I. Underhandlinger før Krigen og under Storbritanniens Mægling alene.

Hvis 'det under vanskelige og forviklede Forhold for enhver
Regering er et møisomt Hverv al værne ora sit Fædrelands Rettigheder,saa
gjælder dette dog fornemlig i de mindre Lande,

*) Efterat Rigsforsamlingen var aabnet paa Christiansborg Slot d. 23. October 1848, holdtes Løverdag d. 4. og Mandag d. 6. November Møder for lukkede Døre, hvori det daværende Ministerium gjorde Forsamlingen Rede for Underhandlinger og Krigsførelse siden den 24. Marts. Navnlig oplæste Grev Knuth en Fremstilling af de Forhandlinger med fremmede Magter, der førte til Vaabenstilstanden af 26. August. Martsministeriet fratraadte den 15. November; da tillod Grev Knulh ovennævnte Meddeler efter Anmodning at tage en Afskrift af denne Fremstilling, dengang selvfølgelig kun til eget Brug; men da den nu efter 28 Aars Forløb, og efter Alt "hvad der i Mellemtiden er sket, ikkun har Betydning som et historisk Aktstykke, tager Meddeleren ikke i Betænkning at offentliggjøre den. Som Bilag meddeltes der Forsamlingen tillige en betydelig Mængde diplomatiske Papirer, af hvilke et Udvalg tryktes som Manuskript under Titel af »Brevskaber om de slesvigske Forhold« og omdeltes blandt Rigsdagsmændene. Af dette Hefte maa vel endnu de fleste Exemplarer være opbevarede; da tillige det Væsentligste af Indholdet er enten optaget i Fremstillingen eller der omtalt tydeligt nok, maa det være nok at citere disse Brevskaber. — Beretningen har af Mangel paa Plads maattet henligge i flere Aar hos Bestyrelsen.

der ei som Magter af første Rang ene kunne stole paa egen Kraft og egne Hjælpekilder, men som idelig ere henviste til fremmed Bistand eller ialtfald nødte til at tage stadigt Hensyn til fremmede Ønsker og Fordringer. Den dristige Politik, som i vanskelige Tider undertiden er de mægtige Staters Redning, er i Regelen de mindre Nationers Ruin. Sverrigs Historie afgiveri denne Henseende de lærerigste Beviser. Besindighed og Seighed har til sine Tider reddet Magter af anden og tredie Rang fra Undergang. Nederlandene ere os et mærkeligt Exempel i denne Retning.

Europa var i en almindelig Revolutionstilstand og det gamle Tydskland i en Opløsningstilstand, da det slesvigholstenske Oprør brød løs. Intet Tilde have været lettere for den danske Regering og Folk, hvilket i Gjerningen ogsaa snart viste sig, end med egne Kræfter at dæmpe denne Insurreclion, der med Rette kan siges at være udgaaet fra et ærgjerrigt og forræderisk Oligarki, hvis dette ei havde fundet Bistand hos en vildledet og selv af Revolutionens Dunster bedøvet Fyrste.

Vel havde det oprørske Parti endnu ei erholdt Tilsagn om nogen effektiv Hjælp fra nogen fremmed Magt; men det mangledeei paa sympathetiske Yttringer hist og her i Tydskland og dengang ogsaa i Frankrig. Hele den tydske periodiske Presse var paa «Schleswig-Holsteinernes» Parti, og Frikorps dannedes paa forskjellige Punkter for at ile Prindsen af Augustenborg og hans Anhang til Hjælp. Forholdene i Berlin, Båden og Wurtemberg,tildels ogsaa i Hannover, vare af en saadan Natur, at man maalte befrygte, at den tydske periodiske Presses Anskuelserenten alt vare eller snart vilde gaae over i de tydske

---

*) Efterat Rigsforsamlingen var aabnet paa Christiansborg Slot d. 23. October 1848, holdtes Løverdag d. 4. og Mandag d. 6. November Møder for lukkede Døre, hvori det daværende Ministerium gjorde Forsamlingen Rede for Underhandlinger og Krigsførelse siden den 24. Marts. Navnlig oplæste Grev Knuth en Fremstilling af de Forhandlinger med fremmede Magter, der førte til Vaabenstilstanden af 26. August. Martsministeriet fratraadte den 15. November; da tillod Grev Knulh ovennævnte Meddeler efter Anmodning at tage en Afskrift af denne Fremstilling, dengang selvfølgelig kun til eget Brug; men da den nu efter 28 Aars Forløb, og efter Alt "hvad der i Mellemtiden er sket, ikkun har Betydning som et historisk Aktstykke, tager Meddeleren ikke i Betænkning at offentliggjøre den. Som Bilag meddeltes der Forsamlingen tillige en betydelig Mængde diplomatiske Papirer, af hvilke et Udvalg tryktes som Manuskript under Titel af »Brevskaber om de slesvigske Forhold« og omdeltes blandt Rigsdagsmændene. Af dette Hefte maa vel endnu de fleste Exemplarer være opbevarede; da tillige det Væsentligste af Indholdet er enten optaget i Fremstillingen eller der omtalt tydeligt nok, maa det være nok at citere disse Brevskaber. — Beretningen har af Mangel paa Plads maattet henligge i flere Aar hos Bestyrelsen.

Regeringers Forholdsregler. Dette maalte man af alle Kræfter søge al forebygge ved, saavidt muligt, inden nogen fremmed Fyrste endnu havde gjort Oprørernes Sag til sin, fra de MagtersSide, der vare interesserede i Fredens Opretholdelse, og da navnlig fra deres, som havde garanteret os Slesvig, al tilvejebringeen Protest mod al fremmed Indblanding i en indvortesTvist.

Herhen kunde man kun virke dels ved hos de herværende fremmede Gesandter, saavel som i de Kongens Gesandter ved de forskjellige fremmede Hoffer med Hensyn til Sagernes Slilling meddelte Instruclioner, bestemt at paaberaabe sig Nonlnlervenlionsprincipel, som nylig (i Sveilzerspørgsmaalet) var blevet anerkjendl af flere europæiske Stormagter, og som derved kunde ansees for at være gaaet over i den europæiske internationale Ret, hvor denne overhovedet endnu stod ved Magt, — dels ved navnlig at modarbejde de forskjellige tydske Regeringers schleswigholsl. Sympalhier, eller ialfald forhale disses Overgang til aaben Fjendtlighed mod Danmark.

De første Dage efter del nuværende danske Ministeriums Dannelse, eller den 25. og 26. Marls (jfr. vedlagte Dagbog s. S. 1^—4¹) bleve de kongl. Gesandter i London (Inslr. til London, trykte⁹) Paris, Stokholm og Wien saaledes uopholdelig satte i Kundskab om de insurreelionelle Bevægelser i Hertugdømmerne, om H. M. Kongens Svar til den sl.-holst. Deputation. Der gaves dem Tilhold om kraftigt at paaberaabe sig Ikkeinterventionsprineipet, idet Gesandten i Stokholm tillige erholdt Vink om de skandinaviske Sympatbier som el Moment i den mere active Politik, som den svensk-norske Regering mulig maatte finde sig foranlediget til at følge i denne Sag.

Paa samme Tid (d. 26. Marts) meddeltes de kl. Gesandter
i Berlin og Frankfurt ved Siden af en motiveret Fremstillingaf
den Politik, som Kongen offentlig havde erklæret at ville

---

1) Denne Dagbog er ikke trykt i Brevskaber om de slesv. Forhold.

2) Brevskaber Nr. 6. S, 15.

lolge med Hensjn lil Hertugdømmerne, tillige luslructionen om \ed de Hofler, hvorved de vare accrediterede, kraftigt at udtale sig imod al tydsk Indblanding i vore Anliggender, det være sig fra t)dske Regeringers eller tydske Undersaalters, navnlig FriskarersSide. Det blev dem paalagl ret indtrængende saavel i Berlin som \ed Forbundsdagen at forklare Kongens loyale Hensigter og umiskjendelige Ret til ogsaa i Egenskab af Forbundsfyrsleat ordne Hertugdømmernes Forhold paa den af ham selv offentlig udtalte Maade.

Efterat Kongen af Preussens Skrivelse til Prindsen*) af Augustenborg imidlertid var bleven bekjendt og hans Hensigt at understøtte Oprørerne, om fornødent gjordes med væbnet Magt. ei længer var nogen Tvivl underkastet, havde Udenrigsministeren lo Dage senere (28. Marts) en Konference med Storbritanniens og Ruslands her accredit. Gesandter, der gik ud paa at fremstille Nødvendigheden dels af Holstens og Slesvigs administrative Adskillelse, dels af at disse Magier snarest muligt bestemt erklærede sig for Ikkeintervenlionsprincipet (Dagbog S. 5_—6, Proces verbal, trykt**).

Man adopterede saaledes den Politik, der ene var istand til, om muligt, at qvæle Krigen i sin Fødsel, idet man ved indtrængendeForestillinger søgte at faac Tydskland til at anerkjendeDanmarks Ret, eller i det mindste til at betænke sig paa en Relskrænkelse, medens man imidlertid fra de garanterende og venskabelige Magters Side søgte at tilvejebringe en saadan moralsk Understøttelse, der forbandt disse til i paakoinmende Tilfælde at stille Tydsklands Angreb materielle Hindringer i Veien. Man indsaae, at en collecliv Erklæring fra Stormagternes Sid« til Danmarks Fordeel og for lkkeinlervenlionsprincipet vilde inden Krigens Udbrud niaaskee aldeles kunne forhindre denne, hvorimod

---

1) Formodentlig Skrivoleil for Hertugen af Augustenborg; thi her kan ikke være meent Andet end Kong Frederik "Wilhelms Brev af 24. Marts 184S til denne.

2) Brevskaber Nr. 1, S. 1.

den cftoral Invasionen faktisk var tilstede, ikke længen- vilde have den tilsigtede Virkning¹. Man havde desuden Grund ti! at antage,at en saadan Erklæring fra Englands og Ruslands Side meget lettere vilde være al (ilveiebringe, inden det alt var kommet til Fjendtligheder mellem Danmark og Tjdskland, og inden disse Magter saaledes ved deres moralske Ristand øjensynligløb Fare for derved al kaste sig ind i en Krig, end senere,naar denne for dem vilde være det utvivlsomme Resultat af en Erklæring til Danmarks Fordel. Kongens Regering var derfor paa delte Begivenhedernes Standpunkt henviist li) saalænge,som muligt at udsælle Fjendtlighedernes Udbrud, medens den imidlertid udvirkede Stormagternes Tilsagn om deres moralskeBistand.

Minister Lehmann blev i denne Anledning sendt til Berlin for derfra al afgaae til London, og Generalmajor Oxholm til St. Petersborg for at overbringe Keiseren en Skrivelse fra FI. M. Kongen.

De Instructioner, som bleve dem. navnlig den Sidste meddelte , stemte mut. mut. overeens med de Gesandten i London 25. Marts tilsendte, idet man conseqvenl paaberaabte sig Danmarks Ret til selv at afgjore en indvortes Strid, men i Baggrunden holdt Danmarks traktatmæssige Fordring paa Understøttelse fra de venskabelige og garanterende Magter i Tilfælde af en activ Indblanding fra Tjdsklands Side. Man maa erindre, al paa dette Sagens Standpunkt vare de venskabelige og garanterende Magters bona officia Alt, hvad Kongens Regering kunde forlange. Inden Krigens Udbrud kunde der kun være Tale om venskabelig Intervention fra deres Side for at forhindre denne. Det var forst i Tilfælde af dens Udbrud, al Danmark kunde appellere til deres effeclive Bistand.

Del var derfor af yderste Viglighed som Sagerne da stode, saavidl muligt at forhindre Fjendtlighedernes faktiske Udbrud mellem de danske og Forbundslropperne, eller i det mindste forhale dem, indtil man erholdt Svar fra de venskabelige Magter; og Kongens Gesandt ved Forbundsdagen blev derfor under

29. Marls underrettet om Preussens Udrustninger og Troppeconcentreringer. saml bemyndiget til i Forbundsforsamlingen at protestere mod Preussens Indblanding i Hertugdommernes Anliggender, paa samme Tid som man i en til den herværende preussiske Gesandt rettet Verbalnote (trykkes¹) berigtigede Berlinerhoffets vrange Forestillinger om den danske Regerings Hessigter og Anskuelser med Hensyn lil Hertugdømmerne. Ved Siden heraf erholdt den preussiske Regering gjennem Baron Schultz v. Ascheruden⁹) en fortrolig Meddelelse fra Udenrigsministeren, der indeholdt nogle Forslag lil Gjenoprettelsen af den tidligere gode Forstaaeise mellem Preussen og Danmark, og navnlig til Forebyggelse af aabenbare Fjendtligheder. Man tilbød i denne Henseende, ikke at lade de danske Tropper rykke længere frem end til en imellem Frederiksstad og Eckernfo'rde dragen Linie, forudsat Preussen paa sin Side vilde forpligte sig til ikke at lade sine Tropper overskride Preussens Grændse, formaae de øvrige nordlydske Forbundslropper til det samme, samt foranledige den saakaldtc provisoriske Regering til ikke at lade Insurgentlroppernes Forposter rykke længere frem end til en paa Kaartet nærmere betegnet Linie fra Eidermundingen over Meggendorf, Bunge og Wittensee til mellem Noer og Ekernforde. Idet man salte Ruslands og Storbritanniens herværende Gesandter i Kundskab om disse fredelige Skridt fra dansk Side, anmodede man den sidste om al foranledige sin Kollega ved det hannoverske Hof til i samme fredelige Hensigt at virke paa den hannoveranske Regering. o<r navnlig meddele denne vore forsonlige Demarcher ligeoverfor Preussen. Den kl. Gesandt i Preussen handlede, o\ereensstemmende med sine Instruelioner, i samme Aand, som hans Nole lil den preussiske Udenrigsminister, Baron Arnim. af 3. April,

---

1) Brevskaber Nr. 5, S. 12. Noten er dat. Kjøbenhavn ti. 1. April 1848.

