I.

Det moderne Dramas Barndoms- og Uddannelseshistorie hører til de vanskeligste og mest indviklede Partier af Literaturhistorien, i alt Fald for de germaniske Landes Vedkommendeog især hos os, hvor Sporene deraf ere saa faa, og Emnet saa lidet behandlet¹), at navnlig de sidste 100 Aar før Holberg vel i denne Henseende for de Flestes Bevidsthed staa som et tomt Rum, og Holbergs egen dramatiske Produktionsom et rent uformidlet og spontant opstaaet Phænomen uden Tilknytningspunkter i vor egen Literatur. Den Forsker, der i dette Emne er særlig sagkyndig og har leveret værdifulde Forarbeider, Hr. Bibliothekar Birket-Smitb, er endnu ikke naaet til at give en sammenhængende Fremstilling.Af

---

1) For Sverigs Vedkommende haves en fortræffelig og udtømmende Behandling af alle herhen hørende Spørgsmaal i Ljunggren Svenska dramat intill slutet af sjuttonde århundradet, Lund og Kbh. 1864, og en aldeles fuldstændig dramaturgisk Bibliographi i Klemming Sveriges dramatiska literatur, 1863.

stilling.Afde øvrige Kilder er N. M. Petersens Literaturhistoriemeget kortfattet om denne Tids Drama, Overskous Theaterhistorie upaalidelig og ufuldstændig; Nyerups og Rahbeks danske Digtekunst giver vel i Forhold til den Tid, da den er skreven, gode Oplysninger om Skolekomedierne, men ingen om Dramets Historie mellem dem og Holberg. Hvor ufrugtbart Emnet end tilsyneladende er, og hvor aldeles forsvindende vor originale og nationale Produktion maa siges at være i det 17de Aarhundrede, turde det dog saaledes maaske ikke være uden Interesse at forsøge en skizzeret Paavisning af, hvorledes den religiøse og Skolekomedienefterhaanden omsatte sig i modernere Form, og hvilke de fremmede Indvirkninger vare, der lidt efter lidt kom til og indirekte forberedte den holbergske Reform af Dramet.

Det middelalderlige Skuespil er dels kirkeligt, dels folkeligt.Det første repræsenteres af «Mysterier» med rent bibelsk Emne, ofte blot dialogiserede Omskrivninger af Bibelordet,og «Mirakler« med Emner af Helgenlegenderne. De opførtes fra Begyndelsen af i Kirken, af Geistlige, og udgjordeligesom en Del af Gudstjenesten. Senere overtoges Opførelsen af Korporationer af Borgere, der i fri Luft, paa Torve og Pladser, undertiden ogsaa paa Eaadhuset, gav ikke blot de store, saakaldte HPassionsskuespil«, Fremstillinger af Christi Lidelse, der have bevaret sig uforandrede lige til vor Tid i Ober-Ammergau i Baiern, men ogsaa «Moraliteter«,der i allegorisk Form meddelte moralsk Belæring. Jo mere Dramet saaledes emanciperedes fra Kirken, desto mere udvikledes ogsaa det rent verdslige Element, der i de bibelske Stykker allerede reber sig i enkelte komiske Personer og Scener, til hele, kaade Farcer, der tog deres Emne af Folkelivet.Men det middelalderlige Dramas Hovedpræg vedblev

dog at være det katholsk religiøse. Hos os ere saadanne kirkelige Skuespil, i alt Fald latinske, ogsaa opførte¹); men vi finde ingen bevarede før lige paa Grændsen af Reformationstidenet Par Helgenmirakler (Ludus de Sto. Canuto duce og Chr. Hansens Oversættelse af Legen om den hellige Dorothea) samt en Farce med religiøst Anstrøg (Chr. Hansens Utro Hustru); derimod mærkelignok ingen Repræsentant for den almindeligste Genre, Mysteriet.

Med Reformationen skete en hel Omvæltning. Miraklerneforsvandtmed Helgendyrkelsen, hele Middelalderens religiøse Skuespil kom i ilde Ry som katholsk, og den folkeligeFarcesaae Humanisterne ned paa. Med den vaagnende Oldtidsbegeistring og finere Smag begyndte man nu at fremdrage klassiske, især latinske Dramatikere og lade dem spille af Skoledisciple og Studenter som øvelse i at tale Latin, undertiden ogsaa at oversætte og bearbeide dem. Dramet gik over fra Kirken til Skolen; det belærende Element fik Overhaand over det opbyggelige; men trods de bedre Mønstre vandt Kunsten ikke meget derved. Komedien stod paa Skoleprogrammet ved Siden af den latinske Declamationsøvelse; paa denne kom det an, og hverken paa Stykkernes Indhold eller Udførelse. Begyndelsen til denne Skolekomedie gjorde Reuchlin 1497 med sine Scenica progymnasmata, der behandler et moderne Emne paa Latin efter de klassiske Regler, og dette Exempel efterlignedes af enkelte som Frischlin og Naogeorg; men de Fleste holdt sig til klassiske og bibelske Emner eller til Klassikerne selv, af hvilke navnlig Terents blev herskende, dels gjennem Oversættelserveddet

---

1) Overskou Theaterhist. I. 35. N. M. Peterson Literaturh. v. Secher 11. 222.

sættelserveddet''frugtbringende Selskab«, der paa denne Tid gjorde sig saa fortjent af tysk Sprog og Literatur, dels ogsaa i Originalsproget ved de humanistiske Skolemænd og Pædagoger lige fra Erasmus og Joh. Sturm til Ratichius, der virkede for den størst mulige latinske Talefærdighed ved uopherlig Læsning og Opførelse af denne Forfatter¹). Denne Eetning har ogsaa efterladt enkelte Spor hos os; af ReuchlinsovennævnteDrama findes maaske Begyndelsen til en Bearbeidelse'-) i samme Manuscript som Chr. Hansens tre gamle Skuespil, af hvilke desuden det ene, Paris's Dom, er en plump Dramatisering af et klassisk Emne, medens de to andre, som før omtalt, tilhøre den middelalderlig religiøseRetning.Denne vor ældste Dramatiker bærer saaledes kun netop Spor af den Overgangsperiode, hvori han levede. P. Syv'^J) nævneren Oversættelse af Plautus's Aulularia fra Christian lll's Tid (i Tyskland var den allerede oversat af Greff 1535)⁴), og fra c. 1600, da de pædagogiske Bestræbelservaremeget levende, er en Oversættelse af Terents's Eunuchus (fra Ribe Skole), hvoraf WandaP) har bevaret nogle Scener. 1574 befales det Kommunitetsalumnernejævnligat opføre Terents efter Gjennemlæsningen. 1600 holdt Prof. Cort Aslaksen en Oratio de poetarum et inprimis leetione Terentiana (i Tych. Brahei: De disciplinis mathematicis oratio. Hafn. 1610), hvor han gjentager Erasmus's Ordspil om Terents: «manibus terendus est», og for Resten anbefaler denne Forfatter af moralske, physiske, kort alle andre end poetiske Grunde. Ogsaa fra Norge ouitalesOpførelsenaf

---

1) Baumer Gosch. der Padag. 11. 21. 100.

2) Birket-Smith De tre ældste danske Skuespil pag. 3.

3) Danske Boglade i Suhms Saml. 1 Del 2 Hefte 99.

4) Gervinus Gesch. d. deutschen Nationallitt. 111. 79.

5) Nye orig. Skuesp. 1778, 11. Indl.

talesOpførelsenafTerents ved Bergens Skole 1567 og senere¹). Moderne Emner overførtes hos os ikke i det latinske Drama, men dramatisk Bearbeidelse af Klassikerne finde vi af Rectoren i Oslo Jacob Jacobsen Volf: Tragoediæ duæ 1591, Did oog Turnus'²), en ligefrem Afskrivning af Samtalerne i vedkommende to Boger af Æneiden, hvor saa de mellemliggende Beskrivelser enten fremsiges af Choret eller sammenfattes i nogle faa prosaiske Linier. Hensigten er efter Fortalen at lokke Børnene til Læsningen af Virgil og indprente ham i deres Hukommelse gjennem Opførelsen. Ganske paa samme Maade havde Frischlin 1581 i Tyskland uddraget en Tragedie Dido af Æneiden og dediceret den til Otto Rosenkrands, den lærde Holgers Broder, og det samme gjorde endnu Daniel Symons, et Medlem af Joh. Rists holstenske Digtersamfund "Elbschwanenorden«, 1659 paa Tysk³). Opførelse af Klassikerneoglatinske religiøse Komedier af tysk Oprindelse var almindelig her ved Skolerne, ved Kommunitetet og selv ved Hoffet indtil de første Aar af det 17de Aarhundrede.

Ved de nævnte Oversættelser af klassiske Dramer, som oftest endnu i de middelalderlige Versformer, men undertidenmedForsøg paa at efterligne de antike, dannes Overgangentilfri Behandling af klassiske Emner paa Modersmaalet.Saadannevare ikke sjeldne i Tyskland; det eneste Exempel hos os foruden Paris's Dom er vel Hans ThomsenStege s⁴) Cleopatra, en historisk Tragedia om den sidste Dronning i Egypten ved Naffn CleopatraocM.

---

1) Huitfeldt Chrania Thoaterhist. p. 19.

2) Huitfoldt Clirania Theaterhist. 45.

3) Strausz Leb. u. Sclir. N. Frischlins 1856, p. 41. 100. Gorvin. 111. 404.

4) At samme Forfatters I saks Giftermaal, 1622, der nævnes som Drama hos Overskou L 74, cfr. N. M. P. 111. 527, kun er en. almindelig Opbyggclscsbog, oplyses af Bruiui i Dansko SmL V. 95.

patraocM.Antonio, en romersk Keyser. 1609. Han kaldor den «transfunderet af Latine paa danske Riim>, og den synes at være original. Forfatteren selv i sin Dedication til Elisabeth Lindenow, i de Marginalnoter, hvormedhanhelt igjennem ledsager og forklarer Handlingen, og i den versificerede Epilog betragter den som en ren Moralprædiken i Tidens didaktiske Aand mod forskjellige Laster og navnlig «Druckenskabs uskickelige Væsen«, som den lærer at sky, og hvorpaa bibelske og klassiske Exempler anføres. Men dens Forbindelse med den humanistiske Skolekomedie er, selv om den ikke var bestemt til Skoleopforelse,tydelignok af det hos os saa sjeldne klassiske Emne, som hører til de af Humanister i andre Lande fra ltenaissancens Begyndelse hyppigst behandlede¹). Af det klassiske Dramas større Kunst og Regelmæssighed spores rigtignok ingen Indvirkning. Versemaalet er aldeles uregelmæssigtvexlende,i Samtalerne dog mest firfodede Jamber, de indskudte Sange ofte næsten i Folkevisestil som CleopatrasViseom Hjorten og ømen; Versbygningen er yderst ufuldkommen, med Sløifning, Ordomsætning og tvungne Rim. Tidens og Stedets Enhed mangler Forfatteren alt Begreb om; Scenen vexler med samme Naivetet som i de senere «Haupt- und Staatsactionen» uafladelig mellem Ægypten, Rom og Grækenland, og Handlingen følger slavisk Historien, modtagende selv de trivielleste Eukeltheder, som man var vant til fra Mysterierne, hvor intet af Bibelordet turde overspringessomuvæsentligt. Men i anden Henseende behandlerStegetil Gjengjæld Sagen ugenert; naar den ene

---

4) At samme Forfatters I saks Giftermaal, 1622, der nævnes som Drama hos Overskou L 74, cfr. N. M. P. 111. 527, kun er en. almindelig Opbyggclscsbog, oplyses af Bruiui i Dansko SmL V. 95.

1) Dsk. Digtek. 11. 171.

Replik antyder Begyndelsen af en Reise over Middelhavet,
hedder det i den næste1):

Vort Skib det skrider meget fast,
Vi Land oplange med en Hast,

og saa er den Reise forbi. Af Charactertegning eller Sans for det dramatiske Moment i de rystende historiske Begivenheder er der naturligvis ikke Spor, og hvordan det staar med den antike Localfarve, kan man begribe. Antonius hilser Cleopatra:

Goddag min Pus, min lilde Kat;

Dialogen bestaar kun af Trivialiteter og Complimenter, som de forekom i Tidens philistrøse Omgangssprog her hjemme, og Handlingen dynger Begivenhederne ovenpaa hverandre, saa aandløst som et historisk Compendium, kun afbrudte ved Fester og Gjæstebud, beregnede paa at vise «Druckenskabsuskickelige Væsen«. Exempler findes uddragne hos Wandal, Nyerup og Rahb. 1. c. og N. M. Petersen²). Naar denne sidste udtaler sin Forundring over dette Forsøg paa, allerede i det 17de Aarhundredes første Aar at skabe en dansk Tragedie, kan man dog ikke andet end give ham Ret. Cleopatra er ligesom en afbrudt Antydning af den Vei, ad hvilken Skolekomedien kunde have udviklet sig til virkelig Tragedie i den senere franske Smag, hvor fjernt den end staar denne ved sin formelle Naivetet og Mangel paa poetisk Blik og Inspiration. Det rent klassiske Emne med virkelig dramatisk Brydning, hvori dog et Elskovsforhold i moderne Aand danner Midtpunktet, var netop et af dem, som den franske Skole med Forkjærlighed behandlede, og

---

1) Act, 3, Se. 5.

2) 111. 518. 526.

peger bestemt ned mod den Ketning, vort Drama 150 Aar senere tog under fransk Paavirkning; selv Mangelen af historisk Localfarve gjenfindes i den franske Tragedie, der dog ellers, psychologisk og æsthetisk, er ligesaa correct, som Hans Thomsen er naiv.

I de romanske Lande foregik denne directe Overgang. Det klassiske Drama traadte der virkelig ud i Livet, gik fra Skolen over paa Theatret og behandledes i Modersmaalet med Trissinos Sophonisbe i Italien og Jodelles Cléopåtre 1552 i Frankrig; men i Nordeuropa kunde det som sædvanligikkekomme ud over det skolemæssige Pedanteri og de Lærdes Kreds. Folket vilde imidlertid ikke opgive Skuespillet,somden katholske Kirke havde vænnet det til, og fandt ingen Erstatning i latinsk Komedie eller Oversættelser af Klassikerne, hvis Tankekreds det ikke forstod. Ligesom derfor de middelalderlige, bibelske, moralske og farceagtige Emner havde holdt sig ved Siden af de klassiske i den latinskeSkolekomedie,saaledes fortsattes ogsaa deres BehandlingpaaModersmaalet, kun at de nu behandledes i evangeliskAand.Fra Begyndelsen af havde Reformationens Venner benyttet Komedien paa Modersmaalet til at paavirke Folket, f. Ex. i Schweiz. Ogsaa hos os findes i alt Fald dialogiserede Satirer mod Katholicismen: Samtalen mellem Peder Smed og Adzer Bonde og Dialogen om den syge Messe efter Schweitzeren Nic. Manuel. Luther med sin friske, humane Livsanskuelse giver selv Anvisning paa nogle af de siden almindeligst anvendte bibelske Skuespilemnerisin Indledning til Tobiæ Bog: »Judith giebt eine gute, ernste, tapfere Tragodie, so giebt Tobias eine feine, liebliche, gottselige Comddie.» Herpaa beraabte Digterne sig mod den senere, strengt orthodoxe Protestantisme, der misbilligede Skuespillet, naar det ikke directe traadte i LatinundervisningensTjeneste.Foreløbig

undervisningensTjeneste.Foreløbigmaatte Kirken tage det i sin Haand som folkeopdragende Middel, ligesom Katholicismen havde gjort, og ved Siden af enkelte borgerligeMestersangerevar det da især Skolemænd og Præster, der optraadte som Dramatikere paa Modersmaalet, ofte samtidigmedat de skrev paa Latin, og lode Stykkerne opføre af deres Disciple ved Skolehøitider og andre Fester, hvor de som oftest kunde have nogen Fordel deraf, saa at ogsaa disse Skuespil kunne henregnes under Skolekomedien. Hovedformaalet var ogsaa her belærende, om end nærmest moralsk, ikke sprogligt; Skuespillene indledes gjerne med opbyggelige Fortaler og ledsages af moralske Randglosser og Skriftsteder. Paa Grund af Oprindelsen fra Skolen finde vi i den første Tid nogen Indvirkning af den klassiske Komedies større Regelmæssighed: Inddeling i Akter og Scener og en simplere og correctere Behandling især af de bibelske Emner, ogsaa med Hensyn til Versbygning, end Middelalderen havde kjendt; men Behandlingen er dog meget übehændig og lider stadig under det mere episke end dramatiskePræg,der er en Følge af den nøie Tilslutning til Bibelens Fortælling. Saaledes hos Sixtus Birch (Betuleius) i Augsburg, Paul Rebhun, Greff midt i det 16de Aarhundrede, og lidt senere især i Strasburg. Alligevel kan Rahbek¹) med Føie undres over, at Mænd, hvem Oldtidens Mønstre og Aristoteles's Regler «ex officio vare nøie bekjendte«, ikke kunde bringe det videre i virkelig dramatisk Composition. I Modsætning til Mysteriet henter Skolekomedien nu fortrinsvissineEmner fra det gamle Testamente, overensstemmendemedden mindre directe opbyggelige end sædelærendeTendens,Dramet fik ved Reformationen. Søger

---

1) Dsk. Digtek. 11. 165.

den en sjelden Gang til det nye Testamente, er det derfor heller ikke mere Frelserens Liv, der behandles, men en eller anden Parabel, især den fortabte Son. I denne ældre, simplereFormnaaer Skolekomedien paa Modersmaalet omtrent ned til Aar 1600, endnu med overveiende religiøse Emner og belærende Præg, og gaar over til os i Oversættelser og Bearbeidelser, oftest for Resten fra Latin, som den af P. Syv¹) omtalte Judith s Komedie (efter Schmelzle?) paa Christian IH's Tid, Søren Kjær eller Paludans (f 1582) Abraham, oversat efter Georg Rollenhagen, og Nabal efter Rud. Walther i Ziirich, P. Hegelunds Susanna, bearbeidet 1578 efter Sixtus Birchs latinske Original. — I Norge er det især fra Bergen, vi høre om hyppige Skuespil, formodentlig foranledigede ved Berøring med Tyskland gjennem Hansekontoret, der ogsaa opførte forskjellige Fastelavnsspil («Fastnachtsspiele») stammende fra de middelalderlige Farcer. C. 1562 lod Rector Absalon Pedersen Skoledisciplene opføre Adams Fald, formodentlig efter Tysk, og 1571 spilledes enTragedia de imaginibus om en samtidig Begivenhed, Fjernelsen af nogle katholske Billeder fra Byens Domkirke, altsaa som det synes et af de tidligste originale Skuespil i Norden, og desuden en anden »Komedie paa Norsk«. Nærmere Oplysninger mangle dog, ligesom om de hyppige senere Skuespil i Bergen. 1673 spilledes Hegelunds Susanne²).

II.

Fra Aar 1600 af undergaar Skuespillet i Tyskland en
væsentlig Forandring, som det synes paavirket af de engelske

---

1) Danske Boglade 1. c.

2) Huitfcldt Chrania Theaterliist. 18 ff.

Skuespillere, der ved denne Tid reiste om og opfwte deres
Lands Folkeskuespil. Koinedien faar mere og mere Prseg
af en blot Forlystelse; i Stedet for de bibelske og moralske
Emner trsenge rent verdslige og moderne ind, historiske,
romantiske af Folkebegerne, Tidens almindelige Almuelsesning,ogsaaklassiske
behandles nu i Folkesproget. Det
belaerende Element taber sig, medens der bestandig gjeres
mere for den sceniske Effect; det Tragiske og det Burleske
blandes, raa og blodige, rsedselvsekkende Scener, beregnede
paa at pirre den engelske Almues grove Nerver, ere fortrinligyndede.Den
sceniske Udstyrelse, oienslyst og
Theatercoup, Trylleri, Fyrvserkeri o. s. v. anvendes som Lokkemidler,ligeledesSang,
Dans og Musik, komiske Mellemspil
og Narrescener («Hanswurst»), ofte uden synderlig Forbindelse
Handlingenl). I England og Spanien, hvor Skuespillet
i det Hele holdt sig langt mere folkeligt og upaavirket af
Klassiciteten end det franskc og italienske, udviklede denne
Stil sig netop paa Graendsen af Aarhundrederne saa glimrendemedShakespeare
og Lope de Vega, der fra Scenen
virkede med alle Midler og drog alle Tilvserelseskredse ind i
Dramet. I Tyskland evnede man ikke en saa genial Tilegnelse,
og Eesultatet blev vel foraget Liv og Afvexling, men ogsaa
sterre dramatisk Forvildelse og Raahed, idet Skolekomediensbegyndendeklassiske
Opdragelse standsedes. Den nye

---

1) Narren i Koinodien syncs at have sin Oprindelso dels fra don Rolle, Djsevelen bostandig more kom til at spille i don scnere Middolalders Mysterier, som «den dumme Djsevcl-, dels fra HofnaiTene hos Middelalderens Fyrster og fra on Trang til Surrogat for dot antike Dramas Chor, on Eopraesentant for den sunde Fornuft, dor delvis stod udenfor Handlingen og kunde veilode Tilskuorne til dons rette Forstaaelse. Alle disso forskjellige Elemontor spores tydelig i Narrcns Karakter, med Frcmhaßvclso snart af dot one, snart af dot andct.

