Har Christian Barnekov frelst Christian den Fjerdes Liv i Træfningen paa Skällinge Hede?

Urdene "Kongen min Hest, Fjenden mit Liv og Gud min Sjæl!» véd nu enhver at henføre til den Episode af Kalmarkrigen,da Christian IV paa Toget fra Vestergøtland til Varberg i Nærheden af dette Sted, paa Skållinge Hede, stødte paa en overlegen svensk Styrke under Hertug Johan af -Østergøtland den 21. Febr. 1612 og, efter at hans Hest var styrtet, frelstes ved, at Adelsmanden Christian Barnekov overlod ham sin Hest under hint Udraab, der kun altfor fuldt skulde gaa i Opfyldelse, da den højsindede Redningsmandkort efter segnede for Fjendehaand. Men for hundredeAar siden vidste ingen her i Landet noget om denne Begivenhed. Kjcndskabet til den hidrører fra et Sagn, som, efter at det endelig er blevet gjort tilgængeligt for Almenheden,ikke har haft ondt ved at vinde almindelig Udbredelse,da det, naar man ikke kjendte nøjere til de ledsagendeOmstændigheder, strax maatte vække Sympathi for sig. Det er altsaa det givne: paa den ene Side vore KildersTavshed, paa den anden Side det, i alt Fald tilsyneladende,skjønne

Side 2

ladende,skjønneSagn. Men Skjønheden er ikke nok til at bevare det; det maa have en indre Kraft, det maa være mærket med Sandhedens medfødte Præg, om det skal kunne modstaa Kritikkens Prøve. Det er ikke en ægte Fædrelandsfølelse,men usund Sentimentalitet, som vil omgjærde Traditionerne med en kinesisk Mur og udskriger den som profan Barbar, der vil undersøge, om det er andet end blodløs«Skygger, vi tilbede.

Indtil for to Aar siden har Sagnet imidlertid undgaaet en saadan kritisk Prøvelse. Vel havde Wielselgren i Aaret 1834 hævdet dets Troværdighed, men han havde indskrænket sig til at samle nogle spredte Efterretninger om Christian Barnekovs Død og af den Omstændighed, at de historiske¹ Kilder intet indeholde til Bekræftelse af Sagnet, fundet sig foranlediget til at gjøre et Udfald mod Historieskrivningen, som intet Hensyn tager til «Historiens Prydelser"¹). Han gaar altsaa ud fra, at Sagnet har Ret. En virkelig kritisk Undersøgelse saa først Lyset i Aaret 1870, da Paludan- Miiller foretog den²). Skjønt hans Afhandling som Del af et Skoleprogram strax er bleven spredt paa mange forskjellige Hænder, tør det dog antages, at den endnu ingenlunde er naaet om til alle rette vedkommende, til de Fagmænd, hvem Sagen særlig maa interessere, og jeg skal derfor, da mine Bemærkninger for en Del ere at betragte som rettede mod den, søge i al Korthed at fremsætte dens væsenligste Indhold, for saa vidt det angaar det Punkt, hvorom her ene er Tale.

Uden, som det synes, at kjende sin svenske ForgængersArbejde,tager

1) De la Gardiska Årchivet V. 129—33.

2) C. Paludan-Muller, Om Christian Barnekovs Død i Træfningen paa Skallinge Hede Aar 1612, i Nykjøbing Kathedralskoles Program 1870, S. 1—38.

Side 3

gersArbejde,tagerForfatteren af en Ytring i F. Barfods '•Fortællinger af Fædrelandets Historie«¹) om, at Christian Barnekovs Minde hurtigt udviskedes af det danske Folks Hukommelse, Anledning til at paavise, at det danske Folk ikke har glemt Tildragelsen, eftersom det ikke har kjendt den. Hans Povlsen Kesens Ligtale over Helten, Slanges omfangsrige Værk om Christian IV og Schlegels Bearbejdelse heraf saa vel som Holbergs Danmarks Historie omtale den ikke. Først 1785 berøres den af Scheel i hans "Udkast til Krigens Skueplads«; han har Efterretningen fra den svenske Litteratur. I en svensk Bog stod nemlig Fortællingen for første Gang at læse paa Tryk, det var i en Disputats, som 1751 udgaves af J. Grimbeck fra Varberg under Professor Brings Præsidium²). Den er med enkelte Afvigelser optaget i flere Skrifter om Halland, og i sin ældste Form opbevares den i Præstearkivet i Hvalinge i en Opskrift, som antages at hidrøre fra den anden Halvdel af det 17de Aarhundrede. Efter en kort, men ypperlig Udvikling af, hvad der er det betegnende forMythen, Sagnet og Historien, gaar Forfatteren over til at prøve dette Sagn, som altsaa har holdt sig i den Egn, hvor Begivenheden forefaldt, og som har en Alder af omtrent 200 Aar (saafremt det er sikkert, at Optegnelsen i Hvalinge er fra den angivne Tid). At de forskjellige Former,hvoridet

1) 3. Udg. 11. 91. Paludan-Muller opkaster (S. 4) det Spørgsmaal, hvor det er, at Christen Bording bruger det af Barfod anførte Udtryk, at «i Kalmarkrigen faldt Blomsten af den danske.Adel, saa der blev kun Stubbe og visne Løv tilbade«. Det er i et Brev fra Bording til Ole Worm, skrevet 3 Febr. 1613, se 01. Wormii Epistolæ p. 3: iFlos Danicæ Nobilitatis hoc bello periit, supersunt caules, supersunt arida folia«.

2) I Almindelighed angives Grimbeck som Forfatter. Er det ikke rimeligere at antage Skriftet for, i Analogi med saa mangfoldige andre svenske Disputatser, at være skrevet af den, der nævnes som Præses?

