1.

Hvad der strax tildrager sig Læsernes Beundring i Alle ns »De tre nordiske Rigers Historie«, er den forbausende Masse af nyt Stof, Forfatteren har bragt for Lyset fra alle Skandinaviens Samlinger. Selv den, der havde sat sig ind i Nordens Historie, endog særligt i den af All en behandledePeriodes, maatte overraskes ved at see, hvor meget der endnu var tilbage at lære efter Kildeskrifter, hvis Tilværelse enten slet ikke eller hoist ufuldstændigt var bekjendt. En saadan Rigdom af nyt Stof maatte naturligen bringe en Mængde værdifulde Oplysninger og nye Anskuelser ind i Historien; der er vist ingen af All ens Læsere, der har lagt hans Værk fra sig uden at takke ham for den Belærelse,han der har hentet. Naar jeg nu dog her agter at modsige ham i et enkelt Punkt, er det ikke af Lyst til at finde Feil i en Bog, hvis udmærkede Egenskaber Ingen anerkjendervilligere

erkjendervilligereend jeg. Men jeg er nødt dertil, fordi jeg i mine offentlige Forelæsninger over de første oldenborgskeKongers Historie udtalte, at jeg ikke kunde give Allen Ret i hans Paastand om Didrik Slaghæks¹ første Optræden i Danmark allerede 1512, men at jeg foreløbig maatte bede Tilhørerne om at tro mig paa Ordet, fordi en Bevisførelse maatte blive mere indviklet end at den kunde gjennemføres i det mundtlige Foredrag; den skulde blive givet andensteds. Jeg sagde dette, fordi det maatte forudsættes,at idet Mindste en Del af Tilhørerne kjendte Allens Fremstilling, saa at de vilde føle sig skuffede, om en saa paafaldende Nyhed i vor Fædrelandshistorie blev forbigaaet med Taushed.

Det gaaer med stor Rigdom af nyt historisk Stof som det gaaer med al Rigdom: den volder sin Eier Vanskeligheder og Farer, den Fattigere er fri for, blandt Andet ogsaa derved, at den mangen Gang dog ikke slaar til, naar Fylden sprænger det Gamle, og naar det Nye derefter skal formes til en rigtigere Erkjendelse. Arbeideren kan see, at den hidtil gjældende Fremstilling ikke kan holde sig, han nødes til at danne sig en anden Mening om Sagens Sammenhæng, — men saa mangler maaske netop dette eller hint Stykke, der skulde knytte de andre sammen. Han maa da hjælpe sig frem med Slutninger og Kombinationer, der mangen Gang ved et skuffende Skin kunne lede vild, maaske netop fordi de i andre Tilfælde have ledet rigtigt. Saaledes er det gaaet navnkundige Forfattere i utallige Tilfælde; og jeg troer, at det i det her omhandlede Punkt ikke er gaaet Allen anderledes.

For at sætte Læseren i Stand til selv at dømme bør
først Sagens Akter fremlægges.

Allen siger i de tre nordiske Kigers Historie, 2. Bind
(Christiern den Anden 1. Bind), 4. Bogs 1. Afsnit, S. 254:

»Men allerede i disse første Aar havde en skummel »Skikkelse nærmet sig Christiern den Anden, Vestfaleren «Didrik Slagheck. Han var Sekretær hos Christiern «endnu fer denne tiltraadte Eneregjeringen, og Bekjendt«skabet er derfor uden Tvivl gjort i Norge. Formodentlig «har han været i FcAge med den pavelige Afladskræmmer «Izard Gravius fra Friesland, der i December 1510 besøgte «Christiern den Anden paa Bahus og strax formedelst sin «Tjenstvillighed fik en usædvanlig god Modtagelse. Til «Kongens Gunst anbefaledes Didrik tillige af Sigbrit og "hendes Broder Herman Willomsen. Hvor hoi en Yndest "Didrik Slagheck tidlig har vidst at sætte sig i hos Chri»stiern den Anden, os? hvor vidt denne frække Mand gik i «sin Stræben og sine Forventninger (S. 255), viser den »mærkelige Kjendsgjerning, at han, skjøndt endnu kun sim«pel Klerk og en Udlænding, ikke engang Landets Sprog «mægtig, allerede 1512 stilede efter den høieste geistlige «Værdighed i Danmark, Ærkestolen i Lund, og foretog sig »Skridt sigtende til dette Maal. Dette første Forsøg, som «vi siden nærmere skulle omtale, mislykkedes iøvrigt, og «Didrik Slagheck taber sig derefter i lang Tid i Mørke.«

Længere hen i samme Del af Værket, 5. Bogs 4. Afsnit,
S. 389, hedder det:

»Denne (Christieras) lidet velvillige Stemning mod »Ærkebiskop Birger benyttedes af Øretudere i Kongens »Nærhed, som havde deres egne Hensigter. Nogen blandt «disse forebragte Kongen, at Birger hemmelig traf Forberewdelsertilatsikkre en af sine Venner og Yndlinge Efter«følgeniLundeÆrkestift, naar han selv, der nu var en «gammel Mand, engang faldt fra. Den, som Birger havde

<udseet til sin Efterfølger, var ingen Anden end hans egen «Kantsier Adser Pedersen, Kantor ved Lunde Domkapitel. «Sagen syntes ikke ganske urimelig; thi skjøndt Birger ikke «bred sig meget om Indflydelse i det Politiske, havde han «dog høie Forestillinger om Kirkens Ret, vilde gjerne raade «selv i sit Stift og var (S. 390) her myndig og virksom «nok; og det var en bekjendt Sag, at hans Kantsier Adser «i høi Grad havde hans Yndest og formaaede Alt hos ham. «Forholdt det sig saaledes, som man berettede Kongen¹), «saa var det rigtignok en Sag, der fortjente den største ••Opmærksomhed; thi der var ikke let noget Embede i Riget, «paa hvis Besættelse Kongen mere maatte ønske at beholde «en afgjørende Indflydelse end Lunde Ærkestol. Hans mis«•tænksommeSindfængede ved det første Vink, han fik om -Bispens hemmelige Virksomhed for at spille Valget af Ri«getstilkommendeÆrkebispud af hans Hænder. Han <■ skrev strax til sin Fader Kong Hans (thi dette forefaldt i »Foraaret 1512, før Christiern selv havde tiltraadt Regje«ringen),athanhavde erfaret, at Ærkebispen med det »Første vilde sende sin Kantsier til Rom, og en tro Mand »havde oplyst ham om, hvad Hensigten var med denne «Reise. Den gik ud paa ikke mindre end at skaffe Adser »Lunds Ærkestol; den gamle Birger havde nemlig besluttet «at overlade ham Ærkesædet, og Adser skulde nu i Rom •-søge at opnaa Pavens Stadfæstelse; dertil skulde de Penge »anvendes, som nylig vare udskrevne hos Lunde Stifts «Klerker. Christiern beder sin Fader vel at overveie, af »hvor stor Betydning denne Sag var, og yttrer som sin «Mening, at den kongelige Kantsier Ove Bilde langt snarere

---

1) Talen er her oui Aar 1512; rned Kougeii menes den til Kong Huns's Eftermand udvalgte Christiern.

»fortjente at komme i Betragtning, hvis Birger allerede nu "ønskede sig en Efterfølger. Det lader til, at Sønnens "Forestillinger har gjort Indtryk paa Kong Hans, og at han »har givet den haderslevske Domherre Johan Wulff, som «just skulde afgaa til Rom, Befaling til at forebringe Sagen »for Paven og søge at erholde et Tilsagn af denne om, at "intet Skridt skulde gjøres til Besættelse af Lunde Stift, før "Kongen havde havt Leilighed til at gjøre det romerske Hof be'■kjendtmedsineønssker og Hensigter i denne Henseende. «I det (S. 391) Mindste yttrede Paven sig allerede i en SkrivelsefraAar1513, da Johan Wulff maa antages at være "kommen hjem, paa denne Maade om Sagen. Det var maaske «Di drik Slagheek, der allerede var i Tjeneste hos Chri«stierndenAndensom udvalgt Konge, som først vakte «Christierns Mistanke mod Ærkebiskop Birger; i alt Fald "forsøgte han at benytte den til sin Fordel. Saa utroligt «det lader, gjorde denne dumdristige Mand, der endnu var «simpel Klerk, uden nogen høiere geistlig Værdighed, uægte «Søn'af en Præst, og en Udlænding, nylig indkommen i "Riget, sig Haab om den høieste geistlige Værdighed i »Norden, og der arbeidedes ivrigt for ham i Rom, som man «vel maa antage, med Kong Christierns eget Samtykke. Æt eiendommeligt Lys kastes paa dette Forhold ved en «mærkelig Skrivelse af Leo den Tiende, udstædt 19 Marts «1513, en Uge efter at han havde besteget Pavestolen. «Den er stilet til »Pivens elskelige Søn Didrik Slagheek, "Klerk i Stiftet Murister«, og hans Stilling som Kong "Christierns Sekretær nævnes siden i Brevet. Paven er«klærer,atdahan havde i Sinde (intendamus) at beskikke «ham til Ærkebisp i Lunde Kirke, der for Øjeblikket paa «en Maade kunde betragtes som ledig, saa vilde han i Befragtningafdefortrinlige Egenskaber, hvoraf han var i

«Besiddelse, borttage den Plet, der heftede ved hans Fødsel, «efterdi han var en Søn af en Præst og dennes Frille. ••Dette gjorde Paven saa meget hellere, som Didrik Slag«heck.alleredetidligerevar bleven dispenseret for Manglerne «ved sin Fødsel, og saaledes maatte betragtes som skikket «til at beklæde ethvert geistligt Embede. Paa Grund heraf "bevilger Paven ham af egen Drift og uden at Nogen dersomharanmodetham (dette er naturligvis kun en Tale«maade,somsnarereantyder det Modsatte), at han maa «overtage Styrelsen af Lunde Stift, og tillige, hvis han dertil »udvælges eller ved pavelig (S. 392) Provision dertil beskik«kedes,afhvilketsom helst andet Bispedømme i Danmark, «og paa engang forestaa dem begge. Ved fremtidige Be«naadningerbehøvedederikke at meldes Noget om MandelenvedhansFødsel eller den derom erhvervede Dis«pensation.Saatidlighar Didrik Slagheck altsaa stilet «efter et Maal, som han senere virkelig naaede, skjendt til »sin egen Fordærvelse; og saa tidlig, allerede 1512, har <'Christiern den Anden skjænket denne Mand en Tillid, ••hvortil han var aldeles uværdig.«

Og endelig sammesteds S. 416, hvor Talen er om den
pavelige Legat Arcemboldus1 Mægling imellem Danmark og
Sverrig i Aaret 1517:

»Med disse Breve afsendtes Didrik Slagheck sidst i "December 1517 til Sverrig. Her møde vi for første Gang «efter fire Aars Forløb igjen dette Navn. Om hans Færd «i Tiden mellem 1513 og 1517 vide vi Intet. Eimeligvis «har han en Tid givet sig paa Æventyr udenlands og fortisøgt sin Lykke andensteds, da det ikke blev til Noget «med Ærkestolen i Lund. Han kaldes nu stadig Doktor «og har formodentlig i denne Mellemtid erhvervet sig Vær"dighedsom Doktor i den kanoniske Ret. Han var enten

«i Kjøbenhavn eller snarere i Udlandet kommen i Forbindelsemed Arcimbold og traadt i dennes Tjeneste. Det «var beslægtede Aander, der mødtes. Legaten saa snart, »hvor brugbar Manden kunde være i de ikke meget rene »Forretninger, som udgjorde Hovedmaalet for hans Sendelse. "En stor Anbefaling for Didrik Slagheck var det da ogsaa, «at han fra tidligere Tid kjendte Landet og Hoffet, ja paa "sidste Sted endog havde formaaende Forbindelser¹).«

Altsaa dette er Alle ns Lære, 1) at Didrik Slaghæk allerede i Aaret 1512 var som Sekretær i den udvalgte Kong Christierns Tjeneste og da saa betydelig en Mand, uagtet hans Navn aldrig forekommer i nogen af Datidens Levninger i Norden, at der var alvorlig Tale om at forskaffe ham ikke alene den høieste Værdighed, i Kiget næst Kongens, men endog en siden Absalons Tid hos os uhørt Bevilling til at besidde to Bispedømmer paa engang;

2) at Christiern endnu inden han besteg Thronen har havt Magt og Indflydelse nok i Kom til at sætte dette igjennem; thi uagtet Allen antyder, at Kong Christiern kun har havt en underordnet Rolle i dette Drama som den. der «vel maa have givet sit Samtykke«, saa er det dog afgjort, at Didrik Slaghæks private Solliciteren i Rom ikke vilde have havt det Mindste at betyde. Ingen uden Kongen kunde udøve nogen Indflydelse hos Paven, naar Talen var om Besættelsen af Danmarks Ærkebispestol. Endelig

3) at Sagen desuagtet faldt hen af sig selv uden at
efterlade sig mindste Spor i Danmark, saa at Didrik Slaghækligefrem
forsvandt i fire Aar for paany at dukke op

---

1) De Aumserkninger, hvori Allen anforer sin Hjemmel for denne Fremstilling, flndes i samme Del S. 544, Anm. 99; S. 559, Anm-25, S. 562, Anm. 56, 57.

i Aaret 1517, men nu i den beskedne Skikkelse af Famulusog Budbringer for Afladshandleren Arcemboldus. Fra denne Herre gaaer han saa over til Kong Christiern og kommernu i dennes Tjeneste, efter at have spillet Hovedrollen ved det stokholmske Blodbad, virkelig i Besiddelse af to Bispestole — dog kun for efter en kort Herlighed at ende i Galgen og paa Baalet!

Dette lyder jo som et Eventyr, der skal stærke Grunde
til at tro paa. Men All en har naturligvis havt Hjemmel
for sin Fremstilling. Lad os dog see, hvor stærk denne er.

Det nye Stof, der har bragt All en til at sætte dette hidtil aldeles Übekjendte ind i vor Historie, er en Skrivelse fra Christiern til hans Fader Kong Hans og en Dispensation for D. Slaghæk af Pave Leo den Tiende.

Skrivelsen er endnu til i Original, med Kong Christierns egen Haand, paa et lille Blad Papir, uden Spor af Forsegling, saa at den baade derfor og formedelst enkelte Hentydninger til noget Foranstaaende synes at have været indlagt i en anden Skrivelse til Kongen. Denne Seddel, der findes i Geheimearkivet, Samlingen: «Danske Kongers Historie, Fascikel 3», er udateret, men i Arkivet fra ældre Tid mærket med Aarstallet 1512, hvilket stemmer med Indholdet; -thi dette viser hen til Underhandlingerne i den ferste Del af Aaret 1512, da Kong Hans selv mødte Lybeks Sendebud i Flensborg, hans Søn derimod de Svenske i Halmstad. Seddelen har aldrig før været trykt eller, saavidt jeg veed, benyttet af nogen anden Historieskriver end All en. Den lyder saaledes med Bibeholdelse af dens Retskrivning, men Opløsning af Forkortelser:

„Hogborenn fferste kcerist nåde Herre ffader icerdis
ethers nåde at wide thet ieg haffuerforfaret met erhebescopen
her i landet Thet han well haffue Hr asser hans canseler

met thet første till rom och haffue wii forfaret aff eihers nådes tro mand Thet forskreffne biscop well lade Hr asser bescopsdommet paa oc thet guld som hans clercker haffuer vdgiffued thet siess thet forskreffne Hr asser skall haffue till sin conflrmas well eihers nåde werdes at tencke ther paa eihers nådes cansseler er ther bedre fallen ther till Item kæriste nådige Herre ffader er thet saa at forskreffne lybske ere fordraghne met eihers nåde Thå er thet icke Rodh at eihers nåde steder forskreffne suenske breff eller bud til lybske her met eihers nåde then alsommectiste gud befallende screffuedmet eghen hånd vi svpra

Eihers nådes

Søn cristiern etc."

Af det andet Aktstykke, den pavelige Dispensation, bragte først for nogle Aar siden P. A. Munch en Afskrift fra Vatikanet iblandt de mange andre, som fra hans Haand ere komne til det norske Rigsarkiv og det danske Geheimearkiv,hvilke for en Del allerede ere trykte i det norske Diplomatarium og i H. F. Rordams kirkehistoriske Samlinger.Dette Aktstykke har Allen udgivet som Bilag til anden Del af Nord. Hist. S. 581^—583. Men Dispensationen er der trykt i übrudte Linier, uden tilbørlig Understøttelse af typografiske Hjælpemidler, og med Afskriftens eller dens Forlægs blads Feil. Jeg tvivler paa, at ret mange Læsere have formaaet, eller have havt Taalmodighed til, at arbeide sig igjennem den aand- og aandeløse Sætning paa halvtredietættrykte Side, hvor den ene Bestemmelse er puttet inden i den anden som i en kinesisk Æske, nedlagt i tildelsblot' antydede Kanoelliformularer. Det synes som om Allen selv ikke har forstaaet den ganske rigtig, hvortil ogsaa hører noget Kjenciskab til Datidens romerske Kurialstil.Jeg

stil.Jeglader den derfor her. trykke saaledes, som jeg niener den bør læses, delt i sine Led, de sammenhørende Sætningsdele til lettere Forbindelse trykte med eens Typer; hvad der bør gaa ud er sat mellem Parenthestegn (), hvad der bør tilføies, mellem Klammer []:

«Leo elc. Dileclo fllio Theodorico Slacheck, clerico
Mouasteriensis dioeceseos, salutem elc.

Divina supereminens largitas nonnunquam (a) multis sic suæ gratiæ dona diffundit, quod etiam defectum natalium patientes per suarum virtulum merita hujusraodi defectum supplentes mereantur ad dignitatum culmina promoveri. Cum itaque Nos hodie ecclesiæ Lundensi, ad præsens certo modo vacanli, de persona tua providere teque illi in archiepiscopum et pastorem præficere intendamus,» *

«Nos sperantes, quod tu,

i|iii ut accepiraus, charissimi in Christo filii Noslri Chrislierni rogis Datiæ secretarius existis, ae cum quo dudum super defectu natalium, quem pateris de præsbylero genitus et soluta,

1. ut eo non obstante ad omnes etiam sacros et praesbjleratus ordines promoveri, et beneficium ecclesiasticura, etiana si curam haberet animarum, obtinere, primo;

2. et deinde ut

a. quæcunque tria curata, seu alias invicem incompatibili
a1),

b. nec non quæcunque duo alia, dissimilia aut simplicia similia, sub singulis tribus tectis quarumcunque trium cathedralium, etiam metropolilanarum, vel collegiatarum aut parochialium seu aliarum ecclesiarum consistenlia:

c. nec non quæcunque, quotcunque et qualiacunque
alia, cum cura et sine cura, alias se invicem et

---

1) Om kirkelige Embeder og Beneficier, der efter Loven ikke maatte forenes paa een Haand, see Decretales Gregorii Noni, libr. 111, tit. V de præbendis et dignitatibus paa flere Steder.

cura dictis incompatibilibus ae sub eisdem tectis consistenlibus
compatientia, beneficiet ecclesiastica

= etiam si altemm sub singulis tectis existcntium cum cura. aut illud et compatibilia canonicatus et praebendse, et tarn ilia quam incompatibilia beneflcia hujusmodi dignitates, personatus, administrationes vel officia in cathedralibus. etiam metropolitanis, post pontificales majores, seu fin] collegiatis * ecclesiis huusmodi principales, aut parochiales «;cclesiae vel earum perpetuae vicariae, seu (alia mixtim forent, et ad dignilates, personatus, administrationes vel officia rujusmodi COHSVevisseilt qui per electionem asSUDtti, eisque cura imminerGt animarum =

si tibi¹) alias canonice conferentur aut eligereris, praesentareris vel c.lias assumereris ad ilia et instituereris in eis, recipere et insimul quoad viveres obtinere"²), illaque omnia, simul vel successive, simpliciter vel ex causa permutationis. quotiens libi placeret dimittere el loco dimissi vel dimissorum aliud vel alia, simile vel dissimile, aut similia vel dissimilia beneficium seu beneficia ecclesiaslicum vel ecclesiastica

= tria durtaxat curata seu alias invicem incompatibilia ac duo alia sub singulis tribus tectis consistenlia. similia simplicia vel dissimilia. necnon quaecunque, quotcunque et qualiacunque alias, ul praefertur, compatientia³) =

similiter recipere et

•= dummodo inter ipsa incompatibilia plurcs quam
duæ parochiales ecclesiæ vel earum perpeluæ vicariæ,
et sub eisdem tectis consislentia duo canonicatus et

---

1) P. A. Munchs Afskrift bar her: sibi.

2) retinere?

3) Det synes uvist, om Afskril'ten her har oversprunget en Linie, eller om Aktstykket selv er bleven utydeligt ved at brage en Sammentraekning. I begge Tilfselde kraver det foregaaende Punkt 2. c, at Stedet skal lapses som om der stod: alias se invicem et cum dictis incompatilnlibus compatientia.

duae praebendae aut totidem dignilates, personatus.
administraliones vel officia non essent ==
insimul etiarn quoad viveres, ut praefertur, retinere
libere et licite valeres,
apostolica fuit auctoritate dispensatum.
quique prioris dispensationis hujusmodi vigore clericali
characlere rile insignitus fuisti,

per grandia virtutum merita, quibus circumfultus existis, et alia tibi affutura suffragia, eidem ecclesis Lundensi esse poteris multipliciter fructuOSUS, motu proprio, aon ad tuam vel alterius pro te Nobis super hoc oblatae petitionis instantia[m], sed de Nostra mera liberalilate tecum, ut

1. curam et administrationem prcedictce Lundensis,

2. et = si ad illam eligaris aut postuleris, vel illi de persona
tua aucloritate prsefata provideatur =
cujusvis alterius cathedralium ecclesiarum recipere,

3. et Lundensi in archiepiscopum ac alteri cathedrali ecclesiis

4. et = absque illis = toticns quotiens, aliis duabus ecclesiis,
in episcopum prcefici,

5. ae ut[r]ique earundem eeclesiarum insimid ut verus præsul et antistes quoad vixeris præesse easque in spiritualibus et temporalibus regere et gubernare libere et licite valeas,

6. quodque de catero = in quibuscunque impetrationibus, gratiis, concessionibus, provisionibus, praefcctionibus, commendis et aliis dispensationibus, seu illarum extensionibus, et lileris, eliam apostolicis, lam gratiam quam jusliliara, aut mixlim, concernenlibus, per te seu tuo nomine imposterum quomodolibet a Nobis et sede apostolica aut ejus legatis vel quibusvis aliis quacunque dignitate fungentibus impetrandis et tibi etiam motu simili¹) concedendis

nullam de defectu natalium et dispensationibus desuper

---

1) Nemlig: motu proprio.

obtentis hujusmodi mentionem facere tenearis; nee propterea impetrationes, gratice, concessiones, provisiones, prcefectiones, commendce et alice dispensation.es et literce hujusmodi de surrtptionis vel obreptionis vitio, aut Nostrce et Mas pro tempore concedentis intentionis defectu notari vel impugnari possint, sed perinde valeant, ac si de defectu natalium et dispensationibus desuper obtentis hujusmodi expressa mentio facta fuisset,

= defectu praedicto ac Pictaviensis concilii') nee non Lundersis ac alterius cathedralis ecclesiaruin hujusmodi slalulis et consvetudinibus juramento etc. roboratis, ceterisque contrariis nequaquam obstantibus, =

auctoritate præfata tenore præsentium de specialis dono gratiæ
dispensamus tibique pariter indulgemus.

Nulli etc. Nostræ dispensationis el indulti etc. Si quis etc.-).

Datum llomæ etc. anno etc. m° d° xij°, quartodecimo Kai.
Aprilis, p. n. anno primo.

Til disse to Aktstykker komme saa de Forhandlinger i Rom, hvorved Kong Christiern i Aarene 1513 og 1514 gjennem Johannes Wulf og Provst Hans Hansen vilde udvirke Pavens Tilsagn om, at Lunde Stift ikke skulde blive bortgivet, uden at Kongens Mening og ønske var bleven hørt, da dette tyder paa en Forventning om en nærforestaaende Vakance i Ærkebiskopsdømmet.

---

1) 1 Decretal. Greg. Noni, lib. 1, tit. XVII, c. 1 hedder det: «Kx concilio Pietaviensi. Ut (11 ii præsbyterorum et ceteri ex fornicatione nati ad sacros ordines non promoveantur, nisi aut monachi flant, ■vel in congregatione canonica regularitet- viventes. Prælationem vero nulhitenus habeant«.

2) Det er den sædvanlige Slutningsformular: nulli ergo omnino hominum liceat hane paginam Nostræ dispensationis et indulti inf'ringere vel ei ausu temerario contraire. Si quis autem hoc attemptare præsumserit, indignationem omnipotenlis dei et beatorum Petri et Pauli apostolorum ejus se noverit incursurum.

2.

Disse Data er det nu, der have bragt All en til den Mening, at Didrik Slaghæk allerede 1512 var i Kong Christierns Tjeneste, og at hans i det følgende Aar paatænkte Udnævnelse ved pavelig Provision til Ærkebiskop i Lund maa hænge sammen med en ligeledes paatænkt Resignation af den gamle Birger; thi hvad All en iøvrigt siger om denne Sag i Form af Beretning, er dog kun Slutninger fra de to Aktstykker.

Birgers Resignation omtales vel kun som et Rygte i Christierns Seddel til Faderen; men den maa, efter Allens Mening, dog have været alvorlig paatænkt og virkelig fremmet saa vidt, at Paven kunde betragte Stiftet som vakant i Marts 1513 og give det til Didrik Slaghæk, saaledes som Dispensationen af 19de Marts 1512 (1513) udviser. Det Udtryk i Dispensationens Indledning, at Lunde Kirke nu paa en vis Maade er vakant, maa forstaaes i Overensstemmelse hermed, altsaa om en Resignation, der er saa godt som afgjort. Til denne Kombination støtter sig Alt, hvad All en har om Sagen.

Paastanden hviler altsaa ene og alene paa DispensationensDatering: var dette Aktstykke udateret, manglede enhver Grund til at sætte Didrik Slaghæks Navn i Forbindelsemed Christierns Seddel og Rygtet af 1512 om Birgers paatænkte Resignation. Seddelen peger jo til en ganske anden Side, til Kongens Kantsier, det er: til Ove Bilde, dengang Domprovst i Viborg m. m., der 1520 blev Biskop i Aarhus ved den gamle Niels Clausens Resignation. Og i Alt, hvad der ellers er kommet for Lyset af historisk Stof, har der ikke kunnet paavises nogetsomhelst Spor efter Didrik Slaghæk i Danmark tidligere end 1517. — Ja, godt nok, vil man vel indvende; men Dispensationens Datering

alene er jo ogsaa tilstrækkelig til at afgjøre Sagen, om vi end nok saa meget forundre os over den: vi tvinges jo ligefrem af dette 19de Marts 1512 til at lade den staa, skjøndt vi her som paa hundrede andre Steder mangle Oplysning om dens Sammenhæng og altsaa maa hjælpe os frem med Gjætninger derom!

Men Kritiken lader sig ikke afvise af dette tilsyneladendesaa slaaende Ræsonnement; den lader sig ikke blænde af de Munch'ske Afskrifters vatikanske Herkomst, da der i dem ingenlunde mangle bevislige Feil. Hermed er det ikke paastaaet, at Munch har gjort Feil i sine Afskrifter;men disse kunne ikke være feilfri, dersom de ere tagne efter feilagtige Forlægsblade i Vatikanet. De ere for en meget stor Del, — maaske for den allerstørste Del — skrevne efter Kopibøger, førte af Kuriens Skrivere; og vi mangle Garanti for, at disse have arbeidet over de originale Dokumenter selv. Det er ikke alene muligt, men sandsynligt,at Aktstykkerne ere indførte i Kopibogen efter Koncept;let kunde der da læses feil og følgelig skrives feil ind i Bogen. At tro paa Muligheden af en Skriverfeil i DispensationensDatering, er saa meget mere tilstedeligt, som der i dette Stykke findes andre Feil, der synes at hidrørefra Skriverens Skjødesløshed, saasom instantia for instantiam, utique for utrique, hvor nogen Opmærksomhedpaa Indholdet maatte have sagt ham det Eette, — maaske snarest: den rette Opløsning af Forlægsbladets Abbreviationer.Hvad særligt Dateringen angaaer, kunde det meget let skee ved den da almindelige -Betegnelse af Aarstal ikke med Taltegn, men med Bogstaver, ikke engang med latinske, men med almindelige gothiske, at et i Konceptet flygtigt skrevet jc gik over i Kopibogen som et j, saa at der kom til at staa £tj (12) istedetfor grj (21). Skriveren

har kun læst og skrevet; han har ikke spurgt, om det ene eller det andet Aarstal var det rette, — han har rimeligvis ikke engang kunnet prøve det, om han end antages at have villet det. Om der kom til at staa det rette eller det urette Aar, kom an paa, om han i Afskrivningens #ieblik læste Forlægsbladet rigtigt. Han har nu læst 1512, og i Overensstemmelsedermed udtydet et flygtigt p. n. a. t£ som pontificatus nostri anno primo.

Vil man kalde det et Sakrilegium at rokke saaledes ved Vatikanets Kopibøger, saa forsøge man dog at sammenholdeAftryk af et og samme Aktstykke efter forskjellige vatikanske Afskrifter; man skal da finde Uoverensstemmelser, der vise, at ikke alle Kuriens Skrivere have været lige paalidelige.Et Exempel ligger mig lige for Haanden. Det hænder undertiden, at et Pavebrev af det ene Hensyn er indført i den ene Række af Regester, af andre Hensyn i den anden. Dette er Tilfældet med et Dekret af Pave Leo den Tiende fra Marts ]519, hvorved han efter den danske Enkedronning Christines Ønske forbyder at flytte Kong Hans's Lig fra Odense Graabrødrekloster til Roskilde. Efter den ene Regestrække, der betegnes som Regesta cismontana, har Wadding' indført dette Stykke i Annales Minorum Tora. XVI, p. 82—83; efter en anden Række har Munch afskrevet det Samme, hvilket derefter er trykt i det norske Diplomatarium VI, p. 704^—5. Her have vi altsaa det Samme afskrevet af to forskjellige Skrivere, der i alt Væsenligthave forstaaet og læst Forlægsbladet ens, men desuagtet paa flere Steder skrevet forskjelligt. Der er Forskjel i enkelteOrd og halve Linier, der er Forskjelligheder, som maa hidrøre fra forskjellig Opløsning af de da saa hyppigt brugte Abbreviationer. Og hvad jeg især vil fremhæve: der er Forskjel i Dateringen. Efier Wadding er Pavebrevet

«datum Koinæ apud sanctum Petrum sub annulo piscatoris die X Martii MDXIX pontificatus nostri anno VI»; i det norske Diplomatarium derimod saaledes: «Datum Rome die ij Martij 1519 pontificatus nostrianno sexto». Den første Skriver har altsaa i sit Forlægsblad seet to konvergerende Streger, som han har taget for et X (10); den anden antaget dem for uafhængige af hinanden og læst ij (2). Er nu dette Pavebrev af 10de eller 2den Marts? Munchs Afskrift vilde jeg i det Hele give Fortrinnet; men ogsaa i denne har Pavebrevet sine Mangler.

Naar man nu' betænker, at den Dispensation for Didrik Slaghæk, der foreligger os her i Danmark, er en Afskrift af en Afskrift efter et Forlægsblad, der i det Mindste ligesaa godt kan antages at have været et flygtigt skrevet Koncept, som et renskrevet Originaldokument, saa vil man ikke kunne afvise Muligheden af en Feillæsning eller en Feilskrift i Dateringen, altsaa heller ikke Tilstedeligheden af Dateringens Prøvelse mod andre hidhørende Omstændigheder.

Pave Julius den Anden døde Natten imellem den 20de og 21de Februar 1518, rimeligvis faa Timer efter at Kong Hans havde opgivet Aanden i x^alborg. Den Ilte Marts valgtes Kardinaldiakonen Johan af Medicis til hans EftermandsomLeoden Tiende. Han ordineredes til Præst den 15de, til Biskop den 17de, og kronedes den 19de Marts¹). Dispensationen for Didrik Slæghæk er dateret 14 Kalendas Aprilis 1512 (efter florentinsk Inkarnationsstil) det er: den

---

1) Efter "l'Art de verifier les dates» ordineredes Leo til Praest og Biskop paa Kroningsdsgen; men jeg foretrakker sna meget helleie Koscoes Angivelse, der stotter sig til den pavelige Ceremonimester Paris de Grass s Optegnelser, som Kirkeloven endog under Suspensionsstraf forbyder 'at meddele en og samine Mand to Ordinationer paa samme Dag eller paa to samfffilde Dage. Deer. Greg. Noni 1 —11 —K; og 15.

1 Ode Marts 1513, altsaa paa Pavens Kroningsdag. Mon at Paven paa denne Hmtidsdag, optagen af Festens TrængselogTummel,skulde have expederet en ikke aldeles paatrængendeForretningssag,erallerede i sig selv høist usandsynligt.Ogvar«anno pontificatus nostri primo« rigtigt, blev der den 19de Marts kun Timerne efter Festlighederne tilbage, da de Expeditioner, der udfærdigedes mellem Valget og Kroningen, i det Mindste dengang og langt senere — hvad der nu skeer, veed jeg ikke — aldrig betegnedes med Pontifikataaret, men med Formelen: «a diesuscepti a nobis apostolatus ofticii«¹). Altsaa paa sin Kroningsdags Aften skulde Leo den Tiende have taget imod Keferat ikke om een, men mindst om to Sager; thi Dispensationens Indledning lader ham erklære det for sin Agt endnu «idag» at provideroLundeStiftmed Didrik Slaghæk som Ærkebiskop. Kancelliet skulde ogsaa have vidst saa sikkert, at Paven netop paa Festdagens Aften vilde modtage og arbeide med dets Referent, at det kunde forelægge ham Udfærdigelsen i endelig Form. Sagen maa altsaa have været overveiet og afgjort for den 19de Marts. Dette kan ikke være skeet under Sedisvakantsen, de ikke ganske kortvarige Underhandlingerderommaatteantages at have været førte imellemKongHansog Pave Julius den Anden, det er: for den 20de Februar; men Expeditionen kan dog ikke have ligget færdig i Kancelliet fra den Tid, da Dispensationen bærer ikke deres, men Christierns og Leos Navne. Der bliver altsaa ingen .anden Tid i 1513 til dens endelige Behandling end de 8 Dage mellem Pavens Valg og Kroning,ogingenanden til dens Expedition end KroningsdagensAften.DersomDispensationen nu skal sættes i

---

1) L'Art ilo verifier les dates I, p. 2G7.

Forbindelse med Christierns Seddel fra 1512, maa der forudsættesatværeskeet at Omslag i hans Mening; thi da han skrev, tænkte han paa Ove Bilde som Birgers mulige Efterfølger.Allenhar ikke engang forsøgt at opstille en FormodningomGrundentil et saadant ligeledes kun formodet Omslag. Men om endog en saadan lod sig udspekulere, forslog det ikke: der maatte ogsaa udfindes en Grund til, at den nye Pave og hans Kancelli have havt et saa uhørt Hastværk med denne Sag, som om de ikke havde havt Andetattænkepaa mellem Valget og Kroningen. Og endnu ikke nok dermed, der maatte udfindes en Forklaring af, at man i Danmark havde samme utrolige Hastværk som i Rom. Meget tvivlsomt er det, om Kong Hans's Død Søndag Aften den 20. Februar kan have været kjendt i Rom den 11_—19 Marts. Hvad der ellers vides om Datidens Samfærdsel gjør det ikke sandsynligt. Men antaget endog, at en Kureer er afsendt fra Aalborg umiddelbart efter Dødsfaldet og ankommeniRominden Valgdagen, saa maa det tillige antages,atChristiernsallerførste Handling, efter at Faderen havde lukket sine -Ojce, har været en paatrængende AnmodningtilPaveJulius om cito, cito, citissime at sætte Didrik Slaghæk paa den ikke ledige Ærkestol i Lund, hvor den gamle Birger endnu sad ganske rolig. Det maa fremdelesantages,atdet i Seddelen omtalte Rygte har sagt sandt, at Birger virkelig 1512 har indsendt sin Resignation til Rom, at Kurien har antaget den, at Resignationen har været übetinget — thi ellers maatte der været underhandlet frem og tilbage mellem Rom, Kjøbenhavn og Lund — at Alt har været fuldstændigt afgjort i Rom, saa at Paven kunde paa en og samme Dag baade underskrive DispensationenogforetagePiovisionen. Hvilken Stabel af Gjætningerblotforat bringe Christierns Seddel i Forbindelse

med Dispensationen! Og saa dertil de andre Urimeligheder,
der maa overvindes ved Gjætteværk, om Dispensationens
Datering skal kunne frelses!

Men vi ere endnu ikke færdige med Gjætninger; thi kun ved en ny Kjæde af saadanne, fastslaaet i den blaa Luft, kan der udfindes en Grund til, at Didrik Slaghæk dog ikke blev Ærkebiskop 1513, og at han saa forsvinder i fire Aar for atter at komme frem paa Skuepladsen i en meget beskeden Rolle, der mindst lader formode, at vi her have en Mand for os, som Pave og Konge allerede engang have været enige om at sætte i Lunds Ærkesæde. Hvorledes løse denne Gaade? Hvad er kommet Imellem? Da Paven siger, at han endnu samme Dag vil udføre Provisionen, kan denne sidste ikke være standset, fordi man i Danmark har faaet Betænkeligheder efter Dispensationen. Det maa have været Paven selv, der i den ellevte Time er traadt tilbage: af hvilken Grund da? Først 1520 viste Didrik Slaghæk sig som et Afskum: hvad var der i Vejen 1513? At Embedet ikke var ledigt, fordi det maa forudsættes, at Birger havde taget sin forudsatte Resignation tilbage? Men dette kunde Ingen sige Paven mellem Dispensationen og Provisionen, fordi Ingen i den vide Verden, ikke engang Birger selv, kunde vide det bedre end Paven. En Biskop kunde efter Kirkens Lov og Forfatning, saavel som efter dens Praxis, ikke resignere uden Pavens Samtykke, altsaa heller ikke tage en allerede indgiven Resignation tilbage fra nogen Anden end Paven.

I Dispensationen kalder Pavens Kancelli Christiern Konge af Danmark. Kjender man lidt til Kuriens Stil, maa man strax fatte Mistanke. Romerhoffet iagttog i sine Udfærdigelser nøie Titulaturen; det kaldte saaledes ikke Keiseren Imperator, men Caesar eller rex Romanus, for han

var kronet af Paven. Christiern var den 19. Marts 1513 ikke Konge af Danmark, og han kaldte sig ikke selv saaledes,men kun udvalgt Konge. Der var desuden endnu ikke faa Vanskeligheder for ham at overvinde, inden han kom paa Danmarks Throne, og der hengik langt over et Aar imellem Faderens Død og Sønnens Kroning. Ingen har bedre end Al len skildret de mislige Forhold, der modtogeChristiern ved Faderens Død: hvorledes skal man da forklare det, at hårs allerførste Handling var at trænge Eigets høit ansete Ærkebiskop bort for at sætte sin hidtil übekjendte Sekretær :: hans Sæde og gjøre denne til første Mand i Rigsraadet? Han maatte jo derved styrke den Modstand, der var tilstede blandt Aristokraterne, hvem han i denne Situation hverken kunde undvære eller tvinge. Og endnu mere: hvorfor skulde Didrik Slaghæk haveden uhørte Dispensation, at maatte paa engang være Ærkebiskop i Lund og Biskop i et andet Stift, samt dermed forbinde Besiddelsenaf endnu flere kirkelige Beneficier? Man kammer heltind i luftige Fartasier ved at søge efter den udvalgte Konges Grund til at forlange, og Pavens til at indrømme alt dette.

Munchs Afskrift bferer tillige et Masrke, der modsiger Dispensationens Datering. Der staar nemlig paa den: »Leonis X seer. fol. 191.« Pave Leo skulde altsaa i de otte Dage mellem Va'get og Kroningen have expederet saa mange secretiora, at de fylde 191 Folier i Kopibogen, inden han kom til Didrik Slaghseks Dispensation, folgelig Tusinder af almindelige Forretningssager. Hvo kan tro det? Derimod passer Dispensationens Plads i Bogen godt til et af Leos senere Aar.

Til disse Urimeligheder kommer endnu det VidunderligsteafAlt:Kong
Christiern, Pave Leo og Didrik SlaghækskuldeiAaret

hækskuldeiAaret1513 have befundet sig i en Situation,derotteAar senere nøiagtigt gjentog sig, og hvor Dispensationen passer ind i noksom bekjendte virkelige Forhold som Haanden i Handsken. Efter at Didrik Slaghæk1518eller1519 var fra Arcembolds Tjeneste gaaet over i Kong Christierns og havde fuldbyrdet Kongens Villie i det stokholmske Blodbad, overdrog- denne ham Skara Bispestol; derefter vilde han have ham til rkebiskopiLund.Birger, sidste virkelig ordinerede katholske Ærkebiskop, var død den 10. December 1519. Kongen havde ladet Domkapitlet vælge Jørgen Skodborg til hans Eftermand; men denne kunde ikke faa den nødvendigeStadfæstelseogIndvielse af Paven, fordi Leo, endnu mere egenmægtig end Christiern, havde ved første EfterretningomBirgersDød givet dette Ærkebiskopsdømme til en Kardinal, det er: han havde overgivet ham Stiftets AdministrationogIndtægt,saa at ingen Ærkebiskop skulde indsættes.Ærkestolenforblevaltsaa vakant. Men dette modsatteKongensig,sikkert med Domkapitlets og alle danske Prælaters hemmelige Bifald; thi slige Kommenderinger, der i Virkeligheden ikke vare Andet end Foræring af EmbedernesIndtægtertilromerske Kurialister eller Kurtisaner, som man kaldte dem her i Norden, vare saavel som de pavelige Reservationer Nationalkirkernes Klerus en Torn i -Oiet. Jørgen Skodborg turde ikke handle med Kardinalen om et Pengevederlag, da Kongen heller ikke vilde tilstede dette, med god Føie, fordi den deri udtalte Anerkjendelse af PavensReservationvildefor alle Tider have draget rkebispedømmetudafhans over i Pavens, og dermed snart ogsaa de andre Bispedømmer i den Lundske Kirkeprovinds.Saavidtvar Kong Christierns Forhold i denne

Sag priseligt. Men Kongéns Vilkaarlighed gik i Aarene 1521 og 1522 ud over alle Grændser. Vred paa Skodborg, fordi han ikke vilde afstaa Bornholm, Aahus og andre af Stiftets Godser, kastede Kongen ham tilside og paatrængte Kapitlet Didrik Slaghæk som Ærkebiskop. I hele den første Del af Aaret 1521 har der i Eom været underhandlet for denne, og tilsidst lykkedes det Slaghæk, med eller uden Kongens Vidende og Villie, at faa sluttet en Handel med Kardinalen, hvorved denne afstod sin Ret til ham med RegresiTilfældeaf hans Død. Nu var der heller ikke Noget i Veien fra Pavens Side. Efter at der var udest over 7000 Dukater af Kongens Penge, skreves Konfinnationsbullen for Slaghæk; men da fik Kongen, paa sin Reise i Nederlandene, Betænkeligheder og gav sit Sendebud i Rom Ordre til at faa Slaghæks Navn ud af Bullen. Hjemkommen til KjøbenhavniSeptemberbestemte han sig dog atter for Mester Didrik; men disse Omslag havde taget Tid, saa at Didrik Slaghæk først den 25. November blev indført i Lunde Domkirke.SkaraStiftog hvad han ellers havde af kirkelige Beneficier vilde han imidlertid ikke opgive, og Kongen maa have understøttet ham heri. Men hertil behøvedes pavelige Dispensationer: først en for defectus natalium; en saadan havde han allerede tidligere, da han ellers overhovedet ikke kunde være bleven clericus; men den rnaatte fornyes, da her var Tale om Biskopsvielse; dernæst maatte Paven dispenserehamfraden kanoniske Rets Forbud mod cumulatio beneficiorum, især med Hensyn til den samtidige Besiddelse af to Bispedømmer. Alt dette kunde faaes i Rom for Penge, især naar man kunde bruge Navnet af en Konge som ChristierndenAnden,der nu stod som den vældige Seirherre og Hersker over tre Riger, i politisk og Familieforbindelse

med mægtige Fyrster, navnlig siden 1515 som Svoger til Keiser Karl den Femte, med hvem Paven længere hen i 1521 sluttede Forbundet til Franskmændenes Fordrivelse fra Italien.

I denne Situation passer nu Dispensationen fuldstændigt. Det andet Bispedømme er naturligvis Skara iSverrig; naar Al len siger, at Didr. Slaghæk fik Tilladelse til at besidde et andet Bispedømme i Danmark, er dette en incuria; Danmark er slet ikke nævnt. Og nu forstaaer man ogsaa, at Paven kalder Lund «ad præsens certo modo vacans». Dette Udtryk peger ikke til en formodet Kesignation af Birger i Aaret 1513; det er valgt af Hensyn til Kardinalen, der fra Pavens Standpunkt siden Februar 1520 var Stiftets egentlige Besidder, som kun for Didrik Slaghæk var traadt tilside, men ikke havde opgivet sin Kommende. Seet med Kuriens -Øine var Lunde Stift vakant siden 10. December 1519; men Kommenderingen og dens midlertidige Suspension havde givet denne Vakance en eiendommelig Karakter; derfor «certo modo«.

Kan nu Nogen for Alvor tro, at nøiagtigt den samme, i sig selv mærkværdige og usædvanlige Situation, som vi vide virkelig fandt Sted i Aaret 1521, har otte Aar tidligere ogsaa fundet Sted imellem de samme tre Personer: Paven, Kongen og Mester Didrik?

Jeg gjentager det: paa Dispensationens Datering alene staaer Fortællingen om Didrik Slaghæk i Danmark 1512 og 1513. Naar der da maa vælges imellem, enten at tro paa alle de ovenfor udviklede Urimeligheder og at gaa ind paa alt det Gjætteii, som ene kan bringe Kong Christierns Seddel af 1512 i Forbindelse med Dispensationen, eller at antage en utydelig skreven Datering i Forlægsbladet læst

urigtigt af den Skriver, der indførte Dispensationen i Kopibogen,saa at der i denne kom til at staa xij p. n. primo, i Stedet for xxj p. n. ix, da kan Valget ikke være tvivlsomt.P. A. Munchs Afskrift i vort Geheimearkiv kan være fuldkommen korrekt efter Kopibogen, men netop derfor i Virkeliglieden urigtig og vildledende.

Efter udtrykkelig Anmodning skal jeg herved offentliggjøre en lille
Bemærkning, jeg har fundet Anledning til at gjøre.

Ifølge sædvanlig Kontorskik i og udenfor Italien, bleve Udfærdigelserne ikke strax indførte i vedkommende Kopibog, men Kladerne opsamlede og bevarede, indtil Tid og Lejlighed frembød sig for Afskrivning. I det her behandlede Tilfælde fandt da Afskriveren blandt sine Koncepter ogsaa den ovenfor omtalte dateret »anno nono», men Tallet efter Tidens almindelige Brug skrevet med arabiske Ciffre, altsaa «a° 9°» (sml. Annaler for nordisk Oldkyndighed 1848, S. 354^—55). Derimod skrives »anno primo» jevnligt »a° p°>, og da Tallet 9 og Bogstavet p med Datidens Skrivemaade — især flygtigt henkastede — have saa stor ydre Lighed, at de kunne skuffe endog et øvet 9je, bør Afskriveren ■vistnok gaae fri for videre Tiltale for i det foreliggende Tilfælde at have grebet fejl.

Fr. Krarup.