Retning opstaar imidlertid ingenlunde ganske uformidlet; det burleske Element og Narren findes allerede i MiddelalderensSkuespilog er derfra gaaet over i den ældre Skolekomedie, som ogsaa kjender komiske Bondescener; Farcen maatte efter sin Natur fra først af vælge samtidige, komiske og rent verdslige Emner, og Hans Sachs, f 1576, behandlede ogsaa i det alvorlige Drama alle Tider og Livsforhold.Menfra nu af bliver Hensynet til Virkning ved Opførelse, som hos ham traadte tilbage, aldeles overveiende, og Forfattere som Jacob Ayrer i Nurnberg, f 1603, og Hertug Henrik Julius af Brunsvig, f 1613, kappes med Shakespeare og Lope i Frugtbarhed, om ikke i Talent, og give Dramet et aldeles verdsligt, komisk og folkeligt Præg med Bondescener i Dialect o. s. v. Om end de egentlige Skolekomedier ikke ganske forsvandt, gled Dramet dog* saaledes mere og mere ud af Skolernes og de Lærdes Hænder og gik over til Skuespillere af Profession, der kunde give det den nu nødvendige fuldkomnere Udførelse; men derved tabte det den Agtelse, det hidtil havde nydt gjennem sit Forbund med Lærdommen, og udartede stedse mere i Eaahed og Stilløshed, indtil vi naa ned til de tidligere nævnte »Haupt- und Staatsactionen ■>, skrevne og opførte af omreisende Trupper¹), der staa helt udenfor Poesien. Hertug Henrik Julius synes at have været den første, der i Tyskland havde en fast Skuespillertrup. Efterhaanden blande Emner af de italienske Noveller og Hyrderomanerne sig med de bibelske, historiske og komiske, og pege ned mod de nye Smagsretninger, som trænge ind efter Trediveaarskrigen.

I Sverig er dette nye, verdslige Drama stærkt udprægetideførsteAar
af det 17de Aarhundrede og

---

1) Wcrlauff HisL. Antegn, til Ulysses v. Itliacia.

gjennem hele Gustav Adolphs Regering. Der spilles Dramer med antikt Emne og stærke Spor af klassisk Indvirkning som Tisbe 1609 og Troijenborgh 1632, hvor dog naturligvis undertiden det religiøse og didaktiske Element spiller ind (Judas redivivus 1614). Opførelsen af Terentius og de latinskeDramervedUniversiteteti Upsala afvexlede 1611-14 med en hel Række Dramer paa Modersmaalet, hentede fra Nordens og Sverigs ældre Historie, med indlagte Viser, Bondescener o. s. v., af Historikeren og Papisten Joh. Messeniusogsiden,dadenne vendte tilbage til det religiøse Skuespil, af Andreas Prytz. Begge ere i en ganske anden Forstand egentlige Dramatikere med virkelig Theori, end vore samtidige, prædikende Poeter¹). Dog udviklede sig ikke heraf noget svensk Nationaltheater, men man vendte atter tilbage til Skolekomedien. — Ogsaa hos os spores IndflydelsenafdenneOvergangsretningmellem og det nyere Drama, om end svagere. Alle vore Skuespil, lige indtil Kenaissancesmagen brød ind, ere stadig egentlige Skolekomedier, skrevne af Rectorer og Præster, opførte af Disciple eller Studenter og altid kun en enkelt Gang, i bestemt,høitideligAnledning.Emnernevedbleve derfor ogsaa at være bibelske eller moralske, paa en ganske enkelt Undtagelsenær,HieronymusJustesønsFolkekomedie Farce Karig Niding, samt de ovennævnte Forsøg i klassiskStil,somdoghos os ere aldeles forsvindende overfor Mængden af religiøse Skuespil. Den større Sans for det verdslige og komiske Element, Tilbøieligheden til at lade Komedien gaa over til Folkeforlystelse, røber sig imidlertid i de større Fordringer til scenisk Effect, de bestandig hyppigereoglængereMellemspilmed

---

1) Ljunggren Sv. dramat 214 ff. — P. Syv nævner Messonius s Skuespil i Botr. over det cimbr. Sprog, 121.

pigereoglængereMellemspilmedSang og Dans, NarreogBondescener,somafvexlemed det Høitidelige og Alvorlige.Ballet - og operaagtige Mellemspil lægges allerede ind i de latinske Skolekomedier, endog i Klassikerne, baade i Tyskland og her¹). Saaledes er der i et vigtigt gammelt Komediehaandskrift²) bevaret tre Mellemactsspil, de 4 Aarstider,HerkulesogOmphalesamt de 4 Verdensaldre, »som dantzindis fremginge» og afsang danske Vers til Hornmusik i «den lattinske Leeg». Hvilken denne har været, er rigtignokikkeklar t³). Simplere vare de latinske Mellemspil i Skolekomedierne, som P. Jensen Roeskilde omtaler i sin Prosodia danicæ lingvæ⁴), bestaaende i Udførelsen af visse horatsiske Oder mellem Acterne ved Chor af Apollo og de

---

1) Kaniner Gesch. d. Piidag. 11. 101.

2) GI. kgl. Sml. 794, fol.

3) I Haandskriftot findes Mellenispillene umiddelbart efter en anonym dansk Tobiæ Komedie, tier rimeligvis er fra det 17de Aarh., men om hvis Opførelse iutet vides. Det er imidlertid aldeles foilagtigt af Nyerup (Dsk. Digtek. 11. 144) at henføre dem til denne, der jo ikke er nogen »latinsk Loeg'>, og hvis ste Act desuden kun har 4 Scener, medens Herkules og Omphalo, • ageredes efter den ste Acts Bde Scene«. N. M. Petersen lIL 526 lægger dem ind i Plauti Aulularia, om hvilken det rigtignok hedder i Haandskriftet, at den i Randers 1607 opførtos •curn choreis.. (?) ludontibus tubis et bucciuis, mimis inter aetus etc, cum vocali musica«, tilligemed Nabals Komedie og Thøgersens De mundo et paupere; men denne Angivelse findes paa et helt andet Sted og uden Forbindelse med Mellemspillene. Derimod staar i Haandskriftot sammen med den nævnte Tobiæ Komedie en "Prologus Heautontimorumeni ex Susanna P. Hegelundii«(?), og strax efter et »Argument paa den latinske Leeg«, (Heautontimorumenos) i danske Vers, samt tilsidst »Epilogus paa den latinske Leeg-, som rigtignok her synes at være Terents's Eunuchus. Jeg antager da, at disse terentsiske Skuespil ere opførte sammen med Tobiæ Komedie, og at Mellemspillene høre til et af dem.

4) Dsk. Digtek. 11, ix.

ni Muser, i firstemmig Sang ledsaget af Dans og Hornmusik.P.Hegelund,derdog nærmest hører den ældre Retning til, har allerede i sin Susanne et sapphisk Chor og en udførlig Episode om »Calumnia», dog nærmest af alvorlig, moralsk satirisk Character, i Anledning af hvilken han i sin Fortale siger: «in eum enim usum adhiberi solent inter actus non solum musici concentus et saltationes peregrinæ:sedpoematiaqvædamludicra et jocosa, qvæ inde jam Exodia appellant autores actoresqve, tanqvam diverticula,respirationisgratiaipsamactionem interpolantia». Betydelig videre gaar imidlertid den nys nævnte Hier. Justesøn Ranch¹) i Viborg, c. 1585, vor første originale Dramatiker, der i sin Salomos Hylding har sapphiske «Engle- og Planetechor« med Tableau og Dans, og i SamsonsFængsel,dertydelig er paavirket af Jac. Ayrer, Sange og Viser, endog paa Tysk, i et saadant Antal, at Stykket kan betegnes som vort første Sangspil. Den omtalteTobiæKomedieharforuden sapphiske Sange ogsaa flere Danse, «Pygmæ-Dantz«, «Daare-Dantz» o. s. v., efter Stykket, men før Epilogen. Narren spiller en bestandig større Rolle²), og lange komiske Episoder, navnlig Bondescener,læggesind,f.Ex. i Jens Kjeldsens Joseph³), opført 1630 i Ribe ved Biskop Jersins Bryllup, og i P. Thøgersens Moralitet eller Folkekomedie De mundo et paupere i Randers 1607⁴), hvor man endog finder et Forbillede for Holbergs Jeppe. Disse Bondescener, for det meste i meget løs Forbindelse med Handlingen og endnu

---

1) Dsk. Digtek. 11. 33. 71. 79. N. M. P. IH. 516.

2) Birket-Smith Om Djaevelen og Xarren, i Dsk. Sml. 2 E. 111.

3) Wandals Fort. t. 2 Bd. af Nye orig. Skuesp. 1778, p. 33.

4) Maaske efter Greffs Mundus 1537. De paagjseldende Scener ere aftrykte i Dsk. Sml. VI. 195 If.

mere end Narrescenerne indskudte blot for at more, tager det senere Skuespil, som vi skulle se, i Arv fra Skolekomedien.Defindesogsaai Sverig, i Messenius's, Brasks og Prytz's Dramer, hos den sidste i Dialect, og i Finland i Chronanders Studenterkomedie Surge. Skolemesteren Beronius indlægger 1674 lignende Scener i sin Oversættelse af Frischlins Rebecca, og 1685 oversættes en ren Bondekomedie,VitulusafHollænderenSconæus, paa Svensk¹).

Kong Frederik Il's Tid var Skolekomediernes Blomstringsperiodehosos, og Kongen yndede dem særdeles. De opførtes ikke alene ved Skolefester rundt om i Landet-), f. Ex. i Anledning af Kongens Nærværelse, men ogsaa Hoffesterfeiredesved latinsk og dansk Komedie af "Skolepersoner«iForbindelse med Ridderspil o. s. v.; saaledes Birchs latinske Susanna, Justesøns Salomos Hylding som Festskuespil ved Prins Christians (IV's) Hylding 1584. Hegelund dedicerer sin Susanna til Dronning Sophie, og den tyske Rector Omichius i Giistrow, der havde spillet for Kongen i Mecklenburg, vier ham sin Damon og Pythias 1578, hvori allerede findes burleske Bondescener³), der kunne have indvirket paa vor Komedie. Samme Yndest nød Skolekomedien i Begyndelsen af Christian IV's Regering, da, foruden de allerede nævnte, Anders Kjeldsen skrev sin Absalon 1618, og Jørgen Jensen Thyboes Kong Salomos Dom opførtes 1610 i Odense ved den udvalgte Prins Christians (V¹s) Hylding. Til samme Tid hører formodentligdenanonyme Comoedia Mariæ Magdalenæ⁴). At Adelen delte den kongelige Smag ses af de mange

---

1) Ljunggr. 307. 372. 511. 533.

2) Dsk. Digtek. IL 15 ff. 28.

3) Gerv. in. 109.

4) Msc. i GI kgl. Sml. 794, fol.

Dedicationer af Skuespil til Adelige samt af, at saadanne nu opførtes ved Fester ikke blot i den kongelige, men ogsaaiandre fornemme Familier, saaledes Joseph ved Jersins og E. Pontoppidans Tobias (efter Sconæus i Harlem) 1635 ved Flemming Ulfelds Bryllup i Kjøbenhavn, endnu i Kongens Nærværelse¹). Dette er imidlertid det sidste af de gamle danske Skoleskuespil, og allerede en Del tidligere se vi Tegn paa, at Stemningen overfor dem begyndte at forandresig,navnlig blandt de Fornemme og Lærde. 1590 ved Jacob Vl's Besøg spilledes latinsk og dansk Komedie ved selve Hoffet, vistnok for sidste Gang, thi 1596 ved Christian IV's Kroning blev det opgivet²), som det synes paa Grund af Universitetets Ulyst, og i Stedet forskreves

---

1) Dot er vel værd at lægge Mærke til, hvorledes det stadig er de samme gammeltestamentlige Emner, der gaa igjen i Skolekomedien hos os saa vel som i Sverigs og Tysklands beslægtede Drama. Fremfor alt de af Luther anbefalede: Tobias, mange Gange paa Latin og Tysk, den ældste trykte svenske Komedie 1550 (Ljunggren Sv. dramat 163), anonymt og af Pontoppidan paa Dansk, — og Judith ofte paa Tysk, paa Dansk i den af P. Syv omtalte gamle Bearbeidelse fra første Halvdel af det 16de Aarh., og maaske bearbeidet derefter paa Svensk (Ljunggren 207_—8); siden, som vi skulle faa at se, gjenoptager Opitz Emnet som Sangspil i nyere Kunstform, og Mogens Skeel oversætter det paa Dansk. Desuden Abraham (S. Kjær), Joseph (svensk 1601 (Ljunggr. 183), J. Kjeldsen 1630), Davids, Salomos og Absalons Historie (H. Justesen, svensk 1604, A. Kjeldsen 1618, paa Herlufsholm 1697), Susanna (Hegelund 1578, siden Lønborg i nyere Stil 1700), Esther o. fl. En Sammenligning mellem alle disse Stykker og de talrige latinske og tyske af samme Indhold, som til Dels opregnes hos Ljunggren, og som uden Tvivl oftest ere Forbilleder for vore, vilde være af stor Interesse og er Hovedbetingelsen for Forstaaelsen af vor gamle dramatiske Literatur og Bedømmelsen af dens Betydning og Forhold til Reformationsdramet i det øvrige Europa.

2) Kørd. Univ. IH. 83, feilagtigt i Overskous Theaterhist, I. 69, cfr. Gervin. IH. 106.

Kongens Svogers, Hertug Henrik Julius's omtalte tyske
(»engelske«?) Komedianter herind.

Saaledes røbe sig paa een Gang flere samvirkende Grunde til Skoleskuespillets Undergang. Jo mere det benyttede Modersmaaletogved Indblanding af fremmede Elementer blev Folkeforlystelse i Stedet for et Dannelses- og Undervisningsmiddel,destomere maatte de Lærde tabe Interessen derfor og betragte Opførelsen som under deres Værdighed, og dertil kom den paa denne Tid Overhaand tagende Orthodoxi med dens mørke Livsanskuelse, der betragtede Skuespil som syndigt¹). De Fornemme saa det nu ogsaa fra et andet Synspunkt og fordredemereKunst i Udførelsen, der saaledes ganske naturligt blev en Levevei, foreløbig dog, i Overensstemmelse med OprindelsenfraSkole og Universitet, især dreven af omreisende Studenterbander-). De Studerendes omflakkende Tiggerliv paa denne Tid, Sangopvartningen ved Skolerne 0.5.v., dannede en let Overgang, og Trediveaarskrigens Nød og Forvirring bidrog vel sit. Professionen synes Tyskerne at have lært i Slutningen af det 16de Aarhundrede af de engelske Trupper, der endog 1585, før man med Sikkerhed hører noget om dem i Tyskland,fandtVei til Helsingør³); 1595, altsaa Aaret før den

---

1) Brochrnand, s. Nye kirkehist. Saml. 111. 764.

2) Tidens raa Studenterliv er derfor i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede et yndet Emne for Skuespillet i Tyskland, til Dels endnu i moralsk-didaktisk Hensigt og allegorisk Form. Bekjendtest er Schochs Komodie vom Studentenleben 1618, en Bearbeidelse af et ældre Stykke af Stimmelius, opført 1571 i Bergen (efter Huitfeldts Theaterhist. 19), men som Schlesieren Schwarzbach 1596 forgjæves søgte om Tilladelse til at opføre i Kjøbenhavn. Hos os findos slige Studenterkomedier ikke, men Stimmelius's Studentes synes alt 1589 at være oversat i Sverig, og i Finland efterlignedes de 1647 i Chronanders Surge (Ljunggren 213, 518. Overskou I. 80).

3) For Idee og Virkel. 1870, I. 81, 89. Jacobsen: Om Skuespil, i Hist. Tidsskr. V. Overskou Theaterhist. I. 80.

nævnte Kroningsfest, kom den første tyske Trup til Danmark,ogsenere andre 1629 og 1633. Med tyske Trupper og tysk Komedie hjalp vi os saa i 100 Aar, efter at vort gamle Skoleskuespil var gaaet af Mode. Dette forsvandt dog ingenlunde pludselig og ganske efter den første Trediedelafdet 17de Aarhundrede, da Productionen havde været rigere end nogensinde før. Vel var det sjeldent, at nye bleve skrevne, i alt Fald i den oprindelige Stil, men de gamle opførtes dog af og til. At der endnu 1691, midt i Paryktiden, efter 100 Aars Afbrydelse ageredes en dansk Komedie af Skolepersoner til Hove¹), har vel nærmest været som Curiositet; men ude i Provinsbyerne, hvor den nye, tyske og franske Smag sent naaede hen, spilledes Skolekomedierendnuindtil og ud over Aarhundredets Slutning. 1706 agerede Skoledisciplene i Aalborg paa god middelalderligVisHistorien om den rige Mand og Lazarus i selve Kirken'²), og det er vel ikke usandsynligt, at den Komedie har været af samme Art, som Eleonora Christine synes selv at have forfattet og ladet opføre af sine Husfolk under OpholdetpaaMaribo Kloster 1688 «versibus danicis ad captum plebejorum hominum»^a). I Thottske Saml. 742 fol. og Kaliske Sml. 400, 4to findes to ikke ganske overensstemmendeAfskrifteraf et Skuespil, hvorom den udførlige Titel paa første Sted giver detaillerede Oplysninger: En kort Comoedie, som engang udi mange Smucke Folckis Nærværelse bleffv ageret en Aften-Stund sidst om Juulen (Kallske Saml. «om Jullen . . . d. 9. Novb. 1697«) paa den Aedel-fri Skolested Herlufsholm af Adelige,ogandre fornemme Folckis Børn, som da

---

1) Overskou I. 118.

2) N. M. P. IV. 429.

3) Birket Smith i Dsk. Sml. V. 217.

frequcnterede Skolen. Historien er om de tvende Kong Davids Sønner, Adonia og Salomon, som drages om Kronen og Kongeriget. Paa Vers stiilet og en Deel i Værck stillet af J. O. F., da Kollega paa Skolen¹). Det er en ægte Skolekomedie, skreven af en Lærer til Opførelse af Eleverne. Den simple bibelske Handling felger nøie 1 Kong. Bog 1 Cap. ligesom H. JustesonsSalomosHylding, der behandler ganske samme Emne, men den er ikke paavirket af Justesen saa lidt som af A. Kjeldsens i Emne beslægtede Absalon. Den begynder i gammel Stil med Prolog og rimet Summarie og ender med en «Tacke-Tale» i Alexandrinere, medens Dialogen er i lettere Vers. Formen er endnu gammeldags naiv, om end ikke saa fuld af uvedkommende Indskud og Moral som tidligere,ogfranske Ord forekomme i Mængde, Salomo. tiltaler Adonja med Mon frére o. s. v.; men af nyere Kunststil og tysk Indvirkning er ikke Spor. Overgangen til den nye Retning spores almindeligvis lettest i den Rolle, Narren spiller: medens han i de ældre Komedier nærmest er en Art moralsk og sententiøs Chorus, ville vi i de seneste se, hvorledes hans uvedkommende Løier næsten kvæle den bibelskeHandling.I det herlufsholmske Stykke, hvor han forer det franske Navn «Courtisanen», er hans Del i Handlingenvelendnu ikke stærkt fremtrædende, han nøies med raisonnerende Parentheser, men han har allerede en udpræget,individuelkomisk Character som Snyltegjæst og tilladersigen temmelig nærgaaende Kritik og Spot over de

---

1) Hvem denne Draniatiker liar vacret, liar jcg ikke kunnot opspore. Hr. cand. polit. Wad, som er sserlig bjomme i Herlufsliolms Historie, liar moddelt mig, at Stiftelsens Rognskaber mangle for Aarene 1691_—97, og at der i de folgende Aar ikke findes nogen Lserer, hvis Xavn passer Died disse Forbogstavcr.

i tidligere Tid saa ukrænkelige bibelske Personer, over Davids AlderdomsBvaghed, Uafholdenhed og Forhold til Bathseba o. s. v. Han har ogsaa sin særlige komiske Prolog, til Dels i Prosa, men er ikke meget morsom.

Efterretningerne flyde dog meget sparsomt indtil Aar 1700, men derefter træffe vi paa een Gang flere forskjellige Steder en Efterflor, der næppe kan tænkes opstaaet ganske isoleret. Af Rectoren i Grenaa, Jens Christensen Lønborg,f1701, haves Tvende bibliske Historier om Susanna og den forlorneSøn, udi en lystig Samtale riim-viis befattede og som Comoedier anrettede, 1724. De ere imidlertid udkomne allerede 1700 og formodentligforfattedeen Del tidligere¹). Det er atter en Skolemand, der optager de for over 50 Aar siden forladte bibelske Emner; Susanna er behandlet næsten af enhver af de gamle Dramatikere fra Frischlin og hans Forgængere til Sixtus Birch, Hegelund og Hertug Henrik Julius; den forlorneSønvar et næsten ligesaa hyppigt Emne i Tyskland midt i det 16de Aarhundrede²). Men Lønborg adskiller sig væsentlig fra disse tidligere Forfattere, især Hegelund, hvem det falder naturligst at sammenligne ham med. I Stedet for de gamle uregelmæssige Vers, den naive dramatiske Bygning med latinsk Sceneangivelse og Summarier paa Vers og Prosa til bedre Forstaaelse af Handlingens Gang, finde vi nu større technisk Færdighed og Regelmæssighed, Dialog i stive Alexandrinere, indskudte Arier i de nyere kunstige Versemaal, endog dobbeltrimede, Sonetter, lettere versificerede,moraliserendeChor dels mellem Acterne, dels efter antikt Mønster deltagende i Handlingen som Repræsentant for Folket. Den gamle plumpe Naivetet er imidlertid langt

---

3) N. M. P. lIL 528.

