|
Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 5 (1875 - 1877) 1Hanserecessee (Recesse und andere Akten der Hansetage 1256—1430, durch die historische Commission bei der Kön. [Bairischen] Academie der Wissenschaften). Leipzig. Duncker Humblot. II. 1872 (til 1387) og III. 1875 (til 1390 og Supplementer til de foregaaende Dele).Frederik Krarup.
Side 1
Siden første Del af det ovennævnte Værk aumeldtes i dette Tidsskrift (4 E. 11. 949 f.) have to paafølgende Bind aflagt nyt Bevis paa den fremragende Dygtighed, hvormed Udgiveren, Dr. Koppmann, besørger denne sin Gjerning. En utrættelig Flid har her med en omfattende Lærdoms sikre Prøvelse fremlagt et Forraad af nye Oplysninger til Hanseforbundets Historie, der ogsaa i høi Grad kommer vort Fædreland til Grode. Og med saa meget større Taknemlighed modtage vi disse Meddelelser, som vore hjemlige Kilder for det omhandlede Tidspunkt flyde med en Sparsomhed, der staaer i den bedrøveligste Modsætning til den Interesse, hvormed Tanken dvæler ved Dronning Margrete og sysler med det Værk, det faldt i hendes Lod at udføre. Var det nu end allerede lykkedes ved flittig Benyttelse af fremmede Efterretninger og Sammenstilling af de spredte Antydninger at danne sig en nogenlunde klar Forestilling om Tidens lovløse Forhold og om den store Personlighed, hvem det blev givet at skabe Orden i dette Chaos, overraskes vi dog ved mangehaande nye Meddelelser, der fremtræde for os med den Anskuelighed, som Samtidens Beretning om sin egen Færd alene kan give. I stedse talrigere Skare samle sig Sørøverneved Fyen, Jylland og Skaane i Løbet af Aaret 1377,
Side 2
og om Efteraaret lyder Klagen over den mægtige Skade, de have voldet: Mænd ere fangne, Skibe tagne og Ityttet ført bort til Ny Lindholm (?) ved Fyen, hvor Køverne nu ligge, vel 400 i Tallet1). At Pengenød 'kan trykke ogsaa Fyrsterne, er vel ikke noget for denne Tid Eiendommeligt, men det gjør dog et eget Indtryk at see Kong Hakon TI 1372 have pantsat Krone, sit gyldne Belte og Moderens efterladte Smykke i Stralsund9). Og at det er to dansko Riddersmænd, Tue Galen og Anders Jepsen Lunge, der optræde som Mellemmænd ved denne Forretning, antyder den nære Forbindelse, Dronning Margrete allerede i Faderens Levetid vedligeholdt med HjemmetsStormænd. Og med hvilken varselsfuld Sikkerhed see vi dernæst ikke hende selv optræde i sin første Forhandlingmed Hansestæderne, da Henning Podebusk og Anders Jepsen Lunge paa hendes Tegne overbringe Forslag til Fred mellem hendes Mand og Hanseforbundet. Der er jo rigtignok dem blandt Stæderne, der finde en slig Optræden noget besynderligog en slig Gjerning vel høi for en Kvinde3); men de kjendte hende jo heller ikke endnu, som de snart skulde lære at gjøre. I hvor høi en Grad man nu end paaskjønner disse og lignende Bemærkninger, føler man dog først ret, hvor meget man skylder det her anmeldte Skrift, naar man deri rinder Oplysninger, der omforme eller kuldkaste de hidtil gjældende Meninger, idet der bringes Forklaring over Punkter, som ellers henlaae i haabløst Tirvar. Et saadant var hidtil ThroHskiftet efter Taldemar Atterdags Død med de dertil knyttede Stridigheder,hvor Forhandlinger tilsyneladende uden Maal, Taageskikkelseri tvetydig Belysning, tomme Trusler og intetsigende Løfter syntes at danne en saa indfiltret Meningsløshed, at den trodsede ethvert Forsøg paa at udrede en fremskridende Udvikling og de enkelte Personligheders virkelige Forhold til 1) Hanserecesse 11, 158, 111, 81, 86. Sml. Voigts Preuss. Geschichte V, 313'. 2) Hanserecesse 111, 47. 3) Brev af 1376 s/a, Hanserecesse 111, 69.
