De nyeste bidrag til Erik af Pommerns historie. Dietrich Schäfer: Zur Frage nach der Einführung des Sundzolls. (Hansiscbe Geschichtsblätter. V. 33_—43.) G. Freiherr v. der Ropp: Zur Deutseh - Skandinavischen Geschichte des XV. Jahrhunderts. Leipzig. 1876. Hanserecesse von 1431_—1476, bearbeitet von G. Freiherr von der Ropp. I Band. Leipzig, 1876.

Den skarpe fordommelsesdom, som vor ældre historieskrivning,ligefra Hvitfeld af har fældet over Erik af Pommern, er endnu herskende i den store almenhed; den indprentes ungdommen i skolerne og står urokkelig tast hos den voxne. Anderledes hos historikerne; blandt dem vil hin dom sikkert altid ledsages af en tvivlende rysten på hovedet. I vor nationaleperiode kunde man ikke bekvemme sig til at fordomme en konge, hvis hele styrelse optoges af en kamp for Danmarks ret til Slesvig, og i den sidste menneskealder har vore historikerevist en udpræget tendens henimod en mildere bedommelseaf kong Erik og hans politik. Disse ytringer af en ændret stemning ere dog hidtil fremtrådt spredt, så at sige, i forbigående; de har gjort den gamle opfattelse af kongen tvivlsom,uden dog at kunne sætte en ny i stedet, og først når hele Erik af Pommenis historie optages til behandling fra grunden af, vil den almindelige mening kunne rokkes. En sådan udførlig behandling vil sikkert frembringe meget nyt og overraskende; den vil næppe kunne ændre noget i den mening, at resultatet af Eriks styrelse var uheldigt for Danmark, men

den vil fritage kongen for en stor del af ansvaret for dette resultat; den vil kunne fremdrage en interessant udenrigspolitik,hvoraf kampen for Slesvig kun er et enkelt, om end det betydningsfuldeste led; den vil skildre en personlighed, som er hojst karakteristisk for hin middelalderens opløsningstid, oj» forstå den i dens storhed såvelsorn i dens mangler.

Den, der er overbevist om, at den gamle opfattelse af Erik af Pommern vil blive helt ændret, saasnart hans historie bliver genstand for en indtrængende behandling, vil med nogen forundring have læst et lille skrift, der forrige år er udkommet i Tyskland. Dr. G. von der Eopp skildrer i „Zur deutsehskandinavischen Geschichte des XV. Jahrhunderts" Erik af Pummerns sidste regeringsår, og det er så langt fra, at denne forfatter giver en mildere bedommelse af kongen, at han tværtimod på ethvert punkt gentager, ja skærper fordommelsesdommen over ham.

Eopps lille skrift, forfatterens første, er i det hele et meget agtværdigt arbejde. Han viser sig at være i besiddelse af en så tilfredsstillende kendskab til nordens literatur, s* an man er berettiget til at vente af en udlænding, og fra sine hansehistoriske studier er han i stand til at fremdrage mange aktstykker, som kaster et godt lys over Erik af Pommenis senere ar. På dette grundlag skildrer han kongens historie, uden fremragende ejendommelighed, men i enkelthederne meget tilfredsstillende. Netop derved får hans dom over Erik en vis avtoritet, og det kunde synes, at den gamle opfattelse af kongens personlighed er blevet stærkt befæstet ved Ropps skrift.

Når jeg ikke desto mindre mener, at historiens endelige dom om Erik af Pommern endnu langfra er fastslået, så ligger det især i, at det er så overordenlig let at påvise, hvorfor dr. Ropp ikke har kunnet nå til noget andet synspunkt for Erik end det traditionelle. Ikke blot står han aldeles udenfor den stromning i den danske historieskrivning, der vil gore euhver dansk meget varsom med_y uden stærk begrundelse at gentage den almindelige dom over Erik. Vigtigere er det, at han kun skildrer og kun kender kongens sidste år, som han er fort dybt ind i ved at samle materiale til sin udgave af

Hanserecesserne fra 1431 af. Den tidligere og storre del af kongens styrelse behandler han derimod kim i lette omrids efter de lettest tilgængelige trykte kilder, og selv disse har han ikke benyttet med selvstændigt studium '). Unægtelig er dette ikke vejen til en retfærdig bedommelse af en historisk personlighed. At skildre Erik af Pommern fra 1431 af uden at kende hans fortid, det er, som man vilde bedoinme Napoleonalene ved at gennemgå hans historie efter 1812. Kopp kender kun Erik i hans ulykkestid, da hans egen politik vendte sig imod ham, da hans fjender daglig voxede i tal, og han ser kun fejl på fejl i hans personlighed og i hans politik.

Forstår man således, hvorfor Eopp er kommet til at gentage og hævde den gamle fordoninielsesdom over Erik af Pommern, vil man også forstå, at det ikke kan være tiltalende at indlade sig på en kritisk prøvelse af detaillerne i lians bog. Det er ikke denne eller hin enkelthed, der skal ændres, det er selve den forståelse af kong Eriks personliglied, der overalt ligger til grund. Jeg foretrækker derfor lier at benytte de nye oplysninger, som Kopp har fremdraget i sit skrift, at sammenstille dem med, hvad det forløbne år ellers har bragt af bidrag til Erik af Pommenis historie, og på dette grundlag i store træk at skildre en enkelt side af kongens politik. Det vil da, håber je"g, træde klart frem, at den traditionelle og nu atter fremsatte opfattelse af Erik, på visse punkter i alt fald, i hoj grad trænger til at korrigeres, og deri vil da ligge den bedste kritik af Kopps arbejde.

