Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 3 (1881 - 1882) 1

Studier til den store nordiske Krigs Historie.

Af

E. Holm

I Frederik IV og Czar Peter i Aaret 1716.

1. Foreløbige Forhandlinger og Aftaler om et Angreb paa Skaane.

Aldrig har vistnok et Forbund været sammenføjet med et slettere Kit, end det, som Czar Peter, Frederik IV og August II af Saxen-Polen havde sluttet imod Karl XII. I den Grad stode de, saa at sige, paa Springet til at fatte Mistro til hverandre. Men hvor meget man end fra dansk Side havde havt at klage over Czar Peters Færd ved flere Lejligheder, havde han efter Frederik IV's Besættelse af de gottorpske Lande vist Danmark - Norge en stor Tjeneste ved at forebygge en truende Forbindelse imellem det gottorpske Hus og Preussen1). Det nordiske Forbund var fra denne Tid i Virkeligheden indskrænket til Frederik IV og Czar Peter. Augusts Deltagelse i Krigen var med Undtagelse af et enkelt -Øjeblik betydningsløs, og det er vanskeligt at sige, om den dansk-norske Konge eller den russiske Czar havde størst Mistillid til ham.



1) Hist. Tidsskrift. IV, 6, 103.

Side 2

Under disse Forhold havde Frederik IV et klart Syn paa, at han maatte søge at vinde en yderligere Støtte, for at Krigen imod Sverige kunde faa en afgjørende Vending". Allerede imedens Czar Peter sammen med ham belejrede Stenbock i Tønningen, vare de jævnlig i Husum komne til at tale om, at det vilde være heldigt at drage Preussen og Hannover ind i Krigen imod Karl XII. Frederik IV havde senere ført de mest brydsomme Forhandlinger om et Forbund med Frederik Vilhelm I af Preussen og Kurfyrst Georg af Hannover, som efter Dronning Annas Død i August 1714 tillige blev engelsk Konge. Omsider naaede Forhandlingerne en Afslutning ved tvende Alliancetraktater, saaledes at den dansk-hannoveranske sluttedes den 2. Maj, den danskpreussiske den 17. Maj1).

Ingen kunde følge disse Forhandlinger med større Opmærksomhedend
Czar Peter. I Slutningen af 1713 havde
han erobret alt, hvad Sverige ejede -Øst for Østersøen fra



1) Ingcn af disse Traktater er trykt, og de findes i¥ke i Gehejmearkivot. Formodentlig ere de som saa mange Aktstykker brsendtc med Kabinettets Arkiv ved Kristiansborgslots Brand 1794; men Afskrifter af dem haves i Udenrigsministeriets Arkiv. Don danskhannoveranske Traktat blev paa Grand af forskjollige Stridspunkter forst undertegnet af Frederik IV personlig den 26. Juni og ratiiiceret af Georg I don 28. Juli. Naar den tidt kaldcs Traktaten af 26. Juni, cr dot fordi Frederik IV undertognede den don Dag. Den dansk-preussiske kaldcs i en kgl. Erklsering af 11. Juni 1715 over et Par Fordringer fra Kongen af Preussens Side Traktaten af 25. Maj formodentlig, fordi den er ratificerct af Frederik IV paa denne Dag. Jvfr. om den Droysen: Geschichte der preussischen Politik IV, 2ter Band (1869) S. 130 og 145. Det Uddrag, der er givet af den dansk-hannoveranske Traktat hos Koch og Schooll Histoire abregee des traites torn. XIII, 256, og hos Reedtz: Eopertoire dos traites (Gottingen 1826) S. 178 er urigtigt. Uddrag baade af den og af den dansk-preussiske meddeles i Tillseg til denne Af handling Nr. 1 og Nr. 2. Aiie Latoer angiver jeg efter ny Stii.

Side 3

Lifland til Finland, alene med Undtagelse af den lille finske Fæstning Cajaneborg, og det gjaldt ham om at sikre sig saameget deraf som muligt. Han blev mere og mere bestemtpaa ikke at ville lade Sverige faa andet tilbage end Finland, og selv dette Land ikke anderledes end, at han beholdt den østlige Del deraf, Wiborg Len. Der maatte derfor udøves et stærkt Tryk paa Sverige, og det var ikke mindre magtpaaliggende for ham end for Frederik IV, at andre Magter bleve dragne ind i Forbundet imod Sverige. Han fik Frederik Vilhelm I af Preussen til at slutte en gjensidig Garantitraktat (12. Juni 1714), hvorved han tilsikrededen preussiske Konge en Del af Svensk-Pommern, nemlig Stettin og Landet S. O. for Peenefloden samt Wolgastog øerne Usedom og Wollin, medens han til Vederlag fik preussisk Garanti for Ingermanland og Karelien med Wiborg og Narva og tillige for Estland og Reval, ligesom Frederik Vilhelm lovede ikke at ville hindre videre Erobringer fra hans Side paa Sveriges Bekostning1). Samtidig skyndede han af al Magt paa, at det kunde blive til Virkelighed med Forbundene imellem Frederik IV, Georg I og Frederik Vilhelm,og han udtalte sin Glæde i de stærkeste Udtryk, da han hørte, at de vare afsluttede2). Ja han havde endog imidlertid faaet Frederik IV til at enes med sig om et Angrebpaa Sverige med fælles Kræfter.

Allerede samme Aar som Slaget ved Helsingborg havde fundet Sted, havde han lovet Kong Frederik 6000 Mand russiske Tropper som Hjælpekorps til et nyt Angreb paa Skaane; men Stormvejr havde hindret Overførelsen af disse Tropper fra Danzig til Danmark, og der var ikke blevet



1) Droysen anf. St. S. 97 Note.

2) Brev fra Løvenørn til Wibe af 14. Juni 1715. Manuskriptsamlingen Dansk Adelshistorie paa det kgl. Bibliothek. Pakke 43, Pars I.

Side -i

noget af Toget1). Da der saa i December 1710 var aftalt et kombineret Angreb imod Skaane og dels Finland, dels Stockholm, i hvilket atter russiske Hjælpetropper skulde kæmpe med i Skaane, umuliggjorde Tyrkernes Krigserklæringimod Czar Peter Udførelsen heraf-). Nu den 6. Marts 1714 blev der i Kjobenhavn sluttet en Konvention imellem det danske Konseil paa den ene Side og den russiske AmbassadørFyrst Dolgorucky samt Czar Peters Generaladjudant Jagousinsky paa den anden. De tvende Fyrster vilde i Følge den med fælles Kræfter angribe den svenske KrigshavnKarlskrona, Danmark-Norge skulde blot yde Krigsskibe,liusland foruden sin Flaade 15000 Mand Landgangstropper,og de vilde ikke blot søge at tilintetgjøre den svenske Flaade her, men ogsaa ødelægge Byen saaledes, at den ikke mere kunde blive Krigshavn. Naar det var sket, vilde man trænge højere op i Landet, og derfor forpligtede Danmark-Norge sig til at landsætte 24000 Mand i Skaane, som skulde forene sig med Czarens 15000 Mand. Da Frederik IV krævede som Vilkaar, at hans Sydgrænse skulde være sikret, lovede Czar Peter at formaa Kongen af Preussen til at give Tilsagn om ikke at blande sig i Nordens Sager, ligesom Czaren ogsaa vilde virke til, at den svenske Garnison i Wismar ikke kunde gjere Danmark Skade3).

Men denne Aftale blev aldrig til Virkelighed. Maaske
var det Forhandlingerne med Preussen om den gjensidige
Garantitraktat af 12. Juni, der bragte Czar Peter til at



1) Vaupoll: Den dansk-norske Hærs Historie I (1872). 5.423.

2) Hojers Frederik IVs Historie. Manuskript Folio Aar 1711 § 5 (Trchojraearkivet).

3) En Afskrift af denne Konvention liggcr i Pakken Orclres de la cour for 1714 til den danske Envoye Westphalen i Rusland. Gehojmearkivct. Alle i denne Afliandling citeredo Aktstykker crc fra Gohojisearkivot, for saavidt dot ikko nw^iies. n.t do finde? et andet Sted.

Side 5

ratificere Konventionen med Frederik IV saa silde, at denne først fik Underretning derom i de første Dage af Juni1). Kong Frederik erklærede nu, at det vilde blive for sent i det Aar, og at han desuden ikke uden Pengehjælp vilde kunne udrette tilstrækkeligt. Ganske vist led den dansk-norske Stats Krigsførelse meget under den stadige Brist paa Penge. Slette vare Finanserne i Forvejen, og nu havde Staten ført Krig i 5 Aar, i hvilken Tid en skrækkelig Pest 1711 havde hjemsøgt Landet og Hæren to Gange havde lidt saa afgjørende Nederlag, at den havde maattet organiseres paa ny. Men Pengehensynet var næppe det eneste. Al Sandsynlighed er for, at Frederik IV, saa længe Dronning Anna regerede i England, har holdt det for i høj Grad betænkeligt at angribe Sverige i Skaane, thi den engelske Regering var i denne Tid afgjort gunstig stemt imod Sverige, og det samme gjaldt om muligt i endnu højere Grad om Frankrig. Det er bekjendt, at disse to Stater strax efter Utrechterfreden nærmede sig til hinanden2).

Hovedopgaven for Frederik IV's Politik paa denne Tid
var aabenbart, næst det at sikre sig det gottorpske Slesvig,



1) Brev fra Frederik IV til Czar Peter af 4, Juni 1714.

2) Derimod kan jeg ikke finde Spor til, hvad Droysen siger anf. Sted. S. 96, at Danmark i Begyndelsen af 1714 af Skinsyge og Mistro imod Rusland undlod at gjøre det aftalte Angreb paa Skaane. ~ Man vil i det følgende jævnlig se mig udtale en fra Droysens Fremstilling afvigende Opfattelse af Forhold og Begivenheder i den her omhandlede Tid. Ingen kan studere det 17. og 18. Aarhundredes Historie, uden at han maa paaskjønne de mange værdifulde Oplysninger, som Droysens store Værk, trods dets næsten utrolige preussiske Ensidighed, giver om den europæiske Politiks Historie; men jeg har ved de Studier, der ligge til Grund for denne Afhandling, ligesom paa andre Punkter af det 18. Aarhundredes Historie, stærkt faaet Indtrykket af, at Droysens Fremstilling, hvor han kommer udenfor, hvad der vedrører særlig Preussen, paa mange Steder maa korrigeres.

Side 6

at faa Svenskerne fordrevne fra Tyskland. Ikke blot kunde han derved rnaaske vinde en Del af Svensk-Pommern; men hvad der var det væsenlige, han vilde slippe for at sidde •'imellem Hammeren og Ambolten«, saaledes som Danmark havde gjort det, siden den westfalske Fred havde givet Sverige Herredømmet over vigtige Strækninger i Nordtyskland.Som Forbundene med Preussen og Hannover havde havt dette Formaal, saaledes havde han med en stor Kraftanstrængeisearbejdet derpaa i Felttoget i7is, dette Felttog, som ikke blot var sejrrigt til Søs, men ogsaa gjorde den forenede preussisk-danske Hær, med Forstærkelse af et saxisk Korps, til Herre over Stralsund og Rugen trods Karl Xll's fortvivlede Modstand. Da Aaret endte, vajede det danske Flag fra Stralsunds Volde og paa Rugen. Svenskerne havde intet andet tilbage i Tyskland end Wisrnar, hvis Fald ikke kunde udeblive længe.

Det havde været en almindelig Mening, at Karl XII ikke vilde kunne fortsætte Krigen længere, hvis han bukkede under ved Stralsund, og den Tanke laa nær, at han selv vilde falde død eller levende i Fjendernes Hænder. Men ved et vidunderligt Held lykkedes det ham at slippe bort i en Baad, og det fik den dansk-norske Stat at føle, thi fra nu af satte han alt ind paa at slaa den til Jorden. Det syntes foreløbig, som om Frederik IV's Frugt af Felttoget1715 var bleven den, at han maatte forsvare sig selv. Karl XII havde kun været faa Uger paa Sveriges Grund, inden han forsøgte at gaa over Øresund paa Isen for at angribe selve Kjøbenhavn, og da han havde maattet opgive denne Plan, kastede han sig allerede i Marts 1716 over det temmelig forsvarsløse Norge. Svagheden ved den dansknorskeStats militære Stilling overfor Sverige, saadan som den var bleven efter Sund provinsernes Tab. traadte tvdeliofrem.Der

Side 7

frem.Dervar vitterlig kun ét Middel til at tvinge Karl XII til Fred, det var ved en Kamp paa Liv og Død med ham i selve Sverige. Men et Angreb her mægtede Frederik IV ikke at gjøre med egne Kræfter. Hans Flaade var ikke mere end i Stand til blot at holde den svenske Stangen, og vel var hans Hær nu til Trods for, at den for en stor Del bestod af hvervede Udlændinge, langt bedre, end den havde været 1712; men den var ingenlunde stærk nok til en saadan Kamp, og endnu mindre havde han en General, som kunde maale sig med Karl XII.

Da rakte Czar Peter ham Haanden, eller rettere, han havde allerede rakt ham den. Ligesom han 2 Aar tidligere havde foreslaaet Angrebet paa Karlskrona, saaledes var han nu rede til et lignende Foretagende. Underhandlinger, som 1715 førtes imellem ham og Frederik IV om Samvirken til Søs, havde faaet en særegen Vigtighed, da Czar Peter i Efteraaret gav Fyrst Dolgorucky og Generaladjudant Jagousinsky Paabud om at foreslaa Frederik IV et fælles Angreb næste Aar paa Sverige, saaledes at det ogsaa skulde rettes imod Skaane, med mindre Kongen af Sverige gjorde antagelige Fredstilbud. Herved forstod Czaren for sit Vedkommende, at han skulde afstaa Rusland baade Ingermanland, Karelien, Estland og Lifland1). Denne Plan udviklede sig i Vinterraaanederne under gjensidige Udtalelser til, at Czar Peter besluttede at lade den vigtigste Del af Angrebet, ogsaa for saa vidt han tog Del deri, blive rettet imod Sverige fra Vest, altsaa netop imod den skaanske Kyst2).



1) Depeche fra Westphalen 28. Oktober 1715.

2) I flere af Datidens Flyveskrifter, ikke blot i det fra svensk Kilde stammende La crise du Nord (1717), men ogsaa i det, man kan kalde, officiøst russiske: Lettre d'un gentilhomme de Mecklenbourg å son ami de Copenhague, Swerin 23.0kt 1716 (aftrykt hos Lamborty: Mo moiré s IX, 628 ff. mod don urigtige Tidsangivelse 23. Okt. 1719), og i on Xotc, som den russisko Kesident Bestuchcf overrakte den engelsko Uegering (trykt i Kåben or: Leben Petri des er s ten (1725) S. 605) nævnes Frederik IV som Planens Ophavsmand, og dotte er gaaet over i Skrifter som: Histoire do Pierre le grand (Amsterdame et Leipzig 1742) 11, 245 og Nordborg: Carl Xll's historia (Stockholm 1740) 11, 580. Sagens Sammenhæng er efter Aktstykkerne utvivlsomt den, at Tanken i Efteraaret 1715 er tidligst fremsat fra russisk Side, men at det første formelige Forslag, som derefter i Henhold til, hvad Czar Peter havde ladet udtale, Ul' biovon fV>robl<rf~ til Fnvlwinillino- cl-vlrlno TiVa«l™m]{ TV

Side 8

Men, spørger man uvilkaarlig, hvorfor vilde Czar Peter fortrinsvis angribe Sverige fra den Side, der laa ham selv fjærnest? Det maatte dog synes ulige lettere for ham at gjere, hvad han gjorde 1719 og 1721, angribe den svenske østkyst og her søge at til føj o Sverige saadanne Saar, at det maatte indrømme ham, hvad han vilde. Han var imidlertid endnu ikke stærk nok til at gjøre dette; han frygtede den svenske Flaades Overlegenhed. Vistnok maatte den dansk-norske og den russiske F'laade i forening være Svenskernes langt overlegne; men Hensynet til Norges Forsvar gjorde det nødvendigt for Frederik IV at lade en Del af sine Skibe krydse imellem Norge og Danmark, især da der ogsaa laa svenske Krigsskibe ved Goteborg, sum der maatte holdes -Øje med. Kong Frederik kunde ikke undværeen Baad til at sende mod -Øst for at forstærke den russiske Flaade, med mindre han fik Hjælp af engelske Skibe. Karlskrona havde en fortrinlig Beliggenhed for Sverigeunder en Krig med Danmark-Norge og Rusland, da Svenskerne herfra kunde vanskeliggjøre en Forening af deres Fjenders Flaader. Ikke mindre viste det sig paa denne Tid, hvilken uvurderlig Hjælp Sverige havde af sin Flaade. Al Verden kjender den svenske Hærs Heltegjerninger under



2) I flere af Datidens Flyveskrifter, ikke blot i det fra svensk Kilde stammende La crise du Nord (1717), men ogsaa i det, man kan kalde, officiøst russiske: Lettre d'un gentilhomme de Mecklenbourg å son ami de Copenhague, Swerin 23.0kt 1716 (aftrykt hos Lamborty: Mo moiré s IX, 628 ff. mod don urigtige Tidsangivelse 23. Okt. 1719), og i on Xotc, som den russisko Kesident Bestuchcf overrakte den engelsko Uegering (trykt i Kåben or: Leben Petri des er s ten (1725) S. 605) nævnes Frederik IV som Planens Ophavsmand, og dotte er gaaet over i Skrifter som: Histoire do Pierre le grand (Amsterdame et Leipzig 1742) 11, 245 og Nordborg: Carl Xll's historia (Stockholm 1740) 11, 580. Sagens Sammenhæng er efter Aktstykkerne utvivlsomt den, at Tanken i Efteraaret 1715 er tidligst fremsat fra russisk Side, men at det første formelige Forslag, som derefter i Henhold til, hvad Czar Peter havde ladet udtale, Ul' biovon fV>robl<rf~ til Fnvlwinillino- cl-vlrlno TiVa«l™m]{ TV

Side 9

Karl XII; men man skal ikke derover glemme, hvorledes den svenske Flaade, til Trods for at den 1715 havde ligget under i de vigtigste Sammenstød med den dansk-norske, dog endnu herefter formaaede at holde sine Fjender i Respekt.Den forbavsende Styrke ved den svenske Militærorganisation,som har frelst Sverige under den store nordiske Krig, viser sig ogsaa paa Sømagtens Omraade.

Derfor var det, at Czar Peter, naar han vilde gaa Karl XII paa Livet, maatte prøve paa at tage ham Vest fra. Det er Sidestykket til Sveriges Angrebsmaade imod Danmark-Norge i Midten af 17. Aarhundrede. Enhver véd, at Vejen for Svenskerne til at erobre alle de danske og norske Landskaber -Øst for Øresund, som de dengang vandt, gik fra Syd-Vest op over den jydske Halvø, og det var fra samme Side, det Stød kom 1813—1814, der sprængte Baandet mellem Danmark og Norge. Paa en lignende Maade mente Czar Peter 1715 og 1716 at kunne sikre sig de svenske Lande -Øst for Østersøen ved at angribe Sverige fra Syd-Vest i Skaane.

Hvem kunde være en vigtigere Forbundsfælle til et saadantForetagendeend Danmark-Norge med dets naturlige Ønske om at erobre de tabte Lande tilbage? Det syntes at maatte være en lige saa paalidelig, som det var en nødvendigForbundsfælle.Oven i Kjøbet havde Czar Peter faaet et bedre Syn paa de Danske i militær Henseende, end han havde havt tidligere. Det var en Selvfølge, at Nederlagene ved Helsingborg og Gadebusch havde fremkaldt ugunstige Domme om det danske Hærvæsen i Krigens første Aar, og hvor lidt det end maaske har skortet paa SømandsdygtighedvedUlrik Chr. Gyldenløves Førelse af Flaaden, var han ingen energisk eller dristig Krigernatur. Czar Peter havde lejlighedsvis ikke uvittig udtalt, at de Danske

Side 10

bare sig ad med deres Flaade ligesom en gammel gtemandmeden Kone: «han kjæler for hende, kysser hende; men videre kommer det heller ikke«1). Han havde derfor ogsaa ladet den dansk-norske Statsafsending i Rusland,Westphalen,hare, at det skortede paa Energi og Kraft ved Ledelsen af den danske Hær og Flaade-). Men Aaret 1715 havde stemt ham bedre. Han havde fejret Gabels afgjørende Sejr over Wachtmeister og de heldige Søtræfninger ved iiugen med Afsyiigimig af Te Deum u^ Fester, som om det var Sejre, han selv havde vundet, og enhver maatte erkjende, at den danske Hær ved Stralsund og Bugen havde vist Dygtighed. Endelig var Dronning Anna nu afløst paa Englands Trone af Georg I, der havde knyttet sig nøje til Forbundet imod Sverige, ikke blot ved Traktater i Foraaret med Danmark-Norge og Preussen, men ogsaa ved en Overenskomst med ham selv (28. Oktober), hvorved de enedes om med samlede Kræfter at bekæmpe Sverige og tilsikrede hinanden Erobringer paa dets Bekostning3). Om Georg I end havde sluttet disse Traktater som hannoveransk Kurfyrste, kunde man stole paa, at han vilde bruge sin store Indflydelse til at afholde de engelske Ministre fra at optræde til Gavn for Sverige. Men disse samstemmede desuden med deres Konges hannoveranske Politik, da de mente, at Englands Handelsinteresser vare



1) Droysen anf. St. IV, 2, 111 xVoto 2.

2) Depecho fra Westphalen 15. Marts 1715.

3) Bacmeister: Beitriige zur Goschichte Peters des gro s sen (Kiga 1776) 11, 15. I de to første Bind af dette Skrift er meddelt en tysk Oversættelse af Czar Peters Dagbog, der gaar til Freden i Isystad. Den er affattet af Makarof, men sex Gange gjennemgaaet og rettet af Czaren, saa at den fuldt ud indeholder hans Opfattelse. (Bestushew K juni in: Geschichte Eusslands, übersetzt von Schiemann, Ister Band Qlitau 1877) H. 31.1

Side 11

vel tjente med, at Sverige blev nødt til at. afstaa FyrstendømmerneBremenog Verden, som de Danske havde erobret under Krigen og solgt til Georg. Selv den almindelige engelske Opfattelse af, at Sverige ikke burde svækkes for meget, havde faaet et Knæk, da Karl XII ved et Kaperreglementhavdekrænket de engelske Handelsinteresser paa den føleligste Maade. Man havde i Sommeren 1715 set en engelsk Flaade komme til -Østersøen i det -Øjemed at formaa Kong Karl til at forandre sin Holdning imod den engelske Handel; men han havde her som altid været stivsindet,ogskjønt Englænderne ikke vilde lade det komme til Krig med ham, havde dog 8 engelske Linieskibe en Del af Efteraaret været forenede med den dansk-norske Elaade og under dansk Overkommando. Czar Peter kunde under saadanne Forhold føle sig tryg for, at en engelsk Flaade ikke vilde hindre hans Angreb paa Sverige.

Skulde dette lykkes, inaatte det ske med saa stor samlet Kraft som muligt. Men hvorledes skulde den russiskeHær kunne føres til Sjælland for derfra at vove Landgangensammen med den danske Hær? Det traf sig netop saa heldig, at russiske Tropper allerede vare paa Vejen imod Vest igjennem Landene Syd for Østersøen. Flere Aftaler havde i Aaret 1715 været trufne om, at Czar Peter skulde overlade saavel den danske som den preussiske Konge 15 Batailloner Fodfolk og 1000 Dragoner, saaledes, at disse Tropper for en Del skulde forplejes af dem1). Af Aarsager,



1) Foreløbige Overenskomster bleve trufne i Juli, senere sluttede Frederik IV en ny Aftale med Eusland 6. September 1715 ved Stralsund og Kongen af Preussen en tilsvarende omtrent den Iste Oktober (D r o ysen anf. St. 139). — Heller ikke Overenskomsten af 6. September imellem Danmark og Rusland findes i Gehejmearkivet; men en Afskrift haves i Udenrigsministeriets Arkiv. Denne viser, at her kun er truffet Aftale om russisko Tropper, der skulde bruges ved Stralsunds Belejring eller, hvis denne var endt inden deres Komme, da ved Wismars Belejring. Det er derfor urigtigt, naar Hojer: Ivonig Friedrich des vierten glorwiirdigstes Leben (Tondern 1829) I, 292 og 312 og D rov sen anf. St. S. 152 lade denne Traktat vedrøre Toget til Skaane 1710.

Side 12

som her maa forbigaas, vare disse Tropper ikke, som paatænkt,blevne brugte ved Stralsunds Belejring. De bleve staaende i Polen; men her vare de ikke længer fjærnede, end at de hurtig kunde marchere ind i Nordtyskland. Da desuden Frederik Vilhelm af Preussen fornyede Overenskomstenom de 15 Batailloner og 1000 Dragoner, saaledes at de skulde kunne bruges ved Wismars Belejring1), drog dette Korps i Begyndelsen af 1716 ad Mecklenbarg til, hvor Wismar blev holdt indesluttet af en Hær, der tiisidst talte 10000 Mand danske Tropper, 4000 Preussere og 4000 Hannoveranere2). Czar Peters Tanke var nu, at ogsaa den anden ligesaa stærke Afdeling af hans Tropper, der stod i Polen, skulde rykke til Mecklenburg. Da Wismar utvivlsomtsnart vilde overgive sig, vilde hele denne russiske Styrke paa 30 Batailloner og 2000 Ryttere være til Raadighed,saaledes at den, dækket af den dansk-norske Flaade i Forening med noglo russiske Linieskibe og maaske ogsaa af en engelsk Eskadre, sikkert kunde føres over til Sjælland. Til disse Korpser vilde han føje Kjærnen af sit Fodfolk, sine 3 Garderegimenter, som 45 Gallejer skulde føre fra Libau langs Østersøens Sydkyst til de danske Farvande. Der var altsaa god Udsigt til, at han uden at udsætte sine Tropper for store Farer kunde samle en mægtig Styrke imod den Kant af Sverige, hvor Angrebet skulde finde Sted.

Czar Peter forelskede sig i Løbet af Vinteren 1715—16
ret i denne Plan, og selv om han ikke vilde opfylde FrederikIV's



1) Foreløbige Overenskomster bleve trufne i Juli, senere sluttede Frederik IV en ny Aftale med Eusland 6. September 1715 ved Stralsund og Kongen af Preussen en tilsvarende omtrent den Iste Oktober (D r o ysen anf. St. 139). — Heller ikke Overenskomsten af 6. September imellem Danmark og Rusland findes i Gehejmearkivet; men en Afskrift haves i Udenrigsministeriets Arkiv. Denne viser, at her kun er truffet Aftale om russisko Tropper, der skulde bruges ved Stralsunds Belejring eller, hvis denne var endt inden deres Komme, da ved Wismars Belejring. Det er derfor urigtigt, naar Hojer: Ivonig Friedrich des vierten glorwiirdigstes Leben (Tondern 1829) I, 292 og 312 og D rov sen anf. St. S. 152 lade denne Traktat vedrøre Toget til Skaane 1710.

1) Droysen anf. St. S. 153.

2) ~\r., „11 „,,+' C+. T r.Oii j t aupu.ii uiil. si, I, .J.j'J.

Side 13

derikIV'sAnmodning om Pengelijælp, var det ikke Mundsvejr,naar han den ene Gang efter den anden lod udtale sin Iver for Sagen til ham. Endog under en alvorlig Svækkelse, som et heftigt Sygdomsanfald voldte ham i December1715, kunde han ikke lade være at drøfte Planen med Westphalenl). Hos Frederik IV fandt han strax den Stemning, han ønskede. Kong Frederik skrev til ham i et Brev, dateret Lejren ved Stralsund 1. December 1715, at han blot tænkte paa, hvorledes man tidlig næste Aar kunde angribe Kongen af Sverige i Hjærtet af hans Lande, og at han agtede at forhandle derom med Czarens GeneraladjudantJagousinsky, som var hos ham. Da det saa lykkedesKarl XII at naa hjem til Sverige, og Frederik IV var truet med at blive nødt til at forsvare sig imod hans Angreb, syntes det, at Czar Peter med særlig Grund kunde udtale, at det vilde blive Danmark, der kom til at vinde den største Frugt af Toget, hvis det lykkedes2). Det havde Udsigt til baade at slippe for truende Farer og til at vinde de skaanske Landskaber tilbage.

Og dog var Frederik IV ikke uden Skrupler ved at gjøre Toget paa den Maade, Czar Peter foreslog. Han ønskede helst, at de skulde enes med Kongerne Frederik Vilhelm I og Georg 1 om alle i Forening at angribe Sverig e3), ikke blot fordi Angrebet derved vilde vinde i Kraft, og andre Staters, særlig Frankrigs Indblanding til Gavn for- Sverige da kunde blive holdt borte, men vistnok ogsaa fordi



1) Depeche fra denne af 30. December.

2) L dateret Erklæring i Anledning af Frederik IV's Besolution af 3. Marts om Samvirken i dette Aar.

3) Brev fra Frederik IV tii Kongen af Preussen 28. Januar 1716, til Czar Peter 7. Marts 1716, til Statsafsendmgen Meyer i Berlin 28. Januar. 14. April 1716 og til Sohlenthal, der havde samme Stilling i London, 15. Juni 1716.

Side 14

han hellere vilde have en Hjælpehær sammensat af preussiskeog russiske Korpser end af Russere alene. Han og hans Raadgivere vare aabenbart ængstelige for, at det, naar Russerne dannede Flertallet af Landgangstropperne, skulde blive Czaren, der kom til egenmægtig at fastsætte den endeligeFred. Større var deres Tillid til Czar Peter ikke.

Men imidlertid havde den dansk-norske Regering faaet en Skræk i Blodet, da Karl XII i de første Dage af Marts trængte op i JNorge. Den vidste godt, at dette Lands Værn kun var lidet tilstrækkeligt, saafremt Karl XII angreb med en nogenlunde stor Styrke. Den 21. Marts besatte han Kristiania, om end Fæstningen Akershus her bed ham kraftig Spidsen, og Hovedstyrken af den norske Hær maatte vige tilbage ad Drammen til. «Gud maa vide«, skrev Vicestatholderen F. Kragh den 28. Marts til Frederik IV, «hvad Enden vil blive paa den Elendighed. Kommer der ikke uden Ophold hurtig Hjælp af Skibe og Folk, er Norges Rige i største Fare«1).

Frederik IV's Stemning under disse Forhold afspejler sig levende i en Depeche, som ban tilsendte Statsafsendingernei London, Berlin og Petersborg netop samme Dag, paa hvilken Vicestatholderen skrev hint Brev. «Det kan ventes», hedder det her, «at den grusomme og uforsonlige Fjende vil edelaegge Landet, som man ikke formaar at frelse. Her kan Kongen af Sverige ssette sig i en formidabelStand og afvserge, hvad der ellers kunde gjeres imod ham .... Overfor denne ulykkelige Begivenhed maa Vi lade alle andre Desseins fare og mere se paa vore Rigers og Landes Konservation end paa en vigoures Fortsaettelseaf Krigsoperationerne.» Sserlig retter Frederik IV



1) Van npH an_f St, I 556

Side 15

den Begjæring til Rusland, at de 10000 Mand, som efter Sigende allerede vare ombord paa Gallejerne og paa Vejen til Pommern, maatte tillige med 9 Linieskibe fra Reval og de 15 Batailloner, han tidligere havde sikret sig, stilles til lians Raadighed, saaledes, at han kunde bruge dem allevegne,hvor det blev nødvendigt, ogsaa i Norge. Han opfordredefremdeles Czaren til fra sin Side at gjøre en Diversionimod Sverige; en saadan kunde gjøres sikkert, da den svenske Flaade i Carlskrona rimeligvis vilde sejle til Nordsoen for der at operere imod Norge. — Deter klart, at Kong Frederik har set Forholdene i Norge i det sorteste Lys. Han havde aabenbart kun lidet Haab om med egne Kræfter at kunne kaste Karl XII tilbage igjen til Sverige.

Men i hvor stærk en Sindsbevægelse Frederik IV og hans Ministre end vare, synes det dog utroligt, at de kunde tænke sig Muligheden af, at Czar Peter vilde opfylde en saadan Begjæring. Man kan forstaa, at Westphalen havde «et temmelig stærkt Optrin« med den lidenskabelige Czar, da han rykkede frem med den. Peter erklærede, at han ikke kunde indlade sig paa at sende sine Tropper til Norge. Derimod fremhævede han, og det med god Grund, at netop ved at føre Krigen ind i Hjærtet af Sverige vilde man allerbedst kunne frigjøre Norge for det svenske Angreb. Han mindede om, hvorledes han for dette store og heldbringende Værks Skyld, tvært imod hvad han havde forpligtetsig til ved sine Fredslutninger med Tyrkiet, havde ladet sine Tropper overvintre i Polen, og at han ogsaa havde bragt saadanne andre Ofre, at han haabede, at Kong Frederik for sit eget Velfærds Skyld ikke blot vilde fastholdeLandgangsplanen, men ogsaa gjøre sit yderste for at faa den til at lykkes. I øjeblikket var han selv i Stand

Side to

til med Eftertryk at drive paa Gjennemferelsen af denne Plan; men han tvivlede meget ora, at den danske Kongo ud over det nu forestaaende Felttog vilde kunne gjore Kegning paa en eneste russisk Soldat eller et eneste russisk Fartej. Med ikke inindre Iver besvor Czar Peters vigtigste liaadgiver, Vicekansleren Schafirof, Westphalen om at forama Kongen til ikke at opgive Landgangstanken. Han tog endog sin Tilflugt til Historien og mindede om, hvorledes Homerne, til Trods for, at Hannibal stod i Italien, dog havde fert Krigen med Kartbaginienserne over i disses eget Land. Man vilde, sagde han, faa at se Kongen af Sverige i Bukkespring komme tilbage fra Norge, saa snart man angreb ham i Skaane1).

Allerede inden dette Svar kom fra Czaren, havde Frederik IV imidlertid vundet Sindsro. Efterretningerne fra Norge begyndte at lyde gunstig, det varede ikke lsenge, ferend det var klart, at Karl XII havde gjort sit Angreb med en altfor ringe Styrke, og den 11. April sejlede Viceadmiral Gabel til Norge med en anselig Eskadre og et Hjselpekorps paa 4000 Mand, som man kunde haabe, vilde kaste et afgjerende Lod i Vsegtskaalen. Dette Haab skuffedes ikke. Det sejrrige Overfald paa den svenske Bessetning i Moss (24. April) nodte Karl XII til at ram me Kristiania og trsekke sig mod Syd ned til Egnen om Frederikshald.

Det var derfor kun en kort Tid, at Frederik IV havde opgivet Tanken om Toget til Skaane, og den 15. April2) rejste han over til Gottorp for lettere personlig at kunne trseffe sammen med Czar Peter og mundtlig aftale alt med ham om det paata^nkte Tog. Et saadant Mode havde i



1) Depecbe fra Westphalen 11. April 1716.

2) Angivelflen den U>. April, som man tidt scr, cr urigtig.

Side 17

længere Tid været Czarens ivrige ønske, og Tanken derom modnedes, efterhaanden som han levede sig ind i Planen om et Angreb paa Skaane, saameget mere som han helst selv vilde føre sine Tropper paa denne vigtige Expedition. Hertil kom, at Lægerne efter det voldsomme Sygdomsanfald,han havde havt i December 1715, stærkt havde til— raadet ham at gjøre en Baderejse til Pyrmont. Da han saaledes vilde komme til at gjennemrejse Nordtyskland, vilde han faa god Lejlighed til at mødes personlig med den dansk-norske saavel som med den preussiske Konge. Frederik IV havde fra sin Side med Tilfredshed faaet Efterretningenom, at Czaren ønskede en Samtale med ham. Det vilde, skrev han til Westphalen, være baade meget nyttigt og glædeligt1). Men han saa dog helst, at et saadantMøde tillige kom til at omfatte Kongen af Preussen og om muligt ogsaa Kongen af England eller i det mindste, at denne sidste, saafremt han ikke kunde komme selv, vilde lade sig repræsentere af en Diplomat ved Sammenkomsten2). Det svarer nøje til hans -Ønske om ikke blot at skulle gjøre Toget i Forening med russiske Tropper.

Men hvor skulde Mødet finde Sted? Karl XIFs Angrebpaa Norge gjorde det naturligt for Frederik IV, at han ønskede kun at fjærne sig saa lidt som muligt fra sine egne Stater, og han vilde derfor helst have, at Czaren paa sin Eejse til Pyrmont skulde komme til ham i Holsten eller i det mindste mødes med ham i Nærheden af Grænsen. Czar Peter havde ogsaa først stillet Valget imellem enten Holsten eller Stralsund; men han frafaldt snart Tanken



1) Depeche af 18. Februar 1716.

2) Brev fra Frederik IV til Czar Peter af 7. Marts 1716 og til Kongen af Preussen 28. Januar 1716, Depecher til Sohlenthal af 14. Marts, til Westphalen af 7. April og til Mejer af 24. Marts 1716.

Side 18

om Holsten og holdt paa Stralsund eller et Sted i Mecklenburg,rimeligvis fordi Aftalen saa kunde sluttes saameget desto snarere. Det viste sig ikke at være let at enes om et Mødested. Imidlertid var Czaren den 6. Februar rejst fra Petersborg Vest paa og den 29. kommen til Danzig. Selv om han vilde ofre en Del Tid paa Forholdene i Polen, hvor August II laa i Strid med. et stort Parti af Adelen, syntes det dog, som om han maatte kunne mødes Vøf\ TTnrooratirl mor! T?vnrJrtrib- T\T T~\n V>nn v\/iv.n/-vnli/v TT?l^lrt være med paa Toget imod Sverige, kunde dette først finde Sted, efter at han havde brugt Badene i Pyrmont. Men endnu efter denne Tid vilde man have den største Del af Sommeren til Raadighed.

Det saa imidlertid tidlig ud, som om der kunde stille sig Vanskeligheder i Vejen for en stærk Tilnærmelse imellem de tvende Fyrster. Czar Peter fandt ingenlunde Frederik IV ivrig nok. Medens han selv talte om, at han vilde gjere Angrebet paa Sverige med mere end 40 Batailloner, klagede han over, at den danske Regering ikke traf Forberedelser ti] Toget, men næsten lod til at ville blive staaende ved at belejre Wismar1). Det kunde kun skærpe hans Misnøje, da han. mærkede, hvor skræmmet Kong Frederik var bleven ved Svenskernes Indfald i Norge, ja han udtalte endog Frygt for, at Kongen havde aabnet Forhandlinger med Sverigeomen Særfred2). Hertil kom Sammenstød imellem den russiske Ambassadør i Kjøbenhavn, Fyrst Dolgorucky og Regeringen her. Denne fandt, at Dolgorucky handlede egenmægtig ved uden at sætte sig i Forbindelse med den at henvende sig til Bagerlavet i Kjøbenhavn om at faa



1) Depeche fra Westphalen af 81. Marts.

2) Se f. Es. Wcstphalens Depecher af 11. og 18. April 1716.

Side 19

bagt et stort Parti Beskøjter og ved paa egen Haand at lade Mandskab fra nogle russiske Krigsskibe blive indkvarteretiByen. Dolgorucky meldte harmfuld Czar Peter, at man havde modsat sig Skridt, han havde gjort for at faa Møllerne i Kjøbenhavn til at male Mel til Brug for det russiske Korps, som til Sommeren skulde tage Del i Toget imod Skaane. Vistnok paastode de danske Ministre, at det var umuligt at opfylde hans Forlangende, da de først maatte have, hvad den danske Hær og Flaade trængte til, og Møllerne havde fuldt op at gjøre hermed. De tilbøde ham ogsaa, at de vilde skrive til Magistraten i forskjellige sjællandske Hjøbstæder om at drage Omsorg for, at det Mel, Russerne ønskede, kunde blive malet der. Men Dolgorucky opfattede det kun som Udflugter, og hans Indberetningderomsatte Czar Peter saaledes i Harnisk, at Westphalen maatte døje et voldsomt Optrin med ham. Den hidsige Fyrste var saa opirret, at han for bedre at skaffe sin Vrede Luft blandede russiske Ord ind i sin Tale1). Skjønt dette Sammenstød ikke vedrørte noget væsenligt Punkt, var det dog uheldigt, og det kom desudenpaaet Tidspunkt, da Frederik IV havde ment at maatte afslaa en Anmodning, Czaren havde rettet til ham om at sende nogle Orlogsskibe op til Nordsøen for der at møde et Par russiske Krigsskibe, som vare paa Vejen fra



1) Se om disse Sammenstød Skrivelse fra Kongen til Westphalen. 18. Febr., fra Wibe til samme 27. April, fra Westphalen til Sehestedt 18. April 1716. Derimod er det urigtigt, naar det i Leben Frederici Augusti Konigs in Pohlen von D. F. (Hamburg u. Franckfurth 1733) p. 720 og derefter hos Brasch: Gamle Ejere af Bregentved (Kjbhvn. 1873) S. 409 hedder, at Russerne vare blevne misfornøjede over, at de Danske alene besatte Rugen og Stralsund. Det er en Sammenblanding med, hvad der skete ved Wismars Kapitulation.

Side 20

England, og saa ledsage dem igjennem Kattegat. Ligesom Czar Peter havde ønsket dette af Frygt for den svenske Flaadeafdeling i Goteborg, saaledes var netop denne Aarsagentil,at Frederik IV afslog lians Anmodning, thi han havde endnu ikke saa mange Skibe udrustede, at han kunde spærre Goteborgs Havn dermed. Saa længe til dette var sket, henviste han de russiske Skibe til at søge Læ i en eller anden norsk Havn1).

JNaar (Jzar Peter i denne Tid kunde faa Tvivl, om det var muligt at stole paa Medvirksomhed fra Danmark-Norges Side, var dette überettiget, for saavidt Stemningen hos Regeringen her overvejende gik i den Retning. Skjønt det ingenlunde fattedes Frederik IV paa Karakterfasthed, har han dog til ibrskjellige Tider ladet sig paavirke af Mænd af meget forskjellige Meninger. Hans Konsejl var paa denne Tid sammensat af D. Wibe, O. Krabbe, Chr. Sehestedtog I. G. Holstein, af hvilke de tre første vare Mænd af dansk Byrd, Holstein derimod en født Mecklenburger. Medens Holstein ligesaa fuldt nu, som dengang Krigen brød ud 1700, nærede MisLro iii, at der kunde vindes noget ved et Forbund med Rusland, vare Wibe og Sehestedt i Aaret 1716 ikke mindre end i 1709 stemte for at virke sammen med Czar Peter. Det var med Føje, at denne kaldte Wibe «vor oprigtige Ven» og udtalte sig med Anerkjendelse om Chr. Sehestedt2). Og disse tvende Mænd, til hvem Krabbe kjendelig sluttede sig, havde i denne Sag mest at sige hos Frederik IV. Wibe var endnu afgjort den Minister, hvis Raad i det Hele gjaldt mest hos Kongen3), og Sehestedt havde ved



1) Brev fra 3:'rederik IV til Czaren 21. Marts 171(5.

2) Dopeche fra Westphalen af 20. Maj I<ls og fra Schestedt til Wcstphalen af 21. Marts 1710.

3) lioicrs ()ufatlc!^i' ;if imellem I. G. Kolstoius og Wibes Standpunkt (anf. St. I, 292), hvilken lian rimeligvis har fra Holstein, stadfæstes ved det Indtryk, Datidens Aktstykker give.