Side 3
Sagen. Nu derimod formaae vi med saa nogenlunde tydelig Klarhed at skjelne de ledende Kræfter og deres Opgaver; men de nye Oplysninger ere af saa indgribende Betydning, at vi alene af Hensyn til Pladsen hellere maae give en kort Oversigtover dette Kongeskiftes ydre Historie end opføre det Xyfundnesom Eettelser og Tillæg til det hidtil Antagne og Kjendte. Med bange Anelser imødesaae Drost Henning Podebusk og Bisperne af Lund og Koskilde den koimnende Tid, da de ved Kong Valdemars Dødsleie samtalede med do Hanseatiske Sendebud1). Og underligt vilde det have været, om ikke Frygt og ængstelige Tanker havde grebet de Omstaaende ved Skilsmissen fra det mægtige Snille, hvis Kraft alene havde fuldført det Gjenreisningsværk, der nu tilsyneladende var fuldbragt. Kun han alene syntes at være istand til at holde sin skrøbelige Bygning sammen, og nu laa han der beredende sig paa den Dom, som maaskee kunde stemple hans Livsgjerning som en Vildfarelse, hvis sande Frugt allerede viste sig i de Forbandelser, der knyttedes til hans Xavn. Lunkne Venner og bitre Fjender, ynkelig Vanmagt og ansvarsfulde Opgaver var Arven, der efterlodes, og hvor var den Arvtager, der mægtede at løfte Byrden? Vel var det Danske Eige uomtvistelig et Valgrige, hvor kun Folkets Stemme bortgav Kronen, men saa langt tilbage i Tiderne, man kunde gaae, havde den gamle Kongeslægt dog bestandig klædt Thronen. Hos Ætten selv dannede der sig derfor ganske naturlig Forestillingen om en Arveret, og Valdemar Atterdag havde endog i sin hjemløse Ungdomstid tiltaget sig Titel og Eettigheder som Dansk Konge2). Tiden viste, at han havde havt Eet i at ansee sig selv for den Mand, der just egenlig var født til Konge i Danmark; men først Folkets Hylding gjorde ham med Eette dertil. Om dette imidlertid er gaaet op for ham selv, turde maaskee være tvivlsomt, da han S. Eusebii Dag 1371 udtrykkeligt erkjendte 1) Hanserecesse 11, 117—18. 2) Heinze: Gesch. Wald. 111, S. 36 <5, Suhm XII, 404—6.
Side 4
den unge Albrecht af Meklenborg, sin afdøde ældste Datters eneste Søn, for sin Thronarving. Han handlede herved i fuld Overensstemmelse med de Begreber om Arvegang, der i det Hele vare gjældende i det øvrige Europa; men da selve Aktstykkets Ordlyd desværre ikke kjendes, lader det sig ikke med Bestemthed afgjøre, om han har indsat det efter Dansk Eet nødvendige Forbehold af Eigsraadernes og Folkets Samtykke1). Foruden dette Kongsenme omtales i denne Overenskomst som berettiget til en Affindelse Kong Valdemars eneste efterlevende Barn, Margrete, og hendes Søn Oluf. Som Kvinde og Dronning i et fremmed Eige kunde hun imidlertid vanskeligere komme paa Tale ved Kongevalget, og Oluf var kun 5 Aar gammel og kunde altsaa næppe tage Kampen op med den dog noget ældre Fætter, hvem baade Fødselens og Traktaternes Eet maatte synes at give Fortrinet. Endnu kunde der, hvis Danmark virkelig havde været et Arverige, maaskee blive Tale om en indfødt Eiddersmand, Barnum Eriksen til Aagesholm, det sidste mandlige Skud af den gamle Kongestamme, en Sønnesøns Sønnesøn af Valdemar