|
Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 2 (1880 - 1881) 1J. G. Rist: Lebenserinnerungen. Herausgegeben von G. Poel. 1—2 Theil. Gotha. 1880.E. Holm Side 701
Denne Bog er et interessant Skrift. Vistnok har man hist og her Indtryk af selvbehagelig Brede i Forfatterens Skildring af hans Stemninger og Aandsliv, man sporer en vis Selvtilfredshed hos ham over hans aandelige Sundhed, han er ikke fri for Memoireforfatteres Skjødesynd at fremhæve deres egen Betydning og fortjenstfulde Virksomhed, og skjønt hans Stil er livlig, kan Lysten til at bruge malende og fantasirige Udtryk i Naturskildringer undertiden føre ham til næsten komiske Overdrivelser, naar han f. Ex. ved en Overrejse fra Portugal til England taler om Atlanterhavets „berghohe Wogen" — i Vindstille. Men slige Smaasvagheder fordunkle ikke Indtrykket af Forfatteren som en dygtig og vel begavet Natur med megen Dannelse, Aandslivlighed og Friskhed og tillige som en varmt følende, sandhedskjærlig og elskværdig Mand. Oven i Kjøbet er det Erindringsskriffc, han har efterladt sig, i høj Grad fængslende ved sit Æmne, om det end tidt maa vække pinlige Følelser hos danske Læsere. Rist blev født 1775 i den tæt nord for Hamburg liggendeholstenske Landsby Niendorf, hvor hans Fader var Præst. Efter at han havde faaet akademisk Uddannelse paa Gymnasiet i Hamburg og ved Universiteterne i Jena og Kiel, kom han 1797 til Kjøbenhavn, idet han her afløste den siden navnkundige Historiker B. G. Niebuhr som Privatsekretær hos Statsministeren E. H. Schimmelmann. Det var paa den Tid Side 702
den Schimmelmann-Bernstorff-Eeventlowske Kreds, som havde mest at sige i Statsstyreisen her hjemme, og den Berøring, hvori Rist kom med Chr. G. Bernstorff, førte ham ind paa den diplomatiske Løbehane i dansk Tjeneste. Da han ikke var Adelsmand, var Vejen til at blive Missionschef saa godt som spærret for ham; men han naaede dog vigtige Stillinger som Diplomat. Først gjorde han sine Prøveaar i Petersborg som Legationssekretær fra 1801 til Slutningen af 1802, derpaa blev han i samme Stilling sendt 1803 til Madrid, hvor han var indtil Efteraaret 1806, da han blev forflyttet til London som Chargé des affaires, og her faldt det i hans Lod at repræsentereDanmark i det ulykkebringende Aar 1807. Efter EnglændernesTog til Kjøbenhavn blev han hjemkaldt fra London i Oktober 1807; men Regeringen sendte ham i det følgende Aar som Chargé des affaires til Hamburg, da den diplomatiske Plads i denne By under Udviklingen af den franske Fastlandsspærringfik særlig. Vigtighed. Ogsaa efter at Napoleon i December 1810 havde føjet Hamburg til det franske KejserdømmesLande, vedblev Rist at repræsentere den dansk-norske Stat i denne By under Titel af Generalkommissær og Generalkonsul.Forstemt og nedbøjet ved Forholdenes Udvikling og Frederik Vl's nøje Tilslutning til Napoleon i Maj 1813, tog han sin Afsked, men blev, efter at have levet i Stilhed i Haderslev indtil Kielerfreden, udnævnt til Medlem af den Kommission,som fik det Hverv at reorganisere Hertugdømmerne Slesvig og Holsten efter Kielerfreden. Snart efter sendte Regeringenham til Paris for at tage Sæde i den internationale Kommission, som efter den første Pariserfred 1814 skulde forhandleom, hvad de forskjellige Stater havde til Gode hos Frankrig som en Følge af de nylig endte store Krige. Da Napoleons Tilbagekomst fra Elba gjorde Ende paa disse Forhandlinger,rejste Rist hjem, og han levede i Stilhed en Række Aar uden anden offentlig Virksomhed end nogle Gange at være Medlem af en eller anden Kommission. I Aaret 1834 blev han Regeringsraad i den ny oprettede slesvig-holstenske Provinsialregering,og i denne Stilling virkede han med KonferensraadsTitel indtil Aaret før sin Død 1847. Side 703
De „Lehenserinnerungen", som ere udkomne ifjor, liar han affattet under sin Embedsledighed i Aarene 1816— 1821, og de afsluttes med 1815. Foruden en Skildring af hans Barndom og første Ungdomsaar, der vistnok er for bred til at kunne interessere danske Læsere, indeholder dette Skrift en fyldig Fremstilling af Tidens Historie, for saavidt Forfatteren personlig er kommen i Berøring med Begivenhederne. Hovedpunkterne i disse ere Slaget den 2den April 1801, Englændernes Overfald paa Danmark 1807 og den store europæiske Krise 1813 med den korte, paa Grund af sine Virkninger saa skjæbnesvangre Krig i Holsten. Ved den første af disse Begivenheder var Forfatteren kun Tilskuer, og, hvad han fortæller derom, har overvejende kun Værd som et nyt Vidnesbyrd om Stemninger og Tilstande dengang