Dansk Jern.

I Vinteren 1847—1848 holdt J. G. Forchhammer nogle Foredrag i Kjøbenhavns Industriforening om Danmarks teknisk vigtige Mineralprodukter, og i dem meddelte han bl. A., at der forekommer Jern i fire forskjellige Formationerher i Landet. I den bornholmske Granitgneus findes Korn og smaa Krystaller af Magnetjernsten, den rigeste Jernmalm, man kjender; i den bornholmske Kulformation forekommer Kuljernsten, en letsmeltelig, men forholdsvis fattig Malm; i Brunkulformationen findes Jernmalm udskilt i nyreformige Stykker, saaledes som t. Ex. paa Refsnæs i Sjælland, i den vestlige Del af Fyn, i den sydostlige Del af Jylland o. s. v., og endelig findes der navnlig i Jyllands vestlige Halvdel Myremalm. Om Magnetjernstenen paa Bornholm hedder det, at den aldrig er funden saa tæt samlet eller i saadan Mængde, at den kan betragtes som praktisk brugbar, og med Hensyn til Jernet i Brunkulformationensiger Forchhammer væsenligt det Samme. Men noget anderledes lyder Dommen om den bornholmske Kuljernstenog den jyske Myremalm. Om den første hedder det, at man kjender betydelige Lag af den, der kunde vindeslet og billigt, samt at den giver et ganske fortrinligt

Side 126

Støbejern, men endnu over den sættes Myremalmen, der kaldes «den vigtigste af alle vore Malme«. Den faar et godt Skudsmaal saavel med Hensyn til Jernholdighed som med Hensyn til hyppig Forekomst, ja det udtales, at Danmarki den har en tilstrækkelig Mængde Malm til at forsyneen eller flere Jernhytter med det fornødne Materiale¹). Naar der med Danmark i dets nuværende Skikkelse for øje tales om Jerntilvirkning, er det altsaa navnlig Jylland, man henvises til.

Midt i Heden, siger Kaptajn E. Dalgas i sine "Geografiske Billeder fra Heden« (1867), ses der ofte Græspletter; det er side og fugtige Steder, hvor der findes Jern - ahl. Den dannes ved Afsætning af Vandet, der ofte indeholder Jernforbindelser, og forekommer derfor hyppigst paa Steder, hvor der strømmer meget Vand til og hvor dette kan faa tilstrækkelig Ro til at afsætte sine Stoffer. Jernahlen bestaar af en overvejende Mængde Jemtveilte og har omtrent Udseende af sorte eller brune Jernslagger. Et almindeligt bekjendt Navn for den er Myremalm, og det oldnordiske myrr. betyder da ogsaa Mose.

Allerede i Oldtiden have Nordens Beboere utvivlsomt kjendt til at udvinde Jern af Myremalm (rausi); om LandnamsmandenSkallagrim, der betegnes som en stor Jernsmed,hedder det saaledes, at han havde rauOablåstr mikinn, og det fortælles jævnt hen, saa at man vistnok heraf tør slutte, at Udsmeltning af Myremalin den Gang var noget almindeligt bekjendt her i Norden'-). Hvad særlig

1) Forchhammers Foredrag ere trykte i Kvartalsberetn. fra Industriforeningen for 1848 og 1849 samt i den Samling af lians »Afhandlinger og Foredrag«, som F. Johnstrup har udgivet (1869,.

2) Sagan af Agli Skallagrimssyni, Kap. 30, jfr. Speculum regale, udg. af Halfdan limersen, 1768, S. 162—163; P. A. Munch: Det norske Folks Hist, 2. Afd., I, S. 353—354; A. M. Strinnholm: Sveriges Hist. i Sammendrag, I, S. 255.

Side 127

Danmark angaar, da er her meget Lidt at slutte fra. De i oldnordisk Museum opbevarede Fund af Smederedskaber fra Thiele i Jylland og Snoldelev paa Sjælland vise kun, at her har været Smede, men et Bevis for, at man her i en fjærn Tid har udnyttet Myremalm, ligger muligvis i de paa en af Vejrupgaardsmarker i Marslev Sogn strax Øst for Odense fundne Jernmalmklumper. De fandtes ien Kobberkjedelsammen med en Del Gjenstande fra den ældre Jernalder,og man har, vistnok med Rette, i Forekomsten af dette metalliske Jern i kjendelig uforarbejdet Tilstand troet at se en Antydning af, at man i Jernalderen har forstaaet at udsmelte Jern her i Landet¹).

Vende vi os nu til den historiske Tid, træffe vi, naar vi tage Danmarks tabte Provinser Ost for Sundet med, ikke et, men flere Beviser for, at man her i Landet har forstaaet at udsmelte Jernmalm. Absalon skjenkede saaledesSorøkloster en By i Halland, Toaker kaldet, en Mil eller saa sydøst for Varberg, hvortil horte et Jernværk (molendinum übi fabricatur ferrum), og hvor Jernet, man benyttede, var af indenlandsk Oprindelse eller med andre Ord vistnok Myremalm; der tales om <de terra ferrum extrahere«²). At Myremalm fandtes i Halland, ses med Bestemthed deraf, at Borgermester Hans Pedersen i Laholm 1637 faar Privilegium paa et Jernværk i Torup Sogn ved den svenske Grænse, til hvilket han, som det hedder, havde

1) Aarbøger f. nord. Oldk., 1868, S. 342 tig.

2) Script, rer. Dan. IV, 1776, S. 471, jfr. Vidsk. Selsk. Skr. VII, 1758, S. 401—403. I det 13de Aarhundrede forekommer der Myremalmindustri (ferrifodinæ) i Meklenburg, 5. Jahrb. des Vereins f. meklenb. Gesch. u. Alterthumsk. Vil, Schwerin, 1842, S. 54.

Side 128

ladet opsøge god Jernerts og Malm i Søer og ellers udi
Jorden paa adskillige Steder i Laholms Len1).

Gaa vi fra Halland til Skaane, blive Oplysningerne
endnu talrigere.

I Kong Hans' Tid var der Tale om en Kronen til_— horende Jernhytte i Skaane, hvorfra bl. A. en Oluf Smed i Kjebenhawi 1510 fik 18 Skpd. Jern til at smede Ankere af. Den Gang var det ærlig og velbyrdig Mand Aage Andersen Thott, der sad inde med den. Senere gik den over til en Mester Hans, og fra ham til hans Søn Hans Hansen (1559); derefter kommer en Mester Anders, saa Kasper Dumbier von Schwartzburg (1579), Hans Hatting (1581) og endelig Mathias Fiedler (1632), under hvem Hytten synes at være ophørt som Jernværk. Ti medens der tidligere altid i Vedkommendes Bestallingsbrev fastsættes Forskjelligt om det Jernarbejde, han skulde udføre for Kongen, hedder det 1632 simpelthen, at »Mathis Fiedler og hans Arvinger en efter anden maa for fri Bondeejendom nyde, bruge og besidde vor og Kronens Mølle udi vort Land Skaane udi Helsingborg Len liggende kaldet Jernhytten«.Allerede tidligere er der imidlertid en ikke uvigtig Forandring at bemærke i de forskjellige Bestallingsbreve. Da Hans Hansen 1559 faar Jernhytten med to til den liggendeGaarde i Uglerup, bestemmes det ikke alene, hvad han skal have for de Jernkloder, han smeder eller støber til Kongens Falkonetter, Slanger og Kartover, hvad han skal have for hvert Fad Jern, han «udrækker udi Skinner til Kartover. Hjul eller Lader«, o. s. v., men det fastsættes ogsaa, hvorledes han maa hugge i de omliggende Skove, idet det tillige hedder: <>Sammeledes skal han maa opgrave

1) Sk. Hea. V, Fol. 192—193.

Side 129

Jernmalm paa vort og Kronens», Udtryk, der gjentages i 1570, idet det udtales, at han maa »opgrave Jernmalm udi vore og Kronens Fællesmarker», men i Brevene til Kasper Dumbier og Hans Hatting nævnes der Intet hverken om Skovhugst eller •Malm opgravning₁).

Det synes altsaa, som om Jernhytten i sin sidste Tid væsenligt har været en stor Smedie i Forbindelse med Jernstøberi,menselv om saa er, synes det ikke desmindre afgjort, at den i alt Fald en Tid ogsaa har udsmeltet Malm, og af hvad Art denne Malm har været, kan muligvis ses af de Efterretninger, vi have om nogle andre Jernværker i Skaane. 1653 faar Karen Lvkke, Gabriel Kruses Efterleverske,Bevillingtil at opsætte en Mølle ved sin Gaard Snellerød og til i den at støbe Osmund af den Jernerts, hun maatte linde udi nogle sure Kjær og Moser paa KronensGrundudi Herrisvads Klosters Len, foruden af den Jernerts, hun fandt paa sin egen Gaard"). 164(> faar BorgerogIndvaaner i Kjøbenhavn Jakob Petz Privilegium til at opsætte en Hammermølle ved ørkellynge i Nørre Aasbo Herred, Helsingborgs Len, til at slaa Jern med udaf det Osmund, som deromkring findes, et Privilegium, der tre Aar efter udvidedes til, at han maa lade »opsætte og bruge behørige Masovne og derudi tillige med Osmund lade smelte hvis Malm og Erts, som han deromkring finder«, og 1650 faar Jakob Petz og Medparticipanter Privilegium paa «at lade søge og optage Jernmalm og Materie i alle omliggende

1) Se om Jernhytten i Vidsk. Selsk. Skr. VII, 1758, S. 408 tig; Dsk. Mag. 3. R., VI, 1860, S. 181, 190, 280 jfr. 77; Reg. o. a. L. VI, 532, Vil, 406, X, 473; Tegn. o. a. L. VI, 474; Sk. Reg. I, 287, 381, 595, V, 50; Sk. Tegn. V, 446, 469. — Mester Hans paa Jernhytten svarer 1547 Jordskyld i Kbhvn. s. Kbhvns Diplomat. 1, 410, 420.

