Engelstoftiana.

Uet har tidligere og ikke mindst i den Deel af det attende Aaiinuulrede, hvor Trykkefriheden paa de fleste Steder var anderledes indskrænket end nu, været en temmelig almindelig Skik i Dagbøger eller paa løse Blade at gjøre friere, korte Optegnelser om Personer og Forhold, om Begivenheder ude eller hjemme, og overhoved om, hvad der havde Interesse, med den Tanke, at der engang kunde tages Hensyn til saadanne Notitser, naar paa et senere Standpunkt enten Vedkommende selv eller Andre maatte finde Forholdene mere egnede til frimodige historiske Bemærkninger og sandero, mere retfærdige Domme om det Forbigangne. I Frankrig anføres gjerne som et af de mærkeligste Exempler paa saadanne Optegnelser til Historien de, der ere blevne efterladte af et af det franske Akademies Medlemmer, den i sin Tid baade som Militær og Diplomat bekjendte, i Aaret 1720 afdøde Philippe de Courcillon, Marquis de Dangeau. De originale Optegnelser af denne „det attende Aarhundredes Suetonius" findes paa det store — nu saakaldte nationale — Bibliothek i Paris, hvor Samlingen fylder mangfoldige Cartons, medens Afskrifter kom til Arsenal-Bibliotheket, Udenrigsministeriets Arkiv og flere andre Steder. Forskjellige Uddrag af Optegnelserne have allerede været trykte af Voltaire (1770), Madame de Genlis (1817), Madame de Satory (1817), Lemontey (1818) og Paul Lacroix (1830), senere er en fuldstændig Udgave af Dangeaus Journal for adskillige Aar

siden udkommen1). Det er tildeels beslægtede Optegnelser, der
for Sverrigs Vedkommende foreligge i de i Aaret 1819 trykte
o
„Tessiniana" eller Fragmenter af den vidtløftige, paa Ackero
opbevarede Journal, som i det forrige Aarhundrede førtes af
den berømte Grev Carl Gustaf Tessin, og hvori Forfatteren
blandt Andet har givet Plads for en Mængde historiske Anekdoter,
der oftere af ham skulde have været ordnede til Materialier
for de Memoirer, hvori han havde paatænkt selv at skrive
sin Tids Historie2). I den i vore Dage kun lidet kjendte eller
dog kun lidet læste Udgave af „Suhms samlede Skrifter", der
udkom i Aarene 1788—1799, og hvori der ved Siden af saa
meget nu Forældet og Übrugeligt dog ogsaa findes adskilligt
endnu til Opmærksomhed Værdigt, kan man i nogle af Binden
e3) træffe en Deel tilsvarende „Suhmiana", en Benævnelse,
der i det syttende og sidste Bind af den anførte Udgave er
bleven brugt om den der givne „Eftersamling af Suhms for en
Deel tilforn utrykte Smaaskrifter", men som mere kunde egne
sig for de her tilsigtede Smaabemærkninger af Suhm om Personer
og Forhold i hans Dage eller den nærmeste Fortid. Det
er maaskee nærmest Suhms Exempel, der ogsaa har ladet L.
Engelstoft tidlig begynde og senere af og til vedblive med at
optegne lignende fragmentariske Smaastykker4). At dette har
været Tilfældet, vise hans efterladte Papirer, blandt hvilke et

---

1) Journal du Marquis de Dangoau, public en entier pour la premiere fois par MM. Soulié, Dussieux, de Chennevieres, Mantz, de Montaiglon. Paris. 1854—1861. Vol. I-IX.

2) Tessin ocli Tessiniana. BiograpLie med Anecdoter och Reflexioner, samlade utur framledne Eiks-Eldet m. m. Grefve C. G. Tessins egenhiindiga Manuscripter. Stockholm. 1819.

3) P. F. Suhms Samlede Skrifter. Kiøbenhavn. 1788-99. X, 21 -154. XIII, 1—38. XIV, 225-274.

4) Nogen egentlig Dagbog synes lian kun at havo ført i den Tid, da den engelske Expedition til Sjælland var kommen hertil i Aaret 1807, og Engelstoft var blandt de Embedsmænd, der bleve kaldte til at følge med Hoffet til Jylland og Holsteen. „Laurids Engelstofts Dagbogsoptegnelser fra 1807 og 1808" ere ved A. Petersen meddeelte i Danske Samlinger. Tredie Bind. (Kjøbenliavn. 1867-68.) S. 97-192.

større Antal af dem findes opbevaret; det maa vel ogsaa have været saadanne, hvortil hans mangeaarige Kollega og Yen Werlauff nærmest har sigtet, naar han i et Brev af 30te Marts 1848, dengang da Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler var bleven ophævet og det nye Ministerium for Kirke- og Tlnderviisningsvæsenet dannet, idet han lykønsker Engelstoft til dennes nu opnaaede, længe med Længsel imødesete Otium, dertil knyttede et Haab om, at dette Otium ogsaa kunde blive til Held for Fædrelandets Historie, til hvis sidste halve Aarhundrcde Engelstofts Erindringer, som det hedder i Brevet, opbevarede saa mange Bidrag. Flere af Suhms smaa Meddelelser indledtes saaledes: „Gamle Mænd har fortalt mig", „Luxdorph har fortalt mig", „General Hobe, Commandant i Castellet, har fortalt mig", „Carl Pless har sagt mig" o. s. v., og paa samme Maade begynde de Eiigelstoftske smaa Optegnelser oftere med at anføre, hvem det er, hvorfra den følgende Meddelelse hidrører, medens i andre Kilden, hvorfra Meddelelsen stammer, og paa hvis Ansvar den anføres, først efter den tilføies som Slutning. I de fleste Tilfælde er Engelstoft upaatvivlelig gaaet ud fra, at man kunde stole paa den anførte Hjemmelsmand; om dette i ethvert Tilfælde kan antages, er dog neppe afgjort. I Særdeleshed vise sig som de, af hvis Meddelelser Engelstoft har øst, Hertugen og Hertuginden af Augustenborg, Geheimeraadinde Hielmstierne, Grev og Grevinde Rosencrone, Geheimeraad Malling; med den Sidstnævnte, i hvem Engelstoft altid havde en Velynder, var han i en lang Aarrække Medlem af Universitetsdirektionen *); om de Forbindelser med den augustenborgske og den hielmstierne - rosencroneske Familie, hvori han allerede som ung Mand var kommen, vil

---

1) Om Malling findes bemærket: „Stort Tab for Fædrelandets de sidste 60 eller 70 Aars Historie var det, at Malling ikke levnedes mere Tid til Historiographien. Thi hvor mange og vigtige Facta maatte han ikke kunne have faaet at vide, som stod i Forbindelse med fast alle Eigets Stormænd og var dertil høit agtet af dem. Selv tog han og i 50 Aar Deel i fast Alt, hvad Regjeringen af storre og mindre Vigtighed foretog." G. L. Båden, Ove Mallings vigtigste Levnetsomstændigheder. Kjøbenhavn. 1837. S. 23.

det lier være nok at henvise til Konferentsraad Wegeners i Videnskabernes Selskab oplæste, smukke Mindeskrift om den Afdøde 1). Medens saaledes Kilderne jævnlig kunne findes anførte, er det derimod kun sjeldnere, at det Aar, hvori Meddelelsen har fundet Sted, lader sig bestemme med Sikkerhed, udtrykkelig angives det kun i de allerfærreste Tilfælde. Det gjælder vel overhoved, naar fragmentariske Optegnelser af den her omhandlede Art have henligget i længere Tid, at mange af dem ville have tabt i Interesse lige over for det i Mellemtiden ad andre Veie fremskredne større Kjendskab til den vedkommende Periode, og i denne Henseende gjøre heller ikke de her tilsigtede nogen Undtagelse, men ogsaa hvor disse endnu i en eller anden Henseende tør siges at have et vist Krav paa Opmærksomhed, turde de dog af forskjellige Hensyn her ikke egne sig til nogen meget vidt gaaende Fremdragelse. Det her følgende Uddrag vil dog formeentlig være tilstrækkeligt til at vise, af hvilken Art Engelstofts Notitser i Almindelighed ere, og til at gjøre opmærksom paa, i hvilke Retninger man stundom kan vente blandt disse Optegnelser at træffe et eller andet andetsteds maaskee forbigaaet Træk til Billedet af Tiden i Slutningen af det forrige Aarhundrede eller i den første Deel af det nærværende.

For saa vidt der her ved dette Uddrag paa nogle Steder
findes Anmærkninger til Texten, hidrøre disse ikke fra Engelstoft,
men ere her tilføiede.

En Anekdote fra Frederik V's Tid. Kongen kierte med Grev Adam Gottlob Moltke — maaskee til Bregentved —. Kudsken væltede, men uden at dog enten Kongen eller Moltke kom til Skade. Men ved Væltningen kom Kongen til at træde paa Moltke. Kongen sagde: »Tag Dem i Agt, Moltke, jeg

---

1) Biographiske Antegnelser om Laurids Engelstoft. Læsto i det kongelige danske Videnskabernes Selskab den ste December 1851 af C. F. Wegener. Kjøbenhavn. 1852.

træder paa Dem.» Moltke svarede i øieblikket: «StorNaade,
Deres Majestæt viser mig, at De vil bruge mig til Deres
Fodskammel.» Kongen smilede.

(Efter en Fortælling af Geheimeraad, Elephantridder Brockenhuus, Fader til den sidst afdøde Overhofmester Brockenhuus, som ved at fortælle dette tilføiede: «Ja, det var gode Tider.« Bemeldte Geheimeraad Brockenhuus levede endnu i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede¹).)

En vis Knuth, som i Christian VlFs Tid fik det hvide
Baand, valgte til sin Ridder-Devise: Gratia Regis unica
sålus-).

Professor Schytte i Sorø holdt sine Forelæsninger for Academisterne med saadan Galanteri og Opmærksomhed, at man sagde, det var en Kammerjunker, der holdt Forelæsninger for Kammerherrer.

Geheimeraad Otto Thott var yderlig styg. Da han engang var paa sin Gaard Gaunø, mødte en Bonde af hans Gods ham i Gaarden. Bonden havde hørt, at der var en Abekat paa Herregaarden, og da han saa denne stygge Figur, tvivlede han ikke paa, det jo var Abekatten, og sagde, idet han gik forbi og spyttede: «Tvi dig om, dit fæle Bæst, saa liig du er et Menneske.»

---

1) Geheimeraad Henrik Adam Brockenhuus døde den Ilte Juni 1803. Sønnen, Kammerherre Johan Ludvig Brockenhuus, der i Aaret 1808 blev Overhofmestor hos Dronning Marie, dødo den 25d0 Februar 1830.

2) Grev Eggert Knuth til Knuthenborg — der døde den 26de Februar 1776 — valgte det anførte Symbolum ikke under Christian VII, men under Frederik V, da han den 31te Marts 1754 var bleven udnævnt til Kidder (Storkors) af Dannebrog. "Wohlfrom, Samling over Bidderne af Elephant- og Dannebrogs-Orden fra Anno 1660 til 1757. Kjøbenhavn. 1757. 4°. S. 176-177.

Geheimeraad Thott var i det Hele meget oeconomisk,
men naar der var Spergsmaal om Bøger, kom Penge ikke
i Betragtning; han gav da Commissioner å tout priæ.

Da Swedenborg engang var i Kiøbenhavn, og Geheimeraad Thott viste ham sit Bibliothek, og i samme hans egne Skrifter om Mineralier, sagde Swedenborg: «Ja dengang tænkte jeg kun paa det Jordiske, men nu har jeg vendt min Siæl til det Himmelske"; «det er Skade», tilføiede han, «at Ministrene i Danmark bekymre sig saa lidt om Aander.»

(Fortalt mig af Overberghauptmann Brtinnich.)

Før Hof- og Stadsretten blev oprettet 1771, holdtes Kiøbenhavns Byting paa Kaadstuen eller Raadhuset paa Gammel- Torv. Lige over for var en Viinkielder, ved Siden afWaisenhuset, der tilligemed Raadhuset brændte 1795. Sagførerne havde deres Tilhold i Viinkielderen, der laa saaledes, at man kunde let raabe derned fra Raadhusets Vinduer. Da skete det ofte, at man talte over Gaden om Retssager fra Raadhuset til Kielderen og omvendt: «14 Dages Anstand begiæres», lød det fra den ene af Parterne i Viinkielderen; "bevilges", hørte man Svaret oppe fra Raadstuevinduet.