i Kjøbenhavn; men ved begge de andre Katastrofer spillede han selv en Bolle med. Jo mere man ved Fremstillingen af dansk Historie tidt føler Savnet af Memoirer og personlige Optegnelser af handlende Personer i tidligere Tid, desto mere skjønner man paa et Skrift som dette, selv om det i Følge Sprog og Aand tilhører en fremmed Literatur. Det er bekjendt, at Hovedinteressen ved Memoirer ligger i den Kundskab, man ved dem faar om en Eække mere eller mindre interessante Enkeltheder og om de handlende Personers Stemninger og Karakterer. Saaledes gaar det ogsaa med Eists Lebenserinnerungen, og det er en betydelig Eække Skildringer, Forfatteren har givet af den Mængde Personligheder, som han har været i Berøring med, dels af Mænd, som spillede en vigtig Bolle her hjemme, f. Ex. E. H. Schimmelmann, Chr. Bernstorff,Patriarchen Ludvig Eeventlow paa Brahetrolleborg og Niels Eosenkrantz, dels af de danske eller fremmede Diplomater, han levede sammen med i Udlandet. Det danske Diplomati, ser man, har været meget broget sammensat. Man træffer en saadan besynderlig Figur som Generalmajor Løvendal, der i Foraaret 1801 blev sendt til Petersborg og trods sit stateligeYdre var en Karrikatur af en Diplomat. Langt mere Franskmand end Dansk, havde han den ægte franske Foreningaf en vis Flothed med smaalig Sparsommelighed, og hans største Glæde var at sidde ved et vel besat Bord med en Side 704
Kreds af franske emigrerede Adelsmænd, med hvem han kappedesom at fortælle Historier fra hine lykkelige Dage, da l'ancien regime herskede i Frankrig. Samtidig var Gesandteni Madrid en Mand, der var langt mere Englænder end Dansk, nemlig den i Vestindien fødte Bourke, som med sin Hustru, en temmelig extravagant Italienerinde, dannede et højst ejendommeligt Par. Men han var dog en Mand baade med Kundskaber og Aand. De Karakteristiker, Eist i Mængde har givet, ere næsten altid meget livlige, og, skjønt de næppe ere meget dybtgaaende, vidne de baade om psychologisk Sans og Fordomsfrihed. Hvor udpræget Tysker han end har været, saa kjender han dog ikke til af Nationalitetshensyn at bruge en forskjellig Alen eller Vægtskaal overfor de Personligheder, som han omtaler. Udførligst er maaske hans Skildring af Davout, med hvem han i mere end et Aar næsten daglig havde at gjøre under Franskmændenes Besættelse af Hamburg. Den er visselig alt andet end sympathetiskog ikke retfærdig1). Eist ser i Davout overvejende Tyrantjeneren, og han fremhæver hans Haardhjærtethed, der undertiden havde en Tilsætning af Skadefryd; men han er uendelig langt fra de sædvanlige tyske Skjældsord om denne fremragende Mand, og det er et interessant Billede, han udkasterikke blot af Davouts overordnede Dygtighed som Organisator,men ogsaa af hans personlige Uegennyttighed og Følelse af sin Pligt imod Napoleon. Man mærker, at det er selve denne Pligtfølelse, der har gjort Davout tyrannisk, for saavidt som ikke andre Hensyn gjaldt noget for ham i Sammenligningmed hans Kejsers Bud og Tarv. At Tyskerne og overhovedetandre Folk kunde have nogen Eet overfor Napoleons Vilje, derom havde Davout ifølge Eists Skildring ingen Anelse, og derfor blev han den haarde, mistænksomme Befalingsmand i Hamburg. Men hvor han ikke paa den Maade følte sig bunden, der var han efter Eists eget Vidnesbyrd en elskværdig Mand. Særlig maa Eist indrømme, at han altid gik saa vidt i 1) Jfr. de Oplysninger om Davout, der i den nyeste Tid ere fremkomne i Eevue des deux mondes, især Heftet for 15. Jan-1881 313 ff Side 705
at fremme
Danmarks Tarv, som hans Fuldmagt paa nogen Den Fremstilling, Eist har givet af Begivenhederne 1801, er det mindst vigtige Afsnit af hans Skrift; men dog findes allerede her et Par ret værdifulde Træk. Man ser saaledes, at da den engelske Diplomat Vansittart kom til Kjøbenhavn i Marts 1801 for at prøve paa at drage Danmark-Norge bort fra det væbnede Neutralitetsforbund, da var der mange, deriblandt Schimmelmann, som misbilligede den bratte Afvisning, den engelske Statsafsending fik ved denne Lejlighed. Det er et nyt Træk til at vise den Modsætning, som vi fra ilere Sider vide, fandt Sted imellem de forskjellige Statsmænds Synsmaader, og som især traadte frem, da Chr. Bernstorff efter Kampen 2. April vilde have, at man skulde holde Stand til det yderste, medens Schimmelmann og C. D. Eeventlow aldeles havde tabt Modet. Det er ogsaa et værdifuldt Træk, Eist fortæller, og som nylig er blevet nævnet i dette Tidsskrift, at Kronprins Frederik fik sin første Kundskab om Kejser Povls Mord, da hans Generaladjudant