1 Fremstillingen af Kong Christiern den Førstes Historie er cßom er reisen« et væsentligt Parti. De ydre Hovedtrækaf selve Reisen have ogsaa lige siden Begyndelsen af det 16de Aarhundrede været almindelig bekjendte; men de ældre Forfattere, J. H. Schlegel medregnet, savnede altfor mange Oplysninger til at de kunde indse Reisens egentlige Betydning. Nu er saa meget nyt Stof blevet tilgængeligt, at dette Stykke af vor første oldenborgske Konges Historie krævede en Omarbeidelse. I 7de Bind af H. P. Holst's TidsskriftFor Romantik og Historie, der udkom 1871, gav Hr. Kammerherre F. v. Krogh en saadan. Han havde havt flere Kilder at øse af end nogen af hans Forgængere; men da han i det Hele indskrænkede sig til Reisens Ydre, blev der dog endnu en Efterslæt at indhøste. Naturligst havde det været, at en ny Fremstilling var fremkommen ved vort Universitetsjubilæum i 1879; da var det ogsaa min Agt at levere den som et Bidrag til det philosophiske Fakultets

Festskrift. Tilfældigheder hindrede det dengang, hvorved
der imidlertid blev Leilighed til en ny Gjennemarbeidelse
af Sagen.

Det har ikke været min Opgave at oplede og sammenstille alle Meddelelser om Kongens Bevægelser paa Eeisen, men at forklare dennes Mening og paavise dens Plads i Danmarks Stats- og Kirkehistorie. Flere Gange har jeg navnlig udtalt den samme Opfattelse af denne Konges Forhold til Paven og hans Kurie som her, saa at det er af mit Eget, jeg har taget for at skaffe det bedre Indgang.

Hvad Historikeren mest savner hos Hr. v. Krogh er hans Hjemmel for Fremstillingen. Denne Mangel var vel betinget af det Tidsskrifts Natur, hvori den skulde offentliggjøres. Da jeg ikke kunde følge ham heri, maatte mine Sider blive tungere at læse, end hans. For dog ikke at hænge for stor en Byrde af Henvisninger og Biundersøgelser paa dem, er Kritik af Kilderne givet i særskilte Tillæg, der efter Behag kunne forbigaaes eller medtages uden at afbryde Fremstillingens Text.

Mai 1880.

C. P.-M.

Første Afdeling.

1. Kong Christiern den Første af Huset Oldenburg havde i 12_—13 Aar Lykken med sig i store Foretagender: han blev Danmarks Konge, han hævdede Gullands Besiddelsefor sit danske Rige, han valgtes og kronedes til Norges Konge; af Kong Karl Knudssøns svenske Modstandere indkaldteshan til Stokholm, hvor han ved Valg af det øieblikkeligtherskende Parti og ved Kroning ligeledes blev

Sverrigs Konge. Det saa ud, som om den store Margaretes Union var gjenoprettet, hendes Tanke om et samlet og enigt Norden nu atter virkeliggjort. Endelig vandt Kong Christiern ved Arv og Valg ogsaa Besiddelsen af det danske Lens-Hertugdømme Slesvig og de tydske Grevskaber Holsten og Stormarn. Fra Elben til det ukjendte Ishav, fra Nordhavetindtil Rusland rakte hans Scepter. Siden Knud den Stores Tid havde ingen dansk Konge baaret Navn af Herskerover saa vidtstrakte Lande.

Men Slesvig-Holsten blev denne tilsyneladende store Magts Grav. Erhvervelsen og Bevarelsen af disse Fyrstendømmer lagde Beslag paa alle Kong Christierns Kræfter og gjorde ham saa afhængig af dem, hvis Bistand, Løfter og Laan havde sat ham i Stand til at føie disse Lande til sine tre Kongeriger, at han ikke beholdt Kræfter og Midler, ja ikke engang Tid nok til at opretholde sit Herredømme over Sverrig.

Den 10de Oktober 1471 seirede paa Brunkebjerget ved Stokholm det svenske Uafhængighedsparti, Svearigets Almuepartiført af den ældre Sten Sture. Men saa afgjort denne Seir var paa Valpladsen, saa blev den som en Partiseirdog ikke politisk afgjørende nok til at skaffe det svenske Folk den endelige Fred, hvorefter det længtes. Sten Sture havde vel trængt Kongens Person ud af Sverrig, men han havde ikke faaet saadan Magt over det svenske Rigsraad, at han kunde erklære Kongesædet for ledigt og sætte sig selv eller nogen Anden i den Fordrevnes Sted. Han maatte forene sig med Flertallet i Raadet til Underhandlinger om Kongens Gjenindsættelse, hvorved Sverrig vandt kortere eller længere Stilstande, der vel i Almuens -Øine kunde tage sig ud som Fred, men som ikke skuffede Kong Christiern og hans danske Rigsraad. Som Sagerne stode efter Brunkebjergslaget,var

bjergslaget,vardet imidlertid ogsaa deres ønske at undgaa
en Fornyelse af Fjendtlighederne.

Det svenske Rigsraad opfordrede det danske til Underhandlinger om Forlig. Et Møde i Kalmar af Udsendte fra begge Rigsraad aftalte i Juli 1472 en Overenskomst, der seer ud som et Slags Fornyelse af Unionen mellem Rigerne, og som i det mindste tilveiebragte en Stilstand paa et Aar ved den Bestemmelse, at i Juli 1473 skulde 12 danske og norske Rigsraader med 12 svenske enten ved Mægling til— veiebringe Forlig imellem Kongen og hans svenske Modstandere, eller afsige en endelig Dom imellem dem. Dette kan kun ansees for en Udsættelse og en midlertidig Vaabenstilstand; thi ingen af Parterne kan fornuftigvis have ventet en virkelig Afgjørelse af Striden ved en saadan Voldgift: hvorledes skulde et lige Antal af hver Parts Tillidsmænd kunne enes eller med Stemmeflerhed afsige en Dora, der opløste Partierne og bragte Striden til Ende? Dette viste sig da ogsaa i 1473. Det nye Kalmarmøde enedes vel om Stilstandens Forlængelse, men tillige om at opsætte Afgjørelsen ved Mægling eller Dom indtil Midsommerstid 1474, da saa Kong Christiern skulde være saa nær ved Kalmar, at Underhandlerne kunde faa ham i Tale¹).

I de samme Aar, da Kongen kæmpede for sin svenske Krone, havde han havt næsten lige saa haard, om ikke saa blodig en Strid for Besiddelsen af de to Fyrstendømmer; og ikke langt var det fra, at hans Broder Gerhard havde listet eller vristet dem ud af hans Haand ved kløgtig Benyttelseaf Landalmuens Vrede imod Adelen, som sluttede

---

1) Fordrag iinellein Daninark og Svcrrig, Kalmar Tiradagen efter V. Frue Dag assumptionis (17. August) 1473, Diplomatariuni Cliristicrni I, p. 284.

sig til Kongen; men Adelen beredte tillige denne mange Vanskeligheder ved overdrevne Fordringer paa Panter og Kettigheder til Gjengjseld for sin Bistand i Slesvig og de tydske Grevskaber Holsten og Stormarn. Det kom til et aabent Brud imellem Bredrene. Kongen maatte endog i Juli 1470 med egen Haand anholde Gerhard paa Segeberg Slot. Gerhard blev vel nadt til at opgive disse Lande, og Kongen kuede med Magt Modstanden hos Bonderne i Vilster og Kremper Marsk, der ikke vilde opgive Gerhard; men Greven holdt ikke det aftvungne Fredslofte laenger, end til han troede at kunne bryde det med Fordel. I September 1472 gjorde han fra Oldenburg over Nordseen et Forseg paa at ssette sig fast i Husum og blandt Marskbonderne i Nordfriesland, — et Forsog, Kongen dog drev tilbage ved sin Raskhed og straffede med stor Strenghed imod Gerhards Tilhsengere, medens han lod denne selv undslippe. Det havde atter vist sig, at Gerhard endnu havde talrige Tilhaengereisrer blandt Marskboerne i Egnen ved Eideren og Elben, det frie Ditmarskens Naboer til begge Sider¹). Havde Gerhard ikke vseret en saa stridslysten og upaalidelig Mand, som skabte sig Fjender paa alle Kanter, maatte det ventes, at han snart vilde have gjentaget Forseget paa at reise Almuen i Slesvig og Holsten imod sin Broder Kongen og den slesvig -holstenske Adel. Farlig kunde han isser blive ved at kaste sig i Armene paa Nederlandenes Herre, Hertug Karl den Dristige af Burgundien, der i Aarene 1470 —73 stod i Fserd med at vende sin Krigsmagt, som han selv og Mange med ham ansaa for uimodstaaelig, imod de friesiske Lande ved Nordsaen.

---

1) De første Konger af den Oldenborgske Slægt, p. 85 f. (Kong Christiern den Tørste, fjerde Afdeling).

2. Det var den unaturlige Strid mellem Søn og Fader i det Gelderske Hertughus, der gav Karl den Dristige Leilighedtil lægge Hertugdømmet Geldern med Grevskabet Ziitphen til sine andre Nederlande. Adolf af Egmond, der i flere Aar boldt sin Fader, den gamle Hertug Arnold, i et haardt Fængsel og tilrev sig selv Eegeringen over Geldern, blev af Hertug Karl anholdt og sat i Fængsel, Faderen derimod befriet og gjenindsat, men derefter saa afhængig af den mægtige Befrier og Patron, at han maatte indrømme denne under Form af Pantsættelse en Adkomst til at sætte sig i Besiddelse af Arnolds Lande, da denne døde den 23de Februar 1473. Allerede Visheden om, at den rige Arv maatte falde i hans Hænder, havde hos den ærgjerrige Burgunder fremkaldt Tanker om Herredømmet over alle friesiske-Lande lige til Nordsøen. Og hvor vilde en Herskesyge som Karl den Dristiges sætte sin Grændse¹)? Alle Magthavere i Mellemeuropa, ikke mindst de nordtydske Stæder og Fyrster, stode spændte paa, hvad der vilde gaa for sig i disse Egne. Blandt Andre tænkte Grev Gerhard paa at føre sig de med Længsel imødesete Omvæltninger til Nytte. Han nærmede sig Hertug Karl, hvad der endelig i det følgende Aar førte til et Forbund, sluttet i den burgundiskeLeir for Neuss den 30te November 1474, om at tjene ham med sin Krigsmagt, naar Hertugen angreb Frieslan

---

1) Übbo Eminius, Keruni Frisicaruni lristoriæ Decas 111 lib. XXVI. At Hertug Karl gjorde Fordring paa Friesland, sees ogsaa deraf, at han i sin Titel, der indeholder en Fortegnelse over hans mange Lande, ogsaa kalder sig dominus Frisiæ. Hvor hans fulde Titel forekommer i Keiserens Aktstykker eller Skrivelser, mangler dette dominus Frisiæ: et Tegn paa, at Kciseren ikke anerkjendte hans Paastand paa de friesiske Lande.

land¹). Kom disse Planer til Udferelse, kunde Kong Christiernvente sig nye Uroligheder i Slesvig og Holsten, om ikke af Hertug Karl selv, med hvem han stod i venskabelig Forbindelse, saa af sin Broder Gerhard.

Men ikke fra den burgundiske Magt og Ærgjerrighed alene truedes Tydsklands Ko i disse Aar; en større Fare for den hele Christenhed beredte Osmannernes seirrige Fremtrængen efter Constantinopels Erobring. Man erkjendte Nødvendigheden af at ruste sig til Modstand. Pave og Keiser forenede sig om at tilveiebringe et stort Korstog nærmest fra Tydskland og Italien; men begge Lande, saa rige paa Kræfter, vare tillige saa sønderrevne af indre Strid, at der ikke kunde tænkes paa noget almindeligt Krigstog, førend Fred tilveiebragtes i Landene selv. Derfor og for andre vigtige Sagers Skyld kom Keiser Frederik den Tredie efter mere end en Snes Aars Forløb ud af sine østerrigske Lande ind i Eiget, — dog lige vanmægtig nu som før. Paa Rigsdagen i Regensburg 1471 blev vel en almindelig Landefred i Tydskland paabudt, meget betænkt og talt om en stor national Rustning; men Intet kom til Udførelse. I Aaret 1473 kom Keiseren atter ind i Riget for nu at faa de modstridende Elementer samlede til en fælles Anstrengelse. Men han indvikledes snart i mange andre Sager; og selv var han, som bekjendt, lidet skikket til kraftig Virksomhed eller til magnetisk at drage selv de villige, men spredte Kræfter i Folket til sin Person og fastholde dem. Alle Pave Sixtus IV's indtrængende Opfordringer og Formaninger bragte dog tilsidst heller ikke denne Gang en stor Tyrkekrig i Gang.

---

1) Hammelmann, Oldenb. Chronicon, Bdic Del, p. 274. Jfr. "VViarda, Ostfriesisclie Gescliichte 11. p. 88. v. Halem, Gesch. des Herzogthums Oldenburg, I, p. 368.

3. At Keisermagten ikke gik aldeles til Grunde i denne Keisers Tid, skyldes fornemlig nogle faa mægtige Rigsfyrster, der støttede Keiseren, men som ogsaa derved vandt saa stor Indflydelse paa ham, at det ved mere end een Leilighed saa ud, som om de snarere brugte ham til at udføre deres Hensigter, end at de tjente ham til at skaffe den keiserlige Villie Anerkjendelse og Virkning. Af disse Fyrster stod ingen Keiseren nærmere, eller formaaede mere hos ham, end den brandenburgske Kurfyrste Albrecht, som med urokkelig Hengivenhed sluttede sig til Keiser Frederik, eller maaske rettere til Keiserideen i hans Person. Albrecht var ikke alene en tapper Kriger, men ogsaa en udmærket Minister i Keiserens Kaad, indviet i alle Rigets Sager, og en kløgtig Leder af vanskelige Underhandlinger. Denne Albrecht, der for sine mange Feider og maaske endnu mere for sit mandige Væsen i det Hele fik Tilnavnet den tydske A chili es, var den tredie Søn af den Borggreve Frederik af Nurnberg, der først bragte Markgrevskabet Brandenburg med den dertil knyttede Kurværdighed til Huset Hohenzollern. Albrecht besad som Borggreve Familiens frankiske Lande og holdt Hof mest i Onolsbach (Anspach); men efter sin ældre Broder Frederik den Andens Resignation 1470 fik han tillige Brandenburg og Kurværdigheden. En tidligere afdød Broder Johannes, Alchymisten kaldet, havde kun efterladt Døttre, af hvilke Barbara ægtede den italienske Fyrste Ludvig af Gonzaga, Markgreven af Mantua, medens hendes Søster Dorothea blev gift først med den skandinaviske Konge Christoffer af Baiern, derefter med hans Eftermand Kong Christiern den Første. Deres Farbroder Albrecht var nu i de Aar, hvorom her tales, Familiens Overhoved, en kraftig Støtte for Kong Christiern i hans tydske Sager.

4. I Foraaret 1473 holdt Keiser Frederik en Eigsdag i Augsburg. Blandt de Fyrster og Sendebud, her samledes, finde vi Albrecht af Brandenburg tilligemed Kurfyrsterne Adolf af Maintz og Ernst af Sachsen¹). Fra dette Møde var det, at Keiseren udfærdigede et i flere Henseender høist mærkeligt Aktstykke, der i det væsentlige lyder saaledes:

Keiseren gjør vitterligt, at da Landet «Dyetmarn» med alt dets Tilbehør af Slotte, Stæder o. m. gaaer til Len af det hellige (tydsk-romerske) Eige, og da Hertugerne af Slesvig og Holsten have havt det til Len af ældre Keisere, men Beleningen i lang Tid ikke er fornyet, hvorfor Lenet nu er hjemfaldet til Keiser og Eige: saa har han af keiserligMagt i Kraft af dette Brev forlenet Dyetmarn til sin kjære Broder Kong Christiern af Danmark, eftersom han er af samme Stamme og Herkomst. Han og hans Mandsarvingerskulle herefter tage det til Len af Keiseren, hans Efterkommere og det hellige Eige, saa ofte Tilfældet indtræffer,og være forpligtede til Alt, hvad Lensmænd have at præstere Keiser og Eige af dette Len. Kong Christiern skal inden Aarsfrist fra dette Brevs Datum sende sit fuldmægtigeBud til Keiserens Hof, som paa Kongens Vegne og i hans Navn skal gjøre ham sædvanlig Lenspligt af ovennævnte Land. Aktstykket er dateret i Augsburg Onsdagefter St. Urbans Dag efter Christi Fødsel 1473, i «Vort Romerske Eiges 34te, Vort Keiserdømmes det 22de og det Ungarskes det 15de Aar», d. e. den 26de Mai 1473²). To

---

1) J. J. Muller, Reichstags Theatrum, wie solclies unter Kaysor Friederichs V (III) Regierung gestanden, Y Yorstollung p. 534.

2) Diplomatarium Christierni I, p. 278. Ogsaa trykt som Bilag II til den danske Oversættelse af Dahlmann's Danmarkshistorie, 111. p. 465; og i Michelsens Urkundenbueh zur Gescliichte des Landes Dithmarschen Nr. XXXIV p. 65; og flere Steder.

Dage derefter fulgtes dette Lensbrev af en Keiserskrivelse til Ditmarskerne, hvori de underrettes om den Forandring, der nu er skeet med deres Land, og det befales dem at underkaste sig Kong Christiern som deres rette Landsherre¹).

Der er meget gaadefuldt ved disse Keiserbreve. I Bøger og Aktstykker foreligger Intet om forudgaaende Underhandling imellem ham og Kong Christiern derom, eller om at denne har tilkjendegivet nogen Attraa efter at blive Ditmarskens Landsherre. Og Motiveringen frem byder Feil og Besynderligheder, som ikke kunne hidrøre fra Kongen og hans Cancelli, der jo maatte antages at have instrueret de keiserlige Cancellister, dersom denne Sag var sat i Bevægelse fra Kongens Side. De keiserlige Skrivere have ikke engang kjendt det rigtige Navn paa det Land, der bortgaves; at Talen er om et Marskland, kan Ingen see af Ordet «Dyetmarn». At Landet siges at gaa til Len af Keiser og Rige, at have været af dem forlenet til Hertuger af Slesvig og Holsten, — at der tales om Hertuger af Holsten før Aar 1474, røber en saadan Uvidenhed om disse Landes Historie og offentlige Forhold, at den ikke kan tillægges Kong Christiern eller hans Mænd. Det antydes ikke engang, at Kong Christiern har forlangt denne keiserlige Naadesbevisning.

Og havde Kongen dog villet gjøre sig til Herre over Ditmarsken ved Keiserens Hjælp, vilde dette i 1473 staa i en paafaldende Modsætning til hans treaars Forsvarsforbund med Ditmarskerne og hans Stadfæstelse paa deres ældre Privilegier om fri Færdsel i Holsten. Ganske kort før Keiseren udstedte sit Lensbrev af 26. Mai 1473, havde Kong Christiern i et fornyet Frihedsbrev af 23. Marts samme Aar

---

1) Michelsen, anf. Sted Kr. XXXV p. 66.

erklæret¹), at han af «synderlig Gunst og Naade, saa og for «mangehaande Gunst og god Villie, som de hæderlige, fromme (.Mænd, Landet Ditmarskens Fogeder, Slutere, svorne Raademændoghele Menighed have bevist ham, og som han «fremdeles venter af dem,» har efter sit Raads Kaad stadfæstetdetBrev, de afdøde Fyrster Henrik, Alf og Gert, Hertuger af Slesvig og Grever af Holsten, have givet dem paa Frihed og Privilegier i <«Vort Land Holsten, at dette «Brev i alle sine Punkter og Artikler til evig Tid skal ved••vare,værevedtaget, befæstet og confirmeret for Os, Vore «Arvinger og Efterkommere!« —Havde Kongen paa samme Tid, som han viser Ditmarskerne sit venligste Ansigt, ja middelbart anerkjender deres frie Stat som sin kjære Nabo, eller i alt Fald lige strax derefter, bag deres Ryg arbeidet paa at berøve dem denne Frihed og Selvstændighed, som de satte den bmeste Pris paa at bevare, saa kunde han ikke frikjendes for en tvetunget Politik, som man ellers ikke har Grund til at tilskrive ham. Nærmere ligger den Formodning,atdet paafaldende Skridt er udgaaet fra Keiseren og hans Kabinet, hvor navnlig Kurfyrst Albrechts Stemme har været afgjørende. Hensigten maa have været at drage Kong Christiern bort fra Hertug Karl af Burgundien, med hvem han siden 1466 stod i et Forsvars- og Handelsforbund,ogat faa ham til at slutte sig til de tydske Magthavere.IKeiserens Kabinet tænkte man paa at forene Tydskland, Frankrig, Skotland og det skandinaviske Norden til et stort Forbund. Navnlig rettedes 1473 og 1474 OpmærksomhedenpaaKong Christiern som den, der efter sin hele Stilling snarest kunde danne en Modvægt imod den

---

1) Kong Christierns Stadfæstelse paa Ditmarskernes Toldfrihed, dat. Bendsborg Tirsdag efter Oculi 1473, i Dipl. Christierni Ip. 274. — Bolten, Ditin. Gcschichto 111, p. 37.

burgundiske Magts Omsiggriben i Tydsklands Nordsølande, dem man da betragtede som nærmest truede af Hertug Karl. Ditmarsken blev saa udseet til Lokkemad for Kong Christiern. Kurfyrst Albrecht maa have været Drivhjulet i denne Politik. Om Kong Christiern har underhaanden været i Forstaaelse med ham, lader sig ikke afgjere efter de nu foreliggende Oplysninger. Dog er det værd at lægge Mærke til, at Kongen, som i September 1472 havde med stor Kraft dæmpet Oprøret i Slesvig og slaaet sin Broder Gerhards nye Forsøg paa at frarive ham Fyrstendommerne til Jorden, havde derefter i December s. A. en Sammenkomst i VilsnakmedKurfyrsten. Der kan Albrecht have følt sig for om Muligheden og Midlerne til at drage Kongen ind i den keiserlig-tydske Politiks Kreds¹).

5. Vistnok er dette kun Formodning; men med hvilkenanden Gjætning vil man forklare Keiserhoffets uforanledigedeog paafaldende Forekommenhed imod Kongen i disse Aar? Naar man seer Keiseren komme ham imøde med et nyt Fyrstendømme, seer den hurtige Villighed, hvormedKongens ønsker indrømmes, er det umuligt at afvise Indtrykket af, at det vel saa meget har været Keiseren som Kongen magtpaaliggende at faa Ditmarsken overgivet til denne og overhovedet at understøtte hans Planer. Erindres maa det imidlertid, at her er Tale om Forhold, som først efterhaanden klarede sig ud af Taagen i bestemte Linier, og at Keiser Frederik overhovedet ikke var Manden til skarpe Vendinger og hurtige Beslutninger. Han kunde vakle længe

---

1) C. A. H. Burkliardt, Das fimfte inerkiscn Bucli, Quellensammlung zur Gesch. des Hauses Holienzollern I, Jena 1857, p. 232, 242. Onsdag efter Concept. Mariæ var i 1472 den 9., ikke den 16. December, som Udgaven har.

imellem Indflydelser fra forskjellige Sider, — imellem det, der syntes ham tjenstligst for det habsburgske Hus, og det, som det tydske Riges Tarv tilraadede. Man maa derfor ikke undres over, at der kan paavises Modsigelser i hans Adfærd, saa at det i Aarene 1473 og 74 snart saa ud, som vilde han række den voldsomt fremtrængende Burgunder Haanden, snart, som om han tænkte paa at samle MellemeuropasMagter til Værn imod hans Erobringsplaner.

Opfatter man Situationen saaledes, vil man ogsaa kunne forstaa den paafaldende Stilhed om denne første Forlening med Ditmarsken. Det er, som var den falden dødfødt til Jorden. Keiserbrevene af 26. og 28. Mai 1473 have ikke efterladt sig noget Spor i Historien. De ere ikke forkyndte for Ditmarskerne, deres Tilværelse kan ikke engang ad Oniveie eller gjennem Eygter være blevet dem bekjendt, heller ikke for Lybekerne eller andre Nærstaaende. Fandtes ikke selve Aktstykkerne endnu her i Danmark, vilde denne første Forlening have været Efterkommerne ganske übekjendt. Disse Aktstykkers Betydning har ikke været nogen anden end at gjøre Kong Christiern et lokkende Tilbud og sætte urolige Tanker i Bevægelse i hans Hoved. Men Kongen, eller hans Raadgivere, har upaatvivlelig nok seet, at Lenssagen maatte indledes og begrundes anderledes end i Keiserens Breve. Man tør antage, at derom er gaaet Bud og Breve mellem Kongen og Kurfyrst Albrecht, og at dette har været en af de Grunde, der bestemte Kongen til at søge personligt Møde med Keiseren paa en saadan Maade, at Opmærksomheden aflededes fra dette til et andet og fjernere Maal for hans Reise.