Mærkelig Anekdote til den Struenseeiske Periodes Historie. Geheimeraad Brockenhuus eiede Nysø og havde nogle Sønner; en af dem er den nuværende Overhofmester hos Dronningen. Han antog en Huuslærer — det var just paa den Tid, da Struensee var Cabinetsminister — og sagde til ham: «Jeg haaber, De seer at lære mine Drenge, hvad De kan, og vil de ikke være flittige, saa maae De give dem dygtig Bank, thi uden at have lært Noget kan man dog ikke komme frem i Verden.« Da nogen Tid efter Struensee faldt, sagde

Brockenhuus til den samme Lærer: «Ja nu behøver De
ikke at tage Dem det saa nær med at faae mine Drenge
til at lære Noget; thi de ville nok komme frem alligevel>u

(Fortalt mig af Geheimeraad Malling.)

Som et lille Bidrag til Struensees Charakteristik skal jeg anføre følgende Notits, hvilken jeg har fundet et Sted optegnet. Struensee havde lovet en ganske skikkelig Student at ville see ham hiulpen til et Præstekald. Men da Personen i sin Ydmyghed kyssede hans Kiole, tabte han al Godhed for ham og lod ham blive übefordret, fordi han fattede den Tanke om ham, at han maatte være af et slavisk og nedrigt Gemyt.

Blandt dem, som kom meget og hyppigen i Geheimeraad Hielmstiernes Huus, var ogsaa den med Struensee saa nøie forbundne Brandt. Denne beskrev salig Geheimeraadinde Hielmstierne x) som en temmelig principløs og flygtig Person uden nogen egentlig Soliditet enten i Dannelse eller Charakteer. Der var noget Frivolt og for Værdighed Blottet i alle hans facons. Han gik immer med Voltaire i Lommen og tracterede immer med Conversation i Voltaires genre; han gik med to Lommeuhre, dengang et Slags Mode hos unge Mennesker eller andre Modeherrer, en lang Guldkiæde med Signeter hængende ned fra ethvert af dem. Med denne Charakteristik synes ogsaa andre Data at stemme overeens.

Han var saaledes langt fra at ligne Broderen, der
siden i mange Aar var — indtil omtrent 1800 — PræsidentiCancellie

---

1) Geheimeraadinde Andrea Kirstine Hielmstierne døde den 19de Oktober 1806.

dentiCancelliet¹) og heldede til Pietismen, hvilket gav Anledningtilallehaande Klogskabsregler fra de om Præstekald søgende Candidaters Side, hvorom jeg kunde fortælle en heel Deel particularia, da der blandt mine academiske Bekiendterevaremange saadanne Ansøgere. Men dette hører ikke herhid. Manden var forresten en meget agtværdig, redelig og human Charakteer, og var jeg et Par Gange hos ham — jeg erindrer ikke bestemt i hvilket Ærinde, jeg bragte ham nok et Exemplar af min Disputats og ønskede et anbefalende Reisepas fra Cancelliet (som jeg ogsaa fik paa Latin) — kort før jeg reiste udenlands, da han modtog mig med megen Godhed, erkyndigede sig om mine Studier og Forsætter og gav mig et Slags Velsignelse med, desaarsagjegogsaa efter min Tilbagekomst i Aaret 1800, uagtet han dengang var gaaet af, ikke undlod at gjøre ham min Opvartning paa lille Antvorskov ved Slagelse, hvor han dengang opholdt sig. Han boede i den Gaard paa Hiørnet af Ny Vestergade og Frederiksholms Canal, som nu tilhører Etatsraad Treschow, og igiennem hvis Port (i hans Tid) hver Mandag Morgen Klokken 7 indstrømmede Skarer af theologiske Candidater med utallige Længselssukke,efterat have taalmodigen fra Klokken 6 af samlet sig udenfor den først Klokken 7 præcise sig aabnende Indgang — en svær Prøve om Vinteren især, da ingen ugentlig Audientsdag turde forsømmes, saa at, naar Candidatenefter10 Aars Supplicering naaede den lykkelige Tobakspriis af den gyldne Daase — Signalet til Forløsning—,kunde

---

1) Geheimeraad Christian Brandt, Enevold Brandts Broder, var i Aaret 1788, ved Geheimeraad Schack-Kathlaus Afgang, bleven President i det danske Kancelli, i hvilken Stilling han den 19de Oktober 1799 aflostes af Kammerherre, senere Geheimeraad og iStatsminister Frederik Moltke.

ning—,kundehan antages at have passeret bemeldte Port
og Trappe c. 500 Gange.

Salig Geheimeraad Malling l) har fortalt mig, at i den Sommer og det Efteraar, som gik foran Struensees Fald, altsaa 1771, var det en ganske almindelig Tro og Overbeviisning, at det Nærværende ikke kunde holde længe, og at der forestod en Catastrophe, men at Frygten og Uvisheden i denne Anledning ogsaa havde den Indflydelse, at Alle holdt sig tilbage fra at foretage Noget; at der var ligesom en Suspension eller Standsning i Alting, fordi Ingen turde eller vilde indlade sig i Noget under saa vaklende Foihold. I Kiabenhavn faldt Gaarde og Huse daglig i Priis.

Salig Geheimeraadinde Hielmstierne har fortalt mig, at hun i den Tid, da Struensee meest culminerede, altsaa vel i 1771 eller i Begyndelsen af 1772, hørte, at der i en Samtale mellem hendes Mand og en af hans Venner blev sagt, at man ventede, Struensee vilde med det Første lade sig udraabe til «Protector». Der maa altsaa have været noget Saadant i Circulation ide høiere Kredse 2). Muligt har det været Noget, Struensees Fiender og de, som arbeidedepaa hans Undergang, underhaanden udspredte for desbedre at styrte ham — efter en bekiendt jesuitisk Maxime —, thi det er dog ikke rimeligt, at Struensee med alt sit Fusentasteri og selv med alt sit Overmod skulde have fordristetsig til saadan en Tanke, med mindre, hvad der er lige saa usandsynligt, det allerede var kommet til et saadantHøidepunkt

---

1) Malling dodc den 17de November 1829.

2) Jvnfr. Bidrag til Oplysning om Katastrophen den 17de Januav 1772, i Historisk Tidsskrift. 4 R. n, 685—687.

dantHøidepunktmellem ham og Dronningen. Jeg har spurgt Geheimeraad Malling, om han nogensinde havde hørt Noget derom, men han sagde Nei. Imidlertid er det ovenanførte Factum vist og fortiener saa meget mere Opmærksomhed,da Geheimeraad Hielmstiernes Huus altid var en Samlingsplads for Eliten af de høiere Selskabskredse, og han altid var indgaaet med de meest betydende Personer, saa, dersom Nogen kunde være du secret, var det ham 1).

Struensee og Brandt bleve meget haardt behandlede i Castellet. Commandanten der, Hobe, var en meget barsk Mand²). Hvert Quarteer blev der banket paa deres Dør, og Officeren, som sad i Værelset, maatte svare, at de vare der. Saaledes fik de ingen Søvn uden hvert Øieblik afbrudt, og de bleve tilsidst saa søvnige, at de halvt sov midt om Dagen. En Aften havde Brandt taget et Spil Kort og vilde gjøre nogle Kunster til Tidsfordriv. I det Samme kom Commandanten og lod dem fratage ham.

Luxdorph var med at underskrive Struensees og Brandts Dom. Han var noget i Familie med Brandt. Kongens Foged, Etatsraad Ortved, havde oplæst Dommen for den Sidste. Luxdorph spurgte ham, med hvilken Contenance vel Brandt havde hørt Dommen. »Med den største Rolighed«, svarede Ortved; «han hørte det ud til Ende, endog med alle Underskrifterne, men da jeg deriblandt nævnede Deres Navn, drog han et dybt Suk, og Taarerne stode ham i •Ørnene.»

---

1) Geheirueraad Henrik Henriksen Hielmstierne dodo den 18de Juli 1780.

2) Generallieutenant Levin Ludvig von Hobe.

Salig Grevinde Rosencrone x) har fortalt mig, at i alle de følgende Aar efter 1772 indtil 1784 indfandt sig altid hver 17de Januar Enkedronning Juliane Maries Hofcavalerer hos hende til Gratulation i Erindring af den lykkelige Begivenhed paa denne Dag.

Imellem Aarene 1772 og 1784 blev, under Enkedronning Juliane Maries og Prinds Frederiks Regiering, Kong Christian VII behandlet med liden, endog udvortes Agtelse. Undertiden taalte Kongen det ikke. Saaledes engang ved et Apartement, da der spilledes Reversie, og Kongen spillede med Enkedronningen og Sophie Frederike. Da Kongen var staaet op fra sin Stol, præsenterede Marschallen med stor Respect Kortene, som han omdeelte, til Enkedronningen, men kastede Kongens skiedesløst paa Bordet ved hans Plads²). Kongen vendte sig da pludselig til ham med disse kraftigen prononcerte Ord: «Est ce que c'est ainsi (juoii jette les cartes an roi son maitre?»

(Fortalt mig af Grevinde Rosencrone, som selv hørte
det.)

---

1) Grevinde Agnete Mario Rosencrone døde den 3die September 1838.

2) Overhofniarsehal, Geheimeraad Engel Carl Ernst Schack blev afskediget den 14de April 1784 og nogle Maaneder efter beskikket til Amtmand i Flensborg, siden til Overpræsident i Kiel. Han entledigcdes i Aaret 1799 og opholdt sig siden i Meklenburg-Sclrwerin paa sit Gods Kustrow, livor han døde don lOdo December 1810 (Manthey, Biographiske Efterretninger om do afdøde Kiddere. Kjøbenhavn. 1820. S. 44_—45.) Som Overhofmarschal blev han afløst af Geheimoraad Christian Frederik Numsen. Om den afgangno Overhofmarschal hedder det paa et andet Sted (Charlotte Biehl, Regjeringsforandringen 1784, nicddeelt af E. Holm i Historisk Tidsskrift. 3 R. V, 421.): -Der vare mange Vidner paa, at han havde mishandlet Kongen og daglig forsømt ham'.

I den Tid Hoffet laa om Somren paa Fredensborg — mellem 1772 og 1784 —, pleiede man ofte efter Middagstaffelet at seile en Lysttour over Søen til et Skovhuus. Der lod man sig da ofte give stegte Aal og tyk Mælk, og var det mærkeligt, med hvilken Appetit Prinds Frederik selv kunde spise der igien, da det dog ikke var ret længe siden man havde spiist.

(Fortalt af Samme.)

Arveprinds Frederik pleiede at sige, at han ikke brugte
Snuustobak, undtagen naar han kom i Kirke og i Statsraadet,
da han ellers strax faldt i Søvn.

Da Guldberg var Statsminister 1), beæredes han undertiden med Besøg af Arveprindsen og Enkedronningen og vartede da selv op ved Souper'en. — Guldberg lod sig selv ikke bestikke, men hans Kammertiener solgte Entreen til Excellencen, og ved Audientserne maatte man kiøbe denne Karls Gunst for at komme ind. En Krone var det Mindste, man kunde byde ham.

I Aaret 1782 eller 1783 sagde den daværende Kronprindstil
den daværende Statsminister, Grev Rosencrone 2)

---

1) Dette blev han egentlig først 1784, men allerede i Aaret 1780 var han som Stats- og Geheime-Kabinets -Sekretær den 27de November bleven Geheimeraad og strax derefter den Iste December ble ven underrettet om, at "Kongen fra samme Dag at regno havde udseet ham til Medlem i Geheimestatsraadet; dog vilde Kongen nærmere bestemme, naar han havde at tage ordentlig Sæde deri«.

2) Den i Aaret 1780 til Chef for Departementet for de udenlandske Sager udnævnte Geheimeraad og Baron — senere Greve — Marcus Gerhard Rosencrone var tillige bleven kaldet til at havo Sæde i Statsraadet, naar udenrigske Anliggender der forhandledes, rnen blev egentlig først den 7de April 1784 Statsminister, indtil lian strax efter maatte afgaae ved Forandringen den 14de April s. A.

og hans Frue, da han sad ved Siden af hende paa Fredensborg,og der blev talt om Generalmajor Classen — der var bekiendt for at have alle de Store i sin Lomme¹) —: «Ja, af ham faaer Deres Mand vel ganske artige Presenter?" «Jeg veed ikke», svarede Grevinden, «hvad Deres kongelige Høihed sigter til, men det er mig bekiendt, at min Mand ingensinde har faaet Presenter af Classen; engang har han sendt os et Par Valdsnepper.«

(Fortalt mig af Grevinden selv.)

Ved Aaret 1784 vare der af samtlige Kammerjunkere
i Kiebenhavn notorisk kun tre, som kunde skrive deres Navn
tydeligt eller overhoved skrive ordenlig læselig Skrift.

