Ludvig Holberg som Lærer i Historie. Af Chr. Bruun. Kjøbenhavn 1872.

Side 632

Under den ovenstaaendc Titel har liibliothekaren ved det store kongelige Bibliothek, Justilsraad C. Bruun udgivet et særdeles elegant udstyret Skrift, der yder mere, end Titlen angiver, for saa vidt det ikke blot handler om Holberg som Professor i Historie, men ogsaa har villet meddele det historiske Professorats Historie fra dets første Tider lige indtil Frederik Sneedorts Dage — hvorlil man i Universitetets Lectionscalaloger altid har kunnet tinde den rigeste Kilde —, tillige med Bemærkninger om Lærestolen for Historie og Politik ved det Ira Aaret 1(i23 til Aaret 16t55 bestaaende Academie i Soro og om de der fremkomne Lejlighedsskrifter om Historie, og med en Udsigt over den ældre Hisloiieunderviisriing i de danske eller norske Skoler; «Leiligheden benyttes«, hedder det i Fortalen, «til at give en kort Udsigt over, hvorledes Studiet af Historie (og Geographie) har udviklet sig ved Kjøbenhavns Universitet og i den lærde Skole i Danmark til hcnimod Slutningen af det 18de Aarhundredeu.

Paa Bogens sidste Side gjeres i et Tillæg Læseren opmærksompaa,at
den Inddeling at Historien etter tide Ure
Monarchiern, som ogsaa Holberg har lagt til Grund hu sin

Side 633

Synopsis Historiæ Universalis, allerede findes i Johann CarionsUdsigtover Verdenshistorien. Delte forholder sig ganske vist saaledes, men netop derfor burde Carion og hans Krønike ikke blot, i Stedet for i Slutningen, have været nævnt i Spidsen af Afhandlingen, men der havde der, da de betegneetsaa mærkeligt Led i den hele historiske Underviisningoverhoved,været al Anledning til at gaae nærmere ind paa den Carion'ske Krønikes Eiendommelighed og Betydning,selvuden Hensyn til, at denne Kronike snart ogsaa i Danmark vandt umiddelbar Indflydelse. Med Hensyntildens Oprindelse kan det her bemærkes, at man derom har den Fortælling, at da Kurfyrsten af Phalz, Philip den Oprigtige, engang havde flere Lærde, deriblandt Rudolf Agricola og Johann Dalberg, Biskoppen af Worms, i Beseg ved sit Hof, og disse i Løbet af en Samtale om Statsanliggenderoftereanførte Exempler af den persiske, græske og romerske Historie, yttrede Fyrsten det Ønske, at man maatte faae et kort Omrids af de fornemste Verdensbegivenhederide fire Verdensmonarchier; herved følte Johann Carion, der egentlig var Mathematiker, men som tillige havde beskjæftiget sig med historiske Studier, sig senere tilskyndet til ogsaa at prøve sine Kræfter paa en saadan Opgave, og forfattededadet Skrift, som han kaldte Chronicon, og som, efter hans Onske gjennemseet af Philip Melanchton, og af denne forbedret og fuldstændiggjort, blev læst med overordentligtBifaldi det sextende Aarhundrede¹). Bogen beholdtgjerneCarions Navn, som dens, der havde givet den

1) Briefweehsel der beriihrntesten Gelehrten des Zeitalters der Reformation mit Herzog Albrecht von Preussen. Aus Originalbriefen dieserZeit von Johannes Voigt. Konigsberg-. 1841. 8. 139—140. Carion stod i flerenaiig Forbindelse med Kong Christian den Tredies Svoger, Hertug Albrecht, hvem han ogsaa har tilskrevet flere Breve om Grevefeiden i Danmark, som han selv under denne Krig, i Foraaret 1535, besogte i Hertugens Af hans Breve angaaende Grevefeiden, der ikke ere benyttede af dennes nyere Historieskrivere, ere nogle forkomne, nogle endnu i Behold (Voigt. anf. St. S. 153.).

Side 634

dens ferstc Form, men det var Melanchtons Aand og ReformatorensAnseelse,der især skaffede den dens store Udbredelse.Mangfoldigelatinske Udgaver afleste hverandre baade i og uden for Tydskland, og ved Siden af dem udkomogsaaen Bække af Oversættelser saa vel i Tydskland. som i fremmede Lande. Medens der saaledes i Løbet af det sextende Aarhundrede udkom et Par forskjellige franske Oversættelser, hvoraf den ene oplevede det ene Oplag efter det andet, blev Carions Krønike, som bekjendt, i det samme Aarhundrede ogsaa mere end een Gang udgiven paa Dansk — baade af Jon Tursen og af Christen Lauritsen. Og ligesomderallerede ved de beremte historiske Porelæsninger, som Melanehton holdt i Wittenberg med Carions Krenike som Grundlag, blandt Tilhørerne ogsaa var Danske, saaledeshavdedet fortjent at omtales, at i Kjøbenhavn bliver det i de for Communitctel i Aarel 1573 givne ældste Love allerede fastsat, at der ved Aftensbordet skal forelæses Stykker af Carions Krønike, etter Melanchtons forbedrede Bearbejdelse,elleri Stedet derfor Stykker af noget andet historisk Skrift¹).