2) Preussisk Gesandt i Kjøbenhavn. »Vertrauliche Mittheilung* dat. Kbhvn. 1. April 1840 i Brevskaber, Nr. 3, S. 6.

udviser, hvori han, foranlediget ved Preussens Troppeconeenlreringer, protesterer mod denne Magts Intervention i del slesvigske Sporgsmaal (Plessens Nole og Arnims Svar al" 5. Apr. Irykt^l). Samtidig 3. Apr. tilskrev H. M. Kongen i lignende Oiemed Storhertugerne af Meklenborg, for hos disse at modvirke den skjæve Fremstilling af det slesvigske Spørgsmaal, som fra modsat Side maalle være dem forebragt, og for at protestere imod ethvert anmassende Indgreb i sine lorbundsmæssige

Men som bekjendt var det netop Dagen efter [4-. April), al preussiske Tropper rykkede ind i Holslen. Minisier Lehmanns og Baron Plessens indtrængende Forestillinger i Berlin havde i denne Henseende Intet kunnet udrette. Den preussiske Regering var nu engang bestemt paa, som den selv kuldie det. «al beskytte Kongen af Danmarks Forbundsretligheder mod »republikanske Frembrud i Hertugdommerne og handle i Fr<«dens Interesse» — ved al gjøre fælleds Sag med Oprørerne mod den lovmæssige Landsherre.

Men den danske. Regering vilde ha\e svigtet sin Pligt ved, saaledes som Sagerne stode, at blive ulaalmodig sel\ ved en saadan Demonstration fra modsat Side. Den var engang beslemt paa til del Yderste at oppebie Ruslands og Storbritanniens Erklæring, og den kunde ei sætte dennes inuligviis afgjørende Indflydelse paa det slesvigske SpørgsmaaU Løsning paa Spil ved en under andre Forhold vistnok beretliget Holdning. Det maalte være den om at gjøre, ei blot at have Hellen, og den fulde Ret paa sin Side, men ogsaa ved sin fuldkommen fredelige Disposition at overbevise fremmede Msgter om, at den havde den. Den kunde ikke, den vilde ikke bære Ansvaret for en almindelig Krig. Derfor log den endnu ei Repressalier imod Preussens Færd; og Ministeriet kom derlor lil den eenstemmige Beslutning, ikke at ansee casus belli for indtraadt, førend preussiske Tropper all vare paa slesvigsk

---

1) Brevskaber Nr. 2, S. 3 ir.

Grund. Herved vandt den baade Tid og etablerede tillige ei;
lydelig Forskjel mellem Kongerigels Stilling til Forbundslandel
Holsten, og lil det Forbundet uvedkommende Slesvig.

Kongens Gesandter i Udlandet erholdt næslen daglige Meddelelser om Sagernes Stilling, og de satles istand til tydelig! og indtrængende at, kunne tale Danmnrks Sag ved de Hoffer, ved hvilke de vare accrediterede. Navnlig blev den kl. Gesandl i Slokholm instrueret lil at modarbdde den Kulde, som vor Sag i Førstningen mødte fra svensk-norsk Side, og hvorom vi i den daværende svensk-norske I denrigsminister, Baron Jhres Depesehe lil den svensk-norske Gesandl i Berlin (af 28. Marts i havde utvetydige Beviser. Det blev Kammerherre hille paalagl at søge at formaae den svensk-norske Regering til al liltrøde den eollective Erklæring for Noninlervenlionen. som vi ventede fra russisk ojr brilisk Side.

Den Deel af Regeringens Bestræbelser, som gik ud paa al tilvejebringe el Omsving i Forbundels og Preussens Politik, blev ikke kronel med Held. Danmarks forsonlige og fredelige Forholdsregler bleve begge Sleder miskjendle. Planen var alt i Forvejen lagt. Alle Forestillinger vare fruglesløse. Paa Forbundsdagen (d. 2. April) havde Preussen indgivet en Beretning om de foreløbige Forholdsregler, det med Hensyn lil det slesvigske Spørgsmaal havde laget, og paaberaabt sig som Hjemmel for sin Indblanding den danske Regerings Erklæring af 7de September 184G. hvorved denne skulde have anerkjendl Hertugdommernes statsretlige Forbindelse, endskjøndt det tværtimod er vitterligt, al selv denne Erkla'ring kun anerkjendte en Forbindelse mellem dem, «so vveit V erf assu ug s- eigen Ih ii m«1 i (■ hkoiten eines jeden der beiden Herzogthiimer «bie von keine Ausnahme beg runden« og: «bis auf ellolsteins Eigenschaft als Bundesslaat« und «die abgesonderte S tand eve rsamm elu ng«¹). Preussen havde

---

1) Erklaerinsen af 7. September 1846 lyder i sin Helhed saaledes: ■■Von einer andern Seite haben S. Majesliit der Konig von Diinrmark eben so wenig daran gedacht, irpend eine Verande- rung in den Verhaltnissen herbeizufuhreu, welche das Herzogthum Holstein mit dem Herzogthume Schleswig verbinden. Vielmehr lindet die Fortdauer dieser Verbindung in Ollenem Briefe mit deu nåhmlicheu Worten ihre Anerkennung, welche deszhalb im allegemeinen Gesetze vom 28 Mai 1831 gebraucht sind. Sie besteht darin, dasz beide Herzoglhumer, bis auf Holsteins Eigenschaft als Bundesstaut, und die abgesonderte Standeversammelung, neben dem Socialnexus der schleswig-holst. Bitlerschaft, bei gemeinsamer oder gleicliartiger Gesetzgebung und Verwaltuug, so weit Verfassungseigenthumlichkeilen eines jeden der beiden Herzogthiimer hiervon keine Ausnahme begrundeu (wie solche noch durcb die g 4 des allgem. Gesetzes vorgesehen sind) alle olleulliche Kechtsveihaltnisse mit einander gemein baben. Bundesversammelungspiotokolle d. 1846 § 253, S. 674. . P. M.

endvidere henstillet til Forbundsdagen, hvad den videre i denne
Sag vilde forelage. og denne beslultel at overgive Sagen til
Behandling af et Cdskud af 7 Medlemmer.

1 Mødet den 4de April beslullede Forbundsdagen, efleral
ha\e modlaget Udskuddels Betænkning:

1) Die Bundesversauimeluug erklårt in Gemåszheil der Art. 38 der Schluszacle, dasz Gefahr eines Aijgrifls fur das deutsche Bundesland Ilolslein vorhanden ist, und sprichl ihre \olle Anerkennung fur die ini foderalen und nalionalen Sinnt von Preussen und den Staalen des 10 Bundes-Armeecorps zuru Schutze der Bundesgrenze, iu Holslein getroffene Einleilung

"21 Die Bundesversainmelung, um eine vesenlliehe Leitung in die zu jenein Zvveeke elwa noch ferner notlnvendigen .Maszregeln zu bringen, ersuclit Preussen, sich mit den Slaalen des 10. Anueecorps hieriiher ins Einvernehinen zu selzen;

3) Die Bundesversanuuelung isl bereil, behufs> der Herbei fuhrung einer giillicben Einigung die Verinilllung zu iibernehmeii, und ersuclit Preussen, das Neimilllungsge&chaft iSamens des deulschen Bundes auf der Basis der unverkurzten Rechle Holsleins. nanientlieb aueh auf die slaatsrechtliche Verbindung mit Sehleswig, zu lvihien:

---

1) Erklaerinsen af 7. September 1846 lyder i sin Helhed saaledes: ■■Von einer andern Seite haben S. Majesliit der Konig von Diinrmark eben so wenig daran gedacht, irpend eine Verande- rung in den Verhaltnissen herbeizufuhreu, welche das Herzogthum Holstein mit dem Herzogthume Schleswig verbinden. Vielmehr lindet die Fortdauer dieser Verbindung in Ollenem Briefe mit deu nåhmlicheu Worten ihre Anerkennung, welche deszhalb im allegemeinen Gesetze vom 28 Mai 1831 gebraucht sind. Sie besteht darin, dasz beide Herzoglhumer, bis auf Holsteins Eigenschaft als Bundesstaut, und die abgesonderte Standeversammelung, neben dem Socialnexus der schleswig-holst. Bitlerschaft, bei gemeinsamer oder gleicliartiger Gesetzgebung und Verwaltuug, so weit Verfassungseigenthumlichkeilen eines jeden der beiden Herzogthiimer hiervon keine Ausnahme begrundeu (wie solche noch durcb die g 4 des allgem. Gesetzes vorgesehen sind) alle olleulliche Kechtsveihaltnisse mit einander gemein baben. Bundesversammelungspiotokolle d. 1846 § 253, S. 674. . P. M.

Als selbstverstandon wird dabei \oni Hunde vorausgeselzt,
dasz die Feindseligkeilen sofort eingestellt werden und der
status quo an te wieder hergeslellt werde.

Den kort efter foregaaende Forandring med Forbundsdagen er bekjendl. Der dannedes en Comilee af «beigeo rdnelen «M ii nnern des oeffeull ichenVerlrauens» en »Notabelversamme 1 ung» og en «Fiinfziger-Auszschusz«. Alle disse l'orskjeilige Corporationer beskjæfligede sig, In er indenfor sil Omraade, med det slesvigske Spørgsmaal.

No tab elf o r saml ingen besluttede:

Schleswig, slaallich und national mit Holstein unzertreimlieh verbanden, isl unverziiglich in den dtulsehen Bund aufzunelimen und in der constiluirenden Versammelung gleich jedem andern deulschen Bundessiaate durch freigewåhlle Abgeordnete zu vertrelen.

De 50 Mænd gjorde en meget bestemt Forespørgsel om
delte Anliggende til de offentlige «Ver I rauens m ånner«, og
disse indleverede følgende Andragende til Forbundsdagen:

1) Dasz die provisoriache Regierung fur Schleswig-Holslein^im
Sinne ihres eigenen Antrags von Seiten des deutschen
Bundes anerkannt werden muge;

2) dasz von hoher Bundesversamiuelung das Isothige sofort
veranlaszt wcrde, inn die Aufnahme. des Herzoglhums
Schleswig in don deulschen Bund zu bewerkstelligen.
Hvorpaa Forbundsdagen i Medet den 12. April fallede felgende

1) Dasz, falls danisciiei' Seits die Einstellung der Feindseligkeiten und die Rauniung des Ilerzogthums Schleswig von den eingeriickten diinischen Truppen nicht erfolgt sein solle (dette var nemlig i tydsk Forstand status quo antej diesz zu erzwingen sei, um das durch den Bund zu schiilzende Recht Holsleins auf die Union mil Sehleswig zu wahren;

2) Da nach ihrer Leberzeugung die sicherste Garantie jener
Union durch den Eintrilt Schleswigs in den deutschen

Bund erlangt werden wiirde, Preuszen zu ersuclicn. bei
dem Vermiftlungsgesehaft inoglichst auf diesen FJntritt
hinzuwirken ,

3^ Dasz der Bund die provisorische Regierung, wolche sicli mit Vorbehalt der Rechte ihres Herzogs und Namens deszselben zur nothgedmngenen Vertheidigung der Landesreehle conslituirle, als solche und in diesem Masze anerkonno und daher von der vermitlelnden Kon. preiissischen Regierung erwarle, dasz sie, die Milglieder dieser provisorischen Regierung und deren Anhanger in Schulz nelime. Endelig meddeler Preussen Forbundsdagen i Medet d. 13.

April, at den liar forslaaet dennes Beslemmelser derhen. at don for at lilveiebringe si alus quo ante, del vil sige de danske Troppers Evacualion af Slesvig, har at give sin i Hendsborg slaaende Armee Ordre til uopholdelig al rjkke ind i dette Ilerlugdemme, idel der tilfeies, at d(;r fra preussisk Side all var afsendt en rnderhandU'r lit del danske Flovedqvarleer, for al underrette Kongen af Danmark om, at I'reussens Frenigangsniaade ene liavde til Hensigt at beskylte del lydske Forbunds og Hertugdommernes Ret, at det ikke er Iraadl op lil Gunst for nogensonihelsl Privatinleresser, men at det lilbyder sin Maand til Mangling paa bemeldte Basis (slalus quo ante).

Denne Underhandler var Major Wildenbr uch, om hvis Sendelse til Als man i Kjøbenhavn d. 6. April havde faaet Underretning. Udenrigsministeren begav sig selv lil Hovedqvarterel,og Underhandlingerne med Major Wildenbr uch toge deres Begyndelse d. 8. April. Dagene fra den 8. lil d. 18de April gik med konferencer, Kolevexling og Negoliationer mellem Udenrigsministeren, Generalerne Guldberg og Hedeman n paa den ene Side og Oberst Bonin saml Major Wildenbruch paa den anden Side. De førle som bekjendt ikke til noget Resullol, idet Preussen erklærede de danske Troppers Angreb paa Insurgenlerue for en Krigserklæring saml sladig vedblev med sin Fordring paa Gjcnoprellelsen af den fra dansk Side, formcnllig kra-nkede slalns quo anle, der nu blev forslaael

om den danske Armees fuldstændige Rømning af Slesvig (jfr. Bonins Skrivelse af 16. April), nu om deres Tilbagerykning til den Stilling, de før Fjendtlighedernes Begyndelse havde indlaget Nord for Flensborg og Tøndern, medens f denrigsministeren vedblevsin til den her accrediterede preussiske Gesandt oftere gjenlagne Ytlring, «at preussiske Troppers Fremrykken i Slesvig »fra dansk Side vil blive betragtet som el Krigsovcrfald.«

Naar man erindrer, at den preussiske Forbundsgesandt allerede den 13. April, altsaa længe førend de mellem Udenrigsministeren og Major Wildenbruch førte Underhandlinger, som først den 18. April afbrødes, kunde være bekjendle i Berlin, og ondnu mindre i Frankfurt, paa Forbundsdagen havde erklæret det for en «N oth wen digkei t, die koniglichen (Preuss.) »Truppen, welche als Vorhut des Bundescorps be«reits in Rendsburg stehen, sofort in Schleswig «einruckcn zu lassen», saa bliver det lydelig!, hvor alvorligt disse fredelige Mæglingsforsøg i Slesvig paa samme Tid fra preussisk Side vare mente, i hvilken Hensigt Oberst Bonin «til Underhandlingerne om status quo anle» forlangte tre Dages Vaabenslilstand, og den 16. om Aftenen indsendlc sit Ultimatum, hvorimod det er udenfor al Tvivl, al Major Wildenbruch , da han den 18. April endnu lod fredelig og meddelte. «at han endnu nogen Tid vilde forblive i Hovedqvarteret«, vnaalle kjende Preussens Krigserklæring af 13. April.¹)

Del undgik ikke del danske Kabinet, al Bonins og Wildenbruchsfredelige Underhandlinger kun vare en Maske for al vinde Tid: derfor tilbød General II ed em an n ogsaa i sin Skrivelse til Oherst Bonin af 13. April en Vaabenstilsland paa. 14 Dage. Men del maalle være Danmarks Politik da, som nu, ikke at være den Udfordrende, og først da slaae ind paa KrigensVei, naar alle fredelige Midler til al haandhæve dets Ære og Interesse vare udtømte. Man var endnu ei berettiget til at

---

1) Ordren til de preussiske Tropper om at rykke ind i Slesvig, or af 10. April 1848. P. M.

opgive de Fordele, som en Collekliv erklæring fra Ruslandsog
Storbritanniens Side inden Krigens Ldbrud kunde
bringe; men fra disse tvende Magier ventede man b\er Dag Svar.

