Bidrag til den nordiske Syvaarskrigs Historie.

Side 568

1. Det svenske Gesandtskabs Anholdelse i Kjøbenhavn Februar 1563.

1 de Stridsskrifter, hvori man saavel fra dansk som fra svensk Side har søgt at vælte Ansvaret for Syvaarskrigens Udbrud over paa Modstanderen, nævnes ogsaa det svenske Gesandtskabs Anholdelse i Kjebenhavn i Februar Maaned 1563 som en af de Aarsager, der særlig have været medvirkendetil at fremkalde Krigen^x). Men, som allerede Holberghar ytret²), turde denne Begivenhed ligesom Søslaget under Bornholm snarere betegnes som en Begyndelse eller Indledning til Krigen end som en Aarsag dertil. Det er Handlinger, som kun kunne tænkes udførte paa et Tidspunkt,hvor den gjensidige Mistillid har faaet en saadan Magt over Sindene, at man ikke længere formaar at skjelne det Væsentlige fra det Uvæsentlige og i forholdsvis ringe

1) Oin disse Stridsskrifter se H. F. Kordani, Historieskrivningeu og Historieskriverne i Daninark og Norge siden Reformationen I, 87 ff., 107_—110. De danske ere trykte i Mouumenta Historiae Daiiicae ved H. P. Kordam 11, 117-445.

2) L. Holberg-, Dannemarks Riges Historie H, 434.

Side 569

og übetydelige Anledninger finder tilstrækkelige Motiver til at begrunde en blodig Krig. Og saaledes var Forholdet her i Norden i Begyndelsen af Aaret 1563. I en Kække af Aar havde Svenske og Danske betragtet hinanden som snart hemmelige, snart aabenbare Fjender, hvis mindste Bevægelser man var nødsaget til at følge med den mest spændte Opmærksomhedfor ikke selv at blive overrumplet i et übevogtetØjeblik. Gustav Vasa har ofte udtalt den Mistillid, han nærede til de Danske — ingensteds dog saa tydelig, som da han faa Maaneder før sin Død skrev til sin Søn Erik: «Vi have nu snart i 40 Aar lært dem (de Danske) at kjende . . „ saa veed da den almægtige Gud, hvor trolig og flittig vi i alle vore Dage have foreholdt og advaret baade Gamle og Unge for de Danskes Falskhed«¹). I Danmarknærede man lignende Følelser overfor Kong Gustav og hans Slægt, og det er bekjendt, at saavel Kong Frederik som flere af hans danske Raader, særlig Johan Friis, ansaa en Krig med Sverig for det bedste Middel til at opnaa en endelig Afgjørelse af de gamle Stridigheder mellem Rigerne²).

Hovedaarsagen til denne fjendtlige Stemning maa utvivlsomtsøgesi
Gjenoptagelsen af de tre Kroner i det danske
Vaaben3), som syntes at vise, at Haabet om at forny Unionen

1) Cl. Annerstedt, Grundlåggningen af Svenska Valdet i Lifland 1558—63. Upsala Universitets Årsskrift 1868 S. 22.

2) Om Stemningen i Danmark se E. J. Tegel, Gustaf den Forstes Historia 11, 310_—11, smlgn. L. Daae i Norsk Historisk Tidsskrift 11, 91 ff., H. F. Eørdam, Historieskrivningen i Danmark I, 73 ff. og Geijer, Svenska Folkets Historia 11, 144 Anm. 1.

3) Paa Mødet i Kalmar 1524 skal man være kommet overens om at udslette de tre Kroner af det danske "Vaaben se K. Ekdahl, Christiern ll.s Arkiv 111, 810, P. Swart, Gustaf den Forstes Kronika S. 96. Om Tiden for Gjenoptagelsen se Danske Samlinger V, 208.

Side 570

endnu ikke var udslukket hos det danske Kongehus, og som senere foranledigede Erik den Fjortende til at sætte DanmarksogNorges Skjoldemærker i Sverigs Vaaben, idet han mindede om, at Norges Rige engang havde hørt til Sverig, og at svenske Konger vare blevne kronede i Norge *). Hertil kom endvidere den gamle Strid om Sverigs Ret til Gulland og — foruden flere mindre — endelig det sidste store Tvistepunkt, da Erik XIV ved at bemægtige sig Estland optraadte som Danmarks Medbejler til Herredømmet over Østersøen. De hyppige Underhandlinger, som efter Eriks Tronbestigelse fandt Sted mellem de to Regeringer, bidrogekuntil at forøge Spændingen og drage nye Klagepunkterfre m²). I Slutningen af Aaret 1562 toge Sagerne en alvorlig Vending, skjønt de tilsyneladende havde et meget fredeligt Udseende. De svenske Gesandter, som i Avgust og September Maaned forhandlede med de danske Raader i Kjøbenhavn, kom overens med disse om et UdkasttilFred og Forbund, som i høj Grad vakte Kong Eriks Forbitrelse. I en Skrivelse af 29de September bebrejdede han dem, at de kun daarlig havde forfægtet Sverigs Sag; han vilde ikke gaa ind paa de Betingelser, hvorom de vare blevne enige med de danske Gesandter, men ikke desto mindre hedder det i Slutningen af Brevet: «Dog skulle I ikke anderledes lade Eder fornemme hos de Danske, end at os vel behager det gamle Forbund, takkende dem

1) E. J. Tegel, Konung Erics den XlV.s Historia S. 50.

2) Hubertus Languetus skriver om disse Forhandlinger: «Saepe cogitavi de causis dissidiorum inter Danos et Suecos, et milii videfcur, quod maxima ex parte proveniant ex nescio quo fastu eonim, qui mittuntur ad negocia tractanda, qui putant sibi turpe esse cum adversariis loqui humaniter.« Huberti Langueti epistolae secretac 11, 26. Languetus opholdt sig i Sverig 1554 og 1557 se smstds. 11, 24, 171 og Ekholm, Svenska Fatburen VI, 39-—40.

Side 571

paa vore Vegne, at de have ladet sig finde dertil saa velvillige,ogat vi saadant efter Tilbørlighed paa vor Side ville betænke o 1).o¹). Han lod endog den 26de November udraabeialle Sverigs Stæder, at der var sluttet Fred, men samtidig nægtede han at godkjende det Udkast, som Gesandternemedbragtefra Danmark²). Denne tvetydige PolitikfulgteErik XIV lige til Krigens Udbrud; det har øjensynligværethans Mening dels at vinde Tid for at grundfæsteErobringernei Estland, dels at indbilde sit Folk, at det var ham, som forgjæves havde stræbt efter en fredelig Bilæggelse af Stridighederne.

I Danmark ønskede man imidlertid en Afgjørelse, og i Begyndelsen af Januar afsendtes derfor Korfits Ulfeldt og Jakob Brockenhus til Sverig. Officielt skulde de mægle Fred mellem Sverig og Polen, men de medførte tillige en hemmelig Instruktion, som ifølge den Form, hvori den var udstedt, lignede et Ultimatum. Korfits Ulfeldt skulde nemlig give Kong Erik tilkjende, at Frederik II endnu var villig til Fred, fordi begge Konger jo vare hinandens nærmeste Frænder. Men han skulde tillige minde om, at der var mange, som gjerne havde set, at Kongen af Danmark havde ladet sig bevæge til Uenighed og Fjendskab imod Kongen af Sverig og saaledes hævnet den Spot, som var overgaaet ham⁸), men hidindtil havde Kongen dog ikke ladet sig formaahertil.

1) Erik XIV til Hr. Thure Bjelke og Lasse Knudtzon. Stockholm 29. Septbr. 1562. Eigsarchivet i Stockholm.

2) Tegel, Konung Erics den XIV.s Historia S. 67. Frederik II t, Kurfyrat Avgust 15 Novbr. 1562 i Archiv fiir die siichsische Gesch. 11, 385. Annerstedt, 1. c. S. 81.

3) Hermed sigtes vel nærmest til Polen og Liibeck. Smlgn. Johan Eantzans Ytringer herom i Archiv f. die såchs. Gesch. 11, 401^—403, Langueti epistolae secretae 11, 239, der haanlig tilføjer: • Antiquus est rithmus de Lubicensibus: prælia poscunt, nec bene noscunt ensibus uti.« Det er oprindelig en Strofe, som sigter til Rostockerne og lyder saaledes: •Kostockienses sunt velut enses semper acuti; prælia poscunt, sed male noscunt ensibus uti.« Wocheotl. rostockische Nachrichten 1752, 50 Stiick S. 203.

Side 572

maahertil.Nu maatte han imidlertid besvære sig paa det Højeste over, at Kong Erik i sin Regeringstid havde optaget det danske og norske Vaaben, Danmarks og Norges Rige til Spot og Haan, hvilket han ikke havde ventet af sin nærmeste Frænde og Slægtning. "Hvorfor Kongelige Majestæt af Danmark«, hedder det til Slutning, «begjærer, at Kongelige Majestæt af Sverig sig endeligen vil erklære, hvad han herudi gjøre vil«¹).

Det er forstaaeligt, at den danske Regering med Spændingmaatteimødese det Svar, som en saa bestemt Erklæring nødvendigvis maatte fremkalde, — Frederik den Anden ansaa jo nemlig Vaabenspørgsmaalet for det vigtigste Stridspunkt mellem Rigerne¹²). Det vakte derfor alvorlige BetænkelighederhosKongen og hans danske Raader, at man endnu i Midten af Februar ikke havde modtaget nogen EfterretningfraSendebudene. Det var den almindelige Mening, at Erik XIV formente dem at sende Bud eller Skrivelser til Danmark, og man frygtede vel endog for, at de skulde være blevne fastholdte³). Mistilliden til den svenske Konge forøgedes endnu mere, da der i Begyndelsen af Februar

1) »En tenckseddel paa hues erinde Koruitz Wlfeld hiemmeligenn skal giffue Ko. Mat. aff Swerige tilkiende.« 8 Januar 15(53. Geh. Arch. Sverig No. 84 b.

2) Fr. II t. Kurfyrst Avgust 24 April 1563: »wiewol wir die fiirderung der wappen als deren unser reputation hengen thut mith unter die furnembsten setzen.« Geh. Arch. Ausl. Eeg.

3) Se Kongens nedenfor nævnte Skrivelse til Ejler Hardenberg og Mogens Gyldenstjerne af 15 Febr. 1563. Johan Friis til Mog. Gyldenstjerno 27 Febr. 1563. Geh. Arch. Danske Kongers Hist. 45 c. Smlgn. en lignende Frygt i Danmark 1559 (Norsk hist. Tidsskr. 11, 97).

Side 573

ankom Folk fra Sverig med Pas, der vare forseglede med det danske og norske Vaaben. Johan Friis og Frands Brockenhus, som under den gamle Statholder paa KjøbenhavnsSlotMogens Gyldenstjernes Sygdom synes at have havt Befalingen paa nævnte Slot, toge heraf Anledning til selv at begive sig til Kongen, som opholdt sig paa Frederiksbor g¹). Og nu er sandsynligvis den Beslutning bleven tagen, som senere kom til Udførelse, at tilbageholde de svenske Sendebud, som i Midten af Januar vare dragne fra Stockholm med Fuldmagt til at afslutte Giftermaals-ForhandlingerneimellemErik XIV og Landgreven af Hessens Datter, og som ventedes til Kjøbenhavn i Midten af Februar Maaned, indtil man havde faaet Efterretninger fra de danske Gesandter i Sverig. Det var ikke det første svenske Gesandtskab,somi denne Hensigt var rejst pjennem Danmark. Neppe to Maaneder før havde den svenske Kansler, Niels Gyldenstjerne, paa Gjennemrejsen til Tyskland gjæstet den danske Hovedstad, og skjønt Hensigten med hans Rejse naturligvis skulde være en Hemmelighed for det danske Hof, er det rimeligt nok, at man har anet Sammenhængen. At nu et stateligt Gesandtskab, bestaaende af Mænd, der hørte til Erik XIV.s nærmeste Omgivelser, saa kort efter sendtes sammesteds hen, maatte vække en ikke ugrundet Mistanke om, at Hensigten ikke blot var at afslutte et Giftermaal, men tillige at knytte politiske Forbindelser med en tysk Fyrste, som selvfølgelig kun kunde være rettede mod Frederik II og hans trofaste Forbundsfælle og Svoger, Kurfyrst Avgust af Sachsen. Alle disse Betænkeligheder skimte frem igjennem den vigtige Skrivelse, i hvilken Kong

1) Johan Friis t. Frederik II 1 Febr. 1563. Kgl. Bibi. Danske Adels Breve Fase. 15.

Side 574

Frederik — den 15de Februar — underrettede Rigets Hofmester,EjlerHardenberg, og Mogens Gyldenstjerne om sin Beslutning og forlangte deres Betænkning derpaa. Efter først at have mindet om Korfits Ulfeldts og Jakob Brockenhus'Sendelsetil Sverig og udtalt sin Frygt for, at det blev dem forment at sende Breve til Danmark, skriver Kongen: «■ Saa har nu Kongen af Sverig affærdiget nogle af sit Raad at drage her igjennem Riget ind udi Tyskland, og da de ikke have noget Hverv til os, og vi heller ikke kunne vide, hvad deres Bestilling er, ere vi til Sinds at opholde dem, dog med Lempe, indtil vi faa Bud og Besked fra vore Sendebud, som vi have skikket ind udi i Sverig. Begjære derfor strax med dette Bud Eders skriftlige Betænkning, hvad Eder synes raadeligt og godt at være«¹). Forinden deres Betænkning kan være kommen i Kongens Hænder, tog denne imidlertid Forholdsregler til at sætte sin BeslutningiVærk. Borgemestre og Raad i Helsingør fik samme Dag Skrivelse om ikke at lade nogen <-Übekjendt» komme over til Skaane uden Pas fra Befalingsmændene paa KjøbenhavnsSlot;Tørmis Jude skulde udspørge alle Fremmede, baade svenske og andre Kjøbmænd, om nye Tidender fra Sverig, og endelig fik Bjørn Kaas, Lensmand paa Vordingborg,den18de Februar Befaling til at forbyde FærgemændenevedVordingborg at overføre Fremmede, hverken Tyske eller Svenske, som ikke kunde fremvise kongeligt Pas eller Tilladelse fra Johan Friis og Frands Brockenhus²).

Imidlertid ankom det svenske Gesandtskab til Kjøbenhavn.Allerededen16de
Februar indtraf Hr. Gabriel ChristersonOxenstjernaogJoran

1) Fr. II t. Ejler Hardenberg og Mogens Gyldenstjerne. Fredoriksborg 15 Febr. 1563. Geh. Arcli. Tegneiser over alle Lande VII, 307. Jvfr. Hist. Tidsskr. V, 415.

2) Tegn. o. alle Lande VII, 302, 308.

Side 575

stersonOxenstjernaogJoranFincke, først 2 Dage senere Gesandtskabets Chef, Sten Erikson Lejonhufvud. Det var deres ønske saa hurtig som muligt at forlade Kjebenhavn, hvorfor de øjeblikkelig bade Johan Friis om at skaffe dem Pas. Kansleren underrettede strax Kongen om Sendebudenes Ankomst; men hvad enten man nu, som det efter Kongens ovenanførte Brev er rimeligt at antage, vilde forhale UdstedelsenafPasset,eller Kongen, som det berettes af Svaning,varpaaJagt, saa at Budet ikke kunde træffe ham, — der kom intet Pas. Da Sten Erikson ved sin Ankomst til Kjøbenhavn erfarede, at der endnu ikke var indtruffet noget Svar fra Kongen, sendte han selv et Bud til denne med Anmodning om Pas og Underretning om, at Gesandtskabets Maal var at udføre Kong Eriks Hverv i Tyskland, idet han tillige bad Kongen undskylde, at han drog forbi uden at besøge ham¹). Budet fik tillige Befaling til skyndsomstatbegivesig til Færgestedet med Passet og der afventeGesandtskabetsAnkomst,hvis Hensigt det var at forlade Kjøbenhavn den følgende Dag. Da Johan Friis erfarede Sten Eriksons Hensigt, blev han urolig. Han vidste jo, at det var Kongens -Ønske, at Gesandterne bleve opholdte og ikke droge bort fra Byen uden kongelig Tilladelse. Han lod derfor Sendebudene gjennem Arild Ugerup anmode om at tøve nogle Dage, og, da Sten Erikson vægrede sig ved at opfylde dette ønske, sendte han paany Arild Ugerup med den samme indstændige Opfordring tilligemed Løfte om, at de endnu samme Dag skulde faa Besked, da Kongens Sekretær, Hans Skovgaard, ventedes til Byen. De lovede da at blive den Dag over (den 19de Februar). Endnu sent om Aftenen kom Arild Ugerup paany og lovede dem fra

1) Sten Erikson t. Frederik II 19 Febr. 1563. Geh. Aren. Sverig 239.

Side 576

Kansleren, at hvis de ikke den følgende Dag fik deres Pas, skulde det blive sendt efter dem. Den næste Dags Morgen gjorde alle Gesandterne sig rede til at drage afsted. Da Kansleren fik Underretning herom gjennem Borgemester Markus Hess, hos hvem Sten Erikson laa i Herberg, medens Gabriel Christerson og Joran Fincke boede hos Borgemester Anders Skriver, sendte han paany Arild Ugerup til de Sidstnævnteforatbede dem om at tove. De svarede: ja, hvis Hr. Sten vil. Arild ilede derpaa til Sten Erikson, hvem han traf ved Maaltidet netop ifærd med at gjere de sidste Forberedelser til Opbrudet. Hr. Sten spurgte nu om det var Kongens Befaling, at de skulde teve. Hertil svarede Arild: Nej, men tilføjede, at Kansleren opfordrede dem til at gjøre det for hans (Johan Friis¹) Skyld, det vilde være en Spot for Kongen, hvis de rede af Byen uden dennes Tilladelse. Sten Erikson beklagede da, at han ikke kunde vise Kansleren denne Villighed; et «iligt» Hverv var ham paalagt, og hans egen Konges Sager maatte gaa fremfor alle andre Hensyn. Hvis Kong Frederik imidlertid ønskede at tale med dem, vilde de gjerne drage ud af deres Vej til ham. Da Arild ingen Befaling havde til at svare herpaa, sendte Sten Erikson Bud til de andre Gesandter, at de skulde gjore dem rede; han vilde ride til Kjege og dér afvente Svar fra Kong Frederik. Selv red han iforveien gjennem Byen med fire Svende foran sig. Da de kom til Vesterport, spurgte Vagten dem, hvor de vilde hen. Svendene svarede, at de vilde ud, og gave ingen videre Besked. Det blev dem da betydet, at de ikke kunde komme ud af Porten uden at have Tilladelse af Borgemestre og Kaad. De vendte nu tilbage til Hr. Sten, som derpaa red frem og raabte: »Vi skulle ud i Tusind Djævles Navn». Da Vagten atter gjentog Forbudet, svarede Hr. Sten: «Jeg har Intet at

Side 577

skaffe med Borgemestre og Raad, jeg vil ud og tale med Kongen, jeg giver Borgemestre og Raad og Eder I Prakkere og danske Forrædere 7000 Djævle», og med Sporene i Hesten trængte han ind paa Vagten. Da nu disse holdt Værgerne frem, greb Hr. Sten et Fyrrer, slog Hanen fra og truede med at skyde paa «den Vægter Kristen Jensen«, som stod ret for Hesten, hvorpaa denne slog Hesten over Næsen med sit Spyd, saa at den blev sky og kastede sig om, hvorved Vagten fik Tid til at slaa Porten i. Da blev Hr. Sten — som det hedder — hastig og vred og sagde: «I danske Forrædere, der skal blive blodige Pander for det Stykke, I nu have gjort«. Han vendte derpaa om og red tilbage med sit Følge; paa Gammeltorv traf han de andre Gesandter, hvem han meddelte, hvad der var hændt, hvorpaa de alle vendte tilbage til deres Herberger. De sendte derpaa Bud til Johan Friis, som imidlertid forgjæves havde søgt Sten Erikson i hans Herberg, og fik nu Befaling til at vente indtil videre Besked¹).