Lindholm traadte ind til ham under hans Samtale med Nelson den 8. April og paa Dansk hviskede til ham, at Kejseren var dræbt. De fleste Læsere her hjemme ville vistnok, naar de faa denne Bog i Hænde, først og fremmest være spændte paa at se, hvad Eist fortæller om sit Forhold til den engelske Eegering1807 og om Udviklingen af dennes Politik imod Danmark- Norge. Da jeg imidlertid har havt Lejlighed til at bruge Eists Depecherved Udarbejdelsen af mit Skrift om D anmark-Norges udenrigske Historie fra 1791 —1807, og da nogle af 1) Det er ikke uden Interesse at sammenstille denne Eists Karakteristik med det Billede, G. D. Lovendal efter nøje personlig Berøring med Davout har givet af denne i Indledningen til sit Skrift: Felttoget ved Elben 1813 og 1814 (Kjbhn. 1818). De tvende Skildringer stemme ganske godt sammen, naar man tager Hensyn til det forskjellige Standpunkt, hvorfra de ere affattede. Side 706
dem allerede tidligere ere blevne benyttede af Ræder i hans: Danmarks Krigs- og politiske Historie fra 1807 — 1809, stiller Offentliggjøreisen af Eists Lebenserinnerungenikke noget i et nyt Lys. Men dog er hans Fremstillingaf det hele Forhold værd at læse. Den har et tiltalendeLiv ved at afspejle hans egne personlige Stemninger, og ligesom han med Føje fremhæver, at han strax ved sit Komme til England i Slutningen af 1806 gjorde Eegeringen i Kjøbenhavn opmærksom paa, at Forholdet til den engelske Regeringvar ulige mindre godt, end den havde ment, saaledes kan han med fuld Ret paastaa, at han havde maattet kunne gjøre Mirakler, hvis han skulde have skaffet en Efterretning til Danmark om de engelske Planer, inden det var for silde, da al Forbindelse imellem England og Fastlandet var afbrudt i Tiden fra 22—31 Juli. Det danske Diplomati, derom bør der ingen Tvivl være, staar angerløst med Hensyn til Katastrofen1807. Paa et Par Punkter opfordrer denne Del af Rists Fremstillingdog til nogle Bemærkninger. Jeg tror, at han selv i Virkeligheden mindre tidlig er bleven klar paa, hvad der var i Gjærde, end det siden har staaet for ham i hans Erindring. I sine „Lebenserinnerungen" (I, 426) siger han, at han allerede inden Slutningen af Juli blev advaret af fortrolige Venner om, at Toget gjaldt Danmark, og at han, da han saa sig om efter en Lejlighed til at sende en Meddelelse derom her hjem, fandt en saadan „ved Prinsen af Oldenburgs Bortrejse,da denne i de sidste Dage af Juli havde faaet særlig Tilladelse til at fragte en Paketbaad til Tønningen". Han tilføjer, at den Depeche, som han ad denne Vej sendte hjem, saavidt han ved, kom Chr. Bernstorff i Hænde den 7. August, 24 Timer før Jacksons Komme. Men endnu i en Depeche, som han den 31. Juli tilsendte Regeringen, har han udtalt, at, om det end hed sig, at der var lagt Planer imod Danmark, saa var dette dog utænkeligt, og han fremsætter her forskjellige Gisninger om Expeditionen, der ere saare langt fra at svare til Virkeligheden. Det er først den 3. August, at han i et „lettre particuliere" til Chr. Bernstorff er klar paa Togets Side 707
Maal, og dette Brev, som han sender med en Prins af Wittgenstein(ikke som i Lebenserinnerungen med en Prins af Oldenburg), naaede ikke Bernstorff den 7. August, men først den 9de, Dagen efter at Jackson havde havt sin bekjendte Audiens i Kiel. Det er ej heller rigtigt, hvad han fortæller, at den engelske Diplomat Taylor under sin Samtale den 3. August i Kjøbenhavn med Joachim Bernstorff gav Forsikringer om Englands venskabelige Sindelag. Tvertimod var Taylors Sprog truende, selv om han ikke endnu, som Jackson faa Dage senere, rettede bestemte Fordringer til Danmark; han udtalte nemlig, at hans Hof fra god Kilde vidste, at Eusland og Frankrig havde fattet fjendtlige Beslutninger imod England, og at Danmark havde ladet sig formaa til at tiltræde dem (jfr. mit ovennævnte Skrift 11, 226). Det er paafaldende, at Eist ikke omtaler dette, da Chr. Bernstorff har givet et Eeferat af Broderens Samtale med Taylor i en Depeche til ham selv af 7. August. Ligesaa paafaldende er det, at han ikke nævner de udtrykkelige Tilsagn, som den dansk-norske Eegering baade i December 1806 og i Sommeren 1807, stærkest igjennem Joachim Bernstorffs Mund under hans Samtale med Taylor, gav England om, at den ikke vilde gaa ind paa Fastlandsspærringen eller overhovedet paa nogen Tilslutning til Frankrig, men at den, hvis der skete noget Forsøg paa at tvinge den, vilde blive Englands Forbundsfælle. Hans stærke Udtryk af Forbitrelse over det oprørende i Englændernes Politik vilde have vundet et fastere Grundlag, saafremt han havde husket at medtage disse Enkeltheder, som han har kjendt af Regeringens Depecher. Mest forunderligt er det dog, hvorledes hans Hukommelse har slaaet ham fejl ved hans Fremstilling af den Holdning, som den russiske Statsafsending Alopeus viste i London i Sommeren 1807. Han taler her om den „rechtliche, alte Alopeus," der ide ulykkelige Dage viste ham „doppelte Freundschaft und die herzlichste Gesinnung" (I, 381 og I, 433). Men hvorledes skal man faa det til at stemme med en Depeche af 25. Sept. fra ham selv til Chr. Bernstorff, i hvilken han paa den skarpeste Maade karakteriserer Alopeus's Holdning Side 708