Side 4

mer,hvoridetforeligger, ere indbyrdes afvigende i Enkelthederne,atTal og Navne vise sig at være urigtige, er kun af ringe Betydning over for Hovedsagen, hvorom de ere ganske enige.

Herimod lader sig vist ikke rejse nogen Indvending;
betragtet for sig alene indeholder Sagnet intet, der kan berøve
det Troværdighed.

Derpaa søger Forfatteren at forklare Tavsheden fra dansk Side. Han finder ikke noget Bevis mod Sagnets Rigtighed deri, at et af en Præst paa Varberg skrevet Brev, der omhandlerKrigsbegivenhederne indtil den 24. Febr. (1612), intet mælder om Christian Barnekovs Daad, skjont det omtalerhans Død; dette Brev') godtgjør kun, at Kongen, der var kommen til Varberg umiddelbart efter Sammenstødet paa Skållinge Hede, ikke har omtalt, hvorledes han er ble ven reddet, og Forfatteren mener, at denne Tavshed hos Kongen nok lader sig forklare af en naturlig Ulyst til at udtale sig nærmere om den sørgelige Affære, hvis endelige Udfald for Barnekovs Vedkommende i Begyndelsen maatte være ham übekjendt, og af den Travlhed, som har optaget hans Sind. I den første Maaned kan Kongen ikke heller have omtalt Sagen saaledes, at den er bleven almindelig bekjendt, thi ellers blev det uforstaaeligt, at Ligtalen ikke har et Ord tilovers om Begivenheden. «Men videre ere vi ikke berettigedetil at gaa; vi tør ikke sige, at var Christian Barnekovdød paa den Maade, Sagnet vil, da havde Kong Christianuskjonsom fortiet sin ædle Redningsmands berømmeligeDaad; thi vi kjende ikke Kongens Ord eller private Omgivelser saa noje, at vi skulde kunne vide, hvad han har sagt eller ikke sagtn. Forfatteren kommer til det Resultat,

1) Trykt i Nye D.sk. Mag. 11. 41—42.

Side 5

at alle Betingelser ere tilstede for, «at Historien skal kunne anerkjende den mundtlige Overlevering som tro Bærer af en virkelig Begivenheds Hovedtræk. Vi lade derfor ikke ChristianBarnekovs Offerdød udrive af vort Fædrelands Historie".—

Hvor dybt jeg nu end bajer mig for Forfatterens Avtoritet og kritiske Dygtighed, kan jeg dog umulig være enig med ham i Resultatet. For mig staar Tavsheden endnu som übegribelig, ganske vist ikke som et aldeles übetinget Dementi af Sagnet, men som noget, der sætter dette i et saa tvivlsomt Lys, at det i det højeste maa vedblive at være et løst, upaalideligt Sagn, indtil engang nu übekjendte Oplysninger bestemt afgjøre dets Skjæbne. Man opfatte det ikke som Lyst til at fravriste en falden Helt noget af den Ære, der med Rette tilkommer ham, naar jeg her gjør et Forsøg paa at vise Sagnet tilbage indenfor dets rette Enemærker; man lægge Mærke til, at for mig i det mindste staar Sagen saaledes, at der maa vælges mellem tvende Onder: enten har Christian Barnekov ikke reddet sin Konge, og den skjønne Fortælling henvejres da; eller ogsaa har Christian IV fortiet, hvem han skyldte sit Livs Frelse, og da kastes en hæslig mørk Skygge over hans Karakter, en Skygge, som vi dog nødig ville se der, hvor villige vi end kunne være til at indrømme hans mange andre Fejl.

Den 21. Februar faldt Christian Barnekov, den 26. Marts holdtes Ligtalen over ham, hvori der om hans Død blot siges, at han «med nogle andre er bleven forrasket af Mængden sammesteds (paa Vejen til Varberg) og saaledes omkommen». Man kan «trygt forudsætte«, siger Paludan- Miiller, «at Taleren har vidst om Ulykken, hvad den faldnesEnkeognærmesteSlægt vidste. De vidste altsaa heller ikke, at Mandens og Faderens Død var andet og mere end

Side 6

almindelig Krigsulykke, thi utænkeligt er det dog, at de ved hans Grav skulde have fortiet det berømmeligste i hans hele Liv, havde de kjendt det». Man ikke alene kan, men man maa forudsætte, at Taleren har kjendt lige saa godt til BegivenhedenpaaSkållingeHedesom den efterlevende nærmesteSlægt;hvadDatidensLigtaler indeholde af biografisk Stof, er kun at opfatte som Slægtens Ord, der lyde gjennemPræstensMund.Mener det utænkeligt — og det er det tilvisse —, at Slægten skulde tie stille om det egentligeLyspunktidenfaldnes Liv, bliver det da ikke lige saa utænkeligt, at den ikke skulde vide Besked derom, naar den var i Live, som kjendte til det, — Kongen? Man forestille sig Kong Christian nok saa optaget af Planer og Forretninger, nok saa betaget af Bekymring over DronningensSygdom,derblevtil Døden, og dog vil man ikke kunne forstaa, at han ikke skulde faa et Ord over sine Læber om en Tildragelse, som maatte fylde hans Sind og atter og atter dukke op i hans Erindring, og som endelig var af den Natur, at den ikke godt kunde taale at forties. En Udvej er bleven tilbudt: ingen véd, hedder det, hvad Kongen har talt eller ikke talt, ikke heller, hvem han har haft om sig. Ja, det er sandt nok, dertil er vor Kundskab om hine Tider altfor tarvelig; men ter alligevel nogen bruge den anviste Udvej for saaledes at slippe bort fra Vanskelighederneog,idethanlader den være det, som skal bære Sagnet oppe og rense Kongen, mene, at han har gjort KritikkensFordringerfyldest?Derer ingen, som siger: vi vide, hvad Kongen har sagt; her tales kun om, hvad han ikke har sagt, og derom synes dog mere end én Omstændighedatvidne.Laderman i Tankerne Forholdene fra hin Tid passere forbi sig, hvorledes Adelen saa at sige dannedeénstorFamilie,knyttet sammen ved mangfoldige