Side 21

sin Stilling som Oversekretær i det tyske Kancelli, hvorved han tillige var Udenrigsminister, ikke ringe Indflydelse paa den ydre Politik. Netop han har paa denne Tid omstændelig udviklet for Kongen, af hvor stor Vigtighed det var i den Sommer, der nu forestod, at lægge Kraft i Krigsførelsen imod Sverige, det gjaldt om at forfølge de i det forrige Aar vundne Fordele og drage Gavn af den hele heldige politiske Stilling ikke mindre end af den løftede Stemning,som de lykkelige Kampe havde vakt hos Officerer, Soldater og Matroser. Spildte man nu øjeblikket til at tilkæmpe sig en hæderlig og fordelagtig Fred, kunde der gaa Aarhundreder hen, inden et saadant -Øjeblik vendte tilbage.Men Hovedpunktet i en kraftig Krigsførelse var for Sehestedt netop at prøve en Landgang i Skaane i Forening med Tropper fra Kongens Forbundsfæller, samtidig med at Czaren fra Finland gjorde et stærkt Angreb paa Sverige, og medens man tillige burde forurolige Svenskerne fra den norske Grænse1).

Czar Peter kunde, det er utvivlsomt, stole paa den dansk-norske Regering i den Sag, hvorom her var Tale; men den havde unægtelig ikke Lyst til blindt at følge hans Politik i alt eller til af Hensyn til ham at fjærne sig fra andre Forbundsfæller. Uheldigvis skulde der komme Forhold frem, som maatte vanskeliggjøre en nøje Tilslutning til ham.



3) lioicrs ()ufatlc!^i' ;if imellem I. G. Kolstoius og Wibes Standpunkt (anf. St. I, 292), hvilken lian rimeligvis har fra Holstein, stadfæstes ved det Indtryk, Datidens Aktstykker give.

1) Forestilling paa Fransk af Sehestedt til Kongen, dateret 16. Marts 1716, der findes i Haandskriftsamlingen paa Kavnholt. Pastor A. Crone i Herrested har vist mig den Velvilje at sende mig en Afskrift deraf.

Side 22

2. Det mecklenburgske Spørgsmaal og Wismars Kapitulation.

Rundt omkring i Nordeuropa begyndte rnan at blive bange for, at Czar Peter havde store og farlige Planer. Ved sine Erobringer fra Sverige havde han vitterlig lagt Grunden til, at Rusland kunde komme til at spille den vigtigste Rolle ved -Østersøen. Vilde han blive staaende ved at sikre sig de nyerobrede Landskaber eller de fleste af deiu? luan saa, livuneue« Lau havde teet sig som Herre i Polen og ladet sine 30 Batailloner foruden flere tusend Mand Ryttere ligge Vinteren over i dette Land. Den Overlegenhed, hvormed han efter Sigende havde behandlet Kong August, da denne i April mødtes med ham i Danzig, kunde vel vække Formodning om endnu større Planer. Og nu vare 15 Batailloner og 1000 Ryttere i Begyndelsen af Aaret dragne ind i Tyskland ad Mecklenburg til, og en ligesaa stor Styrke rykkede i April efter i samme Retning, medens 45 Gallejer med hans 3 Garderegimenter 18. April vare stukne i Søen ved Libau for at sejle Vest paa. Blev denne store Styrke ikke snart brugt mcd Sverige, vilde den vsekke stor Uro i Tyskland. Men netop nu skærpede et nyt politisk Spørgsmaal Mistanken imod ham.

I de første Maaneder af 1716 blev det bekjendt, at et Ægteskab var paa Bane imellem Hertug Karl Leopold af Mecklenburg-Schwerin og Czar Peters Broderdatter Katharina Ivanovna, og denne Sag blev fremmet saaledes, at Brylluppetkunde fejres den 19. April under Czarens Ophold i Danzig. Hvor ringe Magt Hertugen end havde, var dette Ægteskab dog en politisk Begivenhed af første Rang. Baade hans Personlighed og hans Lands Beliggenhed virkede dertil. Han var nemlig ikke blot en selvraadig, opfarende Mand med utaalelige Luner, der hurtig ragede uklar med sin

Side 23

ligeledes selvraadige Adel; men det var en vel kjendt Sag, at, som han holdt af at efterligne Karl XII i Paaklædning, saaledes vare hans Sympathier under Krigen stærkt paa dennes Side. Ingen af Nabofyrsterne, hverken Frederik Vilhelm I, Georg I eller Frederik IV havde et godt øje til ham, og Uviljen imod ham forøgedes af mecklenburgsk fødte Adelsmænd, der indtoge høje Stillinger i Danmark og Hannover,hos Frederik IV af I. G. Holstein og General Dewitz, hos Georg I af A. G. Bernstorff, der mere end nogen anden havde Indflydelse over sin Konge, og hvem man har kaldt Sjælen i det mecklenburgske Eidderskab1).

Hvor svensksindet Karl Leopold end var, havde han intet imod, at Wismar blev frataget Sverige, forudsat at det kunde tilfalde ham selv, og da han det foregaaende Aar indrømmede Frederik IV Ret til under det pommerske Felttogat have Magasiner og Garnison i Rostock, havde han som Vederlag faaet Løfte om, at Kongen vilde bruge sine «gute O/Jician hos Kejseren og sine Forbundsfæller, for at han ved Krigens Slutning kunde faa Wismar, dog kun efter at Fæstningsværkerne her vare sløjfede2). Men det kan være tvivlsomt, om Frederik IV har ment det alvorlig med dette Tilsagn, thi han var faa Uger i Forvejen bleven enig med Preussen og Hannover om, at de vilde arbejde paa, at Wismar, naar det var erobret fra Svenskerne, blev gjort til en fri Rigsstad3). Hvad enten Hertugen har kjendt



1) Droysen anf. St. 152 og 99.

2) Konvention i Betzkow af 1. Juli 1715. Gehejmearkivet.

3) Depeche til Westphalen af 31. Marts 1716. Kong Frederik har senere lejlighedsvis i et Brev af 5. Februar 1718 til Kongen af Preussen udviklet, at Konventionen i Eetzkow ikke stred mod hans Traktater med Preussen og Hannover, fordi han ved hin Konvention ikke havde lovet andet end »imsere gute Officia, die aber denen formlichen Tractaten nicht derogiren"; men netop derfor faar man dot Indtryk, at Loftet til Hertngen ikko bar vaeret alvorlig merit.

Side 24

denne Aftale eller ikke, havde han god Grund til ikke at opfatte nogen af disse tre Magter som en vel sindet Nabo. Man kan ikke undre sig over, at han søgte at finde Støtte hos Czar Peter, eller, saafrerat det første Skridt til Tilnærmelsener sket fra russisk Side, over at han da skyndte sig med at gribe den Haand, der blev rakt ham.

Hos den dansk-norske Regering vakte hans Giftermaal nærmest Uro, fordi han gjaldt for at være svensksinrlet, og fordi man frygtede for, at Czaren skulde arbejde for, at han fik Wismar1). Men den holdt utvivlsomt heller ikke af Udsigten til, at russisk Indflydelse vilde faa et fast Støttepunkt saa langt imod Vest. Det var ikke heldigt, naar man stræbte at frigjore sig for Sveriges truende Naboskab imod Syd, saa at skulle tænke sig, at den Sejr, man haabede at vinde, maaske kun vilde føre til, at den svenske Besætning i Wismar blev afløst af russiske Tropper eller af mecklenburgske, der adløde Befalinger fra Petersborg. Overhovedet var man allevegne opfyldt af Tanken om, hvilke Planer Czar Peter knyttede til sin iøjnefaldende Forbindelse Lut'u Hertugen af Mecklenburg. Skulde Giftermaalet være det første Skridt til at gjøre hans Land til en russisk Provins? Vilde Czaren maaske, naar han sandsynligvis om ikke lang Tid fik Kaadighed over Kurland, da paanøde Hertugen dette Landskab, medens han selv tilknyttede Mecklenburg til Kusland? Ingen kunde sige noget sikkert om hans Planer, og intet paalideligt er den Dag idag oplyst om dem. Men den Ærgjerrighed og den Udvidelseslyst, han allerede havde vist, maatte lade frygte for det værste.



3) Depeche til Westphalen af 31. Marts 1716. Kong Frederik har senere lejlighedsvis i et Brev af 5. Februar 1718 til Kongen af Preussen udviklet, at Konventionen i Eetzkow ikke stred mod hans Traktater med Preussen og Hannover, fordi han ved hin Konvention ikke havde lovet andet end »imsere gute Officia, die aber denen formlichen Tractaten nicht derogiren"; men netop derfor faar man dot Indtryk, at Loftet til Hertngen ikko bar vaeret alvorlig merit.

1) Samme Depeche til Wwlimalen.

Side 25

Hvilke Tanker Czar Peter end har havt med det mecklenburgske Giftermaal, var det en stor politisk Fejl. Det stod i den mest skærende Strid med Planen om en Landgang i Skaane, thi denne forudsatte ikke blot en kraftig Medvirken af Danmark-Norge, men ogsaa enten Hjælp eller i det mindste en velvillig Holdning fra Preussens og England - Hannovers Side. Czar Peter maatte kunne sige sig selv, at han ved at lade sin Broderdatter ægte Hertugen af Mecklenburg vilde vække den stærkeste Mistanke imod sig. Allerede det var slemt nok, at den tyske Kejser og et stort Tal tyske Fyrster raabte Allarm og ble ve ilde stemte imod det nordiske Forbund, fordi det havde givet ham Anledning til at lade Tropper rykke ind i Nordtyskland, hvor de syntes at skulle bruges til at fremme ærgjerrige Planer for ham. Men endnu værre var det, at hans egne Forbundsfæller maatte fatte Mistro til ham. Der var kun Mening i dette Skridt af ham, saafremt han hemmelig havde sikret sig en Særfred med Sverige eller i det mindste med en saadan for -Øje kun brugte Landgangsplanen som en Maske til at skjule Planer imod Tyskland. Men det var vitterlig ikke hans Tanke.

Det mecklenburgske Spørgsmaal skulde oven i Kjøbet faa en Braad, der gjorde det endnu farligere. Wismar var blevet holdt indesluttet siden Slutningen af 1715. Midt i Vinteren havde Hertugen gjort et Forsøg paa at faa Byen i sine Hænder ved at foreslaa, at det skulde overlades ham at holde den besat indtil den endelige Fred. I saa Fald skulde den svenske Besætning strax drage hjem, og han vilde lade tilbyde den svenske Vicegouvernor i Byen en Sum Penge for at faa ham til at gaa ind derpaa. Dette Forslag, der tydelig var dannet efter Forbilledet af, hvad der var sket ved Stettin 1713, blev tilraadet af den preussiske

Side 26

General, der var med ved Belejringshaeren; men det forte
ikke til noget1). Belejringen havde laange vaeret indskraenket
til en Blokade, da den engelske Konge ikke vilde samtykke
i en stserk Beskydning med Bombardement, som efter hans
Paastand let kunde vsekke Uvilje i det tyske Eige imod ham
og hans Forbundsfteller. Overhovedet kan der ikke tsenkes
noget dorskere end Georg I's Deltagelse i Krigen. Det
stuartske Oprar 1715 havde stserkt optaget hans Kraafter,
eg han viste sig uesuden »Om ku fursigiig Forretningsmand,
der ikke vilde gjare det mindste Skridt, inden han havde
faaet Betalingen derfor. Ferend Frederik IV faktisk havde
afstaaet ham Bremen og Verden, rerte han ikke en Finger
til at opfylde den Traktat, som han tidligere i Aaret havde
sluttet med ham. Senere havde han attraaet at faa Danmark-
Norge til at slutte en ny Traktat, hvorved han iblandt andet
tilbad en Del Skibe til Hjselp imod Sverige, forudsat at Kong
Frederik garanterede den protestantiske Thronfalge i England,med
andre Ord hans og hans Slsegts Ret til dette
Eige2). Men samtidig var det langt fra, at han gjorde
nopet for at frpmuip Wiomoyo Bclcirinz.
t> JO

Strax i Begyndelsen af Aaret 1716 var det Kongen af
Preussens Mening at lade sine egne Tropper ved Wismar
afløse af de russiske Batailloner, der vare paa Marchen ind



1) Brev fra Chefen for det danske Korps vod Wismar General Leegardte af 20. Januar 1716 til Frederik IV og dennes Svar, at han i denne Sag ikke vilde handle uden efter Aftale med sine Allierede. — Det luder ikke til, at Frederik Vilhelm I har havt noget imod en Underhandling som den af Hertugen foreslaaede. (Depeche fra Meycr i Berlin af 12. Februar 1716.)

2) Traktaten skulde tillige være en Garanti for den saakaldto Barrieretraktat, Depecher fra Suhlenthal af 17.. 21., 28. Jan., 14. Febr., 6. og 13. Marts 1716. Lignende Forslag har Georg I rettet til Preussen. Drovsen IV, 2, 147.

Side 27

i Nordtyskland og forplejedes paa hans Bekostning1). Fra dansk Side havde man intet at indvende herimod2), og Kong Georg samstemmede i den Grad med en saadan Tanke, at Bernstorff selv udtalte, at hvis 12 Batailloner af disse russiske Tropper bleve trukne hen til at deltage i Belejringen af Wismar, vilde Kong Georg yde en Tredjedel af, hvad der gik med til deres Underhold3). Men Opfattelsenbleven anden, da den mecklenburgske Giftermaalsplanudvikledesig. Da ser man Kongen af Danmark forestille Frederik Vilhelm I, hvor vigtigt det vilde være at tvinge Wismar til Overgivelse, inden de russiske Batailloner kom derhen. Selv om de kun bleve brugte her faa Dage, vilde de dog gjøre Krav paa Del i det Bytte, der her blev gjort, «og søge paa den ene eller den anden Maade at stille store Prætensioner •>. Han bad derfor Kongen af Preussen om at lade sine Tropper blive staaende her endnu i 14 Dage, i Løbet af hvilken Tid man kunde haabe, at Fæstningenvildeovergive sig. Det vilde, udtalte han udtrykkelig,værelidet ønskeligt, at Hertugen af Mecklenburg fik Wismar4). Frederik Vilhelm gik fra sin Side ind paa den danske Konges Opfattelse og lovede, at Fodfolket skulde blive staaende endnu længere end 14 Dage, hvis det var nødvendigt. Derimod maatte han have sit Rytteri bort derfra5). Størst Virkning havde det mecklenburgske gteskabdogpaa I og hans hannoveranske Eaadgivere. De havde nylig faaet et Bevis paa Hertugen af MecklenburgsSindelag,da



1) Depeche fra Meyer af 11. Januar 1716. Droysen anf. St. IV, 2, 154.

2) Depeche til Meyer af 1. Februar 1716.

3) Depeche fra Sohlenthal af 11. Febr. 1716, jvfr. Depp. fra samme af 28. og 31. Januar.

4) Depecher til Meyer af 17. og 81. Marts.

5) Depeche fra Meyer til Sehestedt af 29. Marts.

Side 28

burgsSindelag,dadenne bestemt havde afslaaet Kong Georgs ønske om, at hannoveranske Tropper maatte komme til at ligge i Garnison i Kostock sammen med de danske Batailloner, som Hertugen det foregaaende Aar havde optagetidenne By1). Dette Sindelag kunde blive farligt, naar det fik Rusland at støtte sig til. Da man desuden fra hannoveransk Side, til Trods for, at Frederik Vilhelm I var Kong Georgs Svigersøn, nærede en indgroet Mistillid til Beriinernottet, følte man sig dobbelt ængstelig ved Tanken om, hvad der mulig kunde ske i Mecklenburg.

Fyrst Repnin med de russiske 15 Batailloner nærmede sig i Virkeligheden stærkt dette Land. Men Frederik IV stræbte at komme ham i Forkjøbet, og General Dewitz, den danske Generalgouvernør i Pommern, der nu havde overtaget den øverste Ledelse af Belejringen og givet den forøget Kraft, fik Paabud fra ham2) om i Forening med de andre Generaler, der kommanderede ved Wismar, at formaa Vicegouvernørenog Kommandanten her til at kapitulere inden 2 Gange 24 Timer. Dette Tilbud blev afvist (8. April); men tre Dag« efler gjenoptoges Forhandlingerne fra svensk Side, og imidlertid kom den hannoveranske Landdrost Werpup, Bernstorffs egen Svigersøn, til Dewitz med Bud om, at »Hans storbritanniske Majestæt ønskede paa enhver Maade at afværge, at Moskoviterne kom til at faa Del i Besættelsen af Wismar». Dewitz skrev strax til Kongen for at faa at vide, hvad han skulde gjøre, saafremt Russerne kom, inden Fæstningen havde overgivet sig. Men han fik ikke Tid til at oppebi en saadan Instrux, som han besynderlignok ikke havde faaet tidligere, uagtet han flere



1) Kapport fra General Dewitz 18. Marts.

2) Skrivnlso fra Kong-er* af 81. Marts.

Side 29

Gange havde anmodet derom1). Da Repnin, som rykkede frem »over Hals og Hoved», naaede Wismar med nogle af sine Batailloner, var Kapitulationen indledet, men heller ikke mere. Allerede inden han kom hertil, havde han fra Gustrow skrevet til Dewitz, at han haabede, denne ikke vilde indlade sig paa nogen Kapitulation uden hans Vidende2). Nu fordrede han, at en Del af hans Soldater, i Forhold til den Styrkes Størrelse, som han førte med sig, skulde lægges i Garnison sammen med de danske, hannoveranske og preussiskeTroppe r3).

Dewitz vidste, at hans Konge helst var fri for at se Russerne i Wismar, Kong Georg havde paa det stærkeste udtalt sig imod, at de kom til at danne en Del af Garnisonenhe r4), og personlig delte han som født mecklenburgsk Adelsmand sine Standsfællers Vrede imod Hertug Karl Leopold,hvem han mindst af alt undte, ved Russernes Hjælp at faa Wismar5). Det kom derfor strax til et alvorligt



1) Kapport af lå. April. Dewitz var dengang tilfældigvis i Liibeck, men skyndte sig tilbage til Wismar.

2) Brev fra Eepnin til Dewitz, dateret Gustrow 7. April.

3) Droysen anf. St. S. 156 fortæller, at Eepnin kom til Wismar „Anfang April" og tilbød den svenske Vicegouvernør Schultz de fordelagtigste Vilkaar, hvis lian vilde overgive ham Fæstningen. Dette er urigtigt. Schultz har i Følge et Brev fra ham til Dewitz af 9. Maj aldrig staaet i Underhandlinger med Eepnin. „Mir ist, skriver han, zu der Zeit von dem Filrsten JRepnin tvegen seiner Anlcunft und Einriiclcung ins Lager Iceine Notifikation geschehen, ich håbe auch bei der genauen Einsperrung davon Iceine Wissenschaft hoben hannen."

4) Kimeligvis som Fortsættelse af sine mundtlige Udsalelser faa Dage i Forveien havde Werpup tilskrevet ham, „dass er von seinem Hofe Ordre hatte Iceine anclere als von denen drei darangelegenen nordischen Puissancen zur Besatsung in Wismar einzulassen" (Eapport fra Dewitz af 20. April).

5) Det er betegnende for Dewitz's Stemninger, at han, uagtet Kostock i Følge Konventionen i Retzkow skulde rømmes af de Danske, saa snart Wismar havde overgivet sig, dog vilde have Frederik IV til at vedblive med at holde den besat indtil den almindelige Fredslutning (Eapiiort til Kongen af 7. Marts).

Side 30

Sammenstød mellem ham og Repnin. Forgjæves søgte denne at skræmme ham ved at erklære, at han ikke vilde erkjende Gyldigheden af den Kapitulation, om hvilken der blev forhandlet, men vilde optræde som Fjende imod den svenske Garnison. Dewitz iagttog — i det mindste efter sit eget Sigende — stor Høflighed imod ham og tilbad ham, at de skuide skiftes om at give Parolen, hver sin Uge; men han gav ellers ikke efter. Den 19. April underrettede han den russiske General om, at Kapitulationen var fuldstændig sluttet samme Morgen, han vilde gjerne have opfyldt hans ønsker, men han havde ikke nogen Ordre dertil og maatte derfor afvente en saadan.

Hvis Dewitz var bleven staaende ved denne Erklæring, vilde han have været uangribelig. Men han tilføjede, at han vilde finde det saa meget mere betænkeligt at gjøre, hvad Repnin ønskede, som den derværende «storbrittanniske Minister« med samme Dags Post atter havde modtaget en Skrivelse fra sit Hof om, at de nordiske Forbundsfæller vilde blive sigtede for at forbryde sig imod Rigsforfatningcn, såfremt cle uueu Kejserens og Eigets Samtykke optoge et stort Korps af en fremmed Nations Tropper i Riget. Deraf vilde Frankrig kunne tage Anledning til at lade Tropper rykke ind paa tysk Grund til Gavn for Sverige. Dewitz henstillede derfor til Repnin, om denne ikke vilde finde, at der under slige Forhold var Grund nok for ham til ogsaa uden Ordre at nægte hans Tropper Tilladelse til at deltage i Byens Besættelse.

Skjønt Dewitz paa en Maade skjød Kong Georg frem



5) Det er betegnende for Dewitz's Stemninger, at han, uagtet Kostock i Følge Konventionen i Retzkow skulde rømmes af de Danske, saa snart Wismar havde overgivet sig, dog vilde have Frederik IV til at vedblive med at holde den besat indtil den almindelige Fredslutning (Eapiiort til Kongen af 7. Marts).

Side 31

som Dække for sig, havde han i Virkeligheden udtalt sin egen Opfattelse saaledes, at han derved stillede sig i Brechen imod den Forbittrelse fra russisk Side, som han vel vidste, ikke vilde udeblive. Oven i Kjøbet gjorde han, hvad han kunde, for at faa Frederik IV til ikke at ændre det Forbud, han selv foreløbig havde udstedt imod, at Busserne fik Del i Garnisonen. Han fremhævede nemlig stærkt i en Skrivelse til Kongen, at der ikke blot fra hannoveranskSide var nedlagt Indsigelse imod Opfyldelsen af Repnins ønske, men at ogsaa Preusserne tydelig havde vist, at de ej heller gjerne saa, at det blev opfyldt. «Saafremt han», tilføjede han, «med næste Post fik Paabud fra Kongen om at lade Russerne rykke ind, vilde han dog ikke handle derefter, inden han fik Svar paa, hvad han nu tilskrev Kongen«1). Han havde den Tilfredsstillelse, at denne ikke blot godkjendte, men ogsaa roste den Holdning, han havde vist2).

Repnin blev opbragt over Dewitz's Svar, og da en Afdeling preussiske Soldater 20. April skulde rykke ind i Fæstningen, lod han 1000 Mand af sit Fodfolk prøve paa at rykke ind sammen med dem. Men den hannoveranske General Pentz erklærede dem, at han havde Ordre fra Dewitz til ikke at lade dem komme ind. De trak sig da rolig tilbage.Ogsaa paa en anden Kant af Fæstningen stod en russisk Afdeling rede til at marchere ind; men her hindrede Dewitz det personlig ved en i al Høflighed holdt Samtale



1) Eapport af 20. April.

2) Skrivelse fra Kongen til Dewitz 29. April. I tyende foregaaende Skrivelser af 19. og 23. April siger Kongen, at han kun vilde indrømme Optagelsen af russiske Tropper i Fæstningen, naar de optraadte som preussiske Hjælpetropper. Men det lader ikke til, at der har været forhandlet imellem Dewitz og Eepnin om en saadan. Udvej.

Side 32

med vedkommende Officerer1). Repnin saa, at han kun ved at bruge Magt vilde kunne tiltrodse sig Adgang til Fæstningen; men dertil var hans Styrke for ringe. Han maatte nøjes med at give sin Forbitrelse over Dewitz's Færd Luft i sin Rapport til Czar Peter, og denne var ikke sen med at sende Frederik IV en Strøm af bitre Klager.

Da Dewitz havde erklæret Repnin, at han ikke endnu havde faaet Ordrer hjemmefra, holdt Czaren i sin Klage til Kong Frederik sig cgsaa udelukkende til Lulu, hvem han stemplede som ledet af ond Vilje. «Han har», skrev han, «erklæret vor General og vore Tropper aabne Fjendtligheder og dermed Os selv Krig, saa at han fuldstændig har undergravet det smukke Venskabsbaand og den Alliance, som knyttede os sammen.« Hvis ikke Repnin havde vist sig saa maadeholden, vilde det efter Czarens Paastand være kommet til et aabent Brud, han maatte altsaa have <■ Satisfaktion«, saaledes som Billighed krævede det, og han ventede, at Frederik IV vilde lade et forholdsmæssigt Tal Russere drage ind i Wismar2).

Frederik IV kunde umulig lade Dewitz falde, da denne vitterlig kun havde gjort, hvad han vidste, stemmede med Kongens Synsmaade. Men da Czaren opfattede, hvad der var sket, som en alvorlig Krænkelse, kunde det let faa farlige Virkninger for den fælles Expedition imod Skaane. Hvor meget Frederik IV end holdt paa sin egen og sin Stats Værdighed, kan det vel derfor være et Spørgsmaal,



1) Saaledes fremstille Dewitz og General Lecgardte Sagen i deres Kapporter af 20. April. I Følge den almindelige Fromstilling var Kopnin kun bleven afholdt fra at trænge ind i Fæstningen derved, at de hannovcranske Tropper paa truende Maade havde gjort Front imod hans Folk.

2) Brev fra Czar Feter til Frederik IV af 29. April, jvfr. Depecher fra Westphal 22. og 25. April.

Side 33

om han ikke vilde have indrømmet Czarens Paastand paa at faa et forholdsmæssigt Tal af sine Soldater optaget i Fæstningen,saafremt han ikke havde vidst, at dette stred baade mod den engelske1) og den preussiske Konges ønsker. Det var kun faa Dage siden, at den preussiske Statsafsending i Kjøbenhavn, Kniphausen, indstændig havde opfordret den dansk-norske Eegering til ikke at lade russiske Tropper komme ind i Wismar2). Naturligvis paaberaabte Frederik IV sig denne den engelske og den preussiske Konges Opfattelse i Svaret -til Czaren, ligesom han gjorde gjældende, at Dewitz kun kunde have indrømmet Eepnin at rykke ind i Fæstningen,saafremt der havde fundet en foregaaende Aftale Sted imellem de tre Magter, hvis Tropper havde belejret den3). Busserne vare og bleve udelukkede fra Wismar.

Dette Sammenstød var det første Vidnesbyrd om den Fare for Forbundet imod Sverige, der laa i det mecklenburgskeSpørgsmaal. Først og fremmest med Hensyn til Forholdet mellem Georg I og Czar Peter. Medens Czaren tidligere ikke blot havde udtalt sig med Velvilje og Højagtelse om den engelske Konge, men endogsaa stærkt attraaet at se ham knyttet til det nordiske Forbund, kom han nu i Harnisk imod ham og hans hannoveranske Raadgivere, som han vidste, ivrig havde arbejdet for Russernes Udelukkelse fra Wismar. Paa dansk Side blev General Dewitz Gjenstandfor hans udprægede Had. Allerede inden Wismars



1) Udtalelser fra Bernstorffs Side til Sohlenthal gik i den samine Retning som Werpups til Dewitz (Depeche fra Sohlenthal af 24. April og fra Holtze, der ogsaa var i London, 5. Maj 1716).

2) Skrivelse af 21. April fra Wibe og Sehestedt til Kongen. Dengang vidste man endnu ikke i Kjøbenhavn, at Wismar havde overgivet sig.

3) Brev til Czar Peter af 11. Maj, hvormed kan sammenholdes Kongens Skrivelse til Westphalen af 30. April.

Side 34

Kapitulation havde han hørt, at Dewitz var ilde sindet imod Hertugen af Mecklenburg, og han havde ladet Repnin tilskrive ham, at det havde været ham «meget sensible* at hore om denne hans Stemning imod Hertugen, den maatte han lade fare1). Nu saa han, at Opfordringen intet havde frugtet, og han opfattede Dewitz's Færd som dikteret af dette hans Had, der ogsaa havde bragt ham til at mistro Russerne.

Men skjønt han overvejende kastede Ansvaret for den Krænkelse, han havde lidt, over paa denne General2), maatte der dog i hans -Øjne ogsaa falde en Skygge over den dansknorske Regering. Det var næppe et tilstrækkeligt Plaster paa Saaret, at Frederik IV skyndte sig med efter hans •Ønske at lade sine Soldater rømme Rostock, der nu atter kom i Hertugen af Mecklenburgs Besiddelse3). Kong Frederik gjorde i Virkeligheden ikke derved andet end, hvad han traktatmæssig havde lovet Hertugen at gjere, saa snart Wismar havde overgivet sig.

Men hvor nær Czar Peter end tog sig, hvad der var
hændet ved denne Bys Overgivelse, opgav han dog ikke
Planen om i Fællesskab med Frederik IV at gaa løs paa



1) Brev fra Kopnin til Dewitz af 14. April i „Acta vedrørende Krigen 1709 — 1720" (Gehejmearkivet).

2) Ligesom han i sin Klage til Kong Frederik blot holdt sig til Dowitz, saaledcs har han i sin Dagbog kun talt om denne som den skyldige (Bacmoistor anf. St. S. 23: „die Widerspenstig- Jceit seines Generals Deivits").

3) Hojers Fortælling (anf. St. I, <UO—311), at Czar Peter forgjæves tilbød Frederik IV og Georg I en stor Sum Penge, hvis de vilde overlade Hertugen af Mecklenburg Wismar, kan ikke være rigtig. Der er i det mindste ikke ide danske Aktstykker Spor til en saadan Forhandling. Hojers Beretning findes i flere nyere Fremstillinger f. E. hos Hermann: Geschichte des russischen Staats IV, 205 (llamhur.«- 1840).

Side 35

Sverige. Den Grund, han havde havt til at fatte denne Plan, nemlig Tanken om, at han kun ved et saadant afgjørende Stød kunde tvinge Karl til at overlade ham de Landskaber, han attraaede øst for Østersøen, vedblev at være lige stærk hos ham. Om han end var vranten over den Holdning, som den dansk-norske Regering havde vist baade i enkelte Henseender tidligere og især nu ved Wismars Kapitulation,behøvede han den dog som Forbundsfælle ved et saadant Foretagende. Men utvivlsomt varslede den Misstemning,han nærede imod den, uheldig for Planens Udførelse.Den skabte en Jordbund, der kun var altfor gunstig for enhver fremtidig Mistillidens Spire.

3. Konventionen i Altona.

En af de første Dage i Maj 1716 brød Czar Peter op fra Danzig for at rejse til Mødet med Kong Frederik og til Pyrmont. Men paa Vejen vilde han sikre sig Frederik Vilhelm af Preussen. Denne havde været med om ikke at unde hans Tropper Adgang til Wisrnar, og det var i Mecklenburg kommet til Rivninger imellem Russere og Preussere, der havde sat den preussiske Konge i en meget ophidset Stemning. Skjønt det for saavidt saa truende ud imellem dem, var Frederik Vilhelm l's Venskab i dette øjeblikCzar Peter altfor vigtigt til, at han ikke skulde søge at komme paa en god Fod med ham. Det lykkedes ogsaa ved en Sammenkomst imellem dem i Stettin (17. Maj). Den forsigtige Preusserkonge havde vistnok ikke Lyst til at tage Del i Toget imod Sverige, med mindre man vilde betale ham godt derfor1). Hvad han hidtil havde lovet at



1) Depeche fra Meyer af 1. Marts, til hvem Frederik Vilhelm 1 sagde „dune maniére tres gracieuse quil fallait anssi que du coté de V. M. on lui procurdt des avantages au delå de ceux qu'il avait par les traités et que Von prit des mesures pour cela". Mcyor var ikke i Tvivl om, at han derved mente dot af de Danske besatte Svensk Pommern.

Side 36

gjøre, var kun at hjælpe Frederik IV med at faa Leverance fra preussiske Stæder af Tovværk, han havde erklæret sig villig til at yde Transportskibe for Betaling*), og han havde givet Tilsagn om at opfordre Georg I til i Tide at støtte Danmark med en klækkelig Forstærkning af Tropper og Skibe2). Derimod havde han stedse tidligere afslaaet FrederikIV's ønske om at faa preussiske Hjælpetropper med paa Toget, idet han udtalte, at han ikke vilde gaa ud over, li vad han havde forpligtet sig til ved Traktaten af 1715, nemlig at virke til at fordrive Svenskerne fra Tyskland. Heller ikke nu i Stettin vilde han overlade Czar Peter en Del Rytteri til Angrebet paa Sverige; men han samtykkede dog i for Betaling at stille en Snes Transportskibe til hans Eaadighed. Vigtigst var det, at han gav sit Minde til, at Wismar, naar dets Fæstningsværker vare sløjfede, blev overgivettil Hertugen af Mecklenburg3). Forholdet imellem de tvende Fyrster blev saa venskabeligt, at Czaren kunde rejse til Mødet med Frederik IV, sikker paa, at Preussen ikke vilde træde i Vejen for Toget imod Sverige.

Imidlertid havde Frederik IV utaalmodig ventet i Slesvig



1) Depeche fra Meyer af 1. Marts, til hvem Frederik Vilhelm 1 sagde „dune maniére tres gracieuse quil fallait anssi que du coté de V. M. on lui procurdt des avantages au delå de ceux qu'il avait par les traités et que Von prit des mesures pour cela". Mcyor var ikke i Tvivl om, at han derved mente dot af de Danske besatte Svensk Pommern.

1) Depeche fra Moycr af 22. Marts.

2) Brov fra Fredorik Vilholm I til Froderik IV af 15. Febr.

3) Droysen anf. St. 15859. For ovrigt liar dor her som saa tidt i detto vigtigo Aar vseret vilde Rygter i Gang, der soncre have gjaeldt som trovserdige Efkerretningor. Man finder saalcdes hos Gordon: The history of Peter the groat II (1755) S. 75 og hos Fryxell: Beriittelscr ur svenska historian XXIX (1859) S. 31 den Eftcrretning, at Czaren og den proussiske Kongo enedes om, at Danmarks Planer imod Skaane skulde hindrcs. Kiegols: Udkast til Fiorde Friederichs Historic (1799) IT. 109 liar en li(rnende Moddelolse.

Side 37

og Holsten paa Czar Peters Komme. Tilbøjelig som han var til at fatte Mistanke, havde han ikke holdt af, at denne havde havt en Sammenkomst med den preussiske Konge alene. Derimod havde han ikke blot gjerne villet have Frederik Vilhelm med ved sit eget Møde med Czaren; men han havde helst set, at Preusserkongen var kommen til ham et Par Dage førend Czaren, for at de kunde træffe fornøden Aftale med hinanden om Forhandlingerne med denne1). Han stolede paa, at han skulde kunne udøve Indflydelse paa Frederik Vilhelm. Men denne kom slet ikke til Mødet, idet han undskyldte sig med en nødvendig Rejse til Kleve. Hans virkelige Grund var vistnok den, at han ikke vilde have mere at gjøre med Toget til Skaane end at yde nogle Transportskibe. Samtidig trak det ud med Mødet imellem Frederik IV og Czar Peter. Maaske lod denne vente paa sig, fordi han vilde have sine Tropper saa langt som muligt paa Vejen imod Vest inden Mødet; men ogsaa Kong Frederikvirkede til Udsættelsen; thi efter at der først fra begge Sider havde været Tale om at lade Wismar være Mødestedet, vilde han dog bag efter ikke vide noget deraf, dels paa Grund af de Uenigheder, der havde været om denne Bys Besættelse, dels fordi de russiske Tropper spillede Mester i Mecklenburg2). Han vilde ikke fjærne sig længere fra Grænsen end højst til Liineburg.

Det blev ogsaa tæt ved hans Eiges Grænse, at Mødet endelig fandt Sted den 28. Maj, nemlig paa et Lyststed Ham und Horn i Nærheden af Hamburg. Hamburgerne gjorde deres bedste for at vise de tvende Fyrster deres Ærbødighed paa den underdanigste Maade3).



1) Depecher til Meyer i Berlin af 18. og 11. Maj 1716.

2) Depeche til Westphalen af 11. Maj.

3) Herom har Theatrum Europæum XXI (1738) S. 474 en for Datidens Smag karakteristisk, uoversættelig Beretning. Det hedder: „In der Stadt Hamburg tvår jederman daruber hoclistens erfreut, dass I. K. M. v. Dannemark wie sdbiije sieh zu Iltre Csarischer Majesidt nach Ham und Horn begaben, durch bemeldte Stadt in hochster Person durch fuhren und solche mit dero allerhochsten Gegemvart begnådigten, wélche hohe Gnade die Stadt seither Anno 1603 und also in 113 Jahren nicht gehabt . ... Es hatte auch der Magistrat beyde Mayest. Maijest. durch einen Syndicum und zwei liathsherren complimentiren und allerhand Weine und VictitaUen in abondance præsentiren lassen."

Side 38

Da baade Frederik IV og Czar Peter havde flere af deres vigtigste Mænd hos sig, kom det til en afsluttende politisk Forhandling om Angrebet paa Sverige. Fra dansk Side deltoge Wibe, I. G. Holstein, Dewitz og Westphalen i Forhandlingerne, fra russisk Side Storkansleren Gollofkin, Vicekansleren Schafirof, Gehejmeraad Tolstoi og Ambassaderen ved det danske Hof, Fyrst Dolgorucky. Man samledes i det Hus i Hamburg, hvor Gollofkin bode.

Det ser underlig kluntet og hensynsløst ud, at Frederik IV valgte at lade tvende af sine Repræsentanter være den af Czar Peter siden Wismars Kapitulation afskyede Dewitz1) samt I. G. Holstein, der med Føje gjaldt for at være en Modstander af Tilslutningen til Rusland. Men politisk Takt udmærkede meget lidt Frederik IV, og især synes det at have gjældt som en Trossætning i Kjøbenhavn dengang, at man ved at vise sig føjelig og eftergivende overfor Czaren kun opnaaede, at denne blev dobbelt fordringsfuld og utaalelig. Selv om der vistnok var en Del sandt heri, kan det dog næppe være tvivlsomt, at det var uklogt ved en Lejlighed som denne at tage saa lidet Hensyn til hans vel kjendte Stemning.



3) Herom har Theatrum Europæum XXI (1738) S. 474 en for Datidens Smag karakteristisk, uoversættelig Beretning. Det hedder: „In der Stadt Hamburg tvår jederman daruber hoclistens erfreut, dass I. K. M. v. Dannemark wie sdbiije sieh zu Iltre Csarischer Majesidt nach Ham und Horn begaben, durch bemeldte Stadt in hochster Person durch fuhren und solche mit dero allerhochsten Gegemvart begnådigten, wélche hohe Gnade die Stadt seither Anno 1603 und also in 113 Jahren nicht gehabt . ... Es hatte auch der Magistrat beyde Mayest. Maijest. durch einen Syndicum und zwei liathsherren complimentiren und allerhand Weine und VictitaUen in abondance præsentiren lassen."

1) Denne havde selv ved sin Skrivelse af 20. April til Kongen bedt om Fritayclsft f'nv uf vsi'6 tilstede ved Mødet med Czarcn.

Side 39

Heldigvis var Wibe, til hvem Czar Peter maatte have Tillid, den ordførende iblandt de danske Statsmænd. Forhandlingerne drejede sig først og fremmest om, med hvor stor Styrke man skulde gjøre Toget. Wibe erklærede, at Kongen var rede til at sætte over til Skaane med 10000 Ryttere og 23 Batailloner, han opstillede det Regnestykke, at Sverige kunde rejse en væbnet Styrke paa 40000 Mand; men da 14200 Mand maatte trækkes herfra som nødvendige til Garnisoner og til at besætte Flaaden, mente han, at 30 russiske Batailloner i Forbindelse med den danske Hær vilde være tilstrækkelige til at sikre et sejrrigt Udfald af Felttoget, saa meget mere som Czaren havde lovet, samtidig med, at der skete Angreb paa Skaane, at ville gjøre Landgang paa Sveriges østkyst med 20000 Mand. Atter her har man Indtrykket af, at Frederik IV nødig saa, at den russiske Hjælpehær blev større end højst nødvendigt. Den Ængstelse, han vitterlig havde for, at Czar Peter kunde falde paa at bruge sin Overlegenhed paa en trykkende Maade, maatte nødvendigvis være bleven stærkere ved det seneste Sammenstød. Enhver vidste desuden, hvorledes Frygten rundt omkring i Tyskland for Czarens formodede Erobringsplaner var voxet, da hans 15 Batailloner vare rykkede ind i Mecklenburg, hvor man fortalte alskens Træk om deres Udskejelser og Overgreb. Kom nu 15 Batailloner til ind paa tysk Grund, vilde Mistanken imod ham og dermed Uviljen imod det nordiske Forbund utvivlsomt stige, selv om det nok saa meget hed sig, at Tropperne snart vilde blive satte over til Sverige1).

Men ligesom Czaren stedse tidligere den ene Gang



1) Dette fremhæves stærkt i et Brev fra Frederik IV til Kongen af Preussen af 18. Maj. Han ønsker her blot at faa de 15 Batailloner, som allerede stode i Mecklenbnrg, og saa den russiske Garde.

Side 40

efter den anden havde sagt, at ban vilde bruge omtrent 40 Batailloner til Toget, saaledes stode hans Statsmænd nu under Forhandlingerne i Hamburg fast herved. Derimodvare de, efterat de først havde foreslaaet, at der fra russisk Side skulde ydes 6000 Ryttere til Toget, villige til med Hensyn til denne Vaabenarts Styrke at rette sig efter de Danskes ønsker1). Czar Peters Fordring var vistnok fuldstændig berettiget fra et militært Standpunkt. Det var naturligt, at han, der i det Hele var forsigtig som Feltherre, vilde være sikker paa et heldigt Udfald. De Danskes Nederlag ved Helsingborg 1710 var i frisk Minde, og enhver kunde sige sig selv, at Karl XII vilde forsvare sig med Fortvivlelsens Tapperhed, naar man gik ham paa Livet i selve Skaane. Czarens Fordring svarede godt til Kong Frederiks egne Ord i et Brev til ham nogle Maaneder i Forvejen (7. Marts), hvori han skrev, at (»Nødvendighedenuforbigængeligen udkræver, at saafremt den intenderede Descente paa Skaane og Invasion udi Sverige med Succes skal exequeres, dertil en stor Magt maa bruges og samme Dessein med Vigueur pousseres«. Men intet er rimeligere, end at Czar Peter, ved at gjøre sit Tilskud til Felttoget saa stort, tillige har tænkt sig at ville blive sikker paa at holde den endelige politiske Afgjørelse i sin Haand.

Forhandlingerne førte hurtig til en Afslutning ved en Traktat, der er dateret Altona, 3. Juni. Man enedes herved om, at der i dette Aar skulde foretages en Landgang i Skaane; samtidig vilde Czaren angribe Sverige fra Øst med 20000 Mand, saa snart den svenske Flaade var indesluttet



1) Protokol over denne Forhandling lindes afskreven i GclicjraeregistraturprntrikoJlcn for Aarct 1716 i Geliejmuarkivet.

