A. Heise: Kristiern den anden i Norge og hans Fængsling. En historisk Undersøgelse. Kjøbenhavn 1877. (218 SS.)

Side 115

Christiern ll's Tid er fængslende som f;ia Afsnit af den danske Historie. Paa den ene Side er Tiden selv rig paa mægtige aandelige Koreiser og stærke politiske Brydninger, paa den anden Side fremviser Kongen en Karakter med voldsommeLidenskaber og dybe Skygger, vel værd at fæste sin Opmærksomhed paa. Hans Liv fra Vuggen til Graven var et talende Vidnesbyrd om menneskelige Beregningers Csikkerhed og om Lykkens underlige Omskiftelser: det kom ogsaa i en Grad, som det kun sjælden aabonbarer sig for vore Øjne, til at afgive et Exempel baade paa hensynsløs Magtlyst og paa dens retfærdige Straf. Det er Tanken Din denne Straf, de mange, mange Aar tilbragte i Landflygtighed og bag FængsletsMure, som mere end noget andet, more selv end de Frihedsideer,man — med Urette — har villet se i hans Planer, har bidraget til at kaste en forherligende Glans over ham. Men idet saaledes Medlidenheden, bevidst eller übevidst, har faaet Lov til at indvirke paa Dommen over ham, har don her som overalt, hvor de:i gjør sig gjældende overfor Historien, frembragt en falsk Dom. Den menneskelige Medlidenhed, der er saa smuk i Livet, bør forstumme, naar Talen er om længst forsvundne Tider, og de historiske Forfattere, som appellere til den hos deres Læsere, begaa derved et ,-tort Misgreb¹). Det kan være gribende nok at udmale sig det, Ojeblik, da Skibet med den fangne Kong Christiern ombord pludselig drejede ind ad Aissund og han i det samme med an ånde Gru saa sine Fjenders Falskhed og sin tunge Fremtid.vskæbne, og det kan være sørgeligt nok at forestille sig hE.m, der havde hersket

1) Jvfr. Paliulan-Muller, De første Kongov af den oldenborgske Slægt, S. 560.

Side 116

over tre Kongeriger, vandrende frem og tilbage i sin Fangecclle,medens de kvalfulde Timer langsomt voxede til Aar; men det maa ikke lades ude af Syne, at den Frugt, han høstede, havde han selv saaet, at den troløse Politik, han havde øvet, lod enhver Fordring fra hans Side paa at møde Kedelighed klinge som en bitter Ironi, at Fængselslivet i Sønderborg er Efterspillet til Dramaet paa Stockholms Stortorv. Xetop derfor er det i saa høj Grad ønskeligt, at hans Historie maa blive behandlet som en Helhed, og det maa dybt beklages, at den Mand. som havde sat sig denne Opgave og indviet sit Liv dertil, bortkaldtos, længe før han havde naaet sit Maal, selv om man maa indrømme, at hans klassiske Arbejde lider af en betydelig Ensidighed. Ligesom man vel i Almindelighed med Grund kan nære Tvivl om, hvor vidt en anden med Held vil kunne fortsætte, hvor Allen slap, fordi dennes Værk helt igjennemer præget af Forfatterens Personlighed, saaledes maa det el ogsaa betvivles, fordi Christiern II næppe herefter vil blive opfattetaf en anden saaledes som af Allen, og den Enhed i Behandlingenaf de to store Afsnit af hans Liv, som saa stærke anbefaler sig selv, vil derfor næppe paa denne Maade blive bragt tilveje. Da Dr. Heise imidlertid nu har mældt sig som den, der tænker paa at fortsætte Allens Arbejde¹), maa man i Erkjendelse af hans Dygtighed ønske denne Plan udført med Tiden, ikke fordi det afbrudte Værk derved vil faa en egentlig Afslutning, hvad det efter det fremsatte næppe vil faa, men fordi man saaledes kan vente at faa en grundig og tiltalende Fremstillingaf de Aars Historie, som det ikke lykkedes den afdøde Historieskriver at faa skildret.

Men Christiern Ils Historie er ogsaa rig paa Episoder, og det er en saadan, som er Gjenstanden for det Skrift, her skal omtales, nemlig Christierns sidste Forsog paa med væbnet Haand at tilbageerobre sine tabte Kiger eller med andre Ord lians norske Felttog 1501_—32, der endte med hans Tilfangetagelse.Saa kort dette Felttog end varede, og saa fattigt paa nogen større Yaabendaad det end var, danner det dog en højst

1) Universitetets Program til Reformationsfosten 1877, S. 07 f.

Side 117

interessant Episode, navnlig ved den Katastrofe, der afslutter det, og Kilderne tiyde desuden her saa rigelig, at BegivenhedernesGang lader sig fremstille paa en smuk Maade. Man læse den lille Skildring, Professor L. Daae. har givet deraf i et Folkeskrift¹), og man vil strax faa en Følelse af. hvilken stærk Kolorit der kan hentes alene fra Keiiuar Kocks lybækske Krønike. Men en saadan udm.ale.ude Fortælling maa man ikke søge i Dr. Heises Skrift om dette Emne. Han kalder det selv „en historisk Undersøgelse" og hau derved tilstrækkelig angivet, at det ikke er som Historieskriver, men som Kritiker, at han vil optræde. Ikke heller vil han oplyse alle Krigstildragelserne i Norge; det er Christiern ll's Deltagelse i dem og først og fornemmelig hans forskjellige 'Underhandlinger, han dvæler ved. Deraf kommer det, at Begivenhederne i det Ncrdenfjeldske kun skitseres, og at alt angaaende Korges Pacitikation efter Christiern ll's Afrejse til Danmark lades uomtalt, ja selv Indledningen. Udviklingen af den politiske Situation, dei forte til Toget, og Forberedelserne til dette, er holdt i stor Kuitfattethed. Desto udførligere giver Forfatteren sig af med det, der for ham er Hovedsagen. At han i Udførelsen af sin foresatte Opgave viser sig som en grundig Forsker, følger næsten af sig selv; det er i al Fald ikke andet end det, enhver, som har fulgt med, hvad der i de senere Aar er flydt fra hans Pen, maatte vente. Med Omhu har hau benyttet ikke alene d>n trykte Litteratur, men ogsaa (le rige Aktstykkesamlinger kia.de i det danske Gehejmearkiv og i liigsarkiverne i Christiania og Stockholm; da han desuden har gjennemgaaet Allens efterladte Excerpter, kan man vide, at der ikke kan være stort, som er undgaaet ham 2).

1) L. Daae, Histor. Skildringer. Idg. af Selskabet for Folkeoplysningens Fromme. Km. 187^. S. 81^—117.

2) Formentlig burde Foif. have benyttet den tydsko Vise. som er meddelt i E. v. Liliencron, Die historikken Volksliodor der Deutschen. IV. 45 f. Daae nævner don i s,t nys omtalte Arbejde (S. S8). Den er forfattet i Begyndelse i af Aaret 1532 af Meinert v. Hamm, der var en af Befalingsmændene over Christiern ll's Landsknægte. Oin Toget til Xorgo lir^bl^r det her: ■ Und hedd uns gods weder und wind gedan. to Kopenhagen weren wi angekamen. • Jyfr. Forf. S. 12 f. Visen taler om Indtagelsen af Katzborch(.y. men liar intot om Olufeborgs Erobring (jvfr. Furl, b. 66).