Ruslands og Storbritanniens Eiklæringer udebleve heller ei. Den danske Regering havde fra den Side ikke Grund lil al fortryde sin Taalmodighed; Ihi disse lo Magters Skridt til Fordeel for os svarede, paa Sagens daværende Standpunkt, fuldkommen til vore Forventninger.

Allerede d. 8. April ha\de Lord Fa liners lon, inden ban endnu kunde have Kundskab om Fjendtlighedernes faktiske Begyndelse fra preussisk Side, lilslillel Storbritanniens Repræseulanler ved de nordtydske Hofler en Cirkulærdepesehe, hvori han udtaler det som sit alvorlige Haab, al ikke del slesvigholslenske Spørgsmaal skal blive førl til den Yderlighed, al eu Krig, hvori andre Magter maatte blive trukken ind med, fremgik deraf (trykkes¹).

Sex Dage senere, nemlig den 14. Apiil, paalagde Lord Falmerslon Storbritanniens Gesandt i Berlin dels at udtale «den britiske Regerings alvorlige Haab om, at Freusseus Hen«sigt, at sende Tropper ind i Slesvig, enten ikke var iværksat, »eller, hvis det var skeel, al der da uopholdelig inaalle blive «givet Befaling lil de preus&iske Troppers Rømning af Slesvig« ; det blev ham end\idere paalagt, at meddele Baron Arniin en Depeschen vedlagt Copi af Englands Garanliakt fra 1720, «ved «hvilken Storbritannien lil den danske Krone garanterer den Del «af Hertugdømmet Slesvig, hvoraf Danmark den Gang var i «Besiddelse'-).

Den 16. April leverede Sir Henry Wynn en P\ote til Udenrigsministeren, hvori Loid Palmerston byder den danske Regering sin venskabelige Intervention, og den 18. April indsendte den britiske Gesandl i Berlin, Lord Westtnorelaiid, lil den preussiske Regering en Nole, hvori han udforer det ham

---

1) Ikke trykt i Brevskaberne.

2) Trjkt i Akteust. zur schlesw-holst. Frage S. 11.

ved Lord Palmerslons ovenanførte Depesche af 8. April paalagleHver
v1).

Allerede i Begyndelsen af April Maaned havde Rusland igjennem sin Gesandt ved Hoffet i S.James hos Lord Palmerston gjort indtrængende Forestillinger om Nødvendiglieden af de gararilerende Magters kraftige Optræden til Danmarks Fordel, og tilbød i Forening med England fredelig at intenenere i det slesvigske Spørgsrnaal, idet det derhos anerkjendte Retfærdigheden af Danmarks Fordringer, saa at vi vare berettigede til al forudsætle, at en saadan Intervention kun kunde have Danmarks fremtidige Besiddelse af hele Slesvig til Grundlag.

(Jnder 15.^— 27. April havde det russiske Kabinet i en Depesche- til sin Gesandt i Berlin yttret sig paa lignende Maade og navnlig udtalt det som sin Anskuelse, at Slesvig var incorporeret i det danske Monarki. Rusland paaberaabte sig der tillige Traktaterne af 1767 og 1773, og erklærede, at hvis Danmarks Ønske om al se sine Rettigheder garanterede ved et venskabeligt Arrangement mødte Modstand fra tydsk og preussisk Side, og hvis de tydske Slater bleve enige om at afgjøre Striden med Sværdet, saa maalte Rusland formelt protestere mod en saadan Fremgangsmaade fra tydsk Side, ikke blot som Medundertegner af Wienerlraktaten, men navnlig i Kraft af Specialtraktaterne af 1767 og 1773. Denne Depesche korn først den 5. Mai til Berlinerhoflets Kundskab og blev derfra meddelt paa Forbundsmødel d. 8. Mai (see nedenfor).

Ogsaa S ver rigs og Korges Politik havde siden 28. Marts betydelig forandret sig til vor Fordel. Baron Stjerneld havde afløst Baron Ihre i Ldenrigsministeriet, og baade i London og Berlin varder fra svensk-norsk Side gjort venskabelige Forestillinger i vor Sag. I en Depesche af 13. April fra Baron Stjerneld til den svensk-norske Gesandt i London udtales det Ønske, at den svensk-norske Regering inaalLe blive sat i Kundskab om det britiske Kabinets Anskuelser i denne Sag, da

---

1) i Actenstucke z. schlesw.-holst. F. 1. c.

dot maa være den magtpaaliggende fuldkomment at kjende det britiske Kabinets Hensigter, saasom den fra sin Side oprigtigt ønsker det danske Monarkies Integritet og¹) vil skjule de Sympalhier, den har for den danske Nationalitet. Den 20. April udlalle den svensk-norske rdenrigsminisler i en Depesche tit sin Regerings Gesandt i Berlin sig udtrykkelig for Noninlerventionsprincipel, og paalagde Gesandten al indgive til Berlinerhoffet en officiel Note i denne Aand.

Saaledes som Sagerne dengang slode, kunde de venskabelige Magters Politik allsaa ikke andet end lilfredsslille os. — Man maa erindre, at Krigen mellem Preussen og Danmark først blev erklæret d. 19. April, og Kundskaben derom kunde derfor ikke være kommet til de forskjellige Magter, inden de indgave ovenslaaende Forklaringer. Disse vare endog af den Natur, at vi deraf vare berettigede til at vente en virksom Optræden for vor Sag, naar det ikke længer var tvivlsomt, al den fredelige Vei til Spørgsmaalcts Afgjørelse var lukket saavel for dem som tor os.

Begivenhederne havde afløst hinanden med Revolutionernes Begyndelses Hastighed, og Krigen var imidlertid faklisk udbrudt. De venskabelige Magters Svar, som da de afgik fra de resp. Hoffer, passede til Begivenhedernes daværende Udvikling, svarede, da vi modtoge dem, ikke længere til Situationen. Denne havde i Mellemtiden forandret sig. Herved blev den danske Regering stillet i el vanskeligt Forhold. Thi disse Erklæringer havde ingenlunde den bestemte og utvetydige Charakler, al vi deri kunde see en Krigserklæring mod dem, som havde overfaldet os.

Paa den ene Side kunde vi ikke übetinget modtage de os om venskabelig Intervention gjorle Tilbud i et Øieblik, hvor Preussens og Tydsklands Fremgangsmaade kun lod liden Cdsigl aaben lil en forsonlig Imødekommen fra begge Sider. De (vende Magters Traklat- og Garanli-Forpligtelser var desuden til Hinder for übetinget at antage deres Mægling. En Garant er

---

1) Her svnes eleml: >ikke«

folkeretlig Fart i Sagen. En Medialor staaer udenfor den, og Standpunktet vilde derfor blive forrykket, hvis vi havde antaget deres uvillige Skjøn i en Sag, som folkeretlig for en Deel angik dem selv. — Paa den anden Side kunde vi ligesaa lidt forkaste deres Tilbud. Casus foederis var, da de afsendte deres Erklæringer, endnu ikke indlraadt, og Hillighed lalle for, at der blev overladt dem Betænkningstid lil at afgjøre hver for sig, eller i fælleds Forstaaelse, hvilke Skridt de maalle antage for hensigtsmæssige at gjore, og navnlig hvorledes de, i Europas daværende Opløsningstilstand, vilde foretage disse. Hertil kom endnu en Hovedvanskelighed. F ranke rig havde, som bekjendt, i 1720 i Forening med Storbritannien givet os sin Garanti for Slesvig. Fuldkommen regelmæssigt kunde Forholdet derfor kun være , hvis denne Magt i Forening med England, og samtidigt dermed, Iraadle op til en fælleds Ilaandhævelse af Forpligtelser, der solidarisk paalaa begge. Men Frankrigs indvortes Tilstand egnede det endnu ikke lil at træde energisk op ligeoverfor Udlandet. Voldsomme Kampe gjærede endnu i dels Indre. Det var os desuden bekjendt, at dets Sympatliier meget mere vare for del revolutionære Tjdskland, end for del conslitulionelle Danmark. Republiken var ikke officielt anerkjendt af Europa, og navnlig ikke af den JMagl, hvis Cooperation med Frankerig saavel i Form som i Realitet var os nødvendig. En Appel til den franske Republik vilde i April Maaned ikke blot have været frugtesløs og utidig, den vilde have været skadelig for vor Sag. Endelig passede det saameget mindre lil Danmarks beskedne Stilling i Europa, bestemt al tilbagevise en mindre kraftig Bistand fra de lo Stormagters Side, som vi ingen Midler har eller havde ihænde til at fremtvinge en mere energisk Optræden fra deres Side. Det rnaatle derfor være den eneste rigtige Politik for Danmark, rolig at afvente Begivenhedernes Udvikling, og ikke ved en skadelig Præcipilalion at compromillere sin fremtidige

Paa Sir H. Wvnu's Aole af 16. April blev der derfor under

18 s. M. svaret¹), at man med Taknernlighed modlog Hendes britiske Majeslæts velvillige Tilbud, men med udtrykkeligt Forbeholdaf en mere energisk og alvorlig Optræden fra den britiske Regerings Side, hvis hiin venskabelige Intervention ikke kom til del foronskede Resultat. Man berørte foreløbig Englands Garanti-Forpligtelse,ns Kongens Gesandt i London fik i Depescher af 15 og 19 April") de utvetydigste og fuldslændigste Instruelioneri denne Retning. Man meddelte sin Hensigt, uopholdelig at skride til Blokaden af preussiske Havne, hvis Freden imod Formodning skulde blive brudt. Dog undlod man ikke i Gjensvarpaa en Note fra den herværende engelske Gesandt, dat. 19 April^a), at forsikkre ham om del Hensyn, vi ved Blokaden og Opbrinjrelsen af preussiske Skibe vilde tage til britisk Eiendomog den britiske Handels Interesser.

Vor Forventning med Hensyn til Preussens Beslutning gik snart i Opfyldelse. Den 19 April⁴) meddelte den herværende preussiske Gesandt den danske Regering Forbundsbeslulningen af 12 April og ledsagede den med Preussens sædvanlige Forklaringaf status qvo anle. Herpaa var der ikke andel at svare, end hvad der i Note af 22 April blev svaret⁵), nu som før at protestere mod Preussens og Forbundets Beføielse til at blande sig i Sles\igs Anliggender, idel man tillige udlrykle sin Forundringover, at Preussen ikke log det mindste Hensyn til den Iredie Magts indtrængende Forestillinger, hvis Mægling Preussen selv havde ønsket og vi modlaget (herhen lød en YUring af Baron Arnim paa den preussiske Landdag d. 5 og fi April). Del blev ham derhos bekjendtgjort, at fra den 19 April om

---

1) Brevskaber, Nr. 11, S 24.

2) Brevskaber, Nr. 10, S. 22; Nr. 13, S. 28.

3) Brevskaber, Nr. 9, S. 22.

4) Brevskaber, Nr. 14, S. 30.

5) Brevskaber, Nr. 12, S. 25. Aktstykkerne i denne Samling staae temmelig uordentligt. Formodentligt har man under Trykningen ændret Valset, ligesom man ogsaa synes at have omarbejdet i det mindste enkelte Partier af Fremstillingen.

Morgenen maatte Krigen ansees for at være faktisk tilstede, at man derfor fra dansk Side iiavde anordnel foreløbig Beslap paa preussiske Skibe, men som slrax vilde blive hævet, naar Preussen forandrede sin Beslutning med Hensyn til Troppers Indrykken i Slesvipr. op naar det viste sip villipl til at underpive Stridsspørpsmaaletfredelipe Underhandlinger. Faa Dage efter blev Gesandten i Berlin opfordret til al. forlade denne Stad, op den herværende preussiske Gesandt bleve hans Reisepasser tilstillede.

Paa samme Tid (22 op 23 April) fik Konpens Gesandt i Frankfurt Tilhold om, efler først al. have protesteret mod enhver af den saakaldte provisoriske Reperinp forordnet Repræsentation paa Forbundsdagen, at erklære sin Mission for endt op derhos, hvis det. endnu var mulipt, i sin nu afgivende Erklærinp at tilintetgjøre Virkninpen af hans lidlipere uheldige Ytlrinper i Forbundsmødet af 2 April (efr. Baron Peehlins trykte Erklæring af 28 April)¹).

