Retshistoriske Bemærkninger om kirkelig Vielse som Betingelse for lovligt Ægteskab i Danmark.

Det Spørgsmaal, fra hvilken Tid kirkelig Vielse er bleven betragtet som den ene gyldige Form for Ægteskabs Stiftelse her i Landet, saaledes at enhver Kjønsforbindelse, ved hvilken den manglede, maatte udelukkes fra Begrebet lovgyldigtÆgteskab, er, saavidt mig bekjendt, aldrig bleven nærmere undersøgt i vor Literatur. Man gjør i Almindelighedherom kun den Bemærkning, at den kirkelige Vielse »først efter Reformationen blev en nødvendig Form for Ægteskabs Indgaaelse« *), eller at det «efterhaanden blev almindelig Grundsætning i den protestantiske Kirkeret at ansee den geistlige Vielse, efter foregaaende Lysning, sotn nødvendig Betingelse for Ægteskabets Gyldighed«²). Men nogen nærmere Undersøgelse af, hvorlænge det varede efter Reformationens Indførelse, inden den kirkelige Vielse blev tillagt Betydningen af den ene gyldige Form for Stiftelsen af Ægteskab, og hvilke Lovgivningsdata der i den Henseendeere

1) Stemann. Den danske Retshistorie. 822.

2) Eosenvinge, Kirkeret, 2 Udg. 171.

Side 364

seendeereaf Betydning, vides ikke nogensinde at være foretaget. Og dog turde dette Spørgsmaal, som andensteds er bleven drøftet og, i Hovedtrækkene idetmindste, forlængst bragt paa det Rene, baade for vor Retshistorie og for den almindelige Historie have saamegen Betydning, at et Forsøg bør gjeres paa at komme til en noget bestemtere Anskuelse derom, hvorved dog allerede paa Forhaand skal bemærkes, at der til en indgaaende Behandling af Æmnet vil behøves nye Undersøgelser af det utrykte Kildestof, der sikkert maa være tilstede, Undersøgelser, som jeg ikke har seet mig istand til at foretage. De efterfølgende Bemærkninger ere derfor i alt Væsentligt kun støttede paa, hvad der foreligger trykt, og de Resultater, hvortil jeg er kommet, trænge sikkerttil at udfyldes og nøiere prøves. Maatte jeg ved nærværendeBemærkninger bidrage til at henlede Opmærksomhedenpaa Spørgsmaalet, saaledes at Andre ved fremtidige Kildeundersøgelser vilde have -Øiet fæstet derpaa, betragter jeg Maalet med denne lille Afhandling som naaet.

Som Udgangspunkt for Undersøgelsen maa det fremdragesforErindringen, hvilke Retsregler der vare gjæidende her i Landet ved Reformationens Indførelse. Der kan da ingen Tvivl være om, at den kanoniske Ret dengang i det Hele taget var herskende i denne Materie, og at Retstilstandenforsaavidti Principet var den samme her i Danmarksomi hele den katholske Christenhed og særlig i de Dele afTydskland, hvorfra Reformationen kom til os. Hvorledesendden ældre kanoniske Rets Sponsalietheorie bør opstilles og udvikles, om Adskillelsen mellem sponsalia de futuro og sponsalia de præsenti kjendtes i den eller ikke, om sponsalia de futuro maatte siges at være gteskabstiftendeo.s. ere Spørgsmaal, hvorom der i de allernyesteTiderer

Side 365

nyesteTiderertvistet meget¹), men som ikke have nogen umiddelbar Interesse for nærværende Undersøgelse. Thi det tør vistnok betragtes som utvivlsomt, at efter Pave Alexanderlll'sTid, navnlig fra Slutningen af det 12 Åarh., blev den bekjendte og hidtil almindelig antagne Modsætningmellemsponsalia de futuro og sponsalia de præsenti udviklet og anerkjendt som almindelig kanonisk Ket ogsaa udenfor den franske Kirke, i hvilken den først er opstaaet. Og hvorledes man end vil construere Begreberne i techniskjuridiskHenseende,staae de practiske Resultater med Hensyn til alle Hovedtilfældenes Afgjørelse siden den Tid fast nok. Sponsalia de futuro, hvorved forstodes Overeenskomst om i Fremtiden at indgaae Ægteskab, stiftede ikke Ægteskab i og for sig, men naar copula carnalis paafulgte, gik consensusdefuturo derved uden videre over til at blive consensusdepræsenti, og gyldigt Ægteskab forelaa fra det -Øieblik af. Derimod stiftedes Ægteskab ved sponsalia de præsenti eller Overeenskomst mellem Parterne om, at gteskabmellemdem skulde indtræde, uden at der behøvedeshverkenbenedictio nuptialis, deductio in domum eller endog kun copula carnalis for at bringe de fulde Retsvirkningeraflovligt Ægteskab til at indtræde. Det fordredesendikke, at Parternes consensus ved sponsalia de præsenti skulde bevises paa nogen særlig Maade eller afgivesunderLedsagelse af bestemte Formaliteter. Den ægteskabstiftende Kraft af Parternes blotte consensus de præsenti fremtraadte netop i den skarpeste og mest til—

1) Jfr. Kudolph Sohm, Kecht der Eheschliessung 1875, 107 ff., Emil Friedberg, Verlobung und Trauung 1876, 23 If., Sohms Svar paa Friedbergs Kritik, betitlet Trauung und Verlobung, 1876, samt endelig A. v. Scheuerl, Die Entwickelung des kirchlichen Eheschliessungsrechts 1877, 36, 58 o. fl.

Side 366

spidsede Form deri, at der ingen Tvivl var om, at hemmeligesponsaliade præsenti, hvis Indgaaelse og Tilværelse holdtes skjult for Menigheden i Almindelighed og for Slægt og Venner i Særdeleshed, udgjorde fuldkommen retsgyldige Ægteskaber, naar blot Parternes Consens i fornødent Fald kunde bevises. Forandring heri skete først for den katholske Kirkes Vedkommende, nemlig ved det tridentinske Decret (1564), som til Ægteskabs Stiftelse fordrede, at Consenserklæringen - afgaves «coram parocho et duobus vel tribus testibus«, og nægtede sponsalia de præsenti i enhver anden Form ægteskabstiftende Virkning, samt ophævede Reglen om, at sponsalia de futuro blot ved efterfølgende copula carnalis gik over til retsgyldigt Ægteskab. I den protestantiskeKirkeholdt den gamle Eet sig, som senere skal vises, meget længere. I den fortridentinske kanoniske Ret medførteMangelaf Forældres eller Værgers Samtykke til UmyndigesÆgteskab,som var bleven hemmeligholdt for dem, ikke dettes Ugyldighed, naar det først var bleven stiftet ved consensus de præsenti. Der blev paa det tridentinske Concilium i Aarene 1563 og 1564 ført en levende Strid, om der burde gjøres Forandring heri, men Resultatet blev, at man ikke dristede sig til at forkaste den gamle Regel om hemmelige Ægteskabers Gyldighed, uanseet Mangelen af Forældres Samtykke, dog at de naturligviis for Fremtiden roaatte være stiftede «coram parocho et duobus testi bus % see den interessante Fremstilling hos Emil Friedberg, Recht der Eheschliessung 1865, S. 107_—127.

Den geistlige Indvielse (benedictio sacerdotalis) af gteskabetvar Skik, der ikke lettelig forsømtes, og hvis lagttagelse hævdedes som en kirkelig Pligt. Lange Tider førend den Periode, hvormed vi her beskjæftige os, havde den vistnok udviklet sig til den bestemte Skikkelse af

Side 367

kirkelig Vielse, hvis Eiendommelighed bestaaer deri, at Præsten lægger begge Parternes Hænder sammen og giver den ene til den anden¹). Men denne kirkelige Handling var efter den kanoniske Ret uden Betydning ved Spørgsmaaletom Ægteskabets retsgyldige Stiftelse. Den indledede kun det ægteskabelige Samlivs factiske Begyndelse. Men den var ikke nødvendig for Ægteskabets juridiske Gyldighed eller Indtrædelsen af dets fulde Retsvirkninger.

Kun paa et Punkt kan der være Tale om, at der foruden Parternes Consenserklæring (consensus de præsenti) skulde kunne fordres noget mere, idet nemlig de fleste Retshistorikere,f.Ex.Rosenvinge i hans Retshistorie I. 153 og Stemann i den danske Retshistorie S. 322, antage, at forudenconsensusendvidereÆgtesengens Bestigelse var nødvendigtilÆgteskabetsfuldstændige Stiftelse. Der kan ganske vist ikke være nogen Tvivl om, at der i den ældste Tid foruden Fæstning og Udredelse af «mundr» tillige, for at Ægteskabets'Retsvirkninger fuldstændig kunde indtræde, fordredes Brudens høitidelige Overlevering til Brudgommen. Denne Handling —Bryllupsakten—foregik paa en bestemt i Skik og Brug grundet Maade ved en festlig Sammenkomst af Slægt og Venner og afsluttedes med, at Brud og BrudgomiVidnersOvervserelse

1) Oprindelig fremtraadte benedictio sacerdotalis vistnok kun som de Nygiftes Kirkegang for at modtage Kirkens Velsignelse t Anledning af indgaaet Ægteskab. I de gamle tydske middelalderlige Digte gaae Brudefolkene først til Kirke Dagen efter Bryllupet (jfr. Mebelungerne, Lohengrin m. m.). Men Kirken førte efterhaanden igjennem, at Benedictionen skulde søges, førend der skredes til factisk Begyndelse af det ægteskabelige Samliv, altsaa paa selve Bryllupsdagen. Fra en blot Velsignelse af gteskabet Præstens Medvirkning da over til at blive en egenlig Vielse, hvorved han giver Ægtefolk'ene tilsammen, jfr. hermed den interessante Udvikling hos Sohm, Eheschl. S. 153 ff.

Side 368

gomiVidnersOvervserelselagdes i Seng med binanden¹). Vistnok vedligeholdt denne sidste Skik sig laenge, efter at den gamle Fsestning og Udredelsen af «mundr» var forsvunden.Ogdeter maaskee det sandsynligste, at den gamle Retsopfattelse, at iEgteskabets Retsvirkninger ikke indtraadte, ferend Bruden var factisk overgivet til Brudgommen—vedBryllupsfesten og den dertil sig sluttende Bestigelse af iEgtesengen — endnu var herskende paa ProvindsiallovenesTid.Herfortaler Analogien fra beslsegtede Polkeslag (Sverrig, Tydskland). Ligeledes kan til Stette herfor anfores Stedet hos Sunesen 111. 7, hvor Ordene «post cohabitationem habitam cum uxore legitima» saavelsom«postcontractasnuptias» (ogsaa i I. 4) ganske vist synes at pege hen paa, at Bryllupet og iEgtesengens Bestigelseendnuhavevseret ansete for relevante Kjendsgjerninger.Menklartog tydeligt kommer dette dog ikke frem i Provindsiallovenes egentlige Retsbestemmelser. Der bruges forskjellige Betegnelser for iEgteskabs Indgaaelse, ssedvanligst de reent neutrale Udtryk, at Parterne ere -gifte* eller «komne sammen», hvilke Udtryk lige saa lidt dengang som nu oplyse noget nsermere om Stiftelsesmaaden.Afogtil forekommer der andre Udtryk, «gift og guldfestet« i Sk. L. 111. 17, «viet» i V. S. L. 111. 12, E. S. L. I. 49, J. L. I. 24, men man maa dog vsere enig om, at der ikke af disse Steder kan sluttes, at resp. FsestepengesBetalingellerkirkelig Vielse i Almindelighed vare nedvendigeVilkaarforlovligt iEgteskabs Stiftelse. Det sigesintetstedsiProvindsiallovene— saaledes som -i adskillige samtidige fremmede Love —, at formueretlige

1) Jfr. herom bl. a. Olivecrona, Om makars giftorått i bo, 4 Våg. I. 151, Koyser, Efterl. Skr. 11. 2. 21—23, Finsen, den islandske Familieret efter Graagaasen 236 o. m. fl.

Side 369

Virkninger, navnlig Formuefælledsskabet, vare afhængige af, at Ægtefolkene havde søgt Seng sammen. Staaer det saaledesendnogetuklart, om det paa Provindsiallovenes Tid endnu fastholdtes som en Eetsregel, at Ægteskabet først fuldstændig stiftedes ved Brudens factiske Overlevering til Brudgommen gjennem Bryllup m. m., er det i al Fald ikke tvivlsomt, at disse Spor af den ældre Retsopfattelse i de følgende Aarhundreder faldt for den kanoniske gteskabsretsIndtrængen,ogdet ansees for hævet over al Tvivl, .at i det 15 Aarh. kunde fuldgyldigt Ægteskab stiftes consensualene.Detteblev antaget og fulgt som Regel i hele den katholske Christenhed ved de geistlige Domstole, under hvilke Ægteskabssager henhørte. Og hos os er der ingen Grund til at tvivle om, at de verdslige Retter føiede sig herefter, saaledes at det, der i Kirkens øine agtedes som fuldgyldigt Ægteskab, ogsaa i alle borgerlige Forhold behandledes som saadant. Andensteds haves der vel particularretlige Afvigelser fra denne jus commune, f. Ex. i Tydskland, hvor det, for at de formueretlige Virkninger af Ægteskab fuldt kunde indtræde,paasineSteder fordredes, at Ægtefællerne havde begyndt Samlivet med hinanden, jfr. Sohm, Reeht der Eheschliessung 97. Men hos os findes ingen særlige Bestemmelser af denne Art. Forsaavidt man for KjøbstædernesVedkommendeidenne Henseende vilde pege paa K. Hans's Stadsret c. 35 og 40, kan dens Regel simpelthenforklaresderved,at den er optaget af svensk Ret, men der er ikke mere Grund til at antage, at denne Bestemmelseskuldehavefaaet fast Fod i dansk Ret, end de mange andre svenske Retsregler, som indeholdes i denne Konges saakaldte almindelige Stadsret, jfr. Larsens Saml. Skr. I. 1. 291. Det maa betragtes som givet, at den kanoniske

Side 370

Rets Regler om Ægteskabs Stiftelse ogsaa vare Danmarks
gjældende Ret herom en rum Tid førend Reformationen.

Ved Siden af de almindelige kanoniske Grundsætninger gjaldt en særegen Regel — en Slags dansk Particularret — nemlig J.L. 1.27 «Hva sum havær slokæfrith i garth mæth sik ok gangær opænbarlik mæth at sovæ oc hun havær las oc lykki oc sokær atæ oc dryc mæth hanum openbarlic i thræ wintær, hun skal vær ræt husfro oc athælkunæ». Biskop Knud betegner dette i sin Glosse som lovlig Præsumtion, og det kan ikke heller nægtes, at der, netop naar gteskabetsStiftelseer formløs og ikke omgjærdet med særegne Beviisforanstaltninger, naturligen kan føles Trang til ved legale Præsumtioner at raade Bod paa den UsikkerhedangaaendeForholdets retmæssige Stifteiso og oprindeligeCharacteer,som eiiers saa ofte vii være tilstede¹). Men efter Ordene i J. L. I. 27 er der ingen Grund til at kalde denne Regel en blot Præsumtion. Det er et ligefremt Paabudom,at tre Aars fortsat aabenlyst Samliv som Ægtefolk skal medføre, at Parterne ansees som virkelige Ægtefæller, og at de legale Følger heraf skulle indtræde baade med Hensyn til dem selv og deres Børn²). Denne Retsregel var ikke gaaet af Brug paa Reformationstiden, thi J. L. I. 27 paaberaabes endnu som gjældende uophævet Ret i en Dom,

1) Et højst charakteristisk Beviis paa, hvorledes den aldeles formløse Ægteskabsstiftelse paa den fortridentinske kanoniske Eets Maade medfører Trang til ved Præsumtioner at bøde paa den Usikkerhed, som ellers vilde ledsage ægteskabelige Forbindelser og fortsætte sig i Slægtled, afgiver det i Skotland, hvor Decr. Tridentinum ikke er publiceret, ved en Parlamentsact af 1503 hjemlede saakaldte «mariage by habite and repute», jfr. E. Friedberg, Eecht der Eheschl. S. 450.

2) I de gamle norske Love medførte tyve Aars factisk Samliv med Frille, at Parterne bleve ansete i alt Væsentligt som Ægtefolk, jfr. Ældre Gulathingsl. c. 125, Revsers Efterl. Skr. 11. 1. 313.

Side 371

afsagt paa Kongens Ketterthing i Åaret 1538, jfr. RosenvingesSaml.af gi. danske Domme 11. 81. Snarere kunde der spørges, om den nævnte Retsregel kan antages at have havt Gyldighed uden for det jydske Retsoraraade. Noget bestemt Beviisdatum i saa Henseende er mig ikke bekjendt — afseet fra, hvad der senere hen skal bemærkes i AnledningafT.Brahes Ægteskab —, men der foreligger ingen Grund til at troe, at den i J. L. I. 27 indeholdte Retsgrundsætningikkeskulde være bleven anvendt ogsaa i det sjællandskeogskaanske Retsomraade, naar Spørgsmaalet kom til at foreligge der. Thi om det end er vist, at J. L. hverken kom til at gjælde eller var bestemt til at skulle gjælde som Lov i hele Riget, er det paa den anden Side ligesaa vist, at dens enkelte Bestemmelser jævnlig anvendtes i Sjælland og Skaane som subsidiair Ret, hvor Provindsens egen Lovbog ingen Regel gav for Tilfældet, forudsat at J. L.s Regel ikke stred mod de almindelige Grundsætninger, hvorfra Provindsens Lov gik ud ved Ordningen af vedkommendeMateriei det Hele¹). Seet fra dette Synspunkt kunde Intet stille sig imod at anvende J. L. I. 27. Der indeholdes i Sjæll. eller i Sk. Lov ingen Bestemmelse om, hvorledes et i lang Tid fortsat aabenlyst Samliv som gtefolkskalbetragtes, det vilde være en i høi Grad uhistoriskFremgangsmaadeat anvende den nyere Tids stringente juridiske Betragtningsmaade paa Provindsiallovene og ifølge deraf slutte saaledes, at da denne særegne Stiftelsesmaade

1) Uden at lægge afgjørende Vægt paa, at J. L. meget ofte i Domme citeres som »vores danske Lov«, frembyder Rosenvinges Saml. af gi. d. Domme ikke faa Exempler paa, at J. L. blev anvendt og paaberaabt i andre Provindser, jfr. saaledes 1. c. n. 38 (J. L. 111. 43 anvendt paa Bomholm), 111. 271 (i Sjælland), 11. 49 og 240 (som vise, at J. L. 11. 114 anvendtes i Sjælland og i Skaane endog fremfor disse Provindsers egne Love om Depositum).