2) Sk. Reg. VI, 303 jfr. Vidsk. Selsk. Skr. Vil, 434.

Side 130

Seer, Moradser og Bjerge, hvor det paa vores og Kronens findes kan i bemeldte vort Land Skaane'•'). Malmen fra de sure Kjær, Moser og Moradser har utvivlsomt spillet den største Rolle, noget egenligt Bjergværk har her ikke været Tale om, men at man ogsaa forsøgte sig i denne Retning, kan ses af, at der 1562 forskrives Berggeseller fra Sachsen til et Bjergværk, som en Del Adelsmænd efter Bevillingaf1501 vilde anlægge et Sted i Skaane, Halland eller Blekingen, hvor de kunde finde Guld, Sølv, Kobber. Tin, Bly, Jern eller lign.; noget før i samme Aar havde Jørgen Langenow fra Danzig. faaet Bevilling til at anlægge et Bjergværk i Kullen²). Ogsaa til Jernhytten i Skaane tales der i 1583 om at sende tyske Arbejdere, som skulde fornye Jernudsmeltningen der. 1 det nævnte Aar paalægges dot nemlig Kristoffer Valkendorf at forhandle med to JernsmelterefraSachsen om at drage til Jernhytten «forord - nende, at sammesteds en Jernovn til at smelte udi bliver færdiggjort, at det kan forsøges og forfares, om sammesteds med Jernsmelteri os til nogen Fordel kunde anrettes«. Men af Betydning maa dette ikke være blevet, Jernhyttens Virksomhed paa denne Tid maa have været rent übetydelig. 1591 begjærer en Kasper Kopmand, der «paa nogen Aars Tid haver haft den Jernhytte udi Helsingborg Len og der sammesteds holdt den ved Hævd og lige% at maatte gaa til Akerhus Len, «efterat der nu intet Arbejd skal falde udi samme Jernbytte«, og Aaret efter skriver Kristian IV til Kristoffer Valkendorf, at eftersom han erfarer, at der

1) Se om Ørkellynge og Fadingholts Jernværk i Vidsk. Selsk. Skr. VII, 429—43?; Sk. Reg. V, 466, VI, 88, 178; Sk. Tegn. VIII, GC, 67, 134, 14«, 208, 210, 255, 342, 498; Sj. Tegn. XXXI, 472, XXXII, 113, XXXIII, 605 og en Jordebog over 0. og F. Jernværk 1661 (i Geh. Ark.).

2) Vidsk. Selsk. Skr. VII, 406—407, 417—425.

Side 131

udi Helsingborg Len skal ligge en Jernhytte, paalægger ban ham, at han «forfarer al Lejlighed, om fornævnte Jernhytte er ved Magt eller ikke, og siden forordner, at samme Hytte ved Magt at maa holdes, eftersom den tilforn ved Magt er holden«¹).

Hvad endelig Blekingen angaar, da tillader Kristian IV 1616, at Elias Slichting ved Siden af sit Sølvværk i denne Provins maa lade anrette et Hammerværk, «da der omkring findes temmelig god Materie til at gjøre Jern af»; men ganske heldigt maa dette Foretagende ikke have været, ti 1646 ligge Værkerne øde, og det befales Participanterne inden Aar og Dag paany at sætte dem i Gang, hvis de ville bevare deres Privilegier. At der imidlertid meget tidligere har været produceret Jern i Blekingen, fremgaar formentlig af Bestemmelsen i Flensborg Stadsret (1284), hvorefter der skal gives 6 Penning i Told «for Hundrede Klimpjern eller Blekingsjern eller Kalmarsjern»²).

Det tør efter det Ovenstaaende antages for sikkert, at man i de danske Provinser øst for Sundet allerede temmelig tidligt har forstaaet at smelte Jern af Myremalm. Før vi gaa til dem Vest for Sundet, skulle vi imidlertid lidt nærmere undersøge et Par af de ovenfor brugte Udtryk nemlig Osmund og Klimpjern, der formentlig begge angaa Myrejern.

Hvad det. første Udtryk angaar, da se vi, at Karen Lykke støber Osmund af Jernerts. Hun har fundet, hedder det i Privilegiet, «Jernerts, hvoraf god Osmund Jern kan gjøres, til hvilken Ende hun haver ladet opsætte en Mølle

1) Sj. Tegn. XV, 240; Norske Rigsregistranter, 111. 1565, S. 184; Sk. Tegn. 11, 176.

2) Sk. Reg. IV, 24, 70, V, 467; Sk. Tegn. IV, ?95; P. G. Thorsen: De med jyske Lov beslægtede Stadsretter, 1855, S. 96.

Side 132

til Osmund at støbe«. Osmund er altsaa et umiddelbart Produkt af Malmen, og naar det hedder i det Privilegium, som Jakob Petz faar 1649, at han i sine Masovne maa ■ tilligemed Osmund lade smelte hvis Malm og Erts, som han . . . linder«, kan vistnok heraf sluttes videre, at Osmunder et slaggeblandet, urent Jern, der for at blive brugeligt trænger til paany at undergaa en Behandling. Hermed staar det formentlig i Overensstemmelse, naar det tre Aar tidligere Privilegium giver Jakob Petz Tilladelse til paa en af ham oprettet Hammermølle at «slaa Jern ud af det Osmund, der omkring findes«, skjønt Ordene «der omkringfindes« gjøre det noget tvivlsomt. Turde man ved det her nævnte Osmund tænke paa jernholdige Slagger fra tidligere Tiders primitive Jernudsmeltning, hvorom senere, vare alle Vanskeligheder overvundne.

Ved Siden af at Osmund herefter maa have betegnot Myrejern af en vis Beskaffenhed, ja undertiden maaske Jern i Almindelighed, f. Ex. naar det 1401 hedder, at Hansestædernes Skibe fare med «osemunt», Tin, Bly, Kobber o. s. v., synes det — i alt Fald efter Analogier fra hvad der var Tilfældet i Sverige — desuden særlig at have været brugt om Jern (vistnok det ovenfor nævnte Myrejern) hugget i firkantede Stykker og hvert med en vis omtrentlig Vægt. Der tales i Sverige om at hugge Jern «i osmund», og der gik 24 Osmunder paa 1 LS. I denne Betydning forekommer det utvivlsomt i de kjebenhavnske Smedes Skraa af 1512, naar det hedder, at en Grovsmeds Mesterstykkekunde bestaa i at smede «en Hestesko af tre Osmunder".Naar Jørgen Brahe til Hvedholm ved Kalmars Belejring 1611 blev truffen af «et forfløjen Osmund«, har Ordet utvivlsomt en lignende Betydning. Man brugte nemlig at hugge Osmundjern itu til Skraa som Ladning til

Side 133

Datidens Kanoner. Udtrykket forekommer i Oldnordisk
(åsmundr)1).

Vende vi os nu til Udtrykket Klimpjern, da bruges det ikke alene i Flensborg Stadsret, men ogsaa i Haderslev Stadsret, der kun forlanger 3 Penning i Told for Hundrede Klimpjern, og mange andre Steder. Hvad der skal forstaas derved, er utvivlsomt Jern i Klumper (jfr. Jordklimp lig Jordklump), og det maa ikke, som en Forfatter har gjort²), forvexles med Klinkjern, hvorved der forstaas de Jernbolte, som bruges til at sammenføje Plankerne i klinkbyggede Fartøjer. I Regnskabet for Silkeborg Len i Aaret 1599_— 1600 forekomme 400 for Vi* Daler hos Niels Skriver i Aarhus kjøbte Klinkjern, som brugtes «til den nye Baad, som blev bygget paa Slottet«.

Gaa vi over Sundet til Danmarks nuværende Provinser,
er Formodningen übetinget for, at man ogsaa i dem har
vidst at benytte Myremalm. Forstod man det øst for

1) Vidsk. Selsk. Skr. VII, 469 jfr. 463; A. M. Strinnholm: Sveriges Hist. i Sammendrag, 11, S. 554—5, 111, S. 410; Norske Saml. I, S. 197; Kbhvns Diplom. 11, 194; V. Simonsen: Jørgen Brahe, Odense, 1845, S. 12; Tidsskr. f. Krigsv., ny Række X, S. 282; O. Blom: Kristian lV's Artilleri, 1877, S. 124—5, 283—4. — I Hans Hansens Brev paa Jernhjtten i Skaane af 29. September 1559 (Reg. o. a. L. VII, 406) fastsættes der en vis Betaling (2 E>aler) for hvert Fad »Flijsser eller Osmund», han udrækker til Skinner. Hvad forstaaes der ved Flijser? Betegnes derved Jern i flade kantede Stykker (Fliser) i Modsætning til det maaske i Klumper fremstillede Osmundjern eller er Flijser en særlig Art Jern? Naar ved Fremstillingen af Rujern Temperaturen falder og Kullenes Mængde er utilstrækkelig, fremkommer et daarligt Jern, der kaldes «gekrausten Flossen« (Muspratts Chemie, bearb. von Bruno Kerl u. F. Stohmann, 3te Aufl. 11, Braunschweig, 1875, S. 478—479).

2) I en tysk Oversættelse af StadsreUen er Klimpjern gjengivet ved »eiserne Niigel, womit die Schiffe befestiget werdeii", s. Rosenvinges dske Gaards- og Stadsretter S. 472 jfr. S. XXXXIX.

Side 134

Sundet, har man ikke kunnet været uvidende herom Vest for det, og der foreligger da ogsaa endog for Sjællands Vedkommendeet Indicium for, at det virkelig forholdt sig saaledes.1601 beskikkes Povl Smelter til «i den nye Smeltemalle,som vi ved vort Slot Kronborg have ladet bygge . . . med Flid og uden Forsemmelse at skulle smelte og forarbejdeden Jernerts og Malm, som nu der sammesteds udi Lenet er funden«*).

