Konstantin Höhlbaum: Hansisches Urkundenbuch I. Halle, Buchhandl. d. Waisenh. 1876. 4to- XVIII + 523 SS.

Ingen vil kunne fortænke en Dansk Mand i med mindre glade Følelser at gjenkalde sig i Erindringen Fredsslutningen i Stralsund i:>7o M/5,M_/5, hvorved vort Fædreland kjøbte sig Ko med ydmygende Indrømmelser til Landets Fjender Hansestæderne.Og

stæderne.Ogdog er det maaskee mindre disse paatvungne Ydmygelser, der endnu brænde i Sjælen, end Mindet om, at Danmarks Konge i Fredsslutningens Øieblik efter eget Yalg vankede om i Landflygtighed for at paakalde Udlandets Bistand, men selv var vidt fjernet fra sit Folks Karup og Kød. Er end Grunden til et sligt Valg i aldrig saa høi Grad steniinende med Klogskab og snild Beregning, berøver det dog den Vedkommende, hvad enten han. hedder Valdemar Atterdag eller Christiern 11, en Del af den liam tilkommende Medfølelse hos det Folk, der som Betingelse for sin Kj-erlighed til Fyrstehusetaldrig har krævet enten Lykke eller Kløgt, men alene et Hjerte, der slog i Takt med Undersaattemes.

Hvor berettiget denne vor Betragtning af den omtalte Fredsslutning end imidlertid er, havde Modstanderne fra hine Tider dog utvivlsomt ogsaa Eet til paa deres Side baade at glæde sig over det dengang Opnaaede og til med Stolthed at see hen derpaa som paa en Seir vunden af den .jævne Borgermand over den overmodige Fyrste. Og at denne Betragtningsmaade netop var Samtidens, synes det bekjendte plattyske Vers at vise om de «seven en seventig Hense«¹), som den spotske Konge sætter i Klasse med de vanmægtige, uskadelige Gjæs. — og at det endnu er Opfattelsen paa visse Steder, viste den Fest. der 1875 34/₅ feiredes i Stralsund til Minde om Dagen.

For at bringe Erindringen om Øieblikkets Glæde ned til Efterkommerne udsattes ved denne Leilighed en Pris for den bedste historiske Skildring af den da for 500 Aar siden afsluttedeKrig, hvilken Pris i afvigte Aar tilkjendtes Dr. Dietrich Schafer i Brenicn. Men ønsket hos Deltagerne oiu varige Frugter af Feststemningen bevirkede endvidere, at man med Iver sluttede sig til et Forslag af Di. Karl Koppmann. om at danne en Forening til at opfriske Minderne fra det gamle Hanseforbunds berømmelige Dage. Paa Foreningens

---

1) Kun i Forbigaaenile v.vre dot sagt, at man uspp^ bor gjengive • seven en seventig« ved sin ordrette Oversættelse 77. men hellere ved det tilsvarende Udtryk i vore Kæmpeviser i'or en stor übestemt Mænirde •-. o«- svvsindstw¹ >.

første Møde. der afholdtes Aaret efter i Liibeck, ))lev vedtaget som Program et Forslag af Professor Waitz i (røttingen, hvorefterA'irksomheden skulde have til Gjenstand Udgivelsen af historisk Kildestof, og derhos ved aarlige Forsamlinger paa forskjellige Steder og ved et Tidsskrift bestræbe sig for at holde Interessen levende og vække Opmærksomheden for Formaalet.

Men hvor smuk og værdig end en saadan Opgave .s<»in Udgivelsen af Kilderne af det engang saa mægtige Forbunds Historie maa siges at være. er Sligt dog oftest en vanskelig Sag at gjennemføre i Henseende til Tilveiebringelse baade af skikkede Arbeidskræfter og af de fornødne Pengemidler. Men i begge Retninger viste sig Sandheden af det gamle Ord mn Lykkens Forkjærlighed for de Freidige: Rundt om fra de forrige Hansestæder, nu tildels smaa og ringe Kjøbsteder. strømmede Tilsagn ind om aarlige Bidrag, der forenede udgjorde en ganske anseelig Sum (i det Hele raadede Foreningen 187-^r _> over henimod 7000 Kroner om Aaret). og i den Kreds af ynsrre Mænd. der slutte sig om Waitz som Elever om deres Lærer, fandtes to Tydsk-Kussere, Hohlbaum og v. d. Kopp. hvem man med Tryghed turde overdrage Arbeidet. Dette paabegyndtes øieblikkelig med Besøg ved de forskjellige, \idt adspredte Arkiver, hvor det eftersøgte Stof maatte antages bevaret, og hvor nu en ivrig Afsøgning og Afskrivning blev sat i (lang under Medvirkning af Dr. Koppinann, der nemlig or beskjæftiget for det Baierske historiske Selskab med at samle og udgive Hanserecesserne til Aar 14o<>

