Herredagen i Kjøbenhavn 1533.

Side 222

I. Herredagens Forhistorie.

Kong Frederik den førstes Død paa Gottorp Slot d. 10. April 1533 blev af gjennemgribende Betydning for Danmarksog hele Nordens Skjæbne i de følgende Tider, mindre paa Grund af denne Fyrstes egen Personlighed end paa Grund af den kritiske Stilling, hvori Begivenhederne da vare indtraadte baade udadtil og indadtil. Store Spargsmaalstode endnu uafgjorte. Det Forbund, som Forholdet til den landflygtige Kristiern den anden havde bragt i Stand mellem de nordiske Riger og Lybæk, havde aldrig haft nogen fast Grundvold; dertil vare de forskjellige ForbundsfællersInteresser for stridige. Dette viste sig allertydeligst,da Kong Kristierns Tog til Norge skulde give Forbundet praktisk Betydning. Thi vel ydede Lybæk Hjælp til Kong Kristierns Undertvingelse; men alt den Gang tildelsledet af Jørgen Wullenwevers højtflyvende Planer benyttededen stolte Hansestad sig af Situationen til at ville lægge hele Østersøens Handel under sig. Vel havde Lybækkerneikke kunnet opnaa alt, hvad de ønskede; men ved Traktaten af 2. Maj 1532, som sluttedes mellem den danske Konge og Rigsraad paa den ene og Lybæk paa den anden Side, bestemtes det, at eftersom de hollandske

Side 223

Stæder havde hjulpet Kong Kristiern med Udrustning af Skibe og paa anden Maade, skulde den danske Regjering, saasnart Norge ved Lybæks Hjælp atter var bragt til Lydighed, anfalde Hollændernes og Waterlændernes Skibe og Gods, i -Øresund eller hvorsomhelst i Soen de ellers bleve trufne; intet mindeligt Forlig og ingen Fred maatte sluttes med Hollænderne og Waterlænderne, med mindre disse forpligtede sig til i ti Aar intet Stabelgods, navnlig Klæde og Lærred, at føre gjennem Sundet fra Vest til Ost, eller at føre Østersøens vigtigste Produkter tilbage fra Øst til Vest. Dog undtages de Varer, som falde paa Kongens egne Riger og Lande; dem maa Hollænderne føre gjennem Sundet, ligesom det er tilladt Kongens egne Undersaatter at føre deres egne Varer gjennem Sundet, men ikke fremmed Stabelgods for Fragt. Kommer det paa disse Vilkaar til Fred med Hollænderne, eller de blive overvundnei Krigen, forpligter Kongen og Raadet sig til at anvende al deres Flid paa, at alle bråbåndske, seelandskeog «østerske» Stæder (o: Danzig, Riga, Reval)— dog med Undtagelse af Konigsberg og Hertugen af Preussens Undersaatter, som ikke have oplagt Raad med Fjenden — forpligte sig til heller ikke at føre ovennævnte Stabelgods igjennem Sundet. Dog skal Kongen og Raadet, saafremt disse Stæder begynde Krig i den Anledning, ikke være forpligtet til at deltage heri, men denne Sag skal gjøres til Gjenstand for fornyede Underhandlinger mellem Kongen og Lybæk.

Til Gjengjæld for disse store Indrømmelser lover Lybæk paa egne og Forbundsfællers Vegne at staa Kongen og Raadet bi med visse nærmere angivne Stridskræfter, hvis de i disst ti Aar angribes af Kong Kristiern, hans Børn og Arvinger eller overhovedet nogensomhelst paa hans

Side 224

Vegne, mod Gjensidighed fra Kongens og Raadets Side, hvis Lybæk bliver angreben af Kong Kristiern eller hans Tilhængere. Opkommer der inden de 10 Aar Stridigheder mellem de tre forskjellige Parter, som have sluttet Forbundet— det danske Rige, Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Lybæk med dets Forbundsfæller — skal Sagen afgjøres ved Voldgiftsmænd, paa visse nærmere angivne Betingelser.

Kunde Lybæk have sat disse Fordringer igjennem, havde det ganske vist haft Spillet vundet. Handlen med østersølandenes vigtigste Produkter var da udelukkende kommet i dets og de øvrige vendiske Stæders Besiddelse; Lybæk var end mere bleven Stabelplads for de østersøiske Varer; Handlen med Vesten var saa godt som udelukkende lagt i dets Haand, og Danmark var slet og ret blevet dets ydmyge Toldbetjent ved Øresund, som pligtskyldigst havde maattet undersøge ethvert Skib, der vilde fare igjennem, for at beslaglægge enhver af de til Stabelgods henregnede Varer, som muligvis vare om Bord, og Kongens egne Undersaatter vare udtrykkelig udelukkede fra enhver Fragtfart med fremmede Varer, der førtes gjennem Sundet.

Det var saa ydmygende Betingelser for det danske Kige, saa stridende mod dets Interesser, at kun den yderste Nød kunde tvinge den danske Regjering til at gaa ind herpaa. Saa let som Lybækkerne havde tænkt, gik det heller ikke. Saa længe der var den mindste Udsigt til et mindeligt Forlig med den nederlandske Regjering, vilde det have været meget letsindigt at binde sig ved Traktaten af 2. Maj. Dens endelige Ratifikation blev derfor ogsaa udsat til et fornyet Møde i Kjøbenhavn ved St. Hansdag 1532, hvortil man ogsaa ventede nederlandske Sendebud. Det lykkedes her at faa sluttet en Overenskomst af 1. Juli

Side 225

med Sendebuddene, ifølge hvilket det gamle Forhold til Hollænderne atter skulde sættes i Kraft, saa at det skulde være disse tillladt at sejle gjennem Sundet paa samme Vilkaarsomtidligere; de Erstatningskrav, som man gjensidig havde til hinanden for opbragte Skibe og for den Hjælp, de hollandske Stæder — frivilligt eller nødtvunget — havde ydet Kristiern 2., skulde afgjøres ad retslig Vej. De lybske Sendebud, og deriblandt Wullenwever, gik ind herpaa, fordi de nederlandske Sendebuds bestemte Optræden synes at have gjort Indtryk paa dem; rigtignok søgte de i det yderste Øjeblik at ville udsætte Beseglingen af Fredstraktraten,menefter heftige Debatter, navnlig med Kong Frederiks tydske Kansler Wolfgang Uttenhofen, faldt de tilføje, aabenbart dog med den Bagtanke, at Fredstraktaten med Hollænderne neppe vilde blive af Varighed, da SpergsmaaletomErstatningskravet nemt vilde kunne medføre fornyede Stridigheder. Man skulde have troet, at Traktaten af 2. Maj var bleven taget tilbage efter at den nye Traktat var bleven afsluttet med Hollænderne; thi i Virkeligheden stode de i fuldstændig Strid med hinanden. Dette var dog ingenlunde Tilfældet; begge Parter havde den endnu i Baghaanden,ogvilde benytte den hver efter sit Behag. Dagen efter at den nederlandske Traktat var afsluttet, tilbød Kong Frederik gjennem sine Raader, Holstenerne Johan Ranzov, Wolfgang Uttenhof og Wolf Pogvitz, og de danske Raader Mogens Gøje, Tyge Krabbe og Anders Bilde, at ratificere Traktaten. Krigen mod Kong Kristiern var nemlig endnu ikke endt, eller rettere sagt, man vidste endnu ikke i Kjøbenhavn,atKong Kristiern allerede var om Bord paa den danske Flaade paa Vejen til Kjebenhavn. Men nu begyndte Lybækkerne at gjøre Vanskeligheder; de forlangte ForandringeriTraktaten, og da man ikke kunde opnaa det, hc~

Side 226

sluttedes det, at Katifikationen først skulde foregaa senere gjennem Biskoppen af Roskilde som Rigets Storkansler, naar Lybækkerne bragte deres Brev tilbørlig ratificeret og beseglet af deres Regjering. Og der kunde i det -Øjeblik ogsaa være Betænkeligheder nok for Lybæk til ikke at gaa for vidt. Det var ikke lykkedes dem at drage de øvrige vendiske Stæder over paa deres Side; navnlig havde HamborgsSendebudunder Forhandlingerne i Kjebenhavn vist en afgjort fjendtlig Holdning ligeoverfor Lybæk, hvilket endog havde fort til de heftigste Scener mellem Hamborgs Sendebud og Jørgen Wullenwever. Det var klart, at Lybæk vilde komme til at staa ene i Kampen, navnlig naar Sundet ogsaa skulde lukkes for de seelandske og brabandske Stæder og de østersoiske Stæder Danzig, Riga og Reval; thi kom det til Kamp med disse Stæder, havde Kong Frederik og det danske Rigsraad ingenlunde forpligtet sig til at deltage i Krigen. Det var derfor let forstaaeligt, at Raadet i Lybæk, hvorfra det gamle forsigtige Parti endnu ikke var udelukket, kunde have Betænkeligheder. Men Lybæk havde ladet det gunstige øjeblik gaa tabt — og det vendte aldrig mere tilbage.

Endnu medens de lybske Sendebud vare i Kjøbenhavn, ankom Kristiern den anden paa Rheden. Det er bekjendt, hvorledes den ulykkelige Konge ved et frækt Brud paa indgaaedeForpligtelser blev indespærret bag Sønderborg Slots faste Mure, og det er tilstrækkeligt godtgjort, at de lybske Sendebud, og navnlig Jørgen Wullenwever, havde væsentlig Del i den fattede Beslutning. Derved blev Sagen bragt ind iet nyt Stadium. Den nærmeste Fare for Kong Frederik og det danske Rigsraad var nu overstaaet, og samtidig maatte Betænkelighederne ved at binde sig for meget til Lybæk selvfølgelig voxe. Saalænge Krstatningssporgsmaalet

Side 227

imidlertid endnu ikke var afgjort med Hollænderne, maatte man handle i Forening med Lybæk. Endnu inden de lybske Sendebud vare bortrejste fra Kjøbenhavn, besluttedes det derfor at rejse dette Spørgsrnaal; men her fandt man en stærk Modstand hos den nederlandske Regjering, der fortolkede den afsluttede Traktat paa en ganske anden Maade end Kongen. Forhandlingerne antoge flere Gange en saa heftig Karakter, at det saa truende nok ud; men en Krig med Karl 5 og den nederlandske Regjering kunde ingenlunde ligge i Kong Frederiks Interesse, da det let vilde have kunnet bringe hele Spørgsmaalet om Kristiern den anden frem igjen. Saalænge disse Underhandlinger derfor endnu ikke vare afgjorte, søgte man fra dansk-holstenskSide at forhale Ratifikationen af Traktaten af 2. Maj. Da lybske Sendebud ved Mortensdagstid vilde overrække deres Exemplar, nægtede Storkansleren Rønnov at udlevere det danske Gjenbrev; det samme gjentog sig i Januar 1533, da Lybæk havde sendt Gesandter til Gottorp, og i Februar- Marts i Roskilde hos Rønnov. Rønnov sked Skylden paa Kong Frederik, og Kongen erklærede ikke at kunne foretagenoget uden Rigsraadet, som var sammenkaldt til et Møde Trinitatis Søndag (8. Juni) i Nyborg. Rønnov lovede dog at skrive til Rigsraaderne om Sagen, og han synes ogsaa at have bragt Sagen frem paa et Møde af det sjællandskeog skaanske Raad, som var forsamlet i Kjøbenhavn i April Maaned; thi da to af Raadets Medlemmer, Truid Ulfstand og Klavs Bilde, i anden Anledning rejste til Gottorp,fik de ogsaa det Hverv at forhandle mei Kong Frederikom Sagen. I det hele fik de lybske Sendebud det Indtryk,at Vanskelighederne ikke saa meget kom fra dansk som Ira holstensk Side, og det ikke uden Grund.

I Lybæk havde imidlertid det t lutherske Demokrati

Side 228

vundet fuldstændig Sejr. I Februar var det gamle Raad blevet fornyet med et betydeligt Tilskud af det nye Partis Tilhængere, og med det samme var Wullenwever bleven Borgemester og saa godt som eneraadende. UnderhandlingernesTidvar nu forbi, Handlingernes begyndte. AlleredeiMarts besluttede Borgerskabet paa Wullenwevers Forslag Krig med Hollænderne. Man begyndte strax paa Udrustning af en Eskadre, der skulde sejle til Bornholm, og som senere lagde sig ved Dragør, for at oppasse de første hollandske Sejlere, der vilde vove sig til Ostersøen. For at faa Penge til Udrustningen lagde man Beslag paa de Kirkeskatte, som vare henlagte under Stadens Forvaring.Meduhyre Dristighed, for ikke at sige Letsindighed,havdeWullenwever optaget Kampen paa egen Haand, uden Understøttelse fra de øvrige vendiske Stæder, kun stolende paa, at den Forbitrelse, som Kong Frederik nærede mod Nederlænderne, skulde føre Danmark og Holsten over paa Lybæks Side. Men netop denne Egenraadighed kunde kun blive til Lybæks Skade. At Lybæk paa egen Haand begyndte Krigen i de danske Farvande paa en Tid, da Underhandlingerne med det nederlandske Hof endnu vare i fuld Gang, frembragte et Omslag. Den Tid var nu forbi, da man kunde afvente Begivenhedernes Gang. Man maatte vælge mellem Holland og Lybæk; hvad der var mest i det danske Riges Interesse, syntes utvivlsomt; ved at slutte Fred med Holland opgav man i det højeste nogle Pengefordringer,vedat slutte sig til Lybæk opgav man den danske Krones Uafhængighed i de danske Farvande. Kong Frederik lod ogsaa Lybæk vide, at det skulde afstaa fra Fjendtligheder mod Hollænderne, «da han ikke kunde eller vilde lide saadant paa sine Strømme«. Men saa længe Kong Frederik levede% synes det dog, som hans opæggede

Side 229

Stemning mod Nederlænderne har virket dæmpende; endnu i Slutningen af Marts og Begyndelsen af April var Stillingenensaadan, at man i Nederlandene frygtede meget for, at en Krig med Danmark skulde udbryde. Men faa Dage før Kongens. Død sendtes en af Hertugdømmernes betydeligste Mænd, Landmarskalken Melchior Ranzov, til Nederlandene med nye Instruxer for baade paa Danmarks og Hertugdømmernes Vegne at knytte nye Underhandlinger med den nederlandske Eegjering, hvis Resultat da skulde forelægges den til 8 Juni sammenkaldte dansk - norske Herredag. Man faar det Indtryk, at Regjeringens Tøjler alt vare slupne den dødssyge Konge ud af Hænderne, og at den mod Lybæk fjendske Stemning hos det holstenske Aristokrati, hvis Hovedmand Melchior Ranzov ansaas for at være, har faaet fuldstændig Overhaand i Kongens Omgivelser. Det lybsk-nederlandske Spørgsmaal efterlod Kongen uafgjort,dahan faa Dage efter døde. En betydelig Del af Afgjørelsen var lagt i Melchior Ranzovs Haand; den endeligeAfgjørelsetilkom den til Nyborg sammenkaldte Herredag,omden ellers kom i Stand¹).

Dette var imidlertid ikke den eneste Sag, som Kongen efterlod uafgjort. Vaklende og usikker havde hans Stilling som de to nordiske Rigers Konge stedse været. Det var ikke lykkedes ham, trods alle hans Bestræbelser, at skaffe sig evropæisk Anerkjendelse paa de ved Vold og Oprør vundne Troner. Det var heller ikke endnu lykkedes ham fuldt at sikre Danmarks og Norges Kroner for sin Slægt.

1) Paludan-Miiller, Grevens Fejde, I, S. 60—68. Waitz: Liibeck unter Jiirgen Wullenwever, I, S. 137^—"00 og navnlig Anmærkningerne 38 (Traktaten af 2. Maj 1532), 42, 43, 44, 47, 48, 49, 50.

Side 230

Det Bispe-Aristokrati, der havde sat ham paa Tronen, havde i sin blinde Iver for at sikre sig selv saa stor Frihedsommuligt faaet den Bestemmelse gjenoptaget fra Kristiern den 2dens Haandfæstning, at Kongen ikke maatte begjære af Rigens Raad eller dets Indbyggere, at nogen af hans Sønner eller nogen anden i hans Livstid skulde udvælgestilKonge. Rigtignok indskrænkedes Betydningen heraf noget ved de tilføjede Ord: «uden vi kunne have det i deres (o: Rigsraadernes) Minde«, saa at enhver Forhandlingomet Tronfølgervalg ikke var udelukket¹). Betydningenherafviste sig snart, idet Rigsraadet faa Dage efter Haandfæstningens Udstædelse paa det bestemteste tilsagde Kongen, til Tak for de store Velgjerninger, han havde vist Riget ved Kong Kristierns Udjagelse, og for at han herefter skulde desto flittigere og vslvilligere fremme den hellige Kirkes, Ridderskabets og alle Rigens Indbyggeres Bedste og Gavn, at de efter Kongens Død vilde udvælge en af hans Sønner «og ingen anden» til Konge. Dog skulde Rigets frie Kaar derved være ukrænket, og den Søn, som valgtes, skulde holde Kirken, Prælaterne og Ridderskabet ved deres Privilegier overenstemmende med Kong Frederiks Haandfæstning,ogaldrig slutte noget Forlig med Kong Kristiern eller hans Efterkommere uden med Rigsraadets Samtykke. Rigsraadets Brev var udstædt i den mest bindende Form i to Exemplarer, beseglede af saa godt som samtlige MedlemmerafRaadet; men det Exemplar, der skulde overgives Kongen, vedblev endnu at være i Roskilde Bisps Værge, formodentlig i hans Egenskab som Rigets Storkansler, og

1) Fr. 1. danske Haandfæstning' af 3. Aug. 1523, Art. 31 , i Gebeimeark. Aarsb, 2. B. — Smlgn. Allen, de tre nord. Rigers Hist. 4, 2, 53—54.

Side 231

blev først paa Odense Herredag 1527 overgivet til Kongens Kentemester¹). Kong Frederik havde den Gang to Sønner, den 20-aarige Hertug Kristian og den 2-aarige Hertug Hans. Hertug Kristian var vistnok alt den Gang temlig ilde anset af det katholske Bispe- og Adelsparti i Danmark.Hanskal have ført et temlig vildt Ungdomsliv — senere anførte man det i al Fald som Grund til ikke at vælge ham til Konge — men af langt større Betydning var utvivlsomt det lutherske Sindelag, som han alt den Gang havde lagt for Dagen, og den tydske Opdragelse, han havde faaet i det slesvig-holstensksindede Ridderskabs Aand-). Han selv synes heller ikke at have vist særlig Lyst til at blive Danmarks Konge, langt mindre, end selve hans holstenskeOmgivelserønsked e³). Saa meget er vist, at det lige fra Begyndelsen af var en Slags offentlig Hemmelighed, at Hertug Hans skulde være Danmarks Konge, og at man jønskede, at han skulde føres til Danmark og opdrages der i dansk og katholsk Aand⁴). Men noget bestemt Valg og Hylding er der ikke Tale om.

Det er saaledes højst sandsynligt, at Hensynet til HertugKristiansPersonlighedog

1) Brevet meddeles som Tillæg; ligesaa Kongens Kvittering for Modtagelsen, dat. 23. Aug. 1527.

2) Om Hertug Kristians Ungdomsliv henvises til Hvitfeld S. 1397—98, der synes at anse Beskyldningerne for grundede, og- til Cragii Annales p. 7 og 8, sammenholdt med Wullenwevers og Hertug Kristians egne mærkelige Ytringer i Brevet af Septbr. 1533 til Hertug Albrecht, hos Waitz, Wullenwever, I, 204 og 276.

3) Uttenhofen til Hertug Albrecht 25. April 1527; Waitz, anf. Skr. S. 376

4) »Danmarks Riges Raad har sam tykt Hertug¹ Hans til deres Herre og Konge efter hans Naades Død, og end er Hans et Barn og skal i Danmark op fødes efter deres eget Bind» Saaledes skriver Vincents Lunge, der lige kom fra Danmark, til Erkebisp Oluf i Trondhjem, den 25. Januar 1525, Dipl. Norv. VII, 621.

Side 232

tugKristiansPersonlighedogØnsket om at kunne indvirkepaadentilkommende Konges Opdragelse, bar været medvirkende Grund til, at Rigsraadet ikke har villet binde sig til en enkelt af Kongens Sønner. Men tillige maa det anses for konstitutionelt rigtigt, at Rigsraadet endnu ikke traf noget endeligt Valg, saa længe Forholdet til Norge endnu var usikkert. Ved Overenskomsten i Bergen 1450, der var det egentlige Grundlag for Forbindelsen mellem de to Kongeriger, var det dansk-norske Statslegeme blevet et indskrænket Valgrige, idet det dansk-norske Rigsraad, som skulde foretage Fællesvalget, var bundet til en af den afdødeKongesSønner,dog saaledes, at det stod dem frit for at vælge den, de ansaa for mest skikket, «mod at de andre forses i begge Riger som tilhør«¹). Det er bekjendt, hvorledes de første oldenborgske Konger lige saa vel som Hertug Frederik selv herpaa saa vel som paa almindelige Forestillinger fra gamle Tider grundede en Arveret til den norske Krone, ligesom de paa det bekjendte Ribeforlig af 1460, hvor en lignende Bestemmelse fandtes for HertugdømmernesVegne,grundedeArvefordringer paa Hertugdømmerne.Selvfølgeligkundede med lige saa stor eller rettereligesaaliden Ret herpaa have grundet Arvefordringer paa det danske Rige, da Bestemmelserne i Overenskomsten af 1450 maatte være lige bindende for begge Riger, og det er bekjendt nok, at Hertug Frederik under sine StridighedermedsinBroder Hans gjorde Fordringer gjældende paa det halve Norge og enkelte Dele af Danmark, en Fortolkningafdetdansk-norske Forbundsbrevs Bestemmelser, hvorpaa man selvfølgelig hverken fra dansk eller norsk Side

1) Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie 4, 396.

Side 233

kunde gaa ind'). Desto vigtigere blev det at faa Rigernes «frie Kaar» fastslaaet i de følgende Haandfæstninger, og det var for saa vidt ganske naturligt, at Kristiern den andens dansk-norske Haandfæstning kom til at indeholde den skjæbnesvangre Bestemmelse, at ingen af Kongens Sønner maatte vælges i Faderens Livstid, «men at DanmarksogNorgesKaad og dets Indbyggere skulle nyde deres frie Kaar, naar vi afgaa». Der opstaar nu det Spørgsmaal, hvorledes disse Ord skulle fortolkes. Det er rimeligt nok, at man fra dansk Side hermed har villet betegnedetdanskeRigsraads fuldstændige Valgfrihed ved en Konges Død, saa at man slet ikke var pligtig til at vælge den afdøde Konges Son; men da Overenskomsten i Bergen vedblev at staa og selvfølgelig som en Mellemrigslov, som en højtidelig Forbundstraktat, sluttet mellem to Riger som et Bindemiddel for «evige Tider«, ikke kunde omstødes ved en Haandfæstning, der kun var en personlig Forpligtelsefordenenkelte Konge og kun gjaldt for hans Livstid, saa kan der — juridisk set — neppe være nogen Tvivl om, at det dansk-norske Statslegeme, som en Helhed betragtet,vedblevatvære et indskrænket Valgrige, hvor man — forudsat, at Forbindelsen mellem Rigerne skulde bevares—vedblevat være forpligtet til at vælge en af den afdøde Konges Sønner. Men i Livet gaar det ikke altid efter statsretslige Teorier, selv om disse ere tydeligere affattedeendDatidensuklare Traktater. Kristiern den 2dens

1) Smlgn. Allen, de tre nord. Rigers Hist. I, 117. Foruden almindelige tydsk-holstenske Forestillinger om Fyrstesønners Forsørgelse ved Landsdelinger, er det formodentlig netop paa Bestemmelsen i Unionstraktaten af 1450 om de andre Sønners Forsørgelse i begge Riger, hvortil Hertug Frederik har støttet sine Fordringer paa Halvdelen af Norge og Dele af Danmark.

Side 234

Fordrivelse bragte Forvirring i dette Spørgsmaal *aa vel som i saa meget andet. Man havde Bestemmelser for. hvorledes man skulde vælge en Konge i Forening, og man havde endog faaet en Bestemmelse sat ind i Haandfæstningerneom,hvorledesman under visse Betingelser kunde med Magt modsætte sig en Konges Overgreb; men man havde ingen Bestemmelser for, at man kun i Forening kunde afsætte en Konge. 1 det Øjeblik nogle jydske BiskopperogRigsraaderegenmægtigt afsatte den fælles UnionskongeogudenHensyn til Unionens Bestemmelser i Kraft af »det frie Kaar» sprang over til en Sidelinie, foretogdeetrevolutionært Skridt, der bragte Unionen til at vakle. Det havde været det norske Rigsraads Pligt i det -Ojeblik at hævde baade Unionen og indenfor den tillige det norske Riges egen Selvstændighed ved at holde fast ved Kristiern den anden, — hvis der havde været Livskraftdertiliselve Folket, og dette ikke roligt havde set til, medens der kastedes Terninger om det norske Riges Skjæbne af nogle faa indbyrdes splidagtige, tildels danskfødte Stormænd,somdogtilsidst alle lode sig vinde ved Udsigten til — store Forleninger.

Saa længe det norske Raad endnu ikke havde opsagt Kristiern den anden Huldskab og Troskab, maatte man fra dansk Side hævde Gyldigheden af Rigernes gamle Forbindelse,ellermed andre Ord staa paa Bestemmelsen i Unionstraktaten af 1450 om Rigernes «evige« Forening under en fælles Konge; man maatte søge at faa dem til at gjøre det samme, som man havde gjort i Danmark, at opsige Kongen Huldskab og Troskab, og saa forøvrigt lade det gamle Forhold indtræde. Derfor kunde det danske Rigsraad roligt give Kong Frederiks Sønner Udsigt til

Side 235

Tronen; det var ikke andet, end hvad der fulgte afsig selv, saa fremt den gamle Forbindelse af 1450 atter gjenoprettedes.Menganske saaledes gik det dog ikke. Det lykkedes det norske Rigsraad, hvis vigtigste Medlem var den danske Stormand Vincens Lunge, der nylig var bleven indgiftet i Norge og som for øjeblikket saa sin Kegning ved at optræde som Talsmand for det norske Riges Selvstændighed, at faa Kongen til al; vedtage en særlig norsk Haandfæstning, hvor man søgte ved forfatningsmæssigeBestemmelserat hævde Rigets Selvstændighed. Kongen maatte forpligte sig til at frasige sig Titlen «ret Arving til Norge». Den samme Bestemmelse mod et TronfølgervalgiKongens Levetid, som iandtes i Kong FrederiksdanskeHaandfæstning, optoges i den norske, »efterdi at Norges Rige er et frit Kaare-Rige», og med det samme Tillæg: «uden vi kunne have det med deres Minde«. Efter Kongens Død skulde alle Slotslove holdes til Erkebispens og Norges Raads Haand. — Hvert Rige stod saaledes med sin særlige Haandfæstning, gjældende for Kong Frederiks Livstid, uden nogen som helst Antydning af et Fællesvalg efter Kongens Død og uden nogen som helst Antydning af, hvorvidt det gamle Forbundsbrev af 1450 skulde anses for endnu gjældende eller ikke. Det hele fik Udseende af, at Forbindelsen mellem Rigerne var en slet og ret Personalunion,derberoede paa Kong Frederiks Person. Kongens og det danske Rigsraads Bestræbelser maatte for Fremtiden gaa ud paa at se at faa en Forbindelse gjenoprettet og at sikre Kongens Sønner Udsigt til de forenede Rigers Krone efter Faderens Død, saa at man i det mindste kunde være nogenlunde sikret imod, at det norske Raad foretog et ensidigtValg.Og naar dertil kommer, at der i Kong FrederiksnorskeHaandfæstning

Side 236

riksnorskeHaandfæstningfandtes den Bestemmelse, at naar en Herredag skulde staa, skulde det forkyndes med Brev og vist Bud Aar eller halvt tilforn, for at de norske Raader «kunde have Tid at berede sig derudinden», saa laa allerede heri en temlig sikker Udsigt til, at Rigerne kunde komme til at være kongeløse et Aars Tid efter den afgangne Konges Død, hvis Tronfølgerspørgsmaalet ikke var fast afgjort forinden¹).

Vaklende og uklar var saaledes Stillingen i det hele, og uagtet man efter Haandfæstningens Ordlyd skulde anse det for afgjort, at Norge nu var blevet erkjendt for et rent Valgrige, holder man dog til forskjellige Tider fast ved de andre Synsmaader, alt efter som Tidens Lejlighed førte det med sig. Vel havde Kong Frederik forpligtet sig til at aflæggeTitlen «Arving til Norge«; men at man i Gottorp kun ansaa dette for gjældende for hans Person og ingenlundeopgav Slægtens formentlige Arveret, viste sig snart, og i Norge selv holder Erkebispen snart paa det frie Kaar, snart anser han Riget for et Arverige, medens det danske Rigsraad i et enkelt Øjeblik, paavirket fra Gottorp, erklærerRiget for et Arverige, men ellers hævder den gamle «Forbindelse» mellem Rigerne. Og man kan ikke helt afvise nogen af disse Synsmaader som ulovlig. Det maatte efter alt, hvad der var foregaaet, anses for meget tvivlsomt,hvorvidt Unionsakten af 1450 ikke endnu maatte anses for lovlig bestaaende, og var det Tilfældet, var Riget et indskrænket Valgrige, der gav den afdøde Konges Sønneren betinget Arveret, som ingenlunde kunde anses for

1) Kong Frederiks norske Haandfæstning af 24. Novbr 1524, Art. 23, 27, 28, 40 (Saml. til norske Folks Spr. og Hist. I. S. 6 ffd.).

Side 237

hævet ved en særlig norsk Haandfæstning; gik man imidlertidi Gottorp videre og gjorde Fordring paa en übetingetArveret, der skaffede enhver gottorpsk Prins Ret til at forsørges med en Del af Norge, var denne Paastand greben helt ud af Luften.

Saa længe Forholdet til Kristiein den anden endnu ikke var fast ordnet, blev Rigsraadets Løfte om at vælge en af Kong Frederiks Sønner til Danmarks Konge, ingenlundeuanfægtet. Paa Herredagen i Kolding 1525 truede Kongen, under en øjeblikkelig bitter Stemning mod Rigsraadet,med at trække sig tilbage fra Regjeringen i Kongeriget;vilde Rigsraadet ikke give sit Bifald hertil, havde Kongen to unge Sønner; »vilde Raadet tage nogen af dem ind i Riget og forlige sig med ham om Regimentet, vilde Kongen gjerne resignere ham Riget». I sit Svar herpaaerklærer Raadet atter, «at hvad Raadet havde tilsagt og forseglet hans Naade paa hans unge Herskabs Vegne, vil Raadet i alle Maader übrødelig holde, naar Gud haver forset, at den Tid sig begiver«. Men dette hindrede dog ikke, at Raadet faa Dage efter samtykkede i en Instrux for de Sendebud, der paa Kong Frederiks og Raadets Vegne skulde deltage i Underhandlingerne i Lybækom Kristiern den andens Sag, ifølge hvilken Kong Kristierns Søn Hans efter Kong Frederiks Død skulde vælges til Konge i Danmark, og efterdi Norge var et Arverige, «og det samme har med Rette indtil denne Tid hørt hans Naade (o: Kong Frederik) Halvdelentil«, skal Kong Kristierns Sen efter Kong Frederiks Afgang beholde Norge for sig selv alene, og Kong Frederiks Arvinger beholde Hertugdømmerne Slesvig og Holsten for sig alene. Kong Frederiks Arvinger skulle

Side 238

da opgive Titlen «Arving til Norge«, Hr. Hans og hans
Arvinger Titel og Vaaben efter Hertugdømmerne!1)

Dette Forslag, der nok bevarede Forbindelsen med Norge, men helt prisgav Slesvig, fik heldigvis ingen praktisk Betydning, da Lybækker-Mødet blev resultatløst, og vi skulde ikke have dvælet ved det. hvis ikke nogle senere Ytringer af Kong Frederik netop i denne Anledning havde tydet paa, i hvor høj Grad de dynastiske Interesser havde Overvægten i Kongens Forhold til Tronfølgerspergsmaalet fremfor de Landes Tarv, der vare underlagte hans Scepter: »Han havde ondt ved at gaa ind paa at unddrage sine Arvinger et saa stort Kige, hvormed en eller to af hans Sønner kunde forsørges»²). Heri ligger vistnok Nøglen til flere af den følgende Tids Forhandlinger; det er fuldstændig den samme dynastiske Politik, han havde fulgt under sin Strid med Broderen Hans; han saa egentlig helst, at en af Sønnerne fik Hertugdømmerne for sig, om muligt i Forening med det hele eller halve Norge, hvortil han stadig lod Hertug Kristian skrive sig »ret Arving«; saa kunde den anden faa det danske Rige. Desto nodvendigere var det for det danske Kigsraad at være paa sin Post.

Misstemningen mellem det danske Eaad og Hertug Kristian blev stedse større. Alt tidligere havde Raadet ligefrem afslaaet Kongens Tilbud om at sende Hertug Kristian notren Tid ind i Riget som Statholder, idet man havde undsk}ldt sig med, «at Landet var saa svært forarmet

1) Ny danske Mag. 5, 38, 47, 81. Kongens Forslag er dateret 5. Maj, Instruxerne for Sendebuddene 15. Maj. Smlgn. Allen, IV, 2, 513, 50i>.

2) Alleu ani. St. S. 517.

Side 239

paa Fetalie ydermere end i mange tidligere Aar"¹). Men da Hertug Kristian i Begyndelsen af Aaret 1526 kom i en heftig Strid med Biskop Iver Munk i Eibe om Kirkeforholdeneide Dele af Nordslesvig, der laa under Ribe Bispestol,ogi denne Brevvexling optraadte i bestemt luthersk Retning-), og da han senere ved Midsommertid under sit Ophold i Kjebenhavn, i Anledning af hans Søsters Bryllup med den lutherske Hertug Albrecht af Preussen, aabenlyst tillige med Kongen selv overtraadte Kirkens Fastebestemmelser,stegdet katholsk-sindede Rigsraads Forbitrelse saa højt, at de aabenlyst skjældte Hertugen ud for en Kjætter, medens han til Gjengjæld lod dem høre, at de vare Forræderemodderes «Arveherre» Kristiern 2, ja endogsaa lige ud erklærede, at han var tilbøjelig til efter Kong Frederiks Død r_at slutte Forlig med Kristiern 23).2³). Hertug Kristians Stemning mod Danmark var paa denne Tid saa bitter, at han ligefrem ytrede Ulyst til den danske Krone, hvilket ingenlunde var hans holstenske Omgivelser tilpas, der nok ønskede Forbindelsen med Danmark bevaret, saa længe Tyngdepunktet kunde blive i Gottorp, hvorved det holstenske Aristokrati kunde gjøre sin Indflydelse gjældende selv paa Kongerigets Anliggender⁴). Der begyndte at vise

1) De i Aarhus forsamlede Rigsraaders Svar paa Kongens Forestilling, dat. Onsdag efter Valentini Dag (Februar), N. dsk. Mag. 5, 27.

2) N. kirkeh. Saml. 4, 1 fgd.

3) Hertug Albrecht af Meklenborg til Kristiern 2., Juli 1526, Allens Breve I, 424; smlgn. den skibyske Krønike, Script. 11, 581.

4) Wolfg. von Uttenhofen til Hertug Albrecht af Preussen, 25. April 1527: Han havde altid ment det årligt med Hertug Kristian, hvad Danmark angik, men hans Raad fandt ingen god Optagelse; vilde Kristian ikke, vare Hertugerne Hans og Adolf (født 1526) tilbage, som med Tak vilde tage imod det. Waitz, Wullenwever I, 376.

Side 240

sig en holstensk Indflydelse i Danmark af lignende Art som fra dansk Side i Norge, kun med den Forskjel, at det danske Kigsraad og den danske Adel havde en langt større Modstandsevne end den uddeende norske Adel. Det viste sig derfor langt mindre i Rigets indre Anliggender, uagtet det var lykkedes enkelte holstenske Adelsmænd at faa danske Forleninger, end i Eigets Udenrigspolitik, hvor Forhandlingerneoftelededes af Kong Fiederiks holstenske Eaader¹).

Disse Hensyn maatte stadig henlede Eigsraadets Tanke paa at faa den unge Hertug Hans dansk og katholsk opdragen,saahan unddroges fra den holstenske Indflydelse, hvorunder han opvoxede. Selv den fredeligere Stemning ligeoverfor Kristiern 2, som Hertug Kristian havde gjort sig til Talsmand for, maatte virke afskrækkerfde paa Raadet. Denne Stemning kommer ogsaa til Orde paa det næste Møde efter Bryllupsfesten, paa Herredagen i Odense December 1526; thi da Kongen ifølge et lybsk Gesandtskabs Forestillinger her havde givet Eaadet til Kjende, om det ønskede, at der skulde underhandles om Fred mellem Kongen og Kong Kristiern, erklærer Eaadet meget bestemt, at det aldrig vil samtykke i Fredsunderhandlinger, naar Kong Kristiern eller hans B.orn igjen skulde komme ind i Riget-), og den samme Stemning gjorde sig stærkt gjældende paa den følgendeHerredagi Odense 1527, hvor Kongen, i det mindste

1) Uttenhofen var selv Lensmand paa Hindsgavl, Johan Ranzov paa Krogen, Melchior Ranzov paa Gulland 1526 dsk. Mag. 5, 210; 218; 291; 301). Forhandlinger mellem Kongen og det danske Rigsraad føres jævnlig af Johan Ranzov, der endogsaa selv anføres blandt de danske Rigsraader, Uttenhofen, WolfPogvitz, lige som de samme som oftest lede Underhandlingerne med fremmede.

2) N. dsk. Mag. 5, 105. Smlgn. Quellensaml. IV, 98.

Side 241

lige overfor Kong Kristierns Venner og Lybækkerne, gav sig Udseende af at ønske Fred, men sked Skylden over paa Eigsraadet, som var derimod. Først paa denne HerredagfikKongen udleveret Kigsraadets Forpligtelsesbrev af August 1523 om at vælge en af hans Sønner til Efterfølger efter hans Død, hvilket hidtil havde været betroet Lage Urnes Varetægt. Det er som en ny Pagt, der sluttes mellemKongenog Raadet om at staa Last og Brast ligeoverforKongKristiern, paa en Tid da de gamle ForbundsfællerLybækkerneviste Tilbøjelighed til at trække sig tilbag e¹). Og nu begyndte Eaadet ogsaa at forlange, at HertugHansskulde sendes ind i Kiget for at opdrages. Hidtilvardet saa langt fra, at Kongen havde taget noget Hensyn til Rigsraadets ønsker om Hertug Hanses Opdragelse,athan tvertimod havde givet ham en saa udprægetluthersksindetTugtememester som Pomeraneren Peder Svave, der i sin Tid havde fulgt Luther til Vorms og senere i sit Fædreland havde maatte udstaa Forfølgelser for sin religiøse Iver, indtil han i Aaret 1524 eller 25 var kommet i Kongens Tjeneste. Tugtemester for Hertug Hans var han allerede i Aaret 1526; rigtignok var Prinsen den Gang kun 5 Aar gammel; endnu kunde meget vindes, hvis han blev ført til Kongeriget; men Kongen og Holstenerneholdtstadig igjen. Da Eigsraadet i Aaret 1528 paa Herredagen i Nyborg opfordrede Kongen til at sende sin Søn ind i Eiget, for at den danske Krone en Gang

1) 1527, 28. Juli, Hertug Albrecht til Kristieru 2. om »Hertug« Frederiks forsonlige Sindelag, Allens Breve I, 488. — 1527, Aug. Lybsk Gesandskab i Odense, som raader til Fred; Kongen svarer, at han er derfor, Eaadet derimod. Quellensaml. 11, 98._— 1527, 23. Aug. Kong Frederik kvitterer for Modtagelsen af Brevet af 10. Aug. 1523, s. Tillæg 2.

Side 242

kunde tilfalde ham, gik Kongen endnu ikke ind herpaa¹). Men da Kongen næste Sommer atter kom til Danmark, kom Sagen atter paa Bane, saa at det Eygte endog naaede ned til Kristiern 2. i Nederlandene, at »Hertug« Frederik havde taget sin yngste Sen med til Kjøbenhavn, hvor Rigsraadet «endrægtig havde hyldet og kaaret ham til deres Konge«. Dette sidste var rigtignok en Overdrivelse; men det lader til, at Bisperne og nogle af de øvrige katholsksindedeRigsraaderatter har foretaget et bestemt Skridt for at bevæge Kongen til at lade Hertugen opdrage i Danmark,udenat Kongen dog endnu har bundet sig ved et bestemt Tilsagn i denne Retning⁹).

Samtidig med at den katholsk-sindede Del af Raadet
atter handlede til Gunst for Hertug Hans, foregik imidlertidiNorge

1) 1528, 11. Aug., Lybæk til Kong Frederik; Kongen havde forespurgt, om han efter det danske Rigsraads Forlangende skulde sende sin Søn ind i Riget, for at den danske Krone en Gang kunde tilfalde ham, hvilket Lybæk fraraadede af Hensyn til Kejseren, som paa den Tid bestræbte sig for at skaffe Kristiern 2dens Søn Kronen. Waitz, Gesch. Schl.-Holst. 11, 186 — Om Peder Svave henvises til Rørdam, Kbhvns. Universitets Hist. I, 412.

2) Jørgen Hansen til Kristiern 2., dat. Campen 5. Juni 1529; smlgn. sarames Brev af 23. Juni, Saml. til norske F. Spr. og Historie I, 550; 551—52. — Hvitfeld S. 1317 lader Rigsraadet «udi dette Aar (o: 1529) til Nyborge indgaa «en Forskrivning« i Anledning af Hertug Hanses Indkaldelse til Landet og fremtidige Valg. »Men", fortsætter han, • saa dan t Valg gik aldrig for sig af almindelig Stemme, ej heller blev han af menige Stænder hyldet. Dog blev han fordret her ind at opfødes, hvilket Brev er udskrevet til «Nested» 20. Dag Jule af nogle af Raadet«. — I Nyborg holdtes ingen Herredag 1529, men 1528, omtrent fra 8—25 Juli (Regesta Dipl. I; Annaler f. nord. Oldk. 1847, S. 121), saa at den af Hvitfeld omtalte »Nyborg-Forskrivning« maa henføres til 1528 og være identisk med det af Kong Frederik i Brevet til Lybæk Aug. 1528 omtalte Skridt af Raadet (smlgn. foregaaende Anmærkning).

Side 243

lertidiNorgeen Begivenhed, der truede med at krydse disse Planer. Den 30. Juni 1529 var Hertug Kristian afsejlet til Norge; Kejsen havde længere Tid forud været bestemt og blev foretaget med Billigelse af det danske Eigsraad, som havde givet Hertugen til Ledsagere Bisp Styge Krumpen og hans Broder Otto Krumpen, Henrik Krummedige og Knud Pedersen Gyldenstjerne, Mænd, der alle vare udpræget katholsksindede, og som tillige havde vist sig som bitre Modstandere af Kristiern d. 2den; Henrik Krummedige var tillige en af de Mænd, der fortrinsvis havde Fortjenesten af, at Norge havde maattet slutte sig til Frederik 1. og atter træde i Forbindelse med Danmark. Hejsens officielle Formaal gik ud paa, at Hertugen paa Faderens Vegne skulde i Forening med de tilstedeværende danske Raader og det norske Raad ordne de urolige ForholdiRiget, skikke hver Mand Lov og Ret og «forny, stadfæste, fuldbyrde og samtykke hvad Forbund og BepligtelsebeggeRigerne Danmark og Norge her til Dags imellem ganget og gjort er». Saaledes lyder Formaalet for Rejsen i et af de tilstedeværende danske og norske Herrer paa Forsamlingen i Oslo udstedt Brev hos Hvitfeld; men denne selv beretter rigtignok, at de nævnte Mænd skulde søge at skaffe Hertug Kristian Hyldingsed af de Norske som Arveherreogførst i Tilfælde af, at dette ikke lykkedes, skulde fornye Forbundet mellem Rigerne, og vist er det, at Hertug Kristian søgte at opnaa Arvehylding, men at dette strandede paa Normændenes Vægring, idet Erkebiskop Olaf, som ikke havde villet deltage i Forsamlingen, fra Trondhjem af gjorde gjældende, at Norge ikke længere var et Arverige, men var saaledes forbundet med Danmark, at det ikke kunde have nogen anden Konge end den, der blev samtykket til DanmarksRige,og man kan være sikker paa, at de tilstedeværendedanskoEigsraader

Side 244

værendedanskoEigsraaderneppe have været meget ivrige i at understette Hertugens Fordring; ja man fristes til at antage, at det danske Rigsraad har været uvidende om, at Hertugen vilde søge denne Hylding i Norge, der kun kunde medføre, at man selv maatte tage ham til Konge, hvis man vilde, at Foreningen mellem Rigerne skulde vedblive, og som stred aldeles mod de Bestræbelser til Gunst for Hertug Hans, som de i Danmark tilstedeværende Eigsraader samtidig gjorde, og at det er Kongen og Hertugen, der her paa egen Haand have fulgt deres slesvigholstenske dynastiskePlane r¹). Her var saaledes et Øjeblik, da baade Erkebisp Olat med hans Parti i Norge og det danske Eigsraadfandtderes Regning ved at hævde det gamle Forbund mellem Rigerne, rigtignok hver med sine Bagtanker, Eigsraadetnærmestaf Hensyn til Hertug Hans, Erkebispen nærmest for at undgaa overhovedet at binde sig og med Tanken rettet paa Kong Kristiern og hans Slægt, med hvem han alt den Gang stod i Forbindelse-).

Under disse Forhold opnaaede man intet Resultat. Idet Erkebispen og en Del af de nordenfjeldske Rigsraader vare udeblevne fra Mødet, indskrænkede de tilstedeværende fire danske og syv norske Herrer sig til at bevidne, at de »havde set og læst« Overenskomsten i Bergen af 1450. De toge saaledes kun en Vidisse af Brevet, men at de have samtykt det paa ny, nævne de slet ikke, saa at denne Fremdragelse af Forbundsbrevet ingenlunde kan betragtes som en retsgyldig Fornyelse af det gamle Forbund, hvortil der behøvedes en højtidelig Bekræftelse af det samtligenorske Eaad, hvorved man var kommet til at staa ens overfor Tronfølgerspørgsmaalet i begge Riger. Hver kunde saalede? tage sit Standpunkt i Fremtiden, som han

1) Hvitfeld, S. 1315; Pal.-Miiller 11, 1 —20.

2) Allens Breve I, 561, 563.

Side 245

vilde. Kun saa meget havde man opnaaet, at en Del af det norske Kaad stiltiende havde indrømmet Brevets Gyldighedved at udstede en Vidisse af det uden nogen særlig Reservation, og at enhver Tanke om en særlig Arvehylding af Hertug Kristian var faldet bort, hvorpaa man sluttede Mødet med en skriftlig Erklæring om, at Hertug Kristian, som af Kongen var sendt til Norge for blandt andet at forny Forbundet mellem Rigerne, «derudi havde skikket sig kristelig og fyrstelig, som tilbørligt var, og havde brugt og hørt vort Raad og Undervisning«. Med dette Skudsmaal for god Opførsel forlod Hertugen Norge — uden at have faaet sit ønske opfyldt¹).

Under disse Forhold gik Bestræbelserne i den følgende Tid stadig ud paa at faa et fælles dansk-norsk Herremøde bragt i Stand for at sikre Rigernes Forening efter Kongens Død; man underhandlede med det norske Raad om Valg af en af Kongens Sønner, og det staar formodentlig netop i Forbindelse hermed, at Erkebispen i April 1531 foretog indledende Skridt til at sammenkalde en særlig norsk Valgherredag i Romsdal, hvortil der ogsaa udskreves Deputerede fra Landskaberne, «for at kaare en Konge efter Kong Frederiks Afgang"; men stadig strandede disse Planer paa Erkebiskoppens Uvillie. Det lykkedes ikke at faa Normændenetil at give Møde paa Herredagen i Kjøbenhavn 1530, og da Kongen atter under 5. Marts 1531 gjennem Riizsraad Niels Lykke, som da vendte tilbage fra Danmark, indbød Erkebispen til at give Møde i Kjøbenhavn St. Hansdag,viste

1) Vidissen af 1. Septbr. og Skudsmaalet af 8. Septbr. findes hos Hvitfeld S. 1315 og 1316. — Et mærkeligt Vidnesbyrd om Hertug Kristians raa Opførsel i Oslo, hvor han ved Nattetid lod udtage Klenodierne af Mariekirken, men som jeg først er bleven gjort opmærksom paa efter Afhandlingens Indlevering til Redaktionen, vil blive meddelt iblandt Tillægene, under 18 Aug. 1529.

Side 246

dag,vistehan sig vel i Begyndelsen ikke helt uvillig, men fik snart et bekvemt Paaskud til Udeblivelse i en Ildebrand, som havde hjemsøgt Trondhjem , uagtet det dansksindede Parti af det norske Raad gjorde alt muligt for at bevæge ham til Afrejsen. Hans eget særlige norske Valgmøde synes derved at være gaaet over Styr; men i Kjøbenhavn inødte kun G Medlemmer af det norske Kaad. Man stod Sagen saa nær som aldrig før. Det var første Gang, at det var lykkedes at faa en fælles dansk-norsk Herredag samlet. Der forelagdes det danske og norske Kaad en Instruktiontil Forhandling, hvori der henvistes til ønskelighedenaf Rigernes Forening ifølge det gamle Forbund, og hvori Kongen bad de Udsendte om at vise sig velvillige til «at udvælge og anamme en af hans Sønner til Konge efter hans Død, saaledes som der tidligere var forhandlet mellem kongelige Majestæt og Danmarks og Norges Riges Raad». Men Herredagen blev til intet, da Kong Kristierns truende Rustninger hindrede Kongen i at give Møde, hvorfor den udsattes til 8. Septbr. i Nyborg. De norske Raader droge da hjem , idet de gave to af deres Medbrødre Fuldmagttil paa de øviiges Vegne at møde i Nyborg og besvare Instruktionen , at Sagen derpaa kunde forhandles paa den første norske Herredag, som kom sammen. Men heller ikke Herredagen i Nyborg kom i Stand; den blev af Kongen udsat til næste Vinter — og imidlertid var Kong Kristiein landet, i Norge!¹)

1) 1531, 5. Marls, Kong¹ Frederik indbyder Erkebisp Olaf til Herredag i Kjebenhavn St. Hansdag, Norske Saml. 11., 38. — 1531, 15. Maj: Bonder og Bokaile i Herjedalen udnsevne fire Valgma>nd til Kongevalg ifolge et den 15. April fra Erkebispen modtag-et Brev. N. Saml. 1., 44. — 1531, 2. Juli: Kongens Instruktion for Mogens Goje, Erik Banner og Johan Fris til den dansknorske Herredag i Kbhvn. — N. Saml. 11., 64 — 65. Dipl. Norv., 6, 735. — 1531, 15. Juli: Biskopperne Øskuld af Stavanger, Olaf af Bergen, Vincents Lunge, Erik Ugerup, Norges Riges Raad, give Fuldmagt til Biskop Hans Ref i Oslo og Provst Mads Huorup til at møde i Nyborg Nat Mariæ førstkorn. — N. Saml. S. 67—68, m. fl. Breve smsts. — 1531, 30. Juli: Vaale Sk:bsrede undslaar sig ved at give Møde paa den Herredag, som skulde staa i Romsdal, smsts. S. 68.

Side 247

Derved kuldkastedes alt. Det norske Rigsraad opsagde Kong Frederik Huldskab og Troskab; Forbindelsen med Danmark var altsaa brudt. Det var, som om det aldrig skulde lykkes Kong Frederik at sikre sin Slægt de to nordiske Rigers forenede Kroner. Men ogsaa Kong Kristierns Tid var omme. Hans Held var kun kort. Da han var indesluttetindenSønderborgs Mure, og da den ulykkelige Konges eneste Mandsarving var dcd i de samme Dage, som Faderens Skjæbne blev afgjort, da syntes det atter, som om DanmarksogNorges Kroner sikkert vilde tilfalde Kong FrederiksBørn.Erkebisp Olaf og hans norske' Fæller maatte falde tilføje. Nu var Tiden kommen til atter og, som det syntes, for sidste Gang at fremdrage og fornye Forbindelsen mellem Rigerne, saaledes som den var fastsat i Forbunds - brevet af 1450. Allerede den 3 August 1532 maatte BiskopHansReff af Oslo, der var fulgt med Kristiern den anden til Kjøbenhavn, udstede et Forpligtelsesbrev, hvori det hedder, at han efter Kong Frederiks Død «er og skal være forpligtet til, ikke med Norges Raad at kaare, udvælgeellersamtykke nogen særdeles Konge til Norges Rige, men med Danmarks og Norges Riges Raad skal være forpligtet at kejse, kaare, udvælge og samtykke den samme til Herre og Konge over Norge, som Danmarks Riges Raad til Danmarks Rige udkaarendes vorder, ligesomdetForbund udviser, som begge Rigerne ere tilsammenbundne med«. Dette er en udtrykkelig AnerkjendelseafForbundet

Side 248

erkjendelseafForbundetaf 1450, og en ligelydende ForpligtelsemaatteBisp Mogens af Hammer kort efter udsted e¹). Vel lykkedes det paa Grund af Forhold, som det her ikke er Stedet til at gaa nærmere ind paa, ikke at faa lignende Forpligtelser af Erkebispen og de øvrige norske Rigsraader; men da de danske Rigsraader Truid UlfstandogKlavs Bilde af Kong Frederik og det danske Rigsraad undei 6 August 1532 vare blevne skikkede til Norge som kongelige Kommissærer i Forening med Biskop Hans Reff af Oslo, med uindskrænket Fuldmagt til at handle med Norges Riges Raad «om Forbund, Fred og Enighed, som disse Riger hidtil imellem været haver og herefter at blive skulle til evig Tid», og med bestemt Tilsagn om, at hvad der blev besluttet, skulde alle de i Fuldmagten nævnte Rigsraader være forpligtede til at holde, som om de selv havde været personligen tilstede og beseglet Pagten, saa lykkedes det de kongelige Kommissærer paa et Made med det norske Raad i Trondhjem den 7 November 1532 at udvirke en Fornyelse af det gamle Forbund med Danmarks Rige, dog med Forbehold af, «at alle Norges Riges Herligheder,Recesser,Friheder og Privilegier skulle blive ved Fuldmagt og ulbrkrænket i alleMaader«. Hvis nogen yderligereForhandlingbehøvedes til begge Rigers «Fred, EndrægtighedogBestand«, skulde det sættes ind til «begr3 Rigens Raads hver paa sin Sides almindelige Sammenkomstmedet menigt endrægteligt Raad at formere og forbedre«.Velkan det ikke nægtes, at denne Statsakt, saa

1) Brevene i Gehejmearkivet; smlgn. Paludan-Muller, Grevens Fejde 11, 34 og 40. — Bisp Mogens' Brev er beseglet af de norske Raader Erik Eriksen og Gude Galle, men kun som Vitterlighedsvidner, saa at de ikke selv Lave paataget sig nogen Forpligtelse herved.

Side 249

vel som næsten alle Samtidens Statsakter, er i hej Grad utydelig, idet man ikke udtrykkelig har nævnt Forbundsbrevetaf1450 og uden videre lader alle tidligere Kecesser — altsaa ogsaa Kong Frederiks Haandfæstning — staa ved Magt uden Indskrænkning. Men saa meget var dog vundet, at det norske Kigsraad havde anerkjendt, at Rigernes Forbindelse skulde vedblive, og at videre Forhandlingskuldeforegaa paa et fælles dansk-norsk Rigsraadsmøde;thidet maa dog være Meningen af de sidste utydelige Ord i Brevet af 7 November. Og at det danske Rigsraad vilde anse Brevet for gyldigt, dertil havde det allerede paa Forhaand bundet sig ved den Bilde og UlfstandgivneFuldmagt. Rigsraadet som Helhed betragtet kunde ikke uden Brud paa Tro og Love fragaa Overenskomste n¹). Noget fælles Kongevalg omtales rigtignok ikke i Brevet. Desto nødvendigere var det saa snart som muligt at faa en fælles Herredag samlet, hvor Rigernes Mellemværende kunde endelig ordnes, og hvor det muligt kunde lykkes i Mindelighed at faa en af Kongens Sønner valgt til Tronfølger alt i Faderens Levetid.

Med dette Brev vendte Klavs Bilde og Truid Ulfstand

1) Instruktionen af 6 August (Norske Saml. 2, 241) er vel kun udstædt af 24 Rigsraader (Iver Munk, Styge Krumpen, Ove Bilde, Jørgen Fris, Joachim Rønnov, Torben Bilde, Mogens G øje, Tyge Krabbe, Predbjørn Podebusk, Hans Bild«, Johan Rantzov, Anders Bilde, Ove Lunge, Erik Hanner, Johan Oxe, Oluf Rosenkrands, Johan Bjørn, Johan Urne, Axel Brahe, Holger Ulfstand, Knud Bilde, Klavs Podebusk, Axel Ugerup og Henrik Gøje, Riddere, »Danmarks Riges Raad her nu i denne almindelige Herredag udi Kjøbenhavn forsamlede₁«); men føjes hertil Klavs Bilde og Truid Ulfstand selv, bliver det, altsaa 26, eller i hvert Tilfælde Majoriteten af Raadet. Deres Bestemmelse maatte være gyldig for hele Raadet. — Forbundsbrevet af 7 Novbr. findes hos Pal.-Miiller, 11, 410.

Side 250

i Slutningen af Aaret tilbage til Danmark, hvor de i Begyndelsenafdet følgende Aar i Kjøbenhavn traf sammen med en Del af de skaanske og sjællandske Raader; senere begav de sig til Kong Frederik i Gottorp, idet Raadet med det samme, som ovenfor omtalt, medgav dem andre Ærinder til Kongen. Denne traf de imidlertid allerede paa Dødslejet.Derer ikke Spor til, at Kongen inden sin Død har ratificeret Overenskomsten af 7 Novbr. 1532. Da han imidlertid alt tidligere — i det seneste i Slutningen af Januar Maaned — paa egen Haand, uden at afvente det danske Kigsniads Betænkning, havde indkaldt en fælles Herredag til Nyborg den 8 Juni, er den nærmere Forhandlingblevenudsat til denne, hvor det utvivlsomt har været hans Agt at søge at faa en Tronfølger udvalgt for begge Kiger¹). Her skulde det afgjøres, om Hertug Kristian eller Hertug Hans skulde bære de to nordiske Rigers Krone. Denne sidste var nu endelig — senest i Aaret 1531 — bleven ført ti) Danmark, hvor han havde faaet Ophold paa Nyborg Slot, og i Slutningen af Aaret 1532 havde Kongen bestemt Rigsraad og Ridder Oluf Rosenkrans til Vallø, Lensmand paa Abrahamstrup, til hans Hofmester med Paalægompersonlig at være hos ham, hvorimod det er tvivlsomt,omPeder Svave er vedbleven at være hans Tugtemester,daPeder Svave en stor Del af Aarene 1531 og 32

1) Alt i Januar Maaned havde man paa Gottorp henvist Lybækkerne til Herredagen i Nyborg i Juni (smlgn. ovenfor S. 229). — 29 Januar (Onsdag efter St. Pauli conversionis Dag) underretter Kongen Hr. Mogens Bilde, «vor Mand og Tjener og Embedsmand paa vort Slot Koldinghus«, om at der, »som han vel forfaret haver, er forskrevet en almindelig Herredag i Nyborg Hellig Trefoldigheds Søndag« (Danske Kongers Hist. Fase. 12 b.. Geheimeark.) Smlgn. Aktstykker til Grevefejdeus Historie, 11, S. 8—9.

Side 251

havde været i Sendefærd i Udlandet. Rosenkranses UdnævnelsetilHofmester maa derimod anses for en Indrømmelsetildet danske Rigsraad; thi denne Mand hørte til det katholske Parti af Raadet, og som Hofmester for Kongesønnenmaattehan kunne sørge for, at denne blev opdraget i dansk Aand, og atter lyder det fra velunderrettet Kilde som en afgjort Sag, at han, og ikke Hertug Kristian, skulde være Danmarks Konge¹).

1) 1532, 6 Decbr. (Gottorp, Nicolai Ep. Dag) Kongebrev til Anders Bilde, at «eftersom eder vel vitterligt er, at vi have nu siden (o: efter Anders Bildes og Oluf Rosenkranses Udnævnelse til Høvedsmænd paa Sjælland, hvilket vistnok skete kort efter 16 Dcbr. 1531, N. dsk. Mag. 6, 132) tiltroet Hr. Oluf Rosenkrans... at være Hertug Hanses Hofmester og personlig at være hos hain», saa har Kongen udnævnt Hemik Gøje til Høvedsmand i hans Sted. (Saml. til Adleus Hist. Fase 5 Nr. 77. Kongl. Bibi. Lignende Brev til Anders Bilde af samme Dato findes i Geh. Ark. Dsk. Kongers Hist., Fase. 12 b.) — Befaling til Henrik Gøje om at være Høvedsmand tilligemed Hr. Anders Bilde i Kongens Fraværelse, dat. Gottorp Søndag efter Hellig tre Konger, o: 12 Januar 1533. Smsts. — Peder Svaves første Sendefærd til Frankrig varede fra April til Juli 1528, altsaa samtidig med Rigsraadets første Forsøg paa at faa Hertug Hans ind i Landet; i sin Gesandtskabsberetning kalder P. Svave sig selv > tum pædagogem agentem ducis Joannis«. (Geheimeark. Aarsb. 111, 135; 137); 1529 opholdt han sig i Gottorp (S. 160 med Anm.); 1530-31 var han Kjøbenhavns Universitets Rektor (Rørdam, S. 412); 26 Marts 1531 til Juni eller Juli var han atter i Frankrig og England; 1532, 2 Februar til Slutningen af August ny Gesandtskabsrejse til Frankrig. Hertug Hanses Ankomst til Nyborg sættes i Almindelighed efter Hvitfeld til 1529, men Hvitfelds Beretning lyder kun paa, at Rigsraadet forlangte det, og det maa i saa Fald, som ovenfor vist, snarere sættes til 1528; noget sikkert Vidnesbyrd om Hertugens Ankomst til Danmark liar jeg ikke kunnet træffe før i et Brev fra en engelsk Gesandt, der kom fra Danmark, dat. Hamborg 25 Januar 1532 (»håbet rex quatuor filios,. quorum primus est Joannes et educatur inter Danos; nam ipse successurus est in regnum», Geh. Ark. Aarsb. 111, 186—87). — 12 Januar 1535 kaldes Peder Svave atter • Hertug- Johans Tugtemester« (Rørdam, Universitetets Hist. I, 412); da var Hertugen imidlertid ikke længere i Danmark. At Hvitfelds Etterretning om, at Peder Svave af det danske Rigsraad blev sat til Hertugens Tugtemester under Herredagen 1533, «for at han kunde blive katholsk(!) opdraget«, beror paa en Fejltagelse, vil senere blive omtalt og fremgaar tildels alt af det anførte.

Side 252

Overordentlig vigtige Sager vare saaledes forbeholdte Herredagen i Nyborg i Juni 1533. Forholdet til Lybæk og Hollænderne, den endelige Overenskomst med Norge og et bestemt Tionfølgervalg skulde her finde sin Afgjørelse. I sidste Henseende syntes Forholdene gunstigere end tidligere, da Kong Kristierns Mandsarving var død, og da Nordmændene havde anerkjendt den gamle Forbindelse mellem Rigerne. Alt kom an paa, at det lykkedes at faa Valget foretaget inden Kongens Død; men ogsaa dette Haab skulde glippe; Normændene afsloge at komme, idet de beraabte sig paa, at de ikke med saa kort Varsel kunde give Mode. Netop samtidig med, at denne Efterretning kom fra Erkebisp Olaf, indtraf Kong Frederiks Død paa Gottorp Slot d. 10 April.

Ved Kongens Død løsnedes alle Forhold. De forskjelligeStatslegeroer,derhavde været forenede ved Kongens Person, stode øjeblikkelig løsrevne fra hinanden, idet der ikke var nogen udvalgt Konge, der kunde samle de stridige Interesser om sig. Aldrig har i Nordens Eiger Følgerne af et revolutionært Skridt vist sig fordærveligere, ikke blot for Folk og Land i Almindelighed, men ogsaa for Anstifterneselv,endFølgerne af Kristiern den andens Fordrivelsenubegyndteat vise sig for det Bispe-Aristokrati, som havde stødt ham fra Tronen. Nu kunde man ligge, som man havde redt. I Norge skulde ifølge den afdøde Konges Haandfæstning ved Tronledigheden alle Slotslove

Side 253

holdes til Erkebispens og Eaadets Haand, saa at Erkebispen kom til at staa som Rigets Hoved, der havde at tage InitiativettilalleRegjeringshandlinger; i Hertugdømmerne havde Hertug Kristian, ifølge den betingede Arveret, der utvivlsomt tilkom den afdøde Konges Sønner i disse Lande, strax overtaget Regjeringens foreløbige Ledelse i sit og sine umyndige Brødres Navn, indtil en Hylding kunde finde Sted. I Danmark derimod tilfaldt alle Slotslove og RegjeringensFørelseifølgeKong Frederiks danske HaandfæstningdetsamtligeRaad, uden at Lunde Erkebiskop var udtrykkelig nævnet, skjendt dette dog havde været Tilfældet i Kong Kristierns fælles dansk-norske Haandfæstning¹). Ifølge den Rang og Stilling, som Erkebiskoppen indtog i Raadet under almindelige Forhold, maatte det dog anses for gammel Vedtægt, at han under Tronledigheden betragtedessomRaadetsHoved, hos hvem "Rigets Regimente"hangiden kongeløse Tid. Men den nuværende Erkebisp, Torben Bilde, var først nylig ved et FamiliekotterikommettilSædet; han havde desuden ikke opnaaet pavelig Stadfæstelse, saa at han indenfor Raadets Rangordningendogsaaopføresefter de ældre, pavelig konfirmeredeBiskopper;detkunde derfor, naar hele Raadet var samlet, endog være tvivlsomt, hvorvidt han kunde optræde som Raadets Hoved, og om man end synes at have indrømmetdett e²), var hans Stilling dog saa usikker, at han faktisk neppe har kunnet overtage et Overhoveds Ledelse. —

1) Kristiern 2dens Hdf. Art. 26, Frederik 1 danske Hdf. Art. 30, norske, Art. 27.

2) Det indrømmes baade fra protestantisk Side, i Klageskriftet, N. dsk. Mag. 3, 15, Rørdams Hist. Kildeskr. I, 163_—4, og fra katholsk Side, Tillæg 29, ligesom enkelte løbende Regjeringsskrivelser ere udstedte af ham i Raadets Navn (Tillæg 5 og 42).

Side 254

Under saadanne Forhold var Riget opløst; af Kong FrederikvaretPar Høvedsmænd for Sjælland udnævnte, da man frygtede for Overfald fra svensk Side ved Eygtet om store Troppesamlinger, som Gustav Vasa havde foretaget; men af disse var endda den ene, Henrik Gøje, død faa Dage efter Kongen¹); at lignende Høvedsmænd vare indsatte for Jylland, findes der ikke en Gang Spor til. Vel havde RigsraadetiAaret1531 efter Kongens Opfordring indsat hver Biskop tillige med nogle verdslige Raader og Adelsmænd til Mønstringsherrer i de forskjellige Stifter, men det er tvivlsomt, om denne Ordning gjaldt til Stadighed eller kun skulde gjælde for kortere Tid, i Anledning af Kristiern den andens Tog. Ved samme Lejlighed vare Bisperne tillige med en Del Rigsraader og Adelsmænd i hvert Stift af Rigsraadet skikkede til at sidde Ret for hver Mand «i Kongens Fraværelse«; men denne Ordning gjaldt kun foreløbig,indtilKongenselv kom i Landet, og kan — som det vil fremgaa af de senere Forhandlinger under Herredagen—ikkebetragtes som gjældende for længere Tid²). Enhver Centralregjering var saaledes ophørt; i det højeste bestod en Slags Stiftsregjering med hver Biskop i Spidsen;ellerskundehver Rigsraad betragte sig som en lille Konge i sin Egn; ja Landets Indbyggere vidste neppe nok,

1) Se ovenfor S. 251 Ånm. — I Brevet til Henrik Gøje af 12 Januar 1533 indsætter Kongen ham til Høvedsmand paa Sjælland, • eftersom nogle vore Naboer ruste dem med hvad Magt de kunne afstedkomme«, hvorfor Kongen frygter, at de ville gjøre et hasteligt Indfald i hans Riger. — Herved kan kun sigtes til de Troppesamlinger, Gustav Vasa den Gang foretog ved Vesteraas; smlgn. Vincents Lunges Breve til Erkebisp Olaf af 14 og 22 Febr. i Samlinger til N. F. Spr. og Hist. I, 347; 348. — Henrik Gøje døde 3 Maj.

2) N. dsk. Mag. 5, 122; 132; 120; 130.

Side 255

hvor de skulde ty hen for at søge Lov og Ret, naar de ikke vilde finde sig i Underretternes Kjendelser eller vente, indtil et Rigsraadsmøde sammenkaldtes; og hvis et fjendtligt Indfald skulde ske i det samme, maatte hver Egns Eaader omtrent handle hver for sig. Vel fandtes der høje Rigsembedsmændtilatvaretage de indre Regjeringsanliggender, Hofmesteren, Marsken og Kansleren, ligesom Riget havde en Storkansler, der ledede de udenrigske Forhold; men disse Mænd udgjorde ikke en samlet politisk Korporation med bestemt afstukne Grænser for deres politiske Myndighed;detvarikke et Ministerium efter moderne Anskuelser, med et bestemt Regjeringssæde; hver opholdt sig i Reglen paa sine Forleninger eller Gaarde og kunde intet af Betydenhedafgjøreudeni og med Raadet.

Under almindelige Forhold vilde det endda ikke have medført stor Fare, om Kongevalget havde maattet udsættes et Par Maaneder; men under de nuværende Forhold var det af største Vigtighed, at hele Raadet samledes saa hurtigtsom muligt for at træffe en endelig Afgjørelse. Til de allerede tilstedeværende Vanskeligheder kom nu ogsaa Spørgsmaalet om Slesvig, der truedes med at stilles i et endnu løsere Forhold til Kongeriget, end det alt tidligere stod i, hvis det ikke skulde lykkes at faa Hertugdømmernes og Kongerigets Krone forenet paa ét Hoved, og i den Henseendehavde man end ikke noget traktatmæssigt Baand paa Hertugdømmernes Landdage; de vare kun forpligtede til at tage en af Kongens Sønner — eller, overensstemmendemed det i Kong Hanses Dage indførte Delingsvæsen, dem alle samlede — til Hertuger, uafhængig af deres Stillingsom Danmarks og Norges Konger¹). Under disse Forholdgjaldt

1) Jensen og Hegewisch, Privilegien der sehleswig-holst. Ritterschaft p. 45; 62—63; 88.

Side 256

holdgjaldtdet end mere om at handle hurtigt og bestemt. Ifølge den Tyngdens Lov, som gjælder lige saa vel i aandeligsom i legemlig Henseende, maatte Afgjørelsen falde til den Side, hvor der for Øjeblikket var størst aandelig Dygtighed,størst Enighed og størst Handlekraft, og det kan ikke nægtes, at det fandtes paa holstensk Side.

Hertug Kristian var den Gang en fuldrnyndig Mand, der allerede i Faderens Levetid havde haft vigtig Del i Hertugdoinmernes Styrelse, og selv om bans forsigtige Fremfaerd ikke synes at have behaget alle hans holstenske Raader, viste lian dog strax under de vanskelige Forhold en rolig og sindig Holdning. Dertil kom, at han var omgivenaf betydelige Msend, der vare hans Hus trofast hengivneog som alle synes at have ensket Forbindelsen med Kongeriget bevaret, dog kun under en slet og ret PersonalunionsForm. Dertil horte ferst og fremmest Hofmesteren Johanßanzov, den erfarne Statsmand og Feltherre, hvem Kong Frederik for en stor Del havde sin Krone at takke, der som Lensmand paa Krogen og Medlera af det danske Raad ogsaa havde Indflydelse i det danske Rige; desuden Landmarskalken for Holsten, Melchior Ranzov, en snild og klegtig Diplomat, der vel for £)jeblikket var fravserende i Nederlandene, men snart skulde vende tilbage herfra efter at have vundet en stor diplomatisk Sejr, der blev af overordentligVigtighed for Fremtiden; Kong Frederiks tydske Kansler "VVulfgang von Ut ten ho fen, tillige Lensmand paa Hindsgavl, en stolt og hensynsies Karakter, men dygtig og handlekraftig;. Ridderen Wulf Pogwisch, der som biskoppelig Lensmand paa Trajborg og Svigersen af den bekjendte Rigsraad Mogens Munk var oeje knyttet til det danske Aristokrati, og der saa vel som alle de foregaaende oftere var brugt af Kong Frederik i vigtige Hverv og lige

Side 257

som disse var vel inde i alle de svævende diplomatiske Forhandlingers Gang, alle som myndige Aristokrater tillige afgjorte Fjender af det nye demokratiske Regimente i Lybæk,der navnlig paa Grund af Stridigheder om det til Lybæks Bispestol hørende Gods i Holsten var faretruende for Ridderskabets Interesser, og alle — med Undtagelse af Wulf Pogwisch, der stadig holdt sig til den gamle Tro — tillige den nye Lære oprigtig hengivne¹).

Omgiven af disse Mænd overtog Hertugen foreløbig Hertugdømmernes Styrelse, idet han strax modtog Slotsloveneaf de hertugelige Lensmænd i sit og sine umyndige Brødres Navn, en vigtig Omstændighed, der strax gjorde ham til Landenes faktiske Herre, hvorpaa han allerede Dagen efter Faderens Død lod udskrive en fælles Landdag, som skulde samles i Kiel Tirsdag i Pinse (3 Juni). Allerede derved var man i Hertugdømmerne kommet det danske Rigsraad i Forkjøbet; thi da den af Kong Frederik udskrevneHerredag i Nyborg først skulde samles den 8 Juni, vilde det danske Rigsraad komme til at staa overfor en fuldendtKjendsgjerning i Hertugdømmerne, hvis det ikke skulde lykkes at faa Raadet samlet tidligere. Samme Dag (11 April) som Hertugen havde udskrevet Landdagen i Kiel, underrettedehan officielt gjennem Klavs Bilde og Truid Ulfstand det danske Rigsraad om Kongens Død, idet han tillige baade skriftlig og mundtlig lod Raadet minde om det Brev,

1) Om Wulf Pogwisch og de øvrige her nævnte holstenske Adelsmænd henvises til Danske Mag. 4 R. 3 Bind og de der anførte Kilder. Det højst mærkelige Lensbrev af 9 April 1532, hvorved Biskop Iver Munk forlener Hr. Wulf Pogwisch, »Høvedsmand paa Trøjborg«, og hans Hustru Kirstine Munksdatter med Trøjborg Slot og Len i Bispens Livstid og fire Aar efter hans Død "for villig og tro Tjeneste, han os og Kirken gjort haver«, er aftrykt hos Kinch, Ribe Bys Historie, S. 481.

Side 258

Kongen havde faaet af Rigsraadet om at vælge en af hans Sønner til Konge, og i det hele udtalte det Haab, at Raadet vilde holde den Afdødes Breve og Benaadninger ved Kraft; da Hertugen forudsaa, at en Herredag snart maatte sammenkaldes,anmodede han Raadet om at lade sig vide, om det ønskede hans personlige Nærværelse eller at han sendte Fuldmægtige til at ordne Forholdet mellem Riget og Hertugdømmerne, lige som han ogsaa kart efter sendte Johan Ranzov til Danmark, formodentlig i samme Anlednin g¹).

Klavs Bilde og Truid Ulfstand traf det østdanske Rigsraadforsamlet i Kjøbenhavn. Her var tilstede Erkebispen, Rigets Storkansler Joachim Rønnov, Rigshofmesteren Mogens Gøje, Rigsmarsken Tyge Krabbe og 11 andre Rigsraader. Uagtet saaledes Raadets betydeligste Medlemmer her vare forsamlede, udgjorde 15 Rigsraader dog kun en lille Minoritet— neppe en Trediedel — af det samlede Raad og kunde selvfølgelig intet afgjøre alene; men ifølge Sagernes Stilling maatte denne Del af Raadet træffe foreløbig Bestemmelseom det samlede Raads Indkaldelse til en almindeligHerredag. Da man netop kort før havde modtagetdet norske Raads Afslag om at komme til den fælles Herredag i Nyborg d. 8 Juni, kunde man ikke længere føle sig bunden til den alt af den afdøde Konge fastsatte Dag, men besluttede foreløbigt at indbyde de øvrige Rigsraader til en Herredag i Kjøbenhavn Iste Pinsedag (1 Juni). — Da der samtidig indtraf et Brev fra Hertug Hans, hvori han efter sin afdøde Faders Befaling bad Rigsraadet om at

1) Paludan-Miiller, Grevens Fejde I, 95; smlgn. Hertug Kristians Brev af 9 Maj til Landgrev Filip af Hessen, hos Waitz, Wullenwever I, 378. — Skulde Ranzov være sendt til det jydske Kaad med lignende Budskab?

Side 259

varetage sit Tarv, tilskrev Eaadet under 24 April Biskop Gotskalk Alefeld i Slesvig og «Fyrstendømmernes» samtligeRaad et Brev, hvori det danske Kigsraad bad om betimeligUnderretning om, naar Hyldingen skulde foregaa i Hertugdømmerne, «at Danmarks Riges Raad maatte vide sig derefter at rette og Hertug Hans paa samme Tid være tilstede, at Hyldingen ogsaa kunde foregaa paa hans Vegne». Desuden opfordrede Raadet til at sende «nogle Fuldmægtige af Fyrstendømmernes Raad» til Herredagen i Kjøbenhavn førstkommende Pinsedag «at forhandle og beslutte om fornævnteHylding og alle andre mærkelige Ærinder, som angaabaade Danmarks Rige og Fyrstendømmerne')¹). Kort efter indbod Rigsraadet derpaa Biskop Godskalk til at give personlig Mede paa Herredagen i Kjøbenhavn, ved Indbydelsesskrivelserdels fra de forsamlede Rigsraader, dels fra Erkebispen som hans Overordnede²).

Her var saaedes fra de ledende Rigsraaders Side et Forsøg— om end kun svagt — paa at bevare Forbindelsen med Slesvig. Hvorvidt man i den Henseende er gaaet, er vanskeligt at afgjøre, saa længe man ikke kjender Indholdet af de sidste til Biskop Alefeld afsendte Indbydelsesskrivelser. der kun kjendes af Biskoppens Svar, som vi senere ville

1) Ny dsk. Mag. 2, 218.

2) Mærkeligt er det, at disse Breve først naaede Biskoppen den 20 Maj ved et Sendebud fra Rigsraad Peder Lykke, Høvedsmand paa Nyborg (Die Martis rogationem recepimus a quodam nuncio per dominum Petrum Lucken misso litttras dominationis vestrce se or sum ad nos scriptets, pariformiter litteras consiliariorum splendidisdmi regni vocantium nos ad hcec præfata incliti regni comitia. Ny dsk. Mag. 2, 220.) Der m.ia saaledes være afsendt 3 Breve til Biskop Alefeld, nemlig Brevet af 24 April, der var stilet til ham og Fyrstendammernes Kaad i Almindelighed, og noget senere — maaske midt i Maj — de eg&nlige Indbydelsesskrivelser til ham om at overvære Herredagen.

Side 260

faa Lejlighed Ml nærmere at omtale. Disse Breve maa ansessom et Svar paa Hertug Kristians Skrivelser til Raadet. Dette var kommet saa vidt, at det kun ved at skaffe HertugHans Andel i Hyldingen kunde sikre sig Forbindelsen med Slesvig. Man gik saaledes fuldstændig ind paa Forestillingenom Hertugdømmernes Deling; man betragtede det som et Nødanker til at holde fast paa Slesvig, idet man ikke selv vilde tage Hertug Kristian til Konge. Hertugenselv ignorerede man derimod ganske; han havde tilbudtsin personlige Nærværelse; man svarede ham slet ikke herpaa, men opfordrede Hertugdømmernes Raad til at sende Fuldmægtige til Herredagen. Selv om det inaaske var korrekt,saalænge der endnu ingen Hylding var foregaaet, at holde sig til Hertugdømmernes Raad som Landets Regjering,var det i al Fald højst uklogt og kunde ikke andel, end virke stødende paa Hertug Kristian og hans holstenske Omgivelser, der heller ingen Notits tog af Raadets Forlangendeom Hertug Hanses Nærværelse ved Hyldingen i Hertugdømmerne').