som fjendtlig imod Danmark og stridende imod Euslands egen Politik. Det hedder her endog, at Alopeus „pour forcer la main a sa propre cour concourut å conseiller et a former le plan de tinfernale expédition contre le Danemarc dont il envisagea la réussite comme un gain pour ce qu'il appelle la bonne canse" 1). Det har været vel kjendt, at de Depecher, som den engelske Statsafsending i Kjøbenhavn Garlike sendte sin Regering i Foraaret og Sommeren 1807, vare skrevne i en imod Danmark venlig Aand, og at hans Opfattelse af, hvad der var Danmarks Politik, var den rette. Man faar nu som en værdifuld Tilføjelse hertil ved Rists Lebenserinnerungen en Meddelelse om den Uvilje og den Mistro, som Garlikes Indberetninger vakte hos det Canning-Castlereaghske Ministerium, fordi de ikke stemmede med det Billede, som dette Ministerium havde lavet sig selv af Danmark-Korges Politik. „Det var", skriver Rist, „Mode at skjælde og smælde over Garlike, og man gad næppe læse, hvad han skrev, saa partisk holdt man det for at være" (I, 429). Ingen kunde derfor, siger han, sørge dybere over, hvad der senere skete, end den ærlige Garlike. Han trak sig tilbage fra den diplomatiske Tjeneste med blødende Hjærte og dyb Harme, vilde ikke overtage nogen Stilling mere og skal være død sindssvag. Hvad der har mest Værd ved dette Afsnit af det Ristske Værk, er hans Meddelelse om de Samtaler, han i September 1807 havde med Canning, dengang den engelske Regering efter Kjøbenhavns Kapitulation stræbte at knytte Danmark- Norge til sig ved et Forbund, og da Canning truede med, at England i Tilfælde af et Afslag fra dansk Side vilde overdrage Sverige at angribe Sjælland og lade det faa INorge. Skjønt Indholdet af de engelske Forslag og Trusler har været kjendt tidligere, er det i høj Grad interessant at se, med hvilken Veltalenhed og Urbanitet Canning stræbte at vinde Rist 1) Sniaafejl, der findes paa sine Steder, som at han forvexler Veneren med Vetteren, at han lader Nelson i Slaget den 2den April være ombord paa -Victory«, ere selvfølgelig uden Betydning. Side 709
for sin Sjnsmaade, saaledes at denne trods al sin Uvilje imod Canning som Udenrigsminister ikke kunde andet end beundre den højt begavede Statsmand. Disse Par Sider i Eists Værk ere et ret værdifuldt Bidrag til Cannings Karakteristik. Men ved Siden af at Canning taktfuldt kom Rist imøde, som om han havde eu Følelse af at have handlet uret imod Danmark, er det karakteristisk at se ham ligesom prøve paa at undskylde, hvad der var sket, ved at udtale, at de blodige Optrin ved Belejringen af Kjøbenhavn havde vakt den dybeste Smerte hos de engelske Ministre. Saafremt man, sagde han, havde anet en saadan Modstand som den, der var vist, vilde man maaske hellere helt have opgivet Planen, og det var for at kvæle enhver Tanke om at kunne afslaa den engelske Fordring ved Flaadens Udlevering, at der var blevet sendt en saa overlegen Magt (I, 440). Altsaa, man skulde i England ikke have tænkt sig Muligheden af, at de Danske vilde gjøre Modstand! Det er en betegnende Undervurdering af en lille Nation, som om ikke ogsaa de smaa havde en Ære at værne om. Man kunde ønske at vide, hvad Canning har ment, at Englænderne burde have gjort under lignende Forhold som de Danske. Hvor mægtig end de historiske Begivenheder havde grebet ind i Eists Liv og Virksomhed, medens han var i London, skulde de dog rykke ham endnu nærmere paa Livet, da han det følgende Aar blev sendt til Hamburg som Chargé des affaires,men især efter at Davout havde taget Bo her for at varetage sin Kejsers Tarv paa denne Kant af det mægtige Eige. Dette Afsnit af det Eistske Værk er den interessanteste Del deraf. Man føler, hvorledes Forfatteren med hele sin Sjæl er med i den Eække af Bryderier og Forviklinger, som Fastlandsspærringen og Toldgrænsen imellem det franske Kejserdømmeog den dansk-norske Stat gav Anledning til, man faar et levende Billede af det franske Herredømme heroppe og af de Personligheder, som vare Bærere derfor, man ser Eist med den stærkeste Spænding følge Udviklingen af Napoleons Vælde indtil Omslaget i Eusland og Tysklands Eejsning, endelig hvilken Eolle han selv spillede i den Tid af Aaret 1813, da Side 710
