Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 1 (1879) 1

A. L. J. Michelsen: Von vorchristlichen Gultusstätten in unserer Heimath. Eine antiquarische Mittheilung. Schleswig. 1878. 8vo.

F. Schiern

Side 574

Idet Tacitus i sin „(xermania" omtaler forskjellige af de nordlig boende germanske Folk, skriver han i det 40de Kapitelsaaledes: „Saa findes der Reudigner, Avioner, Anglier, Variner, Eudoser, Suardoner og JSTuithoner, værnede ved Floder og Skove. Hos hvert enkelt af disse Folk er der intet Mærkværdigt,men i Fælledsskab dyrke de Nerthus, det er Jorden som Moder, og troe, at denne antager sig Menneskenes Anliggenderog drager om til Folkene. Paa en 0i Oceanet findes der en hellig Lund og i den en indviet Vogn, som er tilhyllet i et Dække. At turde røre ved den forbeholdes en eneste Præst. Han mærker, naar Gudinden er tilstede i

Side 575

denne Helligdom, og følger efter hende med stor Ærbødiglied, naar hun drager ud, trukken af Køer. Da er der Frydedage og hellig Høitid paa alle de Steder, som hun værdiger sit Gjæstebesøg. Ingen Krige begyndes da, da gribes der ei til Vaaben; alt Jern haldes indelukket; da er Fred og Rolighed alene kjendt, alene elsket, indtil den samme Præst leder den af Omgang med de Dødelige mætte Gudinde tilbage til den hellige Lund. Derpaa bliver Vognen, Dækket og, om man tør troe det, Guddommen selv toet i en lønlig Sø; herved gaae Trælle til Haande, som strax druknes i den samme Sø. Deraf kommer en hemmelighedsfuld Eædsel og hellig Uvidenhed om, hvad det maa være, som kun sees af dem, der skulle døe."

For saa vidt i den anførte Skildring den Guddom, som var Gjenstand for Folkenes Dyrkelse, bliver kjørt omkring paa en Vogn (vehiculum), lader der sig paa forskjellige Steder hos den ariske eller indo-europæiske Eace paavise adskillige Analogier.Tilsvarende Skikke findes endnu i Østen hos den indiske Folkestamme ved nogle af Gudernes Dyrkelsex), og ogsaa Eacens vestlige Stammer have engang kjendt lignende. I Rom blev aaiiigen Gudernes Moders Billedstøtte paa en Vogn kjørt ud til det Sted, hvor Tiberen optager den lille Flod Almo (nu Aquataccio), og her blev med Billedet ogsaa Vognen afskyllet i Floden2). Hos Gallerne fandtes fordum i Byen Augustodunuineller det nuværende Autun et Billede af en tilsvarende keltisk Gudinde, der her dyrkedes som Personifikationen af den undfangende og fødende Naturkraft; Billedet blev sat paa en med Køer forspændt Vogn3), omkjørt for at bringe Velsignelse over Agrene og Viingaardene og paa Veien af Folket


1) Acland, A popular Account of the Hanners and Customs of India. London. 1847. p. 93, 132, 133.

2) Carpentum, quo vehitur simulacrum, Almonis undis ablui perhibetur. Ammian. Marcellin. XXIII, 3.

3) In carpento. Gregor. Turon. Liber de gloria Confessorum c. 77, i Gregorii Episcopi Turonensis Opera omnia. Opera et studio Theodori Euinart. Luteciæ Parisiorum. 1699. fol. p. 954. Jvnfr. Amédée Thierry, Histoire de la Gaule sous l'administration Romaine. Paris 1840—1847. I, 304.

Side 576

hilset med Sang og Dands. Da Gotherne i Slutningen af det fjerde Aarhundrede vare gaaede over Donau og havde taget Ophold i Thracien, lod den gothiske Kong Athanarik dem af sine TJndersaatter, der efter Ulphilas Tilskyndelse havde antagetden kristne Beligion, og som forlode deres Fædres Skikke, forfølge paa alle Maader og lod saaledes ogsaa et Gudebillede, der stod paa en tillukket Vogn1), føre omkring foran de Telte, hvis Beboere vare blevne angivne som Tilbedere af Christus, med Befaling til, at de alle skulde falde ned for Billedet og bringe det Offre; de, der vægrede sig derved, bleve tillige med Teltene brændte. Af Olaf Tryggvesøns Saga erfares, hvorledes paa samme Maade et med Klæder dækket Billede af Guden Frey hos Svenskerne, hos hvem han især var Gjenstand for Dyrkelse, ledsaget af Gudens unge Præstinde efter Vinterens Ophør blev kjørt om paa en med Hest forspændt Vogn2), allevegnemodtaget med Gilder og Slagtoffre.

Hvad angaaer den 0, hvorpaa efter Tacitus's Vidnesbyrd en lignende Kultus fandt Sted, har der baade i ældre og nyere Tid været dem, der have fundet det utvivlsomt, at denne 0 maatte være Sjælland. I ældre Tid var det især en nu forkastet Læsemaade hos Tacitus, som man i denne Henseende tillagde afgjørende Betydning. Efter denne ældre Læsemaade kaldtes nemlig den Guddom, som havde sin Helligdom paa Øen, ikke Nerihus, men Hertha, og da man i Sjælland ved Leire havde en Dal, der nævntes „Ertedalen'1, og i Nærheden havde en Skov og en lille, skjult Skovsø, nærede man ingen Tvivl om, at Ertedalen egentlig burde nævnes Herthadalen,


1) Ti £6avov ly åpfia/xafyg karojg. Sozomen. VI, 87, i Sozomeni Ecclesiastica Historia. Edidit Kobertus Hussey. Oxonii. 1860. 11, 665.

