Kong Valdemars jordebog og den nyere kritik.

Oiden «Kong Valdemars jordebog« blev afskrevet af LangebekiStockholmog udgivet af Suhm i syvende bind af Scriptores, have alle danske historiegranskere søgt til den som den ældste og vigtigste kilde for vor kundskab om Danmarks indre forhold. Men samtidig med at den saaledesblevbenyttetaf alle i videste mål, var der ingen, som underkastede selve værket en kritisk undersøgelse, skont enhver kunde se, hvor mange uensartede og tidsforskellige stykker det indeholdt. Dog kunde en sådan undersøgelse også kun give ringe udbytte, så længe man blot kendte jordebogen i den unojagtige og vildledende trykte udgave, men forståelsen af hele værket skred mægtig fremad, da man i Sverig opdagede, at den såkaldte jordebog ikke var et særligt håndskrift, men kun spredte brudstykker af en storre kodex i det stockholmske rigsbibliothek. Klem in ing gav en meddelelse om dette i Antiquarisk Tidsskrift 1849 —51, og hermed var der givet et ganske nyt grundlag for opfattelsen af «Kong Valdemars jordebog« En fremmed gransker var den forste, som benyttede denne oplysning, i

det Schirren i en undersøgelse om Estlandslisten¹) også behandlede de øvrige jordebogsdele og skarpt udtalte, at "Valdemars jordebog» kun bestod af usammenhængende brudstykker. Herhjemme gik tyve år hen, uden at nogen vovede at tage fat på den vanskelige opgave, indtil endelig Paludan-Miiller i 1871 .udgav sine epokegørende undersøgelser«OmKongValdemars Jordbog«²). Han begyndte med det hele, nu genforenede moderhåndskrift, og søgte gennem en udførlig analyse af dette at vise, hvorledes dets indhold var af en så uensartet karakter, hvorledes der i det, jævnsides med den yderste pyntelighed i det ydre, gik en så gennemgående mangelfuldhed i det indre, at der kun syntes én forklaring mulig, den, at det hele håndskrift var — en øvelsesbog i afskrivning og illumination. Denne opfattelse overførtes så på jordebogsstykkerne i håndskriftet, og gennem en indtrængende kritik af de enkelte stykker påvistes over alt en mangel på sammenhæng, en unqjagtighed og ufuldstændighed, der bestyrkede, at forlægsbladene her som ved de øvrige dele af håndskriftet kun vare løse optegnelser,valgteogafskrevne uden omhu eller interesse for indholdet. At denne opfattelse vakte stor opsigt, ja misbag, er let at forstå, og den mødte også stærk modstand. Dr. O. Nielsen udgav jordebogen på ny «som en indsigelse« mod Pal.-Mullers opfattelse og forsvarede i sin indledning og sine anmærkninger en afvigende anskuelse³). Cand.

---

1) C. Schirren: Beitrag zum Verstiindniss dos Liber census Dauiæ (Me'moires de l'Acad. des sciences de St. Pétersbourg, VII Serie, tom. 11. no. 3*. Den danske del af jordebogen omhandles s. 96_— 119.

2) C. Pal.-Muller: Studier til Danmarks Historie i det 13de Aarh. Om Kong Valdemars Jordbog (Videusk. Selskabs Skrifter, 5. Række, IV Bd. S. 163—282).

3) Liber census Daniæ. Kong Valdemar den andens jordebog, udgivet og oplyst af Dr. phil. 0. Melsen. Købeuhavn 1873.

Job. Steenstrup skrev sine «Studier over Kong ValdemarsJordebog»medden «endelige dom», at Pal.-Muller bavde «været meget übillig mod jordebogen»; selv søgte han i første del ai sit skrift at skildre landets forvaltning i det trettende århundrede især efter andre kilder end jordebogenfordervedindirekte at oplyse og stadfæste dennes efterretninger, medens han i sin anden del gik ind på en noje prøvelse af håndskriftet og de enkelte jordebogsstykker¹). Særlig mod Steenstrup rettede Pal.-Muller et »Stridsskrift", hvori han hævdede og forsvarede sine tidligere påstande²), og Steenstrup svarede da med et »Indlæg til Forsvar for Jordebogen»³). Men under denne fortsatte strid synes det ikke ualmindelige tilfælde at indtræde, at de egenlig afgorendepunktertrædei skygge for de mange bipunkter, at helheden fordunkles af mindre vigtige stridsspørgsmål. Det vil derfor måske ikke være uden nytte, når en udenfor stående, der som sådan ikke behøver at indlade sig på de omstridte sidespo'rgsmål, udelukkende henvender opmærksomhedenpåhovedmomenternei selve jordobogspioblemet.Denfølgendeundersøgelse vil derfor lægge mindre vægt paa en stræben efter nye opfattelser af enkelthederne, en stræben, der let vilde blive forceret, efterat tre lærde forfattere nu have underkastet jordebogen en sa noje prøvelse fra de forskelligste synspunkter, men

---

1) Joh. Steenstrup: Sludier over Kong Valdemars Jordebog. Efter trykte og utrjkte Kilder. Kbhvn. (udgivet i to afdelinger i 1873 oc 1874).

2) C. Paludan-Muller: Kong Valdemars Jordbog. Et Stridsskrift. Kbhvn. 1874 (i juli).

3) .loh. Steen?trup: Professor Dr. C. Paludan-Muller og Kong Valdemars Jordebog. Endnu et Indlæg til Forsvar for Sidstnævnte. Kbhvn. 1874 (i oktober).

den vil stedse have helheden for oje og stræbe efter at få
de afgorende problemer skaipt opstillede og at klare, hvilken
betydning den hidtidige kritik har overfor disse1).

Pal.-Miiller har anvist den vej, ad hvilken enhver undersøgelse af den såkaldte Valdemars jordebog må gå. Man må først undersøge hele det forenede moderhåndskrift, hvoraf jordebogsbladene kun ere en del, og disse må da allerede prøves her, nærmest fra den formelle side; senere må de enkelte jordebogsstykker kritisk gennemgås og deres indbyrdes forhold søges klaret. Med andre ord, man må forst rette granskningen mod den nu existerende afskrift, senere for «jordebogens» vedkommende mod de originaler, der ligge bag ved vor afskrift.

Af det hele håndskrift har egenlig kun Pal.-Miiller fremstilleten gennemført opfattelse og denne gik ud på, at denne kodex var en øvelsesbog. Det er denne tydning, som har vakt så stor modstand, men det må strax betones, at Pal.-Miillers kritikere langt fra kunne siges at have ført et blot nogenlunde antageligt modbevis. Et par strøbemærkningeri Ste_penstrups «Studier», et par ord i en anmærkning hos O. Nielsen er alt, hvad der er fremført mod hypothesen om en øvelsesbog, og med rette kan Pal.-Miiller i sit«Stridsskrifti) betragte sin opfattelse som uigendrevet af modstanderne.Sagen står således: i vort håndskrift er der visse ejendommeligheder, som sondre det fra andre håndskrifter, og disse kræve en forklaring. Denne få de ved tydningen

---

1) Det følgende blev oprindelig skrevet som en anmeldelse af jovdebogsstriden, men kunde som sådan forst finde plads i •Historisk Tidsskrift« om meget lang tid; af den grund fremtræder denne artikel allerede her i en noget forandret form, skont dens nys udviklede karakter ganske \ist bedre vilde passe til en anmeldelse. — Hele denne undersøgelse var i hovedsagen skrevet, for Steenstrups »Indlæg« udkom.

som øvelsesbog, og det nytter da ikke at fremføre, at en sådan er usandsynlig, fordi vort håndskrift er så stort, fordi skriften er så uddannet¹). Ejendommelighederne blive tilbageog kræve stedse deres forklaring; så længe man ikke har givet denne, kan man ikke kaste vrag på »skrivebogen«, hvorved de alle blive forståelige. Vi dele ikke Pal.-Mullers opfattelse af håndskriftet, men denne er ikke blevet gendreveti hans modstanderes oprindelige skrifter, og denne side af jordebogssporgsmålet må optages helt fra nyt af²).

Pal.-Miillers grundsynspunkt er hele moderhåndskriftet, Codex A. 41, og han støtter sin opfattelse deraf på «det påfaldende forhold mellem håndskriftets enshed og omhyggelighedialtdet ydre og dets mangel på enhed og omhu i indholdeW³). —At kodex virkelig viser en sjælden ensartethedogomhui alt ydre er utvivlsomt; bladene ere tildannedeoglinieredeaf samme mand, og håndskriften er helt igennem meget ens, muligvis endog af én og samme skriver; det hele er smukt skrevet og udstyret med malede initialer og mærker⁴). — Hvad indholdet derimod angår, så hævderPal.-Miillerbestemt,at det er fuldkommen uensartet; «man søger forgæves en forbindende tanke i valget af indholdet,...enhensigt, der kunde lede på spor efter ejerens stilling og interesse«⁵), og denne påstand kunne hans modstandereikkesigesat have rokket. Steenstrup udtaler kun

---

1) Steenstrup, s. 297^; Nielsen, s. XXVJII.

2) 1 sit senere »Indlægt er Steenstrup endelig gået nojere ind på håndskriftets forhold som helhed; hans udvikling her (s. 13_—23) synes os dog langtfra fyldestgorende og er meget afvigende fra den, som vi give i det I'øJgende afsnit, der var skrevet længe for Steenstrups forsvar udkom.

3) Stridsskrift, s. 59.

4) P.-M. s. 174 — 175; Stridsskrift, s. 15—16 (sml. Steenstrups Indlæg, s. 8—9).

5) Stridsskrift, s. 15.

affærdigende, at indholdet i dette håndskrift ikke er mere blandet end i så mangen anden kodex fra middelalderen¹); men såvidt forf., ganske vist uden et meget udstrakt kendskabtilgamlehåndskrifter, tor domme herom, vil det- ikke være let at finde mange exernpler om i det hele noget på en så stor uensartethed i indholdet jævnsides med en lignende enhed i formen²). Sporgsrnålet kan vistnok kun løses direkte, ved at påvise de interesser, der have frembragtvorthåndskrift,og muligheden af deres forening. — Indholdet af kodex'¹*) kan bestemmes som tvesidigt; der er en kameralistisk del, nemlig jordebogsbladene, og en theologiskdel.nemligde

---

1) Stp. s. 296.

2) Stecnstrup har vel senere i sit Indlaeg s. IS ff, anfort flere gamle exempler pa handskrifter med meget blandet indhnld, som findes i Pariserbibliothekets manuskriptsamling, men disse vise kun, hvorledes al dannelse i middelalderen var theologisk og theologerne dyrkede alle videnskaber. I vort handskrift r>r dor derimod en skarp modsaetning mellem en almen-theologisk del og kameralistiske oplysninger af den allerspecielleste art, som for samtiden kun kunde have praktisk, men ikke videnskabelig interesse. De to ferste af Steenstrups efteidommer skulde vel na?rmest vaere ligefremmc paralleler til jonlebogshandskriftet; men de ere det ikke. At en theolog i Amiens til sit videnskabelige apparat fojer sit hjemsteds frihedsbrev og stadsret, er lidet mserkva'rdigt, og at en mand i Champagne foruden helgenlegender ogsa opskriver efterretninger om markederne'der og om forskellige mal, er ogsa let at forsta; deter den stedlige, den dagligdags interesse, der bryder frem ja>vnsides den almenvidenskabelige. Men i vort handskrift omhandle jordebog?bladene hele Danmark, ikke blot en enkelt by eller landsdel; interessen er kameralistisk, ikke stedlig. — Man vil heraf ogsa kunne forsta, hvorfor vi ikke kunne tiltraede Steenstrups betragtning s. 15-18; der ma laegges vaegt pa, at interessen er kamernlistisk, ikke geografisk, — ikke videnskabelig, men praktisk; thi at nogen skulde have afskrevet disse torre jordebogsoptegnelser for «at have laesning i sin stue» er dog virkelig utaenkeligt. Og den praktiske interesse er endog af en meget sarlig natur, sa at langtfra enhver kan have havt den.

3) Detaillerede beskrivelser af Codex A 41 findes hos Pal.-Muller s. 166—173, og hos Steenstrup, s. 276—296.

logiskdel.nemligdefleste øvrige stykker; kalenderen, den danske kongerække og kronike ere af almindelig interesse for enhver dansk¹), og det samme gælder om de to rejserouter,derbeggeomhandle hovedveje for handelsmanden som for pilegrimmen. De kameralistiske stykker stamme utvivlsomt alle fra det kongelige rentekammer, og den mand, som har havt interesse for disse oplysninger, må sikkert have været en hoj kongelig embedsmand. Den theologisko del henviser ligesaa bestemt til en gejstlig dannet mand, der har fulgt godt med i sin tids theologi, som har læst Innocens111ogAlain de Ville og finder behag i Hildeberts kunstige vers. — Når disse håndskriftets to sider betragtes hver for sig, vil man ikke finde noget, der taler for opfattelsensom«skrivebog»,adskilligt derimod, som gor denne tydning lidet sandsynlig. En øvelsesbog i kalligraf! måtte tænkes frembragt i et kloster eller kapitel, men allerede de theologiske stykker tale mod en sådan oprindelse. Alle disse have en almindelig religiøs karakter og ere ofte hojst ejendommeligeforderesårhundrede, skolastikens tid i Evropa, Andreas Sunesens og hexaémerons i Danmark; men der er blandt disse mange stykker ikke et eneste, som viser den ringeste tilknytning til et bestemt hjemsted. Hvis man virkelig til forskrifter havde brugt de ferste de bedste blade, skulde det dog være et mærkeligt tilfælde, om der blandt de mange forlæg ikke var medkommet et eneste, som særlig vedrørte skrivebogens hjem. Dette er dog som sagt ikke tilfældet; hele den theologiske del viser intetsteds noget forhold til en bestemt stiftelse og henviser til en hojere gejstlig, der ikke havde nogen særlig interesse for et dansk kapitel eller kloster, men megen for tidens almindelige

---

1) Sml. P.-M. Stridsskrift, s. 17 — 18.

kultur. — Også den kameralistiske del taler stærkt imod tydningen som skrivebog. Allerede dens storrelse gor det lidet rimeligt, at skriveren blot til øvelse skulde have afskrevet disse lange og ensformige regnskabsoptegnelser, og ligeledes viser indholdet af disse stykker bort fra en gejstlig stiftelse. Når skriveren kun var en kalligraf, som skulde uddannes til videre tjeneste for sit kloster, vilde det dog ligge nærmest til forskrifter at give ham klostrets egne regnskaber, som vare lettest tilgængelige og bedst kunde forberede ham til hans senere virksomhed. Men tværtimod, i vor kodex vedkomme alle de statistiske stykker staten og kun staten, og hvorledes disse spredte rentekammeroptegnelseridet.hele skulde være komne i en gejstlig skriveskoleseje,eren ny gåde, som skrivebogstydningen har at løse. — Vi hævde altså, at de to sider af kodex' indhold, tagne hver for sig, tale stærkt imod forklaringen som ovelsesbog.