Medens der ievrigt ikke saa let vil gives Anledning til Savn i Henseende til de ældre Optegnelser angaaende HistorieunderviisningeniDanmark, findes der i Skrifter fra den nyeste Tid enkelte Oplysninger, hvorpaa Forfatterens Opmærksomhed ikke har været fæstet. Som den ferste RepræsentantforHistorien ved Universitetet anferes saaledes Jonas Jacobsen Venusinus, hvis Udnævnelse til Professor Eloquentiæ et Historiarum falder i Aaret 1602. Men at Universitetet allerede mere end et Decennium tidligere havde havt en Lærestol i Historie, er især af H. Rerdam blevet fremhævetpaato forskjellige Steder, ferst nemlig i hans DoctordisputatsomHistorieskrivningen

1) In praudio semper recitetur aliquid ex sacris Bibliis, in coena autem seu post gratiarum actionem legantur Ckronica Fhilippi aut alia Historia, prout videbitur Præposito. Lovene af 1573 hos Beckniann, Comirmnitatis Regiæ Hauniensis Historia. Hauniæ. 1785. p IS.

Side 635

disputatsomHistorieskrivningenog Historieskriverne i DanmarksidenReformationen, og derefter i hans ved den historiske Forening udgivne Universitets-Historie¹). Det var Aaret efter Kong Frederik den Andens Død, at en LæsemesteriHistorie blev ansat ved Universitetet, og Den, der dengang i Aaret 1589 havde opnaaet en saadnn Ansættelse, var den senere som Historiograph bekjendte Niels Krag. Ifølge nogle Breve fra en Discipel i Herlufsholms Skole, hvis Meddelelse skyldes den samme Haand , der især har fremhævet Krags første Ansættelse, maa det ogsaa antages,atman allerede tyve Aar i Forveien paa Herlufsholmhavdefaaet Oiet op for Historiens Betydning for de Unge. Ved de ovenmeldte Breve menes her de Breve fra Christian Gyldenstjerne, som denne i Aaret 1569 under sin Skolegang paa Herlufsholm har tilskrevet Faderen, Magnus Gyldenstjerne til Stjernholm⁹); Christian Gyldenstjerne beder i et af sine Breve Faderen om at ville forunde ham nogle Høger, hvorfor der var Brug ved Skolen, og opgiver da blandt disse, ved Siden af den latinske Bibel, hvoraf der daglig læstes nogle Capiller, først paa Dansk og saa paa Latin, og ved Siden at Melanchtons græske Grammatik, ogsaa - Cransium», hvorved der vistnok kun kan forstaaes «Chronica Regnorum Aquilonarium per Alhcrtum Krantzium»; af denne Oversigt over Danmarks, Sverrigs og Norges Historie ved Kranlz eller Cranlzius, som Navnet ogsaa gjerne laliniseredes.

1) Holger Rørdam, Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge siden Reformationen. Kjøbenhavn. 1867. S. 9—10.9_—10. Holger Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Historie fra 1537 til 1621. Anden Deel (Kjøbenliavn. 1869—72.), S. H 22. Oprettelsen af den første Lærestol i Historie er vel heller ikke bleven overseet af N. M. Petersen, men hos ham 'Bidrag til den danske Literaturs Historie. Kjøbenhavn. 1853—1864. 111, 386.) omtales Krags første Ansættelse med de Ord, at »etter sin Hjemkomst blev han 1589 udnævnt til extraordinær Professor i Historie ».

2) Ny kirkehistoriske Samlinger. Udgivne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved Holger Rørdam. Sjette Binds Første Hefte (Kjøbenhavn. 1872.), S. 170—173.

Side 636

vare de to første Udgaver dengang allerede udkomne i Aarene
1546 og 1560.

Den første Sætning i Afhandlingen: »Gjennem hele det 16de Aarhundrede var der endnu ikke Tale om at docere Historie enten ved Universitetet eller i Skolerne" vil da ogsaa« i Medfør af det oven Anførte, trænge til Indskrænkning eller Berigtigelse.

Som Sammenligningspunkter mellem Udviklingen i Danmarkog paa andre Steder anføres i Skriftet følgende: «1533 forekommer allerede en Professor Historiarum i Marburg. 1364 blev Joh. Bocer Professor Poetices et Historiarum i Rostock. 1565 forekommer en Professor i Historie i Strasburg;i Wittenberg fandtes en Professor i Historie fra 1579, i Leipzig fra 1581. I Greifswalde blev Joh. Trygophorus 1610 Professor Poeseos et Historiarum.» Den Tanke, at der ved Bedømmelsen af Historieunderviisningens Skjæbne i Danmark, hvis den ellers skal blive klar og rigtig, kræves Hensyn til Forholdene andetsteds, kan kun billiges, men Tanken kunde med Grund have været gjennemført paa en noget mindre snevert begrændset Maade, end det har været Tilfældet ved de ovenfor gjengivne Notitser. Herved sigtes just ikke til, at denne Usle over de første tydske Professorater i Historie er lidet fuldstændig, eller at de færreste af de første, ei übekjendte historiske Professorer ved de protestantiske Universiteter anføres med Navn, skjønt det i det Mindste turde ventes anført, at det var Helius Eobanus Hessus, der i Marburg, ved det af Philip den Høimodige i Aaret 1527 oprettede og med ypperlige Lærekræfter udstyrede Universitet,er bleven nævnt som den første historiske Professor i Tydskland, men det er reent glemt at gjore endog det mindste Henblik til Historieunderviisningens Vilkaar i det svenske Naboland eller i saadanne større Lande som Englandog Frankrig, skjønt Adskilligt først ved saadanne Hensyn træder i det rette Lys. Det er saaledes, for at anføre eet Exempel, ret mærkeligt, hvor længe det varede, inden man endog i Frankrig bestemt gik fremad paa den Vei, som saa langt tidligere havde været fulgt i Norden. Det var først i

