Anmærkninger af Ludvig Frederik Brock til Jacob Aalls Erindringer.

JJa Jacob Aall forberedte Udgivelsen af sine „Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800^—1815", henvendte han sig om Oplysninger til flere endnu Levende af dem, der havde taget Deel i hine Aars Begivenheder. Blandt dem var ogsaa Oberst Brock, der i Aaret 1813 som Major og Overadjutant i Generalstaben var kommen til Norge i Prinds Christian Frederiks Følge, men efter dennes Abdikation havde forladt Norge og var gjenindtraadt i dansk Tjeneste ligesom de i denne senere saa berømte Nordmænd Olaf Kye, Frederik Adolph Schleppegrell og Hans Helgesen, nogle af Officererne i den norske Marine og adskillige andre norske Embedsmænd, der ikke havde kunnet forlige sig med Tanken om Norges Forening med Sverrig og Edsaflæggelsen til Kong Carl XIII. Til Brock sendte Aall dette Brev:

„Nass Jernvaerk pr. Brevig
den 12te August 1842.

Høistærede Hr. Oberst! Det er ikke uden Undseelse, at jeg adresserer Dem disse Linier, da jeg maa befrygte, at den Anmodning, jeg har at gjøre Dem, vil findes übeskeden; men naar jeg sætter mig 30 Aar tilbage i Tiden, synes jeg at finde et Moment i mit Forhold til Dem, som giver mig Haab om, at De ikke vil ansee mig for paatrængende.

Som et Alderdoms Arbeide har jeg paataget mig at gjøre
Udkast til en Skitse af den Tids Begivenheder, som ligger

Side 427

mellem 1800^—1822, og omendskjønt jeg, i min høie Alder, ikke tør haabe at see Arbeidet fuldendt, saa finder jeg dog en særdeles Interesse i denne Keminiscents af en forsvunden Tid. I mit* Udkast nærmer jeg mig nu det skjæbnesvangre Krigsaar 1814, og Ingen kan bedre end De veilede Historieskriverenmed Hensyn til de Tvivl og Vanskeligbeder, som ligge ved Siden af disse Undersøgelser. De var bestandig om Kongen, naar han tog sine Kabinetsbeslutninger, og kjender bedst Sammenhængen mellem disse og hans offentlige Færd. Man har sædvanligen søgt Grunden til Christian Frederiks vaklende Fremgangsmaade under hiin korte Krig i Mangel paa Mod og Eædsel for Krigens umiddelbare Scener, men ved nøie at sætte sig ind i disse Forhold er Historieskriveren neppe berettiget til at drage denne Slutning. Norges daværende Konge gjorde vel ikke Fordring paa den Hæder, som er at finde i et militairt Talent og G-eneralsdygtighed, men af hans Adfærd under Krigen kan man ei slutte sig til det Modsatte eller begrunde en Anklage for Mangel paa Mod. Jeg bilder mig ind, at Maanederne Juli og August vare kvalfulde for den nyvalgte Konge deels af en Anelse om, at han havde drevet Selvstændigheds-Værket for vidt, deels af Frygt for, at hans Mellemkomst og fortsatte Styrelse, eftersom de udvortes politiske Omstændigheder fortonede sig, forviklede Norges politiskeStilling og hindrede en for Norge gavnlig Opgjørelse af Striden med Sverrig. Han havde svoret at opretholde Norges Selvstændighed og Konstitution, og han kunde ikke med Ære trække sig tilbage uden Nationens Samtykke. Hans offentlige Skridt stode saaledes ikke i Harmoni med hans hemmelige. Hine henpegede paa et Forsvar paa Liv og Død, disse paa en frivillig Thron-Afsigelse. Kun deraf kan det forklares, at een og samme Dag de meest forskjellige Beslutningertoges i hans Baad og i hans Kabinet, og at Depecher af det meest modsigende Indhold næsten samtidigen afsendtes til det fjendtlige Hoved-Kvarteer. Har jeg Eet eller Uret i denne min Anskuelse?

Side 428

Jeg har stedse betragtet Christian Frederiks Mellemkomst som et Held for Norge og dets politiske Lykke bedre forvaret, i Hovedsagen, i Selvstændighedspartiets Hænder end i det saakaldte svenske Parti, endskjønt jeg selv regnedes til dette; thi paa Modstandens Vei luttredes Foreningen, og dens Vilkaar vendte sig til Norges Fordeel, men Christian Frederiks forhastede Iver for at sætte Kronen paa sit Hoved forviklede hans egen Stilling og forlængede Norges Lidelser.

Jeg maa overlade Deres Høivelbaarenhed selv, om De troer at kunne give mig den omhandlede Veiledning, og til hvilken Grad. Hvad De nedtegner skal bruges med den Forsigtighed, som kræves i en saa delikat Sag. Af de jydske Stænderforhandlinger har jeg med stor Interesse læst den Deel, De endnu tager i Norges Anliggender, hvilket jeg og fra andre Sider har erfaret, og har derved vundet Mod til denne Meddelelse. I hvad Bestemmelse De end tager med Hensyn til Deres Svar, vil jeg ansee mig glædet og hædret ved at være i Deres Erindring.

Deres a3rt>odigst hengivne
Aall,
Eier af jSfaes Jernvacrk.

Høivelbaarne

Hr. Oberst Brock,

Kidder pp.

Kanders."

Dette Brev blev paa den venligste Maade besvaret af Brock ved en udførlig Skrivelse, der efter den foreliggende Koncept er dateret Kanders den 25de August 1842. Skrivelsen begyndte med som en Vildfarelse at berigtige den Mening, at Brock mere end nogen Anden kunde forklare Christian FrederiksForholdunderKrigen,en Feilslutning, hvortil Aall vistnok lettelig var kommen ved nogle Ord i Sejersteds ForklaringunderSagenmodGenerallieutenant Staffeldt, at „Befalingerneblevemegetofteexpederede af Hr. Major v. Brock

Side 429

i Hans Majestæts Værelser"¹). „Jeg maa", skrev Brock, „begynde med aldeles at fralægge mig enten Kundskab om eller Indflydelse paa, hvad der i Christian Frederiks Kabinet blev besluttet. Prindsen kjendte mine Anskuelser — som vare: for hvert Fald at opretholde Norges Selvstændighed, til det Yderste at forsvare samme mod Sverrigs Fordringer, og at, som jeg udtrykte mig til flere af Norges Mænd, Norge maatte forsvare sig mod Sverrig, saa længe der i Norge var en Plads stor nok til, at Christian Frederiks Stol kunde staae sikkert derpaa —, men nu er det, som bekjendt, i Menneskets Natur og især efter Opdragelsesmaaden i Fyrsternes, at de kun søge Eaad og indlade sig helst med dem, som stemme overeens med deres Anskuelser." Som dem, til hvem Kongen ved sine Befalinger støttede sig, fremhæves derimod Sejersted²) og Haxthausen³). „Sejersted, som ved Adskillelsen fra DanmarkblevudnævnttilChef for den samlede General-AdjutantogGeneral-Kvarteermester-Stab,varafPrindsen af Hessen fortrinligen anbefalet Christian Frederik som den, der nøie kjendte Lokalitetorne, havde deeltaget i Affairerne 1808 og afløst den uerstattelige, haardt savnede, altfor tidlig bortdøde Darre i Arbeidet til en Kortsamling over Norge⁴). Til denne Sejersted holdt sig Christian Frederik udelukkende. Hans Terrainkundskab vil jeg ikke bestride, men han var af en doven Natur, uvant og uvillig til Forretninger formedelst hans

1) Munthe af Morgenstjerne, Historisk Beretning om afg. General - lieutenant B. D. v. Staffeldts Forhold. Kjøbenhavn & Christiania 1827—1829. I, 160.

2) Generalmajor Johannes Sejersted.

3) Generallieutenant og Statsraad Frederik Gotschalck Haxthausen.

4) Overkvarteermester, Major Niels Stockfleth Darre havde været Adj utant hos Prinds Christian August af Augustenborg. Han havde i Aaret 1809 af Kong Frederik VI faaet Dannebrogsordenens Ridderkors „for hans udmærkede Tjeneste, Iver og den Nytte, han udi 1808 Aars Campagne har virket til Armeens heldige Operationers Fremme", men døde allerede i det samme Aar den 9de Oktober 1809.

Side 430

sygelige Tilstand, dertil paastaaelig, eensidig, og taalte mindst Modsigelse af dem, der stode under ham i Anciennitet. — — Dette i Henseende til den ledende Aand i vore militaire foretagender. En anden Hovedgjenstand var Provianteringen og Bevæbningen. Disse tvende Sager laae under Haxthausen som Chef for Kommissariats-Kommissionen og Intendant for Armeen. Denne Mands Karakteer er noksom bekjendt i Norge, og jeg vil derfor ikke videre gaae ind paa den. Men hvormed han skadede meest var derved, at han ligesom Sejersted afgjorde Alt direkte med Christian Frederik, modtog direkte Resolutioner paa direkte Forslag, saaledes at kim Prindsen og han vidste, hvorlunde vi vare stillede i Henseende til Proviants- Forraad. Derfor ogsaa, naar Nogen yttrede Mening om offensiveBevægelsermodSverrig,standsede han saadan Mening ved at gjøre opmærksom paa Umuligheden af at skaffe den fornødne Proviant, saaledes som Tilfældet var mod Slutningen af Februar, paa hvilken Tid Christian Frederik var nær ved at gaae ind paa det Forslag, med den paa Grændsen samlede Magt at gaae ind i Sverrig, kaste det fornødne Antal Tropper, 8—10,0008^—10,000 Mand, mod Grev von Essen, der med sammenskrabetMandskab,sommansagde 12^—14,000 Mand, stod mellem Gothenborg og Venersøen, og med den øvrige disponible Magt af omtrent 20,000 Mand at gaae løs paa Stockholm. Kronprindsen af Sverrig var dengang endnu i Holsteen, og Kongen af Sverrig kunde maaskee have adopteret en anden Søn og Efterfølger¹). —— Naar De da nu troer, kjære Hr.

1) At en saadan høitflyvonde Tanke næredes af liere i Norge, sees især af det mærkelige, nu sjeldne Flyveskrift („Hvad har Norge at haabe, hvad har det at frygte af en Forbindelse med Syerrig. og under hvilke Betingelser kan denne Forening være ønskelig V Christiania. 1814."), som Christian Magnus Falsen fik udgivet, førend Fjendtligbederne udbrød, og hvori han til Stridens Løsning foreslaaer, at Carl XIII skulde adoptere Christian Frederik som sin Søn. „Det svenske Folk", skrev Falsen, „bar nu kun at vælge ham til Thronfølger, og Foreningen er sandsynligviis opnaaet" (Side 20.). Prinds Christian, om hvem det i Schinkels Minnen (V, 38. VIII, 31.) findes anført, at han paa Eigsdagen i Orebro i Aaret 1810 havde havt nogle Stemmer for sig, lod selv i en Samtale, som han den 23de April 1814 havde med Jacob Aall, og som denne strax nedskrev i sin Dagbog, nogle Ord falde, der tydede paa et Haab om, at Sverrig, dersom Noget gik Carl Johan imod, mulig vilde vælge ham til Thronfølger (Aalls Erindringer. 111, 94.). To Gange blev Tanken ogsaa fremsat for selve den svenske Øverstbefalende over de Tropper, der i Carl Johans Fraværelse under den store Krig mod Napoleon vare opstillede henimod den norske Grændse — Feltmarskalk, Grev Hans Henrik von Essen —, og dette var vistnok begge Gange i Overeensstemmelse med, hvad Prinds Christian i den Henseende ønskede. Allerede under den Forbindelse, som General, Grev Schmettow efter Prinds Christians Ønske i Februar 1814 havde søgt at indlede med Grev Essen, og som ogsaa fremkaldte en kort Brevvexling mellem dem (nu meddeelt „Af Schmettows Papirer" i det norske Videnskabers Selskabs Skrifter. V, 59_—111.), blev Tanken bragt paa Bane ved Schmettows hemmelige Sammenkomst med Grev Essen i Stromstad den 6te Marts (Wieselgren. Essen. Malmo. 1855. S. 204. Schinkels Minnen. VHI, 295, 299—300.), og da Kaptain Holsten senere den 13de Mai i Venersborg overbragte Grev Essen et Brev, der var skrevet til ham af Prinds Christian og omhandlede andre Forhold, undlod han ikke at fremkomme med det samme Forslag (Breve fra Grev H. H. v. Essen til Kronprinds Carl Johan, udgivne af Yngvar Nielsen. Christiania. 1867. S. 34—85, 152—54.). Saadanne Planer havde vel paa Grev Essen ingen anden Virkning, -end at de i en af hans Beretninger til den fraværende Carl Johan, dateret Venersborg den 15de Marts 1814. havde forstemt ham til bittre Ord om Nordmændenes Karakteer (Schinkels Minnen. VIII, 300.), men han havde dog samtidig maattet udtale, at med de militaire Kræfter, hvorover han endnu dengang kun kunde raade, var det en Umulighed for ham at foretage noget Alvorligt mod dem, „ty", som han den 2den Marts tilskrev Carl Gustaf Brinckmann. „han hade nu blott 10,000 man spridda från Gotheborg till Eda skans, och mot honom stode 36,000 man" (Wieselgren, Essen. S. 202.).

Side 431

Aall, at jeg var om Prindsen, naar han tog sine Kabinetsßeslutninger,dafeilerDemeget. De anførte tvende Mænd, Sejersted og Haxthausen, hver i deres Grene, vare ene med Prindsen, naar de omhandlede de vigtige Sager,

Side 432

virkede alene paa ham, og jeg erholdt kun sjeldent gjenneni
Kabinettet deres Ordre."

Til Forklaring af Christian Frederiks af Aall fremhævede, vaklende Fremgangsmaade lod Svarskrivelsen imidlertid ei heller überørt, at der dog ogsaa forefaldt nok af „Snak og Tale udenom og med Flere". „Og naar nu lige over for den Ulyst og Mismod, som de fleste af dem, han adspurgte, viste mod Fortsættelsen af Krigen, paa den anden Side Andre yttrede sig ien aldeles modsat Kctning ■— saaledes som Tilfældet var paa Spydeberg, hvor en af hans Officerer, ved ud af Vinduerne at pege paa Omgivelserne, i en anden Officeers Nærværelse sagde til Prindsen, da han yttrede sig om Underhandling: „Dette skjønne Land og dette Folk vil De overgive til dets meest forhadte Fjende!" ■—. kan det let forstaaes, at der maatte blive Yaklen i Prindsens Beslutninger." Ilovedaarsagen til den hele Vankelmodighed findes dog ogsaa her deri, at Christian Frederik lige over for de fire Stormagters bestemt udtalte Villie tabte Troen paa, at der fandtes Kraft og Enighed nok til virksom Modstand; „De har vistnok", lød Brocks Svar, „hvad angaaer den Vaklen, som fandt Sted, gjættet det Eigtige, naar De troer, at den nyvalgte Konge opfyldtes af Frygt for at mangle Kræfter til at udføre det store Hverv, han havde paataget sig. Vanskelighederne vare i Sandhed ogsaa store, og Midlerne til at overvinde dem faa." Ogsaa om den Betydning, .som Christian Frederiks Nærværelse i Norge efter Kielerfreden dog har havt, kunde han kun være enig med Aall: „Thi visseligen, foruden Prindsen var ingen Mand i Norge, som kunde saaledes holdt Partierne sammen, paa den militaire Magt maatte der gjøres Piegning, og iblandt den var der Ingen, der havde den almindelige Mening for sig; havde AVedel - Jarlsberg ogsaa blandt de civile Autoriteter nogen Indflydelse, af de Militaire var han ikke agtet, om ikke endog forhadt, og dersom Konstitutionsværket ikke paa den Tid havde været fuldført, havde der ikke existeret nogen Autoritet i Norge for de Svenske at kunne underhandle med."

Side 433

Det fortjener maaskee her ei at forbigaaes, at Brock — trods alle politiske Meningsforskjelligheder — overhoved ved denne Leilighed lige over for Aall endnu viste sig opfyldt af den samme Hengivenhed for Christian VIII, hvormed han tidligerehavde været knyttet til den unge Fyrste. Dennes Personlighedhavde i ham en meget velvillig Dommer, hvem det gjerne var magtpaaliggende, at man over Skyggesiderne ei maatte oversee de lysere. „Vel tør jeg ikke", svarer han saaledes Aall, „tillægge Christian Frederik det personlige, physiske Mod, som med Begjæiiighed søger Faren, styrkes i Faren og sætter Alt paa den høieste Spidse, men han havde, med den meest bestemte Villie for Norges Vel, en fiin Æresfølelse og vilde sikkert ikke ved et forefaldende Slag have svigtet sin Pligt. Ei heller manglede han militaire Indsigter, men der maatte være foretaget en Hovedforandringi Overkommandoerne." Kun med Uvillie omtalte han samtidig Henrik Wergelands Skildring, „der lægger Svaghed og Ondt i hvert af Prindsens Foretagender" 1); Svarskrivelsen mindedederimod om, hvorledes Christian Frederik saa tidlig havde mistet sin Moder, hvorledes under „den Opdragelse, som var sædvanlig for fyrstelige Personer paa hans Tid", ingen Adgangtil Nydelse var bleven nægtet, og om, hvor lidet det havde ligget for Frederik VI ved tidligen at kalde Prindsen til raadgivendeDeeltagelse i Statens vigtigste Anliggender at give ham alvorligere Ting at tænke paa, end hvad der lokkende saa let tilbyder sig for og ofte udfylder unge Fyrsters Liv; „at ChristianFrederik ynder Adspredelse og Fornøjelse", hedder det, „tør jeg ikke nægte, men jeg har heller aldrig kjendt nogen

1) I Brocks Skrivelse lienvises sserlig til denMaade, hvorpaa i Fremstillingen af Prindsens Eeise i Aaret 1813 lians Ophold paa Niels Aalls Gaard ved Skien or udmalet (H. Wergeland, Norges Konstitutions Historie. Christiania 1841^—1843. S. 62_—63.) eller, som det hedder i Skrivelsen, „hans Ophold hos Deres Broder paa Braskke, hvor ham var tilsagt Kvarteer, og hvor han kom og forblev uden at vide, at der laa noget Liig i Huset; ban dandsede ei heller med Folket".

