Bondeopløb i Jylland i Kong Frederik den førstes Tid; logens &øje og logens lunk.

Den jydske Bondestand havde vi lig lyttet til den forførende Tale, som udgik fra de oprørske Stormænd, der opsagde Kong Kristiern den anden Huldskab og Troskab. Trykket af tunge Skattepaalæg, slet Ment og en langvarig Krigstilstandhavde i den Grad omtaaget Bøndernes Blik, at de i øjeblikket ikke kunde se, at hvor vilkaarlige end mange af Kong Kristierns Handlinger vare, saa var han dog deres naturlige Værn mod Præste- og Adelsvældens Overgreb. Hans store, indgribende Love, der vare udkomne i Aarene 1521 og 22, havde endnu ikke faaet Tid til at fæstne sig i Folkets Bevidsthed. Selv Ophævelsen af Vornedskabet paa Sjælland og de omliggende Oer havde kun vundetStemningen paa øerne for ham, medens den jydske Bondestand ingen personlig, øjeblikkelig Fordel havde heraf. Allerede i den sidste Halvdel af Aaret 1522 mærker man Spor til det kommende Uvejr; i Aalborg slaa Borgerne deres forhadte Lensmand Hans Tolder ihjel, og da en lignenderaa

Side 270

nenderaaog voldsom Skatteopkræver, Rasmus Clementsen, i Januar 1523 kommer til Viborg, true Borgerne ham med Hans Tolders Skjæbne og tvinge ham til at slutte sig til Oprøret mod Kongen. — Neppe vare derfor de oprørske Tilraab udgaaede fra de i Viborg forsamlede Rigsraader og deres villige Budbringer til Hertug Frederik, Landsdommer Mogens Munk, fer en Hær paa 30—40,000 Mand stod underVaaben mod Kongen, og da faa Maaneder efter, ved Kongehyldingen den 26de Marts 1523 paa Viborg Landsting,Mogens Munk paa Rigsraadets Vegne paa Sletten udenfor Viborg By med Pomp og Pragt fremstillede den nye Konge for den store Mængde af Adelsmænd, Borgere og Bønder fra alle Jyllands Egne og i en lang Tale skildrededet forsamlede Folk Kong Kristierns Tyranni, og hvorledesKong Frederik vilde beskjærme dem mod den umilde Konge, — da lød jublende og begejstrede Tilraab ham og Kong Frederik imøde. Mogens Munk var i det øjeblik «Dagens Helt«. Men denne Stemning skulde snart slaa om; det varede ikke længe, før Folkehadet skulde vende sig mod denne Mand, der af Folkemeningen udpegedes som en af Oprørets Hovedmænd, skjønt den egentlige Leder efter velunderrettede samtidiges Udsagn var den senere Rigsmarsk,Hr. Tyge Krabbe¹), og om hvis snilde Overrækken af Opsigelsesbrevet til Kong Kristiern sagnagtig udsmykkede Folkerygter allerede tidlig maa være komne i Omløb.

Den af Mogens Munk og hans Oprørsfæller fremkaldte
Opbrusning mod Kristiern den anden var nemlig altfor

1) Dette bercttes af en med Forholdene sna noje kjendt Mand som den fordrevne lundske Johan Veze (jvfr. min Afhandl. om Herredagen 1533 i Hist. Tidsskrift 4 R. 111, 328), og det bvkraeftes ved en Ytring af Vincents Lunge af 1 Marts 1532, at Kong Kristiern (som da var i IN'orge) ingen var saa hadsk som Tyge Krabbe, Johan Urne og Drevskriveren selv. (Geh. Ark. Norge).

Side 271

unaturlig til at kunne holde sig. Det viste sig snart, at Almuen kun havde gaaet de stores Ærinder. Loven er ærlig, Holden er besværlig. Den menige Mand mærkede ikke det mindste til alle de Lettelser, man havde lovet. Tvertimod fulgte uafbrudt det ene Skattepaalæg efter det andet, og det kunde ikke være anderledes, da Landet uafbrudtvar i aaben Fejdetilstand eller «væbnet Fred», stadig truet af Angreb af Kong Kristiern eller hans Tilhængere. Mønten vedblev at være slet, og, hvad der var det værste, i Stedet for én Tyran, der dog havde forstaaet at holde de smaa Tyranner i Ave, havde alle disse smaa Tyranner nu faaet frit Spillerum, uden at den menige Mand mærkede synderlig til en Styrelse fra oven. Det varede ikke længe, før Folket sang::

Nu sidder Hogen i Egetop
Og breder ud sine Vinger:
De andre Smaafugle, i Skoven er,
Han monne saa jammcrlig trsenge.

Den samme Tanke kommer frem hos en saa teenkende Maud soin den katholske Folkeskribent Povl Helgesen (PaulusElise), der selv havde haft, ikke ringe Del i Sammensvaergelsenmod Kong Kristiern. «Sagernes Gang», skriver han allerede i Septbr. 1523 til en fortrolig Ven, «begynder i hoj Grad at mishage mig; ja jeg fortryder endog detArbejde,jeg har anvendt paa hint Vaerk .... Almuen taler nu friere om Eigets Stormsend og Prselater end nogensinde under Kong Kristiern, som for sin slette Regjering med Skamme blev forjaget. Ja der er endog dem, som mene, at Kong Kristiern kun blev fordreven, for at Stormsendene kunne serge for deres private Fordele. Og gid dog de store i det mindste saa lsenge havde tiet stille med deres Ret over deres Bonder, om de eliers have nogen, indtil de begyndteUroligheder vare belt daempede; men medens allo

Side 27 2

haardnakket have gjennemdrevet deres indbildte eller virkeligeRet, have de lagt Braendsel til Ilden, saa der er Fare for, at en stor Brand snart vil udbryde. Der er fremdeles mange, der rnene, at det havde vseret bedre at taale ens Tyranni end saa manges .... De fleste attraa derfor nu ogsaa Kong Kristierns Tilbagekomst med storre Iver, end de tidligere enskede bans Bortgang"¹).

Sagen var, at Kong Frederik var altfor bunden af Hensyntildet Stormandsparti, der havde sat ham paa Tronen, til at kunne gjøre noget alvorligt for Bondestanden. Han manglede tilvisse ingenlunde selv Blik for den menige Mands Tarv, eller var i al Fald klog nok til at se, at der maatte gjores noget for den. Allerede den 14 Maj 1523 udkomenForordning, ifolge hvilken ingen Fæster, der overholdersineForpligtelser mod sin Husbond, maa vilkaarlig udvises af Fæstegaarden, og i de følgende Maaneder udgaves,utvivlsomtefter Kongens Initiativ og i al Fald tildels efter stærk Modstand hos Rigsraadet, flere for Bondestanden gunstige Smaalove. Men af langt større Betydning var den Bestemmelse, der allerede fandtes i Kongens forelebige jydske Haandfæstning af 26 Marts og gjentoges i den almindelige, for hele Riget udstedte Haandfæstning af 3 August, at RidderskabetogAdel i Danmark skulde have samme Sagefald af sine Tjenere, som Adel og Prælater i Hertugdømmet havde over sine, en Bestemmelse, der af Rigsraadet fortolkedes saaledes, at hermed, ligesom i Hertugdømmerne, ogsaa fulgte Hals- og Haandsretten, saa at Jurisdiktionen over Fæstobonderne derved kom i den adelige Husbondes Haand, en Fortolkning, som dog ingenlunde undgik Modstand fra Kongens Side. Og da han saa, endnu i Aaret 1523, i den

1) Pdiilus Eliæ til Kannik Johannes Lnurentii, Rordam, Hist. Kildeskrifter I, 114—115; jvfr. Allcns Værk IV, 2, 88-80.

Side 273

fulde Følelse af Øjeblikkets Alvor, under truende Udsigter fra Syd,, medens Kjøbenhavns og Malmes Belejring endnu vedvarer og Bondestanden paa Sjælland kun ved udsendte Rytterpatrouiller kan holdes i Ave og med Sværdet over Hovedet inaa tvinges til at udrede Skat, medens Bønderne i Skaane og i Lolland sætte sig væbnet til Modværge og endog levere de kgl. Lensmænd Smaatræfninger, inden de ville betale de nye Skatter, — da han i dette Øjeblik vil optage Kristierns den andens Tanke og bæve Vornedskabet paa Øerne, da møder han en saadan Modstand hos Rigsraadet,athan maa opgive Forsøget. — Med Forfærdelse ser Kongen i den følgende Tid den Strid og Tvedragt, der griber alle Stænder: Adel og Gejstlighed, Borgere og Bønder,allesætte sig op mod hverandre. Det er, som om hele Middelalderens Samfundsordning losner sig i alle sine Fuger under do stærke politiske, religiese og sociale Modsætninger.Lovbudfølger paa Lovbud for at mane til Endrægtighed;menLivets Modsætninger ere stærkere end alle Lovbud. Ude af Stand til at beherske de sociale ModsætningerkasterKongen sig af Nødværge i deformationens Arme, for om muligt at drage i det mindste Borgerstanden over paa sin tide, og heri understøttes han tildels af et Parti af Adlen; men heller ikke her vover han at gjøre Skridtet helt ud; thi han kan dog ikke undvære det mægtige katholskeRigsraadsog højere Adelspartis Hjælp, der har sat ham selv paa Tronen og som er hans eneste paalidelige Støtte mod den ydre Fjende, der stadig truer fra Syd og flere Gange bringer hans tilranede Trone til at vakle; — og saa lykkes Skridtet dog ikke; Borgerstanden blev dog aldrig rigtig vunden for hans Sag, og Bondestanden, som synes mindst greben af den religiøse, men desto mere af den sociale Bevægeiso, mærker saa godt som udelukkende til

Side 274

nye Skattepaalæg og føler Adelsvældens Tryk. Intet Under da, at uklare Længsler efter den fordrevne Konge, som en Hjælp til at komme ud over øjeblikkets Tryk, under disse Forhold gribe Bondestanden og give sig Luft ved enkelte Lejligheder.

Faa Maaneder vare derfor endnu ikke forløbne efter Kongehyldingen den 26 Marts 1523, før man ogsaa hos den jydske Bondestand, der med saa stor Fortrøstning havde sluttet sig til Oproret, mærker en urolig og trodsig Gjæring. Fra Ribe, hvor Kong Kristiern havde adskillige tro Tilhængerei den mere velhavende Kjøbmandsklasse, navnlig JakobSkriver, der var Byens Borgmester, men paa Grund ;if sin Vedhængen ved Kongens Sag synes at have mistet Borgmesterværdigheden, Kristiern Nielsen Bræmer, der hørte til Byens storste Kjøbmænd, og Iver Stub, kommer der allerede i Begyndelsen af Juni Maaned den Efterretning til Kongen, at Bønderne og Borgerne i Jylland allerede nu falde tilbage til Kongens Sag; de ere ikke «Hertugen af Holsten« gode, thi han har paalagt dem tunge Skatter, har taget Kalkene ud af Kirkerne og paalagt Brandskat; saasnartKongen blot viser sig i Landet, vil det falde til ham*). Værre endnu blev det, da Kong Frederik og Rigsraadet d.

1) Allens Breve og Aktstykker til Kr. 2dens og Fr. Istes Hist. I, 71, jvfr. Kinch, Ribe Bys Beskrivelse 463 ff. — I et Brev af 2 Juni 1523, ex Calisio, ytrer Kristiern 2dens Sekretær, M. Kristiern Winther, at Kongen ønsker Efterretninger om Jakob Skriver iMiinch Saml. Nr. 657, Kristiania). Brevet er skrevet til Kristiern 2dens Sekretær M. Lambert Andersen, der ligeledes var fra Ribe og hvis Broder, Kannik Povl Andersen, den Gang paa Grund af sin Troskab mod Kongen var i Fængsel. — I et Brev af 22 April 1524 fra Jørgen Hansen til samme hedder det: «Eders Morbroder Kristiern (o: Kristiern Nielsen Bræmer) lader sige eder mange gode Nætter; han er her i Amsterdam. Eders Broder Mester Povl sidder endnu fangen (Smstds. Ny. 060).

Side 275

13 Juli s. A. paalagde en ny Skat over hele Jylland, hvorefterhver Mand i Gjennemsnit skulde svare 1 Lod Sølv, eller efter den Tids Værdi omtrent 2*2 Td. Rug; Skatten skulde udredes inden 15 August og erlægges i Sølv; thi Kongen havde i Sinde at inddrage de slette Klippinge, som Kristiern 2den i de sidste Trængslens Aar havde præget; Bonden maatte saaledes ty til sine Klenodier, hvis han vilde betale, og da saa i August Maaned den nye Møntordning udkom, i følge hvilken de gamle Mønter inden tre Uger skulde indleveres og ombyttes med ny Mønt efter deres virkelige, ikke efter deres paalydende Værdi, hvorved navnligAlmuen truedes med et betydeligt Formuestab, saa fremkaldtedenne Møntforandring en saadan Gjæring og saadanne Opløb i hele Landet og ikke mindst i Jylland, at Kongen og Rigsraadet efter Forestillinger af Biskop Ove Bilde i Aarhus i September maatte lade læse forskjellige beroligende Kongebreve for Almuen paa Viborg Landsting, hvorved hele Møntforandringen i Virkeligheden toges tilbage, dog kun for en Tid. Men Skatten kom kun meget trevent ind; endnu i Slutningen af Aaret 1524 var den langtfra endnu indkomme n¹).

Frygten for Kong Kristierns truende Angreb i Efteraaret1523havde tvunget Rigsraadet til at tage Hensyn til Stemningen blandt Almuen; men da Kong Kristierns Hær havde opløst sig, blev Faren mindre truende. Man gjennemførtedastrax i Slutningen af Aaret eller Begyndelsen af det følgende Møntordningen i hele dens Strænghed uagtet de tidligere oplæste Kongebreve. Men Tvisten og Gjæringen vedblev, ogsaa i Jylland; allerede i Februar Maaned skrive de i Kjøbenhavn forsamlede Rigsraader til Biskop Iver Munk

1) Allens Værk IV, 2, 66 — 86.

Side 276

i Ribe og de øvrige derværende verdslige Raader, at de have erfaret, at der er stor Tvist i Jylland mellem Prælater,Adelog Kjobstedmænd om mangehaande Sager, hvorfordepaa det indstændigste opfordre dem til at gjøre deres yderste Flid for, at der igjen maatte komme Ro og Fred i Ribe Stift saa vel som andensteds i Jylland, paa det at den menige Mand maatte gjøre ét mod Rigets Fjende Kong Kristiern¹). Bondealmuen omtales ikke her, og det synes ogsaa, at den jydske Bondealmue har holdt sig noget roligereiBegyndelsen af Aaret; Grunden turde maaske ligge i, at man paa Herredagen i Odense i Dcbr. 1523 havde besluttet, at de Bønder, som havde vist Ulydighed mod Kongen og Raadet, skulde straffes, lige saa de, der i Haab om Kong Kristierns Tilbagekomst gjorde Almuen oprørskoguvillig-). Denne roligere Stemning hos den jydskeAlmuei Begyndelsen af 1524 er formodentlig ogsaa Grunden til, at man fandt det ufornødent at lade den jydske Bondestand give Møde paa den Rigsdag, som Kongenholdti Kjøbenhavn i Løbet af Sommeren, medens man lod Bondestanden fra øerne og Skaane, i hvilken Landsdel Stemningen var meget truende, give Mode ved en saa talrigRepræsentationsom en Herredsfoged og fire Bønder fra hvert Herred, aabenbart for at den Omstændighed skulde virke beroligende, at udvalgte fra Bondestanden, hvis DeltagelseiRigsdagene paa den Tid forøvrigt neppe var mere end et Skin, samtykkede de fattede Beslutninger. De paa RigsdagentagneBeslutninger skulde forøvrigt ingenlunde virke til at berolige Stemningen blandt de jydske Bønder. Den forhadte »Solvskat«. som noppe nok endnu var helt indkommen,aflostesaf en «Kongeskat" af lignende Beskaffenhed,ogen

1) Allcn a. St. S. 318.

2) Ny dske Mag. V, 9— 10; 11; 14.

Side 277

hed,ogenalmindelig Ordning af forskjellige Handelsforhold i de jydske Kjøbstæder, som var fremkaldt af Byraadet i Viborg, indskrænkede Bondens Handelsfrihed med Korn, ø\. Staldøxne, Honning og lignende Varer. De jydske Borgere havde ligeledes klaget over, at Bonden skruede Priserne op paa VedogKul; men hertil svarede Regjeringen, at Almuen ogsaa klagede over, at den maatte kjøbe de Varer, den skulde have i Byen, altfor dyrt, da man maatte give lige saa meget for dem i den nye gode Mønt som tidligere i de daarlige Klippinge. Man ser altsaa, at Borgerstanden godt har forstaaet at bruge Møntforandringen til en almindelig Prisstigning. Rigsraadet foreslog derfor Kjøbstadmændene i Jylland først at gjøre en «skjellig Skikkelse« paa de Varer, de sælge; saa kunde man ogsaa bedre gjøre en Skikkelse paa Ved og andet, som føres ind i Kjøbstæderne1).