1) Der findes talrige Beretninger om Optrinet i Rjøbenhavn, som i det væsentlige stemme overens. I Svanings Eetractat (Monumenta 11, 155—158) synes den at stamme fra Johan Friis selv; Axel Gyldenstjernes Fremstilling (smstds. S. 253-255), som næsten ordret følges af Resen S. 78_—79, dog med den Tilføjelse, som ikke findes andensteds nævnt, at Johan Friis har befalet Anders Godske, øverste Borgemester i Rjøbenhavn, at standse Gesandterne i Porten, støtter sig paa Frederik ll.s Brev af 27 Februar til Erik XIV, hvori han meddeler denne Begivenheden. Concept i Geh. Arch. Sverig 238. Tegels Fremstilling (S. 82—84) er fuldstændig forvansket. Endvidere findes to Forsvarsindlæg af 20 Februar og 4 Marts 1563 fra samtlige Gesandter, som ikke afvige fra de trykte Beretninger i noget væsentligt Punkt, men har fyldigere Meddelelser om de Opfordringer, som Arild Ugerup skulde forebringe fra Johan Friis. Geh. Arch. Sverig 239. En særskilt Fremstilling fra Gabriel Christerson og Joran Fincke af 5 Marts findes i Geh. Arch. Sverig 239, og endelig haves en Beretning fra Borgemestre og Raad i Rjøbenhavn, som er udateret, men maa være nedskreven før 27 Febr., og som indeholder de fyldigste Meddelelaer om Optrinet i Vesterport. Geh. Arch. Sverig 239. Smlgn. forøvrigt Johan Friis' Breve til Frederik II i Danske Magazin IV, 209 fi'.

Side 578

Samme Dag, som dette Optrin fandt Sted i Kjabenhavn,udstedteFrederik II i Sorø et Pas for de svenske Gesandter, ifølge hvilket de frit kunde drage gjennem hans Lande og Riger^x). Om Aarsagen til, at Kongen saa hurtig forandrede sin kun faa Dage gamle Beslutning og ikke, som han først havde udtalt, oppebiede Efterretninger fra sine Mænd i Sverig, foreligger Intet. Mulig er han i sidste •Øjeblik bleven ængstelig for at gribe til en Forholdsregel, hvortil der ikke forelaa anden Grund end en Mistanke; mulig have de Mænd, hvis Mening han havde afæsket, fraraadetetSkridt, som under den stærke Spænding, der fandt Sted mellem Kongerne, kunde synes højst voveligt. I alle Tilfælde var det en mærkelig Skjæbnens Ironi, at Passet skulde blive udstedt maaske netop i samme Øjeblik, som Sendebudene ved deres Optræden umuliggjorde dets Benyttelse.Detligger imidlertid nær at stille det Spørgsmaal: hvorvidt ere Gesandterne blevne underrettede om, at de ikke rnaatte forlade Kjøbenhavn uden Pas? Det fremgaar da saavel af Johan Friis¹ egne Ytringer til Kongen som af Gesandternes Forsvarsindlæg, at de kun ere anmodede om at tøve i Kjøbenhavn, indtil Passet kom. I Svanings Beretning, som i det Væsentlige turde hidrøre fra Johan Friis selv, siges denne vel at have søgt at overbevise Sten Erikson ved at opstille et lignende Exempel: «Hvis Hr. Sten var Statholder i Stockholm, og Johan Friis kom vandrende ind i Sverig til Stockholm og vilde ind i Rusland paa sin Herres Vegne, og Hr. Sten vilde, at han skulde tøve i Byen indtil Kongen af Sverig kom, da lod Hr. Sten ham

1) Tegn. o. alle Lande VII.

Side 579

intet Sted drage, fer han gav hans Herre det tilkjende og fik Svar fra ham tilbage igjen, og vilde det ej heller Andet lempe sig, end at han fik teve der«¹). Det synes vel ogsaa at have været Kongens Mening, at det udtrykkelig skulde have været dem forbudt at drage videre uden Pas; thi i en Skrivelse af 21de Februar, som var foranlediget ved et falsk Rygte om, at det virkelig var lykkedes Sendebudeneattrænge gjennem Porten, udtaler han til Johan Friis sin Misfornøjelse herover i følgende Ord: »Forfare vi af Budet, at de igaar ere dragne af Kjøbenhavn, hvilket os mere end meget forundrer; havde ikke Andet ventet, end at de skulde blive tilstede og ikke tilladt vorden at afdrage, fer de dertil havde fanget vor Bevilling"²). Men et saadantbestemtForbud har Johan Friis ikke udtalt. Han lader Arild Ugerup bede Sten Erikson om at tøve «for hans (Johan Friis') Skyld", han er endnu saa usikker med Hensyn til Kongens Mening og saa ængstelig for at paatagesignoget Ansvar, at han den 19de Februar udtrykkelig spørger Kongen, om han skal forbyde dem at drage bort eller lade dem gaa, — «de kunne jo dog ikke naa længere end til Vordingborg«, tilføjer han³). Den Udvej, han da greb til, at stille Kjøbenhavns Borgemestre og Eaad frem i Brechen⁴), var ikke saa daarlig udtænkt; thi her vilde man kunne skyde sig ind under, hvad der var almindelig Skik og Brug. I Borgemestrenes og Raadets Indberetning om Sagen hedder det nemlig: * Efter gammel almindelig Befalingsbrug, som i mange Aar har været holdt her i Kjøbenhavn og ogsaa nu er befalet,

1) Kørdam, Monumenta 11, 156.

2) Fr. II til Johan Friis. Sorø 21 Febr. Tegn. o. alle Lande VII.

3) Danske Mag. IV, 211.

4) If. Kesen S. 78 har Johan Friis befalet Borgemester Anders Godske at forbyde Gesandterne at drage ud af Byen uden Pas.

Side 580

at Borgemestrene skulle have flittigt Tilsyn med hvad Folk, der drager ud og ind af Porten, have disse altid ladet beskikkeVagti alle Portene om Dagen med Befaling at skaffe »Beskeden« af alle Fremmede, som drage ud og ind.<> Det er let at forstaa, at man i denne Beretning, som netop blev forfattet for at sendes til Kong Erik, ikke har fundet sig foranlediget til at nævne, at man særlig i dette Tilfældehavdepaalagt Borgemestrene at holde neje Tilsyn.

Der er endnu een Omstændighed, som taler til Gunst for Sten Erikson. I de Forhandlinger om Fred og Forbund, som i det foregaaende Aar vare blevne førte mellem Gesandter fra begge Lande og i hvilke ogsaa han havde taget Del, var man kommet overens om, at Legater og Sendebud, Brevdragere, Kjøbmænd og andre private Personer skulde kunne drage frit igjennem Landet, naar de havde Bevis eller Pasbord fra deres Herre og Husbond eller de Steder, de kom fra¹). Herpaa beraabte Gesandterne sig ogsaa i deres Skrivelse af 20de Februar, hvori de fremstillede Sagen for Kong Frederik, idet de udtalte, at de havde ventet at blive tilstedt en fri "stratte och renn vegh» ifølge det Forbund, som var mellem Rigerne, og efterat en stadig Fred var bleven udraabt i Hans Majestæts (af Sverigs) Land og Rige.

Medens det saaledes synes givet, at Sten Erikson har handlet i god Tro, og at der virkelig er nogen Sandhed i den Ytring, han senere lod falde, at havde han vidst, at det var Kongens Vilje, at han skulde blive, vilde han ikke "have draget over en Rendesten endsige længere«, saa er forøvrigt hans Optræden i Kjøbenhavn ingenlunde fri for Dadel. Af Samtidige skildres han som en grov og hidsig

1) Saaledes bl. A. i Forhandl, i Avgust og Septbr. 1562. Geh. Arch. Sverig 31.

Side 581

Mand, ikke uden Talent og Dygtighed, men med en stærk udpræget Selvfølelse¹). Den indflydelsesrige Stilling, han havde indtaget i Sverig som Kong Gustavs Svoger og meget betroede Mand, en Stilling, som han endnu bevarede i BegyndelsenafKong Eriks Regering, maatte give ham høje Tanker om hans eget Værd og Betydning. Med Johan Friis har han upaatvivlelig ikke staaet paa en god Fod. Saavel dennes bekjendte antisvenske Sindelag, som særlig hans personlige Stridigheder med det svenske Kongehus maatte gjøre ham til en i høj Grad forhadt Person i denne Kreds. Det ses ogsaa af Beretningerne, at Sten Erikson ved denne Lejlighed har vist megen Uhøflighed ligeoverfor Johan Friis: han skriver om Pas uden at underrette Kanslerenhero m²), skjønt denne havde paataget sig at skaffe det tilveje; han synes ikke engang at have indladt sig i nogensomhelst personlig Forhandling med Kansleren, uagtet denne som Statholder paa Kjøbenhavns Slot og Kongens Repræsentant i dennes Fraværelse kunde gjøre Fordring paa Hoflighed fra de Svenskes Side. Senere vilde han ikke modtage Johan Friis, som gjennem Arild Ugerup havde opfordret ham til en Samtale, ej heller Borgemestrene, som Kansleren havde bevæget til at gaa til Hr. Sten og gjøre ham deres Undskyldning for «det Rumor i Porten»³). Og

1) I S. Lonboms Historiska Uplysningar 11, 29 ff. giver en Samtidig en meget ugunstig Karakteristik af Sten Erikson, han kaldes •et stort, grovt, udygtigt Menneske •. I• Compendium af .liandelserna under Konung Eriks Regering« benævnes han et godt Hoved og »en oblyg man». (Handl. ror. Skand. Hist. 111, 29.) Karl den Niende, hans Søstersøn, kalder ham i sin Rimkrønike: • råtthrådigh, huldh och goder«. (Konung Carl IXdes Rim- Chronika S. 34.)

2) Dette berettes udtrykkelig hos Axel Gylden stjerne, Mouunienta 11, 254.

3) Danske Mag. IY, 211—213.

Side 582

endelig viser den hidsige og opfarende Maade, hvorpaa han opførte sig ligeoverfor Vagten, at han maa have været en Mand uden Selvbeherskelse. Det blev senere den væsentligsteAnkeimod ham, at han havde ladet falde saa skarpe og truende Ord imod alle Danske, Ord, som han selv maatte erkjende at have sagt, om han end undskyldte sig med at have udtalt dem «i Hastighed, og kun ment dem, som havde gjort denne Fortræd-. De øvrige Gesandter kom ikke til at spille nogen fremtrædende Rolle, og det synes endog, som om de have misbilliget Hr. Stens Optræden, idet de senere bade Kongen om ikke at maatte undgjælde for, hvad han havde sagt eller gjort¹).

Samtidig bleve imidlertid alle Svenske, som befandt sig i Riget, anholdte og forhindrede i at drage videre. Saaledes Arvid Gustafson Stenbock, en Broder til Gustav Vasas tredje Gemalinde, som var paa Gjennemrejsen til Tyskland, men, som det synes, ikke i noget offentligt Hverv²), endvidere Adelsmanden Lasse Lukasson, Hans von Ritberch, en tysk Adelsmand, som stod i svensk Tjeneste, Franskmanden Johannes å Herbouville, som jævnlig benyttedes af Erik XIV især i hans Giftermaals-Underhandlinger, flere Kjøbmænd, Brevbud og Udsendinge fra Private³).

Saasnart Kong Frederik havde faaet nøjagtig Underretningom, hvad der var hændt i Kjøbenhavn, besluttede han selv at drage til Hovedstaden, hvortil han ogsaa blev opfordret af Johan Friis, som naturligvis maatte ønske at

1) Gabriel Christerson og Joran Fincke til Fr. II 2 og 5 Febr. Geh. Arch. Sverig 239.

2) Arvid Stenbock t. Johan Friis, udat. men fra Febr. 1563, hvori han beder om et Pas, og erklærer, at han Intet har at skaffe med Hr. Sten. Geh. Arch. Sverig 239. Smlgn. Ny kirkeh. Saml. 111, 493.

3) En Fortegnelse over disse findes i Geh. Arch. Sverig 239.

Side 583

blive befriet fra det alvorlige Ansvar, som hvilede paa ham. Nogle Dage efter kom han ogsaa til Staden og lod foranstalteen Undersøgelse, idet han afkrævede Borgemestre og Raad i Kjebenhavn en Beretning om det Skete. Denne blev ogsaa afgiven og sendt til Sverig som Bilag i et Brev til Kong Erik, hvori Frederik II fremstillede Sagen som en Haan, der var vederfaret ham, og spurgte Kongen, om det var hans Vilje, at hans Gesandter med Trods skulde ride gjennem Danmark¹). Derimod lod han ikke de svenske Gesandter komme til Forhør, af krævede dem ikke engang nogen Erklæring om det Skete²), men drog strax bort igjen fra Kjøbenhavn efter at have givet Befaling til, at hele Sagen skulde bero, indtil der kom Svar fra Kong Erik. Det blev Gesandterne tilladt at bevæge sig frit omkring i Byen, og der syntes endog at indtræde et fortroligere Forholdimellem dem og Johan Friis. De havde gjentagne Sammenkomster, og Hr. Sten foreslog endog Kansleren et Middel til at bilægge Stridighederne imellem Kongerne. Det bestod deri, «at eftersom Historien viser, at Matroner, Dronningerog Fyrstinder af Naturen have den Gave at gjøre Uvenner til Venner«, burde Enkedronningen af Danmark og Enkehertuginden af Sachsen, begge Kongers Mormoder, mægle mellem disse tvende Herrer, hvilket vilde udrette mere end 10 Legationer³).

Da indtraf i Begyndelsen af Marts de længe ventede
Efterretninger fra de danske Gesandter i Sverig, og faa

1) Pr. II til Erik XIV. Concept i Geh. Arch. Sverig 238.

2) Gesandterne klage herover i Skrivelse af 28 Febr. til Fr. II og bede om at maatte komme til Forhør, for at hver maa tyde sine egne Ord. Geh. Arch. Sverig 239.

3) Danske Mag. IV, 214. St. Erikson t. Johan Friis. Geh. Arch. Sverig 239.

Side 584

Dage efter Gesandterne selv. Det Svar, de medbragte, var dateret Upsala den 16de Februar; det gik ud paa, at Erik ingenlunde vilde aflægge det danske og norske Vaaben undtagenpaa den Betingelse, at Kongen af Danmark ogsaa aflagde de tre Kroner¹). Efter dette Svar anses Krigen for uundgaaelig i Danmark. Saavel det holstenske som danske Kaad indkaldes til Palmelørdag i Kjøbenhavn²), og i fortrolige Skrivelser til sin Svoger Kurfyrst Åvgust af Sachsen lægger Kongen ikke Skjul paa sin krigerske Stemning.Allerede den 6te Marts skriver han, at da Kong Erik ikke vil opgive det danske og norske Vaaben, driver den højeste Nødvendighed ham til med mere Alvor at varetage sine Interesser, og en Maaned efter hedder det: «Nu da Forholdene ligesom af sig selv føre hen til en Krig med Sverig, tragte vi efter i Guds den Almægtiges Navn at benytte saadan Lejlighed«^a). De Forslag, som fremkom fra begge Kongerne om en fredelig Bilæggelse af Stridighederne, havde derfor ikke anden Betydning end at bidrage til at trække Afgjørelsen ud, indtil Krigsforberedelserne vare trufne.

Under disse Forhold kunde der naturligvis ikke være Tale om at løsgive Gesandterne eller om blot at lade enkelteaf dem fortsætte Rejsen. Deres Haab om Frigivelsemaatte endnu mere formindskes, da det i Slutningen af Marts opdagedes, at de gjennem en tydsk Præst, Josias Reich, havde villet sende Underretninger til Sverig saavel om deres egne Forhold som om de Krigsforberedelser, man traf i Danmark. Præsten blev greben, just som han vilde stige i Færgen, og bekjendte siden, at han foruden andre

1) Tegel S. 71—74.

2) 12 Marts 1563. Tegn. o. alle Lande VII, 317.

3) Archiv f. die sachs. Gesch. 11, 388, 393.

Side 585

Oplysninger ogsaa sknlde have givet Kong Erik det Raad «at udbedre det Gjærde, som var sønderrevet og hele de friske Saar», det vil sige, at Kongen burde forsone sig med Stæderne og slutte Fred med Polen¹). Opdagelsen heraf gav Anledning til, at man underkastede Gesandterne en strængere Behandling. Istedenfor at de hidtil kun havde været indmanede i deres Herberger, besluttede man nu at sende dem til Kallundborg. Den 30te Marts blev Sten Rosensparre udnævnt til Lensmand paa Kallundborg Slot og fik samtidig Befaling til at modtage de svenske Gesandter,tilfly dem gode Kammere og skaffe dem godt Underhold, «dog at I dette stille og uformeldt hos Eder selv beholder og derom Intet lader Eder mærke«²). Deres Papirer bleve dem fratagne, og endnu findes i Gehejmearkivet Kong Eriks egenhændig undertegnede Giftermaalstraktat med Landgreven af Hessens Datter. Den 16de April sendtes de tre Gesandtertilligemed Arvid Gustafson Stenbock til Kallundborg, de andre Fanger bleve satte i Forvaring paa Draxholm³).

