Nogle Bemærkninger om Rigsmarskeme og Rigsmarskembedet, især under Christian IV.

Side 578

Det har allerede længe været bekjendt, at Rigsmarskembedetgjentagne Gange under Christian IV blev besat efter Rigsraadets eller Adelens Indstilling og derved dannedeen Undtagelse fra den almindelige Regel, at de høje Rigsembeder i Tiden fra 1536 — 1648 besattes af Kongen efter eget Forgodtbefindende¹). Men det kan paavises, at hvad man har antaget for enkeltstaaende Tilfælde i Virkeligheden,i

1) Efter Udkastet til Unionsakten 143G skulde Drosten og Marsken tages efter Rigens Raads Raad. Gehejmeark. Aarsberetninger 11, 33. Senere fandtes indtil 1648 ingen Bestemmelser i Recesserne eller Haandfaestningerne om Rigsembedsmaendenes Valg. Medens Rigshofmesteren og Kantsleren sikkert, maaske paa et enkelt nedenfor berort Tilfselde user, valgtes alene af Kongen, var Forholdet vistnok vaklende med Hensyn til det forst fra Frederik ll's Tid (jfr. Historisk Tidsskr. V, 413) stammende Rigsadmiralembede. Christian IV opfordrede d. 1 lte Novbr. IH-27 Rigsniadet til at taenke paa en Admiral; men Raadet, der ikke rigtigt vidste, om der meutes en Rigs- eller en Flaadeadmiral, var ikke enigt om, hvem der skulde foreslaaes dertil, og indstillede Afgjorelsen til Kongen, der ikke tog nogen af dem, som havde vseret paa Bane i Rigsraadet. Molbech, Christian IV's Breve I, 292, 295. 1629 onskede Kongen Jens Juel til Rigsadmiral uden Rigsraadets Samtykke. Sstds. 1, 385. I Rigsadmiralens Embedsed af 1616 findes intet om Rigsraadets Deltagelse i hans Udneevnelse. Sstds. I, 43_—44.

Side 579

ligheden,idet mindste under Christian IV, har været en fast Regel, der, om den end ikke var begrundet i Haandfæstningen,dog i hvert Tilfælde kun ganske undtagelsesvis og kun tildels er bleven fravegen, idet af de syv Rigsmarsker,som tiltraadte deres Embede under den nævnte Konges Regering, de sex ere valgte eller samtykte af Rigsraadet eller i det ene Tilfælde af Adelen, og der ved Valget af den syvende findes Spor til et lignende Forhold.

Hvorledes det er gaaet til ved Besættelsen af MarskembedetunderChristian 111 og Frederik 11, savnes der vistnok Oplysninger om. Kun ved en eneste af de syv eller otte Marsker¹) under disse Konger, nemlig Holger

1) Den første Marsk under Christian 111, Tyge Krabbe, der var udnævnt af Frederik I paa Herredagen i Viborg 1523 (Allen, De tre nordiske Rigers Historie 111, 2; 387), døde d. 24de Jrfi 1541 (Ny kirkehist. Saml. 111, 497). Dog kan det mærkes, at Knud Pedersen Gyldenstjerne underskrev sig ri. 2den Decbr. 1536 som Danmarks Riges Marsk (Rørdam, Monumenta historiæ Danicæ I, 251); men Tyge Krabbe maa dog atter have overtaget Embedet og blev fulgt af Erik Banner, som jeg første Gang har fundet nævnet d. 22de Octbr. 1541 (Lørdagen næst efter Galli; Registre over alle Lande). Han døde d. 27de eller 28de Marts 1554 (Ny kirkehist. Saml. 111, 492; Magazin til dansk Adels Historie I, 60). Inden for hans Embedstid nævnes dog Anders Bildes som Marsk 1553 (Hofmann, Danske Adelsmænd 111,329. Pontoppidan, Marmora danica 11, 241). Derefter findes Otte Krumpen som Marsk d. 13de December 1554 (Kolderupßo s en vinge, Samling af gamle danske Domme 11, 144). Han synes at have søgt sin Afsked 1567 og blev fulgt af Frands Brokkenhns, der nævnes d. 7de September 1567 (Histor. Tidsskr. V, 432—33). Efter hans Død d. 6te Novbr. 1569 (Ny kirkehistor. Saml. 111, 503) stod Marskembedet ledigt indtil 1573, da Holger Rosenkrancis nævnes som beklædende det d. 3die Novbr. (Kolde rup-Rosenvinge, anf. St. 111, 220). Han døde d. 4de Marts 1575 (Wegener, A. S. Vedel 2den Udg., p. 92) og imellem d. 7de og 10de Juni samme Aar synes Peder Gyldenstjerne derefter at have tiltraadt Embedet (Kolderup-Rosenvinge, anf. :3t. 111, 256, 276), om han end først svor sin Embedsed d. Iste Januar 1576 (Magazin til dansk Adels Historie I, 93). — Naar det i P. V. Jacobs ens Skattevaesenet nuder Christian 111 og Frederik 11, p. 36 hedder, at Mogens Gyldenstjerne liar vneret Marsk, er det sikkert en Fejltagelse.

Side 580

Rosenkrancis, findes en Antydning herom; men denne synes netop at vise en Deltagelse fra Rigsraadets Side i hans Valg¹). Ved Kongeskiftet 1588 var Peder Gylden - stjerne Rigsmarsk; som bekjendt var han ikke imellem de Rigsraader, der strax efter Frederik ll's Død overtog den egentlige Regering, om han end en kort Tid senere synes at have deltaget i den²); han fratraadte ogsaa inden sin Dedⁿ) Rigsmarskembedet, der i Aaret 1593 overtoges af Hak Ulfstand, uden Tvivl valgt dertil af Rigsraadet⁴).

1) I Laurids Bertelsens Ligprstdiken over ham (1576, 4to) hedder det, at han nodigt vilde ovcrtage et af de vigtige Embeder, og at han forst, da Kongen trseugte haardt ind paa ham, har »givet sig efter Kong. Majtts. og Danmarks Riges Raads sambyrdes Villie og Hegjaering og er vorden for det forste Statholder ovei Norre- Jvllaud, og sideu efter nogle faa Aar samtykt til Danmarks Riges Marsk._•

2) I Sigvard Grubbes Dagbog (som jeg kun har kuunet benytte i en nyere Afskrift i Ky kgl. Sainl. 2018 4t0.) naivues han 1589 sammen nied Niels Kaas, Peder Munk og Jorgen Rosenkrands iblandt «?enatores in regimine>. Han har ogsaa med de naevnte og Christoffer Valkendorf underskrevet de to slesvigske Lensbreve af 4de Juni 1589. Antislesvigholstenske Fragmenter VII, 89, 95.

3) Han dode d. 25de Febiuar 1594. Wegener, A. S. Vedel, 2den Udg. p. 190.

4) Efter Peder Vinstrups Ligprædiken over ham (Kbh. 1595. Bvo.J blev han 1593 »udi Herredagene i Kjøbenhavn kaaret og samtykt til at være Danmarks Riges Marsk.« Men efter Optegnelserne i Magazin til dansk Adels Historie I, 93 svor han allerede Marsked d. Iste Januar 1593, og Herredagen er næppe holdt før 10de Juni (Vedel-Simonsen, Eske Brocks Levnetsbeskrivelse 11, 56. Kolderup - Rosenvinge , Samling af gamle danske Domme 111, 358). Hak Ulfstand forenede mærkeligt nok ikke Stillingen som Regeringsraad med den som Marsk; thi Rigsraadets Brev af 10de Juli 1593 sigter uden Tvivl blandt andre til ham ved at tale om nogle af de tidligere Regeringsraader, som nu ere »forordnede udi undre Rigens Bestillinger« og derfor ere traadte tilbage fra den nævnte Stilling. Fynske Aktstykker 11, 106; jvfr. Schlegels Oversættelse af Slang-e, Christian IV's Hist. I, 164—70.

Side 581

Allerede Holberg har i denne Anledning gjort opmærksom paa den Forskjel, der var imellem Marskembedet og Kantslerposten, idet denne i Modsætning til hint ikke kunde bortgives af Rigsraadet, men kun af Kongen og derfor efter Niels Kaas's Død maatte lades übesat¹). Saaledesvisersig strax i Begyndelsen af Christian IV's RegeringMarskensUdnævnelse nøjere knyttet til Rigsraadet, end Tilfældet var med de andre høje Rigsembedsmænd.

Hak Ulfstand døde d. 10de November 1594-), og Embedet stod nu übesat, indtil i det hele de forskjellige ledige Rigsembeder ved Formynderregeringens Slutning og Begyndelsen af den Herredag, der i Sommeren 1596 dannedeOvergangentil Christian IV's egen Regering, bleve besatte. Men medens Kantsleren (og uden Tvivl ogsaa Rigshofra esteren) udnævntes alene af Kongen, omend maaske under et vist Samtykke fra Rigsraadets Side, der vel har havt sin Grund i de særlige Forhold ved Formynderregeringen*).var Rigsraadet ligefrem medvirkende ved Peder Munks Udnævnelse til Marsk d. 9de Juli, saaledes som det freirjgaaer af hans Ed til Kongen, hvori det hedder:»EfterdiEders kong. Maj. og Danmarks Riges Raad

1) Holberg, Danmarks Riges Historie (Udg. 1856) 11, 382. Jvfr. Slange, Christian IV's Hist. p. 74. r

2) Wegen er, A. S. Vedel, 2den Udg. p. 197.