6. Efter Rigsdagen i Augsburg havde Keiser Frederik
endnu i Efteraaret 1473 den ofte omtalte Sammenkomst

med Hertug Karl af Burgundien iTri er. De vilde hver Sit. Den Ene vilde bruge den anden for sin Hensigt; derforblevTilnærmelsen imellem dem kun halv; og Mødet endte med begges Misfornøielse. Keiseren ønskede at faa sin San trolovet med Hertugens Datter Maria, Karls eneste Barn, Arving til alle hans store Lande og Rigdomme. Hertugenvildehave Stadfæstelse paa sin nye Erhvervelse GeldernogZytphen ved at modtage Belening af Keiseren; og dernæst vilde han, at Keiseren skulde give ham Kongeværdigheden.DetFørste opnaaede han, det Sidste ikke; Keiseren og de ham ledsagende Fyrster saa ikke uden Grund i et burgundisk Kongedømme store Farer for det tydske Rige. Dog havde Keiseren maaske tilsidst føiet Hertugen, dersom denne havde villet give efter for den Fordring, at Trolovelsen imellem Maximilian og Maria skulle gaa foran Kongekroningen; men hertil var Hertugen, der brugte UdsigtentilDatterens Haand til at holde flere store Herrer i Afhængighed af sig, ikke at bevæge. Keiseren og Hertugen have kjendelig nok ikke troet hinanden; og hertil kom, at Hertugen krænkede Keiseren personligt ved at optræde med en overdreven Pragt, der satte Rigets Overhoved i Skygge. De skiltes i uvenlig Stemning, og Burgunderen søgte ad andre Veie at tilfredsstille, sin Higen efter Magtudvidelse paa Tydsklands Bekostning. Han kastede sig ind i en Strid, der allerede i nogle Aar havde hersket i Ærkestiftet Køln imellem Ærkebiskoppen Ruprecht af Pfalzgrevernes Slægt og Stiftets andre Magthavere: Domkapitlet, Stiftsadelen,StadenKøln og de fleste af Stiftets andre Byer. Hertug Karl tog Parti for Ærkebiskoppen og lod ham ved en Traktat af 27. Marts 1474 overdrage sig Fuldmagt som Stiftets Skytsherre for at bringe Modstanderne til Underkastels

kastelse¹). Hertugen har nok anseet dette for en underordnetForretning,han med sin overlegne Krigsmagt kunde afgjøre i en Haandevending; ellers bliver det übegribeligt, at han vilde indvikle sig i en vidtudseende Strid paa samme Tid, som han forberedte Alt til et Angreb i Forbindelse med Englands Konge paa sin Hovedfjende Kong Ludvig af Frankrig. Det saa altsaa nu paa det nærmeste ud til en blodig Feide imellem Ærkebiskop Ruprecht og hans Stift; og Ingen, som kjendte Karl den Dristiges Væsen, kunde danne sig en Forestilling om, hvor langt denne Kølnske Strid vilde føre ham ind i Tydskland, eller hvilke Tab og Lidelser den vilde paaføre det tydske Folk og Eige.

Disse to Hovedsager, Tyrkekrigen og Burgunderens Overgreb, foruden mange indre Forviklinger og Stridigheder, var det, der satte Tydsklands Fyrster og Folk i Bevægelse i Aaret 1474. Dog var det først i den sidste Halvdel af Aaret, at Forholdene antoge bestemtere Former og droge Kong Christiern ind i deres Hvirvel. Thi Hertug Karl var siden 1466 hans Allierede, men Keiserens og Kurfyrst Albrechts fristende Tilbud drog ham mere og mere over til Modstandernes Side. Og som en af Christenhedens mægtigere Fyrster, tillige Medlem af det tydske Rige, maatte han paa en eller anden Maade have taget Del i Tyrkekrigen, dersom et Korstog var udgaaet fra Tydskland og Italien.

7. Fra Trier var Keiser Frederik efter Sammenkomsten med Hertug Karl seilet nedad Mosel og Rhinen til Køln, hvor han tilbragte Julen, og hvorfra han i Januar 1474 drog til Sydtydskland. Paa Veien mødtes han i Rigsstaden RotenburgvedTauberfloden

---

1) Lacomblet, Urkundensaramlung flir die Geschichte des Niederrheins, IV, Nr. 375, p. 468.

tenburgvedTauberflodenmed flere af Tydsklands Fyrster, blandt hvilke vi atter finde de to Kurfyrster af Maintz og af Brandenburg. Paa samme Tid drog Kong Christiern op igjennem Midten af Tydskland, høist sandsynligt efter AftalemedKurfyrst Albrecht, for som ved et tilfældigt SammentræfpaaRomerreisen at mødes med Keiseren i det nærliggende Rotenburg. Den 9. Januar, Søndag efter Hellig-tre-KongersDagAar 1474 drog Kongen ud fra SegebergtilReinfeld Kloster og derfra videre med et ridende Følge af omtrent halvandet hundrede Adelsmænd og deres Tjenere¹). Til Kong Christiern sluttede sig Hertug Johan af Sachsen-Lauenburg med 16 Heste, Burchard²) Greve af Hulingen og Herre af Barby med 8 Heste, Ludvig, Greve af Helfenstein, med 5 Heste; af Kongens eget Følge anføres to Lovkyndige: Henrik Sankenstedt, der gjorde Tjeneste som Kongens Orator, og Herman Reinszbe.rger,samtKongens Læge Johan Heisen, tilsammen med 10 Heste. Som Kongens Kantsier eller Kabinetssekretærmedfulgte,med 4 Heste, Provst Albert Clitzing, af en gammel brandenburgsk Familie. Han var mere Kurfyrst Albrechts Mand end Kongens, eller, om man hellere vil: han var Bindeleddet mellem Kongen og Kurfyrsten, der holdt dem i stadig Forbindelse med hinanden paa hele Reisen; han har ogsaa uden Tvivl været Kongens vigtigste RaadgiverpaaReisen. Disse lærde Mænd vare saa meget nødvendigere,somKongen hverken talte eller forstod Latin

---

1) Efter Joli. Petersens Holstenske Krønike; see derom Tillæg Xr. 1. Joh. Petersen siger, at Kongen drog ud fra Segeberg Sondag den 8. Januar. Dette maa enten være Løverdag d. !_.. eller S omlag d. 0. Feilcn er snarere i Maanedsdagens Tal end i Ugedagens Xavn. Kongen maa endnu Løverdag efter Hell. Trek. (d. e. 8. Januar) have været paa Segeberg. Keg. Dan. I, JN^Tr. 4484.

2) Paven kalder ham Guntherus. Kirkehist. Saml. VIII, p. 563.

eller Italiensk. I Alt har Eeiseselskabet dannet en Karavaneafomtrent 200 Heste; hvor mange Mænd det har talt, er ikke let at sige, da en Del af Hestene maa have været brugt til at fare Reisegodset. Om Vogne tales ikke.

Rom blev almindelig angivet som Reisens Maal, Opfyldelsenaf et gudeligt Løfte som dens Hensigt. En gammelNiirnbergsk Historiekrønike, trykt 1493^x), siger, at Kongen drog til Rom solvendi voti gratia. Nogle ville, at Kong Christiern engang i en stor Fare havde lovet sig til den Hellige Grav i Jerusalem og nu søgte hos Paven Afløsningfor denne længere Reise. Der kan vist ikke være Tvivl om, at Kongen og hans Følge selv har udbredt dette som Forklaring af det opsigtvækkende Foretagende. Men noget Sikkert foreligger ikke om et saadant Løfte, og ihvorvel Kongen selv kaldte det sin Pilegrim sreise²), saa bar Reisen ikke Præg af en Andagtsøvelse. Hele Selskabet bar en og samme Dragt: sort med paasyede hvide Striber, Kongenselv dog, i det mindste i Bologna, en rød Baret; men dette var ingen Pilegrimsdragt. Vi høre heller ikke om nogen særlig Andagt, overhovedet ikke om en saadan Holdningog Optræden, der maatte kaldes Pilegrimsfærd. Tværtimodtoge Kongen og hans Ledsagere baade i Tydskland og Lombardiet mod de store verdslige Festligheder, Optog, Ridderspil,Dands, Banketter, hvormed man kom dem imøde, — eller afviste dem af Høflighed og for at spare sig og Andre Uleilighed. Først efter at være kommen over Po ind i det egentlige Italien er det, som om Kongen mindedes, at han jo reiste som Pilegrim. Men alene i Rom havde Modtagelsenog

---

1) I det store Kgl. Bibliothek. Den har intet Titelblad; see J. H. Schlegel i Samml. zur dån. Gesch. m. m. 11, 4, 17.

2) «Vnnse pelegrination to Eome« siger Kongen i en Skrivelse fra Florents af 4. Mai 1474 til Kurfyrst Albrecht.

gelsenogFestlighederne kirkelig-katholske Former med Sang og Klang i Kirker, Messer, Aflad, Benediktion, Knæfald; dette forstaaer sig jo af sig selv og kan ikke gjøre den hele Reise til Pilegrimsfærd, endskjendt Paven naturligvis ogsaa kaldte den saaledes.

Der var ogsaa dem, der havde ganske andre Tanker om denne Reise, og som mente eller sagde, at Kong Christiernvarreist ud for at lægge onde Raad op med andre Fyrster mod sine Rebeller og de frie Stæder. I Lybek og Reval findes Afskrifter af en Opsats *), hvis Original og dens Forfatter ikke kjendes, men som vil gjælde for at være skreven kort efter Kong Christierns Død 1481 af Nogen i hans Kancelli til en eller anden stor Herre. Deri fortællesmærkeligeTing om Kongens skumle Planer: der bestodetalmindeligt Fyrsteforbund nærmest imod Sverrig; ved Pavens Hjælp skulde Storfyrsten af Moskau bevæges til IndfaldiFinland, saa skulde Kongen af Skotland gjennem Norge trænge ind i Sverrig, Kongen af Polen, Hertugerne af Pommern og Meklenburg made med en Hær for Stokholm, Kong Christiern selv komme med Danmarks Magt og med sine Skibe hindre al Tilførsel til Sverrig. Sverrigs Rige skulde lyses i Band af Paven og i Achten af Keiseren. Naar man saaledes var bleven Herre i Landet, vilde man jage Ridderskabet fra Arv og Eie. Det var Kong Christierns Agt at ihjelslaa alle Dalekarlene og befolke Dalarne i deres Sted med vilde Skotter, henrette de Ypperste i Stokholm, jage Borgerne i Landflygtighed, besætte Staden med Udlændinger,

---

1) Forst optaget i Keiniar Koch's lybskc Kronike ved Aar 1474, trykt hos Grautoff II p. 708. Senere udgivet af C. G. Styffe i 4. Bind af hans Bidrag till Skandinaviens Historia Nr. 55 efter den Eevalske Afskrift. Nogle Kettelser til Afskriften hos Grautoff ero meddelte i Nordalb. Studien, neue Ausg., VI p. 119.

nedbryde dens Taarne og Mure. De sammensvorne Fyrster — blandt dem ogsaa Hertugerne af Burgund, af Brunsvig og uf Liineburg — vare endvidere blevne enige om, at naar alt dette var fuldbragt, skulde det gaa ud over den høie Geistlighed: Kongen og Fyrsterne, hver i sit Land, vilde fratage alle Biskopper deres verdslige Magt, ingen Biskop skulde have Borge eller faste Pladser, en Ærkebiskop ikke større Indtægter end til at holde 12 eller 15 Heste, en Biskop 8 eller 10; de skulde spise med Domherrerne ved et og samme Bord, af en og samme Gryde o. s. v. Man vilde ogsaa underkue de frie Stæder, ingen Stad skulde selv raade for Told, Cise og Eet, enhver Herre have Magt over de Stæder, der laa i hans Land, sætte et nyt Eaad hvert Aar efter eget Behag, kort sagt, Alt afskaffes, hvori disse Stæders Frihed bestod. Det lader til, at Forfatteren af denne Opsats har hørt en Fugl synge om, at der paa KongensEomerreisehar været Tale om Forbund imellem Keiserenogde tre Konger af Frankrig, Skotland og Danmark. Men de Planer, han tillægger dem imod Sverrig, er rent Hjernespind. De dunkle Antydninger, der findes i Kurfyrst Albrechts Brevskaber¹), vise netop, at et Forbund endnu ikke var kommet i Stand, som da et Forbund med slige Formaal aldrig kom i Stand, og det Forbund af 1. Juli 1474, der virkelig sluttedes imellem Keiseren og Kong Christiern,varblot et betydningsløst Venskabsforbund i almindeligeUdtry k²). Det paatænkte Kongeforbund, hvortil InitiativetvarKeiserens, ikke Kong Christierns, var rettet mod

---

1) Const. Hofler, Friinkische Studien IV, i Archiv fiir Kunde osterroichischer Gesckichts-Quellen, VII p. 96 og 97. De to Numinere 84 og 85 burde have byttet Plads; thi det er aabenbart, at den 'Keyserisch zedel" Nr. 85 indeholder Spørgsmaalene, hvorpaa «Ansuchung« Nr. 84 svarer.

2) Diplomatarium Christierni 1, p. 305.

Hertugen af Burgundien og hans Svoger Kong Edvard af England. Om Sverrig, Biskopperne, de frie Stæder er ikke et Ord eller Vink. Derimod opfordrede Keiseren den danske Konge til at overtage et Protektorat i Tydsklands Navn over Friesland, hvortil Kongen var villig paa visse Betingelser; men denne Plans Hensigt var at træde hindrende i Veien for Hertug Karls dengang ventede Anfald paa de friesiske Lande i Nordtydskland; og heller ikke den er kommen til Udførelse. Hertug Karls Ærgjerrighed tog kort efter Kong Christierns Besøg i Kotenburg en anden Retning, end man da kunde vide, idet han kastede sin hele Magt ind i den kølnske Strid.

I Sverrig selv synes man i den friske Seirsfølelse at have tillagt Kong Christiern andre Planer: han havde, mente man, efter sit Nederlag paa Brunkebjerget slaaet alle Tanker om S ver rig s Erobring af Hovedet, da han nu vidste, at naar Sten Sture og de Svenske vare enige, vilde det være dumdristigt at angribe dem; thi det er Mænd, som alene kunne overvindes, naar de ere indbyrdes uenige. Det har Kongen tilstrækkelig forklaret for de mod Sverrig forbundne tydske Fyrster, som han besøgte paa sin Romerreise, og erklæret, at han ikke vilde paakalde Forbundets Hjælp, førend de Svenske vare blevne uenige indbyrdes; thi saa burde man anstrænge al Kraft, for at de enige Fyrster kunde faa Bugt med de uenige Folk *). Det kan jo vel være, at Kong Christiern har yttret Sligt eller Lignende paa sin Reise; men ligesaa nær ligger det, at disse Ord ere vaticinia post eventum; thi det danske Kongehuses Politik efter Kong Christierns Død gik jo netop i den her angivne Retning.

---

1) Joh. Magnus Gothus, Gothorum Sveonumqve kistoria. Basileæ 1558. Lib. XXIU. cap. XI p. 858.

8. I de første Dage af Februar 1474 finde vi Kongen i Ansbach hos Kurfyrst Albrecht. Onsdag den 9. Februar droge de i Forening til Rotenburg med 400 Heste¹). Keiseren sendte dem sin Søn Maximilian imøde med et lignendeAntal, saa at det har været et meget anseeligt Indtogi den lille Rigsstad. Efter de første Høflighedsbesøg havde Keiseren i Kongens Logi den 10. Februar en lang og hemmelig Samtale med Kongen. «Siden de havde endt deres «Ærinder», siger En af Kongens Følge, «blev Keiseren siddendetil mørk Nat og gjorde sig ganske hemmelig med «min Herres Naade.» I maa og for Sandingen vide, vedbliverhan, at hvad han der handlede, det var ikke vort Rige til Forfang i nogen Maade. Item om Hertugen af Burgundiens Ærinde var Eder for langt at skrive hvad Prang og Hoffart der var i Trier, men det fik en daarlig Ende; da han ikke kunde blive Konge, skiltes de uens ad. Item, siden dette Brev var skrevet, da haver Keiseren forhøietGrevskabet i Holsten og Stormarn og gjort deraf et

---

1) Joh. Peterson p. 153 siger: d. 8. Februar, altsaa Tirsdag; men ifolge Eosenholmsbrevet, soni strax skal omtales nsermere, var Indtoget om Onsdagen. J. J. Mtiller meddeler i sit Eeichstags- Theatrnm unter Kaiser Friedrich V (III) p. 612 af sachsiske Archivalia et Brev fra Kurfyrst Albrecbt til den sachsiske Hertug Vilbelm, skrevet i Ansbacb den 4. Februar 1474, livoraf det ses. at Keiseren kom over "Wurtzburg til Eotenburg d. 4. Februar, hvorhen lian ledsagedes af 400 Heste, soni Kurfyrsten sendte ham imode. «Saa», vedbliver han, • villo Vi med Tor Svoger Kongen •af Danmark samt de bohmiske og polske Sendebud konime til • Rotenburg paa Mandag (d. 7. Februar), hvis ikke Kongen forlan• ger en Dag eller to til at udhvile sig og sine Heste her. Og • eftersom Sagerne ere rask afgjorte («und nachdem die ding ge• waltstraifft sind»), formode Vi, at Kongen af Danmark med de • polsko og bahmiske Sendebud blive aff;erdigede i Eotenburg i •8 eller hoist 10 Dage, og at Keis. Majestaet vil holde Fastelavn • her hos Os og Anna, og Askeonsdag (23. Febr.) begive sig til «Augsburg.»

Hertugdømme og lagt dertil Ditmarsken, og haver draget disse tre Lande i eet Navn og kalder dem alle tre Hertugdømmetaf Holsten; dermed forlenede han min Herres Naade igaar, Tirsdag før Fastelavn, paa sin keiserlige Stol i sin Majestæt, nærværende de Kurfyrster, som da tilstede vare, dog vort Kige og Sønderjylland uden Forfang¹).

9, Man overraskes ved det Hastværk, hvormed den ellers saa betænksomme Keiser Frederik her handlede og hans Kancelli arbeidede: den 9. Februar havde Kongen sit første Møde med Keiseren, den 15. var Forleningen, og allerede den 14. er Lensbrevet med det gyldne Majestætssegl udfærdiget; i det mindste er det dateret fra denne Dag. Forklaringen maa søges deri, at det er Kurfyrsten, der har drevet hele Sagen og dens Expedition hos Keiseren og hans Kancelli baade før Kongens Ankomst og ved Mødet i Kotenburg, saavel som efter dette. Paa dette Tidspunkt, da det trak op til et Sammenstød mellem Keiseren og Hertugen af Burgundien, var Albrecht Achilles mere indflydelsesrig end nogensinde; han var Keiser Frederiks eneste kraftige Støtte, uden hvis Hoved og Arm der ikke var at tænke paa alvorlig Modstand imod Burgunderens Overgreb. Mærkeligt bliver det dog altid, hvor hurtigt og fuldstændigt han fik Kongens Sager gjennemdrevne. Vi have endnu det Skriftstykk e²), hvorefter der blev holdt Foredrag for Keiseren i denne Anledning. Kurfyrsten forlangte, eller lod forlange paa Kongens Vegne:

---

1) Af et Brev, som endnu i forrige Aarliundredc fandtes i dot Eosenkrandsiske Faniiliearckiv paa Rosenliolin, men nu maa være brændt med dette i Xorge 1826 (C. Molbech, Kordisk Tidskrift I p. 163). See videre Tillæg Nr. 2.

2) See Tillæg Nr. 3.

1. At den Told, der hæves ved Rendsborg, Pløn og Oldeslo i Holsten, maa sættes op til samme Høide som Kongens Told ved Gottorp i Slesvig, det er, at Tolden ved de tre tydske Toldsteder maa forhøies til omtrent det dobbelte af det hidtilværende Beløb, da, som det hedder, Kongen maa anvende store Omkostninger paa Veienes Vedligeholdelse og Sikkerhed;

2. at det maa paalægges Lybek, Hamborg, Lyneburg og Vismar at slaa bedre Sølvmønt. Tidligere vare 23 af deres Skillinger lig en Rhinsk Gylden, men i de sidste tre Aar have de møntet dem saa meget slettere, at en Gylden er stegen til 24 å 25 Skilling, hvorved baade Kongen og Andre lide Tab i deres Oppebørsler (nemlig naar disse ere satte i lybske Sølvpenge);

3. at der maa tilstaaes hans tydske Undersaatter privilegium
de non evocando, saa at de ikke kunne drages
for nogen Domstol udenfor deres eget Land;

4. at Biskoppen af Lybek (Kong Christierns tro Mand og forhenværende tydske Kantsier Albert Krummedike) maa erholde sine Regalier og faa sine Privilegier stadfæstede, samt at det maa overdrages Kurfyrst Albrecht at modtage Troskabseden af ham (nemlig paa Keiserens Vegne);

5. at Keiseren vil udnævne Kommissærer til at gjennemsee
de Privilegier, Kongen har af romerske Keisere og
Konger, og derefter stadfæste dem;

6. at Keiseren vil under høi Straf forbyde Søstæderne at
tilføre Kongens ulydige Undersaatter Noget eller at
handle med dem;

7. at han vil formaa Kongen af Polen og Ordensmesteren
i Livland til at forbyde Danzig, Riga, Reval og Dorpat
det Samme;

8. at han vil paalsegge Hertug Erik af Pommern -Volgast og bans Stsender at udlevere til Kongen og bans Rige uden lsengere Opssettelse den store Skat af Helligdomme, rede Penge, KleDodier og Brevskaber, som den afdede Kong Erik har fort iid af Danmark.

Efter ethvert af disse Punkter staaer det keiserlige fiat: Keiseren har uden Betingelse sagt Ja til Alt, hvad der forlangtes paa Kongens Vegne. Derefter følger endnu en Artikel, der lyder saaledes:

•■Item, naar Kongen anmoder derom, vil Keiserens "Majestaet, efter Forben og Raad af mine naadige "Herrer af Maintz og Brandenburg som det hellige «Riges Kurfyrster, opbeie alle bans Grevskaber og "Lande i det romerske Rige til et Hertugdomme og «forlene ham med dette.»

Endnu tre Item staa derefter paa samme Papir, men hvert af dem har kun et enkelt Ord, alene forstaaeligt som Hukommelseshjælp ved et Referat. Det kan ikke sees, hvorvidt disse Ord staa i nogen Forbindelse med Kong Christierns Sager.

Papiret er udateret; men da Foredraget for Keiseren maa være ældre end selve Forleningen med det nyoprettede Hertugdømme Holsten, maa det altsaa ligge foran den 15de Februar. Mærkeligt er det, at Ditmarsken ikke nævnes i dette Foredrag, og heller ikke Lensbrevet af 26de Mai 1473 omtales. Mon man er kommen til Erkjendelse af, at dette Lensbrev havde større Feil og Mangler end at det kunde fremlægges for Offentligheden? I saa Fald kan man deri see en medvirkende Grund til de tre Landes Forening og Ophøielse til et Hertugdømme; thi saa maatte der udstedeset nyt Lensbrev, hvori det ikke var fornødent, at det ældre omtaltes. At et Fyrstendømme i det tydske Rige

oprettedes af Keiseren ved at Besidderens Lande gjordes til et Kigsien med Tillæg af Lande, som hidtil ikke havde tilhørtham, hvorved han paa en Maade fik en Adkomst til at lægge disse under sit Herredømme, om han kunde, var ikke uhørt; en Begjæring derom kunde ikke være Keiser Frederik fremmed eller paafaldende. Han havde selv i Aaret 1454 ophøiet de friesiske Lande mellem Ems og Veser — Lande, hvis Afhængighed af hans Rige kunde være mange Indsigelser underkastet — til et Rigsgrevskab, hvormed han forlenede Høvdingen Ulrik Zirksena, som kun var virkelig Herre i omtrent den halve Del af Ostfriesland.