Side 41

i Karlskrona og der ingen Fare truede fra den svenske Eskadre ved Stockholm. Til Landgangen i Skaane vilde han bruge 40 Batailloner og 2000 Ryttere, desuden lovede Kongen af Danmark endnu at overføre et tredje Tusend russiske Ryttere, hvis han fik de nødvendige Skibe dertil; men han kunde ikke «formettement» forpligte sig dertil. Af denne russiske Hær skulde den danske Konge forpleje de 15 Batailloner og 1000 Ryttere paa egen Bekostning, saa snart de kom til Danmark, og han vilde lade overføre 30 Batailloner og 1000 Ryttere fra Rostock til Sjælland. De andre Batailloner, som bestode af Gardetropper, vilde Czaren" selv føre til Danmark paa sine Gallejer, og 1000 Ryttere skulde sammen med det danske Rytteri marchere over Halvøen og Fyen til Sjælland. Kongen af Danmark forpligtedesigtil at stille 10000 Ryttere og 20 Batailloner samt til at lade 18 Linieskibe stikke i Søen. Man fastsatte,atSkaane og de andre fra Kronen Danmark »injurict temporum* frarevne Provinser skulde tilfalde den danske Konge; men Czaren holdt ikke nogen særlig Garanti for disse Provinser for at være nødvendig, da den maatte siges at ligge i den gjensidige Sikkerhed, han og Kong Frederik havde givet hinanden ved Traktaten 1709, "hvilken man fra begge Sider hellig vilde overholde, ogsaa i dette Stykke«. En Række Bestemmelser var tilføjet med Hensyn til Kommandoen,Garnisoneri de skaanske Stæder, ligesom ogsaa om, hvorledes der skulde vindes Sikkerhed imod mulige Skridt fra Frankrigs Side til Gavn for Sverige. Da man haabede at kunne faa en engelsk Flaade med til virksom Deltagelse i Kampen, blev det vedtaget at virke for, at denne Flaade kom til at tage Del med i at spærre KarlskronasHavn.Hos Preussen vilde man søge at faa Hjælp af Transportskibe. Czaren lovede at skrive til Kong FrederikVilhelmi

Side 42

rikVilhelmi<'de pressanteste Termini« for at skaffe Kongen
af Danmark slige Skibe «for en civil og billig Pris*'1).

Samme Dag, denne Traktat blev undertegnet, gav Frederik IV paa lignende Maade, som Kong Frederik Vilhelm havde gjort ved Mødet i Stettin, Czar Peter et skriftligt Tilsagn om at gjere sit yderste, for at Wismar, naar dets Fæstningsværker vare sløjfede, kunde blive overdraget til Hertugen af Mecklenburg. Til Vederlag skulde Hertugen love at vise Dronningen af Danmark og hendes Sødskende ••prompte Ketfærdighed« med Hensyn til den dem efter deres Fader Hertugen af Mecklenburg-Gustrow efterladte Arv. Frederik lovede vistnok ikke her andet end, hvad han havde forpligtet sig til ved sin Konvention med Hertugen det foregaaende Aar; men det var dog en tydelig Indrømmelse til Czaren og kan kun opfattes som en Slags Tillæg til Altonaerkonventionen.

Hvor liden gjensidig Velvilje der end havde været imellem Czaren og Frederik IV, kan man ikke tvivle om, at de sluttede Altonaerkonventionen med en alvorlig Tanke om at gjennemføre Planen mod Sverige. Allerede meget snart efter Begivenhederne 1716 blev det imidlertid fortalt, at en anset russisk Diplomat Kurakin havde udkastet en Plan til en hemmelig Overenskomst imellem Rusland og Sverige, hvorefter Karl XII skulde gjøre Czar Peter store Indrømmelser, men til Vederlag med Bussernes Hjælp vinde vigtige Fordele paa Hannovers og Danmark-Norges Bekostning.Denne Plan skal Kurakin have givet Czaren Smag



1) Denne Traktat, der hidtil har været ukjondt i det enkelte, findes i Afskrift baade i det Langebekske Diplomatarium i (iehejmearkivet og i Udenrigsministeriets Arkiv. Den er tilføjet som Tillæg- Nr. 3, aftrykt efter den sidst nævnte Afskrift, der er langt bedre end den anden.

Side 43

for, dengang han i Stettin havde sit Made med Kongen af Preussen1). Men ligesaa sikkert som det er, at Kurakin kom til Czaren i Stettin, ligesaa upaalideligt er alt, hvad der er blevet fortalt om hans Samtaler ved denne Lejlighed med Czaren. Den Forhandling, han paa den Tid førte med Eegeringen i London, er fuldkommen tilstrækkelig til at forklare hans Kejse til Stettin. Under alle Omstændigheder viser Czar Peters Holdning i en stor Del af Sommeren afgjørende, at han i denne Tid tænkte paa alt andet end en Særfred med Sverige2).

4. Rustninger i Danmark. Forhold til England-Hannover og Preussen.

Efter at alt var bragt i Orden ved Forhandlingerne i Hamburg og Altona, rejste Czaren til Pyrmont for at bruge Badet der, og imidlertid gjaldt det om at træffe alle de Forberedelser til Toget, som det var muligt at komme til Ende med. Den særlige Opgave, der var stillet den dansknorske Regering, var at skaffe Transportmidler tilveje og at gjøre det umuligt for Sverige at hindre Troppernes Overførelse fra Tyskland til Sjælland.

Ingen kan være i Tvivl om, at dette Aar 1716 har krævet overordentlige Ofre og Anstrængelser fra Danmark- Norges Side. I Januar havde Regeringen i største Hast maattet opbyde alt for at forsvare Kjøbenhavn imod Karl



1) Hojer anf. St. I, 321—22 og 312. Den samme Opfattelse findes i forskjellige njrere Fremstillinger.

2) Kong Frederiks Synsmaade er udtalt klart i et Brev fra ham til Czaren af 19. Maj, hvor han taler om Nødvendigheden af at gjøre et kraftigt Angreb paa Skaane: „denn ich sehe Icein Mittel als dieses den opiniatren Feind zu Friedensgedancken zu bringen und diesem langwåhrigen Kriege ein, 6b Gott loill, erwiinschtes und glorreiches Ende zu machen".

Side 44

Xll's paatænkte Angreb over Isen. Saa kom den farlige Krig i Norge i Foraarsmaanederne, og selv om det havde vakt Jubel at se Kong Karl blive nødt til at gaa tilbage fra Kristiania, maatte Regeringen dog opfatte Stillingen som kritisk, da den saa ham sætte stor Kraft ind paa at erobre Frederikshald. Netop i de Dage, i hvilke Mødet ved Hamburg fandt Sted, skreve de af Konseillets Medlemmer, som vare i Kjøbenhavn, Sehestedt og Krabbe, til Wibe, at det saa farligt ud deroppe, og at der maatte drives paa Krigen i Norge med al Vigueur (30. Maj). Gjentagne Gange blev der sendt Forstærkninger derop, dels af Tropper, dels af Skibe. Man havde samtidig ikke blot maattet holde Besætninger i det nys erobrede Pommern; men indtil SlutningenafApril stod der 10000 Mand ved Wismar. Alt dette havde saaledes lagt Beslag paa de svage Pengekræfter, at det havde været umuligt i Tide at faa en Styrke til Søs udrustet, der var i Stand til at holde Svenskerne Stangen. Da en Eskadre paa 1416 svenske Orlogsskibe den 7. Maj lagde sig ved Falsterbo, blev Forbindelsen med Pommern afbrudt. En stor Del Transportfartøjer, omtrent 100 i Tallet, vare heldigvis komne tilbage fra Pommern dels til Kjøbenhavn,delstil Smaaøerne1); men der var stærk Trang til de Stykpramme og Gallejer, som under Sehestedts Førelse havde spillet en saa smuk Rolle ved Rugen det foregaaende Aar. Det var desuden lidet lysteligt at se Svenskerne spille Mester langs Sjællands Kyster, sende armerede Chalupper tæt ind til Kjøge, gjøre Farvandene usikre ved deres Krydsere og



1) For at spare de store Udgifter til Fragten af dem bleve de sendte til deres Hjemsteder, om end saalcdes, at der blev optaget en Liste over dem (Protokol over Gchejmekonseillets Møder 1716. 28. April).

Side 45

endog opbringe en stor Mængde danske Handelsskibe1). Regeringen var nødt til at træffe Forsvarsforholdsregler baade ved Kjøbenhavn og ved Kjøge, saavel som paa forskjelligeStederaf den sjællandske Kyst. Hvis den svenske Flaade sejlede til Norge, var det klart, at Gabels Eskadre deroppe2) kunde komme ien alvorlig Fare, og alt blev derfor anspændt for at kunne forstærke den saaledes, at den kunde byde Svenskerne Spidsen.

Men, hvad enten Grunden har ligget i Brist paa Levnetsmidler eller i, at det skortede paa Energi hos de højstkommanderende Søofficerer, saa udrettede den svenske Flaade langt fra, hvad den havde kunnet. Den gik tilbage til Karlskrona. Nu kunde i Juni Stykprammene og Gallejerne komme over fra Pommern, og de bleve strax sendte op til Norges Sydkyst, hvor Tordenskjold med dem udførte sit Livs skjønneste Stordaad, da han (8. Juli) vandt Sejren i Dynekilen. Fire Dage i Forvejen havde den voldsomme Kamp staaet ved Frederikshald, der fremfor alle andre har gjort denne Byes Navn dyrebart for alle Nordmænd og Danske. Karl XII maatte opgive Kampen i Norge.

Den Frygt for Norges Skjæbne, som Kong Frederik saa stærkt havde følt i Martsmaaned, var ble ven forvandlet til Glæde, og Vaabenskiftet havde i dette Halvaar ligesom i 1715 ført til Sejr for den dansk-norske Stat; men paa Grund af de Anstrængelser, som havde maatte gjøres, var det blevet umuligt at træffe Forberedelser til Angrebet paa Skaane. Czar Peters Klager i Foraarsmaanederne over, at der intet skete i saa Henseende fra dansk Side3), vare derfor überettigede.Han



1) Skrivelser fra Konseillet af 8., 9. og 12. Maj 1716.

2) Jvfr. S. 16.

3) Bergmann: Peter der Grosse IV, 76; Depeche fra Westphalen af 81. Marts 1716.

Side 46

rettigede.Hanvilde ikke kunne kaste Skylden paa andre end paa sin rastløse Fjende Karl XII, der, selv om hans Angreb paa Norge faldt uheldig ud, ved dette virkede til at svække den dansk-norske Stats fattige Hjælpekilder og dermed vanskeliggjorde det for den at fremskynde Forberedelsenaf den for ham saa farlige Plan imod Skaane. Set paa denne Maade har Karl XII ved sin uheldige Krig i Norge gavnet Sverige.

Det ligger imidlertid i Sagen selv, at den dansk-norske Regering ikke lod lang Tid gaa hen efter Afslutningen af Traktaten i Altona, inden den tog fat paa Forberedelserne til Toget. Der blev (13. Juni) givet Paabud om, at 3 Rytterregimenter, der stode i Pommern, skulde bryde op og marchere hjem, en Bække Bestemmelser bleve trufne om Leverancer og Magasiner, Admiralitetet skulde undersøge, om de Orlogsskibe og Fregatter, der laa paa Reden, vare stærke nok til at dække en Transport fra Rostock eller andre Byer (26. Juni), og det blev forbudt at sende mere Mandskab til Norge, da alt, hvad man kunde samle, skulde bruges til Toget imod Skaane (26. Juni). Samtidig havde General Scholten faaet Ordre til at sørge for, at Feltartilleriet var i Stand (13. Juni), og til at afgive Betænkning om, hvorledes Hæren skulde lægges i Lejr, naar den blev samlet paa Sjælland (19. Juni). Efter at dernæst Generalkommissariatet (30. Juni) havde faaet Paabud om «uden at spilde en eneste Minut« at udkaste en Marcheroute for de forskjellige Afdelinger, der skulde samles ved Kjøbenhavn, blev der (3. Juli) sendt Ordrer til en Række Regimenter paa Halvøen og paa Fyen om at marchere til Kjøbenhavn.

Samme Dag disse sidste Ordrer bleve udstedte, og
Dagen efter at Tordenskjold med sin Flotille var sejlet fra
Kjøbenhavn til Norge, tog Regeringen fat paa Transportvæsenet.Dablev

Side 47

væsenet.Dablevder sendt Befaling til alle Amts- og Kjøbstadsøvrigheder, saavel paa øerne som paa østkysten af Halvøen, om under haarde Straffe at give GeneralkommissariatetOplysningerom de Skibe og Fartøjer, der fandtes indenfor deres Omraade. Ikke et eneste af disse maatte sejle bort, men alle skulde bruges for Betaling i Kongens Tjeneste og, saasnart Søen blev fri, sendes til Kjøbenhavn med Hø og andre Nødvendighedssager. Generalkommissariatettilligemed Admiralerne Sehestedt og Judichær fik Paabud om at gjøre Overslag over, hvor mange af Hans Majestæts Skibe der vare nødvendige til at overføre russiske Tropper, og de skulde «ufejlbart" den 18. Juli møde i Eostock; alle fremmede ballastede Skibe, der laa paa Reden eller kom hertil for at gaa til Østersøen,skuldelægges under Beslag for at bruges til Transport,alenemed Undtagelse af dem, der gik under engelsk eller hollandsk Konvoy. Samme Dag sendtes der Admiral Gabel ved Norges Sydkyst Befaling til at sørge for, at alle Skibe, som ikke vare nødvendige deroppe, senest inden Maanedens Ende bleve sendte til Kjøbenhavn, medtagende«Brændevedog andet Træværk", dog saaledes at Skibene ikke sinkedes derved. Admiral Judichær blev Dagen efter (4. Juli) udnævnt til at lede «den forehavende Descente paa Skaane« og fik Ordre til at sørge for, at de nødvendige Fartøjer i rette Tid kunde være forhaanden. Endelig udnævntesKongensGeneraladjudant Oberst Povl Løvenørn og Oberstlieutenant Bestenbostel (6. og 11. Juli) til at staa i Spidsen for Transporten af de russiske Tropper fra den mecklenburgske Kyst. Man kunde fristes til at tro, at Regeringentrodsal den Iver, Czar Peter hidtil havde vist, har været bange for, at han skulde blive liggende i Nordtyskland,optagenaf de mecklenburgske Sager. I det mindste

Side 48

gav Frederik IV (6. Juli) baade Løvenørn og Westphalen Paalæg om at trænge stærkt ind paa Czaren og hans Generaler,forat Overførelsen af de russiske Tropper kunde ske snart1).

Men det skulde trække længere ud med denne, end Kegeringen dengang anede. Man ser jævnlig, at der ved de kongelige Ordrer i denne Tid om Transporten er tilføjet de Ord «saasnart Søen bliver fri», eller lignende Udtryk. Skulde Transportbaadene sejie over Østersøen, maatte den svenske Flaade ikke kunne forulempe dem; men Sikkerhed herfor mente Kegeringen kun at kunne faa ved en afgjort Overmagt til Søs. Den vilde ikke udsætte sig for noget Uheld, og den vidste, at den kun med Opbydelse af Pengeofre,som det maatte være den vigtigt at undgaa, vilde være i Stand til at holde Svenskerne Stangen i Østersøen, samtidig med at den havde en Del af sin Flaade liggende oppe ved den norske Kyst. Den havde derfor baade i Vinteren 171516 og hele Foraaret 1716 ladet sin Statsafsendingi London, Baron Sohlenthal, sammen med en anden Diplomat, Justitsraad Holtze, der blev sendt derhen, af al Magt virke for, at der kunde komme en engelsk Flaade til Østersøen, men saaledes, at denne skulde optræde ganske anderledes kraftig, end den havde gjort det foregaaende Aar. Det Stivsind, Karl XII havde vist overfor den engelske Eegeringsønsker om Forandringer i det svenske Kaperreglement,gav Frederik IV Haab om, at den ikke blot vilde finde sig i, at der skete Landgang i Skaane, men endog støtte denne med en Flaade. I sin Iver for at gjøre et godt Indtryk paa Kong Georg og det i England herskende



1) Alle de her anførte Ordrer findes i Gehejmcarkivet ide fra Krigsministeriet afleverede Papirer.

Side 49

Whigparti havde han ikke blot strængt forbudt at sende de stuartske Oprørere Ammunition, men ogsaa tilsendt Georg I et Brev übrudt, som han havde modtaget fra den stuartske Prætendent, og ladet nogle skotske Oprørere arrestere,da de vare flygtede til Norge1).

Det var imidlertid vanskeligt at faa nogen ret Gavn af Forbundet med Kong Georg. Han havde hidtil vist sig som en alt andet end handlekraftig Forbundsfælle, og det var desuden usikkert, om de engelske Statsmænd vilde gaa saa vidt imod Karl XII, som den dansk-norske Regering ønskede. Det kunde let ske, at Frygten for at se et russisk Herredømme udvikle sig ved Østersøen og den gamle Opfattelse, at ikke samme Magt burde beherske begge Øresundets Kyster, kunde overvinde deres Vrede imod Karl XII og afholde dem fra at yde et Landgangstog imod Skaane den nødvendige Støtte. I saa Fald var den Nytte bortfalden, som Forbundet med Kong Georg kunde bringe. Thi skjønt det var som hannoveransk Kurfyrste, han havde sluttet Forbundet med Danmark-Norge, satte Frederik JV og hans Ministre væsenlig Pris paa det, fordi de haabede, at Georg og hans politiske Mentor Bernstorff skulde kunne formaa de engelske Ministre til at overvinde deres Betænkeligheder ved et Brud med Sverige.

Medens Bernstorff i de første Maaneder af 1716 stærkt drev Danmark-Norge fremad og ivrig tilraadede Landgangsplanenimod Skaane, skiftede temmelig modsatte Meninger hos de engelske Ministre. I Marts meldte den svenske Statsafsending i London, Grev Oyllenborg hjem, at England var rede til at forbinde sig med Sverige om at



1) Brev fra Frederik IV til Georg I af 23. Nov. 1715, Depecher til Solilenthal af 14 Januar og 21. Maj 1716.

Side 50

fordrive Rusland fra-Østersøen, hvis Karl XII vilde glemme, hvad der var sket, og søge Vederlag i Rusland for sine Tab i det tyske Rige1). Men kort efter gave de to vigtigste engelske Ministre Lord Townshend og Lord Sunderland Sohlenthal Tilsagn om, at der skulde blive sendt Kongen af Danmark en Flaade til Hjælp; de vilde, sagde de, se at finde et Paaskud, hvormed de kunde forsvare et saadant Skridt for Parlamentet2).

En Hovedbetingeise for, at Frederik IV. skuide kunne naa sit ønske, var, at ikke Ruslands og England-Hannovers Interesser tørnede sammen. Czar Peter havde i Marts sendt sin højt betroede Diplomat, Fyrst Kurakin til London for ?X underhandle om en Alliance med England; men det viste sig umuligt at komme til Enighed, hvad enten Aarsagen var, at den engelske Regering krævede en Handelstraktat, som Kurakin sagde, at han fattedes Fuldmagt til at slutte, eller Czar Peter har villet drive England til mere bestemt fjendtlige Skridt imod Sverige, end det vilde indlade sig paa3). Efter at allerede dette havde fremkaldt en Udsættelse af Flaadens Afsendelse og endmere svækket de engelske Ministres næppe synderlig store Iver for denne Sag4), kom



1) F. F. Carlsoii: Om Fredsundcrhandlingarne 17091718 (Stockholm 1857) S. &i, Note 1.

2) Sohlenthals Depecher fra de første Maancder af 1716 indeholde adskillige Meddelelser om Udtalelser af Bernstorff og af de engelsko Statsmænd. Den i Toxten citerede Ytring staar i Sohlenthals Depeche af 17. April. — I Depechen af 7. April siger han, at Bernstorff var saa ivrig for at faa Flaaden sendt til Østersøen, som om han var Kong Frederiks egen Minister.

3) Det første omtales i Sohlenthals Depecher som Aarsagen, det sidste i den af Lord Stanhopo i Februar 1720 affattede Svarnote til Kusland, som er aftrykt i (Kabener): Leben Peters des orsten (1725) S. 581.

4) Depecher fra Sohlenthal og Holtze i London 14., 17., 21., 24.. 28. April, 5. og 8. Maj.

Side 51

den mecklenburgske Tvist til og voldte alvorlige Vanskelighede r1). Nu var det ikke blot Handels- og Sømagtsspørgsmaal,det gjaldt om, nu kom ogsaa hannoveranskmecklenburgskeLidenskaber i Bevægelse. Bernstorff og Czar Peter bleve paa et saare vigtigt Punkt hinandens skarpe Modstandere,

Virkningen heraf var strax, at Georg I besluttede at prøve paa at afværge det Stød, der truede Karl XII, forudsat at denne vilde tage Hensyn til, hvad hans dynastiske Interesse og Englands Handel krævede. Kong Georg haabede, at Karl XII vilde vise Eftergivenhed, da det russisk-danske Angreb paa Skaane let kunde blive skjæbnesvangert for ham. Rimeligvis har den svenske Statsafsending i London givet Haab om, at han vilde være føjelig.

Da Admiral Norris omtrent den 1. Juni sejlede ad Sundet til med 22 Orlogsskibe og Fregatter samt ikke færre end 300 Handelsskibe under Konvoy, fik han en Note med sig, som han efter sit Komme til Sundet tilsendte den engelske Resident i Stockholm, og som denne overrakte den svenske Kansler den 15. Juni. Der stilledes i den vistnok alvorlige Fordringer til Kong Karl. Han skulde give EnglanddenOprejsning for Opbringeisen af engelske Handelsskibe,somdet ikke havde været muligt det foregaaende Aar at fravriste ham, han skulde tage sine Kaperforordninger tilbage og give Tilsagn om hverken umiddelbart eller middelbartatyde det stuartske Parti Hjælp. Endelig skulde han opgive alle Planer om at erobre Norge eller nogen af de jøer, som hørte under den danske Krone. Vægrede han sig herved, maatte Kong Georg opfatte det som en Pligt imod Storbrittanniens vigtigste Interesser at bruge alle de



1) Depeche foa Sohlenthal af 19. Maj.

Side 52

Hjælpemidler, Gud havde lagt i hans Haand, til at kuldkastesligePlaner. Men hvis Kong Karl gik ind paa den engelske Konges ønsker, var denne rede til ikke blot selv at fastholde den gode Forstaaelse, der længe havde hersket imellem England og Sverige; men han vilde ogsaa gjøre sit bedste for at udjævne Striden imellem Sverige og de andre nordiske Magter1). I Følge hvad Bernstorff udtalte til



1) Denne T\ote er .'lfh-vH. i fWo nf"nnt.ulc?v? Flyveskrifter f. Ex. i The intorcst of Great Britain, London 171G, samt i Lettres hist or iques fra samme Aar (La Haye et Amsterdamo). Droysen anf. St. 160 har vendt op og ned paa don engelske Politik med Hensyn til Norge, idet lian lader Kong Georg kræve dette Land afstaaot til Svorigc, hvis det vilde overlade ham Bromen og Verden og erkjende Danmarks Eet til det gottorpske Slesvig. Ja Droyscn lader endog dette Forslag blive forelagt det danske Hof og der finde Talsmænd i Bernstorffs Landsmænd. Han citerer ingen Kilde for denne forunderlige Meddelelse, hvorefter Bernstorff skulde have rettet et Porslag til Frederik IV, om hvilket han maatte vide, at det vilde skabe et ulægeligt Brud imellem den dansk-norske Regering1 og England-Hannover, et Forslag endelig, der ved, hvad det indoholdt om ISTorge, stod i den grelleste Modsætning til don engelske "Xoto til Karl XII. Endelig vilde et saadant Forslag stride bestemt imod, hvad Bernstorff fortalte Sohlenthal om Præliminairernes Indhold. Der er i det Hele ikke i de danske diplomatiske Aktstykker Spor til, at et sligt Forslag er gjort den dansk-norske Regering. — Sammesteds fortæller Droyscn, ogsaa uden at anføre nogen Kilde, at Georg I i de Dage, Czaren forhandlede med Frederik IV i Hamburg, søgte at afværgeßustningerne imod Sverige ved at tilbyde ham, at han maatte beholde alt, hvad han havde frataget Sverige, blot med Undtagelse af et Stykke af Liflaml, som Hertugen af Gottorp skulde have som Vederlag for sin Del :if Slesvig. Men dette TilbiKhavde Czaren afvist! —Altsaa samtidig med, at England-Hannover af Frygt for Ruslands stigende Magt ved Østersøen vilde søge at mægle en Fred for Sverige, skal det have arbejdet paa, at Sverige kom til at ofre alt, hvad det havde Øst for Østersøen, deriblandt selve Finland, som Czar Peter stedse havde tænkt at give tilbage til Sverige! Det ser baade besynderligt og nederdrægtigt ud, og det i den Grad, at man har Rot til at drage Rigtigheden af denne Meddelelse i Tvivl sna længe, til man ser en paalidolig Kilde anført som Støtte for den.

Side 53

Sohlenthal, vilde Georg I opstille som Fredspræliminairer,
at han saavel som den danske Konge skulde beholde, hvad
de havde besat*).

I god Samklang hermed vilde England-Hannover have Frederik IV til foreløbig at udsætte Landgangsplanen. Man maatte, sagde Bernstorff til Sohlenthal, paa Grund af Czarens Holdning først høre Kongen af Sveriges Udtalelser om Fred; thi der var kommet sikre Efterretninger om, at denne var fredelig stemt. Da Frederik IV ved et Brev (18. Maj) indstændig havde opfordret Georg I til at sende en Flaade til -Østersøen, svarede den engelske Konge vistnok (5. Juni) saaledes, at det kunde opfattes som imødekommende;men Udtrykkene vare holdte svævende, og det yar klarere Tale, naar han personlig udtalte til Sohlenthal, at han under de daværende Forhold ikke kunde raade den danske Konge til at lade moskovitiske Tropper komme ind i sit Land2). Ogsaa var det betegnende, at netop nu foreslogKong Georg Frederik IV at lægge en «Sauvegarde» i Amtet Neuénkloster ved Wismar og at opgive Tanken om at sløjfe Fæstningsværkerne ved denne By. Ingen kunde være i Tvivl om, at disse Forslag vare rettede imod Busserne, og at han særlig vilde have Wismar bevaret som Fæstning for at hindre, at den kom i Hertugen af MecklenburgsHænder. Selvfølgelig afvistes begge Forslag af den dansk-norske Regering, der dengang ved Altonakonventionenhavde sluttet sig nøje til Czar Peter3). Forbitrelsen over Russernes Optræden i Mecklenburg bragte endog Kong Georg til at ophidse Kejser Karl VI imod Czarens formentligePlaner her, og han lod udtale i Wien (16. Juni): «Vi



1) Depeche fra Sohlenthal af 26. Maj.

2) Depeche fra Sohlenthal af 29. Maj.

3) Depeche til Sohlenthal af 16. Juni.

Side 54

ville gjere os al mulig Umage for, at den russiske Landgangi
Sverige ikke skal finde Sted«*).

Man kan sige sig selv, at under saadanne Forhold maatte Admiral Norris's lnstrux gaa ud paa, at han ikke blot skulde afholde sig fra at støtte Landgangsplanen, men ogsaa fraraade. den. «Norris», skrev Chr. Sehestedt 30. Juni til Sohlenthal, «har givet mig at forstaa, at hans Hof i høj Grad ønsker, at vor ophøjede Hersker vil ændre sin Plan om en Landgang i Skaane, da der er Sandsynlighed for, at man fra svensk Side snart vil gjore antagelige Fredsforslag; han siger, at han har faaet Meddelelser herom ved Residenten Jackson i Stockholm.« Den Vending i den engelsk - hannoveranske Politik, som dette stærkt gav Indtryk af, kunde nok vække Betænkeligheder; thi selv orn det ikke blev til Alvor med Fredsforhandlingen med Karl XII, var der foreløbig ikke Udsigt til Hjælp fra engelsk Side ved Landgangsforetagendet, langt snarere til, at Norris vilde søge at hindre det. Netop nu var det, at der skulde træffes Forberedelser til Transporten. Den dansk-norske Regering var imidlertid saa langt fra at give tabt, at den tvært imod for den russiske Ambassadør i Kjøbenhavn fremstillede Nødvendigheden af en fast Optræden fra Ruslands og Danmarks Side. Kun indskærpede den, at Czaren ved en formelig Traktat burde berolige England med Hensyn til sine Planer2).

Men den engelsk-hannoveranske Politik slog hurtig om.
Hvad der end har været Grund dertil3), standsede ikke



1) Droysen anf. St. 177.

2) Depeche til Westphalen af 30. Juni, hvorved er vedlagt Afskrift af Protokol over et Møde i Anledning af denne Sag imellem Konsoillot og Dolgorucky.

3) Her er et Punkt, der trænger til at oplyses fra engelsk Bide. — Sohlenthal fortæller i sin Depeche af 26. Juni, at Fyrst Kurakin havde sagt ham, at han nu havde faaet Fuldmagt til at slutte en Handelstraktat med England og et Forsvarsforbund til Sikkerhed for den protostantisko Tronfelge her. Skjont Sohlenthal tilfojer, at Czaren til Vedeiiag vilde have Hjaelp af engelske Skibe paa Vilkaar, som han ikko troede, at England vilde indromme, er det muligt, at de engelske Statsmsend have opfattet Kurakins Tilbud som beroligende med Hensyn til Czar Peters Politik. I Flyveskriftet: The interest of Great Britain S. 161 hedder det, at Norris fik Ordre til at forene sig med den danske og den russiske Flaade, fordi Karl XII svarede truende paa Jacksons Note; men den engelske Eegering kan umulig have faaet Svar fra Karl XII, inden den skiftede Holdning. Desuden vise Bernstorffs Udtalelser til Sehlenthal, at man, da dette skete, endnu ikke vidste, hvordan det svenske Svar vilde blive, og det Svar, som Kong Karl gav, er da ogsaa ferst dateret Lund 17. November 1716. (Nordberg anf. St. 582.) I Danmark bar man troet at vide, at den engelske Flaade ferst blov bragt til at virke noget „solidt", da Karl XII sendte den engelske Note tilbage uaabnet (Betenkning af Wibe til Kongen 5. Oktober); men Karl har, som anfort, svaret paa Noten, om end senero. Den beromto engelske Diplomat H. Walpole fortalte i Slutningen af Juli 1716 i Haag til den dervserende danske Kesident v. Stocken, at den engelske Statssekretasr Lord Stanhope kort i Forvejen under sit Ophold i Haag havde faaet Efterretning om, at Svenkerne laa med en Flaade paa 22 Krigsskibe ved Bornholm. Dette havde havt den Virkning, at der strax var blevet sendt Norris en ny Instrux, om hvilken Walpole sagde, at den vilde svare til den danske Konges onsker. (Depeehe fra v. Stocken 28. Juli 1716.)

Side 55

blot al Tale i London om, at Planen imod Skaane burde opgives; men Bernstorff forsikrede allerede i Slutningen af Juni, at om Norris end ikke vilde kunne gaa angrebsvis frem imod Sverige, inden han fik Svar fra Kong Karl paa den Note, han skulde tilsende ham ved Hjælp af Residenten i Stockholm, vilde han dog faa Ordre til at lægge sig ved Bornholm eller Karlskrona for at hindre Svenskernes Flaade fra at løbe ud. Den danske Konge kunde imidlertid uforstyrretladede russiske Tropper føre over fra Nordtysklandx). Ja, snart efter hørte Sohlenthal baade af Bernstorff og af Kong Georgs anden vigtige hannoveranske Minister, Grev



3) Her er et Punkt, der trænger til at oplyses fra engelsk Bide. — Sohlenthal fortæller i sin Depeche af 26. Juni, at Fyrst Kurakin havde sagt ham, at han nu havde faaet Fuldmagt til at slutte en Handelstraktat med England og et Forsvarsforbund til Sikkerhed for den protostantisko Tronfelge her. Skjont Sohlenthal tilfojer, at Czaren til Vedeiiag vilde have Hjaelp af engelske Skibe paa Vilkaar, som han ikko troede, at England vilde indromme, er det muligt, at de engelske Statsmsend have opfattet Kurakins Tilbud som beroligende med Hensyn til Czar Peters Politik. I Flyveskriftet: The interest of Great Britain S. 161 hedder det, at Norris fik Ordre til at forene sig med den danske og den russiske Flaade, fordi Karl XII svarede truende paa Jacksons Note; men den engelske Eegering kan umulig have faaet Svar fra Karl XII, inden den skiftede Holdning. Desuden vise Bernstorffs Udtalelser til Sehlenthal, at man, da dette skete, endnu ikke vidste, hvordan det svenske Svar vilde blive, og det Svar, som Kong Karl gav, er da ogsaa ferst dateret Lund 17. November 1716. (Nordberg anf. St. 582.) I Danmark bar man troet at vide, at den engelske Flaade ferst blov bragt til at virke noget „solidt", da Karl XII sendte den engelske Note tilbage uaabnet (Betenkning af Wibe til Kongen 5. Oktober); men Karl har, som anfort, svaret paa Noten, om end senero. Den beromto engelske Diplomat H. Walpole fortalte i Slutningen af Juli 1716 i Haag til den dervserende danske Kesident v. Stocken, at den engelske Statssekretasr Lord Stanhope kort i Forvejen under sit Ophold i Haag havde faaet Efterretning om, at Svenkerne laa med en Flaade paa 22 Krigsskibe ved Bornholm. Dette havde havt den Virkning, at der strax var blevet sendt Norris en ny Instrux, om hvilken Walpole sagde, at den vilde svare til den danske Konges onsker. (Depeehe fra v. Stocken 28. Juli 1716.)

1) Depeche fra Sohlenthal af 26. Juni.

Side 56

Bothmar, at Norris vilde faa en skærpet Befaling til at dække de russiske Troppers Transport, støtte Landgangen i Skaane og hjælpe til at holde Sundet frit for svenske Skibe, samt til at lade de af sine Skibe, der ikke var Brug for ved Konvoyeringen, forene sig med den danske Flaade. Naar den svenske Konge havde svaret afslaaende paa den engelske Note, hvad man sikkert ventede, vilde ske, skulde Norris gaa angrebsvis frem imod Sverige. Om muligt endnu vigtigere var det, at saa vel den engelske Statssekretær Lord Townshend som Prinsen afWales, der under Kongens Fra-, værelse i Hannover var Regent i Landet, udtalte sig paa en aldeles lignende Maade1). Det havde i Sammenligning hermedlidetat sige, at Kong Georg afslog at yde en Hjælp af 4 Eskadroner2), som Frederik IV formodentlig havde ønsket som en Slags Sikkerhed for hans Politiks Paalidelighed,mensom militært vare uden Betydning.

Saaledes var alt endelig kommet i god Orden; men det var først den 24. Juli, at Norris fik sine nye Ordrer3). Frederik IV klagede over, at megen Tid var gaaet tabt4). Han har formodentlig savnet den engelske Flaade til at hjælpe med at holde Søen fri for svenske Krigsskibe;derfor havde ingen Transportskibe kunnet stikke i Soen5), Forbindelsen med de andre Landsdele havde været vanskeliggjort, og Tilsendelsen af, hvad der skulde



1) Depecher fra Sohlenthal af 14. og 81. Juli.

2) Depeche fra Sohlonthal af 80. Juni.

3) Skrivelse fra Sehcstedt til Norris af 24. Juli,

4) Depeche til Sohlenthal af 18. Juli og af 8. December, hvor det udtrykkelig siges, at derved var „der Transport der Russen so sehr verspdtet und alles rilckgångig geworden".

5) Han havde under disse Forhold afslaaet en Opfordring, som Fyrst Dolgorucky allerede 27. Juni havde rettet til ham om at sende Transportskibe til Mecklenburg (Protokol om denne Forhandling or vedlagt Ordres de la cour til Westphalen 1716).

Side 57

bruges i Lejren ved Kjøbenhavn, var bleven forsinket. Vistnokhavde han 4. Juli givet Ordre til «af yderste Formue ved Nat og Dag at stræbe at faa udrustet 21 Orlogsskibe«; men denne Ordre blev aldrig fuldt udført, hvad enten det var umuligt at faa det nødvendige Mandskab, eller en Del af Skibene viste sig übrugelige1). Derfor havde Regeringen' (18. Juli) sendt Bud efter Gabel, at han skulde komme ned fra Norge med de fleste af sine Skibe.

Imidlertid havde Frederik IV 27. Juni faaet sluttet en «Kontrakt» med Kongen af Preussen, hvorefter denne paa visse Vilkaar overlod ham 50 Skibe til at overføre Tropper fra Pommern og Mecklenburg2), og senere tilbød Frederik Vilhelm I ham endnu 20 til, der oprindelig vare lovede Russerne, men som disse havde givet Afkald paa3). FrederikIV vilde kun tage imod 60 i det Hele4). Allerede et Par Dage førend Kontrakten blev sluttet, havde vedkommende preussiske Embedsmand, Gehejmeraad Massow, i sin Konges Navn udstedt Ordre til samtlige Redere og Skippere i Alt Stettin om at holde deres Fartøjer sejlfærdige til den 15. Juli. Rederne vilde nødig dertil; de maatte først reparere, sagde de. Men Massow svarede, at en dansk Kommissær



1) Man faar et klart Indtryk afFlaadens daarlige Tilstand, naar det i en kongelig Eesolution af 30. Oktober hedder, at „der ikke atter maa Hive udsendt slige Skibe, hvilke ligesom udi sidst forledne Campagne, saa snart de i Søen kom, igjen Eeparation nødig havde".

2) De vigtigste Paragrafer af den ere trykte i Tillæget til denne Afhandling som Nr. 4.

3) Depecher fra Meyer af 15. og 22. Juli, samt et herved vedlagt Brev fra den preussiske Gehejmeraad Massow til Meyer af 20. Juli. — Man kan derfor ikke, som Droysen gjør anf. St. S. 161, opfatte det som et Vidnesbyrd om en vis Kulde fra preussisk Side imod Rusland, at „die versproehenen Transportschiffe wurden nicht den Russen sondern den Banen gestellt".

4) Depeche til Meyer af 21. Juli.

Side 58

Sasse skulde undersøge, om det var sandt, alle Reparationer skulde ske saa hurtig som inuligt, der vilde blive givet gratis Træ hertil, de, der fattedes Penge, skulde faa Kredit, men al Vrangvilje vilde blive haardt straffet1). Mere kunde foreløbig ikke kræves af den preussiske Regering, og da det var overdraget en saa virksom Mand som Povl Løvenørn at lede den vigtigste Del af Transportvæsenet hernede, kunde der haabes paa god Fremgang.

Men der optaarnede sig store Vanskeligheder, og det væsenlig paa Grund af Fejl fra den dansk-norske Regerings Side. Kontrakten fastsatte, at der fra dansk Side skulde betales 4 Rdlr. preussisk Mønt pr. Læst om Maaneden; denne Betaling skulde første Gang udredes en Maaned forud og derefter forud Uge for Uge. Og som et levende Vidnesbyrd om den Mistillid, den preussiske Regering eller de preussiske Skibsredere havde til Frederik IV's Pengekasse, var det fastsat, at en i Preussen bosat Kjebmand skulde paatage sig Udbetalingen af disse Penge samt være Borgen for, at Skibsrederne bleve holdte skadesløse med Hensyn til det Tab, de under et Felttog kunde lide paa deres Fartøjer. Førend alt dette var bragt i Orden af den danske Regering, skulde Rederne ikke være forpligtede til at lade deres Fartøjer gaa til Søs.

Det maatte være en Hovedopgave for den dansknorskeRegering at klare disse Pengeforhold saa snart som muligt for at undgaa Tidsspilde. Forskudet af Betalingenfor den første Maaned blev ogsaa sendt, saaledes at, om det end paa Grund af en mindre praktisk Fremgangsmaadeførst blev udbetalt Skibsrederne i Slutningen af Juli,



1) Manuskriptsaniling. Dansk Adelshistorie paa dot kgl. Bibliothek. Pakke 40.

Side 59

voldte det ingen Forsinkelse. Men uforsvarligt var det, at Sagen om Kautionen for Transportskibene ikke blev ordnet i rette Tid. Da der uheldigvis intet stod i Kontrakten om, hvor stor denne Kautionssum skulde være, var det nødvendigt, at man maatte komme til en Enighed derom, og naturligvis krævede Transportskibenes Redere, der kjendte Kontrakten til Punkt og Prikke, at dette skulde bringes i Orden, inden de vilde lette Anker. Løvenørn, som ved at se Tiden blive spildt var ved at tabe sit sædvanlig usvigelig gode Humor, klagede i den ene Rapport efter den anden over Chikanerier fra Gehejmeraad Massows Side, hvem han endog i et Brev til Wibe kaldte en Belzebub. Men Massow gjorde kun sin. Pligt, naar han krævede Kontrakten overholdt, saaledes som Skibsrederne kunde forlange det, og det var højst naivt, naar den danske Statsafsending i Berlin, Meyer, skrev til ham, at den bedste Sikkerhed, der kunde tænkes, var givet derved, at Kong Frederik havde ratificeret Kontrakten.

Vistnok havde den preussiske Konge det i sin Magt at klare Vanskelighederne. Han kunde have befalet, at Transportskibene skulde sejle, idet. han paatog sig at bringe Kautionssagen i Orden med den dansk-norske Regering. Men skjønt Frederik Vilhelm saa, at Toget til Skaane kunde gavne ham selv ved at tvinge Karl XII til en Fred, der kunde sikre ham Stettin og skaffe Ro i *Nordevropa, var han ingenlunde nogen haardnakket Fjende af Sverige, og han undte det Fred paa maadeholdne Vilkaar, hvis det vilde slutte en almindelig Fred med sine Fjender1). Han følte sig derfor ikke oplagt til at gjøre Frederik IV nogen Tjeneste for at fremskynde dets Ulykke, saa meget mindre som han af flere Grunde i øjeblikket var vrantent



1) D joy sen anf. St. 172.

Side 60

stemt imod den danske Konge. Det ærgrede ham, at denne, efter at have faaet Stralsund i sine Hænder, krævede Told af forbisejlende Skibe, deriblandt ogsaa af preussiske, ligesomSvenskernehavde gjort, medens de havde havt Byen; han mente, at han ved Delingen af Byttet i Stralsund ikke havde faaet alt, hvad der tilkom ham; men især var han vred over, at Hannoveranerne havde faaet en Del af Byttet i Wismar, der efter hans Mening burde deles lige imellemhamog Frederik IV. Han paastod, at derom var han bleven enig med denne tidligere, og han vilde gjøre Kong Frederik ansvarlig for, at Kong Georg havde dristet sig til at kræve en Del af Byttet. Medens det sidste synes at være übilligt fra hans Side, ser det uklogt ud af Frederik IV, paa et saadant Tidspunkt at tirre Frederik Vilhelm ved en Slags Sundtold udfor en By som Stralsund, i hvis Erobring Preusserne havde havt saa væsenlig en Del. Men under alle Omstændigheder var det højst uheldigt for Transportsagen,atdette Vranteri var paakommet Kongen af Preussen. Han krævede Kautionen stillet. Endelig den 8. August havde Generalkommissariatet faaet truffet de nødvendige Forholdsregler til at melde Meyer, at der kunde stilles en Kaution paa 12000 Rdlr., og det opfordrede ham til endelig at serge for, at Skibene bleve sendte afsted saa hurtig som 'muligt, saa meget mere som Admiral Gabel var kommen ned fra Norge med sin Eskadre, og man altsaa haabede nu at faa den hele Transportsag i Gang1). Men uheldigvis afviste Massow de 12000 Edlr. som utilstrækkelige,ogikke bedre gik det, da Meyer bød 20000. Den ene Uge gik til spilde efter den anden af Augustmaaned.



1) Om disse brydsomme Forhandlinger se Meyers Depecher for Juli og August med vedlagte Breve til Massov,'.

Side 61

Endelig lykkedes det Meyer, ved personlig at søge Foretræde hos den preussiske Konge paa hans Lystslot Wustershausen, at formaa ham (21. August) til at paabyde, at Skibene skulde sejle, paa det Vilkaar, at Meyer satte «sin Ære i Pant paa», at han vilde skaffe en tilstrækkelig Kaution for Skibene fra den danske Konge1).