Side 118

Hvorvel jog- saaledes mener, at det foreliggende Skrift er et dygtigt og fortjenstfuldt Arbejde, kan jeg dog ikke tilegne mig alle dets Synspunkter eller tiltræde alle dets Resultater. Inden jeg fremsætter mine Indvendinger mod dem af disse, som synes mig tvivlsomme, og som jeg derfor tror bør underkastes fornyet Drøftelse, maa jeg imidlertid forudskikke den Bemærkning, at jeg kun med Forf.s værdifulde Undersøgelse til Grundlag har turdet indlade mig paa Behandlingen af de Spørgsinaal. som her ere optagne. Skulde man finde ved en nærmere Sammenligning mellem hans og min Opfattelse — en Sammenligning; som ikke maa undlades, da jeg af Hensyn til den Plads, der kan indrømmes en Anmældelse, maa medtage mindre af hans Udvikling, end ellers kunde være onskeligt —, at de her fremsatte Anskuelser maaske paa et eller andet Punkt have størst Sandsynlighed for sig, maa man derfor ikke overse hans Fortjenester af den hele Sag.

I Følge den hidtil gængse Mening begik de Mænd, der af Frederik I vare sendte som hans befuldmægtigede til Xorge. Svig mod Christiern II ved at tilsige ham frit Lejde til en Sammenkomst med hans Farbroder, uagtet de fik den Ordre fra deres Konge, at de ikke maatte indlade sig paa at love sligt, men skulde forlange Overgivelse paa Naade og Unaadc. en Ordre, som vel først indtraf, da Underhandlingerne vare afsluttede, men som dog kom tidsnok til, at den endelige Udfærdigelse af de officielle Aktstykker kunde have været forhindret. Dr. Heise vil vise, at denne Anskuelse er urigtig, at der ikke af Frederik I's Kommissærer er handlet anderled^> end, at de kunde forsvare det, men at det er Eegeringen i Kjøbenhavn, horn ene maa bære det tunge Ansvar for Bruddet paa det givne Løfte. Dette skulle vi undersøge lidt nøjere. Til bedre Forstaaelse meddeles en kort Udsigt over de vigtigste Begivenheder.

Side 119

Medens Christiern II underlagde sig det sydlige Norge, var det ikke lykkedes ham at gjøre sig til Herre over Agershus.Mogens Gyldenstjerne vilde ikke godvillig overgive ham Slottet, og med Magt kunde han ikke indtage det i en Fart. Saa foretrak han, übegribelig nok, at slutte Overenskomst med Lensmanden om, at Slottet skulde overgives ham, hvis der ikke inden Midfaste (10. Marts) kom Undsætning til det fra Danmark,og at der imidlertid skulde vær o Fred mellem begge Parter. Denne Vaabinstilstand blev indgaaet d. 23. Xovbr. 1531. Allerede en halv Snes Dage i Forvejen havde Mogens Gyldenstjerne sendt Bud til Danmark om Sagernes Stilling, og i Henhold til en Aftale, der var truffen ved Dagtingningen, lod han nu en ny "Underretning¹ afgaa til Kong Frederik og bad om Undsætning inden den fastsatte Termins Udlob. Det gjaldt om betids at opfylde dette Forlangende, for at ikke den vigtige Fæstning skulde falde i Fjendens Hinder, og d. 10. Januar afsendtes da. efter at der var gaaet nogen Tid til Spilde paa Grund af Kongens Ophold i Hertugdommerne, et lille Skib med 40 Knægte ombord. Katten mellem 20. og 21. Januar naaede denne lille Skare übemærket gjeunein Oslo ind i Agershus,og den følgende Dag opsagde Mogens Gyldenstjerne Vaabenstilstanden,da han nu havde f'aaet Undsætning¹). I Marts sendtes en lidt anseligere Shrke fra Danmark til Xorge. Paa Grund af Isen i Fjorden kunde Flaaden i'deo naa op til Agershus,men man tik dog bragt nogle Landsknægte, forsynede med en Del Krudt. ti.l de belejrede, hvorhos man lod disse vide, at de snart kunde vente kraftigere Hjælp. Det trak dog ud med Afsendelsen af denne, men d. 2. Maj afsejlede endelig den store Flaade, 25 -}kibe stærk, hvoraf imidlertid over Halvdelenvare hanseatiske, med G—7000G^—7000 Knægte ombord. Anforbonover

1) I Overenskomsten mellem Chmtierii II og Mogens Gyldenstjeme af 23. Xovbr. var det fastsat, atAger.shus .nuler Yaabonstilstanden ikke maatto forstærkes med I ulk (Forf. S. L'P.)- Xaar Kongen senere beskyldte Slotsherren for Brud paj Tro og Love (S. 41), var det vel. fordi han betragtede de 40 Mand. der i Januar slap ind paa Slottet, som en slig utilladelig Forstærkning og ikke som en Undsætning fra Danmark.

Side 120

forbonoverdisse var betroet en Kommission, bestaaende. af
Biskop Knud Gyldenstjerne, den norske Rigsraad Hr. Xirl-
Lykke og Landskmrgte-Oversten lfeimvald v. Heidersdorf.

Allerede forinden, som det synes i Begyndelsen af April, havde Kong Frederik skrevet til Mogens Gyldenstjerne, takkendeham for hans Kjækhed og bebudende den snarlige Afsendelseaf 011 storFlaade og Krigsmænd for at nedlægge Kong Christians Folk. Dog tilføjede han. at han for at nndgaa Blodsudgydelse gjerne saa, at der kunde blive sluttet «en Handel med Kong Christierns Landsknægte«, hvorfor han bemyndigedeLensmanden til at tilsige dem fri Marsch gjonnem Danmark ill Tydskland; men Penge maatto der ikke loves dem (Forf. S. 49). »Dette Brev fik ikke ringe Indflydelse paa Mogens Gyldenstjernes Adfærd i den følgende Tid. Man maatte ji> ogsaa heraf f.ia det Indtryk, at Kongen ønskede en fredelig Losning fremfor en Kamp.« Saaledes udtaler Forf. sig. Men lad os dog strax lægge Mærke til, at Brevet ene og alene taler om Kon«¹ Christierns Landsknægte og ikke nævner et Ord om at indrømme Kongen selv noget. I god Overensstemmelse hermed staar det da, naar Frederik I lidt senere ('2.">. April) i et Brev til Brodersønnen, hvori lian afslaar at gaa ind paa dennes taabelige Forlangende, at han skulde afstaa ham sine Uiger, slutter med følgende stærke Ord: «For slige og andre underlige og farlige Gjeminger, som vi have forfaret af eder. som I haver bevist eder baade mod Gud og Mennesker, tør vi ikke sætte Love til nogen Handel at give os udi med eder« (S. 51). Tre Dage efter er den Fuldmagt udstedt,som medgaves de nylig nævnte Kommissærer, og hvori det hedder, at Kongen har afsendt dem med en væbnet Styrke for at drage til Norge «og der gjøre deres yderste Flid til. at de enten med Minde. Dagtingen eller med Magt kunne komme samme Uige og dets Indbyggere under vor Haand, Vold og Magt igjen. hvilket som vor og Kigens aabenbare Fjende KonningChristiern nu med Magt og Vælde haver trængt fra os«¹).

1) Diplom. Xorvrg. V. 795. Ordene lyde en lille Smule anderledes hos Forf. (S. -V2V manske en Følge af. at han har brugt en anden Kilde, selve Originalen i Gehejmearkivet.

Side 121

Der gives dem da tilligemed Slotsherren Hr. Mogens Gyldenstiernefri Fuldmagt til at gjøre, hvad dem tykkes iiyttigst til Udretteisen af dette Hverv, saa at alt. hvad ile gjøre, handle, skrive, besegle o. s. v., skal gjælde, som om det var Kongen selv, der havde gjort det, og det enten de lade den medfølgendekongelige Sekretær Jesper Broclmiand sætte Kongens Segl paa de Breve, de udfærdige i Kongens Navn, eller de udstede Brevene i deres eget Navn og dertil bruge deres egne Signeter.