Side 434

Mand, som bedre forstod at forene Adspredelser med Forretninger,som i de sidste er mere udholdende end han"; „hver upartisk Mand maa tilstaae, at han baade i sin korte Kegjeringstidi Norge var udholdende i Forretninger, maaskee for meget i Detail, og at han i de 32 Maaneder, han har beklædt Danmarks Throne, har udrettet umaadelig Meget til Landets Gavn".

I Slutningen af Svaret, hvori Aall hilsedes „med udmærket Høiagtelse og Hengivenhed", gjorde Brock ham opmærksom paa, at denne Skrivelse ikke var bleven nedskreven af ham selv, men efter hans Diktat, da han selv nemlig nu i 15 Aar havde været aldeles blind, hvad der dog ei var til Hinder for, at Aalls Udseende endnu stod lyslevende for hans indre Syn. Han bad ham derfor kun at rette, om mulig nogen Feil i Dags- eller Stedsangivelse var indløben, og erklærede sig villig til at give ham, hvilke andre Oplysninger han mulig maatte ønske.

Hvor meget Jacob Aall endog gjerne paaskjønnede de Oplysninger,som fra forskjellige Sider ydedes ham til hans Skrift, har han dog neppe fundet sig übetinget tiltalt af Skrivelsen fra Brock. Aall har altid skattet Grev Hermann Wedel-Jarlsberg, ikke blot Evnerne, men ogsaa Karakteren, meget høit, men ligesomBrocks Svarskrivelse viser uforandret Hengivenhed for Kong- Christian, gik der gjennem. den ikke mindre uforandret Uvillie modWedel, som naar der læses: „Denne Mands 11 Dages Opholdi det svenske Hovedkvarteer, efter at Norge havde erklæret ikke at ville lyde Kielertraktaten, anseer jeg for meget paafaldendeog uværdig"¹), eller Ord som disse: „Jeg fritager

1) Om Grev Wedel-Jarlsberg, da han i Aaret 1814 fra Danmark vendte tilbage til Norge, virkelig havde opholdt sig i det svenske Hovedkvarteer, var engang omtvistet; Jacob Aall siger for sit Vedkommende, at det „ikke har været ham bekjendt, om Kygtet medførte Sandhed, for ham udlod Greven sig ikke derom" (Aalls Erindringer 11, 431.). Grev Wedels Ophold i fem Dage i Hovedkvarteret i Yenersborg hos Grev Essen findes nu omtalt i nogle af den Sidstnævntes Breve (Wieselgren, Essen. S. 203. Breve fra Grev H. H. v. Essen til Kronprinds Carl Jolian. Udgivne af Yngvar Nielsen. S. 9—10.).

Side 435

heller ikke Hermann Wedel- Jarlsberg for hos de fire store MagtersGesandter, men især hos den engelske Afsending Morier, der i Forveien og paa samme Tid opholdt sig i Christiania, at have indblæst Tvivl om, at det virkelig var Almeenhedens Ønske i Norge at bestaae selvstændig under Christian Frederik." Det er da ogsaa nærmest kun i den Maade, hvorpaa Sejersteds Forsvarsplanomtales og sammenlignes med Darres i Aaret 1808. og tildeels ogsaa i Sejersteds Karakteristik, at „Erindringerne" umiskjendelig vise sig paavirkede af, hvad Brock herom udførligerehavde fremsat¹). Men Brocks Tilbud om efter Evne at ville yde andre Oplysninger, der maatte ønskes, havde Aall derimodgjerne modtaget. I en ny Skrivelse til Brock, der, dateret Næs Jernværk den 20de November 1842, tilsendtes ham paa den Tid, da de nørrejydske Provindsialstænders Session for Aaret 1842 nærmede sig sin Slutning, takkede Aall ham for den venligeMaade, hvorpaa han havde imødekommet hans forrige Anmodning,og gjorde ham dernæst især tvende nye Spørgsmaal. Brock havde i sin forrige Skrivelse kun i Forbigaaende med et Par Ord berørt sin Sendelse til Carl Johans Hovedkvarteer i Frederiksstad; Aall spurgte ham nu: „Gjorde De ikke paa denne Eeise flere Erfaringer om den svenske Kronprinds og hans Omgivelser?"og rettede samtidig til Brock et andet Spørgsmaal, der her gjengives med Aalls egne Ord:

„Der har været megen Tale om den store Indflydelse, som Professor Sverdrup har havt paa Prindsen, for at bevæge ham til ikke, strax efter Skilsmissen, at fremtræde som arveberettigetSouverain i Norge, og den Vægt, som denne Samtaleskal have havt, har endog beredt Manden ved sidste Storthingden fulde Gage i Pension i Stedet for de sædvanlige 2ls. Jeg har aldrig havt den Tanke, at Sverdrup i denne Henseendehar nogen stor Fortjeneste af sit Fædreland, da Prindsen

1) Aalls Erindringer HI, 260, 285.

Side 436

visseligon kun flygtig — om nogensinde — kan have havt en Idee, der stred saa meget mod den almindelige Formening paa den Tid. Prindsens hele Færd paa Eidsvold viser ogsaa dette, da han aldrig virkede paa Forsamlingen med Hensyn til (Grundlovens Bestemmelser, i hvilken Henseende Forsamlingen havde større Frihed end nogen anden af den Art nogensinde har havt, endskjønt Prindsen ei kan fritages for at have villet bane sig Yei til Norges Throne. Statsraaderne Collett og Holst, som hegge vare tilstede paa Eidsvold, paastaae desuden,at Prindsen ikke var vanskelig at overtale til at forlade denne af Konferentsraad Anker fremsatte Idee. Prindsens Velgerningved sin Nærværelse i Norge, som er et af de lyseste Punkter i Norges daværende Historie, hør ikke upaaagtet forvanskes,end ei i en historisk Roman, som Wergelands Konstitutions Historie kan kaldes. Tør jeg spørge Dem om Deres Mening i denne Henseende, da De vistnok har havt Leilighed til at kjende Prindsens Yttringer, og tillige hede Dem om nogen Detail om Prindsens Eeise til Throndhjem, som man ogsaa dermed har bragt i Forbindelse?"

Ved Siden af Koncepten til Brocks Svar paa Aalls Skrivelseaf 12te August foreligger nu ikke længer nogen Koncept til Svar paa Skrivelsen af 20de November. Det kan imidlertid ikke lietvivles, at ogsaa denne sidste Skrivelse er af Brock blev en besvaret med den samme Forekommenhed som den tidligere,men ogsaa lige saa lidet, at Svaret kun er blevet lidet benyttet. Thi hvor „Erindringerne"s tredie Deel, der udkom i Aaret 1845, dvæler ved Sverdrups Optræden paa Eidsvold, nævnes Brock ikke, og hvor dennes Sendelse til Carl Johans Hovedkvarteer i Frederiksstad omtales, skeer dette kun med meget faa Ord. Det var formodentlig især ved ogsaa at finde sine sidste Meddelelser til Aall saa knapt gjengivne, at Brock da har bestemt sig til paany, om endog vistnok ei i den heldigsteOrden, at diktere adskillige Anmærkninger til Aalls Erindringer,der nu ikke, som i Skrivelserne til Næs Jernværk, stiledes til nogen Enkelt, men upaatvivlelig af Brock oprindelig

Side 437

have været bestemte til at offentliggjøres et eller andet Sted. At Brock dog rimeligviis selv senere har fundet, at Tiden endnu ikke egnede sig til deres Offentliggjørelse her, tør maaskee sluttes deraf, at Haandskriftet, hvis Meddelelse skyldes Brocks Datter, Kammerherreinde Marie Wegener, — efter en deri bebudet, men senere ei forekommende Bemærkning og efter en abrupt Slutning at dømme — ikke synes at være fuldført.

Andre Bemærkninger af Brock om, hvad han havde opleveti Aarene 1813 — 14, leilighedsviis fremførte under Samtale,bleve tidligere meddeelte af den afdøde I. Eée i en Biographiaf Brock, som han i Aaret 1854 efter Brocks Død lod optage i „Banders Avis"¹), og især i den af ham senere forfattede,i „Dansk Maanedsskrift" i Aaret 1860 trykte Artikel „Om Begivenhederne i Norge i Aaret 1814, et Bidrag til den norske Statsforfatnings Historie"²), ligeledes af F. Barfod ien anden Biographi af Brock, der tindes i „Fædrelandet" for Aaret 1854³). Eée havde under et flereaarigt Ophold i Kanders oftere havt Leilighed til Samtaler med Brock, Barfod henviser særlig til et Besøg, som han i Aaret 1845 gjorde denne. „Ved de halvandet Aar i Norge", skriver Barfod, „dvælede Brock saa gjerne, og hans tro Hukommelse opbevarede det mindste Indtryk,den mindste Begivenhed fra hine Dage, som han gjengav i et varmt og ildfuldt Foredrag. Men kom han saa til en af de mange bittre Timer, han havde gjennemlevet med sin Konge, eller grebes han af Mindet om en af de utallige dyrebareForventninger, som saa grumt vare blevne skuffede, da kunde den ranke Oldings Stemme endnu blive brudt og kvalt, da kunde Taaren fra det lukkede Øie endnu liste sig ud over det milde, venlige Ansigt." Baade Barfod — hos hvem det kun kan beroe paa Misforstaaelse, naar Brocks Tilbagevenden

1) Eanders Avis 1854. Nr. 22, 23, 24, 26.

2) Dansk Maanedsskrift. Aargang 1860. I, 97—164.

3) Artiklen „Brock og With" i Faedrelandet 1854. Nr. 50-51, 56—57, 62-68.

Side 438

med Prinds Christian omtales som foretagen „over Land til Frederiksværn" — og Rée have imidlertid paa nogle Steder udtrykkelig antydet, at de ei altid have været sikkre paa, om de gjengave det Fortalte rigtig; saaledes nævnes hos den Førstnævnteen Skrivelse fra Frederik VI, hvori Kongen meddeelte Brock den Besked, som han mundtlig skulde overbringe ChristianFrederik, som „neppe dog egenhændig", medens Kée til Exempel beretter om en Samtale mellem Prindsen og Brock, „som nok forefaldt paa Veien til Eidsvold", anfører Treschows Tilkaldelse til Eidsvoldsmødet som „nok alt forud bestemt", om Opholdet paa Hafslund bemærker, „at det nok var ved dette Møde, at det endelig blev afgjort, at Krigen skulde føres forsvarsviis", og overhoved oftere kun har vovet at udtrykke sig med lignende Usikkerhed. I eet Stykke, i Skildringen af Brocks Sendelse til det svenske Hovedkvarteer, har dog Eée paa begge de anførte Steder ogsaa kunnet holde sig til et Diktat af Brock, vistnok Koncepten til den omstændelige Beretningom denne Sendelse, som Aall havde udbedet sig. Denne Beretning stemmer med den her følgende, om endog enhver af dem har nogle Enkeltheder for sig₁).

Siden Brock i Anledning af den første Udgave af Aalls Erindringer dikterede sine Anmærkninger, er der fra forskjelligeSider, men især i Norge, fremkommet saa mange Bidrag til Oplysning af Norges Historie i Aarenelßl3^—14, at det her følgende nu maaskee uden noget større Tab fremdeleskunde være holdt tilbage. Hidrørende nærmere fra Brock selv, har det imidlertid altid nogen Betydning som et Vidnesbyrd fra en Side, hvorfra kun de færreste Meddelelser foreligge; i den korte Beretning om, hvad Brock oplevede i de følgerige Aar 1813^—1814, eller om de Indtryk, som det Oplevede havde efterladt hos ham, findes ogsaa, ved Siden af det Bekjendte,

1) Den af Rée benyttede Koncept har vistnok ogsaa været noget utydelig skrevet; han har saaledes General „Schonebrandt" for Skoldebrand, Brohovedet „Cugnan" (ved Frederiksstad) forCicignon.

Side 439

endnu enkelte Træk af Interesse, der ei forekomme andetsteds. En norsk Forfatter, der selv maaskee ikke altid er bleven anerkjendt, som lian kunde havt Adkomst til, har i nogle Bemærkningerom Begivenhederne i Norge i Aaret 1814 netop med Hensyn til dette mærkelige Afsnit af Norges Historie udtalt,at „for at Efterslægten skal kunne faae et klart Billede af en bevæget Tidsalder, udkræves Vidnesbyrd og Skildringer af mange Personer, som repræsentere forskjellige Partier og Synsmaader" *). Med denne Betragtningsmaade for Øie har jeg da ogsaa troet, at der endnu turde være Anledning til at give Brocks Anmærkninger en Plads i det samme Tidsskrift, hvori jeg tidligere har meddeelt „Nogle samtidige Optegnelser af J. G. Adler om Begivenhederne i Norge i Aaret 1814".

Endnu skal kun tilføies, at Citationerne af Aalls Erindringer og de andre Noter, der ville findes under Texten, ikke hidrøre fra Haandskriftet, men ere tilføiede her, med nærmest Hensyn til danske Læsere, for hvilke maaskee en og anden Oplysning ei turde være overflødig, der for norske kunde være unødig.

Enhver, som nogensinde personlig har kjendt eller er kommen i Berøring med Hædersmanden Jacob Aall, vil bøiligen have agtet hans retskafne Tænkemaade, hans Indsigterog det Almeengavnlige i hans betydelige Virksomhed. Sin Eiendom — Næs Jernværk — har han ikke alene bragt i høi Grad af Flor, men ved Understøttelse og Ledelsetillige vakt megen Virksomhed i Omegnen. Medens Danmark og Norge vare forenede i een Stat, var hans Sindelag patriotisk for begge Dele, og, som den første

1) Ludvig Kr. Daa, Bemærkninger om Begivenhederne i Norge i Aaret 1814, i Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania Aar 1859. Christiania. 1860. S. 190.

Side 440

Deel af hans Værk bevidner, dømte han den danske Regjeringskaansomt i de Mangler og Feil, han antog den havde begaaet imod Norge. Kongehuset var han ogsaa meget hengiven, og ved et Besøg, som Christian Frederik i Sommeren1813 aflagde paa Næs, og hvorved jeg havde den Ære at ledsage Hoistsamtne, modtog Aall Prindsen med særdeles Kjærlighed og Forekommenhed. Efter om Formiddagenat have ført Prindsen omkring for at besee alle de Indretninger og Forbedringer, han havde gjort ved sin Eiendom og ligeledes til Gavn for Omegnen, førte han ham efter Taffelet, da Mørket var faldet paa, ned i Smeltehytten. I det betydelige, store Lokale løb Værkets Folk omkring med 5—65_—6 Lys, men som langtfra ikke kunde oplyse Rummet og kun tjente til at holde os borte fra. hvad der var arrangeret paa Gulvet, som vi ikke kunde see, hvad var. x\len da Enhver var kommen paa sin Plads, blev der stukket Hul paa Tilstopningen af Smelteovnen, hvorved det smeltede Jern flød ud og opfyldte det store Kum med et forbausende Lys. Det flydende Metal fortsattederpaa sit Løb, og i alenlange, gloende Bogstaver kom først et D, saa et X, saa et E, saa et //, og tilsidst brændte i det skinnende Metal: «Tvende Rigers Haah, Hans HøihedPrinds Christian Frederik Held». Morgenen derefter forlode vi Næs, Prindsen særdeles tilfreds med at have gjort den hæderlige Mands Bekjendtskab. Saaledes som han alt tilforn under Christian August og Prinds Frederik af Hessen stedse havde virket i sin Kreds til Gavn for en stor Omegn,indgivet mange gavnlige Forslag til Regjeringen og, hvor det var fornødent, af sine egne Midler understøttet, hvad der var gavnligt for Riget, saaledes vedblev han under Christian Frederiks Bestyrelse i samme patriotiske Bestræbelser.

