Tyge Brahes meteorologiske Dagbog, holdt paa Uraniborg for Aarene 1582^—1597. Udgiven som Appendix til Collectanea meteorologica af det kgl. danske Videnskabernes Selskab ved dets meteorologiske Comité. [Ogsaa med fransk Titel.] Kjøbenhavn 1876. (IV + 263 + LXXV SS.)

Side 47

Tyge Brahes meteorologiske Dagbog er ikke, som man kunde tro efter Titelen, forfattet af Tyge Bralie. Den er skreven af forskjellige af hans Medhjælpere og Disciple, men dog vel nærmest paa hans Foranstaltning, siden den ene efter den anden har fortsat den, og saasom den findes blandt hans Efterladenskaber. Den begynder d. 1. Oktbr. 1582 og ender d. 22. April 1597 efter Opbruddet fra Hveen. og i hele dette Tidsrum giver den næsten for hver Dag Oplysninger om Vejrliget. Til Forstaaelse af disse har Hr. P. la Cour ledsaget den med et af ham udarbejdet (Sammendrag af Vejr-lagttagelserne i Tyge Brahes meteorologiske Dagbog«^r). Ogsaa Historikere ville kunne drage Nytte af denne vistnok med stor Dygtighed skrevne Oversigt, da de jo i Begelen ville savne de nødvendigeForkundskaber til selv at uddrage Resultaterne af Dagbogen.Der gives Oplysninger om Skydækket, Nedbøren, Vindretningen,Vindstyrken, Varmen (o: Varmens Gang gjennem Aaret) o. s. v.⁹); men det maa bemærkes, at da man dengang manglede Midler til at angive bestemte Tal for Regnmængden, Varmegraden o. 1., og da Optegnelserne, der saaledes ofte bero

1) En Notits, der giver et lille Uddrag heraf, lindes i Tidsskr. f. populære Fremstillinger af Naturvidenskaben, udg. af C. Fogh. C. F. Liitken og E. Warming. 5. R. IV. 30t> ff.

2) Til de meteorologiske Optegnelser maa ogsaa henregnes nogle spredte Efterretninger om Dyreriget, der høre til Sjældenhederne paa den Tid. Saaledes noteres Lærkens Sang (S. 47, 84, 140, 231) og Fruernes Kvækken (S. 121, 123, 144) cg fremdeles Ankomsten af Storken (S. 121, 175), Svalen (S. 122, 145) og Hærfuglen (S. 142. 233).

Side 48

paa et Skjøn, oven i Kjøbet bidrore fra forskjellige, er det kun med et vist Forbehold, at man tør bruge dem som meteorologiskMateriale, og man vil derfor næppe kunne værge sig mod en vis skeptisk Følelse ved at se Dagbogens mange løse Udtryk satte i System og Tabeller. I Ribe-Bispen Peder Hegelunds Almanakantegnelser har man for øvrigt fra den anden Kant af Riget en Slags Fortsættelse af de bveenske Vejroptegnelser, naturligvis efter en langt mindre Maalestok og endnu mere populært affattede, men til Opfattelsen af enkelteForhold, som Hyppigheden af Xedbørsdage og Frostdage, indeholde de dog formentlig Bidrag¹).

Det foreliggende Værk indeholder imidlertid foruden de
meteorologiske tillige en Række historiske Optegnelser, og
det er disse, vi nu ville vende os til.

Dagbogens Original opbevares i det kejserlig-kongelige Hofbibliothek i "Wien (Nr. 10,718). Her saa dens Udgiver, Hr. F. R. Friis, den 1868²), herfra udlaantes den til Kjøbenhavnfor at udgives, og her maa den atter søges, hvis den trykte Udgave fremkalder Tvivl, som kun Synet af Originalen kan løse. Jeg frygter for, at den endnu en Gang maa foretageden lange Rejse til sit Fødeland. De historiske Optegnelser,som

1) Do begynde 1565 og onde lGlo, men det er først i de senere Aar, at den meteorologiske Del af dem har nogen videre Betydning. — I Følge Hegeland indtraf der et Jordskjælv Katten mellem d. 12. og 13. Marts 1594 (Mansa, Bidrag t. Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Hist. i Danni., S. 250). Herom indoholder den hveenske Dagbog intet. Den er imidlertid for den første Halvdel af Aaret 1594 saa summarisk ført, at dens Tavsbed her siger mindre, skjønt man nok kunde vente, at et Fænomen som et Jordskjælv blev noteret. Men efter hvad Prof. Johnstrup har oplyst (i Oversigt over d. kgl. danske Vidensk. Selsk. Forhandll. 1870, S. 16 ff-J, have Jordskjælvene i Danmark desuden en saa lokal Karakter, at der intet er til Hinder for, at et Stød kan være følt i Eibe, udeu at man har mærket noget til det paa Hveen.

2) Se hans Beretninger i Danske Samlinger, IV. 263 f. og i Dansk Tidsskr. f. Kirke- og Folkeliv, Lit. og Kunst, udg. af H. Scharling, 1869, I. 266 f.

Side 49

nelser,somførst tage deres Begyndelse inde i Aaret 1585 *) og saa fortsættes lige til Slutningen, af Dagbogen, cre, i Følge Udgiveren, i Ilegelen tilskrevne i Originalens Band; de ere, siger lian, tit meget utydelig skrevne, og de ere, hvad enhver kan overbevise sig om ved blot at. kaste et Blik i Udgaven, ofte stærkt forkortede. Endelig adskille de sig fra de meteorologiskeOptegnelser derved, at, medens disse hovedsagelig ere paa Dansk, ere hine paa et Par enkelte Undtagelser nær affattedepaa Latin. Man maa übetinget anerkjende det rigtige i, at Hr. Friis, der naturligvis har medtaget disse historiske Notitser, hvis Antal er over 700, i sin Udgave, har indrettetdenne saaledes. at der til de to Arter Optegnelser er anvendt forskjellige Slags Typer, saa at man med stor Lethed kan holde dem ude fra hinanden, og man maa ligeledes billige, at han har angivet, hver Gang en ny Haandskrift begynder; men stort videre tør Anerkjendelsen vist ikke heller strækkes,som det formentlig vil freingaa af en nærmere Undersøgelse.

Naar et Skrift saaledes som dette udgives af det kgl. danske Videnskabernes Selskab, skulde man antage i denne Omstændighed at have en Garanti for. at det er en paalidelig, god L'dgave, som bydes; men for saa vidt nogen i god Tro hertil tager Bogen fat. vil han paa en tydelig Maade blive advaret om at tage sig i Agt for at møde med for stor Tillid, idet Hr. Pastor, Dr. phil. H. F. Eørda ni, som paa Opfordring af Formanden i Selskabets meteorologiske Komité har udarbejdetet Kegister til de historiske Notitser, i de indledende Bemærkninger,hvormed han ledsager dette, har udtalt sig paa en ingeulunde anbefalende Maade om Udgaven. Han gjør opmærksompaa.

1) D. 27. April, siger Udg.: men hvorfor ikke regne Notitserne d. 12. og 20. Febr. med blandt de historiske V I)c ere rigtignok meget kortfattede, hin kun bestaaeivdo af Bogstavet G, der ellers forklares som Gellius (Sascerides). ni en hvis Forekomst her (S. 49) er overset i Eegistret. og denne lydende blot 'Leg.». hvad der vel maa forstaas sorn Legatus. Allerede det d. 27. Okt. 1584 foTekommende ."\Vebeck» (ikke heller i Registret) burde maaske snarest regnes til Dagbogens historiske Element.

Side 50

mærksompaa.at »Vanskeligheden ved Læsningen af Originalensflygtig henkastede Skrifttræk undertiden har været saa stor. at Udgiveren enten har maattet lade staa aabent Rum eller vel ogsaa har læst fejl, og da Originalen forlængst er sendt tilbage til "Wien, lade disse Mangler sig ikke saa let mere oprette«. Pastor Eørdam foreslaar excmpelvis nogle Rettelser til Steder, der erc meningsløse eller indeholde grove Forsyndelser mod den latinske Grammatik, og hans Forslag, der let lade sig forøge¹), have ganske sikkert truffet det rette. Han føjer imidlertid til: «Men flere Steder ses Urigtigheden vel, uden at vi saa let kunne løse Knuden». Men naar en Mand med PastorRørdams dybe Kjendskab til Datiden maa erklære sig renonce,hvad skulle saa vi andre sige?

Som bekjendt er der forskjellige Principer at følge med Hensyn til Udgivelse. Nogle holde paa don nøjagtige, man kunde næsten sige fotografiske, Gjengivelse af den foreliggende Text med Bibeholdelse selv af dens aabenbare Fejl. medens andre stille sig friere overfor den og først og fremmest ville, saa vidt muligt, gjengive den fejlfri; nogle indskrænke sig til at skrive af og trykke op, andre anse det for bedst at ledsage

1) Saaledes maa man formode, at der S. 156 (!>. Aug.) i Stedot for • hie discesserunt" bor lseses: bine d. og S. 177 (7. Maj) for • venerunt bio staa: v. hue. I Originalen kan naeppo vsero skrevct (og Andes Fejlen der, biirde den have vseret rettet): • Venit nobilis germanis« (S. 157), naeppe heller «cuni duobiis aliis nobilis ■> (S. 164) eller •conciliarius» (S. 180) ellcr «obiit Jannis Aurifaber" (S. 187) eller •discesserunt nobilis hospites- (S. 202) eller -discessit M. Laurents« (S. 250) eller •■ proficiscitur Larvent Som» (S. 254) eller lignende Besynderligheder. 1. Juli 1591 hedder det: - Abiit Tycho Haf[niam] ad cone. • (S. 180); det sidste Ord forklares i en Note som vistnok va3rendc en Forkortelse af concertationom. Mon der ikke snarerc skulde staa: com. a: eomitia? Underligt er dot. at der strives: «Conradus obviam mittetur principi" (S. 194), og endnu underligere lyder: •Conradus principem visat in Horsholni' (S. 197). Xaar der 8. Jan. 1591 lseses: •■DiscessitEriclmsHolsingoram-, skulde man, da den nsermest foregaaende Notits (3. Jan.) siger: •Eschcrus Bildc venit •, snarere tro, at der maatte staa Escherus ogsaa paa hint Sted; en Erik omtales oilers ikko i de Dage.