det endnu var
tvivlsomt, om Frederik VI vilde gaa sammen Der kunde være Grund til at gaa Fremstillingen af dette nærmere paa Klingen og sammenholde den dels med den Afhandling, han selv tidligere har skrevet om Danmarks Forhold til Hamburg i Foraaret 1813x), dels med det herhenhørende Afsnit af Kapitain C. Th. Sørensens Skrift: Kampen om Norge 1813 og 1814; men det vilde føre ud over en Anmeldelses Grænser. Her skal derfor kun gjøres nogle almindelige Bemærkninger, som netop denne Del af Eists Værk særlig give Anledning til med Hensyn til hans politiske og nationale Stade. Hvorledes skulde den dansk-norske Stat stille sig i Foraaret 1813, det var det, hvorom Eists Tanke dengang drejede sig tidlig og silde. Men det var ikke blot som den danske Krones Embedsmand, han var i stærk Spænding, det var meget mere som den tyskfødte og for Tysklands Sag varmt følende Mand, særlig som den, for hvem Hamburg, hans Faders Fødeby, var hans andet Fædrehjem. Hvorledes Dansk og Tysk mødes og krydse hinanden i denne Holsteners Hjærte, det forekommer mig overhovedet at være det mest fængslende i Eists Værk. Og Tanken kommer naturlig ved Læsningen til at sysle med det Spørgsmaal, hvorledes de Tyskere, der i saa rigt Maal have spillet en Eolle hos os som Statsmænd og Diplomater, have set paa vor politiske og nationale Udvikling. Hvor vidt har den Umulighed af i Længden at forene Dansk og Tysk, der har tjent Preussens Erobringslyster saa godt i dets Forhold til den danske Helstat, vist sig, inden vi have sporet de fordærvelige Virkninger af den? Det er klart, at den Fare, der for de Danske maatte ligge i, at Mænd, som raadede over Statens Politik eller i det mindste havde stor Indflydelse paa denne, saa tidt tilhørte den fremmede tyske Nationalitet, maatte i en stor Del af det 18. Aarh. svækkes ved Tysklands Opløsning og Uklarheden i den 1) Zeitschrift des Vereins fiir hamburgische Geschichte 4. Band (Hamburg 1858). Side 711
tyske Nationalfølelse. De Meklenburgere og Hannoveranere — for ikke at tale om Holstenerne —, der søgte at komme i dansk Statstjeneste, havde ikke mere Sympathi for Preussen eller Østerrig end de indfødte Danske. Man tænke f. Ex. paa A. G. Moltkes og J. H. Bernstorffs Udtalelser om den preussiskePolitik, og man huske paa, hvorledes U. A. Holstein, Schulin, og J. H. E. Bernstorff søgte at finde Støtte for Staten i Vesteuropa enten hos England eller Frankrig eller hos begge disse Stater i Forening. Der kan ingen Tvivl være om, at disse Mænd vare fuldt paalidelige med Hensyn til den udenrigskePolitik Men Stillingen blev ulige vanskeligere i Slutningenaf forrige Aarhundrede, da Tyskerne ikke blot i FrederikII af Preussen havde faaet en Nationalhelt, men ogsaa udviklede en rig og mærkelig Nationalliteratur. Det tyske Universitetsliv virkede da allerede sammenknyttende, og saa kom oven i Kjøbet den franske Eevolution med sin ogsaa i national Henseende vækkende Magt. Dette var samtidigt med, at der kom Liv i den danske Nationalfølelse og det, som naturligtvar, saaledes at den fik et vist antitysk Sving. Indfødsretsloven af 1776 havde ikke klaret Spørgsmaalet med Hensyn til Embedsmændenes Nationalitet. Det laa i Sagen selv, at Holstenerne maatte være ligesaa berettigede som Danske eller Nordmænd til at opnaa Embeder i Staten og repræsentere den ved andre Hoffer. Men disse Holstenere følte sig ganske naturlig baade aandelig og nationalt overvejende hendragne til Frederik ll's, Lessings, Goethes og Schillers Fædreland, og det samme gjaldt let Flertallet af tyske Slesvigere, hvor varmt end flere af disse tyskfødte eller tyskdannede Mænd kunde føle ikke blot for den dansk-norske Stat som politisk Helhed, men ogsaa, som f. Ex. A. G. Carstens, for selve det danske og norske Folks aandelige Udvikling. Der kom derved en Dobbelthed ind i saadanne Mænds Følelser og Stemninger, som maatte fremkalde Vanskeligheder. Det maa man ikke overse fra dansk Side, naar man vil være retfærdig imod dem. Rist giver
stærkt Indtrykket af denne Dobbelthed. Ide Side 712
