Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 5 (1875 - 1877) 1

K. Höhlbaum. Die jüngere Livländische Reimchronik des Bartholomæus Hoeneke. Leipzig 1872.

V. Mollerup.

Side 11

I Aaret 1870 opdagedes i Brenien en liaandskreven Krønike, som viste sig at indeholde en Skildring af Liflands Historie fra de ældste Tider indtil c. 1580. Forfatteren var Notarius i Bremen, Johannes Eemier, der fra 1555—1561 havde opholdt sig i Lifland og ved sin Stilling som Sekretair hos en af Ordenskumpturerne havt Adgang til paa nært Hold at lære de politiske og sociale Forhold at kjende, som i Løbet af 3 Aar opløste Ordensconføderationen og tilintetgjorde Liflands Selvstændighed. Disse Begivenheder, skildrede af et Øjenvidne, som havde alle Midler i Hænde til at kunne give en paalidelig og fyldig Fremstilling, danne Krønikens Hovedemne.

Hvad der imidlertid strax vakte de liflandske Historikeres højeste Interesse var den Opdagelse, at Joh. Eenner for Tidsrummet 1315—1348 havde benyttet en hidtil ukjendt Kilde, hvilken han selv betegner som «Bartholomæus Honekens« rimskrevne Krønike. Eimkrøniken overførte han i Prosa, og det er dette Afsnit, som Dr. K. Hohlbauni har underkastet en gjennemgaaende Prøvelse og derpaa udgivet. Den egentlige Kjåerne i Fortællingen danner Esternes bekjendte store Opstand 1343, som udbrød Natten mellem den 22de og 23de April i Harrien og gik ud paa, at fordrive alle paa dansk Jordbund levende tydske Herrer. I dobbelt Henseende er Eenners eller rettere Eimkrønikens Fremstilling her interessant. Dels angiver den ikke religiøse Motiver til Opstanden, saaledes som flere af de liflandske og næsten alle udenlandske Krøniker gjøre; men det fremgaar tydeligt, hvad ogsaa Breve og Aktstykker stadfæste, at Hovedaarsagen maa søges i det trykkende Afhængighedsforhold, hvori de estiske Bønder stod til deres Herrer. »Esterne i Harrien vilde have egne Konger«1), hedder det, «man havde pint og plaget dem saa haardt, at de ikke længere kunde udholde det«-). —


1) Die Reimchronik p. 19

2) 1. c. p. 22.

Side 12

Men foruden dette sociale Moment kjender Kimkrøniken ogsaa et politisk. Estlands Forening med Danmark skriver sii*- fra en Tid, hvor de danske Konger endnu ikke havde opgivet Tanken om at gjøre sig til Herrer over Østersøens sydlige Bredder, med andre Ord at gjøre Østersøen til et dansk Indhav. Men de sørgelige indre og ydre Forhold efter Valdemar Sejers Død havde tilintetgjort enhver Udsigt til at kunne realisere denne Tanke. Og medens Danmark bukkede under i Kampen mod indre og ydre Fjender, opvoxede i Sverig en Rival, som forstod at benytte sig af Nabolandets ulykkelige Forhold. Erhvervelsen af Skaane, Halland og Blekingen var et af de første svenske Forsøg paa en imod Danmark aggressiv Politik, og samtidig hermed forsøgte Sverig fra den finske Havbugt at sætte sig i Besiddelse af det danske Estland. Allerede 1336 synes Kong Magnus at have underhandlet med Reval og Eaadet i Estrand1), men uden Eesultat. Da udbrød Esteropstanden, som truede saavel Danmarks som den tydske Ordens Herredømme i Østersøprovindserne. Medens Esterne drage mod Reval, sende de Bud om Hjælp til de svenske Befalingsmænd i Finland, og den øverste af disse, Dan Niclisson, Høvedsmand over Finland, viser sig udenfor Reval med en Flaade. Men imidlertid var Opstanden brudt; udenfor Reval havde de tydske Ordenstropper bibragt Esterne et afgjørende Nederlag, og da en i Slaget fangen tydsk Overløber havde berettet, at Fogden fra Aabo vilde ankomme om 8 Dage med betydelig Magt forat understøtte Esterne -), ansaa den danske Befalingsmand paa Reval Slot sig ikke for stærk nok til at modstaa dette nye Angreb. Han bad derfor Ordensmesteren um Hjælp, og denne indsatte Goswin van Hericke til Høvidsniand paa Slottet. Faa Dage efter ankom de Svenske, og i en Sammenkomst mellem Goswin og Dan Niclisson forklarede denne sidste, af Angrebet skete for at hævne den «homoth», den danske Konge havde udvist mod Kong Magnus. Goswin