2) Gerrin. 111. 96.

at foretrække for denne tvungne formelle Correcthed, der hvert Oieblik strider med det platte Indhold, hvor Sæder og Sprog fra Holbergs Komedier overferes paa gammeltestamentligeEmner.For os er det, som om de 100 Aar mellemHegelundog Lenborg havde fjernet os mere fra disse Emner end de 16—1700, der ligge mellem deres egen Tid og den gammeldags jævne og troskyldige Hegelund. Vi fole os paa aldeles moderne Bund, naar vi i Susannas HistoriehoreLønborg tale om Nisser og Grevinder, og Personernetitulerehverandre Monsieur. Noget af det Værdifuldesteervel den Mængde Ordsprog og folkelige Mundheld, hvori Choret udtaler sig. Medens i de gamle Skolekomedier en temmelig ordret Bibelomskrivning er Hovedsagen, og verdslige eller komiske Scener fra Samtidens Liv kun leilighedsvisindskydes,træder den bibelske Handling hos Lønborg,isæri den forlorne Søn, overensstemmende med den moderne Aand og Behandling, aldeles tilbage for Scener med Kromanden, Dobleren, Bedrageren, Spilleren, Skøgen, endog med aldeles allegoriske Personer som Dyden og Vellysten,saaat det egentlig mere er et moralsk end et religiostSkuespil.Emnet, et af de faa nytestamentlige, som Skolekomedien optog, er ofte behandlet af tyske Dramatikere i 17de Aarhundrede, af hvilke vel den bekjendteste er Gnaphæus's Acolastus s. De filio prodigo 1536, efter hvem det er bearbeidet i den svenske Præst Brasks Forlorade son 1645¹). Begge have umiskjendelige Ligheder med Lønborg; hos Gnaphæus forekomme Fortrolige, næsten i den senere franskklassiskeStil,Narre, Skøger og Snyltegjæster, medens Brask stærkere individualiserer Danse- og Fægtemestere, Kro- og Bordelværter, Køvere og Spillere, i hvis Klør den fortabte

---

1) Ljunggrcn 470 ff.

Søn falder. Har imidlertid end Lønborg kjendt disse Forgængere,formodentlignærmest Gnaphæus, og er han efter Emnet at betragte som et Seenskud af Skolekomedien, saa hører han efter Aand og poetisk Form mere den nyere Kunstdigtning til, i saa Hensende aldeles selvstændig og, hvad der er det Mærkeligste, i Sprog og Stil en fuldkommen Elev af den 2den schlesiske Skole, den eneste i det danske Drama. Schlesiernes Forsøg paa at omsætte Skole- og Folkekomedien i Kunstdrama skal jeg siden komme nærmereindpaa; deres rigere Emnekreds og mere reflecterede Behandling har Lønborg ikke formaaet at tilegne sig, men deres søgte Vendinger, deres Svulst og Billedpragt gjenfindes hos ham. Saaledes allerede i Dramernes udførligere Titler: «Susannæ Van-Æris og Æris Afmalning, saasom etContrafey paa Ære-Skænderis Skændsel og de Uskyldigis Hæder«, og «Den forlorne Søns Forværring og Forbedring, befattede saasom i en Skue-Plads og Kjende-Speyl paa den unge Verdens Rasenhed, falske Venners Fortrædelighed og fromme Forældris Godhjertethed». Vi høre om »Cupidos Elske-Pul«, Susannas «Marmor-Huud», «Blomster-Mund« og «øines Straale-Glar»,

Den Alabaster Hals beskaemmer Mselk og Snee,
Den Perle-blanke Haand er yndelig at see.

Sol og Skyer spille samme Rolle som i et andet bekjendt
Forsøg paa dansk Efterligning af den 2den schlesiske Skoles
Maneer, Povel Pedersens Epos Don Pedro af Granada:

Min Glsede-Sol stod nys i mange Fryde-Strimer.
See hvor min Oyen-Sky med Grsede-Stremme regner.
Nu straaler Solen op og voris Glaede dagis,
Den merke Serge-Sky maa slet tilside dragis,
En self-poleret Dag vist kommer efter Nat.

Af et naivere og mindre kunstmæssigt Præg ere to senere Aflæggere af Skolekomedien hos os, saa sene, at vi her træffe det gamle bibelske Skuespil samtidig med og opfortved Siden af den franske Klassicismes Mesterværker, efter at have overlevet den tyske Kunstdigtnings enevældige Periode. I et Manuser, i Thottske Saml. 469, Bvo findes Esthers Comoedia, udsat paa danske Riim og ageredpaa Nackskou Raadstue af Nackskovienser Fastelavns Søndag d. 27. Febr. Anno 1724, som deres første Prøve udi Comiske Sager, med yderst naive Sceneinstructiorer og fuldstændig Fortegnelse over de spillende Nakskovienser. Derefter Nach-Spil Om det tvungne Giftermaal af Moliere, en dansk Oversættelse af Le mariage force, og endelig Comoedie om Jael og Si s sera, afskreven med samme Haand og formodentlig spillet samme Steds. Begge disse gammeltestamentlige Stykker, af hvilke navnlig det førstes Emne er ganske almindeligforekommende, kunde gjerne være Oversættelser, og Tilføielsen ved Esther «udsat paa danske Riim» kunde tyde derpaa, men hverken Forfatter, Oversætter eller Affattelsestidantydes; dog paaviser Birket Smith¹), at Esther allerede er spillet i Nykjøbing 1712, og mener, at det endnu er ældre. De hyppig indblandede franske Ord og hele Formenforbyde dog at sætte dem, i alt Fald i deres danske Skikkelse, langt op i det 17de Aarhundrede²). Stykkerne have

---

1) Dsk. Sml. 2R. 111. 285.

2) E. Gcnée i en Afhandling »Hanswurst und seine Verwandtsekaft» i Deutsche Rundschau, Juni 1869 omtaler en <■ Comoedia von der Konigin Esther und hoffertigen Haman», som jeg efter hans spredte Antydninger af Indholdet (p. 448_—49) anser for Originalen til det danske Stykke om Esther. Der omtales saaledes, at Narren gjør Bøddeltjeneste, hvilket ogsaa er Tilfældet i den danske Esther, o. s. v.; men om Stykket er bearbeidet eller blot oversat, kan ikke afgjøres. Det tyske Stykke findes ien Samling ■■Eng- lische Comoedien und Tragoedioii« 1620, Oversættelser eller Efterligninger af de raa Stykker, hvormed de reisende engelske Trupper før Shakespeares Tid havde forlystet det tyske Publikum og indført en ny Smag. Af samme Samling omtales ogsaa en Komedie om den fortabte Søn, hvori optræde Allegorier som Fortvivlelsen og Haabet, og som gjerne kunde være beslægtet med Lønborgs Behandling af samme Emne. Det vilde altsaa have stor Interesse at sammenligne disse »Englische Comoedien« med visse Dele af vor ældre dramatiske Literatur; men de findes desværre ikke paa noget offentligt Bibliothek i de nordiske Riger, hvorimod Samlingens 2den Del, indeholdende rent verdslige Stykker under Titelen "Liebeskampf« 1630, findes paa vort kgl. Bibliothek.

endnu i den gamle Stil Prolog, Epilog og rimede Summarier,men i Esther vexle Alexandrinere med lettere Vers og indskudte Arier; Jael derimod er nærmest et Sangspil med Recitativ i firføddede Jamber, medens Sangarierne ofte tilstræbegammeltestamentlig Psalmetone. Begge Stykker ere nær beslægtede, idet samme Vendinger, Vittigheder o. s. v. ofte gjenfindes. Esther er fuld af komiske Mellemscener med Almuespersoner, næsten uden Forbindelse med Handlingen,og Hovedrollen spiller her Turbinotz «et kaarszvilligt Raad» (kurzweiliger Rath o: Lystigmager), der baade optrædersom Nar og som en Art moralsk Chorus, tyranniseres af sin Kone, men tilsidst kuer hende, og hvis Lystighed er meget lidt morsom, men paa sine Steder utrolig plump og raa. Et Par Gange gjenkjende vi hans Skjemt andet Steds fra, f. Ex* i Recepten mod onde Koner:

Hassel-Most og Knippel-Suppe,
Tørne-Saft og Prygle-Bær o. s. v.,

som oftere findes i ældre burlesk folkelig Komik og lige ned til vore Dages Mester Jakel. De to «Medicin-Doctores» Nemo og Nullus i Nullibi, hvem Curen skyldes, minde om Bordings «Forhaabnings- og Forhalings-Griller»:

Hen til mit Kaminer lod jeg staa,
Fandt Nemo-Mand tilrede,

---

2) E. Gcnée i en Afhandling »Hanswurst und seine Verwandtsekaft» i Deutsche Rundschau, Juni 1869 omtaler en <■ Comoedia von der Konigin Esther und hoffertigen Haman», som jeg efter hans spredte Antydninger af Indholdet (p. 448_—49) anser for Originalen til det danske Stykke om Esther. Der omtales saaledes, at Narren gjør Bøddeltjeneste, hvilket ogsaa er Tilfældet i den danske Esther, o. s. v.; men om Stykket er bearbeidet eller blot oversat, kan ikke afgjøres. Det tyske Stykke findes ien Samling ■■Eng- lische Comoedien und Tragoedioii« 1620, Oversættelser eller Efterligninger af de raa Stykker, hvormed de reisende engelske Trupper før Shakespeares Tid havde forlystet det tyske Publikum og indført en ny Smag. Af samme Samling omtales ogsaa en Komedie om den fortabte Søn, hvori optræde Allegorier som Fortvivlelsen og Haabet, og som gjerne kunde være beslægtet med Lønborgs Behandling af samme Emne. Det vilde altsaa have stor Interesse at sammenligne disse »Englische Comoedien« med visse Dele af vor ældre dramatiske Literatur; men de findes desværre ikke paa noget offentligt Bibliothek i de nordiske Riger, hvorimod Samlingens 2den Del, indeholdende rent verdslige Stykker under Titelen "Liebeskampf« 1630, findes paa vort kgl. Bibliothek.

Min Kjelder-svend mig paste paa, Ved Navn han Nullus hedde. Et Fad med Nihil fik jeg farst Og saa forlorne Raetter ....

Samme dengang aabenbart populaere latinske Vittighed forekommer
i Indledningsdigtet til Seren Povelsen Gullsenders
Prosodi

Den Mand,
Der alle vel befalde kand,
Hor vel til: Nemo heder hand,
Og Nusqvara er hans Fedeland.

I Jael har Firlefax, «een lystig Harleqvin«, ganske samme Rolle som Turbinotz; han er her Soldat, og de cananæiske Soldaters Eventyr, Hvervinger, Plyndring og Mishandlinger af jødiske Bønder danne Hovedindholdet, for hvilket den bibelske Handling er et rent Vehikel. Stykket minder stærkt om de folkelige, moralsk komiske Gavtyve- og Soldaterromaneri Tyskland under og efter Trediveaarskrigens Trængsler, Grimmelshausens med hans Efterligneres, og de efter dem dannede Dramer, hvor ogsaa de af Birket Smith 1. c. omtalte komiske Djævlescener passe godt ind. Dog tør vi neppe bestemt erklære Stykkerne for Oversættelser paa Grund af denne Lighed, de i begge jævnlig forekommende tyske Ord og Navne, f. Ex. paa Narrene, paa feige og pralendeSoldater: Frygthan, Schrechan, eller den megen Exercitsmed tysk Commando (der i en Scene af Esther næsten ligner Exercits- og Pryglescenerne i Erasmus Montanus). Alt dette forekom i Datidens danske Sprog og beviser muligviskun, at Stykkernes Affattelse maa sættes efter Indførelsenaf tysk Kommando ved Hæren, og at de som næstenal Tidens danske Literatur ere paavirkede af den tyske. —

Huitfeldt¹) kjender og uddrager til Dels et haandskrevet dansk eller norsk Stykke af Apostelhistorien, Vincula Petri, opført i Christianssands Skole efter 1685, hvis Soldaterscener,til Dels paa gebrokkent Tysk, minde om de oven anførte.

Det sidste originale danske Forsøg paa at digte i det gamle kirkelige Skuespils Aand, oven i Kjøbet over et af de siden Eeformationen sjeldnere, nytestamentlige Emner, blev gjort af en af det 18de Aarhundredes slette Leilighedspoeter,Jacob Knudsen Schandrup. I hans «Curieuse poetiske Skrifter«, udgivne 1728, men forfattede 10—20 Aar tidligere, findes en Hellig Tre-Kongers Comoedie, som dog neppe nogensinde er opført. Christi Fødsel, de Vises Tilbedelse og det bethlehemitiske Barnemord var et yndet Stof for Mysterierne og behandledes ogsaa senere saavel i Udlandet som i Sverig og Finland'²), i Olffsons Tragoedia om the tree wiisa man 1635 og Kolmodins Genesis ætherea 1659, hvilke Stykker naturligvis i Personliste og Situationer have meget tilfælles med Schandrup, uden dog directe at have paavirket ham. Senere bevaredes Traditionen af Almuenved Gadeoptog med Sang og Ombæring af Fødselsstjernenved Nytaar og Helligtrekonger, som vel paa sine Steder i afsides Provinsbyer kunne have holdt sig lige til vore Dage, rigtignok trukne ned i Smudset ved at benyttes af fattige Børn som Paaskud for Tiggeri. Og som den gamle fromme Skik ender ogsaa det gamle religiøse Drama hos Schandrup i den Plathed og den elendige Udførelse, som betegner Dramet lige før Holberg. Det er en Slags Sangspil, hvor det bibelske Emne, i hvilket kun den gammeldags,naive

---

1) Chrania Tkeaterkist. 29 ff.

2) Ljung-gren 101, 463. 466, 542.

meldags,naiveTro kunde blæse dramatisk Liv, er behandlet i franske Visemelodier, kunstige, dobbeltrimede Alexandrinere og moderne Aand. Alligevel er der en Del af det gamle tilbage: Schandrup begynder med en rimet Summarie, der rigtignok nu fører Titel af Præludium; Scenen skifter uafladelig med samme Naivetet som i Skolekomedien, og "Comicus« optræder og beretter, hvad der maa tænkes foregaaet mellemSceneskifterne. Som sædvanlig i de sene Efterligninger af Bibeldramet lægges Vægten langt mindre paa den simple bibelske Handling end paa temmelig uvedkommende, plumpe Scener af Hverdagslivet og komiske Personer: den stammendeTjener Sanseles, den fordrukne Vært Immerfuld i Jerusalem, hvis trivielle Værtshuspassiar meget smagfuldt gaar paa Melodien «Far, Verden, Farvel«, Herodes's raa, blodtørstige Soldater, der nærmest minde om tilsvarende Figurer saa vel i Esther og Jael som i de omtalte svenske Stykker, hvor dog Hovedpersonerne, Herodes, Joseph og Maria, udmales langt omhyggeligere og mere individuelt. Man maa dog anerkjende, at Schandrup her holder sig fri for den plumpe Gemenhed, som betegner hans to andre Stykker: »Romansck Masquerade», en dramatiseret Fortælling paa Vers om et fordærvet Fruentimmer, og «Kaaber-Comoedie», en ligeledes versificeret Behandling af det poetiske Emne: ulovlig Brændevinsbrænding og vilkaarlig Øvrighed. — Bibelsk allegorisk Skuespil og Opera med komiske Scener og i Opførelsenganske mindende om de gamle Mysterier forekommer iøvrigt endnu i tyske omreisende Truppers og Marionet' spilleres Repertoire i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, ogsaa hos os.

Vi have nu fulgt den bibelske Komedie ned til dens
sene Uddøen i vort Fædreland. Farcen med sit rent verdsligeog
komiske Indhold, der i Tyskland som «Fastnachtsspiel»holdt

spiel»holdtsig ved Siden af Bibelkomedien efter Reformationen,og senere fortrinsvis omsatte sig i rent folkeligt Skuespil, havde ikke noget langt Liv hos os. Den er kun repræsenteret af Chr. Hansens Utro Hustru og H. JustesønsKarrig Niding. I Sverig findes foruden den middelalderlige »Dialog mellem Jul og Faste« slige Fastelavnsspil,til Dels i Emne beslægtede med Boccacio og de italienske Noveller, oftere i sidste Halvdel af det 17de Aarhundred e²); men hos os taalte lige fra Begyndelsen af det 17de Aarh. den strenge Orthodoxi kun det religiose og «nyttige« Skuespil, hvori saa det farceagtige Element, som vi have set, og fremdeles ville faa at se, maatte søge sig en tolereret Plads uden at turde optræde selvstændigt, og den egentlige komiske Digtning møde vi først igjen hos Holberg.

Den tredie Art af Middelalderens Skuespil derimod, den allegorisk moralske, stemte meget vel med Tidens prosaiske Nytteprincip og faldt nu ofte næsten sammen med Bibeldramet, der efter Reformationen som Skolekomedie havde opgivet de nytestamentlige Emner og blev mere og mere moraliserende, medens paa den anden Side Allegorien ved denne Tid antog et stærkere religiøst Præg, og ofte sogte sit Stof i Lærebogen i Stedet for som tidligere i den verdslige Moral. Man allegoriserede nu med Forkjærlighed Emner som Gjenløsningen ved Troen og gav ikke blot ethiske, men ogsaa dogmatiske Begreber et spøgelseagtigt Liv paa Scenen. Belæring var det eneste Maal for Reformationstidens Theater: den lærde, latinske Komedie supplerede Grammatiken, den læge Catechismen, som Hier. Justesøn udtaler det i Prologen til Salomos Hylding: Komedierne ere

«. . . . liffactige speyl
Huor i wduises dyd oc feyl».

---

1) Ljunggren Sv. dramat 133, 271 ff.

Alligevel have vi i selve Reformationsaarhundredet, vor gamle Komedies Blomstringstid, ikke mange egentlige Moraliteter,idetBibeldrametsom tidligere omtalt beherskede hele Productionen. Psalmedigteren H. Christensen Sthens Kortvending¹) c. 1570, P. Thøgersens tidligere nævnte De mundo et paupere 1607, og en Oversættelse af Macropedius'slatinskeHecastu s²) fra omtrent samme Tid, er alt, hvad vor Literatur i denne Retning har at opvise, og deraf nærme sig i alt Fald de to første og originalere mere til den halv farceagtig satiriske, halv moraliserende, men ikke egentlig allegoriske Afart, som opførtes i Middelalderen i Frankrig under Navnet «Sotie». Lige ved den Tid, da Skolekomedien ophører her, i Slutningen af det 17de AarhundredesførsteTrediedel,finde vi endnu et Par Stykker af denne Art opførte ved Hoffester i gammel Stil og under aaben Himmel, men nu, som det synes, paa Tysk. 1618 ved Biskop Sigismund af Osnabrucks Besøg hos Christian IV spilledes paa Slotspladsen Mathematikeren Nicolaus Helvaderus'sTragoediapaaRiim, Germanice, om 10 grummelige Tyranner og blodhundiske Regentere, som have forfulgt Guds Kirke, ledsaget af Fyrværkeri³). Om dette Skuespil synes imidlertid ingen andre Oplysninger

---

1) Aftrykt i Dsk. Snil. I.

2) Birket-Smith i Dsk. Sml. 2E. 111. 292. — Hecastus eller, som det i den maasko ældste, engelske Form er oversat, Every man, er en allegorisk Fremstilling af det letsindige og verdslig sindede Menneskes Dødsangst og sluttelige Frelse gjennem Omvendelse, hvori det altsaa er Meningen, at • Hvermand_• skulde se sig i Speil. Emnet er af tysk eller engelsk Oprindelse, meget yndet og behandlet i alle germaniske Lande, f. Ex. af Hans Sachs og af Dalius i Sverig 1681. En Oversigt over Hecastus-Literaturen giver Ljunggren, Sv. dramat 503 ff., cfr. Gervinus HL 99 og Hase das geistliche Schauspiel 1858, p. 44.

3) Overskou I. 75.

bevarede end Worms Note i hans Lexikon over lærde Mænd, saa det er umuligt at bestemme, om det harer her hen; Titlen tyder paa kirkehistorisk Indhold, saa at det vel nærmestharsluttetsig til de saakaldte Mirakler, oprindelig Fremstillinger af Helgenes Liv, der imidlertid ogsaa udvidedesigtilat omfatte f. Ex. hele Apostelhistorien, især efter Reformationen, da Helgendyrkelsen betragtedes som Afguderi¹). At det i alt Fald har været et Stykke i den gamle Smag er sikkert, ogsaa paa Grund af Tiden. En Moralitet i Ordets egentligste Betydning opførtes derimod ved den Fest, der, som vi senere skulle se, ellers i dramatiskHenseendevedLaurembergs moderne Skuespil danner et Vendepunkt hos os, den udvalgte Prins Christians og Magdalene Sibylles Bryllup 1634. Tragoedia von den Tugenden und Lastern²) fremstiller en Krig mellem de personificerede Dyder og Laster, de førstes Seir ved Englen Kaphaels Hjælp, Lasternes Nedstyrtelse til Helvede, der paa middelalderlig Vis forestilles som et gabende Dragesvælg, og Opbrændeisen af deres faste Slot, Trachenburg, hvilken giver Anledning til et stort Slutningsfyrværkeri. Det Hele foregik atter her i fri Luft, paa Slotspladsen, og Hanswurst og de komiske Figurer mangle ikke. Naar bl. a. Birket Smith³) tillægger Lauremberg denne «Tragedie«, da er der vist intet andet, der taler derfor, end at han er Forfatter til de øvrige Festskuespil ved samme Leilighed, som imidlertidereien helt anden, nyere Stil. De plattyske komiske Intermezzoer, som findes baade i »Tragedien« og i LaurembergsStykker,varealmindelige i Tidens tyske Drama, og i den omhyggelige Fortegnelse over hans Skrifter hos Lappenber

---

1) Ljunggren Sv. dramat 481.

2) Kefereret af Overskou I. 95 ff.

3) Dsk. Saml. 2 E. 111. 229.

berg¹) nævnes den ikke. Udførlige Beretninger om den epochegjørende Fest findes paa Tysk af den kjøbenhavnske Boghandler Jørgen Holst: Triumphus nuptialis danicus1635,oversatpaa Dansk af ham selv som Regiæ nup ti æ eller Kort Beskriffuelseetc, 1637, og i (C. Cassius's)Relationvondem hochfurstlichen Beylager etc, Hamb. 1635-). Ingen af dem nævner imidlertid Tragediens Forfatter, eller paa hvad Sprog den er opført, og man kunde gjerne anse det for muligt, at den var spillet paa Dansk og kun anført paa Tysk, fordi de oprindelige Beretninger om Festen ere paa dette Sprog, især da det var den eneste af alle Forestillingerne, til hvilken Folket havde Adgang, idet den gaves paa Slotspladsen, de andre derimod inde i Riddersalen. Men paa Grund af Hoffets og de mange indbudne Fremmedes Nærværelse bar det tyske Sprog dog mest Sandsynlighed for sig; deri vare ogsaa de øvrige Feststykker skrevne, og det er formodentlig J. Holsts egen danske Oversættelse, vi finde som Bilag til hans Regiænuptiæ:Tragoediaom Dyder oc Laster, som udi hans Printzelige Naadis Bryllupsfest, Anno 1634 den 10. Octobris hos det stoere Fyerverck bleff

---

1) Scherzged. v. Joh. Laureniberg, 1861.