som man kan se, at han senere forstod. Han kom i Berøring med Videnskabsmænd som „den aandrige og dygtige Fysiker og Kemiker Ørsted", han fandt en Ven i Søofficeren Fasting, hvem han ikke blot kalder en Sømand uden Frygt og Daddel, men ogsaa, uagtet Fasting var født Nordmand, kalder en ægte Dansk af den rette Slags, en Eosenkrantz hørte til hans Omgangskreds, han blev i høj Grad slaaet af Baggesens spillende Vid og eminente Evner, og han følte sig særlig fængslet af den i flere Henseender ualmindelig talentfulde Benzon, hvem ogsaa J. P. Mynster har omtalt med saa megen Deltagelse. Eist kunde lade sig rive hen af den Fædrelandsfølelse, der greb alle ved den engelske Flaades Komme til Sundet 1801, og han udtaler sin Beundring over „den herlige Aand, der, skabt af den modigste Resignation, herskede paa Blokskibene" (I, 165). Men dog har han staaet som en Fremmed i Kjøbenhavn. Det var med den Følelse, at han kom hertil fra Holsten, og da han snart efter sit Komme til Sjælland gjorde en Udflugt med en god Ven over Hellebæk til Kullen, da skildrer han i et Brev Sejladsen fra den danske Kyst over til den svenske med de Ord: „ Und so schwammen wir denn hin auf gut Gliick, zwei Deutsche aus einem fremden Lande in ein noch fremderes" (11, 454). Hverken i disse Aar af hans Liv eller nogensinde senere mærker man, at han havde den ringeste Sans for dansk aandeligt Liv. Det eneste skulde da være, at han priser de danske Videnskabsmænd og Forfattere for livlig Opfattelse og Modtagelighed overfor Indtryk i Udlandet, en Egenskab, som han for øvrigt har Forstand til at se, ogsaa medfører Farer for de Danske (I, 135 og 233). Næsten aldrig ser man ham fortælle Træk om virkelig danske Forhold, aldrig træffer man almindelige Udtalelser af ham om det danske Folk undtagen i Anledning af Begivenhederne 1801 og 1807, og for saavidt han karakteriserer det som et livligt Folk med en stærk Nationalfølelse. Man føler, at det Liv, han har levet i den Schimmelmann-Eeventlow-Bernstorffske Kreds og i det af ham ypperlig karakteriserede Brunske Hus, det har han levet i en Kreds, der, selv om enkelte Danske hørte med til den, var saa tysk, som man kunde finde den i Berlin, Hamburg Side 713
eller Mimehen, Idet han beundrede de betydeligste Mænd i denne Kreds som udmærkede Statsmænd, var det ham en særlig Tilfredshed at kunne udtale om dem: „de vare alle Tyskere, i det mindste med Hensyn til Byrd, Sæder og Sprog". Selv om det er et virkelig dansk Indtryk, den højt fortjente C. D. Keventlow gjør ved sine mange Embedsskrivelser og Betænkninger, kan man ikke undre sig over, at den, der saaledes som Kist overvejende saa ham i det selskabelige Liv, ogsaa i ham kun kunde se Tyskeren1). Efter at Eist havde levet i en saadan Kreds, var det naturligt, at han, da han snart efter kom til Eusland, havde en trykkende Følelse af, at han ikke mere var i Tyskland, som han hidtil endnu stedse havde tilhørt ved sine Omgivelser (I, 585). Men trods dette havde det Tyskland, hvori han havde levet, kim været ligesom en Enclave i et Samfund, som han følte sig fremmed for. Og hvor højt han end satte de Mænd, iblandt hvilke han levede, saa havde han dog — forudsat at han ikke her ved et Selvbedrag indskyder en senere Tids Opfattelse — allerede dengang et rigtigt Syn paa, at der var en vis Slaphed i den danske Styrelse, og at „en egenmægtig, velvillig Kegering, der herskede mere efter Billighed end efter Lov og Eet, lidt efter lidt havde slappet Folkets Sener". Det gik desuden ham, som det er gaaet flere talentfulde Tyskere, der en Tid have været knyttede til Danmark, at de have følt, her var for trangt, og derfor have søgt en større Virkeplads i Tyskland. Saaledes baade B. Gr. Niebuhr, Dahlmann og Feltmarskal Moltke. „Jeg længtes", skriver Eist, „efter en større Skueplads, enten i Tyskland eller i Frankrig." Sandsynligvis vilde han have fulgt denne Længsel, hvis han ikke i Aaret 1801 havde fundet Plads i den diplomatiske Tjeneste, en Virksomhed, der gav ham en velkommen Lejlighed til at se sig om i Verden. Da han var
kommen ind paa denne Bane, var det for 1) Jfr. Historisk Tidsskrift V, 2, 364—65. Side 714
