Nogle Bemærkninger om Samfundsforholdene, især Opdragelsen, hos den danske Adel i Tidsrummet 1536—1660.

Vor afdøde Historiker, Prof. C. F. Allen, har i sit ufuldendteVærk:«De tre nordiske Kigers Historie 1497—1536» i let henkastede Træk givet en livlig og tiltalende Fremstillingafdet huslige Liv hos den gamle danske Adel indtilKeformationen*). Den lærde Forskers Skildring af de unge adelige Junkeres og Jomfruers Opdragelse finder dog ogsaa sin Anvendelse paa et langt senere Tidsrum, hvilket

1) Anf. Skrift IV, I, S. 150 ff. I Øvrigt maa det fremhæves baade om Allens Fremstilling og om de her fremsatte Bemærkninger, at det kun kan være Opgaven at belyse Forholdene, saaledes som de have udviklet sig hos Adelsslægter, der paa Grund af deres Rigdom og indflydelsesrige Stilling have indtaget en fremragende Plads iblandt deres Standsfæller, og det vilde være saare vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at forfølge Udviklingen hos de mindre bekjendte Slægter, som kun dukke frem af og tii, for derefter atter at tabe sig i den store Mængde, og som maaske ogsaa paa Grund af mere indskrænkede Livsforhold hindredes i at følge almindelig Skik og Vedtægt.

Side 2

har sin naturlige Forklaring deri, at den gamle Adel, paa faa fremragende Undtagelser nær, ikke var gunstigt stemt overfor Reformationen. Dens Standsinteresser og gamle Overleveringer stode paa mange Punkter i skarp Modsætningtilden nye Livsanskuelse, der arbejdede sig frem, og de raa og tøjlesløse Udskejelser, der altid som Ravne følge i de store aandelige Bevægelsers Spor, maatte naturligtopfordreden til at indtage et konservativt Standpunkt. Dertil kommer ogsaa, at Omstændighederne i mange Henseendermaattenøde de nye Ideers Bærere til at fastholde det gamle Grundlag for Udviklingen og at indskrænke sig til en delvis Fornyelse, dels fordi de vare ude af Stand til at skabe noget Nyt ud af en Bevægelse, der endnu kun var i sin første, uklare Begyndelse — en Begyndelse, som vel kunde give Anvisning for Udviklingen som Helhed betragtet, men som i -Øvrigt i de enkelte praktiske Forhold maatte lade Tiden og Erfaringen raade — dels ogsaa fordi de som oftest maatte søge deres væsentligste Støtte i en vaagnende Reaktion. Og skjøndt de store gjennemgribende Omvæltningerpaadet kirkelige Livs Omraade vistnok sporedes hurtigt i alle Samfundsforhold, og ikke mindst hos Adelen, skulde der dog alligevel forløbe endnu en Menneskealder, førend de formaaede at gjennembryde Privatlivets Skranker og fjerne de gamle Skikke og Vedtægter, der vare gaaede i Arv efter Fædrene. At Allens Fremstilling ogsaa lader sig overføre paa senere Tider ligger desuden deri, at den kun giver et almindeligt Omrids af Samfundsforholdene. Hans ovennævnte store Værk krævede nemlig efter sit hele Anlæg en vis Begrændsning paa dette Punkt, der nødte Forfatteren til at gaa let henover forskjellige Forhold, som han dog uden Tvivl har havt .Øje for, og som ogsaa fortjeneenmere indgaaende Undersøgelse. Det er Hensigten

Side 3

med de efterfølgende Bemærkninger, først at paapege en enkelt ejendommelig Side af Opdragelsen, som ikke blot lader sig paavise i den Periode, vi nærmest have for -Øje (1536^—1660), men ogsaa i det Tidsrum, som Allen har behandlet, og dernæst at henlede Opmærksomheden paa, hvorledes Grundsætningerne for Adelsjunkernes Opdragelse forandre sig i Midten af det sextende Aarhundrede og fremkaldeForhold,der synes at have havt en afgjørende Betydningforden gamle danske Adels Skjæbne 1660.

Vedel Simonsen, der i sine Familieefterretninger om forskjellige gamle Adelsslægter har ydet et rigt Stof til Allens Fremstilling, meddeler i sine Samlinger til de danske Ruders Historie en Eække Breve fra Fru Anne Rud (HenrikKrummedigestil Valden og Mogenstrup, f omtr. 1536) til Datteren, Fru Sophie Krummedige, der var gift med Eske Bilde til Ellinge, Befalingsmand i Bergen. Brevene, der have en meget privat Karakter, indeholde mange OplysningeromSophie Krummediges Børn, hvoraf det fremgaaer,atde fra deres tidligste Barndom af vare bragte bort fra deres Hjem. Vedel Simonsen, der dog saa længe havde syslet med de gamle Adelsbreve, har mærkeligt nok, som det synes, først ved at gjennemgaa Rudernes Historie opdaget et Forhold, som var ganske almindeligt hos Adelen og lader sig føre tilbage til den ældre Middelalder. «Man maa tilstaa», skriver han, «at hine Dages Forældre synes at have gjort sig Børneopdragelsen til en saa lidet byrdefuldPligtsom muligt, naar man her seer et Exempel paa, hvorledes et Par unge Ægtefolk sætte deres mindste Børn til Svigermoderen, de næstmindste i Klostrene og de større til Riddere og Bisper og, som det synes, aldeles ikke befatte sig med Sammes Opdragelse; en Skik, der, hvor nyttig den ogsaa forresten i en og anden Henseende kunde være, dog

Side 4

stedse har noget højst unaturligt ved sig«¹). Der skal allerede hertil foreløbigt føjes den Bemærkning, at vi her forefinde en Skik, der fremtræder med en saa tvingende Nødvendighed for Forældrene, at de, naar Børnene opdrages hjemme, i Almindelighed gjøre en Undskyldning derfor og derved betegne det som et Forhold, der strider imod almindeligSkikog Vedtægt. I Personalefterretninger i LigprædikeneroverAdelsfolk fra det sexten de og den første Halvdel af det syttende Aarhundrede, hvor det omtales, at Børn ere forblevne i Hjemmet, vil man næsten altid finde tilføjet som undskyldende Grund: »efterdi han eller hun var eneste Barn», »efterdi han eller hun var svag fra Barnsben af» eller »efterdi Faderen døde og Moderen blev Enke»²). Det synes i det Hele taget i dette Forhold at

1) Vedel Simonsen: Familie-Efterretninger om de danske Ruder. Odense 1845. 8. S. 139 ff. og S. 239, Not. E. C. Werlauff har i Øvrigt allerede bemærket dette Forhold i sin Afhandling: »Sophia af Meklenborg«, se Hist. Tidsskr. 111, S. 50 ff. Vedel Simonsens Betragtningsmaade er i og for sig dog vistnok ikke ganske rigtig. Han forudsætter uden Tvivl Tilstedeværelsen af et Familieliv. Men et saadant, i den Form, hvori vi kjende det, lader sig næppe paavise hos Adelen i hine Tider. Det udvikler sig overhovedet ikke ovenfra nedefter, men lader sig først paavise hos Gejstligheden og den dannede Borgerstand og udbreder sig derfra til Adelen og langt senere til Fyrstefamilierne.

2) Se til Exempel: Henn. Stockflets Ligpr. over Sophie Brockenhus. Christiania 1657. 4. 81. Giij vers , H. E. Brochmands Ligpr. over Bjørn Ulleldt. Kbhvn. 1657. 4. S. 42, N. Eskildsens Ligpr. over Hilleborg Skinkel. Kbhvn. 1613. 8. 81. Cvij, og Chr. Madsen Tavsens Ligpr. over Margrete Lunge. Sorø 1654. 4. 81. Jij vers. Der var dog vistnok ogsaa andre Grunde, der tillode en Afvigelse fra den herskende Vedtægt, og Anernes Tal og Anseelse spillede sikkert her, ligesom i saa mange andre Forhold, en betydelig Rolle. Der var maaske f. Ex. Forældre, der holdt deres Børn hjemme, fordi de havde Haab om at faa dem anbragte ved Hove, for at opdrages sammen med Kongebørnene, eller ogsaa lader det sig tænke, at de, naar de havde sendt 4—54_—5 Børn ud af Huset, havde Het til at beholde de yngste hjemme.

Side 5

være gaaet med Adelen, som det gik med Fyrstefamilierne og tildels ogsaa med de forskjellige Lavg: Børnene betragtedesmeresom tilhørende Standen end Familien, hvorved Forældrenes Dispositionsret over disse i flere Henseender blev meget begrændset.

Man skjelnede imellem den første Opdragelse i GudsfrygtogHøviskhed, den saakaldte Opfødelse, som foregik i Børnekammeret, og den egentlige Skolegang. Grændsen var i Almindelighed det sjette eller syvende Aar. Man skulde dog tro, at selve Opfødelsen fandt Sted i Hjemmet under Moderens eget Tilsyn, men det er ingenlunde almindeligt,ogman maa forundre sig over den unge Alder, hvori Børnene, og især de unge Adelsjomfruer, førtes ud af Huset,formaaske først at gjense deres Hjem femten eller sexten Aar efter. Ofte komme de ud i det andet eller tredie Aar, ikke sjældent lige efter Fødselen. Af dette ejendommelige Forhold fulgte da ogsaa, at Mødrene ikke selv opammede deres Børn, en Uskik, hvorover allerede Christjern Pedersen udtaler sin Beklagelse¹). Hvor trættende det end er at paavise den omtalte Skik igjennem enkelte løsrevne Exempler, nødes jeg dog til at følge denne Udvej her, da det har sine store Vanskeligheder at godtgjøre Reglen paa anden Maade. Elisabet Gyldenstjerne kom saaledes, da hun var faa Dage gammel, til sin Mormoder, Fru Beate Bilde, hos hvem hun var i femten Aar²). Sibylle Gyldenstjernekom,to Aar gammel, til Fru Birgitte Gjøe og var

1) Christj. Pedersens danske Skrifter, udg. af C. J. Brandt, I, S. 73.

2) F. 1564, f IG3B, Datter af Henrik Gyldenstjerne til Aagaard og Lisbet Brahe Ottesdatter; siden gift med Oluf Rosensparre til Skarholt. Se H. Michelsens Liggr. over Lisab. Gyldenstjerne. Kbh. 1639. 4. Riiij vers.

Side 6

hos hende i fjorten Aar¹). Mette Hardenberg kom strax efter Fødselen til sin Moster, Fru Birgitte Rønnov, og var hos hende i sex Aar³). Elsebe Krabbe kom, da hun var tre Aar gammel, til sin Mormoder, Fru Birgitte Thott til Bjørnholm, og var hos hende i ti Aar³). Helvig Lindenov kom, da hun var to Aar gammel, til sin Farmoder, Fru Margrete Kosenkrands til Hundslund, og var hos hende i to og tyve Aar⁴). Kirstine Lunge kom, tre Aar gammel, til sin Farmoder, Fru Anna Maltesdatter Sehested til Odden, hos hvem hun var i tolv Aar⁵). Birgitte Rosenkrands kom, da hun var knapt et Aar gammel, til sin Moster, Fru BirgitteGjøe,og var hos hende i omtrent nitten Aar⁶). Sophie Sehested kom, da hun var et halvt Aar gammel, til sin Mormoder, Fru Karen Gyldenstjerne til Torp, og var hos hende i tre og tyve Aar⁷). Christine Skeel kom strax efter

1) F. 1540, f 1611, Datter af Mogens Gyldenstjerne til Stjernholm og Anne Sparre; siden gift med Eskild Gjøe til Skjørringe. Fr. Chr. Schønaus Saml. af danske lærde Fruentimer. Kbh. 1793. 8. S. 700 ff.

2) F. 1569, f 1629, Datter af Erik Hardenberg til Matterup og Anna Rønnov til Hvidkilde; siden gift med Preben Gyldenstjerne til Vosborg. H. Michelsens Ligpr. over Mette Hardenberg. Kbh. 1629. 4. 81. Riij vers.

3) F. 1514, f 1578, Datter af Tyge Krabbe til Bustrup og Anna Rosenkrands; siden gift med Peder Skrani. Rasm. Hansen Reravs Ligpr. over Elsebe Krabbe. 1581. 8. 81. A vers.

4) F. 1604, f 1634, Datter af Otto Lindenov til Borreby og Anna Brahe; siden gift med Mogens Høg til Kjærgaardsholm. H. Vandals Ligpr. over Helv. Lindenov. Kbh. 4. 81. M vers.

5) F. 1608, f 1637, Datter af Jørgen Lunge til Odden og Sophie Brahe til Birkelse; siden gift med Hans Bilde til Jungetgaard. H. Vandals Ligpr. over Kirstine Lunge. 1638. 4. 81. Rij.

6) F. 1555, f 1588, Datter af Otto Rosenkrands til Næsbyholm og Idde Gjøe; siden gift med Sten Brahe til Knudstrup. Chr. Nielsens Ligpr. over Birgitte Rosenkrands. Kbh. 1589. 8. 81. S.

7) F. 1594, f 1658, Datter af Klavs Maltesen Sehested til Højeris og Anna Lykke til Ryhave; siden gift med Erik Juel til Hundsbæk. D. Mag. 111 h., 111, S. 26 ff., hvor der findes flere Exempler samlede.

Side 7

sin Daab til sin Mormoder, Fru Anna Maltesdatter SehestedtilOdden, og var hos hende i omtrent to Aar; hun kom derpaa til sin Farmoder, Fru Margrete Brahe til Ulstrup,hoshvem hun døde¹). Anna Urne kom lige efter sin Daab til sin Mormoders Søster, Fru Mette Knob til Gyllebo, og var hos hende i otte Aar³). Exemplerne ere valgte saaledes, at vi derved have gjennemløbet Tidsrummet fra Reformationen af og indtil det første Tiaar i det syttende Aarhundrede.

Lignende Tilfælde, men dog ikke saa mange, lade sig ogsaa paavise for de unge Adelsjunkeres Vedkommende. De to første af de efterfølgende Exempler ere særligt valgte, fordi de fremhæve et Forhold, der medførte en vis Forpligtelseoverfor Børnene. Jørgen Brahe opdroges i sin første Barndom hos Jomfru Sophie Gyldenstjerne, Abbedisse i Maribo Kloster, efterdi hun var hans Fadder³). Axel Gyldenstjerne kom, da han var to Aar gammel, til sin Faster, Fru Birgitte Gyldenstjerne til Rygaard, efterdi han var opkaldt efter hendes afdøde Mand, Axel Urne; han var hos hende i otte Aar og gik i Skole⁴). Palle Rodsten kom, da han var et Aar gammel, til sin Farmoder, Fru Lisbet

1) F. 1609, f 1611, Datter af Jørgen Skeel til Hegnet og Christine Lunge. Jens Gjødisseas Ligpr. over Christine Skeel. Khh. 1612. 4. 81. K.

2) F. 1590, f 1620_r Datter af Johan Urne til Vælsøe og Thale v. Mehlen; siden gift med Johan Sparre til Knabstrup. P. Pedersen Hies Ligpr. over Anna Urne. Kbh. 1621. 4. 81. Ciij.

3) Til Hvedholm, f. 1585, f 1661, Søn af Sten Brahe til Knudstrup og Birgilte Rosenkrands. Lavrids Jacobsens Ligpr. over Jørgen Brahe. Kbh. 4. S. 28 ff.

4) Til Karsholm, f. 1629, f 1652, Søn af Henrik Gyldenstjerne til Skovsboe og Elisabet Podebusk. Lavrids Jacobsens Ligpr. over Axel Gyldenstjerne. Sorø 1653. 4. 81. Eiij.

Side 8

Bilde til Kjærsgaard, og var hos hende i sex Aar¹). Palle Kosenkrands var i sin første Barndom hos Fru Mette Knob til Gyllebo²). Christen Skeel kom, da han var to Aar gammel, til sin Farmoder, Fru Margrete Brahe, og var hos hende i fem Aar og gik i Skole³). Christopher Stensen kom, da han var et Aar gammel, til Jomfruerne Thale og Margrete Eosengaard paa Herlufstrup, hos hvem han var i tolv Aar og opfedtes og gik i Skole⁴). Den Omstændighed, at Personalefterretningerne om Adelsjunkerne som oftest ere mindre fyldige for deres første Barndoms Vedkommende, medfører naturligvis, at Exemplerne her blive langt færre. I Almindelighed indskrænkede man sig ogsaa til kun at beholde dem, indtil den egentlige Skolegang begyndte, da de anbragtes paa anden Maade⁵).

1) Til Lundsgaard, f. 1590, f 1643, Søn af Marcus Rodsten til Lensholm og Agathe v. Mehlen. Erik Monrads Ligpr. over Palle Rodsten. Kbh. 1647. 4. S. 30.

2) Til Glimminge, f. 1587, f 1642, Søn af Axel Rosenkrands til Glimminge og Mette Grubbe til Højsted. H. Michelsens Ligpr. over Palle Rosenkrands. Kbh. 1642. 4. 81. Riij.

3) Til Fusinge, f. 1603, + 1659, Søn af Albret Skeel til Fusinge og Berte Fris til Hesselager. H. Hansen Svanes Ligpr. over Chr. Skeel. Kbh. 1661. 4. S. 41.

4) Til Grimsted, f. 1593, f 1657, Søn af Hans Stensen til Stensgaard og Margrete Basse til Sørup. Personalefterretninger om ham findes i Gehejmearkivet.

5) Skjøndt denne Skik, at opdrage Børnene udenfor Hjemmet, var saa almindelig ved Fyrstehofferne, at den ikke behøver nærmere at paapeges, skal her dog anføres nogle enkelte Exempler. Prinds Christian af Sachsen, Søn af Kurfyrst Avgust og Kurfyrstinde Anna, Frederik Il's Søster, opdroges i sine første Aar (omtr. 1560—63) i Danmark hos sin Mormoder, Dronning Dorothea. K. v. Weber: Anna, Churfyrstin zu Sachsen. Leipz. 1865. 8. S. 16. Christian IV blev tilligemed sine Søstre, Elisabet og Anna, opdragen hos Bedsteforældrene, Hertug Ulrik og Hertuginde Elisabet, i Meklenborg. Dm unge Prinds blev medtagen af sin Mormoder, da hun rejste hjem efter hans Daab 1577. Han var dengang syv Uger gammel og blev i Meklenborg i to Aar, indtil 1579, da Frederik 11 lod ham hente hjem paa Grund af Rigsraadets indtrængende Forestillinger. Hist. Tidsskr. 111, S. 50 ff. Frøken Leonora Christina kom, sex Uger gammel, til Mormoderen, Fru Ellen Marsvin, paa Dalum, og var hos hende i henved sex Aar. Siden opdroges hun tilligemed Søsteren Sophie og Broderen Valdemar Christian i Friesland hos Hertuginde Sophie Hedevig (Datter af Christian IV's Søster Elisabet og Hertug Henrik Julius af Brunsvig-Volfenbyttel), der var gift med Grev Ernst Casimir af Nassau Dietz, Statholder i Friesland. Et andet af Christian IV's Børn, Frøken Elisabet Avgusta, blev 1628, fem Aar gammel, sendt til Dronningen af Sverig. S. Birket Smith: Leonora Christina Ulfeldts Selvbiografi S. 14—15 (Særtr. af D. Saml. II R., II). Lignende Tilfælde lade sig paavise i Udlandet allerede i det trettende Aarhundrede, altsaa paa Valdemarernes Tid. Her skal kun nævnes to Exempler. Elisabet af Thyringen, f. 1207, f 1231, Datter af Kong Andreas II af Ungarn, blev, da hun var fire Aar gammel, forlovet med den elleveaarige Landgrev Ludvig af Thyringen, og førtes 1211 til Vartburg for at opdrages sammen med sin Fæstemand. K. W. Justi: Elisabeth die Heilige. Marb. 1835. 8. S. 2 ff. Hendes Søskendebarn, Prindsesse Agnes af Bøhmen, f. 1207, f 1282, Datter af Kong Ottokar I, blev, da hun var tre Aar gammel, forlovet med Prinds BolesJav af Schlesien og sendt til et schlesisk Kloster for at opdrages under sin tilkommende Svigermoders Opsigt. A. Frind: Die Kirchengesch. Bøhmens. 1864. 8. I, S. 292 ff. Flere Exempler fra Valdemar Atterdags Tid findes hos Werlauff i Hist. Tidsskr. 111, S. 1 ff.

Side 9

Dersom man vil forfølge Undersøgelsen videre til Aldersperiodenfradet tredie indtil det syvende Aar, kunne Exemplerne forøges i det Uendelige, selv om man fraregner alle de Tilfælde, hvori Moderen er død i Barnets tidligste Aar eller ved dets Fødsel, hvilke Tilfælde naturligvis maa lades ude af Betragtningen, fordi de ikke kunne tjene til at stadfæste Reglen, da der jo under saadanne Forhold lader sig tænke mange andre Grunde, som gjøre det nødvendigt,atBørnene bringes bort fra Hjemmet. Dersom derimod Faderen døer, og Moderen altsaa bliver Enke, lader sig opstille en anden Regel; thi «Børn ere Enkers Værn», og hun har en Ret til at beholde dem i Hjemmet, saa

Side 10

længe de ere smaa, forudsat at hun vedbliver at hensidde i Enkestanden — en Bestemmelse, som er meget gammel og lader sig føre tilbage til de gamle danske Love¹). Her frem byder sig naturligt det Spørgsmaal: Hvem er det da, at Forpligtelsen til at opfede og opdrage Børnene nærmest paahviler?Fæstevi et Øjeblik Opmærksomheden paa deExempler, som ere opstillede i det Foregaaende — og de ere paa faa Undtagelser nær valgte vilkaarligt og kunne let ombyttes med andre — vil det allerede for en overfladisk Betragtning synes, som om der deraf kunde uddrages en Regel til Besvarelsen af det opstillede Spørgsmaal. Man skulde nemlig tro, at Adelsjomfruernes Opdragelse nærmest paahvilede Moderens Slægt, Mormoder, Moster o. s. v., medens derimod de unge Junkerebetroedestil Faderens Slægt, Farmoder eller Faster o. s. v. Det kan vel være, at Forholdet er saaledes, men det lader sig dog ikke godtgjere med Sikkerhed. Man maatte da først i hvert enkelt Tilfælde undersøge, om Nogen af Moderens nærmesteSlægtlever; thi ere de døde, er det maaske kun denne Omstændighed, der har medført, at Faderens Slægt er indtraadt i deres Sted, og der lader sig saaledes af denne Grund ingen Kegel opstille. Eller det lader sig ogsaa tænke, at Moderens Slægt allerede har opfyldt sin Pligt i denne Henseende, idet den har antaget sig ældre Søskende af det vedkommende Barn, og derfor nu overlader dette til Farmoder eller Faster. Efter hvad jeg nemlig kan slutte af

1) «Frændær mughu æi taka bom fra mothær thera, emæthen hun wil manlos wara oc sitiæ fore bornum sinum oc thera egn, æn tho sculu frændær til sæ, at mothær forhægthar æi egn borna sinna. Wil mothær borna mannas, tha walda thæn borna egn ær næst ær wærn .... ær annat barn spæt, tha ware thet mæth mothær e til thæt ær siu wintræ gamalt etc.» Skaanske Lov 111, 14. P. G. Thorsens Udgave S. 16. Sammenl. dermed Sjæll. L. I, 44 og Jydske Lov. I, 29.

Side 11

de Exempler — omtrent syv Hundrede — jeg har kunnet benytte til Undersøgelsen, troer jeg derimod med Sikkerhed at kunne opstille den Paastand, at Mormoderen i dette Forhold har den første Ket. Hun var som oftest tilstede ved Børnenes Fødsel, og dersom hun var for gammel eller svag til at foretage den ofte besværlige Rejse til Datteren, maatte denne nogen Tid før Nedkomsten begive sig til sit gamle Hjem, hvor hun da i Almindelighed efterlod Barnet ved sin Afrejse¹). Mormoderen holdt desuden gjerne BarnebarnetoverDaaben og fik da derved som Gudmoder endnu en særlig Eet til at sørge for dets Opdragelse²). Naar Mormoder døer, indtræder undertiden Farmoder i hendes Sted, men i de fleste Tilfælde er det dog Moster, der overtagerdenAfdødes Ret og Pligter³).

Naar Opfødelsen var afsluttet og den egentlige Skolegangskulde begynde, sendte Mormoder eller den, der var traadt i hendes Sted, ofte Børnene til Klosterskolerne. Men denne Skik ophørte af sig selv, efterhaanden som Klostrene ophævedes, og istedetfor betroede man dem til ærlige

1) Man sammenligne dermed Forholdet hos Romerne under Republiken. Jo. Heinr. Krause: Gesch. der Erziehung bei Griechen, Etruskern u. Romern. Halle 1851. 8. S. 236, Not. 2.

2) D. Mag. 111, S. 223-24. Hist. Tidsskr. 111 R., 111, S. 418.

3) Der findes iblandt Adelsbrevene i vore Arkiver og Bibliotheker ikke faa Breve til »Moster«, og Tilskriften i Begyndelsen af disse synes ofte at antyde det ovennævnte Forhold, hvor Moster er traadt i Mormoders Sted. I Indledningen staaer i Almindelighed saaledes: • Min Hjerte kjære Moster, jeg takker eder huldelig og gjærne for alt meget Gode, som I mig bevist haver, for hvilket jeg vil af Formue findes godvilligen til at forskylde «som jeg var eders egen Datter_•, men istedetfor de sidste Ord sættes ogsaa ofte: »som jeg var eders egen Barnedatter« — et Udtryk, som først ret forstaaes, naar man kjender det ovenfor antydede Forhold. Se saaledes til Ex. et Brev fra Sophie Lunge til hendes Moster, Fru Ide Munk, sal. Hr. Oluf Nielsens til Thottrupholm, dat. Pintsedag 1586. (Klevenf.'s Saml. til Fam. Lunge i Gehejmearkivet).

Side 12

Adelsfolk, som gjorde Familien den Ære at begjære Børnene. Der var nemlig ogsaa udenfor den nærmeste Slægt andre i Standen, der havde en vis Ket til at antage sig Børn til Opdragelse, og hvis Fordringer i denne Henseende man ikke gjærne afviste, f. Ex. ældre Ægtefolk, der hensade i barnløstÆgteska b¹). Men især gjælder det dog om Enkerne i Standen. Naar en Adelsfrue blev Enke, og forudsat da, at hun var i en Alder, hvori hun ikke tænkte paa at indtræde i et nyt Ægteskab, trak hun sig tilbage fra Verden, for ligesom at gjøre Bod for sine egne og sin Mands Synder, eller for, som det hedder, «at gjøre Godt for hans Sjæl». For saa vidt som hendes Midler kunde strække til, betænkte hun Kirker og Stiftelser med rige Gaver, hun oprettede Skoler og Hospitaler ved sine Gaarde og opklædte og bespiste Fattige og Lidende. Men især var det dog Børneopdragelsen, hun stillede sig som sin Livsopgave, og sit Hjem gjorde hun til en Skole «for Gudsfrygt og Husraadighed», hvori hun opdrog unge Adelsjomfruer under stræng klosterlig Tugt. Man tænke saaledes paa Birgitte Gjøe, Sibylle Gyldenstjerne, Anna Maltesdatter Sehested til Odden, Anna Brahe til Løberødo. m. A. Disse Kvinder nøde stor Anseelse iblandt Adelen, og Forældre kappedes om at betro dem deres Børn.

Der er en Klasse af Adelsfruer, der ved Ordningen af de ovenomtalte Forhold synes udelukkede fra at opfylde Opdragelsens Pligter, skjøndt man dog skulde tro, at disse maatte ligge dem allernærmest. Det er nemlig de unge

1) At saadanne Ægtefolk, der ikke selv havde Barn, undertiden gjorde den omtalte Ket gjældende paa en ejendommelig Maade ved at bortfare Børn, have vi jo et Exempel paa i den berømte Tyge Brahes Hist. Som bekjendt blev han, da han var et Aar gammel, bortført af sin Farbroder Jørgen Brahe. Tyge Brahes Astron. instaur. Mechan. Norib. 1602. Fol. Bi. G vers. P. Petersen: Tyge brahe. Kbh. 1838. 8. S. 2 11.

Side 13

Adelsfruer, selve Mødrene. Her synes imidlertid for deres Vedkommende at finde et Vexelforhold Sted saaledes, at medens de ældre Fruer fik Børnene til Opdragelse, de unge nygifte Fruer derimod fik ældre, «vittige og kyndige» JomfrueriHuset, der kunde hjælpe dem med Ordningen af deres nye Husstand og i øvrigt staa dem bi med Raad og Daad, indtil de selv efterhaanden vandt den fornødne praktiskeErfaringog, med Hensyn til det her omhandlede Forhold,denModenhed, der udfordredes for at kunne opdrage en yngre Slægt. Thi Tanken, der ligger til Grund for Ordningen af Opdragelsen, saaledes som vi forefinde den hos den gamle danske Adel, er uden Tvivl den, at Opdragelseneren Kunst, der fordrer Modenhed og en rig Livserfaring,ogden skal man ikke søge hos de Unge; thi den findes kun i en mere fremrykket Alder. De unge Fruer havde derimod andre Pligter at opfylde. Næsten Halvdelen af Aaret finde vi dem paa Rejser. Snart har man vist dem den Ære at indbyde dem til at rede en Brud til Bryllup, snart skulle de tjene ærlige Folk ved Barnedaab eller Ligfærd, eller det er Herredagene og de store Markeder,derkræve deres Nærværelse. Til andre Tider finde vi dem paa deres Gaarde, hvor de selv øve Gjæstfrihedens Pligter eller ere optagne af de Forretninger, de forskjellige Aarstider føre med sig, f. Ex. Jagt, Brygning, Slagtning, Regnskab med Godsets Fogder o. s. v.¹). De Pligter, som fulgte med en stor og velordnet Husstand, opfyldte de ældre Adelsfruer dog vistnok i fuldere Maal end de yngre; thi den højere Alder og de Svagheder, som Tid efter anden fulgte med, medførte naturligt, at deres Liv efterhaanden mere og mere koncentrerede sig i Hjemmet. Men af samme

1) C. F. Alleu: De tre nordiske Rigers Hist. IV, I, S. 180 ff.

Side 14

Grund overlode de saa ogsaa de egentlige selskabelige Pligter til de yngre Fruer og vandt derved baade mere Tid og mere Ko til at kunne opofre sig for Opdragelsen. Og naar man da skulde felge almindelig Skik og sende Børnene ud af Huset, hvem var da nærmere til at modtage dem end netop Bedstemødrene, og naar der atter skulde træffes et Valg imellem disse, mon da ikke Mormoder stod Børnebørnenenærmest?Thi medens der vel kunde tænkes de Tilfælde, hvori Uoverensstemmelse imellem Svigermoder og Svigerdatter kunde svække Interessen for Sønnebørnene, hørte det dog vistnok til de meget sjældne Undtagelser, at Mormoder under tilsvarende Forhold glemte sit eget Kjød og Blod. Denne Skik, hvorved de ældste og de yngste Slægtled ligesom række hinanden Haand, er allerede i og for sig smuk og naturlig, men den havde tillige en særegen Betydning for en Stand, hvis Interesser krævede Enhed og Sammenhæng i Udviklingen, eller, med andre Ord, hvori det gjaldt om Bevarelsen af Traditionen og af UnderordningsogLydigheds Forholdet. Var der Nogen, der sad inde med Traditionen, saa var det sikkert nok netop Bedstemødrene,hvadenten man nu tænker paa Familieefterretningerne,overleveredefra Slægt til Slægt igjennem lange Aarrækker, eller paa de Skikke og Former, hvori StandsfølelsenogLivsanskuelsen efterhaanden havde fundet deres Udtryk. Og da nu tillige de ældre Slægtled ifølge Aneforholdetmaattebetragtes som de overordnede — som FamiliernesOverhoveder,fik Underordnings og Lydigheds Forholdet for Børnenes Vedkommende netop ogsaa ved denne Ordning sit rette og naturlige Præg¹).

1) E. C. Werlauff gjør i sin Afhandling: »Sophie af Meklenborg«, Hist. Tidskr. 111, S. 50, følgende Bemærkning: -Det hørte til det huslige Livs Karakteristik, ej blot i Middelalderen, men endnu ind i den nyere Tid, at Forældre i ophøjede Stillinger ofte lode deres Børn opfostre og opdrage i andre enten underordnede eller beslægtede Huse«. Men et Underordnings Forhold for de Familiers Vedkommende, der modtoge Børnene til Opdragelse, lader sig vist ikke paavise i det omtalte Tidsrum. Og det er uden Tvivl en Vildfarelse, hvortil Forfatteren har ladet sig forlede ved for Sammenlignings Skyld at henvende sin Opmærksomhed paa et tilsvarende Forhold i den nordiske Oldtid. Noget ganske andet er det derimod, at de, som disponerede over Børnene, ansatte Hovmestere og Hovmesterinder til at varetage Opdragelsen; thi disse indtoge naturligvis en underordnet Stilling. Men dette kan dog ikke komme i Betragtning i den Sammenhæng, hvori Forfatteren forfølger

Side 15

Vil man nu spørge om, hvorledes denne Skik er opstaaet, da kan man dertil vistnok kun svare, at det gaaer med denne Ordning som med saa mange, ofte smaalige, Bestemmelser indenfor Lavgsvæsenets forskjellige Rammer. Den har vistnok efterhaanden dannet sig efter Anvisninger fra den katholske Gejstligheds Side. De ældre kvindelige Slægtled ere efter Naturens Orden lettest modtagelige for religiøs Paavirkning, og igjennem dem skulde Vejen gaa for en mere omfattende Indflydelse paa den yngre Slægt, men man opnaaede tillige derved, at Børnene tidligt førtes ud af Omgivelser, der let kunde virke hæmmende og nedbrydende paa deres sædelige og religiøse Udvikling.

Reflexioner over denne Skik lader sig maaske næppe med Bestemthed paapege i det vedkommende Tidsrum. En Hentydning dertil findes maaske hos Christjern Pedersen eller rettere sagt hos Luther, thi det er denne Reformators Ord, vor bekjendte Humanist oversætter eller omskriver. »Hvorfor leve de gamle Folk saa længe«, skriver han, «uden for den Sag allermest, at de skulle ærlige og tilbørlige opfødeog lære det unge Folk ret at leve efter Guds Bud og Villie. Thi det er ikke muligt, at de ufornymstige Folk og galne unge Mennesker skulde selv kunne regjere dem skjelligeog

Side 16

ligeogaerlige; thi de ere alle tilbejelige til Ondt af deres egen Natur. Derfor haver Gud budet og befalet alle Foraeldreog alle andre, som gamle og forfarne ere og kunne skille ODdt fra Godt og vide, hvad dem er nyttigt og godt, at de skulle det lsere og undervise dem Og alle skulle vide, at Gud vil elske og have et svart og straengt Regnskab af alle, hvorledes de have opfodt, tugtet og laert deres Bern og andre unge Mennesker Hvad hjulpe det os, at vi lsenge levede og havde alting som vi begjaerede og vare saa godt som hellige, om vi lode det blive tilbage, for hvilket vi allermest leve, som er at opfede, lsere og undervise det unge Folk, hvorledes de skulle rettelige leve o. s. v.» *). I Ligprsedikenerne finder man ofte saadanne Bemaerkninger som disse: «Ingen bliver Mester i sin Faders Hus», «Bern maa ikke fullentze laenge hjemme, at den gode Forhaabning ikke skal med Kjselenskab og Indulgence, som ofte kan ske, forrykkes», «forat Bemene desbedre kunne optugtes i Gudsfrygt, Heviskhed og gode Saeder, maa de feres bort af Huset, o. s. v.». Men i -Ovrigt synes man at have betragtet dette Forhold som noget engang givet, hvis Berettigelse ikke traengte til nogen nsermere Begrundelse.

Det er allerede ovenfor blevet bemærket, at der med Hensyn til Ad eisjomfruerne fandt et Vexelforhold Sted, idet de ældre Adelsfruer fik de unge Jomfruer i deres Jomfrukammere,medensderimodde unge Fruer fik de ældre Jomfruer i Huset. De Jomfruer, der hverken anbragtes paa denne Maade eller indtraadte i Ægteskab, indsattes i AlmindelighediKlostrene.Ved denne Ordning opnaaedes der altsaa en meget passende Fordeling af de kvindelige

1) Christjern Pedersens danske Skrifter, ude. af C. J. Brandt, IV, S. 469-70.

Side 17

Medlemmer. Men i Midten af det sextende Aarhundrede indtræder der en Standsning i dette Forhold, idet Klostrene ophævedes. Derved bleve mange Adelsjomfruer saa at sige husvilde, og dette Misforhold fremkaldte snart lydelige KlagerfraAdelensSide. Saaledes opsatte den jydske Adel allerede 1552 i Viborg et Bønskrift til Christian 111, hvori de opfordrede ham til at oprette to Jomfruklostre i Jylland, for at de deri kunde indgive deres Børn, «at de ikke for mange Aarsagers Skyld skulde nødes til at give dem til Bønder og ufri Folk«. log for sig var Klostrenes Ophævelseogsaaafgjennemgribende Betydning for. Adelens økonomiskeForfatning.KlostergivenKvinde betragtedes nemlig som død for Verden og maatte ikke arve, forudsat da at hun ikke udtraadte med sin Slægts og sine Frænders Tilladelse,ogdettelod sig let forhindre. Saa længe som en Familie altsaa kunde sende sine ugifte Døtre i Kloster, havde den Udsigt til, at dens Ejendomme kunde forblive samlede paa enkelte Hænder, medens Gods og Formue derimodnuunderde forandrede Forhold let gik tabte ved at fordeles iblandt de mange Arvtagere. Dersom de adelige Jomfruer giftede sig med ufrie Mænd imod Frænders Raad, havde de forbrudt deres Arv, men skete det derimod med Frænders Samtykke, da skulde de inden Aar og Dag sælge deres Adelsgods til Adelsfolk, thi frit Gods maatte ikke følge ufri Mand, og dersom de sade denne Bestemmelse overhørige,varGodsetforbrudt og faldt tilbage til den nærmeste Slægt*). Saaledes havde man altsaa endnu en Udvej aaben, hvorved man kunde bevare Godserne samlede, og dette HensynspilledeudenTvivl

1) Krag og Stephanius: Christian Ill's Hist., d. danske Udg. 1, S. 521i og Supplem. S. 110. J. L. A. Kolderup-Rosenvinge: Udvalg af gi. danske Domme I, S. to og S. 49; HI, S. 123 og S. 298, Not. 12, og Retshist. § 121.

Side 18

synspilledeudenTvivlen væsentlig Rolle iblandt de «mange Aarsager», hvortil der hentydes i det ovennævnte Bønskrift. Men det er en Selvfølge, at man ved at vælge denne Udvej nødvendigvis maatte bryde med de gamle TraditionerogsaareStandsfølelsen og de mange forskjellige Familieinteresser. Det ovennævnte Misforhold blev dog ogsaa af andre Grunde af særlig Betydning for Adelen. Thi den Omstændighed, at mange af dens kvindelige Medlemmerligesombleveledige paa Torvet, bidrog væsentligt til at udvikle ørkesløshed og Lediggang, der ikke blot fremkaldteSplidogUenighed iblandt de forskjellige Familier, men ogsaa indeholdt Spiren til forøget Nydelsessyge og til mange sædelige Udskejelser. Paa dette Punkt tabe de Gamle det tidligere Hold paa den yngre Slægt, og derved sønderreves det Baand, som hidtil havde bevaret SammenhængenogEnhedeni Udviklingen, ødselhed og Pragtsyge toge fra nu af et stærkt Opsving og fandt tillige forøget Næring under en levende Kappestrid med den rige og opblomstrendeBorgerstand.Vihave med Hensyn til dette Forhold en Udtalelse fra en bekjendt Adelsdame, der navnlig har sin Betydning, fordi den paa viser en bestemt Tidsgrændse,indenforhvilkendisse Udskejelser maa have begyndt at træde kjendeligt frem. 1564 vilde Mogens Gyldenstjerne til Stjernholm skifte med sine Børn efter deres Moders, Anne Sparres, Død. Han tilskrev i denne Anledning sin Datter, Sibylle Gyldenstjerne, der var gift med Eskild Gjee til Skjørringe, og opfordrede hende til at sende sig en nøjagtig Opgjerelse over alt, hvad hun havde faaet i Brudeudstyr, for at hendes Søstre ikke skulde forfordelesvedSkiftet.16de December s. A. indsendte Fru Sibylle en, som det synes, meget omhyggelig Fortegnelse over det, som hun i sin Tid havde medbragt fra Hjemmet,

Side 19

men hun udtaler tillige sin Beklagelse over, at Adelsjomfruernevareblevnesaa fordringsfulde, at de ikke længere vilde lade sig nøje med et saadant Udstyr som det, hun fik. «The willi), skriver hun, «allt nu anderlunde sniøckis end the then tid giorde, ij huor stackit thett er end siden»*). 1558 havde hun Bryllup med Eskild Gjee; indenfor disse sex Aar har Omslaget altsaa fundet Sted, og det vil ikke her være vanskeligt at paapege det afgjørende Vendepunkt.

Samtidigt med Christian 111 stege Reformationens Fædre, den gamle Slægts Vejledere, Jørgen Sadolin, Peder Plade, Mels Plade og Hans Tavsen i Graven. Med FrederikIIbegyndteennySlægt sit Livsløb, og paa dette TidspunktsporeviOmslaget.Enny Livsanskuelse begyndte at gjere sig gjældende og traadte paa mange Punkter i skarp Modsætning til de gamle Overleveringer. Den gamle og den nye Slægt forstode ikke længere hinanden, og fra mere end et Dødsleje møde vi Udtalelser, der spaa ilde over Land og Folk. Den gamle Johan Fris steg i Graven med Ord, der næsten ligne en Forbandelse, idet han udtalede sin Bekymringfor,«atGudengangvilde straffe Danmark, besynderligAdelenogdeRigefor deres unyttige hovmodige Prang*, og Arild Ugerup klager over, at «Tro og Love ere døde, saa at man ikke veed, hvem man skal slaa sin Lid til. Der tragtes nu omstunder intet efter andet end Pragt og Hovmod, Gods og Rigdom o. s. v.». Lignende Klager høre vi fra Elisabet Skram og mange Andre²). I og for

1) Sibylle Gyldenstjernes Brev findes i Klevenfs Samlinger til Gyldenstjernernes Hist. i Gehejmearkivet. Brevet bærer kun Angivelse af Datoen, men ikke af Aaret, hvori det er skrevet. Men da Fru Anne Sparre døde d. Iste Avg. 1564, fejler man vist ikke ved at antage, at Brevet er skrevet samme Aar.

2) A. S. Vedels Ligpr. over J. Fris. Kbh. 1571. 8. 81. Cvj vers., Niels Michelsens Ligpr. over Arild Ugerup. Kbh. 1606. 8. 81. Hij \ers. og N. L. Arctanders Ligpr. over Elisabet Skram. Kl>h. IGOI. 8. \i\. E vers.

Side 20

sig have disse Klager maaske ikke stor Betydning. Vi mede dem under alle stærkt udprægede Tidsbevægelser, hvor en ældre Slægt ikke længere kan følge med i Udviklingenogligesomfølersigtilovers. Men naar vi ikke desto mindre dog paa dette Tidspunkt tillægge dem en større Vægt, er det begrundet i den Sammenhæng, hvori de træde os imøde. Tidens gejstlige Ordførere, og iblandt dem især Biskop Lavrids Bertelsen i Aarhus, Anders Sørensen Vedel i Ribe og Biskop Niels Lavridsen Arctander i Viborg, synes nemlig i deres Ligprædikener at lægge særlig Vægt paa disse Klager, og hvor Ytringerne ikke ere dem stærke eller klare nok, bruge de dem kun som Udgangspunkter, for dertil at kunne knytte en Udtalelse af deres egne Anskuelser,deroftefremtrædeisaa skarp og uforbeholden en Form, at man højligen maa forundre sig derover. Dr. H. Rørdam har i sin Universitets-Historie meddelt en Udtalelse af Biskop Lavrids Bertelsen ved Holger Rosenkrands's Ligfærd1576somExempelpaa,hvad man dengang turde byde den øverste Stand i Riget¹). Og dog naaer han ikke AndersSørensenVedeliDjærvhed.I sin Ligtale over Clavs Glambek til Rask 1591 taler Vedel om Adelens Ødselhed og den deraf fremkaldte Pengetrang. «Selvhave er jo», siger han, «altid saaledes bedre end man skal gaa ad Kiler Gade med Hatten i Haanden og byde der ud Ti eller Tolv af Hundret. Gud give vor Danske øvrighed engang Sind og Hu til at afskaffe saadan Handel, som man vel veed og dagligen forfarer at være Riget til übodelig Skade og mange til Fordærvelse. Der er ilde saa holden Hus, at man forbraskerogunyttigenfordøjerdet,man kunde baade selv

1) Anf. Skr. 11, S. 351.

Side 21

leve hæderligen af og lade sine Børn en nødtørftig Patriinonium.OghvorlundekanLandeog Riger blive længe ved Magt, dersom den fattige Handelsmand maa ingen Fordelnyde,mende,somMagten og Vælden have, ville selv ved Forprang og Strænghed vende sig al Profit og Baade til? Men dette vil og visseligen lykkes deres Børn derefter: male quæsit, male perdit. Saa vil det gaa, endog Baaden er saa forblindede sød, at end ogsaa de Vise, som holdesfore,villedetikkefor fulde tro og indgaa«¹). Saaledes turde Vedel tale. Et Exempel skaf endnu anføres fra en noget senere Tid. 1609 siger Niels Lavridsen Arctander i sin Ligprædiken over Hans Lange til Bredning: «Saa skulle og de, som ere af Adel eller høj Stamme, hvor Behov gjøres, som ridderlige Mænd forsvare deres Fædreland og føre deres Vaaben og Værge pro lege et pro grege, for Loven eller Eetten og den Menigmand at haandhæve og beskjærme for Vold og Uret, som den vise Kong Alphonsi Symbolum og Sprichwort lyder, og være den kristne Kirkes Skytsherrer og Fosterfædre og deres Hustruer hendes Ammer. Og, som Pavlus formaner, gjøre godt, blive rige i gode Gjerninger, gjærne give og være behjælpelige. Thi dette ere de rette adelige Gjerninger, og ikke at drikke mange store Bennike Glas ud, hver med en Drik, at banketere og sværme Dag og Nat, at sværge, blotte og bande, og at misbruge Guds hellige Navn, som hine Marterhanser gjøre, og ikke at drage det ene Hus til det andet og lægge den ene Ager til den anden og bruge Vold med hver Mands Hus og hver Mands Arv, indtil at der er ikke mere Rum, at de kunne ene besidde Landet, og ikke at raade at gjøre de Fattige Skade efter deres egen Villie og vrie Retten,

1) A. S. Vedels Ligpr. over Clavs Glambek til Rask. Ribe 1591. 8. 81. Bvij vers. fl¹.

Side 22

hvor de ville«¹). Disse Ord bleve udtalte i en stor adelig Forsamling i Viborg Domkirke. Hine Slægter med deres aabne, ærlige og usminkede Færd danne en underlig ModsætningtilvoreTiderskoldediplomatiske Kløgt, der vejer hvert et Ord, ikke for at lade Tanken træde frem saa aaben og klar som muligt, men snarere for at skjule den under Tvetydighedens dunkle, uklare og tilslørede Sprog, og det er vanskeligt for os at forstaa, at Udtalelser som disse ikke skulde have vakt Anstød og almindeligt Mishag. Dog nogen Anstød have de vel alligevel vakt, og det skulde være mærkeligt, om de f. Ex. for Anders Sørensen Vedels Vedkommendeikkevæsentligthavebidragettil hans Fald. Men naar man erindrer, at det dog var Adelen selv, der lod Ligprædikenerne trykke og udbrede iblandt deres Standsfæller,maamanforudsætte,atder var skarpe Brydninger tilstede indenfor Standen selv, som frembøde Støttepunkter for en saa dristig Optræden. Det maa altsaa være Opgaven at søge de Antydninger, Tiden selv giver til en Forklaring af disse Modsætninger. Man maa da først lægge Mærke til, at de gamle Betegnelser for Rangfølgen indenfor Krigerstanden(Knabe,Spitsdreng,Smaasvend(famulus),Væbner (Armiger) og Ridder (miles)), forsvinde eller forandre BetydningiMidtenafdetsextende Aarhundrede. I offentlige Dokumenter og Aktstykker ophører man i Slutningen af Christian IIFs Tid at skrive sig «Væbner« eller «afVaaben». Den Skik, at gjøre de unge Adelsjunkere «væragtige» eller at erklære dem for Væbnere, vedligeholdt sig vel endnu langt ned i Christian IV's Tid²), og lader sig maaske paaviselangtsenere,mendener

1) N. L. Arctanders Ligpr. over Hans Lange til Bredning. Kbh. 1610. 8. 81. C vers. ff.

2) Hugo Lytzow, f. 1617, f 1693, bekjendt som Staldmester hos Frederik 111, blev, ifølge hans Personalia i Gehejmeark., 1640 gjort væragtig af Christian IV med den naadige Paamimlelse, at han ikke skulde bruge Kaarden anderledes end til sin Æres Forsvar og sin Herres Tjeneste.

Side 23

viselangtsenere,mendenerallerede under Frederik II gaaet over til at være ensbetydende med Udnævnelsen til Kammerjunker. Paa samme Tid begynder ogsaa RidderværdighedenatantageKarakterenafen Hofrang, istedetfor som tidligere af en Krigerrang¹). De gamle Gaardsretters Bestemmelser bleve efterhaanden tilsidesatte eller forglemte, og Frederik II gjorde 1562 et forgjæves Forsøg paa at gjenoprettedengamleTugt.Idette Aar lod han nemlig en ny Gaardsret udgaa, og indførte deri en ret mærkelig Artikel. «Og efterdi", skrives der, «der findes stor Brøst iblandt HofmændheriEigetydermereend andetsteds, saa at mange af dem, som give sig ud for Hofmænd, intet vide af Rytteriet,ogkommermestafden Aarsage, at de ikke tilholdes at omgaaes med Heste og Harnisk, men holdes af dem spotteligt, at nogen skulde røgte eller viske sin Husbonds Heste, vil og en gjøre dette, da foragte de andre ham derover,derforskalhver,derholder Svende, tilholde dem, at de om Morgenen gange udi Stalden o. s. v.»⁹). Det her antydede Omslag, der fra den ældre Slægts Standpunkt naturligt maatte betragtes som en Tilbagegang, forudsætter

1) Maaske maa man i denne Forandring søge Grunden til, at saa mange Adelsmænd nægte at modtage Ridderslaget ved Frederik Il's Kroning. Det var Tilfældet med de elleve efternævnte: Holger Rosenkrands, Korflts Ulfeldt, Jens Trudsen , Frands Brockenhus, Erik Rud, Jacob Brockenhus, Hans Johansen (Lindenov), Christopher Johansen (Lindenov), Lave Ulfstand, Otte Brahe og Albret Skeel. Kun tre modtoge denne Værdighed: Eiler Hardenberg, Verner Parsberg og Niels Lange. H.P. Resen: Frederik Il's Krønike. Kbh. 16S0. Fol. S. 29.

2) i. L. A. Kolclerup-Rosenvinge: Samling af gamle danske Love. Kbh. 1827. 4. V, S. 42—43.

Side 24

en tilsvarende Forandring, der efterhaanden er foregaaet
med Hensyn til de unge Junkeres Opdragelse.

Efter .Reformationen, da den gejstlige Værdighed ikke længere øvede nogen Tiltrækningskraft paa Adelen, var det blevet almindelig Skik, at lade unge Adelsmænd gaa i Krigstjeneste. Efter en kort Skolegang udenfor Hjemmet i et eller andet adeligt Hus under Vejledning af HuskapellanenellerStedets Sognepræst — undertiden ogsaa i en Klosterskole — sendtes de i en Alder af elleve eller tolv Aar i Hoftjeneste som Smaasvende hos en eller anden anseet Ridder, der, som det hedder, avede dem til Skjellighed og lærte dem Gudsfrygt og Rytteri.- Efter tre eller fire Aars Forleb gjorde han dem til Væbnere, hvorved de fik Ret til at føre Hest og Værge, eller han »forskrev« dem til andre Riddere i Udlandet, der modtoge dem «for Slægt og Byrd og Adels Pligt». Ikke sjældent anbragtes de ogsaa ved Hove eller hos de kongelige Staldmestere, hvor de uden Vanskelighed kunde faa Kongens Anbefaling til fremmede Hoffer. Lærd Dannelse forudsattes ikke, og den eneste Fordring,manmaaske stillede til dem i Begyndelsen af det omtalte Tidsrum, var den, at de skulde kunne læse, skrive og regne. De øvrige fornødne Kundskaber, især i fremmede Sprog, erhvervede de sig efterhaanden ad praktisk Vej, imedens de færdedes i Udlandet; thi i Udlandet rnaatte de Unge søge deres sidste afsluttende Uddannelse, dersom det ellers skulde have nogen Art, og naar de ikke havde «ført Frisér og Harnisk« i fremmed Fejde, var det som oftest vanskeligt for dem at vinde Anerkjendelse i Hjemmet¹).

1) I Samlingerne til Familien Tordsens Historie i Gehejmearkivet findes en interessant Brevvexling imellem Tord Bonde til Tranebjerg og Anders Bilde til Søholm, hvoraf man seer, hvorledes de unge Junkere foiskreves fra den ene Biddeismands Mand til den anden, uden at Forældrene havde Anelse om, hvor de opholdt sig. Tord Bonde efterlyser (1540—43) sin Søn Jørgen Tordsen Bonde. Han havde betroet ham som Dreng til Holger Ulfstand til Hikkebjerg, •ler forskrev ham til Anders Bilde, som formærkede, at han var af Adel, skjøndt han ellers var ham übekjendt, og derfor avede ham til Skjellighed og sendte ham videre til en tysk Riddersmand hos Kurfyrsten af Sachsen; derfra blev han forskreven til Landgrevcn af Hessen, som han forlod efter Indtagelsen af Brunsvig, for at drage ud i den nederlandske Krig, hvor han forsvandt. — Ved Talemaaden «at føre Frisér og Harnisk«, maa man vist tænke paa de store frisiske Stridshingste, der vare af den samme Race som den, vi endnu gjenflnde i de svære engelske Heste, der anvendes til Trækbrug.

Side 25

Igjennem et strængt Underordningsforhold arbejdede de sig op til at indtage en Stilling, der svarede til deres Byrd. Raahed og Tøjlesløshed vare vistnok de naturlige Følger af det vilde Krigerliv; men af denne Uddannelse fremgik der dog en sund og livskraftig Slægt, der var hærdet fra Ungdommenafog udrustet med en Virkelyst og en Handlekraft,derikke svigtede den, naar den senere skiftede Livsvilkaarogtraadte over i en mere fredelig Virksomhed. I dette Tidsrum fremhævedes det som en Roes for de unge Junkere, at «deres Hu stod til Krig og Rytteri »>. Men naar man naaer ned i Frederik H's Tid, gjør der sig en ganske anden Betragtning gjældende. Saa siges der om den vedkommendeungeMand: «Hans Sind var ikke til Bogen, og han var ikke bekvem til at studere til nogen synderlig vid Lærdom», eller som det senere hedder: «Hans Humeur var ikke saa meget til Studering og boglige Kunster, han maatte paa en anden Manier forsøge Verden«¹). Det vil sige, man nødtes til at vælge den Udvej at sende ham i Krigstjeneste,fordihan duede ikke til andet. Paa ridderlige

1) Se Mels Lavridsen Arctanders Ligpr. over Niels Juel til Kongstedlund. Kbh. 1601. 8. 81. Ciij vers. og Lavrids Jacobsens Ligpr. over Axel Gyidenstjerne. Sorø 1653. 4. 81. Eiiij vers.

Side 26

øvelser lægges der ikke længere Vægt. De Skoler for Gudsfrygt og Rytteri, der tidligere fandtes omkring paa Adelens Gaarde, forsvinde efterhaanden og opretholdes kun hos de Mænd, cfer vare eller havde været kongelige BeriddereogStaldmestere (f. Ex. Henrik Rothkirch, Eustachius v. Thienen, Arent v. der Kula o. fl.) eller hos enkelte LensmændpaaGaarde, hvor Kongen ofte tog ind, f. Ex. Antvorskov,oghvorfra Junkerne lettest havde Udsigt til at kunne blive anbefalede til Forfremmelse. Nu krævede Tiden derimod lærd Dannelse. Gejstligheden og Borgerstandenhavdeallerede vundet et Forspring paa dette Omraade,ogAdelen nødtes til at felge med, dersom den vilde hævde sin Stilling. Derfor sattes dens Sønner i Latinskolerne,hvorde fra deres tidligste Ungdom af udsattes for alle de Fristelser, som en høj Byrd og rige Midler altid medføre. Her føres vi altsaa atter frem til et Punkt, hvor der skeer et Brud paa de gamle Traditioner. Det strænge Underordningsforhold, hvorigjennem den foregaaende Slægt Trin for Trin havde arbejdet sig op, forsvandt lidt efter lidt, og den gamle Tugt lagde ikke længere Baand paa Lidenskaberne.Destore sædelige Udskejelser, der allerede i Skolelivet tærede paa de Unges Livskraft, fortsattes i videre Omfang ved Universiteterne i Tyskland og især i Italien, hvorfra de vendte tilbage for at indsuge den sidste snigende Gift iet ødselt og tøjlesløst Hofliv. Thi det nyere Hofliv havde allerede begyndt at udvikle sig; dets første Blomstringladersig paavise under Frands I og Henrik II i Frankrig og udbredte sig derfra hurtigt til de øvrige evropæiskeHoffer;Hoftjeneste er nu ikke længere ensbetydende med Krigstjeneste, og i Smaasvendes og Væbneres Sted træde nu Pager, Kammerjunkere, Jægermestere o. s. v.

Naar en vis Livsretning har vundet Hævd i et Samfundogfæstnetsig

Side 27

fundogfæstnetsigi Tiden, giver den sig Udtryk i en Kække sindbilledlige Former. Man kan jo tænke paa KlædedragtensSnit,paavisse Ceremonieller o. s. v. Disse indeholdeideresUmiddelbarhed mange vejledende Vink, der ere af stor Betydning for den historiske Forsker, fordi de ofte karakterisere Tiden langt fyldigere og med større Sandhedendmangeaf de Reflexioner, som Samtiden ellers freinbyder,saamegetmere som disse ofte ere farvede af Partiinteresserellereretrykkede af de mange forskjellige Hensyn,hvorpaaForholdenegjøre Krav. Der er netop fra Slutningen af det sextende og Begyndelsen af det syttende Aarhundrede en saadan sindbilledlig Form, der fortjener at bemærkes, fordi den saa klart fremhæver det ovennævnte Omslag i Udviklingen. Vor bekjendte Kunsthistoriker, Prof. N. Høyen, har paapeget den mærkelige Forandring, der i hin Tid er foregaaet med Epitaphierne i vore Kirker. I det sextende Aarhundrede havde de i Almindelighed Lighed med Alterbilleder, idet det egentlige Midtpunkt dannedes af en eller anden Fremstilling af den bibelske Historie (som oftest af Christi Lidelses Historie). De Afdøde, til hvis Minde Epitaphiet var opsat, fandtes da som forsvindende Miniaturportraiter ved Billedets Fod; undertiden — og saaledesvardetuden Tvivl Tilfældet fra Begyndelsen af — indskrænkede man sig ogsaa til at anbringe deres Navne i en Indskrift under Billedet. Men efterhaanden som man naaer ned imod Slutningen af Aarhundredet, skyde Portraiterneopogtvinge det bibelske Billede tilside; tilsidst maa dette nøjes med at indtage en beskeden Plads foroven i den lille Halvrunding, hvori Alterbilledet i Almindeligbed løber op. Her er Epitaphiets oprindelige Karakter aldeles forandret, og nu møde vi et Familiemaleri, fremstillende en eller anden Borgermester eller Præst i sin Familiekreds

Side 28

imellem sine to eller tre Koner og fjorten femten Bern — de tidligere afdøde Medlemmer af Familien fremstilles ofte tronende ovenover i Himlen, medens det bibelske Billede ligesom fortoner sig i en fjern Baggrund. Prof. Høven, der betragter denne Fremtoning fra et kunstnerisk Synspunkt,seer,ogdet med Rette, deri et Vidnesbyrd om Kunstens Forfald; thi disse Malerier ere i Almindelighed slette Fuskerarbejder, medens de tidligere Altermalerier dog ofte vare gode Kunstværker. Men disse Arbejder lade sig ogsaa betragte fra en anden Side, og saa faa de maaske en langt dybere Betydning. Thi hvad betyder denne Forvandlingvelandetend, at Subjektiviteten gjør sig gjældende paa alle Punkter, at Personligheden arbejder sig frem og tvinger alle Skranker tilside, saa at endog det Religiøse raaa vige tilbage. Disse Epitaphier ere i Almindelighed opsatteoverMedlemmeraf den rige Borgerstand eller af Gejstligheden*). Men ogsaa Adelen maa følge med, og paa samme Tid foregaaer der en tilsvarende Svingning for dens Vedkommende. Paa Ligstene, som lagdes over Adelsmændidetsextende Aarhundrede, fremstilledes de i fuld Rustning med alle Krigerens Symboler, men i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede lægges Harnisk, Hjelm og Landse tilside, og istedetfor møde vi Billeder af Hofmænd i Sko med Spænder, Strømper, Kappe o. s. v.²). Allerede

1) Kirkehist. Sml. 11, S. 69.

2) En af de aeldste Ligstcne, livorpaa denne Forandring lader sig paaviso, findes i Tornlng Kirke (Aarhua St., Silkeborg Amt), hvor den i sin Tid blev lagt over Henrik Sandberg til Kjaersholm og hans Hustruer, Tale Maltesdatter og Kirsten Juul. Henrik Sandberg dede 15S8, og hans sidste Hustru, Fru Kirsten Juul, dode IG2G. Dersom Fru Kirsten har fulgt den ulmindelige Skik og selv be-kostet Stenen, snaledes at der har staaet Plads aaben til Angivelsen af liendes egen Dodsdag og Dodsaar, ei den uden Tvivl allerede lienlagt i Torniug Kirke i det sextende Aarhundrede.

Side 29

længe forend Borgerstanden udtalede det som det første Anklagepunkt imod Adelen, havde altsaa Stenene fortalt det, at Adelen ikke længere var Krigerstanden, og hvor vare saa de Forudsætninger at søge, hvorpaa dens store Særrettighederhvilede?l). ?^l).

Der var ikke faa danske Adelsfamilier, der anede den Fare, som truede Standen under de nye Livsvilkaar, hvori den førtes ind, og for at undgaa at sende Børnene i Latinskoler,betroedede dem til ansete Skolemænd, Gejstlige eller Professorer ved Kjøbenhavns Universitet, i hvis Huse de tilbragte deres første Ungdom tilligemed deres Hovmestere,indtilde i en modnere Alder sendtes til fremmede Universiteter. Flere rige Adelsmænd oprettede ogsaa Skoler eller saakaldte «Akademier for lærd Dannelse« paa deres Gaarde, hvor de lode mindre bemidlede Adelsfolks Børn opdrage sammen med deres egne. under dygtige TugtemesteresVejledning.Saadanne Akademier fandtes f. Ex. paa Hellerup, Asmildkloster, Holmgaard, Bustrup og senere paa Rosenholm. Igjennem disse gik, for at bruge en i vore Dage ofte gjentagen Udtalelse, Vejen til Sorø. Men det lykkedes ikke at afvende den truende Fare. Adelen var ført henimod et kritisk Vendepunkt, og det gik under disse Forhold, som det saa ofte gaaer i store Overgangsperioder, hvor man nodes til at kaste de gamle Livsformer overbord og ligesom maa experimentere sig frem, for at finde nye Anlæg for Udviklingen; man gjorde dyrekjøbte Erfaringer, og Forsøgene kostede næsten et Slægtled Livet, Men det var saa meget sørgeligere for Standen, som det netop var det Slægtled, der skulde optage Kampen med en livsfrisk og virkelysten Borgerstand, der arbejdede sig frem paa alle

1) Suhm: Nye Saml. I, S. 197 ff.

Side 30

Punkter, og hvad der gik tabt i det ene Slægtled, det blev ikke vundet tilbage i det næste; thi dertil udfordredes mere end en Menneskealder. Man har sagt, at i KalmarkrigenfaldtBlomsten af den gamle danske Adel¹), og var det sandt, saa var det vistnok en smuk og hæderlig Udgang for en ædel og højbaaren Krigerstand. Men man kan vist med større Ket sige, at Blomsten af den gamle danske Adel segnede paa ganske andre Valpladser. En af vore Historikere har for nogle Aar siden meddelt en Række Bidrag til Oplysning om Overdaadighed i Drik især i Frederikll'sog Christian IV's Regeringstid²). Læseren vender sig med Afsky bort fra disse grændseløse Udskejelser, og han kommer naturligt til at spørge, hvorledes en Slægt har kunnet byde sig selv noget saadant. Men overfor dette Spørgsmaal kan man med Rette stille et andet: Tør man ogsaa paastaa, at den kunde taale det? En ældre Slægt, der medbragte ,et sundt og hærdet Legeme, kunde maaske gaa saadanne Storme igjennem; men deraf fulgte ikke, at en yngre Slægt kunde gjøre det samme; thi den manglede den nævnte Forudsætning. Nøglen til en Besvarelse af disse Spørgsmaal findes vistnok i den Kjendsgjerning, at fra 1559 til 1648 uddøde over halvfjerdsindstyve danske Adelsslægter, og for mange af disse Slægters Vedkommende blev Skjoldmærket nedlagt i Graven med unge Adelsmænd i en Alder af otte og tyve eller tredive Aar, som døde af Gigt, Podagra, Sten eller Smaapokker³). Men hvad Døden

1) C. F. Bricka: «Har Chr. Barnekov frelst Christian IV's Liv?- Hist Tidsskr. IV R., 111, S. 3, Not. 1.

2) N. Jacobsen: -Levemaaden i Drik i det 16de og 17de Aarh.i Dausk Maanedsskr. ISOG, 11, S. 33 tf.

3) Iblandt de Slægter, der uddøde i det nævnte Tidsrum skal nævnes : Rønnov, Sublade-Skii.kel, Krognos, Oxe, Spend, Vittrop, Skave, Glambek o: Sehested), Rosengaard, to Slægter Sparre, Stranges- son, Glob, Saxtrup, Bjørn, Krummedige, Fasti, Emmiksen, Vestenie Skovgaanl, Vasbyrd, Rosensparre, Dresselberg, BiJd, Staverskov, Straale, Brok, Båden (o: Jernskjæg), Ulfstnrn¹, Hardenberg , Lunge, Basse, Stygge, Pors, Laxmand, Rud o. s. v. Fra 1(500 til 1(330 uddøde alene henved tredive Slægter,

Side 31

levnede var, for at bruge Christen Bordings Ord, «kun Stubbe og vissent Løv«, en udlevet, aandsfattig og karakterløsSlægt,der ikke kjendte sin Pligt, men endnu kun var stolt og hovmodig nok til at kunne rose sig af ForfædrenesGjerningeruden at yde noget tilsvarende. Til en saadan Slægt vilde man ikke betro Landets Styrelse, og den kunde ikke gjøre Fordring paa, at man skulde anerkjende dens store Særrettigheder, saa meget mindre som Grundlagetfordisse allerede for længe siden var forrykket. Det er her kun i al Almindelighed antydet, hvorledes Udviklingsforholdeneskredefrem. Til enhver Tid og i enhver Stand findes der naturligvis, selv under de sletteste Samfundsforhold,smukkeog hæderlige Undtagelser. Men det er ikke her Opgaven at dvæle ved disse Undtagelser, vi skulle nu kun til Slutningen betragte nogle af de Reflexioner, som dette Misforhold har frembragt hos et Par samtidige Forfattere.

Det var ikke i Danmark alene, at denne Kræftskade tærede paa Rigets bedste Stand, det samme var Tilfældet i Tyskland, i Italien og især i Frankrig. Det er i det sidstnævnteLandunderReligionskrigene,at først henledes paa dette Samfundsonde. 1587 udkom der samtidigt i Genf og i Basel, det sidstnævnte Sted endog i to Udgaver, et Skrift, der bar Titelen: «Discours politiques et militaires". Forfatteren var en bekjendt fransk Oberst, Francois de la Noue¹). Skriftet blev læst med stor Interesse

1) Francois de la Noue (Franciscus Lanovius), med Tilnavnet Bras de fer (fordi han forte en Jernarm istedetfor sin venstre Arm, som han havde mistet paa et af sine mange Krigstog), var født i Bretagne 1531, og lærte i sin tidligste Ungdom Krigskunsten i Italien. Efter at være vendt tilbage til Frankrig kjæmpede han paa reformert Side i Religionskrigene og deltog i Kampene ved Jarnac, Montcontour o. fl. St. 1580 gik han i nederlandsk Tjeneste, men blev kort efter fangen af Spanierne o,g udvexledes først fem Aar efter imotl Grev Egmont. Han døde i Henrik IV's Tjeneste efter et Saar, han fik i Belejringen for Lambale (15911. I sit spanske Fangenskab skrev han sine Discours, der ere forfattede i et sjældent rent og smukt Sprog, hvorfor han ogsaa nævnes iblandt Frankrigs fortrinligste Prosaister fra dette Tidsrum. Han indtager i Øvrigt en værdig Plads imellem Pierre de la Ramée og Michel de Montaigne, men hverken Raumer eller de, der efter ham have udgivet Fremstillinger af Opdragelsens Historie, nævne hans Navn eller have Øje for hans Betydning i pædagogisk Retning. Hans Discours bleve med hans Tilladelse udgivne af De Fiesnes. De vigtigste Udgaver udkom i: Basel 1587. 4 og 8, Genf 1087. 8, La Rochelle 1590. 1?, Basel 1591. 1(5, Lyon 1596. 12, Basel 1597, 1599, 1612 og 1614. 8, paa Tysk: Frankf. a. M. 1592. 4 og paa Engelsk: London 1597. 4. Discours V: «De l'education« udkom særskilt paa Latin med Titelen: Domini de la Nov-e discursus de meliori juvenum nobil. Gal. institutione, latine eGallic. interpretatus a Radislao juniori Wchynskio Lib. haro de Wchynicz et Tettav. IN'orib. ICOI. 4. Af denne sjældne Udgave ejer det kgl. Bibi. et Exemplar.

Side 32

i Frankrig og opnaaede i forholdsvis kort Tid i det mindste tolv Oplag. Det blev oversat paa Tysk og Engelsk, og et enkelt Afsnit deraf — det, som særligt vedkommer vor Undersøgelse — blev oversat fra Fransk paa Latin og udkomiTyskland.Dela Noue's Værk indeholdt en Kække militære Betragtninger og afgav tillige et fortrinligt KildestoftilFrankrigsHistoriei Religionskrigenes Tidsrum, hvorved det dannede et udmærket Supplement til Michael de Castelnau's Memoirer. Det er derfor ogsaa i rigt Maal benyttet af Frankrigs ældre og nyere Historikere. Disse Bemærkninger bidroge væsentligt til at fremkalde en ny Udvikling af Hærvæsenet og Krigstaktiken, og Forfatterens Indflydelse spores baade hos Morits af Oranien og senere hos Gustav Adolph, ligesom ogsaa Christian IV forsøgte paa-at

Side 33

optage hans militære Grundsætninger (f. Ex. Oprettelsen af en staaende Hær, o. s. v.), men hans Forsøg strandede som bekjendt paa Adelens Modstand. Skjøndt Skriftet ogsaa i denne Henseende har havt sin store Betydning for Adelen, vedkommer det os dog ikke i vor Undersøgelse. Men desudenindeholdtdetogsaaen Kække Betragtninger over de franske Samfundsforhold. I et roligt og værdigt Sprog paapegerDelaNoueAarsagerne til den sædelige og politiske Opløsnings Tilstand, hvori hans Folk var stedt. Men særligthenlederhanOpmærksomhedenpaa Adelens Degenerationogpaaviser,hvorledesStandens Frelse maa søges igjennemensundereogmere tidssvarende Opdragelse af de unge Adelsmænd. Efter et løst Overslag gjør han den Beregning, at der aarligt rejste firehundrede unge AdelsmændudafLandet,og af disse kom næppe Halvdelen tilbage.Noglefaldtveli Krig, men de fleste gik tilgrunde ved sandselige Udskejelser, store Rigdomme førtes derved ud af Landet, og Nationens bedste Kræfter lagdes øde. Man havde for stor Hast med at sende de Unge ud i en Alder, hvori de hverken havde Modenhed eller Erfaring nok til at kunne modstaa de Fristelser, hvorfor de udsattes. Ved Tysklands Universiteter lærte de fremmede Sæder og Skikke, som ikke passede for Livet i Hjemmet, og Italien, som især besøgtes for de ridderlige øvelsers Skyld, havde paa den Tid en sørgelig Berømmelse for Usædelighed. HoflivetogKrigerlivetfrembødde samme Fristelser i et endnu større Omfang. Dersom Forældrene ansaa det for nødvendigtatbevaredenhidtil brugelige Uddannelse, burde de dog i ethvert Tilfælde ikke lade de Unge være ude mere end et Par Aar ad Gangen og hyppigt kalde dem hjem, for saaledes at kunne øve et stadigt Tilsyn med deres Udvikling.Vildemansendedem i Krigstjeneste, maatte man

Side 34

aldrig betro dem til Mænd, man ikke kjendte, og man maatte ikke sende dem ud enkeltvis, men fire eller fem i Samling og forbyde dem at forlade hinanden, thi derved kunde man maaske opnaa, at den ene holdt igjen paa den anden. Men naturligst var det dog, om man tilvejebragte alle Betingelserne for en sund og en omfattende Uddannelse indenfor Landets egne Grændser. Man opnaaede derved ikke blot, at man kunde holde Ungdommen under en strængere Tugt, men ogsaa, at de rige Midler, der ellers til liden eller ingen Nytte bortødsledes i Udlandet, nu kom Landet selv tilgode. Forfatteren roser de Adelsmænd, der havde oprettet Akademier paa deres Gaarde, for derved selv at kunne øve Tilsyn med Junkernes Opdragelse; man var her slaaet ind paa den rette Vej, men de Offre, enkelte bemidlede Mænd kunde yde, vare ikke tilstrækkelige. Konger og Fyrster skulle søge deres bedste Støtte hos deres Adel, men derfor have de ogsaa den Pligt at sikkre Standen en Uddannelse, der svarer til dens Betydning. Kongen af Frankrig burde saaledes oprette fire ridderlige Akademier, f. Ex. i Paris, Lyon, Bordeaux og Angers, eller da KongernesHofferjofragammel Tid af havde været fortrinlige Planteskoler for Adelen, burde man maaske dertil vælge fire kongelige Slotte, f. Ex. Fontainebleau, Moulin, Plessis og Coquar, der stode übeboede og ved deres Beliggenhed og Størrelse netop passede ypperligt til denne Anvendelse. Paa ridderlig øvelse, Ridning, Fægtning, Svømning, Ringrendningo.s.v.skulde der lægges særlig Vægt, fordi Standen trængte til en sund legemlig Udvikling. Men tillige skulde der meddeles en omfattende Undervisning i alle de Fag, der vare fornødne til Erhvervelsen af en grundig Dannelse,ogderskuldeansættes Lærere i de klassiske Sprog, Historie, Mathematik, Geografi, Befæstningslære, de nyere

Side 35

Sprog, Tegning og Musik. I Spidsen for et saadant Akademiskuldederstillesen Superintendent (o: Overhofmester), der skulde føre et flittigt Tilsyn baade med Lærere og Disciple. Akademiets Love maatte strængt overholdes, og et gjentaget Brud paa disse skulde straffes med Udstødelse. De unge Adelsjunkere skulde hver medbringe en Hest til Brug ved de ridderlige øvelser, hvorved man tillige opnaaede, at Adelen fik veløvede Heste til Krigsbrug. Forfatteren maatte gjøre den sørgelige Indrømmelse, at man ikke i det ridderlige Frankrig kunde finde øvede Fægtemestere. Man maatte derfor indkalde dem fra Italien, men man burde ikke beholde dem længere end to Aar, da man i den Tid let vilde kunne uddanne indfødte Læremestere. Gejstlighedenhavdeofteklagetover, at man berøvede den dens Indtægter og tillagde uduelige Adelsmænd dem, man havde nu en fortrinlig Lejlighed til at stoppe Munden paa den ved at anvende de omtalte Indtægter til Anlæget og VedligeholdelsenafdisseUndervisningsanstalter.De unge Junkereskuldeforeløbigtundervisesi Hjemmet eller i en eller anden Skole og derefter optages paa Akademierne i en Alder af femten eller sexten Aar, og først efter at have studeret i disse i fire eller fem Aar, maatte de rejse udenlandsellergaaiHoftjeneste o. s. v. ').

Det har sin store Interesse at læse disse Betragtninger, fordi det er de samme Tanker, der vende tilbage i ChristianIV's Stiftelsesbrev for Sorø Akademi²). Det er en fransk Indflydelse, der gjør sig gjældende i Oprettelsen af de ridderlige Akademier, men Sorø har dog vistnok ikke

1) Discours polit. et militaires. Hasle 1587. 8. S. 108 (f.

2) Kongebr. om Sorø Akademi, 30te November 1623, findes i E. G. Taubers Udsigt over Sorø Akademies Forfatning. Kbh. 1827. Fol. S. 2 ff.

Side 36

umiddelbart havt sit Forbillede i Frankrig. Vyrtemberg, der med Hensyn til Skolevæsenets Udvikling saa ofte er gaaet i Spidsen for de protestantiske Lande, har ogsaa Æren af at have oprettet det første ridderlige Akademi udenfor Frankrig. Og ligesom Herlufsholms Skole havde sine Forbilleder i de vyrtembergske Klosterskoler, saaledes er der ingen Tvivl om, at det var det bekjendte «Collegium illustre« i Tybingen, der foresvævede Christian IV ved Oprettelsenaf Sorø.Akademi¹).

1) Om Skolevaesenet i Vyrtemberg i d. 16 Aarh. findes Oplysninger i min Afhandling: «Biskop J. D. Jersin.. Kbh. 1868-70. 8. S. 22-23. Da Hertug Christopher af Vyrtemberg 1559 oprettede de vyrtembergske Klosterskoler, der niermest vare bestemte til Uddannelsen af Gejstlige og Universitetslaerere, var det tillige hans Tanke at oprette Jignende Skoler for Adelen til Uddannelsen af Statsljenere. Men denne Plan kom han ikke til at gjennemfere. Hans Sen, Hertug Ludvig, optog den og lagde 1589 Grunden til Collegium illustre, der indviedes 1591 og vaesentliut ordnedes efter franske Forbilleder. Det blev egentlig oprettet for Prindser af det vyrtem bergske Hus, og naar ingen af Prindserne studerede der, skulde det lukkes. Men man optog ogsaa deri andre Standspersoner: Fyrster, Grever, Friherrer og Adelsmaend af den protestantiske Religion. 1599 opholdt der sig 11 Fyrster og 60 Adelsmaend. Foruden Overhofmesteren, der skulde vaere af Adel, havde Collegiet 4 Professorer, 1 Beridder og 1 Faegte- og Danse-Mester. Det stod umiddelbart under Hoffet, men havde sin egen Jurisdiktion. Enhver, der optoges deri, skulde baere en egen Dragt: en violet Kappe med iErmer og lange Vinger. Den Anseelse, Collegiet ned fra Begyndelsen af, tabte sig dog hurtlgt. Tvbinger Universitetets og Hofl'ets umiddelbare Naerhed gjorde det mega vanskcligt at bevare Tugten iblandt Junkerne, og det varede ikke laenge, inden det kom i Vanrygte paa Grund af deres store Udskejelser. Ved Begjndelsen af Trediveaarskrigen blev det lukket, og da det senere aabnedes igjen, kunde det ikke trives. K. Kliipfel: Gesch. d. Univ. Tubingen. Tub. 1849. 8. S. 105 ff. Iblandt de danske Adelsmaend, der optoges deri, var 1613 Manderup Due (f. 1596, f 1659' med sin Hovmester Michel Madsen (siden Leege i Holding), 1618 —19 Henrik Rammel |f. 1601, f 1653) og 1620—23 tre Sunner af Albret Skeel til Fusinge: Christian Skeel (f. 1603, | 1659), Christopher Skeel (f. 1604, f 1622) og Otto Skeel (f. 1605, f 1646;, Christopher Skeel døde i Tybingen tilligemed deres Hovmester, og de to andre Brødre fik derpaa til Hovmester Jacob Sperling (siden Præst ved St. Knuds Kirke i Odense).

Side 37

Ved De la Noue's Discours var Spørgsmaalet om AdelensOpdragelse og hele Samfundsstilling blevet sat paa Dagsordenen rundt omkring i Evropa, og iblandt de forskjelligeSkrifter, der fremkaldtes ved denne Bevægelse, er der ogsaa et Indlæg fra dansk Side, der særligt fortjener at komme i Betragtning. 1602 holdt en ung dansk Adelsmand,Godske Lindenov, i Franeker en Tale «ora Maalet for den adelige Ynglings Studier«. Talen blev trykt samme Aar og dediceredes til Kantsleren Christian Fris til Borreby¹). De la Noue havde ikke i sine Discours paa noget Punkt foregrebet de unge Adelsmænds Valg af Livsstillinger, han fordrede kun en sund legemlig og aandelig Fordannelse, der kunde udvikle den Modenhed og Karakterfasthed hos de Unge, som var fornøden for at de kunde lese de Opgaver, der stilledes dem, miar de traadte ud i Livet; men i øvrigt forudsatte han, at de ligesom tidligere kunde vælge Krigerstanden,gaa i Hoftjeneste eller overhovedet søge en hvilken som helst Stilling, der passede for deres Stand. Men i Modsætning til ham tager den danske Adelsmand Sagen ganske anderledes ungdommeligt. Han har stirret sig blind paa en eneste Opgave og kan ikke tænke sig andet Maal for den adelige Yngling end det at blive Statsmand. Derforhar

1) Godofr. Lindenow Danus, Oratio de optimo vitæ genere nobili adolescenti deligendo. Conscripta et Franequeræ Frisiorum publice recitata. Franekeræ 1602. A. Foruden Dedicationen til Christian Fris, i hvem Forf. seer et udmærket Forbillede for en Statsmand, findes der i Skriftet Æresdigte af to danske Adelsmænd: Michel Hvas og Erik Krabbe, og af Forfatterens Hovmester: Laurentius Olaus Medelfardensis. Skriftet findes i d. kgl. Bibi., Hjelmstj. Sml. 1751. 4. Gotfred eller Godske Lindenov til Ortoft var Søn af Johan Lindenov og Fru Mette Spejl til Borreby. Han døde ien ung Alder paa en Rejse i England.

Side 38

forharhan heller ikke Anelse om de ridderlige Øvelsers Betydning og nævner dem ikke med et Ord. Derimod paaviserhan i det første Afsnit af sit Skrift, hvor nødvendigt det er for de unge Adelsmænd særligt at fordybe sig i Studiet af Historien, Retsvidenskaben og Sprog, hvis Betydningfor Statsmanden han nærmere udvikler. Men Forfatterenhar dog en Følelse af, at der kan rejses en Række Indvendinger imod den Betragtning, han gjør gjældende, og han søger derfor paa Forhaand at gjendrive dem i det sidste Afsnit af sin Afhandling, idet han i en frisk og livligForm kritiserer de forskjellige Livsretninger, hvori Adelsmændeneplejede at slaa ind, idet de enten valgte Krigerstandeneller Hoftjenesten eller trak sig tilbage til Privatlivet.

Den ferste Indvending, der naturligt maatte frembyde sig, var da denne, at Adelen jo havde sine store Friheder og Særrettigheder, Adels Navn og Vaabenmærke, Len og Undergivne o. s. v., fordi den i særlig Forstand var Krigerstanden,ogaf denne Grund maatte det da ogsaa stille sig som en uafviselig Pligt for den unge Adelsmand at indvie sig til at være Kriger. Men dertil svarer Forfatteren, at det er en Misforstaaelse, naar man havde troet, at Rigets overste Stand særligt skulde være Krigerstand. Ja, saa længe som Folkene endnu levede i deres første Raaheds Tilstand, da Samfundsforholdene endnu ikke havde fæstnet sig, og man ikke havde lært at indordne sig under Love og faste Livsformer, saa længe nøde de Mænd den største Anseelse, der bedst forstode at røve, plyndre og skjænde, thi andet er Krigerlivet dog ikke, og dengang vandt man de øverste Stillinger i Samfundet og de Rettigheder, der knyttede sig dertil, naar man udmærkede sig som Krigere. Men nu, da man levede under rolige og ordnede Samfundsforhold,vareAdelsrettighederne

Side 39

forhold,vareAdelsrettighederneikke længere knyttede til Krigerstanden, men til den Stand, der beklædte de øverste Embedsposter i Riget. Man kunde lære det af Venetianerne, der netop nedledede deres Adel fra de Mænd, der særligt havde gavnet Samfundet ved deres vise Raad og fortrinlige Embedsførelse. Det samme var Tilfældet hos de gamle Romere, der dog i egentlig Forstand maatte kaldes et Krigerfolk; hos dem kunde jo alle være Krigere, men dersomdealle havde havt Adelsret, saa havde der jo af den Grund ingen Adel været. Forholdet var derimod det, at det kun var de Mænd, der havde beklædt de kuruliske Poster (o: Ædiliteten, Præturen og Konsulatet), der fik Adelsret eller jus imaginum, og de saakaldte »homines novi», der vandt denne Ret for deres Efterkommere, f. Ex. Cajus Marius, M. Tullius o. m. Andr., havde netop svunget sig op til denne Værdighed ikke ved Krigerdaad, men derimodpaaGrund af deres fortrinlige Egenskaber som Statsmænd.Detteer i Korthed den unge Adelsmands Tankegang,ogder er ingen Tvivl om, at det var den Betragtning,Adeleni Almindelighed gjorde gjældende i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede. Men det skulde dog være mærkeligt, om Standen ikke var bleven sig den Modsigelse bevidst, der var tilstede imellem denne Betragtningsmaade og den Tankegang, der laa til Grund for en Artikel i Haandfæstningen,somalle Konger fra Christjern II til Frederik 111 maatte undertegne, og som lyder saaledes: «Item skal vi ikke give nogen Mand den Frihed og Frelse, som Ridder og Svende have, uden med menige Rigens Raads Raad, Villie og Samtykke, uden nogen forhverver det saa ærligen paa Marken, at han er det værd«¹). Ved at forsøge paa at

1) Gehejmearkivels Aarsberetiunger 11, S. GI, 74, 86, 98, 105, 113.

Side 40

opstille og begrunde nye Forudsætninger for sine gamle Friheder havde Adelen gjort en farlig Indrømmelse og vovet sig ind paa et Skraaplan, der, om end langsomt saa dog sikkert, maatte føre den hen til den Katastrophe, der indtraadte 1660.

Men naar den unge Adelsmand vilde uddanne sig til Statsmand, hvor skulde han da søge sin Forskole? Mon det da ikke var igjennem Hoftjenesten, at han skulde arbejde sig frem imod det ophøjede Maal, han havde stillet sig? Ogsaa til disse Spørgsmaal har Forfatteren et Svar. Der gives to Klasser af Hofmænd. Den første omfatter de virksomme,højhjertede og begavede Mænd, under hvis vise og forstandige Statsstyrelse Lande og Riger blomstre. Om dem har han kun det at sige, at det er hans højeste -Ønske engang at kurne blive regnet i deres Tal. Men den anden Klasse er det store Slæng af aandløse og taabelige Smigrere, der henleve deres Liv i Tomhed og -Ørkesløshed uden at have andet Maal end det at nyde Livet. Han kan ikke finde Ord stærke nok til at skildre dette aandløse Hofliv, og han hader disse blodløse Skikkelser, der færdes ved Hove uden at have anden Ret til at indtage deres Plads i KongernesOmgivelser end den, at de for -Øjeblikket ere Gjenstandfor den lunefulde Fyrstegunst, eller den, at de endnu have en Rest tilbage af deres Formue til at ofre til Brætspil,Tærningestob, Kortspil eller Elskovshandel. Idet han laaner et Billede fra Plimus, sammenligner han dem træffendemed visse Skildpadder i de indiske Floder: Naar Solens brændende Straaler ophede Vandet, lade de sig i en Dolce farniente drive ned ad Strømmen, forglemmende Alt, hvad der er uden omkring dem, indtil de en Dag vaagne op og opdage, at Solen har brændt Skallen ud, saa at de ikke længere kunne dukke under eller foretage de vante

Side 41

Bevægelser og derfor blive et værgeløst Bytte for deres Fjender. Saaledes gaaer det dette Hofkryb. Naar de blive stødte ud af disse Omgivelser, ere de de elendigste af alle Mennesker; thi de kunne ikke leve i anden Sfære. Hofsolenhar hulet dem ud. Kreditorerne tage den sidste Eest af deres Ejendele og lade dem maaske næppe en Strikke tilbage, hvormed de kunne ende deres Liv, og dersom det lykkes dem at trække sig tilbage til deres Landgodser, udsugeog flaa de deres Undergivne for at vinde tilbage, hvad de satte til i ødselhed og Pragtsyge. Saaledes skildrer den unge Adelsmand Hoflivet, han hader Hofadelen. Forfatteren har derefter endnu kun tilbage at omtale de Adelsmænd, der trække sig ud af det offentlige Liv for at leve et stille Privatliv. Men med dem er han hurtigt færdig, thi han har kun dette at sige om dem, at de svigte deres Stand og deres Fædreland.

Man skjelnede i Almindelighed imellem to Klasser Hofmænd, de saakaldte Cancelli-Herremænd, der havde Ansættelsei Cancelliet og Renteriet, og Jagt-Herremændene eller de egentlige Hofmænd — en Inddeling, som altsaa noget nær svarede ti', den mere ideelle Inddeling, som Godske Lindenov opstillede. Han dødo i Udlandet i sin første Ungdom, førend han havde fundet Lejlighed til at virkeliggjøre det Ideal, han havde udmalet sig i sin første ungdommelige Begejstring. Dersom det var lykkedes ham at vende tilbage til sit Fædreland, vilde han vist have sogt Ansættelse som Cancelli-Herremand. Men det er et stort Spergsmaal, om han ikke vilde have følt sig i høj Grad skuffet ved at føres ind i disse Omgivelser; thi ogsaa her havde det vilde Hofliv efterladt sig sørgelige Spor. Do unge Adelsmænd, der skulde føre Registraturerne, blovo efterhaanden mere og more sløve og ligegyldige, tilsidst

Side 42

mødte de enten slet ikke eller ydede kun halvgjort Arbejde, og i Slutningen af Christian IV's og Begyndelsen af FrederikTlTs Regjeringstid voxede Uordenen endog i et saadant Omfang, at Arbejdet gik helt istaa, indtil Cancelliets Fyrboder,Rasmus Rasmussen, i Aarene 1657-60 paatog sig, saavidt det endnu var muligt, at udfylde Registraturerne og at udarbejde Registre dertil¹). Det var en Mand af simpel borgerlig Stand, uden Navn eller Anseelse, der her ud forte det Arbejde, som havde paahvilet Adelsmændene. Men det var farlige Slutninger, man kunde udlede af denne Kjendsgjerning. Thi mon da Mænd af Borgerstanden ikke ogsaa paa andre Omraader og paa højere Embedsposter skulde kunne lose Opgaverne nok saa fyldestgjorende som Adelen, forudsat da at Vedkommende vare i Besiddelse af den dertil fornødne Dannelse, og hvorfor skulde da disse Embeder udelukkende forbeholdes Adelen? Det var denne Tanke, der allerede 1606 foresvævede den Mand, som dengangejede det Exemplar af Godske Lindenovs Skrift, der har været benyttet her ved denne Undersøgelse. Han har kort men fyndigt øvet sin Kritik over Skriftet blot ved Hjælp af et Par Blækstreger. Hvor Godske Lindenov skriver: »don adelige Ynglings har Kritikeren overstreget «adelige« og ovenover skrevet: «lærde«, og hvor der staaer: »Adels Byrd» eller »Adels Værdighed«, har han istedetfor skrevet: «lærd Dannelse«²).

1) Suhms Nye Saml. I, S. 1 (f.

2) Den omtalte Kritiker kalder sig: Dauid Thilemannus Lepholt Anco. Han har skrevet sit Navn tilligemed Aarstallet IG()C> foran paa Titelbladet i det ovennævnte Skrift.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 4 (1873 - 1874) 1

Nogle Bemærkninger om Samfundsforholdene, især Opdragelsen, hos den danske Adel i Tidsrummet 1536—1660.