2) HoLst angiver at skrive »meliren Theils aus eigner Anffmerckung», men paa Begyndelsen og Slutningen nær stemmer han ordret med Cassius, og at denne er Originalen, fremgaar af Holsts egen Fortalo til Regiæ nuptiæ. Uddrag af en af dem er igjen: En kaart Beskriffuelse, huad sig tildraget haffuer paa Stormeetigste oc køybaarne Førstis oc Herris, Herr Christian V's ... Bilager. Kbh. s. a. Imidlertid har Holst udførligere Bilag end Cassius, og aftrykker Programmerne for de fire Dages Eingriden af Hoffet i pragtfulde Carnevalsoptog, de i Stykkerne afsungne Sange, begge Laurembergs Komedier og den ovennævnte Tragedie in extenso. Den sidste findes ogsaa tilføiet Cassius"s Beretning, og fra en af dem har Overskou refereret den.

agerit¹). Men selv naar denne danske Form af Tragedien kun er en, i alt Fald ganske samtidig, Overssettelse, taber den derfor ikke al Interesse. De allegoriske Personers latinskeNavneereoversatte: «Greffue Tyrannus (Tyrannij)», «Fraicken Invidia (Affvind)», «Hertugen af Avaritia (Gjerrighed)»o.s.v. Derimod hedde de komiske Personer «Grotsprecker»(identyske Eedaktion «Junker Thraso») og ••Hans Bratwurst», Navne som tilligemed Figurerne fra det tyske vare gaaede lige over i Tidens danske Drama. Den sidste, der i den tyske Redaktion taler Plattysk, udtrykker sig i den danske paa meget charakteristisk Jydsk, der ganske svarer til Figurens hele Bondesvedenhed.

Synes saaledes den allegoriske Komedie hos os at være bleven fortsat paa Tysk ned i det 17de Aarhundrede, saa dukker den dog igjen frem paa Dansk først i det 18de, samtidig med de sidste Spor af Bibelkomedien, og mærkelignokpaasamme Sted, nemlig i Nakskov, der synes med en vis Seighed at have holdt fast ved den gamle dramatiske Smag, efter at den andet Steds var opgiven. Vi have nemlig baade som Manuscript i Thottske Saml. 1521, 4to, og trykt Den faldne og igjen opreiste Salvande,forestilletien Comoedie af 5 Aeter, for nogle Aar siden ageret i Nachschou i Lolland, og nu til Trykken befordret af J. P. Hald. Kbh. 1747. Stykket nævnes af J. H. Schlegel i Nachr. v. dem Zustande des dånischen Theaters gegen Ende des 16. Jahrh.²), samt i Rhodes Saml. til Laaland-Falsters Hist. 1776, I. 192, hvor det tilskrives P. Rogert, Hører og Capellan i Nakskov

---

1) Et hermed ordret stemmendc Exemplar af Tragedien paa Dansk findes i Hjelmstjernos Saml. 2354, 4to, men er vel altsaa snarere et Aftryk efter J. Holst end aftrykt hos ham.

2) I Overe, af Slanges Chr. IV's Hist. I. 225, cfr. N. M. P. IV. 537.

1728—35, t 1749 som Præst i Ullerslev. Det tilfeies, at det flere Gange er opført af Skoledisciplene paa Raadhuset i Nakskov, men at nogle dog dadlede det som uværdigt til offentlig Opferelse, — ganske vist med fuld Ret. Det er en dramatiseret religiøs Allegori, hvor Syndens og Frelsens Historie i en Menneskesjæl fremstilles under Billede af en fyrstelig Brud, Salvande, Sjælen, trolovet med Prins Philandro,Christus,Senaf Kejser Pantocrator, Gud. Hun skal undergaa en Prøvelse ved Dronning Mundianes (Verdens) Hof, og fristes der med al Slags verdslig Herlighed paa AnstiftelseafScotarches(Djævelen). Efter at hendes Broder Carneades (Kjed og Blod) har ladet sig lokke af HoffrøkenerneVolupeogHonore, bukker ogsaa Salvande under, vildledet af sin anden Broder, Rationares (Fornuften), trods meget tydelige Advarsler af sin Brudgoms Tjenere Clemantes (Guds Naade) og Bibliander (Bibelen). Som sidste Middel vise de hende Mundiane i sin sande hæslige Skikkelse, og al den Uskik med Rangsyge, Bestikkelse, Mened, Mord o. s. v., der drives ved hendes Hof (det eneste lille Parti, der har nogen Interesse ved Tidsallusioner). Nu overgiver Salvande sig ganske til deres Ledelse og tilskriver sin Brudgom bønligeBreve,derbetegne Angerens og Omvendelsens forskjelligeStadier.Huntrues af Justinus (Guds Retfærdighed) og fristes ved Scotarches's Rænker, men bestaar seirrig efter at have gjort Carneades til Slave og reduceret Rationares til «en føye Tjener under Biblianders Direction». Sluttelig tages hun til Naade og hentes hjem af Philandro, medens Carneades indesluttes i et trangt Fængsel (Graven), hvorfra der dog forjættes ham Udfrielse. Det er, som man ser, hele det orthodoxe dogmatiske System omsat i den aandløsesteAllegoriogden mest keitede dramatiske Behandling, fuld af Monologer o. s. v., fem Acter igjennem, og endnu

værre bliver det ved de aabenbare Spor af Indflydelse fra det fransk-klassiske Drama i hele Anlæget, de alexandrinske Vers, Lærebogsstoffets übehændige Indklædning i en Kjærlighedsintrige;enskrigendeModsætning mellem halvt moderneFormogforældet Indhold. I Prosadialogen er indstrøetversificeredePartierog Arier med Noder; triviel Prædiketoneafvexlermedpedantisk Hofsprog vrimlende af fremmede, især franske Ord; Hofceremoniel, Optog, Ordener og Emblemer spille en stor Rolle. Udgiveren Hald¹) siger i sin Fortale, at han har foretaget sig at oplægge en Del danske Komedier, dels for dermed at hjælpe den fornyede danske Skueplads, dels for dem, der elske Skrifter, «hvor Lasterne paa en behagelig og lystig Maade forestilles». Dertil regner han Salvande, «der vel for sin delikate MateriesSkyldnogetalvorlig er tracteret«, men dog har mange ingenieuse Indfald og overalt en høi og flydende Stil. Os maa det navnlig overraske, at dette latterlige Miskmask har kunnet skrives og, om end ikke uden Indsigelse, opføres paa en Tid, da Holberg allerede var i fuld Virksomhed, og vi se saaledes her som ved hin nogle Aar tidligere Forestilling af Esthers Komedie og Moliére i Nakskov, at Begyndelsen til det moderne Drama gaar jævnsides med et Skuespil, der baade efter sit Indhold og den Maade, hvorpaa det er opført,staarsomden sidste Repræsentant for Skolekomedien. Stykket staar i nær indre Forbindelse med den dunkle, forskruede og allegoriske Prædikemaade, som efter Midten af det 17de Aarh. trængte ind fra England²), beslægtet med Efterrenaissancens og den 2den schlesiske Skoles Affectation.GjennemAndagtsskrifteri

---

1) Efter Kafrbeks Opgivelse (Holb. som Lystspildigter I. 221) først Skuespiller, siden Provst i Jylland; i Wibergs Præstehistorie findes imidlertid ingen jydsk Præst af dette Navn ved den Tid.

2) N. M. P. 111. 115, 117, 137.

tation.GjennemAndagtsskrifteridenne Stil eller endog i Form af allegoriske Romaner som Maren Jersins (Biskop Jersins Datter, gift med Sværmeren Niels Svendsen Chronich)SjælensSkat,oversat fra Spansk gjennem Hollandsk 1653, var Overgangen let til det allegorisk religiøse Drama, og vi have tillige her en Antydning af, hvorledes hele denne sogte og forskruede Maneer bredte sig hos os ogsaa udenforPoesien,oghvorledes Retninger som Gongorismen og Euphuismen paa enkelte Punkter naaede os fra deres oprindeligeHjem,udenat passere Tyskland. Herfra kom dog som tidligere paavist, Hovedpaavirkningen, ogsaa dramatisk, og man vil let se, hvor nær Salvalde staar Lystspil som Eichters med den tiltalende Titel Arge Grundsuppe der Welt (1670)¹), hvor Christus hjemfører Ecclesia som Brud, eller Knorr v. Rosenroths omtrent samtidige om Nasima (Sjælen), der elskes at Kong Dahar (Verdsligheden), men formæles med Marasuh (Christus), efter at Usurpatoren Dahar er dræbt af Adibe (Lidenskaben).

Saaledes forplantede de gamle Moraliteter sig ligesom Mysteriernened til Efterrenaissancen paa Grund af dennes stærke Forkjærlighed for didaktisk Digtning. De germaniske Folks naive Tro paa, at man kunde forvandle den pedantisk aandlose Videnskabelighed og Theologi til Poesi ved at forklæde den allegorisk, rober sig paa denne Tid ogsaa stærkt i de andre Digtarter, men i Dramet, hvor den traadte umiddelbart frem for Øiet paa Skuepladsen, er den maaske mest afstikkende.Vistnok personificerede allerede Middelalderens Moraliteter «Kjødet» og «Aanden» i deres indbyrdes Strid, ja endog mathematiskc Figurer som Rundt og Firkantet-'), og Calderons spanske Autos sacramentales staa de nævnte

---

1) Gorv. 111. 412.

2) Paludan l'r. JS'atioiudlitt. «"t>.

religiøse Allegorier saa nær, at man kunde mistænke Tyskerne for at have øst af dem; men den germaniske Grundighed var det forbeholdt at gjøre disse blodløse Abstractionerfuldstændig umulige ved at forme dem efter de nye Kunstfordringer i lange Lystspil paa Prosa og med regelret Kjærlighedsintrige. Et af den tyske Efterrenaissancesmange poetiske Selskaber, Pegnitzhyrderne i Niirnberg,der først gjenoptog Dramet efter Trediveaarskrigen, førte næsten Mysteriet og Allegorien tilbage til den middelalderligeNaivetet, endog med Kirken til Skueplads; men dette tilfredsstillede ikke længe. Leilighedsskuespillene, f. Ex. Eists, vrimle af allegoriske Personer: Tyskland, Freden o. s. v. Harsdorfer mente, at man kunde bringe grammatikalske Begreber paa Scenen i allegorisk Form, og i det 17de.AarhundredesSlutning naa vi til dramatiske Vrængebilleder som de oven nævnte eller Stielers Willmut¹) 1680, der dramatiserer hele det ethiske System: Kong Adelhold (Forstanden)og hans Gemalinde Kedewinne (Fornuften) have en Son, Prins Willmut (Villien), som skal ægte Allguda (det høieste Gode). De slette Kaader Fiihlhart og Gerwolf (Sanser og Begjær) indtage ham for Prinsesse Scheinguda ved Hjælp af Narren Skaramuz, men Ehrlieb og Wahrmund føre ham atter paa rette Vei. — I Sverig haves meget tidlig en saadan dogmatisk Allegori af Chærberus Om menniskjones fall och uppråttelse 1642, og i Finland Carstenius'sHimmelska consistorium 1674²).

---

1) Gerviii. HI. 411.

2) Ljunggr. 498, 553, cfr. den af N. M. P. IV. 480 omtalte tyske Marionetkomedie: Der geschaffene, gefallene und wieder aufrichtete Mensch, opført lier af v. Quoten c. 1715, hvor ikke blot .som hos Chærberus Jehova, Ketfærdigheden o. s. v., men Engle, Djævle, Elementerne og Slangen optraadte. Overskou I. 133.

III.

Vi se saaledes Middelalderens religiøse og moralske Drama i Tyskland og hos os omsætte sig først i Skolekomedie,dernæsti det 17de Aarhundredes Aand, og med en mærkelig Seighed holde sig paa Skuepladsen indtil vore Oldefædres Dage, næsten 100 Aar efter at den nye Kunstformvarindvandret paa andre Omraader af Poesien. Trods sine Anstrengelser for at lempe sig efter disse nye Former stod det imidlertid som en Anachronisme, pegende tilbage og bestemt til at forsvinde, naar Renaissancens og KlassicitetensPrinciperfor Alvor trængte igjennem ogsaa paa Scenen. Den Forrenaissance, som ogsaa i dramatisk Poesi spores i Reformationstiden med den latinske Skolekomedie, var i denne Retning som overalt forbleven uden Frugt og endt i middelalderlig Forvildelse, under hvilken Dramet imidlertid i ydre Henseende undergik de tidligere omtalte Ændringer, der bleve af stor Betydning for dets Reform i moderne Retning. Fra Skolekomedien gik det over i en temmelig raa Folkekomedie med fremherskende verdslige Emner, Kjærlighedsintrige og ofte Prosadialog i Stedet for den tidligere obligatoriske Versform. Da Formaalet nu kun var at more, anvendtes der mere paa at tilfredsstille Skuelysten,ogSkuespillere af Fag overtog Opførelsen. Trediveaarskrigenforanledigedei Tyskland paa Scenen som i hele det aandelige Liv en Standsning, under hvilken en Del af det Gamle gik i Glemme, og efter hvilken de nye Kunstformerbegyndteat trænge ind. For Skuespillets Vedkommendefæstedeman da især Giet paa to Ting: Musikdramet,Sangspilog Opera, der nylig havde uddannet sig i Italien og optaget Dans, pragtfulde Optog og Decorationor som væsentlige Elementer, — samt det klassisk gjenfødte

Drama, som siden Renaissancen havde hjemme i Italien og Frankrig. Den tyske poetiske Renaissanoes Fader Opitz viste ogsaa her Veien; han oversatte to italienske Sangspil, 1627 Daphne af den første egentlige Librettist Rinuccini, og 1635 Judith efter en übekjendt italiensk Original, hvor han i Tilegnelsen beklager, at den mangler meget i at svare til Aristoteles's Regler, samt en Tragedie af Sophokles og en af Seneca, der snart kom til at indtage den Plads, Terents havde havt i Reformationstiden, som Dramets ene herskende klassiske Autoritet. Udviklingen gik imidlertid kun langsomt: lige saa lidt som Opitz gjorde noget originaltForsøg,tænkte han paa at lade noget opføre; Dramet var for ham kun en Form for poetisk øvelse paa Papiret. Bevægelsen trængte endnu slet ikke ned i Folket, som holdt sig til den gamle Komedie; Skuespillet efter klassisk Mønstermaattenærmest blive de Lærdes Sag og laa længe udyrket; selv i sine Hjemlande havde det jo endnu neppe naaet sin endelige Kunstform. Den Overgangsretning, som i Frankrig midt i det 16de Aarhundrede var begyndt af Jodelle, fortsattes af Garnier, nærmest i Tilslutning til Seneca. Klassiske Emner behandledes i regelmæssigere, sententiøse Vers med rhetorisk Pathos og begyndende OverholdelseafReglerne, medens dog den fra MiddelaldersdrametnedarvedeRaahed i Bygningen og Forkj ærligheden for Rædselseffect endnu stadig røber sig, ligesom Sange, komiske Mellemspil o. s. v. endnu indlægges. Det er omtrentdensamme dramatiske Retning, som noget senere i Tyskland repræsenteres af den 2den schlesiske Skole, og ligesom denne udartede og forvildedes den franske ('Tragikomedie"sidenaldeles, da med Hardy den spanske og italienskeAffectationog Hyrdestilen trængte ind i den. Herimodreageredenu den klassisk-lærde Smag med Richelieu

og Akademiet, og den franske Klassicisme optræder første
Gang fuldt uddannet med Corneilles Cid 1636, men faar ingen
Indflydelse i Tyskland før hen imod Aarhundredets Slutning.

Operaen og Balletten med al sin Pragt derimod egnede sig særlig for Hofferne og de Fornemme, og fik langt hurtigere Indpas, til Dels directe fra Italien ved Sangereog Musikere, som forskreves til Fyrsternes Capeller, men da ogsaa ofte i aldeles fremmed Form og fremmed Sprog, uden national Tilegnelse. Dog finde vi henimod og især efter Trediveaarskrigens Slutning ogsaa opførte for Folket Skuespil, der danne en Overgang fra Folkekomedien til den nye Smag ved ligesom Operaen, endnu ganske naivt og uden Stil at blande alle Kunstarter, Sang, Ballet, Optog, Fyrværkeri, optage klassiske og bukoliske Emner o. s. v. Saaledes have vi efter 1640 i Niirnberg Pegnitzernes allegoriskeog emblematiske Forestillinger, navnlig af Hyrdelivet,og omtrent samtidig f. Ex. i Hamburg Festskuespil, især foranledigede ved den almindelige Glæde over den westphalske Fred. Hoveddigteren er Rist, og hans bekjendtesteStykker, «Das friedewiinschende« og «Das friedejauchzendeDeutschland »^x), opførtes 1647 og 1653. Formen er Prosa med indblandede Sange, Indholdet Allegori og Satire, til Dels i den af Digtere som Moscherosch og Lauremberg indførte folkelige Aand mod de indtrængende vælske Moder, mod Rists Rival Zesen og hans overdrevne Purisme o. s. v. Allegoriske Figurer, græske Guder, oldtyske Helte optræde mellem komiske Personer og plattyske Bønder;Theatereffect, pragtfulde Tableauer, Fyrværkeri, Musik anvendes efter en stor Maalestok. Det første Stykke af denne Art synes at have været Stapelius's Ireneromachia²),

---

1) Udg. af Schletterer, Augsb. 1864.

2) Gervin 111. 407, cfr. Oversk. I. 81.

opført 1630 i Hamburg og maaske 1633 her af en reisende Trup, og det indeholdt allerede indskudt Farce i Bondesprogefter den senere Skolekomedies og Hertug Henrik Julius's Exempel. En enkelt tabt "Tragedie« af Rist med klassisk Emne opførtes 1634 i Holsten og 1638 i Stockhol m¹); men naar disse spredte og übetydelige Spor ikke vare, vilde det mod Sædvane være Danmark, der gik i Spidsenined Opførelsen af denne nyere Komedie, rigtignok paa Tysk og ved en til Sorø Akademi indkaldt Tysker, den oftere omtalte Rostocker-Professor Hans Lauremberg, en af Tidens betydeligere Poeter, der rigtignok i sine Satirer kæmpede for Bevarelsen af den gamle, jævne og folkelige Smag, men dog ikke selv kunde holde sig upaavirket af den nye. Denne Mands Ophold her maa vi aabenbart sætte i Forbindelse med det pludselige og tidlige Omslag i Smagen for dramatiske Forlystelser i alt Fald ved Hoffet, som indtrafi Christian IV's senere Aar, samtidig med at Arrebo forberedte den nyere Kunstform i andre Grene af Poesien. Det er foran paavist, hvorledes det hidtil saa yndede Skoleskuespil,næsten midt i dets Blomstring og efter neppe at have givet Tegn paa Afkræftelse, med Pontoppidans Tobias 1635 pludselig ophører for lange Tider og aldrig ret kommer paa Fode igjen. Men just Aaret før træffe vi nu fuldt udviklededramatiske Forestillinger af den Art, som Renaissancenhavde bragt i Mode, nemlig 1634 ved den udvalgte Prins Christians Bryllup, altsaa 14 Aar før disse Festskuespilved den westphalske Fred bleve almindelige i Tyskland. Med hvilken Forbauselse slige Forestillinger da for første Gang bleve sete i Danmark, fremgaar af Festberetningerne, der foreligge talrigere og udførligere end vel for nogen

---

1) Ljunggr. 461.

lignende Højtidelighed i Tyskland fra det nyere Dramas ferste Barndom¹). Bruden, Magdalena Sibylla, var fra Sachsen, hvor den første regelmæssige tyske Opera, Opitz's Daphne, var bleven opført 1627. Her skulde nu præsteres noget Lignende ved Hjælp af Lauremberg og den nederlandske Hofmaler Karl van Mander. Overskou²) giver Uddrag af Laurembergs to Sangspil i mythologisk - allegorisk Stil: Zwo Comoedien, darinnen fiirgestellet 1) Wie Aquilo, der Regent mitternåchtiger Lander, die edle Princessin Orithyjam heimfiihret. 2) Wie die Harpyjen von zweien septentrionalischen Helden verjaget, und Konig Phineus entlediget wird. Navnlig det første er et rent Leilighedsstykke, fuldt af smigrende Allusioner til Brudeparret; i begge Stykker afvexler Prosadialog med Sange; mythologiske Guder og Helte optræde i broget Blanding med aldeles moderne komiske Personer, der staa i meget ringe Forbindelse med Handlingen: den allerede i den gamle Komedie uundværlige Nar, den forelskede Pedant Blax, en uudviklet Type for Holbergs Stygotius, og plattysk talende Bønder, hvis temmelig plumpe Repliker undertiden næsten ordret gjenfindes i Laurembergs senere plattyske Satirer. Det høityske Sprog forstod han langt mindre at behandle, og Sangene i Stykket har han til Dels laant fra Opitz o. a.^:i)

Men ikke nok med disse to Festskuespil i den nye
tyske Smag: Dagen før Opførelsen af Aquilo, den 7de Oktbr.,

---

1) Saaledes i Slanges Chr. IVs Historie 11. 781: Festen "fortælles at liavo været saa stor og kostbar, som ingen tilforn udi Danmark havde seet , — i en af den franske Gesandt, Greven af Avaux's Ledsageres, Carolus Ogerius's Iter danicum 1656, samt i de forhen nævnte Beretninger af Cassius og J. Holst.