Side 637

Aaret 1769, at el Professorat i Historie endelig bliver oprettetved College de France, og selv her gjælder det endnu, som ved den første Lærestol i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, at denne Foranstaltning fremkom mere af Hensyntil Personen, end lil Sagen. En af de franske Ministre, Greven af Saint-Florentin, den senere Hertug af la Vrilliére, tog sig af en Client ved Hoffet, der gjerne vilde vinde et Navn i den litterære Verden, men ei kunde opnaae det paa egne Vinger; den lærde, men enestaaende og trængende Garnier, Fortsætteren af Vellys og Villarets Histoire de France, paatog sig da at yde et Arbeide, der kunde udgives under den Andens Navn, og til Belenning gav Ministeren, der kunde raade over Professoraterne, Garnier snart efter en Ansættelse ved College de France. Her havde der nemlig hidtil, som Michelet nærmere har fremhævet i sine Bemærkninger om det nye Professorats Oprindelse, været to Professorater alene i Hebraisk, men intet i Historie; Garnier opnaaede nu i Aaret 1769, at den ene af Lærestolene i Hebraisk skulde gives til Historien. Professoratet i Historie eller «la chaire de l'histoire et morale«, som Betegnelsen fra Aaret 1777 kom til at lyde, blev efter Garnier, Clavier, Levesque, Daunou og Letronne, fra 1838 til 1850 beklædt af Michelet, der med Hensyn til den Tilsidesættelse, der saa længe, lige indtil GarniersUdnævnelse, var bleven Historien til Deel, pia sin Maade udtrykker sig saaledes: «La Judée nous cachait le monde«.

Den Opfattelse af Historien, der i Aaret 1777 gav del historiske Professorat ved College de France sin Betegnelse, er i alt Væsenligt den samme, hvormed Holberg paa et bekjendtStedhar udtalt sig mod den aandløse Behandling, hvorved «Historien taber al sin Glands og Herlighed og gjøres til et gemeent og grovt Studium, der alene udfordrerIhukommelseog intet Judicium»j Holberg lagde med Hensyn til Historien en Hovedvægt paa «de mange herlige Exempler, som findes derudi», aldeles som Lord Bolingbroke eller, som Srhlosser kalder denne, »Skaberen af det attende Aarhundredes pragmatiske Historie» med sammentrængende Fyndighed har sagt, at »History is philosophy teaching by

Side 638

examples«'). Fra delle Standpunkt skrev Holberg som ProfessoriHislorie, da den nye Universitetsfundats af 11 Marts 1732 ogsaa havde gjort Historie til et Examensfag ved Universitetet,ogSavnet af en passende Lærebog derved var bleven feleligere, sin latinske Synopsis Historiæ Universalis, der udkom i Aaret 1733 og er affatlet efter den af Holberg saakaldle uerolemaliske Methode» eller i Form af SpergsmaalogSvar: i denne Henseende havde han ikke taget i Betænkning *at felge den ham ellers saa lidet tiltalende AndreasHejer,hvis «Kurzgefaszte Dannemårkische Geschichteu, der udkom i Flensborg i Aaret 1719, efter det ved Johann Hubners Lærebøger i Tydskland givne Exerupel, var «zu mehrerenDeullichkeitin Fragen und Anlworlen verfasset«. Ogsaa i Compendiet begynder Holberg strax med at give den DefinitionafHistorien, al «Historia est rerum præterilarum narratio, eum in finem suscepta, ut earum memoria conservetur^ quibus ad bene bealeque vivendutn instruamur». Til Oplysning at, hvorledes Holberg bar villet have dette forstaaet, kan her fortrinsviis henvises til den Maade, bvorpaa hans Synopsis besvarer Spergsmaal som disse: «Quænam erat causa destructionis Monarchiæ PersicæV« u Quænam erat vera causa bellorum civilium ?» «Quænam erat causa decrementipotentiæSaracenicæ?» eller som Exempei den Mande anferes, hvorpaa den fortæller Kong Ludvig den Elftes Adfærdmodde

1) Disse Orel af den aandrige Forfatter til "Letters on the Study and Use of History_• have givet en nyere britisk Historieskriver, Skotlajnderen Thomas Alison, der har opfattet Historien paa den samme Maade, Anledning til at fremssette denne Betragtning: •It is rarely indeed, that a combination of circumstances occur again precicely similar to any, which had preceded it. But amidst the infinite diversity of human affairs, and the increasing progress of the human race, there are certain general principles, which are of universal application, and the, neglect or observance of which, in all ages, had been attended with the same consequences. It is in the discovery of those principles, hidden from the ordinary gaze amid the multiplication of human events, that the great use of history consists." Alison, History of Europe from the commencement of the french Revolution to the Restoration of the Bourbons. Paris. 1841—42. X, 496.

Side 639

færdmoddemæglige Vasaller, der havde sammensvoret sig mod ham i la ligue du bien public: «Omnibus, quæ peterent, prolixe tribuendo, distractos a se invicem singulos deinde est aggressusn. For at Læseren ikke skal oversee den politiskeellermoralske Lære, der ligger i Fortællingen, indskydesderogsaa gjerne et «quod vulgo fieri solet«, eller «uti fieri solet«, eller «uti vulgo fieri solet«.