Geheimeraad Guldberg var ved Forandringen 1784 meget
nedslaaet. Han kom til Ingen og viste overhoved ingen stor
Charakteer.

Den famese 14de April 1784 fik ogsaa Kronprindsens Lærer, Conferentsraad Sporon, sin Afsked. Kronprindsen talte ikke venligt til ham. Sporon sagde: «Min Prinds, jeg kiender Dem ikke igien.» Prindsen svarede: «Dem har

---

2) Den i Aaret 1780 til Chef for Departementet for de udenlandske Sager udnævnte Geheimeraad og Baron — senere Greve — Marcus Gerhard Rosencrone var tillige bleven kaldet til at havo Sæde i Statsraadet, naar udenrigske Anliggender der forhandledes, rnen blev egentlig først den 7de April 1784 Statsminister, indtil lian strax efter maatte afgaae ved Forandringen den 14de April s. A.

1) Nordmanden Johan Frederik Classen, Eier af Frederiksværk og af den Eiendom uden for Østerport, hvor den efter ham saakaldte Classenske Have blev anlagt, især bekjendt ved det af ham ved Testamente af 28de Januar 1789 og Codicil af 23de Marts 1792 stiftede Classenske Fideicommis, fik under 23de August 1774 Titel af Generalmajor. Thaarup, Die Bruder Classen und ihre "VYohlthåtigkeit, i Mittheilungen aus dem Norden. Kopenhagen. 1830. S. 50.

jeg imod, at De ikke har lært mig Noget.« «Jeg havde mine Ordrer«, svarede Sporon og bukkede. Den samme Aften — det var en Onsdag — var der Bal ved Hoffet, som først blev afsagt, siden igien tilsagt. Kronprindsen dandsede sine fire Dandse og syntes meget munter. Enkedronningenog Arveprindsen befandt sig ikke vel¹).

Kobberstikkernes Afsætning af Portraiter er et godt Thermometer paa Vedkommendes Indflydelse. Professor Clemens har fortalt mig, at han i Aaret 1783 lod udgaae Subscriptionsplan paa et Portrait af Kronprindsen, men fik neppe 150 Subscribenter. Saasnart den 14de April 1784 var forbi, blev der en almindelig Efterspørgsel om det, og han solgte i kort Tid 2000 Exemplarer. Ligeledes, da han havde stukket daværende Cabinetsminister Guldbergs Portrait2), afsatte han i et -Øjeblik over 800 Exemplarer. Ministeren havde i sit Audientsværelse hængende det Exemplar,som

---

1) Baade Enkedronningen og Arveprindsen fandt sig dog i at vise sig ved Ballet, men den Sidstnævnte kun for kort efter at gaao tilbage til sine egne Værelser. Mémoires de mon Temps. Dictos par S. A. le Landgrave Charles, Prince de Hesse. Copenhague. 1861. p. 149. Charlotte Biehl, Regjeringsfor andringen den 14de April 1784, i Historisk Tidsskrift. 3. E. V, 428—24.

2) 1 Aaret 1782, efter Juels Maleri. Strunk, Samlinger til en Beskrivende Catalog over Portraiter af Danske, Norske og Holstenere. S. 197. len Biographi af Clemens ved J. C. Fick, for største Deel affattet efter den i Aaret 1881 afdøde Kunstners egne Meddelelser og optagen i Selmers Nekrologiske Samlinger (2den Aarg. Kjøbenhavn. 1852. S. 335—379.), hedder det herom: „Da Clemens yttrede for Guldberg, at han vilde stikke hans Portrait, fraraadede denne ham det som et Arbeide, der ikke vilde svare Eegning. Men Clemens bad kun om at maatte lægge en Subskriptionsplan i Ministerens Forgemak, hvorimod Intet var at erindre. Da Clemens senere præsenterede et Exeniplar til Ministeren med Bemærkning om det store Antal Subskribenter, sagde han: „I Sandhed, jeg havde ikke troet, at mit Portrait blev søgt saa meget."

emplar,somClemens havde foræret ham. Enhver, som kom til Audients, havde Hast med at faae sagt: «Deres Excellences veltrufne Portrait, ja det har jeg ogsaa hængende paa min Væg», eller: «Det har jeg ogsaa forskaffet mig, for at bringe det med til mit Hiern«. Efter den 14de April 1784 blev ikke solgt et eneste Exemplar. Af Andreas Peter Bernstorffs derimod vedblev efter hans Død Exemplarer at gaae af og søges endnu af og til, især af udenlandske Diplomater.

Det var den 14de April 1784, at den bekiendte Forandring i Statsraadet foregik. — I det nye Ministerium blev Bernstorff en Hovedperson. Det var ham, der fraværende havde ledet det Hele, og det var ham, som havde forfattet den Memoire, Kronprindsen oplæste. Mellemled havde været den gemene Karl Riegels, der lod sig bruge til at spille en subaltern Rolle, der blev Forræder mod Enkedronningen og siden en Gienstand for deres Foragt, hvilke han havde solgt sin Tieneste. Man gav ham siden aarlig en Pension af 1000 Rigsdaler, og han anvendte sit otium, som bekiendt, til at skrive Skandskrifter om Christian V, Christian VI o. s. v. Riegels var den, som blev brugt til at besørge Brevvexlingen med Bernstorff under Skin af Reiser i private Ærinder¹).

Noget efter at det nye Ministerium var dannet, dannede sig en Cabale imod Bernstorff, hvori Schack-Rathlau og Rosenkrands vare Hovedpersoner, understøttede af den russiske Minister, Baron Kriidener²), der endog ligefrem forlangte

---

1) Jvnfr. Sclilanbusch's Beretning om Regjeringsforandringen den 14de April 1784, i Historisk Tidsskrift. 3. E. V, 262, 275—76.

2) Statsraad, Baron Alexius von Kriidener var i Aarene 1786—1797 russisk Gesandt og befuldmægtiget Minister ved Hoffet i Kjobenhavn.

Bernstorffs Afsked, for at en Anden kunde sættes i Stedet, som Keiserinden havde Tillid til. Kronprindsen viste den hele Cabale tilbage og underrettede selv Bernstorff om Alt. Bernstorff forandrede Intet i sin udvortes Opførsel mod Schack-Rathlau og Rosenkrands, men giemte det dog i sit Hierte og saa noget efter med Glæde øieblikket komme, da de vare modne til Fald. Det var i Anledning af Bondesagen.Bernstorff var en ivrig Ven af de Grundsætninger, Rentekamret under Grev Christian Reventlovs Præsidium havde antaget. Da nu denne Sidste foredrog i Statsraadet Forslaget til Stavnsbaandets Ophævelse m.v., saa trak først Schack-Rathlau en Memoire frem, i hvilken han bestred Forslaget. Da han var færdig, vilde Rosenkrands ligeledes oplæse en Betænkning imod Forslaget. Da blev Kronprindsen utaalmodig og sagde, at han allerede havde hørt nok af disse Indvendinger, og at de allesammen havde deres Udspringaf nedrig Egennytte. Schack-Rathlau og Rosenkrands fik nu deres Afsked af Statsraadet¹), og Bernstorff var med det Samme tvende Antagonister qvit.

(Af troværdige Meddelelser.)

Da Grev Andreas Peter Bernstorff 1780 fik sin Afsked,
og Grev Rosencrone blev Minister for de udenlandske Anliggenderi

---

1) Geheimeraad Frederik Christian Kosenkrands, der var bleven Conseilsmiuister den 13do Mai 1767 og derefter havde været Medlem af Geheimeconseilet indtil dettes Ophævelse ved Struensce den 27de December 1770, var ved Forandringen den 14de April 1784 igjen bleven kaldet til at indtræde i det den 13de Februar 1772 eftor Struensees Fald under Navn af Geheimestatsraadet gjenoprettede Geheimeconseil. Den 3die Juni 1788, da han afgik som Præsident for Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiet, ophørte han tillige at være Medlem af Statsraadet, hvorimod Statsminister Joachim Otto Schack-Kathlau, skjønt altid fraværende, saa længe han levede, i Statskalenderen stadig findes medtagen blandt do andre Alodleminer af Statsraadet. Sckack-Rathlau dode don 7do Juni 1800, F. C. Eosenkrands don 15de Mai 1802.

liggenderihans Sted, leiede Rosencrone hans Hotel i Bredgad e¹) mod en aarlig Leie af 800 Rigsdaler. Da i Aaret 1784 Rosencrone fik sin Afsked, og A. P. Bernstorff fik sin gamle Post igien, kunde han nu flytte ind i sit Palais igien, saasom Rosencrone strax forlod Byen. Der var nogle Dusin smukke Stole, som Rosencrone havde anskaffet sig, og som Bernstorff ønskede at beholde. Rosencrone var villig dertil og sagde Prisen, 4 Rigsdaler for Stykket, som de havde kostet. Men Bernstorff lod ham byde 3 Rigsdaler. Rosencrone svarede, at han havde villet tiene Hs. Excellence og havde sat sin Pris, men at han nu tog sine Stole med. Rosencronefandt sig saa meget mere stødt ved denne Marchanderen,da han 1780 havde overladt til Bernstorff at bestemmeHuusleien og ikke begyndte mindste Aftingning af de forlangte 800 Rigsdaler.

Generalprocureur Stampe nød stedse, endog da han var bleven Statsminister, en Pension som fordums Conrector ved Aalborg Skole. Da han blev Statsminister, fandt han det upassende at sidde, som hidtil, ved Tallotteriets Trækning, og Etatsraad Schou fik den Forretning; men af de 500 Rigsdaler, Stampe derfor havde, fik Schou kun det Halve, Resten beholdt han selv.

I Statsminister, Grev Christian Reventlovs Familie taltes kun Tydsk. Han havde flere Døttre. Ved et Hofbalengagerede den daværende Kronprinds — nuværende Konge — en af dem, men da han talte til hende paa

---

1) Geheimeraad Frederik Christian Kosenkrands, der var bleven Conseilsmiuister den 13do Mai 1767 og derefter havde været Medlem af Geheimeconseilet indtil dettes Ophævelse ved Struensce den 27de December 1770, var ved Forandringen den 14de April 1784 igjen bleven kaldet til at indtræde i det den 13de Februar 1772 eftor Struensees Fald under Navn af Geheimestatsraadet gjenoprettede Geheimeconseil. Den 3die Juni 1788, da han afgik som Præsident for Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiet, ophørte han tillige at være Medlem af Statsraadet, hvorimod Statsminister Joachim Otto Schack-Kathlau, skjønt altid fraværende, saa længe han levede, i Statskalenderen stadig findes medtagen blandt do andre Alodleminer af Statsraadet. Sckack-Rathlau dode don 7do Juni 1800, F. C. Eosenkrands don 15de Mai 1802.

1) Nu Arveprindsesso Carolines Palais.

Dansk, forstod hun det ikke. Han spurgte hende nu paa Tydsk, hvor hun var født. Hun svarede: Paa Lolland. Prindsen blev saa forundret over, at den lollandske Frøken ikke kunde Dansk, at han lod hende staae og gik hele Salen om for at fortælle, at Frøken Keventlov ikke forstod Dansk, skjent hun var født i Lolland. Men Comtessen blev derover saa fornummen, at hun og hendes Søstre Dagen efter begyndte at lade sig give Underretning i det danske Sprog. Jeg har selv kiendt to Sønner af samme Statsminister,der ikke kunde ordentlig Dansk, da de kom i et Institut.

Da Kronprindsen i Aaret 1788 om Somren bereiste Norge og da besøgte Fæstningen Kongsvinger, var der Commandant en brutal Tydsker ved Navn Bilhardt¹). Da Kronprindsen spurgte, hvor mange Stykker han havde, svarede han: »Nur drei Canonen, Eure Konigliche Hoheit, und die ganz und gar nicht taugen.» Prinds Carl af Hessen, der var med Kronprindsen, og som denne Bebreidelse i Grunden faldt tilbage paa, sagde til Commandanten: «Aber, Hr. Commandant, warum haben Sie mir das nicht gemeldet?« Bilhardt svarede: «Herr, kommen Sie mir nicht wieder mit Ihren Procuratorstreichen. Ich håbe wohl dreimahl an Sie und Ihre schlåfrige Generalitåt dartiber geschrieben, håbe aber nie eine Antwort bekommen konnen.» Prinds Carl taug.

Slottets Brand2). Den sande Aarsag til denne Ulykke
var, at Arveprindsen havde ladet et stort Værelse indrette
til tre, og da nu derved Høiden af ethvert blev uforholdsmæssigtil

---

1) Generalmajor Johan Ludvig Maximilian de BieUart.