Det blev et langvarigt Fangenskab, Sten Erikson blev
først løsgivet i Januar 1565, Gabriel Oxenstjerne og Joran
Fincke maatte vente endnu 2 Aar, inden de bleve udløste.

2. Om Fangers Behandling og Udrexling.

Medens Hærførernes og Krigernes Bedrifter altid have været sikre paa at vække baade Samtidens og Eftertidens levende Deltagelse og Opmærksomhed, og hvad enten Sejr eller Nederlag fulgte deres Faner, have fundet deres Plads

1) Danske Mag. IV, 216. Josias Eeichs Bekjendelse. Geh. Arcli. Danske Kongers Hist. 46.

2) Tegn. o. alle Lande VU, 335.

3) Danske Samlinger 2 Kække 11, 186.

Side 586

i Historien, saa tier denne derimod om deres Skjæbne fra det øjeblik af, at Fangenskabets Porte lukke sig efter dem. Ingen spørger om de mange Ydmygelser og Lidelser, som Fangen maa gjennemgaa, Ingen om de skuffede Forhaabninger,som en mere eller mindre fjern Udsigt til at gjenvindeFriheden kalder tillive. Det er Hensigten i den følgende lille Afhandling for Syvaarskrigens Vedkommende at gjenoprette det Forsømte, forsaavidt de tarvelige Kilder og Datidens ordknappe Maade at udtrykke sig paa sætte os istand dertil.

I et Aarhundrede som det sextende, hvor Krigene førtes med en Grumhed og Umenneskelighed, hvortil der ikke findes mange Sidestykker i Historien¹), tør man vel ikke vente at finde meget af den Humanitet i Behandlingen af Fangerne, som nyere Tiders Krigsbrug hjemler. Ikkedestomindre overraskes man ved at møde mange Spor af Forsøg paa at mildne Fangelivets Besværligheder, men det maa dog strax tilføjes, at det var Undtagelser fra Regelen, som væsentlig kom de Højerestillede i Samfundet tilgode. Vi maa i saa Henseende skjelne mellem den menige Soldat og Befalingsmanden, som i Regelen var Adelsmand. Denne Sidste ned i det Hele, som vi senere skulle se, en ret hensynsfuld Behandling, medens den Første i fuldt Maal maatte gjennemgaa alle de Forhaanelser og Lidelser, som et mangeaarigt Fangenskab førte med sig.

Fælleds for alle Fanger, baade Menige og Befalingsmænd,varDeltagelsen
i de forsmædelige Triumfindtog, som
fremfor alle Erik XIV i Lighed med Romerfolket lod sine

1) Smlgn. Beretningen om St. Quentins Indtagelse 1558 hos J. L. Motley, The rise of the dutch Eepublic, London 1863, S. 96—98, og om Bønnebys Erobring og Plyndring 1564 hos H. F. Rørdam, Monumenta Historiæ Danicæ 11, 296_—298.

Side 587

sejrrige Feltherrer, sig selv indbefattet, blive til Del. I Aarene 1563^—1566 fandt han Lejlighed til idetmindste een Gang hvert Aar at forlyste Stockholms Indbyggere med et højtideligt Indtog, i hvilket de i Krigen tagne danske Fanger spillede en Hovedrolle. Han var uudtømmelig i at finde paa nye Maader til ret at gjere dette Optog fornøjeligtforTilskuerne og forsmædeligt for Deltagerne deri. Snart dansede Kongens egen Hofnar, Herkules, snart Bønder foran Toget, spillende paa Sækkepiber, en Hentydning til, at de Danske i Smædeskrifter havde udtalt, at de nok skulde lære Svenskerne at danse efter deres Sækkepiber. Snart var det det erobrede Bytte, Faner, Skjolde, Vaaben eta, som, malerisk opstillet paa Vogne, blev kjørt foran de Fangne. Derpaa fulgte disse selv', ordnede i Rækker to og to, eller paa militær Vis inddelte i Fænniker. I Almindelighed var alt Haaret forinden blevet raget af dem for at gjøre dem let kjendelige og hindre dem i at undslippe; kun «en Munkekrands blev siddende oven over ørene som paa Narre«, siger Axel Gyldenstjerne i sin Skildring af Krigen. Tidens skarpe Adskillelse mellem Adelige og Uadelige gav sig imidlertid ogsaa tilkjende i et Optrin, hvor iøvrigt alle bleve slaaede over een Læst. De Fribaarne vare nemlig koblede sammen to og to med hvide Silkebaand, de Ufrie derimod med forsvarlige Hampesnore. Undertiden pyntedes ogsaa deres Ærmer med en gul Klud, paa hvilken var syet de to Bogstaver E og F, dog saaledes at Eet stod oven over F'et for at antyde, at Kong Erik havde sejret over Kong Frederik. Under Trommers og Trompeters Klang førtes Fangerne med hvide Kjæppe i Hænderne gjennem Staden op til Slottet, hvor Kongen fra et Vindue betragtede det forbidragende Tog, medens hans Musikanter stode opstilledeiSlotsgaarden og spillede paa Piber og Trompeter

Side 588

«dem til Spot>. Herfra gik Toget videre gjennem Byens Gader, op og ned. Overalt vare enten kostelige Tapeter udhængte, som forestillede Optrin af den svenske og den «trojanske« Historie, eller Vaabenskjolde opstillede, i hvilke det svenske, danske og norske Vaaben vare føjede sammen til eet og paa hvis ene Side stod skrevet med store Bogstaver:«quodvoluit, deus dedit«, medens paa den anden Side Cæsars berømte Ord: «veni, vidi, vici« vare malede. Tilsidst bleve alle førte ud paa Sodermalm, hvor Baandene bleve løste og hver derpaa ført til det for ham bestemte Fængsel. Intet Under, at Sligt maatte forbitre Fangernes Sind. «Kan jeg ikke fuldt sige Dig den Spot, som jeg har lidt for min Herres og Konges Skyld«, skriver Arild Ugerup til Hans Skovgaard; «vare vi dog ingen Forrædere«, tilføjer han¹).

Det synes ikke, at Kong Frederik har søgt at efterligne Erik XIV i Opførelsen af slige unyttige og kun ophidsende Skuespil. Da Daniel Rantzau i Begyndelsen af Aaret 1568 vendte tilbage fra sit berømmelige Felttog i Sverig, førende en Skare af Fanger, hvoriblandt nogle af Sverigs ypperste Mænd, med sig₂), blev Hofsinden Ludvig Munk sendt ud

1) E.J. Tegel, Kommg Erics den XIV.s Historia S. 88, 140, 176 f., 218 f., Kørdam, Monum. Hist. Dan. 11, 840 f., Dansko Samlinger 2 Kække 11, 193, G. O. Westling, Det nordiska sjuårskrigets historia i Historiskt Bibliotek, utg. af C. Silfverstolpe 1879 S. 521. Arild Ugerup t. Hans Skovgaard. Stockholm 9 Novbr. 1564. Geh. Arch. Danske Kongers Hist. 52. Ogsaa Gustav Vasa havde Smag for denne Slags Forlystelser, se Beretningen hos Peder Swart, Gustaf I.s Kronika S. 112 f. om Bispen Peder Sunnanveder og Domprovsten Mester Knuds Indtog i Stockholm ved Fastelavnstid

2) Danske Mag. 3 Kække 11, 98—100. Den her indførte Liste over svenske Fanger er fejlagtig henført til Slaget ved Svarteraa; den er en Fortegnelse over de paa Daniel Rantzaus Tog i Sverig 1567—68 gjorto Fanger.

Side 589

til Hvidøre for at tage imod Fangerne. Han holdt her en lang Tale til dem, som blev besvaret af den svenske Feltherre,Hogenskild Bjelke, paa alle Fangers Vegne, hvorpaa disse førtes ind til Kjabenhavn, uden at man hører Tale om noget forsmædeligt Optog¹). At man dog ogsaa her lod det gamle Ord: Spot og Skade følges ad, vederfares Ret, viser en Ytring i Herluf Trolles Brev til Frederik II efter Sejren over Jakob Bagge i Slaget under øland den 30te og 31te Maj 1564. «De Skaaler«, skriver han, «Eders kgl. Maj. drak mig til, haver jeg underdanigst med alt dette gode Selskab nu udi Fredags gjort Eders kgl. Maj. Ret med. Jakob Bagge og de andre Svenskere drak samme Skaaler med, endog jeg tror, de gjorde det ikke gjerne»²).

Fra Triumfindtoget gik Fangens Vej til Fængslet, og af dettes Beskaffenhed afhang for mange og lange Aar hans Ve og Vel. De Menige vare, som allerede omtalt, i saa Henseende værst farne. I Sverig bleve nogle sendte til Landets Yderpunkter, til Estland og Finland, hvor de fordeltespaa Fæstningerne og Slottene og bleve benyttede til Jordarbejder paa lignende Maade, som man i den nyeste Tid har set Tyskerne i Krigen 1870—71 anvende de franske Fanger til Udførelsen af større Vejanlæg³). Andre sendtes til Salbjerget (Sala Grube), hvor de holdtes til Arbejde, smeddede i Jern og Bolt, for at gjøre Gavn for Føden⁴). Man gribes af en vemodig Følelse ved at læse følgende Beretning om de Forhaabninger, hvormed disse Fanger

1) Tegel a. St. S. 273. Frederik II t. Frants Brockenhus. Hafnie 18 Febr. 1568. Tegn. o. alle Lande IX, 475.

2) Danske Mag. 111, 189.

3) I Schwerin kaldes et saadant Vejanlæg: Der Frauzosenweg.

4) C. Adlersparre, Afhandling om krigsvasendet från Gustaf I.s dod till Gustaf II Adolf i Vitterhets och Antiquitets Akademiens Handlingar XVII, 375.

Side 590

imødesaa en Bedring i deres Kaar af det sejrrige Udfald af Hertug Johans Opstand mod Erik XIV 1568. «Da gik fra Salbjerget saa mange Fanger, som der var, og gave sig til Upsala. De bleve anklagede for Hertug Johan i Feltlejrenfor Stockholm; de supplicerede, men bleve ikke benhørteog afvistes af Hertugen, Grev Per Brahe og Hr. Sten Erikson med saadan Besked, at de skulde vide, at de slap ikke endnu af Sverig, og at de svenske Fanger sade ikke paa Silkedyne i Danmark. De beklagede sig videre for Hertugen, at de arbejdede med Livsfare, fik mange Hug og ingen Mad, hvortil han svarede, at de skulde give sig i Gruben igjen, og at de skulde faa Mad nok og ikke nødes til at arbejde uskjelligen. De bade, at Hertugen vilde unde dem et kristeligere Fængsel, end de hidtil havde havt, hvortil han mente sig Intet at kunne gjøre og henviste dem med Skrivelse til Upsala til de fangne danske Herremænd,lydende, at de skulde handle med Fangerne og bevægedem til at begive sig i Gruben igjen, hvis de ikke alle vilde nyde ondt deraf. Herremændene talede til Fangerne, men de kunde ikke bevæge dem dertil eller faa andet Svar af dem, end at de allesammen endrægteligen begjærede et kristeligereFængsel eller en kristelig Død. Peder Daa og Albert Beck sendtes fra Upsala til Stockholm til Hertug Johan paa Fangernes Vegne, men hvad Besked de fik, det veed jeg ikke" l).

Ulige blidere Kaar havde de Fanger, som enten bleve anbragte hos Borgerne i Kjøbstæderne eller sendte ud paa Landet for at arbejde paa Herremændenes Gaarde eller hos Bønderne, hvis Sønner og Tyende vare i Krigstjeneste og

1) Danske Kongers Hist. 46, jvfr. Kørdam, Monum. Hist. Dan. 11, 420, Bergius, Konung Carl den IXdes Kim-Chronika S. 27 f.

Side 591

som derfor manglede Arbejdsfolk. Men deres Antal har sikkert ikke været stort. Paa den ene Side maatte RegeringennæreBetænkeligheder ved at anbringe Fanger paa denne Maade, da Lejligheden til at undslippe var ulige lettere her, end hvor de Fangne saaledes som i Fæstningerne og paa Sølvværket vare stillede under stræng Opsigt. For at hindre Undvigelse blev derfor hver Bde eller 14de Dag deres Haar afraget, en Forholdsregel, som tillige hver Søndag forkyndtes fra Prædikestolen, forat Almuen desto lettere kunde passe paa. Paa den anden Side turde Begjæret efter at modtage Fanger ikke have været synderlig stort, hvor velkommen end en Forøgelse af Arbejdskraften maatte være for Landmanden og Haandværkeren. Thi der var knyttet den übehagelige Betingelse dertil, at Modtageren skulde være forpligtet til at stille en Soldat for hver Fange, der undslap, og i visse Tilfælde endog indtræde i den Undvegnes Sted som Fange¹). Tør man tro Joran Person, nød imidlertidFangerne,i alle Tilfælde i Stockholm, en ikke ringe Frihed. Han klager over, at en hel Hob «Jydefanger >• den ene Søndag efter den anden i et Antal af 15, 16 ja 20 Stykker have og holde deres «bryllop« og «stinge» sig ind blandt Borgerne der i Staden, ja en stor Hob sætter sig paa begge «Malmene«²). Og man kan vel ogsaa antage, at i Aarenes Løb ere mange Fanger blevne ligesom hjemme i den Stad eller paa den Gaard, hvor de vare indsatte, og at der efterhaanden er bleven indrømmet dem en større Frihed, end de Styrende ansaa for tilraadeligt. Men Størstepartenhardog vistnok havt Grund til at fremføre de samme

1) Adiersparre i Vitterh. Antiq. Akad. Handl. XVH, 375 ff., smlgn. C. Adiersparre, Histor. Samlingar 11, 18 f. og Tegel a. St. S. 99.

2) Joran Person t. Olof Larsson og Siward Kruse 24 Decbr. 1565. Acta hist. Erici XIV. Kigsarch. i Stockholm.

Side 592

Klager som dem, der 1568 bleve udtalte af Fangerne paa Salbjerget, og'det kraftige og fyndige Brev, i hvilket Herluf Trolle 1564 opfordrede Erik XIV til at lade Danske og Lybske vederfares en bedre Behandling, har sikkert været vel fortjent, om end uden Virkning¹).

Der mangler nu heller ikke Klager fra svensk Side over, at de Danske behandlede den menige Mand strængt, og baade Erik XIV og Joran Person have udtalt saadanne²). I Virkeligheden synes disse imidlertid at have været mindre berettigede. Undertiden er der vel fra Befolkningens egen Side udøvet en Slags Lynchjustits som Hævn for den Vold og Overlast, der var paaført den selv. I Efteraaret 1564, efterat den svenske Hær havde trukket sig tilbage fra Blekinge,overlod Greven af Schwartzburg 13 Fanger i den vistnok indtil Raseri ophidsede Befolknings Hænder, som de kunde udløse eller gjøre med, hvad de selv vilde. De skjøde dem imidlertid ihjel paa Stedet³). Den danske Regering har vel ogsaa ligesom den svenske anvendt Fangerne til Udførelsen af forskjellige Arbejder, saavel paa Holmen i Kjøbenhavn som andensteds⁴). Der er maaske endog Mulighed,skjøndt intet Bevis for, at de maatte arbejde i de norske Bjergværker⁵), men vi høre ikke tale om, at Krigsfangerbleve holdte fængslede i Jern og Bolt eller smeddede

1) Danske Mag. 111, 277 f. Fr. II skriver til Herluf Trolle 2Avg. 1564, at han henstiller til ham selv, om han vil afsende Brevet eller ej. Tegn. o. alle Lande VIII, 87.

2) Joran Person t. Claude Collart 12 April 1565. Geh. Arch. Sverig 79, smlgn. Tegel a. St. S. 116.

3) St. Rosensparre t. sin Moder 1 Octbr. 1564. F. E. Friis, Efterretn. om Familien Rosensparre S. 42, smlgn. Resen a. St. S. 121.

4) Fr. II t. Mogens Gyldenstjerne 13 Decbr. 1565. Befaling at sende nogle svenske Fanger fra Kjbhvn. til Sylvester Franke, som har begjæret nogle Arbejdskarle. Tegn. o. alle Lande VIII, 449.

5) Korske Rigsrogistranter I, 424 f.

Side 593

paa Galejerne¹). I Eegelen lod man sig nøje med at sende dem i Indkvartering hos Borgerne i Kjøbstæderne, hvor de vel maatte arbejde for Føden, men forøvrigt nød en saa stor Frihed, at det opvakte Frygt hos Regeringen. «Vid% skriver Kongen den Iste Februar 1565 til Folmer Eosenkrands,Lensmand paa Aarhusgaard, «at vi have erfaret, hvorledes de svenske Fanger, som vi have ladet indlægge i vor Kjøbstad Aarhus, skulle udgaa paa Gaderne og have deres Samtale og Omgængelse med Fremmede, som did komme, saavelsom med vore egne Undersaatter der udi Byen og ikke ville blive i deres Herberger, som Fanger bør.« I Nestved, fortalte man, gik Fangerne ikke alene frit omkring i Byen, men endog «udi Marken«, hvorfor Kongen befalede Mogens Gyldenstjerne at sende dem tilligemedFangerne i Kjøbenhavn til Holsten; der skulde Kongen nok vide at lade dem bringe til Steder, hvor de kunde være vel forvarede. Men i Almindelighed udstedtes kun et Forbudmod, at de gik «ud over Rendestenen«, og en Befaling til Borgerne om at hindre dem i at skrive eller paa anden Maade «bruge noget Forræderi«. Vare de gjenstridige, skulde Byfogden indsætte dem «paa det Sted, hvor han igjen vidste at finde dem«²).

Antallet af menige Fanger har sikkert ikke været ringe.
Selvfølgelig kan det end ikke tilnærmelsesvis bestemmes,

1) Naar Fr. II 17 Decbr. 1569 befaler Peder Oxe at lade alle de Stralsundere, som vare paa de Skibe, der sidst bleve tagne, «smedde paa Galejen- (Tegn. o. alle Lande X, 483), sigtes herved til Fribyttere.

2) Ft. II t. Folmer Kosenkrands 1 Febr. 1565. Tegn. o. alle Lande VIII, 220, Fr. II t. Mogens Gyldenstjerne 24 Sept. 1564 (smstds. S. 137), Fr. II t. Bgm. og Eaad i Viborg, Lemvig og Varde 22 Febr. 1566 (smstds. S. 487). Om Udtrykket .ud over Kendestenen» smlgn. Troels Lund, Danmarks og Norges Historie i Slutn. af det 16de Aarh. I, Anden Bog, S. 65 f.