Side 372

eller Præsumtion ikke hjemles ved nogen udtrykkelig UdtalelseiSjæll. eller Sk. L., følger deraf, at Hovedreglen «consensus, non concubitus facit nuptias« i disse Provindser gjaldt uden noget Supplement eller nogen Undtagelse, og at altsaa disse Love derved eo ipso ligefrem stemplede enhver Forbindelse, hvor consensus ei kunde paavises, som Concubinat.Detlaa tværtimod nær at anvende J. L. I. 27 i de andre Provindser, fordi den ikke angaaer noget Forhold af provindsiel Characteer eller som hænger sammen med særligjydskeInstitutioner, men et reent almeent Forhold, for hvis forskjellige Ordning i Landsdele, der i kirkelig og religieusHenseende,særlig med Hensyn til Ægteskabets Opfattelse,baadejuridisk og factisk befandt sig under ganske de samme Vilkaar, ingensomhelst Grund kunde anføres.

Ved Keformationens Indførelse og de til dette Værks Fuldbringelse umiddelbart sigtende Skridt skete der ingen Forandring i den ældre Rets Regler om Ægteskabs Stiftelse. Navnlig kan Kirkeordinantsen af 1537 ikke antages at have indført en Nødvendighed af kirkelig Vielse til Stiftelsen af retsgyldigt Ægteskab, som ikke tilforn existerede. Den siger kun «porro matrimonium ad ministrum verbi non spectat, nisi qvantum ad conjunctionem eorum et scrupulos conscientiæ attinet; reliqva omnia ad magistratum pertinent. Matrimonialiter contra gradus prohibitos nulli conjungantur nec qui clam inter se contra voluntatem eorum, quibus subsunt, contravenerint aut non ante semel atque iterum palam in templis denuntiati sunt ae publica precatione adjuti. In quibus vero omnia se recte habent, in facie ecclesiæ juxta receptum patriæ morem a ministris ecclesiæ receptis copulentur juxta ratione, qvæ exstat in minore

Side 373

catechismo Lutheri», eller i den danske Text: «Med .ÆgtepersonerpaaÆgteskabs Vegne have Guds Ords Tjenere intet at skaffe uden at give og vie dem tilsammen og at underrette deres bekymrede Samvittigheder. Alt andet hører verdslig øvrighed til. Der skal ingen gives [tilsammen udi Ægteskab mod Forbud udi de forbudne Led, ikke heller de, som lønlig imellem sig selv have trolovet sig sammen uden deres Villie, hvilke de ere undergivne, eller de, som ikke ere tilforn en Sinde og anden aabenbar forkyndet i Kirken og med en almindelig Bøn have ladet sig hjælpe hos Gud. Men hvor som to nu ere, der ingen Hinder er hos i disse eller andre Maader, de maae udi Kirkens Nærværelse efter Landsens vedtagne Sæd af Kirkens vedtagne Tjenere lade sig samle efter den Skik og Maade, som staaer i Dr. Mortens lille Katechismus«. Disse Bestemmelser kunne ikke antages at indføre en principiel Forandring i de forefundne Kegler om Ægteskabs Stiftelse, saaledes som det vilde være at gjøre den kirkelige Vielse til nødvendig Betingelse for retsgyldigtÆgteskab.Havde det været Meningen, maatte Affattelsenafdet paagjældende Sted i Kirkeordinantsen have været en ganske anden. Som Ordene lyde, ligger der ikke videre i dem, end at Kirkeordinantsen paalægger GeistlighedenpaaBegjæring at vie Folk, jfr. Ordene «maa udi Kirkens Nærværelse efter Landsens vedtagne Sæd af Kirkens vedtagne Tjenere lade sig samle«¹). Der indføres saaledes

1) Man bringes ved at lsese Kirkeordinantsen til at tamke paa Luthers bekjendte saa ofte citerede Ord i Tortalen til Traubiiclilein "«So manches Land, so manche Sitte» sagt das gemeine Sprichwort. Demnach weil die Hochzeit und Ehestand ein weltlich Geschiift ist, gebiiliret uns Geistlichen oder Kirchendienern nicht darinne zu ordiniren oder regieren, sondern lassen emer jeglichen Stadt und Lande hierinne ihren Brauch und Gewohnheit, wie sie gehen. Etliche fiihron die Braut zweimal zur Kirche. beide des Abends und des Morgens; etliclie nur einmal; etlichc verkundigen's und bieten sie auf auf der Kanzel, zwei oder drei Wochen zuvor. Solches alles und dergleichen lasse ich Herren und Kath schaffon und machen, wie sie wollen; es geht mir nichts an. Aber so man an uns begehret, fur der Kirchen oder in der Kirchen sie zu segnen, iiber sie zu beten, oder sie auch zu trauen, sind wir schuldig, dasselbige zu thun», jfr. Strampff, Dr. Martin Luther: Ueber die Ehe. Berlin 1857. S. 340—41.

Side 374

intetsomhelst nyt, thi kirkelig Benediction af Ægteskab var ogsaa almindelig Skik og Brug i den katholske Tid; det paalægges kun de evangeliske Præster at yde MenighedensMedlemmerdenne Tjeneste, medens de forøvrigt ikke skulle befatte sig med Ægteskabssager, saaledes som den katholske Geistlighed havde gjort. Men samtidig hermed opstiller Kirkeordinantsen visse Betingelser for, at Vielsen af Præsten maa foretages. At Kirken ikke kunde række Haanden til at føre Personer, der vare hinanden beslægtede eller besvogrede i de forbudne Led, sammen i Ægteskab, er en Selvfølge. Dernæst var det stemmende med Luthers Grundsætninger at modarbeide hemmelige Ægteskaber, hvortil han henregnede Ægteskaber indgaaede af Umyndige uden deres Forældres eller Værgers Vidende og Villie, og det kunde derfor heller ikke tillades Geistligheden at hjælpe til ved saadannes Stiftelse. Endelig indskærpes det i naturlig Sammenhæng hermed, at der skal lyses to Gange i Kirken, førend Vielsen maa foretages, hvorimod Kirkeordinantsen intet indeholder om, at Parterne skulle troloves af Præsten eller i hans Nærværelse eller overhovedet paa nogen sollen Maade. Der stilles disse Betingelser for, at kirkelig Vielse maa foretages, men der foreskrives Intet om, at denne overhovedet skal være nødvendig til Indgaaelse af et i den borgerlige Lovs -Øine gyldigt Ægteskab.

At Kirkeordinantsen af 1537 ikke tænker paa at indferekirkeligVielsesomdenlovgyldige

Side 375

ferekirkeligVielsesomdenlovgyldigeStiftelsesmaade af Ægteskab, er ikke andet end, hvad man maatte vente, thi Reformatorerne opstillede dengang slet ikke en saadan Fordring. Luther¹) selv anbefalede vel at lade det ved Parternes offentlige Consenserklæring stiftede Ægteskab indvie ved Kirken, inden det ægteskabelige Samliv begyndtes,menhanpaatogsigikke at foreskrive Noget om Ægteskabets borgerlige Gyldighed og hvad dertil fordredes, jfr. Strampff 1. c. S. 338_—39. I denne Henseende tog han den historisk overleverede Retstilstand som noget Givet, det ikke var hans Sag at forandre. I Principet bevæge hans Betragtninger sig paa denne Grundvold, om han end kritiserededeherskendeAnskuelserhosJuristerne paa enkelte Punkter. Hans Theori om Ægteskabs Stiftelse holdt sig saaledes i det Væsentlige til den kanoniske Eet. AfvigelsernegikialFaldslet ikke i heromhandlede Retning. Han angreb den kanoniske Rets Adskillelse mellem sponsaliadefuturoogsponsaliade præsenti, saaledes som denne Adskillelse dengang opfattedes, og paastod, at denne Distinction i det tydske Sprog og den deraf betingede tydske Folkeforestilling ikke kunde forstaaes; han mente derimod, at alle sponsalia maatte ansees som sponsalia de præsenti, undtagen hvor der udtrykkelig var tilføiet en Betingelse eller en Tidsfrist; kun disse sidste sponsalia vilde han betragte og behandle som sponsalia de futuro; alle andre sponsalia vare efter hans Mening de præsenti og derfor eensbetydende med virkeligt Ægteskab for Gud og Mennesker, jfr. Strampff 287_—88, 318^—19. Det andet Punkt, hvori Luther stærkt accentuerede sin Uenighed med den kanoniske Ret, var det, at han ikke

1) I Henseende til Luthers Udtalelser om Ægteskabet har jeg benyttet det af Strampff under Navn af «Dr. Martin Luther: Ueber die Ehe, Berlin 1857« udgivne Udtog af hans Skrifter.

Side 376

ansaa hemmelig Trolovelse for gyldigt Ægteskab, og til hemmelig Trolovelse regnede han enhver Trolovelse, som var indgaaet af Umyndige uden deres Forældres eller Værgers Vidende og Ville, jfr. Strampff 288, 313¹). Et i denne Forstand hemmeligt indgaaet Ægteskab ansaa han for ugyldigt,ogpaadenneAfvigelsefra den kanoniske Eet synes han at have lagt megen Vægt; han var derfor imod SlutningenafsitLivvredpaa Juristerne, fordi de ikke vilde give ham Medhold heri. — Luther reiste saaledes ingen Modsigelse mod den Eetstilstand, han forefandt, nemlig at Ægteskab retsgyldig kunde stiftes uden nogensomhelst kirkeligAct²). Melanchton staaer paa ganske det samme Standpunkt, kun at han nærmer sig noget mere til KanonisternesOpfattelse,idethanholderfor, at Umyndiges Ægteskab, der er indgaaet mod Forældrenes Villie, ikke kan opløses, naar Ægtefællerne have havt virkeligt ægteskabeligt Samkvem med hinanden³). Og den her fremsatte Grundopfattelsefindeshosalledelutherske

1) «Weil die Ehc ein offentlichcr Stand ist, clor offentlicli fiir der Gomoinc soli angenoinmen und crkannt werden, ist es billig, dasz es auch offeutlicher "VVeise gestift und angefangen werde mit Zcugen, die solelis bcwoisen konncn, weil Gott spriclit: Alle Saclicn sollon bestohen in zwei oder dreier Mund .... Auf dasz aber niciit Jcmand liier ein Wortgeziink anriclite, heisze ich das heimlich Verlobnisz, das da geschiet liinter Wissen und Willen derjenigen, so die Ueberband habcn und die Ehe zu stiften Eecht und Macht habon als Vater und Mutter und was an ihrer Statt sein mag. Denn obgleich tausend Zeugen bei oinem bcimlichen Verlobnisz waren, so es docb hinter Wissen und Willen der Aeltern geschahe, sollen sie alle tausend nur fiir einen Mund gerechnet sein .. . .»

2) Herved kan eftersecs Friedbergs udførlige Fremstilling i Eecht der Ehesclil. 203—211 smlidt. med 225-226. I denne Eetning bar Friedbergs Opfattelse ikke mødt nogen Opposition, men baade Sohm 1. c. 107 og Scheuerl 1. c. 12G ero fuldkommen enige deri. at Lutlier antog, at Ægteskab retsgyldigt kunde stiftes uden kirkelig Vielse, saavolsom overhovedet uden Sollennitot af nogen Art.

3) Friedberg 1. c. 227.

Side 377

opfattelsefindeshosalledelutherskeTheologer og Jurister hele det 16de Aarhundrede igjennem og langt ind i det 17de *). Den af Luther hævdede Opfattelse, at Forlovelse i Keglen var at opfatte som sponsalia de præsenti, hvor ikke en Tidsfrist eller en Betingelse var tilføiet, og derfor stiftedeÆgteskab,komogsaafuldstændigttil Gyldighed i den practiske Retsanvendelse. Vidnesbyrd herom haves i mange Eesponsa fra de theologiske og juridiske Faculteter ved de lutherske Universiteter og fra de lutherske Consistorier. Saaledes udtalte Universitetet i Vittenberg i Aaret 1565: «dasz solche offentliche Eheverlobnisz, da sine conditione per verba de præsenti einer dem anderen die Ehe zugesaget, eine rechte Ehe ist vor Gott und vor der Welt, ungeachtet wenn gleich das Beischlafen nicht erfolget ist»²), jfr. Dedekenn,Thesaurusconsiliorumetdecisionum111. 187. Endnu i 1597 udtaler Universitetet i Vittenberg: «dasz es also vor Gott und der Welt eine rechte verbindliche Ehe zwischen ihnen beiden geschlossen, ungeachtet ob sie gleich, ChristlichemBrauchundGewohnheitnaeh,duren den Priester ehelich nicht getraut und gesegnet noch mit ehelichem Beilager solch Ehegeliibde vollzogen haben. Nuptias enim seu matrimonium non concubitus facit sed consensus« 3). I 1595 afgav Consistoriet i Stuttgart en Kjendelse angaaende det Spørgsmaal, om en Vielse af lutherske Brudefolk, foretagetafenkatholskPræst,fordi

1) See den udførlige Kedegjørelse hos Friedberg 228_—240.

2) I Indledningen til dette Eesponsum sige Professorerne »wollen wir euch — nicht bergen, wie es damit nicht allein zu diesen Zeiten, sondern auch bei Leben Weiland des Ehrwiirdigen und Hochgelahrten miseres lieben Herrn und Vaters Doctoris Martini und der anderen unsern lieben Herrn Præceptoren je und allwege in diesen Kirchen und Consistorien also gehaltenworden«. Responsummet indholder altsaa, hvad der lige siden Luthers egen Tid var antaget og fulgt af Universitetet i Vittenberg.

3) Friedberg 1. c. 276.

Side 378

tagetafenkatholskPræst,fordien luthersk ikke kunde faaes, var gyldig, hvilket Spørgsmaal besvaredes bekræftende bl. a. af den Grund «quia etiam privatus quispiam possit confirmare matrimonium», og der tilføies «contractus matrimoniipoliticusmagisestqvamecclesiasticus«, jfr. Dedekenn, Thesaurus 111. 301. I Forbindelse hermed kan anføres en Kjendelse af det theologiske Facultet i Leipzig, som meddelesafDedekenn1.c.195, hvor det hedder: «Was Gott zusammen gefiiget hat, soli kein Mensch nicht scheiden. Nun aber wo Bråutigam und Braut sind, welche sich mit einander verlobet und in Beisein herlicher Leute einander die_sEhe versprochen haben, die hat Gott zusammen gefiiget, sie sind in Gottes Augen Eheleute, dårum soli sie kein Mensch scheiden Und ob wohl benedictio sacerdotalis, deductio in domum et cohabitatio noch nicht erfolget, so ist doch benedictio nicht simpliciter die essentia conjugii, die deductioindomumistconjugiiconseqvens, und bleibt die Eegel wahr: consensus non concubitus facit matrimonium. Nun ist zwischen Braut und Bråutigam der consensus, sie haben sich ehelich verlobet, sie konnen ihrer Zusage nicht widerkommen, und ist denmach unter ihnen conjugium contractum, licet non consummatum.» Som en Følge af denne hele Opfattelse, hvorefter sponsalia, forsaavidt de ei vare betingede eller knyttede til Tidsfrister, ansaaes som consensus de præsenti og derfor som Ægteskab stiftende, maa det betragtes, at Personer, der paa denne Maade havde bundet sig, ikke kunde løses fra hinanden undtagen af de samme Grunde, af hvilke Ægteskabsskilsmisse kunde indrømmes. Det heddersaaledesidetovenfornævnte Vittenberger Responsum af 1565: «Wann zwei Personen gebiihrlicher und ordentlicherWeiseeinanderdieEhezugesagetund sich offentlich verlobet haben, dasz sie mit einander ex mutuo dissensu

Side 379

solche Ehegeliibde nicht konnen oder mogen aufsagen oder davon abstehen, es wåren dann solche Ursachen und causæ suflficientes vorhauden, dadurch auch die vollzogene Ehe et matrimonium copula consummatum konnten geschieden werden«. I Overeensstemmelse med hele denne Opfattelse udhæver Luther, at naar offentlig Forlovede gjøre sig skyldigeiUtroskabimodhinanden,er det ('Ægteskabsbrud«, ligesom han ogsaa lærte, at naar en Mand havde offentlig forlovet sig med tvende, den ene efter den anden, skulde han übetinget blive hos den første, hvis hun vilde have ham, og forlade den sidste, selv om han havde beligget hende, medens han ikke havde havt noget at skaffe med den første, jfr. Strampff 1. c. 326, 331^x).

Luthers Opfattelse blev Grundlaget for den protestantiske Kirkerets Behandling af disse Spørgsmaal; men den modificeredesogklaredes nærmere af hans Disciple. Navnlig udvikledes af disse Adskillelsen mellem Begreberne matrimoniuminchoatumog matrimonium consummatum. Man fastholdt vel, at Ægteskab var stiftet ved Forlovelsen (consensu),menman lærte derhos, at det først fuldbyrdedes enten ved copula carnalis eller — hvad der senere hen tillagdes lige Virkning — ved kirkelig Vielse. Først 4a var gteskabetfuldkommet.Det

1) Luthers her citerede Udtalelser angaae aabenbart kun sponsalia de præsenti, under hvilket Synspunkt han, som bemærket, i Beglen saa enhver offentlig Forlovelse; hemmelige Forlovelser, som han nærmest saa under Synspunktet af sponsalia de futuro, ansaa han i Reglen for ugyldige, men med Hensyn til dem tillagde han dog den Omstændighed, at Besvangrelse kom til, en betydelig Vægt; han mente saaledes, at naar en Mand forlovede sig hemmeligt og besvangrede sin Forlovede, og han derefter indgik offentlig Forlovelse med en anden, maatte denne sidste, forsaavidt han ikke havde havt med hende at gjøre, staae tilbage for den første hemmeligt Forlovede, fordi den sidste havde sin Ære uskadt og den første ikke paa nogen anden Maade kunde gives Opreisning, jfr. Strampff 327, 330—34.