Side 51

Texten med oplysende Anmærkninger, og' liver af disse Anskuelserspaltersig igjen i flere. Ganske i Almindelighed at sige, hvilken Methode der er den rigtigste, lader sig ikke gjøre; det maa bestemmes for hvert enkelt Tilfælde og kan maaske endda vanskelig afgjøres. Men én Fordring, en uafviseligFordring,kan man stille til alle nye Udgaver af historiskeAktstykkerog Optegnelser ved Siden af det Krav paa Troskab, uden hvilken det hele Arbejde bliver værdiløst, og det er den, at Udgiveren selv forstaar det, han udgiver, og at det meddeles paa en saadan Maade. at det kan forstaas, om ikke af alle, thi det kan ikke altid ske. saa dog i det mindste af Fagmanden. Derfor kan ikke ethvert Materiale udgives, som det foreligger i Manuskript: det kan væie saa raat og knudret, at det nødvendigvis maa andergaa nogen Bearbejdelse, inden det overgives til Bogtiykkei iet. Visselig kan det være en vanskelig Opgave at foretage en slig Bearbejdelse, at finde Nøglen til Gaatlerne og at forklare en halvkvædet Vise_, men let eller svært, Arbejdet maa gjøres, om Udgaven skal kunne forsvares.Naturligvisvilde det være at forlang'? Umuligheder, dersom man fordrede, at Udgiveren skulde kunne rinde Rede paa alt; men det uforklarlige skal dog være Undtagelsen og ikke Regelen. — Er der nu noget Materiale, som kræver, at dets Udgiver skal være mer end en blot og bav Afskriver, saa er det de historiske Notitser i Tygv^■ Brahes meteorologiske Dagbog,navnligi Begyndelsen, hvor Forkortelserne cre saa voldsomme,aten hel Sætning ofte reduceres til to Bogstaver, thi her trænger man næsten for hvert Skridt til en Vejleder, der kan tyde den dunkle Skrift. Desværre maa del erklæres, at denne Vejledning saa at sige overalt savnes. Hr. Friis har taget sig Sagen saa let som muligt og foretrukket at lade Læseren paa de allerfleste og især paa alle de vanskelige Steder hjælpe sig selv, saa at nu enhver maa foretage det Arbejde, som Hr. Friis skulde have gjort. Som Bogen nu er. or den derfor halvt übrugelig for Historikeren. Da det maa antages, 'it de fleste af Historisk Tidsskrifts Læsere ikke have set don, skal jeg til bedre Begrundelse af denne Dom meddele nogle faa Steder af den; man kan saa selv danne sig en Forestilling om Beskaffenhedenafden

Side 52

fenhedenafdenHieroglyfskrift, hvormed den i Begyndelsen er opfyldt, og som bydes En uden Spor af Forklaring. Hvor jeg har kunnet det, har jeg her og i det følgende i skarpe Parenthesertilføjetmin Opløsning af Forkortelserne, der dog ofte or meget usikker.

1585 28. Juni. f. g. N. H.

— lit. Juli. Ch. Nor.1)

13. Nov. X. H. [o: Xicolaus Hafniara],

1586 12. Jan. Tab. rem. [a: Tabcllarius reruigavit?].

— 24. — Tab. ap. [o: Tabellarius appulit?].

15. Aug. M. Nic. scur. a. Hols.2)

21. Doc. C. Keg. [o: Cursor Regius?]3).

1588 15. Jan. C. T. rocon. Cam. [o: cameram?].

1589 30. Apr. C. J. C.

— SO. Maj. T. ah H. C. S.4) [r>: Tycho abiit Hafniam
cum Sophia].

— 24. Juli. So. cad. do gyngh. *)

— 20. Aug. Lab. E. m. mor (?). .

Dette turde være tilstrækkeligt. Enhver, som vil gjøre sig bekjendt med Bogens historiske Indhold, raaa altsaa anvende meget Arbejde paa at decifrcre den, fordi Udgiveren ikke har gjort .sin Pligt. Ikke alene paatvinges der saaledes Læseren et Arbejde, sum han rnaaske kun med stor Tidsspilde og endda ufuldstændig kan udføre — thi ikke hos enhver, der vil læ.si. Bogen. Ivan der ventes særlige Kundskaber i Tyge Braheo Historie—, men faar man saa efter nogle Aars Forløb atter fat

1) Findes i Registret under -Xor>. 31on ikke den samme som dun »C. Xorimbergensis_', der drog bort fra Hveen 18. Sept. 1588V

2) Jeg laver det som: Mag. Xicolaus Severiui abiit Helsingoram. og formoder, at det er maa være Xiels Sørensen Glud, hvem der her er Talo om. Han døde 1623 som Præst i Ribe og var, førend han 1588 blev Lektor i Ribe. Rektor i Sorø. Gjellerup, Jens TUnosen Jersin. S. 83. Ped. Hegeluntls Almanakoptegnelscr.

3) Saaledes er jeg tilbøjeligst til at tyde Bogstaverne. Rørdam, soin i Registret ved Dronning Soties Xavn henviser hertil (med et Spørgsniaalstegn), synes at have tænkt sig en anden Læsning.

4) Læsningen angives af L^Tdg. som usikker.

5) Dette -synes_> der at staa, skriver Uilg.

Side 53

paa den, maa man paa ny beg)^rnde med at stave sig frem og indskyde alle de manglende Bogstaver, for at Skriften ikke skal stirre En imøde som en Gaade. ll'aaske vil man indvende, at det Arbejde, som jeg saaledes vil la;;gge paa Udgiverens Skuldre,, langt overskrider Hr. Friis's Kræfter, og at det er at foretrække,at han giver, li vad der staar i Manuskriptet, fremfor at han opstiller Konjekturer, der maaske vildlede endnu mere. Den første Indvending skal jeg ikke indlade mig paa at modsige; til den anden svarer jeg med at spørge, om det da var en Nødvendighed, at just Hr. Friis skulde besørge denne "Udgave, og med at henvise til det foregaaende, der synes at have gjort det tilstrækkelig sandsynligt, at ikke engang KopiensNøjagtighed fortjener at roses.

Vil man have et fuldgyldigt Bevis paa. hvor uheldig Udgavener, behøver man blot at tage Pastor Eørdams Register for sig, thi naar han med sit fortrolige Kjendskab til Datidens Personalhistoriemaa siges paa adskillige Steder at have misforstaaet Kunerne, kan man vel vide, hvilken Skæbne der venter andre. «D. S.», som siges at være død 12. Maj 1586, gjør han identiskmed David Sascerides, der forekommer senere i Dagbogen^J); Bogstaverne betyde vel snarere Do minus Severinns eller noget lignende-). — Den «Arn.» [o: Arnoldus], som 12. Apr. 1589

1) Dog har han ogsaa •!). S.« staaendo for sig i Registret. At saaledes enkelte Bogstaver ere medtagne i Re„'istr3t. uaar Forf. af det ikke har kunnet tvde dem, kan ikke andet end billiges, men hvorfor der er foretaget et Udvalg¹ og ikke alle ere optagne, er vanskeligt at forstaa. Saaledes ka,n jeg, for blot at nævne et Par Exempler, hverken finde C. T. (S. 99) eller H. (S. 107) eller G. J.C. (S. 123) i Registret, ja selv helt ud skrevne Navne som "Chatharina" og •Marrine« (';•>. 240) og -Christiernus- (S. 247, 250 f., 256 f.) synes at fattes der.

2) I Registret nævnes en TheodorusH.: men mon Bogstavet H har noget med Mandens Navn at bestille? Notitsen (S. 194) lyder saaledes: »Obiit diem Theodor ns IL cirea 818¹ 2 p[sst] M[eridiein].» — Blandt de mange med Fornavnet Johannes lindes i Registret en betegnet som «Limd. • [o: Limdensis]: men Textens «Lund. • S. 110) betyder maaske snarere Byen Lund, hvorhen Johannes drog.

Side 54

forlod Hveen, er uden nogeu Tvivl Arild Hvitfeld, som var kommenDagen i Forvejen; men i Kegistret ere de blevne til to Personer. — 19. Maj 1589 læses: iT. ab Erichsh. cum Sor. Marg: Soph: filia venit dom.»_r hvilket jeg fortolker saaledes: Tycho abiit¹) Erichsholmiam cum sorore Margaretha; Sophia tilia venit domum. Er denne Tydning rigtig, er det Sofie Tygesdatter Brahe, der her tales om, og ikke Tyges Søster, Sofie Ottesdatter, saaledes som Registret angiver. Naar Sofie Ottesdatter siges at forekomme S. 201, er det übetinget en Fejltagelse, thi den «Præfectus S. B.», som dér nævnes, kan da umulig være en Dame; det er Tyges Broder Sten Brahe -). — «Elisabetha T.» (S. 130) opføres i Registret baade som en Thott og en Brahe. Kun det sidste er rigtigt. — En Lisbeth Rosensparre levede næppe 1591³). Den «Elizabeta Ros.», som forekommer S. 174, maa derfor være Oluf Rosensparres Hustru, Fru Elisabeth Gyldenstjerne. — »Giorgius B.», som nævnes S. 185-80, kan ikke være Jørgen Brockenhuus, der 1591 endnu ikke var gift⁴); det maa være Jørgen Brahe.

Det bør vel næppe lades uomtalt, at Udgiveren hist og
her har føjet en lille oplysende Anmærkning til Texten; men
ligesom disse Noters Tal kun er lidet, saaledes ere de Oplysninger,de

1) Det er et af de mange Beviser paa, hvor lidt Udg. selv har forstaaet, hvad han udgiver, at han ikke engang tør sætte et Abbreviationstegn, naar det fattes i Originalen. At «ab» ovenfor maa være en Forkortelse af abiit, er vel utvivlsomt; saaledes ogsaa 24. Juni 1530 og oftere.

2) Sten Brahe. som havde været Lensmand paa Helsingborg 1589 —92 (E. Follin, Helsingborgs Hist. S. 289), blev 8. Juni 1592 forlenet med Kallimdborg (Algreen-Ussing, Efterr. om Kallundborg, S. 15). Sten Bilde, som der maaske ellers kunde tænkes paa, kunde 1592 ikke kaldes Præfectus, om han end havde Forlening i Xorge (Norske Kigsregistranter, 111. 121). Han var kgl. Sekretær (Grundtvig, Meddelelser fra Rentekamnierarch. 1873 — 7t>, S. 185).

3) Fru Lisbeth Rosensparre, gift med Axel Brahe og Palle Rosenkrands. fødtes 1592. Friis, Efterr. om d. danske Adelsfani. Ro.sonsparre, S. 33.

4) Hist. Tidsskr. 4. R. V. 186, 516.

Side 55

ninger,degive. paa et Par enkelte Undtagelser nær. af saare ringe Værdi, da de som oftest lam indeholde almindelig bekjendteTing. Meningen skulde dog ikke være at oplyse de Steder, som enhver kan forstaa, men at forklare de dunkle. Undertiden faar man Indtryk af. at Udgiveren har tænkt sig Bogen læst af det store Publikum, idet han i Noterne giver Forklaringer, som man skulde tro vare aldeles overflødige i et Værk som dette¹); men hvorledes han saa paa den anden Side har forestillet sig, at det samme Publikum skulde kornme over Vanskelighederneuden Kommentar, derom lades vi i Uvished. Kort sagt, der hersker en fuldstændig Planløshed over den hele Udgave, med mindre man vil finde en Plan deri, at Udgiveren har villet slippe saa nemt som muligt fra sit Arbejde.

Ganske anderledes Nytte yder Registret, der i mange Tvivlstilfælde vil kunne række Læseren i.-n hjælpsom Haand: men det følger af sig selv, at Pastor Rørdam ikke har kunnet oprette den skete Skade, ligesom der da ogsaa har været mindre Opfordring for ham til at ofre meget paa et Arbejde af en Natur som dette. Man kunde ellers have ønsket nogle flere Krydshenvisninger, thi ikke let falder det f. Ex. den ind, som S. 147 læser om en «Casparus», at denne findes i Registretunder Navnet «Suinderin» 9), og man kunde ligeledes have ønsket det enkelte andre Forbedringer³) og noget større Ensartethed,hvad Sproget angaar, idet de halve Artikler ere paa Latin⁴), de halve paa Dansk. Men det er, som Forf. ogsaa

1) Som naar han f. Ex. (S. 192) oplyser, hvad en "Enspænder" er for en Mand.