Ved denne Ophøielse af Holsten til et Hertugdømme opnaaede Kong Christiern altsaa den samme Forlening med Ditmarsken som ved Belening med dette Land alene. Saaledesforklares det, at det første Lensbrev, det af 26de Mai 1473, hverken er kasseret eller givet Keiseren tilbage, men endnu findes her i uskadt Stand, og dog aldrig er blevet benyttet. Men denne Form af Belening ved Kassering af de holstenske -Landes Egenskab som Grevskaber og deres Ophøielse til et Hertugdømme havde ogsaa en anden Betydningfor Kong Christiern og hans Arvinger. Kongen var i Aaret 1460 af Slesvigs og Holstens Prælater og Ridderskabvalgt til Landsherre som Hertug Adolfs Arving, han havde afkjøbt det Schauenburgske Grevehus dets tvivlsommeArveret, han havde ved Løfte om Penge bevæget sine to Brødre, hvis Ret til Arven i sig selv var den samme som hans egen, til at vige til Side for ham; men han havde dog længe maattet stride med sin Broder Gerhard om den virkelige Besiddelse af Slesvigs Hertugdømme og de holstenskeGrevskaber. Her var fuldt op af uklare Retsforhold, der i Fremtiden maatte føde Paastande og Stridigheder, hvis Betydning og Virkning ikke lod sig forudsee. Disse

mislige Muligheder gjennemskar det nye holstenske Lensbrevumiddelbart for det nye Hertugdømmes Vedkommende, middelbart ogsaa for Slesvigs, for saa vidt dette ikke maatte skilles fra Holsten. Thi til et Hertugdamme Holsten havde Stænderne hverken nogensinde havt Valgret eller nogensinde valgt en Landsherre, lige saa lidt som Schauenburgerneeller de oldenborgske Grever kunde paastaa nogen Ret til et saadant nyt Rigsien. Følgende Keisere kjende heller ikke nogen anden retslig Adkomst til Hertugdømmet Holsten for Kongestammen og dens yngre Sidelinier end den keiserlige Forlening.

10. Hvad der har været Gjenstand for Keiserens og Kongens hemmelige Samtale kan man jo kun gjætte sig til, og har derved intet Andet at gaa ud fra end Situationen i det Hele og Tilbageslutning fra Kongens senere Foretagender. Da Kongen agtede sig til Rom, ere vel Forholdene i Italien komne paa Omtale, og Opmærksomheden derved især fæstet ved Hertug Galeazzo Sforza, der dengang stod i Underhandling med Keiseren om sin Belening med Hertugdømmet i Mailand, som var et Rigsien. Det, som det derved kom an paa, var, om Hertugen vilde indrømme den Pris, Keiseren og Kurfyrsterne forlangte for Beleningen^l). Men ogsaa Kong Christiern selv havde et vigtigt Ærinde til Galeazzo Maria. Kongen tænkte paa at søge en Brud for sin ældste Søn Prinds Hans og havde dertil udseet en af den i Aaret 1465 afdøde Hertug Ludvig af Savoyens mange Døttre, formodentlig den yngste, Johanne²). Om

---

1) Jfr. J. J. Muller, Keickstags Theatrum, p. 643.

2) At den .Jomfru af Savoyen«, Kongen havde Øiet paa som Brud for sin Son, var en Søster til den mailandske Hertuginde, altsaa ogsaa til den franske Dronning, og en Datter af Ludvig, Her- tug af Savoyen, sees af en Skrivelse af 28cle Mai 1474 fra »Antonius Mirabilia«, en af Hertug Galeazzo Maria's Udsendte, til Hertugen. Deri omtales leilighedsvis, at Kongen af Danmark er i Underhandling om at faa <la sorella de Madonna ducliessa vostra consorte« til sin førstefødte Søn. Mail. Archiv. Hvorledes denne Ægteskabsplan forenes med den dansk-franske Traktat af 7de September 1472 (Diplom. Christierni I, p. 264), der foreløbig bestemte Ægteskab imellem den danske Prinds Hans og Kong Ludvig Xl"s Datter Johanne, vilde det føre for vidt ud til Siden her at undersøge.

Kong Christiern har bragt denne Plan med sig fra Danmark,eller om den først er fattet i Rotenburg, kan ikke siges; men var det Keiserens Hensigt at benytte Kong Christiern og hans Reise som Middel til at komme det paatænkte mellemeuropæiske Forbund nærmere med saa lidt Opsigt som muligt, saa maatte et saadant Ægteskab, eller dog Underhandlinger om et saadant Ægteskab, passe udmærketind i hans Politik. Thi «Jomfruen af Savoyen» opholdt sig ved det franske Hof og stod under Værgemaal af Kong Ludvig den Ellevte som hendes nærmeste Frænde. Hendes ene Søster Charlotte var gift med den franske Konge, en anden, Bona, med Hertug Galeazzo Maria. Dette Svogerskab gav naturlig Anledning til Møder og Underhandlinger,hvorved der ogsaa vilde blive Leilighed til at bringe andre Planer og Combinationer frem. Idet Kong Christiern drog Syd paa, blev det altsaa hans første Ærinde i Italien at opsøge Sforza i Mailand og i Forbindelse med ham at formaa "Jomfruens« anden Svoger Kong Ludvig til et Mede. Allerede i Rotenburg maa dette have været aftalt;thi Keiser Frederik skrev derfra den 16de Februar til Kong Ludvig med Anmodning om at bestemme et Sted, hvor den danske Konge kunde træffe sammen med ham paa Tilbageveien fra Rom¹).

---

2) At den .Jomfru af Savoyen«, Kongen havde Øiet paa som Brud for sin Son, var en Søster til den mailandske Hertuginde, altsaa ogsaa til den franske Dronning, og en Datter af Ludvig, Her- tug af Savoyen, sees af en Skrivelse af 28cle Mai 1474 fra »Antonius Mirabilia«, en af Hertug Galeazzo Maria's Udsendte, til Hertugen. Deri omtales leilighedsvis, at Kongen af Danmark er i Underhandling om at faa <la sorella de Madonna ducliessa vostra consorte« til sin førstefødte Søn. Mail. Archiv. Hvorledes denne Ægteskabsplan forenes med den dansk-franske Traktat af 7de September 1472 (Diplom. Christierni I, p. 264), der foreløbig bestemte Ægteskab imellem den danske Prinds Hans og Kong Ludvig Xl"s Datter Johanne, vilde det føre for vidt ud til Siden her at undersøge.

1) Archiv fur Kunde usterreichischer Greschichts-Quellon, VH, p. 79.

Denne Opfattelse af den danske Ægteskabsplan som et Middel for Keiser Frederik til at indlede Forbindelse med Kong Ludvig den Ellevte i fjendtlig Retning imod Hertugen afßurgundien understøttes af flere Yttringer i Hertug Galeazzo Marias Brevskaber fra 1474. Saaledes skriver han den 9de April, kort efter Kong Christierns Afreise fra Mailand, til sin Resident Christofforo Bollato ved Kong Ludvigs Hof, at efter hvad han har ibrstaaet af den danske Konge og af hvad Keiseren har skrevet til Kong Ludvig¹), ønsker Keiseren at komme i Forstaaelse med denne; derfor vilde det være meget tjenligt til Hertugen af Burgundiens Undertrykkelse, at den franske Konge havde et personligt Møde og Samtale med Kongen af Danmark, som det synes at Keiseren sætter Pris paa, siden han har valgt ham til Mellemmand i denne Sag.

Andre OJjenstande for den hemmelige Samtale kunne have været Planen om, at Kong Christiern skulde formaaes til at overtage Protektoratet over Friesland, eller Keiserens og Kongens Forhold til Paven og hans Kurie.

11. Strax efter Lensakten den 15de Februar forlod Kong Christiern Rotenburg. Han havde da ikke været der længer, end at hans Ophold kunde tage sig ud som et Høflighedsbesøgved et tilfældigt Sammentræf. Kongens Reise gik nu Syd paa uden at oppebie, at det keiserlige Kancelli fik alle de Skrivelser og Aktstykker færdige, hvorved de udvirkede keiserlige Resolutioner skulde udføres. Da Kurfyrst Albrecht forblev i Forbindelse med Keiserhoffet og med dette drog til den nye Rigsdag i Augsburg, saa har han uden Tvivl

---

1) Hcrved sigtcs vistnok til den ovennrevnte Skrivelse fra Keiseren af 16do Februar.

paataget sig at fremskynde alt dette Kancelli- og Expeditions-Arbeidei Kongens Sager. Af dette skal her nærmest kun fremdrages selve det holstenske Lensbrev, der er dateret

«I Vor Stad Kotenburg ved Tauber Mandag den 14de •■Februar i Herrens Aar 1474, Vore Rigers det romerskes <i det 34te, Keiserdammets det 22de, men det un"garskes i det 15de».

Keiseren siger i dette Aktstykke, at han efter modent Overlæg, med Raad af Kurfyrster, Fyrster, Grever, Friherrer og andre Medlemmer af hans Raad, har udslettet og kasseret Holstens og Stormarns Grevskabsti tier, forenet disse Grevskabers Lande og Herskaber, indlemmet med dem Landskabet Ditmarsken, ophøiet de saaledes forenede og inkorporerede Landskaber til et Hertugdømme, som af Alle skal kaldes Hertugdømmet Holsten, og givet dette som Len af det hellige romerske Rige til sin kjære Broder Kong Christiern af Danmark, af hvem han har modtaget den sædvanlige korporlige Troskabsed i Egenskab af Holstens Hertug. — I Forbindelse hermed udfærdigedes, mærkeligt nok under 13de Februar, en keiserlig Skrivelse til Ditmarskerne, hvori de underrettes om, at deres Land er inkorporeret i Hertugdømmet Holsten og med dette forlenet til Kong Christiern, hvem det paalægges dem at anerkjende som deres Landsherre og vise den tilbørlige Lydighed¹).

Hverken i denne Skrivelse eller i selve Lensbrevet er det Skete motiveret anderledes end af keiserlig Magtfuldkommenhed:det har saa behaget Keiserens Majestæt, da Landet Ditmarsken gaaer til Len af det hellige romerske Rige og Kong Christiern har gjort sig fortjent af ham og

---

1) See Tillæg Nr. 4.

det — hvorved siges ikke. Keiseren har ladet Motiveringen i Aktstykkerne af 26de og 28de Mai 1473 aldeles falde, han nævner ikke engang denne ældre Forlening eller antydermed et eneste Ord dens Tilværelse.

Anden Afdeling.

1. Kongens Reise gik imidlertid fra Rotenburg til Augsburg, hvor Magistraten modtog ham med sømmelige Æresgaver, og Patricierne — »die Geschlechter» — hædredeham med en lystig Dands¹). Tre Dage forblev han der. Den 24de Februar kom han til Innsbruck. Hertug Sigismund sendte ham sin Gemalinde imøde med tre forgyldteKarme fulde af Fruer og Jomfruer, og desuden et halvthundrede Damer tilhest; selv kom Hertugen med et Følge af 300 Heste. Og førend Kongen blev ført til sit Herberg, lod Hertugen "tre Par rende skarpt paa Torvet-. Her blev Kongen ligeledes i tre Dage. Fra Rotenburg maa Kongen allerede have underrettet Hertug Galeazzo Maria om sit forestaaende Besøg, formodentlig ogsaa om sine Tanker angaaende "Jomfruen af Savoyens denne Hertugs Sendebud ved Keiserhoffet har vel heller ikke forsømt at melde sin Herre hvad han kunde faa at vide. Det er tydeligt,at Hertugen har følt sig meget æret derved; et Kongebesøgvar en vigtig Begivenhed for et saa ungt Fyrstehus som Sforza's. Hertug Galeazzo Maria sparede da Intet for at modtage den høie Gjæst paa en værdig Maade. Af mange Breve og Indberetninger i det Mailandske Archiv seer man, at han allerede fra Midten af Februar havde sine Mænd

---

1) E. Werlieh, Clironica der Reicksstadt Augsburg. Frankf. a. M. 1595. p.228.

ude ad forskjellige Veie for betimelig at underrettes om Kongens Reise. Kong Christiern drog fra Innsbruck først ad Hovedveien gjennem Tyrol. Den 4de Marts var han i Botzen; men den 6te i Meran. Han har altsaa villet gaa over et af de vestlige Bjergpasser, formodentlig ned ad Tellinerdalen. Men i Meran sagde man ham, at han paa denne Aarstid ikke kunde komme over Bjergene ad disse Veie. Han vendte da tilbage til Botzen for at følge Hovedveienover Trient; derfra er han saa gaaet enten langs med Gardasøen over Peschiera eller om Nordenden af Søen. Verona nævnes ikke paa hans Vei. Den Ilte Marts kom han til Brescia i Lombardiet¹). Denne Stad tilhørte da Eepubliken Venedig, hvis Besiddelser paa Fastlandet strakte sig fra Adriaterhavet til henimod Addafloden. I Brescia, hvor han modtoges hæderligt af Republikens Befalingsmand, forblev han kun en Nat og kom den 12te Marts til Borgen Malpago ved Seriofloden. Malpago tilhørte dengang CondottierenBartolomeo Coleone, der som Venetianernes Feltherrehavde et stort Navn i det 15de Aarhundrede. Den næste Dag naaedes over Treviglio Galeazzo Marias Land, hvor Mailænderne modtoge Reiseselskabet.

2. Den Modtagelse, Hertug Galeazzo Maria her havde
beredt Kong Christiern, viser, hvor vigtigt og hvor velkommentdennesBesøg

---

1) Den her angivne Keiseroute beroer paa mailandske Archivalier i Cfr. Wegeners Samling, og paa Joh. Petersens Hoist. Kronike. Deter Skade, at denne ikke siger andet om Kongens Eeise fra Innsbruck, end at han den lite Marts kom til »Brix», hvor Venetianernes Hovedsmand kom ham imode med et stort Antal Folk. Dette Brix kan ikke vaere det nuvaerende Brixen i Tyrol, der ikke naevnes i Kongens eller de mailandske Udsendtes Breve, ikke tilherte Venetianerne, og som Kongen ikke kunde have brugt tolv Dage for at naa fra Innsbruck. Petersen kan ikke have ment andet end Staden Brixia, nu Brescia i Lombardiet. Ogsaa kun fra denne Stad, ikke fra det tyrolske Biskopssaede Brixina, kunde Kongen over Malpago naa Mailand paa to Dage.

mentdennesBesøgvar ham, og hvor gjerne han greb en saadan Leilighed til at udfolde sin Pragt og Eigdom. Johan Petersen, der i alt Væsentligt stemmer overens med et Brev fra Kong Christiern selv til Kurfyrsten og med talrige samtidige Archivalier i Mailand¹), siger, at Hertugen sendte Kongen 400 Drenge imøde, hver med en lille Fane, paa hvis ene Side var malet Kongens, paa den anden Hertugens Vaaben. De raabte først Christierno, Christierno de Dania, Dania, derefter Galeazzo, Galeazzo Duca, Duca, lige til Staden. Saa kom Hertugens Brødre og Raadsherrer, endelig han selv imod Kongen med et meget talrigt Følge. Foran Stadens Port mødte hele Præsteskabet med Sang og i høitideligtOptog,alle Klokker ringede, alt Folket i Staden stod foran Husene i deres bedste Dragt, alle Gader, som Kongen kom igjennem, vare prydede med Kongens og HertugensVaaben,med Tapeter, grønne Grene og Urter. HertugenlodNøglerne til de Borge og Stæder, Kongen drog igjennem, bæres ham imøde. Han skjænkede Kongen 4000 Dukater og mange andre kostbare Gaver. Selv seilede han med Kongen til Pavia, hvor han gav ham et Halsbaand med en Saphir saa god som eet Tusinde Dukater. Fra Pavia lod han Kongen og hans Følge fere paa sin BucentauronedadFloden til Markgreven af Mantuas Land. Hestene gik over Land. Men mere end af alt dette seer man af Hertugens Brevvexling med sine Agenter, hvor magtpaaliggendedetvar ham at berede Kongen den ærefuldeste og behageligste Modtagelse ikke alene i sit eget Land, men i alle de Stæder paa Reisen til og fra Rom, Kongen passerede;Hertugenpaalagde

---

1) Den her angivne Keiseroute beroer paa mailandske Archivalier i Cfr. Wegeners Samling, og paa Joh. Petersens Hoist. Kronike. Deter Skade, at denne ikke siger andet om Kongens Eeise fra Innsbruck, end at han den lite Marts kom til »Brix», hvor Venetianernes Hovedsmand kom ham imode med et stort Antal Folk. Dette Brix kan ikke vaere det nuvaerende Brixen i Tyrol, der ikke naevnes i Kongens eller de mailandske Udsendtes Breve, ikke tilherte Venetianerne, og som Kongen ikke kunde have brugt tolv Dage for at naa fra Innsbruck. Petersen kan ikke have ment andet end Staden Brixia, nu Brescia i Lombardiet. Ogsaa kun fra denne Stad, ikke fra det tyrolske Biskopssaede Brixina, kunde Kongen over Malpago naa Mailand paa to Dage.

1) See Tillaeg Nr. 5.

serede;Hertugenpaalagdesine Sendebud at bidrage hvad de formaaede til at Magthaverne i Bologna, i Florents og andre Steder mødte med sømmelige Hædersbeviser, saasom Processioner af Byraadene og Laugene med deres Faner og Baldakiner, som Kongen dog ingensteds vilde gaa ind under.

«A 1 denne Ære og Skænk«, tilføier Historieskriveren, «gjorde Hertugen Kongen, for at han paa Tilbageveien skulde »forsone ham med Keiseren, der var ham unaadig, hvilket <>ogsaa skete.»

Det var dog ikke just for at forsones med Keiser Frederik, at Hertugen modtog Kong Christiern saa prægtigt, men dels for det paatænkte Svogerskabs Skyld, dels for de store Ting, han mente at opnaa ved Kongens Bistand. Den bedste Oplysning herom faaer man af to Skrivelser fra Pavia, den ene af 18de Marts 1474 fra Kong Christiern til Kurfyrst Albrecht¹), den anden af 20de Marts fra Hertugen til hans Sendebud ved Keiserhoffet Karlo Visconti.

Kongen fortæller først om den venlige og hæderlige Modtagelse, og at han er traadt i Underhandling med Hertugenom »Venskabet imellem Vor Søn og Datteren af «Savoyen, hvortil han høiligen har raadet Os med Tilbud ••om, at var det fornødent, vilde han personlig reise til «Kongen af Frankrig, til hvem han just nu havde sendt • Bud og Skrivelse. Blandt Andet lode Vi ham vide, at Vi ••havde været hos Keiserens Majestæt og atter vilde besøge •»denne paa Hjemreisen. Da han hørte dette, gav han Os «at forstaa, at Mailand længe havde været et mærkeligt • Hertugdømme, og at hans Land og Undersaatter havde • tilkjendegivet ham, at de gjerne vilde have et Kongerige

---

1) Arcliiv fur Kunde osterreiekisclier GescMchts-Quellen VII, p. 85.

«deraf, og bedet ham at gjøre det til et Kongerige og be■flittesig paa, at Keiserlig Majestæt vilde ophøie ham til »kongelig Værdighed. Han bad Os at raade dertil og sige »Vor Mening om, hvorledes han bedst skulde forebringe og »opnaa saadant hos Keiseren. HvorpaaVi have svaret ham, «at hvad Vi kunde hjælpe dertil gjorde Vi gjerne og vilde skrive derom til Eders Kjærlighed (Kurfyrsten). Vi vidste "for sandt, at hvad I kunde hjælpe dertil, gjorde ogsaa I • gjerne. Altsaa har han bedet Os at gjøre dette; derfor "bede Vi Eder med al Flid venligt, at I ville forebringe " saadant for Vor kjære Herre og Broder den romerske Keiser «og fremme og anbefale det paa den bedste Maade, I veed ■ og kan, for at erfare hans endelige og afgjorte Mening «derom, samt at lade Os den vide snarest muligt med dette 'Bud, at Vi og Mailænderen kunne vide at rette Os derefter.Er da Keiseren tilsinds at gjøre ham til Konge, og «var denne Sag afgjort, før Vi drog bort fra dette Land, •er det hans Mening at begive sig med Os til Keiseren for «at hylde ham og vise Hans Majestæt al Tilbørlighed. Vi <■ mærke sandelig intet Andet, end at han bærer al god «Villie til ham.'>

3. Til denne mærkelige Skrivelse er ikke mindre end sex Efterskrifter eller «Zettel», som de kaldes, hvori Kongen taler om forskjellige vigtige Sager. Han og Mailænderen have sendt Bud til Kongen af Frankrig om at møde dem i Lyon paa Tilbagereisen og bringe »Jomfruen af Savoyenmedsig. Kong Christiern anmoder endvidere Kurfyrsten om at paadrive den frieslandske Sag saaledes, som Aftalenvar imellem ham og Keiseren; thi, siger han, foretagerHertugen af Burgundien noget imod Friesland, førend vi faa nogen Befaling derom af Keiseren, vilde det blive

Os svært at komme dertil, og havde Folkene Ingen at ty til, lode de sig desto lettere nøde til Burgunderen. Den sidste «Zettel» lyder saaledes: «Ogsaa, kjære Svoger, lade «Vi Eder i al Hemmelighed vide, at om Vor Broder Keiseren -vil gjøre Mailænderen til Konge, skulle Vi nok formaa «denne til at anvende to hundrede Tusinde Dukater derpaa, «af hvilke tredive eller fyrretyve Tusinde Dukater vilde til— "falde Eder og de Andre, som kunde hjælpe og understøtte «Eders Kjærlighed; dog er det Vor Mening, at den største «Del skulde I beholde. Derefter kan Eders Kjærlighed vide "at indrette sig og drage dem til Eder, der kunne hjælpe "dertil.»

Samme Dag tilskrev Provst Albrecht Clitzing, Brandenburgeren, der, som vi have seet, var hos Kong Christiern som hans Kabinetssekretær, sin Herre Kurfyrst Albrecht om denne samme Sag: han alene havde været med Kongen ved den hemmelige Samtale med Sforza og har sagt denne, at han ikke kunde anvende 30^—40000 Gylden bedre end til Kurfyrsterne og Keiserens nærmeste Raader; navnlig var Kurfyrst Albrecht den allermægtigste i disse Ting, uden hvis Raad Intet skete; han kunde med disse Penge vinde Kurfyrsten af Maintz og Keiserens nærmeste og mest formaaende Raader. Hertugen mente vel, at disse Penge skulde tages af de 200,000 Gylden, men man maatte efter Brevskriverens Tanker anvende al Flid paa, at Keiseren beholdt den hele Sum og Kurfyrsten dog fik de 30_—40 Tusinde til sig og de Andre.

Det bliver dog et Spørgsmaal, om Galeazzo Maria var gaaet ind herpaa. Han elskede nok sine Penge. Blandt de oftere nævnte mailandske Archivalier have vi endnu hans Skrivelse fra Pavia af 20de Marts 1474 til Karlo Visconti,hans Sendebud ved Keiserboffet, hvor der allerede i

nogen Tid havde været underhandlet om Beleningen med Mailand. Hertugen udtaler her som et ham magtpaaliggendeønske, at faa Mailand ophøiet til Kongerige, Pavia med dets Tilliggende til et Hertugdømme, og desuden sin Ret og sine Privilegier til sin Stat stadfæstede; men han vil derpaa ikke anvende mere end 200,000 Dukater i Alt til Kurfyrster, Hoffolk, Kancelli, formodentlig da ogsaa fornemligtil Keiseren selv; til hvem man uddeler dem for at fremme Sagen, ligger ham ikke Magt paa. Han underretter Visconti om sin Samtale med Kong Christiern herom; Kongen har motu proprio, som han siger, skrevet derom til Kurfyrsten af Brandenburg. Visconti bør nu gjere sit Bedste for at drive Planen igjennem. Vil Keiseren imidlertidikke lade sig bevæge, skal han fortsætte Underhandlingerneom

Altsaa — der var Flere end Karl den Dristige, som higede efter en Kongekrone! Heldigvis for Keiser og Rige var Galeazzo Maria ikke saa mægtig og krigersk en Herre som hin. Mailænderen synes ligefrem at have anseet Sagen for en Handelsaffære, et Liebhaveri, han som en hovedrig Mand kunde tillade sig, mærkeligt nok kun nogle faa Maanederefter, at den langt betydeligere Burgunder havde i Trier hentet sig et Afslag. Det havde været ønskeligt, at den danske Konge havde holdt sine egne tre Kongekroner heiere i Ære, end at han saa villigt rakte den pengestolte Matador Haanden til at gjøre Keiser og Kurfyrster et lidet hædrende Tilbud. Værdigere tog Kurfyrst Albrecht Sagen. Albert Clitzing svarede han omtrent, at han skulde have Tak, fordi han undte ham nogle af Mailænderens Dukater; men den Sag vilde han ikke raade til; hvad han foretog derved, skete alene af Hensyn til Kong Christiern. Fra Augsburg svarede han den 4de Mai Kongen selv, at da

han havde læst Kongens Brev, havde han anseet Sagen for ugjørlig, men for Kongens Æres Skyld dog selv villet forebringeden for Keiseren. Men Keiseren havde svaret: «Der «ere fire Kroner i Riget i Tydskland og Vælskland, den "første i Aachen, den anden i Arelat, den tredie i Mailand "i Lombardiet, den fjerde i Rom, hvilke alle fire here hen «paa hans eget Hoved. Og eftersom han fører Titel af, og «er, «Rigets Formerer« (semper augustus), vil han ikke være «dets Formindsker eller give sin Værdighed til nogen Anden.« Men vil Mailænderen komme med Kong Christiern til Augsburgfor at underhandle om Lenssagen, havde det KeiserensBifald; Kongen med Kurfyrsterne af Brandenburg og Maintz skulde da faa Fuldmagt til at handle om denne Sag¹).