Det varede under disse Omstændigheder ikke længe, før Stemningen atter blev mere urolig i Jylland. I flere Egne vilde Almuen ikke udgive Skatten, «thi der er mange Skalke iblandt Almuen, som gjør dem uvillige«, skriver det jydske Raad til Kongen d. 15 Februar, og i Aalborg truede man med at lade den nye Møntmester, som Kongen og Rigsraadet havde sendt derop for at modtage de gamle Mønter og skaffe nye til Veje, faa samme Skjæbne som Hans Tolder i sin Tid. Endnu troede Kongen dog at kunne dæmpe Uroligheden ved Strænghed og befalede i Februar Maaned 1525 Rigshofmesteren Mogens Gøje at straffe slige uhersomme Undersaatter, der ikke vilde udrede Skatten,

1) Diplomatarium Vibergense: Breve og Aktstykker til Viborg Bys og Stifts Historie, 1200_—1559, uddragne af viborgske Arkiver og udgivne for det kgl. Selsk. for Fædr. Sprog og Historie af A. Heise, Side 155—57 (Under Pressen). Jvfr. Allen IV, 2, 363—65.

Side 278

paa Liv og Gods¹). Ogsaa i Skaane, hvor Gjæringen bavde fremkaldt starre Uroligheder, gik Rigsmarsken Tyge Krabbe i December og Januar frem med stor Strænghed, nedslog Bønderne herredsvis ved Hjælp af tyske Landsknægte og straffede Hovedmændene paa Liv og Gods²).

Da udbred pludselig Stormen, ligesom man troede, at Urolighederne vare dæmpede. Allerede ide sidste Dage i Februar eller Begyndelsen af Marts kom Søren Norby Skaaningerne til Hjælp. Vildt gik det til over hele Skaane, hvor Bønderne fik Overhaand. Adlens Borge gik op i Luer, og da samtidig Bondestormen rasede i Tyskland, kom ogsaa hele Jylland i stærk Gjæring.

Søren Norbys pludselige Angreb satte Kong Frederik i den pinligste Stemning. En Herredag var sat til Odense; Rigsraadet forlangte, at Kongen skulde komme til Sjælland; men Kongen turde paa Grund af Lejligheden ikke en Gang begive sig til Fyn; han kom kun til Kolding og holdt her et Møde med det jydske Raad i Maj Maaned. EfterretningenomKejserens Sejr ved Pavia, Kristiern 2dens truende Holdning i Tyskland, fortrædelige Forhandlinger med Lybækkerne, den indre Splid og Tvedragt i Danmark satte Kongen i en saa opirret Stemning, at han truede med at nedlægge Regjeringen, naar Rigsraadet ikke skaffede et godt Regimente i Landet. «Her er opkommet saa stor Tvedragt mellem Prælater, Adel, Borgere og Bønder», skriver Kongen til Raadet, «at naar kgl. Majestæt skikker Breve ind i Riget, da blive de ganske ringe agtet og anset;

1) Fred. 1 til Kansler Klavs Gjordsen, Gottorp dom. prox. post festum Scholastics virg. ("/a) 1525. Geh. Ark. dske K. Hist. Fasc. 11. — 1525, 24 Februar (ste Matys Dag): Mentmester Jorgen Drewes til samme, ud. Sted. Geh. Ark. Dske Saml., jvfr. N. dske Mag. V, 24.

2) Alleu V, 7 ff.

Side 279

thi Almuen klager over, at de hellere ville føre en Spaand end kgl. Majestæts Breve ind i Riget, skjønt intet bliver skrevet, uden hvad der kan tjene til Enighed og Samdrægtighed;menhver vil raade og regjere efter sin egen Profit og Villie. Derover blive de fattige overfaldne og forurettede, beskattede og plagede, og saa gives dem Aarsag til at opsættesigmod Adlen og Herskabet. — Kgl. Majestæt havde ogsaa tiiskikket nogle af hans Naades og Rigens Raad til at drage om i Jylland at høre Sager og skikke den fattigeAlmueLov og Ret; men efter at vi vare dragne ud af Landet igjen, maatte de samme, vi havde skikket dertil, ej drage den Rejse, hvilket undrer kgl. Majestæt i hej Grad og mener sig derudi at være besværet, at hans Naade ikke skal have saa megen Magt i sit eget Rige, at hans Naade maa skille den fattige Almue ad med Rette, og dersom hans Naade ikke maa eller skal have den Magt, da véd hans Naade ikke, om han er Konge eller andre ere Konger*. — Det jydske Raad svarede herpaa, at Grunden til, at de af Kongen beskikkede Dommere ikke vare dragne om, var Hensynet til Kongens egen Læmpe «for den Lejligheds Skyld, som sig da blandt den menige Mand udi Riget begav«; men forøvrigt beklager Raadet sig meget stærkt over, at Kongen har optaget den Skik, som først Kong Kristiern havde fundet paa, »dermed agtendes at forlægge hver Mands Ret og -Øvrighed«, nemlig at lade Dommere drage omkring og sidde Retterting; det havde altid tidligere været Skik, at naar Kongen ikke selv drog omkring, da beskikkede han nogle Rigsraader i hver Landsdelellerogsaa hver Biskop med Raad og Ridderskab i hans Stift til at sidde Retterting, «dog Kronens og hver Mands Ret og Rettighed dermed aldeles uforkrænket". — Det er heraf aabenbart, at det er Forholdet mellem Adlen og Bønderne,somRaadet

Side 280

derne,somRaadetfrygtede for skulde blive forrykket ved Kongens eller hans betroede Mænds Indgriben, og man forstaarnuogsaa, hvad det er for Kongebreve, som Almuen ikke agtede mere værd end en Spaand; og hvor nøjeßigsraadetvaagedeover den ifølge Haandfæstningen paastaaede Hals- og Haandsret over Fæsterne, fremgaar ogsaa deraf, at da Kongen samtidig havde opfordret Raadet til overveje, hvorledes man skulde straffe de ulydige Undersaatter i Riget,svaredeRaadet, at naar nogen Almuesmand viste sig ulydig, skulde vedkommende Lensmand i Forening med nogle af Raadet og Adelen i hans Len straffe ham paa tilbørligVis,men dog ferst give hans Husbonde det til kjende, om han selv vilde straffe ham. — I hvor hej Grad Raadet i Jylland desuden frygtede for Almuens Stemning fremgaar ogsaa deraf, at Raadet ligefrem afslog at drage den sjællandske og skaanske Adel til Hjælp «af Frygt for Almuen, som nu saa uvillig er, at de skulde have gjort Oprorheri Riget, om Ridderskabet og Hofmændene havde givet dem af Landet«¹). Kristiern den 2dens kraftige Proklamationaf23 April 1525, der blev sendt ind i hele Riget og hvori det blandt andet hedder: «Gud give, at I Sjællandsfarere, Fynbor og Jyder ligeledes ville betænke eder og aldeles give eder ind til Hr. Søren Norby», havde aabenbart virket²).

Til Held for Kong Frederik blev ved den Energi, som HolstenerenJohan Rantzov og hans tyske Lejesvende viste i Modsætningtil Kongens og Rigsraadets Vaklen, Søren Norby og Skaaningerne knækkede, inden Bevægelsen endnu var kommen til Udbrud i Jylland. I Juli og August s. A. kunde Kongen holde en almindelig Herredag i Kjøbenhavn, hvor Krigsvæsnetordnedes

1) Ny dske Mag. V, 38; 43; 47—49. Jvfr. Allen V, 26 ff.

2) Hvitfeld S. 1277.

Side 281

væsnetordnedespaa en mere betryggende Maade ved en almindelig Mønstringsordning; de vigtigste Stæder og Borge skulde udbedres, og en ny almindelig Skat blev paalagt. Tillige bestemtes det, at Rigshoftnesteren og Rigsmarsken skulde have Befaling til at paaminde og advare de Mænd og Kvinder, som holdt med Kong Kristiern, navnlig de Kvinder, hvis Mænd vare hos den landflygtige Konge, ora med det første at é^ive sig ud af Riget. Ved disse Beslutningerfremkaldtes en stærk Gjæring i hele Jylland, der lader til at have antaget en truende Karakter. »Jyderne ere i fuldt Oprør«, skriver en af Kong Frederiks Raadgiverehenimod Slutningen af Aaret til en Ven i Lybæk, »fordi de ikke kunne opnaa Lov og Ret (justiciam); de fordre Kong Kristiern tilbage; Biskoppen af Børglum og Hr. Mogens Gøye vare nær blevne slaaede ihjel af dem. Borgerne i Viborg have fordrevet deres Biskop og sluttet sig til Lutherdommen«¹).

Desværre hører man intet videre om denne Rejsning, og det er vel ikke umuligt, at Rygtet er blevet overdrevet, inden det naaede ned til Lybæk. Men et nyt Fængstof var kommet til de tidligere. Hans Tavsen havde hævet sin mægtige Rest i Viborg; Bondestormen i Tyskland havde ligeledes vist Vejen. Kampen rettes fra nu af ogsaa mod Kirken; denne Bevægelse gaar jævnsides med den tidligere. Derved afledes Modstanden mod Kong Frederik personlig tilsyneladende noget; men fuldt kunne de to Retninger, Kampen derved fik, Modstanden mod Kongen med -Ønsket om Kristiern den andens Tilbagekomst og Angrebet paa Kirken og dens Indtægter, ikke adskilles; snart kan man

1) Domprovst Johan Wulf i Haderslev til en lybsk Kannik, inden (> Dcbr. 1525; Uddrag af Waitz i Quellensaml. d. schl.-hoist.-lauonk Gesellsch. 11, I, 113.

Side 282

skjelne imellem dem, snart spille de over i hinanden og niaatte gjøre det; thi de hvilede til syvende og sidst paa samme Grundlag, Misfornøjelsen med Præste- og AdelsvældensOvergreb og Lyst til paa en eller anden Maade at sprænge de trykkende Baand. Meget kom desuden i denne Henseende an paa de forskjellige Egnes ledende Stormænd og deres Karakter.

Allerede i August Maaned 1525 nægtede Bønderne i det nordlige Slesvig og sydlige Jylland at yde Tiende til Kapitlet i Ribe, hvorfor Kongen maatte indskærpe sin Sen Hertug Kristian, der var forlenet med Haderslev og Terning Len, at udrede Tienden og al anden Skyldighed til Gejstligheden,sidenman nu overalt «er oprøsk mod Gejstligheden")ogman ellers kunde frygte for, at der ogsaa her i Landet skulde opstaa Oprør'). Ogsaa hele det følgende Aar var der stærk Gjæring i Jylland. Søren Norby begyndte atter at røre sig, og Kong Kristiern samlede Tropper i Tyskland for at understøtte hans Angreb ved et Indfald Syd fra. Allerede i Marts og April Maaned var Kong Kristierns tro Tilhænger Ambrosius Bogbinder tillige med flere danske Kjobmænd hos ham i Holland. De bragte med tilbage til Landet kejserlige Mandater mod «Hertug« Frederik, desudenforskjelligeSkrifter af Hans Mikkelsen, der opfordrede alle til Frafald-), ligesom der ogsaa senere sendtes ProklamationerfraKristiern

1) Fred. 1 lil Hert. Kristian, dat. Kbhvu. 2 August (Onsdag efter Pttri ad vincula) 1525. Geh. Ark. Danske K. Hist. Fase. 8; jvti. Kinch, Kibe, Side 48G.

2) 1526, G April (fridages uha Paschen), Raadet i Lybæk til Fred. 1, bl. a.: Borgemester Hans Mikkelsen, Jakob Mikkelsen (en anset kjøbmand i Malmø, formodentlig Broder til Hans Mikkelsen) og Ambrosius Bogbinder have nylig været i Antwerpen og have afHolM erholdt de kejserlige Mandater mod Kong Frederik og Hansestæderne; derfra have de begivet sig til Kristiern 2den i Lier. (Det gottorpske Fællesarkiv XIII, 47 m.). — 29 April skriver Hans Mikkel- sen til Kongen, at han har afsendt 70 Exemplarer af det i Kristiern 2dens Navn skrevne Brev til Borgmester Hans Wendeland i Danzig-, «og tror jeg ikke andet, end at de samme Epistler skulle gjøre et stort Oprør udi Danmark og i de vendiske Stæder« (Miinch. Saml. IN'r. 1901 i Kristiania Rigsarkiv; jvfr. Allens Breve 1 417; 426—27).

Side 283

mationerfraKristiern2den ind i Landet, navnlig i Jylland. Hele denne Bevægelse lededes dels fra Ribe, dels fra den tidligere Borgmester i Viborg, Peder Stub. Denne Mand synes først i Foraaret eller Forsommeren 1525 at have forladtLandet,formodentlig som Følge af den større Strænghed,manpaa denne Tid begyndte at udvise mod Almuens Ledere og Kong Kristierns Tilhængere. Hans Familie var tidlig vunden for Lutherdommen; hans Sen Kristiern Stub, der kort efter blev Kannik i Viborg og her ved flere Lejlighedertraadtemeget heftig op mod Katholikkerne og BiskopJørgenFris, havde allerede i Aaret 1518 studeret i Vittenberg; Faderen selv blev i Landfiygtigheden en ivrig Lutheraner. Fra Ribe kom i Maj Maaned 1526 Borgeren Niels Andersen, en Broder til Kristiern den 2dens Sekretær Mester Povl Andersen, til Antwerpen for at underhandle med Peder Stub. «Baade Kjøbstædmænd og Almue«, fortaltehan,»selv de, som ikke havde været gode paa Kong Kristierns Side, raabe nu allesammen: vi faa aldrig Fred, og aldrig fare vi vel, før vi faa Kong Kristiern igjen; jo længere vi bie, jo mere blive vi beskattede, foragtede og fordærvede, og vi have ingen at kære vore Brøst for». Peder Stub, ytrede han, kunde frit forlade sig til, hvad man tilforn havde sagt og budet ham til. »Bisper og Adelsmænd sidde en Part paa Flugten, og somme skikke fast ud af Riget.Thidem er aabenbart sagt af Kjøbstædmænd og andre:Ihave intet holdet os den megen Frihed, I os lovede, da I drev Konning Kristiern ud; kommer der en anden

Side 284

Vending iblandt, ville vi lige saa meget holde eder, hvad vi have tilsagt eder». — Peder Stub besluttede da at sende en Student Peder Jensen, som var fra Viborg og da studeredeiVittenberg og senere optræder som luthersk PrædikantiOddense i Salling, ind i Jylland med en kraftig Proklamation fra Kristiern 2den af 28 Maj, hvori denne lover at komme Jyderne til Hjælp, naar de ville rejse sig. Denne Spejder sendte senere fra Jylland meget gunstige Efterretninger. Peder Stub traadte i Forbindelse med BorgemestereniRingkjøbing og flere andre Mænd i vestjydske Stæder, som alle lovede Hjælp, hvorfor Peder Stub endnu i Oktober og i Begyndelsen af det følgende Aar ivrig opfordredeKongentil at gjere Landgang i Ringkjøbing eller et andet Sted i Vestjylland; da vilde Landet snart falde til ham. Ja selv Adelsmanden Ejler Bryske til Dallund, Lensmand paa Lundenæs, tilbød i Marts 1527 gjennem en Kjebmand at ville rejse 16—20,000 Bønder for Kongens Sag, naar han vilde komme¹).

Situationen var unægtelig kritisk. Søren Norby laa i Østersøen, Skipper Clement i Kattegattet for at søge at komme ham til Hjælp, og Kristiern den anden var i travl Virksomhed for at gjøre et Hovedangreb Syd fra. Da reddedeSøslagetSt. Bartholomei Dag (24 August) 1526 mod

1) Aliens Breve I, 417—18; 422; 444; 459; 463 (den her af Hans Mikkelsen omtalte Kjabmand, der underhandlede paa Ejler Bryskes og egne Vegne, synes at vaere Niels Andersen fra Ribe); 476. — Proklamationen af 28 Maj 1526, Ekdahl. Kr. 2s Arkiv S. 1063.— Desuden skriver Povl Kempe til Kr. 2, Wittenberg 23 Juni 1526: Peder Stub mener at kunne tjene Kongen ikke lidet; «han begjaerer af ed. Naade, at 1 vil sende den Karl Peder Jensen ind i Danmark, at han kan fornemme deres Anslag og fere med sig deies egen Haandskrift, Bud og Sigil paa, hvor staerke de kunne komme eder til Hj£elp»; Peder Jensen skal have en «Skrivelse» med lia Kongen til de Danske (Munch. Saml. Nr. 1847. Kristiania).