2) En Henvisning fra Artiklen •Mar.» til «lngeldi' havde vist ogsaa været paa rette Sted.

3) Hertil vilde jeg f. Ex. henregne, at de Personer, som omtales i Dagbogen uden just at navngives, vare medtagne, hvorved jeg tænker paa flere Adelsdamer, bl. a. Jørgen Brab.es Hustru Ingeborg Parsberg (S. 124, 134, 185) og -Ainita T[ychonis> (S. 105), der vel er Anne Brahe.

4) F. Ex. »Evardus, stannorum fusor«, o: Evert (feigvardsen) Kandestøber, der jævnlig forekommer i Aktstykker fra den Tid (Danske Saml. V. 174, 176, 185; Nye Dsk. Mag. I. 100; Sehlegel, Saml. z. dan. Gesch. I. 1. 100; 0.5.v.), og "Nicolaus sartor«. Den tydske Adelsmand Johan Albrecht v. Anweil («ab Anvil«) har faaet en mindre god Plads under Navnet «Albertus».

Side 56

selv bemærker, en ligefrem Følge af Materialets Beskaffenhed, at Registret ikke fremtræder i den "bedste Form, og man maa ikke glemme, at uden det savnede man al Vejledning til Forstaaelsenaf et dunkelt Kildeskrift.

Som Resultat af denne Undersøgelse fremgaar formentlig, at det Arbejde, som Hr. Friis ikke har gjort, maa gjøres af en anden, at med andre Ord de historiske Notitser i Tyge Brahes meteorologiske Dagbog maa udgives i en ny og brugelig Skikkelse. Lad ingen bebrejde mig, at jeg har underkastet den Form, hvori de nu foreligge, en nøjeregnende Kritik, som var denne überettiget: Bogen er udgivet af det kgl. danske Videnskabernes Selskab, den er ledsaget af Arbejder af saa dygtige og ansete Videnskabsmænd som d'Hrr. la Cour og Rørdam, den er udstyret paa en Selskabet værdig Maade, og den henvender sig ved sit Indhold ene til Fagmænd; det kan da ikke være for meget forlangt at fordre, at dette Indhold fremtræder paa en Maade, der kan gavne Videnskaben og derved være Selskabet værdigt. —

Men, vil man sparge, have de historiske Xotitser i den meteorologiske Dagbog en saadan Betydning, at de virkelig fortjeneat udgives paa ny? Dette Sporgsmarl ferer os over fra den Maade, hvorpaa de ere udgivne, til det Stof, de indeholde. De bestaa, som tidligere bemaerket. af over 700 Optegnelser, men man tro ikke, at allo disse give interessante Oplysninger. Hver for sig ere de for den allerstorste Del knn Übetydeligheder,mange af dem berette kun om en nbekjendt Hansea eller Nielses Afrejse fra Hveen til en af de omliggende Kjebstaeder og Tilbagekomst; men tagne som Helhed have de virkelig Interesse ved de mange gode Vink, de give til at opfatte Livet paa Hveen i hine oens Glansdage. let Tidsrum af 9 Aar¹) kunne vi na?sten folge Tyge Brahe Dag for Dag og blive Vidner til, hvilket bevseget Liv det var, han forte, rlakkende frem og

1) Di< historiske Optegnelser strække sig vel over 12 Aar, men det er først i Aaret 1588, at de begynde at omtale Tyge Brahe selv.

Side 57

tilbage mellem sin 0 og Sjællands og Skaanes Kyster¹). Ikke mindst urolig levede han, naar han sad hjemme paa Uranieborg og som en Fyrste modtog de Gjæ&ter, der alle Vegne fra strømmede til ham. Dagbogen fortæller næsten paa hver Side om disse Besøg: snart var det kronede Hoveder, snart deres Sendebud, snart fremmede og danske Adelsmænd, snart erfarne Lærde og studerende Ynglinge, der fore over Øresundets Bølgerfor at se de Vidundere, som en enkelt, Mands dristige Foretagelsesaand havde fremtryllet paa den fattige 0, og for at træffe denne mærkelige Mand selv, hvis Xavn var kjendt over det halve Europa. Af det underlige Liv, han førte, delt mellem en Videnskabsmands stille Syslen og en Magnats mangeartedeVirksomhed, giver Dagbogen os paa sin Vis et anskueligt Billede, ikke malet med levende Farver (thi Optegnelserne ere saa tørre og kortfattede som vel muligt, uden Spor af Forfatter-Individualitet),men dog tydeligt. Det vil af den til Overflod fremgaa, hvor ganske man har misforstaaet vor berømteLandsmands Karakter, naar man har troet, at han higede efter at tage Ophold paa Hveen for der übemærket og uforstyrretat iagttage Stjernernes Lob og udgranske Lovene derfo r⁹).

Da Hr. Friis til sin 1871 udgivne Biografi af Tyge Brahe benyttede Dagbogen, som da allerede, saa vidt man kan se af Citaterne i hint Skrift, laa færdig trykt fra hans Haand, kunde maaske nogle, der ere übekjendte med denne Levnetsbeskrivelses Beskaffenhed, tro, at der i den or benyttet alle vigtigere i Dagbogenforekommende Bidrag til Tyge Brahes Historie. Men ikke at tale om, at en historisk Fremstilling aldrig vil kunne udtømme og derved overflødiggjøre et Kildeskrift, synes det at være meget langt fra, at den store Astronoms seneste Biograf ret har haft Øje for Dagbogens historiske Betydning. Han anfører nok i sit annalistiske Arbejde Navnene paa en Del af de Udlændinge og Danske, som i Aarenes Løb gjæstede Hveen,

1) Eii enkelt Gang gik Rejsen lige til Jylland. aemlig i Aaret 1595 (S. 236).

2) J. L. Heibergs prosaiske Skrifter, IX. 155 f.

Side 58

nien synderlig mere har han ikke faaet ud af sin Kilde IJ.1_J. Dette maa dog ikke betragtes som Bevis paa dens Fattigdom. Den. der er lidt fortrolig med Tyge Brahes Historie, vil ved nærmere Eftemn snart opdage, at han kan øse ikke saa faa Kundskaber af den nye Kilde. Paa et Par Punkter af dens Efterretninger skal jeg henlede Opmærksomheden.

Det er en bekjendt Sag, at Tyge Brahe i det hele var alt andet end afholdt. Hans Stivsindethed, hans Lyst til at drive Spot med andre, hans Stolthed og store Forfængelighed stødte de fleste af dem, han kom i Berøring med. bort fra ham; og lige saa meget som det morede ham at angribe andre med sin hvasse Tunge, lige saa lidt kunde han taale, at man øvede Grjengjæld mod ham-, heftig og pirrelig, som han var, fandt han sig ikke i at stilles paa lige Fod med andre. Deraf, at Livet blev ham saa knudret, at Ærgrelser og Krænkelser idelig forbitrede hans Sind. Man er saa tilbøjelig til at skyde Skulden for hans Fald over paa hans Uvenner; man forlanger, at de i Betragtning af hans videnskabelige Fortjenester og berømmeligeNavnskuldehave givet efter eller dog ladet ham i Fred. Og naturligvis er det højst sandsynligt, at der kan være meget at dadle hos dem, baade Misundelse og andre slette Lidenskaber,menetstort Spørgsmaal bliver det dog altid, om ikke han selv har den største Skyld. Baade som Undersaat, som Medborger og som overordnet lod han i forskjellige Retningermegettilbageat ønske. Det kan lidet nytte at beraabe sig paa, at en saadan Mand paa Grund af sin Storhed har Lov til at ringeagte de Hensyn, som Hverdagsmenneskerne skulle bøje sig for, thi slige Krav vil Samtiden aldrig i Længden indrømme. Saaledes var det kun en daarlig Trøst for den,

1) En ma?rkelig. skjont ikke ganske ny, Oplysning bar den dog givet ham Anledning til at meddele sine Laesere: «I denne Dagbog er det ja?vnlig betegnet, bvilke Dage der faldt paa Sondage, og man ser saaledes beraf, bvad der i ovrigt er bekjendt nok, at at man her i Danrnark endnu fremdeles vedblov at regne efter den Julianske Kalender eller den saakaldte gamieStil. • F.R. Friis, Tyge Brahe, S. 127. Kun Skade, at Forf. bar maattet indskyde: • bvad der i evrigt er bekjendt nok».

Side 59

hvem Tyge Bralies Spot saarede, at vide, at det var en berømt Mand, der udskød sine satiriske Pile mod !iam; tvært imod han maatte have en vis Ret til at sige. at hvis der var SandhediSpotterenssaa stærkt udskregne Interesse for Videnskaben,oghvishans Aand virkelig var saa stor, maatte han kunne øve sit Tid i en ædlere Sags Tjeneste end paa at haane sin Nabo. T\ge Brahes trodsige Natur lærte aldrig at bøje sig, det Udtryk af Stivhed, som hviler o^er hans Portræt, er en tro Afspejling af hans Indre. I alle Forhold skaffede han sig derfor Uvenner. Selv sin nærmeste Slægt stod han paa spændt Fod med, selvfølgelig med Undtagelse af hans kjære Søster Sofie, den, som i Følge Dagbogen hyppigst af alle har besøgt ham paa Hveen¹). Hvorledes Stemningen mellem ham og hans Staudsfæller var, er berørt af alle, der have skrevet om ham: den var slet, og den blev i Tidens Løb ikke bedre. Han udtalte sig i sine latinsko Digte med Haan om deres Levevis, og de svarede med at kritisere hans Optræden. Og i Sandhed den ødsle Pragt, han udfoldede i sine ByggeforetagenderogIndretninger,baade de, der havde et videnskabeligt Formaal, og de, som nærmest kun vare Snurrapiberier, medens

1) Gjælder det om Tyo-e Brahe, at han forte et uroligt Liv, var det samme Tilfældet rnod Søsteren Sofie, som over en halv Snes Gange i et enkelt Aar besøgte Hveen. Og saa Erik Lange, hendes vordende Mand, var en hyppig Gjæst der, og det ikke altid paa Srnaabesøg, thi. fra Midten af Docbr. K>9l til Slutningen af Marts det følgende Aar synes lian uafbrudt at have opholdt sig paa Hveen, hvis ikke Dagbogsforfatteren, hvad dog ofte sker, har glemt at notere noget om en Udflugt i Mellemtiden. Efter Marts 1592 høre vi intet om ham i Dagbogen. Da vi af Dsk. Mag. IV. H 2 vide, at han paa Grund af resterende' Afgifter var indmanet af Formynderregeringen til at møde i Ivjobenhavn 1. Marts 1590 for der at holde Indlager i ■ Oxelogen •, er det ret interessant allerede å. 10. Marts at træffe ham paa Hveon. — Ogsaa Tyge Brahes Brødre findes der Spor af i Dagbogen, men kun faa. Den ene af dem, Knud, om hvem man for Resten har ytret den Formodning . at han var den af Brødrene. som stod sig bedst med Tyge (Dr. A. Heise i Saml. t. jydsk Hist. og Topogr. V. 211 i), nævnes kun en eneste Gang, men hans Gaard laa ogsaa i Jylland.