JNn Iraadte Begivenhederne ind i en ny Phase. Den Politik,som Konpens Reperinp hidtil havde fulgt, passede ei længer til Forholdene. Medens der endnu var Ilaab om en fredelig Udjævning af Stridsspørgsmaalet mellem Preussen og Danmark, var. som anført, de venskabelige og garanlerende Magters Erklæring for Noninterventionsprincipet, og den fredelige Mæplinp mellem os op Tydskland, Alt hvad vi folkeretlig kunde forlange. Thi det var indtil nu kun om Krigens Forebyggelse at gjøre. Men efler Krisens faktiske Udbrud bleve vore Garanter Parler i Sagen, og deres blot mæglendc Holdning kunde af os ei længer antages. Gesandterne i London op Petersborg fik derfor i Oepescher af 22 April nye Instruclioner⁹), hvori RegeringensPolitik op Begivenhedernes Gang sammenlipningsviis blev fremstillet, og hvori det paalagdes dem udtrykkelig al appellere til de to Magters Traktalforpliglelser og deres virksommeBistand. Men da man af Lord Palmerslons Svar paa

---

1) Brevskaber, Nr. 4, S. 8.

2) Brevskaber, Nr. 16, S. 34.

d'lsraelis Interpellalion og Grev Revenllows JNole af 18 April — hvori han forlanger Lordens Erkjendelse af, at casus foederis \ar tilstede — omtrent kunde forudsee, hvilket Svar der var at vente, saa holdt man del Forslag i Baghaanden, at England skulde sende en Befuldmægtiget til det danske Hovedqvarter, for i Forening med Hr. Daschkoff, som i den Henseende var instrueretfra det russiske Kabinels Side, al underhandle først om Afslutning af en militær Convenlion mellem Danmark og Preussen lil Fjendtlighedernes Slandsning og senere om de Bestemmelser,som i Fredens Interesse maalle være at tage.

Den 23 April stod Slaget ved Slesvig. Vore Tropper bleve allsaa i deres Stilling angrebne af de preussiske 5 Dage efter at den engelske Gesandt i Berlin, Lord Weslmoreland, indleverede sin Note lil Berlinerhoffet, hvori han udtrykker «l'espoir • tres empressé du gouvernement de Sa Majesté la • Reine, que les intentions du gouvernement de S. «Majesté le Roi de Prusse de faire avancer ses »troupes dans la Duché de Slesvic ne soient pas «executées, ou, si elles l'ont été, que des ordres • soient immédia tern en t expediés pour que les Irou«pes Prusiennes se re li ren I du Slesvic», og hvori han paa sin Negerings Vegne paaberaaber sig Garantien af 1720 — og Dagen efterat Preussen forelagde Forbundsdagen saavel denne Nole som Baron Arnims Svar til Lord Westmoreland af 19 s. M.. hvori Preussen endnu omtaler sit Hverv som blot Uparlfskhedens og Fredsommelighedens (sa låche touie d'imparlialité et de paciflcalion), og som ender med følgende Ord: «Si le gouvernement britannique voulail, par son influence sur le gouvernement Danois, contribuer å cette pa cificali on, la Diéte Germanique reconnai trai l sans doute volontiéres les bons olfices d'un allié bienveillant et iin partial dans l'interét commun de la paix et de I'ordre«. Man seer deraf, at det ikke har været Preussens Alvor at søge Englands Mediation, da den netop officielt ytlrede delte Ønske efterat Befalingen lil at rjkke ind

i Slesvig maatte være afgaaet lil den Høislcommanderende for
de preussiske Tropper. Saa megen Vægt lagde Preussen paa
Storbritaniens Protester.

Til Ruslands Forestillinger har det ikke engang givet sig Skin af at tage noget Hensyn. Thi det er mærkværdigt, at i de i Frankfurt udkomne Aktstykker til det slesvig-holstenske Spørgsmaal omtales denne Magts Erklæringer til vor Fordeel end ikke med eet Ord, indtil Nesselrodes Depesche af 15 April¹) til Baron Mayendorff. Delte er saameget forunderligere, som den danske Regering samtidig erholdt stadige og utvetydige Forsikkringer om Ruslands Sympalhi for os, og om dels bestemte Holdning ligeoverfor Tydskland i vore Anliggender.

Fra vor Side var der for Tiden ikke Andet at gjøre end stadig at sætte vore Gesandter i Kundskab om vore Forhold og paalægge dem mere og mere indtrængende at minde de allierede og garanlerende Magter om Misforholdet mellem deres ForpligtelsersHøjtidelighed og den os ydede Bistands Omfang. Om disse Forestillinger end kun ufuldslændigen svarede til deres Virkning, saa bleve de dog ikke aldeles frugtesløse. Navnlig gav Sverrigs og Norges med hver Dag tillagende og til Handling sig modnende Sympathi og Interesse for vor Sag Forholdene en ny Vending til vor Fordeel. Det er vanskeligt ved Fremstillingen af diplomatiske Underhandlinger, som føres mellem flere Hoffer, at fastholde den historiske Traad i Postgangens og hinanden krydsende Depeschers chronologiske Labyrinlh og med logisk Bestemthed at eftervise Begivenhedernes og Motivernes Vexelvirkning;men saameget er vist, at samtidigt med den svensknorskeRegerings mere bestemte Optræden afgik den S. 473 eilerede russiske Note af 15 April fra St. Petersborg. Vel er den svenske Gesandt i Berlin, Baron d'Ohssons Erklæring til

---

1) Nemlig li'n April; Talen er om den af den preussiske Gesandt i Forbundsdagens Made den Bde Mai omtalte Depesche. See Aktenst. zur Schlesw.-Hoist. Frage Nr. 7. Jfr. ovenfor S. 473. P. M.

Berlinerhoffet om, under Forudsætning af Jyllands Occupation af preussiske Tropper at ville yde Danmark maleriel Bistand af senere Datum (9 Mai) end Grev Nesselrodes omlalte Depesche lil Baron Mayendorff, som den 5 Mai blev Berlinerhoffet meddelt;men naar man tager Afgangstiden fra de to Hovedstæder St. Petersborg og Stokholm i Belragtning, og navnlig del endnn meget stærkere Sprog, som Rusland i en senere Depesche af 8 **" førle, saa er Intet rimeligere, end at den svensknorskeRegerings Hensigter allerede dengang vare det russiske Hof bekjendte, da de allerede længe i Forvejen vare forberedte ved det meest offentlige Udbrud af en ædel Nations begejstrede Sympalhi for et i sine helligste Rettigheder krænket Broderfolk. Hvorom Alting er, imidlertid, i Begyndelsen af Mai, vare Preussernegaaede ind i Jylland, og Tidsrummet fra 1 til 5 Mai udfyldesaf de med General Wrangel under den herværende russiskeGesandts Auspicier førle Underhandlinger om en Vaabenhvilepaa tre Uger. Da man herfra sendte den russiske LegationssekretærEwers for at underhandle med den Høistcommanderendeover de preussiske Tropper, var det endnu ikke bekjendt i Kjobenhavn, at disse havde overskredet Jyllands Grændse. Underhandlingerne bleve indledte for al hindre denne Begivenhed. Men ved Hr. Ewers's Ankomst til Apenrade, hvorhen Dampskibet Ægir bragte ham, erfarede han, at General Wrangel alt havde sil Hovedqvarter i Gudsø ved Frederils, hvorhenHr. Ewers da begav sig for at overbringe Gen. Wrangel Sir Henry Wynns og Baron Ungern-S ternbergs Colleclivnote(trykke s¹)). Hr. Ewers var ikke bemyndiget til at slulle nogen Vaabenstilstand. Han skulde kun forberede en saadan. Da Gen. Wrangel ikke vilde gaae ind paa de fra dansk, russisk og britisk Side foreslaaede Betingelser (irykkes³)), men derimod selv fremkom med et andet fra dansk Side uantageligt Forslag (trykkes 3j), bFeve Underhandlingerne afbrudte.

---

1) Brevskaber, Nr. 15, S. 32.

2) Brevskaber anf. St.

3) Ikke trykt i Brevskaberne.

Ruslands Depesche af 15_An April blev bekjendt i Frankfurt den 8 Mai paa samme Tid som de Ewers-Wrangelske Underhandlinger. Heller ikke den syntes at gjøre nogen afgjørende Virkning paa Preussens og Forbundets Bestemmelser. Dog hedder det i den preussiske Udenrigsministers Skrivelse til samme Regerings Forbundsgesandt, efterat den russiske Protest er bleven refereret:

Es scheint jelzi der Moment gekommen zu sein, wo eine Ausgleichung des Streites selbst mit Ehren fiir Deutschland und mit Nutzen fiir die Herzoglhiimer moglich ist, und wo sie zugleich in der allgemeinen politischen Lage der Dinge schr wiinschenswerth wird. Wir werden daher, wenn uns die Hånd dazu geboten wird, ein Abkommen iiber die Pråliminarien einer Vereinbarung zu fordern suchen.

Den svensk-norske Gesandt i Berlin, Baron d'Ohssons Forestillinger frugtede ikke mere. Paa hans Meddelelse om at Sverrig havde til Hensigt, i Tilfælde af al Krigen ikke indskrænkedes til Hertugdømmet Slesvig, at kaste et Troppecorps over paa Fyen eller en af de danske Øer, svarede Baron Arnim, at Preussen vedblev de af Gen. Wrangel stillede Betingelser for en Vaabcnslilstand og kun vilde lade Jylland, hvis Occupation forresten var af reent strategisk Natur, rømme, naar Danmark vilde gaae ind paa disse. Man inhærerede navnlig de beslaglagte Skibes Tilbagegivelse fra dansk Side. Imidlertid erholdt den danske Regering Tilsagn om Sverrigs materielle Bistand, og det svensk-norske Auxiliærcorpses hurtigst mulige Ankomst lil Danmark.

Rusland gjorde imidlertid gjennem sin Gesandt i Berlin nye Forestillinger og erklærede i Depesche af —fj^r lil Baron MeyendoirfT, at hvis den preussiske Regering nægtede at slaae ind paa den fredelige Vei, og hvis navnlig preussiske Tropper overskrede Slesvigs Grændse for at angribe Jylland, saa vilde det uundgaaeligt foraarsage et Brud mellem Rusland og Preussen. Denne Depesche kom d. 14 Mai tii sin Bestemmelse,men blev paa Grund af de Uroligheder, som i disse

Dage herskede i Berlin, ikke den preussiske Regering meddelt forend d. 18de s. M., og Gen. Wrangels Befaling om en Udskrivningi Jylland af 4 Millioner Rbdlr. var nelop af samme Datum.

Det var Preussen om at gjøre, med væbnet Magt at afgjøre Strideu til sin Fordel, førend man alvorlig skred til Underhandlinger, og navnlig forinden i Jylland at søge Erstatning for den dels Handel ved Blokaden tilføjede Skade. Imidlertid gav den preussiske Gesandt i London Lord Palmerston de fredeligste Forsikkringer og havde idelige Conferenlser med ham i den Anledning, som ikke førte til Noget, end ikke til en officiel Discussion af Præliminærerne. Det er værd at bemærke, at Ridder Bu ns en s Nole, hvori han definitivt antager Englands venskabelige Mægling, er af samme Dalum som Wrangels Udskrivningsordre (18 Mai¹)). Men den russiske Nole var som sagt samme Dag bleven Berlinerhoffel bekjendt og blev ledsaget med de derværende russiske og britiske Gesandters, navnlig den Sidstes, meesl energiske Prolcsler. Den 23 Mai fik Gen. Wrangel Ordre til at romme Jylland uden at inddrive den udskrevne Pengecontribution, og Underhandlingerne om en Vaabenstilstand begyndte saaledes for Alvor i London, uden at Danmark havde erlagt de 4 Millioner Rbdr. i Indskrivningspenge (sic). I Berlin har man flere Gange protesteret imod, at disse to Facta stode i nogen Forbindelse. Vi lade det staae ved sit Værd.

Paa den danske Gesandt i London Grev Reventlows, ifølge Instruclioner af 22 April (cfr. ovenfor, trykkes³)) gjorle Appel af 1 Mai (trykkes) til Englands Bistand havde Lord Palmerstonsamme Dag (ir.³)) givet et undvigende Svar, og endnu bestandig udtalt sit Haab om ad Negotialionernes Vei at komme til det forønskede Resultat. Samme Gesandts, overeensstemmende med hans Inslruclioner af 26 April (tr.) til det britiske Kabinet

---

1) Brevskaber Nr. 20, S. 46

2) Brevskaber Nr. 16, S. 34,

3) Disse to Stykker ere dog ikke trykte i Brevskaberne.

stilede Forlangende (tr. *)) om at England skulde sende en Eskadre til vore Farvande for ved en saadan Demonstration i det mindsle at give sine Underhandlinger større Vægt, havde erholdt et lignende Resultat.

Fra Rusland erholdt vi gjennem Overhofmarskal Le vet zau, som i Slutningen af April blev sendt til S. Peleisborg, saavelsom ogsaa gjennem den kongl. Chargé-d'affaires ved dette Hof Efterretninger om, at denne Magts Holdning med Hensyn til vore Anliggender aldeles beroede paa de Skridt, Storbritannien maatte ville gjøre (jfr. Uddrag af Rapport fra S. Petersborg af 5 Mai, tr. 3)). Det var desuden notorisk, at Rusland fornemlig paa Grund af det polske Spørgsmaals daværende Stilling ikke for nogen Priis vilde kaste sig ind i en Krig med Tydskland. Selv en Mægling vilde det keiserlige Hof kun paalage sig i Forening med Storbritannien, som paany havde tilbudt os sin Mægling for først at tilvejebringe en Vaabenstilstand, hvilken det med Rette betragtede som en nødvendig P>elingelse for fremtidige

Da saaledes al Udsigt til virksom Bistand og lil de garanterendeMagters Opfyldelse af deres traktatmæssige Forpligtelser var os betagen, vilde den danske Regering have paataget sig for stort et Ansvar ligeoverfor Nationen ved i Mangel af et bedre ligefrem at afslaae dette Tilbud. Folket var i Følelse af sin gode Ret krigersk slemt og skyede saaledes ingen Afsavn hverken af sine Midler eller af sit Blod i Fædrelandets Tjeneste. Men Regeringen var netop derfor überettiget til at give efter for dets Enlhusiasme, der dog i Lajngden ikke vilde kunnet holde ud imod Tydsklands 45 Millioner Mennesker. Den kunde ikke opoffre den Bistand, der tilbødes, om denne end kun var betinget, og endnu mindre Udsigten til dennes Udstrækning under heldige Conjuncturer for en diplomatisk Form. Og den kunde derfor ikke ligefrem afslaae en garanterende Magts Mediation,

---

1) Heller ikke disse Stykker findes i Brevskaberne

2) Ikke trykt i Brevskaberne.

allermindst hvor Talen foreløbig kun var om Tilvejebringelsen
af en Vaabenstilstand.