Men kan da deres samværen i samme håndskrift forståspå nogen anden måde? Kan man vente, at én og samme mand har forenet håndskriftets to så modsatte interesser,at en hojtdannet gejstlig kunde have nogen interesse for rigets specielle regnskabsvæsen, have stået i nært forhold til kongens rentekammer? Vi tro, at man kan besvare dette sporgsmål med ja. Vi have vel nu ingen statskalender fra Valdemarernes tid, der kan oplyse os om sammensætningen af deres embedsstand, men der er vistnok al mulig sandsynlighedfor, at alle posterne i kongens kancelli dengang vare besatte med theologer, ja endnu mere, at vejen til de hojeste poster i statskirken yderst ofte var en overordnet stilling i kongens tjeneste. I Tyskland kaldtes det kejserligekancelli jo endog Capella og i kejserdommets gode tid blev næsten alle bispedommer besatte med mænd, som udgik

herfra. Også i Danmark kan det paavises, hvorledes mangfoldigebisper først have været kanslere eller embedsmænd i det kongelige kancelli, og endnu langt senere, da dannelsen dog var mindre exklusiv religiøs, ser man, hvorledes præster og kapellaner, ja selv ærkedegne føre regnskaber for kongen og oppebære de kongelige indtægter¹). En sådan gejstligdannet mand, ansat i kongens kancelli, har netop forenet de to interesspr, der afspejle sig i kodex; hans stilling har gjort et noje kendskab til oppebørselsforholdene nødvendigt, for ham, hans dannelse har medført den almindelige religiøseinteresse, som viser sig i de theologiske stykker, der netop tydede på en hojere gejstlig, som ikke var knyttet til nogen kirkelig institution.

Indholdets almindelige karakter viser altså bestemt hen til en anden opfattelse af håndskriftet end som en blot øvelsesbog, og heller ikke skriverens gengivelse af forlægsbladenetvingertil en sådan tydning. — Vor kodex indeholderintetstedsnoget originalt, næppe engang nogon originalbearbejdelse,men kun ligefremme afskrifter. "Kirkestaten"t.eftd. er ganske vist ikke sammendraget af skriverenefteret storre arbejde af lignende art, men er kun en blot og bar afskrift af de vidtudbredte «provinciales». Dette gælder også om kalenderen, der vel er tilpasset efter danske forhold, indeholder danske helgendage og er en slags dødebog over den danske kongeslægt, men ikke medtager noget dødsfaldsenereend 1231; i den meget yngre kodex, som rimeligvistilhørerErik Glippings tid, er den derfor kun afskrevet

---

1) At anfere bevissteder herfor er nseppe nedvendigt; exempelvis kan henvises for Tyskland til Giesebrcchts Kaisergeschichte passim, for Danmark til Lispersekkerne i Molbechs Arbeger, 111 bind (jfr. Steenstrup, s. 43_—44), og for den senere tids vedkommende til Kristjern ll's tegnelser i Samlinger.

uden at føres ned til samtiden¹). Den danske krenike ender med 1219 og er måske skrevet i dette år, i alt fald endnu under Valdemar Sejr²); kongerækken derimod medtager endog Erik Glipping og er altså yngre end 1259. En delvisundtagelsesynes pavelisten at frembyde; skriveren har fra først af anlagt denne overordenlig vidtløftig og sandsynligvisselvskematisk opstillet de oplysninger, som han kun forefandt i en halvt fortællende krønikeagtig form, men han er hurtig blevet træt af dette arbejde og har ladet sig noje med at have paverækken fuldstændigⁿ); originaliteten er her altså både af en temmelig lav og mekanisk art og tillige ikke gennemført. — Vanskeligere er det at påvise forholdet ved jordebogsstykkerne. Kun ved en enkelt Liste (Femernlisten) kan man med sikkerhed se, at forlægsbladet har været fuldt udarbejdet, endog forsynet med malede initialer,hvorafnogle ikke ere blevne udførte; disse ere nemligførstglemte i afskriften i kodex og senere tilskrevne i randen⁴). At også de mange andre så regelmæssig skrevne lister ere afskrifter efter ordenlig opstillede forlægsblade, er der heller ingen grund til at betvivle⁵); kun ved hovedstykketijordebogen fremtræder et forskelligt forhold. Man ser her, hvorledes afskriveren vel nogenlunde har kunnet beregne, hvormeget der skulde stå under de enkelte herredsnavne,thiafstanden mellem overskrifterne er meget ulig og passer i almindelighed godt til indholdets længde, men også

---

1) P.-M. s. 166—7; sml. Stp. s. 279—82.

2) Usinger: Die dånischen Annalen, s. 34; slutningsbemæikninsen : Edicta est expedicio . . . ad Estoniam, der står i modsætning til 1197: Expedicio facta est ad Estoniam, gor det rimeligt, at kroniken er fuldstændig samtidig.

3) Stp. s. 287—89.

4) Stp. s. 440, sml. P.-M. s. 210.

5) Sml. P.-M. s. 211 om Falsterlisten.

kun nogenlunde: på adskillige punkter har rammen aldeles ikke slået til, og, uden at svare til den, ere oplysningerne da skrevne for sig selv (Langeland og Falster); andre steder synes der slet ikke at være beregnet plads (det svenske gods¹). Dette og mangfoldige enkeltheder tyde på, at forlægetherhar været temmelig uordenligt og tillige forskelligudarbejdetved de forskellige landskaber; men netop at dette således endnu kan spores i vor afskrift, viser afskriverensuselvstændigefremgangsmåd e²).

I alt væsenligt har afskriverens arbejde altså været rent mekanisk; han har afskrevet, hvad der blev ham forelagt, uden egen bearbejdelse eller selvstændige tilfujelser. I denne fremgangsmåde har «skrivebogen« sin stærkeste støtte, men forholdet kan dog også forstås på anden måde. Man må nemlig tænke sig ejeren af kodex og afskriveren som to forskellige personer, en adskillelse, der også påtvinges af skriftens helt igennem så jævne og ensartede karakter, som henviser til en meget øvet afskriver eller — hvis der er flere hænder — til nogle skrivere, uddannede i samme skole'"¹). Det er ejeren, hvis stilling har givet ham håndskriftets dobbelte interesse; det er ham, der har angivet indholdet og forelagt skriveren de forskellige stykker til afskrivning. Skriveren har derimod været en lavere medhjælper, én af kancelliets mange afskrivere, og han har ligefrem kopieret sine forlæg uden fors og på egen gennemtrængen af emnet.

Men netop på grund af denne mekaniske fremgangsmådebliverdet
af afgorende vigtighed skarpt at skelne

---

1) P.-M. s. 19(.

2) Meget lignende forhold synes at fremtræde ved den storre Estlandsliste. Se Srhirrens undersøgelser.

3) Jfr. Nielsen, s. WVIII, og nu Steenstrups Indlæg, s. 20.

mellem de fejl, der stamme fra forlægsbladene, og dem, der hidrøre fra afskriveren selv. Det er klart, at hvis der kunde påvises fremtrædende mangler i selve gengivelsen af forlægene,såvilde dette tale stærkt for tydningen som øvelsesbog.Mendette er ikke tilfældet¹); der er ganske vist adskilligefejli afskrifterne, forvexlinger af bogstaver, urigtig stavede ord o. 1. men ikke i et usædvanlig stort tal. Ved mange af stykkerne ere vi i stand til at kontrolere afskriften, og denne maa her allevegne kaldes god; også »de utallige danske og estiske navne og den mængde navne i provin - cialis ere i det hele gengivne på en upåklagelig måde"-). På flere steder ere de malede initialer ikke udførte, men det samme genfindes i mangfoldige andre håndskrifter, og på en tilsyneladende, regelmæssighed i udeladelsen af sådanne i kalenderen og pavelisten kan der næppe lægges megen vægt"). — Et andet er derimod de mangler, der stamme

---

1) De fejl og mangler, som Pal.-Muller har påvist, må næsten alle henfores til originalerne og ikke til årskriften. Et eneste sted (som P.-M. dog ikke har omtalt) kunde der måske rettes alvorlige bebrejdelser mod afskriveren, nemlig ved gengivelsen af krønikens sidste år. Her fremtræder en så betydelig kronologisk forvirring, at Usinger (s. 35) deraf slutter, at afskriften må være gjort meget nnachlåssig". Men vi ere tilbojelige til at tyde hin forvirring på anden måde. Krøniken er vistnok fremkommet på den vis, at en mand undei Valdemar Sejr har uddraget en tidligere existerende årbog og dertil fojet de sidste års begivenheder efter sin egen erindring. Kun i de allersidste år ev det, at forvirringen findes, og det ligger da na}r at henfore den til den uklarhed over de nyeste begivenheders kronologi, som enhver vil kende af egen erfaring. H\is denne store forvirring slammede fra afskriveren, måtte man vel også andensteds i krøniken finde spor af skriverens efterladenhed, men sådanne findes ikke.

2) Stp. s. 296; sml. i det hele Indlæg, s. 14—10.

3) En sådan regelmæssighed vil i alt fald kunne forklares på andre måder end just som exempel på afvexlende illumination (Stridsskrift s. 16_—17); men af mangel på adgang til selve håndskriftet skulle vi ikke gå nojere ind på dette punkt. Selv om her skulde va-re et træk, som nærmest peger i retningen af en ovelseshog, svnes det dog ikke at kunne opveje det meget, der taler imod denne tydning. (Det er mere på denne regelmæssighed i udeladelsen end på selve udeladelsen, at Pal.-Muller lægger vægt, noget, som dog ingen af hans modstandere have villet forstå. Se endnu Stp. Indlæg, s. 15.)

fra forlægsbladene og som især findes i jordebogsstykkerne. Enkelte af disse, nogle fejle sammentællinger o. 1., kunde afskriveren vel have rettet; men de fleste mangler ere af den art, at skriveren ikke har været i stand til at udfylde dem, store uensartetheder i bearbejdelsen, omfattende lakunero.s. v. Disse have for skrivebogstydningen kun den ringe betydning, at man kunde påstå, at ejeren burde have forelagt sin afskriver bedre forlægsblade, men ved jordebogsstykkernevarder vel næppe tale om noget valg, og selv i deres mangelfulde skikkelse have disse optegnelser dog givet så mange særlige oplysninger og spredte oversigteroverkongelige indtægter og ejendomme, at man vel kan forstå, at en kongelig embedsmand har villet have dem i afskrift.

Medens hele gengivelsesmaaden således langt fra tvingertil at opfatte kodex som skrivebog, er der i håndskriftetsform endog meget, der ligefrem taler imod denne tydning. Skont pergamentet dengang var så kostbart, kunde man vel til nod tænke sig et så stort håndskrift anvendt som ovelsesbog, thi munkene måtte jo øve sig nogensteds¹), men hvorfor gemme hele håndskriftet, efter at det var brugt, når indholdet var ligegyldigt, hvorfor ikke udradere skriften, som man så ofte gjorde ved langt vigtigere ting, og bruge pergamentet paa ny? Og om man end vilde gemme enkelte blade som prøver på smuk skrift og glimrende illumination,hvorfor da ikke udtage andre blade af det store.

---

3) En sådan regelmæssighed vil i alt fald kunne forklares på andre måder end just som exempel på afvexlende illumination (Stridsskrift s. 16_—17); men af mangel på adgang til selve håndskriftet skulle vi ikke gå nojere ind på dette punkt. Selv om her skulde va-re et træk, som nærmest peger i retningen af en ovelseshog, svnes det dog ikke at kunne opveje det meget, der taler imod denne tydning. (Det er mere på denne regelmæssighed i udeladelsen end på selve udeladelsen, at Pal.-Muller lægger vægt, noget, som dog ingen af hans modstandere have villet forstå. Se endnu Stp. Indlæg, s. 15.)

1) Sml. Stridsskrift, s. 18—19.

ensformige handskrift pa over halvandet hundrede blade, stadig forudsat at sammenhsengen var ligegyldig? Tvsertiiuod viser det sig, at der ikke mangier et eneste af de beskrevne blade, medens blade ere udskarne for beskrivningen, ja stykkerafklippede ved foden af de beskrevne blade, dog kun til lige under s-kriften, aldrig mere. Flere sider i handskriftet st& helt tomme, andre ere kun tildels beskrevne; var handskriftetvirkelig en avelsesbog, vilde dette i sandhed vsere en urimelig edslen med pergament. Derimod synes man at kunne spore sammenhaeng, for ex. i de aaldgamle, vistnok jaevnaldrende tal, der findes pa nogle af lseggene¹). Andre punkter vise en strseben efter fuldstsendighed, en interesse for indholdet, som man har villet nsegte skriveren. Benediktinernesordensregler ere vel ufuldferte, men efter dern felger en aflinieret side til fortssettelsen -). I hovedstykket er der adskillige steder ladet plads aben, hvor skriveren har ventet at kunne f§, udfyldende oplysninger, hvad der jo i en Bvelsesbog vilde vsere hojst urimeligt. Betegnende i denne henseende er dog isser natholdslisten³), der nu kun giver en fortegnelse over kongens vintergaesteri; thi skriverenhar her ikke alene ladet sta linieret plads for at kunne tilfoje sominergsesteriet (udgaven, s. 54), men for at skaffe denne plads har han pa den foregaende side mattet begynde vintergsesteriet med halve linjer jsevnsides med en kolumne af elisten (s. 53). Alt dette er ejendommeligheder, som skrivebogstydningen ikke kan forklare.

Vi kunne altså ikke tiltræde Pal.-Mullers opfattelse af

---

1) Nielsen, s. XXV—VI.

2) Også forklaringen af et sted i Apokalypsen er ufuldendt, men synes kun hidsat for at bruge en tom plads, noget, der kan findes i en skrivebog, men heller ikke er usandsynligt andetsteds.

3) P.-M. s. 195.

hele håndskriftet som en blot øvelsesbog. Kår han mener, at
«fra dette standpunkt er håndskriftet forståeligt, alle dets
ejendommeligheder begribelige"1), tro vi i det foregående at
have fremført meget, der ikke forklares ved denne opfattelse.Derimod
ere de fleste af de særliglieder, som Pal.-
Miiller har påvist i håndskriftet, utvivlsomt til stede, og
hans store fortjenester ved deres påvisning have hans modstanderelangtfra
vurderet tilstrækkelig; men vi mene, at disse
ejendommeligheder ikke nødvendig føre til antagelsen af en
øvelsesbog, en tydning, der snarere overhugger end løser
knuden. Vi have fremstillet en anden genesis for håndskriftet,hvorefter
uensartetheden eller rettere tvesidigheden
fores tilbage til ejeren, en gejstlig dannet embedsmand i
det kongelige kancelli, hvorefter den mekaniske gengivelse
forstås ved, at det er en afskriver, der har skrevet kodex,
medens ejeren kun har valgt forlægsbladene, hvorefter mangelenpå
omhu for indholdet føres tilbage til originalerne.
Medens denne opfattelse har næsten alle de fordele, som
frem byder, har den ikke denne tydnings
store mangler, dens gennemgående usandsynlighed, som udførliger

Den her fremsatte opfattelse af håndskriftets forhold har vigtige følger for den videre undersøgelse. Hvis håndskriftetkun er en øvelsesbog, bliver det yderst usikkert gennem dets afskrifter at søge tilbage til originalerne; en skriver, der er ligegyldig for indholdet og lægger mest vægt på at skrive smukke bogstaver, vil rimeligvis have gengivet hvert tredie navn og hvert andet tal fejlagtig, ikke at tale om, at han måske ofte har «oversprunget, hvad der blev ham for brydsomt at læse eller for kedeligt at skrive»⁹).