Ophold i Udlandet kom til at staa Danmark nærmere, end han havde gjort det i Kjøbenhavn. Jo mere han følte sig som den danske Stats Repræsentant, jo mere han maatte omtale sig selv som „bon Danois" og se sig velvillig behandlet eller angrebetsom Dansk, desto mere følte han sig ogsaa som Dansk, han opfattede Danske som sine Landsmænd, Danmark blev ham nu endog „das theure Vaterland". Ved Siden deraf vedbliver naturligvis ogsaa Tyskland i denne Tid at være hans Fædreland,eller, som han kalder det, hans „deutsches Vaterland", ligesom Holsten er hans „engeres 'Vaterland"'. Men han kom under sit Liv i Petersborg, Madrid og London længere bort fra Tysklands brændende Spørgsmaal, han nærede ingen Tvivl om den danske Politiks Kigtighed i disse Aar, og den Harme, soui greb ham ved Englands Overfald paa Danmark ISO7, var ?.aa stor som den, nogen Dansk kunde føle. Jeg tror overhovedetikke, man hos nogen Forfatter skal kunne linde en mere sympath etisk Fremstilling af de Danskes berettigede Forbitrelseog Mod til at forsvare sig ved denne Lejlighed end hos Rist. Hans Ord fortjene at afskrives. „Es istu, siger han, „em schones Ding um das lebhafte Gefilhl der Nationalitet,das Jdeine Valker oft bis zu einem Grade der Ueberspannungdurchdringt. Das Hertz hebt sich allemal, wo es åussere Gitter, anch die kostlichsten und das irdische Leben selbst, um eines moralischen Guten willen wegiverfen oder aufs Spiel setzen sieht. Auch in diesen Tagen und Wochen haben die Dånen einzeln die edelmilthigste Gesinnung erwiesen und Jcem Op/er gescheut, aber es fehlten ihnen die Mittel, Grosses zu verrichten, und vor olien Ding en ein Haupt.u Det er utvivlsomt en altfor gunstig Dom; men den er betegnende for Rists Stemninger, og hvor bitre hans Følelser end vare imod Napoleon, nærede han ingen Tvivl om, at Regeringen her hjemme paa dette Tidspunkt maatte slutte sig til Frankrig. Denne Tilslutning kom ganske naturlig snart til at vise sig for ham fra sin mørke Side, da han under sin Stillingsom Chargé des affaires i Hamburg ret fik Indtrykket af det ydmygende i Forholdet og saa, hvilke ødelæggende Virkninger i materiel Henseende og hvilken Demoralisation Side 715
Fastlandsspærringen voldte. Men hvad der særlig skærpede hans Blik herfor, var hans tyske Følelse, der nu stedse blev mere levende, da Synet af det franske Eegimente i det ham saa kjære Hamburg og Samlivet med tyske Fædrelandsvennerhidsede ham imod Napoleon og Frankrig. Chr. Bernstorffhavde i Efteraaret 1807 skrevet til ham: „Vi maa sætte vort eneste Haab til Englands Ydmygelse"; men det Haab, som Eist klamrede sig til, var, at Napoleons Magt snart skulde gaa til Grunde. Han greb med Iver ethvert Tegn, der kunde pege i den Eetning, og den 1. Januar 1812 skrev han i denne Stemning i sin Skrivkalender Goethes Ord af Gotz von Berlichingen:Die Båume treiben Knospen und alle Welt hoffl. Dette Haab har han ment saa meget mere at kunne hengive sig til, som han længe ikke anede, hvorledes Napoleons Fald nødvendigvis maatte bringe Ulykke over Danmark. Men Konflikten mellem Danmarks og Tysklands Interesser skulde ikke udeblive, og Eist kom til at føle sig i den pinligste Stilling. Samtidig med at han jublede over Napoleons Ulykker og Eejsningen mod ham, blev han fortvivlet over at se den Indflydelse, som Carl Johans af ham saa afskyede politiske Færd fik paa de allierede Magter, og hvorledes Danmark blev drevet over til Napoleon. Han saa, at dette maatte skille den danske Regering ved al Yndest i Holsten og skabe en gabende Kløft imellem den og Tyskland. Ude af Stand til at tænke paa andre Sider af Sagen, var det ham derfor umuligt i det afgjørende Øjeblik at forsone sig med Kongens Beslutning, da han valgte at gaa sammen med Xapoleon. Det er tydelig Eists Opfattelse, at selv om Frederik VI ikke kunde have opnaaet en Tilslutning til Koalitionen undtagen ved først at give Afkald paa Norge imod en yderst illusorisk Udsigt til at opnaa en Del tyske Landskaber, skulde han have gjort det. I sin Stemning som Tysker spørger han ikke sig selv, om Frederik VI uden at vanære sig kunde have sat sit Navn under en saadan Traktat. Paa samme Tid
saa Eist med Sorg det tyske Element Side 716
et tysk Parti indenfor de danske Statsmænds Kreds. Enhver, der kjender noget nærmere til danske Begeringsforhold i Slutningenaf det 18. Aarhundrede, vil vide, at en saadan Modsætningallerede dengang ofte har været omtalt. Idet Eist saa tilbage paa den Tid, opfattede han Chr. Fr. Eosenkrantz og J. G. Moltke som dem, der paa Juliane Maries Tid havde været Hovedrepræsentanter for det danske Parti. Det er en Dom, der har Interesse, fordi den viser, hvor hurtig den Moltkeske Familie er bleven dansk-national; men det er en underlig Misforstaaelseaf ham at kalde det Guldbergske Ministerium det Eosenkrantzske, da Eosenkrantz netop ikke havde Sæde i det, men blev Medlem af Gehejmestatsraadet 14. April 1784 sammen med A. P. Bernstorff. Paa hans egen Tid var først Niels Eosenkrantzi hans Øjne den vigtigste Mand af dette Parti, eller, om man hellere vil, af denne Eetning. Da Eist engang besøgte N. Eosenkrantz paa Bygaard, vedkjendte denne