Side 594

men enkelte Angivelser kunne dog give et Begreb derom. I Slaget under Bornholm den 30te Maj 1563 mistede de Danske 800 Mand fangne foruden Befalingsmændene, det følgende Aar i Avgust Maaned maatte tre danske Skibe med en Besætning af 600 Mand overgive sig, og i Juli 1565 i det uheldige Slag under Bornholm vandrede paany 700 Mand med Admiralen Otte Rud i Fangenskab. Omvendtbleve over 700 Svenskere fangne i Norge, da Claude Collart gjorde sit uheldige Felttog i det nordenfjeldske Norge 1564, ligesom ogsaa Slaget ved Marekær 1563 og Daniel Rantzaus sejrrige Felttog i Sverig 1567—1568 bragte et ikke ringe Antal Fanger i de Danskes Hænder. Vel traadte talrige tyske Krigsfolk, som saaledes bleve fangne, ofte over i Modstanderens Rækker og bleve Fjender af det Folk, for hvem de nys havde kæmpet; men Fangernes Antal var dog saa betydeligt, at det ofte blev vanskeligt nok at faa Plads til dem. Erik XIV mente derfor ogsaa, at det var bedre at dræbe de Menige end at tage dem tilfange, «da her er altfor mange af det Selskab iforvejen% ligesom han befalede, at de <■ Jydefanger», som vare førte til Estland, skulde sendes til Rusland og der sælges, en Befaling, som dog ikke synes at være bleven udført¹). Den samme Opfattelse udtalesaf Joran Person, naar han siger: «Var det meget bedre at uddøde dem (Fangerne), end at de her i Sverig findes skulde», og Arild Ugerup kunde fra Stockholm skrive: «Kan jeg her kjebe et Jydehoved for en Firik»²).

1) Westling i Hist. Bibliotek 1879 S. 520, Ådlersparre a. St. S. 375 f. E. M. Fant, Handl, till uplysning af Sveriges historia 11, 11.

2) Joran Persons ovennævnte Brev af 24 Decbr. 1565 i Rigsarchivet i Stockholm. Arild Ugerup t. Hans Skovgaard 9 Novbr. 1564. Danske Kongers Hist. 54.

Side 595

Til de adelige Fanger toges der naturligvis sterre Hensynend til de Menige. Dels kunde der ventes en betydeligSum i Løsepenge, dels beklædte Adelsmanden for det meste ifølge sin Stilling i Samfundet en Anførerpost. De fordeltes saavel i Sverig som i Danmark omkring paa de kongelige Slotte, hvor de som oftest beholdt en eller flere af deres Tjenere og en Kapellan til Opvartning¹). Jævnlig fik de Tilladelse til at ride og bevæge sig i fri Luft, dog i Almindelighed under Bevogtning, naar de iforvejen havde givet en edelig Forsikring om «ikke at ville vige eller forholdesig paa anden Maade, end som en ret Adelsmand egner og bør«, ikke at skrive eller skikke Bud uden LensmandensSamtykke, medens der til Gjengjæld lovedes dem «en ærlig og kristelig Traktering«. Erik XIV plejede at skærpe Forskrivningen ved at true den, som bred den, med at holde ham for «ordlas, menedersk og for den, som har glemt Ære og Redelighed, og yderligere lade udskjælde og udraabe en saadan afmalet Person for alle kristne Herrer, Potentater, Befalingsmænd og for alle Stænder«²). Der synes dernæst at have været en stiltiende gjensidig Overenskomstmellem begge Landes Adel om at gjøre, hvad man formaaede, forat Fangenskabets Byrde kunde lettes saa meget som muligt. Ved gjensidig Pengehjælp, ved at gaa i Forbøn hos Kongerne, undertiden endog ved at stille

1) Skoledegnen, som forklædt besøgte Jakob Brockenhus paa Orby, siger: <■ og giver han sig meget, at han ikke maa have sin Præst hos sig . Danske Mag. VI, 357. Det fremgaar imidlertid af et Forpligtelsesbrev, udstedt af 12 danske Adelsmænd den 26 Decbr. 1567, at det i Almindelighed var tilladt; de forpligte sig her for dem selv, deres Kapellaner, Tjenere og Drenge. Sverig 288.

2) Som Exempler kunne anføres det i forrige Anm. nævnte Forpligtelsesbrev og Arvid Stenbocks dat. Kallundborg 5 Novbr. 1568. Sverig 72.

Side 596

Sikkerhed for Fangernes Tilstedeværelse og derved skaffe disse noget større Frihed, samt endelig ved en ivrig Virksomhedfor Udvexliog af Fange mod Fange søgte man baade i Danmark og Sverig at mildne sine fangne Landsmænds Kaar i det fremmede Land. Selv Joran Person, der nærede et saa glødende Had til alle Danske, har ikke været uvillig til at forstrække danske Adelsmænd med Penge¹). Det var dog især Kvinderne, og fremfor alle de Fangnes Hustruer og Medre, som spillede Hovedrollen i disse diplomatiske Bedrifter. Sten Erikson Lejonhufvud har derfor vistnok truffet det Rette, naar han skriver til Frants Brockenhus¹ Frue, Anna Tinhus, at særlig burde de gode Fruer, hvis Mænd vare fangne, virke for gjensidig Udløsning af Fangenskabet, »■saa at mange bedrøvede Hjerter maatte blive husvalede«²).

I Sverig synes Admiralen Jakob Bagges Hustru, Anna Jonsdatter, at have været særlig virksom i denne Retning. Jakob Brockenhus, Malte Jensen Sehested, Albert Beck, Peder Daa og flere nævnes som hendes Skyldnere, til Gjengjældgjordederes Slægtninge og Venner hendes Husbond Tjenester. Paa dennes Opfordring lagde hun gode Ord ind for Fangerne hos Kongen og Befalingsmændene paa de kongeligeSlott

1) Saaledes skriver Malte Jensen (Sehested) til sin Hustru Sofie Bilde, Tavastehus 26 Avg. 1564: »Dersom Du eller nogen af vore Venner kan gjøre de gode Mænd, som ere der i Landet, Hr. Gabriel Christerson og Hr. Jørgen Fincke, noget tilgode, saa gjør det. • Sverig 72. Knud Soop t. sin Svoger Joran Fincke 29 Novbr. 1564: «Kan jeg og flere med mig hjælpe dem, som ere her • bestrikkede • med Penge eller paa anden Maade, paa det Du og de andre gode Mænd, som med Dig ere, kunne bekomme Hjælp igjen, saa gjør vi det gjerne.« Sverig 72. Joran Persons ovennævnte Brev t. Cl. Collart, hvori han siger, at han har laant Mads Stensen (Laxmand) 100 Daler.

2) Dateret Kalingborg 26 Novbr. 1564. Sverig 67.

Side 597

geligeSlotte¹). I hendes Hus paa Jerntorvet i Stockholm boede en Tid lang Otte Rud, inden han sendtes til Svartsjo Slot i Målaren, hvor han døde af Pesten²), og herfra var det ogsaa, at flere danske Fanger betragtede Niels Stures forsmædelige Indtog i Stockholm, og om hvilke det berettes, at een af dem havde Mod til at ytre nogle milde og deltagendeOrdtil den forhaanede Stureætling³). Det Fjendskab,somefterhaanden udviklede sig mellem Erik XIV og den svenske Hejadel, er vel ogsaa kommet de danske Fangertilgode.Arild Ugerup, som maa have havt talrige Forbindelser i Sverig, siden han 1561 som Kong Frederiks Sendebud overværede Erik XlV.s Kroning og ved den Lejlighedblevslaaet til Ridder af Kongen, roser sig af, at der ikke sker Noget uden at han strax bliver advaret, og at det mindste Ord, som Kongen taler, faar han at vide⁴). Det er imidlertid en Selvfølge, at hverken Kvinderne eller andre Talsmænd altid formaaede at bøje ErikXlV.s stridige, mistænksommeSind.Haardt fik saaledes Jacob Brockenhus KongensVredeat føle. I Sommeren 1566 havde han været nedsendt til Danmark for at bevæge Frederik II til at udløsehammod Jakok Bagge, men havde ikke opnaaet sit Øjemed. Da han vendte tilbage, var imidlertid Kongens

1) Breve fra Jakob Bagge til hans Hustru og fra denne til ham i Danske Adels Breve Fase. 27 og Sverig 72.

2) Jens Bilde t. Fr. H. Visborg 8 Sept. 1565: -Otthe Eudt sider fangen paa Jacop Baggis gaardt i Stockholm.« Danske Kongers Hist. 51. Om Otte Euds Død se Vedel Simonsen, De danske Euder H, 102—104, smlgn. Stiernmanna Anm. t. Tegel, Erik XIV.s Historia S. 177.

3) Sam. Lonbom, Uplysningar i Sv. Historien I, 16.

4) Arild Ugerups ofte omtalte Brev til Hans Skovgaard. Om Eidderslaget i Stockholm se Tegel a. St. S. 36, smlgn. Mels Michelsons Liig-Prædichen over Arild Ugerup til Ugerup, som urigtig henfører det til 1560.

Side 598

Mistænksomhed vakt. Det er ikke klart at se, hvori hans Brøde har bestaaet. Det synes imidlertid, som om han i en Samtale under fire øjne med Kong Erik har ladet sig lokke til at give Løfter om at stemple Noget imod Kongen af Danmark. I sin Dagbog har Erik den 29de Avgust 1566 skrevet: «Kom Jakob Brockenhus fra Danmark tilligemed Juran Trulson, som anden Gang bragte et tvetydigt Svar om Fangernes Befrielse. Mærkede jeg tillige, at Brockenhus selv ikke agtede at holde sit Løfte.« Han blev virkelig ogsaa draget til Ansvar for Kongens Domstol («'Nåmnden»), men skjønt han svor paa, at han hverken havde lovet eller underskrevet Noget, blev han dog dømt til at holdes for «en æreløs, ordløs og troløs Mand"¹).

Blandt danske Kvinder, der, ligesom Anna Jonsdatter i Sverig, havde en mere personlig Interesse af at mildne Fangernes Kaar, da hendes Husbond var i disses Tal, kan nævnes Jakob Brockenhus' Hustru Susanne Bølle. Hun ses at have understøttet Jakob Bagge og Sten Erikson Lejonhufvud,medhvis Hustru, den i Sverigs Historie bekjendte saakaldte «Grev Ebba« af Slægten Liljehok²), hun stod i levende Brevvexling angaaende deres Ægtefællers gjensidige Udløsning af Fangenskabet. Fru Ebba havde opnaaet Kong Eriks Samtykke dertil, og Susanne Bølle har vistnok i Forening med sin Svigerinde, Frants Brockenhus¹ Hustru, Anna Tinhus, der ogsaa roses for sin varme Deltagelse for Fangerne, ikke bidraget saa lidet til, at Sten Erikson i Begyndelsen af Aaret 1565 fik Tilladelse til at vende til—

1) Fant, Handl. t. uplysn. af Svenska historien 11, 32, E. G. Geijer, Sv. folkets hist. 11, 195 Anni. Om hans mislykkede Sendelse til Danmark se nedenfor.

2) Fru Ebba var en Datter af Mans Brynteson Liljehok, en af Hoveddeltagerne i Smaalandsoprøret 1528 imod Gustav Yasa.

Side 599

bage til Sverig¹). Hr. Stens Brodersøn, den unge Erik Abrahamson Lejonhufvud, der kun 11 Aar gammel tilligemedsinFarbroder var bleven fastholdt i Danmark 1563, havde et meget mildt Fængsel hos Sten Bilde og Birgitta Bosenkrands. Han blev opdragen sammen med deres Barn og synes overhovedet at være bleven behandlet af dem som en Søn²). Men fremfor Alle møde vi ogsaa her den Kvinde, hvis Virksomhed kan spores i saa mange af Datidens privateogoffentlige Forhold, Birgitte Gjø. Hun, som i Aaret 1565 var ble ven Enke, synes at have været i Stand til at kunne hæve sig over alle Fordomme, som ellers let kunde have gjort hende til en bitter Fjende af dem, som havde voldt hendes Mands Død. I Sommeren 1563 var en svensk Læge, Oluf Jakobson, bleven fangen af de Danske. Han var en dygtig Mand, som tillige havde det Held, at hans Evner og Erfaringer kunde komme ham tilgode i de nye Forhold, hvori han var kommen. Han ses hurtig at have

1) Hans Holk sender 17 Septbr. 1564 til Mogens Gyldenstjerne Breve fra Fru Ebba til Her Sten og Fru Susanne. Langebeks Diplomatår. St. Erikson t. Fru Anna, Frants Brockenhus'. Kalingborg 26 Novbr. 1564. Han har sendt et Brev fra sin Hustru til Fru Susanne og takker Fru Anna og hendes Mand for alt det Gode, de beviste ham sidst i Kjbhvn. Sverig 67. Joh. å Herbouville roser hende ogsaa i Brev til Mogens Gyldenstjerne 24 Juni 1566. Danske Adels Breve Fase. 27.

2) Naar det i Almindelighed fortælles, at Erik Abrahamson strax blev løsladt og under Krigen opholdt sig i Tyskland, beror dette paa en Fejltagelse. Der var Tale om, at han 1565 skulde være vendt tilbage med Sten Erikson, men Kongen afslog dennes Anmodning; han blev nu sendt til Peder Bilde og dennes Hustru, om hvem han skriver 19 Decbr. 1565 til sin Farbroder, at de lade ham lære sammen med deres Børn og giver ham Klæder og godt Underhold. Sverig 72. Smlgn. Brev fra Hans Skovgaard t. Mog. Gyldenstjerne 24 Jan. 1565 (Danske Kongers Hist. 52) og fra Kongen t. Samme 20 Jan. (Tegn. o. alle Lande VHI, 212). Først 24Oktbr. 1568 udløses han imod Mandrup Holk (smstds. X, 262).

Side 600

faaet Indpas i flere danske Adelsfamilier og særlig i den Kreds, som nærmest kunde kaldes Birgitte Gjøs. Da hun 1565 faldt i en alvorlig Sygdom, bevægede hun flere af sine Venner til at gaa i Borgen for ham, forat han frit kunde pleje hende, og senere synes hun selv at have overtaget Kautionen, saa at han rundt om i Landet paa mange Herregaardekundeudøve sin Virksomhed. I Sverig antog man, at han vilde blive i Danmark, imidlertid vendte han dog efter Freden tilbage til sin Post som Livlæge hos Dronning Katarina Jagellonica, men vedligeholdt stadig en levende Brevvexling med Birgitte Gjø¹). Sandsynligvis gjennem ham ere talrige svenske Fanger komne i Forbindelse med den danske Adelsdame og blevne hendes Skyldnere, saaledes Jakob Bagge, Hogenskild Bjelke, Charles de Mornay og Borgemestren i Stockholm Mads Person. Men BrevvexlingenmedOluf Jakobson viser tillige, at hun ikke kom helt uskadt ud af disse Forbindelser. Det gamle Ord: «ude af øje ude af Sind« slog ogsaa her til, og mange af hendes Pengefordringer paa hendes svenske Venner havde hun senere stor Møje med at faa inddrevne 2).

Ligeoverfor disse Bestræbelser fra Enkeltmands Side for

1) Om Oluf Jakobson se Cl. Annerstedt, Grundlåggningen af svenska viildet i Liflaud 1558—1563 S. 111 f., Kørdam, Monum. Hist. Dan. 11, 97, T. Becker, Herluf Trolle og Birgitte Gøie S. 25, C. F. Bricka, Frederik den Andens Ungdomskjærlighed S. 118 Anm. 3 smlgn. S. 191. — Sebastian Stubs (en dansk Læge, som var bleven fangen ved Varbergs Erobring) Forpligtelsesbrev til Hertug Johan 25 Septbr. 1568, at udløse Oluf Jakobson, «ther han liiit til Swerige igen begårer«. Sverig 288. Breve fra ham til Birgitte Gjø i Danske Adels Breve Fase. 23; han sender Hilsener bl. A. til Hans Johansen Lindenov, Jakob Sefeld, Fru Bigborg Tinhus og især til Holger Eosenkrands.

2) Ovennævnte Breve fra Oluf Jakobson t. Birgitte Gjø. Især synes Jakob Bagge at have været en uvillig Skyldner.

Side 601

at mildne Fangelivets Besværligheder stod Regeringens Adfærd,somvæsentligmaatte foreskrives af Hensynet til Statens Velfærd, og for hvem Hovedøjemedet maatte være det at forvare Fangen saa godt, at han ikke undslap. I mange Tilfælde kunde den dog ogsaa give efter for andre Hensyn. Det indesluttede Liv paa en befæstet Borg maatte naturligvisoftehaveen skadelig Indflydelse paa Mænds Helbred, der vare vante til at føre et Friluftsliv med Jagen, Riden og en uafbrudt Færden fra et Sted til et andet. Der heres derfor jævnlig Klager over, at Fangerne bleve syge, og i saa Fald gav Kongen beredvillig sin Tilladelse til, at Vedkommendeblevførtet andet Sted hen, hvor han kunde faa en bedre Pleje og med starre Frihed end ellers kunde ride eller spadsere, dog altid under Bevogtning¹). En enkelt Fange stod i Begyndelsen af sit Fangenskab i stor Yndest hos og nød mange Begunstigelser saavel af Kongen som af Private. Det rar den oftnævnte Admiral Jakob Bagge til 80, en Mand af norsk Herkomst, der allerede i Gustav Vasas første Regeringsaar var traadt i svensk Tjeneste og i Syvaarskrigens første Aar havde udmærket sig ved store Bedrifter, som han rigtignok ogsaa selv forstod at skatte. «Sverig har mistet Hovedet, nu de har mistet mig«, skal han have ytret²), da han den 31te Maj 1564, efter at have forsvaret sig med stort Heltemod, endelig maatte overgive sig til Lybekkerne og de Danske, meclens hans

1) Saaledes Fangerne paa Kallundborg, for hvem Mogens G-yldenstjerne, Johan Friis og flere Adelsmænd 1 Septbr. 1565 gaa i Forbøn hos Kongen (Sverig 72), som ogsaa 4 Septbr. giver Tilladelse dertil (Tegn. o. alle Lande VIII, 383). — Charles de Mornav faar 2 Oktbr. 1569 Tilladelse til i nogen Tid at flyttes fra Kallundborg til Kjøbenhavn for at helbredes af en Læge (smstds. X, 431).

2) Danske Mag. IH, 191.