Skjent der omtrent samtidig skrives til Norge efter Jernsten til Hytten ved Kronborg²), tør det altsaa med Sikkerhed antages, at man, om end kun for kort Tid, har udsmeltet sjællandsk Jernmalm, altsaa Malm fra en Provins, hvor der ellers ikke forekommer saa overmaade meget Jern, ti fra Bynavnene, der ere sammensatte med Jern (Jernløse, Jernet o, s. v.) tør Intet sluttes; til Grund for dem antages det oldnordiske hjarn i Betydning af haard Skorpe at ligge-¹). Men nu Jylland? Ja med Hensyn til denne paa Jernmalm rigeste af Danmarks nuværende Provinser er der den Mærkelighed, at der formentlig ikke foreligger en eneste Meddelelse om Udsmeltning af Jern paa bestemt Tid og Sted af en bestemt Person. Men desuagtet tor det betragtes som sikkert, at der er bleven udsmeltet Jern i Jylland.

Da der midt i forrige Aarhundrede blev gjort Forsøg med at kolonisere Hederne, var det som et nyt Land, der blev opdaget. At man tidligere havde udsmeltet Jern der, vidste utvivlsomt Ingen af, og en af Landets Opdagere, Apoteker v. Steuben i Aarhus, skriver i et Brev af 27. Februar 1758 til Langebek: «Herr Cancelli-Raad Hofman

1) Sj. Reg. XIV, 345.

2) Norske Registranter 111. 1865, S. 644

3) An. f. nord. Oldk., 1863, S. 291.

Side 135

og jeg blev i næstafvigte Aar beordret at eftersee og undersøgedeøde Heder der i Landet og kom paa samme tour til Vrads-Sogn, og i Vrads By, som ligger i Hede-Egnen, hvor vi holdte os lidet op, blev jeg ved et Bondehus et stort Stykke Jern-Ertz var, som kunde ongefær veje en 10 Lispund, det saae ud som en Slakke paa den ene Side men paa den anden jevnt og compact. Vi spurte Banderne,hvordet var kommet fra, blev os af dem fortalt, at der paa deres Mark henimod en Sø laae en stor Mængde af saadanne Slakker, smaa og store, hvor og dette Stykke var kommet fra, og deres Gamle havde fortalt, at der i forrige Tider skal have været en Smelte-Ovn, og de endnu kan see Stedet, hvor den har staaet. Den jernagtige Materie,hvorafde i den Tid har betient sig, findes der overalt nok af, den ligger ongefær 1 å 2 Alen somme Steder mindreogmere dybt i Jorden ligesom en Skorpe 1 Qvarter til Ifc1_fe Alen tyk. Af denne Materie fandt vi adskillige Steder, hvor vi kom"¹). Her er altsaa et paalideligt Vidnesbyrd om en Smelteovn ved Vrads, men det var saa langt fra, at den almindelige Opmærksomhed vaktes for Sagen, at det utvivlsomt kun er disse Steubens Meddelelser, der gaa igjen i f. Ex. Danske Atlas (IV, 1768, S. 24) og og J. N. Wilses Rejseiagttagelser (V, 1798, S. 116). Først i J. C. Halds Beskrivelse af Ringkjøbing Amt (1833) fremkommerdernye Efterretninger om jyske Smeltehytter. Man ved med Vished, hedder det, «at der har existeret Smeltehytter i Hammerum Herreds søndre Sogne saavelsom i Vrads Herred i Nærheden af Tern og Salten Skove. Ifølge Traditioner skal Ertsen være ført derhen fra Hodsager og Simmelkjær, ja Vejene derimellem kalde Bønderne endnu

1) Vidsk. Selsk. Skr. VII, S. 45.",.

Side 136

Mahnveje«, og disse Efterretninger stadfæstes i ftingkjøbing Amtstidende for 1843 Nr. 3 af Justitsraad S. A. Fjelstrup, der ejede Sindinggaard der i Amtet. Han taler om Smeltehytter«isærved Skarrild og Arnborg« og tilføjer, at Malmen førtes til dem »endog i flere Miles Afstand f. Ex. fra Tjørring og Sunds Sogne, hvor Kjærene, i hvilke den opgroves og endnu findes, kaldes Malm-Kjærene og Vejene om ved Ildskov i Sunds Sogn endnu kaldes Malmvejene_■>. Ved Tovsvig i^Arnborg Sogn, meddeles det endelig andensteds,varden sidste Smeltehytte for Myremalm¹).

Der kan herefter ikke være Tvivl om, at den jyske Jernudsmeltning er noget Andet og Mere end et Sagn, der ikke kan staa mod Kritikens Prøve, men de her fremdragne Oplysninger trænge til at suppleres. Det kan ikke af dem ses, hvilken lokal Udstrækning Jernudsmeltningen havde, saa lidt som hvor betydelig eller übetydelig den var, eller paa hvilken Tid den blev udøvet. Til disse Spørgsmaals Besvarelse findes der nogle Antydninger i Langebeks ovenfor allerede flere Gange citerede Afhandling om de norske Bergværker i 7de Bind af Videnskabernes Selskabs Skrifters ældste Kække, og hvad der oplyses, skulle vi nu undersøge.

Langebek meddeler en Gjældsforskrivning af 1503 fra Biskop Niels Fris i Viborg, hvorefter han «for Afgift og Landgilde af Gods i Lysgaard Herred« bl. A. er 24 Kloder Jern skyldig. Til Hald Slot, oplyser han videre, svaredes paa Kristian ll's eller Frederik l's Tid aarlig af dets Bøndergodsbl. A. 85 Kloder Jern. I et Mageskifte mellem

1) Denne Meddelelse findes i Traps statist.-topugr. Beskr. af Danmark (2den Udg., VI, S. 372) og skyldes muligvis den ovenfor nævnte Justitsraad Fjelstrup (f 1559), der, som det sst. S. 3(32 ses, i 1857 har givet Meddelelser til delte Værk om Malmforholdene i disse Egne. — Hvoraf vides det, at Smeltehytten i Tovsvig var den sidste?

Side 137

Kristian 111 og Kristiern Stygge til Randrup nævnes dernæst(1544) en Gaard i Hinge Sogn og By, som aarlig forudenAndet svarede 20 Kloder Jern, og i et andet Mageskifteaf 1558 nævnes endelig et Kronens Boel i Sjørslev, som aarligt skylder bl. A. 10 Kloder Jern. Hertil kan endnu føjes, at det i Kansler Klavs Giordsens Optegnelser om danske og norske Len paa Frederik Ts Tid meddeles, at. der af Ginding Herred svaredes 100 Jernkloder i aarlig Afgift,af Lysgaard Herred 53 Kloder og af Hids Herred 42 Kloder¹), ligesom at der f. Ex. iet Mageskifte af 1579 om Vinderslevgaard og Skovsgaard nævnes en Gaard i Hids Herred, Serup Sogn og By, som aarlig ydede 2 Kloder Jern²).

Samle vi nu de ovenfor anførte Stedsnavne, vil det ses, at det væsenligt har været i Ginding og Hammerum Herreder (Ringkjøbing Amt), Lysgaard og Hids Herreder (Viborg Amt) samt i Tråds Herred (Aarhus Amt), at Jerntilvirkningen har været kjendt og øvet³). Men man kunde ønske nøjagtigere Oplysninger om Udstrækningen i lokal Henseende af Landgildens Ydelse i Jernkloder, og den eneste Kilde i saa Henseende ere da de gamle Jordebøger og Regnskaber i Rentekammer-Arkivet, og de af disse, der nærmest blive at undersøge, ere da de for Hald Slots Len, Skanderborg Len og Silkeborg Len. I de tilsvarende Dokumenter for Aarhus-Gaard, Lundenæs Len, Bovling Len og Koldinghus Len har jeg paa en enkelt Undtagelse nær Intet kunnet finde om nogen Afgift i Jern.

1) Nvt dsk. Mag., VI, IN-115, S. 296, -iOl, 30;'.

2) Jyske Reg. 11, 577 ilg. fmeddelt mig af Stipendiat i Gehejmearkivet Jessen).

3) Sinding, Arnborg, Skarrild , Tjerring, Sunds og Hodsager Sognc samt Simmelkjser i One Sogn ligge i Hainmerum Herred; Hinge og Sjerslev i Lysgaard Herred; Yrads, Tem. og Salten i Vrads Herred.

Side 138

For Tiden fra 1541 til 1546 foreligger der 4 Kegnskaber over Hald Slots Oppebørsler, og efter disse skulde der af Torning og Hinge Sogne, begge i Lysgaard Herred, svares i Alt (.J7 Kloder Jern, nemlig 74 af det første (med de særlig nævnte Byer Knudstrup og Skræ) og 23 af det sidste, men det største Antal, der blev ydet, var 92, og for Aaret lo*⁵ jg synker det endog til 32, idet der af de 10 opførte Jernafgiftsydere kun sker Indbetaling fra 3. Skanderborg Lens Jordebog for 1581 viser dernæst, at den Del af Vrads Herred, som hørte herunder, skulde svare 23 Kloder, fordelte paa Salten med 9, Kragelund med 12 og Borringhoved med 2, og hvad endelig Silkeborg Len angaar, da oplyser Jordebogen for 1586 om, at der skulde ydes ikke mindre end 410 Kloder fordelte paa

Side 139

Som man heraf ser, er Silkeborg Len, som endogsaa har slugt Torning og Hinge Sogne, der tidligere herte under Hald Slot, af ikke ringe Betydning, naar der er Tale om at oplyse Malmudsmeltningen i Jylland, og det er derfor meget nyttigt, at der fra dette Len findes ikke et enkelt men en Række Regnskaber. Nu da vi, i alt Fald delvis, have set, hvor der i Jylland efter vedkommende Jordebøger produceredes Jern (ti en Afgift i Jern kan ikke godt tænkes, uden hvor der produceres Jern), samt at Produktionen maa have været temmelig anselig — en Klode Jern gjaldt efter Klavs Giordsen 8 Sk., hvad der ogsaa var Prisen paa en Tønde Korn — skulle vi nemlig rette vor Opmærksomhed særlig paa Spørgsmaalet om, naar denne Industri maa siges at være ophørt.

