|
Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 6 (1877 - 1878) 1Danske Kolonier i Flandern og Nederlandene i det 10de Aarhundrede.Af Johannes C. H. R. Steenstrup Med det 9de Aarhundredes Udgang ophørte Normannertogene at fremtræde med den storartede erobrende Karakter, som de havde havt i de tvende Menneskealdre forinden. Fra Norden udsendtes ikke længer disse uudtømmelige Skarer af Krigere, der gjorde Modstand umulig, men Vikingerne beholdt dog mange Steder de Egne, de havde vundet ved Sværdet, og de nordiske Kolonier i Udlandet vare et varigt Minde om Togterne. Paa Evropas Fastland var naturligvis især Kolonien Normandie et stolt Minde om hin mægtige Tid — men man har Uret i at ville opfatte Seinelandet som det eneste Sted, hvor Normannerne havde taget blivende Stade og hvor de fortsatte Traditionerne fra Hjemmet. Der kan næppe være Tvivl om, at Nordboerne paa mange Steder ved Kysterne og især ved Flodmundingerne have havt Aflæggersteder, hvis Beboere have bevaret de hjemlige Skikke og Vaner og jævnligt modtaget nye nordiske Kolonister i deres Midte. Kolonisationen
af Landet ved Seinemundingen var hovedsageligtudgaaetfra
Side 485
Hertug Rollo — og det er derfor rimeligt, at Danmark ogsaapaade Kyster af Fastlandet, som ligge det nærmere, har havt Smaastationer. Herom har der da ogsaa bevaret sig en stor Del Traditioner i Udlandet, men desværre ere Kilderne paa dette Punkt saare fattige. Der hviler i det Hele en underlig halvklar Dunkelhed over det 10de AarhundredesHistorieved de flanderske, hollandske og frisiske Kyster, og man maa undre sig over, at det ikke er lykkedes de frankiske Lande, som besidde fortræffelige Kilder for de indre Egnes Vedkommende, at have gode Krøniker eller blot historiske Optegnelser om Kysternes Skæbne. Muligt er det, at selve den Uro, som den af Vikinger fyldte Sø har foraarsaget ved Strandene, har bevirket, at Ingen har faaet Tid og Ro til at optegne sine Notitser om de daglige Begivenheder, og Munkene, hvem vi jo især skylde de historiskeEfterretninger,have som bekjendt paa saa mange Steder maattet opgive deres Bopæl ved Kysten. Vist er det i alt Fald, at vi her staa ved en Tid, hvor det gjælder om at finde fast Bund i usikre Traditioner og i Optegnelser fra en sen Tid; man maa atter og atter prøve, om ikke en vraget Kilde kan tages for god, om ikke modstridende Efterretninger mulig ved en Textrettelse eller ved et fundet Mellemled kunne bringes i Overensstemmelse. Prof. Gustav Storm i Christiania har oftere udtalt sin Anerkjendelse af, at jeg paa ny havde hævdet denne Granskningsmaade og i Sagnet søgt at finde «den miskjendte Historie«, saa at jeg havde Grund til at vente, at han i sit nyligt udkomne Skrift: «Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie« havde hjulpet mig til at bringe en Del af vort Nordens og UdlandetsSagnhistoriei Havn. Dette har Storm nu ikke alene ikke gjort, men han har lagt Principer til Grund for Behandlingen af Kilder og særligt af Folketraditionen, mod Side 486
hvilke der ikke nok som kan protesteres1). Navnlig maa det kaldes utilladeligt at ville ignorere det historisk Overleveredeogbygge sin egen Theori op, som om der ikke existerede Traditioner, der talte stik derimod, eller Beretninger,somi hvert Fald umuligt kunde forkastes uden Undersøgelse. Dette har Prof. Storm bl. A. gjort ved at erklære, at de Danske i det 10de Aarhundrede ikke gjorde Vikingetog mod Vest. — I den