Side 285

Søren Norby Kong Frederiks Trone. Faren var derved i Virkeligheden overstaaet, men ingenlunde Skrækken. Den 26 August og de følgende Dage kom Ilbud paa Ilbud fra Hamborg og Kong Frederiks Spejdere i Tyskland, at de Landsknægthobe — efter Angivelse mellem 8 og 10,000 Mand —, som havde ligget i Frisland, vare dragne Nord paa; den 25 August havde Kristiern den 2dens Havedsmændværethos dem og taget dem i Tjeneste paa 3 Maaneder;Togetgjaldt Holsten, og Spejderne saa sig endog i Stand til nøjagtig at angive Marschrouten og Stedet, hvor Indfaldet i Holsten skulde foregaa. Hertug Kristian, der under sin Faders Ophold i Kongeriget førte Eegjeringen i Hertugdømmerne, forlangte Hjælp fra Kongeriget, hvorfra ogsaa i Hast alt Adlens Opbud sendtes ad Holsten til. Kongen selv vilde fra Sjælland have begivet sig til Fyn og Jylland, men blev nødt til et længere ufrivilligt Ophold i Kallundborg; thi Skipper Klement laa endnu i Begyndelsen af September med flere Jagter dels ved Læsø Grunde dels ud for Randers Fjord og gjorde Vejen usikker. Denne pinlige Situation varede hele September Maaned, medens Kongens Skibe i Østersøen gjorde Jagt paa Søren Norbys adsplittede Flaade og først sent synes at have renset Kattegat for SkipperKlement.Først den 11 Oktober kunde Kongen fra Aalborgunderrettesin Søn om, at al Fare nu for Tiden var overstaaet, da han havde faaet sikker Underretning om, at de Tropper, som truede med et Indfald i Holsten, nu vare opløste. Grunden hertil freragaar klart af et Brev fra Johan Veze til Kristiern 2den, dat. Augsburg d. 21 September: »Det er under de nuværende Omstændigheder umuligt at faa Penge, ikke en Gang mod Pant i de Klenodier, som Kong Kristierns Søster, Kurfyrstinde Elisabeth af Brandenborg,havdestillet'til dennes Raadighed; Tyrkerne staa kun

Side 286

15 Mile fra Wien; Kongen af Ungarn har lidt et Nederlag (ved Mohacs) og er falden; Fredsbruddet mellem Paven og Kong Frans af Frankrig paa den ene og Kejseren paa den anden Side gjer al Hjælp fra denne Kant umulig; Kong Kristiern bør under de nuværende Omstændigheder ikke underhandle videre med Landsknægtene, hvilket kun vilde være til hans Skade; han skal indskrænke sig til at komme Søren Norby til Hjælp (til Søs ved Skipper Klement?),ellerblot tilskrive ham, at han skal begive sig til Kongen selv». — Dette sidste Raad kom for sent; de ovrige, som vare givne af den politiske Nødvendighed, fulgte Kong Kristiern, og alt blev udsat indtil videre. Men i Danmark frygtede man et fornyet Angreb til Foraaret, ogsaa fra Søren Norby og Skipper Klement, og baade Kong Kristierns Venner og Fjender saa med spændt OpmærksomhedFremtideni Møde¹).

Under Opholdet i Aalborg var det, at Kong Frederik udstedte det bekjendte Beskjærmelsesbrev for Hans Tavsen; man fristes under disse Omstændigheder til heri saa vel som i den kort efter udkomne Kjebstadslov, som nedenfor skal blive omtalt, at se et politisk Skaktræk mod Kristiern den anden, et Forsøg paa at drage den jydske Borgerstand over til sig paa en Tid, da Kristiern den anden havde søgt at drage den over til sig ved at optræde som Lutheraner. Gjennem Jyllands Oststæder drog Kongen derpaa til Herredageni Odense; den Iste November havde han fra Aarhus maattet paabyde, at Lensmændene, siden mange af Kronens jordegne Bønder i Nørrejylland ikke vilde svare deres rette Skat, Landgilde og anden Tynge, skulde gjere Indførsel

1) Joh. Vezes Brev til Kristiern 2den findes i Munch. Saml. Nr. 1973 (Kristiania). — Om Lirocn i Danmark flndes en Maengde Breve i vore forskjellige Samlinger.

Side 287

(«lade skure Faldt«) ide gjenstridiges Gods¹). — Den uroligeStemning og Frygten for Fremtiden gav sig stærkt til Kjende under Herredagens Forhandlinger. Man var kommen under Vejr med Peder Stubs Stemplinger; det tidligere Paalæg om, at de landflygtiges Hustruer skulde udvises af Landet, blev skærpet saaledes, at der blev sat dem, navnlig Peder Stubs og Hans Mikkelsens Hustruer, en bestemt Termin, inden hvilken de skulde være ude af Landet; ellers skulde de straffes tilbørlig, og nu blev Forbudetgjennemfert i hele sin Strænghed; begges Gods blev nu konfiskeret. Desuden udgik der Breve til alle Kjøbstæder og Herreder om at opspore og straffe Kong Kristierns Tilhængere. En ny Skat blev paalagt, 5^ af hver 4de Bonde, inden Helligtrekongersdag, og for at skaffe flere Midler, bevilgede Kigsraadet de fleste Kirkeklokker til at stobe «Bøsser« (Kanoner) af, et Paalæg, der i den følgende Tid vakte megen Uro rundt omkring, (te baade Landadlen og navnlig Bondealmuennødig vilde af med Landsbykirkernes Klokker. Desudenpaabødes, at alle Bønder hele Landet over skulde lægges i Læg paa 12 Mand, der i Forening skulde stille en fuldtrustet Mand til Rigets Forsvar. Vaabnene turde man imidlertid ikke lade Bønderne selv gjemme; de skulde afleverespaa de kgl. Slotte, «til saa længe Behov gjøres-)».

Disse forskjellige Bestemmelser, der kundgjordes AlmuenunderHenvisning
til den Fare, der truede Riget fra

1) Dske Mag. IV, 256.

2) Ny kirkehist. Saml. IV, 30, Brev fra Fred. 1 til Hr. Henrik Gju, Lensmand paa Vordingborg, dat. Odense St. Barburæ Dag (4 Dcbr.) 1526; ligelydende Skrivelse af s. D. til Hr. A. Bilde paa Stegeuus, Geh. Ark. Top. Saml. (om Kirkeklokkerne, Udrustningen m. m.l. Samme Dag, Fred. I til Bønder og Almue i Boge Herred (om Skatter og Kristiern 2dens forventede Angreb), Geh Ark. Kr. 2 56; jvf. N. dske Mag. V, 59. — Om Peder Stubs Hustru N. dske Mag. V, 109.

Side 288

Kong Kristiern og Søren Norby, fra hvem et Angreb kunde ventes til Foraaret, skulde ikke bidrage til at berolige Stemningen.Ogdog viste det sig atter under Herredagsforhandlingerne,atKongen ingenlunde manglede Blik for Bondestandens mislige Stilling. Han gav Raadet til Kjende, «at Bender og Almue ikke skulde overfaldes med Urette», hvortil Raadet svarede, «at de og hver af dem ville saa skikke sig mod deres Tjenere og Undersaatter, som de ville være bekjendte mod Gud og Kongen, dog saa, at hver Prælat og god Mand bliver fuldmægtig at straffe sine Tjenere tilbørlig, saasom de selver ville forsvare«, altsaa en ny Hævdelse af Hals- og Haandsretten.Kongenklagede over, at Almuen beskattedes over Evne, og at Kongens Breve foragtedes, «hvo dennem gives, da nyde de intet godt ad», altsaa den samme Klage, han allerede havde fremført paa Mødet i Kolding Maj 1525. Det første slog Rigsraadet hen, det sidste benægtede de naturligvis, men begjærede tvertimod, at naar der kom Klagemaal for Kongen over Prælater og Adel, at han da vilde vise Klagerne hjem til Herredsting, Landsting eller andre tilbørlige Dommere, samt at Kongen ikke vilde udgivenogetBeskjærmelsesbrev eller andre Breve mod LandslovenogHaandfæstningen, «derved blive Adlens og PrælaternesTjenereulydige mod deres Herskab_•>; alt skal henvisestilde forskjellige Ting, og tilsidst, naar man ikke er tilfreds med Landstingets Dom, til Kongens og Rigsraadets Dora¹). I Bondespørgsmaalet stod Rigsraadet fast lige over for Kongen og taalte ingen Indblanding i Forholdet til Fæsterne;medensKongen derfor overfor Kjøbstæderne kunde gjennemføre den vigtige Ordinans af 4 December 1526,

1) Ny Dske Mag. V 108.

Side 289

hvorved bl. a. alle Gilder og Lav over helie Danmark hæve de s, Forholdet mellem Magistraten og Borgerskabet ordnedes og fast Pris paa alle Varer fastsattes, medens til Gjengjæld alt Landkjeb af Præster og Bønder, men ikke af Adelen, forbedes — alt i Overensstemmelse med, hvad der allerede var bebudet i den jydske Kjøbstadsordning af 1524 *) — saa kom den almindelige Herredags - Keces, der sluttede Herredagens Forhandlinger, kun til at indeholde ganske almindelige Bestemmelser om Bondestanden. Denne for Tidens Tvedragt højst karakteristiske, hidtil oversete Lov indeholder bl. a. følgende Bestemmelser:

Kongen byder alle sine Undersaatter, Bisper, Prælater, Riddere og Riddermændsmænd, Borgere og Bønder, alle uden Undtagelse, herefter at aflægge al Avind, Vrede, Tvedragt og Übestandighed og herefter leve broderlig med hverandre.

Det forbydes alle Bisper, Prælater, Riddere og Riddermændsmænd, som Magt og Vælde have her udi Riget, udi nogen Maade at forholde, undertrykke eller Overvold gjøre andre Prælater og Riddermændsmænd, som under dennem ere og ikke ere saa mægtige; men de skulle bringe deres Tvist ind for Kongen og skilles ad med Rette efter Loven.

Det forbydes ligeledes Bisper, Prælater, Riddere og Riddermændsmænd at forurette Kjøbstædmænd eller Almue; have de Tiltale mod nogen, da skulle de føre dem ind for Retten, Byting, Herredsting, Landsting osv. Hvo der handler her imod, vil Kongen straffe efter Loven.

2) Kjøbstadsordningen af 4 Dcbr. 1526 er efter et for Ribe og Varde udstedt Exemplar trykt i Ribe Skoles Program 1844, S. 68 ff. lUddrag hos Kinch S. 474—75). Den gjaldt imidlertid alle Byer; Afskrift af et Exemplar for Odense, urigtig dat. St. Barbaræ Dag 1525, findes i Geh. Ark. Dske Saml.

Side 290

»Ville vi ogsaa, at alle Bønder og Almue skulle være deres Herrer og Husbander hørige og lydige, give og gjøre dem deres aarlige Skyld, Arbejde og anden Pligt med al Tilbørlighed, og skulle de ej lade dem findes fortrudne udi noger Maade«¹).

Vigtigere end disse forgjæves Forsøg paa ved Lovbud at fremmane Enighed mellem de forskjellige Stænder blev imidlertid Herredagens Holdning i Kirkestriden; det var første Gang, at Prælaterne, opskræmmede ved Beskjærmelsesbrevet til Hans Tavsen, traadte fjendtlig op mod Kongen og forlangte deres Privilegier overholdte og Beskjærmelsesbrevene tilbagetagne; men her fik de hos Kongen et bestemt Afslag. Vel lykkedes det dem ved svære Indrømmelser til Adlen at faa en Kontrakt oprettet, hvorved det verdslige Raad paa egne og den menige Adels Vegne lovede at modstaa det lutherske Kjætteri; men Adlen og det verdslige Raad viste herved netop til fulde, hvor upaalidelige de vare, naar Striden gjaldt Kirkens Gods.

Medens de høje Herrer raadsloge, fortsattes Gjæringen i en betænkelig Grad hos Almuen. Allerede i December MaanedsvaredeAlmuen i Gangtofte Sogn i Fyn Lensmanden paa Hagenskov, Eske Bilde, at de ikke vilde lade sig lægge i Mandtal efter Rigsraadets Befaling; Kong Kristiern var

1) Denne Herredagsanordning find.es i et udateret, Udkast eller Afskrift lest indlagt i Frederik lstes Registrant (Dske Kong. Hist. Fasc. 13, Geh. Ark.); her er benyttet Aliens Excerpt i bans efterladte Samlinger (53 q. pag. 31 ff.) paa det kgl. Bibl. Den indeholder desuden flere i de foregaaende breve optagne Bestemmelser, samt adskillige af de i Ny dske Mag. V af Rigsraadet samtykte Forslag (f. Ex. Paabudet om faste Tilnavne for Adlen, Menstring over hele Riget 14 Dage efter Paaske o. a), saa at deter sikkert, at den skriver sig fra Odense Herredag Dcbr. 1626, og at den ikke blot er bleven staaende paa Papiret, men er udkommen som Lov. Den vil med Tiden blive meddelt i Danske Magasin.

Side 291

deres rette Herre; de vidste, at; han var paa Vejen og vilde komme her ind i Landet¹). I Jylland udbred samtidig en almindelig Sammensværgelse mod Kirken; medens denne Bevægelse mod Vest og Nord holdtes i Live fra Ribe og Lundenæs, paavirket af Peder Stub, indgik navnlig Bønderne i Aarhus Stift Forbund med hinanden om ikke at svare Afgifter til Biskoppen, der foruden Bispetienden ogsaa gjorde Fordring paa forskjellige andre Tynger, Biskopsgave, Smørbyrd,Nannesteller hvad alle disse Afgifter hed, og Adlen holdt i denne Sag med Bønderne og forbød deres Fæstere at give mere end Tienden. Biskopperne kom i stærk Uro herover og forlangte, at Kongen skulde tage sig af Sagen, hvilket denne imidlertid syntes meget utilbøjelig til. »Om de Breve, Bisperne begjære», skriver den kgl. Sekretær JohanFristil Hesselagergaard d. 4 Januar 1527 fra Gottorp til den kgl. Kansler og Ærkedegn i Ribe, Klavs Gjordsen, «gav hans Naade mig for Svar, at de intet talede derom, den Tid hans Naade selv var i Odense. Er hans Naade ond at tale med, nu det lider mod Kieler-Omslag, og befrygterjegmig, at dersom jeg meget handlede derom, han skulde have mig mistænkt. Naar I selv kommer, bliver der vel gode Raad»²). Virkelig udgik der kort efter Kongebrevetilflere Herreder i Aarhus Stift om at yde Biskoppen og den hellige Kirke de Rettigheder, som de plejede; men kort efter klagede Biskop Ove Bilde atter over, at Bønderne sad Kongens Breve overhørige. Kongen sendte da under 27 Februar Breve til alle Lensmændene i Aarhus Stift og til Landsdommeren om at skaffe Ret over dem, som sade saadanne Breve overhørige³). Disse Breve . virkede hojst

1) Annaler for nordisk Oldk. og Hist. 1853, S. 22—23.

2) Geli. Ark. Dske Kongers Hist. Fase. 11.

3) Fred. 1 til Ove Bilde, Gottorp leria 4ta post Mathiæ apostoli, J: 27 Februar, 1527. (I Regesta Dipl. I er dette Brev urigtig henført til 25 Septbr., Mathiæ Dag forvexlet med Mathei). Trykt i Ny danske Mag. 11, 149.

Side 292

uheldig paa Almuen. Da Rigshofrnesteren Mogens Gøje, der var Lensmand paa Skanderborg, lod Brevene læse paa Herredstingene, svarede Bønderne ligefrem Nej, de vilde intet give, før deres Brøst blev hørt og Kongen og Raadet havde truffet en Skikkelse om, hvad de skulde yde; desuden klagede de over, at der var mange Kirker, hvor der kun blev prædiket hver tredie eller fjerde Søndag om Aaret, hvorfor de begjærede, at to eller tre Sogne maatte lægges sammen. Dette indberettede Mogens Gøje til Kongenogvidnede med Bønderne, at der var det Herred, hvor der var 14 eller 16 Sogne, men kun to eller 3 Præsteriet helt Herred; thi Kannikerne i Aarhus bleve i Byen og lod Tjenesten ved Landsbykirkerne besørge ved Kapellaner. — I et senere Brev (af 5 April) ytrer Mogens Gøje, at han efter Kongens Befaling har tilholdt Bønderne at yde Biskoppen og andre gejstlige Tiende og al anden gammel Rettighed; hvad Svar han har faaet af nogle Herreder,harhan alt tilskrevet Kongen; «dog», tilføjer han, «dette gjælder ikke blot disse Herreder; det er sket udi den Agt og Mening over ganske Jylland, at de ikke herefter ville udgive slig Biskopsgave og anden Præsterente og Redsel; de sige dennem slig Udgift hverken med Guds Lov eller Lands Lov skyldige at være; men eders Naade ville de gjerne være hørige og lydige med Liv og Gods som deres Herre og Konge«. Han raader derforKongenikke at lade flere slige Breve udgaa; dog skal han nok gjøre sin Pligt og tilskynde dem til at betale.