Side 441

Især efter Januar 1814 og ved det nøiere Bekjendtskab til Hermann Wedel-Jarlsberg, som stedse havde været utilfredsmedden danske Regjering og meget übillig mod DanmarksKonge,hvem han skyldte Meget, skjulte Jacob Aall ikke, hvorledes han heldede til Norges nærmere Forening med Sverrig. Imidlertid foretog han intet Skridt til at bevirke Foreningen, hvorimod Wedel ved alle Leilighedervisteden utilbørligste Ringeagt som mod Danmarks Regjering saa og mod den danske Prinds, der nu stod i Spidsen for den norske Regjering. Som en Hovedaarsag til Wedels Uvillie mod Christian Frederik tør man vel ansee den Omstændighed, at samme Christian Frederik stod ham i Veien for hans ærgjerrige Udsigter i Norge, vakte deels ved det Par Stemmer, han fik i Orebro ved Valget af en Thronfølger, deels ogsaa ved hvad Indflydelse han ved den svenske Regjering ventede at faae i Norge og virkelig ogsaaerhold t¹), hvorimod han fra den danske Regjerings Side, om klogt eller uklogt vil jeg ikke bedømme, hverken havde havt eller ventede sig nogen særdeles Forfremmelse. Saaledes skal det have krænket ham meget, at Thygeson

1) Ved det svenske Thronfølgervalg paa Rigsdagen i Orebro 1810 faldt ingen Stemmer paa Grev Wedel, om endog Grev Piaten og Baron Wetterstedt førend selve Valget nogen Tid havde paatænkt at foreslaae Wedel til svensk Thronfølger, for saaledes at vinde Nordmændene for en Forening med Sverrig (Schinkels Minnen. V, 262.). Det tør vel ogsaa kun ansees for aldeles grundløst, naar der, som Pavels har optegnet, endnu i Aaret 1815 i Norge fandtes En eller Anden, der endnu ansaa det for rimeligt, at Norges eller endog maaskee baade Norges og Sverrigs Krone for Wedel var „Maalet, han øiner i fjernt Perspektiv og lønligen fremstræber til" (Claus Paveis's Dagbogsoptegnelser 1815—1816, udgivne af C. P. Eiis. Christiania. 1867. S. 101.). Men strax efter Norges Forening med Sverrig udnævntes han til norsk Statsraad, og senere blev han under Kong Carl Johans Eegjering udnævnt til Statholder i Norge.

Side 442

fik Stiftamtmandsposten i Christiania, som Wedel meget havde ønsket¹). Under Christian August, som Wedel høit agtede, og af hvem han ligeledes var meget yndet, havde han staaet fremmest i Patriotisme og Opoffrelse for Norges Sag, for at bekæmpe Gustav IV's Angreb paa Norge. Under Carl XIII derimod og i den senere Krig forholdt han sig ikke blot passiv, men var, som man af Aalls Skrift tilstrækkeligseer,Formand for det Parti, der var Norges Selvstændighed imod og tragtede efter Forening med Sverrig. Selvstændighedssagen gik dog trods disse Hindringer og den virkelig ikke übetydelige Skade, som dette Parti gjorde Forsvaret, igjennem, men saaledes imod Wedels ønske, at han i en Samling af Venner og Frænder, hvorved hans Fætter Elieson var nærværende²), høit udtalte, at Norge ingen Konge havde, endskjønt han selv havde været med til at vælge ham³). Christian Frederik undveg han ved alle Leiligheder. I en Sammenkomst i Tønsberg 1813 mellem

1) Nicolai Emanuel Tliygcson blev, efter tidligere at have været Stiftamtmand i Cliristianssand, i Aaret 1809 kaldet herfra til Stiftaintruandsembcdet i Christiania.

2) Kitmester Iver Elieson, der døde i Aarct 1815, Aaret efter Eigsforsamlingen paa Eidsvold, havde under denne fungeret som et Slags Intendant, der skulde sørge for Medlemmerne ved deres Ankomst og skaffe dem Bolig paa de omliggende Gaarde. Han nævnes som den, der, under Kronprinds Frederiks Ophold i Norge i Aaret 1788, til hans Ære fik oprettet det ridende, saakaldte „gule Korps" i Christiania (L. Daae, Det gamle Christiania. 1871. S. 214.).

3) I Rigsforsamlingen paa Eidsvold var det blevet vedtaget, at efter Antagelsen af Eigets Konstitution skulde Kongevalget følge, men da det sidste saa stod for Døren, stred det Wedelske Mindretal for, at Valget under den kritiske Stilling, hvori Eiget befandt sig, burde udsættes, medens Fleertallet gjorde gjældende, at det tidligere Vedtagne nu maatte staae ved Magt og gjennemføres. Derefter kom da alle Vota, ogsaa Wedels, til at lyde paa Christian Frederiks Valg.

Side 443

disse to Herrer, hvor jeg ogsaa var nærværende, kom det til en Samtale, som varede i to Klokketimer, skjønt det var over Midnat, da den begyndte, og som, efter hvad vi alle kunde mærke, ikke var behagelig; denne var vistnok den, som Wergeland i sin historiske Roman, som selv Jacob Aall kalder hans Skrift, omstændelig omtaler¹). Alligevel beholdt Jacob Aall formedelst Overeensstemmelsen i deres Anskuelser om Gavnligheden af Norges Forening med Sverrig stedse en Forkjærlighed for Wedel. Den Lovpriisningafhans Indsigter, hans Djærvhed og rene Hensigter, som Aall stedse overøser Wedel med, fordi han deelte Anskuelser med ham, anseer jeg som det svageste Punkt i hans ellers priisværdige Skrift. Heller ikke er Wedel den eneste, som han saaledes fremhæver formedelst denne Overeensstemmelse i Anskuelser. Af Statsraadet fremhæves hans egen Broder Niels Aall og Collett ikke uden nogen Tilsidesættelse af den fortræffelige Marcus Gjøe Rosenkrantz, der i sin hele Færd baade i Eegjeringskommissionen og siden som Statsraad, uagtet sin maaskee vel imaginaire Sygelighed, fortrinlig udmærkede sig, og Sommerhjelm omtales saa godt som slet ikke. Disse Mænd havde store Fortjenester i Landets Styrelse, men havde ikke den TendentssomAall selv, Wedel, Løvenskjold, Nicolai Wergeland og Flere. Jeg vil siden komme til at vise den Fasthed, som Rosenkrantz viste ved en Leilighed, hvor jeg mulig var gaaet for vidt.

Den anden Deel af Aalls Skrift er jo for det Meste Historien om Christian August, Carl XIII og Carl Johan, hvorved naturligviis Christian August skal fremstaae aldeles fri for Mistanken om tidligen og urigtig at have gjort

1) H. Wergeland, Den norske Konstitutions Historie. S. 62

Side 444

Noget for at fremme sit Valg til Thronfølger i Sverrig. Aall benytter i dette øiemed Meddelelser fra Augustenborg og bringer hans egen Fremstilling, men efter sin eiendommeligeRetskaffenhedladerhan dog ogsaa følge andre Beretninger, som efter min Overbeviisning lade det uden for al Tvivl, at Prinds Christian August allerede tidlig i Sommeren 1809 var af de sammensvorne svenske Herrer gjort saadanne Forslag, som ikke mere tillode ham at udfare sin Konges Befaling, da Tiden havde været til at handle, og den Undskyldning, han angiver i vistnok store Mangler af Fødemidler osv., vilde han vist have overvundet, naar det havde passet med hans Planer¹). Om hvormeget de Svenske intrigerede i Norge den hele Sommer 1809, for disse Underhandlinger indeholder Bogen mange Beviissteder. Især navngives en Bagge og Smith i Forstaaelse med Gahn, ikke at tale om Wedel med hans Ven Grev Piaten og selve Carl XIII²). Den 20de April 1808 var det, at Grev Axel Morner blev fangen ved Urskog³), og som Krigsfange kom han til Christiania, hvor han efter sine egne Beretninger havde sin fulde Frihed og i Byen og dens Omegn deeltog i al den Gjæstfrihed, som der fandtes⁴). Morner hørte til

1) Det var den samme Dom over Christian August, som Oberst Brock, i sine bekjendte Yttringer i Anledning af Prinds Friedrich af Augustenborgs Udnævnelse til Statholder i Slesvig og Holsteen og kommanderende General i Hertugdømmerne, fremsatte i den nørrejydske Stænderforsamlings Møde den 10de Juli 1844 (Tidende for Forhandlingerne ved Provindsialstænderne for Nørrejylland. 1844. I, 59.).

2) Aalls Erindringer. 11, 86-87, 538-544.

3) Eller vel rettere ved den nærliggende Gaard Toverud, hvorefter den Fægtning gjerne kaldes, der endte med, at Oberatlieutenant. Grev Axel Morner med sit Detachement maatte som Fange overgive sig til Nordmændene under Major Veiby.

4) Brock havde nogle faa Dage i Aaret 1809 selv opholdt sig i Christiania, som Divisionsadjutant i Generalstaben opsendt til Norge for at overbringe en af Frederik Vl's Skrivelser til Prinds Christian August (Ræder, Danmarks Krigs- og politiske Historie 1807-1809. Kjøbenhavn. 1847-1852. IH, 415, 418.). Med Brocks Ord stemmer for saa vidt Fremstillingen hos Aall, som Grev Axel Morner, der «under sit Fangenskab havde levet muntre Dage« i Norge, ogsaa her af ham omtales som et af de vigtigste forberedende Eedskaber til Foreningen. Men hos Aall nævnes kun Skien, hvor Aall havde gjort hans Bekjendtskab, som det Sted, hvor Morner havde levet sorn Krigsfange. Til Christiania kan han dog mulig senere- ogsaa være ført ved den Udvexling af svenske og norske Krigsfanger, der vedtoges i Foraaret 1809, og hvorved det tillodes alle de krigsfangne svenske Officerer, som søgte derom, at vende tilbage til Sverrig mod at give deres Æresord paa, ifald Fjendtlighederne skulde udbryde paany, da atter at indfinde sig i Norge. Førend Afreisen talte Prinds Christian August med de ældre svenske Officerer (Ræder, anf. St. 111, 414.).

Side 445

Sverrigs haiere Adel, kunde drage Nytte af alle de Emissairer,somSverrigog Komplottet holdt i Norge, og Grev M orner havde selv Leilighed til at foredrage for Christian August som ogsaa at meddele sine Korrespondenter Alt, hvad der gjensidig kunde være at blive enig om. Det maa herved bemærkes, efter Jacob Aalls egen Fortælling, at Morner aldrig har villet svare paa den Opfordring, han gjorde direkte til ham, og hvortil Aall selv føier, at den maaskee ogsaa var for indiskret¹). Der kan vel heller ikke

1) Aalls Erindringer. 11, 79—80. I den nyere Tid er fremkommet en Skrivelse fra Grev Axel Morner til Sverrigs nye Thronfølger, Carl Johan, om en fortrolig Samtale angaaende Norges Forening med Sverrig, som Morner den 26de Marts 1811 i Goteborg havde havt med Grev Wedel, og hvori denne, »den eneste Nordmand, som er i Stand til at gjennnemdrive denne Forening«, nærmere havde anført de Veie, ad hvilke Carl Johan skulde gaae frem for at opnaae det efterstræbte Maal; naar det tilsidst var kommet til det aabenbare Brud med den dansk-norske Regjering, anbefalede Wedel «at operere mod Sjælland, hvis Erobring er let udførlig med engelsk Bistand«. I Begyndelsen af denne Skrivelse omtaler Grev Morner selv, hvorledes han under sit tidligere, langvarige Ophold i Norge ofte havde havt Leilighed til at forhandle om Planon med Grev Wedel, som allerede dengani* viste ham stor Fortrolighod (Schinkels Minnen. VI, 346-349.).

Side 446

feiles meget ved at antage, at just Axel Morners Held i Underhandlingen med Christian August mere end noget Andet kunde bidrage til at indgive hans Frænde, en anden Morner¹), det étourderie, uden dertil at have erholdt nogen Fuldmagt, at tilbyde Pontecorvo Sverrigs Krone og komme overeens om alle Betingelser, hvorover Grev Essen kom saaledes i Harnisk, at han til denne Morner udtalte: «Poike, du borde sitta der hvarken sol eller måne skina«. Forresten erkjender jeg, at Christian August var en høit fortjent Mand, en tilbedt Fyrste, ganske usædvanlig uegennyttig, fordringsløs, dygtig som Anfører, elskværdig som Foresat og gavmild næsten til det Overdrevne. Saadan var han kjendt, medens han laa i Fredericia som Chef for det fyenske Regiment, saadan har han været kjendt i østerrigsk Tjeneste, saadan som -Øverstbefalende i Norge og saadan som Kronprinds i Sverrig. Aalls Skrift er da ogsaa omstændelig nok i sin Beretning om, hvad der angaaerham,meddeler,hvor mange Heste han havde, fortælleromhansTjener osv., medens det om Christian Frederik neppe er fundet værd at berøre, gjennem hvilke Farer han kom til Norge, og, efter med usigelig Meie at have grundfæstet dets Held, sønderknust paa Sjæl og Legeme vendte tilbage.

Selv paa Nedreisen var ham, endnu uheldig, Vind og Veir imod. Han gik fra Ladegaardsøen ien Baad, ikke som Munch har skrevet, at han "hemmelig forlod Landet«²). Dagen til hans Afreise havde længe været bestemt, den

1) Friherre Carl Otto Morner (af Morlanda), dengang Lieutenant vod Uplands Regiment. •

2) P. A. Munch, Norges, Sveriges og Danmarks Historie til Skokbrug. Christiania. 1838. S. 485.

Side 447

Dag nemlig, da han, efter at det overordentlige Storthing var traadt sammen, til dette havde afgivet sin. bekjendte Erklæring, den samme Dag, da han om Morgenen havde den Krænkelse at maatte omskrive sin Abdikation for at tilføie en Frasigelse for sin Søn. Flere af hans gamle Venner, ogsaa Statsraaderne, vare tilstede ved hans Afreise og fulgte ham gjennem Skoven til Indskibningen paa en Kanonbaad, der førte ham til den Brig, som skulde bringe ham til Danmark¹). At han, sønderknust som han var, skulde drage gjennem Christianias Gader, for at indskibe sig ved Bryggen der, var dog for meget forlangt. Efter med den norske Brig Allart at have holdt Søen i nogle Dage maatte Prindsen vende tilbage og løbe ind til Frederiksværn for stormende Modvind, tilmed som man talte om, fordi Skibsmandskabet var skræmmet ved, at naar det kom til Danmark, vilde de der blive gjorte til Krigsfanger²); Lieutenant Lous, der førte Briggen, var vel heller ikke den Mand, paa hvis Autoritet og Kommando over Mandskabet man kunde forlade sig. Ankomne i Frederiksværn Havn forefandt vi den danske Brig Bornholm, kommanderet af Kaptainlieutenant Wolfgang Kaas, som den danske Kegjering

1) Det var om Aftenen den 10de Oktober, at Prindsen fra Sydkysten af Ladegaardsøen gik ombord paa en Marinen tilhørende Lugger, der af en Kanonchalup bugseredes ud til den norske Orlogsbrig Allart, som laa til Ankers ved Jeløen og førtes af Premierlieutenant Søren Lorentz Lous (N. A. Larsen, Fra Aaret 1814. Christiania. 1881. S. 109.).

2) Grunden til Gjæringen antydes paa et andet Sted anderledes. Ved det Mytteri, som nogle Dage efter Christian Frederiks Afreise fra Frederiksværn her udbrød ombord paa Briggen Allart — ligesom paa Briggen Seagull og Skonnerterne Thor og Hother —, forlangte Mandskabet Frihed til at vende hjem, eftersom «det ikke kan være til Landets Kytte, at vi ligger kommanderede, da vor Konge er reist af Landet, og Landet er overgivet« (Larsen, Fra Aaret 1814. S. 114.)

Side 448

efter den Bekymring, jeg under mit Ophold i Kjøbenhavn havde yttret for Hendes Majestæt Dronningen, der dengang forestod Eegjeringen, havde foranlediget udrustet paa passendeMaade,ogsom,medKongeflagettil Prindsens Modtagelse,imidlertidvarankomme n¹). Desuden havde den engelske Regjering for det Tilfælde, at Hans Høihed Prinds Christian Frederik behøvede det, befalet en af sine Krydsere i Kattegattet at tage Høistsamme ombord og føre ham ned til Danmark. En engelsk Søofficeer, Fører af en saadan Krydser, kom og virkelig ombord til Prindsen og tilbød sig efter det ham overdragne Hverv at tage Prindsen og Følge ombord²), men han troede ikke at maatte forlade det

1) Den ste September 1814 liavdc Frederik VI tiltraadt sin Reise til Kongressen i Wien, hvorfra lian først den Iste Juni 1815 vendte tilbage til Kjøbeuliavn. Under denne lians Fraværelse havde Dronning Mario Sophie Frederikke præsideret i Statsraadet som Regentinde, og som saadan rakte hun paa den Tid, hvor Frederik VI ikke længer var sin yngre Frænde god, denne en hjælpsom Haand. Da Brock i den Sendelse, som først omtales i Slutningen af hans Anmærkninger, under sit korte Ophold i Kjøbenhavn i Begyndelsen af September for den medfølende Dronning havde skildret Prindsens Stilling, meldte hun med venligt Sind denne, at en dansk Orlogsbrig skulde blive sendt op for at hente ham. Prindsen takkede i sit Svar, men tilføiede dog: «Jeg bruger ikke Briggen, som Deres Majestæt vilde sende mig, men jeg gaaer midt i Oktober paa en norsk Baad til Helsingør« (Sørensen, Kampen om Norge. Kjøbenhavn. 1871. 11, 348.). Ikke destomindre befalede Dronning-Regentinden, at Briggen Bornholms Afgang skulde fremskyndes saa meget som muligt, og den 14de Oktober, den samme Dag, da Briggen Allart var kommen tilbage til Frederiksværn, kunde den her lade anmelde, at den var i Nærheden. Den 17de Oktober kom Briggen ind i Havnen, og den 22de gik Prinds Christian fra Allart ombord paa Bornholm.