efterfølgende Undersøgelse skal jeg søge at paavise,
I det nuværende Departement Pas de Calais, netop i den Del af Frankrig, som strækker sig nærmest frem mod Englands Fastland, laa i Middelalderen Grevskabet Guines, der indbefattede Byerne Ardres, Hardewic, Bredenarde, Tournehem og Havnen Wissant, som var et meget benyttet Overfartssted til Dover i England. Dette Grevskab havde i Middelalderen en stor Betydning ved sin stærke Fæstning, Hovedbyen Guines, og ved det rundt om liggende strategisk ypperlige Terrain. Den fladere Del af Landet mod Nord- Øst fra Calais til henimod Saint-Omer er opfyldt med Sumpe, som dengang bredte sig end videre og vare end mere utilgængelige. Mod Sydvest danner en Række skovdæktepaa sine Steder stejle Højder en naturlig Grænse, der ved Kysten ender med Forbjergene Grisnez og Blancnez.Mellem 1) Prof. Storm holder sig ikke blot til de mest samtidigc Kilder, de frankiske Annaler, saaledes sorn jeg ogsaa havde segt i min «lndledning i Normannertideni, men han vurderer Saetninger, som han sclv udleder af Annalerne ved indirekte Slutninger, ved Modsstniogsfortolkning og ved Fortolkning e silentio, hejere end Kilder fra en noget senere Tid. Enhver, som kjender den fuldkommen sporadiske og aforistiske Karakter, som Annaloptegnelserne om iN'ormannerne have, vil indse, hvor forkastelig en saadan Methode er. Side 487
nez.Mellemdisse Højder fandtes skovrige Dale, der mod Artois løb ud i et snævert Pas, som Slottet Tournehem forsvarede. Saaledes var Guines et fra militært Standpunkt vel forskanset Land, og næst efter Greverne af Boulogne og af Saint-Pol var da ogsaa Greven af Guines den flanderskeFyrstes mægtigste Vasal1). Endnu i det 16de Aarh. ansaas Byen Guines for en af Evropas stærkeste Fæstninger, men da Hertugen af Guise havde erobret den 1558, lod han dens Volde jævne med Jorden. Grevskabet
Guines1 ældste Historie er skrevet ved Tiden I Tiden ved 928, medens Arnulf den Gamle (f 964) herskede over Flandern, kom en anset Mand, Sifred, der nedstammede fra en af de gamle Herrer af Guines og nærliggendeEgne, dragende til dette Land. Han bar Tilnavnet «den Danske« (Dachus), fordi han i lang Tid havde tjent sin Slægtning den danske Konge, og han havde i Danmark vundet sig stort Ry som en dygtig Kriger3). Da han nu hørte, at Arnulf efter den sidste Greves Død havde tilegnet sig Guines, forlod han det danske Hof, og efter at have samlet Krigere af sin egen Nation (eller Slægt) og af Fremmed e4) om sig, bemægtigede han sig Guines som et Land, 1) Om det i en fransk Sang forekommende: «at føre sig som en Grevinde af Guines« se Reiffenbeig, Philippe Mouskes 11, 632. 2) Den bedste Udgave ved Godefroy Menilglaise, Lamberti Ardensis ecclesiæ presbyteri Clironicon Ghisnense et Ardense. Paiis 1855. 3) Sifridus qui eo quod regi Duchorum pluriniis seruiuit annis agnominatns est Dachus, uir quidem in bellicis apparalibus adinodum strenuus et per totam Dachiam utpote nepos et cognatus germanus regis et colateralis et a rege st.cundus famosissimus extitit et nominatissimus. 4) Congregatis militibus et satollitibus tam sui generis quam alieni. Den gamle franske Oversættelse bar: tanl de son lignaige que estrangers. Side 488