Gaa vi frem i Tiden stadig undersegende Silkeborg
Lens Regnskaber og Jordebøger, ses det, at den aarlige
Afgift i Jern snart efter stiger fra 410 til 417 Kloder, et

Side 140

Tal, som derpaa stadigt gaar igjen, og som da ogsaa er det, der regnes med i Regnskabet for Aaret 16^n/i2.n _/i2. Under Rubriken »'Annammet den aarlige og visse Landgilde og Indkomst efter Slottets Jordebog" staar der opført 152 Jernkloder og under Rubriken «Annammet efter VinderslevgaardsJordebog« (o: fra Lysgaard Herred) 265 Kloder, hvilket tilsammen er 417, men heri fragaar igjen ved «Omdragelse med Ridefogeder, Delefogeder og Skovfogeder og Andre«¹) 2 Jernkloder og ved (»Afkortning paa ødegods» 3 Kloder, tilsammen 5 Kloder, saaledes at Indtægten kun bliver 412 Kloder, om hvilke det under Rubriken «Pendinge annammet for Klimpjern« hedder saaledes: «Annammet efter Slottets Jordebog af Kgl. Majestæts Tjenere her i Lenet for 412 Kloder Jern, efterdi her nu intet Jern gjøres, for hver Klode 12 fa er 66^'a Dr. 1 % 41,«/?«.4¹,«/ Her have vi altsaa en bestemt Tidsangivelse, udover hvilken der næppe kan være Tale om Jernudsmeltning i Jylland, men Spergsmaaletmaa nu blive, om Udsmeltningen virkelig er bleven fortsat lige til 1611, eller om den ikke er ophørt i alt Fald som almindelig Industri allerede en rum Tid før, og at det Sidste er Tilfældet, synes at fremgaa af Regnskaberne.

Sammenligne vi nemlig det ovenfor nævnte Regnskab for lG¹¹ _/^ med nogle senere Regnskaber, ses det, at Ordene »efterdi her nu intet Jern gjøres» ere indkomne rent tilfældigt,desenere Regnskaber bære ikke Mærke af dem, de ere aft'attede som de tidligere, fuldstændigt som om Jernafgiftenvirkeligtblev

1) Den tilsvarende Rubrik i Regnskabet for 1599—1000 er fyldigere overskrevet: »Omdraget med Fogeder og bønder udi Lenet fur deres Image efter kgl. Majestæts naadigste Bevilling.. Ffter Meddelelse af Hr. Arkivchef .1. Grundtvig betyder omdrage i denne Forbindere det Samme som afdrage, og Omdragelse er altsaa Afkortning i Regnskabets Indtægt, i dette Tilfælde til Lou til forskjellige

Side 141

afgiftenvirkeligtblevsvaret. I en Extrakt af Lenets Kegnskab for 16^ir _-/i3 staar paa Indtaegtssiden de ssedvanlige 417 Kloder og paa Udgiftssiden som tabt paa Odegods 27 Kloder, sorn afgaaet i «Omdragelse» 2 Kloder og endelig under Rubriken «adskillige Varer, som er solgt for Pendinge» 388 Kloder Klomp (sic) Jern. I Regnskabet for 16¹⁵ _/i« bestaarUdgiftssidenfor Jernets Vedkommende af felgende Poster: Omdragelse 12 Kloder, Afkortelse for ede og afbrsendteGaarde3 Kloder, afkortet Bender, som ere indskrevnetilSoldater, 74^1/°1 _/° Klode og endelig «Annammet for Klemp (sic) Jern. Annainmet af Benderne udi Lenet 327^1/°1 _/° Klode Jern, hver Klode Jern 12 ji, er 53 Daler 8 /&». Havde man altsaa ikke Regnskabet for 16^u/i 2, vilde man overfor Regnskaberne for 16¹⁹ _/i3 og 16¹⁵ _/ie ikke vsere sikker paa, hvorledes Forholdet skulde opfattes, men da der nu er vundet Vished for, at Jernkloder vedblive at figurere i Regnskaberne, efter at de ere forsvundne fra det virkelige Liv, tar man ikke tro Regnskaberne fer 1611 bedre end efter 1611. 1 Regnskabet for 16¹⁰ _u hedder det «annarnmit af Bonderne i Lenet for 409 Kloder, som de findes for i Jordebogen, for hver Klode 12 $ . . .»; i Regnskabet for 16°%9 staar der: «annammet for Klimpjern af Benderne i Lenet for 412 Kloder Klimpjern, for de findes i Jordebogen for hver ved deres Navn, for hver Klode 12 $ ...». Heller ikke i disse Aar er der altsaa leveret Jern in natura, og gaa vi lsengere tilbage f. Ex. til det ferste Aar, for hvilket der i Rentekammer-Arkivet foreligger et Regnskab, nemlig Regnskabsaaret 15⁹⁶ _/97, findes der stadigt «solgt» et ikke übetydeligt Kvantum Jern til Lenets Bender, i det nsevnte Aar 220 Kloder, hver Klode til 12 /o\ og efter det Ovenstaaendeterdet nok antages, at dette Kvantum Jern aldrig har vseret til, men at Afgiften, skjont stadigt figurerende i

Side 142

Jordebogen, er bleven omsat til en Pengeafgift. I Regnskabet for I5^mi 99m_i99 anvendes endog en Sum til at kjøbe Osmund for. Det hedder: «Giffuid per Nielsen i Aarhusz for xviij lispund osszmundt Jern for huer letpund (!) [er 24 fy] xx /> er [regnit huer liszfr for 28 fy] vj d. ij fy iiij /}.»*). Er dette Osmund Jern mon jysk Jern? Sikkert er det imidlertid, at der for Aarene1596—7,1599—1600 og 1601—2 foreligger Oplysning om, at der i dem — skjønt vistnok som en Undtagelse — virkelig er bleven produceret Jern. I de to førstnævnte Aar er der nemlig under Overskriften «Forsendt til Kjøbenhavn»opførtJern, og det samme er for det sidste Aars Vedkommende Tilfældet med Hensyn til Overskriften »ForsendttilKjøbenhavn og leveret til Kjøbmænd».

For de to første Aars Vedkommende foreligger der ved
Siden af Meddelelsen i Regnskaberne endnu de originale
Kvitteringer for Jernets Modtagelse saalydende:

Thend HO. Aprilis Aar 1597 haffuer iegh Annammitt her paa Brenimer Holmen Er hundre Och Thre Kloder Simmelkierdtz Jernn²), Som Erlis welbyrdig Mand Frandtz Randtzow Kon. Maietz. Lensmand paa Silckeborgs slott wdj Jullandt Haffuer Ladett hid skicke Och Leuerit Vedt Niels Leseo, Borger wdi Aarhws.

Actum die et anno vt supra.

Anders Hanssenn

Med egenn Hanndt.

(Silkeborg Lens Regnskab 1596—1597, Bilag Nr. 12.)

Aar 1509 thendt 20. Maij haffuer Jeg Annammitt her paa Bremmer Holmen ijct. xxxvij Kloder Simmelkiers Jern²), Regnindes Fem sneese vdj Hundre och Fire stocker vdj huer Klode: Som Erlig welbyrdig Frands Randtzou Kon. Maietts Lensmand paa Silckeboig haffuer hid Skickett och Ladett Leuere wed Willads Samsing, Borger vdj Aarhws. Actum Anno die et loco vt supra.

Anders Hanssenn.

Medt egenn Haandt.

(Silkeborg Lens Regnsk. 1599—IGOO, Bilag >"r. 27.)

1) Det Indklammede er tilskrevet med en senere Haand.

2) Simmelkjærene, der nu høre under Ringkjøbing Amt (Hammerum Herred, Ørre Sogn), horte den Gang under Lundenæs Len (jfr. Ældste danske Arkivregistraturer 111, S. 250), og det er derfor nok saa forunderligt, at Jernet sendes af Lensmanden paa Silkeborg, som at formentlig kun Lundenæs Jordebog for 1598 (i Geh. Ark., Nr. 76 1)) indeholder Følgende: »Ginding Herred jet Jern Kloder, Kloden viij ji» (Meddelt mig af Hr. Registrator Plesner). Om Bremerholms og nogle andre Srnedier haaber jeg i en senere Afhandling at kunne give nogle Oplysninger.

Side 143

I Aaret 1601—1602 er der endelig under Overskriften
«Forsendt til Kjøbenhavn og leveret til Kjøbmænd« opført
112 Kloder Klimpjern.

Det er herefter uimodsigeligt, at der saa sent som i Slutningen af det 16de og Begyndelsen af det 17de Aarhundrede er tilvirket Jern i Jylland, men de nævnte Sendelser have utvivlsomt kun været en sidste Rest af en tidligere betydelig Industri, og Allen har næppe Uret, naar han udtaler¹), at Jernudsmeltningen i Jylland allerede i Midten af det 16de Aarhundrede var paa Hældingen.