Frederik IV var bleven i højeste Grad utaalmodig under alt dette. Dengang Generalkommissariatet havde sendt Meyer Meldingen om de 12000 Rdlr., og Kongen troede, at det nu vilde lykkes at faa Kautionssagen i Orden2), gav han (14. August) Løvenørn Ordre til strax at indskibe et dansk Eegiment, der laa i Pommern, og sejle med de Fartøjer, som bleve tilovers, til Warnemiinde for sammen med OberstlieutenantBestenbostel «at skynde paa, at de russiske Tropper ufortøvet kunde blive førte over til Danmark«. Men han blev hurtig revet ud af Illusionen. Da gav ban iet Brev den 18. August til Frederik Vilhelm I sin Misstemning Luft i stærke Udtryk. Han mindede om, hvorledes han ikke blot havde udredet 10000 Kdlr. i Forskud paa Betalingen for Transportskibene, men ogsaa lovet en Kaution paa 20000 Rdlr. Til Trods herfor vedblev Gehejmeraad Massow efter hans Paastand at gjøre «den ene Diffikultet efter den anden for at sinke Skibenes højst nødvendige Afsendelse«, og han kunde derfor ikke andet end føle en meget o sensible chagrin* ved at se, hvorledes den kostbare Tid gik tabt ved disse Forsinkelser, medens Fjenden fik Lejlighed til «at rekolligere sig» og træffe sine Modforholdsregler. Idet han ikke glemte at forsikre om sin Tillid til sin kongelige Broders «gode Intention«, bad han ham derfor om indtrængende at paabydeTransportskibenes Afsendelse til Warnemiinde, og han



1) Korrespondanceprotokol med Generalkomniissariatet.

2) Jvfr. Brev fra Wibe til Løvenørn af 8. August.

Side 62

udtalte det Haab, at han vilde vise saa meget desto større Iver, som ellers «de slettænkende og svensksindede let kunde naa deres Maal, nemlig ad slige Veje at hindre den Plan, man havde lagt». Men ikke nok hermed, Frederik IV vilde endog sætte den engelske Konge i Bevægelse, for ved hans Hjælp bedre at faa Bugt med de Vanskeligheder, der gjordes fra preussisk Side1).

Det var übilligt, naar Frederik IV gav Massow Skylden for ForsirikoiHcLiie. Kuu kuuuw have Grund tii at anke over, at hans preussiske Broder ikke viste sig meget tjenstvillig; men det var væsenlig hans egen og hans Ministres Brist paa Omsigt, der havde voldt Tidsspildet. Desuagtet har hans Brev til Frederik Vilhelm Interesse ved det Indtryk, det giver af, at han følte sig forpint ved, at Tiden var gaaet tabt, og dog anede han ikke, hvilke Virkninger det skuide faa.

Frederik IV's Brev kom først til Berlin, efter at Kongen af Preussen havde opfyldt Meyers -Ønske. Den 23. August havde Løvenørn faaet de preussiske Transportskibe til sin Eaadighed, og nu endelig kunde han indskibe det danske Regiment Ingenhaven, der skulde sendes hjem fra Pommern; men saa fik han Modvind at kæmpe med. «Vi maa arbejde Dag og Nat imod Vinden,« skriver han den 26. August til Wibe2). Da dette Regiment var sendt afsted, var Augustmaaned saa godt som endt, uden at det endnu havde været ham muligt at føre en eneste russisk Soldat over til Danmark fra den nordtyske Kyst.



1) Depeche til Sohlenthal af 25. August.

2) Om Løvenørns Kvaler ved at faa Transportvæsenet ordnet handler en Kække Koncepter til Breve fra ham i Samlingen Dansk Adelshistorie paa det kgl. Bibliothek 42de Pakke Pars 11. Xogie af dem ero benyttede i Brasch: Gamle Ejere af Bregentvod S. 413 ff.

Side 63

5. Czar Peter i Kjøbenhavn.

Dengang var det allerede over en Maaned, siden Czar Peter var kommen til Kjøbenbavn. Efter at han havde brugt en kort Kur i Pyrmont, rejste han til Mecklenburg og saa Hovedmassen af sit Fodfolk samlet ved Warnemiinde, hvorhen ogsaa hans 45 Gallejer1) med de tre Garderegimentervare komne. I sin utaalmodige Iver sejlede han den 14. Juli afsted paa en Hukkert til Falster, landede om Natten ved Gjedesby og holdt sit Indtog paa dansk Grund med at jage en Kromand og hans Kone op af deres varme Seng og kaste sig selv i den med Støvlerne paa. Man fik travlt i Nykjøbing med at tage imod den fornemme Gjæst, og «Byens honnette Madamer» maatte op paa Slottet for at lave Mad til ham; men endnu større blev Røret i den stille Provinsby, da hans Gallejer Dagen efter naaede til den. Alt gik venskabelig til. Falstringerne morede sig over de besynderlige Fremmede, der tændte Ild paa Strandbreddenunder deres Feltkjedler og lavede deres Maaltid af Nelder og anden Slags simpelt Grønt, som de skare i smaa Stykker og kogte i Kjedlerne med en salt Sild i hver. Busserne paa deres Side følte sig vel iblandt den venlige Befolkning, der efter deres Mening modtog dem som sine Forsvarere2). I Nykjøbing gik Czaren ombord paa sin Gallejflaade og kom med den til Kjøbenhavn den 17. Juli.



1) Tallet angives ogsaa undertiden til 48.

2) Bacmeister: Beitrage 11, 32. Naar Czaren her fortæller i sin Dagbog, at Falstringerne gjorde hans Folk til gode med Frugt, har man ondt ved at forstaa, hvad anden Frugt der har været paa den Tid end maaske nogle Jordbær og saa umodne Æbler, Pærer og Stikkelsbær. Om Czarens Ophold i Nykjøbing se Apotheker Seidelins Levnetsbeskrivelse: Historisk Tidsskrift 111, 2. Bind S. 269 ff. og Rhode: Laalands og Falsters.Historie, 2den Udgave, 11, 1-7.

Side 64

Han blev modtaget med store Æresbevisninger. Kongen sejlede ham imøde ud paa Reden, Militæret og Borgerne paraderede i Gaderne. Efter Aftensmaaltid hos Kongen paa Slottet overnattede han hos sin Ambassadør, Fyrst Dolgorucky, der boede i det nuværende Thottske Palais; Gallejerno fik Plads indenfor Toldbodbommen hen til Kvæsthuset.Sex Dage efter kom Czarinde Catharina, hvem han havde ondt ved at undvære, om han end tidt var hende utro. IJuii var fra Warnernunde rejst over Liibeck igjennem Holsten og derfra sat over til Lolland og Falster, hvor hun i Nykjøbing efter de gode Borgeres Mening havde fundet megen Behag i den Mad, som Byens Madamer skiftedes om at lave til hende paa Slottet1). Fra Nykjøbing rejste hun igjennem Sjælland til Kjøbenhavn, og da Kong Frederiktillige med Czaren var kjørt hende et godt Stykke Vej imøde, holdt,-de deres Indtog sammen i Byen igjennem Vesterport (23. Juli).

Czar Peter holdt af at være fri for alle Etikettehensyn. Ganske som da han det næste Aar kom til Berlin, vilde han ogsaa nu helst have sit Opholdssted udenfor Byen, og han havde derfor ønsket at bo paa det Lyststed, som Kongens Broder Prins Karl ejede udenfor Nørreport, den saakaldte «Have». Maaske vilde han ogsaa helst være i Nærheden af de russiske Soldater, der bleve lagte i Lejr udenfor Nørre- og østerport. Da imidlertid Russerne ikke gjaldt for at være meget hensynsfulde Gjæster, ønskede Prins Karl mindst af alt Æren af at laane den mægtige Hersker Hus, og Kongen afværgede det ved at sige Czaren, at han ikke i Broderens Fraværelse kunde raade over hans Hus2).



1) Historisk Tidsskrift smstds.

2) BrascL: Vommetofto.s Historie 11, 103 (Klhvu. 1860).

Side 65

Czaren og Czarinden kom da til at bo i en anselig Gaard,
der tilhørte en Kjøbmand Edinger og laa der, hvor nu
Prinsens Palais ligger.

I det Hele var Kong Frederiks Modtagelse af Fyrsteparret udsøgt høflig. En af Czar Peters Biografer fortæller, at da Czarinden var kommen til Staden, bød Kongen hende velkommen ved at drikke hendes Skaal af en med delstene Guldpokal, som han derefter skjænkede hende som Gjæstegave1). Det blev forsøgt — skjønt som det synes uden Held2) —at more de høje Gjæster med Opera og Komedie, der blev holdt Tafler og Smaafester for dem, og paa Kongens Fødselsdag d. 11. Oktober saaledes, at det blev tilladt «alle honnette Folk under Masque at indkomme paa Galleriet i Riddersalen, hvor Taflet holdtes, men efter Maaltidet ned i Salen, og diverterede Czaren sig samme Tid med Dans samt ellers viste sin store Fornøjelse over en og anden Masques Artighed«. Der blev holdt Karoussel til Vands i Rosenborg Have, hvor Czar Peter sad i samme Jolle som Dronning Louise, Frederik IV i samme som Czarinde Katharina, man morede Czaren med Parforcejagt i Dyrehaven o. a. I.3).

Men dog har Kong Frederik følt sig trykket ved at have
Peter den store som Gjæst. Allerede dennes Vaner og Væsen
stødte idelig an imod, hvad der gjaldt som sømmeligt ved



1) Bergmann anf. St. S. 93.

2) Montaigus Breve til Løvenørn i Samlingen Dansk Adelshistorie paa det kgl. Bibi. 43de Pakke Pars I.

3) Et Hovedsted om Czarens Ophold i Kjøbenhavn er den i 4de Bind af Maanedskriftet Orion trykte Meddelelse derom efter et Haandskrift i den Thottske Haandskriftsamling paa det kongelige Bibliothek. — Beretningen kan dog ikke være fuldstændig redigeret førend en Del Aar efter Czarens Ophold her; den nævner nemlig Nygade, der først blev anlagt efter Branden 1728.

Side 66

de fleste vesterlandske Hoffer. Man tænke sig den Dragt, han holdt af at gaa med, naar han ikke tog Del i en eller anden Fest, en gammel og meget plettet rød Kjole af «gement» og grovt Klæde, tilskaaren som en Skipperkofte, en smal Hørlærreds Klud om Halsen, en grov Skjorte uden Manskjetter,Matrosskomed Messingspænder paa Fødderne, og en Huggert ved Siden, der havde en truende Lighed med et Bøddelsværd! Og saa denne grove Tale, som han ikke skaanede selve Kongen for! Det hændte en Dag ved et Taffel, at Kong Frederik, formodentlig paa et vidt fremrykketStadiumaf Maaltidet, sagde som Spøg til ham: «Ah! jeg hører, kjære Broder, at ogsaa I har en Maitresse.« Men Czar Peter forstod ikke Spøg. Han svarede: «Kjære Broder! de Fruentimmer, jeg holder, koste mig ikke mange Skillinger, men hun, som I holder, koster Eder Tusender af Kigsdaler i Sølv, som I kunde bruge paa en langt nyttigere Maade.» Vanskelig kunde en Snært være blodigere end denne Hentydning til Anna Sofie Reventlow. Det ceremoniøseEtikettevæsen,der fandtes ved det danske Hof, var Czaren en Gru, og allerede Dagen efter sit Komme til Kjøbenhavn klagede han i et Brev til Czarinden over at have maattet tage Del i en Ceremoni, som han ikke i 20 Aar havde oplevet Magen til1). Han satte sig derfor ud over sligt, hvor han kunde, og brød sig ej heller det mindste om at tage Hensyn til Kongens Bekvemmelighed, naar han havde Lyst til at tale med ham2). Hvad maa



1) Poters des Grossen Briefwechsol mit Katharina. Von A. Briickner i Eaumer: Historisches Taschonbuch (lierausgegeben von W. H. Bie hl) V, 10 S. 227.

2) Om disse Træk so Documents rélatifs å l'histoiro de Ku ssie vol. XX (Petersborg 1867) S. 61—64, Brev fra den saxisk-polske Statsafsending i Kjøbenhavn 14. Aug. 1716.

Side 67

det ikke endelig have kostet Frederik IV saa vel som DronningLouiseat skulle vise Opmærksomhed imod Czarinden! De saa naturligvis i hende kun et gement Fruentimmer, der efter først at have været holdt af Menzikof siden havde været Czarens Frille, inden hun blev hans Hustru. Hvor ypperlig en Forstand hun end maa have havt, gjaldt hun dog for at være uden Dannelse, hun kunde kun tale slet Tysk, havde et Væsen som en tysk halvsimpei Skuespillerindeogklædte sig uden Smag. Hendes Kjole var behængt med Ordener, Portræter af Helgener og Relikvier, der raslede paa en besynderlig Maade, naar hun gik, og hun var en lille tyk Skikkelse uden nogetsomhelst indtagende ved sig1). Det var næppe uden Overvindelse, at Frederik IV's Søster Hedvig Sophie, der gav sig af med Portrætmaleri, malede baade Czarens og Czarindens Portræter2).

Værre var det imidlertid, at man frygtede Czarens Luner, herskesyge Væsen og skarpe, eller, som man opfattededet, lurende Blik. Han havde næppe betraadt Kjøbenhavns Gader, førend man fandt, at han teede sig, som om han var Herre og Mester2). Hans sære Luner kunde visselig tidt vække Morskab, som da han og Czarinden kjørte op paa Toppen af Rundetaarn. Ikke mindre maatte man more sig over hans grænseløse Videbegjærlighed, der er en af hans mange storslaaede Sider. Saaledes naar han



1) Saaledes beskriver Markgrevinden af Bayreuth hende, efter at hun det følgende Aar 1717 havde set hende i Berlin. (Mémoires de Frederique Sophie Wilhelmine Margrave de Bareith (Brunswich 1845) I, 42.) Et mere tiltalende Billede giver dog Westphalen af hende i et Brev til Wibe 20. Juni 1716, hvor han karakteriserer hende som ..femme de bon sens traitable et d/une eonversation assez aisée". Dans var efter hans Sigende hendes Yndlingsfornøjelse.

2) Brasch: Vemmetoftes Historie 11, 103.

Side 68

endelig vilde overvære en Præsteordination i Frue Kirke, eller naar han fængsledes ved at se Kunstkammerets Rariteterog var glad ved der at faa et Stykke saakaldet forstenetBrød og et Par laplandske Træsko forærende, som han kunde sende hjem til Petersborg. Men Videbegjærlighedenog Nyfigenheden blev besværlig og mistænkelig, da man saa, med hvilken Iver han lagde Mærke til Voldenes Højde og Tykkelse, Fæstningsgravenes Brede, Broernes Beliggenhed ikke mindre end Geværernes Forarbejdelse, Kanonernes Kaliber og Skibsværfternes Indretning. Hvor klart det end var for Kongen og hans Ministre, at de ikke kunde undvære ham som Forbundsfælle, frygtede de dog allerede hans store Udvidelsesplaner. De holdt hverken af hans Kritik eller af hans Efterlignelseslyst.

Der gaves én Hjælp imod alt sligt. Det var at faa Toget imod Skaane til at gaa for sig ret snart. Medens hans Garderegimenter allerede laa i Lejr og den danske Hær Dag for Dag voxede ved tilmarcherende Regimenter, laa en mægtig Flaade af Linieskibe for Anker i Sundet tæt ved Kjøbenhavn. Det danske, det russiske, engelske og hollandske Flag vajede Side om Side. Efter at et Par russiske Linieskibe havde overvintret ved Kjøbenhavn, vare dels nogle Krigsskibe komne hertil fra Archangel, dels nogle fra England, hvor Czaren havde kjøbt dem, endelig vare syv Linieskibe og sex mindre Skibe under AnførselafKommandørkapitain Sievers, en født Kjøbenhavner, saa heldige at naa til Sundet den 28. Juli fra Reval. Det var lykkets dem at undgaa Svenskernes Opmærksomhed. De russiske Linieskibe vare nu 14 i Tallet1); efter Czar Peters -Ønske var der fra det kongelige Arsenal blevet afgivet 186



1) Bacmcistor anf. St. U, :)(J o<j; Bcrgrnann: Poter der Orosse IV, 08.

Side 69

Kanoner til Bestykning af 3 af dem2). Endnu flere engelske Skibe havde Admiral Norris ført hertil, nemlig 19 paa 40 Kanoner og derover, og der var kun gaaet faa Dage efter Czar Peters Komme til Kjøbenhavn, inden Norris havde faaet Ordre om at støtte Landgangsplanen og lade de af sine Skibe, som ikke vare nødvendige til Konvoyering, forene sig med den danske Flaade. Den hollandske Eskadre, der laa i Sundet ved Siden af de andre, var mindre og kun sendt herhid for at konvoyere og iagttage Begivenhedernes Udvikling. Skjønt Hollænderne delte Englændernes Harme over Karl Xll's Kaperreglement og nok vilde være med til Demonstrationer, der kunde bringe ham til at slutte Fred, saa de skjævt til den russisk - danske Plan om Landgangen i Skaane, som de frygtede for, skulde i altfor høj Grad trykke Sverige ned. Man fortalte i Kjøbenhavn, at den her værende hollandske Envoyé Robert Goés ikke havde kunnet lade være at give sin Bitterhed Luft derover. Da han en Dag mødte Wibe, netop som denne kom fra Konseillet,sagdehan til ham: «Agter den danske og russiske Hær at gjøre Landgang i Skaane?» Wibe svarede: «Ja!» «Det», fortsatte Goés, «bliver der ikke noget af; jeg vædder 1000 Dukater derimod. Kortene ere allerede forblandede, der bliver intet af det alt sammen, det tjener Eder ikke«2).



1) Ordre fra Kongen til Konseillet af 29. Maj, altsaa givet under hans Møde med Czaren ved Hamburg.

2) E. Torm: Antegnelser til Kong Frederich den IVdes Historie i Suhm: Nye Samlinger 11, 35. Ved en besynderlig Fejltagelse (der ogsaa lindes i et Haandskrift i Generalstabens Arkiv og altsaa ikke skyldes Udgiveren), kaldes her den hollandske Diplomat Gortz istedenfor Goés (denne var Eesident her fra 1701—1723). Dette har forført Brasch: „Gamle Ejere af Bregentved" S. 423 til at tro, at det skulde være den bekjendte gottorpsk - svenske Statsmand Gortz, som han mener? dengang var her som hollandsk Envoyé, og han har ladet denne nytte sin diplomatiske Stilling til med afgjørende Virkning at modarbejde Landgangsplanon. Han har overset, at Gb'rtz netop dengang opholdt sig som Karl Xll's Afsonding i Haag. Det er klart, at de Hypotheser om Gortz's Virksomhed, Brasch har fremsat, falde til Jorden som tom hvilende paa en uheldig Xavneforvexling. — Hvis det overhovedet or værdt at gjøre Gisninger om Goes"s Udtalelse, vilde det ligge nærmest at hensætte den til Juni, da det saa ud til, at England vilde modarbejde Toget, og tænke sig den af Rygtet henført til en lidt senere Tid. Men det er ikke umuligt, at han har fremsat denne Ytring, da han mærkede, at Elisserne vare misfornøjede over, at det trak i Langdrag med Forberedelserne.

Side 70

Men Hollænderne vare ikke nu, hvad de havde været i Midten af 17. Aarhundrede; enhver vidste, at de ikke dristede sig til at handle imod, hvad den engelske Regeringønsked e1).

Skjønt de dansk-norske Krigsskibe, der laa udrustede paa Kjøbenhavns lied, maatte være tilstrækkelige til i Foreningmed den russiske og den engelske Eskadre at jage den svenske Flaade tilbage til Karlskrona og dække Transporternefra roiiiLuur.il, vikle Frederik lv ikKe tillade, at Flaaderne stak i Søen, inden Gabel, efter hvem der var sendt Bud, kom ned fra Norge med den Del af Eskadren deroppe, som Sejren ved Dynekilen havde gjort overflødig. Gabel kunde ventes hver Dag, og den dansk-norske Regeringønskede aabenbart selv at yde det stærkeste Kontingenttil den forenede Flaade, hvad enten det laa i en naturlig Nationalfølelse eller i, at den ikke stolede paa Russernes Sømandsdygtighed saa lidt som paa, at Englændernevilde vise sig ivrige, hvis det kom til Slag med den svenske Flaade. Men uheldigvis blev Gabel saaledes sinket af Modvind, at han først den 7. August kunde naa



2) E. Torm: Antegnelser til Kong Frederich den IVdes Historie i Suhm: Nye Samlinger 11, 35. Ved en besynderlig Fejltagelse (der ogsaa lindes i et Haandskrift i Generalstabens Arkiv og altsaa ikke skyldes Udgiveren), kaldes her den hollandske Diplomat Gortz istedenfor Goés (denne var Eesident her fra 1701—1723). Dette har forført Brasch: „Gamle Ejere af Bregentved" S. 423 til at tro, at det skulde være den bekjendte gottorpsk - svenske Statsmand Gortz, som han mener? dengang var her som hollandsk Envoyé, og han har ladet denne nytte sin diplomatiske Stilling til med afgjørende Virkning at modarbejde Landgangsplanon. Han har overset, at Gb'rtz netop dengang opholdt sig som Karl Xll's Afsonding i Haag. Det er klart, at de Hypotheser om Gortz's Virksomhed, Brasch har fremsat, falde til Jorden som tom hvilende paa en uheldig Xavneforvexling. — Hvis det overhovedet or værdt at gjøre Gisninger om Goes"s Udtalelse, vilde det ligge nærmest at hensætte den til Juni, da det saa ud til, at England vilde modarbejde Toget, og tænke sig den af Rygtet henført til en lidt senere Tid. Men det er ikke umuligt, at han har fremsat denne Ytring, da han mærkede, at Elisserne vare misfornøjede over, at det trak i Langdrag med Forberedelserne.

1) Et Non plus iiltra af Besynderlighed er derfor Eiogels' Opfattelse af Hollændernes Rolle ved denne Lejlighed (Udkast til Fjerde Friderichs Historie 11, 114).

Side 71

Kjøbenhavns Red. Den dansk-norske østersen1 aade, over hvilken Generaladmiral U. Chr. Gyldenløve tog Kommandoen,talte nu 19 Linieskibe foruden 4 Fregatter og mindre Skibe. Den var baade den engelske og den russiske Flaade langt overlegen, saavel med Hensyn til Skyts som MandskabetsTal.

Det kildne Spørgsmaal om Overkommandoen paa Flaaden blev efter en Del Forhandlinger afgjort saaledes, at Czar Peter under Titel af Viceadmiral, med Standeren vajende paa Linieskibet Ingermanland, skulde have Kommandoen over den russiske og den dansk-norske Flaade, Norris derimod vilde føre Kommandoen uafhængig over sin Flaade, men handle i Overensstemmelse med Czaren i Følge, hvad man enedes om i et Krigsraad. I Tilfælde af Slag skulde den engelske Flaade danne Avantgarden, den dansk-norske Corps de bataille, den russiske Arrieregarden1).

Havde Norris slet ikke villet indrømme Czaren Overkommandoen,havde U. Chr. Gyldenløve kun med største Uvilje gjort det. Enten af Mistillid til Peter den stores Sømandsdygtighedog politiske Vederhæftighed eller af krænket Stolthedsfølelse havde han nogle Dage i Forvejen (4. August) bestemt fraraadet Frederik IV at lade Czaren faa Kommandoenover den danske Flaade. Hvis dette skete, bad han om Fritagelse for at gaa til Søs med, han kunde under alle Omstændigheder ikke paatage sig det ringeste Ansvar2).



1) Vedtaget i et Møde 10. August imellem danske og russiske Ministre, Norris, do danske Admiraler Gyldenløve, Sehestedt, Gabel og Trojel samt den engelske Statsafsending Polwarth og den danske Diplomat Westphalen. En Afskrift af den ved dette Møde affattede Protokol findes i Gehejmearkivet. Det fremgaar heraf, at det er urigtigt, naar Czar Peter i Almindelighed fremstilles som førende Overkommandoen ogsaa over den engelske Flaade.

2) Danske Magazin 3dje Række 111, 33-35.

Side 72

Men den Instrux, Gyldenløve fik, fritog ham ingenlunde for Ansvaret. Den fastsatte, at han vel skulde adlyde Czarens Befalinger og Signaler, men dog kun, for saavidt de ej vare til Skade for den danske Flaade, hvis «Konservation skulde være det fornemmeste øjemærke», det kom til at paahvile ham selv at bestemme Kursen og Manøvrerne, og han maatte ikke ankre andre Steder, end hvor han mente, Flaaden laa sikkert1).

Den 16. August skulde de fuieneue Flaader stikke i Søen for at rense Farvandet for svenske Krigsskibe, den nødvendige Forudsætning for, at de russiske Tropper, der stode i Mecklenburg, kunde blive overførte til Sjælland. Vistnok ærgrede Gyldenløve Czaren ved, uvist af hvilken Grund, at blive liggende med sin Eskadre paa Kjøbenhavns Red, medens de andre Eskadrer lettede Anker; men et Par Dage efter forenede han sig i Kjegebugt med disse, og da ogsaa de hollandske Krigsskibe havde sluttet sig til Russerne og Englænderne, saa man en saa mægtig Flaade, som vel aldrig endnu havde været samlet i <?sters«ei], styre ad Bornholm til. En stor Mængde Handelsskibe fulgte med under dens Varetægt. Medens Svenskerne søgte Ly i Karlskronas trygge Havn, følte Czar Peter sig som Fører for en vældig Styrke, og efter Tidens Skik blev hans Kommando forherliget ved en Skuemønt. Denne bærer Indskriften: «Han byder over fire«2), Ord, der ligne saamange af Datidens Medailleindskrifter i Pral og Usandhed.



1) Garde: Efterretninger om den danske og norske Søinagt (Kjblivn. 1832—35) 11, 337.

2) Lundblad: Gescliichto Karl des Zwolften, nach dem schwedisehen Original übersetzt ti. s. av. von G-. F. \*. Jon s sen, 11, 499 Note.

Side 73

Norris foreslog at følge efter de vigende Svenskere og sejle til Karlskrona. Czaren gik gjerne ind herpaa; men Gyldenløve vilde ikke samtykke deri, da han efter sit Sigende ikke havde Ordrer dertil1). Frederik IV havde ganske vist den 3. August fattet en Kesolution, som dengangmaa være bleven meddelt Czaren og gik ud paa, at «Flaaden ved at lægge sig paa Højden af Møen og Tornebuskenvilde sikre Transporten, og at det med Hensyn til Landgangen vilde være tilstrækkeligt at lade Flaaden lægge sig i Kjøgebugt og udsende nogle Skibe, dels imod -Øst for at holde -Øje med Karlskronaflaaden, dels imod Nord for at hindre fjendtlige Skibe fra at komme ned fra Goteborg«. Dette kunde være sandt nok; men tænker man paa, at Svenskerne kun havde havt 1416 Linieskibe i Søen og vitterlig ikke kunde bemande flere i dette Aar, bliver man forbavset over at se Kongen tilføje, at «andre Planer vilde være for besværlige og vovelige«. Det er en endnu mere utrolig Ængstelighed end den, der tidligere i Aaret indtil nu havde ladet ham give de danske Farvande til Pris for Svenskerne, en uforstaaelig Ængstelighed fra en Konges Side, der havde vundet den ene Fordel efter den anden til Søs i de sidste halvandet Aar og havde saa dygtige Admiraler som Sehestedt og Gabel og en saa genial ung Søkriger at raade over som Tordenskjold2). Her som allevegnei Krigens Ledelse savnes en kraftig Haand i Statens Midte. Skjønt der nu ved Søtogtet til Østersøen ikke



1) Bacmeister: Beitråge 11, 45.

2) Det fortjener maaske her at nævnes, at Ministeren Chr. Sehestedt i sin tidligere (S. 21) omtalte Forestilling til Kongen af 16. Marts ved Siden af at opfordre til kraftige Forholdsregler imod Sverige tilraader ikke at hazardere noget med Flaaden, med mindre man var haardt nødt dertil, fordi „sans la flotte les etats de V. M., composes des iles, ne peuvent pas Ure ni soutenus ni defendus".

Side 74

var Tale om at kunne vinde nogen Sejr over Svenskerne, da de selvfølgelig ikke vilde vove en Kamp med en mere end tredobbelt overlegen Fjende, var denne Tilbageholdenhed fra dansk Side hejst uheldig. Hvor let kunde den ikke friste en virksom, men tillige pirrelig og mistænksom Mand som Czar Peter til at opfatte den som fremkaldt enten af umandig Frygt eller af ond Vilje!

Med Gyldenløves Vægring faldt Togtets Fortsættelse bort, et Vidnesbyrd om, hvur iiui Czarens Overkommando havde at sige. Nu da Farvandet endelig var renset for de svenske Krigsskibe, kunde Transporten fra den nordtyske Kyst gaa sin Gang. Czar Peter lod Hovedstyrken af Flaaderneblive liggende ved Bornholm og sejlede selv (25. August)til Stralsund for at skynde paa, at de preussiske Førselsskibe kunde blive sendte til Rostock for at tage hans Tropper ombord. Ingen var villigere til at fremme dette end Løvenørn, der netop for faa Dage siden havde faaet Skibene udleverede. Men nu døjede han af Modvind, og han maattc nøjes med baade skriftlig og mundtlig at beroligeCzaren med, at han vilde gjere sit bedste1). Den



1) Bacnieister. Beitriige 11, 48 og Koncept til Brev fra Løvenørn til Czaren, dat. Stralsund 28. August 1716 (Manuskriptsarnlingen: Dansk Adelshistorie paa det kgl. Bibi. Pakke 40). Der er ingen- Grund til at søge andre Motiver til Czar Peters Eejse til Stralsund end hans Iver for at skynde paa Transporten. Imidlertid har Droysen anf. St. 174 kombineret den med en Plan, hvormed Eygtet havde travlt i Berlin. Czaren skulde have krævet Svensk Pommern som Løn for at hjælpe til Toget imod Skaane, og Danmark havde ikke blot indrømmet det, men ogsaa tilbudt ham Stettin. Unægtelig et mærkeligt Eygte. Altsaa ikke blot skulde Czar Peter nu have indladt sig paa at vække Danmarks stærkeste Mistro ved at opstille nye Betingelser for at gjøre Toget til Skaane; men Frederik IV, som vitterlig saa skjævt til Czar Peters formodede Planer i Nordtyskland, skulde have villet overlade ham Rugen og Forpuminern, hvorved han netop vilde have faaet ham i en saare farlig Nærhed, og saa skulde han oven i Kjøbet ved et grovt Forræderi have villet gjøre Preussen til sin bitre Fjende! Med Føje bestrede de danske Ministre dette taabelige Rygte, og det behøver næppe at tilføjes, at der i den vidtløftige Række Aktstykker, vi have tilbage fra denne Tids Forhandlinger imellem Czar Peter og Frederik IV, ikke er den ringeste Antydning til sligt. Droysen siger rigtignok, at den russiske Vicekansler Schafirof skal have sagt det til den preussiske Statsafsending i Kjøbenhavn, Cnyphausen; men for det første var det værd at vide, hvad Schafirof har sagt, for det andet, selv om han havde sagt det, hvem véd da, om han ikke har villet binde Cnyphausen noget paa Ærmet!

Side 75

31. August sejlede Czar Peter ad Kjøbenhavn til, og den 1. September naaede han tilbage hertil, samme Dag som ogsaa Skibe kom fra Pommern med den første Transport fra Nordtyskland, nemlig det danske Regiment Ingenhavenx).

Men tilbage stod endnu Overførelsen af de russiske Korpser i Mecklenburg. Vistnok vilde man, saa snart Farvandetvar renset for Svenskerne, have kunnet sende de Transportskibe, der vare samlede ved Kjøbenhavn, afsted til Warnemiinde for at hente Tropper her, og det blev paastaaetfra russisk Side, at Admiral Judichær, der havde at gjøre med disse Skibes Afsendelse, havde spildt Tiden, indtil det var blevet Modvind og altsaa nye Forsinkelser vare komne i Vejen. Skjønt Judichær nægtede, at Vinden havde været gunstig til at lade dem sejle2), og han maaske havde Ret heri, kan det ogsaa tænkes, at den dansk-norske Regering slet ikke har villet afsende disse Skibe, inden den mente, at Løvenørn havde faaet de preussiskeFartøjer til sin Raadighed. Frederik IV maatte nemlig



1) Bacnieister. Beitriige 11, 48 og Koncept til Brev fra Løvenørn til Czaren, dat. Stralsund 28. August 1716 (Manuskriptsarnlingen: Dansk Adelshistorie paa det kgl. Bibi. Pakke 40). Der er ingen- Grund til at søge andre Motiver til Czar Peters Eejse til Stralsund end hans Iver for at skynde paa Transporten. Imidlertid har Droysen anf. St. 174 kombineret den med en Plan, hvormed Eygtet havde travlt i Berlin. Czaren skulde have krævet Svensk Pommern som Løn for at hjælpe til Toget imod Skaane, og Danmark havde ikke blot indrømmet det, men ogsaa tilbudt ham Stettin. Unægtelig et mærkeligt Eygte. Altsaa ikke blot skulde Czar Peter nu have indladt sig paa at vække Danmarks stærkeste Mistro ved at opstille nye Betingelser for at gjøre Toget til Skaane; men Frederik IV, som vitterlig saa skjævt til Czar Peters formodede Planer i Nordtyskland, skulde have villet overlade ham Rugen og Forpuminern, hvorved han netop vilde have faaet ham i en saare farlig Nærhed, og saa skulde han oven i Kjøbet ved et grovt Forræderi have villet gjøre Preussen til sin bitre Fjende! Med Føje bestrede de danske Ministre dette taabelige Rygte, og det behøver næppe at tilføjes, at der i den vidtløftige Række Aktstykker, vi have tilbage fra denne Tids Forhandlinger imellem Czar Peter og Frederik IV, ikke er den ringeste Antydning til sligt. Droysen siger rigtignok, at den russiske Vicekansler Schafirof skal have sagt det til den preussiske Statsafsending i Kjøbenhavn, Cnyphausen; men for det første var det værd at vide, hvad Schafirof har sagt, for det andet, selv om han havde sagt det, hvem véd da, om han ikke har villet binde Cnyphausen noget paa Ærmet!

1) Det Ingenhavenske Regiment, 1343 Mand stærkt, var ikke, som Brasch, Gamle Ejere o. s. v. 5.414 mener, et Rytterregirnent, men et Regiment Fodfolk.

2) Protokol over Møde imellem russiske og danske Ministre o. s. v. 24. August 1716.

Side 76

onske, at de russiske Tropper i Mecklenburg bleve førte over saa samlede som muligt og saaledes, at Landgangen i Skaane kunde gaa for sig meget hurtig efter deres Komme. Dels paahvilede det ham for en stor Del at forpleje Halvdelen af de 30 russiske Liniebatailloner, saa snart de vare landede paa dansk Grund — en Udgift, han nødig bar længere end højst nødvendigt —, dels var den russiske Hær ham paa flere Maader et übehageligt Naboskab.

Kviiken Grunden end har været, blev Tordenskjold først den 29. August sendt afsted med Transportskibene fra Kjøbenhavn eller rettere fra Dragør, hvor de fleste laa*). Den 1. September kom han til Warnemiinde, Dagen efter at Løvenørn havde naaet derhen med den Del af Transportskibene,som ikke var bleven brugt til at overføre det Ingenhavenske Regiment til Kjøbenhavn. Der var til Raadighed186 Fartøjer, 92 fra Kjøbenhavn, 54 fra Pommern og 40, som Russerne selv havde skaffet tilveje. De 30 Batailloner,i alt 19044 Mand stærke, af hvilke dog kun 16902 vare Kombattanter2), overførtes i3 Afdelinger og kom til Kjøbenhavn den 9., 10. og 15. September3). Men Admiral Judichær havde gjort en gal Regning, idet han ikke havde taget Hensyn nok til Proviant og Bagage, og der var derfor ikke Skibe nok til at overføre 2 russiske Dragonregimenter, som stode i Mecklenburg4). Det maatte opsættes at føre



1) C. P. Kotho: Tordenskjolds Levnet (Kjblivn. 1749) 11, 87 og Ordre til Tordenskjold af 28. August (Gehcjmearkivet).

2) Løvenørns og Bestenbostels Liste over Transportskibene og det paa dem indskibede Mandskab. Saml. Dansk Adelshistorie Pakke 40 paa det kgl. Bibi.

3) Bacmeister: Beitriige 11, 51 — 52.

4) Skrivelse fra Løvenørn til Kongen fra en af de første Dage af September. (Datoen er utydelig paa Koncepten, der lindes i den tidt nævnte ilanuskriptsarnling. Pakke 42. Pars III.)

Side 77

dem over, indtil en Del af Skibene kunde komme tilbage
og hente dem.

Der var imidlertid allerede en større Styrke af russiske Ryttere paa dansk Grund, end der var fastsat ved Altonatraktaten. I Følge denne skulde 2000 russiske Dragoner deltage i Toget, og et tredje Tusend kunde føjes dertil, hvis man havde Skibe (§ 2). Men der var kommet 4 Regimenter Dragoner eller mindst 4000 Mand til Danmark. Det ene Regiment var overensstemmende med Altonakonventionen marcheret sammen med en Del af det danske Rytteri igjennem Landet. De tre andre Regimenter under General Bauer bleve paa Skibe, som Russerne selv lejede i Liibeck, førte over fra Travemiinde. Da de ikke kunde komme bort herfra førend den 8. September, naaede de først til Sundet omtrent samtidig med den sidste Transport fra Warnemiinde. Frederik IV havde slet ikke med Glæde set disse Dragoners Komme, om hvilke der intet stod i Altonakonventionen, og han havde, om end forgjæves, gjort Forestillinger imod, at de afsejlede fra Travemtinde. Oven i Kjøbet voldte en Del af dem ham den Ærgrelse at gaa i Land ved Korsør istedenfor at sejle til Sundet. Men endnu stod foruden de tvende Dragonregimenter i Mecklenburg et tredje i Holsten, hvor det ønskede at indskibe sig i Heiligenbafen *).



1) Om de russiske Troppers Overførelse fra Travemiinde og Marcho til Heiligenhafen se Depecherne fra den danske Eesident Brandis i Liibeck samt to Breve fra Baron Christoph Blome til Kongen, daterede Farve 31. Aug. og 14. September (Acta vedrørende Krigen fra 1709 —17 20) og en Promemoria af I. G. Holstein i den Ledreborgske Haandskriftsamling, hvorom se S. 88. Jvfr. Bacmeister anf. St. 11, 59 og 63, hvor det i Czar Peters Dagbog urigtig hedder, at der kun var 3 Dragonregimenter i det Hele.

Side 78

Skjønt Czar Peter helst vilde have havt disse Regimentermed, var alt i den fornødne Orden til, at Toget til Skaane kunde gaa for sig. Det russiske Fodfolk var blevet landsat tæt Nord for Kjøbenhavn, og det laa i Forening med de tidligere ankomne Garderegimenter i Lejr udenfor østerogNørreport. Gardens Telte strakte sig tæt ved Kysten fra Syd til Nord op imod Svanemøllen; en mindre Afdeling Dragoner havde sine Telte ved den nuværende Jagtvej imeiiem Store og Lille Vibens Hus, General Weydes Division laa i Lejr tæt Nord for Store Vibens Hus i Retningen fra øst til Vest, medens Fyrst Repnins Division laa nærmere ved Byen paa Nørre- og østerfælled i Retningen fra S.-V. til N.-O. Derimod havde den langt overvejende Del af de russiske Dragoner deres Lejr paa Hveen1), som de Danske havde besat under Krigen. Ogsaa den danske Hær laa nu næsten fuldstændig samlet i sin Lejr, der strakte sig i 2 lige Linier fra St. Jørgensø i nordvestlig Retning2), og den hele Landgangshær maa nærmest have udgjort 30000 Mand Russere ug 23000 Mand danske Tropper. Faa Kjøbenhavns Red saa man en Mangfoldighed af større og mindre Fartøjer,som kunde bruges til Overfarten til Skaane, deriblandt mange Fiskerbaade. De nødvendige Aftaler om Kommandoen vare trufne, baade Czar Peter og Frederik IV vilde gaa



1) Gillberg: Beskrifning ofver Malmb'hus Lii.ii. 2. Upplagan. Lund 1840. S. 217 fortæller, at Russerne 1716 landede 16000 Mand i Tallet paa Hveen, et Vidnesbyrd om, hvorledes Traditionen har forøget Russernes Tal der paa Øen, men ogsaa et Vidnesbyrd om, at det maa have været et ikke übetydeligt Tal, der har ligget der. Den samme Tradition tillægger disse russiske Soldater at have ødelagt, hvad der var tilbage af Uranioborg.

2) Her er fulgt et Kort over „Campeinontet", som lindes i Generalstabens Arkiv og har tilhørt den bekjendte Krigshistoriker Scheel i forrige Aarhundrede.

Side 79

med og tage Overbefalingen over deres Hære. Den 14. September blev det paabudt, at den først kommende Søndag skulde Præsterne i Bønnen efter Prædiken fra Prædikestolen gjare «hjærtelig og alvorlig Bøn til den allerhøjeste Gud, at han Landgangen for os vil gjøre lykkelig«x). Frederik IV fastsatte eller rettere foreslog den 21. September til at være den Dag, paa hvilken Toget skulde gaa for sig.

6. Czar Peter opgiver Landgangsplanen.

Czarens hele Færd i disse Maaneder giver Indtryk af hans vante urolige Iver. Ikke nok med, at han havde havt travlt med at iagttage alt, hvad der kunde have Interesse for ham i Kjøbenhavn. Han havde skyndet stærkt paa Transporten, og han havde gjentagne Gange stræbt at rekognoscere den skaanske Kyst og udsat sig for Kugler fra svenske Kystbatterier. Udflugten til Stralsund var et Vidnesbyrd om den samme Iver, og enhver maatte tro, at Tanken om Toget imod Skaane mere og mere fyldte ham. Den 6. September skrev han til sin Søn, den snart saa ulykkelige Alexej: «Dersom Du vil gjøre Dig duelig til Tronfølger, da opsæt ikke Din Rejse hertil længere end otte Dage. I saa Fald vilde Du endnu kunne komme til at tage Del i Felttoget«2).

Det syntes, som om Begivenheder af den mest gjennemgribendeVigtighed forestod. Statsmænd og Regenter rundt omkring i Europa saa med Spænding hen til, hvad der vilde ske ved Sundets Kyster. Hvilken Kamp paa Liv og Død vilde ikke bryde løs, naar henved 53000 Mand



1) Sjællandske Tegneiser.

2) Bergmann: Peter der Grosse IV, 101 og Theatrum Europseum XXI, 463—464a,

Side 80

landede i Skaane og Karl XII kastede sig imod dein med, hvad han kunde samle af Tropper! Hele Nordeuropas Skjæbne stod paa Spil. Men pludselig opløste alt sig til intet. Den 17. September, fire Dage førend den Dag, FrederikIV havde foreslaaet til at vove Toget, lod Czaren sine Ministre erklære, at nu var det blevet for silde til Expeditionen;derimod vilde han til næste Foraar gjore Alvor af Planen. Vel gjorde de danske Ministre strax en Række slærke Indvendinger, som de russiske Ministre lovede at indberette til Czaren; men denne gav den 19. September en "kategorisk Kesolution» i Overensstemmelse med, hvad han havde ladet sine Ministre udtale to Dage tidligere.