hvor han vilde hævde sin Uafhængighed midt imellem Grevskaberne Ponthieu, Therouanne og Saint-Pol. Da han saae, at Landskabet ved Forgængernes Forsømmelse var übeskyttet og udsat for Indfald fra alle Sider, og at selve Hovedbyen var übefæstet, omgav han den med Volde og Grave uden at søge det nødvendige Samtykke hertil hos Nogen. Han ønskede at være Herre af egen Magt og Vilje. Grev Arnulf af Flandern blev højlig fortørnet derover og vilde gribe til Vaaben mod Sifred, men først vilde han dog stævne ham for sig for at høre hans Forsvar for sin Gjerning. Sifred modtog Grevens Sendebud paa det venligste, og efter gode Venners Raad besluttede han sig til at rejse til Greven og forhandle med ham. Sifred traf Arnulf i Saint-Omer omgivet af sit Hof, og da han var en dygtig Politiker, havde ha.n vidst at stemme Omgivelserne gunstig for sig og mødte nu frem med største Beskedenhed og Høflighed. Ved Hoffet var tilmed tilstede Knud, en Broder til den danske Konge, som altsaa var en Slægtning af Sifred og tillige hans gode Ven, hvem Sifred ofte, medens han endnu tjente i Danmark, havde gaaet tilhaande. Da denne Fyrste gik i Forbøn for Sifred, formildedes Grev Arnulf og rakte ham sin højre Haand til Forsoning. Saaledes fik da Sifred Bekræftelse paa Besiddelsen af sit Grevskab. Da han var en lige saa dygtig Krigsmand som snild og høvisk, blev han snart Greven af Flanderns højtbetroedc Ven. Efter Arnulfs Død beholdt han sin indflydelseslige Stilling hos hans Søn Balduin. Grev Balduin havde en Søster, Elstrude, som var meget smuk, og Siired fattede en hæftig Elskov til hende. Efter at han i længere Tid havde vist hende Opmærksomhed og bejlet til hende i Løn, opstod der en Kjærlighedsforstaaelbe Side 489
mellem dem, og hun blev besvangret. Af Frygt for GrevensVrede flygtede Sifred fra Hoffet og vendte hjem til Guines, og da han led under det ulykkelige Forhold og længtes efter den Elskede, tog han Livet af sig. Ikke mange Dage efter blev Grev Balduin syg og døde. Elstrude fødte imidlertid en Sen, og Grev Arnulf, som havde bemægtiget sig Grevskabet Guines, stod Fadder til Barnet, der blev kaldt Ardulf. Da Drengen var bleven myndig, lod Arnulf ham overtage Faderens Grevskab. — Hvis de Traditioner, der prange med romantiske Farver, i og for sig skulle vurderes som usande, saa maa denne Beretning utvivlsomt falde til Jorden. Eti noget skjønsommere Betragtning vil dog maaske opdage, at den indeholder Meget, som kunde være sandt, og enkelte Dele, som vitterligt ere det. Lamberts Krønike er, som alt sagt, skrevet ved Tiden 1203 af en Forfatter, der selv angiver, hvorledes han er gaaet tilværks. Han har benyttet gode skriftlige Kilder og har ikke villet kaste Vrag paa dem, selv om de vare anonyme;ligesaa har han raadspuirgt Traditionen hos gamle Folk. At han i hvert Fald er godtroende Fortæller, derom giver hans Stil det bedste Vidnesbyrd, og man har Midlertil at kontrollere, at hans Kronike er paalidelig for en senere Tids Vedkommende. Derimod kunde selve den her anførte Beretning maaske synes lide af indre Usandsynlighed.En saadan har man fundet deri, at Greven maa have været i en temmelig fremrykket Alder, da han havde denne Kjærlighedshistorie; dog har man jo før hørt, at sligt er hændt en Mand paa 50—60 Aar. Derimod er der noget Urigtigt i at Lambert forudsætter, at Grev Balduin fulgte paa Tronen efter sin Faders Død. Arnulf den Gamle frasagdesig Tronen eller tog Sonnen Balduin til Medregent Side 490
