Beiträge zur Lübisch - Hansischen Geschichte, ausgewählte historische Arbeiten von Wilh. Mantels. Jena 1881. Bvo. XXXI + 391 SS. med Portræt og 1 Plado mod Segl. Die Recesse und andere Akten der Hansetage 1256—1430. V. Leipz. 1880. 4to. IX + 619 SS. Hansisches Urkundenbuch bearb. v. Konstantin Höhlbaum. II. Halle 1879. 4to. XII + 395 SS. og en Side med Rettelser.

Som Indledning til det førstnævnte af ovenstaaende Værker
er der meddelt en Levnedsskildring af Professor "Wilhelm Manteis

(f 1879) paa omtrent 2 Ark, der ligeledes foreligger i Særtryk. En yngre Medarbejder, Samlingens Udgiver, Dr. Koppmann, har her i taknemlig Kjærlighed opfrisket Mindet om en jævn Mands stille Gjerning, der længe vil overleve den Forglemmelse,som ellers oftest følger Døden i Hælene.

I Virkeligheden var Wilh. Manteis dog ikke andet end en Mand, som forholdsvis tidligt kom til Eo i en Skolemands beskedne Stilling i sit eget Ungdomshjem, det gamle berømmelige Liibeck. Men ligesom han i sit Kald lagde Vægten mere paa at oplive og oplyse end paa at rette og revse, saaledes førte han dette sit humane Anlæg ogsaa ud i Livet i Forholdet til sine Medborgere. Selv lykkelig ved Besiddelsen af en omfattende Kundskab fandt han sin Glæde i gjennem Foredrag og Afhandlinger at fremstille for sin Samtid til Opmuntring eller Efterligning Billeder af den Fortid, da Magt og Glands knyttede sig til Llibecks Navn.

Lidet paaagtet udenfor sin Hjemstavns Mure og vel næppe engang der paaskjønnet efter Fortjeneste vedblev han altsaa i mange og lange Aar at forske i sin Fædrestads gamle Historie, medens Omverdenen ellers bevægedes af Ideer, der kun have lidet tilovers for Historiens Lærdomme. Men da Omslaget efterhaanden indtraadte, blev han følgeligt ogsaa en af de første fuldtrustede Arbejdere, paa hvilke Opmærksomheden fæstede sig, og en af Førerne i Bevægelsen.

Ikke blot blev han saaledes i særlig høj Grad knyttet til den Baierske historiske Commission, da denne besluttede sig til at hellige en stor Del af sin Kraft til det gamle Hanseforbunds Historie; men da den hanseatiske historiske Forening dannedes 1871, kaaredes han til Formand deri. At man herved gjorde det rette Valg, kan skjønnes alene af en saadan Omstændighed som den, at det unge Samfund allerede" nu raader over en aarlig Indtægt paa 11,500 Eigsmark. Thi at noget Saadant har kunnet opnaas, er kun Følgen af en Virksomhed, der maa fremkalde de Udenforstaaendes Højagtelse, samtidigt med at den ledes paa en Maade, som knytter de Medvirkendes Interesse og Kj ærlighed til Foretagendet.

Men at netop Manteis var skikket som Faa til at blive

eu Leder af denne Art, vil vistnok Enhver indrømme, der om etidogsaa kun gjennem flygtigt Bekjendtskab engang havde faaet Øje paa den milde, værdige Skikkelse med dens Præg af legemlig Lidelse, eller som have hørt hans Udtalelser, skaansommei Dommen, men fulde af Iver og Omhu for de yngre Medarbejderes Velfærd, fulde af Jubel over deres Held og fulde af Deltagelse for deres Mismod. Altid rede til at hjælpe og altid villig til at træde tilbage for Andre er derfor ogsaa et Ord om ham, der lyder fra disse Medarbejderes Kreds.

Over hans egen videnskabelige Gjerning har der forsaavidt hvilet en uheldig Stjerne, som det ikke blev ham forundt at afslutte sine Forberedelser til Udgaven af de Hanseatiske Krøniker.Men allerede længe har man erkjendt, at der til et virkeligt Studium af Nordens og Nordtysklands Historie paa Hansevældens Tid hørte Kjendskab til forskjellige Arbejder af Manteis. Som Lejlighedsskrifter, navnlig til Skole-Festligheder,havde de imidlertid den Fejl, at de kun sjeldent kom for i Boghandelen, saa at det ogsaa af den Grund maa regnes Dr. Koppmann til stor Fortjeneste i den ovennævnte Udgave at have samlet de betydeligste af disse Arbejder. Desværre er det Hele dog kun omtrent 25 trykte Ark, hvoraf endda en Del for Udlændinge ikke vil frembyde særlig Interesse. Men ikke mindst en Dansk Historiker vil finde sig rigelig lønnet ved at gjøre Bekjendtskab med Afhandlingen (S. 131_—76) om Marquard Westensee, en selvraadig Holstensk Køverridder, hvem dog tilsidst ikke engang hans Tilslutning til Valdemar Atterdag kunde frie for Gjengjældelsen, eller ved i den om de Hanseatiske Flaadeførere, Joh. Wittenberg, Brun Warendorp og Tidemann Steen (S. 177 — 229), at blive mindet om Søkampe af største Betydning for vort Fædreland 1362, 1369 og 1427, eller ved endelig i det sidste af Stykkerne (Nr. 10) at faae nøjere Kede paa den Herman Bonnus, der havde været Lærer for Hertug Hans den Ældre og siden blev en af Ltibecks Keformatorer. Men naar man da.sender den afdøde Forfatter en venlig Tak, bør man heller ikke glemme den omhyggelige Udgiver, hvis nænsomme Haand har tilvejebragt en fuldere