Efter at det østdanske Raad saaledes havde gjort et svagt, mislykket Forsøg paa at faa Indflydelse paa Slesvigs Forhold, henvendte det sig Dagen efter (25 April) til Erkebiskop Olaf i Trondhjem ved et Brev, hvori de melde ham Kong Frederiks Død; de kunde vel indse, at Erkebispenikke «saa korteligen« kunde give sig ned til Danmarktil den af den afdøde Konge berammede Herredag i

1) Endnu den 9 Maj havde Hertug Kristian intet Svar faaet fra det danske Rigsraad; se hans Brev til Landgrev Filip, Waitz, Wullenwever I, 378, hvor han tilføjer: «Deu es sein alle vheren und pess nidergelegt, also das man wieder (o: weder) aus noch ein kuntschafft zu haben moge».^— At han intet Svar tik, siger Krag udtrykkelig (Annales p. 3), skete, «fordi man frygtede lians Js_rværelse Herredagen«.

Side 261

Nyborg; under de nuværende Forhold bede de Erkebispen om at samle Norges Raad og Adel samt nogle Kaadmænd fra Byerne for med dem at aftale og beslutte en almindeligdansk-norsk Herredag «her ind i Riget med det allerførste at besøge«. Det danske Raad skal da besøge samme Herredag og «da betragte og overveje disse to Rigers Gavn, langsomme Velfart og Bestand«. Hvad den Handel angaar, som Truid Ulfstand og Knud Bilde har sluttet med det norske Raad, «da ville de med Danmarks Raad, at det skal holdes übrødeligt i alle sine Punkter og Artikler«. Hvis Norges Indbyggere i Mellemtiden skulde blive angrebne af nogen Fjende — hvorved Raadet aabenbartsigtede til Kong Gustavs Rustninger og de Rygter, der i den Anledning havde været udbredt i Norge —, vil Danmarks Riges Raad komme Normændene til Hjælp med al Magt, og de haabe det samme af Normændene, hvis det danske Rige skulde blive angrebet.

Brevet er udstedt i Erkebispen Torben Bildes, Joachim Rønnovs, Mogens Gøjes, Tyge Krabbes og «de øvrige i Kjøbenhavn forsamlede Rigsraaders« Navn og er forsynet med 15 Segl, alle de samme Navne, som havde udstedt FuldmagtentilTruid Ulfstand og Klavs Bilde og deri allerede forpligtet sig til at staa ved den Overenskomst, som disse traf med det norske Raad¹). Brevet er unægtelig skrevet i en meget forsigtig Tone; man overlader til Normændene selv at bestemme Tiden til den fælles Herredags Afholdelse, saa at disse ikke længere kunde beklage sig over Mangel paa Hensynsfuldhed overfor det norske Raad; man har end

1) Brevet til Olaf Engelbrechtsen af 25 April 1533 er aftrykt i Aktstykker til Grevefejden 2, 208. — Navnene paa de Mænd, som have sat deres Segl under, findes angivne i Tillæg 3.

Side 262

ikke berørt Kongevalget udtrykkelig, saa at i Virkeligheden baade det danske menige Kaad og det norske i den Henseendekundeafvente Begivenhedernes Gang. Vel maatte det anses for det enskeligste, at Valget kunde afholdes i Fællesskab, og dette maatte ogsaa anses for en Selvfølge efter Aanden i Overenskomsten af 6 November; men man maa huske paa, at dette Punkt ikke stod udtrykkeligt nævnt i Overenskomsten, saa at man kunde frygte for, at Erkebispenmedhans Tilhængere maaske vilde benytte sig heraf til et ensidigt Valg; og var der saaledes her et uklart Punkt, maatte det ogsaa fremstille sig for det danske Raad, om ikke det danske Riges Stilling var en saadan, at el særligt dansk Kongevalg blev en Nedvendighed. Normændenehavdeselv vist saa megen Uvillie til at indlade sig paa bestemte Forhandlinger om et Kongevalg, at man fra dansk Side maatte neje overveje, hvad der tyngede mest i Vægtskaalen, Hensynet til Norge eller til Slesvig i Forening med Rigets hele uklare politiske Stilling, med en farlig Fejde i de danske Farvande, der let kunde indvikle det danske Rige i aaben Krig med en af Parterne, og med en urolig Gjæring hos de lavere Folkeklasser baade i religiøsogpolitisk Henseende. Atter af Hensyn til Normændeneatskulle sætte Sagens Afgjørelse ud i en übestemtFremtid,indtil det behagede Erkebisp Olaf at give Møde, kunde under de daværende Forhold blive meget farligt,ogvar der om Kongevalget stridige Synspunkter, maatte da i al Fald det danske Raad have samme Handlefrihed som det norske. Alt dette kunde en Trediedel af Raadet ikke afgjore paa egen Haand. Det var jo dog muligt, at de ikke tilstedeværende Raader havde en anden Mening, og da navnlig de jydske, som vare landfaste med Hertugdømmerneogmest udsatte for et Angreb fra Syd, hvis

Side 263

Hertug Kristian med Magt vilde sætte sig i Besiddelse af Tronen, eller hvis Forholdet til Slesvig skulde medføre alvorligeForviklingermed Holstenerne. Der kunde foregaa Begivenheder i Hertugdømmerne, som kunde gjøre det sandsynligt, at det jydske Kaad vilde anse det for en bydendeNødvendighedat træffe en Bestemmelse, hvad enten man nu vilde vælge Hertug Kristian eller Hertug Hans. Kun saa meget var fastslaaet ved det østdanske Kigsraads Brev af 25 April, at den Herredag, som snart skulde holdes, kun vilde blive en særlig dansk — og Skylden herfor maatte Normændene bære, som havde undslaaet sig for at give Møde; om den tillige skulde blive en Valgherredag, maatte det samlede Kaad — og Begivenhedernes Udviklingafgjøre,skjøndt det utvivlsomt har været de tilstedeværendeKaadersønske, at Valget kunde foretages i Fællesskab.

Og det viste sig snart, at det jydske Raad var meget bekymret for sin sydlige Grændse. Man havde jo endogsaa afbrudt al Samfærsel mellem Hertugdømmerne og Kongerige t¹). Raadet samledes i Begyndelsen af Maj ved det bekjendteValfartssted i Karup i Nærheden af Viborg, hvor der netop paa St. Valborg Tider holdtes et meget besøgt Kildemarked. Herfra udstedte de tilstedeværende Raader 4de Maj en Bekjendtgjørelse til alle Jyllands Indbyggere om Kongens Død: Raadet havde nu overtaget Rigets Styrelse,indtil en Konge atter blev valgt; det opfordrede derforalle Jyllands Indbyggere til at være Raadet og Lensmændenehørige og lydige og sidde rede med deres RustningDag og Nat, «om noget paakom af Rigets Fjender eller Uvenner, eller om nogen udlandsk Herre eller Fyrste

1) Se ovenfor S. 260, Noten.

Side 264

vilde med Magt eller Vold trænge sig her ind i Riget og til Rigens Regimente«; da Raadet havde forskrevet en Herredag til Kjøbenhavn «eller andet Steds, hvor de derom overens blive«, havde Raadet imidlertid indsat RidderneMogens Bilde, Lensmand paa Koldinghus, Holger Rosenkrans, Jep Fris, Lensmand paa Skivehus, og Axel G øje, Lensmand paa Aalborghus, til at føre Befalingeni Landet, medens Raadet var fraværende. Forøvrigtlovede Raaderne, at de i Forening med deres Medbrødrevilde sørge for, at Rigets Indbyggere bleve holdte ved Lov og Ret, Friheder og Privilegier, at alting igjen maatte komme til et godt Regimente; men om et bestemt Kongevalg er der forøvrigt ikke Tale i Brevet, ligesom man forbavses over at se, at Raadet endnu ikke med Vished kan sige, hvor Herredagen skal holdes, men at dette endnu var Gjenstand for Forhandlinger mellem Raaderne indbyrdes.Man havde kun truffet en saadan Ordning, at Landet i Tilfælde af et Angreb fra holstensk Side — thi kun hertil kan der sigtes ved den «udlandske Fyrste« — havde bestemte Befalingsmænd at holde sig til¹).

Hermed ophører omtrent ethvert Spor af Virksomhed fra det danske Rigsraads Side, inden Herredagen aabnedes. Hvad der ellers er sket, har rimeligvis indskrænket sig til personlige Sammenkomster mellem enkelte Rigsraader. Saaledesvédman, at Mogens G øje den 22 Maj havde en Sammenkomst med Ove Bilde paa dennes Slot Aakjær, hvor det vel ikke kan fejle, at Rigets Stilling i det hele

1) Ny dsk. Mag. 2, 196 fd. Brevene ere udstedte at de tre jydske Biskopper Iver Munk, Ove Bilde og Jørgen Fris, og de verdslige Raader Predbjørn Podebusk, Joachim Lykke, Ove Lunge, Mogens Munk og Erik Banner, samt den fynske Rigsraad Lavrids Skinkel til Egeskov.

Side 265

er kommet paa Tale, og at man gjensidig har vexlet Tanker derom; men ellers foretog man intet til at klare Situatione n¹). De løbende udenrigske Sager besørgede Joachim Kønnov; men ogsaa han var selvfølgelig bunden ved Hensynettilden snart sammentrædende Herredag og kunde intet afgjøre paa egen Haand. Kun med Kong Gustav i Sverig satte han sig paa denne Tid i Forbindelse, idet han langt om længe gav ham Underretning om Forhandlingernemeddet burgundiske Hof, der ogsaa angik Sverig. Her var et Sted, hvor man kunde have virket; thi ogsaa i Sverig havde lybske Sendebud fordret Deltagelse i Krigen mod Holland, dog uden at kunne opnaa noget Løfte, da Kong Gustav havde et klart Blik for, at denne Sag ikke angik Sverig alene, men hele Østersøen, og derfor intet vilde foretage, inden han kjendte den danske Regjerings Stilling til denne Sag. Men fra den danske Regjering hørte han intet; tvertimod nærede man i Begyndelsen af Aaret, som ovenfor antydet, baade i Danmark og Norge en stærk Misstemning mod den svenske Konge, idet man aabenbart frygtede for, at han skulde benytte Lejligheden til atter at søge at komme i Besiddelse af Vigen og Gulland,ogsatte de Rustninger, han havde foretaget sig i ganske andre øjemed, for at dæmpe indre Uroligheder i Sverig, i Forbindelse hermed. Paavirket af denne StemninghavdeRønnov mindet Kongen «om det Forbund, som Rigerne imellem er», hvorpaa Kong Gustav svarede, at han haabede at have skikket sig saa, at Skylden ikke skulde findes paa hans Side, men forøvrigt beklagede sig over det

1) Pal.-Miiller Grevens Fejde 11, 45, Not. 1: Ove Bilde og Mogens Gøje takke Eske Bilde, fordi hau vil oplade sit Len (^Bergenhus) til Albrecht Gøje.

Side 266

Ophold, sotn «hans Fjender« fandt i Danmark, hvorved han formodentlig sigtede til den fordrevne upsalske ErkebispGustavTrolle, der paa denne Tid, efter Kristian 2dens Tilfangetagelse, atter opholdt sig i Danmark. KønnovsBrevkom først til Kongen i Slutningen af Maj, og dennes Svar af 1 Juni kan først være naaet ned til Danmarkmidtunder Herredagens Forhandlinger. Da Herredagenaabnedes,stod man endnu i et meget uklart ForholdtilKong Gustav og saa i ham snarere en Fjende end en Ven¹).

Medens det danske Rigsraad saaledes intet havde udrettetuden at skrive frem og tilbage for at bestemme Tiden for Herredagens Samling og dog ikke havde kunnet faa den samlet til Pinsedag, men først den 8 Juni⁹), havde man fra holstensk Side handlet hurtigt og bestemt. Den 10 Maj havde Melchior Ranzov, hvad enten han nu havde faaet nye Instruktioner fra Hertug Kristian eller handlet paa egen Haand, stolende paa Hertugens Ulyst til at komme i et fjendtligt Forhold til Kejser Karl 5 og ledet af sin egen Stemning mod Lybæk, i Bryssel faaet vedtaget et Forslag til et Forbund mellem Kejseren som Konge i Spanien og Herre i Nederlandene paa den ene, og Hertug

1) Kong Gustav til Kong Frederik, og ligeledes til Mogens Gøje og det danske Rigsraad, 5 Maj 1533 (om den Politik, Kongen og Rigsraadet vil følge i den lybsk-hollandske Fejde), Aktstykker til Grevefejden I, 2. Dette Brev blev übesvaret, idet Rønnovs Brev krydsede det paa Vejen. — Kong Gustav til Joachim Rønnov, 1 Juni, sammesteds S. 3. — Smlgn. Paludan Muller, Grevens Fejde I, 170—71. — Om Gustav Trolle, se Tillæg. — Rigsraadets Frygt for, at Kongen vil arge paa Danmarks Rige, omtales ogsaa i dennes Breve af 31 Juli og 10 Aug. Smsts. S. 4-6; 9.

2) Se Anmærkningen til Tillæg 4.

Side 267

Kristian, det danske og norske Rige paa den anden Side, ifølge hvilket Hertugen i et Tidsrum af 10 Aar skulde understøtte Kejseren i hans Egenskab af Konge i Spanien og Herre i Nederlandene, dog ikke mod de schmalkaldiske Fyrster; i den nuværende Krig med Lybæk skal Hertug Kristian og de to Riger Danmark og Norge ikke være forpligtede til at tjene Kejseren; dog maa de hverken hemmelig eller aabenbart hjælpe Lybæk; i Løbet af de 10 Aar skulle Kejserens Undersaatter frit kunne færdes til Lands og til Vands og drive deres Kjøbmand* skab mod at svare de gamle og sædvanlige Toldafgifter, saavel i Danmark og Norge som i Hertugdømmerne; KejserensKrigsfolk skal have uhindret Færdsel gjennem de nævnte Riger og Lande; saalænge denne Traktat varer, skal alle Spørgsmaal om Skadeserstatning og andre Tvistpunkterhvile. Naar Hertug Kristian og det danske Rigsraadhar givet deres Minde til dette Forslag, skal det atter bringes til Statholderinden i Nederlandene, for at den endelige Traktat kan afsluttes; dog maa der i Mellemtideningensomhelst Hjælp ydes Ly bækkerne fra Hertug Kristians eller Kongerigernes Side, eller nogensomhelst Hindring i den frie Sejlads lægges for Kejserens Undersaatte r¹).

Lybæk var isoleret; Frygten for Kristiern den andens Slægt var fjernet, hvis det kunde lykkes Melchior Ranzov at faa det danske Rigsraad til at gaa ind herpaa. Med dette Forslag vendte Melchior Ranzov tilbage til Landdagen i Kiel, som aabnedes den 3 Juni, og allerede den 8 Juni — samme Dag som Herredagen aabnedes i Kjøbenbavn — var alt afgjort i Hertugdømmerne, idet Hertug Kristian

1) Aktstykker til Grevefejden 11, 11—15.

Side 268

paa denne Dag havde modtaget Arvehylding paa sine egne og sine Brødres Vegne med Ret til at styre Landene under deres Umyndighedsalder, dog med et svagt Forbehold af, at denne Hylding ikke skulde være til Skade eller IndskrænkningiPrivilegier og Friheder, indtil Brødrene bleve myndige. Samme Dag udstedte Hertugen en almindelig Bekræftelse af tidligere Kongers og Fyrsters Privilegier, dog med visse Undtagelser i religies Henseende, hvorved den ny Læres Stilling sikredes i Hertugdømmerne, og forpligtedesigtil en fornyet Konfirmation, naar hans Brødre vare blevne myndige¹). — Saaledes stode Hertugdømmerne som en Enhed ligeoverfor Kongeriget, ikke en Gang forbundneveden fælles Regents Person. Vel anerkjendte man fra holstensk Side, at Slesvig var et dansk Len, og man havde paa Landdagen overdraget de Sendebud, der skulde overvære Herredagen i Kjøbenhavn, at underhandle om en nærmere Forbindelse mellem Hertugdømmerne og Kongeriget. Vel var alt dette kun en yderligere Udvikling af den slesvigholstenske Politik, som Kristiern den første og Frederik den første havde fulgt; vel var Hertug Hans af Navn Hertugdømmernes Herre ligesaa vel som Hertug Kristian, men i det Øjeblik Hertug Kristian for en længere Aarrække var Landets Eneregent, uden at det var lykkedes det danske Rigsraad paa Hertug Hanses Vegne og som hans Formyndere at faa Del i Hertugdømmernes Regjering,havdeSlesvigs Lenspligt til det danske Rige ikke stort at sige og kunde let føre til Stridigheder, der under ugunstige Forhold kunde medføre, at det gik helt tabt. Kun igjennem Personalunionens løse Form, kun ved at Hertug Kristian valgtes til Danmarks Konge, kunde ForbindeisenmedSlesvig

1) Jensen und Hegewisch, Privilegien, S. 151 og 170.

Side 269

bindeisenmedSlesvigbevares. Vel stod endnu den Udvej aaben, at slutte sig til Lybæk og med lybsk Hjælp at vove en Krig med Hertug Kristian og Karl 5. Men det var en farlig Vej, som vilde have bragt det danske Rige i et utaaleligt Forhold til den overmodige Hansestad, hvis Aag vilde være kommet til at hvile tungt paa Danmark og hele Norden, hvis den sejrede i Kampen, og dobbelt farlig var denne Vej under det usikre Forhold til Kong Gustav i Sverig; thi at han skulde slutte sig til Lybæk, var neppe til at vente. Efter at Hertug Kristian havde sluttet Forlig med det burgundiske Hof, var Stillingen bleven en saadan, at det danske Eigsraad ikke længere blot havde Valget mellem Lybæk og Nederlandene, men mellem Lybæk og Holsten. Og om man i det -Øjeblik strax skulde skride til et Kongevalg for at sikre Riget en tryggere Stilling, elier vente, indtil Normændene kunde komme, det var efter alt, hvad der var foregaaet i Hertugdømmerne, et Sporgsmaal, som under de forandrede Forhold maatte fremstille sig af sig selv.

Under et stærkt ydre Tryk samledes saaledes Herredagen.Med Traktaten af 2 Maj 1532 i Haanden mødte Jørgen Wullenwever selv allerede den 6 Juni i Kjøbenhav n¹) — for tredie Gang i Løbet af et Aarstid — medens en lybsk Eskadre med Krigshøvdingen Markus Mejr om Bord laa afventende ved Dragør. Fra Hertugdømmerne indtraf Breve fra Johan Ranzov og Uttenhofen, hvori de stærkt opfordrede Raadet til ikke at indlade sig med Lybækkerne,før Sendebuddene fra Hertugdømmerne ankom; thi Melchior Ranzov var kommen tilbage fra Nederlandene med Breve, som vilde være Danmarks Rige vel tilpas.

1) Dagen fremgaar af Aktstykket hos Waitz I, 384.

Side 270

«Og», tilfejer Uttenhofen meget betegnende, «naar Lybæk først er dæmpet, ville I desto lettere bringe Sverigs Rige til eder». Nærmere Underretning skulde han give, naar han selv kom til Kjøbenhavn'). — Pressionens Tid var begyndt.Wullenwever ogMelchiorKanzov skulde til at opføre en Væddestrid om, hvem der kunde drage Danmarks Rige over paa sin Side. Man skulde troet, at der under disse Forhold maatte have været Opfordring nok for de danske Rigsraader til at søge at samle alt om sig, fremfor at splitte alt; og dog blev det neppe disse Hensyn, der fik den overvejende Indflydelse paa Herredagens Holdning. Hensynet til Hertug Kristians lutherske Sindelag fik langt større Indflydelse paa Partiernes Stilling end Øjeblikketspolitiske og dette var blevet end mere indlysendeved, hvad der i Mellemtiden mellem Kongens Død og Herredagens Aabning var sket i Hertugdømmerne i Religionssagen.

I denne Henseende havde Hertugen strax efter Faderens Død sat sig i Bevægelse. Utaalmodig efter at faa den gamle Religions Misbrug afskaffede, havde han allerede 3 Maj henvendt sig til Kapitlet ved Slesvig Domkirke om at ophøre med »Misbrug, Syngen og selvgjorte Ceremonier« og kun holde sig til Guds Ord overensstemmende med den af ham selv for de evangeliske Prædikanter (i Haderslev Amt) indførte Ordning; vilde de med det gode antage denne Reform, vilde Hertugen sikre dem deres Indtægter for Livstid. Herpaa havde Hertugen under 20 Maj faaet et Afslag fra Slesvigs Biskop Godskalk Alefeld, der i det

1) Uttenhofens og Ranzovs Breve af 4 og 6 Juni findes aftrykte hos Waitz, I, 357; Uddrag hos Pal.-Muller, I, 91—92; smlgu. Aktstykker til Grevefejden I, S. 460.

Side 271

hele henskød sig under den Landdags Bestemmelser, som snart skulde træde sammen. Samtidig med disse UnderhandlingerhavdeHertugen henvendt sig til Landgrev Filip af Hessen om Raad; hellere end at give efter i Religionssagen,vildehan «zu Fuss davon gehen und alles liegen und stehen lassen»; et Raad af Landgreven om at sammenkalde nogle tusinde Landsknægte for at indjage Landdagen Skræk, vilde han dog intet høre om, da han netop ønskede, at alt skulde gaa roligt og fredeligt af. Landgrevens Svar gik i det hele ud paa at raade til Maadehold;Hertugenskulde ikke denne Gang lade det komme til en Religionsdisputation, men hellere lade alt »slæbe hen», ligesom hans Fader havde gjort, indtil der kom et bekvemt Tidspunkt til at indføre Reformationen fuldstændigt; han skulde søge at drage Adlen til sig ved at give dem Udsigt til at faa de Stiftsgodser tilbage, som deres Forfædrehavdeskjænket (osv.)¹). —I det hele fulgte HertugendetteRaad; helt og holdent at indføre Reformationen var en vanskelig Sag under de daværende Forhold, da ikke blot Prælaterne, men ogsaa en stor Del af den verdslige Adel endnu hang ved den gamle Lære. • Derimod søgte Hertugen at sikre den nye Lære en selvstændig Stillingligeoverfor den gamle Kirke, saa at den uhindret kunde trænge igjennem ved sin egen Kraft. Efter heftige ForhandlingerpaaLanddagen, hvor de katholske Prælater

1) 1533, 9 Maj, Flensborg, Hertug Kristian til Landgrev Filip, Waitz, J. Wullenw. I, 378—80. — 20 Maj, Godskalk Alefeld til Hertug Kristian om Hertugens Forslag af 3 Maj om Reformen af Gudstjenesten i Slesvig Domkirke, Waitz, Quellensamlung 11, 1, 107. — 21 Maj, Kassel. Landgrev Filips Svar paa Hertug Kristians Brev af 9 Maj, Waitz, Wullenw. I, 331. — 26 Maj, Haderslev, Hertug Kristian til Landgrev Filip om Kapitlet i Slesvig osv., Uddrag hos Waitz, Quellensaml. 11, 1, 100.

Side 272

maatte deje mange haarde Ord af de lutherske Adelsmænd,
kom Landdagsbeslutningen af 8 Juni til at indeholde følgendeBestemmelserom
Keligionssagen:

Stifterne og Kirkerne i Bispedømmerne Lybæk og Slesvig skulle blive ved deres gamle Frihed, indtil en almindelig Reformation foregaar i det tydske Rige, hvorunder Holsten herer, og i det danske Rige, hvortil Slesvig herer; dog skulle Tienderne i Stifterne afskaffes («nablyven»); kun hvem der har Brev og Segl derpaa, skal nyde dem. Præsterne skulle frit prædike, «saavel det nye som det gamle«. Al Band og det «gamle uordentlige Regimente med Officialer« skal ophere, og der skal i det hele være almindelig Trosfrihed, indtil der efter Bredrenes Myndighedsalder med Landdagens Samtykke vedtages en almindelig Ordinans. I Mellemtiden skulle alle Herre - og Jomfruklostre blive ved Magt; men ingen maa tvinges enten til at træde ud af eller blive i Klostrene: de, der blive, skulle være Reglerne undergivne, men det skal staa enhver frit for at forlade Klostret; begjære et Klosters Beboere enstemmigt at faa en (luthersk) Prædikant, skal Hertugen beskikke en; ellers skulle de gejstlige -Ovrigheder i Klostrene have Magt til at indsætte en Præst og til at bortvise dem, der ikke behage dem¹).

Samme Dag maatte Biskop Alefeld efter forudgaaende Underhandlinger, som paa Hertugens Vegne vare førte af Dr. Ditlev Reventlov, Johan Ranzov og Godske Alefeld til Norborch, af hvilke i det mindste de to første havde afgjort sluttet sig til den nye Lære, indgaa følgende Overenskomst:

Biskoppen skal lade alle Sange og Tider, saa vel

1) Jensen und Hegewisch, Privilegien, S. 151.

Side 273

som al Helgentilbedelse afskaffe i Slesvig Domkirke; de sædvanlige Messer skulle holdes for lukkede Børe, men kun læses, ikke synges; Domkirkens Præster skulle prædike «gudelig, kristelig, uargelig og ikke mod Guds Ord»; Hertugen vil da til Gjengjæld tilbagegive nogle til Domkirkens Erkedegne- og Kantor/dømme horende Godser, som Kong Frederik havde draget til sig; de øvrige Præbender skal ved Dødsfald Biskoppen og Hertugen have Magt og Ret til at bortforlene, skiftevis hver i sin Maaned; dog skal Biskoppen bortforlene de Præbender, der falde i hans Maaned, til »tjenstvillige Folk, duelige og erfarne Personer, som kunne være Hertugen, ogsaa Biskoppen og Landene tjenlige»; hvad der tidligere var bortforlenet af den afdøde Konge eller Hertugen, skal blive ved Magt; men hvad der for -Øjeblikket er ledigt, vil Hertugen have Ret til at bortforlene. — Desuden vil og skal Hertugen have Magt og Ret til i alle h. f.Naades Amter (Len, «empter») i Fyrstendømmet og Stiftet i alle Kirker uden Undtagelse, efter eget Behag at indsætte Prædikanter og Folk, som lære og forkynde og handle efter Guds Ord, uden nogensomhelst Indsigelse eller Hindring¹).— Alle

1) »Weiter sollen und wollen F. G. auch recht, gewalt und macht haben, in allen ihr. f. G. embter durch die fiirstenthumbe und stift gahr aus in allen Kirchen ihres gefallens prædicanten und die das wort Gottes lehren, verkundigen und handlen, zu stellen und zu ordnen, ohne jemands einrede oder verhinderung«. — Meningen er utvivlsomt, at Hertugen skal have. uhindret Ret til at indsætte lutherske Præster i de ham til Underhold tillagte (Kron) Len, f. Ex. Haderslev og Tørninglen. Almindelig (f. Ex. af Rordam, Ny kirkeh. Saml. 4, 431—83 og Helveg, d. dske. Kirkes Hist. før Ref. 2, 940) forstaas det om alle slesvigske Kirker; men det angaar kun dem, hvortil Hertugen havde Patronatsret. Dette er ogsaa Tilfældet med de af Rørdam iNy kirkeh. Saml. 4, 508 ff. anførte Exempler paa saadanne Prædikanters Indsaettelse af Hertugen. Smlgn. Kong Frederiks Bestemmelse om det Hertug Kristians Gemalinde udlagte Enkegods, hos Waitz, Quellensaml. a. St. S. 144.

Side 274

Ornamenter, Klenodier osv. skulle da blive ved Kirkerne og Lenene, og hvad der allerede er kommet derfra, skal skaffes tilveje, ligeledes alle Fundatser og Breve, og Tiende - sagen skal endelig ordnes samtidig med den Reformation, der skal finde Sted efter Brødrenes Umyndighedsalder¹).

Ganske vist var Reformationen hermed ikke fuldt indførti Hertugdømmerne. Den gamle Kirke havde faaet sikret sig en vis Bestaaen, navnlig hvad Kirkegodset angik (dog med Undtagelse af Bispetienderne); men der var vundet saa meget, at den ny Kirke havde faaet Lovskraft ved Siden af den gamle, og Hertugen havde vundet en saadan Indflydelse paa Beskikkelsen af Præster, paa Bortforleningen af de vigtigste Præbender, paa hele Domkirkens Gudstjeneste, ja selv i visse Tilfælde paa Klostrene, at Biskop Alefeld stod værgeløs lige over for det nyes Fremtrængen. Tilstanden kom herved i mange Henseendertil at ligne den Stilling, som det alt var lykkedes Kong Frederik at sikre Lutherdommen i det danske Rige, og som de danske Prælater følte saa trykkende. Valgte man Hertug Kristian, var der ingen Udsigt til en Forandringheri; skulde der ske noget for den gamle Kirke, maatte det ske nu, da Riget var uden Overhoved; nu eller aldrig maatte der voves et Slag for den gamle Kirke. Det følte ogsaa Biskop Alefeld; faa Dage efter Landdagens Slutning (12 Juni) gav han endelig et høfligt Afslag paa Torben Bildes Opfordring om at komme til Herredagen, i et Brev, der var stilet til Erkebispen, eller i hans Fraværelsetil de øvrige tilstedeværende Bisper: Da der muligt

1) Waitz, Quellensaml. a. St. S. 109 — 10.

Side 275

alt nu skulde vælges en Konge paa Herredagen, og som han haabede, en af Kong Frederiks Sønner, vilde han komine i en skjæv Stilling til dem, som bleve forbigaaede, da selv de dog vilde vedblive at være hans Arveherrer; vel havde han altid frimodigt hævdet sin Stilling, som Medlemaf den danske Kirke (nemlig i Anledning af tyske Overgreb); men i verdslig Henseende stod han under Hertugerne.Men det mærkeligste ved Svaret var en i Brevet indlagt hemmelig Seddel, som Erkebispen — i hans Fraværelsealtsaa de andre Bisper — ikke skulde vise til nogen, om dem saa syntes, hvori han beder om, at den slesvigskeKirke udtrykkelig og navnlig maa blive henregnet til den danske Kirke i de Bestemmelser for den gamle Kirke, som han venter efter Sædvane ville blive optagne i den nye Konges Haandfæstning; thi Slesvig er et dansk Len; ellers er det ude med den gamle Kirke der i Landet. «Denne Sag», saaledes slutter Biskop Alefeld, »værdige Eders Højhed at tage under Overvejelse som Metropolitan,af egen Drift og Tilskyndelse. Thi det er ikke til Hinder herfor — skjønt det paastaas af nogle af mine Landsmænd — at jeg har indgaaet en særlig Overenskomst med Hertug Kristian, fordi hin Overenskomst, skjønt den er forsøgt, dog endnu ikke er endelig fastslaaet, eller dog i det mindste ved det følgende (senere fastslaaede) Privilegium,som nu nylig er indrømmet i Kiel i Pinsen under hele eller i det mindste største Delen af Adlens Nærværelse, er bleven forandret ved den almindelige Ordning, nemlig ved forberørte Privilegium, som blev indrømmet i RidderskabetsNærværelse «¹).

1) Anderledes kan jeg ikke forstaa og ordret oversette Biskop Alefelds knudrede og- utydelige Latin: — non obstunte, etiamsi per quoscumque nostrates asseratur, me desuper cum .... duce C esse concordatum, quia illa concordia, licet sit attemptata, tamen vondum est perfecta, vel persequens (leg: per sequens) privilegium ad instantiam totius nobilitatis vel majoris partis jam Penthecostes in Kylone noviter concessum generali dispositione, scilicet privilegio in_Btante8 _tante militia concesso, saltem alterata. (N. dsk. Mag. 2, 221). — Biskoppen mener at kunne slippe fra den særlige Overenskomst ved at skyde sig under den almindelige Landdags Bestemmelser, der vare senere afsluttede end Overenskomsten, og som jo ikke indeholdt saa drøje Bestemmelser som denne. Forhandlingerne om Overenskomsten vare allerede begyndte 3 Maj, altsaa længe før Landdagsbeslutningen. Man faar det Indtryk af Biskoppens Ord (attemptata, nondum perfecta), at denne muligvis endnu ikke havde godkjendt Overenskomsten af 8 Juni, som nu kuu kjendes af en Kopi fra 17 Aarh., ved at sætte sit Segl under den eller lign. — Udtrykket • instante militia* har voldt Fortolkerne mange Bryderier. Abraham Kali erklærede ikke at forstaa det, og Rørdam (N. kirkeh. Saml. 4, 482, Note) ser heri en Hentydning til Landgrev Filips Forslag om at sammendrage nogle tusinde Landsknægte for at imponere Landdagen; men dette Forslag havde Hertugen jo netop forkastet, og der er ellers ikke Spor til Rust ninger i Hertugdømmerne paa den Tid. Det er ifølge Sammenhængen en kortfattet Gjentagelse af det ovenfor staaende Udtryk •ad instantiam totius nobilitatis etc.». Da den officielle middelalderlige Benævnelse for en Ridder er 'miles*, kommer •militia*, der allerede hos den senere Latinitets Forfattere bruges i Betydningen »Samling af Soldater- (• Milits« = milites; {.Ex. Justinus XXXII, 2: interficitur cum omni militia; smlgn. Liv. IV, 26: cogere militiam = milites), til at betyde »Ridderskab«, saa meget mere, som det plattyske »ridderschop« brugtes paa en lignende Maade (f. Ex.: Dat slot wart myd guder ridderschop wol bewaret, »Nortelvischen Sassen«, i Quellensainlung osv. 111, 65; i Parallelstedet hos Helmold, Cap. 53, § 3: castrum numeroso milite communitum est).

Side 276

Hvilket Indtryk maa dette Hjertesuk ikke have gjort paa de danske Bisper! Da Herredagen aabnedes, kjendte man rigtignok endnu ikke de kielske Bestemmelser; men det varede ikke mange Dage, inden man lærte dem at kjende. Faa Dage efter sagte de danske Bisper at sikre

Side 277

sig — mod alle de samme Punkter. Hvad Stilling det samlede Eigsraad vilde tage i Religionssagen, om det kunde lykkes Bisperne at samle en katholsk Majoritet om sig, eller om Protestanterne muligt kunde holde dem Stangen, det blev et Hovedspergsmaal i hele Herredagens Holdning. Men Besvarelsen heraf ligger allerede i den nærmere Betragtningaf det daværende Rigsraads Sammensætning, som vi nu nærmere skulle undersøge.

II. Rigsraadets Sammensætning. Biskopperne og deres Tilhængere.

»Bisperne have, navnlig efter Kong Frederiks Død, forøget Rigens Raad mod gammel lovlig Sædvane med mange Personer, udi saa Maade, at hver Biskop har haft udi Raadet to eller tre Brødre eller i det mindste sine nærmeste Slægtninge, eller Fadersønner, eller den ene Broder den anden; de have indskudt og indtrængt dem i Raadet, paa det at Bisperne og deres Tilhængere maatte have des flere Stemmer og Anhang inden Raads«¹).

Saaledes løde Ordene efter den gamle Kirkes Fald, da Regnskabets Dag var kommen. Ordene lyde strængt, som en Advarsel gjennem Aarhundreder for enhver Stand, der som øjeblikkelig Ihændehaver af Magten udelukkende følger sine egne Partihensyn; men at de indeholde en betydeligDel Sandhed, kan ikke nægtes, om man end kunde fristes til at vende dem om og sige, at Bisperne og deres Tilhængere i Raadet navnlig i Kong Frederiks Tid, men tildels ogsaa efter hans Død, havde sørget for at faa deres Slægt ind i Raadet; thi det er utvivlsomt, at de fleste af de Mænd, som i Juni- og Juli-Dagene 1533 havde Nordens

1) Klagemaalet, Ny dsk. Mag. 3, 7. (Rørdam, Hist. Kildeskr. I, 150).

Side 278

Skjæbne i deres Haand, vare blevne optagne i Raadet i Kraft af den Bisperevolution, der havde stødt Kristiern 2 fra Tronen, og som Følge af den. Rigsraadet var ved KongKristiernsUdjagelse usædvanligt faatalligt. Med Sikkerhed kan man i det -Øjeblik ikke eftervise mere end 22 Medlemmer af Raadet, 11 gejstlige og 11 verdslige, uagtet det dog i Kong Hanses Dage havde udgjort et langt større Tal; men allereded. 3 August 1523, da Kong Frederiks endelige Haandfæstningudstedtes, var der henved 50 Medlemmer i Raadet. Man kan næsten følge Optagelsen i Raadet af hver Landsdelsanseligste Stormænd, eftersom den sejrrige Holstener drager frem og den ene efter den anden slutter sig til ham. Raadet havde derved faaet en Størrelse og Betydning,som det aldrig tidligere havde haft og heller aldrig senere skulde naa, men som varede ved, indtil Grevefejdens Storme ryddede godt op mellem dets Medlemmer, de gejstligesaa vel som de verdslige. Det var Følgen af PræsteogAdelsvældens Sejr over den Enevælde-Tanke, der laa paa Bunden af Kristiern 2dens Sjæl¹).

1) Ved Kristiern 2dens Valg 23 Septbr. 1487 talte Raadet i det mindste 37 Medlemmer (Hvitfeld S. 991—92).— Kong Frederiks Haandfsestning af 3 Aug. 1523 er udstedt af 48 Rigsraader (G. Ark. Aarsb. 11, 65—66; smlgn. nedenfor Tillæg 1, Efterskrift). Af disse kunne bestemt eftervises som verdslige Rigsraader i Kong Kristierns Tid: 1) Mogens Gøje; 2) Tyge Krabbe; 3) Niels Høg; 4) Predbjørn Podebusk; 5) Henrik Aagesen (Sparre); 6) Henrik Krummedige; 7) Hans Bilde; 8) Albert Jepsen Ravensberg; 9) Mads Eriksen Bølle; 10) Peder Lykke; 11) Joachim Lykke. — Oluf Holgersen Ulfstand til Bønved nævnes ikke i Haandfæstningen 1523, men anføres af Begtrup (Geneal.-biogr. Ark. S. 183_—84) blandt de 25 verdslige Medlemmer, som efter Begtrups Mening optoges i Raadet 1523. Paalideligheden af Begtrups Liste er bleven stærkt paatvivlet af Allen (de tre nord. Rig. osv. 3 B. 2 Afd. S. 466; smlgn. 4 B. 2 Afd. S. 547), men vistnok uden Grund. Efter Undersøgelser, jeg selv har anstillet, før jeg blev bekjendt med Begtrups Afhandling eller Prof. Ållens Modbemærkninger, kan jeg ikke paavise en eneste af de Adelsmænd, som Begfrup lader blive optagne af Frederik 1, som Rigsraader i Kristiern 2dens Tid, ikke en Gang Mogens Munk og Ove Lunge, som Prof. Allen anfører som Beviser paa Begtrups Letsindighed. De nævnes ganske vist allerede som Rigsraader d. 1 Marts 1523 i et Brev hos Hubertz, Aktstykker til Aarhus I, 121; men Mogens Munk nævnes endnu ikke blandt de jydske Rigsraader i Oprørsbrevet af 20 Januar (Hvitfeld S. 1193), og i Hertug Frederiks Brev af 29 Januar kaldes han kun •Landsdommer«. At Ove Lunge endnu ikke har været optaget i Raadet d. 9 Februar, fremgaar af den kongelige Skriver Peder Villadsens Brev af 9 Februar (Allens Breve osv. I, Nr. 9), hvor han melder sin Herre, at ingen af Raadet ere ankomne til Horsens uden de 4 Bisper samt Hr. Predbjørn og Tyge Krabbe, medens han lige i Forvejen har fortalt, at Erik Banner og Ove Lunge vare ankomne; han kan saaledes ikke paa den Tid have anset Ove Lunge for Medlem af Raadet. Disse to Mænd maa saaledes være optagne i Raadet mellem Oprøreta Udbrud og 1 Marts, enten af Hertug Frederik eller — hvad der er rimeligere — af selve de oprørske Rigsraader. At Rigsraadet nemlig ansaa sig for at have Ret lil at optage nye Medlemmer paa egen Haand under et Interregnum, vil fremgaa af hvad der skete under og efter Herredagen 1533 (Oluf Munk, Mogens Rilde). — Paa Begtrups Liste savnes derimod Johan Urne; thi af Hvitfelds Fortegnelse (S. 1206) paa dem, der paa ny svor Kristiern 2den Troskab paa Sjællands Landsting 1523, fremgaar det tydeligt, at han endnu ikke den Gang var Medlem af R.iadet. Det maa derfor anses for rimeligst, at Raadet i Aaret 1523 er blevet forøget med 26 verdslige Medlemmer og et gejstligt, Domprovst Knud Gyldenstjerne, hvilket med de øvrige 11 gejstlige og 11 verdslige Medlemmer fra Kristiern 2dens Tid giver i alt 49 Medlemmer. Vincents Lunge gik dog kort efter over i det norske Raad, men i hans Sted kom uden Tvivl hans Eftermand paa Krogen Slot, Johan Ranzov, der regnes med til det danske Raad i Odense Reces af 1527 og fl. St. (f. Ex. i Traktaten af 31 Juli 1532, Waitz, Wullenw. 1, 352 og ovenfor S. 249, Noten).

Side 279

Allerede ved den store Rigsraadsudnævnelse i Aaret
1523 vare adskillige af de daværende Biskoppers nærmeste
Slægtninge komne ind i Kaadet. Biskopperne Iver Munk,

Side 280

Styge Krumpen og Lage Urne havde faaet optaget deres .Brødre Mogens Munk, biskoppelig Lensmand paa Volstrup, Otte Krumpen, den navnkundige Sejrherre fra Bogesund, Knud Urne og Johan Urne; Aage Jepsen Sparre havde sine to Slægtninge Movrids Jepsen Sparre og Henrik Aagesen Sparre i Raadet; men ingen Slægt blev dog stærkere repræsenteret end Biskop Ove BHdes. Foruden at hans Fætter Hans Bilde til Egede allerede tidligere var Medlem, blev nu optaget hans to Brødre Knud Bilde til Svanholm og Gladsaxe og Eske Bilde, senere Lensmand paa Bergenhus, Herre til Valden og Mogenstrup, og hans Fætter Anders Bilde til Søholm. Hvad der saaledes var begyndt 1523, fortsættes i de følgende Aar, efterhaanden som ældre Medlemmer af Raadet dode bort. Bildernes Tal var blevet end mere forøget med de to Brødre Klavs Bilde til Lyngsholm, Lensmand paa Bahus, og Erkebisp Torben Bilde; efter at Joachim Rønnov var bleven Biskop i Roskilde, var hans Broder Ejler Rønnov til Hvidkilde, Marsken Tyge Krabbes Svigersøn, bleven Medlem; Biskop Knud Gyldenstjerne i Odense havde sin Fætter Knud Pedersen Gyldenstjerne til Tim i Raadet. Naar hertil kommer, at de fleste af Raadets øvrige Medlemmer ved Svogerskabsforbindelser eller Lensafhængighed¹) vare nøje knyttede til Biskopperne eller deres Slægtninge, kan det ikke nægtes,

1) Mogens Munk (Volstrup); Knud Rud (Vendløg Len), Niels Lunge (Sjælsø), Johan Urne (Borreby), Ejler Rønnov (•Schinkelsio« i Sjælland som Len af Torben Bilde); Mads Bølle (Turebyholm), og vistnok flere. Rønnovs Lensmænd maatte udtrykkelig forpligte sig til at »ramme den hellige Kirkes Gavn, Bedste og Bestand« (Knudsen, Rønnov S. 159 og 160; 190-93; Tillæg 29 Not.)

Side 281

at de gejstlige Medlemmer i Forening rued en saa betydelig Del af Raadets verdslige Medlemraer maatte kunne faa en meget vsesentlig Indflydelse paa Raadets Beslutninger i adskillige Sager. Ved Kong Frederiks Dad bestod Raadet af omtrent 50 Medlemmer, ved Slsegtskab og Svogerskab noje knyttede til hinanden, en hojadelig Forsamling, hvis Medlemmer som oftest toges af de samme Familier, et udviklet Oligarki, i hvis Midte deter endnu sjaeldnere at finde en «homo novus» end blandt Roms Nobilitet. Og dog havde Raadet ingen lovformelig Indflydelse paa sin egen Udfyldning. Under Unionstidens Kampe, da Sverigs saa staerkt udviklede aristokratiske Regjeringsform i mange Henseender fik Indflydelse paa det danske Aristokratis Udvikling, var det vel i en enkelt Haandfaestning blevet fastslaaet, at ingen kunde optages i Raadet uden selve Raadets Samtykke; men denne Bestemmelse synes at vsere gaaet stiltiende ud af de fslgende Haandfaestninger. Der fandtes ingen udtrykkelig Bestemmelse herom i Kong Frederiks Haandfaestning, saa at Kongen i saa Henseende tilsyneladende havde frie Hsender; men hele den Stilling, som Rigsraadet indtog i denne Konges Tid, da det, navnlig paa Grund af Kongens jaevnlige Ophold i Hertugdemmerne, langt mere var blevet til en Slags Medregenfc end til et Regjeringsraad, gjer det ikke usandsynligt, at Raadet har faaet en ikke ringe faktisk Indflydelse paa Valget af nye Medlemmer, saa meget mere, som Kongens norske Haandfestning hjemlede det norske Raad en lignende Indflyldelse for Norges Vedkommende¹).

Af hele denne store Forsamling mødte dog kun 37
Medlemmer paa Herredagen i Kjøbenhavn, idet nogle vare

1) Koiig Hanses Hdf. Art. 3 — Frederik Istes norske Hdf. Art 20 (Norske Saml. 1 Bind).

Side 282

fraværende paa Grund af Forretninger, andre uden Tvivl paa Grund af Alder og Skrøbelighed. Af de gejstlige Medlemmer mødte alle de syv fungerende Biskopper tillige med Abbeden af Sorø og Prioren af Andvorskov, hvorimod tre af Raadets ældre gejstlige Medlemmer vare udeblevne, nemlig den forhenværende fynske Biskop Jens Andersen, der paa denne Tid landflygtig slæbtes omkring af sine holstenskeUvenner, og den forhenværende lundske Ærkebiskop Aage Sparre, der ikke mere deltog i Raadets Forhandlinger,skjønt han endnu regnedes med til dets Medlemmer;heller ikke den ældste af Raadets gejstlige Medlemmer,den for sit usædelige Levned berygtede gamle Niels Stygge Rosenkrans af Børglum, havde givet Møde, om han ellers var i Live endnu, da Herredagen aabnedes²). —

1) Afgangen mellem Aug. 1523, Frederik Istes Hdf., og 10 April 1533, Kongens Dødsdag, stiller sig saaledes: Gejstlige: 1. Lage Urne f 1529; 2. Niels Klavsen af Aarhus, f 15 Decbr. 1531. — Verdslige: 3. Tyge Brahe f 1523; 4. Niels Høg, f 15 Dcbr. 1524; 5. Otte Holgersen Rosenkrans, f 4 Oktbr. 1525; 6. Oluf Holgersen Ulfstand, f 1529; 7. Ejler Eriksen Bølle; 8. Hans Krafse, f 16 Juni 1530; 9. Henrik Krummedige, f 1530; 10. Henrik Sparre, f efter Marts 1531; 11. Albert Jepsen Ravensberg, f 1532, April. — Tilgang i samme Tidsrum: Gejstlige: 1. Joachim Rønnov (1529); 2. Torbenßilde (1532). Verdslige: Ridderne 3. Johan Ranzov; 4. Knud Rud; 5. Klavs Bilde; 6. Axel Uggerup; 7. Klavs Podebusk; 8. Henrik Gøje (optagen mellem 11 April og 21 Juli 1532, vistnok i Albert Jepsens Ravensbergs Plads; thi denne døde ifølge Breve i Geh. Ark.. Dipl. mellem 10 og 30 April, smlgn. Allens Breve I, 325 Not. Axel Ugerup nævnes allerede som Rigsraad i Juli 1532 i Rigsraadets Fuldmagt for Klavs Bilde og Tr. Ulfstand, s. ovenfor S. 249; han nævnes før Henrik Gøje, saa han maa være optagen før denne, vistnok i Henrik Sparres Sted). Væbnerne: 9. Niels Arenfeld, tillige Rigens Kansler, 10. Erik Krummedige, 11. Niels Brok og 12. Knud Pedersen Gyldenstjeme. Tilsyneladende er de verdslige Raaders Tal blevet forøget med en; men dette staar muligt i Forbindelse med, at Jens Andersen Beldenak var udelukket af Raadet; thi i hans Plads kom ingen uy gejstlig Rigsraad, da hans Eftermand Knud Gyldenstjerne var Rigsraad i Forvejen. Forovrigt regnes den kongelige Kansler Mester Klavs Giordsen et enkelt Sted (Dsk. Mag. 5, 75) med til Raadet; f 1532. — Aage Sparre regnes endnu til Raadet i Aaret 1536 (Dsk. Mag. 3 R. 5, 319).

Side 283

Af Kaadets verdslige Medlemmer mødte Eigets Hofmester Mogens Gøje, Rigsmarsken Tyge Krabbe, Ridderne Predbjørn Podebusk, Hans Bilde, Mads Bolle og Peder Lykke, alle Rigsraader endnu fra Kong Hanses Dage; desuden Ridderne Otte Krumpen, Johan Oxe, Johan Urne, Anders Bilde, Knud Bilde, Klavs Bilde og Niels Lunge, Væbnerne Mogens Munk, Ejler Rønnov og Knud Pedersen Gyldenstjerne, alle nære Slægtninge eller Lensmænd af de daværende Biskopper; desuden Ridderne Johan Bjørn, Ove Lunge, Oluf Rosenkrans, Axel Brahe, Erik Banner, Brødrene Holger og Truid Ulfstand, Axel Ugerup og Klavs Podebusk, Væbnerne Rigskansler Niels Arenfeld, Erik Krummedige og Niels Brok, i alt 22 Riddere og 6 Væbnere¹).

1) Fraværende vare, foruden de ovennævnte 3 Gejstlige, desuden 41) Knud Rud til Vedby, Lensmand hos Rønnov; 42) Movrids Sparre, 43) den gamle jydske Rigsraad fra Kong Hanses Dage Joachim Lykke til Østrup; 44) den gi. Knud Urne til Sobysøgaard, 45) Lavrids Skinkel til Egeskov, 46) Niels Bild til Ravnholt, 47) Henning Valkendfcrf til Glorup, alle fynske Raader; desuden 48) Eske Bilde, som var i Norge, og 49) Johan Ranzov; 50) Henrik Gøje var død kort i Forvejen (3 Maj); det samme var muligvis Tilfældet med et Par af de andre; thi baade Biskop Niels Stygge og Lavrids Skinkel, der endnu i Maj havde deltaget i Mødet i Karup, døde i dette Aar, men Dagene ere ukjendte (Skib. Krøn.; Bekkers Orion 3, 366; 370); det samme var Tilfældet med Movrids Sparre, der endog i Brevet af 29 Juni nævnes som tilstedeværende; men da dette Brev kun kjendes af en Kopi, der blandt andre ogsaa opfører Eske Bilde, der bevislig paa den Tid var i Norge, kan dette ikke komme i Betragtning mod den Omstændighed, at hans Navn ellers aldrig kan eftervises i de originale Breve. Mere tvivlsomt er det derimod, om ikke Knud Rud har været tilstede; thi hans Navn findes i enkelte af de originale Breve (s. Tillægene); men da hans Segl aldrig kan eftervises, beror det vistnok paa en Fejltagelse af Skriveren. — Ogsaa Mogens Bilde, Ove Bildes Broder og Mogens Gøjes Svigersøn, nævnes i Kopien af 29 Juni som Rigsraad, men ellers aldrig under Herredagen; det berettes rigtignok i Hofmans Danske Adelsmænd 111, 335, at han blev optagen i Raadet 1523; men dette er urigtigt; i Kong Frederiks Brev af 29 Januar 1533, hvorved han indkaldes til Herredagen som Lensmand paa Koldinghus, kaldes hau endnu kun «vor Mand og Tjener^ (Geh. Ark. Dske Kongers Hist., Fase. 12 b); af det jydske Rigsraads Brev i Maj 1533, Mødet i Karup, fremgaar ogsaa, at han den Gang endnu ikke var Rigsraad, og det befales ham netop her at blive i Jylland under Herredagen; derimod var han Rigsraad d. 21 Nvbr. 1533 (N. Dsk. Mag. 2, 255), saa at han maa være optagen i Raadet under Interregnet, vistnok under selve Herredagen, ligesom Tilfældet er med Oluf Munk (Tillægene), og det er rimeligvis netop til disse to, at der sigtes i det ovenfor S. 277 anførte Sted af Klageskriftet. Ved Mogens Bildes Optagelse vandt Raadet et paalideligt katholsk Medlem, og Mogens Gøjes Svigersøn synes at have afløst Mogens Gøjes Broder.

Side 284

Betydeligst af alle disse Mænd var utvivlsomt Rigets Hofmester Mogens G øje, ikke blot ved sine store Kigdommeogydre Magt, men langt mere ved sin ædle pletfri Karakter og ved den Dygtighed, hvormed han i flere Kongers Tid havde haft Del i Rigets Styrelse, den ydre som den indre. Trolig havde han holdt ved Kristiern den anden, saa længe som ingen anden af den jydske Adel; men da han først havde sluttet sig til Kong Frederik, tjente han ogsaa ham med Troskab. Hvad der gjorde Forholdet til Kong Frederik og Hertug Kristian endnu inderligere, var utvivlsomtdenstore Indflydelse paa Reformationens Fremgang, som navnlig skyldtes Mogens Geje og hans noget yngre Aandsfrænde Erik Banner. En trofast Forsvarer af LutherdommensSaghavde

Side 285

dommensSaghavdeMogens Gøje stadig været; det havde vist sig dels ved den kraftige, undertiden noget hensynsløseMaade,hvorpaa han var optraadt i Stormen mod Tiggerbrødrene, dels ved den Understøttelte, han i ForeningmedErik Banner stadig ydede de lutherske Fripræster,naarde katholske Bisper søgte at komme dem til Livs. Hans Navn forekommer derfor paa hvert et Blad i den danske Reformationshistorie. Selv om han maaske ikke ganske kan frikjendes for ved enkelte Lejligheder at have søgt sin egen Fordel ved Tiggerbrødrenes Udjagelse¹), saa er det dog paa den anden Side øjensynligt, at egen Fordel ikke har været hans egentlige Bevæggrund til at slutte sig til den nye Lære; thi det er aabenbart, at Religionenførstog fremmest har været ham en Hjertesag. Det første Træk, man i den Henseende hører om Mogens Gøje, er derfor ingenlunde, at han har søgt at komme i Besiddelse af Kirke- eller Klostergods, men at han tidligt har antaget en egen luthersk Huskapellan, og at han alleredeiAaret 1526 nød Nadveren paa luthersk Vis og aabenlyst for alles øjne vedgik sin Tro⁹). Det er karakteristiskfordenne Mand, at naar han først — undertiden efter lang Betænkning — var kommet til en fast Overbevisning,tabtehan aldrig sit Maal af Sigte, men arbejdede med stor Kraft og Bestemthed paa at gjennemfere det. Dette viser aller tydeligst hans Holdning i Religionssagen.

1) F. Ex. ved Graabrødrenes Udjagelse 'A Randers og ar' Næstved.

2) Skib. Krønike, Script. 11, 586. — Hans Huskapellan paa denne Tid var uden Tvivl den senere evangeliske Superintendent i Børglum, Peder Thomesen, der nylig var hjemvendt fra Luthers Hus i Wittenberg; smlgn. Ny kirkeh. Saml. 5, 559. — Luther sendte allerede paa denne Tid Mogens Gøje sine Skrifter, Rørdam, Univers. Hist. I, 468, Not. 2. Nogle al' disse Bøger gik senere gjennem Birgitte Gøje over i Herlufsholms Skolebibliothek; smlgn. Fortegnelsen over Herlufsholms Skoles Bibi. i Indbydelseskr. for 1871. S. 6.

Side 286

Skjent han var Raadets ældste Ridder¹), havde han dog saa godt som nogen et klart Blik paa den frembrydende Nytids Fordringer og havde taget et fast Stade, hvorfra han ikke lod sig rokke. Hans klare Forstand sagde ham, at under Tidens Gjæring maatte man træffe sit Valg, at man enten maatte være fuldbaaren Katholik eller fuldbaaren Lutheraner, og at en uklar Leflen med begge Parter kun førte i et Uføre, hvorfra ingen Udvej var at finde. Det er navnlig denne Fastholden ved en bestemt Overbevisning, der stiller Mogens Gøje saa højt over alle hans samtidige i Raadet og som under roligere Forhold vilde have gjort ham til selvskreven Leder i en kongeløs Tid, — og som ogsaa til— sidst skaffede hans Sag Sejren. Det maatte for ham være Hovedsagen om muligt at sikre Lutherdommens Sejr; men for at opnaa det, maatte man have en luthersk Konge; derfor kunde der for ham og Erik Banner neppe være Tale om et andet Valg end Hertug Kristians. Det kom da an paa, hvorvidt Mogens Gøje i Rigsraadet kunde samle et anseligere Parti om sig, der kunde holde Bisperne og deres Tilhængere Stangen; kunde han ikke det, var hans Virksomhed foreløbig brudt. Der kunde muligvis endnu være en anden Udvej, at stille sig i Spidsen for en Folkerejsningogmed Magt sætte sin Sag igjennem trods RigsraadogBisper; men dertil var Mogens Gøje for meget Aristokrat, og Hertug Kristian for varsom.

At der ikke var meget Haab om, at Mogens Gøje kunde sætte sin Mening igjennem i Rigsraadet, viser et flygtigt Blik paa dets Sammensætning. Bisperne havde, blot i Forening med deres nærmeste Slægtninge og Lensmænd,

1) »primarius eqves», Chron. Skib. o: den Ridder, der som den ældste havde den første Plads blandt de verdslige Medlemmer.

Side 287

afgjort Majoritet. Vilde disse Mænd holde troligt sammen, kunde Modpartiet intet sætte igjennem. Til samme Side maatte man desuden regne de fleste af Raadets ældre Medlemmer,somingen Følelse havde for Lutherdommens religiøseBetydning,og som ifølge deres Alder og Samfundsstillingnærmestmaat an ages at se med skjæve X3jne til den nye Tids religiøse Røre, hvorunder de kun saa skjulte demokratiskeFarer.Til saadanne Mænd hørte Rigsmarsken Tyge Krabbe, der i Modsætning til Mogens Gøje i den foregaaende Tid stadig havde taget sig af Katholikernes Sag, lige fra den Tid af, da han i Samraad med Bisperne havde stødt til Kristiern den andens vaklende Trone, men som forøvrigt synes at have været en svag og uselvstændig Karakter¹), og den gamle Predbjørn Podebusk, der allerede ved Kong Hanses Død havde villet sætte Hertug Frederik paa Tronen og senere havde været med i SammensværgelsenmodKristiern 2, mén som forøvrigt ikke

1) Da man undertiden ser Tyge Krabbe kaldt • luthersksindet«, er det maaske ikke af Vejen at gjøre opmærksom paa hans stadige Vedhængen ved Katholicismen, netop i Modsætning til Mogens Gøje. Det var saaledes Tyge Krabbe, som i Aaret 1526 førte Povl Helgesen (Paulus Eliæ) op til Kong Frederik paa Kbhvns. Slot, medens Mogens Gøje netop paa den Tid aabenlyst havde erklæret sig for den nye Lære, og hans Nar forfulgte Povl Helgesen, da han kom fra Slottet (Skib. Krøn., Script. 11, 581^—82). Samme Aar tilegnede Povl Helgesen Tyge Krabbe et Stridsskrift mod Lutheranerne, hvori han netop advarede mod Lutherdommens demokratiske Retning (Engelstoft, N. hist. Tidsskr. 2, 145^—46).^— Det var atter Tyge Krabbe, som i Aaret 1529 tog sig en Smule af Biskop Jørgen Fris under dennes bitre Strid med Kong Frederik, medens Mogens Gøje var Biskoppens Modstander i denne Sag (Ny kirkehist. Saml. 5, 538—39). — Det var atter Tyge Krabbe, som i Aaret 1532 skaffede Graabrødrene i Næstved Adgang til Kong Frederik, da Mogens Gøje havde fordrevet dem (Kirkeh. Saml. I, 364). — Hvor troligt han fulgte Bisperne under Herredagen 1533, vil fremgaa af det følgende.

Side 288

havde noget iinod at komme i Besiddelse af gejstligt Gods, naar det kunde lykkes¹). Det samme gjælder uden Tvivl de gamle Rigsraader Peder Lykke til Nørlund, der ligeledeshavdedeltaget i begge Sammensværgelserne mod Kong Kristiern, Mads Bølle og Johan Bjørnsen, og tildels ogsaa Hertug Hanses Hofmester Oluf Nielsen Rosenkrans,dervel aldrig havde været saa nøje knyttet til Bispernes Sag, som flere af de ovennævnte, men dog tidligerevedflere Lejligheder havde vist sig som god Katholik-).

At alle disse Mænd, som saaledes ved Blodets eller andre Baand vare knyttede til Biskopperne, i et og alt skulde være enige og slavisk følge deres gejstlige Venners Vink, var naturligvis ikke til at vente. Eigsraadet havde i tidligere Dage vist sig meget tilbøjeligt til at indskrænke Biskoppernes verdslige Magt, og det var navnlig ikke til at vente, at det nu skulde være tilbøjeligt til at give Slip paa de alt tidligere vundne Fordele. Men desuden var der neppe Enighed i et og alt mellem selve Biskopperne, hvis Stilling til det religiøse Spørgsmaal var helt lorskjelligt, eftersom de hørte til de ældre, før Kong Frederiks Regjeringstidudnævnte Biskopper, eller havde opnaaet deres Værdighed senere. Da disse Mænd ifølge hele deres Stillingfik særlig Indflydelse paa Herredagens Beslutninger, bliver det nødvendigt at holde denne Forskjel og i det hele

1) Ny kirkeh. Saml. 5, 714.

2) Povl Helgesen maatte Hgeoveifor O. Rosenkrans forsvare sig mod Beskyldningen for Lutherdom. 1531 havde Oluf Rosenkrans i Forening med Mads Bølle, Hans og Anders Bilde, Johan Oxe og Johan Urne atter skaffet Katholikkerne Brugen af Klhvns. Kirker (Knudsen, Joach. Rønn. S. 67, efter den gi. Universitetsmatrikel, hvor de i den Anledning meget betegnende kaldes »viri spiritu del inflati«).

Side 289

Lutherdommens statsretlige Stilling ved Kongens Død skarpt
for øje.

Renest og klarest stode i denne Henseende de ældre Biskopper, som alle havde opnaaet pavelig Bekræftelse paa deres Værdighed. Med bitter Harme havde alle disse Mænd set Kong Frederiks aabenbare eller hemmelige Tilbøjelighedfor Lutherdommen. Ved deres egen Hjælp var han kommen paa Tronen; som Grund hertil havde de blandt andet netop anført Kristiern den andens Leflen med Lutherdommenog de store Indgreb, denne Konge havde gjort i deres Jurisdiktion. Tilsyneladende havde de i den nye Konges Haandfæstning faaet fastslaaet de mest bindende Tilsagn i denne Henseende; men da Lutherdommen for Alvor havde begyndt at vise sig, og da Prælaterne ansaa Tiden for kommen til at bringe Kongen til at opfylde Haandfæstningens Bud, saa havde de intet kunnet opnaa. Paa Herredagen i Odense 1526 havde Kongen sat igjennem, at Prælaterne herefter ikke maatte søge Bekræftelse paa deres Værdighed i Rom, men indenrigs, hvorved han havde faaet det i sin Magt at binde de nyvalgte Bispers Hænder. Paa Herredagen i Odense 1527 havde Bisperne søgt at faa Kjætteriet standset, men ved Kongens sejge Modstand var det hele blevet indskrænket til en betinget Bekræftelse af Tiendepligten — paa Almuens, ikke en Gang paa Adlens Vegne — og til en betinget Bekræftelse af den biskoppelige Jurisdiktion, idet alle Sager, som angik Ejendomstrætter («Jorddele»), udtrykkelig vare blevne forbeholdte de verdsligeDomstole, og Kongen havde desuden holdt en Bagdør aaben ogsaa for de gejstlige Sager ved den Tilføjelse, at den, som ikke ansaa Prælaternes Dom for upartisk, kunde indanke Sagen for Kongen og Raadet, og selv disse Indrømmelserhavde Prælaterne kun opnaaet ved betydelige

Side 290

Indrømmelser til den verdslige Adel, som havde faaet Ret til at opkræve de i gejstlige Sager faldende Bøder af deres Undergivne, paa et Par bestemte Undtagelser nær, og som slet ikke havde maattet indgaa nogen Forpligtelse til at give Tiende af deres Hovedgaarde. Og da saa det store Slag skulde have staaet paa Herredagen i Kjøbenhavn 1530, havde Biskopperne lige saa lidt kunnet opnaa noget, ja der var endog givet Fripræsterne frit Spillerum ved den kongeligeOrdinans af 14 Juli 1530, hvorved Ordets frie Forkyndelsevar slaaet fast, kun at enhver, der prædikede eller lærte andet, end han kunde bevise med den hellige Skrift, selv skulde staa til Rette derfor¹). Samvittighedsfrihed havde Kongen udtalt sig for allerede paa Odense Herredag, og om der end ikke var vedtaget nogen lovformelig Bestemmelseherom, havde han faktisk forstaaet at hævde den. Det samme var Tilfældet med Præsternes Giftermaal, hvor den verdslige Arm kom de gifte Præster og Nonner til Hjælp ved Beskjærmelsesbreve og paa anden Maade, ja ligefrem opfordrede gejstlige Mænd til at indgaa Ægteskab²).

Ved disse Bestemmelser var der gjort saa meget for den nye Lære, at den kunde trænge igjennem ved sin egen indre Kraft, roligt og stille, naar kun alt fik Lov til at gaa sin egen jævne Gang. Der var i det -Øjeblik to Kirker i Danmark, begge lovlig bestaaende. I den gamle Kirke havde Biskopperne endnu deres fulde Jurisdiktion; overfor Fripræsterne vare de værgeløse; deres Sager horte efter de tagne Bestemmelser — altsaa efter Lands

1) Kosenvinge, GI. dsk. Love 4, 143^—44. Da det er en verdslig Ordinans, hvis Overtrædere skulle staa til Rette for Kongen og Raadet, maa dette ogsaa gjælde Prædikanterne.

2) Et saadant Tilfælde ses af Ny kirkeh. Saml. 5, 710—li; srnlgn. S. 70(5.

Side 291

Lov og Ret — ikke for Biskoppernes gejstlige Ret, men for Kongen og Raadet. Alle de nye Bisper havde ogsaa i den Henseende maattet afgive mere eller mindre bindende Tilsagn, som vi ret snart skulle komme tilbage til. Under disse Omstændigheder er det let forklarligt, at den nye Lære udbredte sig stærkt netop i Kong Frederiks sidste Regjeringsaar, skjønt Kristiern den andens Norgestog bortledte Opmærksomheden noget fra Religionssagen og bragte Bisperne og Kong Frederik noget nærmere, saa at Religionssagen ikke mere blev Gjenstand for stormende ForhandlingerpaaHerredagene. Neppe en eneste Præst er i disse Aar bleven ansat umiddelbart af Kongen, uden at han maatte forpligte sig til «at prædike Guds Ord og Evangeliumrentog klart«. — Tiggerklostrene laa for største Delen øde; af de større Klostre vare de fleste Jomfruklostre og flere af Munkeklostrene¹) blevne verdslige Forleninger. Skulde der sættes en Stopper for alt dette, maatte det ske nu, da Kongen var død. Alle de Hindringer og Baand, som ved Herredagsbeslutninger og Kongebreve vare lagte paa Bisperne, maatte fjernes; Beskikkelsen af Præster maatte atter ene lægges i Bispernes Haand, og disse sidste maatte forpligtes til kun at beskikke katholske Præster; de kgl. Beskjærmelsesbreve maatte miste deres Braad. Da først kunde Bisperne atter røre sig frit; da først var der atter gjennemfort Enhed i Kirken. Det inddragne Kirke- og Klostergods maatte gives tilbage. Det var de ældre katholskeBiskoppersTanke; men saa kunde det ikke nytte at tage Hertug Kristian til Konge; det fik man snart at høre fra Landdagen i Kiel — om man ikke havde vidst det tidligere.

1) F. Ex. Grinderslev i Sailing (Ny kirkeh. Saml. 5, 765); Dalby i Skaane (Tilla-g 23 med Anm.).

Side 292

Det kom da an paa, om man i alle disse Retninger kunde faa sine verdslige Venner og Slægtninge med sig, og — om man til syvende og sidst selv havde en virkelig religiøs Overbevisning eller kun brød sig om den ydre Magt og Glans.

Ældst af alle Biskopperne var Iver Munk i Ribe. Siden 1499 havde han beklædt sin Værdighed. Han havde deltaget i begge Sammensværgelserne mod Kristiern 2den, men forøvrigt vidst at skaffe sig et anset Navn i den Kreds, hvori han virkede, saa det tildels var lykkedes ham at holde den religiøse Bevægelse borte fra sin Stiftsstad, uagtet Nordslesvigs Nærhed, hvor Hertug Kristian som bekjendtallerede i Faderens Levetid havde gjennemført Reformationen.I denne Anledning var den aldrende Biskop allerede i Aaret 1526 kommen i en skarp Skriftvexling med den unge 23aarige Hertug, der havde sagt ham drøje Sandhederom hele den Maade, hvorpaa de katholske Biskopper levede og virkede. Navnlig maatte nogle stærke Udtryk i Hertugens Brev om Gejstlighedens Frillelevned ramme den gamle Biskop føleligt, da han selv havde et Par uægte Sønner, en Omstændighed, der ikke kunde være Hertugen ukjendt, da den ene af Sønnerne aabenlyst bar Faderens Navn. Senere havde Hertugen paa den hensynsløseste Maade frataget Biskoppen Tilsynet med Stiftets Kirker og Præster i Nordslesvig og underlagt dem de af ham selv indsatte Tilsynsmænd i Haderslev. Forgjæves havde Iver Munk i Anledning af disse Stridigheder mindet Kong Frederikom, at Kongen skyldte ham og hans Slægt (Mogens Munk) den Krone, han bar; han havde dog foreløbig maattet finde sig i Kongens og Hertugens Villie. Intet Under var det da, om Biskoppen nu søgte at unddrage Hertugen denne Krone, og det lyder som en bitter Haan, naar man senere

Side 293

bebrejdede ham, at ikke netop han havde set paa Hertugens Bedste, da han havde saa meget stateligt Landgods liggende i Hertugdømmet. Det maatte for ham netop være en Grund til at hindre Hertugens Valg¹). —Nu var Iver Munk gammel og skrøbelig og havde længe søgt at faa en Medhjælper i sin Brodersøn Oluf Munk, hvilket han endelig opnaaede ved Rigsraadets Hjælp. Langt betydeligere og kraftigere var derimod

Ove Bilde i Aarhus. Den prøvede Troskab, han i sin Tid havde vist uiod Kong Kristiern, gjorde ham lige saa megen Ære, som den lange Erfaring, han lige fra Kong Hanses Dage havde haft som Statsmand, i Forening med hans hæderlige og redelige Karakter gjorde ham til selvskrevenLeder for det katholske Parti paa Herredagen. Vel har man tvivlet om, at denne Prælat i aandelig Henseendestod højere end sine Kaldsfæller, og gjort opmærksom paa, at han var meget begjærlig efter at faa et eller andet lille Kloster i Forlening ved Kong Frederiks Gunst; men det synes dog, som han herved mere har haft Kirkens og Bispedømmets Tarv for øje end sin egen personlige Forde l²). Det taler i al Fald til hans Fordel, at det sejrrige Parti senere intet kunde udsætte paa hans Færd, uden at han »havde været alt Papisteriets Hoved«, og at han senere kun med Taarer i øjnene havde ladet sig bevæge til at vælge

1) Klageskriftet iNy dske. Mag. 3, 22. (Rørdam, Hist. Kildeskr. I, 184—85). — Smlgn. forøvrigt Kinch, Ribe Bys Beskrivelse S. 497 ff.; ny kirken. Saml. 4, 1—20.

2) Helveg, den danske Kirkes Historie før Ref. 11, 925. — Ny kirkeh. Saml. 5, 763_—64: Klostrene i Aarhus tillagdes Aarhus Domkirke og Sæde paa en Tid, da Brødrene syntes at ville forlade dem; Vor Kloster i Aarhus Stift betroede Abbeden og Konventsbrødrene Ove Bilde personlig paa Livstid. Det kan lige saa godt anses som et Forsvar for Klostret som et Overgreb fra Bispens Side.

Side 294

Hertug Kristian til Konge; men selv disse Taarer vidne dog om, at den gamle Kirkes Sag har ligget ham mere paa Hjerte end de fleste af hans Standsfæller. Det var ogsaa fra Aarhus af, under hans Beskyttelse, at Povl Helgesensheftige Stridsskrifter udgik, saa at han, om han end ikke selv har følt sig kaldet til at tage Del i Tidens Skriftvexel,dog mere end nogen anden af Datidens Prælater har søgt at kæmpe mod den nye Lære med aandelige Vaaben. Som den anselige Bilde-Æts Hoved og som den gamle Kirkes ivrige Talsmand maatte Ove Bildes Indflydelse blive overordentlig stor under Herredagens Forhandlinger, og han maatte ifølge Partiernes Stilling blive Mogens Gojes farligsteModstander, lige som man neppe fejler ved at antage, at han og Bilde-Ætten baade i tidligere Dage og senere vare Hertug Hanses varmeste Talsmænd¹).

Af langt mindre Betydning vare Ove Bildes to jydske Kaldsfæller,Stygge Krumpen i Børglum og Jørgen Fris i Viborg,men om muligt langt mere fanatiske Modstandere af Lutherdommen,et uværdigt Par, som tilfulde godtgjor hele den gamle Kirkes Eaadenskab. Begge vare de af Kristiern 2den i en ung Alder ved Kongegunst hævede op til deres store, indbringende Stillinger, men begge havde de været lavsindede nok til kort efter at omstyrte hans Trone. Begge vare de lige griske efter jordisk Gods og Magt, og medens Stygge Krumpen, der førte det usædeligste Frillelevned med en anden Mands Hustru, ved enhver Lejlighed søgte at komme i Besiddelseaf Klostergodset i sit Stift og at fratage Præsterne deres Gaarde for at lægge dem under Bispestolen, stod den til Bordets Glæder hengivne Jørgen Fris i disse Henseender

1) Dette frenigaar navnlig af Tillæg 44, Ove Bildes Brev til Hertug Hans af 22 Maj 1534.

Side 295

ingenlunde tilbage for ham; kun var han ved sin selvraadigeog uredelige Karakter kommen i Strid med al Verden, ikke mindst med Kong Frederik og dennes betroedeMænd, en Strid, som blev end værre, da Lutherdommenhavde udbredt sig saa stærkt i hans Stift, at ikke blot Viborg Bys Sognekirker, men selv hans egen Domkirkevar kommen i de lutherske Præsters Vold, og at en Række lutherske Prædikanter havde vist sig rundt om i Stiftets Sogne. Kraftesløs og magtesløs havde den unge Biskop set sin hele Virksomhed lammet ved Kongens Indgriben i alle Forhold. Uden at kunne give sin bitre Hævnfolelse Luft, havde han maattet trække sig tilbage paa sine befæstede Gaarde, uden en Gang, som Tilfældet dog var med Stygge Krumpen, at blive brugt i Rigets Ærinder eller Sendefærd. Kong Frederik havde derfor endnu ikke lukket sine -Øjne, før Jørgen Fris benyttede sig af hans Sygdom og Affældighedtil at kaste sig over Stiftets luthersksindede Præster. Sit dybt tilbagetrængte Had til den afdøde Konge har han selv givet Udtryk ved den velkjendte Ytring, som formodentlignetop skriver sig fra Herredagens stormende Forhandlinger,at han vilde ønske sig at være en Djævel for at kunne pine Kongens Sjæl i Helvede¹).

Naar disse Mænd kunde faa de Herredagsbeslutninger, der hindrede deres frie Virksomhed, skudt til Side og faa det Gods tilbage, som i de urolige Tider var fravendt Kirken, stode de atter alle paa rent katholsk Standpunkt. Helt anderledes var imidlertid Forholdet med de nyvalgte Bisper, dels paa Grund af deres egen Opfatning af det religinseSporgsmaal

1) Om Jørgen Frises Forhold til Kong Frederik henvises til min Afhandling om kirkelige Forhold i Viborg Stift paa Reformationstiden iNy kirkeh. Saml. 5 Bind. 1533 var Jørgen Fris endnu kun 41 Aar gammel; Stygge Krumpen harneppe været meget ældre.

Side 296

ginseSporgsmaal— om de ellers havde nogen — dels
paa Grund af de Forpligtelser, som de havde indgaaet for
at opnaa deres Værdighed.

Den første af disse nyvalgte Biskopper var Knud Gylden stjerne i Odense. Hans Revers af 10 Januar 1527 indeholder kun en Forpligtelse til overensstemmende med Odense Herredagsbeslutning 1526 at give til Kongen den Pengesum, som tilforn sendtes til Rom for Konfirmationen,«da kgl. Majestæt ikke vil tilstede, at nogen Penge udskikkes her af Riget og til Rom for Stadfæstelse paa gejstlige Len«*). Knud Gyldenstjernes Stilling var saaledes temlig fri, navnlig hvad Beskikkelsen af Præster angaar, og i de Kaldsbreve, han udstedte, findes heller ingen særlige Betingelser om Ordets Forkyndelse²). Men dog er det vitterligt, at Knud Gyldenstjerne ingen Hindringer lagde i Vejen for den nye Læres Udbredelse i Fyns Stift, hvorfor han ogsaa roses lige saa stærkt af de lutherske Skribenter, som han hudflettes af de ivrige Katholiker³), og at han i sit Navn lod Mester Jørgen Jensen Sadolin i Aaret 1532 begynde at reformere Stiftet, lod ham i sit Navn oversætteLuthers Katekismus til Vejledning for Stiftets Præster og tillod, at Sadolin d. 29 Juni 1533 — midt under HerredagensReligionsforhandlinger

1) Miinters Reformationshistorie I, 541_—42.

2) Et saadant Kaldsbrev for en Præst til Vindeby Kirke i Fyn, dateret 23 Marts 1533, findes i Geh. Ark. Diplom.

3) Chanutus, non amplius aurea, sed plumbea stella appeU landus . . . non a deo electus sed a sacrilego rege grandi pecunia corrupto violenter intruaus, statim defecit ab obedientia universalis ecclesiæ, factus Lutheranicce hereseos nefandissimus sectator omniumque sacrorum christianæ religionis sacrilegus violator. Skib. Krøn. (Script. 11, 589). — »Den frode ærlige Bisp af Fyen» kalder Peder Laurensen ham Januar 1533 af samme Grund (Malmøbogen, ludledn. S. XXIX).

Side 297

dagensReligionsforhandlinger— lod sin Oversættelse af den Augsburgske Konfession forlade Pressen i Kjabenhavn! Selv om Sadolin paa egen Haand skulde være gaaet videre, end Knud Gyldenstjerne, der en stor Del af Aaret 1532 var i Norge, vidste og ønskede — hvilket forøvrigt er aldeles übevisligt — saa var denne dog gaaet saa vidt i luthersk Retning, at han umuligt i et og alt nu kunde bryde Staven over det lutherske Parti. Han kunde gaa med det yderlige katholske Parti saa længe, som Bestræbelserne gik ud paa at sikre Prælaterne den fulde Nydelse af deres verdslige Magt og deres Tiender, og at han heller ikke er gaaet videre, synes at fremgaa af de Oplysninger, som ville fremkommei det følgende¹).

Knud Gyldenstjernes Revers er udstedt før Herredagen i Odense 1527, hvor Kongen først ret for Alvor var optraadtsom de lutherske Fripræsters Talsmand. Langt stærkere Baand ere derfor paalagte de Bisper, som udvalgtes efter denne Herredag, og da navnlig paa den næste i Rækken, Joachim Rønnor, der i sit Revers af 11 Juni 1529 maatte love at være Kongen tro og huld, at ramme hans Børns Bedste, navnlig dens, som blev udvalgt til Konge i Danmark, og saa vidt det stod til ham, afværge, at nogen af Kong Kristierns Børn eller nogen anden fremmed Fyrste kom til Magten i Danmark, saa længe Kong Frederik eller den af hans Sønner, der blev udvalgt til Konge i Danmark,

1) Om Sadolins Forhold til Gyldenstierne henvises til Rørdams • Mester J. J. Sadolins Levned« S. 30 ffg. og i Modsætning hertil Bruun s Bemærkninger i Kgl. Bibi. Aarsberetn. 2, 48 ff., der gjør det sandsynligt, at G. maa have kjendt Sadolins Oversættelse af Luthers Katekismus og det dertil hørende »Mandat« til Præsterne, før han drog til Norge. For Bruuns Opfattelse af Gyldenstjernes Forhold til Lutherdommen taler stærkt dennes Forhold under Herredagen (se Tillægene).

Side 298

var i Live. — I religiøs Henseende maatte Rønnov udstede
følgende Forpligtelse:

«Dersom nogen kommer nogensteds i Roskilde Stift, enten i Kjøbstæder eller i Landsbyer, som vil prædike og lære det hellige Evangelium og Guds Ord rent og klart, som de med den hellige Skrift bevise kunne, eller nogen Præst eller Munk [kommer] der i Stiftet, som dem ville gifte og tage dem Ægtehustruer, da skal jeg ikke tilstede, at de skulle overfaldes med Vold eller Uret i nogen Maade, saa meget som jeg kan afværge, og hvem som dem derfor have noget at skylde, da skulle de indkomme for Kongelig Majestæt og Danmarks Riges Raad, og der staa til Rette ».