Side 380

skabetfuldkommet.Detretlige Baand var tilveiebragt ved Forlovelsen, matrimonium var inchoatum, men det var dog ikke uden Betydning i Henseende til Ægteskabets Retsvirkninger,atdet virkelig paa en af de ovenanførte Maaderfuldbyrdedes,gik over til at blive matrimonium consummatum,jfr.hermed hvad der senere skal blive bemærket om Opløseligheden af resp. matrimonium inchoatum og consummatum samt om N. Hemmingsens Anskuelser. I Samklang med det Anførte antog man, at den i godt Folks Nærværelse gjensidig givne Consenserklæring medførte, at Parterne ved den verdslige øvrighed skulde tvinges til at fuldbyrde Ægteskabet saavel ved at lade kirkelig Vielse foretage som ved at tiltræde det ægteskabelige Samliv, ikke saaledes, at heri laa det Ægteskabet stiftende Moment, men saaledes, at heri laa en Fuldbyrdelse af det allerede retsgyldigtilstedeværendeægteskabelige Baand mellem Parterne. Herpaa haves mange Exempler hos Dedekenn, f. Ex. Responsumafdet chursachsiske Consistorium (111. 190): «Nehmlich dasz auch denen, so sich allein ehelich ordentlicher Weise verbindlieh verlobet, nicht solle frei stehen, sich mit ihrem Willen von einander zu scheiden, sonderlich in Verweigerung durch rechtlich Amt, wo es vornehme Personen wåren, captis pignoribus, oder, wo die Person geringes Standes,, mit Gefångnisz die Ehe zu vollziehen soliten angehalten werden»; to Kjendelser af Consistoriet i Vittenberg (ibidem 194): «So seyn Sie auch beide ihres Vorwendens ungeachtet solch o'ffentliches Ehegeliibd mit Christlichem Kirchgang und ehelichem Beilager zu vollziehen schuldig und werden auf ihr Weigern von der weltlichen Obrigkeit dazu gebiihrlich angehaltet und compellirt»; Kjendeise af det theologiske Facultet i Leipzig (ibidem 196): «und die desertion ernstlichgestrafet,ja vielmehr pars desertrix, si justam causam

Side 381

non habuerit, durch Zwang der weltlichen Obrigkeit ad cohabitandum ernstlich und billig angehalten wird». Om Ægteskabet var bleven consummeret eller ikke, øvede især Indflydelse ved Spørgsmaalet om dets Opløsning. Thi medens det, naar matrimonium var consummatum, fastholdtes, at Skilsmisse ikke kunde tilstedes uden de bestemte og anerkjendte egentlige Skilsmissegrunde, var man ikke saa stræng med Hensyn til at tillade Opløsningen af et matrimonium, der blot var inchoatum. Vel kunde det ikke tillades Parterne, blot fordi de derom vare enige med hinanden,atophæve en indgaaet offentlig Forlovelse, men dertil maatte haves Consistoriernes Tilladelse, og der maatte være en antagelig Grund, i Henseende til hvis Bedømmelse der dog ievrigt havdes en vis Frihed. Navnlig kom den anførteDistinctiontil Anvendelse, naar der forelaa Collisioner mellem flere Ægteskaber. Det blev saaledes meget tidligt efter Luthers Tid i Modsætning til hans Mening den almindeligeLære,at naar en Mand havde offentlig forlovet sig med En uden dog at have havt yderligere med hende at skaffe, og han derefter retsstridig forlovede sig med en anden, gaaer denne sidste Forbindelse, dersom den er consummeret ved copula, forud for den ældre, jfr. iøvrigt om denne Gjenstand Sohm 1. c. 208—209.

Medens det saaledes utvivlsomt hele det 16 Aarhundrede og i ethvert Fald et godt Stykke ind i det 17 Aarhundrede var den almindelige protestantiske Kirkerets Opfattelse, at retsgyldigtÆgteskabstiftedesved Parternes Consenserklæring, idetmindste naar denne afgaves i gode Mænds Overværelse og consummeredes ved copula, var det dog alligevel den kirkelige Anskuelse, at det stred mod god christelig Skik og Orden, at de Paagjældende begyndte det ægteskabelige Samliv førend den kirkelige Indvielse af Ægteskabet. Og det er sandsynligt, at

Side 382

denne Anskuelse, som efterhaanden gjorde sig gjældende med større og større Styrke og mere og mere blev omgjærdetmedverdsligeTvangsmidler og Straffe, medens Læren om matrimonium inchoatum og matrimonium consummatumaabnedeVeientil at sætte det førstnævnte Begrebmereogmere i Klasse med blotte sponsalia de futuro, er den egentlige Kilde og Begyndelse til den i næsten alle protestantiske Lande senere opkommende Retsanskuelse, at den kirkelige Vielse var det Afgjørende med Hensyn til Ægteskabs Stiftelse. Men oprindelig laa der i den ovennævntekirkeligeAnskuelseom det Utilstedelige i, at Parterneflyttedesammenførend den kirkelige Bekræftelse af deres Ægteskab, ikke nogen Tvivl om, at Consenserklæringen var tilstrækkelig til at stifte retsgyldigt Ægteskab, forsaavidt alle borgerlige Virkninger heraf angaaer. Der anvendtes vel i nogle Kirkeordinantser Straf for saadan Sammenflytning,ogdetvar allevegne Geistlighedens Pligt at advare og ivre derimod, selv om ingen egentlig Straf anvendtes, men det betvivledes paa den anden Side ikke, at naar de Paagjældende flyttede sammen og avlede Børn forinden den kirkelige Bekræftelse af Ægteskabet, vare saadanne Børn ægte, og Forældrene rette Ægtefolk, om disse end paadroge sig kirkelig Censur eller paa nogle Steder endog tillige verdslig Straf ved deres Forhold¹). Betegnende i fornævnte Henseendeerdet,at

1) Luther siger heller ikke andet herom, ond at det var en forargelig Skik, der røbede Eingeagt for Kirkens Indvielse af gteskabet, ikke at Forbindelsen var ugyldig fra et borgerligt Synspunkt, f. Ex. «Denn es ist an etlichen Orten cin striifflicher Brauch, dasz man bald auf die Vermiihlung ein groszes Wiihl und wiistes Gefresz anrichtet, und bald dieselbige Nacht die zwey versprochene Ehcraenscb.cn zusammen legt, darauff erst nach etlichen Wochen zu Kirche gcht. Welehes doch nicht ånders ist denn cino unmechtige Begierdo und eine Anzeigung, dasz Du bald ldeinachtest die Benediction glcich wie der Esau, und in der Ehe nichts denn rleischlichen Lust sucbest«, jfr. Friedberg 1. c. 277, Note 6.

Side 383

seendeerdet,atUniversitetet i Vittenberg i Aaret 1567 i Anledningaf,atRaadet i en By klagede over, at Forlovede hyppigt flyttede sammen førend Vielsen, svarede, at der ikke kunde anvendesStraffeellerdsl. herimod, thi saadanne Forlovelser vare i Virkeligheden Ægteskaber, og ved at anvende Straffe kunde man let give Anledning til den urigtige Mening, at Børn af slige Forbindelser ikke vare ægte og paadrage disse «nachtheiligenVorwurffundAuffruck«; derfor maatte man, hvor forargeligenddenTing var, indskrænke sig til christelige Formaninger,jfr.Friedberg27 9¹). Hvor hyppigt det har været iblandt Menigmand, at Forlovede flyttede sammen førend Vielsen, kan sluttes af de talrige og gjentagne Forbud herimodidekirkelige Love. Dette ogsaa hos os bekjendte Factum lader sig ikke fyldestgjørende forklare ved blot at henvise til Tidsalderens formentlige løse Sædelighedsbegreber o. s. v. Heller ikke har det megen Sandsynlighed for sig at antage, at Menigmand opfattede Trolovelsen saaledes, at den gjorde Vielsen overflødig, thi en saadan Misforstaaelse vilde ikke have kunnet bevare sig overfor Geistlighedens idelige Belæring og Paamindelse i saa Henseende, og dernæstmaaimoddenne Forklaringsmaade erindres, at ForlovedesSammenflytningvaren

1) Universitetet udtaler i Erklæringen »so viel die Personen belangt, ist's an dem, dasz wider solche Personen derwegen im Rechten keine Straf geordnet, sintemal nach bescbebener Verlobnisz zwischen ihnen eine recbte Elie ist, und sie vor Eheleute zu talten, wie denn auch die Kinder, so aus solener Zusammenhaltung geboren, vor ehelicb gehalten und von ebrlicben Stande oder Zunfften nicht 'miissen ausgeschlossen werden, und ist sololier Personen fiirnehmen selbst grosse Schad, dasz sie sich andern Leute ins Maul setzen miissen, glcich wobl daneben bekennen, dasz solches wider Cbristlicbe Zucht, desgleichen wieder gewobnlichen Christlichen Brauch der Copulation, sintemal der Ebestand unbeflecket und obne Ergernisz angefangen werden soli«.

Side 384

lovedesSammenflytningvarenVane, som er meget ældre end den kirkelige Trolovelse, og som skriver sig fra en Tid, da Forlovelsen kun fremtraadte som Ægteskabsløftets UdvexlingigodeMænds Nærværelse, altsaa en reen privat Handling, som der ikke kunde være Tale om at forvexle med kirkelig Vielse. Det ligger meget nærmere at forklare Menigmands Tilbøielighed til at flytte sammen efter Forlovelsensomenganske naturlig Vedhængen ved en nedarvetogiAarhundreder rodfæstet Retstilstand, hvorefter Ægteskabet i Et og Alt var stiftet ved Consenserklæringen, og det synes heller ikke vanskeligt at forstaae, at Menigmand,naardetdog erkjendtes, at Forlovelse var Ægteskab, og at de i slig Forbindelse avlede Børn vare ægte, havde ondt ved at indsee, hvorfor det da var Synd at flytte sammen førend Vielsen. Først da den Anskuelse kom frem, at der intet retsgyldigt Ægteskab var tilstede, førend Vielsen havde fundet Sted, kunde et klart og forstaaeligt Standpunkt i Henseende til at bekjæmpe den nævnte Tilbøielighedvindes.

Af det Anførte fremgaacr det, at Kirkeordinantsen af 1537 ikke har tænkt paa at foreskrive kirkelig Vielse som den eneste Maade, hvorpaa gyldigt Ægteskab kan stiftes. Det skal nu nærmere paavises, at der hengik en rum Tid efter Kirkeordinantsen, inden den Ketsanskuelse dannede sig her i Riget, at kirkelig Vielse var det afgjørende Kjendemærke paa lovligt Ægteskab; og det, hvori dette adskilte sig fra ulovlige Forbindelser. Til Oplysning i saa Henseende kan anføres:

1) Den første evangeliske Biskop i Sjællands Stift Peder Palladius siger i sin Visitatsbog (Grundtvigs Udg.) S. 82_—83, fra omkring Aaret 1540, paa det Sted, hvor han taler om Brudeoffer.... "fordi der maa Ingen leve til Hobe uden Ægteskab udi noget Skjænds-Levned; Ingen

Side 385

maa heller leve tilsammen i Ægteskab, uden de kunne bevise deres Ægteskab: derfor gjør man Bryllup, derfor komme Brud og Brudgom til Kirken og lade dem vie tilsammenihverMands Aasyn, at der skal være godt VidnesbyrdtilderesÆgteskab. — I vide ikke, hvad Fare eder og eders Børn paahænger, naar I ere ikkun trolovede eller hjemme tilsammen givne aleneste og ikke komme for Kirkedørentilsammenoglade eder vie. — Der kunde været en Mand eller to tilstede, den Tid I bleve saa hjemme givne tilsammen: de kunne døe bort førend I selv, end siden end førend eders Børn kunne døe bort; der kunde komme En efter eders Død og kalde eders Barn en Horesøn: hvormed vil han da bevise sine Forældre at have været to Ægtefolk, naar de ere alle bortdøde, som paa den Tid hos vare? Men dersom I gjorde Bryllup eller ellers lode eder vie tilsammeniKirken,da kunde der komme unge Børn til eders Bryllup, 10 eller 12 Aar gamle, som siden vosede op og kunde bære Vidnesbyrd om eders Ægteskab hundred Aar derefter, om nogen vilde kalde eders Børn Horebørn. Derfor er Vielse skikket af gammel Tid, Ægtefolk til Gode; ellers vil der komme Klammer efter eders Død o. s. v. — Hvo, som hertil haver det forsømt, da kunne I endnu give eders Sognepræst det tilkjende, saa han kan kalde eder af eders Stole en Søndag, naar Tjenesten er ude, og sige saa til den gode Almue: I gode Christne! disse to Personer ville nu aabenbare deres Ægteskab; saa ville vi gjerne høre deres Bekjendelse. Mand! bekjender Du, at hun er din gtehustru,ogatI trolovede og givne hjemme tilsammen? Ja, det bekjender jeg. Qvinde! bekjender Du o. s. v. Nu vel, saa giver hverandre eders Haand derpaa i denne Almues Nærværelse« o. s. v.^x) Længere hen hedder det «Men hereftermaaIngengives

1) Det fremgaaer klart af de i Texten citerede Ord, at Ægteskabet ansees for at være tilstede i Forveien; Præstens Handling er kun bevidnende og publicerende det.

Side 386

eftermaaIngengivestilsammen, hverken af Præstemænd eller Andre, førend der er lyst tre Gange af Prædikestolen om deres Ægteskab: om der kunde være nogen, som kunde have noget deri at sige. At de trolove hverandre desimellemudigodeFolkes Nærværelse med det Vilkaar, at Ingen kan forhindre deres Ægteskab, naar der lyses for dem, det forbydes ingena). — Ikke torve (o: behøve) de heller alle sammen gjøre Bryllup, som lade dem vie af Sognepræsten; det giver sig vel selv ....; men hvilke, som ikke formaae at gjøre Bryllup, de komme alligevel til Kirken og lade dem vie og gaae siden hjem tilsammen og æde, hvad Gud haver givet dem tilsammen.« Det fremgaaer heraf, at Palladius i Overeensstemmelse med Luthers Lære anseer Trolovelse for Ægteskab. Han gaaer ud fra, at de, der ere trolovede og givne tilsammen hjemme, ere Ægtefolk, men han foreholderAlmuen,atBeviset for deres Ægteskab let kan tabes og deres Børns Egenskab som ægte drages i Tvivl, naar deres Ægteskab kun er indgaaet hjemme for et Par Vidner og ikke er offentligen indviet ved Kirken. Og han raader derfor de Ægtefolk, der ikke endnu have gjort det, til at lade deres Ægteskab publicere og bekræfte for Menigheden i Kirken. Han betragter aabenbart Vielsen kun som en Beviishandling, hvorved der gives det allerede ved Trolovelsen

1) Det fremgaaer klart af de i Texten citerede Ord, at Ægteskabet ansees for at være tilstede i Forveien; Præstens Handling er kun bevidnende og publicerende det.

1) Disse noget dunkle Ord betyde aabenbart, at Vielsen vel ikke maa foregaae, førend der er lyst — som der staaer i Kirkeordinantsen —, men at dette dog ikke skulde være til Hinder for, at Parterne imidlertid trolovede sig med hinanden og derved indgik et virkeligt Ægteskab med den Virkning, at det ikke kan forhindres, om end Indsigelser maatte fremkomme efter Lysningerne. Sohm, Recht der Ehesch. S. 214, paaviser Exempler paa denne Opfattelse andensteds: • das Aufgebot istem Aufgebot einer bereits geschlossener Ehe« o. s. v.

Side 387

stiftede Ægteskab Notorietet. Ogsaa fortjener det at bemærkes,athankun indskærper Ægtefolk Hensigtsmæssighedenafatlade sig kirkelig vie for deres egen og deres Børns Skyld, men det betegnes ikke endnu som en kirkelig Pligt, og Trolovede, som leve sammen og avle Barn førend Vielsen og uden denne, trues ikke med kirkelig Censur eller anden Straf.

2) En Dom af Rector og Professorer ved Kjøbenhavns Universitet i Forbindelse med Superintendenterne af 10 August 1540 i Sagen om Birgitte Giøs Ægteskab med Jesper Daa, trykt i D. Mag. 3R. I. 173. Som bekjendt var Birgitte Giø i hendes tidlige Ungdom bleven lovet Jesper Daa til Ægte, og en Forlovelse med hende bleven afsluttet, til hvilken det synes, at hun har været tvungen, ligesom hun i al Fald dengang var saa ung, at hun ikke kunde have noget ret Begreb om, hvad Ægteskab og Samtykke hertil havde at betyde. Det Spørgsmaal forelaa da til Besvarelsefor Universitetet, om hun var bunden ved den omhandledeForlovelse som et Ægteskab. Det er klart, at Universitetet i og for sig gik ud fra Luthers Opfattelse, at der ingen Forskjel var paa offentlig Forlovelse og paa Ægteskab, og det er ligesaa klart, at man ogsaa gik ud fra, at kirkelig Vielse ikke behøvedes, for at et gyldigt Ægteskab kunde være tilstede, ligesom det endelig ogsaa kan sees, at man ikke antog, at Forlovelsen skulde være consummeret ved copula carnalis for at blive til Ægteskab. Thi hvis Universitetet var gaaet ud fra en af disse to sidste Antagelser, vilde Svaret have lydt simpelthen paa, at da ingen af disse Omstændigheder her vare tilstede, hvilket er aabenbart nok af Sagens hele Sammenhæng, var der heller ikke noget Ægteskab. Saaledes er Universitetets Raisonnementimidlertid ikke; der tales ikke et Ord om Mangel af

Side 388

Vielse eller copula, men hele Undersøgelsen rettes kun paa Samtykket, om dette var i og for sig tilstrækkeligt, eller om det led af Mangler, som medførte dets Ugyldighed, og kun fordi det sidste antoges, kom man til det Kesultat, at der ikke var noget ret Ægteskab for Gud tilstede mellem ovennævnte to Personer. Der er en anden Betragtning, som kunde tænkes at være gjort gjældende i denne Sag. Det kunde siges, at da den Forlovelse, som Spørgsmaalet angik, var afsluttet i Aaret 1521 eller 1522, maatte dens Gyldighed bedømmes efter den kanoniske Eet uden Hensyntil Kirkeordinantsen, saaledes at den hele Afgjørelse ikke beviser noget med Hensyn til, hvad der efter de protestantiskeAnskuelser maatte antages. Men det er klart af Dommens Raisonnement, at Universitetet ikke har lagt en saadan Betragtningsmaade til Grund, som ikke med et Ord fremhæves, hvorimod det meget mere fremgaaer, at man ikke afgjør Sagen efter andre Grundsætninger end dem, der vare gjældende i det -Øieblik, Dommen fældedes, og maatte have været bragte til Anvendelse, om Forlovelsen var indgaaet i 1540 i Stedet for i 1521 eller 1522. Desudenmaa det ikke glemmes, at det Resultat, hvortil man kom, neppe vilde have været begrundet i den kanoniske Ret, men netop nærmest maa ansees som en Følge af Luthers bekjendte ovenfor anførte Theori, at Forlovelse er sponsalia de præsenti og derfor Ægteskab.

3) Sagen angaaende Magister Iver Bertelsen og hans Fæstemø Kirstine Sørensdatter af Ribe, som blev behandlet i Consistorium 22 Januar 1567, trykt i Ny kirkehist. Saml. I. 29. Det var indrømmet, at Iver Bertelsen havde trolovetsig med Kirstine Sørensdatter, men at han senere, «fordi det ei blev holdt, hvad man havde lovet ham», havde givet hende en Affindelsessum og ikke vilde have mere med

Side 389

hende at gjøre. Under Voteringen i denne Sag udtaler N. Hemmingsen: «Det haver altid været holdet her udi Riget, at de Folk, som hinanden have trolovet, og derover haver været Vidnesbyrd og Beviisning, og de have givet hverandre Fæstensfæ, de Folk er Ægtefolk for Gud og Verden. Hvilket altsammen at have været mellem Eder og den Pige beviisligen findes. Thi er I Ægtefolk.« De øvrige Professorer og Præsterne udtalte sig paa lignende Maade og holdt navnlig paa, at dersom Magister Iver ikke vilde have sin Fæstemø, maatte han ikke gifte sig med nogen anden, saalænge hun levede, eftersom der ikke forelaa nogen lovlig Grund til at forskyde hende. Ogsaa her sees det klart, at kirkelig Vielse ikke ansaaes for nødvendig til ret lovligt Ægteskabs Stiftelse, men at den blotte Forlovelse hertil var tilstrækkelig, uden at concubitus kom til. I det Hele taget fastholder Universitetet i 1567 aldeles de samme Anskuelsersom i 1540. Consenserklæringen sees at være bleven betragtet som det afgjørende, i al Fald naar Forlovelsenikke kunde agtes for hemmelig, og naar Samtykkets Endelighed havde faaet sit Udtryk i, at Fæstensgave var givet. levrigt er der ikke Tale om nogen bestemt Form for Consenserklæringens Afgivelse, og navnlig fremtræder Trolovelsen ikke endnu som nogen offentlig Act, der afsluttesaf eller for Præsten. Først i Frederik den 2dens Ordinants om Ægteskabssager af 1582 foreskrives: «og paa det Alting kan gaae des ordentligere og skikkeligere til, skal efter denne Dag ingen Trolovelse skee, uden at Præsten og fem andre Vidnesbyrd idetmindste ere der overværende».