Seiers Søn Knud2). Men ligesom denne Mand træder meget lidet frem i Datidens offenlige Handlinger, indtil han med sin Hustru og betydeligt Gods (1399) gav sig ind i Antvorskov Kloster3), saaledes forekommer hans Navn heller ikke i hvad der er overleveret os om Valgets Historie. Kun hos Hvitfeldt er der Tale om en Herredag i Odense strås efter Kong Valdemars Død, hvor en Del af de Forsamlede skal have foreslaaet Valget af en Indfødt til Konge; men Efterretningen synes saa vanskeligt at kunne passes ind i Tidsfølgen, at vi nødes til foreløbig at lade den henstaae som meget tvivlsom. 1) Aktstykket (sml. Styffes Bidrag I, lxi og Ixvlj—iij) kjendes kun af et Udtog ved en tidligere Arkivar i Schwerin, Chemnitz (Westphalen: Monum. ined. 11, IGB7—88, Gerdes: Samlung ... die Mecklenburgische Landesrechte etc. erlauternd 610—11, RudlofF: Mecklenburg. Gesch. 11, 453—84). 2) Geheimearkivets Aarsberetninger 11, Registeret. 3) /Eldste Arkivregistraturer IV, 103—4. Deter Lieutenant Plesner, Rpgistrator i Geh. Arkivet, hvem dette Citat skyldes
Side 5
Selve Valgkampen aabnedes fra Meklenborgsk Side faae Dage efter Valdemars Død med en Opfordring fra Keiser Carl TV til de Danske Stænder om at vælge den unge Hertug Albrecht1). Til en slig Indgriben niaatte Keiseren føle sig saa meget mere tilskyndet, som han og hans Sønner tildels gjentagne Gange havde lovet det Meklenborgske Fyrstehus deres Bistand i denne Sag2); men disse Keiserlige Skrivelser alene var visselig for let et Skyts at føre i Marken og have neppe nogensinde havt større Betydning end den, de endnu bevare, nemlig som historiske Kuriositeter. Langt farligere tegnede derimod Forbundet mellem Meklenborg og Holsten3), og Danmark har til de seneste Tider følt Sviden deraf; men Hertug Albrecht bragte det ingen Fordel og formodenlig heller ingen ligefrem Skade, da et sligt hemmeligt Forbund vanskelig kan tænkes at have kunnet fremkalde nogen ugimstigere Stemning mod Hertugen her i Laudet, end hans samtidige Antagelse af det Danske Kongenavn maatte vække. Ligesom altsaa Meklenborgerne væsentligst vare henviste til deres egne Kræfter og den Dygtighed, hvormed Forholdene kunde benyttes, saaledes ogsaa Modstanderen. Men medens denne var hin Dronning Margrete, hvis høie Tanker og store Gjerninger endnu staae som fjerne Maal for Folkenes Drømme, havde den unge Albrecht til Støtte for sig kun sin Bedstefader, den gamle Hertug Albrecht, der — i sin Tid en ualmindelig Dygtighed — nu var bøiet af Aarene og stundede mod den Grav, der 3 Aar senere skulde modtage ham. Ogsaa Margrete træffe - vi hurtig rede til at træde i Skranken. Kun faae Uger efter Faderens Død viser hun sig i Kalundborg beredt til at optage Arven efter ham, idet hun paa lignende Maade som han i hans Ungdomsdage kalder sig Dronning af Danmark4). Hun synes saaledes at gjøre Fordringergjældende for sin egen Person; men hendes Tid var 1) Suhm XIV, 3, 7. 2) Styfl'e I, lxij, Anmærkningerne, 148—49, Hanserecrsse 11, 1 JO. 3) Suhm XIV, 8—9, Schl.-Holst.-Lauenb. Urkundenbuch 11, 315 — 21. 4) D. Mag. IV, 291.