3) Hvitfelcl siger nemlig i sin d. Iste Septbr. 1596 daterede Fortale til Frederik I"s Historie: »Eders Maj. har taget sig udi daglig Regering og Embede, som er udi Elofmester og Kantsiers Bestilling, de Personer, hvilke vi og alle (hervec. menes vistnok Rigsraaderne) med Eders Maj. dertil have agtet værdt og tjenlige.«

Side 582

have tilforordnet mig at være Danmarks Riges Marsk, saa lover jeg o. s. v.«¹). Peder Munk fratraadte sit Embede 1609-), og d. 3die Januar 1610 udgik et Kongebrev til Rigsraaderne, hvori de, næst at indkaldes til den i Anledningafden udvalgte Prinds Christian V's Hylding berammedeHerredagi Kjøbenhavn, underrettes om, at Kongen anseer det for rigtigt, baade af Hensyn til Hyldingen³) og af andre Aarsager⁴), at en god Mand deputeres og forordnestilRigens Marsk, og at han derfor begjærer af dem, at de skulle overveje, hvem de ansee for dygtig til at bestyre dette Embede, «saa han siden kan gjøre sin Ed og til samme Tid udi Bestillingen indtræde«⁵). Selv om man vel ikke kan lægge bogstavelig Vægt paa dette Brev — i hvilket Fald man maatte antage, at Kongen havde overladt Rigsraadet hele Valget og ikke engang forbeholdt sig selv nogen afvigende Mening — saa fremgaaer det dog klart af det, at Rigsraadet denne Gang var den vigtigsteFaktorved Besættelsen af Rigsmarskembedet. Dette tilfaldt d. 13de Marts Sten Maltesen Sehested⁶), der

1) Sjællandske Registre. I Kantslerens Ed sammesteds hedder det derimod: »Efterdi Ed. kong Maj. har tilforordnet og tilbetroet mig at være Ed. kong. Maj.'s Raad og Kantsier.« Om Tiden tor Marskens Udnævnelse se Slange, anf. St. p. 92.

2) Slange, anf. St. p. 252.

3) Den valgte Marsk bar ved denne Lejlighed Blodfanen. Lyskander, Christian V's Udvælgelses- og Hyldings Historie. Kbhvn. 1623. 11, 21. Ved lignende Højtideligheder bar Marsken ellers Sværdet, saaledes ved Christian lll's Kroning (Scriptor. rer. Danic. VIII, 502), ved Frederik ll's Kroning og Begravelse (Resen, Frederik H's Krønike p. 28, 390) og ved Christian I V's og Frederik lll's Kroning (Slange, anf. St. p. 94 og Wolff, Encomion regni Daniæ p. 313). 1610 bar Rigsadmiralen Mogens Ulfeldt Sværdet. Lyskander, anf. St. 11, 25.

4) Maaske Hensynet til den truende Krig med Sverig.

5) Sjællandske Tegneiser.

6) Slange, auf. St. p. 263. I Poul Mortensens Ligprædiken over ham (Kbh. 1613. 4.) hedder det, at ban blev af Kongen «udvalgt og forlenet at vsere Danmarks Riges Marsk». Men dette gaaer sikkert kun paa Kongens Approbation.

Side 583

imidlertid døde allerede d. 22de August 1611^l), og Embedetstodnu übesat indtil 1616. Men da Kongen paa den d. 29de November dette Aar aabnede Herredag i Kolding-) havde udnævnt Christian Friis til Kragerup til Kantsier og sex Adelige til Kigsraader, befalede han ved en Skrivelse af Iste December de tilstedeværende Raader at votere om en Kigsmarsk, «som i al forefaldende LejlighedRigensAdel og Krigsfolk kan føre.« Voteringen skulde foregaae ved at tilstille Kantsleren en lille lukket Seddel, hvorpaa Navnet var skrevet 3). Allerede samme eller næste Dag var Valget skeet, og Jørgen Lunge udnævnttilMars k⁴). Der er her ikke Tale om nogen særlig Indrømmelse fra Kongens Side, han har Ret til at vælge Kantsier og JRigsraader, men Rigsraadet Ret til at vælge Marsk, og det vælger netop en af de af Kongen nysudnævnteRaader.

Heller ikke Jørgen Lunge beklædte Embedet længe; han døde nemlig d. 19de August 1619⁵), og Posten stod atter übesat. Da Krigen med Kejseren imidlertid nærmede sig, anmodede Rigsraadet d. 19de Februar 1625 Kongen om, at Rigsmarsk- ligesaavel som Rigsadmiralembedet maatte blive besat"). Christian IV tog vel foreløbigt intet Hensyn hertil; men efterhaanden som Ulykkerne væltede

1) Ligprædikenen.

2) Vedel-Simonsen, Eske Brock 11, 86.

3) Molbech, Christian IV's Breve I, 41 — 42.

4) Suhms nye Saml. 11, 2; 112. Christen Hansen Riber, Ligprædiken over Jørgen Lunge. Kbh. 1620.

5) Ligprædikenen.

6) Rigsraadsbreve. Geh. Ark.

Side 584

ind paa Riget, og den Tid kunde forudsees, da fjendtlige Hære vilde overskride Grændserne, blev vistnok Savnet af en Marsk stnrre og større, navnlig hos Ridderskabet, hvis Opbud han naturligt skulde føre. Paa den i Hast udskrevneRigsdagiOdense, der begyndte d. 29de Januar 1027¹), og hvor der stilledes store Fordringer til Stændernes Opoffrelser, som ogsaa i det væsentlige ble ve opfyldte-), korn ogsaa indenfor Adelstanden Savnet af en Marsk paa Bane. Den fordrede derfor blandt anden Erstatning for sine Bevillinger, at «dem udi denne besværlige Tid en Rigens Marsk maatte forordnes»ⁿ), og Kongen gav efter for det udtalte Onske, ja synes endog at være gaaet ud over dette, som det formelt forelaa⁴). I). 18de Februar udstedte han fra Dalumkloster et Brev til hele Danmarks Adel, at han paa Grund af deres Bevillinger paa Medet i Odense «af synderlig Gunst og Naade» havde bevilget, at de maatte «eligere og nævne« dem en oprigtig og duelig Rigensmand blandt menige Adel og Ridderskab, hvilkensomhelst enhver

1) En Skrivelse i Kongens Navii fra Christian Friis, Anders Rilde og Christoffer Ulfeldt, oin at ,alle fri og fielse Msend i Skaane skulde mode i Udense, koni for sent til, at, som der siges, Adelen kuude saniles og v£elge Deputerede med Fuldmagt; en Del, del tilfffildigt v;ir tilstede ved en Begravelse i Ystad d. 18de Januar (Cathrine Bildes, Sigvard Grubbes Dgb.), bcfuldmaegtigfde derfor Palle og Holger Rosenkrands samt Jorgen Vind til at mode for i sig. Afskr. i Gl. kgl. Saml. 2(322 4to. Andre m&dte dog ogsaa. Danske Magazin 3 R. IV, 71. Sigvaid Grubbe undskyldte sig senere bo^ Kongen, foidi lian ikke var modt.

2) Se Sehlegel, Oversætt. af Slange 111, 339. Danske Magazin 3K. IV, (58—71. Nyt bistor. Tidsskr. I, 435, 443, 44G. Vedel- Simonsen, Jørgen Biahes Levnetsbeskrivelse p. 42 — 43. Hamme ri ch, Danmark under Adelsvælden 111, 175.

3) Rigsraadets Brev til Kongen, dat. Odense 10de Februar. Rigsraadsbr. Uh. Ark.

4) Naar llammerich anf. St. siger, at Adelen fordrede Tilladelse til at va'lge en Rigsmarsk, savnes der vistnok Bevis derfor.

Side 585

ansaa for dygtig til at være Kongens og Rigens Marsk og til at betjene denne Bestilling Kongen og Riget saavel som «menige Ridderskab og Adel udi denne sælsomt udseende og farlige Tid til Ære og Gode«. Voteringen skulde foregaae provindsvis og aldeles hemmeligt, de Stemmende maatte ikke aabenbare nogen, hvem de havde stemt paa. Kongen forbeholdt sig dog Approbation paa Valget¹). Adelsmænd, i nogle Provindser Landdommerne, fik Befaling til at drage rundt til Adelen med en forseglet Æske, hvori Enhver skulde kaste en lille Stemmeseddel -). Allerede d. 24de Februar var Jørgen Sefeld paa Hagenskov hos Jørgen Brahe og fik hans Seddelⁿ). Den fynske og sjællandske Afstemningblevehurtigstfærdige, og Æskerne sendte til Kongen; ved den skaanske opstod der derimod Forvirring, over hvilketKongen,dervel næppe i det Hele gjerne havde overladtAdelenValgretten,men gjort det for at vinde den under de farlige Forhold, ærgrede sig; han skrev d. 27de Marts til Kantsleren, at det var underligt, at Skaaningerne lob Fastelavn med deres Æske. Hvad han efterhaanden fik at vide om Valgets sandsynlige Resultat, synes heller ikke at have behaget ham; men der var intet derved at gjøre, han vilde selv samle Stemmerne, Prindsen skulde da tage Ed af den, der var valgt⁴). Det viste sig, at Jørgen Skeel havde faaet de fleste Stemmer; det var ikke til at

1) Brevet findes i Sjæll. Registre (ikke, som anført hos Schlegel, anf. St. 111, 340 i Sjæl]. Tegn.).