Som Forlovere for dette Revers nævnes Mogens Oøje, Tyge Krabbe, Erik Banner, Oluf Rosenkrans, Henrik Rosenkrans til Bjørnholm og Broderen Ejler Rønnov, som forpligtede sig til, «hvis fornævnte Joachim Rønnov ikke vilde holde forskrevne Artikler i alle Maader, da at ville stande hans kgl. Maj. eller hans Naades Søn, hvilken som bliver udvalgt til Konge i Danmark, der til Rette fore«¹).

Ved dette Revers havde Rønnov saaledes ingenlunde forpligtet sig til selv at sørge for Indsættelsen af evangeliskePræster i sit Stift, men kun at ville beskytte dem mod Overlast og forøvrigt at indanke deres Sag for Kongen ogßaadet, en højst mærkelig Bestemmelse, som gjorde en betydelig Indskrænkning i hans gejstlige Jurisdiktion, og som i denne Udstrækning aldeles stred mod Odense Reces af 1527, hvor der dog kun var aabnet den misfornøjedePart en Udvej til at indanke Sagen for Kongen og

1) Munter, Reformationshistorie 2, 701 ff.

Side 299

Raadet. Desuden maa det holdes klart for Øje, at baade Rønnovs egen og hans Forloveres Forpligtelse ikke blot gjaldt lige overfor Kong Frederiks Person, men ogsaa for hans Efterkommer. — Samme Dag, som Rønnov havde udstedt dette Revers, fik han kgl. Konfirmation; men i den følgende Tid fik han flere fornyede Konfirmationer, og der er ogsaa Spor til, at han har maattet indgaa fornyede, meget mere bindende Forpligtelser. Da disse imidlertid ikke længere kjendes i Originalskrifterne, er det nødvendigt at holde sig til den Kilde, hvorfra de kjendes, nemlig Klageskriftet mod Biskopperne, hvor der om Rønnovs Forpligtelserbruges følgende Ord:

«Først er eder alle vitterligt, at den Tid samme Biskopkom hjem til Danmark hans Fædreland og igjen af Skolen, da nogle Aar derefter har vor Herre og Fader Kong Frederik taget ham udi sin Tjeneste og underholdt ham som en anden Riddersinandsmand og Hofsinde, udi den Trøst og Tilforsigt, at han udi alle Sager og Handeler skulde lade sig hos kgl. Majestæt og Riget oprigtig, trolig og ærlig finde; har saa ham optaget af Støv og Skarn og gjort ham til en stor Herre over 33 Slotte og Herresæder og faaet ham Roskilde Stift under Fødderne. Derpaa har han forpligtet, forbrevet og forseglet sig og stillet Borgen for sig, som ere ved Navn Hr. Mogens G øje, Hr. Tyge Krabbe, Hr. Oluf Rosenkrans, Erik Banner samt mere andre mærkelige Mænd, at han som en ret Biskop vilde lade fordre og forfremme udi sit BiskopsstiftKristi Lærdomme og oprigtigen lære den menige Mand den rette Religion, saa og forsørge og forse Kirkerne udi Stiftet med kristelige evangeliske Prædikanter, og for hans egen Person at ville indgaa og føre et skikkeligt og biskoppeligt Levned, med

Side 300

mange andre Forpligtelser, hvorledes at han skulde være Kong Frederik og hans Sønner forvandt . . . Han haver dog ikke udaf denne hans Forskrivning holdt vor Herre Fader og os den ringeste og mindste Bogstav, men er bleven os brevløs, seglløs og troløs fore, og da tilmed haver saa ladet de gode ærlige Mænd, som deres Ære, Tro, Love og deres Segl have for hannem udsat, bleven udi Badet og ikke betaget dem deres Løfte. Men imod saadannehans Breve og Segl har han forfulgt det hellige Evangelium og Guds Ords Prædikanter" (hvilket derpaa udviklesvidere, navnlig hvorledes han havde forfulgt dem. der havde kgl. Beskjærmelsesbreve)').

Det er klart, at Klageskriftets Forfatter ikke blot har haft Reverset af 11 Juni for øje; thi han anser Rønnovforpligtet ikke blot til at taale Fripræsterne, men ogsaa til selv at sørge for evangeliske Præsters Indsættelse; den sidste Forpligtelse, om at føre «et skikkeligt og biskoppeligtLevned«, findes jo desuden slet ikke i Reverset, ligesom Klagemaalet flere Steder udtrykkelig nævner (flere) Breve, hvorved Rønnov havde forpligtet sig₉). — Klagemaaleter nu ganske vist en noget «uren» Kilde at holde sig til, da det her gjaldt om at stille Bisperne i det værste Lys. Det er da heldigt, at vi have et Vidnesbyrd fra Rønnovs egen Haand, hvori han selv utvivlsomt erklærersig for bunden lige over for Kongen ikke blot til at taale, men til selv at fremme Evangeliets Sag. I det Reformforslag, som Rønnov indgav til Kongen og Raadet

1) Ny dske. Mag. 3, 15 — 16. (Rardams Udgave S. 164—65).

2) Smlga. foruden det ovenfor anforte Sted ogsaa S. 17 (167;: Dersoru ikke havde villet holde sine Bre&Ve og Segl«.

Side 301

under Herredagen 1530, lyder det første Punkt efter HvitfeldsUdtog
deraf saaledes:

Efterdi Kongen og Rigsraadet «have nomineret og saintykt ham til Biskop over Roskilde Stift, da er han pligtig at lade besørge den menige Almue med Sognepræster, som dem deres Salighed rettelig lære og undervise kunne«; han lover og tilbyder da, «at han strax med det allerførste vil beskikke det saa, at Guds Ord og det hellige Evangelium skal klarligen og ret prædikes, som han kongl Maj. selv tilforn lovet harer, og det strængelig til alle Landemode haver ladet forkynde, og dersom endnu fandtes Brøst, vil han selv lade opsøge gode lærde Præstemænd«¹).

1) Hvitfeld S. 1334; Knudsens »Joachim Rønnov« S. 41. —At Rønnov ogsaa har overholdt denne Forpligtelse, fremgaar af det Brev af 18 Oktbr. 1529, hvorved han overlod Mogens Gøje jus patronatu& til Græsede Kirke paa den Betingelse, at M. Gøje og hans Arvinger skulle præsentere og fovlene samme Kirke til «en god Præstemand, som kan prædike Guds Ord og det hellige Evangelium, som d.et sig bør«. — Den ovenfor givne Skildring af Rønnovs Forpligtelser strider mod Knudsens Fremstilling af dette Forhold, ifølge hvilken den af Hvitfeld S. 1312 omtalte Forpligtelse og det af Hvitfeld samme. Sted omtalte »Gjenbrev« fra Mogens Gøje med flere, skulde være ophævet ved Reverset af 11 Juni 15*29, saa at Rønnov først skulde have udstedt et Revers, hvori han forpligtede sig til at beskikke evangeliske Præster, men senere have faaet dette forandret i mildere Form ved Reverset af 11 Juni 29. Men dette er helt übevisligt, og naar Knudsen navnlig beraaber sig paa, at dot hvitfeldske • Gjenbrevs« Forlovere ikke ere identiske med Forloverne af 11 Juni 29, idet Hvitfeld nævner færre end Reverset, saa har han ikke lagt Mærke til, at alt, hvad Hvitfeld paa dette Sted hav om Rønnov, kun er et Uddrag af Klage ni aalet (suppleret med et Par Smaatræk fra nogle af Hvitfeld selv senere anførte Breve om Rønuov); det viser alle Udtrykkene om Røunovs Forpligtelser og selve Hvitfelds Indledning om Rønnovs Ungdomsliv (Udenlandsrejse, »Hofsinde«, 33 Slotte og Heiregaarde osv.), hvilket han alt har tagetud af Klagemaalet, »om han da ogsaa kort efter selv beraaber sig paa; men Hvitfeld har i s-it Uddrag efter Ssedvane udeladt et og andet, blandt andet netop efter de tire i Klagemaalet naevnte Rigsraaders Xavne Tilfojelsen «med mere andre niaerkelige Mend*. Det bliver da mere end tvivlsomt, hvorvidt Hvitfeld selv har haft noget «Gjenbrev» for sig, og det gaar aldeles ikke an nied Knudsen (S. 29 Aum.) at antage Hvitfelds «Gjenbrev» for identisk med "den ferste Bkrift>, som Konuov gav Kongen, og som han under 4 Juli 29 fordrede tilbage af Johan Fris (Knudsen S. 151). Man liar da kun Klagemaalet at holde sig til og Kunnovs egne Ord i Reformforslaget, hvilke, saa synes mig, da ogsaa ere tydelige nok.

Side 302

Efter at Rønnov i sit Reformforslags første Artikel har tilbudt at sarge for Ordets Forkyndelse i sit Stift, saaledes at han selv fik Sagen i sin Haand, forlanger han tilGjengjældi dets 2 og 3 Artikel, at don katholske Gudstjeneste ved vor Frue Kirke i Kjøbenhavn skal gjenoprettes, hvilket han ogsaa senere fik udvirket, og at Kanikerne ved Kirken skulle beholde deres Indtægter¹). Men tydeligst har han betegnet sin Stilling til Kirkesagen i Forslagets sidste Artikler,hvor det foreslaas, at ingen Prædikant skal med Breve eller Magt fortrænge nogen Sognepræst i Stiftet, enten i Kjøbstæder eller paa Landet, fra sine Sogne. «Findes der nogle Sognepræster, som ikke gjøre Fyldest enten med Levned eller Lærdom, da skal det gives Rønnov tillvjende; da vil han skikke en anden isteden

1) Forhandlinger om Gudstjenesten i Frue Kirke førtes i Novbr. 1530; allerede noget tidligere var en af Kongen bekræftet Kontrakt sluttet mellem Borgerne og Rønnov, hvorved Kanikerne fik Lov til at vedblive med deres latinske Messer, mod at den »lutherske Prædikant« skulde have Ret til at prædike ved et af Altrene; i samme Kontrakt fik Kanikerne deres Indtægter af Jordskyld og lignende Indtægter af Staden bekræftede (Knudsen S. 164). F.l'terat Frue Kirke derpaa som Følge af Billedstormen henved et helt Aar havde været lukket, gjengaves den endelig i Novbr. 31 til udelukkende Brug for Katholikerne. Skulde under disse Forhold Rønnovs Forslag — om ikke helt, saa dog tildels — være blevet vedtaget, og skulde det være til dette, i Forening med det oprindelige Revers af 11 Juni 29, at der sigtes i Klagemaalet?

Side 303

igjen, som samme Mænd Guds Ord og al anden tilbørligTjeneste rettelig lære og gjøre skal». — I det hele tilbyder han at reformere hvad Brøst der findes hos de gejstlige i hans Stift, navnlig hos Sognepræsterne, og klager Almuen, da vil han gjerne høre og følge de gode «Raad», som Kongen og Rigsraadet kunde udfinde til god kristelig Skik — et meget forsigtigt Udtryk, som aabenbartsigter til Bestemmelsen i Reverset af 11 Juni om saadanne Klagers Indbringelse for Kongen og Raadet.

Rønnov vil saaledes ikke selve den nye Lære til Livs, men han vil have hele Sagen i sin egen Haand og have Kirkegodset bevaret. Han vil have uindskrænket Raadighedi sit Stift til selv at beskikke Præster; det er de kongeligeBeskjærmelsesbreve, der ere ham i Vejen. Han kunde ingenlunde i et og alt gaa sammen med dot yderligekatholske Parti, ikke af religiøse Grunde — thi er det tvivlsomt, hvorvidt man tør tillægge Knud Gyldenstjerne en bestemt religiøs Opfattelse, saa synes man rigtignok ikke at kunne være i Tvivl om, at Rønnov overhovedet slet ingen Religon havde — men fordi han var bunden med saa stærke Baand til ikke at lægge Lutherdommen Hindringer i Vejen, at han maatte være meget varsom med at give sit Minde til en Lovbestemmelse, der fastslog den katholske Lære som eneberettiget; thi Rønnovs Forpligtelse gjaldt ikke blot den afdøde Konge personlig, men udtrykkeligogsaa den af hans Sønner, som blev Konge. rgjærrigog som Rønnov var, maatte det utvivlsomtvære ham kjærest, om Tronen stod le3ig, eller om den i al Fald gaves til et Barn, af hvem han i det mindste i Begyndelsen intet havde at frygte. I Besiddelse af saa stor en verdslig Magt som ingen anden gejstlig eller verdsligStormand i Riget, og i Besiddelse af stor politisk Magt

Side 304

som Rigets Storkansler, med Exemplet fra Norge for -Øje, hvor Erkebiskop Olaf i Mellemtiden havde Rigets Styrelse i sin Haand, medens hans egen nære Slægtning Gustav Vasa i Sverig havde sat Kronen paa sit Hoved, kunde den unge, ærgjerrige Prælat nok blive noget fortumlet i Hovedet. Men jo større Udsigterne bleve for Hertug Kristian, desto farligere blev Rønnovs Stilling. Det kom da an paa, om han ved forud vedtagne Lovbestemmelser indtil en vis Grad kunde binde den unge Konges Haand uden dog at kunne siges at have brudt sine Forpligtelser. Det var en farlig Vej at gaa; der var her et Skjær, som man nemt kunde støde imod. Om det lykkedes den ærgjærrige unge Biskop, hvis Maal stilede meget højt, at undgaa dette Skjær, eller om han, som det hedder i Klageskriftet, «blev siddende udi Badet« tillige med sine Forlovere, vedkommer det os ikke paa dette Sted nærmere at prøve; men Rønnovs Reformforslagville vi atter senere gjøre Bekjendtskab med, næsten Ord til andet. Det viser sig pludseligt i et uventet -Øjeblik og faar da en højst skjæbnesvanger Betydning.

De to næste Biskopper, Oluf Munk og Torben Bilde, have udstedt lignende Reverser, dog med nogle Afvigelser,dersynes at grunde sig dels paa Hensynet til deres Personligheder, dels paa de Tidspunkter, da de ere fremkomne.IOluf Munks Revers, der er udstedt d. 25 Marts 1531, men som endnu ikke havde faaet praktisk Betydning,dahans Valg havde stødt paa Modstand hos Ribe Kapitel, ere Udtrykkene om Lutherdommen blevne klarere og tydeligere, idet han maatte forpligte sig til oat lade prædike og lære det hellige Evangelium rent, purt og klart, og styrke og hjælpe de Prædikanter, som prædike samme, af yderste Magt», ikke hindre Præster eller Munke at gifte sig eller Munkene at forlade deres Klostre: dersom nogen

Side 305

saadan Præst eller Munk skikker sig utilbørlig, skal han staa til Rette for Kongen og Raadet «og ej andensteds». I denne Henseende havde han altsaa inaattet indgaa samme Forpligtelse som Kennov, og i Udtryk, der gjorde enhver Anvendelse af gejstlig Ret mod Fripræsterne til en Umulighed,ogsom i Virkeligheden i Forening med Ordinansen fra Herredagen 1530 delte den gejstlige Jurisdiktion i to Arter, en, som udøvedes af Biskopperne, men kun gjaldt den katholske Gejstlighed, og en anden, som udøvedes af Kongen og Raadet. og som gjaldt de lutherske Præster. Noget forskjelligt lyder Torben Bil des Revers. Han maatte i endnu mere bindende Ord udtrykkelig love «at ville og skulle i Lunde Stift lade prædike det hellige Evangeliumrentog klart, som det med den hellige Sk rifl kristeligen udtydes og bevises kan«; ej med Vold overfalde dem, som prædike det, navnlig i Malmø og andre Kjøbstæder, og ej hindre Præsters Giftermaal; derimod savnes en Tilføjelse om de Munke, som forlade deres Klostre. Man faar det Indtryk, at Torben Bilde var en Mand. af hvem man kunde vente det værste, og som det gjaldt om at binde Hænderne paa saa godt som muligt. Ug det var vistnok ikke uden Grund, at man tog disse Forbehold. Aage Sparre vilde tage Torben Bilde til sin Medhjælper (Koadjutor), fordi han var træt af Kampen mod ReformatorerneiMalmø: Forhandlingerne herom, dels med Kapitlet—det aller ivrigste af alle de katholske Domkapitlei paa den Tid — dels med Kongen, førtes paa en Tid, da Kong Frederiks Hænder ingenlunde vare fri, da Kong Kristiern endnu stod i Norge og da alle Rigets Stridskræfter maatte opbydes. Torben Bilde hørte til en udpræget katholsk Æt. som det paa den ene Side ikke gik an at støde fra sig i

Side 306

det -Øjeblik, men hvis Indflydelse paa den anden Side maatte gjeres uskadelig. Det kom da til et Kompromis ved Torben Bildes Revers, som er udstedt i Kjøbenhavn Mandagen d. 15 Juli 1532^x), idet hans «nære Frænde» Tyge Krabbe, hans Fætter Anders Bilde og hans Broder Klavs Bilde gik i Borgen for, at han vilde holde sine Forpligtelser. Det var lykkedes at binde hans Hænder overfor de malmøskeReformatorerog Fripræsterne, og at faa ham til i Almindelighed at love at være Kongen tro og huld, at vide hans og hans Berns Bedste og ikke at falde til Kong Kristiernoghans Born. Men der er ingen Tilføjelse om «den Son, der valgtes til Konge«, og hverken Bilde eller hans Forlovere have udtrykkelig, som Tilfældet var med Rønnov og hans Forlovere, paataget sig at staa til Rette ogsaa «for den af hans Naades Sønner, som bliver valgt til Konge i Danmark". Udtrykkene ere saa vage og übestemte, at disse Mænd med en vis Føje kunde anse sig for løste fra enhver Forpligtelse, naar Kong Frederik døde. Og dernæst har Torben Bilde slet ikke paataget sig nogen personligForpligtelsetil at anerkjende Kongen og Raadet som Fripræsternes Værneting. Naar man erindrer, hvilken særlig Vægt der baade i Rønnovs og Oluf Munks Reverser var lagt netop paa dette Punkt, kan det ikke være en Tilfældighed.

Torben Bilde stod saaledes i visse Henseender langt
friere end Rannov. Han kunde i ethvert Tilfælde kun føle
sig bunden ved de almindelige Lovbestemmelsers vaklende

1) Den første Efterretning om, at Kong Kristiern havde givet sig om Bord paa de danske Skibe, kom til Klihvn. Søndagen d. 14 Juli lYVaitz, Wullenwever I, 346); men man kjendte neppe endnu de nærmere Omstændigheder.

Side . 307

og uklare Udtryk; naar disse vare skaffede til Side, kunde
han anse sig for fri og übunden1).

Alle disse nyvalgte Biskopper kunde ingen fast Stillingopnaa, saa længe de ikke havde faaet pavelig Bekræftelseog gejstlig Vielse: men saa længe Odense Bestemmelsenaf 1526 om, at ingen Pengesum maatte udsendes af Riget for Konfirmation, endnu stod ved Magt, var Vejen i Virkeligheden afskaaren paa Grund af Pavehoffets skamløsePengegjerrighed. Vel synes det, som om Knud Gyldenstjernehar faaet en Slags Anerkjendelse af Kurien, siden Biskop Jens Andersen i sit Fratrædelsesskrift ytrer, «at Romerkirken havde bejaet og bevilget Mester Knuds Udvælgelse»-); men gejstlig Indvielse havde han ganske vist ikke faaet, og endnu uheldigere stod i denne Henseende Rønnov, da Paven havde givet Roskilde Bispestol til den fordrevne lundske Erkebiskop Johan Veze, dog uden at denne derfor opgav sine Fordringer paa Erkesædet. Da de katholske Biskopper desuden meget villigt — netop paa Grund af Pavestolens Overgreb — paa Herredagen i Odense 1526 vare gaaede ind paa den Bestemmelse, at Konfirmationskulde søges »inden Rigs», o: hos Erkebispen, blev det af allerstørste Vigtighed at faa det lundske Erkesædes Indehaver konfirmeret og viet af Paven. Aage Sparre havde endnu kort før sin Fratrædelse søgt at opnaa pavelig Konfirmation og mente endogsaa, da han vilde tage Torben Bilde til Koadjutor, at have Udsigt til at opnaa det, og Torben Bilde havde selv umiddelbart efter Reversets Udstedelsehenvendt sig til Pavehoffet i den Anledning, men

1) Olaf Munks og Torben Bildes Reverser ere aftrykte i Rørdams Udg. af .Malmøbogen., S. LXXIII og XLV. — Om Bildes Valg henvises forøvrigt til Tillæg 29, Noten.

2) Paludan-Miiller, Jens Andersen Beldenak, 2 Udg. S. 139.

Side 308

forgjæves. Thi det er atter karakterisk for Torben Bildes Revers i Modsætning til Gyldenstjernes, Ronnovs og Munks, at det intet Forbud indeholder herimod, skjent man andetstedsfravéd, at ogsaa- Torben Bilde maatte give Kongen «en Summa Pendinge for hans Konfirmats«¹): men det følger af hans Stilling som Erkebiskop, at han maatte konfirmeres og vies i Rom, og Kongen kunde netop ifølge Bestemmelsen om, at de andre Bisper skulde konfirmeres »inden Rigs«, ikke officielt forbyde ham det. Ogsaa i denne Henseende maatte det katholske Parti paa Herredagensoge at faa Odense-Bestemmelserne hævede eller i ethvert Fald soge at faa Bilde anerkjendt i Rom. Ellers havde Kirken intet Hoved, foruden at Manglen af Konfirmationogsaa i verdslig Henseende, som ovenfor berørt, skadede Riget, da Torben Bilde først da kunde fuldt hævde sin Stilling som Rigsraadets og Regjeringens Hoved under Kongeledigheden. Senere, da Regnskabets Dag kom, bebrejdedesdet Torben Bilde, at han ijike som Rigets Hoved havde faaet Kongevalget fremmet; han undskyldte sig med, at han ikke havde kunnet faa Hjælp dertil af Rigsraadets øvrige Medlemmer; «men», tilføjes der i Klageskriftet, «det er dog aabenbart, at han mere har hindret end fremmet Kaaret«, og dette har uden Tvivl ogsaa været Tilfældet. Torben Bilde viste under og efter Herredagen saa stor Lyst som nogen til at knuse Reformationen ved strænge Midler: men man faar det Indtryk, at han selv har været en svag og übetydelig Person, der langt mere fulgte Strømmen end ledede den, og at han navnlig har staaet langt tilbage for sin Frænde Ove Bilde.

1) Hvitfeld, S. 1H93. — Smlgn. Brevet af '27 Juli 1532 i Tillseg 29, >'"ttT

Side 309

Af den Holdning, som indtoges af disse Amfibier, der hverken vare Katholiker eller Lutheranere, og af de Mænd, der som Forlovere eller paa anden Maade vare knyttede til dem, maatte for en stor Del Herredagens Udfald afhænge. Det kom an paa, hvilken Vægt de vilde tillægge de indgaaede Forpligtelser, om de vilde anse sig for løste derfra ved Kong Frederiks Død eller endnu føle sig bundne over for hans Efterfølger, om de kun for at opnaa Bispeværdighedens verdslige Goder havde indgaaet dem og derfor med Glæde vilde søge den første den bedste Lejlighed til at frigjøre sig, eller om de følte, at de vare gaaede for vidt til at kunne træde helt tilbage. I ethvert Tilfælde maatte det blive Ove Bilde, Joachim Kønnov og Mogens Gøje, der ifølge deres Karakter og Betydning blev de forskjellige Partiers Ledere. Navnlig afhang meget af Rønnov, om han med sine Meningsfæller vilde slutte sig til det yderlige katholske Parti — da var alt tabt for Lutheranerne — eller om han vilde gaa sammen med Mogens Gøje, til hvem han i Forvejen var nøje knyttet — da kunde der ventes en betydelig Modstand mod det katholske Partis yderlig gaaende Fordringer — eller om han vilde gaa en selvstændig Mellemvej, hvorved han kun udsatte sig for uklare Mæglingsforslags sædvanlige Skjæbne, dog alligevel ikke at kunne samle alle om sig, men at frembringe en uklar Tilstand, der maatte skræmme dem bort, der havde en virkelig Overbevisning, og saaledes gjere sit til at fremkalde et Virvar uden Lige.

Side 310

III. Herredagens Forhandlinger. Kongevalget og Religionssagen. Unionstraktaten med Hertugdømmerne.

Med stor Forventning imødesaas Aabningen af den kjøbenhavnske Herredag. Det var den almindelige Mening, at der her skulde foretages et Kongevalg, og ukjendt, som Folkets store Flertal var med Raadets tidligere Forhandlingerog med hele det indviklede Forhold til Norge, kunde man heller ikke vente andet. Vel var der ingen Indbydelse udstedt til den menige Adel, end mindre til Kjebstæder og Herreder om at sende Valgmænd til Herredagen; men man var alt for længst bleven vant til, at selve Valget foretoges af Raadet, om der end senere hertil knyttedes en Hylding af Folket paa de forskjellige Landsting, hvorved Valget fik sin lovlige Stadfæstelse. Den menige Adel havde rigtignok ved en tidligere Lejlighed, da den længe i Forvejen af Raadetvalgte og af Folket hyldede Kong Kristiern den andens Haandfæstning skulde vedtages, forstaaet at gjere sin Indflydelsegjældende lige over for Rigsraadet ved HaandfæstningensVedtagelse, og det samme havde været Tilfældet ved Udstedelsen af Kong Frederiks Haandfæstninger, baade den forelebige jydske af 26 Marts 1523 og den endelige i Roskildevedtagne, som begge ere medundertegnede af udenraadsAdel og Prælater. Det var derfor ganske naturligt, at ogsaa nu en stor Del af den menige Adel var strømmet til Kjebenhavn i spændt Forventning om, hvad der vilde ske; en stor Mængde Adelsmænd havde desuden vistnok faaet bestemt Opfordring til at give Møde for som Lensmændat aflægge Regnskab eller af andre Grunde *). Og der

1) Mogens Bilde var allerede af Kong Frederik kaldt til Herredagen af denne Grund (s. ovenfor S. 284 Note), og det samme har uden Tvivl været Tilfældet med de øvrige Lensmænd.

Side 311

er ogsaa Spor til, at Rigsraadet i enkelte Anliggender har spurgt den forsamlede menige Adel til Raads; men officielt var det kun et stort Rigsraadsmøde, som holdtes, og det afhang af Kaadet selv, hvorvidt det i enkelte Sager vilde hidkalde uvedkommende af Adlen eller Borgerstanden. Thi ogsaa Kjøbenhavns Borgere fulgte med stor Spænding ForhandlingernesGang; mange Rygter udbredte sig om, hvad det høje Raad foretog sig, og Spændingen blev saa stor, at Raadet i et Par enkelte Sager maatte henvende sig til Kjøbenhavnsog Malmøs Borgemestre og Raad og gjøre dem Rede for Sagernes Stilling; men det skete kun for at beroligeStemningen i Rigets to største Byer, og ikke, fordi Borgerstanden havde faaet Indbydelse til at deltage i HerredagensForhandlinger.

Raadets Forhandlinger begyndte den 8 Juni eller i de nærmeste Dage derefter. Da man imidlertid ikke længere har nogen Protokol over Raadets Forhandlinger, maa disses Gang møjsommelig efterspores af de under Herredagen udstedteBreve i Forening med enkelte Smaanotitser fra de samtidige eller kort efter levende Forfattere, som have givet en Udsigt over Herredagens Historie. Alle Forfattere, som hidtil have omtalt Herredagen — lige fra den ældste til den nyeste Tid — have stadig behandlet de indre og de ydre Spørgsmaal adskilte hver for sig. Denne Fremgangsmaadehar selvfølgelig i mange Henseender overordentlig store Fortrin; hvad der ifølge sin Natur hører sammen, bliver derved lettere at overskue; men her, hvor det netop er os om at gjøre at efterspore Forhandlingernes Gang, at se, hvorledes det hele udvikler sig og hvorledes den ene Sags Behandling griber ind i den anden og faar Indflydelse paa den anden, hvorledes Partiernes Stilling udvikler sig, hvorledes Uenigheden stadig bliver større og større og det

Side 312

hele til sidst ender med en fuldstændig Oplosning, her have vi ikke taget i Betænkning at følge en anden Fremgangsmaade,om end Undersøgelsen derved bliver noget mere trættende at følge og enkelte Gjentagelser ikke kunne undgaas *).

Rigsraadets Forhandlinger begyndte med en Fremstilling af de Punkter, som skulde være de nærmeste Gjenstande for Raadets Overvejelser. I Indledningen lægges det Raadet paa Hjerte, at efter Kongens Død »hænger Kaaret til Riget og Regjeringens Førelse til Danmarks Rigsraad« ; der mindes om, at den Tvedragt og Splid, «som kan findes og nu er besynderlig mellem Danmarks Riges Raad», maa bilægges, at hver Mand, gejstlig og verdslig, fattig og rig, herefter maa nyde en skreven Lovs Friheder og Privilegier «og ikke i nogen Maade trænges derfra, samt at Rigets Raad paa denne almindelige Herredag i alle Maader vil vide at ramme Rigets og dets Indbyggeres Velfærd og Bestand».

1) Om den saakaldte »Protokol« over Herredagens Forhandlinger og om Beskaffenheden af de skrevne Kilder findes Oplysninger i den som Tillæg meddelte Fortegnelse over de under Herredagen udstedte Breve. — De trykte Kilder — den samtidige katholske (Paulus Eliæ) og den samtidige protestantiske (Klageskriftet) — foruden det samtidige lybske Øjenvidnes (Reimar Kocks) Beretning, som endnu ligger i Haandskrift, de senere Behandlere, Krag og Hvitfeld, ere saa bekjendte, at det er overflødigt her at dvæle nærmere ved dem. Om Forholdet mellem Krag og Hvitfeld henvises til Paludan-Mullers Afhandling i »Historisk Tidsskrift« 3 R. 6 Bd. S. 380 fgd., hvortil jeg i det hele kan slutte mig; dog kan jeg ikke losrive mig fra den Tanke, at Krag dog maa have kjendt og benyttet Hvitfeld, og at Hvitfelds Behandling af Stoffet maaske endog kan have haft Indflydelse paa Krags Fremstilling; men nærmere at paavise dette saa vel som Krags og Hvitfelds Forhold til de ældre Kilder maa ske ved de enkelte Punkter, hvor Forholdet skinner igjennem.

Side 313

Det første Punkt, som henstilles til Overvejelse, lyder, «om Danmarks Kiges Kaad, efterdi Riget nu er uden Konge, tykkes raadeligt og godt at være nu paa denne Tid at kaare nogen til Konge eller om det tykkes dem godt at ville sætte Regimentet i Danmarks Riges Raads Hænder paa nogen Tid.» — Vil Raadet nu paa denne Herredag vælge en Konge, maa det betænke, at det ved Brev og Segl er forpligtet til at vælge en af den afdøde Konges Sønner; dog er ingen af Sønnerne udtrykkelig nævnt i Brevet, heller ikke er der fastsat nogen bestemt Termin. «Det er derfor ganske raadeligt, at de se dem vel for i den Sag». Desuden maa Raadet betænke, at Danmark og Norge ere ved «Brev, Beseglinger og Haandfæstninger» forbundne til at foretage Valget i Forening, «som samme Reces og Forbund ydermere udviser«, samt «at naar nogen Herre plejer at kaares til Konning over Riget», da pleje nogle af de bedste afAdlen fra hver Landsdel og en Borgemester og nogle af de bedste Borgere fra hver Kjøbstad at tilkaldes; gjorde Raadet nu ikke det, «da var at befrygte, at deraf maatte komme en stor Fordærv og Opløb her i Riget mod Raadet af Adlen og Rigens Indbyggere, som Rigens Raad og andre vel vide, hvad der sidst skete i Kjøbenhavn i Kong Kristierns Kaar og Udvægelse» ').

Den anden Artikkel indeholder derpaa, at hvis Raadet af fornævnte Grunde beslutter ikke at vælge nogen Konge paa denne Tid, da bør det ikke skilles ad, inden der er gjort «en god Skikkelse og godt Regimente« over hele Riget; det modsatte vilde medføre store Farer; Raadet maa

1) At dette dog først skete efter Kong Hanses Død, da den tidligere kaarede og hyldede Kong Kristiern skulde udstede sin Haandfæstning, er tidligere berørt. Raadet betragted3 altsaa først denne Handling som det lovformelige «Kaar og Udvælgelsen.

Side 314

derfor komme til en «Forligelse, Forening og god Samdrægt« og som svorne Brødre med Brev og Segl forpligte sig til at holde sammen og at ville holde hver Mand, gejstlig og verdslig, Lov, Ret og Privilegier. Det vilde være «et fast Skjold« mod alle dets og Rigets ydre og indre Fjender.

Hvad det er for en stor Enighed, der skal tilvejebringes , rykker Fremstillingen endelig frem med i den 3dje Artikkel: Rigets og dets Indbyggeres "Velfærd og Bestand» kan aldrig fremmes, fer Kirker, Klostre, Gudshuse og Guds Lov, Ære og Tjeneste komme til deres Magt igjen. Derfor skal Viborg Domkirke atter gives tilbage til den gamle Tjeneste; de Herreklostre, som mod alle Recesser og Breve ere komne under verdslig Forlening, skulle gives tilbage, mod at Besidderne forsørges med Kronens Len og Slotte. Alle (andre) Kirker, Klostre og Gudshuse skulle komme til deres «rette Skikkelse« igjen, som de have været i andre Kongers Tid, og alt det Gods, der er kommet fra Kirker, Klostre og Gudshuse uden Lov og Dom, skal gives tilbage; føler nogen sig da brøstholden, maa han siden søge at vinde det tilbage ved Rettergang.

Derpaa følger i Fremstillingen flere Punkter om, hvorledesder i den kongeløse Tid skal forholdes med Kronens Slotte og Len, med Rustninger, med Retsplejen og flere andre indre Forhold, hvortil der senere vil være Lejlighed til at komme tilbage enkeltvis. Her udhæves først nogle andre Punkter, som angaa Rigets Stilling i det hele. Navnlig viser der sig stærk Mistillid til Hertug Kristian. Der gjores opmærksom paa, at Nørrejylland er landfast med »Holsten og Tydskland». Derfor have »Rigets Fjender«, som ville gjøre Indfald der i Landet, «ikke Behov at forbideefter Bør eller Færger». Navnlig bør Kolding Slot og By, «efter den Lejlighed nu for Øje er mellem Rigetog

Side 315

getogFyrstendømmet'), stærkt befæstes, og Lensmandenholde saa mange Folk som muligt; af samme Grund skal Ribe By befæstes yderligere. — Ligesaa bør Slottene og Byerne ved den svenske Grænse holdes i Forsvarsstand tillige med Visborg paa Gulland. — Ligeledes bør Raadet tage under Overvejelse, hvorledes der skal forholdes med de norske Slotte, navnlig Bahus, Aggerhus og Kongsgaardeni Bergen, da nogle af de gode Mænd, som have dem, gjerne ville være af med samme Slotte, navnlig Eske Bilde paa Bergenhus.

Tilsidst opfordres Raadet til at sørge for, at Rigets Prælater maa nyde og beholde deres Jurisdiktion¹), som den er lovet dem ved Kongens og Raadets Breve og Segl, men som ikke er holdt. «De gode Herrer ville vel og betænke den store Frihed, som Rigens Prælater have undt og givet dem og den menige Adel, som aldrig tilforn sket var». De gode Herrer i Raadet ville vel og tiltænke, at den menige Mand i Riget maatte herefter holdes til at tiende retteligen²).

Denne Fremstilling siger saaledes, naar man læser mellem Linierne, slet og ret: Udsæt helst Kongevalget; ville I endelig vælge en Konge, saa tag Hertug Hans; thi I have ingenlunde forpligtet eder til at tage Hertug Kristianveddet Brev, I have givet den afdøde Konge; bring Enighed til Veje ved at føre alt tilbage til den gamle Skikkelseireligiøs Henseende. Sørg i det mindste for, at Odense Reces af 1527 holdes ved Magt: det er en Kontrakt,somer

1) «Biscopstyng» , N. dske Mag. 11, 209. Eller skal det betyde • Biskopstiendc ?

2) Saaledes maa den nu manglende Slutning i Fremstillingen (S. 210 øverst) suppleres; det viser de senere Forhandlinger og udstedte Breve om Tiendesagen.

Side 316

trakt,somersluttet mellem os Prælater og den menige Adel, hvorved vi til Gjengjæld for betydelige Indrømmelser have opnaaet vor frie Jurisdiktion og den menige Mands Tiendepligt; denne Kontrakt er ikke holdt af eder; bekræfte I den ikke paa ny og serge for, at den bliver overholdt, — føle vi os heller ikke bundne til dens Bestemmelser, men fordre alt tilbage, som det har været før Odense .Reces. — At denne Fremstilling er forelagt af Regjeringen, viser dens hele Indhold; at den er skreven af en Prælat, viser dens hele Tone. Under almindelige Forhold tilkom dette Erkebispensomden, «hos hvem Regimentet hang». Om det imidlertid ved denne Lejlighed er Torben Bilde, der i Fremstillingen taler i Regjeringens Navn, kunde maaske være tvivlsomt ifølge hans Stilling som «Electus» ; det gjør jo imidlertid for saa vidt meget lidt til Sagen, hvis Hverv det har været, da Indholdet tilstrækkelig viser, at det er det egentlige gamle Bispepartis Program, som her foreligger, og man kommer uden Tvivl Sandheden nærmestvedat antage, at Fremstillingen er en Frugt af en Forhandling mellem Prælaterne indbyrdes, inden Rigsraadsmødetaabnedes,og at det er om ikke Ove Bildes Pen, der har skrevet den, saa dog hans Aand og Tanke, der her har givet sig et Udtryk 1). — Religionssagen, og da navnlig Bevarelsen af Kirkegodset, kom det ifølge Fremstillingen

1) Man har ogsaa gjættet paa Rønnov, hvis Hverv som Kigets Storkansler det skulde være at lede Herredagen; men dette er dog tvivlsomt (Pal.-Muller, Grevens Fejde I, 99), eller paa Iver Munk som den ældste Biskop. Henvisningen til Begivenhederne ved Herredagen 1513 tyder paa, at Forfatteren var en ældre Mand, vel endogsaa den Gang Medlem af Raadet eller Regjeringen. Baade Rønnov og Torben Bilde vare for unge til at kunne paaberaabe sig denne Begivenhed. Ove Bilde var den Gang Kansler.

Side 317

først og fremmest an paa; Kongevalget fremtræder næsten
som en Biting. Det var disse to Punkter, som Eaadets Forhandlingernærmestog
først maatte dreje sig om.

Hvad Dag Fremstillingen er forelagt, vides ikke bestemt; det maa imidlertid være sket i de nærmeste Dage efter den 8 Juni, om ikke selve denne Dag¹). Den er saaledes forfattet, inden man i Kjøbenhavn kunde vide, hvad der var foregaaet i Kiel, rimeligvis ogsaa inden at Johan Ranzovs og Uttenhofens Breve vare ankomne, og i ethvert Tilfælde inden at man endnu havde faaet Biskop Alefelds Hjertesuk. Midt under Forhandlingernes Gang ankom vistnok disse Efterretninger, og samtidig begyndte Trykket af de udenlandske Sager. Wullenwever havde allerede meldt sig forßaadet kort efter sin Ankomst til Kjøbenhavn d. 6 Juni, men havde faaet til Svar, at Raadet endnu intet kunde afgjøre, da det ikke var fuldt samlet. Kort efter ankom Hertugdømmernes Udsendinge Wulf Pogvisk og Melchior Ranzov, et overordentligt heldigt Valg, da ingen kunde være bedre skikket til at føre Underhandlingerne fra holstensk Side end Ranzov, der kom med Brysseler-Traktaten i Lommen, medens Wulf Pogvisk som katholsksindet og besvogret med flere af Bispepartiet maatte anses for mere velset af dette, end om man havde valgt en udpræget Lutheraner som Johan Ranzov eller Uttenhofen, hvilke sidste forøvrigt af andre Grunde — maaske i deres Stilling som danske Lensmænd — kort efter indtraf til Herredagen, hvor de ifølge deres Karakter og tidligere Forhandlinger med Rigsraadet i Kong Frederiks Dage maatte have stor Indflydelse. Pressionens Tid var for Alvor begyndt²).

1) Beviset herfor i Tillæg 4.

2) Smlgn. Wullenwevers Retfærdiggjørelsesskrivelse til Hertug Hen- rik af Brunsvig, hos Waitz, Wull. 3, 498—99, hvoraf fremgaar, at ogsaa Jolian Ranzov var tilstede. Dette bekrseftes ogsaa af Reimar Kock, Fol. 410 fgd. (Ny kgl. Saml. 303 b.)

Side 318

Det Budskab, Hertugens Sendebud forebragte, svarede i det hele til Indholdet af det Brev, Hertugen havde tilsendtdet østdanske Kigsraad gjennem Truid Ulfstand, Klavs Bilde og Johan Fris Dagen efter Faderens Død, men hvorpaahan endnu ikke havde faaet noget Svar. Han opfordrede Eaadet til snarest at vælge en Konge og foreholdtdet, at det var pligtig at vælge en af Kong FrederiksSønner; kunde Valget ikke ske strax, maatte de i al Fald sørge for «med Kjøbstædernes og Rigens IndbyggeresVil'ie og Vidskab, Velfærd og Tilladelse« at lade oprejse et godt Regimente i Riget under de farefulde Forhold.Desuden ønskede Hertugen at vide, hvorledes de kongelige Børn skulde underholdes i deres Mindreaarighed, og hvorfra Døtrenes Brudeudstyr skulde tages. Han vilde i alt holde sig til Riget og i Forening med . det slutte sig til de fremmede Magter. Vilde Raadet vælge hans Broder Hertug Hans, siden de allerede havde ham hos sig i Riget, tilbød Hertugen at hjælpe til med at styre og regjereRiget i Broderens Umyndighedsalder i Foreningmed Eigsraadet. Han havde underhandlet med Hertugdømmernes Stænder om at indgaa Forbund med Riget; desuden ønskede han at vide, hvorledes mulig opstaaetTvedragt mellem Riget og «Fyrstendømmet« (Slesvig) skulde bilægges. Atter opfordrede han til Slutning Raadet til at holde Kong Frederiks Breve, hvorved han vistnokvæsentlig har tænkt paa Kong Frederiks Breve og Bestemmelseri Religionssagen. — Tillige har Melchior Ranzov

Side 319

vistnok samtidig gjort Kaadet bekjendt med Underhandlingernemed det burgundiske Hof. Det var jo allerede bebudetved Johan Eanzovs Brev, og det var jo den bedste Trumf, som Holstenerne havde paa Haanden ')

At disse Hverv ere bragte for Eaadet, inden det gav sit Svar paa Fremstillingen, og inden det altsaa tog sin endelige Beslutning baade om Kongevalget og om Religionssagen, er utvivlsomt. Men vist er det, at Kaadet ikke gav noget Svar paa Hertugens Sendebud, fer de andre Sager vare afgjorte. Desto nødvendigere blev det for det klerikale Parti at fremskynde disse Sagers Afgjørelse. Hertug Kristian som Rigsforstander under Kong Hanses Mindreaarighed! Hvilken Udsigt for Biskopperne; saa sad man jo lige saa godt i det som i Kong Frederiks Dage!⁹)

1) Da Budskabets Ordlyd ikke længere kjendes, maa det sammensættes dels af Raadets Svar, Ny dske Mag. 2. 278; Cragii Annales p 11; Klageskriftet (Ny dsk. Mag. 3,4, Rørdams Udg. S. 149) og af Kristian lll's Udtog deraf i Forhandlingerne med Hertugdømmernes Raader i Aaret 1543 i Anledning af Hertugdømmernes Deling, i Quellensamlung, 11, 1, 125, hvor Tilbudet om Ri gs for stander skabet omtales.

2) Krag (Annalesp. 11) beretter rigtignok, at Hertugens Sendebud først bleve stedede for Raadet, efter at de indre Sager vare afgjorte (Tandem vero rebus internis ita compositis, legatos audiri placuit). Dette er i ethvert Tilfælde urigtigt; men det beror uden Tvivl dels paa den Maade, hvorpaa Krag har ordnet sit Stof, dels paa den fejlagtige Anskuelse, at Udsendingene fik Svar semme Dag, som de forebragte deres Ærinder. Raadet maatte selfølgelig have Tid til nærmere at overveje Svaret. Krags Fremstilling strider ogsaa mod følgende Sted i Klageskriftet (Ny dsk. Mag. 3, 7; Rørdams Udg. S. 149): iDe (Bisperne og deres Tilhængere) .... have ikke kaaret Konning, og vi dog for den Skyld formedelst vort Raad Hr. Wnlf Pogvisk og Melchior Ranzov Mars kalk tilforn havde ladet dennem beskikke og flittigen ladet dennem formene? at de ej saadant vilde gribe« (osv). Dette kunde Kongen neppe sige, hvis Sendebuddene ikke vare blevne hørte inden Sagens Afgjørelse. — At Sendebuddene i al Fald ere komne til Kbhvn. mellem «Fremstillingens» Indgivelse og Raadets Svar herpau, fremgaar af selve «Svaret» (N. dsk. Mag. 2, 212), sammenholdt med vedkommende Punkt af •Fremstilliijgen» (S. 204), hvor der tales om at afsende Skrivelser til Enkedronning Sofie, medens Svaret taler om Forhandlinger i sanime Anledning med de «Beskikkede», som hun «hid indskikket haver» (o: Wulf Pogvisk).

Side 320

Spørgsmaalet om Kongevalget og Religionssagen maatte ifølge Forholdenes Natur komme til at gribe ind i hinanden. Der er derfor neppe nogen Grund til at tvivle om, at Religionsspergsmaalet er kommet for i Forhandlingerne strax¹), uagtet Kongevalget i «Fremstillingen« var opstillet som det første Punkt og formodentlig ogsaa er det Punkt, som man formelt har afgjort først. Faktum er, at begge Spørgsmaal fremkaldte overordentlig heftige Forhandlinger, og at Kaadet omtrent samtidig fattede en Beslutning i begge Sager.

Det viste sig nemlig snart, at det ikke var Raadets enstemmige Mening, at Kongevalget skulde udsættes af Hensyn til Norge. Et stort Parti af Raadet maa have erklæret sig for, at Valget foretoges strax; men der

1) Dette berettes som bekjendt baade af Hvitfeld og Krag. Hvitfeld (S. 1395^—76) synes kun at have fulgt sin subjektive Opfattelse (»Der blev først foretagne hvad Sager der hørte til Religionen, fordi vi ere Gud mest pligtige« osv.) og at være forledet hertil ved en Misforstaaelse af Klageskriftet, hvilket senere vil blive oplyst ved Spørg3maalet om Mogens G øjes Opbrud. Krag (S. 4) derimod beretter som et Faktum, at Biskopperne med deres Tilhængere forlangte, at Religionssagen først skulde afgjøres. Forøvrigt er det muligt, at Krag er forledet hertil ved F orligsbrevet af 13 Juli (Tillæg 30), som han aabenbart (S. 10) antager for den egentlige Rigsraadsbeslutning om Valgets Udsættelse, og ved Brevet af 11 Juli til Landstingene (Tillæg 35), som han samme Sted omtaler, og hvori Forholdet til Norge netop anføres som Motiv til Valgets Udsættelse. Mon Hvitfelds tidligere Ordning af Stoffet ikke ogsaa skulde have haft Indflydelse paa Krag? Samlgn. Script. 11, 592.

Side 321

opstod da heftige Debatter om de to Kronkandidaters Person.Ifølgede Skildringer, vi endnu have om disse Debatter,holdtBiskopperne og deres Parti stærkt paa Hertug Hans. De anførte endogsaa en Grund, der uvilkaarlig minder om Forholdene i det gamle persiske Kige, saaledes som vi kjende det fra Herodots og Xenofons Skildringer, at han var født Kongesøn, medens Hertug Kristian var en Hertugsøh; han var desuden bleven opdragen i Danmark og endnu ung, saa at der var Haab om, at han kunde uddannesidansk Aand, medens Hertug Kristian havde tilbragtenDel af sin Ungdom ved tydske Fyrsters Hof, havde ført et vildt Ungdomsliv og var tydsk af Sprog og Sædvane. — Det lutherske Parti tillige med dem, der sluttede sig til dem, fremhævede derimod stærkt, at Kiget under de nuværendeForholdikke længe kunde være uden Konge, og at det af samme Grund ikke gik an at betro Kronen til et Barn; mange vare ogsaa i deres Hjerte den fangne Kong Kristiern hengivne; desmere var det nødvendigt at vælge en fuldmoden Konge, der kunde regjere med Kraft; en saadan kunde man alene finde i Hertug Kristian; at han var født, inden Faderen blev Konge, betød intet i et Arverige, end sige i et Valgrige; selv om han mulig havde været lidt udskejende i sin Ungdom, saa var der nu intet at udsætte paa hans Karakter, og man kunde ikke anføre nogen bestemtUngdomsforseelseaf ham, men selv om saa var, var den vistnok bleven betydelig overdreven ved Folkesnak¹).

1) Det skulde da ikke vsere Historien om Munken i Vorms, der liar staaet det katholske Parti i Hovedet? «Adolescentiam ejus in nulis principuni per Germaniam transactam, übi vita luxu et lascivia in crimine fuerit». (Cragii Annales p. 7). Her sigtes altsaa til hans Ung'domsliv ved de tydske Hoffer, ikke til den ovenfor S. 245 Note 1 anfgrte Drengestreg i Mariekirken i Oslo.

Side 322

Kort sagt, man søgte at anbefale ham saa godt som muligt, men Biskopperne og deres Tilhængere stode fast og vilde have Hertug Hans, ja de trak endogsaa adskillige af den udenraads Adel over paa deres Side, medens Modpartiet, i den sikre Felelse af, at det vilde være ude med al Samvittighedsfrihed,hvisHertug Hans valgtes, stod lige saa urokkeligfastog søgte at drage et Parti af Adlen over til sig, medens Borgerne vare beredte til at understøtte dem. Da denne Strid havde varet i nogen Tid, foreslog Prælaterne som en Mellemvej at opsætte Kongevalget et Aar af HensyntilNormændene; dette blev da vedtaget, idet nogle ytrede deres Misfornøjelse med Valgets Udsættelse, medens de fleste tav og skjulte deres Harme.

Saa vidt Krag og Hvitfeld'). Helt greben ud af Luften er denne Skildring ganske vist ikke. Begge maa have havt bestemte Beretninger om Rigsraadets Forhandlinger for sig, og selv om et og andet Træk skyldes Krags Udmaling, saa gjælder dette i ethvert Tilfælde ikke Hvitfeld, hos hvem Forhandlingernes Gang i det hele er den samme som hos Krag. Det bliver da Spørgsmaalet, hvorvidt denne Beretning kan bringes i Overensstemmelse med de skrevne Kilder, vi endnu have tilbage. Ganske vist er det, at Hensynet til Norge ikke var den sidste Tilflugt, man tog, siden dette Hensyn allerede var fremhævet i «Fremstillingens men ligesaa sikkert er det, at Fremstillingens egen Affatning maatte gjøre en Debat om Kongevalget nødvendig, og at en stor Del af det verdslige Raad har erklæret sig for et øjeblikkeligt Valg. Nogen Oplysning i den Henseende synes Brevet til Norge at kunne give.

1) Smlgn. (Herman Weygers) Krønike i Rørdams Hist. Kildeskrifter, 1,541—4:'.

Side 323

Den 18 Juni udstedtes et Brev til det norske Rigsraad norde^nfjelds — og et som det synes ligelydende Brev til Raadet søn den fjelds er vistnok udstedt samme Dag^J) — hvori Raadet underretter det norske Rigsraad om, at efter det Forbund, Brev og Besegling, som gjort er mellem disse to Riger om at foretage Kongevalg i Forening, har det danske Rigsraad nu berammet en almindelig Herredag af begge Riger, som skal staa i Kjøbenhavn St. Hansdag det følgende Aar, for at overveje og beslutte «hvad begge Rigernes Gavn, Bedste og langsomme Bestand anrøre kan". De bede derfor det norske Raad om at give Møde til den nævnte Tid, og at Bergenhus og Kronens andre Slotte og Len maa blive indtil den Tid i den Skikkelse, hvori de nu ere», det vil sige i de daværende danske Lensmænds Hænder. — Samme Dag udstedtes derpaa et Brev til Lensmanden paa Bergenhus Eske Bilde., der i et Brev, som Rigsraadet i de samme Dage havde modtaget, havde bedt sig fritagen for Slotsloven, da hans Nærværelse i Danmark var ønskelig af private Grunde; de bede da Bilde om at blive indtil videre, da Raadet har tilskrevet det norske Raad om en almindelig Herredag næste Aar, hvor da Spørgsmaalet om Bergenhus kan finde sin Afgjørelse. Men da Bilde tillige i sit Brev havde ytret Frygt for, at det norske Selvstændighedsparti med Erkebispen i Spidsen skulde søge at sætte et ensidigt norsk Valgigjennem, lægger Raadet ham i en vedlagt Seddel det Forbund paa Hjerte, som er mellem Rigerne.

Allerede den 18 Juni var man saaledes enig om, at
Kongevalget skulde udsættes i et helt Aar for NormændenesSkyld.Manhavdeatter
fra dansk Side stillet sig

1) Se Tillæg 6, hvor Beseglingsforholdet er angivet.

Side 324

paa den Bergenske Overenskomsts .':(andpunkt, i Overensstemmelsemed,hvadmanstadigt havde arbejdet paa i Kong Frederiks Dage; man havde taget alt det Hensyn, man kunde, lige over for Normændene, idet man endogsaa overensstemmende med Kong Frederiks norske HaandfæstninghavdegivetdemVarsel et helt Aar forud, saa at ErkebiskopOlafoghansMeningsfæller ikke kunde anføre noget lovmedholdeligt Paaskud til at udeblive; det eneste, der muligvis kunde anføres fra norsk Side mod den tagne Bestemmelse, var den Omstændighed, at det danske RigsraadpaaegenHaandhavde bestemt Tiden og Stedet for Mødet; men skulde man atter have snakket frem og tilbage om dette Punkt, vilde let det hele være gaaet over Styr. At Eske Bildes Ytringer om et særligt norsk Kongevalg kan have fremskyndet denne Vending og have virket heldigt for Biskopperne, er ikke urimeligt. Har Mogens G øje og Erik Banner da nu billiget denne Beslutning? Efter Krags og Hvitfelds Fremstilling have de aabenbart ikke billiget den, og det samme fremgaar af andre Beretninger; de have tvertimod kæmpet for, at Valget skete strax, og at Hertug Kristian kaaredes, ligesom hele deres senere Færd viser i samme Retning *). Og dog har Mogens G øje sat sit Segl under Brevet af 18 Juni. Men de øvrige Forhold ved dette Brevs Besegling kunne maaske bidrage til at løse Gaaden. Brevet er kun beseglet af 20 Rigsraader;detteudgjørsaaledesnok Flertallet af de da forsamledeRigsraader,menikkeen Gang Halvdelen af RaadetssamtligeMedlemmer.Nuer det ganske vist, at man ved almindelige Rigsraadsskrivelser af mindre Betydning

1) Klageskriftet, N. dsk. Mag. 3, 8 (Rørdams Udg. S. 15]) og- Malmøs Borgeres Brev til Hertug Kristian smsts. 5, 326.

Side 325

neppe har anset det for nødvendigt, at hele Kaadet beseglede;menhervardog et Tilfælde, hvor det skulde synes passende, om hele Raadet havde beseglet, da Brevet var af saa overordentlig stor Vigtighed lige over for det norske Kaad. Og undersøger man Navnene nøjere, viser det sig strax, at ikke en eneste jydsk Kigsraad har beseglet, med Undtagelse af Ove Lunge til Tirsbæk, som gjennem sin Broder Vincens Lunge stod i et særligt Forhold til Norge og i den foregaaende Tid havde haft en Del med de norske Sager at gjøre*). Derimod er Brevet beseglet af samtlige 9 Prælater, forstærkede med samtlige Bilder, Tyge Krabbe, Mads Bølle, Otte Krumpen, Axel Brahe og Holger Ulfstand. End ikke alle de Kigsraader, som havde udstedt Instruxen af 6 August 1532 til Truid UlfstandogKlavsBilde-) eller beseglet det østdanske Kaads Brev af 25 April til det norske Kaad³), have sat deres Segl under, f. Ex. Predbj_ørn Podebusk, Oluf Kosenkrans, Johan Oxe, Johan Bjørn, Johan Urne, Erik Banner,TruidUlfstand,AxelUgerup og Klavs Podebusk.Ogdogvédman med Vished, at alle Kigsraader netop paa denne Dag have været samlede i Kjøbenhavn; thi det var paa denne Dag, at Marsken Tyge Krabbe fejrede sin Datter Elisabeths Trolovelse med den navnkundige Peder S kram i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn i 7 Bispers, 22 Ridderes og mange andre Adelsmænds Nærværelse, eller med andre Ord i hele Rigsraadets Nærværelse, thi dette talte netop 22 Riddere, som ovenfor paavist⁴). — Under

1) V. Ex. Saml. til d. norske Folks Sprog og Hist. 1,533; 542; VI 13; 18—20, 41 og fl. Steder.

2) Ovenfor S. 249, Note.

3) Smlgn. Tillæg 3.

4) Danske Mag. 3R.3 Bd. S. 85. Smlgn. Brevene af 16 og 17 Juni, Tillæg.

Side 326

disse Omstændigheder fristes man til at antage, at Sagen omtrent forholder sig paa følgende Maade — det er kun en Gisning og udgiver sig ikke for andet. Biskoppernes oprindeligeForslagomKongevalgetsUdsættelse har fundet en bestemt Modstand, navnlig hos det jydske Kaad, der overensstemmende med den Frygt for Hertug Kristian, som allerede saa tydeligt lagde sig for Dagen ved Mødet i Karup,harstaaetstærktpaa, at der skulde foretages et Valg strax, og hertil have da flere af de øvrige verdslige Rigsraadersluttetsig.Menda man nu skulde vælge imellem de to Tronkandidater, er Striden blusset op med fornyet Kraft, idet Biskopperne og deres Parti have holdt meget stærkt paa Hertug Hans, medens Mogens G øje og Erik Banner lige saa stærkt have staaet paa Hertug Kristians Valg og vistnok fundet Understøttelse hos nogle enkelte af de andre Eaader (f. Ex. Mogens Munk, Ejler Rønnov, Axel Ugerup og Biskop Knud Gyldenstjerne, der, som det vil fremgaa af det følgende, alle senere synes at have fulgt Goje og Banner i Religionssagen). Denne lidenskabelige Strid synes efter Krags Fremstilling at have forplantet sig videre; det synes, som om begge Parter have søgt at drage Adlen til sig, og at Bevægelsen ogsaa i en for Raadet betænkeligGradharforplantetsig til Kjøbenhavns Borgerskab, saa meget mere, som ogsaa Kristiern den anden fra sit Fængsel af havde vidst at sætte sig i Forbindelse baade med Borgerskabet og med Adlen, der paa Eaadets Opfordringsvaredehammedet Afslag. Ogsaa denne Omstændighed,dertyderpaaForhandlinger mellem Raadet og den menige Adel i Kongevalgsagen, synes at bekræfte Krags Fremstilling, og viser, at Raadet ikke har kunnet undgaa at tage Hensyn til den store Mængde Adelsmænd, som vare samlede, om disse end ikke vare udtrykkelig hidkaldteiAnledningafKongevalget').

Side 327

kaldteiAnledningafKongevalget').Man har da atter taget sin Tilflugt til en Udsættelse af Hensyn til Norge; dette Forslagmaaværeudgaaetfra Biskopperne og hertil har da Mogens Gøje sluttet sig — for ikke at ligge under i Kampen;thietaf Eaadet alene foretaget Valg kunde kun føre til Hertug Hanses Valg; naar de 8 eller 9 Prælater, alle Bilderne og deres fuldtro Tilhængere, Predbjørn Podebusk, Peder Lykke, Otte Krumpen, Tyge Krabbe, Oluf Rosenkranso.fl.,holdtsammen, var der intet at udrette. Selv for Mogens Gøje maatte under disse Omstændigheder en Udsættelse være at foretrække fremfor Hertug Hanses Valg. At en stor Del af Raadet ytrede sin Misfornøjelse med Udsættelsen,liggeriKragsOrd, og dette gjælder vistnok lige saa meget en stor Del af Hertug Hanses som Hertug KristiansTilhængere;deterderfor karakteristisk, at man hverken finder Erik Banners eller Hofmesteren Oluf Rosenkranses Segl under Brevet.

En fra Krags og Hvitfelds Beretning temmelig afvigende Skildring af Partiernes Stilling i Kongesagen under Herredagen 1533 indeholdes i et Brev, som den fordrevne lundske Erkebisp Johan Veze i den første Halvdel af Aaret 1534 sendte til den romerske Kong Ferdinand for at bevæge denne til at optræde til Fordel for Kong Kristierns Bern under den eventuelle Herredag St. Hansdag 1534. «I det foregaaende Aar», hedder det heri, «var man samlet til Kongevalg, men blev uenig, idet nogle vilde have Kong Frederiks ældste Søn Hertug Kristian, som er den lutherske Lære hengiven(«Lutherana opinione seductus»); men de andre vilde

1) Dsk. Krag 1,4 —5, efter en Beretning, der almindelig tillægges Lyskander. Da Forfatteren anfører Navnene paa de Adelsmænd, som paa Adlens Vegne besvarede Kong Kristierns Brev, synes Rigtigheden af denne Beretning ikke at kunne betvivles.

Side 328

have Hertug Hans, en Dreng paa 10 Aar, i det Haab, at han kunde tage en af Kong Kristiern 2dens Døtre til Ægte, hvormed de mente, at denne vilde stilles tilfreds. Men Bisperne, som have størst Indflydelse, vilde hverken have den ene eller den anden. Man skiltes derfor med uforrettet Sag og fastsatte et Møde næstkommende St. Hans Dag. Bisperne ere temmelig enige om at ville have en katholsk Konge og ville derfor ikke have nogen af de holstenske Hertuger. Eigets verdslige Stormænd ere delte ito Partier, hvoraf det ene holder sig til Mogens G øje, der er Ridder, en fortræffelig Mand og gunstig stemt mod Kejseren*); han er vel bleven Lutheraner, men naar han ser, at Kejseren og Eders Majestæt griber alvorlig an, saa er der Haab om, at han let slutter sig til denne Side. Den anden Del af de verdslige Stormænd slutter sig til Tyge Krabbe, der ligeledes er Ridder og en meget snild og forslagen Mand. Han er ikke synderlig rig, men man bør lokke ham ved gode Løfter; desuden vil man ved Trusler kunne drage ham over til sig; thi han var den egentlige Ophavsmand til Kong Kristierns Fordrivelse.«²).

Det er aabenbart, at Johan Veze her paa Emigranters sædvanlige Vis og maaske ogsaa med Forsæt skildrer Stemningenblandt Rigets Stormænd med for gunstige Farver for Kristiern 2dens Slægt; thi selv i Aaret 1534, da Kejserenog den romerske Konge pludselig begyndte at virke for Pfalzgrev Frederik og hans tilkommende Brud, Kristiern 2deus Datter Dorothea, vare dog vistnok selve Biskopperne

1) »equiti aurato, viro optimo, Cesar. Majti favonti et affecto.«

2) "siiuiliter eyuiti aurato, viro multum astuto et diligenti. Hie nou admodum dives est, sed promissiouibus oportet eum alliceri, silniliter tenore poterit adduci.«

Side 329

ingenlunde gunstig stemte for denne Plan *), og at de alleredepaa Herredagen 1533 skulde have været utilbøjelige til at tage Hertug Hans til Konge, strider imod alle andre Efterretninger. Men saa meget fremgaar dog ogsaa af JohanVezes Skildring, at det var Biskopperne, som satte Kongevalgets Udsættelse igjennem.₉)

At faa Magten i et helt Aar for i Mellemtiden at kunne knuse Protestantismen, eller i al Fald sikre sig selv Besiddelsen af Kirkens ydre Herligheder, inden man maaskealligevelfiken kjættersk Konge, var ganske vist fristendeforPrælaterne,navnlig for en Mand som Joachim Rønnov, der som Storkansler vilde faa en stor Magt. Det var i de samme Dage, at Rennov gjorde et Forsøg paa at faa Kjøbenhavns Slot tilbage til Roskilde Bispestol; han ytrede højt og lydeligt baade til danske og tyd ske Mænd (de holstenske Sendemænd?), den Gang man forhandlede om Kongevalget, at han aldrig vilde have nogen til Konge i Riget, før han var tilfredsstillet med Penge f>r sin Ret til Kjøbenhavns Slot, ligesom han ogsaa havde s^gt at faa et eget Rigssegl med Fuldmagt til at bruge de' i Raadets Navn. Han formanede aabenlyst, ikke blot i Ravlet, men

1) Smlgn. navnlig¹ Ove Bil des interessante Brev til Hertug- Hans af 15 Maj 1534, som nu er meddelt i Rørdams Hist. Kildeskr. I, 439—40.

2) Uddrag af Joh. Vezes Skrivelse findes i Allens Excepter paa det st. kgl. Bibi. efter Munchs Afskrifter fra Wien. Det er den samme Skrivelse fra Joh. Veze, som er aftrykt hos Lanz, Staatspapiere, S. 121_—28 og- som efter Kaikars Aktstykker maa henføres til Tiden inden den 5 Juni 1534. Dog fattes det her meddelte Stykke i det af Lanz aftrykte Exemplar. Kong Ferdinand fulgte Joh. Vezes Anvisning; i Munchs Afskrifter findes ligeledes Instruxerne fra Kong- Ferdinand til de kejserlige Sendebud, som skulde have givet Møde i Kbhvn. St. Hansdag 1534 for at virke for Pfalzgrevens og Dorotheas Valg, med Anvisning paa Mogens Gøje og Tyge Krabbe omtrent ordret som hos Veze, samt Breve til samtlige danske og norske Stormænd i samme Anledning.

Side 330

ogsaa udenfor det, «i Selskaber og Kollats, baade drukken og ædru», Erkebispen og alle andre til at opsætte Kongevalge t¹). Samtidig berømmes han fra norsk Side som en Mand, der er det norske Eige og de norske Biskopper «ganske villig og god» -), saa at man ikke uden Grund kan betragte ham som Hovedtalsmanden for Valgets Udsættelse og tilskrive ham, at Sagen fik dette Udfald. Men denne Udsættelsespolitik, denne Mæglerrolle, som Rønnov derved begyndte at spille, blev til meget liden Baade for alle Parter.HensynettilNorge var aabenbart kun et Paaskud. Vel havde Eske Bilde ladet falde nogle Ytringer om et ensidigtnorskValg;men Faren var ikke stor, saa længe de tre Hovedslotte vare i danske Mænds Hænder, nemlig Bergen i Eske Bildes, Bahus i Klavs Bildes og Aggershus i Erik Gyldenstjernes, af hvilke de to første som Medlemmer baade af det danske og norske Raad af al Magt vilde, som det ogsaa senere viste sig, hævde Forbindelsen mellem Rigerne.Detsammevar Tilfældet med Vincens Lunge og flere andre danske Stormænd, som vare Medlemmer af det norske Raad, om de end som norske Magnater tillige vilde hævde Norges Selvstændighed under Forbindelsen med Danmark,menaldrighave adskilt Rigerne, og selv af de norske Biskopper havde jo i det mindste Hans Reff af Oslo og Mogens af Hf.mmer udtrykkelig maattet forpligte sig til at anerkjende den for Konge, som det danske Rigsraad valgte. Efter alt, hvad der tidligere var foregaaet, var der ikke

l) Klageskriftet i Ny elske. Mag. 3, 19. Det faar lier staa til Troende, siden det paaberaaber sig Vidnesbyrd af selve Raadet samt af de antydede danske og tydske Mænd. Smlgn. Rørdams Udgave S. 174.

2) Hans Refs og Erkebisp Olat's mærkelige Ytringer om Kønnov, se Tillæg 43.

Side 331

megen Udsigt til, at Olaf Engelbretsen vilde have kunnet sætte et ensidigt norsk Valg igjennem, hvorved Rigernes Adskillelse var indtraadt¹). Og hvem skulde Normændene desuden i dette øjeblik have valgt? Kong Kristiern sad vel forvaret paa Sønderborg, hans eneste Søn var død, og til Hjælp fra Karl 5 var der under de daværende Forhold neppe Udsigt; thi Planerne med Pfalzgreven vare endnu ikke opdukkede, og Kejseren havde nylig indladt sig paa Underhandlinger med Hertug Kristian. Denne sidste Omstændighedkjendtemanrigtignok endnu ikke i Norge; men der er neppe Grund til at antage, at det danske Eigsraad var ukjendt dermed den 18 Juni. Faren for Norge var mere tilsyneladende end virkelig. Under almindelige Forholdhavdedetværet fuldstændigt rigtigt at udsætte Valget, og det vilde have været til Baade for Unionen, om man i tidligere Dage havde været mere tilbøjelig til at foretage Valget i Forening; nu var der derimod et Tidspunkt som aldrig tidligere, hvor det kunde forsvares, om det danske Rigsraad havde foretaget et ensidigt Valg, og Normændene kunde ikke med Billighed have forlangt, at Valget under de nuværende Omstændigheder for deres Skyld skulde udsættes et Aar. Det var ikke det danske Rigsraads Skyld, at Sagen ikke for længe siden var afgjort. — Derimod kunde man fra norsk Side med fuld Føje beklage sig over de Bestemmelser,somdetdanske Rigsraad tog om den norske Krones Forleninger; ogsaa dette var en af de mange Sager fra Kong Frederiks Tid, som skulde have været afgjort paa den

1) Et Forsøg herpaa strandede ogsaa paa det norske Rigsmøde i Bud i August 1533; i det mindste lød det første af de ■ Hverv og Ærinder«, som af Erkebispen forelagdes Herredagen: «om nu skal bandles om nogen Herre og Konning«. Pal.-Miiller, Grevens Fejde 2, 48.

Side 332

fælles dansk-norske Herredag. Man kan maaske strides om, med hvad Ret Norges Hovedslotte i Kong Frederiks Levetidvarekomnei danskfødte Stormænds Hænder, som ikke en Gang vare «indgiftede» i Norge; thi den norske HaandfæstningsuklareUdtrykog vaklende Bestemmelser hjemlede under visse Betingelser Kongen større Frihed i denne Henseend e¹); men det er übestrideligt, at efter Kongens Død havde det danske Rigsraad ingen Ret til at tage BestemmelseromBergenhuseller de andre Kronlen i Norge, om saa end Eske Bilde og de andre danske Mænd havde indgaaetnoksaabindende Forpligtelser om at holde Slotslovene efter Kongens Død «til Danmarks Riges Raads Haand«. Men det, var en politisk Nødvendighed, at disse Slotte vare i paalidelige Mænds Hænder, og det maa indrømmes, at det danske Rigsraad i denne Henseende udtrykte sig saa læmpeligsommuligt,idet de blot «begjærede», at Forholdet med Kronens Slotte maatte blive uforandret indtil videre.

Den 18 Juni var saaledes Kongevalgets Udsættelse slaaet fast; at ogsaaßeligionssagen i de samme Dage var afgjort efter Biskoppernes -Ønsker, viser det Svar paa Fremstillingens forskjellige Punkter, som Raadet et Par Dage efter afgav⁹).

1) Frd. 1 norske Hdf. Art. 25: Kongcn lover ikke at give nogen ud en lands k Mand noget af Rigens Slotte eller Forleninger, • nden Kiget saadant An fa Id finge, at det nodt og behov gjores; da ville vi det gJore efter Norges Riges Raads Samtykke og da forlene dem med Norges Riges Len, som have gjort os og Riget Tjenestc. — Efter denne Bestemmelse kunde unaegtelig Doren for Kongens ludgreb vanskelig lukkes; Norge havde jo jaevnlig vseret udsat for Angreb af Kong Kristierns Kapere, for ikke at tale om Begivenhederne 1532. — At i det niindste Kl.ivs Bildes Forlening med Bahus og Vigen i Aaret 1532 bar faaet det norske Raads Stadftestelse, fremgaar afNorske Saral. I, 345 og 46.

2) Senest den 24 Juni, se Tillæg 10.

Side 333

Paa den første Artikkel i Fremstillingen svares meget kort, at Sagen om Kongevalget var udsat paa Grund af Forbundet med Norge, hvorfor Raadet nu i disse Dage har skrevet til det norske Eaad.

Paa den anden Artikkel i Fremstillingen, der gik ud paa, at Raadet skulde sørge for «en god Skikkelse og et godt Regimente«, og at dette ikke kunde ske uden Enighed i Raadet og Overholdelsen af alle Privilegier, lyder Svaret ganske i katholsk Aand, at de have «endrægtig samtykket og besluttet, at den Kontrakt og Reces, som var gjort i Odense Aar 1527 mellem Prælaterne og den menige Gejstlighed paa den ene Side og Adlen og Rigets Indbyggere paa den anden Side, skal nu herefter rettelig holdes og fuldgjøres i alle sine Punkter og Artikler; hvad Brøst som er sket Rigens Prælater og Gejstlighed mod Odense Reces og paa anden Maade mod Recesser, Breve og Besegling nu i nogle Aar, skal reformeres « efter det Brevs Lydelse, som nu er for rammet derom.« Herom var man altsaa allerede bleven enig, og en foreløbig Beslutning herom var altsaa allerede bleven tagen, om den muligvis endnu ikke var bleven opsat i Brevform. Derpaa fortsættes:

»Desligeste skulle Prælaterne skikke sig efter deres biskoppelige Embede, som gode kristne Prælater have gjort før dem. De skulle i den hellige Kirke tilskikke gode Præstemænd, som skulle lære og prædike det hellige Evangelium og holde Messe og anden Gudstjeneste efter den gamle gode kristelige Skik, som hidtil har været i Kristendommen, indtil menige Kristendommens Raad gjør en anden Skikkelse derpaa.»

Odense Reces, som ikke udtrykkelig nævnes i Fremstillingen,ersaaledesrykket
frem i Forgrunden som en
Hovedsag. Det stemmer overens med Skildringen af de

Side 334

heftige Debatter i Religionssagen, som vi endnu have¹). Gejstligheden synes at have rettet et Hovedslag mod de evangeliske Prædikanter. De forlangte, at de «bortløbne»Munkeog Nonner skulde føres tilbage til deres Klostre, og saafremt de havde giftet sig, skulde de tvinges til at holde deres Klosterløfte; de øvrige, som vare faldne fra Kirken, skulde straffes med Kirkens Band eller med andre haarde Straffe. Alt Kirkens Gods skulde selvfølgelig gives tilbage. — Kunde det sættes igjennem, var det ude med Lutherdommens Sag; men i denne Henseende viste der sig en lunken Stemning i Raadet. Det vilde desuden have været at bringe Sagen tilbage til et tidligere Stadium end Odense Reces af 1527; thi paa denne Herredag havde Prælaterne netop søgt at sætte de samme Fordringer igjennem,menhavdemaattet opgive det paa Grund af Kongens sejge Modstand og de verdslige Raaders Upaalidelighed, saa at Spørgsmaalet om Præster og Nonner ikke var blevet medoptaget i den paa Herredagen udstedte Reces. — Da rettede Prælaterne et voldsomt Angreb paa selve Odense Reces, som de forlangte helt afskaffet, eller ogsaa «overholdtialledens Punkter« 2). Og det kan ikke betvivles, at Odense Reces ikke var bleven overholdt. Tienden var langt fra bleven ydet; tvertimod havde denne Sag vakt stærkt Røre, navnlig i flere Egne af Jylland; Gejstlighedens Gods havde man forgrebet sig paa; det kunde ikke benægtes,sidennetophele Stormen mod Tiggerklostrene, for ikke at tale om Kirkernes Nedrivelse i Viborg, var begyndt efter 1527. Og hvad hjalp desuden Tilsikringen af BiskoppernesJurisdiktion«medSkrift

1) Krag, Annales p A—6;A_—6; smlgn. Skib. Kron. og Indledningen til Recessen af 3 Juli.

1) Indledningen til Recessen af 3 Juli (Tillæg 17).

Side 335

pernesJurisdiktion«medSkriftog Pønitense«¹, naar den verdslige Arm tog dem i Beskyttelse, som de kirkelige Straffe netop skulde rettes imod; ja selv en «Bandstraale» brød de evangeliske Præster sig meget lidt om under de daværende Forhold, beskyttede af Kongen og Menighederne. Det var derfor ikke til at undres over, at Prælaterne fordredeOdenseKecesafskaffet, siden man ikke overholdt den, og fordrede fuldstændig frie Hænder. Netop dette Punkt fremkaldte derfor de heftigste Scener. Mogens Gøje hævdedestærktdenreligiøse Tolerances Sag og forlangte SagensAfgjørelseopsat,indtil en Konge var bleven valgt; «en af en Konge given Frihed«, lader Krag ham sige, «kan ikke tages tilbage uden af en Konge«. Men selv den katholskeAdelkundeikke være tjent med, at de ved Odense Reces vundne Fordele skulde gaa tabte; desuden maatte man frygte for en Folkeopstand, hvis man gik alt for vidt i katholsk Retning. Der dannedes da et Midterparti, der mente, at man maatte gjøre Prælaterne nogle Indrømmelser, hvilket Mogens Gøje og hans «Tilhængere« modstræbende gik ind paa for ikke at ligge helt under i Kampen. — Man enedes da om at overholde Odense Reces; men da der tillige maatte tages Bestemmelse om, hvorledes man skulde forholde sig i de Tilfælde, hvor tidligere Overtrædelser havde fundet Sted, aftalte man altsaa «det nu berammede« Brev om, hvorledes de «Brøst og Mangler« skulde reformeres,derstredmod Odense Reces eller andre Recesser og Breve. — Hvorvidt man i denne Henseende er gaaet paa Sagens daværende Standpunkt, er vanskeligt at afgjøre, saa længe man ikke kjender dette «nu berammede Brev« i dets oprindelige Form. Kun saa meget synes man at kunne slutte af Ordlyden i «Svaret», at der ikke derved er taget nogen Bestemmelse mod de daværende evangeliske

Side 336

Præsters Lærefrihed; thi denne stred ikke mod en Reces, men var fastslaaet i den af Rigsraadet samtykkede kongelige Ordinans af 1530, hvis Gyldighed ikke kunde rokkes herved, og ellers kan man heller ikke godt indse, hvorledes Mogens Gøje og Erik Banner og »deres Tilhængere«kundegaaind herpaa. Men havde Prælaterne saaledes ikke udtrykkelig faaet Lære fri heden afskaffet, var det af desto større Betydning at faa den indskrænket for Fremtiden, og hertil sigter uden Tvivl Bestemmelserne om, at Biskopperne skulde »skikke sig efter deres biskoppelige Embede, som Gud haver kaldet dem til», og skikke gode Præstemænd, der skulde lære og prædike, «efter den gode gamle kristelige Skik». Derved vare de Forpligtelser, som de af Kongen udnævnte Biskopper havde maattet paatage sig, ryddede til Side, og man havde sikret sig imod, at en og anden af disse nymodens Biskopper muligvis kunde finde paa at beskikke lutherske Præster.

Det er aabenbart det egentlige gamle katholske Bispeparti, som har sat disse Bestemmelser igjennem, om de end ikke havde opnaaet alt, hvad de ønskede; de havde ganske vist sat en Stopper for Reformationens videre Udbredelse, men egentlig ikke kunnet hindre de alt vundne Resultater. Deri ligger Muligheden for, at det lutherske Parti havde kunnet slutte sig hertil; derimod kunde de trufne Bestemmelser ramme de "lutherske_■> Biskopper haardt, — hvis de havde nogen virkelig Overbevisning, eller hvis Tiderne skulle forandre sig, saa at en luthersk Konge vilde kræve dem til Regnskab, fordi de havde brudt deres Forpligtelser«til Kong Frederik og den af hans Sønner, som blev valgt til Konge efter hans Død». Blev Hertug Kristian ved Tidernes Ugunst alligevel Konge i Danmark, kunde det se farligt nok ud for Joachim Rønnov, —

Side 337

hvis han ellers vilde overholde den nye Forpligtelse mere
end de gamle, og virkelig fra nu af kun indsætte gode
Katholiker til Præster.