Forf. bekæmper den Anskuelse, at dot kun er overfor Nordmændene, at Kommissærerne have faaet frie Hænder, men ikke overfor Kong Christiem. Han gjør opmærksom paa, «at Kommissærerne ikke et eneste Øjeblik have tnvlet om, at de i Følge den frie Fuldmagt jo havde Ret til at underhandle med Kong Christiern selv. Vel fandtes dette ikke udtrykkelig nævnt i Fuldmagten, men i Følge hele dens fuldstændig frie Form raaatte det have været fuldstændig forbudt, hvis den ikke strakte sig saa vidt. Og det er da ogsaa paafaldende, at det skulde have været dem forment at træde i Underhandlinger med den Mand, der stod i Spidsen for en fjendtlig Hær, mundedog ved fredelige Midler skulde søge at bringe Norge igjen ind under Kong Frederiks Scepter« i'S. 54). At Fuldmagten var meget fri i sin Form, skal indrømmes, men om den, hvad Realiteten angaar, var übegrænset, turcbs være stærk Tvivl underkastet. Hensigten med Kommissærernes Afsendelse er, som det siges med rene Ord i Kongebrevet, at bringe Norge og Nordmændene tilbage under Frederik Is Si.epter, og til at udføre dette Hverv er det, at de faa Fuldmagten. Ikke med en Stavelse antydes der, at de kunne tilsige Christiern 11, hvad de finde for godt; nej, han, den ■>aabenbare Fjende», som han kaldes, han, der med Yold har trængt sig ind mellem Kongen og hans Undersaatter, staar udenfor Fuldmagtens Omraade. Til ham havde jo Kong Frederik lige i Forvejen skrevet, at han aldeles ikke vilde indlade sig i Forhandlinger med ham, hvorimod han nu, samme Dag som Fuldmagten udstedtes, i et aabent Brev til alle Norges Indbyggere opfordrede dem til at falde til Føje; han har. siger han. udsendt sine Hovedsmænd

Side 122

<>g Folk «til Hjælp, Trøst og Undsætning« for dem alle «og <aa at handle, raadslaa og beskikke om vort, Norges Riges og alle eders Velfærd og Bestand«¹). Sammenholder man de forskjelligeUdtalelser af Kongen, alle fra samme Maaned, synes det at være klart, at han foreløbig hverken direkte eller indirekte(gjennem Kommissærerne) har villet underhandle med Brodersønnen. Xaar Forf. opstiller den Fordring, at Underhandlenmed Cliristiern II udtrykkelig skulde have været forbudti Brevet af 28. April, da den ellers maatte falde ind under det, hvorover Kommissærerne fik fuldkommen frie Hænder,fordrer han vel meget. Uden at ville gaa ind paa det mislige i at fremsætte temmelig store Krav til en med Hensyn til Brugen af Pennen übehjælpsom Tidsalders Udtryksmaade skal jeg gjøre opimerksom paa, at det retmæssige i Forf.'s Forlangendestærkt forringes, naar der tages Hensyn til det kritiseredeAktstykkes Beskaffenhed. Det er nemlig ingen Instrux for Udsendingene, det er et aabent Kongebrev, indeholdende deres Fuldmagt. Af en Instrux turde man vel med Rette fordre, at den skulde angive, hvem der var udelukket fra en mindeligOverenskomst: men tør man forlange det samme af et «Magtebrev» ? Jeg mener nej. Hensigten med det var, at det skulde forevises dem, hvem Underhandlingerne knyttedes med, og Indehaverne af det maatte naturligvis ikke benytte det overfor enhver. Hvem det maatte overgives og hvem ikke, er indlysende nok af Brevet, hvori Kong Cliristiern afvises, og af Proklamationen, hvori der loves Nordmændene Tilgivelse. Noget helt andet er det, om man vil mene, at Fuldmagten ikke har været ganske heldig affattet ved at give Anledning til, at den misforstodes og overskredes. I den Henseende kan man vist med Grund bebrejde Koncipisten, at han ikke har udtrykt, sig klart nok. Om Regeringens Tanke med den kan der derimodi Længden vel næppe tvivles.

Det Sporgsmaal opstaar naturlig: hvorledes skulde da
Kommissærerne forholde sig overfor Cliristiern II? De skulde,
vide vi, om det lod sig gjøre, se at vinde Nordmændene med

1) Diplom. Norvey. VIII. 709.

Side 123

det gode, og hans Landsknægte skulde de ogsaa prøve paa at faa til at falde til Føje uden Sværdslag; men naar han saa stod, forladt af hine og forraadt af disse, hvad saa gjøre med ham? Derom haves ingen Efterretning, men den Formodning ligger nær, at man, greben af en vis Mangel paa Omsigt, som synes at have raadet hos den danske Kegering, ikke har tænkt sig dette Tilfælde som noget, der snart kunde indtræffe, og soin man burde være forberedt paa. En bestemt Befaling til kun at bemægtige sig ham med Magt eller efter en frivillig Overgivelse fra hans Side uden bindende Tilsign som Vederlaghar man næppe givet Kommissærerne. Snarere har man villet se Tiden an; man har vol ment, at naav man erfarede, at det gik tilbage for ham og han saa sig nødt til at strække Haanden ud til Forlig, var der Tid nok til at tage de endelige Bestemmelser. Men denne ulyksalige Frygt fo:: at tænke Tankenhelt til Ende og derefter lægge sin Plan straffedes dyrt.

Det er bekjendt nok, at det Felttog, s .nu Knud Gyldenstjerneog hans Medanførere tiltraadte i .Yorge, ikke blev af de meget blodige. Om der end forefaldt Smaakampe, knytter Hovedinteressen sig til Underhandlingerne, sera snart toge deres Begyndelse. Flaaden. som d. 2 Maj st'.xl ud af Øresund, naaede fem Dage efter til Oslo, og allerede d. 12. Maj indlededesUnderhandlingerne ved et Brev fra Kong Christiern, hvori han foreslog en fredelig Sammenkomst. Herpaa gik de danske Anførere ind. Efter faa Dages Forløb afbrødes imidlertidForhandlingerne (16. Maj), idet ingen af Parterne vilde indrømme den andens Fordringer og Nøden endnu ikke havde gjort Eftergivenhed til en uundgaaelig Pligt. Men hvor kortvarigede end vare, fik de dog stor Betydning, da de senere optoges paa ny og kom til at danne Grundlaget for den endelige.Overenskomst. Kong Christierns vidt drev tie Fordring paa at gjenindsættes i alle sine Kiger og Lande blev naturligvis afvist, men da han under en af Sammenkomsterne opfordrede sine Modstandere til at sige, hvad de mente han burde gjøre, tik han det Svar, at de vilde raade ham til personlig at begivesig til Kong Frederik, hvor lian vel kunde vente et ærligt og fyrsteligt Underhold (S. 80 f.), et Svar, der i sine Følger

Side 124

blev sørgeligt for den ene Parts Frihed og for den andens Ære. Inden lian vilde indlade sig lierpaa, opstillede han visse Betingelser, og da Kommissærerne ikke strax vilde gaa ind paa dem, men foresloge yderligere Forhandlinger, greb han atter til Sværdet. I den sidste Skrivelse fra de Danske hedder det, at de ere villige til at indrømme, at Landsknægtene fredeligmaa drage bort til Lands eller Vands, og at Kongen, hvis det ikke kommer til en Overenskomst mellem ham og Frederik I, frit maa begive sig til sine Venner i Tydskland eller andetsteds') (S. 80 ff.). D. 17. Maj begyndte Fjendtlighederne paa ny, og samme Dag sendtes Peder Skrani og Junker Wilken Steding ned til Danmark med Anmodning om Tilførsel og Undsætning, for at man dermed kunde nedlægge Kong Christierns Magt 15.85 ff.). Alt saa krigerisk ud.