De ovenfor nævnte Herreder, i hvilke Jerntilvirkningen navnlig synes at være øvet, strække sig gjennem Jyllands skarpeste Hedeegne. Men staar dette først klart, er der et Spørgsmaal, som kræver Besvarelse, det nemlig: men hvorfrafik Jernhytterne det til Udsmeltningen nødvendige Brændsel? Hederne ere bare, og Stenkul have de aldrig frembragt. Sagen er imidlertid, at ere Hederne bare nu, saa have de ikke altid været det, og kunde man bestemme, naar Jyllands store Skove ere forsvundne, havde man formentliget fast Tidspunkt for, naar den jyske Jerntilvirkning er ophørt. At Jyllands Heder virkelig have baaret Skove, fremgaar af flere Omstændigheder, og fremhæves skal det, at der paa Fladerne omkring Karup Aa, ved Søbys© og Skjærnaa, hvor der nu ikke findes et eneste Krat end sige en Skov, er bevaret hen ved 40 Navne, som indeholde Ord

1) C. F. Allen: De tre nord. Rigers Hist. 1497—1536, IV, 1, 1870, S. 81.

Side 144

som Lund, Skov og Eg¹), jfr. det ovenfor nævnte Ildskov. Dernæst ere Moserne fulde af gamle Egestammer og Kødder,ja da Justitsraad Fjelstrup til Sindinggaard i Aarene 1812 og 1813 lod grave i Simmelkjærene, kunde der kun med Besværlighed graves, «da man formedelst gamle Stubbe næppe kuDde trænge i Jorden«²). Der er tilstrækkeligt Vidnesbyrd for tidligere Skove heri, og overfor en Forundringover, at de saa fuldstændigt have kunnet forsvinde, skal Opmærksomheden henledes paa, at det samme er sket i en meget sen Tid paa Anholt, Beboerne mishandlede Øens Skove for at kunne drive Tjæresyderi, og Vestenvindenfik da Bugt med dem. Som Skjælaar mellem den skovrige og skovløse Periode sættes 1643ⁿ).

Som det gik Skovene paa Anholt, er det gaaet Skovenei Jylland, man har forhugget dem til Gavntømmer og Kulbrænding, og den barske Vind har forvandlet Skovene til Krat og derpaa ladet ogsaa Krattet forsvinde. 1498 beklager Kong Hans sig over, at de kongelige Skove i Vendsyssel vare svarlig forhuggede; i sin Lov for Landet giver Kristiern II meget strenge Bestemmelser mod SkovenesForhugning, den Bonde, der forhuggede Skoven til Upligt, kunde sættes fra Gaarden, men snart efter høre vi om en saadan ødelæggelse af nogle Skove, som Bispen i Viborg, Jergen Fris, og Mariagerkloster begge paastod at have Ret til: Bispen lod Træerne fælde, et Arbejde, hvortil han hver Dag i nogen Tid havde Brug for 150 Vogne⁴). Allerede i det lode Aarhundrede have utvivlsomt Jyllands Skove begyndt

1) E. Dalgas: Geografiske Billeder fra Heden, 1867, S. 32.

2) J. C. Hald: Bingkjøbing Amt, 1833, S. 213—214.

3) Orion, IV, 1841, S. 260—261, jlr. om Lasses Skove i Botan. Titlsskr. 2. R., I, 1872, S. 169—176.

4) C. F. Allen: De tre nord. Rigers Hist. 1497 — 1536, IV, I, 1870, S. 63, 66.

Side 145

at tage Skade, og det 16de Aarhundredes Forsøg paa at raade Bod derpaa, have været magtesløse. 1554 indskærpesdet alle Lensmændene i Nørrejylland «paa det at Skovene kunne blive ved Magt«, at Bønderne ikke maa bygge Huse af Fjælletømmer eller med Bulvægge, de skulde kline deres Hytter af Ler eller bygge dem af Sten, og 1577 udkommer et lignende Forbud særligt rettet mod Bønderne i Koldinghus og Skodborg Len¹). I Kristian III"s koldingske Reces af 1558 hedder det endelig, at Kongen har erfaret, «at vore Undersaatter paa Landsbyerne have stor Brøst for Bygningstømmer til deres Huse og anden deres Gaards Behov desligeste for Brændeved», og derfor faa de Tilladelse til at kjøbe Tømmer og Ved «af dem, som det med Skib indføre for Kjebstederne og udi andre smaa Havne«. De jyske Skove maa, som det synes, have været endogsaa meget ødelagte.

I denne Forbindelse kan det endnu erindres, at der i nogle af de ovenfor nævnte Bevillinger vedrørende Jernværkernei Skaane og Halland findes Bestemmelser om Skovhugst. I Hans Hansens Bestalling paa Jernhytten i Skaane (1559) hedder det: «Og skal han Intet lade hugge udi de Skove, der tilligger, uden aleneste hvis han skjelligen behøver til Bygningsbehov til forskrevne Jernhytte og de to Gaarde; dog skal han maa bruge El, Birk og Vindfælder og intet Andet til Kul og Ildebrand paa de Skove, der hos ligger, efter gammel Sædvane«. I hans Kontinuationsbestallingaf 1570 hedder det: «Sammeledes maa han nyde fri Ved paa vore og Kronens Skove af Vindfælder, El, Birk

1) O. Nielsen: Malt Herred, 1870, S. 171 jfr. Danske Saml., V, 1869—70, S. 376. — Efterretn. om forsvundne Skove i Vendsyssel findes i Saml. til jysk Historie og Topografi VI, 1876—7, S. 107—121.

Side 146

og Avnbøg til at brænde Kul af til samme Arbejde, dog det hannem af vore Skovfogeder skal forvises paa de Steder, som mindst er til Skovskade«, og endelig udtales det 1637, at Borgermester Hans Petersen til sine Jernhytteri Halland maa lade brænde Kul af sur, ufrugtbar Skov, som er Birk, El og andet deslige, saa vidt uden Skade ske kan.

Medens der altsaa midt i det 16de Aarhundrede i Provinserne Ost for Sundet findes Udtalelser om Hugning i Skovene til baade Kulbrænding og Bygningsbrug, synes der i Jylland kun at være Tale om at forbyde Hugning til Bygningsbrug, men et saadant Forbud kan ikke tænkes uden i Forbindelse med et Forbud imod ogsaa at hugge til Kulbrænding, ti denne sidste Brug af Skovene medtog dem langt mere end den første Brug, medmindre Hugning til Kulbrænding den Gang var et allerede tilbagelagt Stadium, og det fristes man til at antage, i alt Fald som Regel, og dermed ogsaa den regelmæssige Udsmeltning af Jern. Mærkeligt er det i ethvert Tilfælde at høre, at Hans Tavsens Fader efter Sagnet skal være bleven slaaet ihjel, fordi han «smeltede Jern af Tørvejord«; Bønderne troede, at han kun kunde gjøre det med den Ondes Hjælp¹). Men af dette Sagn følger — dets Rigtighed forudsat — at i alt Fald de fynske Bønder allerede før Midten af det 16de Aarhundrede vare fuldstændigt uvidende om, at der var Noget til, som hed Myremalm. Vi gaa ud fra, at Hans Tavsens Fader har levet og virket i Birkende, hvor Sønnen fodtes 1494. — Som et Træf kan det erindres, at Birkende er Nabosogn til Marslev, hvor de ovenfor omtalte metalliske Jernklumper, der henføres til Jernalderen, ere fundne.

1) Vedel Simonsen: Bidr. t. Odense Bys Hist., 111, 1844, S. 73.

Side 147

Imod det Resultat, som altsaa synes at kunne antages, at Jernudsmeltningen er i Aftagende allerede i den første Halvdel af det 16de Aarhundrede, kan det ikke gjøres gjældende, at der langt senere nævnes »dansk« Jern, ti dette Jern er slet ikke fra Danmark. 1 Aarhus-Gaards Regnskab for 1603—4 er der opført 5 Dl. 1 % som Betalingfor IOV2 Bismerpund «Danscher» Stangjern; i Rigens Udgift for 1607 er der opført «dantzker och suensk Stangiernn «¹); i Februar 1608 kjøber Eske Brok et Skippund «dansker« Jern for 8 Daler²), 0. s. v. Hvad der herved menes, er klart, naar man hører, at der til Opførelsen af f. Ex. Kronborg Slot brugtes baade Danziger og svensk Jern³), og at Danzig kaldtes «Dannsken». I Frederik l's Privilegium af 1525 til Fuggernes store Handelshus i Augsburg hedder det, at det skulde unde ham «saa meget Kobber, vi behov have til vort Skyts .... for sligt Kjøb, som der paa er udi Dannsken»⁴). — Heller ikke kan der bygges nogen begrundet Indvending paa de Landgildetaxter fra det 17de Aarhundrede, som vedblivende nævne Jern som en Landgildepost.Vi have jo ovenfor set, at vedkommende Lensregnskaberog Jordebøger ingen Forandring undergaa, fordi de oprindelige Afgifter ikke mere kunne svares, og en Taxt, der omsatte de forskjellige Afgifter til Korn eller Penge, var derfor en Nødvendighed. Af to saadanne, der findes i Rentekammerarkivet⁵), skulle vi her meddele, hvad der vedrører Jern. Den første, der er dateret den 26. Maj

1) Meddelelser fra Rentekaramerarkivel; 1872, S. 95.

2) Vedel Simonsen: Eske Brok, I, 1842, S. 49.

3) Danske Saml. V, 1869—70, S. 152.

4) Vidsk. Selsk. Skr. VII, 1758, S. 472.

5) Diverse Dokumenter VII a Nr. 23 og II b Nr. 19. Det er Hr. Arkivfuldmægtig A. D. Jørgensen, som har henledet min Opmærksomhed paa dem.