---

1) Som tilstrækkeligt bevis herfor kan man lienviso til, at forbundet mellem kongen og stæderne af årel; 1417 går igen i forfatterens fremstilling, skont det utvivlsomt er opstået ved en forvexling med forbundet af 1423. At se dette, vilde ingen nietliodisk uddannet, tysk historiker kunne undgå, havde han studeret hine år blot lidt indtrængende, og allermindst dr. Eopp, hvis kyndighed i kildekritik har tilladt ham at skrive deu smukke undersøgelse om de svenske krøniker, der udgur tillæyet til hans skrift.

Vil man nævne et enkelt år som vendepunktet i Erik af Pomme rus liv, kan man kun tænke på året 1426. Da var det, at Holstenerne og Hansestæderne trådte i forbund overfor den mægtige konge i norden, og derved gjorde det første skridt til den koalition mellem de mest forskelligartede magter, som til slutningen tvang Erik til at opgive sin krone og atter splittede Margretes ny skabte Skandinavien i tre riger. Hidtil havde Evik været angriberen; nu måtte han i hovedsagen indskrænkesig til forsvar, og tilsidst førtes kampen over på hans egen grund. Det er altså året 1426, det gælder at forstå. Stæderne sluttede sig da. hedder det i almindelighed, til Holstenernei deres kamp mod Erik; rettere vilde det være at sige, at stæderne nu begyndte en angrebskrig mod kongen. Thi Holstenernes da så truede stilling i Sønderjylland var ikke den egenlige grund til krigen mellem Hanseaterne og koncen. hojst anledningen til, at den netop brød ud, et motiv blandt andre motiver, men langtfra den egenlige årsag. Det ser man af krigens forhistorie: på egen hånd havde stæderne jo alleredei 1422 begyndt en fejde mod kongen, uden at Holstenerne dengang var i nød, ja uden, som det synes, at træde i forbundmed dem. Det viser sig tydelig under krigens gang i dens første ar, hvor stæderne atter og atter vise sig utilbojeligetil at støtte Holstenerne i kampen til lands, og det timederfrem ved underhandlingerne, som første gang føres mellem kongen og stæderne alene, medens Holstenerne holdes udenfo r¹).-^— For at forstå stædernes krigserklæring i 1426 må man tænke på Eriks udenrigspolitik, der også truede deres uafhængighed,især dog på det spændte forhold, der altid havde hersket mellem Hanseaterne og den kraftige kongemagt, som i Danmark voxede frem med Valdemar Atterdag, som under Margrete fik tre riger at herske over og som Erik af Pommernhævdede så kraftig som nogen. Overfor Valdemar IV

---

1) Jeg taenker pa underhandlinger i Nykobing, sept. 1428. soil hidtil ere ukendte: hertil liorer bl. a. on del af dot aktstykke. sora Hvitfeld hcnferer til raodet i sainnie by 1400 (Originalen i Gchejmearkivet: Liibeck 44 c).

havde stæderne været heldige i deres modstand, og en lykkelig krig havde ført til Stralsundfreden (1370), der ikke blot skaffededem stadfæstelse pli deres privilegier, men noget endnu vigtigere, et dansk land i pant for, at privilegierne virkelig blev overholdte. Dette havde Ifargrete atter faaet Hanseaterne til at udlevere, og fra den tid af stod stæderne i den uheldigste stilling overfor kongedommet i norden; hvert ojeblik blev deres rettigheder trådt under fødder, og hvad kunde de gore derimod,nu da de ikke mere havde fast fod i landet selv? En åben krig var i virkeligheden det eneste middel, men hvor farlig var ikke denne udvej, især da demokratiske bevægelser rystede jorden under de styrende rådsherrers fødder. Én gang vovede stæderne det, i 1422, men kun for et halvt år efter at slutte fred, ja noje forbund med kong Erik. Ellers blev det ved et yderst spændt forhold, ved klager uden ende, trusler om handelsspærring o. s. fr. Margrete havde overtrådt Hanseaternesrettigheder i sporgsmålet om vragretten, der var af så gennemgribende vigtighed for handelens rolige gang, og striden herom blev ikke bilagt under Erik af Pommern; dronningenhavde slået en mønt, som hun tvang købmændene til at tage imod, skont de kaldte den falsk, og kong Erik gik videre i samme retning. Nye stridspunkter kom til, og netop et af de vigtigste er først i den nyeste tid sat i det rette lys, Øresundstolden nemlig.

For et par år siden påviste dr. Friderioia i dette tidsskrift,at alle de gængse meninger om Øresundstoldens hoje ælde var aldeles uholdbare, og beviste til fulde, at den var pålagt under Erik af Pommern. Dr. Schåfer i Brenien har i „Hansische Greschichtsblatter" drøftet sporgsmålet på ny, og samtidig med, at han i hovedsagen tiltræder Fridericias opfattelse,korrigerer han den på et enkelt punkt. Fr. havde anset det for givet, at tolden var omtalt på et Hansemøde i året 1425, og støttede sig herfor på en udtalelse af Hirsch, den udmærkede forfatter af Danzigs handelshistorie; men denne har uheldigvis gjort sig skyldig i en dobbelt fejltagelse; mødet tilhører 1422 og ikke 1425, og i recessen derfra omtales Sundtolden aldeles ikke. Til gengæld har udgiveren af de

ældste Hansereces&er, dr. Koppmann, meddelt Schilfer to kildesteder,hvori tolden virkelig omhandles. Af det ene fremgår det, at stæderne 1480 anførte Øresundstolden blandt deres klagepunkter mod kong Erik, af det andet, at tolden allerede 1423 blev foreslået fra dansk side, uden dog dengang at blive sat i værk. Toldens indførelse falder altså engang i mellemtiden,og ScMfer er ikke tilbojelig til at søge tidspunktet endnu nojere bestemt; at tolden er blevet pålagt for krigens udbrud i sept. 1426, det er; mener han, muligt og om man vil sandsynligt, men dog kun en formodning.