958, og denne dør allerede d. 17de Jan. 961(?), og Faderen d. 27de Marts 964. Ligesaa var Arnulf II (f989) et Barn ved Bedstefaderens Død og ikke i Stand til at overtage et Værgemaal. Den samme Fortælling om den danske Sifred findes, omtrent med samme Ord, i Iperii Chronicon S. Bertini c. 27 pars 20gc.29p. 31)31) og i Meyers Annaler2), men det kan ikke paavises, at disse Kilder ere uafhængige af Lambert af Ardres. Man vil derfor i de fleste franske og belgiske Skrifter tinde Fortællingen om Grevskabet Guines' Begyndelse betragtetmed nogen Mistanke. Der tilføjes gjerne et Spørgsmaalstegnved den første Greves Tilnavn: Dachus, og hans Dedsaar sættes meget forskjelligt — og jeg bar i det Mindste hidtil ikke kunnet finde noget Skrift, som har belyst, at denne Fortælling kan bekræftes paa anden Maade3). Dette er saa meget mærkeligere, som den Kilde, der omtaler ham. 1) Mårtene, thesaurus anecdotorum 111. 2) Meyeri Commentarii sive Annales rerum Flandricarum Libri septendecim (urigtigt ved 928;: Dani Sifrido duce maritimani Morinuruin oram inuaserunt, Gisnas oppidulum ceperunt inconsultoquc Comite Arnulpho duplici fossa cinxerunt, idque pace t'acta in f'id<- Arnulphi cum tota adjacenti terra retinuerunt. Sed Sifridus paucis post diebus Elstrudem Arnulphi liliam rapuit devirginauitque. Turn scripto raptim milite quum perdere in totum Magnus hominem pararet, nee haberet Danus, ad quos confugeret, ant übi se defenderet, laqueo sibi consciuit mortem. Elstrudis impleto jam utero Adulphum peperit primuni Comitem Gisnensium. Jfr. ievrigt Steenstrup, Indlcdning i Normannerliden 236. 3) Serrure, les mommies de Canut et de Sifroid , rois pirates Norinands ot fondateurs du Comte de Guines, Paris IS.jB (paa hvilket Skrit't Hr. Prof. Schiern har henledet min Opmaerksomhed), \il haevde, at de i Cuerdale fundne Munter med Navnene Knut og Sifrcd skulle hidrare fra de al Lambert uaevnte Hevdinger. Forl. forudsiEttei', at Jer ikke findes andre Kilder end de ovennaevnte, og 1111 a1 1s Hovedpaastand er urigtig, da Cuerdalefundet maa vsere nedlagt c. (Jlo. Uvem disse M«ntero Cnut er, -\il blive fremstillet i Normannerne 11, Kup. 4, hvor Fundne-Knuds li storiske Tilværelse vil blive paavist og hans Levetid bestemt. Side 491
er en af de
mest benyttede, mest paalidelige og lettest
tilgængeligeKilder. I den angelsaksiske Krønike staar ved Aaret 962: «SigferS cyning hine offeoll and his lic ligtf æt Wimburnan», det er: Kong Sigfers dræbte sig selv og hans Lig ligger i Wimborne. Optegnelsen maa vække megen Opmærksomhed, thi der herskede ingen Konge med Navnet Sigfred over Angelsakserne paa den Tid, og Navnet synes desuden langt snarere at maatte tilhøre en dansk Vikingehøvding, men paa den Tid var der jo hverken danske Konger i Northumberland eller i -(Mangel. Suhm1) véd ikke, hvad han skal tro om denne Sigfred. Lappenberg2) formoder efter Navnet, at han maa være en Dansk, og maaske en Krigsfange, som Eadgar har taget paa et Togt til Dublin. Der forekommer mig ikke at kunne være Tvivl om, at han er Sifred af Guines. I Følge Lambert dør Balduin nogle Dage (paucis interjectis cliebus) efter Sifred, og vi véd, at Balduin døde 17de Jan. 961 (eller 962)3), altsaa er Sifred død 961, og Ang.