aabenhjærtede Mand sig ligefrem, at han følte den nationale Modsætning i Forhold til Chr. Bernstorff, Schimmelmann og Beventloweme (11, 3). Men med Føje fremhæver Eist senere J. G. Moltke som endnu vigtigere end Eosenkrantz, dengang Moltke i December1813 atter tilkaldtes af Kongen under Eigets fortvivledeForhold. Da var det efter Eists Opfattelse et rent dansk System, der indførtes. Schimmelmann og C. D. Eeventlow fratraadtederes Stillinger i Spidsen for Finansministeriet og Eentekammeret,efter at Chr. Bernstorff allerede 1810 havde opgivet sin Stilling som Udenrigsminister og her var afløst af Eosenkrantz. Man kan vel vide, hvilken Side Eists Sympathier tilhøre. Visselig er han en altfor billigtænkende Mand til ikke at kunne skatte de mange gode og tildels dygtige Sider hos den hæderlige Eosenkrantz, og han bøjer sig med dyb Eespekt for J. G. Moltke, denne „ægte Danske i Ordets bedste Betydning'1, der ved sin praktiske sunde Sans forstod at bringe Orden i den aldeles forvirrede Statshusholdning og baade imponerede Kongen og de andre Ministre (11, 279—280 og 329—30). Men trods dette, og uagtet han ingenlunde var blind for de store Fejlgreb, Schimmelmann havde begaaet som Finansmand under de van- Side 717
skelige Forhold, hang hans Hjærte dog ved de Statsmænd, der nu vare traadte i Skygge, og han nærede en næsten übetinget Beundring for Chr. Bemstorff. Det var netop som den tyskfødte Mand, han følte sig særlig hendragen til dem, og som det var fra det Standpunkt, han bedømte, hvad der var Danmarks Tarv, saaledes udtaler han lejlighedsvis, „at Danmark ikke ustraffet kan løsrive sig fra Tysklands Ideer og Politik, hvis System det mere og mere er hjemfalden til at tilhøre". Han er da ogsaa ærlig nok til at tilstaa, at ikke blot satte Budskabet om Slaget ved Leipzig ham i en helt anden Stemning end den, der herskede i den Kreds i Haderslev, i hvis Midte han dengang levede (11, 272), men at han overvejende blev glad ved Efterretningen om Kielerfreden. Hans Følelse for Holsten og for Tyskland trængte i dette Øjeblik andre Stemninger tilbage (11, 300). Rist var paavirket af de Frihedsideer, som den franske Eevolution havde sat i Omløb. Selv om han var en loyal Undersaat under Enevælden, samstemmede han ingenlunde med den. Da derfor efter Napoleons Fald Haabet om Indførelse af frie Forfatninger brød frem hos mange Tyskere, sluttede han sig ivrig til disse, og han tillige med flere andre Holstenere haabede, at den Ordning af Tysklands Forhold, som nu skulde finde Sted, vilde give Lejlighed til samtidig atter at knytte Baandet nærmere imellem Holsten og Tyskland og faa indført en fri Forfatning i Holsten. Dette skulde da stilles i et løsere Forhold til det enevældig styrede Danmark, idet Rist mente, at kun paa den Maade vilde der kunne xaades Bod paa den Misstemning imod Danmark og dets Konge, som de senere Begivenheder stærkt havde fremkaldt i Holsten. Man maa selvfølgelig beklage, at Frederik VI afviste dette fuldt berettigede Ønske, da Rist og en Kreds af andre Holstenere fremsatte det for ham. Selv om en videre Forhandling skulde have ført til, at det holstenske Spørgsmaal hurtig havde faaet Karakteren af et slesvigholstensk, vilde det have været ulige lettere at løse dette dengang, end det blev senere. Men uagtet Planen
slog Fejl, har den Interesse. Efter at Side 718
Holstenere som ham —, hvor let der kunde komme en Modsætning frem imellem Danmarks og Tysklands Tarv, som ikke var til at udjævne, saa var det første stærke ludtryk, de fik efter .Freden, en Følelse af, at deres Stilling som danske Statsborgere vanskeliggjorde det for dem at opnaa en saadan Udvikling af deres tyske nationalt-politiske Liv, som de ønskede. Den Reaktion, der snart fik Magten i Tyskland, kunde for en Tid trænge slige Følelser i Baggrunden; men naar atter det nationale Liv kom i stærkt Røre i Tyskland, og naar andre Stridsspørgsmaal kom paa Bane, der skærpede Modsætningen mellem dansk og tysk, hvorledes vilde det saa gaa med den Dobbelthed, der havde vist sig helt igjennem Rists Virksomhed og utvivlsomt i samme Grad fandtes hos mange loyale Holstenere , den Dobbelthed, hvorefter man ikke blot havde et Fædreland i den danske Stat, men ogsaa et i „das deutschc Yaterland" °i Ingen kan læse Rists Lebens erinne rung en igjennem, uden at han idelig kommer til at tænke derpaa. Rist selv slap for at vise det ved sit eget Liv, da han ciødo 1817 , Aaret førend det slesvigholstenske Oprør og den tyske Enhedsbevægelse satte den holstenske Loyalitet paa en alvorlig Prøve. |