Omtrent 1-1 Dage gik hen, inden de to Sendebud traf den danske Konge. Skriftlig og mundtlig fik han nu Besked om de førte Underhandlinger, og hvorledes han optog den, erfare^ af hans d. 2. Juni udfærdigede Svar. »Først som de (0: Kommissærerne)lade kgl. Majestæt tilkjendegive, at Kong Christen haver begjæret at være til Samtale med dem, hvilket de paa det sidste have indgaaet, som kgl. Maj. haver forfaret af de Breve og Skrivelser, som dem imellem gangen er. og deslig&te af Junker Williken. som stedse haver været derhos tilstede, da tykkes kgl. Maj. ikke raadeligt være, at de paa en anden Tid give dem saa vidt udi Handel med ham, oin de oftere komme med ham til nogen Samtale; thi kgl. Maj. giver dem selv at betænke, at den Tid, han havde deres Fuldmagtsbrevinde i Byen. da-haver han det vist sit Folk og givet dem tilkjende, at han kan komme til Handling, naar han vil.» Kongen lover dem Undsætning og giver dem forskjellige liaad med Hensyn til de forestaaende Krigsoperationer, idet han dog overlader det til dem at træffe Afgjørelse derom, da de selv bedst paa Stedet kunne skjønne, hvad der er at gjøre: men han forbyder under Lovens Straf, at nogen dansk eller tydsk

1) Forf. føjer til: »altsaa ikke til Xorge«. Er dette »altsaa- tilstrækkelig

Side 125

Befalingsmand, Feltherre eller anden maa give sig i Samtale med Fjenden uden de menige Befalingsmænds og Høvedsmænds Samtykke og Vilje, og han indskærper, at man ikke saa længe, som det hidtil er sket, maa lade li am være uvidende om BegivenhedernesGang (S. .1.15 ff.K

Dette Svar, som Forf. har Fortjenesten af først at have fremdraget, haves kun i Udkast, men da dette er dateret, tor man nok antage, hvad ogsaa andre Omstændigheder antyde, at det i al Fald i Hovedsagen har stemt med den tabte Original. Der kan ikke godt være to Meninger om, at Svaret røber Mistillidhos Kongen. Han frygter for. at man vil gaa for vidt i Underhandlingerne, og han haaber at hindre dette ved at kræve de underordnede Officeren- Indvilligelse i dem, idet han sagtens har ment, at Partihensyn skulde spille en mindre Rolle hos dem end hos Hærens ledende Mænd, At hans Mistillid vaktes. kan ikke forundre den. som indtaget" det Stindpunkt, her hævdes: at Kommissærerne ikke have faaet F ildmagt til at underhandle med Christiern 11. Derfor dadler han ogsaa. at de have ladet denne faa Magtebrevet til Gjennemsyn¹), det var jo ikke bestemt for ham, men kunde paa Grund af sin Form let antages af andre for ogsaa at g]ælde overfor ham: derfor lader han dem vide, at de herefter ikke maa gaa saa vidt. hvis det kommer til nye Underhandlinger med Brodersønnen. Hvor vidt? Svaret synes at ligge nær nok: ikte saa vidt, at de tilsige Kong Christiern frit Lejde, ja maaske endog, som de mundtlig have slaaet paa. fyrsteligt Underhold i Danmark. Xaar Kongen er misfornøjet med, at; man er gaaet for langt i Underhandlingerne, maa lian naturligvis sigte til Indrømmelser og Tilbud, som hans befuldmægtigede have gjort; det syne* urimeligt, at han, som Forf. vil, skulde tænke paa de Fordringer,Modparten var fremkommet med, men som strax vare blevne forkastede som uantagelige. I god Satnmenha^vng med denne hans Misfornøjelse er det, at han forlanger for Fremtidenhurtigere at blive sat ind i Situationer: optages Underhandlingerne,efter

1) Kong Christiern skal Lave fundet det utilfredsstillende, ila det ikke var niedbeseglet af Kigsraadet (S. So).

Side 126

handlingerne,efterSamraad med alle Hærens Befalingsmænd, paa ny, skal Afgjørelsen træffes, ikke paa Agerslms, men paa Kjøbenhavns Slot. Brevet er holdt i en mærkelig usikker Tone, fremsættende Kaad og Henstilling-er, hvor man kunde vente Befalinger, uden at man dog derfor tager fejl af, i hvilke RetningerKongens Ønsker gaa. En Grund til denne Ængstelighed ligger maaske i den Omstændighed, at Brevet er udfærdiget paa Gunderslevholm, Mogens Gjøes Gaard, saa at Kongen, skilt fra sine fleste Raadgivere, har maattet være dobbelt forsigtig for ikke at støde baade Hærens Førere i Norge og Rigsraaderne i Kjobenhavn.

Hvad der kan have bevæget Knud Gyldenstjerne og Niels Lykke til at gjøre Christiern II hine Indrømmelser, er ikke let at sige. Mulig stolede de paa, at deres Stilling iog til det danske Rigsraad var saa stærk, at de kunde faa den Overenskomstgodkjendt, som de fandt var heldigst under de forhaandenværendeForhold. Kong Frederik var dug ikke alene cm at misbillige deres Fremgangsmaade. samme Stemning gjorde sig ogsaa gjældende i hvert Fald i visse Adelskredse. »Disse gode Mænd her i Danmark tykkes saa. at han (o: Niels Lykke) haver ikke raadet fuldt vel», skriver Fru Anne lind i Slutningenaf Juli fra Kjøbenhavn. hvor Efterretningen om den endelig afsluttede Overenskomst da var naaet, og en Maaneds Tid senere fortæller hun i et andet Brev om Niels Lykke, at »vor naadige Herre og do gode Mænd i Danmarks Raad takker hannem ikke heller meget for den Dagtingen, som han haver bestillet og handlet for os iaar« '). Om Anførerne havde baaret sig anderledes ad, dersom de havde anet den

1) Vedol Simonsen, Do dansko Ruder, I. 2P.fi, 241 (Ileise. S. 81). — Hvor bange man endnu i April var blandt Adelen i Danmark for, at Christiern II skulde gaa af med Sejren, viser den mærkelige Formaning, Fru Anne Movritsdatter Gyldenstjerne då rettede til Anders Bilde: »Kjære Søn, flyer Messer og Gudstjenester op igjen og Proces(sioner), at den evige Gud vil hjælpe os fra den umilde Mand.« Stedet er ganske misforstaaet af Brasch (Bregentveds gamle Eiere, S. 120), som forklarer »den umilde Mand« ved Djævluii.

Side 127

Misfornøjelse, deres Færd vilde vække, kan være tvivlsomt.
Den Tids Stormænd vare selvraadige, forfølgende egne Planer
og Formaal.

Inden Peder Skram og Junker Wilken forlode Danmark, fik de endnu en Ordre med sig. Hvorledes denne har lydt, og hvorledes det overhovedet forholder sig med den, lader sig næppe tilfulde oplyse af det hidtil bekjendte, men saa meget turde dog være afgjort, at det har været en virkelig Ordre, der bød de danske Kommissærer at slaa Kong Christiern af Norge og ikke at forhandle med ham, uden han vilde overgive sig paa Naade og Unaade'). Med den Besked droge de afsted, men da de endelig naaede op til Hæren, var alt indtraadt i et ganske andet Spor, end da de rejste derfra.