2) I vagni. Olafs Saga Tryggvasonar, Kap. 173, i Fornmannasogur. Kaupmannahofh. 1825—37. 11, 73. Saxo, hos hvem Mytherne om Guden Frey blandes med Sagnene om Kong Frode, »florentissiinæ pacis auctor« (den Fredegode), fortæller, hvorledes Høvdingerne efter dennes Død i tre Aar lode ham kjøres omkring paa en prægtig Vogn (regali vehiculo). Sax. Gram. Hist. Dan. Ed. Muller & Velschow. I, 256.

Side 577

idet d§n havde været Gudinden Herthas Dal, ligesom man snart vænnede sig til at nævne den nærliggende Skov som den hellige Skov og at udlægge Skovsøen, eller Vithe-Sø, som den hellige Sø. I det forrige Aarhundrede og i Begyndelsen af det nærværende blev dette især udviklet af Anchersen i hans Skrift om „Herthadal ved Leire i Sjælland", af Munter i dennes Afhandling om „Leire i Sjælland" og af Vedel Simonsen i hans „Udsigt over Nationalhistoriens ældste og mærkeligste Perioder", hvor han yttrede: „Hvad som af Alt forekommer mig meest mærkværdigt, er den Omstændighed, at Almuen endnu den Dag i Dag kalder Dalen ved den hellige Sø Ertedal. Havde AlmuenkaldetStedetHerthedal, vilde jeg have troet, at det var et nyere den af en eller anden Eeisende opgivet Navn, men netop at den kalder den Ertedal uden Aspiration bestyrker mig tilfulde i min Mening; thi vel har mangen Etymolog brudt Hovedet med dette bortkastede H, ja endog tilsidst troet, at Bøndernes Ertesæd havde givet den Navnet, uden at betænke, at den i saa Fald det ene Aar maatte hedde Erte-, det andet Eug-Dal o. s. v., alt efter som det faldt Bonden ind snart at besaaedenmedErter og snart med Eug. Det bortkastede H giver derimod netop Navnet dets gamle, ærværdige Form, thi Gotherne kaldte Jorden Airtha, hvilket efter Zahns tydske Grammatik udtaltes Ærtha, altsaa uden Aspiration, en Omstændighed, jeg troer ikke lidet at bestyrke og understøtte den ovenfor anførte Mening om Sjælland som Herthas 0" *). Efter at det senere er blevet oplyst, at den af Tacitus omtalte Gudinde ikke hed Hertha, et Navn, som ikke findes i noget Haandskrift, men Nerthus2), kunde det synes, at den hele Henførelse af denne Gudindes Helligdom* til Sjælland derved vilde være bortfalden.


1) Vedel Simonsen, Udsigt over Nationalhistoriens ældste og mærkeligste Perioder. Kjøbenhavn. 1813—1816. I, 2, 167—168.

2) Nerthum, id est Terram matrem, colunt. Tac. Germ. c. 40. Åf Pietet sammenstilles Nerthus med nrtu, et af Jordens Navne i Sanskrit (Les Origines Indo-Européennes. Paris. 1863. 11, 666.), af K^trzylfski med oldslavisk nur, Jord, Land (Die Lygier. Ein Beitrag zur Urgeschichte der Westslawen und G-ermanen. Posen. 1868. S. 101.).

Side 578

Men i don nyere Tid vendte den ældre Paastand tilbage i en forandret Skikkelse, idet den nu ikke længer støttedes til ErtedalenvedLeire,men til selve det berømte Kongesædes Navn. Da man nemlig ved Grimm var bleven gjort opmærksom paa, at Ordet hleipra i Ulphilas gothiske Bibeloversættelse bruges til at betegne et Telt — svarende til det nytestamentlige oxyvrj, det latinske tabernacuhim*) —, hed det sig nu med en Sikkerhed,derikkestod tilbage for de ældre Forklaringers, ikke blot, at Hleidr, Leires Navneform i Oldtiden, utvivlsomt maatte være det samme Ord som det gothiske hleipra, men at det ogsaa maatte forudsættes som givet, at denne Betegnelse hidrørtefradengamle Kultus paa den af Tacitus skildrede 0, hvor Guddommen havde en omkjørt Helligdom, Yognen med Dække over sig. Denne Mening blev i Norden fremført af Keyser i hans Afhandling „Om Nordmændenes Herkomst og Folke-Slægtskab" og senere nærmere udviklet af Munch, først i hans „Undersøgelse angaaende Danmarks ethnographiske Forholdideældste Tider og om Eensartetheden i Danmarks Befolkning",derefteridet første Bind af „Det norske Folks Historie". En Identifikation som den nævnte gjorde begge gjerne gjældende, da den kunde afgive et væsentligt Led i deres eiendommelige ethnographiske Theori, hvorefter den nordiskeFolkestamme,hvisIndvandring til Skandinavien skulde have fundet Sted over Alandsøerne og Norden om den bothniskeBugtgjennemLapland, fra det egentlige Svealand og det norske Hålogaland, fra Mælaren og Throndhjcnisfjord var trængt frem nedefter, i Skandinaviens sydligere Egne og navnligiDanmarkfortrængende eller undertvingonde og i sig optagendeenældretydsk eller sydgermansk Befolkning, der tidligereskuldehaveværet bosat her. Denne Hypothesc om Nordens ældste ethnographiske Forhold havde, som bekjendt, saaledes vundet Munchs Forkjærlighed, at han atter og atter vendte tilbage til den, og at hans livlige Phantasi tilsidst naaede frem til den æventyrlige Forestilling om, at den postuleredeFolkebevægelseskuldevære fremkaldt ved Chazarernes


1) Jac. Grimra, Deutsche Grammatik. Gottingen. 1822—26. I, 603.