Dog blev Englands Medialion endnu ei definitivt antaget. Lord Palmerston var netop i den første Halvdeel af Mai i Underhandlinger med Preussen og det tydske Forbund om Mæglingens Antagelse. Han modte dengang de samme Vanskeligheder, som siden ere gaaede over i del danske Kabinets diplomatiske Erfaring, der laa i Preussens mandalariske Forhold til Forbundet, samt i deltes brogede Tilstand og vexlende Skikkelse.

Allerede d. 5 Mai var Preussen af Forbundet blevel bemyndiget
lil at indlede Fredspræliminarier med Danmark paa
følgende Basis:

«Die Grundlage der Vereinbarung wird die Anerkennung Schleswigs und Holsteins als eines unzertrennlichen Staatskb'rpers sein mussen, welcher nur durch Personalunion mit Danemark so lange verbunden bleibt, als der Mannsstamm des Oldenburgischen Hauses an letzterem Reiche hinreicht. Der Konig von Danemark wiirde seine Einwilligung zu der eventuellen Aufname Schleswigs in den deutschen Bund zuzusichern haben. Doch wiirde als Mittel zur Ausgleichung und Verslåndigung die Modalitå't offen zu lassen sein, dass die an Jiilland griinzendcn und der Nationalilat nach vorherrschend diinischen Dislricle von Schleswig, wcnn in ihnen der freie Volkswille sich fiir eine Vereinigung mit Danemark aussprechen sollte, von der Yerbindung mil Schleswig und folglich auch von der Aufnahme in den Bund ausszunehmen wåren«.

En saadan Fuldmagt var i sig selv kun lidet skikket til at gjøre Preussen en alvorlig meent Antagelse af Storbritanniens Medialionsforslag mulig. Men en Hovedhindring for Underhandlingernes Begyndelse var Tyd sk land s Indvendinger mod Ruslands Sammægling, og Danmarks conseqvenle Fordring

Endnu d. 13 Mai, efterat Lord Palmerston i Underhuset
gjentagne Gange havde forsikkrel, al Englands Mægling af begge
Parter var modtagen, gjorde Danmark gjennem sin Gesandt i

London, (hvis Note vedlægges ligesaavelsom Palmerstons Svar af 15 s. M., Ir. ir.¹)) Ruslands Deltagelse i Underhandlingerne til en Betingelse. Det var først efterat Tydskland definitivt havde afslaaet det keiserlige Hof som Sammægler og kun under denne Betingelse havde antaget Storbritanniens Mediation, at Danmark gav efter og paa sin Side, ligesom Tydskland paa sin, udelukkende lagde Mæglingsarbeidet i det britiske KabinetsHaand, hvilket Danmark saa meget mere kunde gjore, som det havde Tilsagn om Ruslands saavelsom Sverrigs moralske Bistand og betingelsesviis tillige om den sidste Magts materielle Understøttelse.

Ikkedestomindre paalagdes det Danmarks Repræsentant ved Hoffet i St. James at handle med behørigt Forbehold og indtil videre Ikke uden nærmere Instructioner at give sit Samlykke til de Forslag, der maalte blive ham gjorte. Grov Reventlow indskra^nkede sig derfor til med L. Palmerston foreløbig at disculere Sagen.

Efter gjennem den herværende britiske Gesandt at være ble ven bekjendt med L. Palme ir s tons i en Depesche af 9 Mai (tr. 2)) udtalte Ønske om at erfare den danske Regerings Anskuelser om Maaden, hvorpaa Stridsspørgsmaalet mellem Danmark og Tydskland kunde udjævnes, indgav Udenrigsministeren d. 15 Mai i en Kote til S. Henry Wynn, hvori de Betingelser³) indeholdtes, hvorunder den danske Regering vil indgaae en Vaabenstilstand nemlig:

1) al Hertugdommerne rommes af de danske saavelsom af dc
fjendllige Tropper, Jjiland desuden af de sidste, at Insurgentlropper
og Friskarer afvaebnes og hjemforloves;

2) al Blokadc og Fjendlligheder lilsees slrax ophore og ethvert
efter Yaabenslilslandens Afslultelse opbragt Skib uden
Ophold gives lilbage;

---

1) Ikke tiykt i Brevskaberne.

2) Ikke trykt i Brevskaberne.

3) Brevskaberne Nr. 18, S. 44.

3) at de sa?dvanlige Handelsforbindelser alter gaae deres Gang;

4) at Slesvigs Bestyrelse efter Vaabenslilslanden er Kongens Autoritet undergiven, hvorimod Forbundet, hvis der urgeres derpaa, i samme Tidsrum kan organisere Holstens Civilforvaltning;

5) at der oprettes Gensdarmeri i begge Hertugdømmer, men ingen anden væbnet Styrke til Freds og Ordens Vedligeholdelse; at delte Gensdarmeri i Holsten staaer under Forbundets, i Slesvig under Kongens Befaling;

6) at de for Vaabenstilstanden opbragte Skibe restilueres, naar
man er kommen overeens om Grundlaget for en endelig
Fred;

7) at man vil indgaae en saadan Vaabenslilstand under Englands
Auspicier alene, fordi der nu ikke bliver Tid til
al raadspørge Rusland; men at sidstnævnte Magts Deltagelse
i Forhandlingerne efter Vaabenstilstandens Afslutning udirjkkelig

Dette Forslag krydsede underveis L. Palmerstons Vaaben-

slilslandsproject, som er dateret 18 Mai og fulgte med en Rapport
(tr,1)) fra Grev Revenllow af 19 s. M. Hans Forslag gaaer
ud paa :

1) Fjendtlighedernes Afbrydelse tillands og tilvands;

2) Begge Hertugdommernes snarest mulige Rømning af begge
Magters Tropper;

3) Hjemforlovelse af de slesvigske og holstenske Tropper af
alle Slags, der (jene ved Forbundstropperne;

4) Indrettelse af en provisorisk Regering i hvert for sig af de
to Hertugdømmer. Den for Slesvig udnævnes af Kongen af
Danmark, den for Holsten af Forbundet;

5) provisorisk Organisation af et begrændset og for begge Hertugdømmer lige stort Gendarmericorps til Poliliopsyn under Vaabenslilstanden, hvoraf det for Slesvig indsættes af K. af Danmark, det for Holsten af Forbundet;

---

1) Brevskaber, Nr. 190, S. 45.

6) gjensidig Frigivelsc af alle Fanger og alle Skibe, og Tilbagegivelse
eller Erslatning for alle Penge- eller andet
Slags Contributioner.

Sorn man seer stemte dette Forslag i alt Væsenligt med vort. Meningen var, at det nu skulde forelægges den preussiske Befuldmægtigede ved Hoffet i SI. James, hvorpaa det, under Forudsætning af Tilnærmelse fra preussisk Side, skulde diskuteres i en Sammenkomst mellem ham og den danske Gesandt i L. Palmerstons Overværelse og under hans Ledelse.

I Virkeligheden bleve, som man af Actenstiicke zur
schlesw.-holst. Frage erfarer, i Førstningen kun følgende
fire Punkter af L. Palmerston den preussiske Gesandt forelagte:
1) Fjendtlighederne tillands og tilvands ophore;

2) Alle Krigsfanger og opbragte eller beslaglagle Skibc frigives

3) de danske Tropper rømme Slesvig;

4) de tyske Tropper rømme Jylland og Hertugdømmerne.

Enten skete detle fordi den danske Gesandl kun havde antaget Art. 6 sub spe rati, eller fordi Lorden var tilstraekkelig bekjendt med den preussiske Regerings \nskuelser til forelobig kun at ville holde Cnderhandlingen saa almindelig som muligt.

Den preussiske Gesandt i London indsendte samme Dag (ir. *)) sine Modbemærkninger og modtog nu paa sin Regeringsog det tyske Forbunds Vegne Storbritanniens Mægling under Forudsætning af, at L. Palmerston i det slesvigske Spørgsmaal vilde følge samme Fremgangsmaade som i Sveitzerspørgsmaaletni. ved Siden af en Vaabenstilstand tillige at negociereen Fredsbasis. Han var ei tilsinds at gaae ind paa nogen Vaabenslilstand, med mindre de to Parter førsl kom overeensom hiin. Og Fredsgrundlaget skulde igjen hovedsagelig gaae ud paa Slesvigs Indlemmelse i det tydske Forbund med

---

1) Brevskaber Nr. 20 S. 46.

Undtagelse af saadanne nordlige Distrikter af dette Hertugdømme, hvor Befolkningen paa Grund af sin danske Nationalitet efter en derom skeel Forespørgsel maalte erklære sig for Forbindelsen med Kongeriget. løvrigt fordrede han den saakaldte provisoriskeRegerings Vedbliven, saavel som dennes Ret til at sende en eller flere Befuldmægtigede til at overvære Conferencerne i London om den endelige Fred.

Den preussiske Gesandls Fordring om samtidig med en Vaabenstilstand tillige foreløbig at komme overeens om en Fredsbasis var oprindelig Palmerstons eget og vandt derfor dennes Bifald, hvorimod Lorden i Note af 19 Mai (vedlagt¹)) i Delaillen gjorde adskillige Indvendinger. Ridder Bunsen havde saaledes kun ind\illiget i Slesvigs Rømning af tydske Tropper, L. Palmer s lon slod fast paa begge Hertugdømmers Evacuation, hvorimod han bifaldt den preussiske Fordring paa de svensknorske Troppers Hjemforlovelse. L. Palmerston indvendte fremdeles imod Maaden, hvorpaa Slesvigs Deling blev foreslaaet, hvorimod han lovede, at lade denne L'dvei til fredelig Overeenskomst den danske Regering anbefale, hvilket skete i Depesche af 19 Mai til S. Henry Wynn (vedlægges).

Kongens Gesandt i London kunde, ifølge sine Inslruotioner ikke gaae ind paa disse Forslag, og med Hensyn til den foreslaaede - Deling af Slesvig bleve nye Instructioner (vedlægges) ham under 27 og 28 Mai tilstillede, hvori han kun blev bemyndiget til at disculere Forslaget. I samme Anledning blev Kmhr. Reedtz sendt til London, hvorhen Baron Pechlin alt tidligere havde begivet sig fra Frankfurt, for at gaae Grev Reventlow lilhaande, men begge uden at være forsynede med nogen særskilt Fuldmagt.

Den 30 Mai kom disse Underhandlinger for paa Forbundsdagen,
som besluttede:

Dass den Vorschlågen Preussens rucksichtlich eines mit
den Friedens-Præliminarien zu verbindendenWaffenstillstandes nach

---

1) Trykt i Brevskaberne, Nr. 2t, S. 52.

Massgabe der vorgelragenen Documenle die Zustiramung zu erlheilensei. Dabei werde jedoch ausdrucklich der Punct dieser Vorschlage festgehalten, dass eine etwaige Ablrennung einzelner Theile von Schleswig nur unler der Bedingung der freien Zuslimmungder betreffenden Landeseinwohner staltflnden konne. Auch selze man voraus, dass England die Garantie des abzuschliessendenWaffenstillslandes iibernehmen und seinen Einfluss fiir den Abschluss des Friedens auf den bezeichneten Pråliminariennachdriicklich

Sollte dagegen ein Waffenstillstand in Verbindung mit den Pråliminarien nicht erreichbar sein, so miisste gleichzeilig mit der Råuraung Schleswigs von den deulschen Truppen die Insel Alsen von den Diinen geråuml werden und Holstein von deutschen Truppen besetzt bleiben.

Bei jedem Waffenslillstande aber versteht es sich von selbst,
dass die schleswig-holsleinischen Truppen in Schleswig-Holstein
verbleiben.

Dagegen ist von der Garantie eines besondern Rechlszustandes
der elwa von Sehleswig sich absondernden deutschredenden
Schleswigern abzuslehen.«

Der var nu fra vor Side saa meget mindre Grund til overilet at gaae ind paa de preussiske Betingelser, som S ver rig s virksomme Bistand var os vis. En Militær-Convenlion var alt i Begyndelsen af Maimaaned bleven sluttet med denne Magt. Saavel de svenske Stænder som det norske Slorthing havde bevilget de fornødne Summer lil den svensk-norske Armees og Flaades Udrustning. Trods Preussernes Rømning af Jylland stod den svensk-norske Regering trolig ved sit Ord, og Troppeforsendelser til Danmark forberededes paa det Ivrigste i Begyndelsen af Juni Maaned, den ved det svenske Hof accrediterede preussiske Gesandts gjentagne Protester uagtet.

Ogsaa i Frankrig begyndte Sympalhier for vor Sag nu
at ytlre sig; Lamartine havde udlalt sig gunstigere end hidlil;
og den kongelige Gesandl i Paris flk derfor Ordre lil offlcielt

at anerkjende Republiken, og samtidigt at appellere til Republikens
moralske Bistand imod Tydsklands Overgreb.

II. Underhandlinger i Malmøe og London.

Den svensk-norske Regering havde ved sin Optræden til vor Fordeel erhvervet sig Ret lil at deltage i Tilvejebringelsen af en Fred eller en Vaabenslilsland mellem Danmark og Tydskland. Inden den gjorde vor Sag til sin og for Danmarks Skyld kastede sig ind i en Krig, hvis Udfald altid maalte være tvivlsomt, havde den et billigt Krav paa i Forening med os at gaae Fredens Vei. Dog forvissede den danske Regering sig forinden om Storbritanniens Samtykke lil at de forenede Kongeriger med den delle den venskabelige Interventions Hverv.