2) Den omtalte Søofficeer var den engelske Kaptain W. R. Jackson, Chef for Korvetten Briseis, der var stationeret ved Vallø. Han omtales som Christian Frederik personlig hengiven; kan man troe, hvad Bjornstjerna beretter i en Skrivelse til Grev Essen af 25de September 1814 (Bidrag til Norges og Sveriges Historie 1812-1816, udgivne af Yngvar Nielsen. Christiania, 1869. S. 71.), skal lian endog ved en Middag i Christianssand have udbragt en Skaal "for Kong Christians snarlige Gjenindssettelse og Norges Uafhsengighed •.

Side 449

danske Skib, som var sendt ham, takkede Officeren og fortsatte Reisen paa Bornholm¹). Vinden var imidlertid igjen bleven contrair, men svag, og ved at passere Læsse Grunde grundstødte Briggen, endskjønt baade Skibets Fører

1) Naar Prinds Christian lige over for de Sendebud, der skulde fremskynde hans Afseiling fra Frederiksværn, forklarede sit Ophold her af Modvind, er dette ofte blevet betragtet som et Paaskud. Det kan imidlertid i den Henseende først bemærkes, at det ikke er nøiagtigt, naar Briggen Bornholms Afseiling paa mange Steder — til Exempel i Langes nyere Udgave af Aalls Erindringer (S. 530.), i Fayes Skildring af »Norge i 1814« (S. 182.), i Ludvig Kr. Daas Bemærkninger om Begivenhederne i Norge i Aaret 1814 (anførte Sted S. 239.) eller i Sørensens Skildring af »Kampen om Norge« (11, 354.) — først hensættes til den 28de Oktober, thi den fandt allerede Sted om Formiddagen den 26de. Og i Forbindelse dermed kan især bemærkes, at Kaptainlieutenant Kaas i en Kapport til det danske Admiralitetskollegium, dateret »Briggen Bornholm til Ankers paa Aarhuus Rhed den 7de November 1814", anfører, at den samme Modvind, som havde ført Allart tilbage til Frederiksværn, «vedblev og gjorde det umuligt at forlade denne Havn førend den 26de, da Vinden gik om til Ost Nord Ost med Mærsseiis-Kuiing-. 1 fuldkommen Overeensstemmelse hermed hedder det nu ogsaa i en Rapport til det norske Statsraad af 26de Oktober fra Chefen for den norske Flotille i Frederiksværn, Kaptain Søren Adolph Bille: • Hans Majestæt Kong Christian Frederik afseilede idag Formiddag Kl. 11 fra Frederiksværn med den danske Orlogsbrig Bornholm. Vinden var Ost og Ost Nord Ost, stiv Mærsseils-Kuling med meget svært Hav af flere Dages foregaaende Storm af sydlig Vind. I den lange Tid, han har ligget her for Modvind med daglig Storm af Syd og Sydost og styrtende Regnbyger, har han lidt særdeles meget, dog var han idag paa Dækket under Letningen. Samtlige herværende Søofficerer vare ombord og komplimenterede ham; hans sidste Ord til os var Udtryk af de varmeste Ønsker for gamle Norge« (Larsen, Fra Aaret 1814. S. 110-111.).

Side 450

og Kaptain Holsten, som var i Prindsens Følge¹), begge vare sysselsatte med at observere Landkjendingerne, og Havet var roligt. Man strøg Seil og Ræer, skød Nødskud fra begge Sider af Skibet, og Læssøboerne kom i Mængde med deres Baade til Assistance. Men mere bleve vi hjulpne ved et hollandsk Skib, der fulgte tæt i vort Kjelvand og, da Briggen kom paa Grund, var lige bag ved samme. Der blev derfor udsat en Chaluppe, som med bevæbnede Folk tvang den hollandske Skipper til at kaste Anker, og med et paa dette Skib fastgjort Toug halede Briggen sig bag ud fra Grunden og kom saaledes ud af sin farlige Stilling. Vind og Veir forbleve endnu nogen Tid rolige, og den 28de Oktober blev Hendes Majestæt Dronningens Fødselsdag feiret med en Prædiken, der blev holdt ombord af Præsten Strøm, nu Provst i Kregome i Sjælland. Han var medfulgt paa Nedreisen ligesom Grev Holstein - Holsteinborg, der havde tilfort Norge Provisioner fra sit eget Gods, og Grev Vargas Bedemar; desuden vare i Prindsens Suite Sø-Kaptain Holsten, Lektor Adler og jeg₂). Etatsraad Holten var i

1) Kaptain i Søetaten Frederik Christian Holsten. Han var efter Freden i Jonkoping i ung Alder ble ven ansat som Generalkonsul i Goteborg, men tog efter Prinds Christians Optræden som Regent i Norge Afsked fra dansk Tjeneste for at tjene under ham, hos hvem han fungerede som et Slags General-Adjutant for den norske Marine. Om ham skriver Engestrom: »Holsten ar fodd Dansk, men har norsk Moder. Det ar en flink Gosse« (Yngvar Nielsen, Bidrag til Norges og Sveriges Historie 1812 — 1816. S. 101.). Efter med Prinds Christian i Slutningen af Aaret 1814 at have forladt Norge gik han i Aaret 1815 til Afrika, hvor hans Broder var bleven Konsul i Algier, og døde i Tunis den 30te Oktober 1816.

2) Ifølge Kaptainlieutenant Kaas's Rapport til Admiralitetskollegiet (i Marineministeriets Arkiv) kom Prinds Christian den 22d0 ombord i Bornholm -med Suite af 12 Personer-. Af de af Brock nævnte var Grev Holstein, der med stor Deeltagelse havdo fulgt Begivonhederne i Norge og i Foraaret til Ovcrvcielse der opseudt sit TJdkast til en Konstitution, i Oktober Maaned, tilskyndet af sin Hengivenhed for Prinds Christian, raed en lille Jagt seilet op til Norge, hvor han endnu traf Prindsen under dennes tvungne Ophold i Havnen ved Frederiksvsern (I. A. L. Holm, Frederik Adolph, Grreve af Holstein. Kjobenhavn. 1844. S. 91.). Prsesten Christian Ludvig Strom, der i Provst Schmidts Dagbogsoptegnelser under det overordentlige Storthing omtalos som «paa en Maade romniet hid fra Danmark» (Provst Fredrik Schmidts Dagboger. Udgivne i Uddrag ved N. Hancke. Kjobenhavn. 1868. S. 206.}, og der nu holdt Pradikenen paa Skibet, havde vseret ansat som Peltprast og Feltprovst ved det danske Armeekorps i Holsteen (Kjerulf, Calender over samtlige ved den danske og norske Armee ansatte Officerer. Nr. "VI. Kjobenhavn. 1813. S. 235.). Grev Vargas Bedemar, der i Danmark fik en Ans^ettelse som Inspektor ved Prinds Christians mineralogiske Museum, havde allerede forend Prindsens Ankomst til Norge havt Understottelse af Kegjeringen til at bereise Landet som Mineralog.

Side 451

Forveien reist ned til Danmark, og Hofmarskalk Kaas og Lieutenant Schwarz blevne tilbage i Norge¹). Det rolige Vejrlig forsvandt snart efter, afløst af stærk Storm fra Syd, just som vi vare paa det farlige Sted mellem Trindelen og Jylland. Denne Storm afred vi under to Ankere; den vedvaredeetParDageogvarsaa stærk, at man frygtede, Ankertougene skulde skamfiles; vi bleve ved Natten betydedeikkeatafklædes,saabetænkeligfandt vor Stilling. Efter at Stormen dog havde afladt noget, og da Vinden ikke tillod os at fortsætte Koursen til Kjebenhavn,blevdetbesluttetatløbeind til Aarhuus, men paa Grund af den høie Søgang var det ikke uden Besværlighed,

1) Etatsraad Carl Hendrik Holten var allerede i Aaret 1810 med Prindsen af Hessen kommen til Norge som Sekretair ved Vicestatholderskabet; da Prinds Christian tre Aar sen ere overtog Statholderskabet, forblev han i samme Egenskab hos denne. Conrad Frederik Clauson-Kaas, der havde vaeret Staldmester ved Prinds Christians Hofstat i Danmark, og Lieutenant Frederik Schwarz, der havde vseret Adjutant ved Prinds Christian Frederiks B,egiment, havde fulgt ham til Norge.

Side 452

at vi kunde komme fra Skibet i Land1). Prindsens Modtagelseder,atjegblevsendttil
Wien i Prindsens Ærinde,
og at han derefter afgik til Kjøbenhavn, er bekjendt.

Ogsaa Prindsens Overreise til Norge havde ikke været uden Besvær. Da han i Slutningen af April 1813 havde af Kong Frederik VI modtaget Ordre til som Statholder og høistkommanderende General at afgaae til Norge, blev for at skjule denne Bestemmelse ved Parolen befalet, at Prindsen skulde overtage Kommandoen over Tropperne i Holsteen, og for at Ingen skulde faae Kundskab om den sande Bestemmelse,blevaftalt,at alle Foranstaltninger til den Ende skulde skee mundtlig mellem Prindsen, Generalmajor Biilow og Kongen. Foruden mig havde Prindsen bestemt AdjutanterneHirschnac h²) og Sehwarz til at følge med sig, om Kaas var der fra Begyndelsen ingen Tale. Vore Heste maatte endog for et Syns Skyld begive sig paa Reisen og kom virkelig til Kolding, inden Farerne fik Kontra-Ordre. Morgenen den Ilte Mai afgik Prindsen selv med Hirschnach og mig fra Kjebenhavn. Den 12te om Morgenen naaede vi til Nyborg, hvor Feltjægeren Rømeling just var ankommen, efter at være fulgt med Grev Joachim Bernstorff paa dennes Sendelse til London for at underhandle om Fred, nu af Grev Bernstorff, der varankommen til Holsteen, skikket forud

1) I sin Kapport til Adrniralitetskollegiet siger Kaptainlieutenant Kaas om Ankomsten paa Aarhuus Ehed den 4de November, at den svære Sø gjorde det umuligt at føre Prindsen i Land med noget af Briggens Fartøier, men at lian kom fra Borde ved Hjælp af en stor Seilbaad, der blev udsendt fra Land. Fra Aarhuus seilede han nogle Dage efter ombord paa Bornholm til Sjælland, hvor han steg i Land ved Helsingør, og den 13de November befandt han sig atter i sit Palais i Kjobenhavn.

2) Adolph Sigfred Hirschnach, Stabskaptain ved Prinds Christian Frederiks Regiment, der her nævnes som en af Prindsens Ledsagere, døde allerede i Aaret 1813 i Norge.

Side 453

til Kjøbenhavn rned den Besked, at ingen Fred var at erholde¹). Prindsen benyttede Leilighede.n til med ham at sende en lang Skrivelse om denne Sag; jeg, som let vidste, hvor stor Friis, endog angiven til 10,000 Rdlr., en af mine handlende Bekjendte, Mægler Hvidt, vilde give for at erholde sikker Efterretning om Udfaldet af Bernstorffs Sendelse, skrev dog blot et Par familiaire Linier til min Kone uden at berøre denne Sag. Men Rømeling blev ved sin Ankomst til Kjøbenhavn strax indespærret, saa at han ingen Underretning kunde give; de mere betroede Biilow og Haffner skal have benyttet deres Kundskab til fordeelagtigeHandelsafslutningerpaaBørsen. Saasnart Rømeling var expederet, begav Prindsen sig paa Reisen over Faaborg til Als, hvor han af den nu afdøde Hertug blev modtagen ved Fyenshav. Paa Augustenborg forblev Prindsen nogle Dage, men holdt sin sande Bestemmelse saa skjult, at Hertugen selv medgav mig et Brev, jeg erindrer ikke mere til hvilken Prindsesse i Holsteen, og først ved den sidste Embarkering fra Als bad han om Brevet tilbage, da han nu vidste, hvor lidet jeg var i Stand til at besørge det, men var genereus nok til at holde mig undskyldt for saaledesudenBemærkningat have modtaget Brevet, som jeg havde hos mig for ved første Leilighed, enten endnu paa Als eller i Gravensteen, at sende det tilbage. Vi reiste derpaa over Gravensteen til Apenrade Slot, som var beboet af Amtmand Stemann²). Det var Midnat, da vi ankom,

1) Grev Joachim Bernstorffs frugtesløse Sendelse til England og Tilbagereise til Holsteen — hvor han fra Gliickstadt havde sendt den ovennævnte Stafet til Kjøbenhavn — findes nærmere omtalt i Johan Georg Eists Lebenserinnerungen. Herausgegeben von G. Poel. Gotha, 1880. 11, 206, 217.

2) Kammerherre Otto Johan v. Stemann, Amtmand over Aabenraa og Løgom Kloster Amter. Den tæt ved Byen Aabenraa liggende Aratmandsbolig cr dot lille Slot Brundlund, som Dronuing Margareta i Aaret 1411 byggede i Stedet for Aabenraahuus.

Side 454

og i Stedet for, som vi ventede, at finde Familien i dyb Søvn, fandt jeg, som var bleven sendt forud, da vi vare i Nærheden af Slottet, den hele Bygning festlig oplyst og blev modtagen af Kammerherreinde Stemann, født Kaas, med det Spørgsmaal: «Hvor er Prindsen?» »Hvilken Prinds?» spurgte jeg. «Ih, Prinds Christian; Staldmester Kaas er kommen og har fortalt os, at Prindsen kan ventes hvert .Øieblik.« «Det var uventet og uforsigtigt«, svarede jeg; «ja vel kommer Prindsen, han er tæt herved, men Reisen skulde være incognito.« Vi nøde imidlertid det ventende Maaltid og gik til Sengs. Om Morgenen tidlig lode vi os af Amtmand Stemann give Reisepasser, Prindsen som Baron Rantzau, jeg som Landrnaaler Bruun, Hirschnach som Musiker og vor medbragte Domestik, Jægeren Taagerup som Tobiasen; disse Passer findes blandt mine Papirer med vor egenhændige Underskrift¹). Reisen gik derpaa over Haderslev, Kolding, Veile og, for at undgaae Horsens²), over Heden til Viborg. Af Frygt for at røbe Noget havde jeg i Kjabenhavn ikke spurgt Nogen til Raads om Reiserouten,menkjøbtepaa Børsen et Reisekort, hvorefter jeg troede fra Viborg over Sallingsund at kunne naae Hjørring, hvor vi skulde forefinde Lieutenant Falsen, der havde erholdtdenfornødneOrdre til at besørge Overfarten til Norge³). I Viborg havde vi nogen Uleilighed med den derværende Kommandant, Kaptain Buch, der vilde foretage

1) Broeks efterladte Papirer ere nu for største Deel forkomne.

2) Hvor Prinds Christians fraskilte Gemalinde, Prindsesse Charlotte Frederikke, dengang havde sit Opholdssted.

3) Den daværende Premierlieutenant — senere Kontreadmiral — Jørgen Conrad Falsen var dengang Chef for den ved den jydske Kyst stationerede Flotille.

Side 455

en nærmere Undersøgelse af de Reisende, men som jeg klarede ved at omgaaes Kaptainen, som da syntes at gjenkjendemigognu i Stedet for at hindre paa det ivrigste søgte at befordre vor Eeise. Dog kunde vi med den medbragtestoreReisevognikke komme over Sallingsund, men maatte gaae over Hobro til Aalborg, hvor vi ankom ved Middagstid og ved Overfarten til Sundby formedelst den paa Vognen malede forgyldte Krone og de lige saa stadselige Navnetræk paa Kufferterne vistnok røbede noget af Hemmeligheden;deterblevet fortalt, at vort Signalement — Prindsens, Hirschnachs, mit og Taagerups — var ankommet til Gothenborg, hvorfra det end maatte være kommet. I Hjørring, hvor Falsen modtog os, bleve vi ikke, men toge strax til Fladstrand.

Natten derpaa, Natten til den 20de Mai, gik Prindsen med mig ombord i den af Falsen bestilte Seilbaad, hvori foruden Falsen og hans Tjener blot vare de fornødne Baadsfolk,Prindsen, Falsen og jeg klædte i Matrosklæder. Hirschnach og Taagerup saavelsom Schwarz og Kaas, der kom efter, gik senere ud med daværende Maanedslieutenant, nu Etatsraad Tetens¹) og ankom efter en meget farefuld Seilads først nogle Dage efter til Frederiksværn og derfra til Christiania. Ogsaa vi, som gik med Falsen, havde længe Modvind og Uveir at kæmpe mod og saae os saaledes nødsagede til noget forbi Gothenborg at søge Ly binnenskjærs.Der traf vi paa et Par svenske Fiskere, som vi i hvert. Fald, hvis fornødent var, troede os i Stand til at tage det op med. Vi udgave os for at være komne fra

1) Maanedslieutenant Franciscus Maro Tetens blev i Efteraaret 1813 Secondlieutenant i Søetaten, gjorde, afgaaet fra denne, Tjeneste som Krydstoldinspektør og blev siden ansat som Over-Toldinspektør for Nørrejylland.