I den her anmeldte Afhandling hedder det om Holbergs lille Bog, at «det vilde blive altfor vidtløftigt al gjennemgaae det hele Skrift«, men som Bidrag til, at Læseren kan faae en Forestilling om, hvorledes Holberg har løst sin Opgave, meddeles et Par Steder af Bogen i dansk Oversættelse. Valget har ei hver Gang just truffet det meest charakteristiske Sled, dog om Saadant vil der mulig altid være forskjellig Mening, men hvad der neppe kan være stor Meriingsforskjel om, er, at saadanne Steder, naar de ellers ere heldig valgte, heller burde gjengives med Holbergs egne Ord ; Holberg tiltaler altid, ogsaa naar han som her skriver i et vel ei classisk, men flydende Latin, mere end hans Oversættere. Med Hensyn til hans hele Fremstillingsmaade overhoved lurde el Par Bemærkningerværepaaderes Plads, der vistnok maae paatrænge sig Enhver, der ellers er vel bevandret i Læsning af saadanne Compendier, men som der dog havde været Anledning til ikke at forbigaae, naar man netop med del lille Compendium for Oie vilde betragte «Holberg som historisk Lærer«. Den ene er, at det jo nu allerede længe er blevet anerkjendt som en Hovedopgave for et saadant Compendium, men en ofte vanskelig, saa vidt mulig ikke at skildre ved Domme i Almindelighed,menafBegivenhedernes Mængde at udvælge saadanne charakteristiske Smaalræk, al i og med dem det almindelige Billede bliver givet. Johannes von Mullers Udsigtoverdenalmindelige Historie og Michelets Précis de l'Histoire Moderne kunne nævnes som Mynstre paa denne Fremstillingsmaade, de ere traadte til Opgaven med en historiskLærdomsfyldeogmed en Aand, der som oftest har vidst at udgribe det rette Træk. Men allerede i Holbergs Synopsis træffer man, hvad der havde egnet sig til at fremhæves,eniForhold

Side 640

hæves,eniForholdtil hans Samtid ikke umærkelig Tilnærmelsetilensaadan Fremstilling, Compendiet staaer for saa vidt ikke tilbage for mangen nyere Lærebog, der, med FornægtelseafethvertHensyn som det ommeldte, kun er vedblevenatudmærkesig ved en uovergaaelig Tørhed; endnu den Dag i Dag vilde nyere Compendieforfaltere ikke uden Frugt kunne gjennemgaae det Holbergske Compendium, de kunde der paa mere end eet Sted blive opmærksomme paa heldig valgte Træk, der nu pleie at forbigaaes, men endnu fortjene at oplages og opbevares. Den anden Bemærkning er denne. I geographiske Lærebøger kan man støtte Hukommelsenvedalminde om de Antydninger, der ligge i selve de geographiske Navne, hvad enten disse nu gjælde en vulkansk Oprindelse (Tierra del Fuego, Reykjavik) eller Bjergrækkers Høide (Ilimalaya, Sierra Nevada), en relativ Størrelse (Majorka, Minorka) eller en relativ Beliggenhed (Peking, Nanking), Floders Sammenløb (Coblenz, Pandjab), Havnes Ypperlighed (Bombay), Klimaets Herlighed (Buenos Ayres) eller andre geographiske Forhold. Paa en lignende Maade har Holberg med Hensyn til Flistorien i sit lille Skrift kjendcligen lagt Vægt paa at støtte Hukommelsen eller — for her ogsaa at benytte hans egne Ord i hans Brev om Bogen til Gram — «at sublevere memoriam» ved at minde enten om forskjellige fra Fortiden nedarvede Ord eller om de TalemaaderogOrdsprog,hvori et eller andet historisk Minde længe kan vedblive ligesom at gaae igjen, eller om hvorledes et saadant Minde ogsaa paa andre Maader endnu kan findes afpræget. Ligesom han, naar han fortæller, hvorledes man i Oldtiden skrev paa Voxtavler og derved brugte en Griffel (stylus), strax har tilføiet, at derfra kommer det, at vi endnu tale om en Forfatters Sliil (Hine per stylum formam scribendihodieintelligimus),saaledes glemmer han ikke heller, naar han omtaler Ægyptens nye Brug af Papyrusplanten, som han med Varro først henfører til Alexander den Stores Tid, den Erindring, al fra denne Brug af Planten stammer endnu Betegnelsen for vort Papir (Hine charta, qua hodie uti mur, dicitur Papyrus), eller, naar han omtaler Altalernes BibliothekiPergamumog

Side 641

thekiPergamumogdel nye Fabrikat, hvormed disse nu igjen her sagte at kappes med Ptolemæerne, den tilsvarende, at fra deUe Fabrikat have vi endnu vort Udtryk for Pergamentet:«HincnornenPergamenæ vulgo.« Som de gamle Danskes fornemste Guder nævner han Odin, Thor, Tyr og Freia , «a quibus dies denominati sunt», som Hovedslilteren af Tyrkernes Rige Osmann eller Othmann, «quod ad hune usque diem sub nomine Portæ Ottomannicæ floret, nam Porta significat sedem Imperii«. Efter at have fortalt om BondekrigenunderThomasMiinzer og om Bendernes Nederlag i Slaget ved Frankenhausen glemmer han ikke hine mærkværdige Faner, hvorunder de vare dragne frem til Kampen, men fremhæver af disse dem, hvori, som han skriver, Hjul vare afbildede, for da at gjere denne Bemærkning: «Unde hodie seditiosorum hominum Antesignani vocantur Hade Is lix firer¹); ligesom han, efter at have omtalt, hvorledes Stephan IJalhory som Konge i Polen, samtidig med den nye Organisation af Kosakkerne, oprettede Rytterstationer paa Grændsen mod Tatarerne, gjer opmærksom paa, at Navnet Quartaner hidrererherfra.fordi Fjerdedelen af Indtægterne af de til det kongelige Taffel henlagte Godser blev anvendt til RytternesSold.Hanomtaler Magnus den Godes Seir over Venderne saaledes , at »in Daniam eruptionem facientes tanta clade afllixit, ul in proverbium abierit: Du bist noch nicht Krojtper- Hetde vorbey»^ og Lybekkernes Anfald under Grev Christopher af Oldenborg og den hele ForstyrrelseiGreveleidenmed den tilsvarende Tilleielse:

1) Dette er dog en Misforstaaelse. Madelsj iihrer kommer vistnok af Rådet eller Jiådlein, Diminutiv af Had, men kun fordi Ordet i Almindelighed er blevet brugt om en Kreds af Personer, der slaae sig sammen eller sammenrotte sig. Det var ikke helJer Hjul, som Bønderne fra Sodenburg havde villet afbilde i deres Fane, men i den stod et Skjold, hvori et Kors var indsat. Holberg er mnaskee her bleven vildledet ved den kun to Aar i Forveien udkomne Udgave af Gotz von Berlichiugens Autobiographie (Lebens-Beschreibung Herrn Gozens von Berlichingen, genannt mit der Eisemen Hånd. zum Druck befoidert von Yeiono Franck von Steigenwald. Kiirnberg. 1731. S. 281).