2) Den 26de Februar 1794.

mæssigtilBredden, lod man lægge et nyt Loft lavere end det andet, men mellem det nye og det gamle Loft bleve Spaaner liggende, hvilke antændtes af derigiennem gaaende Kakkelovns-Kør.

Man fortæller, at da Brandmajoren vilde hugge Gulvene op, satte man sig derimod paa Grund af, at det var at fordærve altfor Meget og forvolde altfor store Bekostninger med Reparationer igien. Man tænkte, Slottet kunde ikke brænde.

Da Kongen blev sat i en Vogn for at føres bort, raabte
han paa alle de Sprog, han forstod: «Red, hielp».

Da Sophie Frederike, Arveprinds Frederiks Gemalinde, var død^l) og, fer Liget førtes til Roeskilde, Jordpaakastelsen forrettedes af Hofpræsten Bastholm, var Ingen tilstede derved uden nogle faa Hofbetiente, hvilket ogsaa meget stødte Bastholm. Da Ludvig XlVs Hierte blev bragt til Jesuiternes Collegium²), fulgte kun 6af Hoffet med.

Da Enkedronning Juliane Marie laa paa sin Dødsseng3),
qvæledes hun ved Tanken om Struensees Henrettelse og
syntes stedse at see ham svævende for sig i blodig Gestalt.

(Fortalt mig af Prinds Emil af Augustenborg.)

---

1) Den 29de November 1794 paa Sorgenfri, hvorfra Liget Løverdag Aften den 27de December forbi Frederiksberg førtes til Eoeskilde og her den følgende Morgen hensattes i Domkirken. De kjøbenhavnske Tidonder. A° 1794. Nr. 101.

2) I Ruc St. Antoine i Paris. Lemontey, Essai sur l'établissernent monarchique de Louis XV, précedé de nouveaux mémoires de Dangeau, contenant cnviron 1000 articles inédits. Paris. 1818. p. 274.

3) Enkedronningen døde paa Fredensborg den 10de Oktober 1796.

Da den franske Minister Grouvelle havde sin forste Audients hos Kong Christian VII i Aaret 1793 eller 1794¹), sagde Kongen til ham ien fast Tone: „ Comment se porte mon frere, le Roi de France?" Ludvig XVI var dengang allerede henrettet, og Grouvelle havde læst Dødsdommen op for ham. Grouvelle tabte næsten sin Fatning ved dette Spørgsmaal. Christian VII havde endnu enkelte lyse Øieblikke, han vidste meget vel, at Ludvig XVI var guillotineret.

Admiral Krieger²) kom under den franske Revolution op til den daværende Kronprinds og sagde til barn: »Deres kongelige Høihed skulde ikke troe, at Revolutionsaanden nu endog har begyndt at yttre sig paa Flaaden; men jeg skal nok holde den i Ave.» <>Nu, hvorledes da?» spurgte Kronprindsen. »Det skal jeg sige Deres kongelige Høihed.

---

1) „Borgeren" Philippe Grouvelle ankom vel allerede til Kjøbenhavn i Slutningen af August Maaned 1793 med et Creditiv af den franske Kepubliks Conseil exécutif provisoire, dateret Paris den Iste Juni 1793, men dette Creditiv blev, da den franske Eepublik endnu ikke var bleven anerkjendt her, ikke modtaget. Derimod modtoges senere et afDirektorialregjeringen for Grouvelle den 21de Frirnaire i Kepublikens 4de Aar (o: den 12te December 1795) udfærdiget nyt Creditiv, og Grouvelle havde derefter sin Audients som befuldmægtiget Minister den 4de Marts 1796. Det sees af de vedkommende Akter i Udenrigsministeriets Arkiv, at Grouvelle ved denne sin første Audients hos Christian VII aldeles forglemte personlig at overlevere sit Creditiv, hvorfor Bernstorff maatte fremsende det til Kongen under Ilte Marts s. A.

2) Viceadmiral Johan Cornelius Krieger, der heiste sit Flag paa Orlogsskibet Neptunus, havde i Aaret 1794 Befalingen over den dansk-norske Eskadre af 8 Orlogsskibe, 3 Fregatter og 4 mindre Krigsskibe, som dengang laa i Sundet forenet med en lige saa stor svensk Eskadre under Viceadmiral Grev Claes Adam Wachtmeister. Kronprindsen kom ombord paa Neptunus, forblev paa Skibet i tre Dage og seilede med det fra Kjøbenhavn til Helsingør. Garde, Efterretninger om den danske og norske Sømagt. IV, 326.

Det er saa Skik ombord, at naar der er holdt Bøn, siger Chefen: «Gud bevare Kongen«, som da Mandskabet istemmer.Forleden, da jeg efter Bønnen som sædvanlig sagde: »Gud bevare Kongen«, svarede en Matros: «og os Andre med». Men jeg sagde til ham: «Skidt med os Andre, din Slyngel, siger jeg; Gud bevare Kongen«, hvorpaa de Alle raabte: «Gud bevare Kongen«, og siden har Ingen turdet begynde med at føre os den franske Revolution ombord.«

For mere end tyve Aar siden*) spurgte den nuværende Konge den daværende Universitetspatron, Hertugen af Augustenborg, hvad man dog skulde giøre med den Hornemann, han var jo saa kiættersk og gjorde Nar baade af Christus og Apostlene. Kongen, den daværende Kronprinds, havde da faaet at høre, at han blandt Andet brugte paa sine Forelæsninger det Udtryk: «Der har Apostlen atter forgaloperet sig« (hvilket var sandt). Han sagde ogsaa om Tegnet paa Cain: «Om det nu var et blaat eller hvidt Baand, vor Herre hængte om ham, derom meldes Intet; men det seer man, at Ingen nu længere turde giøre ham Noget.« Ved en theologisk Embedsexamen rettede han en Candidats Exegese paa denne Maade: «Galt nok er det, hvad Apostlen siger, men De giør det ogsaa ti Gange værre.«

Frederiksberg Have fik i Aarene 1799 og 1800 en ny Indretning, hvorved den stive franske Smag omskabtes til den frie engelske. Til Dato (1801) har denne Forbedring kostet 38000 Rigsdaler.

---

1) Optegnelsen viser sig foranlediget ved og optognet efter, at Professor, Dr. theol. Claus Frees Hornemann var bleven Kommandør af Dannebrog (den 28de Oktober 1817).

Conventionen med Rusland 1801^x). Det er almindelig antaget, at Rusland tvang os til denne Convention. En fornem Mand har derom udtalt sig saaledes til mig: «Der ere vel de, som troe, at Stødet er givet det Petersborgske Cabinet herfra; vidste jeg end Noget derom, saa turde jeg dog ikke vide det.»²)

Den 2den April 1801. Kronprindsen stod under Slaget
paa Batteriet Qvintus. En Bombe faldt ikke langt fra ham.
«Den var os temmelig nær«, sagde han og blev staaende.

Kongen var under Slaget paa Rosenborg. Han gik op og ned ad Gulvet og udraabte: «Vi vinde, vi vinde.« Man havde indtil det allersidste dulgt for ham de begyndte Fiendtligheder. Da han endelig fik dem at vide, sagde han: «Jeg vil ingen Krig have; mine Undersaatter skulle have Fred, saalænge jeg lever." —

Efterretningen om Keiser Pauls Død kom her til Byen just som Nelson skulde komme i Land for at negotiere og spise til Middag paa Amalienborg. Det var af yderste Vigtighed,at den blev holdt hemmelig, til Englænderne vare ombord igien. Men ikke desto mindre var den allerede békiendt i Byen Kl. 10 om Formiddagen, altsaa allerede førend Nelson kom i Land. Den Ene spurgte den Anden: Har De intet Nyt hørt? — Jo, at Paul er død. —Veed De det, saa for Guds Skyld tal ikke derom til Nogen — Nei. Men saa vidste dog Alle det alligevel. Rygtet kom ud paa den Maade, at Schimmelmann fik om Morgenen paa sit

---

1) Det er: Traktaten i St. Petersborg, afsluttet den 16de December 1800, ratificeret i Kjøbenhavn den 16de Januar 1801.

2) Jvnfr. Holm, Danmark - Norges udenrigske Historie 1791—1807. I, 327, 334. 347.

Comptoir et Brev, hvori det stod¹), og kunde ikke bare sig for at udbryde: «Gud, er Paul død?« Dette hørte alle Secretairerne, og nu var det ingen Hemmelighed længere. Schimmelmann skikkede Bud derom til Kronprindsen. Han var just inde i et Værelse med Nelson. En Adjutant kom ind og kaldte Kronprindsen til Vinduet. Han hørte Efterretningenuden at tabe det mindste af sin Contenance og hviskede blot til Adjutanten, at det endelig maatte holdes vel hemmelig for Englænderne. Man paastaaer ogsaa, at de gik ombord uden at have faaet mindste Nys derom. Man beskyldte ellers de Svenske for, men muligen med Uret, at de havde havt Efterretningen før Slaget af 2den April, men skiult den for os med Flid. Da Lindholm Dagen efter var ombord paa Parkers Admiralskib for at slutte Vaabenstilstand,og Efterretningen blev dem derpaa meddeelt, sagde Parker: «Hvor meget Blod kunde ikke have været sparet, om man havde vidst dette nogle Dage før!» Da Lindholm første Gang var ombord, viste Parker ham et Kaart over Sundet, Kiøbenhavns Khed og hele Defensionen saa nøiagtig, at det ikke var muligt at have det bedre. Skibenes Antal, Styrke, Besætning, Alt var paa det rigtigste.

---

1) At Grev Schinimelniaun ikke modtog Efterretningen om Keiser Pauls Død skriftlig, men mundtlig ved Svogeren, Kammerherre Schubarth, der selv havde erfaret Nyheden fra Grev Bernstorff, sees af Schubarths Brev hos Holm, Danmark-Norges udenrigsko Historie 1791—1807. I, 407. Det bliver derefter heller ikke troligt, at Efterretningen først gjennem Schimmelmann skulde være kommen til Kronprindsen. løvrigt hedder det dog ogsaa hos en anden Samtidig, der stod i nært Forhold til Schimmelmann, at Kronprindsen allerede havde Nelson hos sig, „als der Adjutant Lindholm unangemeldet in's Zimmer trat und mit anscheinender Gleichgiiltigkeit ihm auf diinisch zuniisterte: „Kaiser Paul ist todt" (Johann Georg Eists Lebenserinnerungen. Herausgegeben von G. Poel. Erster Theil. Gotha. 1880. S. 169.).

Det er Alle og Enhver bekiendt, at da der efter Slaget negocieredes med de Engelske, vare de fleste af dem, som vare omkring Kronprindsen, meget forsagte og vilde, at man skulde gaae over til de Engelske. Kronprindsen var kiæk og bestemt. De Forsagteste vare Grev Schimmelmann og hans Kone og Grev Christian Reventlov¹). — Hertugen og Hertuginden²) derimod vare af Kronprindsens Mening og hialp til at afværge et vanærende Skridt. Dette befæstede dem i Kronprindsens Venskab. Schimmelmann og Reventlov har han derimod siden ikke ret kunnet lide, og det var paa et hængende Haar, at Schimmelmann havde faaet sin Afsked, da han først havde havt en dierv tete-a-téte med Kronprindsen, hvis ikke Hertuginden havde for Grevindens Skyld lagt sig derimellem. Kronprindsen skal i denne tete-a-téte have ladet ham høre, at han mere var en Kiøbmand end en Statsmand. Reventlov lod endnu faa Timer, før den tre Maaneders Vaabenstilstand blev sluttet³), flytte sine Møbler ud af Byen, hvorved han forøgede Bestyrtelsen, siden han som Medlem af Statsraadet viste saa stor Frygtsomhed. I den Mellemtid fra den 2den April, til den tre Maaneders Stilstand efter en Række af smaa Stilstande blev sluttet, var Toldboden opfyldt hver Dag med Spadserende af begge Kiøn, som alle syntes at have det bedste Mod. Kronprindsen saa det. «Jeg veed ikke», sagde han, «hvorledes det kommer sig; jeg seer ingensteds Forsagthed uden paa deres Ansigter, som ere nærmest om mig.»

---

1) Jvnfr. Bidrag til Historien om 2den April 1801 efter en Optegnelse af L. Engelstoft, meddeelt af A. Petersen i Danske Samlinger. Iste Bind (Kjøbenhavn. 1865—66.), S. 179—181.

2) Det er: Hertugen og Hertuginden af Augustenborg.

3) Vaabenstilstanden paa 14 Uger, afsluttet den 9de April 1801 paa Linieskibet London.