---

1) Stridsskrift, s. 18.

2) P.-M. s. 192, sml. s. 177.

I hvor hoj grad originalerne ere blevne forvanskede ved en sådan afskrift, er det umuligt at beregne. — Men efter vor opfattelse have vi i håndskriftet gode afskrifter af originalerne; således er det, hvor vi kunne kontrolere det, og således må det også være, hvor en kontrol i detaillerne er umulig. Deraf følger, at vi i kodex have nojagtige og troværdige gengivelser af jordebogsbladenes originaler; indholdet har ikke været skriveren ligegyldigt; han har, vel mekanisk og uden bearbejdelse, men nojagtig og fuldstændig, afskrevet alt, hvad der blev ham forelagt. Med dette faste støttepunkt gå vi over til at betragte de enkelte jordebogsstykker.

Det var disse jordebogsstykker, som man tidligere kaldte »Kong Valdemars jordebog«, skont det var vitterligt, at flere af delene ikke tilhørte denne konges tid. Kritiken har nu forladt dette uklare standpunkt: man taler ikke mere om én jordebog, men om jordebogsstykker, statistiske stykker, der i håndskriftet stå jævnsides hinanden. Om disse dele ikke alligevel høre sammen, er et andet sporgsmål, men foreløbig må de enkelte stykker betragtes hver for sig. Vi udskille her først de stykker, som både alder og indhold vise bort fra Valdemar Sejr.

Sidst blandt jordebogsstykkerne finder man broderlisten,en fortegnelse over en del mænd, opstillede tre og tre (sjældnere fire ad gangen) under fællesbenævnelsen fratres,og ordnede efter sysler og landsdele; dog findes der ingen fra Smålandene og Skåne. Blandt de nævnte er endog en konge; Kanutus reæ under Abosyssel er benbartValdemar stores ældste son; de andre ere hojtståendeprælater og storættede mænd, hvoraf mange kendes fra historiske dokumenter; de fleste synes at have levet under Knud VI, enkelte dog snarest lidt senere. Adskilligeaf de opregnede fratres have været kødelige brødre,

men næppe alle; heller ikke er det sandsynligt, at de alle have levet samtidig; enkelte led synes yngre end de andre. Hvad betydning denne liste har havt, er det nu umuligt at oplyse; man kan henvise til de stormænds forbindelser,der fremtræde i Wirthirlag og Worthel, til senere tiders frændegilder, til samtidens halvt-gejstlige broderskaber,men et virkeligt forhold til noget af disse kan ikke påvises, og broderlisten står endnu som en uløst gåde. Kun ét synes vist, og det er, at denne liste aldeles ikke kan tænkes at have nogen kameralistisk betydning¹).

Forud for broderlisten går i håndskriftet to stykker, der hver optage én side. Den første angiver plovtallet i Sælland og Smålandene, delt i fire grupper med 8 herrederi de tre, 9 i den fjærde, og med noget over et par tusinde plove i hver afdeling-). Som et tillæg, udenfor sammentællingerne, står Møn med 239 plove³). At denne liste hænger sammen med plovskattens indførelse i Ost- Danmark, er hojst rimeligt, og den stammer altså fra den kong Erik, som denne skat gav tilnavnet Plovpenning; skatten er dog ældre i Jylland⁴). — Mere tvivlsom er betydningenaf den følgende sides fortegnelse over alle byerne på Sælland, Låland og Falster, hver ledsaget af en sum i mark penge; dog er det ret sandsynligt, at den svarer til den foregående liste og angiver den skat, som i byerne trådte i stedet for plovskatten på landet⁵). Møns købstad eller købstæder (Stege og Borre) ere vel ikke medtagne,

---

1) Broderlisten er l'orst behandlet af 0. Nielsen i hans disputats um sysselinddelingen, senere i hans udgave, s. XXI_—IV; Sip. s. 4-^r>7 —470; sml. Pal.-Miillers mere negative bemaerkninger, s. 202_—4.

2) Stp. s. 15—16.

3) Sml. P.-M. s. 201—2.

4) Stp. s. 208—11.

5) Nielsen, s. XXI; Stp. s. 213 — 14, 449—56. Pal.-Mullers modbemßerkninger i Stridsskrift, s. 48^—49 ere naeppe afgorende.

men i plovtalslisten fremtrådte jo også Møn som en særlig tilfojelse. Derimod synes listen ellers at være aldeles fuldstændig,ja, den medtager selv to byer, som ellers ikke kendes blandt købstæderne, Skiby i Hornsherred og Stigsburg,nu Stiftsbjergby i Tudseherred. Andre tilfælde vise dog, hvorledes der på denne tid var adskillige små købstæder,som senere ere forsvundne; det var købstædernes spiretid, men ikke alle spirer komme til udvikling. At Skiby var, om ikke købstad, så dog et særligt distrikt, viser et andet sted i jordebogen (indtægtslisten) *), og Stigsburg synes allerede ved sit navn at betegne sig som mere end en landsby. Begge byers lave skatteansættelse vise i alt fald deres ringe betydning; Skiby giver kun henved én, Stigsburg 2¹Ai $, medens Roskilde er sat til 80 %, Kalundborgtil 33, «Kiopmanhafn» til 28$-. — Sammenlægningen af summerne har været fejl i originalen og fejlen er gået over i afskriften.

Omtrent jævnaldrende med disse optegnelser er den såkaldte indtægt s lis te, der står noget tidligere i håndskriftet.Forsvarerne af harmonien og fuldstændigheden i »Valdemars jordebog" have i dette stykke fået en lille, men hojst vanskelig opgave, og ingen af dem har givet en egenligforklaring heraf; dr. Nielsen «véd ikke, hvad man skal tænke om dette stykke«, og giver så en hypothese, som Steenstrup end ikke har fundet det værd at omtale, skont heller ikke han kan angive listens »særlige 6jemed'>. Sandhedener, at den kun giver en opregning af enkelte, spredte indtægter, der endda, på to eller tre summer nær, aldeles afvige fra opgivelserne i jordebogens «hovedstykke«. Pal.- Miiller formoder, at det kun er en meddelelse fra kongens rentekammer om det til dato indkomne beløb, og hvorledes

---

1) Skiby kirke er også usædvanlig stor. Sml. Årbg. f. n. O. 1868, s. 34.

det end forholder sig hermed, storre værdi er der i alt fald ikke påvist for denne liste¹). — Tidligere i håndskriftet er en side optaget af en fortegnelse over en stor mængde gods i Sælland, som Håkon Palnesøn skødede kong Kristoffer (1252^—1259); det mærkeligste ved denne liste er, foruden godsets storrelse og dets spredthed (lige fra Kalundborg til hen ad Næstved), dets værdsættelse i mark guld, der ellers kun sjældent findes brugt på Sælland²).

Af de hidtil omtalte fem stykker kan intet altså hen» regnes til Valdemar Sejrs tid; et enkelt, broderlisten, er ældre og ikke af kameralistisk indhold; resten er fra en senere tid og må opfattes som spredte optegnelser, der ere gjorte i det kongelige rentekammer. Alle de andre jordebogsstykker derimod enten tilhøre eller kunne tilhøre kong Valdemars tid. Af disse omhandle de fleste en enkelt landsdel, medens kun enkelte omfatte det hele land og synes at gore krav på en vis fuldstændighed. Det sidste gælder især om de to første stykker, der i alle henseender ere de vigtigste, de storste i omfang og de eneste, der ere knyttede til et bestemt år, nemlig 1231.

Af disse to stykker er det andet klarest opstillet, og om dets indhold kan der ikke være tvivl. Det giver, ordnet efter provinserne, en navneliste over de ejendomme, som pertinent ad kommglef, dog kun navnene uden angivelse af godsets værdi eller afgifter. Det er altså en liste over kronens godser, overfor hvilke kongen stod mere bundet end ved sine egne kongelige ejendomme. Blandt krongodserne finder man øerne Rugen og Femern, i hvilke erobrede lande

---

1) P.»M. s. 197—99; sml. Nielsen, s. XIX—XX, Stp. s. 441—43, jfr. s. 322—23.

2) P.-M. s. 204-5, Stp. s. 414.

kongen havde mange besiddelser eller særlige grundrettigheder.Forresten synes listen at indeholde tre bestanddele,skove,købstæder og kronens gårde eller byer. Af skove nævnes der kun ganske få i Jylland og Fyn, i Sællandderimodtemmelig mange, tildels »med de byer, som vare byggede derpå«; øst for -Øresund endelig opregnes også nogle særlige skove, men her gives tillige mere omfattende bestemmelser, der gå ud på, at kongen ejer tota silva, que dicitur alminning et oppida inde facta et omnes silve adjacentes;dogundtages det, som Rex alienavit secundum bonorwn testimojiiuml). At de i listen opregnede skove for Sællands vedkommende virkelig ere alle de, som kronen dengang ejede, er muligt, men i Jylland har kronen ejet langt mere skov end listen angiver; Jydske lov hævder udtrykkeligkongensret til grunden i almindingsskoven, og at denne almindelige adkomst ikke er medtaget ved Jylland således som øst for sundet, lader sig vanskelig forklare. At listen ved skovene lægger vægt på ejendomsretten til grunden, ses af tilfqjelserne om byer, byggede på ryddet grund, og forskellige kilder vise også, hvorledes kongen som oftest havde overladt brugsretten til andre⁹). — Købstæder nævnesitemmelig stort tal og også her er det grundrettighederne,detkommer an på; derfor opføres mange byer o med deres tilliggende«. Men hvilke krav kronen har stillet til de købstæder, der stode på dens grund, er meget omstridt; en nojere undersøgelse heraf ligger udenfor vort område'"').^— Endelig opfører listen kronens gårde og byer, men såvidt

---

1) At insule et enkelt sted i håndskriftet (s. 48) er en fejllæsning for silve, er en god textrettelse af Pal.-Muller (P.-M. s. 214^, sml. Stridsskrift, s. 43).

2) Stp. s. 346-64.

3) Stp. s. 374—79.

man kan domme efter navnene dog kun de storre kongsgårde,medenskronen må have ejet mange mindre gårde, som ikke ere medtagne¹). Også sønderjydske krongodser ere optagne i listen; dog har forholdet til hertugdommet givet anledning til nogle bemærkninger; om Hedeby siges det, at de tre dele tilhøre kongen, den fjerde hertugdommet,ogved fire saltbrænderier ved Vesterhavet er der en lignende fordeling. Mellem disse to optegnelser er imidlertidindskudtden bemærkning, at hele skatten i Frisland tilhører kongen, noget, der åbenbart ikke hører hjemme i denne liste og kun er draget med herind af de andre optegnelseromforholdet til hertugen. — Krongodslisten viser sig altså hverken fuldstændig (de mindre krongårde) eller konsekvent (skovbestemmelserne), og en mangel på endelig redaktion fremtræder for ex. ved skatten af Frisland og ved et par angivelser, om hvad kongen «havde ejet«⁹).

I det denne fortegnelse således giver os kronens gods, ligger det nær i den foregående, hovedstykket, at vente en fortegnelse over kongens personlige ejendomme og indtægter.Dette viser sig virkelig at være tilfældet og begge lister ere åbenbart udarbejdede i sammenhæng og supplere hinanden; et betegnende exempel herpå er hovedstykkets oplysning ved Ærø: Skyoldænæs et Brunznæs hmæglef, aliud totiim patrimonium, der lige svarer til krongodslistens: In Ærræ: Brunznæs, SkyoLdænæs. — Det vilde være af stor interesse, hvis man nojere kunde påvise det indre forhold under listernes udarbejdelse, og muligheden dertil skulde findes i henved 30 navne, der forekomme i begge lister. På disse bygger Pal.-Muller den opfattelse, at «krongodslistener

---

1) Stp. s. 373—74.

2) Sml. P.-M. s. 192—93.

listenerunderkastet et sidste gennemsyn, hvorved en del gods, som allerede stod i fortegnelsen over kongens gods er endelig overført til konunglev», noget, der vilde svare til den almindelige bevægelse i tiden, hvorefter kongens gods efterhånden gik over til at blive krongods. Dr. Nielsen har netop den modsatte mening og tror, at det er krongodset, som efter 1231 er blevet tilfqjet i hovedstykket, og han kan støtte sig til, at det her ofte synes at fremtræde som senere tillæg, tildels endog indført på fejle steder. Men en nojere betragtning af disse for begge lister fælles navne vil vise, at så mange af disse med rette have deres plads begge steder, at der næppe på de få tilbageblivende kan bygges noget om listernes udarbejdelse og afslutning, og vi kunne her i det hele tiltræde Steenstrups mæglende fremgangsmåd e¹).

---

1) P.-M.s. 183 — 84; Nielsen, s. IX— XI; Stp. s. 320— 22, jfr. Stridsskrift s. 39^—41 og nu Steenstrups Indlaeg s. 32_—35. Adskillige kobsta.'der genfindes i begge lister, men i krongodslisten ere de som naevnt optagne pa grund af ejendommelige retsforhold ved srunden, i hovedstykket findes derimod kongens lobende indtsegter af dem; dette gEelder vel ogsa Vestervig. Adskillige steder i krongodslisten sta i hovedstvkket som distrikter, hvad der ses af deres afgifter (Helgenaes, Gelting, Kamp, Angxiothorp, Haraldsted, Skenevad, Hven, niaske ogsa Skive); andre findes i hovedstvkket kun i rammen (Tasing og Lister, niaske ogsa Lusn og Hugby). At endelig kongen og kronen begge ejede godser i samme by, er let at forsta og viser sig tydelig ved Hedaerse, hvor kongen ejede en trediodel, som er »de sua acquisicione», medens *reliquum est konunylef"; denne rest ses i krongodslisten at vare den halve by, og en sjettedel i byen tilherer altsa hverken kongen eller kronen; lignende er lorholdet rimeligvis ved Hyldfeslef, Skrebelev, Ho, Halsseby (?) og Hals. Skatten af Frisland er kun ved en fejl medkommet i krongodslisten (sml. ovfr.). Tilbage sta da kun Rosnaes (.'), Hagested og, Karaebec, men pa disse par navne kan der ikke bygges noget.