2) Niels Krag og Erik Juel havde dette Hverv i Jylland, Henrik Gyldenstjerne i Skaane, Halland og Bleking, Holger Bilde i Lolland og Falster, Jorgen Sefeld i Fyen og Ernst Normand i Sjælland. Brev af 18de Febr. Sjæll. Tegn.

3) Vedel-Simonsen, Jørgen Brahe, p. 44.

4) Molbech, Christian IV's Breve* I, 254. Bemærkningerne i Brevet gjælde uden Tvivl Rigsmarskvalger,

Side 586

forundres over, han synes nemlig at have været den toneangivendepaaRigsdageni Odense J). Først d. 9de Juli aflagde han imidlertid sin Ed som Rigsmarsk paa Segeberg Slot²).

Efter en bevæget Embedstid, som der strax nedenfor vil være Lejlighed til at komme tilbage til, døde Jørgen Skeel d. 19de Juli 1631³), og Embedet stod nu übesat, indtil Kongen d. ste April 1632 tilskrev de i Odense samledeRigsraader et Brev, hvori han indstiller Jørgen Urne til Rigsmarsk, opfordrer dem til at samtykke heri, men tilligeerklærer, at dette hans Forslag skal blive Rigsraadet for Fremtidens Vedkommende «upræjudicerlig udi Rigens Marsks Valg, saa som sædvanligt været haver med vort og vore Efterkommeres Ja og Samtykke« 4). Rigsraadet har næppe gjort nogen Indvending, og allerede samme Dag aflagdeJorgen Urne sin Ed paa St. Hans Kloster i Odense og indtog tillige sin Plads i Raadet⁵). Omend Rigsraadets

1) Han underskrev først af de jydske Deputerede (Danske Magazin 3 R. IV, 71) og var Ordfører, da Adelen overgav sin Erklæringtil Raadet. Vedel-Simonsen, Jørgen Brahe p. 42. Jørgen Brahe stemte paa ham. Sstds. p. 44.

2) Jørgen Skeels Kalenderoptegnelser for 1627. Gh. Ark, En udateret Afskrift af hans Ed, der dog kan tænkes blot at være et Udkast, er rettet til Prindsen og er paaskrevet: Boytzcnhorg- Gh. Ark.'s Diplomatarium. Kantsleren skulde affatte et Udkast til Eden. Molbech, anf. St. I, 254.

3) Hans Mikkelsen, Ligprædik, over Jørgen Skeel. Kbh. 1632. 4to. Mærkeligt nok siges det i Des Hayes de Courmesvin's Voyage en Danemarc (Paris 1664, p. 248), der omhandler Forholdene i Juli og August 1629, at Marskembedet da ikke var besat; men der kan næppe ligge andet end en Misforstaaelse til Grund derfor.

4) Histor. Tidsskr. I, 332 og Molbech, Christian IV's Breve 11, S—9.

5) Vedel-S imonsen , Jorg%u Brahe p. 63. Morten Madsen, Ligprædik, over Jørgen Urne. Kbhvu. 1649. 4to.

Side 587

Deltagelse i Embedets Besættelse denne Gang havde været af en noget formel Charakter, var dets Valgret eller i hvert Tilfælde dets Indstillingsret dog bestemt bleven anerkjendt paa en lignende Maade, som Kongen plejede i sine Reverser for Bevillinger af Adelen at anerkjende Standens Skattefrihed,og det kan bemærkes, at samtidigt med Jørgen Urne aflagde ogsaa Frands Eantzau Embedsed som Rigshofmester *), uden at der findes Spor til, at Rigsraadet har medvirket ved hans Valg.

Jergen Urne døde d. 19de Februar 1642²), og kort efter, d. 16de Marts, tilskrev Kongen Kantsleren Christen Thomesen Sehested, at eftersom Jergen Urne var død, og en Marsk ikke længe kunde undværes i denne¹ vanskelige Tid, skulde han efter sin Ed skriftligt lade Kongen vide sin Mening, om hvem der syntes dygtig til Embedet³). ChristenThomesen besvarede Kongens Opfordring den næste Dag; han erklærede, at blandt Rigsraaderne var der ingen, som havde været Soldat før og for Alderdom og Svagelighedkunde overtage Embedet, undtagen Statholderen i Kjøbenhavn,Corfitz Ulfeldt; blandt de øvrige Adelige kjendte han ingen, som forstod sig bedre paa Krigsvæsenet end Lensmanden paa øscl, Anders Bilde; dog havde ogsaa Krigscommissairen Knud Ulfeldt ved sit Embede opnaaet nogen Erfaring deri. Han tilføjede Ønsket om, at Gud maatte give Kongen, som selv bedst kjendte sine UndersaattersCapacitet, sin Velsignelse til det gavnligste Valg⁴). Om Kongen har henvendt sig paa lignende Maade til de andre Medlemmer af Raadet, som efter al Rimelighed netop

1) Ve del-Simonsen, anf. St. p. G 3

2) Ligpræd.

3) Christian IV's egh. Breve. Geh. Ark.

4) Rigsraadsbreve. Geh. Ark.

Side 588

dengang var samlet i Kjøbenhavn!), og dettes Valgret, som Kongen selv 1632 havde erklæret for den sædvanlige, er bleven opretholdt, eller om han kun privat har taget Kantslerenmed paa Raad"), er umuligt at afgjøre; vist er det jo imidlertid, at Kongen ikke har foretaget Valget aldeles paa egen Haand.

Embedet tilfaldt Anders Bilde³), der forestod det indtil sin Død d. 9de November 1657⁴). Nu var Marskembedets Besættelsesmaade ikke længere forskjellig fra de andre Rigsembeders; thi § 45 i Frederik lll's Haandfæstning gav jo som bekjendt Rigsraadet Indstillingsret til alle disse. Men Kongen foretrak trods Krigen at lade Embedet übesat, og da Rigsraadet gjentagne Gange indstændigt begjærede af ham at gjore Skridt til Embedets Besættelse, afslog han det endog ligefrem⁵). Ogsaa paa Rigsdagen 1660 kom Fordringen frem"), men atter forgjæves, og først efter Forfatningsforandringen kom Hans Schack til at beklæde Embedet i dets nye Skikkelse.

Idet Valget af Marsken saaledes foregik under Medvirkningaf en Regeringsmyndighed eller af en Stand, som ingen Ret havde til at vælge Rigsraader, kunde Spørgsmaalet,om Rigsmarsken i Kraft af sit Embede var Medlem af Raadet, lettere fremkomme her end ved de andre Rigsembedsmænd.Dette

1) Slange, ant'. St. p. 1171 — 72, jvi'r. p. 1141 og Lassen, Aktstykker til Kjobenhavns Befaestninps Hist. p. 136 — 37.

2) Af et udateret Brev fra Kongen til Christen Thomesen fremgaaer det, at han ogsaa baade mundtligt og skriftligt har forhandlet ined denne om Rigsmarskens Ed, i hvilken han ønskede optaget et Forbud mod at raade enten til eller fra i de Sager, han selv skulde domme i. Christian IV's egh. Br. Geh. Ark.

3) Slange, anf. St. p. 1135—36.

4) Ve del- Simonsen, Rugaards Historie 11, 1; 124.

5) Suhms nye Saml. I, 305, 309. Orion. Mdskr. 11, 83, 95.

6) Nordisk Univers. Tidsskr. 111, 1; 95.

Side 589

embedsmænd.Dettegav da ogsaa 1627 Anledning til en mærkelig Strid mellem Konge, Kigsraad og Adel, som tilmedantog en særlig indviklet Form ved en ejendommelig Fordring fra Adelens Side.

Som det allerede ovenfor er bemærket, synes Christian IV at have været misfornøjet med Adelens Valg af Jørgen Skeel til Marsk. Vel som Følge heraf og under sin ved de forskjellige ulykkelige Forhold frembragte bitre Stemning utilbøjelig til at give efter for Kigsembedsmændene og Kigsraaderne, med hvem han netop paa denne Tid oftere havde ligget i Strid *), nægtede han at anerkjende Jørgen Skeel som Medlem af Rigsraadet. Da dette første Gang efter den nye Marsks Embedstiltrædelse samledes i Kolding i August 1627²), fik Skeel ikke som de andre Raader Brev om at møde der³). Underligt nok har han dog været tilstededer og deltaget i Rigsraadets Beslutninger⁴), og da Raaderne næste Gang ved Skrivelser fra Kantseliet⁵) indbødestil at møde i Odense d. 9de September 1 Anledning af Kongens Søn, Frederik Christians Begravelse"), nævnes

1) Ve del-Sim onsen, Jorgen Brahe p. 43. Molbech, Christian IV's Br. I, 254.