Midt under Krigen med Englænderne var den største Deel af Adelen paa Englændernes Side, og førend de kom, var det et almindeligt propos i alle de høiere Cirkler, skiønt man ikke turde sige det andetsteds end blandt Ligesindede, at vi havde fornærmet Englænderne, at de ikke kunde Andet end angribe os, og at naar de sloge os, som aldrig kunde feile, skete os ikke uden efter Fortjeneste.

Dagen efter Slaget bleve Courerer expederede overalt, men alle de Efterretninger, som udsendtes, vare kun lidet trøstelige. Folk, som kunde vide det, have fortalt mig, at de allersletteste d. e. de meest modløse Rapporter vare de, som officielt bleve tilskikkede Ministrene og Consulerne. Committeret Pram har sagt mig, at han lagde sig dengang ud med Adskillige, fordi han ikke vilde skrive sit Navn under som Committeret i Commerce-Collegiet.

De vestindiske Øers Indtagelse af Englænderne i Marts 1801¹). Det er notorisk, at Capitulationen var allerede giort, førend Englænderne kom med en Flaade. Den største Deel af Indbyggerne var engelsksindet. Allerede førend Skibene kom, havde Borgerne paa St.Croix givet en Forestilling ind til Commandanten for at vise ham det Umulige i at gjøre Modstand. Ligesaa havde de Militaire i Forveien offentlig sunget engelske Viser paa Gaderne og God save the King og drukket Kong Georgs Skaal. Da Englænderne endelig kom, og Allarmtrommen blev slaaet, mødte af det

---

1) Den 28do Marts 1801 toges St. Thomas og St. Jan. den i.Ute Marts St. Croix i Besiddelse af en engelsk Eskadre under Kontreadiniral Sir John Thomas Duckworth — senere bekjendt af sin uheldige Expedition til Konstantinopel i Aaret 1807 — med Landgangstropper under Generallieutenant Thomas Triggo.

200 Mand stærke Borgercornpagnie ikke uden 50 paa Pladsen. Øen havde vel ikke kunnet længe modstaae den Flaade, som kom, men de vilde ligesaa lidt have kunnet tage den med 2 eller 3 Fregatter. Dette har en Capitain, som var paa øen til samme Tid, fortalt mig.

Uniformer 1801. Ved de nye Uniformer, som Landog Sø-Etaten og Hoffolkene fik i dette Efteraar, opkom en Art af Uniformmanie, og man talte om, at alle kongelige Embedsmænd, ogsaa de civile, skulde have en Embedsdragt. Rogieringen foreslog selv det medicinske Facultet¹) i Slutningen af November, om det ikke vilde antage en Uniform og selv give Ideen dertil. Men de frabade sig denne Ære. Anledningen til Uniformernes Forfærdigelse ved Land- og Se-Etaten var de to franske Adjutanter Lauristons og Berthiers Nærværelse her i April og Mai, hvilke vare ganske prægtig udmaiede. For at faae dem færdige til Nytaar, maatte det meste Guld- og Perlestikkerarbeide bestilles i Hamborg, hvorhen en ganske anseelig Skilling desaarsag gaaer.

Det medicinske Facultet svarede i Anledning af Uniformen,at der skulde Mere til end denne for at skille fra Qvaksalvere. De sagde nemlig, at skiønt de erkiendte den gode Hensigt af Forslaget, skulde de dog allerunderdanigst formene, at dersom det maatte indskiærpes Politiemesteren at vaage over den Forordning mod Qvaksalvere, skulde dette maaskee have større Virkning i Henseende til Qvaksalveriets Hindring, men lagde til, at dersom det var Hans Majestæts Villie, at de skulde anlægge en, vilde de giøre det og foreslogda en, som man siger lignede Studenternes Uniform,

---

1) Meent er vistnok Collegium Medicum.

med en stor Silkekappe over, for at kaste over sig, naar
de gik til Syge.

Ogsaa til de samtlige civile Embedsmænd i Departementerne og Retterne vare allerede Costumer foreslaaede, men da Cancelliet giorde en Erklæring for sig, som Collegium betragtet, saa havde samme den Følge, at hele Forslaget til de civile Embedsmænds Costumer for det første gik ind igienx).

I December 1801 udnævntes paa eengang 13 hvide lliddere. Å_årsagen var at forhaie Hofetatens Glands til den forestaaende Ankomst af de badenske Herskaber, der nu havde seot saa store Ridderskarer ved det russiske og svenske Hof²). Man undrede sig over deriblandt ikke at finde nogen af de to Colbiernsener, men det hedder, at Conferentsraads- Titel herefter skal være det Høieste for de civile Embedsmænd, og Baandene blot gives til Generaler, Admiraler og Hoffolk.

I Slutningen af December ventede man til Kiabenhavn
de badenske Herskaber fra Stockholm. Etatsraad Bruun
havde tilbudt Hoffet sit Palæ3) og giorde en Bekostning af

---

1) Under 17dc Januar 1808 skriver Kronprindsen til Frederik Moltkc, dengang enduu Præsident i det danske Kancelli: „Justitiarius Kaas haver nu talt om en Uniform for Høiesteret. De Grunde, han anfører, finder jeg antagelige; jeg haver derfor tilladt ham nærmere at aftale Sagen med Dem, omendskiønt jeg i Førstningen ikke yndede Tanken." Historisk Tidsskrift. 4. E. H, 122.

2) Arveprindsen Carl Ludvig af Båden havde i Aaret 1801 med sin Gemalinde og deres yngre Børn besøgt Hoffet i St. Petersborg, hvor den unge Keiser Alexander I var gift med Arveprindsens Datter Louise Marie (Elisabeth Alexievna), og derefter Hoffet i Stockholm, hvor den unge Kong Gustav IV Adolph havde ægtet en anden Datter af Arveprindsen, Frederike Dorothea.

3) Det i sin Tid saa berømte Danneskjold-Laurvigske Palais, der fra Dronningons Tvergade langs Bredgade naaede til Marmorpladsen, og som endnu havde en vidt udstrakt Have, tilhorto paa den anforte Tid Etatsraad Constantin Bruun. Nyerup, Kjobenliaviis Bestrivelse. Kjobenhavn. 1800. S. 219.

1500 Rigsdaler paa at decorere Værelserne. Nu brækkede Markgreven Halsen paaVeien¹), og de kom ikke. En halv Time efter at Coureren derom var kommen til Oxenstierna²), var allerede fra Hoffet givet Ordre til at afbestille Alt, hvad der angik deres forventede Komme.

Grev Bernstorff blev engang af en udenlandsk Minister spurgt, hvad det vilde sige: „Conseiller de conference" (Conferentsraad). „Cest", svarede han, „le cordon bleu des roturiers."

Grev Christian Bernstorff, nu Minister for de udenlandskeAnliggender i Preussen, var i den franske RevolutionsTid meget liberal i sine Yttringer og udlod sig ved en Leilighed til en vis Mand om Forskiel mellem Stænder, Adelig og Uadelig, paa en Maade, der gav denne Mand Anledning til at troe om ham, at han var ophøiet over Adelens vulgus. Nogle Aar efter, da Tingenes politiske Stilling havde forandret sig — medens Napoleon regierede i Frankrig —, adresserede den samme Mand sig til C. Bernstorff, som da var Statsminister, og anbefaler ham en ung haabefuld Mand, der ønskede at ansættes som Auscultant i et Collegium og var juridisk Candidat med bedste Charakteer,men af borgerlig Fødsel. Bernstorff giorde ham

---

3) Det i sin Tid saa berømte Danneskjold-Laurvigske Palais, der fra Dronningons Tvergade langs Bredgade naaede til Marmorpladsen, og som endnu havde en vidt udstrakt Have, tilhorto paa den anforte Tid Etatsraad Constantin Bruun. Nyerup, Kjobenliaviis Bestrivelse. Kjobenhavn. 1800. S. 219.

1) Paa Tilbagereisen fra Stockholm fik Arveprindsen ved Vognens Væltning i Nærheden af Arboga den 15de December et saa voldsomt Stød, at det Dagen efter gjorde Ende paa hans Liv. Schinkels Minnen ur Sveriges nyare Historia. IV, 115.

2) Den svenske Minister Carl Gustaf Oxenstierna.

opmærksom paa, at til Auscultanter antoges kun Adelige, og at denne var Borgerlig. »Dette er vel saa», svarede han, «men man har dog Undtagelser, og desuden hvad den Omstændighed angaaer, da veed jeg, at Deres Excellence er altfor meget opheiet over Fordomme til, at den hos Dem skulde være af nogen Vægt.« <>Hvad siger De», svarede Bernstorff, «ophøiet over Fordomme! I en monarchisk Stat raaa Adelen have sine Forrettigheder, og saa længe jeg formaaerNoget, skal jeg aldrig tillade, at Statens gamle Indretningeri denne Henseende fraviges.« «Ja saa har jeg Intet mere at sige«, svarede den Anden, studsende over denne aabenhiertige Erklæring, der saa lidt stemmede overeensmed de Yttringer, han nogle Aar i Forveien havde hert af den samme Mand.

(Den, som havde foranstaaende Samtale med Christian
Bernstorff, var Legationsraad Manthey. Af hans egen Mund.)

Overkammerjunker Calmette — som døde omtrent 1813 eller 1814^x) — aandede ene og alene for sit Hof-Embede, hvis Vigtighed han satte over Alt. Da Kong Christian VII i August 1807 flygtede fra Frederiksberg for de landede Englændere, og Calmette, som skulde følge Kongen til Colding, giorde Afskeds-Visit hos Grev Kosencrone, var hans Hovedbekymring den, hvem han der skulde finde at tilsige til Kongens Taffel. Dermed sysselsatte han sig i det Qieblik, da Fienden stod for Portene.

Socapitain Rosenørn, som i Aaret 1819 eller 1820 paa

---

1) Overkamnierjunker Charles Louis Bosch de la Calinettc, Storkors af Dannebrog, døde den 22de August 1811. Adressecomptoirets Efterretninger. 1811. Kr. 206.

en Reise til Vestindien faldt overbord og druknede¹), commanderedeunderKrigen fra 1807 en Skonnert eller Cutterbrigogkrydsede dermed i Nordsøen. Her saa han sig forfulgt af en engelsk Brig, fra hvilken han, da han ingenlundevarden voxen, søgte at undflye. Cutteren var en stærk Seiler, og han kunde haabe paa denne Maade at redde sig. Men medens han sætter alle Seil til, falder en Mand overbord. Hans Besætning bestod meest af Jyder. Mandskabet forlangte, at Capitainen skulde vende for at redde Matrosen, men han svarede Nei; det mindste Ophold vilde kunne foraarsage, at de bleve tagne, og nu var der kun Spørgsmaal om at redde Kongens Skib. Imidlertid mærkede han strax efter, at Mandskabet ikke anstrengte sig, som det burde, og som det før havde giort. Han, som var en streng Mand og ivrig Søofficeer, talte dem da skarpt til og sagde, at dersom Nogen mukkede eller viste mindste Vrangvillie, vilde han paa -Øieblikket skyde ham ned; og havde han sin Pistol opspændt i Haanden. En jydsk Matros gav i den Anledning et noget trodsigt Svar, og Rosenørn holdt strax Pistolen mod hans Bryst som for

---

1) Kaptainlieutenant Tøger Emil Eosenørn, Bidder af Dannebrog, var Chef for Skonnerten St. Thomas, da han paa Hjemreisen fra Vestindien i en Storm den 20de August 1819 faldt overbord og druknede i den spanske Sø. Som Sekondlieutenant havde han i Aaret 1808 kommanderet Kongejagten Søormen, et af de to sniaa danske Krigsskibe i Nyborg Fjord, der, da Spanierne havde bemægtiget sig Fæstningen, efter en kort Kamp med de mod dem indsendte engelske Orlogsfartøier maatte stryge Flaget. I Aaret 1811 kommanderede Rosenørn som Preinierlieutenant den nylig fra Englænderne tagne, nu dansk Flag førende, hurtigseilende Kutter the Alban, hvormed han paa et Krydstogt i Nordsøen havde vovet sig over mod Østkysten af Skotland, da han den Ilte Mai 1811 uventet blev truffen og jaget af den engelske Orlogsbrig the Bifleman, Kaptain Pears, der seilede fra Leith til Goteborg med Depecher.

at skyde ham. «Det behøves ikke«, sagde Matrosen og sprang med det Samme frivillig overbord. Det frapperede vel Rosenørn noget, og han æstimerede i sit Hierte den heroiske Siælekraft, men, bevarende sin Fatning og Alvor, sagde han koldt og lydelig: «Er der Flere imellem Jer, der vil gjøre det Samme, saa lad det skee strax.« Alle taug¹). Cutteren blev imidlertid tagen og med Mandskab ført til England. Umiddelbart før den overgav sig, lod Rosenørn den bore i Grunden, saa at den snart blev fuld af Vand, og Englænderne fik ingen Nytte af den. Dette gav Anledningtil,at Rosenørn blev i England overordentlig haardt behandlet og ikke bedre end de simpleste Matroser, thi de paastode, at han havde boret Huller i Skibet efter Capitulatione n²), hvilket han paa Æresord benægtede og ei heller forholdt sig saa. Den ovenanførte Begivenhed er af Capitain Rosenørn selv fortalt til Professor I. W. Hornemann, af hvem den igien er mig fortalt. Mærkeligt forresten, at Capitain Rosenørn selv skulde faae en lignende Død, falde overbord og drukne.