4) Ogsaa i den Retning anerkjendtes Conseqventserne af, at Forlovelsen opfattedes som medførende virkeligt Ægteskab, at de Børn, som Fæstefolk avlede med hinanden, ansaaes for Ægtebørn. Denne Sætning — som var stemmende med

Side 390

den almindelige protestantiske Kirkerets Opfattelse, og som vedblev at holde sig, efter at Forskjellen mellem Trolovelse og Ægteskab var bleven fastslaaet i Lovene — synes at være anerkjendt i en Dom af Kongens Retterthing fra 1529, trykt i Rosenv. GI. D. I. 43. Vel viser selve Dommens Indhold ikke bestemt, at Forældrene kun vare Fæstefolk, og dens Angivelse af Factum er i det Hele uklart, men Overskriften,dersynes at være ligesaa gammel som selve Dommen,lyder«en Dom, at Fæstekonebarn er dømt til Adelkonebarnogstande Arv efter sin Fader«. Selv om der ikke mellem Forældrene var et saadant Samliv tilstede, som J. L. I. 27 omhandler, bleve Fæstefolks Børn ansete for ægte. Skjøndt den citerede Dom er fra 1529 og altsaa ældre end Reformationen, kan der ingen Tvivl være om, at den nævnte Retsanskuelse ikke forandredes, thi den Sætning, at Forlovelse, selv om der var knyttet en Tidsfrist eller en Betingelse til den, og den saaledes kun var at betragte som sponsalia de futuro, ved concubitus gik over til gteskab,fastholdtden Kirkeret ligesaa fuldt som den kanoniske Ret, jfr. senere om Hemrningsens Skrift de conjugio. Endnu i Chr. V.s D. L. forekomme Spor af den nævnte Retsanskuelse, skjøndt med visse Indskrænkninger, jfr. 5. 2. 33. Ligeledes blev den almindelige protestantiske Kirkerets Grundsætning om, at Trolovelse skulde consummeresvedVielse og ægteskabeligt Samliv, forsaavidt ikke Capitlet tillod de Trolovede at skilles, anerkjendt og anvendt¹). Foruden den ovenfor omtalte Sag mod Iver Bertelsen, der ogsaa med Hensyn til dette Punkt har Interesse,kanher henpeges paa en Dom af Frederik den 2den

1) Ogsaa her kan mærkes Hemmingsens Theori om matrimonium inchoatum og matrimonium consummatum, hvorom strax skal blive talt.

Side 391

i Forbindelse med Rigsraadet og nogle af de Høilærde i Sagen mellem Herluf Daa og Veineke Villumsdatter, ointaltiRosenvinges GI. D. IV. 251, Note, der utvivlsomt har statueret, at et Ægteskabsløfte var saa bindende, at Fritagelse herfor var at ansee som Skilsmisse; endvidere mærkes en Dom af 1554 i Rosenvinges GI. D. 11. 142, af hvilken det ogsaa fremgaaer, at Trolovelse skulde fuldbyrdes ved Ægteskab, og om det tillodes at bryde den af særlige Grunde, in casu Mandens Alderdom, maatte den repudierende Part ikke gifte sig med Andre, saalænge den forskudte Forlovedelevede.

Den ovenfor omtalte Anskuelse, at det var et strafbart Brud paa christelig Skik og Orden, om Ægtefæller, uagtet Ægteskabet borgerligt betragtet var kommen istand, søgte Seng sammen, førend deres Ægteskab var bekræftet ved kirkelig Vielse, fandt ogsaa Indgang her i Eiget, skjøndt neppe lige strax, hvad ovenomtalte Palladii Visitatsbog synes at vise. Idetmindste har jeg ikke fundet noget derom førend i 1566, men fra dette Aar foreligger der bestemte og charakteristiske Vidnesbyrd i de Roskildske Synodalier i Ny kirkehist. Saml. 11. 489—90. For det Første findes under dette Aar det Monitum, «at de skulle staae aabenbar Skrifte, som ligge hos deres Trolovede, førend de komme i Kirke», og dernæst findes der under «Svar paa fremsatte Spørgsmaal« bemærket: •> Om dem, som begynde Ægteskabet af Løsagtighed, derpaa arbeider Biskoppen dagligen et almindeligt Kongebrev at komme til Landsthing. Desimellem skulle Præsterne advareFolket for slige Ægteskaber.« Om et saadant Kongebrevnogensinde er udgaaet, veed jeg ikke, men i de samme Roeskildske Synodalier hedder det under Aar 1568 (S. 506): «Her Anders i Blovstrød blev i dette Aar offentlig kaldt

Side 392

til Rette, qvia conjugium incepit a libidine¹), men efter Provsternes Forbøn blev han taget til Naade, da han lovede Forbedring«. Dette sidste Motiv til at benaade seer underligtud. Man nødes næsten til at antage, at dermed maa være sigtet til, at han lovede at lade sig kirkeligt vie, og altsaa ikke endnu var det.

5) Et vigtigt Vidnesbyrd i heromhandlede Henseende haves i N. Hemmingsens Libellus de conjugio, repudio & divortio, Lipsiæ 1572, der i Titelen angiver sig at være «in gratiam fratrum, qui judices causarum matrimonialium in regnis Dania & Norvegia constituti sunt, conscriptus«. I dette Skrift, som sikkert ikke er bleven uden Indflydelse paa Praxis, da det blev baaren af N. Hemmingsens berømte Navn, findes ingen Antydning af, at kirkelig Vielse var nødvendig Betingelse for retsgyldigt Ægteskab, men Udtalelser,sombestemt bevise det Modsatte, og dog kan der ingen Tvivl være om, at Hemmingsen vilde have fremhævet det og endog fremhævet det med Styrke, hvis han havde troet at kunne opstille den Lære, at kirkelig Vielse var det aigjuiwiuc »eu kjp</igoiiiaaici>, \jiu ci/ gjiuigt vai kommen istand eller ikke. Han fjerner sig fra Luthers Opfattelse derved, at han fremdrager sponsalia de futuro som noget fra sponsalia de præsenti forskjelligt og vistnok med fuldkommen Føie gjør gjældende, at den i det daglige Liv forekommende Trolovelse eller Forlovelse i Reglen netop er sponsalia de futuro og ikke de præsenti, og med Hensyn

1) Betydningen af dette Udtryk er vistnok den, at Parterne efter Consenserklæringens Afgivelse og forsaavidt efter, at det, der borgerlig taget er tilstrækkeligt til at stifte Ægteskabet, foreligger, begynde ægteskabeligt Samliv og ikke vente hermed, indtil den kirkelige Vielse har fundet Sted. Til Forstaaelse heraf tjener, hvad der er anført ovenfor S. 388, og navnlig det i Noten cit. Eesponsum fra Universitetet i Yittenberg.

Side 393

til sponsalia de futuro lærer han atter, at denne ikke er selve det fuldbyrdede Ægteskab (matrimonium consumrnatum), men kun en Begyndelse dertil (matrimonium inchoatum), hvorfor der ikke kræves saa stærke Grunde for at tilstede Forlovede at skilles ad, som for at tillade egentlig gteskabsskilsmisse.Menhan endvidere i fuldkommen Overeensstemmelsemedden kanoniske Ret, at sponsalia de futuro gaaer over til fuldbyrdet og fuldgyldigt Ægteskab ved det blotte Factum, at de Forlovede have kjødelig Forbindelse med hinanden, og det, som han udtrykkeligtsiger,om end solennitas nuptiarum endnu ikke har fundet Sted. Han siger saaledes p. 121: «ut enim sponsus & sponsa a spondendo, id est, promittendo, nornen habent: ita sponsalia solummodo promittunt conjugium, qvod nuptiæ perficiunt. Atqve hine est, qvod Christiani imperatores pactionem matrimonii non antea habendam indissolubilem censuerunt, qvam qvum, ducta sponsa domum, nuptiarum festivitas est celebrata. Qvod tamen ita accipiendum est, si sola matrimonii promissio sit facta et non etiam carnalis eongressus accesserit. Nam si post sponsalia seqvatnr copulaantenuptiarum solennitatem, volente sponsa vere, tune efficitur perfectum matrimonium Conjugium si qvidem, qvod proprie sic dicitur, qvum mulier jungitur viro, a desponsationeqvidemincipit, sed traditione perficitur. Unde hoc discrimen natum est, ut illud initiatum, hoc ratum et consummatum dicitur conjugium.« I god Overeenstemmelse med denne hans Opfattelse lærer han p. 129: «Si uterqve cupit a pactione discedere, judex graviter reconciliationi det operam. Verum si persuaderi non possint, ut consumment promissionem legitime factam, judex qværat, an copula carnalisexceperitsponsalia nec ne. Si copula carnalis non accessit post sponsalia, velim judicem non magnopere esse

Side 394

sollicitum de causis offensse intervenientibus.... At si forte copula intervenit, matrimoniurn consummatum est et pertinet qvaestio jam non ad repudium, sed ad divortiunv og senere p. 132: "Si qvis, post contracta sponsalia cum una (cum qva rem non habuit), cum alia contrahit et cum ea misceatur, puniatur gravius .... sed maneat cum secunda, eo qvod cum ea consummaverit promissum matrimonium». Wed sponsalia de prsesenti beskjseftiger Hemmingsen sig ikke meget i det nsevnte Skrift, vistnok fordi han med god Grund liar anseet det Spergsmaal, om yEgteskab stiftedes ved et reent consensus de prsesenti, uden at hertil kommer Lverken kirkelig Vielse, deductio in domum eller copula carnalis, som mindre practisk, da det ikke var Folkets Skik at gaae frem paa den Maade, men det var almindelig Brug at sondre de to Skridt sponsalia og nuptiae samt lade en Tid hengaae imellem dem, i hvilken det bl. a. kan underseges,omnoget er til Hinder for iEgteskabet. Det er, siger Hemmingsen, endog befalet i Kirkeordinantsen — recte in hoc regno constitutum est —, at der skal lyses tre Gange ferend Vielsen, hvad der formentlig yderligere beviser, at sponsalia de futuro ikke stifte yEgteskab, thi «haec denuntiatio cum admonitione plane ridicula esset et inutilis, si solus consensus,qvofit promissio, consummaret conjugium». Imidlertid naegter Hemmingsen dog ikke, at naar der foreligger et virkeligt consensus de prsesenti, er iEgteskab derved stiftet. Han fortssetter nemlig p. 122: "Qvum igitur objicitur ex jure Canon, consensus facit nuptias, respondendum est, hoc verum esse de consensu promittentis & statim accipientis desponsam in suam. Nam hie consensus cohabitationis et carnalis copulae est; non autem verum est de consensu promittentissolummodofuturas nuptias.»

lavrigt skal det, skjøndt dette Punkt ikke umiddelbart vedkommernærværende

Side 395

kommernærværendeUndersøgelse om den kirkelige Vielses Nødvendighed, ikke lades übemærket, at Hemmingsens Udtalelseri Skriftet de conjugio ikke ganske stemme med hans Votum i Consistorium d. 22 Januar 1567 i Iver Bertelsens Sag, forsaavidt som han ved denne Leilighed synes at befinde sig paa det oprindelige lutherske Standpunkt, nemlig at alle sponsalia, som ikke udtrykkeligt ere knyttede til Betingelsereller Tidsfrister, ere at ansee som de præsenti og derfor stifte Ægteskab, medens han i Skriftet de conjugio netop meget stærkt fremhæver Forskjellen mellem sponsalia de futuro og sponsalia de præsenti og udvikler Theorien om Forskjellen mellem matrimonium inchoatum og consummatum.Om han i Tiden fra 1567 til 1572 har modificeret sine Anskuelser i den Retning, hvad iøvrigt vilde være stemmendemed den almindelige Udviklingsgang, eller om der virkelig i I. Bertelsens Tilfælde har været særegne Omstændighedertilstede, som berettigede til at ansee hans Forlovelsesom consensus de præsenti, maa staae hen.

Det er i det Foregaaende efterviist, at der ikke ved Kirkeordinantsen af 1537 eller iøvrigt ved Reformationens Indførelse foregik nogen principiel Forandring i den gamle Ret med Hensyn til Maaden, hvorpaa Ægteskab stiftedes, navnlig ikke i den Retning, at kirkelig Vielse mere end tilforn blev gjort til nødvendig Betingelse for retsgyldigt Ægteskab.

Spørges der da, hvornaar og hvorledes Overgangen skete til den nyere Retstilstand, hvorefter Vielsen er det afgjørende Kjendetegn paa lovligt Ægteskab, maa Svaret herpaa blive, at der under alle Omstændigheder ikke kan paapeges noget tidligere Datum, hvorved denne Forandring

Side 396

kunde være skeet, end Frederik den 2dens Ordinants om Ægteskabssager af 19 Juni 1582¹); det kan imidlertid ikke engang antages, at denne Lov har indført den kirkelige Vielses Nødvendighed, men det er muligt, at den middelbarthar virket til at fremkalde den nyere Retsanskuelse i saa Henseende.

Det siges ikke noget Sted i Ordinantsen, at det retsgyldige Ægteskab først tager sin Begyndelse med Vielsen, elier at Ingen, der ikke ere viede til hinanden, kunne ansees som rette lovlige Ægtefolk. Nogen saadan eller anden lignende directe Afgjørelse af Spørgsmaalet findes ikke i den.

Ordinantsen bestemmer, at de Personer, der agte at indgaae den hellige Ægteskabs-Stat, skulle først troloves og siden før Brylluppet lade lyse tre Gange for dem paa tre Søndage, den ene efter den anden, aabenbarligen fra

1) At der herskede en vis Forvirring- og Vaklen i Ægteskabssagers Afgjørelse henimod den Tid, Frederik den 2dens Ordinants om Ægteskabssager udkom, og at denne netop blev givet for at gjøre on Ende paa Eetsuvisheden og afstikke sikkre og faste Kegler for Domcapitlerne i deres Paadømmelse af gteskabssager, af Kongens Skrivelse til Universitetet af 13 April 1579, hvorom henvises til Eørdams Univ. Hist. 11. 165 og . den dertil hørende Samling af Aktstykker og Breve Nr. 211. Denne Skrivelse beretter, at der tit og ofte indkommer adskillige og fast sælsomme Sager for Dom og Capitel her udi Riget, og ingen vis Skik eller Regel findes gjort, man kan dømme efter, hvoraf er fulgt, at udi et Capitel om en lige Sag er dømt anderledes end udi et andet, og derfor paalægges det Professorerne til St. Hans Dag s. A. at mødes med Biskopperne og nogle Tilforordnede af Eigsraadet i Kjøbenhavn for at udarbeide et Forslag til «en christelig, eendrægtig Skik, Eegel og Ordning, hvorledes dømmes skal om adskillige Tilfald, som kunne hænde sig udi Ægteskabssager«. I denne Forsamling, hvori bl. a. N. Hemmingsen deeltog og vistnok udøvede Hovedindflydelsen, blev Udkastet til Ordinantsen udarbeidet, hvad der ogsaa udtales i Intimationen til den, som kortelig gjentager den i Brevet af 18 April 1570 givne Begrundelse.

Side 397

Prædikestolen i den christne Kirkes Forsamling, og ved Siden heraf foreskrives det, at paa det Alting kan gaae desto ordentligere og skikkeligere til, skal efter denne Dag ingen Trolovelse skee, uden at Præsten og fem andre Vidnesbyrd i det mindste ere overværende derved. Derefter bestemmes det videre, at det ikke skal tilstedes dem, som ere rettelig trolovede, at søge Seng med hinanden, førend de ere viede eller givne sammen i Kirken; hvo, som fordrister sig herimodat gjøre, skal straffes af sin øvrighed.

Ordinantsen af 1582 er saaledes den første Lovbestemmelsehosos,hvoridet befales, at de, der ville indgaae Ægteskab, skulle først troloves, og at Trolovelsen skal foregaaeiPræstensogfem andre Vidners Overværelse¹). Den medfører altsaa en retslig Nødvendighed for, at sponsalia de futuro gaae forud for Ægteskab, og at bemeldte sponsalia foregaae som en offentlig Æet med et kirkeligt Præg. Derved skete en væsentlig Forandring i den ældre Eet. Thi forhen var der ikke nogen juridisk Hindring for, at Ægteskab blev indgaaet umiddelbart per verba de præsenti uden nogen forudgaaet Trolovelse i Betydning af sponsalia de futuro, og der var ingen Nødvendighed for, at Trolovelsen skulde have Formen af en offentlig Act, men det maatte være nok, at den var indgaaet i godt Folks Nærværelse med Forældres eller Værgers Vidende og Villie, saaledes at den ikke kunde betragtes som hemmelig Trolovelse. Ordinantsenophævedevelsaaledesden gamle Formløshed i Ægteskabs Indgaaelse ved privat eller uhøitidelig Forlovelse, men dermed er endnu ikke givet, at den sætter Vielsen

1) Lysning var foreskreven allerede i Kirkeordinantsen af 1537, men kun som Betingelse for at opnaae kirkelig Vielse; den var altsaa ikke conditio sine qva non for at indgaae Ægteskab, saalænge Vielsen ikke selv hertil var nødvendig.