2) Jvfr. Molbech, anf. St. I, 265, 270.

3) Oversecretairen i Kantseliet Iver Vind skrev d. 28de August til Kantsleren Christian Friis: « .... Hvad sig belanger, at Hr. Jorgen Skeel ikke liar faaet Brev at niode udi Kolding, da er saadant ikke ibrseet udi Kantseliet; thi Brevene hleve forfterdigede hos Kong. Maj.a Rigsraadsbr. Geh. Ark.

4) Rigsraadets Beslutninger af Kolding d. 16de og 21de August ere bl. andre underskrevne af Jorgen Skeel, hvis Navn, som Marskens plejede, staaer umiddelbart efter Kantslerens. Rigsraadsbr. Geh. Ark.

5) Af 4de August. Sjæll. Tegn.

6) Denne kun toaarige Son af Kongen og Kirstine Munk var død d. 17de Juli 1627 paa Dalumkloster. Pontoppidan, Marmora danica I, 9.

Side 590

Jørgen Skeel blandt de tilskrevne. Men Sagen var ingenlundeafgjort dermed. D. 15de Oktober blev Rigsraadet atter forskrevet til at møde i Slagelse d. Iste November¹). I Kantseliet gjordes i denne Anledning et Brev færdigt til Jørgen Skeel; men Kongen nægtede at underskrive det⁹).

Forsamlingen i Slagelse aabnedes under ikke ringe Spænding mellem Kongen og Raadet. Kongen skrev et heftigt Brev til dette om de mod ham udspredte hadske Rygter³), Raadet følte sig truffet og tog til Gjeninæle 4j. Spørgsmaalet om Marskens Stilling blev nu et Led i denne Strid. D. 9de November rettede Raadet en alvorlig og indtrængende Skrivelse til Kongen, hvori de, da de havde erfaret, at Rigens Marsk ikke af Kongen agtedes for Rigsraadog derfor ikke var indkaldt til Mødet, opfordrede ham

1) Sjæll. Tegn.

2) Claus Daa skrev d. 28de Oktbr. til Jørgen Skeels Broder Albert Skeel Raadet er allesammen forskrevet til Slagelse til ri en Iste Novbr., uden din Broder Jørgen alene, og beretter Seeretairen, at Brevet var skrevet, men Hans. Maj. vilde det ikke underskrive.» Hvor uklar Jørgen Skeels Stilling var, fremgaaer ogsaa af et andet Sted i samme Brev, hvor Claus Daa omtaler, at nogle Raader havde underskrevet en Beslutning i Baudissins Sag, og tilfojer: «Flere af Raadet har jeg ikke endnu talt med, uden din Broder Jørgen alene, dog bar jeg ham at subscribere ikke anmodet.« Rigsraadsbr. Geh. Ark.

3) Molbech, anf. St. I, 287—88.

4) Den hos Molbech, anf. St., p. 288_—S9 gjengivne, men ikke med Datum forsynede Skrivelse fra Raadet er af Slagelse d. Bde Novbr. Rigskantsleren Jacob Ulfeldt, der ikke kom til Mødet, men havde faaet Kongens Brev sendt til sig paa Nyborg Slot, kaldte i sit Svar af 7de Novbr. Uenigheden for Landets største Ulykke og fraraadede Rigsraadet, som paatænkt, i Svaret til Kongen at henføre Beskyldningerne til sig selv. Men Raadet rettede sig ikke derefter. Rigsraadsbr. Geh. Ark. Jvfr. forøvrigt Schlegel, anf. St. 111, 340. Nyt histor. Tidsskr. I, 432, og i det Hele om Spændingen mellem Kongen og Raadet og om Partierne indenfor dette de interessante Meddelelser i Cronholm, Sveriges historia under Gustaf II Adolph V, 1; L'9o. V, 2; 21—23.

Side 591

til ikke under de nuværende farlige Forhold at gjere nogen Forandring med Marskembedet. De fremhævede, at dette var et Hovedled i Forfatningen, og at Marsken efter Haandfæstningensklare Ordlyd skulde være en af de fornemste Embedsmænd; Rigsmarsken havde altid tillige været Rigsraad;adskiltes de to Stillinger, vilde det blive besværligt for Kongen selv, og Rigsraadet vilde ikke uden Marskens Nærværelse kunne udrette noget til Fædrelandets Forsvar¹).

Det kan næppe nægtes, at dette Rigsraadets Standpunktvar det rette, og at alle faktiske Præcedentser talte derfor, ligesaavel som Haandfæstningens § 45 tydeligt*nok forudsatte det²). Men Sagen kunde tilsyneladende antage et andet Udseende, idet i de tidligere Tilfælde Marsken allerede inden sin Udnævnelse var Rigsraad. Hertil kom, at hvis Marsken ifølge sin Embedsstilling var Raad, vilde Kongens Eneret til at vælge Raaderne have lidt et Skaar. Christian IV fastholdt derfor sit Standpunkt; han skrev d. Ilte November til Rigsraadet, at kun, hvis det kunde bevises,at en, der ikke tidligere havde været Raad, var bleven det ved at blive Marsk, vilde han indrømme det for Jørgen Skeels Vedkommende ■''). Kongen gik saaledes uden om Retsspargsmaalet, og Raadet lod sig drage med; dets Replik af 12te November, hvori anførtes, at Jørgen Lunge paa en Gang havde aflagt Raads og Marsks Ed⁴), hvilede ogsaa paa

1) Brevet er underskrevet af Christian Friis, Christian Holk, Albert Skeel. Anders Bilde, Tage Thot, Claus Dan. Christoffer Ulfeldt, Hans Lindenov , Otto Skeel, Just Høg ojr Frands Rantzau. Geh. Ark.

2) »Kongen skal altid have en Rigens Hofmester, en Kantsler og en Rigens Marsk, som ere fødte danske Mænd af Adel, hvilke Kongen og andre Rigens Raad i Rigens Ærinder og Sager skulle være behjælpelige.« Gehejmeark. Aarsberetn. 11, 108.

3) Molbech, anf. St. I, 292.

4) Molbech, anf. St. I, 292.

Side 592

en svag Grund; thi, som ovenfor omtalt, var Jorgen Lunge
Raad, forend han blev Marsk.

Imidlertid var et ganske nyt Moment bragt ind i Forhandlingerne.

Foruden Kigsraaderne havde der i Slagelse ogsaa indfundetsigBefuldmægtigede saavel for den fordrevne jydske som for den sjællandske og skaanske Adel, der skulde varetageStandensInteresser og opstille Fordringer paa dens Vegne. Maaske støttende sig til de i Kongens ovenfor omtalte Skrivelse af 18de Februar til Adelen rettede særlige Tdftilelser samt til et Afsnit i Jørgen Skeels Embedsed, ilor paabod denne altid «at recommendere og befordre" hos Kongen «Rigens Adel og gode Mænd« efter enhvers DygtighedogFortjenest e¹), besluttede disse Deputerede, som vi for de skaanskes Vedkommende vide, efter særlig Ordre fra deres Standsfæller, at henvende sig til Rigsmarsken og anmode ham om, »eftersom hans heje Kald og Embede udkræver« at optræde som deres særlige Repræsentant og som et Mellemled mellem dem og Raadet, for hvilket han skulde forebringe deres ønsker og tale deres Sag-). Jørgen

1) En saadan Bestemmelse fandtes derimod ikke i Peder Munks Ed af 1596.

2) De i Danske Magazin 3 R. IV, 66 og 72—74 optagne Adelsskrivelser, der ere aftrykte efter en unøjagtig Afskrift i Kali 435 4to, findes i Originaler i Rigsraadsbr. Ueli. Ark. Den jydske Adels Brev, der er underskrevet d. 13de Novbr. af Knud Gyldenstjerne, Peder Lange, Erik Juel, Johan Brokkenhus, Tyge Brahe og Frands Lykke, har følgende, hidtil ikke trykte Indledning: »Ere vi underskrevne en Del paa vore, en Del paa vore Medbrødies Vegne, som nu ikke ere tilstede, af ærlig ocr velbyrdig Mand, Hr. Jørgen Skeel til Søstrup, Danmarks Riges Marsk og Befalingsmand paa Kalø, begærende, at han denne vor venlig Begæring og Anliggende i denne vor Udlændighed og Elendighed vilde hos Kong. Maj. vor allernaadigste Herres hojvise Raad andrage r><r tilkjendegive." Den skaanske Adels Brev (anf. >St. p. 72 — 74), som har Tage Tliotts Underskrift foruden Palle Rosenkrands's, er den samme Skrivelse, som omtales i Molbo c li, Christian IV's Breve I, 285 Anni.; men som der ved Fejllæsning af Datum er henført til 22de Novbr. istedenfor d. 12te Novbr. Ordene »med os» p. 72, Lin. 7, bør udgaae, og i Lin. 10 bør efter «Medbrødre'> indsættes «og».