Hovedstykket giver for det første en fuldstændig ramme over hele landets inddeling, vest for Lillebælt efter sysler og herreder, øst derfor efter landskaber og herreder¹). Indenfor denne ramme ser man vel meget forskellige oplysninger, men som regel kan man skelne mellem to hovedarter, nemlig lige efter herredsnavnet en angivelse af en almindelig byrde eller en afgift, oftest i sølv eller penge, sjældnere i naturalier, og senere en opregning af godser med angivelse af deres værdi-). Hver af disse arter må betragtes for sig.

Hvad de første opgivelser angår, stå her to forklaringerimod hinanden. O. Nielsen-¹) vil sætte disse i forbindelse med de følgende opgivelser om godser, således at den angivne sum skal være fremkommet ved sammenlægningaf afgiften fra adskillige ejendomme, som vare for små til at opregnes særskilt. Pal.-Muller og Steenstrup ere derimod enige i, her at se kongedommets indtægter af herredeti almindelighed. Ved Nielsens tydning synes vel hele listen at blive mere ensartet med kun kongelige godser til indhold, men enkelte steder viser det sig dog med fuld sikkerhed, at der også er indført statsindtægter i denne liste, således især ved Utlands herreder; heller ikke kunne de ofte genkommende natholdsbyrder let henføres til blot kronens bønder eller købstæderncs forskellige afgifter opfattessom kongens rent private indtægter. Når denne dobbelthedsåledes er sikker på flere punkter, er der ingen

---

1) Steenstrup har i en skarpt fort undersøgelse (s. 4—18) til fulde bevist, at der aldrig har været verdslig sysselinddeling i Østdanniurk.

2) P.-M. s. 185—S6. Forskellen trader klart frem ved et sted som s. 3: Logna, 10 $." purl (nemlig i afgift). Ibidem terra 24 $ auri (nenilig kongens cods).

3) Nielsen, s. VI—VIII, sml. Stp. s. 313—20.

vanskelighed ved at overføre den til de mere tvivlsomme afgifter. Dr. Nielsen er fyldestgørende imødegået af Steenstrup,til hvis bevisførelse endnu kan fojes det meget afgorende,at Nielsens opfattelse vilde medføre en ny uensartethedi listen. I alt fald i Vestdanmark ere godserne alle opførte, ikke med deres afgift, men med deres værdi ansat i guldvurdering; derimod ere summerne lige efter herredsnavnet altid ansatte i sølv eller penge, — aldrig i guld, hvad der ganske sikkert vilde være tilfældet, hvis de kun vare en opsummering af unævnte godser. Dette henviser til en væsensforskel mellem begge arter, således som de to andre forfattere også hævde. For os vilde det nu ligge temmelig fjærnt i samme liste at opføre kongedommets skatteindtægter og kongens private ejendomme; for datiden lå det imidlertid nær at stille disse sammen som modsætning til krongodset. Kun overfor dette var kongen bundet, medens han havde fri dispositionsret såvel over sine egne godser som over rigets lobende indtægter.

Men hvilke ere da disse kongelige indtægter af herredet? Herpå har Steenstrup¹) søgt at svare ved at opfattehele listen som en fortegnelse over, hvad kongen havde i nathold eller i afløsning derfor. At disse skatteangivelser virkelig ofte ere afløsningssummer for natholdsbyrder, er sikkert nok, når listen selv angiver: aServicium 2 (3, 4) noctiumn eller en sum penge, og ved Hallands første herredstår udtrykkelig: Servicium 4 noctium, quarum qudibet reduadurpro 16 aryenti. Men sporgsmålet er, om det er berettiget at underlægge alle de summer, der stå uden bestemmelseden samme tydning. — En oplysende parallel er her den måde, hvorpå summerne ere ansatte. Som oftest

---

1) Stp. s. 156-66, 310—13, 317.

angives de i rent sølv, % argenti eller %■ pwi, men ikke sjældentopføres de i %. mark penge (% denarioi~um) og meget ofte står der kun «mark» uden nojere bestemmelse. I analogimed Steenstrups slutning ved skattebyrdernes betydningmåtte man nu her slutte, at «mark» alene altid betyder«mark sølv«, thi mark sølv forekommer meget ofter*¹ end mark penge; men enhver vil dog indromme, at denne slutning bliver meget tvivlsom, ja enkelte steder er den endog faktisk urigtig, da man nemlig her ved en tilfældigsammenstilling kan se, at «marki> må være mark penge¹). — Ganske på samme måde forholder det sig med skatternes betydning. Thi natholds afløsning er ikke den eneste skat, der omtales i listen, om end den hyppigst forekommende;på flere steder nævnes ledingsafgift og kværsæde,et enkelt sted også et gådefuldt pro expensis. At opfatte de summer, hvis betydning ikke angives, som natholdsafløsning,bliver derfor i hvert enkelt tilfælde ligeså tvivlsomt som om man allevegne ved «mark» vilde forstå mark sølv. Ja det bliver endnu mere usikkert, da de übestemteafgifter måske endog kunne have en betydning, som slet ikke nævnes i listen, men allevegne underforstås, enten være sammenlægninger af alle herredets kongeskatter (Pal.- Miiller) eller være stud, thi stud »falder jo ingenlunde sammen med nathold».-) Det må fastslås, at listen i disse retninger viser en gennemgående uklarhed og übestemthed.

---

1) SaJedes s. 14: Risffhseieth GO #.' \el 10$,' siliginis, hvor £ efter rugprisen ma vaere £* penge. — Den fflrste side i hovedstjkket indeholder folgende summer: 10^.', — 30 $.', — 20^" denariorum, —16 $ argenti, — 15 $ — 15 #.'; vil nogen her kunne afgore, hvor «mark» er selv og hvor penge?

2) Stp. s. I(JG. Vi komme senere tilbage til forholdet mellem nathold og stud.

Ved siden af herredsnavnet nævnes ofte en by, der deltager med herredet i udredelsen af afgiften eller i natholdsbyrden. For dette har Steenstrup¹) vistnok fundet den rette tydning, at disse byer nemlig vare særlige distrikter, de senere birker, der endnu vare forenede med herredet i skatteydelser. — Jævnsides med de almindelige afgifter findes spredt nogle oplysninger om skipæner og hafne, sikkert dem, som tilhørte kongen og hvoraf han derfor havde særlige indtægter; undertiden opføres virkelig afgifterne af hver hafn, men andre steder er kun hafnenes antal opgivet. Disse oplysninger synes altså ikke fuldstændige; heller ikke nævnes her et navigium regis, som efter Hallandslisten fandtes i Farthusæherred. — Endelig må man til denne art af oplysninger også regne de opgivne indtægter af købstæderne, deres direkte og indirekte afgifter.

Den anden hovedart af oplysninger, som hovedstykket giver, gælder godser. De stadig genkommende udtryk: terra domini Regis. Rex håbet, possessio nostra elc. vise, at vi her have en opregning af kongens godser, altså af patriinonieti vid forstand, modsat kronens gods³). Kongens ejendomme vise sig at være meget talrige, som det også var at vente, da Valdemar Sejr var den eneste levende repræsentant for «Ylvingeætten», arvetageren efter de mangfoldigesidelinier. Alt dette kongelige gods er ledsaget af værdiopgivelser efter de forskellige skyldsætninger, der brugtesrundt om i landsdelene. I hele Jylland er ansættelsen efter guldvurdering; kun i landet mellem Sli og Eyder og i Ditmarsken opdukke de tyske jordemål hufe og jarde. Også

---

1) Stp. s. 314—IG.

3) Derimod sondrer hovedstykket gennemgående ikke mellem kongens fædreneaiv (det egenlige patrimonium) og hvad han ellers besad. Sml. P..-M. s. IS2—83, 186.

på Fyn og Langeland bruges værdsættelsen i mark guld, men i Sælland og tildels på Falster fremtræder som regel skyldsætningen efter udsæd, der først ret er oplyst af Pal.- Miiller i hans almindelige bemærkninger om landboforholdene.— En nojere betragtning af enkelthederne i hovedstykket,af denne listes pålidelighed og fuldstændighed, opsættevi

Som et supplement til hovedstykket kan man måske opfatte natholdslisten, der nu kun giver oplysning om, hvad kongen kunde kræve til to nætters gæsteri om vinteren; dog synes det, som for omtalt, at afskriveren også havde ventet at få oplysninger om sommergæsteriet. Der opføres en mængde forskellige naturalier og dertil en del pengesummer til personer i kongens følge; om dettes storrelse kan man domme, når man hører, at der skulde leveres 100 fade og 400 tallerkener¹).

Forud for opgivelserne om nathold går ølisten, der giver en næsten fuldstændig og godt ordnet fortegnelse over alle de mindre danske øer. Hvert ønavn ledsages i almindelighedaf nogle korte oplysninger, i begyndelsen på latin, senere mest på dansk. Ved mange øer angives «Aus»; ellers indeholde oplysningerne især underretning om de dyr, der findes på øerne, dels jagtbare som hjorte, rådyr, harer o. s. v., dels heste, altså vilde stod; undtagelsesvis er på to øer anført et kloster, på Saltholm limsten. Dr. Nielsen²) opfatter listen som en opregning af de øer, der stod i særligt ejendomsforhold til kongen, og fortolker derfor, ukns» som en befæstet borg; men det kan påvises, at flere af de opregnede øer da allerede vare udsondrede fra kronen.

---

1) P.-M. s. 195; Stp. s. 158—160.

2) Nielsen, s. XIV.

Kimeligere er det at finde listens hovedojemed i de mangfoldigeoplysninger om jagten, som den indeholder, og «hus* betegner da kun et jagthus¹); men heller ikke denne tydninger udtommende; dertil passer hverken limstenen på Saltholm eller de hyppige oplysninger om vilde heste. Denne liste synes altså ligeså lidt konsekvent gennemfort som andre stykker i jordebogen.

De sidst omtalte tre storre stykker have omhandlet hele Danmark, om end fra forskellige synspunkter; de følgendederimodvedrøre kun enkelte landskaber. — Hallandslistenerdet stykke i håndskriftet, der bedst svarer til den ældre opfattelse af "Valdemars jordebog» som et fuldstændigt kongeligt kataster²). Den opregner alle Hallandsherrederog giver for hvert oplysninger om kongsgårdenesafgifter,om herredsbøndernes ydelser og endelig en pengesum som summa illius provinde. Dertil kommer angivelse af bøndernes mandtal og oplysninger om skipænenesstyrismændog hafnetal. Efter alle de enkelte opgivelser følger summa redditus regis in Haliandia, nemlig 708 % sølv, de uvisse indtægter dog undtagne. Af disse opgives sagefaldet iet særligt tillæg³) der også indeholder skipæn- og hafnetallet for hele provinsen. — Ved opregningenafherredsbøndernes ydelser viser der sig en forskel mellem de tre første herreder og alle de øvrige⁴). Ved de

---

1) P.-M. s. 103—94, sml. Stp. s. 391—405.

2) P.-M. s. 195.

3) Dette vil Pal.-Muller (s. 197) ikke regne med til det foregående, men heri har han næppe ret (sml. Stp. s. 406^—7); bemærkningen i tillæget: «De hiis omnibus nec håbet dominus rex nisi 210 $ argenti et 800 salmernes« viser tilbage til hele listen, thi sagefaldet alene er vistnok mindre end denne sum.

4) Denne forskel spores også i tillæggets sagefaldsopgivelser, som i de første herreder beregnes i øxne, i de ovrige i inark sølv. Det kan bemærkes, at de tre forste landskaber ere d^ egenlige grænseprovinser; de kaldes i jordebogen og endnu længe efter ikke »herred», og havde således maske en noget ejendommelig stilling.

første angives, at hele herredet i to år skal give visse ydelserårlig(korn, honning, øxne og penge), men i det tredje år betydelig flere (svin, lam, æg, smor og ost o. fl.) endelig (for de to herreders vedkommende), «når kongen kommer«, hver bonde desuden en hone eller hver to bønder en gås. og alle 3s> solv «til at købe fisk for«. Ved de øvrige herredergoresder derimod ingen forskel mellem årene; bøndernegivevinterstud og vårstud, især korn, enkeltvis også honning, smor og ost eller penge. At tredjeårs afgiften ved de første herreder er nathold, bliver sandsynligt ved lighedenmedopgivelserne i natholdslisten (sml. Samsø i hovedstykket);deto års ydelser svare derimod til, hvad der i de andre herreder kaldes stud. Men med Steenstrup at paralleliserealleafgifterne er ikke berettiget og også andre steder henvise til en bestemt forskel mellem nathold og stud. Stud anføres ved Utland (i hovedstykket) for sig ved siden af nathold og ses af senere bestemmelser hovedsageligatvære en kornydelse; derfor gives den også som vinterstud og vårstud, svarende til vintersæd og vårsæd; i modsætning hertil fremtræder nathold som sommer- og vintergæsteri. Medens stud er en årlig afgift, kræves natbold,iHalland i alt fald, kun sjældnere, og da gives stud ikke. Nathold var det egenlige gæsteri, stud kun en gæsteriydelse,ennaturalieafgift; begge kunde naturligvis afløses med penge. Men medens der er en mulighed for, at natholdivid forstand også kan omfatte stud, må det aldeles benægtes, at stud i sig skal kunne indbefatte nathold. Når derfor klostre få fritagelse for stud, ere de derved ikke fritagneforat

---

4) Denne forskel spores også i tillæggets sagefaldsopgivelser, som i de første herreder beregnes i øxne, i de ovrige i inark sølv. Det kan bemærkes, at de tre forste landskaber ere d^ egenlige grænseprovinser; de kaldes i jordebogen og endnu længe efter ikke »herred», og havde således maske en noget ejendommelig stilling.

tagneforatgive kongen nathold og ses også at have ydet
dette1).

Hvad Hallandslisten mener med sin «summa provinden ved hvert herred, er endnu ikke udfundet; denne sum synes aldeles ikke at kunne bringes til at passe med de enkelte afgifter, og Steenstrups forsøg på at påvise en forbindelse mislykkes aldeles²). Heller ikke passer »summa redditusi> ved slutningen af stykket til de enkelte herredssumme r³). — Lettere at forstå er oplysningerne om mandtallet, der dog mangler ved et af herrederne, og hafnetallet, hvor hovedsummen dog ikke er ganske rigtig. —

Hallandslistens forhold til hovedstykket og krongodslistener det vistnok umuligt at bestemme, såvel i tid som i indhold. De fleste godser, der opregnes i Hallandslisten, genfindes i krongodslisten, og enkelte synes at have stået her, men at være udslettede⁴). Derimod stemmer dens

---

1) Sml. Stp. s. 161 ff; hans modsigende ytringer om forholdet mellem stud og nathold ere fremhaevede i Stridsskrift, s. 45; Steenstrup lader snart stud vaere en del af nathold, snart omvendt nathold veere en del af stud, eller begge navne enstydige (s. 317), og nar han i sit Indlaeg (s. 57_—58) vil haevde, at deter diplomerne og ikke ham, som lader stud omfatte nathold, sa glemmer han, at det kun er ham, der udlaegger frihedsbrevenes stud pa hin made. At Andreas Sanesen synes at oversaette stud ved procuratio (gaesteri), ma henferes til vanskeligheden ved at flnde et bedre tilsvarende latinsk ord. — Nar forskellen mellem stud og nathold fastholdes, forstar man, hvorfor aflesningsafgiften i hovedstykket svarer .til tredjearsydelserne i Hallands tre herreder, som er natholdsydelser (Stp. s. 317), men ikke til studafgiften i de andre hcrreder.