Skont jeg anerkender det kritiske mådehold, der ligger i den sidste bemærkning, forekommer det mig dog, at Schåfer driver forsigtigheden alt for vidt. 1430 klage stæderne jo over, at de „van langen tyde hore" er blevet krænkede i deres privilegier, og allerede i juli 1429 omtale de deres villighed til stilstand, når man under den får tilladelse til at handle „mod at betale de pligtige tolde"¹). Når man fremdeles erindrer, at Erik af Pommern begyndte opførelsen af et nyt slot ved Helsingør endnu for krigen, og at Presbyter Bremensis som den udtrykkelige mening hermed angiver, at han vilde afkræve de gennem Øresund sejlende skibe en usædvanlig¹ told, så synes det mig næsten utvivlsomt, at tolden virkelig er indført inden krigens udbrud. Hvis den i det hele var pålagt under krigen, hvorledes skulde da de krigsførende stæder kunne klage over den allerede 1430; under fejden fik deres skibe jo visselig ikke lov til at sejle gennem Sundet, hvad enten de så vilde betale told eller ikke. For at tolden skal have ramt Liibeck og dens forbundsfæller, må den nødvendigvis have existeret, mens der var fred mellem dem og kongen, altså for 1426²).

---

1) Åbent brev af de forbundne stæder, dateret Petri & Pauli (" 7) 1429. Orig. i Thotts Saml. på det kgl. Bibi. fol. 821.

2) Kun som en løs formodning kan det derimod fremsættes, at kongen allerede for den tidligere korte krig i 1422 har forsøgt at hæve Øresimdstold. Derfor taler, at denne told bringes i forslag efter krigen, hvad der dog næppe kan være uden støtte i forudgåede forhold, og allerede 1421 blev der i alt fald afkrævet et par preussiske skibe „krydderier, konfekt og vin".

Hvad enten nu Øresundstolden er lidt ældre eller lidt yngre, så er dens indførelse et karakteristisk tegn på kongedømmets styrke i norden og viser, hvorledes dette nødvendig måtte blive trykkende for Hanseaterne. Det er den skarpe modsætning mellem disse to magter, som er den egenlige årsag til, at stæderne i 1426 erklære Erik af Pommern krig, og når deres kamp med norden, deres forbund med Holstenerne er den første begj~ndelse til den modstand, der til slutningen blev Erik for stærk, så ser vi altså standernes stilling dybt begrundet i selve den nordiske kongemagts udvikling.

Så begyndte da stæderne deres krig mod Erik af Pommern.Krigens karakter var givet ved dens formål; det var en krig for Hanseaternes handelsrettigheder, en kamp for at få de store privilegier, de havde på pergamentet, oveiførte til virkeligheden, og fra begyndelsen af indså stæderne, hvad midlet var hertil: det gjaldt for dem at vinde politisk indflydelsei norden og dermed en garanti for opretholdelsen af privilegierne. Deres mål var en gentagelse af Stralsundfreden; „lande og stæder i pant"¹), det var stædernes krav i foråret 1427, som det var det. de havde opnået i 1370. Men havde de ventet en gentagelse af den lykkelige krig, der havde tvunget Valdemar Atterdag til at antage hin fred, blev de hårdt skuffede. Nu stod ikke „seven en seventig" stæder forenedemod Danmark med konger og fyrster til forbundsfæller; de sex stæder, der havde erklæret krigen, var og blev ene: Preusserne var lunkne venner, Hollænderne næsten åbenbare fjender. Og det, som tidligere havde givet Hanseaterne kraft til at fortsætte kampen, det hurtig vundne herredQnime over Øresund, som sikrede deres handel sin uforstyrrede gang, det kunde de ikke opnå nu, da de hverken som da havde Sverige til ven eller de oprørske Jyder til hjælpere; endnu stod jo de nordiske riger enige i kampen mod udlændingene, og svenske, vel ogsaa norske skibe var hvert år ude mod Hanseateme. Stædernes søtog mod Danmark var snart uden varig betydning, snart afgjort uheldige, og til en besættelse af noget dansk

---

1) Hvitfeld, I, 733 (folioudg.)

land kom det denne gang aldeles ikke. I stæderne selv rørte demokratiske bevægelser sig, og medens de vendiske stæders handel var standset, begyndte Hollændere og Englændere at tilrive sig handelen på norden. Da det resultat, som stæderne havde håbet at opnå, blev fjærnere og fjærnere, søgte de underhandlinger, men foreløbig førte disse kun til frafald blandt stæderne selv, i 1430 sluttede først Eostock, siden Stralsund særfred med Erik. Således var stillingen i året 1431.

— Med dette år begynder en publikation, der lover overordenlig rige oplysninger om krigens sidste femår. Den i så mange retninger virksomme „Forening for hanseatisk historie" har overtaget fortsættelsen af de Hanserecesser, hvis udgivelse er påbegyndt af Munchenerkonmiissionen og da denne har besluttet at standse med året 1430, begynder hin forening en ny serie med 1431. Af denne er forrige år udkommet det første bind, som værdig slutter sig til sine af Koppmann udgivne forgængere. Koppmann har banet vejen, har fastsat formen og fremgangsmåden, og den dygtighed, hvormed han har løst sit hverv, har også i dette tidsskrift fundet en velfortjent ros. Udgiveren af den nye række af recesser, dr. G-. von der Kopp slutter sig i alt væsenligt til Koppmanns methode, og savel i ydre form som i hele bearbejdelsesmåden fremtræder dette første bind af »Recesserne fra 1431 til 1476_■> som et noje pendant til de tre bind, der hidtil er udkommet af de ældste Hanserecesser. — Et uheld er det, at året 1430 åbenbart er valgt til slutningsår for den ældre række af rent praktiske grunde, som et .,^rundt" tal, der kunde sætte en grænse for det udstrakte materiale. Dette år gor i ingen henseende epoke i Hansestædernes udvikling; hverken i deres ydre eller deres indre historie er der her noget holdepunkt, ja, det nye bind af recesserne må begynde i januar 1431 med at optage en umiddelbar fortsættelse af underhandlinger fra det foregående år.