Side 593

Skeel synes at have været tilbøjelig til at overtage en saadanRolle;i Slagelse Kirke optraadte han overfor Eaaderne som Adelens Ordfører, og kort efter overleveredes til RigsraadetRidderskabetsskriftlige Forestillinger, i Spidsen for hvilke Henvendelsen til Marsken stod¹). Det var et nyt ejendommeligt, statsretligt Forhold, som saaledes var bragt paa Bane, og som naturligt greb ind i Spergsmaalet om Bigsmarskens Stilling i Eaadet;, thi skulde han være AdelenssærligeRepræsentant, maatte det selvfølgeligt være af endnu større Vigtighed end tidligere, at han havde Sæde i Eigsraadet, og Adelen støttede derfor naturligvis Raadets Opfattelse²). Dette synes ikke at have udtalt sig videre om Marskens Stilling overfor Adelen; men derimod nedlagdeKongenen bestemt Protest imod Adelens ønsker. I en Skrivelse af 12te November til Kantsleren, dir er meget vanskelig at forstaae og forudsætter Forhandlinger eller Indlæg,somnu vistnok ikke haves, fastholdt han, at selv om Marsken var Medlem af Eaadet, og det fordredes af ham, at han skulde forsvare Fædrelandet og tale Adelens SaghosKongen(partes agere nobilium apud regcm), skulde han dog ikke have nogen særlig Stilling (admitteres ad secretiora). Det var ikke nødvendigt simpelthen (simpliciter) at tale for Adelen: thi enhver havde Lov til at tale i sin

1) Molbech, anf. St. I, 285.

2) Den skaanske Adels Indlæg kalder Jørgen Skeel udtrykkeligt for »Raad" og af Rigsraadets Svar paa Ridderskabets Forestillinger fremgaaer, at der i disse ogsaa maa være talt om Marskens Sæde i Raadet. Molbech, anf. St., 1., 287.

Side 594

egen Sag-, og hvis en ikke kunde gjøre det personligt, kunde
han gjøre det skriftligt, og Kantsleren skulde da ifølge sin
Ed berette Kongen det og skaffe Svar derpaa1).

Kongen havde saaledes mødt Adelens Fordring med en bestemt Modstand, og ligesaa afgjort hævdede han d. 15de JS'ovbr. overfor Raadet, at Jørgen Lunge kun af ham var valgt til Rigsraad, og at Tilfældet 1616 saaledes ikke præjudicerede Jørgen Skeels Stilling²). Raadet underrettede ogsaa d. 30te Novbr. Adelen om, at Kongen med Henvisning til sin Eneret til at vælge Rigsraader bestemt nægtede at anerkjende Marskens Sæde i Raadet³). Herredagen gik saaledes til Ende uden Stridsspørgsmaalenes Afgjørelse; efter nogle Beretninger synes det, som endog et godt Forhold var gjenoprettet mellem Konge, Rigsraad og Adel⁴).

Allerede d. oOte Novbr. udskreves Rigsraadet atter til et Mode og en Herredag i Kjøbenhavn d. 17de December⁵). Om end Jørgen Skeel i Kantseliets Registrant nævnes blandt de tilskrevne Raader og ved en særlig Skrivelse af 19de Decbr. fik Ordre til at begive sig til Kjøbenhavn⁰), var

1) Molbech, anf. St., I, 294. Kongens Brev maa vistnok efter det hidtil bekjendte rigtigere henfores til Adelens Optrseden end til Rigsraadets.

2) Molbech, anf. St. I, 395.

3) Afskr. i Geh. Ark.'s Diplomatarium. For Rig&raadets Skrivelse ligger det hos Molbech, anf. St. I, 285 —87 trykte Udkast til Grand.

4) Se en engelsk Skrivelse fra Hamborg af Iste Decbr. og et Brev fra Robert Armstruther af Hamborg sté Januar 1628 til Sir Isaac Wake. The negotiations of Sir Thomas Roe, London 1740, p. 713^—14, 737—38. Dog er det vel tvivlsomt, hvad Vægt der bør tillægges disse Beretninger. Jvfr. i modsat Retning Udtalelser i Cronholm , Sveriges historiaunder Gustav II Adolph 11, 323_—24.

5) Ved to forskjellige Breve. Sjæll. Tegn. Jvfr. Molbech, anf. St. I, 303.

6) Sjæll. Tegn.

Side 595

Kongens Standpunkt dog i hvert Tilfælde i Begyndelsen ikke forandret. Vi have nemlig en d. 22de Deebr. underskrevenForestilling fra 59 Adelsmænd, der vare tilstede paa det med Herredagen samtidige Stændermøie¹), hvori de paany opfordre Kongen til at tilstaae Marsken Sæde i liaadet og mærkeligt nok begrunde denne Anmodning med, at han da «siden paa samtlig Adelens Vegne med Hans Maj. kunde forhandle om, hvis vi fornødentligt for Hans Maj. have at andrage«; thi hvis Sæde i Raadei; ikke til— staaes ham, erklære de «at de ikke vide, om han er "suffisant«nok til at forrette deres vigtige Anliggende hos Konge n²). Desværre kjende vi intet yderligere til de følgende Forhandlinger; men det synes, som om Kongen, saaledes som det jo ofte gik i hans Stridigheder med Kigsraadet og Adelen, efter sin lange Modstand slutteligt har givet efter, i det mindste forsaavidt som han indrømmede Marsken den omtvistede Plads i Raadet. Jørgen Skeels Navn findes under en Rigsraadsbeslutning af 4de Januar 1628³), og vi vide, at han senere fungerede som Eigsraad⁴). Sp>3rgsmaalet kom heller ikke nogensinde senere frem igjen.

Derimod havde det andet af Adelen forebragte statsretsligeSpørgsmaal om Marskens Stilling som dens særlige Repræsentant næppe fundet nogen Afgjørelse, og oinend det vistnok ikke vides at have spillet nogen Rolle, hverken under Jørgen Skeels følgende Embedstid eller under Jørgen

1) Jvfr. om dette Nyt liistor. Tidsskr. I, 435. IV, )bl>. Danske Magazin 3 R. IV, 74—76.

2) Molbech, anf. St. I, 292—93.

3) Rigsraadsbr. Geh. Ark.

4) Ligprædikenen omtaler hans Forhold i »Danmarks Riges Raads Bestilling« og kalder ham paa Titelbladet »Marsk og Raad». Jvfr. Molbech, anf. St. I, 326, 463; Pontoppidan, Marmora danica 11, 92.

Side 596

Urne1), skulde det dog senere atter dukke op og være inert
at give Anledning til en mærkelig, i trykte Kilder hidtil
næppe omtalt Episode.

Anders Bilde og Mogens Kaas havde, vistnok i Egenskabaf fynske Rigsraader'-'), gjentagne Gange under ChristianI V¹ s sidste Krig med Sverrig efter kongelig Ordre³) forskrevet den fynske Adel til dens Provindsmøder og forhandletmed den paa Kongens Vegne. Da denne i Begyndelsenaf Maj 1645 efter Forhandling med de i Kjøbenhavn tilstedeværende Rigsraader havde besluttet under den herskendeFinantsnød at søge Adelens Samtykke til en Hovedskatpaa dens egne Personer og Ugedagsbønder og i don Anledning havde indkaldt provindsielle Stændermøder til d. 15de Maj⁴), fik Anders Bilde og Mogens Kaas atter det Hverv at repræsentere Kongen i Odense⁵). Men en Hovedskatgreb paa den usædvanligste og skarpeste Maade ind i

1) Som bckjendt ledede Jørgen Urne 16H4 Forhandlingerne med Adelen om Vornedskabets Ophævelse (Slange, ttnf. St. p. 75*0₁ og virke du saaledes som et Mellemled mellem Standen og Kongen. Dog har dette næppe været i Egenskab af Marsk, men paa Grund af' hans Slægtskabsforhold og saglige private Stilling til det omhandlede Suørgsmaal. Jvfr. Skandinav. Litterat. Selskab* Skrifter ISI3, p. 01, 3P>, 40. Ligeledes kan der næppe i denne Henseende lægges nogen Vægt paa Kongens Ytringer i et Brev til ham af 23de Decbr. 1636, om at han meddeler ham nogle Forhold ved Kirstine Munks Sag «paa det at, saafremt der i Landet om samme Lejlighed bliver talt, Du d<-i kan Tilstanden dem lade- vide.» Suhms nye Saml. I, 116.

2) Mogens Kaas var Lensmand paa Nyborg Slot. Slange, anf. St. p. 1511. Anders Bille skrev sig til Damsbo i Fyn.

3) Saaledes Brev til de nævnte af ste Febr. 1645 og til dem og Henning Valkendorf af 16de Decbr 1644. Fynske Tegneiser.

4) Fyenske Aktstykker 11, 126—28.

5; Dette fremgaaer af det følgende. Hans Lindenov og Frederik Ketz fungerede i Ringsted for Sjællands og Smaaøernes Vedkommende. Sjællandske Provindsiallandebog. Add. 96 Fol. U. B.

Side 597

Adelens Privilegier, og saavel i Kingsted¹) som i Odense mødte en saadan Form af Skat den bestemteste Modstand. Anders Bilde og Mogens Kaas underrettede V3d en Skrivelse,dat. Odense d. 16de og 17de Maj, en Del af Kigsraadetom Adelens Erklæring. De fremhævede deri, at Adelen havde svaret, at Anmodningen stred mod dens Friheder,og betonet — hvad der her er særlig Grund til at lægge Mærke til — at Anders Bilde i sin Egenskab af Marsk hellere burde optræde til dens Forsvar, naar noget begjæredes, som stred imod dens Privilegier, end selv begjære det²).