Side 7

Baand, og hvorledes særlig Christian Barnekov ved gteskabstodidennøjeste med en saa vidt forgrenetogindflydelsesrigSlægtsom Brahernes, bliver det næsten umuligt at tænke sig, at Kongen skulde have udtalt sig paa den Maade om Christian Barnekovs Daad, hvorpaa han alene kan have omtalt den, hvis den har svaret til Sagnets Beskrivelse, uden at disse Ytringer ad den ene eller anden Vej skulde naa til Familiens øren. Lad saa være, at Kongen i de første to Uger efter den uheldige Fægtning urolig har flakket om i Nærheden af Krigsskuepladsen, der gik dog ikke mange Dage hen¹), før han sad i Kjøbenhavn,

1) Paludan-Miiller gjør (S. 29) opmærksom paa, at Kongen allerede d. 27. Febr. var i Kjøbenhavn, men det er ikke rigtigt. Man kan nemlig ikke altid af et Kongebrevs Dateringssted uddrage den Slutning, at Kongen har været tilstede der; i saa Tilfælde kunde man bevise, at han d. 21. Pebr., samme Dag han fægtede i Halland, har været i sin Hovedstad (s. Jydske Tegn. VI. 27). Med Hensyn til det Dokument af 27. Febr. (i Hubertz, Aktstykker vedk. Aarhus 11. 27_—28), som skal bevise hans Nærværelse i Kjøbenhavn denne Dag, maa desuden bemærkes, at vi her udtrykkelig se, at det ikke er forsynet med hans Underskrift. Ere Kongebrevene udfærdigede fra andre Steder end Kjøbenhavn, er der imidlertid stor Sandsynlighed for, at Kongen har været tilstede. Hans Opholdssteder i den første Maaned efter Træfningen paa Skållinge Hede lade sig saaledes bestemme: Indtil d. 25. Febr. var han i Varberg, men denne Dag forlod han dette Sted (GI. kgl. Saml. 4°, Nr. 2609) og drog til Halmstad, hvor han forblev lige til den 4. Marts (ifølge Skaanske Tegn. 111. 433 f.; Skaanske Reg. 111. 411 f.; Sjæll Tegn. XX. 443; Sjæll. Reg. XV. 416; Jydske Tegn. VI. 27 f). Det er dog muligt, at han i disse Dage har gjort mindre Udflugter omkring i Egnen; fra 29. Febr. og 1. Marts har jeg saaledes ikke truffen noget Kongebrev, men at han den først nævnte Dag i alt Fald ikke har været i Kjøbenhavn, fremgaar af et Brev, som er skrevet til ham herfra paa den Dag (i Ny kgl. Saml. 4% Nr. 1006 b). Fra 5. til 21. Marts ere alle Kongebreve udstedte i Kjøbenhavn (det bliver for vidtløftigt at citere dem), men den 21. og 22. har han aflagt et Besøg paa Frederiksborg (Sjæll. Reg., Ausland. Registrant).

Side 8

omgiven af et Hof, der vel paa Grund af Tidsomstændighedernemaatænkesnogetindskrænket fra den Tilstand, hvori det befandt sig under fredelige og lykkelige Forhold, men som derfor ikke maa opfattes som alene bestaaende af Tyende og Vagtmandskab. Her sad Kong Christian, men sikkert vil ingen tænke sig ham i alle disse Dage kun opfyldt af Fremtidsplaner olier med hele Opmærksomheden beslaglagt af Øjeblikkets Krav og huslig Sorg; nej, der kom Timer, da Haand og Øje hvilede og Sindet havde 80, da Tanken nødvendigmaattehenvendesigogsaa paa det forbigangne. Hverken naar Maaltidets Fritime eller de lange mørke Vinteraftener indfandt sig, var han den Mand, der tavs murede sig inde i Slottets Sale, udelukkende sig fra Omgang med dem, der vare i hans umiddelbare Tjeneste, eller fra de Adelsmænd, som Hovedstaden til enhver Tid maatte tælle inden for sine Mure. Og naar da Maaltidet krydredes med Samtaler, naar en fortalte et Krigsæventyr, en anden berømmede sine egne eller en Kammerats Bedrifter, saa vil ingen, der har set det Billede, som lyser os inxøde fra Kongens Breve og Ord, tro, at han, den frejdige Mand, intet har mælet om Christian Barnekovs sidste Gjerning. Og naar Vinternattens Mørke lagde sig over Borg og Stad, saa kan han ikke tavs have rystet de Tanker af sig, som da maatte opstaa. Ikke blot den ene Adelsmand vilde meddele den anden Kongens Ord, Kloften mellem Stænderne var ikke saa stor, som den siden blev; det var jo desuden Krigstid, da Følelsen for Fædrelandetmaatteværevarmere,og den faldne Helt maatte ved sin Daad vinde alle Dannemænds Hjærter. Den Mand, som holdt Ligtalen, Hans Kesen, var Professor ved Universitetet,men,skjentværendei samme By som Kongen, erfaredehanintet.Fraden 21. Febr. til den 26. Marts er

Side 9

der Tid nok, mer end Tid nok til, at det kongelige Udsagn
kan naa fra Slottet til Sergeskaren ved Graven.