Side 456

Gothenborg og nu at ville vende tilbage til Norge, til hvilken Ende vi, om de betjente os godt, vilde betale dem rigelig. De gik ind paa Forslaget, men da Mørket faldt paa, forlangte de at afvente Lysningen i en dem bekjendt Ankerplads,Arsklova, hvor vi hver især paa Baaden toge nogen Forfriskning til os¹). Fiskerne tilbede os kogt Fisk i en Tine²), hvori de alle havde raget med Fingrene, og som derfor ikke blev modtaget; derimod gave vi dem en Lammekølle, Smør, Ost og Brændeviin, som de lode sig smage godt. De indlode sig i venskabelig Samtale med os, ønskende Fred med Danmark og Norge, som vi ikke vare sparsomme med at love, hvorved de dog gjorde den Bemærkning, at »Herrarne der (Prindsen og jeg) tyckas icke vara mycket sjovande»; de havde nemlig seet os liggende luunt i Baaden med en Presenning over os. Men hvorom Alting er, de bragte os lykkelig til Hvaløerne³), hvor vi ankom den 21de om Morgenen mellem Klokken 40g5. Der afskedigedevi strax vort svenske Følgeskab og efter Prindsens Ordre med betydelige Drikkepenge, jeg troer 1000 Rigsdaler Sedler, hvorhos jeg klappede en af dem paa Skulderen med Tilføiende, at de nu kunde hilse dem i Gothenborg, at de lykkelig havde bragt den danske Kronprinds til Norge. «Nej, ta' mig tusan djeflar, det skall vi akta oss fore«, lød Svaret.

1) Paa et svensk Søkort (Special ofver Bohus Kusten. Stockholm. 1868.) findes den lille 0 Arsklåfva, omtrent halvanden Miil Syd for Stromstad, ret Øst for Sydenden af Kosterskjærene. Der findes et Løb mellem denne lille 0 og Fastlandet, der paa Kortet er betegnet med en Seillinie og synes at frembyde en god Ankerplads for mindre Fartøier.

2) Tina er et norsk Ord for -en Æske af Træ med Hank paa Laaget, indrettet til at bæres i Haanden«. Ivar Aasen, Ordbog over det norske Folkesprog. Kristiania. 1858. S. 520.

3) De nøgne, gjerne af Søfugle omflagrede Klippeøer, der ligge i en Klynge udenfor Christianiafjorden.

Side 457

Fra Vagten paa Landingsstedet sendte vi Bud til AdmiralLiitken, at Eeisende fra Danmark af Betydenhed vare ankomne¹). Admiralens Adjutant, Kaptain Suenson, kom derpaa ned, og med største Forundring saa Vagtmandskabet,hvilke Komplimenter deres Kaptain gjorde for den høieste af Matroserne, og at han faldt mig om Halsen. Vi gik derpaa op til Admiralen, Prindsen ind i hans Sengekammer,og man kan forestille sig begges Glæde. Der blev strax givet Ordre til Divisionerne at samle sig i den rummelige Bai mellem Hvaløerne og Landet, divisionsviis og med Mellemrum mellem begge Linierne; Uniform havde vi imidlertid faaet anlagt, og Prindsen tog derpaa i Admirals-Sluppenned ad Linien, modtog den kongelige Salut og lod oplæse den kongelige Ordre, hvorefter han overtog Kommandoen til Lands og Vands. Vi fortsatte derpaa Farten til Frederiksstad, hvor vi ankom til Middagstid. Efter Bordet expederede Prindsen Lieutenant Grimstad til Danmark for at melde hans Ankomst²), og ligeledes bleve Kourerer afsendte til Christiania i samme Øiemed. Morgenenden 22de tog jeg med Prindsen fra Frederiksstad til Christiania, og allerede lidt udenfor Moss mødte vi StiftamtmandThygeson og, alt som vi nærmede os Christiania, flere af de høiere Embedsmænd, saasom General Haxthausen, Etatsraad Holten og Flere. Paa Egeberg mødte Prinds Frederik af Hessen til Hest og havde ladet medbringe Heste for Prindsen og mig; Tjenerskab havde Prinds Christian Frederik aldeles ikke, Falsens Tjener Gustav opvartedeos alle. Samme Dags Eftermiddag holdt Prindsen sit Indtog i Christiania, hvor Garnisonen var opstillet en haie, og

1) Kontreadmiral Otto Liitken var Chef for Norges Søforsvar. Hans Flagkaptain var Kaptain Jean Jacques Isack Suenson.

2) Vistnok Maanedslieutenant N. C. Grimstad.

Side 458

den sædvanlige Opvartning af Autoriteterne fandt Sted. Søndag Morgen bivaanede han Gudstjenesten i Slotskirken, hvorom Slotspræst Pavels om Aftenen forud var underrettet, og hvortil han med sædvanlig Veltalenhed havde afpasset sin Prædiken; efter den fortræffelige Oplæsning af Prindsens Ansættelses-Ordre og Proklamation gjorde han en gribende Bøn for Kongen og Landet.

Den Forekommenhed og Velvillie, hvormed den hidtilværendeStatholder Prinds Frederik af Hessen modtog Prindsen og med oprigtige Bestræbelser søgte at sætte ham ind i hans nye Stilling, lader sig ikke beskrive. Der skal maaskee i Historien ikke findes andet Exempel paa, hvorledesden høieste Embedsmand, der mod sin Villie skal aftræde sin Post til en Anden, med saa megen Omhu søger at vinde Folket for dets nye Foresatte, som her den hjertensgode Prinds Frederik af Hessen. Den saakaldte Prindsebolig i Byen havde han aldeles indrømmet Prinds Christian Frederik og indskrænkede sig til Boligen paa Ladegaardsøen. Her feirede han to Dage senere sin Fødselsdagden 24de Mai og begav sig faa Dage derefter til Danmark, ledsaget til Sæteren paa Egeberg af en utallig Mængde af Christianias Beboere, som her toge Afsked med Prindsen, der blev fulgt af Major Gossel¹) og ført over Søen af Maanedslieutenant Tetens, som imidlertid var ankommenfra Fladstrand. Prinds Christian Frederik begav sig derefter paa Eeise for, ledsaget af Oberst Sejersted, at rekognoscere Grændsen mod Sverrig og blev derved indviet i den Plan, Sejersted allerede havde udkastet til Norges Forsvar fra denne Side i paakommende Tilfælde, hvilken Plan med sin bestandige Retireren af de fremskudte Afdelingerog

1) Major, Over-Kvarteermester Friderich Ludwig Christoph v. Gossel.

Side 459

delingerogsuccessive Samlinger havde været saa fordeelagtig i den foregaaende Krig med Sverrig, hvor Landmagten under Armfeldt stedse havde angrebet i mindre Afdelinger, men Planen passede ikke for det mere samlede og stærkere Angreb af de Svenske, som siden paafulgte. I Fortsættelse af denne Inspektionsreise besaa Prindsen en stor Deel af Landet, inspicerede Fæstningerne og Tropperne og modtog allevegne de meest smigrende Bevidnelser af Folkets Glæde over hans Ankomst. Paa denne Reise, der strakte sig til Christianssand,ledsagede jeg ham stedse.

Fra den 3die September, da Krigen med Sverrig aabenbartvar erklseret fra Danmarks Side, udfoldede Prinds Christian Frederik sserdeles megen Virksomhed, som Aall ikke synes at ville paaskjanne. Af det saakaldte Vaabenmandskab(Forstserkning), omtrent 7,000 Mand, som ingenstedsvar inddeelt eller kommanderet, bleve alle Kompagnier i Armeen forstaerkede fra 150 til 200 Mand, og dette Mandskab #vet i Vaaben. I Betragtning af den Kjendsgjerning,at de fleste Nordmsend ere vante til at labe paa Ski, bleve foruden Skileberkorpset fiere af Armeens Afdelingerheri avede, og Fordelen af denne Fserdighed har vseret saa meget fremhaevet, at man troede det umuligt, at svenske Tropper, saa lsenge de ikke ogsaa forstode det, vilde kunne holde sig nogen Vinter over i Norge, thi ved Hjselp af Skierne kommer man frem allevegne og kan samle Tropper til Overfald af de indesluttede Dale, hvor saadant mindst ventes. Imidlertid rykkede Vinteren naßrmere, og de Svenskes og Allieredes Forsset at ville give Norge til Sverrig blev mere og mere kundbart i Norge. Dog langt fra at forurolige den store Masse af Folket vandt den Beslutning stedse mere Fasthed indtil det Yderste at ville forsvare sig imod en saa uhert Void fra de store Magters Side og

Side 460

Trædskhed fra de Svenskes. Dog toge de rolige, spekulerende Hoveder som Aall og Flere ikke nogen Deel i denne patriotiskeVarme eller havde nogen særdeles Tillid til Frugten heraf; der var vel ogsaa dem, som utilfredse med den liden Agtpaagivenhed, dem var skjænket fra dansk Side, ventede sig mere Anseelse og Indflydelse under Norges Forening med Sverrig.

Henimod Julen ankom de ulykkeligste Rygter fra Danmark. Hertugdømmerne vare oversvømmede af de Svenske, medens Armeens største Deel var paa Sjælland, og den kom først lige i Slutningen af Aaret til Fyen; den übetydelige Force, som stod paa Halvøen, en sammensat Styrke af omtrent 1,000 Mand under Major Bruun, var alene sat der til at forhindre Fjendens Fremtrængen *). Hvad Udfald saadan Foranstaltning vilde faae, var let at indsee, samt at Danmark vilde komme til at give efter for de gjorte Fordringer, Norges Afstaaelse.

For dette Fald og under den Stemning, som var aldeles fremherskende i Norge, var det, at jeg den 26de December 1813 blev afsendt med Forslag fra Prinds Christian Frederik til Kong Frederik VI, affattede deels i Chiffre, for i paakommende Tilfælde at kunne gaae deres Skjæbne i Møde, deels ganske en clair med Prindsens egenhændige Paategning,atforOverbringeren, der havde Prindsens Tillid og, som han troede, tillige Kongens, kunde Hans Majestæt give sig tilkjende med, hvad han ifølge Forslaget troede at maatte meddele²). Jeg blev imidlertid ved Modvind opholdt

1) Major Johan Jacob Bruun befalede den af nogle faa lette Tropper sammensatte, mod Streiftog stillede Kordonlinic ved Kongeaaen (C. T. Sørensen. Kampen om Norge. 11. 80, 100.J.

2) Om Indholdet af Prinds Christians egenhændige og chiffrerede Skrivelser af 26de December 1813 kan nu henvises til Sørensen, Kampen om Norge. 11, 88—97.

Side 461

i Frederiksværn indtil den 2den Januar 1814, da jeg gik ud med en Baad, uheldigviis forsynet med Førere, der vare uenige mellem sig om, hvad der skulde foretages, da Vanskelighed indtraf. Ved Afgangen fra Frederiksværn erholdt jeg dog den glædelige Efterretning, at flere Skibe med mange tusinde Tander Korn vare ankomne til norske Havne¹); for mig var derimod Vinden saa ugunstig, at vi kun turde haabe at naae Christianssand for at have en kortere Overfart. Men aldrig saasnart vare vi komne i rum Sø, før der blæste en saadan Storm op, at vi maatte lente Farten for ikke i Mørkningen at komme den jydske Kyst for nær. Nu havde jeg om Morgenen det forunderlige Tilfælde, at Tre af Besætningen, som alle troede at have Stemme, paastode, den Ene, at det var Jyllands Kyst, vi saae, den Anden, at det var den svenske Kyst og Varberg Fyr, den Tredie, at det var Christianssand. Søsyg, som jeg var, havde jeg, da Mørket indtraf, lagt mig under det ringe Dæk af den Søllingske Lodsbaad og blev meget übehagelig vækket af min Tjener med Fortælling om, hvorledes MeningernevarepaaDækket. Ved at forhøre mig om disse udlod jeg mig harmfuldt over det gjorte Bestik og forlangte Kort og Kompas. Kortet fik jeg, men Kompasset var i

2) Om Indholdet af Prinds Christians egenhændige og chiffrerede Skrivelser af 26de December 1813 kan nu henvises til Sørensen, Kampen om Norge. 11, 88—97.

1) Nytaarsaften vare omtrent 50 Skibe fra Fladstrand, alle ladede med Korn og konvoyerede af Kaptainlieutenant Antonius Krieger med Briggerne Lolland og Seagull, lykkelig naaede ind i Christianiafjorden. Af en Samling egenhændige Breve fra Prinds Christian til Konrad Falsen (velvillig meddeelte af Kammerherre, Amtmand C. Benzon) lyder et fra Christiania den 7de Januar 1814, yderst kortfattet, saaledes: »De vil allerede, kjære Falsen, være underrettet om, at Konvoyen under Kaptain Krieger er fuldkomment heldig ankommen hertil, men jeg undlader dog ikke at tilkjendegive Dem denne glade Efterretning, der er af saa megen Vigtighed for Norge.-

Side 462

Stykker. Den Forlegenhed blev dog snart afhjulpen, thi Solen stod klar for mig mellem Kl. 8 og 9, og jeg kunde altsaa med Vished slutte mig til, hvor Nordost var. Vanskeligerevardetmed Landtoningen, Varberg havde jeg aldrig seet, og Den, som paastod, at denne By laa for os, havde selv været der og ønskede lige saa lidet som jeg nu at komme derhen igjen. Fra det Kjendskab, jeg som Landmaaler havde til Fortoningerne paa Landet, sluttede jeg mig til, at det var Sand- og ikke Steenfortoninger, og ved Solens Standpunkt i Landskabet foran mig paatog jeg mig, skjønt de allerede havde vendt Baaden mod den formeentligeChristianssands-Kyst,somde antoge i den Retning, at befale den vendt og at styre mod det Land, vi saae. Efter nogle Minutters Seilads forsvandt Fortoningen, og Jyllands Kyst med Skagens Fyrtaarn laa klart for os. Men nu var Skagens Rev mig übekjendt, og efter 3—4 Timers Seilads førte Mandskabet mig til Gammel-Skagen. Her hørte jeg, at Kysten om Natten havde været alarmeret formedelst sig nærmende fjendtlige Krydsere, og at Stormen havde været overmaade stærk. Efter at have overvundet de sædvanligeVanskelighedervedat komme igjennem Brændingen fortsatte jeg min Vei gjennem Jylland til Hindsgavl, hvor jeg ankom Natten til den ste Januar. Ved Snoghøi forefandtjegensvensk Officeer, kommanderet did for at paasee, at Tropperne ikke efter den indgangne Vaabenstilstand skulde fra Fyen gaae over til Jylland¹). Kong Frederik VI

1) Da den efter Træfningen ved Sehested mellem Kronprindsen af Sverrig og Prinds Frederik af Hessen den 15do December 1813 afsluttede Vaabenstilstand, hvorefter alle Fjendtligheder skulde ophøre til den 31te Midnat, ved den nye Konvention af den 25d0 December var bleven forlænget til den ste Januar 1814 Midnat, havde Carl Johan faaet den Bestemmelse tilføiet, at under Forlængelsen maatte ingen Tropper, Kanoner eller Ammunition fra Fyen transporters over til Norrejylland eller Slesvig. Til at vaage herover skulde en svensk Kommissair stationeres ved Snoghoi, ved Aarosund og lige over for Sanderborg paa Als.

Side 463

var Dagen i Forveien ankommen til Hindsgavl, og en Deel af Tropperne i Sjælland kantonnerede nu i Fyen. Hvad jeg iagttog af ildevarslende Ting paa Hindsgavl, hører ikke herhid. Natten tilbragte jeg i Adjutanternes Værelse, hvilendepaaminKappe med min Vadsæk under Hovedet. Klokken 5 stededes jeg til Audients hos Kongen, som jeg fandt nedstemt og meget plaget af sin sædvanlige Hoste. Omendskjønt kun i civil Paaklædning erholdt jeg Plads i Hovedkvarteret, og den sidste Besked paa mit Ærinde, jeg der fik af Kongen, var, «at nu havde han givet KronprindsendetAltsammen,nu fik han at see, hvad han kunde gjøre med det». Jeg forstod ikke denne Yttring, førend jeg siden erfarede, at de Allieredes første Fordring kun var Nordlandene og Throndhjems Stift, men at senere udvidedes Fordringen. General Biilow gik med Varsomhed ind paa, hvad jeg foreslog, men Rosenkrantz^x) slet ikke.

Da Freden den 14de Januar 1814 definitiv afsluttedes, betydede man mig, at jeg kunde reise til Kjøbenhavn, hvor jeg skulde modtage nærmere Ordre. Jeg reiste i Selskab med Falsen. Jeg havde en meget vanskelig Overfart, drev i Isen fra Halskov til Hou og naaede kun med stort Besvær ftil Sprogø, hvorfra jeg efter 3 Nætters og 4 Dages Ophold omsider slap over. Oberstlieutenant Eømer, som strax efter

1) Da Kongen den 3die Januar 1814 var reist fra Kjobenhavn til Hindsgavl, var han foruden af sin Adjutantstab under Generalmajor Frants Christopher Btilow og Kvarteermesterstaben under Generalmajor Johan Wolfgang Haffner bleven ledsaget af Statsminister og Chef for dot udenlandske Departement Niels Eosenkrantz.

