Joh. Grundtvig, Meddelelser fra Rentekammerarchivet, indeholdende Bidrag til Danmarks Historie af Utrykte Kilder- Kjøbenhavn, 1871. 1 Commission hos C. A. Reitzel.

Da Geheime-Archivaren, nuværende Conferentsraad Wcgener, 1852 udgav lsle Hefte af Aarsberetninger fra det kgl. Geheimearchiv, skete der derved et Skridt af ikke ringe Betydning for den nationale Historieforskning. Forhænget blev draget tilside for en Institution, der ikke for Intet havde ført sit Tilnavn af Geheime, og der blev givet Offentligheden en Adgang til at kontrolere Arbeidet i et af Hovedværkstederne for den Videnskab, af hvilken Folkeaanden især maa kræve .Uistand, naar det gjælder om Opmuntring og Styrkelse i Modgangens Dage. Vi see derfor ogsaa tidligere Anmeldere i dette Tidsskrift og det saa kompetente Dommere som afdøde Conferentsraad Werlauff (N. hist. Tidssk. VI) og Provst Dr. Becker (Hist. Tidssk. 3 R. VI) ytre deres Glæde og Tak for en saa værdifuld Berigelse af vor historiske Literalur.

Men ogsaa en anden mere middelbar Betydning synes disse Aarsberetninger at have faaet ved at have givet Stødet til og Forbilledet for lignende Foretagender fra andre Sider. Vi sigte herved til Aarsberetninger og Meddelelser fra det kgl. Bibliolhek (begyndt 1865), til Meddelelser fra det norske Rigsarchiv, indeholdende Bidrag til Norges Historie af utrykte Kilder (ligeledes begyndt 1865), og nu endelig til det i Overskriftenanførte Arbeide. De to første af disse ville være Tidsskriftets Læsere velhekjendte for deres righoldige Oplysninger,og det Samme vil uden Tvivl blive Tilfældet med det sidstnævnte, der hvor berettigede Indberetninger vi end troe

at burde fremsætte, dog beholder den utvivlsornme Hovedfortjenesteat
give Anvisning paa hidtil altfor lidet benyttede
historiske Kilder.

Medens uemlig henfarne Tider i en Stats Historie egentligt kun saae Beretningen om de omhandlede Regenters Levned og Tildragelser, har en nyere og bedre Erkjendelse indseet, at Hovedsagen maatle være Beretningen om Folkets Liv og Skjæbne. Hvorledes dette Folk led og stred, seirede og og blev beseiret, sank hen og reiste sig igjen, hvorledes det blev paavirket af de Ledende og Fremragende, snart til Fald og snart til Storhed, hvorledes Samfundets enkelte Lag i Hoihed og i Ringhed snart sukkede under Dagens Byrde, snart leflede Hovedet i Medgangens Berusning, lutret eller forhærdet af Lykkens Medbør eller af de onde Tider, — disse og lignende Emner turde for Nutiden være de væsentlige Opgaver i historisk Henseende. At herved de økonomiske Spergsmaal blive et Moment af den mest indgribende Betydning, behøver neppe nogen Paavisning, og det turde maaske ogsaa være bekjendt, at den engelske Regering i Erkjendelse heraf stillede en af Rigsarchivets Embedsmænd i to Aar (1862^—04) l Raadighed (or Professor Rogers under hans Arbeide over Priserne i Middelalderen. Og hvad vort eget Fædreland angaaer. vil — for kun at nævne Exempler — vanskeligt Nogen kunne miskjende, hvilken væsenlig Andeel de gode Kaar have i vor gamle Adels glandsfulde Optræden under Frederik JI og i Christian IV's førsle Dage, ligesaalidt som en virkelig Forstaaelse af Enevældens første Tid ret vel kan tænkes uden Oie for dens Baggrund af Landets forsmædelige i\ød. Men i denne som i Dere andre Henseender har vor historiske Videnskab hidtil ikke seet sig istand til at følge den Udvikling, som Tiden har gjennemlevet, og der kræves her som andetsteds Arbeide og tungt Arbeide; thi det er fra Archivernes Dyb og af disses spredte Korn, Malmen niaa hentes op og bearbejdes.

Under disse Omstændigheder maa det følgeligt modtages
med den mest taknemlige Paaskjønnelse, naar der fra det

Offentliges Side gjøres Skridt til at lette Adgangen til et af de Steder, hvor Hovedmassen af disse Kilder findes bevarede.Et saadant er for vort Vedkommende llentekammerarchivet,og Ministeriet for Kirke- og Skolevæsen har som Overbestyrer af denne Stiftelse indlagt sig en hei Grad af Fortjeneste ved at fremme og stetle det Foretagende,hvoiaf nu det forste Hefle foreligger.