Den Iver, Czar Peter havde følt for Toget, havde givet Plads for andre Stemninger, nu da Haabet om at kunne bruge Sommermaanederne til Toget var blevet skuffet. Enhverkundesige sig selv, at Svenskerne havde brugt den Tid, som deres Fjender havde ladet dem faa, til at træffe kraftige Forsvarsforholdsregler. Medens Malmø fra tidligere Dage var stærkt befæstet, blev der af al Kraft arbejdet paa Kristianstads Fæstningsværker, Masser af Levnetsmidler og svært Skyts hidførtes langs Kysten fra Stockholm, Norrkopingogandre Byer over xihus til Egnen om Kristianstad,enArtilleripark af Feltkanoner stod i Midten af AugustiKarlshamn saaledes, at alt var rede til hurtigt Opbrud, Fodfolket laa for Størstedelen i Kvarterer imellem Kristianstad,Lundog Malmø, med Mødeplads i Hørby, tæt ved Ringsjon, hvorfra Afstanden var lige lang til Landskrona, Malmø og Kristianstad, Rytteriet kantonnerede noget længeretilbage;i Malmø laa der 2000 Mand som Garnison, og langs Kysten var der anlagt Batterier paa de Steder, hvor Angrebet nærmest kunde ventes. Kong Karl ledede selv Forsvaret fra Lund, hvor han havde taget sit Kvarter

Side 81

i Augustmaaned. Men trods alle Anstrængelser var Styrken næppe 20000 Mand, og skjønt disse vistnok vilde have gjort deres Pligt til det yderste i Tilfælde af Angreb, kan det ikke vække Forundring, at der var højt staaende Officerer, som imødesaa Landgangen med Bekymring1). Noget paalideligtKjendskabtil, hvad der gik for sig i Skaane, havde Czar Peter og Frederik IV ikke; deres meste Kundskab havde de fra nogle Skaaninger, der vare fangne ved en Rekognoscering af en Afdeling russiske Kosakker, som var bleven landsat derovre. De fortalte blandt andet, at Kong Karl var kommen, og at han havde 20000 Mand at byde over2). Ved at rekognoscere langs Kysten havde Czar Peter faaet en skarp Hilsen fra svenske Kystbatterier, der gav ham et stærkt Indtryk af, at Svenskerne vare paa deres Post. Tanken om, at det var en Fjende som Karl XII, han vilde faa at gjøre med, bragte ham til snarere at overvurderedenModstand, han og Frederik IV vilde møde, end



1) Der fattes en Fremstilling fra svensk Side af Bustningerne i Skaane. Hvad her er fortalt derom, støtter sig til en Beretning af en russisk • Emissær, en Tysker Heinrich Holterling, der efter Czar Peters Ordre rejste til Sverige fra Liibeck og, under Maske af at være en liibecksk Kjøbmand, i August Maaned saa sig godt omkring i Skaane, personlig saa Kong Karl i Lund og iblandt andet havde en længere Samtale med den tidligere svenske Gouvernør i Pommern, Meyerfeldt, der aabent ytrede sin Bekymring for, hvad der forestod. Denne Emissær naaede ikke førend i Januar 1717 over Norge til Kjøbenhavn, hvorfra han har dateret sin Indberetning til Czaren 17. Februar. Den er affattet i en jævn Tone og gjør et paalideligt Indtryk. Den findes i Gehejmearkivet.

2) Bacmeister: Beitriige 11, 52 og en Beretning om Forhøret over dem i Gehejmearkivet. Paa det kgl. Bibi. Ny kgl. Samling 685 b. findes en skreven Fortegnelse over den svenske Troppestyrke, affattet paa svensk og dateret Kjøbenhavn 9. August 1716. Efter den var der 6000 Mand Ryttere og 4100 Mand Fodfolk i Skaane foruden 2 Batailloner i Landskrona.

Side 82

til at sætte den for lavt, og saa kom Skrupler til som en
Følge af Aarstiden.

Naar man husker, hvor stserkt Frederik IV i de farste Dage af Juli indskaerpede Levenarn ogWestphalen at arbejde paa, at Kusserne saa snart som muligt gjorde sig feerdige til Overfarten, skulde man tro, at han og hans hejere Officerer dengang have ment, at Toget vilde kunne finde Sted om kort Tid. Men de have aldrig kunnet regne at have alt lcciuigi imeiJu 1 oiuiiiiugeii tv AUgusi. 1 rwagt; uen ivmruiUJroute,som Generalkommissariatet udkastede 1. Juli for de ftegimenter, der stode paa Halv#en, vilde Hseren ikke kunne vsere samlet ved Kjebenhavn inden den 20. August, ligesom det russiske Dragonregiment, der skulde felges med det danske Kytteri til Sjaelland, ikke kunde naa oresundets Kyst ferend den 19. August1). Det ligger i Sagen selv, at Czar Peter har faaet eller skaffet sig Underretning om disse Marcherouter2), og han kan derfor heller ikke have tsenkt paa at komme til at gjere Toget tidligere. Maaneder igjenneni var der blevet talt oqi Laridgangsexpeditioneii, og selv naar den fandt Sted i Slutningen af August, vilde der vsere givet Svenskerne et stort Spillerum til at ruste sig. At der behevedes saa lang Tid til Forberedelsen, er et paafaldendeVidnesbyrd om, hvilke Vanskeligheder det kostede i det fattige Land at sarnie, hvad der var nadvendigt til Toget, og



1) Feltkommissariatets Protokol. Man kan se, at i Virkeligheden vare alle de til Landgangsexpeditionen bestemte Tropper endnu den 25. August ikke komne over Beltot. (Ordre til Judichær af 25. August i Eegistratur over Krigskancelliets modtagne Ordrer 1716.) Den 14. Juli fik General Scholten Ordre til senest i Midten af August at møde i Lejren ved Kjøbenhavn „mit seiner Equipage".

2) Han vilde simpelthen have kunnet regne sig dertil, da der i Følge Marcherouterne regelmæssig skulde indtræffe et Eegiment til Lejren hver anden Dag.

Side 83

hvilken Tid Transport og Gjennemmarche igjennem et Land krævede, naar man nogenlunde vilde skaane Befolkningen i de Egne, Tropperne droge igjennem. Men nu var der gaaet fire Uger efter den beregnede Termin, og de russiske Generaler, Szeremetef, Weide, Repnin o. a., gjorde, da de kom til Sjælland, deres bedste for at skræmme Czar Peter fra hans Forehavende1). Eimeligvis med Tanken om, hvor tidlig det plejede at blive Vinter i Eusland, fandt de, at det var blevet for sent paa Aaret, de frygtede for, at de ikke skulde kunne faa tilkæmpet sig faste Stillinger, inden Vinteren brad løs, og de vidste, at Karl XII sidst af alle vilde lade der være Stilstand om Vinteren, selv om den blev nok saa haard. Da Czar Peter 12. September holdt Krigsraad,vare alle Deltagerne, Ministre saa vel som Generaler, enige om, at Toget burde udsættes til næste Aar, og et nyt Krigsraad, der efter Fyrst Repnins Komme blev holdt den 16. September, fastslog den samme Opfattelse2).

Maaske vilde Skrupler og Tvivl ikke have faaet OverhaandhosCzar Peter, hvis han havde havt Tillid til de Danske. Men han havde liden Tro til deres Generalers Dygtighed, og han lod endog sin Ringeagt for dem skinne frem i Ytringer til Frederik IV selv. Da de danske Ministreunderen Forhandling 10. September klagede derover, maatte Russerne for Husfredens Skyld give en Forklaring paa Czarens Vegne, der dog i Virkeligheden intet sagde. Men endnu mere tilbøjelig var Peter til at harmes over Sendrægtighed og ond Vilje hos de Danske. At Gabels



1) Efter hvad „vme personne de confianee" i Berlin fortalte Meyer ved Nytaarstid 1717, havde det især været General Weide, der havde ført Ordet for at opgive Toget (Depeche fra Meyer 3. Januar 1717).

2) Bacmeister: Beitriige 11, 53.

Side 84

Komme inaatte oppebies, inden Flaaderne stak i Søen, har han bag efter været saa høflig at indrømme; men han lod sin Vicekansler Schafirof den 24. August klage skarpt over, at det trak ud med Afsendelsen af Transportskibene fra Kjøbenhavn til Rostock, og Schafirof udtalte ved denne Lejlighed et truende Ord, som snart skulde gaa i Opfyldelse,athvis man tøvede længere med Transporten, kunde det hele Felttog let blive til intet. Ligesaa rnislornøjetvarCzar Feter over, at Frederik IV ikke vilde sende Skibe fra sin Flaade til den bothniske Bugt for at understøtte det Angreb fra Finland imod Sveriges -Østkyst, som han ved Altonakonventionen havde paataget sig at gjøre, samtidig med at Hovedstødet skulde rettes imod Skaane1). Men for ikke at tale om, at denne Diversion, hvis den skulde finde Sted nu i Efteraaret, vilde komme altfor sent til at lette Udførelsen af Toget til Skaane, var det en Selvfølge, at Czaren burde bruge sine egne, ikke de dansk-norske Krigsskibe til at sende derhen. Hvad maatte ligge den mistroiske Frederik IV nærmere end at tænke sig, at enten skulde hans Skibe bruges til at tage den værste Tørn af, naar det kom til Kamp med den svenske Eskadre ved Stockholm, eller at Czaren ønskede dem for i dem ligesom at have et Pant paa Troskaben ved den danske Politik. Man kan derfor ikke undre sig over, at han svarede med et Afslag. Men dette ærgrede Czar Peter, og han har endog ladet skrive i sin Dagbog, at Diversionen fra Aalandsøerne havde maattet opgives, fordi de Danske trods Aftalerne i Altona ikke havde villet tage



1) Om disse forskjellige Forhandlinger se Protokoller over Møder i denne Tid imellem danske og russiske Statsmænd og Officerer, der findes i Geliejmearkivet, for Størstedelen i Geliejmcregistraturprotokollen fur 1716.

Side 85

Del i den. Traktatens Text viser klart, at Frederik IV slet
ikke havde forpligtet sig til sligt; men dertil har han i sin
Lidenskab ikke taget Hensyn.

Den samme daarlige Vilje fra dansk Side troede han at mærke i den, ganske vist noget vrantne Holdning, som Gyldenløve viste under Togtet til Bornholm, og i at man fra dansk Side ikke havde villet udstrække dette Togt længere imod øst. Der kan ej heller være Tvivl om, at han ogsaa har taget Frederik IV det ilde op, at en Anmodning fra hans Side om af Hensyn til de Indkjøb, hans Soldater maatte gjøre, at faa 100000 Rdlr. i Kopeker ommøntede i dansk Smaamønt blev afslaaet, fordi Mønten i Forvejen havde altfor meget at gjøre (10. September).

Hvor utilfreds han var med den dansk-norske RegeringsHoldning, ser man tydelig af det Afsnit af hans Dagbog, som omhandler Sommeren 1716, og maaske endnu stærkere af adskillige Breve, han skrev i denne Tid. Alleredeet Par Dage efter sit Komme til Kjebenhavn skrev han til Czarinden: «Med Hensyn til Sagernes Gang her har jeg kun at fortælle, at vi spilde Tiden til ingen Nytte. Det gaar med vort Forbund, som naar man spænder unge Heste for en Vogn. Man vil bringe den midterste Hest fra den rette Vej, men den har ikke Lyst til at give efter«a). «Gud alene véd», hedder det i et Brev fra ham (20. Aug.) til den højst kommanderende Admiral i Rusland, Apraxjn, «hvad jeg maa døje med de Danske, da de lade den bedste Tid gaa tabt, som om det var noget dem uvedkommende, hvormed de have at gjøre. Jeg vilde gjerne have sendt nogle Skibe af alle tre forenede Flaader til Aalandsøerne



1) A. Briickner: Peters des Grossen Briefwechsel etc. S. 228.

Side 86

for at yde Eder Sikkerhed der. Englsenderne vare nok villige til at gaa ind derpaa; men jeg kunde ikke faa de Danske til at give et eneste Skib dertil. Nu vil jeg endnu engang prove paa at faa Landgangen i Stand. Kan vaere, at det allerede er for silde —, men om den end skete sent, den vilde dog altid vsere noget stort"1). Efter at ban saa havde maattet opgive Landgangsplanen, giver han sit Misn.ejeLuft i et nyt Brev til Apraxin, hvor han skriver: «Da ve nener jja,iish.e nave suimeb uieu ait, uit ut; ikhb lmeiiu. i September have fart vore Tropper herover og endnu slet ikke have fert tre Eytterregimenter over, og da de ej heller i Overensstemmelse med den fastsatte Aftale have dsekket Overfarten fra Aalandsaerne, kan det ikke mere blive til noget med Landgangen i Skaane, som «Fartiet» har bragt til at strande Meddelende Eder dette med Bedrevelse,forbliver jeg Eders Peter»2). Det stemmer neje med dette Brev, naar han den 13. Oktober skriver til Senatet i Petersborg: «Efter at de Danske have nelet i den Grad . . . og da et Tog ikke kan gaa for sig ferend naeste Aar, er der ikke andet at gjere, end at man maa gaa les fra Aaland, hvortil alle Forberedelser maa treeffes. Man maa ikke falde i Sevn, saaledes som det er sket i dette Felttog»3).

Naar Czar Peter i det ene Brev til Apraxin taler om
et «Parti», har han tænkt paa flere ansete Mænd ved Kong
Frederiks Hof, som han holdt for at være sine bitre Fjender



1) Bergmann: Poter der Grosse IV, 98.

2) Bergmann anf. St. S. 102.

3) Szoloviefs Kuslands Historie vol. XVII (Moskva 1867) S. 60. Da jeg ikke selv forstaar russisk, bar Docent Dr. V. Thomsen vist mig det Venskab at oversætte de Sider for mig af dette Værk, som jeg efter Citaterne i Briickners Skrift Peter der Grosse (Berlin 1879) maatte antage, havde særlig Værd for mig.

Side 87

og for at være paavirkede af den hannoveranske Regering, særlig af A. G. Bernstorff. Det Had, han havde fattet imod General Dewitz, havde han holdt fast ved siden. Dewitz var selv saa klar derpaa, at han valgte, saa længe som muligt, at blive borte fra Kjøbenhavn ovre paa sit Gods Frederiksgave i Fyen. Den Tanke laa ham ikke fjærn, at Czarens Forbitrelse kunde gjøre det nødvendigt for ham at maatte forlade Landet1). Men han var en altfor dygtig og modig Rytterofficer, til at Frederik IV kunde undvære ham ved et Tog som det, der forestod, og han blev kaldt til Kjøbenhavn, hvor Czaren ikke saa blidt til ham. Eygtet har endog fortalt om ligefrem truende Ytringer, Czar Peter kom med til ham, da han her traf sammen med ham. Det var forgjæves, at Dewitz stræbte ved Schafirof som Mellemmand at faa ham til at lade dette Had falde nu, da der trængtes til Enighed2). Ikke meget større Velvilje nærede Czaren imod Gehejmeraad Johan Georg Holstein. I sin irritable Stemning glemte han, at Wibe endnu stedse havde mest at sige hos Kongen, han mente, at Holstein og Dewitz tillige med deres mecklenburgske Landsmænd dannede Flertallet af de danske Ministre og Generaler, han skruede sig op til den Indbildning, at de havde bestukket General Scholten, der stod i Spidsen for Generalkommissariatet, og var overtydet om, at de sammen med forskjellige Holstenere,dervare stærkt svensksindede, havde den største Indflydelse. Han har utvivlsomt opfattet det som et Vidnesbyrdherom,at



1) Et interessant Brev fra Dewitz, hvori dette udtales (dateret 5. Aug.), findes i en Pakke paa Gehejmearkivet: Acta vedrørende Krigen 1709—1720. Det er stilet til en Excellence, uvist hvilken. Jeg formoder, det er til Wibe.

2) Brev fra Dewitz til Schafirof 2. Sept. i Gehejmeregistraturprotokollen for 1716.

Side 88

byrdherom,atden dansk-norske Regering opfordrede ham til at vise Maadehold imod Adelen i Mecklenburg1), som han hjalp Hertugen med at kue. Det var paa en Maade en retfærdig Nemesis, der her rammede Kong Frederik, naar de mange Tyskere, med hvilke han havde fyldt sit Officerskorps,vakteCzarens Mistillid. Denne vilde langt mere have stolet paa Sindelaget hos en Kreds af Generaler og Oberster, der bestod af Danskere og Nordmænd.

_l_ I>K?X V 4 Oit OLiVXCO -i-TX. XO dXX 1\ O X i-XJ \J JL » V—^ • XJV^IO Ij^^ Jl XX VJ w Dewitz var for saavidt berettiget, som disse Maend vare ilde stemte imod ham. Deter betegnende, at netop I. G. Holstein har gjort Udkastet til en «Pro memoria», som indeholdt en skarp Klage over forskjellige Skridt fra Czar Peters Side, f. Ex. over at han havde ladet en Del af de Dragoner, der overfertes fra Travemtinde, blive landsatte ved Korser isteden for, at de skulde fores lige til Hveen. Denne Klage er aabenbart aldrig bleven indgivet til Czaren; men den er karakteristisk til at vise sin Affatters merke Syn paa ham2).



1) Protokol o vor Møde imellem danske og russiske Ministre 3. August.

2) Der findes ingen med don stemmende Deklaration iblandt de mange Aktstykker med gjensidige russiske og dansko Klager og Forestillinger fra denne Tid, der haves i Golicjmcarkivct. Maaske har I. G. Holstein ikke kunnet trænge igjennem med sit Forslag, maaske har det været vedtaget, at en saadan Klage skulde fremsættes; men den er da faldet bort af sig selv ved Czar Peters Beslutning at opgive Landgangsplanen den 17. Sept. Da Udkastet nemlig vitterlig støtter sig til Indberetninger fra Eesidenten Brandis i Liibeck og Baron Blome paa Farve, hvilke ero daterede den 14. September (jvfr. S. 77), kan det ikke være affattet førend den l(i. og maaske den 17. September; men da var Toget allerede opgivet af Czaren. — Det her omtalte Udkast, skrevet med I. G. Holsteins egen Haand og fuldt af Rettelser, findes i Manuskriptsamlingen paa Ledreborg (Pakke i Folio med Paaskrift: I. G. Holsteins Autobiografi). En Afskrift, der liar været taget efter en Benskrift af dette Udkast og derfor er fri for nogle stilistiske Skjødesløsheder, som findes i Koncepten, men ellers stemmer ordlyd ende med denne, haves i den tidt nævnte Samling Løvenørnske Papirer paa Kongens Bibliothek (Pakke 39. Pars I). Brasen: Gamle Ejere af Bregentved S. 416 mener, at dette Aktstykke har været en Instrux for Løvenørn, hvorefter denne skulde udtale den alvorlige Klage for Czaren. Men Aktstykket (trykt hos Bras ch S. 55455) er udateret, uden Underskrift, det har flere Rettelser med en anden Haand end den, hvormed det er skrevet, det er i den Grad formløst, at det ender med et Komma, og der staar ikke et Ord i det om, at Løvenørn skal overrække Klagen. Det kan derfor umulig være en Instrux for ham; men det er slet og ret en Afskrift af et Aktstykke, han af en eller anden Grund har havt Lyst til at eje. Oven i Kjøbet er det aldeles usandsynligt, at Løvenørn skulde være bleven brugt til at afgive en saadan Erklæring, thi han havde i denne Tid kun med Transporterne at gjøre, og alle Udtalelser til Czaren eller hans Ministre fremsattes i Konferencer af det danske Konseils egne Medlemmer, undertiden med Tilkaldelse af Generaler eller Admiraler samt af den som Diplomat højt betroede Envoyé hos Czaren, Westphalen. Men allermindst kan der paa det skrøbelige Grundlag, som et saadant Aktstykke giver, opbygges de Gisninger, Brasch fremsætter om, at Frederik IV selv havde opgivet at gjøre Landgangen, og at hans Bestræbelser for at faa Czaren til at forandre sin Beslutning kun have været rettede paa at frelse Skinnet af, at han selv fastholdt Planen.

Side 89

Det er i det Hele umuligt at undres over, at en saa skarptsynet og mistænksom Mand som Peter den store rnaatte faa den Tro, at al den Opmærksomhed, der fra Kongens Side vistes ham og Czarinden, kun var et tyndt Dække over en trykket og übehagelig Følelse ved at skulle se ham og hans Folk saa længe paa sjællandsk Grund, ja endog over ligefrem Mistro. Ikke blot kom det jaevnlig under Forhandlingerne imellem de russiske og danske Ministre til temmelig skarpe Sammenstød; men forskjellige Skridt fra den dansk-norske Regerings Side viste tydelig slige Stemninger.



2) Der findes ingen med don stemmende Deklaration iblandt de mange Aktstykker med gjensidige russiske og dansko Klager og Forestillinger fra denne Tid, der haves i Golicjmcarkivct. Maaske har I. G. Holstein ikke kunnet trænge igjennem med sit Forslag, maaske har det været vedtaget, at en saadan Klage skulde fremsættes; men den er da faldet bort af sig selv ved Czar Peters Beslutning at opgive Landgangsplanen den 17. Sept. Da Udkastet nemlig vitterlig støtter sig til Indberetninger fra Eesidenten Brandis i Liibeck og Baron Blome paa Farve, hvilke ero daterede den 14. September (jvfr. S. 77), kan det ikke være affattet førend den l(i. og maaske den 17. September; men da var Toget allerede opgivet af Czaren. — Det her omtalte Udkast, skrevet med I. G. Holsteins egen Haand og fuldt af Rettelser, findes i Manuskriptsamlingen paa Ledreborg (Pakke i Folio med Paaskrift: I. G. Holsteins Autobiografi). En Afskrift, der liar været taget efter en Benskrift af dette Udkast og derfor er fri for nogle stilistiske Skjødesløsheder, som findes i Koncepten, men ellers stemmer ordlyd ende med denne, haves i den tidt nævnte Samling Løvenørnske Papirer paa Kongens Bibliothek (Pakke 39. Pars I). Brasen: Gamle Ejere af Bregentved S. 416 mener, at dette Aktstykke har været en Instrux for Løvenørn, hvorefter denne skulde udtale den alvorlige Klage for Czaren. Men Aktstykket (trykt hos Bras ch S. 55455) er udateret, uden Underskrift, det har flere Rettelser med en anden Haand end den, hvormed det er skrevet, det er i den Grad formløst, at det ender med et Komma, og der staar ikke et Ord i det om, at Løvenørn skal overrække Klagen. Det kan derfor umulig være en Instrux for ham; men det er slet og ret en Afskrift af et Aktstykke, han af en eller anden Grund har havt Lyst til at eje. Oven i Kjøbet er det aldeles usandsynligt, at Løvenørn skulde være bleven brugt til at afgive en saadan Erklæring, thi han havde i denne Tid kun med Transporterne at gjøre, og alle Udtalelser til Czaren eller hans Ministre fremsattes i Konferencer af det danske Konseils egne Medlemmer, undertiden med Tilkaldelse af Generaler eller Admiraler samt af den som Diplomat højt betroede Envoyé hos Czaren, Westphalen. Men allermindst kan der paa det skrøbelige Grundlag, som et saadant Aktstykke giver, opbygges de Gisninger, Brasch fremsætter om, at Frederik IV selv havde opgivet at gjøre Landgangen, og at hans Bestræbelser for at faa Czaren til at forandre sin Beslutning kun have været rettede paa at frelse Skinnet af, at han selv fastholdt Planen.

Side 90

Den 7. September bød Kongen Kjøbenhavns Kommandant,Generallieutenant Schønfelt at fordoble Vagterne ved -Øster- og Nørreport, at lade stille Artillerister med brændende Lunter ved Kanonerne i de Bastioner, der stødte op til disse to Porte, at lade patrouillere stærkt ved Nattetid og at anvise Militæret og Borgerskabet i Byen bestemte Allarmpladser, hvor enhver strax skulde møde med skarpladetGevær, saa snart der opstod nogen Urolighed enten veu In al eller Dag. Del maaiie uiiuiagen i visse Tilfælde ikke tillades nogen Soldat enten fra Kongens eller den russiskeLejr at komme med Vaaben ind i Staden1). Skjønt denne Ordre maaske kun er fremkaldt ved Frygt for, hvad slet disciplinerede Soldater i Drukkenskab eller af Ondskabsfuldhedkunde falde paa2), maatte det gjøre et uheldigt Indtryk paa Czar Peter, at det netop var de to Porte, der laa hans Troppers Lejr nærmest, ved hvilke Vagterne bleve fordoblede, og at denne Ordre blev givet i de Dage, da man ventede de 30 Batailloner fra Mecklenburg. Han har næppe følt sig behageligere tilmode ved at se, at en Fregat fik Plads imellem Hveen og den sjællandske Kyst for at hindre, at de russiske Dragoner, som bleve lagte i Lejr paa den lille -0, kunde sætte over herfra til den sjællandske Kyst3). Det laa nær for ham at opfatte disse Befalinger



1) Krigskancelliets Protokol for 1716. Hojer hensætter urigtig denne Ordre til 26. September.

2) Ordren indledes med de Ord, at han skal: „zu Vorkommung und Abioelvrung der bey den Thoren der Mesigen Residentz so ivohl Tages als Nachts sich begehenden vielen desordres folgenden Punkten stride nachleben".

3) Ordrer af 5. og 7. September til Admiral Judichær. Jvfr. (larde, Efterretninger o. s. v. 11, 338 om forskjellige Ordrer, som den danske Eegering gav for at hindre, at de russiske Tropper, naar de kom til Sundet, landede andre Steder end ved Lejren udenfor Kjøbenhavn og paa Hveen. De Ordrer til Gyldenløve af 11. og 16. September, som Garde sammesteds har anført, og hvorefter Generaladmiralen nøje skulde følge de russiske Krigsskibe, der vilde skille sig fra den kombinerede Flaade og sejle til den sjællandske Kyst, ere af for ung en Dato til at have kunnet faa Indflydelse paa Czarens Beslutning at opgive Planen. Men netop disse Ordrer vidne om, at Frederik IV gik alt for vidt i sin Mistænksomhed. I det mindste viser et Brev fra Czar Peter til den øverst kommanderende Officer paa hans Krigsskibe, Kommandør Schelting (af 10. September), at han udelukkende gav ham Ordre til at sejle ad Sjælland til, fordi Schelting havde indberettet, at han ikke havde Proviant for længere Tid end til Midten af September. Peter skriver i den Anledning til ham, at der skal blive sendt Proviant til Dragør, hvor han kan hente den, og han byder ham udtrykkelig at meddele Gyldenløve og Norris, hvad der var Grunden til, at han maatte skille sig fra dem, men tillige at lade dem vide, at han strax vilde vende tilbage til dem (Petri primi epistolæ. Petersborg 1830 (paa russisk) 111 S. 63, oversat for mig af Dr. V. Thomsen). Peter har her vitterlig ikke handlet illoyalt; men det er nok muligt, at han har gjort sig skyldig i den Hensynsløshed ikke at meddele Frederik IV, at han gav en saadan Ordre. I det mindste faar man det Indtryk af Kongens Brev til Gyldenløve, saaledes som det lyder in extenso (Geliejmearkivet).

Side 91

som fremkaldte af Mistillid ikke blot til hans Soldaters Mandstugt, men ogsaa til hans egen Politik. Han har sikkert ogsaa følt sig stødt ved at se, hvor lidt Frederik IV syntes om, at han lod de 3 russiske Dragonregimenter blive førte over fra Travemiinde. Ganske vist stod der ikke i Altonakonventionen noget om disse Dragoner, og maaske tænkte Kong Frederik, saaledes som han udtalte det, kun paa, at man i Forvejen havde Kyttere nok og blot vilde faa forøgede Forplejningsvanskeligheder, naar de kom med; men Czar Peter blev naturlig bragt til heri at se et Vidnesbyrdom, at hans Forbundsfælle nødig saa ham altfor stærk.

Al Sandsynlighed er for, at Frederik IV og de Mænd,
som havde politisk Indflydelse hos ham, have været enige
om at holde det for raadeligst at træffe forskjellige Sikkerhedsforholdsregler,saafremt



3) Ordrer af 5. og 7. September til Admiral Judichær. Jvfr. (larde, Efterretninger o. s. v. 11, 338 om forskjellige Ordrer, som den danske Eegering gav for at hindre, at de russiske Tropper, naar de kom til Sundet, landede andre Steder end ved Lejren udenfor Kjøbenhavn og paa Hveen. De Ordrer til Gyldenløve af 11. og 16. September, som Garde sammesteds har anført, og hvorefter Generaladmiralen nøje skulde følge de russiske Krigsskibe, der vilde skille sig fra den kombinerede Flaade og sejle til den sjællandske Kyst, ere af for ung en Dato til at have kunnet faa Indflydelse paa Czarens Beslutning at opgive Planen. Men netop disse Ordrer vidne om, at Frederik IV gik alt for vidt i sin Mistænksomhed. I det mindste viser et Brev fra Czar Peter til den øverst kommanderende Officer paa hans Krigsskibe, Kommandør Schelting (af 10. September), at han udelukkende gav ham Ordre til at sejle ad Sjælland til, fordi Schelting havde indberettet, at han ikke havde Proviant for længere Tid end til Midten af September. Peter skriver i den Anledning til ham, at der skal blive sendt Proviant til Dragør, hvor han kan hente den, og han byder ham udtrykkelig at meddele Gyldenløve og Norris, hvad der var Grunden til, at han maatte skille sig fra dem, men tillige at lade dem vide, at han strax vilde vende tilbage til dem (Petri primi epistolæ. Petersborg 1830 (paa russisk) 111 S. 63, oversat for mig af Dr. V. Thomsen). Peter har her vitterlig ikke handlet illoyalt; men det er nok muligt, at han har gjort sig skyldig i den Hensynsløshed ikke at meddele Frederik IV, at han gav en saadan Ordre. I det mindste faar man det Indtryk af Kongens Brev til Gyldenløve, saaledes som det lyder in extenso (Geliejmearkivet).

Side 92

hedsforholdsregler,saafremtde ikke vilde udsætte sig for, at den voldsomme og bydende Czar kunde falde paa at giere sin Vilje gjældende paa en Maade, som man ikke var tjent med. Derimod er det utænkeligt, at de — bortsetfra, hvad enkelte kunde falde paa — skulde paa dette Tidspunkt have frygtet Overfald eller fjendtlige Skridt fra hans Side. I saa Fald vilde det have været Vanvid at gjøre et Tog sammen med ham til Skaane, under hvilket man kunde vente et Forræderi fra hans Side, og Regeringen havde vitterlig ingenlunde opgivet ønsket om, at Toget skulde finde Sted. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at først den 15. og 16. September fastsattes Marcherouten for en Del af Livgarden til Fods, der laa i Kvarter i Vordingborg,Sorø og Kingsted, og for Grenaderkorpset, som laa i forskjellige andre sjællandske Kjebstæder1). Disse Afdelinger vilde herefter kunne komme tidsnok til Bortfartenden 21. September, og Regeringen opsatte af Bekvemmelighedshensynsaa længe at tilkalde dem for kun at have dem liggende saa kort Tid som muligt ved Kjøbenhavn,inden Toget til Skaane gik for sig. Men Frederik IV vilde naturligvis, hvis han havde frygtet fjendtlige Skridt fra Gzar Peters Side, allerede tidligere have tilkaldt disse Regimenter, som dannede Eliten af Fodfolket.

Selv om imidlertid Mistilliden til Czaren ikke gik saa vidt, var der Træk nok, som kunde friste den pirrelige Mand til at føle en bitter Stemning imod de Danske. Han har ment at mærke den samme Ulyst til virkelig Samvirken med ham, som han havde troet at spore ved Felttoget 1712, dengang han i et Brev til Czarinden sagde om sit Forhold til Frederik: «Man har et gammelt Ord:



1) Udgangno Sager fra Feltkommissariatet.

Side 93

to Bjørne forliges ikke godt i én Hule« *). Den Tanke har paatrængt sig ham, at de Danske blot vilde bruge ham og hans Hær til at gjøre Erobringer for dem selv, og at de aldeles ikke havde Lyst til at gjøre noget for ham. Ja han bildte sig vel endog ind, at de kunde falde paa at forraadeham. Misstemning herover slog sig sammen hos ham med Ængsteligheden ved at vove et Vinterfelttog, og han blev saaledes ført til at følge sine Generalers enstemmigeRaad at opgive Landgangsexpeditionen.

7. Spændt Forhold og Forhandlinger imellem Frederik IV og Czar Peter fra 17. September til 27. Oktober.

Denne Czar Peters Beslutning voldte en overordentlig Skuffelse her hjemme. Staten havde maattet bære tunge Pengebyrder, og store Anstrængelser vare gjorte for, at Toget skulde kunne finde Sted. Saa godt som alle Kjøbstæderover hele Danmark vare blevne satte i Virksomhed med at bage Beskøjter og levere Mel; der var blevet rekvireretHø efter stor Maalestok, og de nordsjællandske Amter havde maattet yde Tørv og Brænde til Lejren. Den næsten utrolige Fattigdom, som var et gjennemgaaende Træk ved de allerfleste Kjøbstæder, havde lagt alvorlige Hindringer i Vejen; paa nogle Steder forstod man sig ikke paa at bage Beskøjter, andre Steder mægtede man ikke at bringe det foreskrevne Kvantum Mel tilveje, eller man gjorde af ond Vilje passiv Modstand. Regeringen maatte endog true enkelte Byer med Exekution for at faa, hvad der var den nødvendigt. Ikke mindre kneb det undertiden med at faa Transportskibe til at overføre Artilleri, Ammunition eller,



1) A. Briickner: Peters des Grossen Briefwechsel mit Katharina anf. St. S. 225.

Side 94

hvad der var rekvireret i Provinserne. Fattigt var Landet paa Skibe i Forvejen, og de svenske Kaperier havde tilfojet flere Kjebsteeders Skibsfart Tab, som de sent skulde forvinde.Oven i Kjebet vedbleve de svenske Krydsere indtil op i Augustmaaned at vanskeliggjere Kjobenhavns Sarakvemmed Provinsbyerne1). Endnu den 4. August indberettedeTolderen paa Samse, at Fjenderne havde borttaget9 Farther. Det ser nsesten terroristisk ud, naar Kegenngen den 18. August paabed Amtmaendene og JijebstaedernesMagistrater at «paadrive og pressere alle de Fartejer,som fandtes ved Sokanten, og det saaledes, at de indfinder sig her for Kjebenhavn inden denne Maaneds Udgang. ... in specie alle Fiskerbaade og roende Fartejer, saa mange som kunne afstedkommes»2). Men det er et Vidnesbyrd om, at Regeringen gjorde sit yderste for at faa, hvad den traengte til.

Under slige Forhold havde de danske Militærautoriteter havt et levende Indtryk af, hvilke Vanskeligheder Planens Gjennemførelse kostede. Den Mand, der var den vigtigste i Generalkommissariatet, General Scholten, var allerede fra først af ikke gaaet til Sagen med et let Sind. Dengang Planen til Toget først blev alvorlig drøftet, var han endog



1) Om disse Træk se en Kække Skrivelser i Generalkommissariatets og Feltkommissariatets Protokoller. Den 4. August skriver Wibe til Løvenørn: idag og iforgaars cre omtrent 100 Skibe komne fra Jylland med Hø og Mel. (Udenrigsministeriets Aflevering Nr. 56 i Gehejmearkivet.)

2) Sjællandsko Tegnclser. Nordborg anf. St. S. 585 fortæller, at den danske Konge lod kundgjøre fra alle Prædikestole, at enhver, der havde Flæsk, Smør, Ost, Mel, Brændevin, Tobak eller andre Madvarer, skulde være forpligtet til at føre dem til Sjælland, om end naturligvis imod Betaling. Men et saadant Paabud findes ikke i sjællandske Tegneiser, hvor det maatte have sin Plads, og jeg nærer derfor Tvivl, om det er blevet udstedt.

Side 95

bleven sigtet for at ville gjøre, hvad han kunde, for at hindre det, og skjønt han ivrig fralagde sig at tænke paa sligt, havde han dog udtalt alvorlige Betænkeligheder, saaledesnetop med Hensyn til Provianteringen1). Han og hans Embedsbrødre i Generalkommissariatet vare derfor ogsaa i de første Dage af September ilde tilmode ved at se, hvorledes det imod al Forventning trak ud med Toget til Skaane, thi de havde ikke Havre, Hø og Halm længere end til først i Oktober. De anmodede stærkt om, at der maatte blive udstedt de nødvendige Befalinger til at faa Forsyningen forøget2). Men jo større Møje man havde havt, desto mere længtes man efter endelig at faa Toget i Gang. Da kom Budskabet om, at alt var opgivet. Det Arbejde og de Udgifter, man havde havt, vare fuldstændig spildte, de Forhaabninger, mange havde næret om et glimrende Felttog, vare gaaede op i Røg. «Jeg havde», skriver saaledes Løvenørn29. Oktober til den preussiske Gehejmeraad Massow, »smigret mig med at skulle faa store Nyheder at tilskrive Eder om vore Vaabens Held. Aldrig var der en saa skjen Udsigt dertil; men Skjæbnen har villet det anderledes"3). I slige Stemninger mente man, at Czarens Paastand om, at det var for sent paa Aaret, kun var Mundsvejr.

Foreløbig anstrængte den dansk-norske Regering sig for at faa Peter den store til at tage sin »kategoriske Resolution« tilbage. Det ene Møde fandt Sted efter det andet imellem begge Fyrsters Ministre, og samtidig udvexledes skriftlige



1) Betænkning af 14. Juni. Danske Kongers Historie i Gehejmearkivet.

2) Skrivelse af 4. Septbr. Der vedblev da ogsaa hele Septembermaaned at komme Tilførsler til Hæren fra forskjellige Dele af Landet.

3) Mskptsaml. Dansk Adelshistorie paa det kgl. Bibi. Pakke 42, Pars 11.

Side 96

Deklarationer og Forslag. Alvorlige Klager blandedes fra dansk Side stærkt ind med i Forestillingerne og Opfordringerne.Hvorfor, hed det saaledes, havde Czaren ikke længe i Forvejen udtalt sin virkelige Mening istedenfor nu uventet at sige sig løs fra Toget. Saa kunde Kongen have sparet sig de kolossale Udgifter — paa flere Tønder Guld —, som han havde havt. Man havde, hed det, anstrængt sig til det yderste for med übeskrivelige Udgifter at skaffe Transporiskibe fra alle Kigets .Provinser og selv fra Preussen imod at stille paalidelig Sikkerhed. Toget maatte ske nu eller aldrig. Det var umuligt for Statskassen at bære de forøgede Udgifter, der vilde være Følgen af en Opsættelse til Foraaret; man havde allerede udøvet et haardt Tryk paa al Handel og Skibsfart i Landet ved at lægge Beslag paa en Mangfoldighed af Fartøjer til Transportvæsenet; men det vilde være uforsvarligt at forny det til Foraaret. Og hvilke Ulemper vilde ikke en Udsættelse volde? Nu var Fjenden i <>Konsternation»; men naar man lod ham i Ro, vilde ban tænke, at Czaren og Kongen vare indbyrdes uenige, han vilde fatte Mod og træffe sine Forholdsregler eller maaske endog atter gaa løs paa Norge. Nu laa en engelsk Flaade i Sandet som Forbundsfælle; men den kunde der ikke senere regnes paa, og hvor let vilde ikke Tidsforholdene,som i -Øjeblikket vare gunstige, kunne forandre sig, inden Foraaret kom; det var en Kjendsgjerning, at flere Magter ingenlunde med Glæde saa det Angreb gaa for sig, som var paatænkt imod Sverige. Og saa endelig den Tort, det vilde være overfor Europa at have truffet saa store Forberedelser, og dog ikke at have dristet sig til at vove Toget!

Men trods alle Klager udtalte Frederik IV tillige, at
han havde fast Tillid til sin Forbundsfælle, og han gjorde

Side 97

sit yderste for at rydde Czarens Betænkeligheder af Vejen. Der var, sagde de danske Ministre, samlet en saa stor Mængde Transportfartøjer i Øresund, at man paa engang kunde indskibe hele Fodfolket tillige med 3—400034000 Mand Rytteri, og ved Hjælp af Smaafartejerne kunde 15000 Mand ad Gangen sættes i Land. Oven i Kjøbet var det for -Øjeblikket stærkt Maaneskin, saa at ogsaa Nætterne kunde bruges. De Farer, Czaren frygtede for, at den sene Aarstid skulde volde, vare i hej Grad overdrevne, thi Vinteren var ikke strængere end, at man godt kunde gjore Felttog i en Del af den; der var høstet saa rigelig i Skaane, at man havde sikkert Haab om at kunne forsyne sig tilstrækkelig der, desuden havde General Scholten forpligtet sig til at erobre Landskrona i Løbet af 14 Dage, og naar den forenedeHær havde gjort dette og forskanset sig ved Helsingbor g1), vilde den have faste Støttepunkter til videre Foretagender.

Uagtet denne Argumentation har enkelte svage Sider, var Hovedpunktet i den, at Toget maatte ske nu eller aldrig, uomstødeligt, og den er et uigjendriveligt Bevis for, at Frederik IV og hans vigtigste Raadgivere ønskede, at Toget skulde gaa for sig. Men Czaren var ikke til at rokke. Han fremhævede, hvilken Iver han lige siden det foregaaende Efteraar havde vist for at faa Toget i Gang, og hvor stor en Troppestyrke han havde været rede til at bruge, men at Forudsætningen stedse havde været, at Landgangenkunde



1) I Czar Peters Dagbog (Bacmeister anf. St. 11, 55) staar der ved en. besynderlig Fejltagelse, der gjentages hos Szolovief XVII, 59, at de Danske ved en Forhandling sagde, man kande overvintre ved Helsingør, hvor man kunde lade Mandskabet bygge Hytter i Jorden. Helsingør er naturligvis forvexlet med Helsingborg, ligesom Jordhytterne med Forskansningerne.

Side 98

gangenkundeske, inden det blev sent paa Aaret. Dette paastod han, at han og hans Ministre tidt havde udtalt, og den danske Regering havde derfor ikke Ret til at anke over, at han nu sagde sig løs fra at gjøre Toget. Han indrømmede,at Svenskernes Indfald i Norge havde maattet sinke de Danske, og at det havde været nødvendigt at oppebi Admiral Gabels Komme; men han gjorde gjældende, at naar der havde fundet en yderligere Udsættelse Sted af TranspOiteiut;, var veL Admiral Judichærs Skyld. Det var saa langt fra, at han tillagde de danske Udtalelserom, at Toget let lod sig udføre, nogen Vægt, at han tvært imod paastod, at man ved at gjore det nu vilde sætte hele Hæren og hele Forbundets Formaal paa Spil1). Derimod vilde det til næste Foraar kunne gaa for sig med større Sikkerhed og med Haab om et lykkeligt Udfald. Saa vilde han ogsaa samtidig gjøre en stærk Diversion fra Aalandsøerne imod -Østsverige med 21000 Mand, uden at han dertil vilde kræve Hjælp af danske Skibe. Skulde Kongen imod Forventning ikke ville gaa ind paa Planen om et Tog til Foraaret, var han dog for at vise sin oprigtigegode Vilje rede til at gjøre alt for ham, hvad han kunde vove uden «den yderste Hazard«. Altsaa stillede han 15 Batailloner og 1 Regiment Dragoner til Kongens Raadighed, saaledes at denne kunde bruge dem paa den Maade, han fandt tjenlig, han vilde ogsaa lade sine Gallejer yde al mulig Hjælp ved Landgangen i Skaane.



1) Medens det tidt siges, at Czaren stærkt fremhævede Bristen paa Magasiner som en Hovedgrund til, at han maatte opgive Toget, anføres denne Grund slet ikke i de forskjellige skriftlige og mundtlige russiske Erklæringer til den dansk-norske Kegering i denne Tid. Man kan derfor ikke, saaledes som Brasch gjør, bebrejde Frederik IV, at han ikke har berørt dette Punkt i sin Deklaration af 10. Oktober, om hvilken se S. 102.