Side 464

min Afreise var beordret direkte til Norge¹), var sluppen lykkeligere over og havde saa meget Held paa sin hele Reise, at da jeg den 29de Januar — efter en i Kjøbenhavnmodtagenegenhændig allernaadigst Skrivelse, som jeg var befalet at aflevere til Hendes Majestæt Dronningen og virkelig afleverede²) — afreiste over Sundet, mødte jeg der Rømer tilbagekommende fra Christiania. Jeg fortsatte Reisen gjennem Sverrig, men da jeg ankom til Christiania, var Prindsen allerede afreist til Throndhjem, hvorhen jeg strax begav mig, og hvor jeg traf ham. Han var til Taffels hos General Krogh³). Da jeg blev anmeldt, udbrød Prindsen:«Harjeg ikke altid sagt det, jeg stolede paa Brocks Lykke.« Jeg blev indladt, blev vel modtagen og fik Plads ved Taffelet. Men Rygtet om mit Uheld paa Beltet var saaledes udbredt i Norge, at jeg allevegne blev modtagen som Gjenganger, og endog paa Faaberg fandt jeg min FamilieiSørgeklæder. Ved Taffelet kunde jeg naturligviis kun udbrede mig over almindelige Gjenstande, og først efter Taffelet kunde jeg give Prindsen -fuldstændig Beretning om

1) Oberstlientenant, General - Adjutant-Lieutenant Carl Ludvig Vilhelm

2) Brock har ved sit givne Ord stedse anseet sig for forpligtet til Taushed i Henseende til denne Skrivelse. Det var upaatvivlelig om dette i Kjøbenhavn modtagne, egenhændige Brev fra den i Fyen endnu tilbageholdte Kong Frederik VI, som Brock efter Læsningen havde at aflevere til Dronning Marie Sophie Frederikke, og i hvis Haand han ogsaa overgav det, at han i Aaret 1845 har yttret sig: -Jeg har heller aldrig betroet det til nogen Anden, og jeg tager dets Indhold med mig i Graven. Over 31 Aar ere siden henrundne, men endnu idag skulde jeg diktere det aldeles ordret, hvis jeg ei var bunden ved min Ed. ■> Ordene ere saaledes gjengivne af F. Barfod (Fædrelandet 1854. Nr. 50.).

3) General Georg Frederik Krogh, Kidder af Elephanten, Storkors af Dannebrotr.

Side 465

min Sendelse. At Prindsen i Throndhjem vilde lade sig udraabe til Konge, som P. A. Munch anfører¹), har jeg paa et andet Sted, nemlig i »Aalborg Stiftstidende«, paa det bestemteste modsagt, og jeg havde Grund dertil, thi i saa Fald maatte dog Armeen være sat ind i den Hemmelighed, og da jeg paa den Tid forestod Kommando-Kontoiret, kunde jeg ikke være uvidende derom.

Efter et Par Dages Ophold reiste Prindsen tilbage fra Throndhjem for efter Aftale at møde paa Eidsvold med NotabiliteternefraChristiania.Aftenen den 13de Februar ankom han til Eidsvold, og paa en Promenade om Morgenen den 16de, hvor jeg ledsagede ham, udlod han sig for første Gang i Samtale med mig om sit Forsæt at gjøre Ende paa dette Interregnum ved at lade sig udraabe til Konge, dog vilde han først overlægge dette med de Mænd, han havde indkaldt. Jeg tillod mig da at gjøre ham opmærksompaa,hvilkeFølger dette vilde kunne drage efter sig formedelst den Modsigelse og Indsigelse, som vilde kunne ventes. Hertil svarede Prindsen med sin sædvanlige Mildhed:»Hvorfraskuldevel den Indsigelse komme efter den Stemning, som jeg allevegne har seet blandt Folket?« hvortil jeg svarede, at jeg med Bestemthed vidste, at slig Indsigelsevildeskee,at man vel ønskede ham som Regent, men ingenlunde saaledes som under den danske Regjering, at i Forveien vilde man have lovlige Garantier. Jeg tvivlede ikke paa, at, blev det nogenlunde forberedt, vilde han ved sin Tilbagekomst til Christiania kunne blive udraabt til Konge, men naar Indsigelserne da kom, maatte de drage Arresteringer,Dommeogdeslige efter sig, og efter det Kjendskab,

1) P. A. Munch, Norges, Sveriges og Danmarks Historie til Skolebrug. S. 484: „Hans oprindelige Plan havde vaeret i Throndhjeni at lade sig krone som Norges uindskrsenkede Monark".

Side 466

jeg havde til Prindsens Karakteer, ansaa jeg ham ikke i Stand til at lade det udføre. Prindsen vilde ikke troe paa, at slige Indsigelser vilde møde, men jeg forsikkrede ham om, at jeg, som levede blandt Folket, derom følte mig overbeviist, og jeg anbefalede ham, for at han selv kunde overbevise sig derom, at tale med Professor Sverdrup, som formedelst den Anseelse, han stod i hos Folket, sin rolige Holdning og alvorlige Stemme skulde være meest egnet til at udtale sig herom, hvorpaa Prindsen befalede mig, naar han kom hjem, at sende Sverdrup til ham. Ved vor TilbagekomsttilVærketopsøgte jeg da Sverdrup, sagde ham kortelig, hvorom det gjaldt, og bad ham nu at tale reent ud, hvad vi tilforn med hinanden havde omtalt. Han kom nu til Prindsen og udførte, som af Aalls Skrift bekjendt, Sagen paa det fortrinligste. Følgen deraf er omtalt af Aall og desuden tidligere allerede i Aaret 1839 i et dengang i Throndhjems Avis aftrykt Brev, formodentlig af Falsen¹).

1) Det omtalte Brev, skrevet i Christiania i Aaret 1814, faa Dage efter Eidsvoldsmødet, blev efter dets Offentliggjørelse i Throndhjems i Norge optaget i -Morgen-bladet« 1839. Nr. 83 og senere igjen trykt i Botten-Hansens Udgave af «Tvende Breve om Begivenhederne i Norge 1814-. Christiania. 1861. S. 18^—21. Paa det sidstanførte Sted meddeles ogsaa den Oplysning, at Brevets Forfatter ikke har været Falsen, men Sverdrups Kollega, Professor Svend Brochmann Hersleb. Den paalideligste Beretning om Sverdrups Audients paa Eidsvold og om dens Betydning foreligger iøvrigt nu fra en norsk Historiker, der i det danske Geheimearkiv har opnaaet Adgang til at kunne benytte Christian Frederiks Dagbog for Aaret 1814 (nærmere omtalt af Wegener, Aktmæssige Bidrag til Danmarks Historie i det nittende Aarhundrede. S. 424.). Hvad Prinds Christian om Aftenen den 16de Februar paa Eidsvold egenhændig optegnedo i sin Dagbog om de ham den Dag gjorte Forestillinger og i Særdeleshed om det Indtryk, som Sverdrups Ord havde gjort paa ham, er efter Dagbogen blevet meddeelt af Yngvar Nielsen, Bidrag til Norges Historie i 1814. Christiania. 1881. I, 24—25.

Side 467

Sverdrups Bekjendtskab havde jeg gjort i Kjøbenhavn ved det Gilde, der den 10de Januar 1812 blev holdt i FrimurerlogenefterdenHøitidelighed, som paa Gjethuset var bleven holdt i Anledning af Norges Universitets Stiftelse, og hvor Prindsen som Præses for Videnskabernes Selskab og Akademiet for de skjønne Kunster havde holdt sin første offentlige Tale. Til hiint venskabelige Maaltid vare flere Sange i den Anledning forfattede af forsk)ellige Digtere, men paa Prindsens Nærværelse havde man ikke været betænkt,ogdafandt det besynderlige Tilfælde Sted, at for at faae et Vers til Prindsen satte øhlenschlæger og Baggesen sig i Forbindelse for at forfatte et saadant, som paa Stedet blev skrevet med Blyant og siden afsunget. Senere traf jeg ofte sammen med Sverdrup, og som Beviis paa hvilken Indflydelse han havde, vil jeg blot anføre, at da jeg med Prindsen den 9de April, Dagen før Rigsforsamlingens Sammentræden,kjørtetilEidsvold, traf vi ved det nærmeste Skifte før Eidsvold sammen med flere Deputerede, hvoriblandtogsaaSverdrup.Prindsen talte med flere, og jeg med Sverdrup. Spøgende siger jeg da til ham, at vi nu vel kunde tale sammen som skikkelige Mænd, der kjendte hinanden, men at jeg i Morgen vel fik at kredentse for Præsidenten, hvorpaa Sverdrup trak mig tilside og sagde: «Vi have jo den gamle Peder Anker, og han maa endelig først« *). «Nu ja», sagde jeg, »det kan ogsaa være ganske passende, men hvorledes kan man indrette det?« «Jo», meente Sverdrup,«detskalnok gaae», og virkelig faldt alle Stemmer strax paa Anker ligesom til bestandig Sekretair paa Christie, min Ungdomsven, men som jeg ikke havde ventet saaledes

1) Peder Anker, Eier af Bogstad Gaard og Bærum Jernværk, Storkors af Dannebrog, født den Bde December 1749. Han blev senere den første norske Statsminister.

Side 468

kjendt blandt Norges fra forskjellige Sider sammenkaldte Mænd¹). Overalt er, hvad Rigsforsamlingens Forhandlinger angaaer, det Hele fuldkomment rigtigt beskrevet i Aalls Bog. Vistnok indvirkede Prindsen ikke direkte paa ForsamlingensBeslutninger,menflere af de Deputerede, som stemte med Prindsens Anskuelser, talte med ham deels paa vore Spadseregange²), deels enkelte Gange ogsaa paa Værket selv, saaledes at det blev übemærket af anderledes Sindede, og Deliberationen gik sin rolige Gang. Ved en Forkjølelse, jeg havde paadraget mig ved vore Reiser om Natten fra og til Eidsvold, blev jeg af en heftig Feber nødt til at tage til Christiania nogle Dage før Forsamlingens Slutning, men jeg var dog den 22de Mai saa vidt restitueret, at jeg kunde mede Kongen og i hans Følge deeltage i Indtoget i Christiania.

Sommeren gik derpaa hen i Forberedelsen til, hvad der
kunde skee i Krigstilfælde, og det Mærkeligste var i den
Tid Ankomsten deels af den engelske Kommissair Morier,

1) Vilhelm Frimann Korcn Christie var Sorenskriver i Nordhordlehn, da han mødte i den grundlovgivende Bigsforsamling paa Eidsvold, og blev derefter Præsident paa det overordentlige Storthing 1814. Blandt Paveis's Optegnelser fra Oktober 1814 findes en Fortælling om et Selskab hos Kaptain Ludvig Mariboe til Ære for Christie som Storthingets Præsident, hvor Oberstlieutenant Haffner stærkt nedrev Brock som Christian Frederiks onde Aand, og Pavels »frygtede et übehageligt Optrin, da Christie erklærede sig for Brocks Ven« (Claus Paveis's Biografi og Dagbøger, udgivne i Uddrag af C. P. Kiis. Bergen. 1864. S. 289.).

2) Provst Fredrik Schmidt har under den 26de April 1814 i sin Dagbog om sig og Fogden Johan Collett, der ligesom Schmidt var en af Repræsentanterne for Buskeruds Amt, og som ogsaa var hans Kontubernal paa Eidsvoldsbakken, denne Bemærkning: «Paa Touren gjennem Dortheenbusk mødte vi Prindsen og Major Brock og sloge en fortrolig Prat af med dem« (Provst Fredrik Schmidts Dagbøger. S. 170.).

Side 469

som ogsaa af de fire Stormagters Afsendinge og deres OpholdiChristiania. Morier holdt sig aldeles borte fra Kongen, han var indkvarteret hos General Haxthausen, men besynderligtnok,den Note, som Morier indgav-, og som Christian Frederik endnu ikke havde bekjendtgjort, erholdt jeg i AfskriftfraCarl Stoltenberg i Tansberg¹), hvor den, sandsynligviisudbredtaf Wedel-Jarlsberg, circulerede, hvor denne saa end havde faaet den fra. Angaaende de fire Magters Gesandter har jeg kun at anmærke, at Steigentesch strax stødte Kongen ved paa dennes Bemærkning om Folkets Eettigheder at udtale: «Bah! mit den Gerechtsamen des Volks». Orlov blev ganske vunden af Kongen, spiste om Middagen hos ham og skal endog have berettet sin Keiser, at det ikke var at tænke paa, at enten Kongen eller det norske Folk vilde afstaae fra det Forsæt at hævde sin selvstændigeStilling.Baron Martens deeltog endog i en Soirée paa Ladegaardsøen hos Kongen, men Foster mærkede jeg Intet til²). Hvordan det end var, saa ventede Kongen fordeelagtigIndflydelseaf

1) Grosserer Carl Stoltenberg i Tønsberg, Ridder af Dannebrog, var Medlem baade af Rigsforsamlingen i Eidsvold og af det overordentlige Storthing i Efteraaret 1814.

2) Om de fire Stormagters Repræsentanter — Generalfeltvagtmester, Friherre August Ernst Steigenteseh, Generalmajor, Grev Michael Feodorovic Orlov, Major, Baron Martens og Augustus John Foster — kan her nærmere henvises til, hvad om dem findes anført i en Note til Artiklen »Nogle samtidige Optegnelser af I. G. Adler om Begivenhederne i Norge i Aaret 1814«, i Historisk Tidsskrift, Tredie Række, VI, 287—88. Det kan her tilføies, at Orlov foruden til de der nævnte, af ham efterladte Memoirer, hvori han formodentlig har omtalt sin Sendelse til Norge, ogsaa angives som Forfatter til det Brev til Grev Joseph de Maistre, der, dateret Petersborg den 24de December 1814 og undertegnet Mr. O ,er offentliggjort i de Maistre's Considérations sur la France. Paris. 1821. p. 9—12 (Grégoire Ghennady, Les Écrivains Francoßusses. Bibliographie des Ouvrages franc,ais publiés par des Russes. Dresde. 1874. p. 45.). Paa Grnnd af sit konstitutio- nolle Sindelag og de Raad, som dotte lod ham fromfore for Keiser Alexander, blev hansom Divisionsgeneral forsat til Sydarmeen, og ved de russisko Dekabristers Opstand i Aaret 1825 blev han arresteret som indviot i deres Sammensvsergelse, men den 28de Juli 1826 af Kciser Nikolaus igjen sat paa fri Fod, dog med Forbud mod at opholde sig i Petersborg eller Moskou (Kleinschmidt, Gcschichte des russischen hohen Adels. Cassel. 1877. S. 463_—464.). Om den britiske, en anseet engelsk Familie tilliorende Gesandt, den sonere Bhight honourable Sir Augustus John Foster, kan det ogsaa fortjene at noteres, at saaledes hcl han; deter urigtigt, naar der i norske, svenske og danske Skrifter gives ham JSTavnet Forster.

Side 470

deelagtigIndflydelseafde store Magter paa Kronprindsen
af Sverrig, der nu havde overtaget Kommandoen over
den fjendtlige Arroee1).

1) Hvor svag Grunden var for det af Christian Frederik eller hans Nærmeste en Tid lang nærede Haab, er især blevet viist ved Offentliggjøreisen af den Deel af Carl Johans Breve, der godtgjøre, at det ikke var tomme Ord, naar Gesandterne i deres i Christiania indgivne Forestilling ogsaa havde henviist til, at russiske og preussiske Hærafdelinger vilde som Hjælpetropper blive stillede til den svenske Kronprindses Eaadighed. Thi Carl Johan opnaaede virkelig Tilsagn om, at 3000 Preussere og 6000 Eussere skulde, saasnart han kaldte dem, forstærke den svenske Hær, for med den at decltage i Krigsoperationerne i Norge. Carl Johans Tanke om, at de 6000 Russere fra Archangelsk kunde sendes til Throndhjem, for at Norge paa een Gang kunde angribes fra forskjellige Sider, blev vel opgiven, men Keiser Alexander havde befalet General Benningsen, der efter Davoust's Opgivelse af Hamburg endnu med sin store russiske Hær stod i Holsteen, paa det første Vink af den svenske Kronprinds at sende 6000 Russere til hans Raadighed. Da England havde nægtet at stille det fornødne Antal Transportskibe til at overføre Russerne til Krigsskuepladsen i Norden, og da den store russiske Flaade af 13 Linieskibe og nogle mindre Skibe, der under Admiral Crowne i August Maaned 1814 ankom paa Rheden ved Travemunde, kun maatte anvendes til at overføre de over Berlrnhjemvendende russiske Garderegimenter, skulde Benningsen af den danske Regjering fordre de fornødne Fartøier og, hvis de nægtedes, ogsaa besætte Slesvig og Nørrejylland. Kun det hastige og endelige Ophør af Krigen i Norge gjorde ogsaa Ende paa disse truende Udsigter (Schinkels Minnen. VIII, 182, 329, 338, 343, 354, 356.).

Side 471

Selv da Angrebet skete, troede man det endnu fjernt. Alle de Feil, som i Forsvars-Planen og i Forsvaret selv vare begaaede, vil jeg her ikke indlade mig paa¹). Kun maa jeg i Henseende til Aalls Skrift bemærke, at SammendragningenafTroppernevedRakkestad,saa vidt jeg veed, ikke var beregnet paa der at tage Stilling, men paa med de nu samlede Tropper at gaae Fjenden imøde. Dette blev ogsaa omtalt paa Stedet som Beslutning, hvorvel Sejersted bemærkede,atmanikkevidste,hvor Fjenden var, og hvor stærk han var, hvilket vistnok var en Feil fra de Tropper, som alt havde været i Fægtning. Men ved at rette sin Marsch mod Svinesund maatte man vel træffe paa ham, og da havde man maattet foretage, hvad Tilfældet gav Leilighedtil.Virkeligsatteogsaaden samlede Styrke sig i BevægelsemodMeldalsBr

1) Til hvad der om Sejersteds Forsvarsplan udtaltes i Brocks Skrivelse til Aall havde Brock samme Sted Mot disse Bemserkninger: • Besynderligt nok ogsaa, at denne Plan, der af Sejersted var given Prindsen, af denne blev holdt saa hemmelig, at jeg farst paa Askim Prsestegaard, kort farend Krigens Begyndelse, erholdt Kundskab om den. Men allerede lasnge tilforn havde jeg yttret mig til Prindsen mod Sejersteds Delings-System, hvortil han ligefrem svarede mig, at Sejersted havde Erfaringen for sig. Da jeg paa Askim til Sejersted selv yttrede mig mod Planen, svarede han mig med en übehagelig Gestikulation med Pegefingeren, •at de unge Mennesker altid ville angribe», at han ansaa som Forrasderi mod Fasdrelandet her at ville gaae angrebsviis tilvasrks, og at Historien havde viist, at den af de to Nationer, den svenske og den norske, som ferst gik ind i den andens Land, blev dreven ud. Saa vidt jeg erindrer, begynder ogsaa Sejersteds Plan med den samme uhistoriske Paastand.» At det med den sidstnsevnte Erindring forholder sig rigtig, sees af Defensionsplanen, trykt hos Morgenstjerne, Historisk Beretning om Geneallieutenant Staffeldt's Forhold. I, 113—143.