Som endnu mere overbevisende om Kongens Tavshed kunde maaske tilføjes, at Ligprædikenen først er udkommen 1613 *), men da jeg ikke med Bestemthed tør fremsætte noget om Forholdet mellem den i Virkeligheden holdte og den trykte Tale, skal jeg nøjes med at henstille til Eftertanke, om det ikke synes at være mildest talt besynderligt, om man, naar man efter Talens Afholdelse havde erfaret en Omstændighed, der kastede den største Glans over den hedengangne, ikke skulde indflette en Beretning derom i det Skrift, der nærmest maa betragtes som et Monument til hans Forherligelse. Giver man mig Eet heri, er der altsaa sandsynlig gaaet et helt Aar, uden at Kongens Ord har naaet dem, de især maatte berøre.

Ikke nok hermed, men endnu mærkeligere bliver det dog, at vi endnu halvhundrede Aar senere træffe Slægten i samme Uvidenhed om, hvad der var sket paa Skållinge Hede. 1 det store kongelige Bibliothek opbevares nu en Vaabenbog, som oprindelig maa være bleven indrettet af Christian Barnekov den yngre, en Sønnesøn af vor Helt, eller maaske snarere af en af hans Hustruer. Han var født 1626 og ægtede 1651 Else Rammel; efter hendes Død blev han gift med Birgitte Skeel og døde 1666²). Foruden Vaabnerindeholder-Bogen enkelte historiske Notitser, og, som naturligt er, høre de til Barnekovernes Slægt føjede til de vidtløftigste. Men medens Forfatteren her véd at fortælle om en af sine ældre Forfædre: «Morten Bernekov sprang af sin Vogn ved Kjøge Kro, og som han holdt sit Værge for

1) Fortalen er dateret d. 26. Marts 1613.

2) Anrep, Svenska Ådelns Åttar-Taflor I. 123.

Side 10

sig, faldt det ud af Balgen, og han sprang derpaa, saa han døde», har han om sin Bedstefader kun den Bemærkning tilovers: «Christen Bernekov til Vidskøfle, som vel havde studeret og in Oriente peregrineret, var forlenet med Malmøhusog Landskrone, blev slagen af Svensken i Halland i den Strid Anno 1611« *).

I et lille Skrift om Familien Barnekov, som udkom 1790 i Lund, hedder det: »Med hvor storKjærlighed Kongenomfattede (Christian) Barnekov, og hvor meget han hædrede ham, kan ses deraf, at han befalede Sigvard Grubbe at rejse til Enken for at bevidne hende hans Sorg over Mandens Død og paa enhver mulig Maade sørge for hende og Børnene»²). Det vil være bedst ikke at udtrykke nogenTvivl om Eigtigheden af denne enestaaende og noget overraskende Efterretning³). Men om vi ogsaa holde os til hvert Ord i den, komme vi dog derved ikke et Skridt ud over dem; de sige kun, at Kongen viser Enken Deltagelse,fordi

1) Vaabenbogen findes i Thottske Saml., Fol., Nr. 1105, livor Bibliotheksassistent N. Jacobsen har gjort mig opmærksom paa den. Foran paa Bindet have Christian Barnekov og Birgitte Skeel skrevet deres Navne; det første Vaabeu er Familien Kammels, det andet Barnekovs. Efter Mandens Død beholdt Fru Birgitte Skeel, som ægiede Knud Thott, Bogen, hvilket fremgaar af Udskriften paa et Brev, som endnu ligger i den.

2) Disputatio gradualis analecta illustris familiæ Barnekovianæ genealogiam illustrantia exhibens, quam, præside G. Sommelio, publ. examinandam proponit S. S. Nibelius p. 27.

3) Hvorfra skriver den sig? Ikke fra Sigvard Grubbes Dagbog. Forf. har haft Optegnelser af et Medlem af Familien, General Christian Barnekov (f. 1694, f 1762), men Lagerbring, der skyldte samme Mand (hvis historiske Interesser ogsaa ere bekjendte af Nyerup, Langebekiana S. 202, 205, 326) Oplysninger om Familien, har i sine Samlinger til dens Historie (i Samling af tskilliga och Påminnelser, som formodeligen kunna gifwa . Lius i SwaiiHk;i Historien, 111. (Lund, 1758; S. 114—191) intet om Sigv. Grubbes Sendelse. Den maa tænkes at være gaaet for sig ikke mange Dage efter Ulykken.

Side 11

tagelse,fordihendes Mand er falden, ikke fordi han er hans Redningsmand, hvorom den svenske Genealog ogsaa er uvidende. Eet overvejede pege de vel i Grunden netop i samme Eetning som alt det øvrige; thi hvor er det muligt,at Kongens Sendebud ikke skulde have en Stavelse tilovers om det, der vel ganske vist ikke kunde betage Sorgensin bitre Smerte, men dog maatte bringe Hjærtet til at svulme af stolt Glæde over Husbondens ærefulde Daad? Har Christian IV — forudsat Sagnets Paalidelighed — afsendthin Adelsmand uden at underrette ham om Hovedsagenog uden at paalægge ham at udtrykke hans Tak til Enken, da er hvert Forsøg paa at redde hans Minde frugtesløst,og det, han satte til paa den hallandske Hede, betydeligereend det, han, takket være Christian Barnekov, frelste. Lige saa lidt som det gaar an at mene, at han nok kunde have Tid til at give Sigvard Grubbe det ene Hverv, men ikke det andet, lige saa lidt er det tænkeligt, at denne skulde undlade at omtale, hvad der var ham paalagt, og at han ikke kan have talt, som Sagnet vil, derfor borger Ligtalens Tavshed og Familiens Uvidenhed. Naar den samme Efterretninglader Kongen befale at drage Omsorg for den faldnesefterladte, træder den i bestemt Modstrid med, hvad der virkelig skete; men derom senere.