Da Statsminister Kaas i Aaret 1811 var i Paris for at
gratulere til Kongen af Roms Fødsel3), spurgte Napoleon

---

1) I Rosenørns Eapport, der er skreven i Fangenskabet ombord paa det engelske Flagskib „Adamant, tilankers ved Leith, den 20de Mai 1811" (og trykt hos N. A. Larsen, Fra Krigens Tid. Christiania 1878. S. 154—156.), findes disse Ord: „Tvende Mand mistede jeg under Jagten", og det bor fremhæves, at Rapporten gjør her udtrykkelig Forskjel mellem denne „Jagt af 12 Timer" og den senere følgende „Fægtning af omtrent en Time". Af en Bemærkning hos Garde (Den dansk-norske Sømagts Historie 1700—1814. Kjøbenhavn. 1852. S. 550.) sees det, at der i Hjemmet tidlig har gaaet übestemte „Rygter om Mandskabets mindre gode Opførsel".

2) Det er: efter Strygningen af Flaget.

3) Kongen af Rom eller den senere Hertug af Reichstadt blev fodt den 20de Marts 1811. Heraf havde den franske Gesandt iKjøben- havn, Baron Charles Francis Luce de Didelot taget Anledning til at foranstalte i hine Dage megen Opsigt gjørende Festligheder, den 25de Mai paa det kongelige Theator, der var blevet stillet til hans Eaadighed, omdannet og ved et Galleri forbundet med det ved Siden liggende Giethuus, og den 26de Mai paa Nørrefælled, hvor et storartet Fyrværkeri blev afbrændt (Den dansko Statstidende. 1811. Nr. 44.). Først senere, den 26de August 1811, valgte Frederik VI Præsidenten i det danske Kancelli Frederik Julius Kaas til at overbringe Kongens Lykønskning til Napoleon. Den 30te April 1814 blev Kaas Stats- og Justitsminister og indtog denne Stilling indtil sin Død den Ilte Januar 1827.

ham ved en Leilighed, hvor mange Indbyggere vel Island havde. Hans Excellence, som ikke vidste det, kom i nogen Forlegenhed, men svarede dog strax, at det havde omtrent «300,000«.

Den sande og secrete Aarsag, hvorfor Grev Wedel Jarlsbergi Aaret 1811, blev kaldet herned fra Norge, var denne, at man havde fattet Mistanke til ham i Anledning af en Brevvexling, man havde opdaget, at han førte med den svenske Baron eller Greve Rosen i Gothenborg^x). I Brevet til ham angaves ingen speciel Grund til hans Nedkaldelse. Da han havde sin første Audients hos Kongen, sagde denne til ham, at han havde kaldet ham hid, fordi han ønskede i saa kritisk et -Øieblik at have en Normand hos sig, med hvem han kunde i Fortrolighed raadføre sig. Men for dog at give ham Noget at bestille, saa — befalede Kongen Greven

---

3) Kongen af Rom eller den senere Hertug af Reichstadt blev fodt den 20de Marts 1811. Heraf havde den franske Gesandt iKjøben- havn, Baron Charles Francis Luce de Didelot taget Anledning til at foranstalte i hine Dage megen Opsigt gjørende Festligheder, den 25de Mai paa det kongelige Theator, der var blevet stillet til hans Eaadighed, omdannet og ved et Galleri forbundet med det ved Siden liggende Giethuus, og den 26de Mai paa Nørrefælled, hvor et storartet Fyrværkeri blev afbrændt (Den dansko Statstidende. 1811. Nr. 44.). Først senere, den 26de August 1811, valgte Frederik VI Præsidenten i det danske Kancelli Frederik Julius Kaas til at overbringe Kongens Lykønskning til Napoleon. Den 30te April 1814 blev Kaas Stats- og Justitsminister og indtog denne Stilling indtil sin Død den Ilte Januar 1827.

1) Grev Axel Pontus von Eosen, dengang Landshofding i Goteborg. Biographiskt Lexicon ofver namnkunnige svenska man. XII, 184 — 198. At Wedel-Jarlsberg var bleven nedkaldt til Kjøbenhavn paa Grund af politisk Mistanke, findes allerede tidligere antaget, men kun som Formodning og uden nærmere Omtale af Grunden til denne Mistanke. Wegener, Actmæssige Bidrag til Danmarks Historie i det nittende Aarhundrede. I, 409. M. J. Monrad, Det kongelige norske Frederiks Universitets Stiftelse. Christiania. 1861. S. 30.

at sammentræde med Universitetsdirectionen for at overlæggeom og giøre Plan til en høiere Læreanstalt i Norge. Deraf blev Kesultatet Kongens Resolution af 2den September 1811 angaaende et fuldstændigt Universitets Oprettelse i Norge.

Geheimeraad Luxdorph¹) sagde endnu altid I til alle simplere Folk og Han til de fornemmere. Geheimeraadinde Hielmstierne — som døde 1806 — sagde altid Han til sin Svigersøn, Grev Kosencrone — som døde 1811 — og til andre fornemme Herrer, ligesom Hun til deres Fruer og Dottre

Nogle have en tilfældig Ugunst for visse Ord eller Forkærlighed for andre. En af mine Venner kunde aldrig lide den Udskrift paa Breve «frit til Stedet«, men vilde have «franco directe«. Afgangne Statsminister Joachim Godske JMoltke²) rettede i alle Concepter til, hvad han skulde underskrive, Ordet i til udi.

Blandt dem, som Grev Joachim Godske Moltkes Indsættelsei
Finantsministeriet efter Freden 1814 var meget
imod3), var ogsaa Statsminister, Cancelliepræsident Kaas.

---

1) Bolle "Willuni Luxdorpli døde den 13de August 1788.

2) Grev Joachim Godske Moltke, der allerede liavde været udnævnt til Statsminister den 28de April 1781 og var Medlem af Statsraadet indtil Katastrophen den 14de April 1784, blev den 6te December 1813 igjen udnævnt til Statsminister og forblev nu Medlem af det, efter Tilsendelse af Geheimeraad Frederik Moltko, ved det aabne Brev af 24de April 1814 gjenoplivede Statsraad indtil sin Død den ste Oktober 1818. Om den konservative Mands indtil Egensindighed gammeldags Skikke og Manerer: Mynster, Meddelelser om mit Levnet. S. 77.

3) „Finantsminister" var J. G. Moltke ikke bleven den 6te December 1810 — dertil udnævntes Møsting —, men Moltke tog dog ogsaa, efter igjen at have overtaget Statsminister-Posten, on virksom Deel i Finantsbestyrelsen og blev med Møsting Medlem af den ved Bekjendtgjørelse af 9de Februar 1816 oprettede Direktion for Statsgjælden og den synkende Fond. Nathanson, Danmarks Xational- og Stats - Huusholdning fra Frederik den Fjerdes Tid. S. 350-353.

Denne skrev til en Ven et Brev, som begyndte saaledes: «Ce que nous avons tous craint, est arrivé; le comte de Moltke est entré dans les finances.* Men denne samme gode Ven viste strax Moltke Brevet i Fortrolighed. Voila Vamitié des Grands.

En Anonym skrev til Moltke, strax efter at han havde overtaget Finantsbestyrelsen: « Vous avez ressuscité la terreur de tout le monde.» Moltke viste dette Brev til en Ven med den Bemærkning, at dette dog var at drive Plumpheden meget vidt. Denne Ven, som gierne vilde formilde Indtrykket, søgte at forklare ham, at ressusciter skulde her betyde »stille, dæmpe«, fordi Ordet ogsaa havde saadan Betydning, f. Ex. Vous mavez ressuscité, «De har beroliget mig, stillet min Bekymring". Men denne Forklaring er her uanvendelig; der er Forskiel paa at oplive en Person og at oplive en Skræk.

(Fortalt mig af en neie underrettet Mand, som havde
det af Grev Moltke selv.)

Da Hertuginden af Augustenborg i Somren 1815 opholdt sig nogen Tid paa Frederiksborg Slot i Anledning af Kroningen, bleve hendes Domestiker af Hoffet anviste de samme Kostpenge som Kongens egne Lakaier. De beklagedesig imidlertid til hendes Hofchef over, at de ikke kunde leve deraf. Da denne forestillede dem, at de jo dog fik det Samme som Kongens egne Lakaier, svarede de:

---

3) „Finantsminister" var J. G. Moltke ikke bleven den 6te December 1810 — dertil udnævntes Møsting —, men Moltke tog dog ogsaa, efter igjen at have overtaget Statsminister-Posten, on virksom Deel i Finantsbestyrelsen og blev med Møsting Medlem af den ved Bekjendtgjørelse af 9de Februar 1816 oprettede Direktion for Statsgjælden og den synkende Fond. Nathanson, Danmarks Xational- og Stats - Huusholdning fra Frederik den Fjerdes Tid. S. 350-353.

«Kan nok være, men vi have ogsaa mere Respect for vort
Herskab« (Kongens Lakaier gaae ofte om og laane Penge
hos dem, de ansige til Taffelet).

Da Professor Oehlenschlåger ved Kroningen 1815 havde faaet Ridderkorset, kom han til en Ven og var meget glad. Vennen spurgte ham, om ogsaa Professor Baggesen var bleven Ridder. «Nei, Gud skeeLov», sagde Oehlenschlåger, «det er just det, som fornøier mig allermeest.»

(Af samme Mands egen Mund.)

Den 4de November 1815 blev paa Theatret givet Hakon Jarl som Benefice for Instructeur Rosing. Prinds Christian var tilstede, uagtet han nylig havde forladt Norge og maattet opgive dette Riges Krone. Publicum forundrede sig meget over, at han vilde komme den Aften, og fandt, at det var at drive Contenancen meget vidt*).

Det i Aaret 1816 ophævede Oeconomie- og Commercecollegiumvar berygtet for sin Bestikkelighed. Et Par Exempler blandt flere. Under Krigen 1807^—14 forlangtes engang en Leverance af nogle tusind Pund Uld til de militaire Uldmanufacturer 2). En rig her boende Englænder Nelthorp fik Leverancen til 50 pCt. høiere Priis end en Kiebmand i Jylland ved Navn Bræstrup tilbed at levere

---

1) Eosing, „der, værkbruden siddende paa en fremrullet Stol, fremsagde den, kun i denne Forestilling optagne, mystiske Auden i Hakon Jarl" (Overskou, Den danske Skueplads. IV, 413.), sagde denne Aften Publikum det sidste Farvel.

2) Ved kongelig Kesolution af ste Juli 1811 var Overbestyrelsen af samtlige Fabriker, der arbeidede for Land- og Søetatens Beklædning, bleven henlagt under det saakaldte General-Land-Oeconomieog Commercecollegium (oprettet 1735).

Ulden for. I Aaret 1812 eller 13 bestemte Collegiet selv Prisen for hver Alen fra Klædefabriken i Viborg og andre private Fabriker leveret grovt, ufarvet Klæde (egentlig Vadmel) til 80 /3 pr. Alen, hvilket Entrepreneurerne aldrig havde ventet, og hvoraf det Halve (40 (S) kunde have været nok. Men derfor florerede ogsaa Collegiets Medlemmer. Der faldt gode Procenter. For nogle Aar siden søgte en Biergværkseier i Norge om et Laan af 3000 Rbd. fra Commercecollegiet. Det blev afslaaet, skiønt der var mere end Sikkerhed nok. I Anledning af yttret Forundringherover sagde en af Collegiet saa sagte: «Hvorfor kunde De ikke bruge 10,000 Rbd.?» Sat sapienti.