Saaledes havde Adelen paany udtalt sig for Kigsmarskens særlige Opgave at tale for den og være dens Patron, uden at dette dog, ligesaalidt som 1G27, var blevet nærmere

Skrivelsen, der vistnok maa have havt en særlig skarp Tone, var bestemt til kun at have en privat Charakter og skulde ikke forebringes for Kongen. I den første Tid erfarede denne heller intet derom, og der indtraadte ingen Forandring i hans Forhold til Anders Bilde³). Men paa en os übekjendt Maade kom Brevet, vel i Juli Maaned, for Kongens Øjne. Der behøvedes ikke særligt meget for i dette -Øjeblik at opflamme Christian IV's Vrede. Krigens

1) Adelens Erklæring af 16de Maj. Sjæll. Landebog.

2) Selve denne Skrivelse har det desværre ikke været mig muligt at finde, og jeg kan derfor kun omtale den efter Anders Bildes Referater af den i sine senere Breve.

3) D. 16de Juni fik han og Mogens Kaas Brev om at forskrive de fyenske Stænder og de af den jydske Adel, som vare i Fyen, for at høre deres Mening om Freden; selv skulde de strax fremsende deres Betænkning derom. Fynske Tegneiser. D. 18de Juni skrev de begge fra Middelfart som Svar herpaa til Raadet, at de ikke kunde yttre sig om Traktaten, da de ikke kjendte Forholdene. Geh. Ark.

Side 598

sorgelige Ulykker, Hollændernes Optræden, Adelens Mangel paa Beredvillighed til at bringe Ofre, der stod i Forhold til den herskende Nød, den truende Gjæring og Spaltning mellem Stænderne og endelig Fredsforhandlingernes bitre Kalk havde i Forening med Alderdommen udviklet det bitre og pirrelige i hans Charakter¹). Nu kom den omtalteSkrivelse til; han forstod den som en Bebrejdelse for at have brudt sit Ord ved at krænke Adelens Rettigheder, det var en eller to Rigsraader, der var optraadt imod ham, og endeligt havde Anders Bilde — hvad denne selv særligt fremhæver som en stor Aarsag til, at Kongen var bleven »altereret« imod ham — slaaet paa sin særlige Stilling overfor Adelen som Marsk. Netop nu, i Begyndelsen af August, mødte ham en anden Fordring fra Adelens Side, der synes at have havt sit Udgangspunkt fra den samme Opfattelse. De i Kjøbenhavn samlede Befuldmægtigede for Ridderskabet indleverede d. 15de i nævnte Maaned et Andragendeom en Forandring i Landcommissairernes Stilling. Heri udtaltes Ønsket om, at disse sammen med Marsken og de andre i hver Provinds bosiddende Raader, baade i Fredsogi Krigstid skulde have Tilsyn med Landet, og tillige i Forening med de nævnte hvert Aar holde Provindsmøder, hvor enhver skulde kunne fremføre "sine Besværinger ■).

Ved alt dette kom Kongens Blod i en voldsom Bevægelse.Vellykkedes det de tilstedeværende Rigsraader at holde hans Hidsighed tilbage, indtil Freden med Sverig var sikret, men kun for at lade den komme til et desto beftigere Udbrud. Skjendt vi ikke kjende alt, hvad der er foregaaet,

1) Om Kongens Stemning i denne Tid se Ny danske Magazin V, 76 — 77. Nyt histor. Tidskr. V, 351, 354. Nyerup, Christian IV's Charakteristik p. 137—38.

2) Sjællandske Laudebog-.

Side 599

sees det dog, at Kongen efter al Rimelighed har nægtet længere at anerkjende Anders Bilde for Rigsraad og har gjort Indgreb i hans Embedsstilling som Marsk¹). D. 3die September skrev han et ved sin Heftighed særdeles mærkeligtBrevtil Kantsleren-). «Hvis jeg var saa gal», hed det deri, «at jeg tillod hans Navn at maatte indføres i Fordrage t³), da gjorde jeg mig selv til en Løgner; thi jeg holdt ham ikke tøngere for den, han var, den Tid jeg fornam ham at have skrevet det, som passeret er». At Anders Bilde kun havde berettet adskillige Herremænds Udtalelser, var ingen Undskyldning; thi disse vare da ligesaa gode som han «et posito, om der har været nogle übeskedne Æsler deriblandt, da burde han som en Rigens Raad have raadet dem fra sligt og ikke været Formand i Sagen.« Ret charakteristiskforForholdene gjendriver Kongen dernæst dem, som mente, at der burde tages Hensyn til hans Børn og Familie, og det med, at han ogsaa selv havde Børn og Slægt, der kun vilde have liden Grund til at glæde sig, hvis de erfarede, at han havde brudt sit Ord; nej, Anders Bilde havde gjort det, «fordi han har villet gjøre sig et Anseende blandt sine Kanuter, at han var den Mand, som turde sige mig, hvorledes mine Klæder stod mig an»⁴). Samme Dag udkom den nye Forordning om Landkommissairern

1) Anders Bilde klager i sit Brev af 10de Septbr. over, at Henning Valkendorf har faaet Ordre angaaende forskjelligtj militære Forhold. Rig\sraadsbr. Geh. Ark.

2) Christian IV's egh. Br. Geh. Ark.

3) Uden Tvivl Ratificationen af Brømsebrofreden, der blev undertegnet af Rigsraadet d. 7de Septbr. og ikke bærer Anders Bildes Navn. Slange, anf. St. p. 1511.

4) Af Udtrykkene i dette Brev og i Kongens Paategnelse pna et senere Rigsraadsbrev synes det tvivlsomt, om Mogens Kaas har underskrevet Skrivelsen fra Odense.

Side 600

sairerne1); men Marskens særlige Stilling var ikke berørt
med et Ord i den, og Adelen vides heller ikke yderligere
at have insisteret derpaa.

Anders Bilde synes at have trukket sig tilbage til sin Gaard Logismose; derfra skrev han d. 9de Septbr. en Forsvarsskrivelse til Rigshofmesteren og Kantsleren, hvori han ytrede, at det var hans Misundere og Uvenner, der havde bagvadsket ham hos Kongen, saaat han uden Proces angrebes paa Ære og Lempe. Med Hensyn til Sagens Realitet, da havde han og Mogens Kaas faaet Adelen til paa anden Maade at bevilge endnu mere, end Hovedskatten vilde have beløbet sig til, og hvad det angik, at han havde erindret sine Colleger i Raadet om Adelens direkte Henvendelse til ham, da havde han havt Landets Conservation og Undersaatternes Enighed og Lydighed mod Kongen for øje og handlet «som min pligtige Tjeneste mig tilforbyder». Saavel i dette som i det den følgende Dag til Christen Thomesen skrevne Brev beder han dem skaffe sig Forhør hos Kongen imod dennes Beskyldninger²).

Kort efter overbragte en Trompeter Kongens Klager til Anders Bilde, som derfor nu d. 26de Septbr. henvendte sig med en direkte Skrivelse til ham; den var væsentligt af samme Indhold som de forrige, erklærede, at han ikke havde troet at burde' forbigaae, at den fyenske Adel havde ladet sig forlyde med, at han som Rigens Marsk burde tale for dem i saadanne Tilfælde, og endte med at bede Kongen om at faae hans Gunst tilbage. Samme Dag skrev han et nyt Brev til Christen Thomesen; det var skarpere i Tonen end det til Kongen; han hævdede, at Forfædrene udtrykkeligthavde indfort i Landsloven de Ord, at ingen Skat

1) Sjæll. Registre.

2) Rigsraadsbr. <Jeh. Ark.

Side 601

maatte begjæres uden med Rigsraadets Samtykke, og at Forfædrene vel havde vidst at forvare sig mod saadanne kongelige Begjæringer; han, der havde besvoret en saadan Landslov og «tilmed om min Bestilling er bleven anmodet af Adelen» var forpligtet til i det mindste at tilkjendegive det for de øvrige Raader. Det var Corfits Ulfeldts og Christen Thomesens Sag som de fornemste Rigsraader at skaffe ham Forhør hos Kongen¹).

Sagen er uden Tvivl bleven underkastet en alvorlig Drøftelse blandt Rigsraaderne i de første Dage af Oktober, og det lykkedes dem ogsaa, vel især ved Hjælp af den milde og fredsommelige Kantsier, der synes at have spillet Forsoneren i de haarde Kampe mellem Partier og Personer i Christian IV's sidste Aar, at faae Kongen nogenlunde beroliget og tilbøjelig til at antage Anders Bildes Undskyldningsskrivelsetil ham. Dog blev det første Udkast til en Skrivelse fra Rigsraadet til Anders Bilde, hvori erklæredes, at Kongen havde fundet sig tilfredsstillet ved hans Brev, forkastet af Kongen, der navnlig vilde have det fremhævet, at Bilde havde fejlet ved ikke at fremføre sine Modbemærkningerstrax, da han fik sit Hverv, og før Adelsmødet. Som Følge heraf optoges der i et nyt Udkast den Bemærkning,at en eller to fraværende Rigsraader ikke burde kriticere,hvad der var afgjort af Kongen med de tilstedeværende, i hvert Tilfælde ikke efterat Propositionen til Adelen var skeet. Skrivelsen vandt i denne Form Kongens Bifald, og Christen Thomesen underrettede Bilde ved et Brev af 13de Oktbr. yderligere om det passerede-). Men den vistnokaf Charakter paastaaelige og hovmodige Anders Bilde var desuagtet ikke tilfreds. Han troede nu desuden at

1) Rigsraadsbr. Geh. Ark.

