3. Om Reinhardts „Valdemar Atterdag".

I min Anmeldelse af ovennævnte Værk berørte jeg, at det havde været af Interesse, om Forfatteren nøjere havde oplyst, hvad han under den sidste Gjennemarbejdelse af sin Bog havde optaget fra Bydberg og Schåfer, og hvad han allerede havde bemærket uafhængig af disse Forfattere, hvis Arbejder jo først udkom, efterat han forlængst havde fuldendt det oprindelige Manuskript til sin Skildring. I Anledning af denne Ytring (ovenfor S. 287) har Etatsraad Eeinhardt henvendt sig til mig med den Anmodning, at jeg nærmere vilde prøve hans endnu bevarede Manuskript og derefter udtale mig om de Ændringer, der vare foretagne deri; disse ere meget lette at bemærke, da Forfatteren paa G-rund af sin haarde Sygdom lige siden 1873 har været ude af Stand til at skrive, saaledes at alle Forandringer i hans oprindelige Manuskript ere indførte med Dr. Mollerups mig velbekjendte Haand. Naturligvis har jeg gjerne efterkommet dette Forfatterens Ønske, og Eesultatet af den derefter foretagne Prøvelse kan siges med faa Ord.

KydbergsVærk har foranlediget E. til paany at gjennemarbejdeFremstillingen af Valdemars Erhvervelse af Skaane i 1360; det er imidlertid derved vanskeligt at sige, hvad der hidrører fra Kjendskabet til den først hos Eydberg helt aftrykte

Traktat af 10. August 1360, og hvad fra denne Forfatters egne Bemærkninger. Man ser af Manuskriptet, at E. har forladt den af Munch opstillede Hypothese om, at Helsingborg Slot blev overgivet til Hertug Albrecht og af denne til Kong Valdemar; i Overensstemmelse hermed ere Siderne 272_—276 meget forandrede. Allerede paa tidligere Steder spores Paavirkningaf Eydberg i flere karakteristiske Tilføjelser, saaledes S. 258 [Helsingborg Slot] „med en større eller mindre Del af Landskabet"; S. 254 [et Forlig mellem Fader og Søn,] „ved hvilket denne, som det hedder, nødte den Førstnævnte til at sige sig løs fra de i Kjøbenhavn ligeoverfor Danekongen indgangneForpligtelser"; S. 262 [Skaane,] „til hvilket Landskab han nu helt eller delvis i de af Kong Magnus paa Mødet i Kjøbenhavn indgaaede Forpligtelser kunde paaberaabe sig en ligefrem traktatmæssig Eet"; og dertil slutter sig saa som et Indskud S. 279: „en Eet; som Magnus tilmed efter det Jb'oregaaendemaa antages endog gjentagne Gange at have givet Afkald paa". I øvrigt har E. selv oplyst sit Forhold til Eydberg i flere af Noterne til Tredje Bog, især 103, 114, 132 og 136.

Hvad Schafer angaar, har Eeinhardt i sin fjerde og femte Bog mangfoldige Berøringspunkter med den tyske Forfatters Fremstilling; men de Ændringer, som dennes Værk har fremkaldt, ere dog kun faa i Tallet og af ringe Betydning; i disse enkelte Tilfælde er endda Schafer altid anført i Noterne. Ligefrem optaget fra denne er kun Henførelsen af Lauenburgernes Overenskomst med Hanseaterne til 1362 i Stedet for til 1368 (S. 309 med Note 13) og Forstaaelsen af Bestemmelsen om Krigsfangerne i Vaabenstilstanden 1362 (S. 318 med Note 27), hvilket sidste ogsaa har foranlediget nogle Ændringer S. 339: Fremstillingen af Slaget ved Helsingborg er paavirket af Schafer paa den Maade, som E. selv har forklaret det i Noten S. 563. I andre Tilfælde forholder Forfatteren sig kun rent polemisk til Schafer, saaledes i Noterne 14, 23 og 32 til Fjerde Bog og 51 til Femte Bog, medens alle de øvrige ikke faa Forandringer i disse Partier af Eeinhardts Værk hverken umiddelbart eller middelbart synes fremkaldte af Schafers Bog.