Side 99

Paa den Tid, Czar Peter gav dette Tilsagn (23. September), vidste han, at der var meget ugunstige Rygter i Omløb om hans Grunde til at forandre Planen1). Han udtalte derfor netop, at han gav sit Tilsagn for at vise, at han ikke havde nogen Bitanke, saaledes som han hørte, at han blev mistænkt for fra Kongens Side. Men mon Czaren har troet, at Frederik IV vilde tage imod de 15 Batailloner? Kunde han, der havde sagt, at han ved at gjøre Landgangen vilde udsætte sin hele Hær for Undergang, virkelig tilbyde sine 15 Batailloner til denne visse Undergang? Besynderligt, at den skarptseende Mand ikke saa, i hvilken Grad han ved dette Tilbud slog sig selv paa Munden rned Hensyn til sin Paastand om Umuligheden af at gjøre Toget saa sent paa Aaret.

Men Frederik IV svarede, hvad C/ar Peter rimeligvis havde ventet, at denne Styrke var for svag, han maatte have 28 Batailloner, hvis han skulde kunne foretage Landgangenmed Haab om et heldigt Udfald, og han krævede derfor,at Hjælpekorpset maatte faa en saadan Styrke. Naturligvistroede han ikke, at Czaren vilde gaa ind herpaa, og han kunde derfor rolig give sit Svar en skarp Braad ved at tilføje, at, naar han fik disse Batailloner, vilde det trods al hans Tillid til Czaren være nødvendigt, at denne ufortøvetindskibede



1) Hos Nordberg anf. St. 11, 585-, Gebhardi: Geschiclite der Konigreiche Dånemarck und Norwegen (1770) S. 2323 og ogsaa andensteds træffer man den Meddelelse, at „Czaren den 23. September udtalte, at han var villig til at gaa til Skaane med sin hele Magt, hvis Kongen til hans Sikkerhed vilde indrømme ham to af Kjøbenhavns Porte og optage en lille russisk Besætning i Staden. Dette Porslag havde Kongen afslaaet den næste Dag". — Men et saadant taabeligt Tilbud har Czaren hverken gjort ved sin Deklaration den 23. September eller overhovedet under den hele Forhandling, som man i Gehejmearkivets Aktstykker kan følge fra Dag til Dag.

Side 100

tøvetindskibedesig med sine andre Tropper og sejlede bort med dem. Førend dette var sket, vilde han umulig kunne føre sine Tropper bort til et Angreb paa Sverige. Herom udbad han sig Czarens »brodervenlige Erklæring« allerede næste Morgen. Denne Erklæring kom, som man kan vide, ikke til at gaa ud paa andet, end at Czaren stod fast ved sin engang fattede Beslutning (24. September), og hermed var al Mulighed for en Samvirken i dette Efteraar bortfaiden.Kong Frederiks eneste tfnske maatte nu være at se Russerne drage bort, jo før jo hellere. Paaberaabende sig Nødvendigheden af saa hurtig som muligt at slippe for de Udgifter, som Fragten af de mange Transportfartøjer voldte ham, anmodede han derfor Czar Peter om at give «pressante Ordres til hurtig Indskibning af alle de Tropper, han havde liggende paa Sjælland, Hveen eller andre Steder i hans Lande» (26. September).

Dette efterkom Czar Peter. Hans Tropper bleve snart indskibede, men havde ondt ved at komme afsted paa Grund af Modvind, og de døjede meget ombord, inden de fik Medbør. Medens Gallejerne med Gården droge bort den 13. Oktober, kom Transportskibene med den øvrige Hær ikke afsted førend den 23de. De sejlede til Rostock under Bedækning af den dansk-norske og den russiske Flaade; den engelske Flaade tog Station ved Stevns.

Hvor lidt Czar Peter end havde været til at rokke fra sin engang fattede Beslutning, har han maaske dog ikke været uden Tvivl om dens Rigtighed. I det mindste fandt den engelske Admiral Norris ingenlunde nogen ugunstig Stemning hos ham, da han den 24. September søgte at bearbejde ham til at gjenoptage Landgangsplanen. Næste Morgen vilde Norris trænge endnu stærkere ind paa ham. Men da havde Czaren holdt Raad med sine Ministre og

Side 101

Generaler, og han erklærede nu, at det var ham umuligt at foretage Landgangen. Da Norris ytrede, at han efter Samtalen den foregaaende Dag havde ventet et gunstigere Svar, bad Czar Peter ham tøve et -Øjeblik og vendte derpaa tilbage til sit Konseil; men lidt efter kom han atter ud, og han saavel som Vicekansleren Schafirof udtalte, at et Tog i dette Aar var en Umulighed, saa meget mere som der allerede var truffet Forholdsregler i Henhold til Beslutningenom, at Planen skulde opgives 1). Som Czaren i Følge denne Beretning har vaklet og til syvende og sidst rettet sig efter sine Ministres og Generalers Forestillinger, saaledes har der senere været øjeblikke, da han fortrød at have ladet Planen falde, og i slige Stemninger skjød han Skylden paa dem, der ved hin Lejlighed havde været hans Eaadgivere. Saaledes skrev han 2. Februar 1717 til FeltmarechalScheremetef, som havde været den øverste Officer ved Korpset paa Sjælland: «Efter at I og flere af Generalernehave faaet standset og hindret Landgangen, kan I nu se, hvor slette Virkninger dette har havt. Englænderne ere fuldstændig uenige med os, de Danske tør ikke gjøre noget uden dem, og saaledes komme vi til at vende hjem med Skam. Var det blevet til noget med Landgangen, vilde vi allerede have faaet Fred; men i det Sted have de Raad, I have givet, ført til, at alt er blevet kuldkastet, og at Krigen er trukket i Langdrag.« Scheremetef svarede, at Czaren selv vidste, at Landgangen var bleven opgivet af vigtige Grunde, og at alle, der havde taget Del i Forhandlingen,havde været enige i den Beslutning, "man dengangfatted e2).



1) Eapport fra Admiral Norris til Frederik IV, dateret 25. September

2) Halem: Leben Peters des grossen (Minister und Leipzig 1804) 11, 375. Czar Peters Brev gjør en Meddelelse trolig, som man ellers vilde være tilbøjelig til at opfatte som tom Tale, naar nemlig Frederik IV i et Brev af 8. December 1716 til Kongen af Preussen skriver, at „die russischen Ministres sich verschiedentlich verlauten lassen, dass sie dessen keine erhebliclie Ursache iviisten (nemlig til Landgangsplanens Opgivelse), sondern nur allein die Schuld auf die russischen Generals zu legen stichten".

Side 102

Det var et besynderligt Forhold, der i denne Tid udvikledesig imellem Czar Peter og Frederik IV. Deres gjensidige Tillid, som aldrig havde været stor, havde faaet et Grundskud, og alskens Rygter, der kom i Gang, kunde kun uddybe Kløften imellem dem. Frederik IV lod endog 10. Oktober tilstille sine forskjellige Diplomater i Udlandet en Slags Deklaration, som de i paakommende Tilfælde skulde bruge for at vise, at det ikke var Kongen, der havde AnsvaieLTur, at det ikke var blevet til noget med Toget til Skaane. Den indeholdt væsenlig det samme, som den dansk-norske Regering havde udtalt til Czaren og hans Ministre under den sidste Tids Forhandlinger, og skjont der ikke i den fandtes ligefremme Sigtelser imod Czar Peter, var dog Bitterheden imod denne til at læse imellem Linierne. Særlig betegnende var Slutningen, hvor det hed: «Gud og Tiden vil lade det komme for en Dag, af hvilken Grund Czaren bar fattet en Beslutning, der er saa skadelig for det nordiske Forbund og derimod saa gavnlig for den fælles Fjende. Enhver upartisk vil vide, at Kongen er ansvarsfri, men at han alene er bleven forhindret fra at gjøre Toget ved Hans Czariske Majestæts Beslutning.» Man har ondt ved at forstaa, at Frederik IV og hans Ministre kunde falde paa at give deres Vrede Luft i et saadant Aktstykke. Selv om det kun skulde bruges af Diplomaterne, vilde det snart blive almindelig kjendt, og det varede ogsaa kun kort Tid,



2) Halem: Leben Peters des grossen (Minister und Leipzig 1804) 11, 375. Czar Peters Brev gjør en Meddelelse trolig, som man ellers vilde være tilbøjelig til at opfatte som tom Tale, naar nemlig Frederik IV i et Brev af 8. December 1716 til Kongen af Preussen skriver, at „die russischen Ministres sich verschiedentlich verlauten lassen, dass sie dessen keine erhebliclie Ursache iviisten (nemlig til Landgangsplanens Opgivelse), sondern nur allein die Schuld auf die russischen Generals zu legen stichten".

Side 103

inden det blev trykket rundt omkring og baade drøftet og kritiseret i Datidens Flyveskrifter1). Danmarks bitre Fjende, den svenske Diplomat og Statsmand M. Wellingk, gjorde sit bedste for at faa det udbredt2). Enhver maatte sige sig selv, at Czar Peter vilde blive forbitret over at se sig saaledes stillet i Gabestokken, og der kunde derfor kun være Mening i dette Skridt, hvis man allerede var bestemt paa at bryde med Czaren.

Men dette var ingenlunde Regeringens Tanke. Samtidigmed, at Kong Frederik stadig viste Czar Peter den største ydre Opmærksomhed, erklærede han sig villig til at gaa ind paa hans Forslag at underhandle om fælles Operationertil Foraaret imod Sverige. Czar Peter blev rolig boende i Kjøbenbavn, som om intet var forefaldet, ikke alene efter at hans Tropper havde indskibet sig, men ogsaa flere Dage, efter at de vare sejlede bort. Han vidste godt, hvorledes Rygterne om, at han havde villet svige FrederikIV, voxede Dag for Dag; men dette afholdt ham ikke fra i flere Dage eller rettere Uger helt at give sig tillige



1) Allerede inden Slutningen af Aaret var det f. Ex. trykt i Tidsskrifterne Europaische Fama tom. 193 S. 70, Mercure historique et politique tom. LXI S. 395 og udtogsvis i La clef du cabinet dos princes de l'Europe tom. 25 S. 352. Man finder det drøftet iLa crise du Nord (1717) og overordentlig skarpt kritiseret i Lettre d'un gentilhomme de Mecklenbourg å son ami de Copenhague. Swerin 23. Okt. 1716, der er aftrykt hos L amber ty, Memoires IX, 628 ff. Dette Modskrift bærer Præg af at være skrevet under Paavirkning fra russiske Statsmænds Side og kan vistnok opfattes som et Slags officiøst Skrift. Det kan ikke være rigtigt, naar det i Warmholtz: Bibliotheca historica sveogothica X, 154 hedder, at det er forfattet af den svenske Diplomat

2) Moser: Rettung der Ehre und Unschuld des Gortz (1779). S. 472.

Side 104

med Czarinden i Kong Frederiks Vold. Han tog kun Hensyntil Rygterne, for saavidt han personlig forsikrede Kong Frederik, at saa sandt han havde sin Ære kjær og var en Kristen, var det en skammelig Bagvadskelse, naar man sigtede ham for at have villet slutte en Særfred med Sverige.

De Forhandlinger, som i denne Tid førtes om et Angreb paa Sverige til Foraaret, havde til Grundlag et saakaidet russisk rrojekt (11. Oktober) og et Kontraprojekt fra dansk Side (12. Oktober).

Czaren tilbød, at han, naar det biev Foraar, vilde foretage et Angreb paa Skaane med 40 Batailloner og 6 Regimenter Dragoner, og i dette Angreb skulde da Kong Frederik, ligesom efter de sidste Aftaler, tage Del med 20 Batailloner og 10000 Ryttere. For at lette Landgangen i Skaane vilde han selv samtidig gaa løs paa Sverige fra -Ost med 20000 Mand, men paa det Vilkaar, at man med forenedeKræfter indesluttede den svenske Flaade i Karlskrona,og at en Del af de forbundne Magters Skibe bleve sendte til den østlige Del af Østersøen for at holde den svenske Eskadre ved Stockholm i Schak1). Af de 40 russiske Batailloner skulde de 15 overvintre i den danske Konges Lande og forplejes paa hans Bekostning. Derved vilde man baade til Foraaret lette Flaadens Transport og afværge de Klager, der let kunde blive rejste i det tyske Rige, naar den hele russiske Hær blev lagt i Kvarter i Mecklenburg. Medens den danske Konge skulde udruste 20 Linieskibe, vilde Czaren stille 1617 Linieskibe, 5 Fregatter, 4 Snauer og 2 Bombardergallioter; men for at



1) Han var altsaa kommen bort fra, li vad lian havde udtalt den 28. September, at han ikke det næste Foraar vilde behøve Skibe fra den danske Flaado til Operationerne ved Sveriges Østkyst.

Side 105

disse kunde være til Raadighed tidlig næste Aar, skulde Kong Frederik tillade, at den russiske Eskadre, som laa i Sundet, overvintrede ved Kjøbenbavn. Tre til fire hundrede Matroser skulde da blive ombord paa denne, hvorimod det hele øvrige Flaademandskab burde lægges i Kvarter i Sjællandpaa de Steder, hvor Kongen maatte ønske det; denne skulde kun yde Kvartererne, Czaren vilde selv sørge for Forplejningen.

Der kunde vistnok efter dette Forslag rettes et stærkt Angreb paa Sverige, især hvis der, som det var nævnt i Forslaget, tillige kunde paaregnes Støtte af en engelsk Flaade. Men for ikke at tale om, at flere af de Skrupler, som Frederik IV havde havt med Hensyn til Opsættelsen af Expeditionen, stadig havde Vægt, vilde denne Plan volde Kongen højst trykkende Byrder og Vanskeligheder med Hensyn til de russiske Troppers Forplejning. Og skjønt han havde sagt Czaren, at han efter nærmere Overvejelse havde ladet «de forskjellige Tanker og Spekulationer« falde, som dennes Beslutning at opgive Toget havde fremkaldt hos ham, var dette naturligvis ikke hans Mening. Naar et saa anseligt Tal russiske Tropper' og Matroser overvintrede i hans Lande, maatte han derfor holde det for nødvendigt at have et Korps af tilsvarende Styrke under Vaaben hele Vinteren igjennem. Og hvilken Sikkerhed havde han endelig for, at Czaren, naar Foraaret kom, gjorde Alvor af Planen! Alt dette maatte Czar Peter kunne sige sig selv, og den Tanke ligger derfor nær, at han ikke har gjort sig store Forhaabninger om, at Frederik IV vilde gaa ind paa Forslaget.

Det«Kontraprojekt% som blev indgivet fra dansk Side,
opstillede Fordringen om, at Czar Peter personlig skulde
angribe Sverige fra Øst med sin Hovedstyrke, 30—40000

Side 106

Mand, hvorimod Frederik IV vilde gaa løs paa Skaane med 10000 Ryttere og 20 Batailloner. Denne hans Hær skulde Czaren forstærke med 20 af sine Batailloner, som burde overvintre i Kongens Lande, men uden at de kunde kræve andet af denne end Husly og Brændsel, ligesom det skulde staa Kongen frit for at lægge dem i Kvarter, hvor det behagedeham,og det ikke alene i Danmark, men ogsaa i Norge. Frederik IV vilde lade udruste 18 Linieskibe, og han mente, at denne Styrke, i Forening med de Skibe, han haabede at faa fra England, vilde være tilstrækkelig til at indeslutte den svenske Flaade i Karlskrona; men Czaren skulde paatage sig at lade en Flaade stikke i Søen, som kunde være stærk nok til at hævde Overvægten i den bothniske Bugt. Medens Czar Peter havde ladet sit Projekt gjentage Altonakonventionens almindelige Bestemmelse om, at den danske Konge skulde have de Lande tilbage, som Sverige i Tidernes Løb havde erobret fra Danmark og Norge, opstillede det danske Kontraprojekt i det enkelte Kongens Program for en endelig Fred. Han krævede, hvad der er i høj Grad betegnende, at Czaren skulde forpligte sig til, saafremt den svenske Konge gjorde ham Fredstilbud, da ufortøvet at meddele har« det og ikke indlade sig paa nogen Traktat, inden Kongen af Sverige préliminairement havde lovet at opgive Toldfriheden i Øresund,atafstaa en Del af Pommern med Rugen og af Skaane Amterne Helsingborg, Laholm og Engelholm samt Halland, Bahus, Vigen og Jemteland med alle Ap- og Dependentier,fremdelesat sløjfe Karlskronas Havn, anerkjende, at Kongen beholdt hele Hertugdømmet Slesvig som Ejendom,ogendelig at forpligte sig til at underhandle om Restitutionen af de andre danske og norske Avulsa. Kongen af Danmark lovede paa sin Side, at han ikke vilde indlade

Side 107

sig paa Fredsforslag fra Sveriges Side uden at give Czaren Meddelelse derom, og at han ikke vilde slutte nogen Traktat med Sverige, førend der tilstrækkelig var sørget for Czarens conveniences.

Dette Forslag har i flere Henseender Interesse. Det viser, at hvad man fra dansk Side satte mest Pris paa at faa tilbage af de tabte Landskaber øst for Sundet og Kattegat, ikke var den sydligere, frugtbareste Del af Skaane, men de Landstrækninger, der kunde bevare Forbindelsen med Norge og saavidt muligt udelukke Sverige fra Kattega t1). Der laa en sund Tanke heri; thi vitterlig har Tabet af de skaanske Provinser ikke blot i og for sig været en umaadelig Svækkelse for Danmark, men ogsaa derved, at det overklippede Forbindelsen imellem Danmark og Norge og saaledes gav det første alvorlige Stød til, at de tvende Riger engang vilde blive adskilte. Ikke mindre har Frederik IV's Kontraprojekt Interesse ved at vidne om Frygten fra dansk Side for, at Czar Peter kunde falde paa at slutte en Særfredmed Sverige, hvorved Danmark-Norge vilde blive ladt i Stikken. Endelig vilde Czaren efter dette Projekt blive nødt til snart at rejse hjem til Rusland med Hovedmassen af sin Hær, og han vilde komme til at opgive den Tanke om at spille en Rolle i Nordtyskland, som man almindelig mente, laa bag ved, at han havde flyttet Skuepladsen for sin krigerske Virksomhed saa langt imod Vest. Istedenfor selv at blive Hovedmanden under Felttoget, vilde han komme til at overlade Kong Frederik en Del Batailloner, som stode til dennes uindskrænkede Raadighed og paa en



1) Man ser det samme fremsat af Westphalen i en Samtale med Schafirof i Oktober 1715 (Depeche fra Westphalen til Kongen af 28. Oktober 1715).

Side 108

Maade vilde være Gidsler for, at deres Herre ikke paa egen
Haand sluttede Fred med Sverige.

Planen var ikke ilde lagt, forudsat at man kunde faa Czar Peter til at gaa ind paa den. Men var der mere Udsigt til det end til, at Frederik IV vilde antage det russiske Projekt? Stillingen var bleven en saadan, at de tvende Fyrster nok følte, at de trængte til hinanden eller i det mindste, at de kunde have Gavn af hinanden, men Jug samtidig i den Grad vare fulde af gjensidig Mistillid, at ingen af dem kunde tænke sig at virke sammen med den anden, naar han ikke ligesom havde Sikkerhed for hans Troskab. Endelig vilde Czaren iigesaa nødig føre sin Hær bort fra den vestlige Del af Østersøens Kystland og derved opgive sine Planer med Mecklenburg, som Frederik IV vilde se ham fastholde sin Stilling der. Herved var Enighed saa godt som gjort umulig.

Nogle Indrømmelser var Czar Peter vistnok villig til at gjøre. Han var rede til at lade 20 Batailloner overvintrei Kong Frederiks Eige, saaledes at denne kun skulde yde Kvarter og Brændsel til dem, og Kongen maatte, om han ønskede det, henlægge 7—878 Batailloner til Norge, i hvilket Tilfælde han dog skulde forpleje dem; Czaren vilde fremdeles ikke fordre mere end 3 danske Linieskibe til Forstærkning for sin Eskadre i den bothniske Bugt, og han havde intet imod at give Kongen Tilsagn om kun at slutte Fred, saafremt denne opnaaede de Afstaaelser fra Sveriges Side, som han havde nævnet i Kontraprojektet, ja han ønskede ham endog endnu større Landvinding, da det var »hans egen Interesse«, at Kongen af Danmark stedse blev mægtigere, Kongen af Sverige derimod stedse svagere1).



1) Enten er det en gal Dato, der er givet det paagjældende Aktstykke i Uehejmearkivet, idet det er opfort som udstedt den 10. Oktober, eller denne Dato er efter gammel Stil. Aktstykket er tydelig Svar paa det danske Kontraprojekt, som var udstedt 12. Oktober.

Side 109

Men i Hovedsagen gav han ikke efter; han stod fast paa at ville gjøre Angrebet imod Skaane næste Foraar med 40 russiske Batailloner. Ej heller Frederik IV vilde fravigesit Standpunkt med Hensyn til Planen om et Angreb næste Aar. Det endelige Udfald blev derfor, at Czar Peter rejste bort den 27. Oktober, uden at Forhandlingen var rykket en Tomme videre.

Da Frederik IV dengang var upasselig og holdt sig inde, fandt den sidste Samtale imellem de tvende Fyrster Sted i Kongens Soveværelse den 26. Oktober. Begge gave hinanden varme Forsikringer om deres Venskab, og Czaren tilsvor Kong Frederik, at han aldrig vilde lade ham i Stikken, men, saa længe Krigen varede, hjælpe ham som en trofast Forbundsfælle1). Forhandlingerne om at angribe Sverige med forenede Kræfter bleve derfor ej heller opgivne, de skulde fortsættes ad almindelig diplomatisk Vej. Men hvilke Udsigter kunde der være til at blive enige?2)

De vare saa meget desto ringere, som nye Vanskeligheder
kom til fra en anden Side. Forholdet imellem Kusland
og England-Hannover havde i haj Grad forværret sig.

Efter Omslaget i Juli i Kong Georgs og hans RaadgiveresSyn
paa de nordiske Forhold havde Admiral Norris
gjort den Gavn med sin Flaade, som man kunde forlange.



1) Enten er det en gal Dato, der er givet det paagjældende Aktstykke i Uehejmearkivet, idet det er opfort som udstedt den 10. Oktober, eller denne Dato er efter gammel Stil. Aktstykket er tydelig Svar paa det danske Kontraprojekt, som var udstedt 12. Oktober.

1) Memoire fra Westphalen til Czar Peter af 5. November 1718.

2) Den Fremstilling, der her er givet af Forhandlingerne i E/jøbenhavn fra 17. Septbr. til 27. Oktober 1716, er helt igjennem bygget paa Aktstykker i Gehejmearkivet, som ikke tidligere have været brugte. Vistnok har H. P. Giessing: Løwenørn (Kjbh. 1847) S. 180 havt den Dristighed at sige, at han i, hvad han der har anført om disse Forhandlinger, har meddelt det væsenligste af de her nævnte Aktstykkers Indhold. Men han har i Virkeligheden ikke anført et eneste Træk af dem.

Side 110

Det var endog efter Czar Peters Vidnesbyrd ham, der havde foreslaaet det Togt til Karlskrona, som var strandet paa Gyldenløves Udtalelse om, at han ikke havde Ordre til at deltage deri. Og naar Georg I, som dengang opholdt sig i Hannover, i et Brev, han 5. September skrev til Frederik IV, «af Hjærtet ønskede al mulig Lykke« til Landgangen i Skaane og bad om, at Generallieutenant Bothmar, som overbragte dette Brev, maatte have den Ære at være Vidne til Felttoget i Skaane, Gtcrrimcde det godt meu ueu Holdning, Korris udviste. Da Landgreven af Hessen-Kassel, der var utrættelig i at virke for Karl XII, i September søgte at stemme den engelske Regering velvillig imod Kong Karl, fik han ogsaa et koldt Svar, som vakte dennes Harme1). Admiral Norris og den engelske Statsafsending i Kj ©benhavn Lord Polwarth vidste derfor, at de handlede i Samklang med deres Konges og hans Ministres Synsmaade, naar de arbejdede paa at faa Czar Peter til at tilbagekalde sin Beslutning om ikke at lade Landgangen finde Sted.

Men da denne Beslutning viste sig urokkelig, bragte den alt, hvad der tidligere havde ulmet af Uvilje hos Kong Georg og hans Mænd imod Czar Peter, til at blusse heftig op. De mente, at han havde opgivet Toget, fordi han lurede paa at faa fast Fod enten i Danmark eller Nordtyskland. Naar han sagde, at han vilde angribe Skaane til næste Foraar, var det kun for at faa Lejlighed til at lade sine Tropper overvintre, dels i Danmark, dels i Mecklenburg. A. G. Bernstorffs Forbitrelse over, at Czaren støttede Hertugen af Mecklenburgi at trampe paa sin Adel, hans og Kong Georgs Frygt for, at den russiske Indflydelse i Mecklenburg skulde blive



1) Brev fra Karl XII til Landgreven af Hessen-Kassel, dat. Lund 31. Okt. i Gehejmearkivet (Samlingen Interceptirte schwedische Briefe JsTo. II). Jvfr. Carlson anf. St. S. 93.

Side 111

farlig for Hannovers Tarv, og de engelske Ministres Ængstelse for, at Rusland skulde søge at vinde faste Punkter ved den vestlige Del af østersoen, alt dette smeltede sammen til at skabe en Modsætning imellem Czar Peter og Kong Georg, der let kunde faa farlige Virkninger. Flere Breve imellem de tvende engelske Statssekretærer for de udenrigske Sager, Lord Stanhope, der var hos Kongen i Hannover, og Lord Townshend, som var i London, vise denne Modsætning klart. Strax efter at Budskabet om Czarens Beslutning at opgive Toget til Skaane havde naaet Hannover, skrev Stanhope (25. September1)) til Townshend: «Hvis vi lade Czaren have frit Spillerum, vil han ikke alene gjøre sig til Herre over Danmark; men med de Tropper, han endnu har staaende ved Polens Grænse, kan han lægge sig i Kvarter, hvor han vil i Tyskland.« Og i sit Svar herpaa udtalte Lord Townshend, at Czaren aabenbart arbejdede paa at gjøre sig til Herre over hele Østersøen. Da Landgreven af Hessen - Kassel i Oktober atter henvendte sig til den engelske Regering, fik han et helt andet Svar end en Maaned tidligere. Townshend erklærede ham, at nu vilde det være rette Tid til at udsone sig med Sverige og med forenede Kræfter gaa løs paa Rusland2). Man troede endog i Hannover at vide, at Hertugen af Mecklenburg havde undertegnet en Traktat med Czaren om at afstaa ham sit Land i Bytte for Lifland og andre Egne paa den Kant, og man var saameget mere opskræmmet, som man tiltroedePreussen saavel som Danmark baade Dumhed og Falskhed3).



1) Jeg gaar ud fra, at Mahon liar angivet denne Dato efter ny Stii. Er den efter gammel Stil, bliver den 11 Dage senere.

2) Carlson anf. St.

3) Lord Mahon: History of England from 1713 — 1783 (Leipzig 1853) I, 23739. Desto værre ere de Uddrag af Stanhopes og Townshends Breve, som Lord Mahon anfører efter Coxe: Walpole, meget ufuldstændige, og Forfatteren har intet Kjendskab til de Forhold i Norden, som Brevene vedrøre. — Det forekommer mig, at alt hænger godt sammen, naar man stiller Brevene i den Sammenhæng, jeg her har gjort.

Side 112

Czar Peters Beslutning at lade Landgangsplanen falde var ikke blot skjæbnesvanger for Danmark-Norge derved, at den slog en Streg over alle Forhaabninger om at erobre de skaanske Provinser tilbage, men ogsaa derved, at den helt forandrede dets Stilling til dets tidligere Forbundsfæller. Efter at det nylig havde havt Udsigt til Ruslands kraftige Hjælp og England-Hannovers velvillige Støtte, kom det nu til at staa imellem de tvende Regeringer. Grundlaget for den hele ejeiiuuiuuielige Stilling, som skulde paatrykke den sidste Del af den store nordiske Krig dens særegne Præg, var givet med ét Slag.

Man kunde vistnok tro, at Forholdet ikke havde forandretsig,naar man ser, at der under Forhandlingerne om et Angreb paa Sverige til Foraaret baade fra dansk og fra russisk Side blev udtalt Forhaabninger om Hjælp af en engelsk Flaade; men det er et Spørgsmaal, om Czar Peter har ment dette alvorlig. I det mindste var han allerede inde paa at stille de Stemninger, han vidste, Georg I og hans Ministrehavdemed Hensyn til hans mecklenburgske Planer, i Forbindelse med den Sendrægtighed og daarlige Vilje, han sigtede Frederik IV for at vise, og han var oplagt til at tro paa hemmelige Rænker fra England-Hannovers Side. Derfor faldt der fra russisk Side under Forhandlingerne i Oktober i stigende Grad skarpe Udtalelser imod Kong Georgs Politik. Da Frederik IV ved en personlig Forhandling med Czar Peter (3. Oktober) havde slaaet paa, at de engelske og hannoveranskeStatsafsendingehavde fremsat nogle Forslag til



3) Lord Mahon: History of England from 1713 — 1783 (Leipzig 1853) I, 23739. Desto værre ere de Uddrag af Stanhopes og Townshends Breve, som Lord Mahon anfører efter Coxe: Walpole, meget ufuldstændige, og Forfatteren har intet Kjendskab til de Forhold i Norden, som Brevene vedrøre. — Det forekommer mig, at alt hænger godt sammen, naar man stiller Brevene i den Sammenhæng, jeg her har gjort.

Side 113

ham i Czarens Navn med Hensyn til en fremtidig Aftale, for Czar Peter op og udbrød, at han aldrig havde givet dem et saadant Hverv, det forbavsede ham i høj Grad, at de vilde opkaste sig til Mellemmænd imellem ham og Kong Frederik, da der slet intet var at udjævne; hvis man lod Englænderne og Hannoveranerne have frit Spil, vilde de forstaa at mage det saaledes, at han og den danske Konge ret bleve skilte fra hinanden, han vilde ikke have noget at gjøre med de engelske og hannoveranske Statsafsendinge, førend der var sluttet en Overenskomst imellem ham og Kong Frederik. Det var en let gjennemskuelig Hentydning til hemmelige Aftaler med Georg I, naar han endog ligefrem sigtede Kong Frederik for, at denne selv ikke havde villet gjennemføre Landgangsplanen, en Sigtelse, der naturligvis blev bestemt tilbagevist1). Og i denne Stemning harmede det ham at høre de Danske ikke blot lægge særlig Vægt paa Medvirken fra Georg Ts Side, men ogsaa foreslaa, at Kongen saavel som Czaren snarest muligt skulde søge at formaa denne Fyrste til at yde Hjælp2). Endnu værre var det, naar det fra dansk Side blev udtalt som utvivlsomt, at man vilde kunne faa Hjælp af en engelsk Flaade til at indeslutte Karlskrona, saafremt Czaren vilde fjærne alt, hvad der vakte Misnøje imod det nordiske Forbund hos det romerske Rige og den engelske Konge, og hvis han gav tilstrækkelig Sikkerhed for, at Roligheden blev bevaret i det romerske Rige3), med andre Ord, hvis han ophørte med at blande sig i Mecklenburgs Forhold. Men intet havde Czar



1) 14. Oktober.

2) Det blev foruden i det danske Kontraprojekt stærkt fremhævet i et Møde 17. Oktober.

3) Deklaration af Frederik IV af 21. Oktober og Protokol over Mødet den 17. Oktober.

Side 114

Peter mindre Lyst til. Derfor udtalte de russiske Ministre under Forhandlingerne skarpt, at de vel saa, at Kongen af Danmark helt og holdent havde kastet sig i Armene paa den engelske Konge, og at han ikke vilde slutte nogen Overenskomst med Czaren, med mindre Kong Georg blev optaget med i den.

Der kan ej heller være Tvivl om, at de engelske og hannoveranske Statsafsendinge have gjort deres bedste for at afholde Frederik IV fra at gaa ind paa det russiske Forslagi dets Helhed. Vistnok tilraadede de ham at efterkommeCzar Peters Opfordring til at beholde 15 russiske Bataiiioner om Vinteren i sine Lande1), da de saa vilde være fri for at faa dem til Mecklenburg. Efter at Czar Peter var gaaet ind paa at lade 20 Bataiiioner overvintre i Danmark væsenlig paa de Vilkaar, Kongen havde foreslaaet, haabede Georg I og Bernstorff et -Øjeblik at være ude over alle Vanskeligheder, thi de smigrede sig — uvist af hvilken Grund — med det falske Haab, at Czaren heller ikke vilde føre de andre 20 Bataiiioner og Rytteriet til Mecklenburg for at overvintre der2). Men der har tillige i denne Tid været et Øjeblik, da Bernstorffs og Georg I's Ophidselse ved Tanken om rimeligvis at skulle se Russerne vende tilbage til Nordtyskland naaede en saadan Højde, at de fattede den Plan at faa de Danske til afc hjælpe med



1) Protokol over Konference med de engelske Ministre 20. Oktober.

2) Denne Opfattelse tillægger i det mindste Droysen den hannoveranske Regering (anf. St, S. 177). Jeg tør ikke nægte Rigtigheden heraf, men maa dog gjøre opmærksom paa, at Czar Peter ikke et eneste Sted under Forhandlingerne med Frederik IV i Kjøbenhavn har antydet, at han vilde lade være at vendo tilbage til Mecklenburg med en Del af Hæren. Endnu den 21. Oktober opfordrede Kong Frederik ham stærkt til at lade Nordtyskland i Ro, hvilket netop vil sige til ikke at lægge Tropper i Vinterkvarter her.

Side 115

at afvæbne Czarens Styrke og sikre sig hans Person, indtil hans Tropper rømmede Danmark og Tyskland. Den dansknorskeRegering slap for at modtage en saadan Opfordring, da Planen strandede paa de engelske Ministres Modstand1); men Georg I og Bernstorff satte dog et Skridt igjennem, der, hvis Frederik IV var gaaet ind derpaa, vilde have fremkaldtKrig imellem Czar Peter paa den ene Side, Danmark- Norge og England - Hannover paa den anden. Kong Georg opfordrede nemlig den dansk-norske Eegering til at være med om at forhindre, at de russiske Tropper bleve førte tilbage til Tyskland, og han lod erklære, at han baade som hannoveransk Kurfyrste og som Konge af Storbrittannien vilde staa Kongen af Danmark ved Siden med hele sin Magt i denne Sag. Da Generallieutenant Bothmar paa Hannovers Vegne og Lord Polwarth som engelsk Envoyé udtalte dette 5. Oktober i et Møde af Konseillet, hvor tilligeGyldenløve, Scholten og Dewitz vare tilstede, gjorde det et saa stærkt Indtryk, at der var almindelig Stemning for, «at Kongen ikke kunde afholde sig fra at hjælpe med til at frigjøre ikke blot sine egne, men ogsaa de mecklenburgskeKyster for Landsætning af de russiske Tropper«. Man affattede endog Udkast til det Svar, som i Henhold hertil skulde overgives Czaren2).



1) Coxe, Life of Sir E. Walpole (London 1800) I, 161. Uagtet Coxe ikke angiver nogen bestemt Tid for denne Sags Forhandling, kan der efter hele Sammenhængen næppe være Tvivl om, at den hører til det Tidspunkt, hvortil jeg har sat den. Coxes Fortælling om de engelske Ministres Modstand stadfæstes ved de danske Aktstykkers Tavshed om en saadan Opfordring til Frederik IY. — Naar Brlickner: Peter des Grossen Briefwechsel etc. 228 lader den engelske Eegering alvorlig tænke paa at bemægtige sig Czarens Person og tilintetgjøre hans Hær, viser Stedet hos Coxe, at dette ikke lader sig fastholde.

2) Protokol i Gehejmearkivet. Langebeks Diplomatarium.

Side 116

Var der virkelig Grund til saaledes at gaa England- Hannovers Ærinde og bryde aabent med Czar Peter? Heldigvis fandt Frederik IV en fornyet Overvejelse nødvendig,rimeligvis paavirket af Wibe, der var sengeliggende og derfor ikke havde deltaget i Konseillets Forhandling. Det blev paalagt de fire Medlemmer af Konseillet skriftlig at afgive deres Skjøn. Wibe fraraadede med en omhyggelig Motivering at opfylde Kong Georgs -Ønske, da det nødvendigvisvilde føre tii «Ruptur« med Czaren. Han bad overveje, hvor farlig Stillingen vilde blive til Sverige, saafremtman ogsaa fik Eusland til Fjende. Alle de Grunde, man kunde have til Misnøje med Czaren, burde efter hans Mening ikke bringe til at overse dette. Ogsaa Sehestedt og O. Krabbe vare nu komne til Besindelse og stemte begge for at afslaa den engelsk-hannoveranske Opfordring. Krabbe skrev jovialt, at det var bedst at «levere dennem (Russerne), ligesom en akcepteret Vexel betales paa det Sted, man haver annammet Varerne eller Pengene«; Sehestedt fremhævede, at det vilde blive Sverige, der kom til at vinde alt ved en Ophævelse af den dansk-russiske Alliance. Helt anderledes stillede I. G. Holstein sig. 1 Samklang med det antirussiske Standpunkt, hvorpaa han stedse havde staaet og vedblev at staa, gjorde han gjældende, at et godt Forhold til England og det romerske Rige havde større Værd for Danmark end Venskab med Czaren. Man behøvede Kongen af England for at kunne sikre de tyske Provinser, man vilde ved at holde sig til ham baade kunne vinde Styrke til Søs og tillige kunne hævde sine nuværende Erobringer. Han stemte altsaa for, at man skulde gjøre Czaren alle mulige Forestillinger imod at vende tilbage til Nordtyskland; hjalp det ikke, skulde der gives Gyldenløve Paabud om at handle du concert med

Side 117

Norris for at dække saavel de tyske som de danske Kyster
imod Russerne1).

Denne Votering er et tydeligt Vidnesbyrd om, at Wibe og I. G. Holstein endnu vare de tvende modsatte Poler i den dansk-norske Regering. Ligesom Holstein stedse havde ment, at Sømagterne aldrig vilde samtykke i, at Danmark-Norge vandt de tabte Landskaber imod øst tilbage, saaledes ser man ham her udtrykkelig indskrænke de Fordele, han mente, der kunde opnaas, til at hævde de Erobringer, der allerede vare gjorte, altsaa til de gottorpske Lande og en Del af Svensk Pommernmed Rugen. Med fuld Føje havde han 1709 sammen med Chr. Lenthe kæmpet imod, at Frederik IV kastede sig ind i Krigen imod Karl XII; men denne Gang havde Wibe Ret. Holstein oversaa, at et Brud med Rusland nødvendigvilde føre til, at Czar Peter attraaede en Særfred med Sverige, og at Karl XII vilde have det i sin Magt ved en Tilnærmelse til Czaren at faa frit Spillerum til med hele sin Styrke at kaste sig over Norge. Det var derfor rigtig handlet af Frederik IV, at han fulgte Flertallets Skjøn og ikke lagde et Halmstraa i Vejen for, at Russerne kunde vende tilbage til Mecklenburg. Som en Følge af Kong Frederiks Beslutning afholdt Admiral Norris sig ogsaa fra enhver Demonstration imod Russerne2). Men naturligvis



1) Afskrifter af disse Vota findes i det Langebekske Diplomatarium i Gehejmearkivet.

2) Faa Dage efter Forhandlingerne den 5. Oktober har der været en Sag paa Bane, der i det mindste tilsyneladende staar i en paafaldende Strid med det Skridt fra Kong Georgs Side, som fremkaldte disse. Der er den 10. Oktober ført en Forhandling imellem danske og russiske Statsmænd og Søofficerer samt Scholten, Dewitz og Norris om et Angreb med forenede Kræfter paa Karlskrona baade fra Sø- og Landsiden, og Forslaget hertil fremsattes af Norris efter Befaling af hans Konge. Medens alle vare enige om, at det var et Foretagende af største Vigtighed, fandt baade Danske og Eusscrc, at det nu var for sent paa Aarot dertil, og Korris afsluttede Forhandlingen med at udtale, at man ved en formelig Konvention burde enes om at udføre det til næste Aar. Hans Herre, sagde han, vilde „du fond de son coeur" have ønsket, at det kunde ske strax. — Jeg kan med det Materiale, jeg har til min Baadighed, ikke se anden rorklaring af dette Forslag, end at det har været et Forsøg paa at faa de russiske Tropper førte i en anden Eetning end til Mecklenburg. Eller har det været blot Spilfægteri for at indbilde Czaren, at man endnu ønskede Samvirken med ham? Det synes nemlig vanskeligt at forstaa, at han efter at have opgivet Toget til Skaane skulde have villet indlade sig paa sligt.

Side 118

blev denne Sag ikke længe ukjendt for llusserne, og den
ruaatte i høj Grad ophidse Czar Peter imod Georg I og
hans Kaadgivere.

8. Sigtelser og Domme med Hensyn til Opgivelsen af Landgangen.

De politiske Stemninger, der udviklede sig samtidig med Czar Peters Ophold her i Kjebenhavn, have sat deres tydelige Mærke i den historiske Literatur. Ingen kan læse det Afsnit af Czarens saakaldte Dagbog, der vedrører Aaret 1716, uden at mærke den Forbitrelse imod England-Hannover,dergreb ham i denne Tid. Med Lidenskabens Overdrivelsefremstillesher alle de Vanskeligheder, han havde havt at kæmpe med, som Hannoveranernes Værk. Det var deres Rænker, der havde bragt de Danske til at mistænke ham for at spille falsk Spil og til at træffe Sikkerhedsforholdsreglerimodham. Norris, hedder det, havde endog faaet Ordre til at angribe de russiske Krigs- og Transportskibe,saafremtde ikke deltoge i Toget imod Skaane. Hvad der afholdt Admiralen fra at adlyde denne Ordre, var alene den Omstændighed, at den var udstedt af det hannoveranskc,



2) Faa Dage efter Forhandlingerne den 5. Oktober har der været en Sag paa Bane, der i det mindste tilsyneladende staar i en paafaldende Strid med det Skridt fra Kong Georgs Side, som fremkaldte disse. Der er den 10. Oktober ført en Forhandling imellem danske og russiske Statsmænd og Søofficerer samt Scholten, Dewitz og Norris om et Angreb med forenede Kræfter paa Karlskrona baade fra Sø- og Landsiden, og Forslaget hertil fremsattes af Norris efter Befaling af hans Konge. Medens alle vare enige om, at det var et Foretagende af største Vigtighed, fandt baade Danske og Eusscrc, at det nu var for sent paa Aarot dertil, og Korris afsluttede Forhandlingen med at udtale, at man ved en formelig Konvention burde enes om at udføre det til næste Aar. Hans Herre, sagde han, vilde „du fond de son coeur" have ønsket, at det kunde ske strax. — Jeg kan med det Materiale, jeg har til min Baadighed, ikke se anden rorklaring af dette Forslag, end at det har været et Forsøg paa at faa de russiske Tropper førte i en anden Eetning end til Mecklenburg. Eller har det været blot Spilfægteri for at indbilde Czaren, at man endnu ønskede Samvirken med ham? Det synes nemlig vanskeligt at forstaa, at han efter at have opgivet Toget til Skaane skulde have villet indlade sig paa sligt.