2) Rigsraadsbr. Geh. Ark.

Side 602

havde faaet at vide, hvem det var, der hemmeligt havde overbragt Kongen den skjæbnesvangre Skrivelse; fra Odense sendte han d. 19de Oktbr. et Brev til Rigsraaden Iver Vind¹), hvem han i voldsomme Udtryk bebrejder at have gjort det; han recapitulerer Striden, glemmer ikke Adelens Opfordring til sig, beskylder ham for ikke at have handlet som en ærlig Adelsmand og opfordrer ham, hvis der endnu er en ærlig Blodsdraabe i ham, til at erklære sig uden "Vidtløftighed og Omsvøb; benægter Vind Sagen, skal han vel finde Maader at hævne sig paa for at skaffe sin egen, sin Hustrus og sine Børns Ære Oprejsning; tilstaaer han derimod, da skal han finde sin Mand, som ikke hemmeligt, men tilbørligt skal gaae ham under øjnene. Hvad denne Skrivelse, der ikke kan forstaaes anderledes end som en betinget Udfordring, har ført med sig, vide vi ikke; men heller ikke overfor Kongen var Sagen endt. I Breve af 25de Oktober og Bde December til Kantsleren og Rigshofmesterenfordrede Anders Bilde bestemt et egenhændigt Tilgivelsesbrev af Kongen eller i modsat Fald Rettergang³).

Men Rigsraadet opgav ikke sine Bestræbelser for at faae Sagen ordnet, og endeligt, men først paa Herredagen i Marts 1646, opnaaedes en Afslutning. Vi have et Udka?t af 22de Marts, skrevet med den stadigt ivrige Christen Thomesens Haand, til en Skrivelse fra Rigsraaderne til Anders Bilde, hvori de berette, at da han ikke var tilfreds med den sidste Skrivelse af Oktober, havde de atter gjort Andragende til Kongen, der nu endeligt havde erklæret sig tilfreds, sagt Bilde fri for Mistanke og lovet at blive ham en naadig Herre³). Anders Bilde, der synes at have opgivetsin

1) Klevenfeldts Saml. Fam. Bilde. Geh. Ark.

2) Rigsraadsbr. Geh. Ark.

3) Rigsraadsbr. Geh. Ark.

Side 603

givetsinFordring om et egenhændigt Brev fra Kongen, overtog nu sine Bestillinger igjen. D. 25de Marts mødte han i Eaadstuen paany, hvor en Memorial om hans Sag underskrevesaf hans Colleger¹), og kort efter sees han ogsaa atter at fungere som Marsk²) — hvad han formelt vel dog næppe nogensinde havde ophørt med. Men Forliget mellem Kongenog Anders Bilde, der maaske endnu har draget heftige Scener efter sig*), synes at være bleven beseglet paa en mærkelig Maade, der viste, at Kongen, som det i Keglen gik, var den tabende Part. Efter Indstilling af nogle af Kongen i denne Anledning udmeldte Rigsraader, bevilgedes der ved et Kongebrev af 22de Maj Anders Bilde 18000 Rdlr. som Erstatning for Udgifter i Krigsaarene⁴).

Saaledes endte denne Strid mellem Kongen og Kigsmarske n⁵), uden at det ofte omtalte statsretslige Spergsmaal var blevet last. Men om det endog i Slutningen af Striden var traadt i Skygge for de øvrige Aarsager til Uenigheden, viser den følgende Tid dog Spor til, at det ikke var glemt⁰).

1) Vedel-S i monsen, Jørgen Brahe p. 83.

2) Sjællandske Landebog, April 1646.

3) I en Skrivelse fra Hamborg af 17de April 1646 omtales en stor Strid, som har været i Kjøbenhavn mellem Marsken og Statholderen i Norge, som skulde have duelleret den følgende Dag, hvis de ikke vare blevne forligte af Rigsliofmesteren. Gazette de France 1646, p. 299.

4) Sjæll. Registre. Hannibal Sehested var mellem de ndmeldte Raader.

5) Dog vedblev Christian IV, som det fremgaaer af meget haanlige Udtryk i Breve fra ham af 7de og Bde Decbr. 1646 til Rigsraadet og Kantsleren at nære uvenlige Følelser overfor Anders Bilde. Geh. Ark.

6) Allerede af et Brev af 15de April 1646 fra Kongen til Raadet kan der sammenholdt med det Foregaaende opstaae Formodning om, at Adelen har ønsket Marsken til at forhandle med sig; det hedder nemlig deri: »At erfare Adelens Mening om de Midler eller den Maade, som til Contributionens Erlangende bruges kan, dertil kan ingen bedre blive brugt end Landcommissairerne, som til den Ende eligerede og svorne ere.» Christian IV's egh. Br. Geh. Ark.

Side 604

Paa den bekjendte bevægede Herredag i Kjøbenhavn i November 1647 anmodede de Deputerede for alle Provindsers Adel Eigsmarsken om at følge med Landcommissairerne og anholde hos Eigsraadet om dettes Mellemkomst hos Kongen til Fordel for Adelens Andragender, der vel at mærke vare af almindelig politisk og ikke særlig militær Natur¹). Det var en Gjenklang af Andragendet fra August 1645; men vi vide intet om, hvad Anmodningen førte til. len bestemtere Form see vi Opfattelsen af Marskens særlige Forhold til Adelen komme frem en enkelt Gang under den ulfeldtske Strid. Corfitz Ulfeldts Svoger, Oluf Brokkenhus, meddelte i en Skrivelse af 13de Maj 1653 Anders Bilde, at han havde faaet Brev fra den til Sverig flygtede Ulfeldt, hvori denne bad ham «tale med Hr. Eigens Marsk, at han som særdeles Adelens Patron og Forsvar vilde lade sig bofalde» at berette Kongen, at Ulfeldt skriftligt havde svaret paa den til ham udstedte Stævning til at møde for Herredagen, samt forsvare denne hans Optræden. Oluf Brokkenhus støttede i sit Brev Svogerens ønske, uden at vi imidlertid vide noget om Følgerne deraf²).

Der staar tilbage at undersøge, hvad der kan have ligget til Grund for den saaledes flere Gange i det 17de Aarhundrede bos Adelen fremkommende Opfattelse af Marskensomdens Eepræsentant og Patron eller forsaavidt en

1) De gik navnlig ud paa, at Lenenes Afgifter ikke forhøjedes, at de understukue Len maatte adskilles, at en tryg Confoederation maatte stiftes med Naboerne, og at Danmark og Norge uden nogen Forandring maatte overgives Efterkommerne. Jydske Provindsiallandebog. Thott 841 Fol.

2) Afskr. i GI. kgl. Saml. 3103 4to.

Side 605

saadan Opfattelse kunde synes at være motiveret ved Jørgen Skeels Ed, da for Udtrykkene i denne. Vil man søge Støttepunkt for den i Lovgivningen, er man vistnok udelukkendehenvisttil Bestemmelsen i den store Keces af 1536¹), der gik over ide senere Haandfæstninger"), om at den, det være sig adelig eller uadelig, der troede sig forurettetafKongen, kunde tilkjendegive det for Kigshofmesteren,KongensKantsier og Rigens Marsk og ved dem lade Kongen formane til at afstaae fra sit Forehavende³). Men dette, der ikke adskiller Adelen fra de andre Stænder og ikke Marsken fra de andre høje Rigsembedsmænd, kan i det højeste have dannet en fjernere Baggrund og ikke været det, der egentligt bragte Tanken frem. Præcedentser fra Tiden før 1627 savnes vistnok ogsaa ganske⁴). Derimod er det næppe uden Betydning at lægge Mærke til, at den svenske Ridderhusordning af 1626 havde bestemt, at der ved hver Rigsdag skulde indsættes en saakaldet Landmarskalk, der, valgt af Kongen, skulde lede Adelens Forhandlinger og være Standens Ordforer overfor Konge og Raad⁵). Det er

1) Krag, Christian lll's Historie I, 505.

2) Gehejmeark. Aarsberetn. 11, 100—101, 108, 117.

3) Maaske har det naermest vaeret med denne Bestemmelse for oje, at Christen Skeel i sit Brev af 24de Novbr. 1658 til sine Colleger i Raadet opfordrede dem til at bega^jre af Rigshoftnesteren og en anden af Raadet, at de skulde forestille deres Klager for Kong-en «efterdi vi .... have hverken Kantsler eller Marsk, som det burde at gjore». Suhms nye Saml. I, 305.