4. Dette var jo tydelig nok talt. Om Kong Christiern eller Hertug Galeazzo Maria har forstaaet det som et endeligt Afslag, eller om Hertugen har gjort yderligere Forsøg, vide vi ikke. Der er Intet videre kommet til vor Kundskab derom. Men om og Kongens Anbefaling i dette Tilfælde er bleven tilbagevist af Keiseren og Kurfyrsten, saa har dette dog ikke gjort noget Skaar i det gode Forhold imellem dem indbyrdes. Dette seer man blandt Andet deraf, at den samme Dag, som Mailænderens Begjæring om Kongekronenblev afslaaet, fik Kongen ved Kurfyrsten et hædrende

---

1) Efter Brevskaberne i Archiv fur osterreickiscke Geschichts-Quellen VII, p. 82, 89, 90, 91, og hos Hiiberlin, Neuesto teutsche Eeichs- Geschiclite 11, Vorrede LVII, kjendelig efter de samme Aktstykker, men som da vare i Archivet paa Plassenburg, medens de nu synes at være i Bamberg og andensteds. — F. v. Loher, Die italienische Krone im Jahre 1474, i Pr. v. Eaumer's Historisches Tascnenbuch, Vierte Folge, lOter Jahrgang, Leipzig 1869, p. 257 ff.

Bevis paa Keiserens uforandrede Velvillie og Tillid. Provst Albrecht Clitzing havde nemlig ogsaa meddelt Kurfyrsten¹), at Kongen havde faaet flere Anmodninger af store Herrer i Italien om at gjøre dem til Grever, men at han havde svaret dem, at i sine egne Lande og Riger havde han vel Magt dertil, her derimod tilkom dette Keiseren. Nu lader Provsten sin Herre Kurfyrsten vide, at Kongen vel ikke har befalet ham at skrive derom, men at han nok kan mærke, at vilde Keiseren tillade Kong Christiern at gjøre to eller tre Grever, vilde Kongen ansee det for et stort Bevis paa Naade og Venskab. Dette lod Kurfyrsten sig ikke sige to Gange; han udvirkede strax et Patent, hvorved Keiseren gav Kongen Fuldmagt til at creere tre Italienere til Grever og til at tage Troskabseden af dem paa Keiserens Vegne-).

5. Kong Christierns andet Hovedanliggende i Mailand var, sorn ovenfor anført, at faa en Sammenkomst med Kong Ludvig af Frankrig for at underhandle om »Jomfruen af Savoyen« og ved samme Leilighed bane Vei til en Forbindelseimellem den franske Konge og Keiseren. Kong Christiernskrev den 16de Marts fra Pavia til den franske Konge om et saadant Mede paa Tilbagereisen fra Rom; han vilde i saa Fald lægge Veien over Lyou eller hvilket andet Sted Kongen betegnede ham. Ogsaa Hertug Galeazzo Maria paalagde Christofforo Bollato at virke til samme Maal. Af dennes Beretning, dateret den 10de April 1474 fra Senlis, hvor Kong Ludvig da opholdt sig, seer man blandt Andet, at Hertugen havde paalagt sin Resident at føle sig for, om den franske Konge vilde blive misforneiet over, at

---

1) Hiiberlin, anf. St. S. LIU. Archiv fur ostcrr. Geschiclits-Quelleu YII, 83.

2) Hiiberlin, anf. St. S. LIV ff.

han havde modtaget Kong Christierns «Halsbaand og Orden«¹), hvad Kong Ludvig dog Intet havde imod, saasom han selv ogsaa havde denne. levrigt svarede han, at Kong Christierns -Ønske om et personligt Møde havde han meget gjerne opfyldt,havde han kunnet; men han kan ikke, fordi han endnu ikke veed, hvad det bliver til med Krigen (Hertug Karl af Burgundiens og Kong Edvard af Englands Angreb), og ikke veed noget Fast om sine Sagers Stilling. Ægteskabsplanen synes han godt om og ønskede, at den maatte komme til Udførelse. Ogsaa Prindsessen og hendes Moder samtykkede. Kommer den danske Konge derefter ikke gjennem hans Land, vil han sende sine Ambassadører til det Mailandske baade for denne Sags Skyld og for at høre, hvad Kongen af Danmark har at sige ham fra Keiseren.

Dette er det Sidste, vi høre om "Jomfruen af Savoyen«. Hvorfor hun aldrig kom sin nordiske Brudgom nærmere, kunne vi ikke sige. Det er sandt, at Ægteskabsplanen skulde benyttes ogsaa til. at knytte politiske Traade; men den maa dog have været alvorligere ment fra Kong Christierns Side end blot som et Paaskud til at faa den franske Konge sagt fra Keiseren, hvad han i Eotenburg havde paataget sig at sige Kong Ludvig. Dertil var dog i det mindste FrankrigsKonge for anseelig en Fyrste. Og baade han og den mailandske Hertug vare jo villige nok til at besvogre sig med det danske Kongehus. «Jomfruens» personlige Egenskaberkunne neppe have gjort Kong Christiern betænkelig. Vel fik han hende ikke efter -Ønske selv at see; men hvad han hørte hos Mailænderen har vist ikke afskrækket ham. I det mindste omtaler Christof. Ballato hende i Beretningen

---

1) »Collare et ordine«. Der kan vel ikke være ment Andet end den gyldne Kjede, Kong Christiern kaldte sit "Selskab". Mailandske Archivalier.

som den, der i alle Maader passede for en fyrstelig Stilling¹). Muligt er det Døden, der er kommen imellem; den yngste og den ældste af de syv savoyiske Søstre, Hertug Ludvigs Døttre, ere døde ugifte, — naar kunne vi ikke sige.

6. Paa Planer til meer og mindre vigtige Foretagender har det saaledes ikke manglet Kong Christiern i Foraaret 1474, da han foretog sin Reise gjennem Tydskland og Lombardiet. Men disse Planer, der med Undtagelse af det paatænkte Ægteskab imellem den danske Tronfølger og »Jomfruen af Savoyen« have et noget fantastisk Præg og vilde have indviklet Kong Christiern i vidtudseende Foretagender uden Nytte for hans nordiske Riger, bleve heldigvis frugtesløse; kun Forleningen med Ditmarsken laa hen til Efterkommerne som et Frø, der skulde bære Frugter, men rigtignok kun altfor blodige Frugter. Hverken er Keiser Frederiks store mellemeuropæiske Forbund blevet til mere end hundrede andre Planer af denne Keiser, eller Kong Christiern bleven Frieslands Protektor, hvad der altfor let kunde have medført et Sammenstød med Karl den Dristige, eller Møderne med den franske Konge kommet i Stand, eller nogen Italiener, saa vidt vi vide, creeret til Greve af den danske Konge, lige saa lidt som Sforza blev Konge; ja ikke engang Forleningen med Hertugdømmet Mailand har han faaet. Tildels er det Karl den Dristiges voldsomme Anfald paa Tydskland og Krigen om Neuss i 1474—75, der forstyrrede disse som mange andre Planer.

7. Naar Kong Christiern vilde være i Rom til Paasken,
som i 1474 indtraf den 10. April, kunde han ikke i Mailandoppebie

---

1) La domicella de Savoya é digna creatura, bella et benissimo composita de corpo et de virtute, condecente et digna de caduno principe et Ee.

landoppebieSvarene paa hans Skrivelser til Keiseren, KurfyrstAlbrecht og den franske Konge. Ned ad Ticino og Po førte Hertugen ham til Viadana, hvor Kongens Svoger Markgreven af Mantua, Lodovico Gonzaga, modtog ham. I Mantua laa Kongen to Nætter og drog derfra den 23. Marts, men kom dog først den 26. til Bologna. En talrigSkare af Borgere og -Øvrighedspersoner var dragen Kongenflere Mil imøde. Ved Stadens Port modtoges han af en Procession opstillet med Baldakinen, som Kongen dog ikke vilde gaa under. Han steg af ved Paladset (Raadhuset), dinerede og hvilte sig. Efter Anmodning af en af sine Undersaatter, der vilde tage Doctorgraden i Civilret, gik Kongen Kl. 22 til S. Peterskirken og var tilstede ved Promotionen.Der var indrettet et ophøiet Sæde for ham, men han vilde ikke modtage det og lod sig ikke uden Vanskelighedovertale til at tage Plads paa de lavere Bænke, hvor Doctorerne sadde. Kongens fordringsløse Adfærd gjorde et fordelagtigt Indtryk paa Folket, som i Begyndelsen havde fattet ringere Tanker om ham for hans prunkløse Dragts Skyld og fordi han ikke forstod Latin. Den 27. om Morgenenhørte han Messen i S. Dominicokirken dels af Devotionimod denne Helgen, dels for at see hans Helgenskrin, og gjorde saa Giov. Bentivoglio's ældste Søn (Hannibal B.) til Kidder. Efter Maaltidet drog han bort¹).

Fra Bologna gik Reisen den 27. Marts over Apenninerne til Florents, hvor Kongen ankom den 29. og blev modtagenaf Signoriet med Bykollegierne ved S. Gallo-Porten, hvor han maatte høre paa en latinsk Velkomstale af GonfalonierenDonato

---

1) Hvad her er sagt om Opholdet i Bologna, or taget af en Indberetning af en vis Gerardus til Hertugen af Mailand, dat. 27. Marts, altsaa skrevet under Kongens Opkold. Om andre Beretninger, trykte og utrykte, see Tillaeg Nr. 6.

falonierenDonatoAcciaiuoh. Heller ikke her vilde han gaa ind i Staden i Procession eller under Baldakinen, fordi, som han sagde, dette ikke passede for en Konge, der drog til Rom for Religionens Skyld. Han fik Logi i Klosteret Sta. Maria Novella, aflagde den næste Dag Signoriet et officieltBesøg og besaa derefter Byen. Ogsaa her efterlod Kongens hele Optræden et gunstigt Indtryk paa Folket¹). Kun to Dage opholdt han sig i Florents, hvor han ikke traadte i nogen Forbindelse med de to Bredre Lorenzo og Giuliano de' Medici, der allerede vare godt paa Veie til at gjere sig til Republikkens Herrer. Siena er Kongen uden Tvivl blot draget igjennem; men han slap dog ikke for ogsaa her at maatte døie en latinsk Tale. Meget havde han ikke tabt ved, at han ikke forstod den, da den ikke indeholdt Andet end tomme Komplimenter-). I Viterbo gjorde især hans Folge Opsigt. En samtidig Viterbesisk Krønike siger, at han forte fra sit Land en talrig Skare af unge Mennesker, smukke, belevne, lyse, blonde, vel beredne, alle sortklædte³).

8. Her var Kongen allerede i Pavens Land, som han naaede i Aquapendente den 3. April, og her begyndte den anseelige Modtagelse, Sixtus den Fjerde beredte ham. Kongen havde i Tide, rimeligvis fra Tydskland, meldt sin Ankomst. Pavens Svarskrivelse lød saaledes:

"Som Vi see af din Hø:heds (Tuæ Serenitatis) Skrivelse

---

1) Om Kongens to Besøg i Florent? vil blive givet nærmere Oplyaiiing med dertil knyttede kritiske Bemærkninger i Tillæg Xr. 10.

2) Trykt i Ser. Ker. Dan. VIII p. 332. Udgiverne af denne ottende Torn? kunde have brugt PlaJsen bedre end til Aug. Dati's. intetsigende Fraser, som Ur. Sankenstedt eller Provst Clitzing maa have havt Kød med at oversætte paa taaleligt Tydsk for Kong Christiern.

3) Sec Tillæg Xr. 7.

er du paa Reise til Apostlenes ved Martyrernes Blod viede Helligdomme, og for at gjæste St. Peders Efterfølger paa denne Jord. Dette Budskab har glædet Os høilig, da Vi see, at et godt og christeligt Forsæt har bestemt dig til din Udenlandsreise, og at du har dine Tanker rettede paa Sjælens Frelse ikke mindre end paa de jordiske Ting. Skjøn er din Tro, allerkja3restc? Søn, din Reise fra saa fjerne Egne vidner om en religiøs Følelse, der er desto mere priselig hos dig, jo sjeldnere :len er hos store Konger. Du søger Herren den Stund, han er nær. Reisens Møie har du foretrukketforHvilen i Hjemmet, det verdslige Kongerige har du forladt for at berede det himmelske Rige Vei, agtende Frelserens Udsagn, at Mennesket ikke kan give noget Vederlagforsin Sjæl. Om da dine Synder vare, efter Profeten Jesaias' Ord, som Purpur, skulle de ved dette hellige Værk blive som Sne, og vare de røde som Skarlagen, da som den hvide Uld. Den almægtige Gud, til hvis Tjeneste dette Arbeide er foretaget, bevare dig uskadt i din Indgang og din Udgang; han byde sine Engle at vogte dig paa alle dine Veie. Vi ville med Vore Bud sørge for, at de, der i rette Tid skulle modtage din Høihed og hele dit Følge og ledsage Eder indtil Byen, ere tilstede ved Grændsen af KirkensLande.Du skal komme uden Uleilighed, du skal drage bort uden Uleilighed. I din Faders Hus skal du ikke have nogen Fare at frygte. Overalt skal Fryd og Kjærlighed, om ikke som du fortjener det, saa dog saa godt Vi formaa det, komme dig imøde. Og naar du drager ind i Byen, ville aabne Arme modtage dig, og din Fader trykke dig til sit Hjerte. Fra Os og Vore høiærværdige Brødre den hellige Romerkirkes Kardinaler maa du være forvisset om alle de faderlige ømheds og Hengivenheds Beviser, hvormed katholske Konger efter Skik og Brug modtages. Kom da, kjæreste

Sen, med din Faders Velsignelse og fuldfør lykkelig dit
fromme Forsæt«1).

9. Selve Modtagelsen svarede til disse venlige og salvelsesfuldeOrd, der maatte give Kongen Indtrykket af, at ban virkelig var den hellige Fader velkommen. To Kardinalersendtes Kongen imøde. Den ene var Franciscus Gonzaga,Kardinal-Diakon af Sta. Maria Nova, almindelig kaldetKardinalen af Mantua, en Søn af Markgreve Ludvig af Mantua og den danske Dronnings Søster²), altsaa Kong Christierns nære Frænde. De mødte ham i Aquapendenteved Kirkestatens toskanske Grændse, hvorfra de førte ham gjennem Viterbo til Rom. Her kom alle Kardinaler og Prælater, som vare i Byen, ham imøde ved Porta del Popolo tilligemed Byens Senat og Conservatorer samt Adel og Folk tilhest og tilfods. Det var Onsdag den 6. April 1474. Kardinalerne førte ham igjennem Byen til S. Peders Basilica, dernæst til Paven selv i Vaticanets Palads.Kongen knælede for ham og vilde ikke reise sig, før der var svaret paa hans Tiltale (sermonibus suis). Kardinalenaf Pavia tilføier³), at naar Paven gik til sit Værelse og atter frem til disse Dages Gudstjeneste, bar Kongen hans Slæb, naar han vaskede sine Hænder, holdt han Bækkenet! Dette lyder noget stærkt: skulde Kongen have gjort Opvartning som en Kammertjener eller Paven have modtaget det? Her maa vel være Tale om, at Paven vaskede sine Hænder efter de tolv Fattiges Fodtvæt, som den

---

1) J. J. Muller, Reickstags-Theatrum! untor K. Friedrich, Yorstellung V. cap. 50, p. 653. Brudstykker af denne Skrivelse ere trykte i Od. Raynaldi Annales Ecelesiæ XIX, an. 1474.

2) Ughelli, Italia sacra. Romæ 1643, T. I, col. 940.

3) See Tillæg Nr. 8.

hellige Fader maa foretage Skærtorsdag. Paa denne Dag var Kongen med Paven i den Loggia ved Peterskirken, hvor Velsignelsen lyses over det forsamlede Folk. Joh. Petersensiger, at her gav Paven alle dem, der vare personligtilstede for at søge Aflad, af Hensyn til Kongens Nærværelse»Eftergivelse af alle deres Synder fra Pine og Skyld" Dette vil vel sige, at han gav dem det store Aflad, som ellers tjentes ved Korstog eller Pilegrimsgang til den hellige Grav, og som alene Paven kunde give.

Langfredag fandtKorskysningSted (osculum crucis¹). Kongen havde Plads imellem de to forreste Kardinaler. Ved sin Tolk anmodede han dem om, at de vilde tilstede ham at træde op til Korset efter alle Kardinaler. Paa Spørgsmaalet om Grunden til dette ønske svarede han, at det skete for at vise det høie Collegium den tilbørlige Ære. Ogsaa paa anden Maade, siger Kardinalen af Pavia, har han blot i disse tre Dage lagt sin Veneration for det Apostoliske Sæde for Dagen, saa at denne Konge over tre store Riger er kommen fra det fjerne Norden for at lære os Italienere ved sit Exempel det rette Sind imod det høie Præstedømme.

Paaskedag den 10. April rakte Paven med egen Haand
Kongen og alle hans Folk det hellige Sakrament.

Om Mandagen gav Paven foran Peterskirken Kongen den indviede gyldne Rose, det bekjendte pavelige VenskabsogÆrestegn, som indvies Midfaste Søndag, men denne Gang var tilbageholdt for at gives den ventede høie Gjæst²). Kongen bar samme Dag Rosen i Procession, fulgt af Kardinaler,Prælater

---

1) Deter vel den Tilbedelse af Korset, Goethe taler om i Brev fra Eom d. 22 Marts 1788? (Paaske 33h).

2) Rosen havde forst vseret bestemt til den venetianske Doge, som nu maatte vente indtil Aar 1476. Martene & Durand, Veterum monumentorum collectio, T. 11, col. 1532.

dinaler,Prælaterog det hele Hof til Kardinalen af S. Peter ad vincula's Bolig. Denne Kardinal var Julian della Rovere,en af Pave Sixtus IV's Nepoter, senere selv Pave ved Navn Julius 11. Han havde den Dag bedet Kongen til Gjæst.

Paven og Kongen gave hinanden Æresskjænk: Paven ham en kostbar Gyldenstykkes Dragt, Klenodier af Guld og Sølv, et Guldkors med et Stykke af det hellige Kors, og andre Helligdomme; Kongen Paven Naturfrembringelser fra sine nordiske Riger: Sild, Bergefisk, Hermelin. Synes man, at disse Gaver tage sig noget fattigt ud, røbe de dog større Takt, end om Kongen havde indladt sig i en umulig Kappestrid med Paven for at overbyde ham i Guld og Ædelstene. Af slige Kostbarheder havde Pave Sixtus nok til at han kunde lade sine Nepoter udfolde en Luxus, der forargede Christenheden. I Danmark stod man i uafbrudt Forbindelse med Rom og vidste meget godt hvad man der satte Pris paa. Nogle Aar i Forveien havde Dronning Dorothea sendt sin Søstersen Kardinalen af Mantua en Gave af 12 Timmer Hermelinskind^x). Det var naturligvis Sjeldenheden og Vanskeligheden ved at skaffe sig dem ad sædvanlig Handelsvei, der gav disse Ting deres Værdi i den hellige Stad. Kongen gav ogsaa et anseeligt Pengeoffer til Pave Sixtus's nystiftede Helligaands-Hospital i Borgo.

Kardinalen af Mantua skjænkede Kongen tre Muldyr,
der med dem, han fik af Paven og Hertugen af Mailand,
vist have gjort god Tjeneste over Bjergene paa Tilbagereisen.

10. Men mer end slige Vennegaver havde de geistligeGunstbeviser
at betyde, Paven ydede Kirkens tro

---

1) Ser. Ker. Danic. VIII, p. 485.

og lydige Sen for at knjtte ham desto fastere til sig. Hvad Kong Christiern søgte i Rom har han selv eller de af hans Samtidige, der kunde ude det, ikke sagt os. Men der er dog levnet os en Opskrift blandt Kurfyrst Albrechts Papirerom de Punkter, Kongen burde soge at udvirke hos Pave n¹). Den viser vel i<ke ligefrem, hvad Kongen har forlangti Rom, men maL faaer deri Oplysning om den Retning,hvori Underhandlingerne med Kurien kunne antages at have gaaet; og i ethvert Fald kaster den et mærkeligt Lys over den danske Konges Forhold til Høikirken i hans nordiske Riger, hvorfor vi her ville hidsætte den.

»Angaaende de Sager, som ere at handle i det pavelige
Hof, er beraadslaaet:

I Kongerigerne Danmark, Sverrig og Norge er hoilig fornødent at beholde Fied, god Villie og Enighed imellem begge Stænder, den geistlige og den verdslige, saasom der i dem ligge mægtige Ærkebispedømnier og Bispedømmer, der til sine Tider have meget at betyde i en Konges Raad; ere de Kongen imod, kan deraf opstaa ikke ringe Blodsudgydelse og Ulykke for Landene, hvad ofte er sket. For at hindre sligt Onde og Fordærvelse er raadslaaet om at udvirke hos den hellige Fader Paven efterfølgende Artikler og Friheder.

Eftersom der er stjre og mægtige Ridderskaber i Landene,kræver Nødvendighed, at de maa holdes i god Villie; derfor synes det os fornødent, om vor Herre Kongen kunde opnaa, at i disse eftei skrevne Stifter²) ved paveligt Forsynog Frihed bestemtes, at Ingen der blev antagen til

---

1) Archiv flir Kunde ost?rteichischer Geschichts-Quellen YII, p. 95.

2) -In diesen hernach geseliriben Stiften.. Ordet Stift synes her at være brugt i en u-i!'lvanlig Betydning; thi der nævnes ikke i det Følgende neget Virkeligt Territorium.

Domherre eller til noget Prælatur, Dignitet og officium uden
den, der er af Adel fra sine fire Aner, eller som er Doctor i
den hellige Skrift, i den keiserlige eller pavelige Ret.

Eftersom den tydske Nations Kompaktater blandt andre Artikler medgive, at vor hellige Fader Paven har sex Maaneder, og de andre Ordinarier sex Maaneder; og da vor Herre Kongens Riger og Fyrstendømmer ikke ere udelukkede fra den tydske Tunge og Væsen, saa blive dog samme Riger og Lande mere besværede, saa at Nogle fordriste sig til at afskære Ordinarierne to Maaneder med pavelige Breve og ikke indrømme dem mere end fire Maaneder. Vort Raad er, at vor Herre Konge arbeider hen til, at hans Riger og Fyrstendommer deri holdes lige med den tydske Nation.

Eftersom der i bemeldte Concordat er en Artikel angaaende Ærkebiskoppers og Biskoppers Confirmation og Provision, at retlige Valg af Kapitlerne skulle tilstedes, med mindre vor hellige Fader Paven kunde give en bedre; og da der ligger Kongen stor Magt paa Biskopperne, saasom en Biskop strax, saasnart han er confirmeret, har sin Plads i Kongfens Raad, at da vor Herre Kongen vil arbeide hen til, at (Paven) ikke confirmerer noget Valg af Ærkebiskop eller Biskop i hans Kongeriger, men i Kraft af Artiklen i Kompaktaterne giver min Herre Kongen et Privilegium paa herefter ikke at stadfæste Nogen til Ærkebiskop eller Biskop i samme Kirker uden Kongens Vidende og Villie, saasom Kongen bedre end nogen Anden veed, hvem der er den Bedste dertil.

Angaaende Præpositur og andre særligt reserverede Len at opnaa, at Digniteter, Beneficia eller officia i rkebiskoplige, og collegiale Kirker ikke gives til andre Personer end dem, der ere af Adel eller Doctorer, fedte af den Nation, hvor Lenene ligge.

At vor Herre Kongen opnaaer et Conservatorium for sig,
sine Riger og Undersaatter, Geistlige og Verdslige, in meliori
formå.

Angaaende Odense Bispedømme og Stift af Benedictinerordenen, at de ændres til verdslige canonici og forsynes med de Friheder, at dermed ikke skal herefter holdes anderledes end ovenfor er skrevet om de andre Stifter.