Enhver dansk historiker vil åbne dette bind af de nyere Hanserecesser med store forventninger om et overordenligt ududbytte.Selv den, der i forvejen har studeret krigens historieikke blot efter de trykte kilder, men også efter det

her tilgængelige utrykte materiale, det vil sig« Gehejmearkivets rige og fuldstændige samling af de officielle aktstykker, som suppleres godt af de konigsbergske afskrifter sammesteds, tor håbe i Eecesudgaven at finde en række af übekendte og vigtige oplysninger, hentede fra de tyske arkiver. Det gor mig ondt at måtte sige, at dette håb langtfra opfyldes, i alt fald når man ser bort fra året 143(5, som bindet også medtager. Naturligvis indeholder «Hanserecesseme» i det enkelte mangfoldige nye træk, der ville få betydning for en fuldstændig fremstilling af krigens og underhandlingernes gang; derimod noget nyt og overraskende, noget, der kan ændre den opfattelse af begivenhedernes udvikling, som man har kunnet nå ved en udtommende behandling af do tidligere kendte kilder, noget sådant er ikke fremkommet. Selvfølgelig er dette ikke en klage over udgiveren, som med stor flid har samlet sikkert alt det stof, der kan oplyse disse år; det er en klage over materialet, som ikke kan yde mere, og især savner man de oplysninger om stædernes stilling, som findes i selve recesserne (beslutningerne) fra Hanseniødeme. Af dis^e er der fra krigsårenebevaret overordenlig få; hele bindet indeholder ikke mere end 3, skriver tre recesser fra de vendiske stæders forsamlinger,altså fra Hanseforbundets egenlige midtpunkt, og netop derfor bliver det nye, man finder, så overordenlig fragmentarisk.Alligevel skal jeg naturligvis i det følgende med forkærlighed fremdrage, hvad bindet byder os af ukendte oplysninger.—

Yi så, hvorledes Hansestæderne ved begyndelsen af året 1431 var meget langt fra det resultat, som krigen skulde bringe dem. «Lande og stæder i pant« for overholdelsen af deres handelsrettigheder, det kunde de kræve i 1370, da de selv sad inde med Skåne og deres forbundsfæller herskede i Jylland, men derpå var ikke at tænke nu, da nordens forenede flåder beherskede søen og plyndrede ved de tyske kyster, medensHanseaternes skibe holdt sig i havn, i fuld erkendelse af deres afmagt. Fra 1431 af blev stædernes mål derfor et nyt og mere begrænset. Den nærmeste anledning til krigen var jo, at kong Erik, med støtte i forbundet af 1423, krævede

hjælp af dem imod Holstenerne; dette krav, som i alt fald formelt ikke var opgivet af kongen, gjaldt det nu at befrisig for. Og midlet dertil var klart: kunde Holstenerne komme i besiddelse af hele hertugdommet Slesvig, måtte kongenindse umuligheden af at fordrive dem, og da var kravet af sig selv faldet bort. Med 1431 begynde stæderne derfor en ny politik; fra nu af bliver det, lige modsat hvad der tidligerevar tilfældet, deres eneste opgave at støtte Holstenerne i landkrigen med deres fulde kraft. Her gjordes da også store fremskridt; i foråret 1431 faldt byen Flensborg i Holstenerneshænder, og alt drejede sig nu om slottet; faldt også dette, måtte kampen for Sønderjyllands Danskhed opgives. Fra begge sider gjordes der de største anstrængelser. En undsætningad landvejen var næsten umulig, da Holstenerne var herre over det nordligere liggende Åbenrå; fra søsiden lykkedes det derimod Erik Krumedige at bringe slottet tilførsel. Netop her var stæderne imidlertid i stand til at gribe virksomt ind. En søudrustning blev besluttet og denne gang ikke for at hærge på Danmarks kyster; hanseatiske skibe lagde sig ind i Flensborgfjord,og et nyt forsøg fra de danske blev virkelig slået tilbage.Dermed var Flensborghus' skæbne afgjort, og i septemberovergav slottet sig.

Virkningen viste sig ojeblikkelig. Underhandlingerne tog en fredelig vending, og året efter sluttedes der i Horsens en femårig stilstand mellem de stridende; Holstenerne skulde under den beholde, hvad de havde inde, d. e. hele Slesvig på Haderslev nær; Hanseaterne fik lov til at drive deres handel på de nordiske riger «na olden wonheyt unde inneholdes erer privilegia«. — Stæderne havde svækket det danske kongedommes magt ved at hjælpe Holstenerne til erobringen af Sønderjylland, der nu kunde anses for sikret, og de havde derved indirekte værnet sig mod, at kongens krav til dem om hjælp skulde fa praktisk betydning. For deres handelsinteresser havde de derimod vundet lidet eller intet. De havde en lang erfaring for, hvor lidt det betød, at man anerkendte deres privilegier i al almindelighed; stilstanden kunde vise, om dette nu vilde stille sig anderledes.