Side 6
endnu ikke kommen, og den Danske Dronninge-Titel forsvinder umærkelig, medens hun ved milde Gaver og naadig Eetfærdighedstræber at rense Faderens Minde og vinde Stemningen for hans Efterladte. Men medens vi paa dette Omraade ikke mærke til nogen Kappestrid mellem hende og Medbeileren, optræde begge Parter utvivlsomt som saadanne i Forholdet til Hansestæderne. Ted Freden i Stralsund 1370 var der bleven indrømmet dem saadanne Rettigheder, at man ikke kunde undlade at høre sig for hos dem, inden Valget fuldbyrdedes. Og vel var denne Fredstraktat endnu ikke fuldgyldig udfærdiget, men den var i den (Irad omgjærdet med Sikkerheder, at den maatte regnes for fuldt bindende. Baade det Norske Kongepar, den Meklenborgske Hertug og det Danske Rigsraad henvende sig derfor ogsaa strax til Hanseforbundet, hvis Venskab man vurderede ligesaa høit, som man frygtede dets Fjendskab; men Stæderne føle sig kjendelig trykkede af den eiendommelige Stilling, og opsætte en afgjørende Udtalelse fra den ene Hansedag til den anden, dog med en tydelig stigende Tilbøielighed til at slutte sig til den Dansk -Korske Paavirkning. Da overhuggedes Knuden ved det Valg, hvorved det danske Folk i Slagelse den odie Mai 1376 løftede Oluf op i den ledige Kongestol. At der forud for dette er gaaet livlige Forhandlinger mellem Landskaberne indbyrdes, skjønnes af to Breve fra Marts Maaned, hvori de Skaanske Stormænd og Høvedsmanden paa Tranekjær erklære at ville slutte sig til Jyderne i Valget af Oluf1), og hidtil kjende vi kun én Stormand, som stillede sig til Eaadighed for Meklenborgerne, nemlig Henneke Lenibek2). At det netop er en Sønderjydsk Adelsmand, dette gjælder, finder sin naturlige Forklaring i, at Holstenerne benyttede den 1) Hvitfeldt, Fol., p. 55G, Suhm XIV, 496. 2) Rudloff: Mecklenburg. Gesch. 11, 500. I denne Sammenhseng kan ogsaa maerkes Pantsaettelsen, Suhm XIV, 10, Overladelsen til Gedeke Biilow af Tue Nielsens Eiendomme i Fyen (dat. 1376 'Vs. Underretning herom skyldes en velvilllg Meddelelse af Bibliothekar StyfTe i Upsala) og de 3 Pantssettelser af 1378 2/s, StyiTes Bidrag I, 173—76.
Side 7
kongeløse Tid til fra Gottorp at trænge frem imod Nord og ved Bestikkelser, som det hedder sig, bemægtige sig de vigtige Slotte1), ved hvilken Leilighed Henning Meinerstorps Navn træder i Forgrunden sig selv til liden Ære. Idet derfor Bispen af Roskilde og Anders Jepsen Lunge overbringe til Hansedagen Budskab om det skete Kongevalg, forene de dermed Beklagelser over, at Stædernes Langsomhed havde forhalet Valget og derved tilføiet Danmark übodelig Skade i Tabet af mange Slotte2). Da der imidlertid samtidig tilbødes Bekræftelse af Privilegierne, Skaanes Pantsættelse o. s. v., blev Tilbudet om yderligere Forhandlinger villig modtaget og førte i Løbet af August til fuldstændig Udsoning med Norge og til Gjenop rettelse af det gamle Forhold til Danmark, der dog ved samme Leilighed fik Varberg tilbage og Bestemmelsen om Hanseforbundets Deltagelse i Kongevalget udslettet. Et vægtigt Yaaben var derved draget bort fra Hertug Albrechts Rækkeevne, der nu mindre end nogensinde havde Udsigt til at trodse sine Fordringer Igjennem. Som en klog Mand gjaldt det da for ham om at bringe det mest Mulige ud af Forholdene, og han kunde her støtte sig til den føromtalte Forsikring af 1371 fra Kong Valdemar om den unge Albrechts Thronfølgerret. Med en stor Skibsudrustning3) begav han sig hen paa Eftersommeren4) over Havet og indgik 1376 21/g i Kjøbenhavn et Forlig med de derværende Magthavere5), hvor Rollerne ombyttes fra Overenskomsten af 1371. Idet han nemlig udtrykkelig anerkjender det danske Folks Valgret, forbeholdes der nu hans Sønnesøn ligesom forhen Oluf en Affindelse, hvis nærmere Bestemmelse nu som da henstilledes til Markgrev Frederik af Meissens og eventuelt til andre udenlandske Fyrsters Voldgift. Bisperne af Roskilde og Odense og 1) Script, r. Dan. VII, 268, 400, 404, 406;i 411. pp. 2) Hanserecesse 111, 70—71, 11, 127—28. 3) Detmar herausgeg. von Grauloff 1, 304. At der her skulde være Tale om el Krigstog, behøver ikke at ligge i Ordene. 4) Brevet Nr. 1204 i Svenska riksarkivets pergamentsbref I, 373 synes hellere at maatte henføres til 14/a end til 3/s. 5) Suhm XIV, 500—3.