De Fjendtligheder, som efter Underhandlingernes Afbrydelsetoge deres Begyndelse d. 17. Maj, bleve ikke af lang Varighed. Allerede 14 Dage efter indledede Christiern II atter Forhandlinger med sine Modstandere, og denne Gang førte de efter en hel Maaneds Snakken frem og tilbage endelig til Maalet, Krigens Tilendebringelse. Kong Christiern skulde, saaledes lød Aftalen, begive sig til Kong Frederik for med ham at indgaa et endeligt Forlig, og imidlertid skulde Norge atter være under Kong Frederiks Scepter og Kong Christierns Krigsfolkdrage bort; kunde Kongerne ikke blive enige, skulde det staa Christiern frit for at vende tilbage til Norge eller til Tydskland.Der

1) Hvitfeld gjengiver Indholdet af et Brev. udstedt 13. Juni, paa folgende Maade: »Kong Frederik at vaere kommen udi Forfaring af hans Naboer og tro Bundsforvandte, de Lybske. at Kong Christen skuldo ville begjserc Norge eller en Del deraf, saa skulde de aldeles ingen saadan Handel mod hannem indgaa, men skulde endelig slaa hannem af Norge_• o. s. v. (Friderich d. Forstis Histori, S. 327). Naar Dr. Heise her lsegger Hovedaccenten paa Ordet • saadan ■ (3. 119, 127, 132), som skulde Meningen vsere den, at de nok maatte indgaa Overenskomst med Kong Christiern, men blot ikke afstaa ham Land, er denne Forklaring efter min Anskuelse ganske urigtig, idet den ved at l*gge et utilborligt Eftertiyk paa et enkelt Ord faar en Mening ud, som staar i aabenbar Strid med hole Kontexten. En • saadan Handel- vil ikke sige andet end en Overenskomst overliovedet.

Side 128

land.Derer ingen Grund til lier at fortabe sig" videre i denne Overenskomsts Enkeltheder, men som Prøve paa, hvorledes de danske Anførere udførte deres Herres Hverv, kan det dog have sin Interesse at fremhæve, at man imod det udtrykkelige rorbud,der var givet Mogens Gyldenstjerne, tilsagde LandsknægteneUnderhold paa Marschen gjennem Kong Frederiks Lande Dersom Frederik I døde, medens Underhandlingerne stode paa, skulde Overenskomsten holdes af det danske Eigsraad, og saafreintdette da ikke vilde tage Christiern II til Konge igjen, skulde det føre ham tilbage til Norge og lade Norges Kaad »nyde og bruge deres frie Kaar»¹). De Mænd, der gjorde dette Tilsagn, havde ingen Fuldmagt af det danske Eigsraad! Man nuia da indrømme, at de ikke vare ængstelige for at handle paa egen Haand.

Medens Dr. Heises Skrift aldeles overvejende er et kritisk Arbejde, har det undtagelsesvis faaet en anden Natur paa de Steder, hvor han giver korte Biografier af de fire Mænd, der optraadte som Kong Frederiks befuldmægtigede i Norge. Mogens Gyldenstjerne (S. 17 ff.), Knud Gyldenstjerne (S. 55 IV.). Niels Lykke (S. 59 ff.) og Eeinwald v. Heidersdorf¹) (S. 71). Da han nu netop har en betydelig Styrke i at gribe og skildre Karakterer, er det glædeligt, at han har faaet Lejlighed til ogsaa her at lægge denne Evne for Dagen; men det er vel

1) At'Forf. fremstilles denne Bestemmelse som betydningsløs iS. 107 f. . Dot blev den ganske vist i Virkeligheden, men under andre Forhuld kunde den have faaet Betydning, og man maa huske paa. at naar dot danske Parti i Xorge hidtil havde gjort Christiern II Modstand, skete det støttet til Hjælp og Udsigt til Hjælp fra Danmark og Hansestæderne, men begge Dele maatte i Følge Kontraktens Ord bortfalde, hvis Frederik I døde under Forhandlingerne. Hans Død lod da ikke heller længe vente paa sig.

2) Hvitfeld (Christiern ll's Hist. S. 201, 292) lader ham blive taget af Dage af Christiern 11. Han har altsaa rent overset eller glemt, at han levede senere. Mærkeligere er det dog, at man endnu i den nyeste Tid, efter at Allen (De tre nord. Rigers Hist. 111. 2. 801, 472 f.) har paavi.st, hvorledes Fejltagelsen er opstaaet. uden videre gjentager den (s. f. Ex. Trap, Beskriv, af Danmark. 2. Udg, 111. 102).

Side 129

gaaet flere Læsere, som det er gaaet Anmælderen, at de liave forundret sig over, hvorfor han indskyder disse livlige Smaaskildringeri en Bog, hvor de tilsyneladende ikke høre hjemme, fordi man ikke fatter Motiverne til deres Optagelse. Og" dog kan en indtrængende Karakteristik af disse Mænd ikke siges at staa den hele Undersøgelse fjærn, thi uvilkaarlig ville de Spørgsmaal trænge sig frem og kræve deres Besvarelse: lnad er det nu i Grunden for Mennesker? Tør man übetinget fæste Lid til deres Udsagn? Befinder man sig Ansigt til Ansigt med Hædersmænd, som ene vandre Ærens og Pligtens lige Veje? Men medens Forf. nu véd at fortælle om Mogens Gyldenstjerne, at han ikke var bange for at tage sin Tilflugt til List, og om hans Broder, Bispen, skriver, at han synes at hav o været en Mand, der nærede høje Tanker om sin egen Dygtighed og var i Besiddelse af en god Del Forfængelighed og Bram, men hvis Karakter manglede Styrke og Paalidelighed (S. 58 f., 158), og medens han skildrer Niels Lykke som Ridderen med det indsmigrendeVæsen og den glatte Tunge, som den, der i endnu højere Grad end Knud Gyldenstjerne hørte til «Opløsningstidens uklare Hoveder« (S. 70), — har han ikke taget i Betænkning at skjænke deres Optræden i Norge mellem de to Konger sit Bifald og deres Fremstillinger deraf sin Tillid. Dette er saa meget underligere, som der vel kunde være det, der, afset fra deres Fortid og Eftertid, kunde vække en vis Mistanke mod dem.

I hvert Fald skal det ikke fremkalde et højt Begreb om Paalideligheden af det Forsvarsskrift for sin Færd. som Mogens Gyldenstjerne udarbejdede 12 Aar senere, under Grevefejden, naar han i det tillader sig en saa dristig Fortielse som den, Dr. Heise et Sted omtaler (S. 39). Hr. Mogens fortæller nemlig, at han i Januar traf en Aftale om Stilstand med Borgerne i Oslo, og at Præsterne den næste Dag skulde tinge med ham. «Men om Morgenen tidlig droge de (o: Præsterne) af By med al Magt til et Kloster, som ligger saa noget nær ved Slottet (o: Hovedøen). Ginge der to af mine Tjenere paa Isen, vidste dem af ingen Fare, forlode sig paa den Handel, os var gjort imellem. Da rendte der nogen ud af deres (o: Præsternes) Hob og stunge

Side 130

deni strax ned, den ene dode paa Stedet. Derefter vilde jeg ingen Dag holde dem, thi jeg frygtede, det skulde vaere gjort i den Mening at ville i slig venlig Forhandling forraske mig mit Folk fra og denned des lettere faa Slottet. Saa giver jeg liver redelig at belaenke, hvem der forst liar brudt med den anden i den Sag.» Her er det, at ban i Folge Dr. Heises Fremstilling undlader at berette, hvorledes han selv den foregaaende Nat, som det synes, havde bemaegtiget sig Hovedoens Kloster, plyndret alt og slaebt Abbeden og Bredrene med sig sum Fanger. Der borer mildest talt en stor (xlemsomhed til for at knnne forbigaa dette og saa i dydig Indignation appellere til «liver redeligs* Dom. Men Falgen bliver da ogsaa, at man ikko tor stole paa den gode Mands Hnkommelse, naar den kan spille ham et saa alvorligt Puds. Det Brev, hvori Frederik I forbod at love de fjendtlige Landsknaegte andet end fri Marsch gjennem Danmark, var netop stilet til Mogens Gyldenstjerne (S. 49). Ordren blew som nys berort, ikke fulgt, men det forbindrer ikke Hr. Mogens framed Selvfolelse at erklaere, at han altid liar rcttet sig efter sin Herres og Konges Skrivelser (S. 139). Han fortaeller, at, efter at ban og de andre Kommissaerer havde aftalt Overenskomsten med Kong Christiern. blev den kundgjort for alle Adelsmaond og Hovedsmaend, «og de have alle vseret tilspurgte, om vi skulde indgaa denne Handel eller undslaa det; dertil have de alle svaret, at dersom vi dette saa kunde bekomme, da vidste de ingen bedre Raad, og er saa fuldbyrdet og samtykt med alle dem, som den Tid derhos haver va?ret» (S. 139). Selv oni'man nu vil indromme, at det. som Dr. Heise bemaerker, er muligt, at der herved sigtes til Forhandlingerne inden Peder Skrams Tilbagekomst, saa at der altsaa for saa vidt med Kette ikke tages Hensyn til. at han vaegrede sig ved at tiltraede Konventionen, bliver der nok tilbage, som viser sig at vaere fordrejet Sandhed. Thi hvilket andet Navn vil man vel kunne bruge derom, naar man andetstedsfra erfarer, hvorledes i Yirkelighedcn baade Niels Lykke og Knud Gyldenstjerne ikke en, men gjentagne Gange maatte anvende Overtalelser og Trusler for at faa Hanseaternes Skippere og Hovedsmaend til at gaa ind paa den fredelige Over-