Det var gjennem et venskabeligt Hof kommet til den danske Regerings Kundskab, at Preussen havde redigeret et nyt Modforslag*) mod det danske Vaabenstilstandsudkast af 15 Mai. Dette Forslag lod vel endel fordelagtigere for Danmark end man af Chevalier Bunsens Bemærkninger af 18 Mai (see ovenf. S. 487) lil det af L. Palmerston billigede Udkast skulde have ventet, men var dog endnu uantageligt, og L. Palmers tons Holdning berettigede os ikke til det Haab, at Preussen fra den Side vilde blive formaaet til al slaae saa meget af i sine Betingelser, som vi paa vor Side maatte fordre, med mindre vi i vore Fordringer bleve understøllede af en anden venskabelig Magt. Den danske Regering greb den Lejlighed lil UnderhandlingernesFremme, som de nordiske Regeringers og Folks broderligeTilnærmelse frembod, og benyttede sig af begge de skandinaviske Kongers første Sammenkomst i Malmø den 7—107^—10 Juni til at forelægge den svensk-norske Regering el nyt Udkast

---

1) JJrevskaber Nr. 22, S. 54.

lil en Vaabenstilstand, som samtidigt blev del britiske og det russiske Kabinet tilstillet, og hvortil begges Understøttelse paakaldtes, i hvilken Anledning General Oxholm blev sendt lil S. Petersborg.

Detle Udkast, som indeholdes i en Verbalnote af 10 Juni1),
der til en Helhed sammenfatter Malmøerconferentserne, stillede
følgende, med de tidligere i Hovedsagen stemmende Betingelser:

1) Fjendtlighederne tillands og tilvands ophøre umiddelbart efter
Afslutningen;

2) Alle Fanger frigives;

3) Ligeledes de opbragte Skibe, saasnart man fra dansk Side
har erholdt Tilsagn om Godtgjørelse for alle af de lydske
Tropper hævede Conlributi<jner. Al Blokade ophører;

4) Slesvig rømmes af begge de krigførende Magters Tropper.
Insurgenter og Friskarer afva;bnes;

5) Det tjdske Forbund udnævner i Kongen af Danmarks Navn en midlertidig Civiladministralion for Hertugdømmet Holsten Kongen af Danmark udnævner en for Slesvig iblandt Mænd, som der nyde almindelig Agtelse og Tillid. De der have taget Deel i de sidste politiske Begivenheder udelukkes;

6) Preussens Tilbud om i eget og Forbundets Kavn at rømme
Holsten modtages. Lauenborg rømmes ligeledes af tjdske
Tropper.

7) Fredsunderhandlinger aabnes umiddelbart efter Vaabenstilstandens Afslutning. Ere Fredspræliminærierne ikke inden een Maaned komne istand, have Forbundets Tropper Ret til at indtage deres før Vaabenslilstandens Afslutning havte Stillinger i Holsten, hvorimod Slesvig endnu i nogen Tid forbliver übesat;

8) De mæglende og venskabelige Magier garantere Opfyldelsen
af samtlige Betingelser.

Forslaget vandt det svensk-norske Kabinets Bifald, og Ba

---

1) Brevskaber Nr. 23, S. 56.

ron Stjerneld gav i sit Svar (af 11 Mai *)) paa Udenrigsministerens Verbalnote Tilsagn om at understøtte det, idet han forresten gjorde de Skridt, Sverrig og Norge maalle foretage, afhængige af de garanterende Magters Holdning.

Men imidlertid var Ruslands Stemning for os pludselig bleven forandret. For mindre end en Maaned siden havde den russiske Gesandt i London, Baron Brunnow, ifølge sit Hofs Instruclioner, daglig opmuntret den kongelige Gesandt sammestedstil ikke at give efter, ja næsten holdt fastere paa vor Ret, end vi selv. Nu derimod blev der med Eet klaget over vort Stivsind; Krigens Rædsler bleve afmalede med de stærkeste Farver, og Raad om at afslutte snarest muligt helst en Fred, men ialfald en Vaabenstilstand, J»leve os meddelte i de stærkeste diplomatiske Udtryk. Der blev klaget over, at Grev Re ve nllow i London manglede de behørige Inslruclioner, endskjøndt det var vitterligt, og navnlig Bar. Brunnow velbekjendt, at vor Gesandt i London havde den fuldstændigsle Kundskab om de Betingelser, hvorpaa den danske Regering kunde eller vilde gaae ind. Navnlig yttrede Rusland sin Misfornøjelse med de danske Troppers Angreb i del Sundevedske af 28 Mai og lagde ikke Skjul paa sin ringe Tilfredshed med de svensk-norske Troppers Afgang til Fyen. Den kejserlige Regering ønskede overalt Fred. Allerede førend hiinl Angreb kunde være bekjendt i S. Petersborg, modlog Udenrigsministeren, nelop under sit Ophold i Malmø, en og samme Dag (ni. 8' Ju^!) tvende Skrivelserfra den herværende russiske Gesandl, den ene med Bilag af et Depescheuddrag fra Grev Nesselrode (af 2 j^*'), altsaa afgaaet fra S. Petersborg førend Affæren i Sundeved kunde være kommen til det keiserlige Hofs Kundskab], hvori Freden indtrængende anbefales. I den ene forudsætter Baron Ungern-Sternberg det endog som en Mulighed, al Freden mellem Danmark og

---

1) Feilskrift for 11 Juni. Baron Stjerneids Svar, dat. Malmø 11 Juni 1848 findes i Brevskaberne Nr. 17, S. 41; men det staaer der paa urette Sted langt foran Grev Knuths Note verbale , dat. Malmø 10 Juni, imellem Aktstykker fra April og Mai.

Preussen bliver sluttet i London uden Danmarks Medvirkning.

Det følger af sig selv, at Storbritannien som mæglende Magt forte det samme Sprog. L. Palmerston veg ikke fra sin oprindelige Tanke, samtidig med en Vaabenstilstand tillige forelobig at fastsætte den endelige Freds Hovedmomenter, og han gjentog skriftlig og mundtlig sine (see ovenf.) fire Alternativer for Grev Reventlow og Kammerherre lleedlz, der Tomme for Tomme discuterede Forslagel med ham, men conseqvent erklærede ham deres Incompetents til at afgjøre Noget med Hensyn til den endelige Fred (see vedlagte Rapport fra Grev Revenllow og Khrre Reedtz af 9 Juni).

L. Palmerston stillede sig vel i Førstningen tilfreds, men snart lagde han ikke længere Skjul paa sin Utaalmodighed, betydede Kongens Gesandt i London, al han nu selv vilde redigere et endeligt Udkast til en Vaabenslllstand, hvori tillige Fredsgrundlaget foreløbig var bestemt; at del naturligviis stod begge Parler frit for, at antage eller forkaste; det; men gjenlog en Yltring , han baade før og senere har brugt, at det paa deres Svar beroede, hvorvidt han overhovedet vilde give sig af med Mæglingsarbeidet. — Han lod sig ingenlunde overbevise ved tvende Memoirer, som imidlertid bleve ham tilstillede, hvoraf den ene omstændelig gjennemgik Grundene mod Shisvigs Deling, den anden godtgjorde Arvefølgens Identitet for delle Hertugdømme og for Kongeriget, men iodgav selv under 23 Juni sit nye Vaabenslilstandsudkast^J), hvori han f oreslaaer følgende Betingelser:

1) Fjendlligheder mellem de danske og tydske Tropper tillands
og liilvands ophere saa snart efter denne Slilstands Afslutning,
sora de nedvendige Ordrer dertil kan blive givet.

2) Alle Fanger, civile saavel som Krigsfanger, frigives paa
begge Sider, og Ingen skal sagseges eller paa anden Maade

---

1) Trykt i Brevskaberne Nr. 24, S. 59.

forlraediges for den Deel, han maalle have havt i de
senesle poliliske Begivenheder i Hertugdemmerne.

3) Opbringelsen af tydske Skibe og Conlribulionerne saavelsom Reqvisilionerne i Jylland gaae op imod hinanden. Viser del sig ved derorn anslillet Sammenligning, al den ene Fart har lidt Tab, godlgjores deile af den anden Part.

4) Llmiddelbart efter Stilstandens Afslutning remme begge Parters Tropper hele Herlugdemmel Slesvig, ocn Als iberegnet, og de danske Tropper traekke sig lilbage Nordpaa, de tydske Sydpaa. Slesvigske Friskarer afvaebnes, og de regelmaessige Tropper, som enten maatle tjene med den danske eller den lydske Armee, felge enten de Tropper, hvormed de have Ijent, udaf Ilerlugdemmet, eller lijernforloves.

5) En inlerimistisk Commission for begge Hertugdemmerne, uden lovgivende Myndighed, indseetles i Kongeherlugens Navn. Den skal bestaae af 7 Medlemmer, hvoraf de 3 udnaevnes af Kongeherlugen, 3 afForbundet, og den syvende, der fungerer som President, paa en Maade, som n^nnere vil blive at bestemme. Ingen af disse maa have dellaget i de senesle poliliske Begivenheder i Herlugdemmerne.

6) llerlugdommel Slesvigs fremlidige Stilling ordnes paa en af
de felgende IMaader, som overlades til Kongeherlugens
Valg:

Enteu bliver Herlugdommet deelt i to Dele efter Nationaliteten, saaledes at den sydlige lydske Deel kaldes det sydlige Hertugdemme og den nordlige danske Deel det nordlige Hertugdemme. Kongen vilde da blive Medlem af del tydske Forbund i Egenskab af Hertug¹ af Sydslesvig, ligesaavelsom i sin Egenskab af Herlug af Holsteen. Sydslesvig vilde saaledes, lig Holslen, blive en Deel af det lydske Forbunds Territorium og folge den for Holsten gjaeldende Arvelov, medens paa den anden Side Nordslesvig ved sin Arvelov vilde blive knyllet til den danske Krone, og Suveraeniteten over detle Herlugdomme uadskillelig vaere forenet dermed;

Eller Hertugdommet Slesvig forbliver helt og udelt ligesom det nu er, i administrate Forbindelse mcd Holsten og med faelleds Slaenderforsamling for begge. I dette Til - faelde vilde Kongen af Danmark forblive, ligesom nu, Medlem af del tydske Forbund som Hertug af Holsten, men derimod ikke i Egenskab af Hertug af Slesvig, og ingen Forandring vilde i dette Tilfaelde foregaae i Arveloven for dette Herlugdemme.

Imidlertid havde Tingene baade i Frankfurt og Berlin taget en ny Vending, som gjorde Preussen mere fredelig sindet. Den lydske Eenhed i Frankfurt begyndte at lage en for Preussens Hegemoni Iruende Vending, og Ministeriet Arnim var i Slutningen af Junimaaned bleven afløst af et nyt fredeligere Ministerium. Disse Omstændigheder vare af følgende Betydning for os.

Den preussiske Regering sendte, efter gjennem det svensk-norske Kabinet at være bleven bekjendt med vort sidste Vaabenslilstandsudkast (af 10. Juni, see ovenf.), Grev Pourlales til Kongen af Sverrig og Norge_T for dels som Svar paa dennes Forestillinger i Berlin at give Forklaringer over Preussens Forhold til Danmark, dels for gjennem den svensknorske Regering at komme til Forstaaelse med os og gjøre Indledninger til en Vaabenslilstand. Han ankom til Malmø den 26. Juni og medbragte et Forslag, som hvor meget det end lod tilbage at ønske, dog bar umiskjendeligt Præg af Preussens forsonlige Stemning.

Dette Udkast gik i det Væsentlige ud paa en Vaabenslilstand paa tre Maaneder med een Maaneds Opsigelse. Blev den ops-agt, skulde enhver af Hærene indlage de Stillinger, som de ved Vaabenslilslandens Afslutning havde inde. Fandt ingen Opsigelse Sted, skulde begge Dele eo ipso ansee den forlænget, løvrigt skulde Vaabenslilslanden i" ingen Henseende foregribe den endelige Fred. Dens øvrige Betingelser vare i Hovedsagen følgende:

1) Fjendllighedernes oieblikkelige Ophor tillands og lilvands;
2) alle Krigs- og politiske Fangers Frigivelse;

3) alle opbragle eller beslaglagte Skibes Tilbagelevering, tilligemed deres Ladniuger. Den gjcnsidige Skadeserslalning henvisles lil fremtidige Underhandlinger om den endeligc Fred;

4) Begge Herlugdommers og tilhorende Oers fuldstaendige Romning
fra begge Sider.

5) den saakaldle «provisoriske Regeringsn snaresl mulige (14
Dages Terrain fastsalles) Aflesning en ten af 6 Maend, soin
Kongen af Danniaik derlil udnaevner niellem 12 af Slesvigs
og Holstens i den Anledning forsatnlede Provindsialslaender
udvalgle Candidater, eller af 6 iblandl begge
Hertugdommers Kotabler udvalgle Maend. hvoraf Kongen af
Danmark udnaevner 3, og del Ijdske Forbund 3.
Disse sex Maend vilde da have at vselge en syvende
til Praesident ligeledes blandl Hertugdemmernes Indvaanere.
Kunde de ikkc enes om nans Yalg, overlades dctte Slorbritannien
som maeglende Magt.

6) Under Vaabenstilslanden forblise nedenfor betegnede Tropper
i Hortugdotnmurne og staae til den i Overeensstemmelse
nied naeslforegaaende Artikel iudsalte Ovrigheds Raadighed :
I Flolstcen dette Hertugdammes Forbundsconlingent,
storl 3600 Md.;
i Slesvig enlen del Anlal slesvigske Tropper, sorn ved
Fjendllighedernes Cdbrud befandl sig der, eller Cadres deraf,
oin hvis Dannclse man gjor naermere Aflale.
Alle Friskarer forlade Hertugdemmerne paa del Mandskab
naer, som der er indfodt. Delle hjemforloves.