Side 398

som en nødvendig Betingelse for ret lovligt Ægteskab, idet nemlig det Spørgsmaal frembyder sig, om ikke concubitus mellem rettelig Trolovede havde til Følge, at den mellem dem stiftede Forbindelse gik over til retsgyldigt Ægteskab uden nogen Vielse. Om dette vigtige Punkt tier Ordinantsen. Derfor er det i og for sig det naturligste at antage, at Ordinantsen staaer paa samme Standpunkt, som den almindeligeprotestantiskeKirkeretdengangstod, nemlig at det ved Forlovelsen begyndte Ægteskab (matrimonium inchoatiim)consummeredesvedcopulacarnalis alene, ligesaa vel som ved kirkelig Vielse. Man maa ogsaa lægge Mærke til, at Ordinantsen kun siger, at Forlovede, der søge Seng sammen førend Vielsen, skulle straffes og endvidere tvinges til at lade sig christeligen vie, hvori ingenlunde ligger, at den ved Sammenflytningen consummerede Forlovelse ikke skulde være at ansee som fuldkomment Ægteskab i HenseendetilalleborgerligeRetsvirkninger, jfr. Sohm, Eecht der Eheschl. S. 240 nederst. Det er ovenfor S. 380 paaviist,atdenprotestantiskeKirkeret meget godt kjendte den Retsopfattelse; at Ægteskabet vel gyldigen var stiftet ved consensus og copula, men at Parterne skulde tvinges til at fuldbyrde det ved Vielse. For at Ordinantsen ikke, strax efter at den var udkommet, opfattedes saaledes, at den fordrede Vielse som nødvendig Betingelse for lovgyldigt Ægteskab, kan anføres idetmindste et historisk Datum, nemlig Sagen mellem Herluf Daa og Veineke Villumsdatter. De vare ikke viede til hinanden, men Herluf Daa havde i Holland, hvor Veineke Villumsdatter hørte hjemme, udgivetenskriftligErklæring,lydende paa, at han "trolovede Veineke Villumsdatter til sin Hustru, at leve og døe med og aldrig at adskilles førend Døden», og i Henhold hertil begyndte de da at leve sammen som Ægtefolk. Dette skete

Side 399

i 1585, altsaa senere end Ordinantsen. Efter kort Tids Forløb sees Herluf Daa at have forladt Veineke Villumsdatter og unddraget sig Samlivet med hende. I den Anledning blev han ved Herredagsdom af 12 Sept. 1586 dømt pligtig til at holde sit Ægteskabsløfte til hende, og denne Dom, som omtalesafRovenvingeiGI. D. IV. 251, Note, opfattes i Christian den 4des sammesteds anførte Brev af 6 Sept. 1596 til Roeskilde Capitel saaledes, at Veineke Villumsdatter ved den er tildømtatværeHerlufDaas Ægtehustru, og i Henhold til denne Opfattelse er det ogsaa, at Herluf Daa selv nu søger Skilsmisse fra hende, idet han formener «at hun siden den Tid ikke saa ærligen har holdt sin Ægteskabspligt, men ladet sig beligge og fanget Barn med en Anden o. s. v.» Kongen befaler derfor Capitlet at indstævne begge Parter og siden inden 6 Uger derefter at kjende og dømme, om hun ikke har forbrudt sit Ægteskab og han med Rette bør være hende kvit eller ikke¹). Det er, som det sees, heelt

1) Angaaende denne Sag er der fremsat Bemærkninger af T. Lund, Mogens Heinesøn, S. 154 ff., og Bricka i Eecensionen over nævnte Skrift i Hist. Tdskr., 4 Bække, VI, L. 156. Jeg troer, at begge Forff. ikke have seet Spørgsrnaalet i det behørige retshistoriske Lys. Paa den ene Side har Bricka neppe fuldstændig havtic for den Identification af Forlovelse og Ægteskab, som ifølge hele den ovenfor meddelte Udvikling var gængse i det 16 Aarh., men lidt for meget betragtet Sagen ien senere Tids Lys; paa den anden Side er der noget vildledende i ved denne Leilighed at tale om borgerligt Ægteskab eller borgerlig Vielse, som T. Lund gjør, thi Modsætningen mellem kirkeligt Ægteskab og Civilægteskab er af meget yngre Datum og forudsætter under alle Omstændigheder, at man er kommet bort fra det formløse Ægteskab og naaet frem til den Erkjendelse, at Ægteskabet kun kan stiftes ved en formel Act, enten denne nu har en kirkelig eller en reen borgerlig Charakteer. Med samme Eet, som man kalder H. D.s Ægteskabsindgaaelse med V. V. for borgerligt Ægteskab, kunde og maatte man sige, at der efter den fortridentinske kanoniske Eet som Eegcl bestod borgerligt Ægteskab i hele Christenheden. At H. D. udstedte et skriftligt Document, har kun Betydning for Bevisets Skyld. Til at virke som Ægteskab stiftende behøvede Samtykket ikke nodvendigviis at være afgivet paa denne Maade.

Side 400

igjennem den gamle Opfattelse, som her gjøres gjældende, og der raisonneres i 1586,1590 og 1596, ganske som der maatte raisonneres førend 1582. Forlovelsen var indgaaet i Udlandet,ogderforkundeder ikke være Tale om at fordre, at den skulde være indgaaet i de i Ordinantsen af 1582 særlig bestemte Former. Herluf Daa paaberaaber sig ogsaa kun, at han var umyndig, og at det var hemmeligt Trolovelsesbrev,somefterOrdinantsenintet skal gjælde, men heri gives der ham ikke Medhold. Dommen af 12 Sept. 1586 fremhæver, at han har havt ægteskabeligt Samkvem med Veineke Villumsdatter efter Trolovelsen, men paa MangelenafVielselæggesder ikke Vægt fra nogen Side. Det er ogsaa langt fra, at Ordinantsens øvrige IndholdtalerforVielsensNødvendighed til lovligt gteskabsStiftelse;detModsattesynes snarere at fremgaae af dens Bestemmelser. For det Første gjør den, uagtet den forbyder Trolovede at samleve som gtefolk,ingenForandringi gamle Regel, at Fæstefolks Børn ere Ægtebørn. Denne Regel, der som ovenfor bemærketvaranerkjendtivor ældre Ret, vedblev at gjælde indtil Chr. V.s D. L., og selv denne Lov afskaffede ingenlundedengamleRegel,men modificerede den kun noget ved D. L. 5. 2. 33. I dette Lys maa Chr. V.s Lovs Bestemmelsesees.Thiatopfatte den som indførende en ny for Fæstefolks Børn gunstig Regel overfor en ældre Retstilstand,hvorefterdebehandledessom uægte, vilde være aldeles uhistorisk og stridende med Udviklingens Gang.

Side 401

Dernæst bestemmer Ordinantsen, at om den, der haver sin Fæstemø, tager en Anden til Ægte, da, dersom han haver havt noget ydermere at skaffe med samme sin Trolovede, bør han at forlade den anden og beholde den første, om hun vil. Den med Beliggelse forbundne Trolovelse gives altsaa Fortrin for et senere Ægteskab ganske paa samme Maade, som et tidligere Ægteskab maa foretrækkes for et senere. Men naar Ordinantsen vedkjender sig de to nysnævnteSætningeromÆgthedenaf Fæstefolks Børn og om den med Beliggelse forbundne Trolovelses Fortrin i Collision med senere Ægteskab, ligger det i al Fald nærmest at formode,atdenidet Hele staaer paa den da herskende protestantiske Kirkerets Standpunkt i den Henseende, at den anseer sponsalia de futuro, naar dertil kommer concubitus, for at være fuldgyldigt Ægteskab.

Jeg anseer det derfor ikke for rimeligt, at Ordinantsen af 1582, uagtet den ophæver den aldeles formløse IndgaaelseafÆgteskabog paabyder forudgaaende Trolovelse i en bestemt Form, skulde have afskaffet den gamle Eegel, at det ved Forlovelsen (sponsalia de futuro) begyndte Ægteskab consummeres ved copula carnalis uden kirkeligVielse.Derimoder det ikke usandsynligt, at OrdinantsensBestemmelserkunnehave lagt Spiren til den Udvikling, som fulgte efter. Thi det har aldrig været betvivlet,atChr.V.s Lov af 1683 og Kirkeritualet af 25 Juli 1685 VIII staae paa det moderne Standpunkt: intet gteskabudenViels ¹). Overgangen fra den ældre protestantisketildenmoderne

1) I Henseende til Chr. V.s Lovs Opfattelse af Sagen er det navnlig oplysende, at denne Lov ikke i Almindelighed betragter Fæstefolks Børn som ægte, men kun under særegne Omstændigheder indrømmer dem dette som en Begunstigelse, grundet paa For- modningen om, at Ægteskabet, da Vielsen var berammet, vilde være kommet istand, hvis Fæstemanden ikke var død, jfr. D. L. 5. 2. 33.

Side 402

tisketildenmoderneOpfattelse er altsaa skeet i MellemtidenmellemOrdinantsenaf 1582 og Chr. V.s Lov af 1683. Den er ikke foregaaet gjennem noget udtrykkeligt derpaa rettet Lovbud, thi der kjendes intet saadant mellem 1582 og 1683, og at en saa vigtig Lovbestemmelse skulde være gaaet aldeles tabt eller falden i Forglemmelse, er ikke rimeligt.Derharsikkert ikke existeret noget Lovbud i denne Retning, men der er kun foregaaet en Forandring i Anskuelserne,hvoreftermanhar læst de gamle Lovbud i Overeensstemmelsemeddenyere Forestillinger om Forlovelse og Vielse, idet man kom til at opfatte disse Begreber resp. som rene sponsalia de futuro og som Ægteskabsstiftelse, medens den gamle Opfattelse af dem som resp. matrimonium inchoatumogmatrimoniumconsummatum glemtes. Heri ligger sikkert Hovedgrunden til Forandringen. Muligen kan ved Siden heraf en speciel Grund til den forandrede Opfattelse søges deri, at Ordinantsen af 1582 ikke blot forbyder retteligTrolovedeatsøge Seng sammen under Henviisning til Kirketugts Anvendelse herimod, thi det var ikke noget nyt, men forbyder det og tillige bestemmer, at de, der gjøre det, skulle straffes af deres -Øvrighed. Dermed stempler Ordinantsen ægteskabeligt Samliv mellem Trolovede som noget, der ikke blot er en Tilsidesættelse af den kirkelige Pligt at søge kirkelig Indvielse af Ægteskabet, men som en borgerlig Forseelse og et Brud paa den borgerlige Orden, og det ligger ikke fjernt at antage, at denne Opfattelse naturligen maatte føre med sig, efterhaanden som den fik Indgang i den almindelige Bevidsthed, at Forlovede ikke ved denne deres lovstridige Adfærd kunde vinde Fordelene

Side 403

ved at ansees som rette Ægtefolk i Forhold til hinanden, f. Ex. derved, at Formuefælledsskab indtraadte imellem dem, at Manden tog Arv efter Konen, at Konen deeltog i MandensStandogStilling o. s. v. Der lader sig ikke fastsætte noget bestemt Tidspunkt eller noget vist Aarstal, fra hvilket den forandrede Opfattelse kan dateres, men Overgangen er skeet efterhaanden og uformærkt — hvilket iøvrigt ogsaa i Eeglen var Tilfældet andensteds, jfr. hermed bl. a. Sohm, Rechfc der Eheschl. S. 278 ff. Heller ikke er den nye Opfattelse trængt igjennem med eet Slag, saaledes at den paa een Gang udførtes i alle dens naturlige Følgesætninger. Men det er et Phænomen, som kommer igjen i næsten alle protestantiskeLandesÆgteskabslovgivning,at man ikke paa een Gang og fuldt ud gjennemførte det nye Princip. Thi længe efter, at Vielsens Nødvendighed var principielt anerkjendt og der ikke længere kunde være mindste Tvivl herom, vedblevderinæsten alle de protestantiske Lande ved Siden heraf at vedligeholde sig flere eller færre Retssætninger fra den ældre Tingenes Tilstand, som egentlig ikke ere foreneligemeddetnye Princip. Og saaledes forholder det sig ogsaa med Chr. V.s Lov. Den gaaer paa den ene Side principielt ud fra Vielsen som nødvendig Betingelse for lovligtÆgteskab,menved Siden deraf indeholder den vigtige Afvigelser fra, hvad der conseqvent maatte følge af, at Vielsen er den eneste gyldige Form for Ægteskabs Stiftelse. Vi gjenfinde saaledes i Chr. V.s L. 3. 16. 16. 2° den samme Regel som i Ordinantsen af 1582, at Trolovelse i ForbindelsemedBeliggelsegaaer forud for senere indgaaet gteskab,ogi5.2. finde vi, om end med visse Begrændsninger, den gamle Grundsætning, at Fæstefolks Børn ere Ægtebørn. Og disse Anomalier bleve staaende i vor Lovgivning, lige indtil Trolovelse for Præsten afskaffedes ved Forord. 4 Jan. 1799,

Side 404

uagtet dengang i lange Tider den Retsanskuelse havde
været herskende: intet Ægteskab uden Vielse.

Jeg nærer ifelge Ovenstaaende ikke megen Tvivl om, at kirkelig Vielse ikke kan betegnes som den nødvendige Form for gyldigt Ægteskabs Stiftelse allerede efter Ordinantsen af 1582, men at denne nye Retsanskuelse først er opstaaet i al Fald nogen Tid senere. Derfor taler foruden de ovenanferte Betragtninger i høi Grad de historiske Analogier fra Nabolandene.

Det maa nemlig ikke glemmes, at dersom kirkelig Vielse med Rette kunde siges at være bleven foreskreven som den. nødvendige Form for Stiftelsen af gyldigt gteskab Ordinantsen af 1582, vilde Danmark næsten enestaaende tidligt blandt de lutherske Lande være naaet til dette Resultat.

For Tydsklands Vedkommende kommer Friedberg efter en grundig Undersøgelse til det Resultat¹), «at den kirkelige Vielse hele det 16 Aarhundrede igjennem kun fremtrædersomenBekræftelse af det allerede ved Sponsalierne stiftede Ægteskab og ikke som en Stiftelsesform. Man skjelnede mellem matrimonium inchoatum og consummatum og stillede i det Væsentlige begge paa lige Linie i HenseendetilOpløselighed.Ægteskabets Consummation gik for sig ligesaavel ved concubitus som ved Vielse. Kort sagt, der gaves ingen kirkelig Stiftelse, men kun en kirkelig Bekræftelse af Ægteskabet. Ogsaa i det 17 Aarhundrede maa denne Theori ansees som den gjældende,endskjøndtdenAnskuelse allerede bryder sig Bane, at Vielsen begrunder Ægteskabet, og denne Anskuelsenaaeridet 18 Aarhundrede til fuldt Herredømme.

1) Keclit der Ehesckl. 303, jfr. 198—302.

Side 405

Først fra denne Tid af kan man egentlig tale om en kirkelig Stiftelse af Ægteskab.« Friedberg forkaster saaledes den ældre Anskuelse, hvorefter den kirkelige Vielse allerede i det 17 Aarhundrede af de protestantiske Jurister, fornemmelig ifølge B. Carpzovs Autoritet, skulde være bleven anseet som nødvendig Form for Ægteskabets Stiftelse, og hvorefter SamtykkettilÆgteskabikke gyldig kunde erklæres paa anden Maade, idet han bl. a. mener, at Carpzov med Urette er bleven taget til Indtægt for den Mening. I disse Kesultater er ogsaa Friedbergs Modstander S ohm enig, om han end i de juridiskeBegrebersConstructionafviger i høi Grad fra hiin; ogsaa han erkjender, at endnu i det 17 Aarhundrede var det den i Theori og Praxis herskende Mening, at sponsaliaconsummeredesligesaavel ved copula som ved Vielse, jfr. denne Forfatters Kecht der Eheschl. 247—248. Ogsaa Scheuerl, Kirchliche Eheschl. 140, maå antages at slutte sig til denne Anskuelse. Men selv om man ikke vil følge de Nyere og blive staaende ved den tidligere gængse Opfattelse, bliver det ligefuldt Tilfældet, at den kirkelige Vielses Nødvendighed,ifalddenvar slaaet fast ved Ordinantsen af 1582, her i Danmark vilde være bleven anerkjendt vel et halvt Aarhundrede tidligere end i det protestantiske Tydskland.Efteratden kirkelige Vielse var bleven anerkjendt som værende den i Reglen nødvendige Form for Ægteskabs Stiftelse,bevaredesigforresten i det protestantiske Tydskland, ligesom hos os, ved Siden heraf Levninger af den ældre Opfattelse,dermaabetegnes som Inconseqventser overfor det nye Princip. Saaledes antoges det endnu i Midten af det 18 Aarhundredealmindeligt,atnaar to Trolovelser (spons. de futuro) concurrerede, maatte den, til hvilken der er kommen concubitus,foretrækkes,omdet end var den yngste, ligesom ogsaa en Trolovelse, til hvilken der var kommen concubitus,

Side 406

antoges at maatte foretrækkes for et senere Ægteskab1).
Læren om, at Fæstefolks Børri regnes for Ægtebørn, har
endog holdt sig indtil vore Dage, idet nogle Particularretter,

1) I. H. Bøhmer gaaor i sit berømte, som en Autoritet i den protestantiske Kirkeret betragtede Værk, Jus eccles. prot., der udkom 1786, ud fra, at de i Texten anførte Sætninger dengang af Juristerne opstilledes som almindelig protestantisk Kirkeret, medens han iøvrigt bemærker, at der i Particularretterne fandtes forskjellige Afgjørelser af disse Tilfælde. Men forresten modsiger Bøhmer selv den nævnte herskende Mening, idet han paa dette som paa saa mange andre Punkter fremhæver, at Udtalelser i don kanoniske Eets Kilder og hos ældre Jurister ikke kunne være afgjørende, hvor og naar de verdslige Lovgivninger have foreskrevet den kirkelige Vielse som nødvendig Form for Ægteskabs Stiftelse. Han skjelner overhovedet skarpt imellem, hvad der i og for sig, afseet fra al positiv Lovgivning, kræves for at constituere gteskab, hertil udfordres ikkun consensus matrimonialis, og hvad der maa antages ifølge den til enhver Tid og paa ethvert Sted gjældende verdslige Lovgivning, som selvfølgelig maa lydes, saa længe den bestaaer, og naar denne af Hensyn til det borgerlige Livs Tarv, efter Bøhmers Mening med stor Føie, fordrer en formel Stiftelsesmaade, navnlig kirkelig Vielse, kan Ægteskab ikke gyldigen stiftes uden dennes lagttagelse, jfr. bl. m. a. St. 1. c. 111. 1281 »constitnit illud (se. matrimenium) primario consensus matrimonialis et übi leges nihil ulterius desiderant (qvamvis id minus commode fieri supra dictum sit), illud subsistit citra ullum sollennium consursum. Ast übi sollennitas qvædam publica pro formå ejus adhibenda est, citra eam matrimonium validum concipi non potest, qvuni actus, sua formå destitutus, sit ipso jure nullus«. Denne Opfattelse gjennemfører Bøhmer i Modsætning til de da herskende Anskuelser, og jeg kan ikke indrømme Friedberg (Eecht der Eheschl. S. 269 og 304), at Bøhmer gjør sig skyldig i nogen Inconseqvents, thi han vedkjender sig ingenlunde den Mening, at sponsalia, hvortil der er kommen concubitus, skulde i sig udgjøre et borgerligt, retsgyldigt Ægteskab. Paa det af Friedberg citerede Sted Jus eccl. prot. HI. 1120 taler Bøhmer ene og alene om de Tilfælde, i hvilke der retteligen bør anvendes Tvang mod Paagjældende til at lade sig vie, noget som efter hans Mening kun undtagelsesviis bør finde Sted, og som saadanne Tilfælde anfører han deels «si sponsus cum sponsa concubuit et carnalis copula accessit«, deels (let, at to Personer factisk have samlevet som i flere Aar, uden at de dog findes at vasre viede til hinanden. Men Bohmer mener ligesaalidt, at der i det forste af disse Tilfselde foreligger et lovgyldigt iEgteskab, saalaenge ikke Yielse eller dog Dom til Vielse er tilveiebragt, som han antager noget saadant i det sidste af de nsevnte Tilfelde. At han ikke mener, at et sligt lsenge fortsat Samliv som iEgtefolk i og for sig constituerer gyldigt iEgteskab, fremgaaer ligefrem af et andet Sted i hans ovenfor citerede Skrift 111. 1295 if., hvor han polemiserer mod Ph. J. Spener, som opstiller den Mening, at to Personer, der animo matrimonii havde samlevet som iEgtefolk i 20 Aar, ere at betragte som JEgtefaeller og derfor ikke maae skilles ad. Bohmer bestrider netop denne Mening, men han laerer, at de Paagjseldende bor tvinges til at lade sig vie, da de ellers mod al Eet og Billighed vilde kunne vilkaarlig forlade hinanden, og han mener ogsaa, at der under visse Omstaendigheder, navnlig naar Vielse ikke lsengere kan finde Sted (f. Ex. paa Grand af den Enes Dod), og Manglen altsaa ikke kan afhjselpes paa den Maade, af Landsherren kan gives Paagjseldende en speciel Bevilling til at ansees som iEgtefgelle.