Side 642

cHinc proverbium in comitis tempora incidere, cum calamitosa tempora ominamur.» Paa samme Maade har ligeledes alleredehan,efterat have nævnt Novgorod som en af de mægtigsteogrigesteStæder i Rusland, disse Ord: «Hinc proverbium:Quisaliquidtentare audebit contra Deum et Magnam Novogardiamn. Han giver, efter den gamle portugisiske Tradition, sin Beretning om Slaget ved Ourique saaledes, at Alphons den Ferste her seirede over fem Maurer-Konger, og forbigaaer da ikke heller, at de fem blaa Smaaskjolde i det portugisiske Vaaben hidrøre herfra.

Skjendt Holbergs Synopsis vistnok ingenlunde er fri for positive Feil¹), har den dog i sin Tid ved den Friskhed, hvorved dette Gompendium dengang udmærkede sig, og som ogsaa med Bevidsthed var eftertragtet af Holberg — der havde en Gru for «pure Navne og AarstaU og derfor altid havde «anseetde tydske Compendia som Desperates Værk« —. ved den Korthed, som Holberg ansaa for en Hovedsag ved et Compendium-), ved den Klarhed, der hviler over Alt fra

1) Han omtaler Freden, der i Aaret 1720 gjorde Ende paa den elleveaarige Krig med Sverrig, saaledes: «Facta est pax Fredensburgensis nomini Danico gloriosa». Den besynderlige Fcil, at nævne Freden i Fredensborg i Stedet for Freden i Frederiksborg, er, fra disse Ord i Holbergs Compendium fra Aaret 1733, senere ikke blot gaaet i Arv i hele det forrige Aarhundrede (Suhm, Historien af Danmark, Norge og Holsten, udi tvende Udtog til den studerende Ungdoms Bedste. Kjøbenhavn. 1776. S. 159. Lagerbring, Nya Stats- Historien i Sammandrag, til svenska Ungdomens Tjenst. Første Delen, som handler om Dannemark. Stockholm. 1777. S. 162. F. Sncedorffs samlede Skrifter. Kjøbenhavn. 1796—1797. 11, 298. IV, 2, 309), men gjenfindes ogsaa i dette Aarhundrede endnu i de nyere Udgaver af Suhms Lærebog, indtil Feilen endelig bliver rettet i den Udgave, der udkom i Aaret 1832 (Suhms Udtog af Danmarks, Norges og Holstens Historie til Brug for den studerende Ungdom. Efter afdøde Professor Kierulfs Omarbeidelse, anden Gang udgivet med Rettelser og Tillæg af E. C. Werlauff. Kjøbenhavn 1832. S. 154.)

2) Kortheden er saa stor, at medens nogle Landes Historie reent forbigaaes, har Compendiet endog om den danske Historie kun Lidet over en Snees Sider. Hvorledes det derfor ogsaa allerede i Aaret 1751 ved kongeligt Rescript blev overdraget det danske Selskab at tilveiebringe et Compendium over den danske Historie, "hvoraf i det danske Sprog ikke vides Noget til Dato udgivet", og Selskabet atter i Aaret 1757 blev mindet om et saadant Compendium, der aldrig udkom, har Werlauff havt Leilighed til at bemærke (Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog i det første Aarhundrede. Kjøbenhavn 1847. S. 42, 76.)

Side 643

Holbergs Haand, og vel ogsaa ved det Lune, som af og til fremtraadte¹), baade i Hjemmet og i Udlandet fundet usaedvanligUdbredelse.IdetnyeSkrift, der har fremkaldt disse Bemaerkninger, er der meddeelt en Fortegnelse, som med en vistnok udtemmende bibliographisk Fuldstaendighed samraenstillerforudentiUdgaveridet latinske Originalsprog, udkomne i eller uden for Danmark, baade et Par latinske Bearbeidelser og forskjellige Oversaettelser eller Bearbeidelser paa Dansk, Hollandsk, Tydsk, Engelsk og Russisk, i de tre sidste Sprog Here end een. Men hvor store Fortrin man endog i det forrige Aarhundrede kan have fundet i Holbergs Compendium, og selv om Den, der medbringer saerlig historiskSands,endnuikkeudenInteresse vil kunne laese — eller gjenlaese — et og andet Stykke i den lille Bog, kan det dog vistnok ikke vaere anderledes, end at det for Flere ei vil vaere saa let forstaaeligt, at et saadant Skrift har som Laerebog kunnet holde sig saa laenge, som Tilfaeldet var. Der var vel Intet til Hinder herfor i dens nerotematiske Melhoden ; ogsaa det Compendium, der senere her skulde komme i Brug i Skolerne i Stedet for Holbergs, havde oprindeligendnuheeltigjennemensammenhaengende Raekke af Sporgsmaal, — kun at disse nu stode under Fortaellingen, ikke, saaledes som hos Holberg, som Overskrifler over Svar —, og endnu i vore Dage er i England eller Skotland Intet almindeligere,endatdehistoriskeLærebeger

1) Eet Exempel: Naar Holberg har omtalt Uvidenheden i Middelalderen, navnlig i Norden, og hvorledes denne Uvidenhed igjen forhindrede, at Kjætterier dengang opstod i Danmark, udtrykker han sig saaledes: «Theologia uno fere solo articulo absolvebatur, scilicet quod semel clero esset datum, nunquam revocari posse, item decimas rite esse solvendas. Qui secus credebant aut faciebant, ii soli hæretici existimabantur.»