7j Kongen af Danmark, del tydske Forbund og Slorbrilannien udnxMic hver isaer en Commissaer lil al varetage Vaabenslilstandsbetingelserne saavelsom Lovenes samvitlighedsfulde og upartiske Overholdelse.

S) Englands Garanli for Vaabenslilstanden paakaldes af begge
Parter.

Som man af vedlagte Sammenstilling vil see, kom delte Forslag vort eget af 10. Juni i flere Punkter imøde. Naar L. Palrnerstons Artikel om en foreløbig Fredsbasis undtages, stemmede det i det Væsentlige med hans Forslag, ligesom det ogsaa var samtidigt dermed¹). Saavel denne Omstændighed som flere tilstødende Facta gjøre det sandsynligt, at Kabinettet i S. James havde formaaet den preussiske Itegering til i det mindste at gaae ind paa disse Betingelser, paa samme Tid som det indtrængende anbefalede os lignende. Sverrig og Norge talte, ligesom Rusland, energisk Fredens Sprog til begge Parter. —

Vor diplomatiske Stilling var i Slutningen af Juni Maaned altsaa denne. Paa den ene Side havde vi saa liden Udsigt til virksom og væbnet Bistand fra de garanterende 02, venskabelige Magters Side, at den danske Regering tværtimod fra dem modtog gjenlagne Fredsraad, og kun Fredsraad, og det i de meest imponerende og indtrængende Udtryk. Paa den anden Side havde vor Modparts Stemning fra aabenbar Vold forandret sig til Forsonlighed; i det mindste havde de af den stillede Betingelser aldrig været saa antagelige. Hertil kom den physiske Umulighed i Længden alene at fore Krigen med en Nation paa 45 Millioner Mennesker.

Kongens Regering vilde derfor, ved paa sin Side at støde den Haand fra sig, der raktes den til fred og Forsoning, have paataget sig et Ansvar ligeoverfoir sin Samtid, og hvad der i Politik er meget vigtigere, mod sin Eftertid, som ingen samvittighedsfuld Regering kan bære. Den vilde have gjort et uforsvarligt Brug af Folkels Tillid og Begejstring ved uden den modneste Overvejelse at styrte Danmark ind i alle de farefulde Muligheder, som en forlænget Krig mod Overmagten, uden Udsigt til Alliance, maatte bringe i sit Skjød, og paa hvis Prøvelser Jyllands Besættelse af Fjenden alt havde været os en Mundsmag.

---

1) De tre Forslag: det danske af 10. Juni, det engelske af 23. Juni og det preussiske af 24. Juni ere sammenstillede i Brevskaberne i\r. 25, S. 64.

Grev Pourtales's Inslruclioner lillode ham ikke umiddelbart al underhandle med den danske Regering. Discussionen af hans Forslag foregik derfor igjennem del svensk-norske Kabinet, men i Overværelse af Udenrigsministeren, som i denne Anledning havde begivet sig over til Malmø.

Imidlertid indtraf en Omstændighed, som nær havde afbrudt Underhandlingerne, idet Gen. W ran gel, der neppe kunde være uvidende om, at saadanne paa den Tid fandt Sted, uden mindste Foranledning angreb den danske Hær, som paa sin Side havde Befaling til at holde sig aldeles passiv, i dens l'ositioner. Med nogle Modificationer kom alligevel Convenlionen istand d. 2. Juli *), under Forbehold af begge vedkommende Regeringers Ratification. Denne paafulgte fra dansk Side strax. Kongen af S ver rig og JNorge sendte sin Kabinetssekretær liaron Manderstrom til Berlin for tillige at udvirke den fra preussisk Side, hvilket og skeete, skjøndt med Forbehold af el Par aldeles uvæsentlige Tilsætninger, hvori den danske Regering uden videre indvilligede.

Saaledes var da den første Malmøcrconvenlion folkeretlig afsluttet. Der stod nu ikke andet lilbage, end den Formalitet, at den skulde underskrives af begge de commanderende Generaler, hvortil Grev Po ur tal es overbragte Gen. Wrangel, Khrre Reedtz General Hedernann de fornødne Fuldmagter. Den danske Regering modtog fra alle Kanter Lykønskninger med det opnaaede Resultat, og navnlig skjulle L. Palmerslon ikke sin Tilfredshed dermed for den danske Gesandt i London.

Men den afsluttede Vaabenstilstand vandt ikke Gen. W rang els Bifald. Ved Sammenkomsten i Wiuff i Nærheden af Kolding d. 15. Juli lilkjendegav Grev Po urt al es Khrre Reedtz, at Gen. Wrangel nægtede at underskrive. Saavel han som de ovrige preussiske Befuldmægtigede fremkom Dagen efter med nye Fordringer, der aabenbart stred mod Convenlionens Aand

---

1) Trykt i brevskaberne Nr. 2G, S. 70.

og dens vigtigste Bestemmelser. De foreslaaede Modiflcationer
vare i Hovedsagen følgende:

at Kongen af Danmark skulde anerkjende de af den saakaldte «provisoriske Regering« udstedte Anordninger (saaledes fortolkede Gen. Wrangel nemlig Conventionens Art. 7, idet han ved «lois et ordonnances exislanles» ogsaa forstod den prov. Reger. Anordninger) ;

at Forbundshæren, naar og om Fjendtlighederne atter udbryde, skulde indtage de mellem den 27. og 30. Juni ved Gen. Wrangcls paa vore Tropper midt under Forhandlingerne skete Angreb erhvervede Stillinger i det nordlige Slesvig ;

al Preussen tilbød sine bona offlcia hos Forbundet for at indsætte
Lauenborg i den Stilling, hvori det var for Fjendtlighedernes

Endelig skulde Convenlionen selv med disse og andre mindre væsenlige Modificalioner kun sluttes under Forbehold af den imidlertid lilblevne »Reichsverwesers« Ratification, og denne vilde igjen være Frankfurterforsamlingens Autoritet undergiven.

Dette Resultat forekom saavel den svensk-norske Regering som og den herværende britiske Gesandt saa utroligt, at Baron Lagerheim og S- Henry Wynn, for med egne Oine at overbevise sig om et saa nyt diplomatisk Phænomens Mulighed, inden Forhandlingerne definitivt afbrødes, ønskede at begive sig til Stedet for endnu at gjore et sidste Forsøg. Det maalte være den danske Regering om al gjøre, at de venskabelige Magter overbeviste sig om, at den ingen Deel havde i de opstaaede Vanskeligheder. Khrre Reedtz og med ham General Oxholm bleve derfor atter (18. Juli) sendte til det danske Hovedqvarler, ledsagede af de ovennævnte Diplomater. De Dagen derpaa (19. Juli 1)), holdte Conferenlser førte, som vedlagte Pro-

---

1) Jfr. Underhandlingerne i Bellevue 19. Juli 1848, Brevskaber Nr. 28, S. 78.

tocol og Circulærdepesche af 22. Juli1) udvise, ikke til noget
Resultat.

De venskabelige Magter havde ondt ved at finde sig i denne Fremgangsmaade fra preussisk Side, og den danske Regering fandt saa meget mindre Anledning til, ved en krigersk Holdning maaskee at modarbejde de Skridt, som Storbritannien, Rusland og de forenede Kongeriger maatle finde egnede til at fremme Conventionens Opfyldelse fra lydsk Side, som de, navnlig den første Magt «alvorligt anbefalede den danske Regering, imidlertid at vedblive den tidligere udvisle Moderation« (se vedl. Depcsche fra L.Palmerston og Greve Sljcrneld til den britiske og den svensk-norske Regerings Gesandter i Kjøbcnhavn og Berlin).

Paa samme Tid sendte Preussen Gen. Bclow til Wien
for hos «Re ichs v erwescrem at udvirke behørig Tilladelse og
Fuldmagt til at afslutte den engang afsluttede Vaabenslilstand.

De i Actenst. z. schlesw.-holsl. Frage aftrykte Inslruclioner af 27. Juli for Gener. Below²) indeholde en Oplysning, som for den historiske Sandheds Skyld ei bor forbigaacs. Det hedder ni. eflcral Malmoerconvenlionen er bleven skildret som antagelig:

Das Staatsminislerium glauble daher die Annahnie dieser .vcsentlichen Puncle bei des Konigs Majcslat befiirworlen zu kunnen; und nach erhaltener Genehmigung Allerhbchslderselben am 8 Juli übcrbraohle der Graf Pourtales dem Oberbefehlshaber Gen. v. Wrangel die konigliche Vollmaeht zum Absehluss des \Aaffenslills tandes mil dem diinischen Feldherrn.

Die Lage der Dinge balle sich inzwischen auf dem Kriegsschauplatze insofern veråndert, als die danisclien Truppen durch das Vorriieken des Gen. v. Wrangels (dennes Angreb paa vore Tropper d. 28. Juni) veranlasst worden waren, sich iiber die jiilisehe Grenze zuriickzuziehen, und so das ganze Festland

---

1) Brevskaber Nr. 29, S. 80.

2) Aktenst. zur Schlesw. Holst. Frage, Nr. 1, liilag G.

von Schleswig vom Feinde befreit war. Auch zeigten sich Schwierigkeiten wegen der Aufstellung von Cadres aus den sehleswigschen mit den holsteinischen zu eincm organisirtcn Corps verbundenen Truppen, zugleich mit der Nolhwendigkcit, um der innern Ruhe des Landes willen, eine nieht zu geringe Anzahl von Truppen der Regierung der Herzogthiimer zur Yerfiigung zu lassen. Der Oberbefehlshabcr hielt dcmnach eine nochmalige Rilckfragc in Berlin fur nolhwendig, und wurde auf dieselbe unterm 12. d. M. dahin beschieden, diese Punkte durch erneule Unlerhandlungen mit dem diinischen Oberbefehlshaber im Interesse Deutschlands und der Herzoglhumer zu erledigen.

Inzwisehen war der kon. Regierung die erfreuliche Kunde zugekommen, dass S. K. H. der Erzherzog Johan die Functionen cines Reichsverwesers iibernommen und in dieselbe unmiltelbar eingetreten seien; das Mandat, welches Preussen vom Bundestage iibernommen hatte, in dieser Angelegenheit die Saehe Deutschlands zu filhren, ging nunmehr auf den Rcichsverweser zuriick, und die kon. Regierung hielt es demnach flir lhre Pflicht den Oberbefehlshaber zu beauftragen, den WafTenstillstand nur unter Vorbehalt der Genehmigung S. Iv. 11. abzuschliessen.

Man seer heraf, at Gen. W rang el kun har.dlcde efter sin Regerings Befalinger, ligesom det ogsaa baade af de foregaaende (s. ovenf.) og af de efterfølgende Cnderhandlinger fremgaaer, at del mere^ var i IMisfornoielse med den afsluttede Convenlions Indhold, end i denne sidste Formalitet at man har at soge Grunden til Preussens Fremgangsmaade. Da Danmark fornufligviis ikke kunde gjøre den engang med Preussen lovlig og lovformelig afsluttede Traktat afhængig af en ny Autoritet, som hverken havde deltaget i de tidligere Underhandlinger, eller som saadan var den danske Regering bekjendt, bleve Negotialionerne afbrudte, nye Troppeforsendelser til Hertugdømmerne beordrede i Frankfurt, og Blokaden fra dansk Side fornyet.

Det var at forudsee, al dette Udfald kun kunde være vor

Stilling til de venskabelige Magier gavnligt. Del manglede nu ikke paa energiske Protester fra disses Side mod Preussens og Forbundets Fremgangsmaade, saavel i Frankfurt som i Berlin. Navnlig sendie det briliske Kabinet Lord Cowley til Frankfurt for blandt Andet under Ilaanden at andrage paa Gen. W ran gel s Afskedigelse; Ihi England stod ligesom vi i den falske Formening, at denne paa egen Naand havde anulleretVaabenstilslanden. Baron Meyendorff erholdt fra den keiscrlig russiske Regering Befaling til at affordre den sachsiskeog den bayerske Gesandt Forklaring over Meningen med de til Hertugdømmerne befalede Troppeforsendelser, og til ligefremat true Preussen med Fjendtligheder fra russisk Side. Den svensk-norske Regering yltrede sig i lignende Aand. Dog maa man vel erindre, al alle disse Forestillinger for saavidt vare af en blot fredelig Natur, som de tydelig kun bleve gjorle for al forebjgge Krig. Det er en Sandhed, som ikke noksom kan indskærpes, al det hovedsagelig var og er disse Magier om Fredens Tilvejebringelse al gjore, medens dens Indhold og Bestemmelsereonseqvent ere behandlede som mindre væsentlige. Ruslands Anskuelse fremgaaer lydeligt af vedlagle Rapport af 18. Juli fra den kgl. Chargé d'Affaires i S. Petersborg¹).

Men imidlertid vare Forholdene blevne forandrede lil det Bedre i Frankrig. Republiken var bleven anerkjendt af flere europæiske Magter , hvoriblandt ogsaa af Danmark, og den franske Regerings fasle, og værdige Holdning var os Borgen for, at denne Magt nu som før vilde indlage den Stilling i den europæiske Politik, som tilkommer den.

Der aabnedes os saaledes en ny Udsigt, som Regeringen med Iver greb. Vor diplomatiske Stilling gjorde det lil en Pligt, nu ikke længer al udsætle den Appel lil Frankrigs Garantiforpligtelser,som vi alt forlængst vilde have gjort, hvis vi havde kunnet forudsee noget tilfredsstillende Resultat deraf. Men da Frankrig cg Storbritannien i Forening havde givet Garanlien af

---

1) Ikke trykt i Brevskaberne.

1720, var det nødvendigt, samtidigt at foranledige denne sidste Magt til at træde ud af sin medierende Rolle, som vi desuden kun belingelsesviis havde modtaget, og indtage sin ene sande Stilling i Sporgsmaalet som Part i Sagen.