Side 579

og andre tyrkiske Folkeslags Fremstormen i det senere Ensland,hvorveddenhidtil der bosatte nordiske Befolkning var bleven bragt til ad hine nordlige Yeie at indvandre til Skandinavien,hvorBraavallaslagetnu skulde have fundet Sted som det store, endelig afgjørende Sammenstød mellem de indvandrede Erobrere og den ældre tydske eller sydgermanske Befolkning. I Norge fremsatte imidlertid den nylig afdøde Ludvig Kr. Daa allerede i Aaret 1849 flere meget forstandige, især fra en BetragtningafNaturforholdenehentede Indvendinger mod hele denne ethnographiske Theori, idet han tillige fremhævede, hvorledes Munch under de ikke faa Variationer, hvormed han til forskjellige Tider er kommen tilbage til denne Theori, havde gjort sig skyldig i mere end een Modsigelse, og i den klare „Udsigt over den norske Historie", ved hvis Udgivelse en nyere norsk Historiker har gjort sig fortjent, findes ogsaa ikke uden Grund hele denne Theori opgiven. Hvad særlig den Slutning angaaer, som man havde uddraget af Navnet Hleidr, at nemligdetteskuldevise, at Sjælland fordum havde været beboet af tydske G-other, hvis Sprog oplyste Navnets Betydning, der som Betegnelse for den hellige, tjeldede Vogn var gaaet over paa Stedet, hvor denne Helligdom opbevaredes, havde hos os N. M. Petersen allerede gjort den træffende Bemærkning, at man i saa Fald ogsaa kunde finde saadanne tydsktalende G-other paa Island og i det nordlige Norge; thi paa Island boede Thorkel Svarte i Hleidr argar di, og han stammede fra den saakaldte Hrafnista-Æt, fra Gaarden Hrafnista, nu Eamsta, i Naumdølafylke*).

Naar det maa anerkjendes, at de forskjellige Forsøg, hvorvedGranskere i Norden have villet godtgjøre, at den af Tacitus omtalte 0 med sin' Nerthus-Dyrkelse skulde være Sjælland, ikke kunne kaldes fyldestgjørende, maa det paa den anden Side siges, at de Forsøg heller ikke have været heldigere, hvormed man i Tydskland især har villet stemple Rugen som den omspurgte 0. Dette har været Tilfældet, baade da efter det tilsigtede


1) Islands Landnåmabok 111, 17, i fslendinga Sogur. Kaupmannahofn. 1829-30. I, 172. N, M. Petersen, Samlede Afhandlinger. IV, 13.

Side 580

Sted hos Tacitus Gudindens Navn blev antaget for at have været Hertha, og ogsaa nu, da hun efter den rette Text er bleven nævnt Nerthus1). Ogsaa Rugen har derfor sin saakaldte „Herthasee", en dyb Indsø i Bøgeskoven Stiibnitz paa Øens Østkyst; flere Stene i Nærheden af Skovsøen have her ikke mindre end Stene i Omgivelserne ved Leire maattet afgive Støtte for luftige Syner, og endnu hidlokker denne „Herthasee"'s Ry gjerne de Tourister, der besøge Rugen. Men at stemple Riigen som den af Tacitus skildrede 0 er dog ikke mindre vilkaarligt end at finde den i Sjælland, thi det forholdersig i Virkeligheden ikke saaledes, som man har sagt, at Herthaøens Navn er blevet opbevaret i gamle Traditioner paa Riigen, men dette Navn, som var de ældste pommerske Forfattere aldeles übekjendt, er kun fremkommet som en Frugt af übegrundet Formodning, efter at man først var bleven vant til at forudsætte, at Tacitus's Skildring gjaldt Riigen, med Hensyn til hvilken 0 det desuden ogsaa kan komme i Betragtning,at den efter de gamle Krønikers Angivelse først paa et langt senere Tidspunkt, i det fjortende Aarlmndrede, er bleven heelt løsnet fra Pommern2).

Sjælland og Riigen ere imidlertid ikke ene om at have været udhævede som den af Tacitus omtalte 0. I Oldtiden stredes syv forskjellige Stæder om at have været Homers Fødeby; selv uden Hensyn til Rudbeck — hvis Urømme henførte alt Muligt til det af Mela, Plinius, Ptolemæus og Jordanes som en 0 anførte Skandinavien og saaledes ogsaa ved Gammel - Upsala fandt den skjulte Sø, hvori ifølge Tacitus Trællene fordum druknedes3) —,


1) Som den første Forfatter, der har henført den af Tacitus omtalte 0 til Rugen, kan nævnes Philip Cluvorius i hans Germaniæ antiquæ Libri 111. Lugduni Batavorum. 1616. fol. p. 107. Af de nyeste Udgaver af Tacitus's Skrift, hvori denne ogsaa af Jac. Grimm foretrukne Forklaring fastholdes, kan anføres: CorneliiTaciti Germania. Mit Anmerkungen von Bernhard Hiippe. Miinster. 1868. S. 63.

2) Barthold, Geschichte von Riigen und Pommern. Hamburg. 1839-46. I, 113.

3) Nos lacum illum (Blotabrunn, Plutonis puteum) ad occidentalem templi Upsaliensis adhuc habemus. Rudbeckii Atlantica sive Manheim. Upsalæ. 1675—1702. fol. U, 493.

Side 581

bliver der, som den følgende Sammenstilling vil vise, et
større Antal af Øer, af hvilke hver enkelt har fundet Talsmændfor
at have været Nerthus's Helligdom.