Side 119

ikke af det engelske Kancelli1). Alt dette, fortælles der i Dagbogen, skrev sig udelukkende fra den hannoveranske Minister Bernstorffs Forbitrelse over, at Hertugen af Mecklenburgvarbleven gift med en russisk Prinsesse. Det var ham, «dette ondskabsfulde og samvittighedsløse Menneske«, der ikke blot havde misbrugt sin almægtige Indflydelse til at ophidse Georg I, men ogsaa havde benyttet I. G. Holstein,Dewitz,Scholten o. a. som sine Redskaber2), saaledesatRustningerne til Toget imod Skaane vare blevne sinkede, indtil det blev for silde til at drage afsted. «Da vi saa», lader Czaren skrive, «paa Grund af den sene Aarstid ikke kunde gjøre Toget, søgte Bernstorff ved sine Kreaturer at indgyde de Danske den Mistanke, at Russernes Vægring skrev sig fra en hemmelig Intrigue, og han trængte paa, at Landgangen skulde gaa for sig; men han vidste godt, at, saafremt vi paa en saadan Aarstid indlode os derpaa, vilde vi enten aldeles gaa til Grunde eller i det mindste blive nødte til at danse efter deres Pibe.» Men ikke nok hermed. Da Bernstorffs Haab om at se Russerne blive



1) Det er ovenfor S. 115 paavist, hvorledes Sammenhængen i Virkeligheden var med denne Plan fra hannoveransk Side. Der har tidlig været Eygter i Gang om, at Norris havde foreslaaet Frederik IV at angribe den russiske Eskadre og Gallejerne ved Kjøbenhavn (Hojer I, 317). Maaske skriver dette Kygte sig fra den engelsk-hannoveranske Opfordring til Frederik IV om at angribe Eusserne, hvis de vilde landsætte deres Tropper i Mecklenburg. Det er værd at lægge Mærke til, at Fremstillingen i Dagbogen afviger fra den, som den russiske Resident i London, Bestuchef, har givet i en skarp Note, som han Oktober 1720 tilsendte den engelske Eegering. Herefter gik den Befaling, Norris nægtede at adlyde, ud paa, at han skulde hindre de russiske Tropper fra at gaa til Mecklenburg (Eabener: Leben Peters des ersten S. 626). Af hvad der er fortalt S. 115, kan man se, at denne Ordre til Norris ikke var en blot hannoveransk Befaling.

2) Jvfr. S. 87.

Side 120

ødelagte slog Fejl, idet Czaren erklærede, først at ville gjore Toget til Foraaret, truede han de Danske med, at de vilde faa hans Konge til Fjende, om end ikke strax, saa til Foraaret1). «Ethvert upartisk og forstandigt Menneske«, saaledesenderdette Sted, «kan nu dømme, om dette ikke blot er sket for at hindre os fra at overvintre i Mecklenburg«2).

Ligesaa interessante disse Udtalelser ere som et Vidnesbyrdom Czar Peters Forbitrelse, ligesaa lidt bevise de med Hpnsyn Hi. England-Hannovcrs cller den dariak-nurske negeringsForbrydelser. Deter ganske vist übestrideligt, at Bernstorff og Georg I have havt ondt i Sinde imod ham, efter at han havde opgivet Planen om Landgangen; men selv med Hensyn til dette har han sagt mere, end han kunde staa ved, idet Norris naeppe har faaet en saadan Ordre, som han lader ham faa3). Og, hvad der er Hovedsagen, der kan ikke nsevnes nogen Kjcndsgjerning som Bevis for, at den dansk-norske Regering har villet forsinke Toget, end sige handlet heri efter Tilskyndelse fra Georg I's og Bernstorffs Side. Hvis Afsendelsen af Transportskibenefra Kjebenhavn til Mecklenburg forsaetlig er bleven forhalet i Augustmaaned4), har Grunden aabenbart alene vteret, at man ikke vilde have russiske Tropper over fra Mecklenburg, forend man kunde faa dem alle paa engang, og det kunde ikke ske, inden de preussiske Ferselsskibe vare komne fra Pommern til Warnemiinde. Selv om Transportfartajernevare komne afsted fra Kjebenhavn den 16. August istedenfor den 29., vilde den russiske Hser ikke vaere bleven



1) Meningen af disso nklare Orel maa vsere, at han ved denne Tmscl vilde bringe de Danske til at bryde med Kusserne.

2) Bacmeister: Beitriigo 11, 57 jvfr. 27 og 36.

3) Jvfr. S. 115.

4) Jvfr. S. 75.

Side 121

samlet paa Sjælland tidligere, end den nu blev det, og Czar Peter havde aldrig vovet en Landgang, førend hele Styrken var ført over. Deter saa langt fra, at den af ham saa haardt angrebne General Scholten har villet forsinke Toget, at han tvært imod i Spidsen for Generalkoinmissariatet stærkt klagede over, at Tiden var trukket ud1). Oven i Kjøbet havde han intet at gjøre med Afsendelsen af Transportskibene,og det var derfor under Forhandlingerne i Kjøbenhavnslet ikke Scholten, men Judichær, Czar Peter havde klaget over. Overhovedet er det vitterligt, at Generalkommissariatethar virket ivrig for at skaffe baade Fødemidlerog Fartøjer rundt omkring fra hele Landet. Men Czar Peter var saa forblindet af sin ophidsede Stemning, at han endog glemte, at de 3 Dragonregimenter, som han selv lod sætte over fra Travemun.de, først kom til -Øresund i Midten af September. Da den dansk-norske Regering aldrig havde paataget sig nogen Forpligtelse med Hensyn til disse Regimenters Overførelse, kan denne Sendrægtighed — hvis man ellers vil bruge et saadant Udtryk — kun skrives paa hans egen Regning2).



1) Se S. 95.

2) I en Skrivelse fra Czar Peter til Kejseren, dateret Liibeck 2. November 1716, har lian, formodentlig af politisk Forsigtighed, slet ikke sigtet de Danske for Langsomhed, men erklæret Forsinkelserne for at være en Følge af, at Gabels Eskadre først sent kunde komme ned fra Norge, og især af, at den storbrittanniske Admiral længe havde savnet fuldstændige Ordrer til at støtte Landgangen (Nordborg anf. St. 11, 589). — I Følge et Brev til Arveprinsen af Hessen, dat. 29. August og uden Underskrift, men skrevet af en Mand i Nordtyskland, der stod Sverige nær, svarede Czaren England - Hannover og Preussen, naar de klagede over, at hans Tropper bleve saa længe liggende i Mecklenburg, at de vare selv Skylden deri, England ved ikke i Tide at give Norris de nødvendige Ordrer, Preussen ved ikke at skynde sig mere med at yde Transportskibene (Intorceptirte schwedische Briefe II i Gehejmearkivet).

Side 122

Hvilket Vidnesbyrd om en ophidset Mands Lidenskab er saa ikke Sigtelsen imod Bernstorff, for at han, efter at Planen til Toget var opgivet, havde stræbt at faa den gjenoptaget, i Haab om, at et Felttog paa en saa sen Aarstid skulde volde den russiske Hærs Undergang! Czar Peter har ikke fremført en eneste Kjendsgjerning som Støtte for en saadan Anklage. Derimod har han selv leveret et uigjendriveligt Bevis for det tomme i hele Fremstillingen at, at Bernstorfts lumske Spil i Kjobenhavn og Indflydelse her gjorde Opgivelsen af Toget til en Nødvendighed for ham. Det er det Brev, han i Februar 1717 skrev til Feltmarechal Szeremetef med bitre Bebrejdelser over, at denne og de andre Generaler havde hindret Toget til Skaane1).

Til Trods for Czar Peters Sigtelser, der senere ere blevne gjentagne af andre Forfattere enten fuldstændig eller tildels2), staar det fast, at den danske Regering har ønsket, at Toget maatte ske, jo før, jo hellere, og at der ikke efter Junimaaneds Slutning har været udøvet engelsk-hannoveransk Indflydelse paa at faa Planen dertil opgivet. Den ene Hovedgrund til Forsinkelserne var, at Frederik IV ikke holdt sin Flaade for at være stærk nok til at kunne undværeGabels Eskadre, da Transporten ellers havde kunnet begynde saa tidlig, at Fartøjerne kunde være gaaede flere



1) Se ovenfor S. 101.

2) Droyson fremhæver stærkt den liannoveransko Indflydelse anf. St. S. 177. Man finder flere Steder i samtidige Flyveskrifter Hentydninger til, at England-Hannover havde modarbejdet Landgangsplanen, saaledes i The interost of Great Britain London 171(5 S. 164; men i det samme Skrift nævnes dog ogsaa (S. 167) Skinsyge fra Danmarks og nogle tyske Fyrsters Side som en Hovedhindring for Toget. — The at rum Europæum XXI, 476 har en Hentydning til, at den engelske og hollandske Flaades Komme til Sundet sigtede til at hindre Czarens Planer, naar do ble ve farlige.

Side 123

Gange frem imellem Kjøbenhavn og Mecklenburg. Den anden og vigtigste Grund var, at der ikke i Danmark fandtes et tilstrækkeligt Tal Transportskibe til paa engang at overføre Tropperne fra Warnemiinde; Regeringen maatte derfor leje en stor Mængde i Preussen, hvor det var forbundetmed et umaadeligt Tidsspilde at faa dem til Raadighed.Man kan visselig bebrejde den dansk-norske Regering, og det strængt, at den viste Skjødesløshed ved Opfyldelsen af Kontrakten med Preussen og derved selv for en Del voldte dette Tidsspilde; men der er et stort Spring derfra til med Føje at kunne sigte den for forsætlig at have villet forsinke Toget. Undtages denne Fejl fra Frederik IV's Side, var det det forarmede Lands Brist paa Hjælpekilder og dets Skibsfarts lave Standpunkt, som Czar Peter kunde anke over; men Trykket deraf følte den dansk-norske Regering langt mere.

Har Czar Peter imidlertid end været uretfærdig, saa er han selv til Vederlag bleven ligesaa uretfærdig angrebet, og kjendelig har Harmen herover virket til at skærpe hans Bitterhed. Næppe havde han ladet Landgangsplanen falde, førend onde Rygter om ham skjøde op som Paddehatte, og de have siden efter en stor Maalestok bredet sig i de historiske Skrifter om denne Tid. Man har vidst, at han kun havde attraaet at volde Kong Frederik store Udgifter, at han havde villet spilde Tiden til Landgangen for saa til— sidst at vægre sig ved at foretage denne, naar det var blevet for silde til at angribe Sverige paa anden Maade, han havde selv higet efter en Særfred med Karl XII, saaledes at det naturligvis skulde gaa ud over Danmark-Norge, ja man har været overtydet om, at han bare havde gjort Toget til Sjællandfor at faa Lejlighed til at overrumple Kjøbenhavn og Kronborg. Naar han havde naaet dette, vilde han slutte

Side 124

sig sammen med Sverige, og da skulde det gaa los paa den Czaren inderlig forhadte Konge af England. A. Hojer er i sit Værk: Konig Friederich des Vierten glorwiirdigstesLeben den Forfatter, som tidligst har givet denne Anklage et skarpt, præcist Udtryk. Hans Angreb paa Peter den store danner det interessanteste Modstykke til Czarens voldsomme Udtalelser om de Rænker, han havde været truet af.

Aldrig bar vistnok en unmeligere Sigtelse været fremsat end den, at han har villet angribe Kjøbenhavn. Den er kun et Vidnesbyrd om, hvor opskræmmede Folk bleve, da de saa, at Planen om en Samvirken med Czaren brast, og om hvilken Uvilje imod Rusland der udviklede sig en Tid lang efter 1716 her hjemme. Selv hos en saa selvstændig og skarpt tænkende Mand som Hojer trængte Lidenskaben al besindig Dom tilbage.

Det er indlysende, at i det .Øjeblik, Czar Peter vilde prøve paa at erobre Kjøbenhavn, var hans Flaade i Øresundknust. Den dansk-norske Flaade var allerede stærk nok til at gjøre det af med den; men et saadant Overfald fra hans Side vilde strax have bragt ogsaa den engelske Flaade til at slaa les paa den. Og vel var den russiske Hær større end den danske, den vilde, — naar man ikke regner de russiske Dragoner med, som laa paa Hveen, — være 27000 Infanterister og maaske et Tusend Ryttere imod 10000 Ryttere og 13000 Mand Fodfolk. Men saa havde den danske Hær ikke blot Artilleri, hvad Russerne synes helt at have manglet, men ogsaa Rygstød i KjøbenhavnsGarnison af nationale Regimenter og Byens væbnede Borgerskab. Kunde nogen for Alvor tro, at Czar Peter vilde indlade sig paa at overfalde Kjøbenhavn, naar Byen havde et saadant levende Værn foruden sine efter Datidens

Side 125

Maalestok ingenlunde svage Fæstningsværker? Og det skulde han have villet vove paa, fjærnet mere end hundrede Mile fra sit Rige uden den ringeste Støtte! Vistnok har man talt om, at han havde villet forene sig med Svenskerne;men hvorledes skulde han have kunnet træfie Aftalermed dem om en Samvirken i rette Tid, han som var skilt fra dem ved -Øresund og mange Mile borte fra Karlskrona!Czar Peter havde slet ingen Forkjærlighed for det æventyrlige, og her vilde det have gjældt et Foretagende, der kun kunde kaldes den fuldstændigste Daarskab, forudsat at de Danske ikke helt vare dyssede i Søvn. Men det var saa langt fra, at dette var Tilfældet, at Czaren tvært imod paa en pinlig Maade havde følt, at Regeringen i Kjøbenhavnholdt vaagent -Øje med ham. Man huske blot paa, at det var den 7. September, inden nogen af hans Bataillonervar bleven ført over fra Mecklenburg, at Vagterne ved Nørre- og østerport ble ve fordoblede og de forskjellige Sikkerhedsforholdsregler trufne, som vidnede om det modsatteaf Godtroenhed1).

Men, har man sagt, Sigtelserne imod Czar Peter have sikre Kjendsgjerninger at støtte sig til. Særlig har man fremhævet, at han havde overført et langt større Tal Tropper til Sjælland, end der var fastsat ved Altonakonventionen, man har endog paastaaet, at der kom dobbelt saa mange. Men dette er en uretfærdig Sigtelse. Peter den store har ikke ført en eneste Infanterist flere til Sjælland, end han allerede i Vinteren 1715—1716 havde sagt, at han vilde lade tage Del i Toget, ikke en eneste flere, end man var bleven enig om i Altona. Der stod ved Kjøbenhavn den 17. September



1) Se S. 90.

Side 126

kun hans 3 Garderegimenter1), i alt 9 eller 10 Batailloner, og 30 Batailloner Linieinfanteri. Derimod havde han ganske vist et stærkere Kytteri, end Konventionen fastsatte, nemlig omtrent 4000 Dragoner og et Par hundrede Kosakker; men i det mindste den langt overvejende Del af dette Kytteri laa paa Hveen, hvor det var uskadeligt. Og medens Folk angave den russiske Hærs Styrke til omtrent 40000 Mand og fortalte, at Russerne, uden at det maatte vides, havde 7—S7S Mand i hvert Teit istedentor 5% var den Styrke, der laa ved Kjøbenhavn, i Virkeligheden, som nylig anført, ikke over 27—28000 Mand3). — Den Iver, Czar Peter havde vist for at iagttage alt, hvad der vedrørte Stadens Forsvarsvæsen,opfattedeman som et übedrageligt Kjendetegn paa, at han havde ondt i Sinde. Men hvor saa vel Czar Peter en Fæstning, uden at han var lutter øje for at se, om der ikke var noget at lære for ham selv? Da han en Nat efter en Udflugt var kommen for sent tilbage til Kjøbenhavn og havde maattet overnatte uden for Byen4), skal han have anmodet Kongen om Nøglen til en af Stadens Porte og



1) Kegimenterne Preobazinsky, Semonovsky og Astrakansky, af hvilke dog det sidste i ha/ns Dagbog ikke kaldes et Garderegiment. I don. Liste over de russiske Regimenter oc Batailloner. som staar i denne Dagbog (Bacme ister Beitriige 11, 58), er glemt et af Kegimenterne.

2) I i'ølge velvillig Meddelelse af Prof. Schiorn har et Øjevidne, en dansk Officer, den senere General H. B. Kaas (f 1773), i en Autobiografi, han har efterladt sig, angivet den samlede russiske Styrke, der laa udenfor Østerport, til 46000 Mand, ligesom det er ham, der fortæller, hvor mange Mand der laa i hvert Telt.

3) Jvfr. Angivelsen S. 7(j om de 30 Batailloners Styrke. Garderegimenternes Styrke angives forskjellig, fra 6000 til 0—10000010000 Mand.

4) Jvfr. om dette Træk P. H. Bruce: Memoirs (London 1782) 164, et Skrift, jeg dog nødig nævner, da det paa Grund af sin TTpaalidelighed er værdiløst (se Bestuschew-Kjumin: Gescliichto Russiands 1, Mitau 1577, S. 143).

Side 127

om, at han ogsaa ved Nattetid naaatte med noget Mandskab gaa ind i Staden1). Dette blev saa pustet op til, at han vilde have Lov til Dag og Nat uhindret at kunne marchere med sine Folk ind ad Portene.

Ja, han skal endog have gjort et ligefremt Forsøg paa at overrumple Byen. Man havde, hed det, en Dag pludselig set 151600 russiske Dragoner, ledsagede af en Mængde andre Soldater, ride ind imod en af Stadens Porte. Men den vagthavende Lieutenant havde fattet Mistanke og ladet Slagbommen falde, derved var Eanen til Czarens Harme bleven hindret, og Frederik IV havde adlet den Lieutenant, der saaledes havde vist Aandsnærværelse2). For ikke at fremhæve andre Besynderligheder ved denne Fortælling, ligger det nær at opkaste Tvivl, om der virkelig har været 151600 russiske Dragoner ved Kjøbenhavn, da Hveen var det Sted, hvor den langt overvejende Del af Dragonerne havde deres Lejr3). Ganske falsk har man ladet ham gjøre Toure paa sine Gallejer omkring imellem øerne for at udspejdeRiget,



1) Da dette staar i det i russisk Aand affattede Skrift: Halern: Leben Peters des grossen 11, 178, kan denne Fortælling ikke afvises som et Rygte af blot dansk Oprindelse.

2) Efter en Beretning i Torms Antegnelser (Sub.ni: nye Samlinger 11, 35) hed denne Lieutenant Dyssel og blev adlet under Navn af Falkenskjold; men efter en anden Beretning(Schlegel: Kjøbenhavns Demoleringsvæsen S. 14) var hans Navn Bertelsen, og han blev adlet under Navnet Cederfeldt. Endnu en tredje Tradition findes hos Brasch: Vemmetoftes Historie 11, 103 Note, hvorefter Lieutenanten, der ogsaa her hedder Dyssel ligesom hos Torm, blev adlet, fordi han havde anholdt Czaren under en hollandsk Bondeforklædning i Østerport. Her véd Sagnet endog at nævne en bestemt Dag, den 3. August.

3) Riegels anf. St. 11, 116 kjender endog Datoen for denne Begivenhed, nemlig den 3. August, altsaa samme Dag, da Czaren efter ovenstaaende Sagn gik paa Æventyr som hollandsk Bonde ved Østerport. Men den 3. August var ikke en eneste russisk Dragon kommen over Belterne eller Østersøen.

Side 128

spejdeRiget,og man har i sin Iver for at finde mistænkeligeTræk om ham nedladt sig til saadan tom Snak som at fortælle, at han ved en Mønstring havde ærgret sig saaledesover at se den danske Hærs fortrinlige Tilstand, at han i Forbitrelse forlod Mønstringen, en Fortælling, der oven i Kjøbet stemmer ilde med den Kjendsgjerning, at hans Ministre maatte forsvare ham for de danske imod den Sigtelse, at han skulde have udtalt sig ringeagtende om Kærens Ledelse1). Ikke mindre smaaligt er det, naar man har fundet det højst mistænkeligt, at han ved et Besøg paa Kronborg havde taget Geværet ud af Haanden paa en Soldat, der stod paa Vagt, og trykket det af. Han vilde, sagde man, naturligvis undersøge, om Vagtposterne havde Geværerne ladte, da han tænkte paa at overrumple Fæstningen2).



1) Se S. 83.

2) Se oin disse forskjellige Træk især Hojer anf. St. I, 314 ff, Torms Antegnelser o. s. v. og Riegols anf. St. Da Hojer var nøje knyttet til I. G. Holstein, kunde den Formodning ligge nær, at lian har faaet sin Opfattelse fra denne imod Czaren saa ugunstig stemte Statsmand. Men det er værd at lægge Mærke til, at uagtet Holstein i flere Betænkninger fra 1717, dels alene, dels sammen med Dewitz, saa vel som i den af 6. Oktober 1716 (se S. 110;, har mgt at fjærue Frederik IV fra Forbindelsen med Rusland og med stor Iver har opregnet alle de formentlige Troløsheder, som Czaren havde gjort sig skyldig i overfor Danmark (I. G-. Holsteins Autobiografi i den Ledreborgske Haandskriftsamling), har han dog aldrig iblandt disse nævnt denne Plan til et Overfald paa Kjøbenhavn, som man først og fremmest skulde vente omtalt. Det or et Fingerpeg om, at man ikke i selve Eegeringskredsene har troet stærkt paa en saadan Plan, eller om, at man i det mindste snart har ladet denne Mening falde. — Hvor sindige Domme der kunde fældes samtidig med, at de vildeste Rygter trivedes, viser et Brev, der er skrevet 2. December 1716 af en Søofficer eller anden Embedsmand ombord paa Flaaden ved Navn H. Thomæsen (Ny kgl. Samling paa det kgl. Bibliothek 685 c). Her udtales den Formodning, at det har været Frygt for Mangel paa „fuderage og Subsistence til Armeerne", som har bragt Czaren til at opgive Toget. Der er ikke Spor til Mistanke om onde Planer.

Side 129

Men om end denne, den groveste Sigtelse mod Czar Peter afvises som blottet for al Sandsynlighed, ikke mindre end for ethvert Bevis, staar dog den Anklage tilbage, at han havde skiftet Plan, fordi han havde attraaet en Særfred med Sverige eller endog truffet hemmelige Aftaler derom. Det synes utvivlsomt, at dette har fundet stærk Tiltro i Regeringskredsene i Kjøbenhavn. Allerede meget snart vidste Rygtet endog at nævne den Mand, der skulde have spillet Hovedrollen ved disse Aftaler, nemlig Gortz, den navnkundige holsten-gottorpske Statsmand, der dengang for kort Tid siden var traadt i Karl Xll's Tjeneste.

Intet var naturligere, end at Rygtet, saa snart Landgangsplanenvar opgivet, fik travlt med den Uenighed, der paa Grund heraf skulde være opstaaet imellem Czaren og Frederik IV, og med at Peter den store agtede at slutte en Særfred med Sverige. Holland, hvor der ikke var faa svensksindede, blev i særlig Grad et Arnested for slige Rygter, der endog spillede en stor Rolle i Aviserne. Det var, sagde man, Baron Gortz, der ledede disse Forhandlinger fra svensk Side, Fyrst Kurakin, som var Underhandler paa Ruslands Vegne1). Springet herfra til Fortællingen om, at der ogsaa var blevet forhandlet paa en lignende Maade, inden Czar Peter havde ladet Planen om Toget imod Skaane falde, var let gjort. Allerede strax efter, at Czaren havde lidt Fornærmelsen ved at se sine Tropper blive udelukkede fra Wismar, skulde han være kommen til at tænke paa, hvad Gortz tidligere havde forestillet ham om en Særfred med Sverige2). Flere nyere Forfattere have stærkt troet



1) Depecher fra v. Stocken, dansk Resident i Haag, af 10. og 17. Oktober 1716.

2) Theatrum Europæum XXI, 472, hvorfra det formodentlig er gaaet over i Voltaire: Histoire de l'empire de Eussie sous Pierre le grand (1768) 11, 140. — Den holsten-gottorpske Statsmand Bassowitz synes endog i sine Eclaircissemens sur plusieurs faits arrivés sovs le regne de Pierre le grand (Biisching, Magazin IX, 311) at henlægge Gortz's Indflydelse til de første Maaneder af 1716.

Side 130

paa Paalideligheden af, hvad Datiden fortalte, og fremstille derfor Gortz som den store Maskinmester, der har forstaaet at trække i Traadene paa den rette Maade, indtil han fik Toget mod Skaane kuldkastetx). Naar man husker paa, hvilken Virksomhed den snilde Statsmand vitterlig snart efter udfoldede for at faa Fred i Stand imellem Czaren og Karl XIJ, er intet ej heller sandsynligere end, at han alleredenu kunde have ønsket paa en saadan Maade at atværge det Uvejr, der truede Sverige. Men Fortællingerne om, hvad han har udrettet i den Henseende, have ikke andet at støtte sig til end løse og usikre Kombinationer, og det kan godtgjøres, deis at Gortz kun har spillet en saare übetydelig og rimeligvis slet ingen Rolle ved denne Lejlighed, dels at Czar Peter ikke paa dette Tidspunkt har gjort nogetsomhelstSkridt til at slutte hemmelige Aftaler med Sverige.

I December 1715 var Gortz under Stralsunds Belejring første Gang kommen i personlig Berøring med Karl XII, og han rejste i Begyndelsen af 1716 til Sverige, hvor han arbejdede paa at skaffe Kongen de nødvendige Midler til at fortsætte Krigen. Netop nu afbrød Karl XII i Følge et af sine sære Indfald alle diplomatiske Forhandlinger, og der



2) Theatrum Europæum XXI, 472, hvorfra det formodentlig er gaaet over i Voltaire: Histoire de l'empire de Eussie sous Pierre le grand (1768) 11, 140. — Den holsten-gottorpske Statsmand Bassowitz synes endog i sine Eclaircissemens sur plusieurs faits arrivés sovs le regne de Pierre le grand (Biisching, Magazin IX, 311) at henlægge Gortz's Indflydelse til de første Maaneder af 1716.

1) Det er allerede S. 69 omtalt, hvorledes Brasen ved en beklagelig Fejltagelse er kommen ind paa denne Mening. Fryxell: Beriittclser ur svenska historien XXIX, 29 og 35 har lagt megen Vægt paa Gortz's Optræden, men ikke uden at gjøre sig skyldig i en slem Pejl, idet han lader Gortz i Holland forhandle med Fyrst Kurakin et Par Maaneder, førend han i Virkeligheden kom til dette Land. Droysen anf. St. 178 tillægger ligeledes Gortz's Virksomhed stor Betydning ved denne Lejlighed.

Side 131

blev f. Ex. ikke udstedt en eneste Ordre til nogen Diplomat i Tiden fra Midten af Februar til 5. Juni 1716. Kort Tid derefter blev Gortz af Kongen kaldt til Norge og den 16. Juni sendt til Holland for at underhandle om Fred og Pengelaan1). Dette giver ikke Indtryk af, at der før Gortz's Rejse har været drevet nogen hemmelig Forhandling imellem Sverige og Rusland2). Det var ogsaa langt fra, at Karl XII vilde indlade sig paa det eneste Vilkaar, ved hvilket han havde kunnet kjøbe sig Fred af Czaren, nemlig paa at gjøre nogen Landafstaaelse. Da hans trofaste Ven Landgreven af Hessen-Kassel under Czar Peters Ophold i Mecklenburg i Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli ved Hjælp af en Emissær ved Navn Kettler vilde bearbejde Czaren til at slutte en Særfred med Sverige, og dette indberettedestil Karl, skrev denne til Landgreven (2. August),at han ikke vilde fremsætte noget Forslag, førend Czaren havde tilkjendegivet, hvad han vilde gjøre for ham, og han vægrede sig bestemt ved at afstaa Land3).

At Gortz paa egen Haand i denne Tid har søgt at komme i Forbindelse med Czaren, har ingen hidtil kunnet paavise 4). Medens han i Sommeren opholdt sig i Holland, gjorde han selvfølgelig, hvad han kunde, for at gavne Karl XII. Da han havde det vigtige Hverv at rejse Penge,



1) Carl son anf. St. 87 og 90.

2) Dog hedder det hos Droysen anf. St.: „Dass GorU i-m Juli(l) ■mit den ausgedehntesten Vollmachten naeJi dem Haag ging, låsst erJcennen, his zu tvelchem Punkt hereits die Annåherung gediehen war".

3) Carlson anf. St. 93.

4) Et Sted hos Droysen anf. St. S. 178 antyder, at Gortz i Foraaret 1716 havde faaet Hertugen af Mecklenburg til at forestille Czaren, at Karl havde Lyst til at udsone sig med ham; men Droysens Citat i Noten siger noget helt andet, idet det derefter er Wellingk, der har faaet Hertugen dertil.

Side 132

stræbte han at give det Udseende af, at den Fare, der truede Sverige ved det paatænkte Angreb paa Skaane, ikke havde noget at sige. Snart paastod han, at Kong Karl kunde føre en Styrke paa 52000 Mand imod dem, der vilde prøve paa en Landgang, snart lod han udsprede det Rygte, at paa Grund af de Klager, som Russernes Uordner i Mecklenburg havde fremkaldt fra Danmarks, Preussens og Storbritanniens Side, havde Czaren erklæret, at han vilde slutte en Særfred med Sverige, saafremt man ikke rettede sig efter hans -Ønsker1).

Samtidig søgte han ogsaa at give Kong Karl det Indtryk,at den Fare, der truede ham ved det paatænkte Angreb paa Skaane, var mindre, end det saa ud til. I en Depeche af 31. Juli, hvori han meddelte, hvad han havde hørt om Styrken af det russisk-danske Landgangskorps, tilføjedehan: <>Man siger imidlertid, at det skorter paa meget af, hvad der behøves i Krigen, og der kunde let indtræffe Forhold, som vilde bringe det hele Forehavende til at blive til intet, især naar Fjenderne faa Underretning om de Forsvarsforholdsregler,som Eders Majestæt har truffet. Fyrst Kurakin er, efter hvad jeg har erfaret, ikke bleven lidt allarmeret ved at høre, at jeg gjentagne Gange har udtalt, at man i Sverige mere ønsker end frygter en fjendtlig Landgang, fordi en saadan vilde give Eders kgl. Majestæt Lejlighed til at slaa ret et vigtigt Slag og bruge den anselige Krigsudrustning, der er rede, paa en passende Maade og med Gavn. — Man har ogsaa villet forsikre mig, at Czaren i Virkeligheden ikke er overvættes ivrig for en Landgang, men langt snarere har til Formaal under Paaskud af et saadant Foretagende at blive staaende i Riget



1) Depecher fra v. Stucken af 28. Juli og 1. September.

Side 133

eller i Danmark for paa den ene Side at underholde sine Tropper paa fremmed Bekostning, paa den anden Side at gjøre sig selv saa meget mere "respektabel" hos sine Allierede saa vel som hos Kejseren og Riget«x).

Denne Depeche viser klart, at Gortz endnu slet ikke stod i nogen Underhandling med Kurakin og ved ham med Peter, saa at han derved kunde haabe at modarbejde Landgangen. Det er kun paa Eygter om Czarens formodede Planer, saaledes som de vare blevne almindelige efter dennes Optræden i Mecklenburg, at han bygger sit Håab om, at han ikke skal være «overvættes ivrig for Landgangen«. For øvrigt stoler han paa Fjendernes mangelfulde Udrustning og paa, at de skulle blive bange ved at høre om Kong Karls kraftige Forholdsregler til Skaanes Forsvar.

Naturligvis kan han derfor godt have stræbt efter at sætte sig i Forbindelse med Kurakin. Da denne i Slutningenaf Juli kom til Haag, fortalte en ivrig Tilhænger af Sverige, den polske General Poniatovski, ham, at han havde truffet sammen med Gortz, der havde foreslaaet en Kongres i Finland og ønskede Pas over Rusland til Sverige2). Man kan ikke være i Tvivl om, at Poniatovski har sagt dette efter Gortz's -Ønske, og Forslaget om en Kongres i



1) Denne Depeche er citeret hos Fryxell XXIX, 35, men uheldigvis unøjagtig, idet han lader Gortz meddele Kong Karl „att Ryssland iclte skulle i landstigningen deltaga". Da jeg efter dette Citat maatte ønske at lære Depechen nærmere at kjende, har Dr. E. Hildebrand, Amanuensis ved Rigsarkivet i Stockholm , vist mig den Velvilje at afskrive alt det af Depechen til mig, som vedrører Landgangsplanen. — Formodentlig er det Fryxells uheldige Citat, der har bragt Droysen (S. 178) til at tro, at Karl XII stolede paa, at et Angreb paa Skaane ikke vilde finde Sted.

2) Szolovief anf. St. XVII, 78.

Side 134

Finland poger tydelig hen paa Planen om en Særfred. Intet ligger da nærmere end at tænke sig, at Gortz har attraaet at komme i personlig Forbindelse med Kurakin, og den Amsterdamske Gazette meddelte da ogsaa, hvad enten det var sandt eller ikke, at den russiske Diplomat havde modtaget et Besøg af Gortz1). Men selv om en Forhandling har fundet Sted imellem de tvende Diplomater, har Gortz intet kunnet udrette. Et slaaende Vidnesbyrd derom afgive Breve, som han og den bekjendte svenske Statsmand M. Wellingk have vexlet i Efteraaret 1716. Da skriver Gortz til Wellingk den 17. Oktober, at han nok tror, han kunde udrette noget med Hensyn til at skabe en Udsoning imellem Kong Karl og Czar Peter, naar han blot kunde finde en god Vej til at nærme sig denne2), og Wellingk svarer 14. November, at hvis man bare kan forebygge, at Russerne forlade Tyskland, vil det ikke falde Gortz og ham svært at finde Veje til at faa meddelt Czaren, hvad de ønske. Det er tydeligt, at de ikke tidligere have havt Midler til at kunne sætte sig i Forbindelse med ham3).

Hvad fremdeles Czar Peters egen Synsmaade angaar, da vise hans Breve til Czarinden, Apraxin og Alexej paa en uigjendrivelig Maade, at han i det mindste indtil op i Septembermaaned har været bestemt paa at gjere Toget til Skaane4). Alle Formodninger om, at han allerede efter Wismars Kapitulation havde opgivet Planen imod



1) Depeche fra v. Stockcn af 1. September, hvor lian erklærer, at denne Meddelelse var falsk og aabenbart indrykket i Bladet af Gortz, der vilde have lettroende Mennesker til at tro paa den foregivne Særfred imellem Czaren og Sverige.

2) „ponrcu qiie je trouvasse un bon canal". Moser: Ret tung der Unschuld des Freihorrn Gortz (1770) S. 471.

3) Smstds. 478.

4) Dette har Brasch anf. St. S. 422 rigtig set.

Side 135

Sverige og altsaa hele Sommeren igjennem spillet falsk Spil imod Frederik IV, falde dermed til Jorden. Det synes derimod at være Sandhed, naar Schafirof i Juni fortalte Westphalen, at Czaren havde afvist Forslag om Separatfred med Sverige, som Landgreven af Hessen-Kassel havde ladet gjøre ham1).

Har Czaren ført nogen oprigtig ment Underhandling med Sverige eller overhovedet besluttet sig til en Særfred med Karl XII, maa det have været i Tiden imellem 8. og 17. September. Allerede det er imidlertid paafaldende, at han i saa Fald 4—5 Maaneder efter skulde have bebrejdet sine Generaler, at de havde faaet ham fra at gjøre Toget. Hvor lidt han ogsaa i denne Tid har nærmet sig Karl, kan man se af, at denne og hans Udenrigsminister,Kansleren Baron Muller, lige til LandgangsplanensOpgivelse opfattede ham som utilbøjelig til at slutte Fred. Endnu den 24. September, altsaa en Uge efter at Landgangen var opgivet, skriver Baron Muller til Cronstrom, svensk Envoyé i Frankrig, at vel havde Kongen endnu hidtil ikke villet afstaa Petersborg og Ingermanland,men at det ikke var umuligt, at dette kunde ske, naar Czaren engang viste Villighed til at lade det komme til Fred2). Om et saadant Omslag i Czarens Stemning var det, at Budskabet om Spændingen imellem ham og Frederik IV efter Landgangsplanens Opgivelse vakte Svenskernes Haab. Da skrev Karl XII 31. Oktober til



1) Depeche fra Westphalen af 27. Juni. Dette er aabenbart den samme Forhandling, der omtales S. 131.

2) „bien qu'il vie soit pas impossible que cela se puisse arriver apres et lorsque le Czar aura fait voir de la facilité de son coté powr parvenir å la conclusion de la paix avec ce prince" (Samlingen: Interceptirte schwedische Briefe II i Gehejniearkivet).

Side 136

Landgreven af Hessen-Kassel, at han haabede, Czaren nu, da Landgangen var opgivet og det var kommet til Uenighed imellem ham og Kongen af Danmark, vilde vise sig mere imødekommende, end han tidligere havde været1). I god Samklang hermed havde han otte Dage i Forvejen (23. Oktober)skrevet til Gortz: »Ligesom jeg allererede tidligere ikke har havt noget imod at laane Øre til de partikulære Fredsforslag, som til Tid og anden ere blevne gjorte mig, saa af den ene, saa af den anden af mine Fjender, men som de atter have ladet falde igjen, saaledes er jeg ej heller nu utilbøjelig til efter det franske Hofs Raad at slutte en separat Fred med Czaren under den Splid, som er opstaaet imellem ham og hans Forbundsfæller, især Kongen af Danmark; men jeg vil dog ikke være bunden til at slutte en saadan med ham fremfor med alle-'andre, saaledes at jeg ikke skulde kunne knytte en separat Forhandling med Danmark, naar denne Krone tilbød bedre Vilkaar end Czaren •>2).

Man ser tydelig, at Landgangsplanens Opgivelse efter Karls og hans Udenrigsministers Mening havde skabt en hel ny politisk Stilling. Tidligere i Aaret havde de følt Umulighedenaf med Fordel at underhandle med Czaren. Denne havde ikke gjort nogetsomhelst imødekommende Skridt. Nu



1) Dette Brov, dateret Lund, findes ogsaa i Samlingen: Interceptirte schwedische Briefe II i Gehejmearkivet. Med det stemmer nøje et Brev til den samme Fyrste og af samme Dato, som Baron Muller har skrevet, og som findes sammesteds.

2) Danske Samlinger 2dcn Kække I, 294. Jvfr. hermed et Brev af samme Dato fra Muller til Gortz (Interceptirte schwedische Briefe II), hvor det hedder: „Fos raissonnemens å Végard de la faeilité future de nos ennemis fow souhaiter la paix dexmis que leur grand dessein de la descente s'est avorté sont bien fondes". Gortz har, det er klart, meddelt sit Skjøn om Stillingen, men ikke Tilsagn fra Czaren.s eller Kurakins Side.

Side 137

derimod tror Karl, at der kan være Udsigt til at vinde noget ved Underhandlinger enten med den ene eller den anden af de formentlig splidagtige Forbundsfæller. Naar man har saadanne svenske Aktstykker for sig, fatter man Tro til Sandheden af, hvad en imod Czar Peter venlig sindet Forfatter, Bergmann, har sagt i Henhold til russiske Kilder, at Czarens Breve fra Sommeren 1716 ikke indeholde Spor af Gortzske Intriguer1).

Naturligvis staar den Mulighed tilbage, at Fyrst Kurakin, enten i Henhold til Udtalelser af Gortz eller blot paa Grund af sit eget Syn paa Stillingen, har forestillet Czar Peter, at der rimeligvis vilde blive Udsigter til en Særfred med Sverige,hvis han opgav Landgangen, og at saadanne Forestillingerkunne have havt nogen Vægt hos ham i et -Øjeblik, da han var opfyldt af Tanken om Vanskelighederne ved et Vinterfelttog i Skaane, og da han baade af den ene og den anden Grund nærede Mistillid til de Danske. Han kan have tænkt sig, at det vilde være dobbelt urigtigt at udsætte sig for store Farer, naar der var Mulighed for en Særfred med Sverige. Men intet vides om saadanne Forestillinger fra Kurakins Side, om hvilke der dengang var Rygter, og selv om Czaren skulde have faaet slige Tanker, forhindrer det ikke, at Frygten for de militære Vanskeligheder og Mistillidenimod de Danske har været det, der væsenlig førte ham til at opgive Toget. Under alle Omstændigheder ere disse sidste Hensyn fuldkommen tilstrækkelige til at forklareOmslaget i hans Holdning2), og med hvilken Ret



1) Bergmann: Peter der Grosse IV, 106.

2) Naar Bygtet fortalte (Hojer anf. St. S. 315), at en af hans Grunde til at blive opbragt paa Danmark og derfor til at svige det var, at Frederik IV ikke vilde overlade ham Karlskrona, da har Folkesnakken atter her været paa Vildspor. Der har under alle Forhandlinger imellem Czar Peter og Frederik IV aldrig været Tale om, at Karlskrona skulde tages fra Sverige. Formodentlig er Rygtet opstaaot af Gyldenløves Vægring ved at sejle til Karlskrona (se S. 73).

Side 138

leder man da efter skjulte Motiver dertil? Czar Peter kan kræve samme Retfærdighed som enhver anklaget, at man skal bevise den Sigtelse, der er rettet imod ham, eller i det mindste fremføre saadanne Kjendsgjerninger, at Mistankenbliver i højeste Grad sandsynlig. Men i dette Tilfældekan intet anføres imod Czaren undtagen Rygter og Formodninger, hvorimod vægtige Grunde tale imod de opstilledePaastande. Saa længe derfor indtil nye Oplysninger stille Sagen i et nyt Lys, hør man ligesaa fuldt frikjende ham for at have villet svige Frederik IV, som man paa den anden Side maa afvise den Sigtelse, han har rettet imod den dansk-norske Regering for efter Tilskyndelse af Georg I og A. G. Bernstorff at have sinket Rustningerne til Toget og derved gjort det nødvendigt for ham at lade Planen falde.

Der er saa meget mere Grund til her at paavise, hvor uretfærdigt Rygtet har været imod Czar Peter, som den Opfattelse af hans Holdning 1716, der aldeles har havt Overmagten i den danske historiske Literatur, har været bestemt ved de ugunstige Domme, der paa Frederik IV's Tid bleve fældede om ham her i Landet. Som Hojer, Gebhardi, Sneedorff og Riegels1) dømte i forrige Aarhundrede,saaledes



2) Naar Bygtet fortalte (Hojer anf. St. S. 315), at en af hans Grunde til at blive opbragt paa Danmark og derfor til at svige det var, at Frederik IV ikke vilde overlade ham Karlskrona, da har Folkesnakken atter her været paa Vildspor. Der har under alle Forhandlinger imellem Czar Peter og Frederik IV aldrig været Tale om, at Karlskrona skulde tages fra Sverige. Formodentlig er Rygtet opstaaot af Gyldenløves Vægring ved at sejle til Karlskrona (se S. 73).

1) Ogsaa hos Mallet i Histoirc de Dancmarc. Geneve 1788. IX, 888 ff. Derimod har Suhm i Historien af Danmark, Norge og Holsten udi tvende Udtog (Kbhvn. 1776) S. 158 —159 brugt forsigtige Udtryk om Striden imellem Czaren og Kongen. Han har maaske her fulgt Holberg: In tro du etion til de europæiske Rigers Historie med et nyt Tillæg (Kjøbenhavn 1757) (S. 655) og den danske Oversættelse af J. Hiibner: Korte Spørgsmaal af den politiske Historie 111 (1747) S. 721. hvor man begge Steder ser udtalt, at Grunden til Landgangeiis Opgivelse ikke er bleven bekjendt.

Side 139

hundrede,saaledeser i dette Aarhundrede Czarens Færd bleven fremstillet af G. L. Båden, Allen, Barfod, Garde, Vaupell og mange andre1). Disciplene lære den Dag idag i vore Skoler, at Czar Peter under Venskabets Maske stræbte at overrumple Kjøbenhavn og Kronborg. Den Autoritet, som med Føje er bleven tillagt A. Hojers i mange Henseender særdeles værdifulde Værk om Frederik IV's Historie, har endog virket til, at Forfattere udenfor Danmark ligesaa vel som her hjemme have optaget den af ham fastslaaede Opfattelse af Czar Peters Politik i Sommeren1716 uden kritisk at gaa den paa Klingen2).