1) Dunge. Livl. Urkundenbuch 11, 290, 293.

2) «dan de Sweden hedden lange darnte geslahn, dat se Hevel inbringen mochten*, S. 20.

Side 13

forstaar dog at berolige hain og faae Svenskerne til at drage bort. Saavidt Eimkrøniken; af andre Kilder vide vi, at der blev sluttet en Yaabenstilstandx), under hvilken man i det følgende Aar enedes om en Fred, hvorved al Tvist skulde være glemt, og hvori Eeval anerkjendte det svenske Slot Viborgs Eettigheder og Friheder2).

Paa dette Punkt har Eenners Krønike spredet mere Lys end tidligere fandtes, og særlig maa fremhæves, at der hos ingen anden Krønikeskriver findes en saa fyldig og levende Fremstilling af Opstanden. Om Salget af Estland berettes, at det væsenlig skyldes Sværdriddernes Ordensmestor Goswin van Hericke, den samme, som 1343 var Høvedsmand paa Eeval Slot, at Underhandlingerne førte til et Resultat. Ligesaa veed Krøniken, at Prinds Otto i Eiga blev højtidelig indlemmet i den tydske Orden og senere Foged paa Karkus, endelig at Eeval Slot blev overgivet Højmesterens Udsendinge den Iste November 1346 — Efterretninger, imod hvis Paalidelighed Intet taler3).

Vi kunne ikke nærmere gaa ind paa en Undersøgelse af den dygtige Kritik, som Dr. Hohlbaum saavel paa dette Sted som paa liere andre Steder4) har underkastet de Eennerske Historier. Vi skulle blot tilføje det Ønske, al, den Deel af Joh. Eenners Krønike, som ogsaa for Danmarks Vedkommende5) er af størst Interesse, nemlig Skildringen af Ordensconføderationens Opløsning, snart maa finde sin Udgiver. —

Vi skulle i Forbindelse hermed henlede Opmærksomheden
paa et af Dr. K. Hohlbaum i »Verhandlungen der gelehrten


1) Bunge. 1. c. 11, p. 359 f. Diplomatarium Svecanum V, p. 156 f.

2) Bunge 1. c. 11, 365 f., 373 f. Dipl. Svec. V, p. 189, 255.

3) Hohlbaum. Indledning p. XXXIII, Note 1, og p. XXXIV.

4) Hohlbaum. Joh. Renners livl. Historien und die jungere livl. Reimchronik. Gottingen 1872. Se ogsaa: Verhan dlu n gen der esthnischen Gesellschaft zu Dorpat Bde Bind, Iste Hefte, p. 45—79.

5) i R. Hausmann: Ueber eine neue Quelle russiseh-livlåndischer Geschichte des XVI Jahrhunderts i Russische Ile vue 3 Bind, 391 IT.

Side 14

estnischen Gesellschaft zu Dorpat» 7de Bind, Iste Hefte S. 56—59 meddelt dansk-estisk Krønike-Fragment, nedskrevet kort efter Estlands Overdragelse til den tydske Orden. Uden at bringe noget nyt historisk Datum, er Fragmentet dog af Interesse som Vidnesbyrd om historiographisk Virksomlied i en gammel dansk Provinds, der kun nødig opgav sin Forbindelse med det danske Rige.