Side 602

stolte Skib «Mageløs» sprang i Luften ined hele sin Besætningogenstor Del af Fjenderne. Haardt saaret kom han til Kjøbenhavn, hvor han først indlagdes paa Slottet, men senere fik Tilladelse til at bo i Byen, sandsynligvis hos en Læge, for at blive helbredet. Senere flyttede han atter op paa Slottet, hvor han roser sig af daglig at spise sammen med Slotshøvidsmanden, Jens Trudsen, eller Statholderen, Mogens Gyldenstjerne. Han boede i «Hr. Eskis» Kammer og havde sin egen Karl, en Fynbo, til sin Opvartning, ligesom han fik Tilladelse til at skrive til sin Hustru og modtage hendes Breve, dog paa den Betingelse, at Mogens Gyldenstjerne først gjennemlæste dem. Grunden til den Imødekommen, man viste ham, laa simpelthen deri, at han med stor Beredvillighed gav Oplysninger om Erik XIV.s Planer og Krigsforberedelser. Hvorvidt disse have været sande, turde være Spørgsmaal underkastet; det er muligt, at den Unaade, hvori han senere faldt, kunde have havt sin Grund i, at man fattede Mistanke til hans Oprigtighed. I Begyndelsen gik imidlertid Alt godt, og Tilliden til ham var endog saa stor, at Frederik II befalede Mogens Gyldenstjerneatladeden svenske Admiral bese Skibet Fortunen og afgive sin Betænkning om, hvad der kunde gjøres ved det gamle Skib, »fordi det vilde være samme Skib, som længe havde tjent, til større Ære, at det døde ærlig for sine Fjenders Haand, end at det skulde ophugges paa Landet«:). Intet Under, at Jakob Bagge fattede Haab om at se sin Fængselstid forkortet og indgav en Ansøgning til Kongen om at faa Lov til at drage tilbage til Sverig og besøge sin Hustru og sine Børn²). Men nu indtraadte et pluiseligtOmslag.«Vid»,skriver

1) Fr. II til Mog. Gyldenstjerne 21 Septbr. 1564. Danske Kongers Hist. 52.

2) Jakob Bagge til Fr. II 21 Novbr. 1564. Sverig 72.

Side 603

ligtOmslag.«Vid»,skriverKongen til Mogens Gylden - stjerne, «at vi have overvejet og besindet at være fast betænkeligt,atdensvenske Fange, Jakob Bagge, efterlades saa megen Frihed, at han maa tale med hvem han vil, saa og forskikke sin Dreng i Byen, naar og hvor ham lyster, fordi det berettes af Nogen, som kjender ham, at Sligt ikke skal være uden Fare, og er vel muligt, at han skriftlig eller mundtlig har budet fra sig, hvad ham er forekommet. Hvorfor vi for raadeligt have anset paa ham bedre Agt og Opsyn at lade have.» Mogens Gyldenstjerne fik da Befaling til at lade tilmure Halvdelen af Vinduerne i «Hr. Eskis» Kammer og Forbud mod at lade Jakob Bagge forlade sit Værelse, hverken for at gaa i Kirken eller andensteds,ellerattilstede Fremmede Adgang til ham med Undtagelse af den Karl, som skulde bringe ham hans Mad¹). Det blev betragtet som en særlig Gunst, at han fik TilladelsetiliBegyndelsen af Januar 1565 at spise sammen med Sten Erikson i Mogens Gyldenstjernes Stue, selvfølgeligidennesNærværelse. Det blev Statholderen strængt paalagt at passe paa, at de ikke talte ene sammen, eller at der foregik Noget, som mulig kunde skade Kongen²). Senere blev han flyttet til Hald, hvor han sad fangen indtil Krigens Slutning, skjent Erik XIV gjorde store Anstrængelser for at faa ham udløst³).

1) Fr. II t. Mog. Gyldenstjerne 8 Decbr. 1564. Tegn. o. alle Lande VIII, 169.

2) Samme t. Samme 12 Jan. 1565. Danske Kongers Hist. 53. Hans Skovgaard t. Samme 12 Jan. 1565. .Kongen har bevilget, at Gjæstebudet maa gaa for sig paa Eders Stue« (smstds.).

3) Om Jakob Bagge se Handl. ror. Skand. Hist. I, 5. Oplysninger om hans Ophold i Kjøbenhavn findes i et Brev fra Mog. Gyldenstjerne t. Pr. H 13 Avg. 1564 (Danske Kongers Hist. Fase. 51) og i Breve fra Jakob Bagge t. hans Hustru. Danske Adels Breve Fase. 27. 24 Jan. 1566 har han allerede været nogen Tid paa Hald. Tegn. o. alle Lande VIII, 489. Jvfr. forøvrigt Kørdam, Monum. Hist. Dan. 11, 284 og Herluf Trolles Breve i Danske Mag. HI og IV.

Side 604

I Aaret 1565 indtraf en Begivenhed, som i høj Grad bidrog til at skærpe Bevogtningen af de svenske Fanger i Danmark. Paa Kallundborg Slot sad det svenske Gesandtskabfangen,hvis Fastholdelse vi ovenfor have skildret. Med Tjenere, Kapellaner og øvrige Følge beløb det sig til et Antal af omtrent 50 Personer, men desuden vare ogsaa andre svenske Fanger blevne indkvarterede her, saaledes Arvid Stenbock med et Antal Tjenere, om hvis Tilstand vi faa et Begreb ved en Bøn fra Stenbock om, at han maatte faa Tilladelse til at hæve Penge hos sin Kjøbmand i Amsterdam,dahans Folk knap havde Klæder paa Kroppen¹), samt to andre svenske Adelsmænd, Oluf Arvidson og Birger Isakson. I Sten Rosensparres Fraværelse førte Erik Basse Befalingen paa Slottet, hvis Besætning ikke synes at have været synderlig stærk. 1 alle Tilfælde klagede Erik Basse over, at Fangernes Antal var større end Drabanternes, hvorfor Frederik II fra Kjøbenhavn maatte sende Forstærkningderti l²). Da blev Kongen i Slutningen af 1565 opskræmmetveden Meddelelse om, at Gabriel Christerson Oxenstjerne havde forsøgt at stifte et Komplot for at bringe Slottet i Fjendens Hænder. Han havde sat sig i Forbindelse med en Skipper i Kallundborg, som skulde bringe Bud fra ham til hans Hustru og til Kong Erik, og det var da let nok at forstaa, at Meningen kun kunde være den at gjøre

1) Arvid Gustafson t. Mogens Gyldenstjerne 16 Juli 1564. Danske Kongers Hist. 52. Kongen afslog Forlangendet.

2) Fr. II t. Erik Basse 30 Maj 1565. Tegn. o. aUe Lande VIII, 300. Smlgn. et Brev fra Kongen til Samme 4 Septbr. 1565 (smstds. S. 383).

Side 605

et Forsøg paa at overrumple Slottet. Gabriel Oxenstjerne undskyldte sig med, at han kun havde givet den omtalte Skipper et Pas til Sverig, fordi denne havde lovet efter Krigens Slutning at træde i hans Tjeneste og paa et af Oxenstjernes Fartøjer sejle mellem Holland og Norge for derved at skaffe ham en Fortjeneste og mulig gjenoprette nogle af de store Tab, han havde lidt i Krigen. Det hele Forsvar ser noget mistænkeligt ud; i alle Tilfælde havde han begaaet en Uforsigtighed, som saavel han som de andre svenske Fanger længe maatte bøde for. Der blev øjeblikkelig givet Befaling til at fordele Fangerne paa forskjellige jydske Slotte, Oxenstjerne og Joran Fincke bleve sendte til Aalborg, hvorfra den Førstnævnte senere blev flyttet til Hald og den Sidste til Mariager, Arvid Stenbock kom til Kallø, de to andre svenske Adelsmænd til Ribe 1). Fra nu af blev det alle Fanger forbudt at ride eller spadsere «i Marken«, Tilladelsentilat skrive til deres Slægtninge i Sverig eller modtage Breve fra dem blev stærkt indskrænket, deres Tjenere bleve sendte andensteds hen, og for at hindre, at de bleve ligesom hjemme i deres Fængsel, synes man at have fastslaaet som Princip en stadig Skiften af Opholdsstede t²). Det lyder derfor næsten som Spot, naar nogle svenske Fanger, som havde Ophold paa Nyborg Slot, i et ydmygt Bønskrift til Kongen om at faa Lov til for deres Helbreds Skyld at <gaa i Marken«, skrive, at de i de tre Aar, de have været fangne, have havt det saa godt, at de

1) Fr. II t. Mog. Gyldenstjerne 6 Decbr. 1565. Tegn. o. alle Lande Vin, 446. Fr. II t. Otte Brade 30 Jan. 1566 (smstds. S. 467), smlgn. Eegister paa de svenske Fanger, som kom til Lensmændene 24 Febr. 1566 (smstds. S. 489). Gabriel Oxenstjerne til Fr. II 26 Febr. 1566. Sverig 72.

2) Fr. ll.s aabne Brev til alle Lensmændene 24 Febr. 1566. Tegn. o. alle Lande VIH, 489.

Side 606

aldrig i deres Livstid turde haabe eller begjære noget bedre, ligesom de ogsaa anse Kongen for en saa naadig Herre, at der ikke er noget saa godt, at han jo kunde -ønske at skjænke dem det¹).

Saaledes var Fangenskabet — haardt og trykkende for Størsteparten af de Menige, mere lempeligt for Adelsmanden, men dog altid tungt nok at bære for Mænd, som derved i mange Aar bleve holdte borte fra deres Virksomhed og tvungne til en Lediggang indenfor fire Vægge, som maatte virke slappende paa Sjæl og Legeme. Det gik sikkert ikke Mange saa heldigt som Johan Skovgaard, der fæstede sig en Brud i Sverig — den i Danmark fangne Arvid Trolles Datter Else — og hvis Bryllup Kong Johan og Hertug Carl fejrede med stor Pragt paa Kalmar Slot i Begyndelsen af Aaret 1572'²). Om Arild Ugerup veed derimod vor sidste Folkevise at fortælle, hvorledes Kong Frederik selv maa træde i Skranken for at hindre, at Arilds Trolovede, Tale Thot, giftes med en Anden, medens han sidder fangen i Sverig³). Men især maa Frygten for, at Hus og Hjem skulde faa Lov at skjøtte sig selv og deres Velfærd gaa tilgrunde, have virket nedtrykkende paa Manges Sind. Det blev Hustruerne, som her maatte tage Styret, og vi finde mange Exempler paa, hvor indtrængende deres fangne Mænd opmuntrede dem til at passe Børnenes Undervisning og

1) Joh. k Herbouville, Lars Lucasson og Svend Person (Bagge) til Fr. 11. Nyborg 10 Jan. 1566. Sverig 72.

2) Sylvander, Kalmar Slots Historia VII, 202 f.

3) Sv. Grundtvig, Danmarks gamle Folkeviser 111, 681 ff., jvfr. T. Hofman, Danske Adelsmænd I, 63, hvis Beretning om den romantiske Maade, hvorpaa Arild Ugerup selv tager sig til Eette — idet han faar Orlov af Erik XIV til at rejse til Danmark og bortfører sin Fæstemø 3 Dage før Brylluppet skal staa — vistnok savner al Hjemmel.

Side 607

Opdragelse, paase Gaardens Drift og serge for, at de kongeligeNaadesbevisninger nu, da Manden ikke længere var istand til at tjene Kongens Sag, ikke derfor bleve tagne fra dem. Jakob Brockenhus fandt sin Hovedgaard Nakkebøl ombygget af Susanne Bølle, da han vendte tilbage fra Fangenskabet, medens hans Forleninger vare tagne fra ham, og saaledes er det vel gaaet mange¹). — Endelig kom hertil, at den eneste Udvej til at blive Fangenskabet kvit: Udvexling mod en anden Fange, i denne Krig blev brugt i saa ringe Grad, at den kun kom ganske enkelte tilgode.

Det var en gammel Lov, at Kongen var forpligtet til at løse sine Mænd ud af Fangenskabet. I de første HaandfæstningerloveKongerne at udløse dem (Riddere og Væbnere),somere tage tilfange, inden Aaret er omme²). Rigtignokforsvinderdenne Bestemmelse af Unionshaandfæstningerne,menvi gjenfinde den senere i Frederik ll.'s Søkrigsartikler,ogher er den nu udvidet til at omfatte alle Fanger³). Saaledes bød altsaa Loven, men det er paa den anden Side ligesaa sikkert, at den ikke blev overholdt, hverken naar den udtaltes gjennem Haandfæstninger eller gjennem Krigsartikler. Den bliver heller ikke i Syvaarskrigenpaaberaabtaf den Fangne selv, og Forpligtelsen synes saaledes at have været meget løs og dens Ikrafttræden

1) C. T. Engelstoft, Den gamle danske Adelsslægt Brockenhuus, i Hist. Tidsskr. 4 Eække IV, 517.

2) Det hedder saaledes: . . . rex ipsos, si capti fuerint, de captivitate redimat expedite, saltem infra annum. Christoffer I.s Haandfæstning § 12, Constitutio Waldemari § 10, Constitutio Olavi § 11. C. F. Wegener, Aarsberetn. fra Geheimoarch. 11, 10, 12, 22.

3) "Bliver Nogen fangen, da ville vi ham ransune inden Aar og Dag med andre Fanger eller i andre Maader. • Fr. U.s Skibsartikler af 1 Maj 1564 hos Rørdam, Monum. Hist. Dan. 11, 517. Derimod indeholde Krigsartiklerne for Hæren 11 Dechr. 1564 (Tegn. o. alle Lande VHI) ingen Bestemmelse herom.

Side 608

henstillet til Kongens eget Forgodtbefindende. Hertil kom, at Datidens Opfattelse af, hvem den egentlige FordringshaverpaaFangen var, synes at have været noget usikker. Vel herskede ogsaa nu den Grundregel, som allerede udtaltesiKong Hans's Haandfæstning, at "gribes der nogle Fanger, da skulle de blive hos os», og som senere fik et mere fyldigt Udtryk i den Bestemmelse i Christian IV.'s Krigsartikler,atalle Befalingsmænd, høje og lave, Spejdere og Adelsmænd skuide tilhøre Kongen, imod at Tilfangetageren beholdt hans Gods og desuden fik «en billig Foræring« af Kongen, medens Borgere og Bønder vel ikke maatte løsgivesudenKongens eller Feltherrens Samtykke, men forøvrigtkundebehandles af Tilfangetageren efter Forgodtbefindend e¹). Men flere Exempler vise dog, at der gaves Undtagelser fra Regelen. Saaledes meddeler en svensk Adelsmand, Oluf Drake, sin Hustru, at Reinholdt Rode, som har taget ham tilfange, truer med at lade ham føre til Hamburg eller andensteds i Tyskland, hvis han ikke faar 300 Lod Sølv i Løsepenge²). I Slaget ved Svarteraa lykkes det Jesper Krafse strax at løse sig ud af Fangenskabet,udenat der kan have været Tid til at indhente Kongens Samtykke³), og senere bliver den svenske Feltherre HogenskildBjelkeog den unge Sten Baner først udvexlede efter at have tilfredsstillet Christoffer Krabbe, hvis Karl havde fanget dem⁴). Det er ligeledes bekjendt, hvorledes Oluf

1) Kong Hans' Haandfæstning § 20. Aarsberetn. fra Geheimearch. 11, 51. Christian IV.s Krigsartiklor 1611 § 58. F. H. Jahn, Historie om Kalmarkrigen S. 294 f. og Nye danske Mag. HI, 172.

2) Oluf Drake til sin Hustru 16 Avg. 1564. Sverig 72.

3) Danske Mag. 8 Eække 11, 95 Anm. 4.

4) Peder Oxe og Johan Friis bekjendtgjøre 16 Decbr. 1568, at efterdi Hr. Hog. Bjolke og Sten Baner ere Chr. Krabbes Fanger og denne samme Dag i deres Nærværelse og med deres Samtykke har givet fornævnte Fanger ledig og løs, tillades det dem at inddrage i Sverig. Concept i Sverig 72.

Side 609

Movritsen Krognos drager i Krigen i det Haab at fange en svensk Adelsmand, som da skal erstatte ham hvad Tab, han har havt i Krigen¹). Men Hovedregelen synes dog at have været den, at Kongen som den øverste Feltherre havde Ret til at fordre de betydeligere Fanger udleverede af Tilfangetageren imod en Byttepenge og overhovedet havde Myndighed til at forbyde en hvilkensomhelst Fanges Løsladelse,enMyndighed, som dog ogsaa kunde overdrages Feltherren, og som i alle Tilfælde Daniel Eantzau ses at have udøvet paa sit Tog ind i Sverig 1567—1568²).

Den simpleste Maade at udløse Fangen paa var at udvexle ham mod en anden Fange, uligere besværligere ide pengeknappe Tider at udløse ham for Penge. LøsesummensStørrelse afhang selvfølgelig af Fangens Betydning,hans Eang i Hæren, hans Stilling i Samfundet, hans Rigdom. I Udlandet var det almindelig Krigsbrug, at den, som tog Feltherren tilfange, fik 10,000 Dukater³). Om slige store Summer kunde der vel ikke være Tale her i Norden; imidlertid viser allerede det ovenfor nævnte Exempel, ifølge hvilket en ringe Adelsmand som Oluf Drake maa betale 300 Lod Sølv i Løsepenge, at Fordringerne ikke kunde være saa ringe endda. De paalideligste Oplysninger om Løsesummens Størrelse giver en Liste over alle mere fremragende Fanger, som Erik XIV 1565 lod medfølge et

1) Bricka, Frederik ll.s Ungdomskjærlighed S. 196 smlgn. S. 119.

2) Om Fangeudvexling paa D. Eantzaus Tog se Eørdani, Monum. Hist. Dan. 11, 397 f., Tegel a. St. S. 265 f. smlgn. S. 269, Eesen a. St. S. 192—94.