Side 472

vægelsemodMeldalsBro¹), men uden at jeg veed af hvad Åarsag, gik man Veien tilbage, og i et Huus beliggende tæt ved Eakkestad Præstegaard holdt Kongen et Raad, saa vidt jeg veed bestaaende af Sejersted, Hegermann, Staffeldt samt Haxthausen²), hvorefter blev besluttet, at de samlede Tropper skulde over Langenæs-Bro gaae over paa den vestre Side af Glommen, hvor Kongen tog sit Hovedkvarteer paa Spydeberg. Naar man ogsaa ikke vilde gaae frem og saaledestrueFjendenpaahansFlanke eller hindre ham i at gaae frem mod Christiania, var der vel heller ikke Aarsag til at blive paa den østre Side af Glommen med sin hele Magt, da Fjenden nu ved Overgivelsen af Frederiksstad havde den Vei aaben til Christiania. Frederiksstads hastige Overgivelse var derfor vistnok et Uheld³). Men komme maatte den, da Eoflotillen havde opgivet Forsvaret af Hvaløerne,hvilketfandtStedefterOrdre ved Adjutanten for Sø- Etaten, Kaptain Holsten, og uden at Sejersted, Chefen for Generalstaben, derom var underrettet⁴); thi Kragerøen, en

1) Noget saadant Stedsnavn findcs ikke ved Eakkestad paa Kortet over Smaalehnenes Amt af IST. Eamm og G. Munthe (1826) eller paa P. A. Munchs Kort over det sydlige Norge (1845); raeent er vistnok Bodalsbro, der ferer over Rakkestadselven, som, kommende ostfra, falder i Glommen.

2) Oberst Diderik Hegermann og Generallieutenant Bernhard Ditlef Staffeldt befalede de to ved Rakkestad sammendragne Brigader af den norske Hær. Brocks Skrivelse til Aall siger, at »det var blevet udfundet, at den paa denne Deel af Landet forsamlede Armee ikke havde Proviant for mere end fjorten Dage«.

3) I Brocks Brev til Aall lyde de tilsvarende Ord saaledes: • Frederiksstad blev paa en uforsvarlig Maade overgivet Fjenden«.

4) I Modsætning til Brocks Mening, at der havde været Grund til at lade den norske Flotille prøve at holde Stillingen ved Hvaløerne, sees det af Sejersteds Forklaring under Sagen mod Generallieutenant Staffeldt, at Sejersted omvendt netop har billiget, at Flotillen blev dragen tilbage, idet efter hans Mening dens Tilintet- gjorelse -ufeilbarlig i nogle faa Timer havde blevet Tilfseldet' (Morgenstjerne, Beretning om Generallieutenant Staffeldts Forhold. I, S. 166.).

Side 473

af Hvaløerne, som nu blev besat af Fjenden, behersker aldeles det Indre af Frederiksstad. Det var til alle Tider bekjendt, at Frederiksstad ikke kunde holde sig, naar Hvaløernevarebesatte,ogderforvar Roflotillen henlagt for at forhindre dette. Vistnok var Fjendens Overmagt stor, men det snevre Indløb hindrede den i at udvikle sig i disse Farvande, og derfor burde et Forsvar vistnok her været forsøgt, thi havde man ikke ved forefaldende Leilighed villet modsætte sig Overmagten, burde Forsvaret aldrig være begyndt. Nu var Armeens høire Flanke i Luften, der var givet Fjenden en aaben Vei til Hovedstaden, hvilket foraarsagedeenulykkeligStemning,daEfterretningen kom til Kongen, som dengang havde Kvarteret paa Rakkestad.HansModvardesudenallerede blevet betydelig rystet ved andre Efterretninger, han der havde modtaget. Saaledes yttrede han uforbeholdent til mig, at Kaptain Rosenørn¹) meget havde forknyttet ham ved at berette, at det af Wedel oprettede Jægerkorps var uvilligt til Kamp, at man troede, at det blot var til Christian Frederiks Fordeel,manfortsatteKampen,ogmere deslige²). Derfra ogsaadenlidenIveriMarschen

1) Kaptam og Divisionsadjutant Henrik Christian Rosenørn hørte til Christian Frederiks hengivne Tilhængere og havde ogsaa i Norge Navn for at være en dygtig Mand med en ligefrem Karakteer. I Danmark blev han senere, da han i Aaret 1820 ægtede Arvingen til Baroniet Guldborgland og Baroniet Lehn, ved en kongelig Kesolution Baron af Eosenørn-Lehn.

2) Det wedelske frivillige Jægerkorps stammede fra den forrige Krig. Under den smukke Aand, der herskede i Norge i Aaret 1808, havde det svenske Angreb dengang givet Anledning til Oprettelsen af forskjellige frivillige Korps. I sin første Skrivelse til Aall har Brock tilføiet, at da han Morgenen efter, at Christian Frederik var bleven übehagelig stemt ved, hvad Kaptain Eosen- orn havde onitalt, kom til ham, °fandt jog ham yderst nedslagen, og han udbrod i Anledning af do overbragte Efterretninger, at det ikke var for hans egen Skyld, at han havde stillet sig i Spidsen for Modstanden mod Hverrig-.

Side 474

saadenlidenIveriMarschenmod Meldals Bro. StemningeniArmeenbegyndteisærat vise sig ufordeelagtig for et længere Forsvar efter det svenske Angreb paa Langenæs-Skandse,vedhvisOphørKongen,som Aall fortæller, kom dertil. En høi Officeer, Haffner¹), havde iagttaget et Sted paa den østre Side af Glommen, hvorfra Langenæs Pontonbro kunde beskydes, og da han berettede dette til Christian Frederik, meddeelte denne det til Sejersted og med sin sædvanlige Vedholden af hvad deraf kunde blive Følgen, at nemlig, naar Broen blev forskudt, KommunikationenmeddenvestreBredaf Glommen vilde blive vanskeliggjortogsaaledesBesætningenafLangenæs afskaaren. Det var dette, der egentlig gav Anledning til, at Brohovedet blev rømmet, saaledes som Aall fortæller, og Pontonbroen overladt til Strømmen. Underhandlerne StatsraadTankogPræstenHountbidroge vistnok heller ikke til at forbedre Stemningen²). Thi at slaaes paa Liv og

1) Oberstlieutenant, Generalkvarteermester Johan Frederik Vilhelm Haffner. I sin Skrivelse til Aall anførte Brock ogsaa Haffner som den, der havde gjort Christian Frederik opmærksom paa, at der trods den gode Profilering af Broskandsen dog fandtes et Punkt paa den østre Side af Glommen, hvorfra Pontonbroen kunde beskydes, medens han om sig selv tilføiede: «Med knust Hjerte saa jeg her ved den løsnede Broforbindelse med den østre Glommens Bred og Broens Svingning efter Vandets Løb den sidste rimelige Mulighed af offensive Foretagender mod Fjenden paa hiin Side Glommen afbrudt.«

2) Kjøbmand Carsten Tank fra Frederikshald havde under Christian Frederiks Eegjering en kort Tid været Statsraad, men allerede den 27de Juli, inden Krigens Begyndelse, skyndt sig med at tage Afsked, da Uveiret nærmede sig. Den svenske Invasion traf ham opholdende sig paa sin smukke Landeiendom Eød udenfor Fre- derikshald. Provst Peder Hount var Sogneprsest til Berg og havde reprsesenteret Smaalehnene i Kigsforsamlingen paa Eidsvold, hvor han havde vaeret en af Grev Wedels TiJhsengere. Efter Carl Johans Anmodning afgik de til Christian Erederik for at overtale ham til at gaae ind paa Underhandlinger, hvorved han skulde opgive sin Kongestilling, mod at der af Carl Johan nu tilsagdes Anerkjendelse af Eidsvolds-Konstitutionen med de jEndringer kun, som Forening med Sverrig medfarte. Det var den 7de August, at dette norske Gesandtskab fra det svenske Hovedkvarteer ankom til Spydeberg; at de to ansete Msend havde vaeret villige til at paatage sig et saadant havde strax gjort stserkt Indtryk paa Kongen. I Norge fandtes der ogsaa senere ikke Faa, der lagde dem til Last, at Fjenden ved denne Leilighed i dem havde fundet Talsmsend.

Side 475

Død, medens paa samme Tid Underhandlinger pleies til Accomodation, indlader man sig ikke gjerne paa, og at der vilde blive underhandlet, dertil tydede Alt hen, hvad der paa Spydeberg var foregaaet. Til den Ende var det ogsaa, at Christian Frederik forlagde sit Hovedkvarteer til Moss, hvor Underhandlingerne mere alvorlig begyndtes. Under vort Ophold der lode Kaptain Holsten og jeg en derværendeMagazin-Opsynsmandkaldeforos,og med ham fik vi da udfundet, at der i den Egn, hvor Armeen stod, var i Behold den fornødne Mundprovision for 30,000 Mand i 21 Dage, saaledes at det maa troes, at Vedkommende have ønsket Forsvaret snarest muligt ophævet. Ligeledes var det paa Moss, at jeg ved Taffelet sad ved Christian Frederiks Side, der her modtog Oberstlieutenant Stabelis nylig ankomneRapport,hvorihanmeldte,at han havde seet sig nødt til at retirere, og til Undskyldning anførte, at den mod ham staaende Fjende var 10,000 Mand stærk¹). Dette

1) Hermed er sigtet til Oberstlieutenant Frederik Vilhelm Bruenech Stabell og det Tilbagetog, hvorved ogsaa han efter en Fægtning ved Tveten den Ilte August opgav Forsvaret paa den østre Side af Gi-lommen og ved Fedtsund gik over paa Flodens vestre Bred. Hans Kapport findes i Udtog meddeelt hos Aall (Erindringer. 111, 535.). Sin Handlemaade under Krigen har han selv forsvaret i sit Skrift: «Bemaerkninger over Skriftet I'elttoget i Norge 1814. Christiania. 1814 >.

Side 476

gav Anledning til mit høit udtalte Udbrud, at der vel ikke vilde medgaae mange Dage, inden vi fik Vished om, hvem der havde meent det ærligt med Norge, og hvem ikke, hvilket Udbrud Kronprindsen i min Forhandling med ham meddeelte mig som Beviis for, hvor nøie han var underrettet om Alt^x). Ved samme Anledning spurgte jeg Christian Frederik, om han havde modtaget fra Stabeli Efterretning om det Tilbud, som vi nu vidste fra svensk Side var gjort ham ligesom Oberstlieutenant Krebs, men som denne allerede forlængst havde indmeldt, nemlig om Forfremmelse eller Pension for begge, om de ønskede dette, og naar de døde for deres Familie, og hvortil Koncepten var funden i den ved Matrand faldne Landshøvdings Lomme-). Hertil svarede Christian Frederik, at han intet kunde erindre derom.

1) Talon er om Carl Johan og om Brocks senere omtalte Forhandling med ham i Froderiksstad.

2) Oberstlieutenant Andreas Samuel Krebs havde, efter i Træfningen ved Lier den Bdie August at have slaaet den svenske Generalmajor Carl Pontus Gahn af Colquhoun, og efter at denne da havde trukket sig tilbage til Matrand, den ste August her atter angrebet Gahn. Angrebet havde et heldigt Udfald, Gahn mistede 11 Officerer og 8 til 400 Mand, der faldt eller ble ve fangne, en Kanon og hele Trosset. Blandt de Faldne, der fandtes paa Valpladsen, var ogsaa Landshøvdingen i Carlstad Lehn, E. von Eckstedt, der af Carl Johan var beordret til at overtage den civile Bestyrelse af de Egne, Gahns Brigade skulde besætte, og lade Beboerne aflægge Troskabsed til Kong Carl XIII. Den norske Kaptain Johan Christopher Eæder, der havde deeltaget i Kampen ved Matrand og havde Leilighed til at gjennemgaae de af Landshøvdingen efterladte Papirer, nævner vel i et faa Uger efter Træfningen skrevet Brev, dateret Kongsvinger den 28de August 1814, intet nærmere om, hvor disse fandtes, men beretter ellers i Overeensstemmelse med Brock: «I Landshøvding Eckstedts Kopibog fandt jeg Meldinger til Kronprindsen af Sverrig og Udtog af Breve, hvori Msend her i Landet bleve budne 2 a 8000 Eigsdaler svensk Banko om Aaret paa Livstid, Forfremmelse i Armeen og Pension for dem og Enke paa Livstid, naar de blot vilde vsere dem behjaelpelige; de sige udtrykkeligen, at disse Msend bor gjore det paa en Maade, at de ei skal prostituere sig for Folket. Skade, at ikke Svarene fandtes paa disse Breve. Imidlertid bleve de sendte til Kongen.» Kaptain Baeder blev valgt til Medlem af det overordentlige Storthing i Efteraaret 1814; hans anforteßrev er i Norge trykt i Mustreret Nyhedsblad for 1859 Nr. 29, S. 126-128 og i Botten-Hansens Udgave af Tvende Breve om Begivenhederne i Norge 1814. S. 5—15.5^—15.

Side 477

Christian Frederiks Sindsstemning var ganske nedtrykt. Jeg tillod mig derfor at opsætte en Armeebefaling, efter hvilken Overkommandoen skulde overgives til Generalmajor Ahrenfeldt med betydelig Autoritet¹), saaledes som Afskriftenfindes blandt mine Papirer, og samtidig dermed foreslog jeg et kombineret Angreb af de Tropper, som stode under Ahrenfeldts Kommando foran Moss, med et Korps under Hegermann, der skulde falde Fjenden i Ryggen ad den ganske ny indrettede og übekjendte Svindals - Vei²), naar efter en forstilt Eetirade Ahrenfeldt trak sig tilbage og var kommen Svindals-Veien forbi. I dette sidstnævnte Foretagende samtykkede Christian Frederik, endog saaledes, at han lod jeg troer Kaptain Mannsbach³) afgaae med Ordre til Ahrenfeldt. Dog han betænkte sig snart, lod Mannsbach kalde tilbage, og kort derefter fuldbragtes Underhandlingerne.Besynderligt ellers, at dette Forslag til en afgjørende Operation, som ikke var kommen til Armeens Kundskab, blev udbasunet i en af de hamborgske Aviser, at mit Navn blev anført, Sagen fremstillet som heldigen udført, og det hed sig, at jeg paa Kamppladsen var forfremmeteen Charge, men at Armeen havde forlangt, at

1) Generalmajor Christian Ditlev Adolph Ahrenfeldt.

2) Meningen er vistnok: den for Fjenden formeentlig übekjendte.

3) Divisionsadjutant, Kaptain Carl Mannsbach.

Side 478

jeg skulde avancere to, saa at, da jeg i November samme Aar i Bohmen kom i Berøring med en sachsisk Koureer, han ved at høre mit Navn titulerede mig som Generalmajo r₁).

Til Underhandlere fra norsk Side bleve, som af Aall anført, udnævnte Jonas Collett og Niels Aall; endskjønt det gjaldt om en militair Konvention, blev ingen Militair stedet til Underhandlingen²). Begge Underhandlere, skjønt

1) Ingen saadan Beretning er at finde i den eneste lier tilgængelige af de hamburgske Aviser for Aaret 1814, Hamburger- Correspondent, der som oftest kun bringer en Eække stærkt farvede Skrivelser fra det svenske Hovedkvarteor eller andre Korrespondancer fra Sverrig om Nordmændenes Glæde over de svenske Troppers Ankomst, Vidnesbyrd om, at man under Krisen ogsaa har fundet det magtpaaliggende at paavirke den fremmede Presse. Uden nogen nærmere Angivelse om, hvorfra den stammer, omtaler kun en kort Notits en i Norge ved den 12te August forefalden Kamp, og at Brock nu af Christian Frederik fra Oberst var bleven udnævnt til Generalmajor (Zeitung des Hamburgischen unpartheyischen Correspondenten. 1814. Nr. 55.).

2) I Moss underhandledes om og afsluttedes den 14de August 1814 to Overeenskomster, den politiske Konvention, hvorved Kong Christian — eller, som Underhandlerne kun turde kalde ham, • Hs. Kongelige Høihed Prinds Christian ■> — frasagde sig al virkelig Deeltagelse i Regjeringen i Norge, som Statsraadet overtog, medens Kongen af Sverrig lovede at antage Eidsvolds-Konstitutionen uden andre Forandringer end dem, som Forening med Sverrig gjorde nødvendige, og den militaire Konvention om en Vaabenstilstand. Begge Konventioner ere fra svensk Side undertegnede af Generallieutenant Anders Fredrik Skoldebrand og Generalmajor Magnus Fredrik Ferdinand Bjornstjerna, fra norsk Side af Statsraaderne Jonas Collett og Niels Aall. Med Hensyn til Vaabenstilstanden gjordes fra svensk Side nærmere Paastand om en mere fremskudt Linie for de svenske, en mere tilbagetrukken for de norske Tropper, hvorimod der fra norsk Side var taget »den Keservation, at Demarkationslinien af de respektive Armeer skal være status quo for den svenske Armee og for den norske en Linie, som gaaer igjennem Soner, Spydeberg og Hovi til Glommen«.

