmark og Hansestæderne findes hist og her interessante Oplysninger. Særlig skulle vi nævne de to vidtløftige Indberetninger fra et revalsk Sendebud af 31 Marts og 16 April 1427 (Nr. 590 og 598) om Bergens Erobring, Rostockernes Brandskat paa Bornholm, Liibeckernes paatænkte Angreb paa Sundet, hvor alle dérliggende Slotte skulde nedbrydes, medens samtidig alle Skibe i Øresund og Store Belt skulde brændes, „for at ikke det ene Land skulde komme det andet til Hjælp".