To år senere (1434) mødte udsendinge fra stæderne til et fredsmøde i Vordingborg, og et par vidtløftige aktstykker sætte os godt ind i de forhandlinger, der da førtes. I to fahavde Hanseaterne handlet på norden, og hvilke erfaringer havde de gjort i denne tid? Højst uheldige, om end næppe aldeles uventede. Til søs var købmandsskibene af de danske blevet «beskadigede og fordærvede, daglig angrebne og helt udplyndrede", og endnu i foråret 1434 frygtede man i Lfibeck så meget for kaperne, at man helt indstillede sejladsen; krigens efterveer var således ikke til ende. Men endnu værre, efter stilstanden var stædernes privilegier ligeså lidt blevet overholdte som for krigen, atter og atter var deres klart udtalte bjærgningsrettigheder blevet overtrådte, og fremfor alt var den trykkende Øresundstold aldeles ikke blevet afskaffet. Hvis stæderne havde kimnet tvivle derom. så havde det atter vist sig: en blot og bar stadfæstels«? på deres privilegier var og blev betydningsløs.

Det kom nu an på, om de kunde opnå mere ved underhandlingerne. De fremførte deres mangfoldige klagepunkter, men hvilke svar fik de ikke! At kongen selv havde brudt deres privilegier, var ham aldeles uvitterligt, og hvis hans embedsmænd havde gjort det, burde stæderne have klaget på rette sted og tid. Hvad særlig Øresundstolden angik, så havde kongen i Horsensstilstanden naturligvis forbeholdt sig sine rettigheder, og deriblandt da også den, som enhver konge og fyrste har, til at pålægge nye skatter og tolde. Og således på alle punkter. I det hele søgte stæderne under fulde tre ugers forhandlinger at få sat igennem, at voldgiftsmændene først skulde undersøge og pådomme de brud, der formentlig vare skete på Horsensstilstanden; end ikke på dette punkt kunde de besejre kongens modstand, og tilsidst gav de efter. Et nyt fredsmøde blev fastsat på den måde, at voldgiftsmændene skulde fælde den afgorencle dom ved St. Hans dags tid det følgende år, hvis parterne ikke ved et møde i maj måned selv kunde nå til enighed.

Medens man underhandlede i Vordingborg ankom den
første efterretning til Danmark om en begivenhed, som syntes

i huj grad at måtte være stæderne til støtte overfor kong Erik. I Sverige var Engelbrekt Engelbrektsons opstand udbrudt, og i faren fra denne side har man da også i almindelighedsøgt den mest tvingende grund for Erik til at ønske fred med Hanseaterne. Begivenhederne stadfæster dog ikke denne opfattelse, og hvad foreløbig Vordingborgmødet angår, står det fast, at det var stæderne, der gav efter. Snarere har opstanden indvirket lidt senere, under en episode, der først er blevet bekendt ved det nye bind af Hanserecesserne. Det lykkedes nemlig, tidligst i september måned, et par udsendinge fra Danzig og Stettin at formå Erik "til at gå ind på et fredsmødemed stæderne endnu inden årets udgang, og et sådant trådte virkelig sammen i Haderslev. Akterne kendes ikke; midt i december skrev Lubeck imidleitid til Danzig, at man var blevet enig om fredsartikler, som, håbede de, vilde bringe krigen til «en salig ende»; om antagelsen af disse skulde parterne erklære sig på den dag. som allerede tidligere var ansat til den første maj 1435. Det betegnende ligger dog især i, at det blev fastsat, at der på denne dag også skulde dommes om fredsbruddene efter stilstanden i Horsens: hvis Lubeck har opfattet denne bestemmelse rigtig, er der her en virkelig iudrommelse fra kongens side, en eftergivenhed i det punkt, hvori han havde sejret i Vordingborg, og da er det sandsynligt, at det især er det svenske rigsråds opsigelsesbrev af 14. avgust, der har bragt kongen til at vige fra sit tidligerestandpunkt.

Året efter træder påvirkningen fra Sverige atter tilbage; i maj måned sluttedes forliget i Halmstad, der syntes at åbne Erik udsigt til at genvinde Sverige ad fredelig vej, og virkelig spore vi heller ikke nogen frygt fra denne side i den endelige afgorelse af freden med Hanseaterne, således som denne fremtræderi de officielle aktstykker. Mødet i Haderslev afholdtes, uden at man dog her blev enig, og først i Vordingborg blev freden undertegnet, med Holstenerne den 15. juli, med stæderneto dage senere. Freden med Holstenerne var i virkelighedenkun en stilstand; en sådan førte forholdene nødvendig med sig, nu da Holstenerne sad inde med så godt som hele Sønderjylland,

og Erik, som opgav sine angrebsplaner, opgav ikke kronens ret. Grev Adolf skulde beholde Slesvig i sin tid og hans arvinger to år efter hans død; siden derimod forbeholdt enhver af parternesig sine rettigheder, og krigen kunde erklæres med et halvt års varsel. Overfor stæderne gav Erik efter i det punkt, som freden med Holstenerne medførte; forbundet af 1423 blev annulleret, thi dettes praktiske ojenied var jo at tvinge stædernetil at støtte kongen i kampen for Slesvig. Forbundets anden bestemmelse, et årligt forligsmøde for det skånske fiskeri mellem kongen og Hanseaterne, hvor alle løbende stridigheder kunde afgores, optoges derimod i den endelige fredstraktat. Men afset fra dette, hvad vandt stæderne da? Politiske garantier for opretholdelsen af deres privilegier? I det mindste en fuldstændigopregning af deres rettigheder V Ingen af delene. Kongen tillader blot Hanseaterne at handle på hans riger efter deres gamle privilegier, friheder og gamle lovlige sædvaner, det er alt. Med andre ord, Horsensstilstandens bestemmelser gik over i den endelige fred, og hvor lidet dette betød, det havde stæderne jo erfaret i de foregående stilstandsår. Privilegierneblev i Vordingborg ikke nojere definerede end i Horsens,og nu som for kunde kongen mene. at for ex. hævelsen af Sundtolden hørte med til hans fyrstelige rettigheder, som intet privilegium kunde indskrænke; han kunde mene det, og vi skal snart se, at han virkelig mente det og handlede derefter. Hvad det mere positive spørgsmål angår, erstatning for de danskes fredsbrud under Horsensstilstanden, or der intet i aktstykkerne,som tyder på. at Erik er gået ind på at give en sådan, og heller ikke spores det i alle de følgende, vidtløftige forhandlinger, et sikkert tegn på, at der heller ikke er givet et sådant løfte.