2) Theaterhist. I. 84.

3) Lappenlierg Scherzged. v. Laureml). 1861. p. 172.

havde Brudgommens Broder, den senere Kong Frederik 111, ladet opføre den første «Ballet», vi kjende her til Lands, og saaledes brudt Isen for Hofforlystelser i fransk Stil, som dengang endnu vare temmelig nye i deres eget Fædreland, og som Prinsen maaske havde gjort Bekjendtskab med paa sin Reise til Frankrig 1629—30. Ballettens Indhold meddelesaf Overskou p. anf. Sted, men saaledes, at man skulde tro, at Karl van Mander, som «arrangerede« den, ogsaa var Programmets Forfatter. Birket-Smith *) oplyser imidlertid,at det er skrevet af de unge Kongedetres Lærer, Tyskeren Alexander Kukelsom. Det findes endnu paa det Kgl. Bibi. under Titel: Kurzer Einhalt und Bedeutungdes Ballets, so der Hoch-wiirdigster etc. Ftirst und Herr, Herr Friedrich, bey bevorstehendemPrintzlichem Beylager nebens andern repråsentiren wirdt. In Kopenh. 1634, og er undertegnet:«I. I. Hoch Fursti. D. D. Unterthånigsten Dieners Alexandri v. Kukelsom»-). Balletten er af ganske samme

---

1) Leonora Christine Grevinde Ulfeldts Hist. XXX og 69.

2) Titelen forstaas vistnok naturligst som om Prinsen blot tilligemed har danset i Ballottcn, der altsaa ligesoni Fcstskuespillene skulde vasre given af Kongen, og herpaa tyde ogsaa demies Breve (Overskou I. 83), der ligesaa vel angaa Forberedelserne til Balletton som til Komedierne. De oprindeligo Festberetuinger tale ikke om, hvem der lod den opfore; men det syncs altfor mserkeligt, at hverken de eller Programmet antyde Prinsens personlige Optraeden i en Ballet, hvilket Parti nan udforte o. s. v., noget, som sonere Programmer gjerne for fyrstelige Personers Vedkommendc udhsove, og det uagtet det dengang, hvis det havde fundet Sted, hos os maatte vsero aldoles uhort, medens dog Kongcns naturlige Sens, Christian Ulriks Eolle i Balletten udtrykkolig fremhaeves. Naar Overskou I. 99 beraaber sig paa »Kukelsons Beretning- for, at Prinson dansede, kan der kun sigtes til de anforte Ord i Programmets Titcl, hvilke jeg dog, saaledes som de staa, ogsaa af Hensyn til Frederik Ills franske Eeise og senere Forkjærlighed for Balletforestillinger, skulde være tilbøielig til at forklare, som om det var ham, der i alt Fald havde foranlediget Ballettens Fremkomst.

Art, som senere bliver almindelig, et mythologisk-allegorisk Potpourri af Scener og Tableauer med indlagte Sonetter, Sange og Dans, uden egentlig Sammenhæng og sluttende med en «grand ballet« fuld af smigrende Allusioner til Fyrsteparrets Navne og Festens Anledning. Overskou har ikke kjendt Programmet selv, men oversætter Cassius's ikke ganske nøiagtige Eeferat¹), der overspringer Begyndelsen, Gudernes Gjæstebud hos Neptun, men ellers har Hovedoptrinene: Pan og Deianira, Orpheus og Eurydice, Apollo og Muserne, Ulrik Christian som en "fornem cavalier«, om hvem Dyder og Laster strides, Atlas o. s. v. Nogen regelmæssig Inddeling i Scener og Optrin, «entrées», efter fransk Monster har Kiikelsom endnu ikke. — At i øvrigt ogsaa den gamle dramatiske Smag var repræsenteret ved denne epochegjorende Fest, ses af den før omtalte Moralitet om Dyder og Laster.

Helt eller delvis reciterende Festskuespil i den nyere, af Lauremberg indførte Smag, synes ikke senere at være givne ved Hoffet, men derimod bestaa fra nu af alle Galaforestillingeraf Opera og Ballet, saaledes som det var blevet moderne i sydligere Lande. Indhold og Stil var imidlertid ganske den samme, som i Skuespillene. Ogsaa vore Konger,lige fra Frederik 11, havde holdt Capelier og italienske Musikere²), ogsaa hos os havde Musik og Dans faaet Indpasallerede i den yngre Skolekomedie, som vi have set gaa over i formeligt Sangspil med Hieron. Justesøn, ligesom i

---

2) Titelen forstaas vistnok naturligst som om Prinsen blot tilligemed har danset i Ballottcn, der altsaa ligesoni Fcstskuespillene skulde vasre given af Kongen, og herpaa tyde ogsaa demies Breve (Overskou I. 83), der ligesaa vel angaa Forberedelserne til Balletton som til Komedierne. De oprindeligo Festberetuinger tale ikke om, hvem der lod den opfore; men det syncs altfor mserkeligt, at hverken de eller Programmet antyde Prinsens personlige Optraeden i en Ballet, hvilket Parti nan udforte o. s. v., noget, som sonere Programmer gjerne for fyrstelige Personers Vedkommendc udhsove, og det uagtet det dengang, hvis det havde fundet Sted, hos os maatte vsero aldoles uhort, medens dog Kongcns naturlige Sens, Christian Ulriks Eolle i Balletten udtrykkolig fremhaeves. Naar Overskou I. 99 beraaber sig paa »Kukelsons Beretning- for, at Prinson dansede, kan der kun sigtes til de anforte Ord i Programmets Titcl, hvilke jeg dog, saaledes som de staa, ogsaa af Hensyn til Frederik Ills franske Eeise og senere Forkjærlighed for Balletforestillinger, skulde være tilbøielig til at forklare, som om det var ham, der i alt Fald havde foranlediget Ballettens Fremkomst.

1) Relation etc. 23.

2) Oversk. I. 67, 82, o. fl. St. 1658 kom en italiensk Trup fra Danmark til Dronning Christinas Hof: Ljunggr. 396.

Tyskland med Ayrer. Nu fremtræde imidlertid musikalske og chorographiske Forestillinger som selvstændig dramatisk Kunstart, men foreløbig uden bestemt at udskille sig fra hinanden indbyrdes i Opera og Ballet. Ved Ballet forstodes nemlig dengang ikke som nu blot pantomimisk Dans med Musikaccompagnement, men Recitativ og Sange, sjeldnere derimod egentlig Dialog, vare indlagte i Tableauerne, ja ledsagedesom oftest hele Handlingen. Om de bleve afsungne under, før eller efter hver Dans, og hvor stor Plads Dansen selv, og Pantomimen i Forhold til den indtog, er mindre klart, men den bekjendte Kieler Professor, LiteraturhistorikerenMorho f¹), har sikkert ikke Ret i, at Tidens Ballet ligesom »Maskeraderne« var stumt Spil, og at Sangene kun tilhørte Programmet, der vistnok undertiden blot indeholder Scenegang og Sange, men som oftest tillige en prosaisk «Récit» til Forklaring af Handlingen. Paa dennes dramatiske Enhed lagdes ingen Vægt; den bestod oftest i en Række usammenhængende Scener, Optog og Tableauer, «entrées><, som endte med et stort Danseoptrin', «le grand ballet«. Indholdet er som Følge af Opførelsen ved fyrstelige Fester oftest en Hofsmiger, der bliver mere overdreven, jo længere vi komme ned i Aarhundredet; Formen var mythologiskallegorisk;naar Samtidsfigurer optraadte, var det altid som Typer for en hel Stand eller Klasse, visse Dyder eller Feil og Latterligheder o. s. v. Disse Balletter gaa aldeles umærkeligtover i Operaen, hvis Indhold og Præg var ganske det samme, naar Sang og Musik tager Overvægten, og Dans, Optog og Tableau mere blive Accessorier. Grændsen er ofte aldeles flydende, og begge Kunstarter maa i Begyndelsen behandles samlede.

---

1) Von der deutschcn Spracho und Poesic, 1700, p. 673.

Balletten i den her beskrevne Form er aabenbart directo indført fra Frankrig. Medens vi hidtil i Literatur og Poesi havde faaet alt gjennem Tyskland, begynde fra Midten af det 17de Aarhundrede Hofferne der som her med den spirende Enevoldsmagt samtidig at se hen til og efterligne det franske Hof. Frederik 111 holdt franske Musici og en fransk «Dansemester» (Balletmester) Pilloy¹) (som dog nok ikke nævnes fer 1663), og det synes ikke, at Balletten har faaet tidligere Indpas ved de nordtyske Hoffer end ved vort, snarere omvendt. Morhof nævner p. anf. St. af tyske kun en Ballet og en «Masqverade» fra det gottorpske Hof 1663 og 69. Skjøndt vor omtalte første Ballet fra 1634 er paa Tysk, og selv om det skulde vise sig rimeligt, at ogsaa de fleste senere cre opførte paa dette nu engang herskende Sprog, saa røbes deres Herkomst dog klart nok af de franske Biprogrammer, som næsten stedse findes, af techniske Udtryksom«ballet», «entrée», '■ récit», og af Ballettens hele Indhold og Bygning, der ganske svarer til de bekjendteste franske Exempler: løse Tableauer i Dans med ledsagende Sang og Musik som de Moliére noget senere for at imødekommeHofsmagenhøist umotiveret maatte lægge ind i sine Stykker eller endog skrive hele Stykker som Ramme om (Les amants magnifiques, La princesse d'Élide). CatharinaafMedici havde indført den musikalske Ballet fra Italien;underLudvig XIII var den allerede saa yndet, at Kongen selv optraadte dansende deri; men dens blomstrende Periode var dog især ved Ludvig XlVs glimrende Hof efter Mazarins Død 1661. Herfra udbredtes den over Europa, og de største Digtere ansaa det ikke under deres Værdighed at skrive Balletprogrammer, saaledes ifølge Morhof Ben

---

1) Oversk. J. 107, 109.

Jonson og endog den strenge Puritaner Milton i England, Stjernhjelm i Sverig o. a. En tidligere Tilknytning for Ballettenfindevi maaske dog i de ofte storartede mythologiske, allegoriske eller Hyrdeoptog ved Hoffester, i Costume med Musik, temmelig kunstigt Maskineri og undertiden Dans, men uden Repliker eller Ord, som Renaissancen bragte i Mode, og som endnu langt ned i Tiden fortsattes. Under Ludvig XIV sattes de i Scene i Parken ved Versailles, navnlig af Moliére, i hvis Værker de findes beskrevne, f. Es. Les plaisirs de l'ile enchantée 1684 med Program fra Ariosts »Rasende Roland«, hvor Kongen selv og Hoffet dansede sammen med Moliére og hans Trup. I den tarveligere Form, de havde her, finde vi dem allerede tidlig ved Hoffester som Indledning til Ringriden eller Carroussel, ofte flere efter hverandre, hver med sit Program, «Cartel», undertiden indeholdendeVerseller Taler, som oplæstes. Beskrivelser af slige Optog findes i Aug. Erichs Skildring af Christian IV's Kroning 1596, i de nævnte Beretninger om Prins ChristiansBryllup1634, og de forekomme endnu i Christian V's Tid som «Heste-Ballet«¹). Overgangen fra saadanne Rytteroptogtilmere theatralske og balletmæssige Friluftsforestillinger,somvi siden finde dem, staar maaske nok, som Overskou²) mener, i Forbindelse med de tyske, navnlig Pegnitzernes, Forestillinger til Forherligelse af den westphalskeFred,hvor Glæden over den gjenvundne Ro og Sikkerhed fandt et Udtryk i landlige Fester, «Schåferier», i den fra Spaniere og Italienere optagne Hyrde- og Idylstil. Denne kom fra nu af i Mode i Dramet ligesom i de øvrige Digtarter, hvor ogsaa hos os Terkelsen, Bording og Kingo

---

1) Paulli Extraord. maanedl. Relat. Jan. 1678. Apr. 1680.

2) I. 107. Gervinus 111. 415.

behandle Hyrde- og Bondelivet sentimentalt, vel ofte plat, men ikke mere med Bevidsthed og Villie komisk som den yngre Skolekomedie. Dennes Bondescener have imidlertid et ganske anderledes kraftigt realistisk Præg end den smægtendeHyrdepoesis,og dette holdt sig til Dels i de komiske Partier af det senere Sangspil og Balletten ved Siden af de efterhaanden hyppigere optrædende forfinede Hyrder, Jægere og Bønder i Lyrikens Stil. Det egentlige Hyrdedrama fik dog ikke fast Fod hos os¹).

I Sverig, som jo i en ganske anden Grad end Danmarkvar berørt af den ogsaa i det aandelige Liv epochegjørendeTrediveaarskrig, finde vi omtrent ved samme Tid som her et ganske lignende, maaske endnu mere udpræget Smagsomslag. Gustav Adolfs Tid havde, ligesom hos os Frederik Il's og Begyndelsen af Christian IV's, været SkolekomediensBlomstringsperiode; men strax efter hans Død trænger under Paavirkning af, hvad man i Krigen havde set i Tyskland og Frankrig, en helt anden Stil ind, der ved de af Dronning Christina indkaldte Udlændinge og Dronningensegen alsidige Dannelse og Pragtlyst omsættes i rent

---

1) Originale danske Dramer forekom jo ikke paa den Tid, og jeg har kun fundet et enkelt Hyrdedrama, som maa antages skrevet her, men paa Tysk og af en af de Digtere, som stod med den ene Fod i Tyskland, og mere skrev for dette Land end for vort mindre fremskredne Publikum. Det er Rectoren paa Herlufsholm, senere Frederik lll's Secretair, Slesvigeren Zacharias Lunds (t 1667) Eeu und Loidt iiber die Liebe der Schafferin Dieromene, auss Franzosischer in Toutscher Sprach gebracht, uden Sted og Aar, Mscr. i Thottsko Saml. 1097, 4to. Dette meget vidtløftige og kjedelige Hyrdospil er altsaa Oversættelse af en mig übekjendt fransk Original. 5 Acter i Prosa med indstrøede Sange, formodentlig allerede skrevet mellem 1640^—50, men neppe nogensinde trykt eller opført, i alt Fald her.

fransk Smag, uagtet ved Siden deraf Skolekomedien Aarhundredetud, især med Brask og Fastelavnsspillene, lever et langt frodigere Liv end i Danmark. Brask selv slog imidlertid ogsaa ind i den nye Tone ved en Efterligning af Rists omtalte Fredsfestskuespil i sin Mars germanicus victus¹) 1649, thi den westphalske Fred gjaldt jo lige saa fuldt Sverig som Tyskland. 1638 opførtes som anført Rists Perseus i Stockholm, og samme Aar den første Ballet, «Les plaizirs de la vie des enfans sans soucy», altsaa fire Aar senere end her, men til Gjengjæld strax paa Fransk²). Fra Dronnningens Myndighedsperiode 1644 trængte fransk Sprog og franske Moder ind med overvældende Magt, og siden 1642 opførtes næsten aarlig en eller flere Balletter, Optog, «Wirthschaften» o. s. v. nied langt større Pragt og Bekostningend i Danmark³). Balletterne opførtes ogsaa ofte paa Modersmaalet, og Sverigs Opitz, den berømte Stjernhjelm, skrev den versificerede Text til mindst tre, af hvilke et, dog usikkert, Sagn tillægger Cartesius det egentlige Forfatterskab til den ene (Naissance de la Paix, «Freds -Afl», paa DronningensFødselsdag 1649) i det Par Maaneder, han før sin Død tilbragte i Stockholm⁴).

Det var store Mænd, Dronningen satte i Arbeide med sin Ballet, og den tog et ganske anderledes Opsving i Sverig end her, og var i fuldt Flor der, da den hos os med Frederik lll's Thronbestigelse begynder at forekomme jævnligere.Denførste, vi træffe efter 1634, kunde gjerne friste

---

1) Ljunggr. 490.

2) Ljunggr. 417.

3) Ljunggr. 402 ff. 420 ff. Klemming Sveriges dram. litt., fra Aar 1642.

4) Morhof deutscho Spr. u. Poesie 1700, p. 673, cfr. Klemming under 1649.

til at tro, at den lærde Stand støttet af den lærde Konge havde bemægtiget sig Balletten ligesom tidligere Dramet, og lagt Latinitetens Bly paa dens lette romanske Sommerfuglevinger.Blandtden berømte Latindigter Vitus Berings Værker¹) findes nemlig Natalitiæ Choreæ i Anledning af Frederik lll's Datters, den senere Hertuginde af Gottorp Frederikke Amalies Daab 1649. Indholdet er Kvindekjønnets Pris gjennem en Række Optrin af Roms Oldhistorie: Sabinerindernes Rov og Cloelias Bedrifter, med entrées af Romulus, hans Legater, klagende Sabinerinder, deres Røvere, Porsenna o. s. v., dernæst rigtignok aldeles umotiveret af Heraklit og Demokrit o. fl.; men ellers er Handlingen mere ordnet og sammenhængende end sædvanligiBalletten, og af en alvorligere, næsten videnskabelig Character: et helt historisk Cursus i elegante latinske Vers, vexlende Stropher og Chor, inddelt i Scener og Optrin, ganske i Balletstil. Alligevel vil man ikke rigtig tro paa en Ballet med latinsk Text, og Morhof²), der tillige nævner en anden, som det synes tidligere Ballet ved det danske Hof: Von verlohrner Zeit und Arbeit, omtaler da ogsaa denne: «Von des weiblichen Geschlechts Vortrefflichkeit»medde Ord: «von dem vortrefflichen Poeten, Hrn. Vito Beringio in lateinischen Versen beschrieben». BeringsArbeideer altsaa en Art Festberetning, og det egentligeBalletprogramfindes da ogsaa paa det kgl. Bibi. i to versificerede Redactioner, en tysk, Des weiblichen GeschlechtsPreiszund Ruhm, og en fransk, La louange des dames. Naar der saaledes, hvad der i Fremtiden næsten altid er Tilfældet, foreligge Texter i flere

---

1) Rostgaard Deliciæ poetarum Danorum 11. 159.

2) Deutsche Spr. u. Poesie 1700, p. 673.

Sprog til samme Ballet, er Forholdet det, at Scenegangen er den samme, men Versreplikerne frit bearbeidede, ikke oversatte fra det ene Sprog til det andet, ofte af helt forskjelligtIndhold,blot at det passede i Munden paa den samme optrædende Person. Da saaledes ingen af Texterne bestemt reber sig som Original, er det ofte vanskeligt at afgjøre, paa hvad Sprog Balletten egentlig er opført. Klemmin g₁) bemærker om Balletten i Sverig, at den digtedes og indførtes af Franskmænd, og at den svenske Text blot var for dem, der ikke forstod Fransk, og den tyske, som i Sverig ingenlunde altid forekommer, en Hjælpetext naar tyske Herskaber vare tilstede. Dog anser han det ogsaa for muligt, at Balletten opførtes den ene Dag paa det ene Sprog, den anden paa det andet, og naar Mænd som StjernhjelmskrevBallettexter, er det vel ogsaa rimeligt, at man benyttede dem. Her i Danmark er Forholdet noget anderledes.Atdet franske Sprog trængte ind tilligemed den franske Smag, var naturligt, men Tysken havde her langt dybere Rod som Hofsprog end i Sverig. Vor første Ballet er skreven paa Tysk af en Tysker; senere arrangeredes de vel af franske Balletmestre (Pilloy), der sagtens ogsaa skrev den oftest anonyme Text, men den forstod vel endnu de Færreste, og naar vi oftere se Frederik lll's tyske Hofdigtere skrive det tyske Program, skulde jeg være tilbeielig til at anse dette for Hovedtexten, der blev benyttet ved Opførelsen.Oftenævnes dog i samtidige Beretninger den franske, ikke den tyske Titel, og Afvigelser kunne naturligvis have fundet Sted. Dansk Text findes kun rent undtagelsesvisoghar neppe været opført; men den har alligevelsinstore Betydning ved at bøie Modersmaalet i de nye,

---

1) Sv. dram. litt., i Sv. fornskr. sallsk. skr. 1863, p. 27.

vexlende, romanske Versformer, som kom ind ved Balletten,
og paa hvis Tilegnelse Lyriken netop samtidig med Terkelsen
var begyndt at arbeide.

Den næste Ballet er Les contents et mécontents du siécle, ballet danse au Palais royal de Koppenhaue le 14 oct. 1650¹), paa Tysk Vergniig- und Unvergniigung, Ballet bey dero jungen Fråuleins Wilhelminen Ernestinens Kindtauff-Fest... am 14 Tage des "Weinmonats in 1650 Jahre, fol., uden Navn, men forfattet af den tyske Hofdigter Ad. Fr. Werner. Det er en Række entrées eller Optrin i en meget les Ramme, idet allegoriske Figurer og Mennesker af forskjellige Livsstillinger optræde for at udtale deres Tilfredshed eller Utilfredshed med Tilværelsen i Vers af vexlende Rhytme, uden særlig Hentydning til Dagens Fest.

Til Ballet des 4 Élémens, sur l'heureuse naissance de Georges . . . second filz de ... Frideric 111,²) 1653, haves dansk Text: De fire Elementer, udi Et musicalische Skue- oc Dantze - Spil ... paa Hertug Georg etc. Dabedag forestillet, d. 17 Julii Aar 1653. Af Tysken paa Danske udsat af P. N. M. 4to. Det tyske Program har jeg ikke fundet; det danske afviger fra det franske ved mellem Optrinene af Elementerne at indskyde forberedende mythologiske Gudescener. Luften repræsenteres af Vinde og Fugle, Jorden af Bjerge, firføddede Dyr, Satyrer og Verdensdelene, Vandet af Vandbærere, Vaskerkoner (!) og Fiskere, Ilden af Ilddæmoner og i det danske Program af Pluto og Helvedes Aander, alle i entrées med korte Vers.

---

1) Hjelmstj. Saml. 2388, 4to.

2) Hjelmstj. 2649, 4to.