Her kunne saaledes først de ældre Forfattere anføres, der fandt det utvivlsomt, at Tacitus's Skildring kun kunde gjælde Helgoland, fordi denne 0 som ingen af de andre kunde siges at ligge „i Oceanet"1). Betydningen heraf bortfalder imidlertid, da det af andre Steder i Tacitus's „Germania" umiskjendelig fremgaaer, at Udtrykket „Oceanet" i dette Skrift ogsaa omfatter Østersøen2). At der hverken findes nogen Lund eller nogen Indsø paa Helgoland, at allerede Adam af Bremen kunde vidne, at „ikke et eneste Træ" fandtes paa Øen, maa derimod ikke tale mindre mod at foretrække den end den Omstændighed, at de angelsachsiske Missionærer, da de ved Slutningen af det syvende Aarhundrede landede paa Øen, ikke fandt Nerthus dyrket her, men vel Guden Fosete, efter hvem denne hellige 0 dengang kaldtes Fosetesland.

Ogsaa i Vesterhavet, men nærmere ved Fastlandet hensættes den af Tacitus omtalte 0 af en nyere anseet Gransker, Slesvig- Holsteneren Karl Mtillenhoff. Denne var strax bleven opmærksom paa Keysers Afhandling „Om Nordmændenes Herkomst og Folke- Slægtskab" og sluttede sig gjerne til denne Theori, hvorefter Danmark forhen i Aarhundreder havde tilhørt en tydsk Befolkning, inden denne underkastedes af de erobrende Nordboer, men har dog ikke med Keyser antaget Sjælland for Øen med Nerthus's Dyrkelse, hvilken han derimod vil finde i en af de nordfrisiske Øer ved Eidermundingen og navnlig i Nordstrand. Argumentet herfor bestaaer deri, at medens Eomerne overhovedet kun havde den sletteste Kundskab om Østersøen, havde de derimod selv gjort Besøg foran Elben; „derfor kunde", efter som Mtillenhoff herom


1) Eerum Danicarum Historia, auctore Joh. Isacio Pontano. Amstelodami.' 1631. fol. p. 719, 738. Arnkiel, Cimbrische Heyden- Keligion. Hamburg. 1702. I, 81, 132, 174. Eisner, Dissertation sur l'ile de la Deesse Hertham ou Erdamme et siir les adorateurs de cette divinite, i Histoire de l'Acad. Koyale des . Sciences et Lettres. Annee 1748. Berlin. 1750. p. 441-464.

2) Tac. Germ. c. 1, 43, 44.

Side 582

udtrykker sig, „Tacitus give sin skjønne, fuldstændige Beskrivelseaf den paa een Gang glade og rædselsfulde Kultus", „denne Betragtning", hedder det, „fører med Nødvendighed til Vesterhavet". I Overeensstemmelse hermed gav han da ogsaa alle de syv germanske Folk, der nævnes som Deeltagerei Nerthusdyrkelsen, Plads i Nordalbingien og paa den jydske Halvø, nemlig i Tiden forud for dens senere, postulerede Indtagelse af de danske Erobrere, i en Fortid, hvor hele Halvøenendnu kun skulde antages for beboet af tydske Folk1). At Tacitus, dersom han selv havde tænkt paa Nordstrand eller nogen anden 0 i Vesterhavet, senest maatte have nævnet den i det 37te Kapitel, hvori han endnu dvæler ved det nordlige G-ermaniens Vestegne, endnu ikke har vendt sig til dettes indre Strækninger (secretiora Germaniæ), er et væsenligt Moment, hvortil der ved Miillenhoffs Betragthingsmaade ei er taget Hensyn.

Til en slesvigsk 0, men til en paa den modsatte Side af Halvøen, i Østersøen liggende, er den af Tacitus skildrede Nerthusdyrkelse ligeledes bleven henført af en anden Slesvig- Holstener, Karl Maack2). Ogsaa han har optaget den norske ethnographiske Theori om, at Danmark fordum havde tilhørt tydske Folk, han gjentager endog Munchs Opfattelse af Braavallaslagetsomdet Tidspunkt, hvorpaa disse Sydgemnaner tilsidstafgjortmaatte ligge under for Nordgermanerne, men heller ikke han har dog med Keyser og Munch villet gjøre Sjælland til Gudindens rette Hjemstavn; det er derimod Øen Femern, der af ham betegnes som „klassisk-germansk Grund": „den er den længe forgjæves søgte Nerthus-Ø". Vistnok er Øen nu næsten aldeles skovløs, hvad Forfatteren formoder at kunne være


1) Miillenhoff, Die deutschen Volker an Nord- und Ostsee in ltester i Nordalbingische Studien. Erster Band (Kiel. 1844.), S. 111-174.

2) Maack, Die Insel der Nerthus, ein historisch-antiquarischer Versuch, i Germania, Vierteljahrschrift flir deutsche Alterthmnskunde, herausgegeben von Franz Pfeiffer. Vierter Jahrgang (Wien. 1859.), S. 885—414. Maack, Urgescbiehte des Schleswigholsteinischen Landes. Theil I (Kiel. 1869.), S. 56—63.