Side 60

kan lod den Bygning, som det var hans Pligt at vedligeholde til Gjengjæld for hans Lensindtægter, staa og forfalde¹), og den Indhildskhed hos ham, der kom til Orde endogsaa i de Indskrifter, hvormed han smykkede sine Xægge og Instrumente r¹-), vare vel skikkede til at bruges som Yaaben mod den, der saa udfordrende havde peget mod sit Maal som hævet langt over hans jævnbyrdiges lave Interesser³). Selv da han forlod

1) Se Werlauff, De hellige tre Kongers Kapel i Koskilde-Dumkirke, S. 17 tf.

2) Resenius, Inseriptiones Haffnienses, p. 343.

3) Dsk. Mag. 11. 18(i, 188 f. Her findes ogsaa den bekjcndte Udtalcse af ham: ■ Et lict't ipse etiam, genitus de geute Brahoruni, Komen ab insigni nobilitate traham, Et licet antiqvus materni sangvinis ordo Bildorum celebrem me qvoqve stirpe ferat, Nil tamen his moveor. Nam qvae non fecimus ipsi, Et genus et proavos, nun ego nostra voco. At mea mens ausis operum majoribus ardet, In qvibus excellens cernitur esse labor.- Mange have i'olt sig tiltalto heraf; mig forekommer det, at Selvfolelsen trseder vel stserkt frem. Übetinget foretraskker jeg i en Adelsinands Mund de bekjendte, af en stik modsat G-rundanskuelse dikterede Udbrud, der undfloj Herluf Trolle og Sten Rosensparre (Rothe, Bravo Danske Maends og Qvinders berommelige Eftermoele, I. 551; 54). Lignende Udtalelser som Tyge Brahes kan man oftere traeffe hos Datidens adelige, men de botyde vist i Regelen meget lidet. Paa orbaeklunde i Fyn bar Jesper Friis 16BU anbragt folgende Distichon: • Qvid genus est? Nil est. Nomen viitute paratur, Et virtus nostros nobilitavit avos. • (Dsk. Atlas, 111. 597.) 1584 skriver Frans Rantzau i en Stainbog: • Non satis est veterum clypeos jactare parentum, Nobilis hie vere est, qvem sua facta probant.» Stanimbuch-Bliitter des Norddeutschen Adels, hrsg. v. A. M. Hildebrandt, Berlin 1874, S. 322. — Met jeg citerer dette tydske Skrift, i hvilket ogsaa adskiUige danske Adelsmasnd figurere, kan jeg ikko lade va?re at gjore opmaerksom paa folgende der (S. 10) torekommende Linier fra 1G33: • Wolgeboren ist Ehr, Wol er Zogen ist nooh Viel mobr, "VVolgelebet ist frewdt, Wolgestorben ist seligkeit.* Mulig ere de teldre eudnu, men i hvert TiltisUle viser det sig, at Ambrosius Stub ikke kan vsere Forfatter til det bekjendte, mi undor liana Navn gaaonde • Impromtu •, der ligefrom er en Oversattelse af hine Linier. Jvfr. Ambr. Stubs saml. Digte, 3. Udg. ved F. Barfod, S. 156, 192 f.; N. M. Petersen, Bidrag t. don danske Literaturs Hist. IV. 458 f.

Side 61

sit Fædreland for at leve blandt fremmede og til Dels paa deres Bekostning, udgjorde hans Følge over 20 Personer¹), og en dansk Adelsmand, som saa ham i Hamborg, i hvis Nærhed han opholdt sig paa et af Henrik Eantzaus Godser, ytrer sig med stor Bitterhed om hans Lyst til at optræde som en Fyrste⁹).

At der i den Kreds af unge Lærde og studerende, som han havde om sig, foregik hyppige Personskifter, laa for en stor Del i selve Forholdets Natur, da de, som saaledes gik ham til Haande, i det hele kun kunde betragte deres Ophold hos ham som en Overgang eller et Uddanuelsesled; men at der ogsaa har været andre Aarsager til den raske Yexlen, synes rimeligt. Om nogle ganske enkelte vide vi, at de holdt ud hos ham i flere Aar, andre bortkaldte Døden, modens de tjente ham, men Resten var et uroligt Folkefærd, der snart fik nok af Hveens Herligheder. Da dette havde varet saaledes en Tid lang, og Tyge Brahe vistnok følte, at denne altfor hyppige Omskiften ikke var til Baade for lians Virksomhed, indførte han 1585 den Skik. at i det mindste nogle af de nye Disciple maatte, forinden de optoges, forpligte sig til at blive hos ham i tre Aar³); men det hjalp ikke stort, og nogle af dem, der netop vare bundne ved en saadan Forpligtelse, droge bort alleredeefterkort

1) Dsk. Mag. 11. 348.

2) Utrykt Brev. Endnu i Bøhmen vedblev han at føre stort Hus og holde aabent Tafl'el (J. v. Hasiaer, Tycho Brahe u. J. Kepler in Prag, Prag 1872, S. 16 fif.), og 1599 forskrev han ikke mindre end 20 Heste fra Danmark (Friis, Breve og Aktstykker ang. Tyge Brahe og hans Slægtninge, S. 51 ff.).

3) Dsk. Mag. 4. E. 11. 33.

Side 62

redeefterkortTids Forløb¹). Hvori Forpligtelserne for øvrigt bestode, er os übekjendt²), kun om den unge Georg Ludvig Frobenius, som, født 1566 i det Wilrzburgske, i Aaret 1591 var Gjæst i nogle Uger paa tranieborg, vide vi, at lian, da lian blev spurgt af Borgens Herre, om lian vilde tjene ham. maatte svare nej paa Grund af de utaalelige Betingelser³). C> Aar senere traf Frobenius atter sammen med den danske Astronom paa Godset "Wandsborg, som hin havde i Forpagtning. Det blev et lidet glædeligt Møde for Frobenius, hvem det foraarsagedestoreTab, og som i sine Optegnelser giver sin Sorg herover Luft i et stille Suk: "Gud tilgive ham det»⁴). Skæbnenvilde,at Tyge Brahe blandt sine Medhjælpere tilsidst skulde faa en Mand. der ikke alene ragede højt op over alle de andre, men hvis Geni endog fordunklede vor berømte Landsmand. Det var Johan Keppler. Han skriver: "Tyge er en Mand, med hvem ingen kan leve uden at udsætte sig for de største Fornærmelser« 5), en haard Beskyldning, især da den udtales af En. hvis elskværdige, godmodige Væsen og føjelige Karakter

1) Psk. Mag. 4. R. 11. 33 f. Jvfr. Dagbogen S. 147, 239. '247.

2) 81. a. formodentlig til Hemmeligholdelse af astronomiske Opdagelser, jvfr. Friis. Tyge Brahe, SS. 288.

3) F. L. Hoftinann. Der gelehrte Buchhå'ndler Georg Liubv. Frobenius in Hamburg, Hamb. 1867. S. 4—5. Frobenius nævne* ikke i Dagbogen, uagtet han var 4—5 Uger paa Hveen. Overhovedet maa det udtrykkelig fremhæves, at Dagbogen er alt andet end fuldstændig i sme Optegnelser. Saaledes forekommer, for blot at omtale et Par Exempler foruden det anførte. Peder Jakobsen Fleniløse, som i Marts 1586 foretog on Rejse til Tydskland fra Hveen efter at have været her i flere Aar (Tychonis Brahe Epistolæ astronom., lib. I, Uranib. 1596, p. 12), ikke i Dagbogen før i Decbr. 1587, for saa vidt man tør udtale sig bestemt, hvor saa meget beror paa Gisninger. Niclas de Vrint, som i Febr. 1596 var paa Uranieborg (Dsk. Mag. 4. R. 11. 29), er ikke heller omtalt i Dagbogen, og om den Friherre Augustin af Mørsperg og Beffort. som 1592 skal have gj_æstet Hveen (Friis, Tyge Brahe, S. 357). gjældcr det, at han i al Fald ikke er navngivet i Dagbogen.

4) Hoftmann. G. L. Frobonius, S. 7.

5) Friis, Tyge Brahe, S. 288.

Side 63

man stærkt har fremhævet¹). Dog maa det ikke heller overses,atKeppler i denne Periode af sit Liv var meget ømfindtlig,medensTyge Brahe, hvem saa mange Sorger hjemsøgte,medAlderen sikkert er bleven endnu mere heftig og fordringsfuld, og at Forholdet mellem dem senere forbedredes betydelig.

Som Lensmand og Herremand havde Tyge Brahe mange Mennesker under sig. Hvis man tror, at han, som havde ytret sig saa ringeagtende om ædel Byrd, optraadte venlig og ligefremmod sine undergivne, tager man storlig fejl Ogsaa her viser Hensynsløshed sig som en af hans slemme Egenskaber. Det er bekjendt nok, hvor utilfredso Bønderne paa Hveen vare med ham. Næppe havde han haft Øen i to Aar, før en kongelig Befaling maatte forbyde dem at flytte bort, fordi de paa Grund af hans Byggeri besværedes noget mer end forhe n⁹). Men dermed faldt de ikke til Føje, og 1581 maatte Kongen gribe ind og ordne Forholdet mellem dem og Lensmanden, en Ordning, hvorved hver Halvgaarcls Hoveri blev fastsat til to Dages Værk om Ugen til Lands eller Vands³). Sagen var dog heller ikke hermed bragt til Afslutning, Bønderne bleve ved med at ytre Misfornøjelse og føre Klager, som det synes med god Grund, og 1597 skikkecles et Par Eigsraader derove r⁴). En af de sidste Efterretninger, Dagbogen indeholder, er netop den, at Bønderne, hvis Klage fremkaldte Ordren til Rigsraaderne om at foretage en Undersøgelse paa Stedet, drage afsted til Kongen⁵). Men Dagbogen fortæller mere. Den giver en Del Oplysninger, som, satte i Forbindelse med hverandreog med, hvad ellers vides, kaste, hvor übetydelige de

1) Hasner, T. Brahe u. J. Kepler in Prag, S. 30

2) Friis, Tyge Brahe, S. 89.

3) Dsk. Mag. 11. 213 ff.

4) Dsk. Mag. 11. 276, 315 f., 337. Jvfr. Dsk. Mag. 3. E. IV. 263: Dagbogen S. 153; Friis, Breve og Aktst. ung. T. Brahe, S. 3—4, 103: 01. Wormii Epistolæ, p. 1032.

5) 18. Marts 1597 hedder det nemlig: nAbennt 31. ad Reg[eni].» Jeg forstaar hint E. som Bustici og sætter Notitsen i Forbindelse med Ordren af 4. April.