Under 27de Juli^l) afgik derfor Befalinger (begge Depescher til London og Paris vedlægges) i denne Henseende til Kongens Repræsentanter i Paris og London. Kabinetlet i S. James gav det sædvanlige Svar, at casus foederis endnu ikke var indlraadt, og at det indtil videre maalte vedblive sin Rolle som Mediator. Republikens Regering havde med Villie afventet det britiske Kabinets Svar, for, hvis dette, som ogsaa den havde haabet, blev tilfredsstillende, ved en saavel i Tid som i Aand dermed slemmende Erklæring fra sin Side at give det en foroget Slyrke (jfr. vedlagte Note af 7de August fra Ur. Bastide til Kongens Gesandt i Paris 2). Men det britiske Svars utilfredsstillende Indhold uagtet, afgav den franske Udenrigsminister i Depesehe af 10. August til Frankrigs Repræsentant i Kjøbenhavn en Erklæring af heel forskjellig Natur, hvori Republiken paa en ligesaa utvetydig som ædel Maade anerkjender Garantien af 1720, og hvori det meddeles, at den franske Regering, i Henhold dertil har givet Republikens diplomatiske Agenter i Berlin og Frankfurt Ordre til »højtidelig at protestere mod det Overfald, hvorfor «Danmark var Gjenstand« (disse lo Depescher ere optrykte efter Actenstiicke z. schl.-holst. Frage³). Imidlertid rnaa dog dertil bemærkes, at General Cavaignac liere Gange, har betydet Kongens Gesandt i Paris, at «det ikke dermed var sagt,

---

1) Dette Datum maa være feilskrevet, rimeligviis istedetfor d. 17de Juli; thi Grev Moltkes ved denne Befaling foranledigede Henvendelse til den franske Republiks Udenrigsminister J. Bastide var dateret d. 24. Juli, som det sees af dennes Svar af 7de August. De i Texten omtalte Depescher til de danske Ministre i London og Paris ere ikke trykte i Brevskaberne.

2) Brevskaber Nr. 30, S. 85.

3) Brevskaber Nr. 31, S. 86. Jfr. Aktenstucke zur Schlesw. -Holst. Frage Nr. 14 a og Bilag.

«at Rcpubliken for Sies vigs Skyld vilde begynde en
«Krig med Tydskland.«

Den samme Gen. Below, som var bleven sendt til Wien for at udvirke Preussen keiserlig-rigsforstanderlig Tilladelse og Fuldmagt til at give sin Ratiflcation til Vaabenslilstandsconventionen — ikke .som den i Malmø var bleven sluttet med Grev Pourtales, men — med de af Gen. W rangel i Bel lev ue fordrede Modiflcationer, var i Begyndelsen af August IMaaned vendt tilbage med Rigsfuldmagten (optr. efter Actenst. z. Schl.holst. F. *), som bemyndigede Preussen til, «i den provisoriske Centralmagts Navn« al afslutte en Vaabenslilstand med Danmark overeensstemmende med Gen. Wrangels Bellevueudkast, men dog endnu med følgende Modiflcationer:

1) De contrahercnde Parter enes i Forveien om Valget af de Maend, hvoraf den midlertidige Administration i Hertugdommcrne saramensaelles, saaledes, at dennes Bestaaen og velgjorende Virksomhcd derved maa ansees sikkret;

2) ved de i Malmoerconventioncns Art. 7 omlalte «beslaaende «Love og Anordninger» forstaaes udlrykkelig alle for llertugdommerne Slesvig og Holslen indlil Vaabenslilstandens Afslutning udkornne Love og Anordninger.

Gen. Below blev nu sendl fra Berlin -), for igjennem den
svensk-norske Regering paany at aabne L'nderhandlingernc med
Danmark. Samtidig med bans Ankomst til Malmo d. 14. August
blev denne sat i Kundskab om Hovedindholdet af de Modificationer
i Conventionen af 2. Juli, som han var instrueret til at
foreslaae3). Disse vare, overeensslemniende med Preussens
Mandat og mod Bellevueudkastets Aand, felgende:
at de Maend, bvoraf den midlertidige Administration af Hertug-

---

1) Tiykt i Brevskaber Nr. 32, S. 88. Jfr. Aktenst. zur Schlesw. Holst. Frage Nr. 13.

2) Preussens Fuldmagt for General Below , dat. Sans-Souci d. 11. Aug. 1848, trjkt i Brevskaberne Nr. 33, S. 89.

3) General Belows første Forslag, trykt i Brevskaberne Nr. 34, S. 90.

dommcrne sammensEettes, far Vaabenstilstandcns Aislulning
udnsevnes;

at dc af den «prov. Regcring» givne Love og Anordninger
kjendes gyldige;

at Slesvig under Vaabenstilstanden holdes besal af 3000 Mand, uvist om slesvigske cller Forbundsi.ropper, men i ethvert Fald Tropper, som ikke have vaeret Kongerij af Danmark Iroe; og endelig

at disse Tropper staae under en Forbundsgenerals Befaling i
rnilitaer llenseende, men i Henseende til Ordens Opretholdelse
under den midlertidige Administration.

løvrigt skulde Yaabcnslilstandsconvenlionen, naar og om
den kom istand, ikke sendes til Generalernes Underskrift.

Da disse Betingelser forekom den svensk-norske Regering uantagelige, og denne havde forestillet Gen. Below Umuligheden af, at vi vilde gaae ind derpaa, slog denne slrax betydeligt af og redigerede i Forening med Baron Stjerneld et nyt Udkast, som den 18. August officielt blev os tilstillet ]), ledsaget af det svensk-norske Kabinets indstændige Anbefaling (see Dep. fra Stjerneld af 19. Aug. 9).

Den danske Regering erkyndigede sig nu først, om den kun havde med Kabinettet i Berlin at gjøre, eller om den Overeenskomst, der dennegang maatle blive sluttet, tillige vilde være den provisoriske Centralmagts Ralification at underkaste; og da man havde forvisset sig om, at kun det første var Tilfældet, blev den kgl. Gesandt i Stokholm udrustet med behørige Fuldmagter og bemyndiget til med Preussens Repræsentant at discutlere de af denne stillede Betingelser.

Khrre Bille fik til den Ende vedlagte Instruclioner3), hvoraf
sees, at man i Forgrunden stillede de tre Alternativer: enten
Malmøerconvenlionens uforandrede Afslutning; eller Indledelse

---

1) Gen. belows andet Forslag, Brevskabnr Nr. 35, S. 94.

2) Jkke trykt i Brevskaberne.

3) Brevskaber Nr. 3G, S. <J 7.

af endelige Fredsunderhandlinger under Englands, Ruslands, Republikensog de forenede Kongerigers Medialion; eller en reen militær Overeenskomst om en Vaabenhvile af kort Varighed. I Baggrunden holdt man Vaabenslilstandens Forlængelse, Ophævelsen af den saakaldle «provisoriske Regerings« Love, Slesvigs Rømningaf Forbundslropper og indfødte Slesvigeres Udsondring af Forbundshæren.

De Ire første Alternativer erklærede Gen. Below sig ikke bemyndiget til at gaae ind paa; derimod gjorde han et nyt Modforslag, hvori han, som man vil see, betydeligt kom os imode 1). Imidlertid kunde den danske Regering dog endnu ikke antage lians Forslag, men sendie fihrre Reedtz over til Malmø for i Forening med Khrre Bille at gjore et "sidste Forsøg paa at udvirke saadanne Forandringer i Gin. Below s Udkast, som maalle ansees for en absolut Betingelse for deltes Antagelse fra dansk Side.

Paa denne Maade førtes Underhandlingerne Skridt for Skridt indlil d. 25. August, da der kun vare 4 Artikler, nemlig 1, 6, 7 og 9, tilbage, hvori Modificalioner fra vor Side ansaaes nødvendige (Smnlg. vedlagte Dep. med Bilag af 25. Aug. til Dhrr. Rille og Reedlz-)). General Below indrømmede i Hast alle vore Fordringer, og Vaabenslilstanden blev, som hekjendt, Dagen efter (2G. Aug. n)) endelig afsluttet.

Denne Vaabcnslilstand er saavel her som i Tydskland bioven megen og forskjelligartet Kritik underkastet. JSavnlig er den ofte bleven sammenstillet med Convenlionen af 2. Juli. Begge Traktater foreligge, og del kan ikke være Regeringens Sag al foregribe JNalionens Dom; men den troede at handle saavel i Danmarks Interesse som efler Folkets Ønske, ved at gjore Vaabenslilstandens Forlængelse til en Betingelse for Antagelsen.Den salte delle Punkt igjennem med endel Vanskelighed;men

---

1) Dette Gen. Belows tredie Forslag er ikke trykt i Brevskaberne.

2) Tnkt i Brevskaberne. Nr. 37, S. 102.

3) Brtvsk. i\e. 38, S. 108. Dette, med Bilag Nr. 39 og 40 er det sidste Stjkke i Brevsk;\berne.

hed;menden troede saameget mere at burde kjøbe delte for enkelte Eftergivelser fra sin Side, som den derved selv havde foreslaaet en Afvigelse fra den tidligere Overeenskomsts Stipulationer,og følgelig ikke længere var berettiget til at inhærere dennes i Eet og Alt uforandrede Antagelse fra modsat Side.

Hvorom Alting er, saameget fremgaaer af de foreliggende Aktstykker, at den preussiske Befuldmægtigede til Slutningen meget væsentlig afveg fra sine oprindelige For-slag. Underhandlingerne varede i 10 Dage (16^—26. Aug.), vare lo Gange nær ved at blive afbrudte, og bleve endelig tilendebragte lo Timer førend der til ham med et preussisk Dampskib, som i den Anledning var bleven sendt lil Malmø, indløb Befaling til ikke at afvige fra sine første Proposilioner, og navnlig til ikke at give sit Samtykke til Ophævelsen af den «provisoriske Begerings« Anordninger.

Man tvivlede derfor baade her og i Berlin om, at den preussiske Regering vilde give sin Ralificalion lil Conventionen, navnlig var der paa det sidste Sled en stor Allarm i den diplomatiske Leir. Imidlertid fandt den preussiske Begering det betænkeligt, anden Gang al annullere deri af dets med behørige Fuldmagter udrustede Repræsentant underskrevne Traktat; og efter afholdl Statsraad afgik Ratiflcalionen uopholdelig (d. 29. Aug.) fra Berlin til Lubeck.

Ved at sammenligne den sluttede Vaabenstilstandsconvention med den Preussen af Centralmagten givne Fuldmagt vil man alt have bemærket, at den preussiske Regering var gaaet ud over denne. Dette maalte være Preussens Sag. Vi havde kun at holde os til denne Magt, overladende det til den for Centralmagten at forsvare og opretholde sine Demarscher saa godt den kunde. — Den naturlige Følge af Preussens frie Fortolkning af sit Mandat udeblev ikke, og de derved foraarsagede Parlaments- og Gadekampe i Frankfurt i September ere bekjendte af de offentlige Blade. Storbritannien gjorde i denne Anledning energiske Skridt i Frankfurt (smlgn. vedlagte Depescheuddrag fra L. Palmerslon til L. Cowley at 12. Septbr.).

Dørimod havde denne Magi alt længe i Forveien, da derom fra dansk Side var gjort Forespørgsel, afslaaet at garantere Yaabenstilslandens Udforelse (see vedl. Depesche fra Grev Reventlow af 14. Juli¹)). Delte Afslag blev senere gjentaget, ligesom vi samtidigt erholdt Underretning om, at denne Garanti fra modsat Side ei var bleven forlangt.

Forsaavidt som Vaabenstilstandsconvenlionen kun betinget blev antaget i Nationalforsamlingen i Frankfurt, var delle en os aldeles uvedkommende Sag. Men forsaavidt den ifolge Overeenskomstens første Tillægsartikel i fælleds Forstaaelse med Preussen sammensatte midlertidige Administration for Hertugdømmerne paa Grund af Vanskeligheder i Hertugdømmerne selv visle sig at være uigjennemsæltelig, var det nalurligviis den danske Regerings Pligt og dens Ret at gaae tilbage til Conventionens 7de Artikel, og i Overeensslemmelse med denne «for Hertugdømmet Slesvig« at udnævne to Medlemmer af den interimistiske Bestyrelse, idet Preussen «for Hertugdømmet Holsteen» indbødes til «paa det ledske Forbunds Vegne« at udnævne de andre to Medlemmer, hvoraf den ifølge samme Artikel skulde bestaae. Præsidenten var alt iforveien «eller fælleds • Overeenskomst mellem Danmark og Preussen« bleven udnævnt. Den danske Commissær i Hertugdømmerne Khrre Reedtz blev til den linde sendt til Berlin i extraordinær Mission. Da Underhandlingerne herom med det preussiske Kabinet endnu ei ere tilendebragte, vilde det stride mod Danmarks Interesse saavel som mod alle diplomatiske Vedtægter at bekjendtgjøre dem. De Begivenheder, som forovrigt have tildraget sig i Hertngdømmerne siden Vaabenstilstandens Alslutning, sortere ikke unde^r Udenrigsministeriet og ligge altsaa udenfor de diplomatiske Underhandlingers

Med Hensyn til fremtidige Fredsnegoliationer, og navnlig
hvorvidt der fra dansk Side vil kunne blive Tale om, af gaae
ind paa nogen Forandring i Slesvigs siden 1720 bestaaende

---

1) Ikke trykt i Brevskaberne.

Forhold til Kongeriget, tilføies det, at umiddelbart efler VaabenstilstandensAfslutning, ni. d. 31. August, indleverede den herværendefranske Gesandt, Hr. Dotézac, en Note, hvori han forbeholder Republikens, ved dennes loyale Anerkjendelse af sin for Slesvig i 1720 givne Garanlies Gyldighed, erhvervede Ret til at fordre, al ingen Forandring i Slesvigs Forhold til Kongerigetbliver fra dansk Side indrømmet, uden at Republiken forindenbliver