Side 583

fremmet derved, at de slaviske Vender ved deres Okkupation af den allerede kunne have ødelagt Gudindens hellige Lund, men som Tacitus's skjulte Indsø paa Femern nævner han „der See von Siggen", som iøvrigt nu ikke længer existerer, da den i Løbet af de sidste Aar er bleven udtørret. „Et afgjørende Beyiis" for, at Femern har været Nerthus-Øen, har Maack fundet i den paa den anden Side af Femernsund i Holsteen liggende By Heiligenhafen, „thi", siger han, „det følger med Nødvendighed af Tacitus's Beretning om den hele Nerthus- Kultus, at Gudinden, naar hun drog om til de hende dyrkende Folk, kun kunde komme til dem over Vandet". Forfatteren viser sig kjendelig tilfreds med at have kunnet give dette „slaaende Beviis", men feiler dog, for saa vidt han mener med Hensyn til Spørgsmaalet om Nerthus-Øen at have givet „et fra alle tidligere fremsatte Hypotheser forskjelligt Svar"; thi hos os har allerede Suhm, som Forfatteren ikke har kjendt, ogsaa betegnet Femern som den omhandlede 0, derved netop ligeledeslæggendeVægt paa Byen Heiligenhafens Navn *). Kun. i een Henseende mener Maack, der er Arkæolog, at der maaskee kunde opstaae nogen Betænkelighed ved hans Besvarelse af Spørgsmaalet. Da „der See von Siggen" for nogle Aar siden blev udtørret, „fandtes aldeles Intet, der kunde tjene Eesultatet til Støtte, navnlig ingen Knokkelrester af de engang i Søen druknede Trælle". Men, siger Forfatteren, Arbeidet ved Udtørringenblevkun foretaget af udannede Dagleiere, der lige saa lidt som Arkæologerne dengang havde nogen Anelse om, af hvilken Interesse for Videnskaben Opdagelsen af nogle menneskeligeKnoklerher vilde være, og som derfor kunne have overseet dem, ligesom der ogsaa i Løbet af Aarhundrederne i den ikke dybe Sø maa være blevet afsat en uhyre Mængde Dynd og Mudder, i hvis Lag dog maaskee endnu saadanne Levninger kunne indeholdes; endelig har Forfatteren ogsaa beroliget sig


1) Suhm, Om de nordiske Folks ældste Oprindelse. Kjøbenhavn. 1770. 4°. S. 289. Suhm, Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden. Kjøbenhavn. 1771. 4°. S. 242-247.

Side 584

ved den forstandige Betragtning, at man mulig slet ikke har
ladet Ligene af Trællene, som havde aftoet Gudebilledet, forbliveiden
hellige Sø.

I Overeensstemmelse med Femerns Beliggenhed, og da det antages for en afgjort Sag, at Nerthus-Øen omtrent maa have været et Midtpunkt for de Folk, der deeltoge i Gudindens Dyrkelse, henførte Maack ikke som Miillenhoff alle hine syv Folk til Nordalbingien og den jydske Halvø, men medens nogle faae Plads her, honsættes de andre hos ham deels til selve Øen Femern, deels paa de nærliggende danske eller — som disse efter den antagne ethnographiske Theori jo dengang skulde have været — tydske Øer og deels paa Østersøens sydlige Kyststrækninger. Det er de sidstnævnte, der fortrinsviis have afgivet "Udgangspunktet for de Opfattelser, hvorefter forskjellige Andre have tænkt hellere at kunne henføre Tacitus's Skildring enten til den lille 0 Poel paa den meklenburgske Kyst1) eller til en lille 0i Peenes Munding ved Wolgast2), endvidere til en af Øerne i Odermundingerne, til Møen eller Bornholm3) og endelig endog til den historisk kun som estisk kj endte 0 Øsel4).

ISTaar man betænker, fra hvor mange Sider man saaledes har søgt at besvare Spørgsmaalet om Nerthus-Øen, og hvor lidet det er lykkedes at bringe nogen Besvarelse til almindelig Anerkjendelse, kunde det vel formodes, at det nu vilde være forbi med Lysten til at prøve nye Løsninger af den gamle Gaade. At dette dog ikke er blevet Tilfældet, viser den tydske


1) F. Billau, J. Weisko und K. v. Leutsch, Die Germania des Tacitus. Uebersetzt und in volksthumlichcr, deutschrechtlicher und geographisch-historischer Hinsicht erlautert. Leipzig. 1828. S. 366—367.

2) Franck, Alt- und Neues Meklonburg. Giistrow und Leipzig. 1753-1758. 4°. I, 87.

3) Jvnfr. Taciti Germania. Kcconsuit Franciscus Passow. Editio altera auctior. Vratislaviæ. 1817. p. 114.

4) Jvnfr. Barth, Die altdeutsche Keligion. Leipzig. 1835. I, 18. Barth, Deutschlands Urgeschichte. Zweite Ausgabe. Erlangen. 1840-1846. V, 118.

Side 585

„antikvariske Meddelelse", hvis Titel findes anført oven for den her givne Udsigt over Spørgsmaalets Historie, men dette hidrører vel for en Deel derfra, at Forfatteren heller ikke synes at have havt det fyldigste Kjendskab til sine Forgængereog til, hvorledes den indbyrdes Strid mellem disse nærmere har aabenbaret Utilstrækkeligheden af de alene sikkert foreliggende Data, hvorved man har villet naae til noget Besultat.Forfatteren er Geheimeraad, Dr. A. L. J. Michelsen, der nu i høi Alder — han fyldte nylig sit 78de Aar — lever i Byen Slesvig. Ved sin Fødsel tilhørende Sønderjylland har ogsaa han i politisk Henseende, baade medens han var Professor i Historie i Kiel og senere, efter at han som Professor i Stats- og Folkeret var bleven kaldet tilJena, været en udpræget „Slesvig-Holstener"; i Aaret 1848 sendtes han af den provisoriske Eegjering i et Tillidshvervtil Berlin, og i det samme Aar blev han af det første slesvigske Valgdistrikt kaaret til Medlem af Nationalforsamlingeni Frankfurt; i Aaret 1864 nedlagde han sit Embede som Forstander for det germanske Museum for friere at kunne virke for den slesvig-holsteenske Sag. I Litteraturen har han som Historiker og Eetslærd et anseet Navn.