Den her fremsatte opfattelse af krigens udgang mellem
kong Erik og stæderne er vidt forskellig1) fra den hidtil

---

1) Nar Jabn (Danmark under Unionskongerne, s. 109) fremhsever, at «og"sa Hanseaterne matte give efter i mange v;¥senlige ting«. viser hans behandling af freden dog til fulcle, livor lidt blik ban bar havt for bele situationen.

gængse, der opfatter stæderne som fuldkomment sejrrige, og som endnu genfindes hos dr. Ropp. På dette sted kan jeg ikke gå ind på en nojere bevisførelse for mine så afvigende meninger; de må forsvare sig selv, støttede ved de antydninger af stridensårsager, ved den skizze af krigens gang, som jeg har givet i det foregående. Kun ved selve Yordingborgfredens bestemmelserskal jeg dvæle et ojeblik, da der her i det mindste kan anføres noget, som taler for den modsatte opfattelse.

Yordingborgfreden, som ovenfor er skildret efter de endnu bevarede aktstykker, vil nemlig få en ganske anden karakter, hvis man fæster lid til krønikernes beretning derom. I de uærbeslægtede lfibske krøniker, hvortil Korner nu anses som forfatter, opregnes sex punkter som fredens indhold, og disse betegne ganske vist de storste indrommelser til stæderne. Den første af de sex artikler angiver, at Hanseaterne fik stadfæstelse på alle deres privilegier; tre andre omhandle toldforholdene og udtrykkelig afskaffes enhver ny told, der er pålagt, ethvert nyt toldsted, der er indført i de sidste hundrede år; i en femte artikel lover kong Erik at give standerne erstatning for al dem tilfiijet skade, og i en sjætte endelig opgiver kongen al den ret, som han har fået overfor Holstenerne ved kejser Sigismunds dom. Var dette indholdet af freden i Vordingborg, ja så havde stæderne utvivlsomt vundet overordenlig¹ meget; her er bestemte tilsagn med hensyn til tolden; her er det sporgsmål om skadeserstatning afgjort, som Hanseaterne end ikke kunde få sat under forhandling ved det foregående års Vordingborgmøde.

Imidlertid er det let at se, at de af Korner anførte artiklerere yderst vanskelige at forene med fredsbestemmelserne. saledes som de fremtræde i de officielle dokumenter, og de to tyske historikere, der i den sidste tid har behandlet dette punkt, ere også lidet enige om, hvorledes foreningen skal foretages,ja Ropp i sin historiske skildring er end ikke i overensstemmelsemed sig selv som udgiver af Hanserecesserne. Her udtaler han, hvad tolden angår, at Korners artikler «i deres præcise form er hentet fra senere forhandlinger, især i året 1436 o1).o¹).

---

1) Hanserecesse von 1481_—147(3. I. 89(3—97.

Derimod refererer han i «Zur deutscli - skandinavischen Geschichte«freden således: stæderne erholde stadfæstelse på deres privilegier; [den af Erik indførte forhøjelse af Sundtolden¹) falder bort for deres vedkommende], begge give afkald på erstatningfor krigsskade, [dog at stæderne skulle have oprejsningfor fredsbruddene efter stilstanden i Horsens]⁹). Her er traktatens bestemmelser og krønikens efterretninger helt sammenarbejdede;det, som jeg har sat i klammer, stammer fra krøniken, resten fra fredsbrevet, og vi kan da strax lægge mærke til, at en bestemt indskrænkning i én af traktatens bestemmelserkun findes i krøniken, nemlig angående skadeserstatningen.Schåfer gør en temmelig lignende opfattelse gældende, hvad Øresundstolden angår, som han alene behandler, men går dog lidt ind på en betragtning af de kritiske vanskeligheder,som denne sammenarbejden af de to kilder frembyder. Bortset fra en grundfejl, er hans betragtning fuldkommen korrekt.Han henviser til, at stæderne fra tidligere forhandlinger måtte vide, at kong Erik godt kunde stadfæste Hanseaternes privilegier og dog hævde sin ret til at hæve Sundtolden, og slutter deraf, at stæderne ikke kunde lade sig nøje med en almindeligstadfæstelse på deres privilegier — i en fred, som de «in giinstiger Lage schlossen, er (o: Kongen) in Bedningniss«;der må altså sikkert være gået »løfter af bestemterenatur« jævnsides den officielle fredstraktat³). Dette er slående rigtigt, men forudsætningen falder bort, når man ikke finder stædernes stilling overfor kongen gunstig. Er denne forudsætning fejl eller i det mindste højst tvivlsom, kan hint bevis ikke bruges, og hvad Schafer for øvrigt anfører til bestyrkelseaf sin formodning er meget übetydeligt.