Men som det desværre saa ofte gaaer, har Udforeisen ikke ganske naaet Tanken. Denne vil findes udtrykt i det af Ministeriet opstillede Program, der Ondes angivet i Fortalen, og som henviser Udgiveren til Aktstykker, der indeholde nye Oplysninger, til Registraturer og til mere eller mindre sammenarbeidede Udsigler over enkelte Institutioners Udvikling. At Hovedvægten her maa falde paa de to sidstnævnte Klasser, er indlysende, da den første er holdt i saa almindelige Udtryk, at saa at sige ethvert utrykt Aktstykke med en nogenlunde god Villie kan komme ind derunder, foruden at det, forsaavidt det er af nogen virkelig Betydning, i Almindelighed med Lethed vil kunne blive optaget i Danske Magazin, Danske Samlinger, Kirkehistoriske Samlinger eller andet lignende Sted. Den sidst anførte Klasse synes nærmest at maatte falde sammen med de slørre sammenhængende Rækker af Aktstykker, der udgjøre Hovedmassen i de øvrige omtalte Aarsberetninger, ogsaa dem fra Geheimearchivet, hvis gamle Instruktioner¹) og ejendommelige Stilling som «Huusarchiv» forbyder Udgivelsen af saadanne Stykker, som nævnes under det andet Punkt.

Spørges der imidlertid om Publikums Tarv og Trang, vil det ikke være tvivlsomt, at det netop er slige Registraturer,der allermest gjøres fornødent. Jo mere selvstændig Forskeren er, — og det er den selvstændige Forskning, der har den største Adkomst til at finde Opmuntring, — desmindrevil han Qnde sig tilfredsstillet ved en Arbeidsmethode,hvor det væsenligst beroer paa vedkommende Archiv-Ofliciant,hvad den Sogende faaer at see. Tidt vil

---

1) Jvf. f. Ex. Bruun: Fr. Rostgaard og hans Samtid. 11. 38.

han næppe selv være istand til klart at betegne, hvad han egentligt ønsker, da han jo ikke veed, hvad Brugbart der forefindes, og ligesaa ofte vil den, til hvem han er henvist i Archivet, selv med sin bedste Villie ikke va;re istand til at opfatte, hvad der netop i det omhandlede Spørgsmaal er Hovedpunktet. Uden engang at tage Hensyn til det ikke uherte Tilfælde, at den paagjældende Officiant mangler tilstrækkeligtOverblik over de ham betroede Samlinger, vil det være indlysende, at baade Tid og Arbeide gaae til Spilde paa begge Sider ved en slig famlende Benyttelse.

I Modsætning hertil vil den Forsker, der har brugbare Fortegnelser til sin Raadighed, selv være istand til at angive, hvad han ønsker at see, til Lettelse saavel for Archiv-Personalet, som for sig selv, der ikke nødsages til at gjennemgaae forelagte Sager, som kun lidet fremme hans Formaal. Og han vil fremfor Alt kunne overbevise sig om, at Intet er undgaaet ham, som virkeligt var hans Opmærksomhed værd.

Men de Overordnede i Administrationen og den historiske Forsker ere ikke de eneste, til hvem Samlingens Foresatte staaer i Forhold, og hvem han skylder Regnskab. Den hele samlede Almenhed vil mangen Gang for sin egen Interesses Skyld være tvungen til at st»ge efter Oplysninger, som alene haves i Archiverne. Lovgiveren, Embedsmanden, Sagføreren og Alle, hvis Velfærd berøres af disses Virksomhed — og Enhver kan høre til disses Tal — ville stadigt være i Forlegenhed for Oplysninger, som en Veiledning til at kjende Archivernes Indhold vilde kunne give Anvisning paa. Han er, som Forholdet nu stiller sig, nødsaget til at besøge Kjobenhavn, og der — takkel være den Decentralisation, for hvilken Udgiveren af den her anmeldte Bog faktisk fører Ordet, — gaae sin Rundgang til Archiverne og af disses Foresatte udbede sig de Oplysninger, han tiltrænger. Geheime-Archivet er det Sted, hvortil han først og naturligst stiger; men findes det Forlangte ikke der, vil han som oftest staae raadløs og hjælpeløs eller opgiver maaskee videre Efterforskning.

Altsaa: enten en fuldstændig Centralisation, saaledes
som den længe før Hr. Capitain Gru ndtvigs Tid har været
tilstræbt, eller offentliggjorte Registraturer.

Det er ikke her vor Opgave nærmere at undersøge dette Alternativ og dets praktiske Gjennemførelse, hvad der lige saa lidt vilde stemme med Anmelderens Forhold som med dette Tidsskrifts Formaal; men at vi kun have udtalt en erkjendt Sandhed, vil Enhver vide, der har fulgt med Udviklingun af de derhen hørende Forhold i de Lande, hvor Spørgsmaalet har været sat i Bevægelse.