Paa Spørgsmaalet om, hvilken 0 der hos Tacitus har været Tale om, lyder nu fra Michelsen Svaret saaledes: „Ich antworte mit Entschiedenheit und voller Ueberzeugung: die Insel Alsen". „Først og fremmest", siger han, „ligger der allerede et Beviis i Navnet paa denne 0, og det er derfor virkelig meget paafaldende, at man ikke allerede forlængst er kommen paa denne Idee". „Allerede Navnet paa Øen Als", gjentager han, „hvormed Beboerne stedse have kaldet den, beviser, at Tacitus har sigtet til denne 0". Navnet finder han nemlig i det gothiske Ord alhs, der paa flere Steder i Ulphilas Bibeloversættelse bruges for at betegne Helligdommen. Efter denne etymologiske Begrundelse af Forfatterens Anskuelsefølgeflere tilsvarende, der yderligere skulle støtte den. Endnu kaldes paa Als en Skov — et Stykke af Nørreskov — Hellevith, og flere Mile derfra, paa den yderste Nordvestspids af Øen, lige tæt ved Aissund, ligger omgiven af Moser den eensomme Hellesø, som Eierne nu ere i Færd med at udtørre;

Side 586

her, hedder det, har man altsaa den hosTacitus forekommende hellige Lund og hellige Sø. Af de syv germanske Folk, som Tacitus nævner som Deeltagero i Nerthusdyrkelsen, og hvoraf næsten alle, naar Navnene ei skulle fordreies, maae siges kun at forekomme hos ham, nemlig Reudigni, Aviones, Anglii, Varini,Endoses,Svardones, Nuithones, har Zeuss, som bekjendt, i Henhold til Ptolemæus's Angivelse om Anglerne med stor Styrke ogsaa henført de hos Tacitus nævnte „Anglii" til Mellemelben1) og ikke engang som Dahlmann herfra villet ladet Anglerne senere vandre Nord paa'2), men derimod i det gamle Sagn hos Beda om deres Hjemsted:i) kun villet see et efter „Skipperefterretninger"gjengivetLandskabsmNn, der ligesom den store 0 Aungull, nu Engelø, i det nordlige Norge kunde udledes af oldn. ongull, en Krog, og sigte til Landets Ombøining. Det kan ikke undre, at Michelsen med saa mange Andre foretrækkeratopfatte Tacitus's „Anglii" som Befolkningen i det af Beda nævnte Landskab eller det af Slien og Flensborgfjord omsluttede Angel. Han staaer heller ikke ene i sin ForklaringafFolkenavnet Reudigni; thi medens Miillenhoff henførte disse til Marskegnene og vilde udlede Navnet af det tydske Ord Ried, Siv eller Kør, har Munch forklaret det som gothisk Riudingos, oldnordisk Rjoåingar, Beboere af opdyrkede Skovegne,ogaltsaa opfattet det paa samme Slaade, som naar Michelsen nu bemærker, at „dette hidrører uden Tvivl fra den Udryddelse af Skovene, der efterliaanden er gaaet for sig paa Als og i Sundeved; vi have endnu her specielt Stcdsnavnene Eye, Ryde, Rydde, Eødding og flere lignende". I ForfatterensForklaringeraf de andre Folkenavne tiltager Dristigheden. Tacitus's Varini, hvori man gjerne seer det samme Folk som de af Prokopius nævnte Varner og derfor i Almindelighed


1) Zeuss, Die Deutschen und die Nachbarstamme. Miinchen. 1837. S. 153, 496.

2) Dahlmann, Gcschichte von Dannemark. Hamburg. 1840—1843. I, 15.

3) Illa patria, quæ Anguhis (o: Angul) dicitur et ab eo tempore usque hodie manere desertus inter provincias Jutarum et Saxonum perhibetur. Beda, Histor. eccles. I, 15.

Side 587

sætter ved Warnowfloden, ere ifølge Michelsen Beboerne af Vamæs-Bivk paa Fastlandet lige ovQr for Als. „Grennania"'s Aviones, hvori Vedel Simonsen vilde see Folk fra Fyen (af Fjoni), og som Miillenhoff og med ham Munch have forklaret af gothisk avi, 0, altsaa Øboere, gjenfindes af Michelsen i Avnbøllerne i Sundeved, Beboerne af Landsbyen Avnbøl; „dazu kommt", hedder det, „dasz in diesem Gebiete sich eine Eeihe von bedeuteren Auen findet, die Bewohner wohnen also wirklichzwischenden Auen". Hertil føier Forfatteren den BemærkningiAlmindelighed, at om endog de af Tacitus omtalteBefolkningervare beskyttede af Floder og Skove, maae de dog have dannet en sammenhængende Gruppe, da man ikke kan tænke sig deres Deeltagelse i den Kultus, der regelmæssig vendte tilbage til bestemte Festtider, uden under Forudsætning af en vis Nærhed af de Egne, hvorfra Deeltagerne indstillede sig. Michelsen har endelig heller ikke gjort Afkald paa at give en eiendommelig Forklaring af Fælledsnavnet Nuithones, som Miillenhoff maatte forandre til Vithoner for at kunne udlededetaf oldtydsk witu, oldnordisk vi&r, en Skov, og derefterhenføredet til Holstenerne eller — som Adam af Bremen nævnte disse •— „Holcetæ dicti a sylvis, quas accolunt". Michelsen vil i Nuithones see de germanske Beboere af selve Øen Als og tilføier: „I Navnet hos -Tacitus tør vi maaskee finde Notmarkernes. Deres Navn er at udlede af det angelsachsiske neotan, det er at nytte, nyde, bruge, og af mark; det er altsaa Jordbrugere, Agerdyrkere. Notmark vilde altsaa være Modsætningen til Skovgrunden." Kun de to tilbagestaaende Folkenavne hos Tacitus, Eudoses og Suardones, har Forfatteren,hvadder her ikke skal beklages, opgivet at forklare1).