Side 407

f. Ex. den sachsiske, have bevaret denne Retsregel, og det er et Controversspørgsrnaal, om den ikke maa antages at gjælde efter den almindelige tydske Ret, et Spergsmaal, der dog nu af de Fleste besvares benægtende, jfr. Mittermaier,DeutschesPrivatrecht,§ 435, Not. I1).I¹).

For Sverrigs Vedkommende stiller Sagen sig omtrent paa samme Maade, kun at Levningerne af de ældre Retsanskuelserereendnustærkereog tydeligere og have vedligeholdtsigligetilNutide n²). I de svenske Landskabslove,

1) Selv efter at Vielsens Nødvendighed stod fast, vedblev Juristerne længe at fastholde den Betragtningsmaade, at det ikke burde komme de uskyldige Børn til Skade, at Forældrene forsømte at lade deres Trolovelse fuldbyrde ved kirkelig Vielse, og medens man nægtede Forældrene Egenskaben af rette Ægtefæller, antog man, at Sagen stod anderledes, naar Spørgsmaalet om Børnenes Ret forelaa, jfr. Dieck, Die Gewissensehe, Halle 1838, p. 119 ff., Wil da i Zeitschr. f. deutsches Recht IV. 269 ff.

2) Jfr. herved Schlyter, Juridiska Afhandlingar, 1 Hefte, Upsala 1836 »Om vigsel såsom vilkor for lagligt åktenskap«, p. 152—169, samt Olivecrona, Om makars giftoratt i bo, 4Upl. 11. 29^—53, hvor tillige hele den store Literatur angaaende dette i svensk Eet meget omtvistede Punkt er citeret.

Side 408

saaledes udtaler Schlyter sig 1. c, fordres Vielse ikke som nødvendig Form for lovgyldigt Ægteskabs Stiftelse, men hertil var det tilstrækkeligt, at Fæstning havde fundet Sted, og at Ægtefællerne havde deelt Seng sammen. Vel var det Meningen, at Vielse burde skee, forinden Ægtefællerne søgte Seng sammen, men dette var ikke foreskrevet som en Nødvendighed, og Ægteskabets Fuldbyrdelsevarikkepaanogen Maade gjort afhængig deraf¹). Heri har K. Christophers Landslag, der ligesom LandskabsloveneregnerÆgteskabetsFuldbyrdelsefra det, at gtefolkenehavedeeltSengsammen, gjort nogen Forandring,idetVielsensUndladelseefter denne Lov ligesaalidt som efter de tidligere er til Hinder for lovligt Ægteskabs Stiftelse og Fuldbyrdelse, om end Bøder for at søge Seng sammen for tidligt fastsattes i den. At endnu i Slutningen af det 16 Aarhundrede Vielse, idetmindste hos Almuen, ikke var naaet til at komme i almindelig Brug, men at den gamle Maade at indgaae Ægteskab paa ved Fæstning endnu ansaaes for at være tilstrækkelig, sees af Kirkeordningen af 1571, cap. 18, der paa Grund af de mange Tvivlsmaal og Trætter, som opstaae af Fæstninger, Bønder gjøre, befaler, at de skulle overlade saadant til Præsterne, og da de ikke selv vide eller kunne bruge nogen ret Form eller bestemt Fremgangsmaade ved Fæstningen, skal deres Fæstning eller Trolovelse ikke hindre den lovlige Fæstning, som Præsten bør gjøre; det hedder endvidere, at ingen maa sagesløs søge

1) Kun i en af Landskabslovene, nemlig Østgøtaloven, fordres Vielse som nødvendig Bestanddeel af Ægteskabs Stiftelse, jfr. Schlyter 1. c. 157.

Side 409

Seng med sin Fæstekvinde, førend de have været i Kirke og der modtaget Menighedens Vidnesbyrd og Kirkens Velsignelse,thinaarpaaanden Maade handles, kommer ofte det Onde deraf, at de efter nogen Tids Forløb skille sig fra hinanden under det Paaskud, at de ikke ere viede. Men uagtet den senere svenske Ret udtrykkelig fordrer Vielse og deraf betinger Ægteskabets lovlige Indgaaelse, gjør den — som Schlyter bemærker — dog ikke Ægteskabet saaledes heelt og holdent afhængigt af Vielsen, at den jo erkjender et virkeligt Ægteskab at kunne finde Sted ogsaa uden Vielse. Den ældre protestantiske Kirkerets Regel, at Trolovelse, selv sponsalia de futuro, forvandles til fuldbyrdet Ægteskab ved concubitus (matrimonium inchoatum consummeres ved copula), er optaget i den svenske Kirkelov af 1686 og derfra gaaet over i den nu gjældende svenske Lovbog af 1736, hvis GiftermaalsBalk,3Kap.,§ 9, foreskriver, at naar Mand beligger sin Fæstekvinde¹), da er det et Ægteskab, som skal fuldkommesmedVielse,hvadenten Trolovelsen er med eller uden Vilkaar og selv om disse ei ere opfyldte, og det til— føies, at hvis Manden unddrager sig Vielsen og vedbliver hermed, skal Kvinden af Retten erklæres for hans gtehustruognyderdafuld

1) Det fortjener her at frcmhseves, at Faestning eller Trolovelso efter svensk Ret ikke cr nogon offentlig Act i Prsestens eller andre offentlige Functionairers Nservserelse, men at der i Gifterni. Balkens 3 Kap. § 1 kun foreskrives fire Vidners Kaervserelse. Imidlertid er Virkningen af, at disse Vidner ikke have vseret tilkaldte, kun den, at Giftomanden kan erklaare Trolovelsen for ugyldig, men hvis han billiger den, liar Manglen af Vidner ingen Folge. Bemeldte Kapitels § 2 viser endog, at Trolovelse kan skee ved skriftlig Forpligtelse, og hvis Giftomanden samtykker, ere Parterne bundne. Da myndig Mo efter Lov 8 Novbr. 1872 ikke lagngere staaer under Giftomand, synes der, naar him trolover sig, aldeles ikke at kunne vare Sporgsrnaal om nogen Form, men det maa veere nok, at Trolovelsen kan bevises. Jfr. ogsaa herved Schlj-ter 1. c. 146 ff.

Side 410

hustruognyderdafuldGiftoret i hans Bo; unddrager hun sig for Vielsen, gjælder samme Ret for Manden. I bemeldteBalks3Kap.§ 10 bestemmes, at naar Mand beliggerKvindeunderÆgteskabslofte,da skal han tage hende til Ægte, om hun forlanger det og hendes Forældre deri samtykke, og dersom han ikke vil, kan Kvinden ved RettensDomladesigerklære for Ægtehustru. Der er, som let sees, den Forskjel mellem de to anferte Tilfælde, at naar Fæstemand beligger Fæstekvinde, er det Ægteskab, uden at det staaer i Farternes Magt at forhindre denne Følges Indtræden, og de kunne ikke blive hinanden kvit undtagen efter Reglerne om Skilsmisse, jfr. Frd. 27 April 1810 smhdt. med Gifterm. Balkens 4 Kap. § 4; men derbomMandbeliggerKvindeunder Ægteskabsløfte, beroer det i Almindelighed paa hende, om hun vil paastaae gtebkab,hvorveddogbliverat at Giftermaals Balkens 3 Kap. § 10 feier til, at dersom hun har taget Dom for Ægteskabsløftets Gyldighed eller Manden har kirketaget hende som sin Fæstekvinde, saa har han ikke Magt til at ændre sit Løfte ora Ægteskab, selv om hun vil eftergive sin Ret. Disse sidste Ord maatte vistnok være at forstaae baaleiles, at naar Ægteskabslottet var erklæret for fast af Retten eller hun var kirketaget som Fæstekvinde, indtraadte ganske det samme Forhold, som naar Fæstemand beligger Fæstekvinde, nemlig at der foreligger Ægteskab, og at Parterneikkekunneblivehinanden kvit undtagen efter ReglerneomSkilsmisse,menheri er der gjort Forandring ved Frd. 23 Juli 1755 og 3 April 1810, idet Forbindelsen efter disse Lovbud ikke alene bliver at ophæve, naar kun Parterne herom ere enige, men den kan ogsaa, naar den ene Part vedblivende vægrer sig ved at lade sig vie til den anden, som begjærer dette, ophæves ved Kongens Resolution,

Side 411

efter at Sagen er forelagt for ham. I Klasse med det Tilfælde, at Mand beligger Kvinde under Ægteskabsløfte, sættes, at han beligger Kvinde og senere lover hende gteskab.Ogdetbestemmessom Kegel i Gifterm. Balkens 5 Kap. §1, at dersom Mand avler Barn med sin Fæstekvinde eller under Ægteskabsløfte eller i almindeligt Leiermaal, paa hvilket Fæstning eller Ægteskab følger, da ere de Børn Ægtebørn, og Kvinden nyder lovlig Hustrues Eet, ligesom det i Overensstemmelse hermed i Arvebalkens 8 Kap. §§ 1 og 2 hedder, at avler Mand Barn i almindeligtLeiermaalogtagerderefter Kvinden til Ægte, eller tilsigerhendeÆgteskab,menen af Parterne døer, førend Vielse finder Sted, da tager det Barn Arv som Barn af lovligt Ægteskab, og den samme Lovregel gjælder, naar Fæstemand beligger sin Fæstekvinde, eller Mand beligger Mø eller Enke under Ægteskabsløfte og avler Barn med hende.

Af Foranførte turde det fremgaae med tilstrækkelig Bestemthed, at den kirkelige Vielse ikke førend nogen Tid efter Ordinantsen af 1582 blev anseet som nødvendig BetingelseforretsgyldigtÆgteskabs Indgaaelse. Der foregik i det Hele ikke førend ved nævnte Ordinants nogen egentlig Forandring i den ældre Eets Grundsætninger, i al Fald ikke i dette Punkt. Thi om Eeformatorerne end i enkelte andre Eetninger opfattede den kanoniske Eet paa deres særegne Maade, vedblev dog i det Hele taget de gamle Begler om Ægteskabets Stiftelse ved Samtykke alene, uden nogen særegenFormslagttagelse,at være gjældende. Her skal endnu kun tilføies nogle Bemærkninger om den eiendommelige Eegel i J. L. I. 27, hvorefter Slegfredkvinde, naar en Mand i tre

Side 412

Aar havde samlevet med hende som med Ægtehustru og behandlet hende som saadan, gik over til at blive ret gtehustru.Spørgesder,hvorlænge Ketsregel vedblev at være gjældende, seer jeg ikke, at det er muligt at komme til noget andet Resultat, end at den ikke kan være bortfaldenførendmedAntagelsen af den Grundsætning, at kirkelig Vielse var nødvendig til lovligt Ægteskabs Stiftelse, eller dog i al Fald førend ved Ordinantsen af 1582, forsaavidtsomdenneforeskriver en bestemt Maade, paa hvilken Ægteskab skal indgaaes (Trolovelse for Præsten, Lysning),ommanend ikke kan antage, at den allerede indfører kirkelig Vielse som absolut nødvendig Betingelse. Det er ovenfor bemærket, at en Dom af Kongens Retterthing fra Aaret 1538 paaberaaber den omtalte Lovbestemmelse. Vel synes Parterne i det angivne Tilfælde tillige at have ladet sig vie kort før Mandens Død, og Dommens Resultat kunde i og for sig retfærdiggjøres tilstrækkeligt herved alene, men J. L. I. 27 anføres dog ikke desto mindre tillige i Dommen til Støtte for Resultatet, hvad der selvfølgelig ikke vilde være skeet, dersom den ikke længere blev anseet for gjseidendeRet.Mennaar det maa erkjendes, at J. L. I. 27 endnu gjaldt i Aaret 1538, og dette antages ogsaa af Stemann, Dansk Retshist. S. 323, sees det ikke, hvad der skulde have medført dens Ophævelse tidligere end 1582. Der findes i denne Mellemtid intet Lovdatum, som med Rette kan antages at have udøvet nogen Indflydelse i saa Henseende. Rigtignok anfører Bl ti tin g i Glossen til J. L. I. 27 som Grunde for, at «eine solche zweifelhafte ungewisseEhezudieser Zeit nicht Statt hat», først Chr. den 3dies Kirkeordinants af 1542, om hvilken han mener, at den, ligesom Kirkeord, for Kongeriget, har forordnet, at Personer,dervilleindgaae Ægteskab, skulle gives sammen

Side 413

ved Præstens Haand in facie ecclesiæ, dernæst at det TridentinskeConciliumforden katholske Verdens Vedkommende har indført Vielse for Præsten, og endelig at Politieordningen af 1637 for Slesvigs Vedkommende har ophævet hemmelig Trolovelse og foreskrevet, at Trolovelse skal foregaae i 5 eller 6 Personers Overværelse. Men disse Bliitings Grunde have, som overhovedet hans historiske Raisonnementer, ikke meget at betyde. Det er ovenfor paaviist, at Kirkeord, af 1537 ikke maa opfattes saaledes, at den har indført kirkelig Vielse som nødvendig Form for Ægteskabs Indgaaelse i Kongeriget. Og det samme maa ogsaa gjælde om Kirkeord, af 1542 for Hertugdømmerne. Den afgjør kun, hvorledes den kirkelige Vielse skal foretages, forudsættende iøvrigt, at det er en kirkelig Brug at indgaae Ægteskab paa den Maade, men besvarer ikke det Spørgsmaal, om der gives nogen anden Maade, hvorpaa et fra det juridiske Synspunkt gyldigtÆgteskabkanindgaaes. At man i Hertugdømmerne allerede i 1542 skulde være naaet til den Anskuelse, at kirkelig Vielse var den eneste gyldige Stiftelsesmaade, er, som ovenfor viist, blottet for al indre Sandsynlighed og stridende mod alle historiske Analogier. Noget saadant naaede først langt senere til at blive anerkjendt i Theorie og Praxis i den øvrige lutherske Verden. Bliitings FormeningisaaHenseende har ingen Betydning, thi den har kun Charakteren af et subjectivt Raisonnement og ikke af en Meddelelse om selverfarede historiske Kjendsgjerninger, og som kirkeretlig Autoritet veier Bliiting intet. Derimod er jeg villig til at tillægge Bliitings Ord Betydning so-m historisk Vidnesbyrd, naar han siger, at Ægteskab paa hans Tid ikke mere kan stiftes paa den i J. L. I. 27 omhandlede Maade, og naar han tilføier, at han selv har erfaret dette af tvende Retssager fra Aarene 1612 og 1640. Det er et

Side 414

godt Beviis for, at J. L. I. 21 i Begyndelsen af det 17 Aarhundrede af de practiske Jurister ikke længere blev anseetforatvære gjældende Ret i Slesvig, og dette stemmer jo forsaavidt meget godt med min Synsmaade, at Overgangentildennyere Opfattelse af Vielsens Betydning ikke skete førend nogen Tid efter Frederik den 2dens Ordinants om Ægteskabssager, om end maaskee som en middelbar Følge af den 1). Forresten fortjener det at anmærkes, at Bliiting dog mener, at J. L. I. 27 kan have en vis Betydning,forsaavidtden,naar Fremmede komme til Landet og der leve sammen som Ægtefolk i længere Tid, medfører, at dette deres Samliv afgiver et stærkt Beviis til deres Fordeel, dersom deres Ægteskab skulde blive draget i Tvivl og modsagt, og paa Grund af denne Lovbestemmelsens Betydningsomskabendeen Præsumtion til Fordeel for PaagjældendeanseerBliitingdet for Umagen værd at gjennemgaaeJ.L.I. 27 paa det Nøieste og commentere over de enkelte Ord og Sætninger i den. I nyere Tid har man ikke engang villet tillægge J. L. I. 27 denne Betydning. N. Falck antager saaledes i Hdb. des schlesw.-holst PrivatrechtsIV.389,at Lovstedet ikke kan komme i Betragtning til at skabe en Præsumtion for lovligt Ægteskab, i det TilfældeatKirkebøgerneere gaaede tabt.

Mulig kunde det for den første Betragtning synes, at
Kongens Ketterthings-Dom af 1554 i Sagen mellem Genete

1) N. Falck antager i Hdb. des schlesw.-holst. Privatreehts IV. 380, Not. 76, at J. L. I. 27 er ophævet ved Kirkeord, af 1542, enten paavirket af Bliitings Yttringer, eller maaskee kun fordi han i det Hele taget har holdt sig til den gamle übestemte Mening, at den kirkelige Vielses Nødvendighed fulgte med Reformationen ; men Falck har aabenbart ikke anstillet nogen nærmere Undersøgelse af dette Punkt, og hans Mening kan der desaarsag ikke tillægges videre Vægt.