Side 148

1647, »haver Danmarks Riges Raad udstædt af Raadstuen til Rentekammerets Efterretning«, at Jordebøgerne, som det hedder, efter den »kan agtes og anslaas, enhver in Summa, hvor mange Tønder Hartkorn de kan beløbe»? i den opføres

Den anden, der er dateret Skatkammeret d. 10. Februar 1661, har følgende Indledning: »Eftersom Renteri Taxt(en) haver hidindtil været meget confus, saa at fornemmelig ingen Lighed haver været observerit imellem den ene Provins og den anden, da er for raadsomt befunden at opsætte Maaden, hvordan nu eragtes i hver Provins burde være«, og den slutter med en kgl. Resolution, ogsaa af 10. Februar 1661, der lyder saaledes: «Efter denne beskrevne Forandrings Taxt vil Vi, at alle Vores Lens Jordebøger og derudi benævnte Species herefter skal beregnes og anslaas«. Dens Bestemmelser vedrørende 'Jern ere følgende:

1) «Aarbiller er udi Skaane en Landgilds Post, og er det brede Jem, som bruges i Stedet for Plovjern paa de smaa der brugeliae Plove, kaldes Aarer* (Arent Berntsen: Danmarks og Norges frugtb. Herlighed, 1656, 2den Bog, S. 103).

Side 149

Som Noget, der formentlig heller ikke kan tjene til Bevis for Tilværelsen af en dansk Jerntilvirkning i Midten af det 17de Aarhundrede, skal endnu nævnes en Position i Toldrullen af 13. Avgust 1651, «huor efter Tolden ofver ald Vort Rige Danmark skal Oppebergis«, det hedder heri: "Ouszmund maa icke udføris; foris noget ind, være gandske Toldfrj». Bestemmelsen om, at Osmund ikke maa udføres, behøver ikke med Nødvendighed at forudsætte en indenlandsk.

Til Sammenligning med de ovenfor nævnte Taxter kunne de hos Arent Berntsen og Hans Hansen Skonning meddelte Taxter¹) tjene. Stort Udbytte faar man imidlertid ikke heraf, ti den Konfusion, Renteritaxten af 1661 skulde afværge, vedbliver,som det synes, uforandret; hos Hans Hansen Skonninghedder det i alt Fald 6 Aar efter særlig om JernklodersTaxering: «Der findes adskillige Taxter paa disse Jernkloder, nemlig en Part taxerer en Jernklode for 1 Skjeppe Hartkorn, saasom i Adelens Rostjeneste, Somme for 3 Skjepper, ja endogsaa for 4 Skjepper dog saare sjælden 4 Skjepper, Somme have den regnet for 3 /?». Afgjort synes det imidlertid, at en Klode Jern langtfra sættes til den Værdi i det 17de Aarhundrede, som den havde i det 16de. Medens Klavs Giordsen i sine Optegnelsersætter en Klode Jern til 8 /?²), en Værdiansættelse, der senere stiger til 12 fi, vurderes den nu til 3 ja endog kun til 2 jo. Stor Oplysning ligger dog heller ikke heri, ti midt i det 17de Aarhundrede er en Klode Jern utvivlsomtbleven

1) Arent Berntsen: Danmarks og Norges frugtbare Herlighed, 1656, S. 161, 199, 258—260, 391, 459, 649; H. H. Skonning: Taxtebog, 1667, S. 117—122; jfr. C. Thestrup: Danmarks og Norges Krigsarmatur, 1756, S. 265; Vidsk. Selsk. Skr., ny Saml. V, 1799, S. 13—14.

2) Nyt dsk. Mag. VI, 183G, S. 296.

Side 150

somtblevenen fra al Virkelighed løsreven Regnskabsstørrelse,og i sin Tid, da den var Noget, man kunde tage og føle paa, var en «Klode« muligvis ikke en aldeles bestemtStørrelse, nogle Kloder vare utvivlsomt store, andre smaa, og Anders Hansen regnede 1599, se vi, «fire Stykker udi hver Klode_•>. Hverken «Stykke« eller «Klode« synes at være et afgrænset, efter Vægt bestemt Kvantum.

I en anden Retning synes det derimod muligt at bestemme Noget om en Klode Jern, nemlig med Hensyn til Jernets Beskaffenhed. Imellem de forskjellige Arter af Jern og Gjenstande af Jern, Landgilden har været leveret i, Skiver Jern, vredet Jern, Aarbiller o. s. v., forekommer ogsaa urent Jern, og dette, der, som det tør antages, staar i Modsætning til alle de andre Arter Jern, staar altsaa ogsaa i Modsætning til Klodejernet, og medens det urene Jern muligvis kan paralleliseres med det tidligere omtalte Osmund, bliver altsaa Klode- eller Klimpjernet en Art omhyggeligere bearbejdet Jern. Her er utvivlsomt den samme Modsætning, som mellem blåstrjarn og fellujarn paa Island, der dog næppe, som V. Finsen vil, kan oversættes ved henholdsvis Støbejern og Stangjern¹).

Endnu skal her med Hensyn til Maaden, hvorpaa Jern kjøbtes og solgtes i det 15de Aarhundrede, naar det gjaldt større Partier, nævnes, at Dronning Margrete 1402 betaler 200 Læster Jern i Stokholm «sæt, fadet og vejet«, og at der i en mellem islandske og engelske Mænd i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede vedtaget Prisliste over forskjellige Varer nævnes et Fad Jern paa 400 Stykker. I Sverige regnedes et Fad til 5 (store) Hundreder Stykker eller Osmunder,og

1) Grågås: Cm fiårlag mana (V. Finsens Udgave § 246); Jonsbok Kaupabalkr g o.

Side 151

munder,og12 Fade udgjorde en Læst1). — Paa Island
regnedes baade blåstrjarn og fellujarn efter Vætt d. e. en
Vægt af 80 Pd.

Som vi ovenfor have set, vaagnede Bevidstheden om, at der fandtes Jern i Jylland, efter lang Tids Søvn paany midt i forrige Aarhundrede, da Regeringen i andet Øjemed lod de jyske Heder undersøge. Man lod sig imidlertid fuldstændigt nøje med denne Bevidsthed, og det er først langt inde i dette Aarhundrede, at der opstaar Spørgsmaal om det jyske Jerns Brugbarhed og Betydning.

1826 berejste Frederik VI Jylland, og han dvælede bl. A. ved Kalkgruberne i Daugbjerg, som han synes at have interesseret sig for. Paa hans Foranstaltning sendte i alt Fald det kgl. Landhusholdningsselskab Aaret efter Lektor J. H. Bredsdorff og Kontrollør ved Segeberg GibsværkJohn Sunne til Gruberne for at undersøge dem. Det gjorde de, men Bredsdorff gjorde noget Mere, han rejste ogsaa til Sindinggaard for at se nogle af de Lag af Jernerts— saaledes udtrykker han sig — som fandtes i den Egn. Han saa dem, og i hans Indberetning hedder det: «Det er højst sandsynligt, at denne Erts ved Kul af de Tørv, som i Overflødighed findes i Egnen, med Fordel kan udsmeltes, og jeg har Haab om, at Hr. Justitsraad Fjeistrup (Sindinggaards allerede tidligere nævnte Ejer) vil sætte dette i Værk»²). Saa vidt vides, skete dette ikke, men allerede i 1825 havde Fjelstrup i to Gange tilsendt Landhusholdningsselskabetnogle Fjerdinger Myremalm for at faa at vide, hvad den duede til, og i sin tidligere nævnte Artikel i Ringkjøbing Amtstidende (1843, Nr. 3) fortæller han,- at

1) Vidsk. Selsk. Skr. VII, S. 331 ; Nord. Tidskr. f. Oldk. 11, 1833, S. 146, 147, 159 fla.; JNorske Saml. I, Kra., 1852, S. 197.

2) Tidsskr. f. Naturvidenskaberne V, 1828, S. 336 — 352.

Side 152

Selskabet lod Malmen udsmelte, det først sendte paa Vesterbro,det sidste ved Frederiksværk, og Dommen skal have været, at Malmen var let smeltelig og gav godt Jern til Stebegods, men desværre synes Selskabets Arkiv Intet at indeholde herom.

Det her nævnte Forsøg førte til Intet. Myremalmen laa hen som tidligere, i det Højeste brugt til Vejmateriale eller Bygningsmateriale, i Skjærn Sogn var saaledes en Smedie opført af store Stykker Jernerts¹). Men samtidig var Opmærksomheden ogsaa audensteds henvendt paa Myremalmen. Kjøbmand Marcus Hartvig Holler i Rendsborg ansøgte i Sommeren 1825 om Privilegium paa at smelte «Sumpf-, "Wiesen- und Rasensteinerz», og ved kgl. Resolution af 6. September 1826 opnaaede han ikke alene en tyveaarig udelukkende Bevilling til i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten at maatte smelte saadan Erts foruden forskjellige Toldbegunstigelser med Hensyn til det deraf forfærdigede Støbegods, men ogsaa at der lagdes en høj Udførselstold paa alt «Sumpf-, Wiesen- und Rasensteinerz» ligesom paa «altes gegossenes Eisen»⁹), det skulde Alt anvendes ved hans Jernværk, som nu opstod, og som efter Landgreven blev kaldet Carlshiitte.

Værket kunde glæde sig ved at staa i allerhøjeste
Gunst, baade i 1827 og 1829 besøgte Frederik VI detn),

1) E. Dalgas: Geogr. Billeder fra Heden, 1867, S. 35; .1. C. Hald: Ringkjebing Amt, 1833, S. 26.

2) Gen. Toldk. og Kommerce Koll.'s Deutsche Vorstellungen und Resolutionen fur 1826, Nr. 113, jfr. Nr. 2a og 152. — Smlgn. PI. 26. Septbr. 1826 for Slesv. og Holsten angaaende Udferselstold paa Mose- og Engbundjernerts m. m.

3) Nyeste Skilderi af Kbhvn. 1829, S. 1162; Handels- og Industri- Tidenden 1829, S. 278—280. — Holler stod sig godt ved Hove, han blev baade Agent og Bidder af Danebrog, men i Opreret 1848 og de senere Krigsaar maa nans Stilling ikke have vseret som den burde vaere, ti nan, der farst dor d. 1. .lull 1858, findes sidste Gang naevnt som R. af D. i Statskalenderen for 1852.