At erholde literas promotoriales in meliori formå af vor
Herre Keiseren over disse Ting til vor hellige Fader Paven. >

11. Denne Opskrift er vel funden i Kurfyrst Albrechts Archiv og af Udgiveren anseet for hans Betænkning, afgivettil Kongen, men sandsynligere er det, at vi her have Resultatet af Overveielser i Kongens Raad, eller af hans geistlige Medfølgere paa Reisen, og at det er meddelt Kurfyrstensagtens for gjennem ham at erhverve Keiserens Anbefalingtil Paven. Af de her opskrevne Punkter, som ønskesudvirkede hos Paven ved Kong Christierns Besøg i Rom, ere især to mærkværdige. Først at man vil have alle de høieste og næsthøjeste Prælaturer i de nordiske Kirker forbeholdte den indfødte Adel eller Doctorer i Theologi og i Keiser- eller Kirkeretten og har troet, at Kurien kunde formaaes til at slaa dette fast med apostolisk Myndighed, — dette, som den aldrig har villet underkaste sig selv, idet endog Pavens Høihed er holdt tilgængelig for Mænd af den laveste Herkomst. Det er da heller ikke trængt lovligt eller faktisk igjennem her i Danmark før 49 Aar efter Kong Christierns Romerreise, da Adelen og adelige Biskopper havde seiret over Adelsfjenden Christiern den Anden og sat Adelskongen Frederik den Første i hans Sæde. Men da de paalagde denne, aldrig at tilstede, «at Nogen skal eligerestil noget Biskopsdømme her i Riget uden den, som indfødter

fødteraf Riddere og Svende, eller til noget Prælatedom, uden Rigets indfødte Mænd af Riddere og Svende eller og Doctores i den hellige Skrift eller Kirkeloven, eller værdige lærde Mænd, som dertil duelige og nyttige ere, som dog danskfødte ere», da hældede den katholske Kirke her i Landetallerede saa stærkt imod Undergangen, at Bestemmelsen i Kong Frederiks Haandfæstning kun kom til Gyldighed i en halv Snes Aar, i hvilke den dog ikke engang kunde vedligeholdeEnigheden imellem de to herskende Stænder. Havde Kong Christiern forlangt Bistand af Pave Sixtus til at skaffe Adelen i de nordiske Riger et lovgrundet Monopolpaa Kirkens høie Værdigheder, vilde han vist ikke have udrettet Noget; men troligst er det, at Kongen i denne Henseende ikke har fulgt Tilskyndelsen i Opskriften. Man mærker ikke, at Kongen eller hans Efterfølgere i deres Kirkepolitikhave havt nogen Tilbøielighed til at virke i denne Retning; thi at Adelige i stigende Antal trængte sig ind i de høiere Kirkeembeder laa ikke i Bestræbelser fra RegenternesSide, men i de nordiske Kirkers hele Udvikling i deres Alderdom.

12. Den anden Mærkelighed er, at her fremtræder en bestemt Stræben efter at bringe Norden ind under Tydsklands Compactater med Pavestolen — eller for at blive ved den sædvanlige Ordform: det tydske Konkordat, og at man seer, hvad der ogsaa ellers er utvivlsomt, at Kurien ligefrem har gjort Konkordatets Bestemmelser gjældende for Norden og tillige har tilladt sig i de nordiske Kirker rent vilkaarlige Overgreb over dette. For at forstaa Betydningen heraf er det nødvendigt at mindes nogle Hovedtræk af dette KonkordatsHistorie. Det var i 1474, altsaa ikke fuldt tredive Aar efter Baselerconciliets kraftige, men dog tilsidst mislykkedeForsøg

lykkedeForsøgpaa at opretholde eller tilbageføre den kanoniskeOrden i den katholske Kirke, som Kurien i de sidste Aarhundreder efterhaanden havde rykket ud af de gamle Fuger for at gjere Paven fra Kirkens første Embedsmandtil dens fyrstelige Overherre og dermed give ham Enevoldsherredømmet over alle dens Ting, især over alt dens Gods og alle dens Personer. Conciliet vilde stille de enkelteKirkeprovindser selvstændigt i Forholdet til Rom; men det formaaede ikke at trække de to Hovednationer, den franske og den germaniske, bort fra Rom. Derimod lykkedes det Kurien at drage den tydske Nation over til sin Side ad Konkordatveien, idet den hellere rakte verdslige Herrer Haanden ved nogen Eftergivenhed, end den saa Nationalkirkerudsondre sig med relativ Selvstændighed af Kirkeprovindserneunder deres Ærkebiskopper. At fastholde og udvide sine selvtagne Reservationer og gjennem dem faa Besættelsen af de høiere Kirkeembeder og geistlige Beneficieri Christenheden i sin Magt var Roms Hovedstræben i Kampens Tid og efter Seiren over Conciliet, baade for at herske over alt Kirkeligt og for at drage Midler fra alle Lande til Opretholdelsen af Centralregeringen i Rom.

Keiser Frederik den Tredie lod sig vinde ved Løfte om Keiserkroning i Rom og Pengemidler dertil, samt ved Præsentationsrettentil 6 Bispedømmer og i Alt 300 geistlige Beneficier i de habsburgske Lande¹). Keiseren drog nogle tydske Fyrster med sig. De opgave den Neutralitet imellem Pave og Concilium, Tydskland havde holdt i ni Aar, og anerkjendte Pave Eugenius IV som Kirkens rette Overhoved,

---

1) Man see Pave Sixtus IV's »Stadfæstelsesbulle af 8. April 1473 med de deri optagne Buller af Paul II og Nicolaus V, i Jos. Chmel's Monumenta Habsburgiea I. 1 p. 316. Jfr. Keiser Frederiks Præsentationsskrivelse af 20. April 1774, sammest, p. 333.

imod at han indrømmede den tydske Nation af pavelig Magtfuldkommenhed adskillige af Baselerconciliets ældre Dekreter. Og nu blev Wienerkonkordatet af 17. Februar 1448 Baandet imellem den germaniske Nation og Paven med hans Kurie. Dets væsentlige Indhold var Bestemmelser om Roms Indtægter af de tydske Kirker og Besættelsen af deres høie Embeder.

Men Kurien lod ikke Forholdet til den germaniske Nation blive staaende paa Konkordatet alene som det endelig Afgjørende; Pave Nicolaus V optog dette helt i Bullen «Ad sacram Petri sedern« af 19. Marts 1448, hvorved tillige enkelte stilistiske Lempelser indførtes¹). Med disse blev Bullen Roms Lovgrund i Fordringerne til den germaniske Nation og tillige Udgangspunktet for vilkaarlige Fortolkninger og Overgreb, der snart skjøde Løfter fra Overenskomstens Tid tilside og satte Paverne i Besiddelse af en mere uindskrænket Magt over Kirkens Personer og Gods, end nogensinde før var anerkjendt. Pave og Keiser rakte hinanden Haanden til at tilbagetrænge den germaniske Kirkes Selvstændighed, der betingedes af den kanoniske Lov og den frie Valgret.

13. Konkordatet havde blandt Andet bestemt, at med Undtagelse af de større, næstbiskoppelige Digniteter i Kathedralkirkerogde fornemste i Collegiatkirker, hvilke de sædvanligeMyndighederskulde vedblive at besætte, maatte Paven ikke ved Reservationer eller med Ventebreve eller paa nogen anden Maade hindre, at der over de Beneficier,

---

1) Bullen er trykt i det kgl. da ske Videnskabernes Selskabs Skrifter, femte Rgekke, historisk og philos. Afdeling, 11, p. 315, efter C. Guil. Koch, Sanctio pragmatica Germanorum illustrata. Argentor. 1789. p. 235 ff.

som bleve ledige i de sex Maaneder Februar, April, Juni, August, Oktober og December, disponeredes frit af Ordinarierne1),hvorimod de, der bleve ledige i de andre sex Maaneder,tilfaldtPaven. Denne Bestemmelse kan selv i KonkordatetsskruedeText ikke fornuftigvis forstaaes anderledes, end at Paven frasagde sig Dispositionen over de større næstbiskoppelige Digniteter i Kathedralkirker, altsaa over Domprovstier, Archidiakonater, Dekanater o. 11., og over de principale Digniteter i Collegiatkirker, hvilket nok ogsaa var begge Parters Mening i Overenskomstens øieblik. Men ved Konkordatets Optagelse i Bullen fik Stedet saadanne ganske smaa Lempelser i Text og Interpunktion, at Meningen blev utydelig, hvad der af Kuriens Talsmænd benyttedes til en Fortolkning, hvorved de nævnte større Beneficier netop forbeholdtesPavensDispositio n²). Dette fremkaldte UvishedomBesættelsesretten,

---

1) Stedet er allerede i Konkordatet sat paa Skruer, dog synes dets Mening om de større Digniteter ikke at kunne misforstaaes. Det lyder saaledes: »De ceteris dignitatibus et beneficiis quibuscunque sæcularibus et regularibus vacaturis ultra reservationes jam dictas majoribus dignitatibus post pontificales in cathedralibus et principalibus in collegiatis exceptis de quibus jure ordinario provideatur per illos inferiores ad quos alias pertinet. Idem sanctissimus dominus noster per quamcunque aliam reservationem gratiani expectativam, aut quamvis aliam dispositionem sub quacunque verborum formå, per eum aut ejus auctoritate factam vel fiendam non impediet, quo minus de illis cum vacabunt de mensibus Februarii etc. libere disponatur per illos, ad quos eoruin collatio, provisio, præsentatio, electio seu quævis alia dispositio pertinebit. • Interpunktionen er her ladet uforandret, som den staaer i Konkordatets oprindelige Exemplar i Wien.

2) I Pavens Placet-Bulle Ad sacram Petri sedem seer Stedet saaledes ud: «De ceteris vero dignitatibus et beneficiis quibuscunque secularibus et regularibus vacaturis ultra reservationes prædictas, majoribus dignitatibus post pontificales in cathedralibus et principalibus in collegiatis ecclesiis exceptis jure ordinario provideatur per illos inferiores ad quos alias pertinet, Placet etiam nobis quod per quamcunque aliam reservationem gratiam expectativam aut quamvis aliam dispositionem sub quacunque verbomm forma per nos vel auctoritate nostra factam vel faciendam non impediemus nos quo minus de illis* etc.

hedomBesættelsesretten,saa at man i mange Tvivlstilfældetyedetil
i Rom, der saaledes fik Magt og Leilighed
til at gjennemføre gin Paastand.

Ved en anden snild Vending blev i Bullen indskudt en for Tydskland ligegyldig Ordforklaring, der blev høist betydningsfuld for de nordiske Rigers Forhold til Kurien, idet Ordet Alamania som Benævnelse paa Konkordatets Omraade forklaredes som ensbetydende med natio Germanica. Da nu Nordboerne paa de store Concilier i det 15de Aarhundredeog overhovedet fra Kirkens Synspunkt regnedes til natio Germanica, saa skaffede Kurien sig ved denne Ordforklaringi Bullen en Adkomst til at gjøre Konkordatet gjældende ogsaa ide nordiske Riger. Keiser Frederik og de tydske Fyrster, der gik med ham, sluttede egenmægtigt Konkordatet paa det tydske Riges Vegne. Fra Norden havde han ingen Fuldmagt; og neppe har Nogen i Danmark, Sverrigog Norge anet, at saa vigtige Bestemmelser om deres indre Forhold i Kirke og tildels i Stat afgjordes imellem Wien og Rom uden disse Rigers Deltagelse, ja uden at de fik Noget at vide derom. Men Rom saa i Bullen Hjemmel nok til at betragte og behandle den germaniske Nations nye Kirkeret som gjældende ogsaa for de nordiske Riger, og Kurien opsatte ikke at gjøre Brug af denne Kirkeret. Vi have endnu et Pavebrev af Nicolaus V, dat. Rom d. 23. September 1448 *), altsaa kun sex Maaneder efter Bullen Ad sacram Petri sedem, hvori denne Pave bortgiver Archidiakonatetpaa Ørkenøerne, der dengang endnu hørte til Norges Rige og Nidaros Kirkeprovinds, i Kraft af,

---

2) I Pavens Placet-Bulle Ad sacram Petri sedem seer Stedet saaledes ud: «De ceteris vero dignitatibus et beneficiis quibuscunque secularibus et regularibus vacaturis ultra reservationes prædictas, majoribus dignitatibus post pontificales in cathedralibus et principalibus in collegiatis ecclesiis exceptis jure ordinario provideatur per illos inferiores ad quos alias pertinet, Placet etiam nobis quod per quamcunque aliam reservationem gratiam expectativam aut quamvis aliam dispositionem sub quacunque verbomm forma per nos vel auctoritate nostra factam vel faciendam non impediemus nos quo minus de illis* etc.

1) Diplomatarium Norvegicum VI Nr. 528, p. 556.

at han nylig har reserveret sig alle næstbiskoppelige Digniteter i Kathedralkirker¹). Dette er Konkordatets og Bullens Ord; og saaledes forstod Kurien disse Akstykker, at nu ogsaa i Norden, langt udenfor Konkordatets Alamania,vare alle dignitates post pontificales i Dom kirkerne reserveredePaven, saa at alle andre og ældre Rettigheder til at bortforlene saadanne Beneficier forsvandt som Dug for Solen. Fra en Indskrænkning af Kuriens Overgreb, som Baselerconciliethavde arbeidet for og Konkordatet paa dette Punkt fastholdt, havde Placet-Bullen gjort Overenskomstens Ord om utallige Beneficier til en Udvidelse af Pavens Disposition ud over alle ældre Skranker.

14. Det nys nævnte Pavebrev af 23. September 1448 falder i de samme Dage, da Grev Christiern af Oldenburg blev tagen til Konge i Danmark. Han har vel neppe faaet det at see, hverken dengang eller da han blev Norges Konge. Vi kjende det nu kun af Vatikanets Regesta. Overhovedet er det tydeligt af de faa Levninger, vi have tilbage af KongensBrevvexling med Rom²), at han i det mindste i sine ti første Regeringsaar ikke har havt nogen klar Forestilling om sin og sine Rigers Kirkeret, medens Kurien har været sig fuldkommen bevidst, at den ikke vilde indrømme dem nogen anden Ret end den, som nu var fastslaaet for den germaniske Nation ved Konkordatet, saaledes som man læste og fortolkede dette i Rom. Deraf Strid og Spænding indtilomtrent Aar 1457, d. e. indtil Erhvervelsen af Sverrigs

---

1) Dudum omnes dignitates in cathedralibus ecclesiis post pontificales maiores tune vacantes et inantea vacaturas collationi et dispositioni nostræ reservavimus decernentes extunc irritum et inane, si secus super his a quoquam quavis auctoritate scienter vel ignoranter contingeret attemptari.

2) i 8. Tome af Scriptores Eer. Danicarum.

Krone, snart ogsaa af Slesvig og Holsten, forviklede Kongens Stilling saaledes, at Vigtigheden af et godt Forhold til Rom maatte blive ham ret indlysende. En faktisk Stilstand imellemKongen og Kurien indtraadte da i en Række af Aar. Saa var det, at Kongen selv kom til Rom, hvor Paven havde god Grund til at modtage ham med aabne Arme uden at opholde sig over saadanne Bagateller som, at han ikke forstodLatin. Det vilde jo være en stor Vinding, om tre Kongeriger kunde drages helt ud af en uvis Mellemstilling, rent bort fra Baselerconciliets Standpunkt, som Kong Christiernhældede stærkt over til i det første Afsnit af sin Regeringog aldrig havde opgivet udtrykkeligt. Der behøvedesikke engang en egentlig Udtalelse af ham, end sige nogen skriftlig Forpligtelse, der forlangtes ikke som af Frankrigs Konger Opgivelse af en pragmatisk Sanktion, da Kong Christiern ikke var bunden ved nogen saadan. Det var nok, at han ved sin Holdning overfor Kuriens Udfærdigelser godtgjorde, at han vilde finde sig i den Anvendelse, Kurien gav Tydsklands Konkordatsret ogsaa for Norden. I Kongens Reise til Rom laa allerede en Antydning af, at han nu vilde det!

15. Dette var Kong Christierns Stilling til Paven, da han i Paasken 1474 besøgte Rom. Han kunde da ikke med Rimelighed vente at faa andre kirkelige Begunstigelser end saadanne, der laa indenfor Konkordatsretten. Fuldt berettigetvar det altsaa at forlange den lige Deling af Aarets Maaneder respekteret, saa at Kurien opgav at trække to af Ordinariernes sex Maaneder til sig, hvis virkelig et saadant Overgreb har fundet Sted i Danmark. Men da Kongen jo derved middelbart anerkjendto Konkordatet, synes det meget tvivlsomt, om han kan have forlangt, at intet Biskopsvalg

maatte konfirmeres, førend Kronens Samtykke til Valget var indhentet, — om han kan have forlangt dette som en af det apostoliske Sæde anerkjendt almindelig Rettighed for den danske Krone, eller at Præpositurer og andre Digniteteri ærkebiskoppelige, biskoppelige og Collegiatkirker — eller som det hedder i den ovenfor meddelte Opskrift fra Plassenburg:andre specialiter reserverede (Kirke-) Len, ikke maatte gives til andre end indfødte Adelige eller Doctorer. Thi det vilde have va3ret at forlange en væsentlig Formindskelseaf Byttet fra Soiren over Conciliet. Derimod kunde Paven nok give et ikke traktatmæssigt bindende mundtligtTilsagn om, at der skulde blive taget muligt Hensyn til Kongens -Ønske ved Konfirmation af Biskopsvalg; og som det var sket med Keiser Frederik, kunde der indrømmes Kong Christiern Disposition over nogle Prælaturer i hans tre Riger, for saaledes at vinde ham fuldstændigt for Konkordatet.Saaledes er det sket ved Pavens Bulle af 22. April 1474 *), som Kongen vel neppe havde erholdt uden sin personlige Nærværelse i Rom, da den rører ved det kildne Spørgsmaal om de kirkelige Beneficiers Bortgivelse. Hovedstykketaf denne Bulle lyder saaledes:

Kongen har personlig forklaret Os, at i bans Riger Danmark, Sverrig, Norge, de Venders eg Goters, ere adskillige Kathedralkirker, baade Biskopskirker og andre, i hvilke der skal vaere nogle baade naestbiskoppelige starre og andre Digniteter. Naar der forbeholdes og tilstedes ham og hans Eftermsend Patronat og Ket til at prsesentere bekvemme,paalidelige,ham velbehagelige og for hans KongestillingumistsenkeligePersoner til deslige kirkelige Digniteter,nemligat prsesentere til saadanne sterre naestbiskoppeligeDigniteter,der

---

1) Diplomatarium Clrrisiiexni Primi Nr. 204, p. 300.

ligeDigniteter,derere Os og Vore retmæssige Eftermænd forbeholdte, og til andre Digniteter, der ere forbeholdte StædernesOrdinarier,da vilde det utvivlsomt være til Gavn for hans og hans Efterkommeres rolige Kongestilling. HvisaarsagbemeldteKonge har ydmygt bedet Os, at Vi af apostolisk Høihed naadigst ville for stedse reservere og til— staa ham Patronats- og Præsentationsretten til saadanne Digniteter, naar de herefter blive ledige. Saasom Vi nu gjerne beie vort øre og Sind til Kongens ydmyge Ansøgningisaa Maade, saa reservere, concedere og assignere Vi, af apostolisk Magtfuldkommenhed, ved dette nærværende aabne Brev Kongen og hans Efterkommere Patronatsret med Ret til at præsentere bekvemme Personer til efterfølgendeDigniteter,nemlig Provstierne i Lund, Upsala, Slesvig,Aabo,Linkoping, Aaros, og til Dekanatet i Roskilde, samt til Archidiakonatet i Aarhus, Ribe og Strengnæs, hvilke i disse Kirker ere de større næstbiskoppelige Digniteter, saa og til Archidiakonatet i Upsala, til Dekanaterne i Lund, Aabo og Linkoping og til Provstiet i Roskilde, hvilke vel ogsaa ere Digniteter, men i disse Kirker ikke de større næstbiskoppelige; endelig til Dekanatet i V. Frue Kirke i Kjøbenhavn, som i denne er den øverste Dignitet, saa ofte i Fremtiden Vacance indtræffer i noget af dem¹). Saadan Reservation skal gjælde, om og de nævnte Digniteter af en eller anden Aarsag, var det og af Hensyn til de Personer, som nu beklæde dem, ere reserverede det apostoliske Sædes

---

1) Deter majrkeligt, at her kun nsevnes danske og svenske Praelaturer, ikke norske. Det var dog netop om Kirkeembeder i Norge, Kong Christiern i sine forste Aar havde havt Strid med Kurien. Maaske har han ikke villet have noget norsk Praelatur saerligt naevnt i denne Bulle af 22. April 1474 for ikke at svaekke sin oprindelige Paastand paa Patronatet over alle Norges Praelaturer.

eller Stædernes Ordinariers Disposition. Hvorfor disse DignitetersOrdinarierere forpligtede til at indsætte de Præsenteredeformedelstog strax ved selve Præsentationen. Saadan Reservation foretage Vi i Kraft af sikker Kundskab (ex certa scientia), og erklære alle Dispositioner, der i Fremtidenmaatteforetages imod nærværende aabne Brevs Ordlyd,ellerhvis der paa anden Maade attenteres imod samme af hvemsomhelst, for ugyldigt og uden al Kraft og Betydning.. . Dog ville vi, at Personer til de nævnte Digniteter skulle fremstilles for Paven inden fire Maaneder efter, at Embedet er blevet ledigt, og at den Præsenterede, om Digniteten muligen skulde være paa anden Maade reserveret,indensamme Tids Forløb fra hans Præsentation og Indsættelse skal søge en ny Præsentation hos Os eller Vore Eftermænd, ellers skal den allerede skete Reservation og Indsættelse være ugyldig og uden Betydning¹) osv.

---

1) Holberg siger i sin DanmarksMst. Ip. 732, 2. Udg., efter at have med stor Moie oversat Kong Christierns latinske Reskript af Franc. Confess. (4. Oktober) 1478, at han bar gjort Overssßttelsen saa tydelig som muligt, "hvorvel jeg bekjender, at den enduu kan tage Sveden af Laaseren-. >Men«, vedbliver han, «deter fast ikke gjorligt at give bedre Versioner af de Tiders aabne Breve, som ere alle fulde af heitravende og affekterede Talemaader, hvis Mening man ikke kan gja3tte sig til. • Dette gjaelder i haieste Maade om det nservaerende og andre af Datidens Pavebreve, bvilke Vatikanets Kancelli synes med Forsaet at have gjort saa indviklede, for at der i Tiden kunde komme Uvished og Strid om Meningen, saa at Sagen maatte tilbage til Kurien. For at gjare det naervserende Aktstykke nogenlunde laeseligt, maatte uendeligo og indvikede Perioder oplases og uoverssettelige Udtryk omskiives: men om den rette Mening overalt er truffen, henstilles til den Laeser, der tiltroer sig at kjende Vatikanets Kancellistil tilbunds. Isaer synes Slutningen iif det ovenfor oversatte Stykke af Bullen mistsenkelig; den seer ud som en Bagdor, gjennem hvilken Praesentationsretten engang i Fremtiden kunde trakkes tilbage ved Hjaslp af Finesser i Reservationsretten, der berte til Hemmelighederne i den bellige Faders Kancelli.

16. Bullen af 22. April 1474 har en stor principiel Betydning, idet den viser, at nu var Kong Christiern gaaet ganske ind paa Placet-Bullens Opfattelse af Konkordatet, rigtignok nærmest kun i Spørgsmaalet om Bortgivelsen af de næsthøjeste Prælaturer i den danske og svenske Kirke, men middelbart derved paa Bullen i det Hele. At Bullen af 22. April først er udfærdiget i de sidste Dage af KongensOphold i Rom, tør maaske ansees som et Tegn paa, at denne Sag har givet Anledning til vanskelige Underhandlinger.Lettere har det vistnok været ham at udvirke saadanne Begunstigelser, som faldt indenfor Oinraadet af Pavens sædvanlige Administration. Som de betydeligere af disse møde os først Pavens Stadfæstelse og Begunstigelse af det Broderskab, Kong Chrisiern havde stiftet, og af den Gudstjeneste i de Hellig-Tre-Kongers Kapel ved Roskilde Domkirke, han havde funderet og sat i Forbindelse med Broderskabet. Disse to nøie forbundne Stiftelser havde hidtil ikke modtaget nogen egentlig pavelig Stadfæstelse¹), altsaa heller ikke den Fasthed for alle kommendeTider, alene en saadan Stadfæstelse kunde give dem. Efter Kongens personlige Anmodning udfærdigede Paven en Bulle af 13. April 1474, hvorved Kapellets Stiftelse og Dotation stadfæstedes²). Dernæst den 20. April s. A. to Buller, den første i Form af en Skrivelse til Kongen, der for sig og Dronningen med deres Børn samt Efterfølgere paa Thronen erholdt Tilladelse til at vælge sig en Skriftefader,som, naar de aarlig paa Skærtorsdag besøge Kapellet

---

1) Thi Pave Pius ll's Bulle af 8. Juni 1462 (Diplomatarium Christierni Primi p. 140) er et sædvanligt Afladsbrev til dem, der understøtte Kapellet m. m., ikke, som Werlauff kalder det i sit Skrift om Hel.-Tre-Kgs. Kapel, p. 1, en Stadfæstelsesbulle.