Side 64

end i og for sig ere, et mærkeligt Lys over Forholdene paa Øen og vise, hvorledes Utilfredsheden navnlig hos Tyendet }"trer sig i hemmelige Undvigelser¹); en Gang kom det endogsaa,som der siges, til Mytteri²). Nej, det var tilvisse intet stille og fredeligt Liv, der rørte sig paa den lille 0 i dens Glanstid. Der som næsten alle Vegne var Navnkundigheden dyrekjøbt. —

Medens Dagbogens Meddelelser have givet Anledning til disse Betragtninger over Tyge Brahes Forhold til hans Omgivelser,er der et andet Punkt, hvor dens fuldstændige Tavshedmaa vække Forundring og opfordre til nøje Eftertanke. Naar man læser dens mangfoldige Notitser om Folk, der komme og gaa, og om selve Mesterens Færden frem og tilbage, naar man hører, hvorledes hans Børn, alt som de voxe til, jævnlig omtales i den, idet snart Sønnerne sendes i Skole, snart Døtrene skikkes til en Slægtning, og naar man af den erfarer deres Sygdomme, saa paatvinger sig uvilkaarlig det Spørgsmaal: Hvor kan det være, at hans Hustru aldrig omtalesmed et eneste Ord af Dagbogens forskjellige Nedskrivere? Allerede tidligere hvilede der et mystisk Slør over hans gteskab,nu

1) 20. Jan. 1589: «P. Petrus aufugit.. 14. Aug. s. A.: .Aufugpt] uanus vapu[latus?] 11. 1. M . ...» (uLneseligt for Udgiveren og uforstaaeligt for Laeseren). 8. Nov. 1590: "Sartor ac molitor clam se noctu subduxemnt._• 17. Juli 1592: «P[etrus] et N[icolaus] fiigain adornarunt." 5. Maj 1596: «Conatur Per geek aufogere. • — Derimod tor Notitseu 16. Marts 1596: "Interfecit seipse quidam tritorum« ikke anfores soni Bevis paa Slotsherrens Haardhed, da der mangier naerniere Angivelse af Motivet til Handlingen.

2) 22. Juli 1596: »Elisabetha filia Pavli pharmacopolæ, Joachimus et Theodoricus proptor seditionem dimittuntur. < — Undertiden straffede Tyge Brabe med Fængsel. 13. Okt. 1590: • Sartør in earcerem detruditur.« 16. Okt. s. A.: •Sartor de carcere dimittetur« (mon ikke: dimittltur?). Straffen havde til Følge, at Skrædderen et Par Uger efter løb sin Vej og tog En med sig, Mølleren (s. foregaaende Anm.). Der bar vist oftere været Brug for Gaardsretten, hvorom det hedder 19. Aug. 1594: 'Hoc die nobis præloctum est Gaardtzret s[ive] de coco et cellario.«

Side 65

skab,nusynes det at blive tættere. Da tiere af dem, som i de senere Aar have skrevet om denne Sag, snarest synes at være gaaede uden om Vanskelighederne, skal jeg gjøre Eede for, hvori de bestaa, idet jeg overlader Løsningen af Gaaden til den, som engang — gid, det maatte blive snart! — vil paatage sig det brydsomme, men taknemmelige Hverv at give os en grundig Skildring af Tyge Brahe baade som Menneske og som Videnskabsmand.

Om Tyge Brahe fortæller hans ældste Biograf, at han i Aaret 1573 holdt Bryllup med en Pige af simpel Herkomst (piebeja) ved Navn Kirstine fra Landsbyen Knudstrup, en Mesalliance,derbragteham i Strid med hans Familie, saa at Kongen tilsidst maatte mægle Forlig¹). Dermed er da ogsaa det meste fortalt af, hvad vi vide om hende, førend hun med ham forlod Danmark 1597. Efter den Tid omtales hun oftere, ikke blot i den Ligtale, som Jessenius holdt i Prag over hendes Ægtefælle²), men ogsaa i Breve og Aktstykker. Tre Aar efter hans Død gik: ogsaa hun bort (hun døde af Vattersot)ogbegravedesved hans Side i. Teinkirken i Prag³). Hun var, som sagt, af nadelig Byrd; om hun var en Bondepige eller en Præstedatter⁴), gjør mindre til Sagen; langt vigtigere er

1) P. Gassendus, Tychonis Brahei vita, 2. Ed., Hagæ Comitum 1655, p. 25. Hans Kilde til dette (med Undtagelse af Aarstallet, som det synes) er et Udsagn af Guillelmus Cæsivis Jansonius o: "YVillem Janszoon Blaeu, der i to Aar skal have boet hos Tyge Brahe (jvfr. p. 10). Hans Afrejse fra Hvcen i Maj 1596 berøres i Dagbogen (S. 249), men der siges kun, at han hele Vinteren havde været paa Øen. Muligt ogsaa, at Gassendi har fåaet Oplysninger om Tyge Brahes Hustru fra Professor Jørgen From (f 1651), der var i Besiddelse af Bidrag til Astronomens Historie, s. Olai Wormii Epistolæ, p. 1030: P. Gassendi Opera omnia, T. VI. (Epistolæ), Lugd. 1658, Fol., p. 518. Jvfr. Gaßseiulus, T. Brahei vita, p. 206.

2) Gassendus, T. Braliei vita, p. 232. Han navngiver hcnde ikke, lian siger blot: • Cum conjuge honestissima suiqve observantissima femina maxima vixit concordia .... consorti suae facilis.*

3) Dsk. Mag. 11. 357, 370.

4) Dsk. Mag. 11. 191. I Følge Tyge Brahes seneste Biograf var hun «en smuk ung Pige- (Friis, Tyge Brahe, ti. 45). men desværre mangier tier Henvisning til den übekjendte Kilde, hvorpaa denne Efterrctning vel maa vaere grundet. Follin (Helsingborgs Hist. S. 71), soin giver hende Navnene .Christina Barbara_•, liar ogsaa mere, end de trykte Kilder synes at hjemle.

Side 66

det derimod at faa at vide, hvorledes det forholder sig med det Efterretninger, der mælde, at hun slet ikke har været hans Hustru. Flere gamle adelige Slægtebøger berette udtrykkelig, at han ikke var gift, men levede sammen med en ufri Kvinde¹).

1) Dsk. Mag. 11. 192. Den Omstamdighed, at det i Fru Sofie Bralies Slaegtebog (Ny kgl. SaniL, FoL, Nr. 770) hedder om hendes Broder: •Han gifte(de) sig ikke med nogen Adelspersoner, men havde dog Born med en Kvinde af privat Stand, med hvilken han sin ganske Livstid som udi JEgteskab levede-, kunde paa Grand af Forfatterindens nsere Slaegtskab med den paagjseldende let faa megen Betydning for Sporgsmaalets Afgjorelse, og deter derfor vel vaerdt at laegge Maerke til, at de anforte Ord ikke skrive sig fra Sofie Brahe, om de end findes i hendes Bog. Som denne nu er, begynder den med et Blad, der er betegnet soin 106, men forst Blad 124 tager den gamle Haandskrift sin Begyndelse. Stykket om Tyge Brahe findes nu netop i den forsto. med en yngre Haand skrevne Del. nemlig Blad 116. I Tidernes Lob er Bogen bleven defekt, og man har suppleret det ruanglende med en nyere Afskrift, men man har ikke passet paa at hente denne fra rette Sted. At Bogens Hovedmasse virkelig er Sotie Brahes Slaegtebog, fremgaar ved en Sammenligning med en anden Shfigtebog, som paa Bindet baerer Navnene Pa lie Urne og Thale Ulfstand samt Aarstallet 1644 (Thottske SamL. Fol., Nr. 1077), thi denne. der paa Titelbladet udtrykkelig siges at vaere en Udskrift efter en Slasgtebog, som har vseret Fru Sofio Brahes, stemmer noje overens med den aeldre Del af det nys beskrevne Manuskript, hvorimod den afviger fra den yngre Del, der altsaa maa stamme fra en anden Kilde. Stedet om Tyge Brahe lyder i Palle Urnes (det vil altsaa sige Sofie Brahes) Slsegtebog ganske anderledes end det for anferte, idet der siges, at »han <lrog selvvillig afßiget, der han var i hans 51de Aar, med Hustru og Born til Prag i Bohmen» (81. 142). Sosterens Yidnesbyrd indeholder altsaa en Anerkjendelse af iEgteskabet. Sofie Bralies Sla3gfebog (Nr. 770) har vseret ejet af Klevenfeldt, og deter maaske ham, der har ladet den manglende Begyndelse afskrive, man skulde nsesten tro efter en anden Sla?gtebog, som var i han.s Besiddelse. (nu ogsaa i det Kgl. Bibl., Ny kgl. SamL, Fol., Nr. 774), og som skal være forfattet i Kibe ved Midten af det 17de Aarhundrede. Stykket 0111 Tyge Brahe tindes lier 81. •256 og har en paafaldende Lighed med det i Nr. 770. — Skjønt der ikke kan være Tale om her at gaa normere ind paa en Undersøgelse om de adelige Slægtebøger, skal jeg dog med Hensyn til det berørte Punkt dvæle lidt endnu ved nogle af dem, som findes i det kgl. Bibliothek. Fru Lisbeth Bryske fortæller, som det ses af Citatet i Dsk. Mag., at Tyge Brahe ikke var gift. Hun døde vel først 1(374, men da hun var født allerede 1585 (Kvartalsskr. Orlon, I. 321 BF.), var hun altsaa 16 Aar gammel ved Astronomens Død. Det samme, som hun siger, læses ogsaa i andre Slægtebøger: 1) Thottske Sanl., Fol., Nr. 1078 (S. 4); den har Aarstallet 1643 og har. som jeg ved en anden Lejlighed skal paavise, været Hans Pogvisks; 2) Ny kgl. Saml., Fol., Nr. 774 b (81. 79); den har tilhørt Fru Sofie Gyldenstjerne, der 1652 havde Bryllup med Klavs Juel og døde 1668 (Bang, Saml. af nyttige og opbyggelige Materier, 11. 654; Vedel Simonsen. Jørgen Brahes Levnetsbeskriv fe. 103); hun havde faaet Bogen, der paa Byggen bærer Titlen: • Jomfru_• Lisbeth Bryskes Genealogi. af sin Svigermoder, Fru Sofie Sehested; 3) Thottske Saml., Fol., Nr. 1085 (81. 90); uden paa Bindet staar: »Knud Bille H. S.. Sten Bille H. S.», Navnene paa to af Henrik Bildes og Lisbeth Bryskes Sønner. — Efterretningen, at Tyge Brahe lovede sammen med en ufri Kvinde, findes foruden i de to nævnte Manuskripter (Ny k«\l. Saml., Fol, Nrr. 770 og 774) ogsaa i Fru Sofie Belovs og hendes D.itter Jomfru Anne Thotts Slægtebog (Thottsko Saml., Fol., Nr. 1080, S. 46). Sofie Belov døde 1650 som Enke efter Christen Tbott til Boltinggaard (Hofman, Danske Adelsmænd, I. 129, Tab. 2). 1 en af de ældste Slægtebøger, Fru Marine Bildes (Ny kgl. Saml., Fol., Nr. 771 f, 81. 7), hedder det noget afvigende: -Tyge Brahe blev ikke forset (o: gift), mens havde dog mange Barn med en Slegfredkvinde •. Bogen er skreven 1599; d«nn Forfatterinde var født 1537 (Danske Saml. 2. E. V. 60; Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. VI. 305). — Med Sofie Brahes Optegnelse, som den foreligger hos Palle Urne, stemme Slægtebøgerne Thottske Saml., Fol., Nr. 1079 (81. 217) og Ny kgl. Saml., Fol, Nr. 772 (Holger Parsbergs, 1671).