Side 131

enskomst i Stedet for at forsøge det efter deres Mening sikre Udfald ved at lade Vaabenlykken raade (S. 110 f., 133 ff.)? Forf., som er saa overordentlig nøjeregnende i sin Kritik af Fru Elsebe Krabbes Optegnelser om hendes Husbond, Hr. Peder Skram, hvori hun, forsvarende dennes Minde, retter et Angreb paa de kongelige Kommissærer, lader derimod Hr. Mogens Gyldenstjernes Ord staa uimodsagte hen som Vidnesbyrd om hans fortrøstningsfulde Stemning, hans Bevidsthed om at have handlet aldeles rigtig.

Da Knud Gyldenstjerne d. 3. Juli, to Dage efter „Kontraktens" Udstedelse, underrettede Kong Frederik om denne vigtige Begivenhed, fandt han sig foranlediget til at indskyde den Bemærkning, at der er „intet Ord enten skrevet eller talt i denne Handel, uden det og er sket med de vendiske Stæders Fuldmægtiges Raad og Nærværelse" (S. 137). Sagens sande Sammenhæng er imidlertid den, at disse I1I¹ uldmægtige lige til d. 28. Juni kun havde villet deltage i Forhandlingerne som Ørevidner (S. 109), og at de, da de tilsidst saa at sige tvungne gave efter, kun beseglede Aktstykkeme til Vitterlighed (S. 109 f., 112). — Niels Lykke endelig skal man være noget varlig med at føre frem som Sandhedsvidne, dertil egner lians Person sig næppe. Hans Fortid var ingen god Borgen, og det varede ikke længe, inden hans Færd antog en saadan Karakter, at man har troet at burde betegne den som Rænkespil¹).

En Modsætning til Niels Lykke danner Helten Peder Skram. At han var en. Hædersmand, derom synes alle, baade Fortidens og Nutidens, Forfattere at være enige. Derfor har ogsaa den Stilling, han indtog til Sagen, stor Betydning. Med sin Ledsager naaede han ikke til Lejren for d. 30. Juni. Da var Lejdebrevet allerede beseglet og „Kontrakten"²) paa det nærmeste lige saa vidt. Hvad lian overbragte af Befalinger og Opfordringer, skriftlige saa vel som mundtlige, tog man. for saa vidt de angik Underhandlingerne med Fjenden, intet

1) Paludan-Miiller, Grovens Feide, 11. 59. Jvi'r. L. Daae i (Xorsk) Hist. Tidsskr. IH. 313.

2) Denno iiideholdt den egentlige Overenskomst.

Side 132

Hensyn til. Man gik rolig videre ad den engang betraadte Vej, man vilde ikke vige tilbage for at lade andre træffe Afgørelsen.Men kunde Peder Skram end ikke hindre dette, kunde han dog i alle Tilfælde protestere derimod, og det gjorde han: han vægrede sig ved at sætte sit Segl under Fredsdokumente t¹). For ham stod det følgelig som noget utilladeligt, man var i Færd med, som et Skridt, der gik lige stik imod Kongens Vilje, og man kan være vis paa, at han har gjort denne sin Anskuelse gjældende; han har ikke nøjedes med at aflevere Budskaberne og sige den mundtlige Besked, der kunde være at aflægge, han maa tillige have motiveret sin Vægring og paavist, hvad Kongen vilde, saafremt dette ikke skulde være fremgaaet tilstrækkelig tydelig af Skrivelserne. At det blev frugtesløst med Hensyn til Udfaldet, er endda ikke saa underligt. naar man tager i Betænkning, hvor forhippede Kommissærernevare paa at faa Freden sluttet. Om de saa havde 100,000 Mand mere under sig, skulle de have sagt, vilde de dog ikke indlade sig i Slag med Kong Christiern. naar han paa saadanne Vilkaar vilde drage med dem til Danmark (S. 110, 104). De vilde have Fred, de vilde have Ende paa den Strid og Usikkerhed, som nu i ni Aar havde hersket i Norden ijvfr. S. 111), og i deres Iver herfor havde de naturligvis ikke Lyst til at lytte til Peder Skrams advarende Eøst. Men til os lyder den saa meget desto stærkere. Lad være, at Fuldmagtenikke var forsigtig nok affattet, at de senere Kongebreve ikke vare bestemte nok, at der, kort sagt, var Udveje, som juridisk lode sig forsvare: i det afgjørende Øjeblik har dog en Hædersmand hævdet Pligtens Fordringer og paavist det farlige Spil, man indlod sig paa²).

1) Derimod findes Junker "Wilken Stedings Navn i Knntrakten af 1. Juli (S. 114, 124 f.). Om han virkelig har beseglet den, kan dog ikke ses. da Originalen er forsvunden.

2) Forf. udtrykkor sig (S. 133) saaledes om Situationen: „Man forstaar nu ogsaa, at Kommissærerne ikke underrettede Kong Christiern om de nye Ordrer fra Kong Frederik. Naar de ikke selv ansaa deres Fuldmagt for gjenkaldt eller indskrænket, havde de ingen Forpligtelse hertil, og eftor alf at dømme have de ikke haft mindste Grund til at forudsætte, ;it mr,n vilde kuldkaste det hele og frækt bryde det Ord, der var <;i\.^ret paa en Fuldmagt, som ikke var tilbagekaldt. Men man forstaar ogsaa. at en aaben og hæderlig Karakter som Peder Skram kan have haft Betænkelighed ved at sætte sit Segl under Kontrakten, han, der selv var Overbringeren af Ordren og havde et friskoie Indtryk af, at Kong¹ Frederik ikke ønskede Underhandlinger." Forf. synes at lægge vel stærk Yægt paa dot juridiske Ansvar alene.