Side 8
do tilstedeværende fornemme adelige Herrer gik i Borgen for Saa meget mindre Betænkelighed kunde der være for de Danske Stormænd ved at binde sig paa den angivne Maade, som yngre Sønner af Kongehuset, med hvilke den unge Hertug Albrecht passende kunde betragtes som ligestillet, bestandig vare blevne aflagte med betydelige Len. Skjøndt vi altsaa rigtignok ikke i den følgende Tid mærke noget til den vedtagne Voldgift, men Margrete tvertimod styrkede sig ved fremdeles at slutte Forbund med Nordtydske Fyrster, der stode i mer eller mindre uvenligt Forhold til det Meklenborgske Hus9), var den fredelige Forhandling dog ingenlunde opgivet. En Protest fra Meklenborgsk Side mod traktatstridige Skridt af det Norske Kongepar fra Begyndelsen af det nye Aar3) antyder vel det spændte Forhold, der ogsaa giver sig tilkjende ved, at Hansedagen forskaaner Rostock og Wismar for Deltagelse i at stille Mandskab til Sørøveres Udryddelse, hvis disse Byers Herrer, Hertugerne af Mecklenborg, ikke kom til Forlig med Danmark4): men ved Midsommerstid (Juli 1377) samledes dog de Vedkommende ved Danehoffet i Nyborg. En Beretning fra den tilstedeværende Lybske Raadsnotar5) sætter os ind i de Forhandlinger, der ved denne Leilighed førtes. Den gamle Hertug Albrecht laa med sine Skibe ved Omø og de Danske Eigsraader en halv Milsvei derfra ved Agersø. Fra Dansk Side0) 1) To saadanne Forpligtelser af 1376 'Vs findes eller fandtes i Arkivet i Schwerin (efter velvillig Meddelelse af Hr. Bibliothekar Styffe). 2) Forbund med Hertuger af Pommern Okt. 1376, Hvitfeldt I, 560, og med Erik af Sachsen-Lauenburg Nov. 1376, Suhm XIV, 503—5. 3) Rudloff 11, 502. 4) Hanserecesse 11, 160. 5) Hanserecesse 111, 82—83. 6) Vor Hjemmelsmand siger, at Forslaget fremkom fra nogle af Rigsraaderne, der formentlig saae mere paa egen Fordel end paa Rigens Bedste; men selve Forslagene fremgaae saa naturlig af de øieblikkelige Fojhold og Datidens Opfattelser, at der ikke synes at foreligge nogen Grund til at istemme en Udlændings Dom i Forhold, som ikke kunde være ham klare.