Heller ikke paa Fremstillingens tredie Artikkel, om Kirke- og Klostergodsets Restitution, havde Rigsraadet villet gaa übetinget ind i den Udstrækning, som Prælaterne havde fordret. Vel bestemtes det i Almindelighed, at Viborg Domkirke skulde restitueres, og at alle Domkirker, Herreklostre , Jomfruklostre, Helliggejsthuse og Sognekirker skulde blive ved Magt; og at det var RigsraadetsMening at sætte denne Bestemmelse i Værk, havde det allerede vist ved nogle Dage før (17 Juni) at afsige den Dom, at Helligaandshuset i Aalborg, som ved Paasketid 1530 paa Kong Frederiks Befaling var bleven forstyrret af Lensmanden Axel G eje, atter skulde restitueres, dog uden at Axel Gøje droges til Regnskab herfor, da han kun havde adlydt højere Ordrer, og derved, at Rigsraadet allerede under 6 Maj havde indstævnet Halm stad Borgemestre og Raad til et Møde paa Herredagen for Erkebispen, fordi de havde nedrevet St. Jørgens Gaard der i Byen.¹) Ligesaa skulde der i de Tiggerklostre, som endnu vare ved Magt, holdes Messer, Prædiken og Gudstjeneste, <isom det er funderet«. Men derimod er Rigsraadet ikke gaaet ind paa Prælaternes Forlangende om, at alle verdslige Forleningeraf Herreklostrene skulde ophøre, og Besidderne forsørges med Kronens Len isteden. Kun om Jomfruklostrenehedder det, at de Adelsmænd, som have dem i Forlening, skulde sørge for, at Gudstjenesten holdtes vedlige,

1) Jet majrkelige Brev at' 17 Juni om Helligaaudslmset.s Restitution nieddeles som Tillseg sc. — Rigsraadets Brev at' 6 Maj (Tirsdag et'ter Inventionis crucis) findes anfort i Aliens Exc. efter Lunde Kapitels Registratur, hvor det nsevnes.

Side 338

og at Jomfruerne underholdtes efter Fundatsernes Lydelse, «at Jomfruernes Tal ikke formindskes eller Gudstjenesten nedlægges, som nu desværre mangesteds sker». Hvor ikke saa holdes for dens Forsømmelses Skyld, som har Klostret, skal han have samme Kloster forbrudt¹) — Selv TiggerklostrenesRestitution kunde Prælaterne ikke sætte igjennem. Der bestemtes kun, at der paa næste Herredag skulde handles om de forstyrrede Tiggerklostre, om de ikke forinden vare komne til deres Magt. I Mellemtiden maatte ingen forstyrres eller nedbrydes helt eller halvt; hvo som handlede derimod, skulde stande Raadet til Rette. — Her var saaledes et Punkt, hvor Prælaterne ikke en Gang havde kunnet faa deres katholske Venner i Eaadet med sig. Klosterforleningen var Adlen alt for indbringende til, at deri vilde give Slip herpaa, og det var ikke saa underligt, at Raadet ikke vilde gaa ind herpaa, thi adskillige af Raadsherrerne havde selv saadanne Forleninger; ja en af Bispepartiets trofasteste Støtter, Anders Bilde, fik selv faa Dage efter Bekræftelse paa et Livsbrev paa Dalby Kloster i Skaane!'-') '

Paa de øvrige i Fremstillingen fremsatte Punkter i verdslig Henseende gik man ind. Den samme Mistænksomhedmod Holstenerne og Sverig spores i Svaret; Ribe By og Slot skulde befæstes «paa det allerstærkeste", ligesaa Varbjerg og Halmstad, og der skulde afgaa Brev til

1) Et interessant Exempel paa den skandaløse Maade, hvorpaa Jomfruklostrene behandledes, haves i den i N. kirkeh. Saml. o, 761 aftrykte Dom mod Kantor Niels Fris i Viborg- i Anledning af Sebber Kloster; smlgn. smsts. S. 567 og 728. At Biskopperne selv forlenede verdslige Adelsmænd med de dem underlagte Klostre, se smsts. S. 764

2) Tillæg 23. — Axel Brahe var forlenet med Børringe Kloster i Skaane.

Side 339

Viborg Landsting, at alle i Jylland, Prælater, Adel, Kjobstæderog
Almue, skulde sidde rede Dag og Nat rned deres
Rustning.

Eerst efter at man saaledes var kommen til en Beslutningomde vigtigste indre Spergsmaal, Kongevalgets Udssettelseog«den hellige Kirkes langsomme Bestand», som det fra nu at kaldes i Rigsraadets Breve, tog man de udenlandske Sager for, eller rettere sagt Forholdet til Hertug Kristian og derigjennem til Slesvig; tin Wullenwever lod man endnu stadig vente paa Svar¹). Man kunde nu henviseHertugensUdsendinge til de fattede Beslutninger: Kongevalget var udsat af Hensyn til «det gamle Forbund» med Norge; Raadet skulde forevrigt nok vise sig «som aerlige Msend bar» og i Forening med Normaendene tage en af den afdade Konges Senner. Hvad de kongolige Barns Underhold angik, maatte Enkedronningen og Hertugen betsenke, at Danmark var et Valgrige, saa at «Rigens Raad vil vsere übesvaret derudi», med Undtagelse af Hertug Hans, som nu er i Riget. Hvad de Forbund angik, som vare sluttede med tyske Fyrster, saa vil Raadet holde de Forbund,«somere skete med deres Raad og Samtykke» — med andre Ord, man vilde ikke vide noget af Kong Frederiks og Hertug Kristians Forbund med Landgrev Filip og de evrige protestantiske Fyrster af det schmalkaldiske Forbund²). Kong Frederiks Breve vilde man holde, forsaavidt de ikke stred mod hans kongelige Ed og Reces eller mod andre Breve, som han selv havde udgivet. Enhver,

1) Smlgii. Tillæg 8.

2) Om disse Forbund henvises til Paludan-Miiller, Grevens Feide I, 265 ff.; Waitz, Wnllenwever I, 148 ff., 323—31. — Derimod var Forbundet af 21 Juli 1532 med Hertug Albrecht af Preussen stadfæstet af det samtlige Rigsraad; aftrykt hos Waitz, I, 350; stnlgn. Paludan-Miiller I, 48.

Side 340

der kjender noget til den Tids Herredagsforhandlinger, ser strax, at der lier navnlig sigtes til Bestemmelserne mod «det lutherske Kjætteri« , som fandtes i Kong Frederiks Haandfæstning, og til de kongelige Beskj;rrmelsesbreve for de lutherske Præster, saa vel som til andre Regjeringsforanstaltningeriluthersk Aand af den afdøde Konge. En Del af dem havde man jo desuden faa Dage før ved BeslutningeniReligionssagen ligefrem ophævet, og en praktisk Fortolkning af disse Ord havde man jo desuden givet ved Herredagsdommen af 17 Juni, hvorved Helligaandshuset i Aalborg restitueredes, uagtet Nedlæggelsen var foretaget ifølge et Kongebrev, og ved en lignende Dom af 16 Juni, hvorved Rigsraadet tilkjendte Biskop Knud Gyldenstjerne Herligheden over de Kirketjenere paa Lolland og Falster, som tidligere havde hørt til Bispedømmet, indtil de «for nogen føje Tid siden« vare blevne tvungne til at give sig under de kgl. Lensmænd; thi dette var efter al Sandsynlighedogsaasket efter kongelig Ordre¹). Men et haanligere Svar til den afdøde Konges Søn kan vel neppe tænkes, hvorved hans Fader i Grunden lige ud erklæredes for en Meneder. Det var et bestemt Fingerpeg til Hertug Kristian om, at han aldrig med Rigsraadets Samtykke kunde vente at blive Konge i Danmark, med mindre han forpligtede sig til «at holde den hellige Kirke og Prælater ved Lov og Ret, Friheder og Privilegier, ligesom Kong Frederik har lovet og svoret«, som det allerede hedder i det Brev, hvorved Rigsraadet lovede at tage en af Kongens Sønner efter hans Dod, — og saa vilde holde denne Forpligtelse bedre end hans Fader havde gjort. At Hertug Kristian hverken vilde eller

1) Herredagsdonuneu af 16 Juni meddeles som Tillæg sb. Den er medbeseglet af Mogens Gøje. — Lignende Tilfælde i Viborg Stift har jeg omtalt i Ny kirkehist. Samling. 5, S. 706—9.

Side 341

kunde indgaa en saadan Forpligtelse, vidste man godt, især efter hvad der var foregaaet paa Landdagen i Kiel, og det kunde Rigsraadet ikke være uvidende om den 28 Juni, da Svaret blev givet; havde Wulf Pogvisk ikke fortalt det, saa havde man i al Fald nu faaet Underretning derom gjennem Biskop Gotskalk Alefelds Brev, som nu maatte være i Bispernes Hænder.

Meget forekommende mod Hertug Kristian var dette Svar ikke. Hans Opfordring om i det mindste at skaffe Riget en fast Regjering i Mellemtiden og hans Tilbud om at deltage i Regeringen under Broderens Mindreaarighed, hvis man vilde vælge denne, blev forbigaaet med fuldstændig Tavshed, og i lignende Aand var det Svar holdt, som man samtidig gav Wulf Pogviek paa Enkedronningens Vegne; Rigsraadet benyttede blot Lejligheden til i Overensstemmelse med Raadets Beslutning om , at de til hendes Underhold lagte Len skulde gives til danske Mænd, at bede Dronningen om, at Ravnsborg og Aalholm Slot maatte gives de to Rigsraader Niels Lunge og Johan Oxe, idet Raadet ikke vilde erkjende Gyldigheden af de Pengefordringer, som Holsteneren Jørgen v. der Wisch havde paa Aalholm Len , da det stammede fra det i sin Tid af Kong Frederik gjort'e Opbud af Adlen i Holsten, hvilket ikke kom Danmarks Rige ved.¹)

1) Til Dronningens Underhold var i Aaret 1525 udlagt 1) Nykjøbing Slot, som Rigsraad Knud Pedersen Gyldenstjerne havde i Forlening , 2) Aalholm, som Jørgen v. der Wisch havde i Forlening endnu 1534 (Hvitfeld, S. 1423), og 3) Ravnborg, som Rigsraad JohanOxe havde som Pantelen (Nye danske Mag. 5, S. 89). Rigsraadets Brev paa Livgedinget indeholder udtrykkelig den Bestemmelse, at danske Mænd skulle beholde Slottene i Forlening; det er derfor i sin Orden, at Rigsraadet gjør denne Fordring gjældende overfor Dronningen.

Side 342

Hvad Forholdet til Slesvig angik, søgte man endnu at udsætte Afgjørelsen uden dog rent at ville afbryde Forhandlingerne derom, idet man svarede, «at om det Forbund, som Hertug Kristian havde forhandlet med Prælaterne og Adlen i Holsten om at indgaa, kunde intet svares, før man havde ydermere forhandlet med Hertugens Sendebud«: opkom der Tvedragt mellem Riget og "Fyrstendømmet*, skulde det indstilles for Rigets og Fyrstendømmernes Raad, at Venskab og godt Naboskab kunde holdes mellem Riget og Fyrstendømmerne. Man udtalte dog saaledes heri Onsket om et godt Naboskab til Hertugen; men hvorledes Forholdet nærmere skulde ordnes, var man altsaa endnu ikke kommet til en Forstaaelse om, ligesom man slet ikke endnu havde ytret sig om Forholdet til Nederlandene. Man har muligt endnu haft en Tanke om , først at ville høre Wullenwever, og at det skulde kunne lykkes, ligesom i Kong Frederiks Dage, at kunne udsætte en bestemt Afgjorelse og holde det gaaende med begge Parter. Af denne Illusion kom man imidlertid snart ud. Forhandlingerne med Hertugens Sendebud fortsattes i de nærmest følgende Dage, og efter at man den 29 Juni havde udstedt et Brev til Almuen, hvori man, overensstemmende med Rigsraadets Resolution, paabød Almuen at tiende efter Odense Reces til den hellige Kirkes Gavn, Nytte og langsomme Bestand¹)«, — indgaves der den 1 Juli et bestemt formuleret Forslag til en liiion med Hertugdømmerne af følgende Indhold:

Der skal være naboligt Venskab mellem Kongen, Rigsraadet, Adlen og Indbyggerne i Danmark paa den ene Side, Hertugerne af Slesvig og Holsten med disse Landes Adel og Indbyggere paa den anden Side. — Opstaar der

2) Tillæg 13.

Side 343

Strid mellem Kongen og Hertugerne enten om Land eller Folk, lidet eller meget, hvad som helst det være kan, skal Sagen afgjøres ved en Voldgiftskendelse af 8 af hver Parts Raader, som to Maaneder efter at vedkommende Part har beklaget sig over den formente Uret, skulle samles i Kolding; i Forvejen skal der vælges en Opmand , der skal afgjøre Sagen, hvis de 16 ikke kunne blive enige; hvad et Flertal af 12, eller i Mangel af Enighed Opmanden, saaledes afgjør, skal staa ved Magt uden Appel. — Ingen af Parterne maa huse den anden Parts aabenbare Fjender; men paa det at hver af de to Parters Indbyggere «maa blive desbedre ved Lov og Ret», kan enhver Undersaat, gejstlig eller verdslig, adelig eller uadelig, ingen som helst undtagen, af hvad Stand han end er, naar han fo ru rettes af sin egen Herre eller nogen Undersaat, søge Lejde hos den anden Part og tilbyde sig at lide Eet i hvad Sag, det være kunde, Liv, Ære eller Gods anrørende, ingen Sag undtagen i nogen Maade. Da skal den Part, hvis Hjælp søges, strax tilskrive den anden Part, og inden to Maaneders Forløb skulle de 8 Raader, fire fra hver Side, mode i Koldingfor at afsige en Kjendelse, fra hvilken ingen Appel kan finde Sted; hvad et Flertal af 6 dommer, skal staa ved Magt; hvis Enighed ikke kan opnaas, skal en i Forvejen udnævnt Voldgiftsmand afsige Kjendelsen. Dog maa ingen af de to Parters Undersaatter søge saadan Hjælp, uden han i Forvejen har søgt sin Ret for sine tilbørlige Dommere i Kongeriget eller Hertugdømmerne.

Dette var det første Hovedpunkt af Unionsforslaget. Herved var altsaa, foruden en fælles Overdomstol for fælles — om man vil, internationale — Sager, tillige indsat en Slags fælles Overdomstol for begge Parters Undersaatter, der under visse Omstændigheder kunde have faaet overordentligstor

Side 344

ordentligstorBetydning. Sæt at en Protestant følte sig forurettet ved det katholsksmdede Rigsraads eller de katholskeBiskoppers Kjendelser; ban maatte da have kunnet indanke sin Sag for den fælles Overappellationsret, hvor han maaske kunde vente et andet Syn paa Sagen, især da kun 6 af Rettens 8 Medlemmer behøvede at være enige. Under visse Omstændigheder kunde denne Bestemmelse blive overordentlig farlig for de danske Prælater, hvis de ikke kunde sørge for, at det blev aldeles klart, hvad der i Religionssagen var Lov og Ret i Landet, inden de gik ind paa Unionstraktaten. Holstenerne derimod havde forstaaetfuldstændig at sikre Lutherdommens Sag i Hertugdømmerne,saa at Hertugdømmernes Prælater ikke kunde indanke deres Sager for den fælles Overdomstol; thi det hedder udtrykkelig i Udkastet: «Dog skal den Handel, som vedrører Gejstligheden i Fyrstendømmerne efter den RecessesLydelse, som blev vedtaget paa sidste Landdag i Kiel, blive ved Magt, og Hertugerne i Slesvig og Holsten skulle ikke være forpligtede til at svare derfor.« Stakkels Biskop Alefeld! Han havde ventet Hjælp og Trøst for den gamle Kirkes Sag hos det danske Rigsraadog henvist til, at Slesvig som et dansk Len hørte til Nordens Kirke. Vedtog det danske Rigsraad dette Udkast uforandret, havde han faaet Svar paa sit Hjertesuk; man skulde næsten tro, at de holstenske Sendemænd havde faaet Nys om Indholdet af hans hemmelige Brev og nu havde villet spærre ham enhver Udvej, og stor maatte de danske Biskoppers Skræk for Hertug Kristian være, hvis de helt skulde fraskrive sig selv ethvert Middel til at styrke den gamle Kirkes Sag i Hertugdømmerne, uden at kunne sikre sig selv for det modsatte.

Det andet Hovedafsnit af Unionsudkastet angaar Kongerigetsog

Side 345

rigetsogHertugdømmernes gjensidige Stilling i Krigstilfælde:Ingen af de to Parter maa begynde Krig uden den anden Parts Kaad eller Vidende. Bliver nogen af Parterne angreben af hvem som helst, skal den anden Part komme den angrebne til Hjælp med et vist Antal Byttere¹). Men dersom Angrebet sker med saa stor en Magt, at en overhængendeFare er tilstede, skal den anden Part ile den angrebnetil Hjælp med hele sin Magt, med mindre han selv bliver angreben samtidigt i sit eget Land, og da Danmarks Rige er adskilt ved Vande og Strømme, saa det tager Tid at faa dets Magt samlet, skal den ene Landsdel ikke vente efter den anden med at sende sin Hjælp til Hertugdømmerne, men hver Landsdel skal uden Ophold indfinde sig med sine Tropper.

Dette Forbund skal staa saa længe, som Kong Frederiks Blod er og bliver Konger i Danmark, og siden fremdeles til evig Tid. Men den Ket, som Danmarks Konge paa den ene Side, Hertugerne af Slesvig og Holsten paa den anden Side have eller have kunne til Slesvigs Fyrstendømme, skal være uforkrænket ved dette Forbund, lige saa lidt som Forbundet skal anses for krænket ved slig Paatale eller anden Rettergang.

Allerede fra den Iste Juli er det Udkast fra dansk Side dateret, som nu kjendes; hvorledes det oprindelige Forslag, der indleveredes fra holstensk Side, har lydt, er nu ukjendt; men Rigsraadet gik ikke strax ind herpaa; dette skete efter en paalidelig Kilde først Mandagen d. 7 Juli²);

1) I den endelige Unionstraktat af 5 Dcbr. fastsattes Antallet til 300 Ryttere for Kongeriget, 150 for Hertugdammerne; de samme Tal ere indforte i de ved Tillreg '22 oratalte Udkast, hvorimod Tallene endnu staa in bianco i Udkastet af 1 Juli.

2) Se nærmere ved Tillæg 22.

Side 346

thi i Mellemtiden drog man, som vi snart skulle se, atter Religionssagen frem og gav derved Rigsraadets Resolution en Udvidelse af meget betænkelig Art, hvorved Biskoppernes Myndighed blev end mere eneraadende end i Resolutionen. Dog maa rnan vistnok allerede den Iste Juli være kommen saa vidt, at man ikke længere kunde slippe fra Holstenerne, og i Realiteten være gaaet ind paa Forslaget, siden man senere daterede det fra denne Dag. Man gik saaledes i et og alt ind paa Holstenernes Forslag, hvorved Slesvig og Holsten stilledes som et hele ligeoverfor det øvrige Rige. som en Magt, med hvilken man sluttede Forbund under lige Vilkaar. Vel indeholdt Forslaget en svag Anerkjendelse af Slesvigs Lenspligt til det danske Rige, og vel var del endnu ikke en bindende Traktat, forsynet med det danske Rigsraads Segl, saa at det jo var muligt, at uforudsete Omstændigheder kunde hidføre en Forandring, inden den endelige Ratifikation fandt Sted; men denne Mulighed til atter at kunne trække sig tilbage var overordentlig ringe. Vol havde man derved ingenlunde anerkjendt Nødvendighedenafattage Hertug Kristian til Konge; tvertimod havde man endnu formelt frie Hænder til at vælge Hertug Hans, der efter Hyldingsakten i Kiel af Navn var Medregent i Hertugdømmerne, og at dette endnu stadig var O ve Bil de s og hans Slægts Tanke, fremgaar af det tidligere nævnte Brev fra Ove Bilde til Hertug Hans kort før Herredagen det næste Aar skulde sammentræde¹); men Hertug Kristian var den faktiskeRegentiHertugdømmerne, hvilket under visse Forudsætningerkundegiveham en Vægt, som man ikke kunde slippe fra. Og dog er det utvivlsomt, at netop det katholskePartiikkehar været blind for den Fare, som truede

1) Snilgn. ovenfor S. 329 Not. 1.

Side 347

Sønderjyllands Forbindelse med Danmarks Rige. Det gjælderialFald den gamle Biskop Jens Andersen Beldenak,dernogenTid efter — dog maaske snarest i ForsommerendetfølgendeAar — fra sin ufrivillige LandflygtighediLybækfandt Lejlighed til at sende Ove Bilde nogle højst mærkelige Ytringer om Situationen, hvilke denne atter meddelte til andre. Først indskærper Jens Andersen stærkt, at Danmark er et frit Valgrige og ikke har nogen Verdens Øverste over sig, som kan enten stadfæste eller straffe det Valg, som Danmarks Riges Raad træffer; naar en dansk Konge er død, er Valget derfor helt frit fra dansk Side, og om de aldrig ville kaare nogen Konge, da staar det dem frit for; derfor er det raadeligst, at Raadet endnu opsætter Valget saa længe som muligt og navnlig tager sig i Agt for Hertug Kristians Valg; thi hver Mand véd hans Lejlighed og Vilkaar. Og hvad det Forbund angaar, som nu nylig er gjort mellem de Danske og de Holster, da kan det ikke strække sig videre end til et naturligt Naboskab og at hver Nabo skal gjøre den anden ret Skjæl, og efter Forbundets Lydelse vide Holstenerne nok selv, at SønderjyllandhørertilDanmark og ikke til Holsten. Men hvis Hertugen ikke vil tage mod Forlening af den danske Krone paa saadanne Vilkaar, at han skal være RigetstroMandlige som en anden indbaaren Rigets Mand, da er det kun hans Tanke at fravriste Danmark Sønderjylland;damaaRaadet «give sig ind. til Gud og til det naturlige Naboskab, som Gud haver skikket Riget udi med de Lybske og de andre vendiske Stæder; naar de erfare Troskab af Rigens Raad, skal de nok hjælpe.« — «Hverken gamle Kong Kristiern eller Kong Hans eller Kong Kristiern, som endnu lever, eller Kong Frederik«, saaledes slutter Biskoppen sit Indlæg, «kunde hævde noget fra Riget;

Side 348

thi de vare udvalgte Konger til at forbedre Kiget, ikke til
at forarge det»1).

Der gaar en mandig Tone gjennem dette Forslag, som det gjør godt at se i Modsætning til al den ynkelige Übestemthed, som Herredagsforhandlingerne udvise i de udenrigske Forhold; det er en bestemt og energisk Protest mod den slesvigholstenske Politik, som Kristiern I. og Frederik I. stadig havde fulgt; men dette Kaad svarede ikke længere til Forholdene; det kom fra en Mand, som ikke var inde i de politiske Forhandlingers hemmelige Traade, og som hverken kan have kjendt til Holstenernes Underhandlinger med det burgundiske Hof eller til Wullenwevers højtflyvende Planer, som neppe tillode det danske Rigsraad et Valg, hvor meget end maaske en og anden kunde have ønsket et Forbund med de Lybske imod Hertug Kristian.

Ved hvilke Grunde og Forestillinger Melchior Ranzov har bevæget det danske Kigsraad til at gaa ind paa Unionsforslaget,erukjendt.Senere paastod Lybækkerne, at HolstenernehavdetvungetKigsraadet til at gaa over paa deres Side ved Truslen om at aabne Fængslet for Kristiern den anden og sætte ham paa Tronen -). At de holstenske Udsendihgehaveunderhandletmed

1) .Artikler, som Bispen af Fyn sendte Ove Bilde«. — Mine Grunde for at henføre disse Artikler til Jens Andersen og til det ovenfor angivne Tidspunkt, har jeg anført ved Tillæg 44.

2) Paludau-Muller, Grevens Fejde I, 199 ff; smlgn. Lybækkernes Manifest om Grunden til Krigen i Aktstykker til Grevefejden I, 183. — I sin Retfærdiggjørelsesskrivelse af 11 Januar 1536 til Hertug Henrik af Brunsvig ytrer Wullenwever om de holstenske Sendebud blandt andet: «Den det wasz de sinn darfann, dat se ene nenesz wegesz wulden raden, dat se syck der fan Lub. schulden bekummeren, ut orsaken Key. Maj. were gheneget de stat van Lub. te strafen umme der Luttersken sake wyllen; wulden se wyslyck donn, dar schulden se thoe helpen unde bethalen den vann Lub. denn homott den se faken dem ryke dan hedden (osv): Waitz, Wullenwever 111,499. — Reimar Kock (Fol. 410 — 11) vil vide, at ogsaa Mogens Gøje oprindelig var stemt for at gaa ind paa Lybækkernes Fordringer: «Idt was in dem ricksrade ein olth riddere mit namen her Manus Ghode. Dusse was des rickes hoffmester vnnd nu na afgannge des konings de auerste: dusse hedde denn hernn vann Lubeck gerne gheholdenn, was in datt vorighe yar in denn artickelenn was tho gesacht«; det afvendtes ved Uttenhofen3, Johan og Melchior Ranzovs Indflydelse. Dette er lige saa usandsynligt som Vezes Antagelse om Mogens Gøjes Stemning for Kejseren.

Side 349

sendihgehaveunderhandletmedRaadet om den fangne Konge, er sikkert nok; thi Hertugen havde forespurgt Raadet, hvad man skulde svare paa de tydske KurfyrstersSkrivelseriden fangne Konges Sag; men Raadet havde i sit Svar til Sendebuddene afvist Sagen med den Undskyldning, at i dette Anliggende stod Raadet ikke ene, da det ogsaa angik Kong Gustav og de vendiske Stæder; derfor »trøstede de sig ikke til at gjere nogen anden Skikkelsederpaa,endsom nu er.« At Kong Kristiern atter skulde blive fri, var noget, som Raadet selvfølgelig allermestmaattefrygtefor; hvis denne Trusel virkelig skulde være bleven fremsat af Holstenerne med tilbørlig Fynd og Klem, maatte dens Virkning ganske vist blive stor; men den synes at stemme saa lidet med Holstenernes egen Interesse,atmanmaa være noget varsom med at fæste übetingetLidtilden, saa længe denne Forklaring kun lyder fra- deres bitreste Fjenders Side. Og det er ingenlunde nødvendigt at tage sin Tilflugt til den for at forklare RigsraadetsHoldning.ToGrunde have væsentlig hjulpet hertil: de jydske Rigsraaders Frygt for et Angreb fra holstensk Side, som var kommet saa stærkt til Orde baade paa Mødet i Karup i Maj og i Herredagens tidligere Forhandlinger, og dernæst Bestræbelsen for at undgaa ligefrem Krig i dette Øjeblik. Wulienwevers Fordring kjendte Rigsraadet;hanhavdejo allerede, inden Raadets Forhandlinger

Side 350

vare begyndte, henvendt sig til det med den bestemte FordringomEatiiikationenaf Traktaten af 2 Maj 1532, hvilketvarensbetydendemed en Krigserklæring mod det burgundiskeHof.Hertilkom Wullerrwevers hele overmodige Opførsel under Herredagen, hans Forbindelse med HovedstadenslutherskeDemokrati,som vel endnu holdtes hemmelig,menhvoromEaadet vel neppe kunde være helt uvidende;ialFald kom de snart til at føle Virkningen deraf, endnu inden de havde givet ham et bestemt Svar paa hans Henvendelse. Dertil kom, at Forholdet til Kong Gustav begyndte at klare sig. Vel havde man endnu ingen bestemtUnderretningfraham selv om, hvad Parti han vilde tage under en Krig i Østersoens Vande; hans Brev af 5 Maj, som nu maatte være i Rigsraadets Hænder, viste imidlertid, at Lybækkerne segle at drage ham over til sig, men at han i al Fald ikke havde taget noget Parti endnu, ja endog syntes meget utilbøjelig til at slutte sig til Lybæk. Selv om Kigsraadet ikke fra ham selv havde faaet en bestemtUnderretningom,at han havde givet Lybækkerne Afslag, saa fik de det imidlertid at vide af Wullenwevers egne hovmodige Ytringer, der aabenlyst hos Kigsraaden Johan Urne bei ommede sig af, «at han vilde gjæste Kong Gustav inden Fastelavn næstkommende og bringe ham en en slig eMunimeskantZ'i, som ikke skulde være svag«¹). Desuden ankom Kong Gustavs Brev af 1 Juni i de samme Dage til Kjobenhavn, overbragt, som det synes, af den svenske Kigsraad Peder Nielsen Grip. Vel var dette Brev noget pirreligt; men at Kigsraadet følte Nødvendigheden af at komme paa en god Fod med Kong Gustav, viser VirkningenafBrevet,idet Kigsraadet i den Anledning henvendtesigtildet norske Kaad for at afhjælpe de Klager,

1) Aktstykker osv. 1,26.

Side 351

som Kong Gustav fremkom med i Anledning af Peder Nielsen Grips og andre svenske Adelsmænds Arvefordringer i Norge, og tillige i Overensstemmelse med Kong Gustavs Klage over, at hans aabenbare Fjender fandt Tilhold i Danmark,lodGustavTrolle afgive en skriftlig Erklæring om, at han ikke vilde give sig bort fra Danmarks Rige uden Raadets Samtykke og hverken med Ord eller Gjerning «arge ind paa Kong Gustav i Sverrig« eller paa Danmarks Rige !).

Var en Tilslutning til Wullenwever saaledes utvivlsomt ensbetydende med Krig, i det gunstigste Tilfælde med det burgundiske Hof alene, men med et fjendtligt Forhold til Sverrig og Holsten og sandsynligvis ogsaa til de østersøiske Stæder Danzig, Reval osv., saa var det derimod endnu muligtatkunneundgaaKrigen ved at slutte sig nærmere til Hertug Kristian og det burgundiske Hof. Melchior Ranzov havde i Traktaten med Burgund udtrykkelig forbeholdt HertugenogdetoRiger Danmark og Norge Neutralitet under Hollændernes nuværende Krig med Lybæk. At lokalisere Krigen saa vidt muligt, maatte være en Hovedopgave for det danske Rigsraad. Sluttede Danmark sig derimod til Lybæk og paatog sig at fere en Krig for Lybæks Enevælde i -Østersøen med bestemt Forpligtelse til at lukke Sundet for den frie Sejlads, alt i Lybæks Interesse, saa var en Koalition i den frie Handels Interesse neppe til at undgaa. Og en Krig med Kejseren, den katholske Hovedmagt, kunde da allermindst det katholske Bispeparti have nogen Interesseaf.Fordemstod Krigen mellem Lybæk og KejserensUndersaattersomenStrid mellem Kjættere og Rettroende2).EfteratHertug Kristian havde sluttet sig til

1) Tillæg 25 og 28. Smign. ovenfor S. 265—66.

2) Skib. Kron , Script. 11,595, Rordams Udg. S. 98. At ogsaa Holstenerne have tremhaevet denne Synsmaade af Sagen, fremgaar af Wullenwevers Ytringer ovenfor S. 348 Not- 2. — Det var ogsaa herpaa, at Joh. Veze næste Aar grundede sine Forhaabninger om at sætte Pfalzgrev Frederiks Valg igjennern; smlgn. ovenfor S. 327—28.

Side 352

Burgunderne, havde man kun Valget mellem at slutte sig til Holstenernes lutherske Aristokrati eller til Lybæks lutherskeDemokrati,dertilligevilde have bragt hele det danske Rige i en uværdig Afhængighed af den stolte Hansestad.AftoOndervalgte man det, man ansaa for det mindste; man sluttede Unionen med Hertugdømmerne, hvorved man sikredes for enhver Fare fra den Kant. Og hvor meget man end kan beklage, at Hertugdømmerne, og da navnlig Sønderjylland, derved stilledes i et løsere ForholdtildetdanskeHige, saa maa man vel betænke, at Unionstraktaten i Virkeligheden kun fastslog, hvad der alleredeilængereTidhavde været Tilfældet, og at den kun bragte Sagen et Hanefjed videre paa det Indrømmelsernes Skraaplan, hvorpaa man allerede befandt sig. Den var en nodvendig Konsekvens af den slesvigholstenske Politik, man med eller mod sin Villie var slaaet ind paa ved at vælge Hertug Frederik til Konge. Man har i vore Dage baade fra dansk og slesvigholstensk Side stærkt fremhævet denne Traktat som et Skridt af gjennemgribende Betydning i slesvigholstenskRetning,ogteoretiskset er det rigtigt, men praktisk set, tager Sagen sig helt anderledes ud. Det var saa langt fra, at Slesvig ved Hertug Frederiks UdnævnelsetildanskKongevar bragt det danske Rige nærmere,atdettvertimodvar blevet endmere løsrevet derfra. Hertugdømmerne betragtedes som en Statsenhed for sig selv; det viste sig ved de Privilegier, som Kong Frederik strax efter sin Tronbestigelse paa ny udstedte for Hertugdommerne;detvardensamme Tanke, som var fremkommetvedDelingsprojektetmedKristiern 11. og hans Sen

Side 353

ved Lybækkermødet 1525, og som det danske Rigsraad var gaaet ind paa; det viste sig ved de i Kong Frederiks Tid sluttede, af Rigsraadet billigede, Traktater med fremmede Magter, f. Ex. i Traktaten med Hertug Albrecht af Preussen af 21 Juli 1532, og da navnlig i selve Traktaten med Lybækaf2Maj,hvori der findes Bestemmelser om, hvorledes Stridigheder mellem de tre kontraherende Parter, Kongeriget, Hertugdommerne og Lybæk, skulde bilægges i de ti Aar, Forbundet skulde vare; opkom der Strid mellem Danmark og Fyrstendømmerne, skulde hver af de to stridige Parter vælge to Opmænd fra Lybæk og Hamborg, som skulde afgjøreStridenvedMæglingeller Dom; paa samme Maade skulde al Strid mellom Danmarks Rige og Lybæk afgjøres ved 4 af Hertugdømmernes Raader, og mellem HertugdømmerneogLybækaf4 Medlemmer af det danske Rigsraad. Men dette var allerede en faktisk anerkjendt Ligeberettelse, og naar man nu ved Unionstraktaten gik det Skridt videre, at Kongeriget og Hertugdømmerne selv kom til at slutte en Traktat indbyrdes, saa var det kun en nødvendig Konsekvensaf,atmanikke i Tide havde sørget for at faa Tronfølgerspørgsmaalet afgjort, og.at man ikke vilde vælge en Konge strax. Hvad der var udsaaet i 1523, modnedes i Julidagene 1533. Man prisgav ikke Slesvig mere, end man faktisk allerede tidligere havde gjort, og naar man næste Aar, som man jo maatte vente vilde ske — thi at Wullenwever i Mellemtiden skulde fatte den dristige Tanke at rejse den fangne Konges Fane, var efter Ly bæks og Wullenwevers egen tidligere Holdning i Kong Kristierns Sag noget, som end ikke det mest skarpsynede Medlem af Rigsraadet kunde forudse — naar man altsaa næste Aar valgte en af Kong Frederiks, i Hertugdømmerne byldede Sønner, hvad enton det blev Hertug Hans eller Hertug

Side 354

Kristian, saa stod Sagen paa samme Punkt som i de tidligereoldenborgskeKongersDage.Det er saaledes meget uvist, om Rigsraadet bar haft en klar Forestilling om, at der ved Unionstraktaten foretoges noget nyt, hvorved Slesvig stilledes i et nyt Forhold til det danske Rige. Selv «BiskoppenafFyn»synesikke at se noget egentligt nyt heri, men hævder udtrykkelig, at Slesvig netop ifølge UnionstraktatenerkjendesforetLed af det danske Rige, hvilket HertugKristianikkehavdebenægtet, og hans Protest gjælder mere hele Fortidens slesvig holstenske Politik end selve Traktaten, og de Følger, som en fortsat slesvig-holstensk Politik kunde have for det danske Rige. Men i dette ØjeblikatbrydemedFortiden, kun have ført det danske Rige ud paa Glatis. Og desuden maa man erkjende, at et Unionsforhold til Hertugdømmerne i det Øjeblik ingenlundesyntessaafarligt,som det senere blev. Lige saa vist som en Personal-Union med Hertugdømmerne i vore Dage vilde have bragt hele det danske Rige i et fuldstændigt afhængigt Vasalforhold til det tydske Rige, lige saa liden Fare var der derfor i hin Tid. Dertil var det daværende tydske Kejserrige alt for svagt. Om end de tydske Fyrster først langt senere fik deres Souverænitet traktatmæssig anerkjendt,saavarededog i det Øjeblik næsten uafhængige. Det bedste Bevis herpaa er netop den paafølgende Greve - fejde, hvor Holstenere og Lybækkere, Meklenborgere og Nederlændere,alletilHobeKejser Karl stes Undersaatter, fejde mod hverandre, uden at Centralmagten kan forhindre det. Hertugdommernes tydske Aristokrati havde den danske Adel endnu baade Villie og Evne til at holde ude fra det egentlige Danmark — i Slesvig havde den allerede længe været afmægtig —; langt farligere for det danske Riges Uafhængighed og Nationalitet vare Hansestædernes tydske

Side 355

Kjebmænd og Pebersvonde, naar Norden først laa lænkehundenforLybæksFødder,og
det var Wullenwevers
Tanke.

Den 7 Juli vedtog Rigsraadet Udkastet til Unionstraktaten; man bestemte tillige at sende Gesandter til Hertug Kristian for at underhandle nærmere om Traktatens Ratifikation og tillige at sende Sendebud til den nederlandske Regjering for i Forening med Melchior Ranzov at underhandle videre paa det givne Grundlag. Om man imidlertid har besluttet dette samtidig med Unionstraktatens Vedtagelse, eller om man endnu har udsat den endelige Bestemmelse herom i nogen Tid, er noget tvivlsomt. At der efter Vedtagelsen af Unionstraktaten og efter at Hertug Kristians Underhandlinger med det burgundiske Hof allerede vare saa vidt fremskredne, ikke kunde være Tale om en übetinget Vedtagelse af Lybækkertraktaten af 2 Maj, der forudsatte et treenigt Forbund mellem Kongerigerne, Hertugdømmerne og Lyb&kkerne med de vendiske Stæder, var utvivlsomt; men man frygtede for at tage en endelig Bestemmelse — og udsatte den endnu i nogle Dage for imidlertid med fornyet Kraft at kaste sig over sine mange «Præstesager» og for at gjøre Unionstraktatens Bestemmelser saa uskadelige som muligt overfor Rigets indre Anliggender i den kongeløse Tid. Vi skulle da nu se, hvad Rigsraadet havde brugt Tiden til mellem den Iste Juli, da Unionstraktaten er dateret, og den 7de Juli, da Raadet endelig vedtog den *).

1) Af den som Tillæg meddelte Fortegnelse over de af Rigsraadet udstedte Breve synes at fremgaa, at de egentlige Forhandlinger om Valget mellem Hurguud og Ljbæk maa være foregaaede efter den 7 Juli, rimeligst i Dagene mellem 10 og 13 Juli, da man ellers ikke sporer den mindste Virksomhed fra Raadets Side.

Side 356

IV. Recesserne af 3die og 4de Juli. Rigets Retsforfatning. Indset telse af Stiflsdomstole. Disses Indretning i ældre Tid.

Ved Rigsraadets Resolution, der afgaves omtrent den 24 Juni, skulde man tro, at Religionssagen var bragt godt og vel ud af Forhandlingerne, saa at der kun stod tilbage at lade en Skriver tegne det hele op paa Papir eller Pergament og saa at sætte sit Segl under. Men da dette sidste skulde ske, viste det sig, at der var foretaget saa væsentlige Forandringer deri, at Aanden og Tonen var bleven helt forandret. Inden det nærmere undersøges, hvorledes dette var gaaet til, maa vi først undersøge de foretagne Forandringer.

I Eigsraadets Svar paa Propositionen hed det, som vi tidligere have set, at de Brøst og Mangler, som vare skete mod Odense Reces, skulde reformeres «efter det Brevs Lydelse,som nu er forrammet derom«. Dette Brev forelagdesRigsraadet til Besegling den 3 Juli, bekjendt under Navnet af den Iste Reces fra Herredagen. — Indledningener holdt i en stærk hierarkisk Tone. Det kundgjøresfor alle og enhver, at Rigsraadet er forsamlet for at nedlægge den Tvedragt, som desværre har været i Riget i nogle Aar, og igjen indføre et godt kristeligt Regimente, Ordinans og Skikkelse efter et kristeligt Skjel, Lov og Retfærdighed.Bisperne og Prælaterne havde da .klaget over, at den «Kontrakt og Reces«, som var indgaaet i Odense 1527, ikke var bleven holdt i alle dens Punkter; de havde da krævet deres Brev og Besegling tilbage paa nogle Punkter om Jurisdiktionen, som da blev givet Kronen og Adlen. For at forebygge Tvedragt var Raadet da, »alle

Side 357

samdrægteligen», blevet enigt om, at Odense Eeces i alle
dens Punkter skulde holdes übrødelig af Raadet, Adlen og
alle Rigets Indbyggere.

Efter at man saaledes havde kundgjort for Alverden, at der havde været stor Uenighed i Raadet — noget, som rigtignok alle vidste, men som dog tager sig underlig ud i en offentlig Kundgjørelse — gaar man over til de enkelte Punkter, som Raadet «endrægtelig» havde samtykket og som skulde übrødelig holdes af alle i Kraft af dette Brev: men heri viser sig netop højst mærkelige Afvigelser fra, hvad Raadet i sin Resolution bevislig var gaaet ind paa.

Først nævnes det Tilsagn, som Biskopperne havde givet om «at skikke og have sig efter deres biskoppelige Embede, som Gud haver dennem tilføjet"; men medens der i Resolutionen blot i Almindelighed tilføjes: «sorn gode kristne Prælater have gjort før dem», uden videre Tillæg, er det blevet forandret til: «som andre gode Biskopper før dem udi Danmark gjort have, om de ville nyde og opbæregejstligRente». Hvis disse sidste Ord ikke tilfældigvisereudfaldne af den Redaktion af Rigsraadets Resolution,somvi nu have, er det rigtignok at give RigsraadetsSvaren mærkelig Udvidelse; thi herved truedes jo de Biskopper, som ikke røgtede deres Embede forsvarligt efter gammel Skik, med Afsættelse eller i al Fald med at berøves deres Indtægter. Hvortil det hele sigter, er noget dunkelt; man kunde ved første øjekast fristes til heri at se en betænkelig Trusel mod «Amfibierne», f. Ex. Joachim Rønnov og Knud Gyldenstjerne; men da samme Artikel findes i den anden Reces af 4 Juli, men der med en anden mærkelig Tilføjelse, som kun kan tilskrives den verdslige Adels Indflydelse, er det vel rimeligst, at denne Trusel hidrorerfrasamme

Side 358

rorerfrasammeKant og nærmest er at anse for en Tilbagevisning fra den verdslige Adels Side af BiskoppernesOvergrebi verdslig Henseende. — En anden endnu storre og langt betænkeligere Udvidelse fik Slutningen at samme Artikkel om Præsternes Beskikkelse, hvorvedheleAanden i dette Punkt blev fuldstændigt forandret,idetdet er kommet til at lyde, at «hver Biskopisit Stift skal alene have Fuldmagt til at skikke Præster og Prædikere, som skulle opholde Messer og Gudstjeneste efter kristelig Skik og lære deres Sognefolk at leve efter det hellige Evangelium«; men medens Svaret tilføjer: »'indtil menige Kristendoms Kaad gjør anden Skikkelsederpaa»,udelades disse Ord, og i Stedet derfor sættes, at Præsterne i saa Henseende ikke maa «anse Frygt, Fare eller noget Menneskes Vild, som kan drage dem derfra, men skulle heri gjøre, som de ville svare for Gud». — Ingen af Adel, Kjobstadmænd eller Almue maa derfor selv tage sig nogen Sognepræst eller Prædiker. Kronen, Adlen olier hvem der ellers har Patronatsret, maa nok beholde den, men de Personer, de præsentere, skulle indsættes af Stiftets Biskop. «Gjør nogen herimod, skal han stande til liette for Danmarks Riges Kaad • som den, der ikke vil holde Danmarks Riges Raads Skikkelse, og den Præst, som handler herimod, skal straffes som den, der bruger Vold. Tiltager nogen sig at skikke Sognepræst eller Prædikeranderledesend med Bispens Samtykke, skal han derfor forfølges til Tinge og straffes for Vold efter Loven. Er nogen Sognepræst saa uduelig eller uskikkelig i Levned eller Vilkaar baade paa Verdens og Sjælens Vegne, at Almuen ikke kan nojes med ham, skulle de give Stiftets Biskop det til Kjende, og han skal da være forpligtet til at skikke dem en duelig

Side 359

Præst, «som kan lære dem Guds Ord og deres Sjæls Salighed«').

Kunde disse Bestemmelser føres igjennem i Livet, var det ude med al fri evangelisk Prædiken her i Landet. Frederik den førstes Bestemmelse i Ordinansen af 1530 om Ordets frie Forkyndelse var derved skudt til Side. De kongelige Beskærmelsesbreve havde tabt deres Magt; enhver, der prædikede Evangeliet i Kraft af dem, kunde nu frygte for at drages for Bispernes Domstol, og de, der havde «beskikket" en Prædiker, kunde frygte for at drages for de verdslige Domstole²); ja selv de Adelsmænd, der holdt Huskapellaner, kunde frygte for at blive dragne til Ansvar, Mogens Gøje ikke mindst; hans Kapellaner havde spillet en ret betydelig Rolle ved flere Lejligheder³). — Det var saaledes i stærk hierarkisk Aand lagt helt i BispernesHaand at afgjare Religionssagen. Enhver Biskop i sit Stift havde det i sin Magt at bringe Evangeliet til helt at forstumme. Men paa den anden Side maa det ikke lades ude af Syne, at Biskopperne ved Recessen af 3 Juli ikke i den Grad som efter Rigsraadets Svar strængt forpligtedesig til at ansætte katholske Præster. Karakteristisker det i denne Henseende, at af Resolutionens Udtryk: »efter den gamle gode kristelige Skik, som i Kristendommenhidtil været haver«, ere de udhævede Ord ude - ladte, ligesom ogsaa Tilføjelsen om, at det gamle skulde bestaa indtil et almindeligt Konciliums Afgjorelse. Prælaternefik derved friere Hænder med Hensyn til Kirkelæren.

1) Recessen af 3 Juli meddeles som Tillseg 17.

2) Betydningen af Recessens Straffebestemmelser ville blive omtalte i Anledning af Hans Tavsens Sag.

1) Om Mogens Gøjcs Huskapellaner (Peder Tomesen, Niels Kristiernsen) henvises til Ny kirkehist. Saml. 5, 559 og 792.

Side 360

Ved et dristigt Kup var saaledes i dette Punkt Rigsraadets Beslutning bleven fuldstændigt forandret. Fra etForseg fra det rent katbolske Partis Side paa at binde Hænderne paa Biskopperne selv, uden at det i dette af Midterpartiet frembragte Kompromis var lykkedes at hindre den evangeliskeLære helt og holdent, var nu hele Myndigheden lagt i Biskoppens Haand, men saaledes, at det forbeholdtes ham at tilmaale Ordets Forkyndelse efter hans eget Forgodtbefindende.

I det næste Punkt, om Tienden, bekræftes Odense Kecesses Bestemmelser herom; men tillige fastsættes Straffebestemmelserfor de gjenstridige, idet der, naar Tvistemaal finder Sted, skal med skjellige Mænd ransages efter, om dei' er tiendet retfærdigt; findes nogen Skyld, skal der strafles som over dem, «der dølge paa noget Gods». De, som forsvaredem, der ikke yde Tienden retfærdigt, «som ske kunde for Trætte og Uvillie, som enten Biskoppen eller Præsten eller dem imellem er eller komme kan», skulle tiltalessom de, der ikke ville holde Brev og Segl og foragte Danmarks Riges Raads Skikkelse. Opkommer der nogen Trætte, skal hver Mand tale sig til Rette efter Loven og ikke egenmægtigt omkaste det bestaaende, indtil Guds Lov kan komme til sin Ret, og indtil en kristelig Skikkelse er gjort. — S trænge Straffebestemmelser vare saaledes indsatte baade mod de ulydige Bønder og mod de Adelsmænd, som toge dem i Beskyttelse — om Adlens egen Tiendepligt af dens Sædegaarde er der lige saa lidt Tale som i Odense Reces —, og at dette ikke var en tom Trusel, men atßigsraadetvirkelig havde i Sinde at gjennemføre denne Bestemmelse,fremgaar af de i denne Anledning af Rigsraadet udstedteBreve. Allerede under 29 Juni var der udgaaet

Side 361

Breve til Almuen i de forskjellige Stifter, hvori det kundgjordes,at Rigsraadet havde «endrægtig» besluttet, at den hellige Kirke altid herefter skal nyde sin Tiende efter Odense Reces, hvorfor det befales, at Almuen skal yde baade Kirke-, Bispe-, og Præstetienden redelig, da de ellers ville blive straffede som de, «der ej ville lyde Raadets Brev«. Men langt strængere lyde Ordene i et samme Dag som Recessen(3 Juli) til Lensmændene udstedt Brev, hvori Raadet «strængelig byder« disse, naar Klager forebringes dem om Almuens Uvillighed til at tiende retfærdigt, da at fare til vedkommendes Gaard, opkaste hans Lader og undersøge, om han har tiendet retfærdigt; hvor saa ej findes, skal Lensmanden paa Raadets Vegne have Fuldmagt til at straffe den Skyldige «som for andet Tyveri». Disse strængere Bestemmelser mod Almuen, hvorved enhver ordentligRetsforfølgelse udelukkedes, og hvorefter den skyldigehavde sin Hals og Hovedlod forbrudt, naar Beløbet var af en halv Marks Værdi eller mere, synes saaledes at være indkomne senere, hvorimod den oprindelige Bestemmelse om, at den skyldige skulde straffes som den, «der vore Breve ej lyde vil», i Recessen er indsat som Trusel mod de Adelsmænd, som tage Almuen i Beskyttelse. Men om alle nu vilde sætte deres Segl under, vil det følgende vise^l).

Umiddelbart derefter følger i Recessen en Bestemmelse om, at Sognedegnene skulle beholde deres «skjellige Rente«; hvor der trættes herom, skal Lensmanden og Officialenforlige Parterne. Om denne Bestemmelse allerede

1) Om Brevene til Lensmændene henvises til Tillæg¹ 16. — Jydske Lov 2,97.

Side 362

fandtes i «det berammede Brev», eller senere er indsat, er
nu vanskeligt at afgjøre.

Det følgende Punkt i Recessen omhandler, hvorledes der skal forholdes med Kirkegodset. — Rigsraadets Eesolution indeholdt kun den Bestemmelse, at alt det Gods, som var taget fra Gejstligheden uden Lov og Dom, skulde gives tilbage; den, der mente at have nogen Ret dertil, skulde søge retslig Afgjørelse. — Recessen indeholder først en almindelig Bekræftelse paa alt kirkeligt Gods efter Kong Valdemars Lov og Odense Reces, dog paa saadant Vilkaar, at de Messer og den Gudstjeneste, som Godset er bestemt til, holdes ved Magt¹), og at den Skikkelse, som gjordes paa Nyborg Herredag (1528) om Kirkejorder, skal vedblive at gjælde 2). — Derefter følger Bestemmelsen om, at alt det fra Kirken tagne Gods skal gives tilbage «uden ydermere Skudsmaal eller Forhalings «hvo der vil have Gods, vinde sig det til efter Loven«; «hvo anderledes herefter gjør, skal forfølges for Vold og bøde derfor som vedbør * 3).

Artiklerne om Viborg Domkirkes Restitution og om Herreklostrene, Jomfruklostrene og Tiggerklostrene,om Helliggejsthuse og Sognekirker optogesefter Raadets Resolution, dog med den Forskjel, at Bestemmelsen om, at den, der i Mellemtiden mellem denne og den følgende Herredag næste Aar, da Spørgsmaalet om de nedbrudte Tiggerklostres Restitution skulde endelig ordnes,

1) Samme Dag- (3 Juli) afsagde Rigsraadet en Dom. hvorved Alterpræsten Hr. Henning ved Guds Legems Alter i St. Mikkels Kirke i Slagelse kjeudes pligtig at gjenopføre det nedbrudte Alter, og hvorved der frakjendes Adelsmanden Otte Tegenhus Eet til at inddrage en Gaard, hans Forældre havde givet hertil for Sjælemesser. (Se Tillægene under 3 Juli).

2) Se Brevet om de jordegne Bøndergaarde i Ny dske Mag 5, 312.

3) Ny dske Mag. 2,212 og 214.

Side 363

forgreb sig paa Tiggerklostrene, skal staa Rigsraadet til Ansvar,* er udeladt (hvilket det dog neppe var nødvendigtat tilføje ifølge Eecessens Slutningsord, men faldt af sig selv), og at ligeledes Bestemmelsen om, at de Forstanderefor Jomfruklostrene, som ikke opfyldte deres Pligt, skulde have forbrudt Klostrene, er forandrettil det svagere «saa fremt de ej derfor ville stande til Rette«. I den Henseende er Udtrykket i Recessen altsaa blevet betydeligt formildet, og man havde i saa Henseende opnaaet meget lidt i Sammenligning med Propositionens stærke Fordring, at al verdslig Forlening af Herre- og Jomfruklostre strax skulde ophøre. Men, som ovenfor berørt, hvor kunde Prælaterne ogsaa nogensinde have ventet at sætte denne Bestemmelse igjennem, der stred aldelesmod deres katholske Venners verdslige Interesse? Fire Dage efter gav ogsaa hele det katholske Rigsraad — det protestantiske Mindretal har derimod af Grunde, vi senere skulle omtale, ikke sat deres Segl under — Hr. Anders Bilde Livsbrev paa Dalby Kloster i Skaane ').

De øvrige Artikler i Recessen af 3 Juli omtales ikke i Rigsraadets Resolution, men have maaske været indbefattede i det foreløbigt «berammede Brev». 1) Alle Sjælegaver og Testamenter til Præster eller Sognekirker, som ikke gives mod Loven, skulle ikke formenes dem af nogen; «dog skal ingen trænges til at give mere, end Gud skyder ham i Hu." —2) Universitetet skal atter oprettes «til det hellige Evangeliums, Guds Ords og Kristendommens Opholdelse». Lige saa skulle andre Skoler, navnlig Domskolerne,holdes ved Magt, hvor Børn og unge Personer kunne opdrages i «retsindig« Lærdom. — At det var af

1) Tillæg 22.

Side 364

Vigtighed for Prælaterne, at det katholsksindede Universitet gjenop rettedes, især efter at man havde maattet love at sørge for dueligere Præster, er en Selvfølge. Det var ogsaa det eneste Middel til at modvirke de evangeliske Højskoler (Præsteskoler) i Malmø og Viborg, hvis Existens forøvrigt truedes ved Kecessens Bestemmelser; thi ogsaa disse grundedesig jo paa kgl. Beskærmelsesbreve 1).

Recessen ender med en højtidelig Forpligtelse af Eaadets Medlemmer, gejstlige og verdslige, om at ville holde dette deres aabne Brev i alle dets Punkter og Artikler, og hvis nogen vilde djærves voldeligen derimod at gjøre, da at straffe ham efter Loven.

Baade i Begyndelsen og Slutningen fremtræder Brevet saaledes som en højtidelig, mellem to stridige Parter indgaaet Kontrakt, som begge Parter ere pligtige at holde, men ikke som en til Folkets Efterlevelse udstedt Forordning, saa at det kun meget uegentlig kan kaldes «en Reces». Men det blev da et Spørgsmaal, om alle Raadets Medlemmer, trods den Endrægtighed, som paaberaabes i Begyndelsen, og trods de 37 Navne, som Skriveren har indført i Begyndelsen, efter de væsentlige Forandringer, der vare indførte deri, efter at Eaadets Resolution var afgivet, vilde føle sig bundne til at sætte deres Segl under og saaledes vedkjende sig den indgaaede Kontrakt. Inden vi gaa over til Betragtningen af denne Side af Sagen, bliver det dog nødvendigt nærmere at undersøge Indholdet af den saakaldte anden Reces, som Raadet udstedte Dagen efter (4 Juli), og som staar i meget nøje Forhold til den første.

1) Om Præsteskolen i Viborg bestod endnu, efter at dens Stifter Jørgen Sadoliu var kaldet til Odense, er dog tvivlsomt; smlgn. Rørdam, M. J. Sadolin S. 10. Dog turde muligvis hans Medhjælper, Broder Tøger Jensen, have fortsat den.

Side 365

Recessen af 4 Juli fremtræder strax i Indledningen som en Kundgjørelse for Folket om Eaadets Beslutningeri det hele taget, og ender derfor ogsaa med et Bud om, <-at alle dens Punkter og Artikler skulle holdes übrødeligen»,altsaa af alle. Den slutter sig neje til Raadets Resolution og indeholder derfor adskilligt mere end det den foregaaende Dag udstedte Brev, der kun angik Religionssagen.Den er at betragte som den egentlige af Raadet udstedte, for Folket kundgjorte Reces, med Anvisning om, hvorledes Raadet som Landets lovlige Regjering i den kongeløseTid vilde styre dette i kirkelig og retslig Henseend e¹). — Det kundgjøres derfor for alle, at da en Konge «for adskillige redelige Aarsagers Skyld« ikke for Tiden kan kaares, hænger Regimentet indtil videre hos Raadet, som da har besluttet at gjøre en god kristelig Skikkelsei Riget for at forebygge al Uenighed. Raadet har da for det første besluttet, at Odense «Kontrakt og Reces» skal holdes i alle sine Punkter. Hele Motiveringen heraf er taget saa godt som ordret ud af Raadets Resolution, hele den lange Snak om Uenigheden i Raadet, som fandtes i Brevet af 3 Juli, men som aabenbart heller ikke passede i et Lovbud, er helt forbigaaet. Ogsaa selve BeslutningensOrdlyd stemmer aldeles overens med Resolutionen,dog med én mærkelig Forandring til Slutning, idet den er kommen til at lyde: «og hvad Brøst Rigens Prælater og Gejstlighed er sket mod Reces, Brev og Besegling nu

1) Betegnende i denne Henseende er den samtidige Paaskrift, som Recessen af4Juli har paa Originaldokumentet: "Dan. Riiges breff oc samtycke paa then Recess, som giort war udj Otthennsze anno 27« (Tillæg 18); Recessen af 3 Juli kaldes paa Originaldokumentet: «Then recess, som gick mellom Prelatherne och Dan. Raadt werdzlighe wdj Kiøbnehaffn» (Tillæg 17).

Side 366

udi nogle Aar forleden, skal reformeres og skikkes efter— >- nu skulde man overensstemmende med Kesolutionens Ytring: «det nu berammede Brev«, have ventet: «efter det derom (under 3 Juli) udstedte Brev», men i dets Sted er der sat: »efter forskrevne Odense Recesses Lydelse"¹).

Dette er en bestemt Forandring af Udtrykket af en meget betænkelig Art; thi derved er selve Odense Reces i alle Henseender lagt til Grund, og alt, hvad der ikke fandtes i den, maa med det samme anses for ugyldigt. Og dog forbavses man over, at det den foregaaende Dag udstedteBrev slet ikke paaberaabes, siden dette dog indeholdt de nærmere Bestemmelser om de Brøst og Mangler, som skulde reformeres, og de Straffebestemmelser, Overtræderne skulde hjemfalde til. Det er, som om man vilde holde denne indbyrdes Overenskomst hemmelig for sig selv -). Og hvad vil det saa egentlig sige, at alt, hvad der i nogle Aar er sket «i anden Maade mod Reces, Brev og Besegling-, skal reformeres efter Odense Recesses Lydelse? Er derved den kjebenhavnske, af Rigsraadet vedtagne og beseglede Ordinans af 1530 om den frie Prædiken afskaffet eller ikke? At dette ikke var Tilfældet, var i al Fald en Fortolkning, som kunde gjøres gjældende, siden denne Bestemmelse ikke stred mod Brev og Besegling; men saa kan dette Punkt i Recessen af 4 Juli egentlig ikke bringes i Samklang med den Dagen fer afsluttede Kontrakts Bestemmelse om, at Bisperne alene

1) Ny elske Mag-. 2,201; Rosenvinge GI. dske Love 4, 151-52.

2) Smlgn. Hans Refs mærkelige Ytringer til Erkebiskop Olaf, om ikke «at lade hver Mand se« Bestemmelserne i Recessen af 3 Juli, i Tillæg 43. — Først i de sidste Dage af Aaret sendte Tyge Krabbe som Rigets Marsk en Kopi af Recessen af 3 Juli til Malmøs Raad for at gjøre dem bekjendte med Indholdet («aus guter Meinung- uns solches entdecke«). Danske Samlinger 1, 374. 382.

Side 367

skulle beskikke Præster. Det er et nyt Bevis paa, hvor uklart man i hine Dage affattede Lovbestemmelser, her som i alle Unionstraktaterne, saa at man tilsidst neppe nokvidste,hvad der var Lov og Eet i Landet.

Den anden Artikkel i Recessen af 4 Juli, om Biskoppernes og Prælaternes Opførsel, er ligeledes optagen efter Rigsraadets Resolution, med samme Tilføjelse som i Kontrakten af 3 Juli: «om de ville nyde deres gejstlige Rente». Derimod er hele den lange Slutning om Præsternes Enebeskikkelse af Biskopperne, samt hele den øvrige Del af Recessen af 3 Juli, helt udeladt, formodentlig vel altsaa, fordi man ansaa alt dette for medind befattet i Bestemmelsen om, at alt skulde ændres efter Odense Recesses Lydelse, eller betragtede det som rene Regjeringsforanstaltninger, der egentlig kun vedkom Raadcts Medlemmer og Embedsmændene. — Derimod er der tilføjet noget helt nyt, som slet ikke spores i Rigsraadets Resolution, i Recessens

3die Artikkel: «Skal- og ingen Biskop med Vold og Vælde overfalde nogen Riddersmandsmand, og heller ikke nogen af Adlen med Vold og Vælde overfalde nogen af Bisperne, men hver skal bruge Lov og Ret med hverandre, og hvilken der gjor noget Oprør eller Forsamling mod den anden, skal tilbørlig straffes derfor efter Loven«.

Hvorledes denne Artikkel er kommet ind, vides ikke: den følger umiddelbart efter Ordene om, hvorledes Biskopperneskulle skikke sig efter deres biskoppelige Embede, og fremtræder nærmest som en yderligere Udvikling heraf og synes saaledes ifølge hele sin Form at være en Forpligtelse, der er kommet ind paa Grund af Biskoppernes Overgreb og paa Adlens Fordring. — I og for sig synes Sagen at falde afsig selv men at det var nødvendigt at sætte en saadan Forsikring

Side 368

ind i en Reces, viser, til hvilke Yderligheder det spændte Forhold mellem de myndige Prælater og Adlen var naaet under Reformationstidens Kampe. Stærke ere ogsaa de Beskyldninger, som senere, da Biskopperne vare styrtede, lyde mod dem i denne Henseende fra det sejrrige Partis Side. «Hver Mand i Riget, og besynderligen Adlen og Ridderskabet, som have Gods iblandt deres Gods, er vel vidende, hvilket ulideligt Tyranni og ufordragelig Handel Biskopperne bruge imod Adlen, Borgere og Bender, om de komme i nogen nabolig Trætte eller Uvillie mod dem, med Dødsslag, Bordag og Saarelse, jage dem fra Herredsting og Ret og ingen Dom ville lide eller fuld°jøre» (osv.). Saaledeslyde Ordene i Kong Kristians Klagemaal imod Biskopperne;navnlig sigtes her til Joachim Rønnov, der i en Strid med Holger Rosenkrans lod dennes Skriver myrde paa Bjerge Ting, og flere andre lignende Beskyldninger rejses dels mod Rønnov og dels mod Jver Munk i Ribe, skjønt de nærmere Omstændigheder ved disse Sager ere ukjendte¹). Det er sandsynligvis disse og maaske flere lignendeTilfælde, der have hidført denne Artikkels Indsættelse, men det er da klart, at denne Tilføjelse, som slet ikke spores i Rigsraadets Resolution, ikke kan hidrøre fra Biskopperneselv, men maa skyldes bestemte Forhandlinger paa et noget senere Stadium -af Herredagen, men som vi nu ikke længere have Efterretninger om.

De øvrige Bestemmelser i Recessen af 4 Juli angaa navnlig Retstilstanden i Riget; men da der ogsaa heri spores stærke Forsøg fra Biskoppernes Side paa at drage hele den øvre Retspleje over til sig, afhandles de mest passende paa dette Sted.

1) Ny aske Mag. 3,13; 19; 26. (Rordams Udg. 160; 171; 186).

Side 369

I Propositionen opfordredes Raadet til at serge for, at der skikkedes hver Mand Lov og Ret over hele Riget: alle Sager skulde først høres til Herredsting og Landsting: kunde man der ikke vederfares Lov og Ret, skulde Sagerne indstævnes for det Retterting, som Biskoppen i hvert Stift med nogle Rigsraader og nogle af de bedste gode Mænd i Stiftet skulde sidde paa visse Tider af Aaret, «som tilfornplejede at ske af gammel Tid i andre Herrers og KongersTid». Var nogen Sag Biskoppen og hans Bisiddere for svær, skulde den indsættes for Rigsraadet paa første almindelige Herredag. De Fogeder, som ikke vilde dømme retfærdigt, skulde strax afsættes 1). Overensstemmende med Rigsraadets Svar bestemmes da i Recessen, at Lensmændene skulle indsætte «gode retfærdige Mænd» til Herredsfogeder, som skulle dømme i alle Sager, som henhøre under Herredstinget, uden lang Forhaling, og som skulle give deres Dom beskreven, som de ville forsvare for Gud og være bekjendte for Danmarks Riges Raad, etPaalæg, der synes atligge saa nær, at der ikke kunde være nogen Tvivl herom, og dog fandtesingen Bestemmelse om Dommenes skriftlige Affattelse før i Kristiern den andens Love; i Frederik Istes Haandfæstningfattes den atter, men optoges nu igjen og kom ligeledesind i Kristian 3dies Love²). — Herredsfogederne maa ikke lade sig forhindre af Kronens Lensmænd i at dømme retfærdigt uden al Vild (Gunst); gjør nogen herimod, skal han afsættes og tilbørlig straffes, — en Bestemmelse, der viser, hvor mislig de bondefødte, af Lensmanden indsatte Herredsfogeders Stilling allerede nu begyndte at blive, et Forhold, som senere, da Herredsfogederne næsten udelukkendetoges

1) Ny dske Mag. 2,208.

2) Kristiern 2 gejstlige Lov cap. 39; Kr. 3 kbhvn. Reces 1537. cap. 17—18.

Side 370

kendetogesblandt Kronens Fæstebønder, blev endnu vanskeligere1). — Er nogen Sag Herredsfogeden for svær, saa han ikke trøster sig til at dømme retfærdigt, skal lmn indsætte den for Landstinget. For LandsdommerensVedkommende fastsættes derpaa det samme som for Herredsfogeden: dømmer han uretfærdigt, skal han afsættes og (som Adelsmand) stande til Rette for Rigsraadet; er nogen Sag Landsdommeren for svær, skal han indsætte den for Rigsraadet med Undtagelse af de Jorddele, som efter Loven skal forfølges for Herredsting og Landsting og ind for Rigens Kansler med Rigens Ret. — Derpaa tilføjes: «Skal og hver Biskop i sit Stift med Rigens Raad og gode Mænd i samme Stift tvende Gange om Aaret sidde Retterting og skikke hver Mand der i Stiftet, som kommer for dem, Lov, Skjel og Ret« -).

Der var aabenbart i Propositionen en Bestræbelse efter at fastslaa bestemte Stiftsdomstole med hver Biskop i Spidsen, med udstrakt Myndighed til at dømme som kongelige Retterting, hvortil Sagerne fra Landstingene skulde indankes, men som Rigsraadet ikke ganske har villet gaa ind paa, idet Raadet hævder, at Landstingene skulle indsætte Sagerne umiddelbart for Rigsraadet, da Biskopperne ellers vilde faa en højst vigtig Indflydelse paa den verdslige Retspleje med betydelig Indskrænkning i selve Kongens og Rigsraadets dømmende Myndighed. Biskopperne have selv indstillet sig for Historiens Domstol; det bliver da nødvendigt at følge Forholdets Udvikling i ufremfarne Herrers og Kongers Tid« for at se, hvorvidt de have Ret i deres Paastand, at saadanne Bisperetter vare en god gammel Skik.

1) Om Henedsfogedernes Stilling paa denne Tid henvises til Jydsk topogr. Selskabs Samlinger 2,340; 357.

2) Ny dske Mag. 2,214; Rosenvinge, GI. dske Love 4,152—53.

Side 371

»Kongens Retterting» havde i Middelalderen uddannet sig til en folkelig og yndet Domstol, hvor den menige Mand lettere kunde vente at finde Retfærdighed end ved de almindelige Domstole, som under Stormandsvældens Udvikling snart kom i større Afhængighed af Adel og Gejstlighed '). At denne Domstol i ældre Tid ogsaa har dømt i første Instans, synes utvivlsomt. Saa snart Haandfæstningernes Tid begynder, træffer man ogsaa strax Bestemmelser herimod. Allerede i Erik Glippings Haandfæstning af 29 Juli 1282 forbydes det at opnaa kongelige Breve mod nogen, med mindre Sagen først har været for de almindelige Ting²). I Kristoffer 2dens Haandfæstning fastslaas udtrykkelig, at ingen maa stævnes umiddelbart (immediate) for Kongens Retterting; Sagerne skulle først paadømmes ved Herredsting, derpaa ved Landsting; er man ikke tilfreds med Landstingets Afgjørelse, kan Sagen stævnes for Kongen; har man ikke der fundet Retfærdighed, kan den indankes for det almindelige Danehof. Det fastsættes tillige, at ingen maa stævnes for Kongens Retterting udenfor sin Landsdel (extra terminum suæ terræ), og at der skal dømmes efter vedkommende Landsdels Love. Allerede Valdemar Eriksøns Haandfæstning af 1326 føjer til, at naar Kongen lader sit Retterting holde, skal han til Bisiddere indsætte Mænd fra vedkommende Landsdel, som ere kyndige i denne Landsdels Lov og Ret.

Her var saaledes fastslaaet fire Instanser for Retsplejen,
idet Danehoffet som. den almindelige Rigsdag blev

1) J. E. Larsen: Om de danske Kongers personlige Deltagelse i Retsplejen, Historisk Tidskritt 1, 344 ff.

2) «Nisi causa prius fuerit in placito (Variant: in placitis, dansk Oversættelse: aa sine ting-) ventilata et discussa». Geh. Ark Aarsberetn. 11, 5.

Side 372

Rigets øverste Domstol, medens Kongens Retterting var blevet 3die Instans. Hvorvidt dette har holdt sig i den følgende Tid, er uvist. I Valdemar Atterdags foreløbige Bn-v af 6te Januar 1341 og i hans Haandfæstning af 1360 saa vel som i Kong Olufs Haandsfæstning af 3 Maj 137C> mangler Bestemmelsen om, at Sagerne først skulle paadommespaa Herreds- og Landstingene, saa at man herefterskulde tro, at Kongerne nu igjen kunde dømme i første Instans paa deres Retterting, men paa den anden Side indeholdedisse Forskrivninger saa almindelige Bekræftelser paa Forgængernes Love og Privilegier, at Bestemmelsen derimod muligt kan skjule sig derunder. Unions forholdene medførte imidlertid i dette Forhold som i saa mange andre væsentligeForandringer. Danehoffets Plads indtoges af Rigsraadsmodereller Herredage; Kongens Retterting, hvor Kongen dømte i Forening med det samlede Raad eller med et Udvalgaf Raadet, blev saaledes af sig selv øverste Instans. Men samtidig dermed udviklede sig atter en Slags DomstoJ. idet Kongernes hyppige Fraværelse i de forskjellige Lande medførte, at de jævnligere end tidligere maatte lade andre sidde Retterting i deres Sted.

At Kongerne ikke altid kunde være personlig tilstede paa Rettertingene, var naturligt; i ældre Tider paahvilede denne Forretning da navnlig Drosten eller Marsken som KongensStedfortræde r¹), og at Kongerne i enkelte Tilfælde ogsaa have brugt andre betroede Mænd til at sidde Rettertingpaa deres Vegne, navnlig-Biskopperne, er der tidligtSpor til'-). I og for sig var dette ganske naturligt, da Biskopperne i Forvejen havde en vigtig gejstlig Jurisdiktion

1) Valdemar Atterdags Hdf. af 1360, Art. 18; Koug Olufs Art. 33.

2) Larsen, Hist. Tidsski-. 1,348 Kot.

Side 373

og i hine Tider vistnok i Reglen våre dem, der kjendte bedst til Lov og Ret; men den Fare laa nær, at Biskoppernesaaledes lidt efter lidt ved Siden af deres gejstlige Dommermagt tillige skulde faa en vigtig Indflydelse paa den verdslige Ret og muligt indskrænke Kongerne i Udøvelsen af et af deres vigtigste Hverv; navnlig vilde dette ske, om hver Biskop i sit Stift fik en saadan Rettighed én Gang for alle, ikke blot i enkelte Tilfælde eller specielle Sager.

Et af de første, om end kun svage Spor hertil findes allerede i den af Dronning Margrete i Aaret 1396 nedsatteRet, der skulde dømme om det Gods, som i de uroligeTider var kommet fra Kronen eller andre. I Spidsen for Retten staar Biskoppen af Sjælland som Kongens Kansler, »der sætter Embedsmænd i sit Sted», og den sammensættes af 6 Adelsmænd og 6 Bønder i Forening" med Landsdommerenog Biskoppen i hvert Stift; Retten skulde for Jyllands Vedkommende først sættes i Viborg første Søndag i Fasten, derpaa hver halve Maaned i de andre Sysler, indtil man kom hele Jylland rundt. Forøvrigt fremtræder Stiftets Biskop endnu ikke i denne Ret som Hovedperson; han er væsentlig tagen med «for at dømme paa Kirkens Vegne», som det udtrykkelig siges ienafde samtidige svenske Domme¹). Det hele var en halv svensk Indretning,svarende til de i Sverig bestaaende «Råfsting» og "Råttareting», af hvilke det første var «et kongeligt Landsting", der i det mindste skulde holdes en Gang aarligt i

1) Hvitfeld S. 606- fol. At den noget utydelige Bestemmelse om Rettens Sammensætning maa forstaas paa den ovenanførte Maade viser Sammenligningen med de tilsvarende i Sverig indsatte Retterting; smlgii. Hvitfeld S. 601, og de af Hvitfeld S. 607 og 614 indførte Domme; i Sverig træder Lagmanden i Landsdommerens

Side 374

hvert Landskab af Kongen selv eller hans Stedfortræder, og hvortil Nævnden toges af Landskabet, det sidste var «saa at sige et kongeligt Herredsting», hvortil Nævnden toges af Herredet og skulde bestaa halvt af Hovmænd og halvt af Bønder^l).

Under Erik af Pommern bliver det mere almindeligt,at Bisperne sidde Retterting paa Kongens Vegne²). Hans hyppige Fraværelse under de urolige Forhold har formodentligbidraget hertil, hvorfor det ogsaa senere var et af Rigsraadets Klagepunkter imod ham, at han ikke havde holdt «Hovedret» paa noget Danehof og der skikket hver Mand Lov og Ret, som han var pligtig³). Der føltes alleredenu en Trang til en fastere Ordning af dette Forhold, hvorfor det er meget betegnende, at det netop i Udkastet til den fornyede "Kalmarunion 1436 fastslaas, at de kongeligeEmbedsmænd, Drosten og Marsken, hver i sit Rige »skal have Magt til at styre over alle andre Dommere i alle Domme, som om Kongen selv var nær»; men dette Udkast fik som bekjendt aldrig Lovskraft⁴). Om der er truttet nærmere Bestemmelser om dette Forhold under Kristofferaf Bayern, er ukjendt, da man ikke kjender denne

1) Gejer, Svenska Folkets Historia, 1,306; 314._— Til den danske Rets Virksomhed findes flere Spor; saaledes sad Bisp Peder i Roskilde Retterting i Kjøge 21 Marts, i Næstved 3 April og i Slangerup 6 Maj 1397 og dømte i Jordegodssager. Dske. Mag. 4,300—301.

2) Saaledes sidder Erkebiskop Peder og 3 Adelsmænd Retterting i Helsingborg 1401, og i Aarene 1414, 1419 og 1425 sidder Biskop Jens Andersen i Roskilde med flere Retterting i Kalluudborg og Kjøbenhavn paa Kongens Vegne og efter hans Befaling, Hvitfeld S. 620, Dske. Mag. 1,367, 5,325. Dog maa man her lægge Mærke til, at Biskop Jens var Rigets øverste Kansler (Larsen, Hist. Tidsskr. 1,283).

3) Hvidtfeld S. 823; lignende Klager fra Sverig S. 781.

44 Geh. Ark. Aarsberetning 11, 33.

Side 375

Konges danske Haandfæstning. Heller ikke i Kristi ern den førstes kortfattede Haandfæstning findes endnu nogen Bestemmelse herom; men det var nødvendigt, at Sagen ordnedes paa en eller anden Maade, især nu, da Kongens Omraade, i det mindste til enkelte Tider, var saa stort som fra Finland og Nordkap indtil Elben. I Forliget med Hertugdømmerne i Ribe 1460 fastsættes derfor atter, at Hertugdømmernes Drost og Marsk skulle holde Ting; men i Forliget i Kiel samme Aar bestemmes, at Biskoppen i Slesvig i Kongens Fraværelse skal sidde Retterting i Slesvig, Biskoppen i Lybæk i Holsten *).

For Hertugdømmernes Vedkommende var der saaledes allerede nu fastslaaet en Slags «Stiftsdomstol» med Bispernei Spidsen. Men ogsaa i Kongeriget brugtes Biskoppernemeget i denne Konges Tid, selv til den verdslige Retspleje. At Biskop Jens i Aarhus tilligemed 7 Riddere og 5 Væbnere d. 8 Marts 1474 sidder Retterting i Vejle, altsaa uden for sit Stift, og afgjør et stridigt Retsspørgsmaal,beviser i og for sig mindre, da Kongen den Gang var fraværende paa sin Romerrejse -); men en bestemt Stiftsdomstol spores i Slutningen af denne Konges Tid i Børglum, idet Biskop Jep Fris, Provst Niels Stigsøn og Kannik Matthias Henriksøn sammesteds tillige med fire Adelsmænd d. 30 April 1481 paa Viborg Kapitels Forlangendeafgive en Kjendelse om, hvorvidt Inderster paa Læsø kunne være Sandemænd, med flere lignende Retsspørgsmaal.Læsø herte til Børglum Bispedømme, men ejedes -af Viborg Kapitel; det gjør derfor fuldstændig Indtryk af en vedvarende Domstol, som Kapitlet henvender sig til

1) Hvitfeldt S. 886; 888.

2) Rosenvinge, gi. Domme I, 13.

Side 376

i stridige Retsspørgsmaal, som angaa Kapitlets Birkeret paa Læse. Og selv om det skulde være »Biskop og Bygdemænd«,som afsige denne Kjendelse, der tildels angaar Sandemænd og deres Tog, vilde det afgive Vidnesbyrd om, hvilken betydelig Indflydelse Biskopperne havde faaet paa den verdslige Rettergang, og hvor nær det laa at udvide Bispernes Magt til hele den borgerlige Retspleje').

Hvad der saaledes ad en vis naturlig Vej havde arbejdetsig frem ifølge Tidens Udvikling, fik endelig retsligStadfæstelse ved Kong Hanses Haandfæstning af 1 Februar 1483: «Item skulle vi efter vore Raads Raad tilskikkegode Mænd af vort Raad, helst de retviseste og klogeste, at lade holde Retterting over alle Rigerne,og de samme skulle have Fuldmagt at ransage og domme om alle Kronens, Kirkens og Ridderskabets Gods og Ejendele, og der skal hver Biskop i sit Bispedømmevære en af de samme gode Mænd, eller en eller to af hans Kirkes Prælater, til at dømme Kirken eller hendes Personer noget til eller fra.» — Desuden fastsattes det, at naar Kongen drog fra et Rige til et andet, skulde han i sin Fraværelse tilskikke fire af Rigens Raad i det Rige til at skikke hver Mand Lov og Ret, dog at ingen derved droges fra Herredsting, Landsting eller Rigens Kansler-). — Mærkeligt nok kommer saaledes denne gamle

1) Aktstykke i Viborg Stiftsarkiv (Læsø). — 1470, Fredag efter Faste, sidder Erkebispen Retterting i Lund, men Kongen er her selv Klager (Dske. Mag. 1,267). — Noget forskjelligt er det ligeledes, naar Kongen indsætter en særlig Kommission i en særlig Sag; naar en saadan Kommission nedsættes ved Strid om gejstligt Gods, tages stadig flere Gejstlige med, navnlig vedkommende Biskopper; men Sagen paadønimes efter verdslig Ret, og Kommissionen »staar til Regnskab« for Kongen. (Flere Exempler herpaa i Viborg Stiftsarkiv).

1) Kong- Havses Bdf. Art. 18 og 38.

Side 377

Bestemmelse fra de tidligste Haandfæstninger atter ind,
samtidig med at der tilstræbes at give de højeste Domstole
en fastere Form.

