1. Kirkelig Vielse som Betingelse for lovligt Ægteskab.

Ovenstaaende Sag er som bekjendt gjort til G-jenstand for en interessant retshistorisk Afhandling af Justitsminister Dr. jur. Nellemann i Historisk Tidsskrifts SE. I Bind. „Spørges der", hedder det her (S. 395), „hvornaar og hvorledes Overgangen skete til den nyere Retstilstand, hvorefter Vielsen er det afgjørende Kjendetegn paa lovligt Ægteskab, maa Svaret herpaa blive, at der under alle Omstænrlip-fiAdfir itVo i™~ -rr peges noget tidligere Datum, hvorved denne Forandring kunde være sket, ,end Frederik den 2dens Ordinants om gteskabssager 19 Juni 1582; det kan imidlertid ikke engang antages, at denne Lov har indført den kirkelige Vielses Nødvendighed, men det er muligt, at den middelbart har virket til at fremkalde den nyere Retsanskuelse i saa Henseende. — Det siges ikke noget Sted i Ordinantsen, at det retsgyldige Ægteskab først tager sin Begyndelse med Vielsen, eller at ingen, der ikke ere viede sammen, kunne ansees som rette lovlige Ægtefolk" (osv.).

Der findes dog et tidligere kglt. Paabud af lignende Art, som jeg tilfældig er stødt paa i Anledning af helt andre "Undersøgelser,men som Forf. ikke synes at have lagt Mærke til eller i al Fald ikke nærmere har omtalt. Vel angaar dette Paabud ikke Danmark, men Norge, eller rettere en Del af

Norge, nemlig Oslo og Hamar Stifter; men da de ældre norske Love indeholdt lignende Bestemmelser om Ægteskab som de danske — tyre Aars faktiske Samliv med Frille medførte saaledes,at Parterne i alt væsentligt bleve ansete for Ægtefolk (Nellemann S. 370, Anm.) —, og da Kirkeordinantsen af 1537 ogsaa gjaldt for denne Del af Norge, viser dette Kongebud, som er udstedt af Kristian d. 3die d. 21. August 1555, i al Fald temlig tydelig den danske Begerings Opfattelse og dens Stræben efter at gjøre det kirkelig indviede Ægteskab til den eneste Form for Ægteskabs Indgaaelse, om end herved ikke udelukkes, at man endnu var nødt til i det praktiske Liv at anerkjende andre Forbindelser for lovgyldige; thi Retsvirkningengik neppe videre, end at man paadrog sig borgerlig Straf ved Undladelsen af Trolovelse og kirkelig Sammenvien for Kirkedøren, hvor ifølge Luthers „Treubtichlein" Præsten føjede Parternes Hænder sammen og erklærede dem for gtefolki Faderens og Sønnens og den hellige Aands. Dette er den egentlige Trolovelse og Sammenvien, hvorpaa der for Altret, efter Brudefolkenes Indledelse i Kirken, oplæstes Bryllupsformularen for dem (1 Mose Bog 2, 18, 21 osv.). Interessant er det ogsaa af Kongebrevet at se, hvor tidlig i Danmark-Norge Præstens Overværelse ved Trolovelsen er paabudt; i den katholske Kirke paabødes den først paa Tridentinerconciliet,men var forøvrigt en gammel Skik. Saaledes synes Fr. Ils Ordinants mere at komme til at ordne allerede bestaaende Forhold, end egentlig at indføre noget nyt. Interessant vilde det være, om lignende Breve kunde paavises udstedte ogsaa for Danmark. Ordningen af Trolovelsen var forøvrigt netop da et af Tidens Spørgsmaal. Paa Synoden i Kbhvn. Maj 1555 indskærpes det saaledes: „Udi Fæstensøl skal ingen Præst eller nogen anden give nogen sammen, alene høre deres Trolovelse og være Vidnesbyrd dertil saa længe, [til] de gives sammen i Trolovelse" [for Kirkedøren]; men en nærmere Udvikling heraf ved denne Lejlighed vilde føre for vidt.

Kongebrevet, der er trykt i Paus's Norske Forordninger
S. 315 og derefter i den danske Oversættelse af Krags og
Stephanius's Kristian IIIs Historie, 11, 509, er stilet til Indbyggernei

byggerneide nævnte Stifter og- lyder, forsaavidt gteskabsspørgsmaaletangaar,

„. . . Vider, at vi ere komne udi Forfaring, hvorledes mange af eder fordrister sig til at tage sig Hustruer, og ikke efter den menige kristelige Skik lade eder udi Praestens Overvserelse troloves og vies med dennem for Kirkedcren, og dog alligevel holder dem for eders iEgtehustruer . . . . Thi bede vi eder alle og hver saerdeles strsengelig byde, at I aldeles ingen Hustruer tage til eder, uden I tilforn ere udi Prsestens Overvserelse trolovede og for Kirkedoren sammenviede .... Fordrister sig nogen af eder herimod at gjore, at tage sig en Hustru, uden han er given ved den, eftersom foreskrevet staar, ... da skal vor Lensmand have Fuldmagt at straffe derfor tilborligen."