Netop ved Øresundstolden levere selve aktstykkerne et
bevis, der forekommer mig til evidens at vise, at krønikens
efterretninger ere fejle. Da nemlig Erik virkelig kræver Sundtoldlige

---

1) skulde hedde: den af Erik indfarte Sundtold. Fridericias undersogelse er forfatteren übokendt.

2) anf. sted, s. 13.

3) Hansische Geschiehtsbliitter. V. 41.

toldligeefter fredens afslutuing, beder Danzig Liibeck om oplysningom, «hvad staederne i den retiring bar tinget nied kongen, om man skal betale tolden eller ikke». Liibeck giver folgende svar: «i det sonebrev, som blev gjort mellem kongen og de krigsferende staeder, star, at vi i de nordiske riger skulle nyde alle de privilegier, friheder og gamle lovlige saedvaner, som er givet os af kongerne i de tre riger, og deifor mene vi ikke at ville give Sundtolden, da vi efter vore privilegiers indlioldikke ere pligtige dertilu¹). Dette sted, som Schiifer kun flygtig berorer, er aldeles afgorende. En foresporgsel om Sundtoldenbesvares med en benvisning til fredens ord, der naesten ordret citeres, som de findes i det udstedte dokument, og ud fra den almindelige stadfaestelse pa privilegierne sluttes der til dot sserlige tilfmlde. Der benvi.ses ikke til saerlige aftaler, ikke til noget bestemt tilsagn om ikke at haeve oresundstold, og beraf folger med visbed, at s&danne ikke findes.

Star det ved Sundtolden fast, at krenikens fredsartikler ere urigtige, si svaekkes derved ogsa tilliden til de to andre punkter, der findes hos Korner. Hvad artiklen om Holsteuerne angar, strider den ligefrem mod fredsbrevets besteramelser, og at Erik har lovet staederne erstatning for fredsbruddene, kan kun forenes med traktaten ved en meget kunstlet fortolkning. En besindig kritik vil ntvivlsomt fore til det resultat, at krflnikens efterretninger ma forkastes, hvad ogsa Hirscb og Fridericia bar udtalt. I det bele visor Korner pa mange punkter, at ban ikke var indviet i Ltibeekerradets og Hanseaternes forhandlinger; ban gengiver overalt kun, hvad den store maengde troede at vide. Som et naerliggende tilfirlde, der ikke er uden analogi med forboldet ved Yordingborgfreden, kan man anfore, at ban ved aret 1434 fortaeller om afsluttelsen af et ligefremt skytsforbund mellem Hansen og den preussiske hojmester, medens akterne til fulde vise, at bojmesteren kun gik ind pa at stotte strcderne ved en diplomatisk optrsßden til deres fordel²).

---

1) Hansereccsso von 1431^—1476. I. 485^—ST.

2) Hanserecesse von 1431—1476. I. 226 ff.

Medens de tyske historikere således, som det synes med urette, har fremdraget Korners efterretninger om Vordingborgfreden, er der en anden krønike, som ingen af dem omtaler og som det især er forunderligt, at Kopp aldeles ikke har benyttet ved sin udgave af Hanserecesserne. Jeg tænker her på Tratziger's Chronica der Stadt Hamburg, som Lappenberg har udgivet¹). Tratziger, som skrev langt inde i det sextende århundrede, benytter E'orner som kilde efter en meget stor målestok, og for så vidt har han selvfølgelig ingen værdi for os. Men i hans krønike fremtræder dog også afvigende efterretninger, som vise sig at stamme i'ra selve recesserne eller fra haniburgske udsendinges beretninger: undertiden existere disse endnu, oftere ere de dog tabte, og på disse punkter får Tratziger da stor betydning. Dette er netop tilfældet ved Vordingborgfreden²). Af denne giver han et fuldstændigt og korrekt referat, både for Holstenernes og stædernes vedkommende, og han omtaler således det årlige forligsmøde, der skulde afholdes for »Skånerejsen«, en bestemmelse, som Korner aldeles ikke berører; dennes beretning har Tratziger derimod udeladt, idet han, mere besindig end senere historikere, har opgivet at sammenarbejde de sex såkaldte fredsartikler med de officielle traktater. Siden tilfojer ban: »dette forlig fremmedes af oprøret i Sverige . . . Stæderne bevilgede også, at deres borgere og købmænd skulde afholde sig fra al handel med Svenskerne, indtil disse forligede sig med kongen og viste ham den tilbørlige lydighed«. Her er en original efterretning, som den storste sandsynliglied for sig, både efter forholdenes natur og efter den kilde, hvori den fremtræder, eu kilde, hvis kendskab til den virkelige fred viser sig så fyldestgørende.

---

1) Hamburg, 1865.

2) Tratziger, anf. sted. lit)_—77. Herom .->ig-.'r Lappenberg: Die Abweichungen dieser Darstellung von Korne]¹ und Detniar sind ein Beweis, dass Trat;;iger hier einem Hambi rgischen Berichte folgt. — Også af det foregående ara underhandlinger i Vordingborg giver Tr. en fremstilling, som stemmer med de endnu bevarede akter, medens den strider mod Korners beretning.