Side 415

Kragengelts Søn Knud Mogensen og Erik Skram^x) om Tjele Gaard og Gods beviser, at J. L. I. 27 ikke dengang blev anseet for gjældende, idet det ligger nær at slutte saaledes, at selv om det ikke blev anseet for beviist, at Genete i Skotland var bleven behørig viet til Knud MogensensFaderMogensLauridsen,vardetdogial Fald übestrideligt,atdehavdelevetsammensomÆgtefolki Aar, og dette maatte efter J. L. 1.27 være nok til at gjøre hende til Ægtehustru og hendes Søn til Ægtebarn. Naar Knud Mogensen ikke vandt Sagen ifølge heraf, og det blev tilladt Erik Skram at værge sig med Medeedsmænd i BesiddelsenafGodset,kundedetsynes,atdetteene og alene maatte forklares derved, at J. L. I. 27 ikke længere antogesatgjælde.DenneOpfattelseafDommenaf1554 vilde imidlertid være urigtig. Thi naar man afseer fra Spørgsmaalet om Betydningen af den i Skotland stedfundne Vielse og Tilstrækkeligheden af Beviserne for den, er det iøvrigt efter Dommens Indhold et omtvistet factisk Spørgsmaal,omMogensLauridsenvirkeligbehandledeGenete som sin Ægtehustru eller kun som sin Frille, og ifølge den Vægt, der i Dommen lægges paa dette Punkt, — Eetten beskjæftiger sig derimod slet ikke med den skotske Vielse — ledes man i Virkeligheden snarere til at antage, at det har været af juridisk Betydning, hvilken Charakteer deres factiske Samliv har havt, og dette taler atter nærmest for, at J. L. I. 27 ikke har tabt sin Gyldighed. Det maa nemlig vel erindres, at denne Lovbestemmelse fordrer, at Slegfredkvinden i tre Vintre ikke blot skal have ganget

1) Erik Skram var gift med Mogens Lauridsens Søster, der, hvis han ikke havde efterladt sig ægte Afkom, var hans nærmeste Arving; med Genete havde Mogens Lauridsen to Børn nemlig Sønnen Knud Mogensen og en Datter.

Side 416

aabenbarlig at sove med Manden, men ogsaa have søgt Æde og Drikke med ham og havt Laas og Lukke (Husets Nagler), for at hun skal kunne opnaae Ægtehustrues Ret. Det vil altsaa sige, at hun i eet og alt skal have nydt en Ægtehustrues Rettigheder, Ære og Værdighed. Men det er netop Erik Skrams første Indvending mod Søgsmaalet, at Mogens Lauridsen, da han levede, ikke behandlede Genete som sin Ægtehustru, idet hun ikke søgte Dug og Disk eller sad til Bords med ham selv, som en Ægtehustru burde, men hun sad til Bords «neder hos hans Svende % ligesom han ei heller for Andre vedkjendte sig hende som sin Hustru, og Genete heller ikke selv gjorde Krav paa at ansees herfor, hverken medens han levede eller strax efter hans Død, men hun lod sig behandle som slet og ret Slegfredkvinde. Hertil bemærkede Knud Mogensen, at hans Fader rigtignok ikke altid havde holdt hans Moder Genete i den Ære, som en Mand burde holde sin Ægtehustru, men dette kunde dog ikke retfærdigviis skille ham ved sin Fædrenearv, naar hun virkelig havde været hans Faders Hustru, og desuden søgte han ved adskillige Vidnesbyrd at bevise, at Mogens LauridsenforflerePræster,deriblandtden,somhavdebetjent ham paa hans Yderste, havde vedkjendt sig, at Genete var hans Ægtehustru. Men Retten tillægger ikke disse Knud Mogensens Erindringer nogen Betydning, thi det hedder i selve Dommen, at «Mogens Lauridsen ikke haver holdt fornævnteGeneteforsinægteHustruisinVelmagt, efter hans Død haver sagt sig at være hans ægte Hustru, førend nu nyligen, som er ved en 17 Aar efter hans Død, og Herr Mogens i sit Brev og Segl, som han hende og begge deres Børn givet haver paa alt sit Løsøre o. s. v., kalded hende sit Kvindfolk, som han havde hos sig, og ikke sin

Side 417

rette Hustru«. Dommen er altsaa gaaet ud fra, at de factiskeForholdikkehaveværetsaadanne,atdervar vendelsefraEegleniJ.L.I.27.Menforuden Spørgsmaalet,omGenetevarMogensLauridsensÆgtehustruog hendes Børn hans ægte Børn, viser Dommen, at der forelaaandreOmstændigheder,paahvilkedensResultattilligeerbygget,saaledesatdetervanskeligtat hvad der har været Hovedgrunden til, at Knud MogensensPaastandikkeblevtagettilFølge.MogensLauridsen havde nemlig ved et Gavebrev skjænket Genete og hendes Børn alt sit Løsøre og sin Formue i Penge og Guld med Undtagelse af Arvegodset, men da alt dette udgjorde en meget stor Sum, vilde Erik Skram gjøre hende det stridigt og stævnede hende, da hun efter Mogens Lauridsens Død vilde tage denne hendes og hendes Børns Deel af EfterladenskabetiBesiddelse.DetkomdaiAaret1536 til et Forlig, hvorved Genete paa egne og Børns Vegne nøiedes med at faae den største Deel af det efterladte løse Gods, medens Eesten af Arven tilfaldt Erik Skrams Hustru. Vel anmærkedeKnudMogensenoverfordetteForlig,hvorpaa Erik Skram støttede sig under Sagen, at han dengang var et umyndigt Barn, og at Værgen ikke lovligen kunde, ved at tiltræde et saadant Forlig, skille den Umyndige af med hans Fædrenegods («at Barnegods efter Loven ikke kunde døe, om Værge vilde det tie og ikke kræve efter Loven»); men hertil svarede Erik Skram, at der nu i 18 Aar ikke var krævet Arv efter Mogens Lauridsen, saaledes som de skulde have gjort efter Loven, om de vilde havt Arv, og at Knud Mogensen nu i al Fald havde været sin egen Værge i 8 å 10 Aar, men dog intet foretaget sig for at søge Arv, hvorfor han maatte have fortabt sin Ret. Og denne Erik Skrams Betragtningsmaade synes Dommen at

Side 418

godkjende, idet den gaaer ud fra, at Knud Mogensen og hans Søster have forsømt at kræve Arv inden den Tid, Loven foreskriver, og at dette i det Seneste maatte være skeet, efter at Knud Mogensen var bleven myndig. Det er ikke usandsynligt, at denne sidste Betragtning har været Hovedsagen, saaledes at Dommen ifølge heraf maatte komme til det Kesultat, den antog, selv om Genete virkelig havde været Ægtehustru og hendes Børn Ægtebørn 1), Erik Skram aflagde i Forening med 11 Adelsmænd den ham paalagte Ed paa, at han havde taget Arv rettelig, og beholdt som Følge heraf Tjele Gaard og Gods. — Knud Mogensen ophørteimidlertidikkeatkæmpeforsinægteFødsel adelige Byrd. Han henvendte sig til Universitetet i VittenbergogudbadsigdetsKesponsumangaaendeSpørgsmaalet om hans Moders Ægteska'b og hans egen ægte Fødsel, og med dette Kesponsum, som gav ham Medhold, henvendte han sig til Kongen for at paakalde hans Hjælp og Beskyttelse.KongenafifordrededaienSkrivelseaf7de Decbr. 1567, som er trykt i Eørdams Aktstykker og Breve som Tillæg til Universitetets Historie Nr. 147, Kjøbenhavns Universitet dets Erklæring i Sagen. Af de Uddrag af Acta consistorii, som ere meddelte i Ny kirkehist. Saml. I, sees det S. 33^—34, at denne Sag blev behandlet i ConsistoriumsMødeden24deJan.1568,mendet,der

1) Ectterthingsdommen bygger sit Eesultat paa J. L. I. 23, der bl. a. bestemmer, at naar rette Arving er borte i Kongens Ærinde, skal han søge Arv inden 3 Uger, efter at han er hjemkommen, men havde han intet lovligt Forfald og vidste, at den Arv var til, og ikke søgte den, som sagt er, i rette Tid, da værge han ved Lov, der Arv tog, at han tog-den rettelig. Naar man betragter Umyndighed som Forfald og erindrer, at K. M. efter dette Forfalds Ophør i_'mange Aar intet foretog, synes Dommens Resultat at være ligefrem givet med den anførte Lovartikel, uden Hensyn til Ægteskabets Lovlighed.

Side 419

riumsMødeden24deJan.1568,mendet,dervides om Forhandlingerne, er meget lidt; det indskrænker sig til følgende faa Ord: «De matrimonio actum est Magni LaurentiiequitisAuratietGenethæJacobi.Dequefilioeorum viro nobili Kanuto Magni determinatum est, eum filium legitimum esse prædicti Magni Laurentii et Genethæ Jacobi.»Deteratbeklage,atmanikke har hverken VittenbergernesEesponsumellerUniversitetetsSvartilKongen, thi man veed som Følge deraf ikke, paa hvilken BetragtningsmaadedetResultaterstøttet,hvortilbeggedelærde Corporationer kom. Det er tænkeligt, at man har anseet den skotske Vielse for beviist og Ægteskabet for tilstrækkeligt begrundet ved den, thi det var, som det S. 377 ovenfor anførteStuttgarter-Eesponsumaf1595viser,anerkjendtafde protestantiske Consistorier, at en paa fremmede Steder foretagetVielsevargyldig,selvomdenikkevar foretaget af en luthersk Præst eller paa luthersk Viis. Men det er ogsaa muligt, at man har anseet det lange Samliv mellem Knud Mogensens Forældre for at have Charakteren af et ægteskabeligt Samliv og i Kraft heraf at være gaaet over til et virkeligt Ægteskab, om det end ikke er stiftet ved nogen Vielse eller overhovedet ved nogen udtrykkelig Consenserklæring.Detervelikkesandsynligt,atVittenbergerneskuldehavetagetnogetvidereHensyntilJ. I. 27; thi de have vistnok besvaret Spørgsmaalet væsentligt efter den da herskende protestantiske Kirkerets almindelige Grundsætninger. Men fra dette Synspunkt laa det ikke fjernt at tillægge et langt factisk Samliv, der havde gteskabetsydreKjendemærker,etvirkeligtÆgteskabsRetsvirkninger;thisaalængehverkenVielseellernogenanden bestemt Stiftelsesform fordredes, saalænge Ægteskabet kunde indgaaes aldeles formløst, idet der kun spurgtes om virkeligtSamtykke,vardetikkepaafaldende,ommani

Side 420

længe fortsatte Samliv som Ægtefolk saa et stiltiende consensusmatrimonialis*).EndnuenBemærkningskaltil—

1) Jeg skal til Beviis herpaa henvise til det i Bøhmers Jus eccl. prot. 111. 1297^—98 omtalte Eesponsnm af den berømte S pen er (i et Skrift fra 1713), hvori denne siger »Halte ich deszwegen, dasz diejenige Beywohnung, da animo matrimonii Seia mit einem Mann 20 Jahr gelebet, aber die benedictio sacerdotalis aus bedeutenden Ursachen ansgelassen worden, eine wahre und biindige Ehe so wohl sey, als da jene dazugekomrnen wiire-. Spener dadler vel et saadant Forhold som •unziemlich und wider gottliche Ordnung«, men han fastholder skarpt, at det er et lovligt Ægteskab, idet han ender med at udtale »Darf deszwegen nicht davon disputieret werden, ob sie beysammen zu bleiben haben oder das matrimonium als nullum zu dirimiren wåre, sondern ob sie schon wollten, konnten sie so wenig als andere rechtniaszig Copulirte sich wiederum trennen, noch auch von der Obrigkeit wider die gottliche Ordnung getrennet werden«. Bøhmer modsiger denne Speners Mening, men kun fra det Synspunkt, at naar Vielsen er en befalet Form for Ægteskabs Indgaaelse, kan den ikke undlades, og er den undladt, er "der ikke noget retsgyldigt Ægteskab; men det maa efter Bøhmers hele Maade at raisonnere paa antages, at han vilde og maatte give Spener Ret, saafremt der kunde gaaes ud fra den Forudsætning, at Vielse ikke var befalet som nødvendig Form for Ægteskabs Indgaaelsfi, Han siger: «hoc est, qvod alias dici solet, cohabitationem talem, animo conjugali hactenus continuatam, esse qvidem matrimonium ve rum, a legibus civilibus abstrahendo, illegitimum tamen in foro humano, qvum ei desint solennia, pro formå substantiali reqvisita, et ita effectus civiles habere non possit«. Paa et andet Sted (p. 1120) omtaler Bøhmer det langvarige factiske Samliv med Ægteskabets ydre Kjendemærker som et af de Tilfælde, hvor Tvangsvielse bør finde Sted; han tilføier: »qvamvis enim hæc (benedictio sacerdotalis) matrimonium præcise non constituat, sod consensus conjugalis illud perficiat; præcavendum tamen est, ne, hac omissa, opinentur se in posterum qvovis tempore privato ausu recedere posse, qvod tamen iis non amplius concedendum, postqvam conjugali more hactenus vixerunt et ut conjuges cohabitaverunt«. Bøhmer betragter Sagen saaledes, at alle de materielle Betingelser for Ægteskab ere tilstede, kun mangler den legale Form: førend Vielsen var foreskreven og saalænge saaledes gteskabet stiftes formløst, maatte det altsaa siges, at et virke- ligt Ægteskab i heromtalte Tilfælde var opstaaet. I Forbindelse hermed staaer ogsaa, at Bøhmer p. 1296 antager, at Landsherren ved speciel Bevilling kan tillægge et saadant langvarigt Samliv ret lovligt Ægteskabs Charakteer og Retsvirkninger saavel overfor Ægtefællerne selv som overfor Børnene, navnlig naar Vielsen ikke kan bringes istand paa Grund af den ene Parts Død eller Bortrømning, fordi alle de ifølge Sagens Natur nødvendige Betingelser for at constituere et Ægteskab ere tilstede, og kun en borgerlig Form, over hvilken Landsherren er raadig, mangler. See iøvrigt om Bøhmers Anskuelser angaaende Grændserne for Landsherrens Eet til at dispensere sig selv eller andre fra Fordringen paa kirkelig Vielse: Dieck Gewissensehe 98 S., hvormed kan sammenholdes Wildas Modberuærkninger i Zeitschr. f. deutsches Eecht IV. 232.

Side 421

føies, forinden jeg forlader denne Sag. Naar Rørdam i Univ. Hist. 11. 40 ved at omtale Universitetets Svar paa Kongens Forespørgsel af 7de Decbr. 1567 bruger de Ord «Ved denne Dom kuldkastede Universitetet altsaa 12 AdelsmændsEd,hvilketkundesynesetvoveligtForetagende efter den Tids Statsforhold o. s. v.», ligger der vistnok en Misforstaaelse til Grund herfor. Universitetets MeningstilkjendegivelsevarikkeenDomiegentligjuridiskBetydning,derfældesefterforegaaetProceduremellemSagens Parter, men kun et Responsum eller en Embedserklæring, afgivet til Kongen, ligesom jo Universitetet efter den bestaaendeRetsforfatningaldelesingenMyndighedhavdetil at forandre Kongens Retterthingsdomme, der vare den høieste og øverste Rets Afgjørelser; Dommen af 1554 vedblevderforefterAfgivelsenafUniversitetetsResponsum ligesaavel som før den Tid at være et fuldgyldigt og urokket Retsfundament for Erik Skrams Besiddelse af Tjele, hvad heller ikke blev bestridt fra nogen Side. Men UniversitetetsResponsumkanikkeengangidenBetydning siges at have kuldkastet de 12 Adelsmænds Ed, at det materielt har underkjendt det Resultat, som ifølge Dommen

Side 422

af 1554 fremkom ved deres Ed. Thi Universitetet gav alene Svar paa det almindeligere Spergsmaal, om Knud MogensensForseldrevareretteJSgtefolkogbanaltsaaiEgtesen, men det befatter sig aldeles ikke med Spergsmaalet om Erik Skrams Ret til Tjele, hvilket var Gjenstand for Retterthingsdommen,etSpergsmaal,vedhvisAfgjerelseandre Momenter end iEgteskabets Gyldighed have vaeret medvirkende,navnligheleSpergsmaalet,omKnudMogenseni rette Tid havde krsevet Arv, og Virkningen af hans Forsemmelsehermed.DenBetydning,somUniversitetetsResponsumhavde,varvistnokvsesentligden,atKongen stettende sig paa det kunde msegle mellem Knud Mogensen og Erik Skram eller rettere, da denne sidste imidlertid var ded, hans Bern og ved denne Leilighed lsegge sin Autoritet i Vsegtskaalen til Knud Mogensens Fordel, og der blev derfor i 1571 sluttet et Forlig imellem Knud Mogensen og Erik Skrams Bern, der altsaa vare hans Faders Sesters Bern, hvori det hedder, at Erik Skrams Bern «for Kong. Majestsets, vores naadigste Herres og Konges, saa og andre gode Maends Ben og Begjering have bevilget og samtykt fornaevnte Knud Mogensen herefter at maa og skal fere deres rette medrene Vaaben .... og have og holde det for sit rette fedrene Vaaben og ville herefter kjende og holde ham for deres rette Morbroder som Slegt og Byrd af gode Maend", hvorhos de endvidere gik ind paa at afstaae noget Gods til ham x).

Ved Spørgsmaalet om, hvor længe J. L. I. 27 vedblev
at gjælde, ledes Tanken naturligen hen paa et berømt historiskPunkt,nemligTygeBrahes

1) Som et Tilfælde, hvor Nogen ved Førlig med Faderens Familie anerkjendes som ægte Barn og deelagtiggjøres i Faderens Familienavn, kan jævnføres, hvad der skete med Kigborg Brockenhuses Søn Holger Kosenkrands, jfr. Hist, Tidssk. 4 Bække, IV. S. 507.

Side 423

storiskPunkt,nemligTygeBrahesÆgteskab. Idetmindste er det gaaet mig saaledes, at jeg ved at gjennemlæse Brickas Sammenstilling af de forskjellige denne Sag vedkommendeDataiHist.Tidskr. 4 R., IV., L. 65 ff. mere og mere er kommen til den Overbeviisning, at Forklaringen af dette gaadefulde Forhold er at søge ad den Vei. Antager man, hvad det Foranførte nærmest synes mig at maatte føre til, at J. L. 1.27 har været gjældende over hele Eiget, og at den i al Fald ikke er ophævet førend efter Ordinantsen af 1582, faaer man en fyldestgjørende Forklaring af de forskjellige Phænomener i denne Sag, som hidtil have staaet som Gaader for Historikerne. Udbyttet af Undersøgelserne kan vistnok i Korthed resumeres derhen, at der ikke foreligger nogen paalidelig Oplysning om, at Tyge Brahe nogensinde er bleven viet til Kirstine, men at det Modsatte er sandsynligs t¹), medens det paa den anden Side er vitterligt, at han levede sammen med hende i mange Aar som med sin Hustru, og hun kaldtes saaledes og holdtes derfor idetmindste i den senere Deel af deres Samliv. Et særligt Beviisdatum, der med stor Styrke og Bestemthed peger paa J.-L. I. 27 som Forklaringen af deres Samlivs Beskaffenhed, er det af Bricka 1. c. p. 74 omtalte Document af 1630, trykt i D. Mag. 11. 367, hvori T. Brahes bekjendte Søster Sophie og nærmesteSlægtiDanmarkerkjende hans Børn for ægte og deres Moder for hans Ægtehustru; kun troer jeg, at dets Indhold bør citeres lidt fyldigere, end Bricka har gjort, for at dette paa en aldeles slaaende Maade kan falde i Ømene. Anledningen til det nævnte Documents Udstedelse var den, at T. Brahes Børn i Bøhmen mødte forskjellige VanskelighederogIndsigelseriHenseende

1) Baade Slægtbøgerne og Documentet af 1630, der hidrørte fra T. Brahes egen Søster, taler for, at der ingen Vielse havde fundet Sted.