Aar 1655 feiredes Frederik lirs Søns, den senere Kong Christian V's Hylding med Festligheder, der ogsaa, om end i mindre Grad end Festen 1634, bleve af Betydning i Dramets Historie i Danmark. Her optraadte Lauremberg for anden Gang som Hofdigter, og atter banebrydende, med den første i Danmark opførte virkelige Opera, Musikalisch Schawspiel, darinnen vorgestellet werde die Geschichte Arions, dem durchlauchtigen . . . Herrn Friederich 111 etc, auch der durchlauchtigen Frawen Sophia Amalia etc, zur Gliickwiindschung iiber die Huldigung des durchl. Prinzen, Herzog Christian etc. unterthånigst pråsentirt. Copenhagen 1655¹). Det er en allegorisk Lykønskning til Kongen fra Sorø, hvor Lauremberg var Professor. Fortalen forklarer Arion om Akademiet, som bæres uskadt gjennem Bølgerne af Delphinen, Kongen. Det indeholder da ogsaa kun Smiger, uden nogen egentlig Handling? vexlende Oder og Chor af Furier, Dyder, Nereider o. s. v., der optræde og forsvinde uden videre Forbindelse mellem de enkelte Scener. Men Stykket er bestemt forskjelligt fra Laurembergs tidligere Leiligheds- eller Festskuespil med Sange, saa vel som fra Balletterne; det er en ren Opera med udelukkende Sangrepliker, kun et enkelt Sted med indlagt Dans og nogle Tableauer, men ikke arrangeret i Balletstil. — Balletten kom imidlertid ogsaa frem ved denne Fest. Den bekjendte spanske Gesandt og Digter, Grev Rebolledo beskriver i sine Ocios

---

1) Selv om Overskou I. 82 ikke har kjendt selve Stykket, er det dog übegribeligt, hvor han kan forvexle denne Hylding med Christian IV's Søns, den udvalgte Prins Christians, og antage det for opført 1610, endnu før Opitz i 1627 . . . havde indført Operaen i Tyskland«; thi Lauremberg, der var født 1590, kom først 1623 her til Landet. Hvad Opitz indførte, var jo imidlertid, som vi have set, kun Sangspil, ikke egentlig Opera.

en Ballet, som han i samine Anledning saa den 16 August 1655, og hvor Dronningen og Kronprinsen selv dansede, som det var Skik i Frankrig¹). Ogsaa til denne Ballet har jeg paa det kgl. Bibi. fundet det tyske Program: Unterschiedliche Oracula, im Ballet . . . vorgestellet auff dem Konigl. Schlosz zu Kopenhagen 1655. Paa andre Sprog findes den neppe. Sibylla raadspørges her af Folk af forskjellige Nationer og Stillinger, ofte meget vilkaarligt valgte: Hollændere, Bønder, Soldater, Narre, Dansemestere, Musikanter, Hyrder og Amazoner. Dronningen, Prinsesserne og Hoffet optraadte, Sophie Amalie endog i fem forskjellige Roller, sidst som Amazone, hvor Forfatteren lader Sibylla complimentere hende i mere vel mente end vel lykkede Vers:

Wo Ihr die Schonste, die unter Euch ist, horet,
Die itzt gantz Nordenland als eine Gottin ehret.

Kronprinsen var Jseger og tiltales af Sibylla med:

Printz der Jager, Zier der Helden!

Under de skjæbnesvangre krigerske og politiske Begivenheder indtil 1660 standse naturligvis Hofforestillingerne, og da de igjen begynde efter Enevoldsmagtens Indførelse, synes Smagen atter at have forandret sig noget, overensstemmende med den Retning, den havde taget i Tyskland, hvor Operaen fra Midten af Aarhundredet udviklede sig selvstændigt og næsten fortrængte det reciterende Skuespil²). Opføres her end ikke endnu egentlige Operaer, saa spiller det musikalske Element i Balletten dog stedse mere Hovedrollen, og med Hensyn til Sproget og Opførelsen søger

---

1) Overskou I. 102, cfr. Nyerup Efterr. om Kong Frederik 111, 1817, p. 418. Rebolledo Ocios 1660, p. 289 ff.

2) Gervinus 111. 445.

Hoffet først directe til Italien, Operaens Hjemstavn, men vender dog snart tilbage til de vante Mønstre og Mestere fra Tyskland, hvor den havde taget et saa glimrende Opsving, medens det franske Sprog foreløbig atter træder i Baggrunden. 1 Anledning af Churprinsen af Sachsens Forlovelse med Prinsesse Anna Sophie haves Opera - Balletten Kadmus ito temmelig forskjellige Redactioner¹). Den tyske: Der lobwtirdige Cadmus .. .in deutsche durch Ad. Friedr. Werner und darauff in welsche Reimen durch Hirolamo Pignani, in die Musik aber gesetzet . . . durch S. Maj. Capelmeister Caspar Forster, opført d. 25 Sept. 1663, viser sig altsaa som Originaltexten, der er oversat paa Italiensk og udførligere bearbeidet af den indkaldte italienske Balletmester Pignani: II Cadmo, introduttione dun giocoso combattimento e balletto, rappresentato in musica nella selue di Friderisburgh di Girol. Pignani. Coppenh. 1663, med tysk Indholdsforklaring. Det er en Fremstilling af Thebens Grundlæggelse i sex Tableauer med tilhørende Vers og Musik, Fyrværkeri, Dans og mythologisk Apparat af Guder og Gudinder. Smiger efter fransk Hofskik danner en Hovedbestanddel af Indholdet; Italieneren skyr end ikke at lade Fama i Theben varsle for Kadmus om Frederik lll's kommende Storhed.

Næste Dag gaves i samme Anledning og paa samme Sted, Dyrehaven ved Frederiksborg, ved Fakkelskin en anden Forestilling: Masquerada, die Waldlust²), en Samling Scener eller Tableauer med Afsyngelse af tyske Vers, Musik

---

1) Hjelmstj. Saml. 357, fol. og 2632, 4to, cfr. Overskou I. 106 og Dansko Sml. 2 R. 11, p. 155 ff.

2) Hjelmstj. 357, fol.; Oversk. I. 107. N. M. Petersen IH. 523. Nyerup Frederik 111, 422, cfr. Ljunggr. 414.

og Dans, men ganske uden dramatisk Sammenhæng eller Ramme. Prinserne, Prinsesserne og Hoffet optraadte her sammen med de franske Dansere, der overtog de mindre anselige Roller, af hvilke navnlig Bondescenen mellem Hans og Grete er dygtig plump. Slige Skovforestillinger i fri Luft, hvor man maatte give Afkald paa en stor Del af den kunstneriske Illusion og derfor ogsaa tog det endnu mindre neie end sædvanlig med den dramatiske Form og Enhed, nærme sig til de omtalte tyske «Schåferier»*) og føre Skuespillet over i det rene Divertissement. Herfra er kun et Skridt tilbage til de gamle Costumeoptog og til de beslægtede modernere Hofforlystelser, hvor det Dramatiske taber sig i blot Forklædning og Maskerade (hvorom jo ogsaa Stykkets Titel minder) med Musik og Dans, men uden Handling og Ord.

Et Trin videre føres denne Overgang ved de Hoffester, vistnok nærmest af tysk Oprindelse, som vi ogsaa træffe paa denne Tid, og som synes en Modification af de gamle Fastelavnslystigheder og Folkefester i Carnevalstiden. Saaledes ikke blot Maskeoptog i fri Luft, som Hoffet foretog f. Ex. 1697 til Amager i øens Bondedragter²), men især de saa kaldte «Wirthschaften» og «Jahrmårkte». De have Biensynlig nærmest svaret til, hvad vi nu kalde «Carneval» o: en Maskerade, hvor Rollerne ikke vælges ganske frit og vilkaarligt, men hvor Maskeringen underordnes en løst skizzeret Plan, i Overensstemmelse med hvilken Rollerne i alt Fald for en Del fordeles og indrettes. N. M. Petersen³)

---

1) Gervinus 111. 407 nævner en •Waldkomedie- af Scheren i Hamburg 1638 af idyllisk Indhold med Bondescener; men om den blev spillet under aaben Himmel ligesom »Waldlust« er uvist.

2) Oversk. I. 119.

3) HI. 522.

angiver efter fremmede Kilder denne Plan som et Sammentræf af en stor Mængde Gjæster af alle Stænder og Nationer i et Herberge; men dette passer da i alt Fald kun paa «Værtskaberne«, og selv disse nuanceredes vist paa forskjellig Maade, om end altid saaledes, at et Taffel eller Festmaaltid hørte med til Programmet, hvorpaa man sluttede med Costumebal ligesom paa vore Carnevaler. «Markederne« maa have været Carneval med Bazar, Boder, Udsalg, Gjøglere o. s. v., og costumeret Markedspublikum. «Wirthschaft» og »Jahrmarkt* blandedes ogsaa sammen, som vi netop se det i den vistnok eneste samtidige Skildring af en saadan dansk Hoffest: Le Wertschaf fait å Copenhaguen au mariage de S. A. R. Md. Anne Sophie de Dannemarc avec le Sérénissime Prince-Électeur Jean George de Saxe¹) 1666. Festen holdtes i Anledning af den samme sachsiske Prins's Bryllup, hvis Forlovelse var bleven feiret ved Skovforestillingerne²), og Beretningen er

---

1) Hjelmstj. Sml. 2646, 4to. Et andet gaves allerede 1652, s. Nyerup Fr. 111, p. 424.

2) Brylluppet holdtes paa Grund af Dronningens Sygdom i al Stilhed, efter almindelig Opgivelse den 9de October (Danske Sml. 2 E. 11. 144); mærkeligt nok angiver de St. Victor, der dog baade var Samtidig og vistnok Deltager, i sin Fortale den 23de Oct. Nogle Dage efter gaves • Værtskabet, • der saaledes i intet Tilfælde kan være den samme Fest, som i P. W. Beckers Saml. til Frederik lll's Historie 11. 52. 58 omtales under 11 Febr. 1665 som en Ballet, hvor Hannibal Sehested spillede -courtisan« og gav Collationen. Han døde den 13de Sept. 1666, og det maa altsaa være en anden Sebested, der en Maaned efter som maréchal de la cour optræder som Vært i ■ Værtskabet >. Der er imidlertid vist mange Fester fra denne Tid, om hvilke hverken Beretning eller Program er naaet ned til os; i Beckers anførte Værk I. 299 tales ogsaa om en Ballet i Anledning af Dronningens Broders forventede Besøg, som var under Arbeide i Juli 1662, og som neppe kan være identisk med nogen af de over et Aar senere i helt anden Anledning givne og kun til Dels balletmæssige Forestillinger af Cadmus og Waldlust.

dediceret Churprinsen af en fransk Deltager, de St. Victor, Af Franskmandens Omtale er det klart, at han ikke kjendte slige Fester fra sin Hjemstavn¹). Enhver fik sin Rolle tildelt ved Lodkastning; Dronningen holdt Bod som hollandsk Sælgekone, Kongen var Perser, Kronprinsen Fægtemester, Churprinsen Postillon; Hofmarschal Sehested, der havde havt Arrangementet, fungerede som Vært; ogsaa Koblere og Koblersker optraadte efter Tidens plumpe Smag. Næsten hele Hoffet opregnes ved Navne, idet Franskmanden har skrevet et smigrende Vers til hver i Anledning af den udførte Rolle, hvorved hans Skrift faar en lignende Form som de tidligere omtalte Balletprogrammor; men det er kun en bagefter udgiven Festberetning, og ved selve Festen har der, trods den forud givne Handling, lige saa lidt været foreskrevne Repliker i Ord eller Sang som ved vore Carnevaler.

Til Frederik Hl's Fødselsdag 1670 synes det næsten, som om der var paatænkt en Ballet paa Dansk. Blandt den oftere som Hofpoet optrædende Præsident i Ribe, Mathias Worms haandskrevne gudelige og Leilighedssange²) findesnemlig De fiire Elementer, paa Hs. kgl. MajestætsFødselsdag (som indfaldt d. 18de Martj 1670) udi en Bålet representerede ved Hs. Excell. Hr. Riigens Admiral, med et Vers til Admiralen (HenrikBjelke), som havde befalet Worm at skrive. Stykket staar ikke i nogen Forbindelse med den 17 Aar tidligere, franske, paa Dansk oversatte Ballet af samme Titel. Hvert Element optræder her med sit Lykønskningsyers for at • offerere sig til Hs. Kgl. Majestæts Tjeniste», hvorpaa der

---

1) Ljunggren 410 ff. omtaler flere svenske • Værtskaber • siden 1653, da der gaves et »olympisk Gjæstebud«, men mener, at denne Art Fester stamme fra Frankrig.

2) Kalis Sml. 396. 4to.

sluttes med et Chor, men uden Antydning af Dans eller Musikarrangement, saa at det Hele maaske kun er en Form for et af de dengang saa almindelige Gratulationsdigte til kongelige Fødselsdage. Opført er det i alt Fald ikke; thi Kongen døde d. 19 Febr. 1670 og oplevede altsaa ikke den Fødselsdag, det var bestemt til at feire¹).

Endnu mindre have vi et virkeligt dansk Balletprogram i den af Birket-Smith fremdragne Fru Kirsten Munks Ballet²), en politisk Satire rettet mod det i Frederik lll's tidligere Regeringsaar overmægtige, saa kaldte «Svigersønneparti«, og rimeligvis skreven af en af Modpartiet blandt Adelen, c. 1650. Men det er interessant at se, at den allegoriske Ballet- og Optogsstil allerede saa tidlig, lige da Opera - Balletten havde vist sig her i Landet, blev tilegnet og benyttet som Form for Satiren, den Digtart, der ellers overalt holdt sig mest national og længst bevarede den gamle Stil, ligesom den med Forkjærlighed holdt sig til Modersmaalet.

Under Christian V trængte endelig den egentlige Opera ind, navnlig over Hamburg, hvor den blev dreven med stor Iver og Bekostning. Den pragtfulde Udstyrelse af dens bibelske, allegoriske, mythologiske og bukoliske Emner fordredeet stort Maskineri, og dette atter et særegent Locale. 1678 fik Hamburg sit kostbare Operahus, derpaa andre nordtyske Stæder, og den danske Enevælde, der bestandig mere lagde Vægt paa efter fremmed Mønster at glimre ved

---

1) At denne i Titelen angives til den 18de i Stedet for den 28 Marts beror vel paa Forskjellen mellem ny og gammel Stil. Christian V's Fødselsdag var d. 15de (25de) April, og kan desuden neppe være bleven offentlig høitideligholdt i hans første Eegeringsaar, saa nær efter Faderens Død.

2) Dsk. Sml. VI. 348.

pragtfuld og ødsel Hofholdning, fulgte snart efter. 1689 byggedes paa Amalienborg et interimistisk Operahus, hvor man paa Kongens Fødselsdag samme Aar opførte Der vereinigte Gotter-Streit¹), en 5 Acts Opera af Burchardtmed Musik af Schindler i Arier og Chor, men endnu med Dans af franske Dansere ved hver Acts Slutning, samt komiske Hyrdescener. Mars med Krigens og Apollo med Fredens Guder kappes om at hylde Kongen; Dronning Margrethe, Frode og Knud den Store paakaldes, og i bagefteraftrykte Vers bringe «der Dannemann, derNormann, der Teutsche, der Morian,« Repræsentanter for alle Kongens Undersaatter, deres Lykønskning. Ved den anden Forestillingbrændte imidlertid Theatret med en Mængde Tilskuere. —

Endelig, 50 Aar efter de sidste Skolekomedier ved Hoffet, træffe vi atter det danske Sprog ved en Hofforestilling, idet Tidens største, oven i Kjøbet religiøse Digter hos os ligesomStjernhjelm i Sverig maatte laane sin Pen til Forherligelseaf en kongelig Fødselsdag ved en Ballettext. Men dette vidner dog om stigende Agtelse for Modersmaalet; i Frederik IH's Tid blev det ikke betroet Bording, der dog var en Art Hofpoet, at skrive efter de nye Noder; det maatte endelig være enten Tysk eller Fransk. Til StatholderGyldenløves Fest paa Christian V's Fødselsdag 1683 skrev nemlig nu Kingo ifølge Nyerup en Mellemting mellem Opera og dramatiseret Cantate, som efter den udførlige Beskrivelseaf Festen i Paullis Extraord. mdl. Relat., Mai 1683, udgjorde en Del af en stor mythologisk - allegorisk Opera-Ballet. AfTexten findes kun det af Nyerup meddelte Stykke²), og han angiver ikke sin Kilde for, at Kingo er

---

1) Hjelmstj. Sml. 2764, 4to.

2) Dsk. Digtek. IH. 210.

Forfatteren. Paulli omtaler det heller ikke, men de smukke, let flydende Vers gjøre det høist rimeligt. Jupiter sender her paa Opfordring af Kong Dan Mercurius ned til Jorden for at gjøre sig bekjendt med Christian V's Styrelse, hvorpaaKong Dan selv forlader Olympen og udgyder sig i Complimenter til sin Ætling:

thi skriv kun hannem ind
Blandt store Guders Tal; det egner og hans Sind!

Til Kongens sidste Fødselsdag, 1699, opførtes af Elephant-ogDanebrogsriddere Les pi aisirs des heros oder die IV edelsten Passionen, als Ihrer Mayeståt Geburts-Tag Anno 1699 den 15ten (25de) Aprilis begangen wurde ... in der Musick vorgestellet. Ideen var tagen af en Maskerade 1693, hvor Enhver skulde vælge sin Forklædning efter de Sysler, der tiltalte ham mest, og Kongen havde valgt Jagt, Elskov, Krigs- og Søvæsen. Mercur, der synger Plattysk, fremfører da i Operaen som Gudernes Sendebud Cupido, der synger Italiensk¹), Diana,

---

1) Mcd Foie sporger N. M. Petersen 111. 16, hvorledes en Ridder af det blaa eller hvide Baand vel kunde tage sig ud som Cupido? Han anforer efter Nova litt. maris Balth. hele Forestillingen som Exenipel paa Sprogblanding til Hove; men deter neppe ganske retfserdigt, naar han forarges over, at «Mercur talte Plattysk, og kun Neptun talte Dansk,» thi det laa udtrykkelig i Planen, at enhver Gud skulde tale det Sprog, som passede bedst for bans Vsesen, o: det Lands, bvor den -Passion*, Guden reprsesenterede, dyrkedes mest. Desuden maa vi netop heri snarere sect nyt Bevis paa, at Modersmaalet i Christian V's sidste Tid atter begyndto at lyde ved Hove. 1691 var der ogsaa, som tidligere anfort, blevet givet «dansk Comedie af Skolepersoner«. — Blandt Operaer ssetter i ovrigt N. M. Petersen 111. 523, formodentlig narret af Titlen, ogsaa Job. Tantzer Der Dianen Hone und niedere Jagtgeheimniisz, Copenb. 1682 (eller, efter Paullis Mercurius librarius i Extraord. mdl. Eelat., alleredo 1680), som i Virkelig- lieden er en udforlig og lærd Jagtbog med smukke Kobbere og Planer, der ogsaa handler om Vildtets Liv, Skovplantning o. s. v. Cfr. Hist. Tidsskr. 4 E. 11. 849.

der paa Fransk, Mars, paa Tysk, og Neptun, paa Dansk overøse Kongen med Smiger og, skjøndt Guder, tiltale ham • underdanigst«. Dansen spiller endnu en Rolle og indleder hvert Optrin: for Cupido danse Amoriner, for Diana en Jæger og en Nyinphe, for Mars Herkules og Bellona, for Neptun Nereus og Pluto, og sluttelig opføre samtlige Guder en «General-Ballet». Men det musikalske Element i Arier, Recitationer og Chor er dog aldeles overveiende.

Frederik IV, der fra sin Udenlandsreise var meget indtagen i Operaen, lod 1700 opføre et fast Operahus, og havde Italienere i sin Tjeneste, der sang paa deres Modersmaal¹). Senere indkaldtes den berømte Hamburger Componist Kayser, og der spilledes atter paa Tysk, Hamburger Poeterne Postels, Hunolds og KOnigs Texter; men efterhaanden udartede Operaen og gik af Mode, dels ved Geistlighedens Fjendskab, dels fordreven af den indtrængende franske Tragedie²).

IV.

Alt, hvad her er omtalt, er Hofskuespil og vedkommer paa Grund af Musikens Overvægt og det fremmede Sprog egentlig ikke Nationallitteraturen. Til et dansk og folkeligt Drama i moderne Aand er der endnu langt; ogsaa for Folket spilledes her paa Tysk og af de tyske, tilreisende Trupper. Begyndelsen til et tysk Fclkeskuespil i nyere Stil have vi set med Rist, Lauremberg og deres Samtidige hen imod Trediveaarskrigens Slutning, da ogsaa de første tyske Trupper

---

1) Mcd Foie sporger N. M. Petersen 111. 16, hvorledes en Ridder af det blaa eller hvide Baand vel kunde tage sig ud som Cupido? Han anforer efter Nova litt. maris Balth. hele Forestillingen som Exenipel paa Sprogblanding til Hove; men deter neppe ganske retfserdigt, naar han forarges over, at «Mercur talte Plattysk, og kun Neptun talte Dansk,» thi det laa udtrykkelig i Planen, at enhver Gud skulde tale det Sprog, som passede bedst for bans Vsesen, o: det Lands, bvor den -Passion*, Guden reprsesenterede, dyrkedes mest. Desuden maa vi netop heri snarere sect nyt Bevis paa, at Modersmaalet i Christian V's sidste Tid atter begyndto at lyde ved Hove. 1691 var der ogsaa, som tidligere anfort, blevet givet «dansk Comedie af Skolepersoner«. — Blandt Operaer ssetter i ovrigt N. M. Petersen 111. 523, formodentlig narret af Titlen, ogsaa Job. Tantzer Der Dianen Hone und niedere Jagtgeheimniisz, Copenb. 1682 (eller, efter Paullis Mercurius librarius i Extraord. mdl. Eelat., alleredo 1680), som i Virkelig- lieden er en udforlig og lærd Jagtbog med smukke Kobbere og Planer, der ogsaa handler om Vildtets Liv, Skovplantning o. s. v. Cfr. Hist. Tidsskr. 4 E. 11. 849.