2) Steenstrups beregninger give kun udslag, som passe temmelig slet; flere af dem bero endog pa en fejl forudsaetning, sml. Stridsskrift, s. 44_—45 vedkommer dog ikke forholdet til hovedstykket); Steenstrups forsvar for sin fremgangsmade (Indlaeg s. 35—36) er ufatteligt.

3) Sml. Nielsen, s. XV.

4) Nielsen, s. XV—XVI og s. 133, anm. S.

indtægtsangivelser kun rent undtagelsesvis med dem, der findes i hovedstykket. — Til Hallandslisten slutter sig nogle tillæg, en opregning af landegrænsen mellem Halland og Sverige og enkelte bemærkninger om forandringer i godsforholdene,hvoriblandt et skødeuddrag fra 1254 og en notits om gods, bortforlenet til hertug Knud af Norge (f 1261) og «som han endnu har«; begge optegnelser hore til de yngste i jordebogsbladene; dog er det næppe sikkert, af den sidste at slutte, at vor kodex er skrevet for Knuds dødsår¹).

Falster lis ten er ét af de omstændeligste stykker i jordebogen; den giver ikke alene detaillerede angivelser om kongens gods paa denne ø, men tillige oplysninger om hver bys bol- og marketal og om de storre private godsejere. Ordningen følger kirkebyerne og viser, at sogneinddelingen da allerede var omtrent den samme som den dag i dag, et mærkeligt vidnesbyrd om den ældre middelalders betydning for landets religiøse organisation. Pal.-Muller har underkastethele denne liste en omhyggelig behandling og har påvist adskillige unqjagtigheder i enkelthederne²). Den særlige fortolkning af listen frem byder forholdsvis få vanskeligheder,dens forhold til hovedstykket er derimod meget uklart. Pal.-Muller hævder her, at Falsterlisten er et af de ældste stykker i jordebogen, betydelig ældre end «Falstria» i hovedstykket, og han støtter sig især på, at «Falstria» viser en ejendommelig samlet organisation ftf det kongelige gods, som aldeles mangler i Falsterlisten³). Denne forskel har dog snarest sin grund i de to stykkers forskellige fremgangsmåde;«Falstria»

---

1) P.-M.s. 197; Stp. s. 413.

2) P.-M. s. 210—25; jli. Stp. s. 414—27.

3) P.-M.s. 226—27.

gangsmåde;«Falstria»opregner kongens gods efter bestyrelsesmåden,dels to kongelige gårde med deres tilligender, dels strøgods, bortforlenet til kongsmænd og opstillet efter herrederne¹); Falsterlisten derimod opregner alt det kongeligegods blot efter dets beliggenhed i øens byer. På selve organisationen kan der derfor næppe bygges nogen bestemmelseom tidsforholdet mellem de to lister; imidlertid henviserdog meget andet til, at de ikke ere samtidige; den ene kongsgård (Egenseborgen) i «Falstria» nævnes således slet ikke i den omstændelige Falsterliste. Skont flere småtræk,som Pal.-Muller har anført, nærmest tyde på, at Falsterlisten er ældst²), fører et hidtil übemærket sammenligningspunktbestemt i modsat retning. I hovedstykketfindes nemlig en tilskodning omtalt, hvorved bispen af Odense mageskiftede forskellige ejendomme på Falster til kongen, og når man efterser de her nævnte byer i Falsterlisten,vil man finde, at bispen dér ikke har ejendomme i nogen af disse byer³), ja i Marbæk kan han end ikke mere have ejet de to ører jord, som nævnes i skødet⁴). Dette mageskifte, der vel endog nærmest må opfattes som en senere tilfqjelse i hovedstykket, ligger således forud for Falsterlisten, og da de andre træk sikkert henpege på en ulige alder, må det særlige stykke om Falster således være ikke lidet yngre end hovedstykket fra år 1231.

---

1) Om «Falstria«\s opstilling, se i det følgende.

2) P.-M. s. 227.

3) Staværby alene undtagen, men også kongen har her gods.

4) thi når kongens og de andre grundejere« jorder her drages fra hele byens markeskyld, bliver resten mindre end de to orer. — Om sammenligningen skal dog bemærkes, at kongen ved skødet fik to ører i Ormsthorp, men i Falsterlisten kun opføres med to ørtng; hvis der ikke et af stederne er en skrivfejl, må kongen her have bortsolgt noget af sin jord.

Lålandslisten giver en kortfattet fortegnelse over kongens godser, værdsatte i bol, øre og ørtug; bolet synes altså da på Falster at have været en fast matrikelstorrelse, lig én mark skyld¹), medens det i Falsterlisten viser sig at være af en meget.forskellig storrelse, ofte dog lig P/3 mark²). Lålandslisten er det eneste af landskabsstykkerne, som måske kan opfattes som et supplement til hovedstykket, hvor Låland aldeles mangler oplysninger; adskillige småtræk synes dog at tale herimod, om end ikke afgorende³).

Femernlisten ses let at bestå af to dele, hvoraf den første er den yngste, den anden en rum tid ældre; i tidsbestemmelsenmå Steenstrup følges, der sætter den ældre del efter flere deri forekommende navne til omtrent år 1200; den anden del er vel en menneskealder yngre. Delingspunktetmellem de to stykker kan ikke bestemmes med sikkerhed; de fire øverste linier på listens anden side henregnesaf Pal.-Miiller til den foregående del, af Steenstrup til de følgende optegnelser på samme side. — Listens ældre del giver oplysninger om kongens ejendomme, som gav landgilde, om en del gårde, som vare bortforlenede til kongsmænd, en fortegnelse over Slavernes landsbyer, endeligen kornafgift af hele øen. Den yngre del opregner både de tyske og de slaviske byer, og viser, hvorledes det tyske element fortrænger det slaviske, idet den slaviske hakke (uncus) afløses af den tyske hufe (mansus). Hvad nojagtighedenaf dette stykke angår, må selv forsvarerne af "Valdemarsjordebog» indromme, at «her findes enkelte fej 1». Storst interesse har Femernlisten for resten derved, at den

---

1) Stp. s. 54—55.

2) P.-M. s. 221, anm. (hvor 11/al^l/a #eren trykfejl).

3) Stp. s. 427—28; sml. P.-M. s. 20G—7; jlr. ogsa Nielsen, s. VIII og XVII.

viser, at denne es forbindelse rned det danske rige er meget gammel. — Listens yngre del kan omtrent være samtidig med hovedstykket, men står dog ikke i noget forhold til dette, hvori Femern kun opføres med en afgift af 500 lybske mark penge¹).

I jordebogen findes endnu to stykker, som begge ere halvt utilgængelige for en dansk forsker, nemlig de to Estlandslister. Den mindre giver en slags oversigt over Valdemars erobringer i østen, endog en fortegnelse over preussiske lande, og er derfor formodenlig optegnet for ulykkesårene 1223^—27, hvis den ikke kun er en erindringsliste over gamle krav. Den storre, lithografisk gengivet i andet bind af Antiquités Kusses, er derimod vistnok yngre end forliget i Stensby (1238); den frembyder yderst forvirrede forhold, til hvis oplysning Schirrens skarpsindige arbejde har bidraget overordenlig, uden at der dog kan siges at være. fastslået et endeligt udslag.

Vi have nu gennemgået alle de statistiske stykker i Stockholmerhåndskriftet, og ved hvert søgt at klare dets betydning, dets udarbejdelsestid og tildels også dets pålidelighed.Det var disse stykker, som man tidligere sammenfattedeunder fællesnavnet "Valdemars jordebog». Hvad man tænkte sig ved dette navn, er det vanskeligt at udtrykkebestemt; man brugte værket, man citerede det atter

---

1) P.-M.s. 207—10; Stp. s. 429—41; den sidste finder en harmoni mellem begge lister (s. 438) deri, at Femernlistens aeldre del (maske) viser en kongelig indtaegt af oen pa 618 # (ved ar 1200), medens hoveilstykket (fral2ol) angiver 500 $!! Jlr. Stridsskiift s. 47-48.

og atter, og dog herskede der den fuldstændigste uklarhed over, hvad denne Valdemars jordebog egenlig var. I storste ointrentlighed tor man måske sige, at tidligere historikere i den såkaldte Valdemars jordebog mente at finde, for det forste, et sammenhængende værk, nærmere et hovedværk fra 1231 med nogle senere tillæg og med mere indgående oplysninger om enkelte landskaber, for det andet, et officielt og i alt væsenligt pålideligt værk, der gav fuldstændige oplysninger om landets financielle forhold på hin tid¹). — Men har denne opfattelse kunnet udholde den sidste tids kritik?

Opfattelsen af »Valdemars jordebog» som ét sammenhængenderærk fik et stærkt stød, da Klemming oplyste, at disse statistiske stykker kun vare dele af et storre håndskrift,der desuden indeholdt mange andre og forskelligartedestykker. Schirren drog konsekvenserne heraf, og efter en kortfattet gennemgang af jordebogsbladene udtalte han so* sit udslag, at den såkaldte Valdemars jordebog består af formelt og materielt ulige stykker, der vel i det rent ydre hore sammen, men aldeles ikke danne noget hele. Pal.-Mullers mere indtrængende undersøgelser førte ham til lignende resultater; efter hans opfattelse ere kun ganske enkelte af stykkerne udarbejdede i sammenhæng, medens

---

1) Vi betvivle, at man tidligere havde en synderlit; bestemtere opfattelse af jordebogen end den, der ligger i den yngre Stephanius' ord fra 1629: *Et penes me est Codex membraneus circa annum MCCXXI [fejlt for 1231] descriptus qui annuos proventus omnium prw/ecturarurn et provinciarum totius Dania cum brevi earundem descriptione et aliis antiquitatibus complectitur._• Allcrede Langebek har heri ment at iinde den aeldste omtale af jordebogshandskriftot (efter en egenhsendig optegnelse i Ny kgl. Sml. fol. 427 b) og der synes ikke at vaere tilstraekkelig grund til (med P.-Ms. 257) at omtvivle, at det virkelig er vor kodex, som naevnes i disse ord; man ved jo ogsa, at Sparvenfeldt kebte sit handskrift i Kebenhavn.

de fleste ere aldeles uafhængige indbyrdes¹). Denne mening blev i hovedsagen tiltrådt af Dr. Nielsen, der indskrænker navnet "Valdemars jordebog» til fire af stykkerne, men opgiver enheden af dem alle. — Steenstrup derimod synes også på dette punkt at ville hævde den ældre opfattelse. Han stiller sig i modsætning til dem, «der tænke sig jordebogensom bestående af stykker, der intet have med hverandreat gore»²), og vil heller ikke tiltræde Dr. Nielsens opfattelse^a).

Når jordebogen opfattes som ét værk, som et organisk hele, bearbejdet i sammenhæng og med en fælles hensigt for oje, så kan denne sammenhæng enten være en oprindeligelleren senere frembragt. Stykkerne kunne oprindelig være udarbejdede i sammenhæng, eller også kan en senere bearbejder have sammenarbejdet dem til en helhed; med andre ord, sammenhængen kan tilhøre originalerne eller blot vort håndskrift. — Steenstrup synes at ville føre et ydre bevis for jordebogsbladenes sammenhæng i vor kodex.Det er, siger han i sit Indlæg⁴), en kritikers »første pligt ligeoverfor et aktstykke at antage det for ægte og fuldgyldigt, indtil det modsatte bevises«. Dette er rigtigt; finder jeg et brev dateret 1231, så er det fra dette år, indtil det modsatte bevises; finder jeg et aktstykke med titel «Kong Valdemars jordebog», så er dets indhold en jordebog over denne konges ejendomme, indtil det modsatte bevises. Derfor, fortsætter han, er det uret lære, når Pal.- Miiller taler om Steenstrups »rent vilkårlige forudsætning, at alt i Kong Valdemars jordebog hænger godt og noje

---

1) Schirren, s. 117; P.-M. s. 257—59.

2) Indlæg, s. 31.

3) Stp. s. 297—98.

4) s. y.

sammen«. Nej, ingenlunde; til at tale således, er Pal.- Muller fuldt berettiget. Thi vi har intet værk, der selv kalder sig "Valdemars jordebog» eller noget i den retning; dette begreb kom ind i verden ved Sparvenfeldt, men gik ud deraf i 1851, takket være Klemming. Vi har nuen del statistiske stykker, der ikke ere forbundne ved nogen fælles titel eller noget andet bindemærke og som i deres håndskrift stå aldeles sideordnet med andre stykker af theologisk og historisk indhold. Håndskriftet medgiver altså intet andet end, at der er ligeså megen forbindelse mellem to af de kameralistiske stykker som mellem to af de theologiske, — og de theologiske ere netop ikke sammenhængende,menuddragne af ganske forskellige forfattere og aldeles ikke sammenarbejdede af afskriveren. Ad ydre vej kan vi aldrig nå videre end til det, at samme skriver har afskrevet alle de kameralistiske stykker¹); en virkelig sammenhæng kan umulig påvises ad denne vej₂). — Men indre beviser for sammenhæng i håndskriftet gives der heller ikke. Disse skulde gå ud på, at skriveren havde sammenarbejdetsineoriginaler til et hele, således at de ved dette skriverens arbejde fik et enhedspræg. Vor tidligere undersegelseafhele håndskriftet har imidlertid udtrykkelig hævdet det modsatte, har påvist, hvorledes skriveren måske ordner, men ikke bearbejder, afskriver nojagtig og fuldstændig, men uden selvstændig gennerntrængen af emnet. — At henføre en mulig sammenhæng af jordebogsstykkerne til skriveren af vor kodex er således umuligt. Han (eller rettere ejeren

---

1) Sml. Stp. s. 297—99.

2) Nielsen leegger niegen vaegt pa de rimeligvis jaevnaldrende tal, der findes pa nogle af laeggene med jordebogs-optegnelser. Disse have dog kun betydning ved at vise disse laegs oprindelige orden; om en indre enhed kunne de ikke vidne.

af håndskriftet) har været samler og intet mere. Selvfølgeligkunnevi kun glæde os over dette udslag; hvor langt heldigere ere vi ikke stillede ved at have originalerne i tro kopier, end vi vilde være, hvis vor kodex gav os disse originalerien bearbejdelse, der kun havde forvansket dem, udført, som| den måtte være, to menneskealdre efter at nogle, én efter at de fleste af jordebogsstykkerne først optegnedes.