Overensstemmelse mellem det Meddelte og en og anden senere
fremdragen Oplysning.

Samme Udgiver har ligeledes besørget det andet af de ovennævnte Skrifter, ste Del af Hanserecesserne, hvis Forgængere tidligere ere blevne omtalte her i Tidsskriftet¹). Denne Gang omhandles Forbundets Historie for Aarene 1400^— 1410, og Dronning Margretes Forhandlinger med den Tydske Orden om Gj enerhvervelsen af det tabte Gulland spille en væsenlig Eolle heri. At Oplysningerne om disse imidlertid for en Del savne Nyhedens Interesse, ligger deri, at Silfverstolpe nylig i sit Diplomatarium har aftrykt det meste af det herhen horende Materiale, ligesom det allerede forhen var benyttet af Voigt, efter hvem den for tidligt bortkaldte Jens Paludan-Miiller atter skildrede den forviklede Sag i sin Pris- Afhandling om Gulland. Af andre nordiske Emner spille Strandretten og Møntvæsenet den største Eolle; men særlig Opmærksomhed fortjener Uddraget af et Par Breve om den Falske Oluf, der dog ligeledes foreligge trykte i den yngre Behrmanns lille Afhandling (fra 1846) om Kong Oluf Hagensøns Død²). Men ogsaa det, der saaledes maaske forud kunde være kjendt, findes her dog for første Gang i sin rette Sammenhæng og i større Omfang end andensteds, da nye Kilder navnlig fra Danzig ogsaa have tilført nyt Stof. Derhos er Udgivelsen besørget med en Omhu og en saa fuld Forstaaelse af Opgaven, at den gode Mening om dette Foretagende ikke blot bestyrkes, men forøges.

Hvor levende Andel Prof. Manteis end fra første Færd til det Sidste tog i disse Eecessers Udgivelse, var hans Forhold til det i Overskriften anførte Hanseatiske Diplomatarium om muligt dog endnu inderligere, eftersom det udgives af den Forening, hvis Formand han var, og som derfor ogsaa har helliget det her omtalte Bind til hans Minde. Nærværende

---

1) 4 R. II 949 f., V L. 1 ff.

2) Uoverensstemmelsen i Dateringen falder alene denne Forf. til Last, sml. Nord. Litt. Tidsskrift 184-6 Nr. 16 (Konigsfeldt), Keyser: Den Norske Kirkes Hist. II 408², Munch: Norges Hist. i Unionstiden II 269'.

Anmelder har i sin Tid i dette Tidsskrift¹) udtalt sin fulde Anerkjendelse af det første Bind, baade hvad Indhold og Udgivelsesmaadeangik. Han kan ogsaa nu fuldstændigt henholde sig dertil, kun muligvis med et lille Forbehold med Hensyn til Udtogenes Kortfattethed, der undertiden synes større end ønskeligt.Men ligesom dette nærmest antyder en meget uselvisk Opfattelse hos Udgiveren, Arkivar Hohlbaum, af den ham betroede Gjerning, saaledes vidner Alt om hans utrolige Flid og fremragendeDygtighed. Det er en god Prøve paa en kraftig Yillie at kunne vedligeholde en usvækket Iver overfor en stor Opgave af denne Art, hvor Vanskelighederne næppe opdages af dem, der benytte Værket som stadig Haandbog, men de uundgaaeligeMangler maaske saa meget lettere kunne falde i Øjnene. Men lidet skjønsomt vilde det være at fremkomme med Smaaankerf. Ex. over en og anden Angivelse i Sted-Registeret, hvor der er en saa overvættes rig Opfordring til Tak. Uden altsaa at fordybe os i Enkelthedernes Mængde skulle vi blot gjøre opmærksom paa et Par Anmærkninger, hvoraf den ene (til Xr. 288) indeholder en værdifuld Kritik af Focks Skildring af Erik Menveds bekjendte Tog mod Stralsund, og den anden (til Xr. 401) viser os Handelsmænd fra Kårders 1324 i Forretningermed Byen Sluys i Flandern. Et storartet Arbejde foreligger her lykkeligt udført, hvorfor vi bringe baade Udgiveren og Foreningen vor bedste Lykønskning og Tak.

---

1) 4 R. VI L. lO ff.