Side 644

mindeligere,endatdehistoriskeLærebegerblive udgivne saaledes, at der ved hver Afdeling fremsættes tilsvarende Spørgsmaal eller de saakaldte «Exercises»¹). Men Holbergs Compendium havde dog lige fra Begyndelsen medbragt en Dedsspire, det havde beholdt den Inddeling efter de fire Monarchier, som ogsaa, da det begynder at gaae ned ad Bakke, netop bliver lagt Bogen til Last — saaledes i Aareue 1777 og 1782 af Kritikere i Tydskland. Eet var imidlertid Kritiken af deri gammeldags Inddeling, et Andet al skabe den nye, og for at forklare, hvorfor Holbergs Compendiuru holdt sig saa længe, havde der været Opfordring til at gjeie opmærksom paa, hvor vanskeligt det faldt at træffe en ny og bedre Inddeling, og hvor længe det varede, inden en saa dan endelig trænger igjennem. Den almindelige Histories Inddelingi«Histoireaucienne,moyenneet moderne)) tindes vel allerede i Aaret 1753, eller Aaret ferend Holberg dede, anvendtafJacobVernetiGenf i hans Abregé de I Histoire universelle, og paa samme Maade gav ogsaa Schlozers VorstellungderUniversalhistorie,idensanden Udgave i Aaret 1775, en Udsigt over Historien, deelt som «Alte Well», «Mittelalter» og «Neue Welt», — skjendt Inddelingen her for saa vidt dog blev mindre bestemt, som Schlozer tillige lorud havde opstillet to Tidsaldere, som han benævnte «Urwelt» og «Vorweltu'-'). Men ligesom Begrændsningen i den nye store

1) Som ut Kxempel kan henvises til Robert Simpsons History ot' Scotlaud with Questions for Examinations. For the Use of Schools and Private Students. Thirty-first Edition. Edinburgh. 1^56.

2) I Tydskland var en Inddeling i «die alte, mittlere und neue Historie« vel allerede tidligere ogsaa bleven opstillet af Gatterer (Handbuch der Universalhistorie. Gottingen. 1764 —1765. I, 27.j, men med hvor stor Utrættelighed endog denne begavede og samvittighedsfulde Forfatter lige indtil sin Død vedblev at hengive sig til nye, altid ufuldendte Forsøg paa at fremstille Univt.-r.-alhistorien — eller •Verdenshistorien«, som han senere kaldte den —, har han dog aldiig selv vidst at gjennemføre den af liam i Aaret 1765 nævnte Inddelingsmaade. Hans sidste og heldigste Forsøg (Versuch einer allgemeiiieu Weltgeschichte. Guttiiigcn. 179'2.) har disse Hovedtidsaldeie: "Von Adaro, dem ersten Mtn- schen, bis zu Nimrod, dem ersten Konig«, >Von Nimrod, dem ersten Konig, bis zu AJexander M., dem ersten weltherschendeu Europaer», »Von Alexander M., dem eisten weltherscbenden Europaer in der alten Welt, bis zu Colombo, dem ersten Entdecker der neuen Welt».

Side 645

Tredeling endnu ogsaa kun var meget mangelfuld — idet Vernet lader Middelalderen begynde med Christi Fedsel og ende ved Aaret 1400, og Schlozer sætter den fra Chlodovig og Muhamed indtil Columbus —, saaledes er det langt fra, at den nye Tredeling strax blev almindelig. Det historiske Compendium, som i Tydskland, efter Opgivelsen af InddelingenefterdefireMonarchier,især længe kom i Brug ved Ungdommens Underviisning, var Schrocks Lehrbuch der all — gemeinen Weltgeschichte, hvoraf den ferste Udgave udkom i Aaret 1774; denne Lærebog kjender kun to Hoveddele af den almindelige Verdenshistorie, en for og en efter Christi Fedsel, og det var ogsaa denne Hovedinddeling, som blev fastsat i den Lærebog, der skulde afløse Holbergs i de danske Skoler. Skole-Commissionen, der var bleven nedsat i Aaret 1773, havde ferst henvendt sig til J. H. Schlegel, med Anmodningomatskriveensaadan historisk Lærebog; da han undskyldte sig, paatog Abraham Kali sig efter Guldbergs OpfordringOpgavenpaadetVilkaar,at han ikke vilde forbinde sig til at levere noget heelt Originalt, men at han maatte lægge en af de nyeste og bedste Læreboger, som Fremmede havde, til Grund for sin Fremstilling; dette blev tilstaaet, han foreslog da Schrocks som den meest passende til Grundlag, og Commissionen antog Forslaget. 1 «Den almindeligeVerdensHistorie,korteligforfattettil Brug for SkolerneiDanmarkogNorge«,som Kali ferste Gang udgav i Aaret 1776," er der i flere Henseender vel ogsaa taget Hensyn til Guldbergs ufuldendte Verdenshistorie, men denne havde ikke givet ham Anledning til at afvige fra Hovedinddelingen hos Schreck, ogsaa i den nye danske Lærebog begynder, ligesom i Schrocks, den nye Historie saaledes med Christi Fedsel, at allerede Augustus og de efterfelgende ferste romerske Keisere henføres til den nyere Historie. I den