2) Diplomat. Christ. I. p. 295.

i Roskilde, maa høre deres Skriftemaal og meddele dem Absolution selv for saadanne Overtrædelser, der ellers skulde indstilles til Paven. Ligeledes kan denne, eller hvilken anden Skriftefader, de vælge sig, en eneste Gang i deres Livstid og en Gang i Dødsstunden give dem fuldstændig Aflad for alle deres Synder paa Betingelse af Anger, Skrifte, Fredagsfaste i et Aar eller et andet Fromhedsværk, samt Erstatning til dem, de maatte have forurettet. Den anden Bulle af 20. April giver 50 Medlemmer af det nu stadfæstedeBroderskab en lignende Bemyndigelse til selv at vælge en Skriftefader, som engang i Dødsstunden kan meddeledem fuldstændig Aflad paa lignende Betingelser som Kongeparret. Dog, tilfaies der, skal en saadan Absolution ingenlunde komme dem til Gavn, dersom de begaa nogen Synd i Tillid til den¹).

Mærkelig er ogsaa Pavens Stadfæstelse af 13. April 1474²) paa en anden Stiftelse af Kong Christiern. Kongen har sagt ham, at i hans Residents Kjøbenhavn, hvortil saa mange Stormænd, Baroner, Krigsmænd og Væbnere strømme sammen, blive en Mængde uægte Børn udsatte og forladte saa vel som Børn af Fattigfolk. Han havde derfor bygget og stiftet et Hellig-Aands-Hospital til Optagelse af slige Hittebørn. Men da Augustinerreglen hidtil ikke har været ordentlig indført i denne Stiftelse, og Kongen med stor Devotion har lært at kjende Ordnen i det pavelige Hellig-

---

1) Dip lorn. Ckristierni I, Xr. 200, p. 298. Det folgendeAar udvidedes dette Privilegium til at gjaelde for alle Christne i Danmark, Sverrig og Norge, denned Kongens Tilladolae baere bans »Selskab», ved Pavers B die af 19. Juni 1475. Suhms Samlinger I. 1. p. 66.

2) Kirkehist. Samlinger (N. Kirkoh. SI. VI) p. 564. Jfr. Pave Alexander VTs Stadfarstelaesbulle af 14. November 1497 i Kjebenhavns Diploniata rium IV p. 250 og 224.

Aands-Hospital i Saxia i Kom, saa stadfæstede Paven paa
hans Anmodning den samme Orden for Kongens Hospital,
som er det eneste af den Art i hans danske Rige.

17. Nogle mindre Bevillinger i Kirkesager og til Mænd, som Kongen anbefalede¹), forbigaaes her, da de ikke oplyseKongensReise eller hans Forhold til Kurien. Derimod have vi endnu et Par Pavebreve af hei Interesse, der først ere expederede efter Kongens Afreise, men dog rimeligvis ere aftalte eller idermindste forberedte, medens han endnu var Pavens Gjæst. Det ferste er en Bandbulle imod üblu Aagerkarle i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten,dateretRom den 1. Juli 1474²). Paven siger deri, at han har udstedt denne Bulle af eget Initiativ og sikker Kundskab, uden Nogens Tilskyndelse, for at forebygge Guds Fortørnelse; men naar man seer, hvor fuldstændigt den passer ind i Kong Christierns økonomiske Stilling i Hertugdømmerne,oghvor nyttig den maatte kunne være netop ham, bliver det vanskeligt at afvise den Tanke, at det dog er ham, der har sat den hellige Fader ind i Forholdene, om han end ikke har villet have Ord for at skaffe sig sine Kreditorer fra Halsen ved Pavens Hjælp. Det er jo noksom bekjendt, i hvilken økonomisk Elendighed Kong Christiern havde indviklet sig ved Erhvervelsen af Slesvig og Holsten, ikke alene ved de store Laan, han maatte optage for at komme i Besiddelse af disse Lande, men fornemlig ved Laanemaaden og Betingelserne. Laanene vare for største Delen Laan imod Pant i Domænegodser, som overdroges Kreditorerne til Brug, indtil Kapitalen tilbagebetaltes. Fornemligvardet Medlemmer af Hertugdømmernes Prælatur

---

1) Kirkehist. Saml. VHI (N. K. SI. VI) p. 562. See Tillæg Nr. 9.

2) Diplomatarium Christierni Primi, Nr. 205, p. 306.

og Ridderskab, der saaledes bleve Kongens Kreditorer. Ikke alene Indtægterne af Pantegodsets Jorder og Bøndergods fik de derved i deres Magt, men i Egenskab af PantelensmændellerAmtmænd paa Pantegodset ogsaa Kongens øvrighedsmagt,somi mange Tilfælde misbrugtes til det ringere Folks Undertrykkelse. Især ødelæggende for alt ordentligt Finantsvæsen blev det, at der ikke betaltes nogen bestemt Kente, men Pantets Indtægter ligefrem gik i Panthaverens Lomme. At Kongen, langt fra at slippe for Bente, kom til at betale üblu Aagerrenter, vil lettelig indsees; og man kan da finde det ganske rimeligt, at han benyttede sit OpholdiRom til at søge Hjælp, da Kirken og dens Lov for en Del selv bar Skylden for hans Nød. Dekretalerne forbydeattage Rente af Laan; de ville vide Hjælpen til trængende Medmennesker betragtet som en Christen Kjærlighedsgjerning;detilstede ikke Pantsættelse til Brug anderledesendpaa Betingelse af Pantets uskadte Tilbagegivelse, saa snart Kapital og Omkostninger ere erstattede af PantetsIndtægte r¹). At et ordentligt Kreditvæsen derved blev umuliggjort, er ligesaa begribeligt, som at Debitorer i Klemme maatte føle stærk Fristelse til at kaste sig i Kirkens Arme for at lade dens Lov tage utaalelige Byrder fra deres Skuldre. To Gange tidligere i det mindste havde Kong Christiern benyttet denne Udvei. Han havde i Aaret 1453 bevæget det danske Rigsraad til en Reduction af pantsat Krongods netop efter geistlig Ret²), og 1458³), da han var kommen paa Sverrigs Throne, fik han det svenske Rigsraad til en lignende Beslutning: i Kraft af «Guds og den hellige Kirkes

---

1) Decretales Gregorii, lib. V, tit. XIX de usuris. Jfr. lib. 111, tit. XXI, cap. VI.

2) Hvitfeld, Christiern I, Kvartudg. p. 39.

3) Diplomatarium Christ. I Nr. 75, p. 94.

beskrevne Lov og Bet> forlangte og gjennemdrev han en Inddragning af Krongods, der havde været saa længe i Kreditors Haand, at Indtægten havde indlast Kapitalen. I Bullen af 1. Juli 1474 høre vi nu Pave Sixtus IV i de haardeste Udtryk fordamme det Aagervæsen i Slesvig og Holsten, der er kommet ham for øre. Han kasserer og laser alle Eder, Lefter, Kontrakter om saadanne Laan, og truer enhver Kreditor, der ikke lader sig naie med KapitalensErstatningaf Pantets Indtægter, med de skarpeste kirkelige Censurer, Kirkens høieste Band, der kun skal kunne leses af Paven selv undtagen i Dødsstunden, og da dog kun under Betingelse af forudgaaet Satisfaction. Frugter den almindelige Bandtrusel ikke, skulle slige Aagerkarle, om de ere Geistlige, miste alle deres kirkelige Beneficier; er det verdslige Herrer, da erklærer Paven dem for intestabiles,fradømmerdem Æren, gjør dem inhabile til alle verdslige Æresposter og Embeder.

Kong Christiern nævnes, som sagt, ikke i denne Bulle; han har sagtens ikke havt Lyst til at bringe den med sig fra Rom. Derfor er den først udfærdiget efter hans Afreise. Om den er sendt til ham, til Brug ved gunstig Leilighed, eller om Paven har sendt den til de vedkommende kirkelige Myndigheder, Biskopperne af Slesvig og Lybek, der begge stode i saadant Forhold til Kongen, at de kunde bruge den efter hans Ønske og Leilighed, vide vi ikke. Kongen selv sees ikke at have benyttet den før Aaret 1480, da Omstændighederne tillode ham at nøde sine Kreditorer i Hertugdømmerne til en ordentlig Opgjørelse. Da beraabte han sig paa Bullen af 1. Juli 1474 og gjennemdrev virkelig en overordentlig stor Reduction af Pantegods og Fordringer¹).

---

1) See herom De første Konger af det Oldenborgske Hus S. 108 ff. og de der anførte Bevissteder.

18. Almindeligt antages, at Pave Sixtus IV's Bulle af 19. Juni 1475 om et Universitet i et af Kong Christierns Riger ogsaa er en Frugt af Kongens Romerreise. Der er heller ikke nogen bestemt Grund til at betvivle det, men Bullen selv antyder det ikke; den siger to Gange, at Ansegningen om en saadan Stiftelse er rettet til Paven paa Kong Christierns Vegne, og den indeholder intet Vink om, at Sagen har været forberedt under Kongens Ophold i Rom for 14 Maaneder siden. Dette er unegtelig paafaldende, da der her ikke som ved Aagerbullen af 1. Juli 1474 kan anføres en rimelig Grund til, at Kongen skulde sky at se sin personlige Deltagelse i Pavens Beslutning omtalt. Imidlertid er det dog denne Bulle, hvortil Danmarks Historie fortrinsvis har knyttet sin Interesse for Romerreisen. Men da Bullen nu flere Gange er trykt og navnlig for ikke et Aar siden, i Anledning af vort Universitets Jubilæum, er gjort til Gjenstand for en indgaaende Betragtning, vilde det være Tidsspilde at dvæle ved dens Enkeltheder. Hvad Bullens Redaction angaaer, gjør den ingenlunde Vatikanets Kancelli nogen Ære; man skulde ikke tro, at den hidrørte fra en Tid, da klassiske Studier, især Latin og Latinskrivning, stode saa høit i Italien. Stilen er keitet og indviklet, hele Behandlingen ukorrekt¹).

---

1) Bullen af 27. Februar 1477, hvorved Paven stiftede Høiskolen i Upsala, er i sin nuværende Form langt korrektere end den danske Universitetsbulle; men da man ikke har den svenske Original, kunne Afskrifter, deri indbefattet P. A. Munchs Udskrift af Vatikanets Kegester, ikke sammenstilles med den danske Bulles Original. Det er meget muligt, at de lærde Afskrivere paa et eller andet Stadium have flikket paa Stil og Eetakrivning. løvrigt er det et disputabelt Spørgsmaal, hvilket af de to Universiteter der bør betragtes som det ældste. Ifølge Bullernes Datuni er jo det danske ældst; og skal Spørgsmaalet afgjøres efter Virksomhedens virkelige Begyndelse, saa foreligger intet Bevi3 for, at det svenske er det. I de udtornrnendo Oplysninger, der ere frerukomno fra svonsk Side i Anledning af Upsala-Jubilaeet af 1877, er Intet, som viser, at JErkebiskop Jakob Ulfson, der skyndto sig saa rueget med endnu samme Aar 1477 at proklamere Oprettelsen af et Universitet, da har kunnet tilveiebringe en uuiversitas af graduerede Lsrere, eller at hau har benyttet eller kunnet benytte det pavelige Privilegium til at meddele akademiske Grader, livilket var det egentlige karakteristiske Kjendemserke paa et Universitet. XJden en universitas magistrorum kunde lian jo heller ikke opfylde Betingelsen for Privilegiets Brag, en forudgaaet Provelse af promovendi. Og naar begyndte den akademiske Laerervirksomhed ? Docent Annerstedt siger i Universitetets Historie I, p. 30 og JErkebiskop Sundberg i sin Jakob Ulfsson p. 69, at Dr. Ericus Olai alleredo i Hasten 1477 holdt theologisko Forehesninger; men netop theologiske Forelsesninger bevise ikke, at Hoiskolens akademiske Forelaasninger da varo i Gang i Upsala; thi theologisko Forela?sninger maa vsere holdte der l?enge far 1477. Det maa forudssettes, indtil det modbevises, at den svenske Kirke ikke har undladt at efterkomme det 3die og 4de Lateranconciliums Bud om Ansaettelso af en officiel Magister i Theologi ved hver iErkebiskopskirke (Decretales Gregorii IX. 1. V tit. V cap. 4. Mansi, Sacr. conciliorum collectio maxima T. XXII, col. 999). Deter heller ikke let trenkeligt, hvorledes nogen Kirkeprovinds kunde sikkre sig en regelrnsessig Bessettelso af sine geistlige Embeder uden i det mindste ved Metropolitankirken at have en saadan Lserer, der holdt theologiske Forelsesninger. Vi bemaßrke endvidere, at Paven i den danske Universitetsbulle udtrykkelig indskaerper Pave Clements V's Constitution i Viennerconciliet, cum sit nimis absurdum, om Bekostningerne ved Promotion (Clem. V—1_—2), men ikke naevner dette Paabud i den svenske. Om dette har noget at betyde eller er on blot Tilfaeldighed, vide vi ikke.

At Kong Christiern skulde i Eom have arbeidet paa at bringe de italienske Magthavere til Enighed om fælles Optræden imod Tyrkerne, blev vel sagt i den nærmeste Tid¹), men er neppe troligt. Saa übekjendt kan han neppe have været med Forholdene i dette Land, der i Aarhundredervar i alle Kredse gjennemfuret af den heftigste Partistrid,at han skulde tro ved Mægling og Forestillinger i et

---

1) Bullen af 27. Februar 1477, hvorved Paven stiftede Høiskolen i Upsala, er i sin nuværende Form langt korrektere end den danske Universitetsbulle; men da man ikke har den svenske Original, kunne Afskrifter, deri indbefattet P. A. Munchs Udskrift af Vatikanets Kegester, ikke sammenstilles med den danske Bulles Original. Det er meget muligt, at de lærde Afskrivere paa et eller andet Stadium have flikket paa Stil og Eetakrivning. løvrigt er det et disputabelt Spørgsmaal, hvilket af de to Universiteter der bør betragtes som det ældste. Ifølge Bullernes Datuni er jo det danske ældst; og skal Spørgsmaalet afgjøres efter Virksomhedens virkelige Begyndelse, saa foreligger intet Bevi3 for, at det svenske er det. I de udtornrnendo Oplysninger, der ere frerukomno fra svonsk Side i Anledning af Upsala-Jubilaeet af 1877, er Intet, som viser, at JErkebiskop Jakob Ulfson, der skyndto sig saa rueget med endnu samme Aar 1477 at proklamere Oprettelsen af et Universitet, da har kunnet tilveiebringe en uuiversitas af graduerede Lsrere, eller at hau har benyttet eller kunnet benytte det pavelige Privilegium til at meddele akademiske Grader, livilket var det egentlige karakteristiske Kjendemserke paa et Universitet. XJden en universitas magistrorum kunde lian jo heller ikke opfylde Betingelsen for Privilegiets Brag, en forudgaaet Provelse af promovendi. Og naar begyndte den akademiske Laerervirksomhed ? Docent Annerstedt siger i Universitetets Historie I, p. 30 og JErkebiskop Sundberg i sin Jakob Ulfsson p. 69, at Dr. Ericus Olai alleredo i Hasten 1477 holdt theologisko Forehesninger; men netop theologiske Forelsesninger bevise ikke, at Hoiskolens akademiske Forelaasninger da varo i Gang i Upsala; thi theologisko Forela?sninger maa vsere holdte der l?enge far 1477. Det maa forudssettes, indtil det modbevises, at den svenske Kirke ikke har undladt at efterkomme det 3die og 4de Lateranconciliums Bud om Ansaettelso af en officiel Magister i Theologi ved hver iErkebiskopskirke (Decretales Gregorii IX. 1. V tit. V cap. 4. Mansi, Sacr. conciliorum collectio maxima T. XXII, col. 999). Deter heller ikke let trenkeligt, hvorledes nogen Kirkeprovinds kunde sikkre sig en regelrnsessig Bessettelso af sine geistlige Embeder uden i det mindste ved Metropolitankirken at have en saadan Lserer, der holdt theologiske Forelsesninger. Vi bemaßrke endvidere, at Paven i den danske Universitetsbulle udtrykkelig indskaerper Pave Clements V's Constitution i Viennerconciliet, cum sit nimis absurdum, om Bekostningerne ved Promotion (Clem. V—1_—2), men ikke naevner dette Paabud i den svenske. Om dette har noget at betyde eller er on blot Tilfaeldighed, vide vi ikke.

1) See den nlirnbergske liber cronicarum anf. St.

Par Ugers Tid at kunne bringe den til Eo, eller at kunne formaa Magthaverne til at tilsidesætte eller glemme deres egne Lidenskaber, eller ærgjerrige Higen efter Udvidelse, eller mistroiske Vaagen over enhver Bevægelse hos Naboer og Rivaler. Og.Pave Sixtus selv, der dog til en vis Grad oprigtigt ønskede og arbeidede paa et almindeligt Foretagendeimod Tyrkerne, har mere end nogen Anden umuliggjortEnighed i Italien. Netop i 1474 var det, at hans uværdige Nepotisme tændte den Ild, der i de nærmeste Aar greb om sig i Mellemitalien og kaldte det blodigste Had tillive. At Kong Christiern har i Rom taget Del i Samtaler om Tyrkefare og Tyrkekrig, kan rigtignok forudsættes,da dette var Dagens almindelige Æmne; men derfra til alvorlig mente praktiske Forsøg paa en virksom Mægling er et langt Spring. Man kan heller ikke paavise noget Spor efter et saadant Forsøg af den danske Konge.

Tredie Afsnit.

1. I Rom forblev Kong Christiern i tre Uger. Den 27. April tiltraadte han Tilbagereisen ad samme Vei, som han var kommen, overViterbo, Aquapendente, Siena, Florents *) og Bologna, overalt modtagen — og man kan vel sige plaget med de samme Ceremonier og Taler som paa Henreisen. Strax efter Afreisen fra Rom modtog han Brev fra Keiseren, der opfordrede ham til at indrette sin Reise saaledes, at han kunde være hos ham i Straszburg Pintsedag den 29de Mai, for da at mødes der med Kong Ludvig af Frankrig²):

---

1) Om Kongens to Besøg i Florents see Tillæg Nr. 10.

2) K. Christiern til Kurfyrst Albrecht d. d. Mantua, Torsdag efter Cantate (12. Mai) 1474. Archiv fur Kunde osterr. Gesch. - Quellen VII p. 94.

i hvilken Hensigt sige Aktstykkerne ikke. For Kong Christiernseget Vedkommende kan der vel kun have været Tale om Jomfruen af Savoyen og om Dannelsen af det store Forbund imod Hertugen af Burgundien, der havde været bragt paa Bane allerede i Rotenburg. Men i Mantua fik Kongen en anden Opfordring fra Keiseren, der nu anmodede ham om at paaskynde sin Beise saa meget som muligt for at træffe sammen med ham i Augsburg. Vi ere ikke i Stand til at angive nogen sikker Grund til denne Foranderlighed i Keiserens Planer, men formode, at den maa være betinget af den rask omskiftende Situation nordfor Alperne, som fastholdt navnlig Kong Ludvigs Person paa Vagt imod Burgunderenog England. For Kong Christiern medførte dette Nødvendigheden af at ændre sin Reiseplan, saa meget mere som ogsaa Kurfyrst Albrecht trængte paa, at han snarest muligt maatte komme til Augsburg. Dog kunde Kongen ikke vælge den lige Vei fra Alantua over Verona, Trient og Brenner Pas; han maatte nødvendig mødes med Hertug Galeazzo Maria for at bringe ham det først nu modtagne Svar fra Kurfyrsten af 4de Mai¹) paa Kongens Skrivelse fra Pavia af 18de Marts om den mailandske Kongekrone, og desuden for at faa Underretning om, hvorledes Underhandlingernemed Frankrig om et personligt Møde imellem den danske og franske Konge med Jomfruen af Savoyen stode i øieblikket. Kong Christiern gik altsaa fra Mantua til Pavia for at træffe Hertugen. Denne Gang lagde han Veien over Lo di, hvor han uventet modtog et Sendebud fra Kong Ferdinand af Neapel.

2. Iblandt Kong Christierns Ledsagere paa Reisen var,
som vi have seet, ogsaa Greve Burchard af Miilingen, proleptiskkaldetGreven

---

1) Seo ovenfor S. 276-77.

leptiskkaldetGrevenaf Bar by, der. agtedede at fortsætte Reisen videre til det hellige Land. Først vilde han dog see Syditalien. Med Kong Christierns Samtykke gik han med sine 8 Heste fra Eom til Neapel, hvor han søgte og fik Audients hos Kong Ferdinand. Denne modtog ham paa det Bedste, og Greven talte saaledes — Hertugen af BurgundienstilstedeværendeGesandt gjorde Tjeneste som Tolk —, at Kong Ferdinand antog ham for afsendt af den danske Konge og tillagde, hans Ord en politisk Betydning, som Kong Christiern vist ikke drømte om. Greven talte om den danske Konges ældste Søn, der vilde være et godt Parti for en Prindsesse; Kong Ferdinand forstod dette som Indledningfraden danske Konges Side til et Frieri til hans Datter. Kong Ferdinand kan ikke have vidst, at en anden Ægteskabsplan var i Gang, ham var den danske Prinds vel tilpas som Svigersøn; han gav Greven af Barby flere Beviserpaasin Gunst og affærdigede et Sendebud umiddelbart til Kong Christiern for at træde i nærmere Underhandling med ham selv om dette Ægteskab. Den danske Konge havde da allerede forladt Rom, Neapolitaneren traf ham først i Lodi. Man kan tænke sig Kong Christierns übehageligeOverraskelseved at erfare Greven af Barbys enten Anmasselse eller Fusentasteri. Kongen svarede naturligvis det neapolitanske Bud, at han aldrig havde givet Greven noget saadant Ærinde, og at der ikke paa nogen Maade kunde være Tale om Ægteskab mellem hans Søn og en neapolitansk Prindsesse, da han allerede havde indladt sig i Underhandlinger med Kongen af Frankrig og Hertugen af Mailand om en Søster til deres Gemalinder. Greven af Barby, som imidlertid var gaaet til Venedig for at søge Skibsleilighed til Palæstina, kaldte han til sig. Greven adlød og traf Kongen længere hen paa Reisen. Hvad Kongen

der har sagt ham, behøver vel ikke at forklares. Dog modsattehansig
ikke, at han vendte tilbage til Venedig for
at fortsætte sin Reise1).

3. Hertug Galeazzo Maria havde fulgt Kong Christiern til og fra Rom med Argusøine. Han var ogsaa underrettet om Greven af Barbys Optræden i Neapel, men tillige om hans bestemte Desavouering af Kong Christiern. Dog kunde denne neapolitanske Episode ikke gjere Mødet med Hertugeni Pavia behageligere. Übehageligt nok var det jo, at Kongen nu maatte bringe det Svar fra Keiseren i Kurfyrst Albrechts Brev til Kongen af 4. Mai 1474, hvorved Hertugensønske om den lombardiske Kongekrone blev tilbagevist.Vi hore ikke mere om denne Sag; men rimeligt nok er det, at Kongen har lovet at understøtte Hertugens Sendebud ved Keiserhoffet i deres fortsatte Underhandlinger om Beleningenmed Hertugdømmet Mailand. I Pavia erfarede Kongen nu ogsaa, at skjøndt der ikke blev noget af et personligtMede med Kong Ludvig i Lyon, var dog et fransk Gesandtskab paa Veien til det Mailandske for at træffe sammen med Kong Christiern. Men hvor dette Gesandtskab nu var, og naar det vilde komme, vidste man ikke. To Mænd, Hertug Galeazzo Maria havde sendt ud i vestlig Retning for at træffe Aftale med dem, vare vendte tilbage med uforrettetSag. Uagtet Hertugen søgte at overtale Kong Christierntil at oppebie Franskmændene i Mailand, besluttede Kongen dog at følge Keiserens og Kurfyrstens indtrængende Opfordring og strax drage over Bjergene. Den 22. Mai var

---

1) Dette om Greven af Barby og Kong Ferdinands Scndebud til K. Christiem i Lodi m. m. beroer paa flero Indberetninger til Hertug (ialeazzo M.; isser er maerkelig en Skrivelse fra Antoniua Mirabilia dat. Clavena die XXVIII Maij 1474.

han i Pavia, den 24. i Como efter at have overnattet i Mailand. I Como var det, at Greven af Barby traf Kongen. Derfra gik Reisen tilskibs opad Comersøen, og da Passet ved Borraio endnu var ufremkommeligt formedelst Snee, lagdes Veien over Chiavenna og Chur¹), altsaa over Spliigen. Kongen er da gaaet nedad Rhindalen øst om Bodensøen til Augsburg, hvor han indtraf den 3. Juni. Her traf han endnu Keiser Frederik, de to Kurfyrster af Maintz og Brandenburgsamt nogle faa andre Fyrster. De fleste af Rigsdagens Medlemmer vare allerede paa Hjemveien.