Den anderi mulighed var den, at jordebogsstykkerne oprindelig ere udarbejdede i sammenhseng, at originalerne alle danne et vaerk. Denne mening er det a"benbart, som man tidligere nserede; deter den, som ligger bagved seldre forfatteres opfattelse af jordebogen som et officielt kataster, deter den, som har frembragt den gsengse bensevnelse, «Valdemars jordebog», men ingen gjorde noget forsog pa¹ at udvikle og gennemfere denne opfattelse. Nu ere disse forhold sendrede; jordebogen er underkastet en indtrsengendeanalyse, den er oplest i en raekke enkelte stykker, og alle ere enige om, at disse stykker ere nedskrevne til meget forskellige tider. Hvorledes stiller da Steenstrup, som vil imedeg§, denne opLesemle kritik, sig til dette sporgsmaal, vistnok det vigtigste af alle, da bedommelsen af jordebogensp&lidelighed for en stor del afhsenger af dets besvarelse?Hos Steenstrup finder man vel et forsvar for jordebogsstykkernessamrnenhaeng, der er lige s& udforligt som kritiken deraf; bans bog indeholder vel et helt kapitel, som omhandler enheden i Valdemars jordebog? Ingenlunde; man leder alle dens 500 sider igennem, — intetsteds finder man fern linjer om en sammenhseng mellem alle jordebogsstykkerne.Overfor dette hovedpunkt er Steenstrup liges§, uklar som de seldre forfattere, og dog har han til baggrund en «'senderdelende» kritik, der synes at ma'tte umuliggere en

gentagelse af den tidligere uklarhed. — Først i sit « Indlæg«har Steenstrup rørt ved dette sporgsmål og søgt at føre et ydre bevis for jordebogsstykkernes sammenhæng i kodex, altså i afskriften. Vi have ovenfor imødegået dette bevis og kunne ikke anse det for holdbart; men selv om det virkelig var rigtigt, er der et langt spring fra en ydre forbindelse i en afskrift til en indre sammenhæng af originaler,hvis arTattelsestid faktisk er meget forskellig. Om en sådan indre sammenhæng findes der hos Steenstrup intet, aldeles bogstavelig intet. Og vi forstå end ikke, hvorledes Steenstrup ud fra sine egne bestemmelser af de enkelte stykker kan se en mulighed til en sammenhæng; vi se ikke, hvori han kan finde det fælles, der skal forbinde en natholdslistefra 1231 med en «broderliste» fra Knud d. sjettes tid, en fortegnelse over en sællandsk plovskat, skrevet under Erik Plovpenning, med en jordebog over Femern, optegnet halvhundred år tidligere, eller hvad sammenhæng der kan være mellem et såkaldt skiftedokument fra 1232 (?) og en senere liste over nogle indtægter fra forskellige egne af Danmark. Vi fatte ikke, hvorledes Steenstrup tænker sig alle disse så forskelligartede dele forbundne til ét værk, og i alt fald, at deres sammenhæng just ikke ligger så klart for dagen, at den ikke behøver at påvises og begrundes, vil enhver indromme. — Striden er måske om ord; men ved ét værk må man dog tænke sig en organisk enhed, udarbejdeti sammenhæng og med en fælles hensigt, ikke blot bidrag til Danmarks statshusholdning eller oplysninger om kong Valdemars magt og rige₁); thi at jordebogsbladene ere dette, derom ere alle jo enige.

Stottet på vor gennemgang af jordebogsdelene kunne vi

---

1) Jfr. Stp. s. 298.

sige følgende om disse stykkers indbyrdes forhold: Hovedstykketogkrongodslisten ere utvivlsomt udarbejdede i forbindelsemedhinanden, begge altså ved år 1231, uden at dog en nojere påvisning af deres forhold under udarbejdelsen synes mulig. Til disse stykker har man ment at kunne foje elisten og natholdslisten som supplementer, måske med rette; positive grunde for denne sammenhæng er der egenligikke,om end der heller ikke kan anføres noget derimod. Endnu tvivlsommere stiller forholdet sig med Lålandslisten, som Steenstrup vil opfatte som en udfyldning af det tomme rum ved Låland i hovedstykket; adskillige småtræk tale herimod. — Men hermed er man også til ende med det, der hører sammen eller muligvis kan gore det; hele resten af stykkerne afvige fra den foregående gruppe såvel i indholdsomi tid og ere tillige på et par nær indbyrdes aldeles uafhængige. Femernlistens ældste del er en menneskealderældreend hovedstykket; når dens yngre del måske kan være samtidig med dette, er den til gengæld desto mere afvigende i indhold. Plovskatlisten og bylisten ere fra en senere tid og fremtræde aldeles ikke som supplementertilhovedstykket. Indtægtslisten, denne løse opregningafnogle indtægter, afviger endog i sine angivelser næsten overalt fra hovedstykket, og når man sammenstiller hin liste med uddraget af Håkon Palnesons skøde, får man det bedste indblik i jordebogens stykværkagtige sammensætning.Aflandskabslisterne er den store Estlandsliste yngre end hovedstykket og, dette nævner end ikke Estlands navn. Hallandslistens alder er übestemmelig; den giver imidlertid en mængde oplysninger, som ikke have noget tilsvarende i hovedstykket, og dette gælder i endnu hojere grad om Falsterlisten med dens opregning af private godsbesidderein.in.; denne afviger desuden fra hovedstykket i

tid. Endelig står broderlisten tilbage, der ikke alene er betydelig ældre end de andre jordebogsdele, men hvis indhold,hvaddet så betyder, dog ikke er kameralistisk. — Heraf fremgår med uomtvistelig sikkerhed, at der aldeles ikke er nogen sammenhæng mellem alle eller blot de fleste jordebogsstykker. Fælles for dem er kun, at »kongens interesse overalt behersker notitsernes mål og form«¹), at de alle give oplysninger om Danmarks finansforhold i Valdemarernestid,alle have deres hjem i det kongelige rentekammer,ogherved må endda broderlisten undtages. Den ældre opfattelse af disse stykker som en enhed, som ét værk, mangler ydre grunde og står i strid med stykkernes indre forhold.

Det andet hovedpunkt i den ældre opfattelse af "Valdemarsjordebog» var dennes fuldstændighed og pålidelighed, begrundet i dens officielle karakter. Det er klart, at denne opfattelse mister sit faste grundlag, så snart jordebogsbladeneopfattes ikke som et sammenhængende værk, men som sideordnede stykker. Derved er helhedens officielle karakter, dens lighed med en statens jordebog, faldet bort; en officiel karakter kan måske hævdes for de enkelte stykker,ikke for en helhed, som ikke existerer. Pålidelighedenog fuldstændigheden er ikke givet som forudsætning, men skal først bevises. — For at føre dette bevis kan man gå to veje; man kan prøve jordebogsbladenes oplysninger enten på andre kilder eller på dem selv. Steenstrup lægger især vægt på den første vej og dadler Pal.-Muller meget, fordi han kun har brugt den sidste. Men næppe med rette. Jordebogsstykkernes oplysninger ere af en så speciel natur, at vi næsten aldrig ere i stand til at stille dem sammen

---

1) Schirren, s. 117.

med oplysninger andensteds fra. Ad anden vej kan man fremdrage meget til at forstå jordebogen, til at oplyse, hvad dens gådefulde udtryk betegne, hvad dens stykkers indhold er, og dér har Steenstrup store fortjenester; derimod er man, hvad dens pålidelighed og fuldstændighed angår, ikke nået stort frem ad denne vej. — Der står da kun én fremgangsmådetilbage, den som Pal.-Muller har anvist; man må gå den indre kritiks vej, prøve jordebogen på denne selv. Dette kritisk prøvende studium af jordebogsstykkernemå selvfølgelig især rettes imod de storre blandt disse, fremfor alle imod hovedstykket, der alene næsten optager ligeså megen plads i. håndskriftet som alle de øvrige stykker til sammen og altid er blevet anset for midtpunktet i det, som man kaldte "Valdemars jordebog». Ved et sådant storre sammenhængende arbejde vil den indre kritik kunne give store udslag, og vi skulle derfor her foretage den prøvelse af hovedstykket, som vi tidligere opsatte.

I hovedstykket har Pal.-Muller påvist dels en række særligheder i det enkelte, som tilsammen give en slags almindelig karakteristik af det hele stykke, dels en del storre lakuner. Hans modstandere have søgt at imødegå de sidste ved at angive forskellige grunde, der skulle have foranlediget jordebogen til hine udeladelser, de første derimod have de hverken imødegået eller forklaret, og disse ere også så utvivlsomme, at vi skulle begynde med denne side af sporgsmålet, for derved at vinde et fast standpunkt overfor de omtvistede lakuner.

Når marr følger gangen i hovedstykket, viser der sig
her den storste uensartethed i bearbejdelsen1). Over det
hele står: Jucia, og derunder Anno domini 1231 factum

---

1) Sml. i det hele. Schirren, s. 112—15.

esi hoc scriptum; denne overskrift passer altså kun til hovedstykketsførstedel, ikke til dets belhed. Der begyndes så med Jylland og her er listen ret ordenlig opstillet; herredernemedderes afgifter, jorderne med deres værdsættelse ere lette at udrede; dog skifter listen enkelte steder karakter;underSamsø gives en meget detailleret fortegnelse over natholdspræstationerne, noget senere en uforståelig notits om «hr. Tokes len», der efter skriverens egen angivelse er defekt. Denne dog forholdsvis regelmæssige gang afbrydesheltefter Utland; den felgende side optages så af et skødeuddrag, hvorefter kongen 1217 fik noget gods i Ditmarsken, og derefter står en side tom. Den næste side begynder med den optegnelse, at «vort patrimonium i Fyn er omtrent 400 % guld», hvilken sum vanskelig lader sig forene med de følgende detailopgivelser¹); på samme måde er godset på Langeland sammentalt til »omtrent 106 $■ guld«, skont de specificerede godser næppe ere halvt så store, og et sted i Senderjylland står et gådefuldt «37 % guld«, der vel også er en sammentælling, uden at man dog ser af hvad. Efter hin oplysning om patrimoniet går listen over til de enkelte herreder i Fyn og svarer i karakteromtrenttil Jyllandsdelen; dog indskydes her et par steder yderst detaillerede opgivelser om hafne med deres afgifter. Fyn slutter endelig med en gådefuld notits: Preter Hægnæzholm, Nyhurgli §c. Als står så tom ; ved Ærø opregnes (ikke kongsgodset, men) to krongodser, og der tilfojes: aliud tohim patrimonium. Tåsing står tom, og ved Langeland findes, uden dog at svare til rammen, optegnelser dels om gods, som kongen ejer, dels om andet, som forskellige navngivne mænd have skødet til kongen.

---

1) Sml. dog P.-M. s. 186.

Låland står helt tom. Derefter følger Falster, som heller ikke svarer til rammen og er meget uordenlig opstillet; dette afsnit begynder med kongsgården Gedesby og dens tilliggende, alt i Sønderherred; derefter opføres en del kongsgårdeiNorreherred, som vare bortforlenede til forskellige mænd (et forhold, der også fremtræder et sted på Sælland), så atter en storre kongsgård, nemlig Eknæsburg med tilliggendeisamme herred, men så. vender listen tilbage til Norreherred, hvor der nu opregnes forskellige bortforlenede kongsgårde¹). Som tillæg til det hele står et mageskifte med bispen af Odense; men dette ender med en notits om forbrudt gods, som dog næppe kan have tilhørt bispen. — På den folgende side begynder Sælland; her stå de fleste herreder aldeles tomme for jordegods, men til gengæld findes der et par enkelte steder så meget mere detaillerede opgivelser om sådant-). Dernæst forskellige øer, de fleste uden afgift. — Listen går nu over til Skåne, hvor der ikke opføres det mindste jordegods, mon hvor der i stedet er indskudt to længere danske notitser, den ene et skodeuddrag, den anden et grænseskel for krongods (!). Halland véd heller ikke af noget kongeligt jordegods, og ved Bleking står kun rammen,udennogensomhelst oplysning; her er så indsat en fortegnelse over Kong Valdemars arvegods i Sverig, der en.der således: «Easdem possessiones hereditavit Sophia mater Valdemari (//*'). Et sciendum quod omnes predietas pos.•sessionesdedimusduci Kanuto», hvor kongen altså først indføresitredje person, senere selv synes at optræde talende.

Enhver, der har fulgt denne redegorelse, vil indromine,

---

1) Vi sammenarbejde her P.-.M. s. 226—27 og Stp. s. 416 ff.

2) Saledes anferes her ved nogle godser bade skyldens, afgiftens og udsaedens storrelse.

at hovedstykket fuldstændig mangler ensartethed, at denne evindelige vexlen mellem regelmæssighed og indskud, mellemgodsfortegnelseog skødeuddrag, mellem yderlig omstændelighed'ogden stdrste knaphed eller hel udeladelse, ikke kan forenes med tanken om en udjævnende gennemarbejdelse,enendelig redaktion. — Men netop det samme fremtræder i enkelthederne¹). Sproget er latin og dog findes et par steder danske ord, andensteds hele lange danske notitser. I det enkelte svarer den ene oplysning ikke til den anden; ved Istathesyssel angives således, at kongen heraf har 200 % sølv preter Slæswich et monetam et Danvirky et Ykærnburgh, men heraf kommer dog både Danevirke og Ekernforde igen senere²). Så vel ved Vendsyssel som også ved Fyn og Sælland anføres under landskabsnavnene godser,derburde have stået under et enkelt herred. Nogle bemærkninger gælde fortiden, andre fremtiden; ved to herrederanføres,hvad deres afgift havde været, og om en molle i Jylland får man at vide, at den gjaldt 4 % guld, sed jam destnictum est; på Sælland opføres endog gods, som var bortbyttet mod andet på Langeland; et sted derimod henstilles det til kongen, om et skøde skal gælde eller ej: sit in vestro arbitrio utrum habeat nec ne. I almindelighedanføreskun godsernes navne, undertiden tilfojes dog kongens adkomstret, enten hævdsret (sic antiquitus est appreciata)ellerskødning, kortelig flere steder, længere ved Ditmarsken og Låland. Et par steder findes endelig notitser,somslet ikke høre hjemme i denne liste, derimod i krongodsfortegnelsen, således ved Langeland: term que

---

1) Sml. i det hele P.-M. s. 189—91.

2) Deter niaske konsekvent, at disse to komme igen, men sa er det inkonsekvent, at Slesvig og monten ikke ogsa naevnes senere.

attinet regno1) og i Skåne et grænseskel mellem «bondæmarhockununglef».