-Saxon. Chron. optegner det ved 962. At der paa samme Tid skulde være to Fyrster Sigfred,der begge have Skin af at være Nordboer, og som begge tog sig selv af Dage, det er dog vel ikke ret troligt, og jeg anser altsaa Identiteten for sikker. Der er heller ingensomhelst Grund til at forundre sig over, at han blev begravet i Wimborne (i Dorsetshire). Mellsm Flandern og England var der i det 10de Aarh. den nojeste Forbindelse, et Forhold, hvorpaa netop for nylig en højt anset engelsk 3) Serrure, les mommies de Canut et de Sifroid , rois pirates Norinands ot fondateurs du Comte de Guines, Paris IS.jB (paa hvilket Skrit't Hr. Prof. Schiern har henledet min Opmaerksomhed), \il haevde, at de i Cuerdale fundne Munter med Navnene Knut og Sifrcd skulle hidrare fra de al Lambert uaevnte Hevdinger. Forl. forudsiEttei', at Jer ikke findes andre Kilder end de ovennaevnte, og 1111 a1 1s Hovedpaastand er urigtig, da Cuerdalefundet maa vsere nedlagt c. (Jlo. Uvem disse M«ntero Cnut er, -\il blive fremstillet i Normannerne 11, Kup. 4, hvor Fundne-Knuds li storiske Tilværelse vil blive paavist og hans Levetid bestemt. 1) Historie af Danmark 111, 77. 2) Geschichte von England I, 407. 3) Daade Aar og Dato angives forskjelligt, og jeg har ikke været i Stand til at kunne kontrollere Opgivelsen efter Kilderne. Side 492
Forsker1) har henledet Opmærksomheden. Han anfører, hvorledes Grev Balduin af Flandern havde ægtet Kong AlfredsDatter Elstrude, hvorledes Munkene i Blandinium havde faaet Jord i Kent i Gave af hende, hvorledes Edwin Adelstans Broder, som døde paa Søen, fandt sin sidste Hvile i St. Bertin. Adelstan optog hos sig de flanderske Munke, som ikke vilde antage Benediktinerreglerne i deres reformerede Skikkelse, og St. Dunstan fandt paa sin Flugt venlig Modtagelse i Flandern. Saaledes er det meget muligt,at den ulykkelige Sifred er flygtet til England, og at det er her, han har fuldbyrdet sin Gjerning, hvorefter han er blevet begravet i Wimborne. Mærkeligt er det fremdeles, at den angelsaksiske Krønike kalder ham Konge, thi herved faar man en Antydning af, at Guinosherredømmet har havt en langt større Uafhængighed end det, der ligger i Betegnelsen Grevskab. Guines er som alt sagt i Følge sin naturlige Beskaffenhed vel egnet til at være en lille uafhængig Stat, og Landet var, som vi véd af Lamberts Fortælling, og som vi kunne slutte af de idelige Plyndringer, det havde undergaaet af Normannerne, vildt og uopdyrket, da Sifred tog det i Besiddelse. Befolkningen i disse Egne var desuden, som Kheimser Bispen Frodoard beskriver os det, meget vild og raa. Ligesaa er der jo ikke Tvivl om, at der paa de flanderske Kyster maa have været mange Mænd, der vare fødte i Ægteskab mellem Danske og Flandrere, saaledes at Sifreds Slægtskab med de danske Konger ingenlunde er urimeligt. Endelig er der
ganske nylig blevet fremdraget et Aktstykke,som
1) Stubbs i Fortalen til Memorials of Saint-Dunstan. 1874. S. CXX. Side 493
skriver til Arnulf den Gamle af Flandern, anmoder denne ham om hans formaaende Bistand til at skaffe sig en Bog tilbage, der tilhørte hans Kirke, og som tvende Klerker ved Kirken efter deres egen Tilstaaelse havde solgt i en By i Flandern for dermed at leskjøbe en lille Pige, som «Eders Danske» have røvet1). Altsaa var der i Flandern en dansk Koloni, hvorfra man endnu øvede Sørøveri, og som stod under Greven af Flanderns Herredømme — det kan vel atter ikke være andet end Grevskabet Guines. Saaledes kan der fra forskjellige Sider kastes Lys over Lamberts Fortælling og dens