4. Samtidigt mea Kongen var der fra Rom to paveligeSendebud i Augsburg; Marco Barbo, Kardinal Presbyter af S. Marko, Patriark af Akvileja, og Alexander, Biskop af Forli. Den Førstnævnte havde allerede været længere Tid nordfor Alperne som legatus de latere, beskjæftiget med forskjellige kirkelig-politiske Sager; nu var han ved Rigsdageni Augsburg med det Hverv at faa Keiser og Rige til at bryde igjennem alle Hindringer for med samlede Kræfter at vende sig imod Osmannerne. Stemningen i Riget var i sin Almindelighed ikke ugunstig; men naar man traadte nærmere til Spørgsmaalet, reiste der sig en saadan Hærskareaf Vanskeligheder og Stridigheder mellem Stænderne indbyrdes, at Keiseren maatte have været en ganske anden Mand end den, han var, og Velvillien imod Paven og hans Kurie langt større, dersom det skulde lykkes disse Førere at samle Tydslands Kræfter til en fælles Anstrengelse. Tværtimod synes man paa Rigsdagen kun at have været

---

1) Efter mailandske ArekivaLier, navnlig Mirabolla's anførte Brev af 28. Mai. See ogsaa E^ongens Breve fra Mantua og Pavia, og Kurfyrstens Brev til liam fra Augsburg, Torsdag efter Pintse (2. Juni), i Archiv f. ott?rr. G-.-Quellen anf. St. .lok. Petersen S. 15(3.

enig om Klager over Pavehoffets Herskesyge, Rovgjerrighed og Fordærvelse. Kardinalen havde en haard Stand: kun den danske Konge, der nylig kom fra Rom med det friske Indtryk af al den Venlighed, der var vist ham, "gav os et hæderligt Vidnesbyrd imod vore Dadlere«, siger han. Han udrettede da heller Intet for Tydsklands Enighed og Samlingen af dets Kræfter. Hverken kunde han tilveiebringeen Forsoning mellem Pfalzgreven Kurfyrst Frederik I og Keiseren, der tværtimod netop paa denne Rigsdag lyste Rigets Acht over denne übøielige Modstander, eller standse Striden imellem Ærkebiskoppen af Køln og hans Dom kapitel, eller faa Hertugen af Burgund til at nedlægge Vaabnene*). For denne sidste Sag sendte Paven endog særligt Biskoppen af Forli som sin Nuncius til Tydskland, der tilsidst dog var heldigere end Kardinal-Legaten.

5. Imedens Kong Christiern var i Italien, havde det keiserlige Kancelli ikke været ledigt i hans Sager. Kurfyrst Albrecht havde paadrevet Expeditionen af de Bevillinger, Kongen erholdt under sit Ophold i Rotenburg (S. 262 ff.). Der var udfærdiget keiserlige Befalinger til Kurfyrst Albrecht og Ærkebiskoppen af Magdeburg om at vidimere den danske Konges ældre Keiserbreve og meddele ham retsgyldige Afskrifteraf dem; til Lybek, Hamborg og Liineburg udgik Befaling om at sætte deres Sølvmønt til den gamle Værdi af 23 Skilling paa den rhinske Gylden; til Kongen om Toldens Forhøielse ved Oldeslo, Pløn og Rendsborg, samt Privilegiet for hans tydske Dndersaatter de non evocando, m. fl.

---

1) Sce det mærkelige Stykke om Kardinalens Kegnskabsaflæggelse i Konsistoriet, som efter et Erev fra Kardinalen af Paria er optaget i Od. Raynaldi Annales. Ecclesiæ XTT, col. 253.

Alle disse Aktstykker eie daterede den 13de Februar¹), hvilket ikke kan være den virkelige Udfærdigelsesdag. Stor og varig Interesse have af disse Aktstykker dog kun Alt, hvad der vedrørte Holstens Ophøielse til Hertugdømmeog Kongens Belening med Ditmarsken.

6. Kong Christiem har godt erkjendt at han i denne Sag kunde vente sig haard Modstand af Ditmarskerne. Han havde derfor, strås efter at have forladt Eotenburg, i en Skrivelse af 20. Februar fra Augsburg anmodet Kurf. Albrecht om at udvirke en streng keiserlig Befaling til Ditmarskerne om Underkastelse, og et Paalæg til den brandenborgske Marskalk Ridder Busso van Alvensleven om at bringe denne Befaling til Ditmarskerne og til Lybek, som Kongen vidste var i Forbund med disse?). Kurfyrsten havde opfyldt Kongens Anmodning. Keiserbrevet til Ditmarskerne var, som ovenfor berørt, udfærdiget under 13. Februar, den keiserlige BefalingtilMarskalkenfra Niirnberg den 23. Marts³). Og

---

1) Dipl. Christierni I. [.'287.

2) Kong Christierns Bror af 20de Februar 1474, fra Augsburg, til Kurf. Albrecht, i Arcliiv fiir Kunde osterr. Geseh.-Quellen VII, 80.

3) B. v. Alvensleven og Lybeks Eaad lodo den 6. Oktober optage en Notarialbeskrivelso af deres Fremgangsrnaade. Denne findes trykt som Bilag E. til tredie Del af Dahlmanns Danmarksbistorie, den danske Overssettelse 111 p. 448. I dette Aktstykke ere flere hidhorende optagne, forst Keiserbrevet af 13. Februar 1474 til Ditmarskerne; dernaest Keiserens Commissorium til Bidder B. v. Alvensleven og Lybek, d. d. Niirnberg Onsdag efter Lastare d. e. 23. Marts 1474; endvidere Conimissaeremes Beretning om Buddets Eeise og Brevets Modtagelse i Ditniarsken. Til denne Sag borer desuden i Arcbiv fiir K. cisterr. Gescb.-Quellen VII p. 86 en Udfaerdigelse af Keiserens Commission af 23. Marts til Bidder B. v. A. alene; Brev fra Kurf. Albrecht til Bidder B. v. A. af 27. Marts; Bidderens Svar og Beretning til Kurfyrsten af 7. Mai; alle i det nsD^iite Archiv anf. St. p. 86^—92 passim. Biskop Albrecht til Kurfyrsten, d. d. Segeberg d. 7. Mai 1474 smstds. p. 93. Saa skjødesløst ere disse Aftryk behandlede, at ikke alene Texten paa flere Steder er uforstaaelig, men Biskop Albrecht kaldes i Overskriften: »Biskop af Kremen« , medens han selv underskriver sig aldeles tydeligt • AJbertus tho Lubich Bischop«.

Kurfyrsten havde selv paalagt v. Alvensleven at udføre det ham overdragne Hverv med al Omhu, men tillige advaret ham om den Fare, der kunde være forbunden dermed. Han havde derfor sendt ham to Udfærdigelser af Keiserens Befaling, den ene til ham selv alene, den anden til ham og Raadet i Lybek i Forening, at han kunde bruge den, der efter Omstændighederne viste sig tjenligst. Marskalken havde strax givet sig paa Reisen til Holsten til Sagens Overveielse med Kongens hjemmeladte Raader i Hertugdemmet,ogvarderefter redet til Lybek for at meddele Stadens Raad Keiserens Ordre til at staa ham bi ved Udførelsenafhansfarlige Hverv. Lybekerne gjorde Vanskeligheder.Demvarden hele Sag høilig imod, og overhovedetdetmesteaf, hvad Kongen havde udvirket hos Keiseren; som frie Borgere i en Rigsstad saa de med Uvillie en Forøgelse af Fyrstemagten i deres Nærhed, navnlig af Kong Christierns saa store Landomraade; og de vare høist misfornøiede over, at deres Allierede Ditmarskerne nu skulde miste deres i Aarhundreder hævdede Frihed. De forsøgte derfor at blive fritagne for det paalagte Hverv, især da de fik at vide, at ogsaa Hertug Karl af Burgundien optraadte imod Ditmarskerne, saa at de maatte formode Udbrud i deres nærmeste Nærhed af blodige Krigsuroligheder, der let kunde blive farlige for deres egen Stad¹). Men da de Intet

---

3) B. v. Alvensleven og Lybeks Eaad lodo den 6. Oktober optage en Notarialbeskrivelso af deres Fremgangsrnaade. Denne findes trykt som Bilag E. til tredie Del af Dahlmanns Danmarksbistorie, den danske Overssettelse 111 p. 448. I dette Aktstykke ere flere hidhorende optagne, forst Keiserbrevet af 13. Februar 1474 til Ditmarskerne; dernaest Keiserens Commissorium til Bidder B. v. Alvensleven og Lybek, d. d. Niirnberg Onsdag efter Lastare d. e. 23. Marts 1474; endvidere Conimissaeremes Beretning om Buddets Eeise og Brevets Modtagelse i Ditniarsken. Til denne Sag borer desuden i Arcbiv fiir K. cisterr. Gescb.-Quellen VII p. 86 en Udfaerdigelse af Keiserens Commission af 23. Marts til Bidder B. v. A. alene; Brev fra Kurf. Albrecht til Bidder B. v. A. af 27. Marts; Bidderens Svar og Beretning til Kurfyrsten af 7. Mai; alle i det nsD^iite Archiv anf. St. p. 86^—92 passim. Biskop Albrecht til Kurfyrsten, d. d. Segeberg d. 7. Mai 1474 smstds. p. 93. Saa skjødesløst ere disse Aftryk behandlede, at ikke alene Texten paa flere Steder er uforstaaelig, men Biskop Albrecht kaldes i Overskriften: »Biskop af Kremen« , medens han selv underskriver sig aldeles tydeligt • AJbertus tho Lubich Bischop«.

1) See Lybekernes udaterede Brev til Keiseren. hvori Hertugen af Burgrmdiens Truselsbrev til Ditmarskerne omtales; det maa altsaa være yngre end d. 25de Juli 1474. Dahlmanns Udg. af Neocorus 11, p.557.

udrettede dermed, kunde de dog tilsidst ikke ligefrem undslaasigforat efterkomme Keiserens bestemte Befaling. I Forbindelse med den keiserlige Kommissær opfordrede de Ditmarskernes Forstandere til et Møde i Neumiinster den 28. April for at modtage Keiserens Skrivelse af 13. Februar, og meddelte dem samtidigt foreløbig Underretning om den Forandring, der var foregaaet ved Holstens Ophøielse til Hertugdømme og deres eget Lands Indlemmelse i samme. Men Ditmarskerne nægtede at komme, de skyede KeiserbrevetsomPesten,de vilde ikke mødes med dem, af hvem de skulde modtage dette. Ridder Busso havde Lybekerne mistænkte for, at det var dem selv, der underhaanden havde fraraadet Ditmarskerne at modtage dette. Selv vovede han sig ikke ind i Ditmarsken med Keiserbrevet og ansaa det for raadeligst at afvente Kong Christierns egen Tilbagekomst til Holsten. Biskop Albrecht Krummedicke af Lybek fik dog i Sommerens Løb en Samtale i Kendsborg med DitmarskensHøvdingeromSage n¹); han var jo ikke keiserlig Kommissær, saa de ikke risikerede at faa Keiserbrevet af ham. Men paa Biskoppens Formaninger til godvillig Underkastelsesvaredede,at Ditmarsken fra gamle Dage hørte til Ærkestiftet Bremen; derved vilde de blive og ikke have nogen anden Herre, og de haabede, at naar Keiseren blev undervist derom, vilde han ikke bortgive dem til nogen verdslig Herre eller med Bette kunde gjøre det, da han ved sin Keiserkroning havde lovet og svoret at forsvare den

---

1) Detmars Fortsætter i Grautoff's Udgave af de lybekske Krøniker 11, p. 360. Tiden for denne Sammenkomst, der er interessant som den første Leilighed, hvor Ditmarskerne udtalte sig om deres Stilling til Keiserens Bortforlening af deres Land til Kongen, er i Krøniken ikke angivet anderledes, end at den fandt Sted 1474 før Vor Frue Himmelfart og før Kong Christiern kom hjem fra Paven og Keiseren; altsaa før den 15. August.

hellige Kirkes Frihed og Gods, som alle Herrer pleie at sværge, naar de modtage Keiserkronen af Paven. Derfor lode de Hans Naade bede, at han vilde lade dem blive ved deres gamle Rettigheder; dem vilde de forsvare med SværdetindtilDøden.— Om nu end deres Paaberaabelse af Bremerkirken snarere maa kaldes et Paaskud end en Grund, saasom de ikke indrømmede Ærkebiskoppen nogensomhelst virkelig Regeringsmyndighed i deres Land, saa kan man dog ikke lægge det lille Folk til Last, at da det saa sin Frihed truet af den romerske Keiser og en mægtig Konge over to eller tre Riger, brugte det ogsaa en i sig selv tom Form som Skjærm imod Fyrsternes Anmasselse. Keiserens Forlening havde ingen anden Retsgrund end den rent vilkaarligePaastand,atet Folk uden Fyrste var retløst. Og hvo kan nægte det haarde — om man vil: raa Bondefolk, der havde vundet Mod og Kraft i Landets strenge Forsvar imod Nordsøens aldrig endende Anløb og imod Naboadelens ofte fornyede Anfald, — hvo kan nægte det sin Deltagelse, naar de med .mandigt Mod erklærede at ville kæmpe, saalænge der var dem varmt om Hjertet; thi bag Ordene stod en fast Villie til at offre Liv og Blod for den Frihed, der var dem det Dyrebareste paa Jorden. Det have Ditmarskerne viist ved Hemmingsted og Heide som Schweitzerne ved St. Jakobs og Hollænderne i Leiden.

7. Men som Tingene stode i 1474 maatte dog Ridder Busso v. Alvensleven og Lybekerne for Alvor nu see at faa udført deres utvivlsomme Overherre Keiserens Paalæg om at afgive til Ditmarskerne hans Skrivelse af 13. Februar. Selv vovede de sig ikke ind til dem med dette farlige Ærinde; men da Kongen var kommen tilbage til Holsten, saa at Sagen ikke kunde opsættes, antoge de en edsvoren

Mand Peter Palants dertil. Han red den 25. September fra Segeberg til Heide med Keiserbrevet, men traf ikke der de Otteogfyrretyve samlede. De tilstedeværende nægtede at modtage Brevet, dog gave de ham Sikkerhed for Liv og Gods i fire Dage, da de vilde sammenkalde deres Lands ••Fogeder, Kaader, Slutere og fuldmægtige Otteogfyrretyve_•> til Meldorp; disse kunde da overlægge, om de vilde modtageBrevet. I Meldorp lod vel Forsamlingen En af sin Midte modtage det; men Peder Palants fik haarde og truende Ord at høre: han var kommen ilde an med dette Brev, han havde ikke mere end eet Liv, som han let kunde miste, han skulde vogte sig for at bringe saadanne Breve fra Keisereneller andre Herrer og Fyrster ind i deres Land, ellers gjældte det hans Hoved; nu kunde han ride sin Vei, de skulde nok sende deres eget Bud med Svar til Eidder Busso og Raadet i Lybek. Glad var Brevbringeren, at han slap levende ud af det farlige Land. Ditmarskerne kunde nu ikke længer nægte at have modtaget Keiserens Skrivelse; men den rokkede ikke deres Standhaftighed¹).

8. Denne Ditmarskernes afvisende Holdning kunde ikke o'verraske Kong Christiern. Han havde aldrig ventet, at han vilde faa dem til at underkaste sig med det Gode; og nu da han kom tilbage til Augsburg, saa han af Ridder Busso v. Alvenslevens Indberetning af 7. Mai, at Ditmarskerneendog havde vægret sig ved at komme til Made med ham og det lybekske Raads Sendebud. Han henvendte sig da med sin Klage til Keiseren og udvirkede en lang Række af Skrivelser, der skulde støtte ham i Striden med de gjenstridige Marskbønder. Den til Kurfyrsten — som

---

1) See den ovenfor S. 313 Anm.^J) citerede Notarialbeskrivelse

naturligvis selv har bestilt den — hidsættes her som en Prøve paa dem alle; den er dateret Augsburg den 22. Juni og lyder nogenlunde læseligt oversat i Hovedpartiet saaledes^x): «Vi have incorporeret Landet Ditmarsken i Hertugdømmet Holsten og forlenet det til Vor Kongelige Broder Kongen af Danmark, saa og ved keiserligt Brev under følelig Straf alvorlig befalet dem herefter at være ham lydige, som tro Undersaatter ere deres rette Herre skyldige. Desuagtet have samme Ditmarskere trodsig ringeagtet Vort keiserlige Bud, Os og Riget til mærkelig Foragt og ham til Skade, hvorfor han har henvendt sig til Os med flittig Begjæring om Bistand. Da det nu ikke sømmer sig for Os at taale saadan Foragt af Vort keiserlige Bud, men Vi ved andre Vore og Rigets mærkelige Sager selv ere forhindrede, saa byde Vi dig alvorligt og fast med dette Brev af romersk keiserlig Magtfuldkommenhed og under Tab af alle dine Regalier, Benaadninger, Friheder og Rettigheder, som du har af Os, Vore Formænd og det hellige romerske Rige, og dertil under en Bøde af hundrede Mark lødigt Guld, halv at indbetale til Vort Kammer, halv til Kongen af Danmark, at du, naar bemeldte Vor Broder forlanger det af dig, paa Vor og det hellige Riges Vegne gjør ham trolig Bistand imod disse Ditmarskere; og at du ikke tilsteder dem, eller om Nogen hjalp dem imod Vor kjære Broder af Danmark, at handle og vandie gjennem dine Fyrstendømmer og Lande, eller*tillader dine Folk at have nogen Samfærdsel med dem, eller lader dem gjennem dine Lande tilkomme Næringsmidler eller Andet.«

Et fuldkommen ligelydende Keiserbrev af samme Dag
udgik til Staden Lybek2). Dette var saa meget vigtigere

---

1) Jos. Chmel, Monumenta Habsburgica I, 1, p. 413.

2) Trykt i Boltens Ditm. Geschichte 111, p. 52 i Anmærkningen.

for Kong Christiern, som han maatte opgive alt Haab om at beie Ditmarskerne uden Krig, dersom han ikke kunde skille Lybekkerne fra dem og derved afskære dem Handel og Tilførsel med Østersølandene. Dette havde allerede Eidder Busso yttret i sin Beretning til Kurfyrsten af 7. Mai 1474^x). De andre omtalte Keiserbreve ere i samme Form. Hvor mange der ere udfærdigede i denne Sag, er ikke let at sige. Lybekkerne havde i denne Sommer en betroet Agent Dr. Milwitz ved eller i Nærheden af Keiserhoffet, der vidste at knytte Forbindelse i Rigskancelliet, hvorved han sattes i Stand til at sende Raadet i Lybek mangen interessantEfterretning.Blandt andet kunde han i en Skrivelse af 26. Juli fra Erfurth meddele det en Fortegnelse, han selv havde seet, over 33 Keiserbreve, som Kong Christiern havde forhvervet til tydske Fyrster, Grever, Herrer og Stæder som Executorer²). Man seer, at kunde Ditmarskens OverdragelsetilKong Christiern været udført med Pennen, har Keiseren og hans Kancelli hverken sparet Tid eller Flid

---

1) Archiv fur Kunde osterr. (xeschichts-Quellen VII, p. 92.

2) Dahlmanns Udg. af Neocorus, 11, p. 555. Fortegnelsen er denne: til Markgreve Albrecht af Brandenburg, Kurfyrste; til Biskoppen af Magdeburg; til Hertug Frederik den Ældre af Liineburg; til Hertug Frederik den Yngre; til Hertug Vilhelm af Brunsvig; til Hertug Hans af Sachs en (d. e. Johan af Sachsen-Lauenburg); til Hertug Ernst og Hertug Albrecht af Meissen, Brødre; til Hertug Vilhelm af Thuringen; til Hertug Henrik af Meklenburg og hans Søn; til Ærkebiskoppen af Bremen; til Landgreven af Hessen; til Greven af Hoya; til Staden Bremen; Staden Eostok; Staden Vismar; Staden Stralsund; Staden Danzig; Staden Liineburg; Staden Stade; Staden Buxtehude. Item ogsaa at tilskrive Kongen af Polen om at foranstalte det med dem af Danzig og andre hans Stæder. Item til Hærmesteren i Livland; til Hertugerne i Stettin og Pommern; til Høi mesteren i Preussen; til Staden Riga; Staden Eeval.

paa dens Gjennemførelse. Den samme Keiser Frederik, der ellers havde Ord for stor Langsomhed og Mangel paa Beslutsomhed,udmærkedesig i denne Sag ved en Raskhed, der ikke engang tilstrækkelig forklares af Kurfyrst Albrechts Tilskyndelse; thi ogsaa dennes levende Deltagelse forundrer: det kjendes dog ikke paa Kong Christierns øvrige Historie, at Albrecht ellers har været ham en Leder og Støtte af saa stor Betydning, som han viser sig paa denne Kongens Reise i 1474. Det er, som laa det Keiseren og Kurfyrsten lige saa meget paa Hjerte som Kongen, at Ditmarsken kom i dennes Besiddelse. Der maa have været Forhold, vi nu ikke kunne helt gjennemskue, som gjorde det af Vigtighed for Keiser og Rige at vinde Kong Christiern helt for sig. Den hurtige Beredvillighed til at imødekomme hans Ønsker lader sig ikke forklare af personlig Velvillie alene. Som et yderligere Bevis paa denne Imødekommen kan endnu til— føies, at Keiseren ogsaa gav Kong Christiern Tilladelse til at hæve en Told ved Hanrau paa Grænsen mellem DitmarskenogHolsten; og at de to Kurfyrster, der i denne Sommer ledsagede Keiseren, Ærkebiskop Adolf af Maintz og Albrecht af Brandenburg, gave deres officielle Samtykke til Kongens Forlening med Ditmarsken i to saakaldte »Villebreve»,henholdsvisaf Iste og ste Juli 1474^l).

9. Kong Christiern havde udført sin Romerreise saa rask, at han endnu kunde komme tidsnok til at være i Nærheden af Kalmar, naar det vedtagne Møde af de tre nordiske Rigers Raad ved Midsommerstid samledes for at afgjøre Striden om Sverrigs Krone. Men i Augsburg indvikledeshan i en politisk Situation, der fastholdt ham længeri

---

1) Diplomatarium Christierni I, p.304. 310. 311.

geriTydskland, end vel fra først af var paaregnet. Dog vilde han vistnok have frigjort sig, havde Grændsemødet været ham sært magtpaaliggende; at han ikke gjorde det, viser, at han ikke har ventet andet Udbytte af Mødet end det, der ogsaa kunde opnaaes uden hans personlige Nærværelse,maaske endog bedre uden ham: en Forlængelse af Stilstanden mellem Rigerne og Opsættelse af Hovedspørgsmaalettil beleiligere Tider.

Da Kongen kom fra Italien til Augsburg den 3. Juni 1474, havde denne Stad efter Keiserens Opfordring beredt ham en festlig Modtagelse. Blandt andet holdt de patriciskeSlægtertil hans Ære «en lystig Dands med stor Gravitet "¹). Men alvorligere Ting ventede ham, ikke alene hans egne Anliggender, men ogsaa det tydske Riges vigtigste Sager. Medens Kong Christiern gjennemreiste Italien i Marts, April og Mai 1474, havde Striden i Ærkebispedømmet Køln, som ovenfor er omtalt (5.254), udviklet sig til et almindeligt tydsk JRigsanliggende ved Hertug Karl af BurgundiensIndblanding.Ærkebiskop Ruprecht kunde have kivedeslængemed sit Domkapitel og dets Tilhængere, uden at dette havde havt større Betydning for Riget end de sædvanlige Feider, Tydskland aldrig var fri for, og som i den sidste Vel af det 15de Aarhundrede især hjemsøgte Rhinlandene. Men Stridenfiken anden Karakter, da Ærkebiskoppen i sin Fortørnelse over, at Kapitlet havde opstillet Domdekanten Herman af Hessen imod ham til Stiftets Administrator, der understøttedesmedVaabenmagt af sin Broder Landgreve Henrik af Hessen, kastede sig i Armene paa Hertug Karl. Egenmægtigenerklæredehan, som vi have seet, ved Overenskomstenaf27.