At det er stiftsvis inddelte Retterting, som Kigsraadet har haft for Øje i Haandfæstningens 18de Artikkel, og at netop Hensynet til Kongens hyppige Fraværelse paa Grund af Unionsforholdene har gjort sig gjældende i denne fælles dansk-norske Haandfæstning, der ogsaa var bestemt til at gjælde for Sverig, synes utvivlsomt; men endnu ere Biskoppernekun tagne med for Kirkens Skyld, ligesom det udtrykkelig hed i den i Sverig af en lignende Domstol afsagteDom af 1397, som ovenfor er anført^l). Men var det Meningen, at der stiftsvis skulde indsættes saadanne Overdomstole,navnlig til at dømme i alle Ejendomsforhold, var Affattelsen af Artikkel 18 unægtelig uklar. Der stod strængt taget ikke udtrykkelig, at disse Mænd skulde have Fuldmagttil at dømme paa Kongens Vegne og i hans Fraværelse, saa at den Fortolkning, om end nødtvungent? maaske kunde gjøres gjældende, at selve det kongelige Retterting i Kongens egen Nærværelse skulde have en saadan Sammensætning. Saa meget er i ethvert Tilfælde vist, at Rigsraadet efter Kong Hanses Død udtrykkelig klagede over, «at den 18de Artikkel, at nogle af Rigens Raad skulde tilskikkes at sidde Retterting, ikke var holdt, og at der derfor var sket mange Riddersmændsmænd Uret baade paa Skove, Fiskeri og Jagt, og at Fogederne gave

1) I den kalmarske Reces af 7 Septbr. 1483, hvorved Haandfæstningen vedtoges for Sverig, lød Artiklen efter Hvitfelds Udtog S. 977: »Kongen skal lade holde Retterting aarlig i hvert Rige. og til de Retterting skal han lade skikke Bisper, Prælater og Rigens Raad at dømme Kirken .eller hendes Personer noget til eller fra efter Loven«.

Side 378

Herskabet med, at de selv skulde hore Sager for FaldsmaalsSkyld» *). Efter denne sidste Ytring skulde man nærmest antage, at Meningen med Artikkel 18 havde været at unddrage alle Sager, der angik Kronens, Adlens eller Kirkens Jordegods, fra Herredstingene og de lavere Instanser,men at Sagen er falden ved stiltiende Modstand fra Kongens Side, og derved var denne Bestræbelse fra Adlens Side paa at unddrage sig Herredstingene i Ejendomssageri Virkeligheden dødsdømt; thi at Herredstinget i de følgende Tider übestrideligt vedblev at være AdelsmandensVærneting ogsaa i Processer om Jord, derpaa afgiverethvert betydeligere Godsarkiv tilstrækkelige Vidnesbyrd. — Heller ikke er det let at paavise sikre Spor til saadanneDomstole under Kong Hans, hvorimod Kongen jævnlig selv sidder Retterting, og da synes det at have været almindeligtat tage en eller flere Prælater til Bisiddere i de Sager, der angik Kirkens eller dens Personers Gods -).

Var Artikkel 18 i Kong Hanses Haandfæstning bleven omgaaet, var det nødvendigt at give den en bestemtere Form i Kong Kristiern den andens Haandfæstning, hvor den kom til at lyde: <>Hver Biskop skal selvfjerde

1) Rigsraadets Besværing, al'trvkt hos Allen, 2,590.

2) F. Ex. Hiiberts Aktstykker til Aarhus I, Nr. 41; 42; 58. — 1494 dømmer Kong Hans paa Retterting i Viborg i Nærværelse af Bisperne i Børglum og Aarhus tillige med en Del verdslige Raader i eu Sag mellem Helligkors Alter i Viborg Domkirke og en Borger i Viborg (Dok. i Viborg Stiftsarkiv); 1503, 10 Februar, afgjør Kongen paa Retterting i Viborg i Forening med Bisperne i Viborg og Børglum og flere verdslige Raader en Strid mellem Viborg By og Kapitel om Viborg Mark (smsts.) — Ogsaa naar kgl. Kommissioner nedsættes om gejstlige Jordegodssager, tages gejstlige Mænd med; saaledes overdrager Kongen 1498 Biskoppen i Viborg med et Par verdslige Raader at undersøge og paakjende samme Sa-g (Dske. Mag. IV, 2, 264, Nr. 13, smlgn. Nr. J8). — Smlgn. Dske. Mag. IR. 6 Bd. 121 fif.

Side 379

med gode Mænd, som ham vorder tiiskikket af os og KigensRaad, sidde Retterting tvende Tider om Aaret i hans Stift og høre og rette de Sager og Brast, som der paa Færde ere, dog vor og Kronens Ret, som deriblandt falde kan, uforkrænket, og skulle de Fuldmagt have at dømme om alle de Sager, dem komme for, uden vi er selv personlig tilstede, dog at de ingen drage fra Herredsting, Landsting eller Rigens Kansler, uden de ville selv velvilligen give dem i Rette for dem, og kommer der nogen Sag, som nogen af de fire anrørendes er, da skulle de tage en anden i hans Sted igjen og skikke Ret i Sagen« *).

Endelig syntes Maalet naaet; endelig var der fastslaaet bestemte Stiftsdomstole, hvor hver Biskop i sit Stift var Hovedmanden; han er ikke, som i Kong Hanses Haandfæstning,blot nærmest taget med for Kirkens Skyld; RettensOmraade er ligeledes blevet betydeligt udvidet, idet den har faaet Fuldmagt til at dømme i alle Sager, ikke blot i Ejendomssager, og Retten skal holdes to Gange aarlig, altsaa være en fast, vedvarende Domstol, der kun opherer, naar Kongen selv er personlig tilstede. Karakteristisk er den Bestemmelse med Hensyn til de lavere Instanser, at Retten ikke selv maa drage Sagerne fra de lavere Ting, medmindre Sagerne frivilligt gives i Rette for deru, hvorved det synes at være Parternes egen Sag, om de vilde lade denne Domstol dømme som første Instans. — At Kongen har gjort Indsigelse mod denne Artikkel i Haandfæstningen, er der ikke noget Spor til; derimod vide vi, at han til en anden Artikkel i Haandfæstningen, at Kongen selv ved sine Breve ikke maatte drage nogen fra sit Hjemting eller

1) Kristiern d. andens Hdf. Art. 11.

Side 380

Rigens Kansler, har foreslaaet den Tilføjelse: «uden naar vi selv med Rigens Raad tilstede ere og sidde Retterting», altsaa et Forsog paa igjen at lade det kongelige Retterting dømme i forste Instans. Dog blev denne Tilføjelse ikke optagen i Haandfæstningens endelige Redaktion; Rigsraadet er altsaa ikke gaaet ind paa denne Fortolkning af UdkastetsBestemmelse; men muligt er det, at denne Kongens Indblanding har faaet Indflydelse paa Artiklen om Stiftsdomstolenesindskrænkede Ret til i visse Tilfælde at dømme i første Instans'). — Den Bestemmelse i Kong Hanses Haandfæstning, at Kongen skulde indsætte fire Rigsraader til at skikke hver Mand Lov og Ret, naar han drog til et af de andre Riger, bortfaldt nu; den var bleven overflødig og var smeltet ind under Bestemmelsen om Stiftsdomstolene.

Denne Artikkel i Kong Kristierns Haandfæstning synes lige saa lidt at være bleven overholdt som saa mange andre Artikler i denne Konges Haandfæstning, som han i Øjeblikkethavde maattet gaa ind paa for at sikre sig Kronen. Noget sikkert Exempel paa en saadan Domstols Virken kan for Øjeblikket neppe paavises, og senere klagede Rigsraadet udtrykkelig over, at Kong Kristiern havde begyndt at forlæggehver Mands Ret og øvrighed ved at lade Folk drage omkring og holde Retterting-). Det viser netop, at det har været Domstolens vedvarende og faststaaende Karakter, som Kongen har anset for et Indgreb i Kongens

1) Kristiern 2dens Svar paa Udkastet til Haandfestningen, Allen 2,593; Hdf. Art. 34, Geh. Ark. Aarsberetning 11, Gl. — Det norske Rigsraads Besvjeringer i denne Anledning, s. Allen 2, 68.

2) Ny dske. Mag. 5,47. Exempel paa en saadan omvankende Ret i Aaret 1522 haves maaske i "Ældste Arkivregistraturer« 2,235: Mogens Gøje, Erik Banner med flere dømme mellem Biskop Jørgen Fris og Peder Mikkelsen om en Eng — hvis det ikke er en kgl. Kommission.

Side 381

egen dømmende Myndighed, og at han derfor ved selvskikkedeEettertingsdommere har søgt at omgaa HaandfæstningensBestemmelse. At give Biskopperne en saa udstraktIndflydelse paa den verdslige Dommermagt, som denne Bestemmelse truede med at fastslaa, stred altfor meget mod Kongens egen Stræben efter Magten. Da Kongens egne indgribende Love udkom, indsattes derfor som bekjendt en af Kongen selv udnævnt Kammerret, som skulde have stadig Sæde i Roskilde og bestaa af 4 Doktorer eller Mestre. Vel var dens nærmeste Maal at være en øverste gejstlig Ret, for hvilken alle gejstlige Sager skulde endes, saa at ingen gejstlig Sag herefter skulde inddrages for Paven i Rom; men det fastsattes tillige, at man skulde have Ret til at indanke alle Sager fra Landsting,Prælater ogKjebstadsretter for denne Domstol, hvorfra Sagen da atter kunde indankes for Kongen og Raadet. «Stiftsretterne» vare afskaffede, og Kammerretten traadt i deres Sted,- i god Overensstemmelse med, at ogsaa alle gejstlige Sager med Undtagelse af Ægteskabssager bleve fratagne Biskopperne, idet de tillige mistede den Ret, de havde til i Forening med «Bygdemænd» at fælde Sandemænd,Ransnævninge og alle andre edsvorne Mænd; «med mindre Kongen selv er personlig tilstede, eller de, som dertil skikket vorde«, føjes meget betegnende til. — Ved denne Ordning blev der i Virkeligheden atter fastslaaet fire Instanser, idet Sagerne fra Herredsting (Byting) kunde stævnes for Landstinget (for B)^rernes Vedkommende for egne Overdomstole), derfra for Kammerretten og endelig for Kongen og Raadet').

4) Kristiern 2dens gejstlige Lov Kap. 19; 21; smlgn. den verdslige Lov Kap 77_—81 (Rosenvinge, gi. dske. Love IV).

Side 382

Med ét Slag var Biskoppernes store dømmende Myndighed slaaet tiljorden. De «Stiftsretter», de havde kæmpet saa tappert for, kunde ikke trænge igjennem. Vel blev Kristiern 2den kort efter jaget bort ved en Bisperevolution; man skulde da have troet, at «Stiftsretterne» havde rejst sig igjen; men mærkelig nok fattes i Frederik den førstes Haandfæstning enhver Bestemmelse herom, hvorimod der fra de tidligere Haandfæstninger gjenoptoges Bestemmelsen om, «at hver Biskop og Prælat skulde bruge den hellige Kirkes Ret og deres Jurisdiktion saa frit, som de af Arilds Tid havde brugt«, dog med den nye Tilføjelse, at de Sager, som burde «handles til Landsting og Herredsting« , ikke maatte drages derfra. Bestemmelsen om, at Biskop og Bygdemænd skulde have Ret til at fælde Nævnd, indsattes atter, ligesaa den almindelige Bestemmelse om, at Kongen ikke ved sine Breve maatte drage nogen fra Hjemtingene. Men nogen nærmere Ordning af de kongelige Retterting omtales ikke. Denne Haandfæstning var siden lang Tid den første, der kun gjaldt for Danmark; det lader, som om de halvt svenske Stiftsdomstole ere gaaede stiltiende ud samtidig med Unionen. Kongens Landomraade var i Øjeblikket udstrakt og Trangen til dem derfor ogsaa mindre 1).

Men Biskopperne kunde ikke glemme den Adgang til Stiftsretter, som de tidligere havde søgt at tilkæmpe sig. Flere Gange i Kong Frederiks Tid kommer Sagen paa Bane som et Stridspunkt. Kongen lod i sin Fraværelse verdsligeRaaderdrageom fra Sted til Sted for at holde Retterting.AlleredepaaHerredagen i Kolding 1525 beklagede

1) Frederik Istes danske Hdf. Art 7, 2, 34, 44. — Heller ikke i den norske Hdf. findes nogen Bestemmelse om Rettertingene.

Side 383

han sig over, at de Mænd af hans og Kigens Raad, som han med Eigsraadets Samtykke havde givet Befaling til at drage om i Jylland at høre Sager, «ikke maatte drage den Rejse«, efter at Kongen selv havde forladt Landet. Meget bittert tilføjer han, at han da ikke vidste, om han var Konge, eller om andre-vare det, naar han ikke en Gang kunde lade Fattigmand vederfares Ret og Skjel. Raadet svarede herpaa,atdetvar i sin Orden, at Retterting holdtes; men at nogen drog om og satte Retterting, havde aldrig været Skik, fer Kong Kristiern havde indført det; derimod var det en god gammel Skik, at Kongen i sin Fraværelse skrev til vedkommende Landsdels Raader eller til hver Biskop med Raadet og Ridderskabet i hans Stift om at sidde Retterting¹). — Dog fastholdt Kongen sin Skik; saaledes holdt i Aarene 1528 og 29 Rigshofmesteren Mogens G øje, Rigsraad Erik Banner, Væbner Jens Hvas til Kaas og den kgl. Sekretær Mester Johan Fris til Hesselagergaard Retterting paa forskjellige Steder i Jylland. Firtallet er saaledes bevaret i Retten fra Stiftsretternes Tid; men her er intet Hensyn taget til Stiftsinddelingen, ja Johan Fris er ikke en Gang fra Jylland, saa at den gamle Bestemmelse fra de første Haandfæstninger, at Bisidderne ved de kgl. Retterting skulde tages fra vedkommende Landsdel, ikke en Gang er nøjagtigt overholdt²). Disse Mænds Hverv har selvfølgelig kun haft en provisorisk Karakter; thi i December1531,daRigsraadet var samlet i Kjøbenhavn paa Grund af de truende Udsigter fra Kristiern den 2den, opfordrede Kongen Raadet til, eftersom han paa den Tid ikke kunde

1) Ny aske Mag. 5, 38; 47.

2) Om denne Rets Sammensætning og Virksomhed henvises til miue Bemærkninger i Ny kirkehist Saml. 5, 548_—49; 553 og de der anførte Bevissteder.

Side 384

komme ind i Riget, «at forordne nogle af Rigens Raad udi hvert Land, Sjælland, Skaane, Fyn og Jylland, til i KongensFraværelseatskikke hver Mand Lov og Ret, og at Raadet i Tide vilde lade det forkynde ved Landstingene, at hver Mand kunde vide at rette sig derefter." Raadet greb med Glæde Lejligheden og udnævnte strax kongelige Retterting—aldelesstift svis, idet i de større Stifter SjællandogSkaanehver Biskop og 3 Rigsraader, i de øvrige hver Biskop og 2 Rigsraader eller i Mangel heraf andre »gode Mænd» toges til Dommere '). Det er imidlertid øjensynligt,atensaadan Indretning af Domstolene neppe har været Kongens Mening, naar han bød Rigsraadet at tilskikkenogleRigsraader«af hvert Land», og at Retten har faaet en noget forskjellig Karakter fra den i Aarene 1525, 1528 og 1529 omdragende Ret. — Hvorlænge denne Ret har vedvaret, er uvist²); den havde en fuldstændig provisoriskKarakter;Forholdetmaa vist nærmest tænkes saaledes,atdensVirketid var endt, naar de Sager, som indankedesforden, vare paadømte. Saa meget fremgaar af

1) Dette sidste var f. Ex. i Viborg Stift en Nødvendighed; thi foruden Biskoppen fandtes ingen andre Raader i hele Stiftet. Landsdommer Mogens Munk blev nemlig som Lensmand paa Volstrup regnet til Ribe Stift og indsat i Retten der; Tyge Krabbe til Bustrup regnedes som Lensmand paa Helsingborg til Skaane, Peder Lykke til Nørlund som Lensmand paa Nyborg til Fyn og iudsattes i Retterne der. Stiftsretten i Viborg kom da til at bestaa af Biskoppen og de to Adelsmænd Jens Hvas til Kaas og Jep Fris, Lensmand paa Skivehus. Ny dske Mag. 6, 121; 130. -■ 1532 dømte Bisp Styge Krumpen «med flere gode Mænd" mellem Biskop Jørgen Fris paa den ene Side og Jens Hansen i Molbjerg paa den anden Side om en Gaard, som tilhorte Hornum Kirke i Viborg Stift. (Ældste Arkivregist. 2,305, Nr. 114 og 118.) Dette er muligt en saadan Rettertingsdom, idet Styge Krumpen er traadt i Jørgen Frises Sted, da denne selv var Part i Sagen.

Side 385

Herredagsforhandlingerne 1533, at Retten da ikke bestod
længere; ellers havde man ingen Anledning haft til at fastslaadensammeOrdning
paa ny ]).

Saaledes stod altsaa Sagen i Aaret 1533: Trods alle Bispernes Bestræbelser for at drage en Del af den kongelige Dommermyndighed over til sig gjennem vedvarende Stiftsdomstole,var det aldrig gaaet igjennem. I ét-Øjeblik syntes Maalet naaet, da Kong Kristiern den andens Haandfæstning blev vedtaget; men netop som Bisperne med sikker Haand greb efter deres Bytte, slap det dem ud af Hænderne. Nu var altsaa Tiden kommen, da Maalet atter skulde naas. Man vendte tilbage til Bestemmelsen i Kristiern den 2dens Haandfæstning om stadige Eetter, der under Biskoppernes Forsæde skulde samles to Gange aarlig; man sogte at drage saa meget som muligt over til sig ved den Bestemmelse, at kun de Sager, der vare Stiftsretterne «for svare«, skulde indankes af dem selv for det samlede Rigsraad. Men i det afgjørende Øjeblik svigtede det verdslige Raad; man vedtog, at halvaarlige Stiftsretter skulde holdes; men man hævdede de tre tidligere Instansers Betydning ved den Bestemmelse, at Landsdommeren skulde indsætte de «svære« Sager lige

1) Det maa fas-tholdes, at Retten kun skulde holdes, naar Kongen var forhindret fra at drage om selv; derfor kunne saadanne Retter — for Jyllands Vedkommende — kun paavises i visse Aar. I Jylland rejste Kongen i Aarene 1523 og 1524 (28 Oktbr. i Viborg, Ky kirkehist. Saml. 5, 718; Arkivreg. 2, 233), men ikke i 1525, hvorfor der i dette Aar findes omdragende Rigsraader, derimod 1526 (to Kongedomme, afsagte i Aalborg '23 Oktbr. s. Arkivrg. 2, 319; 326,; neppe i 1527, hvorimod det samlede Raad afsiger Domme i Viborg i dette Aar (Smsts. 2, 305); heller ikke 1528 og 29, hvorfor der atter i disse Aar findes omdragende Retterting; 1530 Herredag i Kbhvn., 1531 —32 Stiftsretter. — Om Kongen 1532 er kommen til Jylland, er mig übekjendt; dog synes det at fremgaa af Ky kirkeh. Saml. 5,560, at ban havde det i Sinde.

Side 386

for Rigsraadet med Forbigaaelse af Stiftsretterne. Disses Stilling blev derved lige saa vaklende og uklar som tidligere;det lader til, at det afhang af vedkommende Parts eget Forgodtbefindende, om han vilde indanke sin Sag fra Landstingene for Stiftsretterne, eller om han med Forbigaaelseaf disse vilde indanke Sagen umiddelbart for det samlede Raad som Rigets højeste Ret.

Om disse Retter virkelig ere traadte i Kraft, eller om de ligesom deres Forgængere væsentlig kom til at staa paa Papiret, er nu vanskeligt at afgjore '). Med Grevefejden var deres Rolle i hvert Fald udspillet. Da Hertug Kristian blev hyldet i Horsens 18 Aug. 1534, ordnedes Sagen paa en helt anden Maade, idet Jens Hvas, Jep Fris og Jens Tomesen indsattes til Bisiddere ved Landstinget for at domme i Forening med Landsdommeren, og der tillagdes dem en udstrakt Fuldmagt til at demme i alle Sager, som angik Jordegods. Det betegnes som en midlertidig Ordning, indtil der gjordes «en Skikkelse« derom. I Kristian den tredies kjobenhavnske Reces af 1537 fastslaas atter de tre sædvanlige Instanser, Herredsting, Landsting, Kongen og Raadet; men Klagerne over, at Sagerne ikke altid først behandledes paa de lavere Ting, vedblev helt ind i Frederik

1) I Viborg Stift spores dog an saadan Domstol i Aaret 1534, idet Jørgen Fris, Predbjørn Podebusk ogPeder Lykke, som da var bleveu Lensmand i Aalborg, afsige en Dom mellem Glob i Salling og Erik Nielsen til Kye paa den ene og Lynnerup Kirkeværger paa den anden Side om en Lynnerup Kirke tilhørende Eng; en Landstingsdom underkjendes (Ældste Arkivreg. II). Man ser, at Retten er helt forskjellig fra 1531; den bestod nu af 3 Rigsraader, medens Johan Fris og den Biskoppen übehagelige Jens Hvas ere udeladte. Dog er det muligvis en speciel Kommission. En lignende af Rigsraadet nedsat overordentlig Kommission fra Maj 1534 omtales i Jydsk-top. Saml. 2, 376.

Side 387

2densTid. Kongernes Rejser bleve stadig hyppigere; derved
undgik man bedst alle slige Domstole2).

De øvrige Artikler i Recessen af 4 Juli ere gaaede igjennem uden Forandring i samme Form, som de allerede havde haft i Propositionen, saaledes Bestemmelsen om, at hvilken Mand, jordegen Bonde eller andre, som herefter vilde vinde Jord fra Kronen, Kirken, Adlen eller andre, skulde vinde det efter Loven «og ikke med saadanne nye Paafund med Gransken eller med Syn, som nu i stakket Tid begyndt er». Det er bekjendt nok, at Kongen allerede i Aaret 1528 havde maattet byde de jydske Bønder «at vinde det Kirkens Gods tilbage, som tidligere havde ligget til deres Gaarde, med Lov og ellers ej befatte sig dermed»²). — Det fastsloges atter udtrykkelig, at «Biskop og Bygdemænd» skulde dømme og straffe de mange ulovlige «Lover> (Eder), som aflagdes. Dette var saaledes en udtrykkelig Hævdelse af Biskoppernes og Bygdemændenes Ret til at fælde Sandemænd og andre Nævnd, som vel var bleven gjenoptagen i Frederik Istes Haandfæstning og atter bleven bekræftet i Odense Reces 1527; men ogsaa heri havde Kong Frederik grebet ind og havde søgt at lægge en Dæmper paa flere Biskoppers Lyst til at drage saa mange Sager som muligt ind under «Biskop og Bygdemænd» 3).

Recessen slutter med en højtidelig Erklæring om, at
alle skulle komme hverandre til Hjælp, hvis noget fjendtligt
Angreb indtræffer.

1) Krist. 3 Kbhvn. Reces, Rosenvinge 4,167. Fr. 2 Kallundb. Reces smsts. S. 290.

2) Ny dske Mag. 5,310—312.

3) Rosenvinge 4,153—154.— Ny dske Mag. 2,208—209; 214—15. — Om Kong Frederiks Brev til Styge Krumpen og Jørgen Fris om »Biskop og Bygdemænd«, se Ny kirkeh. Saml. c, 719—20.

Side 388

V. Brud i Rigsraadet. logens Gøje og hans Tilhængere, Forleningerne. Brev til Paven.

Saadant var altsaa Indholdet af de to vigtige Beslutninger,som Rigsraadet den 3 og 4 Juli gav Lovskraft, den ene under Form af en Kontrakt mellem Raadets egne, indbyrdesuenige Medlemmer, den anden under Form af en til Efterlevelse for Folket udstedt almindelig Reces. Man havde søgt at sikre sig, saa godt man kunde, i kirkelig og retslig Henseende mod de Bestemmelser, der fandtes i Unionsforslaget,og mod den Indflydelse, som den luthersksindede Hertug eller hans Raader derigjennem kunde faa paa det danske Riges Anliggender, navnlig ved Bestemmelsen om en fælles Overdomstol. Man havde i Recessen af 3 Juli netop søgt at modvirke alt det, som Hertugen havde faaet vedtaget i Religionssagen paa Landdagen i Kiel d. 8 Juni. Hertugen havde hævdet Ordets frie Forkyndelse og i en Overenskomst med den slesvigske Biskop betinget sig uhindretRet til at indsætte lutherske Prædikanter i ål Fald i en stor Del af Hertugdømmets Kirker efter sit Behag og uden nogen Indsigelse; det danske Rigsraad havde tvertimodi det sidste øjeblik faaet indsat den Bestemme'se, at Biskopperne alene skulde have Ret til at beskikke Præster; Hertugen havde grebet ind i Ordningen af Slesvig DomkirkesGudstjeneste; Rigsraadet havde givet Viborg Domkirketilbage til den katholske Gudstjeneste; Hertugen havde faaet Bispetienden afskaffet; de danske Biskopper havde netop faaet en fornyet Bekræftelse paa denne Rettighed; Hertugen havde i Landdagsbeslutningen faaet indført en Ytring om, at hele Ordningen af Religionsvæsenet skulde være foreløbig, for Slesvigs Vedkommende, indtil en almindeligReformation

Side 389

deligReformationvar indført i Danmark, for Holstens Vedkommende,indtil en almindelig Reformation var indført i det tydske Rige; Biskopperne havde i det siclste Øjeblik faaet de Ytringer om «et almindeligt Konciliums Afgjørelse«, som fandtes i Rigsraadets første Svar, helt strogne. Kort sagt, man havde sagt at sikre sig saa godt som muligt — og gik derpaa den 7 Juli endelig ind paa Unionsforslaget!

Hvorledes de ikke übetydelige Forandringer, som ere foretagne i Recessen af 3 Juli, ere komne i Stand, er meget dunkelt. Efter en protestantisk Beretning skulde det grunde sig paa ligefrem Svig fra Biskoppernes Side, idet de hemmeligt og egenmægtigt havde forandret Udtrykkene og indskudt nye Afsnit¹). Dette lyder dog næsten utroligt; det vilde jo være en ligefrem Kjæltringestreg, og selv om man kunde fristes til at tiltro Biskoppernes Lyst «til at være Konger i deres Stift« alt, saa vilde det dog være højst mærkeligt,om denne ligefremme Svig ikke senere i Klageskriftet

1) Krag, Annales p. 6. Dog er det meget tvivlsomt, hvorvidt Krag selv har haft Recessen af 3 Juli for sig, og endnu mere tvivlsomt om han har kjendt Rigsraadets første Resolution. Efter at have givet et Uddrag af Recessen, fortsætter han: »Atqve ista summatim fere senatusconsnlto continebantur, cujus plura capita erant, singula fere superioribns poenis sancita; sed quia redigendo in tabulas publicas multa antistitum astu erart interpolata, multa inserta contra patrum decreta (osv.)». Afvigelserne angiver han slet ikke. Den originale Reces er ikke inddelt i »capita« (Kapitler); dette er derimod Tilfældet mel Hvitfelds Uddrag deraf, aabenbart foretaget af Hvitfeld selv (eller hans Kilde?). Skulde Krag kun kiende den fra Hvitfeld (eller en fæl. les Kilde) ? Noget bestemt Spor til, at Krag har kjendt Resolutionen, som Paludan-M iiller antager (Hist. Tidsskr. 3 R., 6, 372), kan jeg ikke finde, heller ikke Resolutionen om Kongevalget; tlii hvad Krag har derom p. 10 (Udsættelsen af Hensjn til Norjre), kan han have taget fra Brevet af 14 Juli (Ny dske Mag. 2, 3137), som han selv citerer.

Side 390

skulde være omtalt med et eneste Ord; det var en saa graverende Omstændighed for Biskopperne, at den af sig selv maatte frembyde sig som et af de alvorligste Klagepunkter.Dertil kommer, som vi ovenfor have søgt at bevise,at de foretagne Forandringer ingenlunde indskrænke sig til saadanne Punkter, der udelukkende vare til Fordel for Biskopperne. Den skærpede Affattelse af Artiklen om «det biskoppelige Embede», Indskydelsen i Recessen af 4 Juli om Biskoppernes og Adlens Forpligtelse til at overholdeLands Lov og Ret uden at gribe til Vold og Overlast, Formildelsen af Udtrykket om de verdslige KlosterforstanderesAnsvar, alt dette synes det dog, at Prælaterne ikke kunde have nogen Interesse af at faa forandret saaledes, som sket er. Alt dette tyder snarere paa fornyede Forhandlingeri Raadet, hvorved det er lykkedes Prælaterne at faa et større Parti over paa deres Side ved smaa Indrømmelseri andre Retninger. Prælaterne have neppe haft noget imod at gaa ind paa Forslaget i dets nye Skikkelse; om det end stillede Spørgsmaalet om Kirkelæren noget mere übestemt, gav det dog hver enkelt af dem de bedste Midler i Hænde til selv at stilles helt frit, og om de havde Lyst dertil, at kue den nye Lære og dens Tilhængere hver i sit Stift; det gav dem Bekræftelse paa deres Kirkegods og deres Tiender og gjorde dem hver især til Smaakonger i deres Stift; det var dog det, som det til syvende og sidst kom dem an paa, og saa brød man sig ikke saa meget om, af hvad Art den Lære var, som Rønnovs eller Knud Gyldenstjerneseller Oluf Munks Præster prædikede.

Var det saaledes de katholske Prælater en let Sag at gaa paa Kjøb med deres Samvittighed i Religionssagen, var der andre Mænd i Raadet, af hvem man ikke kunde vente sligt, og da navnlig logens G»je og Erik Banner. Nødtvungnevaredisse

Side 391

tvungnevaredisseMænd — efter Krags Fremstilling — gaaede ind paa Rigsraadets tidligere Beslutninger i Religionssagen;hvadde imidlertid egentlig vare gaaede ind paa, er nu umuligt at afgjøre, da man ikke tilfulde kjender det oprindelige Indhold af «det nu berammede Brevs som omtalesiRigsraadets Resolution; man véd ikke en Gang med Vished, om Indholdet heraf den Gang har været opsat i skriftlig Form, eller om det kun løselig har været Gjenstand for mundtlige Forhandlinger. Men nu at skulle besegle en Kontrakt, der lagde hele Reformationens Sag i Biskoppernes Haand, — der indeholdt de strængeste Straffebestemmelser mod de Adelsmænd, der havde egne lutherske Præster, muligt at skulle se alle de Tiggerklostre gjenoprettede, i hvis Nedlæggelse han selv havde haft den største Del, og muligt selv at skulle straffe paa det strængeste de Præster, han selv tidligere havde beskyttet — det kunde man ikke forlangeafMogens Gøje; det vilde have været et saa fuldstændigtBrudmed hele hans Fortid, at hele hans store Indflydelse derved vilde være bleven rokket i sin Grundvold. Selv om muligt han og Erik Banner kunde lægge en DæmperpaaJoachim Rønnovs Iver ifølge det Forhold, hvori de stode til ham som Forlovere, selv om Knud Gyldenstjerne og Oluf Munk, naar hans gamle Farbroder døcle, maaske ikke vilde lægge den evangeliske Læres Forkyndelse stor Hindring i Vejen i visse Retninger, saa var dette dog i og for sig usikkert, og de andre Bisper havde i ethvert Tilfældeenaf Rigsraadet given retslig Beføjelse til at kue enhver reformatorisk Rørelse; og at de havde Lysten dertil, kunde ingen være i Tvivl om; om de havde Evne dertil lige over for Befolkningen, maatte Fremtiden vise. Det var blevet en Naadesag af vedkommende Biskop, om Mogens Gøje kunde beholde sin egen lutherske Huskapellan, der

Side 392

uddelte ham Nadveren paa luthersk Vis. Enhver BestemmelseiRecessen af 3 Juli var et Slag lige i Mogens Gøjes Ansigt. Mogens Gøje besluttede sig da til, ikke at ville besegle Recessen af 3 Juli, og det er ikke usandsynligt, hvad Panlus Elise fortæller, at hans Betænkeligheder ved dette Skridt ere blevne overvundne ved Erik Banners Veltalenhed. Det er ligesom om den roligere Mogens Gøje har behevet denne Tilskyndelse for helt at bryde med Rigsraadetogendelig tage en afgjørende Beslutning, hvis Følgerikkevare til at beregne. Erik Banner havde heller ikke, saaledes som Mogens Gøje, sat sit Segl under Brevet til Norge om Kongevalgets Udsættelse.

At Gøje og Banner ikke have beseglet Recessen af 3 Juli, er sikkert nok; men om deres Adfærd ved denne Lejlighedogde nærmere Omstændigheder derved, er der en Uklarhed i Beretningerne, som det er vanskeligt tilfulde at sprede. Ifølge den katholske Kilde skulde de hemmelig have unddraget sig for ikke at nødes til at give deres Samtykke,ogdet synes efter samme Kilde, som om de med det samme have forladt Herredagen. Men denne Beretning giver ikke nogen fuldstændig Beskrivelse af Herredagens Forhandlinger; Forfatteren (Povl Helgesen) har væsentlig kun haft for øje den senere Forfølgelse mod Hans Tavsen, hvorved han selv spillede en saa fremtrædende Rolle; han skynder sig bort fra de foregaaende Forhandlinger for at komme til det, der for ham er Hovedsagen. Noget fuldgyldigtBevisfor, at Gøje og Banner allerede have forladt Herredagen den 3 Juli, kan ikke hentes ud af denne Beretning1).Dog bekræftes den ien vis Henseende ved en

1) Skib. Krønike Scriptores, 11.592; Rordams Våg. S. 90: «D. Magnus Gøje, piimarius eques, ne buic tractatui cogeretur consentire, clam se subduxit assumpto secum gnatone suo (d : .sin Jesper Oldfux) D. Erico Erici, cujus clanculariis persvas.onibus , cum esset pertinacissimus Lutheranice factionis adjutor ae defensor, factus est induratior ae intractabilior. Acta est autem res miro artificio, sed maxima insynceritate, quoniam Magnus ille Gøye absens erat presentissimus ». Efter et stærkt Udfald mod nogle «pseudepiscopi» (Rønnov og Gyldenstjerne), der i Tros- og Religionssager (in rebus fidei et religionis) afvege fra de sande Biskopper, gaar Povl Helgesen derpaa over til Tavsens Sag og Rønnovs og- Mogens Gøjes senere Forhold hertil. Udtrykket: »absens erat presentissimus« sigter vistnok nærmest til Mogens Gøjes senere Skridt til Forsvar for Tavsen (Forpligtelsesbrevet til Rønnov).

Side 393

protestantisk Beretning, nemlig ved det Brev, hvorved MalmesBorgemestreog Raad i Aaret 1535 afsloge at anerkjende Hertug Kristian som Konge: »Den Tid vi gjerne vilde have handlet med eders Naade, da maatte det os ikke vederfares, thi vi bleve hødt og truet med Sværd og Hjul derfra, og somme af Danmarks Riges Raad og Adelinge, som eders Naade gjerne vilde have haft til Konge i Danmark med os, takkede Gud, at de undkom, og rede hemmeligenfradem om Natten, fordi de ikke vilde samtykke og besegle den uredelige og ukristelige Keces, som de lode samme Tid udgaa over Guds Ords Forkyndere og Opholdere«¹). — Her sættes Opbruddetsaaledesutvivlsomt i Forbindelse med Recessen af 3 Juli; men det sættes tillige paa en ejendommelig Maade i Forbindelse med Kongevalget. Denne Beretning stemmer for saa vidt overens med Povl Helgesen, som den lader Opbruddet ske hemmeligt om Natten, men den forudsætteroverordentligheftige Forhandlinger i Raadet i AnledningafVægringen. Den stammer imidlertid fra Mænd (Jørgen Kock), som selv vare tilstede under Herredagen, og

1) Ny dske Mag. 5,226.

Side 394

som paa den Tid stode i et nærmere Forhold til flere af Eaadets Medlemmer, og den er skrevet til Hertug Kristian paa en Tid, da Mogens Gøje og Erik Banner alt havde sluttet sig til Hertugen, saa at man neppe kan antage, at Brevskriveren vilde fordriste sig til en bevislig urigtig Fremstilling.—Atter noget anderledes lyder Fortællingen i den anden samtidige protestantiske Beretning, Klageskriftet, og da man vel nok tør anse den for ikke at. være helt upaavirket af Mogens Gøjes og Erik Banners egne FremstillingerafSage n¹), og den desuden hovedsagelig ligger til Grund for de senere Bearbeideres (Hvitfelds og Krags) Beretning, bliver det nødvendigt nærmere at undersøge dens Ordlyd.

Efter at have omtalt, hvorledes »meste Parten af RigensRaad og besynderlig Biskopperne« efter Kong FrederiksDød havde indtrængt deres Slægtninge i Raadet'), fortsætterKlageskiifter: «De have og samme Tid i Kjobenhavn delt, byttet og pantet meste Delen af alt Riget, alle KronensSlotte og Len imellem dem at beholde deres Livstid, en Part paa nogle Aar, en Part paa deres Børn forbrevet og forskrevet, hvilket alt er sket den menige Adel og Ridderskabettil Skade, paa det at de og deres Børn herefter ikke skulde komme til nogen Forlening, og have udi saa Maade [ikke] forlenet³) de Personer, som Riget kunde gjøre Tjeneste. De have og saa groveligen og uskikkeligen omgaaetmed samme Handel, at den menige Mand har formærketog forstaaet det, og det er blevet mærket over al

1) Smlgn. Rordams Indledning til Klageskriftet, Hist. Kildeskrifter, I, 136.

2) Ovenfor S. 277

2) «Ikke» indskydes af Rørdam, muligt er der dog en Fejlskrift i Ordet "forlenet«.

Side 395

Kjøbenhavns Stad, at man ikke kunde faa saa meget Vox til Fals for Penge, som Kigens Kaad havde Behov til deres Forleninger. Deraf da nogle af Rigens Raad ere blevne uvillige, ved Navn Hr. Mogens Gøje og Erikßanner, idet de have set og forfaret, at deres Raad og gode Meninger ikke maatte høres eller noget gjælde, at de derom havde set, at Riget havde faaet et Hoved, men ere af Bisperne og deres Parti undertrykkede, og ere bortredneaf Staden og have aabenlyst sagt, at de vare komne der at udvælge Riget en Konning; de befunde da ikke andet, end at man byttede og partede Riget og udrettede deres Præstesager. Man har heller ikke været tilfreds med Kronens Slotte og Len, men man har og besluttet, at intet Bispedømme, Præstedømme, Degnedømmeeller andre Prælaturer og Digniteter skulde blive forlenet nogen Borgers eller Bondes Søn (osv.)» 1).

Af disse tre samtidige Kilder faar man det Indtryk, at der maa have været meget heftige Optrin i Rigsraadet, og at disse have haft til Følge, at Mogens Gøje, Erik Banner og nogle flere have forladt Herredagen, men Ivlageskriftet antyder tillige, at det ikke blot er «Præstesagerne•>, men ogsaa den Maade, hvorpaa Rigsraadet egenmægtigt skaltede og valtede med Kronens Len i den kongeløse Tid, som medførte Bruddet. Hvad Dag — eller rettere Kat — dette Opbrud skete, er vanskeligt at afgjøre efter disse Kilder; thi om det end synes utvivlsomt, at Beseglingen af Recessen af 3 Juli har været den sidste Anledning hertil, saa er det jo dog muligt, at Recessen, skjønt dateret den 3 Juli, først senere er fremlagt til Besegling²). — Helt anderledestagerSagensig

1) Klageskriftet, Ny dske Mag. 3,7—8; Rørdams Udg. S. 150—1.

2) En Antydning heraf ved Recessen af 4 Juli, se ved Tillæg 18.

Side 396

ledestagerSagensigud hos Hvitfeld og Krag; thi disse adskille meget bestemt Vægringen ved Beseglingen af Recessen,somHvitfeldogsaa udstrækker til «flere af deres Tilhængere af de verdslige«, og Mogens Gøjes, Erik Banners og den luthersksindede menige Adels Opbrud, hvilketdehenlæggetil et langt senere Tidspunkt af Herredagen,tilDagenden 13 eller 14 Juli, og de motivere da Opbruddet paa en helt anden Maade, hvortil de dog synes forledede ved Klageskriftets Udtryk *). Og der knnde være meget, der talte for at sætte Opbruddet noget senere end den 3 Juli; den endelige Afgjørelse af de udenrigske Sager forestod endnu; man havde endnu ikke truffet noget bestemtValgmellemNederlandene og Wullenwever; og der var ikke ret mange af Raadets Medlemmer, der i den Grad vare inde i de tidligere Tiders Forhandlinger om disse SagersomMogensGøje, der selv havde været blandt de Mænd, der paa det store Møde i Kjøbenhavn i Sommeren 1532 havde forhandlet med de lybske Udsendinge om Traktatenaf2Maj. Det kunde da næsten synes uforsvarligt, om Mogens Gøje ikke skulde være bleven, indtil man var kommen til en endelig Afgjørelse i de udenrigske Forhold, i al Fald indtil Svaret til Wullenwever var fastslaaet; det skulde da være, at den malmøske Beretning havde Ret i

1) At Hfltfeld (eller hans Kilde) har fulgt Klageskriftet, men fuldkommen misforstaaet dets Udtryk, idet han har anset Kongevalgets Udsættelse (eller maaske rettere Forligsbrevet af 13 Juli) for Grunden til Bruddet, og at dette atter har haft Indflydelse baade paa hans og senere Forfatteres Behandling af Herredagens Historie, idet han derved er kommen til at stille Beslutningen om Kongevalgets Udsættelse bag efter Religionssagens Afgjørelse, — er tidligere blevet berørt, men vil formentlig tydeligt fremgaa af en Sammenstilling af Klageskriftets ovenfor anførte Ord med Hvitfelds (S. 1398—99): »Derfor at ingen Konge blev kejst, men Valget er opsat, drog Hr. Mogens Gøje, Erik Banner og flere ilde tilfredse fra denne Herredag og skiltes fra Bisperne og de andre Raad Uvenner, sagde offentlig, at de vare komne did for at vælge en Konge, men saa, at Bisperne nu havde mere udi Agt deres egne Præstesager at udrette end Rigets Nødtørft, som ikke kunde være uden Hoved, hvorfor de derved offentlig protesterede og vilde være undskyldte, om nogen Skade eller Fordærv Kiget deraf paakom, hvormed de og ere bortdragne af Byen, og de fleste af gemene Adel fulgte dem. Siden begyndte Bisperne og deres Anhang deres Præstesager at fordre og foretage» (osv Herpaa omtales Hans Tavsens Sag). — Krags Beretning (Annal. S. 17) ligner Hvitfelds meget i Angivelsen af Gøjes og Banners Ord (»Videre se nihil a patribus agi, qnod in rem publicam pertineat. Indicta enim fuisse comitia regi creando, sed antistites nihil minus curæ habuisse, potiusque suas res egisse Si itaqve per interregnum rei publicæ aliquid secius accideret, nolle eum alienæ culpæ reatum sustinere, nec sibi crimini dari, quod præstare non possent). Men Krag sætter ikke Opbruddet i Forbindelse med Kongesagen, men med Biskoppernes Bestræbelser for at straffe Kjætterne overensstemmende med Recessen af 3 Juli, og gaar derpaa over til Fremstillingen af Tavsens Sag. — Man kunde fristes til at antage, at Krag foruden Hvitfeld (eller rettere deres fælles Kilde) ogsaa har haft selve Klageskriftet for sig, som han i det hele har benyttet meget, og da forstaaet dets Udtryk paa sin Vis. — At forøvrigt Krag, selv om han slet ikke skulde have benyttet Hvitfeld, alligevel maatte komme til at stille Kongevalgssagen efter Religionssagens Behandling, fordi han ikke synes at have kjendt anden Beslutning i Valgsagen end Brevet af 13 Juli, som han selv anfører, er berørt ovenfor (S. 320, Anm. 1).

Side 397

sin Paastand, at Eaadets Holdning var saa truende, at det lutherske Parti end ikke følte sig sikkert; .men dette er dog iog for sig übevisligt. Dertil kommer, at Eaadets Forhandlinger,somvisenere skulle se, netop i Dagene den 13 og 14 Juli antog en meget heftig Karakter, der medførteenyderligereOpløsning og endnu større Splid, ligesomdetnetopvar paa disse Dage, at baade Kjøbenhavns og Malmøs Borgemestre og Eaad bleve kaldte for Eigsraadet.UnderdenneKildernes Usikkerhed staar der da

Side 398

kun den Udvej tilbage at undersøge Beseglings forholdet ved de Breve, vi endnu have fra denne Tid, og derigjennem at se at komme til et Resultat, baade med Hensyn til, naar Opbruddet kan antages at have fundet Sted, og hvilke «Tilhængere» der synes at have fulgt Mogens Geje og Erik Banner, og det vil da vise sig, atForleningsspergsmaalet,saaledessomKlageskriftet antyder, ikke har spillet en uvæsentlig Rolle her.

Hvorvidt den i Klageskriftet indeholdte Beskyldning om Rigsraadets Adfærd med Kronens Len er grundet i hele sin Udstrækning, kan nu neppe tilfulde afgjeres. Blandt de Sager, der vare forelagte Rigsraadet til Overvejelse, var ogsaa Forleningsspørgsmaalet, idet Raadet opfordredes til at gjøre «en Skikkelse« om alle Rigets Slotte, saa at alle Slotsloveneholdtes til Rigsraadets Haand, indtil Riget fik en Konge igjen, dog med Undtagelse af de Slotte, som vare tillagte Enkedronningen til Underhold. Desuden opfordredes Raadet til at overveje, hvilke af Kronens Slotte og Len, som da «vare fri til Kronen«, herefter skulde ligge til Kronens Fadebur som aarlige Regnskabsien «til at opholde Rigets Tynge og Tjeneste med»; desuden vilde -det være tjenligt, om indfødte Mænd af Rigets Adel, som Riget kunde vente sig Ære og Tjeneste af, fik nogle af Kronens Slotte og Len i Forlening paa Tjeneste og Afgift, samt at der toges en Bestemmelse om, hvorledes man skulde forholdesig med de Slotte, hvor Lensmanden afgik ved Døden'). — Under Forudsætning af et længere Interregnum var det en naturlig Følge, at der maatte tages Bestemmelserom disse Forhold. At Slotslovene efter Kongens Død holdtes til Rigsraadets Haand, indtil den nye Konges

1) Propositionen i Ny dske Mag. 2,204^—5.

Side 399

Kroning, var desuden en forfatningsinæssig Bestemmelse, der udtrykkelig fandtes i den afdøde Konges Haandfæstning. Lige saa nødvendigt var det, at der under et Interregnum toges en Bestemmelse om Indtægterne af de Slotte, der som Regnskabsien laa til Kongens Fadebur. Eigsraadet bestemte da, at Kjøbenhavn, Kallundborg, Vordingborgog Tryggevælde i Sjælland, Næsbyhoved og Askeberg i Fyn, Kolding, Kallø og Aalborg Slotte tillige med nogle Herreder i Jylland skulde være Regnskabsien,hvoraf der skulde stilles 1310 Karle med Heste, Harnisk og Glavind til Rigets Tjeneste *); ligeledes toges Bestemmelse om, hvorledes Kronindtægterne og Toldafgifterneskulde opbæres og anvendes til Rigets Bedste til Underholdaf Hofsinder, Landsknægte osv., og hvis nogen Lensmand døde, skulde Slottet holdes til Raadets Haand, indtil Raadet atter samledes og kunde tage Bestemmelse om Forleningen. •

Alt dette kunde kun betragtes som midlertidige, ved Forholdenes Natur hidførte Bestemmelser. Hvis Rigsraadet derimod vilde benytte sig af sin øjeblikkelige Magtstilling til at foretage vilkaarlige Forandringer med Lenene, hvorveddets egne Medlemmer sikrede sig personlige Fordele, eller hvorved Kronens Indtægter formindskedes, saa var det et Indgreb i Kronens Ret af en betænkelig Art; thi derved bandt man paa en utilbørlig Maade den tilkommende KongesHaand, og at man var pligtig til at tage en af den afdøde Konges Sønner, naar det saa end blev, kunde man ikke fragaa. Navnlig maatte enhver Forlening paa Livstid, eller hvorved Lenet i Forvejen gaves til den daværende

2) Saaledes synes Udtrykkene i Ny dske Mag. 2, 212 at maatte forstaas.

Side 400

Besidders Son, under de daværende Omstændigheder tage sig meget betænkelig ud. Ganske frikjendes i denne Henseendekan Rigsraadet ikke. Blandt de Regnskabsien, som i den afdøde Konges Tid laa til Fadeburet, savnes saaledes foruden Nykjøbing Slot paa Falster, der herte til EnkedronningensUnderhold, ogsaa Nyborg Slot, hvor Hertug Hans havde sit Ophold. Her havde endnu kort før HerredagenRigsraad Peder Lykke været Lensmand; men under Herredagen blev det som Afgiftsien givet til Hertug Hanses Hovmester Oluf Rosenkrans, der tillige var Lensmand paa Abrahamstrup (Jægerspris), eller blev maaske tillagt Hertugenselv til Underhold. Vel lagdes isteden derfor Askebergi Fyn til Kronen som Regnskabsien; men dette var et for Kronen ugunstigt Bytte. Peder Lykke forflyttedes da til Aalborghus, hvor Mogens Gøjes Søn Axel tidligere havde været Lensmand. Grunden til denne Omflytning var naturligvis Otnsbrgen for Hertug Hans; det var i og for sig naturligt, at Oluf Rosenkrans som hans Hovmester fik det Slot i Forlening, hvor han opholdt sig, tilmed da Rosenkransefter Kongebrevet af 6 Decbr. 1532 skulde opholde sig hos ham, og det er et utvetydigt Bevis paa, at man fuldt og fast stolede paa Oluf Rosenkrans, som saaledes kom i Besiddelse af en af Rigets Hovedfæstninger. Under Herredagenviste Rosenkrans sig ogsaa som Biskoppernes beredvilligeTjener').

1) Hvitfeld S. 1401 lader baade Nyborg og Næsbyhoved gives i forlening til Hertug Hans, og Oluf Rosenkrans samtidig¹ af Rigsraadet indsættes til hans Hovmester og Peder Svave til hans Tugtemester, at han kunde blive katholsk opdragen I At dette er en stor Misforstaaelse, er tidligere (S. 252 Anm.) omtalt. — Det samme gjentages af Krag (S. 16), der her synes at have fulgt Hvitfeld eller vel snarere en fælles Kilde, som de imidlertid begge maa have misforstaaet. — Peder Lykke omtales endnu som Høvedsmand paa Nyborg i et Brev af 5 Febr. 1533 i Geh. Ark. Diplom., som Lensmand paa Aalborg i Tillæg 35. — Om Forholdet med Lenene henvises forøvrigt til Ny dsk. Mag.. 2,212, sammenholdt med 6,275 og 317.

Side 401

Forleningen af Nyborg Slot maa have gjort Opsigt, siden Fortællingen heroin har fundet Vej til de senere Skribenter.Ja de gaa endog saa vidt, at de heri se et Forsag fra Rigsraadets Side paa at sikre Hertug Hans Besiddelsen af Kronen¹), og at de paastaa, at Eigets Indtægter ved Rigsraadets Foranstaltninger led et saadant Tab, at den aarlige Indtægt ikke svarede til Udgiften, saa man maatte tage sin Tilflugt til nye Skattepaalseg, hvorved Stemningen hos Befolkningen blev endnu mere ophidset, især da der til stor Skade for Handelen blev lagt betydelig Told paa flere Udførselsgjenstande. Men alt dette spores der ikke noget til i de Forhandlinger paa Herredagen, som vi nu kjende noget til, saa det maa henstaa uafgjort, hvorvidt Beskyldningerneere grundede eller i hej Grad overdrevne²). Nogle enkelte Breve, som angaa Forleninger eller lignende Forhold, ere dog komne til os, og ved at undersøge Beseglingsforholdetved disse og andre under Herredagen udstedte Breve er det muligt at komme til et nogenlunde sikkert Resultat om, hvilke Sager der have vakt Betænkelighed hos

1) Smlgn. Hans Refs Ytring i Tillæg 43.

2) Krag, Annales, S. 17_—18. Krags Kilde er muligvis atter her Klageskriftet, Ny dske Mag. 3,12 (Rørdams Udg. S, 158): »Kronens Slotte og Len vilde de skikke udi Rigens Rsads Hænder, og paa det at Kongen ikke skulde raabe eller skrige, have de villet sætte 2 Gylden Told paa hver Læst Gods, som af Riget føres skulde». — "Saadant vide vi at bevise med nogle Borgere, med hvilke derom er handlet«. Disse Ytringer tyde dog nærmest paa, at det er blevet ved Forsøget. — At der er underhandlet med Borgerne, og at disse have besværet sig for Raadet over den Told, som Hertug Kristian krævede paa Gottorp, fremgaar af Tillæg 31.

Side 402

enkelte af Kaadets Medlemmer. Selvfølgelig maa en saadan Undersøgelse føres med Varsomhed; ofte staar man raadvild og usikker, idet ved Tilfældets Lune netop det Segl er faldet bort, hvis Tilstedeværelse eller Ikketilstedeværelseman ønskede at eftervise; man kan se, at Voxet har været klæbet paa Brevet eller har hængt ved Seglremmen; men selve Voxet mangler, saa man lades i Uvished om, hvorvidt Signetet nogensinde har været trykt deri, eller om det har hængt blindt, uden at vedkommende Rigsraad ved Signetets Indtrykning saa at sige har stemplet Indholdet af Brevet som sit. Og selv om et Segl er blindt, følger ingenlunde altid deraf, at Rigsraaden har vægret sig ved at vedkjende sig Indholdet; det kan grunde sig paa en tilfældig Fraværelse paa den Dag, da Beseglingen foregik. Naar derfor en Mands Segltryk snart findes, snart mangler, uden at man kan finde en bestemt udtalt Tanke deri, beviserdet ikke ret meget. Men naar der saa at sige er System i Galskaben, naar de samme Mænds Segltryk pludseligforsvinde eller i al Fald forsvinde fra en bestemt Art af Breve, og maaske andre ydre eller indre Omstændigheder træde til med bestemte Vink, saa faar Sagen et helt andet Udseende; ja selv de übetydeligste Breve, hvis Indhold slet ikke synes at kunne have haft Indflydelse paa Partistillingen, kunne her faa særlig Vægt; thi naar bestemte Mænds Segltrykgjennemgaaende heller ikke findes under dem, synes det at være et utvivlsomt Vidnesbyrd om, at disse Mænd slet ikke længere have deltaget i Forhandlingerne.

Allerede den 24 Juni havde Raadet tilladt Anders Bilde at nyde, bruge og beholde Kallehave By «i Værn og Forsvar at have», dog at Bønderne skulde vedblive at yde en Del af Afgifterne til Vordingborg Slot, som de

Side 403

plejede. Her synes saaledes at være et Tilfælde, hvor en Rigsraad har benyttet sig af den kongeløse Tid til at tilvendesig Fordele paa Kronens Bekostning; dog er det uklart efter Brevets Udtryk, om Anders Bilde ikke tidligere har haft Byen og kun har faaet fornyet Bekræftelse herpaa; men selv dette var strængt taget et Indgreb i Kronens Ret. — Alle Rigsraadernes Navne ere af Skriveren opførte i Begyndelsenaf Brevet (med Undtagelse af Anders Bildes eget); en Del af Sigillerne ere bortfaldne, saa det ikke kan afgjøres,om Mogens Gøje ogErikßanner have beseglet; men Niels Lunge, Erik Krummedige og Ejler Rønnovhave ikke trykket deres Segl i Voxet. Med Hensyn til den førstnævnte er Forholdet uklart; de to sidste faa Betydning for det følgende *). — Atter en Gang senere, den 7 Juli, fik Anders Bilde fornyet Bekræftelse paa en kgl. Forlening, nemlig Dalby Kloster; ogsaa her er Beseglingsforholdetmangelfuldt; saa meget kan dog med Vished siges, at foruden Erik Krummedige og Ejler Rønnov have heller ikke Mogens G-eje, Erik Banner, Axel Ugerup, Mogens Munk og Klavs Podebusk sat deres Segl under. — I det hele viste Anders Bilde sig under Herredagen meget ivrig i at sørge for sig og sin nærmeste Slægt; Dagen efter søgte han dels personlig dels gjennem Ove Bilde at skaffe sin kjære Søn Bent et indbringende Prælatdømme i Norge -).

1) Med Hensyn til de specielle Forhold ved Beseglingen henvises en Gang for alle til Tillægene.

2) Tillseg 24 og 26. — Deune Son, der nylig var vendt tilbage fra Paris, var Anders Bilde meget begjasrlig efter at faa anbragt i Kirkens Tjeneste. 1532 havde ban faaet Lpfte af Jiirgen Fris om at faa ham anbragt i Viborg, hvilket dog ikke blev til noget (isy kirkeh. Saml. 5,720), og tilsidst havnede ban i Degnedom- met i Kbhvn. som Grev Kristoffers Mand (Rørdam, Kbhvn.s Kirker, S. 111). —Et nyligt ledigtblevet Kannikedømme i Aarhus skjænkede Ove Bilde ham ved Brev af 1 Oktbr. 1533. Rørdams Hist. Kildeskr. 1,437—38.

Side 404

Langt værre stod det sig i denne Henseende med RoskildeBiskop, Joachim Rønnor. Vi have allerede tidligere omtalt, hvorledes han ikke tænkte paa mindre end at drage Kjøbenhavns Slot til Bispesædet igjen, ja at han endog aabenlyst ytrede, at han aldrig vilde have nogen Konge i Riget, før han var tilfredsstillet med Penge for sine Rettigheder. Dette var saa meget mere oprørende, som «han selv var Rigens Kansler, der fremfor alle andre skulde have haandhævetRigens Ret og Rettighed af sin højeste Magt og Formue«. Og da saa «nogle gode ærlige Mænd af Rigens Raad« foreholdt ham det utilbørlige i at drage Hovedstaden Kjøbenhavn fra Riget paa denne Tid, og opfordrede ham til, hvis han virkelig mente at have nogen Ret, da at opsætteSagen, <■ til Riget finge en Konning igjen, som kunde forsvare Kronens Ret«, saa afviste han dem kun med «mange spidsige, trodsige, pukkerige og uskikkelige Ord og Tale«. Saaledes omtrent lyder Beretningen hos Rønnovs Fjender, de protestantiske saavelsom de ivrigt katholske; men der er ingen Grund til at tvivle om Sandheden deraf¹). Dog lader det til, at denne Sag endog har været "Bispernes Anhang i' for stiv²); vi ville i det mindste antage det for

1) Klageskriftet, Ny dske Mag. 3,18 (Rørdams Udg. S. 169—70), der sætter Sagen ind for selve Rigsraadets, saavel som flere danske og tydske Mænds Vidnesbyrd, saa det her maa staa til Troende, og den Skib-Krønike, Script. 11, 594—95).

2) Herpaa tyder ogsaa den Skib-Krøniske S. 95 (Rørdams Udg.), hvoraf ses, at navnlig (piæcipue) Broderen Ejler Rønnov tillige med dennes Svigerfader Tyge Krabbe og Svoger JohanUrne ved en lignende Lejlighed søgte at dæmpe Rønnovs Voldsomhed.

Side 405

deres Æres Skyld, indtil det modsatte bevises. Men de samme «gode og ærlige Mænd af Rigens Raad», som i denne vigtige Sag havde en saa levende Følelse af det hæslige i at træde Kronens Ret for nær i den kongelose Tid, vilde heller ikke godkjende andre Overgreb mod KronensRet, som Rigets Storkansler tillod sig; thi Rønnov vilde gjerne have det mindre, naar han ikke kunde faa det større.

2 Juli, altsaa Dagen før den første Reces er dateret, fik Joachim Rønnov paa Kjøbenhavns Raadstue en Rigsraadsdom,at han maatte jage i sine Enemærkeskove paa Langeland, som andre gode Mænd andet Steds i Riget havde Ret til, da Kronens Foged havde hindret ham deri. — Mogens Gøjes, Erik Banners, Ejler Ronnovs og Erik Krummediges Navne nævnes end ikke i Brevets Begyndelse, saa de ikke have deltaget i Dommens Afsigelse. — Biskop Knud Gyldenstjerne nævnes blandt Dommerne;men hans Segl er blindt, saa han rimeligvis ikke har været tilstede eller ikke har villet besegle¹). 3 Dage efter, den 5 Juli, altsaa Dagen efter at den sidste Reces er dateret, udvirkede Rønnov sig atter en Gunstbevisningaf en ejendommelig Art, hvorved Tanken uvilkaarlig ledes hen paa Klageskriftets ovenanførte Ord. Haraldsborgved Roskilde var et kongeligt Len, som Biskop Lage Urne i sin Tid havde faaet i Pant af Kronen for sin Livstiduden al Afgift og paa det Vilkaar, at det Først et Aar

1) Et andet Brev af samme Dag (2 Juli), hvorved Rigsraadet forlener Rigsraad Johan Urne og hans Arvinger med Rugaard som et arveligt Pantelen, efter at han havde indlost det af Jørgen Kvitzov, meddeles blandt Tillægene. Skriveren har opført alle Rigsraadernes Navne i Brevet, men Beseglingsforholdet er ukjendt.

Side 406

efter Lage Urnes Dod maatte gjenindloses fra hans Efterfølger.Men da Rønnov blev Biskop, havde Kongen ved et Forleningsbrev af 29 Juni 1529 overladt denne Slottet og Lenet paa sex samfulde Aar mod en aarlig Afgift af 1 Læst Havre. Nu, i den kongeløse Tid, inden de sex Aar endnu vare udløbne, forlenede Rigsraadet Rønnov hermed paa Livstid — »som Pantebrevet derpaa indeholder", tilføjes der i Rigsraadets Brev; men Pantebrevet indeholdt slet intet om, at Lenet skulde gives Lage Urnes Efterfølger paa Livstid; ifølge det oprindelige Pantebrev havde Kronen fuld Ret til at indløse Lenet et Aar efter Rønnovs Indsættelsetil Biskop. Det var en vilkaarlig Fortolkning af Pantebrevet til Fordel for Rønnov og til Skade for Kronen. — 35 Navne ere af Skriveren nævnte i dette Brev, idet Ejler Konnovs og Erik Krummediges Navne atter mangle. Mogens G øjes og Erik Banners Navne har Skriveren opfort; men ved Tilfældets Lune ere Seglene faldne bort, saa det ikke kan afgjørcs, hvorvidt de have beseglet eller ikke. Dog kan man temlig roligt antage, at det ikke har været Tilfældet¹).

Midt imellem disse sidst anførte Breves Udstedelse falder Vedtagelsen af Recesserne. Recessen af 3 Juli er kun forsynet med 23 Segl. Af de gejstlige Rigsraader have selvfølgelig alle de 4 ældre Biskopper og Torben Bilde beseglet; men paa Røuuov's Plads staar Voxet tomt, uden at der nogensinde har været trykt Signet deri, og Biskop Knud Gyldenstjerne har heller ikke beseglet; paa hans Plads har Abbed Henrik Tornekrans sat sit

1) Forleningsbrevet til Lage Urne findes i Suhms aeldre Saml. 2, 1,170^—71, Forleningsbrevet til Ronnov af 29 Juni 29 lios Knudsen, J. Ronnov, S. 44, Forleningsbrevet af 5 Juli 1533 blandt Tilloegene til denne Afliandling.

Side 407

Segl, og efter ham Prior Eskild af Andvorskov. I alt have saaledes kun 7 gejstlige Medlemmer sat deres Segl under; men at man har ventet, at alle 9 vilde besegle, fremgaar tydeligt deraf, at der paa den niende Plads oprindelig har været rødt Vox, men senere er sat grønt Vox over det røde. Paa denne Plads skulde nu Mogens G øje have sat sit Segl, men det staar nu blindt, uden Seglindtryk. Af de verdslige Raaderhave følgende beseglet: Predbjørn Podebusk, alle Bilder, Tyge Krabbe, Oluf Rosenkrans, Peder Lykke, Axel Brahe, Ove og Niels Lunge, Johan Urne, den ene af Brødrene Ulfstand, Knud Pedersen Gyldenstjerne og et Par andre, hvis Segltryk ere utydelige, men af hvilke den ene vistnok er Otte Krumpen. — Der mangler altsaa, foruden Joachim Rønnov, Biskop Knud Gyldenstjerne og Mogens Gøje, desuden Mads Bølle, Johan Oxe, Johan Bjørnsen , Erik Banner, en Ulfstand, Axel Ugerup, Klavs Podebusk, Mogens Munk, Niels Brok, Ejler Rønnov, Erik Krummedige og Kansleren Niels Arnfel d¹). Paa Papiret har der saaledes været klæbet 26 Vox hvoraf dog 3 ere blinde, og der synes aldrig at have været paatænkt at sætte flere under.

Samme Dag som Recessen er der udstedt et Brev til Lensmændene i Viborg Stift om Tiendepligten. Dette Brev slutter sig i det hele nøje til Recessen, det taler i samme høje Toner om «den hellige Kirkes Nytte, Bedste og langsomme Bestand", og indeholder de samme strønge Straffebestemmelser mod de ulydige Tiendeydere. Det vilde derfor være ganske naturligt, om de Mænd, der ikko vilde sætte

1) Dog er der nogen Usikkerhed med en enkelt af de sidste; for- Ovrigt henvises til Tillajg 17.

Side 408

deres Segl under Recessen, heller ikke vilde besegle dette Brev; men det var ingen Nødvendighed at undlade det; man kunde jo meget godt vedkjende sig Rigsraadets Bestemmelseri Tiendesagen, fordi man ikke vilde indgaa en saadan langt videregaaende Kontrakt som Recessen af 3 Juli. Og Beseglingsforholdet er ogsaa ved dette Brev højst karakteristisk. Paa Papiret er der klæbet 29 Vox, hvoraf dog det næstsidste er blindt, og der er ikke Spor til, at der nogensinde har været flere Segl, eller at det har været Meningen at sætte flere paa Brevet. Der er altsaa 28 virkeligeSegl, uden at der — paa det næstsidste nær — er levnet nogen som helst Plads for de ikkebeseglende til senere at sætte deres Segl under; man har ligefrem sprunget dem over. Af de 28 Segl ere de 10 gejstlige, alle i rødt Vox, altsaa ét flere end under noget af de andre Breve. Der er pludselig blevet indsmuglet en Bde Biskop, nemlig Oluf Munk, hvis Vaabenmærke er ganske tydeligt paa den Plads, lian ifulgc sin Stilling som yngst Biskop maatte indtage.Raadet maa altsaa paa denne eller en af de nærmest foregaaende Dage have optaget ham som Medlem. Det er et saa enestaaende Skridt, at det verdslige Rigsraad egenmægtigtoplager i sig og som Biskop anerkjender en Mand, hvis Valg havde mødt den storste Modstand hos vedkommende Domkapitel, at man neppe vilde tro sine egne Ojne, hvis man ikke kunde bevise det ved et Brev, som Rigsraadetto Dage senere (5 Juli) skrev til Ribe Kapitel, og hvori det underretter Kapitlet om, at Biskop Iver Munk i Raadets Kær værelse har udnævnt sin kjære Brodersen Mester Oluf Munk til Medhjælper i sin Levetid og Efterfolgerpaa Bispesædet; Raadet har da stadfæstet Valget og anerkjendt ham som sin Medbroder i Raadet. hvorfor det beder Kapitlet om at stadfæste og samtykke Udvælgelsen!

Side 409

Det var en saa ukanonisk Fremgangsmaade, at man forbavsesover, at en Bispeforsamling, som ved enhver Lejlighed,og ikke mindst i Brevet til Ribe Kapitel, forer «den hellige Kirkes» Navn i Munden, og som i de samme Dage havde søgt at faa alle hæmmende Baand ryddede af Vejen, kunde gjøre sig skyldig i en saadan Dumhed. Det er et nyt Vidnesbyrd om, hvor lidt disse Mænd i Virkeligheden have brudt sig om «den hellige Kirke», og at de nærmest have haft deres egen verdslige Fordel for Øje*). —Af Kaadets verdslige Medlemmer savnes under Brevet af 3 Juli til Lensmændene: Mogens Gøje, Erik Banner, Ejler Rønnov, Axel Ugerup, Mogens Munk, Mads Bølle, Oluf Rosenkrans, Johan Urne, Klavs Podebuskog Niels Brok. Derimod have baade Joachim Rønnov og Biskop Knud Gylden stjerne sat deres Segl under, ligeledes Johan Oxe, Johan Bjørnsen, Ulfstandog muligt endnu én af dem, hvis Segl fattedes under Kontrakten af 3 Juli (Erik Krummedige?), medens til Gjengjæld Oluf Rosenkrans og Johan Urne have besegletRecessen, men ikke Brevet til Lensmændene⁹).

Under Recessen af 4 Juli staar der derimod Segl
paa alle Pladser undtagen G øjes og Erik Banners, saa
at samtlige verdslige Rigsraader paa disse to nær

1) Brevet til Ribe Kapitel meddeles som Tillæg 20. 1 Klageskriftet sigtes i drøje, men velfortjente Udtryk heitil dels i det overfor S. 277 aftrykte Sted, dels i Ny dske Mag. 3, 12 og 22 (Rørdams Uclg. S. 159 og navnlig S. 185).

2) Endnu ét Brev af 3 Juli kjendes — Rigsraadets Dom, hvorved Guds Legenis Alter i St. Mikkels Kirke i Slagelse restitueres — men kun efter en Kopi. Mærkeligt er det dog, at Skriveren her har udeladt Mogens Gøjes, Ejler Rønnovs og Erik Krummediges Navne. (Tillæg 17 b.)

Side 410

synes at have beseglet denne Reces. Derimod savnes atter Biskop Knud Gyldenstjerne; vel har Skriveren sat hans som alle de andre Kigsraaders Navne ind i RecessensBegyndelse,men paa Knud Gyldenstjernes Plads staar Oluf Munks Segl, uden at Skriveren har opført dennes Navn i Begyndelsen af Brevet. Det er atter saa at sige hemmeligt indsmuglet i Brevet, som om det skulde dække et manglende Segl. Fra nu af forsvinder Biskop Knud Gyldenstjernes Segl helt, og overalt, hvor man venter at træffe det, finder man Oluf Munks paa dets Plads, uden at denne nævnes i Begyndelsen af Brevene *). Ligeledes forsvinder fra nu af fuldstændigt, tilligemedMogensGøje og Erik Banner, ogsaa Ejler Rønnov,AxelUgerup og Mogens Munk, som ligeledes hverken have beseglet Kontrakten eller Brevet til Lensmændene;afde øvrige, som ikke have beseglet Kontrakten, stiller Forholdet sig noget usikkert med Mads Bølle og Erik Krummedige, hvis Segl rigtignok ikke senere kunne eftervises, men som dog maa antages at være blevne indtil Herredagens Slutning, og hvoraf i det mindste den første i tidligere Dage havde sluttet sig til det katholske Parti. Johan Oxe, Johan Bjørnsen, Ulfstand, Klavs Podebusk, Niels Arnfeld og Niels Brok kunne eftervisesidet følgende og have deltaget i saa udpræget katholskeSkridt,at det neppe kan være religiøse Grunde, som har gjort dem betænkelige ved at indgaa Kontrakten

1) Kun i Tillæg¹ 33 b og 38 opføres Oluf Munks Navn af Skriveren. — Ved første Øjekast kunde det synes, som om Knud Gyldenstjerne ikke havde liaft sit Signet ved Haanden og havde laant Oluf Munk?, men dette modbevises ved Brevet af 3 Juli til Lensmændene, hvorunder begges Segl findes. (Tillæg 1G).

Side 411

af 3 Juli, men dette maa enten bero paa en tilfældig Fraværelseellertilskrives
verdslige Grunde ').

Af Beseglingsforholdet faar man saaledes det Indtryk, at der i Dagene nærmest efter den Iste Juli er foregaaet et bestemt Brud i Rigsraadet, idet Mogens Gøje og Erik Banneriet og alt have brudt med det katholske Flertal, medensBiskopKnud Gyldenstjerne og flere verdslige Rigsraader,omikke i alle, saa dog i de fleste Sager have sluttet sig til dem; men man faar tillige dot Indtryk, at Forleningsspørgsrnaalet, overensstemmende med KlageskriftetsUdsagn,ikke har været uden Indflydelse herpaa. Dette synes saaledes at gjælde om Erik Krumme dige og Klavs Podebusk, der synes at have fulgt Goje og Banner i Forleningsspergsmaalene.—At Mogens G eje og Erik Banner have forladt Herredagen i Anledning af Kontraktenaf3 Juli, om ikke selve denne Dag, saa kort fer eller efter, synes at fremgaa af den Omstændighed, at deres Segl fattes under de übetydeligste, netop i disse Dage udstedteBreve,som ikke synes at have kur.net volde den mindste Betænkelighed hverken i politisk eller i religiøs Henseende-), og af samme Grund ligger det nærmest at antage, at Biskop Knud Gyldenstjerne, Ejler Konnov, MogensMunkog

1) Om Mads Bolle og Johan Oxe henvises til S. 288, Not. 2. — Vigtigst med Hensyn til Spørgsmaalet om Partistillingen i Religionssagen er Tillæg 29. — At alle Rigsraadernes Navne her nævnes, ikke i Begyndelsen af Brevet, men som Underskrifter, med Undtagelse af Biskop Knud Gyldenstjerne, Mogens G øje, Erik Banner, Ejler Rønnov, Mogens Munk og Axel Ugerup, viser tydeligt, at disse Mænd da havde forladt Herredagen, eller at man i det mindste ikke har kunnet faa dem med til dette meget katholske Skridt, medens man i det mindste har ventet det af de øvrige. Smlgn. Tillæg 33 aogb.

2) f. Ex. Brevet til Norge af 4 Juli (Tillæg 19) om Anders Muses Sag, for ikke at tale om de senere udstedte Breve (f. Ex. Tillæg 25, 33 og 37).

Side 412

gensMunkogAxel Ugerup omtrent samtidig have fulgt Exemplet. Mærkeligst staar i denne Henseende Knud Gylden stjerne, der hverken besegier den første eller den anden Reces — og saa forsvinder. Han kommer herved til at staa i et andet Lys end tidligere; rigtignok har han vedkjendtsigTiendebrevet af 3 Juli; men da dette kun angik en mere verdslig Sag, kunde han, selv som evangelisk sindetBiskop,meget godt forsvare dette Skridt. Hvorledes vilde han derimod kunne have forsvaret at besegle Kontraktenaf3 Juli, samtidig med at han tog Jørgen Sadolin under sin Beskyttelse, ja et Par Dage efter, at Jørgen SadolinsSkriftom den augsborgske Konfession havde forladt Tressen, et Skrift, der saa at sige var skrevet under hans Ægide og beregnet paa at hævde Lutherdommens Betydning! De tre verdslige Raader have rigtignok, som det synes, beseglet Recessen af 4 Juli; men i hvor nøje et Forhold den end staar til Kontraksbrevet af 3 Juli, saa var dette dog i religiøs Henseende Hovedpunktet, medens hin mere angik verdslige Sager, uden at Recessen i den Form, hvori den kom til at foreligge, udtrykkelig refererede sig til Kontrakten¹). Mærkeligterdet blandt disse Mænd at træffe Mogens. Munk, Biskop Iver Munks Broder og Lensmand, der i de samme Dage havde faaet sin Søn Oluf indtrængt i Raadet og Ribe Bispedømme, og som under hele det stærke Gjære, som Reformationen havde fremkaldt i Viborg Stift, træder helt i Skygge. Men heller ikke Oluf Munk har jo sat sit Segl under Kontrakten, og efter den Revers, han i sin Tid havde udstedt, havde lian ogsaa Grund nok til at lade

1) Man maa eiindre, at Recessen af 4 Juli kun refererer sig til Odense Reces af 1527 om Tiende m. ra., hvorimod Kontraktsbrevets Artikkel om Enebeskikkelsen af Præsterne ikke er niedoptaget i Recessen. Smlgn. ovenfor S. 365 ff.

Side 413

det være, især da lian havde forpligtet sig til at tage Stadfæstelse«afhans kgl. Majestæt eller hans Naades Efterkommer",ogdette samme Hensyn kan vel ogsaa have virket paa Faderen, medens den unge Hr. Oluf som nybagt Eigsraad rnaatte vise sin Iver og Taknemmeligjed ved at deltage i Herredagens senere Forhandlinger og smugle sit Segl ind baade paa passende og upassende Steder, dog, som det synes, forsigtig nok til ikke at deltage i noget udprægetkatholskSkridt. — Ejler Rønnov kan som sin BrodersForloverhave haft Grund nok til ikke at undertegne Kontraktsbrevet af 3 Juli og i det hele til at slutte sig til Mogens Gøje. Der er ingen Grund til at betvivle, at han har sluttet sig til Lutherdommen. Ingen af disse Mænd havde desuden medbeseglet Brevene til Norge om KongevalgetsUdsættelse*).

Men nu Joachim Rønnov? Hvem skulde have ventet andet, end netop at finde hans Segl under Recessen af 3 Juli! Der er meget, der kunde synes at tyde paa, at de ikke übetydelige Forandringer, som vare foretagne i RigsraadetsoprindeligeBeslutningom Religionssag?n, kunde skyldes Rønnov. Hele Recessen af 3 Juli er ved de foretagneForandringerblevengjennemtrængt af samme Aand, som findes i Rønnovs tidligere Reformforslag; ja flere af de i Recessen indsatte artikler stemme næsten ordret overens hermed, saaledes Forpligtelsen fer Biskoppernetilselvat sorge for duelige Præster, naar Almuen klagede over en eller anden Præsts Uduelighed. At hævde

1) Mogens Munk var jo tillige Svigerfader til Hertug Kristians Udsending "SVulf Pogvisk. Efter den malmøske Beretning at slutte (Ny dske Mag. 5,226), var det samtidig med Bruddet i Rigsraadet, at Prælaterne og deres Tilhængere i Stridens Hede skjældte Hertugen nd for «en Lutheran og en Tyraii'.

Side 414

Gejstligheden, eller rettere sig selv, i den übestridte NydelseafKirkegodsetog Tienden, at faa alt i sinHaand, saa at han selv kunde tilmaale Evangeliet efter sit Behag, at blive fri for de kgl. Beskjærmelsesbreve, det er HovedtrækkeneiRønnovsReformforslag saa vel som i Recessen af 3 Juli. Ja selv Udeladelsen af Henvisningen til et almindeligtKonciliumeroverensstemmende med Rønnovs Anskuelser;detvarvistnok i de samme Dage, at han havde haft den bekjendte Samtale med en evangelisk Prædikant, hvori han paa Prædikantens Henvisning til et almindeligt Konciliumhavdespurgt,«hvem han da vilde have til Dommer, den Nar af Hessen(Landgrev Filip) eller denGjæk af Holsten (Hertug Kristian), han skulde være ham Konge og Dommer nok" '). Og desuden kunde der være Grund nok for Ronnov til ikke at være tilfreds med Kigsraadets første Afgjørelse af Religionssagen,ifølgehvilkendet gjordes Biskopperne til Pligt at sorge for katholske Præsters Beskikkelse. Meget tyder saaledes paa, at Rønnov kunde have haft Del i Affattelsen af Recessen af 3 Juli-); men naar han saa alligevel ikke har villet sætte sit Segl under den, kan Grunden kun være Hensynet til de stærke Forpligtelser, han havde maattet indgaa lige over for Kong Frederik og hans Søn og Efterfølger,isærnu,da hans mægtigste Forlover, Mogens

1) Klagcmaalet, Ny dske Mag. 3, 16 (Rordams Udg. S. 166).

2) Det nære Forhold mellem Rønnovs Reformforslag og Recessen af 3 Juli har ogsaa Dr. Helveg gjoit opmærksom paa i Kirkeh. for Reform. 11,951, og jeg selv var allerede tidligere kommen til samme Resultat; mest betegnende er i denne Henseende Ordlyden i flere af Artiklerne._— Under den Forudsætning, at Ronnov var Hovedmanden for Recessen og havde vedkjendt sig den, er denne Afhandlings første Afdeling skreven; thi Originalen til Recessen af ;5 Juli opdagede jeg desværre først, efter at denne Del af Afhandlingen var udkommen i Iste Hefte af nærværende Bind af Hist. Tidsskrift. Herefter maa Udtrykkene ovenfor S. 304 og 309 modificeres noget.