Side 67

Da man nu imidlertid har ment at have Beviser nok for Urigtigheden heraf, har man forklaret den som en Følge af Standsfordomme hos Slægtebøgernes adelige Forfatterinder, der oversaa det ulige Ægteskab. Men Slægtebøgerne staa ikke

Side 68

ene. I Følge en gammel Udskrift af Forhandlingerne paa KoskildeLandemode1597omtaltes der, at Præsten pa-a Hveen var bleven afsat (samme Aar), fordi han foretog sig ForandringeriDaabsritualet,«saa og at han ikke har straffet og paamindet Tyge Brahe paa Hveen, som i 18 Aar ikke har været til Sakramentet, men med en Bislopperske ligget i ondt Levnet«¹). Her kan man ikke tage sin Tilflugt til Standsfordomme;Gejstlighedenkundeikke, skulde man tro, betragte det Baand, den selv havde indviet for Alteret, som ikke tilværende,ogdetser derfor næsten ud, som om dette Baand slet ikke var blevet knyttet, med mindre man vil antage, at den Person, som betegnes med et saa haanligt Kavn, har været forskjellig fra Kirstine, en Antagelse, der dog næppe vil finde stort Medhold.

I Helsingborg Kirke hænger paa Væggen en Metalplade med et latinsk Digt. Det er en Indskrift over en lille Pige paa 3 Aar, hvem Pesten 1576 bortrev. Hendes Fader har selv forfattet ludskriften og kalder hende deri sin naturlige Datter. Hans Xavn er — Tyge Brahe²). Ogsaa i den nærliggende"WiisbyKirkehavesenlignende Indskrift af ham over et lille Barn, en Søn af ham, der døde i Januar 1577, faa Dage gammel; denne Søn betegnes ligeledes som uægte³).

1) Dsk. Mag. 11. 817. Jvfr. Ny kirkeliist. Saml. V.-40. Naar der hos Cawalliu (Lunds Stifts Herdaminne, 111. 328) er Tale om 10 Aar, beror dette vel blot paa en Trykfejl.

2) •Kirstinæ dulciss. filiolæ naturalis Bang, Saml. af nytt. Materier. 11. 289 f. Follin, Helsingborgs Hist. S. 71 (jvfr. Rettelser). Indskriften er desuden trykt flere Steder, s. Dsk. Mag. 11. 194.

3) •Claudio dilecto filiolo naturali.« S. P. Sundius (præs. S. Bring). Diss. tractum territorii Lofguddiani Kullen dictum adumbraiis, Lond. Goth. 1754, 4°, p. 31: Nordisk Tidskrift utg. af A. Sohlman, 1852—53, S. 260 (23de Ark). Der, hvor Indskriften formentlig først er meddelt, nemlig i S. Bring, Monumenta Scanensia, I. 234_—35, har den Aarstallet M. D. L. XXII, men at dette er en Trykfeil, er klart af Texten, der siger, at den er fra 1576. (Strax efter siges Barnet at være død 4 Aar efter det formentlige Bryllup, altsaa 1577.) Sommelius (Lexicon eruditonim Scancnsiuni, I. 286_—87), som har optrykt den efter Bring, har da ogsaa uden videre rettet Aarstallet til 1576, hvorimod Trykfejlen er gjentaget af Follin (Helsingborgs Hist. S. 72) og, som det lader til, overset af X. M. Petersen (Bidr. t. den danske Lit. Hist. 111. 231).

Side 69

Det er mærkelige Oplysninger. Om Datteren har man været tilbøjeligst til at tro, at hun, der var kommen til Verden i Oktbr. 1573, var født af den, der samme Aar efter den gamle Beretning blev hans Hustru, idet man blandt andet har fremhævet,atBarnetligesomdennehed Kirstine. Skjønt den almindelige Opfattelse angaaende hendes Moder vistnok bør fastholdes,maadetdogbemærkes,at den anførte Bevisgrund ikke har den tillagte Betydning, eftersom Navnet Kirstine fandtes i Brahernes Familie og Tyges andre Børn alle synes at være opkaldte efter hans paarørende. Man har imidlertid næppe tilstrækkelig betænkt, at selv om Datteren var født før Brylluppet,vildedettedoghavelegitimeret hendes Fødsel; naar hun desuagtet 1576 af sin egen Fader betegnes som uægte, kan hendes Moder dengang endnu ikke have \æret gift med ham, og dette bestyrkes yderligere af den anden Gravskrift, hvor han erklærer ogsaa det 1577 fødte Barn for illegitimt. I Mellemtiden, i Aaret 1574, var hans Datter Magdalene født¹). Hendes Skæbne blev temmelig üblid. Da Lægen Gellius Sascerides,somiflereAarhavde arbejdet paa Hvoen, vendte tilbage fra en længere Udenlandsrejse, paa hvilken han 1593 havde erhvervet Doktorgraden i Basel, besøgte han igjen ofte Uranieborg,ogenFølgeafdisse Besøg blev, at lian anholdt om Magdalenes Haand. Faderen gav sit Samtykke, men snart kom det til Forviklinger mellem dem, og Enden blev et Brud, der ikke gik af i" Stilhed, men gav Anledning til übehagelige Forhandlinger for Univexsitets-Konsistoriet-). Man vil kunne sige, at Tyge Brahe, som selv havde hentot sig en Brud udenfor sin Stand, næppe kunde nære nogen Betænkelighed ved at bortgive sin Datter til en "borgerlig, saa meget mindre som hun under de da herskende Anskuelser ikke godt kunde

1) Dsk. Mag. 11. 194.

2) Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Hist. 1587_—1621, 111. 618 og de der citerede Steder.

Side 70

gjøre Bagning¹ paa at finde en adelig Frier; og — selv om man vil betone de forskjellige Stillinger, hvori en adelig Mand og en adelig Kvinde bragtes ved Giftermaal med en uadelig, idet han blev i Standen, men hun sank under den, saa at der nok kunde være nogen Grund for Tyge Brahe, der visselig ikke var Demokrat, til at betænke sig vel, inden han forbandt sin Datter med sin fordums Discipel, — skal det dog indrømmes,atForlovelsenikkebeviser,at hendes Moder ikke var Tyge Brahes Ægtehustru. Men en Antydning i den Retning,forudenhvadGravskrifterneogLandemodesforhandlingerne mælde, kunde maaske findes deri, at Datteren i Optegnelserne om Konsistorieforhandlingerne gjentagne Gange kaldes slet og ret Magdalene¹); det lille Ord »velbyrdig«, som ellers nødig fattes foran et Adelsnavn, mangler, ja, hvad mere er, hun tituleres ikke engang «Jomfru». Hun er altsaa ikke bleven betragtet som adelig. Spørgsmaalet bliver nu, om dette var en Følge af Forordningen af 19. Juni 1582, som erklærede en Adelsmands Børn med en uadelig Hustru for ikke at »være eller holdes for Adelbørn eller fri Folk«, og som traf ikke alene de Ægteskaber, der bleve indgaaede efter den Dag, men ogsaa dem, der vare stiftede forinden²). Men ligesom det ikke

1) Dsk. Mag. 11. 296 f.

2) Koklerup-llosenviuge, Grundrids af den dansko Ketshistorie, 2. Udg., I. 151 f. (§ 86). Jvfr. J. E. Larsens saml. Skrifter. 1. Afd. I. 384: Stemarm, Den danske Ketshistorie, S. 319. — I Norge, hvor den samme Bestemmelse indførtes, efter den norske Adels udtrykkelige Anmodning, ved Forordningen af 31. Juli 1591 (se Dsk." Mag. 111. 118 f. eUer Norske Rigsregistranter, 111. 202 f., thi Aftrykket i Paus' Saml. af gi. norske Love, 11. 428, hvor Forordningen har faaet en urigtig Dato, har ved at forbigaa et Par Ord slemt forvansket Meningen), gjordes der dog den billige Forandring, at den kun kom til at gjælde de Adelsmænd, som efter den Dag toge ufri Kvinder til Ægte. Desuagtet henvendte Hans Offesen (Rød) sig til Kongen for at faa sine med en ufri Kvinde avlede Børn, hvoraf de to allerede vare gifte med Adelsmænd , erklærede for adelige med fuld Ret til Arv efter ham. Kongen indrømmede hans Begjæring (18. Sept. 1596, Norsko Rigsregi.str. HI. 437 f.), da han havde ægtet Døtrenes Moder lang Tid for, end Line Artikler udstedtes: man skulde tro, at en saadan Indromnielse var overfladig. Regeringsraadet havde imidlertid to Aar tidligere ganske vist Sagen fra sig, men af dets Skrivelse (Nsk. Bigsreg. 111. 859) faar man rigtignok ogsaa det liwflryk, at den forholdt sig noget anderledes, end der siges i Kongebrevet fra 1596, hvad enten det nu er Eaaderne, som have misforstaaet den, eller deter den paagjaeldende, som paa egen Haand aidcn liar forbedret den lidt for at finde villigere ore hos Kongen.

Side 71

er ganske klart, om Forordningen ogsaa berøvede de Børn, som vare fødte i et sligt ulige Ægteskab før dens Udstedelse, deres Adelskab¹), saaledes maa man vistnok indvende mod den Betragtningsmaade, der vil forklare det Fænomen, at MagdalenemaaundværealleadeligeAttributer, af Forordningen, at denne næppe havde stort at sige i det daglige Liv udenfor de Tilfælde, hvor den fik praktisk Betydning, altsaa i Arvesager.Jegharlidtmdtved at tro, at Universitetets Notar, eller hvem der har optegnet hine Forhandlinger, skulde her, hvor der ikke var Tale om Magdalenes retslige Krav, begrundedepaaFødsel,begaaenUhøflighed mod hende og hendes Fader ved at nægte hende en Titel, som tilkom enhver AdelsmandsægtefødteDatter,selvomhan strængt juridisk taget vilde være berettiget dertil. De. hvem Bestemmelsen nærmest interesserede, synes ikke at have overholdt den videre nøje, hverken Regeringen eller Adelen. Hvor lidet Adelen brød sig om at følge Regeringen i den moralske Tendans, hvoraf Forordningenudsprang-),visermerendét Exempel, og at Eegeringen,hoshvemmanellersskulde ventt størst Strænghed, ikke heller altid tog det saa nøje med den kongelige Befaling,

1) »Først, at hvor nogen Adelsmand haver taget sig ufri Kvinde eller herefter tagendos vorder og avler Bum med hende, da skulle samme deres Børn ikke være eller koldes for Adelbørn eller fri .Folk.« Samling af kgl. aabne Breve, trykt i Kbhvn. 1590 af Mads Vingaard, 81. O.