Side 153

men desuagtet blev det ikke, hvad det egenlig skulde være, et indenlandsk Jernværk. Den 23. Januar 1828 skete den første Smeltning i Kupolovn, men en Masovn til Smeltning af Malm fik Værket ikke i Gang før flere Aar efter, saaledessom vi nedenfor skulle se. Og først med Masovnen kan der være Tale om Udsmeltning af Myremalm.

Under 3. September 1837 sendte daværende Inspektør ved Silkeborg Gods, Justitsraad J. H. Bindesbøll, et Stykke Myremalm, der var fundet et Kvarter under Jorden, til det kgl. Rentekammer med Forespørgsel, om det mon ikke kunde bruges til Jernudsmeltning¹). J. G. Forchhammer fik Malmen til Undersøgelse, og han fandt, at Stykket indeholdt 46^1/21 _/2 pCt. Jern. Det var betydeligt, og Forchhammer udtalte sig med Varme for, at her maatte der kunne gjøres Noget. Naar «den store Skat af Jernmalm, der findes i alle Danmarks Provinser, og som er tilstrækkelig til i mange Aarhundreder at forsyne Landet med Jern», henligger übenyttet, siger han, maa det tilskrives «den almindelige Mistillid til alle egenlige Fabrikanlæg-) og Mangelen paa et passende Brændemateriel». Efter hans Mening vilde et med Tørvekul drevet Jernværk ved Silkeborg være af stor Betydning for Landet.

Forchhammer blev herefter af Regeringen sendt til Silkeborg, og i 1839 afgiver han nu en længere Betænkningover Sagen, hvori han bl. A. udtaler, at kunde man foranledige en Jernproduktion med Tørv og Myremalm, vilde Landet ikke alene kunne producere over 10 Millioner

1) Den efterfwlgende Fremstilling grunder sig paa officielle Aktstykker i Rentekammerarkivet ad Kongerigets Douißenejurnal 1861, Nr. 969.

2) jfr. C. Nyrop: Meddelelser fra Industriens Omraade, 1876, S. 204.

Side 154

Pund Jern om Aaret, men en Mængde andre Erhvervskilder vilde derved kunne fremkaldes. Han anbefaler at udsætte Smaapræmier for Paavisning af Myremalmslag og at lade en Polytekniker rejse til Udlandet for at sætte sig ind i Jernværksdrift.

Begge disse Forslag gik Regeringen ind paa, og daværende polyteknisk Kandidat (nu Professor ved Landbohøjskolen) B. S. Jørgensen blev den, der udsendtes. Han gik til Harzen, til Sverige og Norge og studerede baade Tørveforkulning og Jernværksdrift. I 1840 kom han tilbage, og nu blev han strax sendt til Silkeborg, hvorfra han i Marts 1841 indgav en Beretning, der ikke ser Alt i det samme glimrende Lys som Forchhammer, men dennes Entusiasme lod sig derfor ikke forknytte. Jørgensen, udtaler han, ser Forholdene ugunstigere end de ere, og han opfordrer indstændigt Regeringen til at gaa videre. «Alle teoretiske Undersøgelser«, siger han, «føre til, at Sagen kan udføres, og jeg nærer den faste Overbevisning, at Regeringen har den Forpligtelse mod Nationen at give disse teoretiske Resultater en praktisk Betydning«. Han fremhæver endvidere, at Silkeborg er som af Naturen bestemt til et dansk Jernværksanlæg, ti der er «Træ, Tørv, Malm, en hidtil übenyttet Vandkraft og en sejlbar Flod«.

Hvad der nu skulde gjøres, var imidlertid ikke Smaaforsøg, der kun kostede übetydeligt. Det kom an paa større Summer; man betænkte sig, og under 11. Avgust 1841 faldt der en kgl. Resolution, hvorefter Rentekammeret, forinden man skred til Opførelsen af en Masovn ved Silkeborg, skulde forskaffe sig Underretning om den senest ved Carlshiitte foretagne Jernudsmeltning af Myremalm.

Det kunde synes forunderligt, at Regeringen, der tidligerehavde
været saa velvillig, nu fik Betænkeligheder,

Side 155

men det maa erindres, at Jørgensens ovennævnte Indberetningikke var aldeles gunstig for Sagen. Han var overbevist om, at der i Kærheden af Silkeborg var Malm nok for et længere Tidsrum, han troede ogsaa, at der kunde uddrages brugbart Jern af den, men han udtalte sig noget tvivlende om, hvorvidt det vilde være muligt at producere det til en saadan Pris, at det kunde konkurrere med det udenlandske.

Hvad Carlshiitte angaar, da synes den først at have faaet en Masovn til at smelte Myremalm i færdig i 1839. Smeltningen begyndte strax, men Ovnen viste sig ikke ildfast,hvorfor man stansede. Ovnen blev gjort om, men det Samme gjentog sig i 1840, og først den 1. Juli 1841 begyndte en heldig Smeltning, ved hvilken Ovnen var bⁱ Gang til midt i December s. A. I November rejste EtatsraadGarlieb derover, og hans Indberetning om denne Carlshiittes første Kampagne skildrer den ikke som ganske heldig. Myremalm havde Værket nok af, Agent Holler havde indkjøbt saa store Kvantiteter, at han havde Forraad for omtr. 4 Aar eller c. 1400 Kubikfavne. I Juli havde Smeltningen givet c. 30 pCt. Jern, i Oktober noget over 33 pCt. og i November endog 35 pCt., men det herved frembragte indenlandske Rujern kostede 90 Sk. Kurant Centneret, medens engelsk' Rujern kunde haves frit leveret paa Værket for 66 Sk. Garlieb slutter imidlertid med, at Kampagnen har været for kort, til at man kan drage afgjørendeSlutninger fra den, og Resultatet blev en kgl. Resolution af 9. Marts 1842, hvorefter der ved Carlshiitte skulde foretages Udsmeltningsforsøg med jysk Myremalm og jyske Tørvekul. Der bevilgedes 5000 Rd. hertil. Holler havde stillet sin Masovn og de nødvendige Arbejdskræfter m. v. til Disposition, imod at han erholdt det udsmeltede

Side 156

Jern. Det blev overdraget Jørgensen at forberede og overværeForsøgene.

Ku udviklede der sig et ikke ringe Liv i Silkeborg. Der indtraf store Transporter Myremalm, som betaltes med fra 22^J _/o til 3 Sk. for Lispundet, og Jørgensen udtaler sin Forundring over den Mængde Malm, der kom for Dagen. Han nævner særlig et Malmlag paa 12 til 18 Tommers Mægtighed ved Kjærsgaard, et over */« Td. Land udstrakt Lag ved Gaarden Espelund i Tern Sogn, der efter hans Mening vilde være tilstrækkeligt til at forsyne et Jernværk i et Aar; et tredie større Lag paa Tømmerby Mark leverede paa kun 117 Kvadratalen over 3000 Lpd. Myremalm, det havde en Mægtighed af fra 1 til lYs Alen; et fjerde Lag af lignende Beskaffenhed fandtes paa Saltenmark, og paa Temmark i en Dal mellem Hummelsøbjerg og Storevissetsbjerg traf man endelig det største sammenhængende Lag, der endnu var fundet, det strakte sig over 3 til 4 Tdr. Land og havde en Tykkelse af fra 8 til 12 Tommer.

1 Avgust 1842 var Alt i Stand. Der var samlet omtr. 12,200 Lpd. Myremalm og indkjebt 2030 Tdr. Torvokul, som nu Alt tilsammen pram medes nedad Gudenaaen til Kanders, og derfra besørgedes videre til Kendsborg, hvor man strax begyndte at prøve Tørvekullene, som desværre havde lidt meget ved Transporten. De vare smuldrede, og en foretagen Harpning lod dem svinde betydeligt.

Den 16. September blev Masovnen, der var fyldt med Trækul — det Brændsel, der som Kegel brugtes ved Carlshiitte— antændt. Den første (ikke jyske) Malm paasattes den 18., og den 21. blev Blæsemaskinen sat i Bevægelse, og da Ovnens Gang var god, tilsattes den 26de om Morgenenen halv Tønde Tørvekul. Den 28de var man naaet til lige Dele Trækul og Tørvekul. Malmsatsen var 450 Pd.,

Side 157

og Ovnen gik fortrinligt. Man naaede op til 2/n2_/n Tørvekul mod */3 Trækul, men da indtraadte Raagang i Ovnen. Malmsatsen maatte formindskes, og Tørvekullenes Mængde nedsættes. Det varede nogle Dage, inden Ovnen igjen kunde komme til fuld Sats, og da det naaedes, vare Tørvekulleneslupne op, Forsøget var med andre Ord mislykket. Ovnen gik ypperligt, da der anvendtes halvt af hver Slags Kul¹), Jernet var godt, Slaggen lys og flydende og Arbejdet i Stellet let, men man fik Intet at vide om, hvorvidt Tarvekullene kunde bruges som Brændsel alene, og endnu mindre vare de blevne prøvede sammen med den jyske Malm, som man havde udsat at prøve, til Ovnen fik sin højeste Sats.

Prøven med den jyske Malm stod altsaa tilbage, og den 14. November begyndte man da med 1/s1_/s holstensk og -Is jysk Myremalm, idet man stadigt lod den sidstes Mængde stige, saa at man snart arbejdede alene med jysk Malm. Ovnen gik stadigt godt, og den jyske Malm gav 26V2 pCt. Jern.

Dette Resultat var ikke uheldigt, men videre naaede man ikke. De af Regeringen bekostede Forsøg stansede hermed og ere ingensinde senere optagne igjen. Et dansk Jernværks Fremtid, havde Forchhammer udtalt, var knyttet til Silkeborg, og Silkeborg blev Sæde for en helt anden Industri. Brødrene Christian og Mikael Drewsen fik under 16. Juni 1845 Arvefæsteskjøde paa et Grundstykke paa østre Side afGudenaaen med de derpaa staaende Bygninger, og her rejste sig en af Danmarks største Papirfabriker. I Skjødet reserveredes der nok 20 Hestes Vandkraft til Anlæg

1) Jvfr. B. S. Jørgensen: Om Tørveforkullingen med spec. Hensyn t. Danmark. (Vidsk. Selsk. Skr., Naturvidskbl. Afhdlr. XII. IR-16, S. 32.1

Side 158

af et Jernværk eller et andet Fabrikanlæg, men denne Kerfervationvar noksaameget et Minde, helliget Fortidens Foretagender, som et Løfte for Fremtiden. Allerede i Sommeren 1844 havde Kandidat Jørgensen med offenlig Understøttelse berejst de danske Provinser for at faa Kjendskab til Agerdyrkningen og de landøkonomiske Forholdi Landets forskjellige Egne, og paa dette Omraade fandt han sin fremtidige Virksomhed.

Vi have nu set, hvorledes man i Nutiden udsmelter Jern, nemlig i en Masovn, en rørformet Ovn af store Dimensioner, i hvis øvre Ende Raamaterialerne stadigt tilsættes, d. v. s. Malmen, som skal smeltes, Brændematerialet og endelig et slaggedannende Tilslag, i Almindelighed Kalk. Ved den nedre Ende indblæses Luft, som i Forvejen er opvarmet til en meget høj Temperatur. Saadanne Ovne, ved hvilke der kan tales om en kontinuerlig Udsmeltning, idet Slaggen og det smeltede Jern stadig kunne finde Afløb forneden, skrive sig imidlertid først fra den sidste Halvdel af det 16de Aarhundrede, og medens derfor de ovenfor omtrent 1650 i Skaane nævnte Masovne godt kunne være kontinuerlige Højovne, tør det ikke antages, at den jyske Jernudsmeltning nogensinde er gaaet for sig i saadanne Ovne. Man er der utvivlsomt gaaet tilværks paa en mere primitiv Maade.

Den oprindeligste Maade at udsmelte Jern paa har vel været, at en temmelig lille Ovn, der ofte vel kun var en Fordybning i en Bakke eller lign., fyldtes med Ved eller Trækul samt Malm; ved den derpaa stedfindende Forbrændingudskiltes en Del Jern af Malmen, og naar Ovnen var udbrændt, fandtes det som en Klump blandet med Slagge, som skaffedes bort ved flere Gange at gjøre Jernklumpengloende under Hammeren eller ved paany at

Side 159

underkaste den en Smeltning. De saaledes skildrede aldeles primitive Ovne voxede efterhaanden ikke übetydeligt, de lagdes paa særlig for Vinden udsatte Steder og samtidigt anvendte man Haand- eller Trædebælge til fra neden at frembringe Træk i dem. Det næste Skridt var utvivlsomt at flytte Ovnene fra Bakketoppene ned i Dalene, hvor der var Vandkraft, som kunde drive Bælgene¹). Herved komme vi, synes det, til de oftere ovenfor omtalte Jern møller.

Om saadanne Meller have existeret i Jylland, vide? imidlertid ikke, og det kan altsaa være, at man der kun har benyttet en af de ovenfor nævnte primitive Fremgangsmaader. Den mest primitive bruges endnu enkelte Steder i Sverige og kaldes der «Hedninga-smide». Som sikkert tør det i alt Fald antages, at det ikke i de Ovne, man den Gang brugte, har været muligt at udvikle en lignende Varmegrad, som i Nutidens Masovne, hvoraf Følgen har været, at kun et Minimum af den i Ovnen anbragte Malm blev udsmeltet, ligesom at Jernet ikke kom i nogen synderlig inderlig Forbindelse med Brændmaterialet. Det udsmeltede Jern blev derfor kun et kulfattigt Jern, som Regel Smedejern eller, naar det kom højt, Staal (aldrig Støbejern), og man har næppe forud kunnet bestemme Udsmeltningens Resultat som Smedejern eller Staal. Men havde denne Fremgangsmaade altsaa 3tore Mangler, havde den imidlertid den store Fordel, at den tillod at producere rent og godt Jern selv af mindre gode Malme, kun disses lettest smeltelige Dele bleve udnyttede²).

1) Jfr. F. Miinichsdorfer: Geschichtl. Entwicklung der Roheisen-Produktion in Karnten (i Special-Katalog der Collectiv-Ausstellung der karntnerischen Montan-Industriellen an der Wiener Welt-Ausstellung

2) O. Blom: Nogle lagttagelser ang. Materialet i den ældre Jernalders Vaaben (Aarb. f. nord. Oldk. 186S) jfr. L. F. Raåf: Saml. till en beskrifn. ofver Ydre hiirad i Ostergothland, 1, Linkoping, 1556, S. 12; Sweii Rinman: .lårnets historia, I, Stokholm, 17X2, S. 372 flg.; Ole Evenstad: Afhandl, om Jern-Malm, s(im findes i Myrer og Moradser i Norge (Ldhusholdn's Selsk. Skr. 111, 1790, S. 387—450).

Side 160

Hvor denne Fremgangsmaade bar vseret brugt, maa de ofterladte Slaggehobe altsaa indeholde store Msengder Jern, og at dette er Tilfseldet i Jylland fremgaar af Forchbammers Betsenkning til Rentekarnmeret af 16. Maj 1839. «Myreinalmen», skriver ban, «er i Almindelighed af en dobbelt Natur. Den farste Art deraf er allerede et Kunstprodukt neinlig Slagger fra seldre Jernudsmeltninger. Disse ere de rigeste, og bvor de forekomme, ere de for det Meste samlede i store Dynger, saaledes at man ikke behever at regne mange Omkostninger ved deres Brydning .... Deres Anvendelse til Jernudsmeltning er dog ikkun indskraenket, da man trods deres Kigdom ikke kan benytte dem uden en meget stserk Tilssetning af anden Malm, fordi de give meget slet Jern. Den anden Malm er den oprindelige Myremalm ....» Heri ligger utvivlsomt et Vidnesbyrd for, at den i Jylland brugte Udsmeltningsmetode har vseret som ovenfor antaget.

Som et Tillæg, der forresten ikke betyder meget, til de ovenfor givne Meddelelser om en forsvunden Jernindustri i Jylland, skal her endnu fejes den Oplysning, at der i dette Aarhundrede to Gange har været tænkt paa at anlæggeet Jernværk paa Bornholm; som det vil erindres, findes her Jern baade i Granitgneusen og Kulformationen. 1820 indbød en Englænder David Coulthard i Henhold til Privilegium af 24. Februar 1819 til Dannelsen af et Aktieselskab «det bornholmske Stenkuls- og Jernværkslnteressentskab",hvis Støbegods og Stangjern skulde

Side 161

stemples med Ordet «Bornholm«. H. C. ørsted og JustitsraadL. Esmarch anbefalede Foretagendet¹). De mente, at den bornholmske Jernsten indeholdt 50 pCt. Jern og fremhævede det som en stor Fordel, at Jernet havde «sit Smeltemiddel ved Siden af sig«, nemlig de bornholmske Kul; de havde selv overbevist sig om, at man ved dem kunde udsmelte Jernet. Forresten var Forchhammer ogsaa virksom her, ti det hedder: «Til dette føje vi endnu, at Dr. Forchhammer, som har været Deltager i alle vore heromtalteUndersøgelser og senere har beset Englands fornemsteKul - og Jernbjergværker, finder endnu som før Haabet om et heldigt Udfald af det heromhandlede Foretagendevel grundet«. Udfaldet svarede imidlertid lige saa lidt her til Forventningerne som i Jylland. Coulthards Aktieselskab, hvortil han krævede 300 Aktier å 300 Specier eller 360,000 Kr., kom aldrig i Stand²).

I Begyndelsen af Fyrrene havde Hof-Guldsmed J. B. Dalhoff endelig Tanken henvendt paa Anlæget af et Jernværkpaa Bornholm. Han havde udfundet en Metode at udvinde Gas af Tørv, Kul og andet Brændsel paa, og denne Opfindelse vilde han have anvendt i Industriens Tjeneste, og da navnlig ved Driften af et Jernværk paa Bornholm, hvis Kul han paa denne Maade vilde udnytte. Sagen kom imidlertid aldrig fra Papiret over i Virkeligheden. Det er muligvis en lignende Opfindelse, som godt og vel 10 Aar før beskjæftigede Forchhammer. Ved kgl. Resolution af 2. Marts 1831 blev der tilstaaet ham 100 Ebd. Sedler til at gjøre Forsøg med en fransk Opfindelse, der gik ud paa ved

1) Tillæg til Statstidenden 1821 Nr. 38; jfr. Ørsted og Esmarch: Beretning om en Undersøgelse over Bornholms Mineralrige, 1819, S. 68 tig.; do.; 1820, S. 22 flg.

2) C. Nyrop: Meddelelser fra Industriens Omraade, 1876, S. 202.

Side 162

Hjælp af Gas at udskille Jernet af dets Malm uden at udsmeltedet; ved en Temperatur, der ikke oversteg Rødglød - hede skulde det umiddelbart blive forvandlet til Smedejern. Allerede den Gang havde Forchhammer sin Opmærksomhed henvendt paa den «store« Eigdom af Malm, der fandtes «i Egnen om Ringkjøbing, Flensborg og Vestkysten af Bornholm «¹). Forchhammers Interesse for det danske Jern havde, som man ser, dybe Rødder.

1) Gen. Toldkam. Forestillinger for 1831 Nr. 39.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 6 (1877 - 1878) 1

Dansk Jern.