Til den her påviste mangel på endelig gennemarbejdelse svarer en gennemgående uklarhed og ufuldstændighed i de enkelte opgivelser. Det er allerede tidligere fremhævet, hvor übestemt herredsindtægterne ere angivne; det er ligeså umuligt i hvert enkelt tilfælde at afgore, hvad en skat uden nqjere bestemmelse gives for, som at sige om «mark» alene betyder mark penge eller mark sølv. En tilsvarende übestemthedfremtræder også på andre områder, således ved købstæderne. Her viser sig det ejendommelige forhold, at der ofte opføres købstadafgifter, uden at købstaden selv nævnes. TJieloneum (told) fremtræder t. e. under Haderslevherred,men byen Haderslev nævnes ikke, og ganske på samme måde går det med Åbenrå og Slesvig. Ved Skåne nævnes midsommergæld, åbenbart af Helsingborg, uden dog at dette navn findes, ja, i Sydsælland anføres en hel række af købstadafgifter, men Vordingborg, hvorira de stamme, omtales ikke. Ligefremme huller findes også: efter Middelfart står der en plads åben til afgiften, som aldrig er blevet udfyldt, og lignende er forholdet ved Kyæltæburg.Udtrykket preter (foruden), efterfulgt af en übestemtindtægtsangivelse, antyder også mangler. Ved Århus opgives 12 % i ledingsafgift preter eæactionem, og exactio angives dog nojagtig ved Viborg, ved Ribe og andensteds; udtrykket preter theloneum findes oftere, og ellers angives dog også told som en bestemt sum; et sted undtages endog både theloneum og exactio. — En lignende uklarhed som ved herredsindtægterne fremtræder også ved jordernes værdsættelse;i

---

1) Denne ejendom nævnes dog ikke heller i kroncodslisten, Stps. Indlæ" s. 34.

sættelse;imange tilfælde véd man her ikke, om mark er en afgift eller en skyldsætning, og i andre tilfælde står mark uden nogensomhelst nojere bestemmelse, et enkelt sted også et tal ganske alene. Rent übestemte udtryk findes oftere, således plus valet, amplius; i Skithum ejer kongen 10 fiathring que valore excedunt 40 % auri. Også fremtræder her ligefremme mangler. Adskillige navne stå uden tilføjelse af værdi, således i Jylland Hwolæ og Thoretorpog flere steder på Sælland og Fyn; på et punkt standserlisten endog midt i et ord: Snesør soluit annu ....

Overfor dette hovedstykkets lange synderegister, der her kun fremtræder som en forøget og gennemført gengivelse af den karakteristik, som allerede Pal.-Muller og tildels Schirren have givet, have jordebogens forsvarere næsten været helt tavse. Derfor skal det dog ikke påstås, at der aldeles ikke kan anføres noget imod disse anker. Til enkelte af de her fremhævede mangler vil der kunne påvisesanalogier i andre jordebøger; således vil man t. e. i andre jordebøger og andensteds kunne se . flere ligeså omtrentligeangivelser som hovedstykkets amplius fyc.\ således viser også en jordebog fraTommerup kloster¹) en fuldstændigsprogblanding, idet dens begyndelse er på dansk, dens slutning på latin. Men en langt storre mængde af de påpegede særligheder ere aldeles ejendommelige for hovedstykket,og fremfor alt, hvad der er absolut karakteristisk for dette, uden sidestykke i nogen god jordebog, det er den store mængde, hvori alle disse mangler fremtræde. Det hjælper derfor ikke, at man i andre aktstykker kan påpege nogle enkelte analogier, det nytter ikke at bortforklare én eller to af hine mangler, dertil er deres mængde altfor

---

1) Gehejme-arkivet.

overvældende. Og vi tro ikke, at nogen har kunnet vente, at man i et aktstykke, overfor hvilket kun en indre kritik er mulig, skulde kunne påvise flere mangler end der i det foregående er sket ved hovedstykket.

Udslaget af vor prøvelse af jordebogens hovedstykke behover således neppe nogen kommentar. Det er umuligt i dette arbejde at se mere end samlinger og forarbejdertil en jordebog; den gennemgående uensartethed i det hele, den overalt fremtrædende uklarhed og mangelfuldhed i alle enkeltheder kan ikke forenes med et endelig afsluttet og officielt redigeret aktstykke, påtrykt med statens pålidelighedsmærke. Hovedstykket kan ikke være en dansk Domesdaybook, men indeholder kun forarbejderne til en sådan. —Om Steenstrups tydning af hovedstykket¹) kunne vi derfor sige dette: Mr han sætter udarbejdelsen af det hele stykke i forbindelse med det store skifte i kongeætten, der (efter en noget tvivlsom efterretning hos Huitfeldt-) skal have fundet sted i året 1232, så kan denne gisning ikke ligefrem benægtes, men den har meget lidt sandsynlighed for sig, og der må herved gores vold på listens eneste sikre holdepunkt, nemlig året 1231. Når han derimod i hovedstykketi dets nuværende form vil se selve den specifikation, som lagdes til grund for skiftet, så må man aldeles benægte muligheden heraf, og ethvert modbevis er overflødigt efter listens hele nys udviklede karakter. — Men hvad så anledningentil hovedstykkets udarbejdelse har været, i bedommelseaf hele dette stykkes karakter kunne vi fuldstændig

---

1) Se især Stp. s. 309 — 10.

2) tvivlsom, thi hvorfra kan Huitfeldt have denne efterretning? Er det ikke en gaitning af ham selv, måske frembragt ved et übestemt kendskab netop til jordebogen, som jo en menneskealder senere var kendt af Stephanius?

tiltræde Pal.-Mullers endelig dom: i forlægsbladene have vi kun en første flygtig sammenstilling af forskellige materialier,der tilsammen udgore en meget ufuldstændig fortegnelseover Valdemar den andens sikre indtægter af herrederneog over hans jordegods¹).

Hvad listens her berørte ufuldstændighed angår, tænker Pal.-Miiller ikke så meget på de mindre huller, hvoraf vi tidligere have påvist flere, som på de storre lakuner, der fremtræde i hovedstykket så vel ved herredsafgifterne som ved godsopgivelserne²). Efter listen skal kongen aldeles ikke have ejet noget gods på Als eller Låland; øst for -Øresund opføres vel noget arvegods i Sverige, men intet i de tre danske landskaber, og heller ikke omtales der kongelige godser ved de fleste sællandske herreder. Ligeså omfattende lakunerer der i indtægtsangivelserne; flere landsdele mangle enhver angivelse, således Als, Langeland, Låland og Bleking, og i alt stå af rigets 200 herreder omtrent 70 blottede for natholdsangivelse eller for afgifter, som kunne være afløsning derfor. — Steenstrup har som »sagfører') for jordebogens fuldstændighed søgt at forsvare disse udeladelser. De mange lande og herreder, som mangle afgiftsangivelser, skulle være hortforlenede; at kongen ikke har privat gods øst for Øresund skal forklares ved, at overgangen fra kongsgods til krongods i -Østdanmark allerede var tilendebragt på jordebogens tid³). Begge disse forklaringer ere hypotheser, som det er umuligt at bevise, men som det også er vanskeligt fuldt at modbevise på grund af vort ringe kendskab til hin tid. Vi skulle dog gore nogle bemærkninger om Steenstrups forklaringer.

---

1) P.-.M. s. 192.

2) Sml. P.-M. s. 189.

3) Stp. s. 171—76, 322—24 og s. 346

De tilsyneladende så store mangler i opregningen af kongeligt gods vil Steenstrup bortforklare ved sin nys nævnte hypothese, og for at støtte denne har han anvendt den af ham anpriste prøvelse af jordebogen på andre kilder. Han er «gået på jagt efter alle mulige oplysninger om kongeslægtensgods»og i hele tidsrummet 1231_—1300 har han kun fundet «7 exempler på, at andet nævnes som kongefamiliensgodsend det i jordebogen anførte«¹). I forbigåendebemærkevi, for at forebygge en nærliggende misforståelse,atder her ikke menes 7 exempler på manglende godser, men 7 exempler på breve, hvori der nævnes sådanne; disse breve indeholde omtrent en snes navne på kongelige godser, der ikke gjenfindes i hovedstykket, og det er altså tallet 20, ikke 7, der har betydning i denne sammenhæng. Imidlertid bemærker Steenstrup, overfor disse exempler står man »ganske tvivlende, om det var arvet gods? om det var arvet efter kong Valdemar? ... om det alligevel dog ikke nævnes i jordebogen som tilliggende til et anført gods?« Heri har han naturligvis ret, og vi skulle ikke påstå, at der kan føres et stringent bevis for jordebogens ufuldstændighedaddenne vej; tværtimod have vi her et bevis på, hvor lidet en prøvelse på andre kilder forslår overfor jordebogensutalligeenkeltopgivelser. Imidlertid kan der måske på denne måde vindes en sandsynlighed for eller imod hovedstykkets fuldstændighed, og da Steenstrup er slået ind på denne vej, skulle vi ikke undlade at følge ham. Det forekommer os da, at disse tyve manglende godser egenlig ikke kunne anferes som tydende på jordebogens fuldstændighed, aller mindst da dette antal udgor en meget betydelig brøkdel af alle de steder, som vi i hint tidsrum

---

1) Indlæg, s. 31.

finde nævnte som tilhørende kongefamilien. Således findes der i hele første bind af den Thorkelinske diplomsamling kun ét sikkert exempel på kongeligt gods, — og dette mangler i jordebogen; i den store Arne-Magnæanske samlingpåuniversitetsbibliotheket findes vistnok ligeledes kun ét brev om kongsgods, og også dette mangler i jordebogen. Allerede de afSteenstrup anførte desid>rata synes os derfor langt snarere at måtte opfattes som tegn på jordebogens ufuldstændighed end på det modsatte, og dertil kommer, at hans liste kan forøges betydelig. I 1239 nævnes der fire byer som kongeligt arvegods, da i Otto af Braunschweigs besiddelse, og ingen af disse nævnes i hovedstykket, ja, de herreder, hvori de ligge, stå helt blottede for kgl. jordegods¹). I Sorø klosters gavebog vil Steenstrup kun finde ét exempel på manglende krongods; dog nævnes der i denne bog i det hele 3 kongelige besiddelser og alle disse mangle i hovedstykke t²); hvis man vil gå lidt ud over grænseåret 1300 vil man ved 1304 finde 3 andre godser, der ligeledes mangle³). En langt rigere høst kan man dog gore i diplomer, der vel stamme fra tiden efter 1300, men som efter deres indholdvisetilbage til det foregående århundrede. Således får hertug Erik Valdemarsen af Sverig 1327 tildomt en del gods som arv efter prinsesse Richiza⁴); da denne dame var en datter af Erik Glipping, have vi således her kongeligt arvegods fra tiden for år 1300. Som hertugens arvedel opregnes 22 godser spredte over hele Danmark og af

---

1) D. A. M. I, 133.

2) nemlig foruden det af Steenstrup anførte Sorninge 1250 (SRD. IV, 513) endnu Hesleby 1286 (smstds. 508, jfr. 508—9) og Utesundby 1291 (smstds. 495, jfr. 494, 529).

3) SRD. IV. 505.

4) Huitfeld, s. 439 (folioudg.j.

disse mangler mindst halvdelen i jordebogens hovedstykke⁵). Når alle disse steder lægges sammen, får man en ret anseliglisteover steder, der vides at have tilhørt kongefamilien i det trettende århundrede og dog ikke findes omtalte i jordebogen. Naturligvis, alle disse godser kunne være købte efter 1231, da hovedstykket optegnedes, men er det sandsynligt? Videre end til sandsynlighed kunne vi ikke nå ad denne vej; når Steenstrup imidlertid vil prøve denne bevismåde, må han tage konsekvenserne. Til trods for de yderst magre oplysninger om kongeligt gods finde vi en stor mængde heraf, som ikke genfindes i hovedstykket, og udslaget bliver utvivlsomt en temmelig stærk sandsynlighed mod dettes fuldstændighed; Steenstrups bevisførelse vender sig her mod ham selv. — Og når dette er tilfældet, når en prøvelse på andre kilder, langtfra at vise jordebogens fuldstændighed, berettiger til en grundet tvivl om denne, så bliver Steenstrups hypothese væsenlig kun en kredsslutning,derpå hovedstykkets forudsatte fuldstændighed bygger en theori, som forklarer dets faktiske udeladelser. Dette om det manglende krongods.

De herreder, der mangle indtægtsopgivelser, skulle være bortforlenede eller på anden måde udsondrede fra kronen. Vi ville her ikke indlade os på, om det er sandsynligt eller ej, at forleninger vare langt hyppigere på Valdemarernes tid, end man i almindelighed antager; thi selv dette forudsat, er det mer end tvivlsomt, hvorvidt listen virkelig havde udeladt enhver indtægtsangivelse, om et herred end var bortforlenet. Hvis den angivne sum omfatter herredets

---

1) 81. a. nævnes her tre kongelige ejendomme i Skåne, medens Steenstrup (Indlæg, s. 32) »ikke véd et eneste exempel på, at der i det 13de Aarh. har tilhørt kongefamilien gods« øst for thesund.

afgifter i deres helhed, som Pal.-Muller roener, vare sikkert ikke alle disse indtægter overladte lensmanden¹), og selv om man med Steenstrup i afgifterne ser natholdsafløsning, er det sandsynligt, at nathold netop var én af de ydelser, som kongen altid forbeholdt sig selv; i alt fald give frihedsbrevenealdrigfritagelse derfor, men kun for stud²), og senere i middelalderen vare lensmændene så godt som aldrig fritagne for at yde kongen nathold af de dem underlagte herreder. — Og om man end vilde se bort fra disse indvendinger,såvil hovedstykket dog selv vise usandsynlighedenafSteenstrups forklaring. Det er ikke blot en uhyre mængde herreder, som skulde være bortforlenede, nemlig 70 af 200; men fordelingen af disse bortforleninger er endnu nok så mærkelig. Mange dele af hovedstykket ere næsten fuldstændige, således den jydske ø og Sønderjylland,ligeledesFyn, Skåne og Halland, og her var altså så godt som ingen forleninger. Derimod skulde, hvis udeladelsernebetegneforleninger, af Sællands og efterfølgende øers 30 herreder de 15 være bortforlenede, af Midtjyllands 47 de 28, og i Smålandene og Bleking næsten alle herreder.Denkunstige fordeling, der således fremkommer ved forleningerne, peger tydelig hen på, at en sådan forklaring ikke er rigtig. Enhver betragter, der uden forudfattede meninger om hovedstykkets fuldstændighed vil udlede noget af disse omfattende udeladelser og deres påfaldende fordeling,vilderi kun finde tegn på, at indberetningerne fra de

---

1) Sml. Stridsskrift s. 31—33.

2) Et analogt forhold findes i den gejstlige stat mellem nathold og Liskopsgiaf, der ligesom stud hovedsagelig var en kornydelse. Ømkloster for exempel, var ikke fritaget for at give bispen mithold, men havde selv hans biskopsgiaf over sine undergivne. Se klostrets historie i SRD. V. især s. 287 — Forholdet mellem nathold og stud er omhandiet tidligere.

forskellige dele af landet have været af en meget ulige
godhed.