Sandfærdighed. At der har været Forhold i Guines, som gjorde, at man maatte ønske at sikre Havnen Wissant, det fremgaar bestemt af Frodoards Beretning ved 938, at Kong Ludvig drog til Kysten og søgte at gjenopføre Befæstningen om Wissant2). Jeg kan 1) Memorials of St. Dunstan S. 362: Direximus vobis nostri patris fratrem agnatum videlicet usuali appellaminc vocatum IS. agnomine, per manus N. Scireburnensis episcopi, quem scimus plenum caritatis et veritatis, ut in se innotescat tibi quod habes quendam nostri cænobii librnm, scilicet evangeliorum , quem vendiderunt tibi duo nostrates clerici inveterati dierum malorum, furantes ab ecclesia illum nobis nescientibus dum essent quasi creduli nobis, quod factum ipsi postea confessi sunt, facto miraculo jam in illis. Hoc sane volumen, venditum ab illis quærentibus quandam mulierculam captam a Danis vestris, emptum etiam a te in villa tua quæ dicitur vulgo (sic) tribus mancusis nummorum. Unde nos obnixe precamur te, ut remittas nobis librum nostrum, quem juste adquisivit, ut perperam amisit, æcclesia, pro Policrati amore pantorumque agiorum in Christo quiescentium benedictionibus; valeat semper incolomes. Udgiveren giver ingen Forklaring om disse Danske; Brevet formoder han snarest skrevet af Bisp Ælfeah af Winchester (934—051). 2) Frodoard 938: Ludovicus rex maritima loca petens castrum quoddam portumque supra mare, quem dieunt Guisum, restaurare nisus est. Richer, hist. 11, 8. Kervyn de Lettenhove, Histoire de Flandre I, 183 foreslaar at rette det til Guines, hvad der dog ikke forekommer mig at være Grund til. Side 494
ikke bevise, at Grunden til Sifreds Selvmord netop var ulykkelig Kjærlighed, men her skal Opmærksomheden dog henledespaa et Kildested, som kunde synes at give en Antydning i lignende Retning. Frodoard beretter ved 962, at Lothar havde en Sammenkomst med Grev Arnulf og forsonede ham og hans Neveu af samme Navn; der var Fjendtligbed mellem dem, fordi Greven havde grebet hans Broder i Utroskab mod sig og ladet ham henrette1). Heraf fremgaar saa meget, at der paa den Tid var urolige Forhold i hans Familie, men deres nærmere Karakter siges os ikke. Hermed vil man have set, hvor urigtigt det er at kaste Vrag paa en Tradition, fordi den kun foreligger hos en nyere Forfatter og fordi den indeholder Dele af romantisk Natur, — som om sligt vel kunde findes i Virkeligheden, men ikke i Historien. Og er det urigtigt at forkaste den, fordi den ikke bekræftes andetsteds fra, saa er det naturligvis i end højere Grad urigtigt aldeles ikke at omtale den eller ikke at forsøge paa at prøve dens Sandhed. Men Danmark havde i det 10de Aai hundrede ikke fjernt fra denne Koloni i Guines en anden Koloni — nemlig i Utrecht. Denne berømte og rige Handelsby havde i Løbet af det 9de Aarh. mange Gange været i Vikingernes Vold, og kun faa Bispedømmer havde lidt saa meget som Utrechts. Da Radbod valgtes til Biskop (899—917), tog han Sæde i Deventer, fordi Utrecht var ødelagt af «de Danske«. Han drog engang til denne By for at se til de hellige Steders Tilstand, men de her boende Danske stimledesammen om ham og vilde hindre ham i at røgte sit 1) Rex Lotharius cum Arnolfo principe locutus, pacem fecit inter ipsuni et nepotem ipsius omonimum ejus; quem infensum lue comes] habeb;it ob necem fratris ejusdem, quem de intidelitate sua deprebensum idem comes interimi fecerat. Side 495