Side 415

Gøje, skilte sig fra Prælaterne og ikke lod sig bevæge til at gaa med. Jo niere det viste sig uundgaaeligt at gaa ind paa Unionsforslaget, desto farligere blev Rønnovs Stilling ifølge de strænge Forpligtelser, lian og hans Forlovere havde maattet indgaa. Blev Hertug Kristian Konge, hvad der dog mulig kunde ske, eller blot hvis en af Eonnovs "Præstesager«blevindstævnetfor den i Unionsforslaget fastsatte fælles Overdomstol, kunde det blive svært nok for Rønnov og hans Forlovere at fri sig for Beskyldningen for Brud paa Brev og Besegling efter alt, hvad der var fastslaaet i Eecessen. Betegnende er det ogsaa, at Ronnov i den følgendeTidbaadeaf Katholiker og Protestanter omtales som evangelisk sindet — paa hans Vis! '). Ronnov havde én Gang for alle solgt sig til en Slags Lutherdom, blot for at blive Biskop i Roskilde,, og hvormeget han end senere sprællede for at komme ud af de Garn, hvori han var hildet, lykkedes det ham dog aldrig ganske. Og der er heller ikke Spor til, at han har misbilliget Indholdet zrf Recessen. Han bred ikke med Bispepartiet; han vedblev at deltage i Herredagens Forhandlinger; selv i de Sager, der i de følgendeDagefremkaldteden største Uenighed, stod han paa Bispernes Side. Ja faa Dage efter sendte han sine norske

1) Skib. Krøii. (Rørdams Udg-ave S. 93): »Frcderico adlmc vivente solitiis erat graviter comminari Lutheranis a morte Frederici superstitibus, quibus postea non solum pepercit, vcrum etiam magno favore, magnificis donis ae multis honoribus prosecutus est.» Herved kan Paulus Eliæ dog- vel ikke sigte til Hans Tavsen alene; smlgn. S. 95: Ab illo tempore (o: efter det mislykkede Forsøg paa at faa Kjøbenbavn til Bispestolen) coepit palain et Lutherauus et tyrannus fieri». — Rygtet om Rønnovs evangeliske Sindelag var ogsaa naaet op til Kong Gustav i Sverig; smlgn. dennes Brev til Rønnov af 20 Febr. 1531 i "Aktstykker til Grevefejden« I, 50. — Ogsaa Lybækkerne skildre Rønnov vg Gyldenstjerne som evangelisk sindede; jfr. Underhandlingerne med Kurfyrsten af Sacbsen hos Waitz, Wullenwever 11, cO3 og 304.

Side 416

Venner en Afskrift af Recessens Bestemmelser mod Lutheranerne1).Dahandlede Knud Gyldenstjerne klogere og hæderligere, idet han helt trak sig tilbage. Til helt at slutte sig til Mogens Gøje, dertil var Rønnov en alt for ærgjærrig og halv Personlighed.

Et Brud af en højst betænkelig Art var saaledes indtraadt,hvadenten man nu skal sætte det egentlige Opbrud af det evangeliske Parti nogle Dage for eller senere. Thi vel var det kun et übetydeligt Mindretal, der saaledes havde skilt sig fra deres Medbrødre og forladt Herredagen — i det højeste G eller 7 Rigsraader —; men desto flere havde dog trukket sig tilbage fra Recessens Besegling og deriblandtallede høje Rigsembedsuiænd med Undtagelse af Tyge Krabbe; det var, som om det »Midterparti«, der i Begyndelsen var gaaet paa Akkord med Katholikkerne, atter begyndte at falde fra, og Recessen kom derved til at foreliggeien mislig Form, især da den ifølge sin Natur var en gjensidig Kontrakt mellem de gejstlige og verdslige Kaader; thi vel udgjorde 23 Medlemmer Flertallet af de tilstedeværende Raader, men ingenlunde af Raadets samtlige Medlemmer, saa at den gamle Regel, at hvad Flertallet besluttede, skulde være gyldigt, maaske i dette Tilfælde endogsaa kunde være tvivlsom-), og det er derfor ikke uden Grund, at Hvitfeld, og efter ham Krag, allerede bemærke dette Misforhold. At Mænd som Mogens Gøje og Erik Banner aabenlyst havde skilt sig fra det katholske Parti, kunde desuden kun virke uheldigt paa Raadets Forholdtilhele det protestantiske Parti i Folket. Men det

1) Tillæg 43.

1) Snilgn. Kristiern Istes Haandfæstning, Art. 6: Item schulle wy enghcu merkeligh ærende foretage ... vden meth me stendelen aff righens radhs fulbordh«. (Geh. Ark. Aarsberetn. 2,44).

Side 417

er klart, at Biskopperne netop efter Opbruddet følte sig i Nydelsen af deres øjeblikkelige Sejr, selv om de endnu ikke strax vovede aabenlyst at komme frem med Recessen af 3 Juli, men omgav Raadets Beslutninger med et vist HemmelighedensSkjær.En hovmodig og trodsig Tone gaar nu gjennem Herredagens Forhandlinger; det er, som om alle hindrende Baand nu vare sprængte. Efter at man i Dagenemellemden 2 og 5 Juli unægtelig havde haft adskillige«Præstesager»at afgjøre, og derpaa i Dagene den 6 og 7 Juli atter synes at have haft Unionsspørgsmaalet for, som man nu endelig gik ind paa, havde man i Dagene mellem d. 8 og 10 Juli atter en Del norske (og svenske) Sager for¹), og man benyttede da Lejligheden til med det samme at underrette de norske Prælater om ie vundne Resultater, idet man, som det synes, hertil benyttede et Bud, som i disse Dage var ankommet fra Eske Bilde, og som sendtes tilbage med Breve og Budskab til sin Herre. Rønnovskyndtesig, som ovenfor omtalt, med at sende en AfskriftafRecessen af 3 Juli til Biskop Hans Roff i Oslo, hvilken denne skyndsomst sendte til Erkebiskop Olaf i Nidaros, dog med bestemt Paalæg om «ikke at lade hver Mand se den» -). Samtidig fik Erkebispen imidlertid Brev fra det danske Rigsraad med fornyet Opfordring til at indfindesigpaa Valgdagen næste Sommer, for med det samme at overveje de to Rigers og navnlig den hellige Kirkes Bedste og Bestand; »saa haabe vi med Guds Hjælp, at I med os og vi med eder mue igjen opkomme en god tilbørligSkikog Regimente i den hellige Kirke, som vore frem farne Forfædre og gode Forældre have brugt og holdt

1) Tillæg- 24—28.

2) Tillæg 43.

Side 418

for os». Tydeligere kunde man ikke tale; det var den Mading, der skulde lokke den uvillige Erkebiskop til at bide paa Krogen og faa ham til endelig at besøge en dansk-norsk Herredag. Brevet har ogsaa, foruden af Prælaterne,kunværet beseglet af 7 verdslige Eaader 1). Noget forsigtigere udtrykker Ove Bilde sig i et samme Dag (10 Juli) til sin Broder Eske Bilde afsendt Brev: «Vi vide nu intet besynderligt at give dig til Kjende paa denne Tid, andet end at vi forhaabes med Guds Hjælp, at alting udi denne Herredag skal vel besluttes og forhandles, som vi ville give dig selv ydermere til Kjende, naar Gud vil, at vi komme til Orde« -).

Det mest katholske Skridt stod dog endnu tilbage, af den Art, at ingen, som for Alvor havde sluttet sig til Lutherdommen,kundedeltage deri. Den 13 Juli henvendte det samtlige tilstedeværende Kaad sig i en Skrivelse til Paven med Opfordring til at anerkjende Torben Bilde som Rigets Erkebiskop, og et lignende Skridt synes man samtidig at have foretaget til Fordel for Eønnov. Men hor var intet at udrette; Kardinalen de Cesis og Johan Veze stode endnu i Vejen, understøttede af mægtige TalsmændiUdlandet. Brevet til Fordel for Ronnov kjendes nu ikke længere; Brevet til Fordel for Torben Bilde er derimod meget karakteristisk for hele den uklare Stilling, hvori den danske Kirke var kommen til Kurien, tildels ved Kong Frederiks egenmægtige Styrelse af Kirkens Anliggender, men endnu mere ved Kuriens egen Blindhed og Pengegriskhed.Efterat have givet en kort Skildring af ForholdeneiLundsstift siden Erkebiskop Birgers Død og af Aage

1) Se nærmere ved Tillæg 27.

2) Tillæg 26 b.

Side 419

Sparres forgjæves Forsøg paa at opnaa pavelig Konfirmation paa Grund af Kardinal de Cesis Modstand, til stor Skade for Kirken paa en Tid, da Kjætteriet havde grebet stærkt om sig, anbefales Torben Bilde som en Mand, der opfyldtealleBetingelser. "Derfor anraabe vi enstemmigt i største Ydmyghed eders Hellighed om at give Mester TorbenKonfirmation,Indvielse og Bispekaaben, uden nogen Keservation for nogen som helst, hvilket ingenlunde er betimeligtidisse fra Kom saa fjerntliggende Lande, og uden nogen som helst usædvanlig Tynge og Afgift, som Lunde Kirke ingenlunde kan bære paa Grund af de Tab og de Byrder, der alt ere paalagte den». Næsten truende fortsætterKigsraadetderpaa: «Sandelig, helligste Fader, den nu udvalgte Biskops Slægt og Venner baade pia fædrene og modrene Side, vort Kiges mægtigste Mænd, ville ingenlundetilstede,at nogen som helst ander, til Haan og Spot for dem, stilles i Spidsen for samme Kirke. Det er heller ikke tjenligt (expedit), at den første den bedste (qvemlibet) stilles i Spidsen for denne Kirke, hvis Hyrde efter gammel Skik har Eigets Styr i sin Haand under Kongeledighed, saaledes som der nu er, men dertil fordres en Mand, der som denne hører til Rigets første Ætter, og som har Erfaring og Indsigt saa vel i Eigets soir i Kirkens Sager». Efter denne ikke uforskyldte Paamindelse til Hans Hellighed og hans romerske Kreaturer, der vilde have taget sig godt ud, naar den kom fra andre Mænd end de daværendedanskePrælater, som selv tilfulde havde vist, at egen Fordel dog til syvende og sidst var dem vigtigere end KirkensTarv,udtaler Eigsraadet sin skyldige ÆrUedighed for hans Hellighed. — Brevet er underskrevet af samtlige 30 da tilstedeværende Eigsraader, men hverken af Mogens Gøje eller Erik Banner eller de tre andre Eigsraader, som havde

Side 420

sluttet sur til dem, heller ikke af Biskop Knud GyldenstjerneellerOluf Munk, uagtet denne sidste dog nævnesiet andet samme Dag udstedt Brev som «Electus til Ribe« og altsaa maa antages at have deltaget i Raadets Forhandlinger denne Dag¹); men han kunde da heller ikke ret passende tage Del i et Brev til Paven, for hvem han utvivlsomt endnu var en helt ukjendt Person, da han endnu ikke havde opnaaet Ribe Kapitels Valg⁹). —Om Brevet derimod virkelig er blevet afsendt, eller om det er lykkedes at faa alle de 30 Mænds Segl derunder, det faar at staa uafgjort hen. Virkningsløst blev det imidlertid.

Det storste Skridt stod dog endnu tilbage for Prælaterne, at bringe Recessen af 3 Juli til Anvendelse mod Prædikanterne. Dette var forbeholdt den næste Dag (14 Juli); men allerede inden denne Dag var alt kommet i Forvirring: Ronnov begyndte at hoste Frugten af sin Færd.

VI. Gjenoptanelsen af de udenrigske Forhandlinger. Svaret fil Wullenwever. Enighedsbrevet. Stemningen i Kjøbenhavn.

Samtidig med disse Forsøg paa at sikre den gamle
Kirkes Stilling gik den endelige Afgjørelse af de ydre Forhold.Vihave

1) Tillæg 33 b; smlgn. Tillæg 38.

2) Dog Lave baade Gyldenstjerne og Oluf Munk sat deres Segl under Biskoppernes Brev af 1 Septbr. s. A. til Kardinalskollegiet om Røiiriovs Konfirmation, et Brev, som i Indhold nærmer sig til dette (Knudsen, J.Rønnov, S. 157_—59) — Brevet til Paven af 13 Juli meddeles som Tillæg 29, hvor de nærmere Forhold angives. — I Klage skriftet sigtes uden Tvivl til dette Skridt af Biskopperne red følgende Ord: »Item hvorledes at Bisperne have ladet handle hos Paven, hos Konningeu, hos Kapitel etc, at deres Venner og Bio ds forvandte alene skulde nyde og beholde Stifterne efter deres Død, det samme er klarligen for Dagen-, (Rordams Udg. S. 158.)

Side 421

hold.Vihaveovenfor set, hvorledes Rigsraadet i Dagene den 1 og 7 Juli havde sluttet sig til Holstenerne og ved at vedtage Unionstraktaten søgt at sikre sig mod et fjendtligForholdtil Hertug Kristian. Men endnu stod tilbage det egentlige Valg mellem det burgundiske Hof og Lybæk. Sagen maatte afgjøres, Wullenwever skulde have et Svar. Tit nok havde han forlangt det, men var ble ven holdt op med gode Ord'). Eigsraadet følte nu hele Stillingens Vægt. Man frygtede lige saa meget for Lybæks Vrede og deraf følgende Fjendskab — især nu, da et uroligt luthersk Folkeparti havde Magten i Staden — som for de Farer, der kunde følge med en aabenbar Krig med det burgundiske Hof og Kejseren, hvem man dog maatte anse for KatholicismensnaturligeFører i Kampen mod Demokratiet og Kjætterne,isærpaa en Tid, da den kejserlige Aktserklæring stadig hang truende over Lybæks Hoved. Og ret set, havde man ikke længere noget Valg, efter at man først havde aftalt Unionen med Hertugdømmerne, og da det ikke var til at vente, at Hertug Kristian vilde opgive de af Melchior RanzoviNederlandene vundne Fordele; man kunde da kun vente, at han søgte Fred paa egen Haand med det burgundiskeHofog sad som en rolig Tilskuer, medens det danske Rige kom i Krig med Hollænderne. «Paa én Gang at søge Fred hos Dronning-Regentinden i Nederlandene og at føre Krig i Østersøen«, ytrede Rigsraadet, «stemmede ikke med dansk Ærlighed«). Det indsaa tillige, at LybækkernesFordringervilde

1) Efter de ovenfor S. 348—49 Not. 2 .anførte Ord fortsætter Reimer Kock: "Also mochten de herren vann Lub. by na x \vokenn ■yvarthen, en se ein antwort auerquemen, vnd wen de Lnb. ein anntwort vorderdenn, so gaf men en ghode worde; auerst de rickesrath ginngen de wile mit 2 wichtigenn stuckemi vin«, hvorpaa han gaar over til Skildringen af Hans Tavsens Sag og Enighedsbrevet.

Side 422

kernesFordringervildemedføre umærkelig Skade og Brøst paa Kronens Told og Rettighed", og det hævdede, at al Sejlads burde være fri for alle Folkeslag, og at en modsat Fremgangsmaade desuden stred mod de Forbund, Riget havde med England, Skotland og Frankrig. Situationen var saa farlig, at Rigsraadet ikke dristede sig til at trætte en Afgjorelse, førend det havde forelagt Sagen for den menige Adel og (Kjøbenhavns og Malmøs) Borgerskab;ogda disse ogsaa havde udtalt sig mod Fejde under de daværende Forhold, enedes Raadet endelig, efter at Forhandlingerne havde varet i flere Dage, om at give Wullenwever et saa lemfældigt Svar som muligt, hvilket i den endelige Form, hvori det naaede til ham, væsentlig indeholdt følgende:

Lybæk havde selv i Begyndelsen vist sig lunkent overfor Ratifikationen af Traktaten af 2 Maj. Senere havde Rigsraadet ikke kunnet foretage Ratifikationen uden den nu afdode Konge. Raadet havde, for at gjore Lybæk til Behag, sendt Tiuid Ulfstand og Klavs Bilde til Kongen for at opnaa Udfærdigelsen. Dette var ikke sket paa Grund af Kongens Svaghed og Død. Nu havde man ingen Konge og kunde umulig begynde en Fejde, hvorimod ogsaa Adel og Borgere havde udtalt sig. Man vilde opfordre de østlige Stæder til ikke at bringe Hollænderne Tilførsel. Skulde Lybæk selv blive angrebet af Kejser og Fyrster, vilde man ikke lade Staden blive uden Trøst og Bistand, kun ikke mod Holstenerne; her var man rede til fredelig Mægling ').

1) At det Svar, der sendtes Wullenwever, lød saaledes, fremgaar af Waitzes Uddrag af Aktstykket (smlgn. Tillæg 39). Anderledes lyder Svaret hos Hvitfeld (S. 1405_—6) og hos Krag (Annales S. 14), der atter her maa have fulgt en fælles Kilde; ja Krags Gjengivelse af selve Svaret kunde muligvis være en Oversættelse ;if Hvitfeld, kun omsat i Krags pompøse Latin i Sliedet for Hvitfelds jævne Dansk; thi alle de i Svaret indeholdte Momenter ere ens hos begge. Hvitfeld og Krag kunne saaledes ikke have kjendt Svaret i dets endelige, aktsmæssige Form. Det lyder hos dem langt kraftigere, ja omtaler endogsaa de med det burgundiske Hof indledede Underhandlinger, hvilket det da vilde have været en ligefrem Dumhed at gjøre Wulleinvever jekjendt med, før disse Underhandlinger havde ført til Gentertraktatens endelige Vedtagelse. Det stiller Modsætningerne stærkere frem, saa det snarest synes at være et Uddrag af de i Rigsraadet førte Forhandlinger om Svaret. Det tyder hele Formen f.f Svaret hos Hvitfeld tilfulde hen paa. At Hvitfeld — og endnu mere Krag — har maattet have for sig Beretninger om Rigsrar.dets mundtlige Forhandlinger, som vi nu ikke kjende, er allerede tidligere (S. 322) blevet antydet

Side 423

Eigsraadets Forhandlinger om dette Svar maa efter al Sandsynlighed falde i Dagene melletn den 10 og 13 Juli. Samtidig udfærdigede Rigsraadet Instruktionerne for de Mænd, som skulde afgaa som Sendebud til Gottorp og til Nederlandene for at fuldbyrde, hvad Melchior Ranzov havde begyndt. Til det første Hverv valgtes Ove Lunge og SekretærenJohan Fris, hvem det (13 Juli) paalagdes at underrette Hertug Kristian om, at man havde berammet «et venligt Forbund« mellem Danmarks Rige og Hertugdømmerne,hvorfor de skulde begjære, om Hertugen vilde indgaa derpaa og strax give de danske Udsendinge skriftligt Bevis herom; tillige skulde de sørge for at faa forskjellige Sager afgjorte, som stod uafgjorte hen mellem Landene fra Kong Frederiks Tid 1). Til det sidstnævnte Hverv valgtes

1) Et Uddrag af Instruxen er meddelt i Tillæg 31. Mærkeligst or Forlangendet om, at Herfugen vilde udlevere til Sendebuddene de Breve, som fandtes paa Kong Kristierns Skib; thi ogsaa Povl Helgesen klager i den Skib. Krønike (Rørdams Udg. S. 89) i de heftigste Udtryk over, at vigtige Brevskaber af Kong Frederik vare bragte til Gottorp, hvor de vare endnu (smlgn. Allen, Breve osv , Indl. S. XV—XVI). — At Raadet netop den 13 Juli har haft lybske Sager for, tyder ogsaa Tillæg 32 og 3rt paa.

Side 424

Otte Krumpen og Holsteneren Wulfgang Uttenhofen (14 Juli). Men Affattelsen af Svaret til Lybækkerne i aktmæssigForm skete først den 16 (eller 23) Juli — og da var Rigsraadet allerede i fuldt Opbrud, saa at det ikke blev givet Wullenwever i en højtidelig Audiens i det samtlige Raads Nærværelse, og da Wullenwever mærkede, at Raadet var ved at drage bort, uden at han havde faaet noget Svar, henvendte han sig med Klage herover til Slotsfogeden paa Kjøbenhavns Slot, Rigsraaden Johan Urne. Først da afsendteman TygeKrabbe og Anders Bilde til de lybske Sendebud med Svaret. Hvorledes Wullenwever opfattede Svaret, gav ban Rigsraadet kort efter at forstaa paa en ejendommelig Maade: For at drille dem, lod han de lybske Knægte gaa i Land paa Amager og jage efter Harer, «og», tilføjer den lybske Krønnikeskriver, som selv var Øjenvidne, «der blev ikke mange tilbage der paa Landet« ').

1) Reimer Kock, 81. 422: Desz annderenn thagesz(o: Dagen efter at Enigliedsbievet af 13 Juli var udstedt, altsaa samnie Dag som Hans Tavsen var for Raadet) thogenn de rickesrath davanu vnd gheuen denn herren vann Lubeck ghar neen annthworth. Also nu de herren vann Lub. sodaims by her Johann Yrnn, dem schlotfogede tho Covennliagenn, klagedenn, quenien tho denn Lubk. hernn her Tnge Krabbe vnd her Anndreas Bilde riddere vnd gheveun vele ghoder worde; dewile de Holstene tho dussem rickeszdago nicht gekamm, konde men och thom handel mit deu herrn vanLubeck nicht kamen etc. und der ghodenn worde vele .... Na dussen afsigede hedde sick Wullenueuer gem gewracketh, auerst dat wolde nicht sin« ; han tillod da Knaegtene at jage Harei paa Amager (osv.). — Uagtet Reimer Kock aabenbart heller ikke kjender Indholdet af Svaret efter noget Dokumenr, ser jeg dog ingen Grund til at forkaste den ovrige Del af hans P^ortjelling. Under disse Omstsendigheder vilde det vsere interessant at kjende Originalen og Beseglingsforholdet ved Rigsraadets Svar af 1G Juli, som nu kun kjendes af en Kopi i det ■wejmarske Arkiv, hvortil den er bleven sendt af Wullenwever, da han det folgende Aar ivrigt sogte at bevaege Knrfyrsten af Sachsen til at modtage den danske Krone af Lvbaiks Haand.

Side 425

Dog har Wullenwever neppe været helt ukjendt med, hvad Svar han kunde vente sig. Allerede den Omstændighed,athan i henved 6 Uger forgjæves havde krævet det af Rigsraadet, maatte være ham betænkelig, og dertil kom, at han allerede den Gang stod i noje Forbindelse med Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock, og om denne sidste siges udtrykkelig, at han kjendte nøje til Raadets Forhandlinger, »fordi der var dem af Rigens Raad, som betroede ham ydermere end nogen hans Lige i Danmark,oghvad Hemmelighed Rigens Raad vidste, fik han og at vide« 1). Da disse Mænd nu saa, hvori3des det katholskePartikun syntes at tænke paa deres egne Sager, og hvorledes de vilde benytte deres Magt til at kue Lutherdommen,saaindgik de en hemmelig Forening om — at tilbyde Hertug Kristian Tronen, uvidende, som Wullenweverihvert Fald maa have været om Hertugens nøje Forbindelse med det burgundiske Hof, og harmfuld, som han maatte være over det Omslag i den danske Politik, som Rigsraadet nu lod til at ville slaa ind paa. Fra sit Synspunkt kunde han kun anse dette for den sorteste UtaknemmelighedmodLybæk, der havde hjulpet Bispearistokratietmedat sætte Kong Frederik paa Tronen, og som tillagde sig en stor Del af Æren for, at Kong Kristiern nu sad som Fange paa Sønderborg Slot. Intet Under var det da, at hans Had til Biskopperne og deres Tilhængere var stort; kunde det derimod lykkes at sætte Kong Frederiks

1) Hvitfeld S. 1406. — Man fristes til at tænke paa Mogens Gøje og Erik Banner. — Axel Brahe, der af Samtidige roses som en af de første danske Adelsmænd, der sluttede sig til Lutherdommen, men som forøvrigt hidtil onder Herredagen havde stemt med det katholske Parti, havde sin Fostersøn Jørgen Rosenkrans, der gik i Skole hos Frans Vormordsen, i Huset hos Jørgen Kock (Ny kirkehist. Saml. 2,284; Dsk. Mag. 1,104).

Side 426

Son paa don danske Trone paa samme Maade, som man havde sat Faderen derpaa, ved Lybæks Hjælp, da kunde man stille sine Betingelser; da kunde alt endnu komme i det gamle Spor. Det aftaltes da, at Kjøbenhavn og Malmø skulde aabne Portene for Lybækkerne, naar de kom med deres Orlogsskibe i Sundet, og at de da i Forening skulde udfore deres Planer. Jørgen Kock satte sig da i ForbindelsemedHertugens Sekretær Frans Trebau, som var fulgt med den holstenske Sendefærd til Kjøbenhavn, for gjennem ham at tilbyde Hertugen Kronen. Samtidig søgte Wullenwever at opnaa det samme gjennem et fransk Sendebud,deli es tie, som af Frans Iste var sendt til Østersøenforat modarbejde kejserens Indflydelse i Norden, og hvem det burgundiske Hof senere beskyldte for ved Bestikkelserafde danske Stormænd at have sogt at vinde den danske Krone for sin Herre *). Her var saaledes et Øjeblik,dadet lutherske Folkeparti og det lutherske Aristokratinærodesamme Planer; thi ogsaa Mogens Gøje og Erik Banner bleve gjennem Lensmanden paa Malmøhus,MogensGyldenstjerne, der var kommen over til Kjøbenhavn, satte i Forbindelse med Jørgen Kock. Ogsaa de tilbød paa deres Side Hertug Kristian Kronen, idet de lovede Hjælp fra deres Tilhængere blandt Adlen og fra den menige Befolkning i Byerne og paa Landet. Men alle disse Forsøg skulde strande paa Hertug Kristians Ulyst til

1) Hvitfeld, ovenanførte Sted. — Krag¹, Annales, S. 15_—16. — Wullcnwevers Bekjendelser, Paludan-Miiller, Grevens Fejde 2,418, Wiiitz, Wullenw. 3,493; smlgn. samnies Retfærdiggjørelsesskrivelse til Hertug Henrik af Brunsvig, smsts. S. 499—501. — At Frans Trebau paa den angivne Tid har staaet i Forbindelse med Jørgen Kock, fremgaar ogsaa af Dsk. Mag. IV, 3, 8 og 10. — Om det franske Sendebud Resties Underhandlinger i Kbhvn. og Lybæk henvises til Waitz, Wullenwever, 2, 5—G.5_—G.

Side 427

at gribe Tronen ved voldsomme Midler og paa hans Frygt for at faa Skin af at ville forurette sine Brødre, ja maaske ogsaa paa en vis slesvigholstensk Ulyst til at blive DanmarksKong e¹). Han svarede med bestemte Afslag.

Disse hemmelige Forbindelser vare tidlig indgaaede, skjønt det nu er vanskeligt at afgjøre, om Wullenwever, Jørgen Kock og Ambrosius Bogbinder have besluttet at tilbyde Hertug Kristian Kronen før eller efter at Wullenwever havde modtaget Kigsraadets officielle Svar. Mogens Gøjes og Erik Banners Forsøg falder vistnok i ethvert Tilfælde efter Herredagens fuldstændige Opløsning²). Men at Wullenwever var traadt i Forbindelse med Folkelederne i Kjøbenhavn og Malmø, før han havde modtaget Svaret, fik Kigsraadet snart at føle.

En uhyggelig og urolig Stemning begyndte under disse Forhold at udbrede sig blandt Kjøbenhavns Borgere. De havde ventet, at Raadet vilde have udvalgt en Konge, men i 5 eller 6 Uger havde Raadet været samlet, uden at man

1) Smlgn. den højst mærkelige Oplysning, som Dr. H. Rordam har givet i Hist. Kildeskrifter 1,138, Not.2, at Kristian 3 endnu paa Rigsdagen 1536 fore slog, atmauskuldetage en aPhans Brødre til Konge efter hans Død i Stedet for hans egen Søn Frederik, hvilket Rigsraadet fik afværget. Var det Meningen hermed at bevare Hertugdømmerne som en Enhed adskilte fra Danmark i det holstenske Ridderskabs Aand, ligesom det syntes at tegne til i Kong Frederiks Dage, da man vilde have Hertug Hans til Konge i Danmark alene og Hertug Kristian i Hertugdømmerne? — Forøvrigt Krag, Annales, S. 21.

2) Krag sætter Planen om at tilbyde Hertug Kristian Tronen før Rigsraadets Svar til Wullenwever, Hvitfeld sætter den efter Svarets Afgivelse, og dette synes mig rimeligst. Mogens Gøjes og Erik Banners Forbindelser med Jørgen Kock synes først at falde i Midten af August; thi paa denne Tid var Mogens Gyldenstjerne paa Sjælland, hvor han i Forening med Mogens Gøje, Erik Banner og Kjøbenhavns Raad mæglede hos Rønnov for Tavsen (Hvitfeld S. 1401—2).

Side 428

tilsyneladende endnu var kommen til noget Resultat, og uden at Folket, som det synes, endnu havde faaet nogen officiel Underretning om, hvad det høje Raad havde besluttet.Atder var stor Uenighed inden Raadet, havde ikke kunnet skjules. Forskjellige Rygter vare i Omlob; det hed sig, at Hertug Hans skulde vælges til Konge, ja det Rygte havde endogsaa udbredt sig, at Raadet havde udvalgtham,hvilket jo ikke var saa underligt, siden det i en Række af Aar havde været en offentlig Hemmelighed, at han med dette Maal for -Oje havde faaet Ophold her i Riget.Dertilkom, at man vidste, at Raadet havde vedtaget Bestemmelser mod de lutherske Prædikanter, og at dette ikke var tom Snak, fik man et Vidnesbyrd om derved, at Hans Tavsen var stævnet til at mede for Raadet Mandagen d. 14 Juli, og at dette maatte være bekjendt flere Dage i Forvejen, ligger allerede deri, at Kjøbenhavns og Malmes Borgemestre og Raad tillige med et Udvalg af Kjøbenhavns Borgerskab ogsaa vare stævnede samtidig for at overvære Forhandlingerne¹). Rigsraadet følte, at det var nødvendigt at berolige Stemningen; men først maatte Raaderne under disse Forhold se at opnaa Enighed selv; de maatte soge at slutte et saadant Forbund med hverandre, at de vare sikre mod Splid og Tvedragt indbyrdes, som kunde blive dobbelt farligt under den urolige Gjæring forneden. At der skulde udstedes et saadant Enighed s brev, var allerede foreslaaet i den Proposition, hvormed Rigsraadets Forhandlinger begyndte,idetder foreslaas, at Raadets Medlemmer, saa vel gejstlige som verdslige, «dennem endrægteligen som svorne Brodre tilsammen binde og forpligte med Brev og BeseglingpaaTro og Love at ville tilsammen blive udi Lyst

1) Hvitfeld S. UOI.

Side 429

og i Nød med Liv og Gods og aldrig at undfalde hverandre«').

Dette Brev udstedtes Søndagen d. 13 Juli. Hele det samlede Raads Navne — ogsaa det evangeliske Partis — ere som sædvanlig opførte i Begyndelsen af Brevet. Det gjøres vitterligt for alle, at efterdi Kigens Regimente nu hænger hos Rigens Raad, har dette overvejet den «mangfoldige og adskillige Fordærv«, som i nogle Kongers Tid har været i Riget, navnlig derved, at nogle tit cg ofte have draget til dem Rigets Prælater og Gejstlighed mod Adlen og Ridderskabet og i lige Maade stundom Adlen og Ridderskabet mod Prælaterne og Gejstligheden. Raadet har derfor nu samdrægtelig bepligtet sig paa Tro og Love at blive sammen i Lyst og Ned med Liv og Gods mod dets og Rigets Fjender inden- eller udenrigs; ingen maa træde fra den anden i nogen Maade hemmeligt eller aabenbart og ikke samtykke nogen til Konge uden med hele Raadots Samtykke. Al indbyrdes Fejde skal ophøre, men hver Mand tale sig til Rette for de almindelige Ting; al Trætte mellem Danmarks Riges Raader indbyrdes skal Raadet bilægge ved mindelig Forlig eller ad Rettens Vej (osv.).

Saaledes var altsaa den »Skikkelse og gode Regimente«, som Rigsraadets Flertal vilde indføre. Enighed skulde tilvejebringesved at tvinge Mindretallet til i et og alt at følge Flertallet, navnlig i Spørgsmaalet om Kongevalget. At underskrive dette Brev var aabenbart enslydende med at kaare Hertug Hans til Konge. Det var et Forsøg fra Biskoppernes Side paa at tvinge Adlen i Raadet til ved et højtideligt Lofte at knytte sig til deres Sag. Men dette

1) Ny dske Mag. 2,203.

Side 430

var dog selv den katholske Majoritet for stærkt et Stykke, og «Enighedsbrevet» medførte en fuldstændig Spaltning i selve Majoriteten. Vel skildres det med levende Farver af den gamle lybske Krønikeskriver, hvorledespaa denne Dag de adelige Tjenere havde travlt med at løbe omkring »med store Pergamentsbreve med mange Segl under»; thi enhver skulde have et Exetnplar af det vigtige Brev hjem med sig: men den gode Reimer Kock har neppe vidst, at de fleste af de store Sigiller, han saa hænge under Pergamentsbrevene, vare — blinde '). I det mindste er det Pergamentsbrev, som er kommet til os, og som der neppe er nogen Grund til at betragte som en særlig Undtagelse, kun beseglet af Prælaterne og 5 verdsligeRaader, nemlig 3 Bilder (Hans, Knud og Klavs eller maaske snarere Anders), Tyge Krabbe og den gamle Predbjørn Podebusk!

Det er dette Brev, som senere V>lev anset som den egentlige Beslutning om Kongevalgets Udsættelse, og dyrt kom det derfor Biskopperne til at staa, at deres Segl fandtes herunder aj.

1) Efter at have afskrevet Enighedsbrevet fortæller Reimer Kock fol 42:2, hvorledes der den Dag, da «de Rickesradt den voiigen breff vaii der deliinige des rickes vullentragenn hedden«, var »em lopennth niith breuen in der stadt tho Copenliagen. Ein ider, de in dem breue stan, mvste ein mith tho husz hebbenn, vnd nivste ock ein ider vor ithlicken breff sinn segell hangen. Wo men vp der strath ginnck, lopenn de kneekte mit den groth pergimentes breue vnd vele segel daran. Desz anndernn thagesz thogenn de riekesralh davarm« (osv. som ovenfor S. 424, Note 1).

2) Smlgn. Paategningen paa Enighedsbrevet (Tillæg 30) og Klageskriftet (Kordams Udg. S. 156; Ny dske Mag. 3,11 — 12): Bisperne forbundet dem med hverandre, at de ingen Konge paa den Tid hejse vilde, men vilde selv rejjjerc Riget .... og vilde derfore al indlandsk og udlaudsk Vold og Magt afværge. Saadant vide vi at bevise med deres Breve og Segl, endog vi vide, at nogle af Rigens Raad ikke have bevilget lierudi, men alene Bisperne med deres Tilhængere have været de højeste, som have drevet dette Spil«. — Ved flere af Klagepunkterne mod de enkelte Biskopper gjentages Beskyldningen med det Tillæg: »som vi med deres Indsegl bevise kunne«. Ved Biskop Knud Gyldenstjerne tilføjes ikke disse Ord, og ved Skjæbnens Lune kunne vi nu ikke afgjøre, om hans Signet har været itrykt, thi Voxet er affaldet; men Forholdet ved de foiegaaende og efterfølgende Breve gjør det næsten vist, at dette ikke har været Tilfældet, og at rimeligvis Oluf Munk har beseglet i hans Sted. — Ogsaa Krag (Annales, S. 10) anser dette Brev for den egentlige Beslutning om Valgets Udsættelse og tilføjer: Sed neque hoc senatus consultum in scriptum redactum a Gøye et Bannero est signatum, idque eo maxime, ut se omnis eulpæ immunes populo probarent, si quid detrimenti respublica ex illa dilatione caperet«. Han antager altsaa, at disse to Mænd endnu have været tilstede paa denne Dag, formodentlig forledet hertil, ligesom Hvitfeld, ved det ovenfor S. 394 anførte Sted af Klageskriftet. Det evangeliske Mindretals Opbrud maa han da sætte til denne Dag (13 Juli i; thi den 14de vare de efter hans egen Opgivelse ikke længere tilstede (Hans Tavsens Sag). Meget kunde unægtelig friste til denne Antagelse; thi ved Enighedsbrevet blev Mindretallet udelukket fra al Indflydelse paa Raadets Forhandlinger; men da dette, som ovenfor antydet, strider mod andre Kilders Angivelse og mod hele Beseglingslbrholdet, maa Sagen i det mindste henstaa uafgjort.

Side 431

En stor Uenighed var saaledes indtraadt, selv blandt det Flertal, som tidligere havde holdt sammen, og denne Uenighed har efterladt sig et stærkt Spor ved Beseglingen af de paa denne og i de nærmest følgende Dage udstedte Breve. Endnu havde Raadet imidlertid ikke aflagt Eegnskabfor, af hvad Grund det havde opsat Kongevalget, men hidtil kun — i Recessen af 4 Juli — erklæret, at det skete «af skjellige Grunde«. Dette skete først Dagen efter, den 14 Juli, i et til alle Jyllands Indbyggere gjennem Landstingetudstedt Opraab, hvori det bekjendtgjordes, at Kongevalgetpaa Grund af de Forbund, som gjaldt mellem Danmarkog

Side 432

markogNorge, var udsat til næste Aars St. Hansdag. Raadet, hos hvem Rigets Regimente i Mellemtiden hænger, har da besluttet, at den Skikkelse om Rustning, som indførtesi Kong Frederiks Tid, skal holdes ved Magt; tor det Tilfælde, at noget Anfald sker paa Riget, har Raadet indsatRidderne Peder Lykke til Aalborg, Ove Lunge til Aastrup, Erik Banner til Kallø og Mogens Bilde til Kolding til Hovedsmænd og Forstandere for Folket i Nørrejylland,og de opfordre Landets Indbyggere til at sidde rede med deres Rustning Dag og Nat. At et saadant Brev skulde udstedes til Jyllands Indbyggere, var alleredefastslaaet i RigsraadetsResolution. Rimeligvis ere dog lignende Breve ogsaaudstedte til de øvrige Landsting; dette var i al Fald foreslaaet i Resolutionen. Hvorledes forøvrigt de enkelte Hverv ere blevne fordelte, omtales ikke. I Reglen synes det dog, som om de Hevedsmænd for de forskjellige Landsdele,som vare indsatte af den afdøde Konge, vedbleve at beholde deres Stilling, ligesom hver Biskop med Raadet i sit Stift skulde som Mønstringsherre have det øverste Tilsyn med Udrustningen ').

I Stedet for at indsætte en fast Regjering med et fast Regjeringssæde, saaledes som Hertug Kristian havde opfordrettil, havde Rigsraadet saaledes udstykket Magten efter de forskjellige Stifter, hvor hver Biskop med sin Landsdels Raader i Virkeligheden havde kongelig Magt som Formand for Stiftsretterne og som Mønstringsherrer, og denne Magt indskrænkedes kun, naar det samtlige Raad traadte sammen til en almindelig Herredag. I Virkeligheden havde Raadet saaledes slet ingen »Skikkelse« indført, thi at Biskopperne med de nærmeste Rigsraader havde en saadanMagt,

1) Tillceg 35; smlgn. Ny dske Mag. 2,207 og 213.

Side 433

danMagt,var en Ordning, som allerede fandt Sted i Kong- Frederiks sidste Tider, rigtignok med den væsentlige Forskjel,at der da var et stadigt Overhoved, som kunde byde over Stifts- og Landsregjeringerne, samle dem til enig Optræden og vaage over, at de ikke overskrede deres Kompetence. Begjærlig efter Magten havde man nu rent skudt Overhovedet til Side, fordi hver Biskop «vilde være Konge i sit Stift«, som Klageskriftet stadig, men med god Grund lader dem hore. 1 det indre var Riget delt i 7 Smaariger, med Hensyn til det ydre lededes Sagerne af Rønnov, som imidlertid slet ingen Bemyndigelse havde til at foretage noget paa egen Haand, ikke anden Ret, end han selv tog sig. Værgeløst laa Landet under disse Forhold aabent for enhver indbrydende Fjende. Man havde ikke gjort andet til dets Forsvar end at dekretere, at naar Fejde paakom,skulde hver af dets Indbyggere komme hverandre til Hjælp af yderste Magt med Liv og Gods, at Jyllands Indbyggereskulde sidde rede Dag og Nat, at nogle Grænsefæstningermod Syd og Nord skulde befæstes, og at alle Klokker i Jylland skulde føres til Kjøbenhavn, for at der kunde støbes Skyts deraf, o. lign. Man var kun beredt paa i Nødstilfælde at opbyde Rigets egne Kræfter, uagtet man havde en bestemt og oftere stærkt udtalt Følelse af, at man slet ikke kunde stole paa den menige Mand. Et Forslag,som fandtes i Propositionen, om «at tage nogle goJ.e Mænd i Rigens Tjeneste, rustige og færdige med Heste tg Harnisk, danske eller tydske, som nu vare i kgl. Majestæts Tjeneste, enten paa Aarslon eller at forlene dem med nogle af Kronens Len«, — det blev med Tavshed forbigaaet i Resolutionen ').

1) Ny dske Mag. 2.200; 212 — 13.

Side 434

Og man nærede, ikke uden Grund, stor Mistillid til den lavere Befolkning, navnlig til den stærkt luthersksindede Befolkning, i de to Hovedstæder, Kjebenhavn og Malmø, ledede af Mænd som Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock. Vel vidste man ikke, at disse vare traadte i Forbindelse med Wullenwever; men 'at de havde været Kong Kristierns ivrigste Tilhængere, at Ambrosius Bogbinder selv midt i i Kong Frederiks Rcgjeringstid, under Urolighederne i Kjøbenhavni Anledning af Billedstormen i Frue Kirke og hvad dermed fulgte, havde ladet tvetydige Ytringer falde om, at de nok kunde faa en anden Herre, der var efter deres Hoved*), — alt det var bekjendt nok. Nu havde Kong Kristiern jo atter fra sit Fængsel af fundet Lejlighed til at bringe sig i Erindring; Raadet havde selv henvendt sig til Adlen i denne Sag, »medens Borgere og Bønder stak Hovedernesammen og lode Raadet og Adlen forstaa, at de havde svoret en Herre og Konge, som endnu var i levende Live, de vilde ingen kjende for deres rette Herre uden ham alene²)«. Samme Dag, som man udstedte Brevet til Landstingene, kaldte Rigsraadet Kjøbenhavns og Malmøs Borgemestre og Raad for sig og gav dem Rigets Lejlighed til Kjende, at Kongevalget var udsat af Hensyn til Normændene,og at Raadet ventede, at Kjøbenhavn og Malmø som Rigets to vigtigste Stæder vilde staa og gaa med RigetsRaad og med hverandre indbyrdes og ikke gjøre andet end de. «Og'>, hedder det, «strax lovede de Rigens Raad Huldskab og Mandskab og tilsagde dem paa Ære og Redelighed,at de skulde være dem hulde og tro og holde deres Stæder og Byer til Rigets Raads tro Haand og Bedste, og

1) Rordams, Kbhvns Kirker, Tillæg 136.

2) Danske Krus; 1,4, Note.

Side 435

forpligtede sig til at hylde og sværge til den Konge, som Eaadet kejste«. — «Ogsaa alt andet lovede de glat væk», føjer en anden Beretning til, "hvad enten de endnu ikke havde lagt deres oprørske Planer eller skjulte deres Troløshedfor at vinde Tid» '). At Ambrosius Bogbinder og Jorgen Kock allerede den Gang vare traadte i Forbindelse med Wullemvever, er klart nok; men det er nok muligt, at denne endnu ikke havde indviet dem i sine Planer om at sætte Hertug Kristian paa Tronen, og at i det Øjeblik Lutherdommens Sag har været dem det højeste, saa at Tanken om at sætte Kong Kristiern paa Tronen vel har ligget som et hemmeligt Haab paa Bunden af deres og mange andres Sjæle; men den modnedes først lidt senere og kunde ikke antage en praktisk Skikkelse, før Wullenweverhavde grebet den, og det skete utvivlsomt forst noget senere. Desuden er det neppe rimeligt, at hele Kjobenfiavnsog Malmøs Raad har været indviet i disse Mænds hemmelige Kaadslagninger?).

1) Hvitfeld S. 1398; Krag, Annales S. 10—11; smlgn. Script, r. D. VIII, 51G. — En af Kilderne baade for Hvitfeld og Krag er utvivlsomt Aktstykket hos Hvitfeld S. 1461. — At det var d. 14 Juli, at Kjøbenhavns og Malmøs Raad kaldtes for Eigsraadet, fremgaar af Krags Beretning, idet han netop lader Kigsraadet gjøre dem bekjendte med Brevene af 13 og 14 Juli, som han selv citerer, og der synes saa meget mindre at vare Grund til at betvivle dette, som de netop paa denne Dag deltoge i Dommen over Hans Tavsen.

2) Efter Markus Mejers Bekjendelser (•Aktstykker" , T, 559^—60) skulde Wullenvever og Jørgen Kock allerede under Herredagen i Kbhvn. have besluttet at gjennemføre Kristiern 2dens Befrielse ved Krig; »thi Jørgen Kock havde sagt, han havde troet, at Herredagen var ansat til at kaare en Konge, men nu saa han, at det kun gik ud paa, hvorledes de vilde udrydde Guds Ord». — »Jørgen Kock havde besluttet Krigen«, føjer M. Mejer senere til, «i Samraad med Grev Kristoffer paa den Tid, da denne laa- i oresund paa den hollandske Flaade». Dette fandt Sted i Slutningen af Juli eller Begyndelsen af .August lAktst. 1, 9 ). Til denne Tid, efter Optrinene den 14 Juli med Hans Tavsen, maa vistnok saaledes de forste hemmelige Planer srettes. At Wullen■vvever skulde paa dette Tidspunkt have deltaget i denne Plan, modsiger han bestemt i sine Bekjendelser (Waitz 111,493), men fastholder, at Jorgen Kock allerede paa denne Tid havde knyttet sine forste Foibindelser med Grev Kristoffer, medens Wullenwever enduu senere s. A. gjennem Landskriver Giinter fra Ditmarsken indledede Underhandlinger mcd Hertug Kristian (Wullenwevers Skrivelse til Hertug Henrik, Waitz, 111, 499_—500). — Af Ove Bildes Brev af 1 Oktbr. (Rordam, Hist. Kildeskr. I, 437) ses desuden, at Lybsekkerne endnu i September krfevede Hjselp af det danskc Rigsraad, fordi de frygtede et hollandsk Angreb.

Side 436

VII. Hans Tarsens Sag (Forfølgelser i Skaane). Herredagens Opløsning.

Endnu én Sag stod tilbage, for hvis Skyld Rigsraadet paa denne Dag (14 Juli) havde indbudt Kjøbenhavns og Malmos Eaad og et Udvalg af Borgerskabet til at give Mode paa Kjohenhavns Raadhus. Prælaterne, hedder det. vare meget misfornøjede med det Udfald, lioligionssagen havde faaet ved Recessen af 3 Juli, hvor jo intet var fasislaaetom Kirkelæren. De vilde da gjøre det klart for alle, at de lutherske Prædikanter, og da navnlig Hans Tavsen,vare afgjorte Kjættere, og nu, da det udpræget lutherskeMindretal havde forladt Herredagen, haabede de at kunne fna Rigsraadets Hjælp til at undertrykke Lutherdommen.Ja, der siges endogsaa i Klageskriftet: Erk.Grbispenhar Kong Frederik Død, udi den forste Herredagnæst efler at han selv kom til Regimentet, kondemneretog fordømt alle evangeliske Prædikanter, og saadanthaver

Side 437

danthaverhan gjort udi Borgernes og den menige Mands Nærværelse, hvilke samme Tid imodraabte samme Kondemneringog Dom og vilde den ikke fuldbyrde og samtykke. Saa haver han og hans Tilhængere gjort et Forbund og Keces, at de saadanne Prædikanter med Ild, Vand og Stene at bære af By vilde forfølge, og derover haver gjort Borgernei Trelleborg, Væ og andensteds i Skaane fredløse og standet dem efter Liv og Gods» 1). Medens de sidste Ord angive, hvad Følger Recessen af 3 Juli kunde have i enkelte Tilfælde, synes de første at tyde paa, at Torben Bilde paa Herredagen cl. 14 Juli i Kraft af sin Myndighed som Erkebiskop har udstedt et højtideligt Anathema over alle evangeliske Prædikanter. Ligefrem modbevise denne Efterretning kunne vi ikke; tvertimod tyde flere Omstændighederpaa, at det kan være sket, eller i det mindste har været paatænkt, men at man denne Gang kun har haft Hans Tavsens Sag for og maaske ikke er kommen viderepaa Grund af det Folkeopløb, som hans Sag fremkaldte°-).

De tumultuariske Scener, som fandt Sted under og efter Retshandlingen, medens Wullenwever — endnu inden han havde modtaget Rigsraadets skriftlige Svar — paa Opfordringhavde ladet en stor Styrke af lybske Matroser komme til Byen for at hjælpe Borgerne, ere imidlertid saa bekjendte, at det vil være unødvendigt at dvæle længere

1) Klageskriftet, Rørdams Hist. Kildeskr. I, S. IG3.

2) "Bisperne og deres Anhang begyndte nu nogen særdeles Personer at beskylde, besynderlig M. Hans Tavsen«. Hvitfeld, S. 1369. — Smlgn. det ovenfor S. 337 anførte Brev, ltvorved Erkebispen stævner Halmstads Borgere til at give Møde paa Herredagen.

Side 438

herved >n). Hvad der derimod er mest paafaldende ved Behandlingenaf Hans Tavsens Sag, er den Omstændighed, at Dommen afsiges af det verdslige Rigsraad, uagtet Odense Reces, som var bleven bekræftet ved Recessen af 3 Juli, gjengiver Biskopperne deres Jurisdiktion og derfor udtrykkeligbestemmer, at ingen Præst eller Munk maa stævnes for Lægmands Ting uden i Retstrætter om Jord (Jorddele); thi efter kat hol sk Synsmaade maattc Hans Tavsen naturligvisanses lbr en frafalden Munk. Den afdøde Konge havde derimod betragtet "de lutherske Fripræster som verdsligePersoner, der skulde staa til Regnskab for Kongen og Raadet. Man kunde derfor fristes til atter at opkaste det Sporgsmaal, om de i denne Henseende tagne Lovbestemmelservirkelig kunne siges at være hævede ved Recessen af 3 Juli, eller om der ikke her var en Uklarhed tilstede i Recessen. For om muligt at komme til Klarhed i dette Punkt bliver det da nødvendigt nærmere at undersøge, hvilken Fremgangsmaatle man fulgte ved de øvrige Forfølgelser,som vare en F-ulge af Recessen, og hvorledes de Forbrydelser, der tillagdes Hans Tavsen, under almindeligeOmstændigheder skulde have været paakjendte og straffede, efter hvad der i det -Øjeblik maatte anses for gjældende som Lands Lov og Ret.

I Skaane begyndte Forpligtelserne strax efter HerredagensSlutning;allerede i August Maaned bleve de evangeliskePræsteri Helsingborg, Landskrone og Trelleborg indstævnede for Lunde Kapitel, ved Dom afsatte Ira deres

1) Suilgu. Biskop Engelstofts og Piof. Paludan Mullers Aihandlinger 1 Hist. Tids.sk., 3R. 68. Ny kirkehist. Samlinger, 3 Bind. — At Rigsraadet senere har søgt at faa Deltagerne i Opløbet d. 14 Juli afstraffede, hvilket Biskop Hans Reff bebuder i sit Brev af 2 August (Tillæg 43), fremgaar af det i Indledningen til «Malmøbogeu« S. LYII meddelte Aktstykke.

Side 439

Embeder og forviste Stiftet, fordi de havde uddelt Nadveren paa luthersk Vis, forkastet nogle af Kirkens Sakramenter og giftet sig. Her er altsaa Tale om en gejstlig Dom over gejstlige Personer, der anklages for deres Kirkelære og hvad dermed staar i, Forbindelse. Herfor var der ikke fastsatnogensærlig Straf i Eecessen; i denne Henseende havde Biskopperne faaet deres fulde Jurisdiktion tilbage, »med Skrift og Pønitense at sætte dennem som vedbor», saaledes som det hedder i den ved Kecessen af 3 Juli i alle sine Punkter bekræftede Odense Reces. De tre Præster stævnes af Biskoppen for en gejstlig Eet og dommes som Kjættere, og naar man ikke var gaaet frem imod dem efter Lovens Strænghed, ikke havde inddraget al deres Ejendom og ikke havde dømt dem til stedsevarende Fængsel eller endog til Baalet, da var det, som de lundske Kanniker kort efter svaredePederLavrensen, der tog dem i Forsvar, kun at anse for Skaansomhed og Naade fra Prælaternes Side 1). Den gejstlige Ret afsiger Dommen, men naar Dommen er fældet, og vedkommende er erklæret for en Kjætter, paalaa det ifolge Stadsretterne den verdslige Myndighed at faa Dommenexekveret,og i denne Henseende vare Stadsretternes Bestemmelser overordentlig strænge. Naar Mand eller Kvinde i nogen Kjobstad vare blevne lovlig stævnede for Hor eller for andre aandelige Sager og blevne fordelte «med Kirkeretten', saa at de vare komne i Band og i Aar og Dag ikke havde villet tage Sk:;ift og Bod derfor, og vare komne udi Madband, da skulde Kongens Sværd rette over Mandens Hoved, Kvinden sættes levende i Jorden, og deres Hovedlod forbrydes til Kongen og Staden.

1) Malmobogen, Indledn. S. XLVII fgd. — Engelstoft, Hist. Tidsskr. 111, 6,25.

Side 440

Ikke uden Grund siges derfor stadig af Malmø Borgere og og i Klageskriftet, at Torben Bilde truede Prædikanterne paa Liv og Gods eller «med Ild, Vand og Stene at bære af By». Ja denne sidste ejendommelige Straf skulde ifølge Stadsretterne i visse Tilfælde netop anvendes mod Horkarlen og Horkvinden *), og for denne Forbrydelse vare Præsterne jo i Virkeliglieden ogsaa anklagede; thi en Præsts Giftermaalkundeefter Kirkens Love ikke betragtes paa anden Maade; Kirken var hans viede Brud. Men ifølge Kirkens Love var Præsten i det Tilfælde allerede Band undergiven ved selve Handlingen -) ; de vare altsaa, alene af Hensyn til deres Giftermaal, allerede «udi Madband», o: i den Stilling, at ingen maatte have noget Samkvem med dem, — forudsat, at de i August Maaned 1533 i det mindste havde været gifte i et Aar og endnu ikke havde taget Skrift og Bod derfor.

Ifølge Statsretterne skulde altsaa den, der var kommen «udi Madband» for en aandelig Sag, rettes med Kongens Sværd og have forbrudt sin Hovedlod. Efter den verdslige skaanske Lov kunde den, der var "i Madband», senere paa Landstinget under visse Omstændigheder erklæres «fredløs» og maatte da dræbes af enhver³). Og denne FremgangsmaadesynesTorben

1) Kong- Hanses almindelige Stadsret §47, Rosenvinge, gi. danske Love "), 580; snilgn. Noten hertil hos Rosenvinge: < Formaar han ikke at bøde, da skal Horkvinden bære Stadsens Sten af B}~, og hun skal .... drage hanneni med sig".

2) Sinlgn. Poder Lavjensens Ytringer om Kirkelovens Bestemmelse herom i Malniøbogen, Indledn. S. XLI.

3) Kilden for Stadsretternes Bestemmelse om Madband er Biskop Jens Krags Stadsret for Kbhvn. af 1294, hvor Bestemmelsen lyder: • Idem (dom med Horkarlen) fiet de quolibet publice excommuliicato, qui in excommunicatione duraverit in annum». (Rosenvinge 5,118; smlgn. Paludan Muller i Hist. Tidsskrift 111, 6, 344j. — Skaanske Lor 7, 9: Tyven erklæres i «matban» paa Herreds- tinget, naar han ikke er mødt; Sagen stævnes da for Landstinget, hvor han erklæres «fredløs». Andreas Sunesøns Fortolkning hertil: «Nulhis ei communicet per totam prorineiam judicabnnt . . „ quod judicium Matban lingua patria nominare consuevit».

Side 441

maadesynesTorbenBilde kort efter de tre Præsters Afsættelseathave fulgt lige overfor alle evangeliske Prædikanterogde luthersksindede Borgere i sit Stift. Navnlig gjaldt det ham at knække Modstanden i Malmø. Endnu i Løbet af Aaret 1533 sendte Tyge Krabbe som Rigets Marsk en Kopi af Recessen af 3 Juli til Malmos Borgemester Jørgen Kock med Paalæg om at efterkomme dens Bestemmelser,bortvisede lutherske Prædikanter og tage saadanne isteden, som de tidligere havde haft, hvorpaa det samtlige Borgerskab under 6 Januar 1534 svarede med et bestemt Afslag, idet de beraabte sig paa deres Bys Privilegier og henviste Keligionssagen til et almindeligt Konciliums Afgjerelse').Alleredeved dette Afslag fik Sagen et farligt Udseende for Malrnos Borgerskab; thi hvis Rigsraadet havde Magt dertil, havde det nu Eet til at betragte dem som Oprørere ifølge Recessens Bestemmelse om, at enhver, der paa egen Haand tiltog sig Præst, skulde «stande til Rette for Danmarks Riges Raad som den, der ikke vil holde Danmarks Riges Raads Bud og Skikkelse", en Straf, om hvilken Jørgen Kock selv senere siger, «at den vilde falde dem for svær«. Efter den Fremstilling af Sagen, som det malmøske Raad kort efter gav, søgte Borgerne da at komme til en mindelig Afgjørelse, idet de «tit og ofl:e» ved Bud og Skrivelser til Tyge Krabbe og andre skaanske Rigsraader segte at faa Biskoppens Samtykke til at beholde deres Prædikanter;«mende bedste Svar vi finge derpaa, vare da,

1) Danske Samlinger 1,374—75; 382-83.

Side 442

at hvis vi ikke vikle tro paa deres Kirke, skulde vi blive adspredte og skilte fra Land og Rige ligesom Jøderne«. Det lagde de sig dog ikke videre paa Hjerte, da de ventede, at alting skulde blive staaende til Herredagen i Kjøbenhavn ved St. Hansdagstide (1534) og da faa et læmpeligere Udfald.Men— Torben Bilde havde inden den Tid begyndt at gaa frem imod Lutheranerne ad retslig Vej. »Efter den ugudelige Reces«, hedder det, «som Biskopperne og Ridderskabethaveudstedt om Guds Ord, har han forfulgt Borgernemedverdslige Retter («mit weltlichen Rechten"). Desuden har Torben Bilde og hans Meningsfæller (tnitvenvonten)indsaten Dommer, som skal domme efter deres egen Villie. Denne Dommer har paa Torben Bildes og hans Tilhængeres (verwandten) Befaling hugget Freden af de fromme Borgere og alle dem, som have været TilhængereafGuds Ord, uden al Disputation og Forhør, som overbeviste Kj ætter o, og erklæret dem i Agt (in die Acht und Aberacht gethon), saa at hver kunde forfolge dem saa frit som Fuglen i Luften. Da bare Joderne sig dog bedre ad med Kristus, thi de disputerede med ham, inden han blev domfældt. Men her blev der fældet Dom uden al Disputation og Gjendrivelse (Ueberwindung)» '). Erkebiskoppen lod da paa Skaane Landsting «fordele og hugge Freden» af alle evangeliske Prædikanter der i Landet og af alle Kjobstæder, som opholdt dem, og da Malmø Borgere fik det at høre, ja saa gjorde de Oprer og bemægtigedesigMalmohus, da det gjaldt deres Liv og Gods '-').

1) Malmø Borgeres »Wahrhaftig bericLt an alle Stende deutscber Nation«, i Danske Saml. a. St.

2) Jørgen Koeks og Malmøs Borgerskabs Breve af 4—64_—6 Juni 1533 i Aktstykker til Grevefejden 11, 15 og i Indledn. til »Malmø- bogen» S. LIV og LYII. — Smlgn. Krag, Annales S. 20 og Hvitfeld S. 1409, for hvis Beretninger vistnok det nmhuøske Stridsskrift og Klageskriftet i dets forskjellige Redaktioner ligger til Grund.

Side 443

Det er vanskeligt at komme til et klart Ilesultat om, hvorledes hele denne Sag er fort, saa længe mati kun kjenderdenaf disse spredte Ytringer. Navnlig er det dunkelt, hvorledes det forholder sig med den omtalte Dommer og hans Virksomhed. Da imidlertid det hele ::oregaar paa Landstinget, efter verdslig Ret, og dette angives som en Følge af Eecessen, har Torben Bilde vistnok holdt sig til Recessens Bestemmelser om Retsforfolgningen mod dem, der egenmægtigt beskikkede Præster eller lod sig beskikke hertil; thi om Præsten hedder det i Recessen, at han skal straffes «som den Vold og Vælde bruger», om Lægmanden, der beskikker ham, at han skal «forfølges til Tinge» og straffes for Vold efter Loven. Recessen betragter altsaa den egenmægtige Indtrængen i en Kirke analogt med Vold, o: efter Omstændighederne som «Ran» eller som «Hærværk«, og dette sidste straffedes efter Loven med 40 Marks Bøder til Kongen og Sagvolderen, og efter de verdsligeLoveskulde Hærværk som alle 40 Marks Sager forfølgestilLandsting; mødte den indstævnte ikke og beviste sin Skyldfrihed, kunde han dømmes fredløs¹). At den verdslige Person skulde tiltales til Tinge og straffes efter den verdslige Lovs Bud, synes utvivlsomt efter Recessens Ordlyd; om det samme imidlertid gjældor om den gejstligePerson,er mere tvivlsomt; thi for hans VedkommendefastsætterRecessen kun en Analogi-Straf, uden

1) Veiles Glossarium ved Ordene «Vold» og nHservaerki. — Skaanske Lov V, 3—4; sjsellandske Lov 11,20; jydske Lov 11, 29 og fgd.

Side 444

nærmere at angive, hvorledes og for hvilken Domstol Sagen skal fores, saa at det ifølge Recessens udtrykkelige BekræftelseafOdensekontrakten inaatte anses for en Selvfølge, at den gejstlige Person skulde dømmes af en gejstlig Ret. Men paa den anden Side maa det bestemt fastholdes, at baade Lægmanden og Præsten kunde komme til at staa til Rette for Rigsraadet i verdslig Henseende, fordi de ikke havde lydt den bestaaende Regjerings Love og Anordninger, ligesom Rigsraadet ved Recessen har paataget sig en bestemtForpligtelsetil at faa den skyldige afstraffet. Herved hindres naturligvis ikke, at Prælaterne tillige kunde bruge deres gejstlige Jurisdiktion og i Kraft af denne erklære baade gejstlige og Lægmænd for Kjættere og »renitente Bandsatte« , der ved hele deres Færd kunde anses for at være "i Madband», og dette laa saa meget nærmere, som de her i Landet gjældende kirkelige Statuter netop erklærede enhver, der tiltog sig gejstligt Gods, for Bandsat1).Naar de gjenstridige ikke vilde falde til Foje og tage Skritt og Poenitense, kunde den verdslige Arms Hjælp anvendes imod dem. Den gejstlige Dommer erklærerdemfor Kjættere, det verdslige Landsting «hugger da Freden af dem» overensstemmende med den skaanske Lovs Bestemmelser om Madband. Og dog kan det ikke nægtes, at der er noget meget vilkaarligt i Fremgangsmaaden,ikkefordi

1) Erkebiskop Peder Lykkes af Birger i Aaret 1514 fornyede Statuter: Item excoinmunicamus oiiiues illos, qvi . . . ecclesiasticas libertates eeclesiae Dac.ianre infringere aut possessiones ecclesiarum invadere aut ad eorum bona manus impias extendere praesumpserint . . . etiam illos, qvi in beneficia eeclesiastica se intrudunt, et cos, qvi per laicalem potentiam scu aliam violeutiam ea detinent occupata. Omnes autem incendiarios, ecclesiarum fractores . . . . excommunicationis setitentiam incurrere decernimus ijiso facto.

Side 445

maaden,ikkefordider ikke gik nogen ny Disputats eller noget nyt Forhor i Forvejen, thi Prædikanternes Meninger laa klart nok for Dagen ved de malmoske Lutheraneres Skrifter og Færd, men derved, at alle skaanske Kjobstæders Borgere erklæres fredlose paa Landstinget, som de skaanske Stæder slet ikke henhørte under. Men rimeligvis er der noget overdreven i den malmoske Fremstilling. At Landstingetskuldehave erklæret alle lutherske Borgere og Præsterforfredløse, uden at hver enkelts Sag var hort, lyder utroligt. Derimod kunde Landstinget afgive en almindeligKjendelseom det juridiske Punkt — saaledes som Landstingene og de kgl. Retterting saa ofte gjore — men en saadan almindelig Dom havde ikke nogen Retsvirkning, fer der fulgte en speciel Retsforfølgning efter for hver enkelts tilbørlige Værneting, og en saadan almindelig Dom over Borgerne og Prædikanterne i Malmø og Trelleborg — thi det er disse Steder, som særlig nævnes i Forening, med Væ, hvor Forholdene ere ukjendte, — kunde kun komme til at lyde, som den gjorde; thi Prædikanterne vare efter katholsk Synsmaade aabenbare Kjættere «udi Madband %og Borgerne havde gjort sig skyldige i det samme ved at opholdedemog beskytte dem, uagtet de af Kirken vare erklæredeforKjættere og tildels ved gejstlig Dom allerede afsatte, og derved havde de tillige vist aabenbar Trods mod den verdslige Regjering og Recessen af 3 Juli.

At ogsaa de øvrige Biskopper begyndte Forfølgelser mod de lutherske Præster, siges udtrykkeligt¹); men man kjender saa godt som intet hertil. Der anføres stærke Beskyldningermod Ronnov for den Maade, hvorpaa han forfulgte baade Prædikanterne og Borgerne, navnlig i Slagelse; men

1) Hvitfeld og Krag a. Sted.

Side 446

det fremstilles som rene Voldshandlinger, uden egentlig Retsforfølgning og i ethvert Tilfælde i Kraft af hans egen biskoppelige Jurisdiktion¹). Det samme synes at have været Tilfældet med Jørgen Frises Forfølgelser mod et Par lutherske Prædikanter, som han berovede, ikke blot deres Sogne og Kirker, men ogsaa deres Gods; men i det mindste om den ene siges der, at det skete «uden al Lov og Dom«. Senere, da Kristian 3 blev hyldet i Viborg i Marts 1535, bleve disse Sager af begge Parter indankede for Kongen og Raadet. Da Recessen af 3 Juli jo imidlertidmaatte anses for lovlig bestaaende endnu paa den Tid, og da Biskoppen selv stævner Præsten, fordi han «med Vold» havde ladet sig indføre i sine tre Kirker mod Biskoppens Villio, kan ogsaa heri ligge en Antydning af, at Sporgsmaaletom Indtrængen i Kirkerne ogsaa for Præstens Vedkommendetilsidst med Rette henhørte under Rigsraadet -).

Efter Recessen af 3 Juli maa det da anses for Lands Lov og Ret, at enhver, Gejstlig eller Lægmand, kunde komme til at stande til Rette for Rigsraadet i ethvert Sporgsmaal om Indtrængen i Kirkerne og om Selvbeskikkelsetil Præst, men kun i verdslig Henseende, som den, der ikke havde villet holde Raadets Bud og Mandater, naar han altsaa havde vist aabenbar Trods eller nægtet at følge Recessens Bud, saaledes som Malmes og Trelleborgs Borgerskabhavde gjort. Forøvrigt have Prælaterne beholdt deres fulde gejstlige Jurisdiktion i alle rent gejstlige Sager; selv i Sporgsinaalet om Beskikkelsen af Præst staar denne under Biskoppens Jurisdiktion som gejstlig Mand, men Straffen

1) Klageskriftet, Rordams Udg. S. 166_—67. Om Korholdene i Slagelse henvises til Tillægene under 3 Juli.

2) Om Jørgen Frises Forhold til Vikar Jens Nielsen og Præsten Mads Hedelund i Vorning henvises til Ny kirkehist. Saml. 5, 7'22 — 24; 720_—27 og de der anførte Bevissteder.

Side 447

herfor er fastsat i Analogi med den verdslige Lovs Bestemmelserom lignende Forhold, idet den fastsættes til Voldsheder,hvis ikke særlige Omstændigheder kom til, der kunde medføre endnu haardere Straf.

Vende vi nu tilbage til Hans Tavsens Sag, saa er det bekjendt, at der rejstes 3 Klagepunkter mod ham. Forst havde samtlige Danmarks Biskopper og Prælater »kaldt ham i Rette for en Skandbog, hvori han for nogle Aar siden havde kaldt dem Tyranner, Bedragere, haardnakkede og forblindede Knubbe, som ingen Mand nyttigt? vare, med mange andre Skjældsord«. Under almindelige Forhold maatte denne Sag übestridelig henhore under den gejs.tlige Jurisdiktion,ogdoger det vanskeligt at paavise, hvorledes Prælaterne,naardeoptraadte samlede, skulde bære sig anderledesad,endde gjorde. Var en hvilkensomhelst enkelt Biskop eller Prælat bleven nævnt i Hans Tavsens Bog, kunde han have stævnet ham for Roskilde Biskop, og hvis Rennov selv havde været personlig nævnt, kunde han have stævnet ham til at mode «for Erkebispen og Danmarks Riges Prælater paa almindelig Herredag«; thi det var RigetsøveistegejstligeJurisdiktion *). Men her gik denne

1) 1524 og 25 under Striden mellem Biskop Styge Krampen og Viborg Kapitel om Kirkerne pa.i Læsø , ringeagte Kannikerne den liaiidstraale, som Biskoppen har udslynget mod dem. Kongen (!) byder da Biskoppen at hæve Bandlysningen og at lade Sagen komme for »Kongen og Rigets Prælater paa almindelig Herredag« ; men senere maatte Kannikerne møde "for Rigens Biskopper og Prælater overensstemmende med Ærkebiskop Aages Stævning og Bud«. — 1499 strider en Kannik i Viborg med en anden Klærk om Besiddelsen af to Kirker i Stiftet; thi han var kaldet af Kapitlet under Bispeledigheden; men den nye Biskop havde bestridt Kapitlets Ret hertil og udnævnt en anden. Ogsaa denne Sag forhandles «coram arehiepiseopo et regui prælatis in communi dieta». (Viborg Stiftsarkiv). —

Side 448

Fremgangsiuaade slet ikke an, da alle Prselater uden Undtagelse,Erkebispenmedindbefattet,staa
som Klagere, og
alle ere angrebne. Hvor skulde de gaa ben for at finde en
gejstlig Domstol til at afsige Dommen? Til Kora kunde det
ikke nytte at benvende sig; Vejen dertil havde lsenge vseret
spaerret, og desuden var det en forfatningsmsessig Bestemmelse,atingen'Sag
maatte stsevnes ind til Rom, for
don havde vaeret for Rigets Prselater 1). Vilde Pnelaterne
have Hans Tavsen damt for denne Sag, maatte den ifelge
de givne Forhold for det verdslige Rigsraad. Dette havde da to
Veje at gaa; det kunde for det forste betragte Sagen som
en rent verdslig Sag — i Lighed med hvad dor tidligerebavdevreretTilfueldet
med Biskop Jens Beldenak —
og afgjore den efter de verdslige Love. Det kom da an
paa at finde en Retsanalogi, hvorefter denne Pressesag —
saa vidt skjonnes, den forste af den Art i Danmark —
kunde paadommes; thi da der i de almindelige verdslige
Love her til Lands endnu ikke fandtes nogen LovbestemmelseomtrykteSkandskrifter,
maatte Sagen behandles
i Analogi mod verbale Injurier. Heller ikke herfor fandtes
dor endnu i de almindelige Landslove nogen Analogi; dog
havde der uddannet sig en vis Praxis i denne Henseende,
idet allerede en Landstingsdom af 1433 udtaler don Retssietning,<>atbvilkenMand
der lsegger en anden Usere til
og kan det ikke bevise, men vordor dermed tilbagedreven,
da bar han at lide samme Ret og Dom, som den anden
skulde have licit, om han havde det over ham bevist . . .
og hvilken Mand der saa vil lyve anden sin Hrcder eller
og Rygte fra, hannem bor ej at vsere Dannemand
efter den Dag, som han til for n var, og bor ej at vaere i

1) Frederik I.s Haandfæstning §8.

Side 449

Lov og Lag eller noget Samfund med nogen Dannemand derefter«. I Analogi med denne Retsgrundsætning kunde Raadet da dømme Hans Tavsen til at være Logner og Mindremand¹), hvorimod man her neppe kunde anvende det Talionsprincip, der ligger udtalt i Landstingsdommen af 1433, og som gjenfindes i Kong Frederiks Forordning om Adlen af Aar 1528, hvorefter enhver, Gejstlig eller Verdslig, som aabenbart talte paa nogen god Mands (d: Adelsmands) eller Kvindes Ære, uden at kunne bevise sine Udsagn, skulde staa i samme Last, Skade og Vanære, som han vilde fere den anden i med Løgn, et Princip, der havde sin Retskildeidenkanoniske Ret, hvor lignende B?stemmelser findes; thi her var der ikke Tale om bestemte Sigtelser for bestemte Forbrydelser, men om almindelige Skjældsord: det skulde da være i Anledning af Ordet "Bedragere«⁹)._— Derimod fandtes der i Stad s retterne Analogier, hvorefterSagenkundepaadommes: Enhver, der talte «übekvemmeligen»omKongenog hans Raad, det som Ære rørte, skulde miste sin Hals, uden Sagvolderen vilde benaadeha m¹'¹), en Bestemmelse, som maaske \unde finde Anvendelse her, da alle Sagvolderne vare Medlemmer af Rigsraadet; og hvis man ikke vilde tage Hensyn til dette Kapitel af den almindelige Stadsret, da det ikke var i AnledningafderesStilling som Raadsherrer, at Biskopperne vare blevne udskjældte i Skandskriftet, kunde en Analogi hentes fra andre Kapitler i Stadsretten, hvor der fastsættes 40 Marks Beder til Sagvolderen, Kongen og Staden, i Foreningmed»DannemændsBøn«

1) Herpaa kunde ogsaa Hans Reis Ytring' tyde, at H. Tavsen »blev dømt til en Kjætter, Løgner, Tyv og Skalk«.

2) Bevisstederne hos Rosenvinge, i Dansk Mag. 111, 3, 171 fgd.

3) Kong Hanses altn. Stadsret cap. 6, Rosenvinge, 5,554, med Varianten "Danmarks Riges Raad».

Side 450

eningmed»DannemændsBøn«, naar nogen überygtet Mand eller Kvinde talte übekvemmelig paa en anden det som Ære rorte, og kunde han ikke udrede Boderne, skulde han slaas til Kagen »eller løse sig fra Sagvolderen, Foged og Borgemester som han kan med dennem tilens vorde % og var det en «ond» (berygtet) Mand eller Kvinde, der gjorde sig skyldig heri, skulde de sættes paa Kagen og siden drage Sten af By, og deres Gods være forbrudt'). Selv om Iligsraadetikkeuldebetragte Hans Tavsen som en «ond» Mand, hvilket forovrigt ikke er umuligt, al den Stund han netop anses for en aabenbar Kjætter, saa maatte Straffen dog i ethvert Tilfælde blive haard efter de verdslige Love; thi 80 Mark til Konge og Stad foruden 40 Mark til hver af Klagerne — saaledes beregnes Boderne i andre Tilfælde, hvor der er Mere Klagere — vilde blive en anselig Sum paa en Tid, da en Td. Bug kostede 8—12/1

Da Kigsraadet imidlertid aldrig kunde blive en kompetentDomstol for Hans Tavsen i denne Sag, hvilket vilde stride fuldstændigt mod den Reces, som Biskopperne og liaadet selv faa Dage for havde vedtaget, hvorefter Sagen henhørte under en gejstlig Domstol, og mod Kjøbenhavns Stadsprivilegier, hvorefter Bytinget var hans verdslige Værneting,saa kunde Eaadet gaa en helt anden Vej. Det kunde al'gjore Ket&sporgsinaalet og forøvrigt overlade Sagen til Kirkens Afgjorelse; det kunde erklære, hvorvidt Hans Tavsenhavde gjort sig skyldig eller ikke i en Forbrydelse, hvor det var Statens Pligt at træde til og skaffe Forbryderenafstrailet. Og efter de kirkelige Love kunde Hans Tavsen — i det mindste, naar man vilde stille Sagen paa Spidsen, og det gjaldt netop Biskopperne om at godtgjøre,

1) Kong Hanses Stadsret, anf. St. S. 587 ff.

Side 451

at Hans Tavsen var en aabenbar Kjætter — allerede ved selve Skandskriftets Affattelse betragtes som renitent Bandsat,og da var han ved det «for nogle Aar siden forleden« udgivneSkandskrift allerede «udi Madband», saa at Kongens Sværd ifølge Stadsprivilegierne skulde rette over hans Hals¹). Om der fandtes formildende Omstændigheder, og hvorvidt Eaadet af den Grund vilde indstille Hans Tavsen til Benaadning«for Guds Skyld og Dannemænds Bons Skyld« som det i lignende Tilfælde hed²), blev et andet Sporgsmaal.

Dernæst anklagede Joachim Konnov specielt Hans Tavsen, fordi han «med sine Tilhængere >■ havde befattetsigmed alle Kjøbenhavns Kirker, navnlig St. Nikolai Kirke, og derover havde tiltalt Biskoppen med nogle haanligeoghovmodige Ord paa Kapitelshuset i nogle EigsraadersNærværelse.At Ronnov i denne Henseende stævnedeHansTavsen for det verdslige Eigsraad, var ganske naturligt; vi ville ikke her dvæle ved, at Eonnov ifolge sine egne Forpligtelser til den afdode Konge og lians Efterfølgervarligefrem bunden til at gjore det; thi disse ForpligtelsertogBennov sig ellers meget let, og det kan ikke

1) Birgers ovennsevnte Statuter, Pont. Ann. 11, 545: Exconiniunicamus insuper omnes, qui odio vel lucri causa aliqvibus crimina falsa imponunt, pro quibus mors vel exilium aut membrorum mutilatio vel exhaeredatio, bonorum spoliatio seu faina? denigratio seqvi debeat, si judicialiter convincantur. Qvi vero ad diffamationem alterius quid proponat, quod mores sugillat, nisi boc approbare potuerit, cannonice puniatur et injuriam passo pro niodo culpse satisfacere compellatur.

2) Dette Udtryk forekommer i en Dom i Viborg- Stiftsarkiv, hvorved en gejstlig Ret 15GG erklserer en PrcX>st for uvardig til sit Embede, «uden ban for Guds Skyld og Dannemsends Bons Skyld kan benaades». Deter i Virkeligbeden dut samme, som sker med Hans Tavsen.

Side 452

nægtes, at Konnov nu tillige med sine Forlovere »sad udi Badet«, som Klageskriftet udtrykker sig, hvis han egenmægtigtforfulgtede lutherske Prædikanter; hans egne ForpligtelserogRecessen kunde ikke godt forliges. Men selv overensstemmende med Recessen kunde Rønnov i dette TilfældestævneTavsen for Raadet; thi han havde jo selv tidligere,somDommen udviser, stævnet Tavsen for sig paa Kapitelshuset i Anledning af Kirkerne og i Kraft af sin hiskoppelige Myndighed søgt at faa ham til at falde til Foje: men Tavsen havde nægtet det og saaledes vist Trods mod Raadets Bud, saa at han nu kunde stævnes for Raadetsomden. der ikke vilde holde Raadets Skikkelse og Mandat. Thi at denne Sammenkomst paa Kapitelshuset er foregaaet meget kort for, man kan næsten sige i Dagene mellem den 1) og 14 Juli, er aldeles utvivlsomt'). St. NikolaiKirkelaa under Kjøbenhavns Kapitel, som havde Fatronatsrotiendertil; for saa vidt kunde Rønnov ogsaa have holdt sig til Kapitlet; men dertil var der naturligvis ingen Anledning, da Hans Tavsen aabenhart var Kapitlet paatrængt mod dets Villie. De nærmere Omstændigheder ved Tavsens Beskikkelse til Præst ved denne Kirke ere

1) Jeg¹ rntager nemlig¹ med Rørdam (Universitetets Hist. I, 466 Note;, at det er den samme Samtale mellem en Prædikant og* Rønnov, der omtales i Klageskriftet (Rørdams Udg. S. 16G), hvor Prædikanten bnunbte sig paa «et almindeligt Koncilium", hvortil Rønnov svarede , om den Nar af Hessen eller den Gjæk af Holsten skulde være Dommer; han skulde være ham baade Konge og Domnier nok. Thi at denne «Gjæk» var Hertug- Kristian, ikke Kong Frederik, freingaar tydeligt af Klageskriftets Slutningsord: "Om vor Herre Fader og vi have saadant af hannem forskyldt, eller om det er foreneligt med hans Brev og Segl, give vi alle at betænke«. — At denne Prædikant var Tavsen, beror paa Vedels Autoritet (Ny dske Mag. 3, 24).

Side 453

ukjendte; men han anklagedes tillige for det lutherske PartisOvergrebmod alle Stadens Kirker, som OphavsmandenogLederen hertil, og kan man stole paa de katholskeBeretningerom disse Begivenheder, vare de foregaaedemedVold og Magt; desuden vide vi af Povl HelgesensBeretning,at det gamle Spørgsmaal om Billedstormen i Vor Frue Kirke atter blev fremdraget og Tavsen beskyldt for at være den egentlige Ophavsmand hertil, hvilket han vel bestemt benægtede, men uden at de katholske Dommere,somdet synes, have anset Beskyldningerne for tilstrækkeliggjendrevne'). Selv efter de verdslige Love var dette halsløs Gjerning²), og efter hele den Mande, hvorpaa Protestanterne havde bemægtiget sig Kirkerne, er det et Spørgsmaal, om det ikke kunde betragtes som Tyveri i Forening med Kirkebrud, og ogsaa herfor satte de verdslige Love Dødsstraf; i det mindste berettes det, at Hans Tavsen «biev dømt til Tyv«³). At de bestaaende kirkelige Love herfor satte Bandsstraf, som man var ifalden ved selve Gjerningen («ipso facto«), er ovenfor omtalt, saa at Hans Tavsen alene af den Grund kunde anses for at være «udi Madband«.