Side 424

hederogIndsigelseriHenseendetil Oppebørselen af den Sum Penge, for hvilken Keiseren havde kjøbt hans efterladteinstrumentaastronomica,ogat man bl. a. drog deres Ret til at optræde som hans Arvinger i Tvivl, idet man ansaa dem for kun at være hans Slegfredbørn. For at legitimere dem behørigt til at indkræve disse Penge, er Actstykket udstedt, og det gjør aldeles correct og fuldstændigtRedeforBørnenesjuridiske Stilling og Forhold. Efter at det er bemærket, at nogle, fordi T. Brab.es Hustru ikke var af lige Stand med ham, have meent, at deres Børn ikke kunde prætendere nogen Ret til hans Efterladenskab, yttres det, at det forholder sig rigtigt, baade at T. Brahes Hustru ikke var af lige Stand med ham, og at Bestemmelserneom,hvorledesderi saa Fald skal forholdes blandt Adelen, endnu ere i Kraft i Danmark, men det bemærkes herved, at Meningen med disse Bestemmelser paa ingen Maade er den, at T. Brahes Børn skulde være at ansee som uægte og überettigede til at arve deres Faders efterladteMobilier,ogdethedder da videre: «Insonderheit auch dieweil unseres alhie geliebten Vaterlandes dieses loblichen Konigreichs uralten gegebenen Gesetzen nach mehrgemeltes unsern Sel. Briidern, Vaterbriidern und Vettern nachgelassenesWeib,inAnsehenihrer beiden zusammen offentlichs unveråndertes ehrsames Leben, fur seines eheliches Weibes rechtlich musz erkennet werden«. Der tilføies, at hvis hun ikke havde været holdt for hans «rechtes untadelhaftes Weib«, vilde det ikke være bleven tilladt, at de levede sammen i 26 Aar førend hans Afreise fra Landet, da det i Danmark ikke tillades Nogen, af hvad Stand han end er, at leve sammen med en Kvinde, som han ikke er gift med. Documentet slutter med, at Sophie Brahe, der er T. Brahes eneste efterlevende Søster og derfor næst efter hans Børn

Side 425

hans nærmeste Arving, erklærer sig for überettiget til hans Efterladenskab og udtaler, at hun er villig til at lade dette ene og alene tilfalde hans Børn «wie unseren uralten Rechten nach billig«. Det forekommer mig hævet over enhver Tvivl, at der er ligefrem sigtet til og peget paa J. L. I. 27, naar der tales om, at Kirstine paa Grund af det mangeaarige Samliv er at agte for T. Brahes gtehustru«diesesldblichenKonigreichsuralten Gesetzennach «¹); der er intet andet, hvortil der kan være sigtet ved disse ældgamle Love, til hvilke der henvises endnu en Gang i Slutningen af Documentet. Til at lægge Vægt paa disse Yttringer er der saa meget mere Grund, som Actstykket i det Hele bærer Præg af at være affattet med juridisk Sagkundskab; det er saaledes en fuldkommencorrectGjengivelseafForordningen 19 Juni 1582 om Adelen, der tager Boelskab, at Forældrenes StandsulighedkunhartilFølge, at Børnene ikke ere adelige, og at de ikke kunne arve Faderens frie Jordegods, men forresteneredeatansee som ægte Børn og som saadanne fuldt arveberettigede i Henseende til Forældrenes øvrige Efterladenskab. Ogsaa er det rigtigt, at det efter dansk

1) I D. Mag. 11. 192, Noten, omtales en Dom, fældet paa Viborg Landsthing i 1568, hvori en Mand S. J. bliver sat til Rette, fordi han haver skjældet J. H. for en Horeunge. S. J. forsvarer sig dermed, at den anden var født udenfor Ægteskab og hans Moder aldrig var ægteviet med Hans Skeel (en Adelsmand). J. H. mente hertil, at endskjøndt hans Moder havde været mere end 20 Aar hos H. Skeel og uden Ægteskab avlet 11 Børn med ham, havt hans Nøgle og Laas at volde, ædet og drukket med ham og gaaet aabenbarlig med ham at sove, saa havde hun dog skikket sig som en god ærlig Kvinde og aldrig været i Rygte og Ord for andre end H. Skeel o. s. v. Det er aabenbart af Ligheden i Udtrykkene, at ogsaa her den Tanke ligger bag ved, at J. L. I. 27 skulde have til Følge, at J. H. ikke med Rette kunde skjældes for en Horeunge.

Side 426

Lov ikke var tilladt Nogen, af hvad Stand han end er, at leve sammen med en Kvinde, som han ikke er gift med, thi Forbud herimod indeholdes i det kgl. Brev til Superintendenterneaf11Juni1580, trykt i D. Mag. VI. 221.

Ogsaa en anden Omstændighed, der ved første øiekast seer gaadefuld ud, lader sig simpelt og let forklare, naar det antages, at Sammenhængen ved T. Brahes Ægteskab er den ovenfor angivne, nemlig at han selv i Gravskrifterne over sine i 1576 og 1577 døde Smaabørn kalder dem for «filiola» og »filiolus naturalis«, medens hans andre Børn, som opnaaede en længere Levealder, synes at være behandledeog betragtede som Ægtebørn, jfr. Bricka 1. c. p. 68 fi". At forudsætte, at de førstnævnte Børn vare avlede med en anden Kvinde end Kirstine, vilde mangle enhver historisk Grund. Man maa derfor blive ved den Forudsætning,at det har været hendes Børn. Paa den anden Side er det, som bemærket, en aldeles løs Hypothese, at T. Brahe først skulde have levet sammen med hende som slet^ og ret Frille i nogen Tid og derefter ladet sig vie til hende, hvorved de tidligere fedte Børn ere blevne legitimerede; thi for denne senere Vielse mangler ethvert Beviis. Antages det derimod, at Sammenhængen med Ægteskabet har været den ovenfor angivne, forklares de nævnte Facta simpelthen derved, at de to smaa Børn ere døde, forinden T. Brahes Samliv med Kirstine havde varet saa længe, at det kunde agtes for Ægteskab. Maaskee vil man indvende, at naar T. Brahe i Aaret 1573 har taget Kirstine til sig i sit Huus, maa idetmindste det af Børnene, som døde i 1577, være død, efter at Samlivet havde varet i de tre Aar, som J. L. I. 27 fordrer, og saaledes var gaaet over til ret lovligtÆgteskab. Men hertil er der to Ting at svare. For det Første, at der kun er en meget utilstrækkelig Vished

Side 427

for, at 1573 netop er det rette Aar for Samlivets Begyndelse,jfr. Bricka 1. c. 65 jfr. 74; for det Andet, at det ikke er usandsynligt efter den Tids løsere Behandling af Lovbuds Ord, at man i det 16 Aarhundrede kan have beholdt den almindeligere Grundsætning i J. L. I. 27, at en længere Tids factisk Samliv som Ægtefæller medførte Ægteskabs Retsvirkninger, men at man ikke hæftede sig ved Treaarsterminensom

At Præsten paa Hveen i 1597 blev afsat, fordi han foretog Forandringer i Daabsritualet, samt «fordi han ikke har straffet og paamindet T. Brahe, som ikke i 18 Aar har været til Sacramentet, men med en Bislopperske ligget i ondt Levned«¹), viser vel, at T. Brahe og Kirstine ikke have været viede til hinanden dengang; thi at der maa være sigtet til deres Samliv, kan neppe nægtes, eftersom der intet vides om, at T. Brahe skulde have staaet i noget saadant langvarigt Forhold til nogen anden Kvinde. Paa den anden Side havde han i 1597 samlevet med Kirstine i længere Tid end 18 Aar, i al Fald i nogle Aar udover den Tid, men det, at 18 Aar nævnes, kan maaskee forklares deraf, at man er gaaet ud fra, at Samlivet egentlig først blev stemplet som ulovligt ved Kongebrevet af 11 Juni 1580, som befalede, at de, der samlevede med Concubiner, af hvad Stand de end vare, skulde skille sig af med disse og særligt paalagde Geistligheden at have Indseende hermed.Præstens Forsømmelse kan altsaa først dateres fra den Tid af. Ogsaa er det muligt, at de 18 Aar alene sigte til den Tid, hvori T. Brahe har afholdt sig fra Sacramentet.At iøvrigt denne hele Sag er gaaet T. Brahe for nær, og at den har været et Led i den Kække af Übehageligheder,hvorved

1) Dansk Mag. 11. 317, Ny kirkehist. Saml. V. 40, Bricka 1. c. 68.

Side 428

ligheder,hvorvedhan dreves bort fra Fædrelandet, synes efter det Foranførte at maatte antages, da han vistnok allerede i 1580 havde levet saa længe sammen med Kirstine,at Forbindelsen var gaaet over til Ægteskab, men noget sikkert er det vanskeligt at sige herom, da man, som ovenfor bemærket, ikke har nogen paalidelig Oplysning om, hvornaar han tog Kirstine i Huset til sig, og det endnu mindre vides, om han strax holdt hende i Agt og Ære som sin Hustru, eller orn han først efter længere Tids Samliv hævede hende til denne Stilling i sit Huus. Heller ikke er det tilstrækkelig klart, hvad Præsten egentlig blev dømt for, thi man har ikke selve Dommen over ham, men kun det Monitum, som samme Aar af Biskoppen blev gjort paa Roeskilde Landemode, og en Omstændighed, som dog vækker nogen Tvivl i saa Henseende, er, at i Kongens Befaling af 14 April 1597 til Ditlev Holk om i Forbindelse med Biskop Vinstrup at dømme i Sagen, hedder det kun, at Præsten «haver understandet sig udi Kirketjenesten at gjøre imod Ordinantsen, og han for slig hans dristige Forsæt skal mede udi Rette«, men der anføres ikke nogen anden Ankepostsom Gjenstand for denne Sag, jfr. D. Mag. 11. 316^—17, hvoraf man unægtelig nærmest maa slutte, at den egentligeRetsgrund til Præstens Afsættelse kun har været de af ham foretagne Forandringer i Daabsritualet, en Forseelse, som forøvrigt især efter Datidens Anskuelser vel ogsaa afgav en tilstrækkelig Grund til Afsættelse.

Spørger man nu, hvornaar og hvorledes den gamle Bestemmelse i J. L. I. 27 er falden bort, mener jeg, at hertil maa svares, at dette først kan siges at være skeet derved, at Stiftelsen af Ægteskab blev formbunden, hvilket, som ovenfor paaviist, ikke skete førend efter Ordinantsen af 1582. Man kan vel sige, at det kgl. Brev til Superintendenterneaf11Juni1580

Side 429

denterneaf11Juni1580har været rettet imod den Art Forbindelser, og at dette Kongebrev, forsaavidt det virkelig blev overholdt, bortryddede den factiske Forudsætning for de i J. L. I. 27 omtalte Ægteskaber. Thi efter dets Forskrifterskuldederskridesind imod Samliv med SlegfredkvindesaavelblandtAdelsom blandt Ikkeadel, forinden det havde varet saa længe, at derpaa kunde støttes Rettigheder.ForsaavidtJ.L.I. 27 var at forstaae saaledes, som Bliiting paa Grund af Capitlets Overskrift er tilbøielig til at mene, at den hjemler en ligefrem Ret til at have en Slegfredkvinde i 3 Aar, kun at man, naar den Tid er omme, skal skille sig af med hende, hvis man ikke vil gjøre hende til sin Ægtehustru, kunde det siges, at J. L. heri var forandret ved Kongebrevet af 1580. Men forsaavidtJ.L.hjemler,at Ægteskab kan stiftes ved treaarigt Samliv som Ægtefæller, er denne Retssætning ikke i og for sig og som saadan ophævet ved nævnte Kongebrev, og fik et saadant Samliv ved Forsømmelse fra vedkommende geistligeEmbedsmændsSideLovtil at vedvare den fornødne Tid, maatte den i J. L. I. 27 hjemlede Retsvirkning tillæggesdet,uanseetBuddeti Kongebrevet. Heller ikke skjønner jeg, at Forordningen 19 Juni 1582 om Adelen, der tager Boelskab, kan siges at have forandret eller ophævetJ.L.I.27. Denne Forordring, der i al Fald kun vedrører Adelen, men ikke de andre Stænder, og altsaa allerede af den Grund ikke kunde ophæve J. L.s nævnte Bestemmelse i det Hele, befatter sig ikke med SpørgsmaaletomÆgteskabogIkke-Ægteskab, men den bestemmer,atnaarAdelsmandægter uadelig Kvinde — hvorledes dette kan skee, tales der ikke om —, saa ere de af saadant Ægteskab fødte Børn ikke adelige og kunne ikke tage Arv i adeligt Jordegods, men Forordningen rører ikke i mindste

Side 430

Maade ved saadant Ægteskabs Gyldighed eller ved Børnenes Ægthed¹). Det kan vel antages, at Forordningen i det Hele har stærkt modvirket Ægteskaber mellem Adelsmænd og ufri Kvinder paa Grund af de betydelige Eetstab for Børnene, dermed forbandtes, og virkelig medført, at meget faa Adelsmænd have villet ægte uadelige Kvinder, og det er sandsynligt, at den derved indirecte har modvirket ForbindelserafdenArt,som J. L. I. 27 har for øic, idet adelige Kvinder ikke kunne antages at have villet indlade sig herpaa, selv om Forholdet i Tidens Løb kunde gaae

1) Hvad angaaer det Spørgsmaal, som opkastes af Brickal. c. 70^—71, om Frd. 19 Juni 1582 berøvede ogsaa de førend dens Udgivelse fødte Børn deres Adelskab, mener jeg, at det uden Betænkelighed maa besvares benægtende. Forordningen siger, -at hvor nogen Adelsmand haver taget sig ufri Kvinde, eller herefter tagendes vor der, og avler Børn med hende, da skulle samme deres Børn ikke være eller holdes for Adelsbørn eller fri Folk«. I disse Ord ligger der kun, at de Børn, som avles efter Frdn.s Udgivelse, skulle holdes for uadelige, hvad der allerede er et stærkt Indgreb i de ved allerede stiftede Ægteskaber begrundede Eetsforhold, som vistnok neppe nogen Lovgiver i vore Dage vilde tillade sig. Men Frdn.s Ord strække sig ikke til de allerede ved dens Udgivelse fødte Børn. Det vilde ogsaa være en meget haandgribelig og iøinefaldende Uret, om Frdn. vilde berøve .Personer, der maaskee allerede i mange Aar havde gaaet og gjældt for Adelige og udøvet adelige Eettigheder, denne deres Egenskab. Hvor lidet nøieseende den Tids Lovgivning end var overfor lagttagelsen af almindelige Retsprinciper, kunde dog en saa indgribende Uret ikke begaaes. En tilbagevirkende Kraft af et saadant Omfang kunde jo have til Følge, at Mænd maatte udtræde af Eigsraadet, eller fravige Lehn, fordi deres Moder ikke havde været adelig. Thi hvor skulde Tilbagevirkningen standse? Antages det, at Frdn. angaaer allerede fødte Personer, kunde dens Anvendelse ikke indskrænkes til smaa Børn, men maatte omfatte ogsaa voxne og gamle Mænd. Ja det sees end ikke. hvorfor man skulde blive staaende ved endnu levende Personer, hvorfor den ikke da skulde virke paa tidligere Generationer? Men hvilken Forvirring og Usikkerhed i alle Retsforhold i Adelstanden vilde ikke derved afstedkommes ?

Side 431

over til lovligt Ægteskab. Men den retlige Grand til, at J. L. I. 27 bortfaldt, kan ikke søges i Forordningen. Først derved, at Lovgivningen fastsatte en vis bestemt Form for Ægteskabs Stiftelse, saaledes at gyldigt Ægteskab kun paa den Maade kunde stiftes og anderledes ikke, er den nævnte Bestemmelse i J. L. retlig ophævet. Et andet Spørgsmaal er, om den ikke factisk fandt en saa sjælden Anvendelse i den sidste Halvdeel af det 16 Aarhundrede, at den næsten var bleven fremmed for den almindelige Retsbevidsthed, saaledes at de fleste Mennesker ikke kjendte den ofte omtalteLovbestemmelseogderforikke forestillede sig, at der paa denne Maade kunde opstaae lovligt Ægteskab, og at Forbindelser, der havde de efter J. L. I. 27 nødvendigeBetingelserforatansees for virkelige Ægteskaber, i Følge deraf dog stode i et tvetydigt Lys og bleve ansete med en vis mistænkelig Ugunst. Men selv om noget saadant maatte have været Tilfældet, maa det dog ikke destomindre siges, at J. L. I. 27 retlig bestod og kunde paaberaabes og benyttes, saalænge den ikke retlig var bortfaldet. Det Phænomenerikkesaasjeldent, at en Retsinstitution efterhaandenfactiskuddøeroggaaer i Forglemmelse en god Stund, førend den retlig ophæves. Enhver Jurist veed saaledes,atdenunderNavn af Jaord bekjendte retskraftige Forpligtelse til Ægteskab kunde indgaaes mellem de saakaldtepriviligeredePersoner,ligeindtil Grundloven af 5 Juni 1849 § 97 ophævede saadant, men dette var ikke desto mindre i de sidste Decennier førend Grundloven i den Grad gaaet af Brug og forsvundet fra den almindelige Bevidsthed,atmegetfaaLægmænd endog indenfor de saakaldtepriviligeredeStændersKredsvidste, at en saadan Retsregel endnu var gjældende. Imidlertid er der neppe Grund til at antage, at J. L. I. 27 i den Grad var falden

Side 432

i Forglemmelse. Derimod taler Kongebrevet af 1580, der paaberaaber sig Hyppigheden af den Slags Forbindelser baade blandt Adelige og Uadelige¹), og derimod taler ogsaa Sophie Brahes Erklæring af 1630, der omtaler det som en bekjendt og klar Sag, at hiin gamle Retsregel var i Kraft og afgav Hjemmel til at betragte T. Brahes Forbindelse med Kirstine som et lovligt Ægteskab.

1) Det hedder i Kongebrevet af 1580: «.... at efterdi vi komme i Forfaring, hvorledes mange her i Riget baade Ædel og Uædel skulle leve et ondt, forargeligt Levned med Boelskab og løse Kvindfolk, som de holde hos dem udi deres Huse, hvormed de omgaaes aabenbarlig, uden al Skam og Bludsel, ligerviis som som det var deres Ægtehustruer, ei agtende, at de derom af deres Sognepræster advares.... da paa det sligt herefter maa afskaffes, tjade vi eder og ville, at I alvorligen tilsiger og foreholder alle Provsterne og Præsterne i Stiftet, hvor i sit Sted, dermed at have et tilbørligt Indseende, at saadant et utugtigt forargeligt Levned ikke føres ....»

Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 1 (1879) 1

Retshistoriske Bemærkninger om kirkelig Vielse som Betingelse for lovligt Ægteskab i Danmark.