Sammenlignet med den Tavshed, Familien iagttager, har den, der viser sig hos andre samtidige, kun underordnetVægt,mennoglesYtringer bar dog maaske samles. Den 11. Marts fik Eske Brock, Lensmand paa Dronningborg(Banders),BrevfraKansleren om den uheldige Fægtning,hvorblandtandreogsaa hans tilkommende Svigersøn Sten Eosensparre havde maattet lade sit Liv. I sine DagbøgerharEskeBrockindført dette og nævnet Christian Barnekov blandt de faldne, men der er ingen Antydning

Side 12

af, at der er noget at mærke ved den sidst nævntes Dødsmaad e¹). I Kjøbenhavn udkom i Marts Maaned et plattyskFlyveskriftomKrigsbegivenhedernei de sidste tre Maaneder²); ogsaa det indskrænker sig til at nævne ChristianBarnekovblandtdefaldne. Gaa vi lidt længer ned i Tiden til et Tidspunkt, da det paa den ene Side maa antages,atBeretningenmaattevære kommen ud blandt Folk, og paa den anden Side Begivenheden var saa nær, at InteressenfordehandlendePersoner endnu var levende, støde vi paa samme underlige Tavshed. Hr. Anders Pedersen Perlestikker, som 1613 i sin Alders 27de Aar var bleven dimitteret fra Odense Skole, skrev 1619, efter at han Aaret tilforn var bleven Sognepræst i Nakskov, «en kort Fortegnelsepaahvissighaver tildraget udi min Tid». Han nævnerogsaaher—ikke uden Fejl i Navne og Aarstal — de faldne Helte, men Christian Barnekov fremhæves ej som den. der frelste Kongen³). Ovre hinsides Øresund, hvor Fortællingen lettest maatte vinde Udbredelse, levede dengangdenlærdePræstBertel Knudsen Aqvilonius (f 1650). I sine utrykte Optegnelser til den danske Adels Historie siger han om Christian Barnekov, at han fandt Heltedøden («døde heroico obitu») i Kamp mod Rigets Fjender⁴). Nu

1) Mag. t. d. danske Adels Hist. I. 9, 10. Man synes hertillands oftere at have overset, at et udførligt Uddrag af Dagbogen fra 1612 er meddelt i Hallenberg, Svea Rikes Hist. und. Gustaf Adolf, 11. (Stockh. 1790) S. 837—63, hvor den imidlertid er tilskreven Oluf Rosensparre, sikkert fordi der staar (21. Febr.) • min Søn« Sten Rosensparre.

2) Nye Tydinge vth Koppenhagen, wat de vnseren in vorgangen Monat Decembris 1611 Januario vnde Februario beth vp den Martio 1612 in Schweden vorrichtet, vnde ock wat enen wedderfahren sy. Erstlick Gedriickt tho Koppenhagen, Im Jahr 1612. 8 Blade. 4«.

3) Nyt hist. Tidsskr. V. 151.

4) Saml. af Handll. och Påminnelser, utg. af S. Bring, 111. 190. Naar er denne Optegnelse skrevet? Spørgsmaalet lader sig næppe besvare, da et Arbejde som Bertel Knudsens »pro Danica nobilitate ostendenda prodromus« ikke lader sig tænke fremstaaet uden ved en gjennem Aaringer fortsat Indsamling. Derimod kan man maaske komme efter, naar den endelige Redaktion af Stoffet er sket, eller naar den sidste Haand er lagt paa Værket. Herpaa skal jeg dog ikke gjøre Forsøg her, da det ligger ganske uden for Opgaven, men blot bemærke, at det Exemplar, som findes i Thottske Saml., B°, Nr. 525, maa være skrevet efter 1632, da det omtaler Frands Kantzaus Død, som indtraf i dette Aar; men er det Originalen? — Det er forunderligt, at Bring (Lagerbring), som i disse Samlinger har meddelt betydelige Bidrag til Barnekovernes Historie, ikke med et Ord nævner den Oplysning om Fægtningen paa Skallinge Hede, som 7 Aar tidligere for første Gang havde staaet at læse i en under hans Præsidium udgiven Disputats. — De haandskrevne Beretninger om Kalmarkrigen i det store kongelige Bibliothek, som jeg har undersøgt , og som nævne Christian Barnekovs Død (GI. kgl. Saml., Fol., Nr. 874, 878; 4°, Nr. 2608—09. Ny kgl. Saml. 4°, Nr. 998—99, 1003, 1005. Thott. 4°, Nr. 1626), indeholde intet om, hvad Sagnet beretter. Der er, som man ser, nok af dem, men i Virkeligheden er der kun et Par forskjellige; Hesten er Afskrifter af dem. At man forgjæves for Sagnets Skyld henvender sig til Beskrivelser i udenlandske Skrifter — som f. Ex. E. v. Meteren, Nirierlendischer Historien ander Theil (Arnhem 1614) p. 662 (eller Meteranus novus, 11. (Amsterd. 1640) p. 271) og G. Baudertius. Memory en ofte cort Verliael der gedenek-wcerdichste so kercklicke als werltlicke gheschiedenissen 1603 —16:24 (2. Ed. Arnhem 1624), 4. Bog S. 220 —, er vel unødvendigt at tilføje.

Side 13

vil maaske dette Udsagn blive grebet med Begjærlighed af dem, som ville forsvare Sagnet. De ville maaske gjøre gjældende,atnaarHr.Bertel Knudsen i sine kortfattede Optegnelserudtrykkersigsaaledesom Christian Barnekov, maa der være noget ualmindeligt ved hans Død, og de ville maaske endog, anvendende et meget yndet Træk, fremkommemeddenBemærkning,at vi ikke maa vente, at Datiden skulde tale i de samme Toner, som Nutiden vilde istemme ved en lignende Lejlighed. Men hvad den første Indvending angaar, maa det være nok at bemærke, atßertelKnudsensOrdvelikke