Dog, det or ikke nødvendigt at tage dette træk med for at få det rette billede af Vordingborgfreden. Hvad kongen gav efter i, det var det politiske, aldeles som det allerede havde været tilfældet i Horsens; forbundet af 1423 blev endelig og afgorende ophævet, efter at det forlængst havde tabt al betydning. I sporgsrnålet om handelsrettighederne, i den gamle og aldrig slukkede strid mellem kongedo'nimet og den fremmede købmand, deri var kong Erik ikke veget et skridt, dér stod stæderne, efter en niårig krig, efter de storste anstrængelser netop på samme punkt som for. Vordingborgfreden er for Holstenernes vedkommende kun en stilstand; hvad stæderne angår, er den i virkeligheden ikke mere. —

Året 1435 betegner i Erik af Pommerns historie dtt punkt, hvor lian opgiver enhver tanke om angreb og kun går ud på forsvar. Var der indtrådt stilstand overfor Holstenerne og Hanseaterne, så fremtrådte misfornøjelsen i Eriks egne lande desto stærkere; den var i Sverige slået ud i klar lue ug rørte sig såvel i Norge som i Danmark; da den svenske opstand ved Engelbrekt Engelbrektsons død tabte sin demokratiske karakter, begyndte en skæbnesvanger tilnærmelse mellem stormandspartiet i Danmark og Sverige. Således rejste fjenderne hovedet på alle sider, til kamp mod Erik, men endnu mere mod de tanker, han bar frem, tanken om en union, som Margrete vilde den, med en stærk kongemagt til midtpunkt. I bekæmpelsen af denne mødtes Holstenere og stæder, svenske og danske stormænd, og denne koalition var det, som besejrede Eriks sejge modstand.

Vi skulle her kun berøre hans senere forhold til stæderne, som både viser, hvor hårdnakket han opretholdt kronens rettighederog hvorledes han dog tilsidst blev overvundet. Øresundstolden,netop et af de mest karakteristiske tegn på kongedommetsmagtfylde i norden, er her atter betegnende for udviklingen. Freden havde intet afgjort om den. Medens stæderne derfor mente, at den stred mod købmændenes gamle, stadfæstede privilegier og altså måtte være ophævet ved freden, var kong Erik ligeså vis på, at hans kongelige rettigheder tillodham at opkræve den, og allerede i samme sommer, som

freden var sluttet, blev forbisejlende skibe standsede ved Helsingørog måtte betale tolden. Da man klagede til Liibeck, svarede man herfra, som vi véd, at Haiiseaierne måtte være fritagne for tolden, da den stred mod deres privilegier.

Alene ved en fortolkning af fredsbrevet havde stæderne dog sikkert ikke sat noget igennem; på dette punkt er det imidlertid, at forbindelsen mellem Eriks forskellige fjender begynder at virke. Den politiske indflydelse, som stæderne havde savnet så hårdt i den sidste menneskealder, som de forgæves havde stræbt at vinde ved en åben krig, den tilbød sig nu af sig selv ved Sveriges opstand, ved den begyndende splittelse i selve unionen. «Ved denne som ved alle Sveriges senere kampe mod unionskongerne kan man iagttage det skuespil, at HansestæderiK-h åbne eller hemmelige understøttelse gor Sverige übetvingelig. Det var det kærnepunkt, hvormed den danske politik stedse måtte regne og som ofte gjorde den ganske magtesløs overfor stæderne" (liopp'i. Således også nu. Erik behøvede stædernes mægling i. Sverige, og for de gik ind på at yde ham denne, krævede de bestemte tilsagn om at være fritagne for Øresundstold. Denne gang måtte kongen give efter, men, idet han kun veg langsomt, skridt for skridt, blev fritagelsen indskrænket til at gælde blot de vendiske stæder, skont stædernes udsendinge havde forstået kongens løfte således, at alle Hanseater skulde være fritagne for tolden_•. forgæves søgte de preussiske stæder at opnå denne forret også for deres skibe.

Så mæglede stæderne da på Kalmarmedet i september 1436, og en beretning om forhandlingerne her, som først er blevet bekendt ved den nye udgave af Hanserecesserne. kaster et mærkeligt lys over situationen. Man ser kong Erik som forkæmper for unionstanken i Margretes ånd. Da Svenskerne hævde, at alle embedsmænd skal være indfødte svenske mænd. d. e. en bestemmelse, som gor iinionen til et blot skin og forhindrerenhver nærmere sammenvoxen af de nordiske riger, så svarer kongen, at han ikke vil pådrage sig den evige skændsel at have tilladt, at Danske, Tyske og Normænd i Sverige skal anses for udlændinge og fordrives derfra, thi således har han

ikke modtaget riget af fru Margrete. salig ihukommelse. Pii den anden side fremtræder det nære forhold mellem det svenske og det danske rigsråd, mellem dette og Hanseaterne. Svenskernetakke de danske for deres gode hjælp og heder dem vedblivende holde fast som brødre ved, hvad de har lovet hinanden;stædernes udsendinge rose dem herfor og opfordrer dem til også at holde, hvad de har lovet dem. For dette forbund er det. at kongen må boje sig.

Endnu et par år bliver kampen ved; så tilendebringes den ved p]riks afsættelse, og med ham falder, i alt fald for et ojeblik. alle de tanker, han har kæmpet for. Unionen bliver til et blot og bart navn. Kristoffer af Baiern og det danske rigsråd opgiver Danmarks ret til Slesvig, idet de tilstår hertug Adolf det som arveligt len. Overfor Hanseaterne endelig er den ny regerings eftergivenhed ligeså stor, hvad man først nu ser ved et aktstykke, der er fremdraget i Ropps arbejde. Denne gang lade stæderne sig ikke noje med en almindelig¹ stadfæstelse på deres privilegier; foruden den få de bestemte, positive tilsagn. Kong Eriks fogeder skal give skadeserstatning, hans høvedsmand på Krogen, Peder Oxe, skal udlevere alle de penge, han har oppebåret i Sundet, og Øresundstolden må ikke hæves mere.

Det er denne række af indrommelser, der udgor modbilledet til den fordrevne konges hårdnakkede kamp, og deri ligger også forsvaret for Erik af Pommern, for hans personlighed og hans politik.