1) Oversk. I. 120. 134. 144. 147.

2) Gervin. HL 447.

kom her ind, men derefter skete hos os en Standsning, indtil Enevoldsmagten bragte nyt Liv i Forlystelserne. Fra 1633 synes ingen Trup at have besøgt Landet, før 1661 Andreas Wulffs tyske eller hollandske Comedianter¹); senere kom de temmelig stadig. Den aandelige Næring, de kunde byde Folket, var imidlertid, som vi have set, af temmelig tvivlsom Beskaffenhed, en raa Blanding af alle Kunstarter, der efter Midten af Aarhundredet blev endnu raaere derved, at Skuespildigtningen til Dels faldt i Hænderne paa Skuespillerneselv,som drev den rent forretningsmæssigt og blot søgte at opnaa den størst mulige EfFect med den mindst mulige Uleilighed. Saaledes opstaar Dramatiseringen af Folkebøger, Hyrde- og Statsromaner til saa kaldte «HauptundStaatsactionen»,plumpe Spektakelstykker indrettede blot paa ydre, theatralsk Virkning, uden Spor af dramatisk CompositionogStil, hvor Pathos og Farce gik uformidlet over i hinanden, Emnerne hentedes fra de forskjelligste Tider og Forhold og blandedes sammen uden Respect for Historien eller Geographien, medens Udførelsen var lige saa raa, ofte halv improviseret indenfor en af Truppens Impressario given Ramme. Efter «Hauptactionen» sluttedes gjerne med en Farce, «Nachspiel», næsten i Pantomimestil, hvor Spøgen ikke var finere, og hvor især Hanswurst, eller som han siden efterhaanden kaldtes efter Truppernes forskjellige Nationalitet:Clown(engelsk), Pickelhering (hollandsk), Arlechino eller Sganarel (med den italienske Opera og Maskekomedien, hvoraf Moliére til Dels tog sine Figurer²)), drev sit Spil. Senere nøiedes man endog med Marionetkomedie, Skyggespil,Linedansereog Gjoglere af alle Slags. Ved slige Midler

---

1) Oversk. I. 103. 110 ff.

2) Genee i deutsche Rundschau, Juni 1879.

fik Folket hos os sin dramatiske Opdragelse lige ned til v. Quotens og Holbergs Tid, oven i Kjøbet i et fremmed Sprog, saa at en stor Del af Tilskuerne maatte nøies med at se uden at høre og forstaa. Spilledes her endnu en sjelden Gang paa Dansk, saa holdt man sig, som før omtalt,tilden gamle Skolekomedie, hvorimod de tyske Skuespilaldrigsynes at være efterlignede paa Dansk. Jeg skal derfor ikke gaa nærmere ind paa dem, men henvise til Werlauffs Fremstilling¹).

Dramet i Midten og henimod Slutningen af det 17de Aarhundrede adskiller sig altsaa fraßeformationsaarhundredets Skolekomedie ved den professionelle Udførelse og deraf følgendeStræben hen imod en fast og staaende Skueplads i Stedet for de tidligere Fest- og Leilighedsopførelser, ved overveiende verdslig Character og erotiske Emner, Prosadialogi det reciterende Skuespil og en Tilbøielighed til svulstig Form og Theatereffect, som var det gamle Drama fremmed. Imidlertid have vi jo i den senere Skolekomedie set en Udvikling, der peger ned mod det Nye, medens dette dog endnu ingenlunde kan betegnes som en fuldkommen Indtrængen af Renaissancens og end mindre af KlassicitetensPrinciper. Navnlig var Prosadialogen og Blandingen af det Pathetiske og det Burleske Oldtiden aldeles übekjendt. I Reformationstidens Skuespil derimod have vi baade truffet Narrescener og hele Mellemspil af komiske Personer midt i de alvorligste Emner. Af det klassiske Dramas Enhed eg Regelbundenhedi Handlingen, dets alvorlige, psychologiske Charactertegning,findes ikke Spor i det 17de Aarhundrede, og de antike og mythologiske Sujetter forekomme kun leilighedsvismellem

---

1) Hist. Antegn, til Ulysses v. Ithacia. Overskou I. 126 ff.

hedsvismellemmangfoldige andre, bibelske, moralske, romantiskeog farceagtige, der vise tilbage til Middelalderen ligesomSkuespillets hele folkelige, ofte satiriske og temmelig uformelige Præg.

Opitz havde i Tyskland først ligesom skizzeret en Renaissancereform af Dramet, men ikke ført den igjennem. Det af ham indførte Sangspil og Operaen vandt strax Indgang,men Tilbageførelsen af det reciterende Skuespil til klassiske Mønstre blev først gjenoptagen ved og efter AarhundredetsMidte af Gryphius, Lohenstein og den 2den schlesiske Skole. Disse Digtere besad imidlertid ikke noget betydeligt originalt Talent og vare ikke heldige med deres Forbilleder; i Oldtiden bleve de ligesom Opitz staaende ved Sølvalderen, navnlig ved Senecas Tragedier, hvis svulstige, usande Stil og Forkjærlighed for Rædsler kun altfor godt stemte med den Retning, Tidens folkelige Drama, paavirket af Englænderne, allerede havde taget. Fra den ældre Skolekomediesudramatiske Lære- og Prædiketone var man faldet over i stærk Overdrivelse af den blotte raa Handling og nervepirrende Effect, som Schlesierne vel ikke opgav, men efter Seneca udpyntede med en rethorisk Pathos, der, hvor falsk den end var, dog vidnede om en finere Smag og kunde danne Overgangen til den fransk-klassiske Tragedie, som selv var væsentlig rhetorisk og til Dels hvilede paa samme antike Mønstre. Foreløbig optog man imidlertid fra de i Renaissancesmagen videre fremrykkede romanske Folk kun den italienske Forskruethed, Ordleg og Affectation, og blev i sit Kjendskab til Frankrigs Literatur staaende ved den forvildede «Tragikomedie«, skjøndt denne nu i sit Fædrelandhavde veget Pladsen for den klassiske Tragedie, der snart skulde beherske hele Europa, og skjøndt Racine og Moliére allerede paa denne Tid vare i fuld Virksomhed efter

Corneille. Den franske Regelmæssighed i Formen lærte Tyskerne derimod paa anden Haand af Hollænderne, Heinsiusog Vondel, hos hvem den alt var bleven stivere og tungere. Saaledes opnaaede den 2den schlesiske Skole kun, ligesom tidligere Reuchlin og hans Efterlignere, at skabe et nyt lærd Drama, der, skjandt det nu var i Modersmaalct og ingenlunde udelukkende valgte antike Emner, dog i Stof og Behandling var ufolkeligt, uden alligevel ret at kunne hæve sig ud over den gamle Raahed og Plumphed. Det vandt aldrig nogen synderlig Anklang og havde ikke længe Livskraft. De Fornemme foretrak den moderne Opera, og Folket holdt sig til Truppernes gamle Stykker; selv hos de Lærde fortrængtes det hen imod Aarhundredets Slutning med Chr. Weise af en Reaction i Retning af Skolekomediens jævnere, naturligere og mere nationale, men ogsaa endnu plattere og uformeligere Stil.

Gik det saaledes i Tyskland med den 2den schlesiske Skoles dramatiske Reform, saa kan det ikke undre os, i Danmark kun at finde enkelte, svage Spor af dens Indvirkning,nemlighosLønborg, og det endda kun i Stilen, medens han som Skolemand, der søgte at gjenoplive den gamle bibelske Skolekomedie i lidt regelmæssigere og modernere Form, mere minder om Weises Emner og Behandling.Gjennemdereisende Trupper berørtes vi naturligvisogsaaafhin Retning i Dramet; her kom Hollændere, som synes at have spillet Vondels Stykker 1703, og SpiegelbergsBandeopførte1718 Gryphius's Papinian som «Hauptaction «¹); men det var dog kun sjeldnere, at Trupperne indlod sig med det lærde Drama. Derimod røber sig i Tyskland noget før 1700 den franske Indflydelse, der snart

---

1) Overskou I. 122. 136. 138.

fuldstændig skulde reformere Theatret og bortfeie baade Schlesierne, den plumpe Haupt- und Staatsaction og den i Unatur udartede Opera. Fra Midten af Aarhundredet begyndtevedHofferneden overmægtige Paavirkning fra Versailles,ogsamtidigfinde vi enkelte tyske Oversættelser af klassiske franske Dramer¹), Corneilles Cid 1656, Polyeucte ved Kormaert 1669, Horace 1662; men først hen imod 1700 oversættes franske Stykker i Masse og til Opforelse, navnlig af Bressand i Brunsvig og af den Veltheimske Trup (Moliére 1694), der saaledes forberedte Gottscheds Reform af Poesien i fransk-klassisk Retning. Veltheims «churfyrstelig sachsiskeKomedianter«,derbestod af dannede Mænd, især Studenter, og først lod Kvinderoller udføre af Skuespillerinder,hævedeidet Hele Skuespillet og opførte gode franske Stykker. De kom oftere til Kjøbenhavn fra 1707 af, rigtignokførstefterat Truppen siden Veltheims Død var begyndtattabesig under hans Enke, og det er interessant at se, hvorledes den franske Smag i dens Stykker kæmper med Hauptactionsstilen, og f. Ex. Kormaerts nævnte Polyeucte, der ved sit fra Martyrlegenden hentede Indhold egnede sig til gammeldags Behandling, mister sin Regelmæssighed og fyldes med raa Rædselseffect, Engle, Djævle og mythologiske Mellemspil, for at tiltale det til den gamle Plumphed vante Publikum, medens Rotrous efter det Spanske bearbeidede Tragikomedie Wenceslas (1719) forvandles til «ein lustiges NachspieU ien Marionetforestilling²). Den franske Tragedie blev jo i det Hele ifølge sin Natur aldrig folkelig, især ikke udenfor Frankrig; den maatte støtte sig til Hofferne og dø Lærde, og de behøvede ikke at hente den gjennem Tyskland,menkundeøse

---

1) Gerv. 111. 450.

2) Oerskou I. 125 ff. 128. 140.

land,menkundeøselige af Kilden. I Oversættelse tilegnedesdendogher først ind i det 18de Aarhundrede; kun af Rostgaard have vi fra hans Ophold i Paris 1696 en OversættelseafCids3 Act, 3 Scene¹). Derimod træffe vi franske Trupper indkaldte til Hoffet ved Siden af de tyske, allerede under Frederik 111 1669 en kort Tid, men fra 1681 fast²), og de have naturligvis opført deres Lands store Dramatikeres Værker i Originalsproget og saaledes gjort dem bekjendte i den fornemme Verden, skjøndt vi først fra 1715 have nøiere Oplysninger om deres Personale og Repertoire, hvori Moliére, Corneille og Racine, Lystspildigterne Dancourt og Legrand, samt Gherardis Théåtre italien ere fremherskende. Ved den før nævnte Hofforestilling hos Gyldenløve 1683 blev efter Kingos Ballet «legt en Fransk Comedie, kaldet den u-bekjendte »³). Ogsaa i Operaen trængte den franske Smag ind, idet den omtalte Capelmester Kayser bl. a. lod opføre Operaer af Sachseren Konig med Text af franske Tragedier i Stedet for de slette italienske Librettoer. Kaysers Opera foranledigede i øvrigt de franske Skuespilleres Afskedigelse 1721, der imidlertid blev af en ganske anden Betydning for det danske Drama end deres tidligere Virksomhed her, idet et Par af dem, Montaigu og Capion, bleve i Kjøbenhavn,ogdensidste fik Privilegium paa et Theater i lille Grønnegade, hvor Holberg og Rostgaard 1722 med de dramatiskerfarneFranskmændsHjælp grundede den danske Skueplads. — 1 Sverig, hvor vi have set den franske Indflydelsegjøresigstærkt gjældende ved Hoffet siden DronningChristinasTid,og hvor der ikke var nogen saa stærk

---

1) Wielands Sml., 1 Bd.

2) Ovorak. I. 111. 114. 134.

3) Paulli Extr. Kelat, Mai 1683.

tysk Retning at overvinde, blev den ene herskende langt tidligere end hos os. Fra 1690, altsaa 30 Aar før her, forsvinde de sidste Spor af Skolekomedien, og allerede 1665 træffe vi selvstændig Tilegnelse og Efterligning af det franske reciterende Skuespil, nemlig i Hjårnes Tragedie Rosimunda¹). Den er i Stil med den tidligere omtalte Overgangsretning til den fransk - klassiske Tragedie, Garniers og Hardys «Tragikomedier«, som intet Spor have efterladt i vor Literatur. 1684 opførtes Racines Iphigénie paa Fransk ved Hoffet; 1686 aabnede nogle Upsala-Studenter af Hjårnes Kreds, dog kun for en kort Tid, et Theater i Stockholm, hvor der blev givet flere, mest utrykte Sørgespil over klassiskeEmnerafIsaac Bork, og hvor utvivlsomt den franske Smag har været herskende. 1694 oversattes Racines Esther²), og 1721 begyndte Gyllenborg sin svenske dramatiske ProductionimoderneAand. Fra 1729 findes hyppige OversættelserafHolbergog Moliére, og 1737 aabnedes den svenske Skueplads. Vi se saaledes, at den franske KlassicismesHerredømmeogmed den Begyndelsen til et modernenationaltDramavar ganske anderledes forberedt i Sverig end hos os; naar det sidste ikke desto mindre her tog et kraftigere og originalere Opsving, maa dette bero paa ganske særlige og personlige Betingelser.

For at følge Dramets Udvikling i Danmark ned til Holberg ere vi her komne noget udenfor den blot tyske Indvirkning og det 17de Aarhundredes Grændser. Inden for disse træffe vi efter Skolekomediens Ophør kun een dansk

---

1) Ljunggren 569 ff.

2) Klemming Sver. dram. litt., under anf. Aar og p. 579. Ljunggren 399. 582. Om Bork og hans Kammerater s. Darius, svenskt drama af Isaac A. Bork, utg. af Karlson. Sth. 1874.

Dramatiker af ncgen Betydning, den eneste før Holberg, der havde -Øiet aabent for det nyere, regelmæssige Skuespil i Udlandet og forsegte at indføre ikke blot den tyske, men ogsaa den franske Retning, i saa Henseende betegnende en Overgang mellem to Perioder i vor Literatur. Det er Mogens Skeel til Fusingø og Odden, 1650—94, død som Etatsraad og Stiftsbefalingsmand i Viborg Stift. Kun 16 Aar gammel oversatte han Judith, et af Opitz's før omtalte Sangspil, formodentlig kun som Sprogøvelse og uden egentligBevidsthedom, at han herved gjorde det første Skridt til at omplante det moderne Kunstdrama paa dansk Grund; men baade Valget og Behandlingen vidner i alt Fald fordelagtigtforhans Begavelse og omhyggelige Opdragelse. Martini Opitii Dansktalende Judith. Udsatt af Mogens Skeel. Tryckt i Kjøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht, Aar 1666, med Tilegnelsesdigt til «det ædle og dydige danske Fruentimmer«, følger ikke aldeles nøie Originalens vexlende Sangspilsrhytme i Recitativer og Arier, ligesom Opitz's tre Acter hos Skeel ere delte til fem, hver kun paa et Par Scener; men Indholdet er i det Hele correct gjengivet, Sprog og Vers efter Tidens Forhold gode, om de end staa under Originalens. Franske Ord findes endnu slet ikke; enkelte uheldige Former, som «slage» for «slaa», ere komne ind for Rimets Skyld; af og til tillader han sig et Ordspil, som ikke findes i Tysken, f. Ex. «O Judith, o jodut!« (et dengang almindeligt Veraab). Da Oversættelsen hidtil kun lige er nævnt af N. M. Petersen¹) med Anførelse af et Par Linier deraf, hidsætter jeg som yderligerePrøvetil Sammenligning med Originalen Vagtens Chor, en Drikkesang i 2den Act, med hvis Gjengivelse

---

1) 111. 520.

Skeel paa ferste og sidste Vers's bacchiske Omkvsed nser
har vseret ganske heldig.

Was thutst du jetzund oben,
Du Sobn der Semele,
Komra her und lass Dich loben
lach, Evoe!

Komm her und gieb zum Besten Die siiszen Kebenbach' Den angenehinen Gasten, Evoe, lach!

Der Feldherr liegt gefangen, Schifft auf der Venus' See, Hilf ihm den Port erlangen, liich, Evoe!

Weil deine Milch nicht springet, Da bleibt die Liebe nach, Du bist, der Liebe bringet, Evoe, lach!

Ein niichternes Gehirne,
Das fiihlet Angst und Weh,
Erhitze du die Stirne
lach, Evoe!

Viel besser ist ein Becher
Als Leid und Ungemach,
Koinm her, Du Sorgenbrecher,
Evoe, lach!

Kom Bassareu, komm Bacche, Komm Vater Bromie, 0 Evan, o lacche, liich, Evoe!

Kom ned og løs vor Tungj, Du Glædsens Fader, du, Mens vi om dig vil sjunge, Ha, he, hey, hou, ho, hu!

Kom hid og giff tilbeste
Det Beste findis kand,
Du veedst vel, såd'ne Gjeste,
De elsker ingen Vand.

Feld-Herren vil begiffve
Sig ud paa Venus So,
Hjelp du bans Skib at driffve,
0 Fader Bromie!

Hvor du ej est tilstede, Der fryser Elskous Ild, Skal Venus nyde Glæde, Da vær du hende mild.

Hvor Edru Sind regjere,
Faar Sorrig Offverhand,
Hvor du faar Magt at være,
Opmuntris vor Forstand.

Langt bedre er et Beger, Som med dend klare Viin Vor Hjerte vederqvæger, End al Fortred oc Piin!

Kom ned og los vor Tunge,
Du Fader Bromie,
Dit Loff vi ville sjunge,
Ha, hey, hoy, hu, ho, ha!

Senere uddannede Skeel sig som alle Datidens unge Adelsmændvedlange Keiser omkring i Europa, deltog under Prinsen af Oranien i Krigen mellem Holland og Frankrig, benyttedes efter sin Hjemkomst 1675 i Hofstillinger, administrativeEmbederog diplomatiske Sendelser, saaledes til Brandenburg, Sverig og et Par Gange til England, hvorvedhanatter

vedhanatterfik Leilighed til at overvære Episoder af Ludvig XlV's store Krige. Paa Hjemveien fra den sidste Ambassade døde han i Westphalen. I et saa praktisk virksomtLivvar Poesien naturligvis kun en Bibeskjæftigelse, medens paa den anden Side en Mand, der i høie Stillinger havde set sig saaledes om, maatte være ganske anderledes orienteret og egnet til at indføre det Nye, der rørte sig rundt om i Europa, end Tidens Stuelærde. Dog tilsigter aabenbart det andet ham tilskrevne, betydeligere og originalereArbeidelige saa lidt som hans første en theoretisk Reform i Dramet; de nye Momenter deri ere mere en tilfældig,halvübevidst Virkning af, hvad han har set i Udlandet,medensFormaalet nærmest er praktisk, politisk. Grevens og Friherrens Komedie, som maa være skreven c. 1678, er nemlig slet ikke beregnet for Theatret; det er kun en tidlig Benyttelse af de i Udlandet moderne, nye dramatiske Former til Satire over indre politiske Forhold,isaa Henseende en c. 30 Aar senere, interessant Parallel til den foran nævnte Kirsten Munks Ballet. Trods den Gunst, M. Skeel øiensynlig nød ved Hoffet, hvor han den Gang var Dronning Charlotte Amalies Kammerjunker, hørte han ved Fødsel og Traditioner til den gamle danske Adel, der nærede dulgt Uvillie mod Enevoldsmagten og med Forbitrelse betragtede Indkaldelsen og Begunstigelsen af tyske Lykkeriddere samt Oprettelsen af den nye, høiere Adel for at trykke den gamle og uafhængigere ned. Det er denne Modsætning og denne Uvillie, der giver sig et, rigtignok temmelig overdrevent Udtryk i Satiren, hvor de nybagte Grevers og Baroners latterlige Forfængelighed og Rangstridigheder stilles i det grelleste Lys, medens den nye »Herrestand* tillige fremstilles som rekruteret af bedragerskeLeverandeurerog slyngelagtige Parvenuer. Stykket

har tidligere været trykt i Suhms Nye Saml. 2 Bel., og tilskrivesafGram M. Skeel i Forbindelse med tre andre Medlemmer af den gamle Adel. Derefter er det 1871 og 74 udgivet af Birket Smith, der i sin Indledning, uden dog at anføre sine Grunde, anser Skeel for eneste Forfatte r¹). Idet jeg her og i det Hele agter det for sikrest at følge denne grundige Kjender af vor gamle dramatiske Literatur, bemærker jeg blot, at Skeels nære Forhold til Hoffet synes at gjøre hans Forfatterskab til en saa voldsom Satire noget vanskeligt at forklare; men Samtiden frembyder rigtignok et ganske lignende Exempel i Baron og GeheimeraadOleRosenkrantz's »Forsvar for den danske Adel« 1681, der paadrog sin Forfatter streng Straf, og viser, hvor almindeligMisstemningenvar selv i Hofkredsene. Hofman²) forager Forvirringen ved at tilskrive M. Skeels Broder, Geheimeraad Otto Skeel til Vallø «en Satire, gjort som en Comoedie mod Titlers Misbrug. Dette Skrift, som er skrevet paa Dansk, er fuldt af behagelige Indfald, under saadanne Talemaader, som gjøre de forfængelige Titler og den Hovmod, som deraf reiser sig, meget latterlig. Kort sagt, det er en god Satyre uden Galde og Gift, skrevet med saa stor en Munterhed, at det er umueligt at læse den, uden at elske Forfatteren, som deri har givet en fortreffelig Lærdom at skye Forfængelighed, skjult under en behagelig Skjemt,« — rigtignok en meget mild og almindelig Fortolkning af den temmelig skarpe, ofte rent ud grove Satire.

