L. Daae: Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen. En historisk Afhandling. Christiania 1879 (o: 1878). 98 Sider.

Den norske Kirke har siden Eeformationen i saa mange Maader delt Vilkaar med den danske, at det, naar Uligheden ikke bestemt foreligger eller paavises, i Almindelighed kan forudsættes,at Forholdene væsentlig vare de samme. Vel blev der ikke ligefrem givet den danske Kirkeordinans Lovskraft i

Norge (1539), idet der nemlig lier blev overdraget Superintendenterneen discretionær Myndighed til at ordne Forhold, hvorpaa Kirkeordinansens Bestemmelser ikke passede, dog under Forbehold af senere at søge kongelig Stadfæstelse paa de trufne Ordninger¹); men i de fleste Ting kom dog Kirkeordinansentil Anvendelse, og da den norske Kirke i Christian FV's Tid (1607) endelig fik sin egen Ordinans, kom denne, som rimeligt var, kun til at adskille sig fra den danske i saadanne Punkter, hvor de stedlige norske Forhold absolut krævede Forandring;forøvrigt bestod Forskellighederne kun i Optagelsen af enkelte Bestemmelser, som ved specielle Lovbud eller Kongebrevehavde vundet Lovskraft siden Udstedelsen af den danske Kirkeordinans. Om Indførelsen af ny Principer i den kirkelige Lovgivning var der ikke Tale. Det samme gjælder ogsaa de senere Kirkelove for Norge, og da navnlig Norske Lovs 2den Bog (1687), — indtil Adskillelsen kom 1814, hvilken dog hidtil ikke har fremkaldt nogen gj en nemgrib ende Forskjel i de kirkelige Forholds Udvikling i de tvende Eiger.

Med Hensyn til det Spørgsmaal, som ovennævnte Skrift omhandler, staar man i Norge netop paa samme Punkt som hos os. Den efter Enevældens Indførelse gjængse kongelige Besættelse af de gejstlige Embeder bestaar endnu der som her; men der har i begge Lande hævet sig Røster for Indførelsen af Menighedsvalg — altsaa en Tilbagevenden til Tilstanden før 1660, da Menighederne i begge Riger gjennem Valgmænd havde en overvejende Indflydelse paa Præsteembedernes Besættelse.Forslagene i denne Retning have dog vakt Betænkelighed,og som et Udtryk for disse kan nærværende Skrift uden Tvivl nærmest betragtes, skjønt det ingenlunde er tendentiøst, men simpelt hen lægger de historiske Kjendsgjerninger til

---

1) Den danske Kirkeordinans, 81. XCI. Faktisk blev det dog ikke saa meget Superintondenterno som Lensmsendene eller disso to Embedsmaend i Forening, og i vigtigore Tilfaelde sserligc kongelige Kommissserer, der udstedte Forordninger (Ketteboder), som senere modtog kgl. Stadfsestelse. Dette gjselder saaledes Forordn. af 28. Maj 1584, der bl. a. netop angaar Praestevalget (Paus, Gl. kgl. Forordninger, S. 409_—15).

Rette, og det saa klart og overskueligt, at enhver uden Vanskelighedselv
kan fælde en Dom.

Afhandlingen, der er en øget Omarbejdelse af en Række Artikler i det norske „Lutherske Ugeskrift" (1869^—70), giver forøvrigt ikke Anledning til mange Bemærkninger, og det endda kun lidet væsentlige. Naar Forf. saaledes (S. 4) siger, at Overhøringenaf de valgte Superintendenter kun omtales en eneste Gang i Danmark, da er det et vel stærkt Udtryk; thi foruden Niels Palladius omtales ogsaa Biskop Peder Thøge.rsen i Viborg 1571 udtrykkelig som examineret af Universitetets Professorer, og om flere andre bruges Udtryk, der tyde paa det samme¹). S. 6 omtales Biskop Hans Reffs Eesignation (1537), og der henvises til en Afskrift af dette Aktstykke; men Originalen findes, og den er tilmed for flere Aar siden trykt²). Ved Omtalen af Provsteembedet (S. 11) savne vi Omtale af og Henvisningtil de ret mærkelige Bestemmelser derom, som findes i den bergenske Biskop Anders Fos's Synodalia for 1584³). Ligeledes burde vel ved Præstevalget den særlig norske Forordningaf 28de Maj 1584 have været nævnt, da den regulerededette Forhold. S. 15 omtaler Forf. Patronatsretten til Præstekald som meget hyppig i Danmark allerede ved ReformationensTid. Den Gang var den i Virkeligheden dog kun sjælden; men senere — dog egentlig først i det 17de Aarhundrede— blev den ganske vist meget almindelig. S. 27 omtalesi Noten en kgl. Forordning om Præstevalg af 23de Marts 1617, og under denne Datum findes rigtignok en saadan Forordningaftrykt hos Paus. Men det er dog en Fejltagelse, da Forordningen først er udstedt den 23de Marts 1620, som det kan ses af Originaltrykket og andre paalidelige Kilder⁴). Naar Forf. S. 86 anfører den norske Kirkeordinanses Forbud, mod at

---

1) Se Børdam, Kbhvns. Univ.-Hist., 1537—1621, 11, 199.

2) Se Rørdam, Historiske Kildeskrifter, I, 232^—3.

3) Nicolaysen, Norske Magasin, 11, 93—4. Jvfr. Børdam, Hist. Kildeskrifter, H, 548—9.

4) Se Kirkehist. Saml., 3. 8., H, 182—3. I Eegesta diplom, hist. Dan., H, 1. vil man finde Forordningen anført baade under Nr. 5682 og under Nr. 5896.

Præsterne i trange Aar maatte „give deres fattige Kapellaner Forlov og faa dennem Høkrogen^l) i Munden", saa burde det sidste besynderlige Udtryk vel have været forklaret ved Henvisningtil de Oplysninger, Prof. Sv. Grundtvig giver derom i sin Udgave af Peder Plades Visitatsbog, S. 191.

Som man vil se, vedrøre disse Smaabemærkninger dog ikke Hovedsagen. Af en Historiker af Professor Daaes Sagkundskab og Nøjagtighed kunde man vente, at alt væsentligt tilstrækkelig var taget i Agt, og denne Forventning vil ogsaa ved Læsningen findes stadfæstet. Selvfølgelig kunde der hist og her være gaaet mere i det enkelte; men til Hensigtens Opnaaelse er den Korthed, hvormed Forf. i det hele har fattet sig, vistnok den formaalstjenligste. Ogsaa for danske Læsere vil Afhandlingen, paa Grund af den ovenfor omtalte Lighed mellem norske og danske Forhold, befmdes lærerig.

---

1) Porf. skriver „Høkragen" (Originalen har: Høkraagen).