3) Motley, the rise of the Dutch republic S. 95 Anm. 3: »Es cosa, muy antiqua entre gente de guorra que el general es del general y el Eey del Eey: pero a quien le prende le dan 10,000 ducados. •

Side 610

Tilbud om Fangeudvexling. I den vurderes Mænd som Gesandterne Sten Erikson Lejonhufvud, Gabriel Christerson Oxenstjerne, Joran Fincke, Admiralerne Jakob Bagge, Arvid Trolle, Christoffer Andersson Gyllengrip og Generalen Claude Collart til 1800 Daler, Underbefalingsmænd som Oluf Drake, Sekretæren Johannes å Herbouville og Lægen Oluf Jakobson til 800 Daler, medens Hans «Målare» kun agtes 150 Daler værd. Samtidig tilbyde de Fangnes Slægtninge at tilskyde større eller mindre Beløb i Forhold til deres Evner. Sten Eriksons Slægtninge tilbyde 500 Daler — Arvid Stenbocks endog 1500 —, medens de øvrige Tilbud gaa fra 300 ned til 50 Daler. I det Hele udgjorde Løsesummens Størrelse for 19 Fanger et Beløb af 24,950 Daler, hvoraf de 20,000 faldt paa Kongens Part¹) —en Sum, som under de daværende trykkende Pengeforhold maatte kaldes ret anselig. Ikkedestomindre blev Tilbudet ikke modtaget af Frederik 11, som ligeoverfor Spørgsmaalet om Udløsning, der jo dog maatte betragtes som en Sag, der ikke udelukkende kom den ene Part tilgode, indtog en afgjort fjendtlig Holdning.

Det er i saa Henseende ikke uden Interesse at lægge Mærke til, at Forslagene angaaende Fangeudvexling næsten udelukkende komme fra Erik XIV, medens Kong Frederik i Begyndelsen søger at tie dem ihjel ved slet ikke at besvaredem, og senere enten afviser dem eller stiller uantageligeBetingelser. Grunden hertil tør vel ikke søges i en smaalig Harme over den fornærmelige Maade, hvorpaa Erik XIV indledede disse Forhandlinger, idet han i sit Forslag til en Overenskomst desangaaende spottede den

1) To Bilag t. Erik XIV.s aabne Brev af 23 Marts 15(35. Sverig 72. Smlgu. Teg-1 a. St. S. 147 f.

Side 611

danske Konges noget brede Titel ved at kalde ham Danmarksog højtbetroede og tilforordnede Konge, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Greve til Oldenborg og Delmenhorst, Herre i Sjæland, Laaland, Fyn, Jylland, Falster, Men og andre næstomliggende Øer«, en Udtryksmaade, som den kongelige Sekretær Hans Skovgaardmed Kette kaldte »spodsk nok«¹). Men den Ufordragelighedog Bitterhed, hvormed Svenske og Danske, saavel før som under Krigen, forhandlede med hinanden²), har sikkert været en Hovedaarsag til, at man hverken i dette forholdsvis underordnede Spørgsmaal eller i andre højvigtigeSager kom til nogen Forstaaelse, før begge Parter vare blevne saa udmattede, at Sværdet faldt dem af Hænderne. Hertil kom tillige den personlige Uvilje, som Frederik II nærede mod en Del af den danske Adel, en Uvilje, som netop øgedes under Krigen og hvis Virkninger man ogsaa kan spore i enkelte Tilfælde, som vedrøre det her foreliggendeSpørgsraaal.

Forhandlingerne om Fangeudvexling indlededes fra svensk Side i Eftersommeren 1564. I Avgust Maaned samme Aar var det nemlig lykkedes Svenskerne ved List at lokke tre danske Skibe midt ind i deres Flaade, og disse bleve naturligvisetletBytte for deres i Antal overlegne Modstandere³) Flagmændede for de tre Fartøjer, Arild Ugerup, Peder og

1) Hans Skovgaard t. Mog. Gyldenstjerne 20 Octbr. 1564, tilligemed Bilag, indeholdende Erik XIV.s Forslag. Danske Kongers Hist. 52.

2) Smlgn. ovenfor S. 570 Anm. 2.

3) Se Kørdam, Monum. Hist. Dan. 11, 286, Tegel a. St. S. 180, Danske Samlinger 2 Eække 11, 190, jvfr. Herluf Trolles Breve i Danske Mag. 111, 254 f. og Norske Magazin I, 272. En livlig Skildring af Kampen findes i den ovenfor omtalte Ligprædiken over Arild Ugerup.

Side 612

Torben Daa, bleve strax benyttede af Erik XIV til at gjøre et Forsøg paa at formaa Frederik II til at udløse Fange mod Fange. De raaatte skrive til Kongen, at hvis han ikke gik ind paa det svenske Forslag, frygtede de for at blive ilde behandlede¹). Dengang befandt imidlertid allerede et større Antal af betydeligere svenske BefalingsogAdelsmændsigi dansk Fangenskab — foruden det svenske Gesandtskab med dets store Følge og den samtidig fastholdteArvidStenbocktillige den i Norge fangne General Claude Collart, Admiralerne Jakob Bagge, Arvid Trolle og Christoffer Andersson Gyllengrip og Slotsbefalingsmanden paa Elfsborg Erik Kagge, for kun at nævne de vigtigste. Saalænge Erik XIV ikke havde andre danske Fanger at byde imod disse end Admiralen Jakob Brockenhus, SkibskaptajnerneMalteJensenSehested, Mads Stensen Laxmand, Albert Beck, samt de tre ovenfor nævnte tilligemed SlotshøvidsmandenpaaLykaaSlot, Knud Hardenberg, kunde han ikke have stor Udsigt til at opnaa nogen Ddvexling af Fange mod Fange, og hverken dette Forslag eller et senere af 21de Oktober samme Aar-) bleve besvarede af Frederik 11. Kong Erik var imidlertid utrættelig; ikke mindre end fem Gange gjentog ban — efter eget Sigende — sine Forslag, inden han i Marts 1565 sendte Mads Stensen Laxmand ned til Danmark med nye Vilkaar. Forinden maatte denne udstede et Sikkerhedsbrev for, at han vilde være tilbage igjen i sit Fængsel inden Ilte Juni, hvis han ikke fik udrettet de Hverv, som vare ham medgivne af Kongen. I et aabent Brev til Frederik II erklærede Erik XIV,

1) Ovennævnte Adelsmænd t. Fr.II. Kalmar 7 Septbr. 1564. Danske Kongers Hist. 59. Smstds. findes Erik XIV.s Forslag og en Bytteliste.

2) Oluf Dalin, Svea Eikes Historia IH, 597.

Side 613

at uagtet han allerede fem Gange havde gjort Tilbud om Fangernes Udløsning uden at have faaet noget Svar derpaa, og uagtet han deraf vel kunde forstaa, at Kong Frederik kun havde lidet tilovers for sine tro Mænd og Tjenere, som vare fangne i Sverig, og vel gjerne saa, at de forbleve i et evigt Fængsel, saa var han dog villig til nu at gjøre nye Tilbud, som det stod Kongen frit for at vælge imellem. Hvis Frederik II ikke vilde udvexle Fange mod Fange, var Erik XIV villig til at udbetale 20,000 Daler i Udløsningssum for 19 udtrykkelig nævnte svenske Fanger, en Sum, som deres Slægtninge vare villige til at forhøje til 24,950 Daler, men i intet Tilfælde skulde nogen Fange være forpligtet til at udstede nogen Orfejde, Ed eller Forkrivning. Til Slutning hedder det i Brevet: «Og endog vi ikke med nogen Eet ere forpligtede til at udløse dem af vore gode Mænd og Tjenere, som, førend denne Fejde begyndte, uden al Føje og Aarsag imod en fri, sikker Lejde bleve antastede, saa ville vi dog lade vor kongelige Velmening,somvitil vore Undersaatter have, ogsaa hermed for Alle kundbar vorde, at vi til dem, som os troligen mene og tjene, have større Bevaagenhed end Kong Frederik". Dette var imidlertid det Samme som at rippe op i det kjære Stridsemne, hvem der havde givet Anledning til Krigen, og det blev en mere end tilstrækkelig Grund til, at Mads Stensens Sendelse maatte mislykkes. Paa Kong Eriks aabne Brev fulgte intet Svar, kun den danske Adelsmand fik Løfte om at blive udløst mod Christoffer Andersson Gyllengrip,hvishankunde faa Erik XlV.'s skriftlige Tilsagn derom¹). Men uagtet Mads Stensen virkelig fik et saadant

1) Mads Stensens Forpligtelsosbrey. Stockholm 29 Marts 1565. Erik XIV.s aabne Brev af 23 Marts og et lignende til de svenske Fanger i Danmark. Sverig 72. Det af Tegel S. 147 f. anførte Bier er lig Brevet af 23 Marts, men urigtig dateret 29 April. Fr. 11. s Brev til Mads Stensen. Helsingborg 5 Maj 1565. Tegn. o. alle Lande VHI, 281.

Side 614

og i Avgust Maaned samme Aar kom tilbage til Danmark for at faa Udløsningen iværksat, saa maatte han dog paany vende tilbage til Sverig med skuffede Forhaabninger. ChristofferAnderssonvarnemlig bleven syg og kunde ikke forladesitFængsel,og uagtet Mads Stensen bad om Forlov til at skrive til Sverig for at faa Eriks Tilladelse til at blive i Danmark, indtil Gyllengrip var bleven helbredet, saa blev det dog nægtet ham, og han fik ovenikjøbet en stræng Befaling til øjeblikkelig at vende tilbage til Sverig og der «som en ærlig Mand holde sit Fængsel«, saafremt han ikke vilde udsætte sig for Kongens Unaade. Kort efter skal han være død i Aabo af Pest¹).

Saaledes hengik Aaret 1565 med fejlslagne Forventningerforalle dem, der havde sat deres Lid til, at ForhandlingernemellemKongerne skulde føre til, at deres Fængselsdøre bleve aabnede. Kun een Mand, men rigtignok ogsaa den haardest prøvede, Sten Erikson Lejonhufvud, var det lykkedes i Begyndelsen af Aaret at faa Tilladelse til i nogen Tid at vende tilbage til sit Hjem. Ihærdig havde han arbejdet derpaa, indflydelsesrige danske Kigsraader som Holger Kosenkrands, Mogens Gyldenstjerne og Frands Brockenhus havde han formaaet til at lægge gode Ord ind for sig hos Kongen, med Johan Friis synes han endog at være kommen paa en venskabelig Fod, selv Kvindernes

1) Mads Stensens Forpligtelsesbrev t. Erik XIV 22 Juni 1565. Sverig 288. Fr. Il t. Mads Stensen 9 Avg. og 25 Avg. 1565. Tegn. o. alle Lande VIII, 350 og 367. Jvfr. Børdam, Monum. Hist. Dan. U, 340. Erik XIV sendte med M. Stensen et Brev til Gabr. Oxenstjerne og Joran Fincke, hvori han underrettede dem om sine Bestræbelser for at faa dem udløste af Fangenskabet. Sam. Lonbom, Histor. Mårkvardigheter I, 85—88.

Side 615

Indflydelse havde han, som ovenfor omtalt, ikke forsmaaet. Allerede ved Krigens Udbrud havde der vist sig en Udsigt for ham og hans Medfanger paa Kallundborg til at slippe løs. Da Kong Frederik i Avgust 1563 brød op med Hæren for at drage mod Elfsborg, vare de blevne førte med til Varberg Slot, sandsynligvis i den Hensigt under mulig paakommendeFredsforhandlingerat benyttes som Mæglere¹). Efter Elfsborgs Erobring vendte de atter tilbage til Kallundborg,hvorfraSten Erikson nu udsendte Skrivelse paa Skrivelse med Bønner og med Opfordringer til at faa sin Sag undersøgt og Lov til at forsvare den. Han synes virkelig ogsaa at være bleven tilsagt at komme til Roskilde i dette Anliggende²), men kort efter gjenfindes han atter paa Kallundborg, og hans klagende Breve give tilstrækkelig Vidnedsbyrd om, hvor lidt Haab han selv nærede om enten at blive frigiven eller udløst. I Slutningen af Aaret 1564 toge Sagerne imidlertid en for ham gunstig Vending. Hans formaaende Venner havde bevæget Kongen til at kalde ham til Kjøbenhavn, og efter de Forhandlinger, som her bleve førte med de tilstedeværende Rigsraader, lykkedes det ham endelig at faa Tilladelse til fra Midten af Januar indtil den 13de Maj at "inddrage udi Sverig til sin Hustru og sine Børn«. Forinden udstedte han i Kjøbenhavn den 16de Januar1565sit Forpligtelsesbrev om at være tilbage inden den fastsatte Tid, «thi>\ hedder det, "jeg bekjender mig at være Kgl. Maj.s bestrikkede Mand'. Med fire af sine Svende og ledsaget af en Æresvagt blev han ført til Grændsen,

1) Danske Samlinger 2 Kække 11, S. 187, smlgn. Eesen a. St. S. 91. Friis, Efterretn. om Familien Rosensparre S. 14. Fr. II t. Hans Holk 19 og 26 Avgust 1563 i Danske Kongers Hist. 45 A og Tegn. o. alle Lande VH, 526.

2) Gesandterne t. Fr. H. Roskilde 1 Marts 1564. Sverig 67.

Side 616

hvorfra han endnu engang forsikrede Kongen, at han vilde holde sin Forpligtelse «sorn en ærlig oprigtig Riddersmand, om Gud ikke med Sygdom eller mod hans Vilje forhindrede ham deri»¹).

Han kom imidlertid aldrig tilbage til Danmark, uden at man dog derfor med Sikkerhed tør beskylde ham for at have brudt sit Løfte, thi fra dansk Side er der ingensinde bleven rejst nogen Klage derover. Paa den anden Side er han heller ikke bleven endelig løsladt af sit Fængsel eller udvexlet mod nogen Anden, thi hans Forpligtelsesbrev, som i saa Tilfælde skulde være blevet ham udleveret, fordrede han senere forgjæves tilbage, og det findes endnu i det danske Gehejmearkiv²). I Fredstraktaten i Stettin hedder det, at de Fanger, som havde havt Orlov, men paa Grund af "Herskabets Tvang» eller af andre Grunde ikke vare vendte tilbage til deres Fængsel, skulde have deres Forpligtelsesbreveudlevered e³). I disses Tal tør vistnok Sten Erikson regnes. Han havde nemlig ikke undgaaet at vække Erik XIV.s Mistanke ved sin Optræden i Danmark, hvorfra denne gjennem et godt organiseret Spejdervæsen havde de paalideligste Efterretninger⁴). «Maa Du vide, at Sten Eriksonbliver

1) Talrige Breve fra St. Erikson og Medfanger i Dansko Kongers Hist. 52 og Sverig 67 og 72. St. Eriksons Forpligtelsesbrev 16 Jan. 1565. Sverig 253. Danske Bigsraaders Brev til Fr. II desangaaende 16 Jan. 1565. Danske Kongers Hist. 51. Forskjellige Befalinger af Fr. 1120 Jan. 1565. Tegn. o. alle Lande VHI. St. Erikson til Fr. 11. Vandaas 27 Jan. 1565. Sverig 72. Smlgn. Resen a. St. S. 124.

2) Flere danske Adelsmænd love 21 Septbr. 1568 at udvirke dette hos Fr.II. Sverig 72.

3) Eesen a. St. S. 243.

4) Norsk. hist. Tidsskr. IH, 515 ff., smlgn. A. Gr. Ahlquist, Om Sturcmorden i Historiskt Bibliotek 1877 S. 148 f. Arild Ugerup til Hans Skovgaard 9 Novbr. 1564: »Haver jeg fornummet, at der er en ganske Hob Spejdere i Danmark, og gaa somme udi Stodder-Klæder.» Danske Kongers Hist. 52.

Side 617

sonbliverikke velkommen, naar han kommer hid,» skriver den godt underrettede Arild Ugerup fra Stockholm, og den Velkomsthilsen, han i Virkeligheden fik, svarede fuldstændig til denne Forudsigelse. Han blev kastet i Fængsel og hans Godser konfiskerede¹); men som hos alle mistænksomme Naturer slog ogsaa hos Erik XIV Frygten snart over i overdrevenTillid. Sten Erikson blev paany tagen til Naade, og det synes endog, som om Kongen et -Øjeblik har tænkt paa at gifte sig med hans Datter. Under disse Forhold er det ikke rimeligt, at Erik har villet tillade ham at vende tilbage til Danmark, saa meget mere som Kongen jo ogsaa ansaa hans Fastholdelse i Kjebenhavn som stridende mod Folkeretten. Men mærkeligt bliver det dog altid, at der ikke er rejst nogen Klage i Danmark over et saadant Brud paa indgaaede Forpligtelser, og det saa meget desto mærkeligere,som Sten Erikson senere deltog i Krigen mod Danmark2).

Trods det ringe Udbytte, som Erik XIV.s mange Forslaghavdehavt, se vi ham dog gjenoptage dem paany i Aaret 1566. Det foregaaende Aars blodige Kampe havde bragt ikke faa danske Fanger i Svenskernes Hænder. SaaledesiSlaget under Bornholm Juli 1565: Otte Kud, Claes Skel, Johan Skovgaard, Oluf Iversen Jernskjæg, ved VarbergsErobring:Christoffer

1) Dalin, Svea Rikes Hist. 111 597 f., smlgn. Rørdam, Monum. Hist. Dan. H, 187.

2) I Mad3 Stensens Forpligtelsesbrev 29 Marts 1565 indsattes den Artikel, at hvis Kong Frederik holdt ham tilbage i Danmark, skulde Hr. Stens Forskrivning være død og magtesløs. Smlgn. P. Wieselgren, De la Gård. Arch. I, 191. Christoffer Gjø skriver 31 Juli 1565 til Birgitte Gjø om Opbrændingen af Lødese: «Og stod der et mægtigt skjønt Skib paa Braabænken, som Hr. Sten Erikson har ladet bygge, og var det større end Fortuna, dog var det ikke saa færdigt, at vi kunde faa det med, saa satte vi Ud derpaa.« Danske Adels Breve Fase. 22.

Side 618

bergsErobring:Christofferv. Dohna, Hans Holk og Claes Thot, i Slaget ved Svarteraa: Gregers Ulfstand, Ejler Krafse, Henning Tornov, Christoffer Urne — foruden en Del yngre Adelsmænd, som ikke synes at have beklædt Anførerposter. De Danskes Udbytte havde trods Sejren ved Svarteraa kun været ringe: den svenske Ritmester Claes Åkeson Thot var den eneste Fange af Betydning. Under disse Omstændighederkundeder være Haab om, at Frederik II havde faaet et andet Syn paa Sagen, saa meget mere som den utrætteligeFredsmæglermellem Rigerne, det franske Sendebud ved det danske Hof Charles Danzay, som det synes med Kong Frederiks Samtykke, havde foreslaaet Erik XIV gjensidig Fangeudvexling*). Erik besluttede da at gjøre et nyt Forsøg. Den 15de Februar 1566 fik Gregers Ulfstand, Claes Skel, Johan Skovgaard og Henning Tornov Orlov til at drage tilbage til Danmark imod Forpligtelse til atter at være i deres Fængsel inden tre Maaneder, hvis de ikke udførte deres Hverv. Dette gik ud paa en Fornyelse af de allerede flere Gange fremførte Vilkaar, eller, hvis disse igjen bleve forkastede, da paa at tilbyde Sendebudenes egen Udvexling imod Claes Åkeson Thot, Jakob Bagge, Claude Collart og Christoffer Andersson Gyllengrip²). Denne Gang opnaaedes for første Gang et Svar, om end et afvisende. Den 23de April 1566 udstedte Frederik II et aabent Brev, hvori han værgede sig mod den atter fremførte Beskyldning, at de

1) Resen a. St. S. 163, smlgn. Westling i Hist. Bibliotek 1879 S. 560.