Side 133

Idet Kommissærerne lode Advarslen upaaagtet, satte de altsaa deres Vilje igjetmeni og førte Underhandlingerne til Ende. Christiem ll's Hær opløstes, selv sejlede han med Knud Gyldenstjerne ned til Danmark til et Møde, som, hvis alt var gaaet efter Aftale, vilde have været yderst pinligt for FrederikI. Heller ikke denne Betragtning synes at have øvet nogen Indflydelse paa Kommissærerne (jvfr. S. 150 f.). Mødet kom dog, som bekjendt, aldrig i Stand. Ude fra Skibet saa den ulykkelige Konge over til sin fordums Hovedstad, medens man der efter bevægede Eaadslagninger dømte ham til levende Begravelse bag Sønderborgs Mure. Ogsaa om disse Forhandlingervil man lære meget af Forf., skjønt han herom har mindre nj't at meddele, men ved dem skal ;eg ikke dvæle. Uagtet det er min Overbevisning, hvis G made jeg her har stræbt i Korthed at gjøre Kede for, at man bør fordømme Kommissærornes Færd og lægge den væsentligste Skyld paa deres Skuldre, vil jeg dog derfor ikke helt frifinde Regeringen¹). Den har sin tunge Andel i det Brud paa 'fro og Love, hvori man gjorde sig skyldig. Meii det bør erkjendes, at den havde søgt paa sin Vis at afværge Katastrofen, og at den, da det ikke lykkedes, befandt sig i en stor Forlegerhed overfor de Krav, som Hensyn til Æren, egen Sikkerhed og Forbundsfællers Forlangende afgave. Man hjalp u\g ud deraf ved at ofre det første Hensyn. Forinden havde dog Knud Gyldenstjerne, hvis

1) Medens Lybækkerne 1536 forsvarede Kommissærerne for derved at komme den danske Eegering til Livs (S. 19S f.: jvfr. Hist. Tidsskr. 4. R. YI. 229 ff.), havde Hert.ig Albrecht af Preussen, Landgrev Filip af Hessen og hans Raador afgivet Betænkninger, der gik i modsat Retning (S. 176 ff., 189 ff.).

Side 134

Erklæring man æskede, faaet Lejlighed til paa den klareste Maade at lægge sin Karakters Svaghed og Upaalidelighed for Dagen (S. 158). „Havde han været en Mand af Ære", hedder det ien Fremstillingl), hvis Opfattelse endnu i Hovedtrækkene bør fastholdes, „da havde han forsvaret sit Lejde og taget Ansvaretfor sin Gjerning paa sig." Men nej, han raadede til at bryde det givne Ord, anførte Grunde, i og for sig af den usleste Art, til at retfærdiggjøre denne Handling og opfordrede til at beholde Kong Christiern som Fange! Lad os haabe for ham, at han i det Øjeblik har ønsket af sin Sjæls Inderste, at han havde fulgt Peder Skrams Anvisning. —

Et Par Smaabemærkninger vil jeg endnu tilføje, førend jeg forlader Dr. Heises Skrift. Den ene angaar hans Maade at citere paa. Allen brugte, som bekjendt, i sit store Værk den Methode, at han, naar han anførte Stykker af gamle Breve, ofte foretog Smaaforandringer i dem for at bringe større Harmoniind mellem Fortidens og Xutidens Sprog. Det er nok muligt, at adskillige ville finde denne Fremgangsmaade mindre forsvarlig, men man glemme ikke, at han anvendte den i en Bog, paa hvis kunstneriske Udførelse han lagde megen Vægt. og som han ønskede en vid Udbredelse. Dr. Heise synes at følge samme Methode; men hvad der maaske lader sig forsvare i en historisk Fortælling, synes vanskelig at kunne finde en Undskyldning, naar Talen er om en kritisk Specialundersøgelse, hvor det jo netop gjælder om med Troskab at gjengive den Tcxt, man vil prøve og lade Læserne prøve, og hvor man henvendersig til et ganske andet Publikum. I hvilket Omfang Forf. benytter sig af denne Frihed, har jeg ikke undersøgt, men jeg har lagt Mærke til, at den flere Gange anvendes ved Citater af Hvitfelds Krønike, saaledes S. 22 og 5.'169. Enhver,som ikke har konfereret med Hvitfelds Text, maa tro, at de indenfor Anførselstegn meddelte Brudstykker ere ordrette Gjengivelser, men et nærmere Eftersyn vil snart overbevise En om det modsatte. I Forbindelse hermed kan anføres som en

1) Paludan-Miiilcr. De forste Konger af den Oldenborgske Slægt. S. 508.

Side 135

anden Besynderlighed, at Forf. ikke sjælden citerer Bøger uden
at angive Sidetallet, ja end ikke altid faar man Bindtallet at
vide]).

Min anden Bemærkning, hvormed jeg skal slutte, drejer sig om en enkelt Tildragelse. D. 30. Maj, medens Hærene laa og passede paa hinanden, kom der en norsk Bonde til den danske Lejr med et Brev, som i Følge ,sin Udskrift var til Christiern 11, og som han sagde var kommet i Land blandt Almuen fra Kong Christierns Skibe. Brevet bar som Underskrift Søren Sanders Navn og havde Dateringen: Hamborg Sund St. Halvors Dag²). Det indeholdt forskjellige for Kong Christiern glædelige Efterretninger om Hjælp, som var kommen eller snart kunde ventes fra Skotland og Nederlandene. „Dette Brev", siger Hvitfeld, „havde Kong Christen ladet skrive og udstafferet, at komme vores Folk udi Hænder, at han ''ilde gjøre vores Folk mistrøstige." Skjønt Dr. Heise ikke bestemt tør modsige dette, synes han dog ikke utilbøjelig til at antage Brevet for ægte (S. 88 f., 91, 95). Lad os dvæle lidt derved.

Søren Sander er en mystisk Person. Forf. kalder ham
„en af Kong Christierns Tilhængere, tidligere Borgmester i
Ribe, nu Kaperhøvding i Skipper Klements Følge og med ham

1) Se det underlige Citat S. 101. 'For øvrigt kun det bemærkes, at der ikke er indløbet ?aa ganske faa Fejl i de indtagne Bindtalsangivelser (f. Ex. S. 10 Anm. 1; S. 12*_Anni. 1. S. 70. S. 97 L. 3 f. n.). — I et Tillæg til Bogen gjør Forf. n< glo kritiske Bemærkninger om Reiinar Kucks Krønike. Naar ban her (S. 218), beraabende sig- paa en Undersøgelse, jeg har anstillet for ham, siger, at der i det store kgl. Bibliothek kun findes to Codices af Krøniken, som gaa til 1549, nemlig Ny kgl. Sair.l.', Fol., Nrr. 303 "g 307, er dette ikke ganske korrekt, da jog- udtrykkelig havde undtaget den Codex, som findes i Thottske Saml., Fol., Nr. (572 —74. Den var nemlig udlaant til Udlandet. Senere er den vendt tilbage, og det viser sig, at o,<:saa den er føit ned til A. 154-9. Men Notitsen om Michel Kamperbeken fattes >ysaa her. Codex ender ganske som Ny kgl. Saml., Fol., Nr. 303, som derfor vistnok er komplet.

2) Hvitfeld, Friderieh 1? Hist. S. 294 f.

Side 136

strejfende om i A'esterhavet" (S. 88). Allen derimod skriver¹): „Hvad angaar den Borgmester i Kibe Søren Sander, som Gram-) regner til Christiern ll's Udlændingsfæller, da har jeg blandt Kongens talrige Papirer aldrig truffet paa hans Navn. Da heller ikke Terpager eller Kinch nævne nogen Borgmester i llibo af dette Navn, maa det vel være en Misforstaaelse af Gram." Grams (og Dr. Heises) Kilde, som Allen ikke synes at have lagt Mærke til, er imidlertid Hvitfold, som i en Eandnote bemærker" '¹): „Denne Søren Sander skulde været en Borgmester af Eibe, som fulgte Kong Christen med Skipper Klement." Man ser, at ogsaa Hvitfeld nærer Tvivl om Manden, ellers havde han ikke brugt Udtrykket „skulde været:'. Man tør dog lnaaske ikke rent ud benægte hans Existens, da det kunde synes lidt underligt, hvis Brevet var uægte, at lade dets foreghneForfattervære en ikke tilværende; men paa den anden Side hørte der en overordentlig udstrakt Personalkundskab til for at kunne vide med Vished, at Brevskriveren var en tingeret Perlon, saa at man uden stor Kisiko kunde vove en Del i saa Henseende. Støttet paa Allens Udsagn kan man sikkert rolig mene, at der i det mindste er noget mistænkeligt ved Søren Sander. Hamborg Sund er Hombor Sund, en meget søgt Havn i det sydlige Norge mellem Christianssand og Arendal. Her skulde Brevet være skrevet St. Halvards Dag o: d. 15. Maj⁴;. Altsaa skulde det have været 15 Dage undervejs, førend det faldt i Hænderne paa do Danske, en svær lang Tid om saa kort en Rejse. Hvad dets Indhold angaar, er det fuldt af

1) Do tro nord. Rigers Hist. V. 367.