4) At Marsken Erik Banner sammen med Peder Ebbesen 1545 i Kongens Navn forsikrede Adelen om, at en bevilget Krigsstyr ikke skulde vsere til Skade for dens Privilegier (Krag, Christian Ill's Hist. I, 289), og at den jydske Adel d. 22de Septbr. 1552 i Viborg begjserede Privilegier af Marsken Otto Krumpen, Erik Krabbe og Holger Rosenkrands (ssteds. 111, 110), hang nseppe sammen med Marskens Stilling som saadan.

5) Sveriges Rikes Ridderskaps och Adels Riksdags-Protokoll. Stokh. 1855. I, p. LI—LU, 12. Tydske Forbilleder have vistnok havt Indflydelse paa den svenske Landmarskalkinstitution, thi Marschallen synes fra tidlig Tid i Tydskland at have havt Forsasdet i Ridderskabets almindelige Forsamlinger. Eichhorn, Deutsche Staats- und Rechtsgeschiuhte 111, 374. Jvfr. Wingqvist, Om svenska representationen i aldre tider. Stokh. 1863. p. 214.

Side 606

vel ikke umuligt, at den danske Adels Optræden det følgendeAarhar været noget paavirket heraf, og at den ligeledesharønsket at skabe sig en Repræsentant. Men for at forklare, hvorfor Tanken her blev rettet paa Rigsraarsken, er der vel Grund til foruden Navneligheden med den svenske Embedsmand at lægge Vægten paa de forskjellige Forhold, der bragte Marsken i en nøjere Forbindelse med Adelen som Stand end Tilfældet var med de øvrige Rigsembedsmænd.

Som bekjendt tog i Middelalderen Marsken sammen med Drosten Dol i den øverste Retspleje¹), hvilken jo senere gik over til Rigskantsleren. Men en mærkelig Levning af Marskens Jurisdiktion bevaredes dog. I Frederik IFs G aardsretaf15G2findes en Bestemmelse om, at den Husbond, der ikke behandler sin Svend godt, skal, hvis han tjener i Kongens Gaard, staae til Ansvar for Hofmarskalken; «inen», tilføjes der, «dersom det ikke er i Gaarden, da skal HusbondenstaaetilRette for Rigens Marskalk, og da skal Marskalken hjælpe ham til saa meget Ret er. Vil Husbondenikkemodefor Marskalken, naar han bliver tilbørligenkaldet,daskal Marskalken dog være pligtig at hjælpe den til Rette, som klager«⁹). Denne Bestemmelse i Gaardsretten,derjogjaldt

1) Gehejmeark. Aarsberetn. 11, 33. Jvfr. om Marskalkens Jurisdiction i Holsten Jensen og Hegewisch, Privilegien der schles•wig-holsteinischen Ritterschaft p. 54_—55.

2) Kolderup-Rosenvinge, Gamle danske Love V, 44. I Jørgen Skeeh ovenfor omtalte Embedsed findes følgende Afsnit: »Justitien vil jeg lade mig være angelegen, og mig retfærdeligen forholde og intet ansee Vild, Venskab, Frændskab, Fjendskab, Had? Avind, Gunst eller Gave; men holde saavel den fattige som rige, den rige som den fattige til den Del, de Hans Kong. Maj. og deres Fædreland skyldige og pligtige ere. • Forsaavidt dette, som næppe er rimeligt, ikke udelukkende skal gaae paa Kjendelser i Rostjenestestridigheder, og forsaavidt hele Eden ikke er et Udkast, hvis Affatter har forudsat, at Marsken tillige var Raad, omtale Udtrykkene jo bestemt hans dømmende Myndighed. — Det kan bemærkes, at omend der i Gaardsrettens Bestemmelse nøje skjelnes mellem Hofmarskalken og Rigens Marsk, synes deres Forretninger dog senere undertiden at være gaaet over i hinanden. Anders Bilde førte Processionen ved den udvalgte Konge Christian V's Begravelse d. Bde Novbr. 1(547 (Ve del- Simonsen, Jørgen Brahe p. 90) og Ove Juel anholdt 1639 ved Rigsmarsken Jørgen Urne om at blive Kongens Hofjunker «udi Gaarden. Histor. Tidsskr., 3R. 111, 491. Jvfr. om Forholdet under Christiern II Allen, De tre nordiske Rigers Historie 11, 236, 543.

Side 607

retten,derjogjaldtfor alle de adelige Gaarde, kunde alleredeienikke ringe Grad bringe Marsken i Forbindelse med Adelen. Endnu betydningsfuldere var imidlertid i denne Henseende Rigsmarskens vigtigste Forretning, nemlig at staae i Spidsen for Krigsvæsenet og have den øverste Commando i Krigen¹). Allerede Ascheh oug har bemærket²), at Grunden til, at Marskembedet 1616 og 1627 besattes efter Indstilling henholdsvis af Rigsraadet og af Adelen kan antages at have været den, at Adelens Villighed til at bevilge Krigsstyr, stille Krigsfolk og gjere personlig Tjeneste i væsentlig Grad har beroet paa Tilliden til den, der førte Hæren, en Bemærkning, der efter det foregaaende maa modtage en betydelig Udvidelse³). Det maa endvidere erindres,atomendVirkeligheden

1) Naar Jahn, Historie om Kalmarkrigen p. 269, synes at ville hævde, at Rigsmarsken ikke ifølge sit Embede havde noget Anførerhverv i Krig, modbevises dette af Peder Munks og Jørgen Skeels Ed.

2) Aschehoug, Statsforfatningen i Danmark og Norge indtil 1814 p. 385.

3) Det kan endvidere bemærkes, at i Frederik lll's H.aandfæstnings § 15 blev vistnok efter Adelens eller Raadets Ønske den nye Bestemmelse indfort, at under Opbud eller Krig- skulde ingen cominandere Rigens Marsk uden Kongen eller samtlige Rigsraader i dennes Fravaerelse. Gehejraeark. Aarsberetn. 11., 114. Var dor foregaaet noget 1645, som kunde give Anledning-til et saadant Bud?

Side 608

dres,atomendVirkelighedenikke længere svarede aldeles dertil, saa var dog Adelen efter sin Oprindelse og alle sine Traditioner først og fremmest en Krigerstand og levede vistnokendnuiForestillingen om, at dens Opbud udgjorde den vigtigste Bestanddel af Hæren¹). Dennes Farer kunde derfor i særlig Grad siges at være knyttet til Adelsstanden, og Omstændighederne paabød mangen en Gang Forhandlingermellemhamog denne. Eostjenesten, der jo oprindeligthavdegjortAdelen til Adel, og som stadigt vedblev at spille en ikke ringe Rolle i Adelens Liv, stod umiddelbart under Marskens Tilsyn. Det var hans Sag i den Provinds, hvori han boede, ligesom i de andre Provindser de derboende Rigsraader, at undersøge de adelige Jordebøger, hvorefter Rostjenesten bestemtes, og afgjøre Tvivl om dens Størrelse, og han alene skulde opkræve Boder for Undladelse af at stille den-). Efterhaanden som henimod Midten af det 17de Aarhundrede Hærens Omorganisation blev mere og mere paatrængende,ogSkatterog Udskrivninger til militære Øjemed bleve hyppigere og hyppigere begærede af Adelen, blev det ogsaa i denne Anledning ofte Rigsmarskens Sag at henvende sig til Adelen, hvis Møder derved ofte bleve ledede eller i det mindste overværede af ham³). Det maa endeligt særligt

1) Jvfr. ogsaa Udtrykket "Rigens Adel og Krigsfolk> i det ovfr. omtalte Kongebrev af lste Decbr. 1616 og i Jyrgen Skeels Ed.

2) Christian IV's Reces af 1643. Kolderup-Rosenvinge, Gamle danske Love IV, 410, 411.

3) Som Exemplcr herpaa kan naevnes: Bestemmelser, trufne paa et Adelsmode i Odense d. 4de Juli 1638 i Rigsmarskens Naervaerelse og med hans Samtykke om Officierer, Gevserer og Munition (Rigsraadsbr. Geh. Ark.); Adelens Forhandlinger raed Rigsmarsken paa Herredagen i Kjøbenhavn i April 1646 om forskjellige militære Forhold; de jydslce Landcommissairers Indlæg til Marsken af Viborg d. 16de Septbr. 1646 om Fæstningers Anlæg; Adelens Forhandlinger i Odense i Juli 1647 med Marsken om Landcommissairernes Forhold til den nye Soldateske, og i Kjobenhavn i November 1647 om Adelens nye Rytteri. Sjællandske Provindsiallandbog.

Side 609

fremhæves, at den Omstændighed, at Kigsmarsken valgtes een Gang af Adelen selv og ellers i hvert Tilfælde efter Forhandling med Rigsraadet, ligesom den allerede vidnede om hans noje Forhold til Kidderskabet, tillige, da han var den eneste, der saaledes mere umiddelbart efter dettes -Ønske fik Sæde i Regeringen, maatte være tilbagevirkende paa Adelen, saaat den i ham kunde see sin særlige Talsmand.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 3 (1872 - 1873) 1

Nogle Bemærkninger om Rigsmarskeme og Rigsmarskembedet, især under Christian IV.