At det tredie Punkt, hvorfor Hans Tavsen anklagedes, kjætterske Meninger om Nadverlæren, aldrig kunde blive Gjenstand for det verdslige Raads Dom, er øjensynligt. Men dette Punkt synes heller ikke at være blevet gjort til

1) Skibyske Krønike, Rørdams Våg. S. 92 (Script. 11, 593).

2) Hvo som gjør Samling eller Opløb i nogen Kjøbstad uden Borgemestres og Raads Vidskab, og er Høvedsmani derfor, lian have forbrudt sin Hals (Kong Hanses Kjobstadsret kap. 47; Rosenvinge, 5, 553).

3) Hans Refs Ytring i Tillæg 43. Smlgn. Stemanns Retshist. S. 020 fgd. Efter Skaanske Lov skulde Kirkebryderne straffes med Hjul, Baal eller Stene.

Side 454

Gjenstand for en Retsforfølgning fra Kigsraadets Side¹). Rigsraadet kunde her kun erklære, at Hans Tavsen efter de Beviser, der vare fremførte, maatte anses for skyldig og overbevist om Kjætteri, saa at den verdslige Arm, naar bagen paa tilbørlig Vis var paakjendt af den rette Dommer, var forpligtet til at skaffe ham afstraffet. Skulde der her afsiges en Dom, maatte det være af Prælaterne selv.

Hvorledes disse Sager bleve førte, om de vare indstævnedeenkeltvis eller alle under ét er det nu vanskeligt at komme til en klar Erkjendelse af. Følger man imidlertid Povl Helgesens Fremstilling i den skibyske Krønike og selve Indholdet af den Erklæring, som de 17 Rigsraader udstedte i Nærværelse af Kjøbenhavns Borgemestre og Raad, Borgemestrene og nogle Raadmænd fra Malmø og nogle Borgere af hvert Rodemaal i Kjobenhavn — en mærkværdig stor Forsamling, som i ethvert Tilfælde var tre- til firedobbelt saa talrig som de tilstedeværendeRigsraader, al den Stund baade Kjøbenhavnog Malm o hver havde 4 Borgemestre og 12 Raadmænd,og Kjøbenhavn var delt i 8 Rodemaal, som ved saadanne Lejligheder plejede at stille et Udvalg af 4 Mænd hver — saa synes de alle at være slaaede sammen og behandledeunder ét; thi det er aabenbart, at Kjætterspørgsmaaletvar Hovedsagen, og at det hele egentlig gik ud paa at fremstille Hans Tavsen som en ved den stedfundne Disputationoverbevist Kjætter og Bandskrop, en »Luthers Discipel", der ved sine Gjerninger og sin Lære var falden «udi Madband», og over hvis Hals den verdslige Arm var pligtig at rette. Og denne Erklæring afgav de 17 tilstedeværendeRigsraader

1) I Dommen selv hedder det heller ikke. som i Anledning af Skandskriftet, at Hans Tavsen er -kaldt i Rette- derfor, men kun, at "det blev rørt for os», at han havde talt Sakrameutet for nær.

Side 455

stedeværendeRigsraaderi Borgerskabets "Nærværelse", men neppe med dets Billigelse — «de modraabte samme Kondemneringog vilde den ikke samtykke« —, idet de paasagde,<>at hannem derfor burde at straffes baade efter Loven og stande tilrette som Recesser¹) og Stadsprivilegierindeholde, uden hvis (o: hvad) de værdige Herrer Bisper og Prælater hannem naadelig herudi anse vilde«, hvorpaa de for «Guds Skyld og Dannemænds Bøns Skyld (alles vores kjærlige Bøns Skyld)» overgav Sagen til Biskoppernes Naade. Kirken har ved Povl Helgesens Hjælp — efter Rigsraadernes Mening — bevist, at Hans Tavsen er skyldig i de Forseelser, hvorfor han anklagedes, og at han derfor bør straffes efter Loven — den gejstlige eller verdslige — som Løgneren og Æreskænderen, som den, «der Vold og Vælde bruger«, og som den, der ikke har villet holde Raadets Bud og Mandat; baade ved sin Færd og ved at tale Sakramentet for nær ei han overbevistom at være en Bandskrop og Kjættei, som bør stande til Rette for sine tilbørlige Dommere efter Odense Reces og Recessen af 3 Juli, og som den verdslige Regjering overensstemmende med Kong Frederiks Haandfæstning og Kjøbenhavns Stadsprivilegier er pligtig at straffe paa Livet.

Efter vor Opfattelse af, hvad der foregik paa KjøbenhavnsRaadhusden14 Juli, er saaledes Disputationen Hovedsagen;ellersvildedet ogsaa være ufatteligt, at man tog en halvhundrede Borgere med, hvoraf dog vistnok Flertallet, om ikke alle maatte anses for luthersksindede. Det hele er en Fortsættelse af hvad der forefaldt paa Herredagen 1530; den Gang vare Prædikanterne villige til en Disputation paa

1) Mine Grunde til at holde paa dette Ord liar jeg aafort vcd Tillffig

Side 456

det Vilkaar, at Kongen, Kaadet og Borgerskabet skukle vaere Dommere, Papisterne derimod beraabte sig paa et "generale Koncilium •> '). Kort efter fulgte Povl Helgesens og Tavsens Strid ora Mcssen; Povl Helgesen opfordrede til en mundtlig Disputats, hvorpaa Hans Tavsen gik ind, og ogsaa her tsenkte man sig Striden udksempct for KjobenhavnsBorgemestreogRaad -). Nu, under de forandrede Tidsforhold, tog man Hans Tavsen paa Ordet og staevnede ham til en Disputats for Raadet, med Borgerskabet som Bisiddere. Isu kunde Katholikerne roligt gjere det, med Kecessen af 3 Juli i Baghaauden, uden at hindres af en kjsettersk Konges og en luthersksindet Minoritets NaervserelseiEigsraadet.<>I mange Stykker» gaar Disputationen — efter katholsk Synsmaade — Hans Tavsen iniod s). Der formuleres da en bestemt Anklage iinod ham i flere Punkter, af en saadan Beskaffenhed, at Hans Tavsen ikke kunde fragaadem,idetman ikke holdt sig til bans mundtlige Ytringerogsaaledesikke behovede at tage Hensyn til mundtligeVidnersmodsigendeErklseringer, men man holdt sig til bans Skrifter og til det Faktum, at han mod Biskoppens Villie havde indtrscngt sig i de kjobenhavnske Kirker. Lektor Povl bar atter fremdraget den gamle Beskvldning mod Hans Tavsen, at denne bavde Inert, «at man ikke maa bevisedethelligeSakramente Hsedei og zEre», og at Klet ikkun er et Tegn» 4). Paa denne Beskvldning, der om

1) Hvitfeld, S. 1332.

2) Svar til Lektor Povl, Rerdams Udg. S. 157—58.

3) Smlgn. Knud Bildes Ytring, «at Lektor Povl og Mester Hans nu vare til en Disputation igaar for alle Bisper og Prælater og for Danmarks Riges Raad og Borgemestre og- Raad, og- overvandt Lektor Povl samme Prædikanter i mange Stykker, som han havde p a-diket (osv.)»

4) Skib. Krønike: sacram eucharistiam non esse adoran dam. Svar til Lektor Povl, Rørdams Udg. S. 137: Ikke haver jeg eller nogen af mine Medarbejdere, det jeg₁ ved, talt saa om dette hellige Sakramente (som du klager), at man maa ej bevise det Hæder og Ære og med en sand Mening tilbede det». Snilgn. smsts. S. 100 nederst. Engclstoft, Hist. Tidsskrift 111, f>, 39 fgd.

Side 457

Ordet end ikke er brugt af Povl Helgesen, dog vilde stemple Hans Tavsen som en Zwinglianer, kunde Tavsen efter hele sin tidligere Lære om dette Punkt og efter hvad han selv havde skrevet i den Anledning i sit »Svar til Lektor Povl", ikke svare uden med et bestemt Nej, idet han atter hævdede,atPovl Helgesen havde forvansket hans Ord ved at indskyde et «ikkun»; men da Povl Helgesen derpaa fremlæggerethaandskrevetExemplar af hans Skrift, hvor Ordet dog staar, da Sagen saaledes bliver tvivlsom, åi stilles det bestemte Spørgsmaal til ham: «Tror du, at det er det sande og værdige Guds Legeme under Brøds og Vins Lignelse, som en kristelig Præst konsakrerer og vier udi Messe Embede og som efter den kristelige RomerkirkesVedtægtogSkikkelse sættes baade udi Monstrans og Pixis?» Men herpaa kunde Hans Tavsen aldrig svare uden med et bestemt: «Nej, det kr.n jeg ikke erkjende for at være det sande og værdige Guds Legeme; thi — saaledes omtrent føres Beviset i hans eget «Svar til Lektor Povl» — jeg har ingen Vished for, at en MessepræstsMumlenogHvisken er en virkelig Indvielse; kun ved Ordets Udtalelse bliver Elementet til Sakrament; accedatverbumadelementum et lit sacramentum. som den hellige Augustinus siger; Ordet skal derfor udtales hojt og tydeligt, saa at enhver kan hore det, og det skal udtales hver Gang, Handlingen foregaar; jeg kan derfor heller ikke erkjende det for at være det sande og VcTrdige Guds Legeme, som gjemmes hen i en Solvæske; jeg har ingen Vished for, at det virkelig er Guils Legeme; det er en uforsvarligMisbrug,somstrider

Side 458

svarligMisbrug,somstridermod Guds Ord». Hans Tavsen er af Povl Helgesen bleven stillet midt imellem BeskyldningenforZAvinglianismeog Vedkjendelsen af den krasse kalholske Opfattelse af Messeofret og Transsubstantiationslæren;banfornægtermed stor Bestemthed begge Opfattelser,menhævderderved netop sin egen Overbevisning, den lutherske Opfattelse af Nadveren, og dermed er han fældet, efter Katholikernes Mening').

1) Smlgn. nærmere hos Paludan-Miiller, Hist. Tidsskrift 111,6,348 t'gd., der tillige paaviser, at det ogsaa stred mod Luthers Ord at antage den i Fyxis opbevarede Hosti for Guds Legeme. For mig har imidlertid Hans Tavsens eget «Svar til Lektor Povl«, der jo nu foreligger tilgængeligt for alle i Rørdams Udgave af Hans Tavsens Smaaskrifter, fjernet enhver Tvivl om dette Punkt: thi at det er dette Skrift, der laa til Grund for Disputationen om Nadverspørgsmaalet, og som blev fremlagt for Forsamlingen, er klart og tydeligt godtgjort af Engelstoft a. St. Uagtet vedkommende Afsnit af Tavsens Skrift — Svar til Lektor Povls 4 og 5 Kapitel (Rørdams Udg. S. 136 og 142 flgd.) — bør læses i Sammenhæng, skal jeg dog. foruden de allerede af Paludan-Miiller aftrykte Steder, særlig henlede Opmærksomheden paa følgende Steder: (S. 147) -Efterdi denne Sakreren og Vielse i det hellige Sakramente staar paa Guds eget Ord og Indsæt, som nu er urykkelig bevist, hvi skulde man ej da maatte tvivle og bære Mislove paa eders Brød og Vin, efterdi man ikke er vis, om Guds Ord er dermed eller ej, og er det der end, da have I hvisket det for eder selv og ikke ladet nogen hørt det; stjæle I os da Ordet fra, som skaffer og gjør Sakramentet, paa hvilket et Sakramente lader sig og alene kjende fra andet Kreatur , som er og lige saadant til Siune; hvorpaa skal jeg da visselig kjende det, at eders Sakramente er et sandt Sakramente? Maaske, fordi jeg véd det, at Præsten er raget og smurt (osv.)». S. 143: «Jeg staar det fuldkomnielig til, at jeg haver sagt i min Prædiken og siger endnu, at man maa vel tvivle paa det Brød og Vin, som hine Hviskere vise Folket og lade dem ikke høre Kristi egne Ord derover«. — S. 151: <'Thi véd jeg vel, at Gud vorder mig ikke vred derfor, om jeg ikke tilbeder det, jeg ser i Præstens Haand eller Monstrans, efterdi jeg ikke véd visselig, hvad det er uden Brød«. — Tvivler Hans Tavsen om, at det af Præsten i Messeembedet konsakrerede Sakmment, som opbevares i Monstrans og Pyxis, virkelig er det «sande" Sakranent, kan lian ikke erklære det for at være «det sande og værdige« Guds Legeme, men kun et foregivet. Af indre Grunde mna jeg saaledes holde paa det bekjendte »ikke« i Hvitfelds Text; men endnu mere af rent ydre textkritiske Grunde (uærmece ved Tillæg 36). Til et lignende Resultat er ogsaa Helveg kommen i «Kirkeh. før Reform. 11, 957. Forøvrigt maa det atter fremhæves (smlgn. Paludan-Miiller a. St. S. 355), at vi kun kjende Tr.vsens Bekjendelse i den Form, hvori hans Modstandere have ført den i Pennen, og at den muligvis derved fremtræder skarpere, end den i og for sig har lydt, en Betragtning, der styrkes ved den Form, hvori hans Ytringer af Skandskriftet ere førte i Pennen, langt kraftigere, end de staa i selve Skriftet, hvilket formentlig vil fremgaa af det følgende.

Side 459

Ved Rigsraadets Udtalelse var Hans Tavsen erklæret for skyldig i Forseelser, hvorfor verdslige og gejstlige Love efter den strænge Ret satte Dødsstraf, og Rigsraadet havde som Rigets øverste verdlige Domstol erkjendt, at her var et Tilfælde, hvor den verdslige Statsmagt havde en Forpligtelsetilat træde til og skaffe Straffen exekveret, hvis Prælaterneforlangtedet. Herved bliver Rigsraadets Erklæring en Dom med bestemt Retsvirkning; efter at Tavsen er overbevistomat være en Bandskrop og Kjætter, der er «udi Madband», kan Straffen strax exekveres; ial Fald blev det en ren Formsag, om Tavsen bag efter skulde »stande til Rette« for Prælaterne eller Joachim Rennov alene som SjællandsBiskop.Men at her vare mange formildende Omstændigheder,maatteselv den ivrigste Katholik indramme, uansetdenstore Tumult i og udenfor Raadhuset, der antog en for Prælaterne og Rigsraadet truende Karakter. Skandskriftetvarikke rettet mod en enkelt af de klagende Personlighederogindeholdt ikke Beskyldninger for enkelte bestemteForbrydelser,men indeholdt de af Reformatorerne i Almindelighed mod den bestaaende Kirkes Prælater

Side 460

rejste Beskyldninger og de i den Henseende almindelige Udtryk, i dette Tilfælde ganske vist særligt rettede mod de danske Prælater; ja Ordene «Tyranner, Bedragere og Knubbe" fandtes ikke en Gang deri, om end Prælaterne i Almindelighedanklagedesfor at paalægge baade Sjæl og Liv et aandeligt og verdsligt Tyranni, for at bedrage ved deres falske Lærdom og for i det Hele at være unyttige til deres aandelige Gjerning *). Og havde Hans Tavsen paa utilbørligVis«befattet« sig med Kjøbenhavns Kirker og fort Vranglære, saa var det sket med Billigelse af Kjobenhavns liaad og under Beskyttelse af den verdslige Regjering, hvis Arm nu under de forandrede Forhold skulde rettes mod

1) Det "Skandskrift«, som Tavsen «for nogle Aar siden udskrev og lod prente» , og som fremlagdes for Forsamlingen, kan nemlig neppe være andet end lians i Aaret 1529 af Hans Vingaard i Viborg trykte iKort Ansvar til Bispens Sendebrev af Odense« ; thi i intet andet af Hans Tavsen i disse Aar udgivet Skrift findes lignende Ytringer (smlgn. Fortegnelsen over Tavsens Skrifter i Rordams Universitetshistorie I, 483). De Steder, hvortil der sigtes, maa da være følgende: '-Gud haver beladt os med eder og eders Lige, som under et saadant højt og helligt Navn (o: Bisper af Guds Naade) bruge eders mægtige og vældige Tyranni over os og tvert imod biskoppelig Art og Natur sætte eder op over os baade som Guder og verdslige Fyrster og ville baade regjeie over Sjæl og Liv imod al Ket». (Rørdams Udg. S. 29). — »Se, med saadanne Tegn skulde I bevise eder; da kunde vi kjende eder for Biskopper af Guds Naade, dersom I og bare hverken Jiine høje Hatte eller forgyldte Sølvstave. Nu have I ny Tegn pau eder, og en ny Gud tjene I, det er Paven og eders egen Bug, ingen anden ere 1 nyttige enten med Ord eller Gjerninger, uden I have og Vild dermed". (S. 32). — • (Denne Splidagtighed kommer ikke af Morten Luthers Lærdom) men af eders haarde Hjerte og forstokkede Blindhed, af eders store Dønkelgodhed, Gjerrighed, Hovmod og andre skjendelige Laster ... I haver forført og bedraget os med Fabler og Tant«. (S. 40, o. fl. St. i det følgende). — Faa Aar efter vare baade Jens Andersen og Hans Tavsen dømte som Løgnere!

Side 461

ham. Da var det, at Prælaterne «for Guds og alles kjærligeBensSkyld omdroge saadan Straf og Pene, som Mester Hans forskyldt havde og med Rette lide skulde, dog udi saa Maade, at han herefter ikke skal befatte sig med nogen af Kjobenhavns Kirker, ikke skal skrive Boger eller lade dem prente, inden en Maaned skal forlade Sjællands Stift og siden ikke opholde sig i Sjællands elier Skaanes Stift; i Fyns eller Jyllands Stifter maa han ikke prente Boger, prædike eller indtrænge sig i nogen Kirke uden BiskoppensSamtykkeog Befaling. Joachim Rønnov skal og bør atter annamme og beholde sine Kirker i Kjøbenhavn saa frit som de tidligere Biskopper i Roskilde, og han skal skikke og indsætte Prædikanter, som lære og forkynde det hellige Evangelium og Guds rene Ord, som de ville ansvareogvære bekjendte, desligeste ministrere Sakramenterne,holdeMesse og anden Gudstjeneste, som kristeligt og tilbørligt er i alle Maader.»

Ved dette Kompromis havde Rigsraadet indirekte erkjendt,atPrælaternevare Tavsens rette Dommere; thi hvorledes man end vender og drejer Ordene, blivor det Prælaterne,derkommetil at afsige Kjendelsen, idet de give Afkald paa den strænge Straf og sætte en mindre isteden; men Dødsstraffen hænger fra dette Øjeblik truende over Hans Tavsens Hoved; thi hvis han handler imod Voldgiftskjendelsen,skalhan«stande til Rette efter Recesser og Stadsprivilegier« og lide den Straf, «han haver forskyldt», og Rigsraadet vilde da ikke kunne nægte at tage sig af Sagen. Forøvrigt er det klart, at Rigsraadet ved det mæglendeForlignavnlighar taget Hensyn til Recessen af 3 Juli og dens Bestemmelse om Biskoppernes fulde MyndighedideresStifter; Kirkelæren have de kun indirekte taget Hensyn til, idet det jo efter Kjendelsen stod enhver af de

Side 462

andre Biskopper frit for at lade Hans Tavsen prædike i deres Stifter: det blev da deres egen Sag at drage ham til Ansvar for don Vranglære, han muligt efter deres Mening kunde prædike. Man vil gjøre ham uskadelig; derfor paalæggermanhamCensur; man forviser ham fra Kjøbenhavn og Malmø, men glemmer Viborg, hvis Borgere lige saa godt formaaedc at beskytte ham trods Biskop og Rigsraad, og som ogsaa kort efter skulle have tilbudt ham et Fristed hos sig; man vil sætte ham under Biskoppernes Tilsyn, men glemmer, at selv om de jydske vilde formene ham Adgang til nogen Kirke, kunde dette neppe ventes i Fyn med Jørgen Sadolins Medvirkning og under Knud GyldenstjernesBeskyttelse,somefter hvad der tidligere er oplyst, neppe kan antages at have været blandt hans Anklagere. Bispemyndigheden er det første og vigtigste, og af lutter Iver for at fastslaa den, paalægger man i Virkeligheden Ronnov etßaand; thi hvorfor skulde han ikke have samme Ret som de andre? Man giver Rønnov Kjøbenhavns Kirker tilbage og straifer derved ikke blot Hans Tavsen, men alle de evangeliske Præster i Kjøbenhavn, som nu enten maatte anerkjende Rønnovs Myndighed eller trække sig tilbage;ogidet samme Øjeblik, man giver Rønnov Myndighedentilbage,paalæggerman ham at ansætte Præster af samme Slags som de tidligere, kun med den af Recessen paabudte Indskrænkning, at de skulde holde Messer og ministrere Sakramenterne, «som kristeligt og tilbørligt er i alle Maader», og dette sidste er det eneste Hensyn, som i Dommen tages til Klagen over Sakramenterne, men i saa übestemte Udtryk, at man kunde fortolke dem, som man vilde. Hele denne Overenskomst er som alle hin Tids Retsakter saa übestemt og vaklende, og fuld af saa mange

Side 463

Modsigelser, at den tydeligt bærer Præg af dot Hastværk og de særlige Omstændigheder, hvorunder den er fremkommen.Menvarman én Gang kommen ind paa Indrømmelserneoghavdetilstaaet "Dannemænds Bøn» en Berettigelse, hvorved man tillige havde indrømmet, at BiskoppernevareTavsensrette Dommere, saa laa det meget nær at prøve samme Middel endnu en Gang og ved en ny •■Dannemænds Bon« søge at faa Rønnov til at tillade Hans Tavsen at blive i Kjøbenhavn, og Ronnov indrømmede derved ikke andet, end hvad han baade efter Recessen og Dommens Slutning kunde anse sig for berettiget til; ellers kunde han ikke anse sig for at være i den fulde Nydelse af den biskoppelige Myndighed, som baade Recessen hævdedeham,ogsom det dog utvivlsomt var Dommens Mening at give ham. Det er bekjendt nok, at dette kort efter skete, idet Mogens Gøje, Erik Banner, Mogens Gyldenstjerne,KjøbenhavnsBorgemestreog Raad og maaske nogle flere gik i Forbøn for Tavsen hos Rønnov, dog kun paa den udtrykkelige Betingelse, at Tavsen anerkjendte Rønnov for sin kirkelige Foresatte og skulde »lære og prædike det hellige Evangelium rettelig og klart og uden al Skjændsord og Tale mod Biskopper, Prælater, Kanniker og Præster*). Rønnov eftergav derved Tavsen Straffen for sit Vedkommende;menselvfølgeligkunde han ikke gaa videre; Censuren,dervarpaalagt ham, maa derfor anses for endnu ikke at være hævet. Mogens Gøje og Erik Banner havde desuden saa stærke Baand paa Rønnov som hans Forlovere, at Mogens Gøjes og Rønnovs Fremfærd ved denne Lejlighed let lader sig forklare alene af den Grund, selv om man ikke vil fæste Lid til den gamle papistiske Fortælling, at Rønnov skulde have været forelsket i en af Mogens Gojes

Side 464

Døtre og for hendes Skyld skulde have tilladt Hans Tavsen
at vende tilbage ').

Den Uenighed i Rigsraadets Flertal, som allerede havde

1) Andet og mere beretter Povl Helgesen ikke i den skibyske Kronike, bvor Navnet So fie forst bar va?ret tilfojct, men atter er overstreget, dog neppe af Povl Helgesen selv (>'filia ab episcopo adamatai, Kordams Udg. 5.92; smlgn. Hans Henriksens Udtog i RordamsHift. Kildeskr. 1,423, der ogsaa har Navnet Sofie.). Herfraer Historien gaaet over til Povl Helgesens Udskrivere, med eller uden Navnet Sofie. Derpaa kommer Hvitfe 1d med den Fortaelling, at det, «eftersoin de Papister foregave», skulde vsere sket, «fordi han skulde have haft hans Datter Jfr. Birgitte Goje>. Hvitfeld bar her vistnok kun haft den skibyske KrOnikes eller vel rettere dens Udskriveres Beretning for Oje; men da han vidste, at Sofie Goje paa den Tid var gift med Mogens Bilde, og oven i Kjobet antog hende for dad i Aaret 152G (S. 1290), kunde han ikke godt taenke paa andre end Birgitte Goje, der endnu var ugift. Man skulde rigtignok tro, at Hvitfeld som Herluf Trollcs Sosterson kunde have paalidelige Efterretninger oni dette Punkt, men deter aabenbart efter hele den forsigtige Maade, hvorpaa han udtrykker sig, at ban kun har kjendt «Papisternes> Snak. Saa meget er vist, at Ronnov i Aaret 1533 hverken kunde tsenke paa at »gte Sofie eller Birgitte; thi Sofie blev allerede gift med Mogens Bilde i Aaret 1525 eller 20 (Rosenvinge, Gl. dske. Domnie 1,110), og Birgitte havde den Gang allerede i flere Aar vreret trolovet med Jesper Daa (Dske Mag. 3 R. 1, 172), saa at det ikke en Gang kan antages, at der havde vseret paatsenkt et JEgteskab med nogen af dem, for Ronnov blev Biskop. Forst bos Holberg faar Historien den Form, at Ronnov var "trolovet" med Birgitte, og nu gaar den rask vsek over til de folgende (endnu hos Helveg), uagtet Holberg ikke bar haft andre Kilder end vi. — At Ronnov kan have vajret forelsket i Birgitte eller Sofie Goje kan vanskeligt modbevises, men er dog vel narmest papistisk Snak. Lfjsest er Historien bebandlet af Tyge Becker i tßirgitte Goje og Herluf Trolle»; thi her er det slaaet fast, at Ronnov, for ban blev Biskop, skal have vaeret • trolovet 0 med Sofie Goje!! Man har haft meget travlt med at faa Ronnov «trolovet« med en af Mogens Gojes Dotre, og det vilde jo ogsaa have vaeret meget pikant; men desvasrre — vi have ingen Efterretning derom, ikke en Gang bos hans bitre«te Fjende, Povl Helgesen!

Side 465

vist sig under Forhandlingerne cl. 13 Juli, fremtræder atter stærkt ved Hans Tavsens Sag. En stor Del af Midterpartiet havde skilt sig fra de ivrigste Bispevenner, efter at dette Parti ved sin Gaaen paa Akkord med Modparten havde bidraget sit til Forvirringen og Opløsningen. Kun 17 Rigsraaderhavedeltaget i Dommen over Hans Tavsen; det var samtlige Bilder, Tyge Krabbe, Predbjørn Podebusk og Peder Lykke, alle Biskoppernes fuldtro Tilhængere fra gammel Tid, desuden Bispefrænderne og Lensmændene Otte Krumpen,JohanOxe, Johan Urne, Niels Lunge og Knud PedersenGyldenstjerne,forstærkede med den betroede Olul Rosenkrans, Ulfstanderne, Klavs Podebusk og Niels Brok. Derimod fattes foruden Mogens Geje, Erik Banner og de Mænd, der antages allerede tidligere at have forladt Herredagensammenmed dem (Mogens Munk, Ejler Ronnov og Axel Ugerup ') tillige Ove Lunge, der maaske allerede har været paa Vejen ad Hertug Kristian til, hvor de danske Sendebud i al Fald allerede d. 20 Juli vare i fuld Underhandling desuden Mads Bølle, Erik Krumme dige, Johan Bjørn, Axel Brahe og Rigskansleren Niels Arenfeld, af hvilke i det mindste de tre sidstnævnte endnu vare i Kjobenhavn paa denne og den nærmest paafolgende Dag, saa at det neppe kan være en ren Tilfældighed, at deres Navne fattes ved denne Lejlighed. Ingen af disse Mænd (med UndtagelseafOve

1) Ogsaa Tavsens tidligere Velgjøier, Knud Hud til Vedby, maa have sluttet sig til disse Mænd, hvis han overhovedet har været tilstede under Herredagen; hans Navn forekomme:- kun i originale Breve i Dagene den 1 og 4 Juli. At baade han og Axel Brahe, der hidtil havde sluttet sig₁ til Midterpartiet, men nu endelig skilte sig derfra, vare evangelisk sindede, fremgaar tydeligt af Eramus Lætus' stærke Ros over disse Mæid, som han stiller aldeles lige med Mogens Gøje og Erik Banner, i Ny kirkehist. Saml. 2, 284.

Side 466

tagelseafOveLunge og Axel Brahe) havde desuden besegletRecessenaf
3 Juli.

Hans Tavsens Sag var det sidste store Skuespil, som Rigsraadet opførte; Raadets Forhandlinger vare nu i Færd med at sluttes, efter at man den 13 og 14 Juli havde tilsvoret eller rettere sagt havde villet tilsværge hverandre Enighed og samdrægtig Optræden, medens man havde splittet Riget i syv Smaariger, hver med sin Biskop i Spidsen. Det var den Skikkelse og det Regimente, som Bispepartiet havde paatænkt at indføre; det var den Slutningsscene, hvormed Herredagens Forhandlinger skulde ende! Vel blev endnu et Par enkelte løbende Forretninger besørgede i de følgende Dage, deriblandt Affattelsen af Svaret til Wullenwever, men Raadet var da i fuldstændig Opløsningstilstand. Rigtignok holdt Ove Bilde og hans Slægtninge endnu ud i nogle Dage; men det lader ellers til, at Optrinet paa Gammel Torv har skræmmet adskillige af Raadsherrerne bort fra den kjætterske By; baade Joachim Rønnov og Iver Munk, Abbeden af Sorø og Prioren af Ant\ orskov lade til hurtigst at have begivet sig bort^J).

Rigsraadets Forhandlinger vare endte. For sidste Gang havde det samlede Rigsraad i sin gamle Skikkelse været sammenkaldt for at afgjøre Rigets Skjæbne; thi det fælles dansk-norske Herremøde, som var berammet til St. HansdagnæsteAar,komsombekjendt aldrig sammen, og det Rigsraadsmode, som holdtes i Odense i November s. A. var kun en Fortsættelse af det kjøbenhavnske og kunde intet

1) Det nærmere ses af Tillægene 36_—42; rimeligst er det vistnok med en gammel, omtrent samtidig Optegnelse (Tillæg 39} at sætte Opbruddet til d. 17 Juli, Dageu efter Brevet til Wulleuwever.

Side 467

andet udrette end at fastslaa den Udenrigspolitik, man én Gang var slaaet ind paa ved Vedtagelsen af Unionen med Hertugdømmerne. Vaklende og übestemt havde Rigsraadets Holdning hele Tiden igjennem været. Hensynet til BiskopperneogderesTarvhavdeværet Hovedsagen, hvorefter alt alt andet kom til at rette sig. Havde det været PrælaternesfuldeOverbevisning,atden gamle Lære var den ene rette, havde Religionssagen for dem virkelig været en Tros- og Hjertesag, ja saa kunde man ikke dadle dem, fordi de handlede, som de gjorde. Det havde da været deres simple Pligt at gjøre alt for at frelse den gamle Tro; det havde da været deres Pligt at modsætte sig Hertug Kristians Valg, naar det var deres Overbevisning, at den nye Lære og den nye Tids Skikkelse, som han førte i sit Skjold, vilde føre Fordærvelse og Ulykke med sig. Det kunde da forsvares at udsætte Kongevalget af Hensyn til Normændene,naarmanvirkeligtroedeved de norske Prælaters Hjælp at kunne sætte sin Villie igjennem; men i det øjeblik,manvedtogRecessenaf3 Juli i sin endelige Form, hvorved man opgav Trossagen for at redde Bispemagten, i det øjeblik, man vedtog Unionstraktaten og saaledes alligevelikkekundeundgaaHertugKristians Indflydelse, i det øjeblik man ikke indsatte en Rigsforstander med Myndighedtilatherskeiden kongeløse Tid, eller i Mangel af en til dette Hverv skikket Personlighed, siden man nu én Gang ikke vilde have de eneste, der vare skikkede dertil, Hertug- Kristian eller Mogens Gaje, dog i det mindste indsatte et Regjeringskollegium med fuld kongelig Myndighed, men tvertimod splittede Magten for selv at faa Styret hver i sit Stift, da havde Bisperne dødsdømt deres egen Magt for evige Tider. De havde vist, at de ikke besad aandelig Kraft og Dygtighed, hverken til at gjennemfere det gejstlige eller

Side 468

det verdslige¹ Regimente, som de higede efter. Værst af alle staar dog i denne Henseende Joachim Rennov, denne ustyrlige, voldsomme og heftige Karakter med de højtflyvende Planer, der stadig, baade ædru og drukken, raaber paa, at han vil være * Konge i sit eget Stift», som stadig forer store Ord i Munden om, at ingen skulde blive Konge i Landet uden hans Villie, og som selv efter at Kong Kristian sejrrig har holdt sit Indtog i Kjebenhavn, egenmægtigforfølgerdeBorgere,somhave kongelige Lejdebreve,ogisinvanmægtige Harme slaar dem med Stridshamre.Saaledesskildreshanafsine Fjender, som en Mand, der ikke vilde boje sig for nogen Overherre, og som ingen Overherre derfor vilde have ved sin Side. Lad end være, at der er meget overdrevent i det Billede, som hans Fjender have givet af ham, og at de Klagepunkter, som nu fremføres imod ham, vilde staa i et mildere Lys, naar vi kjendte de nærmere Omstændigheder derved, det lader sig dog ikke modbevise, at det navnlig var ham, der havde bevirket Udsættelsen af Kongevalget, og at det var ham, der ved sin uklare Færd i Keligionssagen havde bidragetmegettildetfuldstændigeBrud i Eigsraadet. IngenhavdeindgaaetsaastærkeForpligtelser som han, og ingen synes at have taget sig dem lettere end han; han var bunden med saa stærke Baand til Kong Frederiks Efterfølger,atbanikkekundeløsgjere sig fra dem, og alene af den Grund vilde det være forklarligt, om Gjengjælddsen kom til at ramme ham haardere end de andre'). En stor

1) At liønnov skulde straffes haardt for sin ustyrlige Trods overfor Kong Kristian, antydes flere Steder i Klageskriftet, navulig S. 179 —BUi Rørdams Udgave: «Og der vi havde venlig talt liuni til, og udi det bedste straffet ham derfor (fordi han havde egenmægtig forfulgt en Borger, der havde kongeligt Lejde) , da haver ban intet andet svaret os end onde og lose Ord, hvilket vi alt maatte lide til sin Tid, lige :som vi havde vaeret hans Underdauere. Og efterdi saadant er anrOrendes vor kgl. Hojhed, ere vi, efter som Skjael folger, bevagede til at finde andre Veje imod ham».^— S. 180—81 (i Anledning af Sagen med Stridshamren): «Saa bar og Bispen aldeles ingen Ret til saa at handle med vore Borgere Derfor skal samrne Biskop svare os for eder, vort elskelige Danmarks Riges Raail. og stande os derfore for eder til Rette Ogdersomvi ingen anden Aarsag havde til ham end den, da var det os nok, at vi holdt os til hans Liv og Gods, og dersom vi det ikke gjorde, da var vi med Rette ingen serlig Fyrste og Konningt. — Ronnov havde den Gang forlsengst anerkjendt Kong Kristian som Konge; ere Beskyldningerne sande, havde Ronnov vist en Ulydighed og Trods, som iiigen Konge kuude lade gaa ustraffet hen.

Side 469

Del af Ansvaret for det blodige Skuespil, som kort efter opførtes, er derfor ikke uden Grund væltet over paa RennovoghansKaldsfæller.Vildedet have været undgaaet, hvis Hertug Kristian strax var bleven valgt til Konge? Det kan ingen afgjøre; Tidens Gjæring var saa stor, Spændingen ikke blot i religiøs, men ogsaa i social Henseende var saa stærk mellem de højere og lavere Stænder, at det er muligt,atTidensSpørgsmaalikkekunde afgjøres uden ved Sværdenes Leg; men neppe havde Wullenwever dristet sig til det høje Spil, han kort efter begyndte, naar Landet havde haft en kraftig Regjering og ikke været opløst og splittet. Men i ethvert Tilfælde havde det Bispearistokrati, som havde jaget Kristiern den anden bort, og som havde kulmineret med at udtale den Tanke, at det afhang af dets Forgodtbefindende, om man vilde have en Konge over sig eller ikke, nu udspillet sin Rolle. Rigsraadet fik aldrig mere den Sammensætning og den Størrelse, som det havde, haft i Kong Frederiks Dage. Paa Rigsdagen i Kjobenhavn i Oktober 1536, hvor Reformationen vedtoges, sade kun 19

Side 470

Medlemmer i Kigets Raad, af hvilke endda de to (Mogens Gytøenstjerne og Johan Fris) vare nyoptagne. Af disse 19 havde de 12 allerede d. 12 August nødtvungent eller frivilligtmaattetindvilligeiBiskoppernesFængsling '), de øvrige uden Tvivl kort efter²). 7 Rigsraader vare døde eller faldne i Mellemtiden, 1 var fraværende i Norge³); alle de øvrige Medlemmer af det gamle Raad ble ve udelukkede. For en stor Del gjorde her politiske Hensyn sig gjældende; dette var saaledes Tilfældet med de saakaldte «meklenborgske Fanger«, hvoriblandt Biskoppernes paalideligste Tilhængere, Hans og Anders Bilde, Otte Krumpen og Johan Urne, der først fik deres Frihed d. 26 Decbr.; men selv de af dem, som allerede den 28 Oktober vare komne paa fri Fod, bleve med Undtagelse af Knud Pedersen Gyldenstjerne udelukkede af Raadet, og have kun som Adelsmænd underskrevet Rigsraadsbeslutningen af 30 Oktober, nemlig de tre til Rønnov nøje knyttede Mænd, Mads Bølle, Ejler Rønnov og Niels Lunge⁴).

1) 1. Mogens Gøje; 2. Tyge Krabbe; 3. Ove Lunge; 4. Axel Brahe; 5. Oluf Rosenkrans; 6. Holger Ulfstand; 7. Knud Bilde; 8. Truid Ulfstand; 9. Axel Ugerup; 10, Erik Krummedige; 11. Mogens Gyldenstjerne; 12. Johan Fris.

2) 13. Predbjørn Podebusk; 14. Mogens Munk; 15. Erik Banner; 16. Knud Rud; 17. KlaYs Bilde; 18. Klavs Podebusk; 19. Knud Pedersen Gyldenstjerne (meklenborgsk Fange, frigiven 28 Oktbr.). Hvitfeld, S. 1486; smlgn Rørdam, Hist. Kildeskrifter I, 136; 208 ff.

3) Eske Bilde var i Norge; Johan Oxe og Niels Brok vare faldne i Grevefejden; Lavrids Skinkel, Movrids Sparre og Johan Bjørnsen vare døde i Aaret 1533 (Skib. Krønike), Peder Lykke i Aaret 1535 (Dansk Mag. 3 R. 5, 278); Kansler Niels Arenfeld ligesaa

4) Rosenvinge, GI. dske Love IV, 157 fgd. (tMattis Bildhe«, som S. 159 nævnes blandt de sjællandske Adelsmænd, er utvivlsomt en Fejlskrift for • Mattis Bølle«. Sønnen Erik Bølle, som ogsaa havde været Fange i Meklenborg, nævnes kort efter).

Side 471

Det samme er Tilfældet med de fynske Rigsraader, som havde hyldet Hertug Kristian paa Mødet i Hjallese, men senere atter vare gaaede over til Grev Kristoffer, da LyhækkernebesatteFy n¹). Men ogsaa de to jydske RigsraaderJoachimLykkeogMogensBilde bleve udelukkedeafRaadetognævneskun blandt den jydske Adel, uagtet politiske Grunde her ikke synes at kunne have været de bestemmende; thi de havde begge tidligere hyldet Hertug Kristian og havde ikke senere skiftet Parti; ja begge vare kort før i deres Egenskab af Rigsraader blevne hidkaldte for at deltage i Forhandlingerne³). Men Mogens Bilde hørte til de egenmægtig «indtrængte» Bispefrænder og har formodentlig ikke villet underskrive noget Revers om BiskoppernesFængsling.

Bispefrænderne og Bispevennerne gik det navnlig ud over. Vel bleve flere af dem senere atter optagne i Raadet; men dette kom i den følgende Tid kun til at bestaa af nogle og tyve Medlemmer ligesom i Kiistiern den andens Dage, og det fik heller ikke i længere Tid den politiske Myndighed, som det havde haft i Kong Frederiks Tid. Hertug Kristian havde sejret i Forening med den menige Adel, og dennes sociale Stilling blev end mere adviklet paa de lavere Stænders Bekostning; men Rigsraadets Magt og Betydninghavde foreløbig lidt et Knæk, medens Kongemagtenatter

1) Foruden Ejler Roimov desuden Knud Urne, Niels Bild og- Henning Walkendorf, hvilke alle have underskrevet Recessen af 30 Oktbr. blandt de fynske Adelsmænd.

2) Dsk. Mag. 3 R. 5,319; 4, 193. — Ogsaa til Biskopperne og de øvrige gejstlige Medlemmer af Raadet var der udstedt Indbydelse, deriblandt til den gamle Erkebisp Aage Sparre; ogsaa han blev udstødt af Raadet; hans Navn staar øverst blandt de skaanske — Adelsmænd, tilligemed andre af det lundske Kapitels Medlemmer (Klavs Urne). Sic transit gloria mundi!

Side 472

magtenattervar bleven stærkere, idet Anarkiets Grundpiller,det übundne frie Kaar uden Tronfølgervalg i Kongens Levetid og Retten til væbnet Modstand mod Kongerne, vare gaaede ud af Haandfæstningerne *). Det blev Følgerne af den tilsyneladende Sejr, som Bispearistokratiet vandt paa Herredagen 1533. Det var forbeholdt Hertug Frederiks Sen at knække dets Magt; det var den Nemesis, som ramte Oprørerne fra 1523.

1) Denne Opfattelse af Kristian den 3dies »Statskup« er med stor Styrke og Dygtighed og med fuld Ret ogsaa gjort gjældende af Helveg, Kirkebist. før Ref. 11, 1028 fgd.

Tillæg.

1.^— 1523, 1O August (St. Laurentii Dag). Roskilde. — Rigsraadet forpligter sig til at tage en af Kong Frederiks Sønner til Konge efter hans Død. Efter en Indledning om Grundene til Kong Kristierns Udjagelse og om Kong Frederiks Fortjenester af Riget, fortsættes:

Thij haffue wij nu, for^ne Danmarcks riiges raadt, fore swodanne oc mange andre flere merckelige orszager. paa thett Iwws nåde schall thess flytygere oc welwilligere her effter vnde oc ramme then hellige kirckes, rydderskabs oc alle riigens indbyggeres beste oc bestand, loffuelt oc tiilsagt oc mett thelte wort obne breff lofl'ue oc tiilsiige hans nåde oc beplichte oss [oc] wore efftherkommere Danmarcks riiges raadl paa wor gode tro oc lolTue, at om hans nåde forstackt worder, Ihett gudt forbiudhe, Iha vele oc schulle wii kaare oc keese oc wdtwelle enn aff hans nådes sønner tiill herre oc konning at wærc offuer Danmarcks riige eflher hans nådes dødt, oc engen anden. Oc efllher Ihij at Danmarcks riige er ett friitt kaare riige, schall riigens friiheedt om koor her mett i alle maade wære vforkrenkett, dog i saa maade, at then hans nådes søn, som effther hans nådes tiidt wdwelles tiill herre oc konning. schall holde then helliige kircke, prelather, riidderskabctt oc menige riigens jndbyggere wedt log, rett, friihieder och priuilegier, som for^ne høgborne første her Frederich haffuer oss oc menige Danmarcks jndbyggere loffuelt, soorett oc beszeglett, oc schall szamme then hans nådes søn aldriig gøre nogen contract eller forliigelsse mett konning Christiern, hans børn eller affkomme, som oss, wore elTtherkommere oc riigens indbyggere kand komme tiill skadhe eller forfang i noger maade, vden mett Danmarcks riiges raadts vidtskap, villie oc samtyeke (osv.).

Original paa Pergament, i to ligelydende Exemplarer, i Geh. Ark.,
udstedt af samtlige Rigsraader og beseglet af Kongen og 47 Rigsraader.

2. — 1527, 23 August. Kong Frederik kvitterer for Modtagelsenaf
Rigsraadets Brev om en af hans Sønners Udvælgelse.

Wij Frederick (osv.) giøre alle vittherliglt, al wij haffue befalilt oss elskelige mesther Anders Glob, prouest i Olthenssøo, att anamme tiill seg aff oss elskelige verduge fader mett gud, her Lage Vrne, biscop i Roschildhe, thett vortt elskelige Danmarckes riiges raads breff, som hannom tiill troer hånd faaell er, lydendes om en vore sønner att anamme tiill fuldmectug herre oc konning i Danmarck eplher vor dødh, ock naer som hånd haffuer faaelt oc andtuorditt for^ne raeslher Anders Glob soflantl ett breff, tha giffue wii oc ladhe for^ne verduge fader biscop Lage Vrne oc hans eplerkommere biscoper i for^ne Roschilde aldtingislen frij oc qwilt alt være aff oss, vore arfwiinge oc eplherkommere, konninger i Danmarek, oc aldlt vortt elskelige Danmarcks riiges raadlt for aldlt tiilltall, kraff ock maning for for^ne breff i alle mode. Giffwitt i vor slad Otlhenssøø sanctj Barlholomej apostoli afflen aar etc. mdxxvij. Vnder vorlt signelt.

Paategning med samtidig Haand:

Quillancia domini Ffrederici super littera de vno filiorum
regiorura eligendorum.

Original paa Pergament med Segl. Geh. Ark.

2b. — 1529, 18 August. Vidnesbyrd om Hertug Kristians Adfærd
imod Marie Kirken i Oslo.

Mallis Huoruff, Provst ved Marie Kirken i Oslo og Norges Riges Kansler, samt menige Kapitel bevidne: Da Kong Frederiks Søn, Hertug Kristian, lod hente fra Marie Kirken Klenodierne, som han ogsaa fik, da var hverken Hr. Henrik Krummedige eller nogen af de danske Raader, der fulgtes med Hertugen, enten med i Raad, Daad og Samtykke, eller vidste, naar Gjerningenskete. Morten Skinkel kom nemlig med nogle Drabanter ved Nattetid og tog Klenodierne, uden at der gjordes Indvending derimod. Dog vare Henrik Krummedige og Morlen Skinkel forud hos Provslen og tilkjendegav ham Hertugens Villie med Hensjn til Klenodierne. Da bad Provsten Hr. Henrik om gode Raad,

men han vægrede sig og vilde ikke have nogelsorahelst med
Sagen at gjøre.

Geh. Ark. Norske Saml. Fase. 6 Nr. 29. (Meddelt af Kand. mag. F. Krarup.) — Om Hertug Kristians Ophold i Norge og Henrik Krummediges Forhold til Hertugen henvises forøviigt nu til Alten, De 3 nord. Rigers Hist. V, 258—60.

3. — 1533, 25 April. Kjøbenhavn. Danske Rigsraader
melde Erkebiskop Olaf i Trondhjem Kong Frederiks Død og
indbyde foreløbig Norges Riges Raad til en fælles Herredag.

Trykt i »Aktstykker til Nordens Historie i Grevefejdens Tid«, 11,
S. 8, efter Originalen i Kristiania Rigsarkiv, Munehener-Samling
Nr. 3239.

Brevet er forseglet af følgende Rigsraader1)

1. Torben Bilde. — 2. Joachim Rønnov. — 3. Henrik Tornekrans. — 4. Prioren af Andvorskov. — 5. Mogens Gøye. — (5. Tyge Krabbe. — 7. H. (?) Bilde. — 8. Bilde, med Bogstaverne H. B. (uden Tvivl samme Segl som Nr. 7). — 9. Johan Oxe. — 10. Axel Brade. — lt. Johan Bjørn. — 12. Holger Ulfstand. — 13. Et højst utydeligt Segl, vistnok Rosenkrans, uden Bogstaver. — 14. Ulfstand, samme Aftryk som Nr. 12 (o: Slægtsvaabnet med Bogstaverne H. R). — 15. Klavs Bilde.

To Voxklumper findes endnu under Brevet (efter Nr. 7 og 15),
men uden Spor af indtrykt Signet; formodentlig er Voxet her kun sat
til for at fæste den yderste Ende af det Papir, hvorpaa Seglene ere trykte.

Fortegnelse over Breve, udstedte under Herredagen.

Flere af de vigtigste Breve kjendes ikke længere i Original, men efter den saakaldte «Protokol« over Herredagens Breve, som nu findes paa det store kgl. Bibliothek, Ny kgl. Saml. 604, i, Fol., og som er aftrykt i Ny dsk. Mag. 2 Bind. — Nogen egentlig Protokol over Herredagens Forhandlinger er denne Samling langt fra; Benævnelsen, som først er given afLangebeck

og nu findes paa den temmelig ny Indbinding, er tvertimod vildledende. Samlingen indeholder følgende Breve i følgende Orden: 1) De jydske i Kamp forsamlede Rigsraaders Brev lil Landsting og Len i Jylland (Ny dsk. Mag. 2, 196). — 2) Sainmes Følgebrev til Lensmændene (o: det til Mogens Bilde udstedte Exemplar); ib. p. 138. — 3) Sammes Brev til Kjobstæderne i Jylland (o: det lil Aarhus By udstedte Exemplar),ib. p. 197. — 4) Den saakaldte ((Proposition« lil Rigsraadet,og 5) Rigsraadels Svar herpaa, ib. p. 199-215. — 6) Recessen af 3 Juli. — 7) Recessen af 4 Juli («Fredag efter Jomfru Marie Dag Visitationis»). —8) Rigsraadets Brev til J\llandsLandsting om Rustning at holde, dat. 14 Juli, ib. p. 367. — 9) Raadels Brev til Almuen i Aarhus Stift om Tiende (29 Juni), ib. p. 250. — 10) Brev til Lensmændene i Aarhus Slift i samme Anledning (3 Juli), ib. p. 251-53. — 11) Brev lil det norske Rand om Kongevalgets Udsættelse (udateret; den virkelige Dato 18 Juni. se nedenfor), ib. p. 222. — 13) Cnionsbrevet, dat. 1 Juni, o: det fra dansk Side udfærdigede danske Exemplar. — 14) og lo) De fra Herredagen i Odense, Novbr. 1533 udstedte Breve angaaende Unionen med Hertugdømmerne, ib. p. 254 og 55. — 16) Forbundet med Gustav Vasa, Vor Frue Dag purificationis (2 Februar) 1534.

Nr. 1 —16 ere skrevne med én, samtidig Haand, en velkjendtSkriverhaand fra Frederik d. Istes og Kristian d. 3dics Kancelli, uden at det dog har været muligt at godtgjøre, hvem denne Skriver har været.¹) Alt synes saa at sige at være skrevetud i ét, «uno calamon. — Derefter følger som Nr. 17 og 18 Rigsrandels Svar til Enkedronning Sofies Sendebud og lil MelchiorRan/.ov (28 Juni), N. dsk. Mag. 2, 248. Disse to Breve cre mulig\is skrevne med en anden, dog den første meget lig og i ethvert Tilfælde helt samtidig Haand. Derefter følger som Nr. 19 en ny Afskrift af Recessen af 4 Juli (dal. «Fredag efter

vor Frue Dag»); Formatet er et andet end i de foregaaende
Breve, saa at den synes senere tilsat.

Af hele Bundtets Sammensætning og ydre Form faar man det Indtryk, at her foreligger en med bevidst Hensigt foretagen Samling af de vigtigste Statsakter, som stav i Forbindelse med Herredagen, afskreven af en af de (kongelige) Skrivere, men at denne Samling ikke er foretagen før efter 2 Februar 1534, men heller ikke ret længe herefter. At Samlingen er foretagen omtrent samtidigt, ikke successivt, eftersom de forskjellige Breve udstedtes, bestyrkes foruden af den ydre Form lilligc af den Omstændighed, al Skriveren i «Propositionen)) først har villet sammenarbejde Rigsraadefs «Svar» hermed og derfor efter Proposilionens første Artikkel, om Kongevalget, strax har indført Rigsraadets Resolution herpaa, men derpaa har opgivet denne Fremgangsmaade og derpaa atter gjentager Resolutionen ved Gjengivelsen af Svaret¹). At denne Samling staar i bestemt. Forhold til Aarhus Stift og Bildeslægten (Ove Bilde), har allerede Prof. Paludan-Muller gjort opmærksom paa, og at dette »navnlig gjælder om Propositionen, som Ove Bilde maaske har optegnet for sig selv til Vejledning ved eget Foredrag« -). Det synes at være en paa Ove Bildes (eller en anden til Aarhus knyttet Rigsraads) Foranstaltning gjort Samling, maiske nærmest til Brug under Forhandlingerne paa den Herredag, som skulde samles Midsommerstid 1534.

4._— 1533, 8-18 Juni. Riigens Erinde oc Article, som bletTue forhandlede oc besluttedes paa Riigens Wegne vvdi then første almyndelige herredag . . . wdi KiøpnehalTn circum festum Joaunis Bapliste mdxxxiij. o: Regjeringens Proposilion til Rigsraadet (Smlgn. Nr. 10).

Trjkt i Ny dsk. Mag. 2, 199—210 (Slutninuen mangler), efter

• Protokollen«. Henedagen aabnedes 8 Juni: Feriis Trinitatis (o: 8—14 Juni) . . celebrata sunt publica comitia (Paulus Eliæ , Script r. d. 11, 592,i. Krag (Annales p. 3—4) sætter Begyndelsen lidt senere (jani soluto conventu Chilionensi instabat dies, in quem patres comitia regni indixerant og Hvitfeld lader endog Herredagen begynde St. Hansdag!Men Paulus Eliæ var selv i Kbhvn. under Herredagen, og hans Udsagn bestyrkes meget bestemt ved følgende gamle, omtrent samtidige Vidnesbyrd, der i flere Henseender er af Interesse:

Anno incarnacionis (etc.) mdxxxiij in die cene domini dcfunctus est illustrissimus princeps, dominus Fredericus, Danoruin clc. rex, in ecclesia cathedrali Slesvicensi hurai traditus, inlinie penilusque a Lulherana heresi illusus atque seductus, que tune in regnis Dacie, Suecie et Noruegie necnon in flnibus Alemaniæ maxinie vigebal. Dominica trinilatis (o: 8 Juni) anni ejusdein congregali sunt Haffnie regni Dacie pares, prelali, strcnui lnilitcs cetcrique conciliarii ad octauam usque domini Canuti regis et niartiris (o: 17 Juli).¹)

Hermed stemmer Knud Bildes Brev til Eske Bilde af 28 Juli, ifølge hvilket han den Gang havde ligget i Kjøbenhavn i 7 Uger (Smlgn. Nr. 41). — 18 Juni afgik Brevene til Norge (se nedenfor); den Gang var man altsaa kommen til en foreløbig Beslutning om ie i Propositionen forelagte Spørgsmaal. Da Forhandlingerne om Kongevalget m.m. vistnok maa have taget flere Dage, maa Propositionens Forelæggelse og Forhandlingernes Begyndelse vistnok sættes til de nemmeste Dage etter 8 Juni.

5. — 1533, l^Juni. Torben Bilde liill Lun dl, dombreff paa orm lagheffl, som her Jens Laurisszen gjorde paa Spittrup (o: Spølrup i Salling, Viborg Bispestols Herresæde). Datum nidxxxiij die sanctorura Vi ti et Modesti. Smlgn. senere under 29 Juli.

Ældste Arkivregistraturer 2, 349, 61.

sb. — 153 3, 16 Juni. Rigsraadet tilkjender Biskop Knud Gyldenstjerne
Forsvaret og Herligheden over Kirketjenerne paa Filster og Lolland,
som de kgl. Lensmænd for en føje Tid siden havde tiltaget sig.

Wii effther^ne lwer Mwnck till Ripe, Sljgge Krwmpenn lill Børglom, Owe Bilde till Aarss, Jørgen Frijs till Wiborg. biscoper, Torbiørnn Bilde, electus lill Lwndt, Joachim Rønnow, electus till Roszkildt af samme naadhe, Henrick Chrisliernnszen, abbedi till Soerdt, Eskildl Thomæsszen, prior til! Andworskow, Moghens

Goye, ridder og Danmarckes riges hoffmester, Tygge Krabbe, ridder, Danmarekes riges marsk, Hans Bilde, Prøbiørn Podebusk, Peder Lycke, Andhers Bildhe, Mattis Erikssenn, Otlhe Krwmpen, Axell Brae, Owe Lwnge, Erick Uanner, Holgerdt Vlfstandt, Jehan Biørn, Trwdt Llfstandt, Jehan Vrne, Knudt Bilde, Axell Vgerop, Klaws Bilde oc Klaws Podebusk, riddere, Moghens Munck, landsdommerevdi iVorreiutlandt, oc Kiels Arennfeldt, Danmarckes riges canceller, Danmarckes riges raadt, giøre alle vitfherligt mett thette worlt obne breff, att werdug herre met«gudt, her Knudt Gyldcnstiernn,electus till fyenske biscopdom, i dag wor skickedt for oss oc seg bekerdhe, at thenn herlighedt oc forswar lill the kireke Ihicnere wdi Lolandl oc Falsler boendes, som wdi hans forfedres framfarne biscopers wdi Fyenn iheres liidt aff ariilds tiidt haffue werrit wnder fyenske biscop stifTtes forswaar, oc biscoperaff Fyenn vbehindrit haffue thet altiidt hafl'tt, indlill noglienn føge liidt siden forleden samme thiencre bleffue trengde oc twongne lill at giffue seg wnder kronenss lensmendl ther samme sledz , at giøre oc swaare them till alle retzele, liggerwisse som Ihc tilfornn giorde oc swaaredt biscoper all" Fyenn. enddog Ihe aldrig met noghen (lom oc relthergang war loglige frandompt biscopenn air Fyenn oc fyenske biscopdom. oc salthe i retlhe, om hannom oc fyenske biscopstiffl burde samme herlighed! oc forswaar till for^ne thicnere saa at werre fraantagen, eller oc thennum lieer effther al motthe njdhr. brughe oc beholde. Tha effther for^ne leylighedt, som for er røertl, oc retl guds sandhedt sagde wij for^ne Danmarckes riges raadt saa ther paa for relthe, at for^ne her Knudl Gyldenstiernne electusetc. oc hanss efftherkommere biscoper i Fyen paa fyenske biscopstifftes wegne bør at nydhe, brughe oc beholde for^ne forswaaroc retligliedl till for^ne kireke tienere >di Lolandl oc Falster, som hånd kandt giore bewisseligt at haffue werrit vnder fyenske biscopdom vdi verduge fedres biscop Karllss oc biscop Jens Anderszens liidt, dog saa, al for^ne kireke thienere skulle vdgifl'wc theres aarlige landgilde till kirkerne, liggerwisse som the pliclige ere oc heer lill yiorlt lialfwe aff ariildtz liidt. Till hues vitnesbyrdl.at

byrdl.atsaa er i relt sandhedt, som forscreffuit stander, wij haffue ladit henghe wore indsegle oc signether nedhenn for thette wort obne breff, som giffuet er heer wclj Kiøbnehaffnn Sancti Willtelmi abbalis dag, aar etc. m^ud°xxx° tertio.

Geh. Ark, Voss Saml., Reg. 72, »'Laaland, unævnt Gods«. — Afskriften er tagen Ira Ny kgl. Saml. 1301 e fol., store kgl. Bibi. — Pergamentsoriginalen er forsynet med 23 Sigiller, nemlig: 1. Iver Munk. 2. Styge Krumpen. 3. Ove Bilde. \. Jørgen Fris. 5. Torben Bilde. 6. Joachim Rønnov. 7. Abbeden af Sorø. 8. (Prioren af Andvorskov) mangler. 9. Mogens G øje og 14 andre verdslige Raader.

sc. — 1533, 17 Juni. Rigsraadsdom, at Hellisgejsthusets Kirke
og Kloster i Aalborg, som efter kgl. Befaling var frataget Brodrene af
Lensmanden Axel Goje, skai restitueres.

Vii Jwer Mwnck till Ripe, Stygge Krumpen liill Borglom. Auo Bilde liill Aarhus, Jorgen Friis tiill Viborg, melt guds naade biscoper, Torbern Bilde, arehielectus till Lund, Joachim Ronnow, eleclus tiill Roskilde, Knudt Gvldenstiern, electus tiill Otthens. Henricus, abbedt i Sore, Eskildt, prior i Anlworskow, Magnus.Geye, Danmarckes riiges hofl'mester, Tyge Krabbe, Danmarckes riiges marsk, Prebiorn Pudlbusk, Hans Bilde, Mallis Byllie, Julian Wrne. Johan Oxe, Otlhe Krwmpen, Pedcr Lycke, Anders Bilde, Axell Brade, Holger WllTztandt, Olufl' Roszenkrandz, Erick Banner, Aage Lwnge, Johan Biorn, Truget Wlffztandt, Knudt Bilde, Klaus Bilde, Axell VVgerop,ClausPudlbusk, riddere, Mogens Mwnck, Niels Lunge, Niels Arenfeldt ocNiels Brock, Danmarckes riiges raadt, giere -\iderligt alle oc kendes met thelte vort obne breff, at i dag her paa raadhuset vtj KiopenhalTn skicket for oss hederliig oc renlifl'uct mandt her Laurilz Nielssen, prest oc prior tiill Helligcsthus closter vtj Oelburge, beclagendes hogligen, att posche nvv nest iorleden fuldt iij aar rare, bleff samme Helligesthus kirckc oc closter met alt Uiet godz, eyedom, boo oc booskaff, som ther lha inde vor, hanom oc hans bredre met magt, voldt oc velde franntagelt, vden all skyldning, forfellning, doin eller retgang, oc att samme closlers kircke haffuer siden standet oc endriw stoer ode, saa messe sang, lesning oc anden gudz tienisthe, som ther stichlet oc funderet var, forstoret oc plait nederlaugt er. Sammeledes hues

fattige mennische paa theres siwge seng laae oc theres børlige røgt metl madl oc øll ther dageligen haffde, bleffue wdførde oc aff Helliggesthus vdkast, saa en part aff thennom annamedes oc nedlaugdes i Grobrødre closter. hwor the dog føge roo eller qwemhedt haflwe kwnne, oc for samme sagers skyldt er nw mange garde, godz oc eyedom frantaget oc igen annamede, huilcke noger gode mendt oc andre, thee oc theres arffuinge, tiilforn for messe, gudzlieniste oc the fattige mennisches vpholninggiffuel.slichtet oc tiillaugt haffue, oc wor samme her prior atT oss begierendes, att wij for gudz oc retferdigbetz skyldt vilde beskicket, alt handt, hans brødre oc the siwge mennische mwe komme tiill samme kircke, closter oc thess rette tilliggelse, som the thet tiilforn i være oc hende haffde. Tha effter saadan beclagning,kieremaall oc wrett, samme her prior oc the fattige mennische veder farett oc hendt er, funde wij saa for rette (effterthij att Riigens regimente nw \tj wore hender skickel er) att for^ne prior Lauritz oc hans effterkommere, forstandere tiill samme Helligeslhus, hans brødre oc the siwge menniske skulle nw strax liill sti. Michelsdag først kommendes samme Helligesthusclosteroc kircke mett all syn rette tiilhøringh. godz oc eyedom igen annamme, hues thet helst neffnes kandt, hanom oc closter saa frantaget er, alt haffue, nyde, bruge oc her effter beholle, som handt tiilforn altiid nytt, hafft oc brugt haffuer, tiill euig tiidt wbehindret i alle mode, oc schall her prior ther effter att handt samme closter saa annammendes vorder, begyndeocforetage lade att holle messer, gudzthjenisle met sang oc lesning, som thet funderet oc skicket er, igen ved lige oc magt, som thet sig bør. Item hues siwge menniske som'ttilforn vore i samme closter, oc nw i Grobrødre [closterj ther samme stedz indlaugde ære, schall hånd igen tiill seg annamme. Ther som noger aff thennom vtj metlertiidt døde oc affgangen ære, schulle andre i steden igen indtages oc giøres Ihennom \pholning met madl, øll og anden tiillborliig røgt, som the tiilforn ther pieyde att fange i alle mode. Schall for^ne her prior ingen hinder giøres paa closlers landgille rente oc" rettighed effler then dag. thette

vort breff forkyndet bliffuer Ihen forstander, Iher the siwge folck oc closters gotz i være haffuer, liill herritzling oc landzling. Sammeledes skall icke velburdig mandt Axell Gøye , som nw samme Oelburg eloster i hende haffuer, liide nogen tiiltall eller stande [therj fore liill rette, att hånd samme eloster effter høgborneførsteskoning Fredericks (hues siell gudl naade), fordwm vor naadigsle herres, breff oc belTalning tiil seg anammede, oc hues garde, godz, eyedom oc anden for^ne Helligesthus rette tiilliggelsze, som riddere, gode mendt oc andre ther fran taget haffue, schall vden all hinder, dele, forfang eller gensiigelsze strax igen komme. Schall oc her Peder, nw forstander er for samme siwge mennische i Grobrødre eloster, være plichtiig alt forantworde fran seg the siwge mennische, handt saa tiill forn annammede, mett alle theres godz, boo, bwskaff, register, regenschaffsbøgeroc anden tiilhøring, rørendes oc wrø.-endes, hues thet helst er eller neffnes kandt, som handt opboret haffuer, tiill l'or^ne her prior oc Helligesthus eloster vden all hinder, formynskningellergensigelse ther om i noger mode. Thii forbywdewypaa riigens wegne alle, ehuo the helst ære eller være kwnne, for^ne her prior her emodt at hindre, hindre lade, møde, platze, wmage eller forfang att gjøre vtj noger mode. Tiil ydermere vitnesbyrd (0.5.v.) .... Giffuit i Kiøpenhaffn sancti Botulphi abbatis dag, aar effter guds byrdt mdxxxiij.

Bagpaa: Rigens Raads Brev paa at alt, hvad sorr. er tagen fra
Klosteret, schulle igjen der til komme.

Afskrift efter Originalen paa Pergament blandt Aalborg Bys Breve, iNy kgl. Sml. 1301 e, fol. kgl. Bibi. Afskriveren (Langebeck?) har tilføjet: »Ex triginta duobus quæ huic litteræ affuisse videntur sigillis jam tredecim remanent prorsus illæsa et Hum dimidia ex parte defractum, reliqua vero 18 in totum absunt._•

Da der findes 34 Navne i Brevet, synes herefter i eet mindste to aldrig at have beseglet. — De tre manglende Navne blandt de 37 Rigsraader ere Ejler Rønnov, Erik Krummedige og Knud Pedersen Gyldenstierne. — Originalen er forgjæves bleven eftersøgt saavel i Aalborg Raadstuarkiv som i Geh. Ark.

6. -r- 1533, 18. Juni. Det danske Rigsraads Brev til det
norske Raad nordenfjelds om at mode til fælles Herredag næste

Aar i Anledning af et fælles Kongevalg. Ex Ilafnia feria qvaila
infra octauas eorporis Christi. (Et, som det synes, ligelydende
Brev til Haadet søndenfjelds omtales i Kr. 43).

Ny dsk. Mag. 2, 222 efter »Protokollen«. —Originalen i Kristiania
Rigsarkiv (Miinchener-Saniling Nr. 3240) har følgende Segl:

1. Iver Munk — 2. Stygge Krumpen. — 3. Ove Bilde. — 4. Jørgen Fris. — 5. Torben Bilde. — 6. Joachim Rønnov. — 7. Gyldenstjerne; Bogstaverne usikre, dog ikke K. G., maaske H. (G.?) R. (Faderens Navn). — 8. Henrik Tornekrans. — 9. Prioren af Andvorskov. — 10. Mogens G øje. — 11. Tyge Krabbe. — 12. Utydeligt, dog vistnok Hans Bildes Segl. — 13. Mads Bølle. — U. Anders Bilde. — 15. Otte Krumpen. — 16. Knud Bilde. — 17. Klavs bilde. — 18. Holger Ulfstand. — 19. Axel Brahe. — 20. Ove Lunge.

7. — 15 33, 18. Juni. Rigsraadets Brev til Eske Bilde.
Lensmand paa Bergenhus, om at forblive paa sin Post.

Ny dsk. Mag. 2, 243, efter ■Protokollen«. Smlgn. Annaler for
nord. Oldk. 1553, S. 38. *

8. — 1533, 20. Juni (Fredag efter Vili Dag). Kbhvn.
Brev fra Wullenwever. Johan Sengestake og Albert Klever til
Raadel i Lybæk. De have endnu ikke faaet Svar fra Rigsraadet.

Anført hos Waitz, Wullenwever I, 385.

9.^— 1533, 24. Juni. Rigsraadet tillader, at Ur. Anders Bilde maa n\de, bruge og beholde Kallehave By i Værn og Forsvar al ha\e, dog al Bønderne skulle gjore og give deres Landgilde, Smaaredsel og Dagværk til Vordingborg Slot, som de pleje at gjore; nogle af Afgifterne skulle dog ydes-til Ur. Anders Bilde og ikke til Slottet.

I Brevets Indledning navnes 36 Navne; af Seglene ere endnu tilstede Jørgen Frises, Klavs Bildes, Klavs Podebusks, Niels Broks og Knud Pedersen Gyldenstjernes. —Niels Lunge, Erik Krummedige og Ejler Rønnov have ikke trykket deres Segl i Voxet. — Alle de øvrige Segl ere faldne bort, for det meste med et Stykke af Brevet, som er borte.

Geh. Ark. Top. Saml. Baarse Herred Nr 5.

10. — 15 33, c. 24. Juni. Svar paa de Artikler, som
Danmarks Riges Raad have forhandlet paa den almindelige
Herredag i Khvn., «circum festum Joannis Baptiste«. (Smlgn. Nr. 4.)

Ny dsk. Mag. 2, 210—214, efter • Protokollen«. — Brevet til Norge af 18. Juni omtales (S. 210) som skrevet »nu i disse Dage«. Inden 28. Juni maa »Svaret« være givet; thi S. 212 siges, al; Raadet skal forhandle med Dronning Sofles Udsendinge; men selve Raadets skriftlige Svar til Sendebuddene maa henføres til 28. Juni. — Muligt maa »Svaret« endog sættes før det foregaaende Brev af 24.Jjni, da Raadet vel neppe har truffet nogen Bestemmelse om Forleningerne, før »Svaret« var afgivet. Tidsangivelsen i Nr. 4 har aabenb.irt Hensyn til • Svarets« Afgivelse, ikke til "Propositionens" Indbringelse.

11. — 15 33, 28. Juni. Rigsraadels Svar paa de Artikler, som Hertug Kristian havde tilstillet Raadet gjennem Wulf Pogvisk og Melchior Ranzov i Anledning af det foreslaaende Kongevalg. Vigilia aposlolorum Pelri et Pauli, — og

12. — 15 33, 28. Juni? Rigsraadets Svar paa de Andragender,
Enkedronning Sofie havde gjort gjennem Wulf
Pogvisk.

Ny dsk. Mag. 2, 248 —50 og 246—48, efter "Protokollen..

13. — 1533, 29. Juni. Raadets Brev til Almuen i Aarhus Stift om herefter at yde Tiende, overenslemmende med Odense Reces, til Kirken, Biskoppen og Sognepræsten «til den hellige Kirkes Nytte, Gavn og langsomme Bestand).

Ny dsk. Mag. 2, 250—51, efter »Protokollen". — I Indledningen
nævnes 41 (!) Navne, idet der foruden de almindelige 37 opregnes
Movrids Sparre, Eske Bilde (!), Knud Rud og Mogens Bilde.

14. — 1533, 1. Juli. Udkast til Unionstraktaten mellem
Kongeriget og Hertugdømmerne.

Pergament, uden Segl, dat. 1. Juli, paa Plaltjsk. i Geh. Ark. — Ufuldendt Udkast, idet Tallet paa det Mandskab, som skal stilles, staar in blanco. I Brevets Begyndelse opregnes 38 Raader, idet Knud Rud regnes med; ellers de sædvanlige — Smlgn. forøvrigt Nr. :'2.

15. — 1533, 2. Juli (Vor Frue Dag Yisilalionis). Rigsraadsdom,hvorved gjøres vitterligt, at paa Raadhuset i Kbhvn. var skikket Joachim Ronnov, som satte i Rette, om han maatte bruge sin Jagt paa sine Enemærkeskove paa Langeland,saa vel som andre gode Mænd andet Sled i Riget efter

Frihed og Reces altid paa deres egne Enemærkeskove nydt have, eller deri hindres, som sket er af Kronens Foged paa Tranekjær. Da efter Reces og Friheder, som Adlen nyder, og da Langeland deri ikke er undlaget, blev dertil svaret, at JoachimRonnov skal have Ret til at jage og jage lade som andre gode Mænd, dog skal Fællesskove ikke paajages.

1 Begyndelsen af Brevet nævnes 32 Navne; de manglende 5 erc (foruden Joachim R. selv! Mogens Gøje, Erik Banner, Ejler Ronnov og Eiik Krummedige, som altsaa ikke have deltaget i Dommen.

Af Seglene ere bevarede Nr. 4 og 5 (Ove Bilde og Jørgen Frisi; Nr. S af Andvorskov); 10_—15: Tyge Krabbe, Predbjørn Podebusk, Hans Bilde, Mads Bølle, Peder Lykke. Nr. 1G^—17 ere bortfaldne; r. 18 utydeligt (Oluf Rosenkrans?). 27—2S bortfaldnc; Nr. 29 bliniit (Klavs Podebusk?); de øvrige bortfaldne. Nr. 6, Biskop Knud Gjl'l en stiernes Segl, er blindt; der har aldrig været trykt Signet i Voxet.

Geh. Ark. Dsk. Selskbs. Membraner.

15 b. — 1533, 2. Juli (Kbhvn. Vor Frue Dag Visitationis) Rigsraadet gjor vitterligt, at de alle endrægtclig have undt og tilladt, at Ur. Johan Urne skal have, nyde, bruge og beholde Rugaard og Rugaards Len med al kgl. Ret og Rettighed efter Kong Frederiks Brevs Lydelse, som lir. Johan Urne og hans Husfrue, Fru Anne, derpaa have for deres Livstid, den ene efter den anden, uaflost som et frit brugeligt Pant for 1200 Lod Sok og 50 Mark danske Penninge efter Jørgen Qwitzovs Brevs Lydelse, som han har paa for^ne Rugaard, som Hr. Johan Urne nu St. Valborgs Dag næst kommende skal indløse af Jorgen (jwilzov for Guld, Sølv og Penninge. Og naar lir. Joh. Urne og hans Husfrue baade afgangne ere, da skulle begge deres Aninge beholde Gaarden og Lenet som el frit brugeligt Pant, indtil det indloses af Danmarks Krone.

Afskrift efter en Pergamentsoriginal findes i Sy Kgl. Saml. 1301,
i; fol. kgl. Bibl — Allc de saedvanliye 37 Kigsraadsnavne lindes i
Brevet.

16. — lo'o'å, o. Juli (Torsdag efter vor Frue Dag visitalionis).
— Rigsraadet byder Lensmændene i Viborg Stift at

sørge for, at Almuen tiender retfærdigt overensstemmende med
Odense Reces; de skyldige skulle straffes som for Tyveri, m. m.

Original paa Papir i Viborg Stiftsarkiv. — Det er det samme Brev, som efter »Protokollen« er aftrykt i Ny dsk. Mag. 2, 251^—53, men der er stilet til Lensmændene i Aarhus Stift. De ere enslydende; dog maa rettes S. 252, Lin. 23 «iordtt» til «gordtt»; Linie 26 efter Ordene • redeliigen omganghenn haffuer«, tilføjes: «oc thet rettferdslighen haffuer tyendet«.

Den Viborgske Original udviser følgende, i flere Henseender mærkelige

1. Iver Munk. — 2. Styge Krumpen. — 3. Ove Bilde. — 4. Jorgen Fris. — 5. Torben Bilde. — 6. Joachim Rønnov. — 7. Knud Gyldenstjerne (Stjernen i Vaabnet er tydelig, det øvrige utydeligt). — S. Oluf Munk (Bogstaverne L.M. med tre Roser i Vaabnet = Dansk Adelslex. 11, 31, 3)¹). —9. Hentik Tornekrans.— 10. Prioren af Andvorskov. — 11. Niels Arenfeld. — 12. Tyge Krabbe. —13. Predbjorn Podebusk. — 14. Peder Lykke. — 15. Axel Brade. — 16. Bilde (Hans?). — 17. Ove Lunge. .— 18. Bilde (Anders?). — 19. »Johan Bjørn«²;. — 20. Johan Oxe. —21. «her Otte Krompen«. — 22. «Truid Ufstan... — 23. »her Knud Bil«. — 24. «her Holger Ulfstan«. — 25. Niels Lu_nge. — 26. »her Claus Billen. — 27. »Eric Kromdige« (Vaabnet tydeligt). — 28. blindt. — 29. »knud gyllenstjerne_• (Vaabnet tydeligt).

Af de sædvanlige 37 Raader mangle saaledes: Mogens G øje, Mads Bølle, Oluf Rosenkrans, Johan Urne, Erik Banner, Axel Ugerup, Klavs Podebusk, Mogens Munk, Niels Brok og Ejler Rønnov. — Smlgn. Seglene under N"r. 17.