Side 479

vistnok redelige og mod Norge velsindede Mænd, havde stedse som Jacob Aall mere tænkt paa Folkets og Landets Velbefindende og Ro end paa Nordmands-Ære og KrigerÆr e¹). Kun vare de paastaaelige i Henseende til Demarkationslinien,bangeforatfaae denne for nær Hovedstaden; derfra deres Fastholdenhed i denne Henseende, hvorimod deres Ukyndighed i, hvad Talen var om, gik saa vidt, at de indrømmede Permittering af det norske Jæger-Korps, der som et gevorbent Korps jo ingen egentlig Hjemstavn havde. Til nærmere Underhandler med Kronprindsen af Sverrig om den fra begge Sider haardnakket paastaaede Demarkationslinie blev af de dengang Raadgivende Divisions - Adjutant Krogh udnævnt²). Hans Kærre stod for Døren og hans Tjener ved samme, da man først faldt paa, at han som uøvet i det franske Sprog ikke direkte kunde underhandle med Kronprindsen. Jeg, som i en høist oprørtStemningvankedeomi Hovedkvarteret, blev derfor kaldt, medgivet Afsigelsen og en egenhændig Bemyndigelse til ogsaa at afslutte Konventionen, om end ingen Restriktionkundeopnaaes,ogsaaledes maatte jeg da sætte mig i Kroghs Kærre uden engang at faae min egen Tjener med. Natten var kold, min Helbred stærkt medtagen, og hos Kommandanten i Frederiksstad, saa vidt jeg veed en Cederstro m³), hvor jeg blev henbragt, maatte jeg tilbringe største Delen af Natten paa en Sopha, medens han selv forblev i

1) Den Maade, hvorpaa de to Underhandlere her sammenstilles med Jacob Aall, maa vistnok ansees for urigtig; efter den Sidstnævntes Ord havde de i alt Fald »stedse viist sig som de ivrigste Modstandere af Foreningen med Sverrig • (Aalls Erindringer. 11, 304.).

2) Major og Divisionsadj utant Georg Frederik Krogh.

3) Oberstlieutenant, Baron Carl Cederstrom. (C. I. Ljunggren, Minnes- Anteckningar under 1813 och 1814 årens kampagner uti Tydskland och Norge. Stockholm. 1855. S. 330.).

Side 480

sin Seng. Henad Morgenstunden fik jeg en Seng, et Par Timers Hvile og en Kop Thee og blev tilsagt om Morgenen Klokken 9 at møde i Prindsens Hovedkvarteer i Kommandantboligen. Uden for mine Vinduer opførte man en latterlig Komedie med at lade saavel Tropper som Kanoner føre forbi, men i en Uorden, som let lod mig gjennemskue Hensigten dermed.AnkommeniHovedkvarteretvar jeg saa forkommen, at jeg niaatte bede om et Glas Viin eller en Snaps for blot at holde mig opret, og erholdt velvillig baade Mad og Drikke, som i en Hast blev sat paa et Bord i en Sidestue; en af Adjutanterne gjorde mig Selskab. Dog havde jeg saaledes mine Tanker samlede, at da Oberstlieutenant Holst blev mig præsenteret som Landsmand og Kammerat — med hvem jeg endog havde gjennemgaaet Landkadet- Akademiet, ligesom han ogsaa i Generalstaben havde været min nærmeste Eftermand¹) —, kunde jeg besvare Præsentationenmedihansørne

1) Hos Hermann Kjerulff (Calender over samtlige ved den kongelig danske og norske Armee ansatte Officerer. Nr. I. Kjøbenhavn. 1809. S. 5.) anføres endnu i Aaret 1809 blandt Generalstabens Divisionsadjutanter Kaptam Ludvig Frederik Brock og umiddelbart derefter Kaptain Johan Hiibner Holst. I Norge gjorde Holst Tjeneste som Adjutant hos Prinds Christian August af Augustenborg, og da Prindsen var bleven valgt til Thronfølger i Sverrig og i Aaret 1810 begav sig derhen, fulgte han med ham. Efter Prmdsens Død forblev han i Sverrig, hvor han ogsaa blev ansat som Adjutant hos den nye Thronfølger, Carl Johan, og efter at denne havde taget Parti mod den franske Keiser, deeltog Holst i den svenske Hærs Felttog mod Danmark og derefter i det svenske Felttog mod Norge, hvor han, efter at Prinds Christian havde abdiceret og Norge hyldet Carl XIII, under den nye Regjering i Aaret 1815 blev udnævnt til Kommandant paa Frederikssteen. Hvor almindeligt Anstød denne Udnævnelse vakte i Norge, sees af flere Steder i Paveis's Optegnelser, om endog Pavels selv, dengang allerede Gjenstand for den nye Eegjerings Gunst, tilføier: »Personligen kan jeg ikke fordømme ham» (Paveis's Dagbogsoptegnelser 1815—1816 S. 112.). Den i Norge mod Holst herskende Uvillie var dog stærk nok til Aaret efter at bevirke hans Afskedigelse fra Tjenesten. Han dode i Stockholm i Aaret 1836.

Side 481

tationenmedihansørneat sige ham, at man i Norge vidste, hvorledes han var i det svenske Hovedkvarteer og var fulgt med Fjenden ind i Landet; jeg vendte mig derpaa til en af de andre Adjutanter, hvorved jeg skjødesløst bemærkede, at den svenske Uniform var ret smuk og klædte godt, naar en Svensk bar den. Holst gik da strax bort. Omsider erholdt jeg ogsaa Foretræde hos KronprindsenihansindreGemakker, hvorved Generaladjutanten, et Par andre Officerer og hans Søn vare tilstede, Kronprindsenigrandtenuemed Skjærf. Ved vor Indtræden kjendte Hans kongelige Høihed mig strax fra den Tid, jeg havde været Pladskommandant i Flensborg, hvor jeg et Par Gange havde talt med ham og endog souperet hos ham Aftenen efter hans Ankomst¹). Han vidste altsaa, at jeg kunde udtrykke mig paa Fransk og congedierede strax de tilstedeværende Generaler og derpaa sin Søn, som først maatte »donner la main å Monsieur». I min derpaa fulgte Underhandling med Kronprindsen alene var hans Underholdningmegetlevende.Hanfortalte mig om sit Frihedssind,sinKespektforFrihed og Rettigheder, og at naar man gik ham eet Skridt imøde, gik han ti igjen. Men da det derpaa kom til Underhandling om Demarkationslinien, lod han aldeles übøielig. Han havde nu vundet saa store

1) Brock havde under de franske og spanske Troppers Ophold i Danmark vseret Pladskommandant i Flensborg, da Marschal Bernadotte i Marts 1808 fra sit Hovedkvarteer i Hamburg var kommen gjennem Byen paa sit Besog til Kjobenhavn, for der nsermere at forberede den paatsenkte Expedition over Sundet, hvorom han forinden havde sagt: «Jeg forsikkrer Eder, at I derved ville vinde Skaane og la Gothie> (Holm, Danmark-Norges udenrigske Historie 1791—1807. Kjobenhavn. 1875. 11, 273.). Saa forunderlig havde Tiderne skiftet!

Side 482

Fordele, at han kunde fordre Alt, han havde allerede indrømmetMeget.ImidlertidlaaNorges Kort opslaaet paa Bordet, og paa sædvanlig Viis var Troppernes Stilling markeret med Naalespidser med couleurte Hoveder. Med Henviisning paa Kortet gjorde jeg ham derfor opmærksom paa, hvor ringe den Deel var, som han af Norge havde okkuperet, at han efter sin megen Erfaring maatte kjende Vanskeligheden ved at sætte sig fast i et Bjergland, at vi til Afbenyttelse heraf havde sørget for Fødemidler blandt vore Bjerge, og at jeg ingen Fuldmagt havde til paa andre Vilkaar end med den forlangte Demarkationslinie at afslutte Overeenskomsten. Medens jeg udtalte dette Sidste, udbrød han med Heftighed: «Je vous canonnerai dans vos montagnes»,ogbrugtedesligeflere Kraft-Udtryk, hvortil jeg meget simpelt svarede: «Tant pis pour vos artilleurs». Dette syntes at bringe ham til Besindighed, og der opstod en Pause. Da han saaledes syntes roligere, paatog jeg mig Heftighed og gjorde ham opmærksom paa, at han ønskede venskabelig Forening og dog vilde begynde med at kompromittereArmeen.Dervedvaagnedehans Livlighed paany, og med megen Følelse udbrød han: «Moi, soldat moimeme,jecompromettraisVarmée,non jamais!« og som jeg svarede, jeg fandt det Kompromitterende deri, at han havde fordret, at Armeen uden at fægte skulde trække sig tilbage, forlangte han med raske Skridt og heftig Stemme — saaledes som Aall fortæller — «du papier, des plumes« — med det Tillæg, at hans Søn skulde bringe det. Og saaledes blev Norges Overgivelse endelig afgjort med den Paategning paa Konventionen, som jeg havde foranlediget*).

1) Carl Johans Paategning, der lød saaledes: »Jeg ratificerer ovenstaaende Konvention med Eeservationen, og jeg griber med Fornoielse denne ferste Anledning til at give Beviis paa mine Folelser for Nationen og den norske Armee>, sigter umislqendelig til Brocks ovenmeldto Yttring.

Side 483

Efter derpaa med Prindsen og hans Stab at have taget Frokost afgik jeg med en af Adjutanterne, jeg tror Hjerta¹), til Frederikssteen for at afgive Fæstningen. Jeg fandt strax ved Porten Spor af Bombernes Ødelæggelse og Kommandantboligen,hvor vi samledes, overmaade meget beskadiget, men Kommandanten selv, den agtværdige Ohme²), mere fattet ved den tunge Lod at skulle overgive Fæstningen, end jeg havde ventet. Den slette Stemning, hvori Landeværnet,der udgjorde en Deel af Fæstningens Garnison, fra Begyndelsen havde befundet sig, og som var forværret ved Efterretningen om, at Landeværnet i Frederiksstad for stedse

1) Ikke nogen Hjerta, men Carl Johans Adjutant, Oberstlieutenant, Baron Stjerncrona (ScMnkels Minnen. VIII, 209.).

2) Kommandanten, den gamle Generalmajor Johan Andreas Cornelius Ohme, var ved Beleiringens Begyndelse af Kronprindsens Overadjutant, Oberst Johan August Anckarsvård, forgjæves bleven opfordret til Overgivelse ved en Skrivelse, der er dateret • Fridrickshall ste August 1814« og slutter med, at det var ham overdraget at erklære, at »vågras de nu gjorda propositioner och fåstningen ej utan de medel, som krigskonsten låmria, skall tagas, blifver Herr Generalen, som enda orsaken till tusendes olycka utan åndamål, som rebelle behandlad och som sådan hångd«; efter hvad der berettes af Krag (Kort Underretning om Frederikshalds By og dens Krigshistorie. Christiania. 1848. S. 130.), hos hvem Skrivelsen er trykt, havde Ohme af Trudslerne kun taget Anledning til at yttre: »Jeg er en udlevet Mand og maa alligevel snart døe«. Besætningen i Frederikssteen bestod ved Siden af Artilleriafdelingen under Lieutenanterne Claus Tønder og Peder Moltzau af Depotbataillonen af det søndenfjeldske Infanteriregiment og Landeværn af de aggershusiske Skarpskytter; i Krags Skildring af Beleiringen tales der kun om, at «en af disse Dage udbrød ogsaa et Mytteri blandt Infanteriet paa Fæstningen, men det blev stillet ved fælleds Bestræbelse af Divisionscheferne samt især ved Secondkommandanten, Generalmajor Petersens Virksomhed og Indflydelse- (Kort Underretning. S. 134.).

Side 484

var hjempermitteret, var det fornemmelig, som virkede hertil. Allerede ved Nedgangen fra Fæstningen mødte jeg de fjendtlige Tropper, som rykkede ind, og min Sindsstemningvar saaledes, at jeg, da jeg ved Tilbagekomsten til Frederiksstad, hvor Veien førte mig hen, af General Skoldebrand modtog en Undskyldning fra Kronprindsen for, at han ikke havde med sig Pretiosa af det Værd, at han i Anledning af Underhandlingen kunde tilbyde mig noget saadant, hvorimod han vilde, naar han kunde erholde det fra Stockholm, tilstille mig det, kun hertil svarede, at denne Underhandling havde været mig saa übehagelig, at Erindringen derom ogsaa stedse maatte blive mig det, og at Kongen, min Herre, neppe vilde gjengjælde med noget lignende, og den Gulddaase blev jeg da naturligviis kvit.

Saa vidt jeg erindrer, havde Christian Frederik allerede, da jeg kom til Moss, begivet sig fra Moss over Drøbak til Ladegaardsøen, og jeg maatte saaledes ogsaa afgaae derhen. De syv Uger, vi maatte tilbringe paa Ladegaardsøen, inden Storthinget blev samlet, og Kongen i dets Hænder kunde nedlægge Eegjeringen, vare glædesløse for ham og høist sørgelige for hans Omgivelser, som daglig maatte see denne ædle Fyrste saa saare nedbøiet over ikke at have kunnet fuldføre det overtagne Hverv. I de sidste Dage af August, maaskee endog den allersidste, erholdt jeg imidlertid Befalingtil at reise ned til Danmark for at overbringe Kongen Efterretningen om Udfaldet af Kampen og Christian Frederiks Stilling. Foruden et egenhændigt Brev fra Prindsen til Kong Frederik VI blev mig medgivet et andet til Kronprindsenaf Sverrig, som jeg skulde afgive, hvor han opholdt sig. Han var dengang tillige med Kong Carl XIII i Uddevalla,hvor jeg ankom ved Middagstid og opsøgte Prindsen i hans Kvarteer. Han var just ved at klæde sig for at

Side 485

gaae til Taffel hos Kongen, da jeg kom, og i Forgemakket, hvor jeg opholdt mig, herte jeg tydelig, da jeg blev meldt, Prindsen sige »qu'il entre*. Meget forskjellig fra min Modtagelsei Frederiksstad fandt jeg her Hans kongelige Hoihed i Skjorteaermer, efter at have vadsket sine Haender; naadigen bed han mig velkommen, fortsatte sin Paaklsedning og undskyldte, at han ikke kunde indbyde mig til Kongen, der var svagelig og havde sit eget Taffel, men han #nskede at tale med mig, naar han selv kom tilbage derfra. Ved vort Bord herskede Munterhed, og vi vare just i en levende Samtale, da Prindsen traadte ind. Taffelet blev da hsevet, og jeg indladt til Prindsen, som holdt mig hos sig naesten et Par Timer. Hans Underholdning var hoist levende og dreiede sig naturligviis meest om Norge, hvorved jeg oprigtigtilstod, at naar Norge og Sverrig skulde blive forenede under een Konge, vilde Saadant lettere lade sig gj#re under ham som ikke fedt Svensk; jeg skjulte ikke den Antipathi, som dengang herskede hos de Norske mod de Svenske, og som jeg, fadt Nordmand¹), deelte med den avrige Nation. Imidlertid haabede han nok ved aaben og retfserdig Behandlingat vinde Nordmsendene for den nye Regjering, og han afskedigede mig derpaa heist naadig med Kys paa begge Kinder efter at have tilbudt mig sine «bonnes offices* hos Kongen af Danmark, som jeg dog ikke modtog, da jeg som fedt Nordmand og af flere Aarsager ikke troede at behave dem²).

1) Brock var født paa Birid Glasværk i Gudbrandsdalen den 20de August 1774.

2) Da Brock-fra den her omhandlede Sendelse, hvorunder han kun opholdt sig i Kjøbenhavn nogle faa Dage i Begyndelsen af September, var vendt tilbage til Ladegaardsøen, søgte og fik han den ste Oktober 1814 Afsked fra norsk Tjeneste. Den 30te Juli 1815 indtraadte han i dansk Tjeneste, hvor han da fik sin forrige Stilling som Overadjutant i Generalstaben.

Side 486

Ankommen til Gothenborg erkyndigede jeg mig strax, om den frie Kornudførsel til Norge der var bekjendtgjort, og til min Forundring hørte jeg, at den ikke var det¹). Jeg underrettede Prindsen skriftlig derom, og det gjorde, som jeg ventede det, stor Opsigt paa Posthuset at modtage et Brev med Udskrift til Kong Christian Frederik af Norge etc. Som jeg ikke tvivlede paa, at det vilde blive aabnet, havde jeg kun løselig lagt det i en Konvolut, saa at det uden stor Umage kunde tages ud fra Enderne. Virkelig havde dette Brev ogsaa været saaledes udtaget og læst og ankom først til Ladegaardsøen, efter at jeg var retourneret fra Danmark, med utvivlsomme Mærker paa saaledes at være aabnet, med den Begjæring af den svenske Officeer, som bragte det, at give Attest for, at Seglet ikke var brudt, som det heller ikke var.

1) Den 2den Artikel af den afsluttede Vaabenstilstand lød paa, at «al Indførsel og Udførsel skal være fri*.

Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 3 (1881 - 1882) 1

Anmærkninger af Ludvig Frederik Brock til Jacob Aalls Erindringer.