Da i Aaret 1820 — dets Begyndelse — Cancelliet skulde for den til Opgiorelsen mellem Danmark og Norge nedsatte Commission giøre Regnskab for Justitsfonden, Cancelliefondeno. s. v., var der i det angaaende Justitsfonden afgivneRegnskab en Feilregning af over 100,000 Rbd., hvilken de danske Commissarier, Malling, Ployen og Alberg, lykkeligviisopdagede, inden Documentet meddeeltes den svenske Commissarius Holst¹), og ellers var det hele Regnskab ien saadan Confusion, at det to tre Gange maatte skikkes tilbage.Man saa da og heraf, at Cancelliets Deputerede havde selv betydeligt aarligt Gagetillæg fra Justitsfonden, t. Ex. Præsidenten Kaas 1000 Rbd. (Han skal fra forskielligeSider have en staaende Gage af 22,000 Rbd. aarlig.) Ligeledes befandtes det, at, skiønt Cancelliefondens Indtægtervare allene fra norske Kilder, var dog Intet deraf

---

1) Det er: den daværende Statssekretær i Norge, senere norsk Statsraad Holst. Statsraad Paul Christian Holsts Efterladte Optegnelser om sit Liv og sin Samtid. Udgivne af den norske historiske Forening. Christiania. 1876. S. 73-116.

anvendt til Norges eller norske Instituters Tarv, men paa anden Maade, f. Ex. 1000 Rbd. aarlig til Jonstrup Seminarium,500 Rbd. aarlig til Herlufsholms Skole (NB. Cancelliepræsidentener Skoleherre). Den nordlandske Kirkefonds Indtægter fandtes ligeledes anvendte til Missionsvæsenet i Ostindien (under den sletteste Cours havde dette i eet Aar kostet 40,000 Rbd.) o. s. v., medens det nordlandskfinmarkiskeKirkevæsen ikke i nogen Maade havde nydt godt deraf.

Torsdagen den 20de April 1820 sluttedes Protocollen over de nu netop endte Forhandlinger mellem de svenske og de danske Commissarier angaaende Opgiørelsen med Norge. Tvende Dage i Forveien vare de paa Nippet at afbrydes formedelst de norsk-svenske Prætensioner. Sendag Morgen den 23de Kl. 8 blev den undertegnet af alle Commissarierne som sluttet¹).

Da i Aaret 1820 Opgiørelsen med Norge var endt, fik de danske Commissarier, Geheimeraad Malling, Etatsraad Ployen og Etatsraad Alberg, hver af den danske Regiering en Gratification af 4000 Rbd.

Den 22de April 1820 hørte jeg ved Toldboden i Kiøbenhavn en norsk Matros sige til en svensk, som vilde fraternisere med ham: «Jeg takker Gud for hver Dag, jeg har været under Dansken, nu kan vi — en stor Eed — leve som Kieltringer.«

---

1) Hoists Optcgnelser S. Ill: «Uagtet vi for ikke at overskride vore Fnldmagter maatte datere Opgjorelsen 20de April, blev den dog ikke undertegnet farend 2 a 3 Dago derefter.»

Da den fødte Normand, Høiesteretsassessor Engelhart, efter Norges Adskillelse fra Danmark, skulde bestemme sig, om han vilde blive i dansk Tieneste eller ikke, erklærede han sig for det Første. Kort Tid efter begiærte han imidlertid sin Afsked for at gaae til Norge og fik den. Men snart blev han kied af at være deroppe og ønskede at komme tilbage til sin forrige Stilling her, hvilket ogsaa kort efter skete *). Da nu en af hans Venner her i den Anledning sonderede Kongen, om det kunde lade sig giøre, replicerede Hans Majestæt: «Er nu den norske Ruus gaaet over?»

Da Geheimeraad Malling i Marts 1821 skulde referere i Statsraadet det udarbeidede Forslag til en forbedret og ny Indretning af Sorø Academie, spurgte Kaas — Cancelliepræsidenten — ham kort før i Kongens Forgemak, om det blev et ridderligt Academie og bestemt for Adelen. Malling svarede, at det blev for alle honnette og brave Folks Børn uden Forskiel. «Denne Mening«, sagde Kaas, «har jeg ogsaa forhen været af, men nu synes jeg dog, at jeg er kommen noget tilbage derfra igien, og jeg troer, at det skulde være et adeligt Academie.» I Anledning af disse Yttringer befrygtede Malling nogen Opposition i Statsraadet ved den nye Plans Foredrag, men der mødte slet ingen, og Kaas giorde selv ikke mindste Bemærkning imod bemeldte Plans Grundsætninger.

Da den svenske Kronprinds Oscar i Sommeren 1822
kom til Kiøbenhavn for at reise til Tydskland2), var han,

---

1) Høiesteretsassessor Niels Engelhart, der i Aaret 1816 blev Medlem af en i Norge nedsat Lovkommission, indtraadte i Aaret 1818 paa ny som Medlem af den danske Høiesteret.

2) Jvnfr. Schinkels Minnen ur Sveriges nyare Historia. X, 235—255.

som naturligt, Gienstand for Alles Opmærksomhed. Han viste sig forstandig, artig, i alle Henseender vel instrueret og vel opdragen, saa at han vandt stort Bifald. Han indtog baade Kongen og Dronningen ved sin Opmærksomhed, DelicatesseogForstandighed. Han udbad sig at maatte bivaaneGudstienesteni Hofcapellet og sendte siden Hofpræsten — Liebenberg — en Gulddaase. Han roeste ved alle Leiligheder,hvadhan fandt her, dog med jugement og ikke, som om det var en Lectie. Han affecterede at tale Dansk; naar man tiltalte ham paa Fransk, svarede han paa Dansk og tilfoiede, at han holdt meget af det danske Sprog. Han yttrede sig med Taknemmelighed om den venskabelige Modtagelse,hanfandt, og forlængede sit Ophold over den bestemteTid,dog med Tilladelse fra Faderen, som han underrettede om de Artigheder, man viste ham; Faderen tilskrev selv i denne Anledning Kongen en Taksigelses- Skrivelse. Han boede paa det saakaldte Kronprindsessens Palæ ved Siden af Amalienborg. En Deel af hans Suite —_• i Alt omtrent 20 Personer — var der beredet Logis for i ConferentsraadBruunsGaard i Bredgade, hvor ogsaa et Conditorie var indrettet, fra hvilket Herrerne kunde lade sig give Alt, hvad de vilde. Samme Conditor indgav siden en artig Regning,hvormednaturligviis ikke kunde controlleres; overalt og i alle Henseender blev Prindsen og hans Følge defrayeret i fuldeste Maade, saa at de ikke havde en Skillings Udgift uden forsaavidt Douceurerne angik. Med disse var Prindsen da ogsaa meget raisonnabel, det var bare Ducater. Paa Kongens Bibliothek. gav han 20 Ducater; enhver af Kongens Sluproere, som roede ham til Holmen, fik 2 Ducater, enhver af dem paa Admiralitetssluppen fik 1 Ducat. Han besaa det kongelige Museum, det physiske Cabinet o. s. v. Paa sidste Sted viste han, efter hvad Professor Wad har fortalt

mig, meget gode mineralogiske Kundskaber og vidste at sammenligne, hvad han her saa, med hvad man havde i Sverrig, deels saaledes, at han gav de danske, deels saaledes,athan gav de svenske Samlinger Fortrinet. I sit Udvortes fandt man ham at have noget Mandigt (hvortil Knebelsbarten bidrog); han havde en rank Væxt og megen Holdning, denne sidste dog noget stiv. Han interesserede sig for Alt. Da han især af Liv og Siæl er Militair, maatte naturligviis det Militaire meest interessere ham, dog var han saa delicat aldrig at spørge om noget Vigtigt, f. Ex. Garnisonens Styrke, Tøihusets Inventarium, Batterier o. s. v.; hans Følge — især en Ingenieurofficeer, som fulgte ham — var ikke fuldt saa delicat. Man viste ham imidlertidAlt,og selv Commandanten paa Cronborg havde Ordre ved hans Udstigning at indbyde ham til at see Fæstningen, hvilket han dog ikke tog imod, bemærkende, at han ikke fandt det passende at besee nogen af Hans Danske Majestæts Fæstninger, førend han havde giort Majestætenselvsin Opvartning. Kongen, som i Februar var bleven angreben af en Skarlagensfeber, var endnu ikke ganske kommen sig og holdt sig endnu paa sit Værelse 1). Han var altsaa ikke ved Taffelet i al den Tid, Prindsen var her, men Dronningen gjorde Honneurs.

Da Kronprindsen af Sverrig, Oscar, paa sin Tilbagereisefra Tydskland atter besøgte Kiøbenhavn i December 1822, drak han en Aften Thee hos Ministeren for de udenlandskeAnliggender, Rosenkrands. Dennes Gemalinde, en

---

1) Out Kongens farlige og langvarige Sygdom i Aaret 1822, hvorunder Flero forventedc en forestaaonde Kegjeringsforandring: Breve fra Danske og Norske, isser i Tiden nasrmest efter Adskillelsen. Udgivne af Ludvig Daae. Kjobenliavn. 1876. S. 110.

russisk Prindsesse — egentlig Knesinde — er meget stolt x). Hun havde vel, da Prindsen ventedes, samlet en Assemblee af Damer, men forbudt dem at reise sig, naar Prindsen traadte ind. Dette skete da og saaledes. Men Prindsen, som ellers var allevegne overordentlig artig, giengieldte dette med ikke at tale eet eneste Ord til nogen af dem, men underholdt sig kun med Madame Rosenkrands selv. Denne Anekdote er lidet bekiendt, men fuldkomment authentisk. De Faa, som vide den, fandt, at Prindsen havde fuldkommenRet.

Statsminister Rosenkrands, som døde mellem den 6te og 7de Januar 1827 2), var en meget ærlig Mand, men havde lært meget Lidt, hvorover han ei heller havde nogen Agtelse for Videnskaber eller Literatur. Han ansaa alt ForfatterskabforSmøreriog havde gierne seet, at der end ikke havde været Aviser til; han kunde ikke begribe, hvad Folk endelig skulde vide alt dette for. Statstidenden blev derfor ogsaa under hans Ministerium til det elendigste politiske Blad, man kan tænke sig. Hans naturlige Ærlighed og Aabenhed giorde, at han ofte selv sagde: «Jeg er en Idiot; jeg har i min Ungdom Intet lært« (hvilket Sidste var fuldkommentrigtigt,thihverken som Page eller som Second-

---

1) Niels Rosonkrands, fra Aaret 1810 til sin Dad Statsiuinistcr og Chef for det udenlandske Departement, var som dansk Minister ved det russiske Hof bleven gift med F}^rrstinde Varvara Viasemski, en Datter af Generalprokuroren i det russiske Senat, Fyrst Alexander Alexandrovic Viasemski og Fyrstinde Helene Trubetskoi. Fyrstehuset Viasemski nedstammer fra en Green af den Rurikske Stamme, der fordum liar hersket i Smolensk og senere i Viasma. Kleinschrnidt, Ueschichte des russischen hohen Adels. Cassel. 1877. S. 59—61.

2) Fedt i oiestad i Korge den 9de September 1757. Thaarup, Fsßdrenelandsk Nekrolog. Kjobenliavn. 1835-1844. S. 323.

Lieutenant ved Regimentet i Horsens lærte han Noget). I Grunden meente han dog, at Skaden ikke var saa stor, hvorfor han ogsaa pleiede at sige: «Ja jeg har desværre ikke lært Noget i min Ungdom, men jeg har hiulpet mig med naturlig Forstand og Erfaring, og det gaaer jo ret godt.» Han var meget frimodig, naar det gieldte om at forsvare, hvad han ansaa for Ret, og da han aldrig havde Bi- eller private Hensigter, havde Kongen megen Agtelse for ham. Men formedelst denne Aabenhed og et Slags Ligegyldighed for de finere Hofformer ansaaes han ved Hoffet for at være un peu grossier. Han havde megen Følelse af sin Embedsværdighedognedlodsig aldrig til at have Commerz med Jøder og Kræmmere, tage mod deres Invitationer o. s. v. Da Jøden Nathanson engang i Kongens Forgemak, efter adskilligFidelitetmedandre af de Fornemme, kom til ham og — idet han vilde ligesom række ham Haanden — spurgte ham, om han havde Noget at befale i Amsterdam, satte Rosenkrands hurtig Hænderne bag Ryggen og svarede kort: «Ich håbe keine Geschåfte in Amsterdam.« Han var aristokratiskisinTænkemaade og havde derfor ei heller skiøttet om at blive Greve, men præfererede det simple Niels Rosenkrands.Dadendanske Chargé d'affaires i Dresden Irgensßergh,somhavdeværet hans Privat-Secretair, udbad sig hans Tilladelse til efter ham at opkalde sin Søn og saaledesatgiveham Navnet Niels Rosenkrands, svarede Ministeren,atNielstilstod han gierne som sit eget, men Rosenkrands tilhørte ham ikke allene, men var en Familie- Eiendom, over hvilken han ikke havde Raadighed x). Ved

---

1) Kosenkrands's Brev herom, dateret Kjøbenhavn den 22de September 1822 og væsenligen af det anførte Indhold, findes trykt hos L. Daae, Breve fra Danske og Norske, især i Tiden nærmest efter Adskillelsen. S. 26.