2) Forpligtelsesbrevet i Sverig 72. 20 Febr. udstedte Anders Hes, vistnok Brodér til den bekjendte Borgemester i Kjøbenhavn (Hist. Tidsskr. V, 84, 479, velvillig Meddelelse af Hr. C. F. Bricka), en lignende Forpligtelse om at skaffe Mats Person, Bgm. i Stockholm, fri. Sverig 288. Fr. ll.s aabne Brev 23 April 1566 i Tegn. o. alle Lande VIII, 530, smlgn. Resen a. St. S. 162 f. Om de Fordringer, som Lybekkerne gjorde paa disse Fanger, smlgn. Herluf Trollea Breve i Danske Mag. HI.

Side 619

svenske Sendebud 1563 vare blevne fastholdte mod givet Lejde, afviste det svenske Tilbud om den særskilte Udløsning,menerklærede sig villig til at lade Fange udvexles mod Fange og de da tiloversblivende løskjebes efter sædvanligKrigsbrugmed Guld og Penge. Fra den almindelige Udvexling undtoges dog Jakob Bagge, Arvid Trolle, ChristofferAnderssonGyllengrip og Borgemestren i Stockholm Mats Person, paa hvem Lybekkerne havde Krav, da det var deres Skibe og Folk, som i Slaget under Bornholm havde erobret «Mageløs». Den i Slaget ved Svarteraa fangne Ritmester Claes Thot blev sendt med de tilbagevendendedanskeAdelsmænd for at forebringe Kong FrederiksTilbudi Sverig efter at have udstedt en lignende Forpligtelse som Sten Erikson¹).

Dette Forslag blev ingenlunde velvillig modtaget i Sverig,og det gav Erik XIV Anledning til i et nyt aabent Brev af 23de Juni 1566 vidtløftig at udtale sig om Sagen. Paany opregner han alle sine forgjæves Bestræbelser for Fangernes Udløsning, imødegaar den danske Opfattelse af Sten Eriksons og Medfangers Fastholdelse, minder om, at han har flere Fanger, end Kongen af Danmark har Eaad til at udvexle Fange mod Fange, skjønt «en Part af dem ere døde og did komne, hvor det ikke er godt at skikke Bud efter dem», klager over den store Uret, som begaas mod de fire Fanger, Frederik II vil have udelukket fra den almindelige Udvexling, og anker endelig over, at man i Danmark har aftvunget Claes Åkeson en utilbørlig Forskrivningog Orfejde. Ikke desto mindre er han dog endnu villig til at gjøre et Forsøg og sender derfor Jakob Brockenhus

1) Claes Åkesons Forskrivning. Kjøbenhavn 29 April 1566. Sverig 257. Ligesom Sten Erikson vendte heller ikke han mere tilbage til Danmark, se Fangelisten.

Side 620

til Danmark med det Hverv, at udløse Jakob Bagge, tilbageskaffeClaes Åkesons Forskrivning imod Løfte om, at Gregers Ulfstand da skal blive udløst, samt endelig at foreslaa en almindelig Fangeudvexling. Han er endog villig til at udløse det svenske Gesandtskab imod andre Fanger, men fordrer til Gjengjæld, at ingen Svensk maa indgaa nogensomhelst ny Forpligtelse, og at de gamle skulle tilintetgjøres. Hvis JakobBrockenhus ikke udretter dette, skal han inden 24de Avgust indfinde sig paa Stockholm Slot. Nogle Uger efter afsendtes ogsaa Gregers Ulfstand til Danmark med de samme Hverv og efter at have indgaaet en lignende Forpligtelse¹).

Saaledes vendte nu Jakob Brockenhus tilbage til Danmark,denMand, hvis Optræden i Slaget under Bornholm 1563 for Mange maatte staa som den egentlige Aarsag til Krigen. Iblandt hans Kampfæller var der ogsaa dem, som ikke hilsede hans Hjemkomst med Glæde. «Jakob Brockenhusernu desbedre kommen ind i Eiget igjen«, skriver den senere saa uheldige Admiral Hans Lavridsen til Mogens Gyldenstjerne, «og kan jeg vel tænke, at hænger der ham nogen Tiltale paa, vil han ikke forsømme at lægge den fra sig og kaste den over paa en anden«²). Kong Frederik selv har sikkert næret en stærk Uvilje imod Jakob Brockenhus,hvadenten nu denne hidrørte fra den ulykkelige Kamp under Bornholm, hvor Admiralen synes at have handlet imod Kongens Befaling ved ikke at holde Flaaden samlet³),

1) Erik XTV.s aabne Brev. Stockholm 23 Juni 1566. Sverig 258. Jakob Brockenhus' Forpligtelsesbrev af s. D. Sverig 288. Allerede 25 Maj havde han paa Svartsjo Slot indgaaet en lignende Forpligtelse (smstds.). Gregers Ulfstands Forpl. 14 Juli (smstds.), smlgn. Fant, Handl. t. uplysn. af Sveriges hist. 11, 21.

2) Hans Lavridsen t. Mog. Gyldenstjerne. Samsø 19 Juli 1566. Danske Adels Breve Fase. 27.

3) Se H. G. Garde, Den dansk-norske Sømagts Historie 1535—1700 S. 57.

Side 621

eller der har været andre os ukjendte Grunde dertil. Derimod havde han naturligvis talrige Venner blandt den højere danske Adel, særlig mellem Rigsraaderne, som kunde ventes at ville gjøre deres Bedste for at bevæge Kongen til at udløseham.Men saavel deres som hans egne Bestræbelser sloge fejl. «Om Jakob Brockenhus' Sag har jeg nu igjen talt til Kongen, kan dog intet andet Svar faa end som tilforn,«skriverHans Skovgaard den ste Avgust til Mogens Gyldenstjerne, og to Dage senere meddeler han den Samme, at han paany har forelæst Kongen Rigsraadets Betænkning, og at han vil gjøre Alt, hvad der staar i hans Magt, for at fremme Brockenhus' Sag¹). Kongens Uvilje saavel imod denne som imod det svenske Tilbud stod ikke til at rokke. Hans Mistænksomhed ligeoverfor Admiralen gav sig netop i de samme Dage tilkjende paa en fremtrædende Maade. Et svensk Brevbud, som tilligemed Gregers Ulfstand var kommet til Kjøbenhavn og medbragte Breve til Charles Danzay og Jakob Brockenhus, maatte sende den Sidstes Breve direkte til Kongen, medens Gesandtens umiddelbart kom i dennes egne Hænder²). Kongens endelige Svar kunde ogsaa betragtes som et fuldstændigt Afslag — han gjentager paany ordret det Tilbud, han havde gjort i Foraaret, med de samme Undtagelser som dengang, men om Brockenhus' Udvexling mod Jakob Bagge er der ikke Tale³). Paany maatte denne vende tilbage til Sverig, hvor der ventede ham Kong Eriks Unaade og den allerede omtalte mærkelige

1) Hans Skovgaard t. Mog. Gyldenstjerne. Frederiksborg 5 og 7 Avg. 1566. Dansko Kongers Hist. 52.

2) Samme t. Samme. Nygaard 2 Avg. 1566 (smstds.).

3) Fr. H.s aabne Brev 14 Avg. 1566. Sverig 258. Smlgn. Kesen a. St. S. 163 f. Førstnævnte Sted findes et næsten enalydendo Brev dateret 10 Avgust.

Side 622

Æresdom, som, da den blev fældet ikke alene af svenske Dommere, men ogsaa af danske Krigsfanger, maavære bleven bekjendt i Danmark og sandsynligvis har været Grunden til, at han ved Fredslutningen i Roskilde 1568 alene undtogesfraden almindelige Fangeudvexling *). Endnu engang — i Sommeren 1569 — ses han at være bleven nedsendt til Danmark i et lignende øjemed, og der er en Mulighed for, at han denne Gang har naaet sin Hensigt og er bleven udlast af Fangenskabet inden Freden, — skjønt i saa Tilfældevistnokkun mod at gjøre store Ofre derfor. Den betydelige Pengesum — 5000 Daler —, som han i Aaret 1570 indbetalte til Kongen, har maaske været det Offer, han har maattet bringe for at gjenvinde sin Frihed²).

Nu skulde man have troet, at der idetmindste foreløbig var slaaet en Bom for alle særskilte Forhandlinger om Fangeudvexling; men nej, allerede i Februar 1567 gjør Erik XIV et nyt og heldigere Forsøg end tidligere. Den 17de Februar sendtes Borggreve Christoffer v. Dohna, Malte Jensen Sehested, Johan Skovgaard og Jørgen Nagel til Danmark med Tilladelse til at blive udløste imod Claes Åkeson Thot, Joran Fincke, Claude Collart og Christoffer Andersson Gyllengrip; Borggreven fik særskilt Tilladelse til at udløses mod Gabriel Christerson Oxenstjerne, hvis FrederikII ikke vilde gaa ind paa Eriks Forslag. De opnaaededa ogsaa, at Chr.v. Dohna og Malte Jensen bleve udvexlede mod Gabriel Oxenstjerne og Joran Fincke, medens de øvrige Tilbud bleve forkastede. De Sidstnævnte, som

1) Reson a. St. S. 217.

2) Jakob Brockenhus¹ og Claes Skels Forpligtelsesbrev af 3 Juni 1569 til Kong Joliaii, da de droge til Danmark for at foreslaa Fangernes Løsning. Sverig 288. Smlgn. forøvrigt om J. Brockenlius GT. Engelstoft i Hist. Tidsskr. 4 Kække IV, 511-517.

Side 623

nu endelig den 24de Maj 1567 løslodes af deres fireaarige Fangenskab, medbragte et Forslag fra Frederik 11, som er betegnende for den drillevorne, resultatløse Forhandlingsmaade,som denne Krig frembyder saa talrige Exempler paa. Der opstilles nemlig i dette Forslag en Udløsningsliste,hvori 14 danske Adelsmænd vurderes lige med 20 svenske. Dette ser jo ret fordelagtigt ud for Kong Erik; men gjennemgaar man Navnene, opdager man let, at Fordelenkun er tilsyneladende. De 14 Danske ere alle bekjendteMænd, som have spillet en Rolle under Krigen — selv Jakob Brockenhus' Navn træffer man derimellem —, medens der blandt de 20 Svenske ikke findes en eneste Mand af Betydning. Officerer som Jakob Bagge, Arvid Trolle, Christoffer Andersson, Charles de Mornay, Jakob HenriksonHåstsko, alle Feltherrer eller Admiraler, ere udeladte, medens man kun møder übekjendte Navne som Lavrits Matsson, Hans Torstenson, Niels og Erik Peterson, Hagen og Clemend Lavritsson, ja endog en Severin Smaasvend. Naar Forslaget ender med det Tilbud at løse alle uadelige Fanger paa begge Sider massevis mod hinanden, da var dette kun en yderligere Fordel for Kong Frederik, da Erik XIV havde et ulige større Antal end han¹). Det er en Selvfølge,at Tilbudet intet Svar fik, som man vel heller ikke havde ventet, og hermed ophørte ogsaa de særskilte Underhandlingerom dette Spørgsmaal, saa længe Erik XIV stod ved Koret i Sverig.

Det maa nu imidlertid indrømmes, at Krigen havde
bragt og fremfor Alt i Vinteren 1567—1568 bragte Danmarkenrigere

1) Fant, Handl. t. uplysn. af Sv. Historie 11, 55. Forpligtelsesbrevet er af 20 Febr. 1567. Sverig 288. Fr. Il.a aabne Brev af 24 Maj 1567. Sverig 72. Fr. II t. Otte Brade ang. Lejde for Fangerne [25 Maj 1567]. Tegn. o. alle Lande IX, 330.

Side 624

markenrigereHøst af fornemme og betydelige Krigsfanger end den omvendt havde bragt Sverig. Foruden Gesandtskabet1563,havde efterhaanden Hovedanførere for forskjelligesvenskeHære og Flaader maattet vandre i dansk Fangenskab.SaaledesJakob Bagge, Arvid Trolle, Claude Collart, Charles de Mornay, Jakob Henrikson Håstsko, Erik Henrikson,HogenskildBjelke og tilsidst Pontus de la Gardie. Af Danske kunne vi kun nævne to: Jakob Brockenhus og Otte Rud, af hvilke den Sidste døde kort efter Tilfangetagelsenogaldrig bliver nævnet paa Fangelisterne. Mænd som Arild Ugerup, Torben og Peder Daa, Malte Jensen Sehested, Henning Tornov, Claes Thot o.s.v. havde ikke beklædtoverordnedePoster i Hæren eller Flaaden. Det var derfor ikke til at undres over, at man i Danmark ikke vilde gaa ind paa at modtage Fangelister, hvor en Admiral og en Skibskaptain, eller en Feltmarskalk og en Ritmester bleve stillede lige, og det Forslag, som Frederik II 1567 opstillede og hvori han paa en vis Maade latterliggjorde de svenske Tilbud, indlededes ogsaa med den Sætning: »Efterdi vi formærke, at Kongen af Sverig udi den Fortegnelse, han har medgivet vore Undersaatter, ikke søger andet end at forulempe os» o.s.v. De faa Udløsninger, der fandt Sted, ere derfor hurtig nævnte. Foruden de allerede omtalte¹) skal det endnu kun tilføjes, at da den svenske Adels OpstandimodErik XIV i Sommeren 1568 førte til Tronskiftet i Sverig, lykkedes det ogsaa under de Fredsforhaabninger, som denne Begivenhed kaldte tillive, følgende Adelsmænd

1) Af et Brev fra Fr.II t. JohanFriis ogPeder Oxo af 24 April 1567 (Tegn. o. alle Lando IX, 299) synes det, at Henning Tornov da var losladt, mulig udvexlet mod Sigfrid Engelskmand, som 29 Novbr. 1566 koin tilbage fra dansk Fangenskab. Fant, Handl. t. uplysu. af Sv. Historie 11, 46.

Side 625

paa begge Sider at blive løsladte: ArildUgerup, Ejler Krafse, Gregers Ulfstand, Claes Thot og Mandrup Holk imod Arvid Trolle, Arvid Stenbock, Hogenskild Bjelke, Sten Baner og Erik Abrahamson Lejonhufvud^x). Vel ses ogsaa Kong Johan at have været virksom for Fangernes Udløsning, og i Krigens to sidste Aar fik mange danske Adelsmænd Tilladelse til ligesom deres talrige Forgængere at forsøge deres Lykke hos Kong Frederik, men, saavidt det kan ses, uden Resulta t²). Først Freden i Stettin bragte en endelig Afslutning paa et Spørgsmaal, der med nogen Hensynsfuldhed og Imødekommen fra begge Sider kunde være bleven løst paa en Maade, som vilde have bidraget til at mildne de Ulykker, som Krigen havde bragt med sig. Ved den bestemtes, at alle Krigsfanger skulde løslades uden «Ranson», og at alle Forpligtelsesbreve skulde tilintetgjøres. Den 12te Marts 1571 skulde Fangerne møde ved Grændsen og der faa deres Frihe d³), men allerede forinden den fastsatte Tid vare mange vendte tilbage — levende Vidnesbyrd om den Nød og Elendighed,denulykkelige Syvaarskrig havde fremkaldt⁴).

1) Se vedføjede Fangelister.

2) Talrige Forpligtelsesbreve af danske Fanger i Sverig fra Aarene 1569 og 1570 findes i Sverig 288.

3) Kesen a. St. S. 243. Johan lILs aabne Brev om Fangeudvexling ved Grændsen 24 Febr. 1571. Sverig 288.

4) I et Brev af 29 Novbr. 1570 befaler Fr. II Peder Oxe at give en Præst, Gregers Pedersen, som i 6 Aar har siddet fangen i Sverig, Klæder til en Præstekjortel, Hoser og Trøje, samt 2 Skjorter, 1 Par Sko og 20 Daler. Tegn. o. alle Lande XI, 209. Se ogsaa Danske Mag. 3 Kække 11, 210 Anm.

Tillæg. Fortegnelse over svenske og danske Fanger.

Denne Fortegnelse er væsentlig udarbejdet paa Grundlag af de Fangelister, som i Anledning af Forhandlingerne om Udvexling bleve opstillede baade fra dansk og svensk Side. Der findes 6 saadanne Lister, som paa en enkelt Dndlagelse nær alle ere udaterede, men ifølge Sammenstilling og indre Kriterier kunne henføres til følgende Tidspunkter, da Forhandlinger om IMvexling fandt Sted: (1°) 7/_91564,9 _1564, (2°) 23/₃ 1565, (3°) 18/« 1566, (4°) 20/₂ 1567, (s°) 24_/5 1567, (6°) 21/9 1568. Af disse ere kun (s°) dansk, de øvrige svenske. Desuden haves en Fortegnelse over de Fanger, som bleve gjorte paa Daniel Ranlzaus Tog i Sverig 1567—1568 (Danske Mag. 3 R. 111, 98 —100, smlgn. Tegel S. 273), og endelig et Regisler over svenske Fanger, som 24/₂ 1566 bleve sendte til Lensmændene (Tegn. o. alle Lande VIII, 489). Begge ere ligeledes blevne benyttede ved Udarbejdelsen af Fortegnelsen, dog ere af førstnævnte Liste kun Befalingsmændene medtagne¹). Forøvrigl henvises til Anmærkningerne, hvori alle øvrige Kildesteder ere angivne.

Da der ikke synes at være blevet ført Underhandlinger om Fangeudvexling efter 21/9 1568, bliver altsaa Fangelisten af nævnte Dato den sidste, og de, som ere anførte paa den, maa da, naar ikke anden Oplysning foreligger, anses for at være blevne fastholdLe indtil Krigens Slutning. Men iøvrigl maa det bemærkes, at en Fange, som er opført paa de foregaaende Lister, men udeladt paa den sidste, ikke derfor med Sikkerhed kan antages for at være bleven udløst i Mellemtiden.