Det var et andet Svar, end Eske Bilde havde faaet af

Side 293

den fynske Almue; men der var ogsaa Forskjel paa Mogens Gøjes og Eske Bildes Stilling til Almuen. Kongen fulgte Raadet; han skrev ikke til Almuen, men til Bisperne, «om de selv vilde finde Eaad til, at Folket kunde blive forsørget med tilstrækkelige Qg dygtige Prædikanter, og tilholde deres Officialer, at de med intet usædvanligt besvære Bonden, saa og afholde sig fra al Pukken og Trods«¹).

Mogens Gøjes Stilling til denne Strid er tydelig nok. Han havde allerede ved Midsommertid 1526 aabenlyst sluttet sig til Lutherdommen, og han kunde ikke være blind for, at naar Biskopperne forlangte baade Biskopstiende og de øvrige gamle Rettigheder, da havde de kun en meget svag juridisk Berettigelse hertil, idet de her ikke kunde støtte sig til noget afgjort Lovbud, men i det højeste kun til en Sædvane. Bispetienden var ikke bleven fastslaaet i jydske Lov; det havde været nødvendigt, at den jydske Bondestandled et saadant Knæk som i Kong Kristoffer af Bajerns Tid, før Bispetienden kunde gjennemføres ved Kong Kristoffers og Ærkebisp Johannes Laxinands samt RigsraadetsDom

1) Hvitfeldt S. 1337. Hvitfeldt laegger dette • store Oplub af Bonder udi Skanderborg og Aarhus Len» hen til Aaretls3O; men deter klart af de tirlligere anferte Breve og navnlig af Mogens Gajes interessante Brev af 5 April (schreffuit paa Torderop fredagh nest e(Tther then Sendag Letare 1527; gottorpske Faellesarkiv XIII, 47. n), at i al Fald hele Sagen om Bispetienden osv. henherer til 1527. Desuden passer denne Strid slet ikke til 1530; da var Sagen afgjort ved Oilense Reces 1527, der netop forbwd Bisperne at krae\e baade Tiende og Biskopsgave, saa at det vilde vsere hejst paafaldende, om en saa haiderlig Mand som Ove Bilde skuldc have gjort sig skyldig i et ligefremt Lovbrud, tilmed af den Reces, som Praelaterne i hele den folaende Strid stadig holdt til sig soin deres Retskilde. Hvitfeldt har desuden paa dctte Sted — efter Vane — sammcnhobet adskillige forvirrede Efterretninger, som bevislig here til andre Aar, f. Ex. Brevvcxlingen mellem Biskop her Munk eg Hertug Kristian, der liprer til 15;!6, o. m.

Side 294

raadetsDomaf 1443 mellem de jydsk-fynske Biskopper paa den ene Side, der klagede over, at der ikke svaredes fuld Tiende (/o), men kun en Femtendedel (= HH^20),2 ₀), og ni jydsk-fynske Riddere paa Indbyggernes Vegne paa den anden Side, hvilke i Modsætning til Biskopperne hævdede den gamle nedarvede Sædvane (patria consvetudo). Dommen kom da til at lyde paa en Fordømmelse af den anførte Sædvane (allegata contraria consvetudo) og Fastslaaen af Tiendens fulde Ydelse af alle uden Forskjel — altsaa ogsaa af Adlen —, saaledesat den ene Trediedel skulde ydes til Biskoppen, de øvrige til Præst og til Kirke¹). Det mangelfulde ved denne Dom laa imidlertid deri, at den ikke udtrykkelig ophævede de i Tiendens Sted traadte mindre Afgifter (Biskopsgave 0.5.v.), skjønt dette mnligvis har været Meningen med Fordømmelsenaf «den fædrene Skik«. Saa meget er vist, at Prælaternei den følgende Tid krævede baade Bispetiende og de øvrige Afgifter samtidig, og heri maa Grunden utvivlsomt søges til, at Ydelsen af Bispetienden endnu stadig i den senere Tid i Jylland var Gjenstand for Strid. Saaledes klagede i Aaret 1487 Biskoppen af Ribe over, at han ikke kunde erholde den 3die Del af Tienden, som i Følge Kong Kristoffers Dom tilfaldt ham med Rette, hvorfor Kong Hans vad et Brev af 23 Maj s. A. til «Prælater, Præster og alle fribaarne Mænd, Kirkeværger, Bønder og menige Almue i Riber Stift i Nørre- og Sønderjylland boendes, som Tiende pleje at annamme og udgive«, byder dem at svare til Bispenden fulde 3die Tiende, som efter Kong Kristoffers Brev, efter Guds og den hellige Kirkes Ret og Skikkelser tilfalder ham, samt byder Kirkeværgerne «atgjøre ham god Rede paa den 3die Del, som ham med Rette bør af samme Tiende«²).

1) Pontoppidans Annales eccl. Dan. 11, 589—90.

2) Geh. Ark. Top. Saml. Ribe 31.

Side 295

Det er derfor ikke uden al Berettigelse, naar de jydske Bønder og Adelsmænd, og med dem Mogens Gøje, sige, at slig Biskopsgave og andre lignende Afgifter hverken ere hjemlede «i Guds Lov eller Landslov«, medens Mogens Gøje rnaatte lyde Kongens Bud og tilskynde Bønderne til at betale.Men den Holdning, som Mogens Gøje havde indtaget i denne Sag, havde fremkaldt stor Forbitrelse mod ham. »Takker jeg eders Naades Højmægtighed ydmygeligen gjerne for eders Naades Skrivelse, kristelige Lære og gode Raad, hvorledes jeg mig udi al Modgang, Forfølgelse og Gjenvordighed holde skal«, saaledes begynder han det ovenomtalte Brev af ste April til Kongen. Han vil, fortsætter han, saa vidt mulig følge Kongens Raad: denne har skrevet ham til. at naar han først kunde skaffe Bevis for deres Trusler, saa skulde Kongen nok skrive til dem og skikke Bud til dem og advare dem; hvis dette ikke hjalp, men de søgte at overfalde ham med Vold, da skulde Kongen nok tage ham i Beskyttelse. Men, vedbliver Mogens Goje, de bruge ikke slige Ytringei mundtlig til ham selv, men han erfarer dem af andre; dog vil han have Taalmodighed og rette sig efter Kongens Raad og Skrivelse. Kongens Kansler har spurgt denne, om han var tilfredsmed, at Sagen afgjordes af tre verdslige og tre gejstlige Personer; men Kongen har sagt til Kansleren,at han for visse Aarsagers Skyld ikke vilde, at den Sag kom til nogen Handel, før Kongen havde talt med Mogens Gøje; denne er derfor ganske rolig, til han faar nærmere talt med Kongen. — Efter derpaa at have omtalt Tiendesagen, slutter Mogens Gøje sin mærkelige Skrivelse med en Undskyldning for, at han ikke personlig vilde indfindesig til det Hærskue, som i Følge Recessen af December152G skulde holdes i Viborg i Ugen efter den ste

Side 296

Maj og hvor hele den jydske Adel og højere Gejstlighed skulde give Møde med deres Opbud; thi, siger hau, saa inaa han høre »deres pukkende og spydige Ord», naar han ikke vil indgaa den Kontrakt og Besegling, som de begjære af ham; sine Svende skal han nok sende.

Hvem er det, som udstader slige Trusler mod Mogens Gøje, hvad er det for en Sag, han i saa forblommede Udtryk omtaler, og hvad er det for en Kontrakt, han ikke vil besegle? Der er aabenbart Forbindelse mellem disse tre Ting, men den sande Sammenhæng kjende vi desværre ikke tilfulde; Kongens Brev, som Mogens Gøje besvarer, er ikke naaet til os; vi staa her ved et af de Tilfælde, som ikke saa sjældent indtræffe under den historiske Forskning, at vi baade vide for lidt og for meget, for lidt til at naa til fuld Klarhed, for meget til at lade Sagen helt ligge; thi det er et for betegnende Træk til Tidens Historie — kun faa Maaneder efter Udstedelsen af den store Enighedsßeces —, at Rigets mægtigste Mand ikke føler sig sikker paa sit Liv, til at vi ikke skulde forsøge, om man ikke skulde kunne komme i al Fald til en foreløbig Forklaring. Det bliver da nødvendigt at kaste et Blik paa Mogens Gøjes Forhold til Rigets gejstlige og verdslige Aristokrati.

Den mægtige Rigshofmester, der ved sine store Rigdommeogendnumere ved sin hæderlige Karakter og fremragendeDygtighedstodhøjt hævet over de fleste af sine Standsfæller, nød tilvisse stor Agtelse blandt de øvrige Stormænd og i ikke ringere Grad hos Borger- og Bondestanden.«Jeghargjort, som I ønskede«, skriver saaledes on af de mest ansete katholske Rigsraader, Oluf Nielsen Rosenkrans, til Eske Bilde i Anledning af en Sag, hvor han stod paa samme Side som Mogens Gøje; «dog havde det været en ringe Ting bevendt med mig, uden Hr. Mogens

Side 297

og Erik Eriksen (Banner) havde og gjort det«¹). Men dog havde Mogens Gøje ogsaa mange Fjender. Det Parti, der havde stodt Kristiern 2den fra Tronen og som ikke havde undset sig ved at sætte Mogens Gøjes Navn ind i Oprørsbrevene,synesikkeat have kunnet glemme hans ridderlige Troskab mod Kristiern 2den. «I Mogens G øje har eders Naade en tro Mand", vare Mogens Munks betegnende Ord til Kong Kristiern under Samtalen i Vejle. »Jeg vil beraabemigpaaKong Kristiern selv, at han aldrig har beskyldtellerkanmed Rette beskylde mig, men at jeg har tjent ham som andre fremfarne Herrer og Konger her i Danmark trolig og ærlig, som en oprigtig Riddermandsmand anstaar og bør at tjene sin Herre og Konge", det er MogensGøjesstolteSvar til Malmø Borgeres Skandskrift underGrevefejden,ogi god Overensstemmelse hermed staar, at den fordrevne lundske Ærkebisp Johan Veze endnu efter Kong Frederiks Død kunde antage Mogens Gflje for at være

1) Oluf Nielsen til Eske Uilde, 1 Juni (Mandag efter Dom. Trinitatis^ 1534. Adelsbreve Fuse. 53, kgl. ISibl. — Sagcn angik et Lejde for iCrkebiskop Olaf Engelbrektsen, hvilket denne havde forlangt saerskilt af de tre naevnte .Maend, da Rigsraadets Indbydelse til ham om at komme til den bebudede Herredag 1534 ikke havde vaeret medbi'seglet af disse tre Mcend. — At iErkebispen netop ncerede Mistanke mod disse tre Maend , synea at staa i Forbindelse med disse Macnds Optraeden paa Herredagen 1533 (Hist. Tidsskr. 4 R. IV, 637—38). 1 et Brev af 27 Maj s. A. fra Mogens Goje til E. Bilde om sanime Sag forekommer den for Mogens Gojes heederlige Karakte'r betegnende Ytring, at det aldeles ikke havde vaeret nedvendigt at forlange dette Lejde saerskilt af dem, «thi jeg haaber, at vi ikke skulle befindes som de, der kraenke og ikke ville holde vore Medbrodres, Danmarks Riges Raads. Segl og Brev>; tvertimod, tilfejer han, ville de vaere villige til at samtykke og bevilge, hvad de beslutte og forhandle, «som os og vort f;tdrene Rige Danmark til iEre, Nytte, Gavn og Bestand vaere kan». (Adelsbreve Fasc 23, kgl. Bibl.). — I det hele synes Oluf Rosenkrans at vaere den af de katholske Raader, der i Karakterens Renhed kommer Mogens Geje naermest.

Side 298

ikke ugunstig stemt for Kristiern 2dens Slægt, og at Johan Rantzov endnu flere Aar efter Grevefejden fraraadede Kristiern3atbruge Mogens Gøje til Underhandler med den fangne Konge¹). Forst da man truede ham paa Liv og Gods og da Hertug Frederik allerede stod med sin Hær i Jylland, havde han sendt Kong Kristiern sin Opsigelse underUdtryk,somtilfulde vidne om Hjertets Sorg ved det Skridt, som nu var nødvendigt, og endnu 1525 aflagde han et smukt Vidnesbyrd om sin hæderlige ridderlige Karakter ved at nægte at besegle det af Rigsraadet udstedte Brev om Dronning Sofies eventuelle Enkegods, fordi han i sin Tid havde beseglet det Brev, som var givet Kristiern den andens Dronning paa de samme Len, den Dronning, til hvem han selv var bleven viet paa Kong Kristierns Vegne i Bryssel og som endnu var i Live^s). Men denne aristokratiskeRidderfølelse,dersætter Ærens Bud som det højeste og som lader Ridderen tjene sin Herre og Konge med übrødelig Troskab, selv om der er meget i hans Færd, han ikke kan billige, men som ogsaa lader ham tjene den nye Herre, han tvungen af Omstændighederne har aflagt Troskabsedentil,medsamme Troskabsfølelse, — den forstod man næsten ikke længere i hin Opløsningstid, da de frækkesteBrudpaaTro og Love hørte til Dagens Orden. Uagtet Mogens Goje derfor tjente Kong Frederik med übrødelig Troskab og blev hans og hans Æts fasteste Støtte, efter at den kloge Konge havde betroet ham RigshofmesterværdighedensansvarsfuldeStillingog ladet ham ledsage sin Søn Hertug Kristian, der ledede Kjøbenhavns Belejring sammen

1) Bruuns Danske Saml. I, 3So—S6. — Hist. Tidsskr. 4R. 111, 327. — Johan llantzovs Ytringer om Mog. Gøje forekomme i et Brev i (ieh. Ark.

2) Jvfr. Allen V, 227 —:\S.

Side 299

med Johan Rantzov, varer det dog ikke længe, før man hører, at han er udsat for Bagtalelse og Bagvaskelse. «Kjære naadigste Herre«, skriver han saaledes til Kongen faa Dage efter Kjøbenhavns Overgivelse, da Hertug Kristian og hans Eaader havde betroet ham Slotsloven paa Kjøbenhavns Slot, uagtet Kongen havde villet give den til en anden, eformærkerjegvel,at der ere mange til, som gjerne vilde vide mit Værste hos eders Naade og ikke mit Bedste*. Men, føjer han til, naar de blot vilde træde aabent frem med deres Beskyldninger, skulde han nok vide at forsvare sig. Og det er vel et Vidnesbyrd om den samme Uvillie hos enkelte af hans Standsfæller, naar han kort før lader skrive til Kongen, at hvad Kongen nu paa Rigsdagen i Odense (December 1523) vil begjære af Eiget eller Rigets Raader, det skal have hans Stemme, «det behage hvem det vil«¹). Vi skulle her i denne Sammenhæng blot gjøre opmærksom paa, at det ikke er usandsynligt, at det var Mogens Gøje, som kort for havde staaet bag ved Kongens Forsøg paa at faa Vornedskabet paa øerne afskaffet; vi vide, at Mogens Gøje overværede de Forhandlinger, der førtes herom, og der er neppe noget i hans Karakter, der strider mod denne Antagelses Sandsynlighed²).

I den følgende Tid se vi Mogens Goje indviklet i forskjelligeadelige
Fejder; et saadant Fjendskab med en af

1) Johan Rantzov og Ask von Kram til Fred. 1, dat. Mytwochen nach concepcionys Marie jm 1023 (a: 9 Dcbr.): «Er Mangnus Gho hat vms auch befolen E. k. w. zu schreyben, was E. k. w. itzunt zu Odense aulf dem Reichstagk vonn Reich oder von den Reichs Retten begerenn, dar sal sein stym ja zu sein, es ge falle wem es wolle«. — Magnus Gøye Ridd., D. R. Hofmester, til Fred. 1, dat. Kbhvn. Slot st. Pauli conuers. Dag 1524. (Begge i Geh. Ark., gottorpske Fællesarkiv XIII, 47, n).

2) Jvfr. Alleu IV, 2, 78 og 82.

Side 300

Oprørspartiets Hovedmænd, Rigsraad Peder Lykke, var ferst blevet endt ved en Mægling af Kong Frederik selv under Mødet i Kolding 10 Maj 1525 *), og faa Uger, før Mogens Gøjes ovenfor meddelte Brev af 5 April 1527 er skrevet, var der udbrudt en større adelig Fejde, som han neppe kunde blive udenfor, i det en holstensk Adelsmand, Hartvig v. der Wisch, paa en raa og brutal Maade, uvist af hvad Grund, havde overfaldet og lemlæstet Mogens Gøjes Svigersøn,Mogens Bilde, i dennes egen Stue paa Nykjøbing Slot. De mægtigste danske Adelsslægter, saasom Bilderne, Gyldenstjernerne,Oxerne, Ruderne og af Gajerne Eigshofmesterens egen Søn Axel og hans Broder Henrik, indgik da den 12 Marts 1527 et formeligt Forbund og lovede at staa Last og Brast med hverandre mod v. der "Wischerno og deres Slægt.

Vi have med Villie fremdraget denne Sag, fordi det maaske kunde falde en og anden ind, at det var denne Kontrakt«, som Mogens Gøje i Følge sin Stilling som Higshofmester ikke har villet besegle; thi den stred aabenbartmoddetEnighedsljrev, der var udstedt i December 1520, og at det var af den Grund, at han havde paadraget sig adskillige af sine Standfællers Vrede; men at de af den Grund skulde være gaaet saa vidt, at de vilde true ham med Vold, synes dog mindre rimeligt; desuden var denne

1) Frederik Istes Brev, dat. Kolding feria quarta proxima post dominicam Jubilate, findes i Gvh. Ark. (R^g. o. a. L. I): «A1 Vrede og Tvedragt, Uvillic, Had, Avind og Csamdraegtighed, som dennem hertil udi nogre Maade imellem været haver, [skal være en aftalen Sng] udi sna Maade, at hvis Skylding og Brøst, som os elskelige Ur. Mogens Cuje udi nogre Maade kan have til os elskelige Hr. Peder Lykke, haver han nu aldeles antvordet fra sig og udi vore Hænder og dtm forladt udi vor Vilka;ir deruriinden at gjøre og lade efter vor egen Villie, og skal han med Ord eller Gjerning derpaa efter denne Dag aldrig sage, tale eller arge udi nogre Maade« (osv.\

Side 301

Fejde, som kan spores endnu i Aaret 1531 og som gjorde det usikkert for adskillige danske Adelsmænd at færdes i Hertugdømmerne, dog af en mere privat Karakter, og MogensCføjeytrersenere lejlighedsvis, at den ikke havde megetpaasig,uden at det dog er klart, hvorvidt han selv personlig har været indviklet i den eller ej₁). Langt rimeligeresynesdetderfor, at den stærke Forbitrelse mod MogensGøjeer fremkaldt ved hans Holdning i Religionssagen og i Striden mellem de jydske Prælater paa den ene og den jydske Adel og Almue paa den anden Side. Den «Sag», som han foreslaar Kongen at lade afejere ved en Ret af 3 gejstlige og 3 verdslige Personer, kan nemlig neppe være nogen anden end Tiendesagen og de dermed forbundne Klager. Det viste sig nemlig snart paa HerredageniOdensei August s. A., at Kongen betragtede Tiendesagensomenstridig Retssag mellem to Parter, der skulde afgjøres ved en Domskjendelse⁹), og den «Kontrakt», som Mogens Gøje ikke vilde besegle, maa da staa i ForbindelsemedheleKirkens Stilling. Nærmest ligger det her ved første Øjekast at tænke paa en Kontrakt til Forsvarfordenkatholske Kirke, og man kunde da atter tænke enten paa den Kontrakt af 6 December 1526, hvorvedAdlenmodvisse Indrømmelser havde forpligtet sig til at

1) Mogens Geje til Anders Bilde, dat. Avnsbjerg Kanuti ducis Dag (7 Januar) 1530 (Adelsbreve Fasc. 22. Kgl. Uibl.). Man ser af Brevet, at A. bilde for Fejdens Skyld liar haft Betrenkelighed ved at begive sig til Kongen paa Gotlorp. — 1525, da Eske Bilde var kaldt til Gottorp for at undrrhandle med Kongen om Overtagelsen af Uergenhus, maatte Rongcn for denne Fejdes Skyld forst sende ham et Lejdebrev, og endnu 1531 tunle E. Bilde af den Grund ikke rejse til Kongen i Hertugdommerne. (Geh. Ark.) — Forbundsbrevet af 12 Marts 1526 er trykt i T. Bekkers Kvartalsskrift Orion I, 233.

2) C. Paludan-Moller, Herredagene i Odense 1526 oq 27 S. 66.

Side 302

sikre Kirkens Privilegier, navnlig mod «den lutherske ukristeligeLærdom«;thivel staar Mogens Gøjes Navn everst i Brevets Begyndelse, men det falder vanskeligt at tro, at han har kunnet forsyne det med sit Segl, noget, vi ikke vide, da vi kun kjende dette Aktstykke af en Afskrift¹); eller ogsaa kunde det angaa et Forsvarsforbund for den katholske Kirke, som forberededes af Prælaterne. Naar man betænker Mogens Gøjes Stilling som Lutheraner, der aabenlystovertræderKirkensFastebestemmelser og nyder NadvarenpaalutherskVis, og det rasende Had, som hans hele Færd fremkaldte hos Katholikkerne og deres Pennefører Povl Helgesen⁹), og naar man ser den stærke Forbitrelse, som Opløbene i Jylland fremkaldte hos Prælaterne og som gav sig saa stærk Luft paa den følgende Herredag, saa liggerdetganskevist nærmest at forestille sig, at det er Prælaterne og deres Parti, som udstøde hemmelige Trusler mod Rigshofmesteren, den aabenbare Kjætter, der strængt taget var hjemfalden til Kirkens Straf. Vi kunne ikke afvisedenneTanke,og dog vilde vilde vi upaatvivlelig begaa en Fejlslutning, hvis vi derved lod os forlede til at antage, at det er et Forbund til Forsvar for den'katholske Kirke, som skulde nærmere forhandles under Mønstringen i Viborg og som Mogens Gøje ikke vilde besegle. Det lader netop til at være en »Kontrakt« mod den katholske Kirke og dens Overgreb i Tiendesagen, som • den jydske Adel har villet indgaa. Vi høre nemlig under HerredagsforhandlingerneiOdense,«at mange af Adlen, Kjøbstædmænd, Bonder og Almue dem ganske haardelig have beklaget for kgl. Majestæt, at de nødes og trænges med Dom og Band at give Bisper, Prælater og Sognepræster svar uskjellig Udgift,

1) Ny dsk. Mag. V, 211.

2) Jvfr. den skibjske Krønnike S. CG —67. (Rordams L'dg.).

Side 303

som de mene dein for Gud og Ret ikke at være udi nogen Maade pligtige*¹); ja vi høre endog, at et saadant Forbund da virkelig var kommet i Stand: «Item giver Bisper og KigensPrælaterkgl.Maj. og Danmarks Riges Raad ydmygeligen til Kjende, at de have spurgt og forfaret, hvorledes nogle gode Mænd have nu i disse Dage gjort Forbund med Brev og Indsegl imod den hellige Kirke og gejstlige Stat, hvilket Bisperne og Rigens Prælater aldrig nogen Tid tilforn have hørt eller spurgt er sket i andre Herrers og Kongers Tid». Det er den retteste Vej til hele Rigets Fordærv og Kong Kristierns Indgang igjen i Riget, mene Prælaterne, »ogs foje de betegnende til, «Danmarks Prælater have og forfaret, at mange ærlige og vise Mænd have været esket til saadant Forbund: da have de slaget dem deraf for den store Skade og Fordærv,somdehave betænkt hos dem selv at ville komme deraf»-). Det er dette Forbund, som vi antage allerede har været paa Tale, da Mogens Geje skrev sit Brev, og som den jydske Adel foreløbig atter har bragt paa Tale under Mønstringen i Viborg. Man forstaar da Adlens Forbitrelse mod Mogens Goje, deres «spydige og pukkende Ord«, da netop han, der ansaas for Kirkens Fjende, ikke vilde gaa med til dette Skridt; men vi forstaa ogsaa meget godt RigshofmesterensAfslag;thitilvisse havde ban et aabent Oje for den «Besværing«, Prælaterne vilde paalægge Almuen, men han var altfor meget en Lovens Mand til at ville indlade sig paa Skridt, der bød Lovligheden Trods og som vilde stille ham i Spidsen for Urostifterne³).

1) Ny dsk. Mag. V, 289.

2) Smsts. S. 365—G6.

3) .1 vfr. ogsaa Mogens Gojes betpsnende Ytringer i Brevet til Anders Bilde af 1 August. 153:1 om Recessen af 3 Juli 1533, som ban ikke havde villet besegle, men som han som Lovens Mand alliiie- vel underkastede sig. (Meddelt af (< F. Bricka i Danske Saml. II R. 2, 355).

Side 304

At Adel og Prælater holdt vigtige politiske Raadslagningerunder Mønstringen i Viborg, vide vi med Vished.Det var Forpostfægtningerne, før Hovedslaget skulde staa paa den almindelige Herredag, som Prælater og Rigsraadunder disse truende Omstændigheder forlangte sammenkaldtaf Kongen. Den jydske Adel indgav gjennem de tilstedeværende Rigsraader forskjellige Klageposter til Kongen,hvoraf de vigtigste netop angik Adlens Forhold til Bønderne. De klagede saaledes over, at Kongens Haandfæstningog Løfte ikke blev holdt med Hensyn til de Faldsmaal,som Adlens Tjenere forbrøde i Kjøbstæder, Fiskelejer og alment Marked, og naar deres Tjenere med Ret og Skjel udvistes af Gaardene, tyede de til Kongen og fik Brev af ham om, at de skulde forblive siddende i Gaardene. Som man ser, er det atter Hals- og Haandsretten, som her spiller en Rolle, tilligemed Kongens Indgriben i Forholdet mellom Adlen og dens Fæstere. Kongens Svar blev først givet under Herredagen i Odense (August 1527). Til det forste Punkt bemærker Kongen, at han kun har lovet Adlen samme Frihedover sine Tjenere, som Adlen i Hertugdømmerne havde, men denne havde ikke Faldsmaal for Forbrydelser, som vare begaaede i Kjøbstæder; »desuden«, tilføjes der, «blev det ogsaa samtykt sidste Herredag (i Odense December 1526), at kgl. Majestæt skulde have saadant Sagefald«. Virkelig spores ogsaa i Herredagens Forhandlinger Strid herom mellemKongen og Rigsraadet, ligesom ogsaa Kjøbstadsordningen af 4 December 1526 indeholder en Bestemmelse herom, saa at dette nye Forsøg af Adlen paa at udvide sine Rettighederbliver desto mere iøjnefaldende. — Til det andet Punkt svarede Kongen, at han ikke havde givet noget Brev

Side 305

om at blive siddende i Gaarden af andet Indhold end det paa den første Herredag i Odense (1523) af ham og Rigsraadetvedtagne; men at Kongen saaledes endnu hævdede Betydningen af dette Brev, der var givet (14 Maj) for Haandfæstningensendelige Vedtagelse, hvor der netop findes Bestemmelsermod Kongens Indgriben i Forholdet mellem Adlen og dens Fæstere, afgiver et fornyet Vidnesbyrd om, at han ingenlunde havde Lyst til helt at prisgive Bonden til Adlens Vilkaarlighed¹).

Intet lignede dog den rasende Forbitrelse, hvortil Biskopperog Prælater havde stemmet sig selv op som Følge af Begivenhederne i Jylland. De følte nu alt vakle under sig: de havde ikke formaaet at faa Kongen til at tilbagekaldeBeskjærmelsesbrevet til Hans Tavsen; tvertimod havde han i de samme Dage udstedt et nyt til Jørgen Sadolin; de havde maattet finde sig i, at han og det verdslige Eaad egenmægtig havde anerkjendt Aage Sparre som Ærkebisp i Lund og dels herved, dels ved at faa gjennemført den mærkeligeBestemmelse, at ingen Biskop herefter skulde søge sin Bekræftelse i Rom, men indenrigs, allerede faaet en stor Del af Kirkestyrelsen i sin Haand; de havde forsøgt ved Brev paa Brev til Lunde Kapitel at faa den af Paven konfirmeredeog ordinerede Jørgen Skodborg erkjendt som rkebispi Sparres Sted; men alt forgjæves; Aage Sparre vilde ikke vige₂). Og nu Bondestormen, der truede med

1) «Artikler, som Adlen udi Nerrejylland beklage dennem at have Bryst udindeii", dat. (Viborg) feria 111 post dominicam Jubilate (14Maj) 1527, findcs i Geh.Ark. (Gejstlige Sager Nr. 37) Sammesteds findes Kongens Svar blandt flere Artikler fra Herredugen i Odense 1527.

2) Breve fra Ove Bilde af Aarhus, Slyge Krumpen af Berclum, Lage Lrne i Roskilde til Lunde Kapitel nm endtlig at lade Jorgen Skodborg igjen komme til for Kirkeos Gavns Skyld og be- væge Aage Sparre til at opgive sin Modstand, dat. 31 Januar, 14 Febr. og 7 Marts 1527, findes i Lunde Kapitels Registrant (Stockholm). Mærkeligst er dog et Brev Ira Lage Urne af 24 Maj 152t» (i Langebeks Diplom.) til «Kannik« Mester Aage Sparre, hvori han undskylder, at han ikke længere tør give ham Titlen Kkctus til Lunde Stift, men indstændig opfordrer ham til som Kirkens lydige Søn at vige for den af Paven ordinerede Jørgen Skodborg.

Side 306

at berøve dom en af deres vigtigste Indtægter og som ingenlundefandt übetinget Modstand hos Kongen og Rigshofmesteren!Der maatte gjores noget, inden alt faldt sammen. Samtidig truede Kristiern 2den atter Syd fra. Under denne Stemning var det, at de — rimeligvis netop under Sammenkomsten i Viborg — forlangte en ny Herredagsamlet og fik Kongen til at gaa ind herpaa. I de samme Dage (19 Maj) var det, at de fra Viborg udsendte deres svulstige Nødraab efter Dr. Eck!

Under denne forbitrede Stemning sammentraadte HerredageniOdense i August 1527. Den var en umiddelbar Følge af Bondestormen i Jylland og havde helt igjennem Præget af den iltre Stemning, der havde fremkaldt den. Raseriet gjor Prælaterne og det høje Rigsraad veltalende: Danmarks Riges Raad, hedder det i Raadets »Formaning og Undervisning til kgl. Majestæt». har nu betænkt den Lejlighed, som begiver sig iblandt Rigets Indbyggere, og er det til at befrygte, at deraf vil komme et stort Oprør og Fordærv, som vil række til hans Naades Børn og Afkom; derfor har Raadet opfordret Kongen til at beramme denne Herredag. Danmarks Raad erfarer daglig mere og mere, hvorledes Bønder og Almue i Jylland have taget dem for, siden sidste Herredag stod i Odense, at gjøre tilsammen Forbund og Bepligtelse med deres Løfte og aabne beseglede Brev, besynderlig mod den hellige Kirke og Danmarks RigesPrælateruden Kongens Brev og Befaling og uden RigetsRaadsog

Side 307

getsRaadsogderes Lensmænds Raad og Samtykke, hvilket ikke tilforn i Mands Minde i saa Maade sket eller gjort er her i Riget. Herover frygte Rigens Prælater og mange andre ærlige Mænd, inden Raads og uden, storligen, at dersom samme Bønder fange dermed Fremgang, da vil efterfølgeenstor Fordærvelse, som vil række lige saa vel til Kongen og hans Børn og den menige Adel som til Kirken og Prælaterne; thi man maa befrygte, at efterdi Bønderne tage dem saadant fore i denne Tid, da have de nogle hemmeligeRaadgivereog Tilskyndere paa Kong Kristierns Vegne, thi det er til Tvedragt og Splid mellem Rigets Indbyggere, at Kong Kristiern og hans Venner sa^tte deres Lid; det har han selv ytret, før han drog bort, — som mangen Mand vitterligt er —, at der vilde udbryde en saa stor Tvedragt mellem Rigets Indbyggere, at han skulde komme som deres Dagtingningsmand og dermed komme til sit Rige igjen. — Dersom Bønderne skulle have den Magt, at de skulle aflæggedenRettighed, som den hellige Kirke og Rigens Prælater have haft hidtil i nogle hundrede Aar, da ville de foretage sig mere i Fremtiden mod Kongen og den menige Adel. Thi gamle og mærkelige Mænd sige og vel vide, at den Tid Bønderne i Nørrejylland begyndte det OpløbmodKong Kristoffer, Danmarks Riges Raad og den menige Adel, da begyndte de i lige Maade først med den hellige Kirke. Og nu have de dog langt større Dristighed, idet de stole paa Kong Kristiern. Derfor bør Kongen holde den hellige Kirke, Rigens Prælater, Rigens Raad baade af gejstlig og verdslig Stand, Adel og menige Rigens IndbyggerevedLov og Ret, Friheder og Privilegier, gamle Sædvaner, Haandfæstninger og Recesser, som andre kristne Konger, hans Naades Forfædre, før ham gjort have, og ikke tilstede, at Bønderne skulle fange Fremgang, udi saadan

Side 308

deres onde Agt og Mening mod Gud og den hellige Kirke
og imod al Ret og Skjel1).

Det er her ikke Stedet til at gaa nærmere ind paa denne mærkelige Herredags Forhandlinger, som ere blevne klart fremstillede af andre. Her vil det være nok at gjøre opmærksom paa, at hvad Prælaterne forlangte, ikke blot var en Tilbagekaldelse af Kongens Beskjærmelsesbreve for de lutherske Præster — her opnaaede de som bekjendt intet —, men fornemmelig en Fastslaaen ikke blot af Tienden, men ogsaa af de sædvanemæssig opstaaede og ydede Afgifter til Kirken. Derfor beraabe de sig ikke blot paa fremfarne Kongers Recesser, men ogsaa paa gamle Sædvaner. Men heri fandt de en bestemt Modstand hos Kongen, der — tilskyndet af sine holstenske Raadgivere, plejer man at sige; vi kunne nu vel ogsaa sikkert tilføje: af den danske Rigshofmester Mogens Gøje — lod Prælaterne forstaa, at han lige saa vel ved Eder og Løfter var forpligtet til at forsvare Adlen, Kjøbstædmænd, Bønder og menige Almue som de mægtigste og rigeste i Riget²), og at om Almuen end ikke havde givet ham sine Besværinger skriftlig til Kjende, saa forstod han dog af de daglige Klager, som baade her og andensteds vare komne ham for Øre, at det var de Besværinger med Smørbyrd, Nannest, Biskopsgave og andet, som de menteⁿ). Resultatet blev da, at det ved svære Indrømmelser til Adlen i andre Retninger vel lykkedes Prælaterneatafvendeden Dom, som Kongen havde villet fælde mellem Prælaterne og den jydske Adel og Almue som stridige Parter, men at det ikke en Gang lykkedes dem at faa Kong Kristoffers Tiendeordning af 1443, som Ove

1) Ny tiske Mag. V, 215—17.

2) Sinsts. S. 252; jvfr. Paluilan-Muller, Herredaeene 15?Gog 27, S. t>i;.

3) Kongens sidste Svar paa Rigsraadds Indstilling, Pal.-Muller S. 87.

Side 309

Bilde fremlagde forßigsraadet¹), übestridt anerkjendt, i det Odense Reces af 20 August 1527 vel atter fastslog den fulde Tiendes Ydelse, men saaledes, at Forpligtelsen kun gjaldt Bønderne, ikke Adlen, som ikke med et Ord omtales i Recessen, og at de andre sædvanemæssige Afgifter, Biskopsgave,Smørbyrd,Nannestosv., udtrykkelig afskaffedes,med mindre Bønderne selv foretrak at beholde den gamle sædvanemæssige Ydelse fremfor Kong Kristoffers Ordning,ligesomdetogsaa indvilligedes Adel og Bønder, at ingen maatte stævnes med Kirkens Dom for Gjæld eller andre Sager, som burde forhandles ved Herredsting og Landstin g²). —I disse Punkter havde den jydske Adel og Bonde i al Fald tildels sat deres Fordringer igjennem; derimod lykkedes det iøvrigt Prælaterne at faa Kongens Bistand mod det Adelsforbund, der var indgaaet mod Kirken. Vi antage i al Fald, at det er hertil der sigtes, naar Kongen 21 August, Dagen efter at Odense Reces er udstedt, paalægger og formanerAdelogRidderskab, at de ingenlunde maatte med Vold tiltage dem Domkirkens, Gejstlighedens eller Klostrenes Gods, eftersom han imod Formodning havde erfaret, at de havde sligt i Sinde³), og vi formode, at det samme gjælder

1) En Transsumpt af Kong Kristoffers Tiendeordning, dat. Odense dom. in fra octavas assumptionis Marie (18 Aug.l, udstedt af Ove Bilde, findes i de arne-magn. Breve Fase. xxx IN'r. 3, Universitets

2) Dsk. Mag. IV, 282. — Til Adieus Tiendefrihed at' Saedegaardene sigtes vel ogsaa i den Bde Artikkol af den norske Adels Klngepunter afAarls2i); hvori der andiages paa, at den norske Adel «maa ;iyde de Friheder om Tienden sum Ordinansen byder udi Danmarks Rige». D^nne Onlinans kan naeppe vaere anden end Odense Heces iDipl. Nord VIII, 614).

4) Luude Kapitels Registrant, lste Afdel. (Kgl. Bibl.). Om dette Brev kun angaar Adel og Ridderskab i Skaane, er dug tvivlsomt.

Side 310

om et Udkast til en Lov, som endnu findes i vore SamlingeroghvoriKonge og Rigsraad, siden Bisper og andre Kirkens Personer have klaget over, at nogle fordriste sig til uden Lov og Ret af egen Magt at fratage Kirken og dens Personer Jordegods, som i mange Aar har været i Kirkens Hævd, byder, at Kirken skal beholde sit Jordegods, indtil nogen vinder den det fra ved Loven, hvorfor de, som have bemægtiget sig gejstligt Gods, skulle give det tilbage, og slig egenmægtig Fremfærd forbydes for Eftertiden¹); thi alt dette stemmer kun med Odense Reces, hvor Adlen og Ridderskabet paatager sig en Forpligtelse til at sikre KirkensEjendomsret.Menhvor daarligt det var bevendt med den Hjælp, som Prælaterne havde tilkjøbt sig af Adlen, og hvor upaalidelige selv Rigsraadets mest udprægede katholske Medlemmer vare, naar det gjaldt Kirkegodset, skulde PrælaternealleredeføleDagen efter {22 August), da Rigsmarsk Tyge Krabbe, den Mand, som allerede i 1525 under Søren Norbys Opstand havde dristet sig til at advare Kong FrederikmodlutherskKjætteri, udvirkede en Rigsraadsdom, ifølge hvilken de Jordstykker, som vare givne eller solgte til Kirker og Klostre fra Selvejergaarde, skulde komme tilbagetilGaardene,imod at Selvejerbønderne, som boede i Gaardene, skulde give den aarlige Skyld, som nu svaredes deraf, til vedkommende Kirke eller Kloster²). Tyge Krabbes

1) Udateret og overstreget Udkast med mange Rettelser i Geh. Ark. (U. gejstlige Sager Nr. 37).

2) Kigsraadsdommen af 22 August bekjendtgjøres og besegies af Kongen som en Lovbestemmelse ved Kongebrev af s. D., trykt i Ny kirkehist. Saml. VI, 148. — Tyge Krabbes Ytringer til Kong Frederik, dat. Lejren for Aahus Torsdag efter Lætare (3Ol3)(^3Ol3) 1525, lyde saaledes; • Kæreste uadige herre, jeg roedtr eders naades hogniegtighedt fwlkomnielige, at eders nåde lider jnthet Lutters party i eders nådes Lande, ellers befrycter jeg, at thenn alsommegteste gud skall kaste ruffwen oc wrede i eders nådes landt. Gudt ahommegteste vedt, at jeg roeder eders nåde thette alf it got hierte oc vty en goeder mening, oc beder jeg eders naades hosmegtighedt ydmygeligen, at eders nåde tager meg thet icke till rnystycke, at jeg schriffwer eders nådes hogmegtighedt saa dierwelige till i thenne sag«. Geh. Ark. Dsk. Kong. Hist. XI).

Side 311

Forslag var motiveret ved, at Selvejergaardenes Ejere led stort Afbræk ved, at deres Gaarde vare forringede ved saadanneJordstykkersFraskillelse,især da Kronen krævede fuld Tynge af Gaardene alligevel, og at Bønderne vare nærmeretilatbruge saadanne Jordstykker, som vare afskilte fra Gaardene, end andre. Denne Omsorg for Selvejergodset er tilvisse mærkelig, især da den kommer fra en Kant, hvor man ellers ikke er vant til at finde en slig Omsorg; men naar man rokkede ved Kirkens uindskrænkede Brug af dens Jordegods, foretog man, om end under en læmpelig Form, et Indgreb i Kirkens frie Ejendomsret, og dette Brev blev ogsaa en Brandfakkel, der kastedes ud blandt Bønderne og fængede stærkt i den følgende Tid, navnlig i Jylland.

Bondeopløbene i 1527 havde ført til Odense Keces. Hvad Bondestanden havde opnaaet herved var imidlertid ikke stort. Medens Adlen havde opnaaet vigtige Resultater — Ret til at opkræve de kirkelige Bøder af sine egne Tjenere, ligesom Adlen allerede havde med Hensyn til de verdslige Boder, og som Vederlag for Tilholdet om, at AdlensTjenereydedeTiende,en stiltiende Omgaaen af Adlens Tiendepligt for dens Sædegaarde, hvorfor de adelige SædegaardesTiendefrihedogsaaudtrykkeligfastsloges i Kristian 3dies Haandfæstning — saa havde Bondestanden ikke opnaaetandetendValgetmellem den gamle Ydelsesmaade og den fulde Tiende. Men det er aabenbart, at Bøndernes

Side 312

Fordringer i Virkeligheden gik langt videre. Paa Bunden laa Lysteo til helt at blive fri for Tienden, og her var et Punkt, hvor de lutherske Prædikanter neppe kunne helt frikjendes for at have bidraget sit til at ægge Stemningen; det var et nemt Agitationsmiddel at kaste ud blandt Almuen. Povl Helgesen beskylder mange lutherske Præster for at have prædiket for Bonderne mod Tiende og Offer, indtil de selv bleve Sognepræster, saa fik Tonen en anden Lyd¹). De malmøske Reformatorer, der i det hele taget gik et godt Skridt videre til venstre end de jydske, ivrede tilvisse mod Tienden; de jydske Reformatorers, og navnlig Hans Tavsens,StillingtildenneSag er mindre tydelig; i de jydske satiriske Folkeskrifter, som sattes i Omløb, udtaler man sig med stor Forsigtighed om dette Punkt, men kommer dog til det Resultat, at Tiendepligten ikke omtales i det nye Testament, og at Bønderne derfor ikke have nogen bestemtForpligtelseherti l⁹). Under disse Forhold er det ikke til at undres over, at Gjæringen i Jylland vedblev at være meget stærk, saa at Prælaterne allerede paa Herredagen i Nyborg næste Aar (1528) føre næsten lige saa højrøstede Klager som tidligere over den jydske Almues VrangvillighedtilatudgiveTiende og anden Redsel; men tillige give de en meget stærkt farvet Skildring af Virkningerne af Tyge Krabbes Dom om de jordegne Bøndergaardes Lejejorder,idetdenneRigsraadskjendelse havde fremkaldt et sandt Stormløb i Jylland mod Kirkens Ejendomme; Bønderneforlangteikkeblotde tidligere bortskjænkede Lejejordertilbage,menheleGaarde og andre Ejendomme, som

1) Mod Malmebogen p. 951 (Sechers Udi

2) kirketugt. Saml. V, 753.

Side 313

i -Tidens Lob vare skjænkede til Kirken, ja de begyndte endog at forgribe sig paa Adlens Ejendomme. Da Kongen nu tilmed havde forlangt en ny betydelig Landehjælp af Rigsraadet, maatte han paa ny indskærpe Tiendepligten og give Rigsraadsdommen af 1527 en saa mild Fortolkning som mulig, saa at den kun skulde gjælde de egentlige Lojejorder,hvorimodderbebudedeshaarde Straffe mod dem, der forgreb sig paa Kirkens virkelige Ejendommel). Og da Kongen saa 1530 atter, paa Grund af Kristiern 2dens truende Holdning, forlangte ikke blot en ny almindelig Landehjælp, men ogsaa store Pengebevillinger af Adel ogGejstlighed, saa truede Prælaterne rent ud med at opsige "Odense - Kontrakten«), hvis Tiendepligten ikke overholdtes; ellers kunde de ikke betale. Derved fremkaldtes atter Kongebreve til Almuen, hvori Tiendepligten paa ny indskærpedes overensstemmende med Odense - Reces, men vistnok lige saa virkningslost som tidligere, og endnu i de følgende Aar spores Modstand mod Tienden fra den jydske Almue-). I Virkeligheden skulde der et saadant Knæk til for den jydske Bondestand som Grevefejden for at faa den fulde Tiende fastslaaet. Det var aldrig lykkedes den katholskeGejstlighedatfaaAlmuen til at svare fuld Tiende. Alle jydske Bondeopstande havde mere eller mindre drejet sig om denne Sag, og det er maaske en medvirkende Grund til, at vi saa tidt i vore Bondeopstande se Adelsmænd i BondernesRækker.Detlykkedesførst den sejrrige lutherske Konge, der tildels lededes af sine tysk - holstenske Raader

1) Ny dske Mag. V, 310 ff.; jvfr. Hvitfeld 1309.

2) Riesraadsfoihandlingerne paa Herredagen i Kbhvn. 1530 om Landehjælpen, Statslaanet af Adel og Prælater og om Tienden ville blive meddelte i Dske Mag. — Dipl. Viberg. S. 178 og 184.

Side 314

og Landsknægthøvdinge, hos hvilke der i det -Øieblik herskedeenmegetbitterStemning mod den danske Adel og Bonde, ved den store Rigsconstitution af Oktober 1536 med Samstemning af Rigsraad, Adel, Borgere og Bønder, der vare hidkaldte i talrigt Udvalg (3 fra hvert Herred), ved en almindeligFolkebeslutningatfastslaaTiendens Ydelse — af Bonden og Borgeren, medens den adelige Sædegaardsejergikfri!OmFrivilligheden af denne Folkebeslutningtaleviikkeher; det er ved nyere Oplysninger tilfulde godtgjort, [at <>Frivilligheden» ikke var stor ved Reformationens statsretslige Indførelse; men Sagen var, i det mindste for JyllandsVedkommendeforførsteGang, gaaet igjennem ved en af alle Stænder vedtagen Beslutning og gjort til et Led, ikke af Kirkens, men af Rigets Forfatning. Det varede heller ikke længe, før Regjeringen ved Breve til Almuen netop beraabte sig paa denne meget vigtige Omstændighed, hvorledesAlmuenselvhavdesamtykt Tiendeordningen — Kongetiende, Kirketiende og Præstetiende —, og derfor ogsaanuafalMagt hævdede dens Gjennemførelse¹). Det var nu ikke længere en Kirkesag, men en Statssag, og selv om man maaske endnu længere ned i Tiden kan spore Uvillighed hos Almuen mod Tiendens Ydelse, saa havde Striden dog mistet sin Braad. Bonden var kuet; Adlen havde faaet sit Ønske opfyldt; den havde ikke længere nogen Interesse af i den Sag at stille sig paa Bondens Side, og Staten var selv bleven Part i Sagen. «Bispetienden« var aldrig bleven helt gjennemført; «Kongetienden» havde man ikke længere Magt til at modsætte sig. Tiendens Fastslaaen1536varennødvendig

1) Dipl. Vib. pag. 206 (Brev til flere jydske Herreder af 24 Maj 1537. Relator Hr. Johan Rantzov.)

Side 315

slaaen1536varennødvendigFølge af Begivenhedernes historiske Udvikling; men ifølge den samme Udviklingens Lov er det naturligt, at dens Afløsning nu, da Bonden har hævet sig til politisk Selvstændighed, atter er blevet et af Tidens Spørgsmaal.

Medens Tiendesagen havde sat den jydske Almue i saa stærk Bevægelse, navnlig paa østkysten, sporedes en stærk Gjæring til Fordel for Kristiern 2den især paa Vestkysten, hvor Peder Stub og Ejler Bryske, som ovenfor berørt, havde lovet en Rejsning af de jydske Bønder, idet man sikkert ventede Kongens Ankomst med en Hær i Løbet af Sommeren1527, og Kong Frederiks Bekymring herover havde været saa stor, at han kort før Odense Herredag havde befaletLensmændene at holde deres Svende beredte, da han frygtede et Anfald paa Hertugdømmerne af Kristiern 2dens Tilhængere blandt de tyske Fyrster, medens han selv var fraværende. Denne Frygt var ikke ugrundet; thi den landflygtigeKonge stod virkelig paa den Tid i Underhandling med sin Svoger, Kurfyrsten af Brandenborg, med Hertug Erik af Brunsvig og Hertug Albrecht af Meklenborg om en saadan Plan; men den strandede som sædvanlig paa Pengemange l¹). Senere bliver denne Gjæring blandt Almuen mindre iøjnefaldende; i de følgende Aar, 1528 og 29, vare

1) Frederik 1 til Eske Bilde, dat. Gottorp Fredag efter divis. apost. (19 Juli) 1527, i Geh. Ark., Dske Kongers Hist. Fase. 11. — At Planen var i Gjære og endda ikke saa langt fra at iværksættes, fremgaar af flere Breve i Kristiern 2dens udenlandske Arkiv, ligesom ogsaa Kong Frederik ved Brev fra sin Svigersøn, Hertug Albrecht af Preussen, var bleven advaret imod denne Forbindelse (6 Juni, Torsdag efter Exaudi 1527; gottorpske Fællesarkiv).

Side 316

Forholdene desuden saadanne, at ethvert Forsøg fra Kristiern den 2dens Side umnliggjordes. Først efter Cambray-Freden 1529 og ved Kejserens Sejre i Italien 1530 bleve Udsigterne atter lysere, og da saa endelig alle Vanskeligheder vare overvundne, i det Kong Kristiern virkelig havde faaet samlet en Hær og Flaade i Nederlandene i Eftersommeren 1531, kom hele Landet i en voldsom Gjæring. Fra Lejren ved Jenmyge Kloster udstedte Kong Kristiern, der som bekjendt imidlertid atter havde paafaget sig et katholsk Skin, den 30 August 1531 følgende Proklamation til Danmarks Riges Indbyggere:

Vi Kristiern (osv.) hilse eder alle, vore kjære tro Undersaatter, Biskopper, Prælater, Abbeder, Priorer, Præstemænd,sammeledesRiddere, Riddersmændsmænd, Kjøbstædmænd,Bønderog menige Almue, som bygge og bo udi vort Rige Danmark, kjærlig med Gud og vorNaade. Kjære Venner, som eder alle vel fortænker og vitterligt er i Sandhed,hvorledesvi for den Kjærlighed, Tro og Velvillie, som vi havde og endnu have til den menige Mand, fattig og rig, Danmarks Riges Indbyggere, deres Gavn, Bedste og Bestand, at vi, efterdi at Gud haver skikket os efter vore Forældre til eders rette indbaarne Herre og Konning, vilde gjerne skikke og hjælpe hver Mand, fattig og rig, ædel og uædel, til Lov, Skjel og Ret og ikke anse Personen, at ingen skulde ske Overvold, Uret eller Forfang i nogen Maade, for hvilket nogle af vore uhørsomme og utro Undersaatter opsatte dem imod os imod al Guds Lov, Skjel og Ret, men paa det de kunde bruge deres egen fri Villie med Vold, Vælde og Ondskab, som de siden have bevist imod eder, udi det de have med Vold og Vælde røvet, taget, overfaldet, beskattet, fanget og en Part ihjelslaget af eders Venner og

Side 317

Slægtninge etc. Dertil med have de gjort dem selv til Konger og Kjøbmænd, taget fra den fattige menige Mand, Kjobstædmænd og andre, deres Næring og Bjergning, hvad som helst I med eders Hustruer og Børn skulde leve udaf, paa det de kunde fordærve eder i Grunden etc, som I vel selv vide ydermere og have befundet, end vi skrive kunne, og som de ikke da kunde bekomme, den Tid vi der selv tilstede vare, uden hvad de hemmelig gjorde, der vi ikke vidste af, men [som de have gjort], siden vi nødtes for deres Forræderis Skyld, som havde opsat dem imod os, [til at forlade vore Higer og Lande], at de ikke skulde forraadeos,som dog sket er af Guds Forsyn etc. Derfore have vi været nogen Stund udaf vore Lande og Riger hos vor kjære Herre Broder og Svoger, kejserlig Majestæt, udi hans og andre Herrers og Venners Lande etc. Og nu for den store Medlidenhed, Jammer og Ynk [over det], som vi daglig høre eder overgaar uden Skyld og Brøde, kunne vi ingenlunde længer lide det og ej ville tilstede, at eder slig Overlast og Forfang ske skal, men heller ville vove vort eget Liv derover for eders og den menige fattige Mands Gavns og Bedstes Skyld, og derfor have vi nu annammet til os et mægtigt Tal Krigsfolk, hvilke have lovet og svoret os at være os hulde og tro og aldrig at ville skilles fra o?, før Gud vil, at vi have vore Riger og Lande ipjen, eller de ville og alle dø derover etc. Saa bede vi eder alle og hver særdeles, at I ville gjøre eders største Flid dertil at lade brygge og bage, og naar I fornemme vor og vort Folks Tilkommelse, at I da give eder selve til os med det meste O], Brød og anden Fetallie, som I kunne afstedkomme, og sælge vort Folk det for Penge, sammeledes, at I tage med eder Harnisk og Værge, Mand udaf Hus, og komme til os og

Side 318

gjøre os Hjælp og Bistand at afværge slig Skade og Fordærv,someder her til Dags sket er. Er der og nogen, som haver forset dem imod os og ville komme og bekjende det os selve og begjære Naade af os og herefter være os hulde og tro, da ville vi gjerne med al Kjærlighed annamme dem igjen til Naade og være dem en god og naadig Herre etc. Kunne I og formærke og vide i Sandhed nogen, som os er imod og os ere ikke hulde eller tro og ikke heller ville give sig til os eller ville begjære Naade, dem griber og holder tilstede, til Gud vil, vi komme til eder. Og hver Del eller Bytte, som findes hos dem, skal høre eder Halvdelentilog os den anden Halvdel etc. Derfore beviser eder udi de og i alle andre Maade, hvor I kunne, paa vort Gavn og Bedste, som gode og tro Undersaatter bør at gjøre imod deres Herre og Konge. Vi ville igjen holde eder alle og hver særdeles ved Guds Lov, Skjel og Ret og gode gamle Sædvane, og ej tilstede, at eder skal ske nogen Uskjel, Uret eller Forfang i nogen Maade, men ville holde og skikke os imod eder alle og hver særdeles, som en god kristen Konning bør at skikke sig imod sine gode og tro Undersaatter udi alle Maade. Skrevet udi vor Lejr i JenmygeKlosterden 30 Dag Augusti Anno etc. XXXI. UndervortSignet.

Christiern1)

Denne Proklamation, der i Formen er stilet til alle Landets Indbyggere, men hvis Indhold tydelig nok er beregnetpaaBorger og Bonde, og som giver en ikke uheldig Skildring af Landets indre Splid og Tvedragt, af LovleshedenogUordnen

1) Original paa Papir med Kongens egenhændige Underskrift og Segl. Geh. Ark. Saml. Kr. 2. (i to Exemplarer).

Side 319

hedenogUordneni Modsætning til Fortiden, men som meget let glider hen over den religiøse Strid («gode gamle Sædvane«), og som maatte vække den Forestilling hos Almuen,atKong Kristierns Tog nærmest gjaldt Danmark, skjent det ikke udtrykkelig siges, denne snildt beregnede Proklamation og flere lignende Breve bleve paa Peder Stubs Foranstaltning gjennem de gamle Venner i Eibe, Iver Stub, Jakob Skriver o. a., bragt ind i Kiget og slog mægtig an. «Kan jeg ikke fuldskrive eders Naade», skriver en fynsk Adelsmand allerede den 21 August til Kongen, «saa mange nye Tidender, som her gjores baade iblandt Bønder og andre,ogkan jeg ikke tænke, hveden slige Tidender komne ere uden af Konning Kristierns Tilhængere; hvem de ere, maa Gud vide"¹), og lignende Ytringer forekomme jævnlig. Dertil kom, at man var i fuldkommen Uvished om, hvor Kong Kristiern vilde gjøre Landgang; thi uagtet det efter alt, hvad der foreligger i Kongens Brevvexling fra denne Tid, maa anses for utvivlsomt, at Hovedtoget gjaldt Norge, medens man maaske samtidig har haabet at formaa Hertug Henrik af Brunsvig med flere af Kongens Venner i Tyskland til et Indfald til Lands i Hertugdømmerne, saa var det dog lykkedes Kong Kristiern i den Grad at holde Togets Bestemmelsessted hemmeligt, at selv flere af hans betroedeMændvare uvidende derom; og endnu Dagen for Afrejsen, ved en Mønstring Kong Kristiern holdt over Landsknægtene,erklæredehan, at hvis han havde Vished om, at en eneste af Landsknægtene anede, hvorhen Toget gjaldt, vilde han lade ham nedhugge. Under disse Forhold turde

1) Hartvig Ulfeld til Fred. 1, dat. Aarecaardt Mandag før Bartholomej 1531. Geh. Ark. Dske Kong. Hist Fase. 12.

Side 320

man ingensteds samle Tropperne; hver Landsdel— undtagen det sondenfjeldske Norge —ventede Angrebet hos sig og turde ikke føre sine Troppar over til en anden Landsdel. I Fyn, hvor de tilstedeværende Rigsraader frygtede, at Angrebet skulde gjælde dem, udstedte de Befaling til Benderne om, at hver 12te Mand skulde, efter hvad tidligere var vedtaget, begivesigtil Kjerteminde. Mpn flere Herreder svarede tvetydigt,<«atnaar Behov gjordes, skulde de nok alle følges ad og stande med deres rette Herre«, saa at Rigsraadernetilraadedeat lade alle Vaabnene med det gode eller med Magt tage fra Almuen, ellers kunde man befrygte det værste; Bønderne havde deres «Kapi(ejner», som ophidsededem;Breve til Knud Gyldenstjerne og andre vare gjennem Jakob Skriver i Ribe og en rig Borger i Odense, Mikkel Klausen, hidskikkede; disse burde derfor alvorlig forhøresogafstraffes. Dette synes ogsaa at være sket med Mikkel Klausen, hvis Hus og Ejendomme Aaret efter konfiskeredesj¹).

Størst Uro vakte dog Peder Stubs Spejdere i det vestligeog midterste Jylland. «Kan jeg aldrig fuldskrive eder», skriver Mogens Munk til Kansler Klavs Gjordsen, «hvor upaalideligAlmuen er, siden Kong Kristierns og Peder Stubs Skrivelserere komne dem til Haande i Viborg og Himmersyssel, og sagde en Bonde, som bor i Snede, til Iver Stub i Ribe ogf til en Kræmmer ved Navn Hans Bielefeldt, at han agede en af Kong Kristierns Spejdere paa Vej fra Snede og til Viborg, og sagde samme Spejder, at de vare fjorten, der kom til Ribe i Vor Frue Marked«. Mogens Munk skulde

1) Fynske Riasraader og Adel til Fred. 1, dat. Odense Sondag efter Miiuricii (24 Srptbr.) 1531. (Geh. Ark. Dske K. Hist. Fase. 12)..— Samme Dag Knud Gyldenstierne til Kongen, og Rigsraad Peder Lykke til Kansler KJavs Gjordsen (smst.).

Side 321

snart komme til at føle Virkningen af disse Spejdere, som
vare paa Færde i Omegnen af Viborg, hvor Peder Stubs
Slægt var stærkt udbredt.

Efter Begivenhederne 1523 taber man næsten Mogens Munk af Syne. Som nyvalgt Rigsraad, kort efter Oprøret forlenet med Vandfuld Herred og det indbringende Sagefald og Told i Viborg By, som sin Broder Biskop Iver Munks Lensmand paa Volstrup, som Ejer af Palstrup og paa sin Hustru Karen Kosenkrandses Vegne Medejer af Palsgaard indtog Landsdommer Mogens Munk en betydelig social Stilling; men nogen større politisk Rolle har han neppe spillet i den følgende Tid, saa længe Kong Frederik levede. Han synes at have været en af den Slags Mænd, der skyde frem i urolige Tider, som lade sig bruge og som i et ■Øjeblik komme til at indtage en betydelig Plads, for derpaakort efter at tabe sig i det Übetydelighedens Halvmørke,hvor de høre hjemme. Ikke ved en eneste betydeligLejlighed i hele Kong Frederiks Tid træder han frem ledende, styrende eller ordnende. Tilvisse findes hans Navn under et og andet Rigsraadsbrev, og han anvendes til et og andet mere lokalt Hverv; men navnlig efter at Reformationsrøreter begyndt, træder Mogens Munk helt i Skygge. Vel ser man ham i Aaret 1530 i Forening med nogle andre Adelsmænd optræde som Mægler mellem Biskoppen i Viborg og Byens Borgere under et Opløb; men det er ikke ham, der benyttes af Kongen eller Mogens Goje til at fremme Reformationsværket. Tvertimod skyder der sig op ved Siden af ham en Mand, der lige som ban var knyttet til Landstinget,nemlig Væbner Jens Hvas til Kaas. Denne Mand kaldes allerede "Landsdommer i Nørrejylland' i Slutningen af Kong Kristierns Tid. Om denne Indsættelse af liere

Side 322

sideordnede Landsdommere staar i Forbindelse med Kong Kristierns indgribende Ændringer af Eetsvæsenet, og om dette Forhold atter er blevet hævet ved Regjeringsforandringen1523, da Kong Kristierns Love afskaffedes, er ikke ganske klart. I de følgende Aar træffer man ikke Jens Hvas i umiddelbar Forbindelse med Landstinget, før han i Aaret 1531 midlertidig sættes i Spidsen derfor som Følge af de Optrin, vi snart skulle omtale; derimod blev han i alle Aar stærkt brugt af Kong Frederik og Mogens Geje til at fremme Reformationen i Viborg og andensteds. Alle vigtigere Begunstigelser fra Viborg By og Omegn udvirkesgjennem ham; det er ikke Mogens Munk, men Jens Hvas, der i disse Aar drager om med Mogens Gøje som kongelig Rettertingsdommer; kort sagt, Jens Hvas havde sluttet sig til den nyere Tids Gjæring og var derfor en brugelig Mand i mange Retninger for Regjeringen, medens den aristokratiske Oprører Mogens Munk ved alle sine Slægtskabsforbindelserog sin hele sociale Stilling var nærmere knyttet til det biskoppelige Adelsparti — og derfor snart blev übrugelig for Regjeringens ledende Mænd. Og Mogens Munk følte det. Med Had og Avind betragtede han Jens Hvasses Færd; de bleve Fjender; han saa i Jens Hvas en hemmelig Bondeagitator og Tilhænger af Krisfciern 2den¹).

1) En Landstingsdom Ira Januar 1522 (Dueholms Dipl. S. 99) begynder saaledes: «MogensMunk Landsdommer i Nwrrejylland, Kristiern Andersen, Jens Hvas Dommere* , og i et Urev af 14 Juli s. A. underskriver Jens Hvas sig selv •Landsdommer i Nerrejylland* (Gen. Ark. Danske Saml.). I Udkastet til Kristiern 2dens Landslov Kap. 35 bestemmes, at der ved H erred sti n gene skal indsaettes en Herredsdommer iillige med to andre Daniumaend, og disse to Mi i<l kaldes senere selv •Dommere« (Kap. 39). Om Lands- tinget savnes i Udkastet (Kap. 43) en udtrvkkelig tilsvarende Bestemmelse, men der tales dog om •Landsdommeren og de andre med hannem Dom sidde», og Udkastets Udtryk ere saa übestemte, at Koncipisten snart synes at have teenkt paa en, snart paa flere Landstingsdommere (f. Ex. Kap. 45). Deter derfor ikke usandsyoligt, at der i den faerdige Lov, som maa \aere udstedt i Slut- Dingen af 1521 (jvfr. C. F. Allen i Vid. Selsk. Skr. 5 Raekke 3 Bd. Saertryk S. 21) har vaeret en udtrykkelig Bestemmelse om Indsaettelsen af Here Landsdomniere, i Lighed med, hvad der var forordnet om Herredstingene. I saa Fald maatte Jens Hvasses Landsdommervaerdiglied vaere ophort med 1523, og da forklares let, at hau to Gange senere (1531 og 1534) faar fornyede midlertidige Udnaevnelser til at fungere ved Landstinget. — Jvfr. om Jens Hvas foravrigt Ny kirkeliist. Saml. V, 532_—51.

Side 323

Under den stærke Gjæring, som Kong Kristierns Proklamationhavdefremkaldt, holdtes St. Mouritii Dag, Fredagenden22 September, det endnu saakaldte Toftemarked i Viborg. Navnet kommer af, at den Skik i gammel Tid havde indsneget sig, at de fremmede Handlende, som paa denne Tid strømmede til Byen, opsloge deres Boder udenfor Bymurene paa Tofterne; thi na?st efter Snapstinget efter Jul var St. Mouritiis Marked efter Røstens Tilendebringelse det største Marked, der ligesom Snapstinget tillige var en Betalingstermin,hvortilen stor Del af den jydske Adel strømmede sammen. Den Skik, at opslaa Boder paa Tofterne, var imidlertid til stor Skade for Kronen som Byens Overhoved og for Byens egne Borgere; thi derved undgik de fremmede at betale Told til Kronen og Stadepenge og lignende Afgifter til Byen, ligesom selvfølgelig de fremmede Gjæster fik den bedste Handel for sig selv. Der var derfor allerede i Aaret 1520 af Kong HansesEnke,Dronning Kristine, til hvis Enkegods Viborg By hørte, udstedt Forbud herimod¹). Senere, da Landsdommernevareblevne forlenede med Kronens Sagefald og Told

1) Dipl. Vib. pag. 145.

Side 324

i Viborg By, krævede disse Tolden, og havde maaske ogsaa forhejet den. Da saaledes Mogens Munk atter denne Gang vilde kræve Told, fremkaldte det en stærk Forbitrelse imod ham, skjønt han rigtignok beraaber sig paa, at han ikke havde krævet anden Told end hans Formænd, Niels KlemensenogEjler Bryske. Hertil kom andre Voldsomheder fra Mogens Munks Side, og naar man erindrer, at Kristiern den andens Proklamation opfordrede Bønderne til at gribe dem, som-ikke vilde falde til Feje og begjære Naade af Kongen, saa forstaar man let, hvorledes Forbitrelsen netop rettedes mod ham. Baade paa Markedsdagen og endnu mere den følgende Dag, da Landstinget skulde holdes, samledesBøndernei tætte Skarer og indtog en saa truende Holdning, at Mogens Munk skyndsomst maatte tage Flugten. Kun med Ned og neppe lykkedes det Jens Hvas tillige med flere tilstedeværende at dæmpe Opløbet. Mogens Munk skildrer det selv saaledes i et Brev til Kongen: «Den første, som begyndte samme Opløb, var en Bonde Kristen Andersenoghans Søn Lars Kristensen fra Tulstrup i Kinds Herred i Hr. Predbjørn (Podebuskes) Len. Den, som stod paa det Dige ved den Lyngstak med en Hat paa et Spyd og som deres Formand da skulde være, hans Navn véd jeg ikke anderledes, end Hr. Jakob Lykke lod hænge hans Broder,ogformoder jeg, han bor i Hr. Mogens Gøjes Len, og den Bonde, som holdt Ord for de andre i Marken, kan jfg ikke fange Navn paa. En Bonde, som de da havde kejst til deres Formand, han viste fire Bonder til min Hustru (Karen Rosenkrans), og den, som Ordet talte til hende, han hedder Niels og bor i Fiskbæk i Hr. Mogens Lauridsen (Lovenbalks) Len. Han stødte sit Spyd, som han holdt i sin Haand, i Jorden for hendes Fod og sagde: Dersom I

Side 325

fanger os ikke den Mand ud. som jer Husbonds Svende
have grebet, da skal vi stinge jer paa tyve Spyd og bære
jer i By paa».

Herved blev det imidlertid ikke. Bønderne lod Budstikkengaa fra Herredsting til Herredsting om at mode talrige paa det næste Landsting (7 Oktober). Det begyndte at se truende ud; men da tog Mogens G øje Sagen i sin Haand, og hans rolige Besindighed og folkelige Navn virkededæmpende paa den oprørske Stemning. Han lod hemmeligudskikke nogle Bud for at udforske Almuens Mening og Hensigt, og foreslog at opsætte Sagen indtil den tilstundendeHerredag i Nyborg, hvor Sagen kunde afgjeres af Kongen og Raadet. Samtidig fraraadede han Mogens Munk at, indfinde sig paa Landstinget, og overdrog i hans Sted Jens Hvas at «besidde» Landstinget den nævnte Dag, ligesom han selv lovede at skikke Bud til Landstinget for i Foreningmed Jens Hvas at søge at dæmpe Urolighederne; Jens Hvas skulde da «besidde* Landstinget indtil Herredageni Nyborg; thi inden Herredagens Samling var der kun to Landstingsdage, og naar Jens Hvas begav sig til Herredagen, kunde Landstingsskriveren imidlertid «besidde Tinget»; i Nyborg vilde Mogens Gøje saa personlig tale med Kongen om Sagen. »Men de, som have været Ophavsmænd til sligt Oplob«, skriver Mogens Gøje den 29 September til Kongen, «bør dog ikke undgaa Straf; dog kan sligt saa hasteligen eller snart ikke læmpe sig, men maa opsættes til roligere Tider«. Det er aabenbart, fortsætter han, at der er skikket nogle af Kong Kristierns Breve ind blandt Almuen,ligesom Tilfældet har været i Fyn. «I mit eget og i Erik Banners Len», tilføjer han meget betegnende, «er Almuen stille og ganske vel tilfreds: men udi den nørre og

Side 326

vestre Egn her udi Landet kan eders Naade ikke tro, saa underlige de ere til Sinds. Dog staar det, haabes mig, med Læmpe alt sammen vel til at raade og afstille». — Paa lignende Maade udtalte Mogens Gøje sig i et senere Brev til Kongen (4 Oktober); atter fremhæver han, at Sagenmaa gjøres til Gjenstand for en Retssag paa Herredagen,for at alle Almuens Klagemaal eller Beskyldninger mod Mogens Munk eller andre kunne indkomme for Kongenselv.

Imidlertid indtraf Landstingsdagen Lerdag d. 7 Oktober. Mere end 1000 Karle stærke strømmede Bønderne til fra Rinds, Aars, Helium, Middelsom, Sønderlyng, Nørlyng, Lysgaard og Fjends Herreder. Ledede af en Bonde fra Odsgaard i Middelsom Herred, besluttede de at træde til Side herredsvis for at forfare, om der var nogen Spejder iblandt dem, «som ikke vilde være den samme som de», idet de truede med at ville stinge 20 Spyd i ham; tillige gjorde de den Skikkelse, at hver 20 Bønder skulde have fire Rør og sex «Arbyster»; de andre skulde væbnes med Spyd og Forke, og nye Bud gik ud til mange Herreder om at gjøre fælles Sag med dem. Under disse Forhold havde Jens Hvas og Mogens Gøjes Fogeder og »Tjenere», af hvilke mange havde et godt Navn hos Almuen, en besværlig Gjerning. De oplæste et Brev fra Mogens Gøje, hvori han lovede Bønderne, at den Uret, de mulig led, skulde blive af hjulpen; «men», skriver Mogens Gøje til Kongen (14 Oktober), »dette mit Tilbud, Brev, Bønner og Begjær blev agtet hos en Part, hos en anden Part ikke, besynderlig af en Hob løst, pjaltet og vanvittigt Folk, som vide intet uden at raabe og skrige«.

Vel besluttede Bonderne atter at møde mandsstærke

Side 327

næste Landsting (21 Oktober); men saa meget var dog vundet ved Mogens Gøjes og Jens Hvasses Indgriben, at Stemningen var bleven delt; thi i Mellemtiden henvendte adskillige sig til Mogens Gøje med Begjæring om, at han og Erik Banner vilde ride til næste Landsting, »hvilket jeg ikke vil tiltage mig», skriver Mogens Gøje til Kongen (14 Oktober), «at ride heden iblandt deres unyttige Forsamling, Kaab og Skrig, som man der skulde fange at hore».

Ved disse gjentagne Efterretninger om Almuens Upaalidelighed,som strømmede ind fra hele Landet, men især fra Fyn og Jylland, var Kong Frederik bleven sat i den pinligste Stemning. Allerede den 5 Oktober havde han tilskrevetde forskjellige Landsdeles Rigsraader om at udbyde hver tolvte Mand af Bønderne mod Kong Kristiern, saaledes som det tidligere var bleven bestemt; tillige afsagde han den til Slutningen af Oktober berammede Herredag i Nyborg,da han ikke længere ansaa Overfarten til Sos for sikker. «Dersom I formærke, at Bønderne ville gjore nogen Oprejsning og Forsamling«, tilføjer han i Brevet til Rigsraadernei Sjællands Stift, «da værer betænkte paa, at man kunde slaa og straffe dem, før de komme til Hobe, thi vi formærke, at der er ganske stort Forræderi iblandt dem»; desuden antydede han, at han vilde sende Landsknægte ind i Riget, om Behov gjordes. I Anledning af disse Forhold holdt da Mogens Gøje tillige med Ove Bilde og Erik Bannerflere Møder i Aarhus og Skanderborg, hvori ogsaa Jens Hvas synes at have taget Del. De fandt det under de nuværendeurolige Forhold i Vest- og Nordjylland aldeles utilraadeligtat sende Landsknægte ind i Riget, da man saa maatte frygte en almindelig Rejsning af Almuen; derimod mente do, at Kongen personlig burde begive sig til Kolding

Side 328

eller endog til Skanderborg, da Kygtet om hans Nærværelsevilde virke beroligende paa Stemningen, naar man samtidig lovede Banderne at høre deres Beskyldninger mod Mogens Munk og andre. At oplæse Kongens Breve om Mandtal fandt de tillige under de nuværende Forhold utilraadeligt,medmindre Brev fra Mogens Gøje fulgte med til at virke beroligende; det maatte desuden paalægges Lensmændenekun at samle Bønderne herredsvis i denne Anledningog at tage velsete Bander med paa Tinge.

1 et og alt fulgte Kongen disse Mænds Forslag. Han indsatte Jens Hvas til Landsdommer i Mogens Munks Sted «tilenTid», hvorved altsaa denne indtil videre blev suspenderet, og det, uagtet Mogens Munk havde beskyldt Jens Hvas for «at have nogen Del i denne Almuens Opstyr«, hvortil Jens Hvas bemærker, at hermed var det kun Mogens Munks Agt «at undskylde og [forklare sig selv for samme Sag»; han forsikrer tvertimod ikke at have handlet anderledes, end han vil forsvare for Kongen og alle Danmarks Indbyggere; naar Sagen bliver undersøgt, vil hans Uskyldighed fuldkommen vise sig; «hvad andre have gjort, maa de selv svare til»; derimod raader Jens Hvas Kongen at skrive til Mogens Gøje og Erik Banner at handle og tale med Almuen; »thi Almuen horer ikke andre i denne Lejlighed end dem».

Da Landstinget derfor atter holdtes den 21 Oktober, oplæstes Kongebrevet om Mogens Munks Fjernelse for den forsamlede Mængde af støjende og væbnede Bønder; tilligelovedeKongen i et i Virkeligheden af Mogens Goje, Erik Banner og Ove Bilde forfattet Brev, at ville hore og afhjælpe Almuens Klager. Stemningen berolige des dt-ivnl

Side 329

og der udstedtes da en Erklæring fra Landstinget, hvori Jens Hvas, »den Dag Landsdommer i Nørrejylland«, Jens Skriver Landstingshører, Jep Fris, Embedsmand paa Skive, Peder Ebbesen, Embedsmand paa Lundenæs, Niels Jensen til Brodskov, Kristiern Stygge til Kandrup, Johan Bagge til Viskum, Niels Fris til Vadskjærgaard og Povl Stisen til Trenderup, Væbnere, gjøre vitterligt, at de Lørdag næst for Severini Dag 1531 paa Viborg Landting saa og hørte læses Kong Frederiks Brev til Almuen, hvori Kongen ytrer sin Forundring over dette Opløb og formaner dem til at sidde stille; hvis de ere forurettede mod Lov og Ret, da skulle de tiltro to eller tre Mænd af hvert Herred at bringe deres Klagemaal for Kongen, som da nok skal skaft'e dem Ket. Ligesaa hørte de læses Hr. Mogens Gojes, Danmarks Riges Hofmesters Brev, lydende ved dette Sind, at han raader dem at sidde stille hos deres Bo og Bjering, med mange flere gode Undervisninger. Da bad og raadte Landsdommer al Almuen, at de alle skulde gange tilsammen og beraade dem og give Svar paa disse Breve og hvad de gjore og lade vilde i alle Maader. Da udgik af Tinget menige Almue,somher i Dag forsamlet var, og beraadte dem og igjen indkom paa Tinget og alle éndrægtelig med én Kost svarede, at de vilde gjerne være deres Herre og Konge hørige og lydige udi alle Maader, som dennem burde at være deres rette Herre, desligeste hans Naadts LensmaMid og Befalingsmænd, og sagde, at de vare glade, at de maatte sidde med Fred ved deres Bo og Bjering, og takkede de kgl. Majestæt, at hans Naade vilde skikke dem Lov og Ret, hvor dem var sket Uret. Desligeste takkede de Hr. MogensGejeog de andre Mænd, som havde siddet Rotterting,forde

Side 330

ting,fordehavde skikket dem Lov og Ret efter vor naadigeHerresBefalin
g1).

Ved Mogens Gøjes rolige Besindighed blev disse Opløb saaledes dæmpede. Dog vedblev Stemningen i Jylland hele Tiden igjennem at være oprøsk. Den allerede 1530 paalagteKongeskat vilde Bønderne, navnlig i Vestjylland, ikke udgive. I Vesterherred i Ribe Stift sloge de endogsaa Lensmanden Erik Krummediges Skriver ihjel, da han vilde indkræve den. Kong Frederik blev saa urolig herover, at han (15 December) tilskrev Rigsraadet, der var forsamlet i Kjøbenhavn, om Almuens Urolighed i Jylland og bad om, at enhver skriftlig under sit Signet vilde give ham deres Raad herom. Raadet svarede hertil (3 Januar 1532): Efterden sig nu begiver, tykkes os alle raadeligst at være, at eders Naade lader nogle af eders Naades gode JNJænd, Erik Banner eller andre, handle Erik Krummedigc og samme Bonder imellem, saa at den Kongeskat udkommer

1) Falgende II Breve handle om Oplebet i Viborg: I) 1531, 29 Septbr. (Mikkelsdagi, Skaiulerborg, Mogens Gaje til Fred. 1. 2) i Oktbr. (St. Francisci Dag), Skanderborg; samme til samine. 3) 5 Oktbr. (Tirsdag efter Francisci Dag), Gottorp; Fred. 1 til Joachim Rennov og ovrige Raarier i Sjaelland. 4) 7 Oktbr. (Sabbato proximo post festum beati Marci papae et martyris; den naevnte Dag var selv en Lurdag), ex Arhusia, Ove Bilde, Mogens Onje ogErik banner til Fred. 1. 5) 9 Oktbr. (Dionysii Dag*, Skanderborg; Mogens Goje til Fred. I. 6) 13 Oktbr. sexta p. f. Dionysii), Aarhus; Ove Bilde, Mogens Geje og Erik Banner til Fred. 1. 7) H Oktbr. (Lordag efler Dionysii), Skanderborg; Mogens Geje til Fred. 1 (med hoslagt Udkast til Kongebrevet til Almuen). 8) Samme Dag (St. Calixti Dag); Skanderborg; Jens Hvas til Fred. 1. 9) 21 Oktbr. (11,000 Joml'ruers Dag), Palsgaard; Mogens Munk til Fred. 1. 10) Samme Dag. Samme til Kansler Klavs Gjordsen. 11) Landstingsbrevet af 21 Oktbr. (Afskrift), — alle i Gek. Ark, Dske Kotig. Hist. Fasc 12 (undtagen Nr. 3 i Saml. Krist 2).

Side 331

og at det Hovmod bliver bestandendes saa længe, til bedre Tilfald dertil sig begiver«^l). — Man turde intet gjere mod Bønderne, saa længe Kong Kristiern endnu kunde ventes; først da han sad vel forvaret paa Sønderborg Slot, kunde man begynde at tænke paa Straf. Mikkel Klavsens Ejendommei Odense bleve da konfiskerede, og endnu flere Aar efter hører man, at Mogens Munk stævner en af Stubberne,fordi han havde øvet Hærværk i hans Gaard-).

Hvad der her er meddelt, er Forløbere for Grevefejden. Man faar af den stærke Gjæring, hvori hele Landet kommerved Efterretningen om Kong Kristierns Gjenkomst, en tydelig Følelse af, at hvis han virkelig var kommen til Danmark i Stedet for at spilde sine Kræfter mod nogle norske Fæstninger til Bedste for nogle norske Biskopper,som han dog i sit Hjerte maatte være Fjende af, ja hvis han blot den Gang havde kunnet sende SkipperKlement med nogle faa Landsknægte til Jylland, da vilde allerede da hele Nord -, Midt - og Vestjylland have rejst sig som én Mand, — men ikke Østjylland. Hvori ligger Grunden? Østjylland rejste sig heller ikke i Grevefejden. Er det Mogens Gøjes og Erik Banners Indflydelse, som her spores? Det er muligt, at Grundenligger dybere, i andre Forhold, som endnu ikke træde tydelig frem for os; men indtil videre inaa vi hævde, at hvor ædelsindede Mænd som Mogens Gøje og Erik Banner eller Ove Bilde, der havde Qve og Hjerte for Almuens

1) Geh. Ark. Dske Kong. Hist. Fase. 12.

2) Dipl. Vib. En Fortegnelse over Mikkel Klavsens Ejemlomme i Odense lindes i Geh. Ark.

Side 332

Klager og Tryk, styrede .og ledede, dér havde det ingen Nød; men hvor Mænd som Mogens Munk, Styge Krumpeneller Jørgen Fris havde Magten, dér blussede Forbitrelsenop mod det, adelige og gejstlige Tyranni og 'medførte saadanne voldsomme Optrin som Klemensfejden.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 5 (1875 - 1877) 1

Bondeopløb i Jylland i Kong Frederik den førstes Tid; logens &øje og logens lunk.