1) En lignende Paaskjønnelse kan ikke ydes Jac. Grimm, der med den uafladelige Tilbøielighed til ikke at lade nogetsomhelst Navn passere uforklaret ikke blot i Tacitus's Eudoses gjenfandt Jydernes Navn, men ogsaa snart i Tacitus's Suardones har seet Folket med Sværd, gothisk swaird, oldtydsk suért, angelsachsisk své'ord (Deutsche Mythologie. Gottingen. 1835. S. 152. Geschichte der deutschen Sprache. Leipzig. 1848. n, 613.), og snart har vidst at forklare Folkets Navn «von sehwarzer Farbe der Traeht" (Gottingische gelehrte Anzeigen. Das Jahr 1837. I, 171.).

Side 588

Denne fra „Germania" hentede Belysning af den danske 0, som Preussernes Vaabendaad har bragt i Ey i Tydskland, er der, hvor man endnu gjerne vilde opretholde Theorien om en oprindelig sydgermansk, først senere daniseret Befolkning i Danmark, bleven hilset med Bifald. For danske Læsere, der ikke medbringe blind Respekt for den tydske Kritik, behøver det dog neppe med Udførlighed at udvikles, paa hvor usikkre eller aldeles løse Grunde den hele Bygning er opført. Nogle faa Bemærkninger ville her være tilstrækkelige. Imod den angivne Forklaring af den danske Øes Navn som et gothisk Ord taler allerede den Omstændighed, at Als kun er en Forkortelseaf det tidligere brugte Alsøl); Als er her ikke mindre en Genitiv, end Als i Navnet paa de to slesvigske Byer Alslev i Høist Sogn og Alslev i Hjortkær Sogn, og ligesom Alslev paa Falster tidligere findes skrevet Alffsløff2), tør man vistnok ogsaa i Alsø see et oprindeligt Alfsø; i denne Henseende er det heller ikke uden Betydning, at det nærliggende Lille Bælt, der oftere findes betegnet som Middelfartsundet (Meåalfararsund),i een Saga ogsaa kaldes Alfesund (Ålfasund)3). Hellevithog Hellesø kunde vistnok betyde den hellige Skov og den hellige Sø, men det gjælder om alle de mange Stedsnavne,der have den samme Begyndelse Helle-, at de, hvor ingen ældre Former foreligge fra den Tid, da Sprogafslibningen var mindre fremskreden, ikke blot kunne udledes af Tillægsordet helgi, hellig, men ogsaa af Mandsnavnet Helge og af hella, en


1) Thorkelin, Diplomatarium Arna-Magnæanum. Havniæ et Lipsiæ. 1786. 4°. I, 272. Liber Census Daniæ. Kong Valdemar den Andens Jordebog, udgivet og oplyst af O. Nielsen. Kjøbenhavn. 1878. 4°. S. 26. Knytlingasaga. Kap. 32, i Fornmarma Sogur. XI, 231. Scripteres rerum Danicarum, I, 286. 11, 528. VI, 524- VII, 324, 325, 336, 404, 524. VUI, 177, 178, 221.

2) Scriptores Rerum Danicarum. IV, 354.

3) Milli Jotlands ok Fjona gengr inn Ålfasund. Gaungu-Hrolfs Saga. Kap. 37, i Fornaldar Sogur Nordlanda. Kaupmannahofh. 1829-30. ni, 361. Jotland er Nørre- og Sønder - Jylland tilsammen. Fornmanna Sognr. I, 116. XI, 229.

Side 589

flad Steen1). Til Varnces, som har ladet Forfatteren her gjenfinde et af de hos Tacitus nævnte germanske Folk, findes i de af den skandinaviske Folkestamme beboede Lande mangfoldigetilsvarende Stedsnavne, til Exempel i Sønderjylland selv Vargaard, i Nørrejylland Byen Varho ved Kibe, paa Fyen Varberg ved Bogense, hvad enten man iøvrigt nu udleder disse af oldn. vara, tage vare, iagttage, hvoraf vordr, et Vagthold2), eller man i flere Tilfælde maatte foretrække at forklare dem af oldn. vor, Læbe, Landingssted3). Avnbøl, hvori Michelsen ligeledes har villet opdage Avionernes Hjemstavn, er i alt Fald rimeligere blevet sammenstillet med de analoge Stedsnavne, hvori Avn forklares som Personnavnet Agni. Byen Notmark paa Als tør sikkert sammenstilles med Godset Notfeld i Angel; dette hedder i Valdemars Jordebog Nutæfellæ*), og om Betydningenaf Nutæ kan der, naar hensees til Henrik Harpestrengs Brug af Ordet, ikke være Tvivl5), Navnet er altsaa Nøddemark eller en med Nøddetræer bevoxet Mark.

Ligesom Michelsens Navneforklaringer altsaa paa ingen Maade have den Beviiskraft, som han har tillagt dem, saaledes er det ogsaa forekommet nærværende Anmelder, at man i den her omtalte „antikvariske Meddelelse" oftere møder den samme karakteristiske Tilbøielighed til æventyrlige Kombinationer, der endnu hører til Dagens Orden i saa mange lignende. De ældre Forfattere, der henførte den af Tacitus skildrede Kultus til Sjællandogdroge Slutninger af Ertedalen ved Leire, vilde vistnok, hvis deres Tanke først var bleven fæstet til Als, ikke have draget mindre dristige Slutninger af det derværende Ertebjerg, men det er ogsaa endnu kun Side om Side med saadanne Slutninger, at


1) N. M. Petersen, Om danske og norske Stedsnavne, i Samlede Afhandlinger. I, 176.