17. Recessen af 3. Juli.

Wii Juer Mnnek tiill Riipe, S^e.yggo Krompenn tiill Burglum, Offue Biilde liill Århus. Jorgenn Ffriis tiill Viborrig, mett gudtz naadhe biscoper, Torbiørnn Biilde electus tiill Lundt, Joachim Ronnow electus tiill Roschildt, Knudt Gyldensliernn eleclus tiill Ottenssze aff szamme naade, Henriich abbett tiill Scerdt, Eskyldt prior liill Anltwordskoff, Mogens Goe Danmarckis riigis hoffmesther, Tygge Krabbe, Danmarckis riigis marsk, Prelbiornn Pudtbusk, Hans Biilde, Mattis Collie, I'cdher Liickæ, Offue Lunge,

Olufl" Rosenkrandtz, Ollhe Kronipen, Johann Oxe, Johan Biornn, Johan Wrnæ, Anders Biilde, Axell Braade, Eriich Banner, HollgerdtVhTslandt,TrwdtVlffstandt.KnudtBiilde, Claus Biildu, Axell Vgerup, Claus Pudbusk, riiddere, Mogens Munck, Niels Lunge, Niels Arenfeldt, Eriich Krommediige, Niels Brock, Ejler Rønnow och knudt Persszenn, Danmarckis riigis radt, Giøre alle wiilherligt oc kendis raell thelte wortt obne breff, alt wii nu wdj the hellige Irefolldighedlz naffnn forsamblede her i Kiøpnhaffnn tiill en allrayndiig herredag, alt belraclhe, oflueruegge oc forliandle,efflherthiihøgborenførsteher Ffrederiieh fordomin Danmarckis koniing oc wor nådige herre, (hues siell gudt naade) nw dødt oc affgangenn er, mange draffuelige oc merckeliigeriigenswerffueochærende,Hier riigett oc thesz indbyggerestaar'magtocwellfardlpaahenger,i sønderligenn nedcraUleggeocaffattslyllætwedragt, qprør oc venighet. som i noglæ neste forgangne aar (thucs wær) her i riiget werett halTuer, oc igienn giøre oc skiicke ett gott chrisleligt regementt, ordinandtz oc skiickelsze effther ... tt¹) chrisleligt skell loug och rellferdighedt, tha haffue wij for^ne biscoper oc prelalher furst foregifluett oc beklagett, all then co[nlract] oc recessz. som giord wor wdj Ottensze aar &c. mdxxvij einellom kronen, adellen, oss oc menige riigens radl, er jcke saa retlelighen holldenn eller fuldgiordt aff noglæ i alle syne ordt, punclhc oc artiickelle, som thett seg eytt oc burdt hagde, efflher then allworligenn tiillsagenn oc beseiling, som ther giordt bleff, men ther offuer befynde oss merckeligenn brastholden. oss oc menige riigclt tiill staar skade. Och for sliig lejlighet haffue wij biscoper oc prelather igienn begerett wore breffue oc segell tha i Ottense wdgiffne paa noglæ pwncthe oc artiickelleaffworjurisdictionn,kronenoc then menige adell tha samtyekt blefl", huelckenn friihedt aldrig tiilforn afl biscoper oc prelalher noghen tiidt samtyekt bleff. Oc paa Hiet alt iwedragt

oc venighedt, som kandt giiffue orsage tiill oprør, skade oc forderffheririigett,maatthestylles oc nederleggis, oc godt christeligmeniingiallwenskaboc Iraahet beuiszis skulde emellom oss alle riigens indbiiggere, ærre wij tha alle sarndregtelighen mett, huer andre szaa ej ns wordne, att for^ne()ttensze recess, som ther giordt, bewilligelt oc beslutthet bleff, alt then wdj alle syne ordt, puncthe oc artiickelle schall her effther aff oss Danmarckis riigis raadt, adell oc menige riigenns indbiggere oc efftherkommerewbrødeligenniallemaadewedt magt holldis wdhen all modstandt oc giensiellsze i noger raaade. Ther tiill mett haffiie wij Danmarckis riigis radt nw endregteligenn fuldburdt oc samtycktikrafftthetteworttbreff Ihesse efflher^ne puncthe oc artiickelleiallemaadewbrødeligennwedt fuld magt atthollde, som lier effther folliger: Fførst, alt huer biskop oc prelalhe skall skiicke oc haffue seg effther siitt biscopelig embett, som gtidt haffuer hanom tiilføgilt, oc som andre gode biscoper fore thennomwdjDanmarckgiordthaffue,om the wiille nyde oc wppeberegeeysteligrcntthe,ocwdjsiitt stiifft schall alenæ haffue fuldt magt liill att skiicke presther oc predickere, som schulle Avpholldc meszer oc gudtz tienniste effther christelig skiick, oc leræ theris sognefolck att leffue effther thet hellige euangelium, ther wdj ickæ anseendis friicth, faræ eller nogonn menniskis wiiidt, som thennom her fraa dragge kandt, menn her wdj giore, som mand wiill forsuaræ for then alsommcctigst gudt. Oc schall ther fore engenn aff adellen, kiøpsledemandt eller allmwghe siellffuer thage seg nogenn sogne prest eller predickere, menn huor kronen, adellen eller andre haffue iuspalronatus tiill noghen kiirkens leen, att the thet szamme nydhe, d[og] the personer, som the ther tiill presentere , tagge institutionen! aff bispe[n] i thett stiifft, soram gamell siiduan werett haffuer. Ffyndis noghen, som her emodt giør, tha schall hånd ther fore stande tiill retlhe fore Danmarckis riigis radt, som then Danmarckis riigis raadtz skiiekellsze oc budt ickæ hollde wiill, oc then prest, som emodt (som forser* stander) giør, schall straffis som then woldt eller welde brwgher. Vellder oe seg noghen tiill atl skiicke

sogne presler eller predickæræ anderlcdis endl raclt bispens ■wiilliig oc saintyckæ (som forser* staar), tha skall hånd thor fore forfolligis liill tyngge oc straffis for "woldt efflher loghonn. sua oifthe hann thet giørendis wordher. Menn er noger sogne prester szaa wdweliige eller wskiickelige i leffnett oc wilkor bode paa werdzens och siellszens wegnæ, att allmwen ey kandl Iher fore lyde eller nøgis mett thennom, tha schulle thii giiffue biscopenn tber i stiiffthet thet tiilkende, oc handl tha skall wære forplectiig att skiicke thennom en annden, Iher duelig er, som kand leræ thennom gudtz ordl oc theris siellæ salighel.Dogskallingennsognepreslfor hadt forkastis fra synnæ soghen eller forlenning, oc ther fore bør oc skall then menige niandt her i riiget tyende retlferdelighen huer tyendhe kerffue oc hoffde efflher then recesszis lydellszæ, i Oltensze giordt bleff, eller oc efflher gambell siiduan, somm for^ne OUensze recess indthollder oc "vvduiszer, oc huelckenn Ihet ickæ retlferdeligenn giore "wiill (som forser' slander), twyffles ther wpaa, tha maa ther met skellige mendt randtsaggis effther, oc huor tha noghenskiildtfyndis,thaskallther straffis effther som offuer thennom, som dyller paa noget guods. Item bliiffuer nogenn fordellt fore, all hånd ickæ giiffuer lofflig synn tyendt wdt (som for^net slaar) huelcken som thennom forsuaræ wiill, eller oc syne tyenere forbiuder att tyndhe relferdeligenn, som ske kunde fore tretthe oc "wuillig, som ænthen biscopenn eller presten oc thennom emellom er eller komme kandt, then thet giør, han schall regnis oc liillhalis for then, breff oc segell ickæ hollde wiill oc Danmarckis riigis radlz skiickelsze foraclher. Menn huor tretthe er, skall huer mandt thalæ seg tiill relthe, oc ther fore ickæ omkaste thett, liill gudlz loff komme kandt oc efflhcr en christelig skiicke giordt er. Ilem skulle sogne degnæ nyde och beholde en skellighe rentthe, oc huor tretthe er i nogre sogne om degne renthe, tha schall lenssmendenæ oc officialen thennom ther om fordragge, som paa bode siider lideligt oc skelligtwerekandt.Tesligislhuesguods oc eyendom som kiircker, closlher oc menæ geystelig statt wdj were haffuer eller haffue

hagt mett relle efflher konning Voldemarss log oc forser^ne reccssislydcllszæ,theriOttenszewdgiik, tliett skall huer mandt nyde oc beholde effter logen oc recessens lydelzæ, dog mett sodann wilkor, att hues messer oc gudtz tienniste, som fore for^ne gUOC[sgUoC[s funderet oc skiicket er, bliffuer fuldgiordt oc wed magt holden:; huar brøst ther paa fyndis, ther ganger om saa møget som rett er. oc hues guods, iordt eller eyenndom noghen haffuer meysl i forlednæ aar -syden ret.tferdig dom oc relthergang,skallthennomigiennanttwordiswdhen yltcrmere skodzmaaellellerforhalling,ochuemguods wiill haffie, winde seg thet retteligen cffther logenn oc yckæ tage seg thet tiill. Huo andet her efflher giør, forfølgis for woldt oc bede ther fore som wedbøør. Item er oc szaa aff oss alle beui liget oc samtyckt,attYiborighdomkiirckeschallrestituberis, oc alle domkiircker,herrecloslher,jomfrwcloslher,hellig gestis och sogne kiircker skulle blifl'ue wedt theris fulde magt; tesligist att Tygge brødre closter, som wedt machl erre, och schall i thennomholldismesser,predickenocandhen gudtz thiennisle, som ther funderelt erre, menn the Tyggebrøder closther, som forstørreter,schallylthermeræhandlesi tiilkommendis herredag, oc her for iindhen schall inthelt mere aff thennom forstyris eller nedherbrydis, lydett eller møgilt, wdj noghen maadhe. Menn om Jomfrw Closter, som riiddermendtz mendt eller andre i forlenning haffue, schulle holle jomfrwer ther indhe, effther then skiickelszæ, som the funderett erre, oc ickaj tiilslede, att theris thall formynskis fore theris forsøminelsze skildl i nogre maade, saaframpt the ther fore ey wiille stande tiill rette. Item huess siellæ gaffue och yltherste willige som ickæ giiffues emodt loghen tiill presl eller sogne kiircke, schall thennom ickæ formeenisellerforholdisaffnogermandt. Dog schall enghen trenggis lill att giiffue mere, endt gudt skywder hannom i hwge. Item forlhij alt menige clericij her i riigett nw ickæ ansees mett priuilegier oc friiheder, aclh oc ære, menn møgelt mere trenggisweldelligennfrannhuesacthoc ære, priuilegier oeh friihedersomthelthaffuerwerettbestandigt ■wdafl i alle landskaffbiChristcndommenn,somaffreltsyndig

skaffbiChristcndommenn,somaffreltsyndiglerdomm oc wiisdornschiillwppeholldis,paaIhettsiiste tiill en stoer affbreck oc on forderffuelig skadhe, oc manghe Iher fore yckæ wiille blifTue klercke. noglier ickæ hcllder selte theris bornn tiill scholæ, anseendis att tlie nyde thet snare ontlh endt gott att, huilckett om yckæ raadis baaedt paa, schall melt tydenn manghe landskaffbkommewnderengroftoc wanuittig forstandighedt, thij wiille oc samtyckæ wij alle Danmarekis raadt tiill Ihett hellige Euangclij, gudtz ordlz och christendommens wppeholldellsze maa och schall her i riigetl holldis en allmyndelig scholæ oc vniuersiteytt, huor bequemmæ personer aff alle stiiffle kunde wdj leris oc wppedragis, saa the i framtiidhen kunde Icræ andre theris siells salighelt oc andenn christeligh skiicke att haffue thennom wdj. Oc paa thcl samme lerdom thes yttermere inaa bliffue wedt magt, tiillmelle wij hues friihedherocpriuilegier,kiircke,closthereller gudtz huess hagt haffuer, skulle her effther nyde oc behollde i alle maade, dog szaa, atL kronen oc adellen nyde oc beholde hues friihedher och privilegier wij Ihennom wndt haffue, oc eflther then Oltenssis recessis lydelsszæ. Item thesligist schulle andre sclioler, oc sønderlighoessdomkiirckcr,holldiswedtmagt, huar børn oc vnghe personer kunde wppedraggis wdj, i retlsyndigh lerdom oc seegher(!).octhefatliigepeblinge och dycgnæ, som engenn opholldthaffue,moltherwndeliigennbesorgismett allmøysze, oc sonderlig aiT thennom, som then gcystelig rentlhe wppebeer. paa thcl the icka^ nødis schulde (formcdelsz armodl) all offuergiilTuescholenn,saakandthetskee, att bode geystelig oc werdtzlig slaal bliffuer wedt magt. som bodc høore tiilsamen. ocli then vnæ ickæ kandt wdhen then anden lengge bliffue wcdl magt. Thosze for^neartickclle alle oc huer bcsønderlig i alle Ihcris ordt, punclho oc som the for^ne stande, bepleclhe \\\] oss oc worc cfftherkoinnieru Danmarekis riigis radt, geystt;ligheocwerdlzliigc,wedtworegodhe traa oc loffue oc mett Ihelle worlt obne bretT bcseglett, saa att wiille oc skulle Ihennomalldelisfuldgiorrcocholde,som erliige, wprectiige mendt

thess plectiige ere breff oc segell att hollde oc fuldt giørre, oc ther som nogenn (Ihett gudt forbiudhe) wiile dierffues welluilligennf!)¹) att giøre her emodt, tha wiille oc schulle wij alle werre forplectiige liill wedt wor swornæ eedt, Ihett somra for^uet standher att straffe och affaerge, som wedt bøør effther logen. Tiill hues wiidtnes byrdt wij haffue ladett triickæ wore indtzseglerocsignethernedhenforethette wortt obne breff.

Giiffnett i Kiøpnehaffnn Torsdaghen nest effther wor Frwe
dagh visitationis aar &c. mdxxxiij.

Bagpaa meiJ gammel Haand:

Then recessz som gick emellom prelaltherne och Dan:
Haadt werdzliige wdj Kiøpnehaffnn.

Original paa Papir i Arn. Magn. Samling paa Universitetsbibl.,
Fase. 10 Nr. 4, med følgende 26 paatrykte Segl:

1. Jver Munk. — Styge Krumpen. — 3. Ove Bilde. — 4. Jørgen Fris. — 5. Torben Bilde. — 6. Blindt. — 7. Henri-t Tornekrans. — 8. Prioren af Andvorskov. — 9. Blindt (Nr. 1—91^—9 alle rødt Vox; over Nr. 9's rode Vox er der dog senere klæbet grønt Voxi. — 10. Predbjorn Podebusk (P. P ). — lt. Bilde. —12. Oluf Rosenkrans. — 13. Utydeligt. — 14. Blindt. — 10. Tyge Krabbe. — Hi. Hans Bilde (Bogstaverne H. B.). — 17. Peder Lykke. — 18, Axel Brahe. — 19. (Ove) Lunge. — 20, Urne. — 21. Ulfstand. — 22. (Knudi Bilde (Bogst. K. B.i. — 23. (Niels) Lnr.ge. — 24. (Klavs) Bilde (Bogstaverne K. B.). — 25. Bogstaverne J. P. — 26. Knud Pedersen Gyldenstjerne.

1 alt have saaledes kun 23 beseglet Recessen. Mangler: 1. JoachimRønnov. 2. Biskop Knud Gyldenstjerne. 3. Mogens Gnje. 4. Mads Bølle. o. Otte Krumpen (??). 6. Johan Oxe. 7. Johan Bjørnsen. S. Erik Banner. 9. En af Llfstanderne. 10. Axel Ugerup. 11. Klavs Podehusk. 12. Mogens Munk. 13. Niels Brokf?). 14. Ejler Rnnnov. 10. Erik Krummedige. 16. Rigskansleren Niels Arenfeld. — Hertil maa dog bemærkes, at Seglet Nr. 13 er utydeligt, men vistnok maa det efter Pladsen nærmest antages for Otte Krumpens Segl. — I Seglet Ar. 25 staar tydeligt Bogstaverne J. P.; i Vaabnot findes ligesomen Plante, der slynger sig opad. Det er ikke nogen af de daværendeRigsraaders Vaaben, og hverken Hr. Registrator F'lesner i Geh. Ark. eller Hr. Arkivfuldmægtig Huitfeldt fra Kristiania, som tillige med Fort', have undersngt Beseglingsforholdet ved Recessen, have kjondt det. Sidstnævnte antager det nærmest for et uadeligt Bomærke,

og unægtelig var jo Raadmand Jens Pedersen (J. P.) tilstede paa Raadhusetden
3. Juli (se Tillæg 17 b.), men at en af Rigsraaderne (snarest
Niels Brok) skulde have laant et uadeligt Segl, synes dog fast utroligt.

Tidligere trykt i den danske Overs. af Krag 2, 284 efter Originalen,
men hojst mangelfuldt; optryltt hos Rosenvinge, GI. dsk. Love
4, 145 med Varianter efter Afskriften i den skaanske Samling.

17 b, 1533, 3. Juli. Rigsraadsdom om Restitutionen af Guds
Legems Alter i St. Mikkels Kirke i Slagelse, som var bleven opbrændt
og forstyrret sidste Palme Lørdag.

Vi JlTuer Munck til Riibe (o. s. v. de sædvanlige Navne, med Undtagelse af M ogens Gøje, Erik Krummedige og Ejler Røn n oa , gjore vitterligt alle, at i Dag her paa Raadhuset i Kbhvn. var skikket for os i Rette Jens Persøn, Raadmand her samme Sted, paa velbyrdig Mands Otte Tegenhueszes Vegne, som i Retle hid stævnet havde lir. Hemming, Præst og perpetuum vicariuin lil Guds Legenis Alter i Sancti Michels Kirke udi Slauelse, for m Gaard, liggendes i Welterszløff, som for^ne Otte Tegenhueszenns Forældre skulde givet lil samme Guds Legems Aller for Messer og Gudstjeneste, hvilke Messer og Tjeneste ikke skulde værd holdne, som han sagde, paa nogen Tid, som vedburde, oi.; mente derfor at have Ret samme Gaard til sig at annamme, sammeledes sagde sig at ville og skulle samme Gaard i Forsvar at have. Da frembar for^ne Her Hemming samme Alters Fundats og andre Breve, som han læse lod, besynderlig et beseglet Skødebrev, lydendes, al Eline Jensdalter, Hans Porlmandtz Efterleverske, havde givet og skødet fra sig og sine retle Arvinger til samme Guds Legems Alter i St. Mikkels Kirke i Slauelse en Gaard i Wettersløff med al sin rette Tilliggelse til evindelig Eje, og skal derfor holdes to sjungne Messer hver Ige til evig Tid, og sagde, at samme Messer for for^ne Gaard altid have været holdne efter samme Brevs Lydelse, før nu Palme Løverdag næstforleden samme Slauelse Kirke «umsteritt» (!) og forstyrret blev, og samme Guds Legems Alter opbrudt, og var hannem da forment samme Messer og Gudstjeneste at holde skulle; dog bleve de siden sungen og var holden i de andre Kirker i Slagelse, som han med Brev og Vindnesbyrd aabenbar bevise kunde og her i Retle lagde.

Da efter Breve Og Bevisning, at samme Alter efter denne Tids Lejlighed saa opbrændt og forstyrret blev imod hans Villie, og samme Messer at holde hannem forment var for samme Alter, og bleve dog sungne og holdte i andre Kirker tilbørligen, sagde vi der saa paa for Dom og Ret, at for^ne Her Hemming maa og skal samme Alter igjen opbygge lade, del første han del bekomme kan, og der efter strax holde for^Be Messer og Gudstjeneste derfor efter Fundatsens Lydelse i alle Maade, og skal for^ne Iler Hemming og hans Efterkommere, perpetui vicarii, rette Ejermænd til samme Alter, have, nyde, bruge og herefter beholde for^ne Gaard i Wetlersløff til samme Guds Legems Alter med Rente, Redsel Og anden Rettighed, som er Forsvar, Gaardfæstning, Gjæsteri og alt andet dens rette Tilhørelse, hvis det helst er eller være kan, efter samme Skødebrevs Lydelse. Og skal for^ne Otte Tegenhuesz herefter ej gjøre eller gjøre lade for^ne Her Hemming eller hans Efterkommere til samme Alter ydermere Hinder eller Forfang paa samme Gaard eller dens rette Tilliggelse, men være hannem übevaret i alle Maader. Givet i Kjøbenhavn Torsdag næst efter Vor Frue Dag Visitalionis anno domini mdxxxiij. Lnder vore Signeter.

Afskrift i Ny kgl. Saml. 1301 e, fol. —Da Afskriftens Retskrivning
er mangelfuld, er den kun beholdt i Navnene.

18. Recessen af 4. Juli («Fredag efter vor Frue Dag
visitationisn).

Originalen i Gehejmearkivet, Danske Selskabs Papirsdokumenter. I Begyndelsen af Brevet anføres de sædvanlige 37 Navne. — Kun 3.3 Sugl ere paatrykte, idel Mogens G øjes og Erik Banners Segl mangle; paa alle de øvrige Raaders Plads findes Segl; dog har Biskop Knud Gylden stjerne ikke beseglet; paa hans Plads (Nr. 7) findes Oluf Munks Segl (tre Roser).

Udenpaa med samtidig Haand: Dan.-Riigis breff oc samtyeke paa
tlienn Recess, som giortt war wdi Otthennsze anno mdxwij.

Trykt i Dansk Mag. 3, 105 ff. og hos Kolderup-Rosenvinge, GI. dske. Love 4, 151 ff. efter Originalen, og i Supplementet til Krag og Stephanius S. 12 11'. efter den skaanske Lovsamling (gi kgl. Saml. Nr. 3124, 4), hvor Recessen er dateret «Knud Konges Dag" (o: 10. Juli). Da dette neppe kan antages for en Skrivfejl for »Fredfg efter Marie visitationis«, tyder dette paa en forskjellig Redaktion af Fiecessen og at

muligvis det egentlige Pergamentsexemplar først er udfærdiget senere¹). Ogsaa Afvigelserne hos Krag ianførte hos Rosenvinge) tyde paa en forskjellig Redaktion, idet der IS. 154 Not. 7 hos Rosenvinge)i den skaanske Lovsamlings Redaktion findes følgende Ord, som helt mangle i Papirsoriginalen: «oc huem som jordtt will winde fran anden, hånd winnæ then met breff oc segelle oc skellig atkomme eller met reeb oc rafft effter logen«, hvilke Ord ogsaa findes i Lovens Kilde, Rigsraadets Svar i N. dsk. Mag. 2, 214 nederst. — To andre. Afskrifter findes i «Protokollen«; de have begge Datoen »Fredag efter vor Frue Dng», men stemme forøvrigt overens med den skaansk- Kragske Afskrift.

19. — 1533, 4. Juli (Fredag efler vor Frue Dag visitat.) — Danmarks Riges Raad anmoder det norske Raad om at istandbringe Forlig mellem Biskop Ånders Mus og Biskop Mogens i Hammer i Anledning af noget Guld, Sølv og andil Gods, som denne har lovet ham paa Mester Hans Mules Vegne, — samt mellom ovennævnte Bisp Anders Mus paa den ene og Krik Hack og Poder Hansen (Litlc) paa den anden Side, hvilke have taget meget Gods, samt Tønsberg By og Nedernæs Len fra ham, uagtet han angiver at have Livsbrev herpaa.

Original i det norske Rigsarkiv, Munchener.-Saml. Xr. 32i1.

J Begyndelsen af Brevet nævnes 38 Navne (idet Knud Rud nævnes
med.) Af Segl findes kun 20, paatrykte i to Rader (10 i hver) nederst
paa lire\et, nemlig:

1. Jver Munk. — 2. Styge Krumpen. — 3. Ove Bilde. — 4. Jorden Fris. — .}. Torben Bilde. — 6. Joachim Rønnov. — 7. Munk Bocst. L. M.)²j. —S. Henrik Tornekrans. —9. Prior af Andvorskov. — 10. Tyge Krabbe. — 11. Hans Bilde. — 12. Peder Lykke. — U. N. Arenfeld. — li. Ove Lunge. — 15. Otte Krumpen. — 16. Oluf Rosenkrans. — 17. Knud Bilde. — 18. Anders Bilde. — 19. Johan L'rne. — 20. Johan Oxe (meget utydeligt).

?0. _ 1533, o. Juli. Rigsruadet underretter Domkapitlet i Ribe om, at Biskop Jver Munk har i Raadets Nærværelse eligeret sin Brodersim, Mester Oluf Munk, til sin Medhjælper og Eftermand, og at Rigsraadot har stadfa-stot Valget og optaget Oluf Munk i Raadet.

Consiliarii regni Datie jam Haffnie congregalj.

Synccrrima nostra dilectione semper in domino premissa. Kiere herrer o wiidhe, att verduge fader met gudt och herre, her Jwer Mwnck . . . giifwet oss alle lil kiende, huorledes hand vdj nogle langhe aar for .... Domkircke och biscopdom, saa hand nw badhe aff aalder, stoer siwg rett er, och halTwer for saadanae leiligheds skyldt nu vdj wores .... nerwerellse eligeret oss elskelige Mester Oluff Mwnck, syn brodh . . . aen sonn och mett hielper vdj hanns lyffs tiidt och thill syn Riper domkircke oe biscopdom efflher for^ne her Jwer Mwnches .... Huilken election wij alle endrechteligenn haffuc stadfesth, fuldb haJTue annamed for^ne mester OlulT Mwnck for wor kiere m[et brodlier wdjDanra.] riigesraadt etc. Bedenndesetther alle kierligen och gerne att maade och wdkorillse som forscrefluit staar stadfestse och sam .... etlher till. Oss hobes. hand skall bliffnc either a^n godt haerr . . . gaffnn, beste ocl beslanndt. Atlj forthi heer eblandl wille .... wille wy emodt etther och kirckenn altiidt kierligenn och .... Lx Haffnia Sabbato infra octavas visilalionis iMarie anno Dfttie ad causas tesle Nicolao Arnfeldr,, justiciario regni . . .

Udenpaa: Uonorabilibus magnificisqve viris, dominis prelatis,
canonicis totique capilulo Ilipensi, dominis et amicis nostris
sincerrime dilectis.

Afskrift af Dr. 0. Nielsen efter G. L. Badens Papirer i liiden 1 iysministeriets

21. —■ 1533, 5. Juli (Lerdag efter vor Frue Dag visitationis). — Riysraadet gjor vitterligt, «alt vvii for villig lieneste oc troschaff, som verduge herre melt gud her Joachim Kennov ... Danmarckes riige giort oc bewisl haffuer, haffue unl uc lilladt ... att hand moo och schall haffue, nyde oc beholle kronens slolt Uarritzborg oc the herrither, ther tiilligge, som Koskilde domkircke nw i pant haffuer, met all syn rclte tiilliggelse . . . i hans liifl's tiidt, som panlebreffuet ther paa indeholder oc wduiser . .»

Original paa Pergament. Geh. Ark., Aflevering fra Justitsministeriet C. 11. — 3J Navne nævnes i Begyndelsen (Ejler Ronnovs og Erik Krummedigos mangle.. Seglremmene findes endnu; kun i to, Johan Bjurns og Hans Bildes, findes endnu halve Signeter; de øvrige ere affaldne. — Paa en Del af Seglremmene ere vedkommende Rigsraaders Navne skre\ne. ogsaa paa Mogens Gøjes, men — Voxet er affaldet.

22. — 15 33, 7. Juli. Artikelle och foreninghe och forbundt, son bleff berammelh emellom Danm. riighe paa then ene oeh Slesuich och Holsten fyrstendomme paa then andhen siide. — 1 Marginen: wdi Kiøpenhagen mandagen then siunde dagh iulii anno 1533.

Udkast paa Papir i Geh. Ark., Slesvig 105 c. — Smst. som Nr. 100 d: Artickele, forening och forbundth, som bleff berameth Ui Kjopnehagen then siunde dagh Julij anno 1533 (o. s. v. som foregaaende; denne Titel er atter overstreget i d.). — c. er, saa vidt skjønnes, skrevet med Johan Frises Haand. Sammenlignet med c. synes d. at være. en Renskrift deraf, dog ere i d. flere Rettelser tilføjede med samme Haand som i c. (Joh. Frises), i Reglen kun Redaktionsændrinj:tT, idet der overalt, hvor der baade i c. og d. er Tale om Fyrstendommerne, er skrevet ovenover i d.: »vore« (o. s. v.). Texten er herved bragt i Overensstemmelse med Texten i den danske Unionstraktat hos Krag, 2, S. 3 fl. 1 Slutningen mangle selvfølgelig Navnene paa de holstenske Raader, og det ender saaledes: Gilf. paa vort slot Hadersleff then fyrste dag iully aar etc. mdxxxiij. »fyrste Dag« er atter overstreget, og der er sat i Steden: »tiuinde dagh«. (Slutningen i d., = Krags S. 17 Lin. 7 IF. er atter skrevet med samme Haand som c, 3: Joh. Fris). — I c. haves saaledes Udkastet til det danske Exemplar, udfærdiget fra dansk Side (det tydske Exemplar, udfærdiget fra dansk Side, s. Nr. 14 ; i d. haves Udkastet til det fra tydsk Side udfærdigede danske Kxemplar.

23. — 1533, 7. Juli (Mandag før Knud Konges Dag). Rigsraadet forlener Anders Bilde med Dalby Kloster i Skaane paa Livstid efler del Brevs Lydelse, som han derpaa tilforn forhvervet haver¹).

Pergament i Geh. Ark. (Smlgn. Daugaards Klosterhistorie S. 163, hvor Brevet dog urigtigt er henføit til Mandag efter Knud Konges Dag)._— Brevet er i høj Grad beskadiget, hvorved ogsaa en Del af den nederste Kant er gaaet tabt; kun i det yderste Hjørne til højre findes Seglremme med følgende 10 Segl: 1. Johan Urne. — 2. Axel Brahe. — 3. Lunge. — 4. K. Bilde. — 5. H. l'lfstand. — 6. Truid Ulfstand. — 7. K[lavs] Bilde. — 8. Baade Seglrem og Segl mangler. — 9. Niels Brok. — 10. K. Pedersen Gyldenstierne. (Efter Meddelelse fra (vand. mag. Krarup.)

Efter Pladsen, hvorpaa de 10 (91 sidste Segl findes, kan sluttes, at i det mindste følgende ikke have beseglet: Erik Banner, Axel Ugerup, Klavs Podebusk, Mogens Munk, Erik Krummedige og Ejler Rønnov. — Niels Arenfeld findes nu ikke paa sin Plads; men formodentlig er han rykket op paa Mogens Gøjes Plads, som sædvanligt, naar denne fattes.

24. — 1533, 8. Juli (ferla tertia irifra oclavas visit. Marie). Ove Bilde tilskriver Erkebisp Olaf i Trondhjem om Anders Bildes Søn Bent, hvem M. Anders Glob vil efterlade sit Degnedom i Bergen.

Norske Rigsarkiv, Munchener-Saml. Nr. 3198; smlgn. Pal.-Muller,
Gr. F. 11, 44, Not. 1.

25. — 1533, 9. Juli (in oclaua visitationis Marie). Det
danske Rigsraad anmoder det norske Rigsraad om Hjælp for

Brevviseren Peder Nielsøn, der har klaget over nogen Iret, ham
er sket paa noget Gods i Norge1).

Original i det norske Rigsarkiv, Miinchener-Saml. Nr. 3242. lugen af Rigsraaderne nævnes i Brevet, som er udvendigt forseglet som følger: 1. Jver Munk. (J. M. E.) — 2. Styge Krumpen. — 3. Ove Bilde. — 4. Jørgen Fris. — 5. Torben Bilde. — 6. Blindt (Joachim Ronnovs flåds*. — 7. Munk (L. M.; Pladsen er Knud Gyldenstiernes'. — 8. Henrik Tornekrans. — 8. Prioren af Andvorskov. — 10. Tyge Krabbe. — 11. Peder Lykke. — 12. Predlijøni Podebusk. — 13. Klavs Bilde. — 14. A. Brade. — 15. Knud Bilde. — 16. Blindt Segl. 12 Rader, S i hver).

26.— 15 32. 10. Juli (Knud Konges Dag). Anders Bilde
anbefaler sin Søn Bent til Erkebiskop Olaf i Anledning af Degnedommet
i Bergen.

Norske Rigsarkiv, Munchener-Samlinu, Nr. 3196.

2 6b. — 15 33, 10. Juli. Ove Bilde til Eske Bilde. Smlgn. ovenfor
S. 4IS. Nu aftrykt i Rørdams Hist. Kildesk:ifter 1, 437.

27. — 1533, 10. Juli. — De i Kbhvn. forsamlede Rigsraader (Regni Dacie conciliarii jam Hafnie congregati) opmuntre Erkebispen i Trondhjem til at møde paa den til St. Hansdag 1534 bestemte fælles Herredag, hvor den hellige Kirkes Tarv skal blive tilbørligt varetaget.

Trykt i Aktstykker til Nordens Hist. i Grovefedjens Tid 11, 10. — Originalen i Miinchener-Saml. i det norske Rigsarkiv (Nr. 3243) har haft 16 Segl; deraf kan nu kun utydeligt skjelnes Nr. 1 og 2 (Jver Munk og Styge Krumpen) , samt Nr. (J (Prioren af Andvorskov), ligesom Nr.

\2 formodes at have været Oluf Rosenkrans. (Da der under Brevet
har været 9 gejstlige Segl, har Oluf Munk formodentlig atter forseglet
paa Knud Gyldenstjernes Plads).

28. — 1533, 10. Juli, Kbhvn. Gustav Trolle lover det danske
Rigsraad ikke at arge paa Kong Gustav i Sverig eller Danmarks Rige.

Vi Gøstaf, medt gudtz nåde erchebiscop til Vpsala etc. gøre alle viderlegelt medt thette vortt opne bref och egenne handschreft, at vj hafue lofuet ock tilsagkt ock pa vore gode tro ock ære lofue ock tilsie verduge fædre, strenge riddere ock gode menn, Danmarcks riiges raadt, at vj ecke skole eller vele gifue osz nogenstetz af Danmarcks riige vden mett menige Danmarcks riiges raads velie ock samtycke, ock ey eller sckole vi arge jnd pa hogmectug her Gøstaf, kuoning i Suerge, enthen medt ord heller gerninger, then stund vj vdj Danmarcks riige fortøfuendes vorde, vden Danmarcks riiges radz vidsokab ock velie, och ey eller nogenn tidt, emeden vj lefue, arge jnd pa Danmarcks riige eller thess jndbyggere vdj noger made. Tiill hues ydermere vidnesbyrd bedje vj erlege velburduge menn ocb. strenge riddere her Tyge Krabbe, Danmarcks riiges marsk, her Hans Bilde, her Anders Bilde och her Oluf Rosenkrantz om theres jnsegle tryckendes neden fore thette mitt opne bref ock egen handschrift, som gifuenn och schrefuenn ær vdj Køpenhafnn Sancti Knudt konungs dagh 1533.

Goestauus Trolle, archiepiscopus Vpsalensis, mea manu.

Egenhændig skreven Original paa Papir med Trolles, Krabbes,
H. og A. bildes og Rosenkranses Segl velbevarede. Geh. Ark. Dsk.
Kongers Historie Fase. 12 b.

29. — 1533, 13. Juli. Rigsraadets Brev til
Paven ojn at samtykke Torben Bilde til Erkebiskop
i Lunde Stift.

Post devota pedum oscula bealorum salutem, reverentiam et obedientiam filialem. Beatissime pater! Anno post Christian .natum millesimo quingentesimo decimo nono obiit bone memorieBirgerus,dum vixit melropolitane Lundensis ecclesie archiepiscopus.Postejus obitum rite et canonice electus fuit nobilis

vir dominus Acho Jacobi, ejusdem ecclesie canonicus, cujus electioni illustrissimus rex Christiernus, contra pactum in receptionesuaad regnum Dacie solenni juramento firmatum, suum noluit benignura prestare consensum, sed quendam Georgium Skotborgh violenter intrusit in eadem, quem et intra biennium ab eadem expulit invilum, surrogato ad eandem qvodam nephandissimoTheodoricoSlachech aliegena, per eundem Christiernumregemintra bimestre spacium incinerato, cui et non minore violentia alterum aliegenam Joannem Vetz substituit, qui secundo suo*) presidentie anno omnibus Lundensis sedis clenodiissecumductis una cum prenominato rege Christierno fugam arripuit, post qvam prenominatus magister Acho, omni melu vique sepedicti regis (de quibus legitimam prius fecerat protestationem)tumprimum cessantibus , eleclioni de se facte consensit ae in ejusdem ecclesie plenam et omnimodam possessionemveterepro consvetudine solemniter est introductus, qui continue ad sanctitatis vestre sedem pro obtinendo confirmationismunereoratores mittere curavit, qvam, impediente reverendissimodominode Cesiis cardinali, in hunc diem, non sine gravi ecclesie incommodo, impetrare non poluit. Etenim decimus quartus a morte Birgeri iam agitur annus, et ecclesia grassanti heresi plurimum quassata vero pastore orbata fuerat. Consideransitaqueidem magister Acho debilitatem suam ex seneclute provenientem seque ob id minus ulilem ad ecclesie regimen perpendens, omni iure electionis sponte ae libere cessit atque renunciavit, quofacto rite canonice et legitime in archiepiscopum prenominate ecclesie Lundensis electus est a capilulo ejusdem ecclesie nobilis vir et ex regni nostri summalibus progenitus magister Torbernus Bilde, ejusdem ecclesie metropolitane Lundensisdecanus,regno nostro et ecclesie eidem admodum ulilis ae propter doctrinam et experientiam cui illa committatur ecclesiaveredignus. Proinde sanclitatem vestram concordibus votis unanimique consensu humillime rogamus obsecramusque,

ut ejdem domino magistro Torberno confirmationis conseerationisquemunusae pallii traditionem alia quoque ad ejusdem ecclesie regimen pernecessaria benignitate apostolica concedere dignetur et impertiri absque ulla reservatione alieui facta seu flenda, que in hisce remotissimis a curia Romana lerris omnino non convenit, nec non et absque omni insolito gravamine, quod ecclesia Lundensis ob passa damna oneraque incumbentiapatipotest minime. Sane, beatissirae paler! haius electi ab utroque parente et consanguinei arnici_*), regni nostri summates opprime potentes, eidem ecclesie in eorum contumeliam et verecundiam alium quemque prefici haudqvaquampermittent,nec item qvemlibet huic ecclesie preflci expedit, cujus pastori regni (dum vacat ut modo) moderamen ex diutina consuetudine incumbit, sed eum, qui ex primoribus ortus quique et regni et ecclesie negolia (ut iste) per multam rerum experientiam callet Igitur übi hec a sanctitate vestra exoraverimus, omnibus et nostris et amicorum nostrorum offlciisergaeandem sanctitatem veslram sanctamque sedem apostolicamobsequiosissimestudebimus promereri, sent'etque eadem sanclitas vestra ex hujus provisione non solum Lundensis, verum etiam totius Daciane ecclesie tum in spiritualibus tum in teraporalibusnonminimum incrementum et profectum, qvem non dubitamus eandem sanclitatem vestram maximopere cupere et preoptare. Valeat eadem sanctitas vestra, nobis omnibus et singulis debitis offlciis obsequiisque semper veneranda. Ex Hafnia anno domini millesimo quingentesimo tricesimo tertio, decima terlia mensis Julii, nostris sub signetis. Ejusdem vestre sanctitatis devoti fllii et oratores, regni Dacie consiliarii.

Jvarus Ripensis, Slicho Krwmpen Burglaensis, Avo Bilde Arusiensis, Georgius Vibergensis episcopi, Joachim electus Roscildensis,Henricus abbas Sorensis, Eskillus prior in Anlwortskow,Tico Krabbe marschalcus, Predbjørn Podbusk, Johannes Bilde, Petrus Lycke, Mathias Bøliæ, Avo Lunge, Olavus Rosenkrans,Otto Krwmpen, Johannes Oxe, Johannes VVrne. Johannes

Biørn, Andreas Bilde, Absalon Brade, Nicolaus Lwnge, Kanutus Bilde, Holgerus Ulffstand, Trugotus Clffstand, Nicolaus Podbusk, Nicolaus (o: Klavs) Bilde, equites aurati, Nicolaus Arndfeld, Ericus Krwmmedige, Nicolaus Brock, Canutus Gildenstern, armigeri.

lait 30; her mangler: 1. Biskop Knud Gyldenstjerne, 2. Mogens
G øje, 3. Erik Banner, 4. Mogens Munk, 5. Axel Ugerup,
6. Ejler Ronnov, (7. Oluf Munk, 8. Torben Bilde selv).

Afskrift i Geh. Ark. Diplom, med afdøde Registrator Knudsens Huand, efter Barthol. Tom. VI, p. 979, hvor Brevet har den Angivelse: •Ex autogr. Gane. Dan.« — Nogen Original findes ikke i Geh. Ark.; hvis Bartholin virkelig havde fundet selve Originalen i det danske Kancellis Arkiv, vilde det være et Bevis paa, at Brevet ikke var afsendt; men hvad forstaar Bartholin her ved «ex autogr.»?

Ifelge det i Knudsens Joachim Rønnov S. 157 aftrykte Brev fra de danske Bisper til Kardinalkollegiet i Rom, dat. Roskilde 1 Septbr. 1533, maa det antages, at en lignende Skrivelse fra Herredagen er afgaaet til Paven angaaende Rønnovs Konfirmation.¹)

30. — 15 33, 13 Juli (Søndag efter Knud Konges Dag). Enighedsbrevet, hvorved Rigsraadets Medlemmer forpligte sig til at holde sammen og ingen at kaare til Konge uden hele Raadets Samtykke.

Ny dsk. Mag. 1, 230—32.

Originalen paa Pergament i Gehejmearkivet (Saml. "Danmark« Nr. 19) har følgende Paaskrift med samtidig Haand: »Danmarckis raad haffue forbundet dem tilsammen, att the skulle ingen keyse til konge, vden alle raader samtycke hannem till konge.» —Nedenunder med en anden samtidig Haand: «Thette breff haue bisper oc prelather alene forseglit och ingen andhen udhen iij aff legmend.« — Dette er dog ikke ganske korrekt. Paa Pergamentet findes 37 Sigilremme, ligesom de sædvanlige 37 Navne nævnes i Begyndelsen af Brevet; Voxklumpernehænge paa et Par nær endnu ved, men kun i følgende er der trykt Segl: 1. Iver Munk. — 2. Styge Krumpen. — 3. Jørgen Fris.^— 4. Ove Bilde. — 5. Torben Bilde. — 6. Joachim Ronnov. — 7. Seglremuden Vox (Knud Gyldenstjernes Plads). — S. Abb. af Sorø. — 9. Prioren af Andvorskov. — 10. Seglrem uden Vox (Mogens Gøjes eller

Niels Arenfelds Plads). — 11. Tyge Krabbe. — 12. Predbjørn Podebusk. — 13. Hans Bilde. — 14-25 blinde Segl. — 26. Knud Bilde (Vaabnet og Bogst. K. B.). — 27—28 blinde Segl. — 29. Bilde (i Seglet tydeligt b; Klavs Bilde?). — 30-37 blinde Segl.

31. — 1533, 13 Juli (Sendag efter Knud Konge). Instruction paa erindc og verff, som menige Danmarckes riges raad haffue bcfalith och tiiltrod erlig och velbyrdige mend her Oflwe Lunge tiil Tiirsbeck, ridder, och Johann Frisz at! Heslaggergaard ath vdretlhe och verffue hoss hogborne fursle her Christen, hertug i Slesuich och Holsten. — «Under Danmarcks riiges raadz indzegler».

Original paa Papir i Geh. Ark., kun beseglet af felgende: I, Iver Munk. — 2. Styj?i' Krumpen. — 3. Ove Bilde(?). — 4. Torben Bilde (alle i redt Vox). — 5. T. Krabbe. — 6. Prerlbjarn Podobusk. — 7. leder Lykke. — 7. Joli. Oxe. — 9 utydcligt. — 10. Joh. L'rne. — 11. Axel Brade. — 12. Ulfstand.

Brevet indeholder følgende Punkter: 1. Underretning om, at Riget i Forening med WulfT Pogvisk og Melchior Rantzov har berammet et venligt Forbund mellem Danm. Rige og Hertugdømmerne; de skulle derfor bégjære, om Hertugen vil indgaa herpaa og strax give de to danske Udsendinge skriftligt Bevis herom. — 2. I) R. R. havde for nogen Tid siden givet afdøde Kong Frederik deres aabne, beseglede Brev paa 100,000 Gylden, hvorimod Kongen havde forpligtet sig til at betale Kong Kristierns Skyld, da Summen er betalt, beder Rigsraadet om at faa deres Brev og Indsegl igjen, og besynderlig et Brev paa 12000 Mk. lybsk, som lyder paa Otte Holgersen; thi Tyge Krabbe betalte derpaa 12000 Mk. dansk paa én Tid. — 3. At Hertugen vilde medgive de to Udsendingede Breve, som findes i Gottorp og Hertugdømmerne og alene vedkommeRiget og ikke angaa Fyrstendømmerne, og Afskrifter af Forbundsbreveeller andre baade Kongeriget og Hertugdømmerne vedkommende Breve. — 4. De skulle tilbagefordre alle de Breve, som vare givne Kong Kristiern i Norge og fundne hos ham, og tillige de hollandske Breve, som fandtes paa Kong Kristierns Skib. — 5. Da Riget har stor Mangel paa Skibe, bede de, at Hertugen vil skikke de Skibe ind i Riget, som ligge i Hertugdømmerne og tilhøre Riget, besynderlig de store Skibe, som bleve tagne Ira Kong Kristiern; ligeledes »then gyllen løwe«, som Hertugen selv skrev Hr. Johan Urne til om. — 6. At Hertugen vil afstilleden store og usædvanlige Told, som er for Gottorp ydermere end været haver fra gammel Tid, da Rigens Undersaatter haardelig beklage sig

derover.1) — 7. At Hertugen vil tilbagcsende Neglerne til "Himmeriget«
paa Kallundborg og andetsteds.

32. — 1533, 13 Juli (Dominica proxima post festum Canuti regis). Begjæring fra del danske Rigsraad iil det norske om at raade Bod paa Lybækkernes Klage over «de mange ulovlige Havner og Indløb af den søfarne Kjøbmand« i Norge.

Original i det norske Rigsarkiv, Miinchenei-Saml. Nr. 3244. Ingen Rigsraader nævnes i Brevet, der er udvendig forseglet med 7 Segl i én Rad, nemlig: I. Ove Bilde. — 2. Torben Bilde. — 3. Blindt Segl. — 4. Tyge Krabbe. — 5. Utydeligt, formodentlig Hans Bilde. — 6. Blindt. — 7. Anders Bilde.

33. — 1533, 1:5 Juli (Søndag efler Knud Konge). Iver Munk (osv. alle de samme Navne, som have undertegnet JNr. 29, Torben Bilde medregnet), give Herman Tyre af Bergen frit Lejde til at maatte fare i Danmarks Rige.

I Indledningen savnes saaledes: Biskop Knud Gyldenstjerne, Mogens
Gøje, Erik Banner, Mogens Munk, Axel Ugerup og Ejler Rønnov.

Under Originalen paa Pergament i Geh. Ark. (Voss. Saml. Fase.
9, 1) findes nu kun Iver Munks Segl; de følgende gejstlige ere afrevne.
5 Voxklumper hænge endnu ved uden indtrykkede Signeter.

33 b. — 15 33, 13 Juli. Rigsraadet tildømmer Hr. Peder Lykke
Barsebæk Fiskeleje i Skanne, som Erkebisp Torben Bilde gjorde ham
stridig.

Wij effterskrefne Ifwer Munck til Ripe, Stygge Krumpen til Borglum, Jørgen Frijss til! Viburg med Gudz naade Biskopper, Jockum Rønnow Electus till Roskilde, Oluf Munck til Ribe, Hr. Hendrich Abbid i Soer, Hr. Eskild Prior i Andtworskou, Tyge Krabbe, Dannemarckis Riges Marsk, Predbiørn Podbusch, Hans Bille, Axel Brahe, Anders Bille, Otte Krumpen, Holger Vlfstand, Trued Vlfstand, Johan Oxe, Oluf Lunge, Johan Biørnsen, Oluf

Rosencrans, Glas Bille, Knud Bilde, Clas Podebusck. Ridder, Nils Brock, Erick Krummedige och Knud Gyllenstiern, DannemarckisRiges Raad, Giøre alle witterligit udj detle Vort obne bref, att Aar effier Gudz byrd MDXXXIII Søndagen ncst effier Ste Knud Konges dag udj Capitels huset i Kiøbenhafn hafde VelbyrdigeMand og strenge Ridder Hr. Peder Lycke udj rette slefnetVyrdige herre med Gud Hr. Torbern Bilde Electus til Lunde Domkyrke for Barsebeck Fiskeleye, som de omtretle. Då swared for^ne jj_r> Electus, at hånd hafde det annammed som andet Lunde Stifftes godz, och sagde: Att hånd fandt der nogen Qwittantzer och Register på huis Biskop Byrgis Fogder och Embedzmend hafde der oppebåred nogen Told och Strandwrag, och dertill vdj rette lagde hånd itt Vinde, som Var udgifwet Li 11 Landzting. lydendis,at nogre hafde wundet, al som dennem kunde Jengst mindes, hafde de kaldet det Sønderleye Biskopleye, destligeste it Sogne winde, som Sogne Mend af Barsebeck skulle udgifwet, lydendis: att der som Bispens Fiskeboed staar, skulde heede Biskopsleye, med flere ord, som samme bref udwiser. Der til suared for^ne Hr. Peder Lycke och bekiende sig derudj, att den tiden der var satt bønder i Barsebeck gaard, och band icke self kunde vere tilstede och sware for sin Eyendom, daa oppebar Hr. Hans Skougård, som den tid war Biskop Byrgis official, nagerVrag. som der inkom, ock besynderlig pendinge af een død Mand, destligeste någen told, och Hr. Peder Ljcke talte Biskop Byrge och Hr. Hans Skougård derom til, och då blefue de Venligoch Vel forligte, Saa at Biskop Byrge eller Hans Skougård skulle icke jdermere beworre sig med det leye, uden huis hånd self kunde bruge sin egen Fiskeboed til sin Gårdz behof, och igen gaf for^ne Hr. Peder Lycke huis told pendinge hånd hafde oppebåred, som han slrax bewijste med någre af Rigens Råd i Skåne, som ware nerwerende samme forligelsse måhl, och sagde sig at have hafft siden den tid samme Barsebeck Fiskeleye i sin frij hafuendes werge, så lenge Biskop Byrge lefde, och nu i Mester Aagis tid, och det Landztings Vinde, som nu nyligen ar taget, er Vildigt och er af forn. Hr. Torbern Billes egne bønder,

som del, hauler Vindet. och bar det icke att undgielde i den Sag, som han meen. Sammelcdis lagde hand och udj rette et Sogne Vinde ;if Menige Almue af Barsebeck Sogne stefne, som war underskrefued med deris egne mercke, fordj de icke hafde Inseigle, och hafde de sendl Sex Mend af deris Sognestefne, som del tilstode, til Landztingel, som war underskrcfuet pa samme Bref under Landzdommers Inseigle. Destligeste lagde hand och udj Rette itt Hoyborne Ferstis Konning Frideriehs bref, att hans Naade hafde undt hannem Barsebeck Fiskeleye saa frit och purt, som dee gode Mend hafde hafft tilforne, som Barsebeck gard hafuer hafft. Sammeledis bewiste hand med nagre Vinde her for oss, at hans Skrifuer med flere af for^ne Hr. Torbern Billes Swenne skulle afjage hans Tolder med Verhafftig haand, och bekiendesig, at hand tog fra hannem Fire lester Sild och mere end ij_c $. penge, hwilken Sag de gafue i rette for oss pa begge sider. Derpa Vorde sa for rette sagt. alt eflerdj at forn. Hr. Peder Lycke hafde samme Fiskeleye i sin havende werje, Saa wc] det Sendre som del Norre, sa lang tid, bor hannem del her effter at nyde bruge och beholde, opbare Told och Vrag, som de gode Mend for hannem have giort, som Barsebeckgaard hafue hafft af Arrildztid, undtagen forn. Hr. Torbern Billes egen Fiskeboed, som hand flsker fry til hans egen Gardz behof, sa lenge forn. Hr. Torbern Bille kand Vinde hannem der naget af ydermere effter Lowen, och bar igien at gifue til forn. Hr. Peder Lycke, huis Sildpenge, Vrag eller Sagefald som hand haffuer ladet silt folck hannem sa. lage' fra.

Geh. Ark. Efter en Afskrift fra 1700 i Afleveringen fra Danske
Kancellis Arkiv. (Meddelt af Kand. mag. F. Krarup).

Blandt Rigsraaderne mangler (foruden Torben Bilde og Peder Lykke selv) desuden: Ove Bilde, Biskop Knud Gyldenstjerne, Mogens Gøje, Mads Bølle, Johan Orne, Erik Banner, Axel Ugerup, Mogens Munk, Niels Lunge, Niels Arenfeld, Ejler Rønnov. — Med Hensyn til Sagen selv henvises til en Dom af 1 Juli 1591 i Rosenvinges Saml. af gi. dsk. Domme IV, 288, da Afgifterne af Fiskelejet fradømtes PeJer Lykkes Arvinger og tildømtes Kronen, idet det bevistes,

•at den Aaressild og al anden Retlighed af Barsebæk Leje haver af Arilds Tid fulgt til vor Gaard udi Lund udi Biskoppernes Tid, indtil Hr. Aage Jepsen, Electus, til hans Tid undte samme Leje Hr. Peder Lykke for Villie og Venskabs Skyld«.

34. — 1533, 14 Juli. Rigsraadets Fuldmagt til Otte krumpen, Lensmand paa Langeland, og Wulf Uttenhofen, Lensmand paa Hindsgavl, de skulle paa det danske Rigsraads Vegne underhandle med den nederlandske Regjering om Forbund mellem Rigerne.

Anført i Genterfordraget af 9 Sepibr. 1533, Aktstykker 1, 11.

35. — 1533, 14 Juli (Mandag efter Knud Konges Dag). Rigsraadets Brev til Jyllands Landsting om Rustning, hvorved Kong Frederiks Anordning stadfæstes og Ridderne Peder Lykke til Aalborg, Ove Lunge til Aaslrup, Erik Banner til Kallø og Mogens Bilde til Koldinghus indsættes til Høvedsmænd.

Ny dsk. Mag. 2, 367—G8 efter .Protokollen..

36. — 1533, 14 Juli (Mandag efter Knud Konges Dag).
Rigsraadets Dom over.Mester Hans Tavsen.

HvitfeJd, Danni. Riges Krønike S. 1400. — Krag, Suppl. S. 18—20
— Ny kirkehist. Saml. ill, 13-16.')

Dommernes Navne: 1. Tyge Krabbe. — 2. Predbjørn Podebusk.— 3. Hans Bilde. — 4. Peder Lykke. — i>. Oluf Rosenkrans. — 6. Otte Krumpen. — 7. Johan Oxe. — 8. Johan Urne. — 9. Anders Bilde. — 10. Niels Lunge. — 11. Holger UJfstand. — J2. Truid Ulfstand. — 13.

Knud Bilde. — 14. Klavs Podebusk. — 15. Klavs Bilde. — 16. Mels
Brok. — 17. Knud Pedersen Gyldenstjerne.

37. — 1533, 15 Juli (Tirsdag efter Knud Konges Dag). Raadet tillader Borgemestre og Raad i Kjøbenhavn at udsætte Tønder paa Middelgrunden og derfor at hæve en billig Afgift af hvert Skib efter dets Størrelse.

Trykt i Kong Kristian IH's Historie 2, 283—Bi. — O. Nielsen,
Kbhvns Diplom. 1.

Originalen paa Pergament i Kjøbenhavns Raadstuarkiv har følgendeSegl (de sædvanlige 37 Navne nævnes i Indledningen) i følgende Orden: Nr. 2. Styge Krumpen, — 3. Jørgen Fris. — 4. Ove Bilde. — 5. Torben Bilde. — 6. Joachim Runnov. — 10. Niels Arenfeld. — 12. Tyge Krabbe — 13. Predbjern Podebusk. — 14. Hans Bilde. — 15. Peder Lykke. — 17. Johan Bjørn. — 18. Anders Bilde. — 19. Axel Brade. — 20. Niels Lunge. — 21. Knud Bilde. — 22 Truid Ulfsland.^— 23. Holger Ulfstand. — 24. Klavs Podebusk. — 25. Klavs Bilde. (Der er ikke Plads til flere Seglremme paa Pergamentet). — Biskopperne Iver Munk og Knud-Gyldenstjerne, Abbeden i Sorø, Prioren i Andvorskov,Mogens

skov,Mogenstioje og Mads Bølle have ikke beseglet; deres Segl ere
blinde.

38. — 1533, 15 eller 8 Juli (Tirsdag næst for St. Margarete Dag). Iver Munk til Ribe, Slyge Krumpen til Børglum, Ove Bilde til Aarhus, Jørgen Fris til Viborg, Biskopper, Torben Bilde Archielectus til Lund, Joachim Rønnov electus til Roskilde, Oluf Munk electus til Ribe, Henrik Abbed i Sorø, Eskild Prior i Andvorskov, Tyge Krabbe, D. R. Marsk, med menige D. R. Raad gjøre vitterligt, at Rigsraadet endrægtelig har tilfundet Biskop Anders Mus alt det Gods, vitterlig Gjæld og alt andet, som ham med Urette er frataget i Danmark og Norge.

Original i det norske Rigsarkiv, Munchener-Saml. Nr. 3245, med 13 Segl, trykte pna Foden af Brevet i 2 Rader: 1. J. Munk (J. M. E.) — 2 Styge Krumpen. — 3. Blindt (Ove Bilde). — 4. Jørgen Fris. — ■'). Torben Bilde. — 6. Blindt (Joachim Rønnov). — 7. Munk (forskjelligt fra det, som findes paa Nr. 19 og 25). — 8. Blindt (Henrik Tornekrans). — 9. Blindt (Prior Eskild). — 10. Tyge Krabbe. — 11. Hans Bilde. — 12. Johan Urne. — 13. Knud Bilde.

(»in Krevet skal henføres til S eller 15 Juli, er tvivlsomt; men da den 13 Juli ellers i intet af Brevene betegnes som Margrete Dag, og da Beseglingsforholdene i meget ligner Nr. 37, antager jeg den 15 Juli tor den rette Dag (Margrete Dag regnet til 20 Juli). — Smlgn. Nr. 39. Af Nr. 43 fremgaar, at Rønnov tidligst den 15 Juli har tilskrevet Biskop Hans Refl' i Oslo.

39. — 15 33, 16 eller 23 Juli. Kbhvn. (Onsdag efter
Mftrgrete Dag). Rigsraadets Svar til Wullenwever.

Uddrag hos Waitz, Wullenwever I, 385 efter en Afskrift i Weimar Arkiv; smlgn. Waitzes Text S. 219. »Des anderenn dages (efter Udstedelsenaf Enighedsbrevet eller i det seneste efter Optrinet med Hans Tavsen den 14 Juli) togen de Rikesrath darvan und geven den hern van Lubeck gar nen andtwordt« (Reimer Kock). At Rigsraadet efter den 14 Juli var i en fuldstændig Opløsningstilstand, fremgaar tilstrækkeligtaf Beseglingsforholdet ved de foregaaende Breve, saa at Reimer Kock for saa vidt kan have Ret i, at der ikke blev givet W. noget Svar af det samtlige Raad. Hermed stemmer nogenlunde den skaanske Lovsamlings Beretning (ovenfor |ved Nr. 4), at Herredagen varede til d. 17 Juli. At imidlertid en Del af R;iadet — navnlig Bilderne —

endnu bleve i Kbhvn, fremgaar af Nr. 41. (At Ove Lunge og Joh. Fris
alt den 20 Juli vare i Haderslev, synes at freingaa af Nr. 22.)

40. — 1533, 23 Juli. Kolding. Kaldsbrev, udstedt af
Iver Munk. *

Dsk. Selskabs Pergamenter i Geh. Ark.

41. — 1533, 28 Juli (Mandag efter ste Marie Magdalene
Dag). Kbhvn. Rigsraad Knud Bilde skriver til sin Broder Eske
Bilde om Mester Hans Markorrszens (!) Dom.

Original paa Papir i Samling til Adlens Hist. Fase 8, kgl. Bibliothek. Det Sted af Brevet, der angaar Hans Tavsen og Herredagen, er aftrykt af Paludan-Miiller i »Hist. Tidsskrift" 111, ti, 303 «igoor» efter «Despitacio> staar aldeles tydeligt, hvorefter Hans Tavsens Disputation altsaa skulde have fundet Sted d. 27 Juli! Og hvor kunde Knud Bilde i den Grad huske fejl, at han den 28 Juli ikke skulde huske, om Hans Tavsens Sag var foregaaet Dagen før eller 14 Dage før Slutningen lyder: »Itcmmoo tu oc nu uidhe, ath jeg haffuer leghit here i byen i nij ugher, oc drager oc myn broder bispen air Aars all' i moren oc allth rodhet.« (Dog forekommer det mig, at der staar • vij ugher_•). Skulde der være en Fejl i Dateringen? At Raadet forøvrigt den 29 Juli ikke længere var i Kjøbenhavn, fremgaar af:

42. — 1533, 29 Juli. Torben Bilde, Arkielektus til Lunde Domkirke, og menige Danmarks Riges Raad give Biskop Jørgen Frises Bud andet Dombrev (Laasebrev) paa Spøtrup Gaard og Gods. Ex Slauilsze die beati Olaui regis anno domini mdxxxiij sub sigillo regni Dacie ad causas, teste Nicolao Arnfeldt, justiciario regni Dacie ejusdem.

Indført i en Landstingsvidisse fra 1593, i Spøtrup A/kiv. Smlgn. Molbech, Historisk Tidsskrift, 1 Hække, 1, 233, der synes at have havt Originalen for sig, som dog ikke længer lindes paa Spøtrup Smlgn. Nr. 5.')

43.— 1533, 2 August (crastino festivitatis vincula Petri).
Oslo. Biskop Hans Reff til Erkebiskop Olaf af Trondhjem.

. . . Finge wij nu først menige Danmarcks riges radtz breff lydendes tiill altt radett her szyndenfleldz, alt wij alle wille beszøge en almyndelig herredag, som er berammett all stande wdi Kiøbenhaffn sancte Hans baptiste dag nest kommendes, ther Iha samdrecteligen med Danmarcks raadt alt raade keesze oc kaare en herre igen tiill begge rigenne, oc att Norges krones slott oc lenn skwulle bliffwe som the nw ere uforwandliide ind tiil Ihen liidt.¹)

Item finge wij oc merkelige schriffwelsze fraa bespen y
Siellandt, wdi hwilken wij formerke, att han er edher oc oss
oc thetle rige ganske willig oc godh, oc tesligeste nogre flere
gode herrer ther y rigett.2) Sendhe han oss nogre pwncther oc
artickler, som menige Danmarcks riges raadt bewilgett sambtyckt
oc stadfestett haflwe att skulle szaa wbredeligen holdes, aff
hwilke wij sendhe edher her hoess bondhen en rett copie.
(Her felger det af Paludan-Muller i «Grevens Fejde» I, 112 og «HistoriskTidsskrift
- 111, (5, 305 aftrykte Stykke om Recessen af 3
Juli og Mester Hans Tavsens Dom «die lunae post Canuti regis* .
Hwer bescop skwlle lade taghe op then gamble thieneste oc
skick igen. Item hertigh Hans er paa Nyborg slott oc bliffer
ther szaa lenge thet blifTer anderledes fatt
Item the pwncther, som wij sendhe edher om then danske ny

skyck och ordinantz, behøffwe y icke alt ladhe hwer raand see,
om edher szaa teckes

Original i det norske Rigsarkiv, Munchener-Saml. Nr. 3233.

44. — 15 34, 15 Maj. Biskop Ove Bildes Brev lil Hertug
Hans om at holde sig til den gamle Kirke, hvilket vil være til
hans Gavn i Fremtiden, m. m.

Nu meddelt i H. Rørdams »Hist. Kildeskr.. i, 439-40.

45. — 1534? Nogle Artikler (om Kongevalget og Forbindelsen mellem Danmark og Hertugdømmerne), som Biskoppen af Fyn sendte Biskop Ove Bilde, «og han sendte mig dem siden med Hr. Hans«.

Meddelte i l)sk Mag. 3 R. I, 40, efter en samtidig Haandskrift i
Geh. Ark. (Danske Kongers Historie).

Gram har paaskrevet Kopien: «33, ut credo Jacobii Rønnov (se. manuj«, medens Meddeleren i Dsk. Mag., Knudsen, antager Haanden for at være Anders Bildes, og at den omtalte «Hr. Hans" da rimeligviskundevære Hr. Hans Bilde; ligeledes antager Knudsen, at Artiklerneereskrevne «ikke længe efter Iste Juli 1533, da den under Navn af Unionstraktat bekjendte, i nærværende Artikler paaberaabte ForbindelsemellemKongeriget og Hertugdømmerne (then confederatz och forbwnt, som nw nyligen gyord ær) samtykkedes cg forsegledes af det danske Rigsraad;- men forøvrigt tør Knudsen ikke afgjøre, hvorvidt der ved »Bispen af Fyn« skal forstaas Knud Gyldenstjerne eller Jons Andersen Beldenak. Den Knudsen ukjendte Omstændighed, at Knud Gyldenstjerne virkelig synes al have været fraværende under SlutningenafHerredagen — i det mindste fra 3. Juli af — kunde henlede Tanken paa denne; men selve Udtrykket om Forbundet med Hertugdømmernevisernetop , at Artiklerne ikke kunne være skrevne før i Slutningen af 1533 eller Begyndelsen af 1534; thi Forbundet • samtykkedesogforsegledes» netop ikke paa Herredagen, men blev først endelig vedtaget paa Forsamlingen i Odense i November cg besegledes først af Hertug Kristian d. 5. Decbr. 1533, og først da var Forbundet fuldt sluttet. — Hele den statsretslige, historiske Tone, med PaaberaabelseafForholdene under Erik af Pommern, af gamle Haandfæstningerog»den danske Krønike«, ligner ganske Jens Andersen. Artiklerneereogsaa skrevne paa et Sted i Nærheden af Holsten (S 43, Lin. 10: «det siges her af dem, som da nærværende vare«, o: ved

Hyldiogen i Kiel 8. Juni 33), formodentlig i Lybæk, hvor Jens Andersen,der havde sin Bolig paa Bispegaarden, netop havde Lejlighed til at samtale med Øjenvidnerne fra Landdagen i Kiel; thi det er bekjendt, at vore Efterretninger om Landdagsforhandlingerne i Kiel netop skrive sig fra en lybsk Kannik, som var tilstede. Fra Lybæk skriver Jens Andersen desuden d. 15. Aug. 34 til Eske Bilde: -Lybæk er en Stad mod Vold og gjør ingen Uret. Gud give, at flere havde saa bekjendt udi Tide, som vi med mange vore Breve gav dem tit ogoftetilKjendefra os.« (Paludan Muller: J. And. Beldenak, S. 111 . Det er netop det, som han gjør i «Artiklerne-. —Naar Jens Andersen har fundet Tilflugt i Lybæk, er noget tvivlsomt. En Gang i Aaret 1533 blev han af sine holstenske Fjender slæbt bort fra Taasinge, i 5 Maaneder furt om fra Sted til Sted i Skove og paa Heder, og endeligkasteti et snævert Fængsel, hvorfra hans lybske Slægtninge udløsteham.(Pal. Muller, anf. Skr. S. 76 og de der anførte Bevissteden. Først sent paa Aaret kan han da antages at have faaet sit Ophold i Lybæk, hvorfra han har udstedt et Brev Hellig tre Kongers Dag 1534. — Rimeligst rr det da at sætte Artiklernes Affattelsestid til Foraaret 1534, da Valgherredagen ved St. Hanstid forestod. Da kunde der atter blive Tale om , hvorvidt man skulde tage Hertug Hans eller Hertug Kristian til Konge, eller slet ingen, som Jens Andersen egentlig foreslaar. Hvor stærk en Valgagitation der netop i Foraaret 1534 fandt Sted fra begge Partiers Side, fremgaar af flere Omstændigheder. Den 15. April havde Hertug Albrecht af Meklenborg tilskrevet Anders Bilde, og som det synes ogsaa Rønnov og Ove Bilde, om at indtræde i et hemmeligt Forbund for at opretholde den gamle Religion og modarbejde Hertug Kristian, som man formodede med Vold vilde gjøre sig til Danmarks Konge. (Dsk. Mag. 2, 100; smlgn. »Aktstykker. I, 72 og Nr. 37). Kort efter var Røunov i Jylland, hvor han den 12. Maj synes at have haft en Sammnkonist i Randers med Mogens Gøje, Joachim Lykke, Axel Brahe og Erik Banner (Jydske top. Selsk. Samlinger 11, 376); den 15. Maj besvarede han fra Kallø, Erik Banners Forlening, Hertug AlbrechtsBrev(»Aktstykker«, 1, Nr. 37). I disse Sammenkomster lader Ove bilde ikke til at have taget Del; det var netop paa denne Tid, at han havde sendt sin Broder Knud til Hertug Hans for at paavirke denne i katholsk Retning, den 15de skrev han selv fra Aarhus til Hertugen i sannrie Anledning (ovenfor Nr. 44); den 18. Maj svarede han, ligeledes fra Aarhus, paa Hertug Albrechts Brev og lovede at foredrage den omhandlede .^sag paa Herredagen (»Aktstykker« I, 27). — Det skulde da ikke netop være paa denne Tid, at Ove Bilde havde sendt «Hr. Hans- til Joachim Rønnov eller Anders Bilde med Bispen af Fyns Artikler? — «Hr. Hans» kan forøvrigt neppe være Ridderen og Rigsraaden Hr. Hans Bilde, men er langt snarere den Hr. Hans Henriksen, der stod i Ove Bildes Tjeneste og senere blev Kannik i

Roskilde, bekjendt som Fortsætter af den skibyske Krønike (Rørdam,
Universitetets Hist. I, 529). *)

1) Efter velvillig Medilelelse fra (let norske Rigsarkiv. Navnlig maa jeg takke Hr. Arkivfuldmaegtig Huidtfeldt for den Beredvillighed og Omhu, hvormed han liar paataget sig det ikke rince Arbejde at undersoge Beseglingsforholdene ved Brevene iMunchener-Samlingen.

1) Haauden har baade været mig velkjendt, og det samme har Dr. H. Rørdam erklæret for sit Vedkommende.

1) Ny dsk. Mag. 2, 202 Not.; 210.

2) Hist. Tidsskr. 111 K., 6, 373.

1) Gl. kgl. Saml. 3124, 4, i det st. kgl. Bibliothek. — En smukt indbunden Kvart; udeu paa Bindet: T. A. 1570; inden paa Bindet er skrevet: liber Tychii Asmundii superattendentis Scanensis 1570. Bogen indeliolder en vaerdifuld haandskreven Samling af danske Love m. m. i felgende Orden: 1) Blud 1 —145 den skaanskeLcnbog, skreven nied en aeldre Haand, omtrent fra Kong Hanses Dage. Derpaa nied en yngre, dog samtidig, Haand: 2) 81. 146^—4S Odense Reces af 1527; 3i 81. 14S: Kongebrev, dateret St. Olufs Dag 1530, til Aage Sparre om Overholdelsen af Odense Reces; 4) 81. 149 lined saninu; Haand) det ovenfor anforte Stykke, som fortsiettes med felgende Old: Hec subsequentia . . . pacta atque confirmata. Nomina concilia] iorum regni Dacie (39 Navne, idet Movrids Sparre og Knud Rud regnes med); derefter felger, stadig med samme Haand: a Reces af 3 Julf 1533; b) den anden Reces, men med Datum: «St. Knuts Konnings Dag 1533_• (herefter aftrykt i Suppl. til den danske Oversaett. af Krag, S. 12). — El'ter el übeskrevet Blad felger derpaa 81. 157, stadig med den samme yngre Haand: 5) Kong Hanses Privilegier lor Lunde Kapitel, og fi) 81. 15S, en skaansk Landstingsdom af Aar 1531 om kirkelige Forhold. Efter en Del übeskrevne Blade (159—07) lager derpaa den eeldre Haand atter fat med forskjellige Lovstykker af verdslig Art Gaardfred, om Forlolgniug vcd Rigens Ret i Senderjjlland, 81. 168—78) og 81. 178 flgd. Kong Hanses Haandfæstning; men inde i denne er af den yngre Haand tilføjet Parallelsteder af Frederik I's Haandfæstning. Derpaa følger med den yngre Haand flere ældre Lovbøger (Jus ecclesiast. m. m.). — Herefter maa man antage, at Bogen er begyndt af en ældre, paa Kong Hanses Tid levende Afskriver, men ikke bleven fuldført, hvorpaa en yngre fra Kong Frederiks og Mellemrigets Tid har benyttet de übeskrevne Blade til at indføre kirkelige Bestemmelser, dels angaaende Kirken i Almindelighed, dels specielt angaaende Skaane. Da der ikke findes saadanne Bestemmelser yngre end Recessen af 4 Juli 1533, og Samleren ikke synes at have kjendt Kristian d. 3dies Haandfæstning, maa de Melleniriget vedkommende Afsnit utvivlsomt være nedskrevne kort efter Begivenhederne, og det er temlig øjensynligt, at Afskriveren har været en af Lunde Kapitels katholsksindede Kanniker.

1) Smlgn. ved 4., 5 , 9. os 10. Juli.

2) Vaabnet er tydeligt; Navnet er skrevet ovenover med samtidig Haand; det samme er Tilfældet med de følgende Navne med Anførselstegn

1) Ue forresle Ltuijstaver af Ordet ere nu utydelige.

1) 1 Afskriften i den skaanske Lovsainling: woldheiigen. At Reeessen i flet hele er meget jasket konciperet, vil neppe have undgaaet Opmrerksomheden.

1) Eller skulde dot vaere en Skrivfejl for «Fredag nest fore St. Knud Konnings Dag« (o: 4. Juli)?

3) Pladsen er knud Gyldenstjernes; hans, men ikke 0. Munks Navn lindcs naevnt i Begyndelsen af Brevet.

1) 1.">;{0, 13_,3 iSundag Reminiscerc), Anders Ltildes Gjenbrev paa Dall>y Kioster. ll'nlge Kong Frederiks Samtykke har Bilde af Dalby Konvent modtaget dets Kloster i sit Forsvar. Til Klæder og Ophold skal han aailint udrede dem 100 Mark, overlade dem Indtæcternc af Klostrets 3 Sognekirker og holde dem veti en eerlig Skik til 01 og Mad. Endvidere vil han hcevde og forsvare dem af al sin Evne, saa la?nge han lever, og saa Icenge de opholde al den funderede Gudstjeneste. (Dansk samtidig Afskrift i Geh. Ark.) 1531, 2. Marts. Kongebrev til Aage Sparre, Electus til Lund, Torben Liildc¹, j£rkedegn, Mester Klavs Urne, Provst ved Lunde Domkirke, Hr. Henrik Sparre og Hr. Holgcr Llfstand, Riddere, • vore Mand og Raad», oni at begive sig til Rronens tUoster Dalby i Skaane »og der handle unellem Anders Bilde og nienige honventsbrodre, oni hvad han dem aarlig give skal til deres Klaeder og Fode, og hvad derover er af den Rente, som ligger til samme Kloster, som Hr. \nders Bilde skal svare kgl. Tynge af, at I <lot give Ira eder beskrevet». FJensborg, Torsdag elter Sundug Invocavit. [Kgl. Bibl., Sarul. til Adlens Historie o, 41).

1) a: den svenske Rigsraad Peder Nielsen Grib, der tillige nied Raaderne Johan Tureseu og Lars Tureson klagede over, at de ikke kunde komme til deres Arv i Norge efter Alf og Jon Knudsen ismlgn. Kong Gustavs Brev til det norske Raad, 1(5. Juli 1533, i Saml. til det norske Folks Spr. og Hist. I, 349_—50). — Nr. 2J og 28 maa uUivlsomt anses som en Folge af Kong Gustavs Brev iif 1 Juni til Rannov (Aktstykker I, 3—I),3^—I), hvor Konsen dels havde klaget over disse Forhold, dels over at hans Fjender fandt Tilhold i Daiimark. Efter Nr. 25 maa man antage, at Peder Nielsen Grib selv liar vteret tilstede i Kbhvn., muligvis paa Kong Gustavs Vegne, som Overbringer af Brevet af 1 Juni.

1) sue?

1) Consanguinei et amiei_.'

1) Felgende tidligere breve angaa Torben Bilde, Erkesaedet i Lund og Bispestolen i Roskilde: 1530, 1 Decbr. Pave Klemens giver ved Provision Job. Veze Bispestolen i Roskilde, dog nied Forbehold af hans Bettigheder soni Erkebiskop i Lund (Munchs Afskrifter). 1531, 2 Januar. Paven giver Joh. Veze, electus Roskildensis, Udsaettelse med Konsekrationen endnu et Aar (smstds.) 1532, IJ Juli. Torben Bildes Revers til Kong Frederik (Rardam, Malmobogen, XLV.i — 27 Juli. Lunde Kapitel tilskriver Pave Klemens om Torben Bildes Konfirmation, da Aage Sparre samme Dag i Kapitelshuset har erklaeret, at hai; paa Grund af Alder og Skrubelighed nied fri Villie og med Kong Fredeiiks og Kapitlets Samtykke liar resigneret sin Ret til Stiftet til Dekanen Torben Bilde. «Et si conlirmatus existet (a: Aage Sparre), ut verisimiliter ex scriptis sibi presentatis estimat et credit, eundem mag. Toibeinum decanum in suum coadjutorum in vita et successorem post mortem, accedente vestre sancte sedis aposlolice benignitate et prouisioue, elegit._• Kjaetteriel i Stiftet gjor del i hej Grad enskeligt (Geh. Ark. Dipl.). — 27 Juli. Notariuldokumeut, at Torben Bilde har udnaevut Prukuratorei osv. i Rom, med tlere Forpligtelser, ban har maattet indgaa. (Smstds.)-1533, Februar. Torben Bilde, Electus til Lunde Domkirke, lover for den store Velvillie, Mester Aage Sparre har vist ham ved at tage ham til Koadjutor og eventuel Successor, at ville holde ham og Lunde Saede skadeslos for Mester Jorgen Skodborgs, Kardinal de Cesis saa vel som for enhver andens Fordringer, og derfor har Mester Aage tilsagt ham, at hvad Gulri og Penninge der endnu ere tilstede af de 5000 Dukater, som ere nedlagte i Fuggemes Bank i Rom og Lybaek, og som endnu ikke ere udtagne eller anviste til nans Naades Konfirmation i Rom, skulle komme Mester Torben til Gode til hans Konfirmations Erhvervelse. Skulde det blende, hvad Gud forbyde, at hans Naade og Torben Bilde ikke fik deres Konflrmats, forpligter Mester Torben sig til at holde de 5000 Dukater tilbage til at beskjeerme Mester Aage og Kapi let mod Mester Jergen Skodborg osv. (Geh. Ark., Top. Saml., Fultofte). 1533, 7 Marts. Befaling fra Klemens 7 til Hertugen af Pommern om at skaffe Joh. Veze, Biskop i Roskilde, Indtaegterne af Rygen (Munchs Breve, smlgn. Knudsens Ren iov, S. 188). — N Marts. Joh. Veze faar iornyet Udssttelse paa et Aar med Konsekrationen. (Smstds.). — 1 April. Torben Bilde forlener Ejler Rennov og hans Hustru, Fru Anne Krabbesdatter, med sit og Lunde Saedes Len, Gods og Tjenere i «Stinchelsio» i Sjselland. (Dipl.). — 31 Juli. Kong Ferdinand anbefaler Joh. Vezes Sag til Paven, at him kan komme i Besiddelse af Erkessedei:. (Munchs Br.).

1) Tolden for Gottorp var paalagt af Kong Frederik i Aaret 1526 til hans Datters Brudeskat. Allerede paa Herredagen i Odense 1526 omtales Sagen og den Uvillie, den fremkaldte hos Landets Kjøbmænd (Ny dsk. Mag. 5, 209; smlgn. Allens Breve I, 417).

2) Jeg benytter Lejligheden til at gjøre opmærksom paa, at Manuskriptet til Begyndelsen af Hvitfelds Kr. 3 (forfra til S. 1407 Lin. 14, fol.) findes i Geh. Ark. (dsk. Kongers Hist. Fase. 15). Selve Haandskriftet er skrevet med en Afskrivers Haand; men med en Haand, der ved Sammenligning med egenhændige Breve fra Hvitfeld tilfulde er godtgjort at være Hvitfelds egen, er der baade tilføjet Rettelser i Texten og ofte vidtløftige Tilføjelser i Randen, hvorved Texten er bragt i Overensstemmelse med den, som nu haves i de trykte Udgaver. — Texten til Hans Tavsens Dom er meget sjusket aftrykt, idet af og til flere Smaaord ere udfaldne ni. m. Ex. Lin. 8 skal læses: bekiendis. — L 10—11: nogle Aar sidenn forledenne. — L. 22: da for osz beuiistis. — Lin. 26: • icke« findes ogsaa i Manuskriptet. — Lin. 39: der af Stiftet — adt seniste — Sjællandsk. — 41-42: nogenn Preste Embede). — Ordene »Recesser och» fattes ogsaa i Manuskriptet. — Hvitfelds Text taber herved for en Del de Overspringelser, der gav den Bartolin-Rørdamske Afskrift nogle smaa Fortrin fremfor den Hvitfeldske, medens Hvitfeld aabenbart har flere Fortrin (navnlig »hvert Roermaal«) og i det hele for en uhildet Betragtning maa anses for en langt bedre og omhyggeligere Afskrift end hin [f. Ex. • straff och Pene-, h\or Barth. har det meningsløse «pynne» (Pine)]. — Begge Afskrifter ere daarlige; Hvitfelds Upaalidelighed viser sig væsentlig ved Overspringelser, i Reglen af smaa Ord, dog ogsaa af det vigtige "Recesser och« [i en anden endnu slettere Afskrift: Reces« eller »Recessen*]; Bartholins Afskrift viser sin Upaalidelighed foruden ved Overspringelser ogsaa ved bestemte Misforstaaelser. En upaalidelig Afskriver springer over, en ukyndig misforstaar Ordene, men ingen af dem tilføjer af sig selv, i al Kald ikke uden betydningsløse Overgangsord («da>, «nu» eller Lignende). For en ren kritisk Prøvelse af ydre Grunde maa man saaledes holde baade paa «icke» og »Recesser och«.

1) 1633, "J3 Oktbr. ToiLen Bilde, med Guds Naade Arkielektus til Lunde Donikirke, og inenii,^T _c Dantnarks Kiges Haad udsteder 3die Dombiev paa Spetrup Gaard og Gods til Viborg Bispedumme. - Ex Slavillsze, die Severini, Sub sigillo regni Dacie ad causas, teste Nicolao ArnfeJdt, justiciario regni ejusdem (Afskrift i Spøtrup Arkiv). — 1533, 21 Decbr. (die Thome apostoli, (4de) Rigens Uombrev paa Spotrup, Ældste Arkivreg. 11, 347, 35; smlgn. S. 349 N'r. 52.

1) Smlgn Nr. 6.

2) 1532, 8 Novbr. Erkebiskop Olaf til Joachim Rønnov: Erkebispen takker Rennov for hans Velvillie mod Normændene; kalder ham • sin kjære Broder og kjære übekjendte gode Ven«; beder ham tale sin Sag for Kongen. »Vi viHe gjerne med det allerførste bekjende eder med en ærlig Skjænk>, som Bisp Hans af Oslo allerede har tilsagt ham paa Erkebispens Vegne for hans Umage og Velvillighed. (Allens Excerpter paa det store kgl. Bibi. efter Norske Saml. i Geh Ark Fase. 11 Nr. 3).

1) Denne Formodning bckraefles fuldstaendig veil de nu afDr. H.Rerdam i Hist. Kildeskr. lste Bind meddelle inleressarte Oplysninger om denne Mauds neje Forhold til Ove Bilde og bans Slaegt. Af det S. 441 meddelte. med Hans Henriksens egen Haand skrevne Brev af 29. Maj 1534 fra Ove Bilde til Eske Bilde fremgaar navnlig, at Biskop Ove netop i disse Dage brugte denne sin «svorne SekretBer» til vigtige Sendelser til Mogens Goje o. a. — Smlgn. Udgiverens Bemaerkninger S. 338.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 3 (1872 - 1873) 1