Gaae *i altsaa ud fra de ovenfor hævdede Anskuelser, vil Hr. Grundtvigs Publikation ikke kunne frikjendes for at have forleilct Maalet. Af Registraturer findes der nemlig aldeles ingen; thi det Par Forsøg i denne Retning, som efter Fortalens Ord findes i de to Stykker med Svenske Ordrer og om Kong Frederik Il's Frieri, ere af den Slags Arbeider, der kunne have megen Interesse som udfyldende den almindelige Registratur, men ere i Mangel af denne kun Afhandlinger af samme Art som f. Ex. Waitz's om Grev Gerhard i Nordalbingische Studien V og VI.

Men selv om vi slaae af paa Fordringerne og neies med en beskednere, relativ Maalestok, kunne vi ikke erkjendc, at der her foreligger en virkelig tilfredsstillende Løsning af Opgaven. Denne maatte, eftersom vi her have med et Archivat gjørc, hvis væsenligste Formaal dog er at gaae sin overordnede Myndighed til Haande ved at opbevare dennes Papirer og deraf fremskaffe de Oplysninger, som ForretningernesMedfør kræver, hovedsageligt blive at holde Personaletbekjendt med og hjemme i det for vedkommende Styrelsesgren Centrale, det vil i det foreliggende Tilfælde sige med de økonomiske og kameralistiske Forhold gjennem de vexlendeTider. Den Tid og Fiid, der anvendes paa den trykte Aarsberetning, maa da fornuftigviis gaae i den samme Retning, og den historiske Videnskab vilde som bemærket yde slige Bestræbelser sin varmeste Tak. Men istedelfor at give noget Saadant har Udgiveren aflrykt nogle enkelte spredte Regnskaber,der kun ved et langt større Arbeide (jvf. Fortalens

Side 2) vilde kunne yde noget Heelt. En Eien lommelighed kunne vi her ikke forbigaae, den Udførlighed nemlig, der er anvendt paa Regnskaberne, hvis Oplysninger dog farst ved at formes schematisk blive af virkelig Anskuelighed, medens derimod de meddelte Brevskaber, hvori netop den levende Personlighed übevidst tegner sit Billed, ere aftrykte i Uddrag.Og ikke desmindre ville vistnok saa godt som Alle, der have gjennemgaaet den foreliggende Bog, finde, at netop disse Uddrag dog udgjore den værdifuldeste Deel deraf, af den Grund nemlig, at Resten ikke formaaer al forme sig til en Heelhed for Læseren. At disse Stykker forevrigt maae regnes til det reent Accidentelle i den paagjældende Samling, turde være et yderligere Tegn paa, at Sagen overhovedeter grebet feil an.

Af Frygt for at paadrage os Skinnet af at ville gjøre et i mange Henseender saa ønskeligt Værk mindre vel anskrevet, give vi Afkald paa at fremsætte enkelte andre Indvendinger. Dog maa det være os tilladt at udtale vor Forundring over den for en Forfatter, der opbryder ny Grund, besynderlige Lyst til at supplere trykte Værker, hvad der gaaer saa vidt, at Stykket 11 fremtræder som Supplement til Ældste danske Archivregistraturer, et Va;rk, der dog forhaabentligt endnu ingenlunde er afsluttet, hvorcm Offentligheden idetmindste hidtil ellers ikke har modtaget nogensomhelst

For ikke at misforstaaes skulle vi heller ikke berøre de aabenbare og skjulte Anker mod Geheimc-Archivet, der hist og her dukke frem i Bogen, skjøndt de i Fortalens Side 2 synes at hæve sig til en aldeles uretfærdig Beskyldning. Kun maae vi tilstaae, at den hele Klage over Arcriiv- Kommissionens Færd forekommer os lige saa ufattelig som samme Kommission formodentligt vilde finde Udgiverens fuldstændige Ignoreren af den ministerielle Ordre af 31 December 1850-

Det gjør os ondt ikke at have kunnet udlale os med mere Anerkjendelse om Begyndelsen af et. Arbeide, af hvis Fortsættelse vi love os meget. Det er os i Sammenligning hermedkun en tarveligTilfredsstillelse at kunne besvare Udgiverens

bekymrede Spørgsmaal S. LXXVI. Dokumenter, svarende til de opgivne Titler, findes nemlig der, hvor han efter Sagens Natur maatte sege dem og paa Forespørgsel vilde have fundet dem, nemlig i Geheime-Archivet, hvortil de selvfelgeligtere afleverede fra Marine-Ministeriet.