1) Brasch anf. St. 423—424 har rigtig set, at Sigtelsen imod Czaron for at have villet angribe Kjøbenhavn er urimelig; men han har isteden derfor opstillet en ligesaa uheldig Gisning om, at Peter tragtede efter at g] øre sig til Herre over en Del af Sundprovinserne.

2) F. Ex. Schlosser: Geschichte des achtz. Jahrhunderts: Hermann: Geschichte des russischen Staats; Fryxell: Berattelser o. a. Den nyeste bekjendte Historiker, der er kommen ind paa den her omhandlede Sag, er Professor Briickner i Dorpat, i hans tidligere citerede Værk om Peter den store, hvor han S. 434 Note 2 udtaler sig meget varsomt, idet han mener, at Forholdene ikke endnu ere tilstrækkelig opklarede til, at man kan fælde en Dom om dem. Medens Professor S chirr en i Kiel derefter i en Recension over Briickners Værk i Gottinger gel. Anzeigen 1880 l\Tr. 30 har paastaaet, at det i Rusland udgivne Værk: Materialien zur Geschichte der russischen Flotte (18651869), indeholder vigtige Oplysninger om den politiske Stillings Udvikling 1716, har Bruckner i et Svar paa denne Recension i Sybels Historische Zeitschrift 45 Bind S. 480 bestemt nægtet dette. Hvem af de tvende Historikere der har Ret, har det været mig umuligt at danne mig en Mening1 om, da det omtalte russiske Værk ikke findes paa noget Bibliothek her i Byen. Ogsaa i sin Afhandling Peters des Gro s sen Briefwechsel o. s. v. S. 227 har Bruckner erklæret, at Aarsagerne til, at Toget gik overstyr, endnu ikke ere oplyste.

Side 140

9. Tilbageblik og Slutning.

Hvis de Eesultater, hvortil denne Undersøgelse har ført, ere rigtige, bortfalder det pikante, der ligger i en Understram af mer eller mindre rænkefulde Planer enten paa den ene eller paa den anden Side. Men for ikke at tale om, at Sandheden skal frem, hvad enten den er pikant eller ikke, bevarer det hele Forhold mellem de paagjældende Fyrster dog en stor Interesse. Det er mærkeligt at se, hvorledes -baade Czar Peter og Frederik IV have ønsket at gjøre Toget imod Skaane, hvorledes ingen af dem har tænkt paa at svige den anden, og hvorledes dog den gjensidige Mistillid i Forbindelse med forskjellige uheldige Omstændigheder ødelægge al Samvirken.

Vi have set den mecklenburgske Tvist virke til at nære det Stof til gjensidig Mistro, der var en Arv fra Krigens tidligere Aar. Denne Mistro var af en forskjelligNatur. Selve de Statsmænd i Danmark, der havde ønsket ét Forbund med Rusland, havde meget godt vidst, at de ved at medvirke til at knuse Sveriges Stormagtsvælde vilde fremme Udviklingen af en anden Magt ved Østersøen, der i Tiden kunde blive farlig for den dansk-norske Stat. De havde valgt dette som den mindre Fare i Sammenligning med den større, hvormed de ingenlunde uden god Grund mente, at Sveriges Politik truede ved det Forbund med Gottorperne, der siden Karl Gustavs Tid havde været en næsten urokkelig Del af det svenske politiske System og efter Karl Xll's Tronbestigelse var blevet farligere end nogensinde. Men jo mindre Frederik IV og hans Raadgiverestolede paa, at Venskabet med Czar Peter kunde bevares i Længden, desto mere mente de at maatte være paa deres Post overfor hans Udvidelsespolitik og despotiske Vilje, der var saa meget mere trykkende og saa meget

Side 141

farligere, som hans store Herskerevner fuldt svarede til den
Magt, han raadede over.

Denne Synsmaade have vi kunnet følge hos den dansknorske Regering igjennem hele Sommeren 1716; men hvor naturlig den end var, og hvor godt man end kan forstaa, at Frederik IV, naar han havde den mægtige og voldsomme Czar tæt paa Livet af sig, maatte holde Forsigtighedsforholdsregler for at være nødvendige, kunde det kun være højst uheldigt, at han derved tirrede den Mand, hvis Forbund han ikke ønskede at undvære.

Czar Peters Mistillid var af en anden Slags. Han havde ingen Tro til, at man fra dansk Side anstrængte sig alvorlig, og hvad der fra først af nærmest var Kritik over formentlig Brist paa Dygtighed og Energi, blev skærpet ved hans Ærgrelse over at se, hvorledes der blev holdt øje med ham, og ved Uvilje imod bestemte enkelte Mænd i Kongens Kaad og iblandt hans Generaler. Saa blev den Tanke levende hos ham, at man misundte ham hans Storhed, og at man i det mindste ønskede at holde ham borte fra den vestlige Del af Østersøens Bækken. Idet Mindet om den Krænkelse, han havde lidt ved Wismars Kapitulation, atter blev levende hos ham, stillede han den Modstand, han havde mødt og stadig mødte i det mecklenburgske Spørgsmaal, sammen med den daarlige Stemning, han mente at mærke hos den dansk-norske Regering. Mistanken om, at denne aabnede øret for onde Indflydelser fra hannoveransk Side, fik mere og mere Magt over ham.

For en stor Del var dette uheldige Forbold en nødvendigFølge af den givne politiske Stilling; men dog kan hverken Frederik IV eller Czar Peter siges fri for ved Fejlgrebat have forøget Vanskelighederne ved at komme til Enighed og for altsaa at have forskyldt Planens Opgivelse.

Side 142

Frederik IV har ved sin Mistænksomhed tirret Czar Peter niere end nødvendigt ved flere enkelte Lejligheder, det er muligt, at han paa nogle Punkter kunde have vist større P^nergi i at drive paa Hurtighed i Rustningerne, og han har utvivlsomt ved den uheldige Ledelse af Sagen om de preussiskeTransportskibe voldt et Tidsspilde paa 14 Dage, der maaske har virket stærkt med til, at Czaren opgav Planen. Men denne har paa sin Side i sin Dom over den dansknorskeEegering overset Vanskeligheder af væsenlig Betydning,som den havde at kæmpe med, han dømte uretfærdig, naar han sigtede den for Brist paa Iver, og han saavel som hans Generaler havde afgjort Uret ved at mene, det var for sent paa Aaret at gjøre et Angreb paa Skaane den 21. September. En kraftig Krigsførelse havde kunnet tilføje Karl XII et knusende Slag endnu i Efteraaret.

Naar der i denne Afhandling er blevet gjort et Forsøg paa at gjennemføre en indtrængende Undersøgelse over Landgangsplanen imod Skaane og dens Opgivelse, er dei ikke blot, fordi det har Interesse at se, hvad der var Grunden til, at Czar Peter lod Planen falde, men endnu mere, fordi dette Skridt af ham har havt Følger af allerstørste Vigtighed. Det har omskabt den hele politiske Stilling under den store nordiske Krig, og, hvad der, set fra et særlig dansk Standpunkt, er endnu vigtigere, det har grundlagt et Forhold imellem Frederik IV og Czar Peter, der har havt Virkninger paa Nordeuropas Historie i hele den følgende

I Marts 1716 havde den dansk-norske Udenrigsminister
Chr. Sehestedt udtalt for Kongen sin Glæde over det faste
Baand, der knyttede Sveriges Modstandere sammen1); men



1) Betænkning af Vi. Marts 1716 i Haandskriftsamlingen paa Kavnliolt.

Side 143

hvor slapt var dette ikke nu blevet? Istedenfor at man fra dansk-norsk Side havde haabet med Ruslands Hjælp at erobre Sundprovinserne tilbage, havde man nu baade maattet lade dette Haab falde og saa sig tillige bragt i et spændt Forhold til Rusland. Den Spire til gjensidig Mistillid, der fra først af havde været Forbundets Kræftskade, havde fundet den rigeste Næring i Sommeren 1716, man var kommen til Randen af et formeligt Brud. Det fælles Fjendskab imod Sverige formanede endnu til at holde sammen, og skjønt ForhandlingerneiSeptember og Oktober om med forenede Kræfter at angribe Karl XII til Foraaret vare strandede, havde dog begge Fyrster været enige om at fortsætte disse ForhandlingeriLøbet af Vinteren; men Udsigterne til Enighed vare kun ringe. Oven i Kjøbet hang Forholdet imellem Frederik IV og Czar Peter nøje sammen med Udviklingen af Forholdet imellem Rusland og England-Hannover. Hvis den Splid, der havde slaaet Rod imellem disse Magter, ikke udjævnedes, hvor vanskelig vilde da ikke den dansknorskeStatblive stillet! At komme til at staa midt imellem Rusland og England - Hannover var omtrent det værste, der kunde times Staten, og saa var det desuden paa et Tidspunkt, da man i Karl XII havde en Nabo, fra hvis Side man ikke havde Ret til at vente andet end et uforsonligt Fjendskab. Den tyske Kejser var stærkt gottorpsksindetogForholdet til ham derfor ikke uden Vanskeligheder,Frankriggjaldt for at være afgjort svensksindet, og Preussens Politik var det umuligt at bygge paa. Højst uhyggeligt var det at høre Rygtet fortælle om, at Fyrst Kurakin og Gortz underhandlede med hinanden, og vistnok svor Kurakin med de dyreste Eder, at disse Rygter vare falske, at han, ligesom han stedse tidligere havde gjort, saaledes ogsaa fremdeles vilde handle oprigtig efter Aftaler

Side 144

med det danske Diplomati, og at han aldrig fra sit Hof havde faaet Paabud om andet1); men kunde man efter den Forandring, som nu var sket i Forholdet til Rusland, stole herpaa? Paa den anden Side var det bekjendt, at England og Frankrig havde nærmet sig hinanden og endog sluttet et Forbund, som det kunde antages, at ogsaa Holland vilde tiltræde, og hvem kunde være sikker paa, at ikke det svensksindede Frankrig drog England over paa Sveriges Side? Var Europas hele Stilling i dette Øjeblik uklar, saa havde den dog tillige en for den dansk-norske Stat truende Karakter, medens Sveriges Udsigter mægtig havde forbedret sig. Saafremt Karl XII forstod at drage Gavn af sine Fjenders Splid, kunde han endnu frelse en Del af det tabte eller i det mindste vinde Vederlag for en Del deraf. Hvem kunde være dygtigere i at arbejde for dette Maal end den Mand, som nu var bleven Kong Karls hejre Haand, den snilde Gortz? Men hvis Forholdene vedbleve at udviklesigheldig for Sverige, hvem vilde vel Gortz i den Grad arbejde paa at gjøre til Ofret, som netop Danæark= Norge? Han havde sit diplomatiske Nederlag ved lønningen at hævne og et glødende Had at tilfredsstille.



1) Depeche fra v. Stocken 10. Oktober.

Tillæg.

I. Off- und defensiv- Allianztractat zwischen Ihr: Königl. May t zu Dännemarck, Norwegen und Ihr: Königl. May t von Gros-Britannien als Churfürst zu Hannover wider Schweden. Datirt im Königl. Haupt-Quartier in Mecklenburg den 26. Junii 1715.

(Uddrag.)

§ 1.

Forbundet tilsigter at opretholde „die Euhe des Beichs
„und sonderlich der Ober- und Nieder Såchsischen Kraysse",
„welch.es l'oedus .... wegen der in Teutschland gelegenen Schwe„dischen
Provintzen gehalten werden soli, wie nachstehet".

§ 2.

Afstaaelse af Hertugdømmerne B remen og Verden til
Kongen af Storbrittannien „und Dero Erben und Nachkommen
„der Clmr in perpetuum".

§ 3.

„Wir wollen die wiirckliclie Tradition und Auslieferung
„alles dessen, was Wir vorn Herzogthum Brehrnen itzo im Be,,sitz
haben .... 14 Tage nachdem die zu Hannover zur
„Regierung heimgelassene Geheimbte Bathe es schriftlich ver,,langen
. . . „ jedoch dass zu gleicher Zeit bey diesem Actu
„ Traditionis die wiirckliche Declaration des Krieges gegen
„Schweden abseiten Sr. Konigl. May* in Gross-Brittannien, wie
„auch die Bezahlung der im Artie. 7mo7m0 hiernechst stipulirende
„Geld-Summe durch giiltige acceptirte Weclisel geschehen soil."

§ 4.

Løfte fra Kongen af Danmarks Side om at hjælpe til at maintenere og garantere Kongen af Storbrittannien og hans Efterkommere Besiddelsen af de tvende Hertugdømmer „contra quoscunque". Derfor „versprechen Wir, ... dass wir ... mit

„8000 Mann, worunter 3000 Maim zu Pferde, an Reutern oder
„Dragonern, innerhalb Sechs Woclien a die requiskionis unfehlbar
„assistiren wollen".

§ 5.

Den samme Hjælp skal }'des, naar „Se. Konigl. May1 in „Gross-Brittannien in Dero iibrigen Teutschen Landen entweder „von Schweden selbst oder zu Faveur von Schweden von Jernand „anderst ... in specie von der Crone Franckreich wåhrenden „itzigen Nordischen Krieges sollte angegriffen, oder sonst ver„gewaltiget werdenI'.

§ 6.

Løfte fra den storbrittanniske Konges Side om fra den
Dag, det bremiske Land bliver overdraget ham, „in den Krieg
„wider Schweden durch vvilrckliche Kuptur zu treten".

§ 7.

Løfte fra den sammes Side om, naar det bremiske Land overdrages ham, „zu gleicher Zeit an Uns durch gtiltige in Ham„burg acceptirte Wechsel auf einmahl die Summa von Dreymahl „Hundert Tausend Reichsthaler an gedoppelten Marcks-Stucken, „oder zwey Drittelen, nach dem Leipziger Mtintz-Puss de a° 1690 „. . . auszahlen zu lassen, und sollen die von dem Herzogthum „Brehmen an Uns noch nicht bezahlte Contributions-G-elder. und „bis an den Tag der Tradition fållige Eestanten . . . Uns aller„dings verbleiben und . . . richtig ausgezahlet werden".

§ 8.

Hvis Krigen med Sverige endnu varer 1. Maj 1716 og Stralsund og Riigen endnu ikke paa den Tid ere erobrede fra Sverige, vil Kongen af Storbrittannien, saafremt han ikke selv er optaget af Krigsoperationer imod Sverige og dets Forbundsfæller, udbetale fra 13. Maj at regne i Løbet af et Aar qvartaliter en Sum af 50000 Rdlr., saafremt ellers Krigen varer et helt Aar.

§ 9-

Kongen af Storbrittannien vil bruge alle „gute Officia" hos Parlamentet under dets nuværende Samling for at faa det til „fordersamst" at træffe Forholdsregler til Afdrag og Udbetaling af „dasjenige, was die Crone Dannemarck an die Crone Gross„Brittannienvermoge des Tractats de A° 1701 vor Sich an

„Subsidien, und wegen der im letzten Kriege gegeu Franckreich
„in Gross-Brittannischen Sold gestandene Konigl.Danische Troupen
„restirenden Arrerages noch zu fordern haben".

§ 10.

I Tilfælde af Angreb paa den danske Konges tyske Rigslande eller paa Kongeriget Danmark under den nuværende nordiske Krig vil Kongen af Storbrittannien inden 6 Uger a die Requisitionis yde en Hjælp paa 6000 Mand, hvoriblandt 2000 Ryttere, dog saaledes at, hvis det er de danske Øer, som blive angrebne, skulle Hjælpetropperne kun bruges til at dække Hertugdømmerne Slesvig og Holsten eller, hvis det behøves, da ogsaa Grevskabet Oldenburg. Forøvrigt skulle begge Parter „nach Erforderung der TTmstande" hjælpe hinanden „nmtuelle„ment mit aller Macht und aus allen Kraften", og man skal søge „des Konigs in Preussen May* mit in diesein Engagement zu ziehen".

§ 111)-

Den storbrittanniske Konge lover „lins, unsere Erben und „Nachkommen bey dem Besitz, Genuss und Eigenthum des „ftirstlichen Antheils vom Herzogthum Schleswig contra quos„cunque kraftigst mainteniren und garantiren helfen zu wollen", og, naar det behøves og det kræves, da inden 6 Uger a die Requisitionis at yde den i § 10 fastsatte Hjælp „auch iibrigens „nach Erforderung der Umstånde mit aller Macht und aus allen „Kraften beystehen".

§ 12.

„Was aber dem fiirstlichen Hause Holstein Gottorf anstatt „seines bisherigen Antheils vom Herzogthum Schleswig etwa „anderweit zuzuwenden, das soli auf den itzigen Convent zu „Braunschweig verwiesen werden."

§ 13.

Om Krigsoperationer i Forbindelse med Kongen af Preussen
imod Rugen, Svensk-Pommern indtil Peenefloden og Wismar,

„welche Insel und Pommersche Lander sodann die Crone Danne„marckErb - und Eigenthunilich behalten solle, und Se. Maj* in „Gross Brittanien Sie dabey auf eben die Weise, wie in denen „nechst vorhergehenden beyden Articuln festgestellet worden, „mainteniren und garantiren belfen wollen".

§ 14.

„Wismar aber soli zu einer freyen Reichs Stadt gemachet, „die allda befindliche Fortifications gantzlich geschleiffet." Af Byens Omraade skal dog Amtet Neu Kloster overlades det fyrstelige Hus Mecklenburg, hvis det forholder sig neutralt under denne Krig. Tolden ved Warneniunde skal ophæves in perpetuum.

§ 15.

Om Stettin og de andre Distrikter af Forpommern samt
Usedom og Wollin skal der træffes Overenskomst med Kongen
af Preussen.

§ 16.

Opnaar nogen af det holsten - gottorpske Hus nogensinde den svenske Krone, skal hans Del af do holstenske Lande tilfalde den nærmeste Agnat, og det skal „nie verstattet werden, „dass ein Ko'nig von Schweden etwas in Hollstein besitze".

§ 17.

Da Kongen af Storbrittannien stedse maa have alle sine Tropper rede til at hindre, at Kongen af Sverige faar Hjælp fra Hessen eller overhovedet fra Øvretyskland, vil den danske Konge ikke for det første kræve Troppehjælp af ham til Operationerne i Pommern, men meget mere, hvis det bliver nødvendigt, sammen med Kongen af Preussen komme ham til Hjælp. Ophører imidlertid al Fare fra Hessen og Khinegnene, vil Kongen af Storbrittannien hjælpe med til Operationerne imod Sverige Øst for Elben.

§ 18.

Bestemmelser om, hvorledes Hjælp skal ydes, naar flere
Forbundsfæller samtidig kræve den.

§ 19.

Bestemmelser om Kommando, Forplejning o. s. v.

§ 20.

Om Hjælp til de kursaxiske Lande, hvis disse blive angrebne
af Svenskerne.

§ 21.

Om Nødvendigheden af Hjælp fra Kejserens Side, hvis nogen Magt i Eiget eller Frankrig vil optræde til Gavn for Sverige, ligesom man ogsaa vil behøve kejserlig Approbation med Hensyn til Erobringen og Fordelingen af de svenske Lande i Tyskland. Man vil derfor i Forbindelse med Kongen af Preussen søge at faa denne Approbation og eventuel Assistance.

§ 22.

Man vil strax efter at have undertegnet denne Forbundstraktat
give Czaren Meddelelse om den og søge ogsaa at faa
hans Hjælp.

§ 23.

„Kein Theil soli ohne des anderen Wissen und Mitbelieben „in einige separate Handlung von Frieden oder Stillstand der „Waffen mit Schweden sich einlassen, viel weniger dieselbe „schliessen. Und verspricht man sich reciproce hiemit biindig „und unwiederruflich, dass man keinen Frieden mit Schweden „machen wolle, biss man sich beyderseits in ruhiger und sicherer „Possession der einem jeden Theil, vermo'ge dieses Foederis, „destinirten Schwedischen und respective Schleswigschen Landen „befinden wird." — De i §§ 4, 5, 10, 11 og 13 indeholdte Garantier skulle ogsaa gjælde in perpetuum efter Freden med Sverige.

Storbrittannisk Deklaration om § 12 af denne
Traktat.

Det fastsættes herved, „dass, wann allenfalls und wider „alles Vermuthen dem fursti. Hausse Gottorf fur sein Antheil „des Herzogthums Schleswig einige Satisfaction, oder etwas „davor sollte zuerkannt werden, Se. Konigl. May* in Gross „Brittannien mit Sr Konigl. May4 in Dannemarck, Norwegen „darinnen zu gleichen Theilen gehen wollen".



1) §§ 11 og 12 samt Deklarationsparagrafen om § 12 ere aftrykte in extenso i G. Thomsens Afhandling: Om de franskengelske Garantier for Slesvig 1720 S. 7 (Antislesvigholstenske Pragmenter Iste Bind (Kjøbenhavn 1848)).

II. Traktat imellem Frederik IV og Frederik Vilhelm I af Preussen.

(Uddrag.)

(Den Afskrift af denne Traktat, som her cr bcnyttct, liar som Dato den 30to 1715, paa hvilken Dag General Dewitz kom tilbage med Traktaten til Berlin, oftcr at den var bleven underskrevet af Frcdorik IV. Jvfr. Droyson, Gescliichte der prcussisckon Politik IV, 2, 130).

§ 1.

Stemmer mutatis mutandis med § 1 i den dansk-hannoveranske

§ 2.

Af de svenske Lande skal Stettin og, hvad der af Pommern ligger Syd for Peenefloden, samt TJsedom og Wollin tilfalde Kongen af Preussen og hans Arvinger og Efterkommere in perpetuum; Kongen af Danmark forpligter sig til at garantere ham og hans Efterkommere dette Landskab og derfor, naar det er nødvendigt og Kongen af Preussen kræver det, at sende ham inden 6 Uger a die requisitionis 6000 Mand. hvoriblandt 2000 Byttere eller Dragoner, til Hjælp.

§ 3.

Af de svenske Lande skal Forpommorn fra Østersøen
indtil Peenefloden samt Rugen tilfalde Kongen af Danmark og
Norge samt hans Arvinger og Efterkommere in perpetuum.

§ 4.

Garanti fra Kongen af Preussens Side for Kongen af Danmark og Norge og hans Efterkommere med Hensyn til den i § 3 nævnte Del af Forpomrnern, og Tilsagn om Hjælp med 6000 Mand ganske som omvendt fra Kongen af Danmarks Side i § 2.

§ 5.

Garanti og Tilsagn om Hjælp fra Kongen af Preussens
Side for Kongen af Danmarks Besiddelse af det gottorpske
Slesvig ganske som § 11 i den dansk-hannoveranske Traktat.

§ 6.

= § 12 i den dansk-hannoveranske Traktat.

§ 7.

Hvis Kongen af Danmark og Norge under den nuværende
nordiske Krig bliver angrebet i Hertugdømmerne Slesvig og

Holsten, i Provinsen Jylland og i Grevskaberne Oldenburg og
Delmenhorst, „es geschehe von wem es wolle", lover Kongen af
Preussen at hjælpe ham med 6000 Mand Tropper (== § 4).

§ 3.

Tilsagn fra Kongen af Danmarks Side om Hjælp med 6000 Mand, naar Kongen af Preussen angribes i sine tyske Lande enten af Sverige selv eller til Gavn for Sverige af nogen anden „in specie auch von der Crohn Frankreick wiihrendes jetzigen nordischen Krieges".

§ 9.

= § 18 i den dansk-hannoveranske Traktat.

§ 10.

Aftaler om Angreb paa Stralsund og Etigen. Kongen af Preussen er bestemt paa at foretage dette „unverzuglich", Kongen af Danmark vil give 20 Batailloner, ligesom ogsaa „die erforderte Flotille und eine considerable Anzahl Transport„Schiffe auf Ihro Kosten, auch die Flotille, sobald die Konigliche „Englische Escadre in der Ostsee verhanden seyn wird, dahin „senden, die 20 Bataillons aber sofort bey Vollziehung dieses „Transact. nach Vorpommern marchiren lassen und sololien March „dergestalt beschleunigen wollen, damit in dem bevorstehenden „Monat Junio der Angriff von Etigen und Stralsund ohnfehlbar „geschehen konne" . . .

§ 11.

= § 16 i den dansk-hannoveranske Traktat.

§ 12.

= § 14 i den dansk-hannoveranske Traktat.

§ 13.

= § 21 i den dansk-hannoveranske Traktat.

§ 14.

= § 22 i den dansk-hannoveranske Traktat.

§ 15.

= § 20 i den dansk-hannoveranske Traktat,

§ 16.

mutatis mutandis == § 23 i den dansk-liannoveranske
Traktat.

III. Couvention i Altona 3. Juni 1716 imellem Frederik IV og Czar Peter.

liunmehro die Schweden, durch Gottlichen Beystand gautzlich vom Teutschen Boden delogiret worden, doren Konig aber nichtes destoweniger in seiner bekandten Opiniatretet den Krieg fortzusetzen verharret und dahero, umb denselben zu raisonnablen, und nach dem Zustande seiner affaires eingerichteten Friedens-Gedancken zu bewegen, wohl kein ander Mittel übrig, als den Krieg in Schweden Selbst zu versetzen, und den gemeinsahmen Feind dorthin mit aller Vigueur und zusammen gesetzten Kraften anzugreiffen, So liaben Ihr: Konigl. Maytt zu Dennemarck, Norwegen und Tlir: Czaarisclie Mayu fiber gantz Keussland bey jetzigem dero hohen Abouchement hierauf serieuse Eeflexiones gemachet und sind, wegen der ktinftig hin gegen Schweden vorzunehmenden Kriegesoperationen, nach verschiedenen dartiber von beederseits Ministris gehaltenen Conferentzien, folgender Gestalt conveniret und eins geworden.

§ I-

Wird beschlossen und fest gestellet, dass nicht allein dieses Jahr eine Descente auf Schonen vorgenommen urni, nechst Gottlicher Htilffe, bewerckstelliget werden solle, sondern es wollen auch Ihr: Czaarisclie M*, so bald die Schwedische Flotte eingeschlossen und von selbiger, auch von der bey Stockholm befindlichen Escadre nichtes mehr zu befiirchten, mit einer Armee von 20000 Mann iiber den Sinum Bothnicum in Schweden eindringen, und auch der Ohrten dem Feinde, umb dessen Forces desto mehr zu vertheilen, eine krafftige Diversion machen. Weile aber

§ 2

wohl zu vermuhten, dass man auf Schonen den grossten Theil der feindlichen Trouppen vor sich finden wird, und dahero dagegen etwas, ohne einer zulanglichen und nombreusen xVrmee, zu tentircnnicht rahtsam, So wollen Ihr: Konigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc. zu sothaner Descente 10000 Mann Cavallerie, worunter zwei Il^gimenter Dragons, und 20 Bataillons Infanterie,

hergeben, Ihr: Czaar. May" aber obligiren sich darzu 40 BataillonsInfanterie und 2000 Pferde zu fourniren. Falss es immer moglich, dass Ihr: Ko'nigl. May** Fahr-Zeuge bekomnien konnen, sollen die iibrige 1000 Pferde, woriiber man nicht einig, gleichfals transportiret werden, Ihr: May" aber konnen Sich formellement in dem Tractat darzu nicht verbinden.

§ "•

Von obgesagten Russischen Trouppen verbinden sich Ihr: Konigl. May* zu Dennemarck, Norwegen etc. 15 Bataillons und 1000 Pferde auf die Weise, und unter denen Conditions, als in der im Lager vor Stralsund desfals mit Ihr: Czaarischen 51* Ambassadeur dem Fursten Dolgorucky unter dem 6. Septembris Anno 1715 geschlossenen Convention stipuliret worden, so bald selbige in Dennemarck angelanget, zu verpflegen, und wird man nachgchends, wegen der bey sothanen 15 Bataillons und 1000 Pferden erforderten Generalitet und Stabs-Bedienthen conveniren. Vor denen iibrigen Eussischen zu der Descente nach Schonen destinirten Trouppen aber werden Ihr: Czaarische May** dieVerpflegung allein besorgen, und es haben Ihr: Konigl. May** zu Dennemarck-Norwegen etc. damit im geringsten nichts zu schaffen.

§ 4.

Den Transport dieser Trouppen anbelangend, So wollen Ihr: Konigliche May** zu Dennemarck, Norwegen etc. 30 Russische Bataillons und 1000 Pferde von Rostock nach Seeland transportirenlassen, alwo man ein Campement formiren wird, die Leiithe aber alle mit einander nohtwendig unter Zelten campirenmussen, auch solien alsdann alle Dispositiones geniachet werden, damit man von dannen die Descente auf Schonen mit dem fordersahmsten tentiren konne. Den rest der Eussischen in des Czaarn Gardes bestehenden Trouppen werden Ihr: Czaarische May** mit Ihren Galeeren und Scampavies tibersetzen lassen, 1000 Russische Pferde aber sollen mit Ihr: Konigl. May" Cavallerie zu Lande nacher Seeland marchiren, auch werden Ihr: Czaarischen May" Trouppen langstens mit Ausgang Junii, umb nacher Seeland transportiret zu werden, parat und bey Eostock angelanget seyn, gestalt dann diejenige Konigl. Danische Transport -Schiffe, welche annoch in Pommern sind,

nicht ledig nacher Copenhagen, sondern nacher Rostock gehen sollen, damit selbige das daselbst zusamiuen gebrachte Proviant einnehmen, und den Transport der albereits in Mecklenburg Sich befindlichen Russischen Trouppen beginnen, auch selbigen, sobald die Sicherheit vor denen Scliwedischen Schiffen in der Ost-See restabliret worden, nacher Seeland mit vollfiihren helffen kunnen. Weilo auch Ihr: Konigl. May" zu Deimemarck, Nor■vvegensehr schwelir fallen wird, die zur Transportirung einer solehen Menge Trouppen erforderliche Schiffe in dero Landen aufzubringen und die darzu requirirte excessive Kosten abzutragen,So versprechen Ihre Czaarische Mayu an des Konigs in Preussen May** in denen pressantesten terminis zu schreiben und dieselbe angelegentlichst zu ersuchen, damit Ihr: Konigl.M* zu Dennemarck, Itforwegen etc. ein guther Theil der im vorigen Jahre zu der Descente auf Eiigen gebrauchten Preussischen Transport-Schiffe, \vo nicht-gratis, doch wenigstens vor einem civilen und billigen Preis tiberlassen werden mogen. Wann aber

§ 5

der Transport auf Schonen unmoglich vorgenommen, oder davon ein guter Succes verhoffet werden kann, fals selbiger nicht dureheine dem Feinde superieure Flotte gedecket und souteniret wird; So obligiren Sich Ihr: Kom'gl, May** zu Dennemarck, ISTorwegen etc. dieses Jalir 18 Schiffe de Ligne in See zu bringen und Ihr: Czaarische May** Verbinden Sich die Konigl. Damsche Flotte mit 14 Schiffen de Ligne, wovon 7 aus der Nord-See und 7 von Reval kommen sollen, und noch iiberdem mit einer Bombardier Galliothe zu verstiircken. Es soli auch diese combinirte Flotte, so lange die Operationes es erfordern und die Saison es nur leiden kan, in See verbleiben, wie und welchergestalt aber selbige am besten gegen den Feind employiret werden und man damit den Auslauf seiner Flotte und Escadres verhindern konne, dariiber wird man Sich beyderseits in einem Separat-Articul vereinigen.

§ 6.

"VVeile die Englische Flotte vermuhtlich bald im Sunde
anlangen wird. Tmd man die Hoffnung hat, es werde selbige
gleichfals offensive gegen Schweden agiren und das vorhabende

Dessein auf Schonen mit decken lielffen, So ist agreiret und vor guth gefunden, dass solchenfals besagte Englische Flotte Sich mit vor Carlscrone lege und selbigen Haffen, damit der Feind mit seiner Flotte nicht heraus kommen konne, bestens zu sperren suche.

§ 7.

Wegen des Gommando der Trouppen bleibet es bey demjenigen.so desfals in obangeregter mit Ihr: Czaarischen May" Ambassadeur dem Fursten Dolgorucky im nachstverwiclienen Jahre vor Strahlsundt erricliteten Convention geschlossen worden; und rouliren beyderseits Generals und Officiers nacb. Fnrem Caracter undlhrer anciennitet, docli verbleibet derDetail einer jeden Armee dem commandirenden Chef derselben. Weile aber mittelst selbiger Convention wegen des Czaarn Abwesenheit Seiner Konigl.MMattytt zu Dennemarck, Norwegen etc. das Commando über denen Bussisehen so wohl, als Ihren eigenen Trouppen allein verbleiben, und dann anjetzo Ihr: Czaarische May" der Campagne in Schonen gleichfalss in Persohn beywohnen werden; als wird hiermit stipuliret, dass beede Potentaten in dem CommandoIhrer combinirten Armeen von acht zu acht Tagen alterniren, und wahrender Zeith die Parole ausgeben wollen, auch soli es gleichergestalt bey der Flotte in dem Commando gehalten werden. Wiirde aber Einer von beeden Herren auf der Flotte allein verbleiben, so fiihret Er auch allein auf selbiger das Commando, der Andere dahingegen commandiret alsdann allein die Armee. Da auch eine so zahlreiche Armee ohnmoglich lange in einem Lande subsistiren kan, sondern vielmehraus Mangel von Fourage und vivres von selbsten zergehen muss, dalerne nicht bey denen Trouppen eine scharffe Disciplin und guthe ordre gehalten wurde, So wollen Ihr: Konigl. und Czaarische May"MMattytt solches genau observiren, und alle desordreshart verbiethen, auch ernstlich und nach Befinden an Leib und Leben bestraffen lassen. Damit auch allera Anlass zu einigem Umvillen und disputen zwischen beeden Theilen bey Zeithen vorgebeuget werden moge; So wird hiemit beliebet, dass die Fourage, Proviant und Geld, pro rata und nach Proportionbeederseits Trouppen soli ausgeschrieben werden, und

sollen beederseits gewisse Conimissarien ernandt werden, umb Sich wegen der Repartition soleher auszuschreibenden fourage, Proviants, und Geldes mit einander zu vergleichen und zu conveniren.

§ 8.

Engagiren Sich Ihr: Czaarische Maj" De ro Trouppen, so lange der Krieg wåhret in Schonen und anderen der Gegend belegenen Schwedischen Provintzien zu laszen und selbige nieht eher, es wahre denn Sache, dasz eine ohnumbgångliche Nohtwendigkeit existiren mochte, und mit mutuellen Consens von dannen zu ziehen, worzu Sich Ihr: Konigl. May" von Dennemarck in regard Ihrer Trouppen gleichfalss reciproquement verbinden. Demnach auch

§ S

Schonen und die übrige von der Crohn Dennemarck injuriå temporum abgerissene Provintzien, nach deren, Gott gebe, glucklichenEroberung, Ihr: Konigl. Maj" zu Dennemarck, Norwegen etc, eigenthtlmblich wiederumb heimbfallen und verbleiben, So sind zwar Ihr: Czaarische May" zu Frieden und wollen es gerne ohne einiger Difficultet geschehen lassen, dass die etwa in solehen Provintzien, durch Gottlichen Bejstand conquetirte Ohrter und Festungen mit Ko'nigl. Danischen Trouppen beset'/etalledarin befindliche Magazins, Ammunition, Canonen nnd Morser Ihr: Konigl. May** zu Dennemarck, Norwegen etc. eintzig und allein verbleiben, auch sothane Ohrter, gleich nach deren occupation, allein mit einem Dånischcn Commandanten versenen werden sollen. Es haben Sich aber Ihr: Czaarische May*4 dabey bedungen, dass es Deroselben, zu ohnumbganglich nothigen Errichtung Ihrer Magazins, wie auch zu sicherer Ketraite Ihrer Trouppen, falss die Noht es erfordert, erlaubet seyn soli, obangeregteFestungen und Ohrter zur Halbscheid mit Ihren Trouppenzu belegen, welche doch nebst der andern Halbscheid der Konigl. Danischen Trouppen, unter dem Commando Ihr: Konigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc. Commandanten stehen mussen, auch ist es Ihr: Czaarischen May" zugelassen, Ihre Magazins in selbigen Ohrtem zu errieliten und darin so lange zu halten, biss die obangefiihrte Necessitet cessiret, und

Ihr: Czaarische May" Trouppen in solehen Landen zu den Kriegs-operationen nicht mehr gebrauchet werden. Wann aber sothane Trouppen wieder aus dem Lande herausgehen, alsdann sollen Sie auch aus denen Festungen gezogen und selbige, ohne einiger Wiederrede, Ihr: KOnigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc., zur voltigen Disposition gantzlich überlassen werden.

§ 10.

Da es sich. sonsten wohl zutragen kante, dass "Franckreich oder einige andere vor Schweden wohl portirte Puissances, wann Ihr: Konigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc. und Ihr: Czaarischen May" meiste Trouppen nacher Schonen transportiret worden, in faveur obbesagter Crohne eine Diversion tentiren und die Konigl. Lander anfallen dtirfften; So ist hiemit verabredet und stipuliret worden, dass Ihr: Konigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc. und Ihr: Czaarische May" von der KOnige in Gross-Brittannien und Preussen May" May" eine positive Declaration, was Sie solchen-falss zu Deckung und Defension Ihr: Konigl. May" Provintzien und Lande wiircklich zu contribuiren und ins feld zu stellen gesonnen, verlangen, eine solche ziilangliche Hiilffs-Leistung, auch umb so viel mehr urgiren wollen, alss hochstermelte beede Konige in Denen im vorigen Jahre mit Ihr: Konigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc. errichteten Tractaten Sich darzu gewissermaszen bereits engagiret, und verbunden haben. Was

§ 11

die Einrichtung der Kriegs-operationen zu Wasser und Lande specialiter und en detail betrifft, solches wird so lange, biss alle Anstalten fertig und man die urnbstande und vorfallende occurrences wohl erwogen ausgestellet, und finden

§ 12

Ihre Konigl. May* zu Dennemarck, Norwegen etc. und des Czaarn May* nohtig zu seyn, dasz, was obbesagter massen und sonsten, wegen d.er Descente auf Schonen und der Gegend vorzunehmendeu Krieges-operationen stipuliret worden, denen jenigen Puissances, welche dazu nichtes contribuiren wollen,

cachiret, und Ihnen davon nichtes specialiter und en detail
ohne beederseits Consens comnmniciret werde.

§ 13.

Wegen der abseithen Ihr: Konigl. May" zu Denneinarck, Norwegen etc. verlangten Garantie fiber diejenige Provintzien, Insulen und Ohrter, welche Sie occupiren, oder Deroselben bey dem kfinfftigen Frieden abgetreten werden mochten, vermeinen Ihr: CzaarischeMMatt,ytt, dasz diejenige Garantie, worzu Sie Sicli in dem mit Ihr: Konigl. May** zu Denneinarck, Norwegen etc. in A° 1709 errichteten Alliantz-Tractat anheisehig gemachet, und dem Sie jederzeith auch in diesem Sttlcke heiliglich geleben werden, gnug suffisant sey und Ihr: Konigl. May" gnugsahme Sicherheit geben konnc.

§ 14.

Ihr: Konigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc. declariren und verbinden Sich hiemit, dass Sie denen im 4ten Articulo hieroben specificirten 1000 Mann Russischer Cavallerie, welche mit Ihr: KOnigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc. Cavallerie zu Lande nacher Seeland marchiren sollen, so bald Sie in Holstein anlangen, die nohtige Subsistance auf Ihrem March nach SeelarirL in allem, gleich wie Sie ihren eigenen Trouppen geben, auf den Fuss der im verwichenen Jahre im Lager vor Strahlsundt mit Ihr: Czaarischen May" Ambassadeur dem Fiirsten Dolgorucky errichteten Convention, reichen lassen wollen.

Dessen zu Uhrkund und vollenkornmener Festhaltung sind von dieser Convention zwey gleichlautende Exemplaria verfertiget, Eins von Ihr: Konigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc, das andere von Ihr: Czaarischen May" Eigenhandig unterschrieben, mit Ihren Insiegeln bestarcket und gegen einander ausgewechselt worden, Alles bey Ihrer Konigl. May" zu Dennemarck, Norwegen etc und Ihrer Czaarischen May" wahren Worthen, sonder Gefahrde. Geben zu Altona den 3. Junii Anno 1716.

Friderich E.

IV. Kontrakt imellem Frederik IV og Frederik Vilhelm I om Skibe til Transport. 27. Juni 1716.

Nachdeni Ihr. K. M. v. Dennemark durch dero General Major und Envoyé Extraordinaire Meyer bey des KSnigs von Preussen May** umb Abfolgung einiger Schiffe zum Transport der milice anhalten lassen, und dann Ho'chstged. Seine Konigl. May" von Preussen resolviret, des Konigs von Dennemarcken May" hierunter zu willfahren, und desfalss dero Geheimbten Eath und Pommerschen Scliloss-Hauptmann dem von Massow allergnådigst anbefolilen sich deshalb mit dem Konigl. Dåhnischen Envoyé H. General Major Meyer und dem Konigl. Dåhnischen Kriegs Commissario Sassen zu setzen, und zo woll wegen der Fraclit als wegen securitet der Schiffe einen billigen accord zu treffen, diese auch deshalb sich in Stettin zusammen gethan, und so woll die alhier als in anderen Platzen als Neuwarp und tickermunde befindliche Schiffe von obgedm Commissario in Augenschein genommen, so ist bis zu beederseits Ho'chstged. Konigl. May*' Konigl. May** allergn&digsten Eatification folgender accord getroffen, und zwar

§ 1

sind so forth dem Konigl. Dalmischen Commissario Sassen die Stettinischen, Stepenitzer, tJckermunder und Neuwarper wie auch Zegen Ohrter Schiffe, so hiebevor zur Descente nach Rugen gebrauchet, angewiesen und Ihm frey gegeben 50 daraus zu erwehlen, dieselbe sollen auch mit nachdrticklicher esecution angehalten werden, sich aufs sclileunigste zu equippiren und Segelfertig zu halten, wie Sie dann auch durch viele von ged. Commissario approbirte Verordnung angewiesen sind, sich gegen den 15. Julij wo moglich parat zu halten. Dagegen wollen

Ihre Konigl. May** von Dennemarck die Schiffen, wann Sie mit Volck und anderer Gerathschaft segelfertig sind, und deshalb einen Schein von dem Commissario Sassen erlanget, a dato solehen Scheins Monathlich, und zwar so lange biss Sie wieder nach Hausse angelanget, a Last mit 4 Kthlr hiesiger

Milntze bezahlen, und zwar so viel lassen, als die Konigl. diihnische Brand-Schiffe lauten, oder da selbige verhanden, als Sie von beeden Partheyen durch geschworene Leiite æstimiret werden.

§ 3.

Damit die Leiite sich zu dieser Eeisse desto "besser einrichten konnen, wollen Se Konigl. May** von Dennemarckeu, die obgedte Verpflegung einen Mouath voraus zalilen, und nacli Ablauf desselben, als welcher damit vollig abgezahlet seyn wird, die Zahlung auf den kiinftigen Monath alle Acht Tage continuiren lassen.

§ 4-

Weil aber die Schiffer hauptsachlich darumb angehalten, dass Ihre Monathliche Vcrpflegung und versprochene Securitet der Schiffe von einem in Konigl. Preussischen Landen gesessenem Kauf Mann iibernommen und ehe solches prestiret ihnen aucli die versprochene prænumeration eines monatlil. Gehalts wiederfahren, ihnen nicht angemuthet werden mochte, mit Ihren Schiffen auszugehen, So wollen Se. Konigl. May** von Dennemarcken sich dieses auch also allergnadigst gefallen lassen und wegen der Bezahlung und securitet die erbethene Anstalten verfiigen, vorhero aber den Leiiten nicht anmuthen auszugehen.

Stettin den 27. Junij 1716.

Meyer.

von Massow.

D. Sasse,

Konigl. Dånischer Kr. Commissariiis.