---

1) Engelb. Werlich, Chronica von Augsburg, Frankf. a. M. 1595, 11, p. 229.

komstenaf27.Marts 1474 denne af Alle frygtede Fyrste for Skytsherre over det kølnske Stift, hvilket var et IndgrebiRigets Heihed og Keiserens Ret. Derved blev den kølnske Strid til en Velfærds- og Æressag for Keiser og Rige; thi Ingen tvivlede om, at Hertug Karl vilde benytte den til at udvide sit Herredamme i Nederlandene og det nys erhvervede Geldern lige til Rhinen, og om muligt over alle det kølnske Ærkestifts Lande ogsaa jøstfor Floden. Et øieblik var Karl den Dristige vel bleven standset i sin Fremrykning imod Køln ved Ærkehertug Sigismunds og Schweitzernes Forbindelse, der truede hans Besiddelser i Elsasz; men da et Forsøg paa at tilveiebringe Fred imellem Ærkebiskop Ruprecht og hans Kapitel paa et Møde i MaastrichtiMai 1474 blev frugtesløst, og vel heller ikke havde havt anden Hensigt end at skaffe Hertug Karl en kort Tidsfristtilsine Forberedelser, saa var Hertugen nu i Juni og Juli i fuld Bevægelse med sin Hovedmagt i Retningen mod Rhinen¹). Det var dette, der nu ved Kong Christierns andet Ophold i Augsburg drog Keiserens og Rigsstændernes hele Opmærksomhed til sig. Hidtil havde Forhandlingerne i Augsburg væsentlig dreiet sig om Landefreden og Tyrkekrigsn.EnBetænkning over Stillingen, med et Udkast til en Matrikel over hver enkelt Stands Bidrag til en Rigshær, var bleven forfattet af Kurfyrsterne af Maintz og Brandenbur g²); men nu vendte alle Hoveder sig bort fra Tyrkerne imod Vest. Man erkjendte, at nu gjaldt det Forsvaret for

---

1) Den kølnsko Strid or her fremstillet efter Lacomblet: Archiv fiir die Gesckichte des Niederrheins, Band IV, Diisseldorf 1868, S. 278 ff.; Sammes Urkundensammlung fiir die Gescliichte des Niederrheins, IV; og Leon. Ennen, Geschichte der Stadt Koln, B. 3, Koln u. Neuss 1869, Kapitel 22—24, S. 473—560.

2) Jos. Chmel, Monuraenta Habsburgica, I, 1. p. 418 ff.

Eigets Helhed. At see Rhinlandene helt eller halvt skilte fra Riget og inddragne i et burgundisk Rige, vilde dog Ingen, saa at den indre Strid forstummede et Øieblik ligeoverfordetUveir, der trak op fra Nederlandene. Et keiserligtBudskabafsendtes til Ærkebiskop Ruprecht og Hertug Karl, ledsaget af den pavelige Nuncius Biskoppen af Forli. Kong Christiern lod et Sendebud følge med, da han vilde have ogsaa Hertug Karls Understøttelse i Sagen om DitmarskensUnderkastelse.Kongen fik ogsaa en Skrivelse af 25. Juli 1474^x), hvori Hertugen formaner «sine Venner Ditmarskens Regenter og Indvaanere», formedelst det Ven - skabsbaand, der sammenknytter ham og Kongen, til at underkaste sig denne ifølge Keiserens Befalinger, da Hertugenellersagter at staa Kongen bi med alle sine Kræfter.

10. Men uden al Tvivl har Kongens Sendebud tillige, og maaske fortrinsvis, havt det Hverv at undersøge, om der var nogen Udsigt til en fredelig Løsning af den kølnske Strid, dersom Kong Christiern optraadte som Mægler. I det mindste berettes det, at Keiseren i Augsburg anmodede Kongen om at sondere Hertug Karl i denne Sag; og at dette er skeet efter Opfordring eller med Samtykke af de ledende Medlemmer paa Rigsdagen, synes de to Kurfyrsters nysomtalte Udkast til en Rigsmatrikel at vise. Kongen af Danmark er her for sine Lande i det Romerske Rige ansat til at stille 1000 Mand til Rigshæren; «men», tilføie Kurfyrsterne,«vitilraade, at man denne Gang ikke kræver noget Anslag af ham, for at han desto bedre kan udføre den anden Sag». Hvad dette er for en Sag, omtales ikke;

---

1) Christiani, Gesch. dor Herzogthiimer Sclaleswig und Holsteiu imter dem Oldenb. Hause I, p. 521. Beilage B.

men Ordene maa vistnok forstaaes saaledes, at man ikke bar stille Kongen i de Stridendes Række for ikke at uniuliggjørehamMæglingen. Hermed stemmer det ret godt, at Kong Christiern, der gjennem Italien var reist ganske rask og ved andre Leiligheder havde viist, at han godt kjendte Tidens Værdi, nu drog saa langsomt gjennem Tydskland,somom han med Forsæt nølede for at oppebie Virkningenafsit Budskab til Hertug Karl. I Augsburg blev han indtil Slutningen af Juni Maaned; den 1. Juli drog han med Kurfyrst Albrecht til Ansbach og blev der liggende i 17 Nætter. Over Mansfeld, hvor han besøgte sin Svoger og Søster, ankom han i Begyndelsen af August til Brunsvi g₁). Der forefandt han det Bud, han havde sendt fra Augsburg til Hertug Karl. Men dette bragte ham den lidet lovende Efterretning, at Hertugen var rykket ustandseligt fremad og allerede den 29. Juli stod med en mægtig Hær ved Rhinen foran Neuss, som var en af de Stæder i Stiftet Køln, der havde taget Parti for Domkapitlet imod rkebiskoppen,ogsom Landgreve Herman beredtesigtil at forsvare med al Kraft. Dermed var det vel endnu ikke afgjort, at Kong Christierns Mægling vilde blive afvist, men Haabet om at kunne udrette noget svækkedes ikke lidet. I Brunsvig gav Kongen dog netop en Prøve paa sit Mæglertalent, idet han tilveiebragte en Udsoning af Fyrstehusene Meklenburg og Brunsvig, der længe havde stridt om Besættelsen af Bispedømmet Hildesheim. Kong

---

1) Man kan cftor Joh. Petersen, soin lier er den eneste Kilde, ikke angive Kongens Tilbagereise gjennem Tydskland bestemtere. Det er tydeligt, at Petersen ikke har havt mere end ganske enkelte Optegnelsor fra denne Del af Reisen for sig. Hans Tidsangivelser her hænge ikke alene ikke sammen, men modsige tildels hinanden.

Christiern formaaede Hertug Balthasar af Meklenburg, der dengang var Administrator over Stiftet Schwerin, til at opgivesineFordringer paa Bispedømmet Hildesheim, og hans Broder Magnus til at tilbagegive de hildesheimske Borge og Godser, han i Feiden havde vundet, imod en moderat Affindelsessum¹). Da flere i denne Sag indviklede Fyrster kort efter villigt fulgte Kongen til et vanskeligere Hverv som Fredsstifter, maa han sikkert have vundet dem for sig og bibragt dem store Tanker om sine Gaver til at overtale eller at overbevise, — overhovedet til at løse haarde Knuder.

Den 24. August var Kongen tilbage i sit eget Land, i Klosteret Keinfeld, hvorfra han for syv Maaneder siden var reist ud. Det var fem Dage efterat Forsamlingen af dansk-norske og svenske Rigsraader havde sluttet deres Møde i Kalmar med en Overenskomst om, at da Kong Christiern ikke, som de havde vedtaget i forrige Aar, nu var tilstede i Nærheden, saa forlængedes Stilstanden mellem Rigerne indtil St. Knud Konges Dag den 10. Juli 1476. Kongen sees ikke at have indvendt noget imod denne nye Udsættelse, der jo vel for den nærmeste Tid gav den svenske Rigsforstander Leilighed til at befæste sit Herredømme hos Sverrigs Almue, men ogsaa satte det danske Kongehus i Stand til at oppebie det forudseelige Udbrud af Partistrid mellem Sten Sture og det svenske Rigsraad.

Fjerde Afsnit.

1. To Maaneder opholdt Kong Christiern sig nu i sine
Hertugdømmer, mest paa Segeberg og Gottorp, beskæftiget

---

1) Kudloff, Mecklenb. Geschichte 11, 3 p. 806, nærmest efter Alb. Krantz, Metropolis 1. XII, cap. 8—9.

med at bringe sit Mellemværende med sin Broder Gerhard til Afslutning og med Forhandlinger angaaende Ditmarsken. Men uden Tvivl har han fornemlig dvælet saa længe i Grændselandene for at afvente Udviklingen af Keiserens og Rigets Strid med Ærkebiskoppen af Køln og hans selvtagne Protektor Hertug Karl af Burgundien. Kongen var jo allerede halvt indviklet i denne Sag; og han kunde vente, at den Ene eller den Anden af de Stridende, eller begge Parter, kaldte ham til videre Mæglingsforsøg.

Joh. Petersen fortæller¹), at Bartholomæusdag kom Kongen tilbage sund og vel tilfreds, med alle sine Folk. Reisen havde kostet ham 25000 Rhinske Gylden. Saa blev han ved »et herligt Budskab« af Keiser Frederik og Hertug Karl af Burgundien opfordret til at mægle imellem rkebiskop og Stiftet Køln.

Denne Fortælling kan vist ikke være saaledes at forstaa,at Keiseren og Hertugen skulde i Forening have forlangtKongens Mægling. Dette berettes heller ikke af nogen anden Kilde. Men usandsynligt er det ikke, at baade Keiserenog Hertugen have, om og af meget forskjellige Grunde, fundet det stemmende hver med sin Fordel, at benytte Kongens Beredvillighed til at optræde som Fredsstifter. Keiser Frederik viste jo rigtignok i den kølnske Strid lidt større Energi end sædvanligt; men nølende lod han sig dog drive fremad af den almindelige Bevægelse i Tydskland. Han vilde ikke opgive Haabet om et Ægteskab imellem sin Søn Maximilian og Maria af Burgund, Hertug Karls eneste Barn og Arving, der aabnede det østenigske Hus Udsigt til den rigeste Arv. Hvad kunde Keiseren ønske hellere, end at Hertug Karl overtaltes til at trække sig ud af denne

---

1) Clironica p. 157.

Strid? Og Hertugen paa sin Side havde for øieblikket ogsaa Grund til ikke ugjerne at see en venskabelig Fyrstes Mellemkomst, vel neppe som om han tænkte paa at trække Foden tilbage fra den Vei, han var kommen ind paa, men for at vinde Tid til at blive Herre over Staden Neuss, der strax fra først af viste sig at være en haardere Nød at knække, end han eller Nogen havde ventet. Stiftets AdministratorHerman af Hessen havde kastet sig ind i den lille Stad og gjorde et saa kyndigt og udholdende Modværn, at al Hertugens Magt og Anstrengelse ikke formaaede at bryde det. Men dog vilde Hertugen ikke opgive Haabet om at naa Maalet ved haardnakket Angreb, blot at Keiserenog Rigshæren ikke kom i Utide.

2. Kong Christiern fulgte Opfordringen, i hvilken Form og fra hvem den nu er kommen til ham. Simonis & Judæ Dag den 28. Oktober drog han atter ud fra Holsten ad Ehinen til med et Følge af 120 Heste. Til ham sluttede sig Hertugerne Frederik af Brunsvig-Liineburg og Magnus af Meklenburg, de to Modstandere, som Kongen nylig havde forligt i Brunsvig; desuden Hertug Johan af Sachsen- Lauenburg, hans Ledsager paa Romerreisen, samt hans egen nu med ham forsonede Broder Gerhard og dennes Søn Adolf, og endnu et Par andre fornemme Herrer. De rede igjennem Vestfalen til Diisseldorf i Grevskabet Berg ligeoverforHertug Karls Leir. Paa Veien var Kongen i en stor Fare. I Nærheden af Staden Soest var lagt et Bagholdaf kølnske og vestfalske Ryttere, som agtede at fange eller fælde ham; men advaret i Tide undslap han til Lipstadt, skarpt forfulgt. En almindelig Bande af Stratenrøvere kan det ikke have været, dertil var Kongens Reiseselskab altfor stort; det maa have været en eller anden Fyrste, hvem

Kongens Reise var utilpas. Neppe kan der da tænkes paa
nogen Anden end Ærkebiskop Kuprecht, hvis Interesse det
nok kunde være at forpurre Kongens Mægling.

Midt i November kom Kongen til Diisseldorf, hvor han den 17de havde sin første Sammenkomst med Hertug Karl. Derom siger en samtidig Beretning, at Torsdag efter Martinsdag ankrede Kongen af Danmark midt i Rhinen paa Hertugen af Cleve's Skib, og hos ham vare Junker Gerhard af Oldenburg, hans Broder, Hertugerne af Lauenburg, Brunsvig og Meklenburg samt andre Adelige. Da kom Hertugen af Burgundien ned til Floden med 1500 Ryttere; med megen Pragt og i sit fulde Harnisk steg han af Hesten overfor Kongens Skib og foer i en Baad til dette med Ærkebiskoppen af Køln og flere fornemme Herrer. Hertugen bøiede Knæ for Kongen, som strax løftede ham op. To Timer vare de sammen, hvorefter Hertugen tog tilbage til sin Hær, Kongen og hans Følge til Dusseldorf. Nogen egentlig Underhandling foretoges ikke ved dette første Møde; men den næste Dag havde Hertug Karl Kongen til Gjæst i sit prægtige Telt paa den venstre Rhinbred. Kongen foreslog ham at trække sin Hær tilbage og saa lade mægle i Striden med Keiseren. Mæglingen tilbageviste Hertugen ikke, men drage sig tilbage vilde han paa ingen Maade: hellere vilde han de end vige Marken for Keiseren¹).

---

1) Muller, Reichetags - Theatrum p. 672-673. I 2den Tome af Lenglet du Fresnoy's Udgave af Mémoires de Ms. Philippe do Cominos, Londres 1747, findes iblandt Bilagene p. 173_—221 et Stykke, der er overskrevet: Extrait d'une ancienne chroniquo commen^ant en 1400 et finissant en 1467, impriméo dans les histoires des Eoys Charles VI et Charles VII. len Anmærkning tilføier Udgiveren: cette chronique a eté augmentée depuis 1461 et continuée jusques en 1476 sur les notes des journaux tenus par les maitres d'hotel des dues de Bourgogne. I disso Notitser finder man fra p. 214, d. 17. November 1474, Optegnelser om alle de Modtagelser, hvor Hertugen af Burgundien beværtede Kongen af Danmark eller Mænd af hans Selskab og hans Følge, sidste Gang den 26de Februar 1475. Disse Optegnelser ere ikke uden kronologisk Betydning, men indeholde ellers Intet til Oplysning om Underhandlingerne eller Begivenhederne. Dog hidsættes her den Notits, at medens Kongen opholdt sig i Diisseldorf eller Omegn, sendte Hertugen ham i tre Gange (en trois fois) 4340 Gylden (florins) 1 sol til hans Udgifter.

3. Imedens Rigshæren langsomt samlede sig ved Frankfurt, Koblenz og Andernach, tilbragte Kong Christiern Slutningen af Aaret og de første Dage af 1475 i Diisseldorf og Køln med Forsøg, som dog alle viste sig frugtesløse. Han kunde ikke bringe Hertugen videre end til at afgive sine Fredsforslag, hvilke imidlertid vare saadanne, at da Kongen bragte dem til Keiseren i Andernach, tilbageviste denne dem strax og lod sig ikke bevæge videre end til at opstille sine Modfordringer. Men disse gave heller intet Haab om, at de kunde blive antagne af Hertug Karl. Da Kongen nu den 25de Januar 1475 seilede fra Andernach til Køln, blev han atter Gjenstand for et Attentat, uagtet han var forsynet med Leide fra begge de stridende Parter. Fra Slottet Kolandseck blev skudt tre Kanonskud efter ham, heldigvis uden at træffe, og i Taarnet, hvorfra Skuddene faldt, skete en Explosion, der kostede 30 Mand Livet. Slottet var besat af Hertug Karl og Ærkebiskoppen, som hver havde sin Befalingsmand der. Da Kongen klagede til Hertugen, lod denne begge føre til Leiren og hænge. Han har da vistnok ikke havt Del i Forræderiet, men desto snarere Ærkebiskoppen, naturligvis af Frygt for, at det dog tilsidst skulde lykkes Kongen at unddrage ham den mægtige Protektor og derved ethvert Haab ikke alene om Hævn over sine Fjender, men ogsaa om at kunne bevare sin kurfyrstelige

---

1) Muller, Reichetags - Theatrum p. 672-673. I 2den Tome af Lenglet du Fresnoy's Udgave af Mémoires de Ms. Philippe do Cominos, Londres 1747, findes iblandt Bilagene p. 173_—221 et Stykke, der er overskrevet: Extrait d'une ancienne chroniquo commen^ant en 1400 et finissant en 1467, impriméo dans les histoires des Eoys Charles VI et Charles VII. len Anmærkning tilføier Udgiveren: cette chronique a eté augmentée depuis 1461 et continuée jusques en 1476 sur les notes des journaux tenus par les maitres d'hotel des dues de Bourgogne. I disso Notitser finder man fra p. 214, d. 17. November 1474, Optegnelser om alle de Modtagelser, hvor Hertugen af Burgundien beværtede Kongen af Danmark eller Mænd af hans Selskab og hans Følge, sidste Gang den 26de Februar 1475. Disse Optegnelser ere ikke uden kronologisk Betydning, men indeholde ellers Intet til Oplysning om Underhandlingerne eller Begivenhederne. Dog hidsættes her den Notits, at medens Kongen opholdt sig i Diisseldorf eller Omegn, sendte Hertugen ham i tre Gange (en trois fois) 4340 Gylden (florins) 1 sol til hans Udgifter.

Fra Kain gik Kong Christiern den 28de Januar ned til Dusseldorf, medens de Hertuger og fornemme Herrer, der fulgte ham paa denne Reise, forbleve i Keln. Kongen opholdt sig nu i Dusseldorf beskæftiget med fortsatte frugtesløseMæglingsforsøg indtil ind i Mai. Man kan undres over, at Kongen vedblev Mæglingen saa længe; men hvad der bragte ham til at holde ud har vel været, at der ikke var nogen fornuftig Grund for Hertug Karl til at fortsætte Beleiringen af Neuss. Det var jo aabenbart, at han ved at fastholde saa haardnakket denne Sideinteresse forstyrrede sine egne vigtigste Planer og arbeidede sin Hovedfjende Kong Ludvig XI i Hænderne, istedet for at han havde al Udsigt til en Seir over ham med Englændernes Hjælp. Uden Skade for sin Ære kunde han have hævet Beleiringen, da Modstanden voxede hver Dag, og Tydsklands og Frankrigs forenede Kræfter truede med at knuse ham¹). At han virkeligskulde være saa betagen af en tom Forfængelighed, at han ikke kunde see, eller ikke vilde agte paa den øiensynligeUndergang, kunde Kong Christiern have Grund til at betvivle og altsaa Haab om at trænge igjennem ved utrættelig Udholdenhed. Det er jo ogsaa fortrinsvis ved Neuss at Karl den Dristige har viist Verden den blinde

---

1) Ph. de Commines' Memoires 1. IV chap. 2, siger: -Hertugen af Burgund var halsstarrig; Gud havde forstyrret hans Vid og Forstand. Thi hele sit Liv havde han arbeidet paa at faa Englaenderne over Vandet, og i den Stund, da de vare beredte og al Ting var godt i Lag for dein baade i Bretagne og andensteds. forblev han halsstarrig ved en Ting, soui ikke kunde tages. Mcd Keiseren var en apostolisk Legat, der daglig gik fra den ene Leir til den anden for at handle om Fred; og ligeledes var Kongen af Danniark der indlogeret i en lille By nser ved de to Haere, som ogsaa arbeidede for Freden, saa at Hertugen af Burgund godt kunde med iEre have trukket sig bort henimod Kongen af England. Han vidste ikke at gjere det og undskyldte sig hos Englienderne med, at hans Mre vilde blive traadt flad, om han bred op, og med andre fattige Undskyldninger. •

Halsstarrighed, der forbausede Alle og ikke længe efter førte ham selv i Undergang. Havde han blot givet efter i dette ene Punkt, at hæve Beleiringen, vilde Kongen uden Vanskelighed have tilveiebragt en Fred, Ingen mere end Keiser Frederik ønskede. Keiseren rykkede saa langsomt frem med sin Rigshær, at det bestandig saa ud, som var det ikke ret hans Alvor, hvad det da vistnok i Grunden heller ikke var. Men fremad maatte han alligevel, da Hertugenhaardnakket fastholdt Beleiringen af Neuss, som Keisereni Spidsen af en mægtig Hær dog umuligt kunde lade tage lige for sine Øine. Dog vilde Hertug Karl, som han havde sagt, ikke gaa af Veien for Keiseren. Den 23de Mai 1475 kastede han sig over Eigshæren; men Angrebet blev afviist med Kraft. Keiseren benyttede imidlertid ikke sin afgjorte Overmagt til at knuse Modstanderen: hvorfor, viste sig senere. Thi da Hertugen af Lothringen og Franskmændenerykkede frem imod de burgundiske Lande, maatte Hertug Karl dog høre paa deres Røst, der mæglede imellem ham og Keiseren. Men det blev ikke Kong Christiern, der fik den Tilfredsstillelse at standse Blodsudgydelsen ved Rhinen. Samme Dag som Burgunderne og Rigshæren kæmpede ved Erftfloden udenfor Neuss, da han altsaa maatte ansee al Tale om Mægling for endt, forlod han Diisseldorf og seilede nedad Rhinen til Staden Kampen ved den høire Flodarms Udløb, hvorfra han efter at have maattet anvende fjorten Dage paa at skaffe sig de fornødne Penge og Transportmidler vendte gjennem Elben og Støren tilbage til Holsten. Han skal paa denne kølnske Reise have fortæret 45000 Gylden med de Herrer, der fulgte ham, — ikke utroligt, da han her ikke som paa Reisen til og fra Rom blev holdt frit, eller for en Del frit, de fleste Steder. Hans Ledsagere droge over Land fra Køln til deres Hjem.

4. Imidlertid førte den pavelige Nuncius Biskoppen af Forli, der var fulgt med Keiseren, Mæglingen imellem ham og Hertugen; og nu, da denne var villig til at opgive Beleiringen, hvad Kongen ikke havde kunnet bevæge ham til, blev snart en Vaabenstilstand sluttet og et Forlig vedtaget, hvis Betingelser dog dengang bleve hemmeligholdte. Først i Hertug Karls Leir for Nancy i Lothringen kom den endelige Fred i Stand den 17de November 1475*). Og den 6te Mai 1476 bekjendtgjorde Hertugen fra sin Leir ved Lausanne Trolovelsen mellem sin Datter og Keiserens Son Ærkehertug Maximilian²). Saaledes fik Verden Forklaring af Keiser Frederiks Langmodighed ved Neuss.

Sidst i Juni eller i de første Dage af Juli var Kong Christiern tilbage paa Gottorp³), efter at have tilbragt det Meste af 18 Maaneder paa Reiser gjennem Tydskland i forskjellige Retninger og paa sin navnkundige Romerreise. Udbyttet af hans Anstrengelser og Farer var unegteligt mest Skuffelse af de politiske Planer, hvori han lod sig inddrage; men ganske uden Betydning for den danske Stats Fremtid blev det dog ikke. Ditmarskens Indlemmelse i Holsten kostede vel Kong Christierns Eftermænd to blodige Krige, men tilsidst er den dog sat igjennem; og som varige Minder om Romerreisen staa endnu hans to Stiftelser i Kjøbenhavn: hans Hellig-Aands-Hospital og det danske

---

1) Fredstraktaten af 17de November er først trykt i Jos. Clnnel's Monumenta Habsburgica I, 1, p. 125. Baade i Traktaten og i Tilsætningsartiklen er Dagen skrevet helt ud decima septima mensis Novembris.

2) Monumenta Habsb. I. 1. p. 134.

3) Kan man forlade sig paa Dateringen af et Aktstykke i G. Hilles Eegistrum Konig Christian des Ersten, har han været paa Gottorp Iste Juli 1475. Urkundensammlung der Gesellschaft fur Sehl.- Holst.-Lauenb. Gesch. IV, p. XLII, n. 393.

Universitet, hvis Virksomhed gjennem fire Aarhundreder og Indflydelse paa vort Folks Aandsliv i alle Retninger fandt Kongehusets og Folkets Anerkjendelse i den 1879 feirede Jubelfest.