Side 9
fremsattes det Forslag at overlade til den unge Hertug- Albrecht Langeland, Laaland, Falster og Møen som Dansk Kronion, der hjemfaldt ved Besidderens barnløse Død, og for hvilket han skulde aflægge undersaatlig Ed til Kongen af Danmark, hvis Eigsraader, men ikke Besidderens Frænder, skulde have Bestyrelsen, indtil Albrecht selv naaede Myndigheds Alderen. I Betragtning af, at Kongesønnerne ellers havde inaattet nøies med det Jydske Hertugdømme, Lolland, Halland, Estland eller et andet enkelt Len, synes dette Tilbud baade rimeligt og rigeligt. Men Hertugen kunde ikke bestemme sig og vilde først raadføro sig med Slægt og Venner, saa at Forhandlingen løb frugtesløs af. Forinden man endelig skiltes, forlangte han ny Forsikring af de Herrer, der vare gaaede i Borgen for det tidligere Forlig (af 1376 21/<>), og fik Mange af dem til at forene sig med ham om en Henvendelse til Keiseren. Af de ved denne Leilighed udfærdigede Forsikringer er et Par endnu bevarede1); og en anden Frugt af Forhandlingerne see vi ligeledes i en Stævning fra Keiseren til Slotshøvedsmændene i og Sønder Jylland og en anden til Lensmændene i Fyen og Lolland til at møde for den Keiserlige Domstol9). 1) Det ene dateret Wismar 1377 */8/8 fra Tue Galen og Anders Jepsen Lunge, Styife I, 171—72, det andet dat. Arneborg 1377 14/8 fra Kurt Moltke, sml. s. Skrift Ixix*. Under Forhandlingen vedtoges, at den gamle Hertug skulde faae sig sin Sønnesøn, den unge Albrecht, overleveret af Kurt Moltke, hvem det i Forliget af 1371 var bleven overdraget at varetage den unge Mands Sag overfor det Danske Rigsraad. Da Hr. Kurt dengang indlog en eiendommelig selvstændig Stilling som Slotshovedsmand paa Varberg, hvilket Slot han skulde overlevere til Hausestæderne, hvis de fik Grund til at klage over Opfyldelse af Fredstraktaten i Stralsund, kunde han synes velskikket til at tage den unge Thronkandidat i sin Varetægt. Siden den Tid var imidlertid Varberg kommet i Dronning Margretes Værge, og Kurt Moltke var nu Dansk Lensmand paa Vordingborg, saa at hans Myndling nu nærmest kunde betragtes som en Slags Gidsel, hvis han virkelig har opholdt sig hos hum. 2) Dat. 1377 "/s; de findes i Afskrift i Geheime-Arkivets Diplomatarium og ere en Gave af Bibliothekar Styffe.
Side 10
Hermed var naturligvis kun Lidet vundet for Hertugen, der atter i Begyndelsen af det nye Aar beklagede sig over det Danske Eigsraad1), hvilket strax erklærede sig beredt til nye Forhandlinger. Disse fandt derefter Sted i Juli 1378 i Eostock2), men bleve ligesaa fmgtesløse som de tidligere. Denne Gang fremkom Hertugen tilsidst med Forlangende paa det halve Eige for sin Sønnesøn og kunde følgelig ikke gaae ind paa det stillede Tilbud, skjøndt det siden forrige Aar var bleven forøget med det halve Fyen som Pantelen for 30000 Mark. Man enedes da blot om en Vaabenstilstand paa 14 Dages gjensidig Opsigelse. Skjøndt Ængstelse for de truende krigerske Udsigter giver sig tydelig tilkjende i Hansestæderne, og skjøndt den gamle Hertug Albrecht styrkede sig ved Forbund med sin Navne i Brunsvig3), mærkes der dog ingen krigerske Bevægelser fra nogen af Siderne. Forhandlingerne derimod synes man i Danmark at have ønsket gjenoptagne; men da den gamle Hertug Albrecht døde 1379 18/s 4), vægrede Sønnen Hertug Henrik, den unge Albrechts Fader, sig ved at reise over til det berammede Møde5). Saaledes afbrødes en Strid om den Danske Krone, der nu — takket være de af Dr. Koppmann fremdragne Oplysninger — foreligger nogenledes klart, saa begge de modstridende Parters Paastande antydes i deres fulde eller relative Berettigelse. Men er det saa, at det at faae Mening i det hidtil Meningsløse er en af Livets og Videnskabens bedste Glæder, da have ogsaa vi en hjertelig Tak at bringe for den fortjenstlige Udgave af Hanserecesserne. 1) Hanserecesse 11, 163 f. 2) Hanserecesse 111, 96. 3) Suhm XIV, 57; Hanserecesse 111, 108. Den samtidige Ægtepagt for den unge Albrecht har et Forbehold med Hensyn til hans eventuelle Erhvervelse af Danmark (RudlofF 11, 502 f.). 4) Detmar I, 310 5) Hanserecesse 11, 209. |