2) Jvfr. *yt jurid. Arkiv, VIII. 179 og Hist. Tidsskr. 4. R. V. 151 f. — I Christian IY's norske Lov af 1604 (4. Bogs 7. Kap.) hævdes den endnu (Udg. 1855, S. 78), men i hans saakaldte store Reces af 1643 er den ikke optaget. Jvfr. Stemann, Retshist. S. 319. Deraf følger dog ikke, at den er opgivet.

Side 72

fremgaar af den hveenske Dagbog. Tyge Brahes Sønner bleve nemlig sendte til Sorø Skole¹), og det ikke blot den ældste. Tyge, som var født 1581 -), men ogsaa den yngre, Jørgen, hvis Fødsel faldt i Aaret 1583³), altsaa efter Forordningen. For at faa dem optagne i Sorø Skole maatte han imidlertid have RegeringsraadetsTilladelsedertil-,mendeter aabenbart, at han ikke kunde have sendt dem til denne Skole, der som bekjendt var oprettet for 30 adelige og 30 uadelige Drenge, hvis de der skulde regnes blandt de sidste. I en anden Skole kunde de vel som Sønner af en Adelsmand hæve sig over deres borgerligfødteKammerater,iSorøderimodvilde 30 Smaatyranner idelig foreholde dem deres Moders uædle Byrd, dersom denne virkelig i det daglige Liv satte en saadan Plet paa hendes Børn, at de kun vare at agte som ufri. Det vilde have været en utaalelig Stilling for dem, og deres Fader vilde aldrig med Ro have fundet sig i, at hans Sønner udsattes for saadanne Forhaanelser. Deres Skolegang i Sorø er da ikke alene et Bevis for, at Regeringen maa have optaget dem blandt de andre Adelsbørn, men den beviser ogsaa, hvor lidet Adelen i mange Henseender bekymrede sig om Forordningen⁴), thi havde denne gjaldt i sin fulde Udstrækning, kan man være vis paa,

1) Dagb. S. 154. 199, 211 f.

2) Dsk. Mag. 11. 218.

3) Dsk. Mag. 11. 219.

4) Kigshoftnesteren Christoffer Valkendorfs Broder Erik Valkendorf. hvis Hustru Birgitte Lindenov døde 1568 (St. Friis, Roskilde Domkirke, S. 215), havde efter 1588 to naturlige Sønner, Herluf Eriksen og Christian Eriksen, der begge adledes af Christian IV 1016 (Brasch, Yemmetoftes Hist. I. 197); men allerede forinden han saaledes indtraadte i Faderens Stand, havde Christian ægtet en adelig Dame, nemlig Sofie Krabbe (Weinwich, Beskriv, ov. Stevns-Herred, S. 94). Det bør dog bemærkes med Hensyn til denne Sofie Krabbe, en Datter af Niels Krabbe til Vegholm og Birgitte Skave og en Svigerinde til Fru Lisbeth Bryske, at hun havde en Søster, Ellen Krabbe, der som Enke efter sin første Mand, Frederik Skovgaard, ægtede en Bartskjær i Kjøbenhavn, og en Broder. Ejler Krabbe, som giftede sig med en ufri Kvinde (Hofman. Danske Adelsmænd, 11. 201, Tab. 1; Mumme, St. Knuds Kirke i Odense, S. 115).

Side 73

at den adelige Skoleungdom ikke havde forsømt praktisk at
udøve de Lærdomme, som den havde hørt docere i sit Hjem,
overfor de hveenske Drenge.

En væsentlig Indvending vil dog kunne rejses mod den Bekræftelse paa Gravskrifternes Udsagn, som jeg har ment at have i Konsistorieakterne. Magdalene havde samme Moder som de øvrige Børn, der bleve voxne¹). Vare da ogsaa de fødte udenfor Ægteskab? I saa Fald have Eegeringsraaderne unægtelig handlet vel ugenert, da de optoge Sønnerne i Sorø Skole. Eller har Tjge Brahe ægtet Kirstine efter Magdalenes, men førend Sønnen Tyges Fødsel? Da synes det, at hun maatte komme til at dele Kaar med hendes senere fødte Søskende. I begge Tilfælde maatte hun behandles paa samme Vis som Sønnerne, og man bliver derfor maaske dog nødt til at opgive Forsøget paa at hente et Bevis for hendes uasgte Fødsel i den titelløse Maade, hvorpaa hun nævnes 1596'²). Hvorledes dette nu end forholder sig, turde det dog staa fast, at den gamle Efterretning om Tyge Brahes Bryllup i Aaret 1573 inaa opgivessom urigtig, med mindre man. hvortil der næppe er nogen som helst Grund, vil opstille den Formodning, at de to Børn, der døde spæde, ikke havde samme Moder som de andre Børn. Man kunde maaske betragte Brylluppet som en Følge af det Kongebrev, der d. 11. Juni 1580 udfærdigedes til Bisperne³), man kunde maaske ogsaa, og det med større Eet efter min Mening, af Optegnelsen om Landemodesforhandlingerne1597 finde Anledning til at henføre det til et langt sildigere Tidspunkt⁴). Med de for Haanden værende Oplysningerlader

1) Hun kalder selv Kirstine for sin Moder. Dsk. Mag. 11. 359, 361, 365, 369.

2) Den lader sig ikke forklare af Forglemmelse ellei sligt fra Nedskriverens Side, thi den gjentages. Else Mule nævnes rigtignok ogsaa uden noget Epitheton, men hun var jo ogsaa gift med den borgerlige Professor Mels Krag. Man niaa desuden lægge Mærke til, at Magdalene intetsteds i Akterne taldes med Efternavnet

3) Dsk. Mag. VI. 221 f.

4) At Kirstine. da Tyge Brahe forlod Danmark:, va c hans Hustru, er ovenfor bemærket. Han betegner hende selv 3oni saadan. I (let bekjondte skarpe Kongebrev fra Oktbr. 1597, den danske Regerings Farvel til den bortdragne Astronom, forekommer folgende: «... ligesom vi og Riget vare saa uformuendes, at vi sligt ikke afstcd kunde komnie. nied mindre du mod Kvinde ogßorn skulde uddrage og sligPendinge hos andre betle« (Dsk. Mag. 11. 338). Uagtet Udtrykket • Kvinde • liar en noget skurronde Klang, ikke mindst fordi der i samrne Brev er Tale om Prsesten paa Hveen og bans •Hustru>, er det dog vist den korrekte officielle Betegnelse, og der vilde sikkert va?re blevet anvendt et ganske andet Ord, om der dermed skulde have vseret angivet, at him ikke var viet til bam.

Side 74

ningerladerSpørgsrnaalet sig ikke afgjøre. Det vilde blandt andet være af Interesse at erfare, hvorledes Formynderregeringenliar motiveret Optagelsen af de unge Braher i Sorø Skole, især hvis de, som jeg er mest tilbøjelig til at tro, vare uægte Børn.

Fremstillingen i det foregaaende kunde synes at blive modsagt og altsaa omstødt af et Aktstykke fra 1630, der er udstedt af Tyge Brahes Søster Sofie, den eneste af hans Søskende, som da var i Live, og af hans øvrige nærmeste Slægtninge i Danmark. I dette paa Tydsk affattede Dokument¹) hedder det, at hans Hustru vel ikke var af samme Stand som han, og at Bestemmelserne om, hvorledes der i saadanne Tilfælde skal forholdes blandt Adelen, endnu ere i Kraft, men at Meningen hermed ikke er, at hans Børn ikke skulde kunne arve hans efterladte Løsøre, i Særdeleshed da efter danske Love lians Hustru <vin Ansehen ihrer beiden zusammen offentlichs, unveriindertes,ehrsames Lebens fiir seines eheliches Weibes rechtlich muss erkennet werden. Wo auch sie nicht endlich also fur seines rechtes, untadelhaftes Weib wå're gehalten worden, witre es ihme nimmer gestattet mit derselben alhie in dieseni loblichenKonigreich bei die sechs und zwanzig Jahr vor seinem Abreise ruhig zu hausen, all dieweil mit einer ledigen, unehelichenWeibesperson zu leben keinem dieses Konigreichs, es sei wes Standes er auch sein mochte, nimmermehr zugegeben.« Herefter skulde de altsaa være komne sammen 1571, men at der ogsaa dengang er bleven holdt Bryllup, fremgaar rigtignokikke

1) Dsk. Mag. 11. 367 f.

Side 75

nokikkeaf Ordene, der synes at være satte paa Skruer. Hvorfor siges det ikke ligefrem, at de ere ble\ne viede sammen?Det ser næsten ud, som om det lange uforstyrrede Samlivskal have samme Virkning som den kirkelige Handling. Og er det ikke forunderligt, da det netop er Sofie Brake, som har været med at udstede Dokumentet, at denne Tyges elskede Søster, der desuden nærede .levende Interesse for Personalhistorien,ikke har kunnet angive noget nærmere om Brylluppet?I Mangel af bedre Bevis tages der Tilflugt til et saa lidet sigende Argument som det, at man ikke vilde have tilladtdem at leve sammen, hvis de ikke havde været Ægtefolk, enPaastand, hvis Uholdbarhed bliver indlysende, naar vi tænke paa den Kvinde, som uden at være viet til Hans Skeel i over 20 Aar var i hans Hus og fødte ham 11 Børn¹), eller paa det forargelige Liv, Arenfeld til Gmndetved og Herluf - strup førte²), eller paa de Oplysninger om den fynske Adels Usædelighed, som Biskop Engelstoft nylig har samlet³). Desudenkunde jo mulig Tyge Brahe, som ovenfor antydet, netop have ægtet Kirstine, da man tilsidst ikke længer vilde se gjennem Fingre med det bestaaende Forhold. Alt vel overvejet,er Dokumentet, som Attest betragtet, nær ved at sige det modsatte af det, som det skal udtrykke.

Som sagt. vi maa oppebie, at Tiden bringer nye Oplysninger, der kunne løse Spørgsmaalet. Det nye Bidrag til Tyge Brahes Historie, som nu er fremkommet, Dagbogen, vil ikke kunne yde et eneste fast Udgangspunkt til Modsigelsernes Udjævning, men nok kunne vække Formodninger og Tvivl. For Aarene 1596 og 1597 indeholder den følgende Efterretninger om hans egne Rejser og om hans Børn med Forbigaaelse af alt andet.

1596. 7 Jan. Tyge drog til Helsingborg. 17. Jan. Han kom
hjem. 23. Jan. Han drog til Kjøbenkuvn. 27. .lan. Hau kom hjem.
21. Febr. Han drog til Kjobenhavn. 5. Marts. Pigerne (puellæ) droge

1) Dsk. Mag. 11. 192.

2) Ny kirkehist. Saml. Vi:. 397 ff.

3) Hist. Tidsskr. 4. E. V. 151.