Ansættelse i det diplomatiske Fag saa han ikke meget paa academiske Examina eller slige offentlige Prøver paa Kundskaber.AdelskabogFransk ansaa han som Hovedßeqvisiterneogbefordredederfor ofte unge Adelige, som vare maadelige i deres Kundskaber. Han var en god dansk Mand, talte helst Dansk og opoffrede sig i de vanskeligste Tidsmomenter for Fædrelandets Bedste. I Wien vandt han Alles Agtelse og hialp meget til at redde det synkefærdige Skib. Han vidste selv at imponere den grove og overmodigesvenskeMinisteri Kiøbenhavn Tawast¹), saa at denne i det Mindste mod ham affecterede Høflighed. Han var saa arbeidsom, at han sædvanlig stod og arbeidede langt ud paa Natten og skrev det Meste med egen Haand. Men Mangel paa literarisk Dannelse giorde, at hans UdarbeidelserbaadesavnedeCorrecthed i Sprog og Form og bleve mere vidtløftige, end det havde været fornødent. Han var meget accessibel og tog hver Formiddag — med UndtagelseafStatsraadsdagene— velvillig og utvungen, i Sloprok og med Hue paa, mod Enhver, som meldte sig, havde i sine Samtaler en aaben, loyal og tækkelig Maneer og begegnede Enhver med Forekommenhed og Artighed; han var ogsaa med god Villie tienstagtig, naar han kunde tiene Nogen i de Ting, som henhørte/under hans Ressort. Han var religieus i sin Tænkemaade, men uden at besiddedenmindsteIndsigt i Philosophie eller videnskabelig Religionslære. Ogsaa var det hans Mening, at Enhver har ligefrem at holde sig til Statsreligionen, og at Folket ikke maa raisonnere mere om den end om andre Statssager.

---

1) Generallieutenant og Friherre — senere Greve — Johan Henrik Tawast var efter Kielerfreden i Aarene 1814—1821 svensk Minister i Kjobonhavn. Biographiskt Lexicon ofvcr namnkunnig'e svenska man. XYII, 81-36.

Jeg hørte ham engang yttre sig paa det Bestemteste mod hvilkensomhelst Anmærkning til Bibelen. Han elskede meget sin Gemalinde, en russisk quasi-_Prindsesse Viasemski, og forblev for hendes Skyld i Forretninger, som han i sin Alderdom havde ønsket at forlade. Hver Søndag Aften var der hos ham almindelig Soiree, ved hvilken der blev dandset af de Unge efter Claveer i en halvoplyst Sal, og hvortil gaves Thee og intet Andet. Det betragtedes som et Slags Cour eller Hoveri af dem, der bleve budne i Huset, og varede ei heller længere end til Kl. 11, saa man sædvanlig derfra gik i andre Selskaber. Han blev syg Natten mellem den 31te December og den Iste Januar — den 31te Decemberspistehanved Kongens Taffel — og syntes strax at ahne sin Død; hans Enke paastod, at hun allerede havde vidst den 3U Aar i Forveien. Han efterlod en betydelig Gield, men alt privat eller personlig, uden at have en Skillings Gield paa Godserne, som efter hans Død skulde tilfalde den næstældste Grev Scheel, en Sø-Officeer, som aldrig havde villet komme i hans Huus 1). —

Ligesom Rosenkrands havde faaet en Mængde Ordener, saa end flere Gulddaaser, af hvilke han dog havde solgt de fleste. En særdeles prægtig havde engang Catharina i Ruslandskienket ham. Denne havde han med sig, da han bragte Keiser Napoleon det blaa Baand (Elephantordenen) i Bayonne²). Ved en Cour holdt han den i Haanden og

---

1) Stamhuset Rosenkran ds — bestaaende af Eygaard, Trudsholm og Barritskov — tilfaldt i Aaret 1824, da Niels Rosenkrands døde uden Livsarvinger, daværende Premierlieutenant i Søetaten, Grev Henrik Jørgen Scheel ifølge Bestemmelse af Statsminister Pr. Chr. Eosenkrands i Testamente af 7de Mai 1802. V. S. Skeel, Optegnelser om Familien Skeel. Kjøbenhavn. 1871. S. 341, 416.

2) Den 18de Mai 1808 var Keiser Napoleon I gjort til Eidder af Elephanten. Hans Symbolum: »Honneur et Patrie«.

dreiede den hyppig, som det var hans Sædvane. En Herre syntes at betragte den med Opmærksomhed, nærmede sig ham, bad om en Priis, beundrede Daasens Kostbarhed og erkyndigede sig om, hvorfra han havde faaet den. Han svarede da, at det var en Present fra Kejserinde Catharina. Et Par Dage efter, da han skulde reise, blev ham fra Keiser Napoleon givet en Daase, men Overbringeren giorde megen Undskyldning for, at, formedelst Tidens Korthed, havde man ikke kunnet anbringe to store Diamanter, som Keiserenhavde befalet at indfatte deri, paa saa passende Steder, som det burde have været, da man ikke fik Tid til at giøre en ny Daase. Det var altsaa Keiserindens Daase, som havde forskaffet de to Diamanters Tillæg, for at Napoleons ikke skulde være af mindre Værd. For Rosenkrands var det et Par tusinde Daler mere, hvilket han slet ikke tog ilde op, om end de to bag efter tilfeiede Diamanter just ikke passede saa vel til Daasen i det Hele.

Den 15de Marts 1824 om Aftenen døde Rentekamrets Veteran, Conferentsraad Wormskiold, Storkors af Dannebrog, i en Alder af 74 Aar. Han boede paa et Landsted i FrederiksbergAUee og gik hver Dag paa sin Fod ind til Byen til sine Forretninger, hvorved han befandt sig meget veL Han havde næsten aldrig været syg; Mandagen den Bde Marts bivaanede han som sædvanlig Rentekammer CollegietsForsamling. Han var meget afholdt for sin Retskaffenhedog Ærlighed, i Meninger var han temmelig paastaaende.Han var en stor Tilhænger af det Reventlovske Landbo-System, der i ham tabte sin sidste Støtte, ligesom han ogsaa, foruden Reventlov selv, var den sidst levende af dem, der havde grundet dette System, hvilket, med sine Feil, har været et stort Middel til at fremme borgerligt Vel

i Danmark, da uden dette neppe de gamle Onder vare blevne hævede i deres Rod. — Det var udspredt, at Ærgrelse over de store Cassemangler, der i den senere Tid havde fundet Sted hos Embedsmænd under Rentekamret, havde anlediget eller forværret hans Sygdom. I sidste Henseende kan det vel have virket noget.

Den ste April 1824 blev den russiske Ministers, Baron Nicolays, Gemalindes Liig bisat i Petri Kirkes Capel. Hun var en Prindsesse af Broglie og catholsk. Det kom til Quæstion, om en catholsk Præst kunde fungere (forrette Jordpaakastelse og holde Tale) i en protestantisk Kirke. Biskop Munter satte sig derimod paa Grund af, at Catholiker aldrig vilde tillade en protestantisk Geistlig at fungere i en catholsk Kirke. Andre fandt, at det alligevel var smukt at vise sig tolerant. Den østerrigske Minister, Baron Langena u¹) gav sig ved den Leilighed en vis Vigtighed og beraabtesig paa Exempel af, at for nogle Aar siden den russiske Minister Lisakevic²), skiønt ikke Protestant, var bleven uden Indsigelse bisat i Petri Kirke, og at da en græsk Geistlig havde fungeret. Men Biskoppen meente og forklarede, at

---

1) I Aaret 1824 fungerede Legationssekretæren ved det østrigske Gesandtskab i Kjøbenhavn, Baron Edvard Georg Wilhelm Langenau, under Gesandten, Geheimeraad August von Steigenteschs Fraværelse, som Chargé d'affaires ved det danske Hof og var senere i længere Tid, i Aarene 1829_—1846, her accrediteret som saadan.

2) Statsraad, senere Geheimeraad Vassili Lisakevic var i Aaret 1800 bleven russisk Minister ved Hoffet i Kjøbenhavn og forblev her i denne Stilling — naar undtages korte Fjernelser under den af Keiser Paul forskyldte Spænding i Aaret 1801 og under Bruddet med Eusland 1813—1814 — indtil sin Død den 26de Oktober 1815. En fransk Anmeldelse af hans Død ved Legationssekretæren Is. van Sriemen staaer i Adresseeomptoirets Efterretninger. 1815. Xr. 255.

der var stor Forskiel at giøre paa Græsk- og Romersk- Catholske, da Grækerne ikke vare i Opposition mod Protestanterne,ikke dreve Proselyterie o. s. v., ligesom ogsaa vore Love kun vare saa strenge mod de Catholske. For at jevne Striden tilbød Biskoppen selv at ville forrette Jordpaakastelsen,men dette vilde den catholske Præst ikke indrømme,da Bispen var en Kiætter. Var Sagen kommen for i Cancelliet, vilde, især efter Tingenes nuværende Stilling, dette neppe kunne have været af anden Mening end Biskoppen.Men det blev ved Præsidenten Kaas underhaanden, efter Aftale med Kongen, saaledes afgiort, at Handlingen fandt Sted, nemlig at den catholske Præst forrettede Jordpaakastelseni Petri Kirke, uden at Tilladelse enten var givet eller nægtet, saa at fra det Offentliges Side Intet var skeet, og Spørgsmaalet saaledes er res integra for de følgende Tider.

I September 1824 havde Statsminister og Præsident i det slesvig-holsteenske Cancellie, Grev Otto Moltke det Uheld paa en Jagt ved en ham tilhørende Gaard, Espegaard¹), at skyde af Vanvare en Bondekarl, som efter Nogle red ved Siden af ham, efter Andre stak Hovedet op ved et Gierde og blev af Grev Moltke antaget for Vildt. Karlen fik Skuddet lige i Hovedet og døde strax. Efter den første Beretning sad Greven paa en Vogn med Geværet opspændt; hans

---

1) Hovedgaarden Espe, Boeslundo Sogn, Slagelse Herred. Af Godsets Beboere fik Godseiercn genere et smukt Vidnesbyrd i en Mindestøtte, som de efter hans Død opreiste for ham paa den saakaldte Grevindehøi i Parken ved Espe. Grev Otto Joachim Moltke afgik iAaret 1842 fra sine mangeaarige Stillinger som Præsident i det slesvig-holsteenske Kancelli og Statsminister, efter forgjæves i Statsraadet at have modsat sig Prindsen af Augustenborgs Udnævnelse til Statholder i Hertugdømmerne, og døde efter et tilbagetrukket Liv den Iste Februar 1853. Langhorn, Historiske Efterretninger om de danske Moltker. Kjøbenhavn. 1866. S. 44.

Kioleflig tog i Hanen, og Geværet løb af. Grevens ogsaa ellers melancholske Gemyt blev derved stærkt afficeret, og han befandt sig længe efter i en sørgelig Sindstilstand, som forværredes derved, at Karlens Fader ikke allene i sin første Sorg overøste ham med Bebreidelser, men ogsaa siden vedblev at være grov og uforsonlig, saa at alle Grevens Forsøg paa at tilfredsstille ham ved ethvert Tilbud vare forgieves.Greven blev imidlertid ved Retten dømt til den sædvanlige Bøde for saadan Vaadegierning^x) og kom først i December Maaned ind til Hovedstaden.

Undertiden seer man i Aviserne Taksigelser for tilsendte Understøttelser fra en Anonym, som bruger til Motto eller i Stedet for Navn: «Mit lidet Huus staaer endnu«. Disse Understøttelser komme fra Kongen (Frederik VI).

I Begyndelsen af September 1824 løb, under stort Tilløb af Mennesker, et Orlogsskib af Stabelen, som blev efter Dronningen kaldet Marie²). Man fortæller, at det var blevet foreslaaet Kongen at opkalde det efter ham, men at han skal have svaret: «Nei, thi der er ingen Lykke ved mit Navn», hvilken Yttring af en saa god Konge rørte dem, der hørte den.

---

1) Christian V's Danske Lov 6—11—1.

2) Orlogsskibet „Dronning Marie" løb af Stabelen den 16de September 1824. Garde, Efterretninger om den danske og norske Søemagt. IV, 611.