Her interesserer Stykket os især som det første, om
end ufuldkomne dramatiske Forsøg i den nyere KunstdigtningsAand,derer
skrevet af en Dansk paa Dansk. 1

---

1) B. Smith Gr. og Frh. Kom. 1874, p. 17.

2) Hist. Efterr. om danske Adelsm. 1777, I. 47, cfr. bans Portrait3 hist. 1746.

de 50 Aar efter Skolekomediens Ophør var her hovedsagelig kun skrevet og spillet paa Tysk eller Fransk, uden at dette fremmede Drama havde faaet nogen synderlig Indflydelse paa dansk Literatur, og medens i alle andre Digtningsgrene Overgangen fra den middelalderlige Digtning hos os var sket i den nærmeste Tilslutning til og Efterligning af den tyske Kunstpoesi, springe vi i Dramet over et langt, næsten tomt Eum lige ind i den franske, idet de eneste, svage Spor af Paavirkning fra den Iste og den 2den schlesiske Skole ere Skeels egen Judith og Lønborgs Komedier. Dette Forhold blev übetinget fremmende for Holbergs dramatiske Reform, mere dog maaske derved, at han kunde begynde saa godt som med tabula rasa og ikke behøvede at feie en misforstaaetogunationalEetning ud, saaledes som det maatte ske i hele vor øvrige Literatur, — end just ved, at han forefandt tidligere dramatiske Spirer, som kun behøvede Udvikling. Thi saa længe der i denne Henseende ikke kan paavises andet end Grevens og Friherrens Komedie, der oven i Kjøbet paa Holbergs Tid var utrykt, aldrig opført og maaske Holberg selv übekjendt, saa er dette Stykkes Betydning vel kun den indirecte, at vise, at den franske Retning, som siden Enevælden dukker frem ved Siden af den tyske i Livet, Sproget og hist og her i Literaturen, ogsaa i Dramet, om end kun paa et ganske enkelt Punkt, har efterladt et Spor. Holberg har ikke skabt denne Retninghosos,men forefundet den, endnu temmelig svag, udviklet den, i Dramet rigtignok næsten ganske fra nyt, og ført den igjennem til Seir. For saa vidt er det den samme Retning i Tiden, der præger sig i ham og i M. Skeel, og deraf opstaa deres Ligheder. Nogen directe Forberedelse for eller Forbindelse med Holberg maa vi derimod ikke søge i Stykket, hvor nær det end i sit hele Præg staar hans

Komedier, som B. Smith paaviser. Det Eiendommelige hos Holberg er den virkelig nationale Tilegnelse af de fremmede Kunstretninger, som Fortiden kun havde formaaet at efterligne.AlleredehosSkeel finde vi nu første Gang i vort Drama Emner af Samtidens Liv paa hjemlig Grund, behandledeinationalTone og i nær Tilslutning til den gamle, nationale Satiredigtning, den Gren af Literaturen, som holdt sig mest überørt af det Fremmede. Forfængeligheden og Rangsygen som Satirens Hovedgjenstand gjenfinde vi hos Holberg og i hele den mellem Skeel og ham liggende Periode,saaIndholdeter aldeles nationalt. Formen derimod er, atter ligesom hos Holberg, laant fra den franske Komedie, som Moliére ved sin Død 1673 havde efterladt i fuld Blomstring, men som her til Lands endnu ikke var oversat, opført eller kjendt af andre end dem, der som M. Skeel vare det franske Sprog fuldt mægtige og havde uddannet sig ved Reiser. Det Virkeligheds- og Samtidighedspræg, som den fransk - klassiske Tragedie savner i endnu høiere Grad end det gamle Skoleskuespil, findes derimod i den franske Komedie, der satiriserer over lignende Emner som det af Skeel valgte. Den individuelle Characterskildring, for hvilken Intrigen ofte tilsidesættes og bliver et blot Vehikel, er i bestemt Modsætning til det fra Middelalderen nedarvede Skuespil Hovedsagen allerede i Renaissancens Drama, endnu mere for Moliére og efter ham for Skeel som for Holberg; selv den forstilt dumme Tjener — en Art Hanswurst eller Pjerrot — og den forslagne Kammerpige i deres fortrolige Forhold til Herskabet, som de, der sætte Intrigen i Gang og sluttelig selv forenes, gjenfinde vi hos Skeel, saaledes som de fra den antike Komedie gjennem Italienerne ere gaaede over til Moliére og i Holbergs Arv, Henrik og Pernille. Ogsaa den fransk - klassiske OverholdelseafEnhedernetilstræber

holdelseafEnhedernetilstræberSkeel trods den Skjødesløshed,hvormedhansStykke i øvrigt er anlagt, idet det fra først kun bestaar af en Række temmelig løse Scener til Fremhævelse af Hovedpersonernes dumme Forfængelighed, og da Intrigen endelig kommer i Gang, er den overmaade übetydelig, übehjælpsomt og usandsynligt knyttet og løst, en Feil, vi jo for Resten ogsaa finde hos Holberg, ligesom de jævnlige Naiveteterog Plumpheder i det, dog ofte ret kvikke og morsomme Replikskifte. Det var Tidens Aand.

Et Par andre Eiendommeligheder, Prosadialogen og Uundværligheden af en Kjærlighedsintrige, selv hvor dennes Betydning for Stykkets Oekonomi er meget underordnet, kan Birket Smith vel ogsaa med Rette udlede af den nye, franske Kunstretning, om de end allerede findes i Skolekomedieni dens senere Form, thi ogsaa her skyldes de til Dels fransk Paavirkning i mere moderne Aand og trænge først ind omtrent ved Skeels Tid, ja i vor egen Literatur vel egentlig først i Skolekomediens allerseneste Aflægger, Salvande,4 0^—50 Aar efter. Skjøndt Skeel er aldeles fri for særlig tysk Paavirkning, navnlig fra den da blomstrende 2den schlesiske Skole, er der dog et og andet hos ham, der viser op mod den ældre Komedie. Virkelighedspræget var jo ogsaa begyndt at trænge ind i denne, i alt Fald i de komiske Mellemscener af det daglige Liv og i enkelte Typer af pralende Soldater, Pedanter o. s. v.; undertiden, om end ikke hos os, afvexlede de bibelske, allegoriske, bukoliske og romantiske Emner med andre, der kom Virkeligheden og Samtiden nærmere paa Livet. Et Træk som det hos Rist, Lauremberg o. a. almindelige, at characterisere komiske eller jævne Personer ved at lade dem tale Plattysk, har Skeel optaget i sin «2den Pitzerstikker», hvis høityske

Collega derimod bedre forstaar at logre for de Fornemme,o.
s. v.

Om Skeels digteriske Virksomhed give samtidige Beretninger ingen Oplysning, ikke engang Ligprædikenen over ham af Biskop Henrik Gerner, Kbh. 1697, eller de medfølgende Ærevers, som dog ellers udbrede sig over hans Levnetsomstændigheder og ikke ere sparsomme i deres Kos. Han sammenlignes med de største Statsmænd, Aristides, Samuel:

Berøm Din Mazarin af Viisdoms modne Ejerne,
O store Lodvigs Land, berøm Din Oxenstjerna,
Du Naboe Sverig; hvad i disse prisis kand,
Var samptlig sammen knyt i denne danske Mand,

og det hedder, at han kom tilbage «ex Britannia Britannis disertior, ex Gallia Gallis humanior, ex Germania Germanis fidelior, ex Italia Italis acutior, ex Belgio Belgis sollertior«. Derimod alluderes der kun i Almindelighed til, hvad Apollo og Parnasset har tabt i ham. Dette er vel beklageligt, for saa vidt det gjør det vanskeligt med Sikkerhed at fastslaa hans Forfatterskab til »Grevens og Friherrens Komedie«; men efter hele dette Arbeides oppositionelle Character er det naturligt, at det kun var kjendt i Manuscript indenfor en bestemt Kreds, at en Hofmand som Skeel ikke aabent vedkjendte sig det, og at det ikke egnede sig til at fremhæves, naar han i sin Grav skulde prises som en tro Guds og Kongens Tjener. For os har hans Statsmandsvirksomhed for længst tabt sin Betydning, og først Birket Smith har gjenoplivet Mindet om ham som Holbergs eneste virkelige Forgænger i vor Literatur, der intet Sidestykke har at opvise til ham i det følgende halve Aarhundrede, indtil Holberg selv træder frem.

Hvad der nemlig i denne Mellemtid fremkommer paa Dansk i dramatisk Form, er saa godt som intet og staar i Værd endnu lavere end alt, hvad vi hidtil have set, saa lavt, at det.slet ikke hører Literaturen til. Det gamle Drama er uddød; der bliver en Pause, og uden egentlig Overgang springer saa det nye fuld færdigt frem. Det er unyttigt at fæste Opmærksomheden ved ynkelige, meningsog sammenhængsløse, utrolig plumpe Mester Jakels-Scener som En ældgammel dansk Comoedie forestillende Friherre von Friskes uriimelige Jalousi og derover beklagelige amour. Funden i en afbrændt Kjelder i Wiborg 1676. Trykt i dette Aar, da de mange Forliebte ere til. Fortalen er dateret 1619, men den haie Alder er en Fiction, og det foreliggende, neppe nogensinde fortsatte Fragment hører efter Stilen, de mange franske Ord og Titler o. s. v. tydelig nok hjemme i det 18de Aarhundrede, maaske endog temmelig langt oppe mod dets Midte, da det synes trykt som Ugeskriftshefte^l) (»Continuation følger i den anden Uge») sammen med «den leende Demokritus, tredie Gang til Trykken befodret» 1735, et Optryk af Justesens Karig Niding²), og Een kort Aften-Discurs imellem fire Brødre . . . Forestilt i en Comoedie for alle Abertro- og Fabel-fulde Mennesker af A. P. F., hvis Fortale er fra 1744. Denne sidste, ret fornuftige og ganske jævne, dramatiserede Samtale om Varulve og allehaande Overtro kan have sin Interesse som et Indlæg i Oplysningsperiodens Strid mod Overtroen, der jo ogsaa førtes i Holbergs Komedier.

---

1) Hjelmstj. 1969, Bvo.

2) .Trykt i dette Aar« og altsaa, efter Birket Smith Hier. Justesen Kanchs Tre danske Skuespil LXXXVII, en Udgave, der endog skulde stamme fra Aarhundredets anden Halvdel.

Noget tnærkeligere er Lermin Kjærligheds Comoedie,kaldet Den skjønne og nær forkomne Licena. Trykt Aar 1705, i fire smaa Acter. Den handler om en meget ombeilet Pige, der haanligt afviser alle retskafne Friere, men lader sig forføre af en Laps og maa ægte en Tjener, der forlader hende, hvorpaa hun i sin Elendighed faar en Corporal i Kvarter, der siden ved sin Tapperhed svinger sig op til General og ægter hende. Hovedideen, knibske og overmodige Pigers Straf, er aldeles den samme som i den svenske Tragedie - Farce fra 1647: Alle Bedlegrannas spegel¹), og Begyndelsen, hvor Friere af forskjellige Stænder fremføre deres Frieri og faa Afslag, ligner ogsaa det svenske Stykke, skjøndt dette er paa Vers og Replikerne lidt mere gammeldags plumpe. Det fremførerogsaa en stor Mængde Friere, af hvilke det danske kun har «en fornem Officer«, en Præst og en Kjøbmand. Men senere bliver Handlingen helt forskjellig, idet den svenske «bedlegranna« aldeles umotiveret foretrækker en «elak Finne« for alle de gode Tilbud, hun har havt, og bliver mishandlet og dræbt af denne; en tragisk Udgang, der slet ikke passer til Stykkets Farcepræg. Men er den danske Komedie saaledes lidt heldigere i Opfindelsen, saa er den desto ynkeligere og mere übehændig i Udførelsen, uagtet den hist og her i Form og Stil svagt minder om Grevens og Friherrens Komedie og røber, at Forfatteren ikke har været ganske übekjendt med det moderne franske

---

1) Komedien kan for saa vidt betragtes som beslægtet med de gamle Fastelavnsspil (Ljunggr. 274), ligesom en Del af dens Indhold kommer igjen i nogle ældre og nyere Frierviser i vor Literatur, hvor Præster, Officerer, Bønder o? a. fri hver i sin Stil, og faa Kurven formedelst de med deres Stand forbundne Ulemper.

Drama, saaledes ved Prosadialogen, Lystspilscharacteren, Indførelsen af en "Fortrolig'). Men det er kun det rent ydre dramatiske Stillads, han til Dels har formaaet at efterligne; i Enkelthederne og i poetisk Kunst staar han lige saa lavt som de tarveligste Skolekomediedigtere 100 Aar før. I Hovedpersonen er der rigtignok aabenbart tilsigtet en Characterskildring, men al virkelig psychologisk saa vel som dramatisk Motivering ligger over Forfatterens Kræfter; Scenerne stilles løst, uden Forbindelse og Overgang ved Siden af hverandre; det Hele bliver kun raat Skelet, og til— sidst tabes Hovedpersonen næsten af Syne for Skildringen af Corporalens Heltebedrifter og krigerske Scener, der i Fortællingsform naivt blandes ind i Dialogen. Noget Kjærlighedsforholdmellem Corporalen og Licena har slet ikke været antydet, da hans Ægteskabstilbud pludselig kommer dumpendened; de indledende Scener i første Act med Moderen og Veninderne er det heller ikke lykkedes at bringe i nogensomhelstCausalforbindelse med den følgende Handling. Dansk med Mening i kan Forfatteren nu slet ikke skrive; Versene i de indlagte Sange staa i formel Henseende paa Standpunktet før Arrebo, og Indholdet skal neppe nogen kunne tyde:

0 Sind blif staaende,
Lad Dig nser raadende,
Dit Sind Du slet ikke maa
Ved Luthen forferes saa,
En Herre Du maa vser'
Over alle Strenger.

Prosadialogen er ikke meget bedre, overfyldt med fremmede Ord, i høieste Grad pedantisk, opstyltet og plump, men for saa vidt af Interesse, som vi deri finde afspeilet den philistrøse Tidsaand, som Holberg dels spotter i sine

Pedanter og komiske Figurer, dels übevidst selv slaar ind i, naar han lader sine Elskere og Elskerinder tale Cancellistil.Saaledes hvor Forfatteren bestræber sig for at give Frierscenerne individuelt Liv ved at lade den Talendes Stand præge hans Sprog. Kjøbmanden har Licena »kjerere end Fenesionerne deris Rigdom og de Hollender deris Bank«. • Baro, en fornem Officer,« frier i følgende Tale: AUerkjeristeDemoiselle deyligste Møe, mig Tilmoden (?) maaskee skulle hende for Dristighed ansees, at jeg min inbrændendeKjærlighed følger oc den fulde Seigel ophiser, hendis Skjønhed at beskue, beskuet tilbede oc tilbeden om Hjelp at bemøde. Min Intention og Sinds - Begjerlighed er Damoisellen ved mit ringe Bref fremstillet og efter den Tid gjorde Begjering og hendis gunstig Tilladelse fremskinnerjeg hendis Qvaliteters Høyhed at ære og opvarte....», hvorpaa Licena svarer: «Her Major, Hans Kjærlighed, som mig præsentere, anseer jeg at overtræffe min Værdighed, til hannem, som en Cavalier, bør en Adelig Dame, som til Nafnet og Standen kunde svare; ellers befindismin Ringhed saadan høy Ærepligt skyldig at stimere...., jeg Her Major til endelig resolution efter sin Begjering her med tjenstskyldigen vilde bemercke.» — Jacob Schandrups dramatiske Virksomhed fra c. 1710 har jeg omtalt; den staar snarere under end over de her skildredeProducter.

Saadanne vare Holbergs nærmeste Forgængere i vort Drama. Bortset fra deres og Skeels Stykker, som neppe ere blevne opførte, hvad er da i Korthed Resultatet af Undersøgelsen med Hensyn til Theatrets Stilling ved Aar 1722, da den danske Skueplads aabnedes og Holberg optraadte? Det beherskedes af de tyske Trupper med deres MarionetspilogHaupt - und Staatsactionen, i hvilke den franske

Smag vel begyndte at spores, men i saa forvansket og ukjendelig Skikkelse, at Holberg fra denne Side ikke kunde laane andet end Stof for sin Satire (Ulysses v. Ithacia). Ved Hoffet dyrkedes Operaen, hvi9 Hovedfortjeneste var, at den havde begyndt, om end kun rent undtagelsesvis, at optage Modersmaalet paa Scenen ved Siden af de fremmede Sprog. Vel hentede ogsaa den undertiden sine Emner fra den franske Tragedie, men efter Operaens Natur kunde Indholdet her kun i ringe Grad komme dramatisk til sin Ret. Derimod havde franske Hofskuespillere allerede ien Række af Aar udbredt Smagen for deres Fædrelands klassiskeMesterværkerblandt det fornemme Publikum, der forstodSproget.Endelig førte det gamle religiøse Skuespil endnu et hensygnende Liv i Provinsafkroge; 1724 udkom Lønborgs Komedier, samme Aar spilledes Esther og formodentligJael,samt rimeligvis c. 1730 Salvande, alle i Nakskov.Derer imidlertid ingen Sandsynlighed for, at Holbergharkjendt eller paaagtet Skolekomedien. De enkelte fælles Typer, man synes at gjenkjende, skyldes enten den antike Indflydelse paa Skolekomedien (stortalende Soldater), eller have stærkt modificerede naaet Holberg gjennem hans italienske og franske Forbilleder (Middelalderens. Nar — Chilian, Arv og Henrik) og gjennem de Laan, Operaen og Festskuespillet efter Trediveaarskrigen gjorde fra Skolekomedien,isærde Partier af den, hvor en mere satirisk og realistisk Lystspilretning var trængt ind (Bondescenerne; Thøgersen). En af Digterne i Overgangstiden efter Trediveaarskrigensynesbestemt at have paavirket Holberg, nemlig Lauremberg, mindre dog som Dramatiker (Pedanten Blax) end gjennem sine Satirer, der ikke blot ligesom Holberg med Forkjærlighed vende Braadden mod Forfængeligheden,

de nye Moder og Noder, men ogsaa i Enkeltheder frembyde
paafaldende Overensstemmelser med ham.

Men hvor tiltalende det end kan være for Granskeren i det Enkelte at efterspore Spirer til Holbergs storartede Virksomhed i vor egen Fortid, bliver dog vistnok Resultatet i det Hele og Store det, at Holbergs Komedie staar som en væsentlig ny Begyndelse, et i alt Fald ikke ad directe Vei forberedt Gjennembrud i den danske Literatur.

Efter Trykningen er jeg ved Hr. Bibliotheksassistent Brickas Velvillie bleven gjort opmærksom paa nogle Kildesteder, der give Oplysninger til enkelte Punkter af min Afhandling, og som jeg derfor lader følge.

S. 43, Note 2. Kukelsoms Ballet nævnes i Christian IV's
egenhændige Breve 1632—35, pag. 252, Noten.

S. 44, Lin. 4f.n. Allerede Kongerne Christian II og 111
holdt Sangerchor og formodentlig fremmede Musikere,
s. Eørdam Univ. Hist. I. 321 ff.

S. 47, Note 1. Det haandskrevne Program til en „Eozsßallet" (af G. S. Winter v. Adlersfliigel) med Tegninger, Planer og Noder, dediceret til Christian V, men uden Angivelse af Aar eller Anledning, findes i GI. kgl. Sml. i 4to, Nr. 1876.

S. 50. I Østs Literatur-, Kunst- og Theaterblade, 1798—99, I. 294, citeres en Artikel af Monthly Magazine, Mai 1796, hvor det er paavist, at Bering har laant i alt Fald en Del af sine latinske Vers i Natalitiæ Choreæ af Jesuiten Dionysius Petaus (f 1652) Drama Carthaginienses. Cfr. Hist. Tidsskr. 5. R. I. 16.

S. 57, Note 2. Frederik Ill's Hofmarschal var Christoffer
Sehested.

S. 73, Lin. 15. Ole Rosenkrantz var Mogens Skeels Svigcrfader. — Om Skeels ikke altid velvillige Stilling til Hofkredsene findes Antydninger i Brasch „Ora E. Molesworths Skrift: An account of Denmark," p. 36 ff.

S. 73, Note 2. Hofmans Angivelse af Otto Skeel som Forfatter
til „Grevens og Friherrens Komedie" er optagen
hos Skeel „Familien Skeel", p. 304.

S. 77, Lin. 7. Mogens Skeel har ogsaa skrevet enkelte Digte, s. Skeel „Familien Skeel", p. 257. Et latinsk Leilighedsdigt findes i Schonaus „Laerde Fruentimmer", og et dansk Sargedigt over Skeels Svoger, General >'iels Kosenkrantz til Stougaard (f 1676), er trykt sammen med Mich. Henrichstfns Ligpraediken over Eosenkrantz 1680. Bag i denne or ogsaa optaget „En bedrofvit Moders Klagemaal ofver sin eniste Daatters, Birgitte Eosenkrantzis, aid for tiilige Deed," undcrtegnet M. S. og vist nok ogsaa skrevet af Skeel i hans Sosters, Birgitte Eosenkrantz's Navn. Hendes og Niels Eosenkrantz's Datter, Birgitte, angives rigtignok paa Staratavlerne at vaere dod i sit lOdo Aar 1681, altsaa Aaret efter Ligprsedikenens TJdgivelse, men da der ingen Tvivl kan vaere om, at Digtet er over hende, maa der det ene eller dot andet Sted vaere en Feil i Aarstallet. — Begge Digte ere paa temmelig maadelige Alexandrinere, i Stil med Tidons sacdvanlige Leilighedspoesi og indeholde intet Maerkeligt; det over N. Eosenkrantz er en Art rimet Levnetsbeskrivelse.