Side 14

telKnudsensOrdvelikkemodbevise Sagnet, men heller ikke kunne bekræfte det; de sige alene, at Christian Barnekoverfaldenihæderlig Kamp, og det vil ingen benægte. Den anden Indvending — om den bliver fremsat — grundersigpaaenaf de gyldigste Regler for den historiske Opfattelse,somdergives:at bedømme enhver Tidsalder efter dens egen Maalestok. Faa Regler ere af saa uimodsigelig Værdi, men faa Sandheder ere blevne i den Grad misbrugte. Man har saa ofte sagt, at Fortiden saa denne eller hin Sag i et vidt forskjelligt Lys fra det, hvori vi nu se den, men ofte, ofte, har man glemt det vigtigste — Beviset. Derved er der opstaaet saa mange Misfostre i den historiske Litteratur, idet Forfatterne, ledede af en sygelig Interesse for det forskudte eller af en uheldig Jagen efter Originalitet og Effekt, vilde gjøre det gamle helt om og vise, at, hvad vi tro er sort, egentlig er hvidt. Udeladende ethvert Bevis for deres Paastandes Rigtighed, fremsætte de dem med dristigSikkerhed,og—det store Publikum lader sig narre, Hensigten er opnaaet. De vinde desuden den Fordel ved at kaste Bevisbyrden over paa Modstanderne, at disse ofte tie stille, thi det er sikkert nok, at det tidt er langt vanskeligereatmodbeuseendat bevise noget. For saa vidt der nu ikke er fremstaaet nogen, som har sagt: i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede var Opfattelsen af en Adelsmands Pligter saadan, at man i hans Opofrelse for at redde sin Konges Liv ikke saa noget overvættes fortjenstligt, ere mine Bemærkninger mod Misbrugen af den nævnte Grundregel maaske overflødige, og for saa vidt i Fremtiden en vil tage hin Sætning op og uden videre holde den som Skjold over det skrøbelige Sagns Hoved, ville de ikke være tilstrækkeligetilatforhindredette. Men ad en anden Vej, ad den direkte Bevisførelses sikre Vej lader sig bestemt afgjøre,

Side 15

hvilke Begreber Datiden havde med Hensyn til det her berørtePunkt.

I September 1605 var Sverrigs Konge Karl IX stedt i Livsfare under Krigen i Lifland, men en liflandsk AdelsmandHenrik Wrede opofrede sig og frelste ham. Karl skriver en Uge derefter til Rigsraadet: »Hesten styrtede under os, og havde en Liflænder, Henrik de Wrede, ikke været, vare vi, levende eller død, falden i Fjendens Hænder«.Ikke alene gaves der det følgende Aar flere Forleningertil Wredes efterladte som Gjengjæld for hans frivillige Opofrelse¹), men endnu et halvt Aarhundrede senere trode Dronning Christine, at hun stod i Gjæld til sin FarfadersRedningsmand, og ophøjede af den Grund hans Sønneri Friherrestanden²). Er der nogensomhelst Grund til at antage, at man nærede andre Anskuelser om denne Sag i Sverrig end i Danmark? Skjæbnen vilde, at Christian IV engang senere kom i samme Situation som paa Skållinge Hede. Det var i Trediveaarskrigen, i Slaget ved Lutter am Barenberg Aar 1626. Da hans Hest styrtede, sprang hans Staldmester Wenzel Rothkirch ham til Hjælp, fik ham op af Grøften og overlod ham sin Hest, og paa den undslap han. Heldigere end sin Forgænger undgik Rothkirch ikke alene Døden, . men endogsaa Fangenskabet³). Hvorledes Kongen bar sig ad mod denne sin Redningsmand, derom vidner den over denne holdte Ligtale, naar den siger: (»hvilkenTroskab og Tapperhed Hs. Majestæt og naadigst erkjendteog altid elskede hannem højt baade for det og anden

1) Geijer, Svenska Folkets hist. 11. 385—86.

2) Anrep, Åttar-Taflor IV. 654.

3) Slange S. 571 og efter ham mange nyere Forfattere angive, at W. Rothkirch blev fangen. Allerede Schlegel (Overs, af Slange 11. 292) har dog gjort opmærksom paa, at Ligtalen fortæller, at Rothkirch fulgte med Kongen til Wolfenbu'ttel, og at hans Navn ikke forekommer i Listen over Fangerne. Denne Liste findes i Auszfiirliche, griindtliche Relation, welcher gestalt den 27. Augusti Anno 1626 der K6nig in Dennemarck vnd desselben gantze Aimada bey Lnther gåntzlich zertrent . . . worden. Augsburg 1626. 4°. Den er optaget i adskillige større Skrifter, f. Ex. Londorpii Acta publ. 111. (1668) S. 879—80 og Aitzema, Saken van Stået en Oorlogh, 11. (1657) S. 139—40, senest i G. Lichtenstein, Die Schlacht bei Lutter am Barenberg (1850) S. 148—50. Den sidst nævnte Forlatter lader rigtig (S. 141) Rothkirch undkomme. I Slaget havde Kongen, allerede før han fik Staldmesterens Hest, maattet skifte Hest, da hans egen var styrtet.

Side 16

hans Skikkeligheds Skyld»J), og derom vidne ogsaa de resbestillingerog
som bleve Staldmesteren til Del.

Karl IX sørgede for Henrik Wredes Familie, Christian IV belønnede Wenzel Rothkirch. Det er da ikke for meget forlangt, naar vi vente at se lignende Erkjendtlighed udvist mod Christian Barnekovs Enke og Børn. Vi have erfaret, at om Kong Christian har talt, maa Ordet ikke være kommet langt over hans Læber; hvad gjorde han da? paa hvilken Maade søgte han i Gjerningen at lægge sin Taknemmelighedmod sin Redningsmand for Dagen? Hidtil har man, mig bevidst, ikke kunnet pege paa en eneste Handling, der kunde anses som en ringe Afbetaling paa den store Gjæld. I rigtig Følelse af, at noget saadant maatte opvises, har den barnekovske Familietradition, der, som naturligt var, med Interesse holdt fast paa Sagnet, fremhævet, at Kongen overlod Heltens Efterkommere Ralswik Gods²); men Traditionener paa urigtigt Spor her, den maa endogsaa være opstaaet temmelig sent, ellers kunde den ikke saaledes tage

1) Er. Er. Pontoppidans Ligprsediken (Kbh- 1656) S. 246.