Side 76

til deres Fader i Kjøbenhavn. 19. Marts. Tyge kom hjem. 5. Maj. Sofie og Sidsel (hans Døtre) ere syge. 24. Maj. Tyge drog til Kjøbenhavn. 28. Maj. Han kom hjem om Aftenen. 7. Juni. Han drog til Herredagen i Kjøbenhavn. 14. Juni. Hans Sønner kom om Katten. 16. Juni. Han kom hjem fra Kjøbenhavn. 29. Juni. Magdalene lider af Hovedpine. 7. Juli. Tyge drog til Kjøbenhavn. 17. Juli. Han kom hjem derfra. 4. Aug. Han drog til Kjøbenhavn. 15. Aug. Han kom hjem derfra. 15. Sept. Han kom hjem fra Kjøbenhavn¹). 25. Sept. Han drog til Kjøbenhavn. 27. Sept. Den yngre Tyge drog til Faderen i Kjøbenhavn. 9. Okt. Tyge kom hjem fra Kjøbenhavn. 2. Nov. Han drog til Kjøbenhavn. 6. Nov. Den yngre Tyge drog til Faderen i Kjøbenhavn, men vendte om paa Grund af Modvind. 10. Nov. Tyge, Magdalene og Elisabeth droge til Faderen i Kjøbenhavn. 13. Nov. Tyge (Faderen) kom hjem. 19. Nov. Han drog til Kjøbenhavn. 24. Nov. Begge hans Sønner kom hjem fra Kjøbenhavn. 26. Nov. Han kom hjem. 27. Dec. Han drog til Kjøbenhavn med sine Døtre³). — 1597. 6. Jan. Tyge kom hjem fra Kjøbenhavn. 7. Jan. Han drog til Skaane. 8. Jan. Niels Skrædder drog til Jylland og med Jørgen til Herlufsholm. 10. Jan. Han (o: Tyge) kom hjem. 28. Jan. Han drog med alle Børnene til Skuane. 7. Febr. Han kom hjem derfra. 15. Febr. Han drog til Kjøbenhavn. 24. Febr. Han kom hjem. 3. Marts. Sofie³) er syg. 6. Marts. Tyge drog til Kjøbenhavn. 13. Marts. Han kom hjem derfra. 18. Marts. Han drog til Kjøbenhavn.

Med denne Prøve paa Dagbogens detaillerede Oplysninger liggende for sig vil man bedre faa Øje for, hvor gaadefuldt det er, at den aldrig nævner Kirstine, forudsat naturligvis, at hun ikke er ment med nogle af de Bogstaver, som ikke lade

1) Udgaven har (S. 255): »Rediit Tycho Hafniam-, men Verbet redire betegner ellers stedse en Bevægelse tilHveen, og der maa derfor utvivlsomt læses: Hafnia. Rimeligvis er han sammen med de andre rejst til Hovedstaden d. 28. Aug. (•Profecti sumus Hafniarn« l i Anledning af Kroningen, men er bleven tilbage der, da de andre allerede d. 8. Sept. vendte hjem.

2) Hans Brev til Kansleren Christian Friis, der er dateret Uraniburgo pridie Calendarum Januarii Anni 1597 (Dsk. Mag. 11. 310 ff.), er altsaa ikke ganske nøjagtigt i sin Datering.

3) Er det hans Datter, hvad man snarest skulde tro ? Men i Følge det foregaaende skulde man formode, at hun var i Skaane. At antage (med Registret), at det er hans Søster, sjTies i hvert Fald ikke at kunne forsvares.

Side 77

sig tyde. At hun ikke fulgte med Tyge Brahe paa hans mange Ture op og ned ad Sundet, er naturligt nok; men da han bryder op fra Øen med alle sine, selv da omtales hun ikke, og det er unaturligt og übegribeligt, at sige hvis hun dengang har opholdt sig der. Men da hendes Ankomst eller Afrejse aldrig berøres, skulde man næsten tro et af to: enten har hun hele Tiden boet paa Øen — men da savne vi hende mellem den øvrige Familie ved Bortflytningen —, eller ogsaa har Uranieborg i alle disse Aar ikke huset hende¹). Hvem vil tro det muligt? Hun skulde kun i Ny og Næ have modtagetetBesøg paaKnudstrup eller i Kjøbenhavn af sin elskede²) Tyge Brahe, og han skulde i de lange Vinteraftener, naar Skyerne dækkede for hans Stjerner og han \ar træt af at sysle i Laboratoriet og tale med sine Medhjælpere, have siddet alene paa sin Borg, lyttende til Vindens melankolske Susen og tænkende paa, at den kj ærlige Haand, som kunde glatte Bynkernepaahans Pande, nu var langt borte, uden at han, den energiske Mand, skulde ophæve Adskillelsen! Nej, det er utroligt.AndreEfterretninger tyde ogsaa paa det modsatte. Klagen over Præsten paa Hveen kunde vel næppe have lydt, som den lød, hvis Kirstine ikke havde opholdt sig paa Øen. Da Franskmanden Pierre Daniel Huet 1652 gjæstede Hveen, fik han opspurgt en gammel Mand, som fortalte, at han ikke alene havde kjendt Tyge Brahe og Uranieborg, men at han ogsaa i sin Tid havde tjent ham og deltaget i Byggearbejdet. Han skildrede sin fordums Herre som en hidsig, \redagtig Mand,

1) Næppe vil nogen finde et Tegn paa hendes Fraværelse i den Omstændighed, at Hveen ogsaa modtog Besøg af Adelsdamer. Deres Antal var desuden meget ringe, jeg tror ikke. at Dagbogen i alle Aarene nævner mer end en halv Snes, og deriblandt vare flere, som vare meget nær i Slægt med Tyge, nemlig hans Moder og to Søstre og desuden en Svigerinde og en Søsterdatter.

2) «Og var (hun) altid saa meget sorggiven, siden Vor Herre kaldede vor salig Fader,- skriver en af Døtrene om hende. Dsk. Mag. U. 370.

Side 78

haard mod sine undergivne, men kjær af Drik og Kvinder¹). Naar Huet derpaa lader sin Hjemmelsmand som Bevis herfor anføre, at Tyge ægtede en Bondepige og derved højlig krænkede Brahernes berømte Slægt, er det nok muligt, at Bonden kan have vidst nogen Besked herom, men Forfatteren synes dog nærmest at have hentet denne sin Viden fra Gassendis Bog, som han andetsteds citerer. Forudsat, at man ikke vil holde sig bogstavelig til Franskmandens Keferat, der fremstiller Tyge Brahe i et lidet gunstigt Lys, er dog den Slutning formentligrigtig,at havde Kirstine aldrig sat sin Fod paa Hveen, havde Bonden ikke et halvt Aarhundrede efter Tyge Brahes Død endnu bevaret Erindringen om hans Tilbøjelighed. — Men hvorfor er da Dagbogen saa tavs? Kun under Forudsætningaf,at Kirstine ikke var hans Hustru, kan jeg forstaa, at man undgik at omtale hende ien Bog, hvortil han selv havde Adgang. Men om Dagbogen end kan bestyrke en Formodning,kanden dog intet bevise.

Hengiven til Yin og Kvinder! Saaledes lød altsaa Tyge Brahes Eftermaile blandt hans undergivne, og saaledes har det lydt ogsaa i nyere Tider⁵). Og ligesom det Vidnesbyrd, han selv har givet sig paa sine »naturlige« Børns Epitafier, ikke

1) •Tychoneni autera referebat homineni fuisse violentnm. impotentein, iracundum, famulos et villicos male multantem, ebriosum qvoqve et molierosum.« P. D. Huetii Coiumentarius de rebus ad eum pertinentibus, Amst. 1718, p. 87. Et dansk Udtog at" hans Rejseberetning i 0. Wolffs Journal f. Politik, Katur- og Meiineske-Kundsk, 1824, 11. 1 ff. Se oiu liam og hans Eejse en Xotits af L. Daae i (Norsk) Hist. Tidsskr. 11. 323 ff. I Manuskript har hans Levnetsbeskrivelse vaeret bekjendt for Basnage, som i sine Annales des Provinces-Unies depuis les negociations pour la paix de Minister (La Have 1719, Fol., I. 522) meddoler Karakteristiken af Tyge Brahe. — Byggearbejdet paa Hveen fortsattes i mange Aar — endnu 1591 kom et hollandsk Skib med Teglaton til oen (Dagb. S. 181) —. ug der er derfor intet til Hinder for, at den gamle 3land virkelig kan have deltaget l det.

2) »Amori vinoqve plus qvam medioeriter deditus. • G. J. Billberg (præs. E. S. Bring'). Piss. hist. de insula Hven, P. 1^—2, Lundæ 17'.«—95, p. 29.

Side 79

taler til Fordel for lians Afholdenhed, saaledes har Keppler skildret ham som en Yen af Bordets Glæder og en ingenlunde maadeholden Tilbeder af Bacchus¹). Selv har han, da han stod i sin Ungdoms fulde Kraft, udtalt et Ønske- om sin Fremtidsskæbne:

• Tandem tempus erit gelidam remeare sub Arcton
Trita exempla seqvi, cyatbis, canibusqve. caballis
Et fastu et luxu (qvid enim, si talia desint.
Deniqve nobilitas poterit sensis.se beatum)
Perdere cum reliqvis reliqvos inglorius armos,
Mc nisi (ut opto) Deus fata ad meliora reserv 3t»').

I mangt og meget blev hans Skæbne, som han havde ønsket den: en stor Del af det samtidige lærde Europa beundrede ham, Eftertiden nævnede haps Navn blandt de udødelige. Men alt, hvad han havde bedet Gud bevare ham for, undgik han ikke. Det er den fælles Lod, at alle ved Livsbanens Ende se tilbage paa uudførte gode Forsætter og stirre fiem efter unaaede Idealer, og derfor maa vi ikke for haardt dadle ham, fordi ikke heller han blev Sejrherre i Livets Kampe, dem han saa udfordrende gik imøde. Men vel kunde man have ønsket, at han havde udtalt sig med lidt mindre Hovmod overfor andre og lidt større Sandhedskjærlighed overfor sig selv, idet hans Samvittighed dog maatte sige ham, at han ikke havde Eet til at bebrejde andre, hvad han selv gjorde sig skyldig i.

1) Hasner, T. Bralie u. J. Kepler in Prag, S. 17. Jvfr. Gassendus. T. Brabei vita, p. 194,

2) Dsk. Mag. 11. 186. Verset er fra 1573. Samme Aar skrev lian (S. 188): • Delectent multos furibuudi pocula Bacchi, Pocula per madidos siepe iterata dies. Multos blanda Venus lepldis amentet ocellis, Qvos levis insani torqvet amoris amor.»

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 6 (1877 - 1878) 1

Tyge Brahes meteorologiske Dagbog, holdt paa Uraniborg for Aarene 1582—1597. Udgiven som Appendix til Collectanea meteorologica af det kgl. danske Videnskabernes Selskab ved dets meteorologiske Comité. [Ogsaa med fransk Titel.] Kjøbenhavn 1876. (IV + 263 + LXXV SS.)

Tyge Brahes meteorologiske Dagbog, holdt paa Uraniborg for Aarene 1582^—1597. Udgiven som Appendix til Collectanea meteorologica af det kgl. danske Videnskabernes Selskab ved dets meteorologiske Comité. [Ogsaa med fransk Titel.] Kjøbenhavn 1876. (IV + 263 + LXXV SS.)