1) Holler ikke tyske Befalingsmænd, som ikke ere optagne paa Fangelisterne, ere medtagne.

Svenske Fanger i Danmark

Sten Erikson Lejonbufvud fanget 20/2 1563x), vender tilbage til
Sverig 16/i 15652).

Gabriel Christerson Oxenstjerna f. 20/21563i), udløst 24/5 1567
imod Christoffer v. Donna8).

Joran Fincke f. 20/2 1563x), udløst 24/5 1567 imod Malte Jensen
Sehested3).

Arvid Gustafson Stenbock f. 20/2 1563x), udløst 16/i2 1568 imod
Gregers Trudsen Ulfstand4).

Lasse Lukasson f. 20/2 1563x), endnu ikke udløst 20/215675).215675).

Johannes å Herbouville f. 20/2 1563x), endnu ikke udløst 24/5
1567 6).

Erik Abrahamson Lejonhufvud f. 20/2 1563, udløst 24/io 1568
imod Mandrup Holk 7).

Sven Person (Bagge) f. Febr. 15638), endnu ikke udløst 15/2
1566 9).

Birger Isakson (til Appelnås) f. før 20U 156310), endnu ikke
udløst 16/6 1570u).

Oluf Arvidson (Stålarm) f. før 2% 156310), endnu ikke udløst
21/9156812).9156812).

, }t. 4/9 156313), endnu ikke udløste 21/9 156812).
Lavnts Matsson ) '

Niels Peterson paa Roe f. 4/g 156313), endnu ikke udløst 24/s
1567 6).

Oluf Jakobson, Læge, f. 1563, løsladt 23A157114).

Åke Joranson f. April 156415), endnu ikke udløst Vs 156416).
Claude Collart f. 22/5 156417), endnu ikke udløst 20/215675j.215675j.

Gustaf Nielsson af vapen f. 22/s 156418), endnu ikke udløst 12/6
156519).

Per Lavritsson f. 22/5 156418), endnu ikke udløst 21/9156812).
Jakob Bagge f. 31/s 1564 20), endnu ikke udløst 21/9156812).

Arvid Trolle f. 31/s 156420), udløst Decbr. 1568 imod Arild Ugerup,
men dør i de samme Dage21).

Christoffer Andersson (Gyllengrip) f. 31/s 156420), endnu ikke
udløst 20/2 1567 5).

Mats Person, Bgra. i Stockholm, f. 31/5 156420), endnu ikke
udiost 20/2 1567 5).

Anders Olufson (Oxhufvud) \f. Avgust 156422), endnu ikke ud-
Oluf Drake J leste 21/9 156812).

Sigfrid Engelskmand f. far 7/9 156416), udlest far 29/u 15662a).
Mats Grot f. fer 7/9 156416), endnu ikke udlest 24/5 15676).

Jons Andersson f. far 7/g 156416), endnu ikke udlast 20/2
1567 5).

Iven Helsing \ f. far 7/9 156416), endnu ikke udleste 23/3
Hans Malare/ 15652i).

Slaffan Dam f. far 8/i2 156425), undvegen far 15/2156626).2156626).

Lille Broniel Larensson, Bg. i Stockholm, f. far 23k 156524j,
endnu ikke udlest 21/9 1568 12).

Claes Akeson Thot f. 20/io 156527), drager 29/41566 imod Udstedelse
af et Forpligtelsesbrev til Sverig, men vender ikke
tilbage til Danmark28).

Jakob Tuwe f. 20/io 156527), endnu ikke udlast 24/515676).
Claes Nielsson f. far 15/2 15669), endnu ikke udlast 24/s 1567 6).

Jon Erikson ), ... „„„„,
if. far 15/2 15669.
Hans v. Berlyn )

Tord Bonde f. far 24/2 156629, endnu ikke udlasl 26/e 157030).

Clemind Lavritsson f. far 5/u156631), endnu ikke udlest 2ik
1567 6).

Charles de Mornay f. 2% 156632), lasladl 16/3 1571 33).

Jakob Henrikson Hastsko f. 20/9 156632), der 1567 i Fangenskabe
t34).

Gustaf Hansson f. 23/o 156735).

ErlaDd Larsson
Erik Person
Hans Torslenson f-^24/5 15676), endnu ikke udl. 2V91568^).
Severin Smaasvend
Gustaf Arvidson
Oluf Stolpe
Hagen Lavritsson f. for 24/s 1567 6).
Sven Hjort
Gustaf Lavritsson

Erik Henriksonj endnu ikke udloste 21/9 156812).
Peder Olufson) " ;
Sven Andersson (Stalhandske) If. 1567—156837), endnu ikke
Erik Knutson /udlesle 21/9156812).

Jakob Henrikson
Severin Nielsson
Jakob Svenson
Daniel Hansson f 1M7_U68..).
Peder Jonson
Jons Person
Niels Olofson
Lasse Claesson

Jon Karlson f. 14/i 1568 38).

Hogenskild Bjelke f. 6/2 156839), udløst 16/i2 1568 imod Claes
Thot4).

Sten Baner f. 6/2 156839), udløst 16/i2 1568 imod Ejler Krafse4).

Anders Griis f. 6/2 156839), endnu ikke udløst 21/9 156840).

Jakob Lavritsson |
Peder Skriver >f. for 21/9 1568l2).
Henrik Svant J

Niels Birgerson, Ridder, f. for 6/io 156941).

Joran Lavritsson
Hans Kraft
Anders Bjornson •f. 14/n 156942).
Mats Botvidson
Bengt Erikson

Pontus de la Gardie f. Decbr. 156943), løsladt 16/3157133).
Joran Lodow f. før 14/e 157043b).
Bengt Mikkelson f. før 14/ e 157043c).

1) Se ovenfor S. 574 ff.

2) Se ovenfor S. 615 ff.

3) Se ovenfor S. 622 f.

4) Peder Oxes og Johan Friis' Erklæring angaaende Arvid Stenbocks, Hogenskild Bjelkes og Sten Baners Udvexling imod Gregers Ulfstand, Claes Thot og Ejler Krafse l 6/₁₂ 1568. Sverig 72.

5) Fangelisten af ™n 1567. Sverig 72. Han nævnes 1572 som Befalingsmand paa Borgholm. A. v. Stiernniann, Swea oeh Gotha Hofdinga-Minne I, 337.

6) Fangelisten af "/s 1567. Sverig 72. Kigtignok findes iErikXTV.s latinske Registratur Breve af 16/i 1567, hvori han anbefaler Joh. å Herbouville til Catharina Medici og Hertug Anton af Guise, men da han opføres paa den Tangeliste af 20/2 1567, som Erik sendte ned til Danmark tilligemed de danske Fanger, som dengang skulde forhandle om Udvexling, turde det antages, at disse Breve ere dem medgivne under Forudsætning af, at Joh. å H. blev løsladt.

7) Se ovenfor S. 599 Anm. 1.

8) Fortegnelse over de i Kjobenhavn anholdte Svenskere Febr. 1563. Sverig 239.

9) Fangelisten af I 5/₂ 1566. Sverig 258.

10) Birger Isaksons og Oluf Arvidsons Forpl.-Brev t. St. Rosensparro "/* 1563. Sverig 72.

11) Peder Daas Forpl.-Brev t. Johan 111 16/« 1570. Sverig 288. Han nævnes 1576 som Kong Johans Hofjunker. Stiernmann a. St. I, 29.

12) Fangelisten af 31/₉1568. Sverig 258.

13) Eørdam, Monum. Hist. Dan. 11, 263, Eesen S. 93.

14) Se ovenfor S. 600 Anm. 1.

15) L. Daae, Krigen nordenfjelds S. 20.

16) Fangelisten af 7/s 1564. Danske Kongers Hist. 52.

17) Kørdam, Monum.ll, 305—308, Norske Mag. I, 159—162, L. Daae a. St. S. 32.

18) Fortegneiso over Fanger, som Erik Munk førte til Bergen og senere sendte ned til Danmark. Danske Kongers Hist. 59.

19) Karin Henriksdattor til Mats Hans3on, Dieknebølle ia/₆ 1565. Sverig 72.

20) Eørdam, Monum. U, 284. Se ovenfor S. 601—603.

21) Arild Ugerup t. Johan HI 16 Decbr. 1568. Danske Kongers Hist. 59. Hos Eørdam, Monum. H, 432 nævnes fejlagtig Hogenskild Bjelke.

22) Tegel S. 128, Eesen S. 115.

23) Tant, Handl. t. uplysn. af Sv. Hist. H, 46.

24) Fangelisten af 23/₃ 1565. Sverig 72.

25) Fr. II t. Mog. Gyldenstjerne 8/i21564. Tegn. o. aUe Lande VIH, 169.

26) Paa Fangelisten betegnes hansom «borte«.

27) Danske Mag. 3E. 11, 97, Danske Saml. 2E. 11, 192.

28) ForpL-Brev af 29/₄1566. Sverig 257. Han hørte til dem, hvem • Herskabets Tvang« eller andre Grunde havde forhindret i at holde 3it Ord, smlgn. ovenfor S. 616.

29) Eegister over Fanger, som ble ve sendte til Lensmændene. Tegn. o. alle Lande VIII, 489.

30) Albert Becks Forpl.-Brev t. Johan HI s6/« 1570. Sverig 288.

31) Fr.H t. Eskild Gjøe Vn 1566. Tegn. o. aUe Lande IX, 87.

32) Danske Mag. 3E. H, 100—102, Danske Saml. 2E. H, 194, Eerdam, Monum. 11, 351_—52.

33) Fr. ll.s Pas for Ch. de Mornay og Pontus de la Gardie 16/s 1571. Tegn. o. alle Lande XI, 260, smlgn. de la Gardiska Archivet IV, 187.

34) Han nævnes endnu paa Fangelisten 30/₂ 1567.

35) Danske Saml. 2 R. H, 196.

36) Eordam, Monum. 11, 384, Danske Saml. 2K.H, 198, Dauske Mag. 3 E. H, 98-100.

37) Dansko Mag. 3 R. H, 98—100, smlgn. Tegel S. 273.

38) Danske Saml. 2 R. 11, 199.

39) Rørdam, Monum. H, 406, Tegel S. 272.

40) Fangelisten. Brøms Bagge kaldes »Admiralens Broder«. If. An- rep, Sv. Adelns Åttar-Taflor er Anders Griis 1569 Foged i Wiste Herred i Smaaland.

41) Fr. Ht. Peder Oxe Vio 1569. Tegn. o. alle Lande X, 433.

42) Pr. nt. Peder Oxe »/„ 1569. Smstds. X, 464.

43) Rørdam, Monum. H, 442 f.

43 b) Christoffer Alfsons Forpl.-Brev t. Johan IH li/81570. Sverig 288.

43 c) Per Jonsens Forpl.-Brev t. Johan HI 14/s 1570. Sverig 288.

Danske Fanger i Sverig.

Jakob Brockenhus f. 3% 156344), endnu ikke udlosl 3/e1569 45).

Malle Jensen (Sehesled) f. 3%156344), udlest 24/5 1567 iraod
Joran Fincke3).

Albert Beck f. 3%156344), endnu ikke udlest 26/e 157O30).
Mads Slensen (Laxmand) f. 3% 156344), ded i Aabo af Pest
1565 46).
Otte Stisen (Pors) f. 30/5 1563 44), endnu ikke udlosl 2%2 15675).
Jergen Nagel f. 30/5 156344), endnu ikke udlost 21/9156812).

Lars Andersen (Jernskjseg) f. 30/s 156344), sendt til Tavaslelms
i Finland, hvor han der47).

Arild Ugerup f. 16/s 156448), udlesl Decbr. 1568 imod Arvid
Trolle49).

Peder Daa f. 16/s 156448), endnu ikke udlest 16/e 157O11).
Torben Daa f. 16/s 1564 48), endnu ikke udlesl 24/515676).

Chrisloffer (eller Chrisliern) Serensen f. 16/s 156448), endnu ikke
udlest 16/2 1566 9).

Verner Klot f. 16/s 1564 48), endnu ikke udlest 21/9156812).
Henrik Kockeritz f. Avg. 156450), endnu ikke udlost 21/b 156812).
Knud Hardenberg f. 24/s 156451), ded 1565 i Upsala af Pest52).

Mads Hansen, Bgm. i Renneby, f. 4/» 156453), endnu ikke udlest
24/e156554).

Dillev Rethlingl f. far 20/io 156416), endnu ikke udleste 23/a
Oluf Galle / 156524).

Balthasar v. Meiner (eller Weimarrt f 20/ lo 1664i.}j endnu
PedernGaUe ikke udløste^ 1566 •).
Lars Rasmussen )

Peder Skriver 1
„ , . I f. før 20/io 156416), endnu ikke udløste
Frands v. Meideburg > 24/515676).
Diderik Hansen j

Cornelius v. Duren ) oft. _iv IRv
„ . \ f- før 20/i0156416).
Clavs Henningsen )

Bengt Griis f. Februar 156555), endnu ikke udløst 21/9 156812).

Claes Hyngk f. før 23/3 156524).

Otte Rud f. 7/t 156556), dør paa Svartsjo Slot n/ion/io 1565 57).
Claes Skel f. 7/7 156556), endnu ikke udløst 3/e 156958).
Johan Skovgaard f. 7/7 156556), endnu ikke udløst 21/9156859).
Oluf Iversen (Jernskjæg) f. 1h 156556).

Grers Skram j
Skipper Lavrids >f. 7/77/7 1565, endnu ikke udloste 21/s 1568 60j.
Chrisloffer Skriver J

Hans Hoik f. 15/9 1565G1), ded Decbr. 1565 i Upsala af Pest62).

Christoffer v. Dohna f. 15/9156561), udlost 24/5 1567 mod Gabriel
Christerson Oxensljerne 63).

Claes Claessen (Thot) f. 15/9 156561), udlest 16/12 1568 iraod
Hogenskild Bjelke 4).

Corfits Larsen (Rosengjedde) \ f. 15/9 156561), endnu ikke udl.
Sebastian Stub, La3ge, / 21/9 156812).

Mandrup Hoik f. 15/9 1565 (?)64), udlast 24/io 1568 imod Erik
Abrahamson Lejonhufvud 7).

Gregers Trudsen (Dlfstand) f. 20/io 1565 65|, udlast 16/i2 1568
iraod Arvid Stenbock4).

Ejler Krafse f. 20/io 156565), udlost 16/i2 1568 imod Sten Baner4).

Chrislofler Urne f. 20/io 15656T), endnu ikke ndlest 15/215669).
Johan Bockhull f. far 15/2 1566 9), er udlosl 12/5 1569 68).

Cort Vibbeking
Borchert Emken
Herman Gellinghusen f" for 1566 ')•
Jakob v. Liineburg

Anders Hess, Bg. i Kjebenhavn, f. far 20/2 156669), endnu ikke
udlost 24/5 15676).

Anders Skinkel f. 28/7 1566 70).

Hans Valter f. for 20/2 1567 5), endnu ikke udlest 26/i2 1567 71).

Melchior Lork
Rotgert Berenhusen
Knud Alsing f. far 21/9 156812).
Volmer Meider
Claes v. Skouenburg

Lavrentius Vinlcr j
Lasse Pedersen af Broby > f. for 21/9 1568 60).
Iver Davidsen fra Soro KlosterJ

Per Jonsen f. for 14/e 157O43c).
Christoffer Alfsen f. far 14/e 157043b).
Gregers Pedersen, losladl far 29/H 157O72).

44) Eesen S. 84, Tegel S. 87.

45) Se ovenfor S. 620-622.

46) Se ovenfor S. 612-614.

47) Adlersparre, Hist. Saml. H, 18, smlgn. Personalhist. Tidsskr. I, 129.

48) Se ovenfor S. 611, Anm. 3.

49) Arild Ugerups Forpl.-Brev til Johan HI. Upsala 21/₉ 1568. Sverig 288. Allerede JB/io 1568 tilbagegiver Frederik II ham Elieholms Len (Tegn. o. alle Lande X, 206), smlgn. forøvrigt Anm. 21.

50) Danske Mag. HI, 254.

51) Eørdam, Monum. 11, 292, Tegel S. 132-133.

52) Han omtales sidste Gang i Brev fra Arild Ugerup t. Hans Skovgaard 9/n 1564 (Danske Kongers Hist. 52) og forekommer ikke paa Fangelisterne. Han nævnes heller ikke i den Fortegnelse over danske Adelsmænd, der ere døde 1563^—66, som er trykt i Personalhist. Tidsskr. I, 121-132.

53) Rerdam, Monum. H, 296.

54) Han nævnes kun paa Fangelisten 2*/3 1565, men vides at have siddet fangen i Stockholm 2*/61565. Margrethe, Mats Persons t. Mads Stensen u_k 1565. Sverig 72.

55) Tegel S. 145, som fejlagtig kalder ham Erik.

56) Kørdam, Monum. 11, 338.

57) Se ovenfor S. 597, Amn 2.

58) Claes Skels Forpl.-Brev af 3/61569 t. Johan IH. Sverig 288.

59) Fangelisten. Smlgn. ovenfor S. 606.

60) Forpl.-Brev, udstedt af Lavrentius Vinter, Præst i Trondhjem, Grers Skram, Fændrik paa Jægeren, Christoffer Skriver, Proviantskriver paa Jægeren, Skipper Lavrids paa Jægeren, Lasse Pedersen af Broby og Iver Davidsen fra Sorø Kloster til Johan 111 21/₉ 1568. Sverig 288. Grers Skram og Skipper Lavrids findes ligeledes nævnte paa Fangelisten af 2I/₉ 1568.

61) Kørdam, Monum. 11, 317, Tegel S. 206, Bricka. Frederik ll.s Ungdomskjærlighed S. 183—184.

62) Personalhist. Tidsskr. I, 127 Anm. 1.

63) Se ovenfor S. 622 f.

64) Nævnes første Gang paa Fangelisten af 15_,a 1566.

65) Danske Saml. 2 E. 11, 192, Danske Mag. 38. LT, 91 ff., smlgu. S. 86, Nyt hist. Tidsskr. IV, 194.

66) Se ovenfor S. 624 Anm. 1.

67) Kørdain, Monum. 11, 538.

68) Fr.H t. Peder Oxe "/s 1569 (Tegn. o. alle Lande X, 344).

69) Anders Hess' Forpl.-Brev t. Erik XIV 20/_a 1566. Sverig 72.

70) Danske Saml. 2R. 11, 194. Han nævnes aldrig paa Fangelisterne.

71) Forpl.-Brev udstedt af 12 Adelsmaend t. Erik XIV. Upsala 36/₁₅ 1567. Sverig 288.