2) Kok, Det danske Folkesprog i Sønderjylland. Kjøbenhavn. 1863 —67. 11, 430—431.

3) N. M. Petersen, Om danske og norske Stedsnavne, i Samlede Afhandlinger. I, 154—155.

4) Liber Census Daniæ. p. 16.

5) En lytæn nut. En dysk mæth nutee kyærnæ. Molbech, Henrik Harpestrengs Danske Lægebog fra det trettende Aarhundrede. Kjøbenhavn. 1826. S. 76, 154.

Side 590

man kan give nogle af de Kombinationer Plads, som den her anmeldteAfhandlingfremsætter. Dette gjælder saaledes, naar dens lærde Forfatter skriver: „I Bondestanden, og navnlig i Tontoft Sogn, gives der Familier, i Særdeleshed blandt Kaadnerne og Indsidderne, der føre Tilnavnet Hellesø. Dette Tilnavn have de fra gammel Tid uden at være beslægtede indbyrdes. Hvorledesskaldenne Kjendsgjerning forklares? Vi vide ingen anden Udtydning, end at „Hellesøerne" i den hedenske Tid vare Livegne,somgjorde Tjeneste ved Vaskningen i den hellige Sø. De vare altsaa efter Tacitus, der hvor han taler om den lønligeSø(secretus lacus), de Trælle, der gik til Haande (servi qui ministrant)." Den tydske Lærde har aldeles fattedes Øie for den hos den danske Landalmue saa almindelige Skik at føie Hjemstavnens Stedsnavn til Slægtsnavnet; Sagens Sammenhængerikke gaaet op for ham, selv efter at han ogsaa uden for Als har forefundet saadanne Hellesøere; af et andet Sted i Afhandlingen erfares det nemlig, at Forfatteren under et Besøg i Gram Herred af de tre smaa, skovomkrandsede Jels Søer, Over- Midt- og Nedersø, ogsaa har fundet den sidstnævnte, den sydligste, stundom nævnt som Hellesø, men ogsaa her finder han det kun „høist paafaldende, at der i Jels Sogn, som det der blev fortalt os, ligesom ved Hellesøen ved Nordborg paa Als, findes Familier i Bondestanden, der fra gamle Tider føre Navnet Hellesø, og som dog ikke skulle være beslægtede med hverandre". Til en anden af Michelsens phantastiskeForestillingerhar formeentlig en Bemærkning i Jensens Statistik givet Anledning. „Det er mærkværdigt", saaledes hedder det i dette Skrift, „at Lysabild Kirke ligger i een Linie med fire andre Kirker paa Als, i Tandsiet, Ketting, Egen og Nordborg, ligesom paa den anden Side Nordborg, Hagenbjerg,Svenstrup,Notmark og Asserballe næsten ogsaa betegne en lige Linie"1). Det tør vel antages, at det er denne BemærkningiForening med den Kjendsgjerning, at ved OvergangenfraHedenskabet til Kristendommen bleve Kirker oftere opførte netop paa de Steder, som havde været Hedningerne


1) Jensen, Versuch einer kirchlichen Statistik des Herzogthums Schleswig. Flensborg. 1840-42. IV, 1604-5.

Side 591

særlig hellige, der har ledet Michelsen til i hine Kirker at gjenfinde Stationerne paa de Veie, som Nerthus's hellige Vogn fulgte, naar den fra den hellige Lund førtes til den hellige Sø. Til nærmere Begrundelse heraf henvises kun til „det eminent store Antal af Mariekirker paa Als", idet det nemlig forudsættessomgivet, at Tilbedelsen af Christi Moder her har afløst den hedenske Dyrkelse af Jorden som Moder; af Kirkerne paa Als er det imidlertid dog, saa vidt vides, kun Kirkerne i NotmarkogOxbøl, der udtrykkelig omtales som helligede St. Maria, og Kirken i Hagenbjerg som helliget St. Maria og St. Anna1). Endnu skal her kun henvises til en Kombination, ikke fastere end en Sæbeboble, hvorved Forfatteren finder en Forbindelse mellem Nerthusdyrkelsen paa Als, som han antager at have beviist, og en fra Øen stammende adelig Families Vaaben. I Nærheden af Hellevithskoven ligger paa en med Buskvæxt begroet Bakke, der yder en smuk Udsigt over til Fyen og Ærø, den saakaldte Trandsteen, en anseelig Gravhøi fra Oldtiden. I den store Overliggersteen over Gravstedet vil Michelsen see et Offeralter.Afde adelige Familier af Navnet Holk har een fordum været bosat paa Als og der havt flere Eiendomme. Forfatteren antager som utvivlsomt — men uden nogetsomhelst Beviis —, at denne Familie ogsaa engang kan have været i Besiddelse af den i Nærheden af Hellevith liggende, gamle Hellevithgaard. I Familiens Vaaben sees, for her at citere Adelslexikonnet, „en mod venstre Hjørne skraatliggende Steen"2), og dermed er Kombinationenfærdig.„Spørge vi", hedder det hos Michelsen, „hvad skal vel denne store Steen betyde, saa holde vi det for sandsynligt, at det er et gammelt Bomærke af Hellevithgaard, men som viser tilbage til Dækstenen paa det hedenske Alter."


1) Jensen, Versuch einer kirchlichen Statistik des Herzogthums Schleswig. IV, 1629, 1642, 1645. Kirken i Lysabild var helliget St. Michael, Kirken i Tontoft St. Antonius (Jensen. IV, 1605, 1648.).

2) Lexikon over adelige Familier i Danmark, Norge og Hertugdømmerne. Kjøbenhavn. 1782-1814. 4°. I, 244. Tab. XLH, No. 155.