Til at besørge den hanseatiske historiske Forenings Fortsættelseaf dette Værk kaaredes Dr. Kopp, hvis Arbeide vil findes omtalt i den foregaaende Anmeldelse. Dr. Hohlbaums Opgave blev det derimod at udgive et Diplomatarium for Hanseforbundet.dets Udvikling og Virksomhed, der skulde danne et Supplement til Samlingen af Recesserne eller de i Fællesskab vedtagne Beslutninger. Men her stod man i visse Maader som overfor en bundløs Brønd: Det enkelte Bind. hvormed Lappenberg kunde nøies 1830 i »Urkundliche Gcsehiehte><, forslosr nu kun lidet, de dengans¹ tillaasede Arkiver stode nu

vidaabne for Forskeren, og de dengang- sparsomt offenliggjorte Dokumenter vare nu voxede til drøie Bind i Snesetal. Det blev følgelig nødvendigt ikke "blot at sætte sig bestemte Grændser, men ogsaa — om ikke af anden Grund saa af Hensyn til Bekostningen — at nøies med Udtog af Alt, hvad der ikke af en eller anden Grund krævede ordret Gjengivelse. Man maatte altsaa give Afkald paa at meddele de enkelte Stykker i fuldstændig Form for at bevare det Vigtigere, den fuldstændige Stofmasse. Man fjernede sig med andre Ord fra Tanken om et Diplomatarium og kom henimod en Samling af Udtog, et Regesta-Værk.

Kun som Følge af disse Forholdsregler er det lykkedes i det nu udkomne første Bind af «Hansiscb.es Urkundenbuch. •> at naae ned til Aaret l;>00, hvorved 1376 enkelte Stykker ere opførte fuldstændig eller i Uddrag (de si Iste omtrent 5/« af det hele Antal). Hundreder af Værker og mangfoldige Arkiver ere i den Anledning gjennemgaaede, men Hovedmassen vil for saa fjerne Tider dog efter Sagens Natur være forhen trykt (kun omtrent 1/i21_/i2 lindes her for første Gang meddelt). At Udgiveren imidlertid ikke har slaaet sig til Ro med Forgængernes Arbeide, godtgjør f. Ex. et Brev (n° 148), der er udstedt 1220 af Valdemar Seir. Dette Brev, som gjemmes i Ltibeck. er forhen trykt i «Lubisches Urkundenbuch", men angives der at være udstedt fra «Junishosz», et Xavn. som ingen Dansk Topographi kan give Rede paa. Ved fornyet Eftersyn af Originalen har I)r. Hohlbaum imidlertid faaet den mindre übegribelige Form "Jumshoft« slaaet fast, som han utvivlsomt rigtig gjengiver med Jungshoved.

At der overhovedet findes særdeles Meget til vort FædrelandsHistorie i det her anmeldte Bind. er er simpel Følge af det nøie Forhold, hvori Danmark og Hansestæderne stode til hinanden. Af eiendommelig Interesse turde det dog navnlig være at see Danske Handelsmænd færdes 1122 i Utrecht (n° S) og et Hundredaar senen) i London, hvor det fra Arilds Tid paalaa dem som Vederlag for le res Fritagelse for adskillig borgerlig Tynge at vedligeholde en af Byens Porte Bishopsgate. Ved 127_o synes de imidlertid ir: forsvinde, og

deres Forpligtelse gaaer i Ait til de hanseatiske Kjøbmænd. Vel er hverken dette Faktum eller det meste Andet i Bogen i egenlig Forstand nye Opdagelser, men dels fandtes det før saa spredt og saa utilgængeligt, at mere et heldigt Træf end <mi sikker Beregning vilde henlede Opmærksomheden derpaa, dels faaer det nu som Led i sammenhørende Rækker et nyt Lys og sandere Udseende.

At en Udlænding ganske skulde undgaae Feiltagelser i det. han meddeler om nordiske Forhold, er naturligvis ikke at vente. Det Grønesund, der nævnes i n° 1059, er saaledes • irønsund ved Møn og ikke den i Registeret udpegede Norske Lokalitet, Hvitanger er Markedspladsen paa Sjælland og ikke Hviddingherred i S. Jylland. «lagena» maa gjengives med Tønde og ikke med Fad (n° 137 2j og end mindre med Flaske in° 921), Hialni (n° 1097_—99) er Øen Hjelm ved Jylland og ikke Halnistad. 31en selve disse Udsættelser¹) vise ved deres Übetydelighed, hvor stærkt Arbeidets fortrinlige Udførelse uvilkaarlig skærper Fordringerne; thi i Virkeligheden føler man allevegne en saa priselig og hæderværdig Flid, en saa rolig, ædruelig Prøvelse, at man kun med Høiagtelse og Tak skilles fra Arbeidet. Og dobbelt Anledning turde der være til at fremføre denne Taksigelse. da alt dette ihærdige Arbeide og prøvende Kritik fremlægger sine Resultater saa jævnt og stilfærdig.

---

1) saa meget mero at undskylde, som de tildels have Hjemmel i i Suhms Historie. Om Hvitangei" snil. Xielsen: Valdemars Jordebog S. 118 12.