2) J. C. Barfod, Markvardigheter ror. Skanska Adeln (Stockh. 1847) S. 254.

Side 17

fejl af Forholdene. Godset Kalswik, som laa paa Rygen, havde, da Christian Barnekov faldt, i over 100 Aar været i Slægtens Eje; det var et Arvelen. Selv om Christian IV har udstedt et nyt Lensbrev til Christian Barnekovs Børn paa Godset, ligger deri ikke det ringeste Tegn paa særlig Naade. Det var en retmæssig Fordring, som var opfyldt, og intet andet¹).

Da Christian Barnekov faldt, var han Lensmand over Landskrones Len²). Forgjæves vender man sig herhen for her at finde Spor af den kongelige Belønning: allerede den 13. April gaves Lenet til Tage Ottesen Thott til Eriksholm³). Nu har man vistnok Grund til at sige, at Krigsforholdene ikke tillode, at et saa betydeligt Len i den Landsdel styredesafenKvinde, men Sagnets Forkæmpere ville dog føle sig skuffede, naar de se, at der ikke lader sig fremvise noget,derkankaldes en Belønning eller Erstatning fra KongensSid e⁴). Og herved bliver det ikke, Skuffelsen bliver

1) Jvfr. Barfod, Skånska Adeln S. 243, 245. I det Aktstykke, hvorved Frederik II d. 15. Juni 1582 forlenede Bro (Irene Johan og Christian Barnekov med Ralswik for dem og deves Arvinger udtales den Forpligtelse for dem, at de og deres Lensarvinger "schuldig und pflichtig sein sollen die Lehn, so offt dieselben zu Fahlle kommen, bei unns und unsern Nachkommen am Reich Dennemarcken underthenigst zusuchen und zuempfangen». Original paa Pergam. i Geh. Ark.

2) Lensbrevet af 30. April 1602 i Skaanske Keg. 111. 179—81.

3) Skaanske Reg. 111. 422.

4) Har Sigvard Grubbe, som ovenfor omtalt, virkelig faaet Ordre til at sørge paa enhver mulig Maade for Familien, kan derved alene forstaas, at han skulde vise den saadanne Opmærksomheder som den ene Privatmand kunde vise den anden. — Christian Barnekov var efter hans Broder Johans Død bleven Formynder for dennes Børn. Nu udgik der d. 26. April Befaling til Eske Krafse, at han skulde overtage Værgemaalet, og Fru Margrethe Brahe, Christian Barnekovs Enke, fik et Par Dage senere Ordre til «med den allerførste Lejlighed« at overlevere Johan Bernekovs Yærgemaal til Eske Krafse i Nærværelse af Anders Dresselberg og Mogens Gjø, hvilke to Adelsmænd det paalagdes at have • grangivelig Indseende med, at denne Værgemaals-Levering maa gange christelig og ret til, og dersom fornødent gjøres, at I da lader Skovene besigte, saa forne Johan Bernekov-i Børn i altingest intet andet vederfares end den Del ret og billigt være kan». 2. Sept. fik de samme to Betaling til at »besigte Bygningen paa afgangne Johan Bernekovs Børns Ødegaarde og Ladegaarde og det siden Ira sig under deres Hænder og Segl give beskrevet« (Sjæll. Tegn. XX. 455—57, 4G7. Saml. af Adelsbreve i st. kgl. Bibi. Fase. 2). Enhver vil finde det ganske billigt, at Landets Overhoved strængt paaser, at der ikke tilføjes de umyndige Tab; mén hvorfor fattes enhver Antydning af, at han selv vil erstatte, hvad der mulig maatte mangle?

Side 18

endnu sterre, naar endelig den Oplysning kommer til, hvorpaadervedSiden af Ligtalens Tavshed og Slægtens UvidenhedomOfferdaadenmaa lægges den største Vægt. Som saa ofte var Tilfældet, naar en Lensmand paa den ene eller anden Maade fratraadte sit Len, at han efter at have gjort Rede for de Pengesummer, der vare gaaede gjennem hans Hænder, blev Kongen mer eller mindre skyldig, saaledes var det ogsaa Tilfældet med Christian Barnekov, der jo var falden, fer hans Regnskabsaar var tilende, hvilket først indtrafd.1.Maj, og hvis Bo derfor ved Regnskabernes Opgjorelsefandtesatvære i Gjæld til Kongen. Man stemme nu sine Fordringer til Kongens Ædelmodighed og Taknem - melighedsfølelse saa dybt ned, som man vil, man opgive Paastanden paa at ville høre en lovpris^nde Udtalelse fra ham og se en kongelig Gave rakt den Kreds imøde, hvis Støtte var bortreven, dybere kan man ikke gaa ned end til at erklære sig tilfredsstillet, om man blot ser ham eftergiveGjælden.Menselv denne tarvelige Tilfredsstillelse undesikke;etAktstykke af en übøjelig Natur staar i Vejen. Den 28. Oktober 1614 gjør Christian IV vitterligt, at Fru