2) Dot Kiøbenhavnske Selskabs Skrifter, IV. 289.

3) Friilorich Is Hist. S. 296.

4) Forf. bar (S. 88) 13. Maj. Skulde hans Kilde ikke være Baner. Caleiuler for Aareue fra 601 til 2200, hvor man læser (S. 145), at Halvardi Mart. Dag er 15. Maj, i Norge 13. Maj? Hvorfra, har Baner denne Oplysning? Ikke alene i Aarsberetn. fra Geh. Arcli. I. Til]. S. 9, men ogsaa i Diplom. Norveg. I. S. lxij (jvfr. f. Ex. VIII. 451) findes kun 15. Maj, og hermed stemme baade Muneh (Det norske Folks Hist. 11. 203) og Keyser (Den norske Kirkes Hist. 1. 137).

Side 137

Allarmefterretninger, vel skikkede, hvis de vare sande, til at vække Betænkeligheder hos Kongens Fjender, men i sig selv saa overdrevne, at de røbe dertss virkelige Natur. Endelig synes den Omstændighed, at det var kommet fra Kong ChristiernsSkibe,,afgjørende at vidne om, hvor det skrev sig fra, og tilfulde at bevise Eigtigheden af Hvitfelds Ord, at det var opdigtet af Kongen. Idet Forf. anfører denne Dom om det. føjer han til: „dette troede man altsaa i den danske Lejr" (S. 88), og senere bemærker han, at „selv om Søren Sanders Brev skulde være falsk, viser det i al Fald, hvad Christiern II ventede" (S. 89, jvfr. S. 95). Nej, hvis det er falsk, viser det ene og alene, hvad han vilde bild₃ sine Modstandere ind.

En af Brevets Efterretninger angik den store hollandske Flaade, man kunde vente til Norge inden Pinsedag (o: 19. Maj). Dette havde Søren Sander erfaret af et Bud, som Jørgen Skriver havde sendt fra Nederlandene. Jørgen Hansen Skriver, tidligereLensmandpaa Bergenhus, var af Christiern II bleven sendt til Kejseren. Yed Paasketicl — Paaskou faldt 1532 paa d. 31. Marts — var han kommet til Amsterdam, hvorfra han drog videre til Eegensburg; men da han paa Grund af KejserensSygdomforgjæves havde ventet her i 14 Dage paa at faa ham i Tale, overdrog han sine Hverv til Kong Christierns Kansler, Gotskalk Eriksen, og rejste tilbage til Noderlandene. Herfra underrettede han Kongen om Sagernes Stilling, og „det er dette Brev, der sigtes til i Søren Sandors Skrivelse", siger Dr. Heise (S. 90 f.). Skjønt jeg ikke kan være enig med Forf. i, at han saaledes gaar ud fra, at der ligger noget sandt bag ved Søren Sanders Brev, skal jeg dog, idet jeg foreløbig lader denne Indvending fare, forsøge at vise, at han, uden Hensyn til Forudsætningens Rigtighed olier Urigtighed, næppe kan have Eet. Søren Sander fortæller, at der er kommet et Bud fra Jørgen Skriver; ..samme Brevdrager sendte jeg til eders Naade strax ufortøvet otte Dage siden tilfoin." Dette skal være skrevet d. 15. Maj, og Sendebuddet maatte følgelig være kommet til Hombor Sund d. S.Maj. Men jet: botvivler i højeste Grad, at Jørgen Hansen med den langsomme Maade at rejse paa, som da var almindelig og tildels nødvendig, siden d. 19.

Side 138

Marts kunde have tilbagelagt Vejen mellem Nederlandene og Regensburg to Gange saa hurtig, at han, uagtet han dvælede 14 Dage i den sidstnævnte By, kunde efter sin Tilbagekomst tfsende fra Nederlandene et Bud, som allerede d. 8. Maj stod paa norsk Urund. Vanskelighed en bliver endnu større, naar man tager i Betragtning, at han ikke strax kan have afsendt dette Bud, thi han medgav det tillige „Brev fra de burgunliskeHerrerog fra Stæderne udi de Yesterlande", og det (eller snarere disse) maa han have modtaget efter at være vendt tilbage fra Eegensburg, da der under hans første Ophold i Amsterdam endnu var Udsigt til en fredelig Løsning af den strid, som var opstaaet mellem Nederlandene paa den ene og Danmark og Lybæk paa den anden Side. Budskabet om, at lenne Udsigt var forstyrret, og at Sundet skulde være spærret for de nederlandske Skibe lige til St. Hansdag, kan ikke være naaet til Nederlandene før i de første Dage af Maj¹). Men ■let var netop denne Efterretning, som vakte megen Forbitrelse ug stemte mange for at støtte Frederik I's og Lybæks Fjende, Ohristiern 11, og det er da indlysende, at den, som bragte Efterretningen ura og Beviserne paa dette Omslag, ikke allerede d. 8. Maj kunde være i Norge. Man vil maaske sige, at Søren Sandors Brev kan være forfattet i Kong Christierns Lejr. ikke d. 15., men d. 29. Maj, og at Kongen til den Tid godt kunde have modtaget en Skrivelse fra Jørgen Hansen om Stemningen i Nederlandene. Ja maaske, men det maa dog ikke overses, at den danske Hær, som laa overfor Christiern 11, i sex Uger, regnede tilbage fra Slutningen af Juni Maaned, ikke kunde faa Tilførsel fra Danmark paa Grund af den vedvarende Nordenvind (S. 101, 113), og de samme Vindforhold maatte vel forhindre skibe i fra Vesterhavets sydlige Kyster at naa Norge²). Hovedindvendingenbliverimidlertid

1) Register gehouden by M. Aert v. d. Goes, I. 343. Altmeyer, Hist, des relations commerciales ot dijjl. dos Pays-bas avec le nord de l'Enrope, p. 207. Waitz, Liibeck unter Jiirgen Wullemvever, I. 137.

2) Ogsaa af denno Grund kan der vist vcere al mulig Anledning til at betvivle, at Christiern II i Begyndelsen af Juni kan have faaet Bivv fra Kejsercn (S. 96), og trods Forf.s Indsigelse tror jeg, at man maa betegne Kongens Ord d. 7. Juni til (.len norske rkebiskop: at vi h'nge idag betidligeu kejserlige Majestæts, vor kjære Herre Svogers, Brev og Skrivelse og desligest fra Amsterdam og de Vestværtskes Stæder, lydendes, at de have nu udgjort os til Hjælp og Trøst en stor ITaade med Orlogsskibe, vel bemandede med Folk, Bøsser og Værge og SOOC Landsknægte og Krigsfolk, som nu ere paa Søen, hvilke vi dngligen. hid til os ventendes ere"' (Diplom. Xorveg. VIII. 710), som en ..helt bevidst Løgn".

Side 139

indvendingenbliverimidlertiddog den, <it der ikke er den mindste Garanti for, at Kong Christiern vilde beraabe sig paa virkelige Efterretninger eller anføro Kjendsgjernlnger i sit „udstafferede"Brev,thi en saadan Garanti have vi ikke Spor af i hans upaalidelige Karakter. I nærværende Tilfælde, hvor der er Tale om en Krigslist, tør man dog ikke bebrejde ham hans Usandfærdighed; man maa blot ikke selv lade sig skuffe af den.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 6 (1877 - 1878) 1

A. Heise: Kristiern den anden i Norge og hans Fængsling. En historisk Undersøgelse. Kjøbenhavn 1877. (218 SS.)