Side 646

Udgave af Lærebogen, som udkom i Aaret 1793, finder man Tredelingen optagen af Kali, men kun saaledes, at efter denne Deling — «Historien fer Christi Fødsel», »Middelalderen",»NyereHistorie«—Middelalderener kommen til at strække sig «fra Christi Fødsel, indtil at Carl den Store bliver romersk Keiser«, og Augustus og de følgende romerske K.eisere altsaa nu here til Middelalderen; det var først de nyere Udgaver af Kalis Verdenshistorie, der, besørgede af Werlauff, endelig lastsatte Skjellet mellem Middelalderen og den nyere Historie ved Reformationstiden, og en ny Grændse mellem Middelalderen og den gamle Historie, nemlig først ved Romerrigets Deling ved Theodosius's Død, og senere ved det vestromerske Riges Undergang, efter at i Tydskland især Remer allerede længe havde søgt at gjøre gjældende, at det inaatte betragtes som en forkastelig Freingangsmaade, naar man inddeelte efter Begivenheder, der vistnok havde frembragt vigtige Forandringer, men kun efterhaanden og meget senere, end da de tildroge sig; fra dette Udgangspunkthavdehanikkemindrebekæmpet Inddelingen efter Christi Fødsel, end deres Inddeling, der begyndte den nyere Historie med Columbus's Opdagelse i Stedet for med den hurtig virkende Reformation. Under Forhold som de ommeldte,ogdaderhosHovedperiodernesUnderafdelinger i de nyere Lærebøger vare altfor mange og oftere uheldig valgte, forstaaes det lettere, at Holbergs Synopsis Historiæ UniversalisendnuiAaret1777udkom i tydsk, i Aaret 1779 i hollandsk, i Aaret 1787 i engelsk og baade i Aaret 1799 og i Aaret 1808 i russisk Oversættelse. Endnu i Aaret 1824 har en gammel jydsk Præst kunnet fortælle om, hvorledes han i sin Skoletid havde lært Historie efter Holbergs SynopsisJ).Naardetderimodi det anmeldte Skrift endog hedder, at »man skal endnu paa Landet finde Exemplarer af Holbergs Bog bevarede, som ere gjennemskudte med

1) AI. S. Blangsted, Sognepræst til Vester-Nykirke og Faaborg, i en Skrivelse af 27 Febr. 1824 om hans Skoleunderviisning, meddeelt til og af P. N. Thorup Blandede Efterretninger angaaende Ribe Cathedralskole. Sjette Fortsættelse. Ribe. 1830. S. 26 — 32.

Side 647

hvide Blade, paa hvilke talrige historiske Noter ere skrevne tiU, skal det ikke modsiges, al noget saadant tidligere kan have været Tilfældet, eller at en Bemærkning som den gjengivneisinTidkanhave været paa sin Plads, men det tør meget betvivles, at «Landet» nu, det er i Aaret 1872 eller 1873, opbevarer eller fremviser saadanne Minder; Forfatteren anfører heller ikke i dette Tilfælde JNogetsomhelst til Støtte for sine Ord, skjønt det vilde været interessant at have erfaret,hvorpaahannuhargrundet denne Mening.

Efter de meget faa Ord, som ogsaa endnu N. M. PetersensLiteralurhistoriekunhar havt tilovers for Holbergs her omtalte og i Henseende til nogle charakteristiske EjendommelighederheromhandledeSkrift, maa man vistnok give den nyere Forfatter, som igjen har villet tage det for, Ret deri, at det nu kunde været npaa Tide», til Charakteristik af dette historiske Compendium og med Hensyn til dets Betydningfordenhistoriske Underviisning i det forrige Aarhundrede,natfremkommemed de Oplysninger, der have kunnet bringes tilveie». Tidligere har ogsaa en ældre Holbergianer været opmærksom paa, at der her endnu kunde været ei saa Lidet at indhente. Fra forskjellige Sider bragtes Werlauff herlil, ikke blot ved den Deeltagelse, hvormed han overhoved omfattede og fordybede sig i Alt, hvad der kunde forherlige Holberg,mentilligeved den Interesse, hvormed han gjerne lagde Mærke til ethvert Træk i det Professorats Historie, som han selv i saa langt et Tidsrum har beklædt; det var ogsaa i en lang Aarrække faldet i hans Lod at skulle besørge de nyere UdgaverbaadeafKalis Verdenshistorie for Skolerne og af Suhms Lærebog i Danmarks og Norges Historie , og i sine Omarbejdelser af disse havde han da ogsaa faaet en OpfordringellerAnledningtil at see tilbage paa, hvorledes del, inden Holbergs historiske Compendium saa længe kom til at spille sin Rolle i Skolerne, havde seet ud med Historieundervisningenidenlærde Skole i Danmark. Denne WerlauffsInteresseforÆmnet kan vel ikke have været Forfatterenübekjendtoghavde da ogsaa fortjent at nævnes med et Par Ord. Med Hensyn til Holbergs Virksomhed som