Side 19

Margrethe Brahe, Christian Barnekovs Efterleverske, «har nu paa fornævnte hendes Husbonds Vegne endeligen gjort os gode Rede og Regnskab for al vor og Kronens Rente og Indkomst» af Landskrones Len, idet hun har indbetalt i Rentekammeret den resterende Sum af 1898V2 Daler 1 Ort 5 Skilling¹). Dette Aktstykke og saa Sagnet! Det ene koldt, men bestemt, det andet varmt, men i al sin glimrendeSkikkelsedogsaa usikkert! Enhver, som ikke, døv for Videnskabens Krav, blindt sværger til Digtningens Fane, maa erkjende, at her er en skærende Modsætning: AktstykketogSagnetpege hvert i sin Retning. Ordene i den kongelige Kvittering ere saa klare, at de paa ingen Maade tilstede den Tydning, at Kongen har strøget Gjælden, og desuden vide vi, at Enken for at rejse Pengene, maatte — gjøre et Laan. To Dage før hin Kvittering udstedtes, laante hun 2000 Daler af Kommunitetet, og at det ikke var en kun forbigaaende Pengeforlegenhed, hvori hun befandtsig,godtgjørden Omstændighed tilstrækkelig, at endnu 4 Aar efter var denne Gjæld ikke betalt²). Dengang var Fru Margrethe imidlertid ikke mere³), men ved en mærkelig Skjæbnens Tilskikkelse skulde hendes Børn paany komme i Gjældsforhold til Kongen, da Kommunitetet 1618 overlod ham hendes Gjældsbevis. Hvad Kongen havde forsømtoverforEnken, kunde han nu, skjønt temmelig sildig,indhentemedHensyn til Børnene. Men nej, ogsaa denne Lejlighed lader han übenyttet. Foreløbig foretog

1) Bring, Handll. och Påminnelser 111. 186—89.

2) Danske Samlinger VI. 133.

3) Sigvard Grubbe skriver 3. Decbr. 1617: »Lundiæ ad exeqvias Dnæ Margarettæ Brahe relictæ Ch Barnechovij ■> (Uldallske Mnskr., 4°, Nr. 449). Det er altsaa urigtigt, naar hendes Død henføres til 1618 (Danske Herregaavde, '6. Bd. under Løvenborg).

Side 20

han intet Skridt; som den rige Pengemand havde han ikke übetydelige Kapitaler staaende ude¹), og Barnekoverne kom da med ind i Debitorernes lange Række. Men Tiderne forandredesig,derblev Krig. Og da udgik der Brev til «ærligogvelbyrdigHans Bernekov til Talløse og andre afgangneChristenBernekovsArvinger«. Det var Kongens «naadigste Befaling og Vilje«, at de skulde betale de 2000 Daler med efterstaaende Rente til alle Helgens Dag «uden al Forhal og Forsømmelse«; «her efter I Eder endeligen haver at rette og Eder selv saa vel som Eders afgangne Moders Forlovere for Skade, Maning og anden Ulejlighed at tage vare»²).

Saaledes er Sammenhængen, nu har man Valget. Vil man antage, at Folkeaanden, som nu Slægt efter Slægt har bevaret den danske Konge i kjærlig Erindring og med venligtSind søgt at dække hans Fejl i Erkjendelsen af hans gode Hjærtelav, har ladet sig vildlede af et ydre Skin til at overse den hule Virkelighed? Eller vil man antage, at det hallandske Sagn, blottet, som det er, for ethvert historisk Støttepunkt, kun er et Foster af Folkets Æventyrdrømme? En Mellemvej synes umulig. Hvorledes jeg har stillet mig til Sagen, fremgaar tilstrækkelig af det foregaaende. Medens Christian IV i Ord og Gjerning takkede den Mand, som 14 Aar senere frelste hans Liv, var han karrig mod Christian Barnekovs Minde og Slægt; den døde Mand kunde intet fordre, Slægten vidste intet; kun ovre i Halland sneg Sagnet sig om fra Mand til Mand. Men nu staar det Ansigt til Ansigt med Kongens Manes; nu maa der ydes Ret og Retfærdighed; hvad Vinternattenskjulte med sit Slør, maa nu opklares — saavidt

1) Nyt hist. Tiilsskr. IV. 315 f.

2) Saml. af Adelsbrevc i st. kgl. Bibi. Fase. 2.

Side 21

det lader sig gjere. Intet Øjeblik har jeg da efter de foreliggendeOplysninger taget i Betænkning at optræde mod Sagnet for at vise dette hallandske Hittebarn bort fra det Højsæde, man har villet indrømme det i den Tro, at det var født til Verden i den højtidelige Time, da Christian Barnekovs Sjæl for til Himmels, og anvise det en mere beskeden Plads, fjærnt fra Storhedens og Sandhedens gtefødteSønner.

Et Bevis, som ene hentes fra Tavshed, er som bekjendt misligt. Naar jeg alligevel her har taget min Tilflugt til det, er det sket, fordi det er det eneste, som nu kan føres mod Sagnet. Glipper Beviset, staar Sagnet urørt. Der vil komme en Tid, da meget, som nu er ukjendt eller kun dunkelt, vil træde frem i fuld Belysning; da vil maaske — det maa udtrykkelig bemærkes — ogsaa en Efterretning dukke frem, der kan løse Spørgsmaalet, saa al Tvivl maa forstumme. Det er jo muligt — thi intet maa forsværges —■» at den giver Sagnet Ret, og da har jeg fejlet. Men saa længe det ikke er sket, saa længe Kongens sammenpressede Mund ikke har aabnet sig til ærlig Taksigelse og hans lukkede Haand ikke opladt sig til kongelig Gavmildhed, saa længe maa jeg i det Tavshedens Mørke, som hviler over Christian Barnekovs Død, se en Bekræftelse paa Rigtigheden af det Resultat, hvortil jeg er kommen, at Sagnet er i det høieste usandsynligt. Et umiddelbart Modbevis, der ligefrem godtgjør Sagnets Usandfærdighed, lader sig vanskelig tænke.

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 3 (1872 - 1873) 1

Har Christian Barnekov frelst Christian den Fjerdes Liv i Træfningen paa Skällinge Hede?