Imidlertid, foruden de hidtil anførte lakuner er der i hovedstykket endnu én række udeladelser, og hvad man så kan mene om de foregående, synes der kun at kunne være én mening om de sidste. Vi tænke her på forholdet med købstæderne; thi i opregningen af disse fremtræder endnu langt mere omfattende lakuner end noget andet sted. Kun 10 år efter hovedstykkets affattelse fandtes der efter bylisten ikke mindre end 13 kongelige købstæder på Sælland, og af alle disse nævnes kun tre eller fire i hovedstykket; der mangler altså her, — ikke som ved herrederne én tredjedel; men — over to tredjedele af de existerende købstæder. Hvor er Helsingør, Slangerup og Søborg, hvis afgifter ses i indtægtslisten? Hvor er Holbæk, Ringsted og Slagelse, der efter bylisten høre til de hojere beskattede byer, hvor hele resten? Og ganske lignende forhold fremtræde på Fyn og i Skåne, hvor der i hvert landskab kun nævnes tre købstæder;skontviher ikke have nogen byliste til sammenligning,erdetdog vist, at hine tre og tre kun udgore en ringe del af landskabernes daværende byer. Da denne art af lakuner uheldigvis ikke er fremført tidligere, véd man ikke, hvilken hypothese Steenstrup her vil forsvare jordebogenmed;doger det sandsynligt, at forklaringen af udeladelserneiherredsafgifterneogså skal overføres på byafgifterne.Menhvilkekonsekvenser! Over to tredjedel af de sællandske købstæder skulde da være bortforlenede, og næppe en mindre del af de fynske og skånske byer. Det er nu vel bekendt, at byerne temmelig hyppig bleve bortforlenede i middelalderens seneste årtier; men denne skik var da nylig begyndt; den kommer først hyppigere frem under kong Hans, og i den foregående tid kendes der kun ganske

enkelte og spredte exempler på købstæders bortforlening¹). At forholdet var anderledes under Valdemarerne, er der ingen grund til at tro; tværtimod, i denne købstædernes spiretid trængte de mest til kongens beskyttelse; «de vare i hans særlige værn og beskyttede med forkærlighed i deres

---

1) Allen: De tre nord. Rigers Hist. IV. I. s. 107. — Pal.-Muller har senere udtalt den mening, at mange mindre kebstaeder ikke dannede saerlige retskredsc, men bortforlenedes med den hosliggende kongsgard, hvis lensmand da ansatte en herredsfoged som dommer i byen (De ferste konger af d. Oldenbg. Slaegt, s. 380). Hele denne sag traenger i hoj grad til en indtraengende behandling; Pal.-Muller synes at skaere alle forholdehe vel meget over en kam, at opstille regler, hvor der kun var flydende overgange, at forbinde ting, der ikke haenge nodvendig sammen. Det nye hos ham er ikke det, at kobstaederne ofte vare bortforlenede, men det, at nan saetter en bys bortforlening i fast forbindelse med mangier i dens indie frihed. Rigtigheden af denne opfattelse synes at bero pa, om det viser sig, at visse byer stedse vare bortforlenede og at disse ikke havde seerskilt jurisdiktion. Datidens breve ville naeppe stadfccste dette; en saerlig retskreds var vistnok regelen ved unionstidens kobstaeder (sml. Steenstrups Indlacg, s. 52^—5:5), og hvad forlening angar, ser man, hvorledes den samme by vexler meget ofte mellem at sta direkte under kongen og at bestjres af en lensmand eller pantliaver. Et enkelt meget oplysende exempel ma vaere nok pa dette sted. Kaerteminde far 1413 Here privilegier og deriblandt birkerettighed (Ny danske Mag. V. 234), men alligevel ses det, at Torben Bille 1451 7U har havt brev pa Bjergherred og Kaerteminde (Geh. Ark. Topogr. Saml.), og 1462 tilbagegiver Gert Bryskes efterleverske Elsebe Henningsdatter kongen sine breve pa Eskebjerg med Kcerteminde (sml. Diplomatariet i Geh. Ark. under 11h). I 1473 far byen privilegier som Odense, hvis stadsret var blevet norm for de fynske kebstaeder (Fynske Aktst. I. 14G^—47); ikke desto mindre pantsaettes den, som Pal-Muller anforer, i aret 1480 for 12 ar. Efter denne tid star byen direkte under kongen, og Here skattekvitteringer ere endnu bevarede for arene 1493_— 1534 (Fynske Aktst. 1., 157—58). Her have vi altsa en by, der har udstrakte privilegier og dog bortforlenes, og fremdeles en by, der snart ligger under kongens fadtbur, snart er bortforlenet. — Aliens opfattelse af kobstaeders forlening som en form, der farst vandt ret udbredelse i unionens senere tid, synes derfor endnu at matte fastholdes.

rettigheder D 1).D¹). At den overvejende del af købstæderne altså da skulde have været bortforlenede, er rent ud utænkeligt²). Og vilde man endda, per impossibile, tænke sig dette, vilde man sætte, at to af hver tre købstæder da vare givne i len, så møder man derved kun atter de samme vanskeligheder som ved de andre forleninger, blot øgede ved det endnu mere overvældende tal af manglende købstæder. Vil virkelignogentro,at kongen havde overladt alle disse byer til sine mænd uden den ringeste afgift? I sandhed, så var Valdemar Sejrs dage ikke kongedommets glanstid, så stod adelen dengang ikke i sin første opkomst, men i et langt hojere flor end nogensinde senere. — Eller skulle de manglendekøbstæderavleen ny hypothese? Indtil videre hævde vi, at disse udeladelser af købstæder er det punkt, hvorved bortforklaringen går, ikke alene (som ved herrederne og godset) ud over det sandsynliges, men også ud over det muliges grænse. En formodning skal være meget sandsynligogstærktstøttet for at kunne forklare, at næppe én tredjedel af købstæderne nævnes, — og hvorledes nævnes de? Nogle ganske vist fuldstændig med deres afgifter, men ved adskillige findes blot navnet, ved andre kun afgifter uden at byen nævnes, ved denne by én afgift, ved dens naboby kun en anden³). Er der her ikke den fuldstændigste

---

1) Stp. s. 126.

2) En sætning hos Steenstrup (s. 34), at »byerne i det hele hyppig vare bortforlenede tilligemed det omliggende land«, står henkastet og übevist. Men heller ikke denne forklaring vilde hjælpe; var for ex. Sællands byer bortlorlenede med det herred, hvori de ligge, skulde jo sådanne herreder, hvori der mangler købstæder, også selv stå uden indtægtsopgivelse, men dette viser sig ikke at være tilfældet.

3) Ved Sælland står således Skælskør og Kalundborg hver med en pengeafgift; Vordingborgs navn nævnes derimod ikke, medens der dog findes en detailleret opgivelse af indtægten fra denne b\; vnd Roskilde nævnes kun indtægten af mønten, ellers intet. Sml. ovenfor s. 101.

overgang til hel udeladelse, er der noget spring fra halv
ufuldstændighed til hel, fra underforståelse til udeladelse?

Her berøre vi det synspunkt, hvorfra alle disse lakuner i hovedstykket bor ses. Man skal ikke betragte de ligefremme udeladelser alene, men de skulle ses på deres baggrund i stykkets enkeltheder og i dets almindelige karakter. Når man erindrer alle manglerne i det små, vil disse store lakuner ikke vække forundring; man vil ikke være tilbøjelig til at søge de store huller udfyldte ved usandsynlige hypotheser, der kun kunne støtte sig til den fuldstændighed, som de selv skulle bevise; man vil ikke ved kunstlede forklaringer søge at skaffe listen en fuldstændighed og pålidelighed i én retning, som den mangler i alle andre. Man vil i de store mangler kun se den samme karakter afspejlet, der viste sig i en gennemgående uensartethed, i utallige mangler i alle enkeltheder. Disse store lakuner kunne kun. stadfæste og præcisere den mening om hovedstykket, som vi allerede tidligere have udtalt, den, at det indeholder forarbejder til en jordebog, ikke selv er et afsluttet og officielt

Det er kun ved dette store, omfattende stykke i jordebogen, at man kan komme til så bestemte udslag ad den indre kritiks vej; langt vanskeligere er man stillet overfor de øvrige, meget kortere jordebogsdele. Ved den store Estlandsliste, det stykke, som kommer hovedstykket nærmest i storrelse, er Schirren kommet til ganske lignende resultater<om vi ved hint, nemlig at det hverken er officielt eller fuldstændigt. Og heller ikke synes de fleste danske

---

3) Ved Sælland står således Skælskør og Kalundborg hver med en pengeafgift; Vordingborgs navn nævnes derimod ikke, medens der dog findes en detailleret opgivelse af indtægten fra denne b\; vnd Roskilde nævnes kun indtægten af mønten, ellers intet. Sml. ovenfor s. 101.

jordebogsstykker at kunne gore krav på en særlig officiel karakter eller på fuldstændig pålidelighed. Vi have under behandlingen af de enkelte stykker over alt fremdraget træk, der henpege på en lignende mangel på endelig redaktion, som så stærkt fremtræder ved hovedstykket. Men indenfor dette fællespræg er der en mængde forskellige grader, og man kan næppe udtale en fælles dom om stykker, hvis indbyrdes karakter er så afvigende, at den vel afrundede og temmelig nojagtige Hallandsliste danner det ene, den last optegnede indtægtsliste det andet yderpunkt. —

Vi opstillede i sin tid det sporgsmål, om den ældre opfattelse af »Valdemars jordebog» havde stået sin prøve under den senere tids kritik, og vi kunne nu besvare dette sporgsmål benægteode. <■ Valdemars jordebog« opfattet som et sammenhængende værk har veget pladsen for en række kameralistiske stykker, hvoraf de fleste ere uden indre forbindelse,og disse stykker, i alt fald de vigtigste af dem, have ikke et officielt arbejdes pålidelighed og fuldstændighed, men ere forarbejder og samlinger med alle deraf flydende mangler. Vi kunne derfor ganske vist ikke tiltræde Pal- Mullers udtalelse, at jordebogsbladenes værdi kun ligger i •■det lys, de kaste over nogle partier af landboforholdene i middelalderen«¹), men se i dem stedse det vigtigste kildeskriftfor vor ældste indre historie. Jordebogsstykkernes betydning for den danske middelalders historie er overordenligstor og går i mangfoldige retninger; man kan kun ikke tillægge dem absolut troværdighed i alle punkter og endnu mindre en alt omfattende fuldstændighed. Vi må benytte deres enkelte opgivelser med stor varsomhed og ikke bygge for meget på deres pålidelighed. Og fremfor alt må vi

---

1) P.-M. s. 250.

ikke opføre store hypotheser på deres fuldstændighed, ikke på deres huller med Steenstrup bygge statsretlige theorier, om at kongsgodsets overgang til krongods var videre fremskredeti Øst- end i Vest-Danmark, end mindre med så mange ældre forfattere tro at kunne udregne kong Valdemarsindtægter af den bog, der kun med urette bærer hans navn.

Vi anerkende således hverken jordebogsstykkerne som sammenhængende eller som officielle, endelig redigerede aktstykker.Derforskal det dog ikke nægtes, at adskillige af dem rimeligvis ere udarbejdede i en særlig hensigt, stå i forbindelse med visse historiske forhold. Flere af jordebogsstykkerneindeholdevel ikke andet end, hvad der altid vil fremkomme i et rentekammer under den daglige regnskabsførelse.Stykkersom plovskatlisterne, som indtægtslistenelleruddraget af Håkon Palnesøns skøde ere sikkert nedskrevne uden anden foranledning end den, der altid ligger i et rentekammers stræben efter orden og regelmæssighed.Mende store landskabslister, der må opfattes som indberetninger fra de pågældende lensmænd, de hele Danmark omfattende optegnelser som hovedstykket, krongods - og ølisten synes at måtte have en særlig grund til deres tilblivelse. Femernlistens ældre del er måske foranledigetvedde danskes erobring af denne ø, men de fleste andre af disse stykker tilhøre kong Valdemars senere år, fredstiden af hans lange styrelse, da han efter sine og landets store ulykker vendte sine bestræbelser mod en indre genoprejsning. Så meget som vi vide om Valdemars erobringeroghærtog, da hans sejre gjorde det danske navn bekendt lige til den modsatte kant af Evropa, så lidet kende vi til den senere fredsperiode, da landets sår langsomt lægedes.Menden jydske lov er et uforgængeligt minde om,

hvad der da skete, og i den følgende tid stod disse fredsår, den korte overgangstid mellem ydre erobringer og indvortes krige, som Danmarks gyldne alder. Ligesom Edwards love stedse krævedes tilbage af det af Normanner beherskede saxiske England, således kæmpede det danske folk altid for de friheder, som det havde havt i kong Valdemars dage, fordrede kong Valdemars love som kong Valdemars rnont. I en sådan enstemmighed kan et folk ikke tage fejl, og endnu vidne manterne, disse uanselige, men så fuldt pålideligeresterfra hin tid, om kong Valdemars fredelige virksomhed,omen regeneration, som Danmark sjældent så mage til. Sejrstidens mønter med deres brede og kraftige billeder af konge og bisp. men ufuldkomne i form og vexlendeiværdfylde og storrelse, vige pladsen for mindre ejendommelige og mere regelmæssige penninge med lange indskrifter og ensformige præg. Og den reform, som her foretoges, gik først under i ulykkestiden, da de fredløse slog falsk mønt, da de store fik møntret; da vidne mønternes uforståelige bogstaver og mangfoldig vexlende præg ligeså klart om en tid, da "der vare så mange i Danmark, som alle vilde herrer være», som kong Valdemars smukke montermedderes åbent udtalte Valdemarus rex Dcmorum om en lykkeligere tid, hvor «landet ikke stod i våde», men hvor der var én konge i Danmark, og en konge, der bar lykken, som for ulykken, en Valdemar Sejr, der blev en Valdemar Lovfører. — Til denne tid er det, at de vigtigste af jordebogsstykkemehenvise,og man tager næppe fejl, når man i dem ser spor af hin kong Valdemars genopbyggende og lægende virksomhed, hvorom historien ellers véd så lidt. Kong Valdemar stræbte på alle områder at bringe orden og regelmæssighed i landets forhold, han fik endog pavens tilladelse til at tilbagetage bortkommet krongods, og hans

stræben fortsattes, om end svagere, af hans nærmeste efterfølgere.Deter med denne almindelige tendens i tiden, at vi sætte hine jordebogsstykker i forbindelse. De fremgå af en stræben efter at klare kongedømmets indtægter og at fæstne dets jordegods, — og netop i deres ufuldendthed stå de som. tro afspejlinger af hin kong Valdemars lovførervirksomhed,derpå så mange punkter kun blev en begyndelse, en anvisning til fremtiden, men en anvisning, som fremtidenikkefulgte.

Engang i denne fremtid, medens kodkarlene forgæves søgte at tilbagevinde kong Valdemars friheder med deres keller, medens Valdemars kongemagt gik under i kamp mod en gejstlighed, som forgav én konge, og en adel, som myrdede en anden, samlede en kongetro gejstlig, noje knyttet til rentekammeret, disse spredte levninger af Valdemar Sejrs reformvirken, tillige med hvad han ellers kunde finde til oplysning af Danmarks statshusholdning. Hans mål var et rent praktisk, men dog er det denne navnløse gejstlige, som den danske historie skylder ét af sine vigtigste mindesmærker.