Ærinde. Bispen talte da alvorlige Ord til dem og opfordrededem til Bod og Bedring, men da de kun svarede med Trusler, forbandede han dem. Kort efter døde «som ved et Lyn fra Himlen« flere Danske af Pest; de Kristne fattede Mod ved dette Mirakel, greb til Vaaben og fordrev den tilbageblevne Skare Hedninger fra Byen. Nogle maa der dog være blevne tilbage, thi samme Forfatter, der beretter herom, fortæller, at den endelige Fordrivelse af de Danske først fandt Sted under Bisp Baldric (917 el. 927—977), der slog de Danske og gjenopbyggede Murene1). Hans Fortjeneste heraf fremhæves ogsaa af andre historiske Kilder, saaledes af den gamle Gravskrift over ham i Martinskirken i Utrecht2). Ved en Række uomstødelige Data er der saaledes blevenpaavist tvende danske Kolonier i Flandern og Nederlandene.Som det er vist, er her ikke Tale om et Udtryk som «Normanni'), der kunde være tvetydigt, men det hedder: «Sifridus Dachus», «vostri Dani» etc, og det lader sig neppe betvivle, at disse Koloniers Hjemland var Danmark. Der staar fremdeles i Fortællingen om Sifred af Guines, at hans Slægtning hed Knut — et fuldkomment dansk Navn. Denne Knut var en dansk Konges Broder — hvad der passer til Knud Danaast, Gorms Son og Harald Blaatands Broder. Naar det nu fremdeles vides, saaledes som Sagaerne og Saxo enstemmig berette, at Knud og Harald netop paa disse Tider færdedes i Vesterleding, saa er der vel al mulig 1) Johannes de Beka, Uistoria Ultrajectina. S. 3.1, 3-i. Jfr. Liudprandi Antapodosis IV, c. li iPertz 111, 320). Wailz, Heinrich der Erste. Neue Bearb. S. 118, 1613. Arent toe Bocop i Codex diplom. Neerland, 11° serie, V, -54. 2) YVattenbach, Geschichtsquellen, 4te Auflage, I, 304: Trajectina fens urbs Denis versa latebat, Baldricus priseuin reddidit ipse decns, Auspicio cujuii jam Pontius, Agna, Benignus Conservant urbem, fulget et ecclesia. Side 496
Grund til at antage, at Knud Gormsen har besøgt Grev Arnulf i Saint-Omer. Traditionen i Normandiet fortæller end videre, at Harald Blaatand kom derned for at hjælpe Hertugerne mod de Franske, og naar der nu er gode Vidnesbyrdom, at den ene af Gormsønnerne er kommet til St.-Omer, saa er det højst rimeligt, at hans Broder og Kampfælle kan være draget de 20 Mil sydligere til Normandiet.Jeg skal dog her ikke gaa videre ind paa dette Spørgsmaal1). Lige over for
det nys Paaviste staar Prof. Storms Ord 1) Et Punkt maa jeg dog berere. Som bekjendt kom 943 en «Setricus rex paganus» til Normandie at hjeelpe Nordboerne. Storm gjer ham til en irsk Konge; «en dansk Konge eller Kongeson af Navnet Sigtryg \ilde man sege forgjaeves i hele lOde Aarhundrede(S. 213). Desvserre have vi Danske ncesten ingen Kilder at soge i, men derfor kunne saadanne Prinser meget godt have levet, jfr. den fornn paaviste Sifridus Dacus af Guines, som de danske Optegnelser ikke kjende (deter ikke ham, som er kommet til Normandie, men rimeligt er, at han har staaet i Forhold til de Danske der); og man kan ikke taenke sig en til «Setricus» mere svarende Form end Slesvig-Runcstenens: «aft Sntrigu sun sint (Thorsen, Runemindesmaerker I, 42). Naar Storm imidlertid siger: «ved 940 omtales endog i Limerick en Kong Sitric, saa dct kunde vtere ham, som i 943 faldt i Normandie» og herved anferer de 4 Mestres Annaler 940: «Aralt, Sennesenssen af Ivar og Sen af Sitric, Herre over de Fremmede i Limerick* — saa er det en beklagelig Maade at citere paa. De 4 Mestre have, at «Aralt ua h lomar, D: mac Sitrioca, tigearna Gall Luimnig- blev drabt, og tigearna er baade .Ps'aevneform og Ejeform, saa at Herredemmet over Limerick baade kan gaa paa Faderen og Sennen, men efter al mulig Rimelighed og mange Paralleler gaar paa den Sidste (jfr. desuden F. M. 929 smholdt. med 928). Chronicon Scotorum 93fJ har et lignende Udtryk, og Udgiveren tillaegger Harald Kongevaerdigheden. Endelig sige Ann. Clonmacnoise 933 (= 940): Harrold O'Hymer, King of the Danes of Lymbrick, was killed in Connaught(F. M. I, 641). Altsaa var Harald Konge i Limerick; at bans Fader Sigtryg da levede eller at han var eller havde varet Konge i Limerick, staar intet Sted; deter Noget, Storm ved en vilkaarlig Udhæven af Ordene til Bedste for sin Theori lægger ind deri. — Man vil netop forgjasves i irske Annaler mellem deres mange Konger søge en Setricus (lige saa vel som en Harald), der kunde have været i Normancliet 843—844. Side 497
mod Vest, førend i Slutningen af 10de Aarhundrede«. Ingen af de to flanderske og hollandske Kolonier har Storm saaledes bemærket, og Traditionen om Gormsennerne maa han stiltiendeforkaste som opspundet — for ej at tale om saa mange andre Traditioner, der trængte til at undersøges og belyses. Jeg har vist Ret til at udtale, at Prof. Storm her er kommet ind paa en højst uheldig Vej. 1) Et Punkt maa jeg dog berere. Som bekjendt kom 943 en «Setricus rex paganus» til Normandie at hjeelpe Nordboerne. Storm gjer ham til en irsk Konge; «en dansk Konge eller Kongeson af Navnet Sigtryg \ilde man sege forgjaeves i hele lOde Aarhundrede(S. 213). Desvserre have vi Danske ncesten ingen Kilder at soge i, men derfor kunne saadanne Prinser meget godt have levet, jfr. den fornn paaviste Sifridus Dacus af Guines, som de danske Optegnelser ikke kjende (deter ikke ham, som er kommet til Normandie, men rimeligt er, at han har staaet i Forhold til de Danske der); og man kan ikke taenke sig en til «Setricus» mere svarende Form end Slesvig-Runcstenens: «aft Sntrigu sun sint (Thorsen, Runemindesmaerker I, 42). Naar Storm imidlertid siger: «ved 940 omtales endog i Limerick en Kong Sitric, saa dct kunde vtere ham, som i 943 faldt i Normandie» og herved anferer de 4 Mestres Annaler 940: «Aralt, Sennesenssen af Ivar og Sen af Sitric, Herre over de Fremmede i Limerick* — saa er det en beklagelig Maade at citere paa. De 4 Mestre have, at «Aralt ua h lomar, D: mac Sitrioca, tigearna Gall Luimnig- blev drabt, og tigearna er baade .Ps'aevneform og Ejeform, saa at Herredemmet over Limerick baade kan gaa paa Faderen og Sennen, men efter al mulig Rimelighed og mange Paralleler gaar paa den Sidste (jfr. desuden F. M. 929 smholdt. med 928). Chronicon Scotorum 93fJ har et lignende Udtryk, og Udgiveren tillaegger Harald Kongevaerdigheden. Endelig sige Ann. Clonmacnoise 933 (= 940): Harrold O'Hymer, King of the Danes of Lymbrick, was killed in Connaught(F. M. I, 641). Altsaa var Harald Konge i Limerick; at bans Fader Sigtryg da levede eller at han var eller havde varet Konge i Limerick, staar intet Sted; deter Noget, Storm ved en vilkaarlig Udhæven af Ordene til Bedste for sin Theori lægger ind deri. — Man vil netop forgjasves i irske Annaler mellem deres mange Konger søge en Setricus (lige saa vel som en Harald), der kunde have været i Normancliet 843—844. |