Side 648

historisk Docent nærede Werlauff dog en Tvivl, der vel neppe nu kunde gjenfindes i nogen efterladt skriftlig Optegnelse, men hvorom der i Tillid til Hukommelsen her formeentlig ber mindes efter hans mundtlige Yttringer: han yttrede. maaskee ved en Tradition gjennem Abraham Kali, Tvivl om, hvorvidt man altid fra Anmeldelsen af Holbergs Forelæsningerkundedragenogen sikker Slutning, med andre Ord. om hvorvidt Holberg virkelig med Sikkerhed kan antages at have holdt de historiske Forelæsninger, han i Leclionscatalogerneanmelder.Forelæsningernesstereotype Anmeldelse i den betænkelige Forbindelse med bebudede Disputatser synes i alt Fald ikke skikket til at nedslaae Tvivl: «Ludovicus Holberg. Hist. et Geogr. Prof. P., Historiatn universalem docebit, allerna quaque hebdomade Geographiam. Mense vero Junio disputabitn;ikkehellerden Ringeagt, som Holberg senere saa bestemt har vedkjendt sig med Hensyn til sin Tids offenlige Forelæsninger i Almindelighed¹). Den anmeldte Forfatter, der ikke har fundet Anledning til at berere Holbergs eiendommeligeRingeagtforForelæsningerne, yttrer dog ingen Tvivl angaaende hans »praktiske« Virksomhed i denne Retning,detbemærkesblot, at (»Holberg holdt kun ForelæsningeroverVerdenshistoriei Aarene 1732^—1737», — nemlig indtil han slap ind i Quæsturen. Men Angivelsen beroer dog kun derpaa, at Forfatteren har antaget det for givet, at naar en Forelæsning kun har været anmeldt, er den ogsaa blevcn holdt. Naai saaledes Arne Magnussen anmeldte, at hans Forelæsninger vilde give historiske og antiquariske OplysningeromSaxoGrammaticus

1) Jeg haver nwuiket, at de daglige Lectioues publicæ er til liden eller ingen Njtte, efterdi nogle faa Personer frequentere de samme heller af Curiosifet og for at gjore sig kjendt af Lærerne, eud for at undervises. De faae derforuden paa disse Steder just ikke at hore, hvad de forlange at vide, men hvad Lectores behage at recitere. Ikke at tale om, at utallige Boger nu omstunder i alle Materier ere skrevne, saa at Ungdommen derudover med større Nvtte læser deslige Boger, som med Fliid ere udarbeidede, end horer, hvad som i Hast sammenskrives og reciteres. Ludvig Holbergs Moralske Tanker. Kjobenhavn 1744. S. 485.

Side 649

ningeromSaxoGrammaticusog meddele en Sammenligning af denne og Svend Aagesen, antager Forfatteren uden Betænkning,atArneMagnussen virkelig den Gang «gjennemgik» Saxo og (ianstillede» Sammenligningen, hvorimod Werlauff ved Meddelelsen af sine Anmærkninger om Arne Magnussens videnskabeligeogacademiskeVirksomhed, som han har ladet trykke i «Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed», ei har undladtattilfeiedenne Erindring: «Vel anmeldte han i Lectionscatalogernefor1714og 1717 Forelæsninger over Saxo GrammaticusogSvendAagesen, men det er dog uvist, om disse ere komne istand, og overhovedet, om han nogensinde har holdt Forelæsninger. Vist er det derimod, at han aldrig har disputeret' )¹). Werlauff er ievrigt her kommen til at begaae en Feil, for saa vidt som hine Forelæsninger, der ved deres monographiskeCharakteervistnokdengang vilde været et Særsyn, kun omtales som anmeldte for Aarene 1714 og 1717, en Feil, som han nu vilde undgaaet ved, i Stedet for at holde sig til det engangOptegnede,ateftersee Universitetets ældre Lectionscatalogeridenu allerede længe betydelig forøgede Samlinger af disse paa Universitetsbibliotheket og paa det store kongeligeBibliothek;thiligesom det paa hiin Tid overhoved var Skik — hvorfra der ikke heller med Hensyn til historiske Forelæsninger blev gjort nogen Undtagelse —, at de samme Forelæsninger uden Afvexling anmeldtes gjennem hele Aarrækker,saaledesfindesogsaa Arne Magnussens ovennævnte Forelæsninger over Saxo og Svend Aagesen i Catalogerne atter og atter anmeldte for de academiske Aar 1713^—14, 1716—17, 1717—18, 1718—19, 17L9—20 og 1720-21, og der er ikke mindste Grund til at antage, at det har været anderledes for Aarene 1714—15 og 1715 —16, for hvilke Catalogerne fattes-), men de samme Forelæsninger have saaledesogsaaidette

1) Biographiske Efterretninger om Arne Magnussen ved Jon Olafsen fra Grunnavik. Med Indledning, Anmaerkninger og Tillseg af E. C. Werlauff. Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. Tredie Bind (Kjobenhavn. 1836.), S. 65.

2) De fattes for disse Aar baade paa Universitetsbibliotheket og paa det store kongelige Bibliothek, hvorimod alle de andre ovenfor jtaaberaabie Lectionscataloger nu forefindes saavel i det store kongelige Kibliotheks Pamling¹, som i Universitetsbil)liotheketp, alene med Undtagelse af Cataloget for Aaret 1720_—21, der kun haves i den sidstnsevnte Samling.

Side 650

ledesogsaaidetteTilfælde været uafbrudt anmeldte fra Arne Magnussens Tilbagekomst fra Island i Aaret 1713, og lige indtil han kaldtes til sit nye Professorat. Den samme Feil som hos Werlauff findes imidlertid ogsaa i det her anmeldte Skrift, ogsaa i det henføres (S. 19) de over Saxo og Svend Aagcsen anmeldte Forelæsninger kun til «et Par Aar, 1714 og 1717», og at denne Feil heller ikke her er bleven undgaaet, er for saa vidt her mere paafaldende, som Skriftet dog paa flere Steder vidner om , at de stadig enten i det udtrykkelig paaberaabte eller dog væsenligst til Grund for det liggende, ældre Lectionscataloger, saaledes som Æmnet jo ogsaa naturligen krævede, paa et forberedende Standpunkt netop med Flid maae have været gjorte til GjenstandforsærligOpmærksombed.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 3 (1872 - 1873) 1

Ludvig Holberg